Prædiken til 2. pinsedag 2020

Posted By on 2. juni 2020

Alle skal være oplært af Gud: Et helt nyt liv

Prædiken i Rø Kirke 2. pinsedag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I går hørte vi om at fordi vi har fået Helligånden, kan vi høre Guds stemme. Når Gud gerne vil tale til os, er det naturligvis ikke bare for underholdningens skyld, men fordi han vil os noget. Og det han vil os, er – som vi hørte i dagens første læsning – at vi skal følge hans love og omhyggeligt holde hans bud.

                      Det lyder umiddelbart ikke specielt rart, og jeg kender mange mennesker der på baggrund af den oplysning ville konkludere at Gud er en magtsyg tyran som de i hvert fald ikke gider at have med at gøre, for hvorfor i alverden skulle vi danse efter hans pibe i stedet for at gøre som vi selv vil? Har Gud virkelig så stort et behov for at kontrollere os?

                      Nej, Gud har ikke noget behov for at kontrollere os. Faktisk har Gud ikke noget behov for noget som helst. Han er evig, hellig og salig og manglede ingenting i de endeløse æoner før skabelsen, ligesom han heller ikke manglede noget dengang der kun var himmel og jord, planter og dyr, men endnu ingen mennesker. Gud er fuldkommen og hviler i sig selv, og den eneste grund til at han alligevel valgte at skabe, var at han i sin gavmilde kærlighed gerne ville dele alt godt med os. Men det der skulle have været så godt, gik hurtigt galt fordi vi mennesker gik vores egne veje og valgte ulykken i stedet for lykken, konflikten i stedet for freden, grådigheden i stedet for taknemmeligheden – og dermed i sidste ende døden frem for livet. Gud kunne have valgt at sige: ”Fint, mennesker, så må I også selv om det – gør som I vil, og lev med konsekvenserne!”, men det forbød hans kærlighed ham at gøre. Derfor udvalgte han i første omgang ét af jordens folkeslag, som han gav et sæt love for at de skulle demonstrere hvordan Gud havde tænkt at livet skulle leves. Men det israelitiske folk evnede ikke at overholde Guds lov, og i lange perioder havde de ikke engang noget ønske om det. Problemet var, som Paulus beskriver det i Romerbrevet (og jeg citerer fra den nye nudanske Bibelen 2020, hvor de knudrede vers er en anelse lettere at forstå – også selvom der måske ryger et par nuancer i svinget når det ord vi plejer at oversætte ”synd” bliver kaldt ”selvoptagethed”): ”Loven er ganske vist åndelig, men jeg er et jordisk menneske af kød og blod, og derfor er jeg slave af min selvoptagethed. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg. Men netop fordi jeg ikke vil det, jeg gør, så bekræfter jeg, at loven i sig selv er god. … Det ser altså ud til at være et vilkår for mig, at jeg kun er i stand til at gøre det, der er ondt, selvom jeg helst vil gøre det, der er godt. … Jeg er fange af min selvoptagethed, og mit liv er bestemt af min uvilje mod Gud” (Rom 7,14-16.21.23b). Skal vi blive lykkelige, er det altså ikke nok at Gud fortæller os hvad vi skal gøre; han er nødt til også at sætte os i stand til at gøre det. Men på et tidspunkt hvor israelitternes manglende evne til at leve efter Guds vilje havde medført at deres land var blevet løbet over ende af fremmede magter, og de selv var blevet ført i eksil i et fremmed land, gav Gud dem det fantastiske løfte som vi hørte: ”Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver em et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” – eller som han lige så godt kunne have sagt: ”så de gør hvad der tjener til deres eget bedste, i stedet for at ødelægge det hele for sig selv og hinanden”. Og i Det Nye Testamente blev det løfte udvidet til ikke kun at gælde israelitterne, men alle folkeslag – ”Alle skal være oplært af Gud”, som vi hørte i evangelieteksten. For at gøre en lang historie kort: Det er ikke Gud der har et behov for at vi gør som han siger – det er os selv der har det behov, ellers dør vi!

                      Hvad er det så Gud vil have at vi skal gøre? Det svarer Jesus på umiddelbart efter at han har sagt at alle skal være oplært af Gud – som vi hørte: ”Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.” Det som Gud først og fremmest vil have os til at gøre, er altså at komme til Jesus, for det er kun hos ham vi kan få liv. Jesus er lige så uundværlig for vores åndelige liv som maden er for vores fysiske liv, og derfor siger Jesus om sig selv at han er et levende brød som er kommet ned fra himlen. (Det bliver vi i øvrigt mindet om hver gang vi i nadveren modtager Jesu legeme i form af netop brød).

                      Når vi kan få liv hos Jesus, er det fordi han som den eneste har formået det som intet andet menneske kunne, nemlig at leve et liv i fuldkommen lydighed mod Guds lov. Det er ellers ikke ualmindeligt at betragte Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente som modsætninger; tværtimod har jeg indtryk af at det er en udbredt opfattelse, også blandt kristne, at i Det Gamle Testamente finder vi alle de livsfjendske og snærende love og regler, men i Det Nye Testamente kommer Jesus og siger at så slemt var det heller ikke ment. Men det er en falsk modsætning, for Jesus var netop en legemliggørelse af alt det som Gud igennem hele Det Gamle Testamente forsøgte at lære sit folk om hvordan livet skal leves. Og Jesus siger da også om sig selv i Det Nye Testamente at han ikke er kommet for at nedbryde Guds lov, men for at opfylde den (Matt 5,17). Jesus levede altså på den måde som man skal leve hvis man vil have del i det evige liv – men fordi han alligevel gik i døden, kunne hans liv gælde som løsepenge for os andre, som med rette fortjente døden fordi vi ikke har levet som vi burde. Vi skal blot tage imod det evige livs gave i tillid til at det Jesus har gjort, er nok; det er derfor han siger: ”Den, der tror, har evigt liv.”

                      Men ”evigt liv” betyder ikke kun at vores liv kommer til at vare til evig tid, kun afbrudt af et kort intermezzo fra vi dør til Jesus vender tilbage fra himlen og opvækker os fra de døde. Nej, det evige liv handler også om kvaliteten af vores liv – som Jesus udtrykte det i den bøn som var prædiketekst for 15 dage siden: ”dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt” (Joh 17,3). Når vi er kommet til Jesus, som Gud vil lære os at gøre, er det meningen at vi skal blive hos ham! Det er meningen at vi skal følges med ham så hans liv kommer til udtryk i vores liv, og vores hjerte bliver forvandlet så vi rent faktisk begynder at leve på den måde som Gud havde tænkt – ikke fordi vi alligevel skal gøre os fortjent til det evige liv ”på afbetaling” så at sige, men fordi Gud ønsker for os at vi skal leve i lykke, fred og taknemmelighed i stedet for ulykke, konflikt og grådighed. Troens lydighed mod Gud i efterfølgelse af Jesus er ikke en pris vi må betale for at få det evige liv; den er ikke en ”bagside af medaljen” som vi må tage med, eller et offer vi foretager i håb om at blive belønnet senere. Nej, livet i lydighed mod Gud er det evige liv; det er den gave og belønning som Gud vil give dem der tror på ham! Det er nemlig det bedste liv der findes, og derfor tror jeg forfatteren C.S. Lewis så rigtigt da han skrev: ”Når vi engang kommer i himlen, vil vi opdage at vi i virkeligheden hele tiden har været der” (og omvendt: ”De der kommer i helvede, vil opdage at de hele tiden har været dér”) (citeret efter hukommelsen).

                      Når denne verden engang ender, og vi får Guds rige at se i al dets herlighed, så vil vi ikke længere kunne andet end at gøre Guds vilje – vi vil ikke længere være i stand til at synde. Men så længe vi lever i denne verden, er det kun gennem troen at vi besidder det evige liv, og derfor har vi brug for både Guds kraft og Guds vejledning. ”Faderens råd og den Helligånds dåd sammen i Frelseren falde”, som vi sang i går (DDS 291). Og det er først og fremmest derfor vi har brug for at lære at høre Guds stemme – for at vi kan vide hvad vi skal gøre for at gøre Guds vilje og følge det evige livs vej.

                      I dagens anden læsning fik vi et eksempel på hvordan livet efter Guds vilje under Helligåndens vejledning ser ud. Der er tale om afslutningen af Apostlenes Gerninger kapitel 2 – det kapitel der begynder med at disciplene modtager Helligånden pinsedag, som vi hørte i går. Som et resultat af den prædiken som Peter holdt i forlængelse af pinseunderet, var der ikke færre end 3000 mennesker der kom til tro og blev døbt og også fik Helligånden. Det var første gang nogensinde at Guds løfte gennem profeten Ezekiel om at give os mennesker en ny ånd i vores indre, gik i opfyldelse – og hvordan så det så ud i praksis? Jo, først og fremmest medførte det fællesskab. De troende var så vidt muligt sammen hver dag, og de delte alting med hinanden. Ja, de solgte endda deres ejendele og delte ud af provenuet så ingen manglede noget! Jeg siger ikke at vi i dag nødvendigvis skal sælge alt hvad vi ejer (det gav Paulus fx ikke folk i de menigheder han grundlagde, besked på), men på den anden side er det klart at hvis Guds kærlighed virkelig bor i os, så kan vi ikke se en medkristen lide nød uden at gøre noget ved det hvis det står i vores magt. Og glæden ved at være sammen med vores medkristne – vores brødre og søstre i Herren – den kunne vi nok også trænge til at genopdage. Netop glæde var nemlig et centralt kendetegn ved de første kristnes liv: ”jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til pinsedag 2020

Posted By on 2. juni 2020

Helligåndens komme: Du kan høre Guds stemme!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke pinsedag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der skete noget den pinsedag i Jerusalem! Noget der vakte opsigt. Folk stimlede sammen, hørte vi. Helligåndens komme var ikke noget der foregik i det skjulte.

                      Hvad var det der fik folk til at stimle sammen? Hvis du havde spurgt mig om det for en uge siden, så er jeg bange for at jeg ville have svaret: ”Det var fordi disciplene talte på fremmede sprog”, for ganske vist har jeg læst denne her tekst flere hundrede gange, men når man tror man ved hvad der står, er det ikke altid man læser hvad der rent faktisk står. Og det der står, er altså ikke at folk stimlede sammen fordi de hørte disciplene tale på forskellige sprog, men at de stimlede sammen ”da nu denne lyd hørtes”. Og så vidt jeg kan se på teksten, så sigter ordene ”denne lyd” til den ”lyd som af et kraftigt vindstød”, der fyldte det hus hvor disciplene var forsamlet. Det må have været en ret voldsom lyd! Og disciplene selv hørte ikke kun lyden; de så også noget der lignede tunger af ild, som satte sig på hver enkelt af dem. Der er lavet en del malerier af den begivenhed, og på de malerier ser man som regel flammer der sidder på issen af disciplene, men ret beset står der ingen steder i teksten at det lige var issen flammerne satte sig på. I betragtning af at der oven i købet ikke står ”flammer”, men ”tunger” af ild, forestiller jeg mig at det er mest sandsynligt at de satte sig på munden, som jo er det sted på kroppen hvor tungen sidder. Når det netop var tunger af ild og ikke alt muligt andet, så tror jeg også det hænger sammen med at en af de vigtigste forandringer som Helligåndens komme medførte i disciplenes liv, var at de pludselig var i stand til at tale med frimodighed – og det endda på alverdens forskellige fremmedsprog. I overført betydning fik de virkelig tunger af ild, som vi også synger i salmen. [”Du som går ud fra den levende Gud”, DDS 291]

                      Al den ydre ramasjang med vindstød og ildtunger og hvad ved jeg, var nemlig for intet at regne mod den indre forvandling der fandt sted i disciplene. Blot syv uger tidligere, da Jesus blev korsfæstet, havde disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for at de myndigheder der havde arresteret og dødsdømt Jesus, også ville komme efter dem. Og der er intet der tyder på at myndighederne i mellemtiden var blevet mildere stemt over for evangeliet om Jesus; tværtimod ser vi i de følgende kapitler af Apostlenes Gerninger at det ikke varede længe før apostlene selv blev arresteret, og en af dem endda blev henrettet. Men alligevel var deres frygt altså med ét blevet afløst af en sprudlende frimodighed som gjorde at de slet ikke kunne lade være med at tale om Jesus (jf. ApG 4,20). Deres indstilling til tilværelsen blev også forandret, sådan at de nu ikke længere betragtede noget af det de ejede, som deres eget – det skal vi høre meget mere om i Rø Kirke i morgen.

                      Det der gør det relevant for os i Klemensker anno 2020 at høre om hvad disciplene oplevede en pinsedag for næsten 2000 år siden, er naturligvis at Helligåndens komme ikke var en engangsbegivenhed, men at vi selv har mulighed for at erfare det samme. Allerede i Apostlenes Gerninger ser vi at det sker igen og igen at Helligånden kommer over nye grupper af mennesker; det sker for eksempel da Filip prædiker i Samaria i kapitel 8, da Peter prædiker i en romersk officers hus i kapitel 10, og da Paulus møder en gruppe disciple af Johannes Døber i Efesos i kapitel 19. Og vi ved fra Paulus’ breve at de kristne i Korinth (1 Kor 12) og Galatien (Gal 3,2-5) havde lignende erfaringer. Og da Peter prædikede for de mennesker der var stimlet sammen den første pinsedag, sagde han da også at løftet om Helligånden gælder enhver som omvender sig og lader sig døbe til sine synders forladelse. Det gælder altså også os!

                      Vindstødet og de synlige ildtunger lader til gengæld til at have været en engangsforeteelse, så det skal vi nok ikke regne med at komme til at opleve. Hverken da Helligånden kom over folk i Samaria eller i den romerske officers hus eller hos disciplene i Efesos, optrådte der vindstød og ildtunger; i hvert fald ikke så vidt vi kan læse i de bibelske beretninger. Derimod står der at folk i officerens hus ”talte i tunger”, og i Efesos blev der både talt i tunger og profeteret. Når Helligånden kommer over mennesker, har det altså tilsyneladende altid konsekvenser for den måde vi bruger vores talegaver på. I Første Korintherbrev opremser Paulus endda en hel liste af ting som Helligånden kan sætte os i stand til, hvoraf de fleste har med tale at gøre; han skriver: ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder, én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” (1 Kor 12,7-11).

                      Hvad tungetale er for noget, vil jeg ikke komme nærmere ind på i dag, andet end at nævne at på oldgræsk (som jo var det sprog Paulus skrev på) er ordet for ”tunge” det samme som ordet for ”sprog”, så det at ”tale i tunger” betyder altså blot at ”tale på sprog”, men det er så underforstået at der er tale om sprog (himmelske eller jordiske) som man ikke behersker. Der findes gode bøger om tungetale, og til november kommer der, om Gud vil, en aften nede i Indre Missions hus hvor jeg vil gå mere i dybden med emnet. Men i dag vil jeg koncentrere mig om det at tale profetisk.

                      Som jeg kort nævnte i søndags, så betyder det at profetere, at man siger noget videre som man har fået at vide af Gud. I daglig tale betyder ”profeti” at man forudsiger noget der kommer til at ske i fremtiden, men profeterne i Bibelen gør meget andet end at forudsige fremtiden (selvom det også er en del af det de gør); de giver også Guds perspektiv på nutiden. I en bog om profeti som jeg er i gang med at læse, udtrykker forfatteren, Cath Livesey, det endda på denne måde: ”Hvis vi tager et holistisk syn på det profetiske, kan vi sige at hver gang vi trofast repræsenterer Faderens væsen gennem vores ord og handlinger, er vi profetiske. Så hvis vi taler ord der repræsenterer Faderens utrolige godhed mod mennesker, og hvis nogen gennem de ord kommer til at se noget af Guds godhed, så er vi profetiske, selvom vi måske ikke vil kalde det ’profeti’ i ordets snævreste betydning” (Cath Livesey: My Sheep Have Ears, s. 115, min oversættelse).

                      Men hvis vi holder os til den mere snævre betydning, så er der altså tale om at Helligånden åbenbarer noget, som vi så siger videre. Det svarer jo meget godt til at Jesus i dagens evangelietekst omtaler Helligånden som en ”talsmand”. Mere præcist står der ”en anden talsmand”, altså en anden i stedet for Jesus. Og som nogle har hæftet sig ved, bruges der i den græske grundtekst et ord som betyder ”en anden af samme slags”. Helligånden taler altså Guds ord til os, præcis på samme måde som Jesus selv gjorde da han gik på jorden.

                      Men, men, men: Dengang Jesus gik på jorden, kunne han tale med helt almindelige menneskeord, og man kunne høre det han sagde, med sit almindelige, fysiske øre. Sådan er det ikke med Helligånden. Så hvordan bærer vi os ad med at høre det som Helligånden vil åbenbare for os?

                      I det stykke fra Joels Bog som vi hørte i søndags, bliver der nævnt to måder, nemlig syner og drømme. Og det er nok to af de vigtigste måder Gud taler til mennesker på, også i dag. De fleste af os drømmer hver eneste nat, selvom vi ikke altid kan huske hvad vi har drømt, når vi vågner næste morgen. Der findes forskellige psykologiske teorier for drømmetydning, og der er udmærkede til mange formål, men de steder i Bibelen hvor Gud taler til mennesker gennem drømme, er det ikke de teknikker drømmetyderen benytter sig af. En profetisk drøm er nemlig noget andet end en helt almindelig psykologisk drøm, og den vil ofte være kendetegnet ved at man husker den usædvanlig klart når man vågner, og ikke rigtig kan slippe den. I Roskilde Stift er der et projekt der hedder ”Kirke på Vej”, som går ud på at skabe nye former for gudstjeneste og kristent fællesskab, og det projekt blev faktisk født ud af en profetisk drøm som projektets leder Peter Tingleff, der dengang var sognepræst ved Karlslunde Strandkirke, havde en nat. Han kontaktede sin biskop og fortalte ham om drømmen, og fik lov til at starte projektet, i første omgang som et forsøg, men i dag er det blevet permanent, og Peter Tingleff er nu ansat af Roskilde Stift.

                      ”Syner” lyder umiddelbart mere eksotisk end drømme, men det er det sådan set ikke. Ligesom en drøm er et syn noget man ser for sit indre øje, blot med den forskel at man er vågen. Enkelte af de syner der beskrives i Bibelen, har karakter af ekstatiske, nærmest ”psykedeliske” oplevelser, som da profeterne Esajas og Ezekiel og apostlen Johannes hver især oplevede pludselig at befinde sig i Guds tronsal i Himlen. Men for det meste er det faktisk helt jordnært, som hvis jeg for eksempel siger: ”Tænk på et jordbær!” Hvor mange af jer kan se et jordbær for jeres indre blik når jeg siger det? (afvent respons) Sådan er et ”syn” fra Gud som regel, blot med den forskel at det ikke er noget vi selv frembringer, men noget der kommer spontant. Eller det vil sige: Det er min erfaring at det sjældent bare kommer ud af den blå luft, men oftest når vi retter vores opmærksomhed mod Gud og beder ham om at tale til os.

                      Det kan være meget vanskeligt at afgøre om et syn virkelig er fra Gud, eller om det bare er et produkt af vores egen fantasi, og derfor skal vi være meget forsigtige med at gå rundt og sige alt for skråsikkert at Gud har sagt det ene eller det andet til os. Et nyttigt og vigtigt princip er at de ting som Helligånden åbenbarer, åbenbarer han for menigheden – som der stod i de vers fra Første Korintherbrev som jeg citerede: ”Det som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.” Og et par kapitler længere fremme skriver Paulus følgende om brugen af profeti i gudstjenesten: ”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger.” Men vi kan også selv vokse i evnen til at skelne hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er, ved at lære Gud bedre at kende – præcis som vi kan blive bedre til at genkende et menneskes stemme eller udtryksmåde ved at lære vedkommende bedre at kende. Et eksempel: For et par år siden sendte jeg en gruppebesked ud til et antal mennesker via det sociale medie Messenger. Det var en ret usædvanlig besked, og derfor var der nogle af modtagerne der mente at det måtte være en hacker der var på spil, men min far, som var en af dem beskeden var sendt til, kunne berolige de andre med at beskeden var ægte, fordi han kender mig så godt at han kunne genkende min måde at formulere mig på. Og så godt tror jeg altså også vi kan komme til at kende Gud! Og som gode redskaber til at lære Gud bedre at kende vil jeg som så ofte før anbefale ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin.

                      Om et øjeblik vil jeg give lidt tid til at du kan bede Helligånden om at fylde dig og tale til dig. Og eftersom der alligevel ikke er kirkekaffe i disse tider, vil der også være mulighed for at man kan blive siddende på sin plads i nogle minutter efter gudstjenestens afslutning for at søge Guds nærvær.

                      Lad os være stille.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til 6. søndag efter påske 2020

Posted By on 26. maj 2020

Den ypperstepræstelige bøn 2: Synlig usynlig herlighed

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 6. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Skærtorsdag aften, umiddelbart før Jesus blev arresteret, bad han en bøn som fylder hele kapitel 17 i Johannesevangeliet, og som undertiden kaldes for ”den ypperstepræstelige bøn”. Hvorfor den kaldes det, vil jeg ikke komme ind på i dag; det må I have til gode til vi rammer teksten igen om 2 år. Og det gør vi to gange, for den første tredjedel af bønnen er prædiketekst til 5. søndag efter påske i lige årstal (det var i søndags), og den sidste tredjedel kommer så søndagen efter, 6. søndag efter påske (og det er så i dag). Den midterste tredjedel indgår ikke i tekstrækkerne, men jeg citerede lidt af den i torsdags, nemlig Jesu ord om at hans disciple ikke er af verden selvom de er i verden.

                      I de første to tredjedele af bønnen beder Jesus for de mennesker som Faderen har givet ham fra verden. Det omfatter i bredeste forstand alle mennesker til alle tider som tror på Jesus (eller det håber jeg i hvert fald at det gør, for ellers falder pointerne fra mine to seneste prædikener lidt til jorden), men i første omgang gik det naturligvis på dem der blev Jesu disciple allerede inden hans død, opstandelse og himmelfart. Men heldigvis fortsætter han med det som vi har hørt i dag: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig”. Og dét omfatter i hvert fald helt sikkert os der tror på Jesus i dag, for det er jo gennem apostlenes ord i Det Nye Testamente at vi er kommet til tro! Derfor er der god grund til at spidse ekstra meget ører over for den her tekst, for det er dig og mig der bliver talt om!

                      Og hvad siger Jesus så om os? Jo, han siger at den herlighed som Gud har givet ham, den har han givet til os! Den herlighed som Gud har givet til Jesus – prøv lige at stoppe op og overveje det en gang! I torsdag var det Kristi Himmelfarts dag; dagen hvor vi fejrede at Jesus blev båret op til himlen for at sidde ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, og jeg ved ikke med jer, men jeg kan i hvert fald ikke forestille mig et mere ærefuldt sted at sidde! Men den herlighed Jesus har fået, består ikke kun i den plads han har fået, men også hvordan han ser ud. I den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, fortæller apostlen Johannes om hvordan Jesus nogle årtier efter sin himmelfart åbenbarede sig for ham mens han var i eksil på øen Patmos. Og vi skal lige huske at Johannes altså havde været en af Jesu allernærmeste venner mens han gik på jorden; måske endda den nærmeste. Ved den sidste nadver sad Johannes på den plads som var forbeholdt værtens bedste ven, og da Jesus hang døende på korset, var det Johannes han valgte at betro omsorgen for sin mor til. Hvis der var nogen der følte sig helt tryg ved sin best buddy Jesus, så var det Johannes! Men prøv engang at høre hvordan Johannes beskriver sin oplevelse af at se den herliggjorte Jesus, som han ser ud på denne side af himmelfarten:

… da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager, og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund stod et skarpt, tveægget sværd, og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke. Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.” (Åb 1,12b-18)

Hans herligheds stråleglans er altså så voldsom at selv hans bedste ven faldt til jorden i ærefrygt ved at se ham. Det er ret vildt ikke? Men den herlighed vil han altså give til os som tror på ham!

Eller nej, det var faktisk ikke det der stod. Det der rent faktisk står, er så utroligt at jeg helt uvilkårligt i første omgang kom til at skrive noget forkert i mit manuskript. Men der står altså ikke at Jesus vil give os den herlighed som Faderen har givet ham – havde det ”bare” været det der havde stået, så kunne vi måske endda nok fatte en lille smule af det, for vi har trods alt et håb om at der venter os stor herlighed hjemme i himlen engang. Men det som Jesus siger i dagens tekst, er altså at han allerede har givet os den herlighed som Faderen har givet ham! Hvad i alverden betyder det? Jeg mener, det er trods alt sjældent vi falder til jorden i ærefrygt ved at se på hinanden, ikke sandt?

Jo, det er sjældent – men det burde det måske dybest set ikke være? Måske burde vi rent faktisk – okay, måske ikke ligefrem falde til jorden, for det ville nok gøre hverdagen lidt for besværlig hvis vi konstant skulle ned og kysse fliserne, men rent mentalt burde vi måske –  bøje os i ærefrygt for hinanden. For selvom mine fysiske øjne ikke bliver blændet af at se på nogen af jer, så betyder det ikke at herligheden ikke er der; den er blot usynlig indtil Jesus vender tilbage fra himlen og gør det usynlige synligt – på samme måde som det meste andet der har med vores frelse at gøre, også er usynligt.

Præcis hvor usynlig vores herlighed er, beskriver Paulus meget levende i den tekst vi hørte fra Romerbrevet. Der gør han det klart at det at Jesus sidder ved Guds højre hånd, ikke forhindrer os i at møde nød eller angst, forfølgelse, sult eller nøgenhed, fare eller sværd – men det betyder at ingen af de ting kan skille os fra Guds kærlighed, og det er det vigtigste!

Men hvad er sådan en usynlig herlighed egentlig værd? Er det bare noget vi leger, ligesom når børn leger at de har en usynlig ven? Nej, det mener jeg bestemt ikke. Vi leger ikke bare at vi er Guds børn; vi er Guds børn! Og selvom Guds herlighed i os er usynlig, så kan andre mennesker alligevel komme til at se Gud igennem os når vi lever i kraft af ham, ligesom man kan kende et vandløb i ørkenen på de træer der vokser langs bredden og lever i kraft af vandløbet. Tænk på Jesus: Mens han gik på jorden, var hans herlighed også usynlig! Alligevel var hele hans liv én lang fremvisning af Guds herlighed; ja, mennesket Jesus af Nazaret var og er og bliver den ultimative forkyndelse af hvem Gud er ved den måde han talte, levede, døde og opstod på. Det skyldes naturligvis at mennesket Jesus af Nazaret samtidig var og er Guds evige, enbårne søn – men den ånd som var i Jesus, den har Gud også givet til os, og derfor kan vi åbenbare Gud på samme måde som Jesus kunne – så tæt hører vi sammen med Jesus! Gud har givet sin Helligånd til dig, og derfor kan mennesker komme til at se Guds herlighed ved at se på dig.

Og ja, jeg mener dig! Ikke den person der sidder to meter til højre eller venstre for dig eller to meter foran dig, men lige præcis dig. Løftet om Helligånden gælder alle mennesker uden undtagelse. ”Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker,” sagde Gud i den første tekst vi hørte i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl om at alle betyder alle, så fortsatte han med at gøre det klart at det gælder både mænd og kvinder, både unge og gamle, ja endda de allernederste i samfundshierarkiet: trælle og trælkvinder. Uanset hvordan du vender og drejer det, og hvilket billede du har af dig selv, så er det hævet over enhver tvivl at lige præcis du også er omfattet af det som både Joel og Jesus siger!

Hvordan kan mennesker så komme til at se Guds herlighed igennem dig og mig? Tja, hvordan så mennesker Guds herlighed gennem Jesus? Det gjorde de blandt andet i kraft af de mirakler han gjorde, især helbredelser, og jeg er overbevist om at Gud også ønsker at helbrede syge overnaturligt ved Helligåndens kraft gennem sin kirke den dag i dag! Til september bliver der en sogneaften hvor Torsten Borbye Nielsen vil undervise om den dimension af livet med Helligånden, for det ved han langt mere om end jeg gør. Men det var ikke kun gennem de overnaturlige tegn og undere at Jesus viste hvem Gud er; det var igennem alt hvad han sagde og gjorde. Og det er også den plan Gud har med dig og mig: at alt hvad vi siger og gør, skal vidne om ham!

Nu skal jeg betro dig noget: Hvis jeg for 20 år siden havde hørt en prædikant sige hvad jeg lige har sagt, så ville jeg have følt mig meget træt. Skal alt, hvad jeg siger og gør, vidne om Gud? Det er da et frygteligt ansvar, ja en frygtelig byrde! Og jeg som troede at kristendommen gik ud på at jeg kunne leve i frihed og glæde takket være mine synders nådige forladelse! – Hvor var det en skøn dag da det gik op for mig at det netop er når jeg lever i frihed og glæde takket være mine synders nådige forladelse, at alt hvad jeg siger og gør, vidner om Gud! Hver gang jeg siger eller gør noget som ikke vidner om Gud, er det fordi jeg har glemt at jeg intet godt kan udrette i egen kraft. Når jeg derimod husker det, så er der plads til Guds kraft. Og det gælder for dig, præcis på samme måde som det gælder for mig, for det er den samme Ånd, Gud har givet os begge to.

Tre af de ting som Joels profeti nævner at de der får Ånden, vil komme til at opleve, er at profetere, have drømme og se syner. At profetere vil sige at man siger noget videre som man har fået at vide af Gud, og syner og drømme er to af de måder som Gud taler til os på (der er også andre måder). Som Guds børn er det nemlig meningen at vi skal leve i så tæt fællesskab med vores himmelske far at vi kan høre hvad han siger til os, og så gøre det. Jesus udtrykte det selv sådan at han intet kunne gøre af sig selv, men kun det som han så Faderen gøre (Joh 5,19). Hvis du vil høre mere om hvordan Gud taler til os, så kom igen på søndag, pinsedag.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2020

Posted By on 24. maj 2020

Jesu himmelfart: Du er en svane

Videoprædiken til Kristi himmelfarts dag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De fleste af jer kender sikkert eventyret om den grimme ælling, der kommer til verden i en andegård. Den bliver drillet og generet af de andre indtil den til sidst vælger at stikke af. Den finder imidlertid ingen venner der hvor den flygter hen (bortset fra to gæs, men de bliver med det samme skudt af en jæger), og det ender med at den stakkels ælling må hutle sig igennem vinteren mutters alene ved en tilfrossen sø. Da foråret bryder frem, lander der nogle smukke svaner på søen, og ællingen beslutter at svømme hen til dem, idet den tænker at den hellere vil hakkes ihjel af de smukke fugle, end den vil leve videre i ensomhed og elendighed. Men til dens store overraskelse tager svanerne imod den med åbne vinger, og da den ser sit eget spejlbillede i søens vand, går det op for den at den selv er blevet til en svane. Ja, de børn der løber og leger ved søen synes endda at den er den smukkeste af alle svanerne. For det gør ikke noget at være født i andegården, når blot man har ligget i et svaneæg!

                      Jeg nævner det her eventyr fordi det er en lignende transformation Gud stiller os i udsigt. Som vi talte om for to uger siden, så er sandheden om os mennesker ikke noget vi har nogen grund til at være stolte over, for i forhold til alt det onde i verden har vi i højere grad været en del af problemet end en del af løsningen. Men vi talte også om at den sandhed kun er overfladen; at der er en dybere og bedre sandhed, som er at Gud elsker os betingelsesløst og har købt os fri fra det ondes magt – ikke sådan at forstå at det onde ikke længere kan ramme os udefra, men sådan at det onde ikke længere kan kontrollere os indefra og definere hvem vi er. Gud har købt os for at vi skulle tilhøre ham og være en fortrop for det godes magt i verden, ligesom et vandløb på en tør steppe ligefrem kan få popler til at vokse frem mellem græsset. Det er vi ikke selv i stand til at gøre, men Gud vil gøre det igennem os ved at fylde os med sin ånd. Han vil forvandle os fra grimme ællinger til svaner!

                      Eventyret om den grimme ælling er anderledes end mange andre eventyr. Som regel skal helten i et eventyr bestå nogle prøver, overvinde nogle fristelser, besejre en trold eller en drage, før han eller hun kan leve lykkeligt til sine dages ende, men den grimme ælling foretager sig ikke noget som helst heltemodigt for at fortjene sin status som svane; det sker helt af sig selv fordi den jo i virkeligheden hele tiden har været en svane – det er det den er skabt til at være. Og på samme måde er vi skabt til at være Guds elskede børn; det er ikke noget vi skal – eller kan – gøre os fortjent til. ”Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige, han sætter ham blandt fyrster, blandt sit folks fyrster”, som det hed i Salme 113 fra Det Gamle Testamente som vi hørte tidligere i dag.

                      Men der er alligevel en vigtig forskel på den grimme ælling og os. Det var nemlig hele tiden givet at ællingen ville blive til en svane, også selvom den var blevet i andegården. Stadiet som ”grim ælling” er en helt naturlig fase i enhver svanes liv og ikke noget som den har brug for at nogen ”frelser” den fra; det sker helt af sig selv. Og derfor var det i grunden ligegyldigt at den var vokset op i andegården, for andegården var jo uden for den.

                      Sådan er det ikke med os. Vi har brug for en frelser fordi vi så at sige har fået andegården ind i os i en grad så vi ikke alene har glemt at vi i virkeligheden er svaner, men faktisk også har mistet forudsætningerne for rent faktisk at blive det. Da Jesus bad til sin far umiddelbart før sin tilfangetagelse (den bøn som vi undertiden kalder ”Jesu ypperstepræstelige bøn”, og som vi hørte et uddrag af i søndags og skal høre endnu et uddrag af på søndag), sagde han om sine disciple at ”de er i verden”, men lidt senere sagde han at ”de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden”. Frelsen består altså ikke i at vi bliver taget ud af verden, men at verden bliver taget ud af os, så vi kan blive de smukke ”svaner” vi er skabt til at være, til gavn for mennesker omkring os og verden som helhed. Og med ”verden bliver taget ud af os” mener jeg at vi begynder at stole på Gud og hans løfter i stedet for at lade os lamme af mistro, bekvemmelighed og forstillelse.

                      Men når vi ikke skal forlade verden, hvorfor gjorde Jesus det så? Det er jo Kristi himmelfarts dag i dag; dagen hvor vi fejrer at Jesus skiltes fra sine disciple og blev båret op til himlen. Hvorfor er det noget at fejre? Ville det ikke have været mere solidarisk af ham at blive her på jorden sammen med os? Hvorfor giver han os en opgave som han ikke selv har lyst til at løse?

                      Sådan kunne man godt tænke, men læg mærke til hvordan disciplene reagerede på himmelfarten: ”De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.” Hvorfor var de glade når Jesus havde forladt dem? Jo, grunden til at Jesus blev taget op til himlen, var for at blive kronet som konge. I sin første prædiken efter himmelfarten citerede apostlen Peter en salme fra Det Gamle Testamente (ikke den vi hørte i dag, men en anden) hvor der står: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder” (Sl 110,1 citeret i ApG 2,34-35). Takket være himmelfarten var apostlene ambassadører for selveste Himlens og jordens konge, sendt med et kongeligt mandat – og det er vi også. Himmelfarten gør os altså til langt mere fornemme ”svaner” end vi ellers ville have været.

Dertil kommer at Jesus i virkeligheden slet ikke havde forladt dem! Han blev taget op til himlen, men hvor er himlen henne? Jo, himlen er vel der hvor Gud er, men selvom Gud er ”ophøjet over alle folkene”, for igen at citere Salme 113, så ser han også dybere ned end nogen anden. Ja, Gud er kilden til alt liv, og da Paulus holdt den første kristne prædiken der nogensinde blev holdt i Athen, og som vi kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 17, så brugte han ligefrem ordene ”i ham lever vi, ånder vi og er vi” (ApG 17,28). Det er derfor vi plejer at sige at Gud er allestedsnærværende. Og det må jo betyde at når Jesus har sat sig ved Guds højre hånd, så er Jesus også allestedsnærværende nu. Derfor kan han være her hos os i Klemensker og Rø, samtidig med at han er hos vores trossøskende i Brasilien, Nigeria, Indien, Nordkorea og alle andre steder på jorden. På en særlig måde er han til stede når vi modtager hans legeme og blod i nadveren, men han er der også i vores hverdag, uanset hvad vi foretager os, sådan at vi kan arbejde videre på den opgave han gav disciplene: at være hans vidner og prædike omvendelse til syndernes forladelse.

”Omvendelse” er et lidt løjerligt ord, men det græske ord som det er en oversættelse af, metanoia, betyder egentlig ”at tænke på en anden måde”. Så når Jesus siger at der i hans navn skal prædikes omvendelse, så betyder det altså ikke at der skal prædikes moral, for vi er jo netop ikke i stand til at blive hvad Gud havde tænkt at vi skulle være, ved at tage os sammen rent moralsk. Nej, når Jesus siger at der skal prædikes omvendelse, så handler det altså om at ”andegården” skal ud af alle mennesker, og det kan vi få lov til at bidrage til ved selv at leve som de ”svaner” Gud har skabt os til at være. Ved selv at leve i den tro på Jesus som sætter os fri til at leve som Guds børn, kan vi bidrage til at andre også bliver sat fri – dels ved at vi beretter om hvordan Gud har taget imod os som sine børn helt uden at vi har gjort noget for at fortjene det, dels ved at vi giver Helligånden lov til gradvis at transformere vores livsstil og væremåde så andre mennesker møder Guds kærlighed gennem os.

Det lyder måske urealistisk at du og jeg skulle kunne gøre så stor en positiv forskel i andres liv. Og her i Danmark bliver den indre jantelov også enormt let aktiveret: ”Uha nej, jeg må endelig ikke tro at jeg skulle kunne bringe Guds kærlighed til andre mennesker!” Og nej, det må du ganske rigtigt ikke tro! Men det er heller ikke det jeg beder dig om at tro! Det jeg beder dig om at tro, er at Gud kan lade sin kærlighed flyde til andre mennesker igennem dig – at du er en svane fordi Gud har skabt dig til at være en svane! Og det er ikke at tænke for høje tanker om dig selv hvis du tror dét; tværtimod er det at tænke for lave tanker om Gud hvis du ikke tror det!

Hemmeligheden er Helligånden, som Gud har lovet til alle som tror på Jesus. Det løfte skal vi høre meget mere om på søndag, inden vi næste søndag fejrer Helligåndens komme til jorden pinsedag.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Videoprædiken til 5. søndag efter påske 2020

Posted By on 20. maj 2020

Den ypperstepræstelige bøn 1: Du er en poppel!

Videoprædiken til 5. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I søndags talte vi om at den triste sandhed om os mennesker er at vi er ”syndens trælle”, altså at vi er slaver af noget ondt inden i os som forhindrer os i at gøre det gode som vi egentlig gerne ville. Men vi talte også om at der er en anden, bedre og dybere sandhed, nemlig at Jesus gav sit liv for at sætte os fri af det vi er slaver af, og give os et helt nyt liv. I dag skal det handle om det nye liv, om den nye og bedre sandhed om hvem vi er når vi tilhører Jesus.

                      For at forstå hvad Jesus har sat os fri til at være, må vi begynde med at se på hvad Gud oprindelig skabte os til at være. Derfor vil jeg citere fra skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel 1: ”Gud sagde: ’Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden’” (1 Mos 1,26). På moderne dansk har ordet ”herske” fået en negativ klang der lader tankerne hen på magtsyge og hensynsløse tyranner, men det siger sig selv at det ikke var det Gud mente da han sagde at vi mennesker skulle herske over resten af skaberværket. Vi skulle jo ligne Gud, og den måde han hersker over sit skaberværk på, er som en omsorgsfuld hyrde der har sine fårs bedste for øje. Det beskrives blandt andet i den fantastiske hymne, der står som Salme 104 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, hvor vi finder følgende vers:

Du lader kilder springe frem i dalene,

mellem bjergene baner de sig vej,

de giver vand til alle de vilde dyr,

vildæsler får slukket deres tørst.

Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,

på grenene sidder de og kvidrer.

Du vander bjergene fra din højsal,

jorden mættes med frugten af dit værk.

Løverne brøler efter bytte

og kræver deres føde fra Gud.

Alle har det håb til dig,

at du giver dem føde i rette tid;

du giver dem, og de samler op,

du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver.

(Sl 104,10-13.21.27-28).

Så når Gud skabte mennesket i sit billede til at herske over fisk, fugle og andre dyr, betyder det altså at vi som trofaste forvaltere skulle drage omsorg for skaberværket på skaberens vegne, og derfor kan jeg vældig godt lide den måde verset fra skabelsesberetningen er oversat på i den nye nudanske Bibelen 2020: ”Gud sagde til sig selv: ’Lad os nu forme mennesket. Det skal ligne os, så det kan tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og dyrene på jorden.’” Først og fremmest skulle vi naturligvis tage ansvar for hinanden og behandle andre mennesker med omsorg og respekt, men det har det som bekendt knebet omtrent lige så meget med, som det har med at drage omsorg for det øvrige skaberværk.

                      Men vi blev ikke kun skabt med en særlig opgave; det med ”Guds billede” har først og fremmest at gøre med vores relation til Gud. I studsede måske over at Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker” og ikke ”Lad mig skabe mennesker”? Der er utallige bud på hvilken mening den flertalsform kan have givet i tekstens oprindelige kontekst, men når man læser det med kristne briller, er det oplagt at se en reference til treenigheden. Vi bekender jo troen på en Gud som er tre evige personer der er fuldkommen ét i væsen, formål og kærlighed. Og det er interessant at netop menneskets skabelse er det første tidspunkt hvor Gud taler i flertal til sig selv; ved skabelsen af sol, måne og stjerner, planter og dyr befalede han blot de pågældende ting at blive til, fx: ”Jorden skal grønnes” (1 Mos 1,11) eller ”Der skal være lys på himmelhvælvingen” (1 Mos 1,14). Det kunne tyde på at vi mennesker var tiltænkt en helt særlig rolle også i forhold til graden af fællesskab med Gud. Det bekræftes også af at vi i beretningen om syndefaldet hører at Gud går rundt i Edens Have og kalder på Adam og Eva, og at Gud senere i Det Gamle Testamente kalder på folk som Noa, Abraham, Isak, Jakob, Moses, Gideon, Samuel, og ikke mindst David, hvis salmer vidner om et meget nært og fortroligt forhold til Gud.

                      Men vi ved også godt at noget gik galt. Syndefaldet ødelagde ikke kun det gode forhold mellem os mennesker indbyrdes og mellem os og naturen, men også og især mellem os og Gud. Den onde magt der forhindrer os i at gøre det gode som vi egentlig gerne vil, gør os også fjendtligt og frygtsomt stemt i forhold til Gud, fordi vi inderst inde godt ved at vores synd har gjort os til en del af problemet i stedet for en del af løsningen, og at vi ikke fortjener andet end vrede og straf fra Guds side. Men Guds hensigt og plan har hele tiden været at frelse og genoprette sit skaberværk. Det var faktisk det der var den primære grund til at han udvalgte et bestemt folk, nemlig Israel. De fleste af jer der hører dette, kender sikkert beretningen om hvordan israelitterne var slaver i Egypten, men Gud befriede dem fra slaveriet ved at sende ti plager over Farao og hans folk, hvorefter Moses førte israelitterne ud i ørkenen til bjerget Sinaj, hvor Gud steg ned og talte til dem. Han sagde blandt andet: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,4-5). Israel blev altså ikke udvalgt for sin egen skyld, men for alle menneskers skyld, for at føre den fortabte skabning tilbage til Gud.

                      Det gik imidlertid ikke så godt med det. ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt,” sagde Gud, men det gjorde de for det meste ikke; tværtimod gik det alt for tit sådan at israelitterne tog ved lære af den ondskab der blev praktiseret hos deres nabofolk, også selvom Gud sendte den ene profet efter den anden for at advare dem mod deres frafald og kalde dem til omvendelse. Til sidst blev Jerusalem ødelagt, og folket blev ført i eksil i Babylon, men Gud havde hverken opgivet Israel eller menneskeheden som helhed, og derfor gav han israelitterne den opmuntring som vi hørte i den første læsning: ”Frygt ikke, min tjener Jakob, Jeshurun, som jeg har udvalgt! [Både Jakob og Jeshurun er navne for Israel]. For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb. Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd ’Tilhører Herren’ og bruger Israel som hædersnavn.” Og senere tilføjer han: ”I er mine vidner”. Gud lovede altså israelitterne at de ville komme til at udføre den opgave som han havde udvalgt dem til at udføre, til glæde for både sig selv og de andre folk.

                      Og den opgave blev udført, af en ganske særlig israelit, nemlig Jesus. Jesus demonstrerede med sit liv hvordan Gud er, og med sin død og opstandelse banede han vej for at vi kan blive sat fuldstændig fri fra vores synd, ikke ved vores egen indsats (som alligevel var dødsdømt på forhånd), men ved at overgive os til det Gud har gjort gennem Jesus og få hans liv i bytte for vores eget. Som evangelisten Johannes udtrykker det i indledningen til sit evangelium: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn” (Joh 1,12). Jesus tilbyder os altså et liv hvor vi ligner Gud så meget at vi kan kaldes, ikke bare hans folk, men hans børn! Men er vi Guds børn, er vi selvfølgelig også en del af hans folk, sådan at Guds folk nu ikke kun består af dem der rent fysisk, etnisk, biologisk er israelitter, men af mennesker fra alverdens folkeslag som tror på Jesus, og til os skriver apostlen Peter således i sit første brev: ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk” (1 Pet 2,9-10) – altså ord der minder rigtig meget om dem som Gud sagde til israelitterne ved Sinaj. Og derfor tror jeg at du der hører dette, og som tror på Jesus, kan tage det løfte fra Esajas’ Bog, som vi hørte, til dig, også selvom du ikke er jøde, for de åndelige løfter til Israel er blevet udvidet til at gælde enhver som tror på Jesus. Vi kan så at sige bruge Israel som hædersnavn! (Jeg siger med vilje ”de åndelige løfter”, for jeg tror at Gud stadig har planer med det fysiske Israel, og vi må i hvert fald ikke tro at det jødiske folk kollektivt er blevet forkastet af Gud!).

                      Alt det her siger jeg for at vi skal forstå hvor store planer Gud har med os, ja, for at du skal forstå hvor store planer Gud har med dig! Hvis du tror på Jesus, så er du en af dem som Jesus beder for i dagens evangelietekst (som du måske var begyndt at spørge dig selv om jeg overhovedet ville nå frem til i dag): ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.” Jeg er herliggjort i dem! Jesus er herliggjort i dig og mig! Hvad betyder det? Det betyder at det er meningen at man ved at se på dig og mig kan se hvem Jesus er, og dermed hvem Gud er! For at vende tilbage til billedet fra Det Gamle Testamente, så har Gud lovet at han i åndelig forstand vil sende vand til den tørstige jord – og det vand er et billede på Helligånden, som usynligt virker hvad Gud vil, helt ind i menneskers hjerter – som vi hørte i dagens nytestamentlige læsning: ”Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.” Vi, der har taget imod Jesus og har fået Ånden, er altså Guds fortrop i verden. Jeg synes det er sådan et smukt billede Esajas bruger: ”De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb.” Hvis du nogensinde har været et sted hvor en flod løber igennem et tørt landområde, så ved du at der ofte vokser træer ved flodens bred – og de træer er tit det der gør at man på stor afstand kan se hvordan floden befinder sig. På samme måde har Gud lovet at vil gøre os til ”popler”, som på stor afstand kan vise mennesker hvor Guds ånd og kraft er at finde. Er det ikke fantastisk?

                      Alt det skal vi høre mere om på torsdag og på søndag og til pinse, men her til slut vil jeg lige sige at hvis du ikke er sikker på om du har taget imod Jesus og modtaget Helligånden, så sørg for at blive det! Du kan gentage denne bøn efter mig: ”Kære Jesus. (pause) Jeg kan ikke selv leve et godt liv. (pause) Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. (pause) Jeg har brug for at du overtager mit liv. (pause) Tak fordi alt det jeg har gjort forkert, det tog du med dig i døden. (pause) Tag mit liv, og giv mig dit i stedet for. (pause) Fyld mig med din Ånd, så mennesker ser Guds kærlighed gennem mig. (pause) Amen.

                      Hvis du bad med på den bøn, eller hvis du i øvrigt har spørgsmål til det jeg har sagt, så er du velkommen til at ringe eller skrive til mig; jeg vil elske at hjælpe dig på vej i dit nye liv med Gud – eller dit gamle liv med Gud, hvis du har været kristen længe, men gerne vil træde ind i en dybere erfaring af hvem han er.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Videoprædiken til 4. søndag efter påske 2020

Posted By on 12. maj 2020

Sandheden skal gøre jer frie: Sandheden er ilde hørt

Videoprædiken til 4. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”You lied when you said you loved me, And I had no cause to doubt you. But I’d rather go on hearing your lies, Than go on living without you.” Sådan sang Elvis Presley – eller rettere: sådan sagde Elvis Presley – i 1960. Det var han i øvrigt langt fra den første der gjorde, for sangen ”Are You Lonesome Tonight” blev skrevet helt tilbage i 1926, og før Elvis’ version kom, var den blevet indspillet af en lang række forskellige sangere, med Vaughn De Leath, Henry Burr og Jaye P. Morgan som de mest kendte. Men Elvis’ version fra 1960 er nok den version de fleste kender bedst – hvis det da ikke er den version som samme Elvis indspillede 9 år senere, hvor han griner halvdelen af tiden fordi han kom til at synge en fjollet omskrivning af en af sangens linjer.

                      Jeg ved at det ikke er alle der er lige gode til engelsk, så jeg vil lige oversætte de linjer som jeg citerede til indledning: ”Du løj da du sagde at du elskede mig, og jeg havde ingen grund til at tvivle på dig. Men jeg vil hellere fortsætte med at lytte til dine løgne end jeg vil fortsætte med at leve uden dig.” Og den sang er ikke den eneste der har det tema: I 1987 sang Fleetwood Mac ”Tell me lies, tell me sweet little lies”, i 1991 sang U2 ”Love is blindness, I don’t want to see”, og i 1996 sang The Cardigans ”Go on and fool me … Pretend that you love me”. Er man ulykkeligt forelsket, så kan sandheden være så ubarmhjertig at man foretrækker ikke at høre den.

                      Og det gælder forresten ikke kun hvis man er ulykkeligt forelsket. Der findes mange slags ubehagelige sandheder som de fleste af os helst er fri for at høre. Hvis man ved at man ikke har passet ordentligt på sine tænder, bliver man nemt mere tilbøjelig til at udsætte turen til tandlægen. Badevægten undgår man også gerne hvis man har en mistanke om at den vil vise lidt mere end den burde (eller lidt mindre end den burde, afhængig af hvilken type vægtproblem man har). I den allermest alvorlige afdeling har jeg også hørt om mennesker der har undladt at gå til lægen med et alvorligt problem fordi de var bange for at få at vide at de havde kræft. For hvordan håndterer man sådan en ubehagelig viden?

                      Men det er ikke kun fysiske undersøgelser der kan risikere at afsløre ting som vi helst ikke vil vide. Jeg har i løbet af mit liv modtaget en del psykologisk og åndelig rådgivning, blandt andet fordi jeg døjede en del med angst da jeg var i 20’erne, men også fordi det i det hele taget er nødvendigt at have arbejdet indgående med sig selv hvis man skal kunne rådgive andre, som præster jo ind imellem skal. Og jeg er ked af at sige det, men det var ikke noget poleret glansbillede der tonede frem da jeg sammen med kyndige mennesker dykkede ned i min sjæls krinkelkroge. Ikke at det overraskede mig; tværtimod havde jeg forudset det, og af samme grund var jeg meget tilbageholdende med overhovedet at kaste mig ud i øvelsen, for de grimme ting der eventuelt gemte sig derinde, var jeg egentlig helst fri for at blive konfronteret med.

                      Det siger sig selv at hvis man lider af en sygdom der bliver værre hvis der ikke bliver gjort noget ved den, uanset om det så er caries eller cancer, så gælder det for alt i verden om at få sandheden at vide, også selvom det er ubehageligt. Men er det i alle situationer bedst at kende sandheden? Er der ikke noget der hedder ”lykkelig uvidenhed”? Da jeg gik i gymnasiet, læste vi Henrik Ibsens tragiske skuespil Vildanden, der handler om en rigmand som efter at have gjort sin tjenestepige gravid betaler sin søns ven, Hjalmar, for at gifte sig med hende i en fart – og hun på sin side lader Hjalmar tro at barnet er hans. 14 år senere vender rigmandens søn, Gregers, hjem efter et mangeårigt udlandsophold, og da han finder ud af hvad hans far har gjort, beslutter han sig for at redde sin gamle ven, hvis familie er dysfunktionel på en række planer, ved at fortælle ham sandheden. Men resultatet bliver et helt andet end Gregers havde forestillet sig: I stedet for at Hjalmar og hans familie jubler over endelig at have fået sandheden at vide, og tager hul på et helt nyt og autentisk liv befriet for dysfunktionalitet, sker der det at Hjalmar i fortvivlelse og vrede forlader sin hustru og den datter som han nu ved ikke er hans egen, og at den nu 14-årige datter begår selvmord. Det får husvennen Doktor Relling, der hele tiden har kendt sandheden, men har holdt tæt med den, til at bemærke: ”Berøver du et menneske dets livsløgn, berøver du det lykken.”

                      Jeg tror Relling har en vigtig pointe, som vi ikke for hurtigt skal blive færdige med: Det at lære den barske sandhed at kende, løser ikke alle problemer; det kan tværtimod drive et menneske ud i fortvivlelse. Men hvorfor sagde Jesus så: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”? Hvad var det for en sandhed han talte om?

                      Det var i første omgang en meget ubehagelig sandhed: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl”. Det tror jeg ikke der er ret mange der har lyst til at få at vide, så jeg forstår egentlig godt at de mennesker Jesus talte med, blev sure. Hvis vi havde læst resten af kapitlet, ville vi endda have fundet ud af at de endte med at blive så sure at de samlede sten op for at stene Jesus. Dén reaktion beviste i og for sig bare at Jesus havde ret i at de ikke var så fromme mennesker som de gik og bildte sig selv ind, kan man sige, men bortset fra at de fleste moderne mennesker nok er for velopdragne til at vi kunne finde på at kaste sten på andre, så tror jeg egentlig ikke at de ting Jesus sagde, ville have fået en mere positiv modtagelse i dagens Danmark end de gjorde i datidens Israel. Hvad ville du for eksempel sige til at få at vide at du dybest set ikke er et frit menneske, men at du bliver holdt i slaveri af noget der får dig til at handle ondt? Men det er altså situationen for os mennesker ifølge Jesus!

                      Lad os antage at det er rigtigt: at vi, som Paulus udtrykker det, gang på gang må erkende at ”det gode, som vi vil, gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi” (jf. Rom 7,19). Det efterlader os stadig med det spørgsmål hvordan det på nogen måde kan gøre os frie at få det at vide. Er det ikke snarere en nødvendig livsløgn at vi trods alt er sådan nogenlunde ordentlige mennesker?

                      Jo, det ville det være hvis Jesus kun gav os diagnosen og ikke kuren. Men ligesom tandlægen fortæller dig at du har huller i tænderne, fordi han har planer om at reparere de huller, så fortæller Jesus os om vores manglende frihed fordi han har i sinde at gøre os frie.

 Jesus kom nemlig ikke kun til jorden for at fortælle os mennesker den ubehagelige sandhed om os selv; nej, han kom for at vise vejen til en dybere og større og bedre sandhed; en sandhed der er endnu mere sand end alle de ubehagelige sandheder som vi er bange for at se i øjnene. Og hvad den sandhed er, det hørte vi i søndags hvor evangelieteksten rummede Jesu berømte udsagn: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6). Den allerstørste sandhed i universet, og den eneste sandhed som kan gøre os virkelig frie, er den sandhed som Jesus demonstrerede med sit liv, sin død og sin opstandelse, nemlig at Guds kærlighed er så stor at han valgte selv at gå ind i døden for at redde os ud af den. Jesus tilbyder at vi kan få et helt nyt liv i frihed, hvor vi ikke længere er defineret af vores manglende evne til at gøre det gode, men udelukkende af Guds kærlighed til os – og det er nok værd at opgive sin livsløgn for!

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Videoprædiken til bededag 2020

Posted By on 12. maj 2020

”Bed og I skal få”: Hvorfor virker min bøn ikke?

Videoprædiken til bededag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er store ord Jesus tager i sin mund i den tekst vi lige har hørt: ”Bed, så skal der gives jer … For enhver, som beder, får”! Og ved første øjekast virker det unægtelig som om det er for store ord! Jeg har i hvert fald tit oplevet at jeg har bedt Gud om noget, uden at jeg har fået det, og det vil jeg tro at du som hører dette, også har. (Hvis der er nogen af jer der hører det her, som jævnligt beder til Gud, og som ærligt kan sige at I har fået alt hvad I har bedt ham om, så vil jeg meget gerne i kontakt med jer, for så har jeg en lang liste af ting som jeg gerne vil have jer til at bede om!).

                      Men hvad betyder det så? Tog Jesus fejl? Tja, enten det – eller også mente Jesus noget andet end det vi måske umiddelbart hører ham sige. Og det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse at jeg hælder mest til sidstnævnte mulighed, for hele kristendommen bygger jo på at de ting Jesus sagde om Gud, er til at regne med!

                      Det ville da også passe dårligt sammen med hvad Jesus i øvrigt sagde om Gud, hvis det virkelig var sådan at man kunne bruge bøn som en slags magisk kraft der kunne få hvad som helst til at ske. Det ville jo bane vej for alverdens besynderligheder – man kunne for eksempel forestille sig at et stort antal folkeskoler ville gå op i røg, eller at der med ét ville være så mange lottomillionærer i Danmark at inflationen ville løbe fuldstændig løbsk. Og hvad skulle Gud gøre hvis begge hold i en fodboldkamp havde bedt om sejr? Eller tænk hvis nogen begyndte at bruge bøn som en slags voodoo til at nedkalde ulykker over andre – skulle den gode Gud opfylde sådan en bøn?

                      Nej, det Jesus siger, er ikke at vi kan bede om hvad som helst, og så sker det. Når vi læser lidt grundigere, kan vi se at det han i virkeligheden siger, er at Gud er en god far, som giver sine børn gode gaver. Giver en god far sine børn alt hvad de beder om? Det tror jeg nok at de fleste ville svare nej til: En far der giver sine børn alt hvad de peger på, er ikke en god far, men en svag og veg far som dybest set ikke ved hvad der tjener til hans børns bedste.

                      Men Gud er altså en god far; ja, han er bedre end den bedste far på denne jord. Så god er Gud, at alle mennesker er onde sammenlignet med ham, og det er derfor Jesus siger: ”Når da I, som er onde, kan give jeres bøn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” Dagens tekst handler altså ikke først og fremmest om bøn; den handler først og fremmest om hvordan Gud er.

                      Men selvfølgelig handler den også om bøn – det første ord i teksten er trods alt ordet ”Bed” i bydeform. Og vi slipper heller ikke uden om at Jesus siger at netop fordi Gud er en god far, så giver han sine børn gode gaver når de beder ham om det. Og derfor forbliver det et relevant spørgsmål hvorfor vi så tit oplever ikke at få det som vi beder Gud om.

                      Bladrer vi om i Jakobsbrevet, så ser det ud til at nogle af de mennesker som Jakob skrev til, stillede et lignende spørgsmål. I hvert fald skriver Jakob sådan i sit brevs fjerde kapitel, vers 3: ”I beder og får alligevel intet, fordi” … Uh, nu bliver det spændende! Hvorfor mon? ”fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.” VI skal altså ikke forvente at Gud giver os hvad vi beder om, hvis vi beder med selviske eller griske motiver. Det giver egentlig meget god mening, ikke sandt?

                      Men det er alligevel begrænset hvor nyttigt det svar er, for mon ikke de fleste af os også har oplevet at ydmyge, nøjsomme og uselviske bønner ikke er blevet opfyldt? Hvad kan det skyldes?

                      Tja, hvis vi bladrer en enkelt gang tilbage, kommer vi til Jakobsbrevets første kapitel, hvor der står sådan her i vers 5-7: ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind at det får noget af Herren”. Man skal altså tro på det! Det er ligesom i sangen fra Disneys Juleshow: ”Bare du af hjertet tror, da er ingen bøn for stor”. Og det stemmer fint overens med hvad Jesus selv siger flere steder i evangelierne: at tro er en nøgle til at få det vi beder om.

                      Godt så, men hvordan bærer man sig ad med at tro uden at tvivle? Umiddelbart virker det jo ikke som noget man bare sådan kan vælge at gøre. Jo, måske kan man på en eller anden måde hype eller hypnotisere sig selv til virkelig at regne med at det man beder om, også rent faktisk kommer til at ske – men jeg tror faktisk ikke det er det Jesus og Jakob mener. Og forresten kan jeg fortælle om tidspunkter hvor det faktisk var lykkedes mig at nå derhen hvor jeg reelt forventede at det jeg bad om, ville ske, men hvor det ikke skete alligevel. Så hvad er det for en tro der er nøglen til at ens bønner bliver hørt og går i opfyldelse?

                      Jeg tror Jesus giver os nøglen til det netop i den tekst vi har hørt i dag. Jeg tror nemlig at tro i bibelsk forstand er tillid til Gud – altså ikke tillid til at Gud vil gøre noget bestemt, og slet ikke tillid til at vores egen bøn er mægtig nok til at udrette det vi beder om, men tillid til at Gud er algod og almægtig – altså at han både ønsker og evner at gøre det som tjener til vores bedste i enhver situation.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Videoprædiken til 3. søndag efter påske 2020

Posted By on 5. maj 2020

Vejen, sandheden og livet: Du kan se Gud!

Videoprædiken til 3. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Tænk hvis man kunne få lov til at se Gud! Så ville vi ikke være henvist til at leve i tro blandet med større eller mindre mængder af tvivl, men kunne være fuldstændig sikre på at det vi har valgt at satse på, også rent faktisk holder! Og jo mere man har satset, desto vigtigere er det naturligvis at få vished. Derfor forstår jeg så udmærket godt at Filip beder Jesus om at vise ham og de andre disciple Faderen, for de havde forladt alt for at følge Jesus, og nu ville Jesus til at forlade dem – og hvad havde de så tilbage? Jo, de havde selvfølgelig et løfte fra Jesus om at han ville gøre en plads klar til dem i Guds hus og så vende tilbage og hente dem, men det forstod de nok ikke ret meget af, for hvor ligger Guds hus henne? ”I kender vejen,” sagde Jesus, men den besked syntes de ikke de kunne bruge til noget. Thomas’ kommentar er indlysende logisk: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Som svar på det spørgsmål siger Jesus noget som er blevet et af de mest kendte bibelvers, og som jeg lærte udenad allerede i søndagsskolen: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Men uanset hvor smukke og stærke og trøsterige de ord kan være for os i dag, så tror jeg ikke at disciplene forstod ret meget af dem den skærtorsdag aften, så da Jesus trøstede dem med at de allerede kendte Faderen – ja, så tror jeg egentlig at jeg ville have sagt det samme som Filip: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.”

                      På en måde er vi langt heldigere stillet end disciplene var skærtorsdag aften, for vi ved jo hvordan det hele endte: Jesus blev ganske vist korsfæstet om fredagen, men søndag morgen opstod han fra de døde, og det blev klart at hans død var en del af planen – endda en ganske central del, for det var netop ved ydmygt og lydigt at gå i døden at han overvandt dødens og djævelens magt og banede vejen for os mennesker til Gud. Og det var jo lige præcis det han mente da han sagde: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

                      Alligevel kan vi godt føle os misundelige på de første disciple, for de kunne jo se Jesus med deres fysiske øjne og tale med ham ansigt til ansigt. Hvis jeg havde skulle holde den her prædiken henne i kirken med salmesang og det hele, så skulle vi nok have sunget Grundtvigs salme ”Øjne, I var lykkelige, I, som så Guds søn på jord”, for det er vi ofte tilbøjelige til at tænke at de var. I hvert fald lyder det svar som Jesus giver Filip da han beder om at få lov til at se Faderen, ikke som noget vi i dag kan bruge til noget; han siger jo: ”Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?” Filip og de andre disciple havde altså set Gud, fordi de havde set Jesus, men hvor efterlader det os? Vi har jo ikke set Jesus!

                      For det første efterlader det os et sted hvor vi har mulighed for at blive salige i troen. Mange af jer har sikkert hørt beretningen fra Johannesevangeliet om at Thomas ikke var til stede første gang den opstandne Jesus viste sig for disciplene, og at han efterfølgende ikke ville tro på det de andre disciple fortalte ham. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”, sagde han (Joh 20,25). Men det fik han lov til en uge senere, og ved den lejlighed sagde Jesus til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20,29). Efter Jesu mening er man altså mere privilegeret hvis man tror uden at have set, end hvis tror fordi man har set – og Jesu mening må trods alt tillægges en vis vægt, ikke sandt? 😉

                      Men på den anden side er vi heller ikke efterladt helt uden mulighed for at se Jesus og Gud. I læsningen fra Apostlenes Gerninger hørte vi om hvordan Peter og Johannes blev afhørt af det jødiske Råd efter at de havde helbredt en lam mand, og da Rådet spurgte hvorfra de havde magten til at helbrede, svarede Peter ”at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham, som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer.” Selvom det her foregik efter at Jesus var vendt tilbage til himlen, påstod Peter altså at magten til at helbrede den lamme mand kom fra Jesus, altså at det egentlig var Jesus selv der havde helbredt ham! Så selvom den lamme mand og de omkringstående der havde bevidnet helbredelsen, ikke rent fysisk havde set Jesus, så havde de dog set Jesus handle.

                      Og Jesus handler stadig! Selvom der nok er mange af jer der lytter til dette, som ikke har bevidnet en overnaturlig helbredelse, så vil jeg dog tro at de fleste af jer har set Jesus handle på andre måder. Jesus har nemlig sendt sin ånd til sit folk så vi kan handle i hans navn og i hans kraft. Det at vi der tror på Jesus og er døbt til at tilhøre ham, alle sammen har fået den samme ånd, betyder at vi hører uløseligt sammen med hinanden, og det at det er Jesu egen ånd vi har fået, betyder at vi hører uløseligt sammen med ham. I Første Korintherbrev udtrykker Paulus det sådan her: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme” og lidt senere: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,13+27). Nogle af jer har sikkert hørt de vers før, men jeg ved ikke om I har overvejet hvad det egentlig er Paulus siger. Han siger ikke bare at medlemmerne af en menighed hører så tæt sammen at det kan sammenlignes med de forskellige lemmer på en krop; nej, han siger rent faktisk at vi der tror på Jesus, er Jesu legeme. Det kan kun betyde at Jesus er reelt til stede i skikkelse af os der tror på ham – ligesom han i øvrigt er reelt til stede i skikkelse af brødet og vinen i nadveren. Og hver gang en god gerning bliver gjort i Jesu navn, uanset om det er en mirakuløs helbredelse eller et opmuntrende ord, så er det dybest set Jesus selv der gør det.

                      Men hvis Jesus er reelt til stede i sit folk på jorden, så må det jo betyde at den der har set den kristne menighed, har set Jesus! Da Jesus sagde til Filip at den der har set ham, har set Faderen, begrundede han det med ordene ”jeg er i Faderen, og Faderen er i mig”, men blot ti vers senere, hvor han forudsiger Helligåndens komme, siger han: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Der består altså samme relation mellem os og Jesus, som der består mellem Jesus og Gud Fader! Så hvis du ville ønske at du kunne se Gud, så har jeg gode nyheder til dig: Den der har set Guds menighed, har set Gud!

                      ”Ej, ser Gud virkelig så kedelig ud?” tænker du måske. Nej, det gør Gud selvfølgelig ikke! Men prøv at overveje hvordan Jesus så ud da han gik på jorden. Jeg kan røbe at han ikke gik rundt med en synlig glorie på hovedet, sådan som han ofte bliver afbildet i kirkekunsten. Faktisk har han nok set temmelig almindelig ud – så almindelig at folk blev dybt forundrede over at en ”almindelig” mand kunne sige og gøre så spektakulære ting som han gjorde. Men når han talte Guds ord, helbredte de syge og uddrev dæmoner, så demonstrerede han at Guds rige var kommet nær, og så kunne mennesker se Gud – ikke ved at se på Jesu fysiske fremtræden, men ved at se på den kraft der var virksom. På samme måde er det med menigheden: Den måde du kan se Gud på, er ikke ved at gå hen i kirken (når man engang må det igen) og studere de tilstedeværendes ansigtstræk eller påklædning; det er ved at se den måde Guds kraft kommer til udtryk på igennem menigheden og dens medlemmer. Og det behøver som sagt ikke at være gennem mirakuløse helbredelser eller andre spektakulære ting; det kan også blot være gennem et opmuntrende ord. Og i øvrigt behøver den person der siger det opmuntrende ord, ikke at være en der har sin faste plads i kirken hver søndag: Enhver der er døbt og tror på Jesus, er en del af Jesu legeme, og Jesus kan handle gennem hende eller ham. Ja, Jesus kan endda virke gennem mennesker der hverken er troende eller døbte! Men de nærmeste til at lægge mund og hænder til det som Jesus vil gøre i dag, er naturligvis os der aktivt bekender os til hans navn.

                      Og det leder naturligt til et spørgsmål til selvransagelse: I hvilket omfang ser mennesker Gud når de ser på dig og mig? For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om svaret, og det lyder: Alt for lidt! Og jeg har kun mødt ganske få kristne, hvis nogen overhovedet, der med rette kan give et andet svar end det. Hvordan kan det være? Hvis Helligånden virkelig bor i os (og det påstår Bibelen jo at den gør), hvorfor er det så ikke mere synligt? Det tror jeg der er mange årsager til, men jeg vil i dag blot nævne en enkelt, nemlig at vi ikke tænker høje nok tanker om menigheden. Hvis menigheden virkelig er det primære sted hvor Gud åbenbarer sig i dag, hvordan skal vi så forholde os til den? For at svare på det vil jeg her til sidst minde om den første bibeltekst vi hørte i dag, hvor Gud åbenbarer sig for Moses i en flammende ild fra en tornebusk. Der er ikke noget specielt flot eller ærefrygtindgydende over en tornebusk, men fordi Gud havde valgt at åbenbare sig gennem netop denne tornebusk, fik Moses besked på at tage sine sandaler af i respekt for stedets hellighed. Sådan bør vi også tænke om menigheden: Den er hellig! Vi der bekender troen på den treenige Gud, bør omgås hans menighed med ærefrygt! I nogle kirkelige traditioner kommer den ærefrygt til udtryk ved at man bukker og gør korsets tegn vendt mod alteret når man træder ind i et kirkerum, og i den danske folkekirke er det stadig en udbredt skik (selvom jeg fornemmer at den er på retur), at man tager sin hat eller hue af når man går ind i kirken (i hvert fald hvis man er mand). Men der er noget der er langt vigtigere end den respekt vi viser for bygningen, og det er om vi viser respekt for de mennesker som er kirken. Og det gælder vel at mærke ethvert medlem af menigheden, også dem som vi rent menneskeligt ikke er specielt imponerede over. Ja, i virkeligheden gælder det måske især dem som vi rent menneskeligt ikke er imponerede over, for Guds kraft viser sig stærkest i menneskelig magtesløshed. Så det skal være min afsluttende opfordring i dag: Hver gang du møder et af de andre medlemmer af Guds menighed, så husk at det dybest set er Gud selv du møder, og tag i overført betydning dine sko af fordi den jord som Gud betræder, er hellig.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Videoprædiken til 2. søndag efter påske 2020

Posted By on 28. april 2020

Hanukkah-udfordringen: Gud har allerede svaret dig

Videoprædiken til 2. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke spor rart at blive holdt hen i uvished. Det mærker vi alle sammen i denne tid, hvor coronakrisen betyder at det er meget svært at planlægge noget som helst, fordi ingen af os ved hvornår man igen må forsamles 20 eller 50 eller 100 mennesker, men jeg tror også de fleste af os kender det fra vores personlige liv. Det kan være at den udkårne har besvaret spørgsmålet ”Skal det være os to?” med et ”Måske”. Det kan være at en potentiel arbejdsgiver er ualmindeligt lang tid om at svare på en ansøgning. Det kan være at man går i 6. klasse på Svartingedal skole og godt snart kunne tænke sig at få at vide om man kan fortsætte i 7. klasse samme sted efter sommerferien. I den allermest alvorlige afdeling kan det være en vigtig undersøgelse eller operation, som man utålmodigt venter på at få fastsat en dato for.

                      Nogle gange føler vi det måske også som om Gud holder os hen i uvished. Hvem kender ikke til at bede den samme bøn dag ud og dag ind, år ud og år ind, tilsyneladende uden at få noget svar? Det kan være at du selv eller en af dine kære er alvorligt syg, og der ikke sker nogen bedring selvom du beder og beder og beder. Det kan være at du står over for en vigtig beslutning, og du har bedt Gud om at vejlede dig, men du stadig hverken ved ud eller ind. Eller måske har du bedt Gud om at bekræfte at han virkelig findes, og/eller at han virkelig elsker dig?

                      I dagens tekst møder vi nogle mennesker som synes at Jesus holder dem hen, og derfor slår de ring om ham for at tvinge ham til at give dem et klart svar. Vi får ikke at vide hvor mange de var, men det er klart at selvom Johannes skriver at ”jøderne” slog ring omkring ham, så betyder det ikke at Jesus var omringet af hver eneste jøde i verden. Af en eller anden grund er det sådan at når Johannes bruger ordet ”jøderne”, så sigter han ikke til det jødiske folk som helhed, men til deres religiøse ledere: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de øvrige medlemmer af det jødiske råd. I modsætning til den jævne mand på gaden var de jødiske ledere stort set alle sammen negativt stemt over for Jesus (vi ved kun om nogle enkelte undtagelser), og på det tidspunkt hvor vi møder dem her i kapitel 10, har de allerede flere gange gjort sig uheldigt bemærket som gruppe, set fra evangelistens perspektiv. Alligevel kan nogle af os nok godt sympatisere med dem et stykke af vejen, for vi kender jo også godt til ønsket om at få et klart svar. Og det som de gerne vil have svar på, er om han er Kristus, altså den frelser som Israel har ventet på.

                      De der spørger, er som sagt nogle af Jesu fjender, og deres spørgsmål er overhovedet ikke oprigtigt ment. Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med ”festen for genindvielsen af templet”, den fest som på hebraisk hedder Hanukkah, og som stadig fejres af jøder verden over. Den genindvielse af templet som man fejrede og stadig fejrer, fandt sted i år 165 før vor tidsregning, efter at en jødisk gruppe under ledelse af Judas Maccabæus havde smidt den græsk-syriske besættelsesmagt ud af byen, og derfor var Hanukkah en politisk sprængfarlig fest nu hvor en ny besættelsesmagt, nemlig romerne, var kommet til. For mens man fejrede befrielsen 200 år tidligere, var man naturligvis endnu mere opmærksom end normalt på ønsket om også at blive befriet fra romerne. Spørgsmålet ”Er du Kristus?” indeholdt altså en slet skjult undertone som lød: ”Har du tænkt dig at smide romerne ud ligesom Judas Maccabæus smed grækerne ud – ja eller nej?” Og uanset hvad Jesus svarede, ville han få problemer: Svarede han ja, så stod der romerske soldater lige henne om hjørnet som var klar til at arrestere ham for oprørsplaner – planer som han slet ikke havde. Svarede han nej, var der til gengæld mange der ville høre det som en indrømmelse af at han slet ikke var sendt og udvalgt af Gud – hvilket han jo var. Derfor var Jesus nødt til at finde på et snedigt svar, men det var han jo heldigvis en mester i: Han sagde at han allerede havde svaret på det de spurgte om og endda bekræftet det ved at gøre mirakler, men fortsatte straks med at forklare at hans opgave ikke var at gøre oprør mod romerne, men at give evigt liv til dem der følger ham.           Men hvad så med os der ikke har skumle motiver, men som helt oprigtigt oplever at Gud holde os hen? Hvis du for eksempel synes at du ikke rigtig har mærket noget til det der evige liv, eller den glæde og fred som Bibelen taler om, og spekulerer på hvornår det kommer til at ske, eller om det overhovedet kommer til at ske, er der så noget du kan bruge den her tekst til? Måske er du frustreret over manglende bønnesvar og spekulerer på om Gud har glemt dig eller er ligeglad med dig – er der noget ord til dig i dag? Eller måske har du svært ved at tro på at Gud skulle kunne elske sådan en som dig, for han ved jo alt om dig, også det som du er lykkelig for at dine venner og familie ikke ved – siger det her stykke fra Johannesevangeliet noget om hvor du kan finde svar?

                      Ja, selvom Jesus gav sit svar til nogle der spurgte ham med hykleriske motiver, så tror jeg faktisk at hans svar til dig og mig ville begynde på omtrent samme måde. Også til os der oprigtigt er frustrerede over hans tilsyneladende tavshed, tror jeg at han vil sige: ”Jeg har allerede svaret dig!” Og det svar gav han da han gav sit liv for os på korset langfredag. Korset var og er den ultimative demonstration af at Gud ikke er ligeglad med dig og mig. Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32)

                      Men hvordan kan jeg vide at det også gælder lige netop mig? Jesus døde jo på korset for at frelse alle mennesker, ikke bare mig, og hvor meget betyder lille jeg blandt millioner af andre? Ville Gud overhovedet kunne se forskel hvis lige præcis jeg kom til at mangle i paradiset på den nye jord? Den slags spørgsmål ville være enormt relevante hvis Gud var lige så begrænset som vi mennesker er, men det er han ikke. Hør hvad Jesus siger i Matthæusevangeliet: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” (Matt 10,29-31). Gud er så interesseret i dig at han ved nøjagtig hvor mange hår du har på hovedet! Tror du så ikke at det har betydning for ham hvordan det går lige præcis dig? Et andet sted sammenligner Jesus sig selv med en hyrde der forlader 99 får for at lede efter nummer 100 der er blevet væk, fordi han ikke vil undvære et eneste af sine får (Luk 15,4-7). Fårene er et billede på os mennesker, og vi hørte jo også i dag at Jesus sagde: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Jesus har altså allerede svaret på om Gud virkelig elsker dig, eller om han er ligeglad med dig, og svaret er at Gud elsker dig uendeligt højt, og at lige netop du betyder mere for ham end ord kan udtrykke.

                      Men hvis det virkelig er sandt, hvorfor svarer Gud mig så ikke når jeg beder? Hvorfor lader han mig gå i uvished om hvilken beslutning jeg skal træffe? Hvorfor griber han ikke ind og helbreder min syge ven eller slægtning?

                      Jeg har stor forståelse for at de spørgsmål kan være ekstremt svære at tumle med, og jeg tror ikke der findes nogen enkle svar på dem. Men jeg tror det er enormt vigtigt at vi holder fast i at årsagen til Guds tilsyneladende tavshed i hvert fald ikke er at han er ligeglad, for det har han bevist på korset at han ikke er!

Hvad angår sygdom og andet ondt som Gud, trods vores bønner, ikke altid fjerner, så skal vi være opmærksomme på at Gud har en modstander, og selvom Gud har vundet den afgørende sejr over det onde da Jesus opstod fra de døde, så har Satan stadig meget indflydelse i denne verden, og det i en grad så Jesus tre steder i Johannesevangeliet (12,31; 14,30; 16,11) omtaler ham som ”denne verdens fyrste”. Så sygdom betyder ikke at Gud har glemt dig, og da slet ikke at Gud er vred på dig. Gud elsker dig, og han lider med dig, og når Jesus engang vender tilbage for at oprette Guds rige på den nye jord, så vil du blive helbredt, hvis ikke du bliver det før.

                      Med hensyn til svære beslutninger hvor vi beder Gud om visdom, men tilsyneladende uden at få svar, så vil jeg blot sige at Guds største og vigtigste plan for dig er at du lærer ham stadig bedre at kende og vokser i kærligheden til ham og til dine medmennesker. Hvis du er i fæld med at træffe en beslutning som står i vejen for det formål, så skal Gud nok sørge for at standse dig, for eksempel ved at hviske til dig i din samvittighed at det er en gal kurs du er ved at slå ind på. Men i langt de fleste tilfælde vil Guds vigtigste planer med dig kunne virkeliggøres, uanset om du træffer den ene eller den anden beslutning, så vælg det du har det bedst med, gerne efter at have rådført dig med mennesker som du har tillid til.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Videoprædiken til 1. søndag efter påske 2020

Posted By on 22. april 2020

Peters genindsættelse: Jeg holder af hverdagen

Videoprædiken til 1. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Og de levede lykkeligt til deres dages ende.” Sådan slutter ethvert eventyr med respekt for sig selv, enten det er de gamle folkeeventyr eller moderne romantiske komedier fra Hollywood. Men de fleste af os ved jo godt at det er en floskel. Den følelse af at svæve på en lyserød sky som de heldigste af os har oplevet fra tid til anden, den varer ikke ved. Selv i det lykkeligste ægteskab eller i det skønneste drømmejob eller i livet som lottomillionær er der noget der hedder hverdag. Ikke at der er noget galt i det, for hverdagen har jo også sin charme, ja endda sin egen stille lykke, hvis vi ellers er sådan nogenlunde tilfredse med de vilkår vi har fået givet at leve under. Og når vi bliver frarøvet vores hverdag, som det er sket her den seneste måned, så er vi mange der savner den! Men hverdagen byder også på udfordringer, irritationsmomenter, til tider endda ensformighed, og det uanset hvor glamourøs den måtte tage sig ud udefra. Popgruppen ABBA’s store hit Super Trouper fra 1980 handler for eksempel om en feteret popstjerne der er led og ked af at turnere rundt og optræde for titusindvis af mennesker! Frasen ”lykkeligt til deres dages ende” betyder altså ikke at det er slut med hverdage, men snarere at hverdagen fra nu af kommer til at være anderledes og forhåbentlig meget bedre – men der er stadig tale om en hverdag som man skal vænne sig til at leve i.

                      Jesu opstandelse, som vi fejrede for en uge siden, kan godt virke lidt ”happy-ever-after”-agtig: Ham som vi troede var død, han er opstået fra de døde, synden og døden og djævelen er for evigt besejret, og intet kan længere skille os fra Guds kærlighed. Det er alt sammen så sandt som det er sagt, og det er virkelig verdens bedste nyheder, som giver os grund til grænseløs glæde hver eneste dag. Og jeg har virkelig ikke lyst til at sige ”men”, for det jeg vil sige lige om lidt, er ikke noget der på nogen måde tager noget fra påskeevangeliets herlighed. Men det er vigtigt at vi ikke misforstår budskabet og tror at det betyder at vi fra nu af skal svæve rundt på en lyserød sky sammen med Gud. For det kommer vi ikke til så længe vi lever i denne verden, og det er vigtigt at vi ikke lader os slå ud af det! Livet med den opstandne Jesus er en ny og radikalt anderledes hverdag, men det er altså stadig en hverdag, og det skal vi være indstillet på!

                      Netop derfor er jeg så glad for at Johannesevangeliet har et ekstra kapitel, så at sige. I de tre andre evangelier skal man slå op på det sidste kapitel for at læse om Jesu opstandelse: hos Matthæus er det i kapitel 28 ud af 28, hos Markus kapitel 16 ud af 16, hos Lukas kapitel 24 ud af 24 – men hos Johannes er det kapitel 20 ud af 21 der fortæller om opstandelsen og om hvordan den opstandne viser sig for disciplene. I kapitel 21 er det derimod blevet hverdag igen, og kapitlet begynder endda med at Simon Peter foreslår seks af de andre disciple at de skal tage ud at fiske! Det var det erhverv som i hvert fald nogle af dem havde været beskæftiget i før Jesus kaldte dem til at være disciple, så det var naturligt at vende tilbage til det. Man fornemmer en vis – og forståelig! – usikkerhed over for hvordan hverdagen nu kommer til at se ud, nu hvor Jesu død og opstandelse har vendt op og ned på alting.

Jeg kan personligt godt nikke genkendende til den følelse. Min tro er ikke kommet ud af det blå; ud over at jeg er vokset op i en kristen familie og har fået tro, bøn og kirkegang ind med modermælken, så at sige, så kan jeg se tilbage på en lang række vendepunkter hvor Gud har åbenbaret sig for mig, for nu at bruge et lidt højstemt udtryk (men jeg tror i og for sig ikke at det er for højstemt; intet menneske kommer til tro af sig selv, så hvis du tror på Jesus, så er det fordi Gud har åbenbaret sig for dig, også selvom det måske ikke falder dig naturligt at bruge de ord – måske fordi du forbinder dem med noget mere spektakulært end det du selv har oplevet). Nå, der har som sagt været nogle særlige øjeblikke i mit liv hvor det pludselig er kommet til at stå klart for mig på en ny (eller fornyet) måde hvem Gud egentlig er, hvor højt han elsker mig og alle mennesker, hvor meget jeg skylder ham, hvilke overnaturlige kræfter vi har adgang til gennem Helligånden, og i det hele taget hvor fantastisk et budskab det i grunden er Gud har betroet sin kirke. Andre gange har der været tale om en fornyet indsigt i hvor fortabt jeg er i mig selv, hvor milevidt jeg er fra at være et godt menneske målt med Guds fuldkomne standard, hvor inderligt afhængig jeg er af at Gud vil være mig arme synder nådig. De ”åbenbaringer” (for nu at bruge det ord) har jeg som regel fået på en sommerlejr eller en retræte eller lignende, og jeg har undertiden været helt euforisk og tænkt at fra nu af skulle mit liv komme til at se anderledes ud! Men samtidig har jeg som regel også mærket en del uro og usikkerhed i forhold til hvordan den nye indsigt helt konkret ville komme til at spille sammen med min hverdag – for erfaringen har efterhånden lært mig at euforien ebber ud, og at der ikke kommer noget godt ud af krampagtigt at forsøge at holde fast i den.

Disciplene er altså sandsynligvis usikre og forvirrede – midt i glæden over Jesu opstandelse – da de på Peters opfordring tager ud for at fiske. Tilmed bliver fisketuren ikke specielt vellykket: de fisker hele natten uden at fange noget. Men hvad sker der så? En mand dukker pludselig op inde på stranden og råber til dem at de skal kaste fiskenettet ud på højre side af båden, og da de gør det, bliver det pludselig fyldt med fisk! Det får dem til at indse at manden er ingen ringere end Jesus selv, og Peter springer straks i vandet og svømmer i land.

Men hov, der var et hængeparti. Da Peter kommer i land, ser han at Jesus har lavet et bål af trækul – og jeg er sikker på at det har mindet ham om sidst han så et bål af trækul. Det var i ypperstepræstens gård natten til langfredag, der hvor han tre gange blev spurgt om han var en af Jesu disciple, og han tre gange fejt løj og svarede nej- og det endda få timer efter at han med store armbevægelser havde proklameret at han aldrig ville fornægte Jesus, om han så skulle gå i døden sammen med ham. Derfor tror jeg heller ikke det overraskede ham at Jesus efter morgenmaden tog ham til side og gav ham en kærkommen mulighed for at gøre det godt igen. Tre gange havde Peter fornægtet Jesus, og derfor spørger Jesus ham også nu tre gange: ”Elsker du mig?” Og måske var det lige netop det spørgsmål Peter havde brug for, for at få rede på hvordan hans hverdag fra nu af skulle se ud.

Elskede Peter Jesus? Ja, det er jeg ikke et sekund i tvivl om at han gjorde – han elskede ham så højt at han sprang i vandet med alt sit tøj på at svømme ham i møde! Men han turde alligevel ikke at svare: ”Ja, jeg elsker dig!” Peter havde fået et møde med sin egen skyggeside den nat ved trækulsilden i ypperstepræstens gård, og derfor var det en anden og mere ydmyg Peter der nu reflekterede over sin egen kærlighed til Jesus eller mangel på samme. Og han nøjedes med det forsigtige svar: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” (”Du ved at jeg holder af dig,” ville vi måske sige på et mere nutidigt dansk). Og Jesus godtog svaret – ja, tredje gang han spurgte, gik han endda ned på Peters niveau og nøjedes med at spørge: ”Har du mig kær?” ”Holder du af mig?” Den hverdag som Jesus havde til Peter, var ikke en hverdag fuld af store ord og store gerninger, men derimod en hverdag med stille ydmyghed, trofasthed og udholdenhed. Og netop fordi Peter nu havde indset hvor svag han var, var han klar til at få en helt særlig opgave af Jesus: ”Vær hyrde for mine får” – enten det så betød at Jesus udnævnte Peter til at være apostlenes leder, eller det blot sigtede til apostelgerningen i al almindelighed.

Men Jesus kom også med en forudsigelse om hvordan det ville komme til at gå Peter, nemlig at han som gammel ville blive ført hen hvor han ikke ville – nemlig til korset. Og sådan er en kristens hverdag også: Det er en hverdag hvor vi må indse at vi til syvende og sidst ikke selv er herrer over vores liv, men at vi har en korsfæstet Herre, som vi må være parate til at følge i fodsporene på. Der er næppe ret mange af os der hører denne prædiken, som ender med bogstaveligt talt at blive korsfæstet (selvom der er enkelte steder i verden hvor korsfæstelse er i brug som henrettelsesmetode den dag i dag, blandt andet i Sudan, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater og hos visse islamiske terrorgrupper). Men som Paulus skriver i Galaterbrevet (2,20), skal vi betragte os selv som korsfæstede, forstået på den måde at vores liv ikke længere tilhører os selv, men Jesus. Det er også derfor enhver dåb indledes med ordene: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.

Så altså: Hverdagen for en kristen efter Jesu opstandelse er ikke en spektakulær hverdag, det er ikke en glamourøs hverdag, det er en hverdag som kan byde på modgang og skuffelser (både over os selv og over andre), det er en hverdag hvor vi kan forvente at vi kommer til at blive mindre og mindre imponerede over os selv, og mere og mere imponerede over Gud – men samtidig er det en hverdag hvor Jesus er hos os, også når vi ikke synes vi kan mærke at han er der, og det er en hverdag hvor vi kan forvente at han vil tage styringen og lede os gennem hvad det måtte være af trængsler, indtil vi når frem til den endegyldige frelse ved Jesu genkomst når alt ondt for altid bliver afskaffet. Til den tid tror jeg faktisk vi kan forvente at komme til at svæve på en lyserød sky i al evighed! Men allerede nu står vi der hvor vi med rette kan sige at vi lever lykkeligt til vores dages ende.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.