Prædiken til høstgudstjeneste 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Noa og himlens fugle: Gud griber os

Høstgudstjeneste med dåb 13. september 2015 i Husum Kirke

Nikolaj Hartung Kjærby

Da jeg var barn, var jeg tit på sommerferie i Italien sammen med mine forældre og mine to søstre. Min morfar var også tit med – det var rigtig hyggeligt. Han havde altid sit smalfilmskamera med, og han lavede nogle rigtig gode film så vi kunne genopleve vores sommerferier på de lange, mørke vinteraftener. Det eneste der var lidt trist, var at smalfilmskameraet ikke kunne optage lyd, så når der stod en og snakkede på filmen, så kunne man ikke høre hvad der blev sagt. Men så en dag købte min morfar et videokamera! Sådan et var hundedyrt dengang, og så var det kæmpestort (vis med hænderne) og vejede så meget at man skulle tro det var lavet af bly. Men det kunne optage lyd, og derfor ved jeg nu nogle af de sjove ting som mine søstre og jeg sagde dengang for snart 30 år siden. Jeg kan blandt andet huske en scene hvor min ene søster står på en mur, og hun har fået overtalt vores far til at gribe hende i armene når hun springer ned. Men hun tør ikke rigtig alligevel, og der er et minuts tid på filmen hvor hun siger: ”Nej, gå lidt tættere på! Nej, gå lidt længere væk!” Det hjalp ikke at vores far sagde: ”Bare rolig, jeg skal nok stå det rigtige sted så jeg kan gribe dig!” Men til sidst sprang hun vist – og far greb hende naturligvis!

I dag fejrer vi høstgudstjeneste hvor vi takker Gud for alt det der er kommet op af jorden, eller som har hængt på træerne, og som vi kan spise. Der ligger for eksempel nogle lækre frugter her oppe på alteret, som der bliver mulighed for at smage bagefter. Men det er faktisk altid lidt af et sats at så noget, for det er aldrig til at vide om det overhovedet kommer op, eller hvor godt det kommer til at bære, eller om det bliver kvalt af ukrudt eller spist af fugle. Hvis ikke det lykkes at få noget man kan høste, så har man spildt noget korn som man ellers kunne have spist. Det skete faktisk tit i gamle dage, og der er nogle steder i verden hvor man stadig kan risikere det. Men Jesus siger at Gud er vores far, og når vi vælger at tage det sats at så noget, så svarer det til at vi springer ud fra en mur og er nødt til at stole på at vores far vil gribe os.

I dag er der kun få mennesker der arbejder som landmænd med at så og høste, og her i Husum er der nok slet ikke nogen. Nogle af os har måske en urtehave derhjemme, men de færreste af os kommer til at sulte hvis den ikke giver så godt som vi havde håbet. Men så er der sikkert andre ting vi gør som er satsede, og hvor vi er nødt til at stole på at der er nogen der griber os.

I dag er der to små børn der gør noget af det allermest satsede man overhovedet kan gøre – de bliver nemlig døbt! (Eller egentlig er det jo deres forældre der satser på deres vegne, kan man sige, for de har jo ikke selv valgt det). Når man bliver døbt, så overgiver man hele sit liv til Gud – det betyder at fra nu af er det ikke længere mig der bestemmer over mit liv – det er Gud! På den måde minder dåben faktisk om syndfloden, for syndfloden rensede jorden for alt det der var imod Gud så Noa og hans familie kunne begynde på en frisk sammen med Gud – og på samme måde renser dåben vores liv for alt hvad der er imod Gud så vi kan begynde på en frisk sammen med Gud. Når vi bliver døbt, springer vi altså ud fra verdens højeste mur fordi vi stoler på at Gud vil gribe os.

Det sjove ved det er at selvom vi har sprunget ud fra verdens højeste mur, og Gud har grebet os, så tør vi ikke altid stole på at Gud vil gribe os når vi springer ud fra de mange mindre mure som vi tit støder på. Men dåben kan minde os om at Gud vil gribe os igen og igen og igen, hvis bare vi tør stole på ham og gøre som han siger.

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Jesus græder over Jerusalem: Kender du din besøgelsestid?

Prædiken i Husum Kirke 10. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Da Signe og jeg var på bryllupsrejse til Israel i sin tid, boede vi på et kosher-hotel i Eilat. Det var en interessant oplevelse. Der var et synagogerum på hotellet, og fredag aften havde 80% af de mandlige gæster i hotellets restaurant en kippa på mens de spiste den traditionelle sabbatsmiddag med deres familie. Der var naturligvis hverken svinekød eller skaldyr på menuen, og der blev ikke serveret kød og mælkeprodukter til samme måltid, så lasagnen var uden ost. Og så var der den interessante detalje at der hang et lille sammenrullet stykke papir på dørkarmen ind til hvert enkelt værelse.

Nu gætter jeg på at de af jer der har kendskab til jødisk kultur, tænker: ”Ja, selvfølgelig gjorde der det!” Af hensyn til resten af jer vil jeg lige forklare hvorfor jøderne hænger papirruller på dørkarmene. Det skyldes det stykke fra Det Gamle Testamente som vi hørte i dag, hvor der jo stod: ”Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.” Det med hånden, panden og dørstolperne er der mange jøder der tager meget bogstaveligt. Ortodokse jøder har små skrin med bibelvers i som de binder om deres pande og deres arm når de beder, og rigtig mange jøder, ortodokse eller ej, følger skikken med at have bibelvers siddende på deres dørkarme, eventuelt også i et lille skrin. Jeg vil ikke kloge mig på om det var Guds og Moses’ mening at det skulle tages så bogstaveligt, eller om det snarere var ment som en billedlig måde at sige: ”Det er altså enormt vigtigt at I husker det her!” Men der er ingen tvivl om at hvis et skrin på panden eller på dørkarmen kan tjene som en daglig påmindelse om Guds bud og løfter, så er det helt sikkert en god ting. Det er af samme grund at jeg selv går med et kors om halsen og har et par ikoner og bibelvers hængende hjemme på væggen.

Men problemet er at vi mennesker utrolig let vænner os til ting. Når vi har set noget tilstrækkelig mange gange, så ser vi det til sidst ikke mere. Når vi har hørt noget tilstrækkelig mange gange, bliver vi efterhånden døve for det. Og når vi har gjort noget tilstrækkelig mange gange, bliver det nemt noget vi bare gør automatisk uden at tænke over det. Hvor mange af jer har for eksempel nogensinde grebet jer selv i at lire fadervor af som en anden remse mens tankerne kredsede rundt et helt andet sted? (håndsoprækning) Det har jeg, er jeg bange for. Det er heller ikke hver dag jeg lægger mærke til ikonerne på væggen derhjemme.

Og selv hvis vi husker de ting som det er meningen at vi skal mindes om, så er det ikke sikkert at vi formår at omsætte vores viden til handling når den rette tid er inde. Hvis du for eksempel vækker mig klokken halv tre om natten og spørger mig hvornår en af mine søskende eller en af mine nærmeste venner har fødselsdag, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ville kunne give den korrekte dato på sekundet, for sådan er min hjerne nu engang skruet sammen. Men det mærkelige er at jeg ikke altid husker det på dagen – det er sket mere end én gang at jeg er vågnet en morgen og har tænkt: ”Åh, det var jo i går at den og den havde fødselsdag, og jeg glemte at ønske tillykke!” Jeg må altså konstatere at jeg åbenbart er bedre til teoretisk viden end til praktisk viden, men teoretisk viden kan man desværre ikke bruge til ret meget andet end til at få gode karakterer til eksamen og vinde i Trivial Pursuit. Jeg bestod for eksempel Den lille Samaritterprøve med glans for en del år siden, men jeg er ikke fri for at være en anelse bekymret for om jeg vil være til nogen som helst hjælp hvis jeg en dag rent faktisk får brug for at yde livreddende førstehjælp!

De religiøse ledere i Israel på Jesu tid havde rigeligt med teoretisk viden. Der er næppe nogen tvivl om at de ikke kun havde Moselovens ord hængende på deres pander og dørkarme, men at de også kunne alle buddene forfra og bagfra – når Jesus for eksempel helbredte nogen på en sabbat, så var der i hvert fald med det samme nogen af dem der kunne citere sabbatsbuddene fra Det Gamle Testamente. Alligevel græd Jesus over dem, for deres viden om Gud var ikke mere værd end min viden om mine søskendes fødselsdage. De betragtede Mosebøgerne som Guds ufejlbarlige ord, og derfor lærte de dem udenad og gjorde en dyd ud af at følge dem til punkt og prikke, men da så den Gud som havde talt ordene, pludselig stod lyslevende midt iblandt dem, så genkendte de ham ikke! Som Jesus udtrykte det: De kendte ikke deres besøgelsestid. (”Besøgelsestid” er i øvrigt et lidt løjerligt ord som vi vist ikke plejer at bruge undtagen i det faste udtryk ”at kende sin besøgelsestid”, som netop stammer fra den her evangelietekst, men som man næsten kan høre på ordet, så er en besøgelsestid en tid hvor man får besøg, og at ”kende” den vil sige at opdage den. Den som Israel fik besøg af, var ingen ringere end Gud selv i skikkelse af Jesus, men det var de altså fuldstændig blinde for).

Spørgsmålet er nu om vi kender vores besøgelsestid! Det kan måske virke som et lidt mærkeligt spørgsmål, for vi lever jo i en helt anden tid. Vi skriver år 2015, og det gør vi fordi det er 2015 år siden (sådan cirka i hvert fald) at Jesus blev født her på jorden. Cirka 33 år senere vendte han tilbage til himlen, og det var så det besøg. Så det med at kende sin besøgelsestid, det er vel ikke noget der har relevans for os?

Jo, det har det i høj grad. De fleste af jer har sikkert hørt de ord som var nogle af de sidste Jesus sagde til sine disciple inden han for til himmels, for de bliver læst højt hver gang der er dåb. Ordene lød: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Besøgelsestiden sluttede altså ikke med himmelfarten – den er fortsat lige siden! 10 dage efter himmelfarten blev det nemlig pinse, og Helligånden kom for at bo i Guds folk. Helligånden er Gud ligesom Faderen og Jesus er det, så vi der er den kristne kirke i dag, har præcis lige så meget besøg af Gud som jøderne i Jerusalem havde det for 2000 år siden. Spørgsmålet er bare om vi opdager det, eller om vi ligesom de jødiske ledere har nok i at tro at vi ved alt hvad vi har brug for at vide.

Hvordan kan vi så kende Helligåndens besøg? Det kan vi på rigtig mange forskellige måder, men i dag synes jeg det vil være oplagt at nævne de måder som Paulus omtaler i den anden tekst vi hørte i dag (I kan eventuelt slå op og følge med på side 1225 i salmebogen).

Der står dér, lige efter den kantede parentes (som i øvrigt blot betyder at Kirkeministeriet i 1992 har besluttet at det er valgfrit om man vil tage det afsnit med når man læser teksten op ved en gudstjeneste), at ”Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.” Gud taler altså til os gennem hinanden! Ligesom Esajas og Jeremias og alle de andre profeter kunne tale profetiske ord fra Gud til deres folk, kan vi også i dag forvente at der er mennesker som får den gave fra Gud at kunne tale profetisk, mens andre får den gave at kunne tale visdomsord eller kundskabsord, tale i tunger eller endda helbrede de syge.

De fleste af de nævnte ting har ikke nogen særlig fremtrædende plads i Den Danske Folkekirke, og da slet ikke ved gudstjenesterne. I Første Korintherbrev, et par kapitler længere fremme end det stykke vi så på lige før, beskriver Paulus en gudstjeneste hvor menighedens medlemmer på skift byder ind med salmer, belæringer, profeti og tungetale. Det må siges at være meget anderledes end den gudstjeneste vi har skabt, hvor præsten (og til dels organisten) styrer det hele. Sådan har vi naturligvis gjort for at vores gudstjenester ikke skal udarte til det rene kaos. Allerede på det tidspunkt hvor Paulus skrev Første Korintherbrev, var der nemlig en tendens til at de gudstjenester hvor alle havde mulighed for at bidrage, ikke så meget havde karakter af fredelige sammenkomster hvor folk brugte deres åndelige gaver til at bygge hinanden op, men snarere var blevet til en konkurrence om hvem der kunne råbe højest og tage sig mest åndelig ud – tendenser som Paulus vendte sig meget skarpt imod. Det lader også til at korintherne ikke var særlig gode til at skelne mellem om de profetiske indfald de fik, nu også var fra Gud eller ej. Jeg synes i hvert fald det er rystende at Paulus ligefrem var nødt til at minde dem om at hvis man siger: ”Forbandet er Jesus!”, så er det nok ikke Helligånden der er på spil!

Kirkehistorien rummer desværre kun alt for mange eksempler på at mennesker der har været optaget af at ”kende deres besøgelsestid”, er endt med at lukke alt muligt skidt ind i deres menigheder. Nogle af jer har måske hørt om den kreds der i slutningen af 1970’erne opstod i Valby omkring en selvbestaltet profetinde kaldet Hellig-Lone, som en lokal sognepræst sluttede helhjertet op om. Præsten glemte desværre at sikre sig at det der foregik, var sundt, og bevægelsen udartede efterhånden til hvad vi ville kalde en sekt, komplet med økonomiske uregelmæssigheder og psykisk manipulation. Det endte med at præsten blev fyret af biskoppen, blandt andet på opfordring fra nogle af de ledende skikkelser i den karismatiske bevægelse. Den historie har nok skræmt en og anden fra at udforske Åndens gaver nærmere, og at vi siden den tid har set andre skræmmende eksempler som Evangelist og Faderhuset, gør ikke tingene bedre.

Men vi skal passe på at vi ikke kommer til at smide barnet ud med badevandet. Det at nogle mennesker har mistet jordforbindelsen, må ikke skræmme os til at miste himmelforbindelsen! Det er vigtigt at vi kender vores besøgelsestid når Gud vil sige noget til os gennem hinanden ved hjælp af Åndens gaver. Og det er vigtigt at vi er åbne for selv at lade os bruge af Gud til at tale hans ord til andre. Jeg har ikke nogen grydeklare forslag til hvordan det på en god måde kan integreres i folkekirkens gudstjenester, men ugen har jo også 166 andre timer som Gud har givet os for at vi skal bruge dem til at tjene ham i vores kald og stand, og jeg vil da helt klart anbefale at man tilbringer et par stykker af de timer med at søge Gud sammen med andre kristne.

Men hvis vi er åbne over for profetier og tungetale, hvordan sikrer vi os så at vi ikke åbner en ladeport for alverdens misbrug og sekterisme? Hvordan sikrer vi os at det kun er de ting der rent faktisk kommer fra Helligånden, der får plads hos os, og ikke det der kommer fra menneskers storhedsvanvid eller lidt for livlige fantasi?

Tja, Paulus giver os jo en del af svaret i starten af den tekst vi hørte i dag: ”Ingen som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Al fornyelse i kirken må altså bedømmes på om den peger på Jesus som den eneste Herre, eller om den tværtimod ophøjer bestemte andre personer til at være Guds ufejlbarlige talerør som ikke må modsiges. Men derudover er det også værd at lytte til teksten fra Det Gamle Testamente. Uanset om det med at binde Guds ord om sin hånd og skrive det på sine dørstolper skal forstås bogstaveligt eller ej, så gælder det i hvert fald at et solidt kendskab til Bibelen er det bedste værn mod alverdens sekter. Og med ”kendskab” mener jeg ikke bare at vi véd hvad der står, men også at vi lever efter det. De ord der står på de ortodokse jøders dørstolper og i de skrin de har siddende på deres arme og pande, er jo ikke magiske besværgelser eller filosofiske dogmer, men derimod det store bud: ”Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” Det er dér det hele begynder og slutter. Og den der i hjertets kærlighed til Gud – den kærlighed der kun er mulig fordi Gud har elsket os først, og som viser sig i vores liv ved at vi elsker vores næste som os selv – den der i dén kærlighed udforsker Guds ord i Bibelen, vil også altid kende sin besøgelsestid når Guds ord kommer til os gennem Helligåndens gaver.

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Peters fiskefangst: Jesus’ guerrilla

Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

I det nordlige Israel ligger der en stor sø der hedder Genesaret Sø. Her boede der for knap 2000 år siden en fisker der hed Simon. Det var et hårdt arbejde han havde, for om dagen opholdt fiskene sig dybt nede i vandet; det var kun om natten at de kom op i nærheden af overfladen, og derfor var fiskerne nødt til at arbejde om natten. Der var mange fiskere ved Genesaret Sø, og Simon regnede nok ikke med at han ville komme til at udrette noget stort med sit liv. Han var bare en af de mange jævne mennesker i landet som ingen rigtig regnede med.

Så en dag dukkede der en omvandrende prædikant op. Dem var der mange af i Israel dengang, men der var noget særligt ved ham her. Han gik rundt og sagde at Guds rige var kommet nær, og opfordrede folk til at tro på de gode nyheder og ændre den måde de levede deres liv på. En dag stod han og prædikede på den strand hvor Simon havde sin fiskerbåd liggende, og fordi der var så mange der var kommet for at høre på, spurgte prædikanten – som i øvrigt hed Jesus – om ikke han måtte bruge Simons båd som talerstol. Det sagde Simon ja til, og Jesus stillede sig på båden og holdt sin prædiken. Bagefter bad han Simon om at sejle ud og fange nogle fisk. Simon protesterede, for han havde fisket hele natten uden at fange noget, og nu hvor det var højlys dag, ville det da være helt umuligt. Men han kunne mærke at der var noget særligt over denne prædikant, så han tilføjede: ”Men hvis du siger det, så vil jeg da prøve.” Og han fangede så mange fisk at der slet ikke var plads til dem i hans båd, og han måtte bede sine venner, brødrene Jakob og Johannes, om hjælp til at få fragtet fiskene ind.

Man skulle tro at Simons reaktion på det her ville være at blive jublende glad. Men det blev han ikke – han blev bange! Ikke fordi hans fiskerbåd var i fare for at synke, men fordi det gik op for ham at han stod ansigt til ansigt med en overjordisk magt. Man fornemmer hvordan han har kunnet mærke at Jesus så lige igennem ham og vidste alt om ham, og derfor tryglede han Jesus om ikke nok han ville være sød at gå sin vej. Men Jesus sagde til Simon at han ikke skulle være bange. Og så fortalte han ham at han havde et nyt job til ham: Fra nu af skulle han til at fange mennesker i stedet for at fange fisk. Simon har sikkert lignet et stort spørgsmålstegn, men så sagde Jesus til ham og hans venner: ”Følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere!”

Det lyder måske ikke særlig rart, det der med at ”fange mennesker”. Men det var fordi Simon og hans venner var fiskere, at Jesus brugte det udtryk. Det det handlede om, var ikke at kidnappe eller tvangsomvende mennesker eller noget i den stil, men at tilbyde mennesker at komme med i Guds rige. Og det var noget der var populært hos mange – faktisk udtrykte Jesus det på et tidspunkt sådan at Guds rige ligefrem blev ”stormet”, og at de fremstormende rev det til sig.

Måske skulle jeg lige sige lidt om hvad ”Guds rige” egentlig er for noget. Vi taler og synger meget om det i kirken, men jeg er ikke sikker på at vi altid har helt styr på hvad vi mener – eller rettere: hvad Jesus mente. Måske opfatter vi det som et synonym for ”Himlen” eller ”Paradiset” eller ”det hinsides”. Men Guds rige var faktisk noget som der var rigtig mange i Israel på Jesu tid der gik og ventede på. Der var nemlig mange af de gamle profeter der havde sagt at der ville komme en dag hvor Gud tog magten – på jorden! (”Guds rige” betyder jo egentlig ”der hvor Gud har magten”, ligesom ”Romerriget” betød ”der hvor romerne havde magten”). Og folk glædede sig til at Gud skulle tage magten. Det tror jeg egentlig også folk i dag ville glæde sig til hvis det var noget som de regnede med ville ske. Tænk hvis Gud virkelig gjorde alvor af det som mange mennesker gerne vil have ham til at gøre, nemlig at gøre en ende på al ondskab, ulykke, lidelse og uretfærdighed i verden – det ville da være gode nyheder, må man sige! Men det regnede jøderne altså med at Gud ville gøre (og det tror jeg nok at der er mange jøder der stadig regner med).

Og så var det altså at Jesus dukkede op og sagde at nu var det ved at ske! Nu var Gud ved at tage magten – Guds rige var kommet nær. Det var der mange der misforstod, for på det tidspunkt var Israel besat af romerne, så de regnede med at de ting Jesus sagde, betød at han ville starte et oprør mod romerne så Gud kunne tage magten. Men Jesus fortalte dem at Guds rige ikke ville komme på en måde så man kunne iagttage det. Og så tilføjede han: ”Guds rige er midt iblandt jer.” (eller ”Guds rige er inden i jer”, som det også kan oversættes). Jesus sagde ganske vist på andre tidspunkter at Guds rige engang vil komme i magt og vælde, men indtil det sker, findes Guds rige altså som en slags guerrilla-bevægelse i verden. Og det var den guerrilla-bevægelse som Jesus inviterede Simon og hans venner til at blive en del af da han sagde: ”Følg mig!”

Men bevægelsens metoder var meget anderledes end de fleste andre guerrillaers. I stedet for at bekæmpe ondt med ondt og vold med vold lærte Jesus sine tilhængere at overvinde det onde med det gode. Han udtalte for eksempel de berømte ord at hvis nogen slår dig på den ene kind, så skal du vende den anden kind til. Man skulle ikke tro at man kunne vinde en guerrillakrig på den måde, men se hvordan det er gået: Romerriget er faldet for adskillige hundrede år siden, men kristendommen findes endnu og har på verdensplan cirka 2 milliarder tilhængere. Så Jesus og hans kærlighedsrevolution vandt faktisk over det mægtige Romerrige med alle dets soldater.

I mange hundrede år troede man at det bare var et spørgsmål om tid, så ville alle i hele verden være blevet kristne, og så ville Guds rige være blevet til virkelighed i magt og vælde. Men sådan er det som bekendt ikke ligefrem gået. Selv i 1500-tallet da Europa var et stort set 100 procent kristent kontinent, var det ikke ligefrem præget af at der ikke var nogen ondskab, lidelse og uretfærdighed. Og det skyldes naturligvis at Guds rige ikke er det samme som kirken. Bare fordi alle europæere var med i kirken, betød det ikke at alle europæere var med i Guds rige. Og bare fordi 85% af Danmarks befolkning er medlemmer af folkekirken, betyder det ikke at 85% af Danmarks befolkning er med i Guds rige. For man er kun med i Guds rige hvis man følger Jesus.

Lad os se lidt på hvad det er for nogle ting der kendetegner Guds rige.

For det første er Guds rige åbent for alle der har lyst til at være med. Og når jeg siger alle, så mener jeg ALLE! Der kræves ingen kvalifikationer overhovedet. Man behøver ikke at være klog. Man behøver ikke at være kreativ. Man behøver ikke at have det som nogle mennesker kalder ”et religiøst gen”. Jesus kaldte helt almindelige mennesker til at følges med ham. Man behøver ikke engang at have levet et pænt og fromt liv. Mange af de mennesker som fulgtes med Jesus dengang han gik på jorden, havde en fortid som terrorister, bedragere eller prostituerede. Det eneste der kræves, er at man er indstillet på fremover at gøre Guds vilje, altså at indordne sig under de værdier der gælder i Guds rige. Og en af de værdier er som sagt at ALLE er velkomne. Det vil sige at ingen har ret til at nægte andre adgang til Guds rige – ikke engang din værste fjende som har gjort utilgivelige ting imod dig. I Guds rige er det nemlig tilgivelsen der råder. Gud tilgiver os alt hvad vi har gjort forkert, og derfor må vi også tilgive vores medmennesker alt. Og ikke nok med det: I Guds rige er Gud vores alle sammens far, og derfor er vi hinandens brødre og søstre – og vi skal elske hinanden som var vi biologiske søskende.

I det hele taget er kærlighed et nøgleord i Guds rige. Jesus blev engang spurgt hvilket af de mange bud fra Det Gamle Testamente der var det vigtigste. Og han var ikke i tvivl: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.” Vi skal ikke bare frygte Gud eller adlyde ham eller bede fem gange om dagen – vi skal elske ham! ”Og,” tilføjede Jesus, ”der er et andet bud der står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” Vittige hoveder vil mene at man snarere skulle elske sin nuværende frem for sin næste – men som I sikkert ved, så betyder ”næste” blot ”medmenneske”. Egentlig betyder det ”sin nærmeste”, og derfor var der nogle der mente at det kun var sine landsmænd man skulle elske, men dem satte Jesus grundigt på plads ved at fortælle den historie som vi plejer at kalde ”Lignelsen om den barmhjertige samaritaner”. Samaritanerne var et fremmed folk der boede i jødernes land; jøderne hadede dem, og det var gensidigt. Men Jesus sagde altså at de også hører med til begrebet ”næste”. Det omfatter med andre ord alle mennesker.

Alligevel er der nogle mennesker som har en ganske særlig plads i Guds hjerte og derfor også i hans rige, og det er de svage. Det gælder for eksempel børnene – Jesus sagde for eksempel engang at hvis man ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, så kommer man slet ikke ind i det, og en anden gang sagde han at den der ydmyger sig og bliver som et barn, er den største i Himmeriget. (”Himmeriget” er et andet ord for Guds rige). En anden gruppe som står Guds hjerte særligt nær, er de fattige. Det gælder både dem der er fattige i materiel forstand, dvs. som ikke har ret mange penge og ret mange ting, og dem som er fattige på andre områder – fattige på evner, fattige på venner, fattige på selvtillid. Og så gælder det de syge og handicappede.

Det var altså det rige som Jesus gik rundt og opfordrede folk til at blive en del af. Et rige hvor egoisme, undertrykkelse, vold, frygt og selvtilstrækkelighed var afløst af tro, håb, kærlighed og fællesskab. Og det gør han stadig.

I første omgang endte det ganske vist med at Jesus blev henrettet fordi de mange der af den ene eller anden grund ikke brød sig om hans budskab, rottede sig sammen om at få ham dødsdømt på falske anklager. Det fik både venner og fjender til at tro at nu var det slut med Jesus og hans bevægelse. Men dér tog de fejl, for efter at have været død i halvandet døgn blev Jesus pludselig levende igen, og så kunne han fortælle sine undrende tilhørere at hans død faktisk havde været en del af planen. Da Jesus døde, bar han nemlig hele verdens synder – altså ikke alene alt det som du og jeg og alle andre mennesker har gjort, som er i modstrid med Guds vilje, men selve vores tilbøjelighed til at handle egoistisk og uretfærdigt. Det tog han med sig i døden, og det betyder at det liv som Jesus tilbyder dem der følger ham, er et liv hvor vi rent faktisk er i stand til at leve efter Guds vilje! Det er et af de allerstørste mysterier i Guds rige: at de største sejre vindes gennem lidelse og afkald.

40 dage efter at Jesus var blevet levende igen, vendte han tilbage til Gud i himlen, hvor han var kommet fra, men han gav sine tilhængere den opgave at udbrede Guds rige til hele verden og kalde folk til at følge Jesus, dvs. at følge hans eksempel. Og det gik de ufortrødent i gang med – det var det der blev til den kristne kirke. Men som sagt skete der desværre det op igennem århundrederne at der var mange af de kristne der glemte at følge Jesus – glemte at leve efter Guds riges værdier. Jesus’ budskab om ikke at bruge vold blev pludselig til et budskab om at man skulle bruge soldater til at befri Det Hellige Land fra muslimerne. Jesu budskab om at der skal være plads til alle, blev mange steder ændret til at det kun var dem der havde styr på deres liv, der var velkomne i kirkerne. Og Jesu budskab om næstekærlighed blev alt for tit glemt til fordel for ”enhver er sig selv nærmest”-mentaliteten.

Heldigvis har der jævnligt været bevægelser der mindede kirken om at det det handlede om, var at følge Jesus og fremme Guds riges værdier, ikke at fremme kirken som institution eller at mele sin egen kage. Den slags bevægelser plejer man mærkeligt nok at kalde ”fornyelsesbevægelser” selvom de i virkeligheden handler om at finde tilbage til udgangspunktet, men det er sikkert fordi de giver en fornyet erkendelse af hvad det er kirken er sat i verden for. Og kirken er nødt til hele tiden at blive fornyet hvis den ikke skal dø, for den består jo af mennesker, og vi mennesker har ikke i os selv kraften til at gøre det gode; den må vi til stadighed få fra Gud. Glemmer vi det, så bliver kirken bare til en klub som så mange andre. Derfor er der også, som I kan se hvis I slår op på side 1412 i salmebogen, et helt afsnit der har overskriften ”Kirkens fornyelse” – det er nummer 346-354. Ligesom det skete for Esajas da han fik sit syn af Guds trone omgivet af serafer, og ligesom det skete for Simon da hans båd pludselig blev fyldt med fisk ved højlys dag, må vi også hele tiden søge vores udgangspunkt i ærefrygten for Gud og erkendelsen af at det er en nådesbevisning uden lige at vi får lov til at arbejde med på udbredelsen af hans rige. Det var kun Jesus der kunne gøre Peter til menneskefisker, og det er også kun Jesus der kan gøre os til mennesker der er i stand til at tjene ham.

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Splinten og bjælken: Klog er den tosse som ved han er dum

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Gode gamle Halfdan Rasmussen, som ville være fyldt 100 år i januar hvis han stadig havde været i live, havde en fantastisk evne til at udtrykke dyb visdom gennem vrøvlevers. Når jeg fra tid til anden kommer til at hive ”Tosserier i udvalg” ud af bogreolen, så kan jeg let fortabe mig i de mange sproglige finurligheder i de 138 digte som bogen rummer – og som i øvrigt alle sammen har titler der begynder med ”Noget om…” Et af de mest kendte er ”Noget om helte” – det der begynder med ”Livet er en morgengave” – men der er altså langt over 100 andre. De er ikke helt lette at læse op – selv foretrak Halfdan at sætte skuespillere til det, for som han skriver i det digt der står på bogens titelblad (og som nok er inspireret af det eventyr vi hørte for lidt siden [nemlig ”Kejserens nye klæder”]):

Jeg kan ikke li

at læse tosseri op.

Det er lisom man

skal foreta et skihop.

Og i samme sekund

man svæver i det poesiblå,

er der et barn der råber:

Han har jo ingen ski på!

Alligevel vil jeg kaste mig ud i at forsøge at læse et af tosserierne op, men det er et ganske kort et, som hedder ”Noget om kloge og dumme”, og som lyder sådan her:

Fidelibom! Fidelibam!

Den, der er skaldet,

må re’ sin madam!

Fidelibam! Fidelibom!

Klog er den tosse,

som ved, han er dum!

Jeg må hellere begynde med at indrømme at jeg i hvert fald ikke efterlever første halvdel af digtet. Ganske vist er jeg ikke helt skaldet endnu, men det er dog adskillige år siden jeg sidst har haft behov for at re’ mig. Alligevel har jeg ikke følt trang til at prøve kræfter med at børste min hustrus smukke gyldne lokker – det tænker jeg at hun selv er langt bedre til end jeg er!

Jeg vil da også mene at anden halvdel af digtet er langt vigtigere end første. I hvilket omfang jeg efterlever dén formaning, vil jeg lade det være op til andre at bedømme, men nemt er det i hvert fald ikke, for det er jo ikke nogen rar tanke at man skulle være dum. I eventyret om kejserens nye klæder kaster såvel kejseren som alle hans embedsmænd og hele byens borgerskab (med undtagelse af en enkelt lille dreng) tilliden til deres sanser overbord af frygt for at blive afsløret som dumme – og netop derfor bliver de til sidst afsløret som virkelig dumme. Også i dag gør de fleste mennesker alt hvad de kan for ikke at komme til at fremstå som dumme, og det omfatter blandt andet at de fleste af os – jeg selv inklusive – ikke er meget for at indrømme det når vi finder ud af at vi har taget fejl. Jeg har for eksempel ofte grebet mig selv i at prøve at give det udseende af at det i virkeligheden var noget andet jeg mente dengang jeg sagde eller skrev noget der senere viste sig at være enten faktuelt forkert eller det rene vrøvl.

I den netop overståede valgkamp har vi som sædvanlig oplevet en mængde politikere der ”duellerede”, som tv-stationerne så passende havde valgt at kalde det. ”Diskuterede” kan man jo dårligt kalde det, for en diskussion kræver jo at der i det mindste er en teoretisk mulighed for at mindst én af parterne ændrer mening, men i en tv-transmitteret politisk debat er den mulighed pr. definition udelukket på forhånd. Psykologiprofessoren Svend Brinkmann, der for et halvt års tid siden blev landskendt for at sige at vi skal tage nej-hatten på, holde op med at mærke efter, og læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger, han skrev ved valgkampens begyndelse følgende på sin facebook-profil: ”Jeg udlodder hermed en gratis psykologtime til den første politiker, der i en offentlig debat siger til en modstander: ’OK, jeg erkender, at dit argument er bedre end mit. Du har fået mig til at skifte mening.’” Så vidt jeg ved, er gevinsten ikke blevet indløst (selvom en af Alternativets kandidater erklærede at han ville gøre sit bedste for at vinde den), for hvem ville dog stemme på en politiker der er modtagelig over for gode argumenter? (kunstpause) Okay, det ville de fleste af os vist egentlig! Problemet er nok snarere at ved at skifte mening erkender man at det standpunkt man tidligere havde, var forkert, dvs. man indrømmer at man er et menneske der kan tage fejl. Og den erkendelse gør ondt, uanset om man er politiker, postbud, politibetjent, professor eller præst. Der er ikke ret mange af os tosser der er kloge nok til at vide at vi er dumme – eller i hvert fald ikke til at ville være ved det.

Et af de mest almindelige tricks når vi gerne vil fjerne vores egen og andres opmærksomhed fra de fejl som vi ikke bryder os om at indrømme at vi har, det er at påpege andres fejl. Det er endda som om der er en tendens til at jo mere dårlig samvittighed vi render rundt og prøver at fortrænge, desto mere travlt får vi med at pege fingre ad andre. Vi kender det fra barnet der bliver irettesat og straks begynder at sige: ”Hvad så med den og den!” eller ”Han var selv ude om det!” Vi kender det fra den dopinganklagede cykelrytter der forarget skælder ud på pressen for den hetz de kører mod ham trods hans uskyld – indtil han nogle år senere indrømmer sin skyld. Vi kender det fra Adam der øjeblikkeligt siger: ”Det var kvinden der fik mig til det!” da Gud konfronterer ham med at han har spist af den forbudne frugt. Vi kender det fra kong David der uden tøven afsiger dødsdommen over den opdigtede mand der har stjålet sin fattige nabos får, uden at tænke over at manden blot er en illustration af hans egen forbrydelse. Og skal vi være helt ærlige, kender vi det måske også fra os selv. Jo større bjælke vi render rundt med i øjet, desto mere ivrige bliver vi efter at påpege splinterne i de andres øjne. Ja, faktisk vil vi jo nok mene at det er os der har splinten, og de andre der har bjælken! Jesus, derimod – det eneste menneske nogensinde der med rette kunne stille sig op og pege fingre ad andre fordi han ikke selv havde nogen fejl – han gjorde det ikke! Måske fordi han hvilede så meget i hvem han var, at han ikke havde noget behov for at hævde sig på andres bekostning.

Der er ingen tvivl om at Jesus forventer at vi der tror på ham, bærer os ad på samme måde som han selv gjorde. ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”, siger han i den tekst vi har hørt i dag. Og lidt senere siger han: ”En discipel står ikke over sin mester, men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.”

Men hvordan kan vi det? Vi er jo ikke Jesus! Vi er ikke fejlfrie! Hvis vi tager os sammen, kan vi måske godt hanke op i os selv så vi ikke dømmer og fordømmer andre, men det ændrer jo ikke ved det grundlæggende problem at vi ikke selv er fejlfrie. Vi kan så vælge at sænke standarderne og undskylde os med at vi trods alt kun er mennesker, og det er da også hvad de fleste danskere gør, men erfaringen viser at den strategi har sine begrænsninger. Så længe der kun er tale om ”små fejltrin” som at spilde sovs på den fine dug eller glemme en bryllupsdag, så kan vi måske slippe afsted med at sige: ”Jeg er jo kun et menneske,” men hvis ordene kommer fra en kæreste der gentagne gange har været utro, eller en spritbilist der har kørt et barn ihjel, så tror jeg ikke der vil være ret meget sympati at hente nogen steder.

Men – jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men Jesus nævnte faktisk ikke nogen undtagelser! Han sagde ikke: ”Døm ikke, medmindre det er nogen der har gjort noget virkelig slemt!” Han sagde ikke: ”Fordøm ikke andre end de virkelig dårlige mennesker!” Han sagde kort og godt: ”Døm ikke!” ”Fordøm ikke!” Hvis vi begynder at skelne mellem ”acceptable” synder og ”uacceptable” synder (hvor vi vel at mærke sørger for at lægge skellet et sted hvor alt det vi selv har gjort, falder inden for den ”acceptable” kategori), så lægger vi os på linje med den eneste gruppe af mennesker som Jesus skældte ud og talte hårdt til, nemlig de selvretfærdige farisæere. De mennesker som farisæerne så ned på og kaldte ”syndere”, dem tog Jesus til gengæld imod med åbne arme – ikke fordi han mente at det de havde gjort, var i orden, men fordi han så at der bag den forfærdelige handling var et menneske, skabt af Gud og højt elsket af Gud trods sin synd. Og nej, der var ikke nogen spritbilister imellem, men det hænger sammen med at bilen ikke var opfundet endnu dengang. Til gengæld ved vi at der var både ludere, lommetyve og landsforrædere blandt dem der fulgte Jesus, og vi ved at en mand med en fortid som koldblodig morder, nemlig Paulus, endte med at skrive halvdelen af Det Nye Testamente.

Løsningen er altså ikke at sænke standarderne – og det ville da også harmonere dårligt med Jesu ord om at vi skal fjerne både bjælker og splinter, og at vi skal være som vores mester – for ikke at tale om ordene fra Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 46, hvor Jesus siger: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!” Når det går op for os at det er dét der er standarden, så tror jeg vi er færdige med at gå rundt og tro at vi selv er ih og åh så gode og fromme og moralske, bare fordi vi set med vores egne øjne ikke er helt så slemme som visse andre. Uanset hvor gode vi er, så lever vi ikke op til den standard som Jesus har sat. Uanset hvor mange gode gerninger vi gør, gælder det der står lidt længere fremme i Lukasevangeliet [17,10], hvor Jesus siger: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” Selv Jesus fik jo ikke nogen løn i denne verden for alt det gode han gjorde; han blev tværtimod slået ihjel.

Det kan alt sammen godt lyde temmelig deprimerende, men heldigvis er der mere at sige end det! Vi lever i en verden hvor alt ikke er som det burde være, og som vi kunne ønske at det var, og hvor vi selv i særdeles ikke er som vi kunne ønske at vi var, men Bibelen giver os et håb om at det ikke kommer til at være sådan for evigt. Den første bibeltekst vi hørte i dag, handlede om hvordan profeten Natan afslørede kong David i hans hykleri, og evangelieteksten handlede om at vi ikke skal dømme andre fordi vi selv ikke er for gode, men der var heldigvis også en tekst fra Romerbrevet, og den begynder med de opmuntrende ord: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” Hele Guds skaberværk er blevet underlagt tomhed, skriver Paulus, men ikke en håbløs tomhed. Vi har et håb om, som Paulus så poetisk udtrykker det, at ”blive befriet fra trældommen under forgængeligheden”, eller som det er oversat i Bibelen på Hverdagsdansk: ”blive sat fri fra den håbløse slavetilværelse”. Det vi er slaver af, er vores manglende evne til at leve op til Guds fuldkomne standard – vores ubehjælpelige tilbøjelighed til at gøre ting vi ikke skulle have gjort.

Men det slaveri kommer altså ikke til at vare ved, og derfor er der ingen grund til fortvivlelse. Og der er heller ingen grund til at forsøge at puste os op ved at påpege andres fejl. Så længe vi lever i denne verden, er både du og jeg og spritbilisten håbløse syndere som ville være fortabt uden Jesus. Men som kristne lever vi i håbet om at der kommer en dag hvor vi ikke længere vil være syndere, men Guds fuldkomne børn. Det håb har vi fordi Jesus med sit eget liv som løsesum har købt os fri af syndens og dødens magt.

Og ikke nok med det: Det som engang vil blive synlig virkelighed, det har vi allerede nu adgang til i troen! Da du blev døbt, blev du knyttet sammen med Jesus og fik en ny identitet som Guds barn, og det betyder at det ikke længere er alt det forkerte du gør, der definerer hvem du er, men derimod det som Jesus har gjort. Den identitet som Jesus levede i, og som gjorde at han ikke havde noget behov for at pege fordømmende fingre ad andre, den har du og jeg også mulighed for at leve i! Og når vi gør det, så er det pludselig ikke længere så farligt at indrømme vores fejl, for uanset hvor store de er, kan de ikke slå et eneste skår af vore sande identitet som Jesus har givet os. Som Paulus skriver i Galaterbrevet [3,27]: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” Så lad blot alverden råbe at vi ikke har noget tøj på – evigheden skal vise at den kloge i virkeligheden er den tosse som ved han er dum!

Prædiken til 6. søndag efter påske 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Talsmanden og vi skal vidne: Vi har været med ham fra begyndelsen

Prædiken i Husum Kirke 6. søndag efter påske 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Den tekst vi har hørt i dag, handler om at vidne. Teksten er et uddrag af en tale som Jesus holdt til sine disciple skærtorsdag aften, få timer før han blev forrådt og taget til fange. Temaet for talen er at Jesus står over for at forlade disciplene, men inden da har han en masse instruktioner han gerne vil give dem for at de skal kunne klare den hårde tid der kommer. Ganske vist var adskillelsen i første omgang kortvarig, nemlig de tre dage der gik fra Jesu død til hans opstandelse, men 40 dage senere vendte Jesus tilbage til himlen, sådan som vi lige har fejret det her i torsdags, og så var disciplene for alvor overladt til sig selv. Ganske vist lovede Jesus at vende tilbage til jorden engang, sådan som vi stadig bekender håbet om det i trosbekendelsen, men det er som bekendt ikke sket endnu. Og under alle omstændigheder var Jesus ret klar i mælet om at disciplene ikke bare skulle sidde med hænderne i skødet og vente på hans genkomst – tværtimod sagde han på et tidspunkt til dem at hans genkomst og den efterfølgende dommedag først kan finde sted når alle verdens folk har hørt det kristne evangelium. Opgaven med at forkynde evangeliet skulle disciplene altså løse i tiden mellem Jesu himmelfart og hans genkomst, og så siger det jo sig selv at de godt kunne have brug for en hel del instruktioner inden Jesus forlod dem.

Nu kan man godt tænke at det er lidt dovent af Jesus bare at sidde der på sin trone ved Gud Faders højre hånd og lade disciplene gøre arbejdet. Men et andet sted i talen, som var prædiketekst for et par søndage siden, siger Jesus at det faktisk er en fordel for disciplene at han vender tilbage til Faderen, for så kan han sende Helligånden. Hvorfor han ikke kunne sende Helligånden uden at vende tilbage til himlen først, er måske ikke helt indlysende, og hvis jeg kaster mig ud i en teologisk udredning om det, vil I sikkert kede jer, men hvis nogen af jer er nysgerrige, er I velkomne til at spørge mig bagefter eller sende mig en mail.

Hvorom alting er: Jesus lovede at når han var kommet op til himlen, så ville han sende Helligånden til disciplene, og det ville være endnu bedre for dem end at han selv var hos dem i kød og blod. Det løfte gik i opfyldelse 10 dage efter himmelfarten, og hvis I kommer i kirke igen på søndag, så får I meget mere at vide om hvordan det gik for sig. Men allerede i teksten til i dag løfter Jesus lidt af sløret for hvad Helligånden – eller ”Talsmanden”, som han også kaldes – blandt kommer til at beskæftige sig med, nemlig at vidne om Jesus. Men det er ikke kun Helligånden der kommer til at gøre det, for Jesus går straks videre til at sige: ”Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.”

I de kirkelige kredse som jeg voksede op i, var ordet ”at vidne” et hyppigt brugt ord, og det betød vist hverken mere eller mindre end at fortælle andre om Jesus. Men ordet har jo også en helt almindelig verdslig betydning, og det havde det også på Jesu tid. Det var altså et almindeligt kendt ord Jesus brugte – et ord der primært var kendt fra den juridiske verden.

Et opslag i Ordbog over det Danske Sprog fortæller os at ordet ” at vidne” betyder at ”give oplysninger om, hvad man har set, overværet, oplevet ell. paa anden maade faaet kendskab til, for at sandheden, de virkelige forhold kan blive klarlagt ell. bevist, bekræftet i tilfælde, hvor sandheden omtvistes”, og det stemmer jo meget godt overens med hvordan de fleste af os nok opfatter den almindelige verdslige betydning af ordet. Når der bliver indkaldt et vidne i en retssag, er det jo ikke for at vedkommende skal fortælle om sine personlige overbevisninger, men derimod om de ting som vedkommende rent faktisk har set eller hørt. Og jeg tror egentlig også det var det Jesus mente da han sagde at disciplene skulle vidne om ham, nemlig at de skulle fortælle folk om de ting de havde hørt ham sige og set ham gøre, og ikke mindst at de havde set ham i live efter opstandelsen. Alt det kunne de gøre, for de havde jo gået rundt sammen med ham på jorden, og i de 40 dage mellem opstandelsen og himmelfarten havde de adskillige gange set ham med deres fysiske øjne og endda spist sammen med ham.

Vi, derimod, der lever i dag, vi har ikke set Jesus med vores fysiske øjne før hans himmelfart, alene af den grund at vi ikke var født endnu dengang. På den baggrund var der for et par år siden en af mine bekendte, der er frikirkepræst i Aarhus, der skrev på sin blog at det er helt forkert når man i nogle kirkelige miljøer (som for eksempel det jeg voksede op i) taler om at kristne i dag skal ”vidne om Jesus”. Vi kan ikke vidne, skrev han, for vi var der jo ikke. Det eneste vi som kristne i dag kan og skal gøre, er at bekende den tro som vi har fået overleveret fra apostlene. Og når vi ser på dagens tekst, så er der unægtelig noget der kunne tyde på at han har ret. Den begrundelse Jesus giver for at sige til disciplene at også de skal vidne om ham, er jo: ”for I har været med mig fra begyndelsen”. Og det har vi andre jo som sagt ikke. Så hvad skal vi overhovedet bruge dagens tekst til? Er den andet end et historisk dokument der fortæller os hvad en mand engang sagde til nogle andre at de skulle gøre, men som ikke har nogen som helst relevans for os i dag?

Ja, det tror jeg heldigvis at den er! Og jeg tror faktisk godt at vi kan vidne om Jesus selvom vi ikke var født i tiden før hans himmelfart. Den begrundelse som Jesus giver sine disciple for at de skal vidne, betyder nemlig ikke nødvendigvis det vi tror at den betyder!

Når man læser i Bibelen, er det vigtigt at man forstår ordene rigtigt, ellers risikerer man at ryge ud i nogle fatale misforståelser. Når Jesus flere steder taler om at vi skal ”fødes på ny”, er det for eksempel vigtigt at vide at det ikke er reinkarnation han taler om, og når Jesus siger til den samaritanske kvinde i Johannesevangeliet kapitel 4 at ”Gud er ånd”, betyder det naturligvis ikke at Gud er identisk med det som Grundtvig eller P.H. forstod ved ordet ”ånd”, sådan som en dansk teolog og forfatter gjorde sidste år, og endte med at konkludere at ifølge Bibelen eksisterer Gud ikke! (Det er ikke engang lyv!)

Er man i tvivl om hvad et ord i en bibelsk tekst betyder, så er det som regel en god idé at se på hvordan ordet i øvrigt bliver brugt i det pågældende bibelske skrift. Og i dag hvor hele Bibelen ligger gratis tilgængeligt på internettet, oven i købet på en række forskellige sprog og med indbygget søgefunktion, er det ikke engang nogen uoverkommelig opgave.

Tag for eksempel ordet ”begyndelsen”, som jo spiller en ret central rolle i den tekst vi er samlet om i dag. ”I har været med mig fra begyndelsen,” siger Jesus til disciplene, men hvad mener han egentlig med det? Den mest oplagte tolkning er naturligvis at han taler om begyndelsen af sit offentlige virke, og at disciplenes forudsætning for at vidne om ham, altså er at de har set og hørt alt hvad han har gjort og sagt siden han som 30-årig trådte ud af anonymiteten og begyndte at prædike og helbrede. Problemet er bare at den tolkning ikke stemmer med hvad der i øvrigt står i evangelierne. Hvis vi til en begyndelse holder os til Johannesevangeliet, som dagens tekst jo stammer fra, så ser vi at Andreas begynder at følge Jesus i kapitel 1 vers 37, hans bror Simon Peter følger efter i kapitel 1 vers 42, i det følgende vers kommer Filip med på holdet, og i vers 49 slutter Natanael sig til dem. Alt det skete før Jesus i kapitel 2 gjorde sit første mirakel, nemlig at forvandle vand til vin ved brylluppet i Kana, så med en vis ret kan man nok godt sige at Andreas, Peter, Filip og Natanael var med lige fra begyndelsen af Jesu offentlige virke. Men hvornår de andre disciple begyndte at følge Jesus, siger Johannes ikke noget om, så der må vi til de andre evangelier, og i Matthæusevangeliet kapitel 9 kan vi læse at den discipel der har lagt navn til det evangelium, nemlig Matthæus, at han først begyndte at følge Jesus efter at Jesus havde helbredt en lang række mennesker og prædiket en del forskellige steder. Matthæus var altså ikke med fra begyndelsen af Jesu offentlige virke. Men hvis man tiltror evangelisterne et minimum af enighed, så var Matthæus med da Jesus sagde til sine disciple at de skal vidne fordi de har været med ham fra begyndelsen. Johannes nævner ganske vist ikke Matthæus, men det er fordi han i modsætning til de tre andre evangelister ikke har medtaget en liste over de tolv apostle. Matthæus, Markus og Lukas er imidlertid enige om at Matthæus var en af de tolv apostle, og at det netop var de tolv der sad til bords sammen med Jesus skærtorsdag aften. Jesu udsagn vil altså være noget af en tilsnigelse hvis det er begyndelsen af sit offentlige virke han taler om.

Men når vi ser på hvordan Johannes i øvrigt bruger ordet ”begyndelsen”, så opdager vi noget interessant. Johannesevangeliet begynder nemlig med ordene: ”I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.” Når man læser videre i kapitel 1, bliver det klart at ”Ordet” er en betegnelse for Guds søn før han blev født af jomfru Maria som mennesket Jesus. Lige fra begyndelsen har Sønnen – ham vi har lært at kende som Jesus – været hos Gud Fader i himlen, sådan som vi også bekendte det tidligere i gudstjenesten: at han er ”født af Faderen før alle tider”. Når Jesus siger at disciplene har været med ham ”fra begyndelsen”, er der altså noget der tyder på at han mener at de har været i hans tanker fra før verden blev skabt! Og inden I tænker at det er en lovlig fantasifuld teori at det er det Jesus mener, så prøv at lytte til hvad Paulus skriver i det tredje og fjerde vers af Efeserbrevets første kapitel: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.” Det der kvalificerer disciplene til at vidne, er altså at Jesus har udvalgt dem før verden blev grundlagt! Og så kan vi andre pludselig også være med, for os har han jo også kendt! Vi har altså også været med Jesus fra begyndelsen!

Men det løser selvfølgelig ikke det problem at vi ikke var fysisk til stede da Jesus gik på jorden og prædikede og helbredte og døde og opstod, så hvordan skulle vi kunne vidne om det? Jo, det er der Helligånden kommer ind i billedet. I den tekst vi har hørt i dag, kalder Jesus Helligånden for ”Talsmanden”. Det græske ord der bliver brugt i grundteksten, betyder direkte oversat ”en der bliver kaldt hen ved siden af en anden”, og det blev i oldtiden primært brugt som betegnelse for en advokat i en retssag. Jesus bruger altså flittigt løs af retssalsmetaforikken – vi har både gang i et vidne og en advokat! Men det mærkelige er at de to er en og samme person: Det er advokaten der vidner! Sådan plejer det ellers ikke at være, heller ikke på Jesu tid! Men når vi taler om Gud, slår vores billeder aldrig helt til. Og når det handler om at vidne om Jesus, så er der ikke nogen der er mere kvalificeret til det end netop Helligånden.

Jeg nævnte før at Jesus, Guds søn, har været hos Faderen siden før verden blev skabt. Men der var ikke kun de to – Helligånden var der også. Lige siden oldkirkens tid har de kristne bekendt troen på én Gud, evigt eksisterende i tre personer, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden, som vi tilsammen kalder Treenigheden. De tre personer har det samme væsen og den samme vilje – det er derfor de ikke er tre guder, men én Gud. Men de har forskellige funktioner – forskellige ”opgaver”, kan man sige, hvis det da går an at bruge det ord om Gud. Helligåndens særlige funktion er at være Guds nærvær i os. Det var derfor Jesus sagde til disciplene at det var bedre for dem at han forlod dem og sendte Helligånden i stedet, for da Jesus gik på jorden som menneske, kunne han kun være et sted ad gangen, og han kunne kun kommunikere med mennesker ved hjælp af de metoder vi mennesker normalt bruger til at kommunikere med hinanden. Men da Helligånden kom til jorden, kom Gud ind i mennesker, og han kan nu kommunikere direkte til vores ånd. Helligånden er altså tættere på os nu end Jesus var på disciplene da han gik på jorden! Og Helligånden kender Jesus ud og ind, for de er jo ét i væsen, og de har kendt hinanden i sådan cirka uendelig lang tid. Faktisk hører de tre personer i Treenigheden så uløseligt sammen at det giver mening at sige at overalt hvor den ene af de tre personer er, er de to andre også. Det vil sige at ikke alene er Helligånden tættere på os end Jesus var på disciplene – Jesus er selv tættere på os nu end han var på disciplene for 2000 år siden!

Og så giver det lige pludselig god mening at tale om at vi kan vidne om Jesus ligesom de første disciple kunne. For ganske vist har vi ikke set hans mirakler med vores fysiske øjne, og vi har ikke hørt hans prædikener med vores fysiske ører, men takket være Helligånden har vi mulighed for at kende ham lige så godt som de første disciple kunne. Vi kan tale med ham som om han var lige ved siden af os – for det er han faktisk; vi kan bare ikke se ham! Og vi kan også høre ham tale til os; det er bare ikke vores fysiske ører vi skal bruge, men derimod vores åndelige øre. Det kræver noget træning at lære at bruge det åndelige øre, og vi kan sagtens risikere at høre forkert – men det kan vi jo også med vores fysiske ører! Det korte af det lange er at vi kan komme til at kende Jesus lige så godt som vi kender de mennesker vi omgiver os med i det daglige – eller måske endda endnu bedre! Han kender allerede os bedre end nogen anden gør, ja, bedre end vi kender os selv. Han kender alle vores dybeste, mørkeste og mest skamfulde hemmeligheder, og alligevel elsker han os så højt at han for en tid forlod sin plads ved Gud Faders højre hånd for at leve som menneske i vores verden og til sidst give sit liv for at vi skulle kunne komme lige så tæt på Gud som han selv er det. Engang kommer Jesus som sagt igen, og til den tid skal vi se ham ansigt til ansigt. Det bliver en ubeskriveligt vidunderlig dag, ingen tvivl om det! Men jeg tror faktisk også at vi på den dag vil se på Jesus og sige til ham: ”Herre, vi har jo i virkeligheden været hos dig lige fra begyndelsen!” Og Jesus vil nikke og sige: ”Ja, det har I!”

Prædiken til 3. søndag efter påske 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Jeres sorg skal blive til glæde: Vi er fremtidens folk

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter påske 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Hvis nogen spørger dig hvem du er, eller beder dig om at fortælle lidt om dig selv, hvad plejer du så at nævne? Selv nævner jeg mit navn som det første, hvis ikke den der spørger, kender det i forvejen. Dernæst fortæller jeg hvem jeg er gift med og at vi ikke har nogen børn, jeg fortæller hvor jeg bor og hvilket arbejde jeg har, og måske noget om hvem jeg er i familie med, hvilke venner jeg har, hvilke steder jeg har besøgt, hvilke bøger jeg har læst og så videre. Fælles for alle de ting er at de er resultater af ting der er sket i fortiden: I 1975 skete der det at mine forældre navngav mig, i 2006 skete der det at jeg blev ansat som præst her ved Husum Kirke, i 2009 skete der det at Signe og jeg blev gift, og i 2011 skete der det at vi flyttede til Storegårdsvej. Alle de steder jeg har besøgt, har jeg selvsagt besøgt på et tidspunkt i fortiden, alle de bøger jeg har læst, har jeg læst på et tidspunkt i fortiden, og mine venner har jeg mødt for første gang på et tidspunkt i fortiden. Langt hen ad vejen er vi mennesker et produkt af fortiden! Og som regel har vi det da også nogenlunde med de fleste af de ting der er sket i fortiden.

Men vi ved også godt alle sammen at det kun kræver en lille tue at vælte et stort læs. En enkelt eller to dårlige beslutninger kan få enorm indflydelse på vores liv, og mange mennesker lever med ærgrelse, fortrydelse eller måske endda dyb skam og skyldfølelse over nogle valg som de har truffet – måske valg som blev truffet på et splitsekund, men som fik permanente og uoprettelige konsekvenser. Det sker også at andre menneskers valg, eller tilfældigheder som ingen har valgt, får nogle ubehagelige konsekvenser og gør at vi må leve med fysisk eller følelsesmæssig smerte – eller begge dele.

Uanset om vores smerte skyldes vores egne valg, andres valg eller tilfældigheder, ønsker vi tit at vi kunne skrue tiden tilbage og forhindre den pågældende begivenhed i at indtræffe. Men vi ved også godt at den slags kun kan lade sig gøre i julekalendere og science fiction-film. I det virkelige liv bevæger tiden sig kun én vej. Fortiden ligger fast; den kan vi ikke lave om på. Uanset hvor mange år jeg får i denne verden, vil der aldrig komme et tidspunkt hvor det ikke er en del af min historie at jeg blev indsat som præst i Husum Kirke den 18. juni 2006, og at jeg blev gift med Signe den 21. november 2009. Og desværre kommer der heller ikke noget tidspunkt hvor de dumheder jeg har begået, ikke kommer til at være en del af min historie – ikke i denne verden i hvert fald.

Fremtiden kender vi derimod ikke – den er skjult. Når jeg bliver spurgt hvem jeg er, nytter det ikke noget at jeg svarer: ”Jo, nu skal du høre, om 20 år, så sker der ditten og datten i mit liv,” for det aner jeg jo ikke en pind om. Fortiden ligger fast og definerer hvem vi er; fremtiden er skjult.

Men Gud har det med at vende op og ned på tingene. Når vi tilhører Jesus, så har vi fået et helt nyt liv hvor det er lige omvendt af hvordan det ellers er. Hos Jesus er det nemlig fremtiden der ligger fast, og fortiden der er skjult! Synes du det lyder mærkeligt? Det synes jeg også, når jeg skal være helt ærlig. Men ikke desto mindre er det den virkelighed som Bibelen fortæller os at Gud har givet os at leve i!

For det første: Fortiden er skjult! I Første Korintherbrev [6,9-11] skriver Paulus: ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige?” Og så fortsætter han med at remse en masse kategorier af mennesker op som ikke kommer til at arve Guds rige. Mange af kategorierne kan de fleste af os melde hus forbi på – røvere for eksempel – men der er også nogle af dem som det gør lidt ondt at læse. Hvad siger I for eksempel til: ”Ingen griske mennesker skal arve Guds rige”? Er der nogen af jer der aldrig har handlet i griskhed – bare en lille smule? Eller hvad med: ”Ingen spottere skal arve Guds rige?” I Danmark er det ret almindeligt at tale spottende om både Gud og mennesker, og ifølge nogle af vores debattører er det ligefrem en dyd at gøre det. De debattører er jeg ikke enig med, men det betyder ikke at jeg med hånden på hjertet kan sige at jeg aldrig har spottet. Jeg tror at Paulus’ ”lastekatalog”, som man plejer at kalde den slags lister i det teologiske fagsprog, har noget til os alle sammen!

Men hvad betyder det så? Betyder det at vi alle sammen går fortabt? Nej, for heldigvis tilføjer Paulus bagefter: ”Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu navn og ved vor Guds ånd.” Med andre ord: Det kan godt være at du har spottet eller handlet grisk eller gjort nogen af alle de andre ting der nævnes i listen over ting der diskvalificerer fra at arve Guds rige, men hvis du tilhører Jesus, så har de ting ikke længere magt til at definere hvem du er! Da Jesus døde på korset, tog han alle dine og mine synder med sig i døden, og det betyder at de ikke længere er en del af vores historie! Jo, menneskeligt set er de selvfølgelig – hvis du har slået et menneske ihjel, så bliver vedkommende sandsynligvis ved med at være død lige så længe vi lever i denne verden. Og menneskeligt set bliver du ved med at være en drabsmand (m/k). Men det er ikke den egentlige sandhed om hvem du er. Det er sandheden om hvem du var engang men nu er du blevet helliget ved Jesu Kristi navn og ved Guds ånd!

For det andet: Fremtiden ligger fast! I den evangelietekst vi har hørt i dag, fortæller Jesus disciplene noget om hvad der kommer til at ske i fremtiden, nemlig at de vil komme til at sørge, men at deres sorg vil blive vendt til glæde. Hvorfor fortæller han dem det?

Tja, forestil dig at du har tandpine. Du går til tandlægen, og han fortæller dig at du har et stort hul i tanden, og at han bliver nødt til at bore. Hvis nu vi forestiller os at du aldrig før har prøvet at blive boret, men at du har hørt diverse skrækhistorier, så vil tandlægen nok prøve at berolige dig lidt ved at fortælle dig præcis hvad der kommer til at ske. I sådan en situation ville det ikke nytte noget hvis han løj og sagde: ”Bare rolig, det gør ikke spor ondt at blive boret!”, for når du så lå der under boret, og det gjorde afskyeligt ondt, så ville du jo blive bange for at noget var gået galt! Nej, hvad ville en god og ærlig tandlæge sige? Han ville sige: ”Nu skal du høre, det gør temmelig ondt at blive boret. Du kan selvfølgelig vælge at få lagt en bedøvelse, men det gør ondt at få lagt den, og din læbe vil være følelsesløs i et par timer, hvorefter du vil mærke en ubehagelig brændende prikken når følelsen vender tilbage. Men uanset om du vælger at blive boret med eller uden bedøvelse, så er de gode nyheder at om et par timer er det hele overstået, og så er det forbi med tandpinen!” Det ville han sige for at gøre det lettere for dig at udholde smerten, fordi du ville vide at den kun er midlertidig, og at der følger noget godt efter, som er smerten værd.

Det er det samme der gør sig gældende i de ord som Jesus siger til disciplene. Han siger det for at de for det første ikke skal tro at det er fordi der er gået noget galt i Guds plan, når de bliver ramt af sorg, og for at de for det andet skal kunne udholde sorgen ved at tænke på den glæde der ligger på den anden side. Og det er en glæde der er langt, langt større end glæden ved ikke længere at have tandpine, nemlig glæden ved at se Jesus og være sammen med ham for evigt! Og fordi Jesus har besejret alt det onde ved sin død og sin opstandelse, så er det en fremtidsudsigt der ligger lige så urokkeligt fast som noget som helst i fortiden. Hvis du tilhører Jesus, så kan du altså med rette besvare spørgsmålet ”Hvem er du?” med ordene: ”Jeg er en der kan se frem til at tilbringe evigheden sammen med Jesus!”

Og når vi er kristne, så er det faktisk dét der er vores allermest sande identitet! Ligesom Aslan gav Peter, Susan, Edmund og Lucy en ny identitet hvor de ikke længere var krigsbørn i England, men konger og dronninger i Narnia, har Jesus givet os en ny identitet hvor vi ikke længere er et produkt af alle de gode og dårlige valg vi har truffet, alle de gode og dårlige ting andre har gjort ved os, og alle de gode og dårlige tilfældigheder der har ramt os, men hvor vi er et produkt af den fremtid der venter os. Fremtiden tilhører Jesus, så når vi er ét med ham, så tilhører fremtiden også os – ikke på grund af vores egne fortræffeligheder eller mangel på samme, men ene og alene på grund af Jesus! Og den fremtid som Jesus har gjort til vores, den kan allerede nu forme hvem vi er, sådan at vi faktisk har mulighed for ved Guds kraft at leve som fremtidens folk allerede i nutiden. Som Paulus skriver til filipperne [2,13-15]: ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden”.

Prædiken til palmesøndag 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Indtoget i Jerusalem: Jesus er IKKE Superman

Prædiken i Husum Kirke palmesøndag 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

For lidt siden [under ”Børnehjørnet”] fortalte jeg om Supermans alter ego Clark Kent, og min pointe var at ligesom Superman skjulte sine superkræfter under Clark Kents ydmyge ydre, skjulte Kristus sin guddommelighed i den ydmyge tømrersøn Jesus af Nazaret. Men faktisk er der mange flere ligheder mellem Jesus og Superman end som så – så mange at en Google-søgning på ordene ”Jesus” og ”Superman” giver næsten 16 millioner hits! Jeg har naturligvis ikke haft tid til at klikke på alle de pågældende hjemmesider, men blandt de første 30 var der en lang række der havde overskriften ”Superman er Jesus”, og en af dem omformulerede endda titlen på en musical fra 1970 til det fyndige ”Jesus Christ Superman”! Der var ganske vist også nogle sider med overskriften ”Superman er ikke Jesus”, men alene det at nogen gider at sætte sig ned og bevise at Superman ikke er Jesus, viser i sig selv at der er en hel del fællestræk. Der er jo ikke nogen internetsider der har til formål at bevise at Asterix, Tintin eller Anders And ikke er Jesus!

Faktisk er parallellerne mellem Superman og Jesus så tydelige at da den seneste Superman-film, ”Man of Steel”, havde biografpremiere for 2 år siden, indgik filmselskabet, Warner Bros., et partnerskab med en kristen organisation om at lave en hjemmeside specielt rettet mod præster, med ideer til prædikener baseret på filmen – sandsynligvis i håb om at lokke det købedygtige kristne publikum i USA ind at se filmen! Instruktøren Zack Snyder og manuskriptforfatteren David Goyer har også begge to udtalt at Superman var en Kristus-figur fra starten – længe inden deres film blev lavet.

Supermans oprindelige navn er Kal-El, som på hebraisk betyder ”Guds stemme”. Han kommer fra planeten Krypton og er egentlig søn af Jor-El, men hans far sender ham til Jorden, hvor han bliver opfostret af ægteparret Jonathan og Martha. (Hvis I synes at de navne minder om navnene på et andet meget kendt ægtepar der opfostrede et barn med superkræfter, så er det helt sikkert tilsigtet!). Det viser sig efterhånden at Clark (som er det navn Jonathan og Martha giver Kal-El) har superkræfter på jorden på grund af sine kryptonske gener, men som barn og ung gør han ikke brug af superkræfterne. Som voksen får han imidlertid en slags åbenbaring af sin far på et øde sted, og som 30-årig er han klar til at træde frem som Superman og bruge sine superkræfter til at hjælpe mennesker med diverse problemer og redde dem fra diverse ulykker. Der dukker imidlertid snart alvorligere trusler op i skikkelse af diverse superskurke. I den førnævnte film ”Man of Steel” vælger Superman på et tidspunkt at give sit eget liv for at redde jorden fra at blive udslettet af superskurken Zod, og i en tegneserie fra 1992 går det endda så vidt at Superman bliver slået ihjel af superskurken Doomsday – men senere opstår han fra de døde!

De der argumenterer for at Superman ikke er Jesus, peger på at hans far Jor-El ikke ligefrem er Gud, men blot en videnskabsmand fra en anden planet, der oven i købet bliver slået ihjel på et tidspunkt. De peger også på at de to mænd bag den oprindelige Superman-tegneserie fra 1930’erne ikke var kristne, men jøder, og at der er mange elementer der gør det mere oplagt at sammenligne deres Superman med Moses end med Jesus. Personligt synes jeg egentlig at hele diskussionen er en strid om kejserens skæg, for på den ene side synes jeg det er temmelig indlysende at der er mange træk ved Superman der minder om træk ved Jesus, og som gør at vi kan lære nogle åndelige lektier af historierne om Superman, men på den anden side synes jeg det er lige så indlysende at Superman ikke er Jesus på samme måde som løven Aslan fra Narnia er det – dertil er forskellene alt for mange. Og inspireret af dagens bibeltekster om kongen der kommer sagtmodigt ridende på et æsel, er der særligt én forskel som jeg vil pege på – en forskel der er langt vigtigere end alle de andre man kan komme i tanker om. Og den forskel er at Jesus aldrig nogensinde brugte sine superkræfter.

I hørte rigtigt: Jesus brugte aldrig nogensinde sine superkræfter! Som vi hørte i læsningen fra Filipperbrevet, gav Jesus afkald på at være lige med Gud og blev i stedet mennesker lig. Jesus kunne til enhver tid have valgt at bruge sine superkræfter, og efter at han havde fastet i 40 dage ude i ørkenen, forsøgte Satan da også at friste ham til at gøre det, men Jesus modstod fristelsen, for hans mission var at overvinde det onde, ikke ved hjælp af styrke som Superman gør det, men ved hjælp af svaghed.

Men hvad så med alle de mirakler Jesus udførte? Var de ikke udtryk for superkræfter? Jo da! Men de var ikke udtryk for at Jesus havde superkræfter! Dagen før sin korsfæstelse sagde Jesus noget ret vildt til sine disciple – han sagde: ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem” [Joh 14,12]. Og når vi læser i Apostlenes Gerninger, kan vi se at det faktisk kom til at gå sådan! Men der er næppe nogen der af den grund ville påstå at disciplene havde superkræfter, for det var jo Guds kraft de brugte, ikke deres egen. Men ved I hvad? Det var det også for Jesus! Efter at Lukas har fortalt om fristelsen i ørkenen, fortsætter han på følgende måde: ”Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid. Og Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa”. Jesus blev i ét og alt som os – svag og hjælpeløs i sig selv, men i stand til at være en mægtig kanal for Helligåndens kraft. Det giver altså mere mening at sammenligne Jesus med en Jedi-ridder fra Star Wars-universet end med Superman.

Nuvel, selvom de superkræfter Jesus brugte, ikke var dem han selv havde i kraft af sin guddommelige herkomst, men nogle som han hentede fra Helligånden, så kunne han jo stadig godt have brugt dem til at smække Herodes og Pilatus og Satan selv en ordentlig en på sinkadusen. Men sagen er den at da det afgørende slag skulle slås, så brugte Jesus ikke nogen superkræfter overhovedet! – undtagen til at helbrede den soldat som Peter huggede øret af under tumulten i Getsemane Have, og det mirakel tjente kun til yderligere at understrege hvor villigt og forsvarsløst han gik i døden. Selvom han efter eget udsagn med lethed kunne have hidkaldt tolv legioner engle til sit forsvar, blev han hele vejen igennem langfredag ved med at optræde med den samme sagtmodighed som han var redet ind i byen med fem dage tidligere. Palmesøndag var ikke bare et spil for galleriet – det var et udtryk for hvordan Jesus virkelig er!

Og dermed var det samtidig et udtryk for hvordan vi kristne skal være, for vi er kaldede til at efterligne Jesus. Vi skal ikke gå efter at være eller blive supermænd og superkvinder, men tværtimod stole så meget på Gud at vi ikke skammer os over vores svaghed. Jesus har lovet at de der tror på ham, kan komme til at gøre endnu større ting end Jesus selv gjorde, og i den forbindelse er vores egen eventuelle styrke kun en hindring. Som Gud sagde til Paulus da han en dag følte sig helt magtesløs: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Da Paulus siden fortalte om den oplevelse, tilføjede han: ”Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.” [2 Kor 12,9]

Netop når vi er mest svage, kan vi altså forvente at Gud viser sin kraft, for netop da er det mest tydeligt at det er ham og ikke os der er på spil. Men samtidig skal vi huske at det måske netop er når Gud tilsyneladende ikke viser sin kraft, at de allerstørste sejre er ved at blive vundet. Jesus viste os med sit eksempel at den måde vi besejrer det onde på, er ved frivilligt at lade det ramme os. Det var også derfor han sagde at hvis nogen slår os på den ene kind, så skal vi vende den anden kind til. De første kristne levede efter de principper som Jesus havde lært dem, og resultatet var at tusindvis af dem blev slagtet af magtsyge romerske kejsere der ikke kunne have at nogen hyldede en anden herre end dem. Men resultatet blev også at antallet af kristne voksede stadig mere hastigt indtil kejserdømmet til sidst måtte se sit nederlag i øjnene og udnævne den kristne tro til først at være tilladt, derefter at være favoriseret religion, og endelig til at være statsreligion. 100 år senere gik Romerriget under, men kirken bestod. Og jeg tror den ville bestå bedre hvis vi huskede Jesu ord om at det er de sagtmodige der arver jorden, ikke supermændene.

Prædiken til 3. søndag i fasten 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Syv andre ånder: You gotta serve somebody

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i fasten 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

I denne weekend løber Krop&Sjæl-messen af stabelen i Kulturhuset Pilegården på Brønshøjvej, og ligesom på den store Krop-Sind-Ånd-messe i Falkonércentret er Folkekirken til stede med en stand. Blandt de øvrige udstillere på messen kan man finde alt fra massage, aloe vera og akupunktur over blomstermedicin, kinesiologi og krystaller til astrologi, afdødekontakt og shamanisme. Det er undertegnede der står som tovholder på den folkekirkelige stand, og jeg brugte derfor en del tid på messen både i går og i forgårs – og jeg skal derhen igen i eftermiddag. I lyset af det er det næsten ironisk at det lige netop er denne søndag vi skal høre Det Gamle Testamentes totale forbud mod spådomskunst, trolddom og dødemaneri; et forbud der i øvrigt bekræftes i Det Nye Testamente! Jeg vil da også skynde mig at understrege at kirkens tilstedeværelse på messen ikke er udtryk for at vi står inde for alt hvad der foregår i de andre stande – når eksempelvis en politiker stiller op til en paneldebat, er det jo heller ikke udtryk for at han eller hun står inde for hvad de andre politikere i panelet mener. Til gengæld synes jeg det er vigtigt at mennesker der opsøger en ”alternativ” messe fordi de er åbne for at tilværelsen har en åndelig dimension, ikke kun møder diverse mere eller mindre okkulte livstydninger, men også evangeliet om Jesus Kristus, der som det eneste besidder kraften til at sætte mennesker i frihed. (De fleste af de andre udstillere er i øvrigt enormt rare og venlige mennesker som vi plejer at få mange gode samtaler med[, og i år har ikke været nogen undtagelse]).

Det at de ”alternative” messer har så relativt meget vind i sejlene i disse år, understreger i øvrigt at de ord vi hørte fra Femte Mosebog, ikke kun handler om en fjern fortid som vi kan have svært ved at forholde os til, men er uhyggeligt aktuelle – meget mere end de var for måske 200 år siden. Det betyder også at det spørgsmål som ordene giver anledning til, er mere påtrængende end nogensinde før. Og det spørgsmål lyder: Hvorfor i alverden er det så slemt at beskæftige sig med spådom, varsler, magi og besværgelser? Er Gud virkelig så jaloux og firkantet at han ikke kan have at vi beskæftiger os med noget som helst andet åndeligt end lige præcis kristendommen? Det er da nogle ret snævre rammer, er det ikke? Der er mange forskellige slags åndelighed – kan det virkelig passe at alle undtagen én er onde og grimme og forfærdelige og strengt forbudt?

Men spørgsmålet er forkert stillet, eller rettere: det bygger på en misforståelse. Bibelen – og i særdeleshed Det Nye Testamente – gør det nemlig klart at der ikke er mange forskellige slags åndelighed. Faktisk er der kun to slags, nemlig Gud og Satan. ”You gotta serve somebody”, som Bob Dylan sang i 1979. ”It might be the devil, or it might be the Lord, but you gotta serve somebody” – ”Det kan være Djævelen, eller det kan være Herren, men du er nødt til at tjene nogen”. Enhver ånd tjener enten Gud eller Guds modstander, for Gud er kilden til al godhed og kærlighed, så enhver ånd der vælger at gøre oprør mod Skaberen, bliver dermed automatisk det ondes tjener. Der er ingen neutralitet, ingen mellemvej. Men vi ved jo alle sammen at Satan er en man skal holde sig langt væk fra, så derfor vil de ånder der tjener ham, som regel prøve at bilde os ind at de er ”neutrale”.

En anden misforståelse som vi let forfalder til, er at vi går glip af en masse muligheder hvis vi forsager al den åndelighed der ikke er kristen. At så mange mennesker ligger under for den misforståelse, er desværre langt hen ad vejen kirkens egen skyld – og især da den protestantiske kirke, må vi med skam erkende, fordi vi i vores iver efter at sikre at Guds ord bliver forkyndt rent og purt, har haft det med at glemme at evangeliet ikke kun handler om ord, men også om kraft, som Paulus skriver det til både korintherne [1 Kor 4,20] og thessalonikerne [1 Thess 1,5]. Og der er faktisk ikke noget som helst på det spirituelle marked som Satan kan gøre, uden at Gud kan gøre det bedre!

Tag for eksempel healing. Jeg har flere gange talt med reiki-healere, og hver gang er jeg blevet slået af hvor meget deres praksis minder om en kristen praksis. Reiki-healing foregår ved at healeren lægger sine hænder på den syge og på den måde overfører en livskraft. For at kunne gøre det skal man, så vidt jeg har forstået, indvies af en reiki-mester for at få del i kraften. Men Jesus befalede jo netop sine disciple at lægge hænderne på de syge så de bliver raske – det står flere steder i evangelierne – og såvel Apostlenes Gerninger som Paulus’ breve taler om at kraften til at helbrede i Jesu navn gives ved håndspålæggelse. Den eneste forskel på reiki-healing og kristen healing er altså at vi kristne sætter navn på den livskraft vi påkalder, mens vi ikke kan vide om den kraft man åbner sig for hos en reiki-healer, stammer fra Gud eller fra hans – og vores – modstander.

Eller tag spådom. Spådom i dens forskellige afskygninger handler groft sagt om at afsløre fortiden og forudsige fremtiden. Men den slags er Bibelen faktisk sprængfyldt af – det kaldes ”profeti”! I Apostlenes Gerninger omtales der for eksempel en mand ved navn Agabos som blandt andet forudsagde en hungersnød, og som ved en anden lejlighed gjorde Paulus opmærksom på at hvis han tog til Jerusalem, så ville han blive arresteret – hvilket også skete. Der findes også i dag mennesker med profetisk gave – jeg er stødt på indtil flere. Men ligesom der er forskel på reiki-healing og kristen healing, er der også forskel på spådom og profeti, og den forskel er endnu tydeligere end den anden. Hemmelig viden om fortiden, nutiden eller fremtiden kan nemlig være et meget farligt våben. Det kan være til stor opmuntring, men det kan også gøre stor skade. Det kan bruges til at sætte mennesker fri til at udleve deres sande potentiale, men det kan også bruges til at manipulere med mennesker. Når Gud åbenbarer noget for os gennem en profeti, er det altid for at opmuntre eller til nød advare os – Gud vil for eksempel aldrig fortælle os at der venter os en uafvendelig katastrofe; han vil enten vise os hvordan vi kan afværge en katastrofe, eller hvordan en god situation kan gøres endnu bedre. Og en sand profeti vil altid udløse et indre ”ja” hos os hvis vores hjerte er rettet mod Gud. Desværre sker det af og til at et menneske som Gud har givet en profetisk gave, misbruger sin gave til at manipulere med mennesker i stedet for at bruge den i overensstemmelse med Guds kærlige væsen, så derfor er en nævnelse af Jesu navn ikke nødvendigvis en garanti for at det er profeti og ikke spådom man har med at gøre. Men de kendetegn jeg lige har nævnt, kan som regel give et fingerpeg om hvilken af de to typer af åndelighed der er på spil – den gode eller den onde.

Trolddom er nok noget af det som det er sværest at finde en kristen parallel til, og det skyldes at trolddom dybest set handler om manipulation – om at nedkalde en bestemt skæbne over sig selv eller et andet menneske. Og den slags rimer naturligvis meget dårligt på et kristent nøgleord som frihed! Men selvom vi som kristne ikke kan bruge Guds kraft til at ”nedkalde” noget, så kan vi godt nedbede Guds kraft over et menneske. Og det gør præsten faktisk ved afslutningen af hver eneste gudstjeneste og kirkelige handling i den danske folkekirke, nemlig når han eller hun lyser velsignelsen! I kirkebønnen nedbeder vi også Guds kraft til at fremme det gode og hindre det onde, og det samme gør vi hver gang vi selv folder hænderne eller løfter hænderne eller hvad vi nu gør, og beder til Gud. Men vær opmærksom på at Guds kraft aldrig kan bruges til at manipulere med. Hvis man for eksempel er ulykkeligt forelsket, så kan det være fristende at bede Gud om at skabe tilsvarende følelser hos den anden person, men dén går ikke, Granberg! Det betyder naturligvis ikke at vi ikke må komme til Gud med vores ønsker og drømme, men vi skal ikke regne med at Gud misbruger sin magt for at vi kan få det som vi vil have det – det var det Satan forsøgte at få Jesus til da han fristede ham i ørkenen, som vi hørte det for 2 søndage siden, men Jesus modstod fristelsen ved den lejlighed, og det vil han også gøre ved enhver fremtidig lejlighed.

Der er altså to forskellige åndelige magter der er på spil i vores verden, og de er virkelig fundamentalt forskellige! Den ene har skabt os og ønsker at vi skal lykkes og trives, mens den anden hader vores Skaber og derfor ønsker at ødelægge kronen på hans skaberværk, nemlig os. Men netop fordi Gud er kærlighed, har ha skabt os med frihed – frihed til at vælge at følge og tilhøre og adlyde ham, og frihed til at vælge at gå i Fjendens tjeneste hvis det er det vi ønsker. Og derfor er det så vigtigt at vi ikke lader os føre bag lyset, men lærer at skelne mellem hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er. Og det begrænser sig ikke til spirituelle fænomener i snæver forstand, så som helbredelse af syge og forudsigelser af fremtiden – det har også betydning for alt hvad vi foretager os i hverdagen. Det kan godt være at vi tænker at det ikke har nogen åndelig betydning når vi cykler til arbejde eller køber ind i Netto eller støvsuger vores gulv eller står på ski i de franske alper, men det skyldes endnu en misforståelse som er meget udbredt i vores tid, nemlig at livet kan deles op i ”helligt” og ”profant” eller i ”verdsligt” og ”åndeligt”. Som den amerikanske forfatter David Dark siger: ”Der er ikke et eneste sekulært molekyle i universet”. Det er Gud der har givet os vores liv med de omstændigheder der er vores, og derfor har vi også mulighed for at tjene ham med alt hvad vi gør. Som Paulus skrev til de medlemmer af menigheden i Kolossæ der var slaver, og som man skulle tro ikke havde de store muligheder for at tjene Gud: ”Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld. Tjen Kristus, vor Herre.” [Kol 3,23-24]. For nogen er du nødt til at tjene – enten Djævelen eller Herren!

Men hvordan støvsuger man så på en måde så man tjener Herren? Ja, det svarer Paulus faktisk på i det vers jeg citerede lige før: ”gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker”. Det har altså med vores indstilling at gøre. Hvis vi sætter os for at lade vores aktiviteter, hvad de end består i, være udtryk for vores taknemmelighed til Gud for at han har skabt og og frelst os, og beder Gud om at tage imod dem som et udtryk for vores tilbedelse af ham, så vil det vi gør, gøre en forskel på det åndelige plan! For når vi lader Jesus Kristus og hans kærlighed være overskriften for vores liv og handlinger, så kan det ikke undgås at hans sindelag smitter af på os så de mennesker der møder os, ikke bare ser os med alle vores fejl og mangler, men ser den hellige og fuldkomne Gud som vi i dåben er indviet til at tilhøre. Så kommer det ”hus” som vores liv er, ikke til at stå fejet, pyntet og tomt så enhver ånd kan rykke ind. I stedet bliver det et tempel for Helligånden; et center for Guds kærlige nærvær. Det lyder måske overdrevet at bruge den slags ord til at tale om et almindeligt hverdagsliv, men det er tit i det små at det allerstørste sætter sig igennem. Så stor og mægtig er vores Gud nemlig!

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Forklarelsen på bjerget: Jesus er den eneste der er værd at følge i liv og død

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Den 13. oktober 64 – altså ikke 1964, og heller ikke 1864, men år 64 – blev apostlen Peter korsfæstet i Rom. Det skete som kulminationen på tre måneders intense forfølgelser af de kristne i byen efter at de psykopatiske kejser Nero havde fået den idé at give de kristne skylden for den brand der hærgede Rom samme sommer. Peter var leder for de kristne i Rom, og derfor havde Nero gemt henrettelsen af ham til den dag hvor han fejrede sit 10-års jubilæum som kejser.

Legenden fortæller ellers at Peter havde besluttet at flygte fra Rom for at undgå at blive slået ihjel, men da han var på vej ud af byen, fik han et syn af Kristus der var på vej ind mod byen. ”Hvor skal du hen, Herre?” spurgte Peter. ”Ind til byen for at blive korsfæstet igen, når nu du ikke vil,” svarede Jesus. Da forstod Peter at han ikke kunne svigte de trængte kristne i Rom, men måtte blive i byen, også selvom det kom til at koste ham livet – alt andet ville være at svigte Jesus.

Men hvorfor ville Peter hellere lade sig korsfæste end at svigte Jesus? Og hvorfor valgte han forud for det at bruge 30 af de bedste år af sit liv på at rejse Romerriget tyndt og fortælle folk om Jesus? Forresten var det jo ikke kun Peter; som sagt slagtede kejser Nero jo i massevis af kristne – hvad motiverede dem til at holde fast i deres bekendelse til Jesus selvom de kunne have reddet livet ved at afsværge deres tro? Og hvad med de mange kristne i Irak eller Nigeria der den dag i dag hellere vil dø end fornægte Jesus når Islamisk Stat eller Boko Haram banker på deres dør og giver dem valget? Ja, hvad er det i det hele taget der får mennesker til at give deres liv for en sag? Og hvordan afgør man om en sag er værd at give sit liv for?

Jeg tror at ønsket om at få et stærkt eftermæle og længslen efter at vide at ens liv har gjort en forskel, kan være medvirkende til at nogle vælger at ofre deres liv. Har man en forventning om at der venter noget bedre efter døden – måske endda noget bedre end man ville have kunnet se frem til hvis man ikke ofrede sit liv – så har det helt sikkert også noget at sige; det er for eksempel noget der notorisk motiverer islamiske selvmordsterrorister, og den vigtigste årsag til at selvmordsaktioner stort set aldrig forekommer hos ikke-religiøse terrorister.

Den allerstærkeste motivationsfaktor i verden er dog nok kærlighed. De fleste forældre, især mødre, vil for eksempel nærmest instinktivt vælge at sætte deres eget liv til for at redde deres børns liv, især hvis børnene er små – det ser man selv i dyreverdenen. Men der er også andre former for kærlighed end moderkærlighed der kan få et menneske til at ofre sit liv. Det kan for eksempel være kærligheden til ens fædreland eller folk eller en lignende kollektiv sag, som da den tunesiske gadehandler Mohamed Bouazizi i januar 2011 kickstartede ”det arabiske forår” ved at sætte ild til sig selv i protest mod præsident Ben Alis regime. Eller det kan være kærlighed til en lederskikkelse, der fører til at man sætter lederens liv og sikkerhed højere end sit eget liv. Jeg hørte engang en anekdote om Alexander den Store, der var konge af Makedonien, men som erobrede hele det persiske rige under et mægtigt felttog i Asien og på den måde lagde grunden til at græsk sprog og kultur blev dominerende i hele regionen i de næste mange hundrede år, hvad der blandt andet medførte at Det Nye Testamente blev skrevet på græsk i stedet for på aramæisk eller persisk. På et tidspunkt under sit felttog nåede Alexander og hans hær frem til en by som nægtede at overgive sig til dem. Byens konge svarede endda Alexander hånligt med ordene: ”Hvorfor i alverden skulle jeg overgive mig til dig? Min hær er mindst lige så stor som din!” ”Det skal jeg vise dig!” sagde Alexander, og så befalede han sine mænd at tage opstilling på en lang række på toppen af en høj klippe uden for byen. Da Alexander sagde: ”Fremad, march!” begyndte hans mænd én for én at marchere ud over klippekanten hvor de styrtede i døden, og de standsede først da han råbte: ”Stop!” Da byens konge så dét, overgav han sig øjeblikkeligt, for en hær der var villig til at udvise så blind lydighed mod deres leder, turde han ikke tage kampen op imod.

Som sagt er det en anekdote – jeg har ikke kunnet finde nogen bekræftelse på at det er sket i virkeligheden, og der er endda nogle der fortæller lignende anekdoter om Napoleon eller om den afrikanske hærfører Shaka Zulu, hvilket kunne tyde på at det ikke er andet end en vandrehistorie. Men det at en leder kan få så stor magt over mennesker at de vil give deres liv for ham, er en kendt sag. Spørgsmålet er så bare hvordan man finder ud af hvilken leder der fortjener sådan en hengivenhed.

Når man skal forklare de første kristnes – eller nutidens forfulgte kristnes – villighed til at dø for deres tro, er der mange af de forklaringer vi har set på, der ikke kan bruges. Moderkærlighed kan ikke være motivet, for man kan som regel ikke redde sit barn – eller nogen andre for den sags skyld – ved at lade sig slå ihjel for sin tro. Ønsket om at vinde et eftermæle har nok heller ikke alverden at sige, for der har været så mange kristne martyrer at det kun er de færreste der huskes ved navn. De kristne der blev slået ihjel af Nero i år 64, og de kristne der bliver slået ihjel af IS og Boko Haram i dag, har heller ikke ret meget grund til at tro at deres død kommer til at gøre nogen større forskel, i hvert fald ikke menneskeligt set. Tilbage bliver altså kun to forklaringer, nemlig kærligheden til en leder og hans sag, og håbet om at der venter noget bedre efter døden.

At der venter noget bedre efter døden, er de fleste mennesker i verden enige om. Af de godt 7 milliarder mennesker der bebor vores klode, er omkring 1 milliard ateister; resten bekender sig til enten kristendom, islam, hinduisme, buddhisme, sikhisme, jødedom, bahá’í, shinto, eller en helt niende religion. Alle disse religioner er fælles om at hævde at menneskets sjæl lever videre i en eller anden form efter den fysiske død, og de fleste af dem åbner også mulighed for at det der venter efter døden, kan være noget væsentlig bedre end det liv vi har nu. Det er klart at hvis man har en forventning om at døden blot betyder overgangen til noget bedre, så vil man alt andet lige være mere tilbøjelig til at give sit liv for en sag, men medmindre ens religion lover en særlig belønning i det hinsidige til martyrer (sådan som visse udgaver af islam gør), er det ikke grund nok til at ønske at give sit liv – ellers ville troende mennesker jo rende rundt og begå selvmord på stribe!

Nej, skal man give sit liv, kræver det en sag eller en leder som det er værd at give sit liv for. ”Ja,” ville Peter og de andre kristne fra Neros tid istemme, i kor med alle de kristne der har givet deres liv i Irak og Nigeria, ”Jesus er værd at give vores liv for. Han er værd at følge i liv og død! Og det er han den eneste der er!” Men hvorfor? Hvorfor lige Jesus?

De fleste er enige om at Jesus var et godt menneske som sagde nogle vise, dybe og uforglemmelige ting, og som gjorde godt mod alle mennesker. De fleste er også enige om at hans korsfæstelse var et justitsmord af de rigtig slemme – ja, muslimerne mener endda at Gud i sidste øjeblik sørgede for at Jesus blev skiftet ud med Judas fordi han ikke kunne tolerere at så stor en profet skulle dø en så nedværdigende død.

Problemet er bare at der ikke er noget af alt det der gør Jesus unik. Der har levet mange gode mennesker, der har levet mange vise mennesker, og der har levet mange mennesker der er blevet uskyldigt slået ihjel. Alligevel er der nok ikke ret mange mennesker der hellere ville dø end at fornægte navnet Mother Teresa eller navnet Aristoteles eller navnet Kaj Munk – jeg har i hvert fald ikke hørt om nogen.

Men Jesus var ikke bare et godt menneske. Han var ikke bare en stor morallærer eller en vismand. Han var ikke bare en der kæmpede for retfærdighed og derfor blev skaffet af vejen af magthaverne. Ja, han var ikke engang bare en stor profet der talte Guds ord, sådan som muslimerne hævder. Nej, Jesus var Guds evige søn, Gud af Gud, lys af lys, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen. Og det vidste Peter, for han havde selv været med oppe på bjerget dengang Guds stemme lød fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Den oplevelse gjorde så stort indtryk på Peter at han mange år senere i det brev som vi i dag kender som Andet Petersbrev, angav den som hovedargumentet for kristendommens troværdighed (kombineret med det at han havde set Jesus i live tre dage efter at han var blevet korsfæstet, må man formode).

Da Peter og de to andre disciple var oppe på bjerget sammen med Jesus, så de ham oven i købet sammen med to af de allerstørste skikkelser i Israels historie, nemlig Moses og Elias. Moses var, som vi hørte i den første læsning i dag. kendt som det eneste menneske der nogensinde havde fået lov til at tale med Gud ansigt til ansigt (også selvom han, som vi hørte i søndags, ikke fik lov til at se Guds ansigt). Elias var den største af alle Israels profeter, og da tiden var inde til at han skulle forlade denne verden, døde han ikke, men blev i stedet hentet op til himlen i en ildvogn. Hvis der var to mennesker der havde en særstilling i forhold til Gud, så var det Moses og Elias! Alligevel var det ikke nogen af dem Gud fremhævede da han talte inde fra skyen – det var Jesus! Og da disciplene efterfølgende løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.

Der var kun tre mennesker der fik lov til at se Jesus stå i sin herlighed i selskab med Moses og Elias oppe på bjerget, nemlig Peter, Jakob og Johannes. Men der er talløse millioner af mennesker der igennem tiderne er nået til den konklusion at Jesus er den eneste der er værd at følge i liv og død. Hvordan kan det være?

Det kan være fordi Gud sendte Helligånden til jorden 10 dag efter Jesu himmelfart. Da Jesus skærtorsdag aften spiste sammen med sine disciple for sidste gang inden sin korsfæstelse, forudsagde han Helligåndens komme med ordene: ”Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” [Joh 16,13-14]. Når du hører det, tænker du måske at du da aldrig har hørt Helligånden tale. Men Helligånden taler som regel ikke så vi kan høre det med vores fysiske ører; han taler til vores hjerte. Og han viser os som regel ikke ting så vi kan se dem med vores fysiske øjne, men så vi kan se det i vores sind. (Jeg siger ”som regel”, for jeg har hørt om eksempler på mennesker der har hørt Helligånden tale med en fysisk hørbar stemme, eller set guddommelige syner med deres fysiske øjne – men det hører til sjældenhederne). Takket være Helligånden kan vi altså alle sammen komme til med vores sinds øje at se det som Peter og de to andre disciple så med deres fysiske øjne. Ja, faktisk er det kun Helligånden der kan give den dybe overbevisning om at Jesus er den eneste der er værd at følge i liv og død. Til gengæld er der ikke noget Helligånden hellere vil!

Har du set at Jesus er Guds enbårne søn og den eneste der er værd at følge i liv og død? Eller lyder det som det rene volapyk for dig, det jeg står og siger? Hvis du synes det lyder som volapyk, så vil jeg godt udfordre dig til at prøve at undersøge hvem Jesus var. Læs om ham i Det Nye Testamente. Læs om ham i andre kilder. Læs om mennesker der har fået deres liv forvandlet af Jesus selv her 2000 år efter at han vandrede på jorden. Gå i kirke og lyt til forkyndelsen om Jesus. Gå til alters og modtag Jesus i skikkelse af brød og vin. Og frem for alt: Bed Helligånden om at vise dig Jesus. Hvis du har et åbent sind, så kommer det til at ske! Men vær forberedt på at dit liv risikerer at blive forvandlet til ukendelighed – det blev det for Peter!

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2015

Posted By admin on 27. april 2016

Brylluppet i Kana: Gud gemmer det bedste til sidst

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter helligtrekonger 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Miraklernes tid er ikke forbi,” siger vi nogle gange hvis der sker noget godt som vi bestemt ikke havde regnet med. Det er et interessant udtryk, synes jeg, for det antyder jo at der har været en tid hvor mirakler var langt mere almindelige end de er i dag. Og hvis vi tror på de ting der står i Bibelen, kan vi da også dårligt undgå at få det indtryk at det er sådan det forholder sig. Dér står der jo om masser af mirakler, men hvor mange oplever vi lige i dag?

Grunden til at vi bruger vendingen ”Miraklernes tid er ikke forbi,” er jo nok at det er et såkaldt bevinget ord – et fast udtryk som vi bruger uden at tænke over hvad det egentlig betyder, endsige hvor det stammer fra. Men det sidste kan man heldigvis slå op, og det har jeg gjort – det stammer fra Shakespeares skuespil ”Når enden er god, er alting godt”. Der er dog den krølle at ordet ”ikke” ikke er en del af det oprindelige citat. Det som Shakespeare lader sin figur Lafeu sige, er: ”Man siger at miraklernes tid er forbi”. Og det er vel egentlig også hvad man siger i dag, og måske i endnu højere grad end da Shakespeares skuespil blev skrevet for 410 år siden.

Det sjove ved det er at den opfattelse at der var mange flere mirakler i den fjerne fortid, er langt ældre end Shakespeare. Allerede 700 år før Jesus blev født, var der en græsk digter ved navn Hesiod der opstillede en teori om at menneskeheden havde gennemlevet fire forskellige tidsaldre opkaldt efter fire forskellige metaller. Først kom guldalderen, hvor menneskene var ædle og levede til en meget høj alder, hvor der var evig sommer, rigeligt med mad, ingen krig, og hvor guder og mennesker omgikkes hinanden næsten som var de ligemænd. Efter guldalderen fulgte sølvalderen, hvor menneskene ganske vist stadig levede meget længe, men ikke så længe som i guldalderen, og hvor et strengere vejrlig gjorde det nødvendigt at arbejde for føden og for at få tag over hovedet. Samtidig blev guderne mere fjerne, og menneskene begyndte at strides indbyrdes. I bronzealderen, som fulgte efter sølvalderen, var der udbredte krige, og menneskenes levealder faldt yderligere, men menneskene havde stadig ærefrygt for guderne. Endelig til sidst kom jernalderen, som var den periode Hesiod mente at han selv levede i, og som han beskrev som en tid hvor alle sæder er i forfald: børn har ingen respekt for deres forældre, broder slås mod broder, gæstevenskabets regler er glemt, og onde mennesker søger at fremme deres sag gennem vold og løgn. Hesiod forudså at når jernalderen nåede sit højdepunkt, ville mennesker ikke længere skamme sig over at handle ondt, og guderne ville helt have vendt ryggen til menneskene så der ikke længere var nogen steder at søge hjælp. Den historiske udvikling som han beskrev, var altså præget af stadige teknologiske fremskridt, men af moralsk og åndeligt forfald. (Bemærk i øvrigt at de navne han gav tidsaldrene, ikke havde noget at gøre med den måde hvorpå vi i dag deler oldtiden op i stenalder, bronzealder og jernalder baseret på hvilke materialer man havde adgang til).

Jeg tror ikke Hesiod kendte noget til de dele af Bibelen der var skrevet på det tidspunkt hvor han levede – det var først cirka 500 år senere at jøder og grækere for alvor fik kontakt med hinanden gennem Alexander den Stores erobringer. Alligevel er det bemærkelsesværdigt hvor store ligheder der faktisk er mellem Hesiods filosofi og de bibelske beretninger. Det Gamle Testamente fortæller nemlig også at menneskets historie begyndte med en tid hvor man ikke behøvede at arbejde for føden, og hvor Gud og mennesker omgikkes ansigt til ansigt. Efter syndefaldet måtte mennesker til at arbejde for føden, og der udbrød strid, idet Kain slog Abel ihjel, men mennesker levede stadig meget længe, med den 969-årige Metusalem som topscorer. Efter syndfloden gik levealdrene imidlertid hastigt nedad, og efterhånden som der blev flere og flere mennesker på jorden, blev der også stadig flere krige. Resten af Det Gamle Testamente er en lang åndelig og moralsk forfaldshistorie, og i Det Nye Testamente kommer blandt andre Paulus med forudsigelser om de sidste tider, som minder en del om Hesiods. (Det skal dog siges at Paulus havde læst en del græske filosoffer, så måske havde han også læst Hesiod).

Kinesisk og indisk filosofi rummer også ideer der til forveksling ligner Hesiods, så det lader til at ideen om at den verden vi mennesker lever i, bliver både mere og mere rå og mere og mere adskilt fra det overnaturlige, har været ret universel i oldtiden. Og her i Europa var Hesiods ideer almindeligt anerkendt hele vejen op igennem middelalderen – ja, selv en så sen tænker som Jean-Jacques Rousseau, der levede i 1700-tallet, opererede med en idé om at den tilstand mennesket var i før civilisationen maste sig på, var en form for ufordærvet idealtilstand. Kun i den periode som vi plejer at kalde oplysningstiden, var det anderledes, idet den industrielle revolution sammen med de politiske revolutioner i først og fremmest Frankrig og USA, førte til en tro på at det fra nu af kun ville gå fremad med menneskeheden, efterhånden som rationel erkendelse gradvist ville erstatte overtro, og alle mennesker ville få mulighed for frit at stræbe efter lykken.

I dag er vi nok ikke helt så optimistiske som man var i 1800-tallet, dels på grund af de to verdenskrige som vi har oplevet inden for de seneste 100 år, og dels fordi nyhederne det seneste par årtier har været fyldt med borgerkrige, terror, finanskrise, fødevarekrise, klimaforandringer og den slags. Ganske vist er der måske flere der er åbne for det overnaturlige i dag end der har været de seneste 200 år, men det betyder ikke at vi regner med at der venter en ny guldalder lige om hjørnet – faktisk er vi nok snarere derhenne hvor vi tvivler på at der nogensinde har været en guldalder (bortset fra den kunstneriske i 1800-tallet). Det kan godt være at vi ikke længere tror at miraklernes tid er forbi, men det er kun fordi vi har svært ved at tro på at den nogensinde har været.

Men den beretning vi har hørt i dag, rammer en solid pæl igennem vores pessimisme!

Der er ellers mange der har har haft svært ved at forstå hvad det her mirakel egentlig skulle gøre godt for. Helbredelser er til at forstå – det kan være temmelig afgørende for en blind at få sit syn igen, eller for en lam spedalsk at få genoprettet sin krop. Vi kan nok også godt se at der er en vis pointe i at få en storm til at lægge sig når der er en båd fyldt med mennesker, der er er ved at gå ned, eller at mætte 5000 mennesker i en ødemark. Men at forvandle vand til vin – på en eller anden måde virker det bare ret banalt i forhold til alt det andet, ikke? (Formanden for Danmarks Afholdsforening har endda udtalt at han betragter det som et ungdommeligt fejltrin fra Vor Herres side!). Men Jesus gjorde det ikke kun for at redde brudgommen fra den skam det ville have været ikke at have sørget for tilstrækkeligt med vin til sit bryllup (selvom den skam ellers nok var betydelig større dengang end i dag); han gjorde det, som Johannes skriver, ”som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham”. Bag håndsrækningen til den trængte brudgom var der et tegn – en afsløring af hvem Jesus er, og hvordan han er. Der er en masse små perler i teksten, og hvis nogen af jer er interesserede, skal jeg gerne gennemgå dem ved kirkekaffen, men lige nu vil jeg koncentrere mig om en enkelt ting, nemlig det som den overraskede skaffer sagde til brudgommen da han havde smagt på den vin Jesus havde ”tryllet frem”.

(Det undrer mig i øvrigt at vores nuværende bibeloversættelse, som er fra 1992, har valgt at bruge et ord som ”skafferen”. Jeg tror ikke jeg nogensinde er stødt på det ord andre steder end i den her tekst, og jeg vil gætte på at der er meget få mennesker under 50-60 år der ved hvad det betyder. Men ordet ”toastmaster” ville jo nok ikke tage sig så godt ud i en bibeltekst, og ordet ”overtjener”, som man har valgt at bruge i ”Den Nye Aftale – Bibelen på Nudansk” er nok ikke helt dækkende. I ”Bibelen på Hverdagsdansk” fra Forlaget Scandinavia står der ”den ansvarlige for festen”).

Nå, det var et sidespring. Ham her skafferen, eller hvad han nu var, han sagde, da han havde smagt på vandet der var blevet til vin: ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.” Hvad siger det om Jesus? Det siger naturligvis først og fremmest at han har guddommelig skabermagt, eftersom han kan skabe vand om til vin, og det vil sige at disciplene, som fulgtes med ham, faktisk fik lov til at se det som Moses ikke måtte, nemlig Guds herlighed! Men derudover fortæller det os også at Jesus altid gemmer det bedste til sidst! Det at han, på et tidspunkt hvor alle troede at festen var ved at ebbe ud, og at de nu måtte nøjes med at drikke vand, fremtryllede noget vin der var bedre end noget af det vin de tidligere havde fået, var et tegn på at Jesus ikke bare var kommet for at gøre verden til et lidt bedre sted, eller at genoprette en skygge af det tabte paradis, men for at tilbyde os mennesker en fremtid der er bedre end noget som menneskeheden nogensinde har oplevet! Derfor må vi også i dag have lov til at tro på, uanset hvad vi ser i nyhederne, og uanset hvad vi oplever i vores hverdag, at vi stadig har det bedste til gode – ikke bare det bedste i vores egen personlige historie, men det bedste i menneskehedens historie!

Som jeg nævnte tidligere, så rummer Det Nye Testamente nogle forudsigelser om hvad der kommer til at ske i de sidste tider – forudsigelser der på mange punkter minder om Hesiods dystre spådomme om en tid hvor mennesker ikke længere ville skamme sig over at handle ondt, og hvor det moralske og åndelige forfald ville tage fuldstændig overhånd. Men det er ikke hele sandheden om Det Nye Testamentes forudsigelser! I Lukasevangeliet kapitel 21, som der blev prædiket over 2. søndag i advent, opremser Jesus en masse ulykker der kommer til at ske efterhånden som menneskers ondskab tager overhånd. Men så siger han pludselig: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Netop når alt ser sortest ud, vil Jesus nemlig vende tilbage fra himlen og – jeg havde nær sagt ”genoprette alting”, men det er for fattigt et ord: Han vil nyskabe alting! Jorden vil blive det sted som det hele tiden har været Guds hensigt at den skulle være, men som den endnu aldrig har været – ikke engang før syndefaldet da Adam og Eva gik frit omkring sammen med Gud! Hvis der virkelig har været en guldalder hvor alt var godt, engang i menneskehedens dunkle fortid, så vil vi komme til at opleve diamantalderen når Jesus kommer igen! Det er ikke et håb der ser særlig realistisk ud når vi ser på verden som den ser ud i dag, men som Paulus skriver i Romerbrevet [8,24-25]: ”et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.” Og beretningen om brylluppet i Kana hvor Jesus åbenbarede sin herlighed og demonstrerede at han altid gemmer det bedste til sidst, den kan hjælpe os til at være udholdende i håbet om at vi kommer til at opleve det samme! Og hvad mirakler angår, så rapporteres der i øvrigt om stadig flere af slagsen, især i Afrika og Latinamerika, men i stigende grad også her i Danmark!