Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2020

Posted By on 28. januar 2020

”Giv os en større tro”: Gid jeg havde mere tro!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det med tro er noget vanskeligt noget. ”Giv os en større tro!” siger apostlene til Jesus, og det kan jeg egentlig godt forstå. Er der nogen af jer der nogensinde har bedt en lignende bøn? (kunstpause) Det har jeg også! Og det er ikke fordi der ikke findes gode svar man kan give på det spørgsmål (de af jer der er hyppige kirkegængere her i Klemensker-Rø pastorat, ved for eksempel jeg ofte anbefaler ”De 4 B’er”), men Jesus svarer ikke med et godt råd. Faktisk er det nærmest et ikke-svar han giver dem: ”Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.” Et sennepsfrø er ikke ret stort, skulle jeg hilse og sige; faktisk var det det mindste frø man kendte i antikken. (Havde de kendt til valmuer, ville Jesus sikkert have sagt et valmuefrø, for de er jo endnu mindre). Med andre ord siger han faktisk til dem at problemet ikke er at deres tro er for lille, men snarere at den slet ikke er der. Og det siger han vel at mærke ikke til de vantro farisæere, og ikke engang til de nysgerrige, men skeptiske mennesker der fulgte ham på afstand; nej, han siger det til selveste de tolv apostle, inderkredsen af disciple, som havde forladt alt for at følge ham!

                      Men det er altså også svært, det med tro! Jeg hørte engang en anekdote om en kvinde som havde læst at tro ikke alene kan flytte morbærtræer, men ligefrem bjerge. I Matthæusevangeliet (17,20) siger Jesus nemlig til disciplene: ”Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Det blev kvinden meget glad for at læse, for der stod et bjerg øst for hendes hus. Det var ikke noget stort bjerg, men det var stort nok til at hun aldrig fik morgensolen at se fordi bjerget skyggede for den. Så en morgen besluttede hun at hun ville teste det som Jesus havde sagt. Hun knyttede hænderne og gentog: ”Jeg tror! Jeg tror! Jeg tror!” indtil hun nærmest kunne mærke troen boble inden i sig, og så gik hun ud foran sit hus og råbte: ”Bjerg, flyt dig om på nordsiden af mit hus!” Men der skete ingenting. Hvorpå kvinden irriteret udbrød: ”Ja, jeg tænkte det nok!” Mere tro havde hun altså ikke, end at hun inderst inde ikke havde regnet med at det ville virke. Og det er svært at sætte sig ud over det. Der skal i hvert fald virkelig meget selvhypnose til hvis man skal nå derhen hvor man ville blive oprigtigt overrasket over at se et bjerg blive stående selvom man havde befalet det at flytte sig, især hvis man aldrig før har set et bjerg flytte sig. Og der er ikke nogen vidnesbyrd, hverken i Bibelen eller i kirkehistorien, om at disciplene eller kirkefædrene eller nogen af de store helgener gav sig af med selvhypnose. I øvrigt er der heller ingen beretninger om at nogen af dem nogensinde har flyttet rundt på morbærtræer, endsige bjerge – så måske er det i virkeligheden noget andet Jesus vil sige til apostlene og os?

                      Et sennepsfrø var som sagt det mindste frø man kendte til i den kultur som Jesus og apostlene levede i, men det var ikke den mindste ting man kendte. Hvis Jesus bare havde villet tale om en tro der er meget lille, så kunne han have sagt ”tro som et sandkorn” eller ”tro som et støvgran”. Men han sagde altså ”som et sennepsfrø”, så måske var det ikke kun frøets ringe størrelse han tænkte på? Der er jo det ved frø at de rummer et potentiale! Som Jesus selv siger nogle kapitler før dagens tekst: Guds rige ”ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin have, og det voksede op og blev et helt træ, og himlens fugle byggede rede i dets grene” (Luk 13,19). (Den tekst skal jeg i øvrigt prædike over om 3 uger). Så måske vil Jesus lære os at tro ikke er en eller anden form for kraft som vi kan være i besiddelse af i større eller mindre omfang, men at det snarere er en indstilling, nemlig den indstilling at vi ikke stirrer os blinde på det der er nu, men har tillid til at Gud kan forandre det. Man behøver nemlig ikke at være specielt stærk eller from eller dygtig for at have tillid til en anden, for det der er afgørende for om man har tillid til en anden, er ikke hvor stærk man selv er, men hvor stærk den anden er! Som én engang har udtrykt det: Det kommer ikke an på hvor stor din tro er; det kommer an på hvor stor din Gud er! For Gud, som har skabt både træer og bjerge, kan naturligvis også flytte dem igen.

                      I den første læsning i dag mødte vi Abraham, og han havde et bjerg han ikke kunne flytte. Gud havde nemlig lovet ham at han ville blive en stor mand som ville komme til at gøre en stor forskel i mange menneskers liv – og Abraham havde da også haft masser af succes i livet. Hans forretning gik strålende, og han var respekteret og berømt i hele landet. Men der var én ting der plagede ham, og det var at han ikke havde en søn der kunne arve alt det han havde arbejdet for. Ufrivillig barnløshed er svært nok at håndtere her i det 21. århundrede, men på Abrahams tid var det endnu værre, fordi man dengang havde størstedelen af sin identitet i sine børn. Det var faktisk så slemt at Abraham ikke syntes han kunne bruge sin rigdom og succes til noget som helst når han ikke havde nogen søn til at føre slægtsnavnet videre! Og Gud havde endda lovet ham at han ville få mange efterkommere, men foreløbig var det altså ikke blevet til noget, og hverken han eller hans hustru blev ligefrem yngre. Men så bad Gud ham om at se op på himlen og forsøge at tælle stjernerne. Det ved jeg ikke om nogen af jer nogensinde har forsøgt – sådan en rigtig mørk, stjerneklar aften uden måneskin og uden alt det kunstige lys som vi mennesker så tit forstyrrer natten med. Jo længere tid man kigger op på himlen, jo flere stjerner får man øje på. Det er som om det aldrig stopper. I vores dage, hvor man har kraftige kikkerter der gør det muligt at se endnu længere ud i rummet, har vi endda fundet ud af at selv de utallige stjerner som vi kan se, kun udgør en forsvindende lille brøkdel af hvor mange stjerner der er i alt. Hvor mange der helt præcis er, er der ingen der ved, men man mener at der i hvert fald er så mange at hvis man havde et lille riskorn (eller i dagens anledning kunne vi jo sige: et sennepsfrø) for hver stjerne i universet, så ville der være sennepsfrø nok til at dække hele jordens overflade i et 10 meter tykt lag! Men Gud kender det præcise tal på hvor mange stjerner der er, for han har skabt dem alle sammen! Og det var nok til at overbevise Abraham om at så kunne Gud også godt give ham efterkommere – og det gjorde Gud også.

                      Men i den forbindelse er det vigtigt at huske at Gud ikke skylder os noget. Vi har ikke kra

v på at Gud flytter rundt på morbærtræer og bjerge eller i øvrigt opfylder alle vores ønsker. Tværtimod er det os der skylder ham hele vores eksistens, fordi han er Skaberen. Selv hvis vi gør en masse ting for Gud, har vi ikke krav på at han gør noget ”til gengæld”, lige så lidt som en arbejdsgiver står i taknemmelighedsgæld til en medarbejder der blot har opfyldt sin kontrakt. Der var engang en mand som døjede med forskellige sygdomme, som sagde følgende til mig: ”Jeg har endda været så sød at give mit liv til Vorherre, og så straffer han mig på den her måde!” Nej, kære ven, du har ikke ”været sød” at give dit liv til Vorherre; det er tværtimod Vorherre der har været sød at give dig et helt nyt liv, og havde han ikke gjort det, ville du have været fortabt i dine synder, ligesom jeg og alle andre ville!

                      Det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham, for selvom noget er sandt, betyder det ikke at det nødvendigvis er klogt at sige det på ethvert givet tidspunkt; der er noget der hedder empati og situationsfornemmelse. Jeg valgte i stedet at sige til ham at det ikke er Gud der har påført ham de sygdomme han døjer med, for jeg tror virkelig ikke at sygdom og hvad der ellers er af ondt i denne verden, er udtryk for Guds vilje, men derimod for at Guds modstander stadig har alt for meget magt i verden. Er Gud da ikke almægtig? Jo, men han har valgt at uddelegere noget af sin almagt ved at give os mennesker en høj grad af selvbestemmelse; en selvbestemmelse som vi desværre alt for ofte bruger til at give plads for det onde i stedet for det gode, til skade for både os selv og vores medmennesker. Og det gør vi som regel fordi vi ikke har tro som et sennepsfrø.

                      Men den tro er som sagt ikke en kvalitet ved os selv; den er en indstilling til tilværelsen som vi kan vælge at have, nemlig den indstilling at vi stoler på Gud og handler derefter.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, n sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2020

Posted By on 22. januar 2020

Den samaritanske kvinde: Hvilken religion er den rigtige?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ifølge diverse statistiske opgørelser er kristendommen verdens største religion. I mange hundrede år var det endda stort set den eneste religion vi kendte til her i Europa, så hvis man sagde ”religion” dengang, så mente man som regel ”kristendom”. Og ifølge den gængse definition af ”religion” er der da heller ikke nogen tvivl om at kristendom er en religion. Den Danske Ordbog definerer for eksempel religion som ”et samfunds eller en kulturs organiserede tilbedelse af en gud, guder eller overmenneskelige kræfter og den livsopfattelse og de ritualer der knytter sig hertil” samt ”personlig tro og livsførelse i overensstemmelse hermed”. Alligevel er der mange kristne der frejdigt påstår at kristendom ikke er religion, og så sent som i tirsdags afholdt Grundtvigsk Forum her på øen faktisk et arrangement hvor Johannes Aakjær Steenbuch fra Nylars holdt foredrag om emnet ”Er kristendommen en religion?” (hvilket jeg tilfældigvis så i avisen på et tidspunkt hvor jeg allerede havde valgt temaet for gudstjenesten i dag, så det må siges at være lidt af et sammentræf). ”Jeg har selv været på det hold der skrapt hævdede at kristendom ikke er en religion, men det er nok en påstand, der bør modificeres, hvis det skal give mening. For selvfølgelig er kristendom da også det”, skriver Johannes i en artikel som jeg fandt på nettet, og det kan jeg kun være enig med ham i. At sige at kristendom ikke er en religion, kan hurtigt gå hen at blive en lidt for nem måde at glide af på nyateisternes spørgsmål om hvorfor den ene religion skulle være bedre end den anden – og det er i øvrigt et ”trick” som vi kristne ikke er ene om at benytte os af, for jeg har også mødt muslimer der med samme frejdighed hævder at islam ikke er en religion, men derimod en livsstil. Paradoksalt nok har jeg også mødt en del kristne der vælger den omvendte strategi og hævder at kristendommen er en religion, men at islam ikke er en religion (men derimod en politisk ideologi), og på den måde kan vi blive ved med at tærske langhalm på meningsløse diskussioner om hvad der skal til for at noget er en religion, til trods for at både islam og kristendom helt indlysende er omfattet af Den Danske Ordbogs definition.

                      Når jeg siger alt det her, så er det fordi jeg i dag vil slå et slag for hvorfor det alligevel i en vis forstand giver mening at sige at kristendom ikke er religion. Det store spørgsmål der lurer i kulissen når vi lytter til den lange samtale mellem jøden Jesus og en samaritansk kvinde, er nemlig netop: ”Hvilken religion er den rigtige?” Og Jesus kommer med et overraskende svar (det er derfor jeg har skrevet på Facebook at mit svar på spørgsmålet måske ville overraske).

Jøderne og samaritanerne var ganske vist enige om rigtig mange ting – så mange at de næsten kunne betragtes som to varianter af samme religion ligesom shia-islam og sunni-islam. Begge religioner mente at Gud ved hjælp af Moses havde befriet patriarken Jakobs efterkommere, israelitterne, fra deres slaveri i Egypten og efterfølgende havde sluttet en pagt med dem ved Sinajbjerget. De var også stort set enige om pagtens ordlyd, nemlig de ti bud og en lang række andre bestemmelser, blandt andet om ofringer og religiøse fester. De var også enige om at Gud ved Sinaj havde indstiftet et præsteskab med Aron som ypperstepræst og havde bestemt at værdigheden som ypperstepræst skulle gå i arv til Arons efterkommere i lige linje, og at folket skulle have ét centralt helligsted, som skulle være det eneste sted hvor man måtte ofre til Gud. Der var faktisk kun to ting som jøderne og samaritanerne var uenige om, og det var for det første hvem af Arons efterkommere der var den legitime ypperstepræst, og for det andet hvor det centrale helligsted skulle ligge. Derfor var der på Jesu tid to konkurrerende ypperstepræster og to konkurrerende templer: jødernes i Jerusalem og samaritanernes på Garizim-bjerget. Men den uenighed havde også ret voldsomme konsekvenser, for den betød at samaritanerne aldrig havde anerkendt at David var udvalgt af Gud til at være konge over israelitterne, ligesom de heller ikke anerkendte nogen af de jødiske profeter efter Moses. Og det jødiske præsteskab på Jesu tid havde accepteret så mange kompromiser for at holde sig på god fod med romerne, at samaritanerne med en vis ret kunne hævde at Kajfas var en totalt illegitim ypperstepræst. Omvendt kunne jøderne pege på at lige siden samaritanerne nægtede at anerkende Davids barnebarn Rehabeam som Israels konge og i stedet lavede deres eget kongerige, havde deres historie været præget af frafald og afgudsdyrkelse med kongeparret Akab og Jezabel som et skræmmende lavpunkt. Og efter at det samaritanske kongerige blev erobret af Assyrien, havde assyrerne bosat hedenske folkeslag i Samaria, som havde blandet sig med befolkningen i en grad så samaritanerne ikke længere med rette kunne betragtes som israelitter.

Så der var bittert fjendskab mellem de to folk, og derfor vækker det også kvindens mistænksomhed at der er en jøde der henvender sig til hende. Og da denne jøde antyder at han har en forbindelse til Gud som hun ikke har, går hun straks i forsvarsposition og påpeger at hun altså er en vaskeægte efterkommer af patriarken Jakob, og at den brønd de sidder ved, er gået i arv gennem slægten lige fra Jakobs søn Josef og frem til hende og hendes bysbørn. Med andre ord: Jesus skal ikke komme og tro at han er en bedre israelit end hun er; tværtimod! Da Jesus så siger at han kan give hende vand som gør at man aldrig skal tørste igen, så svarer hun: ”Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hende vand”, og det er svært at vide hvilket tonefald hun siger det i, men jeg gætter på at hun siger det med vantro i stemmen, for hvor i alverden skulle Jesus dog overhovedet få vand fra, endsige vand som man får evigt liv af?

Men så hiver Jesus en trumf ud af ærmet. Først siger han at hun skal kalde på sin mand, og det er der i og for sig ikke noget overraskende i, for i datidens kultur var det ikke acceptabelt at en kvinde talte alene med en fremmed mand uden at hendes egen mand var til stede (eller hvis hun ikke var gift, da hendes far eller bror eller en anden mandlig slægtning). Men da hun svarer at hun ikke har nogen mand, så chokerer Jesus hende ved at demonstrere at han ligger inde med en overnaturlig viden om hende, som han kun kan have fået direkte fra Gud – og hun anerkender da også på stedet at det er en profet hun har foran sig. Men så kan hun heller ikke vente længere med at pege på ”elefanten i rummet”: Hvilken religion er den rigtige? ”Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Så er svesken lagt på disken, og spændingen stiger: Hvad vil profeten svare? Vil han levere det endegyldige bevis for at samaritanerne har taget fejl hele vejen igennem, at jødernes religion er den rigtige, og at samaritanerne bør konvertere, jo før, jo hellere? Det må man næsten gå ud fra at kvinden har regnet med.

Men hvis Jesus overraskede da han afslørede sin viden om kvindens private forhold, så overrasker han endnu mere nu, for han siger ikke: ”Det er naturligvis os jøder der har ret: Vil du kende Gud og tilbede ham rigtigt, så må du til Jerusalem!” I stedet svarer han: ”Hverken eller!” Han får ganske vist flettet ind i en bisætning at det er jøderne der så at sige har haft mest ret, men det er alt sammen lige meget nu, siger han, for fra nu af skal Gud hverken tilbedes i Jerusalem eller på Garizim, men ”i ånd og sandhed”. Jesus er ikke kommet for at bevise at jødernes religion er den rigtige; nej, han er i en vis forstand kommet for at gøre en ende på al religion! Fordi Jesus ofrede sig selv som det endegyldige, fuldkomne offer, går vejen til Gud nu ikke længere igennem ofre og præster og ritualer; den går gennem Jesus selv! Så mit svar på spørgsmålet ”Hvilken religion er den rigtige?” er ikke: ”Kristendommen!”, sådan som nogle af jer nok ville have gættet på hvis jeg ikke havde skrevet på Facebook at I ville blive overraskede. Nej, mit svar er: ”Jesus!”

Takket være Jesus kan vi nemlig møde Gud når som helst, hvor som helst! Gud bor jo ikke et bestemt sted på jorden – og det har han i øvrigt aldrig gjort. Når han havde bestemt at der i mere end 1000 år (nemlig fra Moses til Jesus) kun skulle være ét sted hvor man kunne møde ham, så var det for at beskytte os mennesker. Gud er nemlig frygtindgydende i sin hellighed. De af jer der var i kirke 2. søndag i advent, husker måske at vi hørte en læsning fra Malakias’ Bog, hvor der står: ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning.” Hvis det overrasker os at høre de ord brugt om Gud, så er det måske fordi vi har glemt at han er den som blot ved at tale et ord har skabt alt hvad der er til, og som kan tilintetgøre det hele igen med et åndepust. Vi skylder Gud ubetinget ærefrygt alene af den grund at han har skabt os og alt andet. Dertil kommer at Gud er det som vi kalder ”hellig”, dvs. han er uden fejl: fuldkommen kærlig og fuldkommen retfærdig. Vores egen kærlighed og retfærdighed er i bedste fald mangelfuld, og hvis vi kunne og turde se helt ind i dybet af vores egen sjæl, er jeg bange for at vi ikke ville kunne andet end fortvivlet at falde på vores ansigter i erkendelse af at vi ville være håbløst fortabte hvis ikke Gud forbarmede sig over os.

Men heldigvis har Gud forbarmet sig, for han er jo netop fuldkommen kærlig! Og fordi han også er fuldkommen retfærdig, består hans løsning ikke i at se igennem fingre med vores fejl (det ville nemlig ikke være særlig kærligt over for dem som vores fejl går ud over, og i sidste ende ville det heller ikke være kærligt over for os selv), men derimod i at rense os fra vores synd så vi kan møde Gud uden frygt. Den renselse kom i stand gennem Jesu død og opstandelse, og når vi bliver indviet til Jesus i dåben, bliver den vores. Det betyder at den kristne gudstjeneste ikke tager sigte på at opnå adgang til Gud, men tværtimod på at fejre og nyde den adgang til Gud som vi har – ikke kun når vi er i kirke, men altid!

”Jamen er det så slet ikke nødvendigt at gå i kirke?” Nej, det er egentlig slet ikke nødvendigt. Men som den ortodokse præst Alexander Schmemann udtrykte det: ”Hvad gør vi, når vi forbereder et måltid til én, vi elsker? Vi lægger en ren dug på bordet, stiller en buket blomster frem, tænder lys, dækker op med vores fineste porcelæn og smukkeste servietter; ikke fordi det er nødvendigt. Vi gør det af kærlighed! Og gudstjenesten er kærlighed, glæde, forventning – den er himlen på jorden!” (Peter Halldorf: ”Det hellige år”, s. 263). Eller for at sige det på en anden måde: Vi kristne udøver vores religion i frihed, kærlighed og taknemmelighed til den Gud der har sørget for at vi ikke behøver religion for at komme i kontakt med ham!

 

Lad os tage et øjeblik til i stilhed at mærke, smage og grunde over det under at Gud virkelig er til stede lige her, lige nu.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2020

Posted By on 14. januar 2020

Jesus og de små børn: Vil du gøre en forskel?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En mus og en elefant gik engang over en træbro. Det kunne naturligvis høres – GUNG, GUNG, GUNG! Musen smilede veltilfreds ved lyden, så på elefanten og sagde glad: ”Sikke vi gungrer!”

                      Når vi griner ad den vittighed, så er det nok fordi vi kan genkende os selv (eller i det mindste nogen vi kender) i det som musen siger. Vi mennesker vil så gerne føle at vi gør en forskel, og det ønske er drivkraften i meget af hvad vi gør. Prøv for eksempel at lægge mærke til hvad folk tit svarer når de bliver spurgt hvorfor de har valgt at blive u-landsfrivillige eller at gå ind i politik eller at engagere sig i det lokale foreningsliv: ”Fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel!”

                      Jeg tror det er Gud der har lagt ønsket om at ville gøre en forskel ned i os mennesker. Gud er selv den der frem for nogen gør en forskel, og han har skabt os i sit billede, så det er en nærliggende tanke at han også gerne vil have os til at gøre en forskel. Den første befaling som Gud giver mennesket i Bibelens første kapitel, er faktisk at gøre en forskel: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” (1 Mos 1,28).

                      Men nogle gange kan ønsket om at gøre en forskel tage overhånd i en grad så vi ikke tænker nær så meget på om forskellen bliver gjort, som vi gør på om vi selv spiller en afgørende rolle i det. Det kan for eksempel være i forbindelse med en fodboldkamp hvor en spiller vælger selv at skyde på mål i stedet for at spille bolden til en medspiller der står helt fri og med lethed ville have kunnet putte bolden i kassen, men det kan også være i mere alvorlige situationer. Undertiden kan vi endda have svært ved at glæde os over at noget godt er sket fordi vi gerne selv ville have haft del i æren for det.

                      Efter at jeg var blevet student tilbage i 1994, tilbragte jeg et halvt år i England på en tværkirkelig international bibel- og missionsskole – eller ”træningscenter”, som det egentlig hed, for sammenlagt var det vel kun omkring halvdelen eller mindre af den skemalagte tid vi rent faktisk tilbragte på skolebænken; resten af tiden gik med dør-til-dør-mission, gademøder, besøg på skoler, besøg på plejehjem, og med at hjælpe forskellige kirker med deres udadrettede arbejde i eksempelvis ungdomsklubber. Det helt store, overordnede mål var naturligvis at mennesker skulle komme til tro på Jesus, og når vi ved dagens afslutning samledes til debriefing på basen (ja, sådan kaldte vi det – i bakspejlet er jeg egentlig ikke specielt begejstret for den militære klang i de ord, men ”basen” var det ord vi brugte om den bygning hvor vi boede, spiste og fik undervisning, og ”debriefing” betød bare at vi delte dagens oplevelser med hinanden og med vores undervisere og talte om hvad vi kunne lære af det vi havde oplevet) – når vi talte om hvad vi havde oplevet, så var det bedste altid hvis nogen kunne fortælle om at de havde ”ledt nogen til Kristus”, for til syvende og sidst var det jo det det hele handlede om. Der var særligt en pige fra Italien som lod til at have en særlig gave til at tale med mennesker om Jesus på en måde så de kom til tro, og når hun fortalte om det, blev vi naturligvis alle sammen enormt glade, men efterhånden som ugerne og månederne gik, og jeg aldrig selv oplevede at nogen af de mennesker jeg talte med, kom til tro, så begyndte der at komme skår i min glæde, må jeg desværre indrømme. Det var ikke fordi hende italieneren pralede eller satte sig selv på en piedestal eller noget, og det var heller ikke sådan at hun blev feteret og hædret på en måde så jeg var misundelig på hendes plads i det sociale ”hierarki” på skolen; det var mere det at jeg ikke følte at jeg selv gjorde nogen forskel – jeg kunne lige så godt slet ikke have været der, følte jeg undertiden.

                      Hvorfor havde jeg det sådan? Og hvorfor er det i det hele taget så stor en anfægtelse for mange mennesker ikke at have en følelse af at gøre en forskel? Jeg tror den svenske forfatter Hjalmar Söderberg havde fat i noget af det rigtige i sin roman Doktor Glas fra 1905 (og inden I tænker ”Åh nej, mere litteratur som ingen andre end præsten har læst?”, så kan jeg trøste jer med at præsten faktisk heller ikke har læst den roman; jeg kunne bare huske at have hørt eller læst citatet et sted, og så googlede jeg mig til hvor det stammede fra, og på den måde kan man jo hurtigt komme til at lyde som om man er vældig belæst). Citatet lyder: ”Helst ønsker man at være elsket, i mangel deraf beundret, i mangel deraf frygtet, i mangel deraf i det mindste at være afskyet og foragtet. Sjælen gyser tilbage for det tomme rum og ønsker kontakt for enhver pris.” Med andre ord: Når jeg følte at jeg skulle retfærdiggøre min eksistens i almindelighed og min tilstedeværelse på bibelskolen i særdeleshed ved at gøre en forskel, tror jeg det var fordi jeg ikke i tilstrækkelig grad havde taget det til hjerte at Gud elsker mig. Og paradoksalt nok tror jeg faktisk at det var en meget væsentlig del af årsagen til at der ikke var nogen mennesker der lærte Gud at kende ved at tale med mig! For jeg tror egentlig godt folk kunne mærke at de ikke talte med et menneske der var så overvældet af Guds kærlighed at jeg bare måtte fortælle andre om det, men snarere med en der desperat søgte efter noget at polstre sit selvværd med. Og dels er det ret nedværdigende at blive reduceret til at være en brik i et andet menneskes selvrealiseringsprojekt, men det kan man vel trods alt leve med hvis man får evigt liv som sidegevinst. Værre er det straks at hvis man står og siger at livet med Jesus er et liv i fred og glæde, men samtidig har et kropssprog der røber at man selv er præget af alt andet end fred og glæde, så er der altså ikke nogen der lader sig narre. Det vidste jeg også godt selv inderst inde i mine mest ærlige øjeblikke, men jeg vidste bare ikke rigtig hvad jeg skulle gøre ved det. Det det gjaldt om, var jo at fortælle andre om Jesus, og hvis jeg først skulle bruge tid på at banke noget fred og glæde op i mit eget liv før jeg kunne bruges til formålet, så var jeg jo kun i endnu højere grad en klods om benet på Gud – følte jeg. Jeg havde altså dårlig samvittighed over at mit liv ikke var præget af fred og glæde – og det bliver man jo hverken mere glad eller mere fredfyldt af!

                      Hvis der var én bibeltekst som jeg kunne have haft gavn af at meditere over dengang for 25 år siden, så er det nok den vi har lyttet til i dag. For hvis der var noget som Nikolaj, 19 år, ikke lignede, så var det et lille barn! For hvad er det der kendetegner et lille barn? Hvordan er små børn? (kunstpause) Og lad nu være med at svare at de er uskyldige og tillidsfulde og hvad ved jeg, for det kan da godt være at det er rigtigt i et eller andet omfang, men vi ved jo godt alle sammen (eller i hvert fald de af os der har eller har haft små børn) at det ikke er hele sandheden. Små børn kan nemlig også være humørsyge, urimelige, egocentriske og ansvarsløse – ja, ansvarsløse er de vel i grunden hele tiden. Men vi elsker dem jo alligevel, vi som har det privilegium at være deres forældre, og vi finder os i deres urimeligheder fordi vi ved at de jo netop kun er små børn. Og det ved barnet godt, hvis ellers det har undgået at blive udsat for spædbarnstraumer. Faktisk er det vel netop derfor at små børn tit opfører sig langt mere ”uopdragent” over for deres forældre end over for fremmede – fordi de ved at forældrene elsker det uanset hvad, så hos dem kan man prøve grænser af uden at risikere at fundamentet for ens tilværelse forsvinder.

                      Samtidig har de fleste små børn det sådan at de elsker at hjælpe mor og far (det går desværre ofte over inden de bliver så store at de rent faktisk kan være til hjælp), og det giver vi dem selvfølgelig lov til – hvis vi da ellers har tid, for det er som regel hurtigere at gøre tingene selv. Men det er hyggeligt når børnene hjælper, for det er kvalitetstid, hvor det vigtigste formål er at vi gør noget sammen. Men hvis det vi gør sammen, er noget som det rent faktisk var vigtigt at gøre (som for eksempel at lave mad eller gøre rent), så er det også med til dels at give barnet nogle vigtige færdigheder, dels (og det er nok så vigtigt) at give barnet en følelse af at have udrettet noget – at have gjort en forskel. Det har børn nemlig en længsel efter, præcis ligesom vi voksne har det. Men fordi de netop er små børn, har de det privilegium at de kan gøre en forskel på en andens ansvar – nemlig den voksnes. Hvis min søn hjælper mig med at snitte grøntsager, og han skærer sig i fingeren, så er det min fejl, ikke hans. Og kommer han til at skære mig i fingeren, ja, så er det også min fejl! (Men gør han det med vilje, så får han naturligvis at vide at fy, det må han ikke!).

                      Jeg håber at I begynder at fornemme hvor jeg vil hen: At tage imod Guds rige ligesom et lille barn betyder at vi kan sænke skuldrene fordi ansvaret ligger hos Gud, ikke hos os. For selvom Gud har skabt os med et ønske om at gøre en forskel, så er han ikke på nogen som helst måde afhængig af vores flid og evner. Derfor er det også helt forkert når Hans Anker Jørgensen i sin salme ”Når jeg er træt og trist” (som i øvrigt er nummer 658 i Salmebogen) synger: ”Du siger, du har brug for mine kræfter”, for det har Gud aldrig nogensinde sagt, og heldigvis for det! Det ansvar ville intet menneske kunne leve med – og en gud der har brug for menneskers hjælp, ville i øvrigt være en sølle gud! Nej, når Gud beder os om at gå i hans tjeneste, er det fordi han er en god far som ønsker at involvere sine børn i det han laver, fordi han elsker os, og fordi han vil lære os om hvad der er godt og rigtigt og væsentligt. ”Gud kan uden mig, men ønsker det ikke”, som forkynderen Johannes Facius kaldte den bog han udgav i 1991, og som handler om hvordan han blandt andet måtte igennem en depression før han indså at det er sådan det hænger sammen. (Det måtte jeg i øvrigt også selv). (For resten: Hvis du tænker at læse en og kun én af de to bøger jeg har refereret til i dag, så vælg den af Johannes Facius!)

                      Og nu kommer vi til det der måske er det allersmukkeste ved det hele: Netop ved at indse at det slet ikke er op til os selv at gøre en forskel, men at det hele er Guds ansvar, og at vores vigtigste ”opgave” (hvis man kan kalde det det) er at hvile i at Gud elsker os uanset hvad – netop da kan vi rent faktisk begynde at gøre en forskel der batter noget! For hvis vores liv er gennemsyret af kraften i Guds kærlighed, så smitter det! Dels smitter det os selv, sådan at vi begynder at se på vores medmennesker på en ny måde, nemlig som nogen der er lige så højt elskede af Gud som vi selv er, hvilket medfører at vi får en dyb længsel efter at de må lære den Gud at kende som elsker både os og dem så højt! Og dels smitter det de mennesker vi omgås, for i jo højere grad vi med vores liv er bærere af den kærlighed og fred som Gud giver, i desto højere grad vil mennesker omkring os tænke: ”Wow, det som han har, eller det som hun har, det vil jeg også have!” Og så kan vi fortælle dem at det vi har, slet ikke er et ”det”, men en ”ham”: Jesus.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Tejn, Sct. Klemens og Rø kirker helligtrekongers søndag 2020

Posted By on 10. januar 2020

Verdens lys: Kan vi være sikre?

Prædiken i Tejn, Sct. Klemens og Rø kirker helligtrekongers søndag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Rasmus Berg var en landmandssøn fra provinsen. Han havde et lyst hoved, og hans forældre var rimeligt velstående, og derfor betalte de for at han kunne få en universitetsuddannelse i København, hvilket kun var få forundt dengang i 1700-tallet. Derfor vækker det også opsigt da han vender hjem til sin fødeby, og alle er imponerede over at han har lært at tale latin. Logik har han også lært, og han beviser uden problemer at hans mor er en sten – men det gør hende naturligvis ulykkelig, så han konstruerer straks et andet argument som beviser at hun alligevel ikke er en sten. Hans forældre er dybt imponerede og erklærer at hans uddannelse har været alle de penge værd de har betalt for den.

                      En der til gengæld ikke er imponeret, er landsbyens degn, som ikke bryder sig om at han nu ikke længere er den eneste lærde mand på stedet. Han udfordrer Rasmus Berg – eller Erasmus Montanus, som han insisterer på at blive kaldt, nu hvor han har studeret – til en offentlig disput på latin. Montanus er sikker på at han nok vil kunne give degnen svar på tiltale, men dér tager han fejl, for det som degnen har at sige, er det argeste nonsens som det er umuligt at give et svar på fordi det slet ikke indeholder et spørgsmål. Landsbyboerne forstår imidlertid ikke latin, så de konkluderer at Per Degn alligevel er langt klogere end den unge akademiker. Da det efterfølgende rygtes at Rasmus har taget kætterske ideer til sig på universitetet, så som at jorden er rund som en bold, og at hver af stjernerne er mange gange større end månen, bliver folk efterhånden overbevist om at han må være vanvittig eller måske endda besat, og hans forlovedes far erklærer at han i hvert fald ikke vil give sin datter til sådan et ukristeligt menneske. Det får den unge dame til at skrive et tårevædet brev til sin forlovede og trygle ham om for hendes skyld at holde op med at påstå at jorden er rund, men skønt brevet gør Rasmus dybt bedrøvet, synes han ikke at han kunne gå på kompromis med sandheden. Men som mange af jer sikkert ved, ender det hele med at han alligevel kryber til korset og sværger på at jorden er flad, efter at en løjtnant har narret ham til at lade sig indrullere i militæret, men tilbyder at lade ham slippe hvis han afsværger sine kætterske ideer.

                      Holbergs skuespil Erasmus Montanus er først og fremmest en satire over den intellektuelle elites snobberi, som viser sig i den utåleligt arrogante attitude som titelpersonen udviser gennem hele handlingsforløbet. Men det er også et portræt af en side af den danske folkesjæl, nemlig at vi ikke bryder os om hvis nogen mener at de ved bedre end os, eller måske endda at de er bedre mennesker end os. Måske er det fordi vi er for stolte til at indrømme at vi kan have taget fejl, eller måske er vi for magelige til at lave om på vores vaner, men i hvert fald bryder vi os ikke om at der bliver sat spørgsmålstegn ved den måde vi har valgt at leve vores liv på. Så hvis man for eksempel vil agitere for en vegansk livsstil i Danmark, skal man være forberedt på at blive mødt med i bedste fald ligegyldighed, i værste fald vrede. Sundhedsstyrelsens kampagner om kost, rygning, alkohol og motion lader heller ikke til at have den store effekt, og får vi at vide at vi så vidt muligt bør vælge mere klimavenlige transportformer end flyet og bilen, så er vores automatreaktion typisk at det er der da godt nok ikke nogen der skal blande sig i. Dét træk i den danske folkesjæl er nok også en af årsagerne til at vi aldrig har haft nogen voldelige revolutioner i Danmark, for det er simpelt hen for svært at mobilisere folk til støtte op om en politisk sag. Og det er nok også en af de vigtigste årsager til at diverse religiøse sekter har svært ved at vinde fodfæste i vores land. Der skal simpelt hen ikke komme nogen og fortælle os hvad vi skal tro, mene og gøre!

                      Derfor tror jeg også at vi danskere har relativt let ved at følge farisæernes reaktion på det Jesus siger i dagens tekst: ”Jeg er verdens lys.” Prøv at forestille jer at der var en der stillede sig op i Danmark og sagde sådan! Rasmus Paludan kom tæt på sidste år da han kaldte sig selv ”danernes lys”, men det var der ikke ret mange der lod sig imponere af – i hvert fald ikke nok til at han kom i Folketinget. For hvorfor skulle vi tro på det når nogen siger sådan om sig selv? Hvad har de at have det i? Som farisæerne sagde til Jesus: ”Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.”

                      Men Jesus siger at jo, hans vidnesbyrd er gyldigt selvom han vidner om sig selv, fordi han ved hvor han er kommet fra. Farisæerne mente også at de vidste hvor Jesus var kommet fra, nemlig fra Galilæa, men som læsere af Johannesevangeliet ved vi jo noget de ikke ved, nemlig at Jesus er Guds Søn, som var hos Faderen før verden blev skabt – længe før han lod sig føde som menneske. Men de farisæere vi læser om i Johannesevangeliet, havde jo i sagens natur ikke selv noget Johannesevangelium de kunne slå op i, så hvordan skulle de kunne vide hvor Jesus i virkeligheden er fra? Jo, siger Jesus, det ville de have kunnet vide hvis de havde kendt Faderen (altså Gud), fordi Faderen selv vidner om sin søn.

                      Jeg må ærligt indrømme at hvis det havde været hvem som helst andre end Jesus der havde sagt sådan, så ville jeg have afskrevet det som en cirkelslutning. Jeg mener, han siger til de mennesker som havde ord for at kende Gud, at han selv er udsendt af Gud, og når de ikke kan se det, så viser det bare at de ikke kender Gud! Det ville jo omtrent svare til hvis der kom en person ind ad kirkedøren nu og sagde: ”Overlad prædikestolen til mig, for jeg kan tale på Guds vegne, og det som Gud siger, er at I skal lytte til mig! Og hvis I ikke tror på det, så viser det bare at I slet ikke kender Gud!” Sådan et menneske ville vi nok være lige så lidt tilbøjelige til at lytte til som Erasmus Montanus’ bysbørn var til at lytte til ham! Men hvorfor var det så forkert af farisæerne ikke at tro på Jesus?

                      Fordi der var en forhistorie. Jesus dukkede ikke bare op ud af det blå og påstod at han var Guds søn – han havde forinden sagt og gjort mange ting som bakkede det op. Han havde helbredt syge, han havde prædiket med visdom og autoritet, og han havde forkyndt gode nyheder for de fattige og udstødte – alt sammen ting som stemte overens med profetierne i Det Gamle Testamente om hvad der ville kendetegne Messias. Det Gamle Testamente var (og er) jo jødernes bibel, som farisæerne havde brugt år på at studere, og derfor kan Jesus sige at hvis de virkelig havde forstået de skrifter som de havde studeret, så ville de have genkendt Messias når de mødte ham (jf. Joh 5,36-39).

                      Hvorfor genkendte de ham så ikke – når de nu havde studeret Skrifterne og kunne citere alle profetierne i søvne? Og hvorfor er der den dag i dag millioner af religiøse jøder verden over der ikke anerkender Jesus som Messias selvom de hører profetierne læst op hver lørdag i synagogen? Ja, problemet er jo nok at det med Gud ikke kan koges ned til kold logik à la Erasmus Montanus; tværtimod skriver apostlen Peter i sit andet brev at ”ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften” (2 Pet 1,20). Vi slipper altså ikke helt for at foretage en cirkelslutning, eller måske rettere: en trosslutning. Hvis spørgsmålet er om vi nu også kan være sikre på at Jesus er Messias, Guds søn, verdens lys, så er svaret at nej, det er ikke noget vi kan bevise matematisk eller naturvidenskabeligt. Den eneste vished vi kan få, er troens vished, men det kræver at vi tør tro på at Gud virkelig er sådan som Jesus påstod at han er.

                      I en vis forstand har vi ikke noget valg, for hvis det ikke er sandt at Gud er sådan som Jesus sagde, så er vi fortabte. Hvis Jesu død på korset ikke var det ultimative kærlighedsoffer fra en Gud som var villig til at betale en hvilken som helst pris for at redde os fra fortabelsen, så er vi stadig bundet af synden og døden (medmindre vi er så indbildske at vi tror at vi ved egen kraft kan overvinde det onde i os selv). Måske var det derfor den russiske forfatter og tænker Fjodor Dostojevskij i sin tid fremsatte den provokerende påstand at hvis nogen kunne bevise for ham at Kristus ikke er sandheden, så ville han vælge Kristus frem for sandheden? Og jeg tror i hvert fald det er derfor C.S. Lewis i sin roman ”Sølvstolen” (bind 6 i Narnia-serien) lader en af hovedpersonerne sige til en heks der har fanget ham og tre andre i et underjordisk rige og prøver at hypnotisere dem til at tro at ”oververdenen” – og løven Aslan, som er et billede på Kristus – slet ikke findes: ”Lad os sige, at alle disse ting – træer og græs og sol og måne og stjerner og Aslan – kun er noget, vi har drømt. Lad os gå ud fra det. Så kan jeg kun sige, at hvis det er rigtigt, så virker de opdigtede ting en hel del bedre end de virkelige. Lad os forestille os, at dette sorte hul af et kongerige virkelig er den eneste verden. Tja, det forekommer mig at være en temmelig sølle verden. Og det er egentlig sjovt, når man tænker over det. Hvis I har ret, er vi kun nogle børn, der fantaserer. Men vi fire legende børn kan lave en opdigtet verden, som er tusind gange bedre end jeres virkelige verden. Og derfor vil jeg holde med den opdigtede verden. Jeg er på Aslans side, selv om der ikke skulle være nogen Aslan.”

                      Men selvom vi i en vis forstand ikke har noget valg, så er det alligevel et skræmmende valg vi er nødt til at træffe. For hvis det virkelig er sandt at Jesus er verdens lys, så har det konsekvenser for vores liv, nemlig den konsekvens at hvis vi vil være i lyset, så må vi følge ham. Og det gør vi ved at elske vores medmennesker ligesom Jesus har elsket os. Så længe vi hader bare ét andet menneske, er vi stadig i mørket. Det betyder ikke at vi skal acceptere alt hvad andre mennesker gør, bestemt ikke! – men det betyder at vi skal øve os i kun at hade synden og ikke synderen. Og det kan være svært, især hvis det er os selv der bliver syndet imod!

                      Heldigvis har vi, som vi sang med Grundtvig, en ledestjerne der kan føre os til Jesus og hans lys, ligesom Bethlehemsstjernen førte de vise mænd til ham da han var spæd, og den stjerne er ”hans Guddoms-ord det klare”, altså Bibelen. Desuden har vi bønnen, hvor vi kan lære Gud bedre at kende ved at bruge tid i hans nærvær og tale med ham, vi har nadveren hvor Jesus rækker os sit legeme og blod i brødets og vinens skikkelse, og vi har fællesskabet i menigheden, som ifølge Paulus er Kristi legeme, præcis som nadverbrødet er det. Tilsammen udgør de fire ting det som med en simpel huskeregel undertiden kaldes ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Bordet, og Brødre- og søstrefællesskabet. Menneskeligt talt kan vi aldrig være sikre på at det er sandt at Jesus er verdens lys, men holder vi fast ved de 4 B’er, vil vores trosvished blive styrket dag for dag.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2020

Posted By on 10. januar 2020

Fadervor: Fadervor giver frimodighed

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så gik der endnu et år.

12 måneder.

365 dage.

8760 timer.

525.600 minutter.

31.536.000 sekunder.

                      Langt de fleste af de 31.536.000 sekunder er gået, uden at nogen har lagt specielt mærke til dem. Det kan man da også dårligt nå at gøre, for sekunderne forsvinder jo igen, lige så hurtigt som de kommer. Og det er kun i håndboldkampe at tiden kan sættes i stå; det kan den ikke i det virkelige liv.

                      Men der er enkelte af de 31 millioner sekunder der har en helt særlig status og betydning. Og det allermest magiske af dem, det er nok det sekund hvor rådhusuret i København slår sit første slag klokken 00.00 den 1. januar. I minutterne op til sidder millioner af danskere klinet til tv-skærmene for at kigge på den store urskive, og når det store øjeblik indfinder sig, bliver der skålet, jublet, kysset, krammet og fyret kæmpestore farvestrålende raketter af. I hvert fald hvis man har nogen at skåle, kysse og kramme med, og hvis man har råd til nytårsraketter.

                      Men hvorfor går vi så meget amok over at et bestemt sekund oprinder? Hvad er det der er så specielt ved den 1. januar klokken 00.00.00? Svaret er indlysende: Det er fordi der begynder et nyt år! At det lige er på det tidspunkt at det nye år begynder, er ganske vist ikke noget der er blevet givet direkte fra himlen, skrevet i blod. Det kinesiske nytår falder et sted mellem 21. januar og 21. februar efter vores kalender, iranerne fejrer nytår ved forårsjævndøgn, tamilerne den 13., 14. eller 15. april, kopterne den 29. august, og det jødiske nytår (også kaldet hornblæsningsfesten) ligger engang i september eller oktober. At døgnet begynder ved midnat, er heller ikke indlysende – i mange kulturer begynder det ved solnedgang (og hvis det også var tilfældet hos os, ville mange af os nok være noget mindre trætte i dag!).

                      Alligevel er der noget særligt ved det øjeblik hvor det nye år begynder efter den tidsregning vi følger. Og da jeg var ung, kan jeg huske at jeg oplevede det som et befriende øjeblik. Juleferien havde givet anledning til refleksion over det år der var gået, og det var ikke altid opmuntrende. Men når rådhusklokkerne faldt i slag, var det gamle år fortid, og foran mig lå et frisk, nyt, uspoleret år fyldt med nye muligheder, og den nye chance fyldte mig med optimisme. Alle de fejl jeg havde begået i det gamle år, ville jeg naturligvis ikke gentage i det nye år, og alle de marginaler der var gået mig imod i det gamle år, ville helt sikkert vise sig gunstige i det nye. Og alene den forventning indeholdt jo et selvopfyldende element, fordi den betød at jeg trådte ind i januar med selvtillid og oprejst pande. Oven i købet kunne jeg glæde mig over at januar er en måned hvor dagene bliver længere (selvom det går langsomt, især til at begynde med). Jeg kunne faktisk langt bedre lide januar end december – og det kan jeg til dels stadigvæk. Januar er ganske vist en vintermåned, men den har foråret i svøb; det er kun et spørgsmål om tid!

                      Men jeg har efterhånden levet længe nok til at jeg har erfaret at alt ikke nødvendigvis bliver bedre bare fordi der står et nyt tal på forsiden af Mayland-kalenderen (sådan en har jeg nemlig stadig!). Jeg kan for en tid bruge nytåret som inspiration til at vende mit blik fremad i stedet for tilbage og høste noget ekstra optimisme og selvtillid på den konto, men på et tidspunkt finder jeg ud af at jeg inderst inde stadig er den samme, og det er mine medmennesker også, så når det igen bliver december, står jeg igen og længes efter at skifte det gamle år ud med et nyt. Derfor er jeg heller ikke så optaget af ”det magiske øjeblik” længere, og siden jeg blev far til en dreng der vågner tidligt hver morgen uden hensyn til om det er jul eller nytår eller hvad det er, er det endda sket mere end én gang at jeg er kommet sovende ind i et nyt år!

                      Men det gode ved det er at det som jeg plejede at gøre ved nytår, det kan man faktisk gøre når som helst: Vi kan altid vælge at se fremad i stedet for at se tilbage! Vi kan altid vælge ikke at lade os definere af vores fortid, vores fejl og vores dårlige vaner! Og vi kan altid vælge at løfte vores hoveder og møde morgendagen med optimisme!

                      Hvordan kan vi det, når vi nu ved at både vi selv og vores medmennesker stadig er de samme? Jo, det kan vi fordi Gud også stadig er den samme! Og hans løfter kan ikke andet end give os anledning til optimisme! Vores egne planer kan kun alt for let fejle, og derfor gør vi klogt i, som vi hørte i læsningen fra Jakobsbrevet, ikke at prale af hvad vi har tænkt os at gøre, for vi ved ikke engang om vi får i morgen med.

                      Men vores Gud er fra evighed til evighed, og han er ikke ligeglad med os. Faktisk er hans omsorg for os så stor at han hører hvad vi hvisker i vores lønkammer; ja, selv det tavse råb om hjælp når vi ikke engang kan finde de rette ord at bede med, hører han. Hvorfor gør han det? Det gør han fordi vi er hans børn! Den almægtige Skaber som har designet galakserne og hersker over alle verdener, han der var før jorden blev til, og for hvem det år der lige er gået, kun er som et øjeblik at regne – han har givet os ubetydelige små væsener lov til at sige ”Far” til ham! Han interesserer sig for hvad der kommer ud af vores liv, og hans plan og vilje er at det skal ende med – trods alle vores fejl og svagheder – at vores liv ikke har været forgæves.

                      Derfor er der næppe nogen bedre måde at starte et nyt år på end med den bøn som vi kender under navnet ”Fadervor”. I Lukasevangeliet er der en beretning hvor disciplene beder Jesus om at lære dem at bede, og ved den lejlighed lærer han dem en bøn som minder meget om Fadervor, men her i Matthæusevangeliet er det Jesus selv der bringer emnet ”hvordan man beder” på bane, og når han finder anledning til at lære sine tilhørere en ”mønsterbøn”, er det især fordi han ikke vil have at de skal forfalde til at lade munden løbe med tomme ord når de beder, som om det ville øge deres chancer for at blive bønhørt. Vi jordiske forældre ønsker jo heller ikke at vores børn skal bruge overflødigt mange ord når de beder os om noget – faktisk vil jeg hellere have at min søn blot siger ”Far, må jeg få en pære?” end ”Far, min far, min kære far, jeg beder og bønfalder dig så inderligt af hjertens grund, om det kan tilstedes at jeg må stille min sult med en saftig frugt af Pyrus communis!” Gud er lige så lidt til fals for floromvundne omsvøb som vi mennesker er det; han vil langt hellere have at vi kommer til ham som vi er i hjertens oprigtighed.

                      Alligevel kan vi mange steder i Det Nye Testamente læse at både Jesus selv og apostlene ved mange lejligheder tilbragte timer og atter timer i bøn, ligesom ”utrætteligt”, ”vedholdende” og endda ”uophørligt” er ord der hyppigt bruges i forbindelse med bøn. Hvordan hænger det sammen med Jesu formaning om at vi ikke skal lade munden løbe, men blot fremføre vores ønsker for Gud i al korthed? Jo, hvis vi igen tænker på forholdet mellem forældre og børn her på jorden, så gætter jeg på at de fleste forældre godt kan lide at bruge tid sammen med deres børn, og uanset barnets alder er det enormt vigtigt for den gode forældre/barn-relation at man taler sammen. Derfor sidder der også en plakat på indgangsdøren til Klemensker Børnehus hvor der står: ”Har du talt med dit barn i dag?” Så når Gud er vores Far, så er det også helt naturligt at vi bruger tid på at tale med ham. Det handler ikke så meget om at vi lirer en endeløs ønskeseddel af for ham, og det handler som sagt slet ikke om at vi lader munden løbe i tomgang; nej, det handler om at vi giver ham vores opmærksomhed, sådan som vi også gør når vi har en god, dyb samtale med et andet menneske her på jorden. Det kan endda foregå helt uden ord, som det fremgår af et svar som Moder Teresa engang gav en journalist der undrende spurgte hende hvad hun dog siger når hun bruger flere timer i bøn. ”Ingenting,” svarede hun, ”jeg lytter bare til Gud.” ”Nå, hvad siger han så?” spurgte journalisten, hvortil den gamle nonne svarede: ”Ingenting, han lytter til mig!”

                      Men ganske ofte vil en samtale med Gud have karakter af at vi rent faktisk siger noget til Gud, og at han tilsvarende siger noget til os. Det kan tage mange år at lære at genkende Guds stemme, og derfor blev jeg meget imponeret da jeg for nylig læste i den kristne ugeavis Udfordringen (52/2019) om en ung norsk jente ved navn Sofie Hovda som i november 2018 fik en skræmmende oplevelse da hun sammen med nogle venner badede i en dam ved et vandfald på Hawaii. Pludselig udvidede strømmen sig med mange meter på få sekunder, og i mange timer måtte Sofie og to andre klamre sig til en klippeside for ikke at blive revet med af strømmen til den visse død. Til at begynde med troede 23-årige Sofie ikke at hun havde nogen chance for at overleve, og hun bad derfor blot til Gud om at hun måtte blive fundet så hendes forældre i det mindste ville have et lig at begrave, samt at de af hendes familie og venner der ikke kendte Jesus, måtte komme til tro gennem hendes begravelse. Men så hørte hun efter eget udsagn tydeligt Gud sige: ”Du skal leve. Jeg er verdens håb. Jeg har magt over naturen og døden, og jeg kommer med liv.” Gud sagde også til hende at de tolv venner hun var sammen med, også ville overleve, og at hun selv ville blive reddet som den sidste. Og det skete alt sammen: Sofie tilbragte i alt 7½ time i den rivende strøm, og da hun endelig blev reddet, var hun så forkommen at hun ikke kunne gå i en uge. Hun kæmper stadig med eftervirkninger fra ulykken, men er dog rask nok til at fortsætte med at efterstræbe sin drøm om at blive missionær – og tildragelsen har endda givet hende en ny frygtløshed så hun nu er åben overfor at rejse hvorhen det skulle være, fordi hun ved at hun er i Guds hånd, hvad enten hun lever eller dør. Først måtte hun dog udføre 80 timers samfundstjeneste på Hawaii fordi det slet ikke var tilladt at bade på det sted – og dén del af historien har hun forhåbentlig også lært af.

                      Så gå frimodigt ind i 2020, bevæbnet med dit Fadervor og med visheden om at du går med Gud ved din side. Stol på ham, lyt til ham, adlyd ham – og lad dig ikke slå ud af de fejl som du uvægerligt kommer til at begå, og de nederlag som du uvægerligt kommer til at lide, også i år, for det er ikke dem der definerer hvem du er. Du er Guds barn – alle årets 31.536.000 sekunder! (Nej, vent, det er jo skudår: Alle årets 31.622.400 sekunder!).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2019

Posted By on 27. december 2019

At kendes ved Jesus: Gengæld ondt med godt

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2019 (bearbejdning af prædiken fra 2009 i Husum)

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Umiddelbart kan det godt virke som om Jesus og englene ikke er helt enige. I Juleevangeliet udråber englene som bekendt fred på jorden, men i dag siger Jesus: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden”. Hvem skal vi tro på?

                      Tja, i det tilfælde at der er forskel på noget som en engel siger, og noget som Jesus siger, så må det vel være Jesus vi skal tro på, eftersom han er større og mere hellig end dem. Men bare rolig: I behøver ikke at afskrive julens budskab om fred på jorden som løgn og latin. Som med så mange andre tilsyneladende modsigelser i kristendommen gælder det nemlig at begge dele er sandt: Jesus er kommet for at bringe fred på jorden – og han er kommet for at bringe sværd og splid.

                      Det endegyldige mål for Jesu komme til jorden er naturligvis fred. Allerede i Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente er ”Freds Fyrste” et af de navne som han får, og Jesus har selv sagt ting som ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn” (Matt 5,9) og ”Når I kommer ind i et hus, så ønsk fred over det” (Matt 10,12) og ”Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden” (Mark 9,50), foruden alle de gange hvor han siger ”Gå bort med fred” eller ”Fred være med jer”. Men hele vejen igennem Det Nye Testamente optræder spændingsfeltet mellem ”allerede” og ”endnu ikke”, og det er også det der gør sig gældende her. Engang vil verden som vi kender den, blive bragt til ophør, og Jesus vil vende tilbage til jorden for at dømme levende og døde. Derefter vil Gud være alt i alle, og enhver der har taget imod Jesu tilbud om frelse, vil komme til at leve i hans fredsrige for evigt. Men det er stadig fremtid. Jesus er endnu ikke vendt tilbage fra himlen.

                      Frelsen har imidlertid også en allerede-dimension: Allerede nu i denne verden kan vi leve i fred med Gud og med os selv. Trods al ufred i verden omkring os kan vi i vores hjerte erfare en fred, som overgår al forstand.

                      I forholdet til verden skal vi derimod ikke forvente at finde fred ved at følge Jesus – tværtimod! Jesus blev ikke hilst velkommen i denne verden – allerede mens han var spæd, søgte kong Herodes at slå ham ihjel, som vi skal høre på søndag, og som voksen stod han ofte i situationer hvor menneskemængder forsøgte at lynche ham, eller de jødiske myndigheder prøvede at arrestere ham, indtil han til sidst blev korsfæstet. Når Jesus fik sådan en medfart, så skal vi der følger ham, ikke forvente at det går os bedre. Da vi blev døbt, fik vi jo tegnet korset for vores ansigt og vores bryst til et vidnesbyrd om at vi skulle tilhøre den korsfæstede. Stefanus var den første der betalte den ultimative pris for at bekende sig til Jesu navn, men han var bestemt ikke den sidste. Hvis vi havde fået det næste vers med da vi hørte teksten om Stefanus’ martyrium, ville vi have fået den oplysning at der samme dag udbrød en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. Apropos apostlene, så var der kun én af de tolv der døde en naturlig død, og det var Johannes; resten blev henrettet for deres tro. Og talrige andre kristne fulgte dem i døden.

                      Desværre er kristenforfølgelser ikke bare noget der hører historiebøgerne til. I det 20. århundrede var flere kristne der blev slået ihjel for deres tro, end der var i de 19 foregående århundreder tilsammen, og indtil videre er der ikke noget der tyder på at det 21. århundrede er bedre; tværtimod er forfølgelsen af kristne blevet intensiveret i lande som Kina, Iran og Nigeria, mens der fra lande som Indien og Tyrkiet, hvor det for få årtier siden var ret uproblematisk at være kristen, nu også rapporteres om forfølgelser.

Alt dette burde som sagt ikke overraske os, for Jesus havde jo forudsagt at det ville gå sådan. Og Jesu løfter om at den der mister sit liv på grund af ham, skal redde det, og at han over for Gud Fader vil kendes ved den der kendes ved ham over for mennesker, var nok noget af det der gav Stefanus styrke til at møde forfølgelsen på den måde han gjorde. Der er mange ikke-voldelige aktivister der ganske vist afstår fra fysisk vold, men som til gengæld overdynger deres modstandere med skældsord, men det gjorde Stefanus ikke. Andre har så meget selvbeherskelse at de formår at tie stille mens der bliver øvet vold mod dem, og nøjes med at tænke de skældsord som andre i deres situation ville have sagt højt, men det gjorde Stefanus ikke engang. Nej, mens stenene regnede ned over ham, bad han til Gud. Det var før set at profeter der blev slået ihjel, bad til Gud i dødsøjeblikket; det gjorde for eksempel Zakarias, Jojadas søn, som vi kan læse om i Anden Krønikebog kapitel 24. Men der hører ligheden mellem Zakarias og Stefanus også op, for mens Zakarias’ bøn lød: ”Måtte Herren se dig og kræve dig til regnskab!”, så råbte Stefanus: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Han var blevet anklaget på falsk grundlag, og nu var han ved at blive lynchet, ikke bare af en rasende folkemængde, men af selve Det Jødiske Råd – forsamlingen af de fornemste religiøse lærde, hvis formand var ypperstepræsten, og som fungerede som det jødiske samfunds højesteret, den øverste domstol i Guds folk. Det var et justitsmord og en juridisk og religiøs skandale. Det ville have været fuldt forståeligt hvis Stefanus havde råbt i vrede og truet dem med helvedes bål og brand, men hvad gør han? Han beder om at disse mennesker, som er i færd med at give ham en ufortjent straf for noget han ikke har gjort, vil få lov at slippe for den velfortjente straf for det de er i færd med at gøre. Dét er storhed! Og det er det Jesus forventer af os alle.

                      Men det er svært at bevare den indstilling. Når jeg tænker på hvor vred jeg kan blive hvis nogen på Facebook beskylder mig for at lyve, så tør jeg ikke tænke på hvordan jeg ville reagere hvis nogen var ude efter mit liv, og hvis noget krummede et hår på mine kæres hoved, er jeg ret sikker på at jeg ville få mord i blikket. Hvorfra får man styrken til at praktisere den radikale ikke-vold som Stefanus havde lært af Jesus? Og hvorfor skal vi overhovedet gøre det?

                      Ja, først og fremmest er der jo det indlysende faktum, som vi ikke desto mindre glemmer hele tiden, nemlig at livet her på jorden er af begrænset varighed. Vi skal alle dø, spørgsmålet er bare hvornår. Derimod kan ingen magt tage det evige liv fra os. Som Jim Elliot, en amerikansk missionær som i 1956 i en alder af 28 år blev slået ihjel af regnskovsindianere i Ecuador mens han arbejdede på at række Guds kærlighed til dem, sagde: ”Man er ingen tåbe hvis man giver noget man alligevel ikke kan beholde, for at vinde noget man ikke kan miste.”

                      En anden ting der er værd at huske på, er at det faktisk er en ære at få lov til at gå i Jesu fodspor ved at lide uskyldigt for hans skyld. I Apostlenes Gerninger læser vi om at Peter og Johannes blev pisket af Det Jødiske Råd, og deres reaktion på det var at de var ”glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld.” Cirka 80 år senere var der en kirkeleder ved navn Ignatius af Antiokia, som blev dømt til at skulle kastes for løverne i Rom. Ignatius havde indflydelsesrige venner i menigheden i Rom, som havde besluttet at gøre alt hvad der stod i deres magt for at hindre hans død, men Ignatius skrev et brev til dem, hvori han indtrængende bad dem om at lade være, for han ønskede ikke at gå glip af martyriet! Den tankegang virker fuldstændig vanvittig på os, og det er da også muligt at Ignatius overdrev sin begejstring for martyriet, men for at forstå hvorfor det er en ære at få lov at lide for Jesu skyld, kan vi måske prøve at lave et tankeeksperiment: Hvis nu du var Jesus, hvilken modtagelse ville du så give en person som var forblevet trofast mod dig, selvom det var med livet som indsats? En ærefuld modtagelse, ikke sandt? Og kan man forestille sig nogen større ære end den man modtager fra Jesus Kristus selv?

                      En tredje motivationsfaktor til at finde sig i lidelse for Jesu skyld er den virkning det får. Som et gammelt ordsprog lyder: ”Martyrernes blod er kirkens udsæd.” Det ser vi et eksempel på allerede i teksten om Stefanus, hvor vi læser at ”vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus.” Denne Saulus, hvis tilstedeværelse ved steningen af Stefanus inspirerede ham til at iværksætte en regulær klapjagt på de kristne i Judæa og dets nabolande, oplevede en dramatisk omvendelse, som forvandlede ham til den store apostel Paulus. Det var der nok ingen der havde troet. Og historien har gentaget sig mangfoldige gange siden: Hver gang nogen har forsøgt at tilintetgøre kirken med vold og mord, er den tværtimod vokset.

                      Se, alt det jeg lige har fortalt jer, det kan jeg nærmest citere i søvne. Alligevel synes jeg ikke at den måde jeg selv reagerer på urimeligheder på, afspejler de principper som Jesus har lært os. Så hvor er det det går galt? Eller hvad der måske er mere interessant: Hvad kan vi gøre hvis vi gerne vil ligne Stefanus mere i vores måde at forholde os til vores medmennesker på – hvis vi gerne vil blive bedre til at gengælde ondt med godt og undlade at sætte os til modværge, bedre til at vende den anden kind til og til at tilbyde den der vil tage vores kappe, at han må få kjortlen med? Tja, lad os se på Stefanus’ eksempel: Hvad gjorde han? Lad mig citere: ”Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side.” Og senere, da de begyndte at stene ham, så sagde han: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” Gennem hele forløbet var Stefanus’ opmærksomhed rettet mod Jesus og ikke mod ham selv eller de mennesker der var i færd med at mishandle ham. Det kan vi lære af. Forstå mig ret: Jeg siger ikke at vi skal gå rundt og stirre op mod himlen, for det vil nok trods alt høre til sjældenhederne at vi ligefrem får et syn sådan som Stefanus gjorde. Men i vores hjerte og tanker kan vi rette opmærksomheden mod Jesus, tænke på ham, på hvordan han levede, på hans kærlighed til os, på alt hvad han har gjort, og alt hvad han vil gøre. Jeg tror det er det eneste sted vi kan finde styrken til at gengælde ondt med godt, uanset om vi mod forventning skulle få den ære at blive stenet for Jesu skyld, eller om det drejer sig om langt mere banale ting så som at blive sprunget over i køen i Brugsen. Når Stefanus for Jesu skyld kunne finde sig i den behandling han fik, kan vi vel også finde os i lidt af hvert. Under alle omstændigheder skal vi nok ikke regne med at blive husket som tålmodigt lidende martyrer hvis vores tålmodighed ikke engang rækker til hverdagens små fortrædeligheder.

                      Jeg vil slutte af med at citere nogle vers fra Hebræerbrevet kapitel 12 fra Bibelen på Hverdagsdansk: ”Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som vores tro skal bygge på fra først til sidst. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd. Tænk på al den modstand fra syndige mennesker, som Jesus måtte kæmpe imod – så vil I også kunne holde ud uden at miste håbet eller tabe modet.”

                      Glædelig Sankt Stefans dag!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar dronningen og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2019

Posted By on 27. december 2019

Johannesprologen: Den der elsker, ser Guds herlighed

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Sådan lyder den første sætning i Bibelen i dansk oversættelse. I det kommentarbind til Første Mosebog som jeg har stående hjemme i min bogreol, er der 5 sider med kommentarer bare til den ene sætning. Ret skal være ret: Meget af det der står på de 5 sider, handler om at b’reshit barah Elohim et-hashamayim wa-et-ha’aretz er en usædvanlig sætningskonstruktion på hebraisk, men selv hvis man ser bort fra det, er selve indholdet i sætningen altså også temmelig vildt.

Det var vildt allerede dengang det blev skrevet, selvom datidens verdensbillede var meget mere begrænset end vores. I oldtidens Mellemøsten regnede man med at jorden var rund som en bordplade, måske nogle tusinde kilometer i diameter, omgivet af verdenshavet, hvilende på nogle solide søjler, med dødsriget under sig og himmelhvælvingen over sig. Men selvom det på den måde var en relativt overskuelig verden man opererede med, så var det alligevel en revolutionerende påstand at der skulle være én almægtig Gud der havde skabt det hele! De fleste af Israels nabofolk havde en forestilling om at verden var blevet til ved at der var nogle guder der havde kæmpet mod hinanden, og at den sejrende gud havde formet verden af den tabende guds lig (ja, det lyder makabert, men det mente man altså – og den nordiske mytologi er i øvrigt ikke så forfærdelig meget anderledes; her var det blot jætten Ymer der måtte lægge krop til). At noget skulle kunne blive til af intet, var en fuldstændig absurd tanke.

I dag, flere tusind år senere, hvor vi kan nyde frugterne af at en masse mennesker har brugt de evner Gud har givet dem, til at udforske universet, og hvor vi derfor ved at vores jord kun er en lillebitte prik i et umådeligt stort univers, at solen er så meget større end jorden at hvis jorden var på størrelse med en bordtennisbold, så ville solen være på størrelse med trampolinen i præstegårdshaven, at solen kun er én af flere hundrede milliarder stjerner i galaksen, og at der er flere hundrede milliarder galakser ud over vores egen – ja, så er det naturligvis kun så meget mere vildt at forestille sig at der skulle findes en magt som er større end det alt sammen. Når verdensrummet kan få os til at svimle, hvor meget mere så ikke ham der skabte det? Og hvis vi kan regne med hvad forskerne siger, at universet er næsten 14 milliarder år gammelt, mens jorden ”kun” er 4½ milliarder år, så siger det altså også noget om Guds storhed, tænker jeg: Han ventede tålmodigt gennem æoner og atter æoner før den lille planet hvor der skulle gå væsener rundt og bære hans billede, overhovedet var skabt! Og under det man kalder ”den huroniske istid”, hvor jorden i 300 millioner år var dækket af is fra pol til pol uden at der tilsyneladende skete noget som helst, havde Gud heller ikke travlt – som salmisten skriver: ”Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt” (Sl 90,4). Hvor er det en mægtig Gud vi har!

Men der er én ting der kan få det til at svimle endnu mere for min begrænsede forstand end tanken om fjerne galakser og milliarder af år og en Gud der i ophøjet majestæt troner over det alt sammen – og det er det som vi hørte i evangeliet til i dag, ”Johannes’ juleevangelium”, som nogle kalder det. Ligesom skabelsesberetningen begynder også Johannesevangeliet med ordene ”I begyndelsen”, men denne gang handler det ikke om noget der skete i begyndelsen, nej, der står tværtimod: ”I begyndelsen var Ordet”. Guds Ord, som på én og samme tid er hos Gud og er Gud, og som vi har lært at kende som Guds Enbårne Søn, han var der fra begyndelsen. Der har aldrig været en tid hvor han ikke var, for han er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen”. Gud Fader sad der ikke alene mens de milliarder og atter milliarder af galakser blev dannet; nej, han havde selskab af sin Søn (og i øvrigt også af Helligånden). Treenighedens indre fællesskab er et evigt fællesskab af kærlighed, fred og glæde, som nogle af de poetiske teologer i Østkirken har sammenlignet med en dans – og nogle har endda ment at den dans som himmellegemerne synes at foretage på himlen, er en afglans af Treenighedens dans, men det er måske et nummer for spekulativt.

Nå, under alle omstændigheder: Det som virkelig frem for alt andet kan efterlade mig målløs i undren over hvor fantastisk en Gud vi har, det er det der står næsten til sidst i dagens prædiketekst: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed”. Hvad mener I! Et lillebitte menneske på den lillebitte knappenål af en planet der kredser om en ubetydelig lille stjerne et sted i udkanten af en af de ubegribeligt mange galakser, skriver om ham der var ved Faderens side ved Skabelsen at ”vi så hans herlighed”! Dét er julens helt vilde mirakel: ”Kristus fra de høje himle, Kristus, Gud i evighed! Hjertet bæver, vi må svimle: Gud til os på jord steg ned.” Dén ufattelige magt som har skabt hele det ufattelige univers, er ikke bare en vi kan spekulere over og blive svimle ved tanken om; nej, han er en som vi kan lære at kende, og som vi endda kan få lov til at kalde vores far! Har I overvejet hvor vildt dét er? Vi kan se hans herlighed!

Eller kan vi? Var det ikke kun de første disciple der kunne det – dem der så Jesus da han gik rundt på jorden i kød og blod? Eller var det måske endda den begivenhed som vi kalder ”Forklarelsen på bjerget”, som Johannes refererede til da han skrev ”Vi så hans herlighed” – altså dengang Jesus tog Johannes og to andre disciple med op på et bjerg, og han pludselig begyndte at lyse med sin himmelske herlighed, som ellers var usynlig mens han gik på jorden? Var det i virkeligheden det Johannes talte om?

Det var det nok til dels, ja. Men ikke kun. I det skrift som vi kalder Første Johannesbrev, og som bærer tydeligt præg af at være skrevet af samme forfatter som Johannesevangeliet, der skriver apostlen, som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.” Med andre ord: Guds herlighed, som overstråler hele universet, og som Johannes fik et glimt af da Jesus tog ham og to andre disciple med op på bjerget – den herlighed viste sig også i de måde som Jesus levede sit liv på: i fuldkommen kærlighed til Gud Fader og til os mennesker. På intet tidspunkt strålede Guds herlighed mere klart end da Jesus hang på korset i fuldkommen lydighed, kærlighed og selvhengivelse som et sonoffer for vores synder!

Og Johannes skriver også hvordan vi kan komme til at se Guds herlighed, nemlig ved at elske andre med den samme kærlighed som Gud elsker os med! ”Det kan jeg ikke!” tænker du måske – og det har du helt ret i! Der er ikke noget menneske der kan elske som Jesus elskede, for der var tale om en guddommelig kærlighed. Det er netop derfor Johannes kan sige at den var en åbenbaring af Guds herlighed. Men ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os”, skriver Paulus et sted (Rom 5,5). Gud kærlighed – og dermed Guds herlighed – er ikke alene noget vi kan se; det er noget vi kan have inden i os! Som jeg nævnte, var der jo tre der dansede sammen ved skabelsen, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden, og den tredje af dem, nemlig Helligånden, har Gud sendt til at bo i os der tror på Jesus! Er det ikke aldeles svimlende fantastisk?

Hvis du tror på Jesus og bekender ham som din herre, men aldrig nogensinde har mærket at Helligånden bor i dig, så bed Gud om at lade Helligånden komme over dig – og bed ham om at gøre dig opmærksom på Helligåndens stemme. Helligånden trænger sig nemlig ikke på. Det er ikke sådan at mennesker der opererer i Åndens kraft, ikke selv har styr på deres ord eller handlinger. Det kan snarere sammenlignes med en bil med servostyring (som de fleste biler jo har nu om dage): Du skal ikke selv dreje hjulene i egen kraft, det klarer servostyringen for dig – men du skal stadig dreje på rattet. Det er først når du (i overført betydning) træder ud af båden, at du kommer til at erfare at du ved Helligåndens kraft kan gå på vandet. Og når Helligånden taler, er det som regel i form af en stille påmindelse i din ånd. ”Og hvor sidder den så henne?” Ikke noget fysisk sted. Hvis du blev lagt i en hjernescanner mens Helligånden talte til dig, ville neurologen sandsynligvis sige at det bare var dig selv der tænkte. Om det var det, eller om det virkelig var Gud der talte til dig, kan du som regel først vide med sikkerhed bagefter – men jeg ved fra mennesker der har mere erfaring med at lytte til Helligånden end jeg har, at man efterhånden bliver bedre til at skelne Helligåndens stemme fra det der bare er ens egne tanker. Det kunne jeg sige meget mere om, men min prædiken lakker desværre mod enden. Til gengæld kan jeg røbe at det Alphakursus der starter den 15. januar ovre i præstegården, omfatter en hel lørdag bare om Helligånden, så meld dig til hvis du gerne vil vide mere – der er stadig ledige pladser!

Til slut vil jeg blot minde om, som jeg før har sagt, at hvis du gerne vil gøre dit til at facilitere at Helligånden kan virke i dig, så er der ikke noget der slår ”De 4 B’er”: Bibelen, Bordet med nadverens brød og vin, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bønnen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker juleaften 2019

Posted By on 27. december 2019

Jesu fødsel: Livets Træ

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker juleaften 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Dansken har plasket så husvant til søs både i syd og i nord. Sømanden snapper en skrå og et kys før han igen går ombord. Men når han skued’ den fremmede kyst, kom der et billede frem i hans bryst, og til en gammel harmonikas klang lød der en stille sang: Østersøens perle er et paradis, og en god bornholmer synger glad sin egen pris. Rejs kun ud i verden over land og sø – der er dog skønnest på vor egen ø.

         Ja, der er skønt her på Bornholm. Det har jeg vidst, siden jeg første gang besøgte øen som 8-årig i 1983, og efter at jeg flyttede hertil for godt et halvt år siden, er jeg kun blevet bekræftet i det. Jeg forstår virkelig ikke at min oldefar, Hans Peter Kjærby Hansen, valgte at flytte herfra i sin tid – og jeg har ikke haft anledning til at spørge ham, for han døde 18 år før jeg blev født.

         Men at Bornholm ligefrem skulle være et paradis, er måske alligevel at stramme den lidt. Nok er her dejligt, men her er også mennesker der er ulykkelige. Her er mennesker der har svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk. Her er mennesker der er langvarigt syge. Her er ganske vist langt mindre kriminalitet end i resten af landet, men alligevel kan man jævnligt læse i Tidende om personer der har været udsat for vold og trusler. Nu er Bornholm selvfølgelig kun Europas næstbedste ferieø ifølge den undersøgelse der blev offentliggjort her i sommer, men jeg har en til vished grænsende formodning om at heller ikke den kroatiske ø der løb med førstepladsen (og hvis navn jeg ikke vil forsøge at udtale) er fri for problemer. Der er slanger i ethvert paradis her på jorden!

         Den talemåde at der er slanger i paradiset, stammer som bekendt fra beretningen om Adam og Eva. Edens Have, som de boede i, var virkelig et paradis – i hvert fald hvis man ser bort fra slangen. Der var intet i haven der truede deres liv eller sikkerhed, og mad var der masser af, uden at de behøvede at arbejde hårdt for den. Der var masser af frugttræer, og midt i haven stod der et ganske særligt træ, nemlig Livets Træ. Ved at spise af Livets Træ kunne man leve evigt – hvordan det så end fungerede i praksis, for der står faktisk meget lidt om Livets Træ i beretningen om Adam og Eva. Der står i første omgang kun at det var der, men efter at Adam og Eva havde spist af det forbudte Træ til Kundskab om Godt og Ondt, hører vi Gud sige: ”Bare [de] nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og lever evigt!” (1 Mos 3,22).

         Hvorfor var det så vigtigt at Adam og Eva ikke spiste af Livets Træ efter at de havde spist af Træet til Kundskab om Godt og Ondt? Jeg tror det hænger sammen med at det at leve evigt ikke nødvendigvis er noget ubetinget gode – det kommer helt an på hvad det er for en slags liv man har! I Douglas Adams’ skingrende skøre satiriske science fiction-trilogi ”Galakseblafferen” – en serie som man enten elsker eller elsker at hade, når man først har stiftet bekendtskab med den, og som især er kendt for afsløringen af at svaret på det store spørgsmål om livet og universet er 42 – optræder der en person ved navn Bowerick Wowbagger, som er blevet udødelig på grund af et uheld med et par elastikker, en flydende frokost og en partikelaccelerator. Resultatet blev ret hurtigt at han kom til at kede sig forfærdeligt (især søndag eftermiddag), og for at have noget at tage sig til beslutter han derfor at rejse rundt og fornærme alle i universet i alfabetisk rækkefølge, i håb om at en af dem vil vise sig stærk nok til at slå ham ihjel trods hans udødelighed, hvilket til sidst lykkes i det sjette bind af trilogien. (Jeg sagde jo at bøgerne er skingrende skøre, og det at ”trilogien” har 6 bind, er om muligt det mindst skøre ved dem!).

         Hvis vi mennesker var udødelige, ville vi imidlertid have et langt alvorligere problem at slås med end kedsomhed, nemlig vores iboende tendens til alt for tit at vælge det onde frem for det gode – det som vi teologer med et lidt slidt ord kalder for ”synd”. Når jeg siger at ordet er slidt, er det fordi dets betydning efterhånden har udviklet sig ret langt væk fra den oprindelige (ligesom det i øvrigt er sket med en lang række andre ord, men det er en anden historie). For 50 år siden opfattede mange ordet ”synd” som et synonym for sex, for 20 år siden blev det hovedsageligt brugt om at spise usundt, og i dag lader det til at klimaet har overtaget ordet (og synder mod klimaet kan man endda helt bogstaveligt købe aflad for). (Det er ikke for at sige at vi ikke skal passe på klimaet; det mener jeg helt bestemt at vi skal!) Men når vi møder ordet ”synd” i Bibelen, så betyder det ordret (på græsk og hebraisk) ”at ramme ved siden af målet”. Bibelen har en masse skønne ting at sige om hvilket mål Gud havde bestemt os mennesker til, nemlig at vi skulle kende ham som hans kære børn, leve i harmoni med ham og hinanden og hele skaberværket, og sprede retfærdighed, fred og glæde på hele jorden. Men som mine konfirmander år efter år svarer når jeg spørger dem hvordan de synes det går med det: Ikke særlig godt!

         Jeg tror ellers at langt de fleste mennesker ville ønske at vi alle sammen kunne leve i fred og harmoni. Hvorfor gør vi det så ikke? Jeg tror der er to hovedårsager. For det første: Jorden er angiveligt rig nok til at brødføde 16 milliarder mennesker, altså dobbelt så mange som vi er i dag – men ikke nok til at 8 milliarder mennesker kan leve på det niveau som vi gerne vil, især fordi mere vil have mere – og derfor er der kamp om resurserne. For det andet: Selvom vi selv gerne vil have fred og fordragelighed, tør vi ikke stole på at de andre også vil det, og derfor er vi nødt til at beskytte os selv og om nødvendigt forsvare os. Eller kort fortalt: begærlighed og mistillid. Vi vil gerne have mere end de andre, og vi frygter med rette at de andre også gerne vil have mere end os.

         Det er lige præcis de ting som det onde træ, Kundskabens Træ, er et symbol på. Slangen sagde til Adam og Eva at hvis de spiste af træet, ville de selv blive ligesom Gud, og den fristelse kunne de ikke stå for. Men vi mennesker er ikke skabt til at være guder, og derfor blev resultatet katastrofalt – og jeg tror faktisk at Gud fjernede adgangen til Livets Træ for at alt det onde som vi mennesker kan udrette, trods alt har en udløbsdato. Selv den ondeste og mægtigste tyran må kapitulere over for døden, og det er måske den væsentligste årsag til at vi stadig med en vis ret kan synge: ”Dejlig er jorden”.

         Men det var jo altså ikke det der var den oprindelige plan! Døden er kun en lappeløsning, om man så må sige, og det er en lappeløsning som medfører enormt meget lidelse, smerte og sorg. Det ville være langt bedre hvis vi kunne blive helbredt for smitten fra Kundskabens Træ så vi igen kunne få adgang til Livets Træ. Men ved I hvad? I Bibelens allersidste kapitel møder vi Livets Træ igen! Sammenhængen er at en engel i et syn viser den på det tidspunkt aldrende apostel Johannes rundt i Det Nye Jerusalem, hvor de der står indskrevet i Livets Bog, skal bo på den anden side af dommedag. Jeg citerer fra starten af Johannes’ Åbenbaring kapitel 22: ”Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. Og der skal ikke mere være nogen forbandelse”.

         Guds plan for at vi igen skulle få adgang til Livets Træ, begyndte da Jesus blev født julenat. ”I dag er der født jer en frelser” sagde englen til hyrderne. Hvad er en frelser? En ”redningsmand” kunne man oversætte det med. Eller en ”helbreder”. I Matthæusevangeliets beretning om Jesu fødsel (som man faktisk kan vælge at læse i kirken juleaften i stedet for Lukasevangeliets beretning, men det er der vist kun meget få præster der tør gøre), siger den engel der giver Marias mand Josef besked om det barn der er på vej, at: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” Guds søn lod sig altså føde netop for at sætte os fri fra Kundskabens Træs forbandelse og føre os ind i det liv som Gud oprindeligt havde bestemt for os. ”Guds kære børn vi blev på ny”, som vi sang. Derfor er Paradiset ikke længere en fjern drøm om noget der måske var engang, og som vi kan finde en svag afglans af på særligt skønne steder (som for eksempel her på Bornholm), men noget som vi kan se frem til at opleve engang! Som Ingemann udtrykker det: ”I dag blev vore kære frelser fød og Paradis-vejen funden.”

         Og det er faktisk derfor vi har juletræer! Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over det, men juletræet er faktisk et symbol på Livets Træ. Først og fremmest er det stedsegrønt, og på den måde er det med til at minde os om, midt i vinterens kulde og mørke, at livet er stærkere end døden. Selv i en verdslig julesang som ”Juletræet med sin pynt” får vi at vide at det ”hilser os fra eg og bøg med besked derudefra at det lysner dag for dag”, og at ”når de mange fine ting hænger roligt rundt omkring, … er det som en sommerdag dér hvor træet kommer fra”. Men det er kun en svag skygge af det som juletræet oprindeligt skulle symbolisere. Hvem der var den første der fandt på at bruge et grantræ som symbol på Livets Træ og Jesu fødsel, er omdiskuteret. Nogle hævder at det går helt tilbage til en biskop i 700-tallet ved navn Bonifatius, men det var dog først i 1500-tallet at juletræer blev almindelige i Tyskland, hvorfra det langsomt spredte sig til resten af Europa. Hvorom alting er, så peger pynten på juletræet også på Livets Træ. Kuglerne, som internationalt set nok er den mest udbredte form for pynt, symboliserer træets frugt, som giver evigt liv. Og lysene, som man finder selv på juletræer der ellers ikke er pyntet, skal minde os om at Jesus er verdens lys. (Martin Luther siges i øvrigt at være den første der fandt på at sætte levende lys på stedsegrønne træer til jul).

         Så i aften, når træerne bliver tændt rundt om i hjemmene og giver aftenen et skær af paradis, så husk på Guds løfte om et evigt paradis hvor vi ikke længere skal spise af Kundskabens Træ, men af Livets Træ. Og lad os allerede nu begynde på det: Lad os erstatte begærlighed og mistillid med gavmildhed og tro så vi kan bære en duft af Livets Træ med os hele året. Det kan vi ikke gøre alene, men Jesus har lovet at være med os – og faktisk tror jeg at det at leve i tillid til ham er nøglen til at kunne leve i tillid til vores medmennesker.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag i advent 2019

Posted By on 27. december 2019

Johannes Døbers vidnesbyrd: Vi bliver mindre og mindre indtil vi overtager verden

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 4. søndag i advent 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Gud har store planer for dig. Langt større end de planer du har for dig selv. Alle vi der er døbt og tror på Jesus, har lov til at kalde os Guds sønner og døtre. Vi er med andre ord prinser og prinsesser, fordi vi er børn af Universets Konge. Og som jeg nævnte i søndags, så sagde Jesus ganske vist at ingen blandt kvindefødte er større end Johannes Døber, men straks derefter tilføjede han at selv den mindste i Guds rige er større end han. Som Guds børn behøver vi altså ikke at gå rundt med bøjet nakke over hvor usle vi er. Gud kendes ved os, og derfor må vi også kunne kendes ved os selv. Og mere end det: Gud har oven i købet vist os den nåde at tage os i sin tjeneste, og han har betroet os den ære at række hans kærlighed videre til vores medmennesker! Ved i ord og handling at pege på Jesus og frelsen i ham kan vi gøre en forskel der har evighedsbetydning, så en kristens liv behøver aldrig at være gråt og kedeligt!

                      Jeg har gennem det seneste årti stået for en del ungdomsgudstjenester, både i Husum hvor jeg var præst før jeg kom hertil, og i Dansk Oases regi. Et af de budskaber som det har ligget mig meget på sinde at prædike ved den slags lejligheder, er netop det jeg lige har sagt (selvom jeg plejer at bruge nogle lidt mere ungdommelige ord når jeg prædiker specifikt til unge). Men de seneste år er jeg blevet opmærksom på at det jeg siger, desværre let kan misforstås. For når jeg siger: ”Gud har fantastisk store planer for dig! Hvis du vælger at følge Jesus, så vil han bruge dig til at forandre verden!”, så kan det meget nemt ske at det som de håbefulde teenagere hører mig sige, er at Gud vil gøre dem til popstjerner, fotomodeller og professionelle fodboldspillere! Derfor har jeg vænnet mig til at tilføje at det ikke er sikkert at de planer Gud har for dem, er store i verdens øjne, men de er store i Guds øjne, og det er langt vigtigere! Man kan sagtens spille en kæmpe rolle i at forvandle verden selvom man har et helt almindeligt job og bliver betragtet som et helt almindeligt menneske af dem man omgås.

                      Gud måler nemlig storhed på en anden måde end vi gør. Tag nu Johannes Døber for eksempel. Som sagt var han efter Jesus’ mening større end noget andet kvindefødt menneske, og hans berømmelse i verden overgår da også de fleste andres. Jeg mener, hvem andre kan prale af at have lagt navn til både hovedstaden på Puerto Rico, tre byer i Canada, en professionel fodboldklub i Skotland (St Johnstone FC), et utal af kirker verden over, en midsommerfest hvor der tændes store bål overalt i Danmark, og en type fintvævet lærred? (ordet ”batist” er ganske vist en forvanskning af ”batiche”, som betyder ”kartet”, men forvanskningen skyldes sammenblanding med efternavnet Baptiste) (Der er også en kirke her på Bornholm der blev tilegnet Johannes Døber, nemlig Aa Kirke, som i middelalderen hed Sankt Johannes Kirke). I sin levetid var Johannes også noget af en berømthed, i en grad så den jødiske historiker Josefus, der skrev sin historiebog blot 60 år efter Johannes Døbers død, nævner at de fleste jøder mente at da Herodes Antipas led et sviende militært nederlag til kong Aretas af Petra, var det Guds straf fordi Herodes havde henrettet Johannes Døber. Vi hører også i Apostlenes Gerninger at Johannes Døber havde disciple så langt væk fra Israel som Alexandria (ApG 18,24-25) og Efesos (ApG 19,1-3), selvom han aldrig prædikede andre steder end i Judæas ørken ved Jordanfloden.

                      I den tekst der er prædiketekst til i dag, møder vi også nogle af Johannes’ disciple, og de er bekymrede over at deres mesters status og berømmelse er truet af en opkomling ved navn Jesus. De nævner ganske vist ikke navnet Jesus, men nøjes med at omtale ham som: ”han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om”. Mens Johannes gik og prædikede og døbte, var Jesus nemlig blandt dem der kom for at blive døbt af ham, og ved den lejlighed sagde Johannes om ham: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig” (Joh 1,29-30). Johannes’ disciple har sikkert tænkt at det var enormt storsindet af deres mester at give sådan et fornemt skudsmål til ham galilæeren, men de har åbenbart ikke forstået at Johannes rent faktisk mente hvad han sagde: at han ikke engang var værdig til at løse Jesu skorem (Joh 1,27), og at hele formålet med hans, Johannes’, eget virke var at bane vejen for Jesus (Joh 1,31). Derfor skærer Johannes det nu ud i pap for dem: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”, siger han og sammenligner sin egen rolle med en forlover, som jo ikke selv er hovedperson ved sin vens bryllup, men kun har tanke på at ære og fremhæve brudgommen.

                      Og den rolle gælder ikke kun Johannes, men enhver som har fået betroet den opgave at række Guds kærlighed og budskabet om Jesus videre (og det har alle døbte jo, hørte vi i søndags): Vores eneste mål må være at ære og fremhæve Jesus! Derfor må overskriften for alt hvad vi foretager os, være at han skal blive større, og vi selv skal blive mindre. Og når jeg siger til en flok teenagere (eller en flok voksne for den sags skyld) at Gud har fantastisk store planer for dem, så består de planer faktisk dybest set i at de selv – at vi selv – skal blive mindre og Jesus blive større.

                      Hvordan kan jeg kalde det for ”store planer”? Er det bare en gang newspeak ligesom når politikere kalder nedskæringer for ”effektiviseringer”? Nej, jeg mener faktisk helt seriøst at det at blive mindre så Jesus kan blive større, er det største og bedste der kan ske for et menneske! Lad mig forklare:

                      For mange år siden så jeg et dokumentarprogram om et astronomisk teleskop der står på den kanariske ø La Palma. Det lyder muligvis meget nørdet, men jeg gik meget op i astronomi som ung, og lige netop det her teleskop er der det særlige ved at det ejes og drives af de skandinaviske lande Danmark, Norge, Sverige og Finland. (Grunden til at det står på Kanarieøerne og ikke i Skandinavien, er at de atmosfæriske forhold i Skandinavien ikke er så velegnede til astronomiske observationer – selvom der jo altså er et observatorium i Brorfelde, som seerne af DR’s julekalender vil vide). Nå, tv-udsendelsen handlede om hvordan de fire lande havde forskellige opgaver dengang teleskopet blev bygget. Jeg kan ikke huske hvilke opgaver Danmark, Norge og Sverige havde, men jeg kan huske at Finland kun havde én opgave, nemlig at levere det store spejl i bunden af teleskopet. Grunden til at finnerne ikke skulle levere andet end det, forklarede udsendelsen, var at det kræver utrolig stor præcision at lave sådan et spejl. Det er et cirkelrundt stykke glas med en diameter på over to en halv meter, en tykkelse på 18 centimeter og en vægt på knap 2 tons, og overfladen skal bogstaveligt talt være spejlblank, uden den mindste ridse eller ujævnhed – man skal jo kunne skelne adskillige tusinde stjerner, hvoraf mange kun fylder som et knappenålshoved selv i meget stor forstørrelse, fordi de er så langt væk.

                      Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, når man kigger i et teleskop, er det ikke for at se på et spejl, det er for at se på stjerner! Den eneste funktion som det store spejl har, er at reflektere lyset fra stjernerne så klart at man slet ikke tænker over at man kigger i et spejl – og det var for at opfylde dét formål at de finske eksperter gjorde sig så stor umage med spejlet. Hvis man havde kunnet se spejlet selv når man kigger i teleskopet, ville det have været ubrugeligt, men hvis spejlet tværtimod sørger for at stjernerne træder klart frem, så er det utrolig værdifuldt. På samme måde kan vi heller ikke udrette noget der er fornemmere end det at være med til at gøre det muligt at mennesker kan se hvem Jesus er, nemlig den der er kommet fra himlen.

                      Men hvorfor er det vigtigt at mennesker finder ud af at Jesus er kommet fra himlen? Jo, det er det fordi det var for vores skyld at han kom ned fra himlen! Det var for at frelse os fra vores synder og vinde det evige liv til os, at han forlod sit søde Himmerige og lod sig føde som et menneske! Han gav afkald på al sin herlighed for at vi skulle få del i den. Man kan faktisk sige at han blev mindre for at vi skulle blive større! Men det bliver vi altså netop ved at blive mindre, så han kan blive større – i os!

                      Er du forvirret? Det forstår jeg godt hvis du er. Hvordan kan vi blive større ved at blive mindre? Jo, det kan vi fordi vi bliver knyttet så tæt sammen med Jesus at alt hvad der er hans, bliver vores! For at vende tilbage til billedet med teleskopet fra før, så kan man sige at spejlet bliver forvandlet til de stjerner som det reflekterer! Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, men det er der så meget der ikke kan, og det plejer Gud ikke at lade sig standse af. Det kan for eksempel heller ikke lade sig gøre at et menneske er Gud, eller at en død bliver levende, men det er jo lige præcis de to påstande hele kristendommen bygger på! Og en tredje påstand er altså at man finder sit liv ved at miste det: at jo mere vi søger at ære og fremhæve Jesus, jo mere kommer vi selv til at ligne ham, og til sidst bliver vi – sammen med ham – arvinger til alle himlens skatte.

                      Men som jeg sagde til at begynde med, så er Guds store planer for os ikke nødvendigvis store i verdens øjne. At Jesus er Guds søn og verdens konge, der er kommet ned fra himlen, det er ikke noget vi kan konstatere med vores fysiske sanser; vi kan kun tro det. På samme måde kan vi heller ikke se alt det vi har fået ved at give vores liv til Jesus; vi kan kun se det vi har mistet. Men med troens vished ved vi at vi har fået noget andet i stedet, som er langt mere værd, og at vi er på det vindende hold i forhold til alt det onde i verden. Som den kristne aktivist Shane Claiborne udtrykker det i en af sine bøger: ”Vi bliver mindre og mindre indtil vi overtager verden!”

                      Jeg vil slutte af med at citere nogle vers fra Kolossenserbrevet, hvor Paulus siger at når vi har overgivet vores liv til Jesus, er vi at regne som døde i forhold til denne verden, men vi har det sande liv; det er blot skjult. Han skriver: ”Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.” (Kol 3,2-4)

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i advent 2019

Posted By on 17. december 2019

Zakarias’ lovsang: Trøst mit folk!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 3. søndag i advent 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

(intro – før evangelielæsningen!)

 

Nu er det næstsidste søndag før jul. I dag og næste søndag, 3. og 4. søndag i advent, handler prædiketeksterne om Johannes. Det Nye Testamente omtaler mindst 5 forskellige personer ved navn Johannes, hvoraf den mest kendte er den apostel der stod ved foden af Jesu kors og trøstede hans mor, og som regnes som forfatter til Johannesevangeliet, Johannesbrevene, og sandsynligvis også Johannes’ Åbenbaring. Men i dag og på søndag er det en anden af de fem Johannes’er der er i fokus, nemlig ham vi kalder Johannes Døber. Om ham sagde Jesus på et tidspunkt: ”Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes” (Luk 7,28 / Matt 11,11), så han var ikke en hr. hvemsomhelst. Hans mor, Elisabeth, var en slægtning til jomfru Maria, og derfor siger man nogle gange at Johannes Døber var fætter til Jesus, men han kan højest have været en slags grandfætter, for Maria og Elisabeth var næppe søstre. (Til gengæld er der en del der tyder på at apostlen Johannes’ mor var søster til Maria, og at den berømte apostel dermed var helfætter til Jesus, men den historie må I få en anden gang).

                      Johannes Døbers mor hed som sagt Elisabeth, og hans far hed Zakarias. De to kunne i mange år ikke få børn og havde til sidst opgivet håbet om at blive forældre, men så fik Zakarias pludselig en dag et syn hvor englen Gabriel fortalte ham at Elisabeth ville blive gravid, og hvilken særlig opgave Gud havde til den søn de ville få. Zakarias troede ikke på det, og derfor fik han det tegn at han blev stum i 9 måneder. Først efter at drengen var blevet født, fik Zakarias talens brug tilbage, og så var det jo spændende hvad han ville vælge at sige som det første efter sine 9 måneders tavshed! Det skal vi høre nu:

 

(evangelieteksten læses)

 

Jeg forstår godt at det første han siger, er ”Lovet være Gud!” – det ville nok også være det første jeg sagde hvis jeg fik talens brug igen efter 9 måneder (hvis jeg da ville have overskud til at sige noget så fromt som det). Men overraskende nok er det ikke hans glæde over at kunne tale igen der får ham til at bryde ud i lovprisning, og knap nok hans glæde over at være blevet far; nej, det er en glæde på hele folkets vegne! Det som Gabriel havde fortalt Zakarias at hans søn skulle gøre, var nemlig noget som ville komme hele folket til gode: ”Han skal blive til dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel,” havde englen sagt, ”og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og skaffe Herren et folk, der er gjort rede” (Luk 1,14.16-17). Når han skulle ”gå foran” Herren, så måtte det jo betyde at Herren selv ville følge bagefter, og det er glæden over dét som Zakarias tager forskud på når han siger at Gud ”har besøgt og forløst sit folk”. Og selv da han når til at tale om sit eget barn, er det kun for straks at flytte fokus tilbage til ham som drengen skal bane vejen for.

                      Johannes Døber var altså ikke i sig selv noget særligt, som vi også skal høre ham selv sige på søndag; hans funktion var kun at pege fremad mod en der var større end ham selv. (Det er også derfor vi skal høre om ham her i adventstiden, for adventstiden er jo en tid der peger fremad mod noget større, nemlig julen). Men alligevel sagde Jesus som sagt på et tidspunkt at ”Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes”. Hvordan kan det være?

                      Jo, vi mennesker kan ikke frelse os selv. Som Esajas sagde i den første tekst vi hørte i dag: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner”. I forhold til alt det onde der truer os både udefra og indefra – naturkatastrofer, mennesker der handler ondt, og vores egne egoistiske tilbøjeligheder – står vi fuldkommen magtesløse, og selvom vi alt for let forfalder til at tro at alt ville blive godt hvis bare vores politikere ville tage sig sammen, eller hvis bare alle andre havde samme politiske holdninger som vi selv har, så vil jeg påstå at det er en illusion. Det er kun Gud der kan redde os – og derfor er den opgave at bane vejen for at Gud kan komme til sit folk, den fornemste opgave et menneske kan få. Og derfor er ingen blandt kvindefødte større end Johannes.

                      Men der er mere at sige end det! For det at ingen blandt kvindefødte er større end Johannes Døber, kan vi jo dybest set ikke bruge til ret meget andet end at tænde et ekstra stort bål når vi til sommer fejrer den fest der er opkaldt efter ham, nemlig Sankt Hans. I forhold til vores egen tro og vores eget liv er det en relativt ligegyldig oplysning at der var en mand der blev udsendt af Gud til at gøre Israel klar til at modtage Jesus, for det er jo 2000 år siden, og Johannes er for længst død og begravet.

Men umiddelbart efter at have sagt at ingen blandt kvindefødte er større end Johannes, tilføjer Jesus noget vigtigt: ”Men den mindste i Guds rige er større end han.” Den fantastiske opgave som Gud havde bestemt for Johannes, den har han altså i endnu højere grad bestemt for dig og mig, selvom vi kun er små! Kunne Johannes bane Guds vej, så kan vi det endnu mere – ikke fordi vi er noget i os selv, men fordi vi er Guds børn, og han har givet os sin Helligånd. Som Paulus udtrykte det i den anden læsning vi hørte i dag: ”Gud har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.”

Derfor er Guds ord til Esajas også ord til os: ”Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud.” Vi der har hørt evangeliet, det glade budskab om at Gud har besøgt og forløst sit folk; vi der har fået nyt liv ved det håb som Gud har givet os; vi der har lært frelsen at kende i vores synders forladelse – skulle vi ikke være de nærmeste til at række dét glade budskab, det håb, den frelse videre til vores medmennesker? Missionsbefalingen gælder alle der er døbt: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” som Jesus sagde (Matt 28,19).

Jeg er vokset op med den kristne tro. Jeg har gået i kirke stort set hver søndag hele mit liv, jeg har gået i søndagsskole som barn, og som ung var jeg en del af en kristen ungdomsforening der havde det at fortælle andre om Jesus meget højt på dagsordenen. Og det var en dagsorden som jeg var helt med på, for jeg ville jo naturligvis gerne have at mine medmennesker skulle frelses! Men samtidig syntes jeg at det var en byrde at skulle ”vidne”, som vi kaldte det, for evangeliet om syndernes forladelse er jo kun et godt budskab for den der opfatter sig selv som en synder; for alle andre er det et temmelig ligegyldigt budskab. Derfor havde jeg lært at jeg skulle forkynde loven før jeg forkyndte evangeliet – ”get them lost before you get them saved”, som en engelsktalende underviser udtrykte det. Problemet med det er bare for det første at ingen bryder sig om at få at vide at de er fortabte syndere, og derfor sluttede samtalen tit før den var begyndt, for det andet at den der vil påtale andres synder utrolig let kommer til at virke selvretfærdig, uanset hvor meget man prøver på at undgå netop det. Og derfor tror jeg ikke at vi skal efterligne Johannes Døber når det gælder ordvalg – ligesom Jesus i øvrigt heller ikke selv gjorde. ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?” sagde Johannes når han prædikede (Luk 3,7), men sådan sagde hverken Jesus eller apostlene. Jesus kunne ganske vist godt skælde voldsomt ud på farisæerne og de skriftkloge, men det var fordi de med deres hykleri hindrede mennesker i at nå frem til frelsen i deres synders forladelse. Overfor åbenlyse syndere og ganske almindelige mennesker var Jesus derimod mild og blid som en høne der samler sine kyllinger under vingerne, når han sagde: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28) – i øvrigt det vers der inspirerede Thorvaldsen til den berømte Kristusstatue som står i Københavns Domkirke.

Derfor skal min opfordring og opmuntring til alle os der er her i kirken i dag (mig selv inklusive) også være: Gå ud og trøst folk! Gå ud og lev af dine synders nådige forladelse, og mød dine medmennesker med den frimodighed og den imødekommenhed som det giver! Vær åben om at du ikke er fuldkommen, men at Gud tager nådigt imod dig fordi han er fuldkommen – fuldkommen i godhed, kærlighed og magt! Og når du møder mennesker som lider af den ene eller den anden årsag, så mød dem med varme, respekt og empati, og lad dit vigtigste budskab til dem – i ord og handling, ikke mindst det sidste – være at de er set og elsket af Gud. Det kan du gøre fordi du selv er set og elsket af Gud, præcis som du er. Som Paulus skriver til korintherne: ”Lovet være Gud, vore Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,3-4). Amen.