Signe & Nikolaj

Posted By admin on 18. maj 2026

Drengen med den urene ånd: Kirken kan ingenting

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 2. søndag i fasten 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi har religionsfrihed i Danmark, men det har vi faktisk kun haft siden 1849. Før den tid var det lovpligtigt at være medlem af – jeg havde nær sagt ”Folkekirken”, men det hed det jo ikke dengang; det navn blev først indført netop i 1849. Bortset fra at Brødremenigheden i Christiansfeld fik en særlig kongelig tilladelse i 1769, og jøderne (efter flere tilløb) i 1814 endelig fik lov til fit at udøve deres religion, så kunne man nemlig før 1849 lige så lidt vælge at stå uden for den offentlige kirke, som man kunne vælge at stå uden for samfundet som sådan. Den evangelisk-lutherske kirke var ikke et trossamfund blandt flere; den var slet og ret rigets religion og behøvede derfor ikke noget særskilt navn.

                      Da religionsfriheden blev indført i 1849, og den evangelisk-lutherske kirke gik fra (med få undtagelser) at være rigets eneste tilladte religion til at være en folkekirke der ganske vist understøttedes af staten, men ikke længere havde monopol, skulle man måske tro at en masse mennesker benyttede sig af at man nu kunne melde sig ud af Folkekirken, men de første mange år gik udviklingen faktisk rigtig langsomt. Så sent som i 1990 var det stadig omkring 90% af Danmarks befolkning der var medlemmer af Folkekirken, og de fleste tog vist for givet at det ville blive ved med at være sådan. Men det gjorde det ikke! Siden årtusindskiftet har Folkekirken blødt medlemmer som aldrig før, og det har ført til en erkendelse af at man er nødt til at gå anderledes offensivt til værks end man hidtil har gjort, og rent faktisk gøre en indsats for at overbevise den brede befolkning om at et medlemskab af Folkekirken er pengene værd (for det er jo som bekendt ikke gratis – alle Folkekirkens medlemmer betaler et medlemsgebyr, den såkaldte ”kirkeskat”, over skattebilletten). Folkekirken må i stigende grad markedsføre sig selv og gennem diverse kanaler fortælle historien om hvad kirken kan og gør.

Eller sådan er der i hvert fald mange der tænker. Men det budskab jeg vil give jer med hjem i dag, er at det efter min mening er en forkert måde at tænke på, for dybest set kan kirken ikke noget som helst, og det har det heller aldrig været meningen at den skulle kunne! Alle de gange i den kristne kirkes historie hvor noget er gået galt, har det næsten altid været fordi kirkens folk har ladet sig forlede til at tro at kirken skulle kunne noget, skulle vise styrke, skulle søge indflydelse. Og den allerførste gang det skete, det var måske dengang disciplene mente at de burde kunne uddrive en ”uren ånd”, som vi hørte det i dagens tekst.

”Jamen burde de da ikke have kunnet det?” tænker du måske. I kapitel 6 af Markusevangeliet, altså tre kapitler tidligere end dagens tekst, står der nemlig: ”Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder” (vers 7). Og blot nogle få vers længere nede læser vi: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem” (Mark 6,12-13, kursiv tilføjet). Så da den ulykkelige far kom hen til dem med sin plagede søn, var det vel naturligt at de mente at det problem lå inden for deres kompetence. ”Urene ånder – bare kom til os; det ordner vi så let som ingenting!”

Jeg forestiller mig i hvert fald at det var noget i den stil disciplene sagde. Der var jo nogle skriftkloge til stede, hørte vi, og de skriftkloge lod sjældent nogen anledning gå fra sig til at kritisere Jesus og hans disciple, så det ville vel være meget naturligt hvis Andreas og Filip og Thomas og Nathanael og de andre (ikke Peter og Jakob og Johannes, for de var gået op på et bjerg sammen med Jesus) havde tænkt at nu skulle de nok vise de skriftkloge at Jesus-bevægelsen altså var en magtfaktor man skulle regne med i samtidens religiøse landskab. Det var alle tiders PR-mulighed. Havde det været i dag, ville en af dem måske endda have fundet sin telefon frem og begyndt at optage en video til sin Facebook-profil!

Men videoen ville aldrig være kommet ud på Facebook, for der var jo lige det lille problem at disciplene ikke kunne drive den urene ånd ud af drengen! Og det forstod de ingenting af, for det plejede de jo at kunne, så hvorfor kunne de ikke denne gang? Heldigvis vidste de hvor de skulle gå hen med det spørgsmål, nemlig til Jesus, og han svarede: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.” Det var med andre ord ikke så mærkeligt at de ikke kunne drive denne urene ånd ud, for faktisk havde de aldrig nogensinde kunnet drive urene ånder ud! Det de havde kunnet, var at bede Gud om at drive dem ud – og det havde de tilsyneladende glemt denne gang.

Jamen stod der da ikke i det stykke fra Markusevangeliet kapitel 6 som jeg citerede fra for lidt siden, at Jesus gav disciplene ”magt over de urene ånder”? Jo, det står der i 1992-oversættelsen, men det er en lidt uheldig oversættelse. Det græske ord der er oversat til det danske ord ”magt”, betyder egentlig ”myndighed” eller ”autoritet”, så der var altså ikke tale om at Jesus gav disciplene en upgrade, som det vist kaldes i gamersprog, så deres styrke og evner blev forøget; der var snarere tale om at han gav dem en fuldmagt til at tale på hans vegne. Man kan måske sammenligne deres status med den som en politibetjent har: en politibetjent handler på vegne af loven, på vegne af anklagemyndigheden, på vegne af staten, og hans (eller hendes) eneste legitime interesse er at loven bliver overholdt, ikke at opnå personlig berømmelse. Eller et måske endnu bedre eksempel: en ambassadør. Når USA’s eller Frankrigs eller Kinas ambassadør i Danmark udtaler sig, så lytter de danske politikere, for ambassadøren taler ikke på egne vegne, men på vegne af sit land og dets leder. Tag for eksempel den franske ambassadør; han hedder Christophe Parisot (hvilket jeg i øvrigt kun ved fordi jeg har slået det op på nettet). Som de fleste af jer sikkert ikke kunne undgå at bemærke, så var der i forrige måned en lille kontrovers mellem Danmark og USA omkring Grønland. USA er som bekendt ufattelig meget mægtigere end Danmark både økonomisk og militært, og derfor ville Danmark have været solgt til stanglakrids hvis ikke vi havde fået opbakning fra vores europæiske allierede, deriblandt Frankrig. Nu ligger jeg ikke inde med insider-information om hvordan kommunikationen er foregået på de bonede gulve, men jeg forestiller mig at hvis Christophe Parisot havde ringet til Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen og sagt: ”Bare rolig, I har min opbakning!”, så ville det ikke have beroliget dem synderligt, for Christophe Parisot har ikke nogen nævneværdig magt. Hvis han derimod havde ringet og sagt: ”Bare rolig, I har Emmanuel Macrons og Frankrigs opbakning!”, så var det en helt anden sag. For selvom Christophe Parisot ingen magt har, så har han fuldmagt som Frankrigs og Emmanuel Macrons repræsentant til at tale på sit lands og sin præsidents vegne. På samme måde (om end med modsat fortegn) er det når Ruslands ambassadør Vladimir Barbin med jævne mellemrum udtaler sit mishag med Danmarks strategiske dispositioner: Vladimir Barbins egne meninger om dette og hint er uendelig ligegyldige, men når han brokker sig over noget, gør han det på vegne af Vladimir Putin og Rusland og hele det russiske atomarsenal.

Når de onde ånder hidtil havde adlydt Jesu disciple, var det altså fordi disciplene havde talt på vegne af Jesus og hans mægtige himmelske rige. Og det er den eneste ”magt” som kirken nogensinde kan have – ”magt” i gåseøjne, for reelt har vi ingen magt; det er hos Jesus at magten ligger, og derfor har kirken ingen myndighed i sig selv, men kun når den taler på vegne af Jesus.

Det er desværre noget som er blevet glemt ved adskillige lejligheder i kirkens historie. Den katolske kirke i højmiddelalderen er et oplagt skrækeksempel: Mange biskopper, ikke mindst i Tyskland, var samtidig verdslige fyrster – ikke fordi en biskop tilfældigvis var blevet valgt som fyrste, men fordi der fulgte et fyrstendømme, inklusiv soldater, med selve bispeembedet. Og i 1302 proklamerede pave Bonifatius den 8. at paven i kraft af sit embede er den øverste hersker over alle verdens konger og fyrster. Det førte heldigvis til kritik internt i kirken (ikke mindst fra Franciskanerordenen, hvis grundlægger, Frans af Assisi, havde prædiket svaghed og fattigdom som kristne dyder), og siden reformationen har vi protestanter værnet nidkært om adskillelsen mellem det verdslige og det åndelige regimente.

Men protestanter kan også godt glemme at det ikke er meningen at kirken skal ”kunne” noget, og det lader endda til at være en indstilling der er på fremmarch i disse år. I 2013 udgav de to indflydelsesrige amerikanske prædikanter Lance Wallnau og Bill Johnson for eksempel en bog med titlen Invading Babylon (”At invadere Babylon”), hvori de taler for at kirken skal arbejde for Guds riges udbredelse ved at søge at opnå indflydelse over blandt andet regeringen, uddannelsesvæsenet, kulturlivet, erhvervslivet og medierne. Og selvfølgelig skal vi da som kristne medborgere i samfundet gøre vort til at arbejde for sandhed og retfærdighed i de nævnte sfærer, ingen tvivl om det, men det skal vi gøre for vores medmenneskers skyld, ikke for at vi som kristne eller kirken som institution skal opnå magt og indflydelse.

Her i Danmark er der heldigvis ikke ret mange – heller ikke i frikirkerne, i fald nogen af jer skulle være i tvivl om det – der hopper med på Johnsons og Wallnaus vogn; tværtimod reagerer mange af os nærmest pr. refleks med stor skepsis over for alt hvad der kommer fra det amerikanske kirkeliv, og den 16. januar i år kunne man ligefrem læse i Kristeligt Dagblad at biskopperne i Københavns og Helsingør stifter vil gøre en indsats på sociale for at ”udfordre konservative, amerikansk-inspirerede evangelikale strømninger”, hvad det så end vil sige. Men før vi kommer alt for godt i gang med at pudse vores egen glorie, så synes jeg som sagt at vores gode gamle folkekirke også er på vej til at blive inficeret af ”Vi skal vise hvad kirken kan”-bacillen. Og hvis du har lyst til at råbe: ”Det har du da også selv talt om, Nikolaj!”, så er jeg bange for at jeg må lægge mig fladt ned og erklære mig skyldig. Jeg står ikke her for at pege fingre ad andre, men for at komme med en påmindelse til hele kirken, inklusiv mig selv, og den påmindelse lyder: Vi kan ingenting! Jo, som mennesker kan vi selvfølgelig lige så meget som alle andre mennesker, men når det gælder denne verdens ”urene ånder”, overalt hvor de findes, så skulle vi snarere sige: ”lige så lidt som andre mennesker”!

Men hvis kirken ingenting kan, hvad skal vi så overhovedet med den? Kan vi så ikke lige så godt nedlægge den? Nej, for kirkens opgave har aldrig været at kunne noget; det har altid været at pege på ham der er den eneste der kan noget. Det er derfor vores gudstjeneste ikke rummer en proklamation af hvor stærke vi er, men derimod en bekendelse af at vi sætter vores lid til en anden end os selv, nemlig den treenige Gud. ”Vi tror”, sang vi i trosbekendelsen, men selv det er ikke noget vi ”kan”. Tro er ikke en kraft vi besidder; det er tværtimod erkendelsen af at vi ingen kraft besidder. Og derfor er den fornemste trosbekendelse måske i virkeligheden den som drengens far kommer med i dagens evangelietekst: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag i fasten 2026
Tags: Første Mosebog 1.27-31, Hebræerbrevet 5.1-10, Markusevangeliet 9.14-29

Posted By admin on 18. maj 2026

Den blinde ved Jeriko: Store og små ofre

Prædiken i Sct. Ols og Rø Kirker fastelavns søndag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De fire evangelier – især de tre første – er sat sammen af et stort antal kortere beretninger, som for en stor dels vedkommende sandsynligvis er blevet genfortalt enkeltvis inden evangelieskrifterne blev samlet. I begyndelsen af Lukasevangeliet, som dagens tekst stammer fra, taler forfatteren endda om de ting der ”er blevet overleveret os af dem, er fra begyndelsen var øjenvidner” (Luk 1,2), og som han altså har brugt som ”råmateriale” til sit evangelium. Men han skriver også at han har ”besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det … i rækkefølge” (Luk 1,3), så selvom mange af beretningerne givetvis har været i omløb enkeltvis, så har Lukas altså ikke bare klasket dem planløst sammen, men har tænkt meget over rækkefølgen.

                      De to forhold er det værd at huske på når vi læser de to beretninger der er prædiketekst til i dag. Det er jo nemlig to forskellige beretninger, hvoraf den første handler om at Jesus forbereder sine disciple på hvad der kommer til at ske i Jerusalem, men uden at de fatter en pind af det, mens den anden handler om en blind mand der sad ved vejen, og som Jesus helbredte. For en overfladisk betragtning har de to beretninger ikke det store med hinanden at gøre, og det kan virke lidt tilfældigt at de lige er blevet sat sammen i samme prædiketekst. Men Lukas har utvivlsomt haft et formål med at anbringe dem i forlængelse af hinanden, og det er det formål vi skal tale om i dag.

                      I den første beretning fortæller Jesus ”de tolv” – det vil sige de tolv af sine følgere som han havde udvalgt som sine nærmeste ledsagere, disciple og udsendinge – at tiden snart er inde til at profeternes ord om ”Menneskesønnen” skal opfyldes. ”Menneskesønnen” er en betegnelse som Jesus adskillige gange tidligere i Lukasevangeliet har brugt om sig selv, så disciplene har på dette tidspunkt ikke kunnet være det mindste i tvivl om at det var sig selv han talte om: at det var ham der ville blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel. Men, siger Jesus altså, det har han hele tiden vidst – ja, det var faktisk det der var selve målet for hans mission på jorden. Og som han sagde, fremgår det også af ”profeternes ord”, hvor han nok ikke mindst har tænkt på kapitel 53 i Esajas’ Bog hvor der står ting som: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (vers 5). Det var altså med åbne øjne, så at sige, at Jesus gik i døden – han vidste at det var det der ventede ham i Jerusalem.

                      Men hvorfor gjorde han det? Hvad var det der motiverede ham til at gå i døden? Det virker måske som et banalt spørgsmål, men der kan jo være flere grunde til at man træffer sådan et valg. I den amerikanske film Joe Versus the Volcano fra 1990 siger hovedpersonen (der spilles af Tom Hanks) for eksempel ja til at ofre sig selv ved at springe i en vulkan, fordi han har fået at vide at han lider af en alvorlig sygdom og alligevel snart skal dø – og så fordi han til gengæld for at hoppe i vulkanen får lov til at leve i kongelig luksus i ugerne op til at det sker. (Filmen er i øvrigt en romantisk komedie, selvom man ikke skulle tro det ud fra den beskrivelse jeg har givet). Det er altså ikke så mærkeligt som det måske lyder når Paulus i dagens episteltekst omtaler muligheden af at man kan give sit legeme hen til at brændes uden at være motiveret af kærlighed.

                      Men Jesus stod i en helt anden situation end Joe Banks (som Tom Hanks’ figur i den omtalte film hedder). Jesus stod ikke over for at skulle dø under alle omstændigheder; tværtimod havde han ”Guds skikkelse, … men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på … og blev lydig indtil døden”, som det så stærkt udtrykkes i den ældgamle hymne som Paulus citerer i Filipperbrevet (2,6-8). Så hvorfor gjorde han det? Det finder vi svaret på i Efeserbrevet, hvor Paulus skriver: ”Kristus elskede os og gav sig selv han for os” (Ef 5,2). Og man må da også sige at ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”, som Jesus selv siger i Johannesevangeliet (15,13). Det at Jesus ofrede sit liv for at frelse dig og mig og alle andre fra den evige fortabelse, var den ultimative kærlighedsbevisning og det suverænt vigtigste han foretog sig her på jorden.

                      Men hvad så med den anden beretning vi har hørt i dag? Den handler om at Jesus helbreder en mand. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, havde jeg nær sagt – men jo, det er der selvfølgelig. Jeg har i hvert fald personligt aldrig nogensinde oplevet at en blind mand pludselig kunne se, bare fordi der var en person der sagde: ”Bliv seende, din tro har frelst dig” (jeg har læst om at det er sket i Afrika, blandt andet i forbindelse med den danske evangelist Per Hyldgaards virke, men jeg har aldrig overværet det personligt), og hvis noget lignende skete for øjnene af et tilsvarende antal mennesker her på Bornholm, så tror jeg nok det ville være årets sensation! Og for mange af de mennesker der overværede helbredelsen den dag på indfaldsvejen til Jeriko, var det nok også noget af en sensation, for ganske vist havde Jesus helbredt endog rigtig mange blinde, lamme, spedalske og folk med diverse andre sygdomme og endda opvakt mindst to døde (nemlig Jairus’ datter i Kapernaum og enkens søn i Nain), men det meste af det var foregået i Galilæa, altså i den modsatte ende af landet i forhold til hvor han befandt sig nu. Men sammenlignet med den mission han skulle udføre i Jerusalem, var det alligevel noget mere jordnært, om man så må sige. Det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel for den mand der blev helbredt (og som i øvrigt hed Bartimæus, ved vi fra Markusevangeliet), men sammenlignet med at frelse hele menneskeheden fra den evige fortabelse må det alligevel siges at være en noget mindre ting. Men alligevel valgte Jesus altså at gøre det, og tre af de fire evangelister (nemlig Matthæus, Markus og Lukas) fandt det tilmed vigtigt nok til at tage det med i deres evangelier. (Til sammenligning er det kun Lukas der nævner at Jesus opvakte enkens søn i Nain fra de døde).

                      De fleste forskere mener at Markusevangeliet er det ældste af de fire evangelier, og at Lukas kendte til Markusevangeliet da han skrev, og hvis det er rigtigt, så er der ikke noget specielt ved at Lukas valgte at tage beretningen om Bartimæus med (selvom han af en eller anden grund valgte at udelade navnet – måske fordi Markus’ oprindelige læsere vidste hvem Bartimæus var, mens Lukas’ ikke gjorde). Hvad der til gengæld er interessant, er som sagt at Lukas valgte at anbringe beretningen umiddelbart efter forudsigelsen af Jesu lidelse, modsat Markus og Matthæus, der har noget andet ind imellem, nemlig en beretning om at to af disciplene forsøger at sikre sig en fornemmere plads i Guds rige end de andre (den er også tankevækkende placeret umiddelbart efter forudsigelsen af lidelsen, men det må I høre mere om den 30. august i år, hvor den tekst er på programmet).

                      Når man har en vigtig mission at udføre, så er det almindeligvis en dyd ikke at lade sig distrahere af mindre vigtige gøremål. ”Det gode er ofte det bedstes værste fjende”, som man siger. Det er faktisk også en pointe i Det Nye Testamente selv: Da Jesus i kapitel 10 af Lukasevangeliet sendte 72 disciple i forvejen til de forskellige byer hvor han planlagde at rejse hen, formanede han dem ligefrem om ikke at hilse på nogen undervejs (Luk 10,4), og i sit andet brev til Timotheus sammenligner Paulus det at være discipel af Jesus (som vi jo er døbt til at være) med at gøre militærtjeneste (selvom det selvfølgelig er nogle helt andre ”våben” vi bruger, nemlig sandhed og kærlighed): ”Ingen, der går i krig, og som vil vinde anerkendelse hos den, der hvervede ham, lader sig hindre af dagliglivets gøremål”, skriver Paulus (2 Tim 2,4). Så man skulle måske tro at Jesus ville betragte den blinde mands råb som en uvelkommen forstyrrelse der forsinkede ham i den langt vigtigere opgave han var på vej mod – men det gjorde han ikke! For ganske vist sang vi med rette at ”ingen fjendes vold og list ham standsed eller gav ham frist” (DDS 173,2), men det var der noget andet der gjorde: ”Det er den sande kærlighed, der målet vil og vejen véd og dog må standse ved at se sin næstes nød, sin broders ve” (DDS 173,5).

                      Som Jesu disciple er vi kaldet til at gå i vores Mesters fodspor – på et tidspunkt sagde Jesus endda: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig” (Luk 9,23). At ”tage sit kors op” betyder hverken mere eller mindre end at være parat til at dø, for det at ”tage sit kors op” var noget en dødsdømt fange gjorde når han var på vej til retterstedet for at blive korsfæstet. Her i Danmark er det sjældent at det kommer så vidt – de danskere der har betalt med deres liv for at følge Jesus gennem de sidste 200 år, kan vist tælles på ganske få fingre. Men det ændrer ikke på at hvis vi tilhører Jesus, så tilhører vi ham med hud og hår. Det lærte jeg allerede i slutningen af mine teenage-år, og jeg tog det meget seriøst! Desværre var min forståelse af hvad det betød, dog noget mangelfuld – helt konkret havde jeg en idé om at når tjenesten for Gud var det vigtigste, så måtte hensynet til mine medmennesker komme i anden række. Men derved kom jeg til at ligne dem der bad Bartimæus om at tie stille, i stedet for at ligne Jesus der standsede op og hjalp ham. Som apostlen Johannes skriver: ”den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set” (1 Joh 4,20).

                      Derfor må vi ikke blive så optagede af det store, forkromede, højhellige formål med vores liv at vi glemmer at det formål skal udleves lige nu og her, i vores hverdag. Vi må ikke stirre os så blind på det store, abstrakte offer vi bilder os ind at vi har foretaget, at vi glemmer de små og meget konkrete ofre som Gud kalder os til at foretage i det daglige når vores medmennesker har brug for at vi tilsidesætter vores bekvemmelighed eller vores forfængelighed eller begge dele. Ligesom det gode kan være det bedstes værste fjende, kan det bedste nemlig også nemt blive det godes værste fjende. Det vidste Jesus, og derfor tog han sig tid til at hjælpe den enkelte – uden at det standsede ham i at hjælpe os alle.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2026
Tags: Første Korintherbrev 13, Lukasevangeliet 18.31-43, Salme 31.2-6

Posted By admin on 18. maj 2026

Sennepsfrøet: Det største i det mindste

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker søndag seksagesima 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En meget almindelig aktivitet ved julefrokoster og lignende arrangementer er pakkeleg. Jeg vil tro at rigtig mange af jer har været med til noget i den retning. Man sidder som regel rundt om et bord hvorpå der ligger en lang række pakker – det kan være nogle som arrangøren har sørget for, men ofte er det sådan at alle deltagerne hver har skullet medbringe måske 3 gaver. Der bliver sat en timer, som skjules et sted hvor den kan høres, men ikke ses, sådan at deltagerne i legen ikke ved hvor lang tid der er tilbage, og så bliver en eller flere terninger sendt på omgang. Den almindeligste regel er at hver gang man slår en sekser, må man tage en pakke fra bunken på bordet, men rigtig sjovt bliver det først når alle de pakker er taget, for så må man begynde at tage pakker fra hinanden. Når timeren lyder, må alle beholde de gaver de har på det pågældende tidspunkt. Noget af det der er med til at gøre legen spændende, er at man ikke ved hvad der er i pakkerne; man har kun indpakningen at gå efter, og den kan godt snyde. Det er ofte de største og flottest indpakkede gaver der er mest rift om, men ikke sjældent er det sådan at en mindre pakke indeholder noget der er langt bedre (selvom det selvfølgelig kan være individuelt hvad man synes der er ”bedre”). Det vigtige er ikke hvad der er udenpå, men hvad der er indeni.

                      Det er også et af de vigtigste budskaber i de tekster fra Bibelen som vi har hørt i dag. ”Guds rige … er ligesom et sennepsfrø”, siger Jesus. Et sennepsfrø er mindre end et hvedekorn eller et bygkorn, men den plante der kommer ud af det, er til gengæld større. Og når en lille fugl er på udkig efter et sted at bygge rede, så er den pænt ligeglad med hvor stort et frø den plante den har kig på, er vokset op fra; det er den fuldvoksne plantes egenskaber der er afgørende. Ganske vist overdriver Jesus en smule når han siger at sennepsplanten er ”større end alle andre planter”, for jeg kan da nok komme i tanker om et par planter eller hundrede der er større end de 2-3 meter som sennepsplanten kan blive; men nu er det jo heller ikke en botaniklektion Jesus er i gang med! Det er først og fremmest Guds rige han taler om, og når det gælder Guds rige, er det ikke nogen overdrivelse at sige at det er større end alle andre riger. (Det er i øvrigt også en overdrivelse at sennepsfrøet skulle være ”mindre end alle andre frø på jorden”, men så vidt jeg ved, var det rent faktisk det mindste frø man kendte til i Israel for 2000 år siden, og under alle omstændigheder er pointen naturligvis den at Gud er i stand til at skabe det allerstørste ud af det allermindste).

                      Men hvad er ”Guds rige” helt præcis for noget, siden det kan begynde som noget der er mindre end alt andet, og vokse til noget der er større end alt andet? Ja, et ”rige” er jo der hvor nogen bestemmer – Romerriget, som Israel var en del af på Jesu tid, var for eksempel der hvor romerne bestemte. Så Guds rige, det er naturligvis der hvor Gud bestemmer. Gør han da ikke allerede det overalt? Sagde vi ikke i trosbekendelsen at vi tror på Gud Fader, ”den Almægtige”?

                      Ved du hvad, det er er jeg faktisk rigtig glad for at du spurgte om! Jo, vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, eller som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup udtrykte det i midten af 1900-tallet: ”Gud er magten til at være til i alt hvad der er til.” Men Gud har valgt at ”uddelegere” noget af den magt, forstået på den måde at han har givet os mennesker en anseelig grad af magt over både vores egne og andres liv. Det allervigtigste Bibelen har at sige om hvem Gud er, er nemlig ordene ”Gud er kærlighed”, som vi finder i Første Johannesbrev kapitel 4 vers 8, og der er jo det ved kærlighed at den udtrykker sig i relationer. Ganske vist kan man godt sige ting som ”Jeg elsker min bil” eller ”Jeg elsker chokolade”, men det har dybest set ikke noget som helst at gøre med kærlighed i bibelsk forstand. Når både Det Gamle og Det Nye Testamente påbyder os at elske vores næste som os selv, betyder det at vi skal handle ud fra hvad der gavner vores medmennesker, og ikke kun ud fra hvad der gavner os selv. Og det betyder også at vi skal værne om vores medmenneskers værdighed – som det hedder i den gamle spiritual ”We are one in the Spirit”: ”We will guard each man’s dignity and save each man’s pride”. Vores medmennesker er nemlig skabt i Guds billede ligesom vi selv er, og det betyder at vi er skabt med en iboende værdighed. Det er resten af skaberværket naturligvis også, men den særlige værdighed som vi mennesker har, omfatter blandt andet at vi er i stand til at træffe vores egne valg. Det er et udslag af Guds kærlighed til os at han har givet os den evne, men det betyder også at Gud dermed har valgt at begrænse sin almagt. Han har naturligvis ikke begrænset den mere end at han i teorien nårsomhelst ville kunne tage den tilbage, men hvis han gjorde det, ville hans rige ikke længere være kærlighedens rige.

                      Hvis Gud ”bestemte” alle steder – hvis Guds vilje skete overalt – så ville det der skete, nemlig være at alle handlede i kærlighed. Og det kan man i sagens natur ikke tvinge nogen til med magt; det er noget der må spire frem indefra, som vi hørte i dagens første læsning fra Bibelen: ”Jorden skal åbne sig, frelsen gro frem, og retfærd skal spire.” Og derfor er lignelsen om sennepsfrøet så rammende et billede. For det at gøre små kærlighedsgerninger i det daglige, det ser vitterligt ikke ud af ret meget i det store billede, men det smitter. Vi mennesker har det jo med at behandle andre på den måde som vi selv er blevet behandlet på. Vold avler vold, og det gælder både fysisk og psykisk vold. Omvendt vil den der bliver mødt med kærlighed, være mere tilbøjelig til selv at møde andre med kærlighed (det er derfor Jesus ikke siger: ”Som mennesker har gjort mod jer, sådan skal I gøre mod dem”, men ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem). De første kristne tog kampen op mod det grusomme Romerrige, ikke med våben, men med en kærlighed som intet had kunne stille noget op imod. Rigtig mange af dem blev slået ihjel, men det er jo ikke nødvendigvis noget problem hvis man tror på opstandelsen. Guds rige er nemlig et evigt rige, hvor vi har fået løfte om såvel en ny og uforgængelig krop som en ny og uforgængelig jord.

                      Løftet om det evige liv står også meget centralt i dåben. Dåbens vand symboliserer at det gamle, forgængelige liv bliver ”vasket af”, så at sige, og at vi i stedet bliver født på ny til et nyt og uforgængeligt liv. At bære et lille barn til dåben kan virke som en meget lille ting – mindre endda end at lægge et lille frø i jorden. Men ligesom sennepsfrøet har det potentiale til at blive til noget der er større end alt andet. Ligesom når vi leger pakkeleg, kommer det nemlig an på hvad der er indeni, ikke hvad der er udenpå. Og det der er indeni, er Gud selv, når vi tror på Jesus. ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”, siger Jesus i Johannesevangeliet (og I skal ikke tage jer af at der står ”ham”, ligesom I heller ikke skal tage jer af at den gamle spiritual jeg citerede tidligere, taler om ”hver mands værdighed” – det er et generisk ”ham”, så at sige, som omfatter både mænd og kvinder. Parentes slut). Hvad I til gengæld skal tage jer af, er at der står ”Den, der elsker mig”, for det er netop kærligheden det kommer an på. Jeg sagde ganske vist ”når vi tror på Jesus”, men det er to sider af samme sag. Når vi siger at vi ”tror” p娨 Gud Fader den Almægtige og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden, så betyder det jo ikke bare at vi tror på at den treenige Gud findes, men at vi stoler på ham som vores Far, vores Herre, vores Frelser – at vi tager imod hans kærlighed til os og ønsker at gengælde den ved at leve som Guds elskede børn. Det evner vi ganske vist ikke selv at gøre, men det er der den tredje person i Treenigheden, nemlig Helligånden, kommer ind i billedet.

                      Som sagt ser det ikke ud af ret meget når vi døber et lille barn. Det syntes folk tilsyneladende heller ikke for 500 år siden da Martin Luther skrev den lille bog om den kristne børnelærdom, som man i mange år skulle kunne udenad for at kunne blive konfirmeret, og som der findes uddrag af omme bag i Den Danske Salmebog. ”Den lille katekismus” hedder bogen, og det er jo ikke ligefrem et børnevenligt navn til en bog, men ”katekismus” er bare et oldgræsk ord for en lærebog, ligesom ”leksikon” er et oldgræsk ord for et opslagsværk; mere mystisk er det ikke. Luthers lille katekismus er bygget op med spørgsmål og svar (”FAQ” kalder man det vist på nudansk), og et af spørgsmålene i afsnittet om dåben lyder: ”Hvordan kan vand gøre så store ting?” Luthers svar på det er: ”Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet. For uden Guds ord er vandet kun vand og ikke nogen dåb, men med Guds ord er det en dåb, hvilket vil sige livets nådefulde vand og et bad til genfødelse i Helligånden, som apostlen Paulus siger i Titusbrevets tredje kapitel: ’Ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv – troværdigt er det ord.’” Det er som sagt 500 år siden den bog blev skrevet, og det bærer sprogbruget præg af, men meningen er forhåbentlig tydelig nok: Vandet er kun det synlige tegn på noget som vi ikke kan se, men kun tro på, nemlig at Helligånden genføder os og fornyer os. Og Helligånden i os kan gøre alt det som vi ikke selv kan, sådan at Guds vilje sker i os og igennem os.

                      Guds rige afhænger altså ikke af menneskelig styrke og forstand, som vi hørte at Paulus skrev til de kristne i Korinth. Tværtimod: At det onde blev besejret ved at Gud i Jesus gjorde sig svag, er menneskeligt set den rene dårskab. Men ”Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker”, som der stod. Og dåben er et synligt løfte om at pakken engang vil blive åbnet, og det vil vise sig at det der er indeni, er større end alt andet. Det sagde Jesus faktisk selv engang, da han talte om os som tror på ham: ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd” (Joh 10,29).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag seksagesima 2026
Tags: Esajas' Bog 45.5-12, Første Korintherbrev 1.18-25, Markusevangeliet 4.26-32

Posted By admin on 18. maj 2026

De betroede talenter: Ind med ærefrygten, ud med fejheden

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker søndag septuagesima 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det samme ord kan have vidt forskellige betydninger afhængig af konteksten – nogle gange endda diametralt modsatte betydninger. Et af de tydeligste eksempler i moderne dansk er ordet ”overhøre”, som i nogle sammenhænge betyder at man hører noget som det ikke var meningen at man skulle have hørt (som i: ”Han overhørte deres samtale”), mens det i andre sammenhænge tværtimod betyder at man ikke hører noget som det var meningen at man skulle have hørt (som i: ”Han overhørte sit vækkeur”). Et andet eksempel er ordet ”sanktionere”, der dels kan betyde at man godkender noget, dels at man tværtimod straffer nogen for noget de gør. Det er udelukkende konteksten der kan kaste lys over hvilken betydning der er tale om.

                      Sådan er det også i Bibelen (desværre, kan man sige). Hvis nogen forsøger at bilde dig ind at det samme hebraiske eller græske ord altid har samme betydning hver gang det optræder i Bibelen, så skal du ikke tro på det, for det er ganske enkelt ikke rigtigt. Et af de tydeligste eksempler på det er ordet ”frygt”. Der står jo rigtig mange steder i Bibelen at vi skal frygte Gud – især i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye. I Johannes’ Åbenbaring kapitel 14 vers 7 står der for eksempel: ”Frygt Gud og giv ham ære”, og i Matthæusevangeliet kapitel 10 vers 28 siger Jesus (af alle!) ligefrem: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede” (det vers indgår i øvrigt i prædiketeksten til den 19. juli i år, så det kan I jo glæde jer til!). Så når jeg fortæller jer at i lignelsen om de betroede talenter som vi netop har lyttet til, er den rige mand der rejste udenlands, et billede på Gud (eller rettere: på Jesus), så vil mange af jeg sikkert mene at den tjener der kun fik betroet en enkelt talent, og som gik hen og gravede den ned af frygt for sin herre, gjorde det rigtige. Men det gjorde han altså ikke, må vi forstå; snarere tværtimod: Han endte i ”mørket udenfor”, netop fordi han frygtede ham der havde magt til at kaste ham ud i mørket udenfor. Hvordan i alverden hænger det nu sammen? Og som sagt er der ingen hjælp at hente i den græske grundtekst, for det er bøjningsformer af nøjagtig det samme ord, phobéomai, der bruges begge de pågældende steder i Matthæusevangeliet! Men ordet har to forskellige betydninger: Det kan dels betyde at være bange, dels at have respekt og ærefrygt. Og de mange steder i Bibelen hvor der står at vi skal frygte Gud, er det i betydningen ærefrygt, hvorimod det som tjeneren med den ene talent udviste, snarest var det modsatte, nemlig fejhed. Havde han haft ærefrygt for sin herre, sådan som han burde have haft, ville han jo have passet sit arbejde i stedet for bare at grave pengene ned.

                      Når der står ”en talent”, drejer det sig nemlig om en sum penge. Ordet ”talent” var egentlig navnet på en vægtenhed svarende til omkring 30 kilogram, men hvis man bare sagde ”en talent” uden at sige hvad det var der var 30 kilo af, så var det underforstået at det var sølv. Så selv en enkelt talent var altså en ret anseelig sum – den dag hvor jeg skrev denne prædiken, blev tretårnet sølv handlet til 13 kroner pr. gram, så 30 kilo svarer altså til små 400.000 kroner i nutidspenge. Og når han fik det beløb ”betroet”, så var det selvsagt ikke for at han skulle grave pengene ned – hvis hans herre bare havde været interesseret i at hans penge blev opbevaret sikkert, kunne han jo bare have sat dem i banken. Nej, der var tale om at deres herre betroede dem driften af hver sin del af hans virksomhed. Og det er naturligvis en metafor for at vores herre, Jesus, har betroet os driften af sin ”virksomhed”, nemlig evangeliet, de gode nyheder om Guds rige.

                      Men tilbage til de to vidt forskellige betydninger af ordet ”frygt”. Når man tænker på det vers jeg citerede fra Matthæusevangeliet 10. kapitel om at Gud kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, så vil de fleste nok mene at der er grund til ikke bare at have ærefrygt, men at være bange! Og desværre er evangeliet om Guds rige ofte nok blevet prædiket på en måde der snarere har taget sigte på at skræmme mennesker end at trøste dem – eller i bedste fald: at skræmme dem for bagefter at kunne trøste dem. Jeg lærte det selv som ung på en workshop: ”Get’em lost before you get’em saved!” Altså: For at kunne værdsætte budskabet om at Gud har sendt en frelser, må man først overbevises om at man i det hele taget har brug for at blive frelst! Men desværre er det undertiden kommet til at minde om en meget rammende vittighedstegning som jeg engang så, hvor Jesus står uden for en dør og banker på. Fra den anden side af døren lyder det: ”Hvad vil du?”, og Jesus svarer: ”Frelse dig!” ”Fra hvad?” spørger personen bag døren, hvortil Jesus svarer: ”Fra det jeg vil gøre ved dig hvis du ikke lukker op!” Men når der står i Bibelen – både i Det Gamle og Det Nye Testamente – at vi skal frygte Gud, så er det altså altid respekt og ærefrygt der er tale om, ikke banghed. (”Banghed” er faktisk et ord, der findes i Ordbog over det Danske Sprog og oven i købet forekommer tre steder i Den Danske Salmebog).

                      Et af de klareste eksempler på at ”gudsfrygt” ikke handler om at være bange for Gud, men tværtimod om at ære ham, finder vi i Jobs Bog kapitel 1, hvor Gud holder hof for englene og i den forbindelse påpeger hvor fromt et menneske Job er, men så træder Satan frem og siger: ”Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet” (Job 1,9-10). Det er forhåbentlig indlysende at den passage overhovedet ingen mening ville give hvis ”gudfrygtig” betød at Job var bange for Gud, for så ville argumentet jo blive totalt selvmodsigende: ”Det er da klart at Job er bange for dig så godt som du behandler ham!” Nej, det der bliver sagt, er: ”Det er da klart at Job ærer dig, så godt som du behandler ham!” Og i Salme 130 vers 4 bliver det om muligt endnu mere klart, for der står der: ”Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig.” Var det banghed der var tale om, ville det jo snarere være hvis der ikke var tilgivelse, at der var grund til frygt!

                      Men i det vers hvor der står at vi skal frygte ham der kan lade sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, udnytter Jesus den dobbelte betydning af ordet phobéomai til at lave en slags ordspil. Inden for én og samme sætning trækker han nemlig på begge betydninger af ordet når han siger: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”. Når det gælder dem der slår legemet ihjel, er det nemlig ”frygt” i betydningen ”banghed” der er tale om, så det Jesus siger, er altså: ”I skal ikke være bange for mennesker; i stedet skal I have ærefrygt for Gud.” Og det der skaber sammenhængen mellem de to udsagn, er ikke kun at der er brugt det samme græske ord, men også og i særdeleshed at ærefrygten for Gud netop er den allerbedste medicin mod at være bange for menneskers trusler – og det er der to grunde til, nemlig for det første at når Gud har magt til at lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, så er han stærk nok til at beskytte os mod de mennesker der vil os det ondt, og for det andet at det er Gud og ikke noget menneske der styrer hvad vores evige skæbne bliver. Og vi ved fra mange af de andre ting Jesus sagde, at Gud vil os det godt, så når det er i hans hænder om vi når frelst til Himlen eller går fortabt i Helvede, kan vi være langt mere trygge end hvis det havde været i noget som helst menneskes hånd – for Gud elsker os endnu mere end selv de mennesker der holder allermest af os.

                      De af jer der var i kirke i Klemensker eller Rø for tre uger siden (eller i Nylars, hvor jeg også havde en gudstjeneste den dag), husker måske at jeg i den prædiken citerede sangen ”Frygt ikke” af den danske sangskriver og lovsangsleder Simon Pedersen. I den sang siger han at Gud er ”som løven; farlig, men ungen tryg”. I dag kunne jeg tænke mig at citere hele det vers hvor de linjer indgår; det lyder sådan her (og det er formuleret som noget Gud siger): ”Frygt ikke, pånær lige mig. Men frygt som denne er god, ikke fej. Som løven; farlig, men ungen tryg. Jeg har al magt, jeg har din ryg.” Det er nemlig netop derfor vi ikke behøver at frygte dem der kun kan slå kroppen ihjel: Der er en der har mere magt, som har vores ryg, og jo mere ærefrygt vi har for ham, jo mere tillid vi har til hans styrke, desto tryggere kan vi føle os.

                      Og det var netop det der var den tredje tjeners problem i lignelsen om talenterne: Han stolede ikke på at hans herre havde hans ryg, og derfor kastede han sig ikke frygtløst ud i at investere pengene, sådan som det var meningen, men lod i stedet fejhed og dovenskab råde i en grad så han endte med at melde sig helt ud af sin herres projekt og følgelig havnede i ”mørket udenfor”.

                      Summa summarum: Det at Gud har magt til at lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, skal ikke få os til at gå rundt og være bange for at det er sådan han har tænkt sig at gøre med os, for det er ikke det der er hans hensigt. Hans hensigt er at vi skal stole på hans magt og kærlighed, så vi lever frimodigt og frygtløst, også hvis mennesker truer eller ligefrem forfølger os, sådan som det skete for mange af de første kristne, og som det stadig sker for mange af vores medkristne rundt om i verden. Gud vil nemlig passe på os og sikre os en plads i sit evige rige; den eneste måde vi kan gå glip af den plads på, er hvis vi glemmer ærefrygten for Guds godhed og storhed så vi lader os styre af fejhed og ikke tør overlade vores liv til ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag septuagesima 2026
Tags: Apostlenes Gerninger 17.22-34, Jobs Bog 9.1-12, Matthæusevangeliet 25.14-30

Posted By admin on 18. maj 2026

Hvedekornet: Jesus har svaret, men hvad er spørgsmålet?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg bliver desværre nødt til at begynde min prædiken med at gå i rette med Den Danske Folkekirkes alterbog, som jeg netop har læst søndagens evangelietekst højt fra. Sagen er nemlig den at selvom der står nedenunder den tekst jeg læste op, at den er hentet fra Johannesevangeliet 12,23-33, så er det jeg læste op, faktisk ikke ord for ord identisk med det I ville have hørt hvis jeg i stedet havde læst op direkte fra Bibelen!

                      Inden I bliver alt for rystede, vil jeg skynde mig at sige at langt det meste af det er identisk; det er kun et enkelt ord der er anderledes, og det er det tredje ord i teksten. Her i alterbogen står der: ”Jesus svarede disciplene”, men i Bibelen står der faktisk bare: ”Jesus svarede dem”. Og det er jo ikke svært at gennemskue årsagen til at man har valgt at lave den lille ændring i alterbogen, for hvis jeg havde indledt oplæsningen med ordene ”Jesus svarede dem”, så ville I jo alle sammen have tænkt: ”Hvem ’dem’?” Der er mange af den slags små justeringer i alterbogen, hvoraf de fleste har karakter af at der er indsat et ”Jesus sagde:” hvis prædiketeksten er et uddrag af en længere tale som Jesus holdt på et tidspunkt, og det er som udgangspunkt ganske uproblematisk. Men lige netop i det her tilfælde er det efter min mening ikke uproblematisk, og det hænger sammen med at hvis jeg har forstået konteksten ret, så refererer ”dem” på dette sted slet ikke til disciplene!

                      Faktisk er det i det hele taget klodset, synes jeg, at teksten er skåret sådan til at vi hører et svar, men uden at have fået at vide hvad der er blevet spurgt om. Jesus har svaret, men hvad er spørgsmålet? (Det er dog altid noget at svaret ikke bare var ”Ja”, for så var vi overhovedet ikke blevet klogere!). Men om ikke andet giver det mig anledning til at gentage en af mine yndlingspointer, nemlig at det er vigtigt at I selv læser flittigt i Bibelen og helst læser længere stykker eller endda en hel bog i sammenhæng (fx et af evangelierne) så I kan gennemskue om det holder eller ej når jeg eller andre uddrager en pointe af at citere et enkelt vers. I behøver dog ikke at vente til I kommer hjem med at slå op hvad det er Jesus svarer på i dagens tekst, for det skal jeg nok læse op for jer nu:

Vi befinder os i Jerusalem under påskefesten, få dage før Jesus blev korsfæstet, og vi har lige læst om Jesu indtog i Jerusalem i vers 12-19, og så lyder det sådan her fra vers 20: ”Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: ’Herre, vi vil gerne se Jesus.’ Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer” og så videre. Der er altså ikke tale om en samtale mellem Jesus og disciplene som gruppe, men om at to af disciplene henvender sig til ham på vegne af en gruppe grækere. Det ”dem” som de ord af Jesus der er dagens prædiketekst, er et svar til, er altså i første omgang Filip og Andreas, men sandsynligvis primært de grækere der ville tale med ham, og derudover også den folkeskare der stod rundt om dem, og som måske undrede sig over hvad grækerne havde at gøre i Jerusalem under jødernes fest, og hvorfor de ligefrem ville tale med ham der påstod at han var ingen ringere end jødernes messias. Så for at runde min kritik af alterbogen af: Man kunne med fordel have taget de tre foregående vers med – og teksten ville endda i så fald stadig have været væsentlig kortere end den vi hørte i søndags (2. søndag efter helligtrekonger)!

Hvorom alting er, så virker det svar som Jesus giver, ved første øjekast temmelig besynderligt, for alt det der med hvedekorn og oprørte sjæle og timer der er kommet, men som han helst ville frelses fra, hvad har det at gøre med at der er nogle grækere der gerne vil tale med ham?

Jo, lad os se på det allerførste Jesus siger i sit svar: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.” Hvis man har læst sig igennem hele Johannesevangeliet og nu er nået til kapitel 12, så vil man forstå hvor betydningsfuldt det udsagn er, for i de foregående 11 kapitler har der nemlig været masser af tidspunkter hvor vi har fået at vide at timen ikke var kommet endnu. Da Maria gjorde Jesus opmærksom på at man var løbet tør for vin ved brylluppet i Kana, sagde han: ”Min time er endnu ikke kommet” (Joh 2,4). Da hans brødre opfordrede ham til at drage triumferende ind i Jerusalem allerede ved løvhyttefesten et halvt år tidligere, svarede han: ”Min tid er endnu ikke kommet” (Joh 7,6). Da han under samme løvhyttefest stod og underviste folk på tempelpladsen, sagde han noget der provokerede de jødiske ledere, hvorefter der står: ”Så ville de gribe ham, men der var ingen der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet” (Joh 7,30). Det samme gentog sig da Jesus påstod at være verdens lys: ”Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet” (Joh 8,20). Men nu, nu hvor der kommer nogle grækere og siger at de vil tale med ham, så siger han altså at nu er timen kommet! ”Timen … da Menneskesønnen skal herliggøres”, siger han mere specifikt, og det lyder jo ganske behageligt, men i slutningen af dagens prædiketekst er evangelisten så venlig at gøre os opmærksomme på at den måde Jesus skulle ”herliggøres” på, var ved at dø, og det hænger jo meget godt sammen med det han siger om hvedekornet, der kun kan bære mange fold ved at dø. For at gøre en lang historie kort kan vi altså konstatere at grækernes forespørgsel om at få lov til at tale med Jesus, tilsyneladende er den blinkende lampe der får ham til at konstatere at det er nu han skal til at lide og dø.

Men igen: Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Jeg tror nøglen til svaret ligger i det sidste som Jesus siger i dagens tekst, nemlig: ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Vi der læser de ord her i Danmark anno 2026 fanger måske ikke umiddelbart hvor revolutionerende et udsagn det er, men det springende punkt er ordet ”alle”. I husker måske at jeg sagde at folkeskaren (der nok mest bestod af jøder) sikkert har undret sig over at der var en gruppe grækere der ville tale med en mand der påstod at han var Israels messias. Der var nemlig rigtig mange i Israel på den tid der regnede med at det som Messias skulle gøre når han kom, var at gøre Israel til en stormagt igen, ligesom det havde været under de store konger David og Salomo 1000 år tidligere, hvor alle nabofolkene betalte skat til deres israelitiske overherrer. Men den plan Jesus havde, var altså en helt anden: Han skulle give sit liv for at de der ville følge ham, skulle få evigt liv, og det tilbud gjaldt altså alle – ikke kun jøderne, men også grækere og alle andre nationaliteter (inklusiv danskere, og det kan vi jo glæde os over!).

Men det siger næsten sig selv at Jesus ikke ligefrem glædede sig til at skulle piskes og korsfæstes, så der er ikke noget at sige til at hans sjæl var i oprør, og han var fristet til at bede Faderen om at få lov til at slippe (som de tre andre evangelister jo fortæller os at han faktisk gjorde skærtorsdag nat i Getsemane – dog med den ufattelig vigtige tilføjelse: ”ske ikke min vilje, men din” (Luk 22,42)). Også i den tekst vi har hørt i dag, er Jesus helt klar i mælet om at det allervigtigste for ham er at gøre sin Faders vilje, eller som han udtrykker det: ”Fader, herliggør dit navn!” Og den bøn får han øjeblikkeligt et klart og tydeligt svar på i form af en hørbar stemme fra himlen: ”Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.”

Men det mærkelige ved det er at Jesus siger at den stemme ikke lød for hans skyld, men for de andre tilstedeværendes skyld. Hvorfor nu det? Jo, jeg tror det hænger sammen med at Jesus jo selv var helt på det rene med at han både han selv og Gud Fader skulle herliggøres ved at han fulgte planen og gav sig hen til lidelse og død for at mennesker fra alle folkeslag kunne få evigt liv gennem troen på ham – det behøvede han ikke nogen yderligere bekræftelse på. Men for de fleste andre – inklusiv disciplene! – var det en helt ny tanke at Israels messias ikke skulle dræbe sine fjender, men derimod lade sig dræbe af sine fjender. Det kunne umiddelbart ligne fiasko, og derfor var det vigtigt for tilhørernes tro at Gud selv bekræftede at det netop var det der var planen – også selvom de fleste af de tilstedeværende afskrev stemmen som torden eller i bedste fald en engel.

I dag er ”sidste søndag efter helligtrekonger”, som det hedder med en lidt løjerlig betegnelse. Det der ligger i betegnelsen, er at vi i dag tager afsked med den del af kirkeåret der havde fokus på julen og Jesu fødsel, for fra og med på søndag at rette blikket fremad mod påsken med Jesu lidelse og død. Det kan virke som at vi går fra noget festligt til noget sørgeligt. Men det vi har hørt i dag, kan minde os om at ikke alene var lidelsen og døden det der fra starten havde været planen med at Jesus overhovedet kom herned, men det var faktisk også udtryk for at Jesus blev herliggjort ved at fuldføre sin heltemodige mission og frelse alverdens mennesker fra den evige død. Vi kan altså gå både fastetiden og langfredag i møde med oprejst pande, for det der skete da Jesus døde, kan sammenlignes med det der sker når vi sår kornet i jorden: Der følger en høst som resulterer i langt flere korn end der blev sået. Og når det gælder det korn der var Jesus, så har det allerede båret mange millioner fold.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2026
Tags: Esajas' Bog 2.2-5, Johannesevangeliet 12.23-33, Kolossenserbrevet 1.25d-28

Posted By admin on 18. maj 2026

Kvinden ved brønden: Hvor bor Gud?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvor bor Gud egentlig? Det ved naturligvis godt her på Bornholm: Han bor selvfølgelig i Gudhjem! Og det er faktisk ikke helt forkert – men det er heller ikke hele sandheden. Der findes i øvrigt heller ikke nogen beretning om hvornår Gud i givet fald flyttede ind i Gudhjem. Til gengæld findes der faktisk en beretning om hvornår Gud flyttede ind i Jerusalem, nærmere bestemt i den bygning som historikerne kalder ”det første tempel”, og som desværre blev ødelagt af babylonerkongen Nebukadnezar i år 586 før vor tidsregning. Den beretning står at læse umiddelbart inden det stykke fra Første Kongebog der var dagens første læsning, og det kan egentlig godt ærgre mig lidt at man ikke lige tog de to vers med også (men læsningen var selvfølgelig rigeligt lang i forvejen). Efter beskrivelsen af hvordan præsterne bar Pagtens Ark ind i templets inderste rum, står der nemlig: ”Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel” (1 Kong 8,10-11). Jeg har tit tænkt på (og ind imellem også nævnt her fra prædikestolen) at det må have været en helt fantastisk oplevelse at Guds herlighed manifesterede sig så stærkt at det ligefrem blev umuligt for præsterne at passe deres arbejde, enten det så var fordi de ikke kunne se noget på grund af skyen, eller simpelt hen fordi de var lamslåede af ærefrygt på grund af selve følelsen af Guds nærvær. De gange jeg selv har været forhindret i at passe mit arbejde, har det desværre haft mere prosaiske og knap så glædelige årsager, så som influenza og den slags.

                      Når vi tænker på at Guds herlighed lige havde fyldt templet på en så fantastisk måde, bliver det pludselig let at forstå hvordan kong Salomo blev inspireret til at bede en så højstemt poetisk bøn som den vi hørte et uddrag af – jeg tror ganske enkelt ikke han kunne lade være! Det der lige var sket, markerede jo kulminationen på det som ikke alene Salomo selv, men også hans far, ja, hele folket og deres forfædre i adskillige generationer havde drømt om lige siden de undslap fangenskabet i Egypten flere hundrede år tidligere, nemlig at Gud ville tage bolig hos dem.[1] Ganske vist havde den samme sky af herlighed der lige havde fyldt tempelbygningen, været der allerede mens folket vandrede i ørkenen; som vores gæsteprædikant Henrik Sonne Petersen mindede os om for 2 uger siden, havde skyen gået foran dem og vist dem vej, og om natten havde den lyst som en søjle af ild. Og mens de undervejs fra Egypten til det land Gud havde lovet dem, opholdt sig et år ved Sinajbjerget, hvor de blandt andet fik De 10 Bud, byggede de under Moses’ ledelse en telthelligdom hvor Pagtens Ark blev opstillet, og hver gang de lå i lejr, hvilede skyen af Guds herlighed netop over telthelligdommen. Da de nærmede sig det lovede land, sagde Moses i sin afskedstale til folket at Gud ville udvælge et bestemt sted der skulle være centrum for deres gudsdyrkelse, og som skulle være det eneste sted hvor de måtte foretage ofringer, men i flere hundrede år var der forvirring om hvad det var for et sted der var tale om, og teltet med Pagtens Ark flyttede rundt mellem en række forskellige lokationer. Det havde Salomos far, kong David, planlagt at ændre på, men profeten Natan havde – noget overraskende – sagt til ham at det skulle han ikke gøre (2 Sam 7,5), blandt andet fordi han havde ført så mange krige og udgydt så meget blod (1 Krøn 22,8). Men, havde Natan tilføjet: ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid” (2 Sam 7,12-13). Så det havde Salomo nu gjort, og han var, som vi hørte, fuld af forventning om at Gud til gengæld ville opfylde sin del af aftalen, så at sige, og grundfæste Davidsdynastiets kongedømme til evig tid.

                      De allerførste ord som vi hørte at Salomo sagde i forbindelse med tempelindvielsen, var: ”Herren har sagt, at han vil bo i mørket. Nu har jeg bygget dig en bolig, et sted, hvor du kan bo for evigt.” I vores ører lyder det måske lettere tåbeligt at han forestillede sig at Gud den Almægtige skulle bo for evigt i et hus der ganske vist var bygget af de fornemste byggematerialer der kunne købes for penge, men som dog trods alt hørte til verdens forgængelige ting. Men til Salomos forsvar skal det siges at han jo udmærket godt vidste at et hus på jorden ikke kunne rumme Gud – det sagde han jo også senere i sin bøn. Der var blot tale om at Gud på en særlig måde ville lade sit nærvær hvile på netop det sted. Og jeg synes heller ikke man kan bebrejde Salomo at han regnede med at det skulle være for evigt, for det havde hans far jo faktisk fået stillet i udsigt! Det er heller ikke til at vide hvordan det ville være gået hvis Salomo ikke selv på sine gamle dage havde svigtet troskaben mod Gud til fordel for sine utallige hustruers gudebilleder (med det resultat at Gud tillod at mere end halvdelen af riget rev sig løs), og hvis ikke hans efterkommere havde siddet diverse profeters advarsler overhørige indtil den babyloniske hær kom og stak ild til byen, tempel og det hele. Måske ville der gradvis være vokset en erkendelse frem af at Gud havde noget langt større og bedre i tankerne end et jordisk kongerige for en enkelt nation, nemlig at frelse hele verden og gøre en ende på al ondskab og på døden selv? Måske ville Frelseren til sin tid være blevet født på kongeslottet i Jerusalem i stedet for i en stald, og måske ville han med støtte fra et kærligt og lydigt folk have kunnet ofre sig selv i al åbenhed i stedet for at skulle udholde modstand, forfølgelse, forræderi og justitsmord?

                      Men det er nytteløse spekulationer, for sådan gik det ikke, og jeg vil også påstå at Gud allerede før verdens skabelse vidste at det ikke ville komme til at gå sådan, men at hele menneskehedens historie – også hans eget udvalgte folks – ville komme til at være præget af troløshed. Men alligevel valgte han at iværksætte sin plan så en frelst menneskehed til sidst ville komme til at stå som et mægtigt vidnesbyrd om hans kærlighed og magt.

                      Vi spoler 1000 år frem i tiden fra Salomo og lander ved Jakobskilden i Sykar, hvor Jesus henvender sig til en samaritansk kvinde. Samaritanerne var efterkommere af de stammer der løsrev sig fra Jerusalem efter Salomos død, blandet med nogle fra andre folkeslag som blev tvangsforflyttet til det israelske kerneland af assyrerne 300 år senere. Samaritanerne betragtede sig selv som israelitter, tilbad Israels Gud og levede efter Moseloven, men der står jo kun i Moseloven at Gud ville udvælge et sted hvor han skulle tilbedes; der står ikke hvilket sted han udvalgte, og som det fremgår af dagens evangelietekst, var det et spørgsmål som jøder og samaritanere var meget uenige om: Jøderne havde deres tempel i Jerusalem, som var blevet genopbygget efter at de var vendt tilbage fra deres eksil i Babylon (men som blev ødelagt igen af romerne i år 70, så der i dag kun er Vestmuren tilbage), mens samaritanerne havde haft deres eget tempel på Garizim-bjerget. Det tempel var dog blevet ødelagt af den jødiske hersker Johannes Hyrkanus cirka 100 år før Jesus blev født, og det havde samaritanerne ikke tilgivet jøderne! Så da det går op for den samaritanske kvinde at Jesus er en profet, afkræver hun ham med det samme en stillingtagen til det store stridsspørgsmål – sikkert med den forventning at han ville svare: ”Jerusalem!” og opfordre hende til at konvertere fra samaritanismen til jødedommen, for Jesus var jo jøde, må vi ikke glemme!

                      Men til kvindens store overraskelse (og sikkert til disciplenes store bestyrtelse hvis de havde været til stede, men det var de ikke; de var gået ind til byen for at købe mad) svarer Jesus at Gud hverken bor i Jerusalem eller på Garizim! Eller i hvert fald ikke længere. Jesus modsiger aldrig Det Gamle Testamente; han peger kun på den rette forståelse af Det Gamle Testamente, så derfor står han naturligvis også ”på mål for”, som man siger på nudansk, at Gud gennem Moses havde givet israelitterne besked om at der skulle være et bestemt geografisk sted der skulle være centrum for den israelitiske gudsdyrkelse, og ved at sige ”frelsen kommer fra jøderne” antyder han muligvis også at det sted var Jerusalem og ikke Garizim. Men det er alt sammen lige meget nu, fortsætter han, for fra nu af skal Gud tilbedes på en helt anden måde, nemlig ”i ånd og sandhed”. Det har han for så vidt skullet hele tiden; allerede i Davids salmer kan man læse ting som: ”For du vil ikke have slagtoffer, og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det” (Sl 51,18), og gennem profeten Hoseas siger Gud: ”Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre” (Hos 6,6). Alligevel havde Gud altså indstiftet et system med slagtofre og brændofre da han indgik den gamle pagt med israelitterne ved Sinaj, men formålet med ofrene var at understøtte hjertets hengivenhed til Gud, ikke at erstatte den. Det var faktisk også derfor Moses befalede at ofringerne kun måtte foretages ét sted: netop for at understrege at de ikke ”svævede frit i luften”, så at sige, men kun gav mening i forbindelse med den pagt der var mellem Gud og folket.

                      Men den pagt var kun midlertidig; lige fra starten var det meningen at den, når tiden var inde, skulle erstattes af en ny og bedre. Det Gamle Testamentes offersystem formåede jo kun at gøre tilværelsen tålelig til trods for den kløft der var kommet mellem Gud og mennesker, men det endegyldige offer som Jesus bragte da han døde på korset, har slået bro over den kløft så vi kan leve som Guds børn. Derfor er der nu ikke længere brug for brændofre og slagtofre, og derfor er der naturligvis heller ikke brug for et bestemt fysisk sted at bringe dem. For som Salomo så rigtigt sagde i sin bøn, bor Gud ikke i huse bygget med hænder; han vil meget hellere bo i menneskers hjerter. Og eftersom der er menneskehjerter overalt, betyder det at Gud bor overalt – også i Gudhjem! Men også i Klemensker og Rø og Aarsballe og Jerusalem og Nablus og New Delhi.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] 2 Mos 29,45. 3 Mos 26,11.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2026
Tags: Første Johannesbrev 2.28 - 3.3, Første Kongebog 8.1+12-13+22-30, Johannesevangeliet 4.5-26

Posted By admin on 18. maj 2026

Jesus og de små børn: Tryg som en bjørneunge

Prædiken i Nylars, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvordan er Jesus egentlig? Det har der gennem tiderne været mange bud på, og den dag i dag kan mange af de uenigheder der er kristne imellem, føres tilbage til forskellige syn på netop det spørgsmål: Er Jesus en stærk og frygtindgydende konge som selv de stærkeste krigere må skjule ansigtet for, eller er han tværtimod en blid og mild ven som favner alle uden bebrejdelser? Uanset hvilken af de to muligheder du selv bekender dig til, kan du sikkert hurtigt komme i tanker om hvorfor du synes at de der mener det modsatte, tager helt fejl, ligesom du sikkert også tit har hørt ”de andre” give udtryk for hvor forkert dit synspunkt er. Faktisk er der nok mange der har svært ved overhovedet at forstå hvordan nogen dog kunne have lyst til at tro på en Gud som der er grund til at være bange for, mens andre omvendt kan have svært ved at respektere en Gud som er svag og ikke kan eller vil forsvare dem.

                      Interessant nok lader der til at være en sammenhæng mellem hvilken kultur man er rundet af, og hvilket billede af Jesus man foretrækker. Da kristendommen først kom til Danmark på tærsklen til højmiddelalderen, var danskerne et krigerfolk der tilbad krigsguder som Thor og Tyr, og det der først og fremmest appellerede til dem, var derfor budskabet om at Jesus er stærkere end de guder de hidtil havde stolet på, og at det derfor gav mere mening at tro på ham. Derfor viser selv krucifikserne fra den tid en stærk og sejrsstolt Jesus. Senere kom anger og inderlighed mere i fokus, og man begyndte at afbilde Jesus i smerte og lidelser – ikke kun i billedkunsten, men også i lyrikken, som for eksempel den smukke langfredagssalme ”O hoved højt forhånet”. Med den stigende velstand i 1800-tallet blev der plads til Grundtvigs glade og festlige, til tider nærmest hyggelige, Jesus, mens de der ikke fik del i velstanden, fandt Vilhelm Becks moraliserende Jesus mere brugbar. (Der er naturligvis i begge tilfælde tale om grove generaliseringer, grænsende til karikaturer, for Grundtvigs beskrivelse af Jesus er virkelig dyb og mangefacetteret, og Indre Mission rummede allerede dengang meget andet end moralprædikener og var i øvrigt fra starten ganske begejstret for Grundtvig).

Og hvilken opfattelse af Jesus appellerer så til nutidens danskere? Ja, vi lever jo i en tid og en kultur hvor mange af os i langt højere grad end tidligere er udsat for konstant bedømmelse, ikke kun fra vores nærmeste omgivelser (for det har man vistnok altid været), men også fra vildtfremmede mennesker på internettet. Og hvor de normer som børn, unge og voksne forventedes at leve op til for et par århundreder siden hovedsageligt handlede om at man skulle kende sin plads og ikke skille sig for meget ud (og det gjaldt måske især her i Danmark, jævnfør Janteloven), så er det i dag meget svært at nå derhen hvor man har gjort det godt nok, fordi målet nu ikke længere blot er at leve op til normen, men at overgå den, ja konstant at overgå sig selv. Derfor er det naturligt at en Jesus der ikke stiller krav, men tager imod os og accepterer os som vi er, er som vand i en ørken for mange moderne mennesker – måske især fordi det budskab at ”et jævnt og muntert, virksomt liv” ikke er godt nok, desværre også har spredt sig til forkyndelsen i mange sammenhænge.

Omvendt er der også mange der er trætte af relativisme og værdinihilisme. At skulle opfinde sig selv fra bunden er ikke alene hårdt arbejde; det er også skræmmende, for hvad har man at falde tilbage på hvis projektet mislykkes? Derfor er der mange der vansmægtende labber det i sig når nogen prædiker et simpelt og klart budskab, uanset om det drejer sig om klimaet eller om Palæstina eller om indvandring eller om kønsidentitet eller om at jorden er flad – og i mange tilfælde kan det ”simple og klare budskab” gå i flere forskellige, diametralt modsatte retninger. Derfor er der også ret stor efterspørgsel efter en Jesus der giver klare og enkle svar på hvad vi skal gøre og mene.

Endelig lever vi i en tid hvor der er rigtig meget at være bange for: Militær sikkerhed, fødevaresikkerhed, datasikkerhed, forsyningssikkerhed og så videre. Og jeg vil tro at det er grunden til at mange længes efter en stærk beskytter at skule sig bag ved – og det er så der den stærke og frygtindgydende Jesus kommer ind i billedet.

I dagens episteltekst og dagens evangelietekst møder vi ved første øjekast to meget forskellige portrætter af Jesus: Paulus fortæller os i Kolossenserbrevet at – ja, han siger så ”Kristus” og ikke ”Jesus”, men kristendommens hovedpåstand er jo at det er Jesus der er Kristus – at Kristus er til forud for alt, og at hele guddomsfylden bor i ham. I et andet af sine breve, Filipperbrevet, siger Paulus det endnu mere klart: ”at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden” (Fil 2,10). I den kendte tekst fra Markusevangeliet, som mange kender fra dåbsritualet, møder vi til gengæld en blid Jesus der med åbne arme tager imod de små børn, og den samme blide Jesus skal vi møde igen i næste uge hvor han helt uden fordømmelser og bebrejdelser interagerer med en kvinde der ikke alene tilhører et foragtet folk, nemlig samaritanerne, men også har en tvivlsom moral i sit privatliv. Og den Jesus der giver klare og enkle svar, ja, ham finder vi blandt andet i Bjergprædikenen, hvor vi får at vide at vi skal vende den anden kind til, gøre gode gerninger diskret, tilgive andre, og i det hele taget gøre mod andre som vi gerne vil have at de gør mod os.

Men måske står de forskellige opfattelser slet ikke i modsætning til hinanden? Måske er Jesus både stærk og frygtindgydende, og blid og favnende? Det tror jeg faktisk at han er. Teksten om Jesus og de små børn fortæller os jo ikke kun at han blidt tager de små børn i sin favn; det er også en af de relativt få tekster hvor der faktisk står at Jesus blev vred! Jesus tager imod børnene uden bebrejdelser og fordømmelser – og netop derfor må han være stærk og frygtindgydende overfor dem der vil holde børnene væk fra ham. Han er, som den danske sangskriver og lovsangsleder Simon Pedersen synger i sin sang ”Frygt ikke” fra 2021: ”som løven; farlig, men ungen tryg”. Når der er en udefra kommende trussel, kan en løveunge jo med sine stærke og frygtindgydende forældre føle sig en hel del mere tryg end eksempelvis en hareunge, der blot kan trykke sig ned mod jorden og håbe ikke at blive opdaget, mens dens forældre bruger deres eneste forsvarsvåben, nemlig flugt.

Den bedste måde at opfatte Jesus på, er altså, tror jeg, som en løvefar – eller måske endnu bedre: en bjørnemor (for løvefædre er vist ikke altid specielt blide mod deres afkom ude på savannens virkelighed). En bjørnemor der blidt opfostrer og opdrager sine unger, og som vil kæmpe til døden for at forsvare dem – som Jesus jo netop også gjorde for os da han døde på korset. Og som sagt skulle jeg mene at det betyder at vi kan være mere trygge end hvis Jesus kun havde været mild og blid. Alligevel er der som sagt rigtig mange mennesker der oplever en stærk og frygtindgydende Jesus som alt andet end tryghedsskabende, og det skyldes jo nok at vi ikke føler os sikre på hvilken side af bjørnens labber vi befinder os på: Kan vi være sikre på at ”bjørnemor” ser os som sine unger der skal forsvares, og ikke tværtimod som en fjende der skal bekæmpes?

Og hvordan forresten med vores medmennesker? De fleste af os har jo forhåbentlig forstået tilstrækkelig meget af hvad Jesus prædikede, til at vi hverken kan eller vil stille os tilfredse med at bjørnen beskytter os, hvis den samtidig maltrakterer vores nabo. Ganske vist bliver kristendommen også i dag undertiden spændt for en chauvinistisk vogn hvor der er et ”os” og et ”dem”, og hvor budskabet så er at Gud holder med ”os” og vil hjælpe os med at nedkæmpe ”dem”. Den findes i mange udgaver – det ”dem” der skal nedkæmpes, kan være alt fra kommunister til kapitalister, alt fra Israel til Palæstina, alt fra patriarkatet til wokeismen, alt fra islam til islamofobi, alt fra nationalismen til nationens fjender. Men hvis det vi ønsker af Gud, er at han skal straffe dem vi gerne vil have ned med nakken, så følger vi ikke ligefrem i fodsporene på Jesus, der på selve sin dødsdag bad Gud om at tilgive dem der slog ham ihjel! Vi kan ikke engang forsvare os med at vi i det mindste har Det Gamle Testamentes Gud på vores side, for hvad hørte vi fra Det Gamle Testamente i dag? ”Af børns og spædes und har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige.” Hvis vi kræver hævn, er det altså ikke vores fjender vi sætter i skudlinjen for bjørnens kløer, men tværtimod os selv – ikke fordi Gud ikke elsker os, men fordi han beskytter dem som vi vil skade.

Guds kærlige favn står nemlig åben for alle. Som Jesus sagde engang, så vil han aldrig afvise nogen der kommer til ham (Joh 6,37). Men som vi netop har hørt i dag, så kommer man ikke ind i Guds rige hvis ikke man tager imod det ligesom et lille barn. Det er et skriftsted der ofte er blevet misforstået – at ”blive som et barn” bliver nogle gange forstået sådan at man skal finde tilbage til en enfoldig uskyld (og det er ikke mindst H.C. Andersens skyld), men selvom det måske kunne være rart nok, så er det en total utopi – de erfaringer som vi på godt og ondt har gjort i livet, kan vi ikke bare vende det blinde øje til. Nej, den måde vi skal ligne små børn på, er at vi – midt i vores længsel efter selv at sætte vores mærke på verden – skal erkende at der er ting vi bare ikke kan. En af de ting er at overvinde døden, og en anden af de ting er at overvinde mørket inde i os selv. Og netop på de to punkter er vi i nøjagtig samme båd som alle andre mennesker. Vores eneste håb er at overlade styringen til Gud – og gør vi det, så møder han os ikke med bebrejdelser, fordømmelser, dundertale og hvæssede kløer, men med en åben favn, med trøst og accept. (Noget andet er at vi måske skal være forberedte på at det kan gøre ondt når han tager kampen op mod det mørke vi har i os, men den smerte skyldes ikke at Gud vil skade os, men tværtimod at han vil gavne os, som når en sygeplejerske renser et sår).

Insisterer vi derimod på at holde fast i hævntørst og harme – uanset hvor ”retfærdig” den harme måtte være – eller i blind selviskhed, så møder vi bjørnens kløer. Men selv i den situation er Guds ultimative mål ikke at straffe os, men derimod at frelse os; hans vrede er ikke rettet mod os, men mod synden i os, som han vil befri os fra. Det siges måske allermest klart i Ezekiels Bog i Det Gamle Testamente: ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin færd, så han bevarer livet” (Ez 33,11). Og derfor skal vores indstilling til vores medmennesker – uanset hvor onde og uretfærdige vi synes de er – også være præget af empati og respekt, for Gud kan frelse dem ligesom han har frelst os, ja, der er intet han hellere vil. Ja, hvem ved: På nogle områder, som vi ikke kan se, er de måske endda nået længere i den rigtige retning end os. Vi skal aldrig dømme nogen ude, men hellere ydmygt tage imod hvad Gud vil gøre med os selv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2026
Tags: Kolossenserbrevet 1.15-19, Markusevangeliet 10.13-16, Salme 8

Posted By admin on 7. januar 2026

Fadervor: Opvarmning til evigheden

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så blev det år 2026! Det er i grunden et temmelig højt tal når man tænker over det. For lidt over en måned siden var jeg til julestue på Peterskolen, hvor min søn går i 4. klasse, og der var jeg så heldig at vinde i en gættekonkurrence hvor man skulle gætte hvor gamle alle skolens ansatte – lærere, pædagoger samt teknisk og administrativt personale – er tilsammen! Hvad det præcise facit er, fik jeg faktisk aldrig at vide, men jeg gættede på 1507 år, og det var altså det gæt der kom tættest på. Hvis vi for nemheds skyld (og måske lidt for min forfængeligheds skyld) antager at mit gæt ikke bare var tættest på, men var fuldstændig korrekt, så betyder det altså at det antal år der er gået siden vor tidsregnings begyndelse, er 519 år flere end Peterskolens personales samlede alder.

                      Grunden til at jeg fortæller jer det, er at det på en fin måde illustrerer den sandhed som dagens gammeltestamentlige læsning gav udtryk for, nemlig at et menneskes levetid er for intet at regne imod den store historie som vi er en del af – og de 2026 år er jo endda kun en lille del af menneskehedens historie, for ikke at tale om universets. Det kan nok mane til eftertanke og ydmyghed på en dag som denne.

                      Endnu mere ydmyge må vi blive når vi tænker på os selv i forhold til evigheden. Hvis vi bliver svimle af at tænke på tusind år, hvor meget mere må vi så ikke blive det af at tænke på Guds evighed der hverken har begyndelse eller afslutning! Jeg tror det ligger uden for vores menneskelige forstands rækkevidde fuldt ud at fatte evigheden som andet end et abstrakt begreb, men når Moses, som vi hørte, skriver: ”Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi som en nattevagt”, så kan det måske hjælpe os lidt på vej. Et andet meget stærkt billede som jeg hørte engang, er: Forestil dig verdens største bjerg. Med 1000 års mellemrum kommer der en lille fugl flyvende og hvæsser sit næb på bjerget. Tusind år senere kommer den igen, og yderligere tusind år senere det samme. Når fuglen har hvæsset sit næb så mange gange at bjerget er blevet slidt helt ned til grunden – så er der kun gået ét sekund af evigheden.

                      Ikke desto mindre – og her er det så at vi for alvor kan blive svimle – ikke desto mindre kom Jesus til jorden for at vi skulle få evigt liv! Som der står i et af de måske allermest kendte bibelvers overhovedet, nemlig Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16: ”For således elskede Gud verden, at han hav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Når ateister og andet godtfolk siger ting som: ”Er det ikke ret egoistisk af Gud at han forlanger at vi skal tilbede ham og kun ham?”, så tænker jeg gerne at når Gud har givet sin egen søn for at vi skulle få evig lykke, så manglede det da bare at vi takker og lovpriser og tilbeder ham! Og det forventer jeg også bliver noget af det vi kommer til at beskæftige os meget med i evigheden.

                      Faktisk er noget af det allerbedste ved det evige liv som vi har i vente, netop det at vi får lov til at være sammen med Gud. Det er måske ellers ikke det vi tænker allermest på – min erfaring er at noget af det der fylder mest hos troende mennesker der ved at de snart skal dø, er at de ser frem til at gense deres kære, der er døde før dem, mens det at skulle møde Gud og Jesus, fylder knap så meget. Og det er der i grunden ikke noget at sige til, for vores forældre, søskende, ægtefælle, venner, for nogles vedkommende måske endda børn, som vi har mistet, dem husker vi jo med varme og kærlighed. Det allerstørste og vigtigste her i menneskelivet er at være elsket og selv at elske, og ”den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær”. Men det er faktisk netop grunden til at det at få Gud at se er den allerstørste lykke der kan overgå et menneske, for Gud er ren og fuldkommen kærlighed, og han ser på os med et blik der er endnu mere fyldt med kærlighed end noget menneskes nogensinde kunne være. Hvis du har været så privilegeret at opleve et andet menneske se på dig med kærlig hengivenhed, så tænker du måske at det er umuligt at Guds blik skulle kunne være endnu mere fyldt af kærlighed, men tidsperspektivet er heller ikke det eneste ved evigheden som vi mennesker kan have svært ved helt at fatte!

                      Jeg vil i øvrigt skynde mig at tilføje at Guds kærlighed ikke står i modsætning til vores medmenneskers kærlighed. Ganske vist beskriver Gud i Bibelen sig selv som jaloux[1] (eller ”lidenskabelig”, som var det ord man valgte da den seneste autoriserede oversættelse af Bibelen til dansk udkom i 1992, men det hebraiske ord qanna’ betyder altså ”jaloux”), men dermed mener han at på samme måde som en ægtemand eller ægtehustru ikke tolererer at konen eller manden har en anden kæreste ved siden af, tolererer Gud ikke at vi har en anden gud ved siden af. Derimod er det kun en glæde for Gud at hans børn elsker hinanden; ja, Jesus siger endda at buddet ”Du skal elske din næste som dig selv” står lige med buddet ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte” (Matt 22,37-39), og på et andet tidspunkt sagde han til sine disciple at deres indbyrdes kærlighed skulle være deres fornemste kendetegn (Joh 13,35). Så det at vi i evigheden vil kunne bade os i Guds ufortyndede kærlighed, vil om noget gøre kærligheden til og fra vores kære fra dette liv mere intens, ikke mindre.

                      (Og så må jeg i øvrigt hellere tilføje endnu en bemærkning: Når jeg sagde at Gud ikke tolererer at vi har en anden gud ved siden af, så betyder det ikke at Gud vil begrænse vores frihed, sådan som man undertiden hører at sygelig jalousi har drevet mennesker her på jorden til at gøre med deres koner eller kærester. Gud binder os ikke med andre bånd end kærlighedens; hvis vi ønsker at forlade ham, er vi frie til at gøre det. Det er blandt andet derfor jeg ikke tror på at alle med garanti kommer i himlen til sidst: Det er frivilligt om vi ønsker at tilbringe evigheden i Guds selskab eller ej).

                      Men som sagt er det et privilegium ud over alle grænser at vi får lov til – hvis vi vil – at være sammen med Gud i evigheden. Som jeg har været inde på nogle gange i løbet af december, sammenligner Det Nye Testamente vores og verdens frelse med et bryllup. Og det at skulle giftes med den person som man i sit hjerte har bundet sig til, er vel en af de begivenheder som vi allerede i denne verden længes mest efter. Med så stor længsel kan vi altså se frem til at skulle se Gud!

                      Hvis vi bliver i bryllupsmetaforen, er det imidlertid som bekendt i reglen sådan at forlovelsestiden ikke kun er en ventetid, men også en forberedelsestid. Dels forbereder man selve bryllupsfesten, men hvad jeg vil påstå er endnu mere vigtigt, er at forberede sig på at skulle leve sammen efter brylluppet. Et bryllup er en skøn dag, og de fleste brudepar giver udtryk for at den går så hurtigt at man virkelig skal gøre sig umage for at nyde hvert et øjeblik af den, men et bryllup er jo ikke til for sin egen skyld; det er først og fremmest en fejring af det ægteskab som det markerer begyndelsen på. Og det skulle jo gerne være sådan at man som brudepar glæder sig mindst lige så meget til ægteskabet som til brylluppet (ellers skulle man måske overveje en ekstra gang om det er det rigtige man er i færd med at gøre).

                      En af de måder man kan forberede sig til ægteskabet på, er ved at sørge for at lære sin tilkommende rigtig godt at kende. Det gør man naturligvis ved at tilbringe tid sammen, men også ved at tilbringe tid adskilt fra hinanden for at teste om kærligheden kan holde til dét. (Det sidste forsømte Signe og jeg vist i øvrigt, men det er da heldigvis gået meget godt alligevel i det foreløbig 16 år vi har været gift). Man gør det også ved at lære hinandens familier, venner, interesser og vaner godt at kende, og frem for at ved at tale sammen om de ting der for alvor betyder noget. Og det gode ved det er at den form for forberedelse normalt ikke opleves som en sur pligt (måske lige bortset fra det med at tilbringe tid adskilt fra hinanden), for når man elsker nogen, vil man jo bare gerne være så meget som muligt sammen med vedkommende!

                      På samme måde er det også med Gud. Det med adskillelsen giver sig selv, fordi vi ikke kan se Gud med vores fysiske øjne så længe vi er i denne verden (og hvis vi kunne, ville vi i øvrigt næppe overleve synet fordi han er så strålende ren og hellig), men det at tilbringe tid sammen med Gud og tale med ham er faktisk også noget vi kan gøre allerede nu – det er det som vi kalder bøn. Og det er en af grundene til at bøn er så vigtigt – det er på en måde en ”opvarmning” til evigheden!

                      Sådan føles det måske ikke når vi eksempelvis beder Fadervor, som vi i dag har hørt at Jesus lærte sine disciple; tværtimod kan den nemt gå hen at blive en remse som vi lirer af uden at tænke over hvad vi siger (ligesom så meget andet i øvrigt kan). Og det er selvsagt ikke meningen – pointen i de ting som Jesus siger i første del af teksten inden han når frem til Fadervor, er jo netop at bøn ikke skal være en remse som vi lirer af, men skal være et barns umiddelbare og tillidsfulde kommunikation med sin himmelske Far. I den forstand er Fadervor ikke at opfatte som en slags besværgelse der kan holde det onde fra døren; den er snarere et mønstereksempel på nogle af de ting som det giver mening at sige når vi taler med Gud. Men derudover er vi altid velkomne til at komme til Gud med alt hvad vi måtte have på hjerte, i ærlig og ucensureret form. Det kan vi for eksempel se i Salmernes Bog, som består af 150 andre mønsterbønner, men også i nogle af alle de spontane bønner som de forskellige bibelske personer beder. Fadervor vil dog altid være ”guldstandarden”, så at sige, fordi det er Jesus selv der har lært os den – og det er også derfor vi beder den ved alle Folkekirkens gudstjenester, og mange også har den som fast indslag i hjemmets andagt.

                      Med de ord: Gud i vold, og godt nytår!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] 2 Mos 20,5; 34,14. 5 Mos 4,24; 5,9; 6,15.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2026
Tags: Jakobsbrevet 4.13-17, Matthæusevangeliet 6.5-13, Salme 90

Posted By admin on 7. januar 2026

Barnemordet i Betlehem: Tænk hvis Josef havde trukket på skuldrene!

Prædiken i Ny og Sct. Klemens Kirker julesøndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg tror ikke jeg er den eneste der synes det er ærgerligt at vores kultur har forskubbet højtiderne sådan at julen i mange danskeres bevidsthed begynder sidst i november når juletræerne bliver tændt på torve og pladser, og slutter når vi går i seng den 24. december efter at have spist risalamande og pakket gaver op. Kirkeligt set – og før i tiden også folkeligt – begynder julen jo først den 24. december, og så varer den i 12 dage frem til helligtrekonger; tiden fra slut-november og frem til juleaften har vi et andet navn for, nemlig advent. Og forskubningen bliver endda tilsyneladende værre og værre: I min barndom kunne vi stadig gå rundt i midten af december og synge med Søren Banjomus: ”Bare det altså snart var jul!”[1] (underforstået at det var det altså ikke endnu), mens Bornholms Tidende i år kunne konstatere i en reportage fra en juletræstænding i Snogebæk i november at: ”Nu er det jul!” – men på det tidspunkt havde detailhandlen jo også varmet op med julevarer og juleudsmykning siden midten af oktober!

                      Men selvom jeg som sagt synes det er ærgerligt at vores kultur betragter julen som værende slut på et tidspunkt hvor den knap nok er begyndt, må jeg også indrømme at hvis det man forbinder med jul er at man giver sig selv lov til for en kort tid at glemme alt det mørke og triste og håbløse, så er det nok bedst at gøre det i adventstiden, for der er ikke meget salig glemsel over de beretninger vi får smidt i hovedet ved gudstjenesterne her i den ”rigtige” juletid: Allerede juleaften førte en kejsers begærlighed efter magt og penge til at en højgravid ung kvinde måtte foretage en lang rejse og føde sit barn i en stald (eller i hvert fald lægge ham i en krybbe – ordet ”stald” forekommer faktisk ikke i juleevangeliet), og i dag går det fra ondt til værre da selvsamme kejsers vasal, kong Herodes, i sin paranoide magtsyge beslutter at slå det nyfødte barn ihjel, og da det mislykkes, lader han det gå ud over et stort antal fuldkommen sagesløse børn i en massakre så grusom at man får kvalme af at tænke på det. Heldigvis – hvis det ellers giver mening at bruge det ord i denne sammenhæng – var vi dog så småt blevet forberedt på hvor grusom verden kan være, da vi i forgårs, anden juledag, hørte om mordet på Stefanus. Men Stefanus var i det mindste et voksent menneske som selv havde truffet en beslutning om at budskabet om Jesus var et martyrium værd hvis det skulle komme dertil, hvorimod de stakkels børn i Betlehem og omegn helt ufrivilligt blev martyrer – ligesom mange børn og voksne i øvrigt stadig bliver det den dag i dag, og blandt andet derfor er det ufattelig vigtigt at vi ikke bygger vores juleglæde på at tage skyklapper på og lukke den barske verden ude, men på budskabet om at lyset er blevet tændt midt i mørket; at Gud netop sendte sin søn ind i vores barske, onde verden for at frelse både den og os – og at Gud i dette øjeblik fortsat er travlt beskæftiget med at bringe sin frelsesplan til fuldførelse! Julen handler ikke om at alt nu er godt; den handler om håb midt i håbløsheden, lys midt i mørket.

                      Men i dag er der noget andet som jeg gerne vil henlede opmærksomheden på, og det er Josefs rolle i det hele. Josef er til tider en lidt overset person når vi fejrer jul, hvilket Shu-bi-dua fint beskrev i deres sang ”Josef” fra år 2000, hvor det hedder: ”Et barn blev født i Betlehem, og det blev til en fest, der fejres i alverdens hjem i både øst og vest. I juleevangeliet står det hele skrevet ned, om hvem der gjorde hvad hvornår, om hver en ko og ged, om vise mænd der ofred’ dér, og folk der hilste på, om røgelse og myrra skær og hvad en hyrde så. Men der står ikke et ord om hvad Josef han gjorde. Han var jo sådan set slet ikke barnets far, så var han lisså glad som de andre var?” Men de kære ”shubber” kunne måske godt have brugt at læse deres bibel lidt mere grundigt, for blandt andet i den tekst vi har hørt i dag, står der jo faktisk en hel del ord om hvad Josef han gjorde: Han ”stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten.” Og det var faktisk af afgørende betydning at han gjorde det. Tænk hvis han bare havde ignoreret den advarsel som englen gav ham i drømmen! Det var jo ikke nogen lille ting han fik besked på. Jeg ved ikke hvordan du ville reagere hvis du nogen kontaktede dig midt om natten og sagde: ”Du og din familie er nødt til at flygte til udlandet nu med det samme – altså ikke om en uge, eller i morgen tidlig, men nu!” Jeg tror mange af os ville tænke: ”Ah, lad os nu lige vente og se om det nu også er så slemt!” Men det gjorde Josef ikke; han handlede resolut og uden tøven eller tvivl. Eller – om det var uden tvivl, ved vi jo sådan set ikke, men han handlede, og det er det vigtige. Det at han stod op midt om natten, pakkede bagagen, vækkede Maria, måske også skrev et brev til sine svigerforældre i Nazaret, forklarede dem situationen og bad dem om at sætte et skilt med ”Lukket indtil videre” på tømrerforretningen, og så ellers begav sig afsted i ly af mørket, det var en altafgørende brik i Guds plan for at frelse vores fortabte verden. Havde han ikke gjort det – havde Herodes fået held med at slå Jesus ihjel som spæd – så havde Jesus ikke kunnet fuldføre sin mission og frelse verden.

                      Der er næppe nogen af os der er til stede her i dag, der kommer til at få en rolle der på nogen måde kan sammenlignes med Josefs. Selvom han kan være lidt upåagtet i vores julefejring (og faktisk slet ikke er nævnt i en eneste af de 791 salmer i Den Danske Salmebog), så havde han fået betroet en opgave der var helt unik i verdenshistorien, som den der skulle beskytte og forsørge Guds søn indtil han kom til skelsår og alder. Men vi kan alligevel godt lære noget af Josef, nemlig at når vi ved hvad vi har at gøre, så skal vi ikke vente og se om det nu også bliver nødvendigt – så skal vi gøre det, uanset hvor besværligt det måtte være, og uanset hvor lidt anerkendelse vi kan påregne at få ud af det.

Ganske vist er der nok heller ikke ret mange af os der kommer til at opleve at en engel taler så klart til os, være sig i en drøm eller et syn eller andet, som Josef oplevede det den nat, men det var jo også noget meget usædvanligt Josef fik besked på, noget som han på ingen måde ville have kunnet regne ud hvis ikke englen havde sagt det til ham. Langt de fleste af de ting som vi ved at vi har at gøre, er jo hverken specielt dybsindige eller specielt eksotiske – og det er netop pointen. Det bliver udfoldet på fornemste vis hos profeten Mika i Det Gamle Testamente. Ligesom mange af de andre profeter gik Mika skarpt i rette med sit folk fordi de ikke levede efter Guds vilje, og ligesom mange af de andre profeter oplevede han at hans budskab fik en blandet modtagelse. Men på et tidspunkt var der faktisk nogen der tog Mikas ord til sig og spurgte ham hvad de skulle gøre. Spørgeren foreslår en lang række vidtløftige religiøse ritualer, men Mika kommer med et vidunderligt svar (synes jeg), som vifter alle de selvhøjtidelige (kan man vel godt kalde dem) forestillinger om glorværdige og indviklede gerninger til side og skærer direkte ind til kernen: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8). Sværere er det sådan set ikke!

Eller rettere: Mere indviklet er det ikke. For nemt er det jo bestemt ikke altid! Men det der gør det svært, er sjældent at vi ikke ved hvad vi har at gøre, men snarere at vi ikke har lyst til at gøre det. Det kan være at indrømme når vi har taget fejl, eller at sige undskyld når vi har gjort nogen uret. Det kan være at give en hjælpende hånd til nogen der har brug for det, eller at sige fra hvis nogen er i gang med at bagtale en fælles bekendt. Det kan være at efterlade en seddel med vores telefonnummer hvis vi kommer til at beskadige en parkeret bil, eller at indberette den der lille biindtægt til skattevæsenet. Og så videre. Og nu sidder nogle af jer måske og tænker: ”Jamen selvfølgelig da! Det skal alle mennesker jo – det behøver man da ikke at have læst Bibelen for at vide!” Og nej, det behøver man ganske rigtigt ikke. Det står der oven i købet i Bibelen at man ikke behøver, nemlig i Romerbrevet kapitel 2 hvor Paulus skriver (og jeg citerer for forståelighedens skyld fra den nudanske Bibelen2020): ”Hvis mennesker, som ikke er jøder og altså ikke er underlagt loven, alligevel instinktivt gør det, der står i den, så viser det, at loven er indbygget i dem. De er født med loven i sig. Det er deres samvittighed også et bevis på, når de diskuterer med sig selv, hvad der er rigtigt og forkert” (Rom 2,14-15). (For en ordens skyld må jeg i øvrigt hellere tilføje at når Paulus skriver at mennesker der ikke er jøder, ”ikke er underlagt loven”, så mener han ikke de love der nu engang er i det land man bor i; han mener den pagt som Gud indgik ved israelitterne ved Sinajbjerget efter at de var blevet befriet fra slaveriet i Egypten).

Et liv efter Guds vilje er altså ikke nødvendigvis andet og mere end at opføre sig ordentlig og anstændigt. Og så alligevel! For som det fremgik af det vers jeg citerede fra Mikas Bog, så er det ikke gjort med at opføre sig ”relativt” ordentligt og anstændigt eller ”nogenlunde” ordentligt og anstændigt. ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud”, stod der. Ordet ”årvågent” antyder at det er noget vi skal gøre hele tiden. Vi har aldrig ”aftjent vores værnepligt”, så at sige, i hvert fald ikke så længe vi lever i denne verden. Og så er det pludselig ikke bare svært, men decideret umuligt, for hvem kan uden at lyve prale af altid i enhver situation at have handlet uselvisk og næstekærligt? Og hvem tør love at de fra nu af altid vil gøre det? Den egocentrisme der drev kong Herodes til at øve den frygtelige udåd vi har hørt om i dag, den kan ingen af os sige os fri for at have en lille splint af (selvom vi forhåbentlig aldrig kunne finde på at begå mord, endsige massemord på uskyldige børn!). Og det er jo netop derfor vi havde brug for at der skulle fødes en frelser, der som voksen ville bære alle vores synder med sig ind i døden.

Men selvom vi ikke er i stand til at leve 100 procent op til Mikas instruks, så kan vi jo i det mindste gøre vores bedste for at handle retfærdigt og vise trofast kærlighed, så godt vi nu kan. Men det allerbedste at satse på er nok det tredje element i det Mika svarede, nemlig: ”årvågent vandre med din Gud”. Hvis vi først og fremmest er fokuserede på hvor godt eller dårligt vi selv klarer at gøre det rigtige, bliver vi nemt drevet til håbløshed, men hvis vi i stedet giver vores opmærksomhed til Jesus og hvad han har gjort for os, så vil de gode gerninger ofte komme helt af sig selv.  Og det var vel i virkeligheden også derfor det lykkedes for Josef: fordi hans fokus var på Jesus og ikke på sig selv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] I Otto Leisners originale tekst til Søren Banjomus hedder det i øvrigt ”Bare det altså snart var nu!”; varianten ”Bare det altså snart var jul!” er af senere dato (og rimer i øvrigt ikke på ”skillemadinkedu”).

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til julesøndag 2025
Tags: Jeremias' Bog 31.15-17, Matthæusevangeliet 2.13-23, Romerbrevet 3.19-22a

Posted By admin on 7. januar 2026

Ikke fred, men sværd: Dér røg julefreden!

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Anden juledag er en rigtig irriterende dag. Hvad skal vi egentlig med den? (Det må I ikke sige til Mette Frederiksen at jeg har sagt; så får hun bare dårlige ideer!) Havde den så bare været en udvidelse og forlængelse af juledag på samme måde som anden påskedag er det af påskedag, og anden pinsedag er det af pinsedag, men det er jo ikke tilfældet. Tværtimod har det vi har hørt i dag, ved første øjekast meget lidt med jul at gøre: Profeten Esajas fik prygl og fik revet skægget ud af sine kinder, evangelisten Stefanus gik det endnu værre, for han blev stenet til døde, og Jesus selv modsiger tilsyneladende englenes sang fra juleaften ved at sige: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

                      Men det er alt sammen kun tilsyneladende, for ret beset er alt det jeg har nævnt, en uundgåelig konsekvens af det der skete julenat. Som jeg sagde i min prædiken juleaften, var Jesu fødsel udtryk for en hidtil uset grad af oprustning i Guds kamp mod det onde – og derfor er det kun forventeligt at det onde ville gøre modstand. (Hvis I kommer I kirke på søndag, kan I i øvrigt høre hvor hurtigt den modstand antog grusomme og morderiske former). Og som vi hørte i går, måtte Jesus, verdens lys, døje den uret at hans egne ikke tog imod ham da han kom til jorden for at oplyse ethvert menneske. Så det kan måske godt være at I tænkte: ”Nå, dér røg den julefred!” da I hørte dagens læsninger, men det er ikke teksternes skyld. Der er jo ikke fred og idyl på jorden, jul eller ej, uanset om vi prøver at bilde os noget andet ind.

                      Men kan vi da ikke få lov til for vores sjælefreds skyld at holde en lille pause fra at høre om verdens elendighed – bare lige her i juleferien? Er der nogen af alle verdens nødlidende der får det et hak bedre af at vi bruger juletiden på at sidde og rive os fortvivlet i håret i stedet for at nyde det gode som der trods alt er i verden? Nej, det er der naturligvis ikke – og det er bestemt heller ikke det der er hensigten med Sankt Stefans dag. (I øvrigt er det historisk set mere eller mindre tilfældigt at den første kristne martyrs mindedag falder sammen med anden juledag, og nogle mener endda at kristne har fejret Sankt Stefans dag den 26. december før man i sin tid begyndte at fejre Jesu fødsel den 25.). Tværtimod er hensigten at give os håb.

                      Håbløsheden og elendigheden er nemlig ikke bare noget der findes ”derude”. I det udødelige julehit ”Do They Know It’s Christmas” fra 1984 (måske har nogle af jer hørt det i radioen igen i år?) hvor en lang række rockstjerner fra De Britiske Øer medvirkede gratis for at hele provenuet fra salget af pladen kunne gå til at afhjælpe sultkatastrofen i Etiopien, lyder en af linjerne (som i øvrigt blev sunget af sangeren Sting): ”There’s a world outside your window, and it’s a world of dread and fear” – ”Der er en verden udenfor dit vindue, og det er en verden med rædsel og frygt”. Budskabet var klart nok: Vi skal ikke lukke os inde i vores egne små trygge huler og ignorere at mennesker andre steder i verden slet ikke kan mærke at det er jul, men tværtimod dele af vores overflod med dem. Det var jo en ædel tanke, og kun Gud ved hvor mange børn og voksne der undslap sultedøden på grund af de 8 millioner britiske pund som salget af pladen indbragte, men ikke desto mindre har sangen gennem årene også været genstand for heftig kritik for at tegne et stereotypt og nedladende billede af Afrika og afrikanere, som om de bare er nogle stakler som vi ”rige” og ”kloge” europæere skal komme og redde. Bob Geldof, der var tekstforfatter på sangen, forsøgte ganske vist at kommunikere at det lige så godt kunne have været os andre der sultede, men det slap han ikke specielt heldigt fra; tværtimod er linjen ”Thank God it’s them instead of you” – ”Tak Gud for at det er dem og ikke dig” – en af de linjer der er blevet kritiseret allermest, og sangeren Bono fra gruppen U2 har ofte udtrykt fortrydelse over at han lod sig overtale til at synge den linje. Ikke alene kan linjen nemlig misforstås som et udsagn om at ”det er bedre at andre lider end at vi selv gør det”, men som en klart bekendende kristen der kender sin bibel rigtig godt, vidste Bono frem for nogen af de medvirkende stjerner at det ikke går an at dele menneskeheden op i et ”dem” der lider, og et ”os” der ikke er påvirket af lidelsen. Som Paulus skriver i Første Korintherbrev: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie … Lider én legemsdel, så lider også alle de andre” (1 Kor 12,13+26). (Jeg kan i øvrigt tilføje at da en stor gruppe stjerner fra den anden side af Atlanten med Harry Belafonte, Lionel Richie og Michael Jackson i spidsen et halvt år senere udgav en lignende støttesingle, ”We Are The World”, gik det meget bedre med at understrege at når nogle mennesker lider, lider hele menneskeheden; blandt andet sang Tina Turner linjen ”We are all a part of God’s great big family” – ”Vi er alle sammen en del af Guds kæmpestore familie”).

                      Nogle af jer vil måske indvende at den samhørighed som Paulus taler om i Første Korintherbrev, ikke omfatter alle mennesker, men kun dem der tror på Jesus, og det er naturligvis rigtigt nok: Den samhørighed i ånden der skabes ved at vi alle sammen har modtaget Guds ånd, den forudsætter naturligvis at man rent faktisk har modtaget Guds ånd. Men rent bortset fra at de fleste af ofrene for den etiopiske sultkatastrofe i midten af 80’erne faktisk var kristne (hvorfor svaret på spørgsmålet ”Do they know it’s Christmas?” må være et klart ”Ja!”), så er alle mennesker skabt i Guds billede og omfattet af hans kærlighed, og han vil ikke at nogen skal gå fortabt. Han har skabt os til at være forbundet med hinanden, og derfor kan vi aldrig sige at det ikke kommer os ved at der er mennesker der lider på den ene eller den anden måde. Men ikke nok med at han har skabt os til at være forbundet med hinanden; vi er allerede uløseligt forbundne fordi vi alle sammen er en del af Guds store skaberværk. Paulus forklarer det meget smukt i Romerbrevet – men også lidt knudret, og derfor vil jeg citere det fra den nudanske oversættelse Bibelen2020: ”Alt det, Gud har skabt, venter i længsel på, at han afslører, at vi er hans børn. Alt det skabte skal nemlig dø. Ikke fordi det gerne vil, men fordi Adam gjorde det, han gjorde. Nu håber det skabte på en dag at blive befriet, så det ikke længere skal være underlagt døden, men opnå den samme guddommelighed, som Guds børn får. Vi ved, at alt det skabte indtil nu har sukket og stønnet, som om det havde voldsomme smerter. Det gælder også os, der i første omgang har fået Helligånden. Vi må sukke og leve i forventning om den dag hvor Gud tager imod os som sine børn, og han gør os fri af vores dødelige krop” (Rom 8,20-23).

                      Derfor er det helt i orden hvis vi ikke synes at julen har været helt perfekt i år. Faktisk er det endda i orden hvis vi synes at det har været og er svært at finde juleglæden frem, for vi er ikke nået frem til paradiset endnu; vi er stadig ”dem, der bygge her i mørket og dødens skygge”, som vi skal synge i den sidste salme. Ganske vist har de fleste af os det væsentlig bedre end dem af vores medmennesker der lider under hungersnød, eller dem af vores medkristne der risikerer at blive sat i fængsel eller ligefrem slået ihjel på grund af deres tro, men vi er en del af den menneskehed der lider. Men netop derfor er vi også en del af den menneskehed som Jesus kom for at frelse; den menneskehed som Gud har beredt sit evige paradis til, hvis blot vi vil tage imod frelsen fra ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. juledag 2025
Tags: Apostlenes Gerninger 6.8-14 + 7.54-60, Esajas' Bog 50.4-7, Matthæusevangeliet 10.32-42