Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 12. oktober 2021

Den lamme i Kapernaum: Gud genopbygger ruiner

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 19. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Inden Martin Bentsen blev smidt ud af tredje klasse på Mellervangskolen i Aalborg, havde han allerede tre gange fundet sin mor, der havde forsøgt at tage livet af sig selv. Moren lagde aldrig skjul på, at hun mente, han var årsag til selvmordsforsøgene. Hun var 16 år, da hun blev gravid med Martin, og han var kun få måneder gammel, da hun tabte ham på gulvet. Da han kom hjem fra sygehuset, havde hans bedsteforældre fået plejetilladelse. Hans mor evnede ikke at tage sig af ham, og hun blev senere indlagt på grund af psykisk sygdom.” Sådan begynder en artikel som man kunne læse i Herning Folkeblad den 28. juli 2020. Selvom Martins mormor forgudede ham, havde han det ikke godt i skolen. Allerede i tredje klasse blev han som sagt smidt ud af skolen og kom i stedet til en specialkostskole for adfærdsvanskelige børn, og i femte klasse gik turen videre til en døgninstitution i Frederikshavn der havde, hvad artiklen i Herning Folkeblad med typisk jysk underdrivelse kalder ”en noget alternativ pædagogik”. Jeg citerer igen fra artiklen: ”En gang om ugen var der værelseseftersyn, og hvis der var støv på fodlisterne, var der stuearrest og ingen mad. Når Martin havde lavet ballade, kunne han blive beordret til at stå i en stue og kigge på et ur, indtil han indrømmede, og når en elev brød skolens regler, skulle hele flokken blive siddende i spisesalen i timevis. På en tur til Norge var de nogle stykker der stjal penge fra en af pædagogerne. Da det blev opdaget, blev alle elever sendt uden for [sic] og skulle stå i sne til knæene kun iført underbukser.”

                      Personalet på døgninstitutionen endte med at konkludere at Martin var uden for pædagogisk rækkevidde, og deres afskedssalut til ham lød på at han ville komme til at sidde i fængsel resten af sit liv, hvilket man selvfølgelig aldrig skal sige til et menneske, og især ikke et ungt menneske, for den slags profetier bliver meget nemt selvopfyldende. Martin flyttede hjem til sin mor og startede på en ny skole, men efter to år blev han igen smidt ud, fordi han, som der står i artiklen, ”brugte sine gode evner i faget fysik til at sprænge nogle toiletter i luften”. Han havnede i et kriminelt miljø ”hvor det handlede om at overgå kammeraterne i at gøre ting, andre ikke, turde”, og det var Martin god til. Som han sagde til avisen: ”Hvis de smadrede to vinduer, så smadrede jeg fire, og hvis de stjal fire biler på en aften, stjal jeg otte.” Hans ”bedrifter” var ofte yderst dristige, og for at overvinde sine egne nerver brugte han blandt andet amfetamin og kokain, hvad der måske var en medvirkende årsag til at han begyndte at pande folk ned for et godt ord når han gik i byen.

                      Det gik naturligvis som det måtte gå: 15 år gammel fik Martin sin første dom for biltyveri, indbrud og vold, men den sikrede institution hvor han blev sat til at afsone, havde han ingen respekt for, så da han fik sin fjerde dom, besluttede dommeren at han skulle afsone i et rigtigt fængsel selvom han kun var 16 år gammel. Til at begynde med var han lidt bange for sine granvoksne, hærdebrede medfanger, men det varede ikke længe før både de og fængslets personale blev bange for ham, ikke mindst efter at han forsøgte at kaste en fængselsbetjent ud over et gelænder på første sal i Køge arrest. Efter at Martin som 22-årig havde tævet en medindsat med en flaske og forsøgt at bide flere betjente, fik han en behandlingsdom og påbegyndte et forløb hos en psykiater, men efter seks år måtte den ellers meget vedholdende psykiater kaste håndklædet i ringen fordi Martin var så ekstremt aggressiv og voldelig, og så blev han igen overført til et almindeligt fængsel. Efter endt afsoning fortsatte han sin voldelige løbebane uden for fængslet, hvilket blev kronet med et medlemskab af Bandidos. I rockergruppen fandt han en form for fællesskab, og der stod stor respekt om ham i det kriminelle miljø, alt imens han røg ud og ind af fængsler.

I 2012, da Martin var 32 år gammel, lå han under et fængselsophold og så Formel 1 i tv da en medfange kom og rykkede dynen af ham. Relativt uskyldigt, skulle man synes, men den lille ting fik det til at slå fuldstændig klik for ham. Han gik ud i køkkenet og satte to kander vand til at koge, hvorefter han lokkede medfangen ud i køkkenet, stak ham med en steakkniv og overhældte ham med kogende vand. Rent bortset fra at det undrer mig at man lader voldsdømte rockere have adgang til steakknive under deres afsoning, så fik overfaldet i første omgang den konsekvens at Martin blev sat i isolation i en måned.

                      Hvis man havde spurgt hvem som helst på det tidspunkt om der var noget som helst håb om at Martins liv kunne komme på ret kurs igen, så tror jeg at langt de fleste ville have svaret nej, for dels var han blevet voldsomt skadet som barn, dels havde han som voksen vist sig fuldstændig uimodtagelig over for alle former for såvel behandling som afstraffelse. Og havde man lavet en voxpop på gaden, så ville de fleste nok have sagt at der ikke er andet at gøre ved sådan et menneske end at spærre ham inde resten af hans liv (og flere ville sikkert have foreslået voldsommere foranstaltninger end det).

                      Hvorfor fortæller jeg den historie? Det gør jeg fordi jeg håber at jeg selv ville have svaret anderledes. Jeg håber virkelig at jeg ville have haft modet til at svare journalisten at Gud kan forvandle ethvert menneskes liv, uanset hvor håbløst det ser ud, og uanset hvad håbløsheden består i. I Martins tilfælde var det hård kriminalitet, misbrug og vold, men håbløshed kan også tage sig ud på en hel masse andre og meget anderledes måder.

                      I dagens evangelietekst møder vi et menneske som var lam. Hvad han helt præcis fejlede, og om han var totalt lam eller ”kun” var lam i benene, det ved vi ikke, men han kunne i hvert fald ikke bevæge sig omkring ved egen hjælp. I en tid hvor kørestolen endnu ikke var opfundet, betød det at han var afhængig af ikke færre end fire personers hjælp hvis han ville nogen steder hen. Det må siges at være en ret håbløs situation. Men heldigvis havde han fire venner som så andet og mere end håbløshed. Selvom deres ven tilsyneladende nærmest ingenting kunne, og selvom der heller ikke var noget de selv kunne gøre for at afhjælpe hans situation, så havde de tillid til at Jesus kunne, og derfor bar de deres ven hen til Jesus. Det må vi også gøre hvis vi kommer i kontakt med et menneske hvis situation virker håbløs, og fordi vi lever på den anden side af Jesu opstandelse og himmelfart, behøver vi ikke engang hanke op i en tung båre, men blot at folde hænderne. Jesus er nemlig nær overalt, og derfor kan vi gennem bøn bære et hvilket som helst menneske hen til ham, også selvom vi selv befinder os tusinder af kilometer væk fra vedkommende. Og uanset hvad det er der har lagt vedkommendes liv i ruiner, må vi have lov til at tro på at Gud er i stand til at genrejse ruinerne, for det har han gjort adskillige gange i selv de mest håbløse situationer. Han gjorde det for eksempel for Martin Bentsen!

                      På et tidspunkt hvor Martin (og nu citerer jeg igen fra artiklen) ”havde været på amfetamin igennem længere tid, blev han så paranoid, at han troede, der lå mænd på lur for at skyde ham. En ven fortalte, at der boede en kristen kvinde længere nede ad vejen, som engang havde hjulpet en anden ven, og Martin Bentsen var villig til at gøre alt for at få det bedre, så han opsøgte hende. Kvinden ville kun hjælpe ham, hvis han gav sit liv til Jesus, sagde hun. – Jeg var ligeglad, jeg skulle bare have det bedre. Så bad hun for mig, og det føltes, som om jeg fik taget en rygsæk af mine skuldre, og jeg fik det bedre. Det havde jeg ikke regnet med, siger Martin Bentsen. Kvinden fortalte også, at hun allerede kendte ham. Mange år tidligere, da han var seks-syv år, havde hun fundet ham liggende grædende i en busk, hvor han kun ønskede at dø, fordi der ikke var nogen, der elskede ham. Hun havde bedt for ham siden, fortalte hun.”

                      Martins møde som voksen med den kvinde der havde bedt for ham siden han var en lille dreng, medførte i første omgang at han begyndte at bekende sig som kristen og komme i en frikirke, men det varede ikke længe før han igen begyndte at lytte til det budskab der havde givet genlyd i ham siden pædagogen i sin tid sagde det til ham: ”Du kommer til at sidde i fængsel resten af livet!” Han følte sig ikke god nok i forhold til de andre i frikirken og gled hurtigt tilbage til sin kriminelle livsstil. Men noget må alligevel have siddet fast, for da han blev isolationsfængslet efter knivoverfaldet på medfangen, bad han om at få en bibel at læse i, og pludselig blev han forvandlet til et helt nyt menneske. Jeg ved godt at det lyder totalt urealistisk når jeg står her og siger det, at en så hårdkogt forbryder kan blive så markant forvandlet blot ved at læse i Bibelen (det lyder næsten som plottet i en lidt for letkøbt kristen roman, ikke sandt?), men jeg har mange venner der kender Martin Bentsen privat, og jeg har også selv mødt ham ved en enkelt lejlighed og hørt ham fortælle sin utrolige historie til lidt over 100 teenagere på SommerOase. Det var altså ikke sådan at jeg helt tilfældigt faldt over den artikel i Herning Folkeblad som jeg har citeret fra; jeg googlede mig bevidst til den for at være sikker på at jeg havde rigtigt styr på detaljerne i en historie som jeg allerede kendte.

                      For at gøre en lang historie kort, så forsvandt Martin Bentsens hidsighed nærmest fra den ene dag til den anden, og han bad om at komme i behandling for sit stofmisbrug. Til at begynde med troede myndighederne ikke på ham, og han fik endda afslag på at komme med i et bandeexit-program, fordi man som sagt mente at han var et håbløst tilfælde. Han blev idømt yderligere halvandet års fængsel som følge af knivoverfaldet på medfangen, men under dette fængselsophold opførte han sig så eksemplarisk at han opnåede at blive prøveløsladt i januar 2014, og denne gang faldt han ikke tilbage til den kriminelle livsstil. Det betyder ikke at han havde styr på det hele fra dag 1, men efterhånden fik han styr på sit liv og begyndte også at komme i en kirke. Han begyndte at medvirke som leder på Blå Kors’ ungdomslejre, og han holdt foredrag for unge på efterskoler og i Folkeskolens ældste klasser for at advare dem imod at komme ud i kriminalitet. Senere fandt han ud af at han ville være præst, så han begyndte at studere teologi, og artiklen i Herning Folkeblad blev faktisk skrevet i anledning af at han den 30. august 2020 blev indsat som frimenighedspræst i Herning Oasekirke. Som han siger: ”Er der håb for mig, er der håb for alle!”

                      Der kan som sagt være mange årsager til håbløshed; mange ting der kan lægge et menneskes liv i ruiner. Det kan være dårlige vaner, det kan være frygt, det kan være brudte relationer, det kan være fysiske skavanker eller noget helt syvende, men ingen af de ting medfører i sig selv håbløshed – jeg har for eksempel tidligere her fra prædikestolen nævnt den nu 71-årige Joni Eareckson Tada, der har været lammet fra halsen og ned siden hun var 17, men som har givet håb og inspiration til millioner af mennesker gennem sine bøger og foredrag, hvor hun fortæller om hvordan Gud har genrejst hendes liv – også selvom hun stadig fysisk set er lam. Men der er én ting der altid vil lamme os totalt hvis ikke Gud tager det væk, og det er vores skyld. Derfor var det udtryk for stor visdom at det første Jesus sagde til den lamme mand, var: ”Søn, dine synder tilgives dig!”, for det var de ord han havde allermest brug for at høre, ligesom det er de ord som du og jeg og ethvert andet menneske har allermest brug for at høre. I det øjeblik, da manden lå der på sin båre og stadig ikke kunne gå, men havde fået sine synders forladelse, i det øjeblik var hans håbløse situation faktisk allerede løst, og hans liv var blevet genrejst fra sine ruiner – at han efterfølgende også blev fysisk helbredt, var kun et ekstra lag glasur på kagen, så at sige.

                      Farisæerne havde i øvrigt ret i deres tavse indvending om at der ikke er andre end Gud der kan tilgive synder. Skal et menneskes liv for alvor genrejses af ruinerne, er der ikke andre end Gud selv der kan gøre det. Men de gode nyheder er at det kan han til gengæld også, uanset hvor håbløst det ser ud. Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden, og det har han fordi han selv bar al vores skyld på korset. Lad os takke ham for det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis (høstgudstjeneste)

Posted By on 5. oktober 2021

Det største bud og Davids herre: Et lille trylleord

Prædiken i Rø Kirke ved høstgudstjeneste 18. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er en mægtig kraft i ord. I mange eventyr, historier, serier og film, især dem der er henvendt til børn, optræder der trylleord som udvirker en fysisk forandring: I Tusind og én nats eventyr finder Ali Baba for eksempel ud af at man kan åbne porten til den hule hvor de fyrretyve røvere gemmer deres skatte, ved at sige: ”Sesam, luk dig op!”, i tv-julekalenderne om Pyrus tryller den gamle nisse Gyldengrød personer ind og ud af bøger med remsen ”Anorium, stellarium, quisido, kalorius, acceleratum, deceleratum, bum!”, og alle der har fulgt troldmandslærlingen Harry Potters eventyr, har stiftet bekendtskab med trylleformularer som ”Lumos!”, ”Alohomora!” og ikke mindst ”Expecto patronum!” Nogle mener at vi som kristne burde gå uden om den slags historier, og jeg forstår egentlig godt argumentet, for i det virkelige liv er trolddom bestemt ikke noget at spøge med, og den rette måde at omgås overnaturlige kræfter på, er ikke ved at prøve at påvirke dem med abstrakte besværgelser, men ved at holde sig nær til Gud og virke i Helligåndens kraft. Kan man holde fiktion og virkelighed adskilt, vil jeg dog mene at der er meget godt at hente i de nævnte værker.

                      Det at ord kan skabe hvad de nævner, er i øvrigt en bibelsk sandhed. Tænk på skabelsesberetningen hvor Gud blot behøver at sige: ”Lad der blive lys!”, og så bliver der lys; eller tænk på helbredelsesberetningerne fra evangelierne hvor Jesus for eksempel – som vi skal høre på søndag – kan helbrede en lam mand blot ved at sige: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Det var i øvrigt ikke kun Jesus selv der kunne det; i Apostlenes Gerninger ser vi disciplene gøre det samme, i overensstemmelse med det løfte Jesus havde givet dem skærtorsdag aften om at den der tror på ham, vil komme til at gøre endnu større gerninger end Jesus selv gjorde (Joh 14,12). Det løfte gælder også os der tror på Jesus i dag, og jeg tror helt klart Bornholm og verden ville blive et bedre sted hvis vi i større grad begyndte at handle på det og stræbe efter helbredelsens nådegave. Vi behøver ikke engang at fremsige en svær trylleformular på den rette måde; vi skal blot stille os til rådighed med et åbent hjerte og så lade det være op til Gud at gøre hvad der skal gøres.

                      Nu sidder du måske og tænker at du ikke føler dig tryg ved det overnaturlige, og at du hellere vil holde dig til det mere jordnære, men jeg tror faktisk ikke det giver mening at skelne så skarpt mellem ”naturligt” og ”overnaturligt”. I Harry Potters univers er der et meget skarpt skel mellem den magiske verden hvor hekse og troldmænd flyver rundt på koste klædt i kapper og med tryllestave i hænderne, og så den almindelige, ikke-magiske verden, som er befolket af det der i serien kaldes ”mugglere”, det vil sige mennesker der ikke har magiske evner, og som helst ikke må opdage at magi overhovedet findes. Men sådan er det ikke med virkelighedens overnaturlige kræfter. Jeg tror på at hele universet og alt hvad der er i det, er skabt af Gud, og at hans kraft derfor findes i ethvert molekyle af skaberværket. I særdeleshed tror jeg at Gud har lagt en masse af sin kraft og kærlighed ned i os mennesker, som han skabte i sit eget billede. Vi er kort sagt skabt til, frem for alt andet, at kende og elske Gud, og det må i den grad siges at være en overnaturlig bestemmelse. Er du i tvivl om at det er det vi er skabt til, så prøv at lytte til det svar Jesus giver i dagens tekst, da farisæerne spørger ham hvad der er det største bud i loven. (Når der tales om ”loven”, er det i øvrigt underforstået at der menes Guds lov som findes i det vi kristne kalder Det Gamle Testamente). Jesus svarer uden tøven at det største og første bud er at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og hele vores sind. Det vi plejer at kalde ”det overnaturlige”, skal altså være det naturligste i verden for os. Men det betyder ikke at vi skal være verdensfjerne, for et lige så vigtigt bud er at vi skal elske vores næste som os selv og på den måde løfte Guds overnaturlige kærlighed ind i vores ”naturlige” verden gennem helt lavpraktiske kærlighedsgerninger.

                      Det er nemlig ikke kun ved at befale over sygdomme i Jesu navn at vi kan tale overnaturlige ord.  Også mange af de ord som vi opfatter som langt mere dagligdags og jordnære, har en overnaturlig kraft. Ord som ”Jeg elsker dig!” eller ”Du er tilgivet!” har i hvert fald kraft til at forandre en situation på en nærmest magisk måde. Ja, selv en simpel hilsen som ”Godmorgen!” kan betyde at et menneske oplever sig set og fyldes med glæde og livsmod.

                      Der er imidlertid et helt særligt ”trylleord” som jeg gerne vil sætte særlig fokus på i dag, og det er ordet ”Tak!” Det ene lille ord bærer på kraften til at forvandle selv den mest dagligdags ting til en dyrebar gave – ikke fordi tingen selv bliver forandret, men fordi vores indstilling bliver forandret. Hvis nogen for eksempel laver mad til dig – afhængig af hvor i livet du befinder dig, kan det være din mor eller far, din kæreste eller ægtefælle, din søn eller datter, en ven eller veninde, eller måske en medarbejder på et dagcenter eller plejecenter – så kan du spise maden uden at tænke nærmere over det og måske endda ærgre dig over at den ikke smager helt så godt som du kunne tænke dig, men du kan også vælge at tage imod maden som en gave og sige tak. Det samme gælder hvis nogen giver dig en hjælpende hånd med noget eller roser dig for noget. Selv i de tilfælde hvor den anden person får penge for at hjælpe dig, kan du ”trylle” vedkommendes hjælp om til noget dyrebart ved at sige tak.

                      Der er selvfølgelig også en masse ting som vi ikke umiddelbart kan takke et andet menneske for, og de ting kommer vi utrolig let til at tage for givet. Vi kristne ved selvfølgelig godt at vi bør sige tak til Gud for alting, men hvor tit husker vi at gøre det?

                      En høstgudstjeneste som den vi har i dag, er først og fremmest en anledning til at takke Gud for årets høst – og en øvelse i at takke ham selvom høsten ikke blev så god som vi kunne have håbet. Men samtidig er det forhåbentlig også en påmindelse til os om i det hele taget at huske at sige tak for alle de ting som vi plejer at tage for givet, herunder alle de ekstra privilegier vi har fordi vi lever på den tid og på det sted som vi gør. Tag for eksempel den dårlige høst: For et par hundrede år siden ville en dårlig høst have betydet at vi kunne se en mager vinter i møde hvor vi måske ville komme til adskillige gange at gå sultne i seng. Det er næppe tilfældet for nogen af os i dag, for vi kan jo alle købe brød og andre dagligvarer nede i SuperBrugsen uanset om høsten har været god eller dårlig, og mange af os har endda en indtægt der er helt uafhængig af hvordan høsten har været. Men giver det os mindre grund til at takke Gud for høsten? Det er der nogle der mener, ikke mindst i de større byer. I de mange år jeg boede i Storkøbenhavn, var det en hyppigt tilbagevendende diskussion om det overhovedet gav nogen mening at holde høstgudstjeneste når stort set ingen i sognet havde nogen som helst forbindelse til landbruget, og de kornneg som vi alligevel stillede op i kirken år efter år, ikke havde noget som helst med vores hverdag at gøre. (Jeg ved ikke om nogen af os bildte os ind at folk ude på landet stadig gik og bandt kornneg).

                      Men uanset om vi har landbruget inde på livet eller ej, så er det vigtigt at vi ikke glemmer at sige tak til Gud for alle de gode gaver som han giver os dag efter dag, år efter år. Der kan ellers tit være nok at være utilfreds med i tilværelsen, for så længe vi lever i denne faldne verden, er intet helt som det burde være, men hvis vi vælger at fokusere på det positive og sige tak, vil vi uundgåeligt opleve at vores liv, hokus pokus, bliver tryllet bedre. Og så kan vi for resten se frem til den dag hvor ”på Herrens bud vort timeglas udrinder”, som vi sang i den første salme. Det betyder ikke at vi skal gå rundt og glæde os til at dø, for i sig selv er døden ikke noget godt. Men vi kan glæde os over at Gud har sat en udløbsdato på denne verden hvor ikke alt er som det burde være. ”For Herren selv vil,” skriver Paulus til thessalonikerne, ”når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren” (1 Thess 4,16-17). Den befaling der sætter det i gang, bliver nok det mægtigste trylleord verden nogensinde har set. Og i tillid til at den engang vil lyde, kan vi i mellemtiden flittigt strø om os med det lille trylleord ”Tak!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 17. søndag efter trinitatis (høstgudstjeneste med dåb)

Posted By on 28. september 2021

Manden med vand i kroppen og pladserne ved bordet: Alle gode gaver kommer ovenned

Prædiken i Sct. Klemens Kirke ved høstgudstjeneste 17. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere.” Sådan starter den tekst jeg skal prædike over i dag, og sikke da en start! Bare i den ene sætning møder vi to ord som vist ikke er en del af ret mange nutidsdanskeres aktive ordforråd, nemlig ”sabbat” og ”farisæere”. Hvem farisæerne mere præcist var, er ikke vigtigt for min pointe i dag, så jeg vil nøjes med at sige at de var et af de religiøse partier der var i Israel på Jesu tid. Til gengæld er sabbatten vigtig, så den må jeg hellere lige et par ord om.

                      I skabelsesberetningen i Bibelens første kapitel læser vi at Gud brugte seks dage på at skabe himlen og jorden, solen, månen og stjernerne, planter, dyr og mennesker. Hvor bogstaveligt de seks dage skal forstås, vil jeg ikke komme ind på i dag, for det er en meget stor diskussion, men i hvert fald læser vi at på den syvende dag hvilede Gud fra sit arbejde, og derfor gjorde han den syvende dag hellig. Det er en meget vigtig pointe at hvile er noget der har værdi i sig selv og ikke kun som et nødvendigt onde for at vi igen kan komme ud og arbejde. Gud bliver jo ikke træt sådan som vi mennesker gør, og derfor havde han ikke ”brug for” at hvile, men han gjorde det alligevel for at give os mennesker et helt utvetydigt signal om at hvile er en god ting i de rette mængder. Omvendt er det heller ikke sådan at arbejdet kun er et nødvendigt onde for at vi kan tjene til føden eller pensionen eller velfærdsstaten; nej, arbejde og hvile er hver for sig gode ting – det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.

                      Da Gud gav Moses De 10 Bud efter israelitternes udvandring fra Egypten, lød et af buddene at man skal huske hviledagen og holde den hellig. Det hebraiske ord for ”hvile” er shabbat, og hviledagen kom derfor også til at hedde ”shabbat”, hvilket på de indoeuropæiske sprog (herunder dansk) er blevet forenklet til ”sabbat”. Den jødiske sabbatspraksis er meget kompromisløs: Man må ikke udføre nogen som helst form for arbejde, så al den mad man skal spise, er man for eksempel nødt til at have forberedt dagen i forvejen, der derfor bærer navnet ”forberedelsesdagen”. Derimod er det ikke meningen at man bare skal sidde med mundvigene nedad og kigge ud i luften, sådan som mange europæere angiveligt gjorde da de puritanske og pietistiske bevægelser i det 17. og 18. århundrede prædikede at søndagen er den kristne sabbat med dertil hørende arbejdsforbud; tværtimod ligger det i den traditionelle jødiske opfattelse af sabbatten at man skal hygge sig, more sig, ses med venner og familie, spise god mad, læse – og så naturligvis bruge tid på bøn og på at gå til gudstjeneste i synagogen. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at det er til et middagsselskab vi finder Jesus på denne sabbat.

                      Men må man så helbrede på sabbatten? Det giver de lærde jødiske teologer ved middagsselskabet ikke Jesus noget svar på. Jødiske rabbinere til alle tider har ellers været ret enige om at man gerne må bryde sabbatsreglerne for at redde et menneskes liv, men det var jo ikke det Jesus spurgte om. Manden med vand i kroppen lå ikke ligefrem for døden; Jesus kunne sagtens have ventet til dagen efter med at helbrede ham uden derved at bringe hans liv i fare. Men som Jesus sagde til de tavse farisæere: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” Og jo, selvfølgelig ville de det! Det ligger dybt i os mennesker at når vi møder nogen der er i vanskeligheder, så hjælper vi dem hvis vi kan, og tit gør vi det endda helt uden at tænke over det, hvilket fik den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup til at kalde den slags handlinger for ”suveræne livsytringer” fordi de er udtryk for at livet suverænt sætter sig igennem uden om vores intellekt.

                      Hvorfor vi mennesker har denne her indbyggede tendens til helt ”automatisk” at handle næstekærligt, så længe vi bare ikke har tid til at tænke over hvad vi vil gøre, det kan man naturligvis diskutere. En ateist ville nok sige at det er fordi det rent evolutionært har vist sig at være en fordel, og det kan man jo altid sige, men det er bare ikke et svar vi bliver særlig meget klogere af. Det ville svare til at du spurgte mig hvorfor jeg står her på prædikestolen, og jeg svarede: ”Fordi mine ben bevægede sig på sådan en måde at jeg gik herop!” Det svar siger i virkeligheden ikke noget om ”hvorfor”, men kun ”hvordan”. (Om evolutionsteorien giver en korrekt forklaring på hvordan vi mennesker er blevet som vi er blevet, er der i øvrigt sikkert forskellige meninger om blandt os der er her i dag, men den diskussion gemmer vi til en anden god gang, for den har ingen betydning for min pointe).

                      Nej, grunden til at jeg er gået herop på prædikestolen, er at jeg ville fortælle jer noget. Og på samme måde tror jeg at grunden til at Gud har skabt os med de suveræne livsytringer, er at han ville fortælle os noget, nemlig noget om hvordan han selv er. Med andre ord: Jeg tror at vi mennesker hylder godhed og barmhjertighed fordi vores Skaber selv er god og barmhjertig, og han har sat sit særlige fingeraftryk på det der er kronen på hans skaberværk, nemlig os mennesker. Gud er ”så mild, så rig, så rund”, som vi sang i den første salme (og hvis I undrer jer over hvad der menes med at Gud er ”rund”, så kan jeg røbe at ordet i denne sammenhæng betyder ”gavmild”, eller ”rundhåndet” som vi også siger), og derfor skal vi også forholde os gavmildt ødselt til vores medmennesker. Og det er også det der er den røde tråd i alle de bud vi finder i Bibelen, i en grad så Paulus på et tidspunkt endda kunne skrive (som nogle af jer måske husker at jeg også citerede for 6 uger siden): ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (Rom 13,8-10).

                      I dag fejrer vi høstgudstjeneste, og netop en høstgudstjeneste er måske mere end nogen anden gudstjeneste en fejring af alle de gode gaver som Gud i sin gavmildhed lader strømme ned fra oven (eller ”ovenned”, for at bruge det lidt mere gammeldags udtryk som vi mødte i den første salme). Vi kommer let – især i et overflodssamfund som vores – til at tage Guds gode gaver for givet og glemme at være taknemmelige for dem. Måske forfalder vi endda til at tænke at vi har os selv at takke for de goder vi nyder godt af, som i en episode fra en af de første sæsoner af den amerikanske tegnefilmserie The Simpsons, hvor sønnen Bart bliver sat til at bede bordbøn, og han siger: ”Kære Gud, vi har selv betalt for al maden, så tak for ingenting. Amen” – og glemmer at det at vi overhovedet har en indkomst vi kan bruge til at betale med, i sig selv er en gave fra Gud, også hvis vi slider i det med vores egne hænder for at tjene pengene, for vores hænder er også en gave fra Gud!

                      I stedet for at være stolte og hovmodige over de ting vi har, bør vi altså være ydmyge og taknemmelige. Ligesom Jesus råder gæsterne ved middagsselskabet til at sætte sig på den ringeste plads i ydmyg taknemmelighed over overhovedet at være blevet inviteret med til festen, må vi ydmygt takke Gud for at han viser os så stor ufortjent godhed.

                      Og den indstilling er der faktisk også en fantastisk frihed og hvile i! Når vi tager imod alt fra Guds gavmilde hænder i stedet for at tro at vi har os selv at takke, så falder der en tung byrde fra vores skuldre. (Det gælder i øvrigt også de gaver som indebærer store opgaver, som for eksempel det at blive forældre – vi må lægge vores børn i Guds hænder og bede ham om at bære både dem og os, for det er kun ham der er stærk nok til det). På den måde kan vi finde ind i den rette balance mellem arbejde og hvile som Gud ordinerede da han velsignede den syvende dag og gjorde den hellig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 21. september 2021

Enkens søn i Nain: Det ender godt!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 16. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En god film ender godt. Eller det vil mange mennesker i hvert fald mene. Da jeg var barn, lå det så dybt i mig at en film naturligvis ender godt, og alle løse ender bliver samlet tilfredsstillende op, at jeg følte mig virkelig snydt første gang jeg så en film hvor slutningen lod nogle spørgsmål stå ubesvarede – for ikke at tale om første gang jeg så en der ligefrem sluttede sørgeligt! Det samme gjaldt naturligvis tv-serier, tegneseriehæfter og bøger. Eller H.C. Andersens eventyr for den sags skyld, for selvom han selv kaldte dem ”eventyr fortalt for børn”, så er der mange af dem der bestemt ikke er for børn! Tag for eksempel Den lille havfrue, der jo ikke får sin prins (undtagen i Disney-udgaven). Tag Dyndkongens datter, der mister sit jordiske liv fordi hun ønsker sig et kig ind i Himmerige. Eller tag tårepersere som Den lille pige med svovlstikkerne eller Historien om en moder – hvis der er noget jeg absolut ikke kan have, så er det når der er børn der dør!

                      Problemet er bare at i den virkelige verden (for eksempel i dagens evangelietekst) er der altså børn der dør! Mange af jer kender sikkert forældre der har måttet lide den største sorg af alle, som det må være at skulle begrave sit barn. Nogle af jer har måske endda selv oplevet det. Og i nogle af de lande der er plaget af krig eller hungersnød, skal man lede langt efter forældre der ikke har oplevet det.

                      Selv vi der kan takke Gud for at vi ikke har oplevet den slags tragedier, kan ikke altid nikke genkendende til det billede som mange moderne film tegner af verden. Det har blandt andet noget med synsvinkel at gøre. Tag for eksempel de romantiske film hvor to mænd elsker den samme kvinde (der sandsynligvis spilles af Reese Witherspoon hvis det er en amerikansk film). Den slags film slutter som regel med at hun vælger den mand der er helten i filmen, ikke sandt? Men når lignende ting sker i virkeligheden, vil de to bejlere jo nok hver især mene at netop de selv er helten. Eller tag en film som Karate Kid hvor den unge Daniel-san imod alle odds vinder den store karateturnering fordi det er ham der er filmens helt, og dermed ender filmen godt – men i en virkelig karateturnering er alle deltagerne jo helte i deres egen personlige film, og det giver sig selv at den kun kan ende godt for én af dem.

                      Men heller ikke i de tilfælde hvor alle kan blive enige om hvilket udfald der vil være en ”happy ending”, er det sådan én virkeligheden giver os. Hver gang et menneske for eksempel rammes af en dødelig sygdom, vil de fleste være enige om at det kun er en lykkelig slutning hvis han eller hun overlever og bliver rask, men sådan går det jo langt fra altid i virkeligheden. Eller i den knap så alvorstunge afdeling: Hvis en person har sat sig for at nå et eller andet personligt mål, for eksempel at gennemføre et maratonløb for første gang i sit liv, så håber vi vel alle på at det lykkes for vedkommende, for det er der jo ingen andre der mister noget ved. Men det er bare ikke altid det lykkes.

                      En særlig kategori af bøger og film er dem hvor det i lang tid ser ud som om det ikke på nogen måde kan ende godt, men så sker der pludselig noget helt uventet og usandsynligt på den tredjesidste side af bogen eller fire minutter før filmens slutning. Den slags er meget almindeligt i alt fra romantiske komedier fra Hollywood til danske tv-julekalendere, og det forekommer endda i episke nyklassikere som Star Wars og Ringenes Herre. Som læser eller seer sidder jeg undertiden tilbage med en følelse af at det der til syvende og sidst gjorde forskellen, hverken var hovedpersonens heltemod eller dygtighed eller snedighed eller udholdenhed eller ædelmodighed, men intet andet end godt gammeldags svineheld. Og jeg må indrømme at det godt kan give mig en lidt flad fornemmelse – jeg kan bedre lide historier om at lykken står den kække bi, eller at uselviskhed lønner sig i sidste ende. Men ind imellem er virkeligheden jo også sådan at når det endelig går godt, så er det mere held end forstand.

                      Den beretning fra Lukasevangeliet som vi har lyttet til i dag, må også siges at være en hvor den lykkelige slutning kommer aldeles uventet og i sidste øjeblik. Den stakkels enke befandt sig i en situation hvor alt håb var godt og grundigt ude. Hvad hendes søn var død af, og om det var sket pludseligt eller efter længere tids sygdom, får vi ikke at vide, ligesom vi heller ikke får at vide hvor gammel han var (selvom det at Jesus kalder ham ”unge mand”, tyder på at han næppe har været helt lille). Men at miste et af sine børn er altid en voldsom sorg, også selvom barnet er blevet voksen, og det er om muligt endnu værre når det er ens eneste barn, som det var i denne enkes tilfælde. Dertil kom at hun ud over sorgen nu også stod i en situation hvor hun ikke havde nogen til at forsørge sig. Der var ingen folkepension i oldtidens Israel (eller i noget som helst andet land for den sags skyld), og derfor var man afhængig af sine børn når man ikke længere kunne forsørge sig selv. (Det var også derfor Jesus sørgede for, mens han hang på korset, at pålægge apostlen Johannes ansvaret for sin mor). Stemningen i begravelsesoptoget må virkelig have været trykket. Men så dukker Jesus pludselig op, nærmest ud af det blå, og går hen og opvækker den døde. Der er ikke engang nogen der bønfalder ham om at gøre det; initiativet kommer helt og holdent fra ham selv. Og det var jo dejligt for enken at det gik sådan – helt og aldeles skønt – men hvor tit sker den slags i virkeligheden? Og hvad kan vi egentlig bruge det til at det skete engang for næsten 2000 år siden i en by som de færreste af os ville kunne udpege på et kort, og endnu færre af os har været i?

                      Det skal jeg sige jer: Vi kan bruge det som et tegn! Den væsentligste grund til at Jesus kom til jorden, var ikke for at helbrede de syge og opvække de døde – heldigvis, kan man sige, for havde dét været det væsentligste formål, så havde hans indsats ikke gjort nogen nævneværdig forskel i det store billede. Evangelierne fortæller os om sammenlagt tre mennesker som Jesus oprejste fra de døde, og de tre må have udgjort en forsvindende lille andel af alle de mennesker der døde bare i løbet af de tre år Jesus gik rundt og prædikede og helbredte. Og selvom han sandsynligvis helbredte flere hundrede syge, måske endda flere tusinde, så må der alligevel have været endnu flere som han ikke helbredte – ikke fordi han sagde nej til nogen der kom til ham, men fordi det ikke var alle der havde mulighed for at komme til ham; og nogle gange trak Jesus sig selv tilbage til øde steder for at hans mission ikke skulle drukne i mennesker der ville helbredes.

                      Men hvis det ikke var Jesu primære mission at helbrede de syge, hvad var så? Jo, der var primært to ting Jesus var kommet for at gøre: Prædike Guds rige, og give sit liv for at give mennesker adgang til Guds rige. Hvad er ”Guds rige” så? Jo, det ord som danske bibeloversættelser plejer at gengive som ”rige”, betyder egentlig ”herredømme”, så når Jesus ”prædikede Guds rige”, betyder det at han proklamerede at nu ville Gud snart tage magten i verden og gøre en ende på det onde. Ud over at helbredelserne og dødeopvækkelserne naturligvis var jordnære barmhjertighedsgerninger mod dem der blev hjulpet, så var de først og fremmest tegn på at Guds rige var i frembrud – en slags ”trailer” eller ”preview” fora t blive i filmsproget. Når Jesus helbredte syge og opvakte døde, var det altså for at vise os at der snart kommer en tid hvor alle syge bliver helbredt, og alle døde bliver opvakt. Og den endelige sejr over død og ondskab som var nødvendig for at Guds rige kunne komme, den vandt Jesus da han frivilligt gav sit liv for at købe dig og mig fri af døden, hvorefter han opstod fra de døde og besejrede døden. Det fejrer vi hvert år til påske, men her midt i efteråret på den 16. søndag efter trinitatis holder vi en ekstra lille ”mini-påske” hvor vi hvert andet år hører om opvækkelsen af Lazarus og hvert andet år om enkens søn i Nain – og derfor skal vi også synge en påskesalme her efter prædikenen.

                      Jesu opstandelse er måske alle tiders stærkeste eksempel på noget der så ud som om det ikke på nogen måde kunne ende godt, men gjorde det alligevel. Og det var faktisk netop Jesu opstandelse der frem for noget inspirerede Tolkien til at lade hovedplottet i Ringenes Herre slutte med at tingene løser sig på en uventet og usandsynlig måde. For Tolkien var sådan en tilsyneladende urealistisk slutning faktisk netop en realistisk slutning fordi han som troende kristen holdt på at med en god og almægtig Gud kan det hele kun ende godt i sidste ende. Og det vil jeg give ham ret i. For ganske vist lever vi en verden hvor der alt for tit sker tragiske ting som at børn dør, eller at mennesker på anden vis kommer til at stå i en fortvivlet situation – men historien slutter ikke der. ”Guds rige er kommet nær!” proklamerede Jesus da han gik på jorden. Den tid kommer snart, hvor Gud tager magten i verden og gør en ende på alt det onde. Og fordi Jesus opstod fra de døde, er der ikke længere nogen tvivl om udfaldet; det er kun et spørgsmål om hvornår Guds herredømme fuldendes i sin herlighed, og de der er døde i troen på Jesus, opstår til evigt liv.

Derfor er mit budskab i dag: Det ender godt! Ligesom vi kan vide os sikre på, når vi sætter os og ser en Disney-film, at godheden og kærligheden triumferer til sidst, lige sådan kan vi vide os sikre på at det samme kommer til at ske i virkeligheden. Vi kommer ganske vist til at vente længere end de cirka 86 minutter som en Disney-film plejer at tage, men til gengæld kan vi glæde os over at slutningen bliver så meget desto bedre. Guds historie slutter nemlig ikke bare med ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”, men med ”og de levede lykkeligt i dage uden ende”!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 14. september 2021

Markens liljer: Har du taget misteltenen i ed?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 15. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har altid syntes at mytologi var spændende. Da jeg var barn, var det mest fordi jeg syntes at beretningerne om Osiris, Perseus og Thor var nogle spændende eventyr, og jeg tænkte ikke så meget over at beretningerne ikke var ”født” som eventyr, men var blodig alvor for mennesker der levede for et par tusind år siden. I dag synes jeg først og fremmest at mytologiske beretninger er spændende fordi de fortæller en masse om hvad der til alle tider har optaget os mennesker, så som den magtesløshed man kan føle overfor en ond skæbne. Både i den græsk-romerske og den nordiske mytologi er Skæbnen nemlig så stærk en magt at selv guderne kæmper forgæves imod den.

                      En af de nordiske guder som ifølge sagnet kæmpede forgæves mod skæbnen, var Balder. I det islandske skrift der kaldes Den Yngre Edda, fortælles det at både Balder og hans mor, Frigg, samme nat drømte den samme drøm om at Balder ville dø. (I den gamle nordiske religion betragtede man nemlig ikke guderne som udødelige, og slet ikke som almægtige, men blot som nogle væsener der var stærkere end mennesker og levede i en anden dimension). Balder og Frigg tolkede deres drømme som varsler, og derfor fik Frigg alle ting i verden til at sværge på at de ikke ville skade Balder. Nu hvor Balder således var blevet usårlig morede guderne i Valhalla sig med at kaste alle mulige ting efter Balder, men den onde Loke fandt ud af at Frigg havde sprunget misteltenen over dengang hun tog alle ting i ed, fordi hun mente at den var ufarlig. Fordi Loke var jaloux på Balder, lavede han en magisk pil af mistelten, som han gav til Balders blinde bror Høder, der skød den afsted og dræbte Balder. Derfra har vi talemåden ”at tage misteltenen i ed”, som betyder at træffe alle tænkelige forholdsregler så man ikke kommer galt afsted.

                      Dengang myten blev til, tror jeg de fleste mennesker accepterede det som et livsvilkår at man ikke kan tage alle misteltene i ed. Der er så mange ubekendte faktorer i den verden vi lever i, og vi ved aldrig om vi får i morgen med. Vi kan ellers gøre meget mere for at sikre os i dag end vores forfædre kunne for et par århundreder siden: Vi har adgang til rent drikkevand, vaccinationer, gratis lægehjælp, sikkerhedsseler, socialt sikkerhedsnet og så videre og så videre, så vi der lever i Danmark i dag, er måske nogle af de mennesker i verdenshistorien der har haft allermindst grund til at bekymre os. Hvis der nogensinde har været et folk der kunne leve sorgløst og bekymringsløst, så må det være os, skulle man mene! Men gør vi det? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg griber i hvert fald alt for tit mig selv i at være bekymret over snart det ene, snart det andet, og jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er den eneste.

                      I prædiketeksten til i dag nævner Jesus nogle ting som vi ikke skal bekymre os om, og det er nogle helt grundlæggende ting, nemlig mad og drikke og tøj. Jeg tror ikke der har været noget tidspunkt i mit liv hvor jeg har været bange for at jeg ville komme til at mangle mad eller tøj, og på det punkt ligner jeg nok de fleste andre danskere i min generation (om end desværre ikke alle, for selv her i Danmark findes der mennesker der reelt er fattige, men det er en helt anden diskussion). Men der er jo mange andre ting man kan bekymre sig om, for vi mennesker har også andre behov end mad og tøj. Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow fremsatte i 1943 en teori der populært er blevet kendt som ”Maslows behovspyramide”, som går ud på at de forskellige menneskelige behov bygger oven på hinanden som en pyramide: Nederst er de rent fysiske behov for mad og tøj og den slags, og når de er opfyldt, går vi videre til at søge at få opfyldt behovet for tryghed og sikkerhed, dernæst behovet for kærlighed, venskab og tilhørsforhold, og så videre, helt op til de langt mere luksusprægede behov for selvrealisering og æstetiske oplevelser i toppen. Maslows model er med rette blevet kritiseret på en lang række punkter, men den rummede i det mindste den indsigt at så snart ét behov er blevet mødt, melder der sig et nyt; vi når aldrig til et punkt hvor vi er fuldt tilfredse og ikke ønsker os mere. Dertil kommer at jo mere vi har – ejendele, venner og familie, økonomisk sikkerhed, godt helbred og så videre – desto mere har vi som vi kan være bekymrede for at miste. Og så kan vi jo også være bekymrede på andres vegne – i særdeleshed kan vi der er forældre, være bekymrede for vores børn.

                      Men når det nu er sådan at vi aldrig kan tage alle misteltene i ed, hvorfor siger Jesus så at vi ikke skal bekymre os? Tja, lad os se på hvad der står i teksten! Hvis I igen slår op på side 1251 i salmebogen, så kan I se at det første Jesus siger, er at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, og derfor skal vi ikke være bekymrede for om vi får mad og tøj. Det lyder umiddelbart lidt hårdt at det ligefrem skulle være mammondyrkelse at bekymre sig om helt basale behov, ikke sandt? Jeg mener, man kunne forstå hvis Jesus ville skælde ud på folk der bekymrer sig over om de nu også får råd til at købe en tilstrækkeligt lækker bil eller til at tage på skiferie i år eller lignende luksusprægede ting, men de ting der er nødvendige for livets opretholdelse, må vi da have lov til at bekymre os om, skulle man synes?

                      ”Men hvorfor?” tror jeg at Jesus ville svare. ”Hvorfor vil du så gerne have lov til at bekymre dig? Det er ikke nødvendigt, og det gavner heller ikke noget.” At det ikke er nødvendigt, viser Jesus ved at henvise til fuglene, som får føden selvom de ikke bekymrer sig, og i øvrigt hverken sår eller høster eller samler i lade. Dermed mener han naturligvis ikke at vi mennesker ikke skal så og høste – vi hørte jo i den første læsning at Gud sagde at ”Så længe jorden står, skal såtid og høsttid … ikke ophøre”. Det er jo heller ikke sådan at fuglene bare sidder med åbent gab og venter på at der skal flyve stegte – øh, regnorme ind i munden på dem; nej, de er konstant på færde fra tidlig morgen for at samle med til sig selv og deres unger. Fuglene er flittige, og det skal vi også være, for flid gør en forskel i forhold til om vi får mad og tøj. Men flid er ikke det samme som bekymring. Faktisk er det nok tværtimod sådan at den der går glad og ubekymret til arbejdet, udretter mere end den der spilder sin energi på at bekymre sig. Vi kan ikke lægge en dag til vores liv ved at bekymre os.

                      Det er alt sammen meget godt, tænker du måske, men hvis man nu rent faktisk er bekymret, så hjælper det jo ikke noget at få at vide at man ikke bekymre sig, og at man er en værre mammondyrker hvis man gør det alligevel – det kan man da kun blive endnu mere bekymret af! Det kan der være noget om, men heldigvis fortsætter Jesus også med at fortælle os hvorfor vi ikke har nogen grund til at bekymre os, nemlig at vores himmelske far ved hvad vi trænger til, og når han klæder markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke os!

                      Men hvad så når han ikke gør? Det er jo ikke sådan at troende kristne aldrig lider sult, desværre. Faktisk behøver vi ikke at gå længere end til Det Nye Testamente selv for at opdage at det er sådan – hør for eksempel hvad Paulus skriver i Andet Korintherbrev kapitel 11: ”Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder” (2 Kor 11,27). Her siger Paulus at han ikke alene har fastet, altså frivilligt undværet mad, men også at han har lidt sult og tørst, altså ufrivilligt manglet mad. Men i Romerbrevet skriver samme Paulus sådan her (og jeg citerer fra den nudanske Bibelen2020 fordi den autoriserede oversættelse fra 1992 er lige lovlig knudret): ”Hvad kan skille os fra Kristus’ kærlighed? Modgang, angst, forfølgelse, sult, fattigdom, fare eller trusler om henrettelse? Nej, for som der står i Skrifterne: ’På grund af dig bliver vi slået ihjel hver eneste dag, vi er som får på vej til slagtning.’ Men uanset hvad der sker, har vi vundet den endelige sejr, fordi Gud elsker os og hjælper os. Jeg er nemlig sikker på, at ingenting kan skille os fra den kærlighed, Gud viser os gennem Jesus Kristus” (Rom 8,35-38/39). Paulus siger med andre ord at selv hvis vi kommer til at mangle så basale ting som mad eller tøj – ja, selv hvis vi mister livet! – så skal vi stadig ikke bekymre os, for vores evige forsørgelse i Guds rige er garanteret.

                      At det evige liv hos Gud er ”garanteret”, er naturligvis en trossag. For den der ikke tror på Jesus, er det meningsløst at tale sådan, og derfor konstaterer Jesus også om bekymringerne for mad og tøj at ”Alt dette søger hedningerne jo efter”. Det græske ord der i dansk bibeloversættelsestradition som regel er blevet gengivet med ”hedningerne”, betyder egentlig blot ”folkeslagene”, men Jesus virkede i en jødisk sammenhæng, og når jøder talte om ”folkeslagene”, var det underforstået at der var tale om de folkeslag der ikke var jøder, og som derfor ikke kendte Israels Gud og hørte til Guds folk. Vi kristne har heldigvis fået lov til at kende Israels Gud og være en del af Guds folk selvom vi ikke er jøder af fødsel, og derfor begyndte ordet ”folkeslagene” allerede mod slutningen af Det Nye Testamentes tid at blive brugt som betegnelse for dem der ikke kender den sande Gud, men dyrker andre guder (som for eksempel Odin og Frigg og Balder), og det er derfor man i sin tid valgte at oversætte det med ”hedningerne”. Så langt ugens sproglektion. ? Pointen er at det er troen på at Gud både vil os det bedste og har magt til at føre sin vilje igennem, der er modgiften mod bekymringerne. Hvis vi virkelig troede på at intet kan skille os fra Guds kærlighed, og at det derfor dybest set ikke gør noget om så alverdens alvorlige omstændigheder går os imod i denne verden, så ville vi ikke være bekymrede – og jeg tror det er derfor Jesus indleder sin tale om bekymringsløshed med at sige at vi ikke kan tjene både Gud og mammon. Og hvem ved, måske har han sagt det med et skælmsk smil?

                      Nå, jeg må til at slutte, og det vil jeg gøre ved at vende tilbage til hvor jeg begyndte (det er altid et godt retorisk kneb): Selvom vi lever langt mere trygt i vores tid og på vores sted end måske nogen andre i verdenshistorien, så er det ikke lykkedes os at eliminere alle bekymringer, og det kommer vi heller aldrig til – der er altid en ”mistelten” mere som kan ramme os, uanset hvor mange forholdsregler vi træffer. Men de gode nyheder er at det gør ingenting, for hvor de gamle græske, romerske og nordiske guder kæmpede forgæves mod skæbnen, så tror vi på en almægtig Gud som selv holder skæbnen i sin hånd.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 18. august 2021

Farisæeren og tolderen: Mere end tomme ord

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Lagde I mærke til den første læsning i dag?

                      Nå, ikke? Okay, så får I den lige en gang til: ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han lader det regne på jorden, han sender vand over markerne. Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed. Han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk, ikke lykkes. Han fanger de vise i deres snedighed, og de listiges planlægning viser sig forhastet. Ved højlys dag løber de ind i mørke, ved middagstid famler de sig frem, som var det nat. Han redder den ødelagte fra deres mund, den fattige fra den stærkes hånd, så der bliver håb for den svage, og munden lukkes på uretfærdigheden.”

                      Det var da smukt, var det ikke? Virkelig smukke ord. Og smukke ord skal man ikke kimse ad; de kan være meget værdifulde, især hvis de er oprigtigt ment. Når jeg er ude at rejse uden min kone, tager jeg gerne nogle af de breve og kort med som hun har skrevet til mig i løbet af de år vi har kendt hinanden; det dulmer savnet af hende at læse hendes ord. Smukke ord som en fremmed har skrevet, kan også være til gavn og glæde; det vidner det store marked for digtsamlinger og det endnu større marked for popsange om. Som der står i et af Salomos ordsprog: ”Ord, der siges på det rette tidspunkt, er skønne som æbler af guld i skåle af sølv” (Ordsp 25,11, Bibelen2020).

                      Men smukke ord kan også være fuldstændig værdiløse, nemlig hvis de kun er overfladiske floskler, som der ikke ligger nogen ægte substans bagved. Og af en eller anden grund er det som regel ikke særlig svært at mærke forskellen på dybfølte hjertevarme ord og tomt ordgejl, i hvert fald når man står i situationen. Men læser man dem på skrift løsrevet fra deres sammenhæng, ja, så er det let at tage fejl.  Og det er dagens læsning fra Jobs Bog faktisk et klasseeksempel på, for læser man det skrift i sin sammenhæng, står det klart at der faktisk er tale om værdiløs øregas!

                      Jamen det kan da ikke være ”værdiløst øregas” når det står i Bibelen?! Skriver Paulus måske ikke i Andet Timotheusbrev om De Hellige Skrifter (det vil sige Det Gamle Testamente, for Det Nye Testamente var jo først ved at blive skrevet), at ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,16)? Og skriver Peter ikke om Skriften i sit andet brev at ”drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,21b)? Jo, men kontekst er uomgængeligt vigtigt! Lad mig illustrere det med et citat fra Salmernes Bog, nærmere bestemt Davids Salme 10, vers 4, hvor der står: ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Ja, sådan står der faktisk i Bibelen! ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Hvad siger I så!

                      Ved I hvad jeg siger? Jeg siger at vi hellere må læse sammenhængen med. Umiddelbart før de ord jeg citerede, står der nemlig: ”den ugudelige tænker i sit hovmod:”. Ordene om at Gud ikke er til, er altså et citat fra en person som salmisten klager over. Hvad angår ordene fra Jobs Bog, som udgjorde dagens første læsning, så er de også et citat; de stammer nemlig fra en tale som blev holdt af en mand ved navn Elifaz fra Teman, en af Jobs tre såkaldte venner, som bruger det meste af Jobs Bog på at forsøge at overbevise Job om at de ulykker der har ramt ham, er hans egen skyld fordi han er en slem synder, og at alt nok skal blive godt igen, hvis bare han indrømmer det han har gjort forkert, og beder Gud om tilgivelse for det. Men det er ikke sandt, og i slutningen af Jobs Bog siger Gud faktisk selv sådan her til Elifaz: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort” (Job 42,7).

                      Men er det da ikke sandt, det som Elifaz sagde? Er det ikke sandt at Gud gør store ting der ikke kan udforskes, sender vand over markerne, ophøjer de ydmyge og krydser de snediges planer? Jo, hvert ord er sandt! Men alligevel taler Elifaz ikke sandt, for han bruger de smukke, sande ord på en overfladisk måde, så han kun opnår at gnide salt i sin stakkels vens sår. ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham” – som om Job ikke allerede havde gjort det! Nej, Elifaz var en der havde det hele i munden. Han kunne måske nok sige en masse smukke og sande ting om Gud, men det var ren facade; der lå ikke noget ægte kendskab til Gud bag ved ordene. Og derfor talte han ikke sandt, selvom alle hans ord i sig selv var sande.

                      Elifaz minder på nogle punkter om farisæeren i den lignelse der er dagens prædiketekst (og det er måske derfor de to tekster er blevet sat på til den samme søndag dengang man udarbejdede alterbogen). Men der er også nogle forskelle på dem, for man kan vel ikke beskylde farisæeren for at have det hele i munden – i hvert fald ikke hvis det virkelig var sandt at han fastede to gange om ugen og gav tiende af hele sin indtægt? Så må man da sige at hans ord havde dækning i hans liv, eller hvad?

                      Ja, der var i hvert fald sammenhæng mellem det han sagde og det han gjorde, det må man give ham. Der var handling bag hans ord. Men ligesom der findes tomme ord, findes der også tomme handlinger, og fordi de handlinger der bakkede farisæerens ord op, var tomme handlinger, så var hans ord lige så tomme som Elifaz’. Han fastede to gange om ugen og gav tiende af sin indtægt, ja, men hvorfor gjorde han de ting? Fastede han med det formål at kunne hengive sig mere helhjertet til bøn så han kunne vokse ind i et dybere forhold til Gud og tjene sine åndeligt og legemligt nødlidende medmennesker med forbøn? Gav han tiende i ydmyg taknemmelighed over hvor godt Gud havde sørget for ham, og for at hjælpe dem der ikke var så privilegerede som han selv var? Nej, det tyder det desværre ikke på. Efter alt at dømme brugte han både sin faste og sin tiende som redskaber til at nå ét ganske bestemt mål, nemlig at kunne pudse sin egen glorie. Kærligheden til Gud og medmennesket var sørgeligt fraværende, i en grad så det eneste han så, når han så tolderen, var et negativt modbillede på hans egne indbildte fortræffeligheder. Og derfor var det tolderen – og kun tolderen! – der gik hjem som retfærdig. Farisæeren gik ikke hjem som retfærdig, trods alle sine på overfladen fromme og retfærdige gerninger, for de var kun ren facade, og nedenunder gemte der sig et ondt, egoistisk hjerte. Som Paulus skriver i en af de mest kendte tekster i Det Nye Testamente: ”Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13,3).

                      Hvordan undgår vi så at komme til at ligne Elifaz og hans medfarisæere? Det gør vi ved at lade være med at stille os an. Ved at være ægte. Ved at stræbe efter at sige og gøre det rigtige i stedet for det der lyder rigtigt eller ser rigtigt ud. Ved udelukkende at interessere os for hvad Gud mener, og ikke hvad mennesker mener, for ”mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet”, som Gud engang måtte minde profeten Samuel om (1 Sam 16,7). Jesus blev engang spurgt hvilket af de 613 bud i den jødiske lov der var det vigtigste, og han svarede at der er to bud der står langt over alle de andre, nemlig ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,36-39). Paulus siger noget lignende i Romerbrevet, hvor han skriver: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (Rom 13,8-10). Hvad er der i dit hjerte – det er dét der betyder noget. Er der ren og uforfalsket kærlighed til Gud og til dine medmennesker, eller er der skumle bagtanker, skjulte motiver, egoisme og hykleri?

                      (kunstpause)

Hvis dit svar på det spørgsmål er at der kun er ren og uforfalsket kærlighed i dit hjerte, så er jeg bange for at jeg må sige at det tror jeg simpelt hen ikke på! Det samstemmende vidnesbyrd fra alle kirkehistoriens største helgener har været at jo længere tid de har levet sammen med Gud, og jo større fremskridt de – set med andre menneskers øjne – har gjort i deres fromhed, desto mere bevidste er de kun blevet om hvor meget egoisme og ondskab der stadig var i deres hjerter. Men så meget desto større er deres taknemmelighed over Guds nåde også blevet – Guds kærlige sindelag, som gør at han tager imod os syndere og kalder os sine tjenere, sine venner, sine børn.

                      Og det er nok det allerbedste svar jeg kan give på hvordan vi undgår at begå samme fejl som Elifaz og farisæeren: Ved at leve vores liv i taknemmelighed over at Gud – helt uden at vi har gjort eller kan gøre noget for at fortjene det – har frelst os fra synden og døden og djævelen og givet os status som sine børn. Jo mere vi minder os selv om at Gud har vist os så stor kærlighed, jo mindre vil vi kunne andet end at elske han igen og elske vores medmennesker.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 20. juli 2021

Zakæus; Et liv i gavmildhed og glæde

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 7. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I sidste uge hørte vi om at frelsen ikke bare består i at vi kommer det rigtige sted hen når vi dør (nå ja, bare og bare, det er selvfølgelig temmelig vigtigt!), men i at vi bliver skabt om, bliver født på ny, får et nyt liv, bliver gjort retfærdige. Og det er faktisk nok så vigtigt, for hvis Gud bare tog jordens nuværende befolkning og flyttede os til et paradisisk sted, så ville der næppe gå ret lang tid før de uoverensstemmelser der kendetegner livet i denne verden, også ville begynde at forpeste livet på den nye jord. Og selv hvis Gud indførte adgangsbegrænsning så det kun var nogle af menneskene på jorden der blev lukket ind i paradiset, så ville det ikke løse problemet; det har alle de fejlslagne forsøg på at skabe et paradis på jorden kun alt for tydeligt vist. Når Jesus i slutningen af Markusevangeliet siger: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Mark 16,16), er det altså ikke fordi han er smålig og derfor kun vil frelse dem der tror på ham; det er fordi det nye liv som Gud tilbyder os, og som vi kan tage imod i tro eller lade være, er selve frelsen. ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” er et udsagn på linje med ”Den, der spiser, skal blive mæt; men den, der ikke spiser, skal sulte.”

                      Frelsen er altså at få et nyt liv. Men hvad er fortabelsen så? Jo, så må fortabelsen jo være at beholde sit gamle liv. ”Det lyder da ikke så slemt!” tænker du måske, og det har du selvfølgelig lov til at tænke. Hvis du efter grundig overvejelse når frem til den konklusion at hvis dit nuværende liv er at være fortabt, så vil du egentlig helst være fortabt, så er det din ret at træffe det valg.

                      Det kan også være at du er oprigtigt nysgerrig efter at få at vide hvordan en ganske almindelig hæderlig gennemsnitsdanskers liv uden Jesus på nogen som helst meningsfuld måde kan kaldes ”fortabelse”. Og jeg må sige at jeg forstår godt hvis du undrer dig over dét, for vi har jo på rigtig mange måder gjort det godt her i Danmark: Få har for meget og færre for lidt, og bliver vi syge, står et af verdens bedste sundhedsvæsener klar til at tage sig af os. Der har stort set ikke været krig på dansk jord siden 1864, og langt de fleste af os har mad at spise og tag over hovedet. Men selv hvis man ser bort fra at ingen af os kender dagen i morgen, og at vi derfor ingen garanti har for at det ikke bliver dig eller mig der pludselig står midt i en social deroute, så har vores kødelige, jordiske liv det altoverskyggende problem at vi ”mangler herligheden fra Gud”, som Paulus udtrykker det i Romerbrevet (3,23). Gennem jeg ved ikke hvor mange tusind år har vi mennesker ikke formået at gøre jorden til et sted med fred og harmoni, kun at holde de værste trusler mod freden i skak (for det meste i hvert fald). Og de fleste af os kender også til konflikter og problemer i vores eget liv. Men sådan var det ikke Guds mening at det skulle være, og sådan er det ikke hans plan at det skal blive ved med at være! Frelsen er at vi får et nyt liv hvor der er fred og harmoni; fortabelsen er at gå glip af det nye liv. Og det liv som Gud har til os, er så fantastisk at når Paulus sammenligner det med vores gamle liv, kan han skrive, som vi hørte det i dagens anden læsning: ”Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv.”

                      Men læg mærke til at der er et fremtidsperspektiv i det Paulus skriver. For ganske vist er det nye, evige liv noget som Gud giver os allerede nu mens vi lever i denne verden, men indtil videre er det for det meste kun synligt med troens øjne. I den verden vi lever i, er godt og ondt, lys og mørke blandet sammen, og det er en af grundene til at det til tider kan være svært at se forskel på frelse og fortabelse. Først når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, vil lys og mørke blive adskilt, og såvel vores gamle, kødelige liv som det nye liv i Ånden vil vise sig som det de i virkeligheden er. Til den tid vil, som C.S. Lewis engang udtrykte det, de som er i helvede, indse at de i virkeligheden hele tiden har været der, og de som er i himlen, vil opdage at de i virkeligheden hele tiden har været dér.

                      Det kan altså til tider være svært at se forskel på frelse og fortabelse, så længe vi lever i denne verden, men det skulle ikke gerne være helt umuligt, og i dagens evangelietekst møder vi et konkret tilfælde hvor forskellen var meget tydelig. Men Zakæus var sandsynligvis også nået til et sted i sit liv hvor han rent faktisk følte sig fortabt. Materielt gik det ham ellers vældig godt: Inden for det romerske toldvæsen var han avanceret til at være overtolder, og han var rig. Det kan man vel kalde succes? Men succesen havde sin pris, for de fleste mennesker foragtede tolderne fordi de var værnemagere, og når man som Zakæus tilmed var blevet rig på sit samarbejde med besættelsesmagten, så var man virkelig upopulær. Oven i købet lader det til at han ikke havde ladet sig nøje med det salær han havde ret til, men havde presset yderligere penge af sine landsmænd. Hvordan han var havnet i den situation, er svært at sige. Måske var han på et tidspunkt som ung blevet fristet af muligheden for at tjene nogle hurtige penge, og så havde det ene ført det andet med sig? Hvorom alting var, sad han i fælden nu og var ikke i stand til at ændre den måde han levede sit liv på.

                      Men så kom frelsen til hans hus! Det begyndte med at han var nysgerrig efter at se hvem Jesus var; måske fordi han havde hørt at Jesus – modsat folk flest – var venligt stemt over for toldere og andre uglesete grupper. Til gengæld havde han måske også hørt at Jesus ofte havde hårde ord til de rige, og den gruppe hørte han jo også til. Blot 20 vers før Zakæus introduceres, citerer Lukas således Jesus for at sige: ”Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (Luk 18,25). Så var der mon håb for ham om at blive frelst og få et nyt liv? I første omgang gik Zakæus’ forehavende ikke så godt, for på grund af menneskemængden kunne han ikke engang komme til at få Jesus at se (og der var nok heller ikke nogen der var specielt ivrige efter at træde et skridt til siden så han kunne komme til!), men Zakæus havde ikke tænkt sig at lade den unikke chance glide ham af hænde, så han klatrede op i et træ for i det mindste at få et glimt af Jesus. Og så var det at frelsen kom: Jesus henvendte sig til manden i træet og inviterede sig selv til middag hos ham. Og pludselig var Zakæus ikke til at kende igen: Manden der plejede at snyde og udnytte sine landsmænd for at berige sig selv, forærede nu pludselig sin rigdom væk! Og det var ikke noget han gjorde under tvang eller med bøjet nakke; nej, Zakæus tog glad imod Jesus, får vi at vide, og vi har ingen grund til at tro andet end at det også først og fremmest var glæde der bevægede ham til at ændre livsstil. Det nye liv som Jesus giver, er nemlig både et liv i gavmildhed og et liv i glæde. Det var ikke sådan at Zakæus forærede sine ejendele væk for at gøre bod for sine tidligere synder så han allernådigst kunne få lov til at komme ind i Himmeriget; nej, frelsen kom først, og den åndelige rigdom som frelsen repræsenterede, satte Zakæus fri fra båndet til den jordiske rigdom han havde ophobet, så han i sin glæde ikke kunne andet end at bruge den til at hjælpe andre. Det er sådan et liv i gavmildhed og glæde Jesus tilbyder alle mennesker!

                      Måske sidder du og bliver en anelse misundelig på Zakæus fordi Jesus lige præcis valgte ham at henvende sig til og ikke en af alle de andre mennesker der omgav ham – eller for eksempel dig. Men grunden til at Jesus lige netop valgte Zakæus, den fortæller Jesus os i den sidste sætning i dagens tekst: ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” Frelsen kom lige netop til Zakæus’ hus, fordi det lige netop var Zakæus der var fortabt. For som jeg indledte med at sige, er det helt frivilligt om vi vil tage imod det nye liv som Jesus tilbyder os – og hvis vi ikke mener at vi er fortabte uden, så vil vi jo nok ikke være interesserede.

                      I virkeligheden tror jeg dog at vi alle sammen er fortabte – det er i hvert fald en af de bærende indsigter i meget af den kunst der er blevet produceret i den vestlige verden gennem de seneste 50-60 år, paradoksalt nok parallelt med at kristendommen er blevet afskrevet som overflødig (eller måske netop derfor – uden muligheden for frelse er vi jo først for alvor fortabte). Men netop derfor er vi også alle sammen omfattet af tilbuddet om frelse: Jesus er kommet for at opsøge og frelse dig og mig! Han tilbyder os et liv i gavmildhed og glæde, hvis blot vi vil tage imod det.

                      En sidste observation: Nogle af jer sidder måske og spekulerer på hvorfor Zakæus ventede til Jesus inviterede sig selv på besøg hos ham, inden han lagde sit liv om. For strengt taget var der vel ikke noget der forhindrede ham i allerede dagen før eller ugen før eller måneden før at give halvdelen af sin ejendom til de fattige og erstatte de penge han havde presset af folk? Jo, der var én ting der forhindrede ham, nemlig at han ikke havde tro. Det var først da Jesus kaldte ham ved navn, at den frelsende tro blev vakt til live i ham – nemlig troen på at der var et andet liv til ham, som han kunne begynde at leve hvis han ville. Grunden til at han ikke havde nogen tro på det, var naturligvis at han godt vidste at hvis det var ham selv det kom an på, så var der ikke noget andet liv. Det nye liv er jo en gave fra Gud som vi modtager i tro, ikke ved at gøre gode gerninger – derfor var det først da Jesus kaldte på ham, og han altså så kilden til det nye liv, at troen kom. Mon du kan høre at Jesus kalder på dig?

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 13. juli 2021

”Vær fuldkomne”: Spred fred

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”I kristne kan jo bare gøre hvad der passer jer, fordi I mener at Jesus tager skraldet. Det bryder jeg mig ikke om. Det er jo ikke spor retfærdigt hvis Gud belønner de onde på samme måde som de gode.” Omtrent sådan sagde en muslim engang til mig. Jeg prøvede at forklare ham at det ikke ligefrem er dét kristendommen går ud på, men uden held, for har man først én gang besluttet sig for at kristne, eller muslimer for den sags skyld, eller socialdemokrater eller borgerlige eller veganere eller jægere eller Brøndbyfans eller Trump-vælgere eller hvilken gruppe det nu måtte være – har man først besluttet sig for at bedømme en gruppe mennesker ud fra en karikatur af det de tror på, så kan det være ualmindelig ubekvemt at få nuanceret sin opfattelse, ikke sandt?

                      Nå, men bortset fra det, så er jeg bange for at vi kristne selv bærer en stor del af skylden for den misforståelse af kristendommen som den unge muslim rendte rundt med. Vi har nemlig i så mange år haft så travlt med at bekæmpe den misforståelse at kristendommen består i et sæt regler, at vi så at sige har ladet den anden flanke stå åben. Det er virkelig en balancekunst at holde begge misforståelser fra døren!

                      For selvfølgelig skal vi blive ved med også at bekæmpe den misforståelse at vi bliver frelst ved at gøre bestemte ting og undlade at gøre andre bestemte ting. Netop den misforståelse har Paulus skrevet side op og side ned i Det Nye Testamente imod; tænk blot på skriftsteder som ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24) eller ”vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus” (Gal 2,16a) eller ”af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8-9). Det er altså ikke forkert at Jesus ”tager skraldet” når vi gør noget vi ikke skulle have gjort, eller undlader at gøre noget vi skulle have gjort. ”Herren lod al vor skyld ramme ham,” står der i en profeti om Messias i Esajas’ Bog (53,6). Der hvor den unge muslim tog fejl, var da han mente at det betyder at vi som kristne bare kan gøre hvad der passer os, for det er bestemt ikke tilfældet. Tværtimod har vi lige hørt at Jesus sagde: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

                      Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan Det Nye Testamente det ene øjeblik hævde at vi bliver frelst af nåde ved tro uden at gøre noget som helst, og det næste øjeblik at vi kun bliver frelst hvis vores retfærdighed overgår de frommeste elitejøder på Jesu tid? Det kan det fordi den retfærdighed der er tale om, er en retfærdighed som Gud giver os. Det var jo også det der stod i flere af de skriftsteder jeg citerede som argument mod den anden misforståelse: vi bliver gjort retfærdige ved troen på Jesus. Der står ikke bare at vi får lov til at komme i himlen når vi dør, hvis vi tror på Jesus; nej, der står faktisk at vi bliver gjort retfærdige. Gud skaber os simpelt hen om!

                      Det var også det som dagens nummer to læsning handlede om. Her talte Paulus om hvad der sker når vi bliver døbt, og det er faktisk ikke så lidt: ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.” Den kristne frelse består altså ikke i at vi får lov til at komme i himlen når vi dør, hvis vi overholder nogle bestemte regler (som den ene misforståelse går ud på), og den består heller ikke i at vi får lov til at komme i himlen når vi dør, hvis vi tror på nogle bestemte læresætninger, og/eller hvis vi tilfældigvis er døbt. Nej, den kristne frelse består i at vi allerede her og nu får et helt nyt liv, en helt ny identitet! Nærmere bestemt er det Jesu liv som vi får i stedet for vores eget. Det er dén indre forvandling som dåben er et ydre tegn på. Apostlen Peter sammenligner i sit første brev endda dåben med den store oversvømmelse på Noas tid (den som i tidligere bibeloversættelser blev kaldt ”syndfloden” på grund af en fejloversættelse fra tysk, men udtrykket har hængt ved); han skriver: ”Det vand [altså syndfloden] er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesus Kristi opstandelse” (1 Pet 3,21). Den måde vores retfærdighed kommer til at overgå farisæernes og de skriftkloges på, er altså ved at vi tager imod det nye liv som Gud rækker os, i stedet for at holde fast i det gamle. Og det er dér troen kommer ind i billedet, for vi kan ikke se det nye liv, og alt for tit må vi spejde meget langt efter den retfærdighed Jesus taler om, når vi betragter vores liv. Det som vi ved et Guds under er indeni, kan godt være meget længe om at sætte sig igennem i vores synlige liv udadtil; ja, faktisk er det en proces som først når sin fuldendelse når Jesus vender tilbage, og vi skal leve evigt sammen med ham i hans og vores fars, Guds, rige. Oven i købet vil det tit være sådan at de fremskridt som vi rent faktisk gør i vores livsførelse, vil være skjult for os selv, for at vi ikke skal blive hovmodige og tro at vi er bedre mennesker end andre, sådan som farisæerne gjorde.

                      Når vi i dåben bliver født på ny til at være Guds børn, bliver vi også en del af et nyt folk og en ny familie, nemlig Guds folk og Guds familie. Gud har haft et særligt folk lige siden han befriede israelitterne fra deres slaveri i Egypten og indgik en pagt med dem om at de skulle være hans folk, og han ville være deres Gud. Den pagt omfattede en mængde love og regler som israelitterne skulle overholde, først og fremmest De 10 Bud, men også en lang række andre. Formålet med de regler var at israelitterne igennem den måde de levede deres liv på, skulle være et levende vidnesbyrd om hvem Gud er. Det gik bare ikke særlig godt med det projekt, for israelitterne viste sig at være ude af stand til at overholde Guds lov. Men det kom ikke bag på Gud; faktisk var det lige fra starten hans plan at én mand, nemlig hans egen søn, skulle gøre det som folket ikke havde kunnet, og at hele folket derefter skulle blive lydige mod Gud igennem hans søn – ja, ikke kun Israel, men enhver fra et hvilket som helst folkeslag, som vil tage imod i tro. I dåben bliver vi nemlig knyttet sammen med Jesus og dermed også med hinanden gennem Jesus. Fordi vi har én Herre, én tro og én dåb, er vi også alle sammen ét legeme – Jesu Kristi legeme.

                      Guds folks opgave er stadig at være et levende vidnesbyrd om hvem Gud er, og det er vi først og fremmest gennem vores måde at være på over for hinanden. Det er i det lys vi skal se de eksempler som Jesus giver i dagens tekst, på hvordan det ser ud hvis vores retfærdighed overgår de skriftkloges og farisæernes. Og det viser sig – måske lidt overraskende – at det ikke drejer sig om at være fejlfri, men snarere om hvordan vi håndterer vores fejl og svagheder, og ikke mindst hvordan vi håndterer indbyrdes konflikter. Jesus giver os to principper, og dem vil jeg slutte min prædiken af med.

                      For det første: Vi skal afstå fra vold. Det lyder måske indlysende at vi ikke skal rende rundt og banke eller dolke eller skyde hinanden, men Jesus udvider princippet til også at omfatte verbal vold. Det siges at pennen er skarpere end sværdet, og tungen er om muligt endnu skarpere; i hvert fald står der i Jakobsbrevet at ”tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være” (Jak 3,8-10). Bruger vi vores ytringsfrihed til at angribe et andet menneske (i særdeleshed en medkristen), så har vi gjort os skyldige i at overtræde buddet om ikke at slå ihjel. Den standard som Jesus sætter her, kan virke meget ambitiøs og urealistisk, men det er heller ikke meningen at det skal være realistisk, for det er ikke noget vi selv skal præstere, men noget som Helligånden skaber i os som et overnaturligt tegn på at vi er Guds folk. Og der ville jo ikke være meget ”overnaturligt tegn” over det hvis standarderne ikke var højere end de standarder der er i verden omkring os. Nej, Guds kirke skal være kendetegnet af Guds kærlighed! I vores del af landet har vi i øvrigt et stykke anskuelsesundervisning i det princip i form af kirken på Christiansø, som er indrettet i en nedlagt våbensmedje. Det sted hvor der tidligere blev fremstillet sværd og knive til at anrette skade på andre mennesker, bliver fredens evangelium nu forkyndt, og Fredsfyrsten Jesus bliver tilbedt. Det kan tjene til at minde os om at en del af Guds kirkes mission er at forkynde fred. ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig”, som Esajas og Mika profeterede i Det Gamle Testamente (Es 2,4 og Mika 4,3).

                      For det andet: Når der opstår konflikter, så har det første prioritet at få dem løst. En konflikt i Kristi legeme er en så alvorlig sag at det at løse den er vigtigere end alt andet i vores Gudsforhold. Jesus taler om at ”bringe en gave til alteret”, og det er måske ikke helt indlysende hvad det betyder, for vi er jo ikke en del af den jødiske kultur som Jesus talte ind i, men det var sådan at en jøde på templets tid kunne aflægge et løfte til Gud om at bringe et offer, og at et sådant løfte var højhelligt og skulle overholdes, koste hvad det ville. Men Jesus siger altså at det at forsone sig med en medkristen som har noget imod én, er endnu vigtigere, sådan at man om nødvendigt skal lade offergave være offergave og få talt ud med den man er i konflikt med, først! Og det at forsone sig kan godt indebære at vi må sluge nogle kameler – som Paulus skriver til korinthermenigheden: ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?” (1 Kor 6,7). Jeg skal være den første til at indrømme at jeg synes det skriftsted er utrolig svært at efterleve, for jeg har en meget stærk retfærdighedssans og kan derfor have svært ved at give afkald på min ret for evangeliets skyld. Men det befaler Jesus os altså at gøre. (Dermed ikke sagt at vi skal give carte blanche til skrupelløse platugler der kun er ude på at udnytte andre – det gavner vi ikke evangeliets sag ved at gøre).

                      Til slut: Det eneste menneske i verden der nogensinde har levet op til den standard som vi kristne er kaldet til at leve efter, det er Jesus selv. Selvom Gud har givet os et nyt liv hvor Jesus ved Helligånden opfylder Guds krav i os, så må vi gang på gang erkende at vi igen kom til at lade os styre af vores gamle liv i stedet for af Helligånden. Derfor er det en stor trøst og opmuntring (og her citerer jeg freelance-teologen Andreas Østerlund Nielsen, som igen citerer missiologen Lesslie Newbigin) ”at Gud ikke inddrager os i sin mission på trods af vores synd, brudthed og mangler, men med og i kraft af vores synd, brudthed og mangler. Syndige og brudte kristne menneskers liv vidner om, at Gud elsker verden; ikke som Gud ville ønske verden var, eller som den engang skal blive, men som den er. Syndige og brudte kristne menneskers liv vidner om at ’den magt som har det sidste ord i menneskelige forhold er repræsenteret ved en mand, der hænger på et kors.’”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 7. juli 2021

Peters fiskefangst: Har du hørt kaldet?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvad kan jeg sige – det er jo næsten profetisk at det lige præcis er denne her tekst vi skal være sammen om i dag. Simon forlod sit virke ved Genesaret Sø fordi Jesus havde noget andet til ham, og ja, efter gudstjenesten [i Klemensker i formiddags] markerer [markerede] vi at vores fantastiske kirke-/kulturmedarbejder Oddrun forlader sit virke i Klemensker og Rø. Det var nemlig ikke kun på Det Nye Testamentes tid at Gud kunne finde på at kalde et menneske til at forlade sit job for at kaste sig ud i et helt nyt eventyr – det kan han også i dag, som det blandt andet skete da Madeleine og Mathias Rønne oplevede et kald til at rejse ud og blive en del af besætningen på missionsskibet Logos Hope. (Der ligger i øvrigt et dugfrisk nyhedsbrev fra Madeleine og Mathias nede bagerst i kirken, som I er velkomne til at tage et eksemplar af). Som regel foregår det dog under noget mindre dramatiske omstændigheder end den mirakuløse fiskefangst vi hørte om i teksten i dag. Hos Madeleine og Mathias var der tale om en kombination af indre tilskyndelser og ydre opfordringer, og hvad Oddrun og Finn angår, er det først og fremmest omstændigheder som de ikke har haft indflydelse på, der har gjort det nødvendigt for dem at flytte til Jylland. Men i alle tilfældene har vi lov til at tro på at det dybest set er Gud der kalder, især hvis han lader os mærke en fred i hjertet i at det vi er i færd med at gøre, også er det han kalder os til.

                      Mon du er klar over hvad Gud kalder dig til? Måske sidder du lige nu og tænker: ”Ja, Gud kalder mig til lige præcis det jeg rent faktisk gør!”, og hvis det er tilfældet, så er det jo bare skønt at du er havnet på den helt rigtige hylde. Men det kan også være at du ikke har nogen som helst idé om hvad Gud kalder dig til, og at det måske endda aldrig er faldet dig ind at Gud overhovedet kunne finde på at kalde dig til noget. Ja, måske er du endda helst fri for at han gør det, for sæt nu det var noget ubehageligt!

                      Da jeg gik i søndagsskole som barn, blev der talt meget om ydre mission, og vi havde jævnligt besøg af missionærer der var på hjemmeophold, så jeg vidste lidt om livet som ydremissionær. Jeg vidste også at sådan en karriere er noget man bliver kaldet til af Gud, og det skræmte mig noget, for missionærlivet virkede bestemt ikke tiltrækkende på mig. Jeg havde ikke lyst til at leve uden de moderne bekvemmeligheder som på den tid var almindelige i Danmark, men sjældne i Afrika, og jeg havde heller ikke lyst til at rejse væk fra familie og venner. Dertil kom at det også kunne være farligt at være missionær, for der var jo både vilde dyr, tropiske orkaner og krigeriske kannibalstammer derude på missionsmarken. Så jeg gik meget op i at man altså godt kan være kristen og frelst og komme i himlen når man dør, uden at man behøver at gå så meget op i det at man ligefrem rejser ud som missionær!

                      Men ak og ve, minsandten om ikke min far gik hen og blev leder af den danske afdeling af et internationalt missionsselskab! Jeg fulgte for hyggens skyld tit med ham til diverse konferencer og lyttede til motiverende taler, og efterhånden gik det op for mig at det ikke var et spørgsmål om hvor lidt jeg kunne slippe afsted med at gå op i kristendommen og stadig selv komme i himlen når jeg dør, men om at der er mennesker der lever uden at kende Jesus, og at Jesus har givet sin kirke den opgave at fortælle alle om ham – og hvis vi ikke gør det, er der andre mennesker der risikerer at gå fortabt! Når det er sådan, hvordan skulle vi så kunne andet end at sige som Esajas i dagens første læsning: ”Her er jeg, send mig!” – også selvom vores egen frelse ikke afhænger af det, og også selvom det måtte indebære store personlige afkald? Altså nåede jeg i slutningen af mine teenageår frem til at bede bønnen: ”Gud, jeg vil gå hvorhen du sender mig. Bare sig mig hvor jeg skal tage hen!”

                      På det tidspunkt var jeg ikke færdig med gymnasiet endnu, og jeg fandt det temmelig frustrerende at jeg var nødt til at sidde og terpe integralregning, organisk kemi og modernistisk litteratur i stedet for at komme i gang med at tjene Gud. Endnu værre var det at jeg slet ikke vidste hvad Gud præcis ville have mig til at gøre, og hvor, for det at gøre alle folkeslag til Jesu disciple er jo temmelig uoverskueligt og uspecifikt. Efter min studentereksamen tog jeg derfor et halvt år på missionshøjskole i England i håb om at jeg under mit ophold dér ville få en meget klar kaldsoplevelse som ikke ville efterlade mig med nogen som helst tvivl om hvorvidt jeg skulle blive jungleprædikant i Congo, bibeloversætter i Ny Guinea, kirkeplanter i Albanien eller gadeevangelist på Vesterbro. Men det klare kald udeblev, og jeg blev stadig mere misundelig på dem der ikke var i tvivl om hvad Gud havde kaldet dem til. Var det dog bare mig der havde fået et syn af serafer med gloende kul, eller havde en Jesus i kød og blod der satte synlige fodspor som jeg kunne følge efter!

                      Nu er der måske mange af jer der er nysgerrige efter om jeg i dag, i en alder af 46 år, ved hvad Gud kalder mig til? Ja, det gør jeg, det tør jeg godt sige: Gud har kaldet mig til at være sognepræst i Klemensker og Rø! Hvordan kan jeg vide det? Det kan jeg vide fordi det er det jeg er, og Gud har ikke sagt til mig at jeg skal noget andet end det. Men Gud kalder mig også til andet og mere end det, ligesom han kalder dig til andet og mere end at være skolelærer, landmand, buschauffør, sygeplejerske eller pensionist, og ligesom han kalder Mathias og Madeleine til andet og mere end at arbejde ombord på Logos Hope. Det kald som Jesus først og fremmest har til hver eneste af os, er nemlig det samme som det kald han først og fremmest havde til Simon Peter: ”Følg mig!” De ord forekommer ganske vist ikke i den tekst vi har hørt i dag, men meningen er der, for Peter og de andre disciple lægger jo bådene til land og følger Jesus, og i Matthæusevangeliet og Markusevangeliet, der har en kortere version af beretningen, bliver Jesu ord til dem sammenfattet til: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere” (Matt 4,19 og Mark 1,17).

                      Hvad vil det så sige at følge Jesus? For Simon Peter og de andre disciple i det første århundrede var det spørgsmål ikke svært at svare på, for det ville blot sige at man var sammen med ham og lyttede til hans ord, men hvordan ser det ud for os som ikke har nogen fysiske fodspor vi kan følge i? Det ser sådan ud at vi heldigvis stadig kan være sammen med ham, for det er jo ikke en død herre vi tjener, men en der er opstået fra de døde, og som tilmed har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende. Og det er det han først og fremmest kalder os til: At bruge tid sammen med ham, at lære ham bedre at kende, at bade i hans kærlighed. Og det gør vi først og fremmest ved hjælp af ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

                      Men Jesus kalder os ikke kun til at kende ham, men også til at lade det kendskab smitte af på den måde vi lever på. Vi skal ikke kun se Guds og Jesu skønhed med vores indre øje, men lade os forvandle af det vi ser, så vi kommer til at ligne Jesus mere. Paulus udtrykker det fantastisk smukt i Andet Korintherbrev: ”’Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort’ – ’Herren’ er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,16-18). Sker det, så kommer vi også til at ”fange mennesker”, som Jesus kalder det med en metafor fra det erhverv Simon Peter kendte. (Metaforen klinger måske lidt grimt i moderne danske ører, fordi det nemt kommer til at lyde som om Jesus ville have Peter til at narre folk til at gå ind på noget under falske forudsætninger, men det er selvsagt ikke det Jesus taler om; tværtimod gør han det klart andre steder i evangelierne at man ikke skal kaste sig ud i at følge ham uden grundigt at have overvejet hvad det indebærer). Missionsbefalingen gælder nemlig ikke kun nogle særligt kaldede mennesker; det er hele kirken og dermed alle kristne der har fået den opgave at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Men den opgave løser vi først og fremmest ved at ligne Jesus i vores måde at leve på.

Det vigtigste er altså ikke hvor vi lever vores liv, men hvordan vi lever det. Det vigtigste er ikke hvilket arbejde vi har, men med hvilken indstilling vi udfører vores arbejde. Derfor havde jeg ikke behøvet som gymnasieelev at sidde og ærgre mig over at jeg skulle bruge tid på integralregning, litteratur og kemi i stedet for at ”tjene Gud”, for som min præst forsøgte at få mig til at forstå, var det at tjene Gud ikke noget jeg var nødt til at vente med til jeg var færdig med min studentereksamen, men noget som jeg også skulle gøre mens jeg arbejdede på min studentereksamen. Og det vel at mærke ikke kun ved at benytte enhver anledning til at tale om Jesus med mine kammerater, men også ved rent menneskeligt at være en god kammerat – og i øvrigt også ved at gøre mit bedste med integralregningen, den modernistiske litteratur og den organiske kemi! At vi tjener Gud ved at gøre fyldest i den plads i verden som nu engang er vores på et givet tidspunkt, var noget som Luther gjorde et stort nummer ud af for at imødegå den populære katolske opfattelse at præster, munke og nonner var en slags elite, og stort set alle andre var andenrangskristne som ikke kunne gøre sig forhåbninger om at spille nogen stor rolle i Guds rige. ”Enhver som er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave!” insisterede Luther, og han tilføjede at selv en bøddel tjener Gud ved at udføre sit job ordentligt og samvittighedsfuldt. (Om ordene ”bøddel” og ”samvittighedsfuld” rimer på hinanden, er så en helt anden diskussion).

Men her til slut vil jeg godt nuancere Luthers opfattelse lidt (eller i hvert fald karikaturen af den, for egentlig tror jeg ikke Luther ville være uenig i det jeg siger nu), for som jeg nævnte tidligere, er Guds kald til os andet og mere end at vi skal være gode og samvittighedsfulde præster, buschauffører, skolelærere, landmænd og sygeplejersker, eller for den sags skyld gode og samvittighedsfulde samfundsborgere. Alt det kan en muslim, en buddhist eller en ateist også sagtens være (måske ikke en god præst, det ved jeg ikke, men i hvert fald de andre ting). Ja, lad os bare se det i øjnene: Alt hvad du og jeg er i stand til at gøre, det er en der ikke er kristen, også i stand til! Nej, det som vi kristne gerne skulle være kendetegnet af, er at vi gør ting som vi ikke er i stand til, eller rettere: at Jesus ved Helligånden gør dem gennem os; at vi – midt i de omstændigheder der nu engang er blevet vores, uanset om de består i en ”kristen fuldtidstjeneste” eller et ”almindeligt arbejde” (begge dele i anførselstegn) står i en kristen fuldtidstjeneste med at række Guds kærlighed videre til mennesker omkring os. Og opskriften på det er som sagt at vi bruger tid sammen med Jesus og lader os forvandle af ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 1. juli 2021

Døm ikke: Må man formane andre?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg synes det er en skøn historie profeten Natan fortæller kong David i dagens første læsning. Eller – historien i sig selv er der selvfølgelig ikke noget skønt ved; det er tværtimod en rystende historie om en særdeles usympatisk, uempatisk og egoistisk person, og man forstår godt at kongen bliver så vred som han bliver. Men hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen da Natan satte trumf på med ordene: ”Du er manden!” Eller som det er oversat i Bibelen2020: ”Den rige mand er dig!” Det er en genial måde profeten får kongen til at indse og fordømme sin egen synd på – et mesterstykke udi formaningens kunst.

                      Formaning er ellers en overordentlig vanskelig kunst, og det er faktisk lidt et problem, for det er et begreb der fylder meget i Det Nye Testamente. Ikke færre end 38 gange forekommer ordene ”formane” og ”formaning” i Det Nye Testamentes tekst, og dertil kommer 9 steder hvor det indgår i en af de overskrifter som Bibelselskabet har anbragt over de forskellige afsnit for at lette læsningen. De fleste af de 47 steder er der tale om at Paulus eller en af de andre apostle formaner menigheden eller beder menighedens ledere om at formane de andre, men der er også nogle steder hvor der står at kristne skal formane hinanden. I Første Korintherbrev 14,31 står der for eksempel: ”I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes”, og i Hebræerbrevet 10,25 læser vi: ”og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” Men hvordan gør man nu lige det? Og ikke mindst: Hvornår gør man det? Og hvad formaner man til?

                      Jeg har indtryk af (og I må jo korrigere mig over kirkekaffen hvis jeg tager fejl) at de fleste moderne danskere opfatter ordet ”formane” som mere eller mere synonymt med ”irettesætte”. Opfatter vi det på den måde, så kommer vi nemt til at høre Bibelens formaninger om at vi skal formane, som opfordringer til at være en slags moralsk politi over for hinanden, omtrent som den karikerede figur Faster Anna i Matador. Men som de fleste nok kan regne ud (og som nogle måske endda har erfaret), er det forbundet med mange problemer at gøre sådan, også selvom man bærer sig mere elegant ad end faster Anna med sine passiv-aggressive stikpiller. For hvilken ret har du eller jeg egentlig til at blande os i andre menneskers liv? Selv hvis den person du vil formane, er kristen, og du tager Bibelen med og slår op på et af de vers hvor der står at kristne skal formane hinanden, vil der være en ret stor risiko for at du blot får besked på at blande dig udenom, og at jeres forhold til hinanden måske endda lider varig skade, og hvad har du så opnået? Du risikerer også at den anden går til modangreb og peger på et af dine egne ømme punkter, eventuelt med en formaning(!) om at du skal feje foran din egen dør før du fejer foran andres – eller måske endda med en henvisning til det Jesus siger i dagens tekst om ”bjælken i dit eget øje”. (Og så kan det nok så meget være at du synes at det snarere er dig der har en splint, og den anden der har en bjælke). Men nu står der jo altså i den gode bog at vi skal formane hinanden, så hvordan i alverden griber vi det an?

                      Jo, for det første er det vigtigt at vi gør os klart at ordet ”formane” har en lidt anden betydning når det står i Bibelen, end den betydning som de fleste moderne danskere tillægger det. (”Åh nej, skal vi nu til at have en lektion i oldgræsk igen?” Ja, I slipper ikke helt!). De steder hvor der står ”formane” i den autoriserede danske oversættelse af Bibelen, står der på græsk parakaleîn, som egentlig betyder ”at kalde på”. Det kan bruges om en person man kalder på fordi man ønsker vedkommendes hjælp, eller det kan bruges hvis man har noget vigtigt man gerne vil sige til personen i form af en opfordring, en appel, eller endda noget så positivt som en opmuntring eller en trøst. Mange af de steder hvor der står ”formane” i vores danske bibel, står der faktisk i flere engelske oversættelser ”encourage”, som betyder at opmuntre. Men selv hvis vi holder os til det danske ord ”formane”, så har det historisk set ikke drejet sig om moralprædikener eller at påpege andres fejl, men snarere om at opfordre eller vejlede. Det kan selvfølgelig undertiden indebære at man konfronterer nogen med noget de har gjort forkert (det gjorde det jo for eksempel da Natan sagde ”Du er manden!” til David), men det er altså ikke hovedbetydningen.

                      For det andet: ”Vær barmhjertige”, som Jesus siger i dagens tekst. Når vi vil formane, opfordre eller vejlede et andet menneske om noget, så skal vi altid gøre det med barmhjertighed. Vores eneste motiv må være det andet menneskes bedste – og det skal kunne ses og høres på os! Hvis den anden oplever det du siger, som et angreb, så har både du og den anden tabt på forhånd. Og dér er det at det er vigtigt at huske på de mange nuancer i det græske ord parakaleîn, som jo er det som Ny Testamente fortæller os at vi skal gøre: Lige så vel som vi skal formane, gælder det også at vi skal trøste og opmuntre. Og jeg vil vove at påstå at kun den der har husket at passe sit trøste- og opmuntringsembede, kan lægge billet ind på formaningsembedet. Forud for at Natan opsøgte David for at konfrontere ham med hans synd mod Batseba og Urias, havde han adskillige gange opsøgt ham for at give ham et skulderklap eller et godt råd. Derfor var David ikke i tvivl om at Natan ville ham det godt, og at selv irettesættelsen blev givet i kærlighed. Hver gang du hjælper, trøster eller opmuntrer et andet menneske, lægger du i overført betydning en mønt i den sparegris som udgør din ret til at tale ind i det menneskes liv, også når der er brug for at sige knap så rare ting. Og jo større empati og medfølelse vil du givetvis også kunne lægge for dagen når du siger det måske ubehagelige der skal siges, sådan at også det opleves som en hjælp og ikke som et angreb.

                      For det tredje: Vær ydmyg. Husk hvor mange splinter (og måske endda bjælker) du selv render rundt med, og lad det inspirere dig, ikke til at lade være med at formane andre, men til at gøre det med medfølelse. Som det tydeligt ses på mine overarme (i hvert fald når jeg ikke har præstekjole på), så er jeg ikke ligefrem bodybuilder, men jeg har hørt at folk der dyrker seriøs styrketræning, næsten altid har en træningsmakker – ikke kun for hyggens skyld, men også fordi man har brug for hinandens hjælp (og alle jer der pumper jern nede i KIF Fitness må korrigere mig hvis jeg tager fejl). Dels kan man have brug for en der rent fysisk står klar til at bære med på vægtstangen hvis man pludselig ikke kan holde den længere (det er vist det der kaldes en ”spotter”), men man kan også have rigtig god gavn af opmuntrende tilråb undervejs, og ikke mindst af at få at vide hvis der er noget man gør forkert. Der er tale om to mennesker som er i samme båd, som har samme mål, og som hjælper hinanden med at nå det. Sådan er det ideelt set også når kristne formaner hinanden: Vi har et fælles mål som vi gerne vil hjælpe hinanden med at nå, nemlig at leve efter Guds vilje. Når du formaner en medkristen, så gør det med en indstilling der siger: ”Kære ven, det er et ædelt mål du stræber imod. Lad mig hjælpe dig med at opnå det!”

                      Og endelig for det fjerde: Lad være med at ”lege Gud”. ”Døm ikke,” siger Jesus ganske tydeligt og klart, og selvom det er et udsagn der undertiden er blevet misforstået til at betyde at man slet ikke må mene at der er noget der er moralsk rigtigt, og andet der er moralsk forkert, så må vi ikke lade misforståelsen af ordene stå i vejen for at vi tager deres rette forståelse til os. Det er uendelig vigtigt at vi husker at til syvende og sidst skal vi alle sammen hver især stå til regnskab for Gud for vores eget liv – ikke for andres. Du kan fortælle dit medmenneske på en respektfuld måde hvad du mener de bør gøre, men om vedkommende følger dit råd, er deres egen sag. Og gør de det ikke, så er der ikke så meget mere du kan gøre (andet end at bede for dem selvfølgelig, ligesom Anna fra Matador bad for Kristen og Mads, og det gjorde hun ret i). Det kan være utrolig fristende at forsøge at ”trække i nogle tråde” for at få andre til at gøre det som vi – i bedste mening – mener at de burde gøre, men for det første er det respektløst, for det andet er det dømt til at mislykkes, og for det tredje er det også utrolig stressende for os selv, fordi vi derved tager et ansvar på os som slet ikke er tiltænkt os. Bibelen siger at vi skal formane, men ikke at vi skal gøre os til dommere over hvilke valg andre mennesker træffer. Paulus, som måske er den person Bibelen rummer flest formaninger fra, kendte godt sine formaningers begrænsning, og til sine ”problembørn” i korinthermenigheden skrev han og hans medarbejder Timotheus: ”Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde” (2 Kor 1,24). Ja, selv Jesus kunne ikke gøre noget da et stort antal af hans disciple på et tidspunkt valgte at forlade ham. Hvor meget mindre kan vi andre så forhindre at vores medmennesker sidder vores formaninger overhørige – for ikke at tale om vi i modsætning til Jesus er fejlbarlige, og at der derfor ikke er nogen guldrandet garanti for at vi overhovedet ser rigtigt med vores formaning. Og selv hvis vi gør, kan det være at vi må væbne os med tålmodighed i lang tid – måske adskillige år – før den anden indser at vi havde ret. I mellemtiden må vi omfatte dem med den samme kærlighed og tålmodighed som Gud viser os selv.

                      Til slut vil jeg minde om at det måske allervigtigste, når vi taler om formaninger, er at vi øver os i at tage imod en formaning. Hvis dit ønske er at leve på en måde som ærer Gud – og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er den ædleste og største ambition et menneske kan have for sit liv – så er enhver formaning fra et andet menneske en gylden chance for at gøre fremskridt på dén vej. Selv en formaning der ikke lever op til de principper jeg har talt om i dag, kan bruges til noget positivt, for uanset hvor ufølsomt og hovmodigt en formaning bliver givet, kan den give anledning til selvransagelse og måske en bøn til Gud om at gøre os mere ligesom Jesus på det pågældende punkt. ”Skal jeg virkelig gøre det selvom den anden var så respektløs og uretfærdig over for mig?” Ja, for det er jo ikke for hans skyld du gør det, men for din egen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.