Prædiken til 3. søndag i fasten 2019

Posted By on 1. april 2019

Jesus og Beelzebul: Findes dæmoner?

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i fasten 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon,” skriver Lukas, uden videre forklaring, som om alle da naturligvis er klar over hvad dét vil sige. Og det var folk på den tid måske også, i hvert fald i højere grad end vi er i dag. Det fremgår jo i hvert fald af ordvekslingen i teksten at de der beskyldte Jesus for at stå i ledtog med Beelzebul, også selv havde nogle folk der uddrev dæmoner (men måske med mindre succes end Jesus, siden de kritiserede ham – der er jo noget med at rønnebærrene er sure hvis man ikke kan nå dem).

                      Men vi der læser teksten næsten 2000 år senere, står heller ikke helt på bar bund i forhold til hvordan det gik for sig når Jesus uddrev en dæmon, for den her tekst står i Lukasevangeliets 11. kapitel, og i de første 10 kapitler er der beskrevet flere dæmonuddrivelser. I kapitel 4 [vers 33-35] læser vi for eksempel følgende beretning: ”I synagogen var der en mand med en uren, dæmonisk ånd, og han skreg højt: ’Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!’ Men Jesus truede ad ånden og sagde: ’Ti stille, og far ud af ham!’ Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og fór ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.” Det lader altså til at have gået temmelig voldsomt for sig, selvom det endte godt. Og jeg gad egentlig nok vide, hvis du eller jeg eller en anden moderne dansker havde stået på sidelinjen og set Jesus uddrive en dæmon, hvordan vi så ville have reageret.

                      I januar måned fik TV2’s seere lejlighed til at stå på sidelinjen og overvære nogle dæmonuddrivelser, som ganske vist ikke blev foretaget af Jesus selv, men af prædikanten Torben Søndergaard fra bevægelsen ”The Last Reformation”. Og programmerne, som bar titlen ”Guds bedste børn”, har udløst voldsomme reaktioner, ikke alene fra seerne, men også fra de eksperter som Dokumentarkompagniet interviewede til serien. Bente Boserup fra Børns Vilkår beskrev for eksempel de dæmonuddrivelser der blev vist, som intet mindre end ”overgreb”. Torben Søndergaard har på sin side forsvaret sig med at Dokumentarkompagniet har klippet meget selektivt i optagelserne så de giver et langt mere negativt billede af det der foregik, end der reelt er dækning for, og jeg må da medgive ham at man sidder tilbage med et noget mere positivt indtryk når man ser de mere udførlige videoer som han selv har lagt ud på sin YouTube-kanal.

                      Spørgsmålet er naturligvis om Torben Søndergaard har ret i at den måde han uddriver dæmoner på, er identisk med den måde Jesus uddrev dæmoner på. Og et andet spørgsmål er om et fænomen som dæmonuddrivelser overhovedet lader sig overføre fra den kultur Jesus vandrede i, til den kultur vi lever i, og hvor vi har en langt større viden om fysiske og psykiske sygdomme og deres behandling.

                      For at begynde med det første spørgsmål, så har det ikke skortet på kritik af Torben Søndergaards praksis fra andre kristne der også uddriver dæmoner. Sognepræst Niels Underbjerg, som jeg selv har haft det privilegium at være kollega med da jeg for nogle år siden vikarierede i Fredens-Nazaret sogn, siger for eksempel til Kristeligt Dagblad [5. januar 2019] at ”udfrielsen skal ikke være noget, der sker i en kæmpe hal som promovering for en religiøs bevægelse. Det hører hjemme i sjælesorgens beskyttede rum, ligesom resten af den del af Guds gerning på jord, der handler om heling og helbredelse.” Med andre ord: Hvis Niels Underbjerg har ret, så sørgede Jesus for at dæmonuddrivelserne – netop fordi de så så voldsomme ud – foregik diskret. Han nævner dog også i interviewet at det ikke nødvendigvis behøver at foregå så voldsomt: ”For mig foregår det med en meget konkret og bydende forbøn, hvor man i Jesu navn byde det onde at forsvinde. At den er bydende, betyder ikke, at der skal råbes, men at der tales mere insisterende end ved andre mere vanlige sjælesorgssamtaler.” Derudover kritiserer Niels Underbjerg Torben Søndergaard for ikke i tilstrækkelig grad at sikre sig at det reelt er en dæmonbesættelse der er tale om, og ikke en fysisk eller psykisk sygdom.

                      Men selvom Niels Underbjerg altså kritiserer Torben Søndergaards praksis, så vil jeg tro at de fleste moderne danskere vil betragte de to prædikanter som to alen af det samme overtroiske stykke. For findes dæmoner overhovedet som andet end en metafor for problemer i livet? Eksisterer der reelt onde åndevæsener som man i Jesu navn kan befale at forlade et menneske, hvorefter de adlyder? Er beretningerne om at Jesus og disciplene uddrev dæmoner, ikke blot et udtryk for at deres verdensbillede var anderledes end vores, ligesom når vi i Det Gamle Testamentes poetiske tekster kan læse at ”Gud har grundfæstet jorden på dens søjler”?

                      Et beslægtet spørgsmål er om der findes gode åndevæsener – altså det vi plejer at kalde engle. Og sjovt nok har jeg indtryk af at der er langt flere mennesker i Danmark som tror på at der findes engle, end der er som tror på at der findes dæmoner – ligesom der er langt flere der tror på at Gud findes, end der er som tror på at Satan findes. Når jeg siger at det er ”sjovt nok”, så er det fordi der er så meget ondt i verden. Hvis der fandtes Gud og engle, men ingen djævel eller dæmoner, så synes jeg man kunne forvente at verden så bedre ud end den gør – også selvom vi mennesker selv er alt for gode til at ødelægge den. Så i virkeligheden handler det nok mere om at det er en behagelig tanke at der findes engle, hvorimod det er en ubehagelig tanke at der findes dæmoner. For man kan vel ikke sige at det skulle være mere i tråd med moderne videnskab at tro på gode åndevæsener end at tro på onde åndevæsener.

                      Det er klart at hvis man insisterer på at der kun findes det der kan passes ind i et strengt naturvidenskabeligt verdensbillede, så findes der ikke dæmoner. Men så findes der heller ikke engle, der findes ingen opstandelse – ja, så findes der faktisk slet ikke nogen Gud, og hele kristendommen kan afskrives som middelalderlig overtro, sådan som Ateistisk Selskab da også ynder at gøre. Den naturvidenskabelige metode har jo visse selvpålagte begrænsninger som gør den uegnet til overhovedet at udtale sig om spørgsmål som Gud og engle, være sig positivt eller negativt.

                      Anerkender vi derimod at der er en åndelig virkelighed som går ud over det der kan måles og vejes, og at der findes et højeste væsen (også kaldet Gud) – og det er jo som sagt en forudsætning for at kristendommen giver mening – så er der ikke i udgangspunktet noget i vejen for at der også findes andre åndevæsener, gode såvel som onde. Og såvel Det Gamle som Det Nye Testamente tager det da også for givet at den slags væsener findes – ligesom langt de fleste andre religiøse traditioner i øvrigt. Dog er der den forskel at i de gamle nordboeres religion, de gamle grækeres religion, og sågar i islam, opererer man ikke kun med gode og onde åndevæsener, men også med neutrale. I islam kaldes de sidstnævnte for djinner, og det berettes om profeten Muhammed at han prædikede for en gruppe af dem og omvendte dem til islam! De gamle nordboere kaldte de neutrale ånder for vætter, og de gamle grækere – ja, de kaldte dem for ”daimoner”, som er det samme ord som ”dæmoner”. Disse daimoner var som sagt ikke entydigt gode eller onde, men de havde et vist mål af magt, for eksempel over et træ eller en flod eller lignende, og derfor gjaldt det om at holde sig på god fod med dem. (Noget lignende kender vi i øvrigt fra Danmark, hvor folk på landet i mange år sørgede for at stille grød frem til nissen for at han ikke skulle hævne sig på dem). Da Paulus og de andre kristne missionærer prædikede evangeliet om Jesus for folk der troede på nisser og andre daimoner, var en del af budskabet at de ikke længere behøvede at være bange for den slags skabninger, fordi Gud og Jesus er langt mægtigere end dem – for det at skulle holde sig på god fod med denne vrimmel af små guddomme, var i høj grad noget der kunne binde folk i frygt. Derimod sagde Paulus ikke at daimoner ikke findes, tværtimod advarede han imod at man indlader sig med dem.

                      Om der findes ”neutrale” vætter eller djinner eller hvad man vil kalde dem, som hverken står i aktiv tjeneste hos Gud eller Satan, tør jeg ikke give et endegyldigt svar på, men det bibelske vidnesbyrd tyder ikke på det. Alene det at ordet ”daimon”, der i sin oprindelige græske kontekst som sagt var et neutralt udtryk, i Det Nye Testamente entydigt betegner onde ånder, taler sit tydelige sprog. I lyset af hvad Bibelen siger om menneskets skabelse – nemlig at vi mennesker blev skabt til fællesskab med Gud, men lod os friste af Satan til ulydighed mod Gud – synes jeg da også at det virker oplagt at englene ligeledes blev skabt til at tjene Gud, og i det omfang nogle af dem ikke gør det, er det fordi de har valgt at være ulydige. (Den traditionelle jødisk-kristne opfattelse er i øvrigt at alle de engle der valgte at være ulydige mod Gud, gjorde det på én gang, nemlig dengang før menneskets skabelse da Lucifer gjorde oprør og blev til Satan). Man kan så spørge om de faldne engle har mulighed for at omvende sig og blive frelst, ligesom vi faldne mennesker har det – og det vil jeg igen ikke udelukke at de kan. Men Det Nye Testamente rummer ingen eksempler på det, og i særdeleshed giver Jesus ikke disciplene instruktioner om at prædike for dæmonerne sådan som Muhammed ifølge islam prædikede for djinnerne – det er mennesker vi skal prædike for. Engle og dæmoner skal vi slet ikke beskæftige os med, undtagen i det omfang en dæmon plager et menneske og derfor må drives ud. Som min yndlingsforfatter C.S. Lewis siger, så er der to lige store, men modsatrettede, fejl vi kan begå når det drejer sig om djævle, hvoraf den ene er ikke at tro på deres eksistens, og den anden er at nære en overdrevet og usund interesse for dem. ”Djævlene er lige begejstrede for en materialist og en magiker,” som han udtrykker det.

                      Med andre ord tror jeg ikke vi skal begynde at se dæmoner overalt. Når vi møder mennesker der lider af fysiske eller psykiske sygdomme, skal vi ikke begynde at drive dæmoner ud af dem. Det vi derimod skal gøre, er at stræbe efter at leve tæt på Jesus og lade os forvandle af den kærlighed der drev ham til korset for vores skyld – og møde mennesker på vores vej med den samme kærlighed. Gør vi det, så tror jeg til gengæld også at vi vil komme til at erfare at Satan og hans dæmoner er virkelige, for det er netop sådan et liv ondskabens magter for enhver pris vil forhindre os i at leve. Derfor er det en daglig kamp at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Men nøglen til at sejre i den kamp ligger kun ét sted, og det er i troen på at Jesus har besejret alt det onde ved sin død og sin opstandelse. Lever vi i den sejr, kan dæmonerne ikke skade os – ”de deres trusler spilde”, som Luther siger det i en af sine mest berømte salmer.

                      Og skulle vi så støde på mennesker der reelt er besatte af dæmoner – og ifølge Niels Underbjerg er det ret sjældent forekommende her i landet – så vil vi være meget bedre rustet til at hjælpe de pågældende mennesker fri hvis vi selv lever i tæt fællesskab med Jesus. Selv har jeg kun ganske få gange stået i situationer hvor jeg har haft brug for at befale en dæmon at forlade et menneske, og set i bakspejlet er jeg ikke engang sikker på at der i de tilfælde reelt har været tale om en dæmon (men det var de pågældende selv sikre på, og de fik det bedre da jeg befalede dæmonen at forsvinde). Hvis jeg levede tættere på Jesus (som det da helt klart er mit mål at gøre), ville jeg måske se lige så mange dæmoner som Torben Søndergaard gør – eller også ville jeg kunne sige med større sikkerhed at han er helt forkert på den. Men jeg tror det er vigtigt at vi, ud over en sund portion kritisk sans, også væbner os med ydmyghed i den slags spørgsmål.

                      For at opsummere: Findes dæmoner? Ja, det tror jeg bestemt de gør. Skal kristne i dag drive dæmoner ud af mennesker? Ja, i det omfang vi er sikre på at der reelt er tale om dæmoner – men vi skal altid udvise skønsomhed, respekt og situationsfornemmelse. Er der mange dæmonbesatte mennesker i dagens Danmark, som Torben Søndergaard hævder, eller kun få, som Niels Underbjerg mener? Det har jeg ikke tilstrækkelig åndelig indsigt til at afgøre. Men jeg ved hvad der er vores vigtigste opgave, nemlig at kende Gud, hvile i hans kærlighed, og elske vores næste som os selv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til fastelavns søndag 2019 (højmesse)

Posted By on 4. marts 2019

Jesu dåb: Du er Guds elskede barn

Prædiken i Husum Kirke fastelavns søndag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den tekst vi lige har hørt, står i slutningen af Matthæusevangeliets tredje kapitel. For sammenhængens skyld vil jeg lige kort opridse hvad der står i de to første kapitler og i første del af kapitel 3. Men inden I lukker ørerne og tænker: ”Åh nej, det lyder helt vildt tørt og teolog-agtigt!” vil jeg trøste jer med at gennemgangen bliver ultrakort, og at jeg hurtigt når frem til pointen.

                      Kapitel 1 begynder med at opremse 42 slægtled fra Abraham og frem til Josef, Jesus’ jordiske far, og derefter hører vi om hvordan samme Josef reagerede på nyheden om at hans forlovede, Maria, var blevet med barn ved Helligånden. I begyndelsen af kapitel 2 hører vi om de vise mænd (eller ”de hellige tre konger”, som vi ofte kalder dem), og resten af kapitlet beskriver kong Herodes’ grusomme massakre på Bethlehems babyer, og hvordan Jesus undslap den ved at Josef og Maria flygtede til Egypten med ham og først kom hjem efter Herodes’ død. Derefter springer vi nogle år frem i tiden, for hele kapitel 3 handler om Johannes Døber og hans konflikt med farisæerne og saddukæerne; først i slutningen af kapitlet dukker Jesus op på scenen og bliver døbt, sådan som vi lige har hørt det. Pointen er (nu kommer det), pointen er at på det tidspunkt hvor Jesus blev døbt, havde han endnu ikke foretaget sig noget som helst! – eller i hvert fald ikke noget som Matthæus fandt det umagen værd at fortælle videre. Men alligevel tøvede Gud Fader altså ikke med at erklære: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

                      I grunden er det måske ikke så mærkeligt. Min egen søn har heller ikke i løbet af sit foreløbig treårige liv udført ret mange historiske bedrifter, og alligevel elsker jeg ham helt op til månen og tilbage igen – og at han ved dét, er faktisk vigtigere for mig end alle de andre ting jeg også prøver at lære ham. Men hvorfor elsker jeg ham så højt? Svaret er ganske banalt: Fordi han er min søn. Det er grund nok! Og sådan vil jeg gætte på at alle forældre har det: Vi elsker vores børn fordi de er vores børn, punktum.

                      Hvad vi til gengæld kan have svært ved, er at elske os selv bare fordi vi er os selv. Efterhånden som vi vokser op, finder vi nemlig ud af at der ikke er ret meget i denne verden der er gratis. Vil man nyde, må man yde. Vil man have en god karakter i skolen, må man gøre sig umage. Vil man have et godt job, må man sørge for at skaffe sig de nødvendige kvalifikationer. Vil man have en lækker bil, må man tjene de penge det koster at købe den. Vil man være god til at spille guitar eller fodbold eller skak, må man øve sig. Og så videre. Oven i købet skal nogle arbejde endnu hårdere end andre for at opnå det samme, fordi vi har forskellige forudsætninger i form af hvad vi har talent for, eller i form af det man kalder den sociale arv.

                      Her i denne verden kan det nok ikke være ret meget anderledes end at man må yde for at kunne nyde, og det ville nok i længden heller ikke være godt for os hvis vi bare kunne sidde i lænestolen mens der fløj stegte duer ind i munden på os. Paulus gør det da også klart i Andet Thessalonikerbrev [3,10-12] hvor han giver instrukser om hvordan de første kristne skulle forvalte de penge de samlede ind til de fattige, at pengene skal gives til dem der ikke kan forsørge sig selv, ikke til dem der ikke gider.

Men det er et problem hvis vi begynder at anvende samme logik når det gælder kærlighed, for kærlighed er ikke noget man kan opnå ved at arbejde for den; den kan kun gives frit. Hvis du ”elsker” en person fordi du føler at det er noget du skylder vedkommende, så er det ikke kærlighed der er tale om! Enhver der har prøvet at forsøge at gøre sig fortjent til nogens kærlighed, eller som har oplevet at nogen har forsøgt at gøre sig fortjent til deres kærlighed, eller som blot kender nogen der har prøvet en af delene, ved at det ikke er sådan kærlighed fungerer. Tværtimod er det sådan at kun når jeg ved at jeg er elsket, uanset om jeg lykkes eller mislykkes, kan jeg agere med den frimodighed der er nødvendig hvis jeg skal kunne lykkes.

For at illustrere det skal vi lige en tur omkring sportens verden. Som nogle af jer ved, røg Danmark ud af sidste års VM-slutrunde i fodbold efter en straffesparkskonkurrence hvor 27-årige Nicolai Jørgensen brændte det afgørende skud for Danmark og derved pådrog sig så stor vrede fra de danske fodboldfans at han i de følgende uger ligefrem modtog dødstrusler. Havde han derimod scoret det afgørende mål der havde sikret at Danmark var gået videre, så ville alle fans givetvis have elsket ham – men vel at mærke med den falske ”kærlighed” der er baseret på præstationer. Sådan er vilkårene i professionel fodbold, og det ved alle der vælger den karrierevej. Og: Det påvirker deres præstationer! Her er lidt statistik[1]: Hvis dommeren undervejs i en fodboldkamp dømmer straffespark, bliver der scoret i 85% af tilfældene. I straffesparkskonkurrencer bliver der derimod kun scoret i 76% af tilfældene. Og når man når frem til det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen hvor en afbrænder vil medføre at holdet ryger ud, så ryger scoringsprocenten helt ned under 60%! Det er altså tydeligt at bevidstheden om at man vil blive hadet hvis det går galt, i sig selv er med til at øge risikoen for at det går galt.

Og sådan tror jeg faktisk ikke kun det er i fodbold, men også på alle andre områder af livet: En såkaldt kærlighed der ikke er ægte, fordi den er betinget, gør et menneske mindre, hvorimod ubetinget kærlighed sætter et menneske fri til at udleve sit fulde potentiale. Det er derfor jeg gerne vil have at min søn skal vide at han er elsket ubetinget. Og jeg tror også det var derfor Gud Fader gjorde et stort nummer ud af at erklære sin ubetingede kærlighed til sin søn før han havde udrettet noget som helst.

Og nu kommer vi så til dagens allerbedste nyhed: Den ubetingede kærlighed som Gud erklærede til Jesus, den erklærer han også til dig og mig! Vi er nemlig også hans børn. ”Ja, klart,” tænker du måske, for det at vi er Guds børn, er jo gået hen og blevet noget af en selvfølgelighed i det danske sprog så vi blandt andet har fået udtryk som ”han er ikke et af Guds bedste børn”. Fra tid til anden bliver det debatteret i Kristeligt Dagblads spalter og andre steder om vi bliver Guds børn ved dåben og/eller troen, eller om alle mennesker automatisk er Guds børn, uanset dåb og tro. Jeg har indtryk af at det i disse år er det sidstnævnte synspunkt der er det mest udbredte, altså at alle mennesker automatisk er Guds børn, og at dåben dermed blot er en bekræftelse af noget der i forvejen var tilfældet. Og det forstår jeg egentlig godt, for det er da ikke særlig rart at få at vide at man ikke er Guds barn, endsige at ens endnu ikke døbte spædbarn ikke er Guds barn endnu. Hvad jeg derimod ikke forstår, når nu så mange mennesker er så ivrige efter at få lov til at kalde sig Guds børn, er at der ikke er flere mennesker der lever som Guds børn. Og dermed mener jeg to ting.

For det første: Har I overvejet hvor revolutionerende en tanke det er at vi får lov til at kalde os børn af den mægtigste kraft i universet – ja, ikke nok med det: at Kongernes Konge og Herrernes Herre elsker os ubetinget, uanset om vi lykkes eller mislykkes? Eller er ”Vi er Guds børn” blevet gentaget så ofte og så automatisk at vi har tabt af syne hvor stort et privilegium det er? Når vi er Guds børn, så er vi frie til at leve uden at bekymre os om hvad andre mennesker mener om os, for hvor er det menneske hvis mening om os har større vægt end Guds? Når Gud siger at ”du er dig og du duer” (for nu at citere en søndagsskolesang jeg lærte som barn), kan det så ryste din selvtillid at noget menneske skulle mene at du ikke duer? Men der er ikke ret mange mennesker der virkelig har taget det at de er Guds børn, til sig dybt i hjertet – og jeg kan desværre ikke sige at jeg selv har grebet det fuldt ud.

For det andet: Forældre opdrager deres børn. Selvom jeg elsker min søn helt op til månen og tilbage igen, lader jeg ham ikke altid få sin vilje. Ja, det ville faktisk være grov omsorgssvigt hvis jeg altid lod ham få sin vilje, for han er jo ikke gammel nok til at vide hvad der tjener til hans eget bedste. Derfor må jeg finde mig i at han nogle gange hyler og skriger og synes at jeg er verdens værste far. Når jeg siger at han ikke må få mere slik den dag, eller at nu er det altså sengetid, eller at han skal spørge pænt hvis der er noget han vil have, så oplever han det lige i øjeblikket som et ondt overgreb på sin frihed, men jeg siger det jo fordi jeg elsker ham. Jeg elsker ham præcis som han er, men netop fordi jeg elsker ham, vil jeg ikke lade ham forblive som han er, for hvis han stadig opfører sig som en 3-årig når han bliver voksen, vil han få store problemer. På samme måde opdrager Gud også sine børn, netop fordi han elsker os. Og Guds faderlige opdragelse stikker langt dybere end den opdragelse som vi jordiske forældre kan give vores børn, for Guds mål er at omskabe os totalt efter sin søns, Jesus’, billede. For vores egen skyld (og naturligvis også lidt for vores medmenneskers skyld) vil Gud fjerne alt det onde og egoistiske og ukærlige fra vores hjerte, og det kan godt føles ubehageligt. I dagens anden læsning fra Bibelen sammenlignede apostlen Peter ligefrem dåbens vand med syndflodens vand, som på Noas tid udslettede alt hvad Gud ikke fandt behag i på jorden. På samme måde vil Gud udslette alt hvad han ikke finder behag i hos os. Men lagde I mærke til at det som Peter helt ordret skrev om syndfloden, var: ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer”? Gud vil fjerne det onde fra vores liv fordi det er til skade for os selv. Hans mål med opdragelsen er at frelse os. Og hans motiv for at gøre det er ene og alene kærlighed. Så hvis du synes Gud er hård ved dig i øjeblikket, så fat mod: Det er fordi han elsker dig! Hvis du med troens øjne ser ind i Guds ansigt, vil du se at det – midt i den ubehagelige opdragelse – lyser af den blideste, ømmeste kærlighed til dig. Så ret ryggen: Du er Guds elskede barn, i dig har han fundet velbehag!

[1] Kilde: https://blog.innerdrive.co.uk/sports/the-psychology-of-perfect-penalties

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2019

Posted By on 4. marts 2019

Forklarelsen på bjerget: At se bag sløret

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Forestil dig at du er overtjener på Hotel D’Angleterre. En dag er du i færd med at gennemgå listen over hvor mange borde der er bestilt den pågældende aften, da en ung mand kommer hen til dig og siger: ”Dav, det er angående den ledige tjenerstilling.” ”Æh, man skal ansøge skriftligt,” siger du med slet skjult irritation i stemmen, men den unge mand smiler bare og går forbi dig hen til døren til chefens kontor. Før du kan nå at standse ham, har han åbnet døren uden at banke på, og du frygter det værste, men så hører du chefen sige: ”Nej, er det dig, Martin! Hvor hyggeligt! Ja, selvfølgelig – du kan begynde med det samme!” Chefen følger med den unge mand ud i restauranten og siger til dig: ”Du sørger lige for at oplære Martin, ikke?” hvorefter han forsvinder ind på kontoret igen. ”Hvor kender du chefen fra?” spørger du forvirret, hvortil Martin nonchalant svarer: ”Jeg kender da alle!”

                      Du når kun at give Martin en meget nødtørftig oplæring inden de første af aftenens gæster ankommer, men heldigvis ser han ud til at klare arbejdet fint. Du bliver dog en smule nervøs da Frank Jensen træder ind ad døren, og Martin hilser ham med et lige lovlig familiært: ”Hej Frank!” Men overborgmesteren lyser bare op i et smil og siger: ”Hej Martin!” og giver ham en high five. Inden du har nået at få underkæben på plads igen, kommer Mads Mikkelsen ind – og aldrig så snart har han fået øje på din nye kollega før han udbryder: ”Martin! Gamle svinger!” og går hen og dunker ham kammeratligt i ryggen.

                      Sådan fortsætter det nogen tid, og hver gang du spørger Martin hvor han dog kender alle de kendte mennesker fra, svarer han blot: ”Jeg kender da alle.” Men så en dag får du en idé, og du foreslår Martin at I på dronningens fødselsdag skal tage ind på Amalienborg Slotsplads. ”Jeg tør vædde på,” siger du til ham, ”at du ikke kan komme ind på slottet og deltage i festen!” ”Top!” siger Martin, og den 16. april tager I derind. Du ser spændt til mens han selvsikkert spankulerer hen til slottets indgangsdør. Til din overraskelse træder garderen til side og gør honnør mens Martin går forbi, og få minutter senere står din kollega arm i arm med selveste dronningen oppe på balkonen og vinker til de mange mennesker nede på slotspladsen. Du er ved at gå til af forbløffelse, men så vejrer du morgenluft da en stateligt klædt herre går hen og henvender sig til en af garderne, peger op mod balkonen og siger: ”Undskyld, kan De sige mig hvem den person er?” ”Hvem hentyder De til?” spørger garderen. Og så får du chokket da manden svarer: ”Ja, den ældre dame der står deroppe ved siden af Martin!”

 

Jeg undskylder hvis jeg fornærmede nogen med den vittighed. Dronningen er jo en helt unik person i det danske samfund. Ganske vist har hun ingen reel politisk magt, men hun er selve symbolet på den danske nation, og hendes person er fredhellig i henhold til Grundloven. Det er sket en enkelt gang for mange år siden at jeg af vanvare kom til at benytte en kirkebøn som ikke nævner dronningen, og det medførte en så forarget reaktion at jeg lige siden omhyggeligt har sørget for at huske at bede for Hendes Majestæt. Så ja, alt i alt forstår jeg godt hvis nogle af jer syntes det var upassende at udsætte dronningen for en vittighed der lader en helt almindelig mand indtage en plads der ikke alene er på linje med hendes, men højere. Men selvom jeg som sagt er ked af hvis nogen af jer blev fornærmede, er jeg ganske godt tilfreds med hvis I fandt tanken chokerende, for det vil gøre det lettere for jer at forstå den beretning fra Matthæusevangeliet som vi lyttede til for lidt siden.

                      Først skal vi dog se på den læsning fra Anden Mosebog som vi lyttede til tidligere i gudstjenesten. Den handler om en af de allermest centrale personer, for ikke at sige den mest centrale person, i det jødiske folks selvforståelse, nemlig Moses. (Den jødiske menighed i Danmark hedder jo endda ”Det Mosaiske Trossamfund”). Moses var den person som Gud valgte at bruge som mellemmand da han etablerede sin pagt med israelitterne; den pagt der definerede dem som Guds ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det foregik ved bjerget Sinaj, som Gud lod indhylle i en sky af sin herlighed.

En sky af herlighed – hvad betyder det? Tja, en sky ved vi godt hvad er, og mange af os har også prøvet at være inde i én, hvis vi for eksempel har været på ferie i bjergene, men en sky ”af herlighed”? Det Gamle Testamentes grundsprog er hebraisk, og det hebraiske ord for herlighed er kabod. Grundbetydningen af det ord er ”tyngde”, så når det bliver brugt i betydningen ”herlighed” er der altså tale om en atmosfære af ”ærefrygtindgydenhed” der er så håndgribelig at man ligefrem kan mærke at den vejer noget. De mennesker i Det Gamle Testamente der fik lov til at opleve Guds kabod, blev da som regel også grebet af frygt fordi de kunne mærke at de stod ansigt til ansigt med noget der både var uendelig meget stærkere end dem og uendelig meget renere og smukkere end dem. Blot det at Guds herlighed sænkede sig over Sinajbjerget, gjorde israelitterne rædselsslagne, kan vi læse et par kapitler tidligere. Men Moses fik altså lov til at gå op på bjerget, og han blev der endda i 40 dage og nætter, så folk var sikre på at han måtte være død. Men til sidst kom han ned, og det med et ansigt der strålede så kraftigt at han var nødt til lægge et slør over det. Det er ikke for ingenting at der som konklusion på Moses’ liv står følgende i slutningen af Femte Mosebog [34,10]: ”Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt.” Moses var altså målestokken som alle senere profeter blev målt efter, men som ingen kunne måle sig med.

Så spoler vi frem til Det Nye Testamente og til Jesus. Jesus var på mange måder meget anderledes end Moses. Hvor Moses var vokset op ved Faraos hof, voksede Jesus op i en fattig tømrerfamilie. Hvor Moses var sit folks ubestridte politiske og religiøse leder, var Jesus blot en af mange omvandrende prædikanter langt fra magtens centrum. Men der var dog alligevel nogle – deriblandt Peter og Jakob og Johannes, som vi møder i beretningen fra Matthæusevangeliet – der fornemmede at der var noget helt særligt ved ham, og som derfor valgte at forlade hus og hjem og job for at følge ham som hans disciple. Han talte på en måde som de ikke havde hørt nogen andre gøre, og han gjorde mange mirakler. Hvem mon han i virkeligheden var, denne tømrersøn fra Nazaret?

Og så kom den dag hvor han inviterede dem med op på bjerget. Og jeg tror de var spændte. Det skete nemlig tit at Jesus gik op på et bjerg for at bede, og det kunne nemt vare en hel nat. Hvad mon det var der foregik når han var deroppe og talte med Gud? De havde sikkert nogle forestillinger om hvad det gik ud på, men jeg tror ikke de overhovedet var forberedte på det syn der mødte dem deroppe: Hans ansigt lyste som solen! Peter og Jakob og Johannes blev simpelt hen vidner til at den mand som de gennem flere år havde vandret sammen med, arbejdet sammen med og spist sammen med, blev forvandlet på samme måde som Moses var blevet det 1300 år tidligere. Og som en ekstra bekræftelse på dét dukkede Moses pludselig op i egen høje person (sammen med Elias, en anden af de helt store skikkelser fra Det Gamle Testamente) og stod og talte med Jesus! Jeg tror de tre disciple må have været omtrent lige så chokerede som overtjeneren fra vittigheden blev da han så sin kollega stå på Amalienborgs balkon sammen med dronning Margrethe!

Ja, i virkeligheden blev de vel endnu mere chokerede, for der var jo også den detalje at Moses havde været død i 1500 år, og det er altså ikke hverdagskost – heller ikke i Bibelen – at for længst afdøde personer sådan pludselig materialiserer sig. Evangelierne fortæller ganske vist om mindst tre døde som Jesus vækkede til live, men dels havde de ikke været døde ret længe, dels flyttede deres kroppe sig ikke rent geografisk da de gik fra at være døde til at være levende. Moses og Elias, derimod, dukkede pludselig lyslevende op efter henholdsvis 1500 og 800 år, på et sted hvor i hvert fald Moses aldrig nogensinde havde været, hverken som levende eller som død. Faktisk satte Moses aldrig nogensinde sine ben i det land der skulle blive Israel, for han blev født i Egypten, og efter at have ført israelitterne ud af fangenskabet dér befandt han sig ude i ørkenen i 40 år og døde på bjerget Nebo i det nuværende Jordan, kort før folket begav sig ind i det forjættede land anført af Moses’ efterfølger, Josva.

Moses’ død var i øvrigt omgærdet af mystik, for der var ingen der så ham dø, og der var heller ingen der så hans lig, for efter at han var død, begravede Gud ham ”i dalen i Moabs land over for Bet-Peor”, læser vi i Femte Mosebog [34,6], og ”den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er”, står der. Hvad Elias angår, står der i Anden Kongebog at han slet ikke døde, men blev hentet op til himlen i levende live i en ildvogn for øjnene af sin forbløffede lærling og efterfølger, Elisa. Så måske er det meningen at vi skal tænke at det slet ikke var døde mennesker der dukkede op og talte med Jesus, men mennesker som ”til daglig” (om man så må sige) levede i himlen på samme måde som vi bekender at Jesus gør det efter sin opstandelse – Elias fordi han slet ikke var død, og Moses fordi Gud muligvis gav ham del i opstandelsen på forskud?

Nå, det var et sidespring. Hovedsagen er at Peter, Jakob og Johannes fandt ud af at Jesus var en endnu langt mere speciel og fornem person end de havde forestillet sig. Men selvom de sikkert var både forundrede og overvældede, føltes det hele alligevel tilforladeligt nok til at Peter havde lyst til at blive der, og han tilbød endda egenhændigt at tømre tre hytter til Jesus, Moses og Elias. (Selv stillede han sig åbenbart tilfreds med at overnatte under åben himmel). Men så skete der noget som slog hovedet på sømmet i en grad så de stakkels disciple faldt ned på deres ansigt, grebet af stor frygt. Hvis vi vender tilbage til sammenligningen med den vittighed jeg lagde ud med, så kan man sige at det at de så Jesus stå med lysende ansigt og tale med Moses og Elias, svarede til da overtjeneren så Martin stå på balkonen sammen med dronning Margrethe. Men det chok som overtjeneren fik da han fandt ud af at den statelige herre kendte Martin, men ikke dronningen, havde disciplene stadig til gode, og det fik de da de lige pludselig selv befandt sig inde i skyen af Guds herlighed – der hvor ingen af israelitterne på Moses’ tid havde vovet sig ind (hvilket var forståeligt, for de var blevet advaret om at de ville dø hvis de gik derind). Og så hørte de Guds egen stemme! Og hvad sagde Guds stemme? Den udpegede Jesus som Guds elskede søn og sagde: ”Hør ham!” Gud bevidnede altså at Jesus ikke alene var på samme niveau som de uopnåelige profetidealer Moses og Elias – han stod over dem! Han var ikke bare en der omgikkes Gud ansigt til ansigt, sådan som Moses havde gjort; han var Herren selv i menneskeskikkelse, Guds evige Søn, ét med Faderen fra før tidernes morgen. Den mand de havde vandret, arbejdet og spist sammen med! Jeg forstår godt at netop den oplevelse var noget som Peter vendte tilbage til igen og igen i løbet af sit liv, blandt andet i det brev som vi hørte et lille uddrag af som dagens anden læsning.

Man kan spørge hvorfor det kun var Peter, Jakob og Johannes der fik lov til at få et kig ”bag sløret” og se Jesus som han var i sin herlighed. Der var jo mange der ikke troede på Jesus, men sådan et syn ville vel have overbevist dem? Ja måske – men det er også meget tænkeligt at sådan et syn ville have slået dem ihjel. Som sagt blev israelitterne på Moses’ tid advaret om at de ikke ville kunne overleve at gå op på Sinajbjerget mens skyen af Guds herlighed hvilede over det. Kontrasten mellem Guds fuldkomne herlighed og renhed, og vores menneskelige syndighed og skrøbelighed, er så stor at vi ville gå til grunde ligesom en lille isterning der blev kastet ind i et flammehav. Det er kun i kraft af Jesu stedfortrædende død og opstandelse at vi har mulighed for at komme i nærheden af Gud uden at gå til. Det er kun fordi Jesus gik til grunde for vores skyld, at vi kan se frem til engang ”med utildækket øje” at ”se ham, hvem her vi tro’de på”, som vi sang tidligere i gudstjenesten.

Til gengæld: Når vi tilhører Jesus, og vores liv er skjult i ham, så har vi mulighed for at træde ind i Guds herlighed! Vi kan ganske vist ikke se den med vores fysiske øjne, men vi kan se den med troens øje når vi henvender os til Gud i bøn, når vi synger lovsange alene eller sammen med menigheden, eller når vi tager plads ved Herrens nadverbord. Gud er her i al sin herlighed; vi skal blot bede Helligånden om at åbne vores hjertes øjne så vi kan se ham.

Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2019

Posted By on 4. marts 2019

Officerens tjener: Blind tro?

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Mange af jer har sikkert prøvet det. Der er et eller andet i vejen et sted i kroppen, du kan ikke regne ud hvad det er, og du er bekymret for at det måske er noget alvorligt. Dertil kommer at det gør ondt næsten hele tiden, så du bestiller en tid hos lægen i håb om at noget kan gøres. Du tæller dagene og timerne til din konsultation hos lægen, og da dagen endelig oprinder, sætter du dig op til at der nu endelig kommer til at ske noget i sagen. Men du bliver skuffet, for lægen undersøger dig ikke engang; han siger bare at det sandsynligvis ikke er noget alvorligt, og at det nok skal gå over med tiden, og at du eventuelt kan overveje at dyrke noget mere motion. Og så kan du ellers gå hjem igen med stort set uforrettet sag.

                      Omtrent sådan tænker jeg at Na’aman [som jeg fortalte om i Børnehjørnet] må have følt det da profeten Elisa ikke engang ville komme ud og tale med ham, men blot sendte sin tjener ud og bad ham om at bade sig syv gange i Jordanfloden. Ganske vist endte han med at blive mirakuløst helbredt for sin spedalskhed da han endelig lod sig overtale til at gøre som profeten havde sagt, men han kunne jo ikke vide på forhånd at det ville gå sådan. Og jeg må nok ærligt indrømme at hvis jeg havde været i hans sko, ville jeg nok have reageret på nogenlunde samme måde som han gjorde. Eller måske ville jeg have sat mig ned foran Elisas hus og ventet på at han kom ud og helbredte mig.

                      Så er det straks en helt anderledes indstilling vi finder hos den romerske officer som vi møder i dagens evangelietekst. Han og Na’aman havde ellers en del til fælles: De var begge ikke-jøder, ja ikke nok med det, de tilhørte folk som israelitterne betragtede som deres fjender. Og de havde som soldater ikke selv holdt sig tilbage fra at bekrige Israel: Syreren Na’aman havde taget en israelitisk pige som slave under et strejftog, og den unavngivne romer i dagens tekst var den lokale, væbnede repræsentant for besættelsesmagten. Begge nedlod de sig til at bede et medlem af det besejrede folk om hjælp. Men hvor Na’aman blev fornærmet over at profeten ikke dansede efter hans pibe, reagerede den romerske officer helt anderledes.

                      Inden vi går videre bliver jeg nødt til at lære jer lidt om forskellen på græsk og dansk. Som nogle af jer ved, er Det Nye Testamente oprindelig skrevet på græsk. Det er heldigvis oversat til dansk (og en lang række andre sprog – flere end nogen anden bog!) så man kan læse det selvom man ikke forstår oldgræsk, men ingen oversættelse er fuldkommen, og nogle steder kan det der står på græsk, betyde to forskellige ting på dansk. Det har vi desværre et eksempel på i den tekst vi ser på i dag, nemlig i Jesus’ første svar til officeren: ”Jeg vil komme og helbrede ham.” På dansk kan vi som bekendt se forskel på et spørgsmål og et udsagn ved at se på ordenes rækkefølge: Hvis jeg siger: ”Jeg står på prædikestolen”, så er det er udsagn, men hvis jeg siger: ”Står jeg på prædikestolen”, så er det et spørgsmål. Men på mange andre sprog, for eksempel fransk og spansk og – hvad der er nok så vigtigt – nytestamentlig græsk, er ordenes rækkefølge den samme i spørgsmål som i udsagn, og det er kun ud fra betoningen af ordene at man kan høre forskel. På tryk kan man naturligvis se forskel fordi spørgsmål slutter med et spørgsmålstegn, men: Dengang Det Nye Testamente blev skrevet, var spørgsmålstegnet ikke opfundet endnu! Derfor må man i hvert enkelt tilfælde afgøre ud fra konteksten om det er et udsagn eller et spørgsmål man står med, og til tider kan det være svært at afgøre. I den tekst vi står med i dag, er der mange forskere der mener at det som Jesus siger, bør oversættes som et spørgsmål snarere end som et udsagn – altså ikke: ”Jeg vil komme og helbrede ham”, men: ”Vil du have at jeg skal komme og helbrede ham?” Oven i købet er der en detalje i den græske tekst (som jeg ikke vil trætte jer med nu, men spørg mig efter gudstjenesten eller send en mail, hvis I vil vide mere), der tyder på at det er et spørgsmål som der forventes et negativt svar på – altså noget i stil med: ”Du havde da vel ikke tænkt dig at jeg skulle komme og helbrede ham?”

Nu sidder nogle af jer måske og undrer jer lidt, for hvorfor skulle Jesus dog svare officeren så afvisende? Hvorfor skulle han ikke være interesseret i at komme og helbrede tjeneren? Det skal jeg sige jer: Fordi Jesus var jøde! Det har vi det af og til med at glemme. Og på Jesu tid gik jøder ikke på besøg hos mennesker der ikke var jøder (det gør langt de fleste jøder heldigvis gerne i vore dage) – og da slet ikke hos repræsentanter for besættelsesmagten! Nå ja, kan man sige, men nu var Jesus jo ikke en helt almindelig jøde, og han gjorde mange ting som hans samtids religiøse establishment blev dybt forargede over, såsom at spise sammen med værnemagere og prostituerede. Ved en anden lejlighed, som vi kan læse om i Johannesevangeliet, bad han en samaritansk kvinde om vand, hvilket var uhørt for en jøde at gøre. Og Jesus havde også selv sagt at man skal gøre godt mod sine fjender. Alt det er nok grunden til at en række bibeloversættelser (deriblandt den autoriserede danske) har valgt ikke at oversætte det Jesus sagde, som et afvisende retorisk spørgsmål, men som et velvilligt udsagn. Men man kan jo sagtens forestille sig at Jesus ikke gav udtryk for at han ikke var villig til at gå ind i officerens hus, men blot mindede ham om at det ville stride imod almindelig skik og brug – og jeg synes i hvert fald at officerens efterfølgende replik giver mest mening hvis man tolker Jesu ord som et spørgsmål.

Hvorom alting er: I modsætning til Na’aman blev den romerske officer ikke fornærmet. Tværtimod indrømmede han blankt at han ikke var værdig til at Jesus skulle gå ind i hans hus – hvilket må siges at være udtryk for en helt exceptionel ydmyghed fra værnemagtens side. Men – og det er meget vigtigt – han resignerede ikke! Han opgav ikke sit forehavende, men kom med et alternativt forslag, nemlig at Jesus kunne helbrede hans tjener på afstand, blot ved at sige et ord! Og det vel at mærke på et tidspunkt hvor Jesus endnu ikke havde ”fjernhealet” nogen – den spedalske mand, som vi også hørte om i dagens tekst, helbredte han jo for eksempel ved at røre ved ham. Så hvilken garanti havde officeren for at Jesus overhovedet ville kunne helbrede hans tjener uden at gå ind i hans hus? Ingen! Men han havde en tro på at ligesom han selv havde myndighed til på vegne af sin øverstbefalende at give sine soldater ordrer og regne med at de ordrer blev udført, sådan havde Jesus også myndighed til på vegne af Gud at give ordrer til Guds skaberværk og forvente at de ordrer blev udført!

Hvor havde han den tro fra? Kunne man se på Jesus at han var en gudesøn med overnaturlige evner? Næ, han lignede efter alt at dømme et helt almindeligt menneske, og han havde også et helt almindeligt jødisk navn (der nævnes flere andre personer med navnet Jesus i Det Nye Testamente). Det eneste svar jeg kan komme i tanker om, er at Gud på en eller anden måde må have skabt den tro i officeren. Under alle omstændigheder vovede han at satse på at Jesu ord stod til troende, også selvom han ikke kunne se at der skete noget som helst. Han påtog sig frivilligt rollen som den der forlader en konsultation hos lægen uden så meget som at være blevet undersøgt. Jeg må ærligt indrømme at det er jeg ikke sikker på at jeg selv ville havde gjort – som sagt kan jeg langt bedre se mig selv i Naaman.

Og hvad kan vi der lever i Danmark i år 2019 så bruge alt det her til? En hel del, skulle jeg mene. Vi har jo slet ikke den mulighed at Jesus rent fysisk går ind i vores hjem eller på anden måde gør noget vi kan se, men er i endnu højere grad end officeren henvist til den blinde tro, som Søren Kierkegaard sammenlignede med at springe ud på 70.000 favne vand.

Tag for eksempel dåben – hvad ser vi der? Vi ser en præst – et helt almindeligt menneske – øse tre håndfulde vand i hovedet på [dåbsbarnets navn] og hører ham sige nogle ord, men nogen virkning kan vi ikke se, ud over at barnet får vådt hår og måske begynder at græde. At hun bliver genfødt til et levende håb, bliver gjort til Guds barn og får skænket Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv, sådan som ordene i ritualet lyder – det kan vi kun tro. Og tror vi det ikke, får vi ingen gavn af det – dåben er nytteløs uden troen. Det er også derfor vi præster altid gør så meget ud af den forpligtelse som dåbsbarnets forældre har til at oplære deres barn i den kristne tro. Men springer vi ud i det og tror Jesus på de ord som han sagde for snart 2000 år siden, så vil vi erfare at de holder: at Gud er der, at han elsker os, at han faktisk hører vores bønner, og at han også i dag kan give mennesker nyt liv og nyt håb.

Det evige liv kan vi naturligvis ikke komme til at erfare sådan lige med det samme – og så alligevel: Jesus sagde engang at det evige liv er selve det at kende ham og Gud Fader. Så i en vis forstand kan vi allerede nu og her erfare det evige liv, selvom det naturligvis kun er en skygge af hvad der venter når vi skal sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.

Prædiken til nytårsdag 2019

Posted By on 4. marts 2019

Jesu omskærelse: Jesus var omskåret

Prædiken i Husum Kirke nytårsdag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi indleder 2019 med den korteste prædiketekst vores tekstrækker har at byde på: Ét vers, som består af 27 ord. Men bare i løbet af de to år der er gået siden vi sidst havde den (for vi har jo to tekstrækker vi skifter imellem), er den gået hen og blevet temmelig kontroversiel. Der indgår nemlig et ritual som et stort antal danskere opfatter som et uacceptabelt overgreb – faktisk så mange at forslaget om at forbyde omskæring af raske børn og unge under 18 er et af de meget få borgerforslag som har fået samlet tilstrækkelig mange underskrifter til at Folketinget skal behandle det. Københavns biskop har ikke lagt skjul på at han tager meget skarpt afstand fra forslaget fordi han ser det som et direkte angreb på jødernes religionsfrihed, men selv kan jeg godt følge argumenterne fra begge sider og har derfor ikke nogen skarp holdning til spørgsmålet. Det har til gengæld flere af mine bekendte som er med i anti-omskæringsforeningen ”Intact Denmark”, og ifølge hvem alene det at være uafklaret om spørgsmålet, er tegn på at man mangler moralsk dømmekraft, for det er da kun umennesker der under nogen omstændigheder kan acceptere at man uden medicinsk begrundelse skærer i et forsvarsløst barns tissemand, må man forstå. Jeg kan så blot undre mig over – hvis det virkelig er så indlysende et standpunkt – at der for blot få år siden stort set ikke var nogen der diskuterede spørgsmålet. Omvendt giver det mig selvfølgelig et håb om at nogle af de ting som jeg selv synes burde være indiskutable, men som kun ganske få andre har blik for, lige pludselig kan vinde en lignende udbredelse.

                      Dengang Jesus blev omskåret, var omskæring nok ikke fuldstændig ukontroversielt, det ville være for meget at sige (det vender jeg tilbage til om lidt), men det var i hvert fald sådan at alle israelitiske drengebørn blev omskåret når de var otte dage gamle. Det var en meget vigtig identitetsmarkør for jøderne, og det var fuldstændig utænkeligt for en jødisk familie i Israel ikke at få deres drengebørn omskåret på ottendedagen. Det var et tegn på at man hørte med til folket; et tegn som gik helt tilbage til Abraham, hvem Gud befalede at han og alle hans efterkommere af hankøn skulle omskæres som et tegn på at de stod i et pagtsforhold til Gud. Til at begynde med var omskærelsens funktion som tegn på at man var israelit, ganske vist ikke specielt fremtrædende, eftersom de fleste af israelitternes nabofolk på gammeltestamentlig tid også praktiserede omskærelse. (En markant undtagelse var filistrene, som blandt andre Samson [Dom 15,18], Saul [1 Sam 31,4] og David [1 Sam 17,26] derfor også hånligt omtaler som ”uomskårne”). Da jøderne senere blev spredt blandt andre folkeslag efter at deres land var blevet erobret af assyrerne og babylonerne, blev omskærelsen (sammen med sabbatten) derimod pludselig noget der adskilte dem fra de hedenske folk omkring dem. Babylonerne og de andre folk havde dog ikke noget imod at jøderne praktiserede omskærelse.

Det havde grækerne til gengæld! Mange af jer har sikkert hørt om den græsktalende makedonske hærfører Alexander den Store, der i løbet af ganske få år erobrede hele Mellemøsten og indførte græsk sprog og græske skikke. En af de græske skikke var atletik, og det fik stor betydning for jødernes omskærelsespraksis. Det lyder måske mærkeligt, men sagen er den at grækerne var nøgne når de dyrkede sport. (Ordet ”gymnastik” er faktisk afledt af det græske ord for nøgen, ”gymnos”). Der var også mange jøder der blev påvirket af den græske kultur, og som gerne ville deltage i sportskonkurrencerne, men grækerne syntes det var ulækkert at se omskårne mænd løbe nøgne rundt, og derfor var der et stigende antal jøder der følte sig presset til at gennemgå en forhudsgenoprettende operation. (Ja, sådan en kunne man faktisk godt foretage for godt 2000 år siden i Middelhavsområdet!). Det blev der dog ikke set med milde øjne på hos de mere traditionelle jøder, som opfattede den slags som det ultimative forræderi mod deres folk.

Helt galt gik det da Antiokus Epifanes arvede den syrisk-græske trone i år 175 før vor tidsregning. Hans rige omfattede blandt andet Israel, som en stor del af jøderne i Babylon og omegn havde fået lov at vende tilbage til efter at det babyloniske rige blev erobret af perserne. Antiokus var tilhænger af en græsk enhedskultur, og det var en torn i øjet på ham at mange af jøderne havde deres egne religiøse og kulturelle traditioner i stedet for at dyrke de græske guder, tale det græske sprog og følge de græske skikke. Derfor forbød han den jødiske religion, inklusive omskæringen, og i jødernes tempel opstillede han et alter for Zeus. Det blev jøderne så vrede over at de gjorde oprør, og det lykkedes dem under Judas Maccabæus’ lederskab at smide grækerne på porten og genindvie deres tempel. (Årsdagen for den genindvielse fejrer de stadig hvert år i december – det er den fest der kaldes ”hanukkah”). Derefter var omskærelsen og templet to af de ting som de hægede allermest om – og siden romerne ødelagde templet i år 70, har omskærelsen kun fået så meget desto større betydning.

Hvorom alting er: For Josef og Maria var det at få Jesus omskåret en fuldstændig naturlig ting at gøre – at undlade det, ville have været fuldstændig uhørt. Og så var det jo i øvrigt også befalet af Gud.

Men når nu omskæring er befalet af Gud, hvorfor praktiserer vi det så ikke i den danske folkekirke? Det korte svar er at det var en befaling som gjaldt Abraham og hans efterkommere, og vi danskere er for de flestes vedkommende ikke efterkommere af Abraham. Men så nemt er det alligevel ikke, for allerede før Jesus blev født, blev det med at være Abrahams efterkommere ikke tolket strengt biologisk: En græker kunne godt vælge at blive jøde og derved blive en del af Guds folk, men det krævede at han lod sig omskære. Gjorde han det, var han til gengæld at regne som en fuldgyldig efterkommer af Abraham, uanset at han ikke havde så meget som en dråbe israelitisk blod i sine årer. Det Nye Testamente nævner en række mennesker som havde truffet det valg, så det var der tilsyneladende temmelig mange der gjorde.

Men på grund af Jesu død og opstandelse er det nu ikke længere nødvendigt at være omskåret for at kunne være en del af Guds folk, og det skyldes at Jesus er Guds Søn i en helt særlig forstand. Det som vi lige har fejret i julen, er nemlig ikke bare at der blev født et lille barn som senere blev en stor helt, men at en der allerede var en stor helt, blev født som et lille barn. Kristne over hele verden bekender at Jesus er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys”, men at han ”for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene … og blev menneske”. Jesus har altid været ét med Gud, så når vi bliver forenet med ham ved dåben og troen, så bliver vi Guds børn i kraft af at han er Guds Søn, og så kommer det, som Paulus skriver i det stykke fra Galaterbrevet som vi hørte, ikke længere an på at være jøde eller græker. Den pagt som omskærelsen var et tegn på, er blevet erstattet af en ny og bedre pagt.

Men hvorfor skulle Jesus så alligevel selv omskæres? Når han allerede var Guds Søn, og når vi i kraft af ham kan blive Guds børn uden at blive omskåret, så var det vel slet ikke nødvendigt at han selv skulle omskæres?

Nej, det var ikke nødvendigt for forholdet mellem Jesus og Gud. Men jeg tror det var nødvendigt for forholdet mellem Jesus og os mennesker. For at kunne frelse os måtte Jesus blive helt og fuldt menneske og uden forbehold gå ind under de vilkår vi mennesker lever under. Og det at leve som menneske indebærer at være en del af et folk. Ikke ukritisk – Jesus var den første til at kritisere sine landsmænd og deres politiske og religiøse ledere når de ikke behandlede mennesker ordentligt. Ikke ukritisk – men solidarisk. Jesus stillede sig ikke uden for sit folk og pegede fingre; han stod last og brast med dem i deres selvforskyldte lidelser. Og det gjaldt i øvrigt ikke kun hans eget folk, men hele menneskeheden. Når vi mennesker har brug for en frelser, er det netop fordi vi ikke har behandlet vores medmennesker og Guds øvrige skaberværk som vi burde, men det at Jesus lod sig føde som menneske, var udtryk for hans solidaritet med os. Det var ikke alene omskærelsen han ikke havde behøvet at underlægge sig – det var hele det hårde liv som menneske, og ikke mindst lidelsen og døden.

Derfor bør vi også være solidariske med vores landsmænd og vores øvrige medmennesker. Ikke sådan at vi ikke må erklære os uenige med vores til enhver tid siddende regering eller andre grupperinger i vores samfund. Ikke sådan at vi ikke må diskutere så gnisterne fyger. Men sådan at vi husker at alle de andre først og fremmest er mennesker ligesom vi selv er – mennesker som er skabt i Guds billede, og som Jesus led og døde for. Og når Jesus selv nedlod sig til at være israelit, skylder vi også at nedlade os til at være danskere, eller hvilket folk vi nu tilhører – ja, at nedlade os til at være mennesker. Uanset hvor ondt vi synes et andet menneske er, så må vi erkende at vi dybest set selv er i samme båd som ham eller hende.

Men samtidig må vi også huske at det at være menneske ikke er ensbetydende med at være en synder. Jesus var helt og fuldt menneske, men han syndede ikke. Det at huske at vi er mennesker, er ikke et carte blanche til at være ukærlige, egoistiske, dovne eller snæversynede. Tværtimod: Jesus var et menneske på den måde som det fra starten var Guds mening at vi mennesker skulle være. Ikke sådan at forstå at vi nødvendigvis skal efterligne ham i det ydre og tale hebraisk, gå i sandaler, leve ugift – eller blive omskåret for den sags skyld. Gud har forskellige kald til forskellige mennesker. Men vi skal efterligne hans kærlighed til sine medmennesker og hans hengivenhed over for sin Fader i Himlen.

Og faktisk behøver vi ikke nøjes med at efterligne. Når vi er blevet ét med Jesus ved dåben og troen, så lever han i os, og så vil han selv ved Helligånden skabe det sande, guddommelige menneskeliv i os. Vejen til at efterligne Jesus går altså ikke gennem nytårsforsætter og andre forsøg på at forbedre os selv, men gennem ydmyg overgivelse til Gud. Og vælger vi den vej, vil det nok også blive lettere for os at stå last og brast med andre mennesker – også dem hvis holdninger og handlinger vi ikke kan stå inde for.

Prædiken til 2. juledag 2018

Posted By on 4. marts 2019

Sankt Stefans dag: Krybben var ikke hyggelig!

Prædiken i Husum Kirke 2. juledag 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da jeg skulle i gang med at forberede gudstjenesten i dag, var det med en vis følelse af irritation. Det skal jo trods alt forestille at være jul, med alt hvad dertil hører af hygge og glæde og ”lys er oprunden, fred på jord er kommen” – og så skal vi pludselig høre om blod og drab og andre ikke specielt hyggelige ting. Ikke at det ikke er vigtigt at høre om de ting – men behøver det lige være til jul? Kunne ham Stefan ikke have valgt en anden dag til at blive stenet?

Det kunne Stefan selvfølgelig ikke, og i øvrigt havde hverken han eller hans mordere nogen chance for at vide på hvilken dato man flere hundrede år senere ville vælge at placere fejringen af Jesu fødsel – men bortset fra det, så måtte jeg faktisk også ved nærmere eftertanke erkende at min irritation ikke var berettiget. Når vi tænker nærmere over det, så er der jo ikke noget som helst hyggeligt ved julens budskab. Glædeligt, jovist, men ikke hyggeligt. Vi kan godt nogle gange komme til at gøre os nogle lige lovlig romantiske forestillinger om omstændighederne omkring Jesu fødsel så vi glemmer hvor ubehageligt det må have været at føde et sted hvor der ikke var andre steder at lægge barnet end et ædetrug. Og så kan det godt være at ”oksen kyssed’ barnets fod”, som H.C. Andersen skriver i sin julesalme, men mon ikke også de fleste nybagte mødre helst ville have sig den slags frabedt, hvis vi skal være helt ærlige? Alene det at skulle tilbringe en nat i en stald ville de fleste af os byboer ikke nødvendigvis bryde os om, endsige at skulle bringe et barn til verden under de forhold. Midt i det hele kom der ganske vist nogle hyrder som kunne fortælle at de havde set engle, og det må utvivlsomt have været en kæmpe opmuntring for Maria og Josef og have givet det hele et skær af overjordisk fred – men det har ikke ændret på de omstændigheder der omgav dem.

Hvad angår de vise mænd, som jo også er standardudstyr i ethvert krybbespil med respekt for sig selv, så er der ikke noget der tyder på at de dukkede op samme nat som Jesus var blevet født – hvis vi læser ordentligt efter i Matthæusevangeliets beretning om dem, ser det tværtimod ud til at Jesus nemt kan have været et år eller mere gammel da de kom! Men årsagen til at vi ved det, bidrager kun yderligere til at fjerne ethvert skær af hygge – der står nemlig at kong Herodes ønskede at slå den nyfødte konge ihjel og derfor forsøgte at få vismændene til at give ham besked om hvor han var, men da de ikke gjorde det, blev han rasende, ”og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.” [Matt 2,16] Jesus blev altså i en alder af mindre end to år stræbt efter livet af en paranoid tyran, og han overlevede kun fordi hans familie flygtede til Egypten.

Bedre blev det som bekendt ikke da Jesus blev voksen. Ganske vist havde familien kunnet vende tilbage til Israel da Herodes døde i det år som vi – tydeligvis med urette – kalder ”år 4 før Kristi fødsel”, og resten af Jesu barndom og ungdom forløb relativt fredeligt, men lige så snart han trådte offentligt frem og tog fat på den opgave som han var kommet for at udføre, påkaldte han sig magthavernes negative opmærksomhed, og det endte som bekendt med at han blev arresteret, pisket og korsfæstet.

Og jeg tror faktisk det er vigtigt at vi ikke forsømmer at tale om Jesu lidelse og død her i juletiden. Ikke kun fordi døden er en lige så naturlig del af livet som fødslen er, men fordi korset i en vis forstand var selve formålet med at Jesus blev født! Det var netop ved at dø i vores sted at Jesus ”rev os ud med blodig hånd af alle vore fjenders bånd”. Uden langfredag (og påskedag selvfølgelig) ville julen ikke have forvundet al vor nød, paradisvejen ville ikke være funden, himmerigs dør ville ikke være oplukt. Jesus ville selvfølgelig godt have kunnet sige alle de kloge og vise og udfordrende ting han sagde, og han ville sikkert også godt have kunnet helbrede de syge, men han ville ikke have kunnet sige det måske vigtigste af alt hvad han sagde, nemlig: ”Dine synder er tilgivet.”

”Hvorfor ville han ikke have kunnet sige det?” tænker du måske. ”Er det ikke nemt nok at sige?” Jo, selve ordene er selvfølgelig nemme nok at sige; så nemme at selv en papegøje ville kunne trænes til det. Det hjælper bare ikke noget hvis det kun er ord. Man kan måske sammenligne med et realkreditlån. Sådan et har jeg selv, på knap 2 millioner kroner, så det ville i sandhed være gode nyheder hvis jeg fik at vide at lånet var eftergivet – men kun hvis der var dækning for udsagnet! At høre ordene fra en trænet papegøje der fløj rundt og sagde det til tilfældige personer, eller fra en person med storhedsvanvid der bildte sig ind at han havde mandat til at eftergive gæld på Totalkredits vegne, ville jeg ikke kunne bruge til noget.

Det er måske ikke helt indlysende på hvilken måde synd kan sammenlignes med et realkreditlån, og jeg vil da også medgive at sammenligningen er en smule søgt. Men de to ting har alligevel tilstrækkelig meget med hinanden at gøre til at vi bruger ordet ”skyldig” om begge dele: Man kan være skyldig at betale noget, eller man kan være skyldig i at have gjort noget. Ordet ”skyld” betyder egentlig ”pligt”; når det også er kommet til at betegne en gæld eller en forsyndelse, skyldes det (undskyld ordspillet) at den der har en gæld, har pligt til at betale tilbage, og den der har forsyndet sig, har pligt til at udstå sin straf.

Der er dog en vigtig forskel på de to forpligtelser, for konsekvenserne af at annullere dem er forskellige. En gæld kan ikke annulleres uden at der er nogen der lider tab. Hvis Folketinget vedtager en lov der siger at al gæld i Totalkredit bliver eftergivet, så påfører de derved Totalkredits ejere et tab, så en sådan lov ville være uretfærdig. Anderledes er det – i hvert fald på overfladen – når det gælder straf. I USA har præsidenten og de enkelte staters guvernører for eksempel en ubetinget ret til helt eller delvist at benåde enhver dømt forbryder, og det kan han gøre uden at påføre nogen tab. Nogle vil ganske vist indvende at en benådning af eksempelvis en morder eller en voldtægtsforbryder påfører offeret eller de efterladte en form for tab, men det er efter min bedste overbevisning en misforståelse. En kriminalsag er en sag mellem staten og den anklagede; offeret er strengt taget slet ikke part i sagen. Den straf som en forbryder bliver idømt, er noget som han eller hun skylder fællesskabet, ikke den forurettede.

Men når det er sådan, falder min sammenligning mellem synd og gæld så ikke til jorden? For hvis USA’s præsident kan benåde en forbryder uden at det koster nogen noget, så kan Gud vel også benåde en synder uden at det koster nogen noget – eller hvad? Ja, det ville han kunne hvis den straf der var tale om, var en som han selv mere eller mindre vilkårligt havde fastsat, på samme måde som USA’s og de enkelte delstaters lovgivende forsamlinger har fastsat strafferammerne for diverse forbrydelser. Men det er en misforståelse at tænke sådan om Gud. Der står i både Det Nye [2 Pet 3,9] og Det Gamle [Ez 33,11] Testamente at Gud ikke ønsker at nogen skal gå fortabt. At det også står i Det Gamle Testamente, kommer måske bag på nogle, men lyt til hvad Gud siger gennem profeten Ezekiel: ”Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.” Sådan et udsagn ville være temmelig meningsløst hvis Gud blot kunne beslutte at den uretfærdige bevarer livet også selvom han ikke ændrer kurs i livet. Så hvad er det der er på spil her?

Der er det på spil at det som vi med et lidt forkætret ord plejer at kalde ”synd”, ikke blot handler om at overtræde nogle mere eller mindre vilkårlige regler. Det Nye Testamente er oprindelig skrevet på græsk, og det græske ord som vi på dansk plejer at oversætte med ”synd”, betyder ordret ”at ramme ved siden af”. Og Paulus giver en lidt mere nøjagtig beskrivelse af hvad det er for noget, i Romerbrevets tredje kapitel, hvor han skriver: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”. For at gøre en lang historie kort, så skabte Gud os mennesker med tanke på at vi skulle have del i hans herlighed og leve evigt sammen med ham, men fordi vi alle sammen har sagt, gjort og tænkt destruktive ting, har vi sat herligheden over styr, på samme måde som vi med vores livsstil kan sætte vores fysiske helbred over styr.

Hvis I vil tilgive sammenligningen, så er ”herligheden fra Gud” lidt ligesom en lever. De fleste af os er udstyret med en lever der kan holde tilstrækkelig længe til at vi når at dø af andre årsager før den sætter ud, men hvis man ikke behandler sin lever ordentligt, kan man udvikle livstruende leversygdomme så man til sidst kun kan overleve hvis man får en levertransplantation. Det hjælper ikke at overlægen af hele sit hjerte tilgiver dig den livsstil der har ødelagt din lever – det bliver den ikke repareret af. Men en levertransplantation er en meget alvorlig sag, for vi har kun én lever hver, og vi kan ikke leve uden, så man kan ikke give sin lever væk og selv leve videre. Og her i Danmark tillader vi heldigvis slet ikke levertransplantationer fra andre end mennesker der er erklæret hjernedøde.

Når vi ”synder”, dvs. når vi bruger vores liv på en helt anden måde end Skaberen havde tænkt, så er det ikke bare et enkelt organ der bliver ødelagt; det er hele vores liv. Det er ikke engang bare vores krop; det er selv kernen af vores væsen der bliver inficeret så vi ikke længere er i stand til at gøre det gode vi gerne vil. (Prøv bare at se hvor længe dine nytårsforsætter for 2019 kommer til at holde!). Derfor har vi brug for noget der er langt mere radikalt end en levertransplantation – vi har brug for en livstransplantation fra et menneske der ikke selv har syndet! Men et sådant menneske fandtes ikke, så derfor måtte Gud selv blive menneske, og det var det der skete julenat. Formålet med krybben var altså korset, hvor Jesus gav sit liv for os så vi kan få del i hans liv.

Man skulle tro at sådan et tilbud er alt for godt til at man kan lade det gå fra sig, men vi mennesker har det desværre med at være nogle ”forhærdede tidselgemytter”, som Brorson udtrykker det i den salme vi skal synge om lidt. Som vi hørte i evangelieteksten, måtte Jesus kort før sin død klage: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Synden i os, som får os til at gøre det onde vi ikke vil, i stedet for det gode vi gerne vil, forsøger nemlig om muligt at få os til at hade og forfølge det gode. Det var derfor verden ikke bød Guds Søn andet end stald og krybbe, kors og død.

Og fordi det er sådan, må vi desværre også indstille os på at hvis vi tager imod det nye liv som Jesus tilbyder os, så bliver vi selv genstand for det ondes had. Det var det Stefanus fik at mærke da han blev den første kristne martyr. Og det er det der gør at tusinder, ja millioner af kristne forskellige steder i verden må fejre jul med frygten for pludselig at blive arresteret af politiet eller overfaldet af en rasende menneskemængde, blot fordi de er kristne. Selv her i lille trygge Danmark får vi at mærke at det onde hader det gode – måske ikke så tit i form af udefra kommende trusler, men til gengæld kender jeg kun alt for godt til at være splittet indvendig. Som nogle af jer måske ved, er en af de største udfordringer ved organtransplantation at organismen betragter det nye organ som et farligt fremmedlegeme der skal bekæmpes. På samme måde er det desværre også tit sådan at vores menneskelige natur opfatter livet med Gud som et fremmedlegeme – og sandt er det da også at hvis Guds kærlighed bor i os, så kan vores selviskhed og magelighed risikere at blive udfordret. Jeg ved ikke med jer, men det er der i hvert fald noget i mig der ikke bryder sig om, og derfor mærker jeg tit en indre modstand mod at bede eller læse i Bibelen eller elske min næste som mig selv.

Kort sagt: Ligesom julens budskab er livet med Jesus er alt andet end hyggeligt. Men de gode nyheder er at det – ligesom julens budskab – er fyldt med glæde og fred og mening.

Fortsat glædelig jul!

Prædiken til 4. søndag i advent 2018

Posted By on 4. marts 2019

Johannes Døbers vidnesbyrd: Nu er vi der næsten!

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag i advent 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Nu er vi der næsten. Vi har åbnet 23 af de 24 låger i chokoladekalenderen. Vi har brændt 23 af de 24 tal på kalenderlyset. Vi har set 23 af de 24 afsnit i tv-julekalenderen. Vi har forhåbentlig fået købt de fleste af julegaverne (hvis ikke, kan vi stadig nå det i dag). Julekortene er skrevet og afsendt, hvis man hører til dem der stadig holder den smukke tradition i hævd (selv må jeg tilstå at jeg droppede det for snart mange år siden fordi jeg havde svært ved at finde tid til det). Juleafslutningerne i skoler og børnehaver og vuggestuer og voksenkoret og børnekoret og spirekoret og FDF og diverse klubber og foreninger er overstået. Nu kan julefreden endelig sænke sig i de små hjem, og den højtid som vi så længe har ventet på og gjort forberedelser til, kan tage sin begyndelse.

                      I gamle dage varede julen i tolv dage, hvor man spiste og drak, gik på besøg hos hinanden og legede forskellige lege. Det kunne for eksempel være huskelege, hvoraf en er blevet til den kendte julesang ”Twelve Days of Christmas” – I ved, den med ”On the first day of Christmas my true love gave to me, a partridge in a pear tree”. Den tolvte og sidste af juledagene var den 5. januar, helligtrekongers aften, hvor man plejede at brænde et særligt tregrenet helligtrekongerslys, og når det var brændt ned, var julen forbi. Næste morgen fejrede man helligtrekonger i kirken, og dagen efter igen var det hverdag på ny.

                      I dag har vi som bekendt kun to officielle juledage tilbage – allerede den 27. december er der mange der igen skal møde på arbejde, selvom det er mit indtryk at stadig flere firmaer holder lukket i ugen mellem jul og nytår. Men i detailhandelen er der ingen kære mor – der er åbent fra morgen til aften tredje juledag, hvor der er lange køer af mennesker som skal have fyldt deres køleskabe fyldt op igen efter tre dage hvor man ikke har kunnet handle. Men den julepynt som ellers blev hængt op allerede i slutningen af oktober, den kigger man forgæves efter i butikkerne den 27. december, for nu er der pyntet op til nytår med serpentiner og sjove hatte. Og allerede den 2. januar bugner både frysemontrer og bagerudsalg af fastelavnsboller.

                      At detailhandelen bærer sig sådan ad, kan man i og for sig ikke bebrejde dem, for deres mission i livet er jo at sælge varer, og vi køber nu engang ind med henblik på de fester der ligger foran. Men jeg synes det er ærgerligt at tendensen også breder sig til det øvrige samfundsliv, sådan at vi kalder advent for ”jul”, de syv første juledage for ”tiden mellem jul og nytår”, og de sidste 5 juledage for ”nu er det snart fastelavn”! Det er især ærgerligt fordi det betyder at den sætning jeg sagde for lidt siden – ”Nu kan julefreden endelig sænke sig i de små hjem, og den højtid som vi så længe har ventet på og gjort forberedelser til, kan tage sin begyndelse” – ikke længere afspejler virkeligheden. Sådan som vi i stadig højere grad er begyndt at praktisere julen, ville det faktisk være mere korrekt at sige ”Nu er det snart slut” i stedet for ”Nu skal det snart til at begynde”! Jeg har sågar engang hørt en radio-dj den 25. december sige: ”Ja, vi spiller lige en julesang selvom det ikke er jul mere”! Men, men, men: I kirken holder vi fast ved de gamle dyder! Vi holder julefest for hele familien på fredag den 28. december, og juletræet bliver stående lige til helligtrekonger!

                      Forhåbentlig kan vi i kirken også på andre områder holde fast i de gamle dyder, og især i de tre vigtigste af dem: troen, håbet og kærligheden. Den mekanisme der sætter ind den 25. december, og som får radio-dj’s og andet godtfolk til at tro at julen er forbi selvom den først lige er begyndt, gælder nemlig også på andre og mere alvorlige områder af livet. Det gælder for eksempel kristendommen.

                      Hvis man spørger en række tilfældige mennesker på gaden hvad kristendommen handler om (og man ser bort fra svar af typen ”Aner det ikke!”), så vil folk sikkert nævne forskellige ting. For det første vil der nok være nogle der vil nævne den kristne etik – også selvom de nok ikke helt vil have gjort sig klart hvor radikal en etik Det Nye Testamenter er præget af. For det andet vil der sikkert være nogle der vil sige at kristendommen handler om at tro på en gammel mand med langt skæg der sidder på en sky – også selvom det er en sølle karikatur af hvordan Gud beskrives i Bibelen. For det tredje er er måske nogle der vil komme i tanker om noget med at man kommer i himlen når man dør – også selvom det er en lidt upræcis beskrivelse af det kristne opstandelseshåb. Kort sagt: Gud, dyd og udødelighed – også selvom den treklang slet ikke har rod i kristendommen, men derimod i den ”fornuftsreligion” som oplysningsfilosofferne i 1700-tallet prædikede.

                      Kommer det højt, vil der måske være nogle der kommer i tanker om den kristne fortælling – at Jesus blev født i Betlehem, thi glæde sig Jerusalem, halleluja, halleluja, og at han blev korsfæstet på et tidspunkt, vistnok i påsken. En enkelt eller to har måske endda hørt om opstandelsen og himmelfarten. Men jeg gætter på at meget få vil nævne det begreb som Jesus selv talte allermest om mens han gik på jorden, nemlig Guds rige som kommer.

                      Jeg nævnte før at Det Nye Testamentes etik er mere radikal end de fleste lige går og tænker på. Jesus sagde for eksempel (og de af jer der ofte har hørt mig prædike, ved at det er et vers jeg tit citerer, men jeg tror faktisk det er nødvendigt at citere det tit så vi ikke glemmer hvor radikalt det som Jesus sagde, i virkeligheden var). Han sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham en mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.” [Matt 5,38-42] Og i Første Korintherbrev [6,7b] fortsætter Paulus i samme spor ved at reagere med forfærdelse på at der var kristne i Korinth der førte retssager mod hinanden – som han skriver: ”Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?”

                      Det er altid med en vis bæven at jeg citerer den slags skriftsteder fra prædikestolen, for der er jo en hel del af jer der kender mig godt nok til at vide at jeg ikke selv er specielt god til at efterleve dem. Faktisk har der nok aldrig levet et menneske, bortset fra Jesus selv, der levede 100 procent op til den etik som han forkyndte, men det betyder ikke at vi skal droppe at have det som et ideal at stræbe efter. Der har da også været mennesker der kom væsentlig tættere på end jeg gør. Særligt blandt de allerførste kristne blev det betragtet som en selvfølge at man som kristen har langt højere standarder for sin livsførelse end folk har flest – jeg mener, når Paulus ligefrem blev forfærdet over at de korinthiske kristne førte retssager mod hinanden, så siger det lidt om standarden!

                      Alt det siger jeg ikke fordi det er en moralprædiken jeg vil holde i dag, men fordi jeg gerne vil have at vi skal overveje hvorfor den radikale etik faldt de første kristne mere naturlig end den falder os, og jeg tror at svaret på det er at de havde et andet perspektiv. I deres perspektiv handlede kristendommen ikke bare om noget der var sket engang (og slet ikke bare om ”Gud, dyd og udødelighed”), nej, den handlede om noget der snart ville ske. Noget der skulle til at begynde. Overskriften over deres liv var: ”Nu er vi der næsten!” De ventede simpelt hen at Jesus hvad øjeblik det skulle være, ville komme med himlens skyer og oprette Guds rige på jorden. Og i lyset af det betød det jo ikke alverden om man fik et slag på begge kinder eller forærede sin kjortel væk.

                      ”Nå ja,” vil nogle måske sige, ”men han kom jo ikke, vel? Så derfor giver det sig selv at vi er nødt til at leve på en anden måde i dag end de gjorde dengang.” Men dertil vil jeg sige at det ikke giver mening at sige ”Han kom jo ikke,” for jorden er jo ikke gået under endnu. ”Han kom ikke i det første århundrede,” kan vi sige, og tilsvarende med det andet og det tredje og så fremdeles til og med det tyvende århundrede, men at han ikke kom i det enogtyvende århundrede, kan vi først sige med sikkerhed når år 2099 rinder ud.

                      ”Det er et dårligt argument!” ville mine ateistiske venner naturligvis indvende, og nogle af jer ville måske give dem ret. Man kan jo med det argument påstå at hvad som helst kan ske hvad øjeblik det skulle være, så hvorfor skulle det lige være Jesu genkomst vi tror på? Hvorfor ikke det flyvende spaghettimonster eller Ragnarok eller at Elvis står op fra de døde? For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg tror på Jesus! Fordi det menneske som evangelierne skildrer, er noget helt særligt – fordi det Gudsrige som han forkyndte, resonerer så stærkt med mine dybeste længsler at jeg ikke kan forestille mig noget bedre end at leve og dø i det håb, selv hvis det ikke skulle være sandt. Som den store russiske forfatter Dostojevskij udtrykte det: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” Men det spiller selvfølgelig også ind at mit håb ikke er i blinde, men at jeg af forskellige årsager faktisk tror på at det er sandt. (Hvis nogen af jer gerne vil vide mere om hvad der er af rationelle argumenter for at tro på kristendommen, så er der nogle bøger og websites jeg kan anbefale – tag fat i mig ved kaffen, eller ring eller skriv til mig, hvis du vil vide mere). Og endelig – for at fuldende treklangen tro-håb-kærlighed (som i modsætning til Gud-dyd-udødelighed faktisk er af bibelsk oprindelse) – så har jeg set hvordan Guds kærlighed kan gøre en utrolig forskel i menneskers liv. Så ikke alene er det sandt, men det virker!

                      Jeg har ikke sagt ret meget om dagens tekster i dag, så jeg må hellere slutte af med at vende blikket mod Johannes der står og døber i Betania på den anden side af Jordan, og som bliver spurgt af de jødiske ledere om han er Messias. ”Nej,” svarede han, men så tilføjede han at ”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” Jøderne ventede på Messias, men alligevel genkendte de ham ikke da han stod midt iblandt dem. På samme måde kan vi også nemt risikere at være blinde for at Guds rige er midt iblandt os. Og det sker især hvis vi taber det håb af syne som Jesus prædikede. For det kan da godt være at han heller ikke kommer igen i det enogtyvende århundrede, men hvis vi ikke lever i håbet om at han kommer, så misser vi en meget central del af det liv som Jesus har kaldet os til. Og selv hvis der skulle gå flere hundrede år inden det sker, så er flere hundrede år ikke for noget at regne mod evigheden, så vi kan med fuld overbevisning sige: ”Vi er der næsten!” Og selv den der ligger på sit dødsleje efter et langt liv som kristen, kan med tanke på evigheden sige: ”Det er først lige begyndt!”

Prædiken til 1. søndag i advent 2018

Posted By on 4. marts 2019

Indtoget i Jerusalem: Nu kommer frelseren

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i advent 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 20. januar 2009 blev Barack Obama taget i ed som USA’s 44. præsident i overværelse af en menneskemængde på omkring halvanden million mennesker i Washington D.C. og omkring 100 millioner tv-seere verden over. Det var den største menneskemængde der nogensinde har været forsamlet i Washington (hvis man ser bort fra ”alternative fakta”), og hvad tv-transmissionen angår, blev den i nogle lande set af flere tv-seere end åbningsceremonien ved de Olympiske Lege et halvt år tidligere. Lykønskningerne til den nye præsident strømmede ind fra hele verden, og nogle af dem var nærmest overstrømmende. Den britiske premierminister Gordon Brown talte for eksempel om ”et nyt kapitel i både Amerikas og verdens historie”, og Tysklands Angela Merkel udtalte: ”Jeg vil gerne sige at jeg tror det her er en ganske særlig dag, ikke alene for USA, men for milliarder af mennesker verden over.” Også her i Danmark var der store forventninger til at den nye præsident ville indvarsle en ny æra i verdenshistorien, og i Norge var man så begejstrede at man tildelte ham Nobels Fredspris mindre end et år efter hans tiltrædelse, alene fordi han ”gav verden håb”.

                      Obama sad 8 år som USA’s præsident, og da de otte år var gået, var såvel hans tilhængere som hans modstandere enige om at han havde fået udrettet en hel del. Men både tilhængere og modstandere måtte også erkende at i det store og hele var den verden han efterlod i 2017, ikke forfærdeligt forskellig fra hvordan verden havde set ud i 2009. Den gennemgribende forandring som nogle havde håbet på, og som andre måske havde frygtet, den udeblev.

Nu har USA så fået en ny præsident som de fleste her i Danmark er meget lidt glade for, men som en del kristne i USA nærmest har udråbt til at være en ny messias som vil genoprette storhed og retfærdighed i landet – men lur mig om ikke vi kan konstatere det samme når Trumps præsidentperiode udløber, som vi kunne da Obama var færdig, nemlig at de helt store omvæltninger er udeblevet.

                      Når så mange mennesker i denne tid ønsker sig en frelserskikkelse der kan indvarsle en ny tidsalder og gøre alting godt, så vidner det om en utilfredshed med den måde verden ser ud på, og med vores nuværende lederes evner til at forandre tingene til det bedre. Men spørgsmålet er om det er realistisk at den frelserskikkelse nogensinde dukker op. Det er jo ikke fordi det har skortet på mennesker der er blevet hyldet som frelsere – Obama og Trump er kun de seneste i en meget lang række af førerskikkelser. De fleste har efterladt verden stort set uforandret, men der er desværre også nogle af dem der er blevet set som frelsere, der har forrettet meget stor skade (tænk fx på Hitler). Derimod er der ingen af dem der har formået at føre verden et sted hen hvor der ikke længere er behov for en frelser.

                      Det at verden ser ud som den gør, bliver i øvrigt hyppigt brugt som indvending mod kristendommen, for vi kristne påstår jo at der rent faktisk findes en frelser, som oven i købet er almægtig. Det er en påstand som vi har ”arvet” fra jødedommen ligesom så meget andet – som jeg nævnte for tre uger siden, kom Jesus jo ikke til jorden for at stifte en ny religion, men for at opfylde Guds løfter til det jødiske folk og give alle os andre muligheden for at lære den levende Gud at kende. Det er derfor jødernes hellige bog også er hellig for os – vi kalder den Det Gamle Testamente. Det har for nylig været diskuteret om det nu også er en god idé at der indgår en læsning fra Det Gamle Testamente i folkekirkens gudstjeneste, når nu Det Gamle Testamente er jødernes skrift, men dertil vil jeg sige at det er altså også vores skrift, dels fordi det handler om hvordan Gud skabte hele verden (inklusiv os) og derefter udvalgte et bestemt folk med henblik på at velsigne hele verden (inklusiv os), dels fordi det er det skrift der udgør bagtæppet for den scene som Jesus trådte ind på da han blev født for godt 2000 år siden.

                      Vi har som sagt arvet fra jødedommen og Det Gamle Testamente at der findes en almægtig frelser. Det ser vi blandt andet i det stykke fra Det Gamle Testamente som vi har hørt i dag, nemlig Davids Salme 24. Den begynder jo med: ”Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren.” Men så fortsætter den mærkeligt nok (og hvis I vil følge med i teksten, repeterer jeg lige at I kan finde den på side 981 i Salmebogen) med at omtale et bestemt bjerg som Herrens hellige sted, hvor kun personer med skyldfrie hænder og et rent hjerte har adgang. Så hele jorden er Guds, men nogle steder tilsyneladende mere end andre steder? Men det stemmer faktisk meget godt overens med den måde Bibelen begynder på. Først hører vi at Gud skaber hele jorden og alt hvad der er på den, og straks derefter hører vi at han planter en have hvor han sætter Adam og Eva, men at de senere bliver sendt ud af haven, bort fra Guds nærvær, fordi de vælger at leve i ulydighed mod Gud. Men hvis hele jorden er Guds, hvordan kan man så blive sendt ”bort fra Guds nærvær” selvom man stadig befinder sig på jorden?

                      Svaret er, meget kort fortalt, at Gud har en modstander. Det er ikke meget Bibelen fortæller os om hvordan Satan opstod, for det har vi strengt taget ikke brug for at vide for at kunne elske og tjene Gud og vores næste, men Bibelen lægger i hvert fald ikke skjul på at Satan findes, og at han har været til før der var mennesker til. Den gængse tolkning af de få bibelsteder der berører emnet, er at det væsen der blev Satan, oprindelig var en mægtig engel – måske endda den allermægtigste – men at han ikke var tilfreds med at stå lige under Gud; han ville selv være Gud, så han gjorde oprør. Og fordi han var så mægtig, fik hans oprør voldsomme konsekvenser for hele skaberværket. Allerede da mennesket blev skabt, var verden altså et sted hvor kampen mellem det gode og det onde rasede. Gud indsatte mennesket som hersker over det øvrige skaberværk – utvivlsomt med den hensigt at vi med Guds hjælp skulle kæmpe imod Satan og beskytte planter og dyr og hinanden mod hans onde indflydelse. Men desværre lykkedes det for Den Onde at få overbevist Adam og Eva – enten de så var historiske personer eller arketyper eller begge dele – om at Gud ikke ville dem det godt, og at de derfor hellere måtte gå efter selv at blive guder, og det gjorde det hele en del mere kompliceret, da Gud nu ikke kun skulle frelse skaberværket fra Den Onde, men også frelse os mennesker fra os selv.

                      Og det er så dér det ”hellige bjerg” fra Salme 24 kommer ind i billedet, for læg mærke til hvad adgangskravene er til det sted: Skyldfrie hænder og et rent hjerte! Hvis vi mennesker skal kunne frelse os selv og resten af skaberværket fra det onde, så er det selvsagt en forudsætning at vi ikke handler ondt. Og det er i særdeleshed en forudsætning hvis vi skal kunne have noget med Gud at gøre, for Gud er så hellig at et menneske der ikke har skyldfrie hænder og et rent hjerte, slet ikke kan overleve i hans nærvær – selv Moses, som både jøder, kristne og muslimer hylder som en af de største profeter, fik for sin egen sikkerheds skyld kun lov til at se Gud fra ryggen. Derfor gik det ikke an at Gud lod sit nærvær hvile over hele jorden, for så ville alle mennesker jo være faldet døde om – i stedet valgte han et bestemt sted hvor man kunne opsøge ham, og indstiftede et system af sonofre for at slippe uden om den forhindring at der ikke findes nogen mennesker der har fuldstændig skyldfrie hænder.

                      Tilbage til Salme 24, for der er mere i den tekst man kan undre sig over. Cirka midtvejs skifter den nemlig fuldstændig karakter: Fra at have handlet om hvad der skal til for at man som menneske kan blive lukket ind på Guds hellige sted, begynder den pludselig at handle om at dørene skal løfte sig så Gud selv kan komme ind. Hvordan hænger det nu sammen? Jo, i oldtiden (i hvert fald i Mellemøsten og Middelhavsområdet) var det almindeligt at en konge der vendte sejrrigt tilbage fra et krigstogt, drog i triumftog ind i byen for at modtage folkets hyldest. Den by som han drog ind i, kunne være hans hjemby, eller det kunne være en by som han ikke tidligere havde hersket over, men som han nu havde sikret sig magten over – måske ved at besejre en tyran. Især i sidstnævnte tilfælde var det naturligt at byens dørvogtere spurgte hvad det var for en konge der ønskede at drage ind i byen – man skulle jo lige sikre sig at han rent faktisk var velkommen.

                      Det specielle ved situationen i Salme 24 er svaret på spørgsmålet: ”Hvem er ærens konge?” Salmen tilskrives kong David, og derfor kunne man måske have forventet at svaret på spørgsmålet ville være: ”Det er David”, men det er ikke tilfældet. Svaret lyder derimod: ”Det er Herren”, eller måske rettere: ”Det er Jahve”, for i Det Gamle Testamente er ordet ”Herren” oftest en gengivelse af Guds navn, som jøderne allerede på Jesu tid var holdt op med at vove at udtale. Det er altså Gud der bliver hyldet som Israels sande konge, og vel at mærke som en konge der er stærk og vældig, vældig i krig – ja, vel i virkeligheden som en frelser. Og i en situation hvor der ikke findes et eneste menneske der har skyldfrie hænder og et rent hjerte, må det vel også nødvendigvis være sådan at den eneste der virkelig kan frelse, er Gud selv.

                      Og dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om hvorfor verden så stadig har brug for en frelser. Det korte svar er: Fordi portene ikke har løftet sig! Hvordan hænger det sammen?

                      Jo, lad os forestille os at en by i årevis har været underlagt en grum hersker, men at den grumme hersker er blevet besejret af en ædel konge som vil være en retfærdig og gavmild hersker over byen. Hvis nu byens indbyggere beslutter at den ædle konge ikke er velkommen i byen, og dørvogterne derfor ikke åbner portene for ham, hvad har byen så ud af at være blevet befriet? Hvis indbyggerne ikke selv er i stand til at udbedre de skader som tyrannen har forvoldt, så kommer de til at fortsætte med at leve med dem.

                      For at oversætte til forholdet mellem Gud og mennesker: Der foregår som sagt en kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan, som går tilbage til før vi mennesker kom ind på scenen, og den kamp kommer Gud til at vinde, selvom det tager tid fordi Satans magt er så stor. ”Stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud”, som vi synger i en salme som vi ikke skal synge i dag. Men nu hvor vi mennesker ikke kun skal frelses fra Satans indflydelse på skaberværket, men også fra det ondes indflydelse på os selv, er situationen mere speget. Luther udtrykker det faktisk meget fint i sin forklaring til den anden bøn i Fadervor, nemlig ”Komme dit rige” (og den forklaring kan man faktisk også finde omme bag i salmebogen, nærmere bestemt på side 969). Der står: ”Guds rige kommer af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os.” Med andre ord: Det er fuldstændig sikkert at den store kamp mellem det gode og det onde kommer til at ende med Guds sejr, men hvis vi skal have glæde af den sejr, må vi lukke ham ind i vores liv.

                      Hvordan er status så lige i øjeblikket i den store kamp? Status er at det afgørende slag har fundet sted for omkring 2000 år siden da Jesus døde og opstod. Hans lydighed, kærlighed og villighed til at lide og dø var den ultimative sejr over synden, og hans opstandelse var den ultimative sejr over døden. Men allerede nogle dage før det skete red han ind i Jerusalem i triumf, sådan som vi hørte det i dagens evangelietekst – som i øvrigt er den eneste tekst der bliver prædiket over to gange i løbet af kirkeåret, nemlig både 1. søndag i advent og palmesøndag. Det giver sig selv hvorfor det er den tekst der skal prædikes over palmesøndag, for det var jo netop palmesøndag at Jesus red ind i Jerusalem. Men hvorfor har vi den samme tekst i dag, hvor det ikke er påsken, men julen, der nærmer sig?

                      Fordi Jesus drog sejrrigt ind i vores menneskeverden allerede da han blev født i Betlehem af jomfru Maria. Det vi reflekterer over i adventstiden, er altså at kongen er kommet til vores jord, og at vi skal beslutte om vi vil gøre døren høj og porten vid og åbne hjertets dør for ham.

                      Den 20. januar 2009 blev Barack Obama taget i ed som USA’s præsident efter først at have besejret Hillary Clinton i primærvalgene og derefter John McCain i præsidentvalget. Han regerede i otte år, og nu er han blevet afløst af den næste i rækken. Jesus, derimod, blev født til at være konge, og efter at han havde besejret synden og døden – ikke ved at fremhæve sine egne fortræffeligheder i en valgkampagne, men ved tværtimod at ydmyge sig og give sit liv – proklamerede Gud ham som konge i al evighed. Han er den frelser som verden venter på – men han opererer på en helt anden måde end de førerskikkelser mennesker ellers har set hen til gennem tiderne. Han vil gøre en ende på alt det onde, så vi ikke får brug for flere frelsere i fremtiden, men skal vi have glæde af det, kræver det at vi giver ham adgang til vores liv. Så lad os bruge denne adventstid på at forberede os – ikke kun på den højtid vi skal fejre om tre uger, men på at tage imod Jesus som konge i vores liv.

24. søndag efter trinitatis 2018

Posted By on 4. marts 2019

Menneskesønnen holder dom: Krigen er slut

Prædiken i Husum Kirke 24. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag klokken 11.00 – det er vist sådan cirka nu – er det præcis 100 år siden Våbenhvilen i Compiègne trådte i kraft. Det var i den ellevte time, ikke kun sådan rent bogstaveligt, men også i overført betydning, for hele Europa og store dele af den øvrige verden var på sammenbruddets rand efter mere end fire års ødelæggende krig som havde krævet 10 millioner militære og 8 millioner civile dødsofre, og Den Spanske Syge truede med at tage livet af resten. Såvel de militære tab som influenzaens hærgen var gået værst ud over Tyskland, og derfor var tyskerne nu parate til at acceptere hvilke betingelser det skulle være, til gengæld for fred.

Som mange af jer sikkert ved, startede den krig vi i dag kender som Første Verdenskrig, da mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo antændte de spændinger der længe havde ulmet mellem de forskellige stormagter i Europa. Østrig-Ungarn erklærede krig mod Serbien, som man holdt ansvarlig for mordet, hvilket fik Rusland, der dengang som nu var Serbiens nærmeste allierede, til at iværksætte en generel mobilisering. Det kunne tyskerne ikke leve med, så de erklærede krig mod Rusland. Frankrig, der var Ruslands allierede, ville ikke efterkomme et tysk krav om at holde sig neutral, og derfor sendte Tyskland størstedelen af deres hær mod vest i håb om en hurtig sejr over Frankrig. Vejen til Frankrig gik gennem det neutrale Belgien, som bad Storbritannien om hjælp til at opretholde sin neutralitet, hvilket førte til en britisk krigserklæring mod Tyskland. Jeg er ikke fri for at overveje om de pågældende landes ledere ville have handlet anderledes hvis de havde vidst hvilke voldsomme ødelæggelser deres krigserklæringer satte gang i!

Hvem det egentlig var der satte gang i rædslerne, blev naturligvis diskuteret voldsomt både under og efter krigen. Spurgte man englænderne, så var de ikke i tvivl: Krigen var ene og alene Tysklands skyld! Selv den kendte forfatter H.G. Wells, der ellers var svoren pacifist, argumenterede i 1914 for krigens nødvendighed i en serie herostratisk berømte indlæg i Londons aviser. Herostratisk berømte fordi han blandt andet skrev: ”Denne, den største af alle krige, er ikke blot endnu en krig – det er den sidste krig!” Hvorfor mente han at den var det? Jo, fordi han naivt antog at kejser Wilhelm og hans regering var de sidste mennesker der var tilbage som ikke bare ønskede fred, så lige så snart de var nedkæmpet, ville alt blive godt.

Som bekendt gik det desværre slet ikke sådan. Ironisk nok var det blandt andet de hårde fredsbetingelser man pålagde Tyskland for at gøre det umuligt for landet at gå i krig igen, der banede vejen for at en demagog som Hitler et årti senere kunne komme til magten, fordi mange tyskere følte at de var blevet ydmyget som nation og trængte til oprejsning. Og noget af det de var allermest sure over, var faktisk at de i forbindelse med fredsslutningen havde måttet skrive under på at krigen var ene og alene deres egen skyld. Blot 21 år efter at Compiègne-våbenhvilen blev underskrevet, var Anden Verdenskrig en realitet, og de 73 år der efterhånden er gået siden dén sluttede, har heller ikke just været fredelige. Det ser desværre ud til at vi mennesker er og bliver krigeriske.

Den tekst vi lagde ud med i dag, handler også om en krig der er slut. Det står der ganske vist ikke direkte, men der er i hvert fald en person der tager sig vældig frygtindgydende ud: ”Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild.” (Plejer troner at have hjul? Nå, videre). ”En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham.” Og den person giver evigt herredømme til ”en, der så ud som en menneskesøn”, og som alle folk skal tjene. Og så bliver retten sat. Det blev den på sin vis også ved Første Verdenskrigs afslutning, men det var ikke en normal retssag hvor begge parter blev hørt af en neutral og objektiv dommer. Det var sejrherrerne der gav den som både anklager, dommer og retsbetjent, og så havde tyskerne og østrigerne ellers at rette ind. Og, eh – det er tilsyneladende også sådan det foregår i Daniels Bog. Og i Andet Korintherbrev. Og i Johannesevangeliet. For hvis man nu er muslim eller hindu eller asatroende eller noget helt femte – hvor rart er det så at Jesus bliver sat til at bestemme hvem der er de gode og de onde? Er det ikke bare en kosmisk udgave af at de allierede sejrherrer efter Første Verdenskrig fik lov til at bestemme hvem der havde været skurkene i den krig?

Det korte svar er nej. Det lidt længere:

Bemærk for det første at der faktisk ikke står noget som helst om at man skal have tilhørt den rette religion for at havne på den rigtige side af skillelinjen; det det handler om, er om man har handlet godt eller ondt. Men det er måske kun en ringe trøst, for det er jo ikke alle der er helt enige om hvad der er godt, og hvad der er ondt, og Jesus dømmer vel efter kristendommens standarder og ikke efter islams eller hinduismens eller asatroens? Og desuden: Menneskesønnen får jo tildelt ubegrænset magt, så selv hvis der skulle være nogle muslimer eller hinduer eller asatroende der fik lov til at komme med i paradis, så ville de jo stadig skulle lide den ydmygelse at skulle tjene og tilbede en anden religions frontfigur?

Ja. Og nej. For den krig som Gud står som sejrherre i i det stykke vi hørte fra Daniels Bog, er ikke en krig mellem religioner. Jesus kom faktisk slet ikke til jorden for at stifte en religion. Teknisk set tilhørte han den jødiske religion, men han gjorde sig voldsomt upopulær hos de jødiske ledere, blandt andet fordi han også gav folk der ikke var jøder, adgang til Gud. Og da disciplene efter Jesu himmelfart begyndte at prædike for folk fra andre religioner, sagde de ikke til dem at de skulle skifte fra deres falske religion til den sande religion, men at de skulle omvende sig fra deres døde gerninger og tjene den levende Gud [Hebr 6,1]. Og at der er en Gud, det var folk sådan set enige om, uanset hvilken religion de tilhørte. Da Paulus for eksempel prædikede for de græske filosoffer i Athen, var hans budskab derfor ikke at de skulle kalde Gud for Jahve i stedet for Zeus. (Naturligvis medførte den kristne forkyndelse også et opgør med de fleste af myterne om Zeus og de andre græske guder, men det opgør var grækerne allerede godt i gang med selv – de epikuræiske og stoiske filosoffer som Paulus talte med i Athen, havde ikke så meget respekt for en gud der kunne finde på at klæde sig ud som en svane for at forføre en menneskekvinde!). Det som Paulus derimod lagde vægt på, var at man kan kende den Gud som har skabt hele universet. Det allermest springende punkt var dog dette (og nu citerer jeg fra Apostlenes Gerninger kapitel 17 vers 30-31): ”Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.” Og så fik Paulus ikke lov til at tale mere, for det var alligevel for skrap kost for filosofferne – bortset fra nogle få, der kom til tro og sluttede sig til Paulus.

Det at man bliver dømt af Gud eller guderne når man er død, var ellers velkendt stof for grækerne og de fleste andre oldtidsfolk, men det at et menneske – og så endda et menneske der havde været død og var opstået igen – skulle holde dom på Guds vegne, var helt uhørt. Og dermed er vi ved at være ved kernen af det jeg gerne vil sige i dag. For læg mærke til hvad Jesus siger i dagens evangelietekst om sin rolle som dommer: ”For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” Fordi han er Menneskesøn! Hvad betyder det?

Ja, som jeg nævnte tidligere, så omtalte Jesus ofte sig selv som ”Menneskesønnen”, sandsynligvis med henvisning til den skikkelse vi hørte om i profetien fra Daniels Bog, der ”så ud som en menneskesøn”. Men hvad betyder det at han så ud som en menneskesøn? Hvad er en menneskesøn?

Det skal jeg sige jer: På hebraisk betyder en menneskesøn – ”ben-adam” – ganske enkelt et menneske! Ordet ”ben-adam” findes en del steder i Det Gamle Testamente, og langt de fleste steder er det blot oversat som ”menneske” i vores danske bibel – den eneste undtagelse er faktisk det her ene sted i Daniels Bog. Det specielle ved Daniels syn var altså at ”den gamle af dage” som sad på ildtronen (og som naturligvis er Gud) overgav sin guddommelige magt til et menneske!

Det at være menneske er naturligvis ikke i sig selv noget der gør en kvalificeret til at dømme levende og døde – hvis det var tilfældet, ville der jo være flere milliarder kandidater til jobbet. Nej, pointen i det Jesus siger, er at det der i særklasse gør Guds søn værdig til at holde dom – ud over at han er Gud – er at han også er menneske. Han har selv prøvet at leve under menneskelivets vilkår, og derfor forstår han hvordan det er at være menneske. Han har selv været i vores sko, og derfor kan han dømme med indsigt og empati.

Og ikke nok med det. For at vende tilbage til Morten Bisp [som jeg fortalte om i Børnehjørnet], så var det jo meget mod sin vilje at han blev biskop. Men det var netop derfor folk ønskede ham som biskop! De ville have en ydmyg mand, fordi de vidste at ydmyghed er en af de vigtigste kvalifikationer hos en leder. (En kvalifikation som desværre alt for sjældent efterspørges i dag). Men netop det at Jesus – som er Guds evige søn – valgte at blive menneske, vidner i den grad om ydmyghed! Ja, ikke alene blev han menneske, han omgikkes dem som de ”pæne” mennesker ikke ville have noget at gøre med, og fandt sig i at blive hånet og spottet og latterliggjort for det. Og til sidst fandt han sig i at blive henrettet på falske anklager. Gennem det hele var han et mønstereksempel på sagtmodighed – kunne man forestille sig en vigtigere kvalifikation hos den der skal holde dom over alle mennesker?

Til slut: Jeg nævnte tidligere at det der kommer til at være afgørende for hvilken side man havner på ved dommen, er om man har handlet ondt eller godt. Nogle af jer – de mest ærlige af jer – tænkte måske at det ikke nødvendigvis er nogen god nyhed, for findes der noget menneske (bortset fra Jesus selv) der altid kun har handlet godt? Nej, det gør der ikke. Går vi så alle sammen fortabt? Nej, for som Jesus siger lidt tidligere i dagens tekst: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Den vigtigste grund til at Jesus kom til jorden, var ikke for at lære hvordan det er at være menneske så han kunne dømme med empati, men for at redde os mennesker fra døden og dommen ved selv at gå ind under den. Den dom som Jesus har afsagt over verden, den har han selv taget på sig, og derfor kan vi gå fri! Vi kommer kun for dommen hvis vi i stolthed nægter at tage imod Guds rige ligesom et lille barn.

20. søndag efter trinitatis 2018

Posted By on 4. marts 2019

De onde vinbønder: Karma-Houdini

Prædiken i Husum Kirke 20. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er digtet mange historier i tidens løb. Alene romaner er der udkommet flere millioner af i tidens løb, og dertil kommer alle de øvrige genrer, inklusive film og tv-serier. Man kan undre sig over at det er muligt at blive ved med at finde på nye figurer og nye plotelementer – og der er da også mange der mener at de fleste historier der bliver lavet, reelt ikke er nye men blot en mere eller mindre ny kombination af de samme kendte elementer. Jeg har for eksempel bemærket at mange romantiske komediefilm er skåret over stort set den samme læst: En mand og en kvinde møder hinanden, og til at begynde med bryder de sig overhovedet ikke om hinanden, men omstændighederne tvinger dem til at tilbringe en masse tid sammen, og til sidst bliver de forelskede i hinanden. Men ak, så sker der noget som gør at de bliver skilt fra hinanden, tilsyneladende for evigt – indtil de til allersidst i filmen finder sammen igen og lever lykkeligt til deres dages ende. Lyder det bekendt?

                      Ud over plotelementer bliver diverse mere eller mindre arketypiske figurer også genbrugt, især inden for bestemte genrer. Folkeeventyrene vrimler for eksempel med onde stedmødre og gode fe-gudmødre, og inden for fantasygenren er der meget ofte en ”mørkets fyrste” der skal bekæmpes, enten han så hedder Sauron, Voldemort eller Ridder Kato. Til tider udarter disse arketyper til klicheer i en grad så de kan gøres til genstand for selvironi, som da Æsel i filmen ”Shrek 2” siger til Den Bestøvlede Kat: ”Beklager, men pladsen som irriterende talende dyr er allerede optaget!”

                      For et par år siden var jeg så heldig (eller uheldig, om man vil) at støde på en internetportal der har som sit mål at beskrive og give eksempler på alt hvad der findes af disse arketyper, klicheer – eller ”troper”, som portalen selv kalder dem (den hedder ganske enkelt ”All The Tropes”. I løbet af ret kort tid var jeg nødt til at forbyde mig selv at besøge den side, fordi jeg fandt ud af at hvis jeg først begyndte at læse en af de underholdende artikler og klikke videre til den næste, så kunne jeg lynhurtigt spilde en time eller to – hver gang. Men inden jeg sagde farvel og tak til den nyfundne underholdende tidsrøver, havde jeg da nået at lære navnene på en hel del forskellige troper, hvoraf den måske mest interessant var tropen ”Karma-Houdini”.

                      Og hvad er så en karma-houdini? Ja, som nogle af jer ved, så er ”karma” et begreb der stammer fra oldgammel indisk filosofi, og som spiller en stor rolle i hinduismen, buddhismen og flere andre østlige religioner. På det gamle sprog sanskrit betyder ordet egentlig bare ”handling” eller ”gerning”, men det kom hurtigt til også at betegne konsekvenserne af en handling. Det er det der er baggrunden for at man blandt andet i hinduismen taler om ”karmaloven”, som siger at gode gerninger får gode konsekvenser for dem der gør dem, mens onde gerninger får onde konsekvenser (sådan meget firkantet sagt). Derfor er ”karma” i moderne talesprog blevet en betegnelse for det at skæbnen (eller et andet overordnet retfærdighedsprincip) giver en velfortjent straf til et ondt menneske. Og det forekommer meget ofte i fiktion, især i film og tv-serier Et af de bedst kendte eksempler (i hvert fald her i Danmark) er nok da den gennemført usympatiske Lærer Andersen fra Matador dør af lungebetændelse fordi den naive Misse lukker ham ude på altanen i frostvejr.

                      Men det sker alligevel af og til at skurken ikke får sin velfortjente bekomst, enten fordi det overordnede plot bevæger sig i en retning hvor han glider ubemærket ud af historien, eller fordi der sker noget som gør at historien aldrig bliver fortalt færdig. Eller fordi skurken skifter til den gode side, og publikum derfor pludselig synes at det da er helt i orden at vedkommende går ustraffet for selv nok så mange nok så grusomme forbrydelser. Når den slags sker, taler man om en ”karma-houdini”, opkaldt efter alle tiders største udbryderkonge, Harry Houdini.

                      Tidligere i gudstjenesten genfortalte jeg historien fra Star Wars om hvordan seriens vice-ærkeskurk, Darth Vader, til allersidst i sit liv omvendte sig til den gode side og reddede ikke blot sin søn, men hele galaksen. Jeg synes selv det er en meget smuk historie, men der er mange kritikere der har indvendt at han efter deres mening slap for billigt. Han havde trods alt myrdet et hav af uskyldige personer, men det er som om det alt sammen forsvandt som dug for solen på grund af sølle ti minutters ædelmodig optræden. Man kan med en vis ret spørge hvor retfærdigt dét er, og derfor er der også mange der har betegnet Darth Vader som en af filmhistoriens største karma-houdinier!

                      Alt det her fortæller jeg jer naturligvis fordi Bibelen vrimler med karma-houdinier. Tag for eksempel den ene af de to forbrydere der blev korsfæstet sammen med Jesus. Hvad han var blevet dødsdømt for, ved vi ikke, men efter eget udsagn havde han fået sin dom med rette. Alligevel lovede Jesus ham en plads i Paradis. Hvorfor? Fordi forbryderen forsvarede Jesus verbalt da den anden forbryder hånede ham, hvorefter han henvendt til Jesus sagde: ”Tænk på mig, når du kommer i dit rige.” Det var alt! Men det var det eneste der talte – alt hvad han havde gjort af onde ting, så Jesus bort fra. Det kan man da kalde en karma-houdini!

                      Eller tænk på Paulus. Han er mest kendt for at have skrevet halvdelen af Det Nye Testamente og have lagt navn til et utal af kirker og byer verden over, inklusive den sydlige halvkugles største by, São Paulo. Men som nogle af jer måske ved, havde Paulus en blakket fortid: Før han selv blev kristen, forfulgte Paulus nemlig de kristne og slog mange uskyldige mennesker ihjel, men så snart de kristne blev klar over at ham der havde slået flere af deres venner ihjel, havde omvendt sig, så tog de imod ham med åbne arme og accepterede ham som en af deres egne – ja, endda som en apostel. Sådan fungerer den guddommelige nåde nemlig – den kender overhovedet ikke til karma, men kun til ufortjent godhed.

                      Teksterne til i dag rummer også en karma-houdini eller to. Der er naturligvis den søn der fortrød at han i første omgang havde sagt nej til at hjælpe sin far, men eftersom han i den grad gjorde sin brøde god igen, passer han ikke helt ind i definitionen. Det gør derimod de onde vinbønder – eller rettere sagt: det ville de have gjort hvis de havde undset sig for vingårdsejerens søn.

                      Prøv engang at sætte jer i vingårdsejerens sted: Du har lejet en vingård ud. Det er der ganske vist næppe nogen af jer der har prøvet, men måske har I prøvet at leje et sommerhus ud. Eller at låne jeres bil ud. Eller cykel. Eller låne penge til nogen. Hvorom alting er: De mennesker som du har indgået en aftale med, holder ikke deres del af aftalen. De vil ikke give dig den del af høsten der tilkommer dig. De vil ikke betale den aftalte leje for sommerhuset. De vil ikke aflevere bilen, cyklen eller pengene tilbage. Det er slemt nok i sig selv. Værre er det at ad du sendte din tjener (sådan en er der nok ikke ret mange af jer der har – men så en ven måske?) hen for at bede skurkene om at hoste op, så tævede de ham! Hvad ville du have gjort i den situation? Sandsynligvis ikke det som vingårdsejeren fra Jesus’ historie valgte at gøre, for i stedet for straks at straffe de onde vinbønder for deres aldeles uforskammede opførsel, valgte han at sende en ny tjener for at prøve at tale dem til rette. Og da tjener nummer to blev slået ihjel af de psykopater der havde lejet vingården, ja, så tog vingårdsejeren ikke hævn, men sendte yderligere en tjener! Han var nærmest tossegod, ville mange nok sige. Og selvom den ene tjener efter den anden lider samme grumme skæbne, fortsætter vingårdsejeren med at give sine forpagtere den ene nye chance efter den anden. Helt absurd bliver det da han til sidst vælger at sende sin egen søn samme vej som de tjenere der blev slået ihjel – hans tillid til at de vil undse sig for sønnen, synes aldeles malplaceret i lyset af hvad de hidtil har foretaget sig.

                      Nu skal den her historie selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt. Der har sandsynligvis aldrig været en konkret vingårdsejer der blev behandlet lige så uforskammet som ham i historien og alligevel valgte at give sine forpagtere den ene chance efter den anden. Derimod er der en Gud, som på et tidspunkt indgik en kontrakt med et bestemt folkeslag om at de skulle være hans ejendomsfolk. De skulle overholde en række bud – som ifølge Paulus [Rom 13,8-10] dybest set kunne sammenfattes til ét, nemlig ”Du skal elske din næste som dig selv” – og så ville Gud til gengæld beskytte dem mod såvel fjendtlige folkeslag som naturens luner. Men israelitterne – for dem var det jo – brød gang på gang deres del af aftalen, og når Gud sendte en profet for at kalde dem til omvendelse, endte det ofte med at profeten blev slået ihjel. Alligevel blev Gud ved med at række ud til folket, og til sidst sendte han altså sin søn – Jesus.

                      Tilbage til historien: Som man kunne forvente, behandlede vinbønderne ikke ejerens søn spor bedre end de havde behandlet hans tjenere; tværtimod. Og slap ejerens tålmodighed op. Mere tossegod end som så var han trods alt ikke – nu kom regnskabets time endelig. Ikke mere karma-houdini dér!

                      Men vent. Vinbønderne er som sagt et billede på Israel, og i særdeleshed på folkets religiøse ledere, der afviste Jesus og endda sørgede for at få ham henrettet af romerne på falske anklager. Fordi de gjorde det, valgte Gud en flok fiskere, bønder og tidligere værnemagere – nemlig de tolv apostle – som sine nye forpagtere, de nye ledere af hans nye folk. Og fordi de fleste jøder afviste Jesus, blev der åbnet mulighed for at også vi der ikke er jøder, kunne blive en del af Guds folk. Op igennem kirkens historie har der derfor været mange der har ment at Gud endegyldigt havde forkastet Israel, og nogle af de store kristne teologer har endda advokeret for decideret forfølgelse af jøder (Martin Luther er et trist eksempel på dette). Men se hvad Paulus skriver i det uddrag af Romerbrevet som vi hørte i dag! (Det er på side 1277 i Salmebogen). Der står: ”Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses … For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.” Døren står altså stadig åben for de onde vinbønder! Selv efter at de har slået vingårdsejerens søn ihjel, kan de stadig lave en karma-houdini!

                      Og hvad kan vi så lære af det? To ting, vil jeg mene.

                      For det første kan vi lære at Gud aldrig opgiver os. Det er lige meget hvor meget skidt og møg du har lavet i dit liv – hvis du den dag i dag beslutter at skifte kurs og søge Guds tilgivelse, så får du den, uden spørgsmål, uden betingelser, uden bebrejdelser! Måske føler du at du vil være lidt for meget en karma-houdini hvis du på det her tidspunkt pludselig begynder at følge Jesus (eller at følge ham igen, hvis du tidligere har levet som kristen, men har vendt Gud ryggen på et tidspunkt). Men så er det du skal huske at karmaloven er et hinduistisk koncept, ikke et kristent. Vi tror på en Gud hvis nåde er stærkere end selv karma!

                      For det andet kan vi lære at ligesom Gud aldrig lukker døren endegyldigt for os, gør han det heller ikke for nogen andre mennesker – så det skal vi heller ikke gøre! Jeg har hørt mennesker sige om afdøde personer der havde gjort dem ondt, at ”hvis han ikke er kommet i helvede, så er der ingen retfærdighed til!” Og måske er det rigtigt at det kun ville være ret og rimeligt hvis den pågældende er blevet dømt til evig fortabelse, men vi kan så passende fortsætte med at overveje hvordan vi selv ville være stillet hvis Gud tog udgangspunkt i retfærdighed i stedet for i nåde. Der er intet som Gud ikke kan tilgive og frelse et menneske fra; ja, om så selveste Hitler få øjeblikke før sin død havde angret alle sine onde gerninger og bedt Gud om tilgivelse, så ville han have fået den. (Og det gjorde han måske rent faktisk – det kan vi jo dybest set ikke vide).

                      Harry Houdinis allervildeste stunt, som han blot udførte tre gange i sin karriere, og som første gang var tæt på at koste ham livet, var at lade sig begrave levende (dog uden kiste) og så slippe ud af graven. Men Jesus lavede et endnu vildere stunt: Han lod sig begrave død og slap alligevel ud af graven! Og fordi han vandt over døden på den måde, er graven heller ikke endestationen for os. Hvis vi vælger at følge Jesus – uanset hvad vi har gjort – vil vi på dommens dag komme til at stå som genopstandne karma-houdinier!