Prædiken til 1. søndag i fasten 2016

Posted By admin on 15. maj 2017

Striden om at være den største: Det er ikke de andres skyld

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i fasten 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er Valentins dag i dag – dagen hvor detailhandelen virkelig scorer kassen på ægtemænd og kærester der gerne vil give deres udkårne en gave som tegn på deres kærlighed. Eller som måske bare tænker at nu er det jo Valentine’s, og så skal man jo give hende derhjemme et eller andet så hun ikke bliver sur. (Inden I begynder at spekulere for meget på hvilken af de to grupper jeg tilhører, så kan jeg røbe at jeg tilhører ikke nogen af dem – dengang Signe og jeg blev kærester, gjorde jeg det ganske klart for hende at der er én dag på året hvor hun kan være sikker på ikke at få blomster eller gaver af mig, og det er den 14. februar! Det er min egen lille – og måske lidt barnlige – protest mod forbrugersamfundet. Parentes slut).

Det kan være svært at se nogen sammenhæng mellem Valentinsdagens romantiske atmosfære og så de tekster fra Bibelen som vi har hørt i dag, især da den første, hvor vi hørte om verdenshistoriens første mord, der oven i købet var et brodermord. Men en sammenhæng er der nu alligevel – eller i hvert fald et fælles træk. Historien om Kain og Abel handler nemlig i første ombæring om to mænd der begge to giver en gave! Modtageren af gaven er ganske vist ikke en kvinde, men derimod Gud, men ligesom de mange mænd der giver deres koner og kærester Valentinsgaver, havde også Kain og Abel forskellige motiver.

Det er ganske vist ikke helt let at regne ud hvorfor Gud tog imod Abels offer, men ikke Kains – eller for den sags skyld hvordan Kain kunne vide at Gud ikke tog imod hans gave. Det sidste får vi nok aldrig svar på – i min barndoms billedbibler var det tegnet sådan at røgen fra Abels offer steg op mod himlen, mens røgen fra Kains offer krøb langs jorden, og det er jo en fin illustration af pointen, men om det var sådan det i virkeligheden foregik, finder vi aldrig ud af. Derimod giver Det Nye Testamente faktisk et svar på hvad der var i vejen med Kains offer. Jeg citerer fra Hebræerbrevet kapitel 11 vers 4: ”I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død”. Altså: Abels offer var rigere end Kains. Med det vers fra Hebræerbrevet i baghovedet kan man faktisk også godt se et hint i teksten fra Første Mosebog om at det er sådan det forholder sig. Om Abel står der nemlig at han ofrede ”fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte”, altså det bedste af det bedste! Om Kain står der derimod blot at han bragte ”en offergave af jordens afgrøde” – ikke noget om at det var det første eller det bedste, eller at det overhovedet var specielt godt. Man får nærmest indtryk af at Abel var som den ægtemand der bruger lang tid (og om nødvendigt mange penge) på at finde den helt rigtige gave til sin hustru, mens Kain mere ligner ham der på vej hjem fra kontoret kommer i tanker om at han forresten hellere må køwe en lille dusk ukrudt til madammen. Måske har han endda ikke lagt skjul på at det ikke var med sin gode vilje at han ofrede til Gud? Du kan jo overveje hvor glad du selv ville blive for en gave der blev givet af sur pligt og uden glæde.

I det der følger efter, får vi da også tydeligt at se hvad Kain er for en type: Det generer ham tydeligvis at Gud ikke tager imod hans offergave, men i stedet for at gå i sig selv og erkende at der måske var noget galt med hans indstilling, retter han vreden mod sin bror og ender til sidst med at slå ham ihjel. Gud prøver ellers på at advare ham, men Kain hører ikke efter – måske fordi hans vrede er hans eneste værn imod at se sig selv i øjnene og indse hvor meget ondskab der bor i ham? Der står faktisk et andet sted i Det Nye Testamente, nemlig i Første Johannesbrev, at Kain slog Abel ihjel ”fordi hans [altså Kains egne] gerninger var onde, mens hans brors var retfærdige.” Kains mord på Abel var altså kun et udtryk for den ondskab der allerede fandtes i Kain – og hvis han havde vovet at erkende hvad der boede i ham, og komme til Gud med det, kunne tragedien måske have været undgået.

Det er let for os at blive meget fortørnede over Kains handlemåde, og forhåbentlig er der da heller ikke nogen af os der for alvor kunne finde på at slå et andet menneske ihjel, men det er faktisk meget menneskeligt at forsøge at dække over vores egne mørke sider ved at finde nogen at blive vrede på. Tag for eksempel barnet der bliver skældt ud for at have hugget sin lillesøsters yndlingslegetøj, men fortørnet svarer at det var hendes egen skyld fordi hun lod ham låne det tidligere på dagen så han fandt ud af at det var spændende. Eller tag manden der lægger op til sex med sin kone, men bliver afvist fordi hun er dødtræt efter at have lavet mad til ham og vasket op efter ham – hvorefter han bliver vred og overbeviser sig selv om at det er hendes skyld at han bruger den halve nat på en sexchat. Tag bilisten der kører over for rødt og støder sammen med en anden bil, hvorefter han vredt bebrejder den anden at han ikke så sig for. Eller tag sidste gang du selv vredt skød skylden på andre for noget som du inderst inde godt vidste var din egen skyld. Kreativiteten fejler ikke noget hvis det der er på spil, er risikoen for at måtte sige: ”Det var min skyld. Jeg opførte mig tankeløst og egoistisk, og der er ikke nogen undskyldning for det jeg gjorde.” I det stykke vi hørte fra Jakobs Brev, kan vi endda høre om nogen de var så kreative at de skød skylden på Gud! Når de fik lyst til at gøre noget som de godt vidste var forkert, så undskyldte de sig åbenbart med at det var Gud selv der fristede dem, og så måtte det jo være hans egen skyld at de gav efter for fristelsen. Jakob irettesætter dem naturligvis: ”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én”, skriver han. Og det ved vi vel egentlig godt.

Nuvel, jeg gætter på at der er mange af os der er her i dag der aldrig har benyttet sexchats eller forsøgt at tørre skylden for et trafikuheld af på andre, så måske var det nogle dumme eksempler jeg valgte. Her kommer et der måske er bedre: Skærtorsdag aften – få timer før Jesus blev arresteret, og alle disciplene stak af for at redde deres eget skind – sad de selv samme disciple og skændtes om hvem af dem der skulle regnes for den største! Jesus havde ellers ikke valgt dem fordi de besad nogen særlige kvalifikationer eller var specielt fromme – der var ikke nogen af dem der havde en uddannelse, flere af dem havde en mere eller mindre tvivlsom løbebane bag sig, og i løbet af de år de havde gået rundt sammen med Jesus, havde de gang på gang vist en forbløffende mangel på evne til at fatte hvad han talte om. Og det demonstrerede de nu til overflod, for noget af det Jesus havde talt om flere gange, var at ingen mennesker har noget at rose sig af over for Gud. På et tidspunkt hentede han for eksempel et lille barn ind i midten af disciplenes kreds og sagde til dem at for Gud er det de mindste der er de største – og på et andet tidspunkt da disciplene truede ad nogle forældre der bragte deres børn til Jesus, skældte Jesus disciplene ud og sagde at man slet ikke kommer ind i Guds rige hvis man ikke tager imod det som et lille barn, altså i ydmyghed og magtesløshed. Men alligevel sad disciplene altså nu og forsøgte at bilde sig selv og hinanden ind at de hver især var ih og åh så gode og fromme.

Men Jesus vidste bedre. Og han vidste også hvem af dem der først ville indse sandheden. Derfor henvendte han sig specifikt til Simon (ham vi også kalder Peter), og sagde: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre.” Dér slutter dagens tekst, men jeg kunne godt tænke mig at læse lidt videre, for det der følger umiddelbart bagefter, er faktisk temmelig vigtigt for at forstå hvad Jesus mente. Der står sådan her: Simon Peter sagde til ham: ”Herre, sammen med dig gå jeg gerne både i fængsel og i døden.” Men han svarede: ”Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.” Peter, der uden tvivl havde deltaget i diskussionen om hvem der var størst, og som i hvert fald her forsikrer Jesus om at han vil gå i døden med ham, han står over for at få et ikke særlig rart indblik i sin egen sjæl.

Jesu forudsigelse gik i opfyldelse: Allerede den efterfølgende nat fornægtede Peter Jesus tre gange, og han bandede endda på at han ikke kendte ham. Den episode betragtes som regel som lavpunktet i Peters liv, som en skamplet. Og vist var det da skammeligt at Peter fornægtede Jesus! Men ligesom tilfældet var med Kain, var også Peters fornægtelse kun udtryk for hvad der allerede boede i ham, men som han i sin stolthed og ærgerrighed var blind for. Og derfor indtraf den store krise hvor han fornægtede Jesus.

Jeg har hørt at når man skal skrive ”krise” på kinesisk, skal man bruge to tegn, nemlig tegnet for ”fare” og tegnet for ”mulighed”. En krise kan nemlig godt føre noget godt med sig hvis man bruger den som en anledning til at gøre det rette. Og det gjorde Peter! Vi springer 25 vers længere frem i Lukasevangeliet og træder ind i historien umiddelbart efter Peters tredje og sidste fornægtelse. Der står: I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: ”Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.” Og han gik udenfor og græd bitterligt.

Da det gik op for Peter hvad der i virkeligheden boede inde i ham, så reagerede han ikke med at blive vred og skyde skylden på alle mulige andre. Han gjorde noget langt mere konstruktivt: Han græd.

De fleste af os voksne bryder os ikke om hvis nogen ser os græde – og mange børn gør heller ikke. Men der er faktisk situationer hvor det er utrolig sundt at græde, og en af de situationer er når vi får et ucensureret kig ind i vores egen sjæl, og det går op for os at uanset hvor meget vi har at bebrejde andre, så er vores eget synderegister rigeligt stort til at vi ville være håbløst fortabte hvis det ikke var for Guds nåde.

Men heldigvis behøver vi ikke at blive ved med at græde! Jesus sagde jo til Peter at når han engang vendte om, så skulle han styrke sine brødre, det vil sige de andre disciple. Kun den der har erkendt sin egen fortabthed, kan blive frelst fra den. Men når vi erkender at vi ikke selv har noget som helst at byde på i forhold til Gud, så er vejen til gengæld banet for at Jesus kan tage os i sin tjeneste og bruge os til noget godt. Sådan kunne det være gået for Kain hvis han havde turdet se sig selv i øjnene. Men for Peter gik det heldigvis sådan.

Det betyder imidlertid ikke at Peter fra da af var en rendyrket helgen. I Galaterbrevet står der for eksempel om en episode hvor Peter nogle år senere igen ikke turde stå ved evangeliet om Jesus da det risikerede at koste ham noget. Så længe vi lever i denne verden, slipper vi ikke af med vores lyst til det onde. Men hvis vi lader Jesus være herre i vores liv, behøver de mørke sider ikke at definere hvem vi er. Som der står i Andet Korintherbrev: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Peter snublede flere gange efter sin omvendelse, men han fuldførte løbet. Cirka 30 år efter Jesu død og opstandelse blev han selv korsfæstet under kejser Neros massive forfølgelse af de kristne i Rom, og denne gang kendtes han ved Jesus lige til det sidste. Vores liv kan også blive en succes målt med Guds øjne, på trods af alle vores fejl og svigt, men det kræver at vi dropper at skyde skylden på andre og i stedet lever i afhængighed af Guds nåde hver dag. For hvis nogen ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer han slet ikke ind i det.

Prædiken til søndag seksagesima 2016

Posted By admin on 15. maj 2017

Automatisk korn og sennepsfrø: Det afhænger ikke af os

Prædiken i Husum Kirke søndag seksagesima 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er som om Jesus ikke rigtig kan bestemme sig for tiden. De af jer der var i kirke i søndags, hørte evangelieteksten om de betroede talenter, og budskabet var at vi skal turde at satse noget, kaste os ud i livet, ikke grave vores talenter ned. Og vi sang (i hvert fald her i Husum Kirke) at ”livets Gud har dine hænder, derfor er det dig han sender, når din næste lider nød.”

I dag hører vi så en evangelietekst om at Guds rige ligner korn der helt af sig selv spirer og vokser, uden at bonden ved hvordan. Det vokser medens vi sove, og vi kan bare se til. ”Ingen djævel kan det hæmme, ingen helgen kan det fremme, ingen gør et gran dertil”. Det kan godt virke som en modsigelse af det vi hørte i sidste uge. Kan han snart bestemme sig, ham Jesus – skal vi gøre noget, eller skal vi ikke? Er Gud afhængig af vores indsats, eller klarer han det hele selv?

Men modsætningen mellem de to lignelser er i virkeligheden ikke så stor som den måske ser ud ved første øjekast. Det er jo ikke sådan at de to gode tjenere i lignelsen om de betroede talenter klarede alting selv; de investerede blot deres herres penge, og hvordan det så gik med investeringen, var uden for deres kontrol. På samme måde er det heller ikke sådan at bonden i den lignelse vi har hørt i dag, ingenting gør, for han sår jo sit korn, og når høsten er inde, går han straks i gang med seglen; det er kun i den mellemliggende tid at han intet kan eller skal gøre. Dybest set er det altså i virkeligheden præcis det samme der foregår i de to lignelser: En person satser, venter, og høster derefter frugten af sin satsning.

Men de to lignelser sætter spotlight på to forskellige dele af historien, så at sige: Hvor vi i sidste uge hørte om vigtigheden af at turde satse noget og yde en indsats, hører vi i dag at det ikke afhænger af os selv hvad der kommer ud af vores indsats. Begge sider er vigtige at få med, og jeg tror faktisk at det måske er derfor de to lignelser er anbragt to på hinanden følgende søndage – fordi vores opfattelse af forholdet mellem Gud og os bliver skæv hvis den ene dimension mangler.

Faktisk er de to salmer jeg citerede, synes jeg, desværre udtryk for at den ene dimension mangler – og det var faktisk derfor vi kun sang de to første vers af nummer 352. I vers 3 står der nemlig: ”Er det efter Himlens råd, kommer de, de onde dage, holder Gud sit ord tilbage, uden gavn er suk og gråd; pintes hjertet end af hunger, søgtes der fra hav til hav, råbtes der af fulde lunger – nytteløst, når Herren tav”. Og de linjer kan jeg simpelt hen ikke stå inde for. Måske misforstår jeg hvad Aastrup mener (det håber jeg faktisk at jeg gør!), men umiddelbart virker det som om der står at hvis der sker noget ondt, så er det fordi Gud har besluttet det, og så kan vi intet gøre ved det. Det er ikke det Jesus siger i den lignelse vi har hørt i dag (eller nogen som helst andre steder for den sags skyld). Tværtimod går det som en rød tråd gennem Det Nye Testamente at det onde i verden skyldes Guds fjende, og at vi mennesker har en hellig pligt til af alle kræfter at bekæmpe det onde med det gode – en pligt som vi vil blive stillet til regnskab for på dommens dag.

Men talen om vores ansvar som mennesker kan også blive for unuanceret. Det sker, synes jeg, blandt andet i salmen ”Menneske, din egen magt”, som vi sang sidste søndag (det er i øvrigt nummer 370 i salmebogen), og hvor et af versene begynder således: ”Menneske, dit liv er stort, uden dig blir intet gjort”. I lyset af hvad Lars Busk Sørensen ellers har skrevet, tror jeg heldigvis ikke at han for alvor mener at det hele afhænger af os, men jeg synes alligevel han får fordelt ansvaret mellem Gud og os på en alt for skæv måde. Hvis det virkelig var sandt at intet blev gjort uden os mennesker, kunne vi i hvert fald skrotte hele vores trosbekendelse, idet hverken verdens skabelse, Jesu opstandelse eller sendelsen af Helligånden på nogen måde afhang af noget menneskes indsats! Vi må aldrig glemme at Gud er Gud, og det er vi ikke. Han er den Almægtige, hvorimod vi – selvom vores egen magt måske nok kan gøre os svimle og forsagte – må erkende at i forhold til verdens ondskab er vi sørgeligt magtesløse. Det er sandt at Gud kalder os til at bekæmpe det onde med det gode, men det hører også med til historien at vi ville være dømt til at tabe den kamp hvis ikke Gud selv kæmpede sammen med os – ja, hvis ikke Gud selv kæmpede for os.

Man kan så spørge hvorfor Gud så ikke bare gør det hele selv i stedet for at gøre det gennem os. Det er et meget berettiget spørgsmål, og jeg vil ikke påstå at jeg sidder inde med patentsvaret på det, men jeg har da et par bud.

For det første er Gud ikke en ”curling-forælder”. (For dem af jer der ikke kender til ordet, så er ”curling-forældre” sådan nogle der rydder alle hindringer af vejen for deres børn ligesom man i spillet curling fejer foran den sten der glider hen ad isen). Hvis man ikke giver sine børn lov til at blive udfordret og tage ansvar, så lærer de ingenting og bliver aldrig til modne voksne mennesker. Og eftersom Gud gerne vil have at vi lærer noget og bliver voksne og modne i vores tro, så giver han os et ansvar og involverer os reelt i kampen mod det onde.

For det andet har Gud skabt os som frie væsener, ikke som robotter, og han har sat os til at herske over jorden. Det betyder at vi er frie til at vælge det onde frem for det gode, og det betyder at vores handlinger har konsekvenser. Gud kan med andre ord ikke gøre en ende på alt det onde uden at krænke den frihed som han har valgt at give os mennesker.

(Måske er der nogle af jer der sidder og undrer jeg over hvordan der kan være noget som Gud den Almægtige ikke kan, men det er en helt anden prædiken som I måske får en anden god gang. Og hvis I ikke kan vente på det, så er I velkomne til at spørge mig ved kirkekaffen eller i en mail).

Altså: Gud har givet os et valg. Vi kan vælge om vi vil kaste vores kræfter ind i kampen for det gode, eller om vi blot vil lade stå til og lade det onde sejre. Eller sagt på en anden måde: Vi kan vælge om vi vil investere vores talenter, eller om vi vil begrave dem. Vi kan vælge om vi vil så vores korn, eller om vi vil lade det ligge og rådne op i vores lader. Men vi har ingen indflydelse på hvad der kommer til at ske med talenterne og med såkornet; det er i Guds hænder.

At det forholder sig sådan, er på den ene side en ret skræmmende tanke, for hvem har lyst til at kaste sine kræfter ind i et projekt hvis udfald man overhovedet ikke har nogen indflydelse på? Hvor sjovt er det ikke at vide om det man gør, overhovedet nytter noget?

Men hvis vi ellers kan slippe vores stolthed et øjeblik, så er det faktisk gode nyheder at det ikke er os det kommer an på! Det er jo nemlig ikke sådan at det i stedet afhænger af tilfældet eller af en der er lige så svag og skrøbelig som vi selv er; nej, det afhænger af Gud den Almægtige. Og det betyder at der faktisk ikke er tvivl om udfaldet! Hvis I vil tilgive mig at jeg endnu en gang henviser til sidste uges prædiketekst, så nævner den ikke nogen tjener der investerer sine talenter, men taber. De tjenere der investerer dem, har heldet med sig. Sådan går det ikke altid i vores menneskelige virkelighed, men sådan går det altid i Guds rige. Den der kaster sine kræfter ind i kampen for det godes sag, kan ikke tabe – uanset hvor svage hans eller hendes kræfter er! – for det er i virkeligheden Gud der kæmper gennem os. Og selv hvis det vi har at bidrage med, kun er på størrelse med et sennepsfrø, kan det alligevel vokse sig til et kæmpe træ. Derfor kan vi med frimodighed give vores liv til Gud og lægge vores liv ned i tjeneste for ham og for vores næste. Måske får vi ikke frugterne af vores anstrengelser at se her i denne verden, men senest når vi samles i Guds rige, vil vi kunne se at de eneste kræfter der var spildte, var dem vi brugte på at finde på undskyldninger for ikke at adlyde Guds ord.

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2016

Posted By admin on 15. maj 2017

Hvedekornet: Evig herlighed

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Vi har en tradition i Husum Kirke om at vi hvert år, som regel i maj eller juni, holder en aftengudstjeneste i en fremmed kirke – ”Gudstjeneste ud af huset”, kalder vi det. Så laver vi en udflugt ud af det: vi lejer en bus og kører fra Husum Kirke på det tidspunkt hvor aftengudstjenesten normalt plejer at begynde, og når vi når frem til den kirke der er vores mål, så holder vi en gudstjeneste hvor vi selv medbringer både præst og organist, og så er der som regel en af de lokale der viser rundt og fortæller om kirkens historie og indretning. Det er altid spændende at være med på sådan en tur: Vi bliver mindet om hvor forskellige kirker kan se ud, og vi erfarer hvordan rummet påvirker oplevelsen af en gudstjeneste. Blandt de mange steder vi efterhånden har besøgt, er den enorme Vejleå Kirke i Ishøj, valgmenighedskirken Immanuelskirken på Frederiksberg, ”dobbeltdækkerkirken” i Ledøje, og den ældgamle Birkerød Kirke.

Noget af det der er med til at give hver enkelt kirkebygning dens særpræg, er hvordan den er udsmykket indeni. Her i Husum Kirke har vi jo glæde af Adi Holzers farverige og livfulde stil, mens vi i Ishøj havde nogle mere dystre værker (syntes jeg i hvert fald) af Peter Brandes at kigge på. Immanuelskirken er udsmykket af de berømte brødre Joakim og Niels Skovgaard, mens kirkerne i Ledøje og Birkerød er præget af kalkmalerier fra middelalderen.

Et af de kalkmalerier jeg husker fra Birkerød Kirke, hedder ”Livshjulet”, og det har I fået udleveret et billede af da I ankom. Billedet stammer fra 1300-tallet, og som I kan se, forestiller det et hjul og fem forskellige konger – eller rettere: den samme konge i fem forskellige situationer. Til venstre i billedet klatrer han opad mens han siger: ”Regnabo”. Det er fremtidsformen af det latinske verbum ”regnare”, som betyder ”at regere”; han siger altså: ”Jeg kommer til at regere.” Øverst sidder han på tronen med sværdet i hånden og siger: ”Regno”, som er nutidsformen af samme verbum, altså: ”Jeg regerer.” Til højre er han så på vej nedad mens han bruger datidsformen af verbet: ”Regnavi”, ”Jeg har regeret.” Og nederst i billedet ligger han død og siger: ”Sum sine regno” – ”Jeg er uden magt.” I hjulets centrum står kongen ved siden af et ormædt lig, og der er flere forskellige meninger om hvordan det skal tolkes, men jeg tror det er ment som en påmindelse om at døden er vores faste følgesvend i livet, og vi ved aldrig hvornår den banker på døren – om det er når vi kan se tilbage på et godt, langt liv hvor vi har ”regeret”, eller om det allerede sker mens vi stadig synes vi er på vej opad og har det meste af livet foran os.

Verden ser som bekendt en hel del anderledes ud i dag end den gjorde i middelalderen. Vi lever længere end de gjorde dengang, og der er i særdeleshed færre der dør tidligt på grund af krig, sult eller infektionssygdomme – i hvert fald i vores del af verden. Derfor tænker vi ikke længere så meget over det med at vi skal dø. Jo, måske når vi kommer højt op i årene, men ikke så længe vi er unge – og det bliver vi jo ved med at være længe i vore dage. Døden er blevet et tabu-emne som børn helst ikke må høre om, og som vi voksne helst ikke vil tænke på. Og selv det faktum at det på et tidspunkt holder op med at gå fremad og begynder at gå tilbage, vil vi helst se bort fra.

I den tekst vi lige har hørt, lægger Jesus ud med at sige at Menneskesønnen – det vil sige han selv – snart skal ”herliggøres”. Det er et lidt mærkeligt ord som vi ikke rigtig bruger i dagligsproget – da jeg lavede en Google-søgning på ordet, fik jeg kun resultater der handlede om Jesus, og så et par enkelte fra online-ordbøger hvor der står at ordet mest bruges i bibelske tekster. Men i Den Danske Ordbog er der da i det mindste en definition af ordet ”herliggøre”, nemlig ”bevirke at noget fremtræder i sin fulde herlighed”. Men det blev vi ikke ret meget klogere af, for ”herlighed” er heller ikke ligefrem et hverdagsord. Hvis vi derimod tager fat i en engelsk oversættelse af Bibelen, så kan vi se at det græske ord som på dansk er oversat med ”herlighed”, på engelsk er gengivet som ”glory”. Og ”glory” er et almindeligt ord i det engelske sprog, et ord som ethvert barn forstår. ”Glory”, det er det som idrætsfolk kæmper for på sportspladsen, og som soldater kæmper for på slagmarken. Og så er det i øvrigt et ret almindeligt ord i filmtitler – jeg nævner i flæng Glory af David Butler fra 1956, Paths of Glory af Stanley Kubrick fra 1957, Glory af Edward Zwick fra 1989, Glory Road af James Gartner fra 2006, Blades of Glory af Josh Gordon og Will Speck fra 2007, Pride and Glory af Gavin O’Connor fra 2008, og Morning Glory af Roger Michell fra 2010.

Når det engelske ord ”glory” er så meget mere almindeligt end det danske ord ”herlighed”, så er det naturligvis fordi vi plejer at bruge andre danske ord om det som de engelsktalende kalder for ”glory” – vi kalder det for eksempel ”ære” eller ”berømmelse”. Og ære og berømmelse, det er i hvert fald ting som mange stræber efter i vore dage. I programmer som ”X Faktor” udsætter mennesker sig frivilligt for risikoen for at blive svinet til på det groveste af Thomas Blachman og de andre dommere, i håb om at slippe gennem nåleøjet og få et par måneders berømmelse inden den næste sæson går i gang. Og mon ikke også mange kan identificere sig med Cecilie, den unge hovedperson i den fremragende julekalender ”Absalons hemmelighed”, som DR1 viste for tredje gang her i sidste måned? Hun drømmer om at blive arkæolog, og det er måske en lidt speciel drøm, men pointen er at hun drømmer om at blive en berømt arkæolog. Flere gange synger hun endda en sang med omkvædet ”Jeg ved jeg bli’r berømt”.

Jeg vil ikke holde nogen lang tale for jer om hvor dårlig en idé det er at spilde sin tid på at søge ære og berømmelse, for jeg tror de fleste af jer er helt klar over at de fleste der forsøger at blive berømte, mislykkes med det, og de der lykkes med det, ja, de mister berømmelsen igen før eller senere og må sige ”Jeg har regeret”. Og selv mens man er berømt, har mange måttet indse at det slet ikke er lykken – jeg tror i hvert fald ikke det er tilfældigt at der er rigtig mange berømte mennesker der bliver misbrugere af alkohol, narkotika eller andre farlige ting. Nej, jeg vil hellere bruge min taletid på at kommentere det mærkelige i at Jesus selv tilsyneladende havde det mål at vinde ære og berømmelse – at blive ”herliggjort”. Burde han, det viseste menneske der har vandret på denne jord, ikke om nogen vide bedre?

Men det er værd at lægge mærke til at Jesus faktisk har en helt anden opfattelse af hvad herlighed er, end den der almindeligvis er gældende her i verden. Den måde han ser frem til at blive herliggjort på, er ikke at han kommer til at stå på en scene foran tusinder af entusiastiske fans der chanter hans navn i kor, eller at Rabbinerforeningen giver ham en pris som årets bedste forkynder og lærer. Nej, den måde han ser frem til at blive herliggjort på, er ved at dø!

Det er en ret fremmed tanke for os i den vestlige verden i det 21. århundrede. Jeg mener, forestil jer at en skolelærer beder eleverne i sin klasse om hver især at fortælle om deres fremtidsdrømme, og en af eleverne så siger: ”Jeg vil gerne vinde ære og berømmelse.” ”Jaså,” siger læreren så, ”og hvordan har du tænkt dig at gøre det?” ”Jo,” svarer eleven, ”ved at dø!” Jeg tror at den lærer ville blive temmelig bekymret og som minimum ville kontakte elevens forældre, og måske også skolepsykologen og de sociale myndigheder! Og hvis der var tale om et muslimsk barn, ville der måske også blive sat noget ”afradikalisering” i værk, for netop i islam trives tanken om at vinde evig ære hos Gud ved at give sit liv i hans tjeneste, jo stadig.

Men det er værd at lægge mærke til at Jesus ikke betragter sin død som et mål i sig selv! Nej, Jesus sammenligner sin død med det der sker med et hvedekorn når vi lægger det i jorden. Hvede er jo noget man kan spise, og derfor virker det måske umiddelbart som spild sådan at ”grave maden ned”, i hvert fald hvis man ikke ved hvordan plantefrø fungerer. Men ved at ”ofre” det ene frø kan man jo efter nogen tid høste langt flere frø. Og præcis lige sådan var det for Jesus’ vedkommende: Hans død blev til liv for mange mennesker fordi han bar vores synder så vi kan få del i opstandelsen og det evige liv. På den måde kan man sige at Jesus ”såede” sig selv da han døde, for at ikke alene han selv, men vi alle skulle kunne ”høstes” i opstandelsen.

Men det standser ikke dér. Jesus kalder os nemlig til at følge efter ham! Det er derfor han siger at ”den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Der kan nemlig også sagtens være situationer hvor vi kan tjene Guds gode formål bedre ved at dø end ved at leve – ligesom Obi-Wan Kenobi [som jeg fortalte om i Børnehjørnet] kunne tjene Den Lyse Side langt mere effektivt ved at lade sig dræbe af Darth Vader mens Luke så til, end han ville have kunnet ved at flygte for at redde sit skind.

Som sagt havde Obi-Wan intet at tabe – han kunne tværtimod advare Darth Vader om at ”hvis du hugger mig ned, bliver jeg langt mægtigere end du kan forestille dig”. På samme måde har vi kristne heller ikke noget at tabe – og vores fremtidsudsigter er endda endnu bedre end Jedi-riddernes. Vi kan nemlig ikke blot se frem til at blive ét med en upersonlig Kraft og kunne meddele os til dem der følger efter os, men til at opstå i en ny og uforgængelig krop til et liv uden nogen former for død og sorg, hvor vi vil få ære fra den eneste hvis mening dybest set betyder noget, nemlig Gud Fader selv.

Et afsluttende ord: Jeg ved ikke hvor mange af os der er til stede her i dag, der kan regne med at komme i en situation hvor vi kan tjene Gud og vores medmennesker bedre ved at dø end ved at leve – her i Danmark er det trods alt stadig meget få, om nogen, der bliver dræbt fordi de følger Jesus. (På verdensplan er det en helt anden historie, men den må I få en anden dag). Men jeg ved at vi alle sammen kan regne med hver dag at komme i situationer hvor vi må minde os selv om at vi er døde med Jesus da vi blev døbt og ikke længere tilhører os selv – sådan at vi lader vores egoisme dø og vælger at sætte andres behov før vores egne. Men det har vi også i den grad råd til at gøre uden at miste noget ved det, set i lyset af opstandelseshåbet – og oven i købet kan også det føre til at vi bærer frugt i form af at Guds rige med retfærdighed og fred og glæde spreder sig til vores omgivelser.

Prædiken til 2. søndag i advent 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

De ti brudejomfruer: Santa Claus is coming to town!

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag i advent 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

(De første 31 sekunder af ”Santa Claus is Coming to Town” med Jackson Five spilles i højttalerne)

I Holland og Belgien er det en stor festdag i dag fordi Sinterklaas ankommer for at give gaver til børnene. De fleste andre steder i verden kommer han som bekendt først til jul, og her i Danmark har vi taget konsekvensen af det og ændret hans navn til ”Julemanden”. Men det at der kommer en person og giver gaver på et tidspunkt i december, er åbenbart ret universelt. Og det er noget som alle børn glæder sig til.

Men sådan har det ikke altid været. Den klassiske julesang som vi lige har hørt en ung Michael Jackson synge lidt af, og hvis omkvæd oversat til dansk lyder ”Julemanden kommer til byen”, den begynder jo faktisk med ordene: ”You better watch out” – ”Du må hellere passe på”! Lidt længere fremme i teksten får vi forklaringen: ”Han ser dig når du sover, han ved når du er vågen, han ved om du har været slem eller artig, så vær for himlens skyld artig!”

I sidste weekend var vores lokale FDF’ere på juleweekend i Havnsø. I år havde jeg desværre ikke mulighed for at deltage i hele lejren, hvad jeg ellers ofte har gjort, men jeg kørte jeg ud og besøgte dem lørdag eftermiddag og aften. På et tidspunkt mens jeg var der, sad jeg og digtede julehistorier sammen med en pige på 8 år, og hun fandt blandt andet på en historie om en drillenisse der havde lavet rod i Julemandens lister ved at skrive de frække børn på artig-listen og de gode børn på uartig-listen. Danske børn kender altså stadig godt legenden om Julemandens lister og om at det kun er de gode børn der får gode gaver. Men det er kun sjov og ballade – jeg tror ikke jeg har mødt et barn som for alvor var bange for at havne på den forkerte liste. I dag er det jo heldigvis sådan at de fleste forældre giver deres børn gode gaver, uanset om børnene har været artige eller uartige. Den Julemand der kom med straf til de onde og belønning til de gode, er altså blevet omdannet til en der kun giver gode gaver til alle.

Da jeg læste teksten fra Malakias’ Bog forleden, slog det mig at vores måde at tænke om Gud på har gennemgået en lignende udvikling. I en af de her ”Sjove citater fra børn”-bøger er en anonym 6-årig er citeret for at ”Det er typisk Gud at være god”, og det svarer nok meget godt til hvordan de fleste danskere i dag tænker om Gud. Hvis Gud vil have at vi skal tro på ham, så har han da bare værsgo at være god, for hvad skal vi ellers bruge ham til? Og med ”god” mener vi naturligvis at han skal skåne os for smerte og lidelse, at han skal lade være med at blande sig i hvordan vi lever, og tilgive os hvis vi kommer til at gøre noget som vi ikke skulle have gjort, mens han til gengæld skal sørge for at de mennesker der har behandlet os dårligt, får den straf de har fortjent. Noget i den stil. Og det er unægtelig et stykke vej fra den måde folk i gamle dage opfattede Gud på!

Men helt ny er den moderne opfattelse nu ikke. På profeten Malakias’ tid for cirka 2400 år siden lader det i hvert fald til at den trivedes i bedste velgående. Der var en forventning i det jødiske folk om at Gud skulle komme og straffe de onde, og folk beklagede sig over at den dag lod vente på sig. De regnede naturligvis med at de selv ville blive rost til skyerne af Gud – at de så at sige stod på ”artig-listen”. Men profeten irettesætter dem. ”Hvem kan udholde den dag, han kommer?” spørger han. Med andre ord: Hvad får jer til at tro at I slipper for tiltale når Gud kommer for at straffe de onde? Hvorfor skulle Gud give jer positiv særbehandling og se igennem fingre med det onde I har gjort, når I insisterer på at han skal straffe jeres fjender for det onde de har gjort?

Vi får ikke at vide hvilket svar Malakias fik, men jeg tror jeg har et gæt. Den samtale som Malakias havde, minder nemlig om en lang række af de samtaler som Jesus havde med farisæerne. Farisæerne havde travlt med at kalde alle andre end dem selv for ”syndere”, og de mente at de selv var de eneste som Gud ville kendes ved, men Jesus skældte dem ud med store bogstaver og påpegede at de ikke var et hak bedre selv, og at de ville ryge på hovedet i helvede hvis de ikke omvendte sig. Men de fleste af dem ville ikke lytte, for de var urokkeligt overbevist om at at grænsen mellem gode og onde gik lige præcis der hvor de selv hørte til de gode, og alle dem de ikke brød sig om, hørte til de onde. Så i forhold til farisæerne talte Jesus for døve øren. Og på den baggrund er det nærliggende at antage at Malakias også talte for døve øren til farisæernes åndelige forfædre 400 år tidligere.

Det store spørgsmål er så om vores øren også er døve? Går vi også rundt og bilder os ind at vi har vores på det tørre – at Gud i grunden er ligeglad med hvordan vi lever, eller at alle vores små skødesynder som bagtalelse, egoisme, hidsighed, materialisme, løgne (find selv på flere) måske ligefrem er berettigede? Tror vi at verden er skruet sådan sammen at vi selv står på Guds ”artig-liste”, mens vores politiske modstandere, eller de der prøver at fratage os nogle af de goder vi nyder godt af, eller de der begår de typer af synder som vi ikke selv fristes af, de står på ”uartig-listen”? I så fald har vi brug for at lytte rigtig godt til Malakias: ”Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre. Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som en lud, man bruger til blegning.” You better watch out! Han ser dig når du sover, han ved når du er vågen, han ved om du har været slem eller artig, så vær for himlens skyld artig!

Og hvis du tror at al den tale om dom er noget der kun hører til i Det Gamle Testamente, så behøver du ikke at gå længere end til dagens evangelietekst for at finde ud af at der også er masser af dom i Det Nye Testamente – endda i Jesu egne ord! Men teksten om brudejomfruerne er ikke uden håb, for det er jo ikke dem alle sammen der går fortabt – halvdelen af dem får lov til at komme med til bryllupsfesten, som i Jesu lignelser altid er et billede på det evige liv. Og så melder der sig naturligvis et spørgsmål: Hvordan har de fem kloge brudejomfruer båret sig ad med at komme på ”artig-listen”? Har de virkelig aldrig bagtalt nogen, aldrig løjet, aldrig været hidsige eller egoistiske eller noget? Altså, der var da godt nok engang hvor jeg heller ikke havde nogen af de ting, men så blev jeg født, og så begyndte det at gå galt!

Nej, jeg tror ikke at de fem brudejomfruer der fik liv at komme med til bryllupsfesten, var fejlfrie. Det er der ingen mennesker der er – som Paulus skriver i et af sine breve: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” [Rom 3,23]. Og hvis vi kigger ordentligt efter i historien om brudepigerne, så står der faktisk heller ikke noget som helst om at nogen af dem skulle være fejlfrie. Der er kun én eneste forskel på de to grupper af brudejomfruer, og det er at de kloge har taget ekstra olie med til deres lamper. En meget lille ting, skulle man synes. Hvordan kan så lille en ting gøre så stor en forskel?

Jo, hvis vi vender tilbage til det Paulusbrev jeg citerede lige før – der hvor der står at alle har syndet – og læser lidt videre, så fortsætter Paulus: ” … og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” Vores eneste chance for at komme på Guds ”artig-liste” er altså at komme det ufortjent! Allerede hos Malakias bliver der faktisk antydet noget i den retning, for den ild han taler om, er ikke kun en ild man bliver brændt op af – det er en ild der lutrer! Vi er ikke selv i stand til at leve så godt et liv at vi kan undgå dommen, men det som vi ikke selv kan, det kan Gud! Eller sagt på en anden måde: Det fuldkomne, fejlfrie liv som vi ikke er i stand til at leve, uanset hvor hårdt vi prøver, det levede Jesus på vores vegne, og så sluttede han af med at tage straffen for alt det onde vi andre har gjort. På den måde vandt han det evige liv til os. Det var også derfor det kun var de selvretfærdige farisæere Jesus skældte ud – alle de ”syndere” som farisæerne foragtede, de flokkedes om Jesus, for de vidste godt at deres egne liv ikke var noget at råbe hurra for, og at de derfor kun havde Jesus at håbe på hvis de skulle have en chance for at komme med til festen i Guds rige.

Så for at opsummere: Der er ingen mennesker der i sig selv er gode nok til at komme på Guds ”artig-liste” – vores eneste chance ligger i at erkende vores hjælpeløse situation og satse på Guds barmhjertighed i stedet for på hans retfærdige dom. Gør vi det, er der til gengæld ingen adgangskrav overhovedet – uanset om vi menneskeligt set er usle forbrydere eller respektable bedsteborgere, kan Jesus gøre os virkelig retfærdige i Guds øjne uden at vi selv behøver at løfte en finger for det.

Men det ændrer ikke på at det koster noget. Ikke på den måde at vi kan eller skal give eller gøre noget som helst til gengæld for det evige liv som Gud giver os som en gratis gave, men på den måde at vi ikke både kan tage imod det nye liv fra Gud og holde fast i vores gamle. Eller sagt på en anden måde: Det er helt gratis at komme ind i Guds rige, men hvis vi vælger at gå ind, kan vi ikke samtidig blive stående udenfor. Vi må med andre ord give afkald på de ting der kendetegner livet uden for Guds rige, og det er først og fremmest vores selvretfærdighed: Vi kan ikke både gøre krav på Guds barmhjertighed til os selv og kræve hans retfærdige dom over andre. Vi kan ikke det ene øjeblik bekende at vi er hjælpeløst afhængige af Jesus for at blive frelst, og det næste øjeblik hævde over for os selv eller andre at vi i virkeligheden er gode mennesker, og at alt hvad vi gør, er helt okay. Det er et enten-eller. Tager vi imod det nye liv som Jesus giver os, så må vi acceptere at det er på hans betingelser, og at han vil lutre det onde ud af os så vores liv bliver mere og mere som han vil have det. Og det kan godt gøre ondt.

Og så må vi gøre os klart at der foregår en kamp mellem det gode og det onde i verden, og ved at tage imod det nye liv fra Jesus melder vi os under det godes faner. Det betyder at vi bliver det ondes fjender og derfor kan regne med at blive angrebet. Jesus har aldrig lovet os at livet som kristen ville være et nemt liv. Og det er der de kloge brudejomfruers olie kommer ind i billedet – den symboliserer ganske enkelt villigheden til at blive ved med tålmodigt at bekende os til Jesus, også når det bliver rigtig svært. Og det er helt bevidst at jeg siger ”villigheden” og ikke ”evnen”, for evnen til at blive hos Jesus, den er der ingen af os der ejer. Men det vi ikke selv kan, det kan Gud – hvis blot vi er villige til at lade ham gøre det.

Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

Jairus’ datter og kvinden med blødninger: Frugter kan uspået komme

Prædiken i Husum Kirke 24. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Ezekiel boede i Babylon. Han var ellers født i en lille by lidt nord for Jerusalem, men siden han var omkring 25 år gammel, havde han levet som landflygtig i det nuværende Irak. Dengang var Irak altså åbenbart et land man flygtede til. Det skal dog siges at Ezekiel ikke selv havde valgt at flygte til Babylon – han ville langt hellere være blevet i sit hjemland Judæa, som var den sydlige del af Israel, men da babylonerne invaderede landet, valgte de at tvinge en stor del af judæerne i eksil, og blandt dem altså Ezekiel. Derefter indsatte de en lydkonge som reelt blot havde til opgave at gøre alt hvad han fik ordre til fra Babylon.

Grunden til at babylonerne invaderede Judæa, var at det ligger lige midt på den vigtigste rejserute mellem Egypten og Babylon, og derfor var det af stor betydning for begge de to stormagter at kunne regne med judæerne som alliancepartner. Judæerne var med andre ord presset som en lus mellem to negle, og de skiftende judæiske konger var sat på en noget nær umulig opgave – det kunne næsten ikke undgå at gå galt på et eller andet tidspunkt.

Men det interessante ved det er at hvis vi læser i Bibelen, så støder vi på en helt anden begrundelse for at judæerne – eller ”jøderne” som navnet efterhånden blev til – blev ført i eksil i Babylon: Det var fordi de var ulydige mod Gud! Det er ikke fordi de bibelske forfattere negligerer at de forskellige stormagter havde deres helt egne dagsordener som de handlede ud fra, også når deres handlinger påvirkede det jødiske folk, men bag alle de menneskelige planer ser de Guds overordnede plan. Hele vejen igennem Det Gamle Testamente kan vi nemlig læse den ene beretning efter den anden om hvordan israelitterne og judæerne imod alle odds besejrede folk der var langt stærkere end de selv var, fordi Gud kæmpede på deres side. Et af de vildeste eksempler var da den mægtige assyrerkonge Sankerib på profeten Esajas’ tid, cirka 80 år før Ezekiels fødsel, belejrede Jerusalem med en mægtig hær, men da den daværende judæiske konge, Hizkija, bad Gud om hjælp i sin og folkets nød, døde der pludselig en masse af de assyriske soldater i løbet af en nat, og Sankerib måtte opgive belejringen. Da babylonerne kom, var der mange af judæerne der regnede med at noget lignende ville gentage sig men det skete altså ikke, og ifølge Det Gamle Testamente var årsagen til det altså at de judæiske konger der regerede på den tid, ikke ydmygede sig og bad Gud om hjælp, som Hizkija havde gjort, men tværtimod sad profeternes advarsler overhørige.

Og det endte med at gå grueligt galt: 11 år efter den første babyloniske invasion valgte lydkongen i Jerusalem at gøre oprør i håb om at egypterne ville komme ham til hjælp. Det skete ikke, og babylonerne svarede igen ved at smadre Jerusalem til ruiner, ødelægge Guds tempel som var centrum for jødernes gudsdyrkelse, og overføre alt templets kostbare inventar til babylonerkongens skatkammer. Dermed forsvandt den smule håb som Ezekiel og de andre måtte have haft om engang at kunne vende tilbage til deres fædreland, og det så ud som om alt håb i det hele taget var ude for det folk som Gud ellers i sin tid havde frelst fra slaveriet i Egypten og udråbt som sit særligt udvalgte folk. Guds overordnede plan bag stormagternes gøren og laden må det unægtelig have været svært at få øje på!

Men så var det at Ezekiel en dag fik det syn vi hørte om, hvor han så en dal der var fuld af indtørrede knogler – en meget stærk metafor for den situation hans folk befandt sig i: stendøde og uden håb for fremtiden. Men i Ezekiels syn gjorde Gud det umulige: Han samlede de spredte knogler til hele skeletter, dækkede dem med muskler, sener og hud og vakte dem til live, endda som en kampklar hær! Men han gjorde det først da Ezekiel profeterede over knoglerne. Og Ezekiel forstod budskabet i synet: Han skulle profetere for det landflygtige folk om at Gud ville genrejse dem som folk. Så det gjorde han – og hans profeti gik i opfyldelse. Ezekiel levede ganske vist ikke selv længe nok til at han kom til at opleve at det babyloniske rige blev erobret af perserne, som gav jøderne lov til at vende hjem og genopbygge deres tempel – men han døde i håbet om og troen på at det ville ske!

Vi spoler tiden 600 år frem til et tidspunkt hvor jøderne for længst var blevet genrejst som folk, og det beskedne tempel som der havde været råd til at bygge efter hjemkomsten fra landflygtigheden, var blevet erstattet af et pragtbyggeri der fuldt ud kunne måle sig med det som babylonerne i sin tid havde ødelagt. Der var ganske vist kommet en ny besættelsesmagt til, nemlig romerne, men de havde dog givet jøderne lov til at blive boende i deres land og bevare deres traditioner, hvis blot de betalte skat til værnemagten. Det var der ganske vist delte meninger om hvorvidt man skulle gøre, jævnfør sidste søndags prædiketekst, men folkets håb var intakt, ikke mindst fordi man havde på fornemmelsen at Gud snart ville sende en frelser – en messias! Der var endda nogle der sagde at messias allerede var kommet, i skikkelse af en tømrer fra Udkantsisrael ved navn Jesus.

I dagens evangelietekst hører vi om to mennesker der har et håb om at denne messias ikke kun vil være en frelser for folket, men også for dem personligt. Det drejer sig dels om en synagogeforstander hvis datter er død, dels en kvinde der i tolv år har lidt af blødninger. Matthæus har i øvrigt valgt at bringe en forkortet udgave af beretningen i sit evangelium – hvis vi i stedet havde læst den som den står i Markusevangeliet, ville vi have fået at vide at den døde pige kun var tolv år gammel, og at den syge kvinde havde døjet meget fra mange læger og kun havde fået det værre. Men hvorom alting er: Beretningen fortæller os om hvordan Jesus igen virkeliggør det syn som Ezekiel havde 600 år tidligere og demonstrerer at ingen situation er for håbløs til at Gud kan vende den til det gode.

Vi spoler tiden yderligere 2000 år frem og står nu i 2015, to dage efter at en serie af grusomme drab har hærget Paris. Det har fyldt meget i vores nyheder fordi Paris ligger så tæt på Danmark, og jeg har da også selv (ligesom mange andre) sat et fransk flag i mit profilbillede på Facebook, men vi må ikke glemme at det der ramte Frankrig i fredags, længe har været hverdagskost i Irak og Syrien. Dertil kommer alle de konflikter som vi stort set ikke hører om i de danske medier mere, men som hver dag koster tusindvis af mennesker livet i Burundi, Nigeria, Somalia, Sudan, Sydsudan, Afghanistan, Mexico, Libyen, Yemen, Ukraine – listen er lang! Samtidig er selve menneskehedens eksistens truet af klimaforandringer der kan risikere at gøre det meste af kloden ubeboelig. Oven i det kender vi sikkert også alle sammen mennesker som på det personlige plan ikke oplever ret meget håb i deres tilværelse. Til tider kan man føle, som min ven Erik Borrits skrev på Facebook i går morges (og det endda inden han havde hørt om terrorangrebene i Paris): ”Jeg har tænkt en del over det her. Hvad er meningen med menneskehedens eksistens og har vi fortjent at være til? På alle måder, så misbruger mennesker livets gave. Der bliver flere og flere af os, derigennem er jorden overbefolket. Vi bruger alle de naturlige ressourcer. Vi forurener, og smadrer dermed jordens klima. Hvis ikke forureningen ender med at få skovlen under os, så gør vi det selv. Vi har atomvåben, og kunne sagtens ende med selvudslettelse. Mennesker piner og plager hinanden. Ser ned på hinanden og udnytter hinanden. Vi gør vold på hinanden. Vi slår hinanden ihjel. Undskyld menneskehed, men hvad er dit formål?”

Nogle vil måske mene at min ven er lidt af en sortseer, men vi må også erkende at vi lever i et smørhul her i Danmark. Hvis vi er optimister i forhold til verdens og menneskehedens fremtid, er det måske fordi vi stadig har mulighed for at ignorere det der er den barske virkelighed mange andre steder i verden, og som risikerer at blive det her i Danmark også, uanset hvor mange grænsebomme vi sætter op.

Men jeg har også mødt mennesker som udmærket godt ved hvor skidt det står til i verden, men som alligevel er optimister – fordi de tror på at det som Gud gjorde for det jødiske folk på Ezekiels tid, og det som han gjorde for Jairus og for kvinden med blødninger, det kan han gøre igen. I den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, står der om hvordan situationen på jorden vil blive værre og værre efterhånden som tidernes ende nærmer sig, men at Jesus til sidst vil komme ridende fra himlen som prinsen på den hvide hest og gøre en ende på alt det onde. Det lyder måske ikke specielt realistisk, men det tror jeg egentlig heller ikke at Ezekiels syn gjorde på det tidspunkt hvor han fik det. En del af pointen med at tro på Gud er jo netop at vi ikke behøver at nøjes med det der er realistisk – ja, vi behøver ikke engang at nøjes med det der er muligt!

Som sagt var der mange der håbede at Jesus ville frelse det jødiske folk fra deres romerske undertrykkere. Men det gjorde han ikke – tværtimod endte det med at Jerusalem endnu en gang blev ødelagt da jøderne i år 70 e. Kr. forsøgte et oprør mod besættelsesmagten. Derefter gik der 1878 år før jøderne igen fik deres eget land, og hvad templet angår, er der den dag i dag ikke andet tilbage af det end vestmuren – den såkaldte ”grædemur”.

Men det skyldes at Jesus havde større ambitioner end at gøre en kortsigtet forskel på den politiske scene. Han ville ikke kun frelse jøderne, men alle mennesker i verden. Og han ville ikke kun frelse os fra politisk undertrykkelse, men fra alt det onde i verden og fra døden selv.

Det er godt nok lidt speget, for hvordan bærer man sig egentlig ad med at udrydde det onde? Det er jo ikke sådan at man kan dele mennesker op i ”de gode” og ”de onde”, for selvom de fleste mennesker heldigvis aldrig kunne finde på at handle så ondskabsfuldt som jihadisterne i Islamisk Stat, så ved de ærlige iblandt os godt at der ikke kun bor gode ting i vores hjerter. For mit eget vedkommende må jeg i hvert fald erkende at hver gang jeg har besluttet at jeg fra nu af kun ville gøre det gode, er projektet ret hurtigt mislykkedes. Selv hvis man eliminerede alle de mennesker der har gjort mere ondt end godt, ville der stadig være masser af ondt tilbage i verden. Nej, skal det onde virkelig overvindes, er det nødt til at blive overvundet i det enkelte menneskes hjerte. Og det er vi ikke selv i stand til at gøre – det ville svare til at trække sig selv op af en bundløs sø ved håret. Den eneste der kunne gøre det, var Gud selv, fordi der ikke er noget som helst ondt i ham. Derfor trådte han frem som menneske i skikkelse af Jesus, og på vegne af alle mennesker besejrede han alt det onde i mennesket ved at lade det ramme ham selv. Mod den ultimative kærlighed og selvopofrelse som Jesus viste ved at give sit liv for os onde mennesker, måtte selv døden give fortabt, og derfor blev Jesus levende igen efter 3 dage i graven.

Lige om lidt skal N.N. døbes. Det der sker i dåben, er at vi bliver knyttet sammen med Jesus i hans død og opstandelse. Paulus siger det et sted så bramfrit at den der er døbt, er død sammen med Jesus og opstået igen sammen med ham. Det er noget af det dåbens vand symboliserer: Vi bliver symbolsk begravet i vandet, hvorefter vi symbolsk opstår fra det igen. Fordi Jesus er død i stedet for os, kan vi få lov til at leve med ham. Derfor har vi lov til at have et håb som selv døden ikke kan tage fra os fordi Jesus har lovet os en opstandelse til et evigt liv – et liv hvor der ikke længere vil være noget ondt i os fordi Jesus tog det med sig i døden. Hvis Bibelens ord står til troende, kan vi altså se frem til en dag hvor Ezekiels syn helt bogstaveligt går i opfyldelse, og selv de tørreste knogler og den fineste kremationsaske samler sig til stærke, lyslevende mennesker. Oven i købet fortæller Bibelen os at jorden selv vil blive ”oprejst fra de døde” efter sin undergang – at der vil komme en ny jord, hvor retfærdighed bor, og hvor vi skal tilbringe evigheden sammen med Gud. Det betyder altså at uanset hvad der måtte ske med vores planet eller med os selv, så kan det ikke udslukke vores håb. Derfor kan vi i enhver situation synge med Thorkild Bjørnvig: ”Om der blæser dødelig dræ, vil vi dog elske – og plante et træ: frugter kan uspået komme.”

Prædiken til alle helgens dag 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

Saligprisningerne: Hvad laver man i himlen?

Prædiken i Husum Kirke alle helgens dag 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Har I set den film der handler om to mennesker der lever lykkeligt sammen, aldrig oplever modgang eller vanskeligheder, og bare bliver mere og mere glade for hinanden efterhånden som tiden går? Nå, ikke? Det har jeg heller ikke. Faktisk tror jeg ikke at der nogensinde er lavet sådan en film. Og hvis den blev lavet, er jeg ikke sikker på at den ville sælge ret mange billetter. Når vi går ind for at se en film, forventer vi at der er en handling. Og en handling kræver en form for konflikt eller problem. Det gælder i øvrigt ikke kun film, men også romaner, noveller, eventyr, skuespil, operaer, og hvad vi i øvrigt har af fortællende kunst, måske med undtagelse af småbørnsbøger der er skrevet for at lære små børn om hverdagen. (Så vidt jeg husker, er der ikke ret meget konflikt i ”Lotte støvsuger”). Men altså, når det gælder kunst der henvender sig til større børn og voksne, så skal vi over i lyrikken eller billedkunsten hvis vi vil have beskrivelser af lykke. I modsætning til den fortællende kunst er lyrik og billedkunst nemlig i stand til at indfange øjeblikket. Og af en eller anden grund har vi svært ved at forestille os den fuldendte lykke som andet end et øjebliksbillede. Og det er nok derfor eventyrene altid slutter med ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende” uden at fortælle os noget om hvordan sådan et lykkeligt liv ser ud. Ja, selv Lotto-reklamerne giver os kun et enkelt billede af en hængekøje på en tropisk strand som vi kan drømme henført om selvom vi godt ved at der er grænser for hvor mange dage man kan blive liggende i sådan en før man begynder at kede sig.

Og det er nok også derfor vi nogle gange har svært ved at forbinde ret meget med talen om det evige liv. I dag får vi et billede af ”den store hvide flok” – alle de mennesker der takket være Jesu død og opstandelse er blevet frelst fra de jordiske trængsler og nu er kommet hjem til Gud. Det er et smukt billede, men det er netop kun ét billede. Et øjebliksbillede. Den eneste ”handling” i beretningen går ud på at en person der kaldes ”en af de ældste” – hvad det så end vil sige – forklarer Johannes hvem alle de hvidklædte er.

Jeg ved ikke om der var nogen af jer der studsede over betegnelsen ”en af de ældste”, men for en ordens skyld må vi hellere se lidt på hvem han er. En af svaghederne ved at vi læser korte, løsrevne stykker fra Bibelen i folkekirkens gudstjenester, er jo at vi ikke får sammenhængen med, og af samme grund kan jeg ikke sige det nok gange at det er en enormt god idé selv at læse Bibelen – så bliver I også bedre rustet til at bedømme om der er hold i de ting som jeg og andre teologer forsøger at bilde jer ind. Nå, men med hensyn til ham der ”en af de ældste”, så står der et par kapitler tidligere i Johannes’ Åbenbaring at der rundt om Guds trone står 24 andre troner hvorpå der sidder 24 ældste. Det kan egentlig godt undre mig at det ord ikke er blevet opdateret i den nuværende autoriserede oversættelse af Bibelen, der trods alt kun er 23 år gammel, for i vores dage er der jo ikke ret mange der aner hvad en ”ældste” er for noget, bortset fra at det er en titel som de unge amerikanske mormonmissionærer der går rundt og stemmer dørklokker, plejer at være udstyret med. I den engelsksprogede verden er det imidlertid en lang række kirkesamfund som enten i stedet for præsten eller ved siden af præsten har et antal ledere som de kalder ”elders”, og der er vist også nogle frikirker i Danmark der stadig bruger betegnelsen. Ordet er i øvrigt hentet direkte fra Det Nye Testamente hvor der står i ApG 14,23 at Paulus indsatte ældste i alle de menigheder han havde grundlagt. Det Nye Testamente er jo oprindelig skrevet på græsk, og det græske ord som i den danske oversættelse er gengivet med ”ældste”, er ”presbyteros”. Det er faktisk det ord som det danske ord ”præst” er afledt af, men egentlig er ordet en gradbøjning af ”presbys”, som betyder ”gammel”, så oversættelsen ”ældste” er faktisk ikke helt i skoven, selvom ”ældre” ville være mere præcist. Men altså, det der ligger i ordet, er at det i oldtiden altid var de ældste i en landsby eller en familie der bestemte, og på den måde kom ordet ”ældste” efterhånden blot til at betyde ”leder”, uanset vedkommendes alder. (Det var for eksempel ”de ældste” i Israel som sammen med ypperstepræsterne og farisæerne dømte Jesus til døden). Det som Johannes så, var altså at der sad 24 ledere på hver sin trone i en kreds om Guds trone – ikke for at hjælpe Gud med at regere, men udelukkende for at hylde og tilbede ham. Den teologiske pointe i det er sandsynligvis at Gud er så suveræn at selv de mægtigste blandt mennesker ikke kan tilbyde ham noget han mangler, men blot må bøje sig i ærefrygt for ham. Men selvom Gud ikke havde brug for at de ældste hjalp ham med noget, så kunne en af dem altså godt være til hjælp for Johannes ved at forklare ham hvad det var han så – og dermed er vi tilbage ved dagens tekst.

Selvom der som sagt ikke er noget videre handling i det smugkig ind i himlen som vi får lov til at få i dag, så får vi faktisk at vide hvad den her ”store hvide flok” får deres tid til at gå med, for det fortæller den ”ældste” Johannes. Han siger nemlig: ”Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel”. Det er altså det de laver: de tjener Gud. Dag og nat. I hans tempel. Lyder det ikke bare helt vildt sjovt og spændende? (kunstpause) Hvor mange af jer har forestillet jer at det er det man laver i himlen? Og hvor mange af jer har mon overhovedet lyst til at komme i himlen når I ved at det er det man laver?

Nå, jeg vil skynde mig at sige at i virkeligheden har vi faktisk ikke fået noget som helst at vide om hvad man laver i himlen! Jo, vi har fået at vide at man tjener Gud, men hvad betyder det? Det betyder at man gør det som Gud vil have at man skal gøre. Men hvad er det? Her på jorden har vi måske nok en idé om hvad det er – det er noget med at vise barmhjertighed og næstekærlighed, det vil sige at afhjælpe andres nød, men i himlen er der jo ikke noget nød at afhjælpe, så hvordan tjener man Gud dér? For ikke at tale om at Gud jo, som jeg sagde for lidt siden, slet ikke har brug for at nogen hjælper ham med noget som helst?

Jeg tror vi skal huske på at dengang Gud først skabte mennesket, så var der heller ikke nogen nød til. Adam og Eva levede til at begynde med i Paradiset, hvor alt var godt. Men det ændrede ikke på at de havde en opgave. I Første Mosebog kapitel 1, hvor der står om skabelsen, siger Gud på et tidspunkt til sig selv: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Allerede før syndefaldet havde Adam og Eva altså den opgave at de skulle være jordens herskere. Jeg synes det er nærliggende at antage at det også er det der ligger i at ”tjene Gud” sådan som den store hvide flok gør det. Men naturligvis må der ligge noget andet i det end det vi normalt forbinder med at ”herske”, for dels er der jo ingen nød der skal afhjælpes eller konflikter der skal løses, og dels har Gud som sagt ikke brug for at nogen hjælper ham med at regere. Men hvad er det så vi skal have fat i?

Jo, før Gud sagde det der med at herske, så sagde han noget andet, nemlig: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” Menneskets allervigtigste opgave er altså at ligne Gud! Og hvordan er Gud så? Ja, dels er Gud jo almægtig, men den måde vi kommer til at ligne Gud på, er ikke ved at stræbe efter magt. Den mest fuldkomne åbenbaring af hvordan Gud er, den fik vi nemlig i mennesket Jesus Kristus, og det var alt andet end stræben efter magt der kendetegnede hans liv – det var tværtimod at han gav afkald og lagde sit liv ned i tjeneste for andre. Kærlighed var overskriften over hans liv. Og det stemmer også fint overens med en af de få sætninger i Det Nye Testamente der uden forbehold fortæller os hvad Gud er, nemlig ”Gud er kærlighed” [1 Joh 4,8]. Den måde vi ligner Gud på, er altså ved at leve i kærlighed.

Og det stemmer faktisk fint overens med de to allerførste ord i det som Gud sagde da han skabte mennesket: ”Lad os”. Det er helt unikt at Gud siger sådan da han skaber mennesket – ved alle de andre skabelseshandlinger har han blot sagt: ”Der skal være lys!”, ”Jorden skal grønnes”, ”Vandet skal vrimle med levende væsener” og så videre. Men ved menneskets skabelse bliver vi altså præsenteret for en art indre monolog hos Gud. Eller rettere: en indre dialog – han siger ikke ”Lad mig”, men ”Lad os”! De fleste eksperter i Det Gamle Testamente vil sige at der enten er tale om det man kalder ”majestætisk flertal” (ligesom når en konge eller dronning siger ”vi” om sig selv i stedet for ”jeg”), eller om at Gud taler til englene, men når man har Det Nye Testamente i baghovedet, er det svært ikke at komme til at tænke på at vi jo tror på en Gud som er hele tre personer samlet i én almægtig Guddom: Faderen, Sønnen og Helligånden. Og hvad betyder det? Det betyder at Gud aldrig har været alene! Og det er jo også en nødvendig forudsætning for at det giver mening at sige at ”Gud er kærlighed”, for kærlighed kræver jo en genstand. Man kan ikke bare sige: ”Jeg elsker!” uden at fortælle hvem eller hvad det er man elsker. Og hvis man besvarer det spørgsmål med ”Ikke nogen – jeg elsker bare!”, så vil de fleste nok tænke at man har en skrue løs. Men Gud har altid haft nogen at elske fordi han er tre personer: Faderen elsker Sønnen og Helligånden, Sønnen elsker Faderen og Helligånden, og Helligånden elsker Faderen og Sønnen. Man kan også udtrykke det på den måde at Gud er fællesskab. At tjene og ligne Gud betyder altså at leve i kærlighedens fællesskab. Og som alle ved der blot har prøvet det svage genskin af den sande kærlighed som vi har mulighed for at opleve i et kærlighedsforhold her på jorden, så er det ikke noget statisk og stillestående, for man lærer jo hele tiden hinanden bedre at kende. Og sådan tror jeg også det bliver i evigheden: at vi dag for dag lærer hinanden og Gud stadig bedre at kende og bliver knyttet stadig tættere til ham og til hinanden. Vi ved allerede her på jorden at kærlighed er det bedste der findes – bør det så overraske os at himlen er netop det, opløftet til en uendelig høj potens og forlænget til evig varighed?

Og det fede ved det er at vi allerede nu mens vi lever i denne verden har mulighed for at smage på himlen. Det har vi blandt andet i tosomhedens kærlighedsforhold for så vidt som det er præget af den selvhengivende guddommelige kærlighed – men bestemt ikke kun dér! Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men i dagens evangelietekst – det som vi plejer at kalde ”saligprisningerne” – der siger Jesus ikke: ”Salige bliver” de fattige i ånden, de sagtmodige, de barmhjertige og så videre, som om saligheden i det hinsides er en kompensation for de afsavn vi har lidt i denne verden. For ganske vist har Jesus lovet at vi vil blive rigeligt kompenseret for alt hvad vi måtte blive påført af afsavn i denne verden fordi vil tilhører og tjener ham, men det han har til os, er faktisk endnu mere fantastisk end det. Jesus sagde nemlig: ”Salige er” de fattige i ånden og de som sørger og de sagtmodige og de som hungrer og tørster efter retfærdigheden og de barmhjertige og de rene af hjertet og de som stifter fred og de som forfølges. Når vi følger i Jesu fodspor, så er vi salige allerede nu! Midt i lidelsen og afsavnet har vi mulighed for at opleve en glæde og fred og kærlighed der overgår al vores forstand – og det uanset om vi er i et parforhold eller ej! – og det der kommer i himlen, er blot en fortsættelse af det, renset for lidelsen og afsavnet og for det slør der i denne verden ligger over vores sanser så vi ikke fuldt ud kan erkende Gud. Så meget har vi altså at glæde os til!

Men hvad så med det der tempel der blev talt om? Var det ikke i Guds tempel at den store hvide flok tjente ham dag og nat? Jo, det var det. Men lidt længere fremme i Johannes’ Åbenbaring, hvor Johannes beskriver den nye himmel og den nye jord og det nye Jerusalem, der bliver det gjort klart at byen ikke rummer noget tempel i form af en bygning. Og der står da også allerede i Paulus’ breve at Guds tempel, det er os! Det er fællesskabet i Guds folk som er Guds tempel! Og hvor ellers skulle vi kunne tjene Gud ved at leve i kærlighed og fællesskab, andre steder end i fællesskabet?

Der var måske også nogle af jer der blev lidt trætte ved tanken om at vi skal tjene Gud ”dag og nat”. Men for det første er det kun en talemåde, for i beskrivelsen af den nye jord står der også tydeligt at der aldrig mere kommer til at være nat – ”dag og nat” betyder altså blot ”konstant”. Men det bliver det selvfølgelig ikke meget bedre af, for hvad så med hvile? Vil vi aldrig kunne slappe af? Dertil er at sige at hvilken bedre hvile findes der end at hvile i kærligheden, i fællesskab med nogen som man ved elsker en ubetinget? Tilværelsen i himlen bliver da også nogle steder i Det Nye Testamente kaldt ”den evige hvile”. Der vil ikke længere være noget der kan udmatte os, for vi vil være i en konstant tilstand af hvile – vel at mærke ikke passiv hvile, men en aktiv hvile hvor vi samtidig oplever glæde og fylde som aldrig nogensinde før.

Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

Den lamme i Kapernaum: Jesus giver hvad du har mest brug for

Prædiken i Husum Kirke 19. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Jesus kan godt være lidt provokerende ind imellem. Jeg ved ikke om I tænkte over det da I lyttede til evangelieteksten, men prøv engang at sætte jer i den lamme mands sted: Forestil dig at du har et alvorligt handicap som gør at du har brug for 4 hjælpere for at kunne bevæge dig rundt. Det er en meget alvorlig begrænsning i dine udfoldelsesmuligheder, og du har ikke noget større ønske i verden end igen at kunne bruge dine ben til at gå. En dag hører du så om en mirakelmager som går rundt og helbreder folk for alle mulige sygdomme og handicaps. Han har helbredt både blinde, døve, spedalske, febersyge – og også lamme som dig. Så da han kommer til din by, sørger du for at dine fire hjælpere får bakset dig hen til det hus hvor han er – men ak! Huset er fyldt til sidste plads, og der står endda en kødrand udenfor, så det er fuldstændig umuligt at komme hen til mirakelmageren. Du er naturligvis dybt skuffet, men så får en af dine hjælpere en idé: De bærer dig op på husets flade tag, laver et hul i taget og firer dig ned lige foran mirakelmagerens fødder! Du er måske lidt bange for om han vil blive vred over at du sådan har sprunget køen over, men det gør han ikke – tværtimod roser han dine venner for deres store tro! Så vender han sig mod dig, og du venter i spænding på hvad han vil gøre. Han åbner munden og siger…

”Dine synder er tilgivet!”

Hvordan ville du have det i det øjeblik? (få et par svar fra salen)

Jeg tror at jeg selv ville være skuffet, og jeg ville måske også blive vred og spekulere på om han gjorde grin med mig. Jeg mener: Der ligger en lam mand foran ham, hvis venner er gået igennem en farlig masse besvær for at få ham hen til en der er kendt for at helbrede lamme mennesker, og så siger han bare: ”Dine synder er tilgivet!” Er han dum, eller hvad? Han må da kunne se at det ikke ligefrem er synderne der er dit største problem!

Men pointen i det Jesus vælger at sige, er faktisk at det netop var synderne der var mandens største problem! Jesus er ikke som lykkens galocher, der giver mennesker hvad de ønsker sig uanset om det er til gavn eller skade; han er Guds søn, som kender os bedre end vi kender os selv, og som ved langt bedre end vi selv gør, hvad vi dybest set trænger til. Det er vel egentlig omtrent ligesom med forældre og børn – de fleste af jer kan sikkert huske situationer fra jeres barndom hvor jeres forældre ikke gav jer hvad I ville have, men i stedet noget som I havde mere brug for uden at vide det.

Men hvordan kan en lam mands største behov være noget som helst andet end at blive helbredt? Var han da så slem en synder? Tja, hvis man havde spurgt ham selv, så ville han nok have sagt at han ikke var værre end så mange andre – og det ville han nok have ret i. Grunden til at hans største problem var hans synder, var ikke at han var en værre synder end alle andre, men at ethvert menneskes største problem er vores synder! Det var også derfor Jesus lod sig føde på jorden – ikke først og fremmest for at helbrede nogle få hundrede blinde, lamme og spedalske, men for at befri alle mennesker i fortid, nutid og fremtid fra vores synder. For ganske vist var det sådan at den lamme mands handicap forhindrede ham i at leve livet fuldt ud, men vores synd er faktisk en langt, langt større hindring for at vi kan leve vores liv fuldt ud.

Må jeg præsentere Joni Eareckson Tada (vis billede) – kunstmaler, forfatter, foredragsholder – og lam fra halsen og ned. Som håbefuld 17-årig der var klar til at erobre verden, var hun en dag lidt for uforsigtig og sprang på hovedet i vandet et sted hvor der ikke var dybt nok til det. Hun brækkede nakken og vågnede op på hospitalet uden at kunne bevæge sig. Hun var naturligvis fuldstændig knust, og i løbet af de to år var i rehabilitering, gennemgik hun en dyb depression og havde ofte selvmordstanker. Det er ikke så mærkeligt – sådan tror jeg at mange mennesker ville have det hvis det gik op for dem at de aldrig mere ville kunne bruge deres arme og ben. Det er måske heller ikke så mærkeligt at Joni fandt trøst i troen på Gud, og at hun erfarede at hun kunne bruge den fysiske og psykiske smerte til at fokusere sin opmærksomhed på Guds kærlighed og lære ham bedre at kende. Men den person hun er blevet som følge af det, er virkelig bemærkelsesværdig! Alle som har hørt Joni tale til en forsamling eller har læst en eller flere af hendes bøger kan bevidne at hun har et helt utroligt nærvær og en dyb forståelse for hvor stor Guds kærlighed er, og hun har været til stor opmuntring for talrige mennesker gennem snart 5 årtier. Hun er ærlig nok til ikke at lægge skjul på at det er en stor sorg for hende at hun er lam, og at de fysiske smerter som hun stadig døjer med efter ulykken, kan være meget belastende. Hun er ikke holdt op med at bede Gud om at blive helbredt – samtidig med at hun må døje med dumsmarte kommentarer fra medkristne om at hvis hun bare havde noget mere tro, så skulle hun nok blive helbredt med det samme. (Som om det ikke kræver langt mere tro at holde fast i at Gud er god, når man sidder plaget af smerter i en kørestol!). Men midt i det alt sammen holder hun fast i at det tætte forhold til Jesus som hun har fået som en følge af sit handicap, betyder så meget at hun hellere vil blive i kørestolen og beholde det, end blive rask og miste det, hvis hun skulle vælge mellem de to muligheder. Selvom hun ikke har fået den helbredelse som hun så ofte har bedt om, er hun altså ikke i tvivl om at Gud har givet hende noget der er langt bedre endnu. Og så ser hun i øvrigt frem til at blive helt og fuldt helbredt – også fysisk – når Jesus kommer igen og opretter Guds rige i al dets herlighed.

Der var nemlig en grund til at Jesus brugte tid på at gå rundt og helbrede folk, selvom han først og fremmest var kommet til jorden for at frelse os fra vores synder, og det er at der er en forbindelse mellem os mennesker og den verden vi har fået at leve i. Hvis vi slår op på Bibelens første kapitel og læser skabelsesberetningen, så kan vi se at der er en sætning der går igen som en slags omkvæd efter hver skabelsesdag, nemlig: ”Og Gud så, at det var godt.” Gud skabte verden som den skulle være, uden sygdom og handicap og krig og hungersnød og alt hvad vi ellers kender som onde ting. Og så satte han mennesket til at herske over den som hans forvaltere. Men allerede i Bibelens tredje kapitel står der om hvordan Adam og Eva lod sig friste til at forsøge at vælte Gud af tronen for selv at overtage herredømmet – et projekt der i tragisk grad slog fejl fordi der i virkeligheden kun er to muligheder: det gode og det onde. Alt godt kommer fra Gud, så hvis vi vil vælte Gud af tronen, er der kun det onde tilbage. Derfor fandt menneskene da også hurtigt ud af at med Gud ude af ligningen var det alligevel ikke dem der bestemte over deres handlinger; det var deres handlinger der bestemte over dem! Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Og det onde fik ikke kun indflydelse på menneskers gerninger, men også på naturen, klimaet og jordens kræfter i øvrigt.

Men heldigvis lykkedes det ikke at smide Gud helt ud af verden – det er trods alt ham der har skabt det! Han holdt sig tilstrækkeligt meget i baggrunden til at han ikke kunne beskyldes for ikke at respektere menneskenes valg, men samtidig gjorde han det gentagne gange op igennem historien klart at hans dør stod åben hvis nogen gerne ville vende tilbage til ham. Der var godt nok stadig det problem at det onde havde fået så godt tag i os mennesker at vi ikke kunne smide det ud ved egen kraft – og det var lige præcis derfor Jesus kom til jorden! Han kom for at tilintetgøre Djævelens gerninger, som der står i Første Johannesbrev, og det omfatter først og fremmest syndens tag i os mennesker, men dernæst også alle syndens konsekvenser i form af at verden ikke er som den burde være, men er fuld af sygdom, død og ulykker. Som et tegn på det helbredte Jesus de syge, gav mad til de sultne og fik storme til at lægge sig mens han gik på jorden – som en forsmag på hvad der venter når Jesu sejr over synden har slået igennem i hele verden. Men den fulde virkeliggørelse krævede altså Jesu død på korset, og derfor skal man ikke gøre sig alt for hurtigt færdig med spørgsmålet: ”Hvad er lettest at sige til den lamme: Dine synder forlades dig, eller: Rejs dig, tag din båre og gå?” for det kostede Jesus hans liv at sige det førstnævnte! Helbredelsen var blot et tegn på at han mente det alvorligt, kan man sige.

Det sker også i dag at Jesus helbreder lamme mennesker så de igen kan gå, men jeg kender også mange eksempler på at det ikke er sket – og det gør I helt sikkert også. Men på grund af Jesu død, kan vi se frem til en evighed sammen med Gud hvor al smerte, sygdom og handicap for evigt vil være forsvundet – fordi vores synder er tilgivet.

Prædiken til høstgudstjeneste 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Noa og himlens fugle: Gud griber os

Høstgudstjeneste med dåb 13. september 2015 i Husum Kirke

Nikolaj Hartung Kjærby

Da jeg var barn, var jeg tit på sommerferie i Italien sammen med mine forældre og mine to søstre. Min morfar var også tit med – det var rigtig hyggeligt. Han havde altid sit smalfilmskamera med, og han lavede nogle rigtig gode film så vi kunne genopleve vores sommerferier på de lange, mørke vinteraftener. Det eneste der var lidt trist, var at smalfilmskameraet ikke kunne optage lyd, så når der stod en og snakkede på filmen, så kunne man ikke høre hvad der blev sagt. Men så en dag købte min morfar et videokamera! Sådan et var hundedyrt dengang, og så var det kæmpestort (vis med hænderne) og vejede så meget at man skulle tro det var lavet af bly. Men det kunne optage lyd, og derfor ved jeg nu nogle af de sjove ting som mine søstre og jeg sagde dengang for snart 30 år siden. Jeg kan blandt andet huske en scene hvor min ene søster står på en mur, og hun har fået overtalt vores far til at gribe hende i armene når hun springer ned. Men hun tør ikke rigtig alligevel, og der er et minuts tid på filmen hvor hun siger: ”Nej, gå lidt tættere på! Nej, gå lidt længere væk!” Det hjalp ikke at vores far sagde: ”Bare rolig, jeg skal nok stå det rigtige sted så jeg kan gribe dig!” Men til sidst sprang hun vist – og far greb hende naturligvis!

I dag fejrer vi høstgudstjeneste hvor vi takker Gud for alt det der er kommet op af jorden, eller som har hængt på træerne, og som vi kan spise. Der ligger for eksempel nogle lækre frugter her oppe på alteret, som der bliver mulighed for at smage bagefter. Men det er faktisk altid lidt af et sats at så noget, for det er aldrig til at vide om det overhovedet kommer op, eller hvor godt det kommer til at bære, eller om det bliver kvalt af ukrudt eller spist af fugle. Hvis ikke det lykkes at få noget man kan høste, så har man spildt noget korn som man ellers kunne have spist. Det skete faktisk tit i gamle dage, og der er nogle steder i verden hvor man stadig kan risikere det. Men Jesus siger at Gud er vores far, og når vi vælger at tage det sats at så noget, så svarer det til at vi springer ud fra en mur og er nødt til at stole på at vores far vil gribe os.

I dag er der kun få mennesker der arbejder som landmænd med at så og høste, og her i Husum er der nok slet ikke nogen. Nogle af os har måske en urtehave derhjemme, men de færreste af os kommer til at sulte hvis den ikke giver så godt som vi havde håbet. Men så er der sikkert andre ting vi gør som er satsede, og hvor vi er nødt til at stole på at der er nogen der griber os.

I dag er der to små børn der gør noget af det allermest satsede man overhovedet kan gøre – de bliver nemlig døbt! (Eller egentlig er det jo deres forældre der satser på deres vegne, kan man sige, for de har jo ikke selv valgt det). Når man bliver døbt, så overgiver man hele sit liv til Gud – det betyder at fra nu af er det ikke længere mig der bestemmer over mit liv – det er Gud! På den måde minder dåben faktisk om syndfloden, for syndfloden rensede jorden for alt det der var imod Gud så Noa og hans familie kunne begynde på en frisk sammen med Gud – og på samme måde renser dåben vores liv for alt hvad der er imod Gud så vi kan begynde på en frisk sammen med Gud. Når vi bliver døbt, springer vi altså ud fra verdens højeste mur fordi vi stoler på at Gud vil gribe os.

Det sjove ved det er at selvom vi har sprunget ud fra verdens højeste mur, og Gud har grebet os, så tør vi ikke altid stole på at Gud vil gribe os når vi springer ud fra de mange mindre mure som vi tit støder på. Men dåben kan minde os om at Gud vil gribe os igen og igen og igen, hvis bare vi tør stole på ham og gøre som han siger.

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Jesus græder over Jerusalem: Kender du din besøgelsestid?

Prædiken i Husum Kirke 10. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Da Signe og jeg var på bryllupsrejse til Israel i sin tid, boede vi på et kosher-hotel i Eilat. Det var en interessant oplevelse. Der var et synagogerum på hotellet, og fredag aften havde 80% af de mandlige gæster i hotellets restaurant en kippa på mens de spiste den traditionelle sabbatsmiddag med deres familie. Der var naturligvis hverken svinekød eller skaldyr på menuen, og der blev ikke serveret kød og mælkeprodukter til samme måltid, så lasagnen var uden ost. Og så var der den interessante detalje at der hang et lille sammenrullet stykke papir på dørkarmen ind til hvert enkelt værelse.

Nu gætter jeg på at de af jer der har kendskab til jødisk kultur, tænker: ”Ja, selvfølgelig gjorde der det!” Af hensyn til resten af jer vil jeg lige forklare hvorfor jøderne hænger papirruller på dørkarmene. Det skyldes det stykke fra Det Gamle Testamente som vi hørte i dag, hvor der jo stod: ”Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.” Det med hånden, panden og dørstolperne er der mange jøder der tager meget bogstaveligt. Ortodokse jøder har små skrin med bibelvers i som de binder om deres pande og deres arm når de beder, og rigtig mange jøder, ortodokse eller ej, følger skikken med at have bibelvers siddende på deres dørkarme, eventuelt også i et lille skrin. Jeg vil ikke kloge mig på om det var Guds og Moses’ mening at det skulle tages så bogstaveligt, eller om det snarere var ment som en billedlig måde at sige: ”Det er altså enormt vigtigt at I husker det her!” Men der er ingen tvivl om at hvis et skrin på panden eller på dørkarmen kan tjene som en daglig påmindelse om Guds bud og løfter, så er det helt sikkert en god ting. Det er af samme grund at jeg selv går med et kors om halsen og har et par ikoner og bibelvers hængende hjemme på væggen.

Men problemet er at vi mennesker utrolig let vænner os til ting. Når vi har set noget tilstrækkelig mange gange, så ser vi det til sidst ikke mere. Når vi har hørt noget tilstrækkelig mange gange, bliver vi efterhånden døve for det. Og når vi har gjort noget tilstrækkelig mange gange, bliver det nemt noget vi bare gør automatisk uden at tænke over det. Hvor mange af jer har for eksempel nogensinde grebet jer selv i at lire fadervor af som en anden remse mens tankerne kredsede rundt et helt andet sted? (håndsoprækning) Det har jeg, er jeg bange for. Det er heller ikke hver dag jeg lægger mærke til ikonerne på væggen derhjemme.

Og selv hvis vi husker de ting som det er meningen at vi skal mindes om, så er det ikke sikkert at vi formår at omsætte vores viden til handling når den rette tid er inde. Hvis du for eksempel vækker mig klokken halv tre om natten og spørger mig hvornår en af mine søskende eller en af mine nærmeste venner har fødselsdag, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ville kunne give den korrekte dato på sekundet, for sådan er min hjerne nu engang skruet sammen. Men det mærkelige er at jeg ikke altid husker det på dagen – det er sket mere end én gang at jeg er vågnet en morgen og har tænkt: ”Åh, det var jo i går at den og den havde fødselsdag, og jeg glemte at ønske tillykke!” Jeg må altså konstatere at jeg åbenbart er bedre til teoretisk viden end til praktisk viden, men teoretisk viden kan man desværre ikke bruge til ret meget andet end til at få gode karakterer til eksamen og vinde i Trivial Pursuit. Jeg bestod for eksempel Den lille Samaritterprøve med glans for en del år siden, men jeg er ikke fri for at være en anelse bekymret for om jeg vil være til nogen som helst hjælp hvis jeg en dag rent faktisk får brug for at yde livreddende førstehjælp!

De religiøse ledere i Israel på Jesu tid havde rigeligt med teoretisk viden. Der er næppe nogen tvivl om at de ikke kun havde Moselovens ord hængende på deres pander og dørkarme, men at de også kunne alle buddene forfra og bagfra – når Jesus for eksempel helbredte nogen på en sabbat, så var der i hvert fald med det samme nogen af dem der kunne citere sabbatsbuddene fra Det Gamle Testamente. Alligevel græd Jesus over dem, for deres viden om Gud var ikke mere værd end min viden om mine søskendes fødselsdage. De betragtede Mosebøgerne som Guds ufejlbarlige ord, og derfor lærte de dem udenad og gjorde en dyd ud af at følge dem til punkt og prikke, men da så den Gud som havde talt ordene, pludselig stod lyslevende midt iblandt dem, så genkendte de ham ikke! Som Jesus udtrykte det: De kendte ikke deres besøgelsestid. (”Besøgelsestid” er i øvrigt et lidt løjerligt ord som vi vist ikke plejer at bruge undtagen i det faste udtryk ”at kende sin besøgelsestid”, som netop stammer fra den her evangelietekst, men som man næsten kan høre på ordet, så er en besøgelsestid en tid hvor man får besøg, og at ”kende” den vil sige at opdage den. Den som Israel fik besøg af, var ingen ringere end Gud selv i skikkelse af Jesus, men det var de altså fuldstændig blinde for).

Spørgsmålet er nu om vi kender vores besøgelsestid! Det kan måske virke som et lidt mærkeligt spørgsmål, for vi lever jo i en helt anden tid. Vi skriver år 2015, og det gør vi fordi det er 2015 år siden (sådan cirka i hvert fald) at Jesus blev født her på jorden. Cirka 33 år senere vendte han tilbage til himlen, og det var så det besøg. Så det med at kende sin besøgelsestid, det er vel ikke noget der har relevans for os?

Jo, det har det i høj grad. De fleste af jer har sikkert hørt de ord som var nogle af de sidste Jesus sagde til sine disciple inden han for til himmels, for de bliver læst højt hver gang der er dåb. Ordene lød: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Besøgelsestiden sluttede altså ikke med himmelfarten – den er fortsat lige siden! 10 dage efter himmelfarten blev det nemlig pinse, og Helligånden kom for at bo i Guds folk. Helligånden er Gud ligesom Faderen og Jesus er det, så vi der er den kristne kirke i dag, har præcis lige så meget besøg af Gud som jøderne i Jerusalem havde det for 2000 år siden. Spørgsmålet er bare om vi opdager det, eller om vi ligesom de jødiske ledere har nok i at tro at vi ved alt hvad vi har brug for at vide.

Hvordan kan vi så kende Helligåndens besøg? Det kan vi på rigtig mange forskellige måder, men i dag synes jeg det vil være oplagt at nævne de måder som Paulus omtaler i den anden tekst vi hørte i dag (I kan eventuelt slå op og følge med på side 1225 i salmebogen).

Der står dér, lige efter den kantede parentes (som i øvrigt blot betyder at Kirkeministeriet i 1992 har besluttet at det er valgfrit om man vil tage det afsnit med når man læser teksten op ved en gudstjeneste), at ”Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.” Gud taler altså til os gennem hinanden! Ligesom Esajas og Jeremias og alle de andre profeter kunne tale profetiske ord fra Gud til deres folk, kan vi også i dag forvente at der er mennesker som får den gave fra Gud at kunne tale profetisk, mens andre får den gave at kunne tale visdomsord eller kundskabsord, tale i tunger eller endda helbrede de syge.

De fleste af de nævnte ting har ikke nogen særlig fremtrædende plads i Den Danske Folkekirke, og da slet ikke ved gudstjenesterne. I Første Korintherbrev, et par kapitler længere fremme end det stykke vi så på lige før, beskriver Paulus en gudstjeneste hvor menighedens medlemmer på skift byder ind med salmer, belæringer, profeti og tungetale. Det må siges at være meget anderledes end den gudstjeneste vi har skabt, hvor præsten (og til dels organisten) styrer det hele. Sådan har vi naturligvis gjort for at vores gudstjenester ikke skal udarte til det rene kaos. Allerede på det tidspunkt hvor Paulus skrev Første Korintherbrev, var der nemlig en tendens til at de gudstjenester hvor alle havde mulighed for at bidrage, ikke så meget havde karakter af fredelige sammenkomster hvor folk brugte deres åndelige gaver til at bygge hinanden op, men snarere var blevet til en konkurrence om hvem der kunne råbe højest og tage sig mest åndelig ud – tendenser som Paulus vendte sig meget skarpt imod. Det lader også til at korintherne ikke var særlig gode til at skelne mellem om de profetiske indfald de fik, nu også var fra Gud eller ej. Jeg synes i hvert fald det er rystende at Paulus ligefrem var nødt til at minde dem om at hvis man siger: ”Forbandet er Jesus!”, så er det nok ikke Helligånden der er på spil!

Kirkehistorien rummer desværre kun alt for mange eksempler på at mennesker der har været optaget af at ”kende deres besøgelsestid”, er endt med at lukke alt muligt skidt ind i deres menigheder. Nogle af jer har måske hørt om den kreds der i slutningen af 1970’erne opstod i Valby omkring en selvbestaltet profetinde kaldet Hellig-Lone, som en lokal sognepræst sluttede helhjertet op om. Præsten glemte desværre at sikre sig at det der foregik, var sundt, og bevægelsen udartede efterhånden til hvad vi ville kalde en sekt, komplet med økonomiske uregelmæssigheder og psykisk manipulation. Det endte med at præsten blev fyret af biskoppen, blandt andet på opfordring fra nogle af de ledende skikkelser i den karismatiske bevægelse. Den historie har nok skræmt en og anden fra at udforske Åndens gaver nærmere, og at vi siden den tid har set andre skræmmende eksempler som Evangelist og Faderhuset, gør ikke tingene bedre.

Men vi skal passe på at vi ikke kommer til at smide barnet ud med badevandet. Det at nogle mennesker har mistet jordforbindelsen, må ikke skræmme os til at miste himmelforbindelsen! Det er vigtigt at vi kender vores besøgelsestid når Gud vil sige noget til os gennem hinanden ved hjælp af Åndens gaver. Og det er vigtigt at vi er åbne for selv at lade os bruge af Gud til at tale hans ord til andre. Jeg har ikke nogen grydeklare forslag til hvordan det på en god måde kan integreres i folkekirkens gudstjenester, men ugen har jo også 166 andre timer som Gud har givet os for at vi skal bruge dem til at tjene ham i vores kald og stand, og jeg vil da helt klart anbefale at man tilbringer et par stykker af de timer med at søge Gud sammen med andre kristne.

Men hvis vi er åbne over for profetier og tungetale, hvordan sikrer vi os så at vi ikke åbner en ladeport for alverdens misbrug og sekterisme? Hvordan sikrer vi os at det kun er de ting der rent faktisk kommer fra Helligånden, der får plads hos os, og ikke det der kommer fra menneskers storhedsvanvid eller lidt for livlige fantasi?

Tja, Paulus giver os jo en del af svaret i starten af den tekst vi hørte i dag: ”Ingen som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Al fornyelse i kirken må altså bedømmes på om den peger på Jesus som den eneste Herre, eller om den tværtimod ophøjer bestemte andre personer til at være Guds ufejlbarlige talerør som ikke må modsiges. Men derudover er det også værd at lytte til teksten fra Det Gamle Testamente. Uanset om det med at binde Guds ord om sin hånd og skrive det på sine dørstolper skal forstås bogstaveligt eller ej, så gælder det i hvert fald at et solidt kendskab til Bibelen er det bedste værn mod alverdens sekter. Og med ”kendskab” mener jeg ikke bare at vi véd hvad der står, men også at vi lever efter det. De ord der står på de ortodokse jøders dørstolper og i de skrin de har siddende på deres arme og pande, er jo ikke magiske besværgelser eller filosofiske dogmer, men derimod det store bud: ”Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” Det er dér det hele begynder og slutter. Og den der i hjertets kærlighed til Gud – den kærlighed der kun er mulig fordi Gud har elsket os først, og som viser sig i vores liv ved at vi elsker vores næste som os selv – den der i dén kærlighed udforsker Guds ord i Bibelen, vil også altid kende sin besøgelsestid når Guds ord kommer til os gennem Helligåndens gaver.

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Peters fiskefangst: Jesus’ guerrilla

Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

I det nordlige Israel ligger der en stor sø der hedder Genesaret Sø. Her boede der for knap 2000 år siden en fisker der hed Simon. Det var et hårdt arbejde han havde, for om dagen opholdt fiskene sig dybt nede i vandet; det var kun om natten at de kom op i nærheden af overfladen, og derfor var fiskerne nødt til at arbejde om natten. Der var mange fiskere ved Genesaret Sø, og Simon regnede nok ikke med at han ville komme til at udrette noget stort med sit liv. Han var bare en af de mange jævne mennesker i landet som ingen rigtig regnede med.

Så en dag dukkede der en omvandrende prædikant op. Dem var der mange af i Israel dengang, men der var noget særligt ved ham her. Han gik rundt og sagde at Guds rige var kommet nær, og opfordrede folk til at tro på de gode nyheder og ændre den måde de levede deres liv på. En dag stod han og prædikede på den strand hvor Simon havde sin fiskerbåd liggende, og fordi der var så mange der var kommet for at høre på, spurgte prædikanten – som i øvrigt hed Jesus – om ikke han måtte bruge Simons båd som talerstol. Det sagde Simon ja til, og Jesus stillede sig på båden og holdt sin prædiken. Bagefter bad han Simon om at sejle ud og fange nogle fisk. Simon protesterede, for han havde fisket hele natten uden at fange noget, og nu hvor det var højlys dag, ville det da være helt umuligt. Men han kunne mærke at der var noget særligt over denne prædikant, så han tilføjede: ”Men hvis du siger det, så vil jeg da prøve.” Og han fangede så mange fisk at der slet ikke var plads til dem i hans båd, og han måtte bede sine venner, brødrene Jakob og Johannes, om hjælp til at få fragtet fiskene ind.

Man skulle tro at Simons reaktion på det her ville være at blive jublende glad. Men det blev han ikke – han blev bange! Ikke fordi hans fiskerbåd var i fare for at synke, men fordi det gik op for ham at han stod ansigt til ansigt med en overjordisk magt. Man fornemmer hvordan han har kunnet mærke at Jesus så lige igennem ham og vidste alt om ham, og derfor tryglede han Jesus om ikke nok han ville være sød at gå sin vej. Men Jesus sagde til Simon at han ikke skulle være bange. Og så fortalte han ham at han havde et nyt job til ham: Fra nu af skulle han til at fange mennesker i stedet for at fange fisk. Simon har sikkert lignet et stort spørgsmålstegn, men så sagde Jesus til ham og hans venner: ”Følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere!”

Det lyder måske ikke særlig rart, det der med at ”fange mennesker”. Men det var fordi Simon og hans venner var fiskere, at Jesus brugte det udtryk. Det det handlede om, var ikke at kidnappe eller tvangsomvende mennesker eller noget i den stil, men at tilbyde mennesker at komme med i Guds rige. Og det var noget der var populært hos mange – faktisk udtrykte Jesus det på et tidspunkt sådan at Guds rige ligefrem blev ”stormet”, og at de fremstormende rev det til sig.

Måske skulle jeg lige sige lidt om hvad ”Guds rige” egentlig er for noget. Vi taler og synger meget om det i kirken, men jeg er ikke sikker på at vi altid har helt styr på hvad vi mener – eller rettere: hvad Jesus mente. Måske opfatter vi det som et synonym for ”Himlen” eller ”Paradiset” eller ”det hinsides”. Men Guds rige var faktisk noget som der var rigtig mange i Israel på Jesu tid der gik og ventede på. Der var nemlig mange af de gamle profeter der havde sagt at der ville komme en dag hvor Gud tog magten – på jorden! (”Guds rige” betyder jo egentlig ”der hvor Gud har magten”, ligesom ”Romerriget” betød ”der hvor romerne havde magten”). Og folk glædede sig til at Gud skulle tage magten. Det tror jeg egentlig også folk i dag ville glæde sig til hvis det var noget som de regnede med ville ske. Tænk hvis Gud virkelig gjorde alvor af det som mange mennesker gerne vil have ham til at gøre, nemlig at gøre en ende på al ondskab, ulykke, lidelse og uretfærdighed i verden – det ville da være gode nyheder, må man sige! Men det regnede jøderne altså med at Gud ville gøre (og det tror jeg nok at der er mange jøder der stadig regner med).

Og så var det altså at Jesus dukkede op og sagde at nu var det ved at ske! Nu var Gud ved at tage magten – Guds rige var kommet nær. Det var der mange der misforstod, for på det tidspunkt var Israel besat af romerne, så de regnede med at de ting Jesus sagde, betød at han ville starte et oprør mod romerne så Gud kunne tage magten. Men Jesus fortalte dem at Guds rige ikke ville komme på en måde så man kunne iagttage det. Og så tilføjede han: ”Guds rige er midt iblandt jer.” (eller ”Guds rige er inden i jer”, som det også kan oversættes). Jesus sagde ganske vist på andre tidspunkter at Guds rige engang vil komme i magt og vælde, men indtil det sker, findes Guds rige altså som en slags guerrilla-bevægelse i verden. Og det var den guerrilla-bevægelse som Jesus inviterede Simon og hans venner til at blive en del af da han sagde: ”Følg mig!”

Men bevægelsens metoder var meget anderledes end de fleste andre guerrillaers. I stedet for at bekæmpe ondt med ondt og vold med vold lærte Jesus sine tilhængere at overvinde det onde med det gode. Han udtalte for eksempel de berømte ord at hvis nogen slår dig på den ene kind, så skal du vende den anden kind til. Man skulle ikke tro at man kunne vinde en guerrillakrig på den måde, men se hvordan det er gået: Romerriget er faldet for adskillige hundrede år siden, men kristendommen findes endnu og har på verdensplan cirka 2 milliarder tilhængere. Så Jesus og hans kærlighedsrevolution vandt faktisk over det mægtige Romerrige med alle dets soldater.

I mange hundrede år troede man at det bare var et spørgsmål om tid, så ville alle i hele verden være blevet kristne, og så ville Guds rige være blevet til virkelighed i magt og vælde. Men sådan er det som bekendt ikke ligefrem gået. Selv i 1500-tallet da Europa var et stort set 100 procent kristent kontinent, var det ikke ligefrem præget af at der ikke var nogen ondskab, lidelse og uretfærdighed. Og det skyldes naturligvis at Guds rige ikke er det samme som kirken. Bare fordi alle europæere var med i kirken, betød det ikke at alle europæere var med i Guds rige. Og bare fordi 85% af Danmarks befolkning er medlemmer af folkekirken, betyder det ikke at 85% af Danmarks befolkning er med i Guds rige. For man er kun med i Guds rige hvis man følger Jesus.

Lad os se lidt på hvad det er for nogle ting der kendetegner Guds rige.

For det første er Guds rige åbent for alle der har lyst til at være med. Og når jeg siger alle, så mener jeg ALLE! Der kræves ingen kvalifikationer overhovedet. Man behøver ikke at være klog. Man behøver ikke at være kreativ. Man behøver ikke at have det som nogle mennesker kalder ”et religiøst gen”. Jesus kaldte helt almindelige mennesker til at følges med ham. Man behøver ikke engang at have levet et pænt og fromt liv. Mange af de mennesker som fulgtes med Jesus dengang han gik på jorden, havde en fortid som terrorister, bedragere eller prostituerede. Det eneste der kræves, er at man er indstillet på fremover at gøre Guds vilje, altså at indordne sig under de værdier der gælder i Guds rige. Og en af de værdier er som sagt at ALLE er velkomne. Det vil sige at ingen har ret til at nægte andre adgang til Guds rige – ikke engang din værste fjende som har gjort utilgivelige ting imod dig. I Guds rige er det nemlig tilgivelsen der råder. Gud tilgiver os alt hvad vi har gjort forkert, og derfor må vi også tilgive vores medmennesker alt. Og ikke nok med det: I Guds rige er Gud vores alle sammens far, og derfor er vi hinandens brødre og søstre – og vi skal elske hinanden som var vi biologiske søskende.

I det hele taget er kærlighed et nøgleord i Guds rige. Jesus blev engang spurgt hvilket af de mange bud fra Det Gamle Testamente der var det vigtigste. Og han var ikke i tvivl: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.” Vi skal ikke bare frygte Gud eller adlyde ham eller bede fem gange om dagen – vi skal elske ham! ”Og,” tilføjede Jesus, ”der er et andet bud der står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” Vittige hoveder vil mene at man snarere skulle elske sin nuværende frem for sin næste – men som I sikkert ved, så betyder ”næste” blot ”medmenneske”. Egentlig betyder det ”sin nærmeste”, og derfor var der nogle der mente at det kun var sine landsmænd man skulle elske, men dem satte Jesus grundigt på plads ved at fortælle den historie som vi plejer at kalde ”Lignelsen om den barmhjertige samaritaner”. Samaritanerne var et fremmed folk der boede i jødernes land; jøderne hadede dem, og det var gensidigt. Men Jesus sagde altså at de også hører med til begrebet ”næste”. Det omfatter med andre ord alle mennesker.

Alligevel er der nogle mennesker som har en ganske særlig plads i Guds hjerte og derfor også i hans rige, og det er de svage. Det gælder for eksempel børnene – Jesus sagde for eksempel engang at hvis man ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, så kommer man slet ikke ind i det, og en anden gang sagde han at den der ydmyger sig og bliver som et barn, er den største i Himmeriget. (”Himmeriget” er et andet ord for Guds rige). En anden gruppe som står Guds hjerte særligt nær, er de fattige. Det gælder både dem der er fattige i materiel forstand, dvs. som ikke har ret mange penge og ret mange ting, og dem som er fattige på andre områder – fattige på evner, fattige på venner, fattige på selvtillid. Og så gælder det de syge og handicappede.

Det var altså det rige som Jesus gik rundt og opfordrede folk til at blive en del af. Et rige hvor egoisme, undertrykkelse, vold, frygt og selvtilstrækkelighed var afløst af tro, håb, kærlighed og fællesskab. Og det gør han stadig.

I første omgang endte det ganske vist med at Jesus blev henrettet fordi de mange der af den ene eller anden grund ikke brød sig om hans budskab, rottede sig sammen om at få ham dødsdømt på falske anklager. Det fik både venner og fjender til at tro at nu var det slut med Jesus og hans bevægelse. Men dér tog de fejl, for efter at have været død i halvandet døgn blev Jesus pludselig levende igen, og så kunne han fortælle sine undrende tilhørere at hans død faktisk havde været en del af planen. Da Jesus døde, bar han nemlig hele verdens synder – altså ikke alene alt det som du og jeg og alle andre mennesker har gjort, som er i modstrid med Guds vilje, men selve vores tilbøjelighed til at handle egoistisk og uretfærdigt. Det tog han med sig i døden, og det betyder at det liv som Jesus tilbyder dem der følger ham, er et liv hvor vi rent faktisk er i stand til at leve efter Guds vilje! Det er et af de allerstørste mysterier i Guds rige: at de største sejre vindes gennem lidelse og afkald.

40 dage efter at Jesus var blevet levende igen, vendte han tilbage til Gud i himlen, hvor han var kommet fra, men han gav sine tilhængere den opgave at udbrede Guds rige til hele verden og kalde folk til at følge Jesus, dvs. at følge hans eksempel. Og det gik de ufortrødent i gang med – det var det der blev til den kristne kirke. Men som sagt skete der desværre det op igennem århundrederne at der var mange af de kristne der glemte at følge Jesus – glemte at leve efter Guds riges værdier. Jesus’ budskab om ikke at bruge vold blev pludselig til et budskab om at man skulle bruge soldater til at befri Det Hellige Land fra muslimerne. Jesu budskab om at der skal være plads til alle, blev mange steder ændret til at det kun var dem der havde styr på deres liv, der var velkomne i kirkerne. Og Jesu budskab om næstekærlighed blev alt for tit glemt til fordel for ”enhver er sig selv nærmest”-mentaliteten.

Heldigvis har der jævnligt været bevægelser der mindede kirken om at det det handlede om, var at følge Jesus og fremme Guds riges værdier, ikke at fremme kirken som institution eller at mele sin egen kage. Den slags bevægelser plejer man mærkeligt nok at kalde ”fornyelsesbevægelser” selvom de i virkeligheden handler om at finde tilbage til udgangspunktet, men det er sikkert fordi de giver en fornyet erkendelse af hvad det er kirken er sat i verden for. Og kirken er nødt til hele tiden at blive fornyet hvis den ikke skal dø, for den består jo af mennesker, og vi mennesker har ikke i os selv kraften til at gøre det gode; den må vi til stadighed få fra Gud. Glemmer vi det, så bliver kirken bare til en klub som så mange andre. Derfor er der også, som I kan se hvis I slår op på side 1412 i salmebogen, et helt afsnit der har overskriften ”Kirkens fornyelse” – det er nummer 346-354. Ligesom det skete for Esajas da han fik sit syn af Guds trone omgivet af serafer, og ligesom det skete for Simon da hans båd pludselig blev fyldt med fisk ved højlys dag, må vi også hele tiden søge vores udgangspunkt i ærefrygten for Gud og erkendelsen af at det er en nådesbevisning uden lige at vi får lov til at arbejde med på udbredelsen af hans rige. Det var kun Jesus der kunne gøre Peter til menneskefisker, og det er også kun Jesus der kan gøre os til mennesker der er i stand til at tjene ham.