Prædiken til fastelavns søndag 2024

Posted By on 20. februar 2024

Den blinde ved Jeriko: Råb ad Gud, ikke ad mennesker

Prædiken i Rø Kirke fastelavns søndag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.” Det er smukt, ikke sandt? Der er ikke noget at sige til at den tekst er en af de mest kendte og elskede i Det Nye Testamente og blandt andet er en favorit til bryllupper. For der er noget uimodståeligt dragende over tanken om den ophøjede uforstyrrelighed der altid forholder sig mildt og sagtmodigt, uanset hvad der sker i verden omkring. Længes vi ikke alle sammen et eller andet sted efter den fred og sindsro?

                      Måske. Eller det gør vi i hvert fald lige indtil virkeligheden rammer. Ordene lyder enormt smukt på en højtidelig dag hvor alt ånder kærlighed og harmoni, men møder vi modstand eller kommer under angreb, så er det mit indtryk at de fleste ikke længere betragter ”kærlighedens højsang” som et ideal. De helt konkrete retningslinjer som Jesus andetsteds i Det Nye Testamente giver for hvordan man er tålmodig og mild og ikke hidser sig op, har jeg i hvert fald ofte hørt citeret med en vis distance, som noget der i bedste fald er urealistisk og i værste fald direkte naivt. Jeg tænker naturligvis på sætningen ”slår nogen dig på den højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39). Hvis alle gode mennesker efterlevede det, ville det så ikke bare medføre at ondskaben fik overhånd i verden? Som den britiske tænker John Stuart Mill engang sagde: ”Onde mennesker har ikke brug for andet for at opnå deres formål, end at gode mennesker ser til uden at gøre noget.”[1]

                      Rent bortset fra at det er et tvivlsomt forehavende at begynde at dele verden op i ”gode mennesker” og ”onde mennesker”, al den stund vi vist alle sammen rummer noget af begge dele i os, så er jeg tilbøjelig til langt hen ad vejen at give John Stuart Mill ret: Verden bliver ikke et bedre sted af at vi passivt ser til uden at gøre noget; vi er nødt til aktivt at foretage os noget godt. Men det at vende den anden kind til er bestemt ikke det samme som at se til uden at gøre noget. (Jeg ved godt at det pågældende vers fra Matthæusevangeliet kapitel 5 ikke indgår i prædiketeksten til i dag, men det indgår desværre heller ikke i prædiketeksten til nogen anden dag, så hvis jeg vil sige noget om det, må jeg gribe lejligheden når den byder sig). At vende den anden kind til er nemlig netop at foretage sig noget aktivt, i modsætning til hvis man blot bøjer nakken i underkastelse og resignation. Bemærk i øvrigt at Jesus ikke bare siger: ”slår nogen dig på den ene kind”, men specifikt: ”slår nogen dig på den højre kind”, og det tror jeg ikke er tilfældigt. De fleste mennesker er højrehåndede, og før i tiden var det oven i købet ofte sådan at de der ikke fra naturens side var højrehåndede, alligevel blev tvunget til at bruge højre hånd som den primære. Forestil dig nu at du står over for en person der løfter højre hånd for at give dig en lussing. Hvilken af dine kinder rammer han? Den venstre, ikke sandt – hvis han vel at mærke slår med håndfladen. Men på Jesu tid skete det undertiden at nogen i stedet valgte at slå med håndryggen. At gøre det, var udtryk for den dybeste foragt; ved at gøre det, signalerede man at man ikke betragtede den anden som et ligeværdigt menneske. Så det Jesus siger, er altså at hvis nogen viser dig dyb foragt ved at slå dig på højre kind – altså med håndryggen – så skal du ikke bare passivt finde dig i det, men trodsigt byde ham din venstre kind, hvorved du uden ord siger: ”Hvis du endelig vil slå mig, så slå mig i det mindste som en ligemand.” At vende den anden kind til er altså at signalere at du nægter at lade dig kue af voldsmandens vold. Det er ikke et udtryk for svaghed, men for styrke og trods, samtidig med at du – ved ikke at slå igen – viser din modstander at du ikke accepterer at man kan bruge vold som et gangbart middel til at nå sine mål. Og nogle gange kan det at afstå fra vold faktisk være et stærkere våben end at gribe til vold; tænk blot på Gandhis ikkevoldelige modstandskamp mod det britiske overherredømme i Indien, på Martin Luther Kings kamp for sortes borgerrettigheder i USA – eller på kristendommens første tre århundreder, hvor kirken blot blev ved og ved med at vokse selvom skiftende romerske kejsere udsatte de kristne for brutal forfølgelse, uden at de kristne nogensinde greb til våben for at forsvare sig.

                      Det at være tålmodig og mild, ikke hidse sig op og ikke søge sit eget, betyder altså ikke at vi skal ignorere den lidelse og uretfærdighed der findes i verden; tværtimod skal vi utrætteligt kæmpe imod den. Blot skal vi gøre det uden had og hævntørst i hjertet, og vi skal til enhver tid foretrække selv at lide uret og overlast frem for at påføre andre det, uanset hvor fjendtligt de er stemt over for os – præcis som Jesus gjorde da han vandt det evige liv til os med sin død på korset.

                      Tålmodighed og mildhed betyder heller ikke at vi skal undertrykke og fortrænge de negative følelser som uvægerligt hører med til det at være menneske i denne uperfekte verden, for det kommer der ikke noget godt ud af. Vi skal blot gå det rette sted hen med vores følelser, nemlig til Gud, sådan som salmisten gør i den første læsning vi hørte i dag. Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er spækket med poetiske bønner, hvoraf et stort antal har karakter af klagesange hvor salmisten råber sin fortvivlelse og frustration ud til Gud og beder Gud om at redde ham fra de mennesker der med urette behandler ham fjendtligt. Jesus har jo allerede båret al verdens synd og skyld på sine skuldre da han døde på korset. Alt det onde der er blevet gjort af mennesker i fortid, nutid og fremtid, ville Jesus tage på sig, sådan at dets konsekvenser ramte ham i stedet for at ramme den der har gjort det. Derfor er det også ham der er den rette adressat når vi vil klage over det onde som andre mennesker gør imod os. Og hvis vi kommer til Gud med alt hvad vi er vrede og indignerede og fortvivlede over, får vi styrke til at møde vores medmennesker med tålmodighed og mildhed og at kæmpe imod ondskab og lidelse uden selv at forøge den i processen.

                      I evangelieteksten til i dag møder vi en mand som ved første øjekast agerer alt andet end tålmodigt og mildt; tværtimod sidder han og råber: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” Og da han bliver bedt om at tie stille, lystrer han ikke, men råber bare endnu højere. Og han gør det ikke engang på vegne af et lidende medmenneske, men på vegne af sig selv, for selv at blive helbredt for sin blindhed. Men hvem kan bebrejde ham det? At ønske at kunne se er ikke noget urimeligt ønske om en eksklusiv luksus; det er blot et ønske om at have samme vilkår som de fleste andre mennesker. Ganske vist er der ikke nogen af os der har krav på noget som helst fra Gud, men mandens råb har heller ikke karakter af et krav, men derimod en bøn om barmhjertighed. Det må vi altid have lov til.

I øvrigt er der ikke nogen af os der af os selv formår at leve op til det ideal der beskrives i ”kærlighedens højsang”. Det er en beskrivelse af hvordan ”kærligheden” er, og eftersom vi i Første Johannesbrev får at vide at ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8), er det dybest set en beskrivelse af hvordan Gud selv er. (Er det ikke dejligt at vide – at Gud er tålmodig og mild og hverken hidser sig op eller bærer nag?) Dernæst er det, i afledt forstand, en beskrivelse af hvad Gud vil frembringe i os ved Helligånden – i Galaterbrevet, hvor Paulus opremser ”Åndens frugt”, er kærlighed jo det allerførste han nævner (Gal 5,22). I det omfang vi støder på tålmodighed, mildhed, ydmyghed, uselviskhed og overbærenhed hos et medmenneske, er det altså Guds Ånds værk i den pågældende. (Nogle af os er ganske vist fra naturen udstyret med et mere flegmatisk temperament end andre, men det skal man ikke forveksle med den ægte mildhed som Ånden skaber i vores hjerte. Om vores temperament er kolerisk eller flegmatisk, handler kun om på hvilken måde vi giver udtryk for det der bor i vores hjerter). Så selv hvis det vitterligt havde været udtryk for manglende mildhed og tålmodighed at den blinde mand råbte efter Jesus, sådan som han gjorde, så havde vi alligevel ikke kunnet bebrejde ham noget, for hvordan skulle et menneske der endnu ikke har lært Guds Ånd at kende, kunne bære Åndens frugt? Vi kan ikke forvente, endsige kræve, at uomvendte mennesker bærer sig kristeligt ad; det ville være et højst urimeligt forlangende. Og i det omfang vi alligevel oplever at ikke-troende udviser et mere kristeligt sindelag end vi selv gør, som det jo indimellem sker, må det være en påmindelse til os om hvor meget vi stadig selv trænger til Guds nåde og til at blive forvandlet af hans Ånd!

Men som sagt er den blinde mands handlemåde ikke et udtryk for manglende mildhed og ydmyghed; den er tværtimod udtryk for at han retter sin klage det rette sted hen. Lidt populært sagt består den rette mildhed i at vi råber ad Gud i stedet for at råbe ad mennesker, og eftersom Jesus var Gud selv i menneskeskikkelse, var det netop det manden gjorde. Ganske vist var han ikke fuldt ud klar over hvem Jesus i virkeligheden var, men kaldte ham blot ”Davids søn” (og det kan man heller ikke bebrejde ham, eftersom det tog flere hundrede år for den kristne kirke at få klarhed over hvad det egentlig betyder at Jesus er ”Guds Søn”, nemlig at han er ”Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen”), men han fornemmede dog at denne ”Davids søn” havde kraft og mandat til at handle på Guds vegne og frelse ham. Og derfor gjorde han ret i at sætte alt ind på at bede netop ham om hjælp. Det samme må vi gøre: bede Jesus om at hjælpe os, ikke kun med vores helbredsproblemer og andre ting der gør livet surt for os, men også med vores sindelag og indstilling over for vores medmennesker, og først og sidst og vigtigst med vores synd der skiller os fra Gud, men som Jesus har båret for os så vi kan gå retfærdige ind til det evige liv!

 

Salmer:

  • Ét vidste han om vejen frem
  • Uberørt af byens travlhed (som ”foil”)
  • Mægtigste Kriste (”fred udi hjertet du for alting give”)
  • Skal kærlighed sin prøve stå
  • Den ypperligste vej
  • I Herrens udvalgte, som hellighed øve

 

BRUG NICÆNUM!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] ”Bad men need nothing more to compass their ends, than that good men should look on and do nothing.”

Prædiken til søndag seksagesima 2024

Posted By on 5. februar 2024

Automatisk korn og sennepsfrø: Det spirer af sig selv

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag seksagesima 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi er kommet ind i februar måned. Dagens længde er tiltaget med 1 time og 54 minutter siden vintersolhverv, og frosten lader også til at have sluppet sit tag i jorden. Inden vi ser os om, kommer det til at myldre op af jorden med erantis og vintergækker. Det var der ellers ikke noget der tydede på hvis vi kiggede ud ad vinduerne for tre uger siden; da var det bidende frostvejr, og Bornholm var dækket af sne. Men under sneen, nede i den frosne jord, har der hele tiden ligget blomsterløg parat og ventet, og det er helt utroligt hvad de kan overleve af kulde. År efter år ser vi at vinterens jerngreb må give fortabt over for forårets milde magt.

                      Sådan er det i naturen, men sådan er det desværre ikke altid på alle områder af tilværelsen. Om 20 dage er det to år siden Rusland invaderede Ukraine, og der er ikke noget der tyder på at der er udsigt til fred foreløbig. Det samme gælder mange andre steder på jorden hvor mennesker kriges. Hvis man billedligt talt kan beskrive krig som en vinter, så lader foråret vente på sig, hvis det overhovedet kommer. Til gengæld er der alt rigeligt med helt bogstaveligt tøbrud i polaregnene, hvor iskapperne bliver mindre og mindre år for år, og forskerne bliver ved med at overgå hinanden i deres forudsigelser af hvor store klimakatastrofer det kan risikere at medføre overalt i verden.

                      Er der generelt grund til pessimisme på menneskehedens vegne, så er der det om muligt endnu mere set med kristne øjne: År for år falder Folkekirkens medlemstal, og det bliver ikke opvejet af fremgang i andre kristne kirkesamfund. Og det gælder ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige verden, hvor meningsmålinger viser at stadig færre bekender sig som kristne. Dertil kommer at stadig flere kristne rundt om i verden oplever forfølgelse på grund af deres tro – ifølge den seneste opgørelse fra organisationen Open Doors drejer det sig om mere end 365 millioner kristne verden over, der bliver forfulgt. Til gengæld er islam i hastig vækst, og hvis den tendens fortsætter, vil der i 2050 være flere muslimer end kristne i verden.[1]

                      Stillet over for den slags dystre udsigter er der umiddelbart to mulige veje at gå: Man kan resignere og indse at slaget er tabt, og at det bedste vi kan håbe på, er at udskyde det uundgåelige så det ikke bliver vores generation der kommer til at lukke og slukke for kirken (eller for jorden i det hele taget), eller man kan vælge at kæmpe til det sidste fordi det er en kamp som vi bare ikke tabe. Problemet med de to muligheder er at den sidstnævnte mulighed ser stadig mere håbløs ud, mens den førstnævnte er endnu værre, for den er jo per definition er håbløs fra start. Men hvad har vi ellers at gøre?

                      Så vidt jeg kan se, har vi én mulighed mere, og det er at holde fast i håbet imod alle odds. Det virker måske temmelig naivt at tro at det kan komme til at ende godt både for kirken og for verden som helhed. Filminstruktøren Paul Schrader, som i 2017 lavede filmen First Reformed, hvor klimakrisen spiller en stor rolle, blev under en prøveforevisning af filmen spurgt af et medlem af publikum om han var fortvivlet over tingenes tilstand, hvortil han svarede: ”Hvis man er optimist på det her tidspunkt, har man ikke fulgt med i hvad der sker, for der er ikke ret meget at være optimistisk over.”[2] Nogle vil måske gå så vidt som til at sige at det at tro at det hele trods alt kommer til at ende godt, er decideret tåbeligt – eller med et lidt gammeldags ord som vi stødte på i dagens anden læsning: at det er dårskab.

                      Man er naturligvis nødt til at bevare håbet, for uden håb er det svært at ændre på noget, men håb er som bekendt ikke en strategi; vi er nødt til også at foretage os noget for at redde kirken og verden fra undergang. Men mens det efterhånden står rimelig klart hvad der skal gøres hvis vi skal have en chance for at undgå at den globale opvarmning løber fuldstændig løbsk, så er sagen en anden når det gælder kristendommens krise. Hvad skal vi gøre for at vende den udvikling? Tja, det skorter ikke på forslag, om end de stritter lidt i forskellige retninger. Nogle mener at svaret er at vi skal modernisere gudstjenesten, så vil der helt sikkert komme flere i kirke, mens andre mener at kirkens eksistensberettigelse netop ligger i at den holder fast i at formidle en oplevelse af det ophøjede og fremmede. Nogle mener at vi skal luge ud i nogle af de dogmer som moderne mennesker har det svært med, så som jomfrufødslen eller Jesu legemlige opstandelse, for slet ikke at tale om den evige fortabelse – mens andre mener at kristendommens tilbagegang netop skyldes at vi allerede har solgt alt for meget ud og er gået for meget på kompromis med verden. Nogle mener at problemet er at de fleste kristne er blevet for dovne og slappe, og at det der skal til, er at vi alle sammen bruger alle vores vågne timer på at gå ud på gader og stræder for at fortælle folk om Jesus, mens andre mener at den slags aktivisme tværtimod er noget af det der skræmmer folk væk. Og sådan kunne jeg blive ved. Personligt vil jeg ikke lægge skjul på at der er nogle af de synspunkter jeg har nævnt, som jeg har langt mere sympati for end andre, men forslagene har alle sammen den svaghed at de antager at den kristne kirkes fremtid står og falder med vores indsats. At vi tænker sådan, er meget menneskeligt, men så meget desto mere brug har vi for at høre den første af de to små lignelser der udgør dagens evangelietekst.

                      ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde”. Guds rige er noget som Gud skaber, nøjagtig som han skaber kornet der vokser på marken, eller vintergækkerne der lige om lidt pibler frem i haverne. Det betyder ikke at vi slet ingenting skal foretage os – manden fra lignelsen har jo trods alt tilsået jorden, og han holder sig parat til at gå i gang med seglen så snart kornet er modent – men transformationen fra det uanselige frø til strå med aks og fuld kerne, kan han kun vente på. På samme måde gælder det for enhver form for vækst i Guds rige, som Paulus skrev om den vækkelse i Korinth der var brudt ud i forbindelse med at han havde haft sit virke dér i et års tid, og som havde resulteret i dannelsen af en stor menighed der senere fik stor glæde af den dygtige bibellærer Apollos (jf. ApG 18). ”Jeg plantede, Apollos vandede,” skrev Paulus til menigheden, ”men Gud gav vækst” (1 Kor 3,6).

Hvis Gud kunne give vækst i Korinth i det 1. århundrede, kan han selvsagt også gøre det i Europa i det 21. århundrede. Spørgsmålet er blot om vi, hans folk, er klar til at gøre det lidt som er vores opgave, nemlig at tilså jorden, og at være klar til at gå i gang med seglen når høsten er inde. Og det tror jeg måske at vi nogle gange er fristede til at forsømme, fordi vi tænker at det alligevel ikke nytter noget – netop fordi vi glemmer at den midterste og vigtigste del af processen, nemlig væksten, den er helt og aldeles ude af vores hænder.

Men har vi da overhovedet noget vi kan ”så”? Skulle vi kunne sige eller gøre noget, der kan vokse og blive til en vækkelse? Nej, ikke hvis det er os selv det kommer an på. På samme måde som en landmand ikke kan høste hvede hvis han har sået bygkorn, gælder det også på det åndelige område at ”hvad et menneske sår, skal det også høste” (Gal 6,7). Så hvis vi drømmer om at komme til at høste vækst i Guds rige, er det en forudsætning at det vi sår, også stammer fra Guds rige og ikke fra os selv. Som Paulus skriver i Galaterbrevet: ”Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden” (Gal 6,8). Men heldigvis har Gud givet os sin Helligånd i gave da vi blev døbt, og gennem troen på Jesus har vi adgang til at leve i Åndens kraft i stedet for at være slaver af vores syndige menneskenatur. Ganske vist vil jeg tro at jeg ikke er den eneste i det her lokale der igen og igen må konstatere at det vist langt fra er alt hvad jeg siger og gør, der kommer fra Guds Ånd, for det at overgive os til Gud og lade Ham virke igennem os i stedet for at fare frem i vores egen kraft, er noget vi aldrig når i mål med. Men heldigvis vil Gud hjælpe os også med det: Vi kan hver dag bede om at blive mere fyldt af Helligånden, og vi kan også bede en medkristen om at lægge sine hænder på os og bede om at vi må blive fyldt med Helligånden. Og derudover har Gud givet os ”De 4 B’er” som en hjælp til at holde os på ret spor: Bibelen, Bønnen, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

Den måde vi sår Guds gode frø på, er ved at leve i lydighed mod Hans ord. Det er i grunden ikke så kompliceret – som en af Det Gamle Testamentes profeter sammenfattede det: ”Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: Hvad andet end at øve ret, vise trofast kærlighed, og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8[3]). Det lyder måske ikke af noget der kan vende kristendommens tilbagegang, endsige skabe fred i Ukraine eller sætte en stopper for klimaforandringerne, men så er det at vi kan have gavn af at lytte til den anden af dagens to små lignelser: ”Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter.” Igen er hovedsagen at det der kommer op, afhænger nøjagtigt af det der bliver sået – og selvom frøet er lille og uanseligt, er det ikke nogen hindring for at den plante der kommer op, kan blive stor og statelig. Det er ikke frøets størrelse der afgør det, men derimod det DNA der ligger i frøet. Hvis DNA’et koder for et kæmpe træ, så bliver det et kæmpe træ der vokser op. Derfor vil det også være sådan at hvis vi ”sår” Guds kærlighed ved at adlyde Guds ord og stole på Ham, så bliver det Guds rige der vokser op, fordi det er Guds rige der udgør DNA’et i det der bliver sået.

Som sagt vil nogle sikkert mene at det lyder som dårskab at tro at Gud vil gøre alting godt, hvis blot vi adlyder Ham i de forholdsvis små og ubetydelige ting vi har med at gøre. Men som vi hørte i dagens anden læsning, har Gud besluttet at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. Selve grundlaget for den frelse vi tror og håber på, blev jo lagt ved det der frem for noget blev betragtet som både tåbeligt og forargeligt, nemlig at Gud selv, i stedet for at træde frem i magt og vælde og udradere Djævelen og alle hans faldne engle, i stedet valgte at træde frem i svaghed og lade sig afvæbne, håne, pine og slå ihjel. Men ”Guds dårskab er visere end mennesker”, for det der lignede det ondes ultimative sejr, da Jesus udåndede på korset, blev i stedet det der sikrede det godes endegyldige sejr og sikrede det evige liv til enhver der tror.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.pewresearch.org/religion/2015/04/02/religious-projections-2010-2050/

[2] https://variety.com/2018/politics/news/paul-schrader-first-reformed-1202816934/

[3] I en hybrid af 1933- og 1992-oversættelserne; sådan går det når man citerer efter hukommelsen ?

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2024

Posted By on 24. januar 2024

Hvedekornet: Er Gud hård eller blød?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Om lidt, når jeg er færdig med at prædike (I glæder jer allerede, ikke?), og vi har sunget en salme, så når vi til nadveren, og i den forbindelse skal vi som altid bede Fadervor. Grunden til at Fadervor er fast inventar i alle gudstjenester i de fleste kristne kirkesamfund verden over, er at det er en bøn som vi har fra Jesus selv – ja, som vi hørte nytårsdag, så sagde han endda til sine disciple: ”Derfor skal I bede således:”, hvorefter han lærte dem Fadervor. Det betyder naturligvis ikke at det er forbudt at bede med andre ord end dem vi finder i Fadervor (Paulus skriver i Filipperbrevet at vi til enhver tid er velkomne til at bringe alle vores ønsker frem for Gud i bøn, og han nævner selv i sine forskellige breve en række konkrete ting som han opfordrer brevenes modtagere til at bede Gud om), men Fadervor er en mønsterbøn som lærer os en række vigtige principper for bøn, hvoraf et af de vigtigste ligger i de to allerførste ord i bønnen, som hele bønnen har navn efter: ”Vor Fader” (eller ”Fader vor”, hvis man oversætter helt ordret, thi på græsk benytter man en anderledes ordstilling end vi sædvanligvis gør på dansk). Jesus lærer os at når vi beder til Gud, så kan vi tale til ham som børn taler til deres far, hvilket er et helt vildt privilegium – og det kan vi gøre fordi Jesus har købt os med sit blod til at være Guds børn.

                      Men selvom Jesus har lært os at vi har lov til at sige ”far” til Gud ligesom Jesus selv gør, så er der alligevel mange kristne der tilsyneladende har det lidt svært med Gud Fader. Særligt inden for pietistiske og evangelikale traditioner (som i parentes bemærket er de traditioner jeg selv er rundet af) er der en tendens til at man i stedet beder til Jesus. Det er da heller ikke fordi det er forkert at gøre det, for der er i hvert fald ét sted i Det Nye Testamente, nemlig Johannesevangeliet kapitel 14 vers 14, hvor Jesus siger: ”Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” – og eftersom Jesus er ét med Faderen, når bønnen jo nok under alle omstændigheder hen hvor den skal. Men tankevækkende er det ikke desto mindre at selvom det i Det Nye Testamente og gennem det meste af kirkehistorien hovedsagelig er Gud Fader man henvender sine bønner til, er der i dag mange der foretrækker at bede til Jesus. For hvad kan årsagen være?

                      Jeg kan godt være bange for at årsagen er at vi ikke føler os helt trygge ved Gud Fader. Der er ellers mange gode salmer der handler om Faderens store kærlighed til os (vi har sunget nogle stykker i dag), men der er desværre også salmer – og prædikener for den sags skyld – der giver et mere urovækkende billede af Gud Fader. Tag for eksempel salmen ”O store Gud, din kærlighed” af Thomas Kingo, der står som nummer 205 i Salmebogen. Selvom den første linje kunne tyde på at den handler om at Gud er kærlighed, så priser vi i vers 2 Jesus for at han ”ville for verdens synd i borgen gå din Fader at formilde”. Gud Fader er altså vred og skal formildes. Endnu værre er en af linjerne i den ellers fremragende Brorson-salme ”Guds Søn har gjort mig fri”, der er nummer 514 i Salmebogen, hvor vi synger: ”Min Jesus lagde sig imellem Gud og mig”. Selvom jeg rent teologisk godt forstår hvad Brorson mener, så kan den pågældende linje godt give nogle pænt uheldige billeder på nethinden af en far der tæver sine små børn så storebror må lægge sig imellem.

                      Kort sagt er det centrale problem at vi tit og ofte har fået at vide at kristendommens glædelige budskab består i at Jesus frelser os fra Gud. Det kan godt være at Gud elsker os nu, men det gør han kun fordi Jesus har taget den straf som Gud havde tænkt sig at give os; havde Jesus ikke gjort det, så ville Gud ikke have set på os med kærlighed, men med vrede. På den måde får vi gjort Jesus til ”the good cop” og Gud Fader til ”the bad cop” (for nu at bruge de betegnelser der populært anvendes i krimier hvor en mistænkt afhøres af to politibetjente, hvoraf den ene er streng og den anden venlig).

                      Der er bare ikke noget som helst grundlag i Bibelen for at spille Faderen og Sønnen ud mod hinanden på den måde. Gennem hele Det Nye Testamente – og i særdeleshed Johannesevangeliet – bliver det igen og igen slået fast at Faderen og Sønnen er en ubrydelig enhed. Ganske vist er de ikke én, men to personer, men de er dog ét i væsen og vilje. Allerklarest siger Jesus det nok i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 19, hvor der står: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.” Og i kapitel 14 siger Jesus: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Sådan som Faderen er, sådan er Sønnen også, og sådan som Sønnen er, sådan er Faderen også. Det er altså en frygtelig misforståelse hvis vi går og tænker at Sønnen har frelst os fra Faderen; nej, det som Bibelen fortæller os, er at Faderen sendte Sønnen for at frelse os fra vores synder. Jesus døde ikke for at stille en hævntørstig Gud tilfreds; hans død var tværtimod udtryk for at en uendeligt kærlig Gud ofrede sig selv for at frelse os fra evig fortabelse.

                      Men er det da ikke Gud selv der har dømt os til den evige fortabelse fordi han er sur over at vi ikke gør som han siger? Nej, det har vi selv gjort. Fortabelsen består i selve det at vi ikke lever vores liv sådan som Gud havde tænkt det, og derved ødelægger vi livet for både os selv og hinanden. Og den evige fortabelse bliver resultatet hvis vi foretrækker at blive ved med at leve i vores synder i stedet for at overgive os til Gud og lade ham rense os fra vores synd. (Det græske ord der ligger bag ordet ”synd” i Det Nye Testamente, betyder i øvrigt ordret ”at ramme forbi målet”, i dette tilfælde altså målet med vores liv). Hele sammenhængen mellem Guds kærlighed, dom, frelse og fortabelse står fint forklaret i Johannesevangeliet kapitel 3, begyndende med det måske bedst kendte af alle bibelvers, Johannes 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Joh 3,16-20).

                      I teksten til i dag kan det ellers godt umiddelbart virke som om det er en ret streng Gud Fader vi møder: Der skal fældes dom over denne verden, og den der elsker sit liv i denne verden, skal miste det. Hvordan hænger det sammen med at Gud angiveligt skulle være uendeligt kærlig?

                      Det hænger sådan sammen at kærlighed ikke er det samme som blødsødenhed. Jeg skal sent glemme noget som en sundhedsplejerske sagde til mig da min søn var begyndt at få sine første tænder. Han brød sig bestemt ikke om at få tænderne børstet (det er der næppe ret mange små børn der gør), og jeg havde det altid virkelig dårligt med nærmest at skulle sætte mig på ham og holde hans arme fast for at kunne komme til at børste hans tænder. ”Det føles som et overgreb!” som jeg sagde da jeg klagede min nød til sundhedsplejersken. Men sundhedsplejersken replicerede uden betænkning: ”Det er et endnu større overgreb at lade være!” Kærlighed er ikke at skåne sine børn for smerte og ubehag, men derimod efter bedste evne at hjælpe dem gennem den mængde smerte og ubehag der er nødvendig for at undgå et værre onde og/eller opnå et højere gode. Og som de fleste forældre sikkert ved, så er tandbørstning et af de allermildeste eksempler på det princip; der er langt værre smerter som det ville være alt andet end kærligt at skåne sine børn for.

                      På samme måde er Gud heller ikke blødsøden. Det onde, synden, sidder meget dybt i os, og det an gøre meget ondt at skulle slippe den. Men hvis vi ikke slipper af med den, går vi evigt fortabt (og igen: Det gør vi ikke fordi Gud straffer os, men fordi det at have synden i vores liv bærer straffen i sig selv). Så fordi Gud ikke er blødsøden, men kærlig, skåner han os ikke for smerten ved at sige farvel til synden – men han hjælper os igennem den. Og det kan vi nok have brug for, for som vi hørte, indebærer frelsen fra synden at vi, som Jesus udtrykker det, ”hader” vores liv i denne verden. Det er dog vigtigt at understrege i den forbindelse at ordet ”hade” havde en anden betydning dengang end den vi kender i dag: På samme måde som ”Du skal elske din næste” ikke nødvendigvis betyder at vi skal nære en masse varme følelser for vores medmennesker, men først og fremmest at vi skal prioritere vores medmenneskers bedste i handling, sådan betyder det med at hade vores liv i denne verden heller ikke at vi skal nære negative følelser over for livet i denne verden (det er jo en gave fra Gud, som vi skal tage imod med tak!), men det betyder at vi skal prioritere det at blive frelst fra synden og nå frem til det evige liv højere end det at undgå lidelse i den nuværende verden. Og det er vel i virkeligheden det man på nudansk kalder en ”nobrainer”.

                      Gud er ikke blødsøden, men han er til gengæld ubetinget og ubegrænset kærlig. Han skåner os ikke for den smerte der er nødvendig for at vi kan blive frelst, men hovedparten af smerten bar han selv. Den smerte som Jesus udholdt da han hang på korset, var langt mere end du eller jeg nogensinde ville have kunnet bære. Ikke alene var korsfæstelse en uhyre pinefuld måde at dø på, men derudover bar Jesus på al verdens skyld, og det tror jeg har været mange gange værre end den rent fysiske smerte som naglerne og tornekronen påførte ham. Der er ikke noget at sige til at han sagde: ”Nu er min sjæl i oprør” da hans lidelse og død nærmede sig, og at han havde lyst til at bede Gud om at får lov til at slippe. Men han vidste også at ligesom et hvedekorn er nødt til at ”dø” i jorden for at kunne give liv til mange nye hvedekorn, var han selv nødt til at dø for at give liv til os. Og hvis du tror at Jesu død på korset gjorde mindre ondt på Faderen end på Sønnen, så er jeg ret sikker på at du tager fejl. Vi hører et sted i Lukaevangeliet at for Jesu mor, Maria, oplevedes hans lidelser som om hendes egen sjæl blev gennemtrængt af et sværd (Luk 2,35), så hvordan må det ikke have været for Gud Fader, der var ét i sjæl og sind med sin søn på et niveau som ingen menneskelig forælder kan være? At Gud Fader udholdt dét, det siger virkelig meget om hvor højt han elsker os!

                      Så hvad skulle afholde os fra at komme med alle vores bekymringer til vores himmelske far, der elsker os så højt? ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” som Paulus skriver (Rom 8,32). Når selv vi uperfekte jordiske fædre vil vise vores børn kærlighed og omsorg i det omfang vi formår det, hvor meget mere vil så ikke Gud, der er fuldkommen i kærlighed og trofasthed, gøre det samme over for sine børn – og hvad han formår, er der ingen grænser for. Så kom frimodigt til Faderen, og smag og se at han er god!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2024

Posted By on 24. januar 2024

Den samaritanske kvinde: Gennemskuet!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 27. august 2023 blev fem sønderjyske skoler ramt af et massivt hackerangreb. Det blev først opdaget fire dage senere, og først den 22. september blev de potentielle ofre for datalækket informeret. I første omgang fortalte skolerne, at der var blevet stjålet personfølsomme oplysninger fra op mod 8.000 elever og ansatte på EUC Syd, Sønderborg Statsskole, Gråsten Landbrugsskole, Privatskolen-Als og Sønderborg International School, men en uge senere kom det frem at der var blevet sendt over 40.000 underretninger ud til blandt andre nuværende og tidligere ansatte, elever og forældre om, at deres eller deres børns data kunne være blevet stjålet, og en ekspert i cybersikkerhed beskrev det som noget af det værste han nogensinde havde set.[1] Ordet ”data” er imidlertid ret intetsigende, så når jeg hører den slags nyheder, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv hvad det er for en slags data der er tale om, og hvorfor det er et problem at de blev lækket. Svaret på de spørgsmål fremgik imidlertid af pressedækningen af det store hackerangreb. Hos DR kan man eksempelvis læse at deres techkorrespondent, Henrik Moltke, har set eksempler på de data, som er blevet lagt ud, og efterfølgende sagde: ”Der er tale om usædvanligt følsomme oplysninger. Jeg har set screenshots med henvisninger til udredninger af funktionsnedsættelser, der er kørekort, alle mulige forskellige data, som har med børn og unge at gøre, og det er ikke godt.” Det fremgår også at der indgår cpr-numre, adresser, telefonnumre og notater fra interne samtaler.[2]

                      Og hvorfor er det så et problem at de pågældende data er blevet lækket? Svaret afhænger af hvilken type data der er tale om. Cpr-numre er en personfølsom oplysning fordi man kan misbruge et cpr-nummer til at få adgang til andre følsomme oplysninger og til at foretage finansielle transaktioner, så der er helt lavpraktiske årsager til at de færreste har lyst til at dele deres personnummer med hele verden (med Kim Larsen som en markant undtagelse, må man sige; han brugte jo sit som titel på albummet 231045-0637, som han udgav i 1979). Adresser og telefonnumre er knap så følsomme, for dem kan man jo tit og ofte finde på Krak og andre offentligt tilgængelige steder (min egen adresse og telefonnummer fremgår af både Klynge-Avisen og kirkens hjemmeside), men der er mennesker der har adressebeskyttelse og/eller hemmeligt telefonnummer, for eksempel fordi de har været udsat for chikane eller nærer en begrundet frygt for at blive det, og derfor betragtes adresser og telefonnumre også som følsomme oplysninger. (Det samme gælder i øvrigt e-mail-adresser, blev jeg belært om da jeg på et tidspunkt sendte en mail til en gruppe mennesker uden at skjule deres e-mail-adresser).

                      Men der er en anden kategori af oplysninger som er følsomme af en helt anden årsag – ikke fordi de kan misbruges til at skade os direkte på den ene eller den anden måde, men fordi der bare er ting som vi ikke har lyst til at alle skal vide om os. I tilfældet med skolerne i Sønderjylland gælder det for eksempel henvisninger til udredninger af funktionsnedsættelser, men det kan også være andre helbredsoplysninger, eller oplysninger om seksuel orientering, religiøs og politisk overbevisning, eller ens straffeattest.

                      Alle de forskellige kategorier af personfølsomme oplysninger er beskyttet af lovgivningen, ikke mindst som følge af det EU-direktiv der forkortes GDPR (og jeg kan aldrig huske hvad det står for, så jeg var nødt til at google det da jeg skrev min prædiken: det står for General Data Protection Regulation, som man kan oversætte til Det Generelle Databeskyttelsesregulativ). GDPR sætter meget stramme regler op for hvordan offentlige myndigheder og private myndigheder skal håndtere borgeres personfølsomme oplysninger. Når det gælder de oplysninger vi vælger at betro andre mennesker i den private sfære, er vi derimod ikke beskyttet af nogen lovgivning (og med ”den private sfære” mener jeg venner og bekendte som ikke har en professionel relation til os, for de ting der bliver betroet til læger og psykologer og præster og skolelærere og lignende under udførelsen af deres arbejde, er jo belagt med tavshedspligt). Når vi betror en hemmelighed til en ven, er det ene og alene et tillidsspørgsmål om vi tør stole på at det vi betror, ikke kommer videre. Og så meget desto mere forrådt kan vi føle os hvis vi pludselig møder et menneske der ved noget dybt privat om os, som vi i hvert fald ikke selv har betroet vedkommende. Nogle mennesker vil endda misbruge den slags viden til afpresning.

                      Men hvad der næsten ville være endnu værre, ville være at møde nogen der vidste noget om os som de ikke havde fået at vide ved at nogen af vores venner der havde talt over sig, men  simpelt hen fordi de kunne læse vores tanker eller se ind i vores hjerte – det ville skræmme livet af de fleste af os, tror jeg! Det udnytter forfatteren Lene Kaaberbøl blandt andet i sin berømte børnebogsserie om Skammerens børn, som handler om en pige ved navn Dina, der har en overnaturlig evne til at se alt hvad folk skammer sig over, når hun kigger dem i øjnene. Derfor har hun meget svært ved at få venner, for der er ingen der tør lade hende se dem i øjnene – og det forstår man jo egentlig godt at de ikke har.

                      Med alt det in mente, så kan I forhåbentlig sætte jer ind i hvordan den samaritanske kvinde må have haft det da hun sagde til Jesus at hun ikke havde nogen mand, og Jesus prompte replicerede: ”Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.” Man kan næsten høre hendes underkæbe ramme kanten af brønden, ikke sandt – hvor i alverden vidste han dog det fra? Og hvad der var lige så vigtigt: Hvad havde han tænkt sig at gøre med den viden? ”Viden er magt”, siger man, og det at denne fremmede vidste alt om at hun ikke just var noget dydsmønster hvad seksualmoral angik, gav ham magt til – ja, hvis de andre i byen ikke kendte hendes hemmelighed i forvejen, kunne hun risikere at Jesus ville løbe ind i byen og fortælle dem det hele, men hun kunne også risikere det der var endnu værre, for hun ræsonnerer sig helt korrekt frem til at når en mand der aldrig havde set hende før, vidste den slags, så måtte han være en profet, altså en mand med en særlig privilegeret adgang til Gud – og hvad mon Gud i grunden mente om hendes livsførelse? Ikke kun det at hun havde haft fem mænd og nu levede sammen med en der ikke var hendes mand, men måske også en hel masse andre, endnu mere skammelige ting? Du kan jo prøve at sætte dig selv i hendes sted: Hvis du stod foran en der vidste alt om dig, ville du så stå ved det alt sammen med oprejst pande? Har du det ligesom Frank Sinatra, der i en af sine mest berømte sange synger: ”Regrets – I’ve had a few, but then again, too few to mention” (”Jeg har fortrudt nogle få ting, men så få at det ikke er værd at tale om”), eller har du det ligesom de fleste af os andre, at du ville lede efter et musehul hvis alle dine hemmeligheder blev afsløret?

                      I første omgang forsøger kvinden at slippe ud af den prekære situation ved at skifte emne og spørge om profetens syn på et teologisk stridsspørgsmål der ikke har noget med hende personligt at gøre, nemlig om det er jødernes tempel i Jerusalem eller samaritanernes tempel på bjerget Garizim, der er Guds sande tempel. Men det får hun ikke ret meget ud af, for Jesus bringer hende straks tilbage på sporet ved at sige at fra nu af handler det slet ikke om geografi, men ”de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.” Hvad betyder det? Jeg tror det betyder at Guds sande ”tempel” er der hvor vi ikke forsøger at flygte fra den barske sandhed om os selv. Jesus har allerede rost kvinden for at tale sandt da hun sagde: ”Jeg har ingen mand”, selvom det vist var hvad man plejer at kalde ”en sandhed med modifikationer”, og nu inviterer han hende så dybere ind i sandhedens verden ved at lade hende forstå at han allerede ved alt det som hun forsøger at skjule. Spørgsmålet er nu om hun vælger at flygte fra ham ligesom vennerne flygtede fra Dina i Skammerens børn, eller om hun vover at stå ved sit liv, sådan som det nu engang ser ud.

                      Den tekst vi hørte, sluttede før vi nåede at få svar på hvad hun valgte, men hvis vi læser et par vers længere frem i det kapitel teksten er taget fra, så står der: ”Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen” – for at slippe for at forholde sig til Jesus? Nej, tværtimod: Hun og sagde til folk: ’Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort’” (Joh 4,29). Hendes reaktion var altså ikke frygt og flugt, men snarere begejstring og frimodighed. Mærkeligt ikke? Hvor kom det fra?

                      Jeg tror det kom fra at hun mærkede at Jesus ikke ville bruge sin viden om hende imod hende, men at han tværtimod ville sætte hende i frihed. Tidligere i deres samtale havde han sagt, som vi hørte, at hvis bare hun ville spørge ham, så ville han give hende levende vand, så hun aldrig mere skulle tørste. Vi mennesker tørster efter mange forskellige ting: kærlighed, fred, anerkendelse, accept – og det er netop de ting Jesus kom til jorden for at give os i stedet for vores skam. Og det gør han vel at mærke ikke ved at lulle os i søvn med søde løgne om at det i virkeligheden ikke står så slemt til med os – nej, han bringer tværtimod alt det vi forsøger at glemme og skjule for os selv, frem i lyset, så vi kan blive helbredt for det. For oven i alle de ubehagelige sandheder om os er der en endnu dybere sandhed, og det er at Gud elsker os grænseløst og ubetinget. Som der står i det kapitel af Johannesevangeliet der kommer umiddelbart før beretningen om den samaritanske kvinde ved brønden: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Det vers rummer faktisk hele kristendommens essens i en nøddeskal, og derfor kaldes det også undertiden ”den lille bibel”. Det står i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16 – John 3:16, som man siger på engelsk.

                      Jesus gav sit liv for os, for at vi kunne få et helt nyt liv, hvor vi ikke længere er defineret af alt det vi skammer os over, men af Guds kærlighed til os. Men det kræver at vi er villige til at lade ham komme til, også i de dybeste og mørkeste kroge af vores sind. Det kan vi til gengæld roligt gøre, for Jesus er ikke nogen ”skammer”; han er en frelser.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.dr.dk/nyheder/indland/laek-af-personfoelsomme-data-har-ramt-langt-flere-end-foerst-antaget-noget-af-det

[2] https://www.dr.dk/nyheder/indland/elever-har-faaet-laekket-foelsomme-oplysninger-i-hackerangreb-maaske-en-af-det-mest

Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2024

Posted By on 24. januar 2024

Jesus og de små børn: Er der en voksen til stede?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Når vi hører beretningen om hvordan disciplene truede ad dem der bar de små børn hen til Jesus, bliver vi nemt forargede over deres hårdhjertethed: Tænk at de kunne finde på at prøve at holde små børn væk fra Jesus! Men hvis vi prøver at sætte os i deres sted, er jeg ikke sikker på at vi selv ville have handlet så meget anderledes. Måske ville vi ikke ligefrem have truet ad nogen, men omvendt ville vi nok heller ikke have kunnet se nogen grund til at Jesus skulle beskæftige sig med små børn. Ganske vist er det sådan i dag at når en politiker gerne vil vælges til en toppost, så sørger vedkommende gerne for at lade sig fotografere sammen med nogle børn for at vise en menneskelig side, men Jesus levede ikke i et fredeligt demokrati hvor han bare skulle sørge for at få flere stemmer end Herodes og Pilatus; tværtimod var Israel besat af en fremmed magt, og de der arbejdede imod besættelsen, blev henrettet uden skånsel hvis de blev fanget. Selv fredelige protester var Pilatus berygtet for at slå ned på med hård hånd, så når Jesus gik rundt og talte om ”Guds rige”, så indlod han sig på noget der var yderst sprængfarligt og krævede at han havde de rette folk på sin side. Og i det spil var børn selvsagt ikke til ret meget nytte.

I vores ører lyder det måske ikke specielt sprængfarligt at tale om Guds rige, for er det ikke bare et sted oppe i skyerne hvor vi skal sidde og spille på harpe når vi engang stiller træskoene? Æh, nej. Når Bibelen taler om ”Guds rige”, er det en håndgribelig virkelighed der i den grad gør en forskel i den verden vi lever i nu og her. På Jesu tid havde Israel gennem mere end 600 år – bortset fra et kort intermezzo under makkabæerne – været underlagt skiftende fremmede stormagter, men før det havde de været en selvstændig nation, hvis konge var Jahve, Israels Gud. Bortset fra den første tid havde de ganske vist også en menneskelig konge, men den jordiske konge herskede på vegne af Gud og blev derfor ofte kaldt ”Herrens salvede” (det bliver David for eksempel kaldt i Anden Samuelsbog 19,22). Et klart eksempel på at det var Gud der blev betragtet som den egentlige konge, finder vi i Salmernes Bog i Salme 99, hvor der står: ”Herren er stor på Zion og ophøjet over alle folkene. De skal prise dit store og frygtindgydende navn. Hellig er han! Mægtige konge, der elsker ret, du har grundfæstet retskaffenhed; ret og retfærdighed har du øvet i Jakob. I skal hylde Herren, vor Gud, kaste jer ned for hans fodskammel. Hellig er han!” (Sl 99,2-5). Som I måske kunne høre, er der ikke tale om et luftigt rige i skyerne hvor vi kommer hen når vi dør, men om at Gud hersker over et konkret, håndgribeligt jordisk folk, beskytter dem mod deres fjender og sørger for at der bliver øver retfærdighed internt i folket – og han har endda et hovedsæde, nemlig Jerusalem (der her kaldes Zion efter det bjerg byen er bygget på). Endnu tydeligere bliver den politiske dimension i Salme 2, hvor den jordiske konges rolle også beskrives: ”Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: ’Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.’ Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem. Så taler han til dem i sin vrede og forfærder dem ved sin harme: ’Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’” (Sl 2,2-6).

                      Når Jesus talte om ”Guds rige” – og tilmed svarede bekræftende når han blev spurgt om han var ”den salvede” (det er nemlig det ordet ”Kristus” betyder), så havde det altså helt klare politiske overtoner, og hvad mere var: Der var i samtiden en stærk forventning blandt jøderne om at det rige de engang havde, med Gud som konge og en jordisk konge i Jerusalem som Guds tjener, snart ville blive genoprettet. Faktisk havde der været flere forsøg på at løsrive Israel fra Romerriget og genoprette det jødiske kongedømme, blandt andet i år 6 under ledelse af Judas fra Galilæa (der omtales i Apostlenes Gerninger 5,37), men det havde ikke været noget større problem for romerne at kvæle de oprør, og derfor har Jesu disciple nok været særdeles opmærksomme på at det var alvorlige sager de havde rodet sig ud i. At vise menneskelige sider sammen med små børn kunne sikkert være fint nok, men det var nok ikke lige det bedste tidspunkt – i hvert fald ikke ifølge konventionel menneskelig logik.

                      Men hvis disciplene havde sat sig ordentligt ind i Det Gamle Testamente, ville de have vidst at Guds rige ikke følger konventionel menneskelig logik. Når Guds folk vandt militære sejre over deres fjender, skete det tit og ofte imod alle odds. I Anden Kongebog kapitel 19 kan vi for eksempel læse at Jerusalem engang blev belejret af den mægtige kong Sankerib af Assyrien, hvis hær var så talrig at byens indbyggere mistede alt mod og håb, men profeten Esajas trøstede kongen med at det ikke ville lykkes assyrerne at indtage Jerusalem, og det endte da også med at ”Herrens engel” gik ind i assyrernes lejr om natten og dræbte 185.000 mand, hvorefter resten flygtede. Mange af jer kender sikkert også beretningen om David og Goliat, hvor den spinkle unge hyrdedreng frygtløst går den tårnhøje og hærdebrede filisterkriger i møde uden andre våben end sin stenslynge, mens han siger: ”Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn” (1 Sam 17,45). Ja, i Dommerbogen er der sågar en beretning hvor den israelitiske hærfører Gideon får besked på at sende størstedelen af sin hær hjem for at undgå at han selv tager æren for den sejr som Gud har i sinde at give ham (Dom 7,2). Menneskelig styrke er altså fuldstændig irrelevant når Gud vil udrette noget, og i nogle situationer kan det ligefrem være en hindring. Havde disciplene tænkt på det, ville de nok ikke have sendt børnene væk. Der står jo endda i den Davidssalme vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten: ”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere.” Spørgsmålet er hvor tit vi andre tænker på det?

                      Hvad man derimod ikke kan bebrejde disciplene at de ikke havde øje for, var at Jesus havde større ambitioner end blot at genoprette det israelitiske kongedømme fra Det Gamle Testamentes tid. Det Gudsrige som Jesus indvarslede, skulle omfatte hele jorden og vare til evig tid, Gud skulle ikke blot undertvinge alle jordens konger, men selv være konge over hele jorden, og vold og ødelæggelse skulle ikke blot holdes væk fra Jerusalem og Israel, men helt udslettes fra jorden. Og det skulle ikke ske gennem ydre magtanvendelse, men gennem forvandling af menneskers hjerter. Det onde har nemlig så godt og grundigt fat i os mennesker at det hverken kan udryddes med formaninger eller med vold, straf og trusler. Men Jesus tog al verdens ondskab på sig og bar det med sig ind i døden. Dér, da Jesus hang på korset, blev al verdens ondskab ramt af Guds retfærdige dom, men fordi Gud selv tog dommen på sig i Jesus, gik vi mennesker fri. Som apostlen Johannes skriver i sit første brev: ”Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger” (1 Joh 3,8). Til gengæld skriver selvsamme Johannes i sit evangelium: ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (Joh 3,17).

                      Derfor havde og har Jesus slet ikke brug for stærke krigere for at virkeliggøre Guds rige – tværtimod! Det eneste der kræves for at vi kan være med til at forvandle verden sammen med Jesus, er at vi er villige til at lade os selv forvandle! Og det er på én gang utrolig nemt – og utrolig svært. Det er utrolig nemt fordi vi ingenting skal gøre – og utrolig svært fordi vi så gerne vil gøre noget. Særligt for voksne kan det opleves utrolig ydmygende ikke selv at kunne afhjælpe den situation man står i. Og jeg tror det primært er derfor Jesus ikke blot tillader børnene at komme hen til sig, men ligefrem fremhæver dem som et forbillede: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

                      Det betyder vel at mærke ikke at vi skal være umodne og barnagtige. Sådan har nogle af de første kristne åbenbart forstået det, men den misforståelse gør Paulus op med i Første Korintherbrev, hvor han skriver: ”Brødre, vær ikke børn i klogskab! I ondskab skal I være små, men voksne i klogskab” (1 Kor 14,20). Og Hebræerbrevets forfatter siger det endnu mere tydeligt når han bebrejdende skriver: ”I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mæl og ikke for fast føde. For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn. Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt. Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom” (Hebr 5,12 – 6,2).

                      Jeg kan godt føle mig truffet når jeg læser den slags skriftsteder, for hvor voksen er jeg egentlig selv i troen? Jeg ved ikke med jer andre – er der en voksen til stede? Sådan siger vi jo undertiden når vi synes at en gruppe mennesker alle sammen bærer sig tåbeligt ad, og hvis det er nødvendigt at sige det i en menighed, er det virkelig ikke noget godt tegn, må man sige! Men den gode nyhed er at den sande åndelige modenhed netop består i at stole på Gud i stedet for på os selv. En af de ting som Hebræerbrevets forfatter nævnte i sin opremsning af det der hører til ”begynderundervisningen om Kristus”, var jo ”omvendelse fra døde gerninger”. Hvad er ”døde gerninger”? Det er alt hvad vi gør i vores egen kraft, alt det som ikke er skabt af Guds ånd i os, deriblandt ikke mindst alt det vi gør for at overbevise os selv og andre om at vi er gode nok. Så omvendelsen fra de døde gerninger består i at vi indser at vi ikke behøver at gøre noget for at være gode nok, fordi Gud allerede har taget imod os som vi er, på grund af det Jesus har gjort for os.

                      Så hvis du mærkede dit stressniveau stige da jeg læste versene fra Hebræerbrevet, så sænk bare skuldrene igen, for vejen til modenhed i Kristus går ikke gennem stræben og kamp og hårdt arbejde, men gennem at vi overgiver os til Gud i erkendelse af at det eneste gode vi kan gøre, er det som Gud selv gør igennem os. Frelsen – både vores personlige frelse og verdens frelse – afhænger ikke af os, men ene og alene af Gud, og han har allerede gjort alt hvad der skulle gøres gennem Jesu død og opstandelse. Det betyder ikke at vi skal tilbringe resten af vores liv i lænestolen, men det betyder at vi i forhold til Gud er befriet for det tyngende ansvar som følger med at være voksen i verdens forstand. I stedet kan vi tage imod hver ny dag som et eventyr sammen med Gud, og leve i spændt forventning til hvad han mon vil gøre igennem os i dag, for hans er riget og magten og ansvaret.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til nytårsdag 2024

Posted By on 24. januar 2024

Fadervor: Som i himlen således også på jorden

Prædiken i Sct. Klemens og Hasle Kirker nytårsdag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Godt nytår! Så tog vi hul på år 2024.

Vi har jo egentlig en ret kedelig måde at navngive årene på i vores kultur. Det er noget andet i den traditionelle kinesiske kalender; der har årene navne som ”Rottens år”, ”Oksens år”, ”Tigerens år”, eller ”Kaninens år” som vi er i gang med nu, indtil vi ved det næste kinesiske nytår, som efter vores kalender falder den 10. februar, tager hul på ”Dragens år”. Ulempen ved det traditionelle kinesiske system er selvfølgelig at de kun har 12 forskellige navne at tage af, så om 12 år er det igen kaninens år – så hvis man skal omtale et bestemt år i fortiden, er man nødt til at forklare hvilket ”Kaninens år” man taler om.

Men faktisk minder vores system mere om det kinesiske end som så, for vi har også et navn til hvert år. Det er bare det samme hvert år, nemlig Herrens år. Det sang vi jo: ”Vær velkommen, Herrens år”. Vi kalder det ”det Herrens år 2024” fordi vores tidsregning tager udgangspunkt i hvornår Herren Jesus kom til jorden (også selvom Dionysius Exiguus, der opfandt systemet for næsten 1500 år siden, regnede mindst 4-6 år forkert, [som jeg underholdt jer med i går]). Men når vi kalder det ”Herrens år”, er det også en bekendelse af at vores år ikke er vores egne, men at både vi selv og hele vores liv tilhører Herren Jesus, som har købt os med sit blod på korset, og som vi blev indviet til at tilhøre da vi blev døbt.

Det er måske ikke alle der synes det lyder som gode nyheder at vi ”tilhører” Jesus, for hvis man tilhører en anden, er man jo ikke fri, tænker vi. Og det er til en vis grad rigtigt, men også kun til en vis grad. Et af de største øjeblikke i mit liv indtraf den 21. november 2009 klokken 13.43 i Buddinge Kirke, da jeg lovede at elske og ære Signe og leve med hende i både medgang og modgang som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru. Man kan måske godt argumentere for at jeg blev mindre fri ved at aflægge det løfte, men ikke desto mindre var det et løfte jeg havde set frem til at aflægge, for der var jo intet jeg hellere ville (og vil) end at være bundet til Signe i ægteskab. Og så er der jo også det ved det at det ikke kun var mig der aflagde et løfte ved den lejlighed i Buddinge Kirke; det gjorde hun også! Vi blev bundet til hinanden, og jeg vil vove den påstand at vi dermed faktisk begge to blev mere frie (selvom jeg selvfølgelig kun kan tale for mig selv).

Det der sker i dåben, kan et stykke hen ad vejen sammenlignes med et bryllup. På samme måde som to ægtefæller tilhører hinanden, er der også en gensidighed i det når vi kommer til at tilhøre Jesus. Han bliver lige så bundet til os som vi bliver til ham. Vi deler alt med ham, og han deler alt med os. Og eftersom han er den evige og almægtige, er det nok ikke så svært at regne ud hvem der vinder mest på den manøvre – som Paulus skriver i Andet Korintherbrev: ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).

Noget af det allerbedste vi har fået ved at blive ét med Jesus i dåben, er at vi er blevet Guds børn, fordi Jesus er Guds søn. Det betyder at vi har ret til at henvende os til Gud med samme naturlighed som børn henvender sig til deres forældre – og det er først og fremmest det vi fejrer i dag, hvor evangelieteksten er Guds børns bøn par excellence, Fadervor.

Det sjove ved Fadervor er at de ting som Jesus siger at vi skal bede om, er noget anderledes end de ting børn plejer at bede deres forældre om – og måske også anderledes end de ting vi mest umiddelbart tænker på at bede Gud om. Ikke at der er noget galt i at komme til Gud med alle vores ønsker; faktisk skriver Paulus i Filipperbrevet: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak” (Fil 4,6). Men da Jesus lærte sine disciple at bede Fadervor, viste han dem altså at der er andre ting som det er endnu vigtigere at bede om end vores egne ønsker og behov. Faktisk handler de tre første bønner i Fadervor ikke om os selv, men om Gud: ”Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje”. Og det hænger jo egentlig godt sammen med at Jesus nogle vers længere fremme i samme kapitel siger: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33).

Spørgsmålet er så bare hvorfor det overhovedet skulle være nødvendigt at bede Gud om at hans vilje må komme til at ske. Det ved jeg ikke om I nogensinde har tænkt over: Hvis Gud allerede vil og ønsker at noget skal ske, hvorfor skulle det så være nødvendigt at bede ham om det? Skulle det være nødvendigt at overtale ham til at gøre noget som han allerede gerne vil?

Jeg synes Martin Luther forklarer det fint i den lille lærebog han skrev i 1529, efter at han til sin rædsel havde erfaret at den jævne tyske befolkning vidste meget lidt om den kristne tro. Bogen består af en række spørgsmål og svar om emnerne De 10 Bud, Trosbekendelsen, Fadervor, Dåben, Nadveren og Skriftemålet, og hans tanke var at enhver husfader skulle bruge bogen til at undervise sine børn og husfolk i den kristne børnelærdom. Bogens navn er Den Lille Katekismus, og det meste af den er faktisk trykt bagerst i Den Danske Salmebog fra side 965. Der er som sagt blandt andet forklaringer til Fadervor, og forklaringen til bønnen ”Ske din vilje som i Himlen således også på jorden” lyder: ”Guds gode, nådige vilje sker uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at den også må ske hos os.” Pointen i bønnen er altså ikke at overtale Gud til noget; den handler tværtimod om at vi overgiver os til Guds vilje. Og det gælder i virkeligheden for al bøn: Formålet med bøn er ikke at Gud skal rette ind efter vores ønsker og dagsordener, men at vi – og hele verden – skal rette ind efter Guds gode vilje.

Det er nemlig langt fra alt hvad der sker, der er Guds vilje. Jeg har ellers tit hørt mennesker der døjer med sygdom eller andre problemer sige ting som: ”Hvad har jeg dog gjort, siden det her er sket?” eller: ”Der kan umuligt være en Gud, når det her har ramt mig!” eller måske endda: ”Hvis der er en Gud, må han være en sadistisk psykopat!” Men den slags udsagn ser helt bort fra den mulighed at det der er sket, måske slet ikke var Guds vilje. Hvis Guds vilje altid skete, var der jo ingen grund til at bede bønnen ”ske din vilje”.

”Men er Gud da ikke almægtig?” vil nogen måske spørge. ”Hvordan kan der så ske noget som ikke er hans vilje?” Dertil vil jeg svare at ordet ”almægtig” på ingen måde betyder at Gud har forudbestemt alt hvad der sker i verden. Det græske ord som vi plejer at oversætte med ”almægtig”, betyder ordret ”alhersker”, og det betegner at Gud er den retmæssige hersker over hele sit skaberværk; men Bibelen gør det tindrende klart at der er masser af aktører der ikke anerkender og adlyder den retmæssige alhersker, deriblandt såvel mennesker som åndsmagter. Naturligvis har Gud ikke skabt nogen, hverken mennesker eller åndsmagter, med det formål at de skulle være ulydige og onde, men Gud har skabt både engle og mennesker med friheden til at vælge hans kærlighed til eller fra, og fordi vi alt for tit har valgt den fra, sker der onde ting som Gud ikke har villet. Kun i himlen sker Guds vilje konstant og uhindret, og derfor beder vi: ”ske din vilje som i himlen således også på jorden”.

Når vi læser nyhederne, bliver vi ustandseligt mindet om at Guds vilje langt fra altid sker på jorden, og derfor er det konstant nødvendigt at bede om at Guds vilje må ske. Men når vi gør det, lad os så huske på at det vi beder om, er at der må ske en forandring med den verden vi er en del af, og at vi netop selv er en del af det der skal forandres. Lad os ikke tro at når vi har bedt bønnen ”ske din vilje”, så har det ikke længere noget med os at gøre, men lad os tværtimod være parate til at lade os forandre så Guds gode, nådige vilje også må ske hos os, som Luther formulerede det.

Men hvad så hvis det vi beder om, vitterligt ikke har noget som helst med os selv at gøre? Når vi for eksempel beder om fred i Ukraine, eller om at en epidemi et sted i Vestafrika vil stoppe, eller lignende, så hjælper det vel ikke nogen at vi stiller os selv til rådighed for at blive forvandlet? Uanset hvad Guds ånd måtte udvirke af vidunderlige forandringer i dig og mig, er der vel ikke færre missiler der bliver affyret, eller færre der dør af ebola, af den grund? Ikke umiddelbart, nej. Men intet menneske er en ø. Faktisk rummer skabelsesberetningen i Første Mosebog et hebraisk ordspil som desværre går tabt i de fleste oversættelser: I kapitel 2, hvor Adams skabelse skildres mere detaljeret, står der: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor” (1 Mos 2,7). Det hebraiske ord for ”menneske” er adam, og det hebraiske ord for ”jord” er adamah – I kan nok høre at de to ord minder rigtig meget om hinanden! Det udnyttes også i syndefaldsberetningen i kapitel 3, hvor Gud, efter at Adam og Eva har spist af kundskabens træ og dermed gjort sig selv uværdige til det evige liv, siger til Adam: ”Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld … I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive” (1 Mos 3,19). Der er altså en nærmest organisk forbindelse mellem mennesket og jorden, og hvis jeg havde tid til at holde en decideret bibeltime, kunne jeg gøre rede for at der er en lignende forbindelse mellem mennesket og hele det øvrige skaberværk. Meget af det onde i verden er et resultat af at vi mennesker har nedkaldt forbandelse over hele skaberværket ved at være ulydige mod Gud. Og i endnu højere grad er der naturligvis en dyb forbundethed mellem os mennesker indbyrdes, fordi vi alle har del i det samme guddommelige åndedræt. Enhver forandring der sker i dig og mig, vil derfor påvirke hele skaberværket – både vores medmennesker og naturen. Derfor kan vi også i bøn stille os selv til rådighed som kanaler for at Guds helende kraft kan strømme ud til andre mennesker og til naturen – også på steder langt fra hvor vi er. (Dertil kommer naturligvis at der i denne globaliserede tidsalder tit og ofte vil være helt konkrete ting vi kan gøre for at hjælpe de mennesker der lider under krig eller sygdom, også selvom de befinder sig langt fra os).

Så lad os, her på tærsklen til det Herrens år 2024, give os Gud i vold, sådan at det, i hvert fald for vores eget vedkommende, også virkelig bliver Herrens år!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til julesøndag 2023

Posted By on 24. januar 2024

Barnemordet i Betlehem: Herodes er ikke død endnu

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirke julesøndag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som jeg sagde i begyndelsen af gudstjenesten, er det julesøndag i dag. Det er den liturgiske betegnelse for den sidste søndag i december, medmindre den falder sammen med juledag eller 2. juledag. Før i tiden brugte man betegnelsen ”søndag efter jul”, men ”julesøndag” er nok en mere passende betegnelse, for julen er jo ikke forbi endnu. Julen varer fra gammel tid 12 dage, hvoraf den 25. december er den første; det er kun fordi julen er blevet så kommerciel, at vi efterhånden har henlagt de fleste af festlighederne til adventstiden.

                      Men ud over at det er julesøndag, er det som bekendt også nytårsaftensdag – den sidste dag i år 2023 efter Kristi fødsel, eller som jeg foretrækker at sige: ”2023 efter vor tidsregning”. Vores tidsregning er jo ganske vist baseret på tidspunktet for Kristi fødsel, men eftersom den først blev taget i brug mere end 500 år efter at Jesus var blevet født, er det næsten uundgåeligt at den rummer nogle unøjagtigheder. Det var en skytisk munk der hed Dionysius Exiguus (og det kunne han jo ikke gøre for) der for små 1500 år siden satte sig for at skabe et nyt system for nummerering af årstal, der tog udgangspunkt i Kristi fødsel i stedet for i den onde kejser Diocletians tronbestigelse, og han regnede sig frem til at i det år hvor han skrev, var der gået 525 år siden Jesus blev menneske. Men noget tyder på at han må have regnet forkert, for ifølge Dionysius’ tidsregning døde kong Herodes i år 4 før Kristi fødsel, og eftersom både Matthæus og Lukas fortæller os at Jesus blev født mens Herodes var konge, og teksten til i dag endda lader os vide at Herodes stadig var konge to år efter at Jesus var blevet født, ja, så når vi frem til at Jesus blev født omkring år 6 før Kristi fødsel. Og det er jo en selvmodsigelse, så derfor foretrækker jeg at sige ”før vor tidsregning”.

                      Beretningen om Herodes’ grusomme massakre på drengebørnene i Betlehem er i øvrigt lidt løjerligt placeret her på julesøndag, synes jeg. Den ville have passet bedre til første søndag efter helligtrekonger, for det er nemlig en direkte fortsættelse af helligtrekongersevangeliet. ”Da de vise mænd var rejst,” begynder teksten, men vi har jo slet ikke hørt om de vise mænd endnu. Faktisk er det ikke engang hvert år at vi overhovedet hører den, for siden Struensees rundbarbering af helligdagskalenderen i 1770 har helligtrekongers dag, 6. januar, ikke været fast gudstjenestedag. I stedet har vi fået ”helligtrekongers søndag”, som er den søndag der falder i perioden 2.-6. januar, men det er jo ikke hvert år at der falder en søndag i den periode. Det gjorde der for eksempel ikke her i 2023, og det gør der heller ikke i 2024. Derfor må jeg hellere give et kortfattet resumé: Efter at Jesus var blevet født, kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte efter jødernes nyfødte konge, for de sagde at de havde ”set hans stjerne gå op”. Men kan måske undre sig over at Herodes ikke bare var ligeglad med hvad nogle stjernetydere fra et fjernt land mente at have set i stjernerne, men vi ved fra historiske kilder at Herodes var en grusom tyran som skinsygt vogtede på sin magtposition og henrettede enhver han så som en trussel, inklusiv tre af hans egne sønner. Han var da også kun selv blevet konge ved at lede et oprør mod den tidligere konge og holde sig gode venner med de rigtige folk i Rom, og trods sine storstilede byggeprojekter var han ekstremt upopulær i den jødiske befolkning, så det var nok ikke for ingenting at han kiggede sig over skulderen hver gang han gik på gaden. Derfor, uanset om han selv troede på stjernetydning eller ej, så har alene rygtet om at der skulle være blevet født en ny jødisk konge sikkert været nok til at sætte gang i et oprør, hvis det kom hans modstandere for øre. Derfor aftalte han med de vise mænd at når de fandt barnet, så skulle de give ham besked om hvor det befandt sig, ”for at også jeg kan komme og tilbede det”, som han så slesk sagde. Men i en drøm advarede Gud de vise mænd om at Herodes i virkeligheden var ude på at slå barnet ihjel, og derfor rejste de ikke via Jerusalem på vej tilbage til Østerland. Det er så dér vi kommer ind i historien og hører at Herodes i sit raseri over at være blevet narret af de vise mænd, beslutter slet og ret at myrde alle drenge på to år og derunder i Betlehem og omegn, men at Jesus går ram forbi, fordi Josef får en åbenbaring om at flygte til Egypten.

                      Herodes døde som sagt i år 4 før vor tidsregning, men selvom det snart er 2027 år siden, må man desværre konstatere at hans ånd og væsen lever i værste velgående. Jeg kan huske da jeg som barn første gang hørte beretningen om mordet på Betlehems uskyldige børn, at jeg spurgte mig selv hvordan Gud dog kunne tillade at den slags skete, og det spørgsmål kan man også stille til meget af det der sker i dag. Verden er stadig fuld af grusomhed der går ud over uskyldige mennesker, enten fordi de er så uheldige at blive fanget i krydsilden mellem to stridende parter (for eksempel fordi Hamas har indrettet et hovedkvarter i kælderen under deres boligblok), eller fordi der ligefrem er nogen der bevidst går efter at dræbe civile, deriblandt børn. Hvorfor tillader Gud det? Hvorfor gør han ikke noget?

                      Juleevangeliet er svaret på det spørgsmål. Juleevangeliet fortæller os at Gud ikke var ligeglad med lidelserne her i verden, men at han kom herned og delte lidelserne med os for at fri os ud af dem. Han lod sig føde ind i en familie der var på rejse fordi en diktator ville vide hvor mange mennesker han herskede over, så han bedre kunne brandskatte de folk han havde undertvunget. Han fik en krybbe – altså et ædetrug – som sin første barneseng, fordi Betlehem var så overfyldt at der ikke engang var et ledigt gæsteværelse til en højgravid kvinde. Og selvom han altså overlevede Herodes’ massakre takket være englens advarsel til Josef i en drøm, så indebar det at han i en alder af mindre end to år måtte drage på flugt fra sit hjemland fordi kongen over hans eget folk ville ham til livs. ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, som vi hørte i evangelieteksten til juledag (Joh 1,11). Og selv da han efter Herodes’ død kunne vende tilbage til Israel, blev det i sin mors hjemby i Galilæa at han kom til at vokse op, fordi jødernes kerneland stadig ikke var et sikkert sted for ham at opholde sig. Og det blev det aldrig – selv som voksen måtte han på et tidspunkt flygte fra Jerusalem for ikke at blive stenet til døde af en vred folkemængde (Joh 10,31-40), og da han vendte tilbage til Judæa for at opvække sin ven Lazarus fra de døde, forudsagde disciplen Thomas med rette at han denne gang ville blive slået ihjel (Joh 11,8.16). Det endte med at de to største rivaliserende partier i det jødiske Råd, farisæerne og saddukæerne, som normalt ikke kunne enes om noget som helst, indgik en uhellig alliance med den romerske besættelsesmagt om at få Jesus ryddet af vejen, og han, som intet ondt havde gjort, men havde levet hele sit liv i fuldkommen lydighed mod Gud Fader og fuldkommen kærlighed til os mennesker, blev pisket og korsfæstet som en gemen forbryder. Så nej, Gud er ikke ligeglad.

                      Men hvorfor gjorde Jesus ikke noget ved alt det onde? kan man spørge. Hvilken gavn har vi af at han selv har prøvet at blive ramt af det – ud over, selvfølgelig, at det betyder at han ved hvordan en flygtning, en internt fordrevet og et offer for justitsmord og tortur har det? Vi har den gavn at Jesus, netop ved ikke at sætte sig til modværge mod det onde, besejrede det for evigt! Det er nemlig sådan i denne verden at ondt avler ondt, og vold avler vold. Den ånd der virkede i Herodes, og som også har virket i alle andre voldsmænd, er som en smitsom virus der holder sig selv i live ved at inficere snart den ene, snart den næste. Der er ikke nogen mennesker der bliver født med et inderligt ønske om at skade og dræbe uskyldige, men vi fødes med et instinkt der byder os at opfylde vores egne behov, om nødvendigt på bekostning af andre (det er det instinkt som vi teologer undertiden kalder ”arvesynden”). Så når vi ser grusomhed og ondskab udfolde sig, vil vi ofte per refleks selv gribe til de samme metoder for at forsvare os. ”Med ondt skal ondt fordrives,” som Saxo citerer sagnkongen Frode Fredegod for at have sagt. Men prøver man at fordrive det onde med det onde, vil det stadig være det onde der står tilbage til sidst. Og vi kan under ingen omstændigheder udrydde ondskaben ved at dele menneskeheden op i gode og onde, og så udrydde ”de onde”, for vi bærer alle rundt på potentialet til at handle ondt, hvis blot vi bliver presset tilstrækkelig meget. Nej, den eneste måde at overvinde det onde på er ved at bryde smittekæden – ved at undlade at gengælde ondt med ondt, men i stedet elske vores fjender og vende den anden kind til. Det var det Jesus gjorde: han fortsatte med at gøre godt, uanset hvor meget ondt der blev gjort mod ham, og dermed var det onde ude af stand til at fortsætte med at vokse.

                      I ser ikke specielt overbeviste ud, og det forstår jeg sådan set godt, for der skal jo mere end én person til for at bryde en smittekæde, og som jeg sagde for lidt siden, er der jo også stadig masser af ondskab og grusomhed i verden selvom Jesus konsekvent vendte den anden kind til. Men Jesus gjorde mere end blot at lade sig ramme af det onde; han bar al verdens ondskab på sine skuldre. ”Herren lod al vor skyld ramme ham”, siger Esajas med profetisk stemme om Jesus (Es 53,6), og Johannes Døber beskrev ham med de ord som vi synger hver søndag i forbindelse med nadverritualet: ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Hvordan det rent teknisk fandt sted, overgår vores menneskelige forstand, men det står fast at fordi Jesus selv var syndfri, kunne han bære med sin død sone alt det vi andre har forbrudt. ”Syndens løn er død,” står der i Romerbrevet (6,23), og det sigter til at døden kom ind i verden fordi vi mennesker var ulydige mod Guds bud, og at vi dybest set alle sammen fortjener døden fordi vi alle sammen har syndet. Men fordi Jesus var syndfri, døde han uskyldigt, og derfor kunne døden ikke fastholde ham, og han opstod igen fra de døde. Og fordi han døde i stedet for os – på vores vegne, så at sige – har han derved købt os fri fra det ondes herredømme. Det er som sagt svært at forklare hvad det er der er sket, men vi behøver heller ikke at forstå det; blot at tro det og sige tak. En metafor som kan hjælpe troen på vej, er at Jesus med sit blod har renset os fra det onde der havde inficeret os, sådan at vi nu kan leve for Gud og efterleve Jesu eget eksempel med at gengælde ondt med godt. Og hvad vigtigere er: Fordi Jesus har udstået døden for os, kan vi se frem til at opstå fra de døde til et evigt liv i glæde. Det kan ingen af denne verdens Herodes’er tage fra os! I stedet for bare at tage et dennesidigt opgør med en enkelt despot – som kun ville have haft effekt indtil den næste rejste sig – har Gud altså sikret evig trøst og oprejsning for alle ofre for alle despoter til alle tider. Herodes er måske nok ikke død endnu, men han kommer til at dø – hvorimod Jesus har sørget for evigt liv til hans ofre.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. juledag 2023

Posted By on 29. december 2023

Ikke fred, men sværd: Kun en kort våbenhvile

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Stille nat er nok en af de mest velkendte julesalmer i verden. Teksten er oprindelig på tysk – Stille Nacht – og blev skrevet i 1816 af en kun 24-årig østrigsk præst ved navn Joseph Mohr, som på det tidspunkt boede i den lille by Mariapfarr i det sydøstlige Salzburgerland. Året efter blev Mohr hjælpepræst i den modsatte ende af Salzburgerland i den lille by Oberndorf på grænsen til Bayern. Kirken lå på bredden af floden Salzach, som hyppigt gik over sine bredder, og i 1818 blev kirkens orgel så vandskadet at det ikke kunne benyttes til gudstjenesten juleaften. Den unge præst havde dog heldigvis en idé til at peppe gudstjenesten lidt op: Han henvendte sig til organisten, Franz Gruber og spurgte om ikke han kunne skrive en melodi til Stille Nacht, og så kunne de to måske fremføre den tostemmigt for menigheden? Det kunne han godt, og det endte med at Gruber sang baryton, mens Mohr selv sang tenor og spillede guitar til. Da der senere kom en orgelbygger for at reparere orglet, så han noderne til Stille Nacht, og han blev så begejstret for den nye julesalme at han tog den med sig hjem til byen Fügen i Tyrol, hvor den blev sunget til julegudstjenesten året efter. Blandt korsangerne i kirken i Fügen var fire søskende ved navn Maria, Felix, Franz og Joseph Rainer. De fire blev i 1822 indbudt til at optræde for den østrigske kejser Franz I og den russiske zar Alexander I, som overnattede på Fügen Slot undervejs til en international fredskonference i Verona, og det gik så godt at de fire søskende efterfølgende kunne drage på Europa-turné. Eftersom Stille Nacht indgik i deres repertoire, kom den også til at gå sin sejrsgang over hele Europa og sågar i USA. Teksten blev oversat til engelsk i 1859 og er også blevet oversat til talrige andre sprog; efter sigende mere end 300. Der er også lavet forskellige danske oversættelser af blandt andre Ellen Lissner og Ole Bækgaard, men ingen af dem er slået an, nok mest fordi melodien i de fleste danskeres bevidsthed er uløseligt forbundet med den helt anderledes tekst som B.S. Ingemann skrev i 1850, nemlig Glade jul, dejlige jul.

                      I såvel den tysktalende som den engelsktalende del af verden har Stille Nacht (eller Silent Night, som den hedder på engelsk) mere eller mindre status af at være julesangen over dem alle, og det fik efter sigende betydning for den berømte jule-våbenhvile under Første Verdenskrig i 1914. Tyske og engelske soldater lå i hver deres skyttegrave langs den fastlåste front i Belgien og Frankrig uden at foretage sig ret meget, blandt andet fordi der var mangel på ammunition på begge sider. Eftersom julen nærmede sig, begyndte soldaterne at synge julesange, og afstanden mellem de tyske og de engelske skyttegrave var ikke større end at de hver især kunne høre at de andre også sang Stille Nacht. Efterhånden vovede soldaterne sig op af skyttegravene og udvekslede endda gaver med hinanden. Nogle steder langs fronten varede våbenhvilen ved helt indtil efter nytår, men en permanent våbenstilstand blev det desværre ikke til, for soldaterne i skyttegravene havde officerer over sig, og det varede ikke længe før der var blevet udstedt ordrer om at genoptage kampene, med besked om at ulydighed mod den ordre ville blive straffet som forræderi. Så det blev kun til en kortvarig julefred inden krigen og volden atter overtog styringen. Og som bekendt varede krigen ved helt frem til november 2018 og endte med at koste 9 millioner soldater og 5 millioner civile livet.

                      Det er desværre tit sådan her i verden, at freden ikke varer ved, og i lyset af det må man sige at Sankt Stefans dag er befriende realistisk. Det kan godt være at vi i forgårs stod med fugtige øjne og sang ”Fred over jorden, menneske fryd dig,” men i dag har piben i den grad fået en anden lyd. I evangelieteksten til i dag siger Jesus ligefrem: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

                      Jeg har tit undret mig over hvorfor Jesus siger sådan. For det første har en del af mig lyst til at sige at det havde han ikke behøvet at ulejlige sig med, for vi havde rigeligt med sværd og strid allerede inden han kom; vi havde bestemt ikke brug for mere af det! For det andet virker det som en modsigelse af juleevangeliet, hvor englene jo netop siger til hyrderne at nu kommer der fred. Ja, faktisk er det jo ikke kun juleevangeliet han tilsyneladende modsiger, men også mange andre steder i Det Nye Testamente. I saligprisningerne, som indleder den tale vi plejer at kalde for ”Bjergprædikenen”, siger Jesus for eksempel: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn” (Matt 5,9), så man skulle vel forvente at han der frem for nogen er Guds Søn, også frem for nogen ville stifte fred. Tilsvarende kan vi læse i Galaterbrevet, hvor Paulus taler om ”Åndens frugt”, at fred står meget højt på listen, kun overgået af kærlighed og glæde (Gal 5,22), og der er vel ingen der i så høj grad som Jesus har været en legemliggørelse af Åndens frugt. Oven i købet sagde Jesus til sine disciple aftenen før sin død: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer” (det kan vi læse i Johannesevangeliet 14,27), og i Andet Thessalonikerbrev kalder Paulus Jesus for ”fredens Herre” (2 Thess 3,16). Så hvad i alverden mener han, når han i dagens tekst siger at han ikke er kommet for at bringe fred, men derimod sværd? Kan han bestemme sig?

                      Jeg tror vi kan finde en nøgle til svaret, hvis vi vender tilbage til det sted i Johannesevangeliet hvor Jesus siger ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer”. Umiddelbart efter det siger Jesus nemlig: ”jeg giver jeg ikke, som verden giver”. Med andre ord: Juleevangeliets budskab er at Gud giver fred til enhver der vil tage imod, mens det Jesus advarer os om i dag, er at verden ikke har tænkt sig at møde os med fred, hvis vi bekender troen på ham – tværtimod må vi være parate til at udstå samme behandling fra denne verdens magter som Jesus selv gjorde, og som millioner af kristne verden over gør den dag i dag. Der er nemlig en ond åndsmagt på spil i verden, som vi plejer at kalde Djævelen eller Satan, og som er fjendtligt indstillet mod Gud, og det øjeblik vi beslutter os for ikke længere selv at kæmpe imod Gud, bliver vi dermed også pr. definition fjender af Djævelen. Det var det Stefanus fik at mærke: Han brugte sin energi på at brødføde de sultne, helbrede de syge og prædike at Gud i Jesu navn tager imod alle mennesker der kommer til ham, og tilgiver deres synder, og det førte altså til at han blev lynchet af en folkemængde der havde hidset sig selv op til at tro på falske rygter. Det var ikke fordi de var onde mennesker; det ved vi fordi en af dem, nemlig ham der hed Saulus, senere selv kom til tro på Jesus og under sit nye navn Paulus beskrev han mange år senere sin tidligere rolle i forfølgelsen af de kristne med ordene: ”i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13). Det er ord der minder om det Jesus sagde da han hang på korset: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Der er jo ikke nogen mennesker – eller i hvert fald kun ganske få – der har et bevidst ønske om at stå på det ondes side; langt de fleste der handler ondt, gør det med den overbevisning at deres handlinger er berettigede eller måske endda tjener et godt formål. Men at det ville være sådan, havde Jesus forberedt sine disciple på; aftenen før han blev korsfæstet, sagde han eksempelvis: ”der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud” (Joh 16,2).

                      Det lyder måske ikke som noget specielt opmuntrende budskab at gå hjem og holde 2. juledag på, men den gode nyhed er at det bliver freden der vinder til sidst. Selv i teksten til i dag standser Jesus ikke ved sværdet og ufreden, men tilføjer de trøstende ord: ”den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” Ja, selv den der blot giver et nødlidende medmenneske et bæger koldt vand at drikke, ”skal ikke gå glip af sin løn”. Selvom vi lever i en barsk og ond verden hvor generalerne ikke kan acceptere at soldaterne nægter at slå hinanden ihjel, så har det onde lidt sit endegyldige nederlag da Jesus døde og opstod. Ja, det var faktisk netop ved at udfolde al sin ondskab at det onde sikrede sit eget nederlag: Det der skulle til for at bryde ondskabens magt, var at den eneste der intet ondt havde gjort, gav sit liv – og det var netop hvad det onde selv medvirkede til ved at foranstalte drabet på Jesus!

                      Og sådan er det faktisk stadigvæk: Alt hvad Djævelen iværksætter af ondt, bidrager kun til at gøre hans nederlag større. Hvis han slår os ihjel, kommer vi bare så meget hurtigere hjem til Gud. Og hvis vi bliver ramt af sygdom eller sorg eller andre problemer, så vil selv det i sidste ende bidrage til Guds ære og vores glæde og gavn. Som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8,28). Det betyder ikke at alt hvad der sker, er villet af Gud, men det betyder at uanset hvad der sker af ondt, kan og vil Gud vende det til noget godt – om ikke i denne verden, så i den kommende.

                      I begyndelsen af Anden Mosebog kan vi læse om hvordan israelitterne – eller ”hebræerne”, som de blev kaldt på den tid – blev undertrykt som slaver i Egypten, og da Moses gik til Farao og sagde: ”Dette siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk gå” (2 Mos 5,1), var Faraos svar blot at gøre deres tvangsarbejde endnu hårdere. Men selv det at Farao forhærdede sig i sin grusomhed, tjente i sidste ende Guds gode formål; det ved vi fra den hilsen fra Gud som Moses gav Farao efter at seks af Egyptens ti plager havde ramt, uden at han havde angret. Gud sagde gennem Moses: ”Havde jeg rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med pest, havde du nu været udslettet fra jordens overflade. Men jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden” (2 Mos 9,15-16). Farao kunne altså ikke forhindre Guds vilje i at ske; han formåede kun at nedkalde ulykker over sig selv med sin obsternasighed. Og det samme gælder nutidens despoter. Jeg er flere gange stødt på spørgsmålet om hvorfor Gud tillader Putin at fare frem som han gør i Ukraine, i stedet for at fjerne ham fra magten. Men Putin er ikke mægtigere end Farao eller nogen af de andre store herskere som gennem tiderne er faret frem med vold og trusler. Også Putin tjener i sidste ende Guds formål, enten han vil det eller ej, og Gud vil på Jesu Kristi dag tørre enhver tåre fra ofrenes øjne. Det fritager naturligvis ikke os fra at gøre alt hvad vi kan for at afhjælpe nøden både i Ukraine og alle de andre steder i verden hvor mennesker lider, men det fritager os fra at frygte at det onde vinder til sidst. For selv hvis denne verden og alt i den skulle forgå, så består Guds rige for evigt, og takket været Jesus har vi fået del i det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til juledag 2023

Posted By on 29. december 2023

Johannesprologen: Universet er en person

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Under min forberedelse til dagens prædiken faldt jeg over et interview med Pernille Aalund, som blev bragt i ugebladet Femina i december 2020.[1] Og hvis du tænker ”Hvem er det nu det er?”, så kan jeg fortælle at Pernille Aalund i mange år var en bragende succes i mediebranchen. Efter at hun som ung i nogle år havde lavet lokalradio og -tv, blev hun landskendt som vært på programmer som Vis mig dit køleskab og talkshowet Pernilles univers, inden hun blev chefredaktør hos Aller Media på månedsmagasinet Q og ugebladet Kig ind. Med tiden avancerede hun til innovationsdirektør i Aller Media, og i 2015 blev hun headhuntet til et topjob i udlandet. På det tidspunkt havde hun imidlertid allerede i en del år døjet med stress og uro, som hun prøvede at holde nede med blandt andet alkohol, piller og overdreven motion, og da det gik op for hende at det nye job hun havde fået tilbudt, nok ville blive endnu mere stresset end det hun allerede havde, besluttede hun at der skulle en stor forandring til, hvis hun skulle få det bedre, og sammen med sin mand slog hun sig ned i et lille hus i en landsby hvor de sidder så billigt at hun har kunnet kvitte sin direktørstilling og blot ernære sig ved at holde nogle få foredrag om måneden. Og så når vi frem til det der gør interviewet relevant for det jeg vil sige i dag, for Aalund fortæller nemlig også at hun i årenes løb har erfaret at hun ved at bede kan komme i kontakt med Guds kraft, og at hun nu koncentrerer sig om at finde ind til den ro som hendes tro og daglige bønner giver hende. Faktisk ser hun det som sin mission at udbrede kendskabet til at bede, siger hun i interviewet, og den mission forfølger hun blandt andet ved hver dag klokken 11.11 at bede en livebøn på Facebook. Hun har også en hjemmeside hvor hun blandt andet skriver om alt det gode man opnår ved at bede, og som kristen kan jeg jo kun være enig når hun eksempelvis skriver: ”Du vil gå din dag i møde med et større overskud og et stærkt pejlemærke rettet på det, du ønsker at udrette og opnå”, ”det giver ro og vi opbygger en tillid til at alt falder til rette i den orden som er bestemt” og ”Det er svært at være trist og modløs, når man begynder sin dag med taknemmelighed!”[2] Mere betænkelig bliver jeg når hun længere nede i artiklen forholder sig til spørgsmålet ”Og hvem skal man så bede til?” og siger: ”Man kan bekende sig til en enkelt Gud eller det Guddommelige i sig selv. Du kan have din egen oversættelse af en religion og det er helt i orden. De fleste religioner er født under helt andre vilkår, i en helt anden tidsalder end vores. Du kan tage det, du kan bruge eller lave din helt egen oversættelse. Du kan også bede til universet eller til naturen.[3]

                      Det at man kan bede til universet, er en tanke jeg ofte er stødt på, også hos mennesker der ikke underviser i spiritualitet som Pernille Aalund gør. Jeg har tit spekuleret på hvad folk mener når de siger at de ”beder til universet”, for hvad er ”universet” egentlig? Ja, hvad er ikke universet? Universet omfatter alt hvad der er til, og det latinske ord universum betyder da også netop ”altomfattende”. Så i en vis forstand er man i den grad på den sikre side hvis man beder til ”universet”, for hvis der så skulle være nogen eller noget ét eller andet sted derude, der kan høre og besvare bønner, så modtager vedkommende vel henvendelsen, skulle man mene. På den anden side kunne jeg finde på, hvis jeg en dag var i humør til filosofiske og teologiske sofisterier, at påpege at Gud ikke selv er en del af universet, og at universet derfor strengt taget lige præcis omfatter alt det vi ikke skal bede til! Men hvis vi lader sofisterierne ligge et øjeblik, så er jeg ikke sikker på at sætningen ”jeg bad en bøn til universet” nødvendigvis betyder ”jeg bad en bøn til alt hvad der er til, i håb om at det omfatter nogen eller noget der kan høre og besvare min bøn”. Den betydning har det muligvis for nogle mennesker, men jeg har indtryk af at der ofte snarere er tale om en opfattelse af at selve universet som sådan er besjælet, altså at der er en eller anden form for bevidsthed eller ånd der gennemsyrer verdensaltet. Den opfattelse kaldes i reglen for panteisme, og den har været meget udbredt gennem store dele af verdenshistorien – og Det Nye Testamentes tid var ikke nogen undtagelse. En af de mest populære filosofiske retninger i Middelhavsområdet i det første århundrede af vor tidsregning var stoicismen; en retning som i en nøddeskal gik ud på at vejen til lykke er at kultivere bestemte dyder så som mod og mådehold og langmodighed (de fleste af jer kender sikkert det udtryk ”at tage noget med stoisk ro”). En anden vigtig stoisk dyd var fornuft. Stoikerne mente at universet er rationelt opbygget og styret af et gennemgribende fornuftsprincip, som de kaldte ”logos”.

”Logos” er et ord som det ikke er helt enkelt at oversætte; det kan betyde ”ord” eller ”samtale”, men det kan også betyde ”fornuft” (vi kender det fra ord som ”logik”, ”dialog”, og alle de videnskaber der ender på ”-logi”), og den flertydighed udnytter Johannes i indledningen til sit evangelium, som vi har lyttet til i dag. Alle de steder hvor der står ”ordet” i den danske oversættelse, står der logos i den græske grundtekst, så en person der var påvirket af den stoiske filosofi (og det var der rigtig mange der var i den kultur Johannes skrev sit evangelium ind i), ja, de har helt sikkert tænkt på verdensaltets underliggende fornuftsprincip når de læste sætninger som ”I begyndelsen var logos” og ”Alt er blevet til ved det” og ”I det var liv”.

”Lige et øjeblik!” sidder du sikkert og tænker nu (hvis du ellers hørte efter da jeg læste evangelieteksten højt). ”Stod der ikke ’Alt er blevet til ved ham’ og ’I ham var liv’?” Jo, det står der i den danske oversættelse, og det er der gode grunde til, men på oldgræsk var der ikke noget ord der betød ”den”, ligesom der i øvrigt heller ikke er på tysk. De af jer der kan tysk, ved at navneordene falder i tre forskellige køn: hankøn, hunkøn og intetkøn, og når man taler om en ting af hankøn, så kalder man den ”han” – eller sagt på en anden måde: det tyske ord for ”den” afhænger af hvilket køn det navneord er som der refereres til. Er det et hankønsord som for eksempel Hut, der betyder ”hat”, så bruger man ordet er, som er det samme ord der også betyder ”han”, og er det et hunkønsord som for eksempel Mütze, der betyder ”hue”, så bruger man sie, som er det samme ord der også betyder ”hun”. Kun hvis det er et intetkønsord som for eksempel Hemd, der betyder ”skjorte”, bruger man ordet es, som almindeligvis oversættes med ”det”. Og sådan er det også på oldgræsk, så eftersom logos er et hankønsord, refererer man til det med et ord der også kan betyde ”han”. Det var så dagens sproglektion!

Men logos kan som sagt ikke kun betyde ”fornuft”; det kan også slet og ret betyde ”ord”, og den flertydighed spiller Johannes altså helt bevidst på. Johannes var nemlig jøde (ligesom Jesus i øvrigt også var), og jøderne var helt enige med stoikerne om at der er en samlende kraft der holder hele universet sammen, men hvor stoikerne mente at den samlende kraft var et fornuftsprincip, så mente jøderne at den samlende kraft var Guds skabende ord – og det mener vi kristne derfor også, for jødernes hellige skrifter udgør jo første del af de skrifter som også vores tro bygger på. I Bibelens allerførste kapitel finder vi skabelsesberetningen, som vi hørte begyndelsen af som den første læsning i dag. I lagde muligvis mærke til at de to første ord i evangelieteksten var de samme som de to første ord i skabelsesberetningen: ”I begyndelsen”. Derved sørgede Johannes for at de af hans læsere der havde kendskab til jødernes hellige skrifter, uundgåeligt kom til at tænke på skabelsesberetningen, og når der så umiddelbart derefter står noget om ”ordet”, så kan det jo næsten kun referere til det ord som satte hele universet i gang: ”Gud sagde: ’Der skal være lys!’” – især når Johannes et par sætninger længere nede skriver ”I det [altså ordet] var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Både Det Gamle og Det Nye Testamente rummer i øvrigt mange skriftsteder der taler om Guds ord som det der opretholder alting, og som også holder os mennesker i live (5 Mos 8,3. Hebr 3,3).

Jøden Johannes får altså på en utrolig elegant måde fortalt de stoisk inspirerede grækere at det fornuftsprincip som de troede på, det kendte jøderne skam godt, og de kendte det endda bedre end stoikerne gjorde, for de kunne identificere det som bevidste ord fra en personlig og kærlig skabergud. Universet er ikke styret af gold fornuft, kære stoikere; det er styret af kærlighed! Og derfor er det måske i grunden ikke så tosset at bede til universet – eller rettere: til ham der har talt det ord der gennemsyrer universet!

Men Johannes har mere at sige, som også må have fået jøderne til at tabe underkæben, for han skriver nemlig: ”Og Ordet blev kød”. Altså ikke kød forstået som mad, men kød forstået som det vi selv er lavet af: Logos blev et menneske! Det styrende princip i universet gik omkring på to ben – da han vel at mærke fik lært at gå! ”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham.” (Og det er selvfølgelig derfor den danske oversættelse af Bibelen har valgt at skrive ”ham” i stedet for ”den” eller ”det”, selvom begge oversættelser er sprogligt mulige). Vi behøver altså ikke at bede til et abstrakt princip eller sende vores bønner ud i universet som adresseløse forsendelser; vi kan tværtimod rette vores bønner til en person! Og fordi Guds søn kom til jorden og delte vores vilkår med os for til sidst at købe os fri med sit eget blod så vi kunne blive Guds børn, så kan vi i Jesu navn rette vores bønner til Gud som vores far! Det er helt fantastisk og unikt – og det er derfor den bøn der begynder med ordene ”Vor far” (eller ”Fader vor”, hvis man bruger gammeldags ordstilling) har været så højt elsket af stort set alle kristne op gennem historien og blandt andet bliver bedt ved hver eneste gudstjeneste i folkekirken (og i mangent et hjem hver eneste dag).

Det er dét der er julens budskab og under; et under så stort at Jesu opstandelse påskemorgen er det eneste der tåler nogen sammenligning med det. Og det er derfor juledag og påskedag er årets suverænt største festdage. Universet er populært sagt en person – endda en person der elsker os, og som vi kan lære at kende.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.femina.dk/liv/pernille-aalund-moedte-gud-og-skiftede-topjob-og-travl-hverdag-ud-med-tro-og-boen

[2] https://pernilleaalund.com/boennen/

[3] Ibid.

Prædiken til juleaften 2023

Posted By on 29. december 2023

Jesu fødsel: Menneske, fryd dig!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Efter at jeg gik ud af 9. klasse tilbage i 1990, rejste jeg et år til USA hvor jeg gik i high school som udvekslingsstudent, og jeg kan næppe overvurdere den betydning det har haft for mig. Jeg oplevede mange interessante kulturelle fænomener som jeg ikke kendte hjemmefra, så som at man den 31. oktober lavede græskarlygter, og børnene klædte sig ud og gik fra dør til dør og bad om slik, eller at man den 14. februar sendte hjerteformede kort til sin hjertenskær (og i øvrigt også til venner og bekendte – jeg fik selv nogle stykker af slagsen, som ikke rummede nogen romantiske hensigter). I dag, 33 år senere, er både halloween og Valentine’s Day som bekendt for længst kommet til Danmark, men det var de altså endnu ikke dengang.

                      Et kulturelt fænomen af en helt anden slags, som jeg også oplevede første gang i USA, men som siden kom til Danmark, var tv-serien Star Trek – eller rettere: tv-serierne, for der er efterhånden lavet en del forskellige serier foruden en række spillefilm, der følger de skiftende besætninger på først og fremmest stjerneskibet Enterprise i det 24. århundrede. Besætningsmedlemmerne omfatter såvel mennesker som forskellige typer af mere eller mindre menneskelignende rumvæsener så som Klingons, Vulcans og Trills, og undervejs på rejsen møder de flere forskellige livsformer der er endnu langt mere eksotiske. Det giver serien anledning til at udforske en lang række filosofiske og eksistentielle temaer som i høj grad er relevante for nutidens virkelige verden – præcis som al god science fiction gør.

                      Med forbehold for at det faktisk kun var det år jeg boede i USA, at jeg fulgte med i Star Trek (så jeg er altså på ingen måde en ægte ”trekkie”), så vil jeg sige at den måske allermest fascinerende af alle de utallige personer der optræder i serien, er kaptajnløjtnant Data, der er andenstyrmand på Enterprise i serierne Star Trek: The Next Generation og Star Trek: Picard (foruden fire spillefilm). Bortset fra at han har sølvhvid hud og gule øjne, ligner Data til forveksling et menneske, men det skal man ikke lade sig narre af, for han er i virkeligheden en ekstremt avanceret androide, altså en robot. Datas forsøg på at forstå hvad det i grunden vil sige at være et menneske, er et tilbagevendende tema i serien, for hvis man kan lave en maskine der både kan tænke, bevæge sig, træffe sine egne beslutninger og interagere med andre mennesker, hvad er det så der gør os mennesker til noget særligt? Er vi andet og mere end ekstremt avancerede maskiner, og hvis ja, hvad er det så der gør os særlige?

                      Lieutenant Commander Data optrådte første gang på tv den 28. september 1987, og dengang var den slags avancerede robotter jo den rene fremtidsmusik, men man må sige at der er sket lidt af hvert i løbet af de 36 år der er forløbet siden, og i særdeleshed da inden for det seneste år. Dansk Sprognævn kårer hvert år ”årets ord”, et ord som i en særlig grad har præget det år der er gået, og her i 2023 blev det ordet ”ChatGPT” der vandt – i øvrigt foran ”store bededag”, som ville have været mit bedste bud, men juryen fandt altså åbenbart at den kunstige intelligens’ indtog på alskens områder af livet har været endnu mere definerende for året end den kontroversielle afskaffelse af en helligdag – og skal jeg tage de neutrale briller på, må jeg nok give dem ret. Der er efterhånden sket så store landvindinger inden for kunstig intelligens at det til tider kan være svært at se om en tekst er skrevet af et menneske eller en robot, og med programmet ChatGPT fra firmaet OpenAI er teknologien blevet tilgængelig for alle og enhver. Det har givet anledning til mange bekymringer, lige fra bekymringen om hvorvidt gymnasieelever nu bare kan sætte computeren til at lave deres lektier, til bekymringen for om vi mennesker nu bliver gjort mere eller mindre overflødige fordi det ikke vil vare længe før mange af de jobfunktioner vi udfører i dag, i stedet vil kunne udføres af robotter. Om der ligefrem bliver tale om robotter der er lige så menneskelignende som Data fra Star Trek, er svært at sige, men udelukkes kan det ikke, for navnlig i Japan er man faktisk nået ret langt med at lave robotter der ligner mennesker til forveksling, og hvis man udstyrer sådan en robot med avanceret kunstig intelligens, så mangler man bare at perfektionere alle de forskellige nerver og led, og selvom det nok vil komme til at tage nogle år inden man når dertil, tror jeg ikke det er umuligt. Noget andet er selvfølgelig om det vil kunne betale sig, for jeg tror at sådan nogle menneskekopier vil være meget dyre at fremstille, og hvem siger at man behøver at have hår på hovedet og fem fingre på hver hånd for at køre bus, bage brød eller undervise i fysik – eller for at stå i kirken og prædike, for den sags skyld? (Tidligere i år blev der faktisk holdt en gudstjeneste i Tyskland, hvor ”præsten” var en robot, der optrådte i skikkelse af en computeranimeret skikkelse der blev projiceret op på en storskærm).

                      I det hele taget er der så mange ulemper ved os mennesker at det måske i virkeligheden bare er en fordel hvis robotterne ikke ligner os alt for meget. Vi kan for eksempel blive syge, og selv når vi er raske, har vi det problem at vi bliver sultne og tørstige og trætte. Vi kan for det meste kun arbejde 37 timer om ugen, og selv når vi har fri, har vi brug for mad og drikke – og ilt forbruger vi 24 timer i døgnet, så vi er meget lidt energieffektive. Til gengæld er vi gode til at forurene vores omgivelser og ødelægge jordens klima. Af samme grund er der mange der mener at den væsentligste årsag til de problemer vi har at slås med i verden i dag, er overbefolkning. Eller sagt på en anden måde: Der er simpelt hen for mange mennesker i verden! Så det ville vel bare være godt hvis vi kunne erstatte nogle af os med robotter – eller måske endda os alle sammen? Måske ville jorden i virkeligheden være et bedre sted hvis der ingen mennesker var? Ja, måske – men bedre for hvem? Ikke for dig og mig i hvert fald, for hvis der ikke var nogen mennesker, ville vi jo heller ikke være der!

                      I det hele taget tror jeg ikke at der er ret mange der for alvor mener at der er for mange mennesker, for det ville jo være det samme som at sige at nogle af de mennesker der er i verden, ikke burde være der. Men det er jo ikke sådan vi ser på det; tværtimod. Hvis et jordskælv eller en orkan eller en oversvømmelse koster en masse mennesker livet et eller andet sted i Europa eller Afrika eller Asien, er det kun de allermest kyniske der vil mene noget som helst andet end at det er en forfærdelig tragedie. Det er som om vi har en intuitiv fornemmelse af at hvert eneste menneskeliv er uendelig værdifuldt. Men hvorfor? Hvad er det der gør os så værdifulde at vi dybest set ikke synes at nogen af os kan undværes, selvom vi belaster klimaet bare ved at være til?

                      Det kan vi finde svaret på i Bibelen, og vi behøver endda ikke at læse ret langt før vi finder det. Allerede på den allerførste side, i den allerførste bogs allerførste kapitel, kan vi læse at Gud sagde til sig selv (og Gud omtaler sig selv i flertal, så derfor lyder det sådan her): ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os”. Af alt det som Gud har skabt, er lige præcis vi mennesker det som han har skabt på en måde så vi ligner ham selv! Det er selvfølgelig ikke noget man kan bevise, men det flugter i hvert fald med vores intuition: Et menneskeliv er det helligste der findes. Og de mennesker hvis liv er allermest helligt, er små børn – paradoksalt nok, for små børn kan jo slet ikke yde nogen indsats på arbejdsmarkedet; de forbruger kun, og selv det har de brug for hjælp til. Det at vi alligevel helt intuitivt mener at de små børn er dem hvis liv allermest skal beskyttes, er altså et klokkeklart vidnesbyrd om at vi mennesker har en værdi der ikke afhænger af vores effektivitet – og som gør at vi aldrig fuldt ud ville kunne erstattes af robotter.

                      Det allerstærkeste vidnesbyrd om menneskets værdi fik vi dog julenat. Hele kristendommen handler, som mange af jer sikkert ved, om at Gud sendte sin søn til jorden for at frelse os mennesker fra synden og døden. Det var mod Djævelen selv og alle onde åndemagter at slaget skulle stå, så der var brug for en mægtig kriger, skulle man mene. Men hvad valgte Gud at sende? Et hjælpeløst lille barn! Et lille barn, som oven i købet blev født under både usle og stressende omstændigheder. Det lille barn voksede selvfølgelig op og blev en voksen mand, men det at Jesus ikke bare trådte ind på scenen som 30-årig mens basunenglene spillede temaet fra Superman-filmene, men begyndte som et hjælpeløst spædbarn, det er da om noget en bekræftelse af menneskelivets værdi!

                      Så hvis kaptajnløjtnant Data skulle finde på i sin søgen efter hvad det vil sige at være et menneske, at tage en tidsmaskine og rejse fra det 24. århundrede til vores tid, og hvis han spurgte mig hvad det er der gør et menneske til noget særligt, så ville jeg svare ham at det der gør os til noget særligt, er at Gud elsker os så højt at han selv blev som en af os, levede et menneskeliv og til slut gav sit liv for at købe os fri så vi kunne blive hans børn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.