Afskedsprædiken i Husum Kirke 5. søndag efter påske 2019

Posted By on 8. juni 2019

Jesus går til Faderen: Himlens kronprins

Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter påske 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I gamle dage, dengang der kun var én lærer tilknyttet hver enkelt lille landsbyskole, var læreren ofte den mest lærde person i lokalsamfundet (næst efter præsten). Det faktum var der en bestemt landsbylærer som var meget bevidst om, og han sagde pralende til sine elever at hvis en af dem kunne stille et spørgsmål som han ikke kunne svare på, ville han give vedkommende elev en krone (og det var mange penge dengang!). Eleverne forsøgte sig med snart det ene, snart det andet vanskelige spørgsmål, men læreren svarede uden problemer på dem alle sammen. Så en dag var der en dreng der rakte hånden op og sagde: ”Hr. lærer” (det sagde man nemlig dengang), ”hvad har jeg til fælles med kronprinsen?” Læreren betragtede drengens lurvede fremtoning, slog en latter op og sagde: ”Du har vist ikke ret meget til fælles med kronprinsen!” ”Jo,” sagde drengen, ”vi venter begge to på at få en krone!”

                      Når jeg fortæller den vittighed, er det naturligvis fordi det i dag er Kronprins Frederiks fødselsdag – 51 år bliver han. Og så er det fordi den siger noget om hvad en kronprins har til opgave, nemlig at vente. Nogle kronprinser kommer til at vente i rigtig mange år før de kommer til fadet. Frederik den 8. var 62 år da han blev konge, og så sent som året før blev han efter sigende ydmyget i Statsrådet af sin far, Christian den 9. Kongen og kronprinsen var temmelig uenige rent politisk, og på et tidspunkt drev det (hvis anekdoten taler sandt) den 87-årige konge til i hele regeringens påhør at irettesætte sin 62-årige søn med ordene: ”Ti stille, knægt!” Frederik den 8.’s 62 år er i øvrigt langt fra rekord – den engelske prins Charles er som bekendt stadig kun kronprins selvom han har rundet de 70, så hans regeringstid bliver næppe lang, hvis han da overhovedet overlever sin mor.

                      Heldigvis behøver en kronprins ikke bare at sidde med hænderne i skødet og vente på at hans far eller mor dør så han kan komme til fadet. De af jer der følger med i den danske kongefamilies færden, ved at dagens fødselar har en fuld kalender, og det er bestemt ikke kun sjov og ballade den er fyldt med; der er masser af officielle pligter. Hvad Prins Charles angår, rejser han såvel De Britiske Øer som resten af verden tynd som officiel repræsentant for det britiske kongehus, og i 2011 nåede han op på mere end 600 officielle optrædender. (Jeg har ikke kunnet finde nogen nyere tal).

                      Jesus er også en slags kronprins. Gud er jo altings konge, og Jesus er hans søn. Og i begyndelsen af Hebræerbrevet står der: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting”. Som søn og arving til universets konge må Jesus altså være kronprins. Men der er noget der ikke stemmer, for i modsætning til Frederik og Charles, der dog kan regne med at deres mødre dør på et eller andet tidspunkt, så har Jesus en far der lever evigt. (Til gengæld er Nietzsche død for mange år siden). Betyder det så at Jesus aldrig kommer til at arve det han er arving til, men må vente på sin krone i al evighed?

                      Nej, tingene fungerer heldigvis anderledes i himlen end de gør blandt os mennesker, og det betyder at der ikke er noget i vejen for at Gud Fader og Jesus begge to er konger på samme tid! Det lyder måske lidt mærkeligt, men ligesom med så meget andet i kristendommen kan vi finde en forklaring i Det Gamle Testamente. Jeg vil læse fra Salmernes Bog, salme 2, vers 2-6:

Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen

mod Herren og mod hans salvede:

”Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.”

Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem.

Så taler han til dem i sin vrede

og forfærder dem ved sin harme:

”Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!”

Her ser vi altså at Gud, som sidder på tronen i himlen, har indsat en konge på jorden (nærmere bestemt på bjerget Zion i Jerusalem) – en konge som Gud ligefrem omtaler som ”min konge”, og som også kaldes for ”Herrens salvede”. Efter at Moses havde ført israelitterne ud af Egypten, var der ellers i første omgang ikke blevet udråbt en konge over folket. Moses fungerede i praksis som en konge, og det samme gjorde hans efterfølger, Josva, der stod i spidsen for erobringen af Det Forjættede Land. Men da Josva døde, var folket bosat i landet, og planen var nu at de skulle leve i fred og fordragelighed, og Gud skulle være deres eneste konge. Men et var teori, et andet praksis: Gang på gang begyndte israelitterne at dyrke nabofolkenes frugtbarhedsguder i stedet for at holde sig til Himlens Gud, med det resultat at de blev undertrykt af de selvsamme nabofolk fordi de søgte beskyttelse de forkerte steder. Da de på et tidspunkt var hårdt presset af filistrene, gik de til profeten Samuel og forlangte at få en konge ligesom de andre folk. Det kom de imidlertid til at fortryde, for selvom kong Saul i første omgang fremstod som en befrier sendt fra himlen, gik der ikke lang tid før magten steg ham til hovedet, og han blev en del af problemet i stedet for at være en del af løsningen. Men Gud havde en plan i baghånden, nemlig en konge efter Guds hjerte, og derfor sendte han Samuel for at salve hyrdedrengen David fra Bethlehem til konge i stedet for Saul. De vers fra Salme 2 som jeg læste før, handlede i første omgang om David, og Gud lovede David at der til evig tid ville være en af hans efterkommere på tronen i Jerusalem, hvis ellers efterkommerne ville holde sig til Gud.

                      Men selvom David blev kaldt ”en mand efter Guds hjerte”, var han langtfra perfekt. Dels var han (ligesom alle andre konger på den tid) en grum krigsherre, dels havde han ikke nok i én kvinde, eller to for den sags skyld, eller fire, eller seks. Ja, selvom han havde råderet (sådan var det jo dengang) over et helt harem af hustruer, forførte han hustruen til en af sine tapre soldater mens hendes mand var afsted på krigstjeneste. Derefter gav han sin hærfører besked på at lade manden, der i øvrigt hed Urias, i stikken på en post hvor han var sikker på at blive slået ihjel – deraf udtrykket ”en uriaspost”. Hvordan kan en mand der handlede så ondskabsfuldt og usselt, kaldes ”en mand efter Guds hjerte”? Det kan han fordi han efterfølgende angrede sin synd af hele sit hjerte og ydmygede sig for Gud. I den anledning skrev han i øvrigt en smuk bodssalme [Salme 51] som har været til god gavn for mange andre syndere op gennem tiderne – jeg har også selv benyttet den.

Davids efterkommere som efterfulgte ham på tronen, gik imidlertid ikke i deres forfaders fodspor når det gjaldt det at angre deres synder; tværtimod var de (med nogle få lysende undtagelser som Hizkija og Josija) kun med til at føre folket længere og længere ud i synd og ondskab, indtil Gud til sidst tillod kong Nebukadnezar af Babylon at ødelægge Jerusalem og føre folket i eksil, som vi hørte for 3 uger siden. Men ved den lejlighed hørte vi også at profeten Ezekiel forudsagde at Gud ville genoprette sit folk under en god hyrde; og i de følgende 6 århundreder levede jøderne i håbet om at der ville fremstå en konge, en efterkommer af David, som virkelig ville regere efter Guds hjerte. Inspireret af blandt andet Salme 2 refererede de til denne fremtidige konge som ”den salvede”, på hebraisk mashiach – Messias. Efterhånden som græsk fik status af fællessprog i den østlige ende af Middelhavsområdet, var der stadig flere jøder der begyndte at tale græsk, og på græsk blev mashiach oversat til christós – Kristus. Når vi som kristne bekender at Jesus er Kristus, siger vi altså at vi betragter ham som den retmæssige arving til Davids trone i Jerusalem, som den retfærdige konge efter Guds hjerte der skal herske til evig tid – som englen Gabriel sagde til Maria da han bebudede at hun skulle føde Jesus: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.”

                      Men Jesus er ikke blot arving til et jordisk kongerige i Levanten; vi hørte jo i Hebræerbrevet at Gud har indsat ham som arving til alle ting. Han skal herske over hele jorden – og himlen med. Det hører vi hver gang der er dåb, for i den forbindelse bliver Jesu sidste ord til disciplene læst op: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple” osv. Det er en lidt kringlet formulering: ”Mig er givet…” – på et mere mundret dansk ville vi nok snarere sige: ”Al magt i himlen og på jorden er blevet givet til mig”. Men det er stadig tungt sprog, og mange korrekturlæsere ville nok lave en note i margenen og skrive: ”Undgå om muligt passivsætninger”. Men Jesus siger altså ikke noget om hvem der har givet ham magten, kun at den er blevet givet til ham. Det er imidlertid ret indlysende hvem det er der har givet ham magten, nemlig Gud. Og det var endnu mere indlysende i oldtiden, i en grad så man ligefrem betegner den slags sætninger som ”guddommelig passiv”. Men selvom Gud Fader har givet Jesus al magt, så betyder det ikke at Faderen selv har abdiceret; det betyder blot at den relation som der var mellem Gud og David med henblik på magten over Israel, i Jesu tilfælde er udvidet til at gælde al magt i himlen og på jorden – og det er i dén forstand at Gud har indsat ham som ”arving til alle ting”. Måske kan man udtrykke det sådan – Jesus har jo ifølge den kristne tro to naturer: han er både sand Gud og sandt menneske – at som Gud bliver Jesus aldrig andet end kronprins: han er den evige Søn, og Gud er den evige Fader. Men som det fuldkomne menneske er Jesus Kongernes Konge, herre over alle og alt.

                      Men den måde hvorpå Jesus er konge over alt, er som den ideelle konge set med Guds øjne: som den konge hvis magt aldrig stiger ham til hovedet som den gjorde med Saul, men som udelukkende tænker på Guds vilje og Guds ære. Det er også derfor Jesus taler så meget om Faderen – blandt andet i dagens evangelietekst (så nåede vi endelig frem til dén!). Her gør Jesus det klart at han er kommet til verden på vegne af Faderen, for at forkynde om Faderen, og for igen at gå til Faderen. Og de privilegier som han har som søn og kronprins, dem giver han endda generøst videre til disciplene idet han giver dem tilladelse til at bede Faderen om ting i hans, Jesu, navn. Den måde Jesus er både kronprins og konge på, er som tjener, og derved har han også vist vejen for hvordan vi skal bruge den magt som vi har fået i og med at vi er blevet Guds børn og kan komme til ham med vores ønsker i Jesu navn: Vi skal bruge den til gavn og glæde for andre.

                      Jeg vil slutte denne min sidste prædiken i Husum Kirke af med en overset og overraskende pointe som Paulus fremfører i Første Korintherbrevs 15. kapitel [vers 25-28]. Han skriver: ”Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for (citat fra Gamle Testamente) ’alt har han lagt under hans fødder’ (citat slut) – og når det hedder, at alt er underlagt, er det klart, at undtaget er Gud, der har lagt alt under ham. Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” Det er altså kun for en tid at Jesus skal være konge! Hans funktion som konge er at besejre Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, at overvinde alt det onde som får os mennesker til at leve i fjendskab med Gud og med hinanden. Når han har gjort det, er der ikke længere brug for en konge, for så vil det oprindelige ideal endelig kunne virkeliggøres: at vi lever i fred og harmoni på den nyskabte jord og ikke har anden konge end Gud. Modsat her på jorden, hvor ordenen er at kongen overgiver magten til kronprinsen, vil det altså i himlen ende med at kronprinsen overgiver magten til kongen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter påske 2019

Posted By on 10. maj 2019

Den gode hyrde: Befriet fra daglejerne

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter påske 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg blev født den 19. maj 1975, 30 år og 14 dage efter den store befrielsesdag i 1945 som vi i dag kan markere 74-året for (så kan I jo regne på hvor gammel jeg er), og jeg er ikke sikker på at jeg helt kan sætte mig ind i hvor stort det må have været at vågne ”til glædestimer og frimandskår”, som Mads Nielsen udtrykker det i den sang vi lige har sunget. Ganske vist oplevede jeg som 17-årig en gigantisk folkefest dengang Danmark vandt EM i fodbold, men med al respekt for Richard Møller Nielsens og spillernes bedrift, så er det jo ikke noget der på nogen måde, overhovedet, kan sammenlignes med at blive befriet fra 5 år under en fjendtlig besættelsesmagt. Men heldigvis er der lavet massevis af bogudgivelser, fotoudstillinger, dokumentarfilm og spillefilm der skildrer rædslerne under nazismen så også vi der er for unge til selv at have oplevet de onde år, har mulighed for at danne os et indtryk af hvad det var der var tale om.

                      Men selvom byer blomstred’ i rødt og hvidt, og landet lyste fra sund til klit, så var der jo ikke tale om at Danmark med et trylleslag blev forvandlet til det skinbarlige paradis dengang for 74 år siden. For det første var det ikke engang hele Danmark der var blevet befriet, for der er jo en ret så vigtig ø der ikke ligger mellem ”sund og klit” (i hvert fald ikke mellem Øre-sund og Vesterhavets klit), og mens resten af landet fejrede friheden, blev Rønne og Nexø sønderbombet af sovjetiske fly fordi tyskerne dér endnu ikke havde overgivet sig, hvorefter den tyske besættelse blev afløst af en sovjetisk besættelse. Så på Bornholm er der ingen der sætter lys i vinduerne den 4. maj – Bornholms befrielse kom først den 5. april 1946. For det andet tog det en del år inden besættelsestidens vareknaphed var helt overstået, og selv da velfærdsstaten for alvor gjorde sit indtog, var vi danskere ikke mere frie end at den kolde krigs atomtrussel hang som en truende sky over vores hoveder. Og selv efter at den trussel blev afmonteret med 80’ernes nedrustningsaftaler og jerntæppets fald, er det ikke ligefrem paradisiske tilstande vi lever i i dag – selvom vi aldrig må glemme at vi her i Danmark på mange måder har det langt bedre end flertallet af mennesker i verden. (I særdeleshed kan vi være taknemmelige over at vi, modsat mange af vores trosfæller rundt om i verden, kan fejre gudstjeneste uden at behøve at frygte for at kirkebygningen pludselig bliver stormet af bevæbnede terrorister eller fjendtligt politi). Derfor er jeg også glad for at Mads Nielsen slutter sin sang af med en bøn til Ham der som den eneste kan ”løse fangne af bolt og bånd”.

 

Den første af de bibeltekster som vi lyttede til i dag, er hentet fra profeten Ezekiels Bog. Ezekiel var jøde fra Israel, men han boede i Babylon, for da han var en ung mand, var Israel blevet invaderet af kong Nebukadnezar af Babylon som havde slået jødernes kong Jojakim ihjel og indsat hans bror Sidkija som lydkonge. Jojakims 18-årige søn og kronprins, Jekonja, havde Nebukadnezar ført i eksil i Babylon sammen med et stort antal jøder, deriblandt Ezekiel (og i øvrigt også hans profetkollega Daniel, som mest er kendt for at han nogle år senere blev kastet i en løvekule af kong Dareios af Medien).

                      På Ezekiels tid var jødernes land altså besat af en fremmed magt, ligesom danskernes land var det i første halvdel af 1940’erne, og derfor må den profeti som vi lyttede til i dag, have været til stor trøst for dem: Gud lover at samle sit folk og føre dem hjem fra alle de lande de er blevet spredt til, og selv tage vare på dem som en hyrde tager sig af sine får. Han vil med andre ord befri dem. Men når man læser hele kapitlet, kan man se at det faktisk ikke først og fremmest er babylonierne Gud lover at befri sit folk fra, men derimod deres egne dårlige ledere. Og det er baggrunden for at Jesus 600 år senere knyttede til ved den profeti da han betegnede sig selv som ”den gode hyrde”, som vi hørte. For ganske vist var jøderne blevet fri for deres babyloniske undertrykkere da perserkongen Kyros erobrede det neobabyloniske rige i 539 f.Kr. I modsætning til babylonierne respekterede Kyros nemlig sine forskellige undersåtters religion og kultur, og han gav jøderne lov til at vende hjem, genopbygge deres tempel som Nebukadnezar havde ødelagt, og genoptage deres liv som de kendte det. Men ligesom Danmark ikke blev forvandlet til et paradis den 5. maj 1945 (ikke engang den del af Danmark der ligger mellem Øresund og Vesterhavet), så blev Israel heller ikke et paradis selvom de fik lov at vende hjem fra landflygtigheden, for det var stadig ”daglejere” der ledte dem, og ikke den gode hyrde.

                      Hvad er så forskellen på en god og en dårlig leder – eller på en ”daglejer” og en ”hyrde” for nu at bruge de ord som Jesus bruger? Forskellen er hvordan de reagerer når ulven kommer: Daglejeren flygter for at redde sit eget skind, hvorimod hyrden sætter sit liv til for fårene. På den baggrund kan man vist med en vis ret spørge om der nogensinde har været en politisk leder på denne jord som ikke i et eller andet omfang har været en daglejer – selvom det vist før i tiden var mere almindeligt at kongen selv red forrest når han førte sit folk i krig.

                      Spørgsmålet er også hvem fjenden i virkeligheden er. Hvem er den ”ulv” der går på rov blandt ”fårene”, og som ”daglejerne” ikke er i stand til at beskytte fårene imod? Vi har allerede set at det må være noget der stikker dybere end en fremmed magt der truer landet udefra, eftersom vi ikke bliver virkelig frie selvom den fremmede magt bliver uskadeliggjort.

                      Når vi om halvanden måneds tid når frem til sankthans, vil Holger Drachmanns smukke midsommervise sikkert traditionen tro blive afsunget ved mange hundrede sankthansbål landet over. Det tredje og sidste vers lyder sådan her: ”Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende! men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde: hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde; vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!” Her taler Holger Drachmann altså om en fjende som han kalder ”ufredens ånd”, og jeg tror egentlig at den er et meget godt bud på hvad det dybest set er der truer vores frihed, nemlig at vores egen indbyggede tilbøjelighed går i den modsatte retning af fred. Og hvordan bekæmper vi så dén fjende?

Holger Drachmanns recept er at tænde glædesblus på fædrenes gravhøje, og så i øvrigt at holde vores hjerter fri for tvivl og kulde. Det første er ikke så svært at gøre (selvom vi sidste år måtte undvære sankthansbålene fordi der var afbrændingsforbud på grund af tørken). Værre er det med det andet, for hvordan undgår vi at hjerterne bliver tvivlende kolde?

Ja, det modsatte af tvivl er jo tro. Men hvad er det vi skal tro på? Det nævner Holger Drachmann ikke noget om, men eftersom han var ateist, gætter jeg på at det han vil have os til at tro på, er at vi er i stand til at besejre ufredens ånd. Her 134 år efter at Midsommervisen blev skrevet, synes jeg bare ikke der er særlig meget der tyder på at det skulle være tilfældet.

Men dér er det så at Den Gode Hyrde, Jesus, kommer ind i billedet. I Bibelen har Ufredens Ånd et navn, nemlig Djævelen eller Satan. Og ham kan man ikke besejre blot ved at tænde et bål – det er han ikke spor bange for. Den eneste måde Satan kunne besejres på, var ved at hyrden gav sit liv for fårene. Det onde er nemlig ikke noget der befinder sig uden for os selv i form af en heks eller en trold, men noget der har inficeret vores liv så dybt at vi kun kan blive fri ved at få et helt nyt liv. Dét nye liv vandt Jesus til os ved frivilligt at gå i døden. Fordi Jesus var Guds søn og ikke selv havde noget ondt i sig, kunne han bære det onde i os med sig ind i døden. Men netop fordi han som Guds søn frivilligt gik i døden af kærlighed, kunne døden ikke holde fast på ham, og han opstod til et nyt liv i herlighed, som vi netop har fejret det i påsken. Når vi i dåben bliver knyttet sammen med Jesus, får vi en ny identitet i ham, hvor vi ikke længere er slaver af ufredens ånd i vores indre. Vi er frie.

Men vi kan hverken se eller mærke at vi er frie – det kan vi kun tro på. Og så længe vi lever i denne verden, kan det ikke undgås at vores hjerter ind imellem bliver tvivlende kolde. Hvis det var styrken i vores tro det kom an på, så var vi ilde stedt. Men selv når vores tro svigter, vil Den Gode Hyrde bære os. Lad os takke ham for det:

Prædiken til juniorgudstjeneste 1. søndag efter påske 2019

Posted By on 10. maj 2019

Den tvivlende Thomas: Kan du mærke Jesus?

Prædiken i Husum Kirke til juniorgudstjeneste 1. søndag efter påske 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg forstår egentlig godt Thomas. Jeg mener, hvis nogen kom og fortalte mig at de havde mødt en afdød person i lyslevende live, så ville jeg nok antage at det nok bare var en der lignede ham, de havde set. Hvis man savner nogen, så har man det jo med at tro man ser dem, hver gang man ser nogen der bare ligner dem en lille smule. Og disciplene savnede Jesus. Så hvordan kunne de være sikre på at det rent faktisk var ham de havde set – at han rent faktisk var blevet levende igen? Thomas tvivlede på det, men én ting var han ikke i tvivl om: Hvis han skulle tro på det, så skulle han ikke alene selv se Jesus; nej, han skulle se beviserne på at det rent faktisk var en mand der havde været død, og ikke bare en der lignede ham. Han skulle se mærkerne efter de søm han var blevet naglet til korset med, og det spyd han havde fået stukket gennem hjertet! Det er egentlig en sund indstilling: Lad være med at tro på alt hvad folk fortæller dig – forlang beviser!

                      Men efter at Jesus har givet Thomas det bevis han ville have, og Thomas har erkendt at det faktisk var rigtigt nok, det med at Jesus var opstået fra de døde, så siger Jesus noget mærkeligt. Han siger: ”Du tror fordi du har set mig. Gud velsigner dem der ikke ser og alligevel tror.” Så Jesus siger altså lidt det modsatte af det jeg sagde lige før, nemlig at vi ikke skal forlange beviser.

                      Problemet er bare at hvis man ikke forlanger beviser, hvordan kan man så vide hvad man skal tro på? Nogle siger for eksempel at jorden er rund som en bold, mens andre siger at jorden er flad som en pandekage, så hvis vi ikke skal forlange beviser, hvordan kan vi så vide hvem af dem vi skal tro på? De kan jo ikke begge to have ret. Og i forhold til Gud, hvordan kan vi så vide at det lige præcis er kristendommen og det med at Jesus er opstået fra de døde, vi skal tro på – vi kunne vel lige så godt vælge at tro på en af alle de mange andre religioner?

                      Men jeg tror ikke Jesus mener at vi bare skal tro i blinde. Da disciplene rejste ud for at fortælle folk i hele verden om Jesus, så var der en grund til at der var mange der valgte at begynde at tro på Jesus i stedet for at tro på Zeus og Artemis eller Isis og Osiris, som de havde gjort før. Selvom de ikke kunne se Jesus, kunne de nemlig mærke at budskabet om ham var sandt. Dels gjorde disciplene mirakler og helbredte de syge og den slags, og der står faktisk i Bibelen at formålet med miraklerne først og fremmest var at bekræfte at det de sagde, var sandt – for hvis Gud for eksempel kunne helbrede en lam mand, så var det måske ikke så usandsynligt at han også kunne vække sin døde søn til live igen. Da der mange hundrede år senere var nogle kristne der kom til Danmark og prædikede for den danske konge, som troede på Odin og Thor, så sagde kongen at han kun ville begynde at tro på Jesus hvis en af de kristne kunne bære et stykke glødende jern tværs igennem det rum de var i, uden at blive forbrændt. Det var der en præst der hed Poppo der gjorde, og på grund af det mirakel lod kong Harald Blåtand sig døbe og erklærede Danmark for at være et kristent land. (I skal ikke gå hjem og prøve at gøre ligesom Poppo!)

                      Men der var faktisk noget andet der var endnu vigtigere end miraklerne, og det var at folks liv blev forvandlet. Der var tyve der holdt op med at stjæle, der var bedragere der holdt op med at snyde, der var vrede og hadefulde mennesker der blev glade og kærlige, der var fortvivlede mennesker der fik håb. Og så var der også mange der var fascinerede over hvad de kristne lavede om søndagen.

                      Jeg skal måske lige sige at dengang havde man ikke fri om søndagen; det var en arbejdsdag ligesom alle andre. (Jøderne holdt fri om lørdagen, og grækerne havde slet ikke nogen ugentlig fridag). Men før de kristne tog på arbejde søndag morgen og/eller når de fik fri om aftenen, samledes de med hinanden og med Jesus. Og de var virkelig overbeviste om at Jesus var der, for dels havde han lovet, mens han stadig gik rundt på jorden, at overalt hvor blot to eller tre var samlet i hans navn, ville han være midt iblandt dem; dels kunne de faktisk mærke at han var der, selvom de ikke kunne se ham! Og derfor blev den kristne gudstjeneste efterhånden så stort et tilløbsstykke at den romerske kejser Konstantin i starten af 300-tallet befalede at søndag skulle være fridag i alle byer i Romerriget!

                      Grunden til at det var om søndagen at de første kristne holdt gudstjeneste, var naturligvis at det var på en søndag, nemlig påskesøndag, at Jesus opstod fra de døde. Og som vi hørte i det stykke fra Bibelen som jeg læste højt før, var det samme aften – altså søndag aften – at disciplene var samlet, og så kom Jesus pludselig og stod midt iblandt dem. Og da de igen var samlet, og Thomas var med, og Jesus igen viste sig for dem, var det også på en søndag, for det var jo præcis en uge senere. Og noget tyder på at det fortsatte på den måde: at de kristne blev ved med at samles hver søndag, og så kom Jesus og var sammen med dem – men det var kun de første 40 dage at han kom så de kunne se ham, for som han sagde til Thomas, så var det meningen at de skulle tro på at han var der, selvom de ikke kunne se ham.

                      Men alligevel kunne de som sagt mærke ham – måske ikke på samme fysiske måde som Thomas kunne da han stak sin hånd ind i Jesu sår, men de kunne mærke hans kærlighed og glæde og fred. Og når de fejrede nadver – spiste brød og drak vin sådan som Jesus havde sagt at disciplene skulle gøre når de samledes – så kunne de mærke brødet og vinen, som Jesus selv havde sagt, var hans legeme og hans blod. Det kan vi også, og det skal vi gøre om lidt.

                      Men Jesus havde også sagt at han ville være i alle som tror på ham, og derfor kunne de første kristne også mærke ham gennem hinanden. Når en af de andre trøstede eller opmuntrede dem, så vidste de at det var Jesus der trøstede og opmuntrede gennem den person. Og når de selv havde anledning til at gøre noget for et andet menneske, så vidste de at det dybest set var Jesus de gjorde noget for gennem det menneske. Det at Jesus er i de mennesker vi møder, det vil koret synge en sang om nu.

Prædiken til 3. søndag i fasten 2019

Posted By on 1. april 2019

Jesus og Beelzebul: Findes dæmoner?

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i fasten 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon,” skriver Lukas, uden videre forklaring, som om alle da naturligvis er klar over hvad dét vil sige. Og det var folk på den tid måske også, i hvert fald i højere grad end vi er i dag. Det fremgår jo i hvert fald af ordvekslingen i teksten at de der beskyldte Jesus for at stå i ledtog med Beelzebul, også selv havde nogle folk der uddrev dæmoner (men måske med mindre succes end Jesus, siden de kritiserede ham – der er jo noget med at rønnebærrene er sure hvis man ikke kan nå dem).

                      Men vi der læser teksten næsten 2000 år senere, står heller ikke helt på bar bund i forhold til hvordan det gik for sig når Jesus uddrev en dæmon, for den her tekst står i Lukasevangeliets 11. kapitel, og i de første 10 kapitler er der beskrevet flere dæmonuddrivelser. I kapitel 4 [vers 33-35] læser vi for eksempel følgende beretning: ”I synagogen var der en mand med en uren, dæmonisk ånd, og han skreg højt: ’Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!’ Men Jesus truede ad ånden og sagde: ’Ti stille, og far ud af ham!’ Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og fór ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.” Det lader altså til at have gået temmelig voldsomt for sig, selvom det endte godt. Og jeg gad egentlig nok vide, hvis du eller jeg eller en anden moderne dansker havde stået på sidelinjen og set Jesus uddrive en dæmon, hvordan vi så ville have reageret.

                      I januar måned fik TV2’s seere lejlighed til at stå på sidelinjen og overvære nogle dæmonuddrivelser, som ganske vist ikke blev foretaget af Jesus selv, men af prædikanten Torben Søndergaard fra bevægelsen ”The Last Reformation”. Og programmerne, som bar titlen ”Guds bedste børn”, har udløst voldsomme reaktioner, ikke alene fra seerne, men også fra de eksperter som Dokumentarkompagniet interviewede til serien. Bente Boserup fra Børns Vilkår beskrev for eksempel de dæmonuddrivelser der blev vist, som intet mindre end ”overgreb”. Torben Søndergaard har på sin side forsvaret sig med at Dokumentarkompagniet har klippet meget selektivt i optagelserne så de giver et langt mere negativt billede af det der foregik, end der reelt er dækning for, og jeg må da medgive ham at man sidder tilbage med et noget mere positivt indtryk når man ser de mere udførlige videoer som han selv har lagt ud på sin YouTube-kanal.

                      Spørgsmålet er naturligvis om Torben Søndergaard har ret i at den måde han uddriver dæmoner på, er identisk med den måde Jesus uddrev dæmoner på. Og et andet spørgsmål er om et fænomen som dæmonuddrivelser overhovedet lader sig overføre fra den kultur Jesus vandrede i, til den kultur vi lever i, og hvor vi har en langt større viden om fysiske og psykiske sygdomme og deres behandling.

                      For at begynde med det første spørgsmål, så har det ikke skortet på kritik af Torben Søndergaards praksis fra andre kristne der også uddriver dæmoner. Sognepræst Niels Underbjerg, som jeg selv har haft det privilegium at være kollega med da jeg for nogle år siden vikarierede i Fredens-Nazaret sogn, siger for eksempel til Kristeligt Dagblad [5. januar 2019] at ”udfrielsen skal ikke være noget, der sker i en kæmpe hal som promovering for en religiøs bevægelse. Det hører hjemme i sjælesorgens beskyttede rum, ligesom resten af den del af Guds gerning på jord, der handler om heling og helbredelse.” Med andre ord: Hvis Niels Underbjerg har ret, så sørgede Jesus for at dæmonuddrivelserne – netop fordi de så så voldsomme ud – foregik diskret. Han nævner dog også i interviewet at det ikke nødvendigvis behøver at foregå så voldsomt: ”For mig foregår det med en meget konkret og bydende forbøn, hvor man i Jesu navn byde det onde at forsvinde. At den er bydende, betyder ikke, at der skal råbes, men at der tales mere insisterende end ved andre mere vanlige sjælesorgssamtaler.” Derudover kritiserer Niels Underbjerg Torben Søndergaard for ikke i tilstrækkelig grad at sikre sig at det reelt er en dæmonbesættelse der er tale om, og ikke en fysisk eller psykisk sygdom.

                      Men selvom Niels Underbjerg altså kritiserer Torben Søndergaards praksis, så vil jeg tro at de fleste moderne danskere vil betragte de to prædikanter som to alen af det samme overtroiske stykke. For findes dæmoner overhovedet som andet end en metafor for problemer i livet? Eksisterer der reelt onde åndevæsener som man i Jesu navn kan befale at forlade et menneske, hvorefter de adlyder? Er beretningerne om at Jesus og disciplene uddrev dæmoner, ikke blot et udtryk for at deres verdensbillede var anderledes end vores, ligesom når vi i Det Gamle Testamentes poetiske tekster kan læse at ”Gud har grundfæstet jorden på dens søjler”?

                      Et beslægtet spørgsmål er om der findes gode åndevæsener – altså det vi plejer at kalde engle. Og sjovt nok har jeg indtryk af at der er langt flere mennesker i Danmark som tror på at der findes engle, end der er som tror på at der findes dæmoner – ligesom der er langt flere der tror på at Gud findes, end der er som tror på at Satan findes. Når jeg siger at det er ”sjovt nok”, så er det fordi der er så meget ondt i verden. Hvis der fandtes Gud og engle, men ingen djævel eller dæmoner, så synes jeg man kunne forvente at verden så bedre ud end den gør – også selvom vi mennesker selv er alt for gode til at ødelægge den. Så i virkeligheden handler det nok mere om at det er en behagelig tanke at der findes engle, hvorimod det er en ubehagelig tanke at der findes dæmoner. For man kan vel ikke sige at det skulle være mere i tråd med moderne videnskab at tro på gode åndevæsener end at tro på onde åndevæsener.

                      Det er klart at hvis man insisterer på at der kun findes det der kan passes ind i et strengt naturvidenskabeligt verdensbillede, så findes der ikke dæmoner. Men så findes der heller ikke engle, der findes ingen opstandelse – ja, så findes der faktisk slet ikke nogen Gud, og hele kristendommen kan afskrives som middelalderlig overtro, sådan som Ateistisk Selskab da også ynder at gøre. Den naturvidenskabelige metode har jo visse selvpålagte begrænsninger som gør den uegnet til overhovedet at udtale sig om spørgsmål som Gud og engle, være sig positivt eller negativt.

                      Anerkender vi derimod at der er en åndelig virkelighed som går ud over det der kan måles og vejes, og at der findes et højeste væsen (også kaldet Gud) – og det er jo som sagt en forudsætning for at kristendommen giver mening – så er der ikke i udgangspunktet noget i vejen for at der også findes andre åndevæsener, gode såvel som onde. Og såvel Det Gamle som Det Nye Testamente tager det da også for givet at den slags væsener findes – ligesom langt de fleste andre religiøse traditioner i øvrigt. Dog er der den forskel at i de gamle nordboeres religion, de gamle grækeres religion, og sågar i islam, opererer man ikke kun med gode og onde åndevæsener, men også med neutrale. I islam kaldes de sidstnævnte for djinner, og det berettes om profeten Muhammed at han prædikede for en gruppe af dem og omvendte dem til islam! De gamle nordboere kaldte de neutrale ånder for vætter, og de gamle grækere – ja, de kaldte dem for ”daimoner”, som er det samme ord som ”dæmoner”. Disse daimoner var som sagt ikke entydigt gode eller onde, men de havde et vist mål af magt, for eksempel over et træ eller en flod eller lignende, og derfor gjaldt det om at holde sig på god fod med dem. (Noget lignende kender vi i øvrigt fra Danmark, hvor folk på landet i mange år sørgede for at stille grød frem til nissen for at han ikke skulle hævne sig på dem). Da Paulus og de andre kristne missionærer prædikede evangeliet om Jesus for folk der troede på nisser og andre daimoner, var en del af budskabet at de ikke længere behøvede at være bange for den slags skabninger, fordi Gud og Jesus er langt mægtigere end dem – for det at skulle holde sig på god fod med denne vrimmel af små guddomme, var i høj grad noget der kunne binde folk i frygt. Derimod sagde Paulus ikke at daimoner ikke findes, tværtimod advarede han imod at man indlader sig med dem.

                      Om der findes ”neutrale” vætter eller djinner eller hvad man vil kalde dem, som hverken står i aktiv tjeneste hos Gud eller Satan, tør jeg ikke give et endegyldigt svar på, men det bibelske vidnesbyrd tyder ikke på det. Alene det at ordet ”daimon”, der i sin oprindelige græske kontekst som sagt var et neutralt udtryk, i Det Nye Testamente entydigt betegner onde ånder, taler sit tydelige sprog. I lyset af hvad Bibelen siger om menneskets skabelse – nemlig at vi mennesker blev skabt til fællesskab med Gud, men lod os friste af Satan til ulydighed mod Gud – synes jeg da også at det virker oplagt at englene ligeledes blev skabt til at tjene Gud, og i det omfang nogle af dem ikke gør det, er det fordi de har valgt at være ulydige. (Den traditionelle jødisk-kristne opfattelse er i øvrigt at alle de engle der valgte at være ulydige mod Gud, gjorde det på én gang, nemlig dengang før menneskets skabelse da Lucifer gjorde oprør og blev til Satan). Man kan så spørge om de faldne engle har mulighed for at omvende sig og blive frelst, ligesom vi faldne mennesker har det – og det vil jeg igen ikke udelukke at de kan. Men Det Nye Testamente rummer ingen eksempler på det, og i særdeleshed giver Jesus ikke disciplene instruktioner om at prædike for dæmonerne sådan som Muhammed ifølge islam prædikede for djinnerne – det er mennesker vi skal prædike for. Engle og dæmoner skal vi slet ikke beskæftige os med, undtagen i det omfang en dæmon plager et menneske og derfor må drives ud. Som min yndlingsforfatter C.S. Lewis siger, så er der to lige store, men modsatrettede, fejl vi kan begå når det drejer sig om djævle, hvoraf den ene er ikke at tro på deres eksistens, og den anden er at nære en overdrevet og usund interesse for dem. ”Djævlene er lige begejstrede for en materialist og en magiker,” som han udtrykker det.

                      Med andre ord tror jeg ikke vi skal begynde at se dæmoner overalt. Når vi møder mennesker der lider af fysiske eller psykiske sygdomme, skal vi ikke begynde at drive dæmoner ud af dem. Det vi derimod skal gøre, er at stræbe efter at leve tæt på Jesus og lade os forvandle af den kærlighed der drev ham til korset for vores skyld – og møde mennesker på vores vej med den samme kærlighed. Gør vi det, så tror jeg til gengæld også at vi vil komme til at erfare at Satan og hans dæmoner er virkelige, for det er netop sådan et liv ondskabens magter for enhver pris vil forhindre os i at leve. Derfor er det en daglig kamp at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Men nøglen til at sejre i den kamp ligger kun ét sted, og det er i troen på at Jesus har besejret alt det onde ved sin død og sin opstandelse. Lever vi i den sejr, kan dæmonerne ikke skade os – ”de deres trusler spilde”, som Luther siger det i en af sine mest berømte salmer.

                      Og skulle vi så støde på mennesker der reelt er besatte af dæmoner – og ifølge Niels Underbjerg er det ret sjældent forekommende her i landet – så vil vi være meget bedre rustet til at hjælpe de pågældende mennesker fri hvis vi selv lever i tæt fællesskab med Jesus. Selv har jeg kun ganske få gange stået i situationer hvor jeg har haft brug for at befale en dæmon at forlade et menneske, og set i bakspejlet er jeg ikke engang sikker på at der i de tilfælde reelt har været tale om en dæmon (men det var de pågældende selv sikre på, og de fik det bedre da jeg befalede dæmonen at forsvinde). Hvis jeg levede tættere på Jesus (som det da helt klart er mit mål at gøre), ville jeg måske se lige så mange dæmoner som Torben Søndergaard gør – eller også ville jeg kunne sige med større sikkerhed at han er helt forkert på den. Men jeg tror det er vigtigt at vi, ud over en sund portion kritisk sans, også væbner os med ydmyghed i den slags spørgsmål.

                      For at opsummere: Findes dæmoner? Ja, det tror jeg bestemt de gør. Skal kristne i dag drive dæmoner ud af mennesker? Ja, i det omfang vi er sikre på at der reelt er tale om dæmoner – men vi skal altid udvise skønsomhed, respekt og situationsfornemmelse. Er der mange dæmonbesatte mennesker i dagens Danmark, som Torben Søndergaard hævder, eller kun få, som Niels Underbjerg mener? Det har jeg ikke tilstrækkelig åndelig indsigt til at afgøre. Men jeg ved hvad der er vores vigtigste opgave, nemlig at kende Gud, hvile i hans kærlighed, og elske vores næste som os selv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til fastelavns søndag 2019 (højmesse)

Posted By on 4. marts 2019

Jesu dåb: Du er Guds elskede barn

Prædiken i Husum Kirke fastelavns søndag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den tekst vi lige har hørt, står i slutningen af Matthæusevangeliets tredje kapitel. For sammenhængens skyld vil jeg lige kort opridse hvad der står i de to første kapitler og i første del af kapitel 3. Men inden I lukker ørerne og tænker: ”Åh nej, det lyder helt vildt tørt og teolog-agtigt!” vil jeg trøste jer med at gennemgangen bliver ultrakort, og at jeg hurtigt når frem til pointen.

                      Kapitel 1 begynder med at opremse 42 slægtled fra Abraham og frem til Josef, Jesus’ jordiske far, og derefter hører vi om hvordan samme Josef reagerede på nyheden om at hans forlovede, Maria, var blevet med barn ved Helligånden. I begyndelsen af kapitel 2 hører vi om de vise mænd (eller ”de hellige tre konger”, som vi ofte kalder dem), og resten af kapitlet beskriver kong Herodes’ grusomme massakre på Bethlehems babyer, og hvordan Jesus undslap den ved at Josef og Maria flygtede til Egypten med ham og først kom hjem efter Herodes’ død. Derefter springer vi nogle år frem i tiden, for hele kapitel 3 handler om Johannes Døber og hans konflikt med farisæerne og saddukæerne; først i slutningen af kapitlet dukker Jesus op på scenen og bliver døbt, sådan som vi lige har hørt det. Pointen er (nu kommer det), pointen er at på det tidspunkt hvor Jesus blev døbt, havde han endnu ikke foretaget sig noget som helst! – eller i hvert fald ikke noget som Matthæus fandt det umagen værd at fortælle videre. Men alligevel tøvede Gud Fader altså ikke med at erklære: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

                      I grunden er det måske ikke så mærkeligt. Min egen søn har heller ikke i løbet af sit foreløbig treårige liv udført ret mange historiske bedrifter, og alligevel elsker jeg ham helt op til månen og tilbage igen – og at han ved dét, er faktisk vigtigere for mig end alle de andre ting jeg også prøver at lære ham. Men hvorfor elsker jeg ham så højt? Svaret er ganske banalt: Fordi han er min søn. Det er grund nok! Og sådan vil jeg gætte på at alle forældre har det: Vi elsker vores børn fordi de er vores børn, punktum.

                      Hvad vi til gengæld kan have svært ved, er at elske os selv bare fordi vi er os selv. Efterhånden som vi vokser op, finder vi nemlig ud af at der ikke er ret meget i denne verden der er gratis. Vil man nyde, må man yde. Vil man have en god karakter i skolen, må man gøre sig umage. Vil man have et godt job, må man sørge for at skaffe sig de nødvendige kvalifikationer. Vil man have en lækker bil, må man tjene de penge det koster at købe den. Vil man være god til at spille guitar eller fodbold eller skak, må man øve sig. Og så videre. Oven i købet skal nogle arbejde endnu hårdere end andre for at opnå det samme, fordi vi har forskellige forudsætninger i form af hvad vi har talent for, eller i form af det man kalder den sociale arv.

                      Her i denne verden kan det nok ikke være ret meget anderledes end at man må yde for at kunne nyde, og det ville nok i længden heller ikke være godt for os hvis vi bare kunne sidde i lænestolen mens der fløj stegte duer ind i munden på os. Paulus gør det da også klart i Andet Thessalonikerbrev [3,10-12] hvor han giver instrukser om hvordan de første kristne skulle forvalte de penge de samlede ind til de fattige, at pengene skal gives til dem der ikke kan forsørge sig selv, ikke til dem der ikke gider.

Men det er et problem hvis vi begynder at anvende samme logik når det gælder kærlighed, for kærlighed er ikke noget man kan opnå ved at arbejde for den; den kan kun gives frit. Hvis du ”elsker” en person fordi du føler at det er noget du skylder vedkommende, så er det ikke kærlighed der er tale om! Enhver der har prøvet at forsøge at gøre sig fortjent til nogens kærlighed, eller som har oplevet at nogen har forsøgt at gøre sig fortjent til deres kærlighed, eller som blot kender nogen der har prøvet en af delene, ved at det ikke er sådan kærlighed fungerer. Tværtimod er det sådan at kun når jeg ved at jeg er elsket, uanset om jeg lykkes eller mislykkes, kan jeg agere med den frimodighed der er nødvendig hvis jeg skal kunne lykkes.

For at illustrere det skal vi lige en tur omkring sportens verden. Som nogle af jer ved, røg Danmark ud af sidste års VM-slutrunde i fodbold efter en straffesparkskonkurrence hvor 27-årige Nicolai Jørgensen brændte det afgørende skud for Danmark og derved pådrog sig så stor vrede fra de danske fodboldfans at han i de følgende uger ligefrem modtog dødstrusler. Havde han derimod scoret det afgørende mål der havde sikret at Danmark var gået videre, så ville alle fans givetvis have elsket ham – men vel at mærke med den falske ”kærlighed” der er baseret på præstationer. Sådan er vilkårene i professionel fodbold, og det ved alle der vælger den karrierevej. Og: Det påvirker deres præstationer! Her er lidt statistik[1]: Hvis dommeren undervejs i en fodboldkamp dømmer straffespark, bliver der scoret i 85% af tilfældene. I straffesparkskonkurrencer bliver der derimod kun scoret i 76% af tilfældene. Og når man når frem til det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen hvor en afbrænder vil medføre at holdet ryger ud, så ryger scoringsprocenten helt ned under 60%! Det er altså tydeligt at bevidstheden om at man vil blive hadet hvis det går galt, i sig selv er med til at øge risikoen for at det går galt.

Og sådan tror jeg faktisk ikke kun det er i fodbold, men også på alle andre områder af livet: En såkaldt kærlighed der ikke er ægte, fordi den er betinget, gør et menneske mindre, hvorimod ubetinget kærlighed sætter et menneske fri til at udleve sit fulde potentiale. Det er derfor jeg gerne vil have at min søn skal vide at han er elsket ubetinget. Og jeg tror også det var derfor Gud Fader gjorde et stort nummer ud af at erklære sin ubetingede kærlighed til sin søn før han havde udrettet noget som helst.

Og nu kommer vi så til dagens allerbedste nyhed: Den ubetingede kærlighed som Gud erklærede til Jesus, den erklærer han også til dig og mig! Vi er nemlig også hans børn. ”Ja, klart,” tænker du måske, for det at vi er Guds børn, er jo gået hen og blevet noget af en selvfølgelighed i det danske sprog så vi blandt andet har fået udtryk som ”han er ikke et af Guds bedste børn”. Fra tid til anden bliver det debatteret i Kristeligt Dagblads spalter og andre steder om vi bliver Guds børn ved dåben og/eller troen, eller om alle mennesker automatisk er Guds børn, uanset dåb og tro. Jeg har indtryk af at det i disse år er det sidstnævnte synspunkt der er det mest udbredte, altså at alle mennesker automatisk er Guds børn, og at dåben dermed blot er en bekræftelse af noget der i forvejen var tilfældet. Og det forstår jeg egentlig godt, for det er da ikke særlig rart at få at vide at man ikke er Guds barn, endsige at ens endnu ikke døbte spædbarn ikke er Guds barn endnu. Hvad jeg derimod ikke forstår, når nu så mange mennesker er så ivrige efter at få lov til at kalde sig Guds børn, er at der ikke er flere mennesker der lever som Guds børn. Og dermed mener jeg to ting.

For det første: Har I overvejet hvor revolutionerende en tanke det er at vi får lov til at kalde os børn af den mægtigste kraft i universet – ja, ikke nok med det: at Kongernes Konge og Herrernes Herre elsker os ubetinget, uanset om vi lykkes eller mislykkes? Eller er ”Vi er Guds børn” blevet gentaget så ofte og så automatisk at vi har tabt af syne hvor stort et privilegium det er? Når vi er Guds børn, så er vi frie til at leve uden at bekymre os om hvad andre mennesker mener om os, for hvor er det menneske hvis mening om os har større vægt end Guds? Når Gud siger at ”du er dig og du duer” (for nu at citere en søndagsskolesang jeg lærte som barn), kan det så ryste din selvtillid at noget menneske skulle mene at du ikke duer? Men der er ikke ret mange mennesker der virkelig har taget det at de er Guds børn, til sig dybt i hjertet – og jeg kan desværre ikke sige at jeg selv har grebet det fuldt ud.

For det andet: Forældre opdrager deres børn. Selvom jeg elsker min søn helt op til månen og tilbage igen, lader jeg ham ikke altid få sin vilje. Ja, det ville faktisk være grov omsorgssvigt hvis jeg altid lod ham få sin vilje, for han er jo ikke gammel nok til at vide hvad der tjener til hans eget bedste. Derfor må jeg finde mig i at han nogle gange hyler og skriger og synes at jeg er verdens værste far. Når jeg siger at han ikke må få mere slik den dag, eller at nu er det altså sengetid, eller at han skal spørge pænt hvis der er noget han vil have, så oplever han det lige i øjeblikket som et ondt overgreb på sin frihed, men jeg siger det jo fordi jeg elsker ham. Jeg elsker ham præcis som han er, men netop fordi jeg elsker ham, vil jeg ikke lade ham forblive som han er, for hvis han stadig opfører sig som en 3-årig når han bliver voksen, vil han få store problemer. På samme måde opdrager Gud også sine børn, netop fordi han elsker os. Og Guds faderlige opdragelse stikker langt dybere end den opdragelse som vi jordiske forældre kan give vores børn, for Guds mål er at omskabe os totalt efter sin søns, Jesus’, billede. For vores egen skyld (og naturligvis også lidt for vores medmenneskers skyld) vil Gud fjerne alt det onde og egoistiske og ukærlige fra vores hjerte, og det kan godt føles ubehageligt. I dagens anden læsning fra Bibelen sammenlignede apostlen Peter ligefrem dåbens vand med syndflodens vand, som på Noas tid udslettede alt hvad Gud ikke fandt behag i på jorden. På samme måde vil Gud udslette alt hvad han ikke finder behag i hos os. Men lagde I mærke til at det som Peter helt ordret skrev om syndfloden, var: ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer”? Gud vil fjerne det onde fra vores liv fordi det er til skade for os selv. Hans mål med opdragelsen er at frelse os. Og hans motiv for at gøre det er ene og alene kærlighed. Så hvis du synes Gud er hård ved dig i øjeblikket, så fat mod: Det er fordi han elsker dig! Hvis du med troens øjne ser ind i Guds ansigt, vil du se at det – midt i den ubehagelige opdragelse – lyser af den blideste, ømmeste kærlighed til dig. Så ret ryggen: Du er Guds elskede barn, i dig har han fundet velbehag!

[1] Kilde: https://blog.innerdrive.co.uk/sports/the-psychology-of-perfect-penalties

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2019

Posted By on 4. marts 2019

Forklarelsen på bjerget: At se bag sløret

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Forestil dig at du er overtjener på Hotel D’Angleterre. En dag er du i færd med at gennemgå listen over hvor mange borde der er bestilt den pågældende aften, da en ung mand kommer hen til dig og siger: ”Dav, det er angående den ledige tjenerstilling.” ”Æh, man skal ansøge skriftligt,” siger du med slet skjult irritation i stemmen, men den unge mand smiler bare og går forbi dig hen til døren til chefens kontor. Før du kan nå at standse ham, har han åbnet døren uden at banke på, og du frygter det værste, men så hører du chefen sige: ”Nej, er det dig, Martin! Hvor hyggeligt! Ja, selvfølgelig – du kan begynde med det samme!” Chefen følger med den unge mand ud i restauranten og siger til dig: ”Du sørger lige for at oplære Martin, ikke?” hvorefter han forsvinder ind på kontoret igen. ”Hvor kender du chefen fra?” spørger du forvirret, hvortil Martin nonchalant svarer: ”Jeg kender da alle!”

                      Du når kun at give Martin en meget nødtørftig oplæring inden de første af aftenens gæster ankommer, men heldigvis ser han ud til at klare arbejdet fint. Du bliver dog en smule nervøs da Frank Jensen træder ind ad døren, og Martin hilser ham med et lige lovlig familiært: ”Hej Frank!” Men overborgmesteren lyser bare op i et smil og siger: ”Hej Martin!” og giver ham en high five. Inden du har nået at få underkæben på plads igen, kommer Mads Mikkelsen ind – og aldrig så snart har han fået øje på din nye kollega før han udbryder: ”Martin! Gamle svinger!” og går hen og dunker ham kammeratligt i ryggen.

                      Sådan fortsætter det nogen tid, og hver gang du spørger Martin hvor han dog kender alle de kendte mennesker fra, svarer han blot: ”Jeg kender da alle.” Men så en dag får du en idé, og du foreslår Martin at I på dronningens fødselsdag skal tage ind på Amalienborg Slotsplads. ”Jeg tør vædde på,” siger du til ham, ”at du ikke kan komme ind på slottet og deltage i festen!” ”Top!” siger Martin, og den 16. april tager I derind. Du ser spændt til mens han selvsikkert spankulerer hen til slottets indgangsdør. Til din overraskelse træder garderen til side og gør honnør mens Martin går forbi, og få minutter senere står din kollega arm i arm med selveste dronningen oppe på balkonen og vinker til de mange mennesker nede på slotspladsen. Du er ved at gå til af forbløffelse, men så vejrer du morgenluft da en stateligt klædt herre går hen og henvender sig til en af garderne, peger op mod balkonen og siger: ”Undskyld, kan De sige mig hvem den person er?” ”Hvem hentyder De til?” spørger garderen. Og så får du chokket da manden svarer: ”Ja, den ældre dame der står deroppe ved siden af Martin!”

 

Jeg undskylder hvis jeg fornærmede nogen med den vittighed. Dronningen er jo en helt unik person i det danske samfund. Ganske vist har hun ingen reel politisk magt, men hun er selve symbolet på den danske nation, og hendes person er fredhellig i henhold til Grundloven. Det er sket en enkelt gang for mange år siden at jeg af vanvare kom til at benytte en kirkebøn som ikke nævner dronningen, og det medførte en så forarget reaktion at jeg lige siden omhyggeligt har sørget for at huske at bede for Hendes Majestæt. Så ja, alt i alt forstår jeg godt hvis nogle af jer syntes det var upassende at udsætte dronningen for en vittighed der lader en helt almindelig mand indtage en plads der ikke alene er på linje med hendes, men højere. Men selvom jeg som sagt er ked af hvis nogen af jer blev fornærmede, er jeg ganske godt tilfreds med hvis I fandt tanken chokerende, for det vil gøre det lettere for jer at forstå den beretning fra Matthæusevangeliet som vi lyttede til for lidt siden.

                      Først skal vi dog se på den læsning fra Anden Mosebog som vi lyttede til tidligere i gudstjenesten. Den handler om en af de allermest centrale personer, for ikke at sige den mest centrale person, i det jødiske folks selvforståelse, nemlig Moses. (Den jødiske menighed i Danmark hedder jo endda ”Det Mosaiske Trossamfund”). Moses var den person som Gud valgte at bruge som mellemmand da han etablerede sin pagt med israelitterne; den pagt der definerede dem som Guds ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det foregik ved bjerget Sinaj, som Gud lod indhylle i en sky af sin herlighed.

En sky af herlighed – hvad betyder det? Tja, en sky ved vi godt hvad er, og mange af os har også prøvet at være inde i én, hvis vi for eksempel har været på ferie i bjergene, men en sky ”af herlighed”? Det Gamle Testamentes grundsprog er hebraisk, og det hebraiske ord for herlighed er kabod. Grundbetydningen af det ord er ”tyngde”, så når det bliver brugt i betydningen ”herlighed” er der altså tale om en atmosfære af ”ærefrygtindgydenhed” der er så håndgribelig at man ligefrem kan mærke at den vejer noget. De mennesker i Det Gamle Testamente der fik lov til at opleve Guds kabod, blev da som regel også grebet af frygt fordi de kunne mærke at de stod ansigt til ansigt med noget der både var uendelig meget stærkere end dem og uendelig meget renere og smukkere end dem. Blot det at Guds herlighed sænkede sig over Sinajbjerget, gjorde israelitterne rædselsslagne, kan vi læse et par kapitler tidligere. Men Moses fik altså lov til at gå op på bjerget, og han blev der endda i 40 dage og nætter, så folk var sikre på at han måtte være død. Men til sidst kom han ned, og det med et ansigt der strålede så kraftigt at han var nødt til lægge et slør over det. Det er ikke for ingenting at der som konklusion på Moses’ liv står følgende i slutningen af Femte Mosebog [34,10]: ”Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt.” Moses var altså målestokken som alle senere profeter blev målt efter, men som ingen kunne måle sig med.

Så spoler vi frem til Det Nye Testamente og til Jesus. Jesus var på mange måder meget anderledes end Moses. Hvor Moses var vokset op ved Faraos hof, voksede Jesus op i en fattig tømrerfamilie. Hvor Moses var sit folks ubestridte politiske og religiøse leder, var Jesus blot en af mange omvandrende prædikanter langt fra magtens centrum. Men der var dog alligevel nogle – deriblandt Peter og Jakob og Johannes, som vi møder i beretningen fra Matthæusevangeliet – der fornemmede at der var noget helt særligt ved ham, og som derfor valgte at forlade hus og hjem og job for at følge ham som hans disciple. Han talte på en måde som de ikke havde hørt nogen andre gøre, og han gjorde mange mirakler. Hvem mon han i virkeligheden var, denne tømrersøn fra Nazaret?

Og så kom den dag hvor han inviterede dem med op på bjerget. Og jeg tror de var spændte. Det skete nemlig tit at Jesus gik op på et bjerg for at bede, og det kunne nemt vare en hel nat. Hvad mon det var der foregik når han var deroppe og talte med Gud? De havde sikkert nogle forestillinger om hvad det gik ud på, men jeg tror ikke de overhovedet var forberedte på det syn der mødte dem deroppe: Hans ansigt lyste som solen! Peter og Jakob og Johannes blev simpelt hen vidner til at den mand som de gennem flere år havde vandret sammen med, arbejdet sammen med og spist sammen med, blev forvandlet på samme måde som Moses var blevet det 1300 år tidligere. Og som en ekstra bekræftelse på dét dukkede Moses pludselig op i egen høje person (sammen med Elias, en anden af de helt store skikkelser fra Det Gamle Testamente) og stod og talte med Jesus! Jeg tror de tre disciple må have været omtrent lige så chokerede som overtjeneren fra vittigheden blev da han så sin kollega stå på Amalienborgs balkon sammen med dronning Margrethe!

Ja, i virkeligheden blev de vel endnu mere chokerede, for der var jo også den detalje at Moses havde været død i 1500 år, og det er altså ikke hverdagskost – heller ikke i Bibelen – at for længst afdøde personer sådan pludselig materialiserer sig. Evangelierne fortæller ganske vist om mindst tre døde som Jesus vækkede til live, men dels havde de ikke været døde ret længe, dels flyttede deres kroppe sig ikke rent geografisk da de gik fra at være døde til at være levende. Moses og Elias, derimod, dukkede pludselig lyslevende op efter henholdsvis 1500 og 800 år, på et sted hvor i hvert fald Moses aldrig nogensinde havde været, hverken som levende eller som død. Faktisk satte Moses aldrig nogensinde sine ben i det land der skulle blive Israel, for han blev født i Egypten, og efter at have ført israelitterne ud af fangenskabet dér befandt han sig ude i ørkenen i 40 år og døde på bjerget Nebo i det nuværende Jordan, kort før folket begav sig ind i det forjættede land anført af Moses’ efterfølger, Josva.

Moses’ død var i øvrigt omgærdet af mystik, for der var ingen der så ham dø, og der var heller ingen der så hans lig, for efter at han var død, begravede Gud ham ”i dalen i Moabs land over for Bet-Peor”, læser vi i Femte Mosebog [34,6], og ”den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er”, står der. Hvad Elias angår, står der i Anden Kongebog at han slet ikke døde, men blev hentet op til himlen i levende live i en ildvogn for øjnene af sin forbløffede lærling og efterfølger, Elisa. Så måske er det meningen at vi skal tænke at det slet ikke var døde mennesker der dukkede op og talte med Jesus, men mennesker som ”til daglig” (om man så må sige) levede i himlen på samme måde som vi bekender at Jesus gør det efter sin opstandelse – Elias fordi han slet ikke var død, og Moses fordi Gud muligvis gav ham del i opstandelsen på forskud?

Nå, det var et sidespring. Hovedsagen er at Peter, Jakob og Johannes fandt ud af at Jesus var en endnu langt mere speciel og fornem person end de havde forestillet sig. Men selvom de sikkert var både forundrede og overvældede, føltes det hele alligevel tilforladeligt nok til at Peter havde lyst til at blive der, og han tilbød endda egenhændigt at tømre tre hytter til Jesus, Moses og Elias. (Selv stillede han sig åbenbart tilfreds med at overnatte under åben himmel). Men så skete der noget som slog hovedet på sømmet i en grad så de stakkels disciple faldt ned på deres ansigt, grebet af stor frygt. Hvis vi vender tilbage til sammenligningen med den vittighed jeg lagde ud med, så kan man sige at det at de så Jesus stå med lysende ansigt og tale med Moses og Elias, svarede til da overtjeneren så Martin stå på balkonen sammen med dronning Margrethe. Men det chok som overtjeneren fik da han fandt ud af at den statelige herre kendte Martin, men ikke dronningen, havde disciplene stadig til gode, og det fik de da de lige pludselig selv befandt sig inde i skyen af Guds herlighed – der hvor ingen af israelitterne på Moses’ tid havde vovet sig ind (hvilket var forståeligt, for de var blevet advaret om at de ville dø hvis de gik derind). Og så hørte de Guds egen stemme! Og hvad sagde Guds stemme? Den udpegede Jesus som Guds elskede søn og sagde: ”Hør ham!” Gud bevidnede altså at Jesus ikke alene var på samme niveau som de uopnåelige profetidealer Moses og Elias – han stod over dem! Han var ikke bare en der omgikkes Gud ansigt til ansigt, sådan som Moses havde gjort; han var Herren selv i menneskeskikkelse, Guds evige Søn, ét med Faderen fra før tidernes morgen. Den mand de havde vandret, arbejdet og spist sammen med! Jeg forstår godt at netop den oplevelse var noget som Peter vendte tilbage til igen og igen i løbet af sit liv, blandt andet i det brev som vi hørte et lille uddrag af som dagens anden læsning.

Man kan spørge hvorfor det kun var Peter, Jakob og Johannes der fik lov til at få et kig ”bag sløret” og se Jesus som han var i sin herlighed. Der var jo mange der ikke troede på Jesus, men sådan et syn ville vel have overbevist dem? Ja måske – men det er også meget tænkeligt at sådan et syn ville have slået dem ihjel. Som sagt blev israelitterne på Moses’ tid advaret om at de ikke ville kunne overleve at gå op på Sinajbjerget mens skyen af Guds herlighed hvilede over det. Kontrasten mellem Guds fuldkomne herlighed og renhed, og vores menneskelige syndighed og skrøbelighed, er så stor at vi ville gå til grunde ligesom en lille isterning der blev kastet ind i et flammehav. Det er kun i kraft af Jesu stedfortrædende død og opstandelse at vi har mulighed for at komme i nærheden af Gud uden at gå til. Det er kun fordi Jesus gik til grunde for vores skyld, at vi kan se frem til engang ”med utildækket øje” at ”se ham, hvem her vi tro’de på”, som vi sang tidligere i gudstjenesten.

Til gengæld: Når vi tilhører Jesus, og vores liv er skjult i ham, så har vi mulighed for at træde ind i Guds herlighed! Vi kan ganske vist ikke se den med vores fysiske øjne, men vi kan se den med troens øje når vi henvender os til Gud i bøn, når vi synger lovsange alene eller sammen med menigheden, eller når vi tager plads ved Herrens nadverbord. Gud er her i al sin herlighed; vi skal blot bede Helligånden om at åbne vores hjertes øjne så vi kan se ham.

Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2019

Posted By on 4. marts 2019

Officerens tjener: Blind tro?

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Mange af jer har sikkert prøvet det. Der er et eller andet i vejen et sted i kroppen, du kan ikke regne ud hvad det er, og du er bekymret for at det måske er noget alvorligt. Dertil kommer at det gør ondt næsten hele tiden, så du bestiller en tid hos lægen i håb om at noget kan gøres. Du tæller dagene og timerne til din konsultation hos lægen, og da dagen endelig oprinder, sætter du dig op til at der nu endelig kommer til at ske noget i sagen. Men du bliver skuffet, for lægen undersøger dig ikke engang; han siger bare at det sandsynligvis ikke er noget alvorligt, og at det nok skal gå over med tiden, og at du eventuelt kan overveje at dyrke noget mere motion. Og så kan du ellers gå hjem igen med stort set uforrettet sag.

                      Omtrent sådan tænker jeg at Na’aman [som jeg fortalte om i Børnehjørnet] må have følt det da profeten Elisa ikke engang ville komme ud og tale med ham, men blot sendte sin tjener ud og bad ham om at bade sig syv gange i Jordanfloden. Ganske vist endte han med at blive mirakuløst helbredt for sin spedalskhed da han endelig lod sig overtale til at gøre som profeten havde sagt, men han kunne jo ikke vide på forhånd at det ville gå sådan. Og jeg må nok ærligt indrømme at hvis jeg havde været i hans sko, ville jeg nok have reageret på nogenlunde samme måde som han gjorde. Eller måske ville jeg have sat mig ned foran Elisas hus og ventet på at han kom ud og helbredte mig.

                      Så er det straks en helt anderledes indstilling vi finder hos den romerske officer som vi møder i dagens evangelietekst. Han og Na’aman havde ellers en del til fælles: De var begge ikke-jøder, ja ikke nok med det, de tilhørte folk som israelitterne betragtede som deres fjender. Og de havde som soldater ikke selv holdt sig tilbage fra at bekrige Israel: Syreren Na’aman havde taget en israelitisk pige som slave under et strejftog, og den unavngivne romer i dagens tekst var den lokale, væbnede repræsentant for besættelsesmagten. Begge nedlod de sig til at bede et medlem af det besejrede folk om hjælp. Men hvor Na’aman blev fornærmet over at profeten ikke dansede efter hans pibe, reagerede den romerske officer helt anderledes.

                      Inden vi går videre bliver jeg nødt til at lære jer lidt om forskellen på græsk og dansk. Som nogle af jer ved, er Det Nye Testamente oprindelig skrevet på græsk. Det er heldigvis oversat til dansk (og en lang række andre sprog – flere end nogen anden bog!) så man kan læse det selvom man ikke forstår oldgræsk, men ingen oversættelse er fuldkommen, og nogle steder kan det der står på græsk, betyde to forskellige ting på dansk. Det har vi desværre et eksempel på i den tekst vi ser på i dag, nemlig i Jesus’ første svar til officeren: ”Jeg vil komme og helbrede ham.” På dansk kan vi som bekendt se forskel på et spørgsmål og et udsagn ved at se på ordenes rækkefølge: Hvis jeg siger: ”Jeg står på prædikestolen”, så er det er udsagn, men hvis jeg siger: ”Står jeg på prædikestolen”, så er det et spørgsmål. Men på mange andre sprog, for eksempel fransk og spansk og – hvad der er nok så vigtigt – nytestamentlig græsk, er ordenes rækkefølge den samme i spørgsmål som i udsagn, og det er kun ud fra betoningen af ordene at man kan høre forskel. På tryk kan man naturligvis se forskel fordi spørgsmål slutter med et spørgsmålstegn, men: Dengang Det Nye Testamente blev skrevet, var spørgsmålstegnet ikke opfundet endnu! Derfor må man i hvert enkelt tilfælde afgøre ud fra konteksten om det er et udsagn eller et spørgsmål man står med, og til tider kan det være svært at afgøre. I den tekst vi står med i dag, er der mange forskere der mener at det som Jesus siger, bør oversættes som et spørgsmål snarere end som et udsagn – altså ikke: ”Jeg vil komme og helbrede ham”, men: ”Vil du have at jeg skal komme og helbrede ham?” Oven i købet er der en detalje i den græske tekst (som jeg ikke vil trætte jer med nu, men spørg mig efter gudstjenesten eller send en mail, hvis I vil vide mere), der tyder på at det er et spørgsmål som der forventes et negativt svar på – altså noget i stil med: ”Du havde da vel ikke tænkt dig at jeg skulle komme og helbrede ham?”

Nu sidder nogle af jer måske og undrer jer lidt, for hvorfor skulle Jesus dog svare officeren så afvisende? Hvorfor skulle han ikke være interesseret i at komme og helbrede tjeneren? Det skal jeg sige jer: Fordi Jesus var jøde! Det har vi det af og til med at glemme. Og på Jesu tid gik jøder ikke på besøg hos mennesker der ikke var jøder (det gør langt de fleste jøder heldigvis gerne i vore dage) – og da slet ikke hos repræsentanter for besættelsesmagten! Nå ja, kan man sige, men nu var Jesus jo ikke en helt almindelig jøde, og han gjorde mange ting som hans samtids religiøse establishment blev dybt forargede over, såsom at spise sammen med værnemagere og prostituerede. Ved en anden lejlighed, som vi kan læse om i Johannesevangeliet, bad han en samaritansk kvinde om vand, hvilket var uhørt for en jøde at gøre. Og Jesus havde også selv sagt at man skal gøre godt mod sine fjender. Alt det er nok grunden til at en række bibeloversættelser (deriblandt den autoriserede danske) har valgt ikke at oversætte det Jesus sagde, som et afvisende retorisk spørgsmål, men som et velvilligt udsagn. Men man kan jo sagtens forestille sig at Jesus ikke gav udtryk for at han ikke var villig til at gå ind i officerens hus, men blot mindede ham om at det ville stride imod almindelig skik og brug – og jeg synes i hvert fald at officerens efterfølgende replik giver mest mening hvis man tolker Jesu ord som et spørgsmål.

Hvorom alting er: I modsætning til Na’aman blev den romerske officer ikke fornærmet. Tværtimod indrømmede han blankt at han ikke var værdig til at Jesus skulle gå ind i hans hus – hvilket må siges at være udtryk for en helt exceptionel ydmyghed fra værnemagtens side. Men – og det er meget vigtigt – han resignerede ikke! Han opgav ikke sit forehavende, men kom med et alternativt forslag, nemlig at Jesus kunne helbrede hans tjener på afstand, blot ved at sige et ord! Og det vel at mærke på et tidspunkt hvor Jesus endnu ikke havde ”fjernhealet” nogen – den spedalske mand, som vi også hørte om i dagens tekst, helbredte han jo for eksempel ved at røre ved ham. Så hvilken garanti havde officeren for at Jesus overhovedet ville kunne helbrede hans tjener uden at gå ind i hans hus? Ingen! Men han havde en tro på at ligesom han selv havde myndighed til på vegne af sin øverstbefalende at give sine soldater ordrer og regne med at de ordrer blev udført, sådan havde Jesus også myndighed til på vegne af Gud at give ordrer til Guds skaberværk og forvente at de ordrer blev udført!

Hvor havde han den tro fra? Kunne man se på Jesus at han var en gudesøn med overnaturlige evner? Næ, han lignede efter alt at dømme et helt almindeligt menneske, og han havde også et helt almindeligt jødisk navn (der nævnes flere andre personer med navnet Jesus i Det Nye Testamente). Det eneste svar jeg kan komme i tanker om, er at Gud på en eller anden måde må have skabt den tro i officeren. Under alle omstændigheder vovede han at satse på at Jesu ord stod til troende, også selvom han ikke kunne se at der skete noget som helst. Han påtog sig frivilligt rollen som den der forlader en konsultation hos lægen uden så meget som at være blevet undersøgt. Jeg må ærligt indrømme at det er jeg ikke sikker på at jeg selv ville havde gjort – som sagt kan jeg langt bedre se mig selv i Naaman.

Og hvad kan vi der lever i Danmark i år 2019 så bruge alt det her til? En hel del, skulle jeg mene. Vi har jo slet ikke den mulighed at Jesus rent fysisk går ind i vores hjem eller på anden måde gør noget vi kan se, men er i endnu højere grad end officeren henvist til den blinde tro, som Søren Kierkegaard sammenlignede med at springe ud på 70.000 favne vand.

Tag for eksempel dåben – hvad ser vi der? Vi ser en præst – et helt almindeligt menneske – øse tre håndfulde vand i hovedet på [dåbsbarnets navn] og hører ham sige nogle ord, men nogen virkning kan vi ikke se, ud over at barnet får vådt hår og måske begynder at græde. At hun bliver genfødt til et levende håb, bliver gjort til Guds barn og får skænket Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv, sådan som ordene i ritualet lyder – det kan vi kun tro. Og tror vi det ikke, får vi ingen gavn af det – dåben er nytteløs uden troen. Det er også derfor vi præster altid gør så meget ud af den forpligtelse som dåbsbarnets forældre har til at oplære deres barn i den kristne tro. Men springer vi ud i det og tror Jesus på de ord som han sagde for snart 2000 år siden, så vil vi erfare at de holder: at Gud er der, at han elsker os, at han faktisk hører vores bønner, og at han også i dag kan give mennesker nyt liv og nyt håb.

Det evige liv kan vi naturligvis ikke komme til at erfare sådan lige med det samme – og så alligevel: Jesus sagde engang at det evige liv er selve det at kende ham og Gud Fader. Så i en vis forstand kan vi allerede nu og her erfare det evige liv, selvom det naturligvis kun er en skygge af hvad der venter når vi skal sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.

Prædiken til nytårsdag 2019

Posted By on 4. marts 2019

Jesu omskærelse: Jesus var omskåret

Prædiken i Husum Kirke nytårsdag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi indleder 2019 med den korteste prædiketekst vores tekstrækker har at byde på: Ét vers, som består af 27 ord. Men bare i løbet af de to år der er gået siden vi sidst havde den (for vi har jo to tekstrækker vi skifter imellem), er den gået hen og blevet temmelig kontroversiel. Der indgår nemlig et ritual som et stort antal danskere opfatter som et uacceptabelt overgreb – faktisk så mange at forslaget om at forbyde omskæring af raske børn og unge under 18 er et af de meget få borgerforslag som har fået samlet tilstrækkelig mange underskrifter til at Folketinget skal behandle det. Københavns biskop har ikke lagt skjul på at han tager meget skarpt afstand fra forslaget fordi han ser det som et direkte angreb på jødernes religionsfrihed, men selv kan jeg godt følge argumenterne fra begge sider og har derfor ikke nogen skarp holdning til spørgsmålet. Det har til gengæld flere af mine bekendte som er med i anti-omskæringsforeningen ”Intact Denmark”, og ifølge hvem alene det at være uafklaret om spørgsmålet, er tegn på at man mangler moralsk dømmekraft, for det er da kun umennesker der under nogen omstændigheder kan acceptere at man uden medicinsk begrundelse skærer i et forsvarsløst barns tissemand, må man forstå. Jeg kan så blot undre mig over – hvis det virkelig er så indlysende et standpunkt – at der for blot få år siden stort set ikke var nogen der diskuterede spørgsmålet. Omvendt giver det mig selvfølgelig et håb om at nogle af de ting som jeg selv synes burde være indiskutable, men som kun ganske få andre har blik for, lige pludselig kan vinde en lignende udbredelse.

                      Dengang Jesus blev omskåret, var omskæring nok ikke fuldstændig ukontroversielt, det ville være for meget at sige (det vender jeg tilbage til om lidt), men det var i hvert fald sådan at alle israelitiske drengebørn blev omskåret når de var otte dage gamle. Det var en meget vigtig identitetsmarkør for jøderne, og det var fuldstændig utænkeligt for en jødisk familie i Israel ikke at få deres drengebørn omskåret på ottendedagen. Det var et tegn på at man hørte med til folket; et tegn som gik helt tilbage til Abraham, hvem Gud befalede at han og alle hans efterkommere af hankøn skulle omskæres som et tegn på at de stod i et pagtsforhold til Gud. Til at begynde med var omskærelsens funktion som tegn på at man var israelit, ganske vist ikke specielt fremtrædende, eftersom de fleste af israelitternes nabofolk på gammeltestamentlig tid også praktiserede omskærelse. (En markant undtagelse var filistrene, som blandt andre Samson [Dom 15,18], Saul [1 Sam 31,4] og David [1 Sam 17,26] derfor også hånligt omtaler som ”uomskårne”). Da jøderne senere blev spredt blandt andre folkeslag efter at deres land var blevet erobret af assyrerne og babylonerne, blev omskærelsen (sammen med sabbatten) derimod pludselig noget der adskilte dem fra de hedenske folk omkring dem. Babylonerne og de andre folk havde dog ikke noget imod at jøderne praktiserede omskærelse.

Det havde grækerne til gengæld! Mange af jer har sikkert hørt om den græsktalende makedonske hærfører Alexander den Store, der i løbet af ganske få år erobrede hele Mellemøsten og indførte græsk sprog og græske skikke. En af de græske skikke var atletik, og det fik stor betydning for jødernes omskærelsespraksis. Det lyder måske mærkeligt, men sagen er den at grækerne var nøgne når de dyrkede sport. (Ordet ”gymnastik” er faktisk afledt af det græske ord for nøgen, ”gymnos”). Der var også mange jøder der blev påvirket af den græske kultur, og som gerne ville deltage i sportskonkurrencerne, men grækerne syntes det var ulækkert at se omskårne mænd løbe nøgne rundt, og derfor var der et stigende antal jøder der følte sig presset til at gennemgå en forhudsgenoprettende operation. (Ja, sådan en kunne man faktisk godt foretage for godt 2000 år siden i Middelhavsområdet!). Det blev der dog ikke set med milde øjne på hos de mere traditionelle jøder, som opfattede den slags som det ultimative forræderi mod deres folk.

Helt galt gik det da Antiokus Epifanes arvede den syrisk-græske trone i år 175 før vor tidsregning. Hans rige omfattede blandt andet Israel, som en stor del af jøderne i Babylon og omegn havde fået lov at vende tilbage til efter at det babyloniske rige blev erobret af perserne. Antiokus var tilhænger af en græsk enhedskultur, og det var en torn i øjet på ham at mange af jøderne havde deres egne religiøse og kulturelle traditioner i stedet for at dyrke de græske guder, tale det græske sprog og følge de græske skikke. Derfor forbød han den jødiske religion, inklusive omskæringen, og i jødernes tempel opstillede han et alter for Zeus. Det blev jøderne så vrede over at de gjorde oprør, og det lykkedes dem under Judas Maccabæus’ lederskab at smide grækerne på porten og genindvie deres tempel. (Årsdagen for den genindvielse fejrer de stadig hvert år i december – det er den fest der kaldes ”hanukkah”). Derefter var omskærelsen og templet to af de ting som de hægede allermest om – og siden romerne ødelagde templet i år 70, har omskærelsen kun fået så meget desto større betydning.

Hvorom alting er: For Josef og Maria var det at få Jesus omskåret en fuldstændig naturlig ting at gøre – at undlade det, ville have været fuldstændig uhørt. Og så var det jo i øvrigt også befalet af Gud.

Men når nu omskæring er befalet af Gud, hvorfor praktiserer vi det så ikke i den danske folkekirke? Det korte svar er at det var en befaling som gjaldt Abraham og hans efterkommere, og vi danskere er for de flestes vedkommende ikke efterkommere af Abraham. Men så nemt er det alligevel ikke, for allerede før Jesus blev født, blev det med at være Abrahams efterkommere ikke tolket strengt biologisk: En græker kunne godt vælge at blive jøde og derved blive en del af Guds folk, men det krævede at han lod sig omskære. Gjorde han det, var han til gengæld at regne som en fuldgyldig efterkommer af Abraham, uanset at han ikke havde så meget som en dråbe israelitisk blod i sine årer. Det Nye Testamente nævner en række mennesker som havde truffet det valg, så det var der tilsyneladende temmelig mange der gjorde.

Men på grund af Jesu død og opstandelse er det nu ikke længere nødvendigt at være omskåret for at kunne være en del af Guds folk, og det skyldes at Jesus er Guds Søn i en helt særlig forstand. Det som vi lige har fejret i julen, er nemlig ikke bare at der blev født et lille barn som senere blev en stor helt, men at en der allerede var en stor helt, blev født som et lille barn. Kristne over hele verden bekender at Jesus er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys”, men at han ”for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene … og blev menneske”. Jesus har altid været ét med Gud, så når vi bliver forenet med ham ved dåben og troen, så bliver vi Guds børn i kraft af at han er Guds Søn, og så kommer det, som Paulus skriver i det stykke fra Galaterbrevet som vi hørte, ikke længere an på at være jøde eller græker. Den pagt som omskærelsen var et tegn på, er blevet erstattet af en ny og bedre pagt.

Men hvorfor skulle Jesus så alligevel selv omskæres? Når han allerede var Guds Søn, og når vi i kraft af ham kan blive Guds børn uden at blive omskåret, så var det vel slet ikke nødvendigt at han selv skulle omskæres?

Nej, det var ikke nødvendigt for forholdet mellem Jesus og Gud. Men jeg tror det var nødvendigt for forholdet mellem Jesus og os mennesker. For at kunne frelse os måtte Jesus blive helt og fuldt menneske og uden forbehold gå ind under de vilkår vi mennesker lever under. Og det at leve som menneske indebærer at være en del af et folk. Ikke ukritisk – Jesus var den første til at kritisere sine landsmænd og deres politiske og religiøse ledere når de ikke behandlede mennesker ordentligt. Ikke ukritisk – men solidarisk. Jesus stillede sig ikke uden for sit folk og pegede fingre; han stod last og brast med dem i deres selvforskyldte lidelser. Og det gjaldt i øvrigt ikke kun hans eget folk, men hele menneskeheden. Når vi mennesker har brug for en frelser, er det netop fordi vi ikke har behandlet vores medmennesker og Guds øvrige skaberværk som vi burde, men det at Jesus lod sig føde som menneske, var udtryk for hans solidaritet med os. Det var ikke alene omskærelsen han ikke havde behøvet at underlægge sig – det var hele det hårde liv som menneske, og ikke mindst lidelsen og døden.

Derfor bør vi også være solidariske med vores landsmænd og vores øvrige medmennesker. Ikke sådan at vi ikke må erklære os uenige med vores til enhver tid siddende regering eller andre grupperinger i vores samfund. Ikke sådan at vi ikke må diskutere så gnisterne fyger. Men sådan at vi husker at alle de andre først og fremmest er mennesker ligesom vi selv er – mennesker som er skabt i Guds billede, og som Jesus led og døde for. Og når Jesus selv nedlod sig til at være israelit, skylder vi også at nedlade os til at være danskere, eller hvilket folk vi nu tilhører – ja, at nedlade os til at være mennesker. Uanset hvor ondt vi synes et andet menneske er, så må vi erkende at vi dybest set selv er i samme båd som ham eller hende.

Men samtidig må vi også huske at det at være menneske ikke er ensbetydende med at være en synder. Jesus var helt og fuldt menneske, men han syndede ikke. Det at huske at vi er mennesker, er ikke et carte blanche til at være ukærlige, egoistiske, dovne eller snæversynede. Tværtimod: Jesus var et menneske på den måde som det fra starten var Guds mening at vi mennesker skulle være. Ikke sådan at forstå at vi nødvendigvis skal efterligne ham i det ydre og tale hebraisk, gå i sandaler, leve ugift – eller blive omskåret for den sags skyld. Gud har forskellige kald til forskellige mennesker. Men vi skal efterligne hans kærlighed til sine medmennesker og hans hengivenhed over for sin Fader i Himlen.

Og faktisk behøver vi ikke nøjes med at efterligne. Når vi er blevet ét med Jesus ved dåben og troen, så lever han i os, og så vil han selv ved Helligånden skabe det sande, guddommelige menneskeliv i os. Vejen til at efterligne Jesus går altså ikke gennem nytårsforsætter og andre forsøg på at forbedre os selv, men gennem ydmyg overgivelse til Gud. Og vælger vi den vej, vil det nok også blive lettere for os at stå last og brast med andre mennesker – også dem hvis holdninger og handlinger vi ikke kan stå inde for.

Prædiken til 2. juledag 2018

Posted By on 4. marts 2019

Sankt Stefans dag: Krybben var ikke hyggelig!

Prædiken i Husum Kirke 2. juledag 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da jeg skulle i gang med at forberede gudstjenesten i dag, var det med en vis følelse af irritation. Det skal jo trods alt forestille at være jul, med alt hvad dertil hører af hygge og glæde og ”lys er oprunden, fred på jord er kommen” – og så skal vi pludselig høre om blod og drab og andre ikke specielt hyggelige ting. Ikke at det ikke er vigtigt at høre om de ting – men behøver det lige være til jul? Kunne ham Stefan ikke have valgt en anden dag til at blive stenet?

Det kunne Stefan selvfølgelig ikke, og i øvrigt havde hverken han eller hans mordere nogen chance for at vide på hvilken dato man flere hundrede år senere ville vælge at placere fejringen af Jesu fødsel – men bortset fra det, så måtte jeg faktisk også ved nærmere eftertanke erkende at min irritation ikke var berettiget. Når vi tænker nærmere over det, så er der jo ikke noget som helst hyggeligt ved julens budskab. Glædeligt, jovist, men ikke hyggeligt. Vi kan godt nogle gange komme til at gøre os nogle lige lovlig romantiske forestillinger om omstændighederne omkring Jesu fødsel så vi glemmer hvor ubehageligt det må have været at føde et sted hvor der ikke var andre steder at lægge barnet end et ædetrug. Og så kan det godt være at ”oksen kyssed’ barnets fod”, som H.C. Andersen skriver i sin julesalme, men mon ikke også de fleste nybagte mødre helst ville have sig den slags frabedt, hvis vi skal være helt ærlige? Alene det at skulle tilbringe en nat i en stald ville de fleste af os byboer ikke nødvendigvis bryde os om, endsige at skulle bringe et barn til verden under de forhold. Midt i det hele kom der ganske vist nogle hyrder som kunne fortælle at de havde set engle, og det må utvivlsomt have været en kæmpe opmuntring for Maria og Josef og have givet det hele et skær af overjordisk fred – men det har ikke ændret på de omstændigheder der omgav dem.

Hvad angår de vise mænd, som jo også er standardudstyr i ethvert krybbespil med respekt for sig selv, så er der ikke noget der tyder på at de dukkede op samme nat som Jesus var blevet født – hvis vi læser ordentligt efter i Matthæusevangeliets beretning om dem, ser det tværtimod ud til at Jesus nemt kan have været et år eller mere gammel da de kom! Men årsagen til at vi ved det, bidrager kun yderligere til at fjerne ethvert skær af hygge – der står nemlig at kong Herodes ønskede at slå den nyfødte konge ihjel og derfor forsøgte at få vismændene til at give ham besked om hvor han var, men da de ikke gjorde det, blev han rasende, ”og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.” [Matt 2,16] Jesus blev altså i en alder af mindre end to år stræbt efter livet af en paranoid tyran, og han overlevede kun fordi hans familie flygtede til Egypten.

Bedre blev det som bekendt ikke da Jesus blev voksen. Ganske vist havde familien kunnet vende tilbage til Israel da Herodes døde i det år som vi – tydeligvis med urette – kalder ”år 4 før Kristi fødsel”, og resten af Jesu barndom og ungdom forløb relativt fredeligt, men lige så snart han trådte offentligt frem og tog fat på den opgave som han var kommet for at udføre, påkaldte han sig magthavernes negative opmærksomhed, og det endte som bekendt med at han blev arresteret, pisket og korsfæstet.

Og jeg tror faktisk det er vigtigt at vi ikke forsømmer at tale om Jesu lidelse og død her i juletiden. Ikke kun fordi døden er en lige så naturlig del af livet som fødslen er, men fordi korset i en vis forstand var selve formålet med at Jesus blev født! Det var netop ved at dø i vores sted at Jesus ”rev os ud med blodig hånd af alle vore fjenders bånd”. Uden langfredag (og påskedag selvfølgelig) ville julen ikke have forvundet al vor nød, paradisvejen ville ikke være funden, himmerigs dør ville ikke være oplukt. Jesus ville selvfølgelig godt have kunnet sige alle de kloge og vise og udfordrende ting han sagde, og han ville sikkert også godt have kunnet helbrede de syge, men han ville ikke have kunnet sige det måske vigtigste af alt hvad han sagde, nemlig: ”Dine synder er tilgivet.”

”Hvorfor ville han ikke have kunnet sige det?” tænker du måske. ”Er det ikke nemt nok at sige?” Jo, selve ordene er selvfølgelig nemme nok at sige; så nemme at selv en papegøje ville kunne trænes til det. Det hjælper bare ikke noget hvis det kun er ord. Man kan måske sammenligne med et realkreditlån. Sådan et har jeg selv, på knap 2 millioner kroner, så det ville i sandhed være gode nyheder hvis jeg fik at vide at lånet var eftergivet – men kun hvis der var dækning for udsagnet! At høre ordene fra en trænet papegøje der fløj rundt og sagde det til tilfældige personer, eller fra en person med storhedsvanvid der bildte sig ind at han havde mandat til at eftergive gæld på Totalkredits vegne, ville jeg ikke kunne bruge til noget.

Det er måske ikke helt indlysende på hvilken måde synd kan sammenlignes med et realkreditlån, og jeg vil da også medgive at sammenligningen er en smule søgt. Men de to ting har alligevel tilstrækkelig meget med hinanden at gøre til at vi bruger ordet ”skyldig” om begge dele: Man kan være skyldig at betale noget, eller man kan være skyldig i at have gjort noget. Ordet ”skyld” betyder egentlig ”pligt”; når det også er kommet til at betegne en gæld eller en forsyndelse, skyldes det (undskyld ordspillet) at den der har en gæld, har pligt til at betale tilbage, og den der har forsyndet sig, har pligt til at udstå sin straf.

Der er dog en vigtig forskel på de to forpligtelser, for konsekvenserne af at annullere dem er forskellige. En gæld kan ikke annulleres uden at der er nogen der lider tab. Hvis Folketinget vedtager en lov der siger at al gæld i Totalkredit bliver eftergivet, så påfører de derved Totalkredits ejere et tab, så en sådan lov ville være uretfærdig. Anderledes er det – i hvert fald på overfladen – når det gælder straf. I USA har præsidenten og de enkelte staters guvernører for eksempel en ubetinget ret til helt eller delvist at benåde enhver dømt forbryder, og det kan han gøre uden at påføre nogen tab. Nogle vil ganske vist indvende at en benådning af eksempelvis en morder eller en voldtægtsforbryder påfører offeret eller de efterladte en form for tab, men det er efter min bedste overbevisning en misforståelse. En kriminalsag er en sag mellem staten og den anklagede; offeret er strengt taget slet ikke part i sagen. Den straf som en forbryder bliver idømt, er noget som han eller hun skylder fællesskabet, ikke den forurettede.

Men når det er sådan, falder min sammenligning mellem synd og gæld så ikke til jorden? For hvis USA’s præsident kan benåde en forbryder uden at det koster nogen noget, så kan Gud vel også benåde en synder uden at det koster nogen noget – eller hvad? Ja, det ville han kunne hvis den straf der var tale om, var en som han selv mere eller mindre vilkårligt havde fastsat, på samme måde som USA’s og de enkelte delstaters lovgivende forsamlinger har fastsat strafferammerne for diverse forbrydelser. Men det er en misforståelse at tænke sådan om Gud. Der står i både Det Nye [2 Pet 3,9] og Det Gamle [Ez 33,11] Testamente at Gud ikke ønsker at nogen skal gå fortabt. At det også står i Det Gamle Testamente, kommer måske bag på nogle, men lyt til hvad Gud siger gennem profeten Ezekiel: ”Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.” Sådan et udsagn ville være temmelig meningsløst hvis Gud blot kunne beslutte at den uretfærdige bevarer livet også selvom han ikke ændrer kurs i livet. Så hvad er det der er på spil her?

Der er det på spil at det som vi med et lidt forkætret ord plejer at kalde ”synd”, ikke blot handler om at overtræde nogle mere eller mindre vilkårlige regler. Det Nye Testamente er oprindelig skrevet på græsk, og det græske ord som vi på dansk plejer at oversætte med ”synd”, betyder ordret ”at ramme ved siden af”. Og Paulus giver en lidt mere nøjagtig beskrivelse af hvad det er for noget, i Romerbrevets tredje kapitel, hvor han skriver: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”. For at gøre en lang historie kort, så skabte Gud os mennesker med tanke på at vi skulle have del i hans herlighed og leve evigt sammen med ham, men fordi vi alle sammen har sagt, gjort og tænkt destruktive ting, har vi sat herligheden over styr, på samme måde som vi med vores livsstil kan sætte vores fysiske helbred over styr.

Hvis I vil tilgive sammenligningen, så er ”herligheden fra Gud” lidt ligesom en lever. De fleste af os er udstyret med en lever der kan holde tilstrækkelig længe til at vi når at dø af andre årsager før den sætter ud, men hvis man ikke behandler sin lever ordentligt, kan man udvikle livstruende leversygdomme så man til sidst kun kan overleve hvis man får en levertransplantation. Det hjælper ikke at overlægen af hele sit hjerte tilgiver dig den livsstil der har ødelagt din lever – det bliver den ikke repareret af. Men en levertransplantation er en meget alvorlig sag, for vi har kun én lever hver, og vi kan ikke leve uden, så man kan ikke give sin lever væk og selv leve videre. Og her i Danmark tillader vi heldigvis slet ikke levertransplantationer fra andre end mennesker der er erklæret hjernedøde.

Når vi ”synder”, dvs. når vi bruger vores liv på en helt anden måde end Skaberen havde tænkt, så er det ikke bare et enkelt organ der bliver ødelagt; det er hele vores liv. Det er ikke engang bare vores krop; det er selv kernen af vores væsen der bliver inficeret så vi ikke længere er i stand til at gøre det gode vi gerne vil. (Prøv bare at se hvor længe dine nytårsforsætter for 2019 kommer til at holde!). Derfor har vi brug for noget der er langt mere radikalt end en levertransplantation – vi har brug for en livstransplantation fra et menneske der ikke selv har syndet! Men et sådant menneske fandtes ikke, så derfor måtte Gud selv blive menneske, og det var det der skete julenat. Formålet med krybben var altså korset, hvor Jesus gav sit liv for os så vi kan få del i hans liv.

Man skulle tro at sådan et tilbud er alt for godt til at man kan lade det gå fra sig, men vi mennesker har det desværre med at være nogle ”forhærdede tidselgemytter”, som Brorson udtrykker det i den salme vi skal synge om lidt. Som vi hørte i evangelieteksten, måtte Jesus kort før sin død klage: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Synden i os, som får os til at gøre det onde vi ikke vil, i stedet for det gode vi gerne vil, forsøger nemlig om muligt at få os til at hade og forfølge det gode. Det var derfor verden ikke bød Guds Søn andet end stald og krybbe, kors og død.

Og fordi det er sådan, må vi desværre også indstille os på at hvis vi tager imod det nye liv som Jesus tilbyder os, så bliver vi selv genstand for det ondes had. Det var det Stefanus fik at mærke da han blev den første kristne martyr. Og det er det der gør at tusinder, ja millioner af kristne forskellige steder i verden må fejre jul med frygten for pludselig at blive arresteret af politiet eller overfaldet af en rasende menneskemængde, blot fordi de er kristne. Selv her i lille trygge Danmark får vi at mærke at det onde hader det gode – måske ikke så tit i form af udefra kommende trusler, men til gengæld kender jeg kun alt for godt til at være splittet indvendig. Som nogle af jer måske ved, er en af de største udfordringer ved organtransplantation at organismen betragter det nye organ som et farligt fremmedlegeme der skal bekæmpes. På samme måde er det desværre også tit sådan at vores menneskelige natur opfatter livet med Gud som et fremmedlegeme – og sandt er det da også at hvis Guds kærlighed bor i os, så kan vores selviskhed og magelighed risikere at blive udfordret. Jeg ved ikke med jer, men det er der i hvert fald noget i mig der ikke bryder sig om, og derfor mærker jeg tit en indre modstand mod at bede eller læse i Bibelen eller elske min næste som mig selv.

Kort sagt: Ligesom julens budskab er livet med Jesus er alt andet end hyggeligt. Men de gode nyheder er at det – ligesom julens budskab – er fyldt med glæde og fred og mening.

Fortsat glædelig jul!

Prædiken til 4. søndag i advent 2018

Posted By on 4. marts 2019

Johannes Døbers vidnesbyrd: Nu er vi der næsten!

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag i advent 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Nu er vi der næsten. Vi har åbnet 23 af de 24 låger i chokoladekalenderen. Vi har brændt 23 af de 24 tal på kalenderlyset. Vi har set 23 af de 24 afsnit i tv-julekalenderen. Vi har forhåbentlig fået købt de fleste af julegaverne (hvis ikke, kan vi stadig nå det i dag). Julekortene er skrevet og afsendt, hvis man hører til dem der stadig holder den smukke tradition i hævd (selv må jeg tilstå at jeg droppede det for snart mange år siden fordi jeg havde svært ved at finde tid til det). Juleafslutningerne i skoler og børnehaver og vuggestuer og voksenkoret og børnekoret og spirekoret og FDF og diverse klubber og foreninger er overstået. Nu kan julefreden endelig sænke sig i de små hjem, og den højtid som vi så længe har ventet på og gjort forberedelser til, kan tage sin begyndelse.

                      I gamle dage varede julen i tolv dage, hvor man spiste og drak, gik på besøg hos hinanden og legede forskellige lege. Det kunne for eksempel være huskelege, hvoraf en er blevet til den kendte julesang ”Twelve Days of Christmas” – I ved, den med ”On the first day of Christmas my true love gave to me, a partridge in a pear tree”. Den tolvte og sidste af juledagene var den 5. januar, helligtrekongers aften, hvor man plejede at brænde et særligt tregrenet helligtrekongerslys, og når det var brændt ned, var julen forbi. Næste morgen fejrede man helligtrekonger i kirken, og dagen efter igen var det hverdag på ny.

                      I dag har vi som bekendt kun to officielle juledage tilbage – allerede den 27. december er der mange der igen skal møde på arbejde, selvom det er mit indtryk at stadig flere firmaer holder lukket i ugen mellem jul og nytår. Men i detailhandelen er der ingen kære mor – der er åbent fra morgen til aften tredje juledag, hvor der er lange køer af mennesker som skal have fyldt deres køleskabe fyldt op igen efter tre dage hvor man ikke har kunnet handle. Men den julepynt som ellers blev hængt op allerede i slutningen af oktober, den kigger man forgæves efter i butikkerne den 27. december, for nu er der pyntet op til nytår med serpentiner og sjove hatte. Og allerede den 2. januar bugner både frysemontrer og bagerudsalg af fastelavnsboller.

                      At detailhandelen bærer sig sådan ad, kan man i og for sig ikke bebrejde dem, for deres mission i livet er jo at sælge varer, og vi køber nu engang ind med henblik på de fester der ligger foran. Men jeg synes det er ærgerligt at tendensen også breder sig til det øvrige samfundsliv, sådan at vi kalder advent for ”jul”, de syv første juledage for ”tiden mellem jul og nytår”, og de sidste 5 juledage for ”nu er det snart fastelavn”! Det er især ærgerligt fordi det betyder at den sætning jeg sagde for lidt siden – ”Nu kan julefreden endelig sænke sig i de små hjem, og den højtid som vi så længe har ventet på og gjort forberedelser til, kan tage sin begyndelse” – ikke længere afspejler virkeligheden. Sådan som vi i stadig højere grad er begyndt at praktisere julen, ville det faktisk være mere korrekt at sige ”Nu er det snart slut” i stedet for ”Nu skal det snart til at begynde”! Jeg har sågar engang hørt en radio-dj den 25. december sige: ”Ja, vi spiller lige en julesang selvom det ikke er jul mere”! Men, men, men: I kirken holder vi fast ved de gamle dyder! Vi holder julefest for hele familien på fredag den 28. december, og juletræet bliver stående lige til helligtrekonger!

                      Forhåbentlig kan vi i kirken også på andre områder holde fast i de gamle dyder, og især i de tre vigtigste af dem: troen, håbet og kærligheden. Den mekanisme der sætter ind den 25. december, og som får radio-dj’s og andet godtfolk til at tro at julen er forbi selvom den først lige er begyndt, gælder nemlig også på andre og mere alvorlige områder af livet. Det gælder for eksempel kristendommen.

                      Hvis man spørger en række tilfældige mennesker på gaden hvad kristendommen handler om (og man ser bort fra svar af typen ”Aner det ikke!”), så vil folk sikkert nævne forskellige ting. For det første vil der nok være nogle der vil nævne den kristne etik – også selvom de nok ikke helt vil have gjort sig klart hvor radikal en etik Det Nye Testamenter er præget af. For det andet vil der sikkert være nogle der vil sige at kristendommen handler om at tro på en gammel mand med langt skæg der sidder på en sky – også selvom det er en sølle karikatur af hvordan Gud beskrives i Bibelen. For det tredje er er måske nogle der vil komme i tanker om noget med at man kommer i himlen når man dør – også selvom det er en lidt upræcis beskrivelse af det kristne opstandelseshåb. Kort sagt: Gud, dyd og udødelighed – også selvom den treklang slet ikke har rod i kristendommen, men derimod i den ”fornuftsreligion” som oplysningsfilosofferne i 1700-tallet prædikede.

                      Kommer det højt, vil der måske være nogle der kommer i tanker om den kristne fortælling – at Jesus blev født i Betlehem, thi glæde sig Jerusalem, halleluja, halleluja, og at han blev korsfæstet på et tidspunkt, vistnok i påsken. En enkelt eller to har måske endda hørt om opstandelsen og himmelfarten. Men jeg gætter på at meget få vil nævne det begreb som Jesus selv talte allermest om mens han gik på jorden, nemlig Guds rige som kommer.

                      Jeg nævnte før at Det Nye Testamentes etik er mere radikal end de fleste lige går og tænker på. Jesus sagde for eksempel (og de af jer der ofte har hørt mig prædike, ved at det er et vers jeg tit citerer, men jeg tror faktisk det er nødvendigt at citere det tit så vi ikke glemmer hvor radikalt det som Jesus sagde, i virkeligheden var). Han sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham en mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.” [Matt 5,38-42] Og i Første Korintherbrev [6,7b] fortsætter Paulus i samme spor ved at reagere med forfærdelse på at der var kristne i Korinth der førte retssager mod hinanden – som han skriver: ”Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?”

                      Det er altid med en vis bæven at jeg citerer den slags skriftsteder fra prædikestolen, for der er jo en hel del af jer der kender mig godt nok til at vide at jeg ikke selv er specielt god til at efterleve dem. Faktisk har der nok aldrig levet et menneske, bortset fra Jesus selv, der levede 100 procent op til den etik som han forkyndte, men det betyder ikke at vi skal droppe at have det som et ideal at stræbe efter. Der har da også været mennesker der kom væsentlig tættere på end jeg gør. Særligt blandt de allerførste kristne blev det betragtet som en selvfølge at man som kristen har langt højere standarder for sin livsførelse end folk har flest – jeg mener, når Paulus ligefrem blev forfærdet over at de korinthiske kristne førte retssager mod hinanden, så siger det lidt om standarden!

                      Alt det siger jeg ikke fordi det er en moralprædiken jeg vil holde i dag, men fordi jeg gerne vil have at vi skal overveje hvorfor den radikale etik faldt de første kristne mere naturlig end den falder os, og jeg tror at svaret på det er at de havde et andet perspektiv. I deres perspektiv handlede kristendommen ikke bare om noget der var sket engang (og slet ikke bare om ”Gud, dyd og udødelighed”), nej, den handlede om noget der snart ville ske. Noget der skulle til at begynde. Overskriften over deres liv var: ”Nu er vi der næsten!” De ventede simpelt hen at Jesus hvad øjeblik det skulle være, ville komme med himlens skyer og oprette Guds rige på jorden. Og i lyset af det betød det jo ikke alverden om man fik et slag på begge kinder eller forærede sin kjortel væk.

                      ”Nå ja,” vil nogle måske sige, ”men han kom jo ikke, vel? Så derfor giver det sig selv at vi er nødt til at leve på en anden måde i dag end de gjorde dengang.” Men dertil vil jeg sige at det ikke giver mening at sige ”Han kom jo ikke,” for jorden er jo ikke gået under endnu. ”Han kom ikke i det første århundrede,” kan vi sige, og tilsvarende med det andet og det tredje og så fremdeles til og med det tyvende århundrede, men at han ikke kom i det enogtyvende århundrede, kan vi først sige med sikkerhed når år 2099 rinder ud.

                      ”Det er et dårligt argument!” ville mine ateistiske venner naturligvis indvende, og nogle af jer ville måske give dem ret. Man kan jo med det argument påstå at hvad som helst kan ske hvad øjeblik det skulle være, så hvorfor skulle det lige være Jesu genkomst vi tror på? Hvorfor ikke det flyvende spaghettimonster eller Ragnarok eller at Elvis står op fra de døde? For mit eget vedkommende er svaret: Fordi jeg tror på Jesus! Fordi det menneske som evangelierne skildrer, er noget helt særligt – fordi det Gudsrige som han forkyndte, resonerer så stærkt med mine dybeste længsler at jeg ikke kan forestille mig noget bedre end at leve og dø i det håb, selv hvis det ikke skulle være sandt. Som den store russiske forfatter Dostojevskij udtrykte det: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” Men det spiller selvfølgelig også ind at mit håb ikke er i blinde, men at jeg af forskellige årsager faktisk tror på at det er sandt. (Hvis nogen af jer gerne vil vide mere om hvad der er af rationelle argumenter for at tro på kristendommen, så er der nogle bøger og websites jeg kan anbefale – tag fat i mig ved kaffen, eller ring eller skriv til mig, hvis du vil vide mere). Og endelig – for at fuldende treklangen tro-håb-kærlighed (som i modsætning til Gud-dyd-udødelighed faktisk er af bibelsk oprindelse) – så har jeg set hvordan Guds kærlighed kan gøre en utrolig forskel i menneskers liv. Så ikke alene er det sandt, men det virker!

                      Jeg har ikke sagt ret meget om dagens tekster i dag, så jeg må hellere slutte af med at vende blikket mod Johannes der står og døber i Betania på den anden side af Jordan, og som bliver spurgt af de jødiske ledere om han er Messias. ”Nej,” svarede han, men så tilføjede han at ”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” Jøderne ventede på Messias, men alligevel genkendte de ham ikke da han stod midt iblandt dem. På samme måde kan vi også nemt risikere at være blinde for at Guds rige er midt iblandt os. Og det sker især hvis vi taber det håb af syne som Jesus prædikede. For det kan da godt være at han heller ikke kommer igen i det enogtyvende århundrede, men hvis vi ikke lever i håbet om at han kommer, så misser vi en meget central del af det liv som Jesus har kaldet os til. Og selv hvis der skulle gå flere hundrede år inden det sker, så er flere hundrede år ikke for noget at regne mod evigheden, så vi kan med fuld overbevisning sige: ”Vi er der næsten!” Og selv den der ligger på sit dødsleje efter et langt liv som kristen, kan med tanke på evigheden sige: ”Det er først lige begyndt!”