Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 11. juni 2024
Den rige bonde: Langtidsplanlægning
Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ols Kirker 1. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
De fleste af jer kender sikkert H.C. Andersens sørgmuntre (for ikke at sige sørgelige) eventyr om grantræet, der aldrig rigtig fik nogen fornøjelse af sit liv, fordi det ikke var i stand til at glæde sig over nuet, men hele tiden havde sin opmærksomhed rettet mod den fremtid det drømte om, eller den fortid som det sørgede over at have tabt. Selv sit livs lykkeligste aften, hvor det stod i julefestsalen og strålede med al sin pynt, var det ikke i stand til at nyde, fordi det var bange for at de levende lys på dets grene ville antænde en brand hvis det kom til at skælve.
På overfladen er den rige bonde fra dagens lignelse det lille grantræs diametrale modsætning: Hans hensigt er fra nu af at leve helt og aldeles i nuet. Derfor skulle man tro at han ville blive fremhævet som en rollemodel, men det bliver han bestemt ikke; tværtimod kalder Gud ham for en tåbe. Betyder det at Jesus mente at det er forkert at leve i nuet? Ville han have været uenig i det budskab som H.C. Andersen ønskede at formidle i Grantræet?
Hvad Jesus ville have været enig eller uenig i, skal man altid passe på med at udtale sig alt for skråsikkert om, men jeg tror godt jeg tør sige at budskabet i lignelsen om den rige bonde ikke er at det er forkert at være opmærksomt og taknemmeligt til stede i nuet – tværtimod! Når vi ser lidt nærmere på teksten, ser vi da også at bonden faktisk minder mere om det lille grantræ end som så. Selvom han har i sinde fremover bare at leve i nuet og spise, drikke og være glad, så har det ”nu” han har i sinde at leve i, jo ikke indfundet sig endnu, kan man sige. Han mangler lige at rive sine lader ned og bygge nogle større, før han kan slå sig til ro og nyde livet. På det punkt er han vel i virkeligheden ikke så forskellig fra mange af os der lever i dag – selv jeg, der (når jeg selv skal sige det) har verdens bedste job, kan ind imellem i pressede perioder gribe mig selv i at glæde mig til den dag jeg kan trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet (hvilket er en smule skørt, for hvis ellers helbredet holder, så skulle jeg gerne stadig have flere præsteår foran mig end bag mig). Derfor kan jeg også glimrende forestille mig at en person der har et knap så spændende job, og som måske endda begynder at kunne se en ende på arbejdslivet, glæder sig til at kunne slå sig til ro. Og i modsætning til de fleste mennesker på Jesu tid, som ikke havde mulighed for at lægge ret meget til side hvis de ville have mad hver dag, så har de fleste af os i dag pensionsordninger i forbindelse med vores arbejde, og nogle har endda mulighed for at supplere med private pensionsopsparinger – ja, selv de der ikke er så privilegerede, har i det mindste folkepensionen (selvom den ikke rækker til ret meget mere end de mest nødvendige udgifter).
Man kan sige at mennesker der lever fra hånden og i munden (og på Jesu tid var det som sagt de fleste) ikke har ret meget andet valg end at leve i nuet, hvorimod vi der er mere privilegerede, har mulighed for at planlægge vores tilbagetrækning ligesom den rige bonde gjorde. Og det rejser jo unægtelig det spørgsmål, om det er forkert af os som kristne at spare op til pensionen – for var det ikke lige netop det den rige bonde gjorde, og som var årsag til at Gud kaldte ham en tåbe? Den slags spørgsmål tror jeg ikke vi skal gøre os alt for hurtigt færdige med, for det er kun alt for nemt at sætte lighedstegn mellem en sund, bibelsk kristen livsstil og så den livsstil der præger vores egen kultur, eller eventuelt vores kirkelige subkultur. Jeg tror at enhver kultur har sine blinde vinkler hvad synd angår, og i vores moderne vestlige kultur er materialisme nok en af de største af slagsen. Men når det er sagt, så tror jeg nu ikke at der er noget forkert i at spare op til sin alderdom i den udstrækning man har mulighed for det. Der er trods alt adskillige steder i Bibelen hvor vi bliver opfordret til at udvise rettidig omhu (om end med et lidt anderledes ordvalg); et af de mest farverige er Ordsprogenes Bog kapitel 6 vers 6-8, hvor der står: ”Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vís. Den har hverken anfører, overhoved eller hersker, men den skaffer sig føde om sommeren og samler forråd ved høsttid.”
Nej, det den rige bonde gjorde forkert, var ikke at han lagde for langsigtede planer; det var tværtimod at han lagde for kortsigtede planer! Hans planer rakte ikke længere end til hans død – eller rettere: så langt rakte de ikke engang. Det faktum at alle mennesker skal dø engang, så han fuldstændig bort fra i sin tåbelige forvisning om at der ventede ham mange år hvor han kunne spise, drikke og være glad. Eller måske havde han trods alt med i sine beregninger at han skulle dø engang; han var blot forvisset om at det først ville kom til at ske i en fjern fremtid når han havde nået en høj alder. Men det er der ikke nogen af os der har nogen garanti for at vi kommer til. Og det er den horisont vi må have for de planer vi lægger.
Det at vi ikke ved om vi får dagen i morgen med, betyder at hvis der er noget som det er meget vigtigt for os at vi når inden vi dør, så skal vi ikke udsætte det, men sørge for at få det gjort hurtigst muligt. Derfor må vi hver især alvorligt overveje: Hvad er det allervigtigste for mig i mit liv? Når jeg engang ligger på mit dødsleje (hvis jeg altså kommer til at ligge på sådan et), eller når jeg sidder i min ældrebolig og tænker tilbage på mit liv (hvis jeg lever længe nok til at det kommer til at ske), hvad vil det så være allervigtigst for mig at jeg fik nået? Eller hvis jeg kom ud for en dødelig ulykke, og mit liv passerede revy i de sidste sekunder (som jeg har hørt at det gør), hvad ville jeg så ærgre mig mest over at jeg aldrig fik gjort? Det kan du jo lige tage et øjeblik til at overveje. (Altså ikke hvad jeg ville ærgre mig over, men hvad du selv ville ærgre dig over at du ikke fik gjort).
(pause)
Et af de svar der gennem tiderne har været givet på det spørgsmål, er: ”Jeg ville ærgre mig over at jeg ikke nød livet tilstrækkeligt meget!” Og det er ikke noget dårligt svar – det var jo trods alt det der var det lille grantræs største ærgrelse i H.C. Andersens eventyr. Spørgsmålet er så bare hvad der skal til for at man nyder livet mest muligt. Ind imellem har jeg indtryk af at antagelsen i vores kultur er at jo mere man kan skrue op for sit materielle forbrug, desto bedre – meningen med livet er at have et stort, flot hus, en dyr bil, det sidste nye indenfor elektronik (være sig computer, telefon, fjernsyn, højttalere), og at tage på luksuriøse og eksotiske udlandsrejser, spise på dyre restauranter, og til en masse koncerter, teaterforestillinger og andre store oplevelser. Det gælder i hvert fald den generation jeg selv tilhører; blandt dem der er 25-30 år yngre, har jeg indtryk af at det snarere handler om at feste så uhæmmet som overhovedet muligt – måske i et forsøg på at glemme eller fortrænge at fremtidsudsigterne for vores verden ikke virker specielt lyse med klimaforandringer, politisk og religiøs ekstremisme, og det overforbrug som hæmningsløse udskejelser paradoksalt nok kun bidrager til at øge (selvom vi voksne nok trods alt, når ret skal være ret, tager en endnu langt større bid af klodens begrænsede ressourcer). (Og ja, jeg er godt klar over at der også er mange unge der laver helt anderledes ansvarligt og prøver at råbe os voksne op i håb om at vi begynder at følge deres eksempel).
Det at søge livets mening i forbrug er ikke et nyt fænomen; i Esajas’ Bog (22,12-13) kan vi læse hvordan folk i Jerusalem reagerede på en advarsel fra Gud om at byen ville blive ramt af Guds dom på grund af indbyggernes ondskab. Vi læser: ”Den dag kaldte Herren, Hærskarers Herre, til gråd og klage. Man skulle klippe sig skaldet og klæde sig i sæk. Men der var fryd og glæde, man dræbte okser og slagtede får, man spiste kød og drak vin; man åd og drak, ’for i morgen skal vi dø!’” Vi kender det også fra studentervisen Gaudeamus igitur, hvis tekst i oversættelse lyder: ”Lad os glæde os mens vi er unge, for efter den behagelige ungdom og den ubehagelige alderdom vil mulden eje os.” Og på sin vis er det da også en meget naturlig måde at tænke på hvis perspektivet kun rækker til døden; Paulus skriver i hvert fald et sted (med en hilsen til de vers fra Esajas som jeg læste lige før): ”Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø.” På Paulus’ tid var der dog også dem der mente at vejen til det lykkelige liv tværtimod gik gennem dyd og selvbeherskelse, og bølgerne kunne til tider gå højt mellem tilhængerne af de to forskellige filosofier. Da Paulus kom til Athen, mødte han repræsentanter for både det ene og det andet synspunkt, nemlig henholdsvis ”epikuræiske og stoiske filosoffer” (ApG 17,18), men sjovt nok var de, alle deres uenigheder til trods, rørende enige om at afskrive Paulus som et ”sludrehoved”. Paulus forkyndte nemlig de dødes opstandelse, og det lød alligevel et nummer for mærkeligt, syntes de.
Ja, mærkeligt lyder det, men ikke desto mindre er det netop budskabet om de dødes opstandelse som hele vores tro og håb bygger på. Og tror vi på at vi har en opstandelse i vente, så bliver kriterierne for hvad der er vigtigt i vores liv, pludselig nogle helt andre. Så gælder det ikke først og fremmest om at nyde livet nu og her, men om at sikre os at vi ikke kommer til at sidde i evigheden og ærgre os over den måde vi levede vores liv på. Og set i evighedens perspektiv er der kun én ting der har værdi, og det er kærlighed. Kærligheden fyldte absolut ingenting i den rige bondes overvejelser; det eneste ”du” der var i hans planer, var ham selv! Det faldt ham ikke ind at bruge de rigdomme han havde samlet sig, til at glæde andre eller lette deres nød.
Der er som bekendt ingen lommer i den sidste skjorte. Vi kan ikke tage nogen af vores ejendele med os der hvor vi skal hen når vi er døde. Det eneste vi kan tage med os ind i himlen, er andre mennesker. Derfor må vi bruge de anledninger vi får, til at dele det håb vi har i Jesus, med vores medmennesker, være sig familie og venner, eller personer vi måske kun møder en enkelt gang – på hvilken måde der nu passer til det introverte eller ekstroverte temperament som Gud har udstyret hver enkelt af os med. Vi må låne et lyttende øre til mennesker har brug for at ”læsse af” eller rase ud, og vi må tale oprigtigt opmuntrende ord til dem der er nedtrykte. Vi må være ærlige og ydmyge om vores egne fejl og mangler, sorger og kampe. Og vi må, så vidt det står til os, afhjælpe andres materielle nød. Hvis vi hjemme hos Gud møder et medmenneske som siger: ”Jeg takker Gud for at han lod mig møde dig mens jeg levede på jorden!”, så er vi lykkedes med vores liv.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments