Signe & Nikolaj

Posted By admin on 18. maj 2026

Maria Magdalene ved Jesu grav: Min og jeres chef

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Efter at jeg havde fået min teologiske kandidateksamen i januar 2004, arbejdede jeg en tid som telefoninterviewer hos det nu for længst hedengangne analyseinstitut Vilstrup. Arbejdet foregik på den måde at vi sad 10-12 personer i et lokale ved hver sin computer og med hver sit headset. Computeren ringede så automatisk op til tilfældige numre, og når vi var så heldige at få fat i en der gerne ville medvirke, udfyldte vi manuelt på skærmen hvad vedkommende svarede på de spørgsmål vi stillede. Hvis der var bøvl med computeren (som der nok til alle tider vil være med den slags), eller hvis vi i øvrigt løb ind i problemer, så kunne vi række hånden op for at kontakte den vagthavende supervisor. Supervisoren var en overordnet medarbejder der ”svævede over vandene” og holdt øje med at alle passede deres arbejde. Der var 3-4 forskellige supervisorer, og de var alle sammen unge mennesker, men selvom de var en del yngre end flere af interviewerne, var de gode til at sætte sig i respekt. Navnlig den supervisor der viste mig og de andre nyansatte rundt den første dag vi var der (og som i øvrigt hed Jesper), udstrålede en imponerende grad af autoritet. Derfor gjorde det et stort indtryk på mig da han standsede ved et skrivebord hvor der sad en voksen mand i skjorte og slips, som han præsenterede med ordene: ”Det er så min og jeres chef.” Uanset hvor stor autoritet Jesper udstrålede, var han altså et eller andet sted på niveau med os andre i forhold til chefen (som i øvrigt også hed Jesper, bare for at sikre at vi blev forvirrede). Sådan er det naturligvis på alle arbejdspladser af en vis størrelse, men jeg havde aldrig før hørt en overordnet bruge ordene ”min og jeres chef”, og jeg kan huske at jeg på en eller anden måde voksede lidt indvendig ved at den yngre Jesper på den måde solidariserede sig med os nye i forhold til den ældre Jesper.

                      Den gestus som ”Jesper junior” udviste i den situation, er dog for intet at regne mod den gestus som ”Gud junior” viser i dagens evangelietekst – ja, ikke bare der, men i det hele taget. ”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”, siger han jo. De få gange i mit liv hvor jeg har været dum nok til at spilde min tid på at diskutere med Jehovas Vidner, har jeg erfaret at netop det vers i deres optik er et klokkeklart bevis på at Jesus ikke er væsensidentisk med Gud Fader, men at han snarere er en slags mellemleder ligesom Jesper den yngre var på Vilstrup; og hvis det vers var det eneste vi havde at gå efter, ville det da også være en nærliggende konklusion. Men man skal aldrig bygge sin teologi på enkeltstående vers, og Det Nye Testamentes samlede vidnesbyrd – ikke mindst i Kolossenserbrevet, Hebræerbrevet og Første Johannesbrev,[1] men faktisk også i Johannesevangeliet, som er det skrift dagens tekst er taget fra[2] – er at Jesus har valgt at indtage en rolle som er langt ringere end den han egentlig var berettiget til. Vi hørte i en af læsningerne palmesøndag at ”han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” (Fil 2,6-7). Man kan altså sige at Jesus oprindelig sad i Jesper den ældres stol sammen med Gud Fader, men at han satte sig selv ned på Jesper den yngres plads for at solidarisere sig med os.

Men det er faktisk ikke engang hele sandheden, for Jesus fornedrede sig jo ikke kun til at være en slags ”halvgud”, men til helt og fuldt at være et menneske under samme vilkår som os. Ganske vist helbredte han syge og gjorde andre mirakler, men det gjorde han fordi Helligåndens kraft virkede igennem ham, nøjagtig som den gjorde gennem apostlene efter pinsedagen. Sin egen iboende guddommelighed brugte han aldrig, heller ikke da Satan forsøgte at friste ham til at lave sten om til brød, og i særdeleshed ikke da han blev hængende på korset og blødte indtil han døde af det, selvom han så let som ingenting kunne have valgt at stige ned. Han valgte simpelthen at indtage en position hvor han med rette kunne omtale Gud Fader, som han ellers var evigt ét med, som ”min fader og jeres fader, min Gud og jeres Gud” – og ikke alene det, men hvor han med rette kunne omtale sine disciple som ”mine brødre”.

Men det er vigtigt at gøre sig klart at det ikke var endestationen – ikke for Jesus, og, Gud være lovet, heller ikke for os! 40 dage efter påske kan vi fejre himmelfarten, hvor Kristus vendte tilbage til den ophøjede plads i himlen som han havde forladt da han lod sig føde som menneske; som vi også hørte palmesøndag: ”Derfor har Gud højt ophøjet han og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden” (Fil 2,9-10). Den tur foregriber Jesus i øvrigt allerede i det stykke vi har hørt i dag, hvor han indleder sin besked til Maria Magdalene med ordene: ”Hold mig ikke tilbage, for jer er endnu ikke steget op til Faderen”. I nogle bibeloversættelser er ”Hold mig ikke tilbage” i øvrigt forvirrende og meget uheldigt fejloversat til ”Rør mig ikke”, hvilket giver det indtryk at det ikke var et virkeligt, håndgribeligt menneske der mødte Maria der i haven; men den forståelse kan man kun hævde hvis man totalt ignorerer at Jesus blot 10 vers senere inviterer den vantro Thomas til at stikke sine fingre i naglegabene. Sandsynligvis sagde Jesus ”Hold mig ikke tilbage” fordi Maria allerede havde kastet sig om halsen på ham og knugede ham krampagtigt som for at sikre sig at han aldrig ville forlade hende igen, men det var altså for tidligt, for Jesus stod umiddelbart over for at skulle herliggøres i himlen, og der kunne Maria altså ikke følge efter ham – endnu!

Og ”endnu” er i den grad et nøgleord her! Når Jesus kalder disciplene sine ”brødre” og kalder Gud Fader for ”min fader og jeres fader”, er det nemlig ikke kun fordi han for en tid steg ned på vores niveau, men i allerhøjeste grad også fordi han vil løfte os op på sit niveau! Forstå mig ret: Vi kan naturligvis aldrig nå et niveau hvor vi fra evighed har været ét med Gud og ligefrem var med ved verdens skabelse, men vi kan se frem til at nå den samme grad af herlighed som mennesket Jesus af Nazaret har fået. Selvom Jesus har genindtaget sin plads i himlen, er hans menneskelighed ikke blevet annulleret. I Første Timotheusbrev, som er skrevet flere årtier efter Jesu himmelfart, skriver Paulus at ”mennesket Kristus Jesus” er formidler mellem Gud og mennesker (2 Tim 2,5), altså at Jesus stadig er et menneske, selvom han har taget ”sæde ved den Højestes højre hånd i det høje”, som det så poetisk hedder i Hebræerbrevet 1,3. Der sidder altså nu et menneske ved Guds højre hånd; det gjorde der ikke før Jesu fødsel, død, opstandelse og himmelfart. Og ikke nok med det: Der sidder et såret menneske ved Guds højre hånd! Som jeg nævnte før, tilbød Jesus den tvivlende Thomas at han måtte stikke sine fingre i naglegabene, så de var der altså stadig selv efter opstandelsen. Og da apostlen Johannes på sine gamle dage fik lov til at få et kig ind i himlen, beskrev han poetisk Jesus som ”et lam” der ”så ud som slagtet” (Åb 5,6). Jesus fornedrede sig og blev som en af os i vores skrøbelighed, for at vi skulle blive ophøjet og blive som ham i hans herlighed – blot uden sårene, for dem bar han for at vi i al evighed skal være ”uden mindste plet eller rynke”, som der står i Efeserbrevet 5,27.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Se fx Kol 1,15-19, Hebr 1,3 og 1 Joh 1,1.

[2] Se fx Joh 8,58 og 10,30.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. påskedag 2026
Tags: Apostlenes Gerninger 10.34-41, Johannesevangeliet 20.1-18, Salme 16.5-11

Posted By admin on 18. maj 2026

Jesu opstandelse: En ny verden er født

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31). Sådan står der ved slutningen af skabelsesberetningen i Første Mosebog. Men som bekendt blev alt desværre ikke ved med at være godt i vores verden. Det onde fik fodfæste da Adam og Eva valgte at stole mere på slangen end på Gud (det som vi plejer at kalde ”syndefaldet”), og det fik konsekvenser for hele skaberværket. Paulus udtrykker det sådan her i Romerbrevet: ”Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det” (Rom 8,20), altså fordi Adam gjorde det han gjorde.

                      Her i kirken – og måske i særdeleshed til påske – plejer vi at tale mest om de konsekvenser som syndefaldet fik for os mennesker, nemlig først og fremmest det at vi skal dø. På grund af vores synder var vi dømt til evig adskillelse fra Gud – ikke fordi Gud ikke elsker os (der står tværtimod i Romerbrevet at ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8)), men fordi intet ondt kan bestå i Guds hellige nærhed. Hvis Gud lukkede os ind i sit paradis med alle vores synder, ville vi øjeblikkeligt gå til grunde – medmindre han vendte sit ansigt væk, selvfølgelig, men hvis han gjorde det, ville det ikke være paradis. Men fordi Kristus døde for os, fordi den eneste retfærdige gik i stedet for os uretfærdige, er alle vores synder sonet, og fordi han opstod igen påskemorgen, er dødens magt over os brudt. Derfor ejer vi nu syndernes forladelse og det evige liv, og det i sig selv er grund nok til at takke og lovsynge Gud i al evighed!

                      Men det stopper ikke dér! Jesu død og opstandelse betyder ikke bare at han har reddet os ud af døden; de betyder at han har uskadeliggjort selve døden! ”Døden er opslugt og besejret”, som vi læser i Første Korintherbrev (15,54), og i Hebræerbrevet står der at Jesus med sin død ”skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen” (Hebr 2,14). Alt det som var gået galt i forhold til hvad der oprindelig var Guds hensigt på skabelsens morgen, det skulle Jesus genoprette ved sin død og opstandelse. Og det har han genoprettet! Den skikkelse der gik ud af graven påskemorgen, var ganske vist meget forskellig fra den der var blevet lagt i graven langfredag aften – den opstandne Jesus var ikke længere begrænset af tid og rum, han kunne gå gennem lukkede døre, og som vi skal høre om 40 dage, kunne han ligefrem stige op til himlen. Men samtidig var det i en vis forstand den samme skikkelse, for den krop der var blevet begravet, var der jo ikke længere. Det gamle var blevet opslugt af det nye; døden var blevet opslugt af livet. Og det at Jesus på den måde blev forvandlet og gik over fra døden til livet, det er vores pant, så at sige, på at det samme kommer til at ske for os – ja, ikke bare for os, men for hele skaberværket.

                      Jeg citerede før fra Første Korintherbrevs 15. kapitel, og det vil jeg gøre igen, for det er det længste kapitel i alle Paulus’ breve, og hele kapitlet handler om opstandelsen, så det er et oplagt kapitel at tage fat i netop en påskedag!  Kapitlet begynder med ordene: ”Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro” (1 Kor 15,1-2). Og så fortsætter han ellers med at bruge mere end 50 vers på at gøre rede for hvorfor budskabet om opstandelsen er hele evangeliets krumtap. Undervejs skriver han noget der undrede mig meget de første mange gange jeg læste det; han skriver nemlig at ”nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (v. 20). Eller sagt med lidt mere hverdagsagtige ord: Kristus var den første der opstod fra de døde. Grunden til at jeg ikke forstod det, er at mens Jesus gik rundt på jorden – altså inden hans død og opstandelse – opvakte han mindst tre personer fra de døde, nemlig en enkes søn i Nain, synagogeforstanderen Jairus’ datter i Kapernaum, og Martha og Marias bror Lazarus i Bethania. Hvordan hænger det sammen med at Jesus angiveligt var den første der opstod fra de døde?

                      Det hænger sådan sammen at de tre personer som jeg nævnte, blev genoprejst til nøjagtig det samme liv som de havde haft inden de døde. Deres konkrete død blev annulleret, så at sige, men det blev deres dødelighed ikke. Selv efter at de var blevet genoprejst, levede de stadig på dødens vilkår, og hvis man rejser til byen Larnaca på Cypern, kan man besøge Lazarus’ grav nummer to – en grav som han, i modsætning til den første, stadig ligger i. Jesu opstandelse var noget andet, for det var som sagt en helt ny slags krop han opstod med. Da Jesus gik ud af graven påskemorgen, var han mere i live end han nogensinde før havde været siden han blev undfanget i Marias skød, og mere i live end noget andet menneske på jorden; ja, han var så meget i live at man kan sige at alle andre mennesker – inklusiv Lazarus, Jairus’ datter og enkens søn fra Nain – var døde i sammenligning.

Når vi tænker på det, så er der et andet bibelord der også pludselig giver mening, nemlig den advarsel som Gud gav Adam og Eva i Edens Have. Advarslen lød: ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2,16-17). Lagde I mærke til det: ”den dag du spiser af det, skal du dø”. Gjorde de det? Nej, ikke rent fysisk. Når vi læser videre i Første Mosebog, kan vi se at efter at Adam og Eva var blevet fordrevet fra paradiset, blev de forældre til først Kain og Abel og siden til mange andre børn, og at de opnåede en god, høj alder. Men det sande liv som Gud havde skabt dem og alle mennesker – ja, hele sit skaberværk – til, livet i fuldkomment fællesskab med ham, det uforkrænkelige, evige liv, det havde de mistet. Og Jesus var den første der opstod fra den død! Den første, men ikke den eneste. For igen at citere fra Første Korintherbrev kapitel 15: ”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgivet Riget til Gud Fader” (v. 22-24). Den forvandling fra dødelighed til udødelighed som skete med Jesus da han opstod fra de døde, den kommer altså også til at ske med ”dem, som hører Kristus til”.

Hvad vil det sige at ”høre Kristus til”? Allerførst skal jeg måske forklare, især af hensyn til den yngre del af forsamlingen, at ”høre til” er det samme som ”tilhører”, så ”de, som hører Kristus til” betyder altså ”de, som tilhører Kristus”. Så langt, så godt. Ordet ”tilhøre” har at gøre med ejerskab. Hvis jeg siger: ”Den bog tilhører mig!”, så betyder det: ”Det er min bog!” ”Jeg ejer den bog!” Hvordan er bogen blevet min? Hvordan er jeg kommet til at eje den? Tja, enten fordi nogen har foræret mig den, eller fordi jeg har købt den. Og hvis et menneske tilhører Kristus, er det tilsvarende enten fordi nogen har foræret det menneske til Kristus, eller fordi Kristus har købt det menneske. Eller rettere: Det er faktisk begge dele på én gang! I Johannesevangeliet kapitel 17 beder Jesus en bøn, hvor han siger sådan her til Gud: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig” (Joh 17,6). Gud Fader har altså givet nogle mennesker til sin søn.

Men hvordan var de mennesker blevet Guds? Ja, Gud har jo skabt alt, og derfor tilhører alt ham fra starten af, men han gav os mennesker frihed til selv at bestemme om vi ville blive ved med at være hans, og det har vi valgt ikke at være – Adam og Eva valgte det da de spiste af det træ Gud havde forbudt dem at spise af, og derved blev de arketyper på det valg som alle andre mennesker også har truffet lige siden, nemlig selv at ville bestemme over vores liv i stedet for at overgive os uforbeholdent til Gud. Slangen bildte Adam og Eva ind at hvis de spiste af træet, så ville de selv blive ligesom Gud, men sådan gik det ikke; de blev tværtimod slaver af synden, og det samme gælder alle os andre – mange af jer kender sikkert Paulus’ ord fra Romerbrevet: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,18-19). Et par vers tidligere skriver han at vi er ”solgt til at være under synden” (v. 14). Vi har altså så at sige solgt os selv til synden og døden – ”solgt vores sjæl”, som man kunne sige med et dramatisk og højtideligt udtryk – og vi har ikke råd til at købe os selv fri, for selv ikke alverdens guld ville være tilstrækkeligt. Men som apostlen Peter skriver i et af sine breve i Det Nye Testamente: ”I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod” (1 Pet 1,18-19), og i Johannes’ Åbenbaring synger seraferne omkring Guds trone sådan her til Guds søn: ”du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag” (Åb 5,9). Fordi Jesus har løskøbt os, har døden altså ikke længere noget krav på os.

Så længe vi lever i denne verden, indtil Jesus kommer igen, må vi leve med vores forgængelige og forkrænkelige legemer og sjæle, som både kan synde og dø, men fordi Jesus allerede har købt os, da han døde og opstod for næsten 2000 år siden, er den sande historie om os at vi allerede er udødelige, eller sagt på en anden måde: I dåben er vi både døde og opstandne sammen med Jesus, og den fysiske død der venter os, er derfor kun at sammenligne med et natteblund. Den nye verden, hvor vi skal tilbringe en salig evighed, er allerede født; nu har vi kun at vente på at den træder synligt frem. Det beskriver Paulus meget skarpt i Romerbrevet kapitel 8, som jeg allerede har citeret et vers fra, og jeg vil slutte denne påskeprædiken med at citere hele det afsnit som verset indgår i:

”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,18-23).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2026
Tags: Første Petersbrev 1.3-9, Matthæusevangeliet 28.1-8, Salme 118.13-18

Posted By admin on 18. maj 2026

Fodvaskningen: Gud elsker almindelige mennesker

Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Man vil elskes, i mangel deraf beundres, i mangel deraf frygtes, i mangel deraf afskys og foragtes. Sjælen gruer for tomrummet og ønsker kontakt, koste hvad det vil.” Sådan skrev den svenske forfatter Hjalmar Söderberg engang,[1] og jeg tror han har ret. Alle der har haft med børn at gøre, ved at et barn der ikke lykkes med at få tilstrækkeligt med positiv opmærksomhed, i stedet vil begynde at søge negativ opmærksomhed, og jeg tror sådan set ikke at voksne er så meget anderledes. Jeg ved også fra mig selv at nogle af de værste mareridt jeg har haft, har været når jeg har drømt at jeg var ufrivilligt usynlig, eller at alt hvad jeg sagde, blev totalt ignoreret.

                      Det er mange måder man kan føle sig mere eller mindre ”usynlig” på. Man kan føle sig usynlig hvis man ikke har nogen venner, men man kan også føle sig usynlig som en del af et fællesskab. Hovedpersonen i Michael Endes bog Den uendelige historie – Bastian Balthazar Bux hedder han – vandrer på et tidspunkt fuldstændig alene og forladt rundt i eventyrlandet Fantásien, og der er intet han ønsker sig mere brændende end at være en del af et fællesskab, om han så er den allerringeste i fællesskabet. Hans ønske går i opfyldelse da han når frem til en by hvis indbyggere lægger så stor vægt på fællesskab at de slet ikke kender ordet ”jeg”, kun ordet ”vi”.[2] Det lyder jo umiddelbart helt vidunderligt, og Bastian føler sig for en tid lykkeligere end nogensinde da han tager hyre på et skib bemandet af folk fra byen. Skibet drives frem af besætningens fælles vilje, som kommer til udtryk ved at de som med én stemme synger en ordløs sang (jeg sagde jo at det var et eventyrland!), men da et medlem af besætningen falder overbord og drukner, finder Bastian til sin rædsel ud af at ingen savner den døde; de andre lever bare videre som om intet var forandret. Hvis der kun findes et ”vi” og ikke noget ”jeg” eller ”du”, er den enkelte jo uden betydning. Fra da af er Bastian ikke længere lykkelig ved at være en del af fællesskabet; han føler sig tværtimod fortabt, usynlig og ligegyldig, og han er lettet da skibet når i havn, og han kan afmønstre.

                      I den virkelige verden findes der næppe nogen fællesskaber der fuldstændig har udvisket individet, og det er godt det samme. For selvom vi mennesker har en dyb længsel efter at høre sammen med nogen (Gud konstaterede jo allerede ved skabelsen at ”Det er ikke godt, at mennesket er alene”, 1 Mos 2,18), så har vi også en længsel efter at være unikke; at skille os ud fra mængden på en positiv måde. Og heldigvis ved vi fra Bibelen at når Gud ser på menneskeheden, så ser han ikke kun en grå masse; nej, hver og en er vi kendt og elsket. I Johannesevangeliet kapitel 10 siger Jesus om sig selv at han er den gode hyrde som ”kalder sine egne får ved navn” (Joh 10,3), og i Lukasevangeliet har vi den stærke lignelse om hyrden der lader de 99 får blive i ødemarken for at gå ud og lede efter det ene han har mistet (Luk 15,4).

                      Det er bare ikke altid at det er nok for os. Ganske vist er det vidunderligt at vide at Jesus kalder mig ved navn, men han kalder jo også alle de andre ved navn, så det gør mig ikke til noget mere særligt end alle andre mennesker. Og hvis alle andre er lige så særlige som jeg er, er jeg så overhovedet noget særligt? Er jeg så ikke bare en af de mange i mængden – anonym og usynlig?

                      Ja, når jeg siger det på den måde, kan I sikkert godt høre at det er noget vrøvl, men ikke desto mindre er det noget som vi alt for let kommer til at tro på. Djævelen elsker at bilde os ind at vi kun har virkelig værdi hvis vi har mere værdi end andre, og at vi kun kan bevise vores værd ved at hævde os på andres bekostning. Det tror jeg at mange af os kender til i større eller mindre grad fra os selv, og selv hvis vi ikke gør, så finder vi det i Bibelen – blandt andet i den tekst vi lige har hørt her i dag.

                      Simon Peter var bestemt ikke sådan en slags mand som der går tolv af på dusinet. Ganske vist havde han i en kortere eller længere årrække ernæret sig som fisker ved Genesaret Sø ligesom så mange andre, men da Jesus dukkede op på scenen, gjorde Simon lynkarriere: Jesus valgte hans båd som ”talerstol” da han skulle prædike til en folkeskare der havde samlet sig på bredden, og bagefter skete der noget som i den grad blæste Simon bagover: Han fik sit livs største fiskefangst da Jesus bad ham om at kaste sine net ud på et tidspunkt hvor al erfaring ellers sagde at der ingen fisk var at fange! Ved den lejlighed reagerede han med klædelig ydmyghed på miraklet: han faldt ned for Jesu knæ og sagde: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand” (Luk 5,8). Men med tiden var det som om den ydmyghed forsvandt, og Simon – eller Peter, som var det nye navn han fik af Jesus – begyndte efterhånden at benytte sig af enhver lejlighed til at forsøge at udmærke sig frem for de andre disciple. Nogle gange fik han decideret ros af Jesus for det, som da han var den første af disciplene til uden forbehold at bekende at Jesus er Kristus, den levende Guds søn (Matt 16,16ff), ved en anden lejlighed førte det til at han nær var druknet da han fik lyst til at gå på vandet sammen med Jesus, men som en anden tegnefilmsfigur pludselig opdagede at han (surprise, surprise) ikke havde fast grund under fødderne (Matt 14,28-31), og ind imellem nærmede det sig det komiske som da han tilbød at bygge hytter til Jesus, Moses og Elias på forklarelsens bjerg (Mark 9,5-6). Og da Jesus tog en balje og et håndklæde og begyndte at vaske disciplenes fødder, så lod den gode Simon Peter naturligvis heller ikke chancen gå fra sig.

                      Det at vaske folks fødder var almindeligvis en tjeners opgave. Havde man ikke nogen tjener, kunne en vært vise ærbødighed mod en gæst ved selv at påtage sig tjenerens opgave og vaske gæstens fødder, men der var i alle tilfælde tale om at man ved at vaske en andens fødder anerkendte den anden som værende fornemmere end en selv. Og derfor var det fuldkommen uhørt at en mester vaskede sine disciples fødder! Skulle det endelig være noget, skulle det være omvendt, for når man var i lære hos en mester, forventedes det at man ikke kun var elev, men også tjener, sådan at mesteren kunne bruge så meget tid som muligt på det han underviste i.

                      Derfor kan jeg forestille mig at Peter har set til med stigende forargelse mens snart den ene, snart den anden af hans meddisciple uden protester lod Jesus vaske deres fødder. Måske har han endda tænkt tilbage på dengang de var inviteret til middag hos farisæeren Simon, hvor en prostitueret kvinde var kommet ind og havde vasket Jesu fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår, og hvor Jesus havde givet udtryk for at Simon havde forsømt sine forpligtelser som vært ved ikke i det mindste at give Jesus et fad med vand så han selv kunne have vasket sine fødder. Var det mon noget lignende Jesus havde gang i nu – en slags ordløs bebrejdelse til disciplene? I så fald skulle Peter i hvert fald nok vise både Jesus og de andre hvem der var den gode discipel! Så da det blev hans tur, protesterede han skarpt: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!” Jeg vil tro han forventede at Jesus ville sige: ”Endelig en der har fattet at det er disciplen der skal vaske sin mesters fødder og ikke omvendt! Værsågod, Peter, her er baljen og håndklædet – vask nu mine fødder, og I andre: Se godt efter! I kan lære noget af Peter!” Og mens Peter så vaskede Jesu fødder, ville han bag sin tilsyneladende ydmyghed kunne rette ryggen og sole sig i at Jesus havde rost ham på de andres bekostning. Et-nul til superdisciplen Peter!

                      Men sådan gik det altså ikke; tværtimod sagde Jesus: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Den var værre! Vi der læser beretningen i dag fra vores komfortable plads på den anden side af Jesu død og opstandelse, forstår jo godt at det Jesus mente, var at vores eneste chance for at komme med i hans rige, består i at vi imod al logik lader ham, Herren, tjene os ved at give sit liv og blod for os og på den måde bære straffen for vores synder, men jeg tror ikke Jesus forventede af Peter at han skulle fange dén symbolik. Det eneste han forventede af ham, var at han skulle lade ham vaske sine fødder ligesom Jesus havde gjort for alle de andre disciple.

                      Man kan ikke nødvendigvis bebrejde Peter at han i første omgang protesterede. Det er ingen dyd at gøre som alle andre, hvis det alle andre gør, er det forkerte, og selvom Peter måske – hvis han ikke havde haft så travlt med at fremstå som bedre end de andre – kunne have regnet ud at det Jesus gjorde, ikke var en passiv-aggressiv bebrejdelse, men derimod en dyb åndelig lektie, så var det trods alt en hændelig fejltagelse. Men det næste Peter siger, er der ikke rigtig nogen undskyldning for: ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” Han VIL bare overgå de andre, koste hvad det vil, og hvis han ikke kan gøre det på den ene måde, så må det blive på den anden måde! Men Jesus tilretteviser ham mildt: Det er ikke meningen at han skal overgå de andre, men at han skal stille sig tilfreds med at være en af de mange som Jesus og Gud Fader elsker grænseløst og ubetinget – en af de mange der hver især er noget helt særligt, og som alle er uundværlige i Guds øjne.

                      Peter lærte ikke lektien lige med det samme; allerede senere samme aften, da Jesus forudsagde at disciplene alle sammen ville svigte ham, bedyrede Peter frejdigt at om så alle de andre svigtede, så ville han stadig være villig til at gå i døden for Jesus (Mark 14,27-29) – i stedet for ydmygt at sige: ”Herre, vil du ikke hjælpe mig så jeg ikke svigter dig” eller lignende. Og denne gang røg Peter ned på jorden med et ordentligt brag da han samme nat tre gange nægtede at han overhovedet kendte Jesus, og endda bandede på det. Men igen rejste Jesus ham op og satte ham tilbage på ret spor, og efterhånden fandt han ind i den ægte ydmyghed i stedet for den falske – det skal vi i øvrigt høre mere om søndag efter påske.

                      Og dermed slutter vi på en optimistisk note, for når Jesus ikke opgav Peter selvom han igen og igen trådte ved siden af, er der håb om at han heller ikke vil opgive os, selvom vi kan have så morderlig svært ved at slå os til tåls med ikke at være bedre eller fornemmere end alle de andre. Men lad os i denne påske besinde os på hvor stort det er at Jesus kalder os ved navn, og at vi er både unikke og højt elskede i hans øjne – også selvom alle vores medmennesker er lige så unikke og højt elskede!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Titelpersonen i romanen Doktor Glas fra 1905 skriver på et tidspunkt ordene i sin dagbog.

[2] Byen hedder Yskál og beskrives i bogens kapitel XXIII, ”Die Alte-Kaiser-Stadt”

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til skærtorsdag 2026
Tags: Første Korintherbrev 11.23-26, Johannesevangeliet 13.1-15, Salme 116

Posted By admin on 18. maj 2026

Salvningen i Bethania: Til forsvar for ødselheden

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er 52 søndage på et år. Dertil kommer de såkaldte skæve helligdage: juledag, 2. juledag, nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 2. påskedag, Kristi himmelfarts dag og 2. pinsedag, altså i alt 60 søn- og helligdage med hver sin prædiketekst. Som mange af jer sikkert ved, er der endda knyttet to forskellige prædiketekster til hver af de 60 dage, sådan at der prædikes over den ene i ulige årstal og den anden i lige årstal. Alt i alt er der altså 120 forskellige prædiketekster i Folkekirkens alterbog, og det lyder jo umiddelbart af mange. Alligevel er det faktisk mindre end halvdelen af den samlede tekst i de fire evangelier der er dækket af prædiketeksterne, og det rejser jo spørgsmålet om hvordan man har besluttet hvilke tekster der skulle prædikes over på en fast søndag eller helligdag, og hvilke andre der måske kunne betragtes som mere ”sekundære”, om man så må sige. Det er klart at de tekster der handler om Jesu fødsel, død, opstandelse og himmelfart har været selvskrevne til at komme med i alterbogen, og det samme gælder dåbens og nadverens indstiftelsestekster samt de vigtigste lignelser så som ”Den barmhjertige samaritaner” og ”Den fortabte søn”. Om mange af de andre tekster man har valgt at tage med, kan det dog siges at der er andre tekster i evangelierne som man lige så godt kunne have valgt, og fra tid til anden er der da også teologer der skriver debatindlæg om hvilke evangelietekster man efter deres mening burde have taget med, og hvilke man til gengæld med fordel (eller i det mindste uden større ulempe) kunne have udeladt. (Lad mig i øvrigt i den forbindelse ikke forsømme at nævne noget som jeg siger i tide og utide fra prædikestolen, men som jeg vil mene ikke kan siges ofte nok: Det er vigtigt at I selv læser i Bibelen, så I også stifter bekendtskab med alle de tekster som der ikke blev plads til i alterbogen!).

                      Det kunne være interessant at vide hvilke tekster Jesus ville have ment at det var vigtigst at prioritere; det ville have gjort diverse liturgikommissioners arbejde noget nemmere! Men der er faktisk en enkelt tekst i evangelierne som Jesus eksplicit siger at vi ikke må forsømme at prædike om, og det er den tekst vi har hørt i dag. Lagde I mærke til det da jeg læste den op for lidt siden? ”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.” Et lidt mærkeligt valg, vil mange sikkert mene. Ville det ikke have været mere oplagt at pege på for eksempel buddet om næstekærlighed som den tekst man ikke må forsømme at prædike om? Eller teksten om at give kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er? Eller den med ”Lad de små børn komme til mig”?

                      Det skal retfærdigvis siges at alle de tre tekster jeg lige har nævnt, naturligvis har deres faste pladser blandt kirkeårets prædiketekster; det manglede da bare. Og selvom der ikke er andre steder i Det Nye Testamente hvor Jesus decideret siger: ”Det her skal I huske at få med når I prædiker!”, udelukker det ikke at der også er andre beretninger han har betragtet som uomgængelige. Men i mange af de tilfælde har han måske tænkt at eftertidens kristne ville kunne sige sig selv at den og den tekst var vigtig, hvorimod han nok har skønnet at beretningen om at en kvinde hældte en flaske parfume ud over ham, let kunne have risikeret at forsvinde i glemslens tåger hvis han ikke udtrykkeligt gav ordre om at den skulle tages med. Spørgsmålet er så bare: Hvorfor var det så vigtigt for Jesus at lige præcis den her beretning ikke gik i glemmebogen?

                      Jeg tror at det var vigtigt for ham fordi kvindens handling i den grad stred imod alt hvad disciplene – og sikkert også mange andre siden hen – betragtede som visdom, mådehold og rettidig omhu. Salven kunne jo have været solgt for 300 denarer, får vi at vide, og det var ikke så lidt. Det svarede til en månedsløn for en romersk officer,[1] og for en daglejer i Israel var det måske helt op mod 10 måneders løn.[2] Jeg tror måske nok at jeg ville have reageret ligesom disciplene hvis jeg havde været til stede – eller, jeg ville forhåbentlig ikke ligefrem have overfuset kvinden, men jeg ville nok have været enig i at det hun gjorde, var udtryk for en helt ekstrem grad af ødselhed. Men Jesus overrasker altså disciplene – og måske også os – ved at forsvare, ja ligefrem rose, kvindens ødselhed. Hvorfor nu det?

                      Ja, i hvilke situationer mener vi almindeligvis at ødselhed kan forsvares? I helt særlige situationer, ikke sandt! Det kunne for eksempel være et bryllup. Jeg hører undertiden om brudepar der vælger at blive gift på rådhuset fordi de ikke har råd til et kirkebryllup, og det undrer jeg mig altid over, for det koster nemlig lige præcis nul kroner at blive gift i kirken, præcis som det gør på rådhuset. Men tilsyneladende er det dybt indgroet i vores kultur at når man bliver gift i kirken, så skal der helst holdes et brag af en fest, og mange spenderer gladeligt noget der ville svare til 300 denarer eller mere i nutidspenge. Men jeg har endnu til gode at høre nogen give ondt af sig over at man smider al mådehold over bord når man skal fejre sit bryllup. Det ville da også være helt ekstremt taktløst hvis en bryllupsgæst begyndte at snakke om at pengene i stedet burde være blevet givet til de fattige, kan man sige! Og så vidt jeg har kunnet læse mig til, brugte de fleste jøder på Jesu tid faktisk lige så mange penge på at holde bryllup som de fleste danskere i dag gør, set i forhold til deres indkomst.

                      Så det som Jesus ville have disciplene – og os – til at forstå, det var altså sandsynligvis at hans død var en aldeles ekstraordinær begivenhed. Det var jo netop Jesu forestående død der var anledningen til at Maria salvede ham den aften. (Der står ikke i dagens tekst, som er hentet fra Markusevangeliet, at kvinden var Maria, men det får vi at vide i Johannesevangeliet (12,1-8), der også fortæller os at det var Marias søster Martha der sørgede for maden ved festmåltidet, og at deres bror Lazarus var blandt dem der sad til bords sammen med Jesus). Og at Jesu død var en ekstraordinær begivenhed, det kan der vel dårligt være to meninger om hvis man er kristen. Så stor en rolle spiller Jesu død for den kristne tro, at vi markerer den med et symbolsk mindemåltid hver eneste søndag (også selvom nadveren er andet og mere end et mindemåltid, fordi Jesu legeme og blod er reelt til stede i, med og under brødet og vinen, men det må blive emnet for en anden prædiken). Og hvert år på årsdagen for Jesu død, nemlig langfredag (som jo er nu på fredag), flager vi på halv stang hele dagen og fejrer gudstjeneste med slukkede alterlys og uden nogen udsmykning i øvrigt (så ”fejrer” er måske ikke det rette ord at bruge om lige præcis den gudstjeneste). Altså må vi vel erkende at hvis det er i orden at udvise ekstravagant ødselhed i forbindelse med et bryllup, så var det i endnu højere grad i orden at gøre det forud for Jesu død!

                      Vi lever jo ikke forud for Jesu død, men næsten 2000 år efter den. Alligevel er det værd at overveje om vi er parate til at følge Marias eksempel. Ved at bruge en så kostbar parfume på Jesus demonstrerede hun jo at han var det allervigtigste i hendes liv. Er han mon også det i vores? Når det er Jesus det gælder, er vi så også klar til at være så ødsle at andre vil kritisere os for det? Og hvad vil det overhovedet sige i praksis? Skal vi drøne ud og købe den dyreste parfume vi kan finde og hælde den ud oppe ved alteret i kirken? Nej, naturligvis ikke (og det vil de øvrige kirkegængere, for ikke at tale om kirketjeneren, nok også helst have sig frabedt at du gør!). Nej, der er noget andet som Jesus langt hellere vil have at vi ofrer til ham, og det er os selv!

                      De af jer der var i kirke i Klemensker eller Allinge for en uge siden, hørte en prædiken der blandt andet handlede om hvad ”gudstjeneste” i grunden er for noget. Af hensyn til dem af jer der ikke hørte den prædiken, kan jeg røbe at konklusionen var at ”gudstjeneste” er at vi tjener Gud ved at tage imod det han vil gøre for os. Men i Romerbrevet kapitel 12 vers 1 giver Paulus det der måske er det tætteste Det Nye Testamente kommer på en definition af ”gudstjeneste”, og den lyder faktisk lidt anderledes end det jeg lige sagde – hør bare: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.” Gudstjeneste er altså at vi giver os selv helt og holdent til Gud; at vi lader hans vilje være det afgørende i alle de små og store beslutninger vi træffer i vores liv. Det skal nok kunne afstedkomme et hævet øjenbryn eller to i den individorienterede kultur vi lever i, for er det ikke at ødsle sit liv bort? Jo, målt med verdens målestok er det. Men det var jo netop det Jesus gjorde: han ”ødslede” sit liv bort for at frelse os!

Og det gode ved det er at uanset hvor meget vi måtte ”ødsle bort” af vores liv i denne verden, så mister vi ret beset ingenting, for det evige liv som Jesus har vundet til os, er bogstaveligt talt uendeligt meget større. Og vi behøver ikke engang at vente til vores død eller Jesu genkomst for at få ”kompensation” for det vi ”ofrer”, for allerede her i denne verden findes der ikke noget rigere liv end at leve efter Guds vilje i nært fællesskab med ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Ifølge https://en.wikipedia.org/wiki/Denarius tjente en centurion på Augustus’ tid 3750 denarer om året.

[2] Jf. Matt 20,2.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til palmesøndag 2026
Tags: Filipperbrevet 2.5-11, Markusevangeliet 14.3-9, Zakarias' Bog 9.9-10

Posted By admin on 18. maj 2026

Marias lovsang: Lad Gud børste dine tænder!

Prædiken i Allinge og Sct. Klemens Kirker Mariæ bebudelses dag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som I alle sammen ved, så kaldes den type arrangement som vi er samlet til i dag, for en ”gudstjeneste”. Men hvorfor hedder det egentlig sådan? Har I nogensinde tænkt over det? Det havde jeg ikke selv, før jeg under mit teologistudium nåede til det fag der hedder ”Praktisk teologi”. Det fag handler blandt andet om hvordan og hvorfor vi holder gudstjeneste, for netop gudstjenesten er jo en af de mest tydelige måder kirken udtrykker sig på. Men det der med ”tjeneste” – hvem er det egentlig der tjener hvem? Når vi holder gudstjeneste, er det så os der tjener Gud, eller er det Gud der tjener os?

                      Det vil muligvis overraske jer at ordet ”gudstjeneste” kun forekommer tre gange i den autoriserede danske oversættelse af Bibelen fra 1992.[1] Tilmed er det ikke engang det samme græske ord der står i grundteksten de tre steder,[2] men sådan som ordene bliver brugt, er der ingen tvivl om at betydningen af ordet er at præsten og menigheden tjener Gud, ikke omvendt. Og dermed kunne man tro at sagen var afgjort, men alligevel gjorde Martin Luther et stort nummer ud af at gudstjenesten først og fremmest er noget Gud gør for os, ikke omvendt. Og det havde han faktisk gode bibelske grunde til at mene. Tag for eksempel Paulus’ berømte prædiken på Areopagos i Athen, som vi kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 17, og hvor apostlen blandt andet siger: ”Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som han trængte til noget” (v. 24-25). Og det giver jo god mening: Hvordan skulle der på nogen måde kunne være tale om at vi gør Gud en tjeneste ved at lytte til hans ord, synge salmer og modtage Jesu legeme og blod i nadveren? Det er vel tværtimod os der trænger til at høre budskabet om at vores synder er tilgivet, og til at Jesus rækker os sig selv i skikkelse af brød og vin! Kun salmesangen kan måske siges at være udtryk for at det er os der tjener Gud ved at hylde og ophøje ham, men Gud sidder urokkeligt på sin trone; han bliver hverken mere eller mindre Gud af om vi tilbeder ham eller ej. ”Gud er Gud, før jorden skabtes” (DDS 624,1) og ”Gud er Gud, om alle mand var døde” (DDS 7,2), for at citere et par kendte salmer fra Den Danske Salmebog.

                      Men alligevel taler Bibelen altså om at vi både kan og skal tjene Gud (flere steder end jeg kan remse op), og Abraham,[3] Moses,[4] Kaleb,[5] David[6] og Job[7] er blandt de mennesker som Gud selv giver titlen ”min tjener”. Der er også en del mennesker i Bibelen der omtaler sig selv som ”Guds tjener”, eller i Marias tilfælde: ”Herrens tjenerinde”. I ulige årstal hører vi her på Mariæ bebudelses dag om hvordan englen Gabriel blev sendt til Nazaret for at fortælle jomfru Maria at hun skulle føde Guds søn, hvilket på den ene side var en stor ære, men på den anden side også kom til at medføre stor smerte fordi hun for det første måtte dele ham med hele verden, for det andet måtte se ham lide og dø (for ikke at tale om den stigmatisering hun måtte udholde ved at være blevet gravid uden for ægteskabet – det var jo ikke nødvendigvis alle der troede på det med englen). Men Marias svar til Gabriel var: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord” (Luk 1,38). Og i lige årstal, som i år, hvor vi hører teksterne fra anden tekstrække, har vi lyttet til Marias reaktion efter at hun lige havde haft nogle dage til at ”fordøje” det som Gabriel havde sagt til hende. Det som hun helt konkret reagerede på, var dog noget ganske særligt som skete efter at hun var rejst på besøg hos sin kusine Elisabeth, som også var gravid, selvom hun egentlig var for gammel til at det burde kunne lade sig gøre. Det barn som Elisabeth ventede, var i øvrigt også noget særligt: han var ganske vist ikke ligefrem Guds søn, sådan som det barn Maria ventede, var det, men han var så særlig at ærkeenglen Gabriel også var blevet sendt afsted for at bebude hans fødsel, og ved den lejlighed havde hans far, Zakarias, fået at vide at barnet skulle ”fyldes med Helligånden allerede fra moders liv” (Luk 1,15). Det kom helt konkret til udtryk på den måde at da Maria ankom til Elisabeths hus, råbte Elisabeth: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd” (Luk 1,42-44). Og så var det at Maria brød ud i den lovsang som er prædiketekst til i dag, og hvor hun igen benævner sig selv som Guds ”ringe tjenerinde”.

                      Men selvom hun altså kalder sig selv for Guds ”tjenerinde”, og selvom det på mange måder var en skræmmende opgave hun havde fået, så er det værd at lægge mærke til at lovsangen ikke nævner noget som helst om noget som Maria har gjort eller skal gøre for Gud; den handler udelukkende om hvad Gud har gjort for hende (og for hele folket i øvrigt): ”den Mægtige har gjort store ting mod mig”, ”Han har øvet vældige gerninger”, ”han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver”, ”Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vores fædre” og så videre. Og det bringer os på sporet af det paradoks som jeg tror er svaret på hvem der tjener hvem i gudstjenesten: Vi tjener Gud ved at tage imod det som han vil gøre for os.

                      Det lyder måske som en besynderlig form for tjeneste, men Gud er jo ikke bare vores arbejdsgiver; han er vores far! Vi der er forældre, vil gerne have at vores børn gør som vi siger (i hvert fald så længe de stadig er børn; jo ældre de bliver, desto mere må vi nøjes med at håbe på at de vil følge de råd vi giver dem). Før i tiden sagde man endda (selvom det vist er lidt et fy-ord i dag) at børn skulle være ”lydige” mod deres forældre. Men hvorfor skulle de det? Hvorfor er det almindeligvis en god ting at børn gør som deres forældre siger? Fordi enhver god far eller mor først og fremmest har barnets bedste for øje. Når far siger: ”Du skal blive inde på fortovet!”, så er det for at barnet ikke skal blive kørt ned. Når mor siger: ”Du skal lade mig børste dine tænder!”, så er det for at barnet ikke skal få huller i tænderne. Og så videre. Alligevel er det ikke forkert at sige at børn gør deres forældre en tjeneste ved at være lydige, for forældrene bliver jo glade når det går barnet godt. På samme måde bliver Gud glad når det går hans børn godt, og derfor gør vi ham en tjeneste ved at adlyde hans bud.

                      Men som sagt er Guds bud til os altså først og fremmest at vi skal tage imod det som han vil gøre for os – lidt ligesom mit eksempel fra før med at barnet skal lade sin mor eller far børste dets tænder. Hvis vi tager de mest kendte af Guds bud, nemlig dels De 10 Bud, dels det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, og du skal elske din næste som dig selv”, så begynder de ganske vist næsten alle sammen med enten ”Du skal” eller ”Du må ikke”, og det lyder jo umiddelbart mere som noget vi selv skal gøre (eller lade være med at gøre), end det lyder som noget Gud vil gøre for os. Men hvis vi slår op i Anden Mosebog kapitel 20, hvor vi finder De 10 Bud, så ser vi at kapitlet begynder således: ”Gud talte alle disse ord: ’Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke…” og så videre. På hebraisk hedder det faktisk ikke ”De 10 Bud”, men ”De 10 Ord”, og det første af ordene er: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.” (Det er derfor vi må ty til fiksfakserier som at dele enten buddet om ikke at have andre guder eller buddet om ikke at begære noget der tilhører vores næste, op i to bud for at nå op på 10, for reelt er der kun ni bud; det første af de 10 ord er ikke noget bud). Før Gud siger til israelitterne hvad de skal gøre, minder han altså om hvad han har gjort, for det er det der er fundamentet for pagten mellem Gud og folket. Alt det der står i de efterfølgende bud, var ikke noget israelitterne skulle gøre for at blive Guds folk; det var noget som de dybest set kun kunne gøre fordi de allerede var Guds folk. Det var i øvrigt dér det var gået galt for farisæerne og de skriftkloge på Jesu tid: De havde så at sige omtolket buddene til at være noget vi som mennesker skal præstere, og dermed noget som kunne give anledning til stolthed og til at hævde sig selv på bekostning af andre, og derved overså de at vi i virkeligheden alle sammen er hjælpeløst ude af stand til at leve efter Guds vilje hvis ikke han selv virker det i os.

                      Derfor er jomfru Maria et strålende forbillede for os som kristne. Ganske vist var den opgave som hun var blevet udvalgt til, aldeles unik, men vi er alle sammen kaldet til at lade Kristus få skikkelse i os, som Paulus udtrykker det i Galaterbrevet (4,19). Målet er ikke at vi selv skal træne os op til at blive stærke superkristne der kan overholde alle Guds bud og udrette mægtige gerninger, men at vi i ydmyg tro skal stille os til rådighed for Gud og lade ham fylde os med sin Ånd så han kan gøre mægtige gerninger gennem os – ikke nødvendigvis gerninger der målt med vores egen eller vores medmenneskers målestok er mægtige, og som vil skaffe os en plads i historiebøgerne, men gerninger der passer som fod i hose i Guds mægtige plan, for i sidste ende er han den eneste der har nogen ret til at bedømme vores liv; det har vi ikke engang selv.

                      Det er tit fristende at dele vores liv op i aktiviteter hvor vi giver, og aktiviteter hvor vi modtager. Vi tænker at vi giver når vi bruger de evner Gud har givet os, til at hjælpe vores medmennesker, og at vi modtager når vi læser i Bibelen eller en god bog, lytter til en prædiken, modtager nadveren, eller blot slapper af. Men jeg tror faktisk det er misforståelse at dele vores liv op på den måde. Dybest set tror jeg ikke at det er meningen at vi nogensinde skal gøre andet end at modtage det som Gud vil give os. På den måde bliver det at vise næstekærlighed og gøre noget for andre, ikke til noget vi skal præstere, og som kan dræne os, men til en del af det Gud giver os. Så bliver vi i stand til først og fremmest at se de opgaver Gud giver os, som gaver der flyder fra ham gennem os til vores medmennesker, sådan at vi ligesom Maria kan sige om det Gud giver os at gøre, at ”den Mægtige har gjort store ting imod mig”. Ja, selv de bud der begynder med ”Du skal” eller ”Du må ikke”, kan vi se først og fremmest som løfter om hvad Gud i sin uendelige godhed vil skabe af gode gerninger i os – og dermed ikke som noget der nogensinde vil kunne give os anledning til at være stolte eller at se ned på andre.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] ApG 13,2. Rom 12,1. Hebr 9,1.

[2] I Rom 12,1 og Hebr 9,1 står der ???????, mens det i ApG 13,2 er en form af verbet ???????????.

[3] 1 Mos 26,24.

[4] 4 Mos 12,7. Jos 1,2. 2 Kong 21,8. Mal 3,22.

[5] 4 Mos 14,24.

[6] 2 Sam 3,18; 7,5. 1 Kong 11,13; 14,8. 2 Kong 19,34; 20,6. 1 Krøn 17,4. Sl 89,4. Es 37,35. Jer 33,21. Ez 34,23; 37,24.

[7] Job 1,8; 2,3; 42,7-8.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2026
Tags: Første Korintherbrev 1.21-31, Første Mosebog 18.1-15, Lukasevangeliet 1.46-55

Posted By admin on 18. maj 2026

Livets brød: Ørkennostalgi

Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Tejn Kirker midfaste søndag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Når man kalder noget for en ”ørkenvandring”, er det som regel ikke positivt ment. På vores breddegrader er det ikke så tit at vi sådan rent bogstaveligt vandrer rundt i ørkener, men ordet bruges ofte i overført betydning om noget der er langvarigt, skuffende og udsigtsløst. At sådan et ord er så hyppigt brugt i et land som Danmark hvor der ingen ørkener findes (undtagen på den østlige del af Anholt), skyldes naturligvis at vi kender det fra Bibelen, hvor der er mange referencer til de 40 år hvor israelitterne vandrede rundt i Sinajs ørken inden de endelig kunne tage det forjættede land i besiddelse.

                      Men selvom de 40 år utvivlsomt føltes som en vaskeægte ørkenvandring for den generation der oplevede dem, så kom de efterhånden til at stå i et nostalgisk, nærmest romantisk skær for de efterfølgende generationer, sådan som det undertiden går. For ganske vist var det en tid hvor de boede i telte og konstant flyttede fra sted til sted, og hvor de ikke havde andet at spise end det mærkelige brød der lå som rim på jorden hver morgen, og som de i mangel af bedre kaldte ”manna” (hvilket på hebraisk betyder ”Hvad er det dog?”), men det var også en tid hvor alt var meget mere simpelt end det blev senere hen. Da de kom ind i det land Gud ville give dem, holdt der op med at falde manna ned fra himlen, for nu havde de jo kornmarker og frugttræer som de kunne få mad fra, men det betød også at der skulle arbejdes for føden, og at de skulle forholde sig til alt hvad der hører med til at drive et samfund.

Allerværst var det dog at Gud kom til at føles mere fjern end han havde gjort ude i ørkenen. Under ørkenvandringen havde Gud bogstaveligt talt gået foran dem i skikkelse af en lysende sky, så de vidste hvornår de skulle dreje til højre, hvornår de skulle dreje til venstre, hvornår de skulle standse og slå lejr, og hvornår de skulle bryde op og gå videre; og når de lå i lejr, befandt telthelligdommen med Pagtens Ark sig i lejrens centrum, få kilometer fra hvor folk havde deres telte. Det blev anderledes efter at de slog sig ned i Kana’an – der boede nogle af dem op til 100 kilometer væk fra helligdommen, og i det daglige var der ikke nogen lysende sky der fortalte dem hvornår de skulle gøre hvad. De fortalte og læste og sang om de mirakuløse gerninger Gud havde gjort i ørkenen, men de oplevede dem ikke selv. Og jeg forstår faktisk godt at det var et savn!

I løbet af de 6-700 år israelitterne levede i Kana’an, fra de krydsede Jordanfloden med Josva i spidsen, til de blev ført i eksil i Babylon af kong Nebukadnesar, var der lange perioder hvor der var fred og velstand og ordnede forhold, og i de perioder længtes man naturligvis ikke lige så meget tilbage til tiden i ørkenen, men når folket var trængt af fjenderne, reflekterede de over at Gud føltes mere fjern nu end dengang. Allermest tydeligt bliver det måske sagt i Salme 44 i Det Gamle Testamente, hvor der står (og jeg citerer i uddrag): ”Gud, men egne ører har vi hørt det, vore fædre har fortalt os om den gerning, du gjorde i deres dage, i gamle dage … Men nu har du forstødt os og gjort os til skamme … Vågn op, hvorfor sover du, Herre?” (v. 2.10.24). På Jesu tid var ørkenvandringsnostalgien blevet så udtalt at mange ligefrem ventede at når Messias kom, ville der igen begynde at regne manna ned fra himlen.[1] Og selvom den generation der rent faktisk havde levet af at spise manna i ørkenen, på et tidspunkt var blevet så trætte af smagen at de ligefrem sagde: ”vi er lede ved den elendige føde” (4 Mos 21,5), så forventede den skare der opsøgte Jesus i Kapernaum i dagens evangelietekst, tilsyneladende at blive bespist med brød af en aldeles overnaturlig, himmelsk kvalitet. Jesus havde ellers lige mættet 5000 mænd med fem bygbrød og to små fisk, men det var tilsyneladende ikke et tilstrækkeligt tegn til at de ville anerkende ham som Messias; nej, det skulle regne med brød fra himlen ligesom i de gode gamle ørkenvandringsdage!

Som sagt kan jeg et eller andet sted godt forstå dem! Som barn elskede jeg at høre beretningerne om alle de mirakler som Jesus og apostlene udførte, og jeg var helt på det rene med at det ikke bare var opdigtede eventyr som så mange andre af de historier jeg holdt af at høre, men at mine forældre og de voksne i søndagsskolen og lærerne på den kristne friskole jeg gik på, troede fuldt og fast på at det virkelig var sket. De fleste af dem mente vist også at Gud stadig kan gøre mirakler, men det var ikke noget jeg så noget til. Af og til hørte jeg om mennesker der angiveligt var blevet mirakuløst helbredt, men til min store overraskelse blev den slags beretninger ofte modtaget med mere skepsis end begejstring af de voksne kristne i min omgangskreds. Så jeg længtes efter at se et uafviseligt mirakel med mine egne øjne – dels for at få en bekræftelse af at det jeg troede på, rent faktisk var sandt, og dels for at kunne bruge det som argument over for dem af mine kammerater der ikke troede på Jesus, men måske i virkeligheden først og fremmest for at føle at jeg rent faktisk var en del af den store historie; at den Jesus som jeg kunne læse om i evangelierne, vitterligt var den samme som den Jesus jeg bad til i min aftenbøn.

Siden er der sket mangt og meget. På den ene side har jeg rent faktisk fået lov til at bevidne mirakuløse helbredelser og har endda oplevet en på min egen krop (nemlig af en seneskedehindebetændelse i håndleddet). På den anden side har jeg også fået en langt større forståelse for den skepsis som de voksne omkring mig lagde for dagen når jeg som barn eller ung hørte om mirakler. Til min frustration har jeg også oplevet at en person der bekendte sig som ateist, blev øjeblikkeligt helbredt for en forstuvet fod da der blev bedt for ham, men at han efterfølgende fortsat bekendte sig som ateist – mirakler er altså tilsyneladende, hvis I vil undskylde ordspillet, ikke noget mirakelmiddel! Men længslen har jeg da stadig, og det er blandt andet derfor jeg prioriterer fælles bøn så højt i mit virke som præst. For hvor ville det være skønt hvis rigtig mange mennesker i Klemensker, Rø, Aarsballe, ja på Bornholm i det hele taget, fik lov til at erfare hvordan Gud kan forvandle vores liv med sin kærlighed!

Men selvom jeg stadig tror på helbredelse ved bøn, og selvom jeg håber at komme til at se meget mere af det end jeg har set indtil nu, så bliver det også stadig mere klart for mig at det ikke er det der er det vigtigste. Mannaen i ørkenen var jo ganske vist en mirakuløs løsning på et meget konkret problem, nemlig at der ikke var adgang til ret meget mad derude i ødemarken, men først og fremmest var den et tegn på Guds nærvær. Da Moses ved ørkenvandringens afslutning holdt en afskedstale til israelitterne for at minde dem om hvad de forhåbentlig havde lært (en afskedstale der i øvrigt fylder det meste af det skrift vi kalder Femte Mosebog), så sagde han blandt andet: ”[Gud] ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund” (5 Mos 8,3).

Og i dén forstand er Jesus faktisk leveringsdygtig i et tegn der ikke alene kan matche, men ligefrem overgår det som de gamle israelitter oplevede i ørkenen. Det vers som skaren citerede da de forlangte at Jesus skulle give dem ”brød fra himlen”, det handler nemlig slet ikke om manna, forklarer han dem, men om noget langt større og bedre: livets brød, som ikke alene kan opretholde livet for en kort tid, men som ligefrem ”giver liv til verden”. Og hvis dagens evangelietekst havde omfattet hele Jesu svar til skaren i stedet for at slutte efter vers 37, ville vi have hørt at han lidt længere fremme i kapitlet siger: ”Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød; som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden” (Joh 6,49-51).

Det at Guds søn blev et menneske for vores skyld, og at han gav sit liv for at vi kunne få evigt liv, er nemlig det suverænt største mirakel, langt større end at der regnede manna ned fra himlen. Og det mirakel får vi lov til at opleve! Hver søndag rækker Jesus os i nadveren sit eget kød og blod, som er livets brød, og hver eneste dag er han os endnu nærmere end Gud var ved sit folk da han gik foran dem i ørkenen som en lysende sky. Ganske vist kan vi ikke se ham med vores fysiske øjne, men vi kan tage imod det i tro. Og jo mere vi besinder os på det, desto hyppigere tror jeg også vi vil komme til at se den slags mirakler der ganske vist er langt mindre, men som ikke desto mindre er skønne at opleve, som for eksempel at sygdomme bliver helbredt ved bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Se fx 2 Baruch 29,8 (som dog sandsynligvis endnu ikke var skrevet på Jesu tid, men traditionen kan sagtens være ældre)

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til midfaste søndag 2026
Tags: Anden Mosebog 16.11-18, Andet Petersbrev 1.3-11, Johannesevangeliet 6.24-37

Posted By admin on 18. maj 2026

Drengen med den urene ånd: Kirken kan ingenting

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 2. søndag i fasten 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi har religionsfrihed i Danmark, men det har vi faktisk kun haft siden 1849. Før den tid var det lovpligtigt at være medlem af – jeg havde nær sagt ”Folkekirken”, men det hed det jo ikke dengang; det navn blev først indført netop i 1849. Bortset fra at Brødremenigheden i Christiansfeld fik en særlig kongelig tilladelse i 1769, og jøderne (efter flere tilløb) i 1814 endelig fik lov til fit at udøve deres religion, så kunne man nemlig før 1849 lige så lidt vælge at stå uden for den offentlige kirke, som man kunne vælge at stå uden for samfundet som sådan. Den evangelisk-lutherske kirke var ikke et trossamfund blandt flere; den var slet og ret rigets religion og behøvede derfor ikke noget særskilt navn.

                      Da religionsfriheden blev indført i 1849, og den evangelisk-lutherske kirke gik fra (med få undtagelser) at være rigets eneste tilladte religion til at være en folkekirke der ganske vist understøttedes af staten, men ikke længere havde monopol, skulle man måske tro at en masse mennesker benyttede sig af at man nu kunne melde sig ud af Folkekirken, men de første mange år gik udviklingen faktisk rigtig langsomt. Så sent som i 1990 var det stadig omkring 90% af Danmarks befolkning der var medlemmer af Folkekirken, og de fleste tog vist for givet at det ville blive ved med at være sådan. Men det gjorde det ikke! Siden årtusindskiftet har Folkekirken blødt medlemmer som aldrig før, og det har ført til en erkendelse af at man er nødt til at gå anderledes offensivt til værks end man hidtil har gjort, og rent faktisk gøre en indsats for at overbevise den brede befolkning om at et medlemskab af Folkekirken er pengene værd (for det er jo som bekendt ikke gratis – alle Folkekirkens medlemmer betaler et medlemsgebyr, den såkaldte ”kirkeskat”, over skattebilletten). Folkekirken må i stigende grad markedsføre sig selv og gennem diverse kanaler fortælle historien om hvad kirken kan og gør.

Eller sådan er der i hvert fald mange der tænker. Men det budskab jeg vil give jer med hjem i dag, er at det efter min mening er en forkert måde at tænke på, for dybest set kan kirken ikke noget som helst, og det har det heller aldrig været meningen at den skulle kunne! Alle de gange i den kristne kirkes historie hvor noget er gået galt, har det næsten altid været fordi kirkens folk har ladet sig forlede til at tro at kirken skulle kunne noget, skulle vise styrke, skulle søge indflydelse. Og den allerførste gang det skete, det var måske dengang disciplene mente at de burde kunne uddrive en ”uren ånd”, som vi hørte det i dagens tekst.

”Jamen burde de da ikke have kunnet det?” tænker du måske. I kapitel 6 af Markusevangeliet, altså tre kapitler tidligere end dagens tekst, står der nemlig: ”Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder” (vers 7). Og blot nogle få vers længere nede læser vi: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem” (Mark 6,12-13, kursiv tilføjet). Så da den ulykkelige far kom hen til dem med sin plagede søn, var det vel naturligt at de mente at det problem lå inden for deres kompetence. ”Urene ånder – bare kom til os; det ordner vi så let som ingenting!”

Jeg forestiller mig i hvert fald at det var noget i den stil disciplene sagde. Der var jo nogle skriftkloge til stede, hørte vi, og de skriftkloge lod sjældent nogen anledning gå fra sig til at kritisere Jesus og hans disciple, så det ville vel være meget naturligt hvis Andreas og Filip og Thomas og Nathanael og de andre (ikke Peter og Jakob og Johannes, for de var gået op på et bjerg sammen med Jesus) havde tænkt at nu skulle de nok vise de skriftkloge at Jesus-bevægelsen altså var en magtfaktor man skulle regne med i samtidens religiøse landskab. Det var alle tiders PR-mulighed. Havde det været i dag, ville en af dem måske endda have fundet sin telefon frem og begyndt at optage en video til sin Facebook-profil!

Men videoen ville aldrig være kommet ud på Facebook, for der var jo lige det lille problem at disciplene ikke kunne drive den urene ånd ud af drengen! Og det forstod de ingenting af, for det plejede de jo at kunne, så hvorfor kunne de ikke denne gang? Heldigvis vidste de hvor de skulle gå hen med det spørgsmål, nemlig til Jesus, og han svarede: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.” Det var med andre ord ikke så mærkeligt at de ikke kunne drive denne urene ånd ud, for faktisk havde de aldrig nogensinde kunnet drive urene ånder ud! Det de havde kunnet, var at bede Gud om at drive dem ud – og det havde de tilsyneladende glemt denne gang.

Jamen stod der da ikke i det stykke fra Markusevangeliet kapitel 6 som jeg citerede fra for lidt siden, at Jesus gav disciplene ”magt over de urene ånder”? Jo, det står der i 1992-oversættelsen, men det er en lidt uheldig oversættelse. Det græske ord der er oversat til det danske ord ”magt”, betyder egentlig ”myndighed” eller ”autoritet”, så der var altså ikke tale om at Jesus gav disciplene en upgrade, som det vist kaldes i gamersprog, så deres styrke og evner blev forøget; der var snarere tale om at han gav dem en fuldmagt til at tale på hans vegne. Man kan måske sammenligne deres status med den som en politibetjent har: en politibetjent handler på vegne af loven, på vegne af anklagemyndigheden, på vegne af staten, og hans (eller hendes) eneste legitime interesse er at loven bliver overholdt, ikke at opnå personlig berømmelse. Eller et måske endnu bedre eksempel: en ambassadør. Når USA’s eller Frankrigs eller Kinas ambassadør i Danmark udtaler sig, så lytter de danske politikere, for ambassadøren taler ikke på egne vegne, men på vegne af sit land og dets leder. Tag for eksempel den franske ambassadør; han hedder Christophe Parisot (hvilket jeg i øvrigt kun ved fordi jeg har slået det op på nettet). Som de fleste af jer sikkert ikke kunne undgå at bemærke, så var der i forrige måned en lille kontrovers mellem Danmark og USA omkring Grønland. USA er som bekendt ufattelig meget mægtigere end Danmark både økonomisk og militært, og derfor ville Danmark have været solgt til stanglakrids hvis ikke vi havde fået opbakning fra vores europæiske allierede, deriblandt Frankrig. Nu ligger jeg ikke inde med insider-information om hvordan kommunikationen er foregået på de bonede gulve, men jeg forestiller mig at hvis Christophe Parisot havde ringet til Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen og sagt: ”Bare rolig, I har min opbakning!”, så ville det ikke have beroliget dem synderligt, for Christophe Parisot har ikke nogen nævneværdig magt. Hvis han derimod havde ringet og sagt: ”Bare rolig, I har Emmanuel Macrons og Frankrigs opbakning!”, så var det en helt anden sag. For selvom Christophe Parisot ingen magt har, så har han fuldmagt som Frankrigs og Emmanuel Macrons repræsentant til at tale på sit lands og sin præsidents vegne. På samme måde (om end med modsat fortegn) er det når Ruslands ambassadør Vladimir Barbin med jævne mellemrum udtaler sit mishag med Danmarks strategiske dispositioner: Vladimir Barbins egne meninger om dette og hint er uendelig ligegyldige, men når han brokker sig over noget, gør han det på vegne af Vladimir Putin og Rusland og hele det russiske atomarsenal.

Når de onde ånder hidtil havde adlydt Jesu disciple, var det altså fordi disciplene havde talt på vegne af Jesus og hans mægtige himmelske rige. Og det er den eneste ”magt” som kirken nogensinde kan have – ”magt” i gåseøjne, for reelt har vi ingen magt; det er hos Jesus at magten ligger, og derfor har kirken ingen myndighed i sig selv, men kun når den taler på vegne af Jesus.

Det er desværre noget som er blevet glemt ved adskillige lejligheder i kirkens historie. Den katolske kirke i højmiddelalderen er et oplagt skrækeksempel: Mange biskopper, ikke mindst i Tyskland, var samtidig verdslige fyrster – ikke fordi en biskop tilfældigvis var blevet valgt som fyrste, men fordi der fulgte et fyrstendømme, inklusiv soldater, med selve bispeembedet. Og i 1302 proklamerede pave Bonifatius den 8. at paven i kraft af sit embede er den øverste hersker over alle verdens konger og fyrster. Det førte heldigvis til kritik internt i kirken (ikke mindst fra Franciskanerordenen, hvis grundlægger, Frans af Assisi, havde prædiket svaghed og fattigdom som kristne dyder), og siden reformationen har vi protestanter værnet nidkært om adskillelsen mellem det verdslige og det åndelige regimente.

Men protestanter kan også godt glemme at det ikke er meningen at kirken skal ”kunne” noget, og det lader endda til at være en indstilling der er på fremmarch i disse år. I 2013 udgav de to indflydelsesrige amerikanske prædikanter Lance Wallnau og Bill Johnson for eksempel en bog med titlen Invading Babylon (”At invadere Babylon”), hvori de taler for at kirken skal arbejde for Guds riges udbredelse ved at søge at opnå indflydelse over blandt andet regeringen, uddannelsesvæsenet, kulturlivet, erhvervslivet og medierne. Og selvfølgelig skal vi da som kristne medborgere i samfundet gøre vort til at arbejde for sandhed og retfærdighed i de nævnte sfærer, ingen tvivl om det, men det skal vi gøre for vores medmenneskers skyld, ikke for at vi som kristne eller kirken som institution skal opnå magt og indflydelse.

Her i Danmark er der heldigvis ikke ret mange – heller ikke i frikirkerne, i fald nogen af jer skulle være i tvivl om det – der hopper med på Johnsons og Wallnaus vogn; tværtimod reagerer mange af os nærmest pr. refleks med stor skepsis over for alt hvad der kommer fra det amerikanske kirkeliv, og den 16. januar i år kunne man ligefrem læse i Kristeligt Dagblad at biskopperne i Københavns og Helsingør stifter vil gøre en indsats på sociale for at ”udfordre konservative, amerikansk-inspirerede evangelikale strømninger”, hvad det så end vil sige. Men før vi kommer alt for godt i gang med at pudse vores egen glorie, så synes jeg som sagt at vores gode gamle folkekirke også er på vej til at blive inficeret af ”Vi skal vise hvad kirken kan”-bacillen. Og hvis du har lyst til at råbe: ”Det har du da også selv talt om, Nikolaj!”, så er jeg bange for at jeg må lægge mig fladt ned og erklære mig skyldig. Jeg står ikke her for at pege fingre ad andre, men for at komme med en påmindelse til hele kirken, inklusiv mig selv, og den påmindelse lyder: Vi kan ingenting! Jo, som mennesker kan vi selvfølgelig lige så meget som alle andre mennesker, men når det gælder denne verdens ”urene ånder”, overalt hvor de findes, så skulle vi snarere sige: ”lige så lidt som andre mennesker”!

Men hvis kirken ingenting kan, hvad skal vi så overhovedet med den? Kan vi så ikke lige så godt nedlægge den? Nej, for kirkens opgave har aldrig været at kunne noget; det har altid været at pege på ham der er den eneste der kan noget. Det er derfor vores gudstjeneste ikke rummer en proklamation af hvor stærke vi er, men derimod en bekendelse af at vi sætter vores lid til en anden end os selv, nemlig den treenige Gud. ”Vi tror”, sang vi i trosbekendelsen, men selv det er ikke noget vi ”kan”. Tro er ikke en kraft vi besidder; det er tværtimod erkendelsen af at vi ingen kraft besidder. Og derfor er den fornemste trosbekendelse måske i virkeligheden den som drengens far kommer med i dagens evangelietekst: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag i fasten 2026
Tags: Første Mosebog 1.27-31, Hebræerbrevet 5.1-10, Markusevangeliet 9.14-29

Posted By admin on 18. maj 2026

Den blinde ved Jeriko: Store og små ofre

Prædiken i Sct. Ols og Rø Kirker fastelavns søndag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De fire evangelier – især de tre første – er sat sammen af et stort antal kortere beretninger, som for en stor dels vedkommende sandsynligvis er blevet genfortalt enkeltvis inden evangelieskrifterne blev samlet. I begyndelsen af Lukasevangeliet, som dagens tekst stammer fra, taler forfatteren endda om de ting der ”er blevet overleveret os af dem, er fra begyndelsen var øjenvidner” (Luk 1,2), og som han altså har brugt som ”råmateriale” til sit evangelium. Men han skriver også at han har ”besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det … i rækkefølge” (Luk 1,3), så selvom mange af beretningerne givetvis har været i omløb enkeltvis, så har Lukas altså ikke bare klasket dem planløst sammen, men har tænkt meget over rækkefølgen.

                      De to forhold er det værd at huske på når vi læser de to beretninger der er prædiketekst til i dag. Det er jo nemlig to forskellige beretninger, hvoraf den første handler om at Jesus forbereder sine disciple på hvad der kommer til at ske i Jerusalem, men uden at de fatter en pind af det, mens den anden handler om en blind mand der sad ved vejen, og som Jesus helbredte. For en overfladisk betragtning har de to beretninger ikke det store med hinanden at gøre, og det kan virke lidt tilfældigt at de lige er blevet sat sammen i samme prædiketekst. Men Lukas har utvivlsomt haft et formål med at anbringe dem i forlængelse af hinanden, og det er det formål vi skal tale om i dag.

                      I den første beretning fortæller Jesus ”de tolv” – det vil sige de tolv af sine følgere som han havde udvalgt som sine nærmeste ledsagere, disciple og udsendinge – at tiden snart er inde til at profeternes ord om ”Menneskesønnen” skal opfyldes. ”Menneskesønnen” er en betegnelse som Jesus adskillige gange tidligere i Lukasevangeliet har brugt om sig selv, så disciplene har på dette tidspunkt ikke kunnet være det mindste i tvivl om at det var sig selv han talte om: at det var ham der ville blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel. Men, siger Jesus altså, det har han hele tiden vidst – ja, det var faktisk det der var selve målet for hans mission på jorden. Og som han sagde, fremgår det også af ”profeternes ord”, hvor han nok ikke mindst har tænkt på kapitel 53 i Esajas’ Bog hvor der står ting som: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (vers 5). Det var altså med åbne øjne, så at sige, at Jesus gik i døden – han vidste at det var det der ventede ham i Jerusalem.

                      Men hvorfor gjorde han det? Hvad var det der motiverede ham til at gå i døden? Det virker måske som et banalt spørgsmål, men der kan jo være flere grunde til at man træffer sådan et valg. I den amerikanske film Joe Versus the Volcano fra 1990 siger hovedpersonen (der spilles af Tom Hanks) for eksempel ja til at ofre sig selv ved at springe i en vulkan, fordi han har fået at vide at han lider af en alvorlig sygdom og alligevel snart skal dø – og så fordi han til gengæld for at hoppe i vulkanen får lov til at leve i kongelig luksus i ugerne op til at det sker. (Filmen er i øvrigt en romantisk komedie, selvom man ikke skulle tro det ud fra den beskrivelse jeg har givet). Det er altså ikke så mærkeligt som det måske lyder når Paulus i dagens episteltekst omtaler muligheden af at man kan give sit legeme hen til at brændes uden at være motiveret af kærlighed.

                      Men Jesus stod i en helt anden situation end Joe Banks (som Tom Hanks’ figur i den omtalte film hedder). Jesus stod ikke over for at skulle dø under alle omstændigheder; tværtimod havde han ”Guds skikkelse, … men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på … og blev lydig indtil døden”, som det så stærkt udtrykkes i den ældgamle hymne som Paulus citerer i Filipperbrevet (2,6-8). Så hvorfor gjorde han det? Det finder vi svaret på i Efeserbrevet, hvor Paulus skriver: ”Kristus elskede os og gav sig selv han for os” (Ef 5,2). Og man må da også sige at ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”, som Jesus selv siger i Johannesevangeliet (15,13). Det at Jesus ofrede sit liv for at frelse dig og mig og alle andre fra den evige fortabelse, var den ultimative kærlighedsbevisning og det suverænt vigtigste han foretog sig her på jorden.

                      Men hvad så med den anden beretning vi har hørt i dag? Den handler om at Jesus helbreder en mand. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, havde jeg nær sagt – men jo, det er der selvfølgelig. Jeg har i hvert fald personligt aldrig nogensinde oplevet at en blind mand pludselig kunne se, bare fordi der var en person der sagde: ”Bliv seende, din tro har frelst dig” (jeg har læst om at det er sket i Afrika, blandt andet i forbindelse med den danske evangelist Per Hyldgaards virke, men jeg har aldrig overværet det personligt), og hvis noget lignende skete for øjnene af et tilsvarende antal mennesker her på Bornholm, så tror jeg nok det ville være årets sensation! Og for mange af de mennesker der overværede helbredelsen den dag på indfaldsvejen til Jeriko, var det nok også noget af en sensation, for ganske vist havde Jesus helbredt endog rigtig mange blinde, lamme, spedalske og folk med diverse andre sygdomme og endda opvakt mindst to døde (nemlig Jairus’ datter i Kapernaum og enkens søn i Nain), men det meste af det var foregået i Galilæa, altså i den modsatte ende af landet i forhold til hvor han befandt sig nu. Men sammenlignet med den mission han skulle udføre i Jerusalem, var det alligevel noget mere jordnært, om man så må sige. Det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel for den mand der blev helbredt (og som i øvrigt hed Bartimæus, ved vi fra Markusevangeliet), men sammenlignet med at frelse hele menneskeheden fra den evige fortabelse må det alligevel siges at være en noget mindre ting. Men alligevel valgte Jesus altså at gøre det, og tre af de fire evangelister (nemlig Matthæus, Markus og Lukas) fandt det tilmed vigtigt nok til at tage det med i deres evangelier. (Til sammenligning er det kun Lukas der nævner at Jesus opvakte enkens søn i Nain fra de døde).

                      De fleste forskere mener at Markusevangeliet er det ældste af de fire evangelier, og at Lukas kendte til Markusevangeliet da han skrev, og hvis det er rigtigt, så er der ikke noget specielt ved at Lukas valgte at tage beretningen om Bartimæus med (selvom han af en eller anden grund valgte at udelade navnet – måske fordi Markus’ oprindelige læsere vidste hvem Bartimæus var, mens Lukas’ ikke gjorde). Hvad der til gengæld er interessant, er som sagt at Lukas valgte at anbringe beretningen umiddelbart efter forudsigelsen af Jesu lidelse, modsat Markus og Matthæus, der har noget andet ind imellem, nemlig en beretning om at to af disciplene forsøger at sikre sig en fornemmere plads i Guds rige end de andre (den er også tankevækkende placeret umiddelbart efter forudsigelsen af lidelsen, men det må I høre mere om den 30. august i år, hvor den tekst er på programmet).

                      Når man har en vigtig mission at udføre, så er det almindeligvis en dyd ikke at lade sig distrahere af mindre vigtige gøremål. ”Det gode er ofte det bedstes værste fjende”, som man siger. Det er faktisk også en pointe i Det Nye Testamente selv: Da Jesus i kapitel 10 af Lukasevangeliet sendte 72 disciple i forvejen til de forskellige byer hvor han planlagde at rejse hen, formanede han dem ligefrem om ikke at hilse på nogen undervejs (Luk 10,4), og i sit andet brev til Timotheus sammenligner Paulus det at være discipel af Jesus (som vi jo er døbt til at være) med at gøre militærtjeneste (selvom det selvfølgelig er nogle helt andre ”våben” vi bruger, nemlig sandhed og kærlighed): ”Ingen, der går i krig, og som vil vinde anerkendelse hos den, der hvervede ham, lader sig hindre af dagliglivets gøremål”, skriver Paulus (2 Tim 2,4). Så man skulle måske tro at Jesus ville betragte den blinde mands råb som en uvelkommen forstyrrelse der forsinkede ham i den langt vigtigere opgave han var på vej mod – men det gjorde han ikke! For ganske vist sang vi med rette at ”ingen fjendes vold og list ham standsed eller gav ham frist” (DDS 173,2), men det var der noget andet der gjorde: ”Det er den sande kærlighed, der målet vil og vejen véd og dog må standse ved at se sin næstes nød, sin broders ve” (DDS 173,5).

                      Som Jesu disciple er vi kaldet til at gå i vores Mesters fodspor – på et tidspunkt sagde Jesus endda: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig” (Luk 9,23). At ”tage sit kors op” betyder hverken mere eller mindre end at være parat til at dø, for det at ”tage sit kors op” var noget en dødsdømt fange gjorde når han var på vej til retterstedet for at blive korsfæstet. Her i Danmark er det sjældent at det kommer så vidt – de danskere der har betalt med deres liv for at følge Jesus gennem de sidste 200 år, kan vist tælles på ganske få fingre. Men det ændrer ikke på at hvis vi tilhører Jesus, så tilhører vi ham med hud og hår. Det lærte jeg allerede i slutningen af mine teenage-år, og jeg tog det meget seriøst! Desværre var min forståelse af hvad det betød, dog noget mangelfuld – helt konkret havde jeg en idé om at når tjenesten for Gud var det vigtigste, så måtte hensynet til mine medmennesker komme i anden række. Men derved kom jeg til at ligne dem der bad Bartimæus om at tie stille, i stedet for at ligne Jesus der standsede op og hjalp ham. Som apostlen Johannes skriver: ”den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set” (1 Joh 4,20).

                      Derfor må vi ikke blive så optagede af det store, forkromede, højhellige formål med vores liv at vi glemmer at det formål skal udleves lige nu og her, i vores hverdag. Vi må ikke stirre os så blind på det store, abstrakte offer vi bilder os ind at vi har foretaget, at vi glemmer de små og meget konkrete ofre som Gud kalder os til at foretage i det daglige når vores medmennesker har brug for at vi tilsidesætter vores bekvemmelighed eller vores forfængelighed eller begge dele. Ligesom det gode kan være det bedstes værste fjende, kan det bedste nemlig også nemt blive det godes værste fjende. Det vidste Jesus, og derfor tog han sig tid til at hjælpe den enkelte – uden at det standsede ham i at hjælpe os alle.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2026
Tags: Første Korintherbrev 13, Lukasevangeliet 18.31-43, Salme 31.2-6

Posted By admin on 18. maj 2026

Sennepsfrøet: Det største i det mindste

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker søndag seksagesima 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En meget almindelig aktivitet ved julefrokoster og lignende arrangementer er pakkeleg. Jeg vil tro at rigtig mange af jer har været med til noget i den retning. Man sidder som regel rundt om et bord hvorpå der ligger en lang række pakker – det kan være nogle som arrangøren har sørget for, men ofte er det sådan at alle deltagerne hver har skullet medbringe måske 3 gaver. Der bliver sat en timer, som skjules et sted hvor den kan høres, men ikke ses, sådan at deltagerne i legen ikke ved hvor lang tid der er tilbage, og så bliver en eller flere terninger sendt på omgang. Den almindeligste regel er at hver gang man slår en sekser, må man tage en pakke fra bunken på bordet, men rigtig sjovt bliver det først når alle de pakker er taget, for så må man begynde at tage pakker fra hinanden. Når timeren lyder, må alle beholde de gaver de har på det pågældende tidspunkt. Noget af det der er med til at gøre legen spændende, er at man ikke ved hvad der er i pakkerne; man har kun indpakningen at gå efter, og den kan godt snyde. Det er ofte de største og flottest indpakkede gaver der er mest rift om, men ikke sjældent er det sådan at en mindre pakke indeholder noget der er langt bedre (selvom det selvfølgelig kan være individuelt hvad man synes der er ”bedre”). Det vigtige er ikke hvad der er udenpå, men hvad der er indeni.

                      Det er også et af de vigtigste budskaber i de tekster fra Bibelen som vi har hørt i dag. ”Guds rige … er ligesom et sennepsfrø”, siger Jesus. Et sennepsfrø er mindre end et hvedekorn eller et bygkorn, men den plante der kommer ud af det, er til gengæld større. Og når en lille fugl er på udkig efter et sted at bygge rede, så er den pænt ligeglad med hvor stort et frø den plante den har kig på, er vokset op fra; det er den fuldvoksne plantes egenskaber der er afgørende. Ganske vist overdriver Jesus en smule når han siger at sennepsplanten er ”større end alle andre planter”, for jeg kan da nok komme i tanker om et par planter eller hundrede der er større end de 2-3 meter som sennepsplanten kan blive; men nu er det jo heller ikke en botaniklektion Jesus er i gang med! Det er først og fremmest Guds rige han taler om, og når det gælder Guds rige, er det ikke nogen overdrivelse at sige at det er større end alle andre riger. (Det er i øvrigt også en overdrivelse at sennepsfrøet skulle være ”mindre end alle andre frø på jorden”, men så vidt jeg ved, var det rent faktisk det mindste frø man kendte til i Israel for 2000 år siden, og under alle omstændigheder er pointen naturligvis den at Gud er i stand til at skabe det allerstørste ud af det allermindste).

                      Men hvad er ”Guds rige” helt præcis for noget, siden det kan begynde som noget der er mindre end alt andet, og vokse til noget der er større end alt andet? Ja, et ”rige” er jo der hvor nogen bestemmer – Romerriget, som Israel var en del af på Jesu tid, var for eksempel der hvor romerne bestemte. Så Guds rige, det er naturligvis der hvor Gud bestemmer. Gør han da ikke allerede det overalt? Sagde vi ikke i trosbekendelsen at vi tror på Gud Fader, ”den Almægtige”?

                      Ved du hvad, det er er jeg faktisk rigtig glad for at du spurgte om! Jo, vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, eller som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup udtrykte det i midten af 1900-tallet: ”Gud er magten til at være til i alt hvad der er til.” Men Gud har valgt at ”uddelegere” noget af den magt, forstået på den måde at han har givet os mennesker en anseelig grad af magt over både vores egne og andres liv. Det allervigtigste Bibelen har at sige om hvem Gud er, er nemlig ordene ”Gud er kærlighed”, som vi finder i Første Johannesbrev kapitel 4 vers 8, og der er jo det ved kærlighed at den udtrykker sig i relationer. Ganske vist kan man godt sige ting som ”Jeg elsker min bil” eller ”Jeg elsker chokolade”, men det har dybest set ikke noget som helst at gøre med kærlighed i bibelsk forstand. Når både Det Gamle og Det Nye Testamente påbyder os at elske vores næste som os selv, betyder det at vi skal handle ud fra hvad der gavner vores medmennesker, og ikke kun ud fra hvad der gavner os selv. Og det betyder også at vi skal værne om vores medmenneskers værdighed – som det hedder i den gamle spiritual ”We are one in the Spirit”: ”We will guard each man’s dignity and save each man’s pride”. Vores medmennesker er nemlig skabt i Guds billede ligesom vi selv er, og det betyder at vi er skabt med en iboende værdighed. Det er resten af skaberværket naturligvis også, men den særlige værdighed som vi mennesker har, omfatter blandt andet at vi er i stand til at træffe vores egne valg. Det er et udslag af Guds kærlighed til os at han har givet os den evne, men det betyder også at Gud dermed har valgt at begrænse sin almagt. Han har naturligvis ikke begrænset den mere end at han i teorien nårsomhelst ville kunne tage den tilbage, men hvis han gjorde det, ville hans rige ikke længere være kærlighedens rige.

                      Hvis Gud ”bestemte” alle steder – hvis Guds vilje skete overalt – så ville det der skete, nemlig være at alle handlede i kærlighed. Og det kan man i sagens natur ikke tvinge nogen til med magt; det er noget der må spire frem indefra, som vi hørte i dagens første læsning fra Bibelen: ”Jorden skal åbne sig, frelsen gro frem, og retfærd skal spire.” Og derfor er lignelsen om sennepsfrøet så rammende et billede. For det at gøre små kærlighedsgerninger i det daglige, det ser vitterligt ikke ud af ret meget i det store billede, men det smitter. Vi mennesker har det jo med at behandle andre på den måde som vi selv er blevet behandlet på. Vold avler vold, og det gælder både fysisk og psykisk vold. Omvendt vil den der bliver mødt med kærlighed, være mere tilbøjelig til selv at møde andre med kærlighed (det er derfor Jesus ikke siger: ”Som mennesker har gjort mod jer, sådan skal I gøre mod dem”, men ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem). De første kristne tog kampen op mod det grusomme Romerrige, ikke med våben, men med en kærlighed som intet had kunne stille noget op imod. Rigtig mange af dem blev slået ihjel, men det er jo ikke nødvendigvis noget problem hvis man tror på opstandelsen. Guds rige er nemlig et evigt rige, hvor vi har fået løfte om såvel en ny og uforgængelig krop som en ny og uforgængelig jord.

                      Løftet om det evige liv står også meget centralt i dåben. Dåbens vand symboliserer at det gamle, forgængelige liv bliver ”vasket af”, så at sige, og at vi i stedet bliver født på ny til et nyt og uforgængeligt liv. At bære et lille barn til dåben kan virke som en meget lille ting – mindre endda end at lægge et lille frø i jorden. Men ligesom sennepsfrøet har det potentiale til at blive til noget der er større end alt andet. Ligesom når vi leger pakkeleg, kommer det nemlig an på hvad der er indeni, ikke hvad der er udenpå. Og det der er indeni, er Gud selv, når vi tror på Jesus. ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”, siger Jesus i Johannesevangeliet (og I skal ikke tage jer af at der står ”ham”, ligesom I heller ikke skal tage jer af at den gamle spiritual jeg citerede tidligere, taler om ”hver mands værdighed” – det er et generisk ”ham”, så at sige, som omfatter både mænd og kvinder. Parentes slut). Hvad I til gengæld skal tage jer af, er at der står ”Den, der elsker mig”, for det er netop kærligheden det kommer an på. Jeg sagde ganske vist ”når vi tror på Jesus”, men det er to sider af samme sag. Når vi siger at vi ”tror” p娨 Gud Fader den Almægtige og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden, så betyder det jo ikke bare at vi tror på at den treenige Gud findes, men at vi stoler på ham som vores Far, vores Herre, vores Frelser – at vi tager imod hans kærlighed til os og ønsker at gengælde den ved at leve som Guds elskede børn. Det evner vi ganske vist ikke selv at gøre, men det er der den tredje person i Treenigheden, nemlig Helligånden, kommer ind i billedet.

                      Som sagt ser det ikke ud af ret meget når vi døber et lille barn. Det syntes folk tilsyneladende heller ikke for 500 år siden da Martin Luther skrev den lille bog om den kristne børnelærdom, som man i mange år skulle kunne udenad for at kunne blive konfirmeret, og som der findes uddrag af omme bag i Den Danske Salmebog. ”Den lille katekismus” hedder bogen, og det er jo ikke ligefrem et børnevenligt navn til en bog, men ”katekismus” er bare et oldgræsk ord for en lærebog, ligesom ”leksikon” er et oldgræsk ord for et opslagsværk; mere mystisk er det ikke. Luthers lille katekismus er bygget op med spørgsmål og svar (”FAQ” kalder man det vist på nudansk), og et af spørgsmålene i afsnittet om dåben lyder: ”Hvordan kan vand gøre så store ting?” Luthers svar på det er: ”Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet. For uden Guds ord er vandet kun vand og ikke nogen dåb, men med Guds ord er det en dåb, hvilket vil sige livets nådefulde vand og et bad til genfødelse i Helligånden, som apostlen Paulus siger i Titusbrevets tredje kapitel: ’Ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv – troværdigt er det ord.’” Det er som sagt 500 år siden den bog blev skrevet, og det bærer sprogbruget præg af, men meningen er forhåbentlig tydelig nok: Vandet er kun det synlige tegn på noget som vi ikke kan se, men kun tro på, nemlig at Helligånden genføder os og fornyer os. Og Helligånden i os kan gøre alt det som vi ikke selv kan, sådan at Guds vilje sker i os og igennem os.

                      Guds rige afhænger altså ikke af menneskelig styrke og forstand, som vi hørte at Paulus skrev til de kristne i Korinth. Tværtimod: At det onde blev besejret ved at Gud i Jesus gjorde sig svag, er menneskeligt set den rene dårskab. Men ”Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker”, som der stod. Og dåben er et synligt løfte om at pakken engang vil blive åbnet, og det vil vise sig at det der er indeni, er større end alt andet. Det sagde Jesus faktisk selv engang, da han talte om os som tror på ham: ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd” (Joh 10,29).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag seksagesima 2026
Tags: Esajas' Bog 45.5-12, Første Korintherbrev 1.18-25, Markusevangeliet 4.26-32

Posted By admin on 18. maj 2026

De betroede talenter: Ind med ærefrygten, ud med fejheden

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker søndag septuagesima 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det samme ord kan have vidt forskellige betydninger afhængig af konteksten – nogle gange endda diametralt modsatte betydninger. Et af de tydeligste eksempler i moderne dansk er ordet ”overhøre”, som i nogle sammenhænge betyder at man hører noget som det ikke var meningen at man skulle have hørt (som i: ”Han overhørte deres samtale”), mens det i andre sammenhænge tværtimod betyder at man ikke hører noget som det var meningen at man skulle have hørt (som i: ”Han overhørte sit vækkeur”). Et andet eksempel er ordet ”sanktionere”, der dels kan betyde at man godkender noget, dels at man tværtimod straffer nogen for noget de gør. Det er udelukkende konteksten der kan kaste lys over hvilken betydning der er tale om.

                      Sådan er det også i Bibelen (desværre, kan man sige). Hvis nogen forsøger at bilde dig ind at det samme hebraiske eller græske ord altid har samme betydning hver gang det optræder i Bibelen, så skal du ikke tro på det, for det er ganske enkelt ikke rigtigt. Et af de tydeligste eksempler på det er ordet ”frygt”. Der står jo rigtig mange steder i Bibelen at vi skal frygte Gud – især i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye. I Johannes’ Åbenbaring kapitel 14 vers 7 står der for eksempel: ”Frygt Gud og giv ham ære”, og i Matthæusevangeliet kapitel 10 vers 28 siger Jesus (af alle!) ligefrem: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede” (det vers indgår i øvrigt i prædiketeksten til den 19. juli i år, så det kan I jo glæde jer til!). Så når jeg fortæller jer at i lignelsen om de betroede talenter som vi netop har lyttet til, er den rige mand der rejste udenlands, et billede på Gud (eller rettere: på Jesus), så vil mange af jeg sikkert mene at den tjener der kun fik betroet en enkelt talent, og som gik hen og gravede den ned af frygt for sin herre, gjorde det rigtige. Men det gjorde han altså ikke, må vi forstå; snarere tværtimod: Han endte i ”mørket udenfor”, netop fordi han frygtede ham der havde magt til at kaste ham ud i mørket udenfor. Hvordan i alverden hænger det nu sammen? Og som sagt er der ingen hjælp at hente i den græske grundtekst, for det er bøjningsformer af nøjagtig det samme ord, phobéomai, der bruges begge de pågældende steder i Matthæusevangeliet! Men ordet har to forskellige betydninger: Det kan dels betyde at være bange, dels at have respekt og ærefrygt. Og de mange steder i Bibelen hvor der står at vi skal frygte Gud, er det i betydningen ærefrygt, hvorimod det som tjeneren med den ene talent udviste, snarest var det modsatte, nemlig fejhed. Havde han haft ærefrygt for sin herre, sådan som han burde have haft, ville han jo have passet sit arbejde i stedet for bare at grave pengene ned.

                      Når der står ”en talent”, drejer det sig nemlig om en sum penge. Ordet ”talent” var egentlig navnet på en vægtenhed svarende til omkring 30 kilogram, men hvis man bare sagde ”en talent” uden at sige hvad det var der var 30 kilo af, så var det underforstået at det var sølv. Så selv en enkelt talent var altså en ret anseelig sum – den dag hvor jeg skrev denne prædiken, blev tretårnet sølv handlet til 13 kroner pr. gram, så 30 kilo svarer altså til små 400.000 kroner i nutidspenge. Og når han fik det beløb ”betroet”, så var det selvsagt ikke for at han skulle grave pengene ned – hvis hans herre bare havde været interesseret i at hans penge blev opbevaret sikkert, kunne han jo bare have sat dem i banken. Nej, der var tale om at deres herre betroede dem driften af hver sin del af hans virksomhed. Og det er naturligvis en metafor for at vores herre, Jesus, har betroet os driften af sin ”virksomhed”, nemlig evangeliet, de gode nyheder om Guds rige.

                      Men tilbage til de to vidt forskellige betydninger af ordet ”frygt”. Når man tænker på det vers jeg citerede fra Matthæusevangeliet 10. kapitel om at Gud kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, så vil de fleste nok mene at der er grund til ikke bare at have ærefrygt, men at være bange! Og desværre er evangeliet om Guds rige ofte nok blevet prædiket på en måde der snarere har taget sigte på at skræmme mennesker end at trøste dem – eller i bedste fald: at skræmme dem for bagefter at kunne trøste dem. Jeg lærte det selv som ung på en workshop: ”Get’em lost before you get’em saved!” Altså: For at kunne værdsætte budskabet om at Gud har sendt en frelser, må man først overbevises om at man i det hele taget har brug for at blive frelst! Men desværre er det undertiden kommet til at minde om en meget rammende vittighedstegning som jeg engang så, hvor Jesus står uden for en dør og banker på. Fra den anden side af døren lyder det: ”Hvad vil du?”, og Jesus svarer: ”Frelse dig!” ”Fra hvad?” spørger personen bag døren, hvortil Jesus svarer: ”Fra det jeg vil gøre ved dig hvis du ikke lukker op!” Men når der står i Bibelen – både i Det Gamle og Det Nye Testamente – at vi skal frygte Gud, så er det altså altid respekt og ærefrygt der er tale om, ikke banghed. (”Banghed” er faktisk et ord, der findes i Ordbog over det Danske Sprog og oven i købet forekommer tre steder i Den Danske Salmebog).

                      Et af de klareste eksempler på at ”gudsfrygt” ikke handler om at være bange for Gud, men tværtimod om at ære ham, finder vi i Jobs Bog kapitel 1, hvor Gud holder hof for englene og i den forbindelse påpeger hvor fromt et menneske Job er, men så træder Satan frem og siger: ”Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet” (Job 1,9-10). Det er forhåbentlig indlysende at den passage overhovedet ingen mening ville give hvis ”gudfrygtig” betød at Job var bange for Gud, for så ville argumentet jo blive totalt selvmodsigende: ”Det er da klart at Job er bange for dig så godt som du behandler ham!” Nej, det der bliver sagt, er: ”Det er da klart at Job ærer dig, så godt som du behandler ham!” Og i Salme 130 vers 4 bliver det om muligt endnu mere klart, for der står der: ”Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig.” Var det banghed der var tale om, ville det jo snarere være hvis der ikke var tilgivelse, at der var grund til frygt!

                      Men i det vers hvor der står at vi skal frygte ham der kan lade sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, udnytter Jesus den dobbelte betydning af ordet phobéomai til at lave en slags ordspil. Inden for én og samme sætning trækker han nemlig på begge betydninger af ordet når han siger: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”. Når det gælder dem der slår legemet ihjel, er det nemlig ”frygt” i betydningen ”banghed” der er tale om, så det Jesus siger, er altså: ”I skal ikke være bange for mennesker; i stedet skal I have ærefrygt for Gud.” Og det der skaber sammenhængen mellem de to udsagn, er ikke kun at der er brugt det samme græske ord, men også og i særdeleshed at ærefrygten for Gud netop er den allerbedste medicin mod at være bange for menneskers trusler – og det er der to grunde til, nemlig for det første at når Gud har magt til at lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, så er han stærk nok til at beskytte os mod de mennesker der vil os det ondt, og for det andet at det er Gud og ikke noget menneske der styrer hvad vores evige skæbne bliver. Og vi ved fra mange af de andre ting Jesus sagde, at Gud vil os det godt, så når det er i hans hænder om vi når frelst til Himlen eller går fortabt i Helvede, kan vi være langt mere trygge end hvis det havde været i noget som helst menneskes hånd – for Gud elsker os endnu mere end selv de mennesker der holder allermest af os.

                      De af jer der var i kirke i Klemensker eller Rø for tre uger siden (eller i Nylars, hvor jeg også havde en gudstjeneste den dag), husker måske at jeg i den prædiken citerede sangen ”Frygt ikke” af den danske sangskriver og lovsangsleder Simon Pedersen. I den sang siger han at Gud er ”som løven; farlig, men ungen tryg”. I dag kunne jeg tænke mig at citere hele det vers hvor de linjer indgår; det lyder sådan her (og det er formuleret som noget Gud siger): ”Frygt ikke, pånær lige mig. Men frygt som denne er god, ikke fej. Som løven; farlig, men ungen tryg. Jeg har al magt, jeg har din ryg.” Det er nemlig netop derfor vi ikke behøver at frygte dem der kun kan slå kroppen ihjel: Der er en der har mere magt, som har vores ryg, og jo mere ærefrygt vi har for ham, jo mere tillid vi har til hans styrke, desto tryggere kan vi føle os.

                      Og det var netop det der var den tredje tjeners problem i lignelsen om talenterne: Han stolede ikke på at hans herre havde hans ryg, og derfor kastede han sig ikke frygtløst ud i at investere pengene, sådan som det var meningen, men lod i stedet fejhed og dovenskab råde i en grad så han endte med at melde sig helt ud af sin herres projekt og følgelig havnede i ”mørket udenfor”.

                      Summa summarum: Det at Gud har magt til at lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, skal ikke få os til at gå rundt og være bange for at det er sådan han har tænkt sig at gøre med os, for det er ikke det der er hans hensigt. Hans hensigt er at vi skal stole på hans magt og kærlighed, så vi lever frimodigt og frygtløst, også hvis mennesker truer eller ligefrem forfølger os, sådan som det skete for mange af de første kristne, og som det stadig sker for mange af vores medkristne rundt om i verden. Gud vil nemlig passe på os og sikre os en plads i sit evige rige; den eneste måde vi kan gå glip af den plads på, er hvis vi glemmer ærefrygten for Guds godhed og storhed så vi lader os styre af fejhed og ikke tør overlade vores liv til ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag septuagesima 2026
Tags: Apostlenes Gerninger 17.22-34, Jobs Bog 9.1-12, Matthæusevangeliet 25.14-30