Prædiken til 2. påskedag 2024
Posted By admin on 15. april 2024
Maria Magdalene ved Jesu grav: Han kalder os ved navn
Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Telefonen ringer. Det er et nummer jeg ikke har kodet ind, kan jeg se, så jeg gør mit bedste for at lyde både venlig og formel idet jeg tager den og siger: ”Sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby”. Men det er ikke en formel stemme der møder mig i den anden ende; tværtimod emmer det nærmest af genkendelsens glæde idet der bliver sagt: ”Hej Nikolaj!”, og jeg når lige at overveje hvilken af mine gamle venner det kan være, inden vedkommende præsenterer sig som ”Jakob fra Folkekirkens Nødhjælp” eller ”Louise fra Tryg Forsikring” eller ”Jesper fra Kristeligt Dagblad”, og det går op for mig at det ikke er en gammel ven, men derimod et menneske som jeg ikke aner hvem er, der enten vil sælge mig noget eller have mig til at øge mit månedlige bidrag til en organisation. Og jeg ved ikke med jer, men personligt kan jeg godt blive lidt irriteret over at den slags phonere (som det hedder på nudansk) strør så gavmildt om sig med mit fornavn når vi taler sammen. Det lader jeg mig selvfølgelig ikke mærke med; jeg svarer venligt tilbage, og hvis jeg husker det, forsøger jeg at bruge phonerens fornavn lige så hyppigt som han eller hun bruger mit, når nu vi åbenbart skal forestille at være best buddies.
Grunden til at jeg nævner den type telefonopkald, er at de er undtagelsen der bekræfter reglen, nemlig den regel at det er rart når nogen bruger ens navn. Prøv for eksempel at forestille dig at du er mødt op til et arrangement hvor du ikke kender ret mange, og du står måske og ser dig lidt fortabt omkring, men så hører du pludselig en velkendt stemme sige dit navn, og straks føler du dig langt mere hjemme. Eller det kan være at du står eller sidder over for en person der besidder en form for magt eller autoritet over dig, og du er måske ikke helt sikker på om vedkommende er dig venligt stemt, men hvis vedkommende smiler og bruger dit fornavn, er det som regel et godt tegn. I det hele taget ligger der en anerkendelse i det at nogen siger ens navn: Man er set, ikke bare som en af mange, men som det unikke individ man er.
Og så er det for resten ikke helt ligegyldigt, hvem det er man bliver kaldt ved navn af. Det er altid rart når nogen bruger ens navn (medmindre det er en phoner, altså), men det er i særdeleshed rart hvis man hører sit navn udtalt af en person som man elsker eller beundrer – det er jo de mennesker vi allerhelst vil ses og anerkendes af. Og i særdeleshed er det skønt hvis der er tale om et menneske som man var bange for at man havde mistet, enten på grund af en konflikt eller på grund af udefra kommende omstændigheder.
Derfor tror jeg ikke der har været noget lykkeligere øjeblik i Maria Magdalenes liv end da hun, midt i sin fortvivlelse og forvirring den morgen i gravhaven hørte den stemme som hun både elskede og beundrede allermest, sige det lille korte ord: ”Maria!” I det øjeblik gik hendes liv lige fra den ene yderpol til den anden, og heldigvis i den gode retning: Med Jesu død havde Maria mistet alt hvad hun havde bygget sit liv på. Præcis hvordan hendes liv så ud før hun mødte Jesus, ved vi ikke, men første gang hun omtales i Lukasevangeliet, præsenteres hun som ”Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af” (Luk 8,2), og – ja, hvordan det så end mere præcist har givet sig udtryk at hun havde syv dæmoner i sig, så tror jeg i hvert fald roligt vi kan gå ud fra at det har været alt andet end behageligt, for nu at sige det mildt! Ifølge traditionen er hun i øvrigt identisk med den kvinde der salvede Jesu fødder i farisæerens hus (Luk 7,36-50), og som husværten så på med foragt fordi hun var ”én, der lever i synd” (Luk 7,39). Men hos Jesus havde hun mødt både tilgivelse, helbredelse og anerkendelse, og i kraft af den måde han så hende på, havde hun fået et helt nyt liv. Så da han blev slået ihjel, mistede hun ikke kun en elsket læremester og ven; hun mistede også det nye fundament hun havde fundet i sit liv. Og som for at føje spot til skade kunne hun nu ikke engang ære hans døde legeme fordi nogen tilsyneladende havde fjernet det fra graven. Hvorfor hun ikke genkendte Jesus i første omgang da han sagde: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?”, er svært at sige med sikkerhed – måske var det fordi hun var blændet af tårer så hun ikke kunne se klart, måske var det fordi hun i sin sorg slet ikke betragtede det som en mulighed at Jesus kunne stå lyslevende foran hende, eller måske var det fordi hendes øjne ”holdtes til”, på samme måde som det skete for de to disciple der senere på dagen fik selskab af Jesus på en gåtur til Emmaus. Men uanset hvad årsagen var, faldt det hele i hvert fald på plads da Jesus kaldte hende ved navn.
Tænk hvis Jesus også ville kalde dig og mig ved navn! Ville det ikke være skønt? Ja, er der overhovedet nogen i hele universet som det kunne være skønnere at blive kaldt ved navn af end netop Jesus? Men i modsætning til Maria Magdalene lever vi jo på den anden side af himmelfarten, så sandsynligheden for at vi pludselig står ansigt til ansigt med Jesus – med eller uden havemandsskjorte – synes umiddelbart ikke at være særlig stor. Umiddelbart. Men med fare for at foregribe prædikenen til Kristi himmelfart, så er det faktisk lige omvendt: På grund af himmelfarten er sandsynligheden for at vi kommer til at opleve at befinde os på samme sted som Jesus, faktisk langt større end den ellers ville have været. Som himmelfaren er Jesus nemlig lige nær alle steder på én gang. Den morgen hvor han mødte Maria Magdalene i gravhaven, da var det lige dér han var, og derfor kunne han ikke samtidig stå og kalde på nogen i Egypten eller Syrien eller Danmark, men nu hvor han ikke længere er begrænset af denne verdens geografi, kan han kalde på alle mennesker alle steder samtidig. Og det ikke alene kan han gøre – han gør det også!
Vi kan selvfølgelig ikke se ham med vores øjne på samme måde som Maria kunne, men som vi hørte, hjalp det jo heller ikke Maria noget at hun kunne se ham; hun kunne ikke kende ham alligevel, før han sagde hendes navn. Vi kan selvfølgelig heller ikke med vores fysiske ører høre ham sige vores navn, sådan som Maria kunne, men alligevel kan millioner af kristne verden over vidne om at vi har hørt Jesus kalde os ved navn. Okay, måske vil du ikke lige bruge de ord (det vil jeg nok i virkeligheden heller ikke selv – dels fordi det nemt kommer til at lyde svulstigt og prætentiøst, dels fordi jeg ville være bange for at blive beskyldt for at have talt usandt hvis jeg blev nødt til at forklare at jeg ikke mente det helt konkret og bogstaveligt, og dels fordi det kunne risikere at give unødvendige anfægtelser til medkristne der ikke helt konkret og bogstaveligt har hørt Jesus kalde på dem, og som måske ikke helt har fanget at det har jeg heller ikke, parentes slut) – men det ændrer ikke på at Jesus vedblivende kalder på os på en række forskellige måder, både før og efter at vi er kommet til tro på ham.
For det første kalder han på os gennem skaberværket. Ganske vist er skaberværkets største og vigtigste formål blot det at Gud glædes over at det er til, men den del af skaberværket som vi mennesker kan se og opdage, har derudover det formål at vi mennesker skal kende Guds ”usynlige væsen, … hans evige kraft og hans guddommelighed”, som Paulus skriver i Romerbrevet (1,20). Det er ganske vist en generel henvendelse til hele menneskeheden og kan dermed ikke siges at være udtryk for at Gud ligefrem kalder os ved navn, men det er i hvert fald udtryk for at han kalder på os.
Anderledes personligt er det når Gud kalder på os gennem vores samvittighed. Det som vores samvittighed siger, er ganske vist et stykke ad vejen formet af den opdragelse vi har fået, og vi kan derfor ikke sætte lighedstegn mellem samvittighedens stemme og Guds stemme, men ikke desto mindre bruger Gud vores samvittighed til at tale til os – og vores samvittighed kalder os i hvert fald ved navn!
En tredje måde Gud kalder på os på, er gennem Skriften, altså Bibelen. ”Det er da i hvert fald ikke med navns nævnelse!” tænker du måske (medmindre man hedder Maria, selvfølgelig) – men ikke desto mindre er der mange der gennem årene har oplevet at et bibelvers pludselig har virket som om det var talt til lige præcis dem helt personligt. Og så er der i øvrigt et sted i Bibelen hvor Jesus direkte siger at han ikke kun gav sit liv for menneskeheden, men for hver enkelt af os helt personligt, nemlig i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor han beskriver sig selv som den gode hyrde der sætter sit liv til for sine får, men inden han når dertil, præsenterer han hvad der generelt kendetegner en god hyrde, nemlig: ”han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud” (Joh 10,3).
Et sted hvor der ikke er nogen som helst tvivl om at Jesus bogstaveligt talt kalder os ved navn, er når vi bliver døbt. Ganske vist er det præsten der udtaler navnet på den person der skal døbes, men præsten handler jo ikke på egne vegne. Dåben er indstiftet af Jesus selv, så det er i Jesu navn – altså på hans autoritet og på hans vegne – at den person der skal døbes, med navns nævnelse bliver kaldt for Guds barn.
De fleste af jer der er her, er for længst blevet døbt, måske endda for mange år siden, og selvom det naturligvis er dejligt at vide at vi blev kaldt ved navn af Jesus dengang, så kunne du måske godt tænke dig at det skete oftere? Vores kristenliv skulle jo nødig komme til at ligne vittigheden om det midaldrende ægtepar hvor konen spørger manden hvorfor han aldrig siger at han elsker hende, hvortil han svarer: ”Det sagde jeg jo da jeg friede til dig, og hvis jeg nogensinde skifter mening, skal du nok få besked!” Men heldigvis fortsætter Jesus med at kalde os ved navn. Hver søndag inviterer han for eksempel hver enkelt af os til inderligt fællesskab med ham i nadveren, når han siger: ”Tag dette og spis det!” og ”Drik alle heraf!” (selvom det selvfølgelig, ligesom ved dåben, er præsten der udtaler ordene på vegne af Jesus). Og han fortsætter også med at tale til os gennem Bibelen, samvittigheden og skaberværket – og så naturligvis når vi beder til ham, hvis vi vel at mærke ikke kun lirer vores ønskeseddel af, giver os tid til også at lade ham tale til os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments