Prædiken til 1. søndag efter påske 2024
Posted By admin on 15. april 2024
Peters genindsættelse: Kød er hø
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter påske 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
”Alt kød må dø, hver blomst blir hø”, sang vi i den ellers så livsglade forsommersalme, som jeg personligt har som en af mine absolutte favoritter i Den Danske Salmebog. Men den har også været længe undervejs – hvis I ser nedenunder salmen, så kan I se at der som forfatterangivelse står ”Carl David af Wirsén 1889” (han var svensker, og hans oprindelige udgave af salmen hed ”En vänlig grönskas rika dräkt”), og så står der ”Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996”. Johannes Johansens danske gendigtning af Wirséns salme har nemlig været udgivet i en del forskellige samlinger inden den kom med i Den Danske Salmebog i 2003, og for hver nyudgivelse har Johansen finpudset teksten lidt. Og det er faktisk først i den allersidste version at der er kommet til at stå ”Alt kød må dø, hver blomst blir hø”; i alle de tidligere versioner var det omvendt: ”Alt kød blir hø, hver blomst må dø”!
Jeg vil gætte på at I godt forstår hvorfor man valgte at ændre formuleringen til den nuværende, for umiddelbart giver udsagnet ”Alt kød bliver hø” jo ikke særlig meget mening, i hvert fald ikke for os her i det 21. århundrede. Men før i tiden var vendingen ”kød er hø” faktisk et almindeligt kendt mundheld, som blandt andet findes hos Strindberg og Storm P, så hvis du for 100 år siden var gået hen til en hvilken som helst person i Danmark og havde sagt: ”Kød er hø!”, så ville han højst sandsynlig have svaret: ”Ja, det ved jeg godt, men er der nogen grund til at minde mig om det?” Mundheldets betydning er nemlig at vi mennesker – som jo er lavet af kød – er lige så forgængelige som hø; med andre ord: at vi skal dø. Og ligesom så mange andre mundheld stammer det oprindelig fra Bibelen, nærmere bestemt fra Esajas’ Bog kapitel 40. I 1992-oversættelsen lyder det sådan her: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid” (Es 40,6b-8). Og hvis du sidder og tænker: ”Hmm, det lyder bekendt. Hvor har jeg hørt det før?”, så er det fordi de vers fra Esajas bliver citeret i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte som dagens anden læsning.
Men det interessante er at Peter citerer det som noget positivt, ikke som noget negativt! ”I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord”, skriver han – eller som det lidt mere forståeligt udtrykkes i den nudanske oversættelse Bibelen2020: ”Gennem Guds levende ord, der aldrig vil forsvinde, har I fået nyt liv”. Citatet fra Esajas siger jo ikke blot at vi mennesker er forgængelige som græs, men også at der er noget der ikke er forgængeligt, nemlig Guds ord, og konteksten i Esajas er et trøstebudskab om at selvom vi mennesker er forgængelige og dødelige, så er Gud i stand til at give os nyt liv igennem sit ord. Hvad det mere præcist skulle betyde, har nok været vanskeligt at forstå for Esajas’ oprindelige tilhørere og læsere, men nu er det blevet åbenbaret! skriver Peter lidt tidligere i det stykke vi hørte. Nu har vi hørt det ord som kan give nyt liv på trods af vores forgængelighed – ja, ikke alene det, men i kraft af det ord er vi blevet genfødt, som Peter udtrykker det, det vil sige: vi har påbegyndt et helt nyt liv, hvor vi ikke længere er forgængelige, men uforgængelige.
Inden du begynder at protestere og påpege at du dagligt oplever forgængeligheden i dit liv i form af døde hudceller, grånende hår samt muskler og led der ikke er lige så funktionelle som da du var 20, og at præsten da vist selv har det på samme måde, så må jeg hellere skynde mig at understrege at den uforgængelighed som Peter taler om, ikke er synlig, men er noget vi besidder i troen, det vil sige i tillid til at når Gud har sagt at han har genfødt os til uforgængelighed, så er det sådan det er, også selvom vi hverken kan se eller mærke det – undtagen når Gud lader sin herlighed bryde igennem i små glimt, som når vi eksempelvis får lov til at opleve en helbredelse eller en anden form for bønnesvar. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev (4,16-18): ”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”
”Men hvorfor skulle vi tro på noget vi ikke kan se?” tænker du måske. ”Skal vi så også tro på tandfeen og påskeharen?” Og det er bestemt en berettiget indvending. Derfor synes jeg vi skal se lidt på hvorfor Peter selv var så overbevist om at han var blevet genfødt til uforgængelighed – så sikker at han endte med at gå i døden for sin overbevisning. Og det kan dagens evangelietekst hjælpe os med at forstå. Teksten er taget fra det allersidste kapitel af Johannesevangeliet og foregår altså efter Jesu lidelse, død og opstandelse. (Derfor er det også meget oplagt at den er blevet placeret her 1. søndag efter påske). De første ord i teksten er ”Da de havde spist”, og det fortæller os at der er gået noget forud, nemlig et måltid. Det måltid fandt sted på bredden af Genesaret Sø. Baggrunden var at Simon Peter og seks af de andre disciple var taget på fisketur, måske fordi de ikke vidste hvad de ellers skulle foretage sig nu hvor Jesus var opstået fra de døde og alt det der, men stadig ikke havde afsløret hvad det næste led i hans plan var. Han havde vist sig for disciplene ved flere lejligheder, men var hver gang forsvundet igen lige så pludseligt som han var kommet, og det var alt sammen meget forvirrende og fremmedartet (selvom de selvfølgelig først og fremmest var glade for at Jesus var blevet levende igen), så de har sikkert trængt til at lave noget velkendt, og både Peter og flere af de andre havde arbejdet som fiskere ved Genesaret Sø indtil Jesus kom forbi og sagde at de skulle følge ham som hans disciple. Men bedst som de slukørede var på vej i land efter en hel nats arbejde hvor de ingenting havde fanget, dukker der en mand op inde på bredden og siger at de skal kaste nettet ud på højre side af båden, og da de gør det, bliver det pludselig fyldt med så mange fisk at de ikke kan trække det ind igen. Da går det op for dem at manden inde på bredden er Jesus, og de skynder sig ind med deres fangst. I mellemtiden har Jesus lavet morgenmad til dem, og det er den de lige er blevet færdige med at spise, da den samtale mellem Jesus og Peter som er dagens prædiketekst, udspiller sig.
Det kan virke mærkeligt at Jesus stiller Peter de spørgsmål han gør; ja, det kan ligefrem virke snagende og anmassende – hvis man da ikke kender forhistorien. Forhistorien er nemlig at aftenen før Jesus blev korsfæstet, spiste han et sidste aftensmåltid sammen med sine disciple (”den sidste nadver”, som vi plejer at kalde det), og ved den lejlighed forudsagde han at disciplene ville lade ham i stikken når han blev taget til fange, men Peter erklærede frejdigt: ”Om så alle de andre svigter, så svigter jeg dig aldrig” (Matt 26,33). Selvtilliden fejlede ingenting! Men der var ikke dækning for den, viste det sig: Inden hanen havde galet næste morgen, havde Peter tre gange nægtet at han kendte Jesus. Der er ingen tvivl om at det var derfor Jesus nu tre gange spurgte Peter om han virkelig elskede ham – og at det var derfor Peter blev så bedrøvet over at han spurgte, for han vidste jo godt at han havde fejlet big time. Han havde i den grad erfaret at ”kød er hø” – ikke kun hvad holdbarhed angår, men også hvad pålidelighed angår. Og det mærkedes også på hans svar. Jesus lagde ud med at spørge: ”Elsker du mig mere end de andre?”, for det var jo det Peter havde hævdet at han gjorde: ”Om så alle de andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” Men nu svarer Peter anderledes afdæmpet: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” ”Du ved at jeg holder af dig,” som vi ville sige på nudansk.
Strengt taget svarede Peter ikke på det Jesus spurgte om. ”Elsker du mig mere end de andre?” ”Ja, du ved at jeg holder af dig.” Det svarer næsten til hvis Jesus havde spurgt: ”Er du god til at svømme?”, og Peter så havde svaret: ”Ja, jeg elsker at soppe.” Så hvad mon Jesus ville sige til Peters svar? Kan I huske hvad han sagde? ”Vogt mine lam!” Jesus’ ”lam”, det er alle os som tror på ham. Et andet sted i Johannesevangeliet siger Jesus om sig selv at han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene, men her, efter sin opstandelse og før sin himmelfart, siger han altså til Peter at han skal vogte Jesus’ lam og være hyrde for hans får. Med andre ord: Jesus betror Peter at være discipelflokkens leder! Hvordan kunne han dog gøre det, når Peter havde fejlet så grusomt?
Det kunne han fordi Peters svigt var en helt naturlig følge af Peters skrøbelige menneskenatur. Hvis vi mennesker sætter vores lid til os selv og tror at vi er immune over for fristelser og fald og skrøbelighed, så vil det uvægerligt gå galt før eller siden – og jeg vil faktisk vove den påstand at det var Peters held at det gik galt før og ikke siden! Det var nemlig først da han var nået derhen hvor han var holdt op med at stole på sig selv, der hvor det gik op for ham at han var gjort af forgængeligt materiale, og at alle hans store ord ikke var mere værd end hø – først der var han klar til at lade sig genføde af Guds ord. Grunden til at Jesus valgte at stole på Peter, var altså at Peter var holdt op med at stole på sig selv, og var blevet klar over at han var helt og aldeles afhængig af Jesus.
Men hvad er det da for et ord der har så stor kraft at det ligefrem kan genføde os til uforgængelighed? ”Det er dette ord, der er blevet forkyndt for jer”, skrev Peter, som vi hørte. Og det ord som Peter og de andre apostle forkyndte der hvor de kom hen på deres rejser, det var Jesus selv. ”Jesus Kristus er det ord, der skaber liv af døde,” som vi sang. Jesus viste med hele den måde han levede sit liv på, hvem og hvordan Gud er, og derfor kan man sige om ham at han er Guds ord (det vil sige, faktisk er det ikke kun derfor, men lad os bare holde os til det i dag). Jesus levede som den eneste et menneskeliv der var helt fri for al skrøbelighed og forgængelighed, og dermed blev han den undtagelse der bekræfter reglen om at ”kød er hø”. Men han gjorde det for vores skyld, for at vi også kunne få del i hans uforgængelighed. Og det er faktisk det der sker i dåben: Vi bliver knyttet sammen med Jesus, sådan at vores forgængelighed dør sammen med ham på korset, og hans udødelige liv bliver vores. ”I blev løskøbt fra det tomme liv … med Kristi dyrebare blod”, som vi hørte i læsningen fra Første Petersbrev.
Som sagt er det en usynlig uforgængelighed vi får – i den synlige verden bliver vi ved med at være lige så forgængelige som vi hele tiden har været. Men vi kan vælge at sætte vores lid til det usynlige, ligesom Peter gjorde den dag ved Genesaret Sø hvor Jesus bad ham om at vogte hans får – at lade være med at se på alle vores egne fejl og mangler, og i stedet se på Jesus og sætte al vores lid til hans ord.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments