Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2022

Posted By on 18. januar 2022

Den samaritanske kvinde: Ensvarm eller vekselvarm?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Et pattedyr er et varmblodet hvirveldyr der ånder ved lunger og føder levende unger som det giver die.” Sådan lyder en remse som min morfar lærte mig da jeg var omkring den alder som min søn er nu (måske lidt ældre), og nørdet som jeg var også dengang, skrev jeg mig den straks bag øret. Ganske vist vidste jeg ikke præcis hvad ordet ”varmblodet” betød, men på en eller anden måde gav det en vis intuitiv mening for mig at pattedyr og fugle har varmt blod mens krybdyr, padder og fisk har koldt blod. En fisk er jo anderledes kold at røre ved end eksempelvis en hund.

                      Senere fandt jeg ud af at man for længst er holdt op med at bruge ordet ”varmblodet” (undtagen som betegnelse for en hesterace) og i stedet taler om at pattedyr og fugle er ”ensvarme”, mens krybdyr, padder og fisk er ”vekselvarme”. De betegnelser udtrykker nemlig mere præcist hvad forskellen er: Pattedyr og fugle har en nogenlunde konstant kropstemperatur uafhængigt af omgivelsernes temperatur fordi vores celler selv kan producere varme, hvorimod de vekselvarme dyrs kropstemperatur falder når det bliver koldt omkring dem. Det er derfor de krybdyr og padder vi har på vores breddegrader typisk ligger i dvale om vinteren, for det er simpelt hen for koldt til at deres kroppe kan opnå en temperatur hvor de kan fungere. Og det er derfor man indimellem ser et firben eller en stålorm ligge og sole sig på en sten selvom de er et relativt let bytte for rovfugle når de ligger der: De har simpelt hen brug for solens stråler til at varme sig op så de kan foretage sig noget.

                      Vi mennesker er biologisk set pattedyr, og derfor er vores kroppe ensvarme – og det må vi takke Gud for, for det er unægtelig en stor fordel, selvom det også medfører et langt højere kalorieforbrug. Men selvom vores krop er ensvarm, er det ikke sikkert at vores ånd er det. Jeg kender i hvert fald fra mig selv at hvis jeg for eksempel har været på en kristen sommerlejr eller konference med masser af god forkyndelse, lovsang og godt fællesskab, så er min åndelige temperatur dejligt høj, og jeg nærmest strutter af tro og kærlighed og frimodighed (eller sådan føler jeg det i hvert fald selv), men efterhånden som hverdagen indfinder sig, tilpasser jeg mig mere og mere omgivelsernes åndelige temperatur, og det tomrum der bliver efterladt, forsøger jeg måske at fylde ud med alle mulige andre ting. Nogle af jer har måske gjort den samme erfaring. Men selvom det nok er uundgåeligt, så længe vi lever i denne verden, at vores begejstring og glæde og brand i troen svinger lidt (eller meget) op og ned (på samme måde som vores hænder og fødder kan blive kolde hvis vi befinder os et sted hvor det er koldt), så tror jeg det er enormt vigtigt at der inderst inde i vores ånd er en konstant temperatur. Og jeg tror også at Gud har givet os redskaberne til at det kan være sådan.

                      I teksten til i dag taler Jesus om ”levende vand”, som har den egenskab at hvis man drikker af det, så kommer man aldrig til at tørste igen, og det vækker naturligvis interessen hos den samaritanske kvinde, for hvem vil ikke gerne have en mindre besværlig hverdag? Hvis det var mig der var nødt til hver dag at gå ned til Klemensker Vandværk og hente en spand vand og bære den hele vejen tilbage til præstegården, så tror jeg i hvert fald jeg ville juble ved udsigten til at få sådan noget én-gang-for-alle-vand. Derfor skulle man også tro at hun ville blive skuffet når hun fandt ud af at Jesus ikke talte om fysisk vand som man drikker med sin fysiske mund hvorefter man aldrig mere bliver fysisk tørstig – men det bliver hun ikke! Dagens evangelietekst slutter ganske vist før vi får at vide hvordan kvinden reagerer da Jesus røber at han er Messias, men jeg har snydt og læst videre i Bibelen, og der står: ”Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: ’Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?’ De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham” (Joh 4,28-30), hvorefter kvindens bysbørn overtaler Jesus til at blive to dage i byen og tale til dem, og det ender med at de siger til kvinden: ”Nu tror vi ikke længere på grund af det du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser” (Joh 4,42). Det vand Jesus talte om, som ikke er fysisk vand, men derimod er et billede på Helligånden, skabte altså endnu større begejstring end det tryllevand som kvinden først troede at Jesus talte om – præcis som jeg har oplevet det når jeg har været på lejre eller stævner hvor Guds levende vand har flydt rigeligt.

                      Men bemærk at Jesus siger: ”Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Jesus lover altså at hvis vi drikker af hans levende vand, får vi selv en kilde inden i os. Jeg sagde før at den kilde er Helligånden, og det ved jeg fordi Jesus vendte tilbage til det samme billede ved en senere lejlighed, nemlig i forbindelse med løvhyttefesten i Jerusalem, som vi kan læse om tre kapitler længere fremme i Johannesevangeliet. Der står: ”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: ’Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’ Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh 7,37-39). Men nu er Jesus blev herliggjort. Det blev han gennem sin korsfæstelse, det blev bekræftet gennem hans opstandelse, og ved sin himmelfart indtog han sin plads på herlighedens trone ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd. Ti dage senere, på pinsedagen, kom Ånden til jorden og fyldte disciplene, og da folk efterfølgende stimlede sammen for at finde ud af hvad der foregik, sagde Peter: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,38-39). Jesus har altså lovet at enhver der omvender sig og lader sig døbe, vil få en indre kilde med levende vand så vi aldrig mere skal tørste, åndeligt set. Det er faktisk ret vildt.

                      Hvad de to betingelser angår, så vil jeg gætter på at de fleste af os uden problemer kan sætte flueben ved den ene, nemlig det med at lade sig døbe. (Skulle der være nogen af jer der ikke er døbt, så henvend jer endelig til mig så vi kan få det arrangeret. Der er ingen øvre aldersgrænse for at blive døbt – jeg har engang døbt en mand på 86!).  Det er straks vanskeligere med den anden: ”Omvend jer”. Hvad vil det sige? Ifølge Den Danske Ordbog betyder ”at omvende sig” at man skifter religiøs tro, og det er sikkert meget dækkende for hvordan ordet bruges i daglig tale (som det netop er Den Danske Ordbogs opgave at beskrive), men den bibelske betydning er en lidt anden. De mennesker Peter talte til på pinsedagen, var alle sammen jøder der troede på Israels Gud og de skrifter som vi kristne i dag kalder for Det Gamle Testamente, og det var overhovedet ikke Peters mening at de skulle holde op med det. Derimod betyder det ord som vi på dansk plejer at oversætte med ”omvende sig”, egentlig ”at ændre sin tankegang”, nemlig at ændre den så den kommer i overensstemmelse med hvad Guds ord siger. Helt konkret er vi nødt til at holde op med at tænke at vi kan få slukket vores åndelige tørst nogen som helst andre steder end hos Gud selv. Som den franske tænker Blaise Pascal (ham som den meteorologiske enhed hektopascal er opkaldt efter) udtrykte det i 1600-tallet: ”I ethvert menneskehjerte er der et Gud-formet tomrum som ikke kan udfyldes af nogen skabning, men kun af Skaberen selv.”

                      Noget tyder på at den kvinde Jesus mødte ved brønden, havde søgt at slukke sin åndelige tørst med mænd. Vi ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed; der kan være flere grunde til at hun har haft 5 mænd; men siden Jesus bringer emnet på bane, vil jeg gætte på at det er fordi det har relevans for samtalen. Og gennem tiderne har romantisk kærlighed i hvert fald været et af de vigtigste steder hvor mennesker har søgt efter det som det dybest set kun er Gud der kan give – gennem de seneste årtier hyppigt ansporet af romantiske komedier fra Hollywood, der typisk er enormt gode til at sælge den illusion at hvis man bare finder sammen med de rette partner, så er ens lykke gjort. Men selvom det i sandhed er en lykke at finde en god og gudfrygtig ægtefælle at dele glæder og sorger med – ”da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære”, som vi synger i en kendt bryllupssalme – så betyder det ikke at man aldrig vil tørste åndeligt igen. Selv ikke verdens mest perfekte mand eller kvinde kan give det som kun Gud kan give, og går man ind i et forhold med en forventning om at få opfyldt alle sine åndelige behov, så kommer forholdet til at gå i stykker af det hvis man ikke kommer på bedre tanker.

                      For den samaritanske kvinde lader det som sagt til at det har været romantisk kærlighed der har været det sted hun søgte at få slukket sin åndelige tørst, ligesom det har været for utallige andre mænd og kvinder siden. Men der er også mange andre upålidelige kildevæld der hyppigt bliver forsøgt, så som karriere, anerkendelse, titler, penge, porno, alkohol, spil eller ganske almindelig underholdning. Bortset fra porno er der ikke nogen af de ting der er onde i sig selv, så længe man ikke bliver afhængig af dem, men hvis vi forsøger at bruge dem til at forsøge at fylde det Gud-formede tomrum i sit hjerte.

                      Men den gode nyhed er altså at Gud har givet os det der skal til for at få opfyldt tomrummet i vores hjerte, nemlig Helligånden som han har ladet bo i vores indre. Gud er hele tiden hos os, uanset om vi føler og mærker det eller ej. At deltage i kristne lejre og stævner er en rigtig god ting og kan tjene til at styrke, modne og udfordre os i vores trosvandring, og de ugentlige gudstjenester og møder i det lokale kristne fællesskab må vi for alt i verden ikke forsømme. Men vi har ikke brug for noget udefra for at blive ”varmet op” så vi kan leve for Gud i hverdagen. Lever vi i Ånden som Jesus har givet os, behøver vi ikke åndeligt set at være som vekselvarme dyr der følger omgivelsernes temperatur; vi kan være ensvarme, varmblodede, og endda være med til at varme vores omgivelser op. Og det er måske en af grundene til at Jesus andetsteds i Johannesevangeliet kalder os sine får, ikke sine skildpadder.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2022

Posted By on 11. januar 2022

Jesus og de små børn: Det mindste, han har skabt, er stort

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som nogle af jer ved, kan jeg godt lide at spille skak. Det kunne jeg også da jeg i sin tid gik på Borupgaard Amtsgymnasium (som det hed dengang) i Ballerup. Gymnasiet havde et skakhold der spillede mod andre gymnasier, og i den forbindelse husker jeg især en match vi spillede mod Gladsaxe Gymnasium, hvor jeg tørnede sammen med en spiller der havde en rating på den anden side af 2000. (Til dem af jer der ikke går så meget op i skak, kan jeg oplyse at ratingtallet er et mål for hvor dygtig en spiller er på et givet tidspunkt – jo højere rating, jo bedre. Skalaen er konstrueret sådan at en gennemsnitlig klubspiller teoretisk set skulle have en rating omkring 1500. Verdens p.t. bedste skakspiller, norske Magnus Carlsen, har en rating omkring 2800, mens den højest rangerende spiller i Bornholms Skakklub i øjeblikket har en rating på 2362). Nå, jeg skulle altså møde en skakspiller der var adskillige klasser bedre end mig, og det blev et uforglemmeligt parti. Ikke fordi jeg kan huske så meget som et eneste af hverken hans eller mine egne træk, og faktisk heller ikke fordi jeg var synderligt starstruck over at skulle spille mod ham, men på grund af hans overlegne attitude. Mens jeg under hele partiet sad klistret til brættet og grublede, så var det ikke meget jeg så til ham. Han syntes åbenbart det var for kedeligt at sidde og glo mens jeg tænkte så det knagede, så flere gange undervejs gik han ud for at ryge eller bare for at trække lidt frisk luft, og så kom han tilbage, kastede et enkelt blik på brættet, konstaterede at det var hans tur, flyttede en brik og gik igen. Og hvordan endte det så? Gik det som i Æsops fabel om haren og skildpadden der løb om kap, hvor skildpadden vandt fordi haren troede sig så uovervindelig at den ikke tog konkurrencen seriøst? Nej, sådan gik det ikke. Selvom min modstander knap nok værdigede vores spil et blik, blev jeg alligevel spillet baglæns ud af brættet – overmagten var ganske enkelt for stor. Og det at han billedligt talt spillede med bind for øjnene og den ene hånd bundet på ryggen, satte blot en tyk streg under hvor meget stærkere han var end mig.

                      Det virker måske en smule søgt at sammenligne Gud med en lettere arrogant 19-årig skakspiller, men det vil jeg nu alligevel gøre, for det er den bedste sammenligning jeg kan komme i tanker om, også selvom Gud naturligvis i enhver henseende er langt mere suveræn end ham fyren fra Gladsaxe var i forhold til mig. Gud har al magt og råder over kæmpe englehære, så han kunne så let som ingenting fyre op for den guddommelige power og vise os ynkelige skabninger hvem der har bukserne på. Der er bare lige det ved det at Gud elsker os, og derfor er han ikke interesseret i bare at slippe al sin magt løs, for det ville vi næppe overleve. Men heldigvis er Gud så meget stærkere end Satan at han kan gøre som en fodboldtræner fra Superligaen der har trukket et Serie 2-hold i pokalturneringen og vælger at give reserverne og juniorspillerne chancen fra start fordi han ved at han sagtens kan vinde selvom han ikke stiller i stærkeste opstilling. ”Guds svaghed er stærkere end mennesker”, skriver Paulus i Første Korintherbrev (1,25). Den måde Gud valgte at besejre det onde på, var ved at lade sig føde som et hjælpeløst barn, der 33 år senere lod sig hænge hjælpeløst på et kors. Og både før og siden har Guds fremgangsmåde hyppigt været at bruge os svage mennesker som sine redskaber. Ja, ikke alene det, men han vælger endda som regel at bruge svage mennesker frem for stærke mennesker. Fra Det Gamle Testamente kender vi for eksempel beretningen om hyrdedrengen David der fældede den gigantiske kriger Goliat med en sten fra sin slynge, og i Det Nye Testamente kan vi se at Jesus valgte en flok mennesker fra samfundets bund som sine disciple. Ved at bruge de svage opnår Gud to ting: For det første at det forhåbentlig kommer til at stå klart for os at det ikke er vores fortjeneste når det går godt – som vi læser i Dommerbogen at Gud sagde til den israelitiske hærfører Gideon da han var klar til at tage kampen op med en grusom midjanitisk besættelsesstyrke: ”Du har for mange folk hos dig til, at jeg vil give midjanitterne i deres hånd; Israel vil bare selv tage æren og sige: Min egen hånd har skaffet mig sejr” (Dom 7,2). Og for det andet opnår han at det bliver demonstreret hvor suveræn han er i forhold til Djævelen og hans onde magter, ligesom min modstander fra Gladsaxe Gymnasium fik demonstreret hvor suveræn han var i forhold til mig.

                      Men er der da slet ingen grænser for hvor svagt et menneske Gud kan bruge? Nej, hvorfor skulle der være det? Hvis det alene er Guds kraft der gør udslaget når noget lykkes i hans rige, så må det jo betyde at det menneske som Gud bruger, ikke bidrager med noget som helst i vægtskålen, og derfor kan det i princippet være hvem som helst – ja, endda et spædbarn, om så skulle være, for i den davidssalme vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, stod der jo: ”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige”. Derfor er det også virkelig sandt hvad en anden salmedigter, nemlig Brorson, skrev 2700 år efter Davids tid: ”Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise”.

                      Det Brorson mente da han skrev de linjer, var at hver enkelt lille fantastisk detalje i Guds storslåede skaberværk vidner om at der er en Skaber, på samme måde som et storslået maleri vidner om kunstmaleren, eller en storslået bygning vidner om arkitekten. Men da jeg som 7-årig første gang lagde mærke til ordene ”Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise”, forstod jeg det som om det var børn han talte om, og jeg tog det som en opmuntring om at selvom jeg var lille, kunne jeg bevise Guds magt lige så vel som en voksen. Og den misforståelse tror jeg faktisk at Brorson ville have glædet sig over.

                      Men hvordan kan børns og spædes mund på nogen måde standse fjender og hævngerrige? Hvilken hævngerrig fjende vil lade sig standse af noget som et spædbarn siger? Det skal jeg sige jer: Det vil fjenden over alle fjender, Satan selv. Satan ved nemlig at han er stærkere end et hvilket som helst menneske, ja endda stærkere end alle menneskers forenede kræfter. Men overfor Gud må han give fortabt, og derfor er der én eneste ting vi mennesker kan gøre, der kan gøre Satan bange, nemlig at stole på Gud. Bruger vi vores mund til at takke og lovsynge Gud eller til at bede Gud om hjælp, så skaber vi et bedre værn for os selv mod Guds modstander end vi kan gøre på nogen som helst anden måde. Og hvem er bedre til at bede om hjælp end et spædbarn, som endnu ikke har lært at sige ”kan selv, vil selv”, men er nødt til at få hjælp til alting? Det er netop derfor Jesus siger i dagens velkendte evangelietekst at Guds rige netop tilhører de små børn (eller ”tilhører sådan nogle som de små børn” hvis vi skal være helt tro mod grundtekstens betydning, og det synes jeg generelt man skal).

                      Som det nok er de fleste bekendt, indgår bibelteksten om Jesus og de små børn i Folkekirkens dåbsritual, og det uanset om det er et spædbarn eller et større barn eller en konfirmand eller en voksen der skal døbes, for vi har kun det ene dåbsritual. Imidlertid er der i disse år stadig flere der ikke er blevet døbt som små, men som vælger at blive det som voksne (skuespillerne Casper Christensen og Lars Mikkelsen er blandt de seneste års mest kendte eksempler), og derfor bliver det med jævne mellemrum foreslået at indføre et særskilt ritual for voksendåb, der blandt andet skulle adskille sig fra barnedåbsritualet ved at udelade læsningen om Jesus og de små børn. Men det ville være ærgerligt, synes jeg, for teksten siger jo netop at den eneste måde vi kan komme ind i Guds rige på, er ved at tage imod det som et lille barn, og er det den eneste måde, så må det være den eneste måde både for voksne og for børn.

                      Omvendt lyder det fra de kristne grupper der afviser dåb af spædbørn, at teksten ikke hører hjemme i et dåbsritual fordi den slet ikke handler om dåb (hvad den ganske rigtigt ikke gør). Dåb hænger sammen med tro, lyder det videre, og derfor er det forkert at døbe spædbørn, for de kan jo ikke tro. Og ja, det er da indlysende sandt at et lille barn ikke kan forholde sig kognitivt til den kristne troslære, men jeg vil vove den påstand at den frelsende tro som Skriften taler om, ikke har ret meget at gøre med at man intellektuelt tilslutter sig nogle bestemte dogmer. Det er klart at er man tilstrækkelig gammel (og tilstrækkelig belæst) til at dogmer overhovedet er noget man forholder sig til, så må troen nødvendigvis medføre at man tror på nogle bestemte teologiske udsagn og afviser nogle andre, men det er ikke det der er den frelsende tro. Den tro som åbner Guds rige for os, kan i lyset af dagens tekst ikke være andet end netop det at tage imod som et lille barn, og deraf følger det at ikke alene kan små børn godt tro, men de er endda bedre til det end vi voksne er, sådan at vi må tage børnene som eksempler til efterfølgelse når det gælder det at tage imod i tro.

                      Dagens gode nyhed er altså at Gud kan bruge en hvilken som helst person i dette rum, inklusiv dig, til at fremme sine gode formål. Du behøver ikke tænke at fordi du ikke er særlig veltalende, eller ikke er særlig højt uddannet, eller ikke er særlig rig, eller ikke har ret meget tid til overs, eller ikke har styr på dit eget liv, så kan Guds kraft ikke flyde igennem dig, for det afhænger ganske enkelt ikke af dig! Tak Gud for alt det gode han har givet dig, og bed ham om at føre dig i de gerninger som han på forhånd har lagt til rette for lige netop dig at gøre. Og fryd dig så over at hvis du virkelig har ret i at du er uduelig og ubrugelig, så bliver der så meget mere ære til Gud når han bruger lige netop dig til at udrette – måske ikke ligefrem noget der skaber forsider i de landsdækkende medier, måske ikke engang en bedrift som du selv vil synes er noget særligt, men ikke desto mindre noget som gør en stor forskel set med Guds øjne, og de ser tit nogle helt andre ting end menneskers øjne gør!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til helligtrekongers søndag 2022

Posted By on 4. januar 2022

Verdens lys: Lyset er kommet

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker helligtrekongers søndag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Solen stod op klokken 8.25 i dag. Det er sent, men det er dog et minut tidligere end for fire dage siden, da vi havde vinterens allerseneste solopgang, så det er begyndt at gå den rigtige vej! Og i den anden ende af dagen er der endnu større glædelige nyheder: Den 14. december gik solen ned allerede klokken 15.30, men i dag går den først ned 15.42. Samlet set har vi fået 7 minutter mere med dagslys end vi havde ved solhverv, da dagen var kortest. Det kan godt være at det ikke helt føles sådan, når nu nytåret har været præget af tåge og regn, og vi ikke har set et eneste glimt af solen siden – var det tirsdag eller onsdag? Men ikke desto mindre er det et faktum at året er vendt, og for hver dag der går fra nu af og til sommersolhvervet, vil lyset vinde mere og mere frem. Vi behøver ikke engang at gøre noget for at få det til at ske. Men det siger sig selv at det udbytte vi får af lyset, er ligefremt proportionalt med i hvor høj grad vi lukker lyset ind. Hvis vi – frivilligt eller ufrivilligt – tilbringer de fleste af vores vågne timer indendørs bag nedrullede gardiner eller i rum helt uden vinduer, så bliver det ganske vist lyst i verden omkring os, men det bliver ikke lyst for os.

                      På samme måde som solhvervet betyder at det nu går mod lysere tider derude, betyder Jesu fødsel at det går mod lysere tider i verden. Hvornår på året Jesus blev født, er der ingen der ved, selvom det ikke skorter på skråsikre påstande – jeg har inden for den seneste måned læst ét sted på internettet at ”vi ved at det var i september”, og et andet sted at ”vi ved at det var i marts”. Andre argumenterer for at der er gode grunde til at antage at det rent faktisk var lige præcis den 25. december – den dag som vi i kirken fejrer som Kristi fødsels dag – at han blev født. Men alene det at der er flere forskellige datoer i spil, viser med al ønskelig tydelighed at vi ikke ved med sikkerhed hvornår på året det var – og i virkeligheden betyder det måske heller ikke det helt store. Vi andre fejrer jo heller ikke altid vores fødselsdag på dagen, men måske i weekenden før eller weekenden efter eller endnu længere væk – min søster og svoger, som har fødselsdag i henholdsvis december og januar, valgte for eksempel et år at lave en fælles fødselsdagsfejring midt på sommeren, så de kunne holde det som en havefest!

                      Grunden til at det netop er i slutningen af december at vi fejrer Jesu fødselsdag, er sandsynligvis at man fra gammel tid har ment at profeter havde det med at dø på samme dato som de blev undfanget (spørg mig ikke hvorfor). Og vi ved jo hvornår Jesus døde, nemlig i forbindelse med den jødiske påskefest. Den jødiske kalender er baseret på månens faser, i modsætning til vores gregorianske kalender der er baseret på solen, og derfor falder jødernes påskefest (eller pesach, som jøderne i Danmark foretrækker at kalde den med det hebraiske ord som det danske ord ”påske” er en forvanskning af) på forskellige datoer – i år er det for eksempel den 15. april. (Det er i øvrigt også det der er grunden til at den kristne påske ikke falder på samme dato hvert år, selvom der ikke altid er datomæssigt sammenfald mellem den jødiske og den kristne påske, ligesom der ikke engang altid er datomæssigt sammenfald mellem østkirkens og vestkirkens påske). Men på et tidspunkt omkring år 200 var der altså nogle kristne der nåede frem til at Jesus døde enten den 25. marts eller den 6. april, og på den baggrund nåede de frem til at så måtte han også have været undfanget enten den 25. marts eller den 6. april. Lægger man 9 måneder til det, når man frem til at han blev født enten den 25. december eller den 6. januar. Og af de to muligheder blev det som bekendt den 25. december der løb af med sejren – måske fordi det gav mulighed for at udnytte at der i forvejen blev fejret solhverv tæt på den dato. Senere, nogle årtier efter at kejser Konstantin i starten af 300-tallet havde gjort kristendommen til den favoriserede religion i Romerriget, skete der i øvrigt det at kejser Julian med tilnavnet ”den Frafaldne” forsøgte at bringe den førkristne romerske religion til ære og værdighed igen, og i den forbindelse flyttede han solhversfejringen til den 25. december i et forsøg på at kvæle den kristne fest for Kristi fødsel. (Jeg havde nær sagt ”den kristne jul”, men ordet jul er faktisk ikke af kristen oprindelse; det var navnet på en midvinterfest som nordboerne fejrede allerede før kristendommen kom hertil, og som efter kristendommens komme blev flyttet til den 25. december i et forsøg på t forvandle den til en kristen fest, hvilket som bekendt langt hen ad vejen er lykkedes, men ikke helt).

                      Nå, det var dagens historietime. Uanset hvornår Jesus rent faktisk blev født, så synes jeg faktisk det er vældig passende at fejre hans fødsel på det tidspunkt hvor året vender, og lyset begynder at vende tilbage, netop fordi Jesu fødsel markerede et lignende vendepunkt i verdenshistorien. Som vi hørte juledag, betød Jesu fødsel at ”lyset, det sande lys, var ved at komme til verden”, og i dagens tekst hører vi så Jesus uden omsvøb kalde sig selv for ”verdens lys”. ”Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød”, som vi synger i adventsudgaven af ”Vær velkommen, Herrens år”, og siden er dagene blev længere, billedligt talt.

                      Men ligesom det kan være svært at se i disse gråvejrsdage at det virkelig er begyndt at blive lysere, sådan kan vi også nogle gange komme i tvivl om det virkelig er rigtigt at lyset i verden tiltager dag for dag, for det ser bestemt ikke altid sådan ud. Der er stadig så meget ondt i verden at det jævnligt bliver brugt som belæg for at påstå at der umuligt kan være en Gud, og selv vi der bekender troen på Gud, kan nogle gange være på nippet til at fortvivle over at Guds rige snarere synes at være på tilbagetog end i fremgang. Se på Bornholm for eksempel: For 100 år siden var vores ø oversået med missionshuse hvorudfra der foregik en masse forkyndende og sociale aktiviteter for alle aldersgrupper. I dag er mange af missionshusene solgt fra, og i dem der er tilbage, er der tit mange ledige pladser. Og der ser ikke stort bedre ud i kirkebygningerne: Grunden til at den monumentale kirke (her) i Klemensker blev opført i 1882, var at den gamle kirke ganske enkelt var blevet for lille til at rumme de hundredevis af mennesker der kom til gudstjeneste hver søndag. I dag er det som regel kun hver tiende plads der er besat(, og her i Rø ser det omtrent lige sådan ud). Billedet er det samme over det meste af Danmark, ja over det meste af Europa. Går det virkelig den rigtige vej?

                      Ja, det må vi tro på at det gør, for det siger Skriften os. Opmuntringen fra Esajas’ profeti som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, er endda langt mere aktuel for os end den var for Esajas’ oprindelige læsere, fordi vi lever i nådens tid med både julens, påskens og pinsens begivenheder vinget af som fuldførte. Derfor må vi tage ordene til os: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket skjuler jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans.”

                      Det lyder som meget store ord, og det er det også. Og derfor kan vi have svært ved at tage dem til os – dels fordi det måske kommer i konflikt med vores indre jantelov, dels fordi det strider imod hvad vi erfarer. Men ligesom med det fysiske lys fra solen, som der kommer til at blive mere og mere af gennem det næste halve år, gælder det også med det åndelige lys der kom til verden med Jesu fødsel, at det udbytte vi får af det, er ligefremt proportionalt med i hvor høj grad vi lukker lyset ind. Vores skuffelse over verdens og kirkens tilstand kan alt for let blive til et mørklægningsgardin som lukker Guds solskin ude og fastholder os i netop det mørke som vi er så kede af.

                      Men hvordan lukker vi så lyset ind? Hvordan åbner vi vores sind for Guds lys og håb og for Helligåndens kraft? Det gør vi ved tro – ved at tro på at det som Gud har lovet, det har han også i sinde at opfylde. Tror vi på at Gud er kærlighed og vil at alle mennesker skal frelses, og tror vi på at Jesus ved sin død og opstandelse har vundet den endegyldige sejr over alt det onde, og tror vi på at Helligånden er sendt til kirken for at give os kraft til at leve som Kristi legeme, så må vi logisk set også tro på at vækkelsen kommer! Vi ved ikke hvornår, og vi ved ikke hvordan, men vi ved at det ligger Gud uendeligt meget på sinde at både vi der sidder her i kirken i dag, og vores venner og familie og kollegaer og naboer som ikke sidder her, skal lære hans kærlighed stadig bedre at kende og blive stadig mere forvandlede efter hans søns billede. Derfor må det være ikke bare vores inderlige længsel, men også vores realistiske mål at Guds lys kommer til at skinne så klart her hos os, at alle der vil, kan se det. Er Jesus virkelig verdens lys, så må vi også have lov til at bede Gud om at det lys må få lov til at skinne stadig klarere i Klemensker, Rø og Aarsballe, ja på hele Bornholm, ja i hele Danmark, så sandt dette sted også er en del af den verden som Jesus døde for at frelse.

                      Og ikke mindst må vi lade lyset fra Jesus skinne ind i vores egne liv og afsløre alt det i os som blokerer for at lyset også kan skinne igennem os – og det er først og fremmest vores uforsonlighed og negative indstilling over for vores medmennesker. ”Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket”, advarer apostlen Johannes i dagens anden læsning. Lad os gøre det til vores bøn at året 2022 må blive et år hvor Guds lys skinner klart i os og renser alt det ud som står i vejen for at vi ved hans nåde og ved Helligåndens kraft kan blive redskaber for hans fred og kærlighed her hvor vi er sat!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til nytårsdag 2022

Posted By on 4. januar 2022

Fadervor: Fri os fra det onde

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så fik vi overstået endnu en december! Selvom december 2021 desværre lagde sig mere eller mindre op ad december 2020 i forhold til at være anderledes end december plejer at være, så er der alligevel nogle ting der næppe nogensinde forandrer sig, og en af de ting er ønskesedler. Da jeg var barn, sad jeg med kataloget fra BR Legetøj og skrev ønskesedler så lange som et ondt år, og jeg fik naturligvis kun en brøkdel af de ting der stod på ønskesedlen, men bare det at skrive den og at drømme om alle de skønne ting (som naturligvis så endnu skønnere ud i kataloget), var en fornøjelse i sig selv, og selvom jeg kun fik nogle få af tingene, var det alligevel altid en skøn følelse at pakke gaverne ud juleaften og at lege med dem i juledagene. Og selvom det meste af nutidens legetøj er meget anderledes end det jeg ønskede mig for 40 år siden, så var mine yngste niecers ønskesedler til den just overståede jul omtrent lige så lange som mine var i sin tid.

                      Når vi beder, har det også tit karakter af at vi kommer med vores ønskeseddel til Gud, og det er der egentlig ikke noget i vejen med. ”Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle forhold jeres ønsker komme frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak”, skriver Paulus til de kristne i Filippi (Fil 4,6), og det må jo betyde at Gud aldrig bliver træt af at lytte til vores ønskesedler på alle tider af året, og at det tilmed kan være et middel mod bekymring at komme til Gud med vores ønsker. Skriftstedet fortsætter: ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” Men det er til gengæld også det eneste vi bliver lovet – altså at Guds fred vil bevare vores hjerter. Der er ikke noget løfte om at Gud vil opfylde alle vores ønsker! Og der er ikke nogen ”teknikker” som vi kan bruge når vi beder, for at øge sandsynligheden for at få vores ønske opfyldt. Det er i hvert fald ikke sådan at lange og ordrige bønner giver en højere ”succesrate” end korte, koncise bønner; det gør Jesus helt klart for disciplene og os i dagens tekst. Og i øvrigt, fortsætter han, er det slet ikke nødvendigt at bruge en masse tid på at forklare Gud hvad vi har brug for, for det ved Gud allerede i forvejen (selvfølgelig, kunne man tilføje, for det er jo ham der har skabt os, og derfor kender han vores behov endnu bedre end vi selv gør). Formålet med bønnen er altså ikke først og fremmest at få Gud til at opfylde vores behov. Men hvad er det så? Jo, lad os se på hvordan det er Jesus siger at vi skal bede. Ordene kender de fleste af jer sikkert så godt at I ville kunne citere dem hvis I blev vækket klokken to om natten, men netop det indebærer måske også en fare for at de bliver reduceret til en remse som vi kan lire af uden at tænke nærmere over hvad det egentlig er vi siger – det problem kender jeg i hvert fald i høj grad fra mig selv.

                      Fadervor indeholder syv konkrete bønner, og når man læser dem, er det påfaldende at kun én af dem minder bare lidt om vores sædvanlige ”ønskeseddelbønner”, nemlig bønnen ”giv os i dag vort daglige brød”. Og det er endda et meget nøjsomt ønske der udtrykkes i den bøn, nemlig et ønske om det rent og skært nødvendige (for nu at citere Baloo fra Junglebogen). Som sagt udelukker det ikke at vi er velkomne til at komme med alle vores ønsker til Gud – og vi opmuntres endda til at gøre det så vi kan få fred i hjertet i stedet for bekymring – men det fortæller os at der er andre ting som det er mindst lige så vigtigt at bede om, og det er måske overraskende at de første tre af Fadervors syv bønner slet ikke handler om os selv, men om Gud: ”Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje”. Hvorfor skal vi bede om det? Har Gud ligefrem brug for at blive mindet om at sørge for at de ting som han selv gerne vil, sker? Nej, selvfølgelig ikke – men vi har brug for at blive mindet om at sætte Guds navn, Guds rige og Guds vilje på førstepladsen i vores liv og huske på at det er ham og ikke os der er Gud. Dertil kommer at vores bønner tilsyneladende gør en forskel i den åndelige verden så vejen bliver banet for at Guds vilje kan blive ført igennem, men det er en hel bibeltime for sig, og den må I få en anden dag.

                      Den fjerde bøn i Fadervor er som sagt ”giv os i dag vort daglige brød”, og derefter følger de sidste tre bønner, hvor vi beder om beskyttelse mod alt det onde som truer os fordi vi er så små og svage. Noget af det onde skaber vi selv, og derfor har vi brug for Guds tilgivelse. Noget af det onde kommer i form af fristelser fra Djævelen, og dem beder vi Gud om at beskytte os imod. Og endelig beder vi helt generelt om at blive befriet fra alt det onde. Det at den slags bønner fylder så meget, mens ”ønskesedlen” er reduceret til en ydmyg bøn om det mindste vi kan klare os med, rummer en vigtig lektie som vi har let ved at glemme midt i den komfortable tilværelse som de fleste af os fører, nemlig at hvis vi var overladt til os selv, ville vi være fuldstændig prisgivet det onde. Dagens to første tekster beskriver det fint: I forhold til verdenshistoriens lange række af år lever vi kun ganske kort, og vi har ingen garanti for at der bliver flere gode end dårlige dage. Det onde i verden er vi for svage til at gøre ret meget ved, for ikke at tale om at vi alt for tit selv er en del af problemet. Og i øvrigt kan vi ikke engang vide os sikre på om vi overhovedet får i morgen med.

                      Nu sagde jeg at vi har let ved at glemme de ting, men man kan jo kun glemme de ting man ved, og inderst inde tror jeg at vi udmærket godt ved hvor hjælpeløse vi er. Vi bliver også konstant mindet om det af nyhedsmedier og eksperter der fortæller os at jordens klima er ved at gå amok, at mange af de ting vi spiser og drikker, er hamrende usunde og risikerer at forkorte vores liv med adskillige år, og at truslerne fra krig og terror og kriminalitet betyder at vi nærmest ikke kan færdes trygt på gaden mere. Såvel politikere som kommercielle aktører er også flittige til at udmale alle de katastrofer der med sikkerhed vil indtræffe hvis man ikke henholdsvis stemmer på dem eller køber deres produkt. Og så er der alle dem der specialiserer sig i at sælge produkter der kan aflede vores opmærksomhed fra alt det skræmmende.

                      Alt i alt er der altså rigelig grund til at bede ”fri os fra det onde” – vel vidende at det onde kommer til at blive ved med at være en trussel så længe vi lever i denne verden. Men netop derfor har vi til stadighed brug for Guds beskyttelse imod det, samtidig med at vi søger tilflugt i håbet om at der kommer en dag hvor alt det onde endelig vil forsvinde.

                      Vores allervigtigste trøst må dog være at det onde reelt ikke kan skade den der tilhører Jesus. Hvis vi ved at vi én gang for alle er gået over fra døden til livet ved troen på Jesus og på hans død og opstandelse, så ved vi også at alt hvad vi mister i denne verden, får vi igen med renters rente i den kommende. Vi kan miste vores liv, men hvad gør det, dybest set, når vi har evigt liv i vente? Vi kan miste vore kære, og det er en voldsom smerte, ”men Gud ske lov, i vor Herres stad for evigt samles de hjertenskære”, som det hedder i en kendt bryllupssalme. Det eneste vi behøver at frygte, er at miste troen – og netop derfor er det så vigtigt at vi husker hvor afhængige vi er af Guds hjælp.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Posted By on 28. december 2021

At kendes ved Jesus: Er du tøff nok?

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Tilbage i 1987, da jeg gik i 6. klasse på Thomasskolen, den kristne friskole i Skovlunde, havde vi besøg på skolen af et norsk juniorkor der hed Sola. ”Sola” er det norske ord for solen, og korets besøg var da også virkelig en solstråle i vores hverdag. Ikke alene var flere af drengene fra min klasse helt oppe at køre over at det under koncerten var lykkedes dem at få øjenkontakt med nogle af de kønne piger der var med i koret, men vi var alle, drenge som piger, store som små, oppe at køre over deres friske, livlige sange med fede poprytmer og kristne budskaber. Flere af sangene gled efterfølgende ind i skolens repertoire af sange til fællessamlinger og musikundervisning, for ganske vist var de på norsk, men bokmål lader sig relativt nemt fordanske, på nær nogle enkelte ord. Den af Sola’s sange som jeg husker bedst, indeholdt faktisk et ord der ikke umiddelbart kunne fordanskes, men så brugte vi da bare det norske ord og sang: ”Jesus spør om du er tøff nok til at vise hvem du hører til. Han spør dig nu: Er du tøff nok til at møde mobberne med et smil? Nu er det tid til at hejse rent flag, ikke i morgen, gør det i dag, hvis du er tøff nok til at vise hvem du hører til!” Det norske ord ”tøff” er afledt af det engelske ord ”tough” og har samme betydning, så indholdet i sangen er altså et spørgsmål om hvorvidt man er sej nok til at kendes ved Jesus, selvom man bliver mobbet for det. Og sangen var egentlig dygtigt fundet på, for dengang i 1980’erne gik fortællingen blandt børn og unge ellers tit og ofte på at man netop ikke var sej hvis man troede på Jesus, og især ikke hvis man lod sin tro få konsekvenser for den måde man levede sit liv på, for de seje, det var jo dem der kunne vinde et slagsmål, dem der kunne de saftigste bandeord, og så dem der lavede hærværk og anden kriminalitet, og det rimede jo ikke særlig godt på det vi lærte i søndagsskolen. Derfor var det tiltrængt at få at vide at det i virkeligheden er langt mere sejt at stå fast på det man tror på.

Det er faktisk også det vi hører i dagens tekster: Jesus taler om nødvendigheden af at kendes ved ham over for mennesker, selv hvis det koster os vores liv i denne verden, og beretningen om Stefanus giver os et eksempel på en som rent faktisk mistede livet ved at stå fast på bekendelsen til Jesus (men som til gengæld reddede sit liv i evigheden, som Jesus lovede). Og i dagens første læsning taler Esajas om hvordan han var nødt til at gøre sit ansigt hårdt som flint for ikke at opgive det kald Gud havde givet ham, når han blev mødt med skændsler og spyt, blev slået på ryggen og fik revet skægget ud af sine kinder.

                      Tilbage i sjette klasse sang jeg ivrigt med på ”Er du tøff nok?” ligesom alle de andre i klassen, men sandheden er nok at jeg på det tidspunkt dårligt nok havde prøvet at stå i en situation hvor det var nødvendigt at være ”tøff” (og det har jeg måske i virkeligheden stadig ikke). Og det var nok godt det samme, for når sandheden skal frem, så var jeg alt andet end ”tøff” da jeg var 12 år. Ganske vist havde jeg aldrig prøvet at blive mobbet på grund af min kristne tro, for jeg omgikkes stort set kun kristne både i skoletiden og i fritiden, men til gengæld havde jeg prøvet at blive drillet med en lang række andre ting, så som min generthed og min mangel på fysisk styrke, og de drillerier mødte jeg ikke med et smil. Og hvis jeg nægtede at være med til at lave noget man ikke måtte, også selvom det betød at de andre kaldte mig et pattebarn, så var det kun fordi jeg var endnu mere bange for de voksnes misbilligelse end for kammeraternes.

                      Nu skal vi selvfølgelig huske at det ikke er børn Jesus taler til i dagens tekst. Der er næppe nogen der ville forvente at en 12-årig skulle være ”tøff” hvis han ligefrem blev truet på livet, og at der forskellige steder i verden alligevel er børn der holder fast ved bekendelsen til Jesus selvom de har en IS-krigers kniv for struben eller en nordkoreansk soldats gevær for brystet, er intet mindre end et mirakel. Men spørgsmålet er hvor ”tøffe” vi andre er når det kommer til stykket? Hvor meget må vores tro på Jesus koste os?

                      Her i Danmark er det næppe særlig sandsynligt at vi kommer til at stå i situationer der ligner dem som de kristne i Mellemøsten eller Nordkorea udsættes for, med knive for struben eller geværløb for brystet (selvom man aldrig skal sige aldrig), men det mindste vi kan gøre, er at vise solidaritet med vores forfulgte brødre og søstre og kendes ved dem over for mennesker. Ved at kendes ved dem kendes vi også ved Jesus, for vi hørte jo at han sagde at enhver der tager imod en af hans disciple, tager imod ham. Omvendt må det betyde at hvis vi er bange for at tale alt for højt om at de forfulgte kristne er vores brødre og søstre – måske af frygt for at islamiske terrorceller i Danmark skulle udse sig os som bytte – så er det ensbetydende med at fornægte Jesus. (Omvendt vil jeg også tilføje at det at blive chikaneret af islamister eller andre ekstremister ikke nødvendigvis er noget adelsmærke i sig selv; det er det kun hvis det er for Jesu navns skyld at de er efter os. Man kan sagtens få fjender blot ved at optræde provokerende, og derved afslører man måske nok fjendernes voldsparathed, men man ærer ikke Jesus ved det. Parentes slut).

                      Nå, uanset hvad, så er der nok ikke ret mange af os der er til stede her i dag, der nogensinde får den ære at få mulighed for at kendes ved Jesus i en situation hvor vi er truet på livet. Men måske kan vi komme ud for mindre alvorlige situationer hvos det er nødvendigt at være ”tøff”. Jesus taler i dagens tekst ikke kun om at den der har mistet sit liv på grund af ham, skal redde det, men også om splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, en mand og hans husfolk. Der kan sagtens opstå situationer hvor et ønske om at følge Jesus helhjertet kan føre til at der er nogle relationer – endda nære relationer – der lider skade. Igen må jeg præcisere at det ikke automatisk tjener til vores ros hvis vi rager uklar med ikke-kristne venner eller familiemedlemmer – hvis relationsbruddet skyldes at vi ikke har opført os ordentligt over for dem, men for eksempel har prædiket for dem på en respektløs og uempatisk måde, så tjener det snarere til vores skam. Men hvis vi møder mennesker med oprigtig kærlighed, mildhed, godhed og venlighed, men alligevel bliver mødt med fjendskab fra deres side fordi vi for eksempel ikke vil deltage i bagtalelse, bedrageri eller udskejelser, ja, så må vi rette ryggen og lade fornærmelserne prelle af som om vores ansigt var lavet af flint (venligt og smilende flint vel at mærke!), og trøste os med at vi er i godt selskab, for sådan blev Jesus og apostlene og profeterne også behandlet.

                      Men, men, men: Hvad nu hvis vores ansigt slet ikke er lavet af flint, men af porøs kalksten (for nu at blive i geologiens verden)? Hvad nu hvis vi bare ikke har den indre styrke som det kræver at stå fast når omgivelserne bliver fjendtlige? Vi mennesker er jo forskellige: nogle er af naturen stædige og viljestærke, mens andre er mere frygtsomme og føjelige – er det kun de førstnævnte der er plads til i Guds rige?

                      Nej, sådan tror jeg heldigvis ikke det er. Hele kernen i det kristne budskab er jo at det ikke kommer an på vores egne gerninger, men på Jesus. Og det kan vi prise os lykkelige for, for selvom nogle af os er ”tøffere” end andre, så er der ikke nogen af os der er overmennesker. Det er forskelligt hvor vores grænse ligger, men vi har alle en grænse. Og vi gør klogt i at indse at Satan er stærkere end selv den stærkeste kristen, så hvis det var vores egen styrke det kom an på, ville vi alle være i stor fare for at falde fra troen den dag det begynder at koste noget. Den eneste chance vi har for at vise os at være Jesus værd den dag det brænder på, er at Jesus selv lever i os, så det bliver hans styrke det kommer an på, og ikke vores egen, for det er ham der har besejret det onde ved sin død og sin opstandelse. Derfor gælder det, som apostlen Johannes skriver i sit første brev, at ”den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?” (1 Joh 5,4b-5).

                      Ser vi på Stefanus, den første kristne martyr, som vi hørte beretningen om tidligere i gudstjenesten, så kan vi se at det heller ikke for ham var hans egen karakterstyrke det kom an på, men derimod hans tro, dvs. hans tillid til en kraft der ikke var hans egen. Hele to steder i teksten om ham læser vi at han var ”fuld af” noget, og ingen af de to steder står der at han var fuld af viljestyrke og karakterfasthed. Derimod står der henholdsvis at han var ”fuld af nåde og kraft” og ”fuld af Helligånden”. Så hvis du – ligesom jeg – er bange for at du ikke er ”tøff nok” når det gælder, så er løsningen ikke at træne din selvdisciplin, men derimod at træne din ydmyge afhængighed af Gud og din tillid til ham. Det kan du for eksempel gøre ved at huske ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til juledag 2021

Posted By on 28. december 2021

Johannesprologen: Ordet blev kød

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”I begyndelsen var Ordet”. Hvad for et ord? Og hvad vil det i det hele taget sige at et ord ”er”? Og hvad har det alt sammen med jul at gøre? Skulle vi ikke høre om det lille Jesusbarn i krybben? Jo, det skulle vi – og det gør vi også! Den tekst vi lige har hørt, handler nemlig om hvem det lille barn i krybben i virkeligheden var! Faktisk kan sætningen ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” siges at være evangelisten Johannes’ version af juleevangeliet. Men det kan ikke skjules at det publikum Johannes havde i tankerne da han skrev sit evangelium, var lidt anderledes end dem som Lukas skrev til om Kejser Augustus’ folketælling og om at der ikke var plads i herberget, og derfor bliver min prædiken i dag også lidt mere filosofisk end den i går; det håber jeg I kan bære over med.

                      Lad os se lidt nærmere på de spørgsmål jeg begyndte med at stille: Hvad var det for et ord som ”var i begyndelsen hos Gud”, og som er så specielt at det kan omtales som ”Ordet” i bestemt form og med stort begyndelsesbogstav?

                      Den primære betydning af ordet ”ord” i det danske sprog er ifølge Den Danske Ordbog en ”sproglig enhed som har en betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum”. Derudover kan ordet ”ord” i ental også bruges til at betegne flere sammenhængende ord så som et ordsprog (fx ”Der er et gammelt ord der siger at af skade bliver man klog”) eller et løfte (fx ”Han gav sit ord på at han ville vende tilbage”), eller hele Bibelen, som i nogle af vores salmer ganske enkelt kaldes for ”ordet”. Men på hebraisk og græsk kan det betyde andet og mere end det. Et sted i Esajas’ Bog [55,11] siger Gud for eksempel: ”sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.” Her bliver Guds ord altså beskrevet som mere end bare ord, nemlig som en slags kraft der har magt til at sørge for at det bliver som Gud har sagt.  (Det så vi i øvrigt også et eksempel på i dagens første læsning, hvor Gud blot behøvede at sige: ”Der skal være lys!”, og så blev der lys).

                      Men det stikker endnu dybere end det, for der står jo at Ordet ”var”. På græsk er der brugt en grammatisk form som betegner noget vedvarende, ikke en enkeltstående begivenhed. Derfor er det også en temmelig upræcis oversættelse når den nudanske oversættelse Bibelen2020 oversætter ”I begyndelsen var Ordet” med ”Alting begyndte med at Gud talte”, for der står jo ikke at Ordet ”blev udtalt”, men at det ”var”. Det var der hele tiden sammen med Gud, så det kan ikke bare være det konkrete talte ord. Snarere kan man måske sige at det som Johannes kalder ”Ordet”, er ”alt det som Gud har på hjerte”. I så fald fortæller juleevangeliet os at alt det som Gud fra evighed har haft på hjerte, blev legemliggjort i det lille barn der lå i krybben julenat, og som voksede op og blev den mand vi kan læse om i evangelierne, som helbredte de syge, gav de udstødte håb, irettesatte de selvretfærdige, og til sidst gik i døden for at redde os fra den.

                      Men der er endnu mere at sige end det, for Johannes skrev som sagt sit evangelium på græsk, og dermed skrev han sig ind i en århundredlang filosofisk tradition på det sprog. Og netop det græske ord som i de fleste bibler er gengivet med ”Ordet”, nemlig ”Logos”, spillede en fremtrædende rolle i græsk filosofi. Grækerne satte så meget lighedstegn mellem det talte ord og den fornuftsproces der lå bag dem, at de kaldte de to ting med det samme ord, nemlig ordet ”logos”. Efterhånden kom ordet til at betegne det at noget er ordnet på en fornuftig måde – det er i den betydning vi finder det i navnene på alle de videnskaber der ender på

”-logi”. Ordet ”biologi” er for eksempel sammensat af det græske ord ”bios”, som betyder ”liv”, og så ”logos”, altså ”liv beskrevet på en fornuftsmæssigt ordnet måde”.

                      Nu bliver det lidt langhåret, men jeg håber I vil bære over med mig: I tiden omkring Jesu fødsel var der en meget populær filosofisk retning som kaldtes stoicismen. De stoiske filosoffer – eller ”stoikerne”, som man blot plejer at kalde dem – mente at hele universet er fornuftsmæssigt ordnet i en grad så det nærmest kan siges at være besjælet af et guddommeligt fornuftsprincip, og det princip kaldte de – ”Logos”! Og lur mig om ikke Johannes havde det i baghovedet da han valgte at formulere sig som han gjorde? På det tidspunkt hvor han skrev sit evangelium, boede han i hvert fald i storbyen Efesos, som var et af de vigtigste centre for den græske kultur. Og der er næppe nogen tvivl om at en stoisk filosof som gik i gang med at læse Johannesevangeliet, ville nikke samstemmende til alt det første der blev sagt. Han ville ikke engang undre sig over at ordet ”han” blev brugt om Logos i stedet for ordet ”det”, for det hedder det samme på græsk når der er tale om et hankønsord. Men når han nåede frem til vers 14, ville han til gengæld få retsinaen galt i halsen, for udsagnet ”Ordet blev kød” – eller ”Verdensfornuften blev kød”, som han ville læse det som – ville for en stoiker være en eklatant selvmodsigelse! Logos var jo noget der gennemtrængte og besjælede alt i universet, mente stoikerne, så hvordan i alverden skulle det kunne udtrykkes i et konkret menneske der levede på et konkret sted på et konkret tidspunkt? Og ja, det er et paradoks – ligesom så meget andet her i tilværelsen. Men efter at have fulgtes med Jesus gennem tre år var det altså den overbevisning Johannes var nået frem til angående hvem han var. Og så hører det i øvrigt også med at Johannes som jøde ikke var enig i stoikernes opfattelse af Logos som et upersonligt princip, men derimod troede på en personlig skabende Gud, og det er måske trods alt lidt lettere at kapere at en personlig Gud skulle kunne manifestere sig i et konkret menneske, end at et upersonligt princip skulle kunne det – men også kun lidt lettere! En stor del af Johannesevangeliet handler i hvert fald om hvordan de jødiske ledere reagerer med lige dele vantro og forargelse når Jesus påstår at være verdens lys, livets brød og Guds søn. Som Paulus skriver et sted: ”For jøderne er det en forargelse og for grækerne den rene galskab” (1 Kor 1,23, BPH).

                      Egentlig var de jødiske lederes reaktion meget forståelig. Jeg ved ikke hvordan du eller jeg ville reagere hvis Svend Brinkmann eller en anden af tidens populære guruer begyndte at sige de samme ting om sig selv som Jesus gjorde – formentlig ville vi tilkalde en psykiater. Så hvorfor skulle vi tro på Jesus når han siger det samme?

                      Det sjove ved det er at når ypperstepræsterne og de skriftkloge kritiserede Jesus for de ting han sagde, reagerede Jesus ikke med at sige: ”Altså, jeg forstår godt at det er svært for jer at forstå, men bare rolig, det kommer nok!” Nej, han skældte dem ud for deres vantro og sagde at hvis bare de havde kendt ham og havde kendt Gud, så ville de have troet på ham! Jesus hævder altså med andre ord at hvis man med et åbent sind sætter sig for at lære ham at kende og at lære Gud at kende, så vil man indse at han virkelig er den han hævdede at være. Det betyder ikke at man vil finde det nemt at forstå – overhovedet ikke! Der er også store dele af Johannesevangeliet der handler om at disciplene stiller Jesus en hel masse spørgsmål fordi de ikke forstår hvad han siger – og de spørgsmål svarer Jesus tålmodigt på. Disciplenes spørgsmål udsprang nemlig af at de oprigtigt var forvirrede, hvorimod de skriftkloges kritik skyldtes at de allerede på forhånd havde besluttet hvad de ville mene og ikke var åbne for at lære nyt.

                      Om nogle få dage tager vi hul på år 2022 efter Kristi fødsel, og de mange år kan godt gøre det svært at sætte sig ind i hvordan det kristne budskab må have lydt for de første der hørte det. Men hvis du på et tidspunkt her i juledagene får lidt tid i overskud, så vil jeg opfordre dig til at sætte dig ned med en bibel eller et Nyt Testamente og genlæse beretningerne om Jesus hos både Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Prøv at læse det med friske øjne hvis du kan – brug eventuelt en anden oversættelse end du er vant til (der findes jo efterhånden nogle stykker af slagsen). Og mens du læser, stil så dig selv spørgsmålet: ”Hvem er han egentlig?” Det bliver spændende om du når til samme konklusion som Johannes: at han er Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske.

                      Glædelig jul!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til juleaften 2021

Posted By on 28. december 2021

Jesu fødsel: Because we’re worth it!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Året 2021 har stået i coronaens tegn, ligesom år 2020 gjorde det. Jeg gætter på at I alle sammen er lige så trætte af at høre om den virus som jeg selv er, så jeg vil i stedet sige noget om nogle af de andre ting som året har budt på. Der har for eksempel været en EM-slutrunde i herrefodbold hvor Danmark klarede sig overraskende godt selvom Christian Eriksen udgik i den første kamp under dramatiske omstændigheder (han kom sig heldigvis), og her for nylig har der været VM-slutrunde i kvindehåndbold hvor Danmark vandt bronze selvom Althea Reinhardt fik bolden i hovedet (hun kom sig heldigvis hurtigere end Christian Eriksen). Også på andre områder har der været international hæder, idet den danske film Druk vandt en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Andre ting der har fyldt i nyhederne, har været at NemID er blevet skiftet ud med MitID, og at de sidste danske soldater har forladt Afghanistan. Der har også været nogle jubilæer – for eksempel var det i år 500 år siden Martin Luther blev lyst i band af Pave Leo X, det var 300 år siden Hans Egede ankom til Grønland som den første protestantiske missionær, og det er 10 år siden det såkaldte arabiske forår tog sin begyndelse.

Et mere overset jubilæum er at det i år er 50 år siden et af de mest kendte reklameslogans i verden blev opfundet af Ilon Specht, en dengang 23-årig kvindelig tekstforfatter der arbejdede hos firmaet McCann i New York. Sloganet lød – og lyder stadig: ”Because I’m worth it!”, og det er naturligvis kosmetikfirmaet L’Oréals slogan. (På dansk er det blevet til ”Fordi jeg fortjener det!”, som strengt taget ikke betyder helt det samme, men ”Fordi jeg er det værd!” ville nok ikke have lydt helt lige så catchy i en reklame). Det der gjorde sloganet så revolutionerende (i hvert fald ifølge det jeg har kunnet læse mig til på L’Óreals hjemmeside, for jeg indrømmer blankt at det ikke ligefrem er det emne jeg ved mest om), det var at det introducerede en helt ny måde at tænke kosmetik på. I stedet for at betragte sminke, hårfarve og hudprodukter som noget en kvinde skulle benytte for at gøre det rette indtryk på andre (ikke mindst mænd), blev det nu til noget en kvinde skulle bruge for sin egen skyld, uden at behøve anden begrundelse end at hun er det værd. I den forbindelse er det værd at lægge mærke til at der findes tilsvarende produkter der er billigere end dem fra L’Óreal, og at sloganet i høj grad også handler om at en kvinde ikke behøver at spise sig selv af med det billigste produkt på markedet, for hun fortjener at få det bedste, ganske enkelt fordi hun er en kvinde. Og ud over at være et genialt marketingsstunt, så er det i grunden også et helt evangelisk budskab at vi mennesker (uanset køn) har en iboende værdi uanset hvem vi er, og derfor har vi krav på at blive behandlet med værdighed.

Men i praksis kommer det meget nemt til at gå sådan at selvom vi i teorien hylder den tanke at alle mennesker er lige meget værd, så er der i praksis nogle der er ”mere lige end andre”. Sådan er det i dag, og sådan var det også for 2000 år siden. Kommer der fornemt besøg, så disker man op med det bedste huset formår. Og når Kongeskibet besøger Bornholm, så får det den bedste kajplads vi har – det manglede da bare! Det kan man mene om hvad man vil – Det Nye Testamente taler skarpt imod forskelsbehandling af mennesker på baggrund af social status (det vender vi tilbage til), men det betyder ikke at de kongelige ikke har krav på fornem behandling; tværtimod betyder det at ingen har fortjent at blive spist af med en ussel behandling.

Ikke desto mindre gik det hverken værre eller bedre end at da vores jord for godt 2000 år siden fik det fornemst tænkelige besøg, nemlig fra selveste universets konge, så blev han spist af med at blive, som vi sang i den første salme, ”i krybben lagt, i klude svøbt”. Hvorfor i alverden fandt han sig dog i det? Ja, et spædbarn kan selvfølgelig ikke gøre så meget ved at det bliver lagt i et ædetrug, men hvorfor sørgede Gud ikke for at hans søn kom til verden under nogle lidt mere værdige omstændigheder? Profeterne havde ganske vist forudsagt at Messias skulle fødes i Betlehem, men selv Betlehem kunne vel have budt på noget bedre end en krybbe? Ifølge nogle legender kunne Jesusbarnet tale allerede som spæd (det står der dog ikke noget om i Bibelen), og hvis de legender taler sandt, så ville den nyfødte frelser med rette have kunnet sige ”Because I’m worth it!” uanset hvor luksuriøs en vugge man havde fundet til ham.

Eller – i virkeligheden er han vel langt mere værd end det! Vi taler trods alt om ham der har skabt hele universet, og som opretholder alt med sin hånd – hvordan skulle noget som helst af det denne verden kan præstere kunne være fornemt nok til ham? I virkeligheden må det vel være, som vi sang med Grundtvig i den første salme: ”O Jesus, verden vid og lang til vugge var dig dog for trang, for ringe, om med guld tilredt og perlestukken, silkebredt.” Forskellen på skaberen og hans skaberværk er så kæmpestor og afgrundsdyb at selv alverdens ære, magt og guld blot er som støv og muld set med Guds øjne. Og måske var det netop derfor han kunne finde sig i at blive lagt i en krybbe? Når han alligevel havde besluttet sig for den uhørte fornedrelse at lade sig føde som et menneske i menneskenes verden, så var det måske i virkeligheden kun en minimal gradsforskel om han skulle komme til verden på et slot eller i en stald.

                      Men hvorfor gjorde han det overhovedet? Hvorfor blev han ikke bare i himlen i stedet for at lade sig føde herned på jorden, hvor der ventede ham stald og krybbe, kors og død? Det gjorde han for vores skyld, for at vi kunne blive Guds børn og få evigt liv. Han lod sig føde som et menneske for at købe os mennesker fri af syndens og dødens og djævelens magt. Fordi frelseren blev født, levede døde og opstod kan vi få et helt nyt liv som Guds børn, hvis blot vi vil tage imod det i tro.

                      De fleste af jer har sikkert hørt det til bevidstløshed, det med at alle der tror på Jesus, er Guds børn. Og problemet med ting som vi hører så tit, er at vi let risikerer at blive døve overfor hvad der i virkeligheden bliver sagt. Jesus er Guds søn, og det gør ham jo nærmest grænseløst fornem. Men hvis vi andre er Guds børn på grund af Jesus, så må det jo betyde at vi også er grænseløst fornemme! Det at Guds søn lod sig føde som menneske, var i virkeligheden et fornemt ridderslag til hele menneskeheden – ikke som belønning for noget vi har gjort, men som en ufortjent nådesbevisning fra Gud. Når sjælenes pilgrimsgang engang er til ende, og vi er nået frem til Paradis med sang, vil vi aldrig nogensinde med rette kunne sige at vi er der fordi vi fortjener det, men vi vil med fuld ret kunne sige: ”Because we’re worth it!” for det betyder som sagt ikke det samme. Vi har ingenting fortjent, men vi er uendelig meget værd, fordi Jesus har betalt med sit eget liv for at købe os fri.

                      Det at vi er uendelig meget værd, det betyder to ting. Eller faktisk betyder det tre ting, for først og fremmest betyder det at vi skylder at takke Gud og Jesus i al evighed med både vores ord og vores liv fordi han har frelst os. Men derudover er der to ting vi kan lære:

For det første betyder det, som jeg nævnte tidligere, at vi ikke må gradbøje ethvert menneskes uendelige værdi ved at gøre forskel på folk. Selvfølgelig er der mennesker som vi har en tættere relation til fordi vi er i familie med dem, eller fordi vi har en historie sammen, og som vi derfor prioriterer højere end andre når vi skal vælge hvordan vi vil bruge vores tid og vores øvrige ressourcer; det kan ikke være anderledes, givet vores menneskelige begrænsninger. Men vi må ikke gøre forskel på folk på grund af deres sociale status; det fremgår soleklart af Det Nye Testamente. Jeg citerer fra Jakobsbrevet (2,1-5.9): ”Mine brødre, I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk. For hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj, og I kun har øje for ham, der bærer den fornemme dragt, og siger: ’Vær så god, her sidder du godt.’ men siger til den fattige: ’Du kan stå dér eller sætte dig her på gulvet,’ er I så ikke i modstrid med jer selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker? Hør, mine brødre, har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham? …  Men hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere”. Så tydeligt taler Bibelen altså. Hvis vi ved at vi selv er uendelig meget værd på grund af det Jesus har gjort for os, så må vi også vide at ethvert medmenneske, uanset hvor ussel vedkommende måtte virke på os, har den samme uendelige værdi.

                      Den anden lektie vi kan lære af at vi er blevet gjort lige så fornemme som Jesus, er at vi har råd til at give afkald, ligesom han gjorde det. Fordi Jesus har gjort os til Guds børn, er vi nu – på grund af ham, og uden at vi selv har gjort noget for at fortjene det – værdige til langt større hæder og herlighed end denne verden på nogen måde kan tilbyde os. Men netop derfor betyder det ikke det store om vi får det bedste eller det værste verden har at tilbyde. Mange af dem der er gået forud for os på vejen til Himlen, har måttet finde sig i de samme afsavn og den samme foragt som Herren selv måtte, men netop ved gladelig at finde sig i det, beviste de at de var for gode til denne verden. Så brug visheden om den værdighed du har som Guds barn, og den herlighed der venter hjemme hos Gud, til at give afkald på dine forventninger om at du på en eller anden måde har krav på at have lykken med dig i denne verden. Du er langt mere værd end det!

                      Glædelig jul!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 1. søndag i advent 2021

Posted By on 1. december 2021

Jesus i Nazaret: adVENTEtid – hvornår sker der noget?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ordet ”advent” betyder ”ankomst” (eller ”komme”, som det hedder med et lidt mere højstemt ord), og navnet hentyder til at vi i adventstiden forbereder os dels på at fejre Jesu komme til jorden som et lille barn juleaften, dels på at være klar til hans genkomst, som kirken har set frem til lige siden himmelfarten. Men når vi hører ordet ”advent” på dansk, er det svært ikke at høre et andet udsagnsord end ”at ankomme”, nemlig ”at vente”. Og sjovt nok er det langt hen ad vejen netop det adventstiden handler om: Vi venter på at det bliver jul – og hvis man er barn, kan det føles som en meget lang ventetid, det kan jeg godt huske fra min egen barndom. Når det blev første søndag i advent, og vi kunne tænde det første lys i adventskransen, var der stadig evigheder til det blev jul! Men det at vente tålmodigt på noget har også en værdi, blandt andet det at når man har ventet tålmodigt på noget, så værdsætter man det så meget desto mere når man endelig får det. Juleaften havde i hvert fald et helt andet magisk skær for mig dengang jeg var barn, end den har nu hvor jeg snarere synes at adventstiden går alt for hurtigt i betragtning af alt det jeg skal nå!

                      På Jesu tid fejrede man ikke jul, i hvert fald ikke i Israel. I modsætning til påske og pinse er julen ikke en højtid vi har arvet fra jødedommen, men derimod en kombination af en helt ny kristen fest med den almenmenneskelige fejring af vintersolhvervet. Men det at vente på noget, kendte jøderne på Jesu tid udmærket til, og i modsætning til os, som har kalenderlys og Peterskolens skrabekalender at støtte os til, vidste de dengang ikke engang hvor længe de skulle vente. Det de ventede på, var at profeternes ord skulle gå i opfyldelse.

                      Der er masser af profetier i Bibelen. I standardudgaven af den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 strækker de profetiske bøger sig helt fra side 604 til side 855, og derudover er der også profetier i nogle af de historiske og poetiske bøger, så der er nok at tage fat på, og det er vanskeligt at danne sig et overblik, ikke mindst fordi mange af profetierne er skrevet i billedsprog. Men meget groft sagt kan man dele Det Gamle Testamentes profetier op i to grupper: Profetierne om Israels fald, og profetierne om Israels genrejsning. (Derudover er der også nogle profetier om Israels nabofolk, men dem ser vi bort fra her). Baggrunden for profetierne om Israels fald var at både afgudsdyrkelse, social uretfærdighed og generel umoral blev mere og mere udbredt i løbet af de godt og vel 400 år hvor der eksisterede et israelitisk kongerige med hovedstad i Jerusalem. Den ene profet efter den anden advarede folket og dets ledere om at hvis ikke de ændrede kurs, ville de bukke under for de krigeriske stormagter de var omgivet af, men selvom der var enkelte korte perioder med omvendelse, talte profeterne for det meste for døve øren, og til sidst blev Jerusalem indtaget og ødelagt af det neobabyloniske imperium i år 586 før vor tidsregning, og størstedelen af jøderne blev ført i eksil. Allerede mens Jerusalem stadig stod, havde nogle af profeterne (deriblandt Esajas, som vi hørte i dag) imidlertid forudsagt at Israels fald ikke ville være for evigt, men at der i en fjernere fremtid ville komme en genrejsning. Og efter at nederlaget og eksilet var blevet en realitet, blev genrejsningen det vigtigste emne for profeterne.

                      Eksilet kom da også kun til at vare i cirka 70 år. Efter at det neobabyloniske rige var blevet besejret og undertvunget af perserriget, fik de folk som babylonerne havde ført i eksil, lov til at vende tilbage til deres hjemlande. Jerusalem blev genopbygget, og jøderne fik en udstrakt grad af selvstyre, som fortsatte også efter at perserne måtte give fortabt over for Alexander den Stores græske rige. Men nogen decideret genrejsning af det Israel der havde været, blev det ikke til, heller ikke da en af Alexander den Stores efterfølgere på et tidspunkt forsøgte at påtvinge jøderne de græske guder og skikke, hvorefter jøderne gjorde oprør og faktisk vandt deres selvstændighed. Perioden med selvstændighed var nemlig præget af magtkampe og korruption, og den endte da den romerske general Pompejus indtog Jerusalem i år 63 før vor tidsregning. (Jeg siger med vilje ”før vor tidsregning” og ikke ”før Kristi fødsel”, for Jesus blev sandsynligvis født 5-6 år før år 1).

                      Profetierne var altså stadig uopfyldte. Israelitterne ventede stadig at der ville komme en befrier, som ville ”føre retten til sejr”, ”åbne de blindes øjne”, og alle de andre ting som profeterne havde lovet. Og nu hvor det rent politisk lod til at være begyndt at gå den forkerte vej igen efter romernes ankomst, længtes folket mere end nogensinde. Og der var da også begyndt at melde sig kandidater på banen, som påstod at de var den lovede befrier, men hidtil havde ingen kunnet levere varen.

                      Ind på scenen træder så Jesus! På det tidspunkt hvor vi kommer ind i historien i dag, havde Jesus allerede prædiket i mange synagoger (det er derfor der står at han kom ”også” til Nazaret), og han havde også gjort mange mirakler, ikke mindst i Kapernaum, så forventningerne var store. Og de er næppe blevet mindre af at han læste op fra en af de stærkeste profetier om Israels befrier, som i profetien omtales i første person. Men alligevel ender det med at Jesu bysbørn bliver så vrede at de ligefrem forsøger at lynche ham. Hvorfor mon det?

                      Tja, ud over at der måske har været et element af jantelov – at den unge mand som nogle af dem havde kendt siden han rendte rundt med ble og snotnæse, ikke pludselig skulle tro at han var noget – så tror jeg at der også har været et element af skuffelse. ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”, sagde Jesus i sin ultrakorte prædiken – men de ting som jøderne forbandt med profetiernes opfyldelse, var jo ikke sket! Der var ganske vist blevet udrettet nogle mirakler i Kapernaum, men Israel var ikke blevet genrejst til sin tidligere storhed! De undertrykte var ikke blevet sat i frihed! De jøder der sad som politiske fanger hos Herodes og Pilatus (deriblandt den berømte prædikant Johannes Døber) var ikke blevet frigivet. Så hvad var det egentlig for en vare Jesus bildte sig ind at han havde leveret? Var det i virkeligheden ikke bare en typisk politikertale han havde holdt – en masse flotte ord, men ingen handling?

                      En ting som vi let overser, vi som ikke har de gammeltestamentlige tekster lige så solidt inde på rygraden som mange jøder på Jesu tid havde, det er i øvrigt at Jesus sluttede sin oplæsning fra Esajas midt i en sætning. Læser vi i Esajas’ Bog kapitel 61, hvor vi finder den tekst som Jesus læste op i synagogen, så står der: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frihed for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren [kunstpause] og en hævndag fra vor Gud”. Jeg tror det var meget bevidst at Jesus udelod det med hævndagen, og jeg tror ikke at det gik ubemærket hen. Hvis ikke Jesus havde tænkt sig at sørge for at jøderne fik hævn over alle de fremmede folkeslag der havde undertrykt dem gennem så mange århundreder, og især da over de nuværende romerske undertrykkere, hvad i alverden kunne de så bruge ham til?

                      Vi der sidder på den anden side af Jesu død, opstandelse og himmelfart, ved jo godt at den befrielse som Jesus var kommet for at give mennesker, var på et langt dybere plan end ydre politisk undertrykkelse – det drejede sig først og fremmest om ”fjenden, der har vore hjerter besat”, som vi skal synge om lidt. Det var nemlig ikke kun Israel, Gud ønskede at genrejse, men alle jordens folkeslag – som det i øvrigt også fremgår af Esajas’ profetier; hør for eksempel disse vers fra kapitel 49 (og bemærk i den forbindelse på at Jakob er et andet navn for Israel): ”Men nu har Herren talt, han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener for at føre Jakob tilbage, så Israel samles hos ham. Jeg bliver agtet i Herrens øjne, min Gud bliver min styrke. Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” (Es 49,5-6).

Men måske kan vi alligevel godt sætte os ind i hvordan folk i Nazaret må have haft det den dag? Ligesom de kunne høre Jesus stå og sige at profetierne om frigivelse af fanger var gået i opfyldelse, sådan lyder forkyndelsen i vores kirker også at Jesus ”har besejret alt det onde og overvundet dødens magt”, som det hedder i en sang jeg lærte i søndagsskolen som barn. Men ligesom nazaræerne må vi ind imellem kigge langt efter de ting som vi får at vide, er sket. ”Fred kom til jord”, synger vi i en julesalme, men alligevel kan vi her godt 2000 år senere stadig høre i TV-avisen om krig og ufred både mellem forskellige lande og nationer og mellem enkeltpersoner. Hvor bliver den fred af som angiveligt kom til jorden julenat? ”Forvunden er nu al vor nød”, hedder det i en anden julesalme, men der er alligevel stadig masser af nød i verden, og mange af os kender måske endda til forskellige former for nød fra vores eget liv. Så hvad er det egentlig for en vare Jesus har leveret?

Ja, det er en vare som vi ikke kan se, i hvert fald ikke endnu. Ligesom vi ikke kan se, når vi kigger ud ad vinduerne på denne årstid, at om blot 3 uger holder dagene op med at blive kortere, og det begynder at lysne igen, sådan kan vi heller ikke se at Jesu fødsel, liv, død og opstandelse gør nogen forskel for vores liv i dag. Det er noget vi kun kan tro på. Men vi behøver ikke at tro i blinde. Folk i Nazaret på Jesu tid havde jo hørt at han havde gjort mirakler i Kapernaum og andre steder, og hvis de ikke havde været så hurtige til at afvise ham, ville de måske have fået mere at se. Hvad angår os i dag, så har vi langt flere grunde til at tro på Jesus end folk dengang havde, fordi vi har 2000 års historie med tusindvis af eksempler på mennesker hvis liv er blevet forvandlet ved Guds kraft gennem Jesu navn. Så hvis du, ligesom jeg, tror at han virkelig har vundet over alt det onde, også selvom vi ikke helt kan se det endnu, så vil jeg mene at du ikke er helt forkert på den.

Men hvor længe vi skal vente før det vi tror på, bliver til synlig virkelighed, ved vi ikke. Derfor er adventstiden en rigtig sund tid for os, for den tid vi skal gå og vente på at det bliver jul, kan være med til at minde os om at alt hvad der er godt, er værd at vente tålmodigt på.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2021

Posted By on 23. november 2021

Verdensdommen: Har du omsorg for dem på tredje klasse?

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag i kirkeåret 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For lidt over en måned siden gik det hollandske fragtskib Beaumaiden på grund på Nyker Rev ud for Sorthat. Ud over at tiltrække en mængde nysgerrige tilskuere inde på land medførte grundstødningen en klækkelig udgift til rederiet, men heldigvis førte det ikke til forurening af naturen, og hvad der er vigtigst: Ingen menneskeliv gik tabt. Så godt går det desværre ikke altid ved skibsulykker. Det mest berygtede skibsforlis var nok da luksuslineren RMS Titanic sank den 15. april 1912. Ganske vist har der været andre skibskatastrofer der kostede endnu flere menneskeliv end de godt 1500 der døde ved Titanic’s forlis, men Titanic er blevet det mest kendte – nok dels fordi dets forlis kom som så stort et chok, men også fordi efterfølgende undersøgelser har vist at mange flere kunne have været reddet hvis det ikke havde været for en lang række tragiske menneskelige fejl. For det første var der ikke redningsbåde nok til mere end halvdelen af de ombordværende (hvilket dog var ret almindeligt på den tid, da man regnede med at bådene kun skulle bruges til at sejle passagerer over til et skib der var kommet til undsætning, hvorefter de kunne vende tilbage til det forulykkede skib og hente flere). For det andet undlod skibets telegrafist at give besked til kaptajnen da et andet skib i området advarede om at der var mange isbjerge forude, da han ikke mente at den oplysning havde nogen betydning. For det tredje valgte kaptajnen at sejle med fuld fart selvom han vidste at der var pakis i området, fordi rederiet satte en ære i at nå frem til tiden. (Jeg er egentlig taknemmelig for at Bornholmslinjen sætter passagerernes sikkerhed og komfort højere end det at overholde sejlplanen). For det fjerde: Da ulykken var sket, og Titanic affyrede nødraketter, blev raketterne ganske vist set af et nærliggende skib, men dets kaptajn valgte at ignorere dem. For det femte blev mange af de i forvejen utilstrækkelige redningsbåde sat halvtomme i søen fordi andenstyrmanden tåbeligt valgte at tolke førstestyrmandens instruktion om at sørge for at få kvinder og børn i bådene som et forbud mod at give mænd adgang. For det sjette var der mange af passagererne der var meget sendrægtige til overhovedet at komme op på dækket, fordi de fejlagtigt mente at skibet ikke kunne synke (hvilket der dog vist ikke var nogen officielle kilder der havde påstået). Både kaptajnen, førstestyrmanden og telegrafisten var i øvrigt blandt dem der omkom, mens andenstyrmanden med nød og næppe fik reddet sig.

                      Noget af det der har forarget allermest, er dog forskelsbehandlingen af passagererne alt efter om de rejste på første, anden eller tredje klasse. For eksempel blev 97% af de kvinder der rejste på første klasse, reddet, mens det samme kun gjaldt 46% af de kvinder der rejste på tredje klasse. Hos mændene var tallene langt lavere på grund af andenstyrmandens tragiske misforståelse, men der var stadig stor forskel: 33% af mændene fra første klasse blev reddet, mens det kun gjaldt 16% af mændene fra tredje klasse. Der var flere grunde til at de der rejste på tredje klasse, klarede sig så meget dårligere: Der var langt mindre personale på tredje klasse, og derfor havde personalet dårligt tid til andet end flå kahytsdørene op og brøle: ”Redningsvest på og op på dækket!”, mens personalet på første klasse havde tid til at hjælpe hver enkelt passager med at komme i tøjet og afsted. Dertil kom at kahytterne på tredje klasse lå dybt nede i skibet, langt væk fra bådedækket, hvilket gjorde det svært for passagererne dernedefra at nå frem i tide. Allerværst var det dog at nogle af søfolkene aktivt låste nogle af de døre der førte op til dækket fra tredje klasse, for at undgå at passagererne dernedefra skulle invadere redningsbådene og overfylde dem.

                      I dag væmmes vi med rette over den behandling som passagererne på tredje klasse blev udsat for, for selvom de fleste nok vil være enige i at det er fair nok at udbyde billige billetter hvor al komfort er sparet væk, så må forskelsbehandlingen ophøre det øjeblik hvor der ikke længere blot er tale om komfort, men om sikkerhed i en livsfarlig situation. Et menneskeliv har uendelig stor værdi, uanset om vedkommende er rig eller fattig (eller blot nærig). Det er en værdi som vi i hvert fald her i Vesten nægter at gå på kompromis med.

                      Eller – det gør vi i hvert fald så længe der er tale om mennesker som rent fysisk befinder sig i Vesten. Derimod tyder det desværre på at de fleste af os ikke har nogen problemer med at der er mennesker der ”rejser på tredje klasse” i livet med tilhørende større risiko for deres liv, så længe de pågældende mennesker befinder sig tilstrækkelig langt væk fra os i eksempelvis Afrika eller Asien!

                      Tag for eksempel den aktuelle krise i forbindelse med coronapandemien. For et lille års tid siden kom der nogle ”redningsbåde” i form af vacciner, men i hvert fald i første omgang var der langt fra nok til alle, ligesom der heller ikke var redningsbåde nok på Titanic. Og hvad gør man så? Ja, her i Danmark sørgede vi naturligvis for at vaccinere de mest sårbare først, men på verdensplan var det de rige lande (herunder Danmark) der løb med de dyre vacciner, mens folk i Afrika må nøjes med den billigere AstraZeneca-vaccine som vi her i Danmark har fravalgt på grund af risiko for blodpropper – og selv dem er der ikke nok af, hvilket resulterede i den paradoksale situation at mens tusinder af mennesker i Vesten demonstrerede imod vaccinerne, var der store skarer af sydafrikanere der gik på gaden med et krav om at få lov til at blive vaccineret. (Og ja, jeg ved godt at billedet halter, for mens stort set alle på Titanic der ikke fik plads i en redningsbåd, omkom, er det heldigvis langt fra sådan at man med sikkerhed dør af Covid-19 hvis man ikke bliver vaccineret. Langt de fleste der bliver smittet, overlever heldigvis, også selvom de ikke er vaccinerede – men den skæve fordeling af vaccinerne vidner ikke desto mindre om at vi i de rige lande ikke har specielt meget omsorg for dem på ”tredje klasse”).

                      Eller tag en anden dødelig sygdom, nemlig malaria. Hvert år dør der godt og vel 400.000 mennesker på verdensplan af malaria, hvilket er langt færre end for nogle årtier siden (og i øvrigt også langt færre end der er døde af Covid-19), men stadig helt unødvendigt mange. Der findes nemlig effektive måder at forebygge malaria på, og bliver man smittet, findes der effektive behandlinger. Langt de fleste der dør af malaria, dør fordi de ikke har råd til behandlingen – og de bliver smittet fordi de ofte ikke har råd til noget så simpelt som et myggenet. Selv en relativt lille investering ville kunne redde mange afrikanske børns liv (for to tredjedele af dem der dør af malaria, er nemlig børn under 5 år).

                      Heldigvis er det ikke sådan at vi i den vestlige verden bare er ligeglade med nøden i de fattige lande. Diverse nødhjælpsorganisationer indsamler hvert år mange millioner, og der flyder også udviklingshjælp fra rige landes statskasser til hjælp i fattige lande – og det hjælper! Siden 1990 er en milliard mennesker i verden blevet løftet ud af ekstrem fattigdom, og andelen af underernærede mennesker er næsten halveret (ifølge hjemmesiden ”Verdens Bedste Nyheder”). Men der er stadig stor ulighed i verden. Der er alt for mange mennesker der har udsigt til at dø tidligere fordi de har været så ”uforsigtige” at blive født i et fattigt land. Den forskelsbehandling som vi i dag aldrig ville have accepteret på et skib som Titanic, har vi – også vi kristne – kun alt for let ved at acceptere på ”S/S Jorden”. Og det selvom vores Herre har sagt at alt hvad vi ikke har gjort mod ”en af disse mindste”, det har vi heller ikke gjort mod ham.

                      Allermest alvorligt er det måske, set med kristne øjne, at det ikke lader til at genere os ret meget at så stor en del af verdens befolkning lever uden det allervigtigste vi har at dele med dem, nemlig evangeliet om Jesus. Hvordan kan jeg vide at det ikke generer os ret meget? Jo, ”følg pengene”, som man siger. Det anslås at der er 3 milliarder mennesker i verden der aldrig nogensinde har mødt et kristent menneske eller på anden vis haft mulighed for at høre om Guds kærlighed i Jesus Kristus. 3 milliarder mennesker! Det er 38% af jordens befolkning! Og hvor stor en del af de kristne kirkers samlede budget på verdensplan er målrettet indsatsen med at få evangeliet ud til de 3 milliarder? Mindre end 1%.

                      Ligesom der hyppigt cirkulerer opslag på Facebook om at der altså også er fattige i Danmark, og at vi skal hjælpe vores egne først før vi sender millioner til Afrika, sådan høres det også tit i den kristne kirke at der jo altså også er mennesker herhjemme i Danmark der har brug for at høre evangeliet. Og det er selvfølgelig rigtigt, men det ene udelukker ikke det andet. Ligesom det er noget hykleri at holde salvelsesfulde taler om nødlidende børn i Afrika alt imens man ignorerer et nødlidende menneske lige uden for sin gadedør (om der er nogen mennesker der reelt gør det, skal jeg ikke kunne sige), nytter det heller ikke noget at tale om udbredelsen af evangeliet i fjerne lande hvis vi ikke bærer vidnesbyrd om Jesus i vores hverdag. Men det ene udelukker ikke det andet, og for øjeblikket er balancen voldsomt skæv til ulempe for dem ”på tredje klasse”, også hvad evangeliets forkyndelse angår. Sådan bør det ikke være!

                      Den tekst vi har hørt i dag, kan godt virke meget anfægtende, og det tror jeg egentlig også er meningen – Jesus fortalte utvivlsomt lignelsen med den helt klare hensigt at vække sine tilhørere til omvendelse og handling! Men der er en fare for at anfægtelsen bliver til fortvivlelse, og det tror jeg helt sikkert ikke er meningen. Det der kan risikere at gøre os fortvivlede, er at nøden – både den materielle og den åndelige – er så stor, og hvornår har vi egentlig gjort nok til at vi havner på den rigtige side når Jesus på dommedag skiller fårene fra bukkene?

                      Det tror jeg faktisk aldrig vi har. Der vil altid være én mere vi kunne have hjulpet, og selv hvis vi antager at kravet blot er at vi skal have den indstilling at ville hjælpe så mange som muligt, så ville jeg for min del i hvert fald stadig have problemer, for det er bare ikke hver dag at jeg kan mønstre dén uselviske indstilling. Hvis det var vores egne gerninger det kom an på, så er jeg bange for at vi alle sammen ville være dømt til ”den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”.

                      Men Gud har heldigvis andre og bedre planer med os. Den evige ild er bestemt for Djævelen og hans engle, hørte vi, men der er også et andet sted hvor Jesus sender nogle mennesker hen, nemlig til et rige som er bestemt for dem. Med andre ord: Helvede er bestemt for djævle, Paradis er bestemt for mennesker! Det er Gud der har bestemt det for os, og det endda siden verden blev grundlagt, selvom han vidste at vi aldrig ville kunne gøre os fortjent til det. Vores eneste chance for at arve Paradis er at appellere til det Jesus har gjort, i stedet for til hvad vi selv har gjort. Paulus formulerer det fint i de vers som efter Martin Luthers mening var de vigtigste i hele Bibelen: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel, for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,21-24).

                      Hvis vi er på vej til at blive fortvivlede over tekster som den til i dag, må vi altså minde os selv om at frelsen er en gratis gave fra Gud som vi tager imod i tro. Og den frihed som dét giver os, den kan vi så – ja, den skal vi faktisk – bruge på at gøre vores yderste for at række Guds kærlighed videre i ord og gerning til vores nødlidende medmennesker i ind- og udland. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen, og hvis du blot kan hjælpe en enkelt medpassager fra tredje klasse i redningsbåden, så har du gjort en forskel for det gode i verden – en forskel som Jesus tager personligt, fordi det dybest set er ham du har gjort det for: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til alle helgens dag 2021

Posted By on 9. november 2021

Saligprisningerne: De der sørger, skal trøstes

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En af de romaner der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens sprog i nyere tid, især når vi taler om politik og samfundsforhold, er bogen 1984 af George Orwell, som udkom i 1948. Hvor mange af jer har mon læst den? Ikke så mange, kan jeg se. Det har jeg faktisk heller ikke selv, men jeg ved at den beskriver en dystopisk fremtid hvor samfundet er totalitært og præget af massiv overvågning og skamløs propaganda, og at det er fra den bog at udtrykkene ”newspeak”, ”tankepoliti” og ”Big Brother” stammer. Jeg ved også at det styrende parti har tre slogans, som alle virker dybt selvmodsigende, nemlig ”Krig er fred”, ”Frihed er slaveri” og ”Uvidenhed er styrke”.

                      Umiddelbart virker det som om Jesus bruger sproget på en lige så manipulerende måde som Partiet i 1984 når han siger: ”Salige er de, som sørger”. At være salig betyder jo at være lykkelig, og det er jo sådan cirka det modsatte af at sørge! Men når vi læser videre, kan vi se at det ikke bare er ”newspeak” fra Jesu side, men at der er en mening med galskaben: Det at sørge, er ikke i sig selv lykkeligt; grunden til at de der sørger, er lykkelige, er at de ikke skal blive ved med at sørge, men skal trøstes.

                      Det er altid rart med nogen til at trøste når man er ked af det. Det gælder lige fra det lille barn der er faldet og har slået knæet, til den dybe sorg over at have mistet et menneske der betød ubeskriveligt meget for os. Men selv den mest velmente og hjertelige trøst kan som regel ikke fjerne smerten, kun lindre den. Og nogle smerter og sorger kan være så voldsomme og overvældende at det kan være svært overhovedet at tage imod trøst, fordi sorgen fylder det hele. Under alle omstændigheder er det at blive trøstet selv i bedste fald kun et plaster på såret. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige: ”Hvor er jeg glad for at jeg blev ramt af så meget smerte, for så kunne jeg blive trøstet!” Men Jesus siger altså at de der sørger, ligefrem er lykkelige (eller ”heldige”, som det hedder i den nudanske oversættelse). Det kan kun være fordi han taler om en trøst der er bedre end det ville have været slet ikke at opleve sorg.

                      Sådan en trøst kan man faktisk godt forestille sig, især når det gælder de mindre sorger. Hvis et barn der er faldet og har slået knæet, bliver trøstet med en stor is eller en tur i Tivoli, kan det godt være at barnet ender med at tænke at det vist i virkeligheden var godt nok at der gik hul på det knæ, for der kom jo noget godt ud af det som ellers ikke ville være kommet. Jeg husker også en episode af den amerikanske tv-serie Nord og Syd, som jeg fulgte med i tilbage i 1980’erne; en serie der foregår under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne. Den unge officer Charles Main (spillet af Lewis Smith) bliver hårdt såret da han bliver opdaget af fjenden under en rekognosceringsmission, og han søger tilflugt på en nærliggende gård hvor han ved at der bor en smuk, ung enke (spillet af Kate McNeil), som står på deres side i krigen. Mens hun ømt forbinder hans sår, siger han: ”Det her var næsten værd at blive skudt for!” selvom hans sår var livstruende og ikke blot en hudafskrabning på knæet. Men er der tale om en virkelig alvorlig sorg, så som at miste en af sine kære, så er der ikke nogen trøst der nogensinde ville kunne få os til at prise os lykkelige for sorgen.

Det skulle da lige være hvis trøsten bestod i at vi fik vores kære tilbage for aldrig mere at miste dem! Hvis både vi og vores kære får lov at opstå til evigt liv sammen med Gud og hinanden uden nogensinde at skulle skilles igen, så må det vel siges at være endnu bedre end hvis vi bare havde fået lov til at beholde vores kære i nogle flere år her i denne verden, som vi alligevel alle skal forlade på et tidspunkt.

Men er det ikke bare ønsketænkning, det med evigt liv? Er det ikke et videnskabeligt faktum at når man er død, så er man død og kommer ikke tilbage? Jo, men det er dér troen kommer ind i billedet. Folk for 2000 år siden var jo ikke dummere end vi er i dag. ”Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig”, som kong David i Det Gamle Testamente sagde da han havde mistet sin lille søn (2 Sam 12,23). Sådan var det, sådan havde det altid været, og det vidste folk godt. Derfor forstod disciplene heller ikke hvad Jesus mente når han gentagne gange fortalte dem at han ville blive slået ihjel, men at han efterfølgende ville vende tilbage til livet. I Markusevangeliet kapitel 9 læser vi for eksempel om hvordan Jesus tog tre af disciplene med op på et højt bjerg hvor han lod dem se sin guddommelighed (samme beretning, sådan som Matthæus fortæller den, var i prædiketekst den 24. januar i år). I Markusevangeliet fortsætter beretningen sådan her: ”Mens de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. De tog det ord til sig og talte med hinanden om, hvad det ville sige at opstå fra de døde” (Mark 9,9-10). Hvorfor talte de med hinanden om hvad det ville sige at opstå fra de døde? Det burde da være ret ligetil, burde det ikke? Jeg tror grunden er at de tre disciple var overbeviste om at den slags slet ikke kan lade sig gøre, og at Jesus derfor måtte have brugt det som en slags kodesprog for et eller andet andet. Men deres spekulationer bar tilsyneladende ingen frugt, for længere fremme i samme kapitel læser vi at Jesus ”underviste sine disciple og sagde til dem: ’Menneskesønnen [et ord som Jesus tit brugte om sig selv] overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.’ Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham” (Mark 9,31-32). Faktisk forstod de så lidt at da Jesus blev taget til fange og korsfæstet, var de helt fortvivlede og troede at det var slut, og da det blev påskemorgen, og kvinderne vendte tilbage fra graven og fortalte at den var tom, og at de havde set engle der havde fortalt dem at Jesus var opstået fra de døde, ja, så troede disciplene ikke på det! Først da de selv fik ham at se, gik det op for dem at der var sket noget helt ekstraordinært – noget så ekstraordinært at de holdt helt op med at frygte døden. Om discipelflokkens leder, Peter, fortælles det endda (af kirkehistorikeren Euseb) at da han, umiddelbart før han selv blev korsfæstet på kejser Neros befaling, blev tvunget til at se sin hustru blive ført bort for at blive henrettet, så glædede han sig på hendes vegne fordi han var overbevist om at der ventede noget bedre på den anden side. Hele pointen i det budskab som apostlene rejste Middelhavsområdet tyndt ned fare for deres liv for at prædike, var nemlig at Jesus ved at ofre sit liv har købt os mennesker fri fra dødens magt, sådan at den fysiske død nu blot er en ekspresbillet til Guds rige, som Jesus vil oprette ved tidernes ende når alle de døde skal opstå.

Men hvorfor siger Jesus så: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”? Hvorfor siger han ikke bare: ”Salige er alle mennesker, for de skal leve evigt”? Og hvorfor er det kun de fattige i ånden, de sagtmodige, de der hungrer og tørster efter retfærdigheden, de barmhjertige, de rene af hjertet, de som stifter fred, og de som forfølges på grund af retfærdighed, der bliver erklæret salige i de øvrige udsagn Jesus kommer med? Hvorfor er det nødvendigt at det skal være skidt før det bliver godt? Hvorfor kan vi ikke få trøsten uden at vi behøver at sørge først?

Fordi der er noget helt fundamentalt galt med vores verden og med os selv. Verden er syg, og vi mennesker er syge. Sygdommens navn er synd, og den består i at vi ikke vil det gode, og selv når vi vil det, evner vi det ikke. Og selv når vi af Guds nåde både vil det og evner det, lærer verden os alt for tit at forbrydelse betaler sig. Alt det er noget som forhindrer os i at leve evigt. Principielt forhindrer det selvfølgelig ikke nødvendigvis at Gud gør et mirakel med vores døde kroppe så de bliver levende igen og ikke mere kan dø, ligesom han gjorde med Jesus’ døde krop, men det ville stadig blive et liv på syndens vilkår. Alt det der forårsager sorg og smerte, ville stadig være der, lige bortset fra døden – men måske findes der ting der er værre end døden?

I Bibelens allerførste kapitler læser vi om Adam og Eva, som bliver smidt ud af Paradiset efter at slangen har lokket dem til at spise af Kundskabens Træ (eller ”træet til kundskab om godt og ondt”, som er træets fulde navn). Umiddelbart virker det som en helt uproportional straf for et meget lille fejltrin, indtil vi nærlæser teksten og finder ud af hvad Kundskabens Træ stod for, og hvad det helt præcis var slangen sagde til dem: ”Gud ved, at den dag I spiser af (frugten), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5). Kundskabens Træ repræsenterer altså magtbegæret, ønsket om kontrol, ønsket om at være sin egen gud. Og jeg tror at hvis et menneske får lov til at fortsætte ud ad den vej i al evighed uden i det mindste at blive bremset af sin egen dødelighed, så ender det menneske med at blive forvandlet til en djævel (tænk for eksempel på figuren Voldemort fra Harry Potter-serien). Derfor er vores død en nødvendig forudsætning for at vi kan frelses. Jesus siger det uden omsvøb i Matthæusevangeliet 16,25: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.” Når Gud smed Adam og Eva ud af Paradis og formente dem adgang til Livets Træ, var det altså for at undgå at menneskeheden skulle gå evigt og håbløst fortabt.

Sorgen er altså uomgængelig hvis vi vil trøstes. Men sorgen var i forvejen uomgængelig. Livet i denne verden varer ikke evigt, og den eneste vej til det evige liv i glæde går gennem at give afkald på vores ret til selv at bestemme over vores liv – at lægge vores liv i Guds hænder uden forbehold. Den trøst han giver os til gengæld, er uendelig meget mere værd end det vi mister! Og når vi i troen allerede ejer det evige liv hjemme hos Gud, så mister også sorgerne i denne verden magten over os. Ikke sådan at forstå at livet som kristen består i at svæve rundt på en lyserød sky og lade som om vi ikke kan blive endog meget kede af det; så længe vi lever i denne verden, er vi underlagt denne verdens betingelser, som desværre også omfatter stor sorg. Men troen på Jesus giver os et håb som betyder at sorgen ikke behøver at være ubærlig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.