Sikkert ikke så tit, gætter jeg på. Vi taler tit om at tro på Gud, men ikke særlig tit om at elske Gud. Og når vi synger salmer der rummer kærlighedserklæringer til Jesus, som fx den vi sang her umiddelbart før prædikenen, så føler vi os måske lidt fremmedgjorte af de stærke ord. (Det var i øvrigt en ret mild salme vi sang, sammenlignet med mange af Brorsons salmer hvor kærligheden til Jesus udtrykkes i nærmest erotiske vendinger. Bortset fra julesalmen ”Her kommer, Jesus, dine små” er der dog ikke nogen af de salmer tilbage i den salmebog vi har i dag). Men vores væsentligste opgave som kristne er faktisk at elske Gud og Jesus! Da Jesus blev spurgt hvad der er det vigtigste bud, svarede han uden tøven: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke!”, og i teksten til i dag siger han: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig.” Den tanke at vi skal elske Jesus, er altså ikke noget som pietisterne i 1700-tallet fandt på – det har lige fra starten været en integreret og uomgængelig del af kristendommen – ja, selve den krumtap som kristenlivet drejer sig om!

Nu er kærlighed naturligvis andet og mere end ord. Ordene ”Jeg elsker dig” kan nemt komme til at klinge hult hvis den person der udtaler dem, ikke viser sin kærlighed i handling. Det gælder også i forholdet til Gud. Flere af profeterne i Det Gamle Testamente taler om at Gud er dødtræt af at folk bringer ofre i templet – hvilket var en måde at sige ”Jeg elsker dig” til Gud på – når de ikke adlyder hans bud. Og i Det Nye Testamente siger Jesus et sted: ”Hvorfor kalder I mig ‘Herre’, når I ikke gør hvad jeg siger?” Men det betyder ikke at kærlighedserklæringer er ligegyldige. De fleste af jer kender sikkert anekdoten om konen der spørger sin mand: ”Hvorfor siger du aldrig at du elsker mig?” hvortil han svarer: ”Jeg sagde det da jeg friede til dig for 40 år siden, og hvis jeg nogensinde skifter mening, skal jeg nok give dig besked!” Vi mennesker er forskellige af temperament, og det er forskelligt hvor tit vi har behov for at erklære vores kærlighed i ord, eller for at høre de mennesker vi elsker, sige det til os, men hvis ordene ”Jeg elsker dig” aldrig lyder, er det ikke noget godt tegn. Ved at give udtryk for vores kærlighed gennem tale, skrift, gaver, eller hvilket kærlighedssprog vores elskede nu forstår, giver vi ny næring til vores kærlighed så den ikke dør hen, men tværtimod vokser – naturligvis især hvis vores kærlighedserklæringer bliver gengældt. Erklærer vi derimod aldrig vores kærlighed, og nyder vi ikke den andens kærlighedserklæringer, så risikerer vi at vi begynder at betragte de ting vi gør for den anden, som sure pligter, og at tage de ting den anden gør for os, for givet.

Det er tilsyneladende noget af det der er sket for menigheden i Efesos, som vi møder i dagens anden læsning. Der er tale om et af syv breve til syv menigheder i Lilleasien, dikteret af Jesus til Johannes og placeret i begyndelsen af det sidste skrift i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring. Disse syv breve og de menigheder som de er skrevet til, er igennem historien blevet tolket på forskellige måder – her i Danmark kender vi nok især Grundtvigs tolkning af de syv menigheder som en forudsigelse af syv geografisk bestemte kirker som ville komme til at præge verdenshistorien gennem syv tidsperioder; en tolkning der inspirerede ham til hans maratondigt ”Kristenhedens Syvstjerne”. Men uanset hvordan man skal tolke menighedsbrevene, så tegner brevet til menigheden i Efesos et billede af en menighed der på mange måder er velfungerende. De har orden i deres teologi, og de har et højt aktivitetsniveau. Men der er et fatalt problem: De har svigtet deres første kærlighed. Midt i al deres kirkelighed er de begyndt at tage den kærlighedsrelation til Gud som det hele bygger på, for givet. Og derfor siger Jesus til dem at de skal omvende sig.

Det må have været ret hårde ord for dem at høre. For det at omvende sig, er det ikke noget som syndere og hedninger skal gøre? Det er da ikke noget for gode, solide kristne der både er bibeltro i deres teologi og passer deres kirkegang? Men jo, det er det tilsyneladende! Og det burde egentlig ikke overraske os i den lutherske kirke, for netop Luther talte om omvendelse som noget man ikke bare kan gøre én gang for alle, men er nødt til at gøre hver dag. Det lyder egentlig ikke særlig rart – at skulle omvende sig hver dag! Man ser for sig noget med at sidde og dunke sig selv i hovedet over hvor forfærdelig man er, eller at ligge på knæ med tårerne strømmende ud af øjnene mens man trygler Gud om tilgivelse og lover bod og bedring. Skal man gøre det hver dag, så bliver det et temmelig miserabelt liv man får, skulle man mene.

Men det er ikke sådan vi skal tænke om den daglige omvendelse. Jesu brev til menigheden i Efesos gør det jo netop klart at det som de og vi alle skal omvende sig til, er Guds kærlighed! Omvendelsen består ganske enkelt i at finde tilbage til den kærlighedsrelation som det hele handler om, og på ny lade alting flyde ud af den. ”Gør de gerninger som du først gjorde,” siger Jesus til efeserne. De skal altså tilbage til den tid hvor deres handlinger var defineret af kærlighed og ikke af vane eller andre motiver. Præcis ligesom et kærestepar eller et ægtepar har brug for med jævne mellemrum at finde tilbage til det der oprindelig gjorde at de faldt for hinanden, at forelske sig i hinanden på ny.

Men måske synes du slet ikke at alt det her giver mening når man taler om Gud og Jesus. Måske kan du slet ikke identificere dig med menigheden i Efesos, som engang var brændende i deres kærlighed til Jesus, men nu har tabt den kærlighed af syne, for måske har du aldrig følt den kærlighed? Hvis det er tilfældet, hvad kan du så bruge dagens tekster til? Hvis der aldrig har været nogen ”første kærlighed”, hvordan skulle du så kunne vende tilbage til den?

Hvis du har det sådan, så vil jeg begynde med at spørge dig: Hvorfor sidder du her i kirken i dag? Der må være en grund til at du har valgt at tilbringe din søndag formiddag her i kirken i stedet for at sove længe eller sidde hjemme og slappe af over morgenkrydderen og søndagsberlingeren eller tage fat fra morgenstunden i kolonihaven. Måske er det fordi du har brug for at lægge hverdagen bag dig i en times tid og søge ind i kirkerummets stilhed. Måske er det fordi du håber at høre nogle vise ord der kan give dig et nyt perspektiv på tilværelsen. Måske er nadveren så vigtig for dig at du ikke vil undvære den. Måske er det fordi du er glad for samværet med de andre mennesker der kommer her i kirken. Måske er det fordi du skal besøge nogen efter gudstjenesten og har aftalt at mødes med dem her i kirken. Eller måske er det ganske enkelt fordi det plejer du at gøre; det er en god vane som du ikke kunne drømme om at lave om på.

Umiddelbart lader de årsager ikke til at have meget med et kærlighedsforhold til Jesus at gøre. Men et kærlighedsforhold behøver jo ikke at have karakter af en stormende forelskelse. Vi mennesker er forskellige i vores måde at udtrykke os på. Og det der gør kirkerummet til et særligt sted, er jo netop at det er et kærlighedens sted – et sted hvor Gud møder os med sin kærlighed, uafhængigt af hvem vi er, eller hvad vi har gjort. Det der gør at præsten måske undertiden kan komme for skade at sige et ord eller to som kan give et nyt perspektiv på livet, er at prædikenen tager udgangspunkt i Bibelens ord om Guds kærlighed. Samværet i kirken bærer forhåbentlig også præg af at være et kærlighedens fællesskab. Og hvad nadveren angår, så er den en fysisk og håndgribelig forkyndelse af Jesu død. Når vi får rakt brødet og druesaften med ordene ”Dette er Jesu Kristi legeme” og ”Dette er Jesu Kristi blod”, så er det for at minde os om at Jesu kærlighed til os var så stor at han gav sit eget liv for at købe os fri af døden.

På det punkt handler Moses faktisk helt i Jesu ånd i det stykke vi hørte som den første læsning i dag. Normalt tænker vi ellers tit på Moses og Jesus som modsætninger. ”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus”, som der står i Johannesevangeliets første kapitel. Men da Gud truede med at udslette sit folk efter at de havde vraget ham til fordel for en tyrekalv af guld, lagde Moses sig imellem. Han nægtede at gå ind på Guds forslag om at starte forfra med ham, Moses, som stamfar til et nyt folk. I stedet tilbød han selv at tage straffen for folkets synd. Og derved viste han hvor godt han kendte Gud – han vidste at Guds inderste længsel ikke er at straffe, men at tilgive. Som Gud selv siger til Moses da han et par kapitler senere giver ham lov til at få et glimt af sin herlighed: ”Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.”

Moses fik ikke lov til at tage straffen for sit folks synd. Det var han nemlig slet ikke kvalificeret til, for han var ikke selv syndfri. Men det var Jesus – som han siger i dagens evangelietekst: ”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” Og hans mission var netop at gøre det som Moses i sin tid tilbød, nemlig at lægge sig imellem os mennesker og Guds retfærdige vrede over den måde vi lever vores liv på. Ved sin død købte han os fri fra døden og vreden og dommen og gjorde os til Guds børn. Alt det gjorde han af kærlighed til os, og derfor er det også at han siger til dem han diskuterer med i dagens tekst: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”. For vores kærlighed til Jesus er jo kun et svar på hans grænseløse kærlighed til os, som han viste ved at gå i døden for os. Som evangelisten Johannes, der har skrevet dagens evangelietekst, skriver i sit brev andetsteds i Det Nye Testamente: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Der er altså rigeligt med stof til at vække din kærlighed til Jesus!

Og det er ikke kun Jesus vi skylder at elske fordi han har elsket os først – det er også Gud Fader. Det der skete langfredag, var nemlig ikke et udtryk for at en blodtørstig og sadistisk Gud fik tilfredsstillet sin hævntørst ved at slå en uskyldig ihjel i stedet for de skyldige – at rette bager for smed, så at sige. Jesus, Guds søn, er jo efter eget udsagn ét med sin fader. Der var altså tværtimod tale om at Gud i sin kærlighed ofrede sig selv, fordi han kun derved kunne tilintetgøre den synd der forpestede forholdet mellem ham og os, uden samtidig at tilintetgøre os. Hvordan kan man forholde sig til sådan en Gud – andet end med kærlighed?

Jeg vil slutte af med endnu en anekdote. I ved måske at gamle amerikanerbiler ikke har to adskilte forsæder sådan som moderne biler har, men i stedet har ét bredt forsæde, idet gearstangen er anbragt i ratstammen – og i øvrigt sjældent skal bruges fordi de i reglen har automatgear. Det gav mulighed for at nyforelskede par kunne sidde tæt op ad hinanden på forsædet når de kørte – så havde den unge mand venstre arm på rattet og højre arm rundt om pigen. En tankevækkende anekdote handler om et midaldrende, sat ægtepar der er ude at køre i deres amerikanerslæde hvor de dydigt sidder i hver sin side af det brede forsæde. Men så siger konen: ”Kan du huske dengang vi var nyforelskede og altid sad tæt sammen når vi var ude at køre? Hvorfor gør vi egentlig ikke det mere?” – hvortil manden svarer: ”Tja, jeg har ikke flyttet mig!”

Oplever du at Gud føles fjern; at din kærlighedsrelation til ham ikke er hvad den har været – eller hvad den måske aldrig har været? Så trøst dig med at han ikke har flyttet sig. Hans kærlighed til dig er totalt uforandret, og du kan når som helst genoptage – eller for første gang gå ind i – det kærlige far-barn-forhold, som Jesus har købt os og døbt os til!

Selvom jeg kun er 36 år, og jeg forhåbentlig har rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet,  så slipper jeg ikke for at forholde mig til emnet pension. Jeg hører nemlig til det mindretal af præster der ikke er tjenestemænd, men må ”nøjes” med en almindelig arbejdsmarkedspension i Nordea, som der hver måned bliver sat et beløb ind på. En gang om året får jeg så et brev hvoraf det fremgår hvor meget der står på min livsforsikring og pensionsopsparing, og indtil videre har det eneste opløftende ved de breve været at det ikke kan betale sig for min hustru at jeg dør foreløbig.
I løbet af de seneste år er der blevet lavet nogle lovændringer som har givet os lønmodtagere mere kontrol over vores pensionsopsparinger. Derfor får jeg også jævnligt breve om at jeg er velkommen til at forlange at Nordea investerer mine penge på en anden måde, eller at flytte dem til et andet pengeinstitut. Men indtil videre har jeg arkiveret de breve lodret. Ganske vist burde de senere års udvikling nok have lært mig at man ikke skal have alt for meget tillid til den finansielle sektor, men jeg foretrækker trods alt at betro mine penge til dem frem for selv at skulle stå med ansvaret for at investere dem. Jeg har ikke lyst til at spille hasard med de penge jeg skal leve af når jeg bliver gammel – sæt nu man taber alle sine penge!
Derfor har jeg aldrig rigtig brudt mig om den lignelse vi har hørt i dag. Jeg forstår nemlig udmærket godt den tjener der valgte at grave sin herres penge ned. Når man investerer sine penge, så risikerer man jo at miste dem, og ved man oven i købet at man skal stå til regnskab hos en streng mand for sin forvaltning af de betroede midler, så kan det nok afholde en fra at gå alt for dristigt til værks. Men Jesus siger altså at det er en misforståelse at tænke sådan. Ja, han antyder oven i købet at det i virkeligheden er dovenskab der ligger bag hos den tjener der ikke investerer de penge han har fået betroet.
Og hvis vi identificerer os med herren i stedet for med tjeneren, så er hans reaktion vel egentlig forståelig nok. Hvis jeg, den dag jeg går på pension, kun får præcis det samme beløb tilbage fra Nordea som jeg har indbetalt, så vil jeg nok også blive pænt negativ på dem. Og hvis jeg fik at vide at det skyldtes at de slet ikke havde investeret pengene, så ville jeg nok også skælde dem ud for deres dovenskab. Så kunne jeg jo lige så godt have beholdt pengene selv og sat dem ind på en spærret bankkonto – så havde jeg da i det mindste fået renter af dem!
Jeg har ikke overvejet hvad jeg vil gøre hvis Nordea kontakter mig når jeg skal på pension, og siger: ”Vi har investeret din pensionsopsparing efter bedste evne, men markedet har desværre været ekstremt ugunstigt. Det korte af det lange er at du har mistet alle dine penge.” Hvis ikke man har indgået en tillægsaftale om at man som minimum er sikret at få udbetalt det beløb man har indbetalt, så er der faktisk en teoretisk risiko for at det kommer til at gå sådan. Jeg har endnu aldrig hørt om nogen som har fået den besked, men jeg har da hørt at finanskrisen har kostet danskerne milliarder i tabte pensionspenge.
Risikoen for at investeringen slår fejl og alle pengene går tabt, er som sagt nok det der – foruden hans dovenskab – har afholdt tjeneren med den ene talent fra at investere den. Og jeg har meget ofte tænkt at lignelsen ville have været meget bedre hvis investeringerne rent faktisk var slået fejl for en af de to andre tjenere. Tænk hvis ham med de to talenter var kommet til sin herre og havde sagt: ”Herre, jeg investerede de to talenter som du betroede mig, men det endte desværre med at jeg mistede dem, så jeg har ikke noget at give dig.” Hvor ville jeg gerne vide hvad herren ville have sagt i den situation! Så ville vi jo vide om den tjener der af frygt for sin herre gravede hans penge ned, havde noget af have sin frygt i!
Men faktisk tror jeg at Jesus havde en pointe med at formulere lignelsen som han gjorde.  Der er jo netop tale om en lignelse, dvs. en historie der ved hjælp af billeder fra dagliglivet skal lære os noget om Gud. Det var altså ikke for at lære os noget om finansielle strategier at Jesus fortalte denne historie – han havde noget langt vigtigere på hjerte!
Det danske sprog vidner i øvrigt om hvordan lignelsen traditionelt har været forstået. Denne lignelse er nemlig et eksempel på hvordan Jesus har givet visse ord en helt anden betydning end de oprindelig havde. Ligesom ordet ”samaritaner” er gået fra at betyde et medlem af en befolkningsgruppe som jøderne foragtede, til at betyde en barmhjertig person, er ordet ”talent” gået fra at betyde 60 kg sølv til at betegne et medfødt anlæg for at være dygtig til noget, og på det seneste også til at betyde en lovende ung musiker, fodboldspiller eller lignende. Den udvikling skyldes naturligvis at lignelsen er blevet forstået som en opfordring til at bruge de evner som Gud har givet os, i stedet for at sætte vores lys under en skæppe (hvilket i øvrigt også er en metafor der stammer fra Jesus). Og det er jo nok ikke en helt forkert tolkning. Men jeg tror heller ikke den er helt rigtig – i hvert fald tager den ikke højde for baggrunden for at herren betror sine penge til sine tjenere; nemlig at han skulle rejse langt væk. Når man dertil lægger at ordet ”Herren”i Det Nye Testamente som regel er en betegnelse for Jesus, så virker det ret oplagt at når herren i lignelsen rejser langt væk for senere at vende tilbage og stille sine tjenere til regnskab, så svarer det til at Jesus er ”opfaret til himmels, … hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Det betyder også at de betroede talenter nok ikke i første række henviser til de ”talenter” i den moderne betydning af ordet som Gud har udstyret os med, for sådan nogle har mennesker jo altid haft; det ændrede Jesu himmelfart ikke noget ved.
Hvis vi vil vide hvad talenterne i lignelsen henviser til, skal vi altså finde frem til noget som Jesus betroede sine disciple inden sin himmelfart, som de ikke havde haft før. Og ja, hvad var det nye Jesus kom med? Han kom med et budskab om at Guds rige var kommet nær, eller sagt på et mere forståeligt dansk: at Gud snart tager magten i verden, så alt det onde bliver tilintetgjort. At Jesus selv troede fuldt og fast på det budskab, demonstrerede han ved villigt at gå i døden for det, og at han havde noget at have sin tro i, demonstrerede han ved at vise sig lyslevende for sine tilhængere efter at have ligget i sin grav i halvandet døgn. Mens såvel venner som fjender måbende kunne konstatere at den grav hvor han havde ligger, faktisk var tom, og de jødiske ledere forklarede det med at hans tilhængere måtte have stjålet liget, fortsatte han med at vise sig for dem gennem 40 dage. En af gangene sagde han at nu havde han al magt i himlen og på jorden, og derfor skulle alle mennesker i hele verden lære at leve efter de principper som han havde undervist i, og som tager udgangspunkt i at det gode har sejret over det onde, og at vi derfor roligt kan kaste al forsigtighed overbord og frygtløst give os i kast med at leve med den radikale kærlighed som fortegn. Hvordan man gør det, gav Jesus mange konkrete anvisninger på, som vi kan læse både i evangelierne og i Det Nye Testamentes breve. Det er blandt andet noget med ikke at sætte os til modværge hvis nogen vil os noget ondt, men tværtimod at elske vores fjender og gøre godt mod dem der hader os. Paulus opsummerer det i ordene: ”Overvind det onde med det gode.” Så skal jeg med ét ord forklare hvad talenterne i lignelsen symboliserer, må det være: kærlighed. Jesus har betroet os Guds kærlighed, og vi investerer den ved at vise kærlighed mod andre – i ord og handling.
Men hvad nu hvis det ikke virker? Hvad nu hvis vi gør alt det som Jesus har sagt, og det onde ikke lader sig overvinde af det, men tværtimod bliver værre? Eller hvad hvis vi prøver at leve efter Jesu anvisninger, men opdager at vi ikke kan? Eller hvad hvis vi på et tidspunkt kører helt trætte og ikke engang orker at prøve mere, men foretrækker at grave vores talent ned i jorden?
Og dermed er vi tilbage ved lignelsen. Jeg tror at grunden til at Jesus ikke lod en af tjenerne i historien vende tilbage til sin herre med ingenting fordi hans investeringer var slået fejl, er at det ganske enkelt ikke kan slå fejl når vi investerer det som Jesus har betroet os!
”Jamen,” tænker du måske, ”jeg har altså forsøgt at gengælde ondt med godt, og min erfaring er at det ikke virker, for de andre gengælder bare godt med ondt!” Bortset fra at min og mange andres erfaring er at det rent faktisk ”virker” i den forstand at det at gengælde ondt med godt faktisk ofte får mennesker til at standse op og tage deres adfærd op til fornyet overvejelse, så må jeg trods alt vedgå at det ikke er altid det sker. Faktisk erfarede de første kristne ofte at det var livsfarligt ikke at sætte sig til modværge – der var mange af dem der blev kastet for løverne eller brændt levende. Men betyder det at det de gjorde, ikke virkede? Dybest set er det slet ikke op til os at vurdere, for Guds planer er højere end vores, og Det Nye Testamente gør det helt klart at vores eneste opgave er at gøre som Jesus har sagt og lade resultatet være op til ham. Så hvis du hele dit liv har fulgt Jesu befalinger, og din erfaring er at det ikke virker, så trøst dig: Når du over for Jesus skal gøre regnskab for hvordan du har forvaltet det han har betroet dig, så vil han sige: ”Godt, du gode og tro tjener” – og til den tid vil du kunne se de resultater som er skjult for dig her i denne verden.
Men problemet er jo nok at der næppe er nogen af os der uden at lyve kan sige at vi altid har fulgt Jesu befalinger. Jeg har ofte truffet en principbeslutning om at fra nu af ville jeg altid gengælde ondt med godt, men man behøver ikke kende mig særlig godt for at vide hvor dårlig jeg har været til at efterleve de beslutninger. Så hvad gør vi? Indser vi at vi bare ikke er gjort af det samme stof som de første kristne der frygtløst gik i døden for deres tro, og holder op med at gå rundt og bilde os selv ind at vi er så gode at vi ligefrem kan overvinde det onde med vores godhed? Det lyder jo fromt og ydmygt at tænke sådan, men gør vi det, ligner vi ham som Jesus beskriver, ikke som from og ydmyg, men som en dårlig og doven tjener.
Imidlertid var den tredje tjener ikke kun dårlig og doven, han var også frygtsom. Den begrundelse han giver til sin herre for at han ikke har investeret hans penge, er: ”Jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.” Hans handlemåde – eller rettere: mangel på samme – udsprang altså af det indtryk han havde af sin herre. I hans optik lå der et meget tungt ansvar på hans skuldre, og hvis han fejlede, så ville hans herres hammer falde – og derfor lod han være med overhovedet at prøve.
Derfor må vi hver især stille os selv et vigtigt spørgsmål: Hvordan er mit billede af Gud? Opfatter jeg ham som en streng perfektionist der sidder parat med sin hammer og bare venter på at jeg begår en enkelt fejl, og BANG!, så falder hammeren? Eller måske endda som en vilkårlig tyran der generer mennesker efter forgodtbefindende bare fordi han kan – sådan som Job beskriver ham i det første bibelstykke vi hørte? I så fald er der ikke noget at sige til hvis vi ikke tør investere Guds kærlighed i vores medmennesker, for så kan det jo næsten kun gå galt. At leve et liv i kærlighed kræver nemlig frem for alt at vi selv føler os elskede og trygge, ellers kan vi ikke klare en så skræmmende opgave.
Heldigvis tog Job fejl da han beskrev Gud som lunefuld og kynisk – og det fandt han også selv ud af senere i den bog der bærer hans navn. Et mere rigtigt billede af Gud finder vi i den anden læsning vi hørte, den hvor Paulus taler til en gruppe filosoffer på Areopagos i Athen. Grækerne troede på et hav af forskellige guder, men alligevel havde de en fornemmelse af at der var mere at sige om det guddommelige end det som figurerne Zeus, Athene, Apollon og de andre repræsenterede. I hvert fald havde de opstillet et alter for en ukendt gud. Men hvad siger Paulus til dem? Han siger: ”Gud er faktisk slet ikke så fjern og ukendt som I tror!” Og så citerer han to af deres egne digtere som med rette har erklæret at det er i Gud at vi lever og bevæger os, og at vi er af hans slægt. Vi mennesker er nemlig skabt i Guds billede, og det betyder at Gud har lagt noget af sig selv ned i hver enkelt af os. Derfor tror jeg på at alle mennesker har en længsel efter den sande Gud og en vis erkendelse af ham – selvom den erkendelse altid vil være ufuldkommen og behæftet med fejl. Men Paulus’ budskab til athenerne var at i mennesket Jesus har Gud givet os en fejlfri og fuldkommen åbenbaring af sig selv. Og nok vil Jesus engang holde dom, sådan som Paulus også siger til athenerne, men det betyder ikke at vi der har svært ved at leve op til hans standarder, skal gå og ryste af skræk. For den straf som vi fortjener for vores ukærlighed, den har Jesus taget på sig da han døde på korset, og derfor vil han rense os for al den uretfærdighed vi er plettet af, hvis blot vi beder ham om det.
Og hvad mere er: Han har givet os kraft. POWER! Umiddelbart før Jesu himmelfart sagde han til sine disciple at de skulle blive i Jerusalem og vente på at få kraft fra det høje, og ti dage senere, på pinsedagen, kom Guds Ånd, Helligånden, og fyldte dem så de kunne tale frimodigt om Jesus og frimodigt dele ud af Guds kærlighed – også på måder som stred imod naturlovene. Og det allervigtigste: Gennem Helligånden tager Jesus selv bolig i os, sådan at Paulus et sted kan sige: ”Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig.” Det er den opfattelse vi som kristne har lov til at have af os selv: at Jesus Kristus lever i os. Det kan godt være at du ikke kan se nogen tegn på det i dit liv, men hvis du er døbt til at tilhøre Jesus, så lever han i dig hvis du giver ham lov! Det betyder at det ikke er dit eget ansvar at forvalte dine betroede talenter; du skal bare stille dig til hans rådighed, bekende at du ikke selv evner at leve et liv i radikal kærlighed, men at du har brug for at han gør det igennem dig – og så ellers gå frimodigt ud i livet. Ja, du kommer til at slå nogle skæverter, men det er bedre at ramme ved siden af end slet ikke at ramme, og inviterer du Jesus og Helligånden indenfor i dit liv, så er du garanteret et positivt afkast af dit livs investering, for så er det slet ikke dine egne evner og moralske egenskaber det kommer an på, men Guds kraft. Så kast dig frimodigt ud i livet, for din Herre er ikke en hård mand der høster hvor han ikke har sået – han er en god og nådig frelser der selv har sået Guds kærlighed da han døde på korset, og som ikke forlanger andet af dig end at du skal have tillid til ham.

”Den der tror og bliver døbt, skal frelses; den der ikke tror, skal dømmes.” Sådan står der i slutningen af Markusevangeliet, og det er kun ét af mange steder i Det Nye Testamente hvor det klart fremgår at troen på Jesus er en forudsætning for at blive frelst. I dag er det ganske vist på mode at mene at alle nok alligevel bliver frelst uanset hvad de tror på eller ikke tror på, men den opfattelse modsiges altså af klokkeklare udsagn i Det Nye Testamente, herunder en række ord af Jesus selv. Derfor hører jeg også til dem der prædiker ”den dobbelte udgang”, som det hedder i teologsprog – altså at det kan gå to veje når vores evige skæbne skal afgøres: frelse eller fortabelse.
En af de hyppigste indvendinger jeg har mødt mod det synspunkt, og som nok også er en af de vigtigste grunde til at mange præster mener noget andet om dette spørgsmål end jeg gør, lyder sådan her: ”Hvis Gud virkelig er så god og kærlig som du siger han er, hvorfor forlanger han så at folk skal tro på ham for at han vil frelse dem? Er det ikke ret ondt og egoistisk af Gud at stille sådan en betingelse op?” Og bortset fra at vi mennesker med vores omfattende synderegister næppe er de rette til at bruge ord som ”ond” og ”egoistisk” om ham der ofrede sin egen søn for vores skyld, så forstår jeg egentlig godt indvendingen: Hvis Gud virkelig elsker os mennesker så inderligt som jeg plejer at påstå at han gør, og han oven i købet har ofret sin søn for at vi kunne blive frelst – hvorfor i alverden stiller han så et adgangskrav op for hvem der kan få glæde af det? Kan han ikke være ligeglad med om vi tror på ham eller ej?
Nej, det kan Gud ikke være ligeglad med. Og grunden til at han ikke kan det, er netop at han elsker os! Troen er nemlig ikke et mere eller mindre tilfældigt ”adgangskrav” til frelsen som Gud har fundet på at stille op. Ja, faktisk er troen slet ikke et ”adgangskrav” som sådan. Nej, troen er netop det at tage imod frelsen – hverken mere eller mindre!
Lad mig bruge et billede til at forklare hvad jeg mener: Forestil dig at en lille dreng en varm sommerdag siger til sin far: ”Far, jeg er tørstig!” Hans far henter straks et glas vand og stiller det foran ham. ”Far, jeg er tørstig!” gentager drengen. Men hans far har allerede givet ham et glas vand, så hvad mere kan han gøre? ”Far, jeg er altså så tørstig!” siger drengen igen, nu med desperation i stemmen. Det hører hans lillesøster, og hun kommer hen til ham og siger (med barnestemme): ”Det er altså meningen at du skal drikke det glas vand som far har givet dig, ellers får du ikke slukket din tørst!” Men da drengen hører det, bliver han vred. ”Sådan er min far ikke!” siger han. ”Hvad mener du?” siger hans lillesøster. ”Far elsker os højt, det ved du da godt!” ”Hvis han virkelig elsker os så højt,” siger drengen, ”hvorfor vil han så kun slukke vores tørst hvis vi drikker? Det synes jeg helt ærligt er strengt af ham!”
Jeg gætter på at de fleste af os ville gå ud fra at drengen lavede sjov hvis vi oplevede noget sådant, og hvis vi fandt ud af at han mente det han sagde, alvorligt, så ville vi tænke at han var skør. Men at skælde ud over at vi kun kan blive frelst hvis vi tror på Jesus, svarer faktisk til at skælde ud over at vi kun kan få slukket tørsten hvis vi drikker! Jeg ved godt at det ikke lyder specielt indlysende, men det skyldes at vi har misforstået hvad det er der menes med ”tro” i Bibelen. Det er nemlig ikke et spørgsmål om hvorvidt man tror på at der er en Gud – det var der ikke ret mange mennesker på Jesu tid der var i tvivl om, sådan rent intellektuelt set. Den spøjse idé at vores forunderlige univers og det mangfoldige liv på vores fascinerende klode skulle være blevet til helt af sig selv, den kræver så meget fantasi at der ikke var nogen der kom på den før engang i 1800-tallet. Når Det Nye Testamente rummer så mange formaninger til at tro, må det altså være noget andet end troen på Guds eksistens der er tale om. (Djævelen tror i øvrigt fuldt og fast på Guds eksistens, og han bliver ikke frelst, skulle jeg hilse og sige!). Heldigvis har vi i dag hørt tre tekster fra Bibelen som taler om hvad tro er, og dem vil vi nu kigge nærmere på.
Først Abraham. Da han var 75 år gammel, sagde Gud til ham at han skulle forlade den by og det land hvor han boede, og slå sig ned i et nyt land som Gud ville vise ham, og så ville Gud til gengæld gøre ham til stamfar til et umådelig stort folk som ville komme til at bebo det land. Med til historien hører at hvis vi skal tage Bibelens ord for pålydende (og det er jeg overbevist om at vi skal), så var 75 år ikke nogen voldsomt høj alder dengang. Abrahams egen far, Tera, var for eksempel 70 år da Abraham blev født, og han levede stadig da Abraham var 75. Og Abrahams hustru Sara var 9 år yngre end sin mand, så på dette tidspunkt var det stadig fysisk muligt for dem at få børn. Men Abraham måtte stadig vælge om han ville tro på Guds løfte eller ej, præcis ligesom Hans i eventyret måtte vælge om han ville tro på at bønnerne var magiske eller ej. Og hvis han valgte at tro på det, så indebar det en handling; det indebar et afkald. Hans kunne ikke både beholde koen og få bønnerne, og Abraham kunne ikke både tro på det Gud havde sagt, og blive boende i sine vante omgivelser. De måtte begge træffe et valg.
Abraham valgte at tro Gud på hans ord. Han forlod byen Karan hvor han hidtil havde boet sammen med sin far og sine brødre, og rejste ud mod det ukendte, overbevist om at Gud ville gøre ham til stamfar til et stort folk. Imidlertid gik årene, og Sara blev ikke gravid. På det tidspunkt hvor vi kommer ind i historien i dag, er der gået 10 år, og Saras biologiske ur er så tæt på at falde i slag at Abraham tilsyneladende har resigneret. I hvert fald kan han ikke længere mønstre den store entusiasme da Gud lover ham en stor løn. ”Hvad kan du give mig når jeg må gå barnløs bort?” siger han. Men så gentager Gud sit løfte om at Abraham vil få mange efterkommere – lige så mange som stjernerne på himlen. Og det utrolige sker: Abraham vælger igen at tro på Guds løfte. Han kunne lige så godt have valgt at sige: ”Nej, nu må det være nok med dine julelege, Gud! Jeg har tullet rundt her i Kanaans land i 10 år nu, og der er ikke sket en disse. Nu vender jeg tilbage til min far i Karan, og så kan du ellers have det så godt!” Men han holdt ud – og det blev han ved med, selvom der kom til at gå yderligere 15 år inden han som 100-årig endelig kunne holde sin og Saras nyfødte søn i armene. På det tidspunkt var det fysisk umuligt, for Saras menstruationer var for længst ophørt. Abraham måtte have tro på at Gud kunne gøre ikke bare det usandsynlige, men det umulige.
I Hebræerbrevet kapitel 11, som den anden læsning var taget fra, nævnes der en lang række mennesker fra Det Gamle Testamente hvis tro var bemærkelsesværdig. Vi hørte kun de første 6 vers og nåede derfor kun til Abrahams(10 x tip) tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tipoldefar, Enok, om hvem der stod at han havde behaget Gud. Og så kommer den sætning som måske bedre end nogen anden sætning i Bibelen svarer på hvorfor det med troen er nødvendigt: ”Uden tro er det umuligt at behage ham, for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.” Troen på at Gud er til, er altså bestemt ikke overflødig, men den er ikke tilstrækkelig. Vi må også tro på at Gud lønner dem der søger ham – og den tro må vi have ikke bare i hovedet, men i handling, så vi gør alvor af det og rent faktisk kommer til Gud. Når vi gør det, behager vi ham – for så kan han komme til at give os det evige liv og alle mulige andre gode gaver som han længes efter at give os fordi han elsker os.
Hvordan kommer man så til Gud? Det er faktisk slet ikke så vanskeligt som det lyder. Det er ikke nødvendigt at få fat i en rumraket og prøve om man kan flyve helt op til himlen, eller at sidde 7 år og meditere i et kloster i Tibet for at rense sin sjæl så meget at man kan komme i kontakt med Gud. Gud er overalt, og det med at rense vores sjæl, det skal han nok klare – det er vi alligevel ikke selv i stand til. Du kan bare sige ud i luften: ”Gud, jeg vil gerne kende dig,” så hører han dig – hvis du vel at mærke er oprigtig.
Den tredje og sidste tekst vi hørte, begynder med at apostlene beder Jesus om at give dem en større tro – eller muligvis en større trofasthed; de to ting hedder det samme på græsk, som jo er det sprog som Det Nye Testamente er skrevet på. Forhistorien er at Jesus gennem en serie lignelser og anden undervisning har revset farisæerne for deres troløshed og beskrevet hvordan man bør leve hvis man vil følge Guds vilje – det er blandt andet noget med at undgå sammenspisthed, pengedyrkelse og ægteskabsbrud, og at tilgive alle der beder os om det. Apostlene har åbenbart erkendt at de krav formåede de ikke at leve op til, og derfor bad de Jesus om hjælp. Men Jesu svar er ikke ligefrem opløftende: Hvis de havde haft en tro som et sennepsfrø – sådan et er ret lille, har jeg ladet mig fortælle – så kunne de have bedt et træ om at plante sig i havet, og det ville have adlydt dem! Av min arm. Nu har jeg ganske vist aldrig forsøgt mig med at befale et morbærtræ at plante sig i havet – dels fordi jeg har svært ved at se pointen i det, og dels fordi der ikke er ret mange morbærtræer i Husum – men jeg har en til vished grænsende fornemmelse af at det ville blive stående lige så nydeligt hvis jeg forsøgte. Betyder det at min tro ikke engang er på størrelse med et sennepsfrø?
Heldigvis kan vi der har det på den måde, trøste os med at Det Nye Testamente ikke siger noget som helst om at apostlene på noget tidspunkt gav sig af med at flytte rundt på morbærtræer, så der er nok en vis sandsynlighed for at Jesu udsagn skal forstås billedligt. Faktisk er sennepsfrøet en metafor som Jesus også bruger andre steder, og morbærtræet var vist også et almindeligt symbol i antikken, men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på de ting i dag. Jeg vil lade mig nøje med at sige at Jesu pointe må være at det ikke er størrelsen det kommer an på. Vi skal ikke være optagede af om vores tro er stor eller lille, men derimod af Ham som troen retter sig imod. Som om vores tro var noget vi kunne prale af! Som jeg indledte med at sige, så er troen ingenting i sig selv; den er blot det at tage imod det som Gud vil give os. Troen er ikke en gerning som vi skal præstere for at fortjene frelsen; den er erkendelsen af at vores gerninger forslår som en skrædder i helvede, og at vi derfor er ethundrede procent afhængige af at Guds nåde. Hvis vi begynder at gøre os til af vores store tro, så ligner vi den tjener der bilder sig ind at hans herre skylder ham stor tak blot fordi han har gjort sit arbejde.
Måske er det ikke helt indlysende hvor forbindelsen er mellem Jesu ord om at man med en tro som et sennepsfrø kan befale over et morbærtræ, og den efterfølgende lignelse om de unyttige tjenere. Men jeg tror pointen er at troen dybest set er den indstilling at vi overlader vores liv til Gud i tillid til at han ved bedst, om han så beder os om at bytte en ko væk for en håndfuld bønner. Troen gør os med andre ord til Guds tjenere. Og stiller vi os til rådighed for Gud som hans tjenere, så vil intet være umuligt for os. Giver Gud os besked på at befale et træ at plante sig i havet, så vil det adlyde os, uanset om vores tro er stor eller lille. Men sandsynligvis vil han snarere give os besked på at gøre nogle knap så spektakulære ting, for eksempel at hænge ud sammen med dem som ingen andre gider at være sammen med. Det kræver også tro – men er din tro rettet mod den rette, så behøver den ikke at være større end et sennepsfrø!
Jeg vil slutte af med en lille anekdote jeg engang hørte, som illustrerer hvordan vi mennesker tit troens væsen. På de store vækkelsers tid var der et lille samfund der fik besøg af en omrejsende vækkelsesprædikant. Hele landsbyen mødte op i missionshuset og lyttede til prædikenen, og da han til slut spurgte hvem der ville tage imod Jesus, røg alle hænder begejstret i vejret – undtagen en ældre kvinde der sad på bagerste række. Hun rejste sig i stedet og listede slukøret ud af lokalet.
Efter mødet kom den lokale præst hen til prædikanten og opfordrede ham til at aflægge et besøg hos den kvinde der havde forladt mødet. Han fortalte ham hvor hun boede, og næste morgen begav prædikanten sig derud. Kvinden tog venligt imod ham og bød ham en kop kaffe, og før han nåede at spørge hende om noget, sagde hun: ”Ja, De må altså undskylde at jeg forlod mødet i går. Jeg blev bare så ked af det, for jeg vil så gerne have Jesus i mit hjerte, men jeg kan altså ikke tro!” ”Sikke en redelighed,” sagde prædikanten medfølende. ”Men ved De hvad? Jeg vil spørge Gud om ikke han vil gøre en undtagelse i Deres tilfælde og frelse Dem selvom De ikke kan tro! Så kommer jeg tilbage i eftermiddag og fortæller Dem hvad han svarede.” ”Vil De virkelig det?” spurgte kvinden. ”Det er enormt pænt af Dem, tusind tak!”
Nogle timer senere vendte prædikanten tilbage og gav kvinden den besked at Gud var villig til at gøre en undtagelse. Hun behøvede ikke at tro; hun kunne bare komme til Gud som hun var. ”Er det virkelig sandt?” udbrød kvinden med glædestårer i øjnene, hvorefter hun faldt på knæ og takkede Gud.

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2011

Nikolaj Hartung Kjærby

Der er mange der har det svært med den tekst vi lige har hørt. For det første indeholder den det ubekvemme budskab at der er mennesker der går evigt fortabt. At høre Jesus sige ting som ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” til nogen, bryder de færreste sig om. Men selv mennesker der normalt ikke har noget problem med at acceptere at der findes et helvede, krymper sig ved denne her tekst fordi den tilsyneladende modsiger den læresætning der er den allervigtigste i den lutherske kirke, nemlig at vi bliver frelst af nåde ved tro og ikke ved at gøre gode gerninger. Jesus siger jo ikke et ord om tro, men henviser udelukkende til hvad man har gjort og ikke gjort af gode gerninger.

Så hvad stiller vi op? Vælger vi at kassere teksten om verdensdommen fordi den er uevangelisk? Det er der nogle der vælger. Men gør man det, er man jo nødt til at antage en af to ting: Enten at Jesus tog fejl, eller at Matthæus har fejlciteret ham. Vælger vi den første mulighed – at Jesus tog fejl – så er der ikke ret meget tilbage af vores kristendom. For hvis han tog fejl da han sagde det, hvordan kan vi så vide at han ikke også tog fejl da han sagde at Gud tilgiver vores synder – eller at der i det hele taget er en Gud? Det er da også den anden mulighed som de fleste vælger hvis de vil kassere teksten – altså at Jesus ikke kan have sagt de ting, fordi det strider imod evangeliet, som vi finder det i Paulus’ breve og i Luthers lille katekismus. Men det rejser jo så et andet spørgsmål: Hvordan kan vi vide at Paulus og Luther havde mere tjek på hvad Jesus rent faktisk sagde, end Matthæus havde? Det er i hvert fald ikke noget som jeg ville satse min evige salighed på!

I stedet for at kassere Matthæus’ tekst om verdensdommen kunne vi jo så vælge at tage den på ordet og holde op med at sige at vi bliver frelst af tro. Og så må vi ellers hellere se at komme i gang med at give mad til nogle sultne og tøj til nogle nøgne, fjerne Paulus’ breve fra Bibelen og brænde alle eksemplarer af Luthers Lille Katekismus!

Men heldigvis er der en tredje mulighed. Vi behøver faktisk hverken at kassere Paulus eller Matthæus. Når det kommer til stykket, er de nemlig slet ikke uenige! Samtlige skrifter i Det Nye Testamente er fuldstændig enige om at vi vil blive dømt efter vores gerninger, men det ændrer ikke en tøddel ved at vi bliver frelst af nåde ved tro. Er du forvirret? Så lyt med!

Først det med at vi skal dømmes efter vores gerninger. Ud over Matthæusevangeliet står det i Johannes’ Åbenbaring kapitel 20, hvor Johannes taler i datid om det han så da han fik lov til at se ind i fremtiden. ”de døde blev dømt efter deres gerninger” står der, og det må jo siges at være temmelig klart. I Jakobs Brev står der ”at mennesket bliver gjort retfærdig af gerninger, og ikke af tro alene”, og af den grund kaldte Luther Jakobsbrevet for ”et stråbrev der ikke er den apostoliske ånd værdig”. Men selv Paulus skriver faktisk: ”vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” (det står i Andet Korintherbrev kapitel 5). Der er altså rørende enighed om at vi kommer til at blive dømt efter vores gerninger; det slipper vi ikke for.

Men hvad så med troen? Tog Luther fejl da han slog sine berømte 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg om at vi bliver retfærdige af tro uden lovgerninger, og dermed lagde grunden til hele den protestantiske kirke? Se, hvis jeg mente det, så måtte jeg nok hellere finde mig et andet job. Men bare rolig, det mener jeg ikke.

Men hvordan hænger det så sammen? Jo, nu skal I høre: Det som Luther gjorde op med, og som Paulus før ham gjorde op med, var den opfattelse at vi ved at foretage nogle bestemte rituelle handlinger kan gøre os fortjent til noget i forhold til Gud. Det var en udbredt opfattelse på Luthers tid at man ved at fremsige bestemte bønner eller give penge til kirken kunne ”score point hos Gud”, så at sige, og jo flere point man scorede, desto bedre klarede man sig på dommens dag. Den opfattelse gjorde Luther ret i at afvise, for det er et helt entydigt budskab i både Det Gamle og Det Nye Testamente at vi mennesker ikke har krav på noget som helst hos Gud, uanset hvor fromme vi er. Som Jesus siger et sted: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: ’Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.’” Og både Johannes Døber, Jesus og Paulus går skarpt i rette med de jøder der tror at de i kraft af deres afstamning og/eller deres overholdelse af visse ceremonielle bud havde særlige rettigheder hos Gud. Det er nemlig fuldstændig umuligt at bringe sig i en situation hvor man har noget til gode hos Gud, og det evige liv kan vi aldrig gøre os fortjent til. Overladt til os selv ville vi gå evigt fortabt – ikke fordi Gud er en kosmisk sadist der nyder at sende folk i helvede, men fordi adskillelsen fra Gud så at sige er vores normaltilstand.

Sådan var det ellers ikke fra begyndelsen. De allerførste kapitler i Bibelen fortæller historien om hvordan Gud skabte mennesket til at leve i nært fællesskab med ham i al evighed, men at det gik i stykker fordi Adam og Eva ikke var indstillet på at følge Guds spilleregler, men hellere selv ville være som Gud. Der er bare det problem at vi mennesker ikke har Guds evne til at producere liv. Vi kan formere os, men det er ikke det samme som at producere liv. Det er bare at give en ny kombination af vores dødelige og fejlbarlige gener videre. Der er endda en der engang har udtrykt det sådan at livet er en seksuelt overført sygdom med 100% dødelig udgang. Hvorom alting er, så blev konsekvensen af Adam og Evas fravalg af Gud at livet ikke varer evigt. Når vi ikke længere har uhindret adgang til Gud, har vi heller ikke uhindret adgang til livet, og det betyder at vihar udsigt til 80-90 år i denne verden (eller hvor længe vi nu holder), efterfulgt af en evighed adskilt fra Gud. Og sidstnævnte bliver bestemt ikke rart. Der er ikke tale om evig hvile, for ægte hvile og fred er også noget som Gud giver os, så det vil vi ikke have adgang til hvis vi er helt adskilt fra ham. Derfor er betegnelsen ”den evige ild”, som Jesus bruger, nok ganske velvalgt, uanset om den skal opfattes billedligt eller bogstaveligt. Og der er vel at mærke ikke tale om en uforholdsmæssigt hård straf fra en ond og tyrannisk gud, men om den naturlige konsekvens af vores egne valg. Derfor kan vi heller ikke bebrejde Gud noget, og ingen nok så fromme gerninger kan ændre på det faktum at vores eneste vej til frelse er at ydmyge os og lade Gud være Gud; at tage imod Guds rige ligesom et lille barn. Hvis vi kunne frelse os selv ved at gøre gode gerninger, ville vi jo kunne være stolte af det, og så ville grundskaden – at vi ikke i ét og alt vil ydmyge os under Gud – være intakt. Den eneste måde vi kan få det evige liv på, er altså ved at tage imod det i tro som en gratis gave fra Gud.

Men det betyder ikke at vi ikke skal gøre gode gerninger. At det skulle betyde det, har hverken Luther eller Paulus eller Jesus nogensinde hævdet. Tværtimod omtaler Jesus oftest det evige liv som ”Guds rige”. Og det ord der er oversat med ”rige”, kan lige så vel betyde ”herredømme”. Når vi får det evige liv som gave, kommer vi altså ind under Guds herredømme, dvs. det er ham der nu bestemmer over os, ikke os selv. Så for at udtrykke forholdet mellem de gode gerninger og frelsen kort: Vi bliver ikke frelst ved at gøre gode gerninger, men vi bliver frelst til at gøre gode gerninger. Eller som en anden har udtrykt det: Vi kommer ikke i himlen ved at gøre gode gerninger, men vi kommer ikke ind uden!

De gode gerninger som vi er frelst til at gøre, er imidlertid noget helt andet end ceremonielt paragrafrytteri. Den lov som vi som kristne er underlagt, er ikke Moseloven fra Det Gamle Testamente, men derimod en størrelse som Paulus kalder for ”Kristi lov”, og som i Jakobsbrevet omtales som ”frihedens fuldkomne lov”. Det første og største bud i den lov er at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og hele vores sind og hele vores styrke. Og hvordan vi gør det i praksis, står der spalte op og spalte ned om i Det Nye Testamente. Noget af det er kontroversielt i vor tid, for eksempel de dele af det der har med seksualmoral at gøre. Men som det fremgår af teksten til i dag, er det barmhjertighed der er den altdominerende overskrift. Man kan ganske enkelt ikke undlade at hjælpe medmennesker i nød og samtidig påstå at man er med i Guds rige – det hænger simpelt hen ikke sammen. Når vi overgiver os til Gud og tager imod det evige liv fra ham, så sker der nemlig det at han skaber os om og giver os en helt ny identitet. Det er det vi markerer i dåben: Det gamle liv uden Gud druknes og begraves i dåbsvandet, og vi opstår symbolsk fra de døde til et nyt liv som Guds børn under Guds herredømme.

Vi handler i overensstemmelse med vores identitet. En tyv stjæler. En sanger synger. En ægte prinsesse kan mærke en ært gennem 20 madrasser og 20 edderdunsdyner. Og et Guds barn gør Guds vilje. Ikke nødvendigvis i hver eneste situation uden at fejle – vi er trods alt stadig ufuldkomne mennesker som lever i en ufuldkommen verden, og den fulde realisering af vores nye identitet får vi først at se når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde og bringe Guds rige til fuldkommenhed i al dets herlighed. Men fordi Guds børn gør Guds gerninger, vil det være vores identitet som Guds børn der vil være afgørende for om vi kommer til at sidde blandt fårene eller blandt bukkene på dommens dag.

Jeg vil slutte af med at læse hele det stykke fra Johannes’ Åbenbaring hvor der står om verdensdommen: ”Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” Selvom vi bliver dømt efter vores gerninger, er det afgørende spørgsmål altså om vores navn står i livets bog. Gør det det, så får vi del i det evige liv, for så vil vores gerninger være gode. Og de gerninger i vores liv der ikke har været gode, dem vil der slet ikke blive talt om på dommens dag, for dem har Jesus fjernet ved sin død på korset.

En prinsesse er en kongedatter. Eftersom Gud er universets øverste konge, er alle vi der er hans børn, prinser og prinsesser. Og ligesom det i eventyret var prinsessens ”gerninger”, i form af hendes reaktion på ærten, der var det kriterium hun blev bedømt på, vil vi på dommes dag blive dømt efter vores gerninger. Men smerterne over ærten gjorde hende jo ikke til prinsesse; de viste blot at hun var prinsesse. På samme måde kan vores gerninger ikke gøre os til Guds børn; de kan kun vise at vi er Guds børn.

Er du i tvivl om du er Guds barn eller ej, og om dit navn står i livets bog, så er du meget velkommen til at kontakte mig.