Signe & Nikolaj

Posted By admin on 16. april 2025

Indtoget i Jerusalem: Dead man walking

Prædiken i Klemensker og Rø Kirker palmesøndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke mere end fire en halv måned siden vi sidst var samlet om den bibeltekst vi lige har hørt. I de år hvor vi prædiker efter første tekstrække, er Jesu indtog i Jerusalem nemlig på menuen både 1. søndag i advent og palmesøndag, og tilmed begge gange i Matthæus’ udgave. I betragtning af hvor mange af beretningerne fra de fire evangelier der slet ikke optræder i tekstrækkerne, kan man undre sig over at der er en tekst der optræder hele to gange, men jeg er nu i gang med min tiende tur gennem første tekstrække siden jeg startede som præst tilbage i 2006, og jeg er efterhånden begyndt at kunne se en vis mening med galskaben. Til advent har indtoget jo nærmest karakter af et triumftog: ”Gør døren høj, gør porten vid!” (DDS 84,1) ”Se, din konge til dig kommer!” (DDS 83,1) ”Strø grene på hans vej, Hosianna!” (DDS 81,6). Og det havde da også karakter af et triumftog! Alle de der fulgte med ham, og de der stod langs vejen og viftede med palmegrene, var utvivlsomt overbeviste om at nu kom revolutionen; at Jesus ville ride lige op til Pilatus og bede ham om at skride, hvorefter han ville lade sig krone som konge. Vi der lever 2000 år senere, ved selvfølgelig godt at det ikke var det der var Jesu plan: Han ville ikke herske over et jordisk kongerige gennem ydre magt, men over menneskers hjerter gennem kærlighedens magt. Derfor handler adventssalmerne også om at vi byder Jesus velkommen som konge i vores hjerter, alt imens vi afventer hans andet komme til jorden, hvor hans freds- og kærlighedsrige vil komme til at omfatte hele verden.

                      Men selvom Jesus med rette blev hyldet som konge da han drog ind i Jerusalem (om end med visse misforståelser angående naturen af hans kongerige), og selvom vi i endnu højere grad gør ret i at hylde ham som vores konge og lade ham drage ind i vores hjerter, så må vi ikke glemme hvad det var der ventede Jesus i den by han red ind i i sit triumftog, nemlig lidelse og død – og det er derfor vi har brug for at høre teksten igen her palmesøndag. Blot fem dage efter at en stor skare havde råbt: ”Hosianna!”, var der en anden stor skare i samme by der råbte: ”Korsfæst ham!” – og ”deres råb sejrede” (Luk 23,23), som vi skal høre på fredag når vi samles om Jesu lidelseshistorie. Og alt det vidste Jesus udmærket godt, og den viden havde han endda delt med disciplene ved mindst tre forskellige lejligheder, så de burde også havde vidst det, hvis de ellers havde været i stand til at tage hans ord til sig. Så set fra Jesu eget synspunkt var der tale om alt andet end et triumftog; han var snarere det som man på internationalsk kalder en dead man walking (eller måske rettere: ”dead man riding”, for han var jo ikke til fods).

                      ”Dead man walking” betyder direkte oversat ”en død mand der går”, og det virker jo umiddelbart som en selvmodsigelse. Udtrykket stammer fra den amerikanske fængselsverden hvor det traditionelt er blevet brugt når en dødsdømt fange er på vej til henrettelsesstedet, og i den betydning er det ikke mindst blevet kendt gennem filmen af samme navn, der skaffede Susan Sarandon en Oscar som bedste kvindelige skuespiller tilbage i 1995. Den dødsdømte fange er naturligvis stadig i live lidt endnu når han bliver ført til gaskammeret eller den elektriske stol, men ikke ret meget længere – man kan sige at han er ”så godt som død”, og det er derfor man populært kalder ham ”en død mand der går”. I dén betydning af ordet var det naturligvis først på selve langfredag at Jesus blev en dead man walking, men udtrykket har efterhånden fået en bredere anvendelse, sådan at det nu i al almindelighed kan bruges om en person der uafvendeligt snart skal dø. Og Jesus vidste faktisk, da han red ind i Jerusalem, at hans død var uafvendelig. Han vidste at ypperstepræsterne og farisæerne for længst havde besluttet at slå ham ihjel, han vidste at Judas ville lade sig købe til at forråde ham, og han vidste at Pilatus ville bøje retten og dømme ham til døden. Det må uvægerligt have sat sit præg på stemningen, i hvert fald hos ham selv. Og det rejser unægtelig det spørgsmål, hvorfor han så ikke bare holdt sig væk! Hvorfor red han med åbne øjne lige ind i døden?

                      Svaret på det spørgsmål fik vi i læsningen fra Filipperbrevet tidligere i gudstjenesten. I den tekst (som de fleste teologer i øvrigt mener er teksten til en sang der blev brugt i den tidlige kristne gudstjeneste) hedder det om Jesus at han ”blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. Jesus red altså sin død i møde fordi han havde fået besked på at gøre det! Og den der havde givet ham besked på det, var naturligvis Gud Fader.

                      Det sidste er der mange der har haft svært ved at forstå, for hvilken far ville dog nogensinde kunne finde på at sende sin egen søn i døden, også selvom han kunne redde en masse andre menneskers liv ved at gøre det? Og Gud skal endda forestille at være en perfekt far, sådan at Jesus flere steder i evangelierne kan sige ting som: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7,11). Men vi skal huske at båndet mellem Gud Fader og Guds Søn er langt tættere end selv det tætteste bånd mellem en far og en søn her på jorden. Vi tror på en treenig Gud, hvilket vil sige at selvom Faderen og Sønnen og Helligånden ikke er én person, men tre personer, så er de tre personer dog ét i væsen og vilje og kærlighed. Der var altså ikke tale om at Gud Fader en dag kaldte på Jesus og sagde: ”Nu skal du høre, min dreng, jeg har en spændende opgave til dig: Du skal lide og dø. Sæt i gang!”, hvorefter den gamle lænede sig behageligt tilbage og fandt en pose popcorn frem for at nyde showet. Nej, Faderen er så meget ét med Sønnen at Faderen dybest set ofrede sig selv da Sønnen blev ofret, og Sønnen er så meget ét med Faderen at Faderens beslutning også var Sønnens beslutning. Ganske vist hører vi i lidelseshistorien at Jesus, umiddelbart før han blev arresteret, gik alene ind i Getsemane Have for at bede, og at han i den forbindelse sagde: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matt 26,39), men det betyder ikke at Jesus selv inderst inde ville det anderledes end at gå i døden for os; det betyder blot at han var et ægte menneske i kød og blod som blev grebet af angst ved tanken om hvad der ventede ham, og som derfor mærkede fristelsen til at søge en nemmere og behageligere udvej. Man kan næsten sige at det var som om Jesus havde to forskellige viljer: En menneskelig vilje som ikke havde lyst til at lide, og en guddommelig vilje som alligevel valgte at sige: ”Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.”         Men hvis I kan holde til lidt kirkehistorisk nørderi, så blev det faktisk også vedtaget på kirkemødet i Konstantinopel i år 681 at Jesus har to viljer, en guddommelig og en menneskelig. (Og hvis du har svært ved at se hvilken relevans det spørgsmål har for dit daglige liv med Jesus, så er du ikke den eneste, så du kan roligt lade den oplysning gå direkte ud ad det andet øre igen).

                      Vi andre er jo ikke guddommelige ligesom Jesus, så vi har kun en menneskelig vilje, men alligevel vil jeg gætte på at de fleste af os kan nikke genkendende til den erfaring at selvom vi inderst inde gerne vil gøre det gode – også når det indebærer ulemper, omkostninger og måske endda lidelse – så er der en del af os der vil noget andet. Paulus beskriver det rigtig fint i Romerbrevets syvende kapitel: ”Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer” (Rom 7,21-23). Det er måske lidt knudret formuleret, men jeg håber I forstod pointen: Den indbyggede tilbøjelighed til at handle ondt, den oplevede Paulus nærmest som en naturlov på linje med tyngdeloven og loven om at den kø man vælger ved Øresundsbroen, altid viser sig at være den langsomste. Og når vi i modsætning til Jesus ikke har en guddommelig vilje som den menneskelige vilje kan lægge sig ind under, hvad gør vi så? Umiddelbart virker situationen ret håbløs, hvilket Paulus sætter en tyk streg under ved i det følgende vers af Romerbrevet kapitel 7 at skrive: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?”

                      Men det er bare retorik, for aldrig så snart har Paulus erklæret situationen for håbløs før han præsenterer løsningen, nemlig Helligånden. Med risiko for at afslutningen på min prædiken i dag bliver en mini-bibeltime over Romerbrevet, så siger Paulus i kapitel 6 – altså det foregående kapitel – at når vi bliver døbt til Jesus, bliver vi døbt til hans død. Dåben er simpelt hen en symbolsk gentagelse af Jesu begravelse og opstandelse, og derfor skriver Paulus til de kristne i Rom og til alle andre døbte: ”Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,11). Løsningen på problemet med vores manglende evne til at gøre det gode er altså at vi skal betragte vores gamle syndige natur som død og i stedet lade os lede af Guds ånd, og det handler hele det 8. kapitel i Romerbrevet om. Men for at gøre en lang historie kort vil jeg i stedet citere det vers fra Galaterbrevet som jeg også rundede min prædiken af med for 2 uger siden: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,19-20).

                      Palmesøndags vigtigste budskab til os i dag er altså at ligesom Jesus var en dead man walking (eller riding) da han red ind i Jerusalem, sådan må vi også være det hver eneste dag. Hvis vi virkelig mente det da vi i adventstiden bød Jesus velkommen som konge i vores hjerter, så må vi erkende at det er en korsfæstet konge vi hylder. Han vandt sin sejr ved at give afkald på sit liv, og hvis vi vil have del i den sejr, må vi også give afkald på vores liv – ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”, som vi hørte at Paulus skriver i indledningen til sangen om hvordan Jesus blev lydig indtil døden. Ligesom Jesus ikke ”regnede det … for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det”, sådan må vi også give afkald på alt hvad der hedder status og selviske ambitioner. Kun hvis vi overgiver alt til Gud og giver ham lov til at gøre lige præcis hvad han vil med os, kan vi slippe fri af den onde cirkel hvor vi gør det onde som vi ikke vil, i stedet for det gode som vi egentlig gerne ville.

                      Problemet er selvfølgelig at det at overgive alt til Gud er lettere sagt end gjort. Jeg har slet ikke tal på alle de gange hvor jeg har besluttet at fra nu af ville jeg leve et liv i fuld overgivelse til Jesus, koste hvad det koste må, men alene det at jeg har truffet sådan en beslutning mere end én gang, vidner jo om at jeg aldrig har været i stand til at holde mig selv op på den ret længe. Derfor er det også nogle år siden jeg sidst har truffet en sådan beslutning, for jeg har efterhånden indset at det alligevel ikke holder. Men det holder jo endnu mindre bare at resignere og tænke at det nok aldrig bliver anderledes end det er nu. I stedet må vi hver dag ydmygt komme til Gud og bekende at også det at overgive os til ham hører med til ”det gode, som vi vil”, men som vi ikke kan, og så må vi bede ham om at gøre også det for os!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til palmesøndag 2025
Tags: Filipperbrevet 2.5-11, Matthæusevangeliet 21.1-9, Zakarias' Bog 9.9-10

Posted By admin on 16. april 2025

Bebudelsen: Immanuel

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Mariæ bebudelses dag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det varer ikke ret længe før det er påske. Butikkerne bugner af påskeæg, påskebryg og i øvrigt lysegule påskeudgaver af snart sagt alt mellem himmel og jord, og mange af os er ved at have styr på vores planer for påskeugen. (For mit eget vedkommende kan jeg røbe at planerne i høj grad har med kirke og gudstjenester at gøre!)

                      Påsken har imidlertid det til fælles med julen at selvom der bliver taget forskud på den stort set alle andre steder, så holder vi i kirken fast på at det ikke er påske før det er påske, ligesom det ikke er jul før det er jul. De første 23 dage af december er det ikke jul, men advent; det er traditionelt en tid der er beregnet til alvor og selvransagelse, sådan at man kan nå at få sin sag i orden med Gud og sine medmennesker før den store fest skal fejres, og samtidig er det en tid med fokus på forventning og forberedelse. Og ligesom adventstiden går forud for julen, går fastetiden forud for påsken. Den kristne fastetid begynder askeonsdag (som modsat hvad mange tror, ikke er navnet på dagen før skærtorsdag, men derimod på onsdagen efter fastelavn), og den varer helt frem til påskemorgen; det vil sige: skærtorsdag, langfredag og påskelørdag hører også med til fastetiden. Traditionelt har langfredag og påskelørdag endda været dage hvor man slet ikke har spist noget, mens man i resten af fastetiden dog trods alt spiste groft brød, grøntsager, usødet vandgrød samt fisk. Man må sige at det har ændret sig i vore dage, hvor netop langfredag og påskelørdag er meget populære dage til at afholde påskefrokoster og andre festlige sammenkomster. Og jeg må indrømme at jeg ikke selv er noget dydsmønster: Jeg spiser nøjagtigt det samme i fastetiden som jeg gør resten af året, og hvis langfredag eller påskelørdag er den dag hvor det passer bedst at samles med familien, så er det det vi gør. Men jeg må da indrømme at når jeg hører nogen beklage sig over at muslimernes fastemåned er kommet til at fylde alt for meget i Danmark, så tænker jeg at det nok ville se anderledes ud hvis alle vi der bekender os til en kristen kultur, begyndte at tage vores egen fastetid tilsvarende alvorligt.

                      Men selvom vi altså er midt i fastetiden, så handler det altså pludselig om noget helt andet i dag; om noget der snarere leder tankerne hen på julen, nemlig englen Gabriels besøg hos jomfru Maria for at fortælle hende at hun skulle føde Guds søn. Nu hvor vi har haft fire søndage med fokus på den kamp Jesus kæmpede mod det onde, vel vidende at kampen ville munde ud i at han måtte give sit liv på korset, og der kun er en uge til det for alvor spidser til når vi skal høre om at Jesus red sine lidelser i møde på et æsel på palmesøndag, så kan det virke temmelig mærkeligt med det skift i fokus, og det er det i og for sig også, men som så meget andet her i verden er det Struensees skyld. Før hans rundbarbering af helligdagskalenderen i 1770 blev Mariæ bebudelse altid fejret den 25. marts, fordi det er præcis 9 måneder før vi fejrer Jesu fødsel, og ganske vist ligger 25. marts næsten altid i fastetiden, men seks ud af syv år falder den ikke på en søndag, og alle søndagene mellem fastelavn og påske var derfor helliget optakten til Jesu lidelse og død.

                      Men det nytter jo ikke noget at græde over spildt mælk, og eftersom den aktuelle samfundsudvikling snarere går i retning af at vi får endnu færre helligdage (hvis politikerne eller tør det), så skal vi nok belave os på at vi ikke får 5. søndag i fasten tilbage, men at vi også i fremtiden kommer til at fejre Mariæ bebudelse søndagen før palmesøndag, og så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af det. Og når vi så tilmed, som i dag, har besøg af et kor som har sunget for os om Jesu vej til korset, så er det jo oplagt at fokusere på at det faktisk lige netop var med henblik på korset at han overhovedet steg ned fra himlen og blev et foster i jomfru Marias liv. Det sagde englen ganske vist ikke noget om; han holdt sig til at fortælle Maria hvad enden på det hele ville blive, nemlig at hendes søn ville få sin forfader Davids trone og være konge til evig tid. At vejen til den trone gik gennem lidelse og død, skånede han hende i første omgang for at få at vide – og det var nok i virkeligheden meget klogt, for udsigten til at skulle forklare sin familie og sit lokalsamfund at hun var blevet gravid uden at der havde været nogen mand involveret, har nok været rigeligt til at give den stakkels Maria søvnløse nætter, uden at hun også skulle bekymre sig om lidelse der lå mere end 30 år ude i fremtiden. Som barnet i hendes moderliv selv senere ville sige: ”Hver dag har nok i sin plage” (Matt 6,34)!

                      Men Josef fik det at vide – eller fik i hvert fald et lidt større indblik end Maria gjorde. I Matthæusevangeliet kapitel 1 kan vi læse at det ikke kun var Maria der fik englebesøg; det gjorde Josef også efter at han havde fundet ud af at Maria var blevet gravid. Han havde egentlig tænkt sig at afbryde forlovelsen fordi han troede hun havde været ham utro, men så kom der en engel og forklarede ham sagens rette sammenhæng, nemlig at barnet var undfanget ved Helligånden. Og så tilføjede englen: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Josef var altså i det mindste forberedt på at det barn han skulle være far for selvom han ikke var dets biologiske far, ikke kun skulle være en konge, men også en frelser – og det som han skulle frelse sit folk fra, var tilmed ikke en ydre fjende, men derimod folkets egne synder. Og hvis Josef kunne sin bibel, så vidste han nok fra Esajas’ Bog kapitel 53 at det ville omfatte lidelse og død.

                      I dag har vi imidlertid hørt et andet stykke fra Esajas’ Bog, nemlig fra kapitel 7, hvor profeten har et sammenstød med den onde og ugudelige kong Akaz. Akaz var i øvrigt kong Davids efterkommer i tiende led (det er derfor Esajas skælder ud på ”Davids hus” i sit svar til ham), så på Esajas’ tid var det altså Akaz der sad på den trone som Gabriel senere lovede Maria at hendes søn ville komme til at sidde på til evig tid. Og det gjorde han ikke særlig godt, for nu at sige det mildt. Derfor skal Esajas’ kryptiske ord om at ”den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” sandsynligvis forstås som en advarsel til kongen om at Gud vil give hans plads til et barn – og ikke bare et hvilket som helst barn, men et barn hvis mor ville give ham navnet Immanuel. Netop det vers citerer Matthæus umiddelbart efter at han har fortalt om englens budskab til Josef, og det giver os følgende løjerlige formulering: ”’Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.’ Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ’Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’” (Matt 1,21-23). Altså: De kaldte ham Jesus, og derved opfyldtes profetien om at der skulle fødes en dreng som skulle få navnet Immanuel! Havde det nu været sådan at Jesus og Immanuel var to forskellige varianter af det samme navn, så ville det jo have været let nok at forstå, men det er ikke tilfældet, idet Jesus betyder ”Herren frelser”, hvorimod Immanuel betyder ”Gud med os”. Derfor må meningen med det Matthæus skriver, være at oplyse os om at Esajas’ profeti ikke skal opfattes bogstaveligt: Profeten mente ikke at det barn han talte om, ville være kendt under navnet Immanuel, men derimod at han skulle være Immanuel, altså: Gud med os.

                      Det er dog værd at bemærke at det med Immanuel ikke er noget englen siger til Josef, men en oplysning som Matthæus giver til sine læsere. Og Matthæus skrev først sit evangelium efter Jesu død og opstandelse (sandsynligvis endda adskillige årtier efter), så spørgsmålet er om Josef og Maria selv har forbundet det barn de skulle opfostre, med profetien om Immanuel. Det tror jeg ikke de har – og hvis de havde vidst at deres barn simpelt hen var Gud selv i menneskeskikkelse, ville det sikkert også have gjort det svært for dem at være forældre for ham uden at gå til af ærefrygt. Så her har vi igen et eksempel på at Gud kun fortæller os det vi behøver at vide for at kunne opfylde vores rolle i hans plan – vi behøver ikke at kende hele planen ned i alle detaljer; det kan vi roligt overlade til Gud. Vores opgave er blot at stole på ham.

                      Men for os der lever her 2000 år senere og ved om alt hvad Jesus senere sagde og gjorde, og hvordan det efterhånden gik op for disciplene hvem han var og er, er det ufatteligt stort at tænke på at Guds søn ikke alene fornedrede sig og blev et menneske, men at han gjorde det vel vidende at det hele ville komme til at munde ud i at han skulle hænge på korset som en ussel forbryder og døje de ufattelige lidelser som det indebar at blive korsfæstet, men også at han skulle bære vægten af al den skyld der klæbede til alle mennesker i fortid, nutid og fremtid. Det kan vi passende bære med os, nu hvor vi nærmer os påsken.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2025
Tags: Esajas' Bog 7.10-14, Første Johannesbrev 1.1-3, Lukasevangeliet 1.26-38

Posted By admin on 16. april 2025

Bespisningen af de 5000: Gavmild for andres penge

Prædiken i Klemensker og Rø Kirker midfaste søndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg synes selv at jeg har verdens bedste job. Ganske vist har man som præst ind imellem nogle mærkelige og uforudsigelige arbejdstider, men til gengæld har man en høj grad af frihed til at tilrettelægge sit arbejde, og arbejdet er også dejligt afvekslende. Som i alle andre job er det naturligvis ikke alle opgaver der er lige fornøjelige, men der er heldigvis også dage hvor jeg går meget glad hjem fra arbejde.

                      En af de opgaver som jeg er allermest glad for, er uddeling af julehjælp. Ganske vist er det sørgeligt at der i et så velstående land som Danmark er så mange familier der har svært ved at få enderne til at mødes på den tid af året der gerne skulle være den allermest festlige, men så meget desto større er glæden ved at kunne være med til at afhjælpe nøden en smule. I den forbindelse må jeg dog tilføje at jeg til tider bliver helt pinligt berørt over den taknemmelighed jeg møder når jeg kører ud med julehjælpen, for det er jo ikke mig der er giveren; jeg er kun et sendebud – ”pakkeposten” om I vil. Julekurvene er finansieret gennem donationer fra anonyme givere, og det ville ikke være rigtigt af mig at sole mig i den ros som egentlig tilkommer dem.

                      Det er ellers nemt nok at være gavmild for andres penge. Jeg husker blandt andet en historie der var oppe i medierne tilbage i 2016, hvor Aarhus Kommune plantede Danmarks længste jordbærbed på Vestereng bag Skejby Sygehus. Modsat de mange andre steder hvor man kan få pluk-selv-jordbær, var det her et sted hvor man gratis kunne forsyne sig med alle de jordbær som man enten kunne spise på stedet eller tage med hjem i en lille bærepose. Mens mange hyldede denne gestus fra Aarhus Kommune, var der også nogle der var utilfredse, for som de påpegede, så har kommunen jo ikke andre penge end dem som borgerne betaler i skat, så når kommunen uddelte ”gratis” jordbær i Skejby, var der reelt tale om at alle borgerne i kommunen betalte for gratis jordbær til dem der nu tilfældigvis kom forbi Vestereng – med andre ord var kommunen gavmild for andres penge. Hvem der mente hvad i den sag, kom naturligvis i høj grad an på partifarve.

                      Den politiske diskussion vil jeg ikke gå ind i her fra prædikestolen; i stedet vil jeg fremsætte den påstand at når vi forærer noget til andre, er det altid i et eller andet omfang ”for andres penge” at vi er gavmilde, også selvom vi dækker udgiften helt og aldeles af egen lomme. Det er et lidt provokerende udsagn, det er jeg klar over, men se sådan her på det: Selvom du ærligt og redeligt har tjent dine penge ved at arbejde hårdt med dine hænder og/eller din hjerne, så har du alligevel været afhængig af en lang række faktorer som du ikke kan tage nogen ære for. Dels bor du i et velstående land hvor der er mennesker der har råd til at betale for det produkt som du med din arbejdsindsats har været med til at fremstille (enten der så er tale om et fysisk produkt eller en serviceydelse eller måske noget mere abstrakt), dels hersker her fredelige og ordentlige tilstande så de nødvendige finansielle transaktioner kan finde sted. Og allervigtigst, så er de hænder og den hjerne som du har brugt til at udføre dit arbejde med, ikke noget du selv har skabt. Du har måske nok trænet både hjernen og hænderne, men råmaterialet fik du af Gud. Som Paulus skriver i Første Korintherbrev (og ja, jeg ved godt at jeg citerer Første Korintherbrev i tide og utide, men der står altså også rigtig mange vigtige ting i det brev!): ”hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?”

                      Men den gode nyhed er at det er helt i orden at det er sådan. Faktisk kan det ikke være anderledes end at vi får alt givet af Gud – ”alle gode gaver de kommer ovenned”, som vi plejer at synge når vi holder høstgudstjeneste. Og de gaver som Gud giver os, dem giver han os ikke kun for at vi selv skal have glæde af dem; nej, Gud har indrettet verden sådan at vi mennesker er afhængige af hinandens hjælp. Det gælder naturligvis i særdeleshed i kirken, der jo er Kristi legeme på jorden, hvor vi lige så lidt kan undvære hinanden som legemsdelene på vores egen fysiske krop kan, sådan som Paulus så fornemt skildrer det i kapitel 12 af – ja, også Første Korintherbrev. Men det gælder også i menneskelivet i det hele taget: Hvis Gud har givet os mere end vi har brug for, så er det for at vi skal dele med andre som har for lidt. Den store kirkefader Basilios af Cæsarea som levede i 300-tallet, gik endda så vidt som til at sige: ”Det brød du opbevarer, tilhører den sultne; den frakke du har gemt hen i dit klædeskab, tilhører den som mangler tøj; skoene som rådner fra dig, tilhører den som ingen sko har; de penge du har gravet ned, tilhører den der trænger.”[1] Og som vi hørte tidligere i gudstjenesten, skriver Paulus – denne gang i Andet Korintherbrev (forandring fryder) – dels at korintherne trygt kan regne med at Gud vil sørge for dem hvis de bruger deres overskud til at hjælpe de nødlidende i stedet for til at polstre deres egen økonomi, og dels at de skal betragte de penge de giver til de fattige, som såkorn, og at jo mere de sår, desto større bliver høsten.

                      Det sidstnævnte princip skal man naturligvis passe på ikke at misforstå. Det er ikke sådan at der er en én til én sammenhæng mellem hvor mange penge vi giver væk, og hvor mange gode gaver Gud ”til gengæld” lader regne ned over os, og det ville da også et eller andet sted underminere hele princippet i at være gavmild hvis vi betragtede det som en slags investering hvor vi kunne forvente at få pengene igen med rente. Der er desværre prædikanter nok i vore dage – ikke mindst på internettet – som forkynder et ubibelsk evangelium om at man som kristen bør forvente altid at være sund og rask og magtfuld og populær og have masser af penge, selvom det snarere var det modsatte Jesus stillede sine disciple i udsigt. Nej, den ”høst” som Paulus taler om, er ikke til os selv, men til vores medmennesker – det er dem der skal have gavn af det vi ”sår”! Og Paulus lover ikke sine læsere at de vil komme til at leve som konger og baroner, men derimod at Gud fortsat vil sørge for at de har ”overflod til at gøre godt”, altså at de til stadighed vil kunne give noget til andre. Og det tror jeg faktisk at alle mennesker kan, også mennesker der er så materielt fattige at de lever fra hånden til munden. For selvom det er vigtigt at vi der er blevet velsignet materielt, deler ud af vores overskud til dem der lider nød, så er der andre ting som det er endnu langt vigtigere at dele ud af.

                      I evangelieteksten til i dag hører vi om et helt exceptionelt eksempel på at der blev ”sået” noget som bar mange fold, nemlig den lille dreng som kom med sine fem brød og to fisk. Der er ingen tvivl om at det må have krævet tro for ham at gøre sådan, for det var jo den mad han selv skulle have spist, så hvad skulle der blive af ham når han forærede den væk? Men Jesus sørgede altså for at både drengen selv og alle de andre fik noget at spise. Og disciplene, de fik lov til at dele gaverne ud, lidt ligesom når jeg får lov til at dele julehjælp ud. Og derved blev de et forbillede på hvad der til alle tider er vores opgave som disciple af Jesus (for det er jo det vi er døbt til at være, foruden at være Guds børn): Vi får lov til at være gavmilde for Guds penge; at dele ud af hans overflod. Og som sagt omfatter det også ting som er langt vigtigere end penge, for Gud har jo givet os alt hvad vi er og har. Derfor må vi også dele ud af vores tid, vores kræfter, vores evner, vores glæde, vores trøst, vores menneskeværd. Og frem for alt må vi dele ud af livets brød, som er Jesus selv.

                      Hov, vent, stop, hvor kom det lige fra? ”Dele ud af livets brød, som er Jesus selv” – hvad i alverden skal det betyde? Jo, hvis vi læser videre i Johannesevangeliets 6. kapitel (som vi i øvrigt får lov til at gøre om et års tid når vi når til midfaste søndag efter anden tekstrække), så hører vi at da Jesus forlader det sted hvor bespisningsunderet fandt sted, så følger folkeskaren efter ham i håb om at få mere gratis mad (gratis mad har altid været en effektiv måde at tiltrække folk på). Men Jesus siger til dem at de hellere skulle satse på at få fat i livets brød fra himlen, og da de udspørger ham om hvad det er for noget, siger han at det er ham selv. Det kommer I som sagt til at høre mere om om et års tid. Men når vi sammenholder det udsagn med at Jesus satte disciplene til at uddele det brød som han fremtryllede til de 5000 mænd (”foruden kvinder og børn”, som Matthæus tilføjer i sin genfortælling af begivenheden), så må det vel betyde at Jesus havde i sinde at sætte sine disciple til at dele ud af ham selv. Og det var også lige præcis hvad han gjorde da han efter sin opstandelse gav dem det bud som vi plejer at kalde for ”missionsbefalingen”: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Alle vi som er kommet til tro på det budskab som disciplene og deres efterfølgere har prædiket over hele verden, vi er altså også selv disciple og skal derfor også dele ud af livets brød, som er Jesus selv. Men hvordan gør vi så det?

                      Jo, den eneste grund til at vi kan dele ud af Jesus til andre, er at han allerede har givet sig selv til os. Og det vi skal dele ud til andre, er det samme som han har givet os: Ligesom Jesus har tilgivet os, skal vi tilgive andre. Ligesom Jesus har elsket os ubetinget, skal vi elske andre ubetinget. Og ligesom Jesus har givet sit liv for os, skal vi være klar til at give vores liv for andre. Det vi kalder ”vores ” liv, er nemlig slet ikke vores eget længere når vi er døbt til at tilhøre Jesus. (Bemærk: ”til at tilhøre Jesus” – vi tilhører ham). Som Paulus skriver i Galaterbrevet (2,19-20): ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”. Jesus har givet os sit eget liv, og det er dét liv vi giver videre når vi lægger livet ned for andres skyld. Så lad os frejdigt gå i gang med at give os selv hen for andre, for det er andres penge (eller rettere: andres liv) vi er gavmilde med!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Egen oversættelse fra den græske tekst på https://scholarios.graeca.org/phd/scholarios/pgfront/?vol=31&page=277

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til midfaste søndag 2025
Tags: Andet Korintherbrev 9.6-11, Femte Mosebog 8.1-3, Johannesevangeliet 6.1-15

Posted By admin on 16. april 2025

Den kana’anæiske kvinde: Hvad har du at tabe?

Prædiken i Klemensker og Rø Kirker 2. søndag i fasten 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Spillekort var en vigtig del af min barndom. Jeg lærte fra en tidlig alder at lægge kabaler, bygge korthuse og spille en række simple kortspil. Derfor blev jeg meget overrasket første gang jeg hørte at der er nogle kristne (og der var nok flere dengang end i dag) der mener at kortspil er djævelens værk og noget som kristne bør holde sig fra. I dag forstår jeg imidlertid bedre hvorfor der, navnlig i vækkelsesbevægelserne, i mange år blev set skævt til kortspil, for tilbage i 1800-tallet blev der, så vidt jeg har forstået, sjældent blot spillet for sjov, men stort set altid om penge. For en arbejder der måtte slide hårdt i det fra tidlig morgen til sen aften for at forsørge sin familie og alligevel måtte vende hver en øre for at få brød på bordet, har fristelsen nok været stor til at satse noget af lønnen i kortspil i håb om at få en langt større gevinst med hjem – det er jo i virkeligheden ikke stort anderledes end det der i dag får mange mennesker til at spille lotto, dog med den forskel at det næppe var drømmen om en jordomrejse der drev fattige arbejdere i 1800-tallet til at spille, men slet og ret et ønske om ikke at behøve at slide sig halvt ihjel for at brødføde familien.

                      Problemet var naturligvis at hasardspil er afhængighedsskabende. Den dag i dag er ludomani stadig et problem som tusindvis af danskere, især yngre mænd, døjer med, og der er alt for mange der spiller hele deres opsparing op. Og for halvandet hundrede år siden kunne en kortspiller i bedste fald risikere at hans familie fik endnu færre penge at klare sig for fordi han havde tabt nogle af dem i spil, i værste fald at måtte gå fra hus og hjem. Derfor var kortspil et af de mange onder som vækkelsesbevægelserne i 1800-tallet med rette talte dunder imod. Men det var jo ikke spillekortene i sig selv der var problemet, og derfor lader jeg også med sindsro min søn lægge kabaler, bygge korthuse og spille krig ligesom jeg selv gjorde som barn. Nej, problemet er hvis man satser mere end man har råd til at tabe, for der er jo aldrig nogen garanti for at man vinder noget som helst. Og det gælder ikke kun i hasardspil, men også i livet som helhed: Det er dumt at brænde alt for mange broer bag sig for at kaste sig ud i noget nyt, hvis man ikke er sikker på at det nye rent faktisk kommer til at holde. I hvert fald skal man gøre op med sig selv om det man håber at opnå, er risikoen værd, selv hvis det skulle gå hen at slå fejl.

                      Men der er også situationer der er så desperate at man bogstaveligt talt intet har at tabe. I en afgørende fodboldkamp er det for eksempel almindeligt at hvis et hold der er bagud med ét mål, får tilkæmpet sig et frispark eller et hjørnespark i kampens sidste sekunder, så løber målmanden med op og tager del i angrebet for at maksimere chancerne for en udligning. Den risiko man løber ved at gøre sådan, er naturligvis at hvis man taber bolden med det samme, så kan modstanderne uden problemer drible ned og score i et tomt mål, men man ville jo under alle omstændigheder have tabt hvis man ikke fik scoret på det sidste angreb, og om man taber med ét eller to mål, er i den sammenhæng underordnet.

                      En lignende desperat situation stod den kvinde i, som vi møder i dagens tekst, og derfor lod hun sig ikke slå ud af at Jesus i første omgang ignorerede hende og dernæst afviste hende med noget der ligner en fornærmelse: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”, siger han – og hvis du har svært ved at genkende den Jesus vi kender, i de ord, er du ikke den eneste! Almindeligvis er der kun én kategori af mennesker som Jesus taler hårdt til, og det er de selvretfærdige farisæere og skriftkloge, så hvorfor kalder han nu pludselig en kvinde for en ”hund”, blot fordi hun ikke er israelit?

                      Dertil er der to ting at sige.

For det første var det den skinbarlige sandhed da Jesus sagde at han ikke var sendt til andre end ”de fortabte får af Israels hus”, som han udtrykker det. Det overrasker dig måske at høre, for er Jesus ikke hele verdens frelser? Befalede han ikke sine disciple efter sin opstandelse at de skulle gøre alle folkeslag til hans disciple? Var vi som sidder i kirken i dag, ikke omfattet af den mission som Jesus blev sendt til jorden med – vi er jo heller ikke israelitter? Er vi også bare ”små hunde”? Jo, selvfølgelig døde Jesus for alle mennesker, uanset nationalitet, og Paulus gør det gentagne gange klart i sine breve at i Kristus gør det ingen forskel om man er jøde eller græker eller noget helt tredje (Gal 3,28. Kol 3,11). Men alt det var netop efter Jesu opstandelse. Før Jesus blev korsfæstet, var hans fokus et andet, nemlig at kalde Guds udvalgte folk, Israel, til at være en del af den store frelsesplan som skulle til at føres ud i livet; først når den var fuldført og beseglet ved opstandelsen, skulle budskabet gå videre ud til resten af verden. At en stor del af israelitterne, og i særdeleshed deres ledere, afviste Jesus, var så hvad det var, men det var i hvert fald ikke fordi de ikke fik tilbuddet – og der var da også nogle der tog imod; alle de tolv apostle var for eksempel jøder. Derfor opsøgte Jesus sjældent eller aldrig ikke-jøder aktivt (med den samaritanske kvinde ved brønden som en oplagt undtagelse, men som samaritaner var hun jo også en slags israelit, modsat romere og grækere og kana’anæere). Og når ikke-jøder selv tog initiativ til at opsøge Jesus, så påpegede han ved mere end én lejlighed at det faldt uden for hans umiddelbare ”jobbeskrivelse” at hjælpe dem[1] – Jesus var ikke kommet for at starte en verdensomspændende helbredelsesservice, men for at prædike om Guds rige og give sit liv på korset for verdens synder.

For det andet var Jesu svar til kvinden sandsynligvis ikke nær så hårdt som det ser ud til. Når man kun ser noget på skrift, går både tonefaldet og kropssproget jo tabt, og der er nok mange af de ting som vi til daglig går rundt og siger til hinanden, der ville se lidt uheldige ud hvis de blev citeret på skrift i løsrevet form, men som er ganske harmløse når de bliver sagt med et stort smil og måske et varmt håndtryk. Og vi ved ganske enkelt ikke hvilket ansigtsudtryk Jesus havde da han sagde det med de små hunde, men med det vi i øvrigt ved om Jesus, kan jeg dårligt forestille mig andet end at han har sagt det med et glimt i øjet, mere som en invitation til hende om at give ham svar på tiltale end som en kold afvisning.

Men det at vi ikke kan se i teksten hvilket ansigtsudtryk Jesus havde, gør det faktisk lettere at overføre teksten til vores situation i dag! Vi kan jo nemlig heller ikke se Jesu ansigtsudtryk når vi – ligesom den kana’anæiske kvinde – indimellem oplever Gud som tavs og afvisende. For det vil jeg gætte på at jeg ikke er den eneste her der har prøvet at opleve? (pause) Det tænkte jeg nok. Og jeg har mødt andre som har oplevet det i langt mere voldsom grad end jeg selv har; i en årrække havde jeg for eksempel en ven på Facebook (som jeg aldrig har mødt i virkeligheden, og som desværre er død nu) der i stort set alle kommentarer han skrev, uanset hvad tråden i øvrigt handlede om, beklagede sig over at Gud ikke havde helbredt ham for hans smertefulde og invaliderende sygdom, skønt han ofte havde bedt ham om det, og det endda med tårer. Hvad siger man lige til det?

Men når vi selv oplever Gud som tavs og afvisende, så må vi tage ved lære af den kana’anæiske kvinde og ikke lade os slå ud. For når det kommer til stykket, hvad har vi så at tabe? Kvinden havde ikke noget at tabe, for det værste der kunne ske ved at hun blev ved med at presse Jesus, var jo at han blev ved med at sige nej, og skete det, var hun og hendes datter ikke værre stillet end de hele tiden havde været. Derfor blev hun ved med at udfordre ham, og til sidst gav det pote.

Faktisk kan jeg kun komme i tanker om ét eneste eksempel fra Bibelen på en person som trods vedholdende bøn fik et endegyldigt nej fra Gud til det han bad om, og det er Paulus, som i Andet Korintherbrev kapitel 12 skriver om noget han kalder ”en torn i kødet”, som plager ham. Hvad den ”torn i kødet” kan have været, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men hvorom alting er, bad han tre gange Gud om at den måtte blive taget fra ham, men Gud svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,8). Så selvom Paulus ikke fik hvad han bad om, fik han altså dog et svar.

Ligesom den kana’anæiske kvinde ikke havde noget at tabe ved at blive ved og ved og ved med at udfordre Jesus indtil han føjede hende, kan jeg heller ikke se at vi andre skulle have noget at tabe ved at gøre det samme – i hvert fald ikke så længe vi vælger at blive ved med at tro på, uanset omstændighederne, at Gud er god og vil os det bedste, selvom det måske ikke ser sådan ud. Og hvis vi ikke er i stand til at holde fast i den tro, så må vi for alt i verden ikke resignere og konkludere at Gud nok er ligeglad med os eller ligefrem er vred på os eller hader os – gør vi det, så har vi med sikkerhed tabt. Lagt bedre er det hvis vi ærligt og ufiltreret fortæller Gud op i hans åbne ansigt hvordan vi synes han klarer sit job! Det lyder måske som en meget lidt from ting at gøre, men prøv engang at læse Salmernes Bog! I begyndelsen af gudstjenesten lyttede vi til første halvdel af Salme 42; havde vi fået lov til at høre anden halvdel også, ville vi være stødt på formuleringen: ”Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg vandre i sorg plaget af fjenden?” (Sl 42,10). Det er kun et af mange eksempler fra Salmernes Bog, og jeg kunne også nævne Jobs Bog og Jeremias’ Bog, hvis titelpersoner gentagne gange skælder Gud hæder og ære fra. Og de oplever begge to til sidst at Gud svarer dem, og det endda til deres tilfredshed (også selvom Job aldrig får svar på sine spørgsmål, og Jeremias ender sine dage lige så ulykkeligt som han har levet dem).

Gud vil nemlig altid svare den der ærlig og vedholdende kalder på ham! Det er ikke sikkert at han vil svare på den måde som vi kunne ønske os, men den erfarne hospitalspræst Preben Kok skriver i sin udmærkede bog Skæld ud på Gud at han aldrig har oplevet at Gud ikke i det mindste har svaret med sit nærvær. Så bliv du trygt ved med at råbe til Gud, også når det virker som om han er ligeglad – for hvad har du at tabe?

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] ”Jeg vil komme og helbrede ham” i Matt 8,7 bør sandsynligvis snarere oversættes som ”Skulle jeg virkelig komme og helbrede ham?”, jf. officerens svar i vers 8.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag i fasten 2025
Tags: Første Thessalonikerbrev 4.1-7, Matthæusevangeliet 15.21-28, Salme 42.2-6

Posted By admin on 16. april 2025

Fristelsen i ørkenen: Vi er alle svage

Prædiken i Allinge, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i fasten 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Et af de mange gode barndomsminder som jeg er så privilegeret at have, er den årlige tur til Dyrehavsbakken (eller ”Bakken”, som de fleste blot kalder stedet), den gamle forlystelsespark der allerede for hundredvis af år siden spontant begyndte at vokse frem omkring Kirsten Pihls Kilde i Jægersborg Dyrehave. Bakken har jo det store fortrin frem for Tivoli at man ikke skal betale entré for at komme ind, og tilbage i 80’erne var det tilmed sådan at man om onsdagen kun skulle betale 5 kroner for hver tur i en af de kørende forlystelser. Til gengæld kostede det penge at parkere, hvilket ikke var lige så udbredt dengang som det er i dag, men det forhindrede nu ikke hundredvis af bilister i at benytte parkeringspladsen. I hvert fald husker jeg det som en temmelig lang gåtur fra bilen og hen til indgangen til Bakken, og en mindst lige så lang gåtur den modsatte vej når vi skulle hjem igen. Heldigvis var der dog sørget for underholdning undervejs, dels i form af et rækværk langs stien som man kunne balancere på, dels i form af illustrerede plakater med teksten: ”Tøm bilen før tyven gør det – frist ikke svage sjæle!” Jeg husker det fordi det var første gang jeg stødte på den sidstnævnte formulering: ”Frist ikke svage sjæle”, og jeg kan huske at jeg ikke helt forstod hvad der mentes med det (jeg var jo kun omkring 10 år gammel). Først mange år senere gik det op for mig at tanken var at hvis man stjæler, så er det fordi man er for svag til at kunne modstå fristelsen – og i nogle tilfælde er det måske heller ikke helt forkert at det er sådan det forholder sig. Vi kender jo alle sammen til (eller, nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg antager om jer andre, men jeg kender i hvert fald til) ind imellem at få nogle skøre tanker som det ville være både umoralsk og i nogle tilfælde også ulovligt at føre ud i livet. Så det lader jeg selvfølgelig være med – man er vel et ordentligt menneske!

                      Men mon ikke også de fleste af os har oplevet at det ikke altid er lige let at være den bedst mulige udgave af sig selv? Min søn vil i hvert fald kunne fortælle jer at der skal væsentlig mindre til før hans forældre hæver stemmen hvis vi er stressede og udkørte, end hvis vi er friske og veludhvilede! Og mennesker der har været udsat for ekstremt pres af den ene eller den anden art, er ofte blevet chokerede over hvilke ugerninger de har været villige til at begå for at redde deres eget skind. Hvis I vil bære over med et eksempel fra filmens verden, så vil jeg pege på Susanne Biers fremragende (men også meget barske) film Brødre fra 2004 hvor Ulrich Thomsen spiller rollen som en sympatisk og respekteret familiefar og officer, der under en udsendelse til Afghanistan bliver taget til fange af Taliban. Hans fangevogtere nedbryder ham psykisk og får ham til sidst til at begå en afskyelig handling som gør det meget svært for ham at leve med sig selv, da han mod forventning bliver befriet og kan vende hjem til Danmark igen. Det er naturligvis fiktion, og jeg skal skynde mig at sige at mig bekendt er der ikke nogen af virkelighedens danske Afghanistan-veteraner der har noget af den slags på samvittigheden, men ved at lade sin hovedperson være ikke alene en sympatisk familiefar, men også en officer der er trænet i at holde hovedet koldt under stort pres, får Susanne Bier kommunikeret et budskab om at hvem som helst af os vil kunne forvandles til et monster hvis blot presset bliver stort nok. Og der er desværre rigtig mange eksempler der tyder på at det rent faktisk forholder sig sådan.

                      Derfor må vi ikke gå rundt og bilde os ind at menneskeheden kan deles op i på den ene side de ”svage sjæle” som kan fristes til alverdens synder, og på den anden side alle os andre som højst kan fristes til at spise et stykke kage mere end vi burde. Hver eneste af os er højst sandsynligt i stand til at gøre værre ting end vi forestiller os, nøjagtig ligesom apostlen Peter måtte erkende at han var i stand til at fornægte Jesus, blot få timer efter at han havde forsvoret at det nogensinde ville ske. ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder”, som Paulus skriver i Første Korintherbrev (10,12).

                      Derfor er den beretning vi har hørt i dag, ekstremt bemærkelsesværdig, for de fristelser som Jesus blev udsat for, hørte bestemt ikke til de letteste at modstå. For det første blev han fristet til at forvandle sten til brød. Mange har undret sig over hvad galt der dog ville have været i det når nu han var sulten, og det er der måske også nogle af jer der har svært ved at forstå, så det vil jeg lige sige et par ord om. Det der var Jesu mission her på jorden, var at gå i stedet for os, at leve et stedfortrædende liv i fuld overensstemmelse med Guds vilje, og dø en stedfortrædende død for at sone vores synder. For at han kunne gøre det, var det nødvendigt at han i ét og alt delte vores kår, og de omfatter som bekendt at man ikke bare kan trylle sten om til brød når man er sulten.

                      ”Nå ikke?” kan jeg høre nogle af jer tænke nu (eller, det kan jeg selvfølgelig ikke, men jeg kan forestille mig at I tænker det). ”Hvad så med den tekst vi skal høre om 3 uger – har du helt glemt den, præst? Den hvor Jesus mætter adskillige tusind mennesker med fem brød og to fisk? Nå, der fik jeg dig nok!”

                      Og ja, det er selvfølgelig rigtigt at Jesus tit og ofte gjorde ting som vi mennesker almindeligvis ikke er i stand til, deriblandt det at trylle mad frem nærmest ud af den blå luft. Ganske vist havde han ved den lejlighed trods alt noget mad at starte med, mens han i dagens tekst kun havde sten, men det er en mindre detalje som i hvert fald ikke ville have gjort nogen forskel for din eller min evne til at gøre ham miraklet efter. Men der er en anden fordel som er meget vigtigere, og det er at den mad som vi om 3 uger skal høre om at Jesus tryllede frem, den var til andre. Og det gælder faktisk alle de mirakler Jesus udførte: de var til gavn for andre, ikke for ham selv. Ikke på noget tidspunkt hører vi om at Jesus kurerer nogen sygdom eller lidelse hos sig selv eller på anden måde bruger mirakler til at gøre sit eget liv lettere (bortset måske fra dengang han gik på vandet, men det har jeg ikke tid til at komme nærmere ind på nu; spørg mig eventuelt efter gudstjenesten, eller send en mail, hvis du vil vide hvorfor vandringen på vandet ikke får mig til at ændre mening om at Jesus udførte alle sine mirakler for andres skyld end sin egen). Det blev endda italesat da Jesus hang på korset: vi kan læse i Lukasevangeliet kapitel 23 at ”rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: ’Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte’” (Luk 23,35). Men det gjorde Jesus ikke, for det han var salvet og udvalgt til, var netop at ofre sig selv for at frelse os. Dét formål nægtede han at gå på kompromis med, uanset hvad det kostede ham af lidelser.

                      Og det ser vi faktisk endnu tydeligere i de to andre fristelser som følger efter den med brødet: Først forsøger Djævelen at lokke Jesus til at styrte sig ned fra templets tinde for at presse Gud til at sende en flok engle og gribe ham så han ikke slår sig. Det virker som et lidt mere desperat træk fra Djævelens side end den første fristelse, for et eller andet sted ville det jo have været lidt barnligt af Jesus at skabe sådan en gang drama. Men hvem af os voksne har mon aldrig prøvet at se tilbage på den måde vi reagerede på i en given situation, og tænke: ”Puh, dér opførte jeg mig godt nok barnligt!” Og tænk så på at Jesus ikke havde fået noget at spise de sidste 40 dage. Det ville vist være mere end forståeligt hvis han mere end én gang undervejs havde tænkt: ”Hey, skal jeg ikke forestille at være Guds Søn? Hvorfor skal jeg så lide på den her måde? Mine tarme skriger af sult, jeg er svimmel, jeg har hovedpine, og jeg er så svag at jeg dårligt nok kan gå. JEG GIDER IKKE MERE! Nu skylder du mig altså efterhånden, Gud!” Sådan kunne du selvfølgelig ikke forestille dig Jesus sige, men mon ikke du kunne forestille dig de fleste – nej, alle – andre mennesker sige sådan hvis vi har stået i en lignende situation? Men hvis Jesus havde givet efter for fristelsen til at lave det barnlige stunt – som jeg i hvert fald ikke tør lægge hovedet på blokken for at jeg ikke ville have gjort – så ville hele hans mission have været tabt på gulvet. Det hele stod og faldt nemlig med at han ikke begik en eneste synd undervejs – heller ikke den synd at udæske Gud.

                      Hvis fristelse nummer to virkede desperat, så gør fristelse nummer tre det endnu mere: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Altså, hvor dum tror Djævelen lige at Jesus er? Skulle han kaste sig ned og tilbede selveste fjenden? Så ville hans mission da om noget have slået fejl! Men hvis Jesus havde takket ja til Djævelens desperate tilbud, så ville han hverken have været den første eller den sidste i verdenshistorien der gik over til fjenden – det er der mange der har gjort, enten fordi de helt reelt blev overbevist om at den de havde betragtet som fjenden, i virkeligheden var den mest retfærdige part, eller fordi der var en personlig fordel at opnå ved det. Og Jesus ville helt klart have kunnet se en personlig fordel ved at skifte over på Djævelens hold. Guds plan var jo at Jesus skulle forkastes af magthaverne, svigtes af sine venner, tortureres og korsfæstes; at han ganske vist skulle være konge over hele universet, men at han skulle udøve sin magt ved at være alles tjener. Djævelen, derimod, tilbød ham magten uden lidelsen og ydmygelsen; den eneste lille detalje var at han skulle droppe troskaben mod Gud og sværge Djævelen troskab i stedet. Den ene herre kan vel være lige så god som den anden, ikke, og hvis du ikke hytter dit eget skind, er der ingen der hytter det. Sådan tænker vi tit, men sådan tænkte Jesus ikke – og heldigvis for det!

                      Der hvor jeg vil hen med alt det her, er at jeg ikke tror at nogen andre end Jesus ville have kunnet holde stand mod de fristelser han mødte. Derfor må vi vise barmhjertighed mod vores medmennesker når de bliver fristet, for det kunne lige så godt have været os selv der var faldet. I stedet for at dømme og fordømme skal vi med mildhed og ydmyghed hjælpe hinanden tilbage på ret kurs når vi er trådt ved siden af, vel vidende at det måske er os selv der skal hjælpes næste gang. ”Svage sjæle” er vi alle, men heldigvis har Jesus medlidenhed med os i vores svaghed, fordi han selv har prøvet at blive fristet – også selvom han ikke selv faldt for fristelsen. Og den medlidenhed kommer til udtryk på to måder:                      For det første lover Paulus os at Gud ikke vil tillade at vi fristes over evne, men sammen med fristelsen også vil skabe en udvej så vi ikke bukker under (1 Kor 10,13). Plan A, så at sige, er altså at vi slet ikke skal synde. ”Men hvis nogen synder,” som Johannes skriver i sit første brev – og i stedet for at skrive ”hvis” kunne han hvis roligt have skrevet ”når” – så ”har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,1b-2). Selv når vi falder i fristelse, har vi altså mulighed for ikke at blive i faldet, men at få tilgivelse og starte på ny – også selvom det skulle ske adskillige gange dagligt.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i fasten 2025
Tags: Andet Korintherbrev 6.1-2, Første Mosebog 3.1-19, Matthæusevangeliet 4.1-11

Posted By admin on 16. april 2025

Jesu dåb: Frelst – men fra hvad?

Prædiken i Hasle og Rø Kirker fastelavns søndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Alle børn kender vist historien om Noas ark, om hvordan Noa byggede sin store båd langt oppe på land og derefter fyldte den med alverdens dyr og sejlede rundt på den oversvømmede jord i et halvt års tid. Når netop den beretning er så populær hos børnene, hænger det måske sammen med at de fleste børn elsker historier om dyr. Mange voksne er derimod ikke nær så glade for syndflodsberetningen, for den handler jo ikke kun om en masse dyr; den handler også om en masse mennesker der druknede – ud af hele jordens befolkning var der jo kun 8 mennesker der overlevede den store oversvømmelse. Nogle af jer husker måske teaterstykket Biblen fra 2008, hvor Jonatan Spang gav den som Gud der i frustration over at menneskene ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, træffer en panikagtig affektbeslutning om at drukne hele banden! Men hvorom alting er, så tror jeg ikke der er ret mange mennesker der ikke har hørt om Noa og hans ark – faktisk er det nok er en af de bedst kendte beretninger fra Det Gamle Testamente. På den baggrund undrer det mig unægtelig at den ikke nævnes med et eneste ord i Salmebogen, som ellers rummer hele 791 salmer. Men det skyldes måske at der ikke rigtig er nogen salmedigtere der har kunnet se hvad den historie har med det kristne evangelium at gøre.

                      Men det kunne apostlen Peter godt! Som vi hørte at han skriver i sit brev, så er det der skete dengang, et billede på dåben. Det er ikke altid nemt at forstå meningen med alle Det Gamle Testamentes bloddryppende historier, tørre slægtstavler, og hvad det ellers rummer af sære ting, men i Det Nye Testamente står der at mange af de ting der står i Det Gamle Testamente, er billeder på ting der senere skulle ske. Et eksempel er alle de ofre som israelitterne skulle bringe – når de havde syndet, skulle de for eksempel lægge deres hånd på hovedet af et lam. Deres skyld blev så overført til lammet, sådan at den kunne blive sonet ved at lammet døde. Det er et billede på at al vores skyld er blevet overført til Jesus, sådan at den kunne blive sonet ved hans død på korset. Og et andet eksempel er altså syndfloden, som er et billede på dåben.

                      Man skulle ellers snarere tro at det var arken der var et billede på dåben, for ligesom arken frelste Noa og hans familie, frelser dåben jo os. Men det som syndfloden og dåben har til fælles, er jo vand. Ved hjælp af arken blev Noa og hans familie frelst gennem syndflodens vand; på samme måde har vi også noget vand som vi må igennem for at blive frelst, og det vand er dåben. Syndfloden var altså ikke det som Noa og de andre blev frelst fra, men det som de blev frelst igennem. Eller anderledes sagt: Den store oversvømmelse var ikke problemet; den var snarere en del af løsningen! Problemet var at menneskene var godt i gang med at forvandle jorden til et helvede, og hvis ikke Gud havde sendt syndfloden, var det givetvis lykkedes dem. De 8 personer i arken blev altså frelst fra det helvede som jorden var ved at blive, gennem syndflodens vand.

                      På samme måde er det også en misforståelse hvis vi tror at det som Jesus frelser os fra, er Guds straf. Hvis det var tilfældet, så kunne man med en vis ret spørge hvorfor Gud har valgt at indrette verden på en måde så synd absolut skal straffes – det kunne han da bare have ladet være med, så var alt meget nemmere! Nej, det som Jesus frelser os fra, er dybest set os selv! Hver gang vi tænker en ond tanke eller siger et ondt ord eller udfører en ond handling, maler vi vores sjæl en lille smule mørkere. Bliver vi ved på den måde, ender vi i helvede, præcis ligesom folk på Noas tid var godt på vej til. Vores sjæl vil nemlig til sidst blive så sort at Guds lys og liv er fuldstændig forhindret i at trænge igennem. Men ligesom Gud udslettede den onde verden ved hjælp af syndfloden så en frisk ny verden kunne komme til, udsletter han også vores onde natur ved hjælp af dåben så et frisk nyt menneske kan komme til.

                      Grunden til at dåben kan gøre det, er at dåben knytter os sammen med Jesus. Gennem hele Det Gamle Testamente siger Gud gang på gang på gang til mennesker hvordan de skal leve for at forhindre at verden går ad helvede til, bogstaveligt talt, og gang på gang på gang går det galt fordi mennesket ikke formår at levere varen. I en af sine salmer i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente giver David en meget rammende beskrivelse af problemet: ”Herren ser fra himlen ned over menneskene for at se, om der er en forstandig, én der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste” (Sl 14,2-3). Selv mennesker med de bedste intentioner kommer uundgåeligt til kort, fordi der er noget indeni os der trækker i den forkerte retning. Hvis I vil bære over med endnu et bibelcitat, så lyt til hvordan Paulus beskriver situationen: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,18-19).

                      Guds plan for at redde os ud af den suppedas var det ultimative offer, nemlig selv at blive menneske for vores skyld. Umiddelbart kunne det onde i os ikke ødelægges uden at vi selv ville gå til grunde ved samme lejlighed – medmindre en anden gik til grunde i stedet for os. Og det var lige præcis den opgave Jesus indviede sig til da han lod sig døbe af Johannes.

                      Som vi hørte, protesterede Johannes Døber kraftigt da Jesus kom for at blive døbt af ham. Når mennesker kom til Johannes for at blive døbt, var det for at markere at de ville tage et radikalt opgør med deres hidtidige livsførelse og fremover leve efter Guds vilje.  På samme måde som syndflodens vand gjorde en ende på den hidtidige verden, skulle dåbens vand gøre en ende på deres hidtidige liv. Men Jesus havde ikke nogen grund til at tage et opgør med sit hidtidige liv, for hele hans liv havde været præcis som det altid havde været Guds hensigt at menneskelivet skulle leves, så hvad i alverden ville han døbes for?

                      Det ville han fordi hans mission var at bære al den ondskab som alle vi andre mennesker render rundt med indeni. Man kan sige at da Jesus symbolsk lod sig ”drukne” i det vand som alle de andre symbolsk havde efterladt alle deres synder i, var det en forudgribelse af hvordan han senere skulle gå til grunde under vægten af alle verdens synder, som Gud lod falde på ham, sådan som profeten Esajas havde forudsagt det da han skrev: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham” (Es 53,6). Men man kan også sige at Jesu dåb var en indvielse til en total underkastelse under Guds vilje; at hans ret til selv at bestemme over sit liv – en ret som han i øvrigt aldrig havde benyttet sig af – blev tilintetgjort i dåben, således at der kun var Guds vilje tilbage.

                      Begge aspekter af Jesu dåb er tæt knyttet sammen med det der sker med os når vi bliver døbt. Først og fremmest var Jesu dåb nemlig en identifikation med os syndere – man kan sige at han blev døbt til at høre sammen med os. Og da vi blev døbt, blev vi døbt til at høre sammen med Jesus. I vores dåb bliver vi altså ét med et liv hvor synderne allerede er gået til grunde. Det betyder at ligesom Jesus lod sin syndfrihed ”drukne” i vores synder, bliver vores syndighed ”druknet” i hans syndfrihed. Og ligesom Jesu dåb var en indvielse til en total underkastelse under Guds vilje, giver vi også afkald på vores ret til selv at bestemme over vores liv, når vi bliver døbt, for dåben indebærer en bekendelse af at Jesus er Herre.

                      I den vestlige verden er vi vant til at tale om at frelsen består i at Gud erklærer os retfærdige ved troen, fordi Jesus har båret den straf som vi retteligt fortjente fordi vi har overtrådt Guds bud. Og det er ikke forkert! Men det er ikke hele sandheden. Guds bud er nemlig ikke bare en lunefuld tyrans mere eller mindre vilkårlige regler som han har lavet fordi han tilfældigvis havde lyst til at vi skulle gøre lige præcis det og ikke noget andet som i princippet kunne være lige så godt. Nej, Guds bud er opskriften på det sande liv som han har skabt os til – en slags brugsanvisning til menneskelivet. Følger vi ikke brugsanvisningen, går det galt. Guds ”straf” ikke andet end det at vi får lov til at leve med konsekvenserne af vores valg – man kan næsten sige at helvede er noget vi selv skaber!

På samme måde er troen ikke andet end det at give Gud lov til at redde os fra vores selvskabte helvede. Jeg hører ellers undertiden folk sige ting som: ”Hvis Gud virkelig er så kærlig som du siger, hvorfor forlanger han så at folk skal tro på ham for at han vil lukke dem ind i himlen?”, og den tankegang er kirken nok langt hen ad vejen selv skyld i, men i virkeligheden er der ikke noget Gud hellere vil end at lukke alle mennesker ind i himlen. Troen, den består i at vi går derind, selvom vejen går gennem det vand der drukner alt det onde i os. Frelsen består nemlig i at Gud udsletter det onde i os – og det gør ondt! Det er ikke for ingenting at Peter sammenligner dåben med syndfloden! Det gør ondt at blive frelst – og det er ikke engang noget der er overstået på en gang, for frelsen bliver først fuldt ud realiseret når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde. I mellemtiden må vores liv være en ”daglig omvendelse”, som Luther udtrykte det – hver eneste dag må vi give Gud lov til at tilintetgøre det onde i os, ligesom en kærlig gartner beskærer sine æbletræer for at de skal bære den bedst mulige frugt.

                      Inden I alle sammen løber skrigende bort og tænker at sådan et liv skal I ikke nyde noget af, så må jeg hellere skynde mig at sige at smerten ved at miste det der bliver tilintetgjort, langt overskygges af glæden ved det vi får i stedet. Når verdens ende kommer, vil den nuværende verden blive tilintetgjort, og Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. I Guds nyskabte verden vil der ikke være spor af helvede længere; det vil i sandhed være paradis for alle os som kommer til at bo der. Men allerede nu i denne verden har vi status af Guds børn fordi vi hører sammen med Guds enbårne søn, Jesus. Det som vi engang vil komme til at se virkeliggjort, er allerede vores i troen, og derfor har kristne gennem alle tider samstemmende kunnet bevidne at livet med Jesus allerede her i denne verden er et liv i usigelig glæde. Selv når vi oplever ting der bestemt ikke føles rare, kan troens glæde overskygge det – som Jesu bror Jakob skriver i sit brev: ”I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget” (Jak 1,2-4).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2025
Tags: Første Petersbrev 3.18.22, Matthæusevangeliet 3.13-17, Salme 2

Posted By admin on 12. februar 2025

Forklarelsen på bjerget: Puds glorien!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

På billeder af Jesus – især de ikoner som man kan finde i de ortodokse kirker, men også mange af dem der hænger rundt om i danske kirker, missionshuse og hjem – bliver han tit afbildet med en glorie. Nogle gange ligner den næsten en håndgribelig hat eller hårbøjle af guld, mens der andre gange blot er tale om at hans ansigt lyser. Jeg har altid haft det lidt mærkeligt med den slags billeder, for sådan så Jesus jo ikke ud i virkeligheden. Hvis han virkelig havde gået rundt og strålet, sådan som han tit gør på billeder, så ville enhver jo have kunnet se at han virkelig var Guds søn, men som vi ved fra evangelierne, var der mange der ikke troede på ham. Der er med andre ord ingen grund til at tro andet end at han har lignet et helt almindeligt menneske, som vi også var inde på i søndags.

                      Det er da også netop derfor den begivenhed som vi hører om i dag, var så speciel. Jeg mener, hvis Jesus gik rundt og strålede til daglig, så var der jo ikke noget specielt revolutionerende ved at han strålede oppe på det bjerg hvor han havde taget Peter og Jakob og Johannes med op. Det ville selvfølgelig stadig have været enormt bemærkelsesværdigt at to for længst afdøde profeter pludselig dukkede op og gav sig til at snakke med ham, men når vi ser nærmere på teksten, kan vi se at tilstedeværelsen af Moses og Elias faktisk ikke var det som de tre disciple fandt mest bemærkelsesværdigt ved situationen. Ganske vist begyndte Peter at vrøvle om at bygge tre hytter i håb om at holde på de to gamle kæmper, men det var først da en lysende sky sænkede sig over dem, og en stemme fra skyen udnævnte Jesus til at være sin elskede søn, at disciplene ligefrem faldt ned på deres ansigt. Og som vi hørte i dagens anden læsning, så var det ikke mødet med Moses og Elias, Peter fremhævede da han mange år senere så tilbage på oplevelsen, men derimod det at de så Jesu majestæt med deres egne øjne og hørte hvad Gud Fader sagde om ham. De havde ellers allerede set mange vidnesbyrd om hvem Jesus var, som da han forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana, eller da han med et enkelt ord fik en storm og de tilhørende bølger til at lægge sig øjeblikkeligt, men i dag bliver al tvivl altså vejret væk.

                      Der var to spørgsmål jeg stillede mig selv da jeg sad med teksten foran mig og skulle forberede min prædiken til i dag, nemlig dels hvad formålet var med at Jesus tog nogle disciple med op på bjerget og viste dem sin majestæt, nu hvor de ellers var ved at have gennemskuet hvem han var, og dels – når han nu gjorde det – hvorfor det så kun var Peter, Jakob og Johannes der fik lov til at komme med derop. Et eller andet sted tænker jeg at det ville have været mere logisk hvis han enten havde ladet alle se hvem han virkelig var, eller i det mindste alle disciplene (man kunne jo forestille sig at det eksempelvis kunne have fået en Judas Iskariot til at vælge at handle anderledes end han endte med at gøre). Men på den anden side forstår jeg egentlig også godt at han ikke bare viste sin magt og herlighed til alle, for Jesus er jo en anderledes konge, som blev født i en stald, red ind i hovedstaden på et æsel, blev kronet med en tornekrans og henrettet som en forbryder på et kors. Jesus viste med både sit liv og sin død at det er i menneskelig svaghed og magtesløshed at Guds kraft og visdom kommer allerstærkest til udtryk, så hvis han havde givet sig til kende for alverden som den guddommelige konge der lyste af stråleglans, så ville han et eller andet sted have modsagt sit eget budskab. Men hvorfor så overhovedet vise sig for nogen som helst mennesker i sin majestæt?

                      Jeg tror det hænger sammen med at der lige omkring det tidspunkt hvor Jesus tog de tre disciple med op på bjerget, skete et fokusskifte i hans liv og tjeneste, så at sige. I den første del af sit offentlige virke havde Jesus travlt med at helbrede syge, opvække døde og prædike om Guds rige, og han blev bare mere og mere populær – højdepunktet var måske da han mættede flere tusind mennesker med bare fem brød og to små fisk, hvorefter menneskemængden ville udråbe ham til konge (det skal vi alt sammen høre mere om når vi når frem til midfaste søndag den 30. marts). Men Jesus fortrak fra åstedet og søgte op i bjergene, for det var ikke den slags konge han ville være: en der ledte en gruppe fanatiske tilhængere i et triumftog som en anden hær, uden at behøve at bekymre sig om udgifterne fordi han jo bare kunne trylle mad frem til dem ud af den blå luft. Nej, den fornemste kongegerning Jesus skulle udføre, var at give sit liv væk, og derfor ser vi også, jo længere vi når i evangelierne, at fokus skifter til at Jesus gentagne gange forudsiger sin lidelse og død og understreger at de der vil være hans disciple også må indstille sig på at skulle døje lidelse og forfølgelse. Og parallelt med det ser vi at Jesus ikke længere bliver mere og mere populær, men tværtimod får flere og flere modstandere, indtil der til sidst langfredag er en stor menneskemængde der står foran Pontius Pilatus’ dommersæde og råber: ”Korsfæst ham!”, hvilket Pilatus som bekendt retter sig efter.

                      Det er ikke svært at forestille sig at disciplene må være blevet mere og mere nedslåede og skuffede efterhånden som den mester som de havde forladt alt for at følge, kom mere og mere i modvind for til sidst at blive slået ihjel. Det må have været meget nemt for dem at komme til at spekulere på om det hele havde været forgæves, om de havde holdt på den forkerte hest, om Jesus alligevel ikke var stærk nok til at frelse. Så jeg tror at Jesus lod Peter og Jakob og Johannes se sin majestæt for at de skulle have det at tænke tilbage på når han blev arresteret og dømt til døden, og alt så ud til at han havde tabt, som en påmindelse om at han havde styr på tingene. Og selvom det altså ikke forhindrede de kære disciple i at tage flugten i panik og fortvivlelse da Jesus blev arresteret, så kan vi se af den læsning fra Andet Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten, at oplevelsen fik stor betydning for Peter senere i hans liv.

                      Alt det efterlader naturligvis stadig det spørgsmål ubesvaret, hvorfor Jesus ikke tog alle disciplene med op på bjerget. Mit bedste bud på et svar er at Jesus ønskede at holde begivenheden hemmelig indtil han var opstået fra de døde (som vi hørte i det sidste vers af prædiketeksten), og jo flere mennesker man indvier i en hemmelighed, desto større risiko er der for at den slipper ud. Det er muligvis ikke noget godt svar, men det er ikke alt jeg kan svare på, og hvis nogen har et bedre bud, lader jeg mig hjertensgerne belære.

                      Det er dog nok mere interessant at spørge hvad vi, der lever næsten to tusind år senere, og som ikke har haft en oplevelse der ligner den de tre disciple fik på forklarelsens bjerg, kan bruge historien til. For at svare på det spørgsmål vil jeg begynde med at pege på at selvom de fleste af os nok aldrig har oplevet at se et ansigt lyse med en stråleglans der var fysisk synlig, så tror jeg de fleste af os alligevel har set et ansigt der strålede! Tænk på en sportsudøver der lige har vundet en guldmedalje, eller på et lykkeligt brudepar, eller på et barn der åbner gaver juleaften. Det kan godt være at en videnskabsmand ikke ville kunne måle en forhøjet lysstyrke rundt om det strålende ansigt, men vi kan i hvert fald alle sammen se at vedkommende stråler af lykke! Og Bibelen stiller os faktisk i udsigt at alle vi der tror på Jesus og har fået Guds ånd i vores hjerter, kan komme til at stråle på en måde så mennesker omkring os lægger mærke til det.

                       Som vi hørte i dagens første læsning, strålede Moses’ ansigt da han kom ned til israelitterne efter at have tilbragt fyrre dage og nætter inde i en lysende sky på toppen af Sinajbjerget, hvor Gud talte til ham – måske på omtrent samme måde som Jesu ansigt strålede på forklarelsens bjerg, hvor der jo også kom en lysende sky som Gud talte fra. Vi hørte at alle israelitterne, inklusiv Moses’ egen storebror Aron som havde stået side om side med ham da de konfronterede Farao i Egypten, blev bange for at komme Moses nær fordi hans ansigt strålede sådan, og at Moses lagde et slør over sit ansigt på grund af stråleglansen. Den begivenhed har Paulus nogle kommentarer til i Andet Korintherbrev, og det han skriver dér, er så fantastisk at jeg bare vil læse det hele op. Desværre er det noget kringlet rent sprogligt, især i den autoriserede oversættelse, og derfor vil jeg i stedet læse fra Bibelen2020, idet jeg dog vil bruge ordet ”israelitterne” de steder hvor Bibelen2020 lidt uheldigt har valgt ordet ”jøderne”. Er I klar?

                      ”Dengang Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt så stærkt, at israelitterne ikke kunne tåle at se det. Den opgave, han havde, reddede ikke nogen fra døden. Alligevel var han omgivet af en stråleglans, der ganske vist senere forsvandt. Når der fulgte så meget ære med den opgave, der ikke kunne stille noget op mod døden, hvor meget mere respekt vil der så ikke stå om vores opgave, der bygger på Helligånden? Hvis der var respekt om den opgave, der førte til Guds straf, hvor meget mere ære vil der så ikke følge med den opgave, der fører til frikendelse? Glansen fra den første opgave falmer fuldstændig i sammenligning med glansen fra den nye. Hvis det, der er forsvundet, skabte sådan en glans, så vil det, der varer ved, lyse og stråle endnu mere.

                      Det er vores håb og forventning, og derfor kan vi være helt åbne og ærlige. Vi behøver ikke skjule vores ansigt, sådan som Moses gjorde. Han tog et slør for sit ansigt, for at israelitterne ikke skulle se, hvordan stråleglansen langsomt forsvandt og til sidst var helt væk. Israelitterne blev hårde og lukkede i deres måde at tænke på. Den dag i dag er det, som om sløret stadig skjule meningen, når de læser op af Skrifterne. Derfor forstår de ikke, at den gamle aftale mellem Gud og mennesker blev ophævet, da Kristus kom. Sløret ligger hen over deres og forhindrer dem i at forstå det, når Skrifterne bliver læst op, men som der står: ’Hver gang en af dem omvender sig til Herren, fjernes sløret.’ Her skal Herren forstås som Helligånden, og den giver os frihed. Og alle os, der har fået fjernet sløret for vores ansigt, kan nu se Guds stråleglans afspejle sig i os. Vi bliver forvandlet, så vi kommer til at stråle mere og mere. Det skyldes alt sammen Helligånden” (2 Kor 3,7-18).

                      Det kan godt være at den glorie som ikke alene Jesus, men også alle helgenerne tit bliver afbildet med, ikke ville have kunnet ses hvis man havde mødt dem i deres samtid – men så alligevel, for Gud har, som vi lige hørte, lovet at vi kommer til at stråle på en måde der kan mærkes – måske som et barn juleaften – når vi har Helligånden i vores hjerter. Så puds du bare din glorie – ikke ved at fremhæve dine egne kvaliteter og gode gerninger, men ved at ære, lovprise og takke Jesus for hvad han har gjort for dig!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Anden Mosebog 34.27-35, Andet Petersbrev 1.16-18, Matthæusevangeliet 17.1-9

Posted By admin on 3. februar 2025

Stormen på søen: Hvem er han?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For små 20 år siden lavede analyseinstituttet Epinion en undersøgelse for Kristeligt Dagblad hvor de spurgte hvad folk mener om Jesus. Jeg vil ikke kede jer med alle detaljerne fra undersøgelsen, men nøjes med at nævne at ikke færre end 49 procent svarede at Jesus er Guds søn![1] Tallet ville muligvis være noget lavere hvis man gentog undersøgelsen i dag, men selv dengang var det overraskende højt. At Jesus er Guds søn, er jo en af de mest fundamentale sætninger i kristendommen, så umiddelbart skulle man mene at undersøgelsen dermed viste at næsten halvdelen af Danmarks befolkning var troende kristne tilbage i 2006, men det tror jeg nu ikke man kan udlede af undersøgelsen. Selvom Folkekirkens medlemsprocent den dag i dag stadig er langt højere end 49, og selvom kristen tro kan komme til udtryk på mange forskellige måder der ikke nødvendigvis indebærer at man gør så meget brug af kirken som jeg vil anbefale at man gør, så tror jeg simpelt hen ikke at man i 2006 ville have kunnet få 49 procent af den danske befolkning til at stille sig op og sige: ”Ja, jeg er troende kristen!” Jeg mindes endda at have set en anden undersøgelse engang hvor antallet af personer der havde svaret at Jesus er Guds søn, var større end det antal personer der havde svaret ja til at de tror på Gud!

                      Når så mange svarede at Jesus er Guds søn, så tror jeg snarere det hænger sammen med at det er en sætning vi har lært udenad, så når nogen siger ”Jesus”, så tænker rigtig mange danskere automatisk ”Guds søn”, uanset om de er kristne eller ej – lidt ligesom jeg mere eller mindre automatisk ville svare ”Buddha” hvis jeg blev spurgt hvem Siddharta Gáutama er, selvom jeg overhovedet ikke tror på det som buddhisterne mener når de siger at Siddharta er Buddha. Men også når det gælder det vi rent faktisk tror på, falder vi nemt tilbage på sætninger som vi har lært udenad, og det at Jesus er Guds søn, er jo noget som enhver kristen vel kan gentage i søvne. Selv har jeg lært det fra min tidligste barndom både af mine forældre og i søndagsskolen, så når jeg har hørt eller læst beretningerne om Jesus i Det Nye Testamente, har det lige fra starten været med den forudsætning at jeg allerede vidste at Jesus var Guds søn. Men i forhold til disciplene og de andre der rent faktisk overværede de ting som Jesus gjorde og sagde, er det faktisk en lidt bagvendt tilgang. Jeg mener: hvis man allerede ved at Jesus er Guds søn, så er det jo et eller andet sted ikke noget stort chok at han kan helbrede de syge, forvandle vand til vin, gå på vandet eller bespise tusindvis af mennesker med en lille drengs beskedne madpakke. Men den forudforståelse var der ikke nogen på Jesu egen tid der havde (undtagen måske hans mor, som jo havde fået det at vide allerede dengang englen Gabriel fortalte hende at hun skulle – ja, føde Guds søn), og det er på den baggrund vi skal forstå det når disciplene gentagne gange – som for eksempel i dagens tekst – bliver dybt forbløffede, for ikke at sige chokerede, over hvad Jesus er i stand til at gøre.

                      Alligevel kan det godt undre at disciplene bliver så forbløffede over at Jesus er i stand til at få en storm til at lægge sig, for på det tidspunkt i Matthæusevangeliet hvor vi møder denne beretning, har de trods alt set ham helbrede et stort antal mennesker der led af en række forskellige sygdomme, og umiddelbart skulle man jo synes at det må være lige så svært som at stilne en storm. (Og ja, jeg ved godt at der ikke stod udtrykkeligt i teksten at disciplene undrede sig; der stod at ”folk” undrede sig, men disciplene var jo altså de eneste ”folk” der var til stede da Jesus truede ad stormen, og i Markusevangeliet og Lukasevangeliet, hvor vi finder den samme beretning, står der direkte at ordene ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?” var noget som disciplene sagde til hinanden). Og ja, for de fleste mennesker ville det at sige: ”Bliv ren!” til en spedalsk nok have lige så lidt effekt som at true ad en storm, men uanset hvor tragisk det er at blive ramt af alvorlig sygdom, både for den syge selv og for vedkommendes pårørende, så er en storm altså alligevel noget der befinder sig på en helt anden skala. Et stormlavtryk kan have en diameter på flere hundrede kilometer, og hvor enorme kræfter der bliver sluppet løs når man kombinerer storm og sø, fik vi jo selv lov til at opleve her på Bornholm i oktober 2023. En person der kan styre elementernes rasen som var de en veltrænet politihund, må i sandhed være frygtindgydende selv! Men det kunne altså den tilsyneladende helt normalt udseende tømreruddannede unge rabbi fra Nazaret som disciplene havde slået følge med – hvem var han dog?

                      Men spørgsmålet er ikke udtryk for at disciplene ikke havde nogen anelse om hvem Jesus var; tværtimod er det sandsynligvis udtryk for at de netop har en anelse, men at det er en anelse som de knap nok vover at sætte ord på fordi det er en fuldstændig vild tanke. Men som de mere eller mindre fromme jøder de var, har de sikkert været med til at synge Davids salmer, og i en af dem, nemlig Salme 107, står der i vers 29: ”Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig”. Og den ”han” der er tale om dér, det er altså ingen ringere end Gud! De havde altså lige set deres ven gøre noget som det almindeligvis er Gud der gør, og det må uundgåeligt have sat nogle tanker i gang! Ikke at det aldrig før var sket at et menneske havde kommanderet rundt med store vandmængder, for da israelitterne udvandrede fra Egypten, fik Moses jo Det Røde Hav til at dele sig i to ved at række sin hånd ud over det (eller rettere: da Moses rakte hånden ud over havet, sendte Gud en storm der i løbet af nogle timer kløvede havet, men imponerende har det under alle omstændigheder været). Men underet ved Det Røde Hav kom i kølvandet på en imponerende stribe af andre naturundere, nemlig dem vi kender som Egyptens ti plager, så der var ingen der var i tvivl om at Gud havde udstyret Moses med helt usædvanlige kræfter. Tilmed havde israelitterne, da de forlod Egypten, selskab af Gud selv i skikkelse af en lysende skysøjle, så de var nok allerede ramt af en pæn portion ærefrygt allerede inden det med havet skete (selvom det ikke forhindrede dem i at skælde Moses hæder og ære fra og true ham med alverdens ulykker hver gang noget ikke gik efter deres hoved).

I den beretning vi har lyttet til i dag, var det derimod i forbindelse med en ganske almindelig sejltur at der pludselig skete et naturunder. Der var ikke noget der så spor overnaturligt ud, og de skyer der hang over dem, var ikke spor lysende undtagen når de blev flænget af et lyn. Disciplene var overhovedet ikke forberedt på den skabermagt som Jesus udøvede da han fik stormen og bølgerne til at lægge sig; den kom som et lyn fra en klar himmel (eller vel snarere det modsatte: en solstråle fra en mørk himmel?). Hvis vi prøver at sætte os i deres situation, så kan jeg i hvert fald godt forstå at de blev temmelig lamslåede!

Spørgsmålet er hvordan de bagefter har set på Jesus når de fulgtes med ham hen ad de støvede galilæiske landeveje. Det var jo ikke fordi han holdt op med at ligne et helt almindeligt menneske udadtil, selvom han lige havde kommanderet rundt med en storm, og når de passerede nogen der var på vej i den modsatte retning, har de forbipasserende næppe været i stand til at skelne Jesus fra de andre mennesker de havde mødt den dag. Men disciplene har altså haft den viden at de fulgtes med en der kunne befale over naturkræfterne! Prøv at overveje det et øjeblik: Hvordan ville du have det med at have en tilsvarende viden om et menneske som du gik op og ned ad hver dag? Mit gæt er at du ville omgås vedkommende med en meget høj grad af ærefrygt! Selv de mennesker som vi ellers betragter som de mest mægtige – Donald Trump, Bill Gates, Klaus Schwab, Vladimir Putin, Elon Musk, Xi Jinping – har trods alt ikke den slags magt! Men jeg tænker også at det ville give dig en høj grad af tryghed, for når du har en ven der kan gøre den slags ting, så behøver du næppe at være bange for at der skal ske dig noget så længe du er sammen med ham! Og fordi Gud har givet os Helligånden i vores hjerter, er vi altid sammen med Jesus, og derfor behøver vi heller ikke at være bange for at der skal ske os noget. Amen.

Eller, vent lidt. Der skete jo rent faktisk disciplene noget! Da det kom til stykket, og ypperstepræsternes tempelvagter rykkede ud i ly af mørket for at arrestere Jesus, lod han dem nemlig bar gøre det! Og selvom disciplene i første omgang blev skånet – dels fordi de flygtede (Mark 14,50), dels fordi Jesus tilsyneladende kun overgav sig på den betingelse at disciplene fik lov til at gå fri (Joh 18,8) – så endte de næsten alle sammen med at lide martyrdøden for deres tro. Hvorfor? Var det fordi Jesus ikke længere var i stand til at beskytte dem efter at han var vendt tilbage til himlen? Nej, det var han fint i stand til; Apostlenes Gerninger rummer flere eksempler på kristne der på overnaturlig vis blev befriet fra fængsel (Peter i 12,6-11, Paulus og Silas i 16,25-26). Men allerede i Apostlenes Gerninger ser vi også adskillige eksempler på kristne der ikke blev befriet, men tværtimod blev henrettet, og det skete som sagt også for de fleste af de disciple der havde været sammen med Jesus i båden da han fik stormen til at lægge sig. Hvad kunne de så bruge det til at han kunne befale over storm og sø, når han ikke reddede dem fra at blive slået ihjel?

En hel del faktisk. Frem for alt, så demonstrerede Jesus nemlig, ved at befale over stormen og søen, at han havde styr på tingene. Selv var Jesus jo så tryg midt i stormen at han ligefrem lå og sov indtil disciplene vækkede ham, og da han var vågnet, spurgte han dem hvorfor de var bange. Selv var han ikke bange! Og som han sagde til sine disciple ved en senere lejlighed: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere” (Luk 12,4). Man kan sige at ligesom Jesus ikke reddede disciplene fra at komme ud at sejle i en storm, men derimod reddede dem frelst igennem stormen, sådan er det også med døden: Jesus vil ikke redde os fra at dø, men han vil redde os frelst igennem døden til det evige liv! Som han siger et sted i Johannesevangeliet (11,25): ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” Og det er måske i virkeligheden et af de bedste svar på spørgsmålet ”Hvem er han?” – et svar der tilmed må siges at være endnu mere revolutionerende end at han er en der kan kommandere med vind og bølger. For ganske vist er naturens kræfter frygtindgydende, men den mest frygtindgydende fjende er dog døden, og den er Jesus altså også herre over.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/jesus-p%C3%A5-udebane

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Jobs Bog 38.1-11, Matthæusevangeliet 8.23-27, Romerbrevet 13.8-10

Posted By admin on 3. februar 2025

Brylluppet i Kana: Hvordan ser herlighed ud?

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Ingen har nogen sinde set Gud”. Det lyder måske som noget der er hentet fra en kampagne fra Ateistisk Selskab, men det er faktisk et citat fra Bibelen, nærmere bestemt fra Johannesevangeliet kapitel 1 vers 18. Det er jo ikke fordi vi har set Gud, at vi tror på ham, og jeg ved da heller ikke hvordan en evig, almægtig, allestedsnærværende Gud skulle bære sig ad med at vise sig for vores øjne på en måde så vi ville være klar over at det var den evige, almægtige, allestedsnærværende Gud vi så! Jeg har undertiden talt med skeptikere som har givet udtryk for at de med glæde ville tro på Gud hvis blot de kunne få ham at se; jeg plejer at spørge hvad de helt præcis forestiller sig at det ville se ud hvis de rent faktisk fik Gud at se, og det er der naturligvis ingen der har kunnet svare på, for hvordan i alverden skulle vi bære os ad med at have nogen som helst idé om hvordan Gud ville se ud? (Selvom der måske nok var en ateist eller to der ville skifte mening hvis de så en gammel mand i overstørrelse med et langt gråhvidt skæg siddende på en sky – men jeg ville nok også selv være nødt til at skifte mening hvis jeg fik sådan et syn at se, for den måde Bibelen beskriver Gud på, har ikke ret meget at gøre med en gammel gråskægget mand på en sky!).

                      I virkeligheden må vi jo nok indse at hvis vi fik lov til at se Gud den Almægtige i al hans herlighed, så ville det syn være mere end vi kunne bære. Som en måske lidt fattig illustration af hvad jeg mener, kan vi jo tænke på at når vi ikke kan se direkte på Solen uden at vores øjne tager skade af det intense lys, så kan vi naturligvis langt mindre tåle at se den magt der har skabt Solen, uden at ikke kun vores øjne, men hele vores væsen går til grunde. Det var i hvert fald noget i den retning Gud svarede da Moses bad: ”Lad mig dog se din herlighed!”, som vi hørte i den første læsning (en tekst som jeg i øvrigt også citerede i min prædiken i sidste uge, helt uden at være opmærksom på at vi ville få den at høre som læsning i dag). Det var nemlig ikke nødvendigt for Moses at se direkte på Guds herlighed for at kunne tro og stole på Gud – som min yndlingsforfatter C.S. Lewis skriver et sted: ”Jeg tror på at solen er stået op, ikke kun fordi jeg ser den, men fordi jeg ved dens lys ser alt andet”.[1]

                      Men det sjove ved det er at blot 4 vers før ordene ”Ingen har nogen sinde set Gud” (der som sagt står i Johannesevangeliet kapitel 1 vers 18) skriver Johannes ordene: ”vi så hans herlighed” (Joh 1,14). Det var jo netop det Moses bad om, men ikke fik lov til! Og det er også derfor Johannes fremhæver det som noget helt særligt. Det der skete i Betlehem den nat da Jesus blev født, var måske det mest banebrydende der nogensinde er sket i hele verdenshistorien, så det er egentlig ganske passende at det er den begivenhed vi har indrettet vores tidsregning efter (rent bortset fra at man regnede omkring 6 år forkert dengang vores tidsregning blev indført, sådan at Jesus sandsynligvis reelt blev født i det år som vi kalder ”år 6 før Kristi fødsel”, men sådan er der så meget).

                      Spørgsmålet er imidlertid om Moses, såfremt han havde været til stede ved brylluppet i Kana, hvor Jesus for første gang ”åbenbarede sin herlighed” som vi hørte – om han ville have været klar over at det var Guds herlighed han så? Jeg tror i hvert fald at han havde måttet erkende at Guds herlighed så temmelig meget anderledes ud end han havde forestillet sig. Og selvom mine skeptiske venner nok ville være blevet temmelig forbløffede hvis de havde oplevet at den væske der var vand da den blev fyldt i stenkarrene, pludselig var vin da den blev serveret for toastmasteren, er jeg ikke sikker på at det ville have været tilstrækkeligt til at få dem til at udbryde: ”Du havde ret; der er en Gud!”

                      I det hele taget er det et lidt mærkeligt mirakel, det vi hører om i dag. Selvom det var en pinlig situation for brudeparret at løbe tør for vin ved deres bryllup, så er det trods alt ikke noget der på nogen måde kan sammenlignes med de nødsituationer som Jesus løste med de andre mirakler han udførte så som at helbrede spedalske, give syn til de blinde og hørelse til de døve, få lamme til at gå og endda opvække døde. Altså, man kan vel endda med en vis ret spørge hvorfor en mand med den slags evner overhovedet prioriterede at deltage i en bryllupsfest i stedet for at bruge tiden på at hjælpe nogle af de mange syge mennesker i området?

                      For at forstå det skal vi gøre os klart at helbredelserne ikke var den vigtigste årsag til at Jesus var kommet til jorden, men vel nærmest kun den tredjevigtigste. Ikke dermed sagt at helbredelserne ikke var vigtige, og især da for de mennesker der blev helbredt, men selv hvis Jesus havde brugt alle sine vågne timer gennem hele sit liv på at helbrede syge og opvække døde, så ville det stadig kun have været en lappeløsning på verdens problemer. Dels ville han kun have haft tid til at tage sig af en brøkdel af alle de nødlidende mennesker på jorden, og dels ville der, selv for de mennesker han rent faktisk nåede at hjælpe, kun have været tale om en midlertidig hjælp. Selvom de der blev kureret for spedalskhed eller andre sygdomme eller handicaps, utvivlsomt fik et bedre liv end de hidtil havde haft, så fik de ikke et perfekt liv, og helbredelsen ændrede i hvert fald ikke på at de skulle dø før eller siden. Også de tre mennesker som vi kan læse i evangelierne at Jesus oprejste fra de døde, nemlig Jairus’ datter i Kapernaum, enkens søn i Nain og Lazarus i Bethania, døde alle tre igen senere, og den dag i dag kan man besøge Lazarus’ grav nummer to i Larnaca på Cypern. Men helbredelserne var først og fremmest visuel kommunikation, demonstrationer af sandheden i de ord Jesus sagde. Derfor bruger Johannesevangeliet også konsekvent ordet ”tegn” om de mirakler Jesus udførte (blandt andet det vi hørte om i dag – måske bemærkede I det). Vigtigere end miraklerne var nemlig det budskab som Jesus kom med om en radikalt ny måde at leve på, og som han efter sin opstandelse og himmelfart befalede sine disciple at prædike over hele jorden. Det budskab har gennem århundrederne vist sig at have kraft til at forvandle både enkeltpersoner, familier, byer og lande, fordi det ikke kun er et sæt filosofiske leveregler, men handler om at leve i fællesskab med og afhængighed af Gud og lade hans kraft virke igennem os – den samme kraft som Jesus brugte til at helbrede de syge og opvække de døde. Så hvis helbredelserne var den tredjevigtigste grund til at Jesus kom til jorden, var budskabet altså den næstvigtigste. Og den vigtigste grund var naturligvis at han skulle købe os fri af det ondes magt ved at give sit liv for os, og besejre døden for os ved at opstå fra de døde, så ”enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, som vi læser i det måske mest kendte bibelvers af alle, nemlig Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16.

                      Men selv når vi tager det i betragtning, virker det stadig lidt mærkeligt at Johannes skriver at han og de andre disciple ligefrem så Guds herlighed da Jesus forvandlede vand til vin. Hvordan kan en så relativt ligegyldig ting på nogen måde kaldes et ”tegn” på linje med helbredelser og dødeopvækkelser?

                      Det skyldes at der i Bibelen er en meget stærk symbolik forbundet med vin. I dag har vi jo adgang til en enormt stort udvalg af forskellige slags drikkevarer både med og uden alkohol, men på Bibelens tid fandtes der i praksis kun to forskellige, nemlig vand og vin. Man kunne selvfølgelig også drikke mælk, men fordi man hverken havde køleskabe eller pasteurisering, havde mælken meget kort holdbarhed når den først var malket ud af koen eller geden, og af samme grund var frugtjuice også noget man kun kunne nyde i friskpresset tilstand – og kaffe og te kendte man slet ikke til, for slet ikke at tale om diverse slags sodavand og læskedrikke. Så i de fleste situationer stod valget altså mellem på den ene side vand, som må siges at være en ret neutral drik, og på den anden side vin, som i modsætning til vand har både farve, en noget kraftigere smag, og desuden også en, hvad skal man kalde det, virkning ud over det at slukke tørsten. Vinens virkning er naturligvis ikke ubetinget positiv, og både i Det Gamle og Det Nye Testamente kan man læse rigtig mange advarsler om hvilke ulykker det kan føre med sig hvis man drikker sig fra sans og samling, men i moderate mængder omtales vin som en kilde til glæde, som for eksempel i Salme 104 hvor salmisten priser Gud med ordene: ”Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde” (Sl 104,14-15a). Dertil kommer at så længe vin ikke er færdiggæret, har den liv i sig i form af gærceller der omdanner sukker til alkohol og kuldioxid, og derfor går det ikke an at hælde ny vin på gamle lædersække der ikke længere kan udvide sig; en banal observation som Jesus på et tidspunkt (Matt 9,17. Mark 2,22. Luk 5,37-38) bruger til at illustrere hvordan en forstokket menneskelig tankegang kan stå i vejen for den forvandlende kraft i Guds rige. (Den lignelse indgik i øvrigt i prædiketeksten den 22. september sidste år; måske nogle af jer hørte den ved den lejlighed). Vin er altså også et symbol på forvandlende kraft.

Og så skal vi lægge mærke til hvad det var Jesus bad tjenerne om ved brylluppet i Kana, nemlig at fylde nogle kar med vand. Det var en ganske hverdagsagtig opgave for dem, en opgave som de utvivlsomt havde udført adskillige gange før. Tjenerne foretog sig ikke noget usædvanligt, heroisk eller overmenneskeligt, men undervejs skete der altså det helt exceptionelle og overnaturlige at vandet blev skabt om til vin. Og derved reddede Jesus ikke bare et brudepar fra offentlig vanære (og muligvis også en økonomisk kattepine); frem for alt demonstrerede han at han var i stand til at få Guds overnaturlige kraft til at flyde igennem almindelige menneskers dagligdags gøremål, blot de blev udført i tro og lydighed! Det er måske nok en anden måde at udtrykke herlighed på end den som Moses ikke fik lov til at se på Sinaj, men den er ikke mindre herlig; tværtimod vil jeg sige at den er mere herlig, fordi det alt andet lige må siges at kræve mere guddommelig kraft at bruge svage redskaber til at udføre mægtige gerninger. Så sådan ser Guds herlighed altså ud: Små, ydmyge gerninger, udført i tro og lydighed, kan føre til – ikke bare at der bliver vin at drikke til en fest, men at alt det som vinen symboliserer af glæde, kraft og forvandling kommer til udtryk. Og i kølvandet på dette første tegn fik disciplene da også lov til at se Guds kraft virke gennem dem så hele den kendte verden blev forvandlet til ukendelighed i løbet af nogle få generationer.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] ”I believe in Christianity as I believe that the Sun has risen, not only because I see it, but because by it I see everything else” (“Is Theology Poetry?”, I The Weight of Glory).

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Anden Mosebog 33.18-23, Johannesevangeliet 2.1-11, Romerbrevet 12.6-16a

Posted By admin on 15. januar 2025

Den tolvårige Jesus i templet: En ferie du ikke skal hjem fra

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For nogle år siden var der et rejsebureau (Spies, tror jeg det var) der kørte en serie tv-reklamer under sloganet ”Ferier du ikke vil hjem fra”. Reklamerne var ganske underholdende (synes jeg i hvert fald). Præmissen var at Spies Rejser havde hyret et par mafialignende typer til at indfange de rejsegæster der havde gemt sig på hjemrejsedagen fordi de ikke ville hjem, og gemmestederne kunne variere fra oppe i et pinjetræ til inde i hotelrestaurantens kølerum til siddende på bunden af swimmingpoolen med et langt rør til at trække vejret igennem. Det der gjorde reklamerne sjove, var at vi nok alle sammen kender til ærgrelsen ved at en ferie eller en anden behagelig begivenhed er forbi, og vi skal hjem. Kunne man dog bare få lov til at blive i sit ferieparadis en dag mere eller en uge mere – eller hvad med altid?

                      I dagens tekst er Josef, Maria og Jesus på en slags ferie, nemlig til påskefesten i Jerusalem. Der tog de hen hvert år, får vi at vide. Jeg har ofte hørt historien genfortalt sådan at ”da Jesus var tolv år, fik han for første gang lov til at komme med”, og det har I måske også, men det står der ingenting om, og der er ingen grund til at tro andet end at Jesus havde været med hvert år. Men den påskefest hvor han var tolv år, fortjente altså en særlig omtale fordi det var det år Jesus besluttede at han ikke havde lyst til at tage hjem fra ferien igen. Og ligesom de fleste af os nok godt kan forstå de Spies-gæster der ikke har lyst til at forlade sydens sol og palmer og vende snuden hjemad mod det kolde nord, sådan vil jeg tro at mange jøder godt kunne forstå at Jesus ikke havde lyst til at forlade templet i Jerusalem. Det er faktisk det Salme 84 fra Det Gamle Testamente (altså den vi hørte i begyndelsen af dagens gudstjeneste) handler om: at Guds tempel er det mest vidunderlige sted i verden. Ordet ”tempel” findes ganske vist ikke i salmen, men der er ingen tvivl om at det er templet salmisten tænker på når han (eller rettere: ”de”, for der står i salmens overskrift at den er skrevet af ”Kora-sønnerne”, så den har altså flere forfattere. Kora-sønnerne var måske den tids svar på Lennon/McCartney eller Andersson/Ulvaeus) – altså: det er ingen tvivl om at det er templet de tænker på når de bruger betegnelser som ”din bolig, Hærskarers Herre”, ”Herrens forgårde”, ”dine altre, Hærskarers Herre” og ”min Guds hus”. Og deres kærlighed til det sted er altså så stærk at de ligefrem skriver ”Min sjæl fortæres af længsel” (ja, de skriver altså i ental, men det gjorde Lennon/McCartney og Andersson/Ulvaeus jo også tit). Derfor ønsker de sig også at de var blandt dem der bor i templet så de ikke ville behøve at rejse hjem igen – ja, selv de spurve og svaler der har deres reder på tempelområdet, ville de med glæde bytte plads med. Men hvorfor? Hvad var det der var så vidunderligt ved templet?

Var det … arkitekturen? Ikke noget dårligt bud! Første Kongebog og Anden Krønikebog bruger hver to hele kapitler på at skildre templets indretning og udstyr i detaljer, og selvom der ikke er nogen illustrationer til, får man et klart indtryk af at der er tale om et vidunderligt smukt bygningsværk. Men uanset hvor bjergtaget man kan blive af smukke bygninger, så er det måske alligevel lidt overdrevet at have det som sit højeste ønske på jorden at kunne blive i den bygning altid? Der har trods alt været – og er stadig – andre meget smukke bygninger i verden. Jeg har for eksempel hørt at mausoleet Taj Mahal i den indiske by Agra er en af de smukkeste bygninger i verden, og jeg ved at folk kommer rejsende fra hele verden for at se det. Men hvor mange mon ville ønske sig at bo i Taj Mahal resten af deres liv? Nok ikke ret mange, tror jeg.

Nej, der er en helt anden grund til at Kora-sønnerne ville ønske at det var dem der boede i templet, nemlig: ”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig”. Det der frem for alt er det vidunderlige ved templet, er altså at det er dér man kan prise Gud! Kan man da ikke det alle steder? Jo, man kan naturligvis altid bede en takkebøn eller synge en lovsang, uanset hvor man er, men det er ikke det Kora-sønnerne taler om. Nej, det som man kunne i templet, var noget langt større og bedre end det. Det kan vi få et indtryk af ved at se på en anden af Kora-sønnernes salmer, hvis nummer sjovt nok er præcis det halve af den vi hørte til indledning i dag, nemlig Salme 42. Temaet i Salme 42 er omtrent det samme som i Salme 84, men med det tvist at det ”jeg” der taler i Salme 42, af en eller anden grund er forhindret i at komme til templet, sandsynligvis fordi han bliver holdt fanget af sine fjender (v. 10). At være fange hos sine fjender er jo slemt nok i sig selv, men blandt alle de andre ting de kære Kora-sønner kunne have valgt at klage deres nød over i den situation, er det værste altså at de er afskåret fra templet. Det vilkår får ligefrem salmens ”jeg” til at sammenligne sig selv med en hjort der skriger efter vand uden at kunne finde noget – mange af jer har sikkert hørt verset ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl 42,2). Går vi videre til det næste vers i salmen, finder vi ordene: ”Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?” Det var nemlig det man kunne i templet: se Guds ansigt.

Jeg må naturligvis hellere skynde mig at sige at man naturligvis ikke kunne se Guds faktiske ansigt med sine fysiske øjne. Det spurgte Moses engang om lov til, men Gud svarede ham: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet” (2 Mos 33,20). Men i oldtidens Mellemøsten blev ordet ”ansigt” ofte brugt i betydningen ”nærvær” eller ”tilstedeværelse”. Ganske vist tror vi som kristne på at Gud er allestedsnærværende, og det troede israelitterne også på på Det Gamle Testamentes tid, som vi blandt andet kan se det i Davids berømte Salme 139 hvor det blandt andet hedder: ”Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, ægger jeg mig i dødsriget, er du dér” (Sl 139,7-8). Men netop fordi vi syndige, dødelige mennesker ikke ville kunne overleve at se Guds ansigt, er hans tilstedeværelse almindeligvis skjult i Det Gamle Testamente. Kun undtagelsesvis viser han sin herlighed, som han for eksempel gjorde det da patriarken Jakob havde en drøm om en stige der gik hele vejen fra jorden til himlen, eller da han viste sig for Moses i en brændende tornebusk der alligevel ikke brændte op. Efter at israelitterne var sluppet bort fra slaveriet i Egypten, viste Gud sig for dem ved bjerget Sinaj i ørkenen, og der gav han dem besked om at han fremover ville lade sit navn og sin herlighed hvile over et bestemt sted – i første omgang en transportabel telthelligdom, men når de var nået frem til det land han ville give dem, så ville han udvælge et bestemt sted i det land hvor man skulle tilbede ham, og til det sted skulle alle israelitter rejse tre gange om året (nemlig til påskefesten, pinsefesten og løvhyttefesten) for i overført betydning at ”se hans ansigt”. Og selvom de ikke helt konkret og fysisk fik Guds ansigt at se, så var Guds herlighed altså tilsyneladende alligevel mærkbart til stede i templet i en grad så Kora-sønnerne ønskede at de kunne bo der altid, og følte sig som en tørstig hjort i en ørken hvis de var forhindret i at komme derhen.

På Jesu tid var Guds herlighed tilsyneladende stadig mærkbart til stede i templet – også selvom det slet ikke var den samme bygning som den der omtales i Det Gamle Testamente, for den var nemlig blevet revet ned af babylonierne i år 586 før vor tidsregning. Men i Ezras Bog kan vi læse om hvordan israelitterne genopbyggede deres tempel da de fik lov til at vende tilbage fra deres babyloniske fangenskab, i første omgang ganske vist i en nedskaleret udgave som fik dem der kunne huske det gamle tempel til at græde af sorg over hvor meget mindre prangende det nye var (Ezra 3,12). Et par årtier før Jesu fødsel udbyggede kong Herodes imidlertid templet så det igen kunne måle sig med sin fordums storhed, og selvom Herodes som bekendt var en ond konge (han er især kendt for at have foranstaltet en massakre på de små børn i Betlehem og omegn), så lod Gud altså ikke desto mindre stadig sin herlighed bo i det tempel han havde (ud)bygget, og det i en grad så Guds egen søn, Jesus, helt naturligt oplevede templet som sit rette element som han ikke havde lyst til at forlade. Men det kom han jo altså til alligevel da Maria og Josef fandt ham dér.

Til gengæld kan vi læse i Hebræerbrevet at Jesus som voksen kom til et andet, større og bedre tempel, nemlig det tempel i Himlen som templet i Jerusalem dybest set kun var en model af (Hebr 10,11-12, jf. Hebr 8,5). Dengang Gud ved Sinajbjerget gav israelitterne instruktioner om at de tre gange om året skulle besøge templet for at ”se hans ansigt”, gav han dem besked om at de altid skulle medbringe et offerdyr, sådan at dyrets blod kunne skærme dem mod Guds hellighed så de ikke gik til grunde. Men da Jesus gik ind i det himmelske tempel, medbragte han sit eget blod som sonoffer, og fordi Jesus er Guds søn, var det tilstrækkeligt til at skærme hele menneskeheden mod at gå til grunde ved mødet med Guds hellighed. Ja, mere end det: Jesus har med sin død og sit blod betalt det krav som døden havde på os, og købt os fri til at tilhøre Gud. Det betyder at vi nu er børn af Guds hus og derfor ikke længere har brug for at blive skærmet mod Guds tilstedeværelse, sådan som folk havde på Det Gamle Testamentes tid. Vi har fri og uhindret adgang til at ”se Guds ansigt” hvor som helst, når som helst – den helt særlige grad af tilbedelse som de gamle israelitter kun kunne opleve i Jerusalem, og som Kora-sønnerne længtes så inderligt efter når de ikke var der, den kan vi leve i hele tiden! Det er en ferie som vi aldrig behøver at rejse hjem fra, for det handler nemlig ikke længere om et bestemt geografisk sted, men om den ånd som Gud har givet os i vores indre!

Hvis du aldrig har oplevet Guds ånd i dit indre, så fortvivl ikke; han er ikke længere væk end en bøn! Du kan også deltage i nadveren om lidt, hvor den opstandne Jesus rækker os sit legeme og blod, som han har købt og betalt os med så vi nu tilhører Gud som hans kære børn. Og så kan du i øvrigt trøste dig med at selv når du ikke mærker Gud med dine følelser, så er han der alligevel, også selvom det nogle gange kun er med troens sans at vi kan sanse ham. Men vi ser frem mod den dag hvor vi skal forvandles fra herlighed til herlighed så vi kan se Gud ansigt uden filter, og det uden at gå til grunde. Det er vores endegyldige mål – det paradis hvor vi vitterligt skal leve for evigt, og hvor vil aldrig vil have nødig at skjule os for en mere eller mindre mafialignende Spies-ansat der siger at nu er ferien slut, for det vil slet ikke være en ferie; det vil være vores sande hjem.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Lukasevangeliet 2.41-52, Romerbrevet 12.1-5, Salme 84