Signe & Nikolaj

Posted By admin on 7. januar 2026

Fadervor: Opvarmning til evigheden

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så blev det år 2026! Det er i grunden et temmelig højt tal når man tænker over det. For lidt over en måned siden var jeg til julestue på Peterskolen, hvor min søn går i 4. klasse, og der var jeg så heldig at vinde i en gættekonkurrence hvor man skulle gætte hvor gamle alle skolens ansatte – lærere, pædagoger samt teknisk og administrativt personale – er tilsammen! Hvad det præcise facit er, fik jeg faktisk aldrig at vide, men jeg gættede på 1507 år, og det var altså det gæt der kom tættest på. Hvis vi for nemheds skyld (og måske lidt for min forfængeligheds skyld) antager at mit gæt ikke bare var tættest på, men var fuldstændig korrekt, så betyder det altså at det antal år der er gået siden vor tidsregnings begyndelse, er 519 år flere end Peterskolens personales samlede alder.

                      Grunden til at jeg fortæller jer det, er at det på en fin måde illustrerer den sandhed som dagens gammeltestamentlige læsning gav udtryk for, nemlig at et menneskes levetid er for intet at regne imod den store historie som vi er en del af – og de 2026 år er jo endda kun en lille del af menneskehedens historie, for ikke at tale om universets. Det kan nok mane til eftertanke og ydmyghed på en dag som denne.

                      Endnu mere ydmyge må vi blive når vi tænker på os selv i forhold til evigheden. Hvis vi bliver svimle af at tænke på tusind år, hvor meget mere må vi så ikke blive det af at tænke på Guds evighed der hverken har begyndelse eller afslutning! Jeg tror det ligger uden for vores menneskelige forstands rækkevidde fuldt ud at fatte evigheden som andet end et abstrakt begreb, men når Moses, som vi hørte, skriver: ”Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi som en nattevagt”, så kan det måske hjælpe os lidt på vej. Et andet meget stærkt billede som jeg hørte engang, er: Forestil dig verdens største bjerg. Med 1000 års mellemrum kommer der en lille fugl flyvende og hvæsser sit næb på bjerget. Tusind år senere kommer den igen, og yderligere tusind år senere det samme. Når fuglen har hvæsset sit næb så mange gange at bjerget er blevet slidt helt ned til grunden – så er der kun gået ét sekund af evigheden.

                      Ikke desto mindre – og her er det så at vi for alvor kan blive svimle – ikke desto mindre kom Jesus til jorden for at vi skulle få evigt liv! Som der står i et af de måske allermest kendte bibelvers overhovedet, nemlig Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16: ”For således elskede Gud verden, at han hav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Når ateister og andet godtfolk siger ting som: ”Er det ikke ret egoistisk af Gud at han forlanger at vi skal tilbede ham og kun ham?”, så tænker jeg gerne at når Gud har givet sin egen søn for at vi skulle få evig lykke, så manglede det da bare at vi takker og lovpriser og tilbeder ham! Og det forventer jeg også bliver noget af det vi kommer til at beskæftige os meget med i evigheden.

                      Faktisk er noget af det allerbedste ved det evige liv som vi har i vente, netop det at vi får lov til at være sammen med Gud. Det er måske ellers ikke det vi tænker allermest på – min erfaring er at noget af det der fylder mest hos troende mennesker der ved at de snart skal dø, er at de ser frem til at gense deres kære, der er døde før dem, mens det at skulle møde Gud og Jesus, fylder knap så meget. Og det er der i grunden ikke noget at sige til, for vores forældre, søskende, ægtefælle, venner, for nogles vedkommende måske endda børn, som vi har mistet, dem husker vi jo med varme og kærlighed. Det allerstørste og vigtigste her i menneskelivet er at være elsket og selv at elske, og ”den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær”. Men det er faktisk netop grunden til at det at få Gud at se er den allerstørste lykke der kan overgå et menneske, for Gud er ren og fuldkommen kærlighed, og han ser på os med et blik der er endnu mere fyldt med kærlighed end noget menneskes nogensinde kunne være. Hvis du har været så privilegeret at opleve et andet menneske se på dig med kærlig hengivenhed, så tænker du måske at det er umuligt at Guds blik skulle kunne være endnu mere fyldt af kærlighed, men tidsperspektivet er heller ikke det eneste ved evigheden som vi mennesker kan have svært ved helt at fatte!

                      Jeg vil i øvrigt skynde mig at tilføje at Guds kærlighed ikke står i modsætning til vores medmenneskers kærlighed. Ganske vist beskriver Gud i Bibelen sig selv som jaloux[1] (eller ”lidenskabelig”, som var det ord man valgte da den seneste autoriserede oversættelse af Bibelen til dansk udkom i 1992, men det hebraiske ord qanna’ betyder altså ”jaloux”), men dermed mener han at på samme måde som en ægtemand eller ægtehustru ikke tolererer at konen eller manden har en anden kæreste ved siden af, tolererer Gud ikke at vi har en anden gud ved siden af. Derimod er det kun en glæde for Gud at hans børn elsker hinanden; ja, Jesus siger endda at buddet ”Du skal elske din næste som dig selv” står lige med buddet ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte” (Matt 22,37-39), og på et andet tidspunkt sagde han til sine disciple at deres indbyrdes kærlighed skulle være deres fornemste kendetegn (Joh 13,35). Så det at vi i evigheden vil kunne bade os i Guds ufortyndede kærlighed, vil om noget gøre kærligheden til og fra vores kære fra dette liv mere intens, ikke mindre.

                      (Og så må jeg i øvrigt hellere tilføje endnu en bemærkning: Når jeg sagde at Gud ikke tolererer at vi har en anden gud ved siden af, så betyder det ikke at Gud vil begrænse vores frihed, sådan som man undertiden hører at sygelig jalousi har drevet mennesker her på jorden til at gøre med deres koner eller kærester. Gud binder os ikke med andre bånd end kærlighedens; hvis vi ønsker at forlade ham, er vi frie til at gøre det. Det er blandt andet derfor jeg ikke tror på at alle med garanti kommer i himlen til sidst: Det er frivilligt om vi ønsker at tilbringe evigheden i Guds selskab eller ej).

                      Men som sagt er det et privilegium ud over alle grænser at vi får lov til – hvis vi vil – at være sammen med Gud i evigheden. Som jeg har været inde på nogle gange i løbet af december, sammenligner Det Nye Testamente vores og verdens frelse med et bryllup. Og det at skulle giftes med den person som man i sit hjerte har bundet sig til, er vel en af de begivenheder som vi allerede i denne verden længes mest efter. Med så stor længsel kan vi altså se frem til at skulle se Gud!

                      Hvis vi bliver i bryllupsmetaforen, er det imidlertid som bekendt i reglen sådan at forlovelsestiden ikke kun er en ventetid, men også en forberedelsestid. Dels forbereder man selve bryllupsfesten, men hvad jeg vil påstå er endnu mere vigtigt, er at forberede sig på at skulle leve sammen efter brylluppet. Et bryllup er en skøn dag, og de fleste brudepar giver udtryk for at den går så hurtigt at man virkelig skal gøre sig umage for at nyde hvert et øjeblik af den, men et bryllup er jo ikke til for sin egen skyld; det er først og fremmest en fejring af det ægteskab som det markerer begyndelsen på. Og det skulle jo gerne være sådan at man som brudepar glæder sig mindst lige så meget til ægteskabet som til brylluppet (ellers skulle man måske overveje en ekstra gang om det er det rigtige man er i færd med at gøre).

                      En af de måder man kan forberede sig til ægteskabet på, er ved at sørge for at lære sin tilkommende rigtig godt at kende. Det gør man naturligvis ved at tilbringe tid sammen, men også ved at tilbringe tid adskilt fra hinanden for at teste om kærligheden kan holde til dét. (Det sidste forsømte Signe og jeg vist i øvrigt, men det er da heldigvis gået meget godt alligevel i det foreløbig 16 år vi har været gift). Man gør det også ved at lære hinandens familier, venner, interesser og vaner godt at kende, og frem for at ved at tale sammen om de ting der for alvor betyder noget. Og det gode ved det er at den form for forberedelse normalt ikke opleves som en sur pligt (måske lige bortset fra det med at tilbringe tid adskilt fra hinanden), for når man elsker nogen, vil man jo bare gerne være så meget som muligt sammen med vedkommende!

                      På samme måde er det også med Gud. Det med adskillelsen giver sig selv, fordi vi ikke kan se Gud med vores fysiske øjne så længe vi er i denne verden (og hvis vi kunne, ville vi i øvrigt næppe overleve synet fordi han er så strålende ren og hellig), men det at tilbringe tid sammen med Gud og tale med ham er faktisk også noget vi kan gøre allerede nu – det er det som vi kalder bøn. Og det er en af grundene til at bøn er så vigtigt – det er på en måde en ”opvarmning” til evigheden!

                      Sådan føles det måske ikke når vi eksempelvis beder Fadervor, som vi i dag har hørt at Jesus lærte sine disciple; tværtimod kan den nemt gå hen at blive en remse som vi lirer af uden at tænke over hvad vi siger (ligesom så meget andet i øvrigt kan). Og det er selvsagt ikke meningen – pointen i de ting som Jesus siger i første del af teksten inden han når frem til Fadervor, er jo netop at bøn ikke skal være en remse som vi lirer af, men skal være et barns umiddelbare og tillidsfulde kommunikation med sin himmelske Far. I den forstand er Fadervor ikke at opfatte som en slags besværgelse der kan holde det onde fra døren; den er snarere et mønstereksempel på nogle af de ting som det giver mening at sige når vi taler med Gud. Men derudover er vi altid velkomne til at komme til Gud med alt hvad vi måtte have på hjerte, i ærlig og ucensureret form. Det kan vi for eksempel se i Salmernes Bog, som består af 150 andre mønsterbønner, men også i nogle af alle de spontane bønner som de forskellige bibelske personer beder. Fadervor vil dog altid være ”guldstandarden”, så at sige, fordi det er Jesus selv der har lært os den – og det er også derfor vi beder den ved alle Folkekirkens gudstjenester, og mange også har den som fast indslag i hjemmets andagt.

                      Med de ord: Gud i vold, og godt nytår!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] 2 Mos 20,5; 34,14. 5 Mos 4,24; 5,9; 6,15.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2026
Tags: Jakobsbrevet 4.13-17, Matthæusevangeliet 6.5-13, Salme 90

Posted By admin on 7. januar 2026

Barnemordet i Betlehem: Tænk hvis Josef havde trukket på skuldrene!

Prædiken i Ny og Sct. Klemens Kirker julesøndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg tror ikke jeg er den eneste der synes det er ærgerligt at vores kultur har forskubbet højtiderne sådan at julen i mange danskeres bevidsthed begynder sidst i november når juletræerne bliver tændt på torve og pladser, og slutter når vi går i seng den 24. december efter at have spist risalamande og pakket gaver op. Kirkeligt set – og før i tiden også folkeligt – begynder julen jo først den 24. december, og så varer den i 12 dage frem til helligtrekonger; tiden fra slut-november og frem til juleaften har vi et andet navn for, nemlig advent. Og forskubningen bliver endda tilsyneladende værre og værre: I min barndom kunne vi stadig gå rundt i midten af december og synge med Søren Banjomus: ”Bare det altså snart var jul!”[1] (underforstået at det var det altså ikke endnu), mens Bornholms Tidende i år kunne konstatere i en reportage fra en juletræstænding i Snogebæk i november at: ”Nu er det jul!” – men på det tidspunkt havde detailhandlen jo også varmet op med julevarer og juleudsmykning siden midten af oktober!

                      Men selvom jeg som sagt synes det er ærgerligt at vores kultur betragter julen som værende slut på et tidspunkt hvor den knap nok er begyndt, må jeg også indrømme at hvis det man forbinder med jul er at man giver sig selv lov til for en kort tid at glemme alt det mørke og triste og håbløse, så er det nok bedst at gøre det i adventstiden, for der er ikke meget salig glemsel over de beretninger vi får smidt i hovedet ved gudstjenesterne her i den ”rigtige” juletid: Allerede juleaften førte en kejsers begærlighed efter magt og penge til at en højgravid ung kvinde måtte foretage en lang rejse og føde sit barn i en stald (eller i hvert fald lægge ham i en krybbe – ordet ”stald” forekommer faktisk ikke i juleevangeliet), og i dag går det fra ondt til værre da selvsamme kejsers vasal, kong Herodes, i sin paranoide magtsyge beslutter at slå det nyfødte barn ihjel, og da det mislykkes, lader han det gå ud over et stort antal fuldkommen sagesløse børn i en massakre så grusom at man får kvalme af at tænke på det. Heldigvis – hvis det ellers giver mening at bruge det ord i denne sammenhæng – var vi dog så småt blevet forberedt på hvor grusom verden kan være, da vi i forgårs, anden juledag, hørte om mordet på Stefanus. Men Stefanus var i det mindste et voksent menneske som selv havde truffet en beslutning om at budskabet om Jesus var et martyrium værd hvis det skulle komme dertil, hvorimod de stakkels børn i Betlehem og omegn helt ufrivilligt blev martyrer – ligesom mange børn og voksne i øvrigt stadig bliver det den dag i dag, og blandt andet derfor er det ufattelig vigtigt at vi ikke bygger vores juleglæde på at tage skyklapper på og lukke den barske verden ude, men på budskabet om at lyset er blevet tændt midt i mørket; at Gud netop sendte sin søn ind i vores barske, onde verden for at frelse både den og os – og at Gud i dette øjeblik fortsat er travlt beskæftiget med at bringe sin frelsesplan til fuldførelse! Julen handler ikke om at alt nu er godt; den handler om håb midt i håbløsheden, lys midt i mørket.

                      Men i dag er der noget andet som jeg gerne vil henlede opmærksomheden på, og det er Josefs rolle i det hele. Josef er til tider en lidt overset person når vi fejrer jul, hvilket Shu-bi-dua fint beskrev i deres sang ”Josef” fra år 2000, hvor det hedder: ”Et barn blev født i Betlehem, og det blev til en fest, der fejres i alverdens hjem i både øst og vest. I juleevangeliet står det hele skrevet ned, om hvem der gjorde hvad hvornår, om hver en ko og ged, om vise mænd der ofred’ dér, og folk der hilste på, om røgelse og myrra skær og hvad en hyrde så. Men der står ikke et ord om hvad Josef han gjorde. Han var jo sådan set slet ikke barnets far, så var han lisså glad som de andre var?” Men de kære ”shubber” kunne måske godt have brugt at læse deres bibel lidt mere grundigt, for blandt andet i den tekst vi har hørt i dag, står der jo faktisk en hel del ord om hvad Josef han gjorde: Han ”stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten.” Og det var faktisk af afgørende betydning at han gjorde det. Tænk hvis han bare havde ignoreret den advarsel som englen gav ham i drømmen! Det var jo ikke nogen lille ting han fik besked på. Jeg ved ikke hvordan du ville reagere hvis du nogen kontaktede dig midt om natten og sagde: ”Du og din familie er nødt til at flygte til udlandet nu med det samme – altså ikke om en uge, eller i morgen tidlig, men nu!” Jeg tror mange af os ville tænke: ”Ah, lad os nu lige vente og se om det nu også er så slemt!” Men det gjorde Josef ikke; han handlede resolut og uden tøven eller tvivl. Eller – om det var uden tvivl, ved vi jo sådan set ikke, men han handlede, og det er det vigtige. Det at han stod op midt om natten, pakkede bagagen, vækkede Maria, måske også skrev et brev til sine svigerforældre i Nazaret, forklarede dem situationen og bad dem om at sætte et skilt med ”Lukket indtil videre” på tømrerforretningen, og så ellers begav sig afsted i ly af mørket, det var en altafgørende brik i Guds plan for at frelse vores fortabte verden. Havde han ikke gjort det – havde Herodes fået held med at slå Jesus ihjel som spæd – så havde Jesus ikke kunnet fuldføre sin mission og frelse verden.

                      Der er næppe nogen af os der er til stede her i dag, der kommer til at få en rolle der på nogen måde kan sammenlignes med Josefs. Selvom han kan være lidt upåagtet i vores julefejring (og faktisk slet ikke er nævnt i en eneste af de 791 salmer i Den Danske Salmebog), så havde han fået betroet en opgave der var helt unik i verdenshistorien, som den der skulle beskytte og forsørge Guds søn indtil han kom til skelsår og alder. Men vi kan alligevel godt lære noget af Josef, nemlig at når vi ved hvad vi har at gøre, så skal vi ikke vente og se om det nu også bliver nødvendigt – så skal vi gøre det, uanset hvor besværligt det måtte være, og uanset hvor lidt anerkendelse vi kan påregne at få ud af det.

Ganske vist er der nok heller ikke ret mange af os der kommer til at opleve at en engel taler så klart til os, være sig i en drøm eller et syn eller andet, som Josef oplevede det den nat, men det var jo også noget meget usædvanligt Josef fik besked på, noget som han på ingen måde ville have kunnet regne ud hvis ikke englen havde sagt det til ham. Langt de fleste af de ting som vi ved at vi har at gøre, er jo hverken specielt dybsindige eller specielt eksotiske – og det er netop pointen. Det bliver udfoldet på fornemste vis hos profeten Mika i Det Gamle Testamente. Ligesom mange af de andre profeter gik Mika skarpt i rette med sit folk fordi de ikke levede efter Guds vilje, og ligesom mange af de andre profeter oplevede han at hans budskab fik en blandet modtagelse. Men på et tidspunkt var der faktisk nogen der tog Mikas ord til sig og spurgte ham hvad de skulle gøre. Spørgeren foreslår en lang række vidtløftige religiøse ritualer, men Mika kommer med et vidunderligt svar (synes jeg), som vifter alle de selvhøjtidelige (kan man vel godt kalde dem) forestillinger om glorværdige og indviklede gerninger til side og skærer direkte ind til kernen: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8). Sværere er det sådan set ikke!

Eller rettere: Mere indviklet er det ikke. For nemt er det jo bestemt ikke altid! Men det der gør det svært, er sjældent at vi ikke ved hvad vi har at gøre, men snarere at vi ikke har lyst til at gøre det. Det kan være at indrømme når vi har taget fejl, eller at sige undskyld når vi har gjort nogen uret. Det kan være at give en hjælpende hånd til nogen der har brug for det, eller at sige fra hvis nogen er i gang med at bagtale en fælles bekendt. Det kan være at efterlade en seddel med vores telefonnummer hvis vi kommer til at beskadige en parkeret bil, eller at indberette den der lille biindtægt til skattevæsenet. Og så videre. Og nu sidder nogle af jer måske og tænker: ”Jamen selvfølgelig da! Det skal alle mennesker jo – det behøver man da ikke at have læst Bibelen for at vide!” Og nej, det behøver man ganske rigtigt ikke. Det står der oven i købet i Bibelen at man ikke behøver, nemlig i Romerbrevet kapitel 2 hvor Paulus skriver (og jeg citerer for forståelighedens skyld fra den nudanske Bibelen2020): ”Hvis mennesker, som ikke er jøder og altså ikke er underlagt loven, alligevel instinktivt gør det, der står i den, så viser det, at loven er indbygget i dem. De er født med loven i sig. Det er deres samvittighed også et bevis på, når de diskuterer med sig selv, hvad der er rigtigt og forkert” (Rom 2,14-15). (For en ordens skyld må jeg i øvrigt hellere tilføje at når Paulus skriver at mennesker der ikke er jøder, ”ikke er underlagt loven”, så mener han ikke de love der nu engang er i det land man bor i; han mener den pagt som Gud indgik ved israelitterne ved Sinajbjerget efter at de var blevet befriet fra slaveriet i Egypten).

Et liv efter Guds vilje er altså ikke nødvendigvis andet og mere end at opføre sig ordentlig og anstændigt. Og så alligevel! For som det fremgik af det vers jeg citerede fra Mikas Bog, så er det ikke gjort med at opføre sig ”relativt” ordentligt og anstændigt eller ”nogenlunde” ordentligt og anstændigt. ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud”, stod der. Ordet ”årvågent” antyder at det er noget vi skal gøre hele tiden. Vi har aldrig ”aftjent vores værnepligt”, så at sige, i hvert fald ikke så længe vi lever i denne verden. Og så er det pludselig ikke bare svært, men decideret umuligt, for hvem kan uden at lyve prale af altid i enhver situation at have handlet uselvisk og næstekærligt? Og hvem tør love at de fra nu af altid vil gøre det? Den egocentrisme der drev kong Herodes til at øve den frygtelige udåd vi har hørt om i dag, den kan ingen af os sige os fri for at have en lille splint af (selvom vi forhåbentlig aldrig kunne finde på at begå mord, endsige massemord på uskyldige børn!). Og det er jo netop derfor vi havde brug for at der skulle fødes en frelser, der som voksen ville bære alle vores synder med sig ind i døden.

Men selvom vi ikke er i stand til at leve 100 procent op til Mikas instruks, så kan vi jo i det mindste gøre vores bedste for at handle retfærdigt og vise trofast kærlighed, så godt vi nu kan. Men det allerbedste at satse på er nok det tredje element i det Mika svarede, nemlig: ”årvågent vandre med din Gud”. Hvis vi først og fremmest er fokuserede på hvor godt eller dårligt vi selv klarer at gøre det rigtige, bliver vi nemt drevet til håbløshed, men hvis vi i stedet giver vores opmærksomhed til Jesus og hvad han har gjort for os, så vil de gode gerninger ofte komme helt af sig selv.  Og det var vel i virkeligheden også derfor det lykkedes for Josef: fordi hans fokus var på Jesus og ikke på sig selv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] I Otto Leisners originale tekst til Søren Banjomus hedder det i øvrigt ”Bare det altså snart var nu!”; varianten ”Bare det altså snart var jul!” er af senere dato (og rimer i øvrigt ikke på ”skillemadinkedu”).

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til julesøndag 2025
Tags: Jeremias' Bog 31.15-17, Matthæusevangeliet 2.13-23, Romerbrevet 3.19-22a

Posted By admin on 7. januar 2026

Ikke fred, men sværd: Dér røg julefreden!

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Anden juledag er en rigtig irriterende dag. Hvad skal vi egentlig med den? (Det må I ikke sige til Mette Frederiksen at jeg har sagt; så får hun bare dårlige ideer!) Havde den så bare været en udvidelse og forlængelse af juledag på samme måde som anden påskedag er det af påskedag, og anden pinsedag er det af pinsedag, men det er jo ikke tilfældet. Tværtimod har det vi har hørt i dag, ved første øjekast meget lidt med jul at gøre: Profeten Esajas fik prygl og fik revet skægget ud af sine kinder, evangelisten Stefanus gik det endnu værre, for han blev stenet til døde, og Jesus selv modsiger tilsyneladende englenes sang fra juleaften ved at sige: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

                      Men det er alt sammen kun tilsyneladende, for ret beset er alt det jeg har nævnt, en uundgåelig konsekvens af det der skete julenat. Som jeg sagde i min prædiken juleaften, var Jesu fødsel udtryk for en hidtil uset grad af oprustning i Guds kamp mod det onde – og derfor er det kun forventeligt at det onde ville gøre modstand. (Hvis I kommer I kirke på søndag, kan I i øvrigt høre hvor hurtigt den modstand antog grusomme og morderiske former). Og som vi hørte i går, måtte Jesus, verdens lys, døje den uret at hans egne ikke tog imod ham da han kom til jorden for at oplyse ethvert menneske. Så det kan måske godt være at I tænkte: ”Nå, dér røg den julefred!” da I hørte dagens læsninger, men det er ikke teksternes skyld. Der er jo ikke fred og idyl på jorden, jul eller ej, uanset om vi prøver at bilde os noget andet ind.

                      Men kan vi da ikke få lov til for vores sjælefreds skyld at holde en lille pause fra at høre om verdens elendighed – bare lige her i juleferien? Er der nogen af alle verdens nødlidende der får det et hak bedre af at vi bruger juletiden på at sidde og rive os fortvivlet i håret i stedet for at nyde det gode som der trods alt er i verden? Nej, det er der naturligvis ikke – og det er bestemt heller ikke det der er hensigten med Sankt Stefans dag. (I øvrigt er det historisk set mere eller mindre tilfældigt at den første kristne martyrs mindedag falder sammen med anden juledag, og nogle mener endda at kristne har fejret Sankt Stefans dag den 26. december før man i sin tid begyndte at fejre Jesu fødsel den 25.). Tværtimod er hensigten at give os håb.

                      Håbløsheden og elendigheden er nemlig ikke bare noget der findes ”derude”. I det udødelige julehit ”Do They Know It’s Christmas” fra 1984 (måske har nogle af jer hørt det i radioen igen i år?) hvor en lang række rockstjerner fra De Britiske Øer medvirkede gratis for at hele provenuet fra salget af pladen kunne gå til at afhjælpe sultkatastrofen i Etiopien, lyder en af linjerne (som i øvrigt blev sunget af sangeren Sting): ”There’s a world outside your window, and it’s a world of dread and fear” – ”Der er en verden udenfor dit vindue, og det er en verden med rædsel og frygt”. Budskabet var klart nok: Vi skal ikke lukke os inde i vores egne små trygge huler og ignorere at mennesker andre steder i verden slet ikke kan mærke at det er jul, men tværtimod dele af vores overflod med dem. Det var jo en ædel tanke, og kun Gud ved hvor mange børn og voksne der undslap sultedøden på grund af de 8 millioner britiske pund som salget af pladen indbragte, men ikke desto mindre har sangen gennem årene også været genstand for heftig kritik for at tegne et stereotypt og nedladende billede af Afrika og afrikanere, som om de bare er nogle stakler som vi ”rige” og ”kloge” europæere skal komme og redde. Bob Geldof, der var tekstforfatter på sangen, forsøgte ganske vist at kommunikere at det lige så godt kunne have været os andre der sultede, men det slap han ikke specielt heldigt fra; tværtimod er linjen ”Thank God it’s them instead of you” – ”Tak Gud for at det er dem og ikke dig” – en af de linjer der er blevet kritiseret allermest, og sangeren Bono fra gruppen U2 har ofte udtrykt fortrydelse over at han lod sig overtale til at synge den linje. Ikke alene kan linjen nemlig misforstås som et udsagn om at ”det er bedre at andre lider end at vi selv gør det”, men som en klart bekendende kristen der kender sin bibel rigtig godt, vidste Bono frem for nogen af de medvirkende stjerner at det ikke går an at dele menneskeheden op i et ”dem” der lider, og et ”os” der ikke er påvirket af lidelsen. Som Paulus skriver i Første Korintherbrev: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie … Lider én legemsdel, så lider også alle de andre” (1 Kor 12,13+26). (Jeg kan i øvrigt tilføje at da en stor gruppe stjerner fra den anden side af Atlanten med Harry Belafonte, Lionel Richie og Michael Jackson i spidsen et halvt år senere udgav en lignende støttesingle, ”We Are The World”, gik det meget bedre med at understrege at når nogle mennesker lider, lider hele menneskeheden; blandt andet sang Tina Turner linjen ”We are all a part of God’s great big family” – ”Vi er alle sammen en del af Guds kæmpestore familie”).

                      Nogle af jer vil måske indvende at den samhørighed som Paulus taler om i Første Korintherbrev, ikke omfatter alle mennesker, men kun dem der tror på Jesus, og det er naturligvis rigtigt nok: Den samhørighed i ånden der skabes ved at vi alle sammen har modtaget Guds ånd, den forudsætter naturligvis at man rent faktisk har modtaget Guds ånd. Men rent bortset fra at de fleste af ofrene for den etiopiske sultkatastrofe i midten af 80’erne faktisk var kristne (hvorfor svaret på spørgsmålet ”Do they know it’s Christmas?” må være et klart ”Ja!”), så er alle mennesker skabt i Guds billede og omfattet af hans kærlighed, og han vil ikke at nogen skal gå fortabt. Han har skabt os til at være forbundet med hinanden, og derfor kan vi aldrig sige at det ikke kommer os ved at der er mennesker der lider på den ene eller den anden måde. Men ikke nok med at han har skabt os til at være forbundet med hinanden; vi er allerede uløseligt forbundne fordi vi alle sammen er en del af Guds store skaberværk. Paulus forklarer det meget smukt i Romerbrevet – men også lidt knudret, og derfor vil jeg citere det fra den nudanske oversættelse Bibelen2020: ”Alt det, Gud har skabt, venter i længsel på, at han afslører, at vi er hans børn. Alt det skabte skal nemlig dø. Ikke fordi det gerne vil, men fordi Adam gjorde det, han gjorde. Nu håber det skabte på en dag at blive befriet, så det ikke længere skal være underlagt døden, men opnå den samme guddommelighed, som Guds børn får. Vi ved, at alt det skabte indtil nu har sukket og stønnet, som om det havde voldsomme smerter. Det gælder også os, der i første omgang har fået Helligånden. Vi må sukke og leve i forventning om den dag hvor Gud tager imod os som sine børn, og han gør os fri af vores dødelige krop” (Rom 8,20-23).

                      Derfor er det helt i orden hvis vi ikke synes at julen har været helt perfekt i år. Faktisk er det endda i orden hvis vi synes at det har været og er svært at finde juleglæden frem, for vi er ikke nået frem til paradiset endnu; vi er stadig ”dem, der bygge her i mørket og dødens skygge”, som vi skal synge i den sidste salme. Ganske vist har de fleste af os det væsentlig bedre end dem af vores medmennesker der lider under hungersnød, eller dem af vores medkristne der risikerer at blive sat i fængsel eller ligefrem slået ihjel på grund af deres tro, men vi er en del af den menneskehed der lider. Men netop derfor er vi også en del af den menneskehed som Jesus kom for at frelse; den menneskehed som Gud har beredt sit evige paradis til, hvis blot vi vil tage imod frelsen fra ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. juledag 2025
Tags: Apostlenes Gerninger 6.8-14 + 7.54-60, Esajas' Bog 50.4-7, Matthæusevangeliet 10.32-42

Posted By admin on 7. januar 2026

Johannesprologen: Lyset skinner i mørket

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.” Og dermed var grunden lagt til en af de mest fundamentale modsætninger i denne verden. Lige så længe som der har været mennesker, har det været et vilkår at der kun er lys halvdelen af døgnets timer (i hvert fald målt i gennemsnit over et år), og det har i den grad præget vores verdensbillede. I den nordiske mytologi rider dagen og natten hen over himmelhvælvingen på hver sin hest, Skinfaxe og Hrimfaxe; ifølge traditionel kinesisk filosofi udspringer al væren af komplementariteten mellem modsatrettede kræfter kaldet yin og yang, der blandt andet identificeres med henholdsvis mørke og lys; de fleste store episke eventyr så som Star Wars, Ringenes Herre og Harry Potter handler om kampen mellem lysets og mørkets kræfter, og mange vil sige at kristendommen dybest set handler om det samme. Tag for eksempel den salme af Grundtvig der står som nummer 155 i Salmebogen (og som vi ikke skal synge i dag, blandt andet fordi det ikke er en julesalme); dér står der: ”Godt og ondt i lys og mørke, liv og død og sandt og løgn strides som med lige styrke hver en hellig dag og søgn” (på Grundtvigs tid rimede ”mørke” og ”styrke” åbenbart på hinanden). Og mange af jer har sikkert også hørt fablen eller lignelsen eller hvad man skal kalde den om at der i ethvert menneskes hjerte bor to hunde, en sort og en hvid, som konstant kæmper mod hinanden, og at det som regel er den hund man fodrer, der får overtaget.

                      Men i virkeligheden er lys og mørke jo ikke sammenlignelige størrelser, endsige jævnbyrdige kræfter der kan kæmpe imod hinanden. I en vis forstand findes mørke nemlig slet ikke! Det vi kalder ”mørke”, er i virkeligheden ikke andet end fravær af lys. Man kan tænde lys, men man kan ikke tænde mørke. Mørke er bare det ingenting som så at sige udfylder tomrummet der hvor der ikke er lys. Derfor behøvede Gud heller ikke at skabe mørket for at kunne skille lyset fra mørket; det var tilstrækkeligt at han skabte lyset. Jeg har undertiden hørt velmenende mennesker hævde at der er nødt til at være mørke og ondskab og smerte i verden, for ”uden mørke ville vi jo ikke vide hvad lys var”, men i virkeligheden er det snarere omvendt: uden lys ville vi ikke vide hvad mørke var, for ”mørke” betyder som sagt hverken mere eller mindre end at der ikke er lys! Derfor giver det også mening at vi har et håb om en evighed i lys hvor mørket ikke længere vil findes, for når lyset fylder alt, er der ikke længere plads til mørket.

                      Lad mig i øvrigt understrege at når jeg siger at der ikke længere vil være plads til mørket, så skal det naturligvis forstås metaforisk, for fysisk mørke er der jo ikke nødvendigvis noget ondt i. Totalt fysisk mørke kan man i øvrigt kun finde i et hermetisk lukket rum; ude i det fri er der altid et eller andet mål af lys, om end der naturligvis er meget mere lys på en hvid sandstrand en skyfri højsommerdag end i en mørk skov en vinternat hvor månen endnu ikke er stået op, og et tykt skydække skjuler stjernerne. Og de forskellige mængder af lys ”kan” noget forskelligt, som man vist siger på nudansk; det skarpe sollys er ikke nødvendigvis at foretrække frem for det blide stjerneskær. Faktisk finder en af de smukkeste beretninger i Det Gamle Testamente netop sted en stjerneklar nat hvor Gud siger til Abraham: ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. … Så mange skal dine efterkommere blive” (1 Mos 15,5). Vi behøver altså ikke at tænke: ”Åh, jeg må hellere skynde mig at nyde de smukke sommernætter” (eller hvad det måtte være) ”her på jorden, for i himlen er det forbi med den slags”; vi kan frimodigt synge med på Karl Marthinussens smukke salme ”Ja, engang mine øjne skal”, hvor det kommende paradis blandt andet beskrives med ordene: ”Og salighedens tonevæld skal bruse som et hav, som sus af skov en sommerkvæld, når himlen er som rav” (DDS 569,2) (og nej, den skal vi heller ikke synge i dag, for juledag synger vi julesalmer!). Lige fra kirkefædrenes dage og indtil i dag har bibelfortolkere – hvor bogstaveligt de end som udgangspunkt har læst Bibelen – været enige om at når der i beskrivelsen af Det Ny Jerusalem i slutningen af Johannes’ Åbenbaring står: ”Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den med deres herligheder. Dens porte lukkes ikke om dagen, og nat er det aldrig dér” (Åb 21,23-25), så handler det ikke om den fysiske lysmængde, men om at der ikke længere skal være nogen farer eller trusler eller i det hele taget noget ondt. (På samme måde betyder udsagnet ”havet findes ikke mere” i begyndelsen af samme kapitel (Åb 21,1) heller ikke at vi der holder af at skue ud over bølgen blå kommer til at savne den glæde i det himmelske paradis; det betyder at de destruktive kaosmagter som ”havet” er en symbolsk repræsentant for, vil være endegyldigt besejret).

                      Når ”mørke” er gået hen og blevet en metafor for ondskab og fare, er det naturligvis fordi det er lettere at skjule sig når det er mørkt. Det kan være en hjælp for sårbare mennesker på flugt der nødig vil opdages af deres fjender, men for det meste er det personer med mindre ædle motiver, så som tyve og røvere, der opererer i ly af mørket. Og ligesom de svage og forsvarsløse kan skjule sig i mørket, kan de der vil gøre dem ondt, det også. For resten ville de svage jo slet ikke behøve at søge dækning i mørket hvis ikke der var noget ondt at skjule sig fra, så også i den forstand er mørket – selv når det virker i det godes tjeneste – en påmindelse om det onde. Og derfra er der ikke så langt til at bruge ”mørke” som en metafor for ”ondskab” – hvilket præcis er hvad Johannes gør i sit ”juleevangelium”.

                      Men heldigvis gælder der nøjagtig det samme forhold mellem lys og mørke i den metaforiske betydning som der gør i den bogstavelige. ”Og lyset skinner i mørket,” hørte vi, ”og mørket greb det ikke.” Det er jo det lys gør: Det skinner. Ja, faktisk er det jo ikke bare noget som lyset ”gør”; det er selve lysets natur at skinne! Det er ikke som når man siger: ”En præst prædiker”, for det at prædike er ganske vist ”det som en præst gør” (eller i hvert fald en af de ting en præst gør), men jeg prædiker jo ikke 24 timer i døgnet 7 dage om ugen (og det er der nok flere der er taknemlige for, ikke mindst min familie!). Når jeg ligger i min seng og sover, så er der en præst i det soveværelse, også selvom jeg ikke prædiker lige på det tidspunkt. (Måske ligger jeg og drømmer at jeg prædiker, men det er der jo ingen der kan høre – hvilket nok er meget godt, for det går som regel helt galt når jeg drømmer at jeg holder gudstjeneste. Mon der er nogen af jer der oplever noget lignende når I drømmer at I er på arbejde – altså at stort set alt hvad der kan gå galt, går galt?). Nå, det var et sidespring. Det jeg ville frem til, var at selvom en præst der ikke prædiker lige nu, stadig er en præst, så er lys slet ikke lys hvis det ikke skinner lige nu! Hvis man befinder sig i et rum hvor der er bælgravende mørkt, giver det ikke mening at sige: ”Der er skam masser af lys herinde; det skinner bare ikke lige nu!” (Eller jo, det giver selvfølgelig mening hvis man med ordene ”der er masser af lys” mener ”der er mange stearinlys”, for på dansk kan ordet ”lys” jo også betyder ”en stang af brændbart materiale med en væge i”, men det er ikke den betydning af ordet jeg taler om her. Et stearinlys er selvfølgelig stadig et lys selvom det er slukket, men det græske ord der står i grundteksten til dagens evangelietekst, kan ikke betyde ”et lys”; det betyder ”lys” slet og ret – og ”lys” i den betydning af ordet er kun lys hvis det skinner. Parentes slut).

                      Lys skinner altså per definition, men hvad gør mørke? Mørke gør ingenting! Mørke er jo som sagt ingenting, og derfor kan det heller ikke gøre noget. Hver gang der bliver tændt bare det mindste lys, må mørket trække sig tilbage, for mørke kan kun være der hvor der ikke er lys. Lys kan fordrive mørke, men mørke kan ikke fordrive lys. ”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” (Ordet ”greb” betyder i denne sammenhæng sandsynligvis ”tilbageholdt” eller ”holdt nede” eller ”besejrede”). Og derfor betyder det lys der blev tændt i Betlehem for godt og vel 2000 år siden da Jesus blev født, at mørket ikke kan vinde. Lysets sejr er allerede en kendsgerning, for mørke kan ikke stille noget som helst op mod lys.

                      Det vil sige: mørke kan ikke i sig selv stille noget op mod lys, men lyset kan blokeres så dets stråler ikke kan nå frem til et bestemt sted. Det er for eksempel det der sker når der er solformørkelse: Solen skinner præcis lige så kraftigt som den altid gør, men månen blokerer så dens lys ikke kan nå frem til et bestemt område på jorden. Eller for at bruge et mere jordnært eksempel: Det er det der sker når vi dækker vinduerne i et rum til med mørklægningsgardiner: Så bliver der mørkt i rummet – ikke fordi mørket vokser, men fordi vi blokerer for lyset. Og det kan vi desværre også gøre når det gælder lyset i metaforisk, metafysisk forstand. Ja, ikke alene kan vi; der var rigtig mange der rent faktisk gjorde det da Guds søn kom til jorden: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” Og den dag i dag er stadig mange der ikke vil have Guds lys til at skinne i deres hjerter, for lys har det jo med at afsløre pletter og snavs, og hvor behageligt er dét når det gælder det snavs vi alle sammen har indeni – alle de ting som får os til at tænke: ”Det er godt at de personer jeg møder på gaden, ikke ved dét, for så ville de gå i en stor bue uden om mig!”?

                      Men ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”, som der står lidt længere inde i Johannesevangeliet (3,17). Jesus vil ikke kun afsløre os; han vil forvandle os så mørket i os bliver til lys! Det er derfor Johannes kalder ham ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske” og skriver at ”alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn”.

                      Blot skal vi være opmærksomme på at ligesom der kan være forskellige mængder af lys i den fysiske verden, kan der det også i den åndelige. Og så længe vi lever i denne verden hvor natten stadig findes, metaforisk set, så længe vil der uundgåeligt være områder af vores liv der ikke stråler helt klart af Guds lys. Det vigtige er om vi vælger at elske lyset, også selvom det kan føles ydmygende at se de ting som lyset lægger for dagen – om vi byder Jesus indenfor i vores liv. Det lyder som noget vi skal gøre, og det bryder vi lutheranere os ikke om at høre, for vi tror jo på at vi er frelst af nåde ved tro og ikke af gerninger. Men ret beset er det at byde Jesus indenfor heller ikke en gerning vi gør; det er snarere en gerning vi holder op med at gøre, nemlig den gerning at holde ham udenfor. For lyset kommer ind helt af sig selv, hvis blot man ikke blokerer for det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til juledag 2025
Tags: Første Johannesbrev 4.7-11, Første Mosebog 1.1-5, Johannesevangeliet 1.1-14

Posted By admin on 7. januar 2026

Jesu fødsel: Himmelsk oprustning

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Inden jeg fyldte 12 år, var ordet ”nedrustning” en del af mit aktive ordforråd. Jeg voksede nemlig op i 1980’erne, som var en tid hvor der, ligesom nu, blev talt en del om truslen fra Rusland – bortset fra at stormagten i øst jo altså dengang hed Sovjetunionen og havde et territorium der også omfattede de baltiske stater, Ukraine, Moldova og alle de andre sovjetrepublikker i Østeuropa og Centralasien. Men på et tidspunkt begyndte det heldigvis at gå den rigtige vej med den konflikt, idet USA’s præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov holdt en række topmøder hvor de forhandlede om nedrustning, hvilket resulterede i at et meget stort antal atomvåben blev skrottet. Ordet ”oprustning” kan jeg derimod kun huske at have hørt en enkelt gang i min barndom, og det var i et show med sangeren og komikeren Eddie Skoller der chokerede publikum ved at sige at han gik ind for oprustning, men chokket blev vekslet til morskab da Skoller uddybede at han syntes man skulle flytte alle atomraketterne til Samsø – ”så kan de stå der og ruste op!”

                      Det var dengang. I dag kan man ikke chokere nogen ved at sige at man går ind for oprustning; snarere tværtimod. ”Oprustning” er i den grad blevet et buzzword: Vi bygger våbenfabrikker, vi køber nye jagerfly og donerer de gamle til Ukraine, og hvis vi er heldige, kommer der også på et tidspunkt et regiment her til Bornholm, selvom ingen ved hverken hvornår eller hvor stort det bliver. Regeringen er også begyndt at tale om ”åndelig oprustning”, selvom det vist stadig henstår delvis i det uvisse hvad der helt præcis skal forstås ved det.

                      Men i dag er det jo juleaften, og det er jo en dag hvor vi snarere plejer at tale om nedrustning end om oprustning. Den tekst fra Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, er endda en tekst der handler om nedrustning i form af at det militære grej i skikkelse af trampende støvler og blodplettede kapper skal brændes. Andetsteds i Esajas’ Bog finder vi et endnu stærkere kald til nedrustning med ordene: ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig” (Es 2,4). (Det vers kan I i øvrigt høre i en af læsningerne hvis I kommer i kirke den 25. januar, altså om en god måneds tid). Ordene om at smede sværd om til plovjern gælder imidlertid en fjern fremtid – det afsnit som de indgår i, begynder med ordene ”Til sidst skal det ske” – og selvom vi godt kan lide at synge om fred på jorden her i juletiden, så melder virkeligheden sig hurtigt igen lige så snart hverdagen gør det. Så længe de der er os fjendtligt stemt, er i besiddelse af våben, er vi nødt til også selv at være det; alt andet er naivt, ikke sandt? Det kan være meget godt med al den snak om ”peace, love and happiness”, men vi er jo også nødt til at være lidt realistiske, ikke?

                      Heldigvis er Bibelen ekstremt realistisk i sin beskrivelse af os mennesker – til tider måske endda mere realistisk end vi bryder os om. Tag for eksempel de her vers fra Esajas’ Bog (som Paulus i øvrigt citerer i sit brev til romerne): ”De er rappe på fødderne til at volde ondt, de er hurtige til at udgyde uskyldigt blod. Deres planer er ondskab, vold og ulykke er på deres veje; fredens vej kender de ikke” (Es 59,7-8). Alle de bibelske forfattere og alle apostlene som var de første til at udbryde kristendommen i hele verden, vidste udmærket godt at det der med at holde fred med hinanden, det kan vi mennesker ikke rigtig finde ud af. Juleevangeliet er altså ikke udtryk for naivitet, og vi ved formentlig også godt alle sammen at det lille barn hvis fødsel blev fejret af englekor der sang om fred på jorden, endte med at blive brutalt henrettet af magthavere der påstod at de på den måde bevarede freden. Og i en vis forstand taler juleevangeliet faktisk heller ikke om nedrustning, men tværtimod om oprustning!

                      Hvad jeg mener med det? Jo, nu sagde jeg jo før at Jesu fødsel blev fejret af et ”englekor”, men hvis I lyttede rigtig godt efter da jeg læste juleevangeliet (eller hvis I kigger ned i jeres sangblad hvor teksten er trykt), så ved I at der ikke stod noget om et ”kor”, men derimod om en himmelsk hærskare der sang! Og ”hærskare”, det er altså et militært udtryk. Eller det var det i hvert fald oprindelig; i dag har det en lettere højtidelig og arkaisk klang og bruges mest i overført betydning.[1] At man i 1992, da den nuværende bibeloversættelse blev lavet, valgte at bibeholde et så gammeldags ord, skyldtes nok at netop beretningen om Jesu fødsel også i den græske grundtekst er holdt i et meget højt stilleje sammenlignet med resten af Lukasevangeliet. Men problemet med højstemt sprog er at vi så let kommer til at glemme hvad ordene i grunden betyder, og det græske ord der er oversat med ”hærskare” i juleevangeliet som vi kender det, det er altså et militært udtryk som betegner en flok soldater – og vel at mærke en stor flok: ikke en deling eller et kompagni eller en bataljon eller endda et regiment (ikke engang et regiment af den størrelse som man har på den anden side af Østersøen), men snarere en division eller måske endda en armé. Så hvis du forestiller dig at der stod 12-14 engle og sang for hyrderne, så tager du fejl. Der skal sættes et pænt antal nuller bagefter – hele himlen var pakket med syngende engle! Og det var vel at mærke kriger-engle. Vi har det i vores kultur med at opfatte engle som nogle harmløse og pyssenyssede væsener, men det er langt fra sådan de beskrives i Bibelen. Det er ikke for ingenting at hyrderne ”blev grebet af stor frygt” allerede mens de kun kunne se en enkelt engel!

                      Når vi ser på de mange forskellige beretninger i Bibelen, så hører det virkelig til sjældenhederne at Gud udkommanderer så stor en hærstyrke af engle som i juleevangeliet. I Anden Kongebog kan vi for eksempel læse om en situation hvor assyrerkongen Sankerib havde belejret Jerusalem med en kæmpe hær og forlangte at byen og dens konge, Hizkija, skulle underkaste sig hans overherredømme. Men profeten Esajas, som jeg tidligere har omtalt indtil flere gange i denne prædiken, trøstede kong Hizkija med at Gud nok skulle få assyrerne til at opgive belejringen, og i slutningen af kapitlet står der: ”Samme nat gik Herrens engel ud, og i assyrernes lejr dræbte han 185.000 mand” (2 Kong 19,35). Fik I den? Herrens engel – i ental! – nedkæmpede en fjendtlig hær på flere hundrede tusinde mand (apropos det med at engle ikke just er harmløse og pyssenyssede!). Enkelte steder er der flere englekrigere på job, som i Anden Kongebog kapitel 6 hvor profeten Elisas tjener får lov til at se i et syn at bjerget rundt om den by som han og hans herre opholder sig i, er ”fuldt af ildheste og ildvogne” som passer på dem (2 Kong 6,17), og i Johannes’ Åbenbaring læser vi at Mikael, som tilsyneladende er navnet på den øverste engle-general, sammen med sine engle besejrer Djævelen og de faldne engle (Åb 12,7-9). Men den himmelske hærstyrke der bliver mobiliseret i forbindelse med Jesu fødsel, er tilsyneladende uden sidestykke i hele bibelhistorien. Dét kan man da kalde oprustning så det batter!

                      Men der er selvfølgelig lige den detalje at den store englehær ikke foretog sig andet end at synge! Der var ellers masser af uretfærdighed og undertrykkelse som de med god ret kunne have sat en stopper for, når nu de var udkommanderet – og hvis én af dem var stærk nok til at besejre 185.000 mand, så skulle en hel hær af dem vel nok kunne få sat skik på denne verden? Så ville vi også være sluppet for at der her 2000 år senere stadig er mange mennesker der siger: ”Hvis der er en Gud, hvorfor sætter han så ikke en stopper for krig og sult og uretfærdighed?” Så hvorfor satte Gud ikke alle de engle til at foretage sig noget mere nyttigt end at synge? Er han ligeglad med al den lidelse der er i verden?

                      Nej, jeg skulle mene at det der skete julenat i Betlehem, om noget viser at Gud ikke er ligeglad. Man sender ikke sin søn ud på en livsfarlig mission for at redde nogen man er ligeglad med, det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om. Faktisk vil jeg tværtimod sige at netop det at englene ikke fik lov til at gøre andet end at synge, viser at Gud er alt andet end ligeglad med os! Det ville jo et eller andet sted have været helt utrolig meget nemmere for Gud at lade magtens våben tale og lade undertrykkernes hoveder rulle, men sagen er at Gud også elsker de mennesker der undertrykker andre! (Og det skal vi nok være glade for at han gør, for hvem kan sige sig fri for i et eller andet omfang at have bidraget til at nogen blev undertrykt på et eller andet plan?). Dertil kommer at historien tydeligt nok har vist at hver gang en tyran bliver fjernet ved en revolution, går der ikke ret lang tid før en ny tyran træder ind i hans sted, og nogle gange er det endda dem der har stået i spidsen for at fjerne tyrannen, der selv bliver de nye tyranner. Tag for eksempel Sovjetunionen, som jeg også nævnte i begyndelsen af prædikenen: den opstod fordi der blev gjort oprør mod zarens despotiske styre, men inden der var gået 10 år, stod Stalin der i stedet, og de fleste vil nok mene at det var en forandring til det værre. Man kunne også nævne det rædselsregime der fulgte i kølvandet på den franske revolution i 1789. Selv i de tilfælde hvor man har forsøgt at lave en teokratisk stat med Bibelen som rettesnor, er det endt i tyranni, som under Calvin i Genève eller Oliver Cromwell i England.

Derfor havde Gud en helt anden oprustningsplan, nemlig at bevæbne menneskers hjerter med kærlighed. Gennem hele Jesu jordiske liv og virke, som vi skal høre om søndag efter søndag indtil det igen bliver jul, viste han en anden vej til at bekæmpe uretfærdigheden; en vej der indbefatter at man fraskriver sig alle jordiske magtmidler og i stedet bekæmper det onde med det gode. Det kan virke ufattelig naivt, men ikke desto mindre overlevede den kristne kirke adskillige forsøg fra den romerske statsmagts side på at tilintetgøre den, indtil der små 300 år efter Jesu død var en kejser ved navn Konstantin der indså at han nok ville stå sig bedre ved at alliere sig med kirken end ved at bekæmpe den. Desværre havde den alliance den bivirkning at kirken efterhånden vænnede sig til at bruge verdslige våben til at fremme sin sag, men så meget mere grund er der til at vi til stadighed bliver mindet om hvordan Gud valgte at opruste julenat: Ved at sende sin søn ubevæbnet og forsvarsløs ind på fjendtligt territorium for at vinde sine fjender over ved at elske dem, samtidig med at alle hans englesoldater bare stod og sang. Og uden at tage stilling til hvad Danmark og resten af den vestlige verden bør foretage sig på den storpolitiske arena i denne tid, vil jeg slå et slag for at det også er den form for oprustning vi først og fremmest giver os af med hver især: At elske vores fjender og synge lovsange til Gud. Det er ganske vist ikke sikkert at det kan redde os fra at blive slået ihjel hvis der står en fjende og peger på os med et gevær, men så er det jo et held at det håb som Gud gav os julenat, rækker helt ind på den anden side af døden fordi det lille barn i krybben julenat ikke blev bragt til tavshed da han blev slået ihjel på korset langfredag, men opstod fra de døde påskemorgen og aldrig kan dø igen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet ”hærskare” betyder en ”flok af engle eller andre overnaturlige væsener”, men det skyldes nok at den mest kendte forekomst af ordet netop er i juleevangeliet. De tre andre steder i 1992-oversættelsen hvor ordet forekommer, er i Anden Mosebog hvor ordet bruges om israelitterne i forbindelse med udvandringen fra Egypten

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2025
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 7. januar 2026

Johannes Døbers vidnesbyrd: Afhængig af anerkendelse

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag i advent 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Hun traf ham helt tilfældigt ved et stoppested. Jeg var der selv, men det var ham den anden hun tog med.” Sådan begynder TV-2’s sang ”Kys bruden” fra 1996; en sang der, som det vil fremgå, både rummer ligheder og forskelle i forhold til dagens tekst. Sangens jeg-fortæller er tydeligvis ærgerlig over at det ikke var ham hun fik øje på ved stoppestedet; han synger blandt andet: ”Dengang ved stoppestedet, havde hun da bare kigget en anelse mere den anden vej! Det er de helt små marginaler, som vi taler om – en meter, højst, så var jeg måske blevet brudens gom.” Men i stedet blev hun gift med ham den anden, og ”flot så det ud, da de strøg op ad kirkegulvet sammen, hun sagde ja, og han sagde amen.” Men pludselig tager sangen en helt uventet drejning da bruden ved festens afslutning, tilsyneladende ud af det blå, henvender sig til jeg-fortælleren med ordene: ”Hey, du der fremmede, hvor kommer du fra? Det er i virkeligheden sådan en som dig jeg vil ha’! Kys mig, du, som i den smukkeste sang, kys mig for livet bare en enkelt gang.”

Når vi nu ved at han rent faktisk ville ønske at han havde været i brudgommens sted, hvad mon han så svarer? Ja, han svarer naturligvis det som almindelig anstændighed foreskriver i situationen: ”Nej, desværre, skynd dig nu hen til din mand!”, hvorefter han til os lyttere tilføjer: ”Jeg tænkte, sådan ville min barndoms helte have gjort.” Men han er alligevel ikke fri for at drømme lidt: ”Jeg tænker tit på, jeg sku’ have været en roman, så ville historien have set helt anderledes ud: Jeg ville slutte der nederst på side 210 hvor jeg bortfører en anden mands brud”! Han kunne også have sagt en film, for Hollywoods generalieblad rummer indtil flere eksempler på at ham som det er meningen man skal holde med, afbryder et bryllup for at forhindre at den kvinde han elsker, bliver gift med en anden mand. (Jeg kan ikke huske om der også er film hvor en kvinde gør noget lignende – ligestillingen er vist ikke helt nået til Hollywood endnu). Men sådan gør man selvsagt ikke i virkeligheden, og jeg ved ikke af at det nogensinde skulle være sket.

Af samme grund sidder I måske nu og spekulerer på hvorfor jeg vælger at trætte jer med den slags banaliteter i en adventsprædiken, men det er naturligvis fordi Johannes Døber i prædiketeksten sammenligner Jesus med en brudgom og sig selv med brudgommens ven. I den forbindelse må jeg i øvrigt hellere præcisere at ”brudgommens ven” ikke bare betyder ”en ven af brudgommen”; det betyder det som vi på nudansk ville kalde ”forloveren”, altså en person der har en helt særlig rolle ved brylluppet. I den kultur som Jesus og Johannes Døber var en del af, havde forloveren helt konkret den opgave at føre bruden hen til brudgommen og overgive hende til ham, og derfor var det naturligvis af yderste vigtighed at brudgommen valgte en forlover som han kunne have fuld tillid til, så han ikke risikerede at hans ven stak af med bruden i stedet for at føre hende hen til ham!

Det er naturligvis en metafor når Døberen kalder Jesus for ”brudgommen”, for så vidt vi ved, var det ikke på noget tidspunkt i løbet af de cirka 33 år Jesus gik på jorden, på tale at han skulle giftes. Det som Johannes sigter til, er derimod at rollen som Israels mest populære prædikant var overgået fra ham selv til Jesus, hvilket bekymrede mange af Johannes’ disciple, men Døberen beroliger dem altså med at det var det der hele tiden havde været meningen: Den eneste grund til at han, Johannes, havde prædiket, var for at føre mennesker hen til Jesus på samme måde som forloveren i datidens kultur førte bruden hen til sin ven brudgommen.

I resten af Det Nye Testamente, og i særdeleshed i Johannes’ Åbenbaring, udvikles bryllupsmetaforen yderligere, idet vi får at vide at kirken, altså alle vi som tror på Jesus, er Kristi brud, og Jesu genkomst, som vi ser frem til, sammenlignes med et bryllup. Det kan ganske vist være vanskeligt for os mænd at identificere os med en brud, men det er vigtigt at huske at det for det første ikke er den enkelte af os der er bruden, men kirken som helhed, og at det jo altså for det andet er en metafor; et billede der både skal fortælle os med hvor stærkt et bånd Jesus har bundet sig til os, og hvilken høj status Gud har tiltænkt os på trods af vores synder, og så i øvrigt minde os om vores forpligtelse til at være tro mod Jesus, åndeligt set.

Men der er jo det gode ved metaforer at de er dejligt elastiske, så at sige. Hvis ”Bruden” er alle der tror på Jesus, så må Johannes Døber selv høre med til ”Bruden”, eftersom han bekendte en tydelig tro på Jesus, men alligevel kunne han samtidig sammenligne sig selv med brudgommens ven, der fører bruden hen til ham. Samme metafor bruger Paulus i Andet Korintherbrev, hvor han til de korinthiske kristne skriver således: ”For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru” (2 Kor 11,2). Jeg skal skynde mig at sige at den skinsyge ikke handler om at han som fortælleren i TV-2-sangen er jaloux på brudgommen, men tværtimod at han bliver jaloux på vegne af brudgommen, hvis bruden begynder at flirte med andre mænd! Og det skriver han naturligvis fordi de kristne i Korinth tilsyneladende ikke var helt på det rene med hvem det egentlig var de troede på. Der var nemlig i Paulus’ fravær kommet nogle prædikanter til byen som havde sagt noget i retning af: ”Paulus er et skvat der ikke kan hjælpe jer, så ham skal I ikke tro på; I skal tro på os i stedet!” Og dertil svarer Paulus altså at han aldrig nogensinde har opfordret dem til at tro på ham; han har opfordret dem til at tro på Jesus!

Igen: Det kan måske virke banalt og overflødigt at jeg siger de her ting, for der er nok ikke ret mange af jer der kunne finde på at gå rundt og sige til folk at det er jer man skal tro på; I er forhåbentlig på det rene med at det er Jesus og kun ham, der er vores frelser. Men min erfaring fra mit eget liv siger mig at uanset hvor frimodigt og tydeligt man bekender Jesus som Herre, kommer den indstilling som Johannes Døber gav udtryk for, ikke nødvendigvis af sig selv. ”Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” Hvornår har du sidst ønsket dig det – ”jeg skal blive mindre”? Det ligger jo så dybt i os mennesker at vi gerne vil have – ja, vi siger selvfølgelig ikke at vi vil have ”ære” eller ”hæder” eller ”berømmelse”, for det lyder jo ikke særlig pænt, men hvad vu hvis vi i stedet sagde ”anerkendelse”? Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt nogen, mig selv inklusive, der ikke gerne ville have anerkendelse for deres arbejde.

Men er det da ikke også rimeligt nok? Jo, det er i hvert fald naturligt, og jeg vil til enhver tid opfordre til at vi sørger for at give andre anerkendelse for det arbejde de udfører, enten der er tale om lønnet eller frivilligt arbejde eller ”blot” om almindelige huslige hverdagssysler som at tømme opvaskemaskinen eller støvsuge gulvet. Men vi skal passe på ikke at blive afhængige af andre menneskers anerkendelse. Med et moderne udtryk fra engelsk kan man sige at andre menneskers anerkendelse er ”nice to have”, men det må aldrig blive ”need to have”. Og det er der to grunde til.

For det første er det sådan at hvis vi gør os afhængige af andres anerkendelse, så bliver vi ufrie. For at sige det meget hårdt, så bliver vi slaver af den eller dem vi søger at tækkes. Det kan risikere at ødelægge vores arbejdsglæde og vores motivation, sådan at vi ikke længere glæder os over at gøre et godt stykke arbejde fordi det er godt og vigtigt i sig selv, men at vi i stedet gør det for at høste den anerkendelse vi er afhængige af. Og værre endnu: Det kan risikere at sløre vores moralske kompas så vi bliver fristet til at gøre det vi vil få ros for, i stedet for det der er det rigtige at gøre, i det omfang der ikke er sammenfald mellem de to. Kun hvis vi alene søger vores ros hos Gud, er vi frie til altid at søge at gøre det rigtige for dets egen skyld. (Og her bliver jeg så nødt til at indskyde en parentes, for en ateist ville helt sikkert indvende at hvis vi gør det rigtige for at få anerkendelse hos Gud, gør vi det netop ikke for dets egen skyld, og at man tilmed kunne forestille sig en situation hvor vi ville vælge at gøre det Gud ville rose os for, i stedet for at gøre det rigtige som vores samvittighed bød os. Tiden tillader desværre ikke at jeg giver et tilbundsgående svar på den indvending her, så jeg vil nøjes med at sige at den der kender Gud, ved at Gud er Den Gode, og at vi derfor altid vil få anerkendelse hos Gud for at gøre det rigtige, og at hvis du nogensinde ser en modsætning mellem hvad Gud byder dig, og hvad din samvittighed byder dig, så er der enten noget galt med din samvittighed eller med din forståelse af Gud, sandsynligvis det sidste, måske begge dele).

Tilbage til det problematiske ved at gøre sig afhængig af andre menneskers anerkendelse. Ud over at det gør os ufrie, er det også udtryk for at vi ikke under Jesus al æren, men vil have noget af den selv. Det er jo ham der er brudgommen, og hverken dig eller mig! I Bjergprædikenen siger Jesus: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,16) – med andre ord: Hvis vi gør gode gerninger for at de mennesker der får gavn af det, skal rose os, så er vores motiver ikke rene, for så gør vi det dybest set for vores egen skyld. Så er vi ikke længere brudgommens trofaste ven der af et helt og rent hjerte glæder sig med ham, men er snarere at sammenligne med TV-2’s figur der gerne havde set sig selv i brudgommens sted – eller som i hvert fald håber på at kunne tiltuske sig et enkelt lidenskabeligt kys fra bruden inden hun kører væk sammen med sin mand. (Nu er det så måske kvindernes tur til ikke at kunne identificere sig helt med metaforen, men det lader sig heldigvis let fikse ved at bytte kønnene om).

Som sagt ligger det enormt dybt i os mennesker at ønske os anerkendelse, og derfor er min opfordring i denne prædiken heller ikke at I alle sammen fra nu af kun skal søge anerkendelse hos Gud, og at Gud får ære fra jeres medmennesker – ikke fordi det ikke ville være det rigtige at gøre, men fordi det ville være umuligt at gennemføre i praksis. Men netop derfor er vi i ét og alt afhængige af Jesus og hans nåde til at dække alle vores synder – også den synd at vi så let forfalder til at søge vores egen ære. Og den nåde giver han os heldigvis uden bebrejdelser, fordi vi er døbt til at være en del af den universelle kirke som er hans brud, og som han elsker så højt at han gav sit liv for den.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag i advent 2025
Tags: Andet Korintherbrev 1.18-22, Esajas' Bog 12, Johannesevangeliet 3.25-36

Posted By admin on 7. januar 2026

De ti brudejomfruer: Det lange seje træk

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 2. søndag i advent 2025 (delvist genbrug fra 2013)

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi lever i et højhastighedssamfund hvor alt fra færger til internetforbindelser helst skal blive hurtigere og hurtigere. Vi har vænnet os til at vi kan taste fire søgeord ind på Google og et splitsekund senere få flere hundrede tusinde søgeresultater fra alverdens servere, eller at vi kan streame en hvilken som helst film få minutter efter at vi har fået det indfald at: den vil vi gerne se i aften. Vi kan ringe og bestille en pizza, og hvis vi er heldige, kan den være færdig inden der er gået et kvarter. Hvis færgen til Ystad er 20 minutter forsinket, bliver vi sure og utålmodige. Og noget tyder på at den forventning om hurtige resultater også har bredt sig til andre områder af livet: Har vi smerter, vil vi helst have noget medicin der kan få smerterne til at forsvinde med det samme, og har vi ondt i livet, ser vi også helst at psykologen kan få os på fode igen med en enkelt eller to 45-minutters samtaler. Hvis en ambitiøs fodboldklub ansætter en ny cheftræner, skal der helst vanke et mesterskab senest i sæson nummer to, og hvis vi får en ny regering eller en ny kommunalbestyrelse, så skal de have leveret markante forbedringer af vores liv og samfund i god tid inden næste valg, ellers stemmer vi dem ud igen. Og når vi nu gennem snart fire år har bedt Gud om at skabe fred i Ukraine, så forstår vi da slet ikke at han ikke har leveret varen endnu.

                      Men selvom tempoet i samfundet var lavere på Jesu tid, er der noget der tyder på at det at vente altid har været svært for os mennesker, især hvis vi ikke engang ved hvor længe vi skal vente. Og det vidste en brudepige i antikkens Israel ikke. Lad mig forklare:

                      I den jødiske kultur på Jesu tid foregik et bryllup ved at bruden og brudgommen hver samlede et følge og drog afsted fra hver deres hjem for at mødes på et aftalt sted. En del af brudens følge var en gruppe ugifte piger som bar fakler. Som udgangspunkt havde både de kloge og de tåbelige piger i lignelsen altså samme mål, nemlig at være med i det fakkeltog der skulle ledsage bruden og brudgommen til det sted hvor bryllupsfesten skulle holdes, efter at de to optog var mødtes. Faklerne bestod af stænger, om hvis ene ende der var viklet en klud vædet med olivenolie. Sådan en fakkel havde naturligvis en begrænset brændetid, og derfor var det enormt letsindigt af de tåbelige piger at de ikke tog ekstra olie med. I en kultur hvor punktlighed ikke var noget man lagde særlig stor vægt på, var det et særdeles dumdristigt sats at gå ud fra at brudgommen ville indfinde sig før deres fakler gik ud. Og før I begynder at tænke at det da også var enormt ubetænksomt af brudgommen at han lod sin brud og hendes følge vente så længe, vil jeg lige påpege at brudgommen havde masser af ting at tage sig af, eftersom det var ham der var bryllupsfestens vært, og han havde derfor ikke mulighed for at begive sig på vej før alt var ordnet.

                      Lignelsen handler naturligvis om alvorligere ting end det at være brudepige til sin venindes bryllup. At gå glip af en bryllupsfest er ganske vist ærgerligt, især hvis brudeparret hører til ens nære venner, men så er det altså heller ikke værre. Men som Jesus selv siger, så handler historien om Himmeriget, og det er nok en hel del værre at gå glip af end en bryllupsfest. Der er i øvrigt flere steder i Bibelen hvor Paradiset sammenlignes med en bryllupsfest, og i de tilfælde er det altid Gud eller Jesus der beskrives som brudgommen, så det er det givetvis også her. Bruden plejer så at være Guds menighed, og det gør det unægtelig lidt vanskeligt at regne ud hvem brudepigerne skal symbolisere! Men vi skal ikke regne med at kunne oversætte alt 1 til 1. Bruden bliver jo heller ikke nævnt med et eneste ord i lignelsen; dens hensigt er ikke at give en udtømmende allegori af hvad der kommer til at ske ved verdens ende, men gennem et simpelt billede at lære os vigtigheden af at være årvågne fordi, som han slutter med at sige, vi hverken kender dagen eller timen. Når man læser konteksten, bliver det klart at den begivenhed som vi hverken kender dagen eller timen for, er Jesu genkomst. Vi skal altså leve på en måde så vi altid er parate til at tage af sted med tændte fakler når Jesus viser sig på himlen.

                      I de første årtier af kristendommens historie regnede de fleste kristne med at Jesus ville vende tilbage inden for deres egen levetid. Nogle mente endda at det var så nært forestående, at de holdt op med at arbejde,[1] for hvad skulle det gøre godt for hvis verden alligevel endte i morgen? Men selvom det lader til at også Paulus, i hvert fald til at begynde med, regnede med at han ville komme til at opleve Jesu genkomst inden sin død,[2] så er udholdenhed ikke desto mindre et gennemgående tema i hans breve – i Romerbrevet 2,7 skriver han for eksempel: ”Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han [altså Gud] gengælde med evigt liv”, og i kapitel 12 af samme brev skriver han: ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen” (Rom 12,12). Og i Kolossenserbrevet beder han om at hans læsere må ”leve som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed” (Kol 1,10-11).[3]

                      Når det var nødvendigt at skrive den slags, var det nok fordi budskabet om Jesus ofte vakte stor begejstring – og forståeligt nok, for det er jo et aldeles fantastisk budskab! Tænk at Jesus med sit blod har købt os fri fra alle vores synder og fra det ondes magt over os, har givet os ret til at blive Guds børn og har skaffet os plads i Guds evige rige hvor død, sorg og ulykke ikke findes mere – det er jo til at blive helt euforisk af at tænke på! Men det er begrænset hvor længe man kan leve i en tilstand af eufori; hverdagen melder sig uundgåeligt, og med den måske også en vis grad af skuffelse over at det – i hvert fald i første omgang – ikke blev helt som man havde forestillet sig. Det kan måske sammenlignes med den eufori mange oplever når de er nyforelskede, men som må udvikle sig til en kærlighed der er mere moden, rolig og – om I vil – realistisk, hvis parforholdet skal bestå. Og for de første kristne bestod den modne realisme altså i at skulle leve i troens forventning om noget de ikke kunne se endnu, samtidig med at de måske blev hånet af deres tidligere venner fordi de nu ikke længere ville deltage i det udsvævende liv som de tidligere havde ført. Og ja, så oplevede mange af dem måske at der til sidst ikke var mere olie på kanden; at deres motivation for at forblive i den kristne tro var forsvundet.

                      I dag er der nok ikke ret mange kristne, uanset om man har været troende i tre dage eller i tres år, der regner med at Jesus nødvendigvis kommer igen inden for det næste halve år (selvom vi selvfølgelig skal være parate hvis han gør!). Men der kan alligevel godt snige sig en følelse af desillusionerethed ind efterhånden som vi finder ud af at livet som kristen på mange områder er langt mere ordinært end vi måske havde forestillet os.

                      Det som dagens tekst skal fortælle os, er altså at der ikke er nogen genvej til herligheden. Jesus tilbyder os ikke en nem omfartsvej uden om alle verdens trængsler og besværligheder; tværtimod forberedte han gentagne gange sine disciple på at de ville komme til at møde trængsel og modstand.[4] At følge Jesus er snarere et maratonløb end en sprint; det er et langt, sejt træk hvor vi fra starten må være indstillet på ikke at give op, selvom det bliver længere og sejere end vi kunne ønske os. Vi må, for at bruge lignelsens billede, sørge for at have rigeligt med olie med.

                      Men hvad symboliserer olien så? Mit bedste bud er at olien symboliserer de ting som giver brændstof til vores tro. Ligesom det giver sig selv at en fakkel ikke kan blive ved med at brænde hvis ikke der bliver tilført ny olie, sådan kan vores tro heller ikke blive ved med at brænde hvis ikke der bliver tilført næring til den. Og den næring får vi først og fremmest ved at bruge tid sammen med Gud i det kristne fællesskab, i nadveren, i bibellæsning, i bøn, eller blot i stilhed hvor vi mediterer over at Gud er hos os altid og alle vegne – det som jeg og mange andre plejer at kalde ”De 4 B’er”. Jo mere vi får af det, desto mere brændstof får vi til at leve efter Guds vilje og være klar til Jesu genkomst.

                      Den gode nyhed er jo nemlig at trængslerne får en ende! Vi ved ikke hvornår brudgommen kommer, men vi ved at han kommer! Og når det sker, så venter der en evig lykke som mere end rigeligt vil opveje hvad vi har måttet udstå i mellemtiden.

                      Og ikke nok med det, for der er også en anden god nyhed, og det er at selvom vi venter på at Jesus skal komme, så er det samtidig også sådan at han allerede er her! Noget af det sidste han sagde til sine disciple inden han vendte tilbage til himlen, var jo: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,20). Han vil selv bære os gennem alt hvad der sker, så så længe vi holder os til ham, behøver vi ikke at frygte for noget – heller ikke for dommedag.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Se fx 2 Thess 3,11

[2] 1 Thess 4,15

[3] Nævnes kan endvidere Rom 5,3-4; 8,25; 15,4. 1 Thess 1,3. 2 Thess 1,4; 3,5.

[4] Matt 24,9. Mark 4,17. Joh 16,33.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag i advent 2025
Tags: Jakobsbrevet 5.7-8, Malakias' Bog 3.1-3, Matthæusevangeliet 25.1-13

Posted By admin on 7. januar 2026

Verdensdommen: Frimodig på dommens dag

Prædiken i Sct. Klemens Kirke sidste søndag i kirkeåret 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som de fleste af jer sikkert ved, består Bibelen af to dele: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Ja, faktisk tror jeg ikke alene at det er de fleste af jer der sidder her på kirkebænkene i dag der ved det; jeg vil tro at det er almen viden blandt alle der i et eller andet omfang er formet af en kristen kultur. De fleste har også en eller anden fornemmelse af hvad forskellen er på Det Gamle og Det Nye Testamente, nemlig noget med at i Det Gamle Testamente er Gud streng og dømmende, mens Det Nye Testamente handler om at Jesus kommer og siger: ”Nej, det passer ikke; Gud er i virkeligheden god og kærlig.” Men hvis man sætter sig ned og læser Bibelen i sammenhæng, finder man snart ud af at det i bedste fald er en sandhed med modifikationer. Og i teksterne til i dag ser det jo nærmest ud til at være omvendt: Mens teksten fra Det Gamle Testamente handler om fryd og jubel til evig tid, hører vi i prædiketeksten fra Det Nye Testamente om mennesker der bliver henvist til den evige ild – og det er oven i købet Jesus selv der siger det! Hvad stiller vi op med det?

En ting jeg i hvert fald ikke tror går an, er at sige som jeg engang hørte en kollega fra Sjælland gøre, at hvis Det Gamle og Det Nye Testamente modsiger hinanden, går vi normalt med Det Nye Testamente, men i det her tilfælde har Esajas ret, og Jesus tager fejl! Det kan ellers være fristende at gå til Bibelen med det princip at vi klynger os til de tekster vi godt kan lide, og ignorerer dem vi ikke kan lide, men jeg har svært ved at forstå hvordan man kan gøre det uden på et tidspunkt at stille sig selv det spørgsmål: ”Hvordan kan jeg være sikker på at de bibelvers jeg godt kan lide, er sande?” Vi ved jo fra den almindelige fysiske verden at virkeligheden normalt ikke indretter sig efter hvordan vi ville foretrække at den så ud. Tag for eksempel vejrudsigten: I dag har vi via internettet adgang til en lang række forskellige vejrtjenester, hvoraf to af de mest populære her i Danmark er det danske DMI og det norske Yr. De to tjenester har hver deres korps af højtuddannede meteorologer som på baggrund af radarovervågninger, satellitbilleder, vejrballoner, barometermålinger samt deres viden om fysikkens love giver deres bedste bud på hvordan vejret bliver, men her på vores breddegrader behøver et vejrsystem kun at ændre sin kurs med en enkelt eller to grader for at vejret på Bornholm bliver helt anderledes end det ellers ville være blevet. Derfor er forudsigelserne altid forbundet med en vis usikkerhed (selvom de er mere nøjagtige i dag end de var for 50 år siden), og tilmed er DMI og Yr ikke altid enige om hvordan vejret bliver i morgen. Forestil dig nu at du planlægger en masse udendørs aktiviteter i morgen, og derfor vil du helst have at det bliver tørvejr og ikke alt for blæsende. Hvis du så tjekker vejrudsigten og finder ud af at DMI lover regn og blæst, mens Yr lover solskin og vindstille, så vil du naturligvis have mest lyst til at tro på Yr – og vice versa. Men hvor meget vil du være villig til at satse på at det bliver den vejrudsigt du bedst kan lide, der viser sig at få ret? Lad os for eksempel sige at grunden til at du håber på tørvejr, er at du skal holde en havefest, og at du har tænkt dig at tage noget tøj på, der er enormt flot, men som ville blive ødelagt hvis der kom et heftigt regnskyl. Ville du så frejdigt tage det tøj på i morgen tidlig i tillid til at Yr havde ret, og DMI tog fejl? Nej, vel? Jeg tror de fleste ville sørge for i det mindste at have en plan B, for sæt nu det var den vejrudsigt der lovede regnvejr, der viste sig at holde stik! Når vi viser den form for forsigtighed for at passe på et sæt tøj, hvor meget mere forsigtighed burde vi så ikke vise når det gælder spørgsmålet om hvorvidt vi skal tilbringe evigheden i fryd og jubel eller i en uudslukkelig ild!

Når det gælder vejrudsigten, så kan vi som regel planlægge os ud af det, sådan at vi tager højde for begge muligheder, men når det gælder spørgsmålet om himmel eller helvede, er det vanskeligere at tage sine forholdsregler på forhånd. Hvis det viser sig at blive regnvejr den dag hvor du ville have holdt havefest, så har du mulighed for at sige: ”Ved I hvad, vi holder festen indendørs i stedet for!”, men hvis du på dommens dag kommer til at høre Jesus sige: ”Gå bort fra mig, du forbandede, til den evige ild”, hvad kan du så gøre? Det er altså helt afgørende vigtigt at vi på forhånd finder ud af hvordan vi slipper for flammerne!

Hvis vi nøjes med at forholde os til de tekster vi har hørt i dag, så kan vi naturligvis vælge det der må siges at være den sikreste løsning, nemlig at se bort fra Esajasteksten og holde os til den barske tekst om den evige ild. Hvis det så skulle vise sig at det var Esajas der havde ret, så bliver vi jo under alle omstændigheder frelst, ikke sandt? Spørgsmålet er bare hvor sikre vi reelt kan være på at havne på den rigtige side ved dommen hvis vi tager Matthæusteksten for pålydende, for hvornår er nok nok? Skal vi give mad til hvert eneste sultent medmenneske vi møder? Skal vi tøj til alle i hele verden der mangler tøj? Skal vi besøge alle der er syge, og alle der er i fængsel? Det kan jo ikke lade sig gøre! Hvis det er det der er kriteriet for at blive frelst, så er jeg bange for at der bliver temmelig mennesketomt i himlen! Derfor (eller, naturligvis ikke kun derfor, men i det hele taget) vil jeg anbefale at vi ikke spørger om det er Jesus eller Esajas der har ret, men at vi i stedet antager at de begge to har ret, og så spørger hvordan det kan lade sig gøre! Det har jo været den kristne kirkes grundlag lige fra begyndelsen at hele Bibelen er Guds åbenbaring til os, og at de forskellige skrifter skal kaste lys over hinanden – naturligvis under hensyntagen til at Det Nye Testamente repræsenterer en mere fuldkommen åbenbaring end Det Gamle Testamente, men uden at Det Gamle Testamente af den grund bliver usandt eller irrelevant. For at kunne det er det naturligvis først og fremmest vigtigt at have kendskab til hele Bibelen og ikke kun til nogle få løsrevne skriftsteder. Nogle af os – jeg selv for eksempel – har det som en del af vores jobbeskrivelse at have sat os særlig godt ind i hvad der står i Bibelen, men jeg vil, som jeg har gjort så mange gange før, opfordre jer alle sammen til også selv at læse flittigt i Bibelen, så I er bedre rustet til både at bedømme de ting som vi prædikanter siger, og til at være frimodige i jeres egen kristne tro.

Og efter således at have brugt mere end halvdelen af min taletid på indledningen, må jeg hellere komme til sagen: Hvordan kan Esajas og Jesus begge to have ret? Og skal vi gå rundt og være bange for at ende i den evige ild der er bestemt for Djævelen og hans engle?

For at tage det sidste spørgsmål først, for det er jo nok det mest påtrængende: Nej, jeg tror bestemt ikke det er meningen at vi skal gå rundt og være bange for at havne i den evige ild! Som belæg for det vil jeg citere et lidt længere stykke fra Første Johannesbrev: ”Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden” (1 Joh 4,15-18). Altså: Fordi Gud elsker os, behøver vi ikke at frygte, men kan ligefrem være frimodige på dommens dag. Og det er tæt forbundet med Jesus, for som der står i Romerbrevet (5,8): ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” Fordi Jesus blev dømt, kan vi slippe for dommen.

Esajas har altså ret. Men hvordan kan Jesus så samtidig have ret når han siger at der vil være mennesker der på dommens dag bliver henvist til den evige ild? Jo, hvis I hørte rigtig godt efter under den første læsning, så lagde I måske mærke til at Guds ord gennem Esajas henvendte sig til en ganske bestemt gruppe mennesker, nemlig Guds folk. ”Jeg vil … fryde mig over mit folk” stod der jo. Og hvem er Guds folk så? Ja, i de fem Mosebøger kan vi læse at Gud blandt alle jordens folkeslag udvælger Israel som sit folk,[1] men også at han gør det med henblik på at velsigne alle folk på jorden,[2] og i Det Nye Testamente giver Jesus sine disciple befaling om at invitere mennesker fra alle jordens folkeslag til at være en del af Guds folk. Fordi Guds kærlighed ikke har nogen grænser, gælder invitationen alle mennesker, uanset hvor meget ondt vi måtte have bedrevet i vores liv. Det er imidlertid ikke alle der tager imod invitationen, og derfor vil der på dommens dag blive sat et skel mellem de ”velsignede”, der arver Guds rige, og de ”forbandede”, der går bort til den evige ild – ikke fordi Gud ikke elsker dem, men fordi de ikke vil vide af Guds kærlighed. (Af samme grund tror jeg heller ikke – som ateister ofte beskylder os kristne for at mene – at der er nogen der går fortabt blot fordi de har været så uheldige at blive født ind i en muslimsk eller hinduistisk eller buddhistisk kultur; det rimer ganske enkelt ikke på at Gud elsker alle mennesker uden undtagelse. Samtidig vil jeg dog også mene at det er afgørende vigtigt at give alle mennesker mulighed for at tage stilling til budskabet om Jesus – og forklaringen på hvordan jeg kan mene begge de ting, den må I have til gode til en anden god gang!)

Nu tænker du måske: ”Men Jesus sagde jo ikke noget om at tage imod Guds kærlighed; han sagde noget om at hjælpe mennesker i nød, og de der ikke gjorde det, blev dømt til den evige ild!” Men de to ting hænger faktisk uløseligt sammen. Jeg citerede før fra Første Johannesbrev kapitel 4 om Guds fuldkomne kærlighed der fordriver al frygt og giver os frimodighed på dommens dag. Hvis vi fortsætter hvor vi slap i det kapitel, så står der: ”Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder” (1 Joh 4,19-21). Tegnet på at vi står i den fuldkomne kærlighed der giver frimodighed på dommens dag, er altså at vi elsker vores medmennesker, og det giver sig netop udslag i de gerninger som Jesus talte om i evangelieteksten. ”Av,” tænker du måske, ”dér forsvandt min frimodighed da lige igen, for det er jeg da ikke sikker på at jeg lever op til!” Men bemærk at de mennesker som Jesus roser for deres gerninger, reagerer med stor overraskelse på rosen! De har ikke gået rundt og gjort gode gerninger for at ”samle point” til det evige liv; de har blot levet og åndet i Guds kærlighed, med sænkede skuldre og i glad frimodighed. Hvis du gør dig bekymringer om hvorvidt dine gerninger nu er gode nok, så ligger dit fokus det forkerte sted! Hvis du derimod retter dit blik mod Jesus og den kærlighed som Gud har vist os i ham, så kommer de gode gerninger af sig selv – og undertiden endda helt uden at vi tænker over det eller overhovedet opdager det!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] 2 Mos 6,7; 19,5-6. 3 Mos 26,12. 5 Mos 32,9.

[2] 1 Mos 123; 28,14.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2025
Tags: Andet Thessalonikerbrev 2.13-17, Esajas' Bog 65.17-19, Matthæusevangeliet 25.31-46

Posted By admin on 7. januar 2026

Den gældbundne tjener: Løslad dig selv!

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 22. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Set med moderne vestlige øjne er dagens prædiketekst en anelse problematisk, det vil jeg godt indrømme. Når man har eftergivet en gæld, kan man jo ikke bagefter skifte mening og forlange at den skal betales alligevel, sådan som kongen i historien gør. Ganske vist bærer tjeneren sig nederdrægtigt ad over for sin medtjener, men en retsstat er jo kendetegnet ved at der gælder de samme rettigheder for alle, også dem vi ikke kan lide. Men i oldtidens Mellemøsten vrimlede det ikke ligefrem med moderne retsstater. Det tætteste man kom, var nok Rom, hvis love blandt andet gav arrestanter ret til at anke deres sag til en højere instans og beskyttede dem mod vilkårlig afstraffelse, men de rettigheder gjaldt kun romerske statsborgere; mennesker fra andre nationer kunne de romerske embedsmænd behandle efter forgodtbefindende – Pilatus lod for eksempel Jesus piske uden dom, og ved en anden lejlighed foranstaltede samme Pilatus en decideret massakre på en gruppe fredelige pilgrimme (Luk 13,1). Og i de fleste nationer var det sådan at kongen havde mere eller mindre uindskrænket magt og kunne dømme, benåde og dømme igen, som det nu passede ham. Derfor var der næppe nogen af de oprindelige tilhørere der løftede et øjenbryn over det tilsyneladende brud på retssikkerheden; det de hørte, var at en hjerteløs hykler der havde dømt sig selv gennem sin dobbeltmoralske indstilling, fik lov til at smage sin egen velfortjente medicin.

                      Nu er der selvfølgelig det ved det at Jesus ikke bare fortæller en historie om en måske lettere lunefuld enevældig konge; han fortæller en lignelse der skal lære os noget om hvordan Gud er. Ganske vist forekommer ordet ”lignelse” ikke i teksten, men Jesus gør det ikke desto mindre tindrende klart hvordan historien skal forstås, ved at slutte af med at sige: ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.” Og uanset hvordan konger i oldtidens Mellemøsten almindeligvis bar sig ad, så skulle Gud da gerne være uangribeligt retfærdig! Så hvad stiller vi op med den her lignelse? Kan vi regne med at når Gud tilgiver vores synder, så er de tilgivet, eller risikerer vi at han alligevel pludselig finder dem frem igen og stiller os til regnskab? Er det sandt hvad jeg lærte at synge da jeg gik i søndagsskole som barn: ”Han har kastet alle mine synder bag sin ryg, han ser dem aldrig mer’”, eller holder han dem stadig i baghånden til at presse mig med hvis jeg ikke opfører mig ordentligt? Handler det kristne budskab om at vi bliver frifundet og erklæret retfærdige, eller blot om at vores dom bliver gjort betinget?

                      For at nå frem til et svar på de spørgsmål tror jeg at vi er nødt til først og fremmest at gøre os klart at frelsen i Jesus ikke handler om jura, men om relationer. Da Adam og Eva spiste af Kundskabens Træ, forgiftede det både deres forhold til sig selv, til hinanden, til det øvrige skaberværk, og til Gud. Gud bortviste dem fra paradiset fordi de konsekvenser ville være blevet permanente og uafvendelige hvis de også havde spist af Livets Træ, og hele resten af Bibelen er kort fortalt historien om hvordan Gud arbejder på at genoprette de brudte relationer. Den plan nåede sin fuldendelse i Jesus: Ved at lade sig føde som et hjælpeløst menneskebarn trådte Gud selv hen over den kløft der skilte os fra ham, og da Jesus døde på korset, lod han alt det onde der var blevet sluppet løs ved syndefaldet, ramme ham selv og bar det med sig ind i døden så vi kunne blive frie. Derfor har vi adgang til at blive Guds børn ved at tro på Jesus.

                      I disse år diskuteres det en del om der skal laves om på Folkekirkens dåbsritual. Det er ikke så uhørt som det måske lyder, for dåbsritualets ordlyd er ikke noget der er foreskrevet i Bibelen, og det nuværende ritual er ikke faldet ned fra himlen; det er blot det foreløbige resultat af århundreders ændringer og revisioner, og jeg synes det er fint at man fortsætter i det spor så det sikres at ritualet stadig er både sprogligt vedkommende og teologisk holdbart. Men det bekymrer mig at en af de ting som der er mange der gerne vil have lavet om på, er ritualets ord om at vi bliver Guds børn i dåben, især fordi argumentet for ændringen ikke er at man med den nuværende formulering risikerer at skrive troen ud af ligningen (det kan der faktisk være en pointe i), men derimod en påstand om at alle mennesker er Guds børn lige fra fødslen. Hvis vi var det, var det jo overflødigt at Jesus ofrede sig selv! Ganske vist er det sandt at Gud elsker alle mennesker – døbte som udøbte, troende som ikke-troende – som en fuldkommen, perfekt far eller mor elsker sine børn, og jeg kunne da heller aldrig drømme om at sige at et barn der dør uden at dets forældre har fået det døbt, skulle gå fortabt – ”Gud har bundet os til dåben, men han har ikke bundet sig selv”, som Luther udtrykte det.[1] Men hele pointen i at Gud sendte Jesus til jorden, var at det forældre-barn-forhold som Gud skabte os til at have til ham, var blevet brudt, og noget måtte laves om for at genoprette det. Rent objektivt skete forandringen da Jesus døde på korset – ”Det er fuldbragt!” sagde han umiddelbart før han udåndede (Joh 19,30) – så det eneste der står tilbage nu, er den subjektive dimension: at vi selv lader os forvandle. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev hvor han fortæller om sin og de andre apostles opgave (og jeg citerer det fra den nudanske oversættelse Bibelen2020): ”Gennem Kristus forsonede Gud sig med hele verden. Han slog en streg over alle menneskers lovovertrædelser, og så overlod han det til os at fortælle andre om det. På vegne af Kristus har vi en opgave, og Gud taler gennem os. På hans vegne beder vi jer om at forsone jer med Gud” (2 Kor 5,19-20, kursivering tilføjet).

                      Den forsoning som Paulus taler om, handler først og fremmest om tilgivelse. Hvad er tilgivelse? Ja, hvis vi tilgiver et medmenneske noget som vedkommende har gjort, betyder det vel først og fremmest at vi ikke længere lader det der er sket, påvirke vores forhold til vedkommende, men at vi igen kan relatere til hinanden som om det aldrig var sket. Og det er præcis hvad Gud tilbyder os: et liv hvor vi ikke længere er defineret af fortiden.

                      I den lignelse vi hørte, tales der en del om at blive sat i fængsel: Den onde tjener lod sin medtjener blive kastet i fængsel, men endte med selv at blive overladt til bødlerne. På den tid var gældsfængsel ikke ualmindeligt (ligesom det i øvrigt heller ikke var i Europa indtil for omkring 200 år siden). Man kan undre sig over hvad det skulle nytte at sætte en skyldner i fængsel, for der har man jo ikke mulighed for at tjene penge til at betale gælden med, men ideen var som regel enten at det forventedes at skyldneren ville blive frikøbt af familie og venner, eller at han i fængslet skulle lave tvangsarbejde indtil han havde arbejdet gælden af. Men i denne lignelse er gælden jo et billede på onde handlinger der skal tilgives, og i det lys synes jeg at talen om fængsel er en yderst passende metafor. Hvis vi har gjort noget forkert som vi fortryder, eller hvis andre har gjort noget mod os som vi synes de burde fortryde, så er vi jo på en måde fanget af fortiden; det er som om vi sidder i et mentalt fængsel – ja, man kunne måske endda sige et åndeligt fængsel – som vi ikke kan slippe ud af uden at der finder en forsoning sted. Er det os selv der har dårlig samvittighed, vil vi ofte tænke noget i retning af: ”Bare jeg dog kunne blive tilgivet, så jeg kunne slippe ud af det her fængsel!” Er det derimod en anden der har forsyndet sig mod os, så er det mere kompliceret, for hvem kan så hjælpe os ud af det fængsel vi sidder i? Vi kan slippe fri af vores egen skyld ved at blive tilgivet, men hvordan slipper vi fri af andres skyld mod os?

                      Det falder os ofte naturligt at tænke at det gør vi ved at den anden person bliver straffet. Problemet er bare at det er sjældent det virker! Hvis der for eksempel er nogen der har bedraget os økonomisk, så vil det naturligvis hjælpe hvis vi får erstattet vores tab, men det bliver tilliden i relationen jo ikke nødvendigvis genoprettet af. Og hvis nogen har øvet vold mod os og måske tilføjet os varigt men på krop og sjæl, eller måske endda har været årsag til at et menneske vi elskede, er død, så får vi hverken vores førlighed eller vores kære igen, uanset hvor hårdt den skyldige bliver straffet. Nej, den eneste måde vi kan blive fri på, er hvis vi kan få lov til at starte på en frisk hvor det ikke længere er fortiden der definerer os. Og det kan kun ske hvis vi selv er villige til at tilgive.

                      Det kan virke urimeligt at sige til et menneske der har været udsat for grove overgreb, at vedkommende bare skal tilgive sin overgrebsmand, og jeg vil da også skynde mig at understrege at der ikke er noget som helst ”bare” ved at tilgive. Er man blevet krænket groft, så vil man som regel have brug for megen terapi, omsorg og forbøn for at kunne komme videre med sit liv, og selvom man ikke for alvor kan komme videre uden at tilgive, så vil den tilgivelse måske i første omgang have karakter af en bøn der lyder: ”Gud, vil du tilgive den person, for det kan jeg ikke selv!” Men hvis vi ikke vil tilgive, så kan det godt være at vi tror at vi derved sætter den anden person i fængsel, men ligesom tjeneren i lignelsen vil vi komme til at erfare at det i virkeligheden er os selv der havner i fængsel. Det er så at sige en åndelig naturlov at hvis vi ikke vil tilgive andre, så kan vi heller ikke leve i den frihed som vi selv er blevet tilgivet til.

                      Og så vil jeg da også tilføje at selvom der som sagt findes alvorlige overgreb som det kan kræve års arbejde med indre helbredelse at nå frem til at kunne tilgive, så er det meste af det som Gud beder os om at tilgive vores medmennesker, trods alt langt mindre alvorlige ting. De kan måske opleves alvorlige nok, for som regel er der jo tale om at vi har vist et andet menneske en tillid som vedkommende har misbrugt eller ikke har levet op til. Men lignelsen om den gældbundne tjener kan minde os om at vi også selv er afhængige af tilgivelse fra både Gud og mennesker, og derfor er der ikke for meget forlangt at vi også tilgiver andre. Og når vi vælger at løslade et medmenneske fra det fængsel som deres skyld har holdt dem i, så løslader vi samtidig os selv fra at være bundet af bitterhed over det der er sket.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] WA 26, s. 506.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 22. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Filipperbrevet 1.6-11, Første Mosebog 50.15-21, Matthæusevangeliet 18.21-35

Posted By admin on 11. november 2025

Den kongelige embedsmands søn: Nogle gange er man nødt til at springe

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 21. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har boet til leje næsten hele mit liv; kun i tre år – fra 2016 til 2019 – havde jeg fod under eget realkreditlån, og jeg må sige at jeg ikke savner det. Jeg har det nemlig bedst med forudsigelighed, så det appellerede bestemt ikke til mit temperament konstant at skulle forholde mig til renteudvikling, obligationskurser, og om det nu ville kunne betale sig at lægge lånet om. Og når jeg skulle vælge lånetype, hældede jeg klart mest til fast rente (hvilket min hustru og jeg heldigvis var helt enige om). Af samme grund er jeg også meget taknemmelig for at størstedelen af min pensionsordning er indrettet på en måde der ikke afhænger af hvordan det går på aktiemarkedet, for jeg synes det er lidt for nervepirrende at skulle tage stilling til om jeg ønsker en investeringsstrategi med en høj, lav eller middel risikoprofil. De af jer der selv har skullet forholde jer til den slags spørgsmål, ved at jo større risiko for tab man er villig til leve med, desto større gevinst kan man realistisk set forvente, men uanset hvor lav en risiko man vælger, kan man ikke helt eliminere risikoen for tab. Det er så sandt som det gamle ord siger: ”Hvo intet vover, intet vinder!”

                      Nu spørger I måske jer selv om jeg monstro skulle have taget fejl af søndagene, for det jeg har sagt indtil nu, kan umiddelbart lyde som indledningen til en prædiken over lignelsen om de betroede talenter, men teksten til i dag handlede jo om at Jesus helbreder en kongelig embedsmands søn – og hvad har det at gøre med den uundgåelige risiko ved at investere? Jo, sammenhængen er den at tro også er en form for investering.

                      Forstå mig ret: Det er naturligvis ikke sådan at det evige liv som Gud giver alle der tror på Jesus, blot er en slags ”afkast” af noget vi selv er i stand til at investere. Læs for eksempel kapitel 2 i Efeserbrevet – ja, læs for resten gerne hele Efeserbrevet; det er kun på 6 sider, men der står simpelt hen så meget guld at det tåler at blive læst igen og igen og igen – men i kapitel 2 understreger Paulus altså at før vi lærte Jesus at kende, var vi ”døde i [vores] synder”, dvs. vi havde ikke det evige liv i os. Ganske vist vil jeg mene at både Bibelen[1] og erfaringen peger på at man sagtens kan handle moralsk og samvittighedsfuldt selvom man ikke er kristen, men selv vores frommeste gerninger rummer ikke noget potentiale til at frelse os fra den evige død (og det gælder uanset hvilken religion vi bekender os til). Vores eneste chance for at blive frelst er at tage imod det evige liv som en gratis gave fra Gud; vi kan ikke selv føje noget til. ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af”, som Paulus skriver til Efeserne (Ef 2,8-9).

                      Men det at tro indebærer et valg, og ethvert valg er også et fravalg af noget andet. Det er et af de luksusproblemer vi har i et så velstående samfund som dagens Danmark (og det siger jeg med fuld respekt for at det desværre ikke er alle i Danmark der har del i velstanden, men det er en anden historie). Da jeg valgte at spise lasagne forleden aften, fravalgte jeg at spise hakkebøf. Da jeg valgte at blive hjemme forleden aften, fravalgte jeg de forskellige arrangementer jeg kunne have valgt at deltage i. Da jeg valgte at studere teologi, fravalgte jeg at studere dansk eller historie eller antropologi. Da jeg friede til Signe i sin tid, fravalgte jeg alle andre kvinder, ligesom jeg også fravalgte singlelivet. Og så videre. Hver gang vi vælger, foretager vi en slags investering uden at have nogen garanti for at vi ikke kommer til at stå som tabere (selvom det at gifte sig unægtelig er en ”investering” i en helt anden liga end det at spise lasagne til aftensmad!). Og jeg har indtryk af at det at skulle vælge noget fra, er noget der bliver vanskeligere og vanskeligere, ikke mindst for de unge i vores samfund. Og vælger vi at tro på Jesus, så vælger vi også noget fra. Dels fravælger vi naturligvis islam og buddhisme og asatro og hvad der i øvrigt findes af religioner, men først og fremmest fravælger vi kontrollen over vores eget liv. Og det er ikke et valg vi kan træffe én gang for alle; det er noget vi må gøre hver eneste dag.

                      I dagens læsninger får vi to eksempler til efterfølgelse hvad det angår, nemlig syreren Na’aman fra Det Gamle Testamente og den kongelige embedsmand fra Johannesevangeliet. Na’aman forestillede sig i første omgang at Israels Gud var en slags forretningspartner som man kunne indgå en transaktion med: Ti talenter sølv, seks tusind guldstykker og ti sæt festklæder for en helbredelse. Lige for lige. Quid pro quo. Men han skulle komme til at erfare at det overhovedet ikke er den måde det hænger sammen på. Det han skulle ”investere” for at blive helbredt, var ikke sølv og guld, men noget langt mere kostbart. ”Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask,” sagde Elisa. Og som hans tjenere påpegede, var det ikke fordi det var noget der på nogen måde var svært at gøre. Så hvorfor drog den stolte general bort i vrede da han fik den besked fra profeten? Ja, som jeg læser teksten, så var det fordi han ikke troede på at det ville virke. ”Jeg tænkte, at han selv ville være kommet ud og have stillet sig op og påkaldt Herren sin Guds navn og ville have svinget sin hånd over det syge sted, så spedalskheden var forsvundet”, sagde han, for det var åbenbart sådan han forestillede sig at man helbredte sygdomme. Hvis det virkede at tage et bad i en flod, så ville han vel være blevet rask for længst, for det må man tænke at han ofte havde gjort i Damaskus’ floder Abana og Parpar, som han nævner – og de var endda bedre end alle vandløb i Israel! Dermed mente han sikkert at de var langt mere egnede til at bade i. Floden Abana, der i dag hedder Barada, og som løber gennem Damaskus, er både langt bredere, dybere og ikke mindst renere og friskere end Jordanfloden. Ved at investere sin tillid i Elisas ord ville Na’aman altså ikke alene risikere at blive skuffet, men også at blive ydmyget og til grin hos både israelitterne og sine egne landsmænd fordi han havde foretaget en lang rejse for at bade i en dårligere flod end den der løb forbi hans egen gadedør. Men fordi han lod sig overtale af sine tjenere til at løbe risikoen, blev han helbredt som en helt igennem gratis og ufortjent gave fra Gud.

                      Den kongelige embedsmand i evangelieteksten risikerede måske ikke ligefrem at blive til grin på samme måde som Na’aman gjorde, men jeg kan godt forstå hvis han blev skuffet over at Jesus – ligesom Elisa – ikke gjorde noget spektakulært, men blot sagde: ”Gå hjem, din søn lever.” Men i modsætning til Na’aman valgte embedsmanden uden videre at tro Jesus på hans ord, og det var måske blandt andet fordi Jesus på forhånd havde peget på den fare der var så nærliggende for en person i den situation som den ulykkelige embedsmand og far stod i: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Ved at sige sådan foregreb Jesus så at sige embedsmandens indvending om at han var nødt til at have en eller anden form for tegn på at hans bøn var hørt, og lod ham vide at det han havde at gøre, blot var at tro. I den forbindelse vil jeg i øvrigt henlede opmærksomheden på en lille detalje i teksten som vi har det med at overse (og som jeg heller ikke selv ville have tænkt over hvis ikke jeg i min reol havde haft et fremragende kommentarbind over Johannesevangeliet, forfattet af den nu afdøde australske teolog Leon Morris), nemlig at manden først kom hjem til Kapernaum igen dagen efter! Der er nemlig ikke mere end cirka 30 kilometer mellem Kapernaum og Kana, og en kongelig embedsmand der var ude i et akut ærinde, rejste næppe til fods. Så hvis det allerede var ”ved den syvende time”, altså klokken et om eftermiddagen,[2] at han talte med Jesus, så måtte man formode at han var vendt hjem igen samme dag. Men hans tillid til Jesu ord har altså tilsyneladende været så stor at alt hastværk forduftede, og han havde fred nok i hjertet til at kunne lade sin hest restituere inden tilbageturen til Kapernaum.[3] Men nogen garanti havde han ikke – hans indre fred havde ikke noget andet fundament at hvile på end det at han troede Jesus på hans ord.

                      Vi der lytter til disse beretninger her i 2025, skal heller ikke regne med at Gud vil give os noget tegn der kan garantere at alt kommer til at gå som vi gerne vil have det; tværtimod forberedte Jesus allerede de første disciple på at de ville komme til at møde trængsel. Men han opfordrede dem til ikke at lade sig slå ud af det, men frimodigt at stole på at han i sidste ende ville vise sig stærkere[4] – en frimodighed der satte disciplene i stand til frygtløst at gå martyrdøden i møde. Det bliver der forhåbentlig ikke nogen af os der får brug for, men det gælder ikke desto mindre at hvis vi vil have del i alle de gode gaver som Gud vil give os, så er vi nødt til at stole på ham, også når hans ord er det eneste vi har at støtte os til. Et strålende eksempel på en der levede efter det princip, var den tyskfødte evangelist George Müller, der virkede i Bristol i England i 1800-tallet. Han følte et stærkt kald fra Gud til at åbne et børnehjem for de mange forældreløse børn i byen, men eftersom han ikke kunne fremlægge nogen finansieringsplan for driften, rådede alle ham fra det. Imidlertid var Müller sikker på at det var noget Gud havde lagt på hans hjerte, og med udgangspunkt i verset: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33) gik han i gang med arbejdet, idet han hver dag bad Gud om at sørge for det de havde brug for den dag. Gennem 60 år sendte hans børnehjem mere end 10.000 børn godt i vej, uden at han på noget tidspunkt henvendte sig specifikt til nogen mennesker eller organisationer og bad om støtte. Jeg siger ikke at vi alle sammen skal kaste os ud i at drive velgørende arbejde uden en finansieringsplan, men George Müller oplevede at det netop var det Gud kaldte ham til – og så gjorde han det, selvom al menneskelig visdom tilsagde at det ikke kunne lade sig gøre.[5]

                      Nogle gange er det nødvendig at tage et spring og håbe på at man bliver grebet. Og vi skal i hvert fald ikke regne med at vi kommer til at opleve Gud gøre store ting hvis vi konsekvent undgår situationer hvor Guds løfter er det eneste vi har at holde os til.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Se fx Rom 2,14-15

[2] Nogle forskere mener at Johannesevangeliet benytter den romerske tidsregning, der var indrettet på samme måde som den moderne, og at samtalen mellem Jesus og embedsmanden altså først fandt sted klokken syv om aftenen, men Leon Morris argumenterer overbevisende for at det ikke er tilfældet (The Gospel According to John (revised edition), NICNT, Eerdmans 1995, s. 138, note 91).

[3] Morris, s. 258.

[4] Parafrase af Joh 16,33.

[5] https://en.wikipedia.org/wiki/George_M%C3%BCller

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 21. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Anden Kongebog 5.1-5+9-15, Efeserbrevet 6.10-17, Johannesevangeliet 4.46-53