Prædiken til 3. søndag efter påske 2024
Posted By admin on 25. april 2024
Vejen, sandheden og livet: Er Gud sporløs?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter påske 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Mange af jer kender sikkert (eller har i det mindste hørt om) tv-programmet Sporløs – det har i hvert fald været en del af DR’s sendeflade i rigtig mange år. Præmissen for programmet er at DR hjælper mennesker med at finde frem til forsvundne familiemedlemmer som deltageren ikke på egen hånd har kunnet finde frem til, typisk fordi den pågældende befinder sig i et land der ikke har et så velfungerende folkeregister som vi har her i landet. I de fleste tilfælde er deltageren et adoptivbarn der søger efter sit biologiske ophav, og det lykkes næsten altid – blandt andet fordi DR laver noget forudgående research for at sikre sig at det rent faktisk kan lade sig gøre at finde frem til den savnede person, og at vedkommende er villig til at lade sig finde. Programmets hovedperson, som længes efter at møde sin biologiske mor eller far, er dog ikke indviet i den forudgående research, så når vedkommende undervejs i udsendelsen bliver trukket igennem diverse halve svar og hele vildspor, er det altså helt ægte følelsesmæssige reaktioner vi seere får lov til at bevidne, og der er ofte iblandet en del frustration og skuffelse når et spor viser sig at ende blindt. ”Får jeg ikke snart min far at se!” lyser det ud af den stakkels deltagers øjne.
Jeg gad vide om Filip har haft det på omtrent samme måde da han sagde til Jesus: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os”? Filip havde på dette tidspunkt fulgtes med Jesus i sandsynligvis omkring 3 år, og han havde hørt Jesus tale rigtig meget om Faderen. Navnlig i Johannesevangeliet omtaler Jesus konsekvent Gud som ”Faderen” eller ”min fader”, og det var temmelig kontroversielt. Det var ellers ikke fordi det var forbudt at sige ”far” til Gud; det kunne en from jøde sagtens gøre når han bad, og der er endda en bøn i Det Gamle Testamente der rummer ordene: ”Du, Herre, er vor fader” (Es 63,16). Men Jesus sagde ikke bare at Gud sådan i al almindelighed var en far for alle israelitter; han hævdede at Gud var netop hans far i en særlig forstand, at han kendte Gud personligt som et barn kender sin far, og endda at han havde ret til at se bort fra den jødiske sabbatslovgivning når han handlede på Guds vegne (Joh 5,16-17). Og det kunne jo lyde som intet mere end et udslag af storhedsvanvid, men for disciplene, der som sagt havde fulgtes med Jesus gennem tre år, stod det klart at det ikke var tomme ord når Jesus sagde ting som: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre” (Joh 5,19). De havde set ham helbrede både blinde, døve, lamme og spedalske og endda opvække døde, de havde set ham give tilgivelse og nyt håb til mennesker der var opgivet af både samfundet og dem selv, og de havde hørt ham tale med en så unik kombination af mildhed og autoritet at de i ham genkendte den Gud de altid havde troet på – eller måske blot havde ønsket at de kunne tro på. Det havde naturligvis skabt et ønske hos dem om selv at lære Faderen at kende, og Jesus havde også undervejs stillet dem i udsigt at det ville de rent faktisk komme til.
Men så når vi frem til skærtorsdag aften, hvor dagens ordveksling mellem Jesus og disciplene fandt sted (ja, vi hopper lidt tilbage i kronologien, for der står ikke nok i evangelierne om hvad der skete mellem opstandelsen og himmelfarten til at der er nok til alle søndagene mellem påske og Kristi himmelfart, men til gengæld sagde Jesus så meget til disciplene skærtorsdag at det var umuligt at nå det hele på den ene dag, så derfor er prædiketeksterne her mellem påske og pinse primært hentet fra den tale Jesus holdt til sine disciple skærtorsdag aften, og som fylder fire et halvt kapitel i Johannesevangeliet. Parentes slut). Jesus lagde ikke skjul på, mens han spiste påskemåltidet sammen med sine disciple, at han snart skulle skilles fra dem, og at de ikke i første omgang ville kunne følge med ham. Det blev de selvfølgelig både kede af og forfærdede over, og det var som svar på det at Jesus sagde de ord der indleder dagens tekst: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”, hvorefter han beroliger dem med at de nok skal få lov til at komme og bo i Faderens hus, så snart Jesus har gjort en plads klar til dem, og at de endda kender vejen derhen. Det udløser en protest fra Thomas: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?”, hvilket Jesus besvarer med de bevingede ord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Jeg kan egentlig godt forstå at Filip på det her tidspunkt begynder at blive lidt utålmodig, for jeg vil tro at han havde regnet ud at hvis han gerne ville lære Faderen at kende, så gik vejen via Jesus – ellers ville han nok ikke have forladt alt for at følges med Jesus, kan man sige. Men hvor meget længere skulle det vare? Og hvorfor var Jesus så hemmelighedsfuld om hvor og hvornår de ville få Faderen at se, at han næsten ville kunne komme i betragtning som vært på Sporløs?
Men det svar Jesus giver, fortæller os at Filip – og måske også vi andre – fuldstændig har misforstået hvordan tingene hænger sammen. Vi er så vant til at tænke at det er enormt svært at finde Gud – nogle har helt opgivet projektet og slået sig til tåls med at de nok ”mangler det religiøse gen”, og andre har endda konkluderet at der ikke er noget der tyder på at der overhovedet er nogen Gud. Men rollefordelingen er faktisk lige omvendt af hvad vi tit går og tror. Hvis vi bliver i det billede hvor Jesus er en slags Sporløs-vært der hjælper nogen med at finde deres forsvundne slægtninge, så mente Filip tilsyneladende at han og de andre disciple var hovedpersonerne i programmet, som fik hjælp af Jesus til at søge efter deres forsvundne far, men ved I hvad? Det er slet ikke den rolle der er vores. Vi er ikke dem der desperat søger efter vores forsvundne far – vi er selv de forsvundne! Det er Gud der er hovedpersonen i programmet, og det som Jesus arbejder på, er ikke at hjælpe os med at finde vores forsvundne far, men at hjælpe Faderen med at finde hans forsvundne børn! Hvis vi er nogen i Sporløs, så er vi den forsvundne slægtning der åbner døren hen mod slutningen af programmet, og udenfor står Jesus og spørger om vi mon kan huske at vi har en far i Himlen, for han leder faktisk efter os; ja, faktisk sidder han og venter ude i bilen hvis vi har lyst til at møde ham!
Men, eh, var Filips problem ikke at Faderen netop ikke sad lige ude i bilen og ventede, men at Jesus tværtimod sagde at de ikke på nuværende tidspunkt kunne følge med ham til Faderen? Jo, og derfor må jeg også indrømme at mit billede med Sporløs-programmet halter lidt. For pointen i Jesu svar til Filip er jo at han ikke behøver at gå nogen steder hen for at få Faderen at se, fordi Jesus ikke bare er en programmedarbejder hos DR der hjælper Faderen med at finde hans forsvundne børn (”Nå, hvad hørte du så i kirken i dag?” ”Jeg hørte at Jesus ikke er en programmedarbejder hos Danmarks Radio!”), men selv er ét med Faderen i en grad så den der har set ham, har set Faderen. Vi tror på en treenig Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden er ikke den samme person; de er tre personer, sådan at Sønnen kan sige at han vil bede Faderen om at sende Helligånden, som vi skal høre i prædiketeksten til pinse (Joh 14,16), men de tre personer danner en ubrydelig enhed og handler altid i samklang med hinanden; de deler det samme guddommelige væsen, og derfor er de ikke tre guder, men én Gud i tre personer. Faktisk er det sådan at Gud allerede havde prøvet at sende en hel masse ”programmedarbejdere” (eller profeter, som vi plejer at kalde dem), men hver gang havde de forsvundne børn (eller i hvert fald de fleste af dem) hårdnakket nægtet at gå med ud til bilen og hilse på deres far, og så gik han til sidst selv derind ved at sende sin søn (!).
Thomas’ protest gik som sagt på at han ikke kendte vejen til Faderens hus, hvor Jesus var på vej hen, og jeg vil tro vi kan blive enige om at det var en ganske berettiget indvending. Og som sagt er det svar som Jesus gav Thomas, blevet et af de mest kendte bibelvers, som jeg kan huske at have lært udenad i søndagsskolen allerede som 8-årig eller sådan noget, men netop fordi det så tit bliver citeret ude af kontekst, får vi ikke altid fat i hvor radikalt det han siger, er. ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”, siger Jesus, og hvis du også på et tidspunkt i dit liv har lært det vers udenad, så ved du godt at det betyder at Jesus og troen på ham er den eneste vej til frelsen og det evige liv – og det er da også fuldstændig rigtigt. Men læser vi konteksten med, så ser vi at selvom Jesus også understreger at der ikke er andre veje til Faderen end ham, så er hans vigtigste pointe at vejen til Faderen er lige her og er umiddelbart tilgængelig! Hvis I vil tilgive mig en filmreference: I filmen Forrest Gump bliver hovedpersonen på et tidspunkt spurgt om han har fundet Jesus. Enfoldig som han er, reagerer han med oprigtig forvirring og ordene: ”Jeg vidste ikke at det var meningen jeg skulle lede efter ham.” Og hvor har han dog evigt ret! Det er nemlig slet ikke meningen at vi skal lede efter Jesus, for Jesus har selv ledt efter os! Vi behøver ikke at trygle ham: ”Lad dig finde, lad dig finde!” som Brorson gør i den salme vi sang før prædikenen (DDS 533); det er tværtimod Jesus der trygler os om at lade os finde af ham, fordi han vil vores bedste endnu mere end vi selv vil det.
Grunden til at vi er blevet adskilt fra Gud, er ikke at han forlod os, men at vi forlod ham. Til gengæld er det ham der har taget initiativet til at finde os igen. Han kalder på os gennem skaberværkets skønhed, gennem vores samvittighed, gennem sit ord i Bibelen, og mest af alt gennem at han lod sin søn blive menneske og dø på et kors for at vi kunne blive frelst fra synden og døden. Vi behøver ikke at rejse jorden rundt, hverken i bogstavelig eller overført betydning, for at møde ham, for han har selv skabt en vej, og den vej er endda gået os i møde. Vi kan ganske vist ikke rent fysisk tage ophold i Faderens hus endnu, for Jesus er endnu ikke færdig med at gøre en plads klar til os, men Jesus har sendt Helligånden, der er lige så meget ét med Faderen som Jesus selv er, og som følger os på vejen og vejleder os indefra. Så kom til Faderen gennem Jesus, og lad dig finde af ham!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments