Signe & Nikolaj

Posted By admin on 23. maj 2025

Talsmandens gerning: Hjerterne tør op

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter påske 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det har været lidt køligt for årstiden her det sidste par uger. Selv her på Bornholm, hvor foråret tit er køligere end i resten af Danmark, er det usædvanligt med så mange majdage hvor der ikke er mere end ét ciffer i varmegraderne. Omvendt har der været nogle usædvanlig lune dage i marts og april, så alt i alt skylder Mikael Jarnvig os nok ikke noget – men vi er jo tit hurtigere til at føle os forurettede når vi synes vejret er dårligt, end til at være taknemmelige når vi synes det er godt.

                      Hvorom alting er, så hindrer de lidt kølige temperaturer heldigvis ikke foråret i at udfolde sig i al sin pragt med fuglesang, grønne blade og blomster i et væld af farver. Selvom det er halvtredsindstyvende gang jeg oplever det, så fascineres jeg hver gang over hvordan alt det liv der var gemt bort hele vinteren, folder sig ud, hvordan mørke, kulde, storm og sne endnu en gang ikke havde held med at kvæle livet, hvordan ”den grønne ager står opstanden fra de døde”, som vi synger i en af vores skønne salmer. Af alle årstiderne er foråret nok den der i mine øjne vidner stærkest om Guds skabermagt.

                      Her i Norden er vi så ovenikøbet så privilegerede at kirkeårets vigtigste højtid, påsken, falder om foråret: Samtidig med at vi kan se naturen vende tilbage til livet, kan vi komme i kirke og høre budskabet om at Jesus vendte tilbage til livet. Det er 4 uger siden nu, men vi er slet ikke færdige med at udforske hvilken betydning det har for vores liv. De syv uger mellem påske og pinse er syv festuger, hvilket blandt andet kommer til udtryk i at den liturgiske farve er hvid. Mange af jer tænker sikkert ikke nærmere over hvorfor den kappe jeg har på under nadveren, ikke altid er samme farve, men det er altså ikke bare et spørgsmål om hvilken farve jeg har mest lyst til at tage på den dag! Der er helt klare regler for hvilke farver der hører til hvilke dage: Den grønne farve er den der bruges mest, nemlig alle de i gåseøjne ”almindelige” søndage hvor der ikke er nogen særlig højtid i farvandet, og den symboliserer liv og vækst. Den røde farve er omvendt den der bruges mindst; den bruges kun til pinse hvor den symboliserer Helligåndens ild, og på Sankt Stefans dag den 26. december hvor den symboliserer martyrernes blod. Den lilla eller violette farve symboliserer bod og alvor, og den bruges i optaktsfasen til de to store højtider, nemlig i adventstiden op til jul og i fastetiden op til påske. Og så er der den hvide eller gyldne farve (her i Klemensker er den råhvid; i Rø er den gylden); den symboliserer fest og glæde og bruges juledag, påskedag, Kristi himmelfarts dag, Mariæ bebudelsesdag, Trinitatis søndag, alle helgens dag – og så altså alle søndagene mellem påske og pinse, fordi påsken så at sige varer lige til pinse (der kommer ikke nogen faste ind imellem).

                      Men tiden mellem påske og pinse er ikke kun en festtid; det er også en overgangstid. Det gælder naturligvis især de ti dage fra Kristi himmelfart til pinse hvor Jesus havde instrueret disciplene i at de bare skulle blive i Jerusalem og vente på at få kraft fra Gud, men også de fyrre forudgående dage må – midt i glæden – have været præget af en vis ”Hvad nu?”-følelse, for selvom Jesus var vendt tilbage fra de døde, betød det jo ikke at alt bare var vendt tilbage til hvordan det havde været før. Tværtimod betød Jesu død og opstandelse at en helt ny tid var begyndt: Den mission Jesus skulle udføre på jorden, var nu fuldført (eller ”fuldbragt”, for nu at bruge det ord Jesus selv brugte kort før han døde); al verdens skyld var sonet gennem Jesu død, og døden var besejret gennem hans opstandelse. Begge dele var dybest set udtryk for Guds dom over Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen; det er derfor vi i evangelieteksten til i dag hører Jesus sige: ”at denne verdens fyrste er dømt”.

                      Men den nye tidsalder begyndte først for alvor på pinsedagen; det var den dag den kristne kirke blev født ved at Helligånden kom ned fra himlen og fyldte disciplene så de – og de mange andre der kom til tro og blev døbt – blev Jesu Kristi legeme på jorden. De halvtreds dage mellem påske og pinse var en slags tidslomme der måske kan sammenlignes med den tid der går fra man får at vide at man har fået et job, til man rent faktisk har sin første arbejdsdag. Hvis man måske ligefrem er blevet fritstillet fra sit tidligere arbejde (eller kommer direkte fra sin uddannelse), så er det jo en tid man kan bruge på at forberede sig på den opgave der venter. Og det syntes Jesus også at hans disciple skulle gøre; det var derfor han holdt så lang en tale til dem aftenen før sin død, at den fylder det meste af fire kapitler i Johannesevangeliet (foruden en bøn der fylder yderligere et kapitel). Og prædiketeksterne til 3., 4., 5. og 6. søndag efter påske samt pinsedag er næsten alle sammen hentet fra den tale eller den efterfølgende bøn, sådan at vi også kan forberede os på det der er i vente.

                      Vi lever jo ellers i en tid hvor kirkens tidsalder for længst er begyndt – det nærmer sig efterhånden 2000 år siden Helligånden steg ned på den store pinsedag i Jerusalem, så man kan ikke ligefrem sige at vi lever i en tidslomme. Og så alligevel, for den endelige fuldendelse af Guds rige har jo ikke indfundet sig endnu – vi venter stadig på noget, nemlig Jesu genkomst og vores endelige frelse. Så længe vi lever i denne verden, er vi, som Luther udtrykte det, ”på samme tid syndere og retfærdige”. Vi hørte i den første bibeltekst i dag at Gud lover sit folk at fjerne vores stenhjerte og i stedet give os et hjerte af kød så vi helt af os selv følger hans love – I ved, alt det med at elske vores næste som os selv, tale sandt, ære både vores eget og andres ægteskaber, ære vores forældre, unde andre det de har, og så videre. Og i Guds øjne har vi gennem dåben og troen fået den status at vi ikke længere gør nogen af de ting, fordi Gud ikke ser vores egne mangelfulde gerninger når han ser på os, men derimod Jesu fuldkomne gerning. Men vores faktiske liv stemmer ikke altid overens med den status, og derfor har vi brug for at Gud hele tiden på ny giver os sin ånd i vores indre og skaber vores stenhjerter om til hjerter af kød.

                      Men det har Gud heldigvis også lovet at gøre! Han lovede det gennem profeten Ezekiel for 2600 år siden, og 600 år senere stadfæstede han sit løfte ved at lade Jesus opstå fra de døde. Og da det blev pinse, begyndte han at gøre løftet til virkelighed. Millioner af mennesker har i århundredernes løb oplevet at få deres liv forvandlet af Guds kærlighed, oplevet hvordan deres stenhjerte stille og roligt er tøet op. Det har du måske også selv oplevet fra tid til anden? Men hvis du ligner mig bare lidt, så har du sikkert også oplevet at det er to skridt frem og ét tilbage, og at det til tider måske endda føles som ét skridt frem og to tilbage! Men heldigvis er det sådan med forårssolen at den ikke bare titter frem en enkelt gang, hvorefter den forventer at alle planterne gør resten af arbejdet selv; nej, den bliver ved med at give grokraft dag efter dag efter dag – gjorde den ikke det, ville alt det liv der spirer frem, lynhurtigt gå til grunde. På samme måde er vi afhængige af at Gud hele tiden optør vores hjerter indtil vi skal se ham ansigt til ansigt i hans evige rige hvor stenhjerterne for altid vil være smeltet væk.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter påske 2025
Tags: Apostlenes Gerninger 9.1-18, Ezekiels Bog 36.26-28, Johannesevangeliet 16.5-15

Posted By admin on 23. maj 2025

Jeres sorg skal blive til glæde: Fordi historien ikke er slut endnu!

Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter påske 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Verden spørger tit hvordan, og alt for lidt hvorfor.” Sådan lyder en af linjerne i sangen Linedanser, som Per Krøis Kjærsgaard oprindeligt skrev som lejlighedssang til sin nieces konfirmation i 1998, men som siden er blevet så populær at den ligefrem er kommet med i Højskolesangbogen. Jeg har også selv brugt den til konfirmationsgudstjenester, efter ønske fra en eller flere af konfirmanderne. Men jeg kan ikke helt regne ud hvem den ”verden” er, som kun spørger ”hvordan” og ikke ”hvorfor”, eller også er det bare fordi jeg i kraft af mit erhverv omgås nogle andre mennesker end Per Krøis Kjærsgaard gør. I hvert fald er ”Hvorfor?” et spørgsmål som jeg hører rigtig tit, især fra mennesker som ikke er blevet behandlet særlig pænt af livet. Det kan for eksempel være kronisk sygdom eller en ulykke eller andet af den slags der er tale om, og så spørger man: ”Hvorfor skulle det lige ramme mig?” eller ”Hvorfor skulle det lige ske nu?”, eller måske: ”Hvorfor tillader Gud den slags?” – eller måske bare et generelt og adresseløst, men ikke desto mindre dybfølt og fortvivlet: ”HVORFOR!?” Vi mennesker har nemlig tilsyneladende en intuitiv fornemmelse af at der er – eller i hvert fald bør være – et formål med alt hvad der sker; at der er noget galt hvis universet ikke er styret af en højere retfærdighed. Og jeg tror ikke det er tilfældigt at vi har den intuitive fornemmelse; jeg ser den som et vidnesbyrd om at Gud har skabt os i sit billede til at leve i hans rige, som ifølge Paulus er ”retfærdighed og fred og glæde i Helligånden” (Rom 14,17).

                      Men uanset hvor naturligt det er at spørgsmålet bliver stillet, så hjælper det os ikke til at svare på det. Og faktisk står der på side 1 i alle lærebøger om sjælesorg (okay, måske ikke ligefrem på side 1, og måske heller ikke nødvendigvis i alle bøgerne, men der er i hvert fald udbredt enighed blandt dem der ved langt mere om emnet end jeg gør) at man slet ikke skal gøre noget forsøg på at svare når et plaget menneske fortvivlet spørger ”hvorfor”, for der er ikke noget svar, hvor rigtigt det end måtte være, der kan fjerne eller blot dulme den smerte som spørgsmålet er udtryk for.

                      Lige i dette øjeblik sidder jeg imidlertid ikke i en samtale med et menneske der er blevet ramt af ulykke, og derfor vil jeg undtagelsesvis vove et generelt svar på alle ”hvorfor”-spørgsmålene, og det lyder: ”Fordi historien ikke er slut endnu!” Det svar siger selvfølgelig ingenting om hvorfor det onde lige skulle ramme Henrik Jensen, mens Peter Hansen gik fri, men jeg vil mene at det siger noget om hvorfor Gud tillader det onde: Det gør han fordi det ikke kommer til at vare evigt. Men siger jo at ”hvis enden er god, er alting godt”, og uanset hvad vi må gennemgå af smerter og lidelser, vil vi som regel mene at det var det værd, hvis blot den lykke der venter på den anden side, er tilstrækkelig stor. Et af de mest oplagte eksempler, som Jesus bruger i dagens prædiketekst, er en fødsel. Eftersom det var en gruppe mænd han talte til, kan man undre sig over at han valgte et eksempel som vi mænd i sagens natur højst kan have andenhåndserfaringer med, men i en tid hvor børn blev født i hjemmet, og den fødende kvinde ikke havde adgang til andre smertestillende midler end krydderurter eller i bedste fald vin med lidt myrra, har andenhåndserfaringerne for de vordende fædre der nervøst ventede uden for døren, nok trods alt været temmelig livagtige! Og under alle omstændigheder tror jeg ikke at nogen af disciplene nogensinde har hørt en kvinde give udtryk for at deres børn ikke var smerterne værd; tværtimod er der nok en pæn chance for at de har hørt det modsatte.

                      Med forbehold for at jeg jo altså af gode grunde heller ikke selv har førstehåndserfaringer med at føde børn, så vil jeg gætte på at de smerter som en fødende kvinde gennemgår, ville være umulige at udholde hvis ikke hun vidste at smerterne var en vej til en større lykke på den anden side. Og når Jesus bruger det eksempel over for sine disciple, så tænker jeg næsten at det må være fordi han vil forberede dem på at de også kan se frem til at komme ud for lidelser der ville have været uudholdelige, hvis det ikke havde været fordi der ventede en lykke på den anden side, som gjorde at de var det hele værd.

                      Nu sidder du muligvis og tænker at det er lige lovlig søgt at sammenligne de sorger og ulykker som hører til livet i Danmark i det 21. århundrede med den specifikke sorg som disciplene oplevede da Jesus døde fra dem. Og du har selvfølgelig ret i at Jesu død var en helt unik begivenhed, og at disciplenes sorg over hans bortgang derfor var en helt unik sorg. Men det der gjorde den unik, var ikke at den ikke har noget at gøre med alle vores andre sorger, men tværtimod det at den på en måde rummer alle andre sorger i sig. Og hvis du undrer dig over hvad jeg mener med det, så hæng på!

                      Som sagt tror jeg at den tendens som vi mennesker har til at spørge ”hvorfor”, skyldes at vi er skabt til at leve i Guds rige, hvor alt er retfærdighed og fred og glæde. Men som de fleste af jer sikkert ved, rummer Bibelen også fortællingen om hvordan det hele gik galt fordi mennesket lyttede til slangens løgne om at Gud ikke er retfærdig og ikke under os at være glade (det er den beretning vi plejer at kalde for ”syndefaldet”). På grund af syndefaldet blev der skabt en kløft mellem os og Gud, så det onde fik magt i verden, og det er derfor der sker ting som vi ikke kan finde mening, endsige rimelighed i. Det var for at hele den kløft at Guds søn lod sig føde som menneske da Jesus kom til verden i Betlehem julenat. Jesus både forkyndte og formidlede Guds rige, ja, faktisk kan man ligefrem sige at han legemliggjorde Guds rige. ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod”, som der står i Kolossenserbrevet (2,9). Så disciplenes sorg over Jesu død var ikke kun sorgen over at have mistet en kær ven (hvis man da kan sige ”kun” om den slags); det var sorgen over at have mistet håbet om Guds riges komme, håbet om at alt kunne blive godt igen så vi ikke længere behøver at råbe vores fortvivlede ”Hvorfor?!”

                      Men Jesus siger altså til disciplene at det kun er for en kort tid at de skal sørge, for som han siger: ”jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Og ligesom deres sorg over Jesu død ikke ”kun” var sorgen over at miste en kær ven, så er glæden heller ikke ”kun” glæden over at få deres ven tilbage; det er glæden over at håbet er tilbage, håbet om at alt bliver godt igen, og det i en grad så ingen vil kunne tage glæden fra dem – og fra os.

                      Men Jesus er jo opstået for længst – det skete allerede efter tre dage – så hvorfor sker der så stadig uretfærdige og meningsløse ting i verden? Igen er mit svar: ”Fordi historien ikke er slut endnu!”

Som nogle af jer sikkert ved, kan jeg godt lide at se film og læse romaner. Og bare rolig, jeg har efterhånden fundet ud af at I helst er fri for at jeg refererer film og bøger for jer, så det skal jeg nok lade være med! I stedet vil jeg fortælle jer om en oplevelse som jeg tit har når jeg læser en spændende bog. Det vil jo ofte være sådan at den lykkelige slutning som vel stadig er det mest almindelige i spændingsromaner, først kommer til allersidst, i det sidste eller måske til nøds det næstsidste kapitel. Men tit har man undervejs et vist indtryk af hvor meget der ”mangler”, så at sige. Måske er hovedpersonen på en rejse fra A til B, og hvis bogen enten foregår i nogle omgivelser man som læser kender, eller er forsynet med et kort, så ved man nogenlunde hvor meget der er tilbage af rejsen. Det kan også være at der er x antal forbrydere på fri fod, eller x antal forsvundne personer eller genstande der skal opspores, som man som læser kan ”vinge af” efterhånden. Men samtidig ved man jo hvor meget der er tilbage af historien! Og jeg ved ikke med jer, men hvis en bog har 400 sider, og jeg er nået til side 360 (eller hvis en film varer 98 minutter og der er gået 90 af dem), og hovedpersonen stadig kun er nået en fjerdedel af vejen på sin rejse eller kun har fanget en fjerdedel af forbryderne eller fundet en fjerdedel af skattene eller hvad det nu måtte være, så begynder jeg at blive bekymret for om de når det! Men det gør de jo som regel.

Men i det virkelige liv er det anderledes, for her ved vi ikke hvor mange sider historien er på. Vi kan kun se bagud, ikke fremad, og derfor står vi altid ved afslutningen af den del af historien vi kender. Det gjorde disciplene også da Jesus blev slået ihjel og lagt i graven, og derfor var det nødvendigt at Jesus på forhånd gjorde dem opmærksomme på at det ikke var afslutningen, men at det snarere var at sammenligne med en fødende kvindes smerte, der som bekendt må vige for en langt større glæde hvis alt ellers går godt. Og det gør det i dette tilfælde fordi Gud er stærkere end det onde. Ganske vist forsvandt alt det onde ikke med ét slag fra verden da Jesus opstod, men dødens magt blev brudt, og det betyder at det nu kun er et spørgsmål om tid før det onde må give fortabt.

Allerede før sin korsfæstelse forberedte Jesus imidlertid disciplene på at det i første omgang ville gå den forkerte vej – at i tiden mellem hans opstandelse og hans genkomst ville der komme krig, hungersnød, jordskælv, kristenforfølgelser, falske profeter og lovløshed (Matt 24,6-12), men at også det ville være at sammenligne med en fødende kvindes smerte (Matt 24,8). Og fordi disciplene havde været igennem den mølle mens Jesus lå i graven, så var de efterfølgende i stand til at bevare troen på at deres trængsler ikke ville vare evigt, men at de ville blive afløst af evig glæde. Og det gjaldt ikke kun de oprindelige disciple, men også dem der senere kom til tro, så som Paulus, som et sted skriver: ”For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed” (2 Kor 4,17). (Det skal i den forbindelse understreges at det som Paulus kalder ”lette trængsler”, blandt andet omfattede at han havde fået pisk tre gange, var blevet stenet, havde lidt skibbrud tre gange, var blevet forrådt af venner, havde lidt sult og tørst, døjet kulde og manglet klæder (2 Kor 11,25-27) – jeg vil tro at det er mere end de fleste af os har været udsat for).

Så min opmuntring til os alle i dag skal være: Husk at historien ikke er slut endnu! Vi ved ikke hvor mange sider der mangler før den lykkelige slutning kommer, men evangeliet om Jesus lover os evig glæde, og det betyder at uanset hvor slemme og ubehagelige ting vi måtte komme ud for, vil vi blive mere end kompenseret for det. Og hvem ved, måske vil vore lidelser her i tiden tilmed betyde at vi vil kunne nyde glæden hjemme hos Gud så meget desto mere, sådan at de virkelig kan sammenlignes med fødselssmerter – smerter der ikke alene afløses af en langt større lykke, men ligefrem er en nødvendig bivirkning, så at sige, ved den vej der fører hen til lykken.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter påske 2025
Tags: Apostlenes Gerninger 4.7-12, Esajas' Bog 54.7-10, Johannesevangeliet 16.16-22

Posted By admin on 23. maj 2025

Emmausvandrerne: Emmaus tur/retur

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Næst efter israelitternes 40 år lange vandring gennem ørkenen er vandringen til Emmaus nok den mest berømte vandretur i Bibelen, men da jeg skulle forberede mig til i dag, gik det op for mig at jeg faktisk ikke vidste hvor lang den gåtur egentlig var! Der står ”tres stadier” i teksten, men hvor langt er det lige? Så jeg prøvede at google ”Hvor langt er der fra Jerusalem til Emmaus”, og det gav blandt andet et resultat fra Google Maps, som kunne fortælle mig at der er 4.462 kilometer, og at det ville tage 38 dage at tilbagelægge afstanden til fods, idet man dog skal være opmærksom på at man undervejs både skal krydse landegrænser og benytte en færge. Rent bortset fra at man vist skal være lidt af en supermand for at gå 4.400 kilometer på 38 dage (det er 117 kilometer om dagen!), så kunne jeg nok regne ud at der måtte være et eller andet galt, og det var der da også, for det Emmaus som Google Maps havde fortalt mig afstanden til, var Emmaus Galleri og Kursuscenter i Haslev på Sjælland! Der er nemlig ikke længere nogen by eller landsby i Israel eller på Vestbredden der hedder Emmaus; det tætteste vi kommer, er at der indtil 1967 var en lille by på Vestbredden med navnet Imwas, men det er uvist om det er den samme by som de to disciple var på vej til.

                      Til gengæld ved vi sådan nogenlunde hvor langt ”tres stadier” var. Den gamle græske historiker Herodot skriver nemlig et sted at et stadion var 600 fod, så afhængig af hvor lang en oldgræsk fod præcis var, må et stadion have været et sted mellem 150 og 210 meter, hvilket vil sige at afstanden fra Jerusalem til Emmaus var et sted mellem 9 og 12 kilometer.  Det svarer altså nogenlunde til afstanden mellem Rø og Allinge. Nogle af jer har måske prøvet at gå den tur – måske ikke her fra kirken, men så måske nede fra Bornholmerpladsen eller kunstmuseet ad Kyststien? De af jer der har, ved så nogenlunde hvor lang en spadseretur de to disciple havde begivet sig ud på, og de af os der ikke har gået den tur, har forhåbentlig i det mindste et lidt bedre indtryk af hvor langt der var. Turen har nok mindst taget et par timer, og selve vandringen fra Jerusalem til Emmaus fylder da også hele 15 af de 23 vers som dagens evangelietekst består af. Og slår man op i den autoriserede bibeloversættelse, så ser man at udgiverne har valgt at give stykket overskriften ”Vandringen til Emmaus”. Men det er faktisk en misvisende overskrift, for beretningen slutter jo med at de tager turen tilbage igen! ”Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem,” hørte vi. Og ganske vist tager det kun Lukas et halvt vers at skildre tilbageturen, men den må jo dog have været på lige så mange kilometer som udturen – ”frem og tilbage er lige langt”, som man siger.

                      Prøv engang at forestille dig situationen: Forestil dig at du har gået på kyststien fra Rø til Allinge, og vel ankommet til din destination sætter du dig ned for at hvile dine trætte ben og nyde et tiltrængt aftensmåltid – hvad skulle dog kunne få dig til at springe op og ile hele vejen tilbage til Rø igen?

                      Men når vi tænker over det, er det måske ikke så mærkeligt at de to disciple vælger at tage turen tilbage igen, for de havde nemlig lige oplevet noget som havde vendt totalt op og ned på deres liv, nemlig pludselig at genkende Jesus da han brød brødet. Man kan undre sig over at det lige var dét der fik det hele til at falde på plads for dem, for de havde jo allerede hørt påskens evangelium, som vi var forsamlet om i går – som de sagde til den ukendte vandringsmand (der jo altså viste sig at være Jesus): ”Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.” Men de havde ikke troet på det som kvinderne sagde – måske fordi de i al almindelighed ikke betragtede kvinder som troværdige, eller måske bare fordi det at et menneske der er død – altså ikke bare skindød eller kortvarigt uden puls, men rigtigt død og begravet – skulle kunne blive levende igen, er så fremmed en tanke for dem at de bare ikke kunne tage den til sig. Ja, selv da den fremmede grundigt gjorde rede for hvordan det var forudsagt i Det Gamle Testamente at Messias skulle lide, dø og opstå, forstod de ikke hvad det var der var sket (om end de dog blev tilstrækkeligt grebet af det han havde at sige, at de – i overensstemmelse med Nærøstens uskrevne regler for gæstfrihed – inviterede ham til at overnatte hos dem). Først da han pludselig overtog værtens rolle ved aftensmåltidet ved at bede bordbøn og bryde brødet, genkendte de ham.

                      Det er egentlig mærkeligt at alt det som de ikke havde kunnet tro på, uanset såvel øjenvidneudsagn som en frelseshistorisk redegørelse ud fra Skriften, det pludselig faldt på plads da brødet blev brudt. Men sådan tror jeg faktisk det er med mange ting i livet: Der er ting som vi ikke kan fatte rent intellektuelt, fordi de hører til på et dybere sted i vores sjæl. Jeg kan for eksempel huske første gang jeg overværede en FCK-kamp i Parken: Indtil da havde jeg simpelt hen ikke kunnet forstå hvad der dog kunne få nogen til at betale i dyre domme for at sidde på tribunen ved en fodboldkamp, når man kunne sidde hjemme foran fjernsynet og have et mindst lige så godt udsyn ganske gratis. Men jeg fandt ud af at stemningen på stadion når man er der og hører og mærker bruset fra de tusindvis af stemmer der akkompagnerer begivenhederne nede på grønsværen, er noget som kun vanskeligt lader sig beskrive med ord. Omvendt må jeg nok også erkende at hvis jeg havde været totalt ligeglad med fodbold, så ville jeg nok bare have opfattet de unisone brøl fra tilskuerne som ubehagelig larm – som Grundtvig skrev engang: ”Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”.[1]

                      Måske er det derfor der ikke er flere der bliver overbevist af de mange gode argumenter der er for at Jesu opstandelse er et historisk faktum? Der er skrevet adskillige bøger og produceret endnu flere videoer som gør rede for at hvis man forholder sig fordomsfrit til de ting vi rent historisk ved om hvad der skete den påske i Jerusalem, så er den mest oplagte konklusion faktisk at Jesus virkelig opstod fra de døde. (Jeg har ikke tid til at komme nærmere ind på argumenterne her i denne prædiken, men jeg skal hjertensgerne gøre rede for dem i et foredrag, eller i en e-mail-korrespondance, eller over en kop te). Og der er da også mennesker der er kommet til en levende tro på Jesus gennem at læse sådan en bog eller se sådan en video, men de fleste gør ikke, og hvorfor så ikke det? Måske er det fordi den tanke at en der er død – altså ikke bare skindød eller kortvarigt uden puls, men rigtigt død og begravet – skulle kunne blive levende igen, er så fremmed at et logisk argument ikke er nok til at acceptere den?

Men da Jesus brød brødet, så genkendte de ham! Pludselig var det ikke længere kun en intellektuel abstraktion; det var deres egen personlige erfaring! Og jeg skal love for at den erfaring gjorde en forskel! Så snart det var gået op for dem at det var Jesus selv de havde været i selskab med, og at han nu var forduftet for øjnene af dem, så sprang de op og skyndte sig tilbage til Jerusalem. Nu vidste de af egen erfaring at Jesus virkelig var opstået fra de døde, og at intet derfor nogensinde kunne blive det samme igen – på den gode måde altså! Deres tilbagevenden til den almindelige grå hverdag var aflyst – og derfor måtte de tage turen væk fra Emmaus igen og tilbage til Jerusalem.

Jeg gætter på at de fleste af jer der sidder her i kirken i dag, på et eller andet tidspunkt har oplevet at alt det med Jesus er gået fra at være noget rent teoretisk til at være noget der har så altafgørende betydning i jeres liv at det aflyser den almindelige grå hverdag. Måske skete det på en sommerlejr da du var ung, eller hjemme i din sofa en helt almindelig lørdag eftermiddag da du var 47, eller en helt tredje kombination af tid og sted, men du husker det helt sikkert som var det i går! Eller måske kan du ikke sætte fingeren på et bestemt tidspunkt hvor du i overført betydning rejste dig fra bordet i Emmaus og skyndte dig tilbage til Jerusalem; du kan blot konstatere at Jesus har altafgørende betydning i dit liv, hvornår han så end fik det (eller måske rettere: hvornår du så end blev klar over det). Men hvis du minder bare en lille smule om mig, så kan jeg forestille mig at der også er dage hvor du ikke synes at dit liv ser så forfærdelig meget anderledes ud end før Jesus kom og vendte op og ned på det hele. Din hverdag adskiller sig måske ikke så meget fra den hverdag som mennesker der ikke kender Jesus, har, bortset fra at du er en noget mere hyppig gæst i kirken og måske også missionshuset, og at du måske læser lidt mere i Bibelen og er lidt mere flittig til at bede aftenbøn end flertallet af danskere er – men alt det beløber sig trods alt kun sammenlagt til nogle få timer om ugen. Så hvad med resten af tiden? Hvilken forskel gør det i din dagligdag at Jesus er opstået fra de døde? Hvilken forskel gør det i min dagligdag?

Det her siger jeg ikke for at vi skal gå hjem og slå os selv i hovedet med hvor dårlige kristne vi er, for det er i hvert fald ikke vejen til et sejrende kristenliv! Forskellen er nemlig ikke noget vi selv skal skabe; den er noget som Gud skaber i os ved Helligånden! Så hvis du har svært ved at få øje på hvilken forskel Jesu opstandelse gør i dit dagligliv, så er det fordi du leder de forkerte steder. I stedet for at se på dine følelser eller mangel på samme, eller på dine gode gerninger eller mangel på samme, skal du se på det der er sket udenfor dig: Jesus har besejret døden! Det betyder at du har evigt liv! Uanset hvad der sker i denne verden, er du garanteret en evighed i glæde hjemme hos Gud! Det eneste du skal gøre, er sådan set at huske på det og sige Gud tak for det, så kommer resten helt af sig selv. For det som vi giver opmærksomhed, det er som regel det der er lettest at få øje på. Så væn dig til at sige tak til Gud – uanset om du føler dig specielt taknemmelig eller ej. Flyt dit blik væk fra dig selv og dine fejl og mangler, og over på Jesus og hans fuldkommenhed – så vil forskellen i dit liv være til at få øje på for dine medmennesker!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] ”Nu skal det åbenbares” (1834), strofe 5.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. påskedag 2025
Tags: Apostlenes Gerninger 10.34-41, Lukasevangeliet 24.13-35, Salme 22.22b-32

Posted By admin on 23. maj 2025

Jesu opstandelse: Rens surdejen ud

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det her er en pakke gær, som jeg har købt nede i Brugsen for 1 krone og 75 øre, hvilket vist gør det til den billigste vare overhovedet i Brugsens sortiment. Når noget er så billigt, er det nemt at komme til at tage det for givet, især fordi der efterhånden er gået hele 27 år siden den famøse ”gærstrejke” i 1998 (nogle af jer er måske endda for unge til overhovedet at have oplevet den, men det er der sikkert nogle ældre familiemedlemmer der med glæde vil underholde jer med over påskefrokosten). Men indtil for et par hundrede år siden var gær faktisk totalt ukendt, og det var en kæmpe sensation da det kom på markedet i 1871 efter at Louis Pasteur havde fundet ud af hvordan man bærer sig ad med at dyrke det i renkultur.

                      Gær var selvfølgelig ikke fraværende fra menneskers hverdag indtil 1871. Det forekommer jo i naturen, og allerede i oldtiden har mennesker brygget øl, lavet vin og bagt hævet brød; alt sammen processer der involverer gær. Men når man laver vin, tilsætter man ikke gær; gæren forekommer naturligt i druerne, og i ølbrygning brugte man i mange århundreder ikke andet gær end det der forekommer naturligt på kornets frøskaller og i luften. Og hvad brød angår, så benyttede man surdej for at få det til at hæve. Ved at blande mel med vand i det rette forhold og lade det stå tilstrækkelig længe ved den rette temperatur og gradvist tilsætte mere mel i de rette mængder på de rette tidspunkter kunne man få gær og mælkesyre til at gro, og efter nogle dage havde man surdej, som man så kunne bruge som hævemiddel i sine brød. Nogle af jer kender måske processen, for man er jo ikke helt holdt op med at bage surdejsbrød – tværtimod er der mange der synes at surdej giver brødet en bedre smag, blandt andet på grund af indholdet af mælkesyre. Og vil man bage rugbrød, går det slet ikke an at bruge færdigkøbt gær; så er det kun surdej der fungerer. Men problemet er jo altså at det tager forfærdelig lang tid at lave surdej. Til gengæld kan surdej i princippet holde sig i det uendelige hvis man bliver ved med at tilføre frisk mel med jævne mellemrum, så man behøver altså ikke at lave en ny surdej hver gang man skal bage surdejsbrød – hver gang man tager en klump af surdejen for at bruge den som hævemiddel i et brød, kan man blot erstatte den med nyt mel sådan at surdejen bliver ved med at leve, så at sige. Når man gør sådan, vil hvert eneste brød man bager, indeholde noget af den oprindelige surdej, som i princippet kan være flere år gammel, hvis man ellers har behandlet den tilstrækkelig omhyggeligt.

                      Og på den måde minder et surdejsbrød om os mennesker. Uanset hvor mange gange vi genopfinder os selv, så bærer vi stadig rundt på alt det gamle. Når det gælder brød, gør det som sagt ingenting at det rummer noget af den oprindelige surdej; det betyder blot at det får en mere karakterfuld smag end gærbrød typisk har (selvom gærbrød til at begynde med omvendt ofte var efterspurgt fordi det havde en mere mild og blød smag end surdejsbrød). Men når det gælder os mennesker, er det værre, for vores surdej rummer ikke kun karakter, den rummer også giftigt mug. Uanset hvor mange gange vi prøver at slå et nyt brød op i vores liv og starte på en frisk, bærer vi stadig rundt på de samme gamle svagheder. Surdejen har det til fælles med nissen at den flytter med.

                      I dag er det påskedag – det kommer næppe bag på nogen. Det danske ord ”påske” kommer af det hebraiske ord ”pesach”, som betyder ”forbigang”. Som flere af jer sikkert ved, var påsken nemlig en jødisk fest længe inden den blev en kristen fest. Den jødiske påske er en fejring af at Gud befriede israelitterne fra deres slaveri i Egypten. Det gjorde han ved at sende en række plager over egypterne indtil Farao til sidst blev så mør at han lod israelitterne, under ledelse af Moses, rejse. Den sidste af de ti plager bestod i at dødens engel gik gennem Egypten så den førstefødte søn i hvert eneste hus døde. Moses havde dog på forhånd instrueret israelitterne om at de skulle slagte et lam og smøre noget af dets blod på deres dørstolper, og så ville dødsenglen gå forbi deres huse – deraf ordet ”forbigang”. Bagefter skulle de stege lammet og spise det i en fart, og de skulle have rejsetøj på under måltidet og kufferten pakket. Plagens virkning kom nemlig omgående: Så snart Farao fandt ud af at såvel hans egen som alle andres ældste sønner var døde, beordrede han israelitterne til at forlade landet øjeblikkeligt!

                      Man kan naturligvis ikke tage alle sine ejendele med når man skal gå til fods gennem en ørken, og man kan slet ikke tage surdej med, for det skal opbevares under ganske bestemte temperatur- og fugtighedsforhold. Derfor stod den på usyrede fladbrød under den første del af rejsen, så længe de havde mel, og derefter gik de over til at spise manna, som Gud lod regne ned fra himlen. For at mindes befrielsen fra Egypten spiser jøderne derfor hvert år usyrede brød i ugen efter påske. Faktisk må de slet ikke have noget som helst surdej i huset i den tid, så dagen før påske kasserer de alt det surdejsbrød de har liggende, og de gennemsøger også huset for at sikre sig at der ikke gemmer sig noget gammelt brød et sted. I børnefamilier plejer man i øvrigt at lave en leg ud af det, idet forældrene med vilje gemmer noget brød et sted, som børnene så skal finde. I det hele taget er det med glæde og stolthed at de fleste jøder udfører de ritualer som set med vores øjne ellers godt kan virke strenge og loviske.

                      Ritualet med surdejen rummer i øvrigt en dyb symbolik. Det at alt gammelt brød skal fjernes, er en påmindelse om at Gud ønskede at give israelitterne som folk en helt ny start da han befriede dem fra Egypten – og at han til hver en tid ønsker at give ethvert menneske en helt ny start. Det som vi ikke selv kan, det kan Gud nemlig godt: Han kan fjerne den gamle surdej fra vores liv så vi kan starte helt på en frisk. Og Det Gamle Testamente rummer adskillige løfter om at han vil gøre det.

                      I de 1500 år (eller hvor længe det nu var) der gik mellem Moses og Jesus, var påskelammet og de usyrede brød en årligt tilbagevendende påmindelse om hvad Gud havde gjort i fortiden, og hvad han havde lovet at gøre i fremtiden. Og så kom endelig den store påske hvis begivenheder vi fejrer hvert år i den kristne kirke, nemlig at Jesus gav sit liv for vores skyld og opstod igen fra de døde.

                      At det lige netop skete i forbindelse med den jødiske påske, var bestemt ikke nogen tilfældighed. Som Paulus skriver til korintherne i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten, er Jesus Kristus vores påskelam: Ligesom blodet fra påskelammet reddede israelitterne fra dødens engel, redder Jesu blod os fra døden. Og ligesom israelitterne skulle rense al den gamle surdej ud, skal vi også gøre – altså ikke i konkret, bogstavelig betydning, men i åndelig betydning: surdejen i vores liv, den ”slette og onde surdej”. Som Paulus skriver: ”I er jo usyret brød.”

                      Men hvad mener han dog med det? Er vi ikke lige blevet enige om at uanset hvor meget vi forsøger at genopfinde os selv og starte på en frisk, så følger den gamle surdej altid med? Jo, hvis vi var overladt til os selv. Men Jesus døde og opstod for vores skyld! Han bar alle vores synder da han hang på korset, så da han opstod igen påskemorgen, var det gamle endelig forbi, og noget ny var blevet til. Det skete var endelig blevet som om det aldrig var sket. I den grav hvor kvinderne havde ventet at finde Jesu rådnende lig, fandt de i stedet en engel der fortalte dem at den mand som de selv havde set dø og havde været med til at lægge i graven blot halvandet døgn tidligere, nu levede! Der er ikke noget at sige til at de i første omgang reagerede med frygt og forfærdelse og var for befippede til at sige noget til nogen. Og det er i øvrigt lidt underligt at Markusevangeliet bare slutter med ordene: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Hvorom alting er, må de på et eller andet tidspunkt have overvundet befippelsen så meget at de har sagt noget til nogen, for ellers ville historien jo ikke være nået frem til os! Og vi behøver heller ikke at gå længere end til de tre andre evangelier for at høre om de begivenheder der fulgte efter – blandt andet at disciplene ikke engang behøvede at vente til de var kommet til Galilæa, før de fik den opstandne Jesus at se, for han kom og viste sig for dem samme aften i det hus i Jerusalem hvor de opholdt sig, og bekræftede dermed for øjnene af dem at det der var sket, var blevet ophævet.

                      Alle de 11 tilbageværende disciple var nok temmelig nedslåede over Jesu død, men jeg tror at der var en af dem der mere end nogen anden desperat ledte efter ”rewind”-knappen i sit liv, nemlig Peter. Skærtorsdag aften havde han højtideligt forsikret Jesus om at han med glæde ville gå i døden sammen med ham, men inden hanen galede næste morgen, havde han svoret på at han slet ikke kendte Jesus. Hans fortvivlelse må virkelig have været til at tage at føle på: Alt hvad han havde bygget sit liv på, var med ét blevet taget fra ham – både Jesus og hans egen godhed. Som den amerikanske sanger Don Francisco i sin fantastiske sang ”He’s Alive” fra 1980 lader en fortvivlet Peter tænke: ”Even if He was alive, it wouldn’t be the same” – ”Selv hvis han var i live, ville det ikke være det samme”. For hvordan skulle hans forhold til Jesus nogensinde kunne blive godt igen, nu hvor han havde svigtet ham så fatalt?

                      Men bemærk hvad englen sagde til kvinderne ved graven: ”Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa.” Peter var efter eget udsagn, som han oven i købet havde svoret på, ikke en af Jesu disciple, og det respekterede englen ved at sige ”hans disciple – og Peter”. Men Peter var ikke fortabt af den grund – invitationen til at møde Jesus i Galilæa gjaldt også ham! Og i det sidste kapitel af Johannesevangeliet kan vi læse om hvordan Jesus møder Peter ved Galilæasøen og på ny tager ham til sig som sin discipel, endda uden at bebrejde ham noget. For alt det i vores fortid som vi kan være tynget af, og som vi ikke er i stand til selv at gøre os fri af, det har Jesus båret. I troen på ham kan vi lade vores gamle surdej ligge og starte på en frisk. Det kan godt være at vi i første omgang ikke kan se eller mærke at vi er fri af fortiden, men vi kan tro på det og sige Jesus tak for det, og nyorientere vores liv i retning mod ham i stedet for mod os selv. Med Jesus som vores herre – vores kejser om I vil – kan vi blive milde, bløde, friske gærbrød der aldrig har set skyggen af gammel dej – uanset hvor mange årtiers mug vi har gået og båret rundt på i vores gamle surdej!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2025
Tags: Første Korintherbrev 5.7-8, Markusevangeliet 16.1-8, Salme 118.19-29

Posted By admin on 23. maj 2025

Nadverens indstiftelse: Døm selv

Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Den sidste nadver” plejer vi at kalde det påskemåltid som Jesus spiste sammen med sine disciple aftenen før han blev korsfæstet, og som vi mindes her på skærtorsdag. Ordet ”nadver” betyder egentlig blot ”aftensmad”, og når engelsktalende mennesker refererer til Jesu og disciplenes påskemåltid, kalder de det for ”the last supper” og bruger altså det helt almindelige engelske ord for aftensmad. Men på dansk bruges ordet ”nadver” efterhånden kun om Jesu sidste måltid med sine disciple og den rituelle gentagelse af det i kirken, og derfor undrede jeg mig som barn meget over hvorfor man ikke snarere kalder det måltid som dagens evangelietekst handler om, for ”den første nadver” frem for ”den sidste nadver”. Vi siger jo også at Jesus ved den lejlighed ”indstiftede nadveren”. Men sådan er der så meget når ords betydning udvikler sig. Men hvorom alting er, så er der i hvert fald ikke nogen tvivl om at Jesus gav det måltid som han indtog sammen med sine disciple, en ny betydning, og at han gav dem besked på at gentage måltidet med den nye betydning for øje. Og selvom brød og vin var standardingredienser i stort set alle måltider i datidens jødiske kultur, gav det et ekstra lag af symbolsk betydning at det netop var i forbindelse med påskemåltidet at Jesus indstiftede det nye symbolske måltid, for påskemåltidet var i sig selv et mindemåltid hvor de forskellige elementer – usyrede brød, bitre urter, stegt lam og så videre – hver især havde en symbolsk betydning til minde om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten 1200 år tidligere (eller hvornår det nu fandt sted – det er de lærde ikke helt enige om).

                      Alt tyder på at genopførelsen af det Jesus gjorde da han først brækkede et brød i stykker og siden sendte et bæger vin rundt, som symbol på henholdsvis sit legeme og sit blod, har været en del af den kristne gudstjeneste lige fra allerførste færd. Til at begynde med er det sandsynligvis foregået i forbindelse med at man har spist et fuldt hovedmåltid sammen (ligesom Jesus og disciplene jo gjorde ved den lejlighed hvor Jesus lancerede brødets og vinens nye betydning), men efterhånden som antallet af kristne voksede, blev det mere og mere logistisk besværligt at forene gudstjenesterummet med spisesalen, og derfor blev det efterhånden til at det symbolske brød og vin blev indtaget uden sammenhæng med et større måltid, sådan som det jo også er den dag i dag – også på en dag hvor vi jo ellers rent faktisk har haft et fællesmåltid i forbindelse med gudstjenesten. Det har den ulempe at fællesskabsdimensionen i ritualet – det at vi alle er ”ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” – glider lidt i baggrunden, især fordi vi bruger små individuelle kiks i stedet for at brække af et fælles brød. Til gengæld har det måske den fordel at det bliver tydeligere at det der foregår, ikke handler om at stille den fysiske sult, men har en langt dybere åndelig betydning – at bægeret er ”fællesskab med Kristi blod”, og brødet er ”fællesskab med Kristi legeme”.

                      De kvikkeste af jer bed måske mærke i at såvel det at vi alle er ét legeme fordi vi får del i det ene brød, som det med at brødet og vinen er fællesskab med Kristi legeme og blod, var citater fra den læsning fra Første Korintherbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten. Og der står faktisk en del i det brev om det ritual som vi kalder ”nadveren”, for det indgik som sagt i den kristne gudstjeneste lige fra starten. Men de kristne i Korinth var tilsyneladende ikke helt på det rene med hvad pointen med ritualet var, og det er vores held, for det betyder at vi har mulighed for at læse med når Paulus forklarer dem hvordan tingene hænger sammen. Den tekst som vi plejer at kalde ”nadverens indstiftelsesord”, og som er en uundværlig del af nadverritualet (vi får også lov til at høre den når vi når til nadveren senere i denne gudstjeneste), stammer for eksempel fra kapitel 11 i Første Korintherbrev, som er det kapitel hvor Paulus tager emnet under den mest grundige behandling. Men den tekst vi hørte tidligere i gudstjenesten, står allerede i kapitel 10. Alligevel begynder den med sætningerne: ”Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger.” Og det giver jo anledning til at overveje hvordan i alverden Paulus havde tænkt sig at en gruppe mennesker der vidste så lidt om nadveren at han var nødt til at minde dem om hvordan det foregik da Jesus indstiftede den, skulle kunne forholde sig ”som forstandige mennesker” til så komplicerede spørgsmål som hvorvidt brødet er fællesskab med Kristi legeme, og det endda i kapitlet før han minder dem om indstiftelsesordene. Men det vi skal huske på, er at de tre små vers der udgjorde dagens anden læsning, er et brudstykke af et meget længere argument som Paulus har påbegyndt allerede i kapitel 8, og som faktisk ikke primært handler om nadveren, men derimod om hvorvidt det går an for kristne at deltage i rituelle måltider i afgudstempler. Det virker måske som en ret eksotisk problemstilling for os danskere i det 21. århundrede, men for kristne der levede i en græsk kultur i det 1. århundrede, var det et meget vigtigt emne at forholde sig til. En by som Korinth vrimlede nemlig med templer for de forskellige græske guder, og der blev jævnligt afholdt offerfester i templerne. Disse fester var offentlige, så alle var velkomne til at spise med, og det endda gratis, så det var naturligvis noget som langt de fleste mennesker i Korinth benyttede sig af – jeg mener, hvem siger nej til gratis mad?

                      Problemet var bare at selvom det var lige så naturligt for de fleste mennesker i Korinth at gå til offerfester som det er for os andre at gå i Brugsen, så var Apollon-templet og de øvrige helligdomme i byen altså ikke bare uskyldige dagligvarebutikker; det var kultsteder hvor man tilbad afguder, og alt hvad der foregik der – inklusive fællesmåltiderne – var en del af den tilbedelse. Det var groft sagt centre for systematisk overtrædelse af det første bud! Ganske vist havde grækerne ikke fået De 10 Bud; de var givet specifikt til jøderne, og derfor vidste den brede befolkning i Korinth ikke bedre end at tilbede afguder. Men det gjorde de kristne, de der havde taget imod det budskab som Paulus havde prædiket i byen, for de havde jo netop forladt afguderne for at tjene den ene sande Gud, og så kan man selvfølgelig ikke sideløbende blive ved med at tilbede afguder! Som Paulus skriver i Galaterbrevet (4,8-9): ”Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?”

                      Alligevel var der faktisk mange af de kristne i Korinth der sad til bords i afgudstemplerne, og hvis man havde spurgt dem hvorfor de nu igen ville til at trælle for afguderne, så ville de have svaret: ”Jamen det vil vi skam heller ikke! Afguderne findes jo slet ikke, vel? Før vi kom til tro på Jesus, trællede vi ganske rigtigt under guder der i virkeligheden ikke er guder, men det var jo fordi vi troede at de var virkelige! Nu ved vi at de ikke er virkelige og ikke kan gøre os noget, og så gør det vel hverken fra eller til hvor vi spiser henne? Der bor jo i virkeligheden ikke nogen gud i Apollon-templet.”

                      Hvad tænker I om det argument? Selv kan jeg egentlig godt følge logikken i det. Det er måske lidt ligesom julenisser, ikke? Der var engang hvor vores forfædre opfattede nisser som nogle særdeles virkelige væsener som det gjaldt om at holde sig på god fod med ved for eksempel at stille mad frem til dem; ellers kunne man risikere at de fandt på diverse måder at genere en på (og det nyttede ikke noget at man prøvede at flygte fra dem, for nissen flyttede som bekendt med). Den dag i dag er der delte meninger blandt kristne om hvordan vi skal forholde os til julenisser: om vi skal tolerere dem så længe de ikke overskygger budskabet om Jesu fødsel, eller om vi så vidt muligt skal undgå dem helt, men bortset fra en herostratisk berømt frikirkepræst fra Løkken er der vist ikke ret mange der mener at man ligefrem udsætter sig for dæmonisk påvirkning hvis man har kravlenisser hængende i sin bogreol. Vi tror jo ikke på nisserne; de er bare et hyggeligt (om end måske nok overflødigt) element i den folkelige julefejring. Men hvis det er uskadeligt for os at hænge kravlenisser op, hvorfor var det så ikke uskadeligt for de korinthiske kristne at deltage i offerfester i afgudstempler? For det mente Paulus nemlig bestemt ikke at det var; tværtimod bruger han hele tre af de 16 kapitler i Første Korintherbrev på at forklare korintherne at de under ingen omstændigheder må sætte sig til bords i et afgudstempel, og den læsning vi hørte tidligere i gudstjenesten, er altså en del af det argument. Sagen er nemlig den at langt de fleste af de mennesker der sad til bords i Apollon-templet, gjorde det med religiøse hensigter: de var blinde for frelsen i Jesus fordi de i stedet satte deres lid til deres hedenske ofre. På den måde var de i trældom – ikke under Apollon, for han findes som sagt slet ikke, men dybest set under Djævelen, hvis mål jo først og fremmest er at holde os væk fra Gud. Derfor skriver Paulus som konklusion på sit argument senere i kapitlet ”at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne. I kan ikke drikke både af Herrens bæger og af dæmonernes bæger. I kan ikke have del både i Herrens bord og dæmonernes bord” (1 Kor 10,20-21). Og det er den konklusion som ordene ”Døm selv” fra vores læsning peger frem imod.

                      Men det er som sagt en meget eksotisk diskussion for os i dag, for det er jo ikke just fordi det vrimler med hedenske offerfester her på Bornholm; det skulle da lige være hos de asatroende. Men jeg vil vove at påstå at der er en anden afgud på spil i vores kultur, som gør langt mere skade end tilbedelsen af Odin og Thor, nemlig Mammon. Prøv at læse en vilkårlig nyhedsartikel – alt bliver gjort op i penge! Det er man selvfølgelig i mange tilfælde nødt til at gøre fordi ting nu engang koster penge, men det er som om vi kollektivt er gået med på en antagelse om at jo flere penge og forbrugsgoder vi har, jo bedre. Og derved bliver vi hurtigt gjort til slaver – selvom talemåden ”Hvis du ejer mere end tre ting, så ejer tingene dig” måske er sat temmelig meget på spidsen, så er der et gran af sandhed i den. Og hvad der er mindst lige så alvorligt: Når vi tilegner os penge og materielle goder, sker det meget ofte på bekostning af mennesker der er svagere end os selv, og det bør nok kunne give anledning til at vi overvejer hvad det er for et bord vi sidder med ved. ”Døm selv … Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.” Kan vi så som kristne forsvare at spise chokolade der kun kan sælges billigt fordi arbejderne i de afrikanske kakaoplantager arbejder under slavelignende forhold? Kan vi gå i tøj der er produceret af asiatiske børn der snarere burde sidde på en skolebænk end ved en symaskine? Kan vi forsvare den måde de sjældne metaller i vores computere og mobiltelefoner er udvundet på? Kan vi med god samvittighed købe produkter fra kinesiske firmaer der via deres tilknytning til den kinesiske stat er med til at finansiere det kinesiske kommunistpartis forfølgelser af kristne? Listen er lang, og jeg må indrømme at jeg ikke er sikker på at det i praksis lader sig gøre at holde sin sti uangribeligt ren! Derfor siger jeg heller ikke alt det her for at pege fingre ad nogen, eller for at I skal bruge det til at pege fingre ad andre. Jeg siger det som en opfordring til at vi lader vores deltagelse i nadveren om søndagen få konsekvenser for den måde vi lever vores liv på fra mandag til lørdag; at vi ligesom de kristne i Korinth på Paulus’ tid ikke bare ukritisk gør som alle andre, men jævnligt standser op og spørger os selv om det som vi gør os til en del af, er foreneligt med at Gud har gjort os til en del af sin søns legeme på jorden. Og jeg taler jo til forstandige mennesker, så døm selv om det jeg siger!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til skærtorsdag 2025
Tags: Anden Mosebog 12.1-11, Første Korintherbrev 10.15-17, Matthæusevangeliet 26.17-30

Posted By admin on 16. april 2025

Indtoget i Jerusalem: Dead man walking

Prædiken i Klemensker og Rø Kirker palmesøndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke mere end fire en halv måned siden vi sidst var samlet om den bibeltekst vi lige har hørt. I de år hvor vi prædiker efter første tekstrække, er Jesu indtog i Jerusalem nemlig på menuen både 1. søndag i advent og palmesøndag, og tilmed begge gange i Matthæus’ udgave. I betragtning af hvor mange af beretningerne fra de fire evangelier der slet ikke optræder i tekstrækkerne, kan man undre sig over at der er en tekst der optræder hele to gange, men jeg er nu i gang med min tiende tur gennem første tekstrække siden jeg startede som præst tilbage i 2006, og jeg er efterhånden begyndt at kunne se en vis mening med galskaben. Til advent har indtoget jo nærmest karakter af et triumftog: ”Gør døren høj, gør porten vid!” (DDS 84,1) ”Se, din konge til dig kommer!” (DDS 83,1) ”Strø grene på hans vej, Hosianna!” (DDS 81,6). Og det havde da også karakter af et triumftog! Alle de der fulgte med ham, og de der stod langs vejen og viftede med palmegrene, var utvivlsomt overbeviste om at nu kom revolutionen; at Jesus ville ride lige op til Pilatus og bede ham om at skride, hvorefter han ville lade sig krone som konge. Vi der lever 2000 år senere, ved selvfølgelig godt at det ikke var det der var Jesu plan: Han ville ikke herske over et jordisk kongerige gennem ydre magt, men over menneskers hjerter gennem kærlighedens magt. Derfor handler adventssalmerne også om at vi byder Jesus velkommen som konge i vores hjerter, alt imens vi afventer hans andet komme til jorden, hvor hans freds- og kærlighedsrige vil komme til at omfatte hele verden.

                      Men selvom Jesus med rette blev hyldet som konge da han drog ind i Jerusalem (om end med visse misforståelser angående naturen af hans kongerige), og selvom vi i endnu højere grad gør ret i at hylde ham som vores konge og lade ham drage ind i vores hjerter, så må vi ikke glemme hvad det var der ventede Jesus i den by han red ind i i sit triumftog, nemlig lidelse og død – og det er derfor vi har brug for at høre teksten igen her palmesøndag. Blot fem dage efter at en stor skare havde råbt: ”Hosianna!”, var der en anden stor skare i samme by der råbte: ”Korsfæst ham!” – og ”deres råb sejrede” (Luk 23,23), som vi skal høre på fredag når vi samles om Jesu lidelseshistorie. Og alt det vidste Jesus udmærket godt, og den viden havde han endda delt med disciplene ved mindst tre forskellige lejligheder, så de burde også havde vidst det, hvis de ellers havde været i stand til at tage hans ord til sig. Så set fra Jesu eget synspunkt var der tale om alt andet end et triumftog; han var snarere det som man på internationalsk kalder en dead man walking (eller måske rettere: ”dead man riding”, for han var jo ikke til fods).

                      ”Dead man walking” betyder direkte oversat ”en død mand der går”, og det virker jo umiddelbart som en selvmodsigelse. Udtrykket stammer fra den amerikanske fængselsverden hvor det traditionelt er blevet brugt når en dødsdømt fange er på vej til henrettelsesstedet, og i den betydning er det ikke mindst blevet kendt gennem filmen af samme navn, der skaffede Susan Sarandon en Oscar som bedste kvindelige skuespiller tilbage i 1995. Den dødsdømte fange er naturligvis stadig i live lidt endnu når han bliver ført til gaskammeret eller den elektriske stol, men ikke ret meget længere – man kan sige at han er ”så godt som død”, og det er derfor man populært kalder ham ”en død mand der går”. I dén betydning af ordet var det naturligvis først på selve langfredag at Jesus blev en dead man walking, men udtrykket har efterhånden fået en bredere anvendelse, sådan at det nu i al almindelighed kan bruges om en person der uafvendeligt snart skal dø. Og Jesus vidste faktisk, da han red ind i Jerusalem, at hans død var uafvendelig. Han vidste at ypperstepræsterne og farisæerne for længst havde besluttet at slå ham ihjel, han vidste at Judas ville lade sig købe til at forråde ham, og han vidste at Pilatus ville bøje retten og dømme ham til døden. Det må uvægerligt have sat sit præg på stemningen, i hvert fald hos ham selv. Og det rejser unægtelig det spørgsmål, hvorfor han så ikke bare holdt sig væk! Hvorfor red han med åbne øjne lige ind i døden?

                      Svaret på det spørgsmål fik vi i læsningen fra Filipperbrevet tidligere i gudstjenesten. I den tekst (som de fleste teologer i øvrigt mener er teksten til en sang der blev brugt i den tidlige kristne gudstjeneste) hedder det om Jesus at han ”blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”. Jesus red altså sin død i møde fordi han havde fået besked på at gøre det! Og den der havde givet ham besked på det, var naturligvis Gud Fader.

                      Det sidste er der mange der har haft svært ved at forstå, for hvilken far ville dog nogensinde kunne finde på at sende sin egen søn i døden, også selvom han kunne redde en masse andre menneskers liv ved at gøre det? Og Gud skal endda forestille at være en perfekt far, sådan at Jesus flere steder i evangelierne kan sige ting som: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt 7,11). Men vi skal huske at båndet mellem Gud Fader og Guds Søn er langt tættere end selv det tætteste bånd mellem en far og en søn her på jorden. Vi tror på en treenig Gud, hvilket vil sige at selvom Faderen og Sønnen og Helligånden ikke er én person, men tre personer, så er de tre personer dog ét i væsen og vilje og kærlighed. Der var altså ikke tale om at Gud Fader en dag kaldte på Jesus og sagde: ”Nu skal du høre, min dreng, jeg har en spændende opgave til dig: Du skal lide og dø. Sæt i gang!”, hvorefter den gamle lænede sig behageligt tilbage og fandt en pose popcorn frem for at nyde showet. Nej, Faderen er så meget ét med Sønnen at Faderen dybest set ofrede sig selv da Sønnen blev ofret, og Sønnen er så meget ét med Faderen at Faderens beslutning også var Sønnens beslutning. Ganske vist hører vi i lidelseshistorien at Jesus, umiddelbart før han blev arresteret, gik alene ind i Getsemane Have for at bede, og at han i den forbindelse sagde: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matt 26,39), men det betyder ikke at Jesus selv inderst inde ville det anderledes end at gå i døden for os; det betyder blot at han var et ægte menneske i kød og blod som blev grebet af angst ved tanken om hvad der ventede ham, og som derfor mærkede fristelsen til at søge en nemmere og behageligere udvej. Man kan næsten sige at det var som om Jesus havde to forskellige viljer: En menneskelig vilje som ikke havde lyst til at lide, og en guddommelig vilje som alligevel valgte at sige: ”Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.”         Men hvis I kan holde til lidt kirkehistorisk nørderi, så blev det faktisk også vedtaget på kirkemødet i Konstantinopel i år 681 at Jesus har to viljer, en guddommelig og en menneskelig. (Og hvis du har svært ved at se hvilken relevans det spørgsmål har for dit daglige liv med Jesus, så er du ikke den eneste, så du kan roligt lade den oplysning gå direkte ud ad det andet øre igen).

                      Vi andre er jo ikke guddommelige ligesom Jesus, så vi har kun en menneskelig vilje, men alligevel vil jeg gætte på at de fleste af os kan nikke genkendende til den erfaring at selvom vi inderst inde gerne vil gøre det gode – også når det indebærer ulemper, omkostninger og måske endda lidelse – så er der en del af os der vil noget andet. Paulus beskriver det rigtig fint i Romerbrevets syvende kapitel: ”Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer” (Rom 7,21-23). Det er måske lidt knudret formuleret, men jeg håber I forstod pointen: Den indbyggede tilbøjelighed til at handle ondt, den oplevede Paulus nærmest som en naturlov på linje med tyngdeloven og loven om at den kø man vælger ved Øresundsbroen, altid viser sig at være den langsomste. Og når vi i modsætning til Jesus ikke har en guddommelig vilje som den menneskelige vilje kan lægge sig ind under, hvad gør vi så? Umiddelbart virker situationen ret håbløs, hvilket Paulus sætter en tyk streg under ved i det følgende vers af Romerbrevet kapitel 7 at skrive: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?”

                      Men det er bare retorik, for aldrig så snart har Paulus erklæret situationen for håbløs før han præsenterer løsningen, nemlig Helligånden. Med risiko for at afslutningen på min prædiken i dag bliver en mini-bibeltime over Romerbrevet, så siger Paulus i kapitel 6 – altså det foregående kapitel – at når vi bliver døbt til Jesus, bliver vi døbt til hans død. Dåben er simpelt hen en symbolsk gentagelse af Jesu begravelse og opstandelse, og derfor skriver Paulus til de kristne i Rom og til alle andre døbte: ”Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,11). Løsningen på problemet med vores manglende evne til at gøre det gode er altså at vi skal betragte vores gamle syndige natur som død og i stedet lade os lede af Guds ånd, og det handler hele det 8. kapitel i Romerbrevet om. Men for at gøre en lang historie kort vil jeg i stedet citere det vers fra Galaterbrevet som jeg også rundede min prædiken af med for 2 uger siden: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,19-20).

                      Palmesøndags vigtigste budskab til os i dag er altså at ligesom Jesus var en dead man walking (eller riding) da han red ind i Jerusalem, sådan må vi også være det hver eneste dag. Hvis vi virkelig mente det da vi i adventstiden bød Jesus velkommen som konge i vores hjerter, så må vi erkende at det er en korsfæstet konge vi hylder. Han vandt sin sejr ved at give afkald på sit liv, og hvis vi vil have del i den sejr, må vi også give afkald på vores liv – ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”, som vi hørte at Paulus skriver i indledningen til sangen om hvordan Jesus blev lydig indtil døden. Ligesom Jesus ikke ”regnede det … for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det”, sådan må vi også give afkald på alt hvad der hedder status og selviske ambitioner. Kun hvis vi overgiver alt til Gud og giver ham lov til at gøre lige præcis hvad han vil med os, kan vi slippe fri af den onde cirkel hvor vi gør det onde som vi ikke vil, i stedet for det gode som vi egentlig gerne ville.

                      Problemet er selvfølgelig at det at overgive alt til Gud er lettere sagt end gjort. Jeg har slet ikke tal på alle de gange hvor jeg har besluttet at fra nu af ville jeg leve et liv i fuld overgivelse til Jesus, koste hvad det koste må, men alene det at jeg har truffet sådan en beslutning mere end én gang, vidner jo om at jeg aldrig har været i stand til at holde mig selv op på den ret længe. Derfor er det også nogle år siden jeg sidst har truffet en sådan beslutning, for jeg har efterhånden indset at det alligevel ikke holder. Men det holder jo endnu mindre bare at resignere og tænke at det nok aldrig bliver anderledes end det er nu. I stedet må vi hver dag ydmygt komme til Gud og bekende at også det at overgive os til ham hører med til ”det gode, som vi vil”, men som vi ikke kan, og så må vi bede ham om at gøre også det for os!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til palmesøndag 2025
Tags: Filipperbrevet 2.5-11, Matthæusevangeliet 21.1-9, Zakarias' Bog 9.9-10

Posted By admin on 16. april 2025

Bebudelsen: Immanuel

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Mariæ bebudelses dag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det varer ikke ret længe før det er påske. Butikkerne bugner af påskeæg, påskebryg og i øvrigt lysegule påskeudgaver af snart sagt alt mellem himmel og jord, og mange af os er ved at have styr på vores planer for påskeugen. (For mit eget vedkommende kan jeg røbe at planerne i høj grad har med kirke og gudstjenester at gøre!)

                      Påsken har imidlertid det til fælles med julen at selvom der bliver taget forskud på den stort set alle andre steder, så holder vi i kirken fast på at det ikke er påske før det er påske, ligesom det ikke er jul før det er jul. De første 23 dage af december er det ikke jul, men advent; det er traditionelt en tid der er beregnet til alvor og selvransagelse, sådan at man kan nå at få sin sag i orden med Gud og sine medmennesker før den store fest skal fejres, og samtidig er det en tid med fokus på forventning og forberedelse. Og ligesom adventstiden går forud for julen, går fastetiden forud for påsken. Den kristne fastetid begynder askeonsdag (som modsat hvad mange tror, ikke er navnet på dagen før skærtorsdag, men derimod på onsdagen efter fastelavn), og den varer helt frem til påskemorgen; det vil sige: skærtorsdag, langfredag og påskelørdag hører også med til fastetiden. Traditionelt har langfredag og påskelørdag endda været dage hvor man slet ikke har spist noget, mens man i resten af fastetiden dog trods alt spiste groft brød, grøntsager, usødet vandgrød samt fisk. Man må sige at det har ændret sig i vore dage, hvor netop langfredag og påskelørdag er meget populære dage til at afholde påskefrokoster og andre festlige sammenkomster. Og jeg må indrømme at jeg ikke selv er noget dydsmønster: Jeg spiser nøjagtigt det samme i fastetiden som jeg gør resten af året, og hvis langfredag eller påskelørdag er den dag hvor det passer bedst at samles med familien, så er det det vi gør. Men jeg må da indrømme at når jeg hører nogen beklage sig over at muslimernes fastemåned er kommet til at fylde alt for meget i Danmark, så tænker jeg at det nok ville se anderledes ud hvis alle vi der bekender os til en kristen kultur, begyndte at tage vores egen fastetid tilsvarende alvorligt.

                      Men selvom vi altså er midt i fastetiden, så handler det altså pludselig om noget helt andet i dag; om noget der snarere leder tankerne hen på julen, nemlig englen Gabriels besøg hos jomfru Maria for at fortælle hende at hun skulle føde Guds søn. Nu hvor vi har haft fire søndage med fokus på den kamp Jesus kæmpede mod det onde, vel vidende at kampen ville munde ud i at han måtte give sit liv på korset, og der kun er en uge til det for alvor spidser til når vi skal høre om at Jesus red sine lidelser i møde på et æsel på palmesøndag, så kan det virke temmelig mærkeligt med det skift i fokus, og det er det i og for sig også, men som så meget andet her i verden er det Struensees skyld. Før hans rundbarbering af helligdagskalenderen i 1770 blev Mariæ bebudelse altid fejret den 25. marts, fordi det er præcis 9 måneder før vi fejrer Jesu fødsel, og ganske vist ligger 25. marts næsten altid i fastetiden, men seks ud af syv år falder den ikke på en søndag, og alle søndagene mellem fastelavn og påske var derfor helliget optakten til Jesu lidelse og død.

                      Men det nytter jo ikke noget at græde over spildt mælk, og eftersom den aktuelle samfundsudvikling snarere går i retning af at vi får endnu færre helligdage (hvis politikerne eller tør det), så skal vi nok belave os på at vi ikke får 5. søndag i fasten tilbage, men at vi også i fremtiden kommer til at fejre Mariæ bebudelse søndagen før palmesøndag, og så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af det. Og når vi så tilmed, som i dag, har besøg af et kor som har sunget for os om Jesu vej til korset, så er det jo oplagt at fokusere på at det faktisk lige netop var med henblik på korset at han overhovedet steg ned fra himlen og blev et foster i jomfru Marias liv. Det sagde englen ganske vist ikke noget om; han holdt sig til at fortælle Maria hvad enden på det hele ville blive, nemlig at hendes søn ville få sin forfader Davids trone og være konge til evig tid. At vejen til den trone gik gennem lidelse og død, skånede han hende i første omgang for at få at vide – og det var nok i virkeligheden meget klogt, for udsigten til at skulle forklare sin familie og sit lokalsamfund at hun var blevet gravid uden at der havde været nogen mand involveret, har nok været rigeligt til at give den stakkels Maria søvnløse nætter, uden at hun også skulle bekymre sig om lidelse der lå mere end 30 år ude i fremtiden. Som barnet i hendes moderliv selv senere ville sige: ”Hver dag har nok i sin plage” (Matt 6,34)!

                      Men Josef fik det at vide – eller fik i hvert fald et lidt større indblik end Maria gjorde. I Matthæusevangeliet kapitel 1 kan vi læse at det ikke kun var Maria der fik englebesøg; det gjorde Josef også efter at han havde fundet ud af at Maria var blevet gravid. Han havde egentlig tænkt sig at afbryde forlovelsen fordi han troede hun havde været ham utro, men så kom der en engel og forklarede ham sagens rette sammenhæng, nemlig at barnet var undfanget ved Helligånden. Og så tilføjede englen: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Josef var altså i det mindste forberedt på at det barn han skulle være far for selvom han ikke var dets biologiske far, ikke kun skulle være en konge, men også en frelser – og det som han skulle frelse sit folk fra, var tilmed ikke en ydre fjende, men derimod folkets egne synder. Og hvis Josef kunne sin bibel, så vidste han nok fra Esajas’ Bog kapitel 53 at det ville omfatte lidelse og død.

                      I dag har vi imidlertid hørt et andet stykke fra Esajas’ Bog, nemlig fra kapitel 7, hvor profeten har et sammenstød med den onde og ugudelige kong Akaz. Akaz var i øvrigt kong Davids efterkommer i tiende led (det er derfor Esajas skælder ud på ”Davids hus” i sit svar til ham), så på Esajas’ tid var det altså Akaz der sad på den trone som Gabriel senere lovede Maria at hendes søn ville komme til at sidde på til evig tid. Og det gjorde han ikke særlig godt, for nu at sige det mildt. Derfor skal Esajas’ kryptiske ord om at ”den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” sandsynligvis forstås som en advarsel til kongen om at Gud vil give hans plads til et barn – og ikke bare et hvilket som helst barn, men et barn hvis mor ville give ham navnet Immanuel. Netop det vers citerer Matthæus umiddelbart efter at han har fortalt om englens budskab til Josef, og det giver os følgende løjerlige formulering: ”’Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.’ Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ’Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’” (Matt 1,21-23). Altså: De kaldte ham Jesus, og derved opfyldtes profetien om at der skulle fødes en dreng som skulle få navnet Immanuel! Havde det nu været sådan at Jesus og Immanuel var to forskellige varianter af det samme navn, så ville det jo have været let nok at forstå, men det er ikke tilfældet, idet Jesus betyder ”Herren frelser”, hvorimod Immanuel betyder ”Gud med os”. Derfor må meningen med det Matthæus skriver, være at oplyse os om at Esajas’ profeti ikke skal opfattes bogstaveligt: Profeten mente ikke at det barn han talte om, ville være kendt under navnet Immanuel, men derimod at han skulle være Immanuel, altså: Gud med os.

                      Det er dog værd at bemærke at det med Immanuel ikke er noget englen siger til Josef, men en oplysning som Matthæus giver til sine læsere. Og Matthæus skrev først sit evangelium efter Jesu død og opstandelse (sandsynligvis endda adskillige årtier efter), så spørgsmålet er om Josef og Maria selv har forbundet det barn de skulle opfostre, med profetien om Immanuel. Det tror jeg ikke de har – og hvis de havde vidst at deres barn simpelt hen var Gud selv i menneskeskikkelse, ville det sikkert også have gjort det svært for dem at være forældre for ham uden at gå til af ærefrygt. Så her har vi igen et eksempel på at Gud kun fortæller os det vi behøver at vide for at kunne opfylde vores rolle i hans plan – vi behøver ikke at kende hele planen ned i alle detaljer; det kan vi roligt overlade til Gud. Vores opgave er blot at stole på ham.

                      Men for os der lever her 2000 år senere og ved om alt hvad Jesus senere sagde og gjorde, og hvordan det efterhånden gik op for disciplene hvem han var og er, er det ufatteligt stort at tænke på at Guds søn ikke alene fornedrede sig og blev et menneske, men at han gjorde det vel vidende at det hele ville komme til at munde ud i at han skulle hænge på korset som en ussel forbryder og døje de ufattelige lidelser som det indebar at blive korsfæstet, men også at han skulle bære vægten af al den skyld der klæbede til alle mennesker i fortid, nutid og fremtid. Det kan vi passende bære med os, nu hvor vi nærmer os påsken.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2025
Tags: Esajas' Bog 7.10-14, Første Johannesbrev 1.1-3, Lukasevangeliet 1.26-38

Posted By admin on 16. april 2025

Bespisningen af de 5000: Gavmild for andres penge

Prædiken i Klemensker og Rø Kirker midfaste søndag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg synes selv at jeg har verdens bedste job. Ganske vist har man som præst ind imellem nogle mærkelige og uforudsigelige arbejdstider, men til gengæld har man en høj grad af frihed til at tilrettelægge sit arbejde, og arbejdet er også dejligt afvekslende. Som i alle andre job er det naturligvis ikke alle opgaver der er lige fornøjelige, men der er heldigvis også dage hvor jeg går meget glad hjem fra arbejde.

                      En af de opgaver som jeg er allermest glad for, er uddeling af julehjælp. Ganske vist er det sørgeligt at der i et så velstående land som Danmark er så mange familier der har svært ved at få enderne til at mødes på den tid af året der gerne skulle være den allermest festlige, men så meget desto større er glæden ved at kunne være med til at afhjælpe nøden en smule. I den forbindelse må jeg dog tilføje at jeg til tider bliver helt pinligt berørt over den taknemmelighed jeg møder når jeg kører ud med julehjælpen, for det er jo ikke mig der er giveren; jeg er kun et sendebud – ”pakkeposten” om I vil. Julekurvene er finansieret gennem donationer fra anonyme givere, og det ville ikke være rigtigt af mig at sole mig i den ros som egentlig tilkommer dem.

                      Det er ellers nemt nok at være gavmild for andres penge. Jeg husker blandt andet en historie der var oppe i medierne tilbage i 2016, hvor Aarhus Kommune plantede Danmarks længste jordbærbed på Vestereng bag Skejby Sygehus. Modsat de mange andre steder hvor man kan få pluk-selv-jordbær, var det her et sted hvor man gratis kunne forsyne sig med alle de jordbær som man enten kunne spise på stedet eller tage med hjem i en lille bærepose. Mens mange hyldede denne gestus fra Aarhus Kommune, var der også nogle der var utilfredse, for som de påpegede, så har kommunen jo ikke andre penge end dem som borgerne betaler i skat, så når kommunen uddelte ”gratis” jordbær i Skejby, var der reelt tale om at alle borgerne i kommunen betalte for gratis jordbær til dem der nu tilfældigvis kom forbi Vestereng – med andre ord var kommunen gavmild for andres penge. Hvem der mente hvad i den sag, kom naturligvis i høj grad an på partifarve.

                      Den politiske diskussion vil jeg ikke gå ind i her fra prædikestolen; i stedet vil jeg fremsætte den påstand at når vi forærer noget til andre, er det altid i et eller andet omfang ”for andres penge” at vi er gavmilde, også selvom vi dækker udgiften helt og aldeles af egen lomme. Det er et lidt provokerende udsagn, det er jeg klar over, men se sådan her på det: Selvom du ærligt og redeligt har tjent dine penge ved at arbejde hårdt med dine hænder og/eller din hjerne, så har du alligevel været afhængig af en lang række faktorer som du ikke kan tage nogen ære for. Dels bor du i et velstående land hvor der er mennesker der har råd til at betale for det produkt som du med din arbejdsindsats har været med til at fremstille (enten der så er tale om et fysisk produkt eller en serviceydelse eller måske noget mere abstrakt), dels hersker her fredelige og ordentlige tilstande så de nødvendige finansielle transaktioner kan finde sted. Og allervigtigst, så er de hænder og den hjerne som du har brugt til at udføre dit arbejde med, ikke noget du selv har skabt. Du har måske nok trænet både hjernen og hænderne, men råmaterialet fik du af Gud. Som Paulus skriver i Første Korintherbrev (og ja, jeg ved godt at jeg citerer Første Korintherbrev i tide og utide, men der står altså også rigtig mange vigtige ting i det brev!): ”hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?”

                      Men den gode nyhed er at det er helt i orden at det er sådan. Faktisk kan det ikke være anderledes end at vi får alt givet af Gud – ”alle gode gaver de kommer ovenned”, som vi plejer at synge når vi holder høstgudstjeneste. Og de gaver som Gud giver os, dem giver han os ikke kun for at vi selv skal have glæde af dem; nej, Gud har indrettet verden sådan at vi mennesker er afhængige af hinandens hjælp. Det gælder naturligvis i særdeleshed i kirken, der jo er Kristi legeme på jorden, hvor vi lige så lidt kan undvære hinanden som legemsdelene på vores egen fysiske krop kan, sådan som Paulus så fornemt skildrer det i kapitel 12 af – ja, også Første Korintherbrev. Men det gælder også i menneskelivet i det hele taget: Hvis Gud har givet os mere end vi har brug for, så er det for at vi skal dele med andre som har for lidt. Den store kirkefader Basilios af Cæsarea som levede i 300-tallet, gik endda så vidt som til at sige: ”Det brød du opbevarer, tilhører den sultne; den frakke du har gemt hen i dit klædeskab, tilhører den som mangler tøj; skoene som rådner fra dig, tilhører den som ingen sko har; de penge du har gravet ned, tilhører den der trænger.”[1] Og som vi hørte tidligere i gudstjenesten, skriver Paulus – denne gang i Andet Korintherbrev (forandring fryder) – dels at korintherne trygt kan regne med at Gud vil sørge for dem hvis de bruger deres overskud til at hjælpe de nødlidende i stedet for til at polstre deres egen økonomi, og dels at de skal betragte de penge de giver til de fattige, som såkorn, og at jo mere de sår, desto større bliver høsten.

                      Det sidstnævnte princip skal man naturligvis passe på ikke at misforstå. Det er ikke sådan at der er en én til én sammenhæng mellem hvor mange penge vi giver væk, og hvor mange gode gaver Gud ”til gengæld” lader regne ned over os, og det ville da også et eller andet sted underminere hele princippet i at være gavmild hvis vi betragtede det som en slags investering hvor vi kunne forvente at få pengene igen med rente. Der er desværre prædikanter nok i vore dage – ikke mindst på internettet – som forkynder et ubibelsk evangelium om at man som kristen bør forvente altid at være sund og rask og magtfuld og populær og have masser af penge, selvom det snarere var det modsatte Jesus stillede sine disciple i udsigt. Nej, den ”høst” som Paulus taler om, er ikke til os selv, men til vores medmennesker – det er dem der skal have gavn af det vi ”sår”! Og Paulus lover ikke sine læsere at de vil komme til at leve som konger og baroner, men derimod at Gud fortsat vil sørge for at de har ”overflod til at gøre godt”, altså at de til stadighed vil kunne give noget til andre. Og det tror jeg faktisk at alle mennesker kan, også mennesker der er så materielt fattige at de lever fra hånden til munden. For selvom det er vigtigt at vi der er blevet velsignet materielt, deler ud af vores overskud til dem der lider nød, så er der andre ting som det er endnu langt vigtigere at dele ud af.

                      I evangelieteksten til i dag hører vi om et helt exceptionelt eksempel på at der blev ”sået” noget som bar mange fold, nemlig den lille dreng som kom med sine fem brød og to fisk. Der er ingen tvivl om at det må have krævet tro for ham at gøre sådan, for det var jo den mad han selv skulle have spist, så hvad skulle der blive af ham når han forærede den væk? Men Jesus sørgede altså for at både drengen selv og alle de andre fik noget at spise. Og disciplene, de fik lov til at dele gaverne ud, lidt ligesom når jeg får lov til at dele julehjælp ud. Og derved blev de et forbillede på hvad der til alle tider er vores opgave som disciple af Jesus (for det er jo det vi er døbt til at være, foruden at være Guds børn): Vi får lov til at være gavmilde for Guds penge; at dele ud af hans overflod. Og som sagt omfatter det også ting som er langt vigtigere end penge, for Gud har jo givet os alt hvad vi er og har. Derfor må vi også dele ud af vores tid, vores kræfter, vores evner, vores glæde, vores trøst, vores menneskeværd. Og frem for alt må vi dele ud af livets brød, som er Jesus selv.

                      Hov, vent, stop, hvor kom det lige fra? ”Dele ud af livets brød, som er Jesus selv” – hvad i alverden skal det betyde? Jo, hvis vi læser videre i Johannesevangeliets 6. kapitel (som vi i øvrigt får lov til at gøre om et års tid når vi når til midfaste søndag efter anden tekstrække), så hører vi at da Jesus forlader det sted hvor bespisningsunderet fandt sted, så følger folkeskaren efter ham i håb om at få mere gratis mad (gratis mad har altid været en effektiv måde at tiltrække folk på). Men Jesus siger til dem at de hellere skulle satse på at få fat i livets brød fra himlen, og da de udspørger ham om hvad det er for noget, siger han at det er ham selv. Det kommer I som sagt til at høre mere om om et års tid. Men når vi sammenholder det udsagn med at Jesus satte disciplene til at uddele det brød som han fremtryllede til de 5000 mænd (”foruden kvinder og børn”, som Matthæus tilføjer i sin genfortælling af begivenheden), så må det vel betyde at Jesus havde i sinde at sætte sine disciple til at dele ud af ham selv. Og det var også lige præcis hvad han gjorde da han efter sin opstandelse gav dem det bud som vi plejer at kalde for ”missionsbefalingen”: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Alle vi som er kommet til tro på det budskab som disciplene og deres efterfølgere har prædiket over hele verden, vi er altså også selv disciple og skal derfor også dele ud af livets brød, som er Jesus selv. Men hvordan gør vi så det?

                      Jo, den eneste grund til at vi kan dele ud af Jesus til andre, er at han allerede har givet sig selv til os. Og det vi skal dele ud til andre, er det samme som han har givet os: Ligesom Jesus har tilgivet os, skal vi tilgive andre. Ligesom Jesus har elsket os ubetinget, skal vi elske andre ubetinget. Og ligesom Jesus har givet sit liv for os, skal vi være klar til at give vores liv for andre. Det vi kalder ”vores ” liv, er nemlig slet ikke vores eget længere når vi er døbt til at tilhøre Jesus. (Bemærk: ”til at tilhøre Jesus” – vi tilhører ham). Som Paulus skriver i Galaterbrevet (2,19-20): ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”. Jesus har givet os sit eget liv, og det er dét liv vi giver videre når vi lægger livet ned for andres skyld. Så lad os frejdigt gå i gang med at give os selv hen for andre, for det er andres penge (eller rettere: andres liv) vi er gavmilde med!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Egen oversættelse fra den græske tekst på https://scholarios.graeca.org/phd/scholarios/pgfront/?vol=31&page=277

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til midfaste søndag 2025
Tags: Andet Korintherbrev 9.6-11, Femte Mosebog 8.1-3, Johannesevangeliet 6.1-15

Posted By admin on 16. april 2025

Den kana’anæiske kvinde: Hvad har du at tabe?

Prædiken i Klemensker og Rø Kirker 2. søndag i fasten 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Spillekort var en vigtig del af min barndom. Jeg lærte fra en tidlig alder at lægge kabaler, bygge korthuse og spille en række simple kortspil. Derfor blev jeg meget overrasket første gang jeg hørte at der er nogle kristne (og der var nok flere dengang end i dag) der mener at kortspil er djævelens værk og noget som kristne bør holde sig fra. I dag forstår jeg imidlertid bedre hvorfor der, navnlig i vækkelsesbevægelserne, i mange år blev set skævt til kortspil, for tilbage i 1800-tallet blev der, så vidt jeg har forstået, sjældent blot spillet for sjov, men stort set altid om penge. For en arbejder der måtte slide hårdt i det fra tidlig morgen til sen aften for at forsørge sin familie og alligevel måtte vende hver en øre for at få brød på bordet, har fristelsen nok været stor til at satse noget af lønnen i kortspil i håb om at få en langt større gevinst med hjem – det er jo i virkeligheden ikke stort anderledes end det der i dag får mange mennesker til at spille lotto, dog med den forskel at det næppe var drømmen om en jordomrejse der drev fattige arbejdere i 1800-tallet til at spille, men slet og ret et ønske om ikke at behøve at slide sig halvt ihjel for at brødføde familien.

                      Problemet var naturligvis at hasardspil er afhængighedsskabende. Den dag i dag er ludomani stadig et problem som tusindvis af danskere, især yngre mænd, døjer med, og der er alt for mange der spiller hele deres opsparing op. Og for halvandet hundrede år siden kunne en kortspiller i bedste fald risikere at hans familie fik endnu færre penge at klare sig for fordi han havde tabt nogle af dem i spil, i værste fald at måtte gå fra hus og hjem. Derfor var kortspil et af de mange onder som vækkelsesbevægelserne i 1800-tallet med rette talte dunder imod. Men det var jo ikke spillekortene i sig selv der var problemet, og derfor lader jeg også med sindsro min søn lægge kabaler, bygge korthuse og spille krig ligesom jeg selv gjorde som barn. Nej, problemet er hvis man satser mere end man har råd til at tabe, for der er jo aldrig nogen garanti for at man vinder noget som helst. Og det gælder ikke kun i hasardspil, men også i livet som helhed: Det er dumt at brænde alt for mange broer bag sig for at kaste sig ud i noget nyt, hvis man ikke er sikker på at det nye rent faktisk kommer til at holde. I hvert fald skal man gøre op med sig selv om det man håber at opnå, er risikoen værd, selv hvis det skulle gå hen at slå fejl.

                      Men der er også situationer der er så desperate at man bogstaveligt talt intet har at tabe. I en afgørende fodboldkamp er det for eksempel almindeligt at hvis et hold der er bagud med ét mål, får tilkæmpet sig et frispark eller et hjørnespark i kampens sidste sekunder, så løber målmanden med op og tager del i angrebet for at maksimere chancerne for en udligning. Den risiko man løber ved at gøre sådan, er naturligvis at hvis man taber bolden med det samme, så kan modstanderne uden problemer drible ned og score i et tomt mål, men man ville jo under alle omstændigheder have tabt hvis man ikke fik scoret på det sidste angreb, og om man taber med ét eller to mål, er i den sammenhæng underordnet.

                      En lignende desperat situation stod den kvinde i, som vi møder i dagens tekst, og derfor lod hun sig ikke slå ud af at Jesus i første omgang ignorerede hende og dernæst afviste hende med noget der ligner en fornærmelse: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”, siger han – og hvis du har svært ved at genkende den Jesus vi kender, i de ord, er du ikke den eneste! Almindeligvis er der kun én kategori af mennesker som Jesus taler hårdt til, og det er de selvretfærdige farisæere og skriftkloge, så hvorfor kalder han nu pludselig en kvinde for en ”hund”, blot fordi hun ikke er israelit?

                      Dertil er der to ting at sige.

For det første var det den skinbarlige sandhed da Jesus sagde at han ikke var sendt til andre end ”de fortabte får af Israels hus”, som han udtrykker det. Det overrasker dig måske at høre, for er Jesus ikke hele verdens frelser? Befalede han ikke sine disciple efter sin opstandelse at de skulle gøre alle folkeslag til hans disciple? Var vi som sidder i kirken i dag, ikke omfattet af den mission som Jesus blev sendt til jorden med – vi er jo heller ikke israelitter? Er vi også bare ”små hunde”? Jo, selvfølgelig døde Jesus for alle mennesker, uanset nationalitet, og Paulus gør det gentagne gange klart i sine breve at i Kristus gør det ingen forskel om man er jøde eller græker eller noget helt tredje (Gal 3,28. Kol 3,11). Men alt det var netop efter Jesu opstandelse. Før Jesus blev korsfæstet, var hans fokus et andet, nemlig at kalde Guds udvalgte folk, Israel, til at være en del af den store frelsesplan som skulle til at føres ud i livet; først når den var fuldført og beseglet ved opstandelsen, skulle budskabet gå videre ud til resten af verden. At en stor del af israelitterne, og i særdeleshed deres ledere, afviste Jesus, var så hvad det var, men det var i hvert fald ikke fordi de ikke fik tilbuddet – og der var da også nogle der tog imod; alle de tolv apostle var for eksempel jøder. Derfor opsøgte Jesus sjældent eller aldrig ikke-jøder aktivt (med den samaritanske kvinde ved brønden som en oplagt undtagelse, men som samaritaner var hun jo også en slags israelit, modsat romere og grækere og kana’anæere). Og når ikke-jøder selv tog initiativ til at opsøge Jesus, så påpegede han ved mere end én lejlighed at det faldt uden for hans umiddelbare ”jobbeskrivelse” at hjælpe dem[1] – Jesus var ikke kommet for at starte en verdensomspændende helbredelsesservice, men for at prædike om Guds rige og give sit liv på korset for verdens synder.

For det andet var Jesu svar til kvinden sandsynligvis ikke nær så hårdt som det ser ud til. Når man kun ser noget på skrift, går både tonefaldet og kropssproget jo tabt, og der er nok mange af de ting som vi til daglig går rundt og siger til hinanden, der ville se lidt uheldige ud hvis de blev citeret på skrift i løsrevet form, men som er ganske harmløse når de bliver sagt med et stort smil og måske et varmt håndtryk. Og vi ved ganske enkelt ikke hvilket ansigtsudtryk Jesus havde da han sagde det med de små hunde, men med det vi i øvrigt ved om Jesus, kan jeg dårligt forestille mig andet end at han har sagt det med et glimt i øjet, mere som en invitation til hende om at give ham svar på tiltale end som en kold afvisning.

Men det at vi ikke kan se i teksten hvilket ansigtsudtryk Jesus havde, gør det faktisk lettere at overføre teksten til vores situation i dag! Vi kan jo nemlig heller ikke se Jesu ansigtsudtryk når vi – ligesom den kana’anæiske kvinde – indimellem oplever Gud som tavs og afvisende. For det vil jeg gætte på at jeg ikke er den eneste her der har prøvet at opleve? (pause) Det tænkte jeg nok. Og jeg har mødt andre som har oplevet det i langt mere voldsom grad end jeg selv har; i en årrække havde jeg for eksempel en ven på Facebook (som jeg aldrig har mødt i virkeligheden, og som desværre er død nu) der i stort set alle kommentarer han skrev, uanset hvad tråden i øvrigt handlede om, beklagede sig over at Gud ikke havde helbredt ham for hans smertefulde og invaliderende sygdom, skønt han ofte havde bedt ham om det, og det endda med tårer. Hvad siger man lige til det?

Men når vi selv oplever Gud som tavs og afvisende, så må vi tage ved lære af den kana’anæiske kvinde og ikke lade os slå ud. For når det kommer til stykket, hvad har vi så at tabe? Kvinden havde ikke noget at tabe, for det værste der kunne ske ved at hun blev ved med at presse Jesus, var jo at han blev ved med at sige nej, og skete det, var hun og hendes datter ikke værre stillet end de hele tiden havde været. Derfor blev hun ved med at udfordre ham, og til sidst gav det pote.

Faktisk kan jeg kun komme i tanker om ét eneste eksempel fra Bibelen på en person som trods vedholdende bøn fik et endegyldigt nej fra Gud til det han bad om, og det er Paulus, som i Andet Korintherbrev kapitel 12 skriver om noget han kalder ”en torn i kødet”, som plager ham. Hvad den ”torn i kødet” kan have været, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men hvorom alting er, bad han tre gange Gud om at den måtte blive taget fra ham, men Gud svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,8). Så selvom Paulus ikke fik hvad han bad om, fik han altså dog et svar.

Ligesom den kana’anæiske kvinde ikke havde noget at tabe ved at blive ved og ved og ved med at udfordre Jesus indtil han føjede hende, kan jeg heller ikke se at vi andre skulle have noget at tabe ved at gøre det samme – i hvert fald ikke så længe vi vælger at blive ved med at tro på, uanset omstændighederne, at Gud er god og vil os det bedste, selvom det måske ikke ser sådan ud. Og hvis vi ikke er i stand til at holde fast i den tro, så må vi for alt i verden ikke resignere og konkludere at Gud nok er ligeglad med os eller ligefrem er vred på os eller hader os – gør vi det, så har vi med sikkerhed tabt. Lagt bedre er det hvis vi ærligt og ufiltreret fortæller Gud op i hans åbne ansigt hvordan vi synes han klarer sit job! Det lyder måske som en meget lidt from ting at gøre, men prøv engang at læse Salmernes Bog! I begyndelsen af gudstjenesten lyttede vi til første halvdel af Salme 42; havde vi fået lov til at høre anden halvdel også, ville vi være stødt på formuleringen: ”Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg vandre i sorg plaget af fjenden?” (Sl 42,10). Det er kun et af mange eksempler fra Salmernes Bog, og jeg kunne også nævne Jobs Bog og Jeremias’ Bog, hvis titelpersoner gentagne gange skælder Gud hæder og ære fra. Og de oplever begge to til sidst at Gud svarer dem, og det endda til deres tilfredshed (også selvom Job aldrig får svar på sine spørgsmål, og Jeremias ender sine dage lige så ulykkeligt som han har levet dem).

Gud vil nemlig altid svare den der ærlig og vedholdende kalder på ham! Det er ikke sikkert at han vil svare på den måde som vi kunne ønske os, men den erfarne hospitalspræst Preben Kok skriver i sin udmærkede bog Skæld ud på Gud at han aldrig har oplevet at Gud ikke i det mindste har svaret med sit nærvær. Så bliv du trygt ved med at råbe til Gud, også når det virker som om han er ligeglad – for hvad har du at tabe?

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] ”Jeg vil komme og helbrede ham” i Matt 8,7 bør sandsynligvis snarere oversættes som ”Skulle jeg virkelig komme og helbrede ham?”, jf. officerens svar i vers 8.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag i fasten 2025
Tags: Første Thessalonikerbrev 4.1-7, Matthæusevangeliet 15.21-28, Salme 42.2-6

Posted By admin on 16. april 2025

Fristelsen i ørkenen: Vi er alle svage

Prædiken i Allinge, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i fasten 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Et af de mange gode barndomsminder som jeg er så privilegeret at have, er den årlige tur til Dyrehavsbakken (eller ”Bakken”, som de fleste blot kalder stedet), den gamle forlystelsespark der allerede for hundredvis af år siden spontant begyndte at vokse frem omkring Kirsten Pihls Kilde i Jægersborg Dyrehave. Bakken har jo det store fortrin frem for Tivoli at man ikke skal betale entré for at komme ind, og tilbage i 80’erne var det tilmed sådan at man om onsdagen kun skulle betale 5 kroner for hver tur i en af de kørende forlystelser. Til gengæld kostede det penge at parkere, hvilket ikke var lige så udbredt dengang som det er i dag, men det forhindrede nu ikke hundredvis af bilister i at benytte parkeringspladsen. I hvert fald husker jeg det som en temmelig lang gåtur fra bilen og hen til indgangen til Bakken, og en mindst lige så lang gåtur den modsatte vej når vi skulle hjem igen. Heldigvis var der dog sørget for underholdning undervejs, dels i form af et rækværk langs stien som man kunne balancere på, dels i form af illustrerede plakater med teksten: ”Tøm bilen før tyven gør det – frist ikke svage sjæle!” Jeg husker det fordi det var første gang jeg stødte på den sidstnævnte formulering: ”Frist ikke svage sjæle”, og jeg kan huske at jeg ikke helt forstod hvad der mentes med det (jeg var jo kun omkring 10 år gammel). Først mange år senere gik det op for mig at tanken var at hvis man stjæler, så er det fordi man er for svag til at kunne modstå fristelsen – og i nogle tilfælde er det måske heller ikke helt forkert at det er sådan det forholder sig. Vi kender jo alle sammen til (eller, nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg antager om jer andre, men jeg kender i hvert fald til) ind imellem at få nogle skøre tanker som det ville være både umoralsk og i nogle tilfælde også ulovligt at føre ud i livet. Så det lader jeg selvfølgelig være med – man er vel et ordentligt menneske!

                      Men mon ikke også de fleste af os har oplevet at det ikke altid er lige let at være den bedst mulige udgave af sig selv? Min søn vil i hvert fald kunne fortælle jer at der skal væsentlig mindre til før hans forældre hæver stemmen hvis vi er stressede og udkørte, end hvis vi er friske og veludhvilede! Og mennesker der har været udsat for ekstremt pres af den ene eller den anden art, er ofte blevet chokerede over hvilke ugerninger de har været villige til at begå for at redde deres eget skind. Hvis I vil bære over med et eksempel fra filmens verden, så vil jeg pege på Susanne Biers fremragende (men også meget barske) film Brødre fra 2004 hvor Ulrich Thomsen spiller rollen som en sympatisk og respekteret familiefar og officer, der under en udsendelse til Afghanistan bliver taget til fange af Taliban. Hans fangevogtere nedbryder ham psykisk og får ham til sidst til at begå en afskyelig handling som gør det meget svært for ham at leve med sig selv, da han mod forventning bliver befriet og kan vende hjem til Danmark igen. Det er naturligvis fiktion, og jeg skal skynde mig at sige at mig bekendt er der ikke nogen af virkelighedens danske Afghanistan-veteraner der har noget af den slags på samvittigheden, men ved at lade sin hovedperson være ikke alene en sympatisk familiefar, men også en officer der er trænet i at holde hovedet koldt under stort pres, får Susanne Bier kommunikeret et budskab om at hvem som helst af os vil kunne forvandles til et monster hvis blot presset bliver stort nok. Og der er desværre rigtig mange eksempler der tyder på at det rent faktisk forholder sig sådan.

                      Derfor må vi ikke gå rundt og bilde os ind at menneskeheden kan deles op i på den ene side de ”svage sjæle” som kan fristes til alverdens synder, og på den anden side alle os andre som højst kan fristes til at spise et stykke kage mere end vi burde. Hver eneste af os er højst sandsynligt i stand til at gøre værre ting end vi forestiller os, nøjagtig ligesom apostlen Peter måtte erkende at han var i stand til at fornægte Jesus, blot få timer efter at han havde forsvoret at det nogensinde ville ske. ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder”, som Paulus skriver i Første Korintherbrev (10,12).

                      Derfor er den beretning vi har hørt i dag, ekstremt bemærkelsesværdig, for de fristelser som Jesus blev udsat for, hørte bestemt ikke til de letteste at modstå. For det første blev han fristet til at forvandle sten til brød. Mange har undret sig over hvad galt der dog ville have været i det når nu han var sulten, og det er der måske også nogle af jer der har svært ved at forstå, så det vil jeg lige sige et par ord om. Det der var Jesu mission her på jorden, var at gå i stedet for os, at leve et stedfortrædende liv i fuld overensstemmelse med Guds vilje, og dø en stedfortrædende død for at sone vores synder. For at han kunne gøre det, var det nødvendigt at han i ét og alt delte vores kår, og de omfatter som bekendt at man ikke bare kan trylle sten om til brød når man er sulten.

                      ”Nå ikke?” kan jeg høre nogle af jer tænke nu (eller, det kan jeg selvfølgelig ikke, men jeg kan forestille mig at I tænker det). ”Hvad så med den tekst vi skal høre om 3 uger – har du helt glemt den, præst? Den hvor Jesus mætter adskillige tusind mennesker med fem brød og to fisk? Nå, der fik jeg dig nok!”

                      Og ja, det er selvfølgelig rigtigt at Jesus tit og ofte gjorde ting som vi mennesker almindeligvis ikke er i stand til, deriblandt det at trylle mad frem nærmest ud af den blå luft. Ganske vist havde han ved den lejlighed trods alt noget mad at starte med, mens han i dagens tekst kun havde sten, men det er en mindre detalje som i hvert fald ikke ville have gjort nogen forskel for din eller min evne til at gøre ham miraklet efter. Men der er en anden fordel som er meget vigtigere, og det er at den mad som vi om 3 uger skal høre om at Jesus tryllede frem, den var til andre. Og det gælder faktisk alle de mirakler Jesus udførte: de var til gavn for andre, ikke for ham selv. Ikke på noget tidspunkt hører vi om at Jesus kurerer nogen sygdom eller lidelse hos sig selv eller på anden måde bruger mirakler til at gøre sit eget liv lettere (bortset måske fra dengang han gik på vandet, men det har jeg ikke tid til at komme nærmere ind på nu; spørg mig eventuelt efter gudstjenesten, eller send en mail, hvis du vil vide hvorfor vandringen på vandet ikke får mig til at ændre mening om at Jesus udførte alle sine mirakler for andres skyld end sin egen). Det blev endda italesat da Jesus hang på korset: vi kan læse i Lukasevangeliet kapitel 23 at ”rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: ’Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte’” (Luk 23,35). Men det gjorde Jesus ikke, for det han var salvet og udvalgt til, var netop at ofre sig selv for at frelse os. Dét formål nægtede han at gå på kompromis med, uanset hvad det kostede ham af lidelser.

                      Og det ser vi faktisk endnu tydeligere i de to andre fristelser som følger efter den med brødet: Først forsøger Djævelen at lokke Jesus til at styrte sig ned fra templets tinde for at presse Gud til at sende en flok engle og gribe ham så han ikke slår sig. Det virker som et lidt mere desperat træk fra Djævelens side end den første fristelse, for et eller andet sted ville det jo have været lidt barnligt af Jesus at skabe sådan en gang drama. Men hvem af os voksne har mon aldrig prøvet at se tilbage på den måde vi reagerede på i en given situation, og tænke: ”Puh, dér opførte jeg mig godt nok barnligt!” Og tænk så på at Jesus ikke havde fået noget at spise de sidste 40 dage. Det ville vist være mere end forståeligt hvis han mere end én gang undervejs havde tænkt: ”Hey, skal jeg ikke forestille at være Guds Søn? Hvorfor skal jeg så lide på den her måde? Mine tarme skriger af sult, jeg er svimmel, jeg har hovedpine, og jeg er så svag at jeg dårligt nok kan gå. JEG GIDER IKKE MERE! Nu skylder du mig altså efterhånden, Gud!” Sådan kunne du selvfølgelig ikke forestille dig Jesus sige, men mon ikke du kunne forestille dig de fleste – nej, alle – andre mennesker sige sådan hvis vi har stået i en lignende situation? Men hvis Jesus havde givet efter for fristelsen til at lave det barnlige stunt – som jeg i hvert fald ikke tør lægge hovedet på blokken for at jeg ikke ville have gjort – så ville hele hans mission have været tabt på gulvet. Det hele stod og faldt nemlig med at han ikke begik en eneste synd undervejs – heller ikke den synd at udæske Gud.

                      Hvis fristelse nummer to virkede desperat, så gør fristelse nummer tre det endnu mere: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Altså, hvor dum tror Djævelen lige at Jesus er? Skulle han kaste sig ned og tilbede selveste fjenden? Så ville hans mission da om noget have slået fejl! Men hvis Jesus havde takket ja til Djævelens desperate tilbud, så ville han hverken have været den første eller den sidste i verdenshistorien der gik over til fjenden – det er der mange der har gjort, enten fordi de helt reelt blev overbevist om at den de havde betragtet som fjenden, i virkeligheden var den mest retfærdige part, eller fordi der var en personlig fordel at opnå ved det. Og Jesus ville helt klart have kunnet se en personlig fordel ved at skifte over på Djævelens hold. Guds plan var jo at Jesus skulle forkastes af magthaverne, svigtes af sine venner, tortureres og korsfæstes; at han ganske vist skulle være konge over hele universet, men at han skulle udøve sin magt ved at være alles tjener. Djævelen, derimod, tilbød ham magten uden lidelsen og ydmygelsen; den eneste lille detalje var at han skulle droppe troskaben mod Gud og sværge Djævelen troskab i stedet. Den ene herre kan vel være lige så god som den anden, ikke, og hvis du ikke hytter dit eget skind, er der ingen der hytter det. Sådan tænker vi tit, men sådan tænkte Jesus ikke – og heldigvis for det!

                      Der hvor jeg vil hen med alt det her, er at jeg ikke tror at nogen andre end Jesus ville have kunnet holde stand mod de fristelser han mødte. Derfor må vi vise barmhjertighed mod vores medmennesker når de bliver fristet, for det kunne lige så godt have været os selv der var faldet. I stedet for at dømme og fordømme skal vi med mildhed og ydmyghed hjælpe hinanden tilbage på ret kurs når vi er trådt ved siden af, vel vidende at det måske er os selv der skal hjælpes næste gang. ”Svage sjæle” er vi alle, men heldigvis har Jesus medlidenhed med os i vores svaghed, fordi han selv har prøvet at blive fristet – også selvom han ikke selv faldt for fristelsen. Og den medlidenhed kommer til udtryk på to måder:                      For det første lover Paulus os at Gud ikke vil tillade at vi fristes over evne, men sammen med fristelsen også vil skabe en udvej så vi ikke bukker under (1 Kor 10,13). Plan A, så at sige, er altså at vi slet ikke skal synde. ”Men hvis nogen synder,” som Johannes skriver i sit første brev – og i stedet for at skrive ”hvis” kunne han hvis roligt have skrevet ”når” – så ”har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,1b-2). Selv når vi falder i fristelse, har vi altså mulighed for ikke at blive i faldet, men at få tilgivelse og starte på ny – også selvom det skulle ske adskillige gange dagligt.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i fasten 2025
Tags: Andet Korintherbrev 6.1-2, Første Mosebog 3.1-19, Matthæusevangeliet 4.1-11