Prædiken til 1. søndag i advent 2022

Posted By on 29. november 2022

Indtoget i Jerusalem: Højeste alarmberedskab

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har en vejr-app på min telefon. Det er der sikkert også mange af jer der har, for det er rart at være forberedt på hvordan vejret bliver så man kan tage sine forholdsregler og for eksempel klæde sig varmt på hvis det bliver koldt, køre tidligere hjemmefra hvis der er udsigt til sne som der var sidste weekend, og så videre. Når jeg åbner min vejr-app, sker det nogle gange at den oppe i toppen af skærmen viser en gul trekant med et udråbstegn i, og det betyder at DMI har udsendt et såkaldt varsel om voldsomt eller farligt vejr – det kan for eksempel være hedebølge, skybrud, torden, storm eller snestorm. Hvis vejret bliver farligt, er der nemlig nogle særlige forholdsregler man skal tage, og det gælder ikke kun os almindelige borgere, men også myndighederne. Er der for eksempel udsigt til storm, så skal beredskabet være klar til at rykke ud hvis der er et træ der vælter, eller hvis der skal pumpes vand på grund af oversvømmelse. Mange af jer husker for eksempel nok stormen Malik, der hærgede den 28. januar i år (selvom der er sket så mange andre ting i mellemtiden at man skulle tro det var meget mere end et år siden!). Her på Bornholm anrettede Malik skader for omkring halvanden million kroner, men stormflod slap vi for i denne omgang. Værre gik det andre steder i landet, hvor eksempelvis Roskilde Fjord oplevede en vandstand på halvanden meter over det normale. Det kom dog heldigvis ikke bag på myndighederne, der blandt andet havde oprettet depoter med sandsække og udlagt mobile dæmninger på de mest udsatte steder. Danske Beredskaber har nemlig nogle helt klare retningslinjer for hvordan de skal forholde sig i ekstraordinære situationer, ligesom Politiet, Forsvaret og andre myndigheder i øvrigt også har det i forhold til de beredskabsniveauer som de opererer med – Forsvaret har for eksempel et øget beredskab i blandt andet Østersøen i øjeblikket på grund af krigen i Ukraine.

                      På Det Nye Testamentes tid var de romerske soldater næsten konstant i alarmberedskab, fordi oprøret ulmede rundt omkring i de forskellige provinser. Det betød naturligvis ikke at soldaterne skulle stå ret med rustningen på 24 timer i døgnet, men blev der slået alarm, så skulle de smide hvad de havde i hænderne og gøre sig klar til kamp. Og lå de og sov når signalet lød, så skulle de naturligvis vågne og stå op. Netop fordi de romerske soldater var allestedsnærværende, var det almen viden blandt Romerrigets indbyggere hvordan soldaternes hverdag så ud, og derfor er det da også et billede som Paulus gør flittigt brug af i sine breve, for eksempel i det stykke fra Romerbrevet som vi har lyttet til i dag, hvor han begynder med ordene: ”I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne” og fortsætter med blandt andet at tale om at tage ”lysets rustning” på.

                      Men hvad betyder ”I kender tilmed timen”? Ja, man må gå ud fra at det var et forståeligt udtryk dengang vores nuværende autoriserede bibeloversættelse udkom tilbage i 1992, men det er det vist ikke længere i dag. Det græske ord som man i 1992 valgte at oversætte med ”timen”, betyder i øvrigt slet ikke ”time”; det er nemlig ordet kairos, som betyder ”det rette tidspunkt” til at gøre noget. Der er jo mange sammenhænge hvor det er vigtigt at have styr på hvornår man skal slå til – i år ramte jeg for eksempel ikke det rigtige tidspunkt at få sat vinterdæk på Skodaen, med det resultat at jeg indtil flere gange sidste weekend måtte have hjælp af venlige forbipasserende fordi jeg sad fast i sneen. Så vidt jeg ved, er det også vigtigt for en jæger at vide hvornår det er det rette øjeblik at trykke på aftrækkeren, og for en landmand at vide hvornår man skal så og høste og den slags. Man skal kende det rette tidspunkt, og det er det Paulus skriver at hans læsere gør: ”I kender det rette tidspunkt”. Eller som det hedder i den gamle oversættelse fra 1948, der på dette punkt både er mere korrekt og mere forståelig end den fra 1992: ”I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne”. Paulus skriver altså til de kristne i Rom at der er sket noget som betyder at de skal leve i højeste alarmberedskab, som soldater der har rustningen på og er klar til kamp.

                      Hvad er det da der er sket? Jo, skriver Paulus: ”Natten er fremrykket, dagen er nær.” Det er selvfølgelig en metafor; konkrete, bogstavelige nætter var der jo kommet og gået adskillige af alene i løbet af den tid der gik fra Paulus skrev brevet i Korinth, til det nåede frem til modtagerne i Rom, men vi bruger jo også ordet ”nat” i overført betydning om en længere tidsperiode der i overført betydning er præget af mørke – i Norge kalder man for eksempel de 417 år fra 1397 til 1814 hvor Danmark og Norge havde fælles konge, for ”danskernatten”. Men når Paulus taler om at ”dagen er nær”, mener han at Guds rige snart kommer; at der snart vil blive gjort en ende på al ondskab og lidelse. Så vil det – i hvert fald i overført betydning – aldrig mere være nat.

                      Præcis hvornår Guds rige kommer, ved vi ikke; det eneste vi ved, er – som Paulus også skriver – at det varer kortere tid end det har gjort: ”nu er frelsen os nærmere end da vi kom til tro”. Man kan indvende at de max. 20 år der var gået fra Paulus kom til tro, til han skrev Romerbrevet, ikke betyder det helt store målt op mod de næsten 2000 år der siden er gået, men jeg tror egentlig heller ikke det var de 20 år der gjorde forskellen for Paulus. Andre steder i sine breve gør Paulus det klart at det øjeblik du er kristen, er det lyset og dagen der er dit element, ikke mørket og natten (se fx 1 Thess 5,5 og Ef 5,8). Det at der er gået noget tid siden Paulus og hans læsere kom til tro, tjener altså kun til at understrege at det der hele tiden havde været meningen – nemlig at de kristne i Rom skulle ”stå op af søvne” og ”tage lysets rustning på” – om muligt var endnu mere presserende nu. Allerede da Jesus begyndte at prædike et par år før han blev korsfæstet, lød hans budskab: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1,15). Så når Paulus siger: ”I kender tilmed timen” (eller mere korrekt: ”I ved, at tiden er inde”), så taler han altså om en tid der har været inde lige siden de kom til tro – ja, faktisk lige siden Jesus trådte frem på jorden.

                      Jeg tror det er derfor netop den tekst fra Romerbrevet er blevet valgt som læsning til 1. søndag i advent, for det der er adventstidens budskab, er jo netop at nu begynder der noget helt nyt. Alt hvad Gud har lovet gennem profeterne i Det Gamle Testamente, bliver nu opfyldt: Den retmæssige konge rider ind i byen og modtager sin velfortjente hyldest fra folkeskaren ligesom i slutningen af en god eventyrfilm.

                      Der er bare et lille ”men”, nemlig at det ikke var som en triumferende sejrherre på en hvid hest at Jesus red ind i Jerusalem, men ”sagtmodig, ridende på et æsel”. Jesu første komme viste at natten er fremrykket, og dagen er nær, men dagen er endnu ikke helt og fuldt brudt frem. Når det engang sker – når Jesus kommer til jorden for anden gang, og vores frelse bliver fuldendt – så vil vi ikke længere have brug for at blive mindet om at vi skal leve som lysets børn, for til den tid vil det komme helt af sig selv. Men så længe vi stadig lever i denne verden hvor vi er omgivet af svir og druk, løsagtighed og udsvævelser, kiv og misundelse (for nu at tage de laster som Paulus nævner i dagens tekst; der er mange andre ting man også kunne nævne, og vi ved jo nok hver især bedst selv på hvilke områder vi lettest bliver fristet til at lade os styre af det som Paulus kalder ”det kødelige”, nemlig alt det der kroger os ind i os selv i stedet for at rette vores fokus mod Jesus) – så længe vi er omgivet af det, så er vi nødt til at være i alarmberedskab for ikke at falde tilbage til ”mørkets gerninger”, som Jesus ellers har frelst os fra.

                      Det lyder umiddelbart ikke særlig rart at skulle leve i konstant alarmberedskab, og når man googler ordet, handler 11 af de første 15 hits da også om hvor usundt det er for krop og sind at leve i en tilstand af forhøjet beredskab. Men det er så her at det billede jeg har valgt, viser sine begrænsninger, for den form for alarmberedskab som Paulus taler om, er anderledes. Den måde hvorpå vi er åndeligt vågne så vi ikke falder i fristelse, er nemlig ikke ved at gå rundt med et konstant højt adrenalinniveau og ryste af skræk for at vi bliver angrebet, men derimod ved at holde vores fokus på Jesus og hvile i hans nåde og kærlighed. At gøre det er ikke en kilde til angst og stress, men derimod til glæde – som salmisten skrev i dagens første læsning: ”Tjen Herren under glædessang, træd frem for ham under jubel … For Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til alle helgens dag 2022

Posted By on 8. november 2022

Jordens salt og verdens lys: Hvad gør vi når det bliver mørkere og mørkere?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Her til morgen stod solen op klokken 7.15, og den går ned igen allerede klokken 16.13 i eftermiddag. Døgnets lyse timer er altså færre end 9 nu, mens de mørke er flere end 15, og den næste halvanden måned bliver det kun værre. Tilmed betyder energikrisen at der bliver færre julelys til at bekæmpe mørket udenfor, end der plejer at være. Heldigvis kan vi dog trøste os med at det vender igen et par dage før jul, og at der den 6. februar vil være flere lyse minutter end der er nu. Og ja, 6. februar virker ganske vist som noget der ligger noget nær en evighed ude i fremtiden, men lige så hurtigt som sommeren blev til efterår der snart bliver til vinter, lige så hurtigt vil vi pludselig komme til at stå nær vinterens afslutning og kigge ind i foråret.

                      Værre er det når vi til tider føler at det billedligt talt går mod mørkere tider i verden eller i vores eget liv. Vi kan ikke slå op i almanakken og læse hvornår energipriserne eller inflationen begynder at falde igen, eller hvornår krigen i Ukraine slutter. Og i ethvert menneskes eget liv går det kun én vej, så snart vi har passeret de 20 år (sådan cirka), nemlig at vi ældes, og vores krop langsomt går i forfald indtil vi dør. Der kommer ikke noget ”solhverv” hvor aldringen topper, hvorefter vi begynder at blive yngre igen. Oven i købet, som for at føje spot til skade, ved hverken vi selv eller vores nærmeste præcis hvornår vi kommer til at dø. Når vi mister et menneske som betød meget for os, bliver vores verden uvægerligt malet i mørke farver, og det gælder naturligvis i særdeleshed hvis det så at sige skete ”før tiden”. Hvor skal lyset komme fra?

                      Nu er vi jo i en kirke, og jeg er en præst der står på en prædikestol, så når jeg stiller et spørgsmål som ”Hvor skal lyset komme fra?”, så forventer I sikkert alle sammen at jeg vil sige: ”Fra Gud”. Og hvis jeg sagde det, ville jeg da også kunne stå 100 procent inde for det (eller ”stå på mål for det”, som det vist hedder på nudansk), men der ville være to andre problemer forbundet med det svar. For det første er jeg ikke sikker på at I ville høre efter, for det holder man jo på et eller andet tidspunkt op med hvis nogen bare siger det som man regner med at de vil sige. For det andet ville det ikke være et særlig konkret svar. Ja, lyset kommer fra Gud, men hvad betyder det i praksis, og hvordan får vi det lys at se?

                      Derfor vil jeg pege på at det forventelige, indlysende (undskyld ordspillet) kristne svar jo faktisk heller ikke er det Jesus kommer med i dagens evangelietekst. I Johannesevangeliet bruger han ganske vist flere gange ordene ”Jeg er verdens lys” om sig selv, men her i Matthæusevangeliet siger han altså noget andet til disciplene, nemlig ”I er verdens lys”! Og det lyder jo mærkeligt: Hvis vi savner lys i mørket, hvordan skulle vi så selv kunne lyse det op? Ved at gøre gode gerninger, siger Jesus: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger.” Altså: Gå ud og gør nogle gode gerninger, og vær på den måde med til at gøre verden mindre mørk!

                      Åh, kunne I mærke hvordan jeres stressniveau lige steg nogle grader da jeg sagde det? For ganske vist tror jeg de fleste mennesker vil være enige i at verden bliver et bedre sted, jo flere gode gerninger der bliver gjort, men helt ærligt, den smule gode gerninger vi kan præstere, hvilken forskel skulle de kunne gøre i det store billede? Og forresten, så er det jo ikke engang altid at vi overhovedet får gjort den smule gode gerninger vi er i stand til. Hvor mange mennesker har der ikke været, fjernt fra os eller tæt på os, som vi kunne have rakt en hjælpende hånd, et opmuntrende ord, eller blot et smil, men vi fik det ikke gjort, fordi det fysiske eller mentale overskud bare ikke var der den dag?

                      For at tage det sidste først, så læg mærke til at Jesus ikke siger: ”I skal være verdens lys”, men: ”I er verdens lys.” Hvordan nu det? Jo, tænk på månen! Er det skyfrit og fuldmåne, så kan månen faktisk lyse temmelig kraftigt op, og det til trods for at månen dybest set ikke er andet end en stor sten. Grunden til at den golde sten som månen er, kan lyse, er at den reflekterer solens lys. Alt det lys som månen tilsyneladende udsender, kommer altså i virkeligheden fra solen. Sådan er det også med det lys som Jesus siger at vi kan udsende: Det kommer i virkeligheden fra ham. Og ligesom månen ikke behøver at foretage sig noget for at reflektere solens lys, andet end at lade solen skinne på sig, sådan behøver vi heller ikke at foretage os andet for at reflektere lyset fra Jesus end at lade hans lys skinne på os. Og hvordan gør vi så det? Det gør vi ved tro – tro på at Guds kærlighed er stærkere end døden og mørket, og at der venter os en fremtid sammen med Gud og vores kære, hvor hverken død, sorg, skrig eller pine skal være mere. Den tro, det håb, den kærlighed er et lys som vi kan bade os i, og hvis vi giver os selv lov til at gøre det, så vil lyset uvilkårligt reflekteres videre fra os i form af gode gerninger over for vores medmennesker. Og jo mere vi fokuserer på Gud, på hans godhed og kærlighed, frem for at fokusere på vores egne gerninger eller mangel på samme, desto klarere vil vi reflektere lyset fra Jesus. Tænk på de mennesker der er eller har været lys i dit liv, for eksempel dem som vi mindes i dag – har de været lys ved at rette deres fokus mod sig selv, eller tværtimod ved at rette deres fokus væk fra sig selv?

                      Men så var der jo det første spørgsmål: Så små og svage som vi er, hvilken forskel kan selv nok så mange gode gerninger fra vores side så gøre i det store billede? Ja, hvis svaret på det andet spørgsmål lå i at Jesus sagde: ”I er verdens lys”, så ligger svaret på det første i at han sagde: ”I er verdens lys”. Det ses ikke umiddelbart i den danske tekst, men i den græske grundtekst er ordet ”I” faktisk fremhævet på en måde der ville svare til at det på dansk var skrevet med kursiv. Det Jesus siger, kunne altså også gengives: ”Det er lige netop jer der er verdens lys!” Lige netop os i modsætning til hvem? spørger du måske (eller også gør du ikke, men jeg har i hvert fald tænkt mig at svare på det). Lige netop os som er svage, i modsætning til dem der er stærke. Lige netop os der sørger, i modsætning til dem der ikke kender til sorg. De vers der er dagens prædiketekst, er et uddrag af en længere tale som Jesus holdt, og i versene umiddelbart forud er han kommet med en række udsagn der strider imod alt hvad vi mennesker ellers mener at vide: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Særlige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden” og så videre. Netop fordi lyset dybest set ikke kommer fra os selv, men fra Jesus, er det ikke vigtigt hvor stærke vi er, eller hvor stor forskel vi selv mener at vi kan gøre. Tværtimod har Gud indrettet verden sådan at det netop er de tilsyneladende ubetydelige små kærlighedsgerninger der gør den store forskel. Nogle af jer har måske set Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens Hobbitten, hvor der er dukket en ond magt op i verden, og de to mægtige troldmænd Saruman og Gandalf er uenige om hvordan det onde skal bekæmpes. I den anledning lader Jackson den af de to troldmænd der viser sig at være den viseste, nemlig Gandalf, sige følgende til elverdronningen Galadriel: ”Saruman tror at det kun er stor magt der kan holde det onde i skak, men det er ikke min erfaring. Min erfaring er at det er almindelige folks små hverdagshandlinger der holder mørket stangen – simple gerninger af venlighed og kærlighed.” Måske havde Peter Jackson hørt Moder Teresa af Calcutta sige at ingen af os kan gøre store ting, kun små ting med stor kærlighed – og man må sige at Moder Teresa, der i 1979 modtog Nobels Fredspris for sit barmhjertighedsarbejde blandt de fattigste af de fattige i Indien, vidste hvad hun talte om.

                      Men selvom lyset ikke kommer fra os selv, selvom det overhovedet ikke er vores præstationer det kommer an på, så advarer Jesus os alligevel imod at sætte vores lys under en skæppe. Det er et udtryk der er gået ind i vores dagligdags sprog, men med en lidt anden betydning end Jesus brugte det. Hvis vi siger om en person at ”han sætter sandelig ikke sit lys under en skæppe”, så mener vi jo som regel at han er lige lovlig vild med at fremhæve sine egne styrker og bedrifter. Men det Jesus mener, er jo at vi skal give lyset fra Gud lov til at skinne uhindret, og det gør vi netop ved ikke at have travlt med at fremhæve os selv. Som nogle af jer måske ved, så var en skæppe dels en måleenhed for tørre varers rummål, dels en beholder som kunne rumme netop en skæppe korn (eller hvad man nu målte – i eventyret om Store Claus og Lille Claus var det jo penge), så når Jesus netop vælger at tale om en skæppe i stedet for bare at sige en spand, som han lige så godt kunne have sagt, så tror jeg det er fordi han vil fortælle os at netop vores hang til at ville måle og sammenligne og registrere er noget der mere end noget andet kan skygge for lyset fra Gud. Jesus målte ikke hvor meget han gav af sig selv; han gav sig fuldt ud da han døde på korset for at- frelse os fra synden og døden. Derfor skal vi heller ikke måle hvor meget vi giver af os selv, men blot være til i Guds kærlighed, i troen på ham, og i håbet om det evige liv. Så vil mørket aldrig få bugt med os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 8. november 2022

Sønnerne i vingården og de onde vinbønder: Hvem er helten, og hvem er skurken

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 20. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Man behøver ikke at kende mig særlig godt før man finder ud af at jeg holder meget af fantasyromaner og gode film, og det bærer mine prædikener også tit præg af. (Måske bærer de også ind imellem præg af at det er begrænset hvor mange nye bøger og film jeg har haft tid til at stifte bekendtskab med siden jeg blev far for små 7 år siden). Og jeg ved ikke med jer, men jeg har lagt mærke til at forfattere og filmskabere har en fantastisk evne til at kontrollere hvem man som læser eller seer holder med i en historie. Om så hovedpersonen er en samvittighedsløs morder, kan jeg som læser gribe mig selv i at sidde og håbe på at han får held med sit forehavende og slipper godt fra det! Det er jo det som god kunst kan: Give sit publikum et indblik i hvordan verden ser ud set med et andet menneskes øjne – også selvom det er et menneske man har meget lidt til fælles med – sådan at vi identificerer os med ham eller hende. Og den som jeg identificerer mig med, betragter jeg nærmest pr. automatik som ”den gode” i historien, helten i historien – protagonisten, som det hedder med et litterært fagudtryk.

                      Når det er sådan, hænger det naturligvis sammen med at vi mennesker hver især er hovedperson i vores egen historie. Det er måske ikke nødvendigvis en historie som ville kunne lokke tusindvis af mennesker i biografen hvis den blev filmatiseret, men til gengæld er det vores historie, og derfor er den enormt vigtig for os. Og protagonisten i min livshistorie, det er naturligvis mig selv, ligesom du er protagonisten i din historie. Og når historien omfatter en mere eller mindre alvorlig kamp mellem to grupper af mennesker – for eksempel en fodboldlandskamp mellem Danmark og Sverige – ja, så er det selvfølgelig den gruppe vi selv tilhører, der er ”de gode”. Problemet er bare at på den anden side af Hammervandet sidder der mindst lige så mange svenskere der mener at det er deres landshold der er ”de gode”, og hvem har så ret? Det samme gælder på det personlige plan. Tag for eksempel et klassisk trekantdrama hvor to mænd elsker den samme kvinde (eller vice versa), og hvem vælger hun så? Ja, i 9 ud af 10 film vælger hun selvfølgelig helten – dvs. ham som filmskaberne har udnævnt til at være helten. Men i det virkelige liv er de to rivaler jo hver især helten i deres egen historie, og alligevel ender mindst en af dem som taberen. (Jeg siger mindst en af dem, for det er jo slet ikke sikkert at hun overhovedet vil have nogen af dem!).

                      I de bibelske beretninger falder det os også naturligt at identificere os med helten, og det gælder ikke mindst de lignelser hvor Jesus langer ud efter ypperstepræsterne og farisæerne, som han gør i de to vi har hørt i dag. Den dovne søn der trods sine fromme ord ikke gjorde som hans far havde sagt, og de onde vinbønder der slår vingårdsejerens tjenere og dræber hans søn, fordi de selv vil beholde vingården, er nemlig billeder på netop ypperstepræsterne og farisæerne, og hvis I spørger hvordan jeg kan være så sikker på det, så er svaret at der i det næste vers umiddelbart efter slutningen af dagens evangelielæsning står: ”De ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem.” Så når Jesus siger: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”, så er det utrolig nærliggende for os ikke-jødiske kristne at pudse vores glorie og tænke: ”Det er os han taler om dér! Det er os der bærer Guds riges frugter! Det er os der er den søn som rent faktisk gjorde sin fars vilje!” Og derfra er der desværre ikke ret langt til den tanke at Gud endegyldigt har forkastet det jødiske folk, og hvilken virkningshistorie dén tanke har haft i Europa, behøver jeg vist ikke at gå i detaljer med! – ud over at pointere at jeg ikke kun tænker på holocaust, men også på dem systematiske diskrimination af jøder som allerede havde været almindelig gennem adskillige århundreder inden nazismens opkomst.

                      Derfor er det ualmindelig godt set af dem der har sammensat dagens læsninger, at vingårdslignelserne fra Esajas og Matthæus har fået selskab af en tekst hvor Paulus går skarpt i rette med den opfattelse at Gud skulle have forkastet Israel. De vers fra Romerbrevet som vi har hørt i dag, udgør den sidste fjerdedel af brevets 11. kapitel, men det er faktisk et gennemgående tema i hele kapitlet at kristne der ikke er jøder, skal vogte sig for hovmodigt at tænke at jøderne er de onde, og vi selv er de gode. I vers 20-21 skriver Paulus for eksempel: ”Vær ikke overmodig, men frygt! For når Gud ikke skånede de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig.” Og i kapitlets konklusion, som vi lyttede til før, siger Paulus endda at Gud ikke har forkastet Israel for altid, men at ”hele Israel” engang skal frelses.

                      Hvis vi sammenligner vingårdslignelsen fra Esajas som vi hørte først i gudstjenesten, med lignelserne fra evangelieteksten, vil vi da også opdage en vigtig forskel: Hos Esajas, er det selve vingården der bliver genstand for Guds dom fordi den i stedet for ædle vindruer bar vilddruer, hvilket Esajas selv forklarer betydningen af: Gud vil dømme Israel fordi de i stedet for ret og retfærdighed har frembragt retsløshed og nødskrig – og den dom indfandt sig da også da babylonerkongen Nebukadnesar i året 586 før vor tidsregning indtog Jerusalem, rev templet ned og førte indbyggerne i eksil. I de lignelser Jesus fortæller, er der derimod ikke nogen dom over vingården, men kun over dens dem der arbejder med den på den forkerte måde. Her er det altså ikke selve det jødiske folk der bliver dømt, men kun dets utro religiøse ledere: ypperstepræsterne og farisæerne.

                      Budskabet i Det Nye Testamente er altså ikke at Gud har skiftet ét folk ud med et andet, men derimod, som apostlen Peter udtrykker det i Apostlenes Gerninger kapitel 10, ”at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed” (ApG 10,34-35). På grund af jøden Jesus gælder der nu præcis de samme regler for os der ikke er jøder, som der gør for jøderne, og omvendt.

                      Jeg er i øvrigt lidt træt af at de fleste danske bibeloversættelser insisterer på at bruge ordet ”hedninger” som oversættelse af det græske ord ethne, som Det Nye Testamente bruger om ikke-jøder. Ordet ethne betyder slet og ret ”folkeslag”, og det er i øvrigt det ord som ordene ”etnisk” og ”etnografi” er afledt af. Men ligesom ordet ”etnisk” ofte bruges med en bibetydning af at det handler om andre folkeslag end det som man selv er en del af (hvis en dansker for eksempel taler om ”etnisk mad”, så betyder det jo mad der normalt ikke er en del af det danske køkken), sådan brugte jøderne på Det Nye Testamentes tid også ordet ethne specifikt om andre folkeslag end det jødiske, og derfor burde man efter min mening blot oversætte det til ”ikke-jøder” i stedet for det forvirrende ord ”hedninger”, som – dengang det var i brug på dansk – betød ”mennesker der ikke er kristne” (selvom man vist som regel heller ikke kaldte jøder og muslimer for ”hedninger”).

                      Nå, det var et lille sprogligt hjertesuk. Pointen er som sagt at vores status over for Gud ikke afhænger det mindste af hvilket folkeslag vi tilhører. At være jøde er ikke i sig selv nogen fordel – men det er så sandelig heller ikke nogen ulempe! Og en ikke-jøde der har taget imod evangeliet om Jesus, er ikke dårligere stillet end en jøde der har taget imod evangeliet – men så sandelig heller ikke nødvendigvis bedre stillet! Når jøderne – og i særdeleshed ypperstepræsterne og farisæerne – blev dømt for deres hårdhjertethed, så vil vi også blive dømt hvis vores hjerter er tilsvarende hårde. Selvom vi hver især er hovedperson i vores egen livshistorie, må vi altså ikke antage at vi nødvendigvis er helten og ikke skurken; det kommer fuldstændig an på om vi, for at bruge Peters ord, frygter Gud og øver retfærdighed. Ligesom jøderne på Jesu tid ikke blev mere fromme af at de eller deres forfædre engang havde sagt ja til at overholde Guds bud, bliver vi det nemlig heller ikke af at vi engang er blevet døbt til at være Guds børn, hvis vi modsiger den status med vores handlinger.

                      Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at det er vores gerninger der er afgørende for om vi bliver frelst eller ej – hvis det var tilfældet, så ville ingen mennesker bliver frelst, for ”ren og hellig i sin grund vor gerning aldrig bliver”, som vi sang i en tussegammel salme sidste søndag. Af samme grund vil vi heller aldrig nogensinde kunne klappe os selv på skulderen, pudse vores glorie og udnævne os selv til at være de gode i historien. Målt med Guds alen vil selv de bedste af os uvægerligt være skurke.

                      Men netop til os skurke lyder Guds kald til omvendelse. Det var faktisk selve grunden til at Jesus kom til jorden – som han siger i Lukasevangeliet kapitel 5: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse” (Luk 5,32). Det ord fra den græske grundtekst som er oversat med ”omvendelse” på dansk, er metanoia (det bliver så dagens anden græsklektion; det håber jeg I vil bære over med), og metanoia betyder ordret ”at tænke anderledes”. Og det vi skal tænke anderledes om, er netop at holde op med at betragte os selv som fromme helte og i stedet erkende at vi er skurke – eller med et teologisk ord: syndere – og at vores eneste chance for at blive frelst, er at Gud vil tage imod os i sin nåde.

                      Der hvor vores gerninger kommer ind i billedet, er som et synligt udtryk for hvad der er i vores hjerte. En ydmyg erkendelse af at vi intet godt fortjener fra Gud, og at det udelukkende er i kraft af hans store nåde og kærlighed at vi får lov til at være hans børn, får vores synders forladelse og kan se frem til en glædelig opstandelse til et evigt liv i herlighed og glæde, den vil helt naturligt vise sig i ydmyg lydighed mod Guds ord. Er vi derimod ligeglade med at gøre Guds vilje, så tyder det på at vi måske alligevel inderst inde mener at vi er gode og fromme nok selv og ikke skylder Gud noget.

                      Noget andet er selvfølgelig at vi gang på gang på gang fejler i at gøre Guds vilje. Det er uundgåeligt, desværre. Men heldigvis er der en virksom medicin imod det, nemlig Guds nåde. ”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større”, som Paulus skriver i Romerbrevet (5,20) – vi risikerer aldrig at ”bruge Guds nåde op”, så at sige. Gud vil aldrig afvise den der kommer til ham med et sønderbrudt, sønderknust hjerte. Det vi skal vogte os for, er at vi ikke – som ypperstepræsterne og farisæerne – bliver så stolte i vores egne gerninger at vi holder op med at komme til ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 27. oktober 2022

Nathanaels kaldelse: Ikke alt guld glimrer

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 19. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ikke alt hvad der glimrer, er guld. Det ordsprog kender de fleste af jer nok, og det er sandt på flere niveauer. Dels gælder det helt bogstaveligt at der findes en række mineraler der glimter smukt, men som ikke repræsenterer nogen særlig værdi – et kendt eksempel er det jernholdige mineral svovlkis, også kaldet pyrit, som blandt andet har lagt navn til en kunstig sø ved Sorthat-Muleby. Men det gælder også i overført betydning at noget kan virke tiltrækkende og værdifuldt ved første øjekast, men viser sig overhovedet ikke at være det. Det kan være alt fra en elektronisk dims der ser enormt smart ud, men går i stykker efter tre dage og ikke kan repareres, til en politisk, økonomisk eller militær strategi der virker genial, men ender med at give alvorligt bagslag. Eller det kan være en person der virker stærk og klog og god, men som viser sig ikke at leve op til forventningerne. I de værste tilfælde viser vedkommende sig at være decideret ond (tænk fx på Hitler), men som regel handler det blot om at personen ikke er så forskellig fra alle os andre svage, fejlbarlige mennesker.

                      Ikke alt hvad der glimrer, er guld, det er sikkert og vist. Men det omvendte gælder faktisk også: Ikke alt hvad der er guld, glimrer! Den talemåde er ganske vist ikke nær så udbredt som den anden, men Tolkien bruger den i Ringenes Herre som titel på et digt (et enormt smukt digt i øvrigt, i hvert fald i den engelske originaludgave) der handler om en af hovedpersonerne, Aragorn (som i Peter Jacksons filmatisering blev spillet af den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen). Aragorn er den sidste overlevende af en meget gammel og meget ædel kongeslægt, og som sådan er han den rette arving til Gondors trone. Alligevel vandrer han rundt i verden i slidt tøj uden at gøre ret meget væsen af sig, og da hobbitten Frodo og hans venner møder ham, har de til at begynde med ingen anelse om at det er den sande konge de har med at gøre. Men selvom der ikke er meget ydre glans over den vandringsmand der slår følge med dem, viser det sig efterhånden at han er stærk og klog og god som få. Det er en vigtig lektie at lære, at man aldrig skal være for hurtig til at bedømme sine medmennesker, for der er nogle som i høj grad vinder ved nærmere bekendtskab.

Der er imidlertid også en dybere lektie som figuren Aragorn kan lære os, og når man ved at Tolkien var kristen, er det ikke svært at regne ud hvor han fik inspirationen til figuren fra. Ganske vist er Aragorn ikke en direkte allegori over Jesus, på samme måde som Aslan er det i Narnia-serien, men ikke desto mindre besidder han nogle træk der peger på Jesus, hvoraf et af de mest indlysende er at han, mens han gik rundt på jorden, ikke klædte sig i den kongelige pragt der ellers med rette tilkom ham. For det gjorde Jesus jo heller ikke. ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet”, skriver Esajas i en af sine profetier om Jesus (Es 53,2). Tilmed færdedes Jesus – i hvert fald til at begynde med – langt fra magtens centrum, idet han voksede op i Nazaret i Galilæa, som var et område folk så ned på, for nu at sige det mildt. Nathanael sagde jo ligefrem: ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” Men Filip svarede: ”Kom og se!”, og Nathanael kom og så. Og det tog ham ikke lang tid at blive overbevist om at Jesus var det rene guld, selvom han ikke glitrede: ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!” udbrød han, og det havde han jo fuldstændig ret i. Og Jesus kvitterede med et løfte om at Nathanael ville få større ting at se end det der havde overbevist ham om at Jesus er Guds søn.

Det er imidlertid interessant at det der fik Nathanael til at skifte ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” ud med ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!”, var at han fik at vide at Jesus havde set ham. Jeg har tit moret mig over den ordveksling der er mellem Jesus og Nathanael i den forbindelse: Jesus siger: ”Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig”, hvortil Nathanael replicerer: ”Hvor kender du mig fra?” Nathanael må med andre ord have opfattet sig selv som en israelit uden svig! Hans selvtillid fejlede i hvert fald ikke noget, må man konkludere!

Eller måske gjorde den? Måske skyldtes Jesu ordvalg – og Nathanaels reaktion – at Nathanael med urette havde ord for at være svigefuld? Måske var der endda en aktuel situation hvor Nathanael var blevet uskyldigt anklaget for løgn eller bedrageri? Måske var det det han havde siddet under figentræet og grublet over før Filip kaldte på ham? I så fald betyder Jesu ord: ”Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet” at Jesus kender alt til Nathanaels situation og ved hvad sandheden er. Det er spekulation, indrømmet, men det ville i hvert fald få den ellers temmelig sære ordveksling til at give mening.

Hvad der taler yderligere for den tolkning, er at Jesus efterfølgende siger: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.” Det er helt tydeligt en reference til Jakobs drøm, som vi hørte om i dagens første læsning. Det fremgik imidlertid ikke af læsningen hvorfor Jakob var på vandring helt alene; det er man nødt til at kende konteksten for at vide (og det giver mig anledning til at gentage noget jeg ofte har sagt, men som næppe kan sige for tit: Læs i Bibelen! Sæt dig ind i hvad der står! Noget af det der står, vil du sikkert synes er vanskeligt at forstå, men det er heldigvis heller ikke den enkelte kristnes opgave at tolke Bibelen alene; det er det kristne fællesskabs opgave under Helligåndens vejledning. Det vigtigste er at hvis du selv ved hvad der står i Bibelen, så er du beskyttet mod sære ideer der stammer fra at nogen har taget et skriftsted ud af dets sammenhæng. Parentes slut). Konteksten for Jakobs drøm er at Jakob har været nødt til at flygte over hals og hoved fra sit hjem, fordi hans tvillingebror Esau ville slå ham ihjel. Grunden til Esaus vrede var at Jakob havde begået – ja, I gættede rigtigt: svig. Jakob havde på det groveste bedraget både sin bror Esau og deres blinde far Isak ved overfor Isak at udgive sig for at være Esau så han kunne få den velsignelse der ellers var tiltænkt broren.

En interessant detalje i den sammenhæng er i øvrigt at navnet ”Jakob” betyder ”hælgriber”, med henvisning til at Jakob holdt fast i sin tvillingebrors hæl da de blev født. Og det at gribe nogens hæl betyder nogenlunde det samme på hebraisk som det at tage nogen ved næsen gør på dansk. Jakob levede altså op til sit navn da han snød sin far og sin bror! Og konsekvensen blev at han måtte tilbringe de næste 20 år af sit liv i landflygtighed. Men trods Jakobs svig lovede Gud altså at være med ham, og da Jakob 20 år senere vendte hjem fra landflygtigheden, mødte Gud ham igen, denne gang i skikkelse af en mand der gav sig i brydekamp med ham midt ude i en flod som Jakob var i færd med at krydse, og det endda midt om natten hvor det var buldermørkt. Den beretning kan der holdes mange prædikener over, og det vil jeg ikke gøre i dag; det må vente til 14. maj næste år, hvor vi får dén tekst at høre som den første læsning. I dag vil jeg nøjes med at sige at Gud ved den lejlighed gav Jakob et nyt navn, nemlig Israel, som betyder noget i retning af ”kæmper med Gud” – og under det navn kom han til at lægge navn til det folk som både Jesus og Nathanael tilhørte: israelitterne. Så når Jesus vælger at understrege at Nathanael er israelit, så var det ikke fordi der var noget usædvanligt i dét, for alle de andre disciple var sandsynligvis også israelitter, men det var måske for at markere at ligesom Gud sørgede for at folkets stamfar ikke længere skulle være kendt som ”hælgriberen”, sådan så Jesus også en dybere sandhed hos Nathanael end den som hans omgivelser så (og som i Nathanaels tilfælde sandsynligvis ikke engang var sandheden).

Nathanael var jo forresten ikke den eneste i dagens tekst som Jesus så noget mere hos end det man umiddelbart kunne se. Der var også Simon, som Jesus ligefrem gav et nyt navn til første gang han så ham: ”Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas”. Kefas er et aramæisk navn der betyder ”klippe”, og på den tid var det almindeligt at oversætte personnavne, så derfor kender vi bedst Kefas under den græske udgave af hans navn: Peter.

Det vi har lært i dag, er altså at ikke alt hvad der er guld, glimrer. Det gælder først og fremmest Jesus selv, som ved første øjekast lignede en helt almindelig håndværker fra en helt almindelig landsby i udkants-Israel som mange mente at der ikke kunne komme noget godt fra, men som jo altså var og er Guds søn og Israels konge. Men det gjaldt også Nathanael, som kun Jesus genkendte som en israelit uden svig. Det gjaldt Simon, i hvem kun Jesus så den klippe som han ville bygge sin kirke på. Andetsteds i Det Nye Testamente gjaldt det forfølgeren Saulus, i hvem der næppe var andre end Gud selv der så den store apostel Paulus. Og når Jesus sagde til Nathanael at han ville få større ting at se end det at Jesus så ham under figentræet før Filip kaldte på ham, mon så ikke det blandt andet handlede om at der er meget mere af det der tilsyneladende ikke glimrer, der vil vise sig alligevel at være guld?

Du kan for eksempel prøve at tænke på dig selv. Hvis du har haft modet til at kaste bare et lille kritisk blik på dit liv i lyset af Guds ord, så ved du godt at der ikke er ret meget at prale af. Hvis noget menneske i ramme alvor vil sige om sig selv: ”Jeg er i grunden et godt og fromt menneske!”, så er det et sikkert tegn på at vedkommende ikke kender sig selv særlig godt endnu. Men Jesus ser dybere end det; han ser ind bag al vores synd og snavs og egoisme og ser det menneske Gud har skabt os til at være, og som Jesus ved sin død på korset har købt os fri til at være. Han ser det guld som vi kan være, ikke i vores egen kraft, men i hans.

Men du kan også tænke på dine medmennesker. Der er utvivlsomt mennesker som du beundrer og ser op til, både i din omgangskreds og blandt de mere offentligt kendte personer. Men det skulle undre mig om der ikke også er mennesker som du ikke ser det helt store lys i. Mennesker om hvem du måske endda tænker: Kan noget godt komme derfra? Men Jesus har lovet at vi vil få større ting at se, og hvem ved hvilke potentialer han ser i mennesker som du og jeg og de fleste andre ikke rigtig regner med? Derfor må vi tage ved lære af Andreas og Filip, der opsøgte henholdsvis Simon og Nathanael for at fortælle dem at de havde mødt Messias, og gøre hvad vi kan for at føre vores medmennesker til Jesus. For hvis Guds Helligånd først får lov at komme til, så er der helt sikkert guld i ethvert menneske, uanset hvor lidt synligt glimmer der måtte være.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 4. oktober 2022

Opvækkelsen af Lazarus: Vi skal opstå (Persefone og Lazarus)

Prædiken i Rø Kirke ved høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Det gør vi for at sige tak for det som Gud har ladet vokse på markerne – ”for hvad han vokse lod i vang”, som Grundtvig så poetisk udtrykker det. (Vittige hoveder vil tilføje at vi også skal sige tak for alt hvad han har ladet vokse alle mulige andre steder på Bornholm end lige i Vang). For selvom vi mennesker er nødt til selv at arbejde hårdt for at få jorden til at give sin afgrøde, så har vi i sidste ende kun begrænset kontrol over udbyttet. Det så vi blandt andet sidste år, hvor der ganske vist var masser af kerner på kornmarkerne, men til gengæld var de alt for små, fordi der var kommer for lidt regn. I år ser det heldigvis væsentlig bedre ud, har jeg indtryk af – til trods for at vi også i år har haft tørkeperioder.

                      At vi mennesker er temmelig magtesløse i forhold til vores høstudbytte, er der ikke noget nyt i, tværtimod er det nok snarere sådan at det var endnu mere udtalt før i tiden. Derfor er der heller ikke noget overraskende i at netop jordens udbytte er noget der har fået folk til alle tider til at bede. Og de der ikke har kendt Bibelens Gud, har bedt til de guder de nu har troet på.

                      I det gamle Grækenland, før Paulus kom og fortalte dem om Jesus, troede folk på en lang række forskellige guder med hver deres ansvarsområde, og en af de mest populære guder var korngudinden Demeter, som romerne i øvrigt kaldte Ceres, og som mange århundreder senere fik et århusiansk bryggeri opkaldt efter sig. Grunden til at Demeter var så populær, var naturligvis at korn er en helt grundlæggende livsnødvendighed. Dionysos var gud for vin, så han var lidt mere luksuspræget, og Ares, der var gud for krig, var de fleste jævne mennesker nok helst fri for.

                      Grunden til at jeg nævner Demeter, er at der er er en myte om hende, som stort set alle grækere på Jesu tid kunne udenad forfra og bagfra selv hvis man vækkede dem midt om natten. Den handler naturligvis om korn, men den handler også om død og genopstandelse, så da der på et tidspunkt var nogle græske turister i Jerusalem der kom hen for at tale med Jesus, svarede han dem sådan her (Jesu svar var i øvrigt prædiketekst den 6. februar, så de af jer der var i kirke den dag, vil måske kunne genkende ordene): ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Umiddelbart virker det som en lidt random ting at sige når der kommer nogle mennesker og gerne vil tale med en, men netop fordi de var grækere, tror jeg at de med det samme forstod hvad Jesus mente, fordi det at kornet dør i jorden for at opstå igen som fyldte aks, var en så rodfæstet (undskyld ordspillet) del af grækernes fælles tankegods – på grund af myten om Demeter. Myten lyder sådan her:

                      Grækernes øverste gud, Zeus, var noget af en skørtejæger. Selvom han havde en dronning ved sin side – Hera, hed hun – så havde han ikke nok i hende, men havde en hel masse affærer med både gudinder og menneskekvinder. (Det er i øvrigt blot et af mange eksempler på hvor væsensforskellig den oldgræske religion var fra et kristent gudsbillede!) En af dem som Zeus på et tidspunkt havde en affære med, var Demeter, og de fik en datter ved navn Persefone. Demeter holdt meget af sin datter, og Persefone havde en lykkelig barndom selvom hun ikke så ret meget til sin far. Men hvad hun ikke vidste, var at hendes far havde lavet et arrangeret ægteskab. Han havde nemlig givet sin bror Hades, dødsrigets og underverdenens gud, lov til at gifte sig med Persefone. Så en dag hvor Persefone gik ude på marken og plukkede blomster, åbnede jorden sig pludselig, og Hades kom ridende i en ildvogn og bortførte hende.

                      Demeter blev naturligvis dybt ulykkelig over at hendes datter var forsvundet. Zeus havde ikke fortalt Demeter noget om sin aftale med Hades, så hun anede ikke hvor Persefone var blevet af, og hun søgte efter hende over hele jorden. Til sidst spurgte hun solen, og den fortalte hende at Persefone var blevet bortført af Hades efter aftale med Zeus. Så Demeter gik til Zeus og krævede at få sin datter tilbage, men Zeus ville ikke bryde sit løfte til sin bror. Men så tog Demeter skrappe midler i brug: Hun holdt simpelthen op med at give menneskene korn! På den måde kom alle mennesker over hele jorden til at lide sult, og så holdt de op med at tilbede Zeus og ofre til ham. Det kunne Zeus ikke holde til i længden, så til sidst gav han sig og befalede Hades at give Persefone tilbage til hendes mor. I oldtiden var det nemlig en udbredt opfattelse hos mange folkeslag at guder og mennesker var gensidigt afhængige af hinanden: menneskene havde brug for gudernes hjælp, men guderne havde omvendt brug for menneskenes tilbedelse og ofre. Og hvis man tror på en vrimmel af guder der konkurrerer indbyrdes, og som ikke har været til fra evighed, men har mødre og fædre, så er det i grunden ikke så ulogisk at guderne skulle have brug for menneskers støtte. Som kristne tror vi derimod på én evig og almægtig Gud, som har skabt alle ting og ikke har brug for at nogen giver ham noget, for alt er i forvejen hans. Det gør vi klogt i at huske på: Gud har ikke ”brug for” os, og derfor kan vi ikke presse ham til noget. Men han elsker os, og derfor giver han os alt muligt godt som en fri og gratis gave – det er det vi takker ham for ved høstgudstjenesten i dag og ved alle gudstjenester.

                      Nå, tilbage til myten om Demeter. Det var som sagt lykkedes Demeter at gøre Zeus mør ved at sørge for at menneskene ikke ofrede til ham, men intrigerne var ikke forbi af den grund. Der var nemlig en regel der sagde at hvis man havde spist noget i underverdenen, så var man nødt til at blive der i al evighed. Så da Hades fik at vide at han skulle lade Persefone komme tilbage til sin mor, lokkede han hende til at spise noget af et granatæble. Persefone nåede at spise 4 af granatæblets kerner inden hun selv fik at vide at hun måtte komme tilbage til sin mor. Derfor endte det med at hun blev nødt til at tilbringe 4 måneder af hvert år hos Hades i underverdenen, mens hun kunne være hos sin mor oppe på jorden de øvrige 8 måneder. Og dermed når vi til konklusionen på myten: Hvert efterår når Persefone tager ned til Hades i underverdenen, så visner alle planterne fordi Demeter er så ked af det, men om foråret når Persefone vender tilbage, bliver Demeter glad igen og lader igen kornet og de andre planter gro. Faktisk så de gamle grækere en forbindelse mellem frøene og Persefone. For ligesom Persefone måtte en tur ned i jorden til dødsriget, begraver vi frøene i jorden. Men ligesom Persefone kom op fra dødsriget igen, kommer frøene også op igen i skikkelse af de planter som de bliver til. Begravelsen af frøet er ikke afslutningen; den er tværtimod forudsætningen for at der kan komme nyt liv. Og dermed er vi tilbage ved det som Jesus sagde til de grækere der opsøgte ham: Med udgangspunkt i den myte de kendte, ville han lære dem at han selv var nødt til at dø for at der kunne komme nyt liv til hele verden. Men derudover påpegede han at der jo kommer flere korn op end der bliver lagt i jorden. Blot ved at ét korn dør i jorden, kan rigtig mange korn opstå til livet. På samme måde kunne Jesus ved sin død og opstandelse føre mange til livet.

Det demonstrerer Jesus på en meget konkret måde i den beretning vi har hørt i dag: Søstrene Martha og Maria havde sendt bud efter Jesus for at han skulle helbrede deres bror, men Jesus kom altså først efter at Lazarus var død. Da han endelig ankom, forstår man godt at Martha mødte ham med ordene: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død!” Men Jesus svarer: ”Din bror skal opstå”, og han fortsætter med at sige at det ikke kun gælder Lazarus. Han siger nemlig: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Det betyder at også vi som tror på Jesus i dag, har et løfte om at vi ikke kommer til at ligge i jorden for evigt når vi engang dør, men at vi kommer til at blive levende igen. Ligesom frøet der bliver lagt i jorden, spirer og bliver til en ny plante, og ligesom Persefone fik lov til at vende tilbage til sin mor Demeter efter sin tid i underverdenen hos Hades, kommer vi til at opstå fra de døde ”på den yderste dag”, som Martha siger, altså den dag hvor Jesus kommer tilbage til jorden og genopretter paradiset.

                      For at bevise at han har magt til at gøre de døde levende, og naturligvis for at trøste Martha og Maria, valgte Jesus at gøre Lazarus levende igen med det samme i stedet for at vente til den yderste dag. Men i første omgang var det kun midlertidigt. Ligesom de planter der spirer op når man lægger et frø i jorden, visner og dør igen, og ligesom Persefone måtte tilbage til Hades 4 måneder af hvert år, kom Lazarus også til at dø igen engang, sandsynligvis som en gammel mand. Men grunden til at Jesus gjorde ham levende igen med det samme, var jo også at han ville bevise at han kunne oprejse ham på den yderste dag – den dag hvor Jesus vender tilbage til jorden. Nu havde Jesus vist at han var stærkere end døden, og da han selv opstod fra de døde påskemorgen, slog han det fast med syvtommersøm. Jesus kom nemlig aldrig til at dø igen. Han lever stadig hos Gud i himlen, indtil han en dag vender tilbage til jorden og gør os levende igen, hvis vi altså har nået at dø inden da. Og så skal vi leve sammen med Gud i al evighed og aldrig nogensinde dø. Vi kan altså se frem til en opstandelse der er langt bedre end den Persefone fik, men vores Gud er også langt større og stærkere og uendelig meget mere kærlig end Zeus. Han viste sin store kærlighed til os ved at give os sin egen søn, Jesus, som døde for vores skyld, men blev levende igen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 27. september 2022

Martha og Maria: Det vokser medens vi sove

Prædiken i Sct. Klemens Kirke til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2022

 

Det fortælles at en ung landmand engang overtog en gård der ikke havde ­været passet i flere år, hvad man tydeligt kunne se på markerne, der efterhånden var overgroet med alskens ukrudt. Men den unge mand tog uforfærdet fat på opgaven, og i løbet af kort tid havde han skabt et mønsterlandbrug, som han stolt viste frem for alle der gad høre om det. Da den lokale præst en dag kom på besøg, fik han samme historie, og præsten var naturligvis imponeret, men syntes også at den unge landmand måske kunne trænge til en lidt mere ydmyg indstilling til tilværelsen, så han sagde: ”Det er en imponerende indsats du har gjort! Men vi må huske at det i sidste ende er Guds værk det hele.” ”Det er muligt,” svarede landmanden, ”men så skulle du have set hvordan det så ud dengang Vorherre var alene om at passe det!”

                      Og det har han jo ret i. Ganske vist er ordene ”det vokser jo medens vi sove”, som vi sang lige før, taget mere eller mindre direkte fra Markusevangeliets 4. kapitel, hvor Jesus siger: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde” (Mark 4,26-28a), og i Salmernes Bog står der ligefrem: ”Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover” (Sl 127,2), men det betyder ikke at vi ikke skal arbejde. Tværtimod har Gud indrettet verden sådan at vi mennesker selv må yde en indsats hvis vi vil have brød på bordet, eller hvis der i øvrigt skal ske noget som helst godt. Det ser vi allerede i Bibelens allerførste kapitel, hvor Gud siger til de mennesker han lige har skabt: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden” (1 Mos 1,28). Rent bortset fra at de ord alt for tit er blevet mistolket som et fripas til at drive hensynsløs rovdrift på naturen, så fortæller de os at Gud fra starten havde til hensigt at vi mennesker skulle være Guds medregenter og være med til at tage vare på hans skaberværk. I kapitel 2, hvor vi møder Adam og Eva, bliver det gjort mere konkret, da Gud ganske vist selv planter Edens have, men derefter står der: ”Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den” (1 Mos 2,15). Også Det Nye Testamente taler tydeligt om menneskets medansvar for såvel skaberværket som evangeliets udbredelse; Jesus siger for eksempel til sine disciple at de skal bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst (Matt 9,37), og Paulus kalder i Første Korintherbrev sig selv og sin prædikantkollega Apollos for ”Guds medarbejdere” (1 Kor 3,9), for blot at nævne to eksempler (der er mange flere).

                      I lyset af det virker Jesu ord til Martha i dagens evangelietekst meget mærkelige: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Det som Maria havde valgt, var jo, som vi hørte, at sidde ved Jesu fødder og lytte til hans ord, hvorimod Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Man spørger uvilkårligt sig selv om det overhovedet var faldet Jesus ind at hvis Martha også havde valgt ”den gode del”, så havde de ikke fået noget at spise den dag?

                      Det tror jeg dog nok at det var. Jesus og hans disciple brugte meget tid på at vandre omkring fra sted til sted gennem noget der ligner tre år, og ingen af dem døde af sult i den periode, så det lader til at de var opmærksomme på at uden mad og drikke duer helten ikke. Der var i øvrigt flere andre kvinder der af deres egne midler sørgede for Jesus og disciplene, læser vi andetsteds i Lukasevangeliet, så der er ingen grund til at tro at Jesus mente at det var forkert af Martha at gøre det samme. Det som han bebrejder hende, er da heller ikke at hun varter ham og disciplene op, men at hun er på nakken af sin søster.

                      Noget af det teksten handler om, er kønsroller. I den kultur som Jesus blev født ind i, var det normalt kun mænd der havde adgang til at blive disciple hos en omvandrende lærer. Ved at sidde ved Jesu fødder og lytte til ham tiltog Maria sig altså et privilegium som almindeligvis var forbeholdt mænd. Det virker besynderligt set med moderne vestlige briller, men i oldtidens Mellemøsten vil jeg gætte på at de fleste syntes at det fungerede udmærket. Jeg tror egentlig heller ikke at Jesu primære ærinde var at gøre op med traditionelle kønsroller eller andre sociale konventioner; tværtimod var den tidlige kristendom på en række områder påfaldende konservativ sammenlignet med flere af de andre religiøse bevægelser der opstod i Middelhavsområdet. Som det nok er de fleste bekendt, der har fulgt med i medierne på det seneste, skriver Paulus ligefrem et sted at kvinderne skal tie stille i forsamlingen, og et andet sted at en kvinde ikke må optræde som lærer eller byde over sin mand. Selv et fænomen som slaveri lå det ikke øverst på de første kristnes dagsorden at gøre op med; tværtimod formaner Paulus flere steder kristne slaver til at adlyde deres herrer.

I lyset af at selv samme Paulus et andet sted skriver at der i Kristus ikke er forskel på om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, så kan man virkelig undre sig over at de første kristne udadtil var så konservative som de var. Men jeg tror det hænger sammen med at det kristne budskab først og fremmest handler om noget der er langt vigtigere end samfundets sociale struktur, nemlig om Guds evige rige, som er i færd med at bryde frem i verden. Guds rige er vigtigere end alt andet; det er et omkvæd der går igen og igen gennem hele Det Nye Testamente. Jesus sammenligner Guds rige med en perle der er så værdifuld at en købmand er villig til at sælge alt hvad han ejer, for at kunne købe den, og senere siger han lige ud at den der vil med i Guds rige, må være forberedt på at blive hadet af alt og alle, selv sin nærmeste familie – men at det vil være det værd. Derfor tror jeg også at det som Jesus siger til Martha i dagens tekst, skal forstås sådan at det som han har at sige, er så vigtigt at de sædvanlige normer i samfundet må vige. (På juridisk sprog ville man måske have sagt at det er en force majeure). Det betyder ikke at det er unødvendigt at lave mad, men det betyder at selv noget så livsvigtigt som madlavning ikke må komme til at skygge for budskabet om Guds rige.

Efterhånden som århundrederne er gået, og kristendommen er nået ud til stadig flere, har samfundsnormerne også stille og roligt ændret sig, for selvom det at afskaffe slaveriet ikke var noget som Paulus og de andre tidlige kristne aktivt kæmpede for, så kom det alligevel som en naturlig konsekvens af at stadig flere blev kristne. Det ligger jo på en eller anden måde implicit i budskabet om Guds rige at et menneske ikke kan eje et andet menneske. (I den forbindelse er det i øvrigt ubeskriveligt pinligt at det tog så mange hundrede år at indse at det også gælder medmennesker af afrikansk oprindelse!). Også de store fremskridt der er sket inden for kønnenes ligestilling, er langt hen ad vejen en konsekvens af kristendommens indflydelse, vil jeg vove at påstå, selvom Paulus’ pragmatiske konservatisme er blevet misbrugt til at legitimere kvindeundertrykkelse på samme måde som de ord fra skabelsesberetningen jeg citerede tidligere, er blevet misbrugt til at legitimere rovdrift på naturen. Og så vil jeg i øvrigt ikke komme nærmere ind på den teologiske debat om i hvilken grad kønnenes ligeværd i Kristus udvisker forskellen på mand og kvinde på det skabte plan; det kunne hurtigt dels blive alt for langt, dels føre os væk fra det der er ærindet i dagens tekst

Sagen er nemlig den at i takt med at de værdier der lå implicit i den kristne forkyndelse, har skabt sociale forandringer i samfundet, så er det gledet mere og mere i baggrunden at kernen i det kristne budskab er noget der er langt vigtigere end de spørgsmål. Man kan spørge hvad der på nogen måde kunne være vigtigere end et spørgsmål som eksempelvis slaveri, men svaret på det spørgsmål skal søges i at en slaveejer kun kan undertrykke det ydre menneske, mens synden, som Jesus kom for at befri os for, undertrykker selve vores inderste væsen – og at onde og magtsyge mennesker kun kan slå vores krop ihjel, mens synden kan adskille både krop, sjæl og ånd fra Gud i al evighed. Derfor har beretningen om Martha og Maria et alvorligt budskab til alle os moderne ”Martha’er”, uanset køn, om at uanset hvor vigtigt vi og andre mennesker måtte synes at vores arbejde er, så er der intet der er vigtigere end Guds rige. Det betyder ikke at vi skal sjofle de opgaver som vi er ansat til at udføre, eller de forpligtelser vi har over for vores familie, men det betyder at vi aldrig må give de ting – så vigtige som de er – lov til at skygge for det som er det allervigtigste: at kende Gud og lade Helligånden forvandle os så vi kommer til at ligne Jesus. Selv når diverse praktiske gøremål på arbejdspladsen eller derhjemme lægger beslag på det meste af vores tid, må vi – også mens vi udfører vores opgaver – lade vores hjerte hvile  og lytte til sandheden fra Jesus om at det ikke er de ting vi gør, der fortæller den dybeste sandhed om hvem vi er; det gør derimod det som Jesus gjorde for os da han gav sit liv på korset og opstod igen påskemorgen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 22. september 2022

Den syge ved Bethesda: På kanten af småt brændbart

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Jeg kunne have sagt mig selv at jeg en skønne dag ville få min historie ufortalt tilbage. Den begyndte ellers godt, som en god historie bør: Vi var de bedste venner, og alt kunne lade sig gøre. Så skiltes vores veje, tidens spørgsmål krævede svar. Du rejste jorden rundt, og jeg blev hvor jeg var. Siden gik det hurtigt med børn, hus og hjem. Jeg troede egentlig aldrig at vi skulle mødes igen. – Så tilfældigt her for nylig en helt almindelig dag var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af. Der hang et fjols på en container og spærrede min vej. Jeg kravlede op på kanten og opdagede at det var dig! Du så ud som en fremmed, træt og slidt af tidens tand. Jeg tænkte: ’Hvor let man kommer til at ligne en voksen mand!’ Vi snakkede om lykken, om skæbne og om tro, om tilværelsens vilkårlighed og hvor tilfældigt det kan gå. Og så farvel, vi ses, og hvad mere kan man sige? Jeg tænkte: ’Hvor svært kan det være, og hvor ensomt kan det blive?’ Det sidste jeg så, var en trailer som forsvandt. Jeg hænger stadig her på containerens kant. Men det er i orden – det er livet, og der er ingen grund til at spille smart når man hænger der på kanten af småt brændbart.”

                      Mange af jer genkender sikkert TV-2’s gamle hit, der efterhånden har ikke færre end 20 år på bagen, tro det eller lad være. Årene går, og det er der ikke så meget vi kan gøre ved – ”det er i orden – det er livet”. Men selvom Steffen Brandt lader sin sangs jeg-fortæller erklære at det er i orden, så fornemmer man alligevel en sorg over at hans liv er gået som det er gået. De drømme som han og hans ven havde som unge, de blev aldrig rigtig til noget, og da de mange år senere mødes tilfældigt på genbrugspladsen, og han ser det trætte, ældede ansigt som vennen efterhånden har tillagt sig, går det givetvis op for ham at han også selv er kommet til at minde alt for meget om ”en voksen mand”, som han udtrykker det. Man fornemmer en vis melankoli da den gamle ven kører væk og efterlader ham hængende på kanten af containeren: Var det virkelig alt hvad livet havde at byde på? Er jeg tilfreds med det? Måske er han endda kommet til at tænke på en sang af Maria Stenz, som efterhånden er hele 49 år gammel: ”Hvor er alle drømmene du drømte? Er de druknet i en strøm af år?”

                      Det at årene flyver afsted, og de drømme man har haft for sit liv, ikke rigtig bliver til noget, det har manden fra dagens evangelietekst i hvert fald kunnet nikke genkendende til: Han har været syg i 38 år. Hvad han konkret fejlede, får vi ikke at vide, men det har været alvorligt nok til at han ikke ved egen hjælp har kunnet komme først i vandet når det kom i oprør. Vi får heller ikke at vide om han lå ved dammen døgnet rundt, eller om venner eller familie bar ham derhen om morgenen og hjem igen om aftenen, ligesom vi ikke ved om han levede af almisser eller blev forsørget af venner og familie – men der har i hvert fald ikke været nogen der har haft mulighed for at vente sammen med ham og hjælpe ham i vandet. Endelig ved vi ikke om hans sygdom var medfødt, eller om han har prøvet at være rask. Men én ting er sikker: Det at ligge mellem Bethesdas fem søjlegange og vente på noget som sandsynligvis aldrig kommer til at ske, har ikke været det han har drømt om at hans liv skulle gå med! Hvad han end måtte have haft af drømme, så må de efterhånden være druknet i en strøm af år, alt imens han mere og mere er kommet til at ligne en voksen mand – måske endda en gammel mand, afhængig af hvor gammel han var da de 38 år begyndte.

                      Men så træder Jesus ind på scenen! Ikke at det får mandens håb til at stige synderligt; han lader til at have resigneret og sagt til sig selv at ”det er i orden – det er livet, og der er ingen grund til at spille smart når man ligger der på kanten af Bethesda dam”. Selv da Jesus stiller ham spørgsmålet: ”Vil du være rask?” er han ikke i stand til at høre det som et tilbud, men kun som en ufølsom understregning af hvor grusom tilværelsen har været imod ham: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”. Der synes ikke at være nogen vej ud. Toget lader til at være kørt og have efterladt ham på perronen. Var det hvad der kom ud af hans liv? Ja, åbenbart.

                      Men da lød blandt søjlerne skaberordet, så i Bethesdas fem buegange den sabbatsstilhed blev gennemrystet, som sprængt af stjernernes morgensange: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Rejs dig, tag din båre og gå! Under normale omstændigheder ville det nærmest føje spot til skade at sige sådan til en syg mand, men i denne situation var omstændighederne alt andet end normale, for idet Jesus udtalte ordene, blev manden rask! Det tror jeg ikke at manden på nogen måde havde regnet med, for som vi hører senere i teksten, vidste han ikke engang hvem Jesus var. Andre steder i evangelierne hører vi om mennesker der opsøger Jesus og kaster sig ned for hans fødder for at bede ham om at helbrede enten dem selv eller en af deres kære, men det er der altså ikke tale om her. Der er derimod tale om at Jesus suverænt bryder ind i mandens liv med et mirakel der giver ham livet tilbage.

                      Hvordan mon manden havde det da han gik hjem fra Bethesda (hvis han altså havde et sted han kunne kalde ”hjem”? Det får vi faktisk ikke rigtig at vide. Kontrasten er faktisk slående til en anden helbredelsesberetning, som vi kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 3, hvor apostlene Peter og Johannes møder en lam tigger på vej ind på tempelpladsen. Han beder dem om en almisse, men Peter svarer: ”Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!” (ApG 3,6). Derefter rejser Peter ham op, og straks bliver hans fødder og ankler stærke. Mandens reaktion? ”han sprang op og kunne gå og stå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud. Og hele folket så ham gå rundt og prise Gud … Manden holdt sig op ad Peter og Johannes, og hele folket stimlede forundret sammen om dem i Salomos Søjlegang” (ApG 3,8-9.11). Sammenlign det med den tilsyneladende noget mere afdæmpede reaktion vi møder hos manden ved Bethesda dam i dagens tekst: I stedet for at springe og prise Gud, går han bare omkring, og han gør ingen forsøg på at finde ud af hvem den mand var der havde gjort ham rask. Og da han bliver bebrejdet at han bærer rundt på sin båre på en sabbat, svarer han ikke: ”Det må I undskylde, det havde jeg ikke lige tænkt på; forstår I, jeg har ikke kunnet bære på noget som helst de sidste 38 år, men nu er jeg lige blevet HELBREDT! WUUHUU!”, men forsøger i stedet tilsyneladende at slippe for videre tiltale ved i stedet at få Jesus i fedtefadet: ”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” Selv da han senere møder Jesus igen, giver han ikke udtryk for nogen form for taknemmelighed, men går sporenstregs hen og angiver Jesus til myndighederne. (Johannesevangeliet bruger ordet ”jøderne” som betegnelse for Jesu modstandere, og det er temmelig misforståeligt, for Jesus var jo også selv jøde, og det samme var den mand der var blevet helbredt, efter al sandsynlighed. Men når man læser Johannesevangeliet, skal man altså lige være obs på at Johannes bruger ordet ”jøderne” som en teknisk betegnelse for jødernes religiøse ledere, ypperstepræsterne og de skriftkloge).

                      Hvad mon det er der gør at manden reagerer som han gør? Det er naturligvis svært at sige med sikkerhed, men jeg vil præsentere jer for et gæt: Måske tænker han at det er for sent for ham at få et godt liv. Måske gik hans tanker noget i retning af: ”Det er meget godt at jeg blev rask, men helt ærligt: Kunne ham Jesus ikke være kommet noget før? Jeg har spildt 38 år at mit liv på at ligge ved den rådne dam og se livet rulle forbi mig uden at jeg fik noget ud af det. Hvad kan jeg nu nå at få ud af noget som helst? Jeg er for gammel til at stifte familie og for gammel til at skabe mig en karriere. Jeg kan lige så godt bare blive hængende her på containerens kant og have ondt af mig selv.”

                      Vi kan som sagt ikke vide om det rent faktisk var sådan manden tænkte, men jeg tror helt sikkert det er en mulighed. Og jeg tror i hvert fald det er en stor fristelse for mange mennesker, også i dag, at tænke at der ikke længere er mulighed for forandring i vores liv; at tilværelsens vilkårlighed har talt, og det er blevet som det nu engang er blevet. Har du det på den måde, så er budskabet til dig fra dagens tekst at Jesus er fuldt ud i stand til at gribe suverænt ind i dit liv og vende op og ned på alting! Det kan godt være at nogle af de drømme du har haft, er uigenkaldeligt druknet i en strøm af år – er man først blevet 84, er det for eksempel nok lidt sent at begynde at forfølge en karriere som balletdanser! Men i Guds rige bliver vi aldrig for gamle, for der er det hans evner og kræfter det kommer an på, og ikke vores egne. Moses var for eksempel 80 år da Gud talte til ham i en brændende tornebusk og gav ham besked om at føre israelitterne ud af Egypten!

                      Det som jeg tror at manden ved Bethesda manglede, var at få synkroniseret sine drømme med Guds. Det som Jesus dybest set ønskede at give ham, og som han også ønsker at give dig og mig og alle mennesker, er nemlig ikke et liv hvor alle hindringer er fjernet for at vi kan forfølge vores egne dagsordener, men derimod et liv hvor vores egne dagsordener bliver erstattet af hans. Da Jesus genså den mand der var blevet helbredt, havde han derfor følgende besked til ham: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Hvad kunne da være værre end at gå glip af livet i 38 år på grund af sygdom? Det kunne det at gå glip af det evige liv fordi vi ikke kender Gud.

                      Hvad er det da for en dagsorden Gud har for os? At vi skal tage imod livet som en gave fra ham – i dag, i morgen og alle fremtidige dage i evighedernes evigheder – og at vi skal bruge den gave til at vise godhed mod andre. ”I har fået det for intet, giv det for intet”, som Jesus på et tidspunkt sagde til sine disciple (Matt 10,8). Det der skal kendetegne vores liv, skal ikke være spekulationer om hvad vi gerne vil have ud af livet, men at vi tager hver dag som en gave, siger Gud tak for den og går dagen i møde med åbenhed over for hvem vi skal være en næste for i dag. Vores egen evige lykke er sikret af det Jesus gjorde for os på korset, som vi blot kan tage imod i tro, og derfor er vi frie til at arbejde for andres lykke: ”Men husk: Et menneske skal du være. Fra egne veje at kunne vige, en broders ansigt ved mødet kende – det er på jorden min Faders rige.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis

Posted By on 16. august 2022

Den uretfærdige dommer: Du må aldrig give op!

Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ny Kirker 9. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag er der 4 måneder og 10 dage til juleaften. Det er mere end en tredjedel af et år, så der er endnu god tid til at få købt de sidste julegaver, men før vi ved af det, viser kalenderen den 24. december, og det halve af Danmark sidder foran tv-skærmen for at se Disneys traditionelle juleshow. For det hører sig jo ligesom til, også selvom 90 procent af programmet er det samme år efter år efter år: Chip og Chap sidder i Mickeys juletræ og driller Pluto, Anders And og ungerne udkæmper en drabelig sneboldkamp, Snehvide og de 7 dværge fester og danser, Bambi er på glatis, Lady og Vagabonden spiser spaghetti – og til sidst synger Jesper Fårekylling sin signatursang, ”Når du ser et stjerneskud”, som de fleste mennesker i dag af samme grund betragter som en julesang, selvom den ikke oprindeligt var tænkt sådan. Men sangens tema er jo et som vi også forbinder med julen, nemlig at få det man ønsker sig.

                      Det sjove ved det er at hvis jeg ikke tager fejl, så er der ikke ret mange, hvis overhovedet nogen, der tror på de ord som Jesper Fårekylling synger: ”Når du ser et stjerneskud, lad dit ønske flyve ud, da vil alle stjerners herre hører dig. Bare du af hjertet tror, da er ingen bøn for stor, når et stjerneskud det falder på din vej. Skæbnen selv er da din lykkes smed, den smiler til dig ned fra himlens stjerner. Når du ser et stjerneskud, er det himlens sendebud: med et trik du vinder, hvad du ønsker nu.” Altså, det passer jo ikke! Det er kun i eventyr at man får lov til at ønske sig lige hvad man vil, med garanti for at få det. Det virkelige liv er anderledes barsk og fyldt med uopfyldte håb og drømme.

                      Når det er sagt, så er der nu alligevel en pointe i sangen, nemlig nødvendigheden af at tro på det man ønsker sig – ikke fordi troen besidder en eller anden magisk kraft der kan påvirke den fysiske virkelighed (bortset måske fra ens eget helbred, hvor den såkaldte placebo-effekt er veldokumenteret), men snarere fordi det vi tror på, er bestemmende for hvordan vi handler. Har man for eksempel en drøm om at blive professionel fodboldspiller, så er der – jævnfør sidste uges prædiken – en masse hårdt rugbrødsarbejde der skal gøres, og en masse afsavn der skal lides, inden man overhovedet kan komme i nærheden af at se drømmen blive til virkelighed, og hvis man alligevel ikke rigtig tror på at det kommer til at ske, så er det nok vanskeligt at finde motivationen til at gøre det der skal til. Og hvis man ikke forsøger, så er man i hvert fald helt sikker på ikke at lykkes. Det gælder bare ikke den anden vej rundt: Uanset hvor hårdt man arbejder på at opnå et mål man har sat sig, er der ingen garanti for at det lykkes. Det kan være at evnerne bare ikke slår til, eller at der kommer andre omstændigheder på tværs som gør at man ikke når målet.

                      Men når Gud er med i ligningen, er det jo ikke vores evner det kommer an på, og eventuelle omstændigheder der kunne komme på tværs, burde heller ikke være noget problem for Gud. Tænk på alle de fantastiske beretninger vi har i vores bibel om tilsyneladende umulige ting som Gud lader blive til virkelighed for og igennem mennesker der stoler på ham: Abraham og Sara blev forældre da de var henholdsvis 90 og 99 år gamle, Moses og israelitterne gik tørskoede gennem Det Røde Hav, Gideon besejrede en kæmpestor midjanitisk hær selvom hans egen styrke kun bestod af 300 mand, David fældede en tungt bevæbnet filisterkæmpe ved at skyde en sten afsted med en slynge, og efter Jesu opstandelse gik der kun cirka 300 år inden hans tilhængere havde indtaget det meste af Romerriget uden at bruge andre våben end Guds ord. I den lignelse vi har hørt i dag, lader Jesus da også til at udstede noget der ligner en garanti for at hvis vi bare beder tilstrækkelig længe og tilstrækkelig vedholdende om noget, så får vi det til sidst. Men gør vi nu også det? Er det sådan det fungerer?

                      Hvis jeg nu sagde: ”Ja, det er sådan det fungerer. Hvis du har bedt Gud om noget, men ikke har fået det, så er det bare fordi du ikke har bedt længe og vedholdende nok!” – så tror jeg at nogle af jer ville komme hen til mig efter gudstjenesten og sige noget i retning af: ”Undskyld, men hvilken planet lever du på? Min tante led i 30 år af kroniske smerter, og hver eneste dag tryglede hun Gud om at helbrede hende, men det skete aldrig. Hun døjede med smerterne lige indtil hun døde sidste år!” Det er et opdigtet eksempel, men jeg tror mange af jer kender til lignende historier. Hvad stiller vi op med det? Konkluderer at der åbenbart skal endnu mere bøn til end det? (Præst og lektor Leif Andersen har i øvrigt skrevet en glimrende bog om det emne med titlen Jamen bad jeg da for lidt?)

                      Nej, jeg tror det er langt bedre at vi i stedet lytter til hvad det egentlig er Jesus siger i dagens tekst. Lignelsen handler ganske vist om en kvinde der bliver ved med at løbe dommeren i hendes by på dørene med sit anliggende og hverken under sig selv eller ham nogen ro før han har skaffet hende ret, og i det stykke er hun et eksempel for os til efterfølgelse, jævnfør ordene fra Esajas’ Bog kapitel 62 vers 6-7: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden.” Men dommeren er ikke et billede på Gud! Hvordan kan vi vide det? Det kan vi vide fordi Jesus siger at dommeren er uretfærdig! Snarere end at være et billede på Gud står dommeren altså som en kontrast til Gud, og budskabet er at når selv en uretfærdig dommer der ”ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker”, kan lade sig overtale til at lade retfærdigheden ske fyldest, blot man løber ham tilstrækkelig ihærdigt på dørene, så vil Gud naturligvis så meget snarere skaffe sine børn ret når de råber til ham dag og nat.

                      ”når de råber til ham dag og nat” – hvorfor egentlig det? Hvis Gud netop ikke er som den uretfærdige dommer, hvorfor skulle det så være nødvendigt at råbe til ham dag og nat? Grunden til at enken skulle råbe så længe til den uretfærdige dommer, var jo netop at han var uretfærdig og derfor til at begynde med ikke var til sinds at hjælpe hende, men sådan er Gud jo ikke. Tværtimod siger Jesus i Matthæusevangeliet kapitel 7, i de vers der blev prædiket over Store Bededag: ”Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7,9-11). Når det tit sker at vi beder uden at få – måske endda gennem mange år og svære lidelser – er det altså ikke fordi Gud ikke under os det godt. Gud elsker os højere end nogen far eller mor her på jorden elsker sine børn, og hvilken far eller mor ville ønske at deres søn eller datter skulle lide af kroniske smerter, for nu at vende tilbage til det eksempel? Nej, vel?

                      Men hvordan kan det være at nogle mennesker må lide, selvom de bestormer Gud med bønner om hjælp? Det spørgsmål er der en hel bog i Bibelen der er viet til; endda en bog med hele 42 kapitler, nemlig Jobs Bog. Men trods de mange kapitler giver bogen ikke noget svar; da den stakkels Job til sidst får Gud i tale, ender han med at måtte slå sig til tåls med den erkendelse at der er ting som vi mennesker aldrig vil kunne forstå, fordi Gud er så uendelig meget større end os. Men det ender godt for Job, og dermed bliver konklusionen på den bog der bærer hans navn, at selvom vi aldrig kommer til at forstå hvorfor der sker de ting der sker, så kan vi ikke desto mindre stole på at Gud kun er god og vil os det godt.

                      Og faktisk er det netop derfor det giver mening at råbe til Gud dag og nat: fordi han er god og lytter til os! Men vores bøn bliver med et helt andet fortegn end den stakkels enkes fortvivlede forsøg på at råbe den uretfærdige dommer op. Derimod bliver målet for vores råb til Gud nat og dag, at vi selv når derhen hvor vi erkender at trods al den modgang vi måtte stå i, så er Gud på vores side, og at han har skatte gemt til os som vi end ikke kan begynde at forestille os. Som kristne lever vi i håbet om at Gud engang vil gøre en ende på al sorg og smerte og lidelse, og at der venter os en evighed i glæde, og jo mere vi minder os selv om det, desto mere vil den glæde der venter os, også komme til at præge vores liv i denne verden, uanset hvor meget smerte vi måtte stå med. Ja, mange af de store helgener i kirkens historie har endda oplevet at de netop i lidelsen har erfaret Guds nærhed i en grad som aldrig før, og at det for dem har været som en forsmag på den himmelske glæde. Jeg må tilstå at jeg ikke selv kender til den erfaring, men hvis den er belønningen, om man så må sige, for altid at bede uden at blive træt, så må det bestemt siges at være det værd!

                      Men som afslutning på lignelsen kommer Jesus med et dystert spørgsmål: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Det spørgsmål må minde os om at tilliden til Guds godhed ikke er noget der ligger naturligt til os mennesker. Dét kender jeg til gengæld fra mig selv: at det tit falder mig meget lettere at forfalde til bekymring og bitterhed end at stole på Gud. Men den bedste medicin mod dét er netop at råbe til Gud dag og nat! For i Filipperbrevet, hvor Paulus opmuntrer os til i alle forhold at bringe vores ønsker frem for Gud, tilføjer han løftet: ”Og Guds fred som overgår al forstand, vi bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” (Fil 4,7). Og er vi så tynget ned af mørke tanker at vi ikke selv føler os i stand til at bede med tro og frimodighed, så er det en stor gave at få en medkristen til at bede sammen med os. Det er måske en af de største tjenester vi kan gøre hinanden: at sige: ”Må jeg ikke have lov til at bede for dig?” hvis vi kan se at et andet menneske har det svært – og så at bede med det samme, mens den anden stadig er der. Det kan i sig selv være med til at tænde troens og håbets lys.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2022

Posted By on 9. august 2022

Huset på klippen: Husk rugbrødet!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 8. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Sommerferien lakker mod enden. I morgen møder skoleeleverne ind til det nye skoleår, sikkert med en vis spændt forventning. Mest spændte er nok de der skal starte i 0. klasse, for de har jo aldrig prøvet at gå i skole før, men eleverne på de ældre klassetrin har nok også set frem til at møde kammeraterne igen og at tage hul på den nye lærdom der venter. Og så er der dem der skal lære helt nye kammerater at kende, enten fordi de har skiftet skole, eller fordi de er blevet færdige med folkeskolen og nu i stedet skal gå på efterskole eller på en ungdomsuddannelse. I vore dage er der jo efterhånden så mange forskellige ungdomsuddannelser at vælge imellem, at jeg dårligt nok ved hvad de alle sammen hedder, og det gør nok ikke spændingen mindre, for har man nu valgt den rigtige ungdomsuddannelse?

                      Og så er der dem der skal starte på en videregående uddannelse. De har allerede fået udløst den første spænding, nemlig om de kom ind på den uddannelse der var deres førsteprioritet, men selve studiestarten har de stadig foran sig, måske endda kombineret med en hverdag i en by hvor man aldrig har boet før. Mon det hele lever op til forventningerne? Nogle bliver skuffede fordi det viser sig at drømmestudiet ikke helt levede op til drømmene. På teologistudiet har der for eksempel i årenes løb været en del der er stået af fordi de har opdaget at man ikke kun skal lære at prædike, trøste mennesker i sorg og tænke dybe tanker om den menneskelige eksistens, men at man også skal terpe latinsk, græsk og hebraisk grammatik.

                      Faktisk er det sådan at uanset hvor glamourøst et job kan tage sig ud set udefra, så er der altid noget ”rugbrødsarbejde” der skal gøres bag kulisserne. En sanger eller musiker skal for eksempel bruge ekstremt mange timer på at øve skalaer, og en professionel fodboldspiller skal spise sundt og løbetræne i al slags vejr, ellers kommer de ikke til at drive det særlig vidt. Og så har jeg endda slet ikke talt om de mange års usynligt slid som stjernerne inden for sportens og musikkens verden i reglen har bag sig inden de overhovedet når til at blive kendte. Jeg husker stadig dengang jeg som 15-årig gik til basketball i et halvt år, hvordan det meste af tiden til træning gik med at lære at pivotere (altså at holde den ene fod fast plantet i gulvet mens man flytter den anden rundt) og at bevæge sig sidelæns med bøjede knæ indtil lårmusklerne skreg af smerte. Det var ikke særlig sjovt, men man kommer aldrig til at vinde i basketball hvis ikke de ting er på plads.

 

Som barn og ung fik jeg ind imellem et temmelig glamourøst billede af hvordan det kan være at leve som kristen. I Det Nye Testamente læser vi jo om hvordan Peter og Paulus og de andre går rundt og helbreder syge og opvækker døde og uddriver onde ånder og uskadt ryster giftslanger af sig og hvad har vi, og såvel i søndagsskolen som på den kristne friskole jeg gik på, hørte jeg om den nyere kirkehistories store helte som Watchman Nee, Hudson Taylor, Georg Müller og andre, som har oplevet store vækkelser og masser af mirakler. Men der gælder faktisk nøjagtig det samme i livet med Gud, som der gør på mange af livets andre områder: Der er noget ”rugbrødsarbejde” der skal være på plads, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at drive det til noget. Forsøger man at springe over hvor gærdet er lavest, og gå den direkte vej til stjernerne, så kan det godt være at man kan imponere mennesker og få dem til at tænke at man må være en af dem der står Gud særlig meget nær, men Jesus lader sig ikke narre, og i værste fald kan man risikere en dag at høre ham sige: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

                      Se, nu ville det jo have været dejlig nemt hvis jeg havde kunnet fortsætte min prædiken med at pege på at vi jo alle sammen har brudt Guds lov utallige gange, og at vi derfor alle ville gå fortabt hvis det var vores egne gerninger det kom an på – og det bliver da også det der bliver prædikenens konklusion, kan jeg røbe, men det bliver ikke uden benspænd at vi når derhen. For havde det nu bare været sådan at Jesus havde sagt: ”Enhver, som hører disse ord og tager imod Guds nåde i tro, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. … Men enhver, som hører disse ord og ikke tager imod dem i tro, men i stedet stoler på sine egne gode gerninger, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.” Havde det bare været sådan Jesus havde sagt, så kunne jeg have holdt en smuk klassisk luthersk-evangelisk prædiken med den rette skelnen mellem lov og evangelium. Men ak, det er ikke det Jesus siger; han siger derimod: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.” Det rette fundament for vores liv som kristne, det nødvendige rugbrødsarbejde som er grundlaget for alt hvad vi i øvrigt laver, er altså noget vi skal gøre. Av for den!

                      Bedre bliver det ikke hvis vi sætter os ned og læser hvad det så er for nogle ord vi skal høre og handle efter. Dagens tekst udgør slutningen af en lang tale Jesus holdt, som fylder hele kapitel 5, 6 og 7 i Matthæusevangeliet, og som vi plejer at kalde Bjergprædikenen, fordi de første vers lyder: ”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem” (Matt 5,1-2). Og hvad er det så han lærer dem? Jo, han lærer dem at de skal holde Guds bud! Et lille stykke inde i talen siger han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,17-20).

                      Når Jesus siger at disciplenes – og vores! – retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes, så hænger det sammen med at den religiøse elite i Israel på Jesu tid havde en meget teknisk tilgang til Guds bud. For dem var der nærmest tale om en slags tjekliste, hvor man kunne vinge de forskellige bud af når man havde styr på at overholde dem, og jo flere flueben man kunne sætte, jo mere vellykket var man. Og hvis man syntes det var for nemt, kunne man altid gøre ligesom farisæerne, der havde bygget en masse hjemmestrikkede bud oven på dem fra Det Gamle Testamente, fordi de ikke bare ville være almindeligt fromme og hellige, men exceptionelt fromme og hellige. Et eksempel: Den jødiske lov påbød at man skulle foretage en rituel renselse inden man deltog i et offermåltid til Guds ære. Det havde farisæerne udvidet til at man skulle foretage en rituel afvaskning inden man deltog i noget som helst måltid i det hele taget, for det måtte vel være endnu mere fromt, ikke sandt? Men selvom det i grunden var en sympatisk tanke fra farisæernes side at de på den måde ville opfatte hele deres liv som en gudstjeneste, så langede Jesus alligevel voldsomt ud efter deres optagethed af rituelle bade [se Matt 15,1-20], fordi de ikke havde forstået at den rituelle afvaskning kun var et tegn på at det indre, altså vores hjerter og tanker, skal være rent – og det indre havde mange af farisæerne ikke ret meget blik for.

Selv opsummerede Jesus i Bjergprædikenen Det Gamle Testamentes budskab i sætningen: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12); en sætning der siden er blevet kendt som ”den gyldne regel”. Og med tanke på dén regel udlagde Jesus buddene med fokus på renhed i hjertet: Når Skriften siger: ”Du må ikke begå drab”, så indebærer det også et forbud mod at tale ondt eller endda tænke ondt om andre. Når der står: ”Du må ikke bryde et ægteskab”, så handler det ikke kun om hvad der foregår i det skjulte i soveværelset, men også hvad der foregår i det endnu mere skjulte i fantasien. Når Det Gamle Testamente siger at man ikke må sværge falsk, så skærper Jesus det til at vi slet ikke skal sværge, men at alt hvad vi siger, skal være sandfærdigt, selvom vi ikke sværger på det. Det Gamle Testamente foreskriver at en hævnakt ikke må være grovere end det man tager hævn for – ”øje for øje, tand for tand”, er princippet – men Jesus siger at vi helt skal lade være med at tage hævn og i stedet vende den anden kind til. Og så videre og så videre: Vi skal elske vores fjender, vi skal øve velgørenhed diskret så vi ikke får ros for det eller sætter nogen i taknemmelighedsgæld, vi må ikke lade verdslige bekymringer stå i vejen for vores tillid til Gud, vi skal dømme os selv før vi dømmer andre – ja, det meste af det er vel kendt stof, og hvis ikke, så kan jeg anbefale at man sætter sig ned og læser de tre kapitler: Matthæusevangeliet kapitel 5, 6 og 7.

                      De ting, siger Jesus – de er fundamentet i det kristne liv. De ting er det ”rugbrød” som er uundværligt hvis vores liv skal gøre en positiv forskel i Guds rige. Det er dé ting vi skal starte med, og som vi til alle tider skal holde ved lige, for ellers kan vi intet gavnligt udrette, men risikerer tværtimod at ende et sted hvor Jesus end ikke vil kendes ved os.

                      Nu håber jeg at I alle sammen sidder og tænker: ”Du godeste, alt det der kan jeg jo slet ikke leve op til!” Det håber jeg virkelig – for hvis du tænker at du godt kan leve op til det, så er jeg bange for at du enten ikke har forstået radikaliteten i det Jesus siger, eller at du er rædsomt indbildsk på dine egne vegne. Vi kan ikke selv leve op til kriterierne for at Jesus skal kunne kendes ved os, og derfor har vi brug for hans nåde. Vi er ganske enkelt hjælpeløst afhængige af Guds hjælp, ikke alene for ikke at gå fortabt i al evighed (selvom det selvfølgelig er det vigtigste), men også for ikke hver eneste dag at gå fortabt i det liv Gud har sat os i. Intet godt kan vi udrette, hvis ikke Gud selv virker det i os og gennem os. Uanset hvor smukt det måtte være, det som vi selv kan præstere, så er det bygget på sand og må styrte sammen når det skal stå sin prøve. Og derfor vil vi aldrig, aldrig, aldrig kunne rose os af hvor fromme og gode kristne vi måtte mene at være, men må derimod dagligt øve os i selv det allermest fundamentale rugbrødsarbejde, og bede Gud om at komme os til hjælp i vores hjælpeløshed.

                      En afsluttende nuancering: Det betyder ikke at vi ikke både må og skal stræbe efter at se Gud udrette store ting, og utrætteligt stille os selv til rådighed som redskaber i Guds rige. Vi må blot ikke tro at det på nogen måde gør os til noget særligt, hvis det bliver gennem os at Gud helbreder syge, opvækker døde eller formidler en gigantisk vækkelse. Så længe vi lever i denne verden, bliver vi end ikke færdige med blot at lægge fundamentet for vores kristenliv, og skulle Gud alligevel gøre os til smukt dekorerede slotte og tårne, så må vi blot bøje os i taknemmelighed til ham, og blive ved med i ydmyghed at regne de andre for bedre og frommere end os selv, uanset om deres liv har mere eller mindre synlig pragt end vores eget.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 1. søndag efter påske 2022

Posted By on 26. april 2022

­Peters genindsættelse: Er der vinduer ind til himlen?

Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker 1. søndag efter påske 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg vil begynde min prædiken med at citere en unavngiven officer, der var adjudant for kong Joram af Israel. Efter den vise kong Salomos død var det israelitiske kongerige blevet delt i to riger, nemlig Kongeriget Juda i syd, med hovedstad i Jerusalem, hvor Davids slægt sad på tronen, og Kongeriget Israel i nord, med Samaria som hovedstad, hvor det ene gudløse dynasti afløste det andet. Kong Joram var søn af det mest ugudelige kongepar af dem alle, nemlig Akab og Jezabel, og selv var han heller ikke et af Guds bedste børn. På hans tid indtraf der en national katastrofe, idet Israel blev invaderet af det store naboland Aram, som satte Samaria under en langvarig belejring. (Der er desværre ikke ret meget nyt under solen). Belejringen medførte en massiv hungersnød med hjerteskærende menneskelige tragedier i kølvandet. Profeten Elisa lovede ganske vist at Gud ville redde sit folk, men det blev kong Joram til sidst så træt af at vente på at han besluttede at slå profeten ihjel! Gud advarede dog Elisa om kongens hensigter, og han låste sin dør. Da kongen og hans folk kom til den låste dør, begyndte de at skælde ud, men Elisa svarede dem at allerede dagen efter ville man kunne købe mad til de samme priser som før krigen. Sådan som sagerne stod, virkede det fuldstændig umuligt at det skulle kunne gå sådan, og kong Jorams adjudant gav da også et hånligt og afvisende svar, nemlig: ”Om så Herren satte vinduer på himlen, ville dette ikke ske!” (2 Kong 7,2). Det gik dog som profeten havde sagt.

Uanset at adjudantens svar først og fremmest var et udtryk for vantro og dermed ”fyndigt på den dårlige måde”, så at sige, men jeg har nu alligevel altid været fascineret af hvorfra han dog fik den idé at der kunne være vinduer på himlen! Svaret er dog sandsynligvis ikke mere eksotisk end at han fik den fra beretningen om Noa i Første Mosebog, hvor der står: ”på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter” (1 Mos 7,11-12). De ”vinduer” der er tale om, er altså en slags luger som der kunne falde ting ud gennem. I beretningen om Noa var det vandmasser der faldt ud, og det som adjudanten mente med sit malende udsagn, var sandsynligvis at selv hvis Gud lod det regne med korn, ville kornet umuligt kunne blive så billigt som Elisa havde stillet i udsigt.

                      Men i vore dage er det jo ikke først og fremmest den slags vi bruger vinduer til. Jeg forbinder i hvert fald først og fremmest ordet ”vindue” med noget man kigger igennem, så man kan se hvad der på den anden side af den væg som vinduet sidder i. Vi kender billedet fra diverse spændingsromaner, især dem der henvender sig til et yngre publikum: Den unge helt ankommer til en mystisk, forladt lagerbygning hvor han har mistanke om at banditterne gemmer deres tyvekoster. Han tager i døren, men den er låst. Hvad gør han så? Kigger ind ad vinduet, selvfølgelig! På den måde kan han jo finde ud af hvad der er inde i bygningen. Ville det ikke være rart hvis Gud satte vinduer på himlen så vi kunne se hvad der er derinde?

                      Men ved I hvad: Det har han allerede gjort! Det gjorde han julenat for godt og vel 2022 år siden, da Jesus blev født. Da Jesus gik på jorden, var han et omvandrende vindue ind til himlen, på den måde at forstå at han med sine ord, sine gerninger, ja hele sit liv demonstrerede hvem Gud er. Derfor kunne han også, som vi skal høre næste søndag, da en af disciplene på et tidspunkt spurgte om han ikke nok ville vise dem Gud Fader, svare: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Vil du vide hvordan der er i himlen, så bare se på Jesus! Hans liv, død og opstandelse er den endegyldige og fuldkomne udfoldelse af hvordan Gud er, og dermed af hvordan himlen er.

                      Der er selvfølgelig bare det problem at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Nu har vi kun en bog at kigge i, og det at læse en bog om en person er jo ikke helt det samme som at møde den pågældende person i kød og blod. Men heldigvis er Bibelen ikke en helt almindelig bog; det er en overnaturlig bog hvis ord Helligånden kan gøre levende og vise os at den også handler om os, og at Gud taler til os personligt igennem den. Det kræver selvfølgelig at vi er åbne overfor at lade Gud tale til os, for selvom Bibelen er overnaturlig, er den ikke magisk – det står i vores magt, når vi læser den, at lukke vores hjerte så vi forbliver upåvirkede af Guds ånd. Men den der læser Bibelen med et oprigtigt ønske om at møde Gud igennem den, den person vil Gud også møde!

                      Bibelen er altså et vindue ind til himlen, men der er også andre vinduer. I det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, siger Gud for eksempel at israelitterne er omvandrende vinduer! ”I er mine vidner,” siger han, og for at forstå det, er det nyttigt at tage det foregående vers med (jeg kunne ønske mig at de der udvalgte læsningerne til de enkelte søndage, havde ladet læsningen til i dag starte et vers tidligere). Der står der nemlig: ”alle folkene skal flokkes, folkeslagene forsamles. Hvem blandt dem kan fortælle det og forkynde os, hvad der skete tidligere? Lad dem føre vidner, så de kan få ret, så man må høre og sige: Det er sandt!” Gud udfordrer altså Israels nabofolk, som dyrkede afguder, til at føre vidner der kan bevise at de har ret. Det er på den baggrund at han siger til israelitterne at de er hans vidner, som beviser at han har ret; at han er den eneste Herre og frelser. Og det er kun et af mange steder i Det Gamle Testamente hvor Gud giver udtryk for at hele hans formål med at udvælge Israel som sit ejendomsfolk, var at de skulle leve på en måde så alle folk – ved at se på dem – kunne finde ud af hvem Gud var, og lære ham at kende. De skulle være vinduer ind til himlen.

                      Det Gamle Testamente er imidlertid også historien om at det ikke gik særlig godt for israelitterne med at være vinduer ind til himlen, for de blev ved og ved og ved med at overtræde Guds bud. Vi mennesker evner nemlig ikke at gøre det gode – ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, som Paulus skriver et sted (Rom 7,19). Det var derfor Gud til sidst sendte Jesus til jorden, for at leve et menneskeliv på den måde som det fra starten var meningen at det skulle leves på, og som det i særdeleshed var meningen at det folk Jesus tilhørte – Israels folk – skulle leve. Men Jesus skulle ikke kun være et eksempel til efterfølgelse; han skulle også løskøbe mennesker til at være Guds folk. Det hørte vi om i dagens anden læsning fra Første Petersbrev: ”I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod”. Det var først og fremmest israelitterne Jesus skulle løskøbe, for det var jo dem der havde fået Guds løfter, og alle de første medlemmer af Guds genfødte folk i Jesus var da også jøder. Men de var jo netop løskøbt til at vise alle folk hvem Gud er, og derfor består Guds ejendomsfolk i dag ikke kun af israelitter, men af mennesker ”af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål”, som der så poetisk står i stykket om ”den store hvide flok” i Johannes’ Åbenbaring (7,9). Jesu blod er dyrebart nok til at løskøbe hvem det skal være, og så mange det skal være, og enhver der vil tage imod ham i tro, bliver dermed en del af Guds folk. Det betyder, kære venner, at vi er vinduer ind til himlen! Det er simpelt hen Guds plan at mennesker ved at se på os skal finde ud af hvem Gud er! Som en engang har udtrykt det: ”De kristne er verdens bibel!”

                      Jeg ved ikke med jer, men personligt synes jeg at det er en lidt skræmmende tanke, for ærlig talt: Hvis mine omgivelser bruger mit liv som indikation på hvordan Gud er, hvilket billede af Gud får de så? Det er i hvert fald stof til selvransagelse. For hvem af os kan med hånden på hjertet sige at vi elsker Gud og vores medmennesker som vi burde? Og dermed når vi endelig frem til evangelieteksten, for hvis Jesus spurgte mig: ”Nikolaj, Børges søn, elsker du mig?”, hvad ville jeg så svare? Hvad ville du svare hvis han stillede dig et tilsvarende spørgsmål?

                      Jeg forstår i hvert fald godt at Peter ikke vovede at svare et klart og rungende ”JA!” til Jesu spørgsmål, for han havde for ganske nylig lært sig selv meget bedre at kende, og det havde ikke været nogen rar oplevelse. Skærtorsdag aften, aftenen før Jesus blev korsfæstet, da havde der ikke været nogen vaklen i Peters stemme. Da Jesus forudsagde at alle disciplene ville vende ham ryggen, erklærede Peter frejdigt: ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig. … Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig” (Matt 26,33+35). Men ak, blot nogle få timer senere bandede Peter på at han overhovedet ikke kendte Jesus, fordi han frygtede selv at blive arresteret og korsfæstet. Så da Jesus nu, efter sin opstandelse, spurgte ham: ”elsker du mig mere end de andre?”, så vidste Peter godt at han ikke havde noget at have det i hvis han svarede lige så selvsikkert som han havde gjort skærtorsdag. Derfor nøjedes han med at sige: ”Herre, du ved at jeg har dig kær”, altså et svagere ord end det Jesus havde brugt i sit spørgsmål. Man kunne have forventet at Jesus’ reaktion på det ville have været at sige: ”Det var ikke det jeg spurgte dig om, Peter! Elsker du mig, ja eller nej?” Men det siger Jesus ikke – han bebrejder ikke Peter at han har fået et mere realistisk syn på sig selv. Tværtimod giver han ham en opgave: ”Vogt mine lam!”

                      Prøv lige at overveje det: Peter, manden der betragtede sig selv som disciplenes leder, og som pralede af hvor meget modigere han var end alle de andre, han fejlede og faldt til jorden med et brag da det virkelig gjaldt. Hvilke konsekvenser ville sådan noget have fået i vore dage? Sandsynligvis en fyring, ikke sandt? En bortvisning på gråt papir. Paria-status. Krav om straf. Men Jesus valgte i stedet at genindsætte ham som apostel og endda give ham lederansvar igen – og han afkrævede ham ikke engang en garanti for at han havde læet lektien, og at det aldrig ville ske igen. Han stillede sig tilfreds med ordene: ”Herre, du ved, at jeg har dig kær.”

                      Det gør han også når det gælder dig og mig. Du behøver ikke at være nogen superkristen for at kunne være et vidne om Jesus. Du behøver ikke at leve op til alle dine egne tanker om hvordan en kristen burde være, for at kunne være et vindue ind til himlen. Det er ikke engang noget problem hvis du én eller flere eller endda mange gange har svigtet og fejlet så slemt at du priser dig lykkelig for at de andre i kirken ikke ved lige så meget om dig som selv gør. Det eneste der betyder noget, er: Har du Jesus kær? Du behøver ikke engang at kunne svinge dig op til at bruge store ord som ”elsker”, for dem er der sikkert alligevel ikke dækning for, undtagen i det omfang Guds Ånd selv tænder kærlighedens ild i dit hjerte. Men kan du af et ærligt hjerte sige at du holder af Jesus, så er du allerede et vindue!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.