Signe & Nikolaj

Posted By admin on 15. januar 2025

Den tolvårige Jesus i templet: En ferie du ikke skal hjem fra

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For nogle år siden var der et rejsebureau (Spies, tror jeg det var) der kørte en serie tv-reklamer under sloganet ”Ferier du ikke vil hjem fra”. Reklamerne var ganske underholdende (synes jeg i hvert fald). Præmissen var at Spies Rejser havde hyret et par mafialignende typer til at indfange de rejsegæster der havde gemt sig på hjemrejsedagen fordi de ikke ville hjem, og gemmestederne kunne variere fra oppe i et pinjetræ til inde i hotelrestaurantens kølerum til siddende på bunden af swimmingpoolen med et langt rør til at trække vejret igennem. Det der gjorde reklamerne sjove, var at vi nok alle sammen kender til ærgrelsen ved at en ferie eller en anden behagelig begivenhed er forbi, og vi skal hjem. Kunne man dog bare få lov til at blive i sit ferieparadis en dag mere eller en uge mere – eller hvad med altid?

                      I dagens tekst er Josef, Maria og Jesus på en slags ferie, nemlig til påskefesten i Jerusalem. Der tog de hen hvert år, får vi at vide. Jeg har ofte hørt historien genfortalt sådan at ”da Jesus var tolv år, fik han for første gang lov til at komme med”, og det har I måske også, men det står der ingenting om, og der er ingen grund til at tro andet end at Jesus havde været med hvert år. Men den påskefest hvor han var tolv år, fortjente altså en særlig omtale fordi det var det år Jesus besluttede at han ikke havde lyst til at tage hjem fra ferien igen. Og ligesom de fleste af os nok godt kan forstå de Spies-gæster der ikke har lyst til at forlade sydens sol og palmer og vende snuden hjemad mod det kolde nord, sådan vil jeg tro at mange jøder godt kunne forstå at Jesus ikke havde lyst til at forlade templet i Jerusalem. Det er faktisk det Salme 84 fra Det Gamle Testamente (altså den vi hørte i begyndelsen af dagens gudstjeneste) handler om: at Guds tempel er det mest vidunderlige sted i verden. Ordet ”tempel” findes ganske vist ikke i salmen, men der er ingen tvivl om at det er templet salmisten tænker på når han (eller rettere: ”de”, for der står i salmens overskrift at den er skrevet af ”Kora-sønnerne”, så den har altså flere forfattere. Kora-sønnerne var måske den tids svar på Lennon/McCartney eller Andersson/Ulvaeus) – altså: det er ingen tvivl om at det er templet de tænker på når de bruger betegnelser som ”din bolig, Hærskarers Herre”, ”Herrens forgårde”, ”dine altre, Hærskarers Herre” og ”min Guds hus”. Og deres kærlighed til det sted er altså så stærk at de ligefrem skriver ”Min sjæl fortæres af længsel” (ja, de skriver altså i ental, men det gjorde Lennon/McCartney og Andersson/Ulvaeus jo også tit). Derfor ønsker de sig også at de var blandt dem der bor i templet så de ikke ville behøve at rejse hjem igen – ja, selv de spurve og svaler der har deres reder på tempelområdet, ville de med glæde bytte plads med. Men hvorfor? Hvad var det der var så vidunderligt ved templet?

Var det … arkitekturen? Ikke noget dårligt bud! Første Kongebog og Anden Krønikebog bruger hver to hele kapitler på at skildre templets indretning og udstyr i detaljer, og selvom der ikke er nogen illustrationer til, får man et klart indtryk af at der er tale om et vidunderligt smukt bygningsværk. Men uanset hvor bjergtaget man kan blive af smukke bygninger, så er det måske alligevel lidt overdrevet at have det som sit højeste ønske på jorden at kunne blive i den bygning altid? Der har trods alt været – og er stadig – andre meget smukke bygninger i verden. Jeg har for eksempel hørt at mausoleet Taj Mahal i den indiske by Agra er en af de smukkeste bygninger i verden, og jeg ved at folk kommer rejsende fra hele verden for at se det. Men hvor mange mon ville ønske sig at bo i Taj Mahal resten af deres liv? Nok ikke ret mange, tror jeg.

Nej, der er en helt anden grund til at Kora-sønnerne ville ønske at det var dem der boede i templet, nemlig: ”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig”. Det der frem for alt er det vidunderlige ved templet, er altså at det er dér man kan prise Gud! Kan man da ikke det alle steder? Jo, man kan naturligvis altid bede en takkebøn eller synge en lovsang, uanset hvor man er, men det er ikke det Kora-sønnerne taler om. Nej, det som man kunne i templet, var noget langt større og bedre end det. Det kan vi få et indtryk af ved at se på en anden af Kora-sønnernes salmer, hvis nummer sjovt nok er præcis det halve af den vi hørte til indledning i dag, nemlig Salme 42. Temaet i Salme 42 er omtrent det samme som i Salme 84, men med det tvist at det ”jeg” der taler i Salme 42, af en eller anden grund er forhindret i at komme til templet, sandsynligvis fordi han bliver holdt fanget af sine fjender (v. 10). At være fange hos sine fjender er jo slemt nok i sig selv, men blandt alle de andre ting de kære Kora-sønner kunne have valgt at klage deres nød over i den situation, er det værste altså at de er afskåret fra templet. Det vilkår får ligefrem salmens ”jeg” til at sammenligne sig selv med en hjort der skriger efter vand uden at kunne finde noget – mange af jer har sikkert hørt verset ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl 42,2). Går vi videre til det næste vers i salmen, finder vi ordene: ”Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?” Det var nemlig det man kunne i templet: se Guds ansigt.

Jeg må naturligvis hellere skynde mig at sige at man naturligvis ikke kunne se Guds faktiske ansigt med sine fysiske øjne. Det spurgte Moses engang om lov til, men Gud svarede ham: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet” (2 Mos 33,20). Men i oldtidens Mellemøsten blev ordet ”ansigt” ofte brugt i betydningen ”nærvær” eller ”tilstedeværelse”. Ganske vist tror vi som kristne på at Gud er allestedsnærværende, og det troede israelitterne også på på Det Gamle Testamentes tid, som vi blandt andet kan se det i Davids berømte Salme 139 hvor det blandt andet hedder: ”Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, ægger jeg mig i dødsriget, er du dér” (Sl 139,7-8). Men netop fordi vi syndige, dødelige mennesker ikke ville kunne overleve at se Guds ansigt, er hans tilstedeværelse almindeligvis skjult i Det Gamle Testamente. Kun undtagelsesvis viser han sin herlighed, som han for eksempel gjorde det da patriarken Jakob havde en drøm om en stige der gik hele vejen fra jorden til himlen, eller da han viste sig for Moses i en brændende tornebusk der alligevel ikke brændte op. Efter at israelitterne var sluppet bort fra slaveriet i Egypten, viste Gud sig for dem ved bjerget Sinaj i ørkenen, og der gav han dem besked om at han fremover ville lade sit navn og sin herlighed hvile over et bestemt sted – i første omgang en transportabel telthelligdom, men når de var nået frem til det land han ville give dem, så ville han udvælge et bestemt sted i det land hvor man skulle tilbede ham, og til det sted skulle alle israelitter rejse tre gange om året (nemlig til påskefesten, pinsefesten og løvhyttefesten) for i overført betydning at ”se hans ansigt”. Og selvom de ikke helt konkret og fysisk fik Guds ansigt at se, så var Guds herlighed altså tilsyneladende alligevel mærkbart til stede i templet i en grad så Kora-sønnerne ønskede at de kunne bo der altid, og følte sig som en tørstig hjort i en ørken hvis de var forhindret i at komme derhen.

På Jesu tid var Guds herlighed tilsyneladende stadig mærkbart til stede i templet – også selvom det slet ikke var den samme bygning som den der omtales i Det Gamle Testamente, for den var nemlig blevet revet ned af babylonierne i år 586 før vor tidsregning. Men i Ezras Bog kan vi læse om hvordan israelitterne genopbyggede deres tempel da de fik lov til at vende tilbage fra deres babyloniske fangenskab, i første omgang ganske vist i en nedskaleret udgave som fik dem der kunne huske det gamle tempel til at græde af sorg over hvor meget mindre prangende det nye var (Ezra 3,12). Et par årtier før Jesu fødsel udbyggede kong Herodes imidlertid templet så det igen kunne måle sig med sin fordums storhed, og selvom Herodes som bekendt var en ond konge (han er især kendt for at have foranstaltet en massakre på de små børn i Betlehem og omegn), så lod Gud altså ikke desto mindre stadig sin herlighed bo i det tempel han havde (ud)bygget, og det i en grad så Guds egen søn, Jesus, helt naturligt oplevede templet som sit rette element som han ikke havde lyst til at forlade. Men det kom han jo altså til alligevel da Maria og Josef fandt ham dér.

Til gengæld kan vi læse i Hebræerbrevet at Jesus som voksen kom til et andet, større og bedre tempel, nemlig det tempel i Himlen som templet i Jerusalem dybest set kun var en model af (Hebr 10,11-12, jf. Hebr 8,5). Dengang Gud ved Sinajbjerget gav israelitterne instruktioner om at de tre gange om året skulle besøge templet for at ”se hans ansigt”, gav han dem besked om at de altid skulle medbringe et offerdyr, sådan at dyrets blod kunne skærme dem mod Guds hellighed så de ikke gik til grunde. Men da Jesus gik ind i det himmelske tempel, medbragte han sit eget blod som sonoffer, og fordi Jesus er Guds søn, var det tilstrækkeligt til at skærme hele menneskeheden mod at gå til grunde ved mødet med Guds hellighed. Ja, mere end det: Jesus har med sin død og sit blod betalt det krav som døden havde på os, og købt os fri til at tilhøre Gud. Det betyder at vi nu er børn af Guds hus og derfor ikke længere har brug for at blive skærmet mod Guds tilstedeværelse, sådan som folk havde på Det Gamle Testamentes tid. Vi har fri og uhindret adgang til at ”se Guds ansigt” hvor som helst, når som helst – den helt særlige grad af tilbedelse som de gamle israelitter kun kunne opleve i Jerusalem, og som Kora-sønnerne længtes så inderligt efter når de ikke var der, den kan vi leve i hele tiden! Det er en ferie som vi aldrig behøver at rejse hjem fra, for det handler nemlig ikke længere om et bestemt geografisk sted, men om den ånd som Gud har givet os i vores indre!

Hvis du aldrig har oplevet Guds ånd i dit indre, så fortvivl ikke; han er ikke længere væk end en bøn! Du kan også deltage i nadveren om lidt, hvor den opstandne Jesus rækker os sit legeme og blod, som han har købt og betalt os med så vi nu tilhører Gud som hans kære børn. Og så kan du i øvrigt trøste dig med at selv når du ikke mærker Gud med dine følelser, så er han der alligevel, også selvom det nogle gange kun er med troens sans at vi kan sanse ham. Men vi ser frem mod den dag hvor vi skal forvandles fra herlighed til herlighed så vi kan se Gud ansigt uden filter, og det uden at gå til grunde. Det er vores endegyldige mål – det paradis hvor vi vitterligt skal leve for evigt, og hvor vil aldrig vil have nødig at skjule os for en mere eller mindre mafialignende Spies-ansat der siger at nu er ferien slut, for det vil slet ikke være en ferie; det vil være vores sande hjem.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Lukasevangeliet 2.41-52, Romerbrevet 12.1-5, Salme 84

Posted By admin on 6. januar 2025

De vise mænd: Vi har og en ledestjerne

Prædiken i Sct. Klemens Kirke helligtrekongers søndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvis jeg går udenfor på en stjerneklar aften og kigger op mod himlen, så kan jeg som regel ret hurtigt finde Karlsvognen, og med udgangspunkt i den kan jeg finde Nordstjernen og Lille Bjørn. Orion kan jeg som regel også godt kende, hvis han ellers er over horisonten, og på en god dag kan jeg måske også udpege Cassiopeia – men så er det også det. Og jeg vil næsten tro at der er nogle af jer der er her, der kan udpege endnu færre stjernebilleder end jeg kan – selvom der sikkert også er nogle af jer der kan genkende flere end jeg kan. Men i dag er astronomi jo efterhånden ikke stort andet end en lidt nørdet hobby på linje med at samle på frimærker eller sommerfugle. (Jeg interesserede mig faktisk selv en del for astronomi som barn, så jeg meldte mig ivrigt til da der blev udbudt et astronomihold på min skole, men der var desværre så få der meldte sig at holdet endte med ikke at blive oprettet).

                      Før i tiden var det imidlertid anderledes. Gennem det meste af menneskehedens historie har langt de fleste haft fuldstændig styr på de forskellige stjerners placering på nattehimlen. Det er der flere grunde til, deriblandt naturligvis det at der hverken fandtes fjernsyn eller andre lysende skærme man kunne sidde og glo på, hvilket naturligvis betød at de fleste var langt mere opmærksomme på deres naturlige omgivelser, hvoraf stjernehimlen jo bestemt ikke kan siges at være den mindst interessante! Tilmed var der heller ikke så meget kunstigt lys før i tiden som der er nu, og derfor ”druknede” lyset fra stjernerne ikke så let, medmindre fuldmånen var fremme. Og hvis man var nødt til at rejse om natten, var stjernerne en uundværlig hjælp til at navigere i en tid hvor man ikke havde GPS og måske knap nok et kompas. Havde man eksempelvis brug for at holde en nordlig retning, ja, så var det naturligvis Nordstjernen man skulle navigere efter.

                      I beretningen om de vise mænd fra Østerland (jeg havde nær sagt ”de tre vise mænd”, men som I måske bemærkede, står der ingenting i teksten om hvor mange vise mænd der var) spiller stjernerne en dobbelt rolle, for de dyrkede tilsyneladende ikke kun astronomi, men også astrologi, eftersom de kunne læse ud af stjernerne at der var blevet født en ny konge over jøderne. Og det udgør naturligvis lidt af et problem, for gennem det meste af kirkens historie har der stort set været enighed blandt kristne om at astrologi er en okkult praksis som man skal tage afstand fra, så hvad stiller vi op med at vi her støder på en gruppe astrologer som gennem deres okkulte praksis har fundet ud af noget der rent faktisk er både sandt og godt? Det spørgsmål kunne jeg holde et helt foredrag om (selvom jeg nok ville få brug for noget tid til at forberede det), men i dag vil jeg nøjes med at pege på to mulige løsninger på problemet. Det mest almindelige er at antage at Gud i sin uendelige barmhjertighed valgte at kommunikere til stjernetyderne på en måde de forstod, også selvom det var gennem en okkult praksis, men naturligvis med det formål at de bagefter skulle vende sig væk fra deres okkultisme. Og det kan Gud naturligvis sagtens have gjort, nøjagtig som der også findes beretninger om mennesker der har vendt sig fra islam til kristendommen efter at Jesus havde åbenbaret sig for dem gennem Koranens ord, men som efter deres omvendelse naturligvis holdt op med at læse i Koranen. Men der er også dem der mener at der ikke er noget galt med stjernetydning i sig selv, men at Gud tværtimod bevidst har sat stjernebillederne på deres pladser som profetiske tegn på sin frelsesplan, og at den okkulte praksis vi i dag kender som astrologi, er et misbrug og en misforståelse af noget der oprindelig var godt – den interessante vinkel findes blandt andet i bogen Jesus i stjernerne af den tidligere mangeårige redaktør på den kristne ugeavis Udfordringen, Henri Nissen. Men det foredrag må I som sagt have til gode til jeg engang bliver bedt om at holde det (hvilket næppe nogensinde kommer til at ske).

                      Men bortset fra det astrologiske element gjorde de vise mænd som sagt også en rent astronomisk brug af stjernen, nemlig som pejlemærke for at finde vej til Betlehem hvor Jesus var. Hvad der helt præcis skal forstås ved at stjernen ”gik foran dem” og ”stod stille over det sted, hvor barnet var”, er svært at sige, men hvorom alting er, så fandt de frem til Jesus ved at følge stjernen. Og det motiv har naturligvis inspireret mangen en poetisk sjæl, for selvom det nok hører til de absolutte sjældenheder at Gud sådan helt bogstaveligt benytter stjernerne til at kalde en person til at gøre noget usædvanligt, så er Betlehemsstjernen en glimrende metafor for det at mærke Guds kald i sit indre. Tag for eksempel digteren Johannes Jørgensen, som gik fra at være en feteret kulturpersonlighed til nærmest at være en slags paria da han blev troende kristen – tidens altdominerende kritiker, Georg Brandes, skal endda have kaldt ham en ”pervers renegat”. For Jørgensen har al den hån og afvisning utvivlsomt føltes som en vandring i nattemørke, men takket være sin tro var han i stand til at se det, ikke som en planløs og håbløs vandring, men som en pilgrimsfærd med Betlehemsstjernen som vejviser og med en klippefast tro på at han ville nå frem til sit mål og finde ud af at det var det hele værd. Og det tyder alt heldigvis på at han gjorde! (Han døde i 1956).

                      Men man behøver ikke at have haft et så dramatisk liv som Johannes Jørgensens for at kunne identificere sig med de vise mænd i deres søgen efter Jesusbarnet, ledt på vej af Betlehemsstjernen. I den kendte salme af Grundtvig som vi indledte gudstjenesten med (DDS 136: Dejlig er den himmel blå), sang vi endda: ”Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist”. Det at have en ”ledestjerne” der kan føre frem til Jesus, er altså ikke kun for de få udvalgte; det er noget vi alle har. Og ser vi på den første læsning vi hørte i dag, er der da også en profeti om at hele folkeslag vil komme når Herrens herlighed bryder frem over Israel. En profeti som langt hen ad vejen er gået i opfyldelse, kan vi tilføje! Budskabet om Jesus er nemlig nået ud til det meste af jorden, og hver søndag er der millioner og atter millioner af mennesker der samles og kommer til lyset af stråleglansen fra Jesus – for det er jo det vi gør når vi holder gudstjeneste, eller for den sags skyld når vi beder en bøn eller synger en lovsang derhjemme, alene eller sammen med andre: Vi kommer til Jesus! Og takket være Helligånden behøver vi ikke engang at foretage en fysisk rejse sådan som de vise mænd gjorde, for Jesus er til stede overalt. Og den ”ledestjerne” der fører os derhen, ”er hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.”

                      Det er i øvrigt interessant at Grundtvig lader sin salme slutte med ordene ”til at lyse for vor fod”. Det er naturligvis hentet fra et kendt vers i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, Salme 119 vers 105, hvor der står: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”, men når ordene står i sammenhæng med en stjerne man navigerer efter, så er det en lidt sjov sammenblanding af metaforer, for meget kan man bruge stjerner til, men oplyse vejen foran ens fødder, det kan de altså ikke! Når man navigerer efter en stjerne, så er det med henblik på den overordnede retning, ikke med henblik på at se om stien foran en slår et sving, eller om der er en rod man skal undgå at snuble over, eller et krat man skal lade være med at rende ind i. Men det betyder jo bare at den ”ledestjerne” som vi har, er endnu bedre end ledestjerner almindeligvis er, fordi den også fungerer som lygte!

                      Også på et andet punkt bliver billedet sprængt, for hvad er det der er vores lygte og ledestjerne? Det er ”hans Guddoms-ord” – men ord er jo normalt noget vi hører, mens en stjerne er noget vi ser. Men pyt med det; det er jo alligevel ikke med vores fysiske øjne at vi ser ledestjernen. Men hvad mener der med ”hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare”? Jeg tror der menes to ting.

For det første: Bibelen. Det Nye Testamente rummer dels rigtig mange af de ord som Jesus sagde da han gik på jorden, og dels meget af det som apostlene sagde og skrev da de på Jesu befaling prædikede hans ord rundt om i verden, og hvad Det Gamle Testamente angår, så er det ganske vist langt fra alt hvad der står dér der har Gud som den direkte afsender – meget af det er enten menneskers bønner til Gud eller en menneskelig historieskrivers referat af begivenheder i patriarkernes og Israels folks historie – men ikke desto mindre citerer både Jesus og apostlene i Det Nye Testamente forskellige dele af Det Gamle Testamente med den forståelse at det er guddommelige tekster som altid taler sandt. Paulus skriver endda til Timotheus at enhver del af ”De hellige Skrifter” (det vil sige det som vi kalder ”Det Gamle Testamente”) ”er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,16). Og mange kristne har da også gennem tiderne erfaret at de gamle tekster i Bibelen har kunnet tale med en forbløffende friskhed og aktualitet ind i de konkrete situationer som de har stået i.

For det andet finder vi mange steder i Det Gamle Testamentes profetiske bøger vendingen ”Herrens ord kom til mig”, hvorefter der følger et budskab fra Gud som profeten er talerør for. Det kan være et budskab til hele det israelitiske folk, til en mindre gruppe i folket, til en enkeltperson – eller til profeten selv. På Det Gamle Testamentes tid var det kun nogle få udvalgte personer der fik lov til at opleve at Guds ord ”kom til dem” på den måde, men da Helligånden kom over disciplene på pinsedagen, indtrådte der en ny tid. Apostlen Peter forklarede det på denne måde: ”Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel: Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere” (ApG 2,17-18). Fordi Gud har givet Helligånden til sin kirke – og til hver enkelt af os i den – kan vi altså forvente at hver enkelt af os kan opleve at Gud taler direkte til os og kaster lys over den sti vi skal gå på. Det kan ske på forskellige måder – den profeti fra Joels Bog som Peter citerede, nævner specifikt syner og drømme, men det kan også bare være en indre vished. Og heldigvis har vi vores medkristne, som også har fået Helligånden, til at vejlede os så vi ikke så let risikerer at vi forveksler vores egen indbildning eller ønsketænkning med Guds ord – og det gælder såvel vores nulevende medkristne som dem der er gået forud. Og frem for alt har vi Guds nedskrevne ord i Bibelen som vi kan bruge som lakmusprøve på den vejledning vi oplever at få fra Gud.

Jeg er klar over at det at modtage Guds ord helt personligt og specifikt, måske er en ny tanke for nogle af jer. Jeg står gerne til rådighed for uddybning og hjælp til at høre hvad Gud siger – og så vil jeg også henlede opmærksomheden på det månedlige arrangement ”Tid til Gud”, som er den anden mandag i hver måned klokken 19.00 i Rø Kirke, hvor der er god anledning til at øve sig i at lytte til Gud sammen med andre.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til helligtrekongers søndag 2025
Tags: Esajas' Bog 60.1-6, Matthæusevangeliet 2.1-12, Titusbrevet 3.4-7

Posted By admin on 6. januar 2025

Jesu omskærelse: Omskåret på hjertet

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jesus var omskåret. Selvfølgelig var han det. Han var en del af det jødiske folk, og alle jødiske drengebørn blev – dengang som nu – omskåret når de var en uge gamle. Og det gælder i øvrigt ikke kun jøder – mange muslimer praktiserer også omskæring, og det samme gælder koptisk-ortodokse, etiopisk-ortodokse og eritreisk-ortodokse kristne. Og indtil for relativt nylig var det ikke alene temmelig ukontroversielt, men der har også været mange eksempler fra den vestlige verden på at ikke-jøder har valgt at få deres drengebørn omskåret af sundhedsmæssige årsager for at reducere risikoen for forskellige infektioner. Først inden for de seneste årtier er spørgsmålet om omskæring af raske drengebørn blevet så betændt at det ligefrem har fået politikere til at skifte parti, og debatten har til tider været så skinger at valget har stået imellem om man ville beskyldes for at gå ind for antisemitisme på den ene side (nemlig hvis man ønskede omskæring forbudt) eller for børnemishandling på den anden side (nemlig hvis man ikke ønskede omskæring forbudt). Derfor er det også med en vis bæven at jeg overhovedet nævner emnet i dag, men når prædiketeksten kun består af et enkelt vers, og det vers handler om at Jesus blev omskåret, så er det jo på en eller anden måde vanskeligt at komme udenom.

                      Jeg vil ikke gå dybere ind i den aktuelle diskussion, og hvis der er nogen af jer der lytter til denne prædiken, der har stærke holdninger i den ene eller den anden retning, vil jeg slet ikke forsøge at få jer til at skifte mening (højst måske at appellere til en forståelse for at de der mener noget andet, højst sandsynligt hverken hader jøder eller er tilhængere af børnemishandling, og at det forpester debatten at beskylde dem for det). Men jeg vil pege på to indsigter fra debatten som måske kan give os en bedre forståelse af hvad vi skal stille op med det faktum at Jesus var omskåret.

                      For det første: Som jeg nævnte tidligere, har omskæring undertiden været praktiseret af rent sundhedsmæssige årsager. Der er nemlig studier der tyder på at man har en reduceret risiko for alt fra urinvejsinfektioner til HIV og cancer hvis man er omskåret. (Når der alligevel er mange læger der er stærkt imod omskæring af raske drengebørn, er det, så vidt jeg har forstået, fordi de ikke mener at de gavnlige effekter er tilstrækkelig store til at kunne retfærdiggøre smerten, indgrebets irreversible natur samt risikoen for komplikationer). Men grunden til at Jesus blev omskåret, var ikke at Josef og Maria ville beskytte ham mod urinvejsinfektioner, men derimod at omskærelsen var et ydre tegn på pagten mellem Israels Gud og hans folk, eller oprindelig faktisk mellem Gud og Abrahams slægt, som jo ikke kun omfatter Israel, men også flere andre folk. Ganske vist er omskærelse ikke et specielt synligt tegn i hverdagen, men det er i hvert fald en konstant påmindelse til den omskårne selv, og hvis man forbinder det med det at man hører til Guds folk, så vil jeg tro at det kan være en konstant kilde til både stolthed og ansvarsfølelse. Man kan så spørge hvorfor det lige præcis var dét sted på kroppen Gud befalede Abraham og hans efterkommere at anbringe tegnet på deres pagt med ham, især i betragtning af at det begrænser tegnet til den mandlige halvdel af befolkningen, og det er jeg bange for at jeg ikke kan give noget godt svar på.

                      Den anden indsigt er en indsigt som faktisk var ny for mig. Kald mig bare naiv, for det var jeg vel, men indtil for relativt få år siden anede jeg ikke hvordan en omskæring foregår. I Anden Mosebog (4,24-26) er der en sær beretning om at ingen ringere end Moses himself havde forsømt at omskære sin søn, hvilket Gud blev temmelig vred over, men så greb Moses’ hustru en skarp sten og omskar deres søn lige dér på stedet. Og selvom den tekst trods alt understreger at det bløder når man bliver omskåret, så gav den mig alligevel indtrykket af at det er noget der er klaret i en håndevending med et enkelt snit, så da jeg, i forbindelse med debatten om et eventuelt forbud mod omskæring af børn i Danmark, fandt ud af at proceduren er noget mere kompliceret end som så, blev jeg temmelig overrasket. Det er faktisk en temmelig blodig omgang, og selv de læger der ligefrem anbefaler omskæring af sundhedsmæssige årsager, står fast på at der skal anvendes lokalbedøvelse. Til gengæld er der en rabbinsk tradition der dikterer det modsatte ud fra den betragtning at det netop er smerten ved indgrebet der indstifter pagten, men den tradition har jeg svært ved at finde noget belæg for i Bibelen (for ikke at tale om at vi forhåbentlig alle sammen er enige om at hvis man mener at det er godt at påføre et barn smerte, så bør man ikke have lov til at komme i nærheden af børn! Der kan være situationer hvor det at blive påført smerte er et nødvendigt onde, men smerten kan aldrig være et formål i sig selv, især ikke når det går ud over et lille barn).

                      Grunden til at jeg nævner at det at blive omskåret var og er blodigt, og at det endvidere er meget smertefuldt hvis man ikke bliver bedøvet, er at vi kan se i dagens tekst at der på Jesu tid tilsyneladende var en sammenhæng mellem omskærelse og navngivning (ligesom der i dagens Danmark tit er sammenfald mellem barnedåb og navngivning). Og navnet Jesus er uadskilleligt forbundet med blod og smerte – som vi sang med Brorson: ”han måtte tidlig lære, at det var et smertenavn” (DDS 135,3). Og det hænger sammen med grunden til at det netop var det navn han fik. Vi hørte at det var det navn ”som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv”, og i Matthæusevangeliets første kapitel kan vi læse den begrundelse som englen gav for valget af netop det navn: ”du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Navnet ”Jesus” betyder nemlig ”frelser”. Og hvordan frelste Jesus os fra vores synder? Det gjorde han ved at lide og dø. Det at han fik navnet Jesus, var altså en indvielse til en gerning der medførte blod og smerte i ufattelige mængder – en forsmag på det der skulle komme, så at sige.

                      For nogle år siden var det meget populært i nogle kristne kredse at gå rundt med et armbånd af lærred eller gummi hvorpå de fire bogstaver ”W.W.J.D.” var trykt (jeg havde selv et af slagsen). Bogstaverne stod for ”What Would Jesus Do?”, altså ”Hvad ville Jesus gøre?”, og rationalet var naturligvis at det i alle de store og små valg vi konstant skal træffe, er en god idé at overveje hvad Jesus ville have valgt. Og den tanke er sådan set solidt forankret i Bibelen; i Første Petersbrev 2,21 står der for eksempel: ”Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor”. På den baggrund kunne man tro at når Jesus var omskåret, så må det betyde at vi der bekender ham som Herre, også skal omskæres. Og det var der da også mange af de første kristne der mente, men Paulus var uenig, og i Apostlenes Gerninger kapitel 15 kan vi læse om et vigtigt møde som apostlene og de øvrige ledere i den tidlige kirke holdt for at afklare spørgsmålet. Konklusionen blev at kristne af ikke-jødisk afstamning ikke behøver at blive omskåret. Det var ellers ikke fordi Paulus principielt var modstander af omskæring; tværtimod havde han en meget pragmatisk tilgang til spørgsmålet, og i Første Korintherbrev 7,19 skriver han endda: ”Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud”. Men hvis nogen kom og hævdede at omskærelse var nødvendig for at blive frelst, så talte Paulus til gengæld med store bogstaver. Det ser vi i Galaterbrevet, som Paulus netop skrev fordi nogle relativt nyomvendte kristne med ikke-jødisk baggrund havde fået besøg af nogle jøder som sagde at det var nødvendigt at de lod sig omskære. Da Paulus hørte det, blev han flintrende lynende arrig! I de 13 breve fra Paulus’ hånd som vi har i Det Nye Testamente, harcelerer den gode apostel mod alverdens dårligdomme i de første menigheder lige fra tyveri til drukkenskab til seksuel promiskuitet til sladderagtighed til klikevæsen, men der er ingen af de ting der gør ham så vred som det at nogle ville tvinge galaterne til at lade sig omskære, for med sådan et krav annullerede man selve evangeliet om Jesus – som han blandt andet skriver i brevet: ”Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer” (Gal 5,1). Og det er fordi de fik omskærelsen præsenteret som en ekstra, ydre betingelse for at blive frelst, som om det Jesus har gjort, ikke var nok. Det som de jødiske prædikanter forsøgte at få de galatiske kristne til, var at stole på en ydre etnisk markør i stedet for at stole på Jesus som havde givet dem Helligånden i deres indre.

                      Det er nemlig ikke sådan at der ikke er nogen synlige kendetegn på at vi tilhører Jesus; det er blot en helt anden og langt vigtigere slags kendetegn der er tale om end det at have fået skåret sin forhud af, nemlig det at leve i lydighed mod Gud (jævnfør det vers fra Første Korintherbrev som jeg citerede før). Faktisk tager Paulus det for givet at det at komme til tro på Jesus medfører en forandring der er mindst lige så skelsættende som omskærelsen, og i Kolossenserbrevet bruger han oven i købet omskærelsen som en metafor for den forandring der sker: ”I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, da I blev begravet sammen med ham i dåben” (Kol 2,11-12a).

                      Og metaforen er måske ikke så tosset endda, for selvom det hverken er smertefuldt eller blodigt at blive døbt, så er dåben ikke desto mindre en symbolsk gentagelse af Jesu død og opstandelse, som tegn på at vi der er døbt, skal betragte os selv som døde med Jesus.  Det kan godt være at vi ikke har et fysisk ar til at minde os om det, men til gengæld har Gud givet os sin Helligånd i vores indre, som dagligt arbejder på at skabe os om til at ligne Jesus mere – altså ikke at ligne ham i det ydre med langt hår og skæg og uden forhud, men at ligne ham i det indre, i hans kærlighed, ydmyghed og selvopofrelse. Og det kan så godt være at det at leve på den måde kommer til at koste os blod, slid, tårer og sved (for nu at citere Winston Churchill), men der vil i så fald blot være tale om at vi får en større grad af fællesskab med Jesus i hans lidelser, og hvor utroligt det end lyder, fortæller Det Nye Testamente os at det er noget vi kun skal betragte som et privilegium (ApG 5,41. Fil 3,10. Jak 1,2).

                      Vi har i dag taget hul på et nyt år. Kun Gud ved hvad året vil komme til at bringe. Men hvis vi møder det der kommer, med den indstilling at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus, så kan det ikke gå anderledes end at vi om et år kender ham bedre og følger ham tættere end vi gør nu.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2025
Tags: Første Mosebog 12.1-3, Galaterbrevet 3.23-29, Lukasevangeliet 2.21

Posted By admin on 6. januar 2025

Sankt Stefans dag: Hvem slutter op om barnet?

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Stephanie Lose er den mest populære minister i den danske regering. Det fremgår af en meningsmåling som instituttet Epinion udarbejdede på vegne af Altinget og Danmarks Radio i perioden 4.-10. december i år, og mange af jer har sikkert hørt eller læst nyheden. Men meningsmålinger er faktisk noget mærkeligt noget når man tænker over det – eller rettere: Det er mærkeligt at der er så stor interesse for dem. Jo, for politikerne selv kan det selvfølgelig være interessant nok at vide om vælgerne synes de passer deres arbejde godt nok, men når jeg skal være ærlig, har jeg svært ved at se hvorfor det skulle komme mig ved hvilke politikere mine landsmænd er mest og mindst glade for. Tilmed viser det sig da også at offentliggørelse af meningsmålinger, ikke mindst dem af typen ”Hvilket parti ville du stemme på hvis der var folketingsvalg i morgen?”, kan have nogle uheldige bivirkninger, ikke mindst i forbindelse med en valgkamp. (Af samme grund er der nogle lande der ligefrem har gjort det ulovligt at offentliggøre meningsmålinger de sidst 2-3 dage før et valg, og det bliver også af og til foreslået at indføre noget lignende her i Danmark). Meningsmålinger har det nemlig med at være selvforstærkende, blandt andet på grund af det psykologiske fænomen der kaldes ”bandwagon-effekten”, og som kort fortalt går ud på at mange mennesker foretrækker at gøre hvad alle andre gør. ”Gør som ti ud af ni, det er demokrati”, som Shu-bi-dua sang i en af deres skøre 80’er-sange. Det betyder at hvis et parti begynder at gå tilbage i meningsmålingerne, så er der en vis sandsynlighed for at offentliggørelsen af de meningsmålinger i sig selv vil få endnu flere vælgere til at forlade partiet, og omvendt: har et parti fremgang i meningsmålingerne, vil det i sig selv ofte tiltrække flere vælgere. Det er jo trods alt sjovere at være på det vindende hold end på det tabende, og synkende skuder gælder det om at forlade; det sidder på rygmarven hos mange af os.

                      Når det gælder spørgsmålet om hvor man skal sætte sit kryds på valgdagen, er der, hvis I vil undskylde at jeg siger det lidt hårdt, ingen fornuft i at tænke på den måde. Vi har jo hemmelig afstemning her i landet, så der er intet at tabe ved at stemme på et parti eller en kandidat som ender med at tabe valget. Men i andre situationer kan man faktisk godt have noget at tabe, for eksempel hvis en magtkamp ikke finder sted i stemmeboksene, men i al offentlighed. Et af de mest grelle eksempler er hvis et land har oplevet en decideret borgerkrig hvor tilhængerne af de to bejlere til magten ligefrem har slået hinanden ihjel. Hvis sådan en borgerkrig ender med en klar sejr til den ene af parterne, kan man forvente at sejrherren vil belønne dem der har støttet ham, og straffe dem der har kæmpet imod ham. Derfor vil man ofte se at så snart den ene side af konflikten begynder at få overhånden på slagmarken, så vil der være mange der skifter side for ikke at risikere at stå blandt taberne til sidst.

                      Det er nok også en af grundene til at så mange tyranniske regimer får lov til at bestå så længe som de gør. Hitler stod for eksempel i spidsen for Tyskland i samfulde 12 år – hvorfor tillod det tyske folk det? Var det fordi de fleste af dem var lige så onde som deres Fører? Det tror jeg ikke. Snarere skyldtes det at det kræver enormt meget mod at træde op imod overmagten. Den danske præst, digter og modstandshelt Kaj Munk havde mottoet ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt!”, men der er ikke ret mange mennesker der er i stand til at leve efter dét motto. De færreste af os er villige til at kaste os ind i en kamp, medmindre der i det mindste ser ud til at være en rimelig chance for at vi kan vinde. Så hvis man vil udfordre en siddende magthaver, gælder det om at lancere sig som en der er stærk, for ellers får man svært ved at få nogen til at tro på projektet.

                      Men alt det vender Gud fuldstændig på hovedet i julens budskab ved at lade Messias gøre sin entré som en hjælpeløs lille baby. Ganske vist har jeg en fornemmelse af at mange opfatter juleevangeliet som ikke ret meget mere end en sød beretning om en nuttet baby der blev født under lidt usædvanlige omstændigheder, og hyrdernes barselsvisit bliver undertiden udlagt som – ja, som en barselsvisit som så mange andre: ”Tillykke med arvingen! Ih hvor er han sød! Jeg håber I kan bruge de her babystrømper!” Men hyrderne gik ikke til Betlehem for at se en nuttet lille baby; de gik til Betlehem for at se en frelser som var Kristus, Herren! Og de vise mænd fra Østerland som vi skal høre om den første søndag i det nye år, foretog ikke deres lange rejse bare for at få et lille barn at se, for dem var der utvivlsomt rigeligt af der hvor de kom fra; nej, de foretog rejsen for at se jødernes nyfødte konge! Og det var ikke uden grund at kong Herodes blev forfærdet da han hørte at der var blevet født en ny konge, for det betød jo at han havde fået en rival. Derfor valgte de vise mænd da også at rejse en anden vej hjem til deres eget land i stedet for at besøge Herodes igen som de ellers havde aftalt med ham. Og hvad angår det som hyrderne havde fået at vide om det nyfødte barn, så indebar titlerne ”Kristus, Herren” at han ville være en person som ville forlange og forvente en endnu højere grad af loyalitet end kejseren selv – hvilket selvsagt ville stemple ham som en trussel mod kejseren. Så da hyrderne mødte op i stalden, var det dybest set udtryk for at de sluttede op bag en oprører. Det foregik måske nok i det stille og skjulte, men i princippet kunne de ikke vide med sikkerhed at der ikke havde ligget en romersk soldat på lur og hørt hvad englen sagde, og derefter fulgt efter dem til stalden, og som dermed havde grebet dem på fersk gerning i højforræderi – ja, for da de hørte at der var en person der havde i sinde at blive sit folks konge, sluttede de straks op bag vedkommende.

                      Når man tænker på dét, så lyder juleevangeliet pludselig helt anderledes, ikke? For den konge som hyrderne sluttede op om, var jo som sagt et hjælpeløst spædbarn! Hvad var sandsynligheden for at de ville komme til at stå på den vindende side ved at følge ham?

                      Det lille barn voksede naturligvis til og blev med tiden en voksen mand. Men selv da han var blevet voksen, var der stadig ikke meget der tydede på at hans side ville vinde. Og måske var det en af grundene til at der var så mange der afviste ham? ”Jerusalem, Jerusalem!” klager Jesus i dagens evangelietekst, ”du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Og det viste sig da også at de der valgte at slutte op om Jesus, levede livet farligt. Ligesom mange af dem der talte ondskaben imod på Det Gamle Testamentes tid, endte med at betale for det med deres blod, lige fra Abel til Zakarias, sådan gik det også de fleste af Jesu disciple. Den første der kom til at betale med sit liv for at følge Jesus, var Stefanus, som vi hørte om i dagens anden læsning, men der kom mange flere efter ham. Ti af de elleve apostle der var tilbage efter Judas’ selvmord, mødte en voldsom død i form af at blive halshugget, korsfæstet eller tævet ihjel (eller endnu værre grusomheder), og mange hundreder, ja tusinder, af kristne fulgte i deres fodspor i de følgende århundreder. Og den dag i dag er der millioner af kristne verden over der bliver forfulgt for deres tro på Jesus, blandt andet fordi der også i dag er magthavere der føler sig truet af Jesus. Det gælder blandt andet i Indien hvor den hindunationalistiske regering ikke kan tolerere at der bliver prædiket en tro der ikke har sine rødder i Indien, det gælder islamiske regimer og bevægelser, og det gælder i særdeleshed i Nordkorea, hvis regerende dynasti har udnævnt sig selv til at være guddommelige og derfor ikke kan acceptere at nogen siger at Jesus Kristus står over Kim Jong-un.

                      For os der lever i Danmark, hvor det ligefrem er skrevet ind i Grundloven at den evangelisk-lutherske kirke understøttes af staten, kan det være svært at sætte os ind i hvor farligt det er at følge Jesus mange andre steder i verden. Men vi må ikke glemme at den Jesus vi hylder som vores Herre, er nøjagtig den samme Jesus som ham de kristne i Indien, Afghanistan og Nordkorea tror på – den Herre, den Kristus, den konge der begyndte sin karriere med at ligge i en krybbe, svøbt og uden nogen til at forsvare ham, og som fortsatte i samme spor da han som voksen gav sine disciple beskeden: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” (Matt 16,24 og Mark 8,34, jf. Luk 9,23). Og at ”tage sit kors op” betyder vel at mærke ikke blot at acceptere en vis grad af ubehag; det betyder at være parat til at dø. Et kors var jo trods alt et henrettelsesinstrument, og hvis man bar på ”sit kors”, så var det fordi man var på vej til retterstedet for at dø. At bekende sig til Jesus Kristus – barnet i krybben, manden på korset – som vores Herre er, rent menneskeligt set, at vælge at slutte sig til det tabende hold, hvor det eneste der er sikkert, er at vi ikke slipper levende fra det. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor stor en del af Folkekirkens godt og vel 4 millioner medlemmer der ville bevare deres medlemskab hvis vi mærkede lige så meget til den virkelighed som vores brødre og søstre mange andre steder i verden gør? Hvor mange af os der er her i dag, ville stadig følge Jesus hvis det var tilfældet? Ville jeg selv gøre det?

                      Man kan undre sig over hvorfor der overhovedet er nogen der vælger at slutte op om en så hjælpeløs leder som Jesus, men det skyldes naturligvis at vi tror på at han besidder en anden slags magt, som er stærkere end musklernes, våbnenes og voldens magt, nemlig kærlighedens magt, og at det bliver den magt der går af med sejren til sidst. Vi bekender ikke kun troen på at Jesus blev født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, men også at han på tredje dag opstod fra de døde, opfor til himmels og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Som vi hørte, fik Stefanus inden sin død lov til at se et glimt af Jesus stående ved Guds højre side, hvilket gav ham styrke til at udholde det der skete med ham, og det samme må vi formode at mange af de senere kristne martyrer har fået lov til – om ikke som et decideret syn, så i hvert fald med troens øje i deres hjerte. Det var den villighed til frimodigt at lide der var den vigtigste årsag til at kristendommen havde så stor fremgang i de første århundreder på trods af al den massive forfølgelse. For den der elsker selv sine fjender, og som lever og dør i troen på opstandelsen og det evige liv, kan det onde ikke ramme.

                      Så lad os frimodigt slutte op om barnet i krybben, vel vidende at intet i denne verden kan beskytte os mod det onde vi tager kampen op imod, men i troen på at netop det hjælpeløse barn i krybben er den stærkeste magt i universet.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. juledag 2024
Tags: Apostlenes Gerninger 6.8-14 + 7.54-60, Jeremias' Bog 1.17-19, Matthæusevangeliet 23.34-39

Posted By admin on 6. januar 2025

Jesu fødsel: Se den store i det små

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så fik vi overstået juleaften!

                      Hvis jeg som barn havde hørt nogen sige sådan den 25. december, så ville jeg være blevet dybt chokeret, for juleaften betragtede jeg nærmest som årets højdepunkt, og da i hvert fald ikke som noget der skal ”overstås”. Derfor syntes jeg nærmest at der var noget trist over juledag, for ganske vist havde jeg fri fra skole i de næste mange dage så der var god tid til at lege med alt det jeg havde fået i julegave, og der var som regel også stadig en masse lækkert juleknas tilbage, men glæden over alle de ting blev jo altså lidt formørket af at der lige præcis den 25. december er længere til juleaften end på nogen anden dag i året, nemlig hele 364 dage (365 hvis det er et skudår man er på vej ind i). Derfor undrede jeg mig også når jeg så Disneys juleshow ”Fra alle os til alle jer”. Tilbage i 1980’erne blev det nemlig ikke vist juleaftensdag klokken 16 som det gør nutildags, men derimod juledag om eftermiddagen. Så når Jesper Fårekylling sang: ”Fra alle os til alle jer et hjerteligt velkommen, nu har vi lov at lave sjov med dans og sang og trommen, for nu er julen kommen”, så tænkte jeg: ”Hvad mener han med at julen er kommen? Det var da i går at det var jul!”

                      Men med årene er jeg kommet til at holde stadig mere af juledag.

For det første har jeg lært at der er en grund til at det hedder juledag, nemlig at det ikke kun var i går det var jul; det er det stadig. Som nogle af jer måske ved fra sangen Twelve Days of Christmas (I ved, den der ”On the first day of Christmas, my true love gave to me a partridge in a pear tree”), varer julen ikke mindre end tolv dage, og i dag er kun den første af de tolv; juleaften er nærmest en tyvstart.

For det andet kan juleaftensdag være utrolig hektisk – måske skal man nå at pakke de sidste gaver ind, måske skal der gøres rent og pyntes op og dækkes bord og laves mad, man skal finde ud af hvad for noget tøj man skal have på, måske skal man have transporteret både gaver og mad til den adresse hvor selve juleaftensfejringen foregår (og i de gode gamle dage foregik den slags som bekendt altid i snevejr, selvom meteorologerne påstår at det kun var hvid jul otte gange i hele det 20. århundrede), og i kirken er der så sort af mennesker juleaften at jeg flere gange (før jeg selv blev præst) har måttet tage til takke med en plads hvor man dårligt kunne se eller høre noget som helst. Juledag, derimod, kan julefreden endelig sænke sig, om ikke ude i den store verden, så i hvert fald på hjemmefronten. Nu er der endelig tid til at slappe af og puste ud, og hvis man har aftaler med familie eller venner, er det som regel på et mere afslappet plan end juleaften fordi man ikke er bundet af et stramt program med flæskesteg, risalamande, dans om træet, gaveuddeling og hvad ved jeg, alt sammen inden børnene når at blive overtrætte.  Juledag og de følgende dage kan man tage sig god tid til at sidde omkring frokostbordet, og når alle endelig har spist sig mætte, og maden bliver ryddet væk, kan man måske hygge sig med en pakkeleg.

                      Der findes forskellige måder at afvikle en pakkeleg på, men mest almindeligt er det nok at hver deltager medbringer et par pakker eller tre, der alle bliver anbragt i en fælles bunke på midten af bordet, hvorefter der bliver sat en timer, og et raflebæger med en eller to terninger bliver sat til at cirkulere. Hver gang man slår en sekser, må man tage en pakke inde fra midten af bordet, og når alle pakkerne er blevet taget, begynder så den virkelig sjove del af legen, for så må man stjæle pakker fra hinanden. Det sjove ved det er naturligvis at man ikke ved hvad der gemmer sig bag indpakningspapiret, og derfor viser det sig undertiden at de pakker der har været allermest ombejlede og skiftet hænder flest gange, har et ganske skuffende indhold, mens en mere undseelig pakke kan rumme noget som den endelige modtager bliver rigtig glad for. Så mens de yngste deltagere i pakkelegen ofte vil gå efter de største pakker med den flotteste indpakning, så ved vi andre, der er lidt mere drevne i faget, at hvis man tværtimod går efter de mere uanseelige pakker, kan man ende med at være den der får det bedste med hjem.

                      Og sådan er det vel i virkeligheden med mange ting her i livet: Det er tit de tomme tønder der buldrer mest. Derfor skal man ikke skue hunden på hårene, for ikke alt hvad der glitrer, er guld. (Ja, alene det at vi har så mange ordsprog om det fænomen, siger noget om hvor almindelig en erfaring det er!). Skal man købe en brugt bil, skal man ikke lade sig dupere af at den er højglanspoleret og har flotte alufælge; den kan sagtens stadig have tæring i undervognen eller en motor der er på sammenbruddets rand. Og når jeg køber noget via en webside, har jeg efterhånden lært på den hårde måde at jeg ikke skal tage sidens an- og lovprisninger af sig selv for gode varer, men se efter hvad den har af anmeldelser på Trustpilot.

                      Og det der gælder internethandel, brugte biler og pakkelege, det gælder i endnu højere grad når vi skal bedømme vores medmennesker. Nogle af os har måske gjort den trælse erfaring at et menneske som vi havde fået et positivt indtryk af og valgt at stole på, viste sig ikke at leve op til den tillid vi viste dem. Til gengæld vil jeg håbe at vi alle sammen har oplevet at blive positivt overrasket over at et menneske som i første omgang virkede uinteressant, uinspirerende, kedelig, måske endda irriterende, ved nærmere bekendtskab viste sig at rumme uanede kvaliteter, være sig menneskelige kvaliteter som pålidelighed, humor eller evnen til at lytte, eller måske talenter inden for musik, billedkunst, sport eller teater. Eller det kan være en ny kollega eller en ny lærer eller lignende der overrasker positivt. På film er der ofte tale om at en person der er meget lille af statur, viser sig at være formidabel til at slås, med tegnefilmhunden Droopy og Star Wars-figuren Yoda som to af de mest oplagte eksempler.

                      Ingen af de eksempler jeg har nævnt, kan dog sammenlignes med det chok det må have været for hyrderne på marken ved Betlehem at få at vide hvor de skulle lede efter frelseren, Kristus, Herren. Okay, det allerstørste chok var selvfølgelig nok at Herren engel pludselig stod foran dem, ”og Herrens herlighed strålede om dem”, og vi får da også at vide at deres reaktion på dét var at ”de blev grebet af stor frygt”. Når sådan en mægtig, frygtindgydende, strålende engel så fortæller dem at der er blevet født en frelser, altså en som skal kunne redde folket fra deres fjender, så må man formode at de ville forvente at den frelser tog sig mindst lige så frygtindgydende ud som englen, især når det blev tilføjet at han er ”Kristus, Herren”. ”Herren” betyder jo ”ham der bestemmer”, og ud over at det var en titel der hyppigt blev brugt om kejser Augustus, så var det også et ord som de græsktalende jøder brugte om Gud. Og ordet ”Kristus” betyder egentlig bare ”salvet”, men på Det Nye Testamentes tid blev det mest brugt som betegnelse for den mægtige frelser som Israels profeter havde lovet at Gud ville sende – deriblandt ikke mindst Esajas. Så hvis hyrderne på marken kunne deres bibel, så har englens ord om at der var født en frelser som var Kristus, Herren, så er de utvivlsomt kommet til at tænke på den profeti vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten: ”Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.”

Hvordan mon det ser ud når sådan et barn bliver født? Hvilke tegn skulle hyrderne se efter? Skulle de vente at finde et barn der strålede af guddommelig herlighed? Et barn der kunne tale flydende selvom det lige var blevet født? Måske et barn i overstørrelse? Nej, ikke nogen af de ting. Ganske vist bliver Jesusbarnet ofte afbildet med en glorie på hovedet og en stråleglans omkring sig, og der findes også en legende fra den tidlige middelalder der hævder at han kunne tale som nyfødt (en legende der i øvrigt har fundet vej ind i Koranen), men intet af det har noget belæg i Bibelen. Nej, hvad sagde englen? ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” En krybbe! Et ædetrug for æsler, geder og køer! I en situation hvor hele landet er på den anden ende fordi kejseren har kommanderet alle til at rejse til deres hjemby (en befaling som vi moderne danskere tilsyneladende stadig overholder) kan omstændighederne ganske vist nødvendiggøre at en fødsel må finde sted under usædvanlige forhold, og at man må bruge det forhåndenværende søms princip når det gælder babysenge og den slags, men ærlig talt: Når det barn der skal fødes, er selveste Frelseren, hvis komme til jorden Gud angiveligt har forberedt gennem århundreder, så skulle man da tro at han kunne time det bare lidt bedre!

Men ved I hvad: Jeg tror faktisk at det var ganske bevidst fra Guds side at han lod sin søn blive født under så – hvad skal vi sige – rustikke omstændigheder. Jeg tror det var fordi han lige fra starten ville gøre det klart at der skal noget andet end menneskelig styrke til for at overvinde det onde i verden. Og med ”noget andet end” mener jeg ikke bare en større dosis af styrke end vi mennesker er i stand til at fremvise; nej, forskellen på Guds styrke og vores er ikke kun kvantitativ, den er kvalitativ. Derfor er menneskelig styrke og herlighed fuldstændig irrelevant i forhold til Guds formål. Faktisk kan vi se i Bibelen – og i kirkens historie – at Gud ofte foretrækker at virke gennem undervurderede og tilsyneladende ubetydelige mennesker: Abraham var en barnløs olding som Gud gjorde til sit folks stamfar, Moses var en desillusioneret fårehyrde med en talefejl som Gud gjorde til sit talerør da han sluttede sin pagt med folket, og så videre. Og allertydeligst ser vi det som sagt i at Gud lod sin søn blive født i fattigdom og lagt i en krybbe.

Med det in mente bør vi altid vogte os for at lade os dupere af verdslig storhed, men snarere huske på Piet Heins visdomsord: “Den, Guds klarsyn falder på, ser det store i det små” – eller måske snarere: ”ser den store i det små”! Det kan du passende huske på næste gang du deltager i en pakkeleg og lægger mærke til at nogle af pakkerne ser meget mere prangende ud udenpå end andre. Det siger ikke nødvendigvis noget om  kvaliteten af det der er indeni – og sådan er det altså også med mennesker, og i særdeleshed med Gud.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juledag 2024
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Hebræerbrevet 1.1-5, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 6. januar 2025

Jesu fødsel: Er der kommet fred til jorden?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har altid holdt meget af salmen ”Kimer, I klokker”, men som barn forstod jeg ikke rigtig hvad ordene betød. Jeg tror jeg bare antog at det var en konstatering af at klokkerne kimer – hvis man kan sige at det isner i fingrene, eller at det suser i granerne, så kan man vel også sige at det kimer i kirkeklokkerne? Først mange år senere fandt jeg ud af at ”kimer” er en gammeldags bydemåde (ligesom ”synger” og ”danser” og ”klapper” i vers 3), og at i’et mellem ”kimer” og ”klokker” er skrevet med stort. ”Kimer, I klokker!” er altså en opfordring til klokkerne om at kime.

                      En anden ting jeg ikke vidste som barn, var hvad ordet ”kimer” overhovedet betyder. Jeg vidste i hvert fald ikke bedre end at det bare er et andet ord for at klokkerne ringer. Jeg tror først det var da min mor fik ansættelse som kordegn og derfor begyndte at tale om kirkelige teknikaliteter derhjemme (jeg var omkring 13 år på det tidspunkt). Det var vist noget med at kirketjeneren var kommet til at ringe i stedet for at kime (eller omvendt), og så måtte jeg jo spørge hende hvad forskellen er. Og i fald der er nogen af jer der ikke kender svaret, må jeg hellere røbe at det går meget hurtigere når man kimer. Almindelig ringning er ”dong-dong-dong-dong”, mens kimning er ”dongdongdongdongdongdongdongdongdong-dongdongdongdongdongdongdong”. Så kan I brillere med den viden ved julens familiekomsammener – og jo mere livagtigt I efterligner klokkens lyd, desto mere glæde vil det utvivlsomt vække!

                      Kirkeklokkerne ringer hver eneste dag, morgen og aften (som de af jer der bor tæt på kirken, sikkert ikke har kunnet undgå at bemærke), og derudover ringer de forud for gudstjenester og kirkelige handlinger. Det er derimod kun ved særlige lejligheder at man kimer med klokkerne, nemlig i forbindelse med bryllupper og med kirkeårets tre store højtider: påske, pinse og jul. Mens det at klokkerne ringer er et tegn på at nu sker der noget almindeligt og dagligdags, som at det er blevet aften, eller at vi holder gudstjeneste, så er det at de kimer et tegn på at nu sker der noget ekstraordinært glædeligt. Hvis man skal tro Mads Nielsens sang En lærke letted’ fra 1945, kimede man for eksempel også med kirkeklokkerne rundt om i landet dengang Danmark – eh, dengang noget af Danmark blev befriet fra den tyske besættelse (her på Bornholm gik det som bekendt anderledes, og så må vi hellere lade være med at tale mere om den sag!).

                      Grunden til at vi i salmen opfordrer klokkerne til at kime, er noget der er endnu større end Danmarks befrielse – endda større end Danmarks befrielse ville have været hvis Bornholm havde været omfattet – nemlig: ”Fred kom til jord”! Det er jo det som er rigtig mange menneskers højeste juleønske: at der må komme fred på jorden! Men selvom vi hvert år på diverse radiostationer hører John Lennon og Yoko Ono synge ”War is over if you want it” (altså: ”Krig er forbi hvis du ønsker det” – og hvem gør ikke det?), så opstår der til stadighed nye krige rundt om i verden, og der er desværre intet der tyder på at det kommer til at forandre sig. Vi mennesker bliver dygtigere og dygtigere til stort set alt, men det at holde fred med hinanden er desværre en undtagelse. Så, eh – hvorfor kimer vi så alligevel med klokkerne til jul?

                      De mest opmærksomme af jer vil måske have bemærket at de salmer jeg har valgt til denne juleaftensgudstjeneste, alle sammen indeholder noget om fred. I ”Det kimer nu til julefest” sang vi om ”den høje gæst, som steg til lave hytter ned med nytårsgaver: fryd og fred”, og ”den høje gæst”, det er naturligvis Jesus, Guds søn, som gæstede jorden da han lod sig føde i Betlehem. I ”Kom, alle kristne” konstaterede vi ganske enkelt at ”fred til jord er kommen”, og det samme gjorde vi som sagt i ”Kimer, I klokker”. Dagens sidste salme bliver, vanen tro, ”Dejlig er jorden”, og der får vi forklaringen på hvorfor ”jul” og ”fred” er så uløseligt forbundne, nemlig det som englene sang for markens hyrder: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” – eller som det også kan oversættes: ”Ære være Gud i det højeste! Fred på jorden! Til mennesker velbehag!” Der er nemlig ingen tegnsætning i de ældste bevarede håndskrifter, og derfor er det et fortolkningsspørgsmål hvor udråbstegnene skal sættes. Og det gør unægtelig en vis forskel om englene generelt proklamerede at nu er der fred på jorden (som Brorson hævder i sin smukke salme ”I denne søde juletid”), eller om det kun var til ”mennesker med Guds velbehag” at der blev lovet fred. I dag forbinder de fleste af os nok mest ordet ”velbehag” med den følelse vi har når vi med et suk læner os tilbage i stolen efter en god julemiddag. Men tidligere var det meget almindeligt at tale om at man kunne have en persons – typisk en konges eller en anden magthavers – velbehag. Det betød at man var i kridthuset hos vedkommende; at man nød vedkommendes fulde accept. Det englene sang, var altså: ”Fred til de mennesker som Gud accepterer.” Men eftersom den engel der først henvendte sig til hyrderne, introducerede sit budskab som ”en stor glæde, som skal være for hele folket”, så må man formode at det i det mindste er muligt for alle mennesker at opnå Guds velbehag. Og det er måske lykkedes for os danskere? Vi har jo i hvert fald ikke haft krig på dansk territorium siden bombardementerne af Rønne og Nexø den 8. maj 1945. Men selvom der ikke ligefrem falder bomber mere, og der ikke er fjendtlige soldater i gadebilledet, så betyder det jo ikke at vi nødvendigvis oplever fred – vores fred kan blive forstyrret af såvel bekymringer for fremtiden som konflikter i familien eller i andre nære relationer. Så måske har vi ikke Guds velbehag alligevel? Men hvem har så?

                      Der er 6 steder i Det Nye Testamente hvor det bliver sagt om en given person at vedkommende har Guds velbehag, nemlig Matthæusevangeliet 3,17, Matthæusevangeliet 12,18, Matthæusevangeliet 17,5, Markusevangeliet 1,11, Lukasevangeliet 3,22 og Andet Petersbrev 1,17 (hvis du ikke kan huske henvisningerne, kan du finde dem på kirkens hjemmeside når jeg på et tidspunkt får lagt mit manuskript fra i dag ud under punktet ”Prædikener”).  Og hvem er det så der ifølge de vers har Guds velbehag? Jo, alle seks vers taler faktisk om den samme person, nemlig Jesus, ”barnet til Guds velbehag”, som vi sang om. Jesus havde Guds velbehag, så hvis englene lovede ”fred til mennesker med Guds velbehag”, så må Jesus være den som de frem for nogen lovede fred til. Alligevel ved vi jo godt hvordan det gik ham: Før han fyldte to år, forsøgte kong Herodes at slå ham ihjel, og da han blev voksen, mødte han morderisk fjendtlighed fra sit eget folks politiske og religiøse ledere, som til sidst fik ham henrettet på falske anklager i uskøn forening med den romerske besættelsesmagt. Hvad fredeligt er der ved det? Umiddelbart ikke ret meget. Men kaster vi et nærmere blik på hvordan Jesus levede og døde, så ser vi et andet billede: I Lukasevangeliet kapitel 4 kan vi læse om et tidspunkt hvor en stor flok mennesker blev så vrede over noget som Jesus havde sagt, at de forsøgte at styrte ham ud over kanten af et bjerg. ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” (Luk 4,30). Ved en anden lejlighed læser vi at der var mange der gerne ville Jesus til livs, men: ”Ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet” (Joh 8,20). Senere, da timen var kommet, og ypperstepræsterne og tempelvagterne dukkede op midt om natten for at arrestere Jesus, var der en af disciplene der trak sit sværd for at forsvare sin ham, men Jesus gav disciplen besked på at stikke sværdet i skeden igen, for som han sagde: ”Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?” (Matt 26,53). Men Jesus hidkaldte ikke nogen englehær til sit forsvar, heller ikke da han blev pisket, hånet, spyttet på og til sidst korsfæstet; tværtimod bad han Gud om at tilgive hans bødler (Luk 23,34). Al den ydre vold og uro var ingenting imod den indre fred som Jesus til overflod besad, og som satte ham i stand til at overvinde verdens ondskab ved til det sidste at holde fast i selv at vise godhed og kærlighed. Og at Jesus virkelig havde vundet, selvom han endte med at blive slået ihjel, blev bekræftet da han tre dage senere opstod fra de døde – døden var ganske enkelt ikke i stand til at holde fast på ham!

                      Hvor fik Jesus den indre fred fra? Det fortæller evangelisten Johannes os i introduktionen til sin beskrivelse af begivenhederne aftenen før Jesus blev korsfæstet. Han skriver: ”Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen … og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud” (Joh 13,1b.3). Kilden til den indre fred der bar Jesus, var altså at han opererede ud fra en anden og dybere virkelighed end det der kunne ses i det ydre. Det er det som vi plejer at kalde for ”tro” – ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”, som der står i Hebræerbrevet (11,1). Det var altså troen der gav ham fred.

                      Hvad var det da han troede på? Ja, nu begynder det måske næsten at lyde som en cirkelslutning, men da Jesus stod ved begyndelsen af sit offentlige virke, åbnede himlen sig over ham, og der var en stemme der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” (Mark 1,11. Luk 3,22. Jf. Matt 3,17 og 2 Pet 1,17). Det var i tillid til dén erklæring at Jesus levede hele sit liv i lydighed mod den mission som Gud havde sendt ham til jorden med, også selvom den omfattede lidelse og død, og han gjorde det endda med fred i sindet. Og nu, mine damer og herrer, kommer den store, gyldne hemmelighed som vi kan tage med fra alt det, og som give også os julefred i hjertet – ikke bare nu hvor det er jul, men hele tiden, så længe vi lever: Jesus, Guds søn, kom til jorden for at gøre os til Guds børn – for at også vi skulle have Guds velbehag! Og det er faktisk ganske enkelt at opnå det: Vi skal blot tro på at vi for Jesu skyld har Guds velbehag, og leve vores liv i tillid til det. Det kan ganske vist være en udfordring når verden omkring os, både den nære og den fjerne, byder på alt andet end fred, men netop derfor har vi brug for igen og igen at høre budskabet om Jesus. Og dermed når jeg til den salme som jeg sprang over da jeg remsede op hvad der står om fred i dagens salmer – nemlig ”Velkommen igen, Guds engle små”, som vi skal synge lige om lidt. Den slutter med en beskrivelse af gudstjenesten, hvor der med Grundtvigs ord sker det fantastiske at: ”da byder vor Herre selv Guds fred til dem, den efterhige”. Gud rækker os sin fred som den bedste julegave – så lad os tage imod den!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2024
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 6. januar 2025

Johannes Døbers vidnesbyrd: Jeg er ikke!

Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker 4. søndag i advent 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvad hedder Gud?

                      Jeg vil næsten tro at hvis man lavede en voxpop på Store Torv i Rønne eller et hvilket som helst andet sted i Danmark, så ville mange af de adspurgte svare: ”Han hedder vel Gud?” Og det er måske forståeligt nok – hvis man spørger et lille barn: ”Hvad hedder din far?”, så er der nok også en vis chance for at få svaret: ”Han hedder da Far!” Men ”Gud” er naturligvis ikke Guds navn; det er snarere hans titel.

Hvis en af de personer der blev spurgt på Store Torv, tilfældigvis havde set filmen Indiana Jones og det sidste korstog, så ville svaret nok lyde: ”Han hedder Jehova!”, for det er det Jones svarer da han på et tidspunkt skal bruge Guds navn til at løse en gåde. Og bortset fra at ”Jahve” nok er en mere korrekt udtale af det ord der gemmer sig bag de hebraiske bogstaver yod-he-wav-he, så er det faktisk det tætteste vi kommer på et korrekt svar. I Esajas’ Bog kapitel 42 vers 8 siger Gud for eksempel: ”Jeg er Jahve, det er mit navn”, og der er lignende udsagn 12 andre steder i Det Gamle Testamente. Ja, faktisk findes navnet Jahve eller Jehova adskillige hundrede gange i Det Gamle Testamente, men bortset fra de 13 steder er det blot gengivet med ordet ”Herren” i den autoriserede danske bibeloversættelse, og det samme gælder faktisk de fleste andre bibeloversættelser. Selv de 13 steder i Det Gamle Testamente hvor der i den nuværende autoriserede oversættelse står ”Jahve”, stod der faktisk ”Herren” i den gamle oversættelse. Alt det skyldes at jøderne på et tidspunkt, nogle århundreder før Kristi fødsel, besluttede at Guds navn var så helligt at det slet ikke måtte udtales. Da Det Gamle Testamente blev oversat til græsk i det tredje århundrede før vor tidsregning, valgte man derfor at gengive Guds navn med det græske ord kyrios, der betyder ”herre”, og eftersom de fleste af de første kristne var græsktalende, kom der til at stå i de fleste kristne bibler verden over at Guds navn er ”Herren”. Spørger man Jehovas Vidner, så har de deres egen konspirationsteori om den sag, nemlig at Jesus blandt andet kom til jorden for at lære jøderne og alle andre at begynde at bruge Guds navn igen i stedet for bare at kalde ham ”Herren”; det bygger de blandt andet på Johannesevangeliet kapitel 17 vers 6, hvor Jesus i sin sidste bøn skærtorsdag aften siger: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden”. Hvis der findes sådan en konspiration, må den dog have fået overtaget ekstremt hurtigt, for hverken Paulus’ breve eller nogen andre oldkristne skrifter beskæftiger sig med hvorvidt man skal kalde Gud for ”Jahve” eller ”Kyrios”. Og hvad Jesus angår, så var det noget andet han først og fremmest lærte os at kalde Gud for, nemlig ”Vor Fader”.

                      Men når alt det er sagt, så står det altså stadig tilbage at hvis vi skal tage den hebraiske grundtekst til Det Gamle Testamente på ordet, så er Guds navn ”Jahve” (eller ”Jehova”, om man vil). Og det er naturligvis et navn med en stærk symbolsk betydning; sandsynligvis noget i retning af ”den som er” eller ”den som får til at være”. Og det passer jo meget godt med den forklaring som Gud selv gav Moses da han viste sig for ham i en brændende tornebusk for at give ham befaling om at føre israelitterne ud af Egypten. Vi kan læse i Anden Mosebog kapitel 3 at ”Moses sagde til Gud: ’Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?’ Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer’” (2 Mos 3,13-14).

Umiddelbart virker det måske som et flabet ikke-svar at Gud bare siger: ”Jeg er den, jeg er!”, men når man tænker over det, hvor mange af os ville så kunne sige det samme: ”Jeg er den, jeg er!”? Vi har det jo med (nogle mere end andre) at tilpasse os vores omgivelser, og det altid bare at være den vi er, er noget som det kan tage et helt liv eller mere at lære. Og selv hvis det lykkes os at være den samme hele tiden, så kan vi sjældent løbe fra at den vi er, er et produkt af mange forskellige former for indflydelse fra både arv og miljø. Gud er den eneste der bare er den han selv er – og hvordan skulle han også kunne være andet, kan man tilføje, når han har været til før der fandtes nogen eller noget som helst andet.

Men der er også andre dimensioner i det at Gud præsenterer sig som ”Jeg er den, jeg er”. Dels er der nogle forskere der mener at en bedre oversættelse ville være ”Jeg er det at være” – eller som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup udtrykte det: ”Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til”. Og dels kan navnet ”Jeg Er” forstås i den betydning at Gud er alt hvad vi har brug for, svaret på alle vores længsler, løsningen på alle vore problemer. Og det er en meget vigtig ting at huske på, synes jeg. I vores kultur får vi jo jævnligt tudet ørerne fulde med at vi skal kunne klare os selv. Vi skal helst selv kunne løse så mange af vores problemer som muligt, og resten, dem forventer vi at velfærdssamfundet tager sig af. Og mange af uenighederne mellem de forskellige politiske partier handler om hvor grænsen skal gå mellem det der er det offentliges ansvar, og det der er den enkeltes eget ansvar, og i forlængelse af det: hvor stor den offentlige sektor skal være. Men den offentlige sektor og den private sektor har det til fælles at de er afhængige af arbejdskraft, så uanset hvilken politisk overbevisning man har, bliver facit altså at de problemer der er, skal løses af mennesker – enten os selv eller andre mennesker. Det er jo et eller andet sted logisk nok.

Der er bare lige den hage ved det at der er problemer som intet menneske kan løse. ”Politik er det muliges kunst”, plejer man at sige, men hvad stiller man så op med det der ikke er muligt, men som ikke desto mindre er et stort problem? De mest pessimistiske vil mene at klimaforandringerne efterhånden hører til den kategori, men en ting der i hvert fald gør, er det som vi i kirken plejer at kalde for ”synd”. Ganske vist var der allerede på Jesu tid folk der mente at kategorien ”syndere” kun omfattede mennesker der var mindre dydige end de selv var, og i løbet af kirkens historie har det ind imellem også været en almindelig opfattelse at det at undgå ”synd” blot handlede om at leve op til den pågældende periodes generelt accepterede borgerlige moral. Men det er ikke det Bibelen fortæller os om synd. I Bibelen læser vi tværtimod at ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23), og at ”[h]vis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os” (1 Joh 1,8). Selve det ord der er blevet oversat til det danske ord ”synd” i Det Nye Testamente, betyder på græsk egentlig ”at ramme ved siden af målet”, men den mest kortfattede og præcise definition af hvad synd er, finder vi i Johannesevangeliet kapitel 16 hvor Jesus lover disciplene at han vil sende dem en anden talsmand, nemlig Helligånden, når han selv forlader dem. ”Og når han kommer,” fortsætter Jesus, ”skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt” (Joh 16,8-11). Jesus definerer altså synd som det ikke at tro på ham!

Det betyder selvfølgelig ikke at hvis bare man er kristen, så kan man gøre lige hvad man har lyst til, uden at der er noget som helst syndigt i det. Det at ”tro på Jesus” handler ikke om at bekende sig til den kristne religion; det er langt mere enkelt end det: Det betyder simpelt hen at stole på Jesus og på hans far, Gud, som har sendt ham! Det var det Adam og Eva ikke gjorde dengang de valgte at spise af Træet til Kundskab om Godt og Ondt selvom Gud havde advaret dem om at det ville blive deres død. Og det er det vi andre ikke gør når vi vælger at handle troløst over for Gud og vores medmennesker. Og hvem kan sige sig fri fra at have gjort det? Findes der noget menneske der aldrig har søgt sin egen ære, velstand, sikkerhed eller behovsopfyldelse i situationer hvor vi egentlig godt vidste at vi burde have handlet anderledes? Næppe. Paulus havde nok ret da han skrev at alle har syndet.

Men det er netop når vi når frem til dén erkendelse, at vejen til frihed åbner sig! Når det går op for os at vi ikke selv kan løse syndens problem, så bliver vi befriet fra enhver forventning om at vi skal eller bør gøre det! Så kan vi frimodigt sige til enhver anklagende stemme indefra eller udefra at opfyldelsen af Guds bud ikke er vores bord; det sorterer under Jesus. Vi kan sige som den lille Bukke Bruse siger til trolden i det kendte norske folkeeventyr, at ”efter mig kommer min bror, og han er langt større end mig” – eller som Johannes Døber siger i dagens evangelietekst: ”han, som kommer efter mig, … hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”

Bemærk i øvrigt hvad Johannes Døber svarer da præsterne og levitterne spørger ham hvem han er. Som et omvendt ekko af Guds svar til Moses ved den brændende tornebusk i ørkenen, hvor Gud besvarede Moses’ spørgsmål med ordene ”Jeg er”, sådan besvarer Johannes Døber (der i øvrigt også befandt sig i en ørken) præsternes og levitternes spørgsmål med ordene ”Jeg er ikke”! ”Jeg er ikke Kristus”, siger han i første omgang, og det næste spørgsmål, ”Er du Elias?”, besvarer han også med – ja, med en dansk syntaks bliver det til ”Det er jeg ikke”, men ordret er hans svar på dét spørgsmål faktisk også: ”Jeg er ikke!” (På engelsk fremtræder den græske ordstilling mere tydeligt; der svarer han: ”I am not”).

Så det skal være min opmuntring til dig (og til mig selv) i dag: ”Jeg er ikke!” Det er den befriende bekendelse som vi hver dag kan møde både synd og død og djævel og alverdens problemer med: ”Jeg er ikke!” – men jeg kender og stoler på ham som kalder sig ”Jeg ER!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag i advent 2024
Tags: Esajas' Bog 52.7-10, Filipperbrevet 4.4-7, Johannesevangeliet 1.19-28

Posted By admin on 6. januar 2025

Indtoget i Jerusalem: Er han virkelig den store konge?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i advent 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg er vokset op i Storkøbenhavn, og derfor har jeg fra en tidlig alder kendt de fleste af hovedstadens seværdigheder: Rundetårn, Rådhuset, Christiansborg, Nyhavn og ikke mindst Tivoli. Derfor har jeg altid undret mig over at den københavnske seværdighed som de fleste udenlandske turister plejer at være allermest ivrige efter at se, ikke er nogen af dem jeg lige har nævnt, men derimod den lille uanseelige statue af Den Lille Havfrue på Langelinie. Mange bliver da også skuffet når de ser den lille figur sidde på en sten i vandkanten. Jeg ved egentlig ikke hvad de havde forventet, måske at statuen var større, eller at den havde nogle mere iøjnefaldende træk, men det er jo altså bare en statue i almindelig menneskestørrelse, hvis krop kunstneren Edvard Eriksen fik sin hustru, Eline Eriksen, til at sidde model til, hvorefter han tilføjede ansigtstrækkene fra balletstjernen Ellen Price der netop havde spillet rollen som Den Lille Havfrue på Det Kongelige Teater. Der er intet imponerende over hverken størrelsen eller placeringen, så hvis man havde forventet noget i retning af Frihedsgudinden i New York, så er der ikke noget at sige til at man bliver skuffet.

                      Til gengæld er der ikke noget der tyder på at israelitterne blev skuffede da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. De forudsigelser fra Det Gamle Testamente som de havde at forholde sig til, kunne måske ellers nok have givet dem grund til at forvente noget andet. I Davids Salme 24, som vi hørte som den første læsning i dag, står der jo for eksempel: ”Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. Hvem er ærens konge? Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig.” Vi ser altså for os at der ankommer en frygtindgydende krigerkonge til byen, en der er så stor og vældig at det ligefrem er nødvendigt at forhøje portene for at han kan komme ind! Og det er intet under, for denne konge er ingen ringere end ”Herren”, altså Gud selv. Israels Gud som satte den mægtige egyptiske Farao godt og grundigt på plads da han ikke ville frigive israelitterne fra deres slaveri, Israels Gud som jog Det Røde Hav til side så hans folk kunne gå tørskoet over, Israels Gud som viste sig for folket på bjerget Sinaj i en lysende sky der var så frygtindgydende at ingen turde så meget som nærme sig foden af bjerget – for ikke at tale om at han har skabt både solen og månen og stjernerne – det er ham der kommer til byen! Du må hellere beskytte dine øjne så du ikke bliver blændet! Men bare rolig, han kommer ikke som en fjende, men som en ven. Han kommer for at være vores konge og føre os til sejr, og når vi har ham på holdet, hvem kan så true os? Ja, det er i dag han kommer! Han kan være her når som helst endda! På vejen ind mod byen er de allerede begyndt at lægge kapper på vejen så han kan ride hen over dem! Lad os fortsætte med det her inde i byen! Og så må vi hellere få fat i nogle palmegrene som vi kan bruge til at hylde ham med. Øjeblik, nu kan jeg høre at der er nogen der råber! Hvad er det de siger … ”Hosianna, Davids søn”, lyder det som… Nej, han hedder ikke Hosianna, det er et hyldestråb som betyder ”frels dog”, og som stammer fra Davids Salme 118. Og nej, hans far hedder heller ikke David, men han er den retmæssige arving til kong David. Stille, nu tror jeg han kommer!”

                      Alles øjne retter sig i spænding mod byporten. Nu kommer de forreste ind. De er klædt i helt almindeligt tøj, og de snavsede. De ligner ikke en stor konges følge. Men det allermest overraskende er at se kongen selv: en helt almindelig ubevæbnet fattig tømmersvend – på et æsel! Skulle han være ”ærens konge, vældig i krig”? Den eneste måde han ville kunne besejre en fjendtlig hær på, er da hvis de døde af grin!

                      Men som sagt lader det sjovt nok ikke til at der er nogen af Jerusalems indbyggere der har haft et problem med at den mand der drog ind i byen for at lade sig hylde som konge, var så uanseelig og det hænger nok sammen med at Det Gamle Testamente ikke kun rummer beskrivelser af en frygtindgydende krigerkonge som man ligefrem er nødt til at løfte portene for, men også den profeti som Matthæus citerer i dagens evangelietekst: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Det Gamle Testamentes profeter, og især de senere af slagsen som eksempelvis Zakarias, som Matthæus citerer her, lover ikke Israel at Gud vil gøre dem til en militær stormagt, men snarere at Gud vil gøre en ende på den militære magt og erstatte den med en helt anden type magt. Ordene om at kongen kommer sagtmodigt ridende på et æsel, står i Zakarias’ Bog kapitel 9 vers 9. Læser vi videre i vers 10, så står der: ”Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender.”

                      Men det er svært for os mennesker at forestille os nogen anden måde at tilintetgøre krigsvåben på end ved selv at benytte endnu stærkere krigsvåben. En kendt talemåde som tillægges Theodore Roosevelt der var præsident i USA fra 1901-1909, er: ”Speak softly and carry a big stick”, altså: ”Tal blidt og bær på en stor kæp.” Ideen er at den eneste måde man kan tvinge sin modstander til fredsforhandlinger på, er ved at besidde så stor en våbenmagt at fjenden foretrækker fred frem for krig. Det var også den filosofi Ronald Reagan benyttede da han og Mikhail Gorbatjov afsluttede den kolde krig i slutningen af 1980’erne. Og derfor falder det os naturligt at antage at når profeten forudsiger at Gud vil tilintetgøre alle våben og skabe fred, så vil han gøre det ved hjælp af endnu stærkere våben. Men den opfattelse bliver godt og grundigt sat til vægs af den måde Jesus rider ind i Jerusalem på, for han har vitterligt ingen våben overhovedet, og selv da han nogle dage senere bliver arresteret, tortureret og dømt til døden, gør han intet for at forsvare sig; ja, han irettesætter endda Peter som trækker sit sværd for at forsvare sin konge, med ordene: ”Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt 26,52).[1]

                      Men hvis det ikke er med vold og våbenmagt at Jesus vil tilintetgøre verdens våben og skabe fred, hvordan har han så tænkt sig at gøre det? Se, det er det der lige fra begyndelsen har været hele kristendommens hemmelighed og mysterium. Og svaret er: ved at dø på korset.

                      Undskyld, hvad? Altså, én ting er at han rider ubevæbnet ind i byen på et æsel, men hvis han først hænger blødende og døende på et kors, så er der vel ikke mere han kan stille op? Selvom den helt centrale begivenhed i den kristne tro er at korset ikke fik gjort det endegyldigt af med Jesus, men at han opstod fra de døde efter tre dage, så kan det stadig være svært at se hvordan Jesus ligefrem besejrede det onde ved at blive korsfæstet. Det var det i hvert fald for de kristne i Korinth på Paulus’ tid, så han var nødt til at prøve at forklare dem det efter bedste evne. Selvom Paulus’ forklaringsevner var gode, kan det imidlertid stadig være lidt svært at forstå for os der lever næsten 2000 år senere i en helt anden kultur, og derfor vil jeg citere fra den nudanske Bibelen2020, hvor det trods alt er mere forståeligt end i den autoriserede oversættelse fra 1992. Jeg citerer i brudstykker fra Første Korintherbrev kapitel 1: ”For os, der bliver frelst, er Jesu død og opstandelse … udtryk for selve Guds magt. … Gud har vist, at klogskaben her i verden ikke har forstået noget som helst. Guds visdom kan verden nemlig ikke forstå … Jøder kræver tegn, og grækere søger klogskab. Vi kristne fortæller derimod vidt og bredt om Kristus, der blev henrettet på korset. Det forarger jøderne, og grækerne synes, det er tåbeligt, men for os, der er udvalgt, hvad enten vi er jøder eller grækere [eller noget helt tredje, kunne man tilføje – danskere for eksempel], er Kristus udtryk for Guds visdom og styrke. Når Gud er tåbelig, er han klogere end mennesker, og når han er svag, er han stærkere end mennesker” (1 Kor 1,18b.20b-21a.22-25).

                      Jeg tror egentlig at vi kristne i dag også kan have svært ved at forstå det. Vi taler tit om at Jesus bar vores synder da han døde på korset, og det er da også en vidunderlig trossandhed! Hvis ikke Jesus var død i stedet for os, så ville vi stadig have været fortabte i vores synder, og hans sejr over alt det onde ville ikke have gavnet os det fjerneste. Soningen af vores synder er ufatteligt vigtig og måske det allervigtigste Jesus udrettede på korset. Men hvis vi tror at det var det eneste Jesus udrettede på korset, så er vi nødt til at forestille os en anden måde han overvinder det onde på, og så bliver det typisk noget med at han alligevel hiver det store arsenal af masseødelæggelsesvåben frem på et tidspunkt, enten i form af at ”kristne” hære triumferer militært (det var den tankegang der lå bag korstogene), eller at Jesus selv ved sin genkomst viser en radikalt anderledes side af sig selv end han gjorde da han red ind i Jerusalem på et æsel. For nogle år siden hørte jeg for eksempel jævnligt en sang der hedder Heaven, hvor den kristne punkgruppe med det sære navn Olivia the Band synger sådan her om Jesu genkomst: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed”, altså: første gang vendte han den anden kind til, men denne gang kommer han med draget sværd. Det er ganske vist sandt nok at Johannes’ Åbenbaring siger at Jesus har et skarpt, tveægget sværd (se fx Åb 2,12), men han har det ikke i hånden; tværtimod står der udtrykkeligt begge de to gange hvor den sværdbevæbnede Jesus skildres, at sværdet står ud af hans mund (Åb 1,16 og 19,15)! Og det harmonerer jo fint med at Paulus skriver i Efeserbrevet at ”Åndens sværd … er Guds ord” (Ef 6,17), og at vi i Hebræerbrevet kan læse at ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd” (Hebr 4,12).[2] Det er altså virkelig sandt at ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”, som vi kan læse andetsteds i Hebræerbrevet (13,8): Han er stadig og vil for evigt forblive den sagtmodige konge der red ind i Jerusalem på et æsel, også når hans rige engang fuldendes i herlighed. Og netop hans død i tilsyneladende svaghed var det der smadrede al ondskabens magt! Ved til det sidste at insistere på at gengælde ondt med godt og endda bede Gud om at tilgive sine bødler (samtidig med at han selv ved sin død sonede også deres synd) afslørede Jesus at alle ondskabens kræfter er magtesløse over for Guds milde kærlighed. Og når Jesus engang vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde, så vil hans kærligheds sejr stå så soleklart at Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen må gå til, blot ved at høre hans stemme.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] At det var Peter der førte sværdet, fremgår ikke af Matthæusevangeliet, men derimod af Joh 18,10.

[2] Man kunne også nævne 2 Thess 2,8, hvor det fremgår at Jesus vil dræbe lovløshedens menneske ”med sin munds ånde”.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i advent 2024
Tags: Matthæusevangeliet 21.1-9, Romerbrevet 13.11-14, Salme 24

Posted By admin on 6. januar 2025

Guds riges komme: Vælg side!

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Allinge Kirker 25. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I det københavnske sogn hvor jeg var præst før jeg kom her til Bornholm, forsøgte jeg mig i nogle år med at lave en ungdomsklub i kirken en gang om ugen for nuværende og tidligere konfirmander og andre interesserede. ”DOK” kaldte jeg det; det stod for ”Den Overnaturlige Klub” (der er jo ingen grund til at stille sit lys under en skæppe). I perioder kørte klubben faktisk ganske godt, men det var altid nødvendigt at gøre et stort stykke fodarbejde forud for hver klubaften for at få de kære teenagere til at dukke op. Dels oprettede jeg en begivenhed på Facebook og inviterede alle de teenagere i området som jeg var facebookven med (og det var ikke så få), dels skrev jeg dagen før på Messenger til alle dem der plejede at være med enten hver gang eller en gang imellem. Alligevel måtte jeg næsten hver mandag vente i spænding på om der kom 4 eller 14 teenagere – eller måske slet ingen. Det var nemlig meget svært at få et klart svar ud af de kære unge mennesker: Det mest almindelige svar på spørgsmålet ”Ses vi i DOK i morgen?” var: ”Det ved jeg ikke. Hvem kommer?” Enkelte gange fik jeg endda svar af typen: ”Det ved jeg da virkelig ikke endnu; det er jo først i morgen!” For sæt nu man lovede at komme, og det så viste sig at alle vennerne valgte noget andet den aften; det ville være pænt nederen (som det vist hed på de unges sprog dengang).

                      Det er nemt for os der ikke længere lever i vores ungdoms grønneste vår, at trække på smilebåndet over de unges manglende vilje til at binde sig op på noget, men spørgsmålet er hvor meget bedre vi selv er. Ganske vist kan vi måske nok klare at give et klart tilsagn om at vi har i sinde at deltage i et eller andet arrangement i den nærmeste fremtid, selvom det betyder at vi risikerer at gå glip af noget der måske ville have været endnu mere interessant, men når det gælder de vigtigere spørgsmål i livet, kan vi godt være lidt fodslæbende i forhold til at binde os til noget, for sæt nu vi vælger forkert og ender med at fortryde det senere! Det er rart i det mindste at have en bagdør man kan smutte ud af hvis det man har meldt sig til, viser sig ikke at være nogen succes. Sådan har jeg det i hvert fald altid hvis jeg tegner et abonnement på et eller andet, enten det er et telefonabonnement eller et netmedie eller noget andet: Jeg vil vide hvor lang tid jeg binder mig for, og hvordan man opsiger abonnementet. Af samme grund har jeg heller aldrig interesseret mig for aktier – der er nogle mennesker der bruger meget tid på at følge med i hvilke aktier der stiger og falder, og ud fra det tager stilling til hvad eksempelvis deres pensionsopsparing skal investeres i, men det indebærer et moment af risiko som jeg ikke er villig til at løbe. Jeg kører også stadig rundt i en benzindrevet bil selvom jeg rent principielt mener at vi bør holde op med at bruge fossile brændstoffer, for er elbiler nu også fremtiden? Jeg vil i hvert fald helst vente så længe som muligt før jeg beslutter mig for hvad jeg vil satse på, og i mange situationer er det sikkert også klogt nok. Vi skal bare passe på at vi ikke kommer til at ligne farisæerne!

 I dagens tekst møder vi nogle farisæere som spørger Jesus hvornår Guds rige kommer, og det er egentlig i sig selv et ganske sympatisk spørgsmål. Lige fra begyndelsen har de kristne længtes efter Jesu genkomst; det er noget der præger alle brevene i Det Nye Testamente og ikke mindst Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, der netop handler om verdens ende, Jesu genkomst, dommens dag og paradiset i det nye Jerusalem. Johannes’ Åbenbaring slutter med et løfte fra Jesus om at han kommer snart, hvortil Johannes tilføjer: ”Amen, kom, Herre Jesus!” Men farisæernes spørgsmål til Jesus er ikke båret af en længsel efter at se Jesus fuldende Guds rige. Spørgsmålet er snarere udtryk for vantro afvisning af Jesus, og det har måske endda en snert af noget hånligt: ”Den er god med dig og din snak om Guds rige, men hvor bliver det egentlig af?” Vi kan selvfølgelig ikke se farisæernes tonefald og kropssprog direkte i teksten, men vi kan slutte os til det ud fra den måde Jesus svarer dem på. Jesus svarer nemlig at Guds rige ikke kommer så man kan ”iagttage” det, og det græske ord der her er oversat med ”iagttage”, er et ord som adskillige steder i Lukasevangeliet bliver brugt om den måde farisæerne forholder sig til Jesus på. I kapitel 6, hvor Jesus helbreder en mand med en vissen hånd, står der for eksempel: ”Og de skriftkloge og farisæerne holdt øje med, om Jesus ville helbrede på sabbatten, så de kunne få noget at anklage ham for” (Luk 6,7), og det samme gælder i kapitel 14, som begynder med ordene: ”Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham” (Luk 14,1). Det er som sagt det samme ord Jesus bruger i sit svar til farisæerne i dagens tekst, så en mere præcis oversættelse ville måske have været: ”Guds rige kommer ikke så I kan holde øje med det.” Eller sagt på en anden måde: Hvis farisæerne fortsætter med at sidde på sidelinjen som kritiske iagttagere, så kommer de slet ikke til at se Guds rige!

Eller jo, det gør de selvfølgelig til sidst. Jesus siger jo efterfølgende til sine disciple at ”som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag”. (Hvis I var i kirke i søndags, så ved I jo at ”Menneskesønnen” er den betegnelse som Daniels Bog bruger om den person som Gud har udvalgt til at dømme verden, og vi ved fra andre steder i evangelierne at det også er en betegnelse Jesus bruger om sig selv). Når først dommedag indtræffer, vil ingen kunne være i tvivl om at det er det der sker. Problemet er bare at til den tid vil det være for sent at tage stilling til Jesus. Jesu genkomst bliver ikke en anledning til at vælge ham til eller fra; det bliver tværtimod den dag hvor det vil vise sig om vi har valgt ham til eller fra. Det kan man måske ikke umiddelbart høre ud fra den tekst vi har hørt i dag, men det ville man have kunnet hvis de der sammensatte alterbogens anden tekstrække, havde taget de sidste fire vers af Lukasevangeliets 17. kapitel med i stedet for at standse efter vers 33. Fra vers 34 siger Jesus nemlig: ”Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.” Der vil altså være tale om at de der tilhører Jesus, bliver taget med i hans følge, mens de der har afvist ham, bliver efterladt tilbage på perronen, uden for Guds rige. Man må forstå at det er det der bliver farisæernes skæbne hvis de holder fast i deres negative attitude: Den dag hvor det kommer til at stå klart at de har taget fejl, vil det være for sent. Og det er naturligvis ikke kun en advarsel til dem, men til os alle.

Nu er der garanteret nogle af jer der sidder og tænker at det egentlig lyder temmelig urimeligt. Plejer jeg ikke at påstå at Gud er gennemført retfærdig, og at han tilmed er en kærlig far som elsker os ud over alle grænser? Så kan det vel ikke være rigtigt at han vil dømme nogen til evig fortabelse bare fordi de gættede forkert i tilværelsens religiøse lotteri? Det ville i hvert fald hverken være retfærdigt eller kærligt! Korrekt, og derfor er det naturligvis heller ikke sådan det skal forstås. Gud beder os ikke om at satse i blinde og så bare håbe på at vi har valgt den rigtige tro. Det kan vi se på anden halvdel af Jesu svar til farisæerne. Han siger jo ikke: ”Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det; I er nødt til bare at tro på det jeg siger selvom I ikke har nogen mulighed for at vide om det er sandt”; nej, han siger: ” Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det … For Guds rige er midt iblandt jer.” Med andre ord: Hvis de bare ville aflægge den negative, kritiske attitude og kaste et fordomsfrit blik på sig selv og verden omkring dem, så ville de få øje på Guds rige!

Dermed vil jeg selvfølgelig ikke sige at hvis bare vi mennesker er tilstrækkelig opmærksomme og ærlige og tænker os tilstrækkelig godt om, så vil vi uvægerligt nå frem til den kristne tro, for det er ikke hvad Det Nye Testamente fortæller os. Det er kun Gud selv der ved Helligånden kan skabe troen i et menneskes hjerte; det fremgår af så mange skriftsteder at det vil føre for vidt at remse dem alle sammen op her, så jeg vil nøjes med Johannesevangeliet kapitel 6 vers 44 hvor Jesus siger: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”. Men netop fordi Gud elsker os grænseløst og ubetinget, er der intet han hellere vil end at ”drage” os, kalde på os, skabe troen i os, så vi skal altså ikke selv tænke os frem til noget som helst; vi skal blot lade være med at gøre modstand mod Guds kald sådan som farisæerne gjorde.

Nå ja, og så skal vi selvfølgelig respondere på kaldet, men det siger vel næsten sig selv. Der er nemlig ikke noget der hedder at forholde sig neutral til Jesus: Hvis vi ikke responderer positivt, så responderer vi pr. definition negativt. Hvis nogen siger ”Kom!”, og man ignorerer det, så forholder man sig ikke neutralt til vedkommende; man viser vedkommende disrespekt og mistillid.

Men hvordan bærer vi os så ad med at respondere på kaldet? Hvad skal vi gøre når vi bliver opmærksomme på at Guds rige virkelig er midt iblandt os; at der overalt omkring os foregår en usynlig kamp mellem på den ene side mistro, vold, egoisme, skamløshed og vellyst, og på den anden side tro, kærlighed, ydmyghed, afsavn og selvopofrelse? Vi skal naturligvis vælge side! Vi skal ikke sidde på sidelinjen og holde øje med om det bliver det gode eller det onde der går af med sejren til sidst, men fra starten bekende os helhjertet til den gode side. Vi skal ikke ”holde øje med” Guds rige; vi skal blive en del af det, for kun på den måde kan vi se det. For når det kommer til stykket, hvad har vi så at miste? Vores liv, selvfølgelig, men det mister vi jo under alle omstændigheder. ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den der mister det, skal vinde det”, siger Jesus jo. Første del af det udsagn er indlysende nok: Vi slipper ikke levende fra livet, uanset hvor hårdt vi prøver! Anden del har vi derimod ingen garanti for, men Jesus viste med sit liv, sin død og sin opstandelse at det virkelig er sandt at vi vinder livet ved at give det væk. Og han vandt det ikke kun til sig selv; han vandt det til os, for det var for vores skyld at han i det hele taget forlod sin himmel og kom herned, som vi lige om lidt skal høre om når vi skal fejre jul. Vi responderer på hans kald ved at give vores liv til ham der gav sit liv for os, og leve resten af vores liv i tjeneste for ham og vores næste, glade i visheden om at ikke alene det lange synderegister vi har bag os, men også alle de gange vi i fremtiden kommer til at svigte, er skjult og tilgivet på grund af Jesu blod.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 25. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Andet Petersbrev 3.8-15a, Jobs Bog 14.7-15, Lukasevangeliet 17.20-33

Posted By admin on 6. januar 2025

Sønnen holder dom: Han er en af vore egne

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 24. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En af de mest navnkundige engelske konger hed Richard the Lionheart – eller ”Richard Løvehjerte”, som vi plejer at kalde ham på dansk. Selvom han døde 776 år før jeg blev født, kendte jeg allerede fra en tidlig alder hans navn, dels fordi hans tilnavn genbruges i Astrid Lindgrens børnebog Brødrene Løvehjerte, dels fordi han i de berømte historier om den ædle fredløse Robin Hood er den gode konge hvis hjemkomst alle venter på, fordi hans bror, prins John, der regerer under hans fravær, er en grusom tyran som brandskatter de fattige for at berige sig selv. De mest kendte udgaver af Robin Hood-fortællingerne slutter med at Richard Løvehjerte vender triumferende hjem og genopretter ret og retfærdighed, og i Walt Disneys udgave dømmer han endda prins John til tvangsarbejde i et stenbrud. Derfor var jeg noget overrasket da jeg fandt ud af den virkelige, historiske prins John faktisk endte med at blive konge af England da Richard Løvehjerte døde barnløs i en alder af 41!

                      Noget tyder dog på at John vitterligt var noget af en tyran. I hvert fald blev de engelske baroner så trætte af at deres konge bare gjorde hvad der passede ham, at de tvang ham til at underskrive en håndfæstning. Det lod blandt andre de danske stormænd sig inspirere af, og inden der var gået 100 år, var det blevet standardprocedure i store dele af Europa at konger blev afkrævet en håndfæstning når de tiltrådte. Men John var altså den første. Og grunden til at jeg nævner det lige netop i dag, er at en af de ting som kong John måtte love sine baroner, var at hvis en af dem blev anklaget for en forbrydelse, så skulle de andre baroner dømme ham; kongen måtte ikke gøre det. Den rettighed blev senere udvidet, ikke kun i England, men i hele den vestlige verden, til ikke kun at gælde stormænd, men enhver indbygger i et land: Bliver man anklaget for noget, har man ret til at blive dømt af sine ligemænd. I dagens Danmark kommer det blandt andet til udtryk i det forhold at hvis en person står tiltalt for en forbrydelse der kan give fængselsstraf, så medvirker der ikke kun en professionel dommer i retssagen, men også to eller flere lægdommere. Det giver jo en tryghed, hvis man står tiltalt for en forbrydelse, at det er nogle af ”ens egne” man skal dømmes af, for ”ens egne” vil formentlig være mere tilbøjelige til at dømme retfærdigt og lade tvivlen komme den anklagede til gode.

Det var i år 1215 at kong John underskrev sin håndfæstning, men det er lidt af en tilsnigelse hvis man af den grund vil sige (som det ofte bliver sagt) at det var i 1215 at de første spæde skridt i retning af det vi i dag kender som retssikkerhed blev taget, for princippet om at man bør dømmes af en ligemand, kan vi faktisk også finde i Bibelen! Faktisk behøver vi ikke at gå længere end til dagens prædiketekst hvor Jesus siger: ”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen”. På dommedag er det altså ikke Gud Fader vi skal stå til regnskab hos; det er Jesus, sådan som vi også siger det i trosbekendelsen i den sektion der handler om Jesus: ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Jeg har ellers undertiden hørt rollefordelingen i den himmelske retssal forklaret på den måde at det er Gud Fader der sidder i dommersædet, og fordi han er hellig og ikke lader den skyldige ustraffet (som jeg engang lærte udenad at der står i Anden Mosebog kapitel 34 vers 7), ville vi være alvorligt på den hvis ikke vi havde Jesus som vores forsvarer. I en af Brorsons salmer (som jeg i øvrigt holder meget af) hedder det endda: ”Min Jesus lagde sig imellem Gud og mig”. Men det er altså ikke det Bibelen fortæller os; den fortæller os at det er Jesus der er dommeren! Og det er vel om muligt endnu bedre: Han der elskede os så højt at han gav sit liv for vores skyld, han er ikke alene vores forsvarer, men vores dommer! Hvis der er nogen som vi kan være helt sikre på ikke at blive uretfærdigt fordømt af, som i enhver situation vil lade tvivlen komme os til gode, og som har fuld forståelse for hvor vanskeligt det er at være menneske, så er det Jesus, han som selv levede et menneskeliv. Som der står i Hebræerbrevet (4,15-16): ”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” Det er altså en af vores egne vi skal dømmes af, og det er helt bevidst fra Guds side; der stod jo i evangelieteksten til i dag: ”Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn”, altså netop fordi han har taget del i vores menneskelige vilkår.

Spørgsmålet er bare hvor meget det i virkeligheden gavner os når det kommer til stykket. Selv om Jesus er en af vore egne, skal han jo stadig dømme os efter loven. Og selv om han tager alle formildende omstændigheder i betragtning og lader tvivlen komme os til gode, så kommer vi ikke uden om at vi ikke har overholdt Guds lov. Og det er vel at mærke ikke fordi Guds lov er urimelig, for Jesus har jo selv overholdt den – han ”er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd”. Tænk over det: Hvis du på godt og ondt fik løn som forskyldt for alt hvad du har gjort, ville det så være særlig rart? Men det er ikke desto mindre det vi får stillet i udsigt af dagens læsninger – som vi hørte i læsning nummer to: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.”

Men der er heldigvis mere at sige end det. Der gives nemlig en mulighed for helt at undgå at blive stillet for en dommer. Gud Fader har ganske vist overgivet dommen til Jesus, men Jesus kom ikke til verden som et menneske med henblik på at dømme; tværtimod læser vi andetsteds i Johannesevangeliet at ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (Joh 3,17). Jesus har nemlig ikke kun den generelle medfølelse med os som det ene menneske forhåbentlig altid har med det andet; nej, han elsker os faktisk, forstå det hvem der kan! Men det gør han fordi han, ud over at være et menneske som os, også er Gud. ”Gud er kærlighed” står der i Første Johannesbrev (4,8), og det betyder at alt hvad Gud gør har sin rod i kærlighed fordi det at elske er helt fundamentalt for Guds væsen. Derfor er Gud i stand til at elske selv det mest uelskelige, og han er i stand til at elske os selv når vi er mest uelskelige, og det er han fordi kærligheden har sin årsag i hvem han er, ikke i hvem vi er. Og derfor nøjes han ikke med at dømme os retfærdigt og lade tvivlen komme os til gode; nej, hans plan er at forvandle os så han med rette kan frikende os helt og aldeles! Det var først og fremmest det Jesus talte om da han gik på jorden, og derfor siger han i dagens tekst: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”

Dybest set er det nemlig ikke sådan at Jesus på dommens dag kan vælge enten at dømme os til døden eller at lade os beholde livet, men snarere Sådan at han kan vælge at skænke os livet eller lade os beholde døden. Døden er et vilkår som vi allerede lever med, dels i form af at vi skal dø en gang, men også i form af at vi ikke har del i det fuldkomne, herlige, udødelige liv som Gud fra starten havde til hensigt at vi skulle have. I syndefaldsberetningen i Det Gamle Testamente læser vi at Gud sagde til Adam og Eva at de skulle dø hvis de spiste af kundskabens træ, og det blev også det der skete. Ikke alene kom de til at dø rent fysisk en gang, men allerede det øjeblik de spiste af frugten, gik deres forbindelse til livets Gud i stykker. Det var for at genoprette den forbindelse at Gud sendte sin søn til jorden for at leve som et menneske, dø som et menneske, og ved sin opstandelse besejre døden på vegne af alle mennesker. Det der afgør vores evige skæbne, bliver derfor om vi har tillid til at der er liv at få hos Jesus, eller om vi afviser ham. Tror vi på Jesus, får vi det evige liv som en gratis gave. Tror vi ikke på Jesus, bliver vi dømt efter vores gerninger, men den dom består sådan set blot i at vi får lov til at tilbringe evigheden uden Gud når det nu var det vi helst ville. Men det er også alvorligt nok, for fravælger vi kilden til alt liv og kærlighed, står vi tilbage med en tilværelse så forfærdelig at Bibelens forfattere kun kan beskrive den med gruopvækkende metaforer som ”søen der brænder med ild og svovl” og deslige. Men uretfærdigt er det ikke, før vi bliver dømt af en af vores egne, og til syvende og sidst er dommen blot en naturlig konsekvens af den måde vi har valgt at leve vores liv på. Og tilmed har Gud i sin kærlighed kvit og frit tilbudt os at vi kan slippe for at komme for dommen og i stedet få det hele forærende. Det er derfor det i et af de mest berømte bibelsteder i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-18 hedder sådan her: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Og for til slut at slå det fast med syvtommersøm: Gud er ikke en streng tyran som leder efter en undskyldning for at dømme os eller udslette os. Gud er kærlighed, og derfor ønsker han – endnu mere end vi selv gør – at vi får lykken og det evige liv. Jesus kom ikke til verden for at redde os fra Gud; han kom for at redde os fra os selv. Jesus viste os tværtimod hvordan Gud er, for sådan som Sønnen er, sådan er også Faderen. Vi hørte jo i dagens tekst at Jesus sagde: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Andet Korintherbrev 5.1-10, Daniels Bog 7.9-10+13-14, Johannesevangeliet 5.17-29