TV-prædiken til palmesøndag 2020
Posted By admin on 6. april 2020
Salvningen i Bethania: Hvor kalder Gud dig til at gøre en forskel?
Prædiken på TV2 Bornholm palmesøndag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Da min mor var 4 år gammel, og jeg selv kun var en kærlig tanke i Guds evige hjerte, gjorde befolkningen i Ungarn oprør mod den Sovjetstøttede regering i landet. Til at begynde med virkede det som om oprøret ville lykkes: Regeringen gik af, og en ny regering under ledelse af den moderate Imre Nagy lovede reformer og frie valg. Men den 1. november 1956 rykkede en massiv sovjetisk hærstyrke ind i landet, og i løbet af ganske få dage blev oprøret slået ned under massive blodsudgydelser. Imre Nagy blev hængt for forræderi, næsten 2000 civile mistede livet, og op imod 200.000 flygtede fra landet, først og fremmest til Østrig, hvor de blev indkvarteret i store flygtningelejre. Begivenhederne vakte naturligvis bestyrtelse i Vesteuropa, men Sovjetunionen var for stærk til at den vestlige fordømmelse af deres fremfærd gjorde den store forskel – uanset at fordømmelsen rakte langt ind i Vesteuropas kommunistpartier, hvilket jo her i Danmark førte til stiftelsen af SF. Men én ting kunne man gøre, og det var at hjælpe de nødstedte flygtninge! I Danmark blev der i marts 1957 afholdt tre store indsamlingsshows med overskriften ”Underholdning for millioner”, og selvom danskernes økonomi stadig var mærket af Anden Verdenskrig, blev der samlet næsten fire millioner ind, svarende til omtrent 55 millioner nutidskroner. Den solidaritet, som vi heldigvis også ser udfolde sig mange steder under den krise der har ramt os lige for øjeblikket, var også aktiv dengang.
Verden ser ellers på mange måder meget anderledes ud i dag end den gjorde i 1957. Den humanitære katastrofe som kaldte på handling dengang fordi den var så rystende, er desværre ikke noget særsyn længere, dels fordi verdens befolkning er vokset til det tredobbelte siden dengang, dels fordi der nok er mere politisk uro i verden nu end dengang – men i høj grad også fordi massemedierne har gjort verden mindre, og vi derfor hører om mange katastrofer som vores bedsteforældre var lykkeligt uvidende om for 60 år siden. Vi erfarer i stadig højere grad sandheden i Jesu ord om at vi altid har de fattige hos os! Indsamlinger er der også blevet mange flere af: Hvert år er der et stort, landsdækkende indsamlingsshow, der er et væld af husstandsindsamlinger, der er de såkaldte facere som stopper folk på gaden og beder om et bidrag til den ene eller den anden eller den tredje organisation, der er rudekuverterne som oversvømmer vores postkasser med hjerteskærende beretninger om mennesker i nød, påhæftet et girokort forneden, og det er sjældent der går en uge uden et telefonopkald fra en organisation som gerne vil have mig til at give dem flere penge end jeg allerede gør. Jeg kan desværre mærke at jeg har nået en slags mæthedspunkt hvor jeg knap nok tager notits af alle de forskellige indsamlinger mere, fordi jeg ganske enkelt ikke kan rumme det alt sammen i mit hoved. Og det er jeg ikke fri for at skamme mig over, for det er jo lutter gode formål, og de mennesker i ind- og udland som der bliver samlet ind til, er alle sammen nogen der har det betydelig sværere end jeg selv har. Og de mennesker der arrangerer de forskellige indsamlinger, er for de flestes vedkommende ildsjæle som med egne øjne har set den menneskelige nød som de forsøger at afhjælpe, og som derfor – forståeligt nok! – kan have svært ved at forstå at alle andre ikke brænder lige så meget for sagen som de selv gør.
Det at der er så mange gode formål man kan støtte, har også haft den triste bivirkning at nødlidende mennesker nogle gange bliver spillet ud mod hinanden. Det er for eksempel lige så sikkert som amen i kirken – havde jeg nær sagt, men amen i kirken er jo desværre ikke spor sikkert mere i denne tid, så jeg må hellere bruge et andet udtryk: Det slår aldrig fejl at hver gang der er en indsamling til fordel for en udsat gruppe, så bliver de sociale medier oversvømmet af opslag der fordømmer indsamlingen med henvisning til at man hellere skulle bruge pengene på at hjælpe nogle andre trængende mennesker. Det er meget trist, synes jeg – og jeg undrer mig i øvrigt over at der ikke lyder en lignende fordømmelse af alt det andet vi bruger penge på, for ganske vist kunne jeg have valgt at undlade at give 200 kroner til Mission Øst for i stedet at give pengene til Kirkens Korshær, men jeg kunne jo også have valgt at undlade at bruge 200 kroner på at købe en bog for i stedet at give de penge til Kirkens Korshær.
Men trangen til at blande sig i hvad andre mennesker vælger at bruge deres penge på, er ikke ny. Tag nu for eksempel den kvinde vi møder i dagens tekst, som havde valgt at bruge en formue på en ufattelig dyr parfume, kun for at hælde det alt sammen ud over Jesus på én gang. Er det ikke uansvarligt? Burde hun ikke hellere have givet de penge til Kirkens Korshær? Det syntes disciplene i hvert fald. Og et eller andet sted er det svært ikke at give dem ret. Men Jesus giver dem ikke ret! Og det kan man godt undre sig over, for hvis der var nogen der altid talte de fattiges sag, så var det da Jesus!
Men det Jesus siger, er heller ikke at man ikke skal give penge til de fattige – tværtimod siger han: ”De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem”, og det skal helt klart forstås som en opfordring, for ikke at sige en befaling. Og den befaling eller opfordring har kirken da også taget op igennem hele sin historie. (Det er derfor det hedder Kirkens Korshær!). Men omsorgen for de fattige er ikke noget man skal bruge til at slå andre mennesker i hovedet med, og da i særdeleshed ikke dem der er i gang med at gøre gode gerninger! For det var jo det kvinden gjorde: Hun gjorde en god gerning mod Jesus. Ja, hun kunne have valgt at sælge den dyre parfume og give pengene til de fattige, men hun kunne lige så vel have valgt at bruge den selv. Faktisk må man forestille sig at når hun lå inde med så dyr en parfume, var det netop fordi hun havde tænkt at bruge den selv, og når hun i stedet hældte det hele ud over Jesus, må det være fordi hun ville udtrykke at Jesus var noget ganske enestående. Og det var han unægtelig også! Alle vi der bekender at Jesus Kristus er Guds evige og enbårne søn, som for os mennesker og for vor frelse gav afkald på himlens herlighed og lod sig føde som menneske, fandt sig i hån og spot, tortur og korsfæstelse – vi kan formentlig blive enig om at hvis der nogensinde har været nogen der fortjente at blive æret og hædret og tilbedt, så er det ham! Desuden tyder det som Jesus siger, på at kvinden har haft en forudanelse af hvad der ventede ham langfredag, og at salvningen har tjent som en opmuntring til ham i den situation; en påmindelse om at det netop var ved at lide at dø at han skulle vise sig som Israels og verdens sande konge. Og vi må tro på at det at bruge sin dyre salve på at hylde, tilbede og opmuntre Jesus på den måde, var noget som Gud på en særlig måde havde lagt denne kvinde på hjerte.
I forlængelse af det vil jeg opfordre hver enkelt af jer der hører dette, til at spørge jer selv: Hvad har Gud lagt på dit hjerte? Som jeg var inde på før, er der ikke nogen af os der kan overkomme eller overskue at hjælpe alle der har brug for hjælp, men hvem skal du hjælpe? Hvilke gode gerninger skal dine kræfter, din tid, dine penge bruges på? Hvad er det der i særlig grad smerter dit hjerte og får dig til at tænke at dét her, det skal i Jesu navn blive løgn, så vidt det står til dig? De fattige har vi jo altid hos os – nogle er fattige på penge, nogle er fattige på godt helbred, nogle er fattige på livsmod, nogle er fattige på venner, nogle er fattige på mad, tøj eller tag over hovedet, og de har alle sammen brug for hjælp. De fattige findes i både ind- og udland, og måske er du selv en af dem? Ja, i virkeligheden er vi vel alle sammen mere eller mindre fattige i den ene eller den anden eller den tredje betydning af ordet, men det skal ikke forhindre os i at hjælpe de andre fattige – som Martin Luther engang udtrykte det, er et kristent menneske trods alt ikke andet end en tigger som fortæller de andre tiggere hvor der er brød at få.
Brødet er at få hos Jesus. Fordi han gav sit liv for vores skyld, er vi sat fri fra vores synder til at være Guds børn, vi kan leve uden fordømmelse og se frem til et evigt liv i glæde. Derfor har vi råd til at bruge det som Gud har givet os i denne verden, til at gøre godt mod andre, og det skal vi gøre, alt efter hvad Gud har lagt på vores hjerte hver især. Nogle af Jesu disciple havde tilsyneladende fået lagt det på deres hjerter at sælge alle deres dyre ting og give pengene til de fattige, og det er en god ting at gøre. Men vi skal respektere at Gud har lagt andre ting på andre menneskers hjerter, og derfor skal vi aldrig tale ondt om dem der gør godt på en anden måde end vi selv gør – heller ikke selvom vi synes at de andres tid, kræfter og penge ville være brugt meget bedre på det vi selv brænder for.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.
Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.
Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.
Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.
Amen.
Comments