Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 7. juli 2024
Den rige unge mand: Tryk på nødknappen
Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ny Kirker 6. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg ser ikke ret meget fjernsyn, undtagen i forbindelse med store sportsbegivenheder som Tour de France eller EM i fodbold (dvs. for tiden ser jeg faktisk en del). Men når jeg er på besøg hos mine forældre, sker det at jeg ser med på noget af det de følger med i, og på den måde har jeg stiftet bekendtskab med en række forskellige programmer lige fra Den store bagedyst til Alene i vildmarken. Og jeg må sige at i hvert fald sidstnævnte er et ret fascinerende koncept. Hvor mange af jer kender det?
Kort fortalt, så går Alene i vildmarken ud på at et antal deltagere bliver transporteret ud til hver sit sted i vildmarken, fjernt fra nogen former for civilisation. (I den oprindelige amerikanske version var det i Canada, mens den danske udgave mest har benyttet sig af lokaliteter i Norge). Med sig får deltagerne de mest nødvendige redskaber til overlevelse så som en kniv, en økse, en sovepose, fiskegrej, kogegrej og et førstehjælpssæt, og derudover får de et videokamera som de skal bruge til at filme sig selv med, så tv-seerne bagefter kan se hvordan de rent faktisk klarede sig. Mens de er alene i vildmarken, skal deltagerne kæmpe med både sult, kulde og ikke mindst ensomhed, og det er selvsagt begrænset hvor længe man kan holde til det. Derfor er deltagerne udstyret med en GPS-sender som de kan aktivere når de ikke vil være med mere; så vil de inden for 30 minutter blive hentet tilbage til civilisationen. Vinderen er så den sidste person der er tilbage når alle de andre har trykket på ”nødknappen” og er blevet hentet.
Det er meget fascinerende at følge med i de overvejelser som de forskellige deltagere gør sig om hvorvidt de skal stemple ud, eller om de skal udholde vildmarken lidt endnu. De ved jo ikke hvordan de andre deltagere klarer sig, og det ville da være megaærgerligt at trykke på nødknappen 5 minutter før din sidste tilbageværende konkurrent ville have gjort det! Dertil kommer at det at trykke på nødknappen i en vis forstand er en falliterklæring: en erkendelse af at man som menneske blev den lille i forhold til den vilde natur. Og det at selv de ultraseje outdoor-typer der deltager i den slags programmer, på et tidspunkt må kaste håndklædet i ringen, burde nok give os andre anledning til at indse hvor små og hjælpeløse vi mennesker er! Selv ville jeg i hvert fald aldrig komme i nærheden af de mellem 27 og 60 dage som de forskellige sæsoners danske vindere har holdt ud – jeg er overhovedet ikke friluftsmenneske, så det ville være et mirakel hvis jeg holdt bare en enkelt nat ude i elementerne!
Alligevel er det som om rigtig mange af os har det sådan at vi helst skal kunne klare os selv, og at det måske endda er flovt at være afhængig af andres hjælp. Og det er selvfølgelig af flere grunde fornuftigt nok at gå efter at være så selvhjulpen som muligt i livet, for det er jo ikke specielt næstekærligt at ligge sine medmennesker unødigt til byrde ved at forvente at de gør noget for én som man sagtens kunne have gjort selv. Når vi opdrager vores børn, er et af opdragelsens fornemste mål jo netop også at de skal blive stadig mere selvhjulpne, sådan at de med tiden kommer til at kunne klare sig uden vores hjælp, og måske endda kan hjælpe os når vi selv bliver så gamle at vi ikke kan tage vare på os selv (hvis vi lever så længe).
Men vi kommer aldrig til at kunne klare os helt uden andres hjælp – det er og bliver sandt hvad der står i Bibelens beretning om Evas skabelse: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18). Dels har vi brug for andre menneskers selskab for at holde os psykisk sunde (selvom omfanget af det behov er forskelligt, alt efter hvor introverte eller ekstroverte vi er), dels er der ingen af os – jeg gentager: ingen af os – der er så stærke at vi ikke kan få brug for andre menneskers hjælp til at komme på benene igen når vi er faldet, uanset om det er vores fysiske helbred, vores psykiske modstandskraft, vores økonomiske ressourcer, eller noget helt fjerde, der har givet efter for presset. Og det er ikke flovt at ”trykke på nødknappen” og tage imod hjælp når vi har brug for den. Selv hvis det skyldes vores egen dumhed at vi er havnet i en prekær situation (som det jo ind imellem gør), er det ingen skam at tage imod hjælp. Lad os for eksempel sige at du har forsømt at overholde de anbefalede sikkerhedsregler da du skød fyrværkeri af nytårsaften, og du er kommet til skade med dit øje. Så vil du måske nok med en vis ret kunne være flov over at du glemte at tage beskyttelsesbriller på, men det kan du jo ikke rigtig bruge til noget når først skaden er sket (ud over at huske det en anden gang). Det du har brug for i den situation, er ikke en moralprædiken, men akut lægehjælp. Og det er i hvert fald ikke flovt at tage imod den hjælp, snarere tværtimod – som der stod i noget materiale fra Sundhedsstyrelsen der, blev delt ud på den skole jeg gik på: ”Det er ingen skam at have lus, men det er en skam ikke at gøre noget ved dem!”
Det er slemt nok hvis det er en fyrværkeriaffyring eller et forretningseventyr eller et parforhold der går galt, men allerværst er det nok hvis man kommer til at stå i en situation hvor det opleves som om selve ens liv er gået i vasken. De fleste af os har jo nok nogle drømme og forventninger til vores liv, og noget af det værste vi kan forestille os, er nok at nå frem til afslutningen af vores liv og så måtte erkende at – det mislykkedes altså, det der liv. Vi fik ikke set det vi ville, vi fik ikke hørt vores melodi, og nu er det altså slut – vi får ikke flere chancer. Jeg vil vove den påstand at langt de fleste af de ting vi foretager os, har det overordnede mål at gøre alt hvad vi kan for at det ikke ender på den måde! Men det er et stort ansvar, og det er som om projektet bliver mere og mere uoverskueligt, jo mere kompleks vores verden bliver. Sæt nu jeg vælger den forkerte uddannelse, sæt nu jeg vælger den forkerte linje i gymnasiet, sæt nu jeg vælger den forkerte ungdomsuddannelse, sæt nu jeg vælger de forkerte valgfag i folkeskolen, sæt nu jeg ikke får gode nok karakterer, sæt nu jeg får børn for tidligt, sæt nu jeg ikke når at få børn før det er for sent, sæt nu jeg ikke får spist sundt nok eller dyrket motion nok – eller sæt der kommer påvirkninger udefra som spolerer mit liv, så som klimaforandringer, pandemier, krig, politiske omvæltninger, økonomiske kriser, eller hvad det måtte være. Det kunne egentlig være rart hvis livet havde en ”nødknap” man kunne trykke på og få hjælp, ikke? Tænk hvis vi kunne sige: ”Jeg magter ikke det her liv selv! Kom og red mig!”
Den rige unge mand som vi møder i dagens evangelietekst, havde nået et punkt i sit liv hvor han så sig nødsaget til at bede om hjælp til noget som var af altafgørende betydning for ham, nemlig hvordan han kunne få evigt liv. Og det må unægtelig siges at være et vigtigt spørgsmål! Det liv vi har i denne her verden, får jo under alle omstændigheder en ende på et tidspunkt, og det eneste vi kan gøre os forhåbninger om, er at den ende ikke kommer alt for tidligt, og så som sagt at vi ikke kommer til at stå ved livets afslutning og fortryde hvordan vi har brugt det. Men hvis vi kan komme til at leve evigt, så er det problem jo løst! Omvendt: hvis det virkelig er sandt at vi har en mulighed for at komme til at leve evigt, og vi så forspilder den mulighed, så får det enhver anden tænkelig fiasko til at blegne i sammenligning.
Det var med andre ord et yderst fornuftigt spørgsmål den unge mand stillede til Jesus, men alligevel roser Jesus ham ikke for spørgsmålet – snarere tværtimod, lader det til: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode”, svarer han. Men når vi nu lige er blevet enige om (eller jeg har i hvert fald sagt det – om I rent faktisk er enige, kan jeg jo ret beset ikke vide, men i hvert fald: hvis det nu er sådan) at det evige liv er det bedste og vigtigste man kan stræbe efter, hvorfor giver Jesus så mandens spørgsmål så kølig en modtagelse?
Jeg tror det er fordi manden i virkeligheden slet ikke havde trykket på nogen nødknap. Det anliggende han kom til Jesus med, var ikke: ”Jeg kan ikke finde ud af at få evigt liv – hjælp mig!”, men derimod: ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Manden var, billedligt talt, slet ikke klar til at opgive projektet med at overleve alene i vildmarken; han mente blot at han havde brug for et fif eller to, og så var han kørende igen! Og i første omgang lader Jesus faktisk som om han tager ham på ordet, og giver ham et standardsvar: ”Hold budene!” Det ville vel omtrent svare til at en deltager i Alene i vildmarken havde fået det råd at han blot skulle sørge for at holde sig varm, få nok at spise, undgå at komme til skade, og ikke lade sig gå på af ensomheden. Easy-peasy. Men det mærkelige er at manden replicerer: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?” Som om! Hvis han virkelig havde holdt alle Guds bud til punkt og prikke, inklusiv det med at elske Gud af hele sit hjerte og elske sin næste som sig selv, så ville han jo ikke have manglet noget, men hans spørgsmål: ”Hvad mangler jeg så?” afslører at han måske nok har haft en fornemmelse af at alt alligevel ikke var som det skulle være. Og Jesus giver ham ret: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Nogle har ment at hvis manden, i stedet for at gå bedrøvet bort, sporenstregs var gået hen og havde solgt at og givet det til de fattige, så ville Jesus have givet ham en opgave mere, og så fremdeles indtil han gav op. Om det er rigtigt, finder vi nok aldrig ud af så længe vi lever i denne verden, men hvorom alting er, kom det aldrig så vidt, for allerede ved beskeden om at han skulle give hele sin formue væk, måtte manden kaste håndklædet i ringen (ligesom de fleste af os andre sikkert ville have gjort, må vi nok erkende).
Nu sagde jeg ”kaste håndklædet i ringen”, men det gjorde han jo strengt taget ikke; han gik blot bedrøvet sin vej. Det var som om han stadig ikke var klar til at ydmyge sig og erkende at ”det her kan jeg simpelt hen ikke!” Men det var disciplene heldigvis: Da Jesus erklærede at ”det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige”, var deres respons nemlig ikke: ”Godt vi ikke er rige så!”, men derimod et forfærdet: ”Hvem kan så blive frelst?” Og vi gør klogt i at lægge godt mærke til hvad Jesus svarer: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Uanset hvor stærke eller kloge eller afbalancerede eller fromme vi er, må vi alle sammen før eller siden trykke på nødknappen hvis vi vil have adgang til Guds rige og det evige liv – det er vores eneste chance for at komme med. Det er som vi kender det fa dåbsritualet: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Det var også derfor Jesus besvarede den rige mands spørgsmål med ordene: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.” Kun Gud er god, og det bedste vi andre kan gøre, er at trykke på nødknappen og kalde ham til hjælp – jo før, jo bedre!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.