Signe & Nikolaj

Posted By admin on 12. maj 2020

Sandheden skal gøre jer frie: Sandheden er ilde hørt

Videoprædiken til 4. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”You lied when you said you loved me, And I had no cause to doubt you. But I’d rather go on hearing your lies, Than go on living without you.” Sådan sang Elvis Presley – eller rettere: sådan sagde Elvis Presley – i 1960. Det var han i øvrigt langt fra den første der gjorde, for sangen ”Are You Lonesome Tonight” blev skrevet helt tilbage i 1926, og før Elvis’ version kom, var den blevet indspillet af en lang række forskellige sangere, med Vaughn De Leath, Henry Burr og Jaye P. Morgan som de mest kendte. Men Elvis’ version fra 1960 er nok den version de fleste kender bedst – hvis det da ikke er den version som samme Elvis indspillede 9 år senere, hvor han griner halvdelen af tiden fordi han kom til at synge en fjollet omskrivning af en af sangens linjer.

                      Jeg ved at det ikke er alle der er lige gode til engelsk, så jeg vil lige oversætte de linjer som jeg citerede til indledning: ”Du løj da du sagde at du elskede mig, og jeg havde ingen grund til at tvivle på dig. Men jeg vil hellere fortsætte med at lytte til dine løgne end jeg vil fortsætte med at leve uden dig.” Og den sang er ikke den eneste der har det tema: I 1987 sang Fleetwood Mac ”Tell me lies, tell me sweet little lies”, i 1991 sang U2 ”Love is blindness, I don’t want to see”, og i 1996 sang The Cardigans ”Go on and fool me … Pretend that you love me”. Er man ulykkeligt forelsket, så kan sandheden være så ubarmhjertig at man foretrækker ikke at høre den.

                      Og det gælder forresten ikke kun hvis man er ulykkeligt forelsket. Der findes mange slags ubehagelige sandheder som de fleste af os helst er fri for at høre. Hvis man ved at man ikke har passet ordentligt på sine tænder, bliver man nemt mere tilbøjelig til at udsætte turen til tandlægen. Badevægten undgår man også gerne hvis man har en mistanke om at den vil vise lidt mere end den burde (eller lidt mindre end den burde, afhængig af hvilken type vægtproblem man har). I den allermest alvorlige afdeling har jeg også hørt om mennesker der har undladt at gå til lægen med et alvorligt problem fordi de var bange for at få at vide at de havde kræft. For hvordan håndterer man sådan en ubehagelig viden?

                      Men det er ikke kun fysiske undersøgelser der kan risikere at afsløre ting som vi helst ikke vil vide. Jeg har i løbet af mit liv modtaget en del psykologisk og åndelig rådgivning, blandt andet fordi jeg døjede en del med angst da jeg var i 20’erne, men også fordi det i det hele taget er nødvendigt at have arbejdet indgående med sig selv hvis man skal kunne rådgive andre, som præster jo ind imellem skal. Og jeg er ked af at sige det, men det var ikke noget poleret glansbillede der tonede frem da jeg sammen med kyndige mennesker dykkede ned i min sjæls krinkelkroge. Ikke at det overraskede mig; tværtimod havde jeg forudset det, og af samme grund var jeg meget tilbageholdende med overhovedet at kaste mig ud i øvelsen, for de grimme ting der eventuelt gemte sig derinde, var jeg egentlig helst fri for at blive konfronteret med.

                      Det siger sig selv at hvis man lider af en sygdom der bliver værre hvis der ikke bliver gjort noget ved den, uanset om det så er caries eller cancer, så gælder det for alt i verden om at få sandheden at vide, også selvom det er ubehageligt. Men er det i alle situationer bedst at kende sandheden? Er der ikke noget der hedder ”lykkelig uvidenhed”? Da jeg gik i gymnasiet, læste vi Henrik Ibsens tragiske skuespil Vildanden, der handler om en rigmand som efter at have gjort sin tjenestepige gravid betaler sin søns ven, Hjalmar, for at gifte sig med hende i en fart – og hun på sin side lader Hjalmar tro at barnet er hans. 14 år senere vender rigmandens søn, Gregers, hjem efter et mangeårigt udlandsophold, og da han finder ud af hvad hans far har gjort, beslutter han sig for at redde sin gamle ven, hvis familie er dysfunktionel på en række planer, ved at fortælle ham sandheden. Men resultatet bliver et helt andet end Gregers havde forestillet sig: I stedet for at Hjalmar og hans familie jubler over endelig at have fået sandheden at vide, og tager hul på et helt nyt og autentisk liv befriet for dysfunktionalitet, sker der det at Hjalmar i fortvivlelse og vrede forlader sin hustru og den datter som han nu ved ikke er hans egen, og at den nu 14-årige datter begår selvmord. Det får husvennen Doktor Relling, der hele tiden har kendt sandheden, men har holdt tæt med den, til at bemærke: ”Berøver du et menneske dets livsløgn, berøver du det lykken.”

                      Jeg tror Relling har en vigtig pointe, som vi ikke for hurtigt skal blive færdige med: Det at lære den barske sandhed at kende, løser ikke alle problemer; det kan tværtimod drive et menneske ud i fortvivlelse. Men hvorfor sagde Jesus så: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”? Hvad var det for en sandhed han talte om?

                      Det var i første omgang en meget ubehagelig sandhed: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl”. Det tror jeg ikke der er ret mange der har lyst til at få at vide, så jeg forstår egentlig godt at de mennesker Jesus talte med, blev sure. Hvis vi havde læst resten af kapitlet, ville vi endda have fundet ud af at de endte med at blive så sure at de samlede sten op for at stene Jesus. Dén reaktion beviste i og for sig bare at Jesus havde ret i at de ikke var så fromme mennesker som de gik og bildte sig selv ind, kan man sige, men bortset fra at de fleste moderne mennesker nok er for velopdragne til at vi kunne finde på at kaste sten på andre, så tror jeg egentlig ikke at de ting Jesus sagde, ville have fået en mere positiv modtagelse i dagens Danmark end de gjorde i datidens Israel. Hvad ville du for eksempel sige til at få at vide at du dybest set ikke er et frit menneske, men at du bliver holdt i slaveri af noget der får dig til at handle ondt? Men det er altså situationen for os mennesker ifølge Jesus!

                      Lad os antage at det er rigtigt: at vi, som Paulus udtrykker det, gang på gang må erkende at ”det gode, som vi vil, gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi” (jf. Rom 7,19). Det efterlader os stadig med det spørgsmål hvordan det på nogen måde kan gøre os frie at få det at vide. Er det ikke snarere en nødvendig livsløgn at vi trods alt er sådan nogenlunde ordentlige mennesker?

                      Jo, det ville det være hvis Jesus kun gav os diagnosen og ikke kuren. Men ligesom tandlægen fortæller dig at du har huller i tænderne, fordi han har planer om at reparere de huller, så fortæller Jesus os om vores manglende frihed fordi han har i sinde at gøre os frie.

 Jesus kom nemlig ikke kun til jorden for at fortælle os mennesker den ubehagelige sandhed om os selv; nej, han kom for at vise vejen til en dybere og større og bedre sandhed; en sandhed der er endnu mere sand end alle de ubehagelige sandheder som vi er bange for at se i øjnene. Og hvad den sandhed er, det hørte vi i søndags hvor evangelieteksten rummede Jesu berømte udsagn: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6). Den allerstørste sandhed i universet, og den eneste sandhed som kan gøre os virkelig frie, er den sandhed som Jesus demonstrerede med sit liv, sin død og sin opstandelse, nemlig at Guds kærlighed er så stor at han valgte selv at gå ind i døden for at redde os ud af den. Jesus tilbyder at vi kan få et helt nyt liv i frihed, hvor vi ikke længere er defineret af vores manglende evne til at gøre det gode, men udelukkende af Guds kærlighed til os – og det er nok værd at opgive sin livsløgn for!

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til 4. søndag efter påske 2020
Tags: Johannesevangeliet 8.28-36

Posted By admin on 12. maj 2020

”Bed og I skal få”: Hvorfor virker min bøn ikke?

Videoprædiken til bededag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er store ord Jesus tager i sin mund i den tekst vi lige har hørt: ”Bed, så skal der gives jer … For enhver, som beder, får”! Og ved første øjekast virker det unægtelig som om det er for store ord! Jeg har i hvert fald tit oplevet at jeg har bedt Gud om noget, uden at jeg har fået det, og det vil jeg tro at du som hører dette, også har. (Hvis der er nogen af jer der hører det her, som jævnligt beder til Gud, og som ærligt kan sige at I har fået alt hvad I har bedt ham om, så vil jeg meget gerne i kontakt med jer, for så har jeg en lang liste af ting som jeg gerne vil have jer til at bede om!).

                      Men hvad betyder det så? Tog Jesus fejl? Tja, enten det – eller også mente Jesus noget andet end det vi måske umiddelbart hører ham sige. Og det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse at jeg hælder mest til sidstnævnte mulighed, for hele kristendommen bygger jo på at de ting Jesus sagde om Gud, er til at regne med!

                      Det ville da også passe dårligt sammen med hvad Jesus i øvrigt sagde om Gud, hvis det virkelig var sådan at man kunne bruge bøn som en slags magisk kraft der kunne få hvad som helst til at ske. Det ville jo bane vej for alverdens besynderligheder – man kunne for eksempel forestille sig at et stort antal folkeskoler ville gå op i røg, eller at der med ét ville være så mange lottomillionærer i Danmark at inflationen ville løbe fuldstændig løbsk. Og hvad skulle Gud gøre hvis begge hold i en fodboldkamp havde bedt om sejr? Eller tænk hvis nogen begyndte at bruge bøn som en slags voodoo til at nedkalde ulykker over andre – skulle den gode Gud opfylde sådan en bøn?

                      Nej, det Jesus siger, er ikke at vi kan bede om hvad som helst, og så sker det. Når vi læser lidt grundigere, kan vi se at det han i virkeligheden siger, er at Gud er en god far, som giver sine børn gode gaver. Giver en god far sine børn alt hvad de beder om? Det tror jeg nok at de fleste ville svare nej til: En far der giver sine børn alt hvad de peger på, er ikke en god far, men en svag og veg far som dybest set ikke ved hvad der tjener til hans børns bedste.

                      Men Gud er altså en god far; ja, han er bedre end den bedste far på denne jord. Så god er Gud, at alle mennesker er onde sammenlignet med ham, og det er derfor Jesus siger: ”Når da I, som er onde, kan give jeres bøn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” Dagens tekst handler altså ikke først og fremmest om bøn; den handler først og fremmest om hvordan Gud er.

                      Men selvfølgelig handler den også om bøn – det første ord i teksten er trods alt ordet ”Bed” i bydeform. Og vi slipper heller ikke uden om at Jesus siger at netop fordi Gud er en god far, så giver han sine børn gode gaver når de beder ham om det. Og derfor forbliver det et relevant spørgsmål hvorfor vi så tit oplever ikke at få det som vi beder Gud om.

                      Bladrer vi om i Jakobsbrevet, så ser det ud til at nogle af de mennesker som Jakob skrev til, stillede et lignende spørgsmål. I hvert fald skriver Jakob sådan i sit brevs fjerde kapitel, vers 3: ”I beder og får alligevel intet, fordi” … Uh, nu bliver det spændende! Hvorfor mon? ”fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.” VI skal altså ikke forvente at Gud giver os hvad vi beder om, hvis vi beder med selviske eller griske motiver. Det giver egentlig meget god mening, ikke sandt?

                      Men det er alligevel begrænset hvor nyttigt det svar er, for mon ikke de fleste af os også har oplevet at ydmyge, nøjsomme og uselviske bønner ikke er blevet opfyldt? Hvad kan det skyldes?

                      Tja, hvis vi bladrer en enkelt gang tilbage, kommer vi til Jakobsbrevets første kapitel, hvor der står sådan her i vers 5-7: ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind at det får noget af Herren”. Man skal altså tro på det! Det er ligesom i sangen fra Disneys Juleshow: ”Bare du af hjertet tror, da er ingen bøn for stor”. Og det stemmer fint overens med hvad Jesus selv siger flere steder i evangelierne: at tro er en nøgle til at få det vi beder om.

                      Godt så, men hvordan bærer man sig ad med at tro uden at tvivle? Umiddelbart virker det jo ikke som noget man bare sådan kan vælge at gøre. Jo, måske kan man på en eller anden måde hype eller hypnotisere sig selv til virkelig at regne med at det man beder om, også rent faktisk kommer til at ske – men jeg tror faktisk ikke det er det Jesus og Jakob mener. Og forresten kan jeg fortælle om tidspunkter hvor det faktisk var lykkedes mig at nå derhen hvor jeg reelt forventede at det jeg bad om, ville ske, men hvor det ikke skete alligevel. Så hvad er det for en tro der er nøglen til at ens bønner bliver hørt og går i opfyldelse?

                      Jeg tror Jesus giver os nøglen til det netop i den tekst vi har hørt i dag. Jeg tror nemlig at tro i bibelsk forstand er tillid til Gud – altså ikke tillid til at Gud vil gøre noget bestemt, og slet ikke tillid til at vores egen bøn er mægtig nok til at udrette det vi beder om, men tillid til at Gud er algod og almægtig – altså at han både ønsker og evner at gøre det som tjener til vores bedste i enhver situation.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til bededag 2020
Tags: Matthæusevangeliet 7.7.14

Posted By admin on 5. maj 2020

Vejen, sandheden og livet: Du kan se Gud!

Videoprædiken til 3. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Tænk hvis man kunne få lov til at se Gud! Så ville vi ikke være henvist til at leve i tro blandet med større eller mindre mængder af tvivl, men kunne være fuldstændig sikre på at det vi har valgt at satse på, også rent faktisk holder! Og jo mere man har satset, desto vigtigere er det naturligvis at få vished. Derfor forstår jeg så udmærket godt at Filip beder Jesus om at vise ham og de andre disciple Faderen, for de havde forladt alt for at følge Jesus, og nu ville Jesus til at forlade dem – og hvad havde de så tilbage? Jo, de havde selvfølgelig et løfte fra Jesus om at han ville gøre en plads klar til dem i Guds hus og så vende tilbage og hente dem, men det forstod de nok ikke ret meget af, for hvor ligger Guds hus henne? ”I kender vejen,” sagde Jesus, men den besked syntes de ikke de kunne bruge til noget. Thomas’ kommentar er indlysende logisk: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Som svar på det spørgsmål siger Jesus noget som er blevet et af de mest kendte bibelvers, og som jeg lærte udenad allerede i søndagsskolen: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Men uanset hvor smukke og stærke og trøsterige de ord kan være for os i dag, så tror jeg ikke at disciplene forstod ret meget af dem den skærtorsdag aften, så da Jesus trøstede dem med at de allerede kendte Faderen – ja, så tror jeg egentlig at jeg ville have sagt det samme som Filip: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.”

                      På en måde er vi langt heldigere stillet end disciplene var skærtorsdag aften, for vi ved jo hvordan det hele endte: Jesus blev ganske vist korsfæstet om fredagen, men søndag morgen opstod han fra de døde, og det blev klart at hans død var en del af planen – endda en ganske central del, for det var netop ved ydmygt og lydigt at gå i døden at han overvandt dødens og djævelens magt og banede vejen for os mennesker til Gud. Og det var jo lige præcis det han mente da han sagde: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

                      Alligevel kan vi godt føle os misundelige på de første disciple, for de kunne jo se Jesus med deres fysiske øjne og tale med ham ansigt til ansigt. Hvis jeg havde skulle holde den her prædiken henne i kirken med salmesang og det hele, så skulle vi nok have sunget Grundtvigs salme ”Øjne, I var lykkelige, I, som så Guds søn på jord”, for det er vi ofte tilbøjelige til at tænke at de var. I hvert fald lyder det svar som Jesus giver Filip da han beder om at få lov til at se Faderen, ikke som noget vi i dag kan bruge til noget; han siger jo: ”Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?” Filip og de andre disciple havde altså set Gud, fordi de havde set Jesus, men hvor efterlader det os? Vi har jo ikke set Jesus!

                      For det første efterlader det os et sted hvor vi har mulighed for at blive salige i troen. Mange af jer har sikkert hørt beretningen fra Johannesevangeliet om at Thomas ikke var til stede første gang den opstandne Jesus viste sig for disciplene, og at han efterfølgende ikke ville tro på det de andre disciple fortalte ham. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”, sagde han (Joh 20,25). Men det fik han lov til en uge senere, og ved den lejlighed sagde Jesus til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20,29). Efter Jesu mening er man altså mere privilegeret hvis man tror uden at have set, end hvis tror fordi man har set – og Jesu mening må trods alt tillægges en vis vægt, ikke sandt?

                      Men på den anden side er vi heller ikke efterladt helt uden mulighed for at se Jesus og Gud. I læsningen fra Apostlenes Gerninger hørte vi om hvordan Peter og Johannes blev afhørt af det jødiske Råd efter at de havde helbredt en lam mand, og da Rådet spurgte hvorfra de havde magten til at helbrede, svarede Peter ”at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham, som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer.” Selvom det her foregik efter at Jesus var vendt tilbage til himlen, påstod Peter altså at magten til at helbrede den lamme mand kom fra Jesus, altså at det egentlig var Jesus selv der havde helbredt ham! Så selvom den lamme mand og de omkringstående der havde bevidnet helbredelsen, ikke rent fysisk havde set Jesus, så havde de dog set Jesus handle.

                      Og Jesus handler stadig! Selvom der nok er mange af jer der lytter til dette, som ikke har bevidnet en overnaturlig helbredelse, så vil jeg dog tro at de fleste af jer har set Jesus handle på andre måder. Jesus har nemlig sendt sin ånd til sit folk så vi kan handle i hans navn og i hans kraft. Det at vi der tror på Jesus og er døbt til at tilhøre ham, alle sammen har fået den samme ånd, betyder at vi hører uløseligt sammen med hinanden, og det at det er Jesu egen ånd vi har fået, betyder at vi hører uløseligt sammen med ham. I Første Korintherbrev udtrykker Paulus det sådan her: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme” og lidt senere: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,13+27). Nogle af jer har sikkert hørt de vers før, men jeg ved ikke om I har overvejet hvad det egentlig er Paulus siger. Han siger ikke bare at medlemmerne af en menighed hører så tæt sammen at det kan sammenlignes med de forskellige lemmer på en krop; nej, han siger rent faktisk at vi der tror på Jesus, er Jesu legeme. Det kan kun betyde at Jesus er reelt til stede i skikkelse af os der tror på ham – ligesom han i øvrigt er reelt til stede i skikkelse af brødet og vinen i nadveren. Og hver gang en god gerning bliver gjort i Jesu navn, uanset om det er en mirakuløs helbredelse eller et opmuntrende ord, så er det dybest set Jesus selv der gør det.

                      Men hvis Jesus er reelt til stede i sit folk på jorden, så må det jo betyde at den der har set den kristne menighed, har set Jesus! Da Jesus sagde til Filip at den der har set ham, har set Faderen, begrundede han det med ordene ”jeg er i Faderen, og Faderen er i mig”, men blot ti vers senere, hvor han forudsiger Helligåndens komme, siger han: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Der består altså samme relation mellem os og Jesus, som der består mellem Jesus og Gud Fader! Så hvis du ville ønske at du kunne se Gud, så har jeg gode nyheder til dig: Den der har set Guds menighed, har set Gud!

                      ”Ej, ser Gud virkelig så kedelig ud?” tænker du måske. Nej, det gør Gud selvfølgelig ikke! Men prøv at overveje hvordan Jesus så ud da han gik på jorden. Jeg kan røbe at han ikke gik rundt med en synlig glorie på hovedet, sådan som han ofte bliver afbildet i kirkekunsten. Faktisk har han nok set temmelig almindelig ud – så almindelig at folk blev dybt forundrede over at en ”almindelig” mand kunne sige og gøre så spektakulære ting som han gjorde. Men når han talte Guds ord, helbredte de syge og uddrev dæmoner, så demonstrerede han at Guds rige var kommet nær, og så kunne mennesker se Gud – ikke ved at se på Jesu fysiske fremtræden, men ved at se på den kraft der var virksom. På samme måde er det med menigheden: Den måde du kan se Gud på, er ikke ved at gå hen i kirken (når man engang må det igen) og studere de tilstedeværendes ansigtstræk eller påklædning; det er ved at se den måde Guds kraft kommer til udtryk på igennem menigheden og dens medlemmer. Og det behøver som sagt ikke at være gennem mirakuløse helbredelser eller andre spektakulære ting; det kan også blot være gennem et opmuntrende ord. Og i øvrigt behøver den person der siger det opmuntrende ord, ikke at være en der har sin faste plads i kirken hver søndag: Enhver der er døbt og tror på Jesus, er en del af Jesu legeme, og Jesus kan handle gennem hende eller ham. Ja, Jesus kan endda virke gennem mennesker der hverken er troende eller døbte! Men de nærmeste til at lægge mund og hænder til det som Jesus vil gøre i dag, er naturligvis os der aktivt bekender os til hans navn.

                      Og det leder naturligt til et spørgsmål til selvransagelse: I hvilket omfang ser mennesker Gud når de ser på dig og mig? For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om svaret, og det lyder: Alt for lidt! Og jeg har kun mødt ganske få kristne, hvis nogen overhovedet, der med rette kan give et andet svar end det. Hvordan kan det være? Hvis Helligånden virkelig bor i os (og det påstår Bibelen jo at den gør), hvorfor er det så ikke mere synligt? Det tror jeg der er mange årsager til, men jeg vil i dag blot nævne en enkelt, nemlig at vi ikke tænker høje nok tanker om menigheden. Hvis menigheden virkelig er det primære sted hvor Gud åbenbarer sig i dag, hvordan skal vi så forholde os til den? For at svare på det vil jeg her til sidst minde om den første bibeltekst vi hørte i dag, hvor Gud åbenbarer sig for Moses i en flammende ild fra en tornebusk. Der er ikke noget specielt flot eller ærefrygtindgydende over en tornebusk, men fordi Gud havde valgt at åbenbare sig gennem netop denne tornebusk, fik Moses besked på at tage sine sandaler af i respekt for stedets hellighed. Sådan bør vi også tænke om menigheden: Den er hellig! Vi der bekender troen på den treenige Gud, bør omgås hans menighed med ærefrygt! I nogle kirkelige traditioner kommer den ærefrygt til udtryk ved at man bukker og gør korsets tegn vendt mod alteret når man træder ind i et kirkerum, og i den danske folkekirke er det stadig en udbredt skik (selvom jeg fornemmer at den er på retur), at man tager sin hat eller hue af når man går ind i kirken (i hvert fald hvis man er mand). Men der er noget der er langt vigtigere end den respekt vi viser for bygningen, og det er om vi viser respekt for de mennesker som er kirken. Og det gælder vel at mærke ethvert medlem af menigheden, også dem som vi rent menneskeligt ikke er specielt imponerede over. Ja, i virkeligheden gælder det måske især dem som vi rent menneskeligt ikke er imponerede over, for Guds kraft viser sig stærkest i menneskelig magtesløshed. Så det skal være min afsluttende opfordring i dag: Hver gang du møder et af de andre medlemmer af Guds menighed, så husk at det dybest set er Gud selv du møder, og tag i overført betydning dine sko af fordi den jord som Gud betræder, er hellig.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til 3. søndag efter påske 2020
Tags: Johannesevangeliet 14.1-11

Posted By admin on 28. april 2020

Hanukkah-udfordringen: Gud har allerede svaret dig

Videoprædiken til 2. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke spor rart at blive holdt hen i uvished. Det mærker vi alle sammen i denne tid, hvor coronakrisen betyder at det er meget svært at planlægge noget som helst, fordi ingen af os ved hvornår man igen må forsamles 20 eller 50 eller 100 mennesker, men jeg tror også de fleste af os kender det fra vores personlige liv. Det kan være at den udkårne har besvaret spørgsmålet ”Skal det være os to?” med et ”Måske”. Det kan være at en potentiel arbejdsgiver er ualmindeligt lang tid om at svare på en ansøgning. Det kan være at man går i 6. klasse på Svartingedal skole og godt snart kunne tænke sig at få at vide om man kan fortsætte i 7. klasse samme sted efter sommerferien. I den allermest alvorlige afdeling kan det være en vigtig undersøgelse eller operation, som man utålmodigt venter på at få fastsat en dato for.

                      Nogle gange føler vi det måske også som om Gud holder os hen i uvished. Hvem kender ikke til at bede den samme bøn dag ud og dag ind, år ud og år ind, tilsyneladende uden at få noget svar? Det kan være at du selv eller en af dine kære er alvorligt syg, og der ikke sker nogen bedring selvom du beder og beder og beder. Det kan være at du står over for en vigtig beslutning, og du har bedt Gud om at vejlede dig, men du stadig hverken ved ud eller ind. Eller måske har du bedt Gud om at bekræfte at han virkelig findes, og/eller at han virkelig elsker dig?

                      I dagens tekst møder vi nogle mennesker som synes at Jesus holder dem hen, og derfor slår de ring om ham for at tvinge ham til at give dem et klart svar. Vi får ikke at vide hvor mange de var, men det er klart at selvom Johannes skriver at ”jøderne” slog ring omkring ham, så betyder det ikke at Jesus var omringet af hver eneste jøde i verden. Af en eller anden grund er det sådan at når Johannes bruger ordet ”jøderne”, så sigter han ikke til det jødiske folk som helhed, men til deres religiøse ledere: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de øvrige medlemmer af det jødiske råd. I modsætning til den jævne mand på gaden var de jødiske ledere stort set alle sammen negativt stemt over for Jesus (vi ved kun om nogle enkelte undtagelser), og på det tidspunkt hvor vi møder dem her i kapitel 10, har de allerede flere gange gjort sig uheldigt bemærket som gruppe, set fra evangelistens perspektiv. Alligevel kan nogle af os nok godt sympatisere med dem et stykke af vejen, for vi kender jo også godt til ønsket om at få et klart svar. Og det som de gerne vil have svar på, er om han er Kristus, altså den frelser som Israel har ventet på.

                      De der spørger, er som sagt nogle af Jesu fjender, og deres spørgsmål er overhovedet ikke oprigtigt ment. Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med ”festen for genindvielsen af templet”, den fest som på hebraisk hedder Hanukkah, og som stadig fejres af jøder verden over. Den genindvielse af templet som man fejrede og stadig fejrer, fandt sted i år 165 før vor tidsregning, efter at en jødisk gruppe under ledelse af Judas Maccabæus havde smidt den græsk-syriske besættelsesmagt ud af byen, og derfor var Hanukkah en politisk sprængfarlig fest nu hvor en ny besættelsesmagt, nemlig romerne, var kommet til. For mens man fejrede befrielsen 200 år tidligere, var man naturligvis endnu mere opmærksom end normalt på ønsket om også at blive befriet fra romerne. Spørgsmålet ”Er du Kristus?” indeholdt altså en slet skjult undertone som lød: ”Har du tænkt dig at smide romerne ud ligesom Judas Maccabæus smed grækerne ud – ja eller nej?” Og uanset hvad Jesus svarede, ville han få problemer: Svarede han ja, så stod der romerske soldater lige henne om hjørnet som var klar til at arrestere ham for oprørsplaner – planer som han slet ikke havde. Svarede han nej, var der til gengæld mange der ville høre det som en indrømmelse af at han slet ikke var sendt og udvalgt af Gud – hvilket han jo var. Derfor var Jesus nødt til at finde på et snedigt svar, men det var han jo heldigvis en mester i: Han sagde at han allerede havde svaret på det de spurgte om og endda bekræftet det ved at gøre mirakler, men fortsatte straks med at forklare at hans opgave ikke var at gøre oprør mod romerne, men at give evigt liv til dem der følger ham.           Men hvad så med os der ikke har skumle motiver, men som helt oprigtigt oplever at Gud holde os hen? Hvis du for eksempel synes at du ikke rigtig har mærket noget til det der evige liv, eller den glæde og fred som Bibelen taler om, og spekulerer på hvornår det kommer til at ske, eller om det overhovedet kommer til at ske, er der så noget du kan bruge den her tekst til? Måske er du frustreret over manglende bønnesvar og spekulerer på om Gud har glemt dig eller er ligeglad med dig – er der noget ord til dig i dag? Eller måske har du svært ved at tro på at Gud skulle kunne elske sådan en som dig, for han ved jo alt om dig, også det som du er lykkelig for at dine venner og familie ikke ved – siger det her stykke fra Johannesevangeliet noget om hvor du kan finde svar?

                      Ja, selvom Jesus gav sit svar til nogle der spurgte ham med hykleriske motiver, så tror jeg faktisk at hans svar til dig og mig ville begynde på omtrent samme måde. Også til os der oprigtigt er frustrerede over hans tilsyneladende tavshed, tror jeg at han vil sige: ”Jeg har allerede svaret dig!” Og det svar gav han da han gav sit liv for os på korset langfredag. Korset var og er den ultimative demonstration af at Gud ikke er ligeglad med dig og mig. Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32)

                      Men hvordan kan jeg vide at det også gælder lige netop mig? Jesus døde jo på korset for at frelse alle mennesker, ikke bare mig, og hvor meget betyder lille jeg blandt millioner af andre? Ville Gud overhovedet kunne se forskel hvis lige præcis jeg kom til at mangle i paradiset på den nye jord? Den slags spørgsmål ville være enormt relevante hvis Gud var lige så begrænset som vi mennesker er, men det er han ikke. Hør hvad Jesus siger i Matthæusevangeliet: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” (Matt 10,29-31). Gud er så interesseret i dig at han ved nøjagtig hvor mange hår du har på hovedet! Tror du så ikke at det har betydning for ham hvordan det går lige præcis dig? Et andet sted sammenligner Jesus sig selv med en hyrde der forlader 99 får for at lede efter nummer 100 der er blevet væk, fordi han ikke vil undvære et eneste af sine får (Luk 15,4-7). Fårene er et billede på os mennesker, og vi hørte jo også i dag at Jesus sagde: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Jesus har altså allerede svaret på om Gud virkelig elsker dig, eller om han er ligeglad med dig, og svaret er at Gud elsker dig uendeligt højt, og at lige netop du betyder mere for ham end ord kan udtrykke.

                      Men hvis det virkelig er sandt, hvorfor svarer Gud mig så ikke når jeg beder? Hvorfor lader han mig gå i uvished om hvilken beslutning jeg skal træffe? Hvorfor griber han ikke ind og helbreder min syge ven eller slægtning?

                      Jeg har stor forståelse for at de spørgsmål kan være ekstremt svære at tumle med, og jeg tror ikke der findes nogen enkle svar på dem. Men jeg tror det er enormt vigtigt at vi holder fast i at årsagen til Guds tilsyneladende tavshed i hvert fald ikke er at han er ligeglad, for det har han bevist på korset at han ikke er!

Hvad angår sygdom og andet ondt som Gud, trods vores bønner, ikke altid fjerner, så skal vi være opmærksomme på at Gud har en modstander, og selvom Gud har vundet den afgørende sejr over det onde da Jesus opstod fra de døde, så har Satan stadig meget indflydelse i denne verden, og det i en grad så Jesus tre steder i Johannesevangeliet (12,31; 14,30; 16,11) omtaler ham som ”denne verdens fyrste”. Så sygdom betyder ikke at Gud har glemt dig, og da slet ikke at Gud er vred på dig. Gud elsker dig, og han lider med dig, og når Jesus engang vender tilbage for at oprette Guds rige på den nye jord, så vil du blive helbredt, hvis ikke du bliver det før.

                      Med hensyn til svære beslutninger hvor vi beder Gud om visdom, men tilsyneladende uden at få svar, så vil jeg blot sige at Guds største og vigtigste plan for dig er at du lærer ham stadig bedre at kende og vokser i kærligheden til ham og til dine medmennesker. Hvis du er i fæld med at træffe en beslutning som står i vejen for det formål, så skal Gud nok sørge for at standse dig, for eksempel ved at hviske til dig i din samvittighed at det er en gal kurs du er ved at slå ind på. Men i langt de fleste tilfælde vil Guds vigtigste planer med dig kunne virkeliggøres, uanset om du træffer den ene eller den anden beslutning, så vælg det du har det bedst med, gerne efter at have rådført dig med mennesker som du har tillid til.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til 2. søndag efter påske 2020
Tags: Johannesevangeliet 10.22-30

Posted By admin on 22. april 2020

Peters genindsættelse: Jeg holder af hverdagen

Videoprædiken til 1. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Og de levede lykkeligt til deres dages ende.” Sådan slutter ethvert eventyr med respekt for sig selv, enten det er de gamle folkeeventyr eller moderne romantiske komedier fra Hollywood. Men de fleste af os ved jo godt at det er en floskel. Den følelse af at svæve på en lyserød sky som de heldigste af os har oplevet fra tid til anden, den varer ikke ved. Selv i det lykkeligste ægteskab eller i det skønneste drømmejob eller i livet som lottomillionær er der noget der hedder hverdag. Ikke at der er noget galt i det, for hverdagen har jo også sin charme, ja endda sin egen stille lykke, hvis vi ellers er sådan nogenlunde tilfredse med de vilkår vi har fået givet at leve under. Og når vi bliver frarøvet vores hverdag, som det er sket her den seneste måned, så er vi mange der savner den! Men hverdagen byder også på udfordringer, irritationsmomenter, til tider endda ensformighed, og det uanset hvor glamourøs den måtte tage sig ud udefra. Popgruppen ABBA’s store hit Super Trouper fra 1980 handler for eksempel om en feteret popstjerne der er led og ked af at turnere rundt og optræde for titusindvis af mennesker! Frasen ”lykkeligt til deres dages ende” betyder altså ikke at det er slut med hverdage, men snarere at hverdagen fra nu af kommer til at være anderledes og forhåbentlig meget bedre – men der er stadig tale om en hverdag som man skal vænne sig til at leve i.

                      Jesu opstandelse, som vi fejrede for en uge siden, kan godt virke lidt ”happy-ever-after”-agtig: Ham som vi troede var død, han er opstået fra de døde, synden og døden og djævelen er for evigt besejret, og intet kan længere skille os fra Guds kærlighed. Det er alt sammen så sandt som det er sagt, og det er virkelig verdens bedste nyheder, som giver os grund til grænseløs glæde hver eneste dag. Og jeg har virkelig ikke lyst til at sige ”men”, for det jeg vil sige lige om lidt, er ikke noget der på nogen måde tager noget fra påskeevangeliets herlighed. Men det er vigtigt at vi ikke misforstår budskabet og tror at det betyder at vi fra nu af skal svæve rundt på en lyserød sky sammen med Gud. For det kommer vi ikke til så længe vi lever i denne verden, og det er vigtigt at vi ikke lader os slå ud af det! Livet med den opstandne Jesus er en ny og radikalt anderledes hverdag, men det er altså stadig en hverdag, og det skal vi være indstillet på!

                      Netop derfor er jeg så glad for at Johannesevangeliet har et ekstra kapitel, så at sige. I de tre andre evangelier skal man slå op på det sidste kapitel for at læse om Jesu opstandelse: hos Matthæus er det i kapitel 28 ud af 28, hos Markus kapitel 16 ud af 16, hos Lukas kapitel 24 ud af 24 – men hos Johannes er det kapitel 20 ud af 21 der fortæller om opstandelsen og om hvordan den opstandne viser sig for disciplene. I kapitel 21 er det derimod blevet hverdag igen, og kapitlet begynder endda med at Simon Peter foreslår seks af de andre disciple at de skal tage ud at fiske! Det var det erhverv som i hvert fald nogle af dem havde været beskæftiget i før Jesus kaldte dem til at være disciple, så det var naturligt at vende tilbage til det. Man fornemmer en vis – og forståelig! – usikkerhed over for hvordan hverdagen nu kommer til at se ud, nu hvor Jesu død og opstandelse har vendt op og ned på alting.

Jeg kan personligt godt nikke genkendende til den følelse. Min tro er ikke kommet ud af det blå; ud over at jeg er vokset op i en kristen familie og har fået tro, bøn og kirkegang ind med modermælken, så at sige, så kan jeg se tilbage på en lang række vendepunkter hvor Gud har åbenbaret sig for mig, for nu at bruge et lidt højstemt udtryk (men jeg tror i og for sig ikke at det er for højstemt; intet menneske kommer til tro af sig selv, så hvis du tror på Jesus, så er det fordi Gud har åbenbaret sig for dig, også selvom det måske ikke falder dig naturligt at bruge de ord – måske fordi du forbinder dem med noget mere spektakulært end det du selv har oplevet). Nå, der har som sagt været nogle særlige øjeblikke i mit liv hvor det pludselig er kommet til at stå klart for mig på en ny (eller fornyet) måde hvem Gud egentlig er, hvor højt han elsker mig og alle mennesker, hvor meget jeg skylder ham, hvilke overnaturlige kræfter vi har adgang til gennem Helligånden, og i det hele taget hvor fantastisk et budskab det i grunden er Gud har betroet sin kirke. Andre gange har der været tale om en fornyet indsigt i hvor fortabt jeg er i mig selv, hvor milevidt jeg er fra at være et godt menneske målt med Guds fuldkomne standard, hvor inderligt afhængig jeg er af at Gud vil være mig arme synder nådig. De ”åbenbaringer” (for nu at bruge det ord) har jeg som regel fået på en sommerlejr eller en retræte eller lignende, og jeg har undertiden været helt euforisk og tænkt at fra nu af skulle mit liv komme til at se anderledes ud! Men samtidig har jeg som regel også mærket en del uro og usikkerhed i forhold til hvordan den nye indsigt helt konkret ville komme til at spille sammen med min hverdag – for erfaringen har efterhånden lært mig at euforien ebber ud, og at der ikke kommer noget godt ud af krampagtigt at forsøge at holde fast i den.

Disciplene er altså sandsynligvis usikre og forvirrede – midt i glæden over Jesu opstandelse – da de på Peters opfordring tager ud for at fiske. Tilmed bliver fisketuren ikke specielt vellykket: de fisker hele natten uden at fange noget. Men hvad sker der så? En mand dukker pludselig op inde på stranden og råber til dem at de skal kaste fiskenettet ud på højre side af båden, og da de gør det, bliver det pludselig fyldt med fisk! Det får dem til at indse at manden er ingen ringere end Jesus selv, og Peter springer straks i vandet og svømmer i land.

Men hov, der var et hængeparti. Da Peter kommer i land, ser han at Jesus har lavet et bål af trækul – og jeg er sikker på at det har mindet ham om sidst han så et bål af trækul. Det var i ypperstepræstens gård natten til langfredag, der hvor han tre gange blev spurgt om han var en af Jesu disciple, og han tre gange fejt løj og svarede nej- og det endda få timer efter at han med store armbevægelser havde proklameret at han aldrig ville fornægte Jesus, om han så skulle gå i døden sammen med ham. Derfor tror jeg heller ikke det overraskede ham at Jesus efter morgenmaden tog ham til side og gav ham en kærkommen mulighed for at gøre det godt igen. Tre gange havde Peter fornægtet Jesus, og derfor spørger Jesus ham også nu tre gange: ”Elsker du mig?” Og måske var det lige netop det spørgsmål Peter havde brug for, for at få rede på hvordan hans hverdag fra nu af skulle se ud.

Elskede Peter Jesus? Ja, det er jeg ikke et sekund i tvivl om at han gjorde – han elskede ham så højt at han sprang i vandet med alt sit tøj på at svømme ham i møde! Men han turde alligevel ikke at svare: ”Ja, jeg elsker dig!” Peter havde fået et møde med sin egen skyggeside den nat ved trækulsilden i ypperstepræstens gård, og derfor var det en anden og mere ydmyg Peter der nu reflekterede over sin egen kærlighed til Jesus eller mangel på samme. Og han nøjedes med det forsigtige svar: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” (”Du ved at jeg holder af dig,” ville vi måske sige på et mere nutidigt dansk). Og Jesus godtog svaret – ja, tredje gang han spurgte, gik han endda ned på Peters niveau og nøjedes med at spørge: ”Har du mig kær?” ”Holder du af mig?” Den hverdag som Jesus havde til Peter, var ikke en hverdag fuld af store ord og store gerninger, men derimod en hverdag med stille ydmyghed, trofasthed og udholdenhed. Og netop fordi Peter nu havde indset hvor svag han var, var han klar til at få en helt særlig opgave af Jesus: ”Vær hyrde for mine får” – enten det så betød at Jesus udnævnte Peter til at være apostlenes leder, eller det blot sigtede til apostelgerningen i al almindelighed.

Men Jesus kom også med en forudsigelse om hvordan det ville komme til at gå Peter, nemlig at han som gammel ville blive ført hen hvor han ikke ville – nemlig til korset. Og sådan er en kristens hverdag også: Det er en hverdag hvor vi må indse at vi til syvende og sidst ikke selv er herrer over vores liv, men at vi har en korsfæstet Herre, som vi må være parate til at følge i fodsporene på. Der er næppe ret mange af os der hører denne prædiken, som ender med bogstaveligt talt at blive korsfæstet (selvom der er enkelte steder i verden hvor korsfæstelse er i brug som henrettelsesmetode den dag i dag, blandt andet i Sudan, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater og hos visse islamiske terrorgrupper). Men som Paulus skriver i Galaterbrevet (2,20), skal vi betragte os selv som korsfæstede, forstået på den måde at vores liv ikke længere tilhører os selv, men Jesus. Det er også derfor enhver dåb indledes med ordene: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.

Så altså: Hverdagen for en kristen efter Jesu opstandelse er ikke en spektakulær hverdag, det er ikke en glamourøs hverdag, det er en hverdag som kan byde på modgang og skuffelser (både over os selv og over andre), det er en hverdag hvor vi kan forvente at vi kommer til at blive mindre og mindre imponerede over os selv, og mere og mere imponerede over Gud – men samtidig er det en hverdag hvor Jesus er hos os, også når vi ikke synes vi kan mærke at han er der, og det er en hverdag hvor vi kan forvente at han vil tage styringen og lede os gennem hvad det måtte være af trængsler, indtil vi når frem til den endegyldige frelse ved Jesu genkomst når alt ondt for altid bliver afskaffet. Til den tid tror jeg faktisk vi kan forvente at komme til at svæve på en lyserød sky i al evighed! Men allerede nu står vi der hvor vi med rette kan sige at vi lever lykkeligt til vores dages ende.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til 1. søndag efter påske 2020
Tags: Johannesevangeliet 21.15-19

Posted By admin on 13. april 2020

Jesus og Maria Magdalene: Rør mig ikke!

Videoprædiken til 2. påskedag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er en del mennesker der lider af hudsult i disse uger. Hudsult er en tilstand hvor en person mangler fysisk berøring, og det er en meget reel lidelse. Der er nemlig et vigtigt hormon i hjernen, oxytocin, der netop udløses af fysisk berøring fra andre mennesker. Det er et hormon der blandt andet påvirker vores humør, vores appetit, vores stressniveau, og måske også kroppens modstandsdygtighed over for visse betændelsestilstande, i hvert fald efter hvad jeg har kunnet læse mig til på Wikipedia. Men de fleste af os behøver nok ikke Wikipedia til at fortælle os at vi savner at kunne udveksle kram og håndtryk med andre end vores allernærmeste – og mennesker der bor alene, er særligt hårdt ramt, fordi de slet ikke har nogen at røre ved.

                      Der er en særlig kategori af mennesker som de fleste har en særlig trang til at give et kram, og det er mennesker som vi har savnet eller har været bekymrede for – enten fordi vi har været adskilt fra dem i lang tid, eller fordi sygdom, ulykker eller andre omstændigheder har gjort os nervøse for om vi overhovedet ville få dem at se igen. Derfor må vi formode – også selvom det ikke direkte står i teksten – at det første Maria Magdalene gjorde da det gik op for hende at det var Jesus selv der stod lyslevende foran hende, var at give ham verdens største knus. Det ville i hvert fald forklare hvorfor Jesus var nødt til at bede hende om ikke at holde ham tilbage.

                      ”Hold mig ikke tilbage”. I den græske grundtekst står der ”Me mou haptou”, og det kan også oversættes med ”hold ikke fast i mig” eller endda ”rør mig ikke”. I den latinske oversættelse der var mest brugt i renæssancen og senmiddelalderen, den såkaldte Vulgata, står der ”noli me tangere”, som netop betyder ”rør mig ikke”, og de tre ord har lagt navn til en perlerække af malerier af mødet mellem Jesus og Maria – blandt andre Fra Angelico, Martin Schongauer, Fra Bartolomeo, Tizian og Hans Holbein den Yngre har begået malerier med den titel. Grunden til at jeg ved det, selvom jeg ellers ikke specielt kunstkyndig, er først og fremmest at jeg engang læste en artikel hvor forkynderen og forfatteren Leif Andersen (som mange af jer der hører dette, sikkert kender) fortæller om sit forhold til det billede (så vidt jeg husker, var det det af Tizian han tog udgangspunkt i). Artiklen handlede om at Leif Andersen har meget let ved at identificere sig med Maria Magdalene der får at vide at hun ikke må røre ved Jesus. Vi der lever i dag, får jo heller ikke lov til at røre ved Jesus. Jo, nogle af os kan fortælle om erfaringer i forbindelse med bøn eller lovsang eller lignende, hvor vi nærmest fysisk har kunnet mærke Guds nærvær, men den slags har Leif Andersen aldrig oplevet, siger han – og selv for dem af os der har oplevet det, er det ikke ligefrem noget der sker hver dag eller endda hver uge; ikke for mig i hvert fald.

Som kristne siger vi jo ellers at Jesus er den vigtigste person i verden, vores allerbedste ven, som står os nærmere end selv vores nærmeste familie, og hvis vi virkelig mener dét, så kan det være ganske frustrerende at vi hverken kan se eller røre ham. Den frustration som vi alle sammen oplever i øjeblikket på det mellemmenneskelige plan (eller i hvert fald næsten alle sammen – jeg har hørt fra enkelte som er lykkelige for at de slipper for at blive krammet!), den er altså et livsvilkår for enhver kristen. Og jo mere vi søger at leve tæt sammen med Jesus, desto mere vil vi komme til at mærke den frustration.

Derfor kan det være fristende at vælge at skrue lidt ned for forholdet til Gud og stille os tilfreds med at vi kommer til at se ham engang – men jeg tror faktisk vi snyder os selv hvis vi vælger den løsning. Vi får måske nok et nemmere liv på den måde, men vi får også et fattigere liv. For selvom længsel kan være en smertelig følelse, så er det også en følelse der rummer kimen til stor glæde – for findes der nogen større lykke end at opnå det man har længtes efter? Vi kender det fra menneskelivet: Hvem har vi mest ondt af – den der savner sin elskede, eller den der ikke har en at savne? Og hvem er i størst fare for at udvikle en depression – den der har en masse forhindringer at overvinde for at nå sit mål, eller den der slet ikke har et mål at stræbe efter? I begge tilfælde er svaret naturligvis: den sidstnævnte! Længsel og håb hører nemlig sammen: Med længsel følger der altid et håb om at se længslen gå i opfyldelse, og med håb følger der altid en længsel efter at se håbet gå i opfyldelse. Og uden håb kan vi ikke leve.

Forfatteren C.S. Lewis, der især er kendt for at have skrevet bøgerne om det fortryllede land Narnia, fortæller i sin selvbiografi ”Overrasket af glæde” at han som barn ind imellem blev overvældet af et voldsomt, men kortvarigt, stik af længsel efter noget han ikke helt vidste hvad var; et vagt minde om fuldkommen lykke og skønhed. Det tog mange år og mange blindgyder før han fandt ud af hvad det dybest set var han længtes efter, men en meget interessant iagttagelse som han tidligt gjorde, var at i de øjeblikke hvor han længtes så stærkt og smerteligt efter den her ubestemmelige lykkefølelse, der var det som om han på en eller anden måde allerede havde del i den. I hvert fald var det sådan at han efterhånden begyndte at længes efter længslen når den ikke var der! I mangel af et bedre ord for denne længsel valgte han at benævne den med ordet ”joy”, som er et af de engelske ord for glæde; deraf bogens titel. (Interessant nok blev han mange år senere gift med en kvinde der netop hed Joy!).

Jeg røber næppe for meget ved at sige at det som C.S. Lewis til sidst konkluderede, var at hans ubestemmelige længsel dybest set var en længsel efter Paradiset, ja efter Gud selv; en længsel som Gud har lagt ned i alle mennesker, men som vi kun er alt for gode til at aflede os selv fra. Det var C.S. Lewis ikke den første der opdagede; allerede kirkefaderen Augustin, der levede for 1600 år siden, formulerede bønnen ”Du har skabt os til dig selv, og vores hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig”, og den store franske 1600-talstænker Blaise Pascal formulerede det på den måde at der er et Gudformet tomrum i ethvert menneskes hjerte som kun kan fyldes af Gud selv. Mange af jer der lytter til dette, kender sikkert godt i et eller andet omfang til den længsel, andre måske ikke.

Hvis du kender den, så skal min opfordring til dig i dag være at lade være med at flygte fra den, for jo mere du giver dig selv lov til at mærke den længsel som Gud har lagt i dit hjerte, desto bedre lærer du Gud at kende, og desto mere vil hans kærlighed kunne flyde igennem dig ud til andre mennesker. Dvæl gerne længe ved smerten over at du ikke kan se Jesus med dine fysiske øjne, og at verden ikke er som Gud havde tænkt at den skulle være – og lad din længsel blive til en bøn, et inderligt råb til Gud om at møde og stille din længsel.

Hvis du ikke kender til længslen efter Gud, så synes jeg du skal bede Gud om at give dig den! Det kan umiddelbart lyde som en mærkelig bøn at bede, netop fordi længsel er forbundet med smerte, men som sagt er jeg overbevist om at det er det værd, netop fordi længsel også er forbundet med håb! Og her i coronatiden hvor du sandsynligvis mærker længslen efter at hverdagen skal blive normal igen, har du alle tiders mulighed for at tage udgangspunkt i dén længsel og lade den føre dig på sporet af en dybere og rigere længsel som kan tilføre dit liv en helt ny dimension af – ja, lad os bare bruge C.S. Lewis’ ord og kalde det: glæde!

Grunden til at længslen kan kaldes glæde – også selvom Lewis slet ikke var klar over det dengang han som barn valgte at benytte det ord – er det der skete påskemorgen. Selvom vi – ligesom Maria Magdalene – må finde os i at vi ikke for nuværende kan holde fast i Jesus og allerede nu gøre en ende på den smertelige længsel, så er hans opstandelse vores garanti for at længslen en dag bliver stillet, og det for evigt. Og den længsel vi oplever nu, vil kun bidrage til at vores glæde bliver så meget større når vores håb går i opfyldelse.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til 2. påskedag 2020
Tags: Johannesevangeliet 20.1-18

Posted By admin on 13. april 2020

Jesu opstandelse: Han er ikke her!

Videoprædiken til påskedag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er en meget mærkelig påske i år. Så vidt jeg ved, er det første gang i mere end 700 år at kristne i Danmark ikke har kunnet samles til påskegudstjeneste i kirkerne, og det er naturligvis dybt ulykkeligt at vi skulle komme til at opleve det. Men så er det heller ikke værre – for påskens kraft afhænger heldigvis ikke af om vi samles til gudstjeneste! Og det er faktisk noget der adskiller kristendommen fra de fleste af de religioner der ellers trivedes i Middelhavsområdet i det første århundrede – og i store dele af menneskehedens historie i det hele taget.

                      Mange af de guder der blev tilbedt i oldtidens Mellemøsten, var frugtbarhedsguder og/eller krigsguder, og gudstjenesten bestod som oftest i ritualer der blev betragtet som nødvendige for at himlen kunne give regn, jorden kunne give afgrøde, og kvinderne kunne føde børn, eller for at fjenden kunne blive overvundet på slagmarken. Der var tale om en form for synergi hvor menneskene ganske vist var afhængige af guderne, men guderne var også afhængige af menneskenes hjælp hvis de skulle sejre i den årlige kamp mod kaosmagterne. Derfor var det en katastrofe hvis man ikke kunne komme til at udføre de foreskrevne ritualer, for man risikerede i yderste konsekvens at hele kosmos kollapsede.

                      Israelitternes påskefest var også en slags frugtbarhedsfest, hvor det første neg fra byghøsten blev båret frem som en offergave til Gud (klimaet i Israel er anderledes end i Danmark, og derfor kan man høste meget tidligere på året), men rækkefølgen var vigtig: Gud havde i sin godhed allerede sørget for en god høst, og ofringen af førstegrøden var en måde at udtrykke taknemmelighed på; det var ikke noget som Gud på nogen måde havde ”brug for”. Ganske vist truer Gud mange steder i Det Gamle Testamente med at han vil holde regnen tilbage og gøre jorden ufrugtbar hvis folket dyrker afguder, men selv i de tilfælde er der tale om en suveræn beslutning fra Guds side med et pædagogisk sigte, ikke om at Gud er afhængig af menneskers ritualer.

                      Som nogle af jer ved, handlede den israelitiske påske imidlertid ikke kun om byg, men også – og måske især – om folkets mirakuløse udfrielse fra slaveriet i Egypten. (Den dag i dag er det også det primære indhold i den jødiske pesach). Og i modsætning til høsten, der jo skal gentages hvert år, så var det en engangsbegivenhed: Israelitterne var én gang for alle blevet reddet ud af Egypten, og Moses havde ført dem gennem ørkenen til det land Gud havde lovet dem, og de havde fået befaling om at de hvert år skulle mindes dette ved at udføre nogle bestemte ritualer som blandt andet omfattede et rituelt påskemåltid med nogle bestemte retter og en bestemt liturgi. Det fremgår imidlertid mange steder i Det Gamle Testamente at det snarere var reglen end undtagelsen at ritualet blev fulgt til punkt og prikke, og i lange perioder blev påskefesten ikke fejret overhovedet. Men når israelitterne ikke fulgte ritualet, betød det så at de kom til at tilbringe det følgende år som slaver i Egypten? Nej, selvfølgelig ikke! Udfrielsen fra Egypten var jo noget der allerede var sket, og som de nød godt af, uanset om de holdt deres påskegudstjeneste eller ej.

                      Det samme gælder naturligvis det som vi fejrer i den kristne påske, nemlig Jesu opstandelse. Der er ikke tale om at Jesus hvert år skal kæmpe imod døden, og vores påskegudstjeneste er ikke noget der er nødvendigt for at han kan vinde kampen igen i år; nej, kampen blev vundet én gang for alle for snart 2000 år siden. ”Han er ikke her,” sagde englen til kvinderne ved graven – og det er stadig sandt. Jesus er ikke en eneste gang vendt tilbage til graven siden han forlod den.

                      Men hvor er han så? Graven er tom, men hvor befinder den opstandne sig? Ja, vi ved jo fra trosbekendelsen at han sidder ved Guds højre hånd, og det betyder at han er lige nær alle steder. Vi behøver altså ikke at gå hen i kirken for at møde Jesus; det kan vi gøre hvor som helst. Og det nye liv som Jesus har vundet til os ved sin opstandelse og sin sejr over synden og døden og djævelen, det kan ingen coronakrise tage fra os. Jesu sejr står ved magt, uanset hvad der måtte ske.

                      Men hvis det er sandt, hvorfor så overhovedet holde gudstjeneste? Hvis det hverken gør fra eller til om vi holder påskegudstjeneste i år, så gør det vel heller hverken fra eller til næste år? Jo, det gør det nu. Det gør ganske vist ikke fra eller til i forhold til om Jesu sejr over døden står ved magt, men det kan gøre en forskel i forhold til hvor stor indflydelse Jesu sejr får i vores liv. Eller for at sige det på en anden måde: Gud har ikke brug for at vi holder gudstjeneste, men det har vi selv! Ligesom israelitterne skulle ofre et påskelam og spise usyrede brød for at huske på hvordan Gud havde frelst dem, har vi også brug for at blive mindet om hvad der skete, og hvad det betyder for os – fordi vi så let glemmer Gud. Når israelitterne på Det Gamle Testamentes tid glemte Gud, så tyede Gud som sagt nogle gange til at holde sin velsignelse tilbage som et pædagogisk redskab for at få folket til at påkalde ham igen.

Er Gud da så selvhøjtidelig at han ikke kan klare at han ikke hele tiden har vores udelte opmærksomhed? Nej, Gud kan i princippet være ligeglad; han har været til fra evighed, så han er vant til at klare sig uden menneskers opmærksomhed – de få årtusinder eller årtitusinder eller århundredetusinder eller hvor meget det nu er, hvor der har levet mennesker på jorden, er trods alt ikke ret meget målt op mod evigheden. Nej, det er os selv og vores medmennesker det går ud over hvis vi glemmer Gud! Jesus havde ikke behøvet at gå til korset, men han gjorde det fordi vi var fortabte i vores synder og havde brug for hjælp. Den hjælp vil han give os når som helst, og vi behøver ikke at gøre noget som helst for at gøre os fortjent til den – men det kræver tro at tage imod den. Og fællesskabet med andre kristne i gudstjenesten (og i en lang række andre sammenhænge) er noget af det der hjælper os til at vokse i troen så vores liv kan blive stadig mere som Gud havde tænkt det.

Og forresten er det jo også bare fedt at fejre gudstjeneste, så jeg tror da jeg ville gå i kirke selv hvis det ikke var livsvigtigt for min tro! Men for tiden kan det jo desværre ikke lade sig gøre, og så er det godt at vide at Guds kærlighed ikke er afhængig af min kirkegang.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til påskedag 2020
Tags: Matthæusevangeliet 28.1-8

Posted By admin on 10. april 2020

Fodvaskningen: Guld ruster ikke

Videoprædiken til skærtorsdag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som de fleste der kender mig, ved, har jeg en søn på 4 år. (Jeg forsømmer i hvert fald ikke nogen anledning til at fortælle om ham). Ligesom mange andre børn på den alder elsker han at fortælle om ting han har oplevet, eller ting han har lært, eller ting han har opdaget, eller ting han har fået at vide, eller bare ting i det hele taget, og her i coronatiden hvor han ikke går i børnehave, får jeg naturligvis mere at vide end ellers. Adskillige gange om dagen lyder der et entusiastisk ”Far!”, hvortil jeg naturligvis svarer ”Ja, Josef?” og gør mig klar til at høre hvad han siger. Men det er ikke altid han går direkte til sagen; nogle gange begynder han med at sige: ”Ved du hvad?” som for at skabe ekstra meget dramatisk opmærksomhed om det han skal til at fortælle. Ind imellem sker det endda, efter at jeg har svaret det rituelle ”Nej?” til spørgsmålet ”Ved du hvad?”, at der yderligere bliver tilføjet et ”Skal jeg fortælle dig noget?” Jeg tror han nyder at se hvordan jeg efterhånden er ved at revne af nysgerrighed efter at få at vide hvad det er han vil fortælle – også selvom budskabet ikke altid er specielt interessant set med voksne øjne, men for ham er det jo fantastisk interessant! Og på det punkt er små børn måske klogere end os voksne som alt for let glemmer hvor interessant en verden det er Gud har sat os i.

                      Jeg kan forestille mig at evangelisten Johannes’ far, Zebedæus, nogle gange har måttet vente meget længe før hans søn nåede frem til sagen, dengang han var barn. I hvert fald bruger han godt med omsvøb i dagens tekst før han når frem til at fortælle os at Jesus vaskede sine disciples fødder:

• Det var før påskefesten,
• Og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen;
• Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.
• Og mens de holdt måltid –
• Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham;
• Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud –
• Så rejser Jesus sig fra bordet osv.

Hvorfor alle de omsvøb? Ja, dels er det jo nok for at sætte en dramatisk scene for det fuldstændig uhørte der skal til at ske, nemlig at universets konge påtager sig en opgave som det normalt kun var slaver der udførte, men jeg tror også det er for at vi skal forstå baggrunden for at Jesus gjorde hvad han gjorde.

                      Nogle af jer kender muligvis den Oscarbelønnede tyske film ”De andres liv” fra 2006. (Hvis du har planer om at se den snart, så luk ørerne, for nu kommer der en spoiler). Den foregår i Østtyskland i midten af 1980’erne og handler om Stasi-officeren Gerd Wiesler, der bliver sat til at udspionere en forfatter, men som efterhånden fatter sympati for forfatteren og derfor vælger ikke at rapportere de ting videre som han opdager under sin efterforskning. På et tidspunkt bliver Wieslers illoyalitet mod regimet imidlertid opdaget, og som straf bliver han degraderet og sat til at udføre det allermest kedelige og prestigeløse Stasi-arbejde, nemlig at dampe konvolutter åbne. Sådan er det jo som regel i denne verden: Der er en social hakkeorden i mange menneskelige sammenhænge, og hvis eksempelvis kaptajnen på et cykelhold pludselig henter vand til sine holdkammerater, så må man formode at det er fordi han er faldet i unåde hos holdejeren. Men når Jesus pludselig vasker sine disciples fødder, så er det altså på ingen måde det der er tale om; tværtimod understreger Johannes at Faderen (altså Gud) havde lagt alt i Jesu hænder, og at Jesus var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Når Jesus vaskede sine disciples fødder, var det altså ikke fordi han i virkeligheden havde en ringere status end det så ud til; nej, det var tværtimod fordi han i virkeligheden havde en langt højere status end det så ud til!

                      Hvordan hænger det sammen? Jo, prøv at tænke på de forskellige metaller der findes. Nogle metaller er ædle, andre er knap så ædle, og de ædle metaller betragtes som regel som de fornemste. Blandt de mest kendte metaller er guld det ædleste, dernæst følger platin, så sølv, kviksølv, kobber, bly, tin, nikkel, x, jern og så videre dernedad. Et metals ædelhed er et mål for hvor tilbøjeligt det er til at indgå i en kemisk reaktion – eller rettere: hvor utilbøjeligt, for det ædleste metal, guld, reagerer stort set ikke med noget som helst. Eller for at sige det på mere jævnt dansk: Guld ruster ikke! Det bliver heller ikke sort som sølv kan gøre, det irrer ikke som kobber, og så videre. Og når vi siger at sølv er ædlere end kobber, og kobber er ædlere end jern, så betyder det at jern ilter lettere end kobber, og kobber ilter lettere end sølv. Det er blandt andet derfor man laver ledninger af kobber og ikke af jern, fordi kobber er mere holdbart. Og før man begyndte at lave tandkroner af porcelæn, så lavede man dem hverken af jern, kobber eller sølv, men af guld – også selvom guld er langt dyrere end de andre metaller. En tandkrone bliver jo udsat for frugtsyre og mange andre sjove ting i løbet af en dag, og det skulle den gerne kunne holde til! Så selvom det at blive badet i halvtygget mad adskillige gange om dagen ikke kan siges at være specielt ærefuldt, så vælger man alligevel det fornemste metal til opgaven – fordi det er det der bedst kan holde til det!

                      Og sådan er det også i Guds rige: Hvem af de 13 personer der sad til bords ved den sidste nadver, kunne bedst holde til at blive udsat for den ydmygelse at vaske de andres fødder? Rigtigt gættet: Det kunne Jesus! Netop fordi han vidste at han var udgået fra Gud og gik tilbage til Gud, havde han så at sige råd til at ydmyge sig uden at der gik noget af ham af den grund; han vidste jo hvem han var!

                      Men beretningen slutter ikke der, for efter at Jesus har gjort sig færdig med opgaven, så spørger han disciplene om de har forstået hvad det var han gjorde. Det havde de tilsyneladende ikke, så derfor forklarer Jesus dem det. Han siger: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Den måde vi som regel forstår det på, er at når selveste Jesus nedlod sig til at gøre en slaves arbejde, så bør der slet ikke være noget som vi der kalder ham Herre, føler os for fine til – og det er en helt korrekt forståelse og noget som vi vist ikke kan blive mindet om for tit. Men jeg tror det er vigtigt at vi også får en anden dimension med, nemlig at ligesom Jesus havde råd til at ydmyge sig, har vi det også! På grund af det Jesus har gjort, har vi nemlig lov til at kalde os Guds børn, og vi har en skat i himlen som ingen kan tage fra os. Det har vi fordi Jesus, dagen efter at han vaskede sine disciples fødder, underlagde sig den totale ydmygelse ved at finde sig i at blive korsfæstet. Ud over at være en ufattelig smertefuld og inhuman måde at dø på var det også nærmest den ultimative ydmygelse man kunne blive udsat for i datidens samfund, fordi man hang dér udstillet til alle forbipasserendes hån og foragt. Hvis der var noget mennesker på jorden der ikke fortjente at blive udsat for det, så var det Jesus! Men han fandt sig i det ”for den glædes skyld der ventede ham”, som det udtrykkes i Hebræerbrevet (12,2) – og den glæde, det var blandt andet det at kunne dele himlen med dig og mig! For at vende tilbage til billedet med metallerne, så kan man sige at han tog os, som i os selv ikke var andet end rustent blik, og forvandlede os til det pureste guld ved at tage alt vores skidt på sig. Så find du bare dine gamle 80’er-plader frem og hør Spandau Ballet synge: ”You are gold, always believe it”, for det er du, takket være Jesus! Men netop derfor har vi også råd til at finde dig i hvad som helst for andre menneskers skyld, for dybest set har den der tilhører Jesus, intet at miste. Alt hvad vi måtte miste i denne verden, om det så er ejendom, venner, anseelse, eller endda vores liv, det får vi tusindfold igen i den verden der kommer, og allerede nu i denne verden har vi barneret hos Gud.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til skærtorsdag 2020
Tags: Johannesevangeliet 13.1-15

Posted By admin on 6. april 2020

Salvningen i Bethania: Hvor kalder Gud dig til at gøre en forskel?

Prædiken på TV2 Bornholm palmesøndag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da min mor var 4 år gammel, og jeg selv kun var en kærlig tanke i Guds evige hjerte, gjorde befolkningen i Ungarn oprør mod den Sovjetstøttede regering i landet. Til at begynde med virkede det som om oprøret ville lykkes: Regeringen gik af, og en ny regering under ledelse af den moderate Imre Nagy lovede reformer og frie valg. Men den 1. november 1956 rykkede en massiv sovjetisk hærstyrke ind i landet, og i løbet af ganske få dage blev oprøret slået ned under massive blodsudgydelser. Imre Nagy blev hængt for forræderi, næsten 2000 civile mistede livet, og op imod 200.000 flygtede fra landet, først og fremmest til Østrig, hvor de blev indkvarteret i store flygtningelejre. Begivenhederne vakte naturligvis bestyrtelse i Vesteuropa, men Sovjetunionen var for stærk til at den vestlige fordømmelse af deres fremfærd gjorde den store forskel – uanset at fordømmelsen rakte langt ind i Vesteuropas kommunistpartier, hvilket jo her i Danmark førte til stiftelsen af SF. Men én ting kunne man gøre, og det var at hjælpe de nødstedte flygtninge! I Danmark blev der i marts 1957 afholdt tre store indsamlingsshows med overskriften ”Underholdning for millioner”, og selvom danskernes økonomi stadig var mærket af Anden Verdenskrig, blev der samlet næsten fire millioner ind, svarende til omtrent 55 millioner nutidskroner. Den solidaritet, som vi heldigvis også ser udfolde sig mange steder under den krise der har ramt os lige for øjeblikket, var også aktiv dengang.

                      Verden ser ellers på mange måder meget anderledes ud i dag end den gjorde i 1957. Den humanitære katastrofe som kaldte på handling dengang fordi den var så rystende, er desværre ikke noget særsyn længere, dels fordi verdens befolkning er vokset til det tredobbelte siden dengang, dels fordi der nok er mere politisk uro i verden nu end dengang – men i høj grad også fordi massemedierne har gjort verden mindre, og vi derfor hører om mange katastrofer som vores bedsteforældre var lykkeligt uvidende om for 60 år siden. Vi erfarer i stadig højere grad sandheden i Jesu ord om at vi altid har de fattige hos os! Indsamlinger er der også blevet mange flere af: Hvert år er der et stort, landsdækkende indsamlingsshow, der er et væld af husstandsindsamlinger, der er de såkaldte facere som stopper folk på gaden og beder om et bidrag til den ene eller den anden eller den tredje organisation, der er rudekuverterne som oversvømmer vores postkasser med hjerteskærende beretninger om mennesker i nød, påhæftet et girokort forneden, og det er sjældent der går en uge uden et telefonopkald fra en organisation som gerne vil have mig til at give dem flere penge end jeg allerede gør. Jeg kan desværre mærke at jeg har nået en slags mæthedspunkt hvor jeg knap nok tager notits af alle de forskellige indsamlinger mere, fordi jeg ganske enkelt ikke kan rumme det alt sammen i mit hoved. Og det er jeg ikke fri for at skamme mig over, for det er jo lutter gode formål, og de mennesker i ind- og udland som der bliver samlet ind til, er alle sammen nogen der har det betydelig sværere end jeg selv har. Og de mennesker der arrangerer de forskellige indsamlinger, er for de flestes vedkommende ildsjæle som med egne øjne har set den menneskelige nød som de forsøger at afhjælpe, og som derfor – forståeligt nok! – kan have svært ved at forstå at alle andre ikke brænder lige så meget for sagen som de selv gør.

                      Det at der er så mange gode formål man kan støtte, har også haft den triste bivirkning at nødlidende mennesker nogle gange bliver spillet ud mod hinanden. Det er for eksempel lige så sikkert som amen i kirken – havde jeg nær sagt, men amen i kirken er jo desværre ikke spor sikkert mere i denne tid, så jeg må hellere bruge et andet udtryk: Det slår aldrig fejl at hver gang der er en indsamling til fordel for en udsat gruppe, så bliver de sociale medier oversvømmet af opslag der fordømmer indsamlingen med henvisning til at man hellere skulle bruge pengene på at hjælpe nogle andre trængende mennesker. Det er meget trist, synes jeg – og jeg undrer mig i øvrigt over at der ikke lyder en lignende fordømmelse af alt det andet vi bruger penge på, for ganske vist kunne jeg have valgt at undlade at give 200 kroner til Mission Øst for i stedet at give pengene til Kirkens Korshær, men jeg kunne jo også have valgt at undlade at bruge 200 kroner på at købe en bog for i stedet at give de penge til Kirkens Korshær.

                      Men trangen til at blande sig i hvad andre mennesker vælger at bruge deres penge på, er ikke ny. Tag nu for eksempel den kvinde vi møder i dagens tekst, som havde valgt at bruge en formue på en ufattelig dyr parfume, kun for at hælde det alt sammen ud over Jesus på én gang. Er det ikke uansvarligt? Burde hun ikke hellere have givet de penge til Kirkens Korshær? Det syntes disciplene i hvert fald. Og et eller andet sted er det svært ikke at give dem ret. Men Jesus giver dem ikke ret! Og det kan man godt undre sig over, for hvis der var nogen der altid talte de fattiges sag, så var det da Jesus!

                      Men det Jesus siger, er heller ikke at man ikke skal give penge til de fattige – tværtimod siger han: ”De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem”, og det skal helt klart forstås som en opfordring, for ikke at sige en befaling. Og den befaling eller opfordring har kirken da også taget op igennem hele sin historie. (Det er derfor det hedder Kirkens Korshær!). Men omsorgen for de fattige er ikke noget man skal bruge til at slå andre mennesker i hovedet med, og da i særdeleshed ikke dem der er i gang med at gøre gode gerninger! For det var jo det kvinden gjorde: Hun gjorde en god gerning mod Jesus. Ja, hun kunne have valgt at sælge den dyre parfume og give pengene til de fattige, men hun kunne lige så vel have valgt at bruge den selv. Faktisk må man forestille sig at når hun lå inde med så dyr en parfume, var det netop fordi hun havde tænkt at bruge den selv, og når hun i stedet hældte det hele ud over Jesus, må det være fordi hun ville udtrykke at Jesus var noget ganske enestående. Og det var han unægtelig også! Alle vi der bekender at Jesus Kristus er Guds evige og enbårne søn, som for os mennesker og for vor frelse gav afkald på himlens herlighed og lod sig føde som menneske, fandt sig i hån og spot, tortur og korsfæstelse – vi kan formentlig blive enig om at hvis der nogensinde har været nogen der fortjente at blive æret og hædret og tilbedt, så er det ham! Desuden tyder det som Jesus siger, på at kvinden har haft en forudanelse af hvad der ventede ham langfredag, og at salvningen har tjent som en opmuntring til ham i den situation; en påmindelse om at det netop var ved at lide at dø at han skulle vise sig som Israels og verdens sande konge. Og vi må tro på at det at bruge sin dyre salve på at hylde, tilbede og opmuntre Jesus på den måde, var noget som Gud på en særlig måde havde lagt denne kvinde på hjerte.

                      I forlængelse af det vil jeg opfordre hver enkelt af jer der hører dette, til at spørge jer selv: Hvad har Gud lagt på dit hjerte? Som jeg var inde på før, er der ikke nogen af os der kan overkomme eller overskue at hjælpe alle der har brug for hjælp, men hvem skal du hjælpe? Hvilke gode gerninger skal dine kræfter, din tid, dine penge bruges på? Hvad er det der i særlig grad smerter dit hjerte og får dig til at tænke at dét her, det skal i Jesu navn blive løgn, så vidt det står til dig? De fattige har vi jo altid hos os – nogle er fattige på penge, nogle er fattige på godt helbred, nogle er fattige på livsmod, nogle er fattige på venner, nogle er fattige på mad, tøj eller tag over hovedet, og de har alle sammen brug for hjælp. De fattige findes i både ind- og udland, og måske er du selv en af dem? Ja, i virkeligheden er vi vel alle sammen mere eller mindre fattige i den ene eller den anden eller den tredje betydning af ordet, men det skal ikke forhindre os i at hjælpe de andre fattige – som Martin Luther engang udtrykte det, er et kristent menneske trods alt ikke andet end en tigger som fortæller de andre tiggere hvor der er brød at få.

                      Brødet er at få hos Jesus. Fordi han gav sit liv for vores skyld, er vi sat fri fra vores synder til at være Guds børn, vi kan leve uden fordømmelse og se frem til et evigt liv i glæde. Derfor har vi råd til at bruge det som Gud har givet os i denne verden, til at gøre godt mod andre, og det skal vi gøre, alt efter hvad Gud har lagt på vores hjerte hver især. Nogle af Jesu disciple havde tilsyneladende fået lagt det på deres hjerter at sælge alle deres dyre ting og give pengene til de fattige, og det er en god ting at gøre. Men vi skal respektere at Gud har lagt andre ting på andre menneskers hjerter, og derfor skal vi aldrig tale ondt om dem der gør godt på en anden måde end vi selv gør – heller ikke selvom vi synes at de andres tid, kræfter og penge ville være brugt meget bedre på det vi selv brænder for.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til TV-prædiken til palmesøndag 2020
Tags: Markusevangeliet 14.3-9

Posted By admin on 1. april 2020

Marias lovsang: Var Maria heldig?

Videoprædiken til Mariæ bebudelses dag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Her hvor vi står midt i det der måske er den alvorligste epidemi Danmark har oplevet i mere end 100 år, er det virkelig mærkeligt at skulle prædike over en tekst som Marias lovsang, som jo er et spontant glædesudbrud af nærmest episke dimensioner, men som vi skal se, ligger der nogle barske og alvorlige realiteter bag glæden, så bliv hængende og hør med!

 

Jubelscener er noget som mange af os er vant til at se, for det er godt tv. Det kan være en fodboldspiller der har scoret et vigtigt mål i en afgørende kamp, eller det kan være en deltager i X Factor der har fået besked om at han eller hun er gået videre i konkurrencen. I den slags situationer bliver der sjældent sparet på de store ord når journalisterne bagefter spørger hvordan det føles, men det er alligevel sjældent de svinger sig helt op til de højder som Maria gør her. Jeg kan i hvert fald ikke mindes nogensinde at have hørt en sejr i en selv nok så vigtig konkurrence blive beskrevet med ordene ”herefter skal alle slægter prise mig salig”! Men det er jo også sådan at der kommer en ny omgang X Factor næste år og et nyt VM i fodbold om 4 år, hvorimod det kun er sket den ene gang i verdenshistorien at Guds søn har ladet sig føde som menneske, så Maria stod unægtelig i en fuldstændig unik position: Blandt alle kvinder i fortid, nutid og fremtid var lige netop hun blevet udvalgt til den størst tænkelige ære: at føde Guds søn og blive kendt i alle efterfølgende generationer som ”Herrens moder”.

Vi protestanter plejer ikke at beskæftige os så meget med Maria. Det er trods alt Jesus og ham alene der er Frelseren og Herren, og mange af de traditioner der præger den katolske Maria-fromhed, så som at hun skulle være blevet undfanget ubesmittet, eller at hun i lighed med Elias skulle være blevet taget op til himlen i levende live ved afslutningen af sit liv, er der ikke noget klart bibelsk belæg for. Derfor vil det nok også overraske nogle at få at vide at Martin Luther selv satte Maria meget højt – ganske vist ikke som himmeldronning og formidler mellem Gud og mennesker, men dog som Guds Moder, der bør æres fordi hun bar og fødte verdens frelser. Vi har det jo også sort på hvidt i Bibelen – nemlig i dagens prædiketekst – at alle slægter skal prise Maria salig.

Men hvor salig var hun egentlig? Jeg mener, der er næppe nogen tvivl om at hun er salig nu (selvom man skal være meget påpasselig med at udtale sig om hvilken vej et afdødt menneske er gået), men mens hun gik her på jorden, kan man vel dårligt sige at hun havde vundet i lotteriet, sådan menneskeligt set. Der er utvivlsomt mange rundt om i de danske hjem der gerne ville bytte plads med de mennesker vi ser juble på tv, men hvor mange mon reelt ville have lyst til at påtage sig den rolle som Maria fik? Til en begyndelse levede hun i en kultur hvor der ikke blev set med milde øjne på at en ugift pige blev gravid, og hvor mange mon ville tro på at hun var blevet gravid ved Helligånden og faktisk stadig var jomfru? Ville hendes forlovede, Josef, tro på det, eller ville han afbryde forlovelsen? Alle de udfordringer kunne Maria forudse, men der skulle komme endnu flere til som hun på det tidspunkt ikke var klar over endnu, for den måde hendes søn ville komme til at frelse verden på, var jo ved at dø på et kors, bærende på alle verdens synder. Selv ville hun komme til at stå ved foden af korset og se sin elskede søn hænge deroppe, pisket, tornekronet, med søm gennem hænder og fødder. I filmen ”Son of God”, som jeg hvert år plejer at se sammen med mine konfirmander, zoomer kameraet jævnligt ind på Jesu moder (spillet af irske Roma Downey) under skildringen af Jesu lidelser, og jeg vil sige at for mig gør det næsten endnu mere ondt at se den følelsesmæssige smerte der står malet i Marias ansigt, end det gør at se den fysiske smerte som Jesus bliver tilføjet. (Jesus bliver i øvrigt spillet eminent flot af portugisiske Diogo Morgado). Men det er altså hende, Maria, som måtte se sin søn gennemgå ufattelige lidelser, og som bagefter måtte begrave ham – det er hende vi priser salig! Hvorfor gør vi dog det?

Tja, vi kan jo se på hvad Maria selv angiver som grunden til at hun skal prises salig. ”Den mægtige har gjort store ting mod mig”, siger hun til at begynde med, men det er også det sidste hun siger om sig selv – i resten af hendes jubelråb (eller hendes lovsang, som vi jo plejer at kalde det) zoomer hun ud og taler om hvad Gud har gjort mod hele Israels folk, ja mod hele menneskeheden. Maria priser sig altså ikke lykkelig fordi hun har udsigt til at få et fedt liv, men tværtimod fordi hendes liv ville komme til at tjene Guds gode planer om at frelse mennesker. Det var dét der var den ”store ting” som den Mægtige havde gjort mod hende!

Og det er også det vi først og fremmest kan lære af Maria. Ganske vist er der ikke nogen af os der er udset til en så fornem rolle som hun var, men det forhindrer os ikke i at prise os lykkelige hver gang vi får lov til at medvirke – aktivt eller passivt – til at andre mennesker får del i frelsen. Ja, vi kan endda aktivt arbejde på at gøre det til den vigtigste prioritet i vores liv – vigtigere end rigdom, berømmelse og bekvemmelighed.

Og hvordan gør vi så det? Det oplagte svar er at det gør vi ved at fortælle andre mennesker om Jesus, og det er bestemt også en meget vigtig ting at gøre! Men det er ikke kun de få minutter om ugen (eller hvor meget det nu måtte være) hvor vi rent faktisk har mulighed for at fortælle en kollega, en nabo, et familiemedlem eller en fremmed på gaden om syndernes forladelse ved Jesu død og opstandelse, der ”tæller”, om man så må sige. Nej, jeg tror faktisk på at det er muligt – uanset hvad der er vores beskæftigelse, eller hvilke omstændigheder vi i øvrigt lever under – at alt hvad vi gør, kan bidrage til at Guds gode planer bliver til virkelighed. Når vi beder ”ske din vilje”, kan vi forvente at Guds svar på vores bøn omfatter hver eneste af vores vågne timer – og, vil jeg vove at påstå, endda de timer hvor vi sover! Jeg tror nemlig det er Guds vilje at vi om muligt skal sørge for at få tilstrækkeligt med søvn, og ligesom kornet på marken vokser mens vi sover, gør Guds rige det også. Hvad vores vågne timer angår, så skriver Paulus til Kolossenserne: ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!” (Kol 3,17).

Godt, men hvordan vasker man op i Jesu navn? Hvordan køber man ind i Jesu navn? Hvordan pløjer man sin mark i Jesu navn? Hvordan laver man skolelektier i Jesu navn? Spørgsmålene kan virke umulige at besvare, men jeg tror faktisk at svaret er såre enkelt: Det gør man ved at gøre det ordentligt, samvittighedsfuldt, med tak i hjertet til Gud for de gode gaver han giver os, og med et åbent øje og sind for anledninger til at give vores medmennesker anledning til at sige tak til Gud på grund af os. Som Jesus siger i Bjergprædikenen: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,16). Og mon ikke de fleste af os alligevel har erfaring for at de fleste gøremål kan gøres på en måde der bliver til glæde for vores omgivelser eller det modsatte? Lad os, ligesom Maria, vælge glæden – altså de andres glæde over frelsen fra Gud, også selvom det måske har omkostninger for os selv.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dem, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til Mariæ bebudelses dag 2020
Tags: Lukasevangeliet 1.46-55