Signe & Nikolaj

Posted By admin on 12. februar 2025

Forklarelsen på bjerget: Puds glorien!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

På billeder af Jesus – især de ikoner som man kan finde i de ortodokse kirker, men også mange af dem der hænger rundt om i danske kirker, missionshuse og hjem – bliver han tit afbildet med en glorie. Nogle gange ligner den næsten en håndgribelig hat eller hårbøjle af guld, mens der andre gange blot er tale om at hans ansigt lyser. Jeg har altid haft det lidt mærkeligt med den slags billeder, for sådan så Jesus jo ikke ud i virkeligheden. Hvis han virkelig havde gået rundt og strålet, sådan som han tit gør på billeder, så ville enhver jo have kunnet se at han virkelig var Guds søn, men som vi ved fra evangelierne, var der mange der ikke troede på ham. Der er med andre ord ingen grund til at tro andet end at han har lignet et helt almindeligt menneske, som vi også var inde på i søndags.

                      Det er da også netop derfor den begivenhed som vi hører om i dag, var så speciel. Jeg mener, hvis Jesus gik rundt og strålede til daglig, så var der jo ikke noget specielt revolutionerende ved at han strålede oppe på det bjerg hvor han havde taget Peter og Jakob og Johannes med op. Det ville selvfølgelig stadig have været enormt bemærkelsesværdigt at to for længst afdøde profeter pludselig dukkede op og gav sig til at snakke med ham, men når vi ser nærmere på teksten, kan vi se at tilstedeværelsen af Moses og Elias faktisk ikke var det som de tre disciple fandt mest bemærkelsesværdigt ved situationen. Ganske vist begyndte Peter at vrøvle om at bygge tre hytter i håb om at holde på de to gamle kæmper, men det var først da en lysende sky sænkede sig over dem, og en stemme fra skyen udnævnte Jesus til at være sin elskede søn, at disciplene ligefrem faldt ned på deres ansigt. Og som vi hørte i dagens anden læsning, så var det ikke mødet med Moses og Elias, Peter fremhævede da han mange år senere så tilbage på oplevelsen, men derimod det at de så Jesu majestæt med deres egne øjne og hørte hvad Gud Fader sagde om ham. De havde ellers allerede set mange vidnesbyrd om hvem Jesus var, som da han forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana, eller da han med et enkelt ord fik en storm og de tilhørende bølger til at lægge sig øjeblikkeligt, men i dag bliver al tvivl altså vejret væk.

                      Der var to spørgsmål jeg stillede mig selv da jeg sad med teksten foran mig og skulle forberede min prædiken til i dag, nemlig dels hvad formålet var med at Jesus tog nogle disciple med op på bjerget og viste dem sin majestæt, nu hvor de ellers var ved at have gennemskuet hvem han var, og dels – når han nu gjorde det – hvorfor det så kun var Peter, Jakob og Johannes der fik lov til at komme med derop. Et eller andet sted tænker jeg at det ville have været mere logisk hvis han enten havde ladet alle se hvem han virkelig var, eller i det mindste alle disciplene (man kunne jo forestille sig at det eksempelvis kunne have fået en Judas Iskariot til at vælge at handle anderledes end han endte med at gøre). Men på den anden side forstår jeg egentlig også godt at han ikke bare viste sin magt og herlighed til alle, for Jesus er jo en anderledes konge, som blev født i en stald, red ind i hovedstaden på et æsel, blev kronet med en tornekrans og henrettet som en forbryder på et kors. Jesus viste med både sit liv og sin død at det er i menneskelig svaghed og magtesløshed at Guds kraft og visdom kommer allerstærkest til udtryk, så hvis han havde givet sig til kende for alverden som den guddommelige konge der lyste af stråleglans, så ville han et eller andet sted have modsagt sit eget budskab. Men hvorfor så overhovedet vise sig for nogen som helst mennesker i sin majestæt?

                      Jeg tror det hænger sammen med at der lige omkring det tidspunkt hvor Jesus tog de tre disciple med op på bjerget, skete et fokusskifte i hans liv og tjeneste, så at sige. I den første del af sit offentlige virke havde Jesus travlt med at helbrede syge, opvække døde og prædike om Guds rige, og han blev bare mere og mere populær – højdepunktet var måske da han mættede flere tusind mennesker med bare fem brød og to små fisk, hvorefter menneskemængden ville udråbe ham til konge (det skal vi alt sammen høre mere om når vi når frem til midfaste søndag den 30. marts). Men Jesus fortrak fra åstedet og søgte op i bjergene, for det var ikke den slags konge han ville være: en der ledte en gruppe fanatiske tilhængere i et triumftog som en anden hær, uden at behøve at bekymre sig om udgifterne fordi han jo bare kunne trylle mad frem til dem ud af den blå luft. Nej, den fornemste kongegerning Jesus skulle udføre, var at give sit liv væk, og derfor ser vi også, jo længere vi når i evangelierne, at fokus skifter til at Jesus gentagne gange forudsiger sin lidelse og død og understreger at de der vil være hans disciple også må indstille sig på at skulle døje lidelse og forfølgelse. Og parallelt med det ser vi at Jesus ikke længere bliver mere og mere populær, men tværtimod får flere og flere modstandere, indtil der til sidst langfredag er en stor menneskemængde der står foran Pontius Pilatus’ dommersæde og råber: ”Korsfæst ham!”, hvilket Pilatus som bekendt retter sig efter.

                      Det er ikke svært at forestille sig at disciplene må være blevet mere og mere nedslåede og skuffede efterhånden som den mester som de havde forladt alt for at følge, kom mere og mere i modvind for til sidst at blive slået ihjel. Det må have været meget nemt for dem at komme til at spekulere på om det hele havde været forgæves, om de havde holdt på den forkerte hest, om Jesus alligevel ikke var stærk nok til at frelse. Så jeg tror at Jesus lod Peter og Jakob og Johannes se sin majestæt for at de skulle have det at tænke tilbage på når han blev arresteret og dømt til døden, og alt så ud til at han havde tabt, som en påmindelse om at han havde styr på tingene. Og selvom det altså ikke forhindrede de kære disciple i at tage flugten i panik og fortvivlelse da Jesus blev arresteret, så kan vi se af den læsning fra Andet Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten, at oplevelsen fik stor betydning for Peter senere i hans liv.

                      Alt det efterlader naturligvis stadig det spørgsmål ubesvaret, hvorfor Jesus ikke tog alle disciplene med op på bjerget. Mit bedste bud på et svar er at Jesus ønskede at holde begivenheden hemmelig indtil han var opstået fra de døde (som vi hørte i det sidste vers af prædiketeksten), og jo flere mennesker man indvier i en hemmelighed, desto større risiko er der for at den slipper ud. Det er muligvis ikke noget godt svar, men det er ikke alt jeg kan svare på, og hvis nogen har et bedre bud, lader jeg mig hjertensgerne belære.

                      Det er dog nok mere interessant at spørge hvad vi, der lever næsten to tusind år senere, og som ikke har haft en oplevelse der ligner den de tre disciple fik på forklarelsens bjerg, kan bruge historien til. For at svare på det spørgsmål vil jeg begynde med at pege på at selvom de fleste af os nok aldrig har oplevet at se et ansigt lyse med en stråleglans der var fysisk synlig, så tror jeg de fleste af os alligevel har set et ansigt der strålede! Tænk på en sportsudøver der lige har vundet en guldmedalje, eller på et lykkeligt brudepar, eller på et barn der åbner gaver juleaften. Det kan godt være at en videnskabsmand ikke ville kunne måle en forhøjet lysstyrke rundt om det strålende ansigt, men vi kan i hvert fald alle sammen se at vedkommende stråler af lykke! Og Bibelen stiller os faktisk i udsigt at alle vi der tror på Jesus og har fået Guds ånd i vores hjerter, kan komme til at stråle på en måde så mennesker omkring os lægger mærke til det.

                       Som vi hørte i dagens første læsning, strålede Moses’ ansigt da han kom ned til israelitterne efter at have tilbragt fyrre dage og nætter inde i en lysende sky på toppen af Sinajbjerget, hvor Gud talte til ham – måske på omtrent samme måde som Jesu ansigt strålede på forklarelsens bjerg, hvor der jo også kom en lysende sky som Gud talte fra. Vi hørte at alle israelitterne, inklusiv Moses’ egen storebror Aron som havde stået side om side med ham da de konfronterede Farao i Egypten, blev bange for at komme Moses nær fordi hans ansigt strålede sådan, og at Moses lagde et slør over sit ansigt på grund af stråleglansen. Den begivenhed har Paulus nogle kommentarer til i Andet Korintherbrev, og det han skriver dér, er så fantastisk at jeg bare vil læse det hele op. Desværre er det noget kringlet rent sprogligt, især i den autoriserede oversættelse, og derfor vil jeg i stedet læse fra Bibelen2020, idet jeg dog vil bruge ordet ”israelitterne” de steder hvor Bibelen2020 lidt uheldigt har valgt ordet ”jøderne”. Er I klar?

                      ”Dengang Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt så stærkt, at israelitterne ikke kunne tåle at se det. Den opgave, han havde, reddede ikke nogen fra døden. Alligevel var han omgivet af en stråleglans, der ganske vist senere forsvandt. Når der fulgte så meget ære med den opgave, der ikke kunne stille noget op mod døden, hvor meget mere respekt vil der så ikke stå om vores opgave, der bygger på Helligånden? Hvis der var respekt om den opgave, der førte til Guds straf, hvor meget mere ære vil der så ikke følge med den opgave, der fører til frikendelse? Glansen fra den første opgave falmer fuldstændig i sammenligning med glansen fra den nye. Hvis det, der er forsvundet, skabte sådan en glans, så vil det, der varer ved, lyse og stråle endnu mere.

                      Det er vores håb og forventning, og derfor kan vi være helt åbne og ærlige. Vi behøver ikke skjule vores ansigt, sådan som Moses gjorde. Han tog et slør for sit ansigt, for at israelitterne ikke skulle se, hvordan stråleglansen langsomt forsvandt og til sidst var helt væk. Israelitterne blev hårde og lukkede i deres måde at tænke på. Den dag i dag er det, som om sløret stadig skjule meningen, når de læser op af Skrifterne. Derfor forstår de ikke, at den gamle aftale mellem Gud og mennesker blev ophævet, da Kristus kom. Sløret ligger hen over deres og forhindrer dem i at forstå det, når Skrifterne bliver læst op, men som der står: ’Hver gang en af dem omvender sig til Herren, fjernes sløret.’ Her skal Herren forstås som Helligånden, og den giver os frihed. Og alle os, der har fået fjernet sløret for vores ansigt, kan nu se Guds stråleglans afspejle sig i os. Vi bliver forvandlet, så vi kommer til at stråle mere og mere. Det skyldes alt sammen Helligånden” (2 Kor 3,7-18).

                      Det kan godt være at den glorie som ikke alene Jesus, men også alle helgenerne tit bliver afbildet med, ikke ville have kunnet ses hvis man havde mødt dem i deres samtid – men så alligevel, for Gud har, som vi lige hørte, lovet at vi kommer til at stråle på en måde der kan mærkes – måske som et barn juleaften – når vi har Helligånden i vores hjerter. Så puds du bare din glorie – ikke ved at fremhæve dine egne kvaliteter og gode gerninger, men ved at ære, lovprise og takke Jesus for hvad han har gjort for dig!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Anden Mosebog 34.27-35, Andet Petersbrev 1.16-18, Matthæusevangeliet 17.1-9

Posted By admin on 3. februar 2025

Stormen på søen: Hvem er han?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For små 20 år siden lavede analyseinstituttet Epinion en undersøgelse for Kristeligt Dagblad hvor de spurgte hvad folk mener om Jesus. Jeg vil ikke kede jer med alle detaljerne fra undersøgelsen, men nøjes med at nævne at ikke færre end 49 procent svarede at Jesus er Guds søn![1] Tallet ville muligvis være noget lavere hvis man gentog undersøgelsen i dag, men selv dengang var det overraskende højt. At Jesus er Guds søn, er jo en af de mest fundamentale sætninger i kristendommen, så umiddelbart skulle man mene at undersøgelsen dermed viste at næsten halvdelen af Danmarks befolkning var troende kristne tilbage i 2006, men det tror jeg nu ikke man kan udlede af undersøgelsen. Selvom Folkekirkens medlemsprocent den dag i dag stadig er langt højere end 49, og selvom kristen tro kan komme til udtryk på mange forskellige måder der ikke nødvendigvis indebærer at man gør så meget brug af kirken som jeg vil anbefale at man gør, så tror jeg simpelt hen ikke at man i 2006 ville have kunnet få 49 procent af den danske befolkning til at stille sig op og sige: ”Ja, jeg er troende kristen!” Jeg mindes endda at have set en anden undersøgelse engang hvor antallet af personer der havde svaret at Jesus er Guds søn, var større end det antal personer der havde svaret ja til at de tror på Gud!

                      Når så mange svarede at Jesus er Guds søn, så tror jeg snarere det hænger sammen med at det er en sætning vi har lært udenad, så når nogen siger ”Jesus”, så tænker rigtig mange danskere automatisk ”Guds søn”, uanset om de er kristne eller ej – lidt ligesom jeg mere eller mindre automatisk ville svare ”Buddha” hvis jeg blev spurgt hvem Siddharta Gáutama er, selvom jeg overhovedet ikke tror på det som buddhisterne mener når de siger at Siddharta er Buddha. Men også når det gælder det vi rent faktisk tror på, falder vi nemt tilbage på sætninger som vi har lært udenad, og det at Jesus er Guds søn, er jo noget som enhver kristen vel kan gentage i søvne. Selv har jeg lært det fra min tidligste barndom både af mine forældre og i søndagsskolen, så når jeg har hørt eller læst beretningerne om Jesus i Det Nye Testamente, har det lige fra starten været med den forudsætning at jeg allerede vidste at Jesus var Guds søn. Men i forhold til disciplene og de andre der rent faktisk overværede de ting som Jesus gjorde og sagde, er det faktisk en lidt bagvendt tilgang. Jeg mener: hvis man allerede ved at Jesus er Guds søn, så er det jo et eller andet sted ikke noget stort chok at han kan helbrede de syge, forvandle vand til vin, gå på vandet eller bespise tusindvis af mennesker med en lille drengs beskedne madpakke. Men den forudforståelse var der ikke nogen på Jesu egen tid der havde (undtagen måske hans mor, som jo havde fået det at vide allerede dengang englen Gabriel fortalte hende at hun skulle – ja, føde Guds søn), og det er på den baggrund vi skal forstå det når disciplene gentagne gange – som for eksempel i dagens tekst – bliver dybt forbløffede, for ikke at sige chokerede, over hvad Jesus er i stand til at gøre.

                      Alligevel kan det godt undre at disciplene bliver så forbløffede over at Jesus er i stand til at få en storm til at lægge sig, for på det tidspunkt i Matthæusevangeliet hvor vi møder denne beretning, har de trods alt set ham helbrede et stort antal mennesker der led af en række forskellige sygdomme, og umiddelbart skulle man jo synes at det må være lige så svært som at stilne en storm. (Og ja, jeg ved godt at der ikke stod udtrykkeligt i teksten at disciplene undrede sig; der stod at ”folk” undrede sig, men disciplene var jo altså de eneste ”folk” der var til stede da Jesus truede ad stormen, og i Markusevangeliet og Lukasevangeliet, hvor vi finder den samme beretning, står der direkte at ordene ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?” var noget som disciplene sagde til hinanden). Og ja, for de fleste mennesker ville det at sige: ”Bliv ren!” til en spedalsk nok have lige så lidt effekt som at true ad en storm, men uanset hvor tragisk det er at blive ramt af alvorlig sygdom, både for den syge selv og for vedkommendes pårørende, så er en storm altså alligevel noget der befinder sig på en helt anden skala. Et stormlavtryk kan have en diameter på flere hundrede kilometer, og hvor enorme kræfter der bliver sluppet løs når man kombinerer storm og sø, fik vi jo selv lov til at opleve her på Bornholm i oktober 2023. En person der kan styre elementernes rasen som var de en veltrænet politihund, må i sandhed være frygtindgydende selv! Men det kunne altså den tilsyneladende helt normalt udseende tømreruddannede unge rabbi fra Nazaret som disciplene havde slået følge med – hvem var han dog?

                      Men spørgsmålet er ikke udtryk for at disciplene ikke havde nogen anelse om hvem Jesus var; tværtimod er det sandsynligvis udtryk for at de netop har en anelse, men at det er en anelse som de knap nok vover at sætte ord på fordi det er en fuldstændig vild tanke. Men som de mere eller mindre fromme jøder de var, har de sikkert været med til at synge Davids salmer, og i en af dem, nemlig Salme 107, står der i vers 29: ”Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig”. Og den ”han” der er tale om dér, det er altså ingen ringere end Gud! De havde altså lige set deres ven gøre noget som det almindeligvis er Gud der gør, og det må uundgåeligt have sat nogle tanker i gang! Ikke at det aldrig før var sket at et menneske havde kommanderet rundt med store vandmængder, for da israelitterne udvandrede fra Egypten, fik Moses jo Det Røde Hav til at dele sig i to ved at række sin hånd ud over det (eller rettere: da Moses rakte hånden ud over havet, sendte Gud en storm der i løbet af nogle timer kløvede havet, men imponerende har det under alle omstændigheder været). Men underet ved Det Røde Hav kom i kølvandet på en imponerende stribe af andre naturundere, nemlig dem vi kender som Egyptens ti plager, så der var ingen der var i tvivl om at Gud havde udstyret Moses med helt usædvanlige kræfter. Tilmed havde israelitterne, da de forlod Egypten, selskab af Gud selv i skikkelse af en lysende skysøjle, så de var nok allerede ramt af en pæn portion ærefrygt allerede inden det med havet skete (selvom det ikke forhindrede dem i at skælde Moses hæder og ære fra og true ham med alverdens ulykker hver gang noget ikke gik efter deres hoved).

I den beretning vi har lyttet til i dag, var det derimod i forbindelse med en ganske almindelig sejltur at der pludselig skete et naturunder. Der var ikke noget der så spor overnaturligt ud, og de skyer der hang over dem, var ikke spor lysende undtagen når de blev flænget af et lyn. Disciplene var overhovedet ikke forberedt på den skabermagt som Jesus udøvede da han fik stormen og bølgerne til at lægge sig; den kom som et lyn fra en klar himmel (eller vel snarere det modsatte: en solstråle fra en mørk himmel?). Hvis vi prøver at sætte os i deres situation, så kan jeg i hvert fald godt forstå at de blev temmelig lamslåede!

Spørgsmålet er hvordan de bagefter har set på Jesus når de fulgtes med ham hen ad de støvede galilæiske landeveje. Det var jo ikke fordi han holdt op med at ligne et helt almindeligt menneske udadtil, selvom han lige havde kommanderet rundt med en storm, og når de passerede nogen der var på vej i den modsatte retning, har de forbipasserende næppe været i stand til at skelne Jesus fra de andre mennesker de havde mødt den dag. Men disciplene har altså haft den viden at de fulgtes med en der kunne befale over naturkræfterne! Prøv at overveje det et øjeblik: Hvordan ville du have det med at have en tilsvarende viden om et menneske som du gik op og ned ad hver dag? Mit gæt er at du ville omgås vedkommende med en meget høj grad af ærefrygt! Selv de mennesker som vi ellers betragter som de mest mægtige – Donald Trump, Bill Gates, Klaus Schwab, Vladimir Putin, Elon Musk, Xi Jinping – har trods alt ikke den slags magt! Men jeg tænker også at det ville give dig en høj grad af tryghed, for når du har en ven der kan gøre den slags ting, så behøver du næppe at være bange for at der skal ske dig noget så længe du er sammen med ham! Og fordi Gud har givet os Helligånden i vores hjerter, er vi altid sammen med Jesus, og derfor behøver vi heller ikke at være bange for at der skal ske os noget. Amen.

Eller, vent lidt. Der skete jo rent faktisk disciplene noget! Da det kom til stykket, og ypperstepræsternes tempelvagter rykkede ud i ly af mørket for at arrestere Jesus, lod han dem nemlig bar gøre det! Og selvom disciplene i første omgang blev skånet – dels fordi de flygtede (Mark 14,50), dels fordi Jesus tilsyneladende kun overgav sig på den betingelse at disciplene fik lov til at gå fri (Joh 18,8) – så endte de næsten alle sammen med at lide martyrdøden for deres tro. Hvorfor? Var det fordi Jesus ikke længere var i stand til at beskytte dem efter at han var vendt tilbage til himlen? Nej, det var han fint i stand til; Apostlenes Gerninger rummer flere eksempler på kristne der på overnaturlig vis blev befriet fra fængsel (Peter i 12,6-11, Paulus og Silas i 16,25-26). Men allerede i Apostlenes Gerninger ser vi også adskillige eksempler på kristne der ikke blev befriet, men tværtimod blev henrettet, og det skete som sagt også for de fleste af de disciple der havde været sammen med Jesus i båden da han fik stormen til at lægge sig. Hvad kunne de så bruge det til at han kunne befale over storm og sø, når han ikke reddede dem fra at blive slået ihjel?

En hel del faktisk. Frem for alt, så demonstrerede Jesus nemlig, ved at befale over stormen og søen, at han havde styr på tingene. Selv var Jesus jo så tryg midt i stormen at han ligefrem lå og sov indtil disciplene vækkede ham, og da han var vågnet, spurgte han dem hvorfor de var bange. Selv var han ikke bange! Og som han sagde til sine disciple ved en senere lejlighed: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere” (Luk 12,4). Man kan sige at ligesom Jesus ikke reddede disciplene fra at komme ud at sejle i en storm, men derimod reddede dem frelst igennem stormen, sådan er det også med døden: Jesus vil ikke redde os fra at dø, men han vil redde os frelst igennem døden til det evige liv! Som han siger et sted i Johannesevangeliet (11,25): ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” Og det er måske i virkeligheden et af de bedste svar på spørgsmålet ”Hvem er han?” – et svar der tilmed må siges at være endnu mere revolutionerende end at han er en der kan kommandere med vind og bølger. For ganske vist er naturens kræfter frygtindgydende, men den mest frygtindgydende fjende er dog døden, og den er Jesus altså også herre over.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/jesus-p%C3%A5-udebane

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Jobs Bog 38.1-11, Matthæusevangeliet 8.23-27, Romerbrevet 13.8-10

Posted By admin on 3. februar 2025

Brylluppet i Kana: Hvordan ser herlighed ud?

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Ingen har nogen sinde set Gud”. Det lyder måske som noget der er hentet fra en kampagne fra Ateistisk Selskab, men det er faktisk et citat fra Bibelen, nærmere bestemt fra Johannesevangeliet kapitel 1 vers 18. Det er jo ikke fordi vi har set Gud, at vi tror på ham, og jeg ved da heller ikke hvordan en evig, almægtig, allestedsnærværende Gud skulle bære sig ad med at vise sig for vores øjne på en måde så vi ville være klar over at det var den evige, almægtige, allestedsnærværende Gud vi så! Jeg har undertiden talt med skeptikere som har givet udtryk for at de med glæde ville tro på Gud hvis blot de kunne få ham at se; jeg plejer at spørge hvad de helt præcis forestiller sig at det ville se ud hvis de rent faktisk fik Gud at se, og det er der naturligvis ingen der har kunnet svare på, for hvordan i alverden skulle vi bære os ad med at have nogen som helst idé om hvordan Gud ville se ud? (Selvom der måske nok var en ateist eller to der ville skifte mening hvis de så en gammel mand i overstørrelse med et langt gråhvidt skæg siddende på en sky – men jeg ville nok også selv være nødt til at skifte mening hvis jeg fik sådan et syn at se, for den måde Bibelen beskriver Gud på, har ikke ret meget at gøre med en gammel gråskægget mand på en sky!).

                      I virkeligheden må vi jo nok indse at hvis vi fik lov til at se Gud den Almægtige i al hans herlighed, så ville det syn være mere end vi kunne bære. Som en måske lidt fattig illustration af hvad jeg mener, kan vi jo tænke på at når vi ikke kan se direkte på Solen uden at vores øjne tager skade af det intense lys, så kan vi naturligvis langt mindre tåle at se den magt der har skabt Solen, uden at ikke kun vores øjne, men hele vores væsen går til grunde. Det var i hvert fald noget i den retning Gud svarede da Moses bad: ”Lad mig dog se din herlighed!”, som vi hørte i den første læsning (en tekst som jeg i øvrigt også citerede i min prædiken i sidste uge, helt uden at være opmærksom på at vi ville få den at høre som læsning i dag). Det var nemlig ikke nødvendigt for Moses at se direkte på Guds herlighed for at kunne tro og stole på Gud – som min yndlingsforfatter C.S. Lewis skriver et sted: ”Jeg tror på at solen er stået op, ikke kun fordi jeg ser den, men fordi jeg ved dens lys ser alt andet”.[1]

                      Men det sjove ved det er at blot 4 vers før ordene ”Ingen har nogen sinde set Gud” (der som sagt står i Johannesevangeliet kapitel 1 vers 18) skriver Johannes ordene: ”vi så hans herlighed” (Joh 1,14). Det var jo netop det Moses bad om, men ikke fik lov til! Og det er også derfor Johannes fremhæver det som noget helt særligt. Det der skete i Betlehem den nat da Jesus blev født, var måske det mest banebrydende der nogensinde er sket i hele verdenshistorien, så det er egentlig ganske passende at det er den begivenhed vi har indrettet vores tidsregning efter (rent bortset fra at man regnede omkring 6 år forkert dengang vores tidsregning blev indført, sådan at Jesus sandsynligvis reelt blev født i det år som vi kalder ”år 6 før Kristi fødsel”, men sådan er der så meget).

                      Spørgsmålet er imidlertid om Moses, såfremt han havde været til stede ved brylluppet i Kana, hvor Jesus for første gang ”åbenbarede sin herlighed” som vi hørte – om han ville have været klar over at det var Guds herlighed han så? Jeg tror i hvert fald at han havde måttet erkende at Guds herlighed så temmelig meget anderledes ud end han havde forestillet sig. Og selvom mine skeptiske venner nok ville være blevet temmelig forbløffede hvis de havde oplevet at den væske der var vand da den blev fyldt i stenkarrene, pludselig var vin da den blev serveret for toastmasteren, er jeg ikke sikker på at det ville have været tilstrækkeligt til at få dem til at udbryde: ”Du havde ret; der er en Gud!”

                      I det hele taget er det et lidt mærkeligt mirakel, det vi hører om i dag. Selvom det var en pinlig situation for brudeparret at løbe tør for vin ved deres bryllup, så er det trods alt ikke noget der på nogen måde kan sammenlignes med de nødsituationer som Jesus løste med de andre mirakler han udførte så som at helbrede spedalske, give syn til de blinde og hørelse til de døve, få lamme til at gå og endda opvække døde. Altså, man kan vel endda med en vis ret spørge hvorfor en mand med den slags evner overhovedet prioriterede at deltage i en bryllupsfest i stedet for at bruge tiden på at hjælpe nogle af de mange syge mennesker i området?

                      For at forstå det skal vi gøre os klart at helbredelserne ikke var den vigtigste årsag til at Jesus var kommet til jorden, men vel nærmest kun den tredjevigtigste. Ikke dermed sagt at helbredelserne ikke var vigtige, og især da for de mennesker der blev helbredt, men selv hvis Jesus havde brugt alle sine vågne timer gennem hele sit liv på at helbrede syge og opvække døde, så ville det stadig kun have været en lappeløsning på verdens problemer. Dels ville han kun have haft tid til at tage sig af en brøkdel af alle de nødlidende mennesker på jorden, og dels ville der, selv for de mennesker han rent faktisk nåede at hjælpe, kun have været tale om en midlertidig hjælp. Selvom de der blev kureret for spedalskhed eller andre sygdomme eller handicaps, utvivlsomt fik et bedre liv end de hidtil havde haft, så fik de ikke et perfekt liv, og helbredelsen ændrede i hvert fald ikke på at de skulle dø før eller siden. Også de tre mennesker som vi kan læse i evangelierne at Jesus oprejste fra de døde, nemlig Jairus’ datter i Kapernaum, enkens søn i Nain og Lazarus i Bethania, døde alle tre igen senere, og den dag i dag kan man besøge Lazarus’ grav nummer to i Larnaca på Cypern. Men helbredelserne var først og fremmest visuel kommunikation, demonstrationer af sandheden i de ord Jesus sagde. Derfor bruger Johannesevangeliet også konsekvent ordet ”tegn” om de mirakler Jesus udførte (blandt andet det vi hørte om i dag – måske bemærkede I det). Vigtigere end miraklerne var nemlig det budskab som Jesus kom med om en radikalt ny måde at leve på, og som han efter sin opstandelse og himmelfart befalede sine disciple at prædike over hele jorden. Det budskab har gennem århundrederne vist sig at have kraft til at forvandle både enkeltpersoner, familier, byer og lande, fordi det ikke kun er et sæt filosofiske leveregler, men handler om at leve i fællesskab med og afhængighed af Gud og lade hans kraft virke igennem os – den samme kraft som Jesus brugte til at helbrede de syge og opvække de døde. Så hvis helbredelserne var den tredjevigtigste grund til at Jesus kom til jorden, var budskabet altså den næstvigtigste. Og den vigtigste grund var naturligvis at han skulle købe os fri af det ondes magt ved at give sit liv for os, og besejre døden for os ved at opstå fra de døde, så ”enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, som vi læser i det måske mest kendte bibelvers af alle, nemlig Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16.

                      Men selv når vi tager det i betragtning, virker det stadig lidt mærkeligt at Johannes skriver at han og de andre disciple ligefrem så Guds herlighed da Jesus forvandlede vand til vin. Hvordan kan en så relativt ligegyldig ting på nogen måde kaldes et ”tegn” på linje med helbredelser og dødeopvækkelser?

                      Det skyldes at der i Bibelen er en meget stærk symbolik forbundet med vin. I dag har vi jo adgang til en enormt stort udvalg af forskellige slags drikkevarer både med og uden alkohol, men på Bibelens tid fandtes der i praksis kun to forskellige, nemlig vand og vin. Man kunne selvfølgelig også drikke mælk, men fordi man hverken havde køleskabe eller pasteurisering, havde mælken meget kort holdbarhed når den først var malket ud af koen eller geden, og af samme grund var frugtjuice også noget man kun kunne nyde i friskpresset tilstand – og kaffe og te kendte man slet ikke til, for slet ikke at tale om diverse slags sodavand og læskedrikke. Så i de fleste situationer stod valget altså mellem på den ene side vand, som må siges at være en ret neutral drik, og på den anden side vin, som i modsætning til vand har både farve, en noget kraftigere smag, og desuden også en, hvad skal man kalde det, virkning ud over det at slukke tørsten. Vinens virkning er naturligvis ikke ubetinget positiv, og både i Det Gamle og Det Nye Testamente kan man læse rigtig mange advarsler om hvilke ulykker det kan føre med sig hvis man drikker sig fra sans og samling, men i moderate mængder omtales vin som en kilde til glæde, som for eksempel i Salme 104 hvor salmisten priser Gud med ordene: ”Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde” (Sl 104,14-15a). Dertil kommer at så længe vin ikke er færdiggæret, har den liv i sig i form af gærceller der omdanner sukker til alkohol og kuldioxid, og derfor går det ikke an at hælde ny vin på gamle lædersække der ikke længere kan udvide sig; en banal observation som Jesus på et tidspunkt (Matt 9,17. Mark 2,22. Luk 5,37-38) bruger til at illustrere hvordan en forstokket menneskelig tankegang kan stå i vejen for den forvandlende kraft i Guds rige. (Den lignelse indgik i øvrigt i prædiketeksten den 22. september sidste år; måske nogle af jer hørte den ved den lejlighed). Vin er altså også et symbol på forvandlende kraft.

Og så skal vi lægge mærke til hvad det var Jesus bad tjenerne om ved brylluppet i Kana, nemlig at fylde nogle kar med vand. Det var en ganske hverdagsagtig opgave for dem, en opgave som de utvivlsomt havde udført adskillige gange før. Tjenerne foretog sig ikke noget usædvanligt, heroisk eller overmenneskeligt, men undervejs skete der altså det helt exceptionelle og overnaturlige at vandet blev skabt om til vin. Og derved reddede Jesus ikke bare et brudepar fra offentlig vanære (og muligvis også en økonomisk kattepine); frem for alt demonstrerede han at han var i stand til at få Guds overnaturlige kraft til at flyde igennem almindelige menneskers dagligdags gøremål, blot de blev udført i tro og lydighed! Det er måske nok en anden måde at udtrykke herlighed på end den som Moses ikke fik lov til at se på Sinaj, men den er ikke mindre herlig; tværtimod vil jeg sige at den er mere herlig, fordi det alt andet lige må siges at kræve mere guddommelig kraft at bruge svage redskaber til at udføre mægtige gerninger. Så sådan ser Guds herlighed altså ud: Små, ydmyge gerninger, udført i tro og lydighed, kan føre til – ikke bare at der bliver vin at drikke til en fest, men at alt det som vinen symboliserer af glæde, kraft og forvandling kommer til udtryk. Og i kølvandet på dette første tegn fik disciplene da også lov til at se Guds kraft virke gennem dem så hele den kendte verden blev forvandlet til ukendelighed i løbet af nogle få generationer.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] ”I believe in Christianity as I believe that the Sun has risen, not only because I see it, but because by it I see everything else” (“Is Theology Poetry?”, I The Weight of Glory).

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Anden Mosebog 33.18-23, Johannesevangeliet 2.1-11, Romerbrevet 12.6-16a

Posted By admin on 15. januar 2025

Den tolvårige Jesus i templet: En ferie du ikke skal hjem fra

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For nogle år siden var der et rejsebureau (Spies, tror jeg det var) der kørte en serie tv-reklamer under sloganet ”Ferier du ikke vil hjem fra”. Reklamerne var ganske underholdende (synes jeg i hvert fald). Præmissen var at Spies Rejser havde hyret et par mafialignende typer til at indfange de rejsegæster der havde gemt sig på hjemrejsedagen fordi de ikke ville hjem, og gemmestederne kunne variere fra oppe i et pinjetræ til inde i hotelrestaurantens kølerum til siddende på bunden af swimmingpoolen med et langt rør til at trække vejret igennem. Det der gjorde reklamerne sjove, var at vi nok alle sammen kender til ærgrelsen ved at en ferie eller en anden behagelig begivenhed er forbi, og vi skal hjem. Kunne man dog bare få lov til at blive i sit ferieparadis en dag mere eller en uge mere – eller hvad med altid?

                      I dagens tekst er Josef, Maria og Jesus på en slags ferie, nemlig til påskefesten i Jerusalem. Der tog de hen hvert år, får vi at vide. Jeg har ofte hørt historien genfortalt sådan at ”da Jesus var tolv år, fik han for første gang lov til at komme med”, og det har I måske også, men det står der ingenting om, og der er ingen grund til at tro andet end at Jesus havde været med hvert år. Men den påskefest hvor han var tolv år, fortjente altså en særlig omtale fordi det var det år Jesus besluttede at han ikke havde lyst til at tage hjem fra ferien igen. Og ligesom de fleste af os nok godt kan forstå de Spies-gæster der ikke har lyst til at forlade sydens sol og palmer og vende snuden hjemad mod det kolde nord, sådan vil jeg tro at mange jøder godt kunne forstå at Jesus ikke havde lyst til at forlade templet i Jerusalem. Det er faktisk det Salme 84 fra Det Gamle Testamente (altså den vi hørte i begyndelsen af dagens gudstjeneste) handler om: at Guds tempel er det mest vidunderlige sted i verden. Ordet ”tempel” findes ganske vist ikke i salmen, men der er ingen tvivl om at det er templet salmisten tænker på når han (eller rettere: ”de”, for der står i salmens overskrift at den er skrevet af ”Kora-sønnerne”, så den har altså flere forfattere. Kora-sønnerne var måske den tids svar på Lennon/McCartney eller Andersson/Ulvaeus) – altså: det er ingen tvivl om at det er templet de tænker på når de bruger betegnelser som ”din bolig, Hærskarers Herre”, ”Herrens forgårde”, ”dine altre, Hærskarers Herre” og ”min Guds hus”. Og deres kærlighed til det sted er altså så stærk at de ligefrem skriver ”Min sjæl fortæres af længsel” (ja, de skriver altså i ental, men det gjorde Lennon/McCartney og Andersson/Ulvaeus jo også tit). Derfor ønsker de sig også at de var blandt dem der bor i templet så de ikke ville behøve at rejse hjem igen – ja, selv de spurve og svaler der har deres reder på tempelområdet, ville de med glæde bytte plads med. Men hvorfor? Hvad var det der var så vidunderligt ved templet?

Var det … arkitekturen? Ikke noget dårligt bud! Første Kongebog og Anden Krønikebog bruger hver to hele kapitler på at skildre templets indretning og udstyr i detaljer, og selvom der ikke er nogen illustrationer til, får man et klart indtryk af at der er tale om et vidunderligt smukt bygningsværk. Men uanset hvor bjergtaget man kan blive af smukke bygninger, så er det måske alligevel lidt overdrevet at have det som sit højeste ønske på jorden at kunne blive i den bygning altid? Der har trods alt været – og er stadig – andre meget smukke bygninger i verden. Jeg har for eksempel hørt at mausoleet Taj Mahal i den indiske by Agra er en af de smukkeste bygninger i verden, og jeg ved at folk kommer rejsende fra hele verden for at se det. Men hvor mange mon ville ønske sig at bo i Taj Mahal resten af deres liv? Nok ikke ret mange, tror jeg.

Nej, der er en helt anden grund til at Kora-sønnerne ville ønske at det var dem der boede i templet, nemlig: ”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig”. Det der frem for alt er det vidunderlige ved templet, er altså at det er dér man kan prise Gud! Kan man da ikke det alle steder? Jo, man kan naturligvis altid bede en takkebøn eller synge en lovsang, uanset hvor man er, men det er ikke det Kora-sønnerne taler om. Nej, det som man kunne i templet, var noget langt større og bedre end det. Det kan vi få et indtryk af ved at se på en anden af Kora-sønnernes salmer, hvis nummer sjovt nok er præcis det halve af den vi hørte til indledning i dag, nemlig Salme 42. Temaet i Salme 42 er omtrent det samme som i Salme 84, men med det tvist at det ”jeg” der taler i Salme 42, af en eller anden grund er forhindret i at komme til templet, sandsynligvis fordi han bliver holdt fanget af sine fjender (v. 10). At være fange hos sine fjender er jo slemt nok i sig selv, men blandt alle de andre ting de kære Kora-sønner kunne have valgt at klage deres nød over i den situation, er det værste altså at de er afskåret fra templet. Det vilkår får ligefrem salmens ”jeg” til at sammenligne sig selv med en hjort der skriger efter vand uden at kunne finde noget – mange af jer har sikkert hørt verset ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl 42,2). Går vi videre til det næste vers i salmen, finder vi ordene: ”Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?” Det var nemlig det man kunne i templet: se Guds ansigt.

Jeg må naturligvis hellere skynde mig at sige at man naturligvis ikke kunne se Guds faktiske ansigt med sine fysiske øjne. Det spurgte Moses engang om lov til, men Gud svarede ham: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet” (2 Mos 33,20). Men i oldtidens Mellemøsten blev ordet ”ansigt” ofte brugt i betydningen ”nærvær” eller ”tilstedeværelse”. Ganske vist tror vi som kristne på at Gud er allestedsnærværende, og det troede israelitterne også på på Det Gamle Testamentes tid, som vi blandt andet kan se det i Davids berømte Salme 139 hvor det blandt andet hedder: ”Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, ægger jeg mig i dødsriget, er du dér” (Sl 139,7-8). Men netop fordi vi syndige, dødelige mennesker ikke ville kunne overleve at se Guds ansigt, er hans tilstedeværelse almindeligvis skjult i Det Gamle Testamente. Kun undtagelsesvis viser han sin herlighed, som han for eksempel gjorde det da patriarken Jakob havde en drøm om en stige der gik hele vejen fra jorden til himlen, eller da han viste sig for Moses i en brændende tornebusk der alligevel ikke brændte op. Efter at israelitterne var sluppet bort fra slaveriet i Egypten, viste Gud sig for dem ved bjerget Sinaj i ørkenen, og der gav han dem besked om at han fremover ville lade sit navn og sin herlighed hvile over et bestemt sted – i første omgang en transportabel telthelligdom, men når de var nået frem til det land han ville give dem, så ville han udvælge et bestemt sted i det land hvor man skulle tilbede ham, og til det sted skulle alle israelitter rejse tre gange om året (nemlig til påskefesten, pinsefesten og løvhyttefesten) for i overført betydning at ”se hans ansigt”. Og selvom de ikke helt konkret og fysisk fik Guds ansigt at se, så var Guds herlighed altså tilsyneladende alligevel mærkbart til stede i templet i en grad så Kora-sønnerne ønskede at de kunne bo der altid, og følte sig som en tørstig hjort i en ørken hvis de var forhindret i at komme derhen.

På Jesu tid var Guds herlighed tilsyneladende stadig mærkbart til stede i templet – også selvom det slet ikke var den samme bygning som den der omtales i Det Gamle Testamente, for den var nemlig blevet revet ned af babylonierne i år 586 før vor tidsregning. Men i Ezras Bog kan vi læse om hvordan israelitterne genopbyggede deres tempel da de fik lov til at vende tilbage fra deres babyloniske fangenskab, i første omgang ganske vist i en nedskaleret udgave som fik dem der kunne huske det gamle tempel til at græde af sorg over hvor meget mindre prangende det nye var (Ezra 3,12). Et par årtier før Jesu fødsel udbyggede kong Herodes imidlertid templet så det igen kunne måle sig med sin fordums storhed, og selvom Herodes som bekendt var en ond konge (han er især kendt for at have foranstaltet en massakre på de små børn i Betlehem og omegn), så lod Gud altså ikke desto mindre stadig sin herlighed bo i det tempel han havde (ud)bygget, og det i en grad så Guds egen søn, Jesus, helt naturligt oplevede templet som sit rette element som han ikke havde lyst til at forlade. Men det kom han jo altså til alligevel da Maria og Josef fandt ham dér.

Til gengæld kan vi læse i Hebræerbrevet at Jesus som voksen kom til et andet, større og bedre tempel, nemlig det tempel i Himlen som templet i Jerusalem dybest set kun var en model af (Hebr 10,11-12, jf. Hebr 8,5). Dengang Gud ved Sinajbjerget gav israelitterne instruktioner om at de tre gange om året skulle besøge templet for at ”se hans ansigt”, gav han dem besked om at de altid skulle medbringe et offerdyr, sådan at dyrets blod kunne skærme dem mod Guds hellighed så de ikke gik til grunde. Men da Jesus gik ind i det himmelske tempel, medbragte han sit eget blod som sonoffer, og fordi Jesus er Guds søn, var det tilstrækkeligt til at skærme hele menneskeheden mod at gå til grunde ved mødet med Guds hellighed. Ja, mere end det: Jesus har med sin død og sit blod betalt det krav som døden havde på os, og købt os fri til at tilhøre Gud. Det betyder at vi nu er børn af Guds hus og derfor ikke længere har brug for at blive skærmet mod Guds tilstedeværelse, sådan som folk havde på Det Gamle Testamentes tid. Vi har fri og uhindret adgang til at ”se Guds ansigt” hvor som helst, når som helst – den helt særlige grad af tilbedelse som de gamle israelitter kun kunne opleve i Jerusalem, og som Kora-sønnerne længtes så inderligt efter når de ikke var der, den kan vi leve i hele tiden! Det er en ferie som vi aldrig behøver at rejse hjem fra, for det handler nemlig ikke længere om et bestemt geografisk sted, men om den ånd som Gud har givet os i vores indre!

Hvis du aldrig har oplevet Guds ånd i dit indre, så fortvivl ikke; han er ikke længere væk end en bøn! Du kan også deltage i nadveren om lidt, hvor den opstandne Jesus rækker os sit legeme og blod, som han har købt og betalt os med så vi nu tilhører Gud som hans kære børn. Og så kan du i øvrigt trøste dig med at selv når du ikke mærker Gud med dine følelser, så er han der alligevel, også selvom det nogle gange kun er med troens sans at vi kan sanse ham. Men vi ser frem mod den dag hvor vi skal forvandles fra herlighed til herlighed så vi kan se Gud ansigt uden filter, og det uden at gå til grunde. Det er vores endegyldige mål – det paradis hvor vi vitterligt skal leve for evigt, og hvor vil aldrig vil have nødig at skjule os for en mere eller mindre mafialignende Spies-ansat der siger at nu er ferien slut, for det vil slet ikke være en ferie; det vil være vores sande hjem.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2025
Tags: Lukasevangeliet 2.41-52, Romerbrevet 12.1-5, Salme 84

Posted By admin on 6. januar 2025

De vise mænd: Vi har og en ledestjerne

Prædiken i Sct. Klemens Kirke helligtrekongers søndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvis jeg går udenfor på en stjerneklar aften og kigger op mod himlen, så kan jeg som regel ret hurtigt finde Karlsvognen, og med udgangspunkt i den kan jeg finde Nordstjernen og Lille Bjørn. Orion kan jeg som regel også godt kende, hvis han ellers er over horisonten, og på en god dag kan jeg måske også udpege Cassiopeia – men så er det også det. Og jeg vil næsten tro at der er nogle af jer der er her, der kan udpege endnu færre stjernebilleder end jeg kan – selvom der sikkert også er nogle af jer der kan genkende flere end jeg kan. Men i dag er astronomi jo efterhånden ikke stort andet end en lidt nørdet hobby på linje med at samle på frimærker eller sommerfugle. (Jeg interesserede mig faktisk selv en del for astronomi som barn, så jeg meldte mig ivrigt til da der blev udbudt et astronomihold på min skole, men der var desværre så få der meldte sig at holdet endte med ikke at blive oprettet).

                      Før i tiden var det imidlertid anderledes. Gennem det meste af menneskehedens historie har langt de fleste haft fuldstændig styr på de forskellige stjerners placering på nattehimlen. Det er der flere grunde til, deriblandt naturligvis det at der hverken fandtes fjernsyn eller andre lysende skærme man kunne sidde og glo på, hvilket naturligvis betød at de fleste var langt mere opmærksomme på deres naturlige omgivelser, hvoraf stjernehimlen jo bestemt ikke kan siges at være den mindst interessante! Tilmed var der heller ikke så meget kunstigt lys før i tiden som der er nu, og derfor ”druknede” lyset fra stjernerne ikke så let, medmindre fuldmånen var fremme. Og hvis man var nødt til at rejse om natten, var stjernerne en uundværlig hjælp til at navigere i en tid hvor man ikke havde GPS og måske knap nok et kompas. Havde man eksempelvis brug for at holde en nordlig retning, ja, så var det naturligvis Nordstjernen man skulle navigere efter.

                      I beretningen om de vise mænd fra Østerland (jeg havde nær sagt ”de tre vise mænd”, men som I måske bemærkede, står der ingenting i teksten om hvor mange vise mænd der var) spiller stjernerne en dobbelt rolle, for de dyrkede tilsyneladende ikke kun astronomi, men også astrologi, eftersom de kunne læse ud af stjernerne at der var blevet født en ny konge over jøderne. Og det udgør naturligvis lidt af et problem, for gennem det meste af kirkens historie har der stort set været enighed blandt kristne om at astrologi er en okkult praksis som man skal tage afstand fra, så hvad stiller vi op med at vi her støder på en gruppe astrologer som gennem deres okkulte praksis har fundet ud af noget der rent faktisk er både sandt og godt? Det spørgsmål kunne jeg holde et helt foredrag om (selvom jeg nok ville få brug for noget tid til at forberede det), men i dag vil jeg nøjes med at pege på to mulige løsninger på problemet. Det mest almindelige er at antage at Gud i sin uendelige barmhjertighed valgte at kommunikere til stjernetyderne på en måde de forstod, også selvom det var gennem en okkult praksis, men naturligvis med det formål at de bagefter skulle vende sig væk fra deres okkultisme. Og det kan Gud naturligvis sagtens have gjort, nøjagtig som der også findes beretninger om mennesker der har vendt sig fra islam til kristendommen efter at Jesus havde åbenbaret sig for dem gennem Koranens ord, men som efter deres omvendelse naturligvis holdt op med at læse i Koranen. Men der er også dem der mener at der ikke er noget galt med stjernetydning i sig selv, men at Gud tværtimod bevidst har sat stjernebillederne på deres pladser som profetiske tegn på sin frelsesplan, og at den okkulte praksis vi i dag kender som astrologi, er et misbrug og en misforståelse af noget der oprindelig var godt – den interessante vinkel findes blandt andet i bogen Jesus i stjernerne af den tidligere mangeårige redaktør på den kristne ugeavis Udfordringen, Henri Nissen. Men det foredrag må I som sagt have til gode til jeg engang bliver bedt om at holde det (hvilket næppe nogensinde kommer til at ske).

                      Men bortset fra det astrologiske element gjorde de vise mænd som sagt også en rent astronomisk brug af stjernen, nemlig som pejlemærke for at finde vej til Betlehem hvor Jesus var. Hvad der helt præcis skal forstås ved at stjernen ”gik foran dem” og ”stod stille over det sted, hvor barnet var”, er svært at sige, men hvorom alting er, så fandt de frem til Jesus ved at følge stjernen. Og det motiv har naturligvis inspireret mangen en poetisk sjæl, for selvom det nok hører til de absolutte sjældenheder at Gud sådan helt bogstaveligt benytter stjernerne til at kalde en person til at gøre noget usædvanligt, så er Betlehemsstjernen en glimrende metafor for det at mærke Guds kald i sit indre. Tag for eksempel digteren Johannes Jørgensen, som gik fra at være en feteret kulturpersonlighed til nærmest at være en slags paria da han blev troende kristen – tidens altdominerende kritiker, Georg Brandes, skal endda have kaldt ham en ”pervers renegat”. For Jørgensen har al den hån og afvisning utvivlsomt føltes som en vandring i nattemørke, men takket være sin tro var han i stand til at se det, ikke som en planløs og håbløs vandring, men som en pilgrimsfærd med Betlehemsstjernen som vejviser og med en klippefast tro på at han ville nå frem til sit mål og finde ud af at det var det hele værd. Og det tyder alt heldigvis på at han gjorde! (Han døde i 1956).

                      Men man behøver ikke at have haft et så dramatisk liv som Johannes Jørgensens for at kunne identificere sig med de vise mænd i deres søgen efter Jesusbarnet, ledt på vej af Betlehemsstjernen. I den kendte salme af Grundtvig som vi indledte gudstjenesten med (DDS 136: Dejlig er den himmel blå), sang vi endda: ”Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist”. Det at have en ”ledestjerne” der kan føre frem til Jesus, er altså ikke kun for de få udvalgte; det er noget vi alle har. Og ser vi på den første læsning vi hørte i dag, er der da også en profeti om at hele folkeslag vil komme når Herrens herlighed bryder frem over Israel. En profeti som langt hen ad vejen er gået i opfyldelse, kan vi tilføje! Budskabet om Jesus er nemlig nået ud til det meste af jorden, og hver søndag er der millioner og atter millioner af mennesker der samles og kommer til lyset af stråleglansen fra Jesus – for det er jo det vi gør når vi holder gudstjeneste, eller for den sags skyld når vi beder en bøn eller synger en lovsang derhjemme, alene eller sammen med andre: Vi kommer til Jesus! Og takket være Helligånden behøver vi ikke engang at foretage en fysisk rejse sådan som de vise mænd gjorde, for Jesus er til stede overalt. Og den ”ledestjerne” der fører os derhen, ”er hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.”

                      Det er i øvrigt interessant at Grundtvig lader sin salme slutte med ordene ”til at lyse for vor fod”. Det er naturligvis hentet fra et kendt vers i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, Salme 119 vers 105, hvor der står: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”, men når ordene står i sammenhæng med en stjerne man navigerer efter, så er det en lidt sjov sammenblanding af metaforer, for meget kan man bruge stjerner til, men oplyse vejen foran ens fødder, det kan de altså ikke! Når man navigerer efter en stjerne, så er det med henblik på den overordnede retning, ikke med henblik på at se om stien foran en slår et sving, eller om der er en rod man skal undgå at snuble over, eller et krat man skal lade være med at rende ind i. Men det betyder jo bare at den ”ledestjerne” som vi har, er endnu bedre end ledestjerner almindeligvis er, fordi den også fungerer som lygte!

                      Også på et andet punkt bliver billedet sprængt, for hvad er det der er vores lygte og ledestjerne? Det er ”hans Guddoms-ord” – men ord er jo normalt noget vi hører, mens en stjerne er noget vi ser. Men pyt med det; det er jo alligevel ikke med vores fysiske øjne at vi ser ledestjernen. Men hvad mener der med ”hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare”? Jeg tror der menes to ting.

For det første: Bibelen. Det Nye Testamente rummer dels rigtig mange af de ord som Jesus sagde da han gik på jorden, og dels meget af det som apostlene sagde og skrev da de på Jesu befaling prædikede hans ord rundt om i verden, og hvad Det Gamle Testamente angår, så er det ganske vist langt fra alt hvad der står dér der har Gud som den direkte afsender – meget af det er enten menneskers bønner til Gud eller en menneskelig historieskrivers referat af begivenheder i patriarkernes og Israels folks historie – men ikke desto mindre citerer både Jesus og apostlene i Det Nye Testamente forskellige dele af Det Gamle Testamente med den forståelse at det er guddommelige tekster som altid taler sandt. Paulus skriver endda til Timotheus at enhver del af ”De hellige Skrifter” (det vil sige det som vi kalder ”Det Gamle Testamente”) ”er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,16). Og mange kristne har da også gennem tiderne erfaret at de gamle tekster i Bibelen har kunnet tale med en forbløffende friskhed og aktualitet ind i de konkrete situationer som de har stået i.

For det andet finder vi mange steder i Det Gamle Testamentes profetiske bøger vendingen ”Herrens ord kom til mig”, hvorefter der følger et budskab fra Gud som profeten er talerør for. Det kan være et budskab til hele det israelitiske folk, til en mindre gruppe i folket, til en enkeltperson – eller til profeten selv. På Det Gamle Testamentes tid var det kun nogle få udvalgte personer der fik lov til at opleve at Guds ord ”kom til dem” på den måde, men da Helligånden kom over disciplene på pinsedagen, indtrådte der en ny tid. Apostlen Peter forklarede det på denne måde: ”Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel: Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere” (ApG 2,17-18). Fordi Gud har givet Helligånden til sin kirke – og til hver enkelt af os i den – kan vi altså forvente at hver enkelt af os kan opleve at Gud taler direkte til os og kaster lys over den sti vi skal gå på. Det kan ske på forskellige måder – den profeti fra Joels Bog som Peter citerede, nævner specifikt syner og drømme, men det kan også bare være en indre vished. Og heldigvis har vi vores medkristne, som også har fået Helligånden, til at vejlede os så vi ikke så let risikerer at vi forveksler vores egen indbildning eller ønsketænkning med Guds ord – og det gælder såvel vores nulevende medkristne som dem der er gået forud. Og frem for alt har vi Guds nedskrevne ord i Bibelen som vi kan bruge som lakmusprøve på den vejledning vi oplever at få fra Gud.

Jeg er klar over at det at modtage Guds ord helt personligt og specifikt, måske er en ny tanke for nogle af jer. Jeg står gerne til rådighed for uddybning og hjælp til at høre hvad Gud siger – og så vil jeg også henlede opmærksomheden på det månedlige arrangement ”Tid til Gud”, som er den anden mandag i hver måned klokken 19.00 i Rø Kirke, hvor der er god anledning til at øve sig i at lytte til Gud sammen med andre.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til helligtrekongers søndag 2025
Tags: Esajas' Bog 60.1-6, Matthæusevangeliet 2.1-12, Titusbrevet 3.4-7

Posted By admin on 6. januar 2025

Jesu omskærelse: Omskåret på hjertet

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jesus var omskåret. Selvfølgelig var han det. Han var en del af det jødiske folk, og alle jødiske drengebørn blev – dengang som nu – omskåret når de var en uge gamle. Og det gælder i øvrigt ikke kun jøder – mange muslimer praktiserer også omskæring, og det samme gælder koptisk-ortodokse, etiopisk-ortodokse og eritreisk-ortodokse kristne. Og indtil for relativt nylig var det ikke alene temmelig ukontroversielt, men der har også været mange eksempler fra den vestlige verden på at ikke-jøder har valgt at få deres drengebørn omskåret af sundhedsmæssige årsager for at reducere risikoen for forskellige infektioner. Først inden for de seneste årtier er spørgsmålet om omskæring af raske drengebørn blevet så betændt at det ligefrem har fået politikere til at skifte parti, og debatten har til tider været så skinger at valget har stået imellem om man ville beskyldes for at gå ind for antisemitisme på den ene side (nemlig hvis man ønskede omskæring forbudt) eller for børnemishandling på den anden side (nemlig hvis man ikke ønskede omskæring forbudt). Derfor er det også med en vis bæven at jeg overhovedet nævner emnet i dag, men når prædiketeksten kun består af et enkelt vers, og det vers handler om at Jesus blev omskåret, så er det jo på en eller anden måde vanskeligt at komme udenom.

                      Jeg vil ikke gå dybere ind i den aktuelle diskussion, og hvis der er nogen af jer der lytter til denne prædiken, der har stærke holdninger i den ene eller den anden retning, vil jeg slet ikke forsøge at få jer til at skifte mening (højst måske at appellere til en forståelse for at de der mener noget andet, højst sandsynligt hverken hader jøder eller er tilhængere af børnemishandling, og at det forpester debatten at beskylde dem for det). Men jeg vil pege på to indsigter fra debatten som måske kan give os en bedre forståelse af hvad vi skal stille op med det faktum at Jesus var omskåret.

                      For det første: Som jeg nævnte tidligere, har omskæring undertiden været praktiseret af rent sundhedsmæssige årsager. Der er nemlig studier der tyder på at man har en reduceret risiko for alt fra urinvejsinfektioner til HIV og cancer hvis man er omskåret. (Når der alligevel er mange læger der er stærkt imod omskæring af raske drengebørn, er det, så vidt jeg har forstået, fordi de ikke mener at de gavnlige effekter er tilstrækkelig store til at kunne retfærdiggøre smerten, indgrebets irreversible natur samt risikoen for komplikationer). Men grunden til at Jesus blev omskåret, var ikke at Josef og Maria ville beskytte ham mod urinvejsinfektioner, men derimod at omskærelsen var et ydre tegn på pagten mellem Israels Gud og hans folk, eller oprindelig faktisk mellem Gud og Abrahams slægt, som jo ikke kun omfatter Israel, men også flere andre folk. Ganske vist er omskærelse ikke et specielt synligt tegn i hverdagen, men det er i hvert fald en konstant påmindelse til den omskårne selv, og hvis man forbinder det med det at man hører til Guds folk, så vil jeg tro at det kan være en konstant kilde til både stolthed og ansvarsfølelse. Man kan så spørge hvorfor det lige præcis var dét sted på kroppen Gud befalede Abraham og hans efterkommere at anbringe tegnet på deres pagt med ham, især i betragtning af at det begrænser tegnet til den mandlige halvdel af befolkningen, og det er jeg bange for at jeg ikke kan give noget godt svar på.

                      Den anden indsigt er en indsigt som faktisk var ny for mig. Kald mig bare naiv, for det var jeg vel, men indtil for relativt få år siden anede jeg ikke hvordan en omskæring foregår. I Anden Mosebog (4,24-26) er der en sær beretning om at ingen ringere end Moses himself havde forsømt at omskære sin søn, hvilket Gud blev temmelig vred over, men så greb Moses’ hustru en skarp sten og omskar deres søn lige dér på stedet. Og selvom den tekst trods alt understreger at det bløder når man bliver omskåret, så gav den mig alligevel indtrykket af at det er noget der er klaret i en håndevending med et enkelt snit, så da jeg, i forbindelse med debatten om et eventuelt forbud mod omskæring af børn i Danmark, fandt ud af at proceduren er noget mere kompliceret end som så, blev jeg temmelig overrasket. Det er faktisk en temmelig blodig omgang, og selv de læger der ligefrem anbefaler omskæring af sundhedsmæssige årsager, står fast på at der skal anvendes lokalbedøvelse. Til gengæld er der en rabbinsk tradition der dikterer det modsatte ud fra den betragtning at det netop er smerten ved indgrebet der indstifter pagten, men den tradition har jeg svært ved at finde noget belæg for i Bibelen (for ikke at tale om at vi forhåbentlig alle sammen er enige om at hvis man mener at det er godt at påføre et barn smerte, så bør man ikke have lov til at komme i nærheden af børn! Der kan være situationer hvor det at blive påført smerte er et nødvendigt onde, men smerten kan aldrig være et formål i sig selv, især ikke når det går ud over et lille barn).

                      Grunden til at jeg nævner at det at blive omskåret var og er blodigt, og at det endvidere er meget smertefuldt hvis man ikke bliver bedøvet, er at vi kan se i dagens tekst at der på Jesu tid tilsyneladende var en sammenhæng mellem omskærelse og navngivning (ligesom der i dagens Danmark tit er sammenfald mellem barnedåb og navngivning). Og navnet Jesus er uadskilleligt forbundet med blod og smerte – som vi sang med Brorson: ”han måtte tidlig lære, at det var et smertenavn” (DDS 135,3). Og det hænger sammen med grunden til at det netop var det navn han fik. Vi hørte at det var det navn ”som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv”, og i Matthæusevangeliets første kapitel kan vi læse den begrundelse som englen gav for valget af netop det navn: ”du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Navnet ”Jesus” betyder nemlig ”frelser”. Og hvordan frelste Jesus os fra vores synder? Det gjorde han ved at lide og dø. Det at han fik navnet Jesus, var altså en indvielse til en gerning der medførte blod og smerte i ufattelige mængder – en forsmag på det der skulle komme, så at sige.

                      For nogle år siden var det meget populært i nogle kristne kredse at gå rundt med et armbånd af lærred eller gummi hvorpå de fire bogstaver ”W.W.J.D.” var trykt (jeg havde selv et af slagsen). Bogstaverne stod for ”What Would Jesus Do?”, altså ”Hvad ville Jesus gøre?”, og rationalet var naturligvis at det i alle de store og små valg vi konstant skal træffe, er en god idé at overveje hvad Jesus ville have valgt. Og den tanke er sådan set solidt forankret i Bibelen; i Første Petersbrev 2,21 står der for eksempel: ”Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor”. På den baggrund kunne man tro at når Jesus var omskåret, så må det betyde at vi der bekender ham som Herre, også skal omskæres. Og det var der da også mange af de første kristne der mente, men Paulus var uenig, og i Apostlenes Gerninger kapitel 15 kan vi læse om et vigtigt møde som apostlene og de øvrige ledere i den tidlige kirke holdt for at afklare spørgsmålet. Konklusionen blev at kristne af ikke-jødisk afstamning ikke behøver at blive omskåret. Det var ellers ikke fordi Paulus principielt var modstander af omskæring; tværtimod havde han en meget pragmatisk tilgang til spørgsmålet, og i Første Korintherbrev 7,19 skriver han endda: ”Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud”. Men hvis nogen kom og hævdede at omskærelse var nødvendig for at blive frelst, så talte Paulus til gengæld med store bogstaver. Det ser vi i Galaterbrevet, som Paulus netop skrev fordi nogle relativt nyomvendte kristne med ikke-jødisk baggrund havde fået besøg af nogle jøder som sagde at det var nødvendigt at de lod sig omskære. Da Paulus hørte det, blev han flintrende lynende arrig! I de 13 breve fra Paulus’ hånd som vi har i Det Nye Testamente, harcelerer den gode apostel mod alverdens dårligdomme i de første menigheder lige fra tyveri til drukkenskab til seksuel promiskuitet til sladderagtighed til klikevæsen, men der er ingen af de ting der gør ham så vred som det at nogle ville tvinge galaterne til at lade sig omskære, for med sådan et krav annullerede man selve evangeliet om Jesus – som han blandt andet skriver i brevet: ”Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer” (Gal 5,1). Og det er fordi de fik omskærelsen præsenteret som en ekstra, ydre betingelse for at blive frelst, som om det Jesus har gjort, ikke var nok. Det som de jødiske prædikanter forsøgte at få de galatiske kristne til, var at stole på en ydre etnisk markør i stedet for at stole på Jesus som havde givet dem Helligånden i deres indre.

                      Det er nemlig ikke sådan at der ikke er nogen synlige kendetegn på at vi tilhører Jesus; det er blot en helt anden og langt vigtigere slags kendetegn der er tale om end det at have fået skåret sin forhud af, nemlig det at leve i lydighed mod Gud (jævnfør det vers fra Første Korintherbrev som jeg citerede før). Faktisk tager Paulus det for givet at det at komme til tro på Jesus medfører en forandring der er mindst lige så skelsættende som omskærelsen, og i Kolossenserbrevet bruger han oven i købet omskærelsen som en metafor for den forandring der sker: ”I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, da I blev begravet sammen med ham i dåben” (Kol 2,11-12a).

                      Og metaforen er måske ikke så tosset endda, for selvom det hverken er smertefuldt eller blodigt at blive døbt, så er dåben ikke desto mindre en symbolsk gentagelse af Jesu død og opstandelse, som tegn på at vi der er døbt, skal betragte os selv som døde med Jesus.  Det kan godt være at vi ikke har et fysisk ar til at minde os om det, men til gengæld har Gud givet os sin Helligånd i vores indre, som dagligt arbejder på at skabe os om til at ligne Jesus mere – altså ikke at ligne ham i det ydre med langt hår og skæg og uden forhud, men at ligne ham i det indre, i hans kærlighed, ydmyghed og selvopofrelse. Og det kan så godt være at det at leve på den måde kommer til at koste os blod, slid, tårer og sved (for nu at citere Winston Churchill), men der vil i så fald blot være tale om at vi får en større grad af fællesskab med Jesus i hans lidelser, og hvor utroligt det end lyder, fortæller Det Nye Testamente os at det er noget vi kun skal betragte som et privilegium (ApG 5,41. Fil 3,10. Jak 1,2).

                      Vi har i dag taget hul på et nyt år. Kun Gud ved hvad året vil komme til at bringe. Men hvis vi møder det der kommer, med den indstilling at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus, så kan det ikke gå anderledes end at vi om et år kender ham bedre og følger ham tættere end vi gør nu.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2025
Tags: Første Mosebog 12.1-3, Galaterbrevet 3.23-29, Lukasevangeliet 2.21

Posted By admin on 6. januar 2025

Sankt Stefans dag: Hvem slutter op om barnet?

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Stephanie Lose er den mest populære minister i den danske regering. Det fremgår af en meningsmåling som instituttet Epinion udarbejdede på vegne af Altinget og Danmarks Radio i perioden 4.-10. december i år, og mange af jer har sikkert hørt eller læst nyheden. Men meningsmålinger er faktisk noget mærkeligt noget når man tænker over det – eller rettere: Det er mærkeligt at der er så stor interesse for dem. Jo, for politikerne selv kan det selvfølgelig være interessant nok at vide om vælgerne synes de passer deres arbejde godt nok, men når jeg skal være ærlig, har jeg svært ved at se hvorfor det skulle komme mig ved hvilke politikere mine landsmænd er mest og mindst glade for. Tilmed viser det sig da også at offentliggørelse af meningsmålinger, ikke mindst dem af typen ”Hvilket parti ville du stemme på hvis der var folketingsvalg i morgen?”, kan have nogle uheldige bivirkninger, ikke mindst i forbindelse med en valgkamp. (Af samme grund er der nogle lande der ligefrem har gjort det ulovligt at offentliggøre meningsmålinger de sidst 2-3 dage før et valg, og det bliver også af og til foreslået at indføre noget lignende her i Danmark). Meningsmålinger har det nemlig med at være selvforstærkende, blandt andet på grund af det psykologiske fænomen der kaldes ”bandwagon-effekten”, og som kort fortalt går ud på at mange mennesker foretrækker at gøre hvad alle andre gør. ”Gør som ti ud af ni, det er demokrati”, som Shu-bi-dua sang i en af deres skøre 80’er-sange. Det betyder at hvis et parti begynder at gå tilbage i meningsmålingerne, så er der en vis sandsynlighed for at offentliggørelsen af de meningsmålinger i sig selv vil få endnu flere vælgere til at forlade partiet, og omvendt: har et parti fremgang i meningsmålingerne, vil det i sig selv ofte tiltrække flere vælgere. Det er jo trods alt sjovere at være på det vindende hold end på det tabende, og synkende skuder gælder det om at forlade; det sidder på rygmarven hos mange af os.

                      Når det gælder spørgsmålet om hvor man skal sætte sit kryds på valgdagen, er der, hvis I vil undskylde at jeg siger det lidt hårdt, ingen fornuft i at tænke på den måde. Vi har jo hemmelig afstemning her i landet, så der er intet at tabe ved at stemme på et parti eller en kandidat som ender med at tabe valget. Men i andre situationer kan man faktisk godt have noget at tabe, for eksempel hvis en magtkamp ikke finder sted i stemmeboksene, men i al offentlighed. Et af de mest grelle eksempler er hvis et land har oplevet en decideret borgerkrig hvor tilhængerne af de to bejlere til magten ligefrem har slået hinanden ihjel. Hvis sådan en borgerkrig ender med en klar sejr til den ene af parterne, kan man forvente at sejrherren vil belønne dem der har støttet ham, og straffe dem der har kæmpet imod ham. Derfor vil man ofte se at så snart den ene side af konflikten begynder at få overhånden på slagmarken, så vil der være mange der skifter side for ikke at risikere at stå blandt taberne til sidst.

                      Det er nok også en af grundene til at så mange tyranniske regimer får lov til at bestå så længe som de gør. Hitler stod for eksempel i spidsen for Tyskland i samfulde 12 år – hvorfor tillod det tyske folk det? Var det fordi de fleste af dem var lige så onde som deres Fører? Det tror jeg ikke. Snarere skyldtes det at det kræver enormt meget mod at træde op imod overmagten. Den danske præst, digter og modstandshelt Kaj Munk havde mottoet ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt!”, men der er ikke ret mange mennesker der er i stand til at leve efter dét motto. De færreste af os er villige til at kaste os ind i en kamp, medmindre der i det mindste ser ud til at være en rimelig chance for at vi kan vinde. Så hvis man vil udfordre en siddende magthaver, gælder det om at lancere sig som en der er stærk, for ellers får man svært ved at få nogen til at tro på projektet.

                      Men alt det vender Gud fuldstændig på hovedet i julens budskab ved at lade Messias gøre sin entré som en hjælpeløs lille baby. Ganske vist har jeg en fornemmelse af at mange opfatter juleevangeliet som ikke ret meget mere end en sød beretning om en nuttet baby der blev født under lidt usædvanlige omstændigheder, og hyrdernes barselsvisit bliver undertiden udlagt som – ja, som en barselsvisit som så mange andre: ”Tillykke med arvingen! Ih hvor er han sød! Jeg håber I kan bruge de her babystrømper!” Men hyrderne gik ikke til Betlehem for at se en nuttet lille baby; de gik til Betlehem for at se en frelser som var Kristus, Herren! Og de vise mænd fra Østerland som vi skal høre om den første søndag i det nye år, foretog ikke deres lange rejse bare for at få et lille barn at se, for dem var der utvivlsomt rigeligt af der hvor de kom fra; nej, de foretog rejsen for at se jødernes nyfødte konge! Og det var ikke uden grund at kong Herodes blev forfærdet da han hørte at der var blevet født en ny konge, for det betød jo at han havde fået en rival. Derfor valgte de vise mænd da også at rejse en anden vej hjem til deres eget land i stedet for at besøge Herodes igen som de ellers havde aftalt med ham. Og hvad angår det som hyrderne havde fået at vide om det nyfødte barn, så indebar titlerne ”Kristus, Herren” at han ville være en person som ville forlange og forvente en endnu højere grad af loyalitet end kejseren selv – hvilket selvsagt ville stemple ham som en trussel mod kejseren. Så da hyrderne mødte op i stalden, var det dybest set udtryk for at de sluttede op bag en oprører. Det foregik måske nok i det stille og skjulte, men i princippet kunne de ikke vide med sikkerhed at der ikke havde ligget en romersk soldat på lur og hørt hvad englen sagde, og derefter fulgt efter dem til stalden, og som dermed havde grebet dem på fersk gerning i højforræderi – ja, for da de hørte at der var en person der havde i sinde at blive sit folks konge, sluttede de straks op bag vedkommende.

                      Når man tænker på dét, så lyder juleevangeliet pludselig helt anderledes, ikke? For den konge som hyrderne sluttede op om, var jo som sagt et hjælpeløst spædbarn! Hvad var sandsynligheden for at de ville komme til at stå på den vindende side ved at følge ham?

                      Det lille barn voksede naturligvis til og blev med tiden en voksen mand. Men selv da han var blevet voksen, var der stadig ikke meget der tydede på at hans side ville vinde. Og måske var det en af grundene til at der var så mange der afviste ham? ”Jerusalem, Jerusalem!” klager Jesus i dagens evangelietekst, ”du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Og det viste sig da også at de der valgte at slutte op om Jesus, levede livet farligt. Ligesom mange af dem der talte ondskaben imod på Det Gamle Testamentes tid, endte med at betale for det med deres blod, lige fra Abel til Zakarias, sådan gik det også de fleste af Jesu disciple. Den første der kom til at betale med sit liv for at følge Jesus, var Stefanus, som vi hørte om i dagens anden læsning, men der kom mange flere efter ham. Ti af de elleve apostle der var tilbage efter Judas’ selvmord, mødte en voldsom død i form af at blive halshugget, korsfæstet eller tævet ihjel (eller endnu værre grusomheder), og mange hundreder, ja tusinder, af kristne fulgte i deres fodspor i de følgende århundreder. Og den dag i dag er der millioner af kristne verden over der bliver forfulgt for deres tro på Jesus, blandt andet fordi der også i dag er magthavere der føler sig truet af Jesus. Det gælder blandt andet i Indien hvor den hindunationalistiske regering ikke kan tolerere at der bliver prædiket en tro der ikke har sine rødder i Indien, det gælder islamiske regimer og bevægelser, og det gælder i særdeleshed i Nordkorea, hvis regerende dynasti har udnævnt sig selv til at være guddommelige og derfor ikke kan acceptere at nogen siger at Jesus Kristus står over Kim Jong-un.

                      For os der lever i Danmark, hvor det ligefrem er skrevet ind i Grundloven at den evangelisk-lutherske kirke understøttes af staten, kan det være svært at sætte os ind i hvor farligt det er at følge Jesus mange andre steder i verden. Men vi må ikke glemme at den Jesus vi hylder som vores Herre, er nøjagtig den samme Jesus som ham de kristne i Indien, Afghanistan og Nordkorea tror på – den Herre, den Kristus, den konge der begyndte sin karriere med at ligge i en krybbe, svøbt og uden nogen til at forsvare ham, og som fortsatte i samme spor da han som voksen gav sine disciple beskeden: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” (Matt 16,24 og Mark 8,34, jf. Luk 9,23). Og at ”tage sit kors op” betyder vel at mærke ikke blot at acceptere en vis grad af ubehag; det betyder at være parat til at dø. Et kors var jo trods alt et henrettelsesinstrument, og hvis man bar på ”sit kors”, så var det fordi man var på vej til retterstedet for at dø. At bekende sig til Jesus Kristus – barnet i krybben, manden på korset – som vores Herre er, rent menneskeligt set, at vælge at slutte sig til det tabende hold, hvor det eneste der er sikkert, er at vi ikke slipper levende fra det. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor stor en del af Folkekirkens godt og vel 4 millioner medlemmer der ville bevare deres medlemskab hvis vi mærkede lige så meget til den virkelighed som vores brødre og søstre mange andre steder i verden gør? Hvor mange af os der er her i dag, ville stadig følge Jesus hvis det var tilfældet? Ville jeg selv gøre det?

                      Man kan undre sig over hvorfor der overhovedet er nogen der vælger at slutte op om en så hjælpeløs leder som Jesus, men det skyldes naturligvis at vi tror på at han besidder en anden slags magt, som er stærkere end musklernes, våbnenes og voldens magt, nemlig kærlighedens magt, og at det bliver den magt der går af med sejren til sidst. Vi bekender ikke kun troen på at Jesus blev født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, men også at han på tredje dag opstod fra de døde, opfor til himmels og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Som vi hørte, fik Stefanus inden sin død lov til at se et glimt af Jesus stående ved Guds højre side, hvilket gav ham styrke til at udholde det der skete med ham, og det samme må vi formode at mange af de senere kristne martyrer har fået lov til – om ikke som et decideret syn, så i hvert fald med troens øje i deres hjerte. Det var den villighed til frimodigt at lide der var den vigtigste årsag til at kristendommen havde så stor fremgang i de første århundreder på trods af al den massive forfølgelse. For den der elsker selv sine fjender, og som lever og dør i troen på opstandelsen og det evige liv, kan det onde ikke ramme.

                      Så lad os frimodigt slutte op om barnet i krybben, vel vidende at intet i denne verden kan beskytte os mod det onde vi tager kampen op imod, men i troen på at netop det hjælpeløse barn i krybben er den stærkeste magt i universet.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. juledag 2024
Tags: Apostlenes Gerninger 6.8-14 + 7.54-60, Jeremias' Bog 1.17-19, Matthæusevangeliet 23.34-39

Posted By admin on 6. januar 2025

Jesu fødsel: Se den store i det små

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så fik vi overstået juleaften!

                      Hvis jeg som barn havde hørt nogen sige sådan den 25. december, så ville jeg være blevet dybt chokeret, for juleaften betragtede jeg nærmest som årets højdepunkt, og da i hvert fald ikke som noget der skal ”overstås”. Derfor syntes jeg nærmest at der var noget trist over juledag, for ganske vist havde jeg fri fra skole i de næste mange dage så der var god tid til at lege med alt det jeg havde fået i julegave, og der var som regel også stadig en masse lækkert juleknas tilbage, men glæden over alle de ting blev jo altså lidt formørket af at der lige præcis den 25. december er længere til juleaften end på nogen anden dag i året, nemlig hele 364 dage (365 hvis det er et skudår man er på vej ind i). Derfor undrede jeg mig også når jeg så Disneys juleshow ”Fra alle os til alle jer”. Tilbage i 1980’erne blev det nemlig ikke vist juleaftensdag klokken 16 som det gør nutildags, men derimod juledag om eftermiddagen. Så når Jesper Fårekylling sang: ”Fra alle os til alle jer et hjerteligt velkommen, nu har vi lov at lave sjov med dans og sang og trommen, for nu er julen kommen”, så tænkte jeg: ”Hvad mener han med at julen er kommen? Det var da i går at det var jul!”

                      Men med årene er jeg kommet til at holde stadig mere af juledag.

For det første har jeg lært at der er en grund til at det hedder juledag, nemlig at det ikke kun var i går det var jul; det er det stadig. Som nogle af jer måske ved fra sangen Twelve Days of Christmas (I ved, den der ”On the first day of Christmas, my true love gave to me a partridge in a pear tree”), varer julen ikke mindre end tolv dage, og i dag er kun den første af de tolv; juleaften er nærmest en tyvstart.

For det andet kan juleaftensdag være utrolig hektisk – måske skal man nå at pakke de sidste gaver ind, måske skal der gøres rent og pyntes op og dækkes bord og laves mad, man skal finde ud af hvad for noget tøj man skal have på, måske skal man have transporteret både gaver og mad til den adresse hvor selve juleaftensfejringen foregår (og i de gode gamle dage foregik den slags som bekendt altid i snevejr, selvom meteorologerne påstår at det kun var hvid jul otte gange i hele det 20. århundrede), og i kirken er der så sort af mennesker juleaften at jeg flere gange (før jeg selv blev præst) har måttet tage til takke med en plads hvor man dårligt kunne se eller høre noget som helst. Juledag, derimod, kan julefreden endelig sænke sig, om ikke ude i den store verden, så i hvert fald på hjemmefronten. Nu er der endelig tid til at slappe af og puste ud, og hvis man har aftaler med familie eller venner, er det som regel på et mere afslappet plan end juleaften fordi man ikke er bundet af et stramt program med flæskesteg, risalamande, dans om træet, gaveuddeling og hvad ved jeg, alt sammen inden børnene når at blive overtrætte.  Juledag og de følgende dage kan man tage sig god tid til at sidde omkring frokostbordet, og når alle endelig har spist sig mætte, og maden bliver ryddet væk, kan man måske hygge sig med en pakkeleg.

                      Der findes forskellige måder at afvikle en pakkeleg på, men mest almindeligt er det nok at hver deltager medbringer et par pakker eller tre, der alle bliver anbragt i en fælles bunke på midten af bordet, hvorefter der bliver sat en timer, og et raflebæger med en eller to terninger bliver sat til at cirkulere. Hver gang man slår en sekser, må man tage en pakke inde fra midten af bordet, og når alle pakkerne er blevet taget, begynder så den virkelig sjove del af legen, for så må man stjæle pakker fra hinanden. Det sjove ved det er naturligvis at man ikke ved hvad der gemmer sig bag indpakningspapiret, og derfor viser det sig undertiden at de pakker der har været allermest ombejlede og skiftet hænder flest gange, har et ganske skuffende indhold, mens en mere undseelig pakke kan rumme noget som den endelige modtager bliver rigtig glad for. Så mens de yngste deltagere i pakkelegen ofte vil gå efter de største pakker med den flotteste indpakning, så ved vi andre, der er lidt mere drevne i faget, at hvis man tværtimod går efter de mere uanseelige pakker, kan man ende med at være den der får det bedste med hjem.

                      Og sådan er det vel i virkeligheden med mange ting her i livet: Det er tit de tomme tønder der buldrer mest. Derfor skal man ikke skue hunden på hårene, for ikke alt hvad der glitrer, er guld. (Ja, alene det at vi har så mange ordsprog om det fænomen, siger noget om hvor almindelig en erfaring det er!). Skal man købe en brugt bil, skal man ikke lade sig dupere af at den er højglanspoleret og har flotte alufælge; den kan sagtens stadig have tæring i undervognen eller en motor der er på sammenbruddets rand. Og når jeg køber noget via en webside, har jeg efterhånden lært på den hårde måde at jeg ikke skal tage sidens an- og lovprisninger af sig selv for gode varer, men se efter hvad den har af anmeldelser på Trustpilot.

                      Og det der gælder internethandel, brugte biler og pakkelege, det gælder i endnu højere grad når vi skal bedømme vores medmennesker. Nogle af os har måske gjort den trælse erfaring at et menneske som vi havde fået et positivt indtryk af og valgt at stole på, viste sig ikke at leve op til den tillid vi viste dem. Til gengæld vil jeg håbe at vi alle sammen har oplevet at blive positivt overrasket over at et menneske som i første omgang virkede uinteressant, uinspirerende, kedelig, måske endda irriterende, ved nærmere bekendtskab viste sig at rumme uanede kvaliteter, være sig menneskelige kvaliteter som pålidelighed, humor eller evnen til at lytte, eller måske talenter inden for musik, billedkunst, sport eller teater. Eller det kan være en ny kollega eller en ny lærer eller lignende der overrasker positivt. På film er der ofte tale om at en person der er meget lille af statur, viser sig at være formidabel til at slås, med tegnefilmhunden Droopy og Star Wars-figuren Yoda som to af de mest oplagte eksempler.

                      Ingen af de eksempler jeg har nævnt, kan dog sammenlignes med det chok det må have været for hyrderne på marken ved Betlehem at få at vide hvor de skulle lede efter frelseren, Kristus, Herren. Okay, det allerstørste chok var selvfølgelig nok at Herren engel pludselig stod foran dem, ”og Herrens herlighed strålede om dem”, og vi får da også at vide at deres reaktion på dét var at ”de blev grebet af stor frygt”. Når sådan en mægtig, frygtindgydende, strålende engel så fortæller dem at der er blevet født en frelser, altså en som skal kunne redde folket fra deres fjender, så må man formode at de ville forvente at den frelser tog sig mindst lige så frygtindgydende ud som englen, især når det blev tilføjet at han er ”Kristus, Herren”. ”Herren” betyder jo ”ham der bestemmer”, og ud over at det var en titel der hyppigt blev brugt om kejser Augustus, så var det også et ord som de græsktalende jøder brugte om Gud. Og ordet ”Kristus” betyder egentlig bare ”salvet”, men på Det Nye Testamentes tid blev det mest brugt som betegnelse for den mægtige frelser som Israels profeter havde lovet at Gud ville sende – deriblandt ikke mindst Esajas. Så hvis hyrderne på marken kunne deres bibel, så har englens ord om at der var født en frelser som var Kristus, Herren, så er de utvivlsomt kommet til at tænke på den profeti vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten: ”Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.”

Hvordan mon det ser ud når sådan et barn bliver født? Hvilke tegn skulle hyrderne se efter? Skulle de vente at finde et barn der strålede af guddommelig herlighed? Et barn der kunne tale flydende selvom det lige var blevet født? Måske et barn i overstørrelse? Nej, ikke nogen af de ting. Ganske vist bliver Jesusbarnet ofte afbildet med en glorie på hovedet og en stråleglans omkring sig, og der findes også en legende fra den tidlige middelalder der hævder at han kunne tale som nyfødt (en legende der i øvrigt har fundet vej ind i Koranen), men intet af det har noget belæg i Bibelen. Nej, hvad sagde englen? ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” En krybbe! Et ædetrug for æsler, geder og køer! I en situation hvor hele landet er på den anden ende fordi kejseren har kommanderet alle til at rejse til deres hjemby (en befaling som vi moderne danskere tilsyneladende stadig overholder) kan omstændighederne ganske vist nødvendiggøre at en fødsel må finde sted under usædvanlige forhold, og at man må bruge det forhåndenværende søms princip når det gælder babysenge og den slags, men ærlig talt: Når det barn der skal fødes, er selveste Frelseren, hvis komme til jorden Gud angiveligt har forberedt gennem århundreder, så skulle man da tro at han kunne time det bare lidt bedre!

Men ved I hvad: Jeg tror faktisk at det var ganske bevidst fra Guds side at han lod sin søn blive født under så – hvad skal vi sige – rustikke omstændigheder. Jeg tror det var fordi han lige fra starten ville gøre det klart at der skal noget andet end menneskelig styrke til for at overvinde det onde i verden. Og med ”noget andet end” mener jeg ikke bare en større dosis af styrke end vi mennesker er i stand til at fremvise; nej, forskellen på Guds styrke og vores er ikke kun kvantitativ, den er kvalitativ. Derfor er menneskelig styrke og herlighed fuldstændig irrelevant i forhold til Guds formål. Faktisk kan vi se i Bibelen – og i kirkens historie – at Gud ofte foretrækker at virke gennem undervurderede og tilsyneladende ubetydelige mennesker: Abraham var en barnløs olding som Gud gjorde til sit folks stamfar, Moses var en desillusioneret fårehyrde med en talefejl som Gud gjorde til sit talerør da han sluttede sin pagt med folket, og så videre. Og allertydeligst ser vi det som sagt i at Gud lod sin søn blive født i fattigdom og lagt i en krybbe.

Med det in mente bør vi altid vogte os for at lade os dupere af verdslig storhed, men snarere huske på Piet Heins visdomsord: “Den, Guds klarsyn falder på, ser det store i det små” – eller måske snarere: ”ser den store i det små”! Det kan du passende huske på næste gang du deltager i en pakkeleg og lægger mærke til at nogle af pakkerne ser meget mere prangende ud udenpå end andre. Det siger ikke nødvendigvis noget om  kvaliteten af det der er indeni – og sådan er det altså også med mennesker, og i særdeleshed med Gud.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juledag 2024
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Hebræerbrevet 1.1-5, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 6. januar 2025

Jesu fødsel: Er der kommet fred til jorden?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har altid holdt meget af salmen ”Kimer, I klokker”, men som barn forstod jeg ikke rigtig hvad ordene betød. Jeg tror jeg bare antog at det var en konstatering af at klokkerne kimer – hvis man kan sige at det isner i fingrene, eller at det suser i granerne, så kan man vel også sige at det kimer i kirkeklokkerne? Først mange år senere fandt jeg ud af at ”kimer” er en gammeldags bydemåde (ligesom ”synger” og ”danser” og ”klapper” i vers 3), og at i’et mellem ”kimer” og ”klokker” er skrevet med stort. ”Kimer, I klokker!” er altså en opfordring til klokkerne om at kime.

                      En anden ting jeg ikke vidste som barn, var hvad ordet ”kimer” overhovedet betyder. Jeg vidste i hvert fald ikke bedre end at det bare er et andet ord for at klokkerne ringer. Jeg tror først det var da min mor fik ansættelse som kordegn og derfor begyndte at tale om kirkelige teknikaliteter derhjemme (jeg var omkring 13 år på det tidspunkt). Det var vist noget med at kirketjeneren var kommet til at ringe i stedet for at kime (eller omvendt), og så måtte jeg jo spørge hende hvad forskellen er. Og i fald der er nogen af jer der ikke kender svaret, må jeg hellere røbe at det går meget hurtigere når man kimer. Almindelig ringning er ”dong-dong-dong-dong”, mens kimning er ”dongdongdongdongdongdongdongdongdong-dongdongdongdongdongdongdong”. Så kan I brillere med den viden ved julens familiekomsammener – og jo mere livagtigt I efterligner klokkens lyd, desto mere glæde vil det utvivlsomt vække!

                      Kirkeklokkerne ringer hver eneste dag, morgen og aften (som de af jer der bor tæt på kirken, sikkert ikke har kunnet undgå at bemærke), og derudover ringer de forud for gudstjenester og kirkelige handlinger. Det er derimod kun ved særlige lejligheder at man kimer med klokkerne, nemlig i forbindelse med bryllupper og med kirkeårets tre store højtider: påske, pinse og jul. Mens det at klokkerne ringer er et tegn på at nu sker der noget almindeligt og dagligdags, som at det er blevet aften, eller at vi holder gudstjeneste, så er det at de kimer et tegn på at nu sker der noget ekstraordinært glædeligt. Hvis man skal tro Mads Nielsens sang En lærke letted’ fra 1945, kimede man for eksempel også med kirkeklokkerne rundt om i landet dengang Danmark – eh, dengang noget af Danmark blev befriet fra den tyske besættelse (her på Bornholm gik det som bekendt anderledes, og så må vi hellere lade være med at tale mere om den sag!).

                      Grunden til at vi i salmen opfordrer klokkerne til at kime, er noget der er endnu større end Danmarks befrielse – endda større end Danmarks befrielse ville have været hvis Bornholm havde været omfattet – nemlig: ”Fred kom til jord”! Det er jo det som er rigtig mange menneskers højeste juleønske: at der må komme fred på jorden! Men selvom vi hvert år på diverse radiostationer hører John Lennon og Yoko Ono synge ”War is over if you want it” (altså: ”Krig er forbi hvis du ønsker det” – og hvem gør ikke det?), så opstår der til stadighed nye krige rundt om i verden, og der er desværre intet der tyder på at det kommer til at forandre sig. Vi mennesker bliver dygtigere og dygtigere til stort set alt, men det at holde fred med hinanden er desværre en undtagelse. Så, eh – hvorfor kimer vi så alligevel med klokkerne til jul?

                      De mest opmærksomme af jer vil måske have bemærket at de salmer jeg har valgt til denne juleaftensgudstjeneste, alle sammen indeholder noget om fred. I ”Det kimer nu til julefest” sang vi om ”den høje gæst, som steg til lave hytter ned med nytårsgaver: fryd og fred”, og ”den høje gæst”, det er naturligvis Jesus, Guds søn, som gæstede jorden da han lod sig føde i Betlehem. I ”Kom, alle kristne” konstaterede vi ganske enkelt at ”fred til jord er kommen”, og det samme gjorde vi som sagt i ”Kimer, I klokker”. Dagens sidste salme bliver, vanen tro, ”Dejlig er jorden”, og der får vi forklaringen på hvorfor ”jul” og ”fred” er så uløseligt forbundne, nemlig det som englene sang for markens hyrder: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” – eller som det også kan oversættes: ”Ære være Gud i det højeste! Fred på jorden! Til mennesker velbehag!” Der er nemlig ingen tegnsætning i de ældste bevarede håndskrifter, og derfor er det et fortolkningsspørgsmål hvor udråbstegnene skal sættes. Og det gør unægtelig en vis forskel om englene generelt proklamerede at nu er der fred på jorden (som Brorson hævder i sin smukke salme ”I denne søde juletid”), eller om det kun var til ”mennesker med Guds velbehag” at der blev lovet fred. I dag forbinder de fleste af os nok mest ordet ”velbehag” med den følelse vi har når vi med et suk læner os tilbage i stolen efter en god julemiddag. Men tidligere var det meget almindeligt at tale om at man kunne have en persons – typisk en konges eller en anden magthavers – velbehag. Det betød at man var i kridthuset hos vedkommende; at man nød vedkommendes fulde accept. Det englene sang, var altså: ”Fred til de mennesker som Gud accepterer.” Men eftersom den engel der først henvendte sig til hyrderne, introducerede sit budskab som ”en stor glæde, som skal være for hele folket”, så må man formode at det i det mindste er muligt for alle mennesker at opnå Guds velbehag. Og det er måske lykkedes for os danskere? Vi har jo i hvert fald ikke haft krig på dansk territorium siden bombardementerne af Rønne og Nexø den 8. maj 1945. Men selvom der ikke ligefrem falder bomber mere, og der ikke er fjendtlige soldater i gadebilledet, så betyder det jo ikke at vi nødvendigvis oplever fred – vores fred kan blive forstyrret af såvel bekymringer for fremtiden som konflikter i familien eller i andre nære relationer. Så måske har vi ikke Guds velbehag alligevel? Men hvem har så?

                      Der er 6 steder i Det Nye Testamente hvor det bliver sagt om en given person at vedkommende har Guds velbehag, nemlig Matthæusevangeliet 3,17, Matthæusevangeliet 12,18, Matthæusevangeliet 17,5, Markusevangeliet 1,11, Lukasevangeliet 3,22 og Andet Petersbrev 1,17 (hvis du ikke kan huske henvisningerne, kan du finde dem på kirkens hjemmeside når jeg på et tidspunkt får lagt mit manuskript fra i dag ud under punktet ”Prædikener”).  Og hvem er det så der ifølge de vers har Guds velbehag? Jo, alle seks vers taler faktisk om den samme person, nemlig Jesus, ”barnet til Guds velbehag”, som vi sang om. Jesus havde Guds velbehag, så hvis englene lovede ”fred til mennesker med Guds velbehag”, så må Jesus være den som de frem for nogen lovede fred til. Alligevel ved vi jo godt hvordan det gik ham: Før han fyldte to år, forsøgte kong Herodes at slå ham ihjel, og da han blev voksen, mødte han morderisk fjendtlighed fra sit eget folks politiske og religiøse ledere, som til sidst fik ham henrettet på falske anklager i uskøn forening med den romerske besættelsesmagt. Hvad fredeligt er der ved det? Umiddelbart ikke ret meget. Men kaster vi et nærmere blik på hvordan Jesus levede og døde, så ser vi et andet billede: I Lukasevangeliet kapitel 4 kan vi læse om et tidspunkt hvor en stor flok mennesker blev så vrede over noget som Jesus havde sagt, at de forsøgte at styrte ham ud over kanten af et bjerg. ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” (Luk 4,30). Ved en anden lejlighed læser vi at der var mange der gerne ville Jesus til livs, men: ”Ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet” (Joh 8,20). Senere, da timen var kommet, og ypperstepræsterne og tempelvagterne dukkede op midt om natten for at arrestere Jesus, var der en af disciplene der trak sit sværd for at forsvare sin ham, men Jesus gav disciplen besked på at stikke sværdet i skeden igen, for som han sagde: ”Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?” (Matt 26,53). Men Jesus hidkaldte ikke nogen englehær til sit forsvar, heller ikke da han blev pisket, hånet, spyttet på og til sidst korsfæstet; tværtimod bad han Gud om at tilgive hans bødler (Luk 23,34). Al den ydre vold og uro var ingenting imod den indre fred som Jesus til overflod besad, og som satte ham i stand til at overvinde verdens ondskab ved til det sidste at holde fast i selv at vise godhed og kærlighed. Og at Jesus virkelig havde vundet, selvom han endte med at blive slået ihjel, blev bekræftet da han tre dage senere opstod fra de døde – døden var ganske enkelt ikke i stand til at holde fast på ham!

                      Hvor fik Jesus den indre fred fra? Det fortæller evangelisten Johannes os i introduktionen til sin beskrivelse af begivenhederne aftenen før Jesus blev korsfæstet. Han skriver: ”Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen … og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud” (Joh 13,1b.3). Kilden til den indre fred der bar Jesus, var altså at han opererede ud fra en anden og dybere virkelighed end det der kunne ses i det ydre. Det er det som vi plejer at kalde for ”tro” – ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”, som der står i Hebræerbrevet (11,1). Det var altså troen der gav ham fred.

                      Hvad var det da han troede på? Ja, nu begynder det måske næsten at lyde som en cirkelslutning, men da Jesus stod ved begyndelsen af sit offentlige virke, åbnede himlen sig over ham, og der var en stemme der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” (Mark 1,11. Luk 3,22. Jf. Matt 3,17 og 2 Pet 1,17). Det var i tillid til dén erklæring at Jesus levede hele sit liv i lydighed mod den mission som Gud havde sendt ham til jorden med, også selvom den omfattede lidelse og død, og han gjorde det endda med fred i sindet. Og nu, mine damer og herrer, kommer den store, gyldne hemmelighed som vi kan tage med fra alt det, og som give også os julefred i hjertet – ikke bare nu hvor det er jul, men hele tiden, så længe vi lever: Jesus, Guds søn, kom til jorden for at gøre os til Guds børn – for at også vi skulle have Guds velbehag! Og det er faktisk ganske enkelt at opnå det: Vi skal blot tro på at vi for Jesu skyld har Guds velbehag, og leve vores liv i tillid til det. Det kan ganske vist være en udfordring når verden omkring os, både den nære og den fjerne, byder på alt andet end fred, men netop derfor har vi brug for igen og igen at høre budskabet om Jesus. Og dermed når jeg til den salme som jeg sprang over da jeg remsede op hvad der står om fred i dagens salmer – nemlig ”Velkommen igen, Guds engle små”, som vi skal synge lige om lidt. Den slutter med en beskrivelse af gudstjenesten, hvor der med Grundtvigs ord sker det fantastiske at: ”da byder vor Herre selv Guds fred til dem, den efterhige”. Gud rækker os sin fred som den bedste julegave – så lad os tage imod den!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2024
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 6. januar 2025

Johannes Døbers vidnesbyrd: Jeg er ikke!

Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker 4. søndag i advent 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvad hedder Gud?

                      Jeg vil næsten tro at hvis man lavede en voxpop på Store Torv i Rønne eller et hvilket som helst andet sted i Danmark, så ville mange af de adspurgte svare: ”Han hedder vel Gud?” Og det er måske forståeligt nok – hvis man spørger et lille barn: ”Hvad hedder din far?”, så er der nok også en vis chance for at få svaret: ”Han hedder da Far!” Men ”Gud” er naturligvis ikke Guds navn; det er snarere hans titel.

Hvis en af de personer der blev spurgt på Store Torv, tilfældigvis havde set filmen Indiana Jones og det sidste korstog, så ville svaret nok lyde: ”Han hedder Jehova!”, for det er det Jones svarer da han på et tidspunkt skal bruge Guds navn til at løse en gåde. Og bortset fra at ”Jahve” nok er en mere korrekt udtale af det ord der gemmer sig bag de hebraiske bogstaver yod-he-wav-he, så er det faktisk det tætteste vi kommer på et korrekt svar. I Esajas’ Bog kapitel 42 vers 8 siger Gud for eksempel: ”Jeg er Jahve, det er mit navn”, og der er lignende udsagn 12 andre steder i Det Gamle Testamente. Ja, faktisk findes navnet Jahve eller Jehova adskillige hundrede gange i Det Gamle Testamente, men bortset fra de 13 steder er det blot gengivet med ordet ”Herren” i den autoriserede danske bibeloversættelse, og det samme gælder faktisk de fleste andre bibeloversættelser. Selv de 13 steder i Det Gamle Testamente hvor der i den nuværende autoriserede oversættelse står ”Jahve”, stod der faktisk ”Herren” i den gamle oversættelse. Alt det skyldes at jøderne på et tidspunkt, nogle århundreder før Kristi fødsel, besluttede at Guds navn var så helligt at det slet ikke måtte udtales. Da Det Gamle Testamente blev oversat til græsk i det tredje århundrede før vor tidsregning, valgte man derfor at gengive Guds navn med det græske ord kyrios, der betyder ”herre”, og eftersom de fleste af de første kristne var græsktalende, kom der til at stå i de fleste kristne bibler verden over at Guds navn er ”Herren”. Spørger man Jehovas Vidner, så har de deres egen konspirationsteori om den sag, nemlig at Jesus blandt andet kom til jorden for at lære jøderne og alle andre at begynde at bruge Guds navn igen i stedet for bare at kalde ham ”Herren”; det bygger de blandt andet på Johannesevangeliet kapitel 17 vers 6, hvor Jesus i sin sidste bøn skærtorsdag aften siger: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden”. Hvis der findes sådan en konspiration, må den dog have fået overtaget ekstremt hurtigt, for hverken Paulus’ breve eller nogen andre oldkristne skrifter beskæftiger sig med hvorvidt man skal kalde Gud for ”Jahve” eller ”Kyrios”. Og hvad Jesus angår, så var det noget andet han først og fremmest lærte os at kalde Gud for, nemlig ”Vor Fader”.

                      Men når alt det er sagt, så står det altså stadig tilbage at hvis vi skal tage den hebraiske grundtekst til Det Gamle Testamente på ordet, så er Guds navn ”Jahve” (eller ”Jehova”, om man vil). Og det er naturligvis et navn med en stærk symbolsk betydning; sandsynligvis noget i retning af ”den som er” eller ”den som får til at være”. Og det passer jo meget godt med den forklaring som Gud selv gav Moses da han viste sig for ham i en brændende tornebusk for at give ham befaling om at føre israelitterne ud af Egypten. Vi kan læse i Anden Mosebog kapitel 3 at ”Moses sagde til Gud: ’Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?’ Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer’” (2 Mos 3,13-14).

Umiddelbart virker det måske som et flabet ikke-svar at Gud bare siger: ”Jeg er den, jeg er!”, men når man tænker over det, hvor mange af os ville så kunne sige det samme: ”Jeg er den, jeg er!”? Vi har det jo med (nogle mere end andre) at tilpasse os vores omgivelser, og det altid bare at være den vi er, er noget som det kan tage et helt liv eller mere at lære. Og selv hvis det lykkes os at være den samme hele tiden, så kan vi sjældent løbe fra at den vi er, er et produkt af mange forskellige former for indflydelse fra både arv og miljø. Gud er den eneste der bare er den han selv er – og hvordan skulle han også kunne være andet, kan man tilføje, når han har været til før der fandtes nogen eller noget som helst andet.

Men der er også andre dimensioner i det at Gud præsenterer sig som ”Jeg er den, jeg er”. Dels er der nogle forskere der mener at en bedre oversættelse ville være ”Jeg er det at være” – eller som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup udtrykte det: ”Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til”. Og dels kan navnet ”Jeg Er” forstås i den betydning at Gud er alt hvad vi har brug for, svaret på alle vores længsler, løsningen på alle vore problemer. Og det er en meget vigtig ting at huske på, synes jeg. I vores kultur får vi jo jævnligt tudet ørerne fulde med at vi skal kunne klare os selv. Vi skal helst selv kunne løse så mange af vores problemer som muligt, og resten, dem forventer vi at velfærdssamfundet tager sig af. Og mange af uenighederne mellem de forskellige politiske partier handler om hvor grænsen skal gå mellem det der er det offentliges ansvar, og det der er den enkeltes eget ansvar, og i forlængelse af det: hvor stor den offentlige sektor skal være. Men den offentlige sektor og den private sektor har det til fælles at de er afhængige af arbejdskraft, så uanset hvilken politisk overbevisning man har, bliver facit altså at de problemer der er, skal løses af mennesker – enten os selv eller andre mennesker. Det er jo et eller andet sted logisk nok.

Der er bare lige den hage ved det at der er problemer som intet menneske kan løse. ”Politik er det muliges kunst”, plejer man at sige, men hvad stiller man så op med det der ikke er muligt, men som ikke desto mindre er et stort problem? De mest pessimistiske vil mene at klimaforandringerne efterhånden hører til den kategori, men en ting der i hvert fald gør, er det som vi i kirken plejer at kalde for ”synd”. Ganske vist var der allerede på Jesu tid folk der mente at kategorien ”syndere” kun omfattede mennesker der var mindre dydige end de selv var, og i løbet af kirkens historie har det ind imellem også været en almindelig opfattelse at det at undgå ”synd” blot handlede om at leve op til den pågældende periodes generelt accepterede borgerlige moral. Men det er ikke det Bibelen fortæller os om synd. I Bibelen læser vi tværtimod at ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23), og at ”[h]vis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os” (1 Joh 1,8). Selve det ord der er blevet oversat til det danske ord ”synd” i Det Nye Testamente, betyder på græsk egentlig ”at ramme ved siden af målet”, men den mest kortfattede og præcise definition af hvad synd er, finder vi i Johannesevangeliet kapitel 16 hvor Jesus lover disciplene at han vil sende dem en anden talsmand, nemlig Helligånden, når han selv forlader dem. ”Og når han kommer,” fortsætter Jesus, ”skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt” (Joh 16,8-11). Jesus definerer altså synd som det ikke at tro på ham!

Det betyder selvfølgelig ikke at hvis bare man er kristen, så kan man gøre lige hvad man har lyst til, uden at der er noget som helst syndigt i det. Det at ”tro på Jesus” handler ikke om at bekende sig til den kristne religion; det er langt mere enkelt end det: Det betyder simpelt hen at stole på Jesus og på hans far, Gud, som har sendt ham! Det var det Adam og Eva ikke gjorde dengang de valgte at spise af Træet til Kundskab om Godt og Ondt selvom Gud havde advaret dem om at det ville blive deres død. Og det er det vi andre ikke gør når vi vælger at handle troløst over for Gud og vores medmennesker. Og hvem kan sige sig fri fra at have gjort det? Findes der noget menneske der aldrig har søgt sin egen ære, velstand, sikkerhed eller behovsopfyldelse i situationer hvor vi egentlig godt vidste at vi burde have handlet anderledes? Næppe. Paulus havde nok ret da han skrev at alle har syndet.

Men det er netop når vi når frem til dén erkendelse, at vejen til frihed åbner sig! Når det går op for os at vi ikke selv kan løse syndens problem, så bliver vi befriet fra enhver forventning om at vi skal eller bør gøre det! Så kan vi frimodigt sige til enhver anklagende stemme indefra eller udefra at opfyldelsen af Guds bud ikke er vores bord; det sorterer under Jesus. Vi kan sige som den lille Bukke Bruse siger til trolden i det kendte norske folkeeventyr, at ”efter mig kommer min bror, og han er langt større end mig” – eller som Johannes Døber siger i dagens evangelietekst: ”han, som kommer efter mig, … hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”

Bemærk i øvrigt hvad Johannes Døber svarer da præsterne og levitterne spørger ham hvem han er. Som et omvendt ekko af Guds svar til Moses ved den brændende tornebusk i ørkenen, hvor Gud besvarede Moses’ spørgsmål med ordene ”Jeg er”, sådan besvarer Johannes Døber (der i øvrigt også befandt sig i en ørken) præsternes og levitternes spørgsmål med ordene ”Jeg er ikke”! ”Jeg er ikke Kristus”, siger han i første omgang, og det næste spørgsmål, ”Er du Elias?”, besvarer han også med – ja, med en dansk syntaks bliver det til ”Det er jeg ikke”, men ordret er hans svar på dét spørgsmål faktisk også: ”Jeg er ikke!” (På engelsk fremtræder den græske ordstilling mere tydeligt; der svarer han: ”I am not”).

Så det skal være min opmuntring til dig (og til mig selv) i dag: ”Jeg er ikke!” Det er den befriende bekendelse som vi hver dag kan møde både synd og død og djævel og alverdens problemer med: ”Jeg er ikke!” – men jeg kender og stoler på ham som kalder sig ”Jeg ER!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag i advent 2024
Tags: Esajas' Bog 52.7-10, Filipperbrevet 4.4-7, Johannesevangeliet 1.19-28