Signe & Nikolaj

Posted By admin on 24. oktober 2024

Vintræet og grenene: Når det bedste ikke er godt nok

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 18. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvis I lukker op for jeres radio klokken 11.03 i dag og stiller ind på Danmarks Radios program 1, så kan I høre et interessant program der hedder ”Hvad ville Jesus have sagt?” (Og hvis I stadig befinder jer her i kirken klokken 11.03, så kan I heldigvis også tilgå programmet via hjemmesiden dr.dk eller appen DR Lyd). Nu sagde jeg at det er et interessant program, men når sandheden skal frem, så har jeg faktisk ikke de store forudsætninger for at udtale mig om hvor interessant det er eller ikke er, for selvom programmet har været i æteren hver uge siden nytår (og selvom det som sagt kan høres når som helst man selv har tid), så har jeg kun hørt en enkelt episode. Men jeg synes i hvert fald at selve udgangspunktet er interessant: Tre præster (forskellige fra gang til gang) udgør et panel der skal forsøge at svare på hvad Jesus ville have sagt til forskellige dilemmaer som lytterne sender ind. De tre præster er ikke nødvendigvis enige om hvad Jesus ville have sagt (hvilket jo er interessant i sig selv), men jeg synes da det er opmuntrende at så mange mennesker i Danmark synes det er vigtigt hvad Jesus ville have sagt til en given situation – og at de har tillid til at kirkens folk kan give et i hvert fald nogenlunde kvalificeret bud.

                      Når så mange er interesserede i at vide hvad Jesus ville have sagt, er det naturligvis fordi Jesus er en person som de fleste sætter meget højt; faktisk tror jeg at selv mange ateister ville sige at Jesus var et moralsk forbillede. Derfor er der også mange der ikke nøjes med at spørge: ”Hvad ville Jesus have sagt?”, men også: ”Hvad ville Jesus have gjort?” For cirka 20 år siden var der mange af mine jævnaldrende kristne venner (som jo altså var relativt unge mennesker dengang, må I huske) der gik rundt med t-shirts, armbånd og lignende prydet med de fire bogstaver WWJD som forkortelse for ”What Would Jesus Do” – ”Hvad ville Jesus gøre?” Jeg havde selv et lyseblåt lærredsarmbånd med de fire bogstaver på, som jeg bar på mit venstre håndled; det var godt at blive mindet om det princip hver gang jeg glemte at jeg ikke har gået med armbåndsur siden jeg var 13 år gammel.

Men princippet er ikke et helt uproblematisk: Dels er det ikke altid helt indlysende hvad Jesus ville have gjort, og vi kommer måske ind imellem lidt for nemt til at tage ham til indtægt for vores egne uforgribelige holdninger til tingene (det fortælles at Indre Missions navnkundige mangeårige formand Christian Bartholdy engang på sine gamle dage stod foran sit hus og røg sig en pibe tobak, da et lokalt menighedsrådsmedlem som var fanatisk ikke-ryger, kom cyklende forbi og hilste ham med ordene: ”Pastor Bartholdy, tror De at Herren Jesus røg pibe?”, hvortil Bartholdy sindigt svarede: ”Om han røg pibe, ved jeg ikke, men han kørte i hvert fald ikke på cykel!”); dels har vi det alvorlige problem at selv i de situationer hvor vi ikke er tvivl om hvad Jesus ville have gjort, er det ikke altid let for os at gøre det samme. Og her tænker jeg ikke kun på at de fleste af os ikke lige ville kunne gå hen og opvække en død mand eller tage en spadseretur på en stormpisket sø (selv i vindstille er det ikke lykkedes mig endnu), men også og især på at den radikale uselviske kærlighed og ubetingede lydighed mod Guds vilje som prægede alt hvad Jesus foretog sig, den må vi ofte kigge forgæves efter i vores eget hjerte. Paulus beskriver det meget rammende i nogle berømte vers i Romerbrevets 7. kapitel: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. … Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7,18b-19.24).

På det her tidspunkt er der sikkert nogle af jer der tænker at man jo ikke med nogen som helst rimelighed skal forlange af nogen at de skal gøre noget de ikke kan. Er det ikke det vi altid siger til vores børn, og som vores forældre forhåbentlig sagde til os: ”Du behøver ikke at gøre det perfekt eller at gøre det bedre end de andre; bare du gør dit bedste, så kan ingen forlange mere!”? Og Gud ved vel om nogen hvor lidt vi evner – ”han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv”, som der står i en davidssalme (Sl 103,14). Så det gør vel ikke så meget at vi ikke fuldt ud kan leve op til det forbillede som Jesus har givet os – jeg mener, det er trods alt et temmelig ambitiøst forbillede, for nu at sige det mildt! Er Gud ikke glad og tilfreds hvis bare vi gør vores bedste? Han er vel ikke mere urimelig end forældre er flest – hvis det virkelig er rigtigt hvad præsten så tit siger, at Gud er den perfekte far, så er han vel snarere mere rimelig overfor os end vi andre er overfor vores børn?

Nej, Gud er bestemt ikke urimelig overfor os – om noget er han snarere urimeligt god mod os, langt mere end selv den bedste mor eller far på jorden nogensinde ville kunne være. Jeg skal også huske at tilføje at verden utvivlsomt ville være et meget bedre sted end den er i dag, hvis alle vitterlig gjorde deres bedste for at leve op til det moralske forbillede som Jesus gav os. Men alligevel er Gud ikke tilfreds hvis bare vi gør vores bedste, og det hænger sammen med at der er situationer hvor vores bedste helt objektivt ikke er godt nok. Forestil dig for eksempel at du skal til et vigtigt møde i København, men du får besked om mødet så sent at alt er udsolgt både hos DAT og hos Bornholmslinjen. Desværre ejer du ikke selv en båd, og du har heller ikke råd til at købe en, så i stedet trækker du i badeklunset og kører ned til Levka strand for at svømme til Ystad i håb om at du kan skaffe en togbillet til København derfra. Det er ikke menneskeligt umuligt at svømme fra Levka til Ystad – i 2017 var der en polsk svømmer ved navn Sebastian Kara? der svømmede fra Ko?obrzeg til Bornholm på 28 timer, og Ko?obrzeg ligger længere væk fra Bornholm end Ystad, nemlig omkring 100 kilometer. Men jeg tvivler på at der er ret mange i det her lokale der ville kunne gøre Sebastian Kara? kunsten efter. Selv har jeg aldrig svømmet mere end 500 meter i ét stræk, og det var i en svømmehal, hvilket alt andet lige må være lettere end at svømme en tilsvarende distance på åbent hav. Så selv hvis jeg gjorde mit absolut bedste, og selv hvis jeg var så opsat på at nå frem til mødet i København at det gav mig kræfter langt ud over hvad jeg normalt har, så ville jeg ikke have skyggen af chance for at nå frem til Ystad ved egen hjælp – mit bedste ville simpelt hen ikke være godt nok! Og, eh, hvis nu jeg havde fortalt min far at jeg havde i sinde at forsøge at svømme over Østersøen, hvordan mon han så ville reagere når han fik budskabet om at jeg var druknet undervejs? Ville han sige: ”Pyt med det; jeg er bare glad for at han gjorde sit bedste?” Nej, selvfølgelig ikke! Han ville være dybt ulykkelig over at hans søn var druknet, og i den forbindelse ville det rent ud sagt rage ham en høstblomst at jeg havde ”gjort mig bedste”! Ville man af den grund beskylde ham for at være urimelig overfor mig? Det skulle jeg ikke mene.

Og det er netop derfor Gud ikke er glad og tilfreds, bare vi gør vores bedste, for det at gøre vores bedste kan risikere at have ganske tragiske konsekvenser, hvis vores bedste ikke er godt nok. Og når det gælder det allervigtigste i livet, er det desværre sådan at vores bedste aldrig er godt nok. (Eller måske skulle jeg i virkeligheden sige at vores bedste heldigvis aldrig er godt nok – det vender jeg tilbage til). Hvad er da det allervigtigste i livet? Det kan der nok gives mange forskellige gode svar på, men mon ikke de fleste kan enes om at det vigtigste i livet er at vi ikke forspilder det? Skal vi være lidt mere præcise, så kan vi med kristent fortegn sige at Jesus har vist os hvordan livet skal leves, og at vi derfor forspilder livet hvis vi ikke

                      I prædiketeksten til i dag sammenligner Jesus os med grene på et frugttræ (nærmere bestemt et vintræ). Grenene på et frugttræ har én opgave, og det er at bære frugt, men de har samtidig det ”problem”, så at sige, at de ikke kan bære frugt. Hvis du er i tvivl om det, så kan du jo prøve engang til foråret at gå ud og skære en gren af dit æbletræ (hvis du har sådan et), og så se hvor mange æbler der vokser frem på det. Mit gæt er ingen. En gren kan nemlig kun bære frugt hvis den er forbundet til et træ – i sig selv, adskilt fra træet, er grenen fuldstændig nytteløs. På samme måde er vi også helt og aldeles ude af stand til at bære den frugt som Gud har skabt os til at bære, hvis vores strategi bare er at gøre vores bedste.

                      Nogle af jer sidder måske og overvejer hvad det overhovedet er for noget ”frugt” der er tale om, men det er så heldigt at vi kan finde svaret på det i et af Paulus’ breve, nemlig det til galaterne. Der står i kapitel 5: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5,22,2-3a). Og det er jo netop de dyder vi vil være kendetegnet af hvis vi altid gør hvad Jesus ville have gjort!

                      Slår vi op på de første sider i Bibelen, så kan vi læse om en helt anden slags frugt, nemlig frugten fra et træ der bar det ikke særlig mundrette navn ”træet til kundskab om godt og ondt”. Det træ stod i Edens have, hvor Adam og Eva boede, og Gud havde sagt til Adam og Eva at de måtte spise frugten fra alle træerne i haven bortset fra træet til kundskab om godt og ondt. Der har været, og er stadig, mange forskellige bud på hvad det træ skal symbolisere, men selv synes jeg det er ret oplagt at det symboliserer menneskets ønske om selv at være gud i vores eget liv i stedet for at lade Gud være gud – ønsket om at gøre vores bedste og lade det være godt nok, i stedet for at lade Gud komme til og gøre det som vi ikke selv kan – den utopiske tanke at vi kan stå som en afskåret gren og bære den samme frugt som vi ville have båret hvis vi var blevet siddende på træet. Det er et forehavende som på forhånd er dødsdømt – i bogstaveligste forstand, for vil vi ikke vide af Gud, forspilder vi selve livet: Vores liv i denne verden bliver en sørgelig skygge af det liv Gud ønsker at give os, og det evige liv i glæde som Gud har til os, går vi helt glip af.

                      Men som sagt er Gud næsten urimeligt god mod os. Det som vi ikke selv evner, uanset hvor meget vi strenger os an for at gøre vores bedste, det har Gud gjort for os i skikkelse af sin søn, Jesus Kristus. Ikke alene levede Jesus det fuldkomne menneskeliv som vores perfekte forbillede; han gav også sit liv for at købe os fri af dødens magt, sådan at vi kan komme til at tilhøre ham, og hans liv kan blive vores. Det er det der sker når vi bliver døbt: Vi bliver – for nu at blive i billedet med frugttræet – ”podet ind” på Jesus, sådan at hans liv flyder gennem os. Derfor skal vi ikke stille os tilfreds med at gøre vores bedste; i stedet skal vi lade Jesus være vores liv og lade ham gøre det igennem os som vi ikke selv kan.

                      Det er også derfor jeg har mest lyst til at sige at vores bedste heldigvis aldrig er godt nok. For hvis der fandtes mennesker (ud over Jesus) for hvem det bedste var godt nok, så kunne vi måske blive fristet til at forsøge at gøre dem kunsten efter. Men fordi det er umuligt, kan vi lige så godt først som sidst krybe til korset og sige: ”Jesus, jeg kan ikke selv leve det liv Gud har skabt mig til, men jeg giver mit liv til dig i tillid til at det som jeg ikke selv kan, det kan du.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 18. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Første Johannesbrev 4.12-16a, Johannesevangeliet 15.1-11, Salme 121

Posted By admin on 24. september 2024

Levis kaldelse: Er du syg?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 17. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ingen bryder sig om at være syg. De tre ord: ”Du er syg!” er ord som ingen har lyst til at høre, og det næsten uanset hvilken kontekst de bliver sagt i. Værst er det naturligvis hvis det er en læge der siger det. Man har måske gået med en eller anden smerte eller snurren eller svimmelhed eller hvad det måtte være, og har sagt til sig selv at det sikkert ikke var noget alvorligt, og man er ikke gået til lægen med det, for lægen har sikkert andet at se til, og man vil jo ikke være hypokonder, og desuden har man heller ikke rigtig selv tid til at gå derhen. Men til sidst lader man sig overtale, lægen tager nogle prøver, og man møder op for at få svaret, ganske overbevist om at man kommer til at høre lægen sige: ”Prøverne var helt normale, du fejler ingenting.” Hvis lægen så i stedet siger: ”Du er syg!”, så – ja, det er der vist ingen der ønsker sig!

                      Men sætningen ”Du er syg!” kan også udtales af andre end læger, og når det sker, er det tit ikke specielt venligt ment. Der kan naturligvis være tale om at en person i misforstået pligtopfyldenhed er mødt op på arbejde med feberblanke øjne og udslæt over hele kroppen, men bliver mødt af en forstående chef der giver vedkommende lov til at gå hjem i seng, men i den situation vil ordene ”Du er syg!” som regel blive udtalt i et mildt tonefald. Bærer tonefaldet derimod præg af bebrejdelse eller måske endda væmmelse, så er ordene: ”Du er syg!” som regel udtryk for den dybeste misbilligelse af noget som den anden har sagt eller gjort, idet det antydes at hvis man var rask, ville man kunne indse hvor dybt tåbeligt eller umoralsk det man havde sagt eller gjort, var. I har sikkert hørt ordet ”syg” anvendt på den måde. Og den brug af ordet bidrager naturligvis kun yderligere til at gøre ”syg” til et meget negativt ord som man helst ikke vil associeres med, fordi det tilføjer en bibetydning af at en person der er ”syg”, ikke alene er en hjælpeløs stakkel, men måske tilmed mangler sans for grundlæggende moral. I hvert fald indebærer det en form for stigmatisering at blive kategoriseret som ”syg”, og det er måske en af grundene til at der findes masser af bøger og artikler med titler som ”stress er ikke en sygdom” eller ”autisme er ikke en sygdom”, ligesom det givetvis har spillet en rolle i forargelsen over at kønsdysfori (altså det at opleve sig som et andet køn end det man fik tildelt ved fødslen) indtil 2017 blev betragtet som en psykisk sygdom her i Danmark. Og jeg må da ærligt indrømme at jeg selv bestemt ikke ville bryde mig om hvis folk på Bornholm begyndte at gå rundt og sige til hinanden at Klemenskerpræsten er syg.

                      Men selvom det kan være stigmatiserende at blive betragtet som syg, så er der faktisk også mennesker der kæmper den modsatte kamp: Hvor personer med kønsdysfori har kæmpet for at blive slettet fra diagnosehåndbogen, så har personer med eksempelvis nervøs overspisning eller kronisk træthedssyndrom kæmpet for at blive optaget i håndbogen, altså for at få lov til at blive betragtet som syge! Og hvorfor har de så det, når nu de fleste af os helst ikke vil betragtes som syge? Fordi hvis man er syg, så har man ret til at få hjælp i sundhedssystemet til om muligt at få kureret sin sygdom, og ellers i det mindste at få lindret ubehaget ved den. Så hvis man oplever nedsat livskvalitet som følge af et eller andet fysisk eller psykisk som man ikke selv har valgt, så kan ønsket om at få hjælp komme til at veje tungere end modviljen mod at skulle acceptere at man er syg. (Og så vil jeg i øvrigt opfordre til at vi alle sammen gør hvad vi kan for at møde syge mennesker med respekt og ligeværd, uanset om der er tale om fysisk eller psykisk sygdom, sådan at det i hvert fald ikke bliver frygten for stigmatisering der afholder nogen fra at gå til lægen og blive undersøgt!).

                      I prædiketeksten til i dag taler Jesus om mennesker der er henholdsvis ”raske” og ”syge”, og den måde han bruger ordene på, gør det klart at der også dengang for 2000 år siden var nogle negative konnotationer forbundet med det at være syg. I det her tilfælde bruger Jesus endda det at være syg som en metafor for at være en synder, mens det at være rask er en metafor for at være retfærdig: ”De raske har ikke brug for længe, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

                      Ved første øjekast er det faktisk et meget kløgtigt og diplomatisk svar Jesus giver de skriftkloge farisæere der bebrejder ham at han spiser sammen med syndere: Han giver dem ret i at Levi og de andre syndere er ”syge”, og han gør det klart at når han omgås dem i stedet for at omgås de skriftkloge og samfundets øvrige spidser, så er det ikke fordi han mener at tolderne og synderne er bedre selskab; snarere tværtimod: Når det ikke er de skriftkloge han bruger sin tid på, er det fordi de skriftkloge allerede er raske. Så han roser dem i virkeligheden, og det er jo tit en klog taktik hvis man bliver kritiseret.

                      Eller gør han nu også det? Når vi ser nærmere på hvad det er han rent faktisk siger, så siger han jo ikke udtrykkeligt at de skriftkloge er raske og retfærdige. Faktisk udtaler han sig slet ikke om de skriftkloge, for de sagde jo ikke: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere og ikke sammen med os?”; de sagde bare: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?” Dertil svarede han at det gør han fordi tolderne og synderne er syge og har brug for en læge, men hvem de retfærdige der ikke har brug for nogen læge, er, det lader han hænge i luften. Og det tror jeg faktisk han gør helt bevidst, for at give de skriftkloge anledning til at overveje om de selv er ”raske” eller ”syge”, det vil sige: om de er syndere eller retfærdige. Og når Markus har valgt at tage beretningen med i sit evangelium, tror jeg det blandt andet er for at give os andre den samme anledning.

Så hvordan ser du på dig selv, og hvordan vil du gerne have at Jesus skal se på dig? Er du rask eller syg? Har du brug for en læge? Er der noget der nedsætter din livskvalitet så meget at du er parat til at lade dig stemple som en hjælpeløs stakkel der måske endda mangler sans for grundlæggende moral, hvis det er prisen for at du kan få hjælp? Hvis Jesus præsenterede dig for en gruppe mennesker med ordene: ”Alle sammen, det er den-og-den. Han (eller hun) er en person som jeg med glæde prioriterer at bruge tid sammen med fordi hun (eller han) er en stakkels synder hvis liv ville være dømt til at mislykkes helt og aldeles hvis ikke jeg tog mig af det hele,” hvordan ville du så have det med det? Ikke særlig godt, gætter jeg på – det ville da være noget af et stempel at få! Der er bare lige det ved det, som vi hørte, at Jesus ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Så hvis du ikke er en synder – ja, så er du ikke blandt dem Jesus er kommet for at kalde! Der er altså ikke mere end to muligheder: Vil du være ven med Jesus, selvom prisen er at du må give afkald på din værdighed og erkende at du er en syg synder som dybest set ikke er et hak bedre end de mennesker som du måske foragter på grund af deres livsstil – eller vil du holde fast i at så galt står det altså heller ikke til med dig, hvis prisen er at så kan Jesus ikke hjælpe dig? Andre muligheder end de to findes der ikke.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 17. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Judasbrevet 20-25, Markusevangeliet 2.14-22, Salme 40.2-6

Posted By admin on 24. september 2024

Martha og Maria: Er det godt eller skidt at arbejde?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg er københavner. Det vil sige, efter københavnske standarder er jeg ikke sådan rigtig københavner, for jeg er født i Brønshøj-Husum, som er den bydel i København der ligger længst væk fra Rådhuspladsen, og hvor der i hvert fald ingen storbyturister kommer, medmindre de er faret vild (selvom Brønshøj Kirke faktisk er den ældste bygning i Københavns Kommune). Tilmed var jeg ikke engang fyldt et år da jeg sammen med mine forældre flyttede helt ud i forstadskommunerne, til Herlev, hvor der var mindre end en kilometer til den nærmeste bondegård. Men alligevel forblev landbruget noget som jeg kun havde et teoretisk forhold til – jeg vidste godt at man sår om foråret og høster i sensommeren og den slags, men det er først efter at jeg er flyttet her til Bornholm, hvor jeg i sæsonen kan høre mejetærskerne fra tidlig morgen til sen aften, at det er gået op for mig hvor mange arbejdstimer det kræver at høste.

                      Derfor er det også en smule ironisk at vi ved denne høstgudstjeneste er samlet om en tekst hvor Jesus roser Maria, der sidder ved hans fødder og laver ingenting, mens han revser den arbejdsomme Martha der sørger for at de alle sammen kan få noget at spise. For selvom pointen med en høstgudstjeneste er at vi takker Gud for høsten i erkendelse af at den er afhængig af en lang række ting som vi ikke har nogen kontrol over (så som vejret), så bliver der jo ingen høst uden at en masse mennesker lægger en gedigen arbejdsindsats. Hvad ville Jesus sige til det? Burde alle de hårdtarbejdende landmænd i stedet sidde i hver deres munkecelle og beskæftige sig med bøn og bibellæsning?

                      Det kunne man måske umiddelbart tro, men jeg vil benytte anledningen til at gentage mit refræn om hvor vigtigt det er at I selv læser i Bibelen, sådan en hel bog ad gangen, for det er bare så centralt at alle bibeltekster skal læses i den sammenhæng de står i og ikke bare citeres uden for kontekst. Og den sammenhæng som beretningen om Martha og Maria står i, det er at den står umiddelbart efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som mange af jer sikkert kender. Hvis I ikke kender den, kan jeg oplyse at den handler om en mand der bliver overfaldet af landevejsrøvere som slår ham fordærvet og lader ham ligge i vejkanten. Da en af de jødiske præster kommer forbi, går han forbi uden at hjælpe manden, fordi han har travlt med sine religiøse pligter, og det samme gælder en anden religiøs mand der kommer forbi. Helterollen i historien tilfalder derimod en samaritaner der gør det praktiske der er nødvendigt for at redde den tilskadekomne mand. Men hvorfor er det så i dagens beretning pludselig den passive, religiøse Maria der er helten, mens skurkerollen tilfalder den foretagsomme Martha?

                      Vel, for det første skal vi lægge mærke til at Jesus ikke bebrejder Martha at hun varter dem op; det han bebrejder hende, er at hun er bekymret og urolig. Det er først i det øjeblik Martha giver sig til at skælde ud på sin søster, at Jesus irettesætter hende; indtil da lader han de to søstre gøre det som de hver især har valgt at gøre.

                      For det andet vil jeg påstå at Maria i virkeligheden har mere til fælles med den barmhjertige samaritaner end Martha har. Martha gjorde lige præcis det som datidens sociale normer dikterede at en kvinde skulle gøre, nemlig at varte mændene op, og hun var blind for at Jesu besøg var en særlig situation der krævede et brud med de sædvanlige normer – præcis ligesom de to religiøse jøder i lignelsen om samaritaneren gjorde det som samfundets normer krævede af dem, og var blinde for at det at der lå en forslået mand i vejkanten, var en særlig situation som tog forrang over normerne. Maria, derimod, fokuserede ligesom samaritaneren på at vise kærlighed i den konkrete situation. For samaritaneren bestod kærlighedsgerningen i at hjælpe den tilskadekomne mand, mens den for Maria bestod i at lytte til det som Jesus havde at sige.

Noget andet er så at man må give Jesus ret i at det som Maria havde valgt, med rette kunne kaldes ”den gode del”, for det er da unægtelig rarere at sidde og lytte til en god prædiken end at springe rundt og have travlt i køkkenet – eller det synes jeg i hvert fald. Og det bringer os nærmest tilbage til udgangspunktet, for man kan vel med en vis ret hævde at den eneste grund til at Maria overhovedet havde den mulighed at vælge ”den gode del”, det var jo at Martha tog sig af det knap så sjove. Så er det ikke alligevel en lidt utopisk lektie Jesus forsøgte at lære Martha?

Jo, det kunne man med en vis ret påstå hvis spørgsmålet var om det praktiske arbejde skulle udføres eller ej. Men som sagt viser lignelsen om det barmhjertige samaritaner os at Jesus ikke betragter det at udføre praktisk arbejde som uvigtigt eller mindreværdigt. Og i tilfældet med Martha og Maria tror jeg ikke det er meningen at det at lytte til Jesus og det at sørge for aftensmaden skal betragtes som et enten/eller. Lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os at Martha havde prioriteret på samme måde som Maria og havde sat sig ved Jesu fødder for at lytte til hans ord. Hvad var der så blevet af maden? Var de kommet til at gå sultne i seng? Mit mest kvalificerede gæt (hvis vi ser bort fra at Jesus i princippet kunne have tryllet maden frem ud af den blå luft) er at Jesus efter endt undervisning ville have sagt: ”Fint, lad os nu alle sammen hjælpes ad med madlavningen. Martha, hvad har du i huset? Jeg skal nok skrælle kartoflerne!” (Eller, det ville han selvsagt ikke have sagt, for kartofler var ukendte i Middelhavsområdet for 2000 år siden, men I forstår hvad jeg mener!)

Problemet var jo ikke at Martha lavede mad, for selvfølgelig skulle der laves mad. Problemet var at hun byttede om på rammer og indhold, sådan at hendes madlavningsprojekt blev et mål i sig selv. Det var næsten som om Marthas fokus lå mere på hendes eget behov for at varte op end på gæsternes behov for opvartning! Og det er et træk ved Martha som jeg er bange for at jeg godt kan genkende hos mig selv – altså ikke at jeg er specielt huslig, tværtimod, men fristelsen til at være mere optaget af mit behov for at gøre en forskel end på hvad andre mennesker har et behov for at der bliver gjort, kender jeg kun alt for godt.

Det vi skal tage med os fra dagens tekst, er altså at vores gerninger, vores indsats, det vi har udrettet, er det forkerte sted at forankre vores identitet. Ikke at vi ikke skal gøre gode gerninger – det skal vi bestemt, for det har vores medmennesker behov. Men vores arbejde – være sig erhvervsarbejde eller frivilligt arbejde eller husligt arbejde – er et meget skrøbeligt fundament at bygge på, og det er det af flere grunde. Dels ved vi aldrig om vi går hen og bliver ramt af sygdom eller ulykke, så vi ikke længere evner hvad vi gjorde før – det har kastet mange mennesker ud i identitetskriser når den slags er sket, for hvis jeg ikke længere er den som sørger for ditten og datten, eller som kan hjælpe andre med dette og hint, eller som er uundværlig i den ene eller den anden sammenhæng, hvem er jeg så? Og dels er det jo desværre sådan i den her verden at æren langt fra altid tilfalder den som æres bør. Man kan risikere at bruge hele sit liv i uselvisk tjeneste for andre og ikke få andet end utak igen, både fra mennesker og fra tilværelsen som sådan. Mange mennesker har gennem tiderne frustreret spurgt sig selv og deres medmennesker og Gud: ”Hvorfor skal jeg lide sådan, jeg som altid har forsøgt at gøre det rette? Hvorfor rammer det onde mig og ikke dem der lever udsvævende og egoistisk? Kan det overhovedet betale sig at prøve at leve et godt og ordentligt og moralsk liv?

Hvis du nogensinde har stillet de spørgsmål, så er du i godt selskab, for der er faktisk en af salmerne i Det Gamle Testamente der stort set er én lang klage over netop det at det tilsyneladende går de onde bedre end de gode. Jeg citerer fra Salme 73: ”jeg måtte se de ugudeliges lykke. De lider ingen kvaler … evigt trygge øger de deres rigdom. Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent og vaskede i uskyld mine hænder; jeg blev dog ramt dagen lang og tugtet hver morgen.” Men mod slutningen af salmen får piben en anden lyd, nemlig den lyd som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, for dagens første læsning var nemlig de sidste seks vers af Salme 73, hvor salmisten (der i øvrigt hed Asaf; det er nemlig ikke alle de såkaldte davidssalmer der er skrevet af David) når frem til den konklusion at det kun er tilsyneladende at det går de onde godt, for de mangler det vigtigste. Som han udtrykker det: ”Men at være Gud nær er min lykke.” Det at vide sig elsket af Gud før han har gjort noget som helst, det er det vigtigste for Asaf. Og for Maria. Og for os. Det eneste der dybest set er nødvendigt.

Igen: Det betyder ikke at de af os der stadig er op arbejdsmarkedet, skal sige vores job op, og at de af jer der driver landbrug skal holde op med det, sådan at vi alle sammen kan bruge 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen på at søge Gud i bøn, meditation og bibelstudier – eller for den sags skyld på at hjælpe nødlidende mennesker i ind- eller udland. Der er nogle mennesker der får sådan et kald fra Gud – for eksempel nærer jeg enormt stor beundring for Kamilla Maria Jakobsen, der arbejder som ulønnet gadediakon i Odense, hvor hun hver dag går rundt på gaderne og møder de hjemløse med Guds kærlighed i øjenhøjde. Det kan hun gøre, fordi hun og hendes mand har indrettet deres hverdag på en måde så de kan leve af kun én indtægt, hvilket selvsagt kræver nogle afsavn – men selvom de lever med de afsavn, kan det jo stadig kun lade sig gøre fordi hendes mand har et almindeligt lønarbejde. Sådan har vi forskellige kald og forskellige gaver og opgaver i Guds rige. Men selvom flertallet af os er kaldet til at have et almindeligt arbejde (jeg ved ikke om mit eget arbejde tæller som ”almindeligt” i den sammenhæng), og vores daglige brød afhænger af at vi udfører det arbejde, så skal vi huske at selv det daglige brød er sekundært i forhold til ham der giver os det. Det vi lever af, må aldrig blive vigtigere for os end det vi lever for. Og er der noget bedre at leve for, end at kende og elske Gud? Det er den gode del – og den kan vi vælge, uanset hvad der er af arbejde som skal gøres for at vi kan få brød på bordet, og menneskers nød kan blive lindret. Gud er nemlig allestedsnærværende, så uanset hvad vi foretager os, kan vi have nært fællesskab med ham imens. Og selvom vi måske ind imellem løber ind i spidsbelastningsperioder så som høsttiden, så er det vigtigt at arbejdet ikke kommer til at fylde det hele i vores hverdag, og at vi ikke fylder al vores fritid ud med husligt arbejde, frivilligt arbejde i kirke- eller foreningsregi samt underholdning af forskellig art, men at vi giver os tid til – om det så bare er fem minutter hver dag – at være stille og lade Gud tale til os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Apostlenes Gerninger 10.42-48a, Lukasevangeliet 10.38-42, Salme 73.23-28

Posted By admin on 4. september 2024

Den syge ved Bethesda: I ingenmandsland

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 12. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De af jer der går hyppigt i kirke, har sikkert bemærket at der umiddelbart efter første salme følger først en hilsen med ordlyden ”Herren være med jer!”, hvortil menigheden svarer enten ”Og Herren være med dig!” eller ”Og med din ånd!” (her i Klemensker og Rø bruger vi sidstnævnte formulering). Efter den hilsen følger der en bøn, som er forskellig for hver søndag (i modsætning til bønnerne i forbindelse med nadveren, der er de samme hver søndag). Der står nogle bønner i den autoriserede alterbog som er beregnet til formålet, men mange af dem er holdt i et temmelig arkaisk sprog, og derfor er der i løbet af de senere årtier blevet skrevet mange alternative indledningskollekter (som er den faglige betegnelse for lige præcis den bøn). Selv holder jeg meget af de kollekter som Holger Lissner har skrevet, og derfor bruger jeg næsten altid dem.

                      Lige netop i dag er der imidlertid en formulering i Holger Lissners bøn, som jeg har det lidt blandet med, og det er formuleringen ”Giv os tilbage til livet med hinanden, så vi bliver hele mennesker, som du var det.” (Jeg ved ikke om I bed mærke i den?). Det er ikke fordi jeg som sådan er uenig i den bøn (så ville jeg ikke have brugt den), men den er nem at misforstå, og det skyldes ordet ”tilbage” – ”Giv os tilbage til livet med hinanden”. For det ord kan jo let tolkes som om frelsen blot består i en genoprettelse af den almindelige menneskelige status quo anno 2024, og jeg vil mene at beretningen om den syge ved Bethesda som vi har hørt i dag, er en klar demonstration af at det ikke er tilfældet.

                      Ikke fordi der kan være nogen tvivl om at det som den syge mand havde længtes efter gennem de 38 år han havde været syg, netop var en genoprettelse af status quo, en tilbagevenden til den tilværelse som mennesker omkring ham havde, og som han antagelig også selv havde haft før han blev syg (selvom vi ikke ved hvor gammel han var da de 38 år med sygdom begyndte). Men alligevel er det som om han slet ikke bliver glad da hans ønske endelig går i opfyldelse, og det er måske i virkeligheden det allermest mærkelige ved denne tekst – og derfor også det vi skal lægge mest mærke til. Stort set alle de andre steder i Det Nye Testamente hvor vi læser om mennesker der bliver helbredt af Jesus eller apostlene, reagerer de der bliver helbredt, med overstrømmende glæde, som man kunne forvente. De løber straks ud og fortæller det til alle og enhver, og nogle af dem bliver også disciple af Jesus og begynder at følge ham hvor han går og står. Men denne mand ved Bethesda – det er som om han ikke rigtig ved hvor han skal gøre af sig selv. Han spadserer bare planløst frem og tilbage med sin båre under armen, og da nogen bebrejder ham at han derved overtræder sabbatsbuddet, så reagerer han også mærkeligt: I stedet for at forklare at han lige var blevet helbredt efter 38 år, og at han derfor ikke lige havde tænkt på at det var sabbat i dag, men tak fordi de gjorde ham opmærksom på det, så tænker han kun på selv at slippe for ballade og forsøger i stedet at få sin redningsmand i fedtefadet: ”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” ”Det var ikke min skyld; det var ham der fik mig til det!” Måske skal vi ikke gøre os alt for hurtigt færdige med den interessante detalje at manden faktisk ikke sagde ja da Jesus spurgte ham om han ville være rask, for det lader jo faktisk ikke til at han fik det ret meget bedre af at blive helbredt.

                      Nu skal vi selvfølgelig ikke være urimelige over for den stakkels mand, for hvis det var dig eller mig der havde været syg i 38 år og inderst inde havde opgivet ethvert håb om nogensinde at blive helbredt, og der så ud af det blå dukkede en mand op og sagde: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, så ville vi nok også være en anelse forvirrede (for nu at sige det mildt), og det ville nok ikke falde os helt naturligt bare lige at glide ind i et helt almindeligt hverdagsliv igen. Lige i øjeblikket befinder han sig i en slags ingenmandsland, men giv ham et par måneder, så har han nok fundet sig til rette. Og ja, det er nok rigtigt. Det var bare ikke det der var målet. Modsat hvad man umiddelbart kunne tro, så ville bønnen ”Giv os tilbage til livet med hinanden” ikke have været opfyldt ved at manden vendte tilbage til et almindeligt borgerligt liv i Israel anno 28 (eller hvilket årstal man nu skrev på det tidspunkt), for Jesus kom først og fremmest for at hjælpe os mennesker med et problem der er langt alvorligere end fysisk sygdom. Det får vi faktisk også et fingerpeg om hen mod slutningen af dagens tekst, hvor Jesus siger til manden: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.”

                      Jamen hvad kunne da være værre end at ligge syg og hjælpeløs i 38 år (altså hvis man ser bort fra poppede svar som: ”at ligge syg og hjælpeløs i 39 år”)? Det kunne det at gå glip af det evige liv i Guds rige! Når Jesus helbredte mennesker, så var det først og fremmest tegnhandlinger – tegn på at Guds evige rige, hvor alt er godt, var i færd med at bryde frem i verden. I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden, var alt godt – som vi læser i slutningen af skabelsesberetningen: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31). Hvorfor blev alt så ikke ved med at være godt? Ja, det er jo den gamle historie om slangen i paradiset: Adam og Eva ville selv være ligesom Gud i stedet for at lade Gud være Gud. De ville være fri for Guds herredømme – men det de fik i stedet, var ikke just bedre, snarere tværtimod. Under Guds gode herredømme havde alt været godt, men nu fik ondskaben mulighed for at blomstre, og der kom stridigheder, mistillid, vold, ulykke, sygdom og død ind i verden. Det gode ved det (hvis man kan sige sådan), er at det fik mennesker til at råbe til Gud om hjælp (1 Mos 4,26), og Gud lovede at hjælpe. Helt konkret lovede Gud en mand ved navn Abraham at han igennem hans efterkommere ville sørge for at alt igen blev godt. Og selvom Abrahams efterkommere mildt sagt var dårlige til at gøre hvad Gud sagde (det er det det meste af Det Gamle Testamente handler om), så holdt Gud ord. Da englen Gabriel blev sendt til Josef og Maria med besked om at Maria skulle føde Guds søn, fik de at vide at de skulle ”give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Når ordet ”synd” optræder i Bibelen i dansk oversættelse, gengiver det et græsk ord som ordret betyder ”at ramme ved siden af målet”, og det dækker over at vi mennesker er gået fejl af det gode mål som Gud havde for vores liv, ved ikke at ville give os ind under Guds gode herredømme. Og Jesus kom altså for at redde os ud af dén altoverskyggende kattepine. Det var derfor Jesus talte så meget om ”Guds rige”, altså Guds herredømme – om at Guds rige er nær, om hvordan man kommer ind i Guds rige, og om hvordan der er i Guds rige. (De af jer der har hørt eller læst nogle af de lignelser Jesus fortalte, har måske lagt mærke til at mange af dem begynder med ordene: ”Med Guds rige er det ligesom med…” eller ”Guds rige ligner…”). Og noget af det der kendetegner Guds rige, er altså at der ikke er noget sygdom (fordi der i det hele taget ikke er noget ondt), men det der først og fremmest kendetegner Guds rige, er at der ikke er noget synd, altså at vi ikke mere går fejl af målet med vores liv, men giver os ind under Guds gode herredømme. Det er derfor Jesus siger til manden: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Jesus inviterer altså manden ind i Guds rige, ind i den tilstand som Gud oprindelig skabte os mennesker til.

                      I en vis forstand kan man altså godt sige at frelsen består i at Gud giver os ”tilbage til livet med hinanden”, men vi skal altså langt tilbage for at finde det liv – ikke bare tilbage til før en bestemt begivenhed i vores liv indtraf, men helt tilbage til skabelsens morgen. I praksis er der ingen af os der nogensinde har levet det liv som vi med Holger Lissner bad Gud om at give os ”tilbage” til; vi har højst erfaret det i glimt.

                      Faktisk kan vores almindelige menneskelige hverdagsliv nærmest være en hindring for at vi kan finde tilbage til det liv Gud har skabt os til, netop fordi vi så nemt kommer til at tro at alt er i den skønneste orden (eller i hvert fald at det ikke kan være anderledes) når alt er som det plejer. Vi kommer nemt til at føle at denne verden med alle dens fortrædeligheder er vores sande hjem, og at det er naivt af os at drømme om noget andet. Og alt tyder på at det også blev sådan det endte med at gå for den mand der var blevet helbredt ved Bethesda dam – at han ikke blev hængende i ingenmandsland, men vendte tilbage til et almindeligt borgerligt liv. Eller det kan man i hvert fald frygte. Jesus gav ham ellers hele to chancer: Først helbredte han ham, hvilket nok bude have åbnet hans øjne for at han havde mulighed for at komme til at leve ikke bare et helt andet liv end han havde gjort de 38 år mellem søjlegangene, men også et helt andet liv end det som folk omkring ham levede. Og da han i stedet begyndte at gå rundt som en slags fange i ingenmandsland, opsøgte Jesus ham på ny for at give ham en mere eksplicit invitation til Guds rige. I den situation havde han et helt klart valg i forhold til om han ville forlade ingenmandsland i den ene eller den anden retning: Ville han følge Jesus ind i Guds rige, eller ville han i stedet prøve at glemme det glimt han havde fået af en anden verden, og vende tilbage til et helt almindeligt liv? Tja, det første han gjorde da han havde talt med Jesus, var at gå hen til Jesu fjender og angive ham, så noget kunne tyde på at han traf det valg der måske nok var det nemmeste på kort sigt, men som på lang sigt berøvede ham selve livets mening.

                      Jeg ved ikke hvor tit du oplever at føle at du befinder dig i en slags ingenmandsland mellem den verden vi lever i her, og så en verden hvor alt er godt, hvor kærligheden råder, og Gud har magten, men jeg håber det er tit. Og jeg håber at du hver gang vil vælge at følge efter Jesus dybere ind i Guds rige og efterleve Jesu ord om at bekende dine synder, tilgive andre, elske dine fjender, solidarisere dig med de nødlidende, og vælge ydmyghed frem for selvhævdelse. Ikke at det er let at efterleve – det er faktisk nærmest umuligt. Men det er netop derfor Jesus kom til jorden – for at frelse os fra alt det vi ikke kan frelse os selv fra. Så selv hvis du, når Jesus siger: ”Følg mig!”, oplever at du mest af alt har lyst til at sige. ”Det ville jeg gerne, men jeg kan ikke!”, så trøst dig med at det ved Jesus godt at du ikke kan – men han han, og hans styrke er nok til også at bære dig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Andet Timotheusbrev 2.8-13, Johannesevangeliet 5.1-15, Salme 39.5-14

Posted By admin on 19. august 2024

Jonastegnet: Her er mere end Salomo

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 12. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag skal det mest handle om ”Sydens dronning”, som Jesus nævner i dagens tekst, men inden vi når så langt, er der noget andet jeg hellere lige må sige et par ord om, nemlig det skræmmende udsagn som teksten begynder med, om at den der taler imod Helligånden, aldrig får tilgivelse. Det er ord som nok kunne give en og anden søvnløse nætter (inklusiv en ung udgave af mig selv), for hvad er det mon lige præcis for nogle ord der medfører at man er håbløst fordømt og fortabt, og kan jeg være sikker på at jeg ikke uforvarende er kommet til at sige dem? Det korte svar på det spørgsmål er: Ja, det kan du! Det at spotte Helligånden er ikke noget man uforvarende kommer til at gøre; men som det fremgår nemlig af Hebræerbrevet kapitel 10 vers 26 til 29, er det hvis vi bevidst, aktivt og konsekvent lader hånt om Guds nåde. Og alene det at du hører den her prædiken, er et tegn på at det ikke er tilfældet for dig. Hvis du gerne vil have det uddybet, så står jeg som altid til rådighed for samtale, og hvis du ikke når at gribe fat i mig her efter gudstjenesten, så er du velkommen til at ringe eller skrive.

                      Jeg vil som sagt sige noget om ”Sydens dronning” i dag. Det som Jesus refererer til, er en beretning som vi kan læse i Første Kongebog kapitel 10 og Anden Krønikebog kapitel 9 i Det Gamle Testamente, og som handler om dronningen af Saba. Hvor Saba præcis lå henne, er de lærde uenige om; nogle mener at det var i det nuværende Yemen, andre at det var i det nuværende Ethiopien eller et helt tredje sted. Men det spiller ikke den store rolle for pointen i det Jesus siger; hovedsagen er at hun kom langvejsfra. I dag er det jo ikke nogen sensation at et statsoverhoved rejser om på den anden side af jorden for at mødes med lederen af et andet land; det sker næsten hele tiden, og ind imellem foregår der også massiv kommunikation gennem ministre, embedsmænd og diplomater – og meget af det foregår naturligvis via telefon, e-mail, onlinemøder et cetera. Men på Salomos tid, for små 3000 år siden, var det et langt mere uoverskueligt projekt at rejse udenlands, og det var yderst sjældent at statsoverhoveder gjorde det, undtagen i forbindelse med krig. Det var altså en ganske særlig begivenhed i Israels historie, at en dronning fra et fjernt land kom på besøg, især fordi hendes eneste ærinde tilsyneladende var at lytte til Salomos visdom! Det siger noget om at Salomo må have været noget ganske særligt.

                      Salomo var da også noget ganske særligt. Lidt tidligere i beretningen om ham læser vi at Gud viste sig for ham i en drøm, kort tid efter at han havde overtaget tronen efter sin far David, og Guds budskab til Salomo var ganske kortfattet: ”Sig, hvad jeg skal give dig!” Det var ellers noget af et tilbud at få, hvad? Jeg ved ikke hvad du ville have bedt om at få, men Salomo valgte at bede om visdom til at være en god konge. Gud roste Salomo for hans uselviske valg, og han sagde: ”Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig. Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever” (1 Kong 2,12-13). Og Gud holdt ord: Salomo blev så vís at ”hans ry nåede ud til alle omboende folk” (1 Kong 5,11), og altså også til Saba. ”Og de kom fra alle folkeslag for at høre Salomos visdom, fra alle jordens konger” (1 Kong 5,14), men dronningen af Saba ville altså ikke nøjes med at sende nogle af sine folk afsted; hun ville opleve det på egen hånd. Og hun blev ikke skuffet; Det Gamle Testamente fortæller os at hun sagde til Salomo: ”Det rygte, jeg hørte i mit land om dine ord og din visdom, talte sandt. Jeg troede ikke, hvad der blev sagt, førend jeg kom og så det med egne øjne, og man har endda ikke fortalt mig halvdelen! Din visdom og velstand overgår det rygte, jeg hørte. Lykkelige er dine hustruer, lykkelige dine hoffolk, som altid er til tjeneste for dig, og som hører din visdom” (1 Kong 10,6-8). Det var store ord, må man sige, fra en der havde sit eget rige, at hun nærmest misundte Salomos tjenestefolk, trods deres langt lavere rang, fordi de havde mulighed for at lytte til Salomo hver dag! Men på baggrund af hvad vi får at vide om Salomo, er det måske ikke så mærkeligt at hun sagde sådan, for hans visdom var virkelig helt ekstraordinær. Noget af den har vi i øvrigt bevaret i Ordsprogenes Bog. ”Han var visere end noget andet menneske,” står der i Første Kongebog (5,11), og derudover omgav han sig med så stor pragt og rigdom at det ligefrem blev en talemåde, som for eksempel i Bjergprædikenen hvor Jesus siger: ”Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem” (Matt 6,28-29).

                      Det var med stor nostalgi at jøderne på Jesu tid så tilbage på kong Salomos tid – måske lidt ligesom når vi danskere synger nostalgiske fædrelandssange. Salomo ”herskede over alle kongerigerne fra Eufratfloden til filistrenes land, helt til grænsen til Egypten”, læser vi i Det Gamle Testamente (1 Kong 5,1), så jøderne kunne måske med en lettere omskrivning af H.C. Andersen synge: ”Engang du herre var i hele Levanten, bød over Syrien, nu du kaldes svag.” Jeg vil tro at mange af Jesu samtidige ønskede sig at de havde levet på Salomos tid i stedet for på Romerrigets tid, og hvis der skulle træde en ny Salomo ind på scenen, ville de med glæde rejse tusindvis af kilometer om nødvendigt for at høre ham. Eller det ville de i hvert fald have sagt hvis man spurgte dem, men da det kom til stykket, og der fremstod en mand som ikke alene var en ny Salomo, men ligefrem mere end Salomo, og som tilmed turnerede rundt i deres nærområde og underviste, ja, så var de slet ikke interesserede i at lytte til ham, i hvert fald ikke medmindre han gav dem et tegn.

                      Umiddelbart tænker vi måske at det da var rimeligt nok at de skriftkloge og farisæerne forlangte et tegn i stedet for uden videre at tage Jesus på ordet. Dengang som i dag var og er der jo masser af svindlere og falske profeter, og derfor ville det være tåbeligt at rende ukritisk efter alle og enhver der hævder at tale på Guds vegne. Så hvorfor kaldte Jesus dem ”onde og utro” fordi de forlangte et tegn? Det gjorde han fordi han allerede havde vist dem masser af tegn! Umiddelbart før dagens læsning begynder, havde Jesus helbredt en døvstum der var besat af en ond ånd, hvilket de omkringstående havde taget som et klart tegn på at han var Messias, men da farisæerne hørte det, erklærede de – uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge sagen nærmere – at: ”Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne” (Matt 12,24). Med den indstilling er det unægtelig vanskeligt at se hvilket tegn Jesus skulle kunne gøre som ville kunne overbevise dem om at han virkelig var sendt af Gud, for uanset hvad han gjorde, ville de jo kunne påstå at det var Satan og ikke Gud der stod bag.

Det var i øvrigt netop farisæernes lodrette afvisning af tegnet der gav Jesus anledning til at sige at der ikke er nogen tilgivelse for bespottelse mod Helligånden. Den sammenhæng har undertiden været misbrugt af diverse hyperkarismatiske prædikanter til at unddrage sig sund kritik med argumenter som: ”Du kan jo se at jeg gør mirakler, så hvis du ikke anerkender at jeg taler på vegne af Gud, så spotter du Helligånden.” Men at sige sådan er en skamløs manipulation med Skriftens ord. En ærlig og sund skepsis er selvsagt ikke en utilgivelig bespottelse af Helligånden. Det er det derimod hvis vi, ligesom farisæerne, på forhånd udelukker enhver mulighed for at Gud kan få os i tale, for derved lukker vi Jesus og hans tilgivelse ude. Og fortsætter vi med det hele livet, ja, så er der i sagens natur ingen tilgivelse at få – ikke fordi Gud ikke vil give den, men fordi vi selv ikke vil tage imod den.

Men på hvilken måde var Jesus ”mere end Salomo”? Og hvorfor burde farisæerne have kunnet indse det, også uden et tegn? Tja, om de på det tidspunkt burde have kunnet indse at Jesus ligefrem var mere end Jonas og Salomo, ved jeg ikke, men i betragtning af at de brystede sig af at kende Gud og hans ord langt bedre end alle de andre folkeslag, burde de i hvert fald have kunnet indse at Jesus talte sandt når han fortalte dem at deres liv ikke var i overensstemmelse med Guds vilje. Dog må man sige at de trods alt var mere undskyldt end vi andre er, vi som lever efter Jesu død og opstandelse. Vi har nemlig mulighed for til fulde at se hvordan Guds overnaturlige visdom, som langt overgår noget menneskes visdom (inklusiv Salomos), kom til udtryk i Jesu liv, død og opstandelse, hvor han demonstrerede at kærlighed og selvhengivelse er stærkere end våbenmagt, ja, end selve døden. Og ikke nok med det: Efter at Jesus vendte tilbage til himlen og satte sig ved Gud Faders højre hånd, sendte han Helligånden med sit fortsatte nærvær, sådan at Paulus ligefrem kunne skrive til korintherne: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27). Og et andet sted siger Jesus athan er til stede overalt hvor bare to eller tre er forsamlet i hans navn (Matt 18,20). Og nu håber jeg I kan følge mig når jeg siger at det ikke kan betyde andet end at når vi kristne holder gudstjeneste, også her i Danmark anno 2024, så er der også hér mere end Salomo! Det fornemmer I tydeligt hver gang I er til gudstjeneste, ikke?

                      Nå, ikke? Jeg må tilstå at det gør jeg som regel heller ikke – uanset om det er mig selv eller en anden præst der leder gudstjenesten. Nogle af jer tænker måske at det også ville være lige lovlig meget at forlange af mig selv og mine kolleger. Men vi skal huske at en præst ikke er andet end et almindeligt medlem af menigheden der, blandt andet på baggrund af sin uddannelse, er udnævnt til at forkynde Guds ord og at lede menighedens gudstjeneste og forvalte Kristi sakramenter. Bemærk: Guds ord. Menighedens gudstjeneste. Kristi sakramenter. Det er ikke præsten der skal forestille at være visere end Salomo; det er Guds eget nærvær i gudstjenesten som er større og bedre end det som dronningen af Saba rejste til Jerusalem for at opleve. Og kvaliteten af Guds nærvær i gudstjenesten kommer hverken an på præsten eller organisten eller kirkesangeren eller lydmanden eller lovsangslederen eller noget andet menneske, men beror udelukkende på Guds løfte. Særligt i forhold til nadveren gik Luther meget op i at fastholde at Jesu legeme og blod er reelt nærværende i brødet og vinen – uanset om vi synes vi kan ”mærke det” eller ej. Så jeg vil slutte min prædiken af med en opfordring til os alle sammen om at huske at når vi går i kirke, er det ikke kun for at høre en mere eller mindre god prædiken og synge nogle mere eller mindre kendte salmer og forhåbentlig få en god snak ved kirkekaffen, men at det er Guds eget nærvær vi træder ind i – et nærvær som vi i øvrigt tager med os når vi går ud herfra, sådan at vi, af Guds nåde, kan give de mennesker vi møder, anledning at konstatere at hos Jesus er der mere end der var hos Salomo!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Jakobsbrevet 3.1-12, Jonas' Bog 2, Matthæusevangeliet 12.31-42

Posted By admin on 19. august 2024

Korazin og Betsajda: Jesus og Hundertwasser

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 10. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For ti år siden tog Signe og jeg nattoget til Wien for at holde en uges ferie i den gamle kejserby ved den skønne blå Donau, og det gav mig anledning til at reflektere over de ord som Gud sagde til Ezekiel i dagens første læsning. Forklaring følger:

Det var en stor oplevelse at se steder som Schloss Schönbrunn, Wurstelprater og Stephansdom, men det der uden sammenligning gjorde størst indtryk på mig, var at stifte bekendtskab med den østrigsk-jødiske kunstner, arkitekt og filosof Friedensreich Regentag Dunkelbunt Hundertwasser (eller rettere sagt: med hans tanker og værker, for selv havde han allerede været død i 14 år, og han boede i øvrigt i New Zealand de sidste mange år af sit liv). Hundertwasser var drevet af én dyb sorg over at vi mennesker lever på alt for stor afstand af naturen, omgivet af rette linjer og sterile facader, alt imens vi hovedløst forurener miljøet og bruger løs af naturens ressourcer. Derfor blev han bannerfører, dels for at vi skal genanvende alt inklusiv det vi plejer at skylle ud i toilettet, dels for en helt ny måde at tænke arkitektur på, hvor der ikke er nogen rette linjer, og der vokser græs på taget og træer i stuerne. (Hvis du aldrig har hørt om Hundertwasser før, kan det godt være at det lyder temmelig skørt, men det er faktisk ret fascinerende!).

                      Hundertwassers ideer gav genlyd mange steder i ind- og udland, og i 1977 blev han på initiativ af ingen ringere end den daværende østrigske forbundskansler, Bruno Kreisky, inviteret til at tegne en beboelsesejendom i Wien. Bygningen, der fik navnet Hundertwasserhaus (eller ”Hundertwasser-Krawina-Haus” for at være helt præcis, for der var også en arkitekt ved navn Josef Krawina involveret i projektet) stod færdig i 1985, komplet med bølgende gulve, græs på taget, og sammenlagt 250 træer og buske voksende på facaderne eller ud ad vinduerne. Og selvom man kun kan bese bygningen udefra, da der jo altså bor mennesker derinde, er den bestemt et syn værd – og den er da også blevet erklæret for en del af Østrigs nationale kulturarv.

                      Der findes også andre bygninger der er tegnet af Hundertwasser, deriblandt det privatejede museum KunstHausWien, der er dedikeret til hans kunst (og som det rent faktisk er muligt at se indefra, hvilket vi benyttede os af), foruden et fjernvarmeanlæg andetsteds i Wien, en motorvejsrestaurant, et spa-resort og en kirke, alt sammen i Østrig, og så en række bygninger i Tyskland, Schweiz, Holland, New Zealand, Japan og USA. Det samlede antal bygningsprojekter han har været involveret i, er 35, og det lyder måske af mange, men i betragtning af hvor mange bygninger der er blevet rejst verden over siden 1985, er det faktisk forsvindende få. Faktisk er der nok, i betragtning af at hans drøm var at få sine medmennesker til at tænke, handle og leve på en helt ny måde, ingen anden mulig konklusion end at hans indsats slog fejl. Selv i sin hjemby, Wien, blev han ikke igangsætter af en arkitektonisk revolution, men forblev et kuriosum – en person hvis tanker måske nok kalder på fascination, respekt og beundring, men tilsyneladende ikke på efterfølgelse i handling. Stort set alt hvad der blevet bygget i byen de sidste 40 år, er i hvert fald præget af netop de rette linjer og det sterile udtryk som Hundertwasser kæmpede så lidenskabeligt imod.

Og dermed er vi tilbage ved Ezekiel: ”de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem, for de handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem.”

Mit ærinde i dag er naturligvis ikke at omvende jer til en bestemt arkitektonisk filosofi, uanset hvor fascinerende jeg måtte synes at den er, og der er sikkert mange gode grunde, både praktiske og økonomiske, til at Hundertwassers tanker ikke har dannet skole i højere grad end tilfældet er. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på om vi er tilbøjelige til at give Jesus samme behandling som Hundertwasser: at se ham som en fascinerende og beundringsværdig skikkelse, men så i øvrigt gå uforstyrret videre med vores egne liv og vores egne dagsordener. Det var i hvert fald netop hvad rigtig mange af Jesu samtidige gjorde, og det oven i købet i det byer hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, som vi hørte. Det kan godt være at folk i Korazin og Betsajda og Kapernaum flokkedes om Jesus og blev forbløffede over de helbredelser og dæmonuddrivelser de så, og at de var imponerede over den myndighed han underviste med, men de omvendte sig ikke. De hørte måske nok, men de hørte tilsyneladende ikke efter. Og det er til enhver tid en stor fare, ikke mindst for os der har vores faste plads i kirken hver søndag, og som måske endda er vokset op med at høre evangeliet forkyndt: Det bliver let bare til smukke ord som vi glædes ved af æstetiske og nostalgiske grunde uden at tænke nærmere over hvad det i grunden er vi hører.

Nu kan det godt være at du sidder og tænker at det i hvert fald ikke er dig jeg taler til, for problemet med Korazin og Betsajda og Kapernaum var jo at de ikke havde omvendt sig, hørte vi – men du har jo omvendt dig, og det endda for mange år siden! Du er kommet indenfor i Guds rige, så du har dit på det tørre! Men hvis du tænker sådan, så vil jeg gerne minde dig om at livet som kristen er et liv i daglig omvendelse. Det Nye Testamente rummer mange advarsler imod at tro at omvendelse er en én-gang-for-alle-handling; et eksempel er i begyndelsen af Johannes’ Åbenbaring, hvor Jesus roser menigheden i Efesos for deres møje og udholdenhed, men tilføjer: ”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde” (Åb 2,4-5a).

Når der står ”omvendelse” eller ”at omvende sig” i den danske bibel, så gengiver det som regel et græsk ord der egentlig betyder ”at skifte sind”, altså at begynde at tænke på en ny måde. Ligesom Hundertwasser forsøgte at få folk til at tænke på en ny måde om alt fra affald til arkitektur, gik Jesus rundt og prædikede at folk skulle tænke på en ny måde om – ja, om hvad egentlig? Hvad var det Jesus gik rundt og talte om? Hvis du skulle sige med ganske få ord hvad det var for et budskab Jesus turnerede rundt med, hvilke ord ville du så vælge?

De ord som evangelisterne har valgt, er de to små ord ”Guds rige” (eller det har Markus og Lukas i hvert fald; Matthæus foretrækker at bruge det synonyme udtryk ”Himmeriget”, mens Johannes har valgt at fokusere på nogle andre aspekter af det Jesus sagde, end de tre andre har). Og det er nok et emne som mange har lidt svært ved at forholde sig til; faktisk vil jeg gætte på at hvis man spurgte et antal tilfældige mennesker på gaden i dagens Danmark, så ville de fleste nok sige at ”Guds rige” ikke er et emne der har nogen videre relevans for deres hverdag. Ja, selv hvis man flyttede rundspørgen fra de danske gader til de danske kirker, har jeg på fornemmelsen at mange måske ville sige at Guds rige, det er et sted hvor vi kommer hen når vi dør, og indtil da er det den virkelige verden det handler om. Men når Jesus talte om ”Guds rige”, var det i høj grad den virkelige verden han talte om! Hvis det havde været en slags parallelunivers à la Narnia eller Nangijala eller Alices Eventyrland Jesus havde prædiket om, ville der jo næppe have været nogen der havde gidet at gøre en indsats for at slå ham ihjel. Nej, grunden til at Jesus blev korsfæstet af jøder og romere i uskøn forening, var at han netop talte om den virkelige verden! Forskellen på Guds rige og verdens rige er nemlig ikke at Guds rige er et andet sted, men at Guds rige har en anden hersker.

Oversat til almindeligt dansk betyder ”Guds rige” altså at det er Gud der bestemmer. Det er dét vi skal tænke anderledes om: Når vi træffer vores store og små valg i livet, må det ultimative kriterium være hvad Gud mener om sagen. I diametral modsætning til Mathias Tesfayes og Matte Frederiksens notorisk bevingede ord fra 2020 om at ”Gud har vigepligt”, er Gud den eneste der aldrig har vigepligt, af den simple grund at det er Gud der har al magt.

Alligevel får vi tit anbragt Guds ord et pænt stykke nede ad listen over de faktorer vi tager i betragtning når vi skal træffe en beslutning, Selv vi der søndag efter søndag står i kirken og bekender at vi tror på Gud Fader den Almægtige og på Jesus Kristus vor Herre, kommer nemt til at give forkørselsret til spørgsmål som: ”Hvad koster det?” ”Er det farligt?” ”Hvilken betydning får det for min karriere?” ”Kommer jeg til at tabe ansigt?” ”Bliver jeg upopulær?” og så videre. Hvis disciplene havde stillet den slags spørgsmål da Jesus bad dem om at forlade alt og følge ham – ja, så var der aldrig blevet nogen kristendom!

Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at vi skal kaste al sund dømmekraft overbord og følge enhver spontan indskydelse vi får, fordi den jo ”helt sikkert” stammer fra Guds Ånd – der er kun alt for mange eksempler på hvor galt dét kan gå! Når vi skal bedømme hvad der er Guds vilje i en given sag, må vi gå både ydmygt og forsigtigt til værks. Men får vi gentagne bekræftelser på at det vitterlig er Guds vilje at vi skal sælge vores hus, sige vores job op og rejse til Timbuktu for at fortælle om Jesus, så må vi ikke lade vores menneskelige snusfornuft afholde os fra at adlyde Gud.

Og så er der alle de områder hvor det er fuldstændig soleklart hvad der er Guds vilje, men hvor vores menneskelige egoisme eller begær eller stolthed eller frygt kan friste os til at lyve om en synd vi har begået, eller at være uærlige i pengesager, eller at bagtale et andet menneske, eller at bære nag, eller hvad det måtte være. I de situationer må vi minde os selv om at Guds bud ikke kun er velmente forslag, sådan som Hundertwassers arkitektoniske dogmer var det. Nej, selv hvis det at være lydig mod hvad Gud har sagt, får os til at stikke lige så meget ud fra vores omgivelser som Hundertwasserhaus gør fra de retlinjede bygninger det er omgivet af, må vi ikke blot være Guds ords hørere, men også dets gørere.

Den gode nyhed er så til gengæld at når Guds rige kommer i al sin herlighed, så vil det vise sig hvem der i virkeligheden havde vigepligt! Så ”vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er”, som apostlen Peter skriver (2 Pet 3,10). Det betyder at alt og alle der vil kritisere eller håne eller forfølge os fordi vi gør Guds vilje, vil blive gjort til skamme. Så lad os lytte til Guds ord, ikke så vi bare giver ham en enkelt matrikel i vores hjertes by, men sådan at vi lader ham gøre med os, præcis hvad han vil. Gud er nemlig fuldkommen kærlighed, og det som han vil for os, tjener altid til vores bedste, både her i den ”virkelige” verden, og når den endnu mere virkelige verden engang kommer!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 10. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Ezekiels Bog 33.23+30-33, Hebræerbrevet 3.12-14, Matthæusevangeliet 11.16-24

Posted By admin on 7. juli 2024

Den rige unge mand: Tryk på nødknappen

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ny Kirker 6. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg ser ikke ret meget fjernsyn, undtagen i forbindelse med store sportsbegivenheder som Tour de France eller EM i fodbold (dvs. for tiden ser jeg faktisk en del). Men når jeg er på besøg hos mine forældre, sker det at jeg ser med på noget af det de følger med i, og på den måde har jeg stiftet bekendtskab med en række forskellige programmer lige fra Den store bagedyst til Alene i vildmarken. Og jeg må sige at i hvert fald sidstnævnte er et ret fascinerende koncept. Hvor mange af jer kender det?

                      Kort fortalt, så går Alene i vildmarken ud på at et antal deltagere bliver transporteret ud til hver sit sted i vildmarken, fjernt fra nogen former for civilisation. (I den oprindelige amerikanske version var det i Canada, mens den danske udgave mest har benyttet sig af lokaliteter i Norge). Med sig får deltagerne de mest nødvendige redskaber til overlevelse så som en kniv, en økse, en sovepose, fiskegrej, kogegrej og et førstehjælpssæt, og derudover får de et videokamera som de skal bruge til at filme sig selv med, så tv-seerne bagefter kan se hvordan de rent faktisk klarede sig. Mens de er alene i vildmarken, skal deltagerne kæmpe med både sult, kulde og ikke mindst ensomhed, og det er selvsagt begrænset hvor længe man kan holde til det. Derfor er deltagerne udstyret med en GPS-sender som de kan aktivere når de ikke vil være med mere; så vil de inden for 30 minutter blive hentet tilbage til civilisationen. Vinderen er så den sidste person der er tilbage når alle de andre har trykket på ”nødknappen” og er blevet hentet.

                      Det er meget fascinerende at følge med i de overvejelser som de forskellige deltagere gør sig om hvorvidt de skal stemple ud, eller om de skal udholde vildmarken lidt endnu. De ved jo ikke hvordan de andre deltagere klarer sig, og det ville da være megaærgerligt at trykke på nødknappen 5 minutter før din sidste tilbageværende konkurrent ville have gjort det! Dertil kommer at det at trykke på nødknappen i en vis forstand er en falliterklæring: en erkendelse af at man som menneske blev den lille i forhold til den vilde natur. Og det at selv de ultraseje outdoor-typer der deltager i den slags programmer, på et tidspunkt må kaste håndklædet i ringen, burde nok give os andre anledning til at indse hvor små og hjælpeløse vi mennesker er! Selv ville jeg i hvert fald aldrig komme i nærheden af de mellem 27 og 60 dage som de forskellige sæsoners danske vindere har holdt ud – jeg er overhovedet ikke friluftsmenneske, så det ville være et mirakel hvis jeg holdt bare en enkelt nat ude i elementerne!

                      Alligevel er det som om rigtig mange af os har det sådan at vi helst skal kunne klare os selv, og at det måske endda er flovt at være afhængig af andres hjælp. Og det er selvfølgelig af flere grunde fornuftigt nok at gå efter at være så selvhjulpen som muligt i livet, for det er jo ikke specielt næstekærligt at ligge sine medmennesker unødigt til byrde ved at forvente at de gør noget for én som man sagtens kunne have gjort selv. Når vi opdrager vores børn, er et af opdragelsens fornemste mål jo netop også at de skal blive stadig mere selvhjulpne, sådan at de med tiden kommer til at kunne klare sig uden vores hjælp, og måske endda kan hjælpe os når vi selv bliver så gamle at vi ikke kan tage vare på os selv (hvis vi lever så længe).

Men vi kommer aldrig til at kunne klare os helt uden andres hjælp – det er og bliver sandt hvad der står i Bibelens beretning om Evas skabelse: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18). Dels har vi brug for andre menneskers selskab for at holde os psykisk sunde (selvom omfanget af det behov er forskelligt, alt efter hvor introverte eller ekstroverte vi er), dels er der ingen af os – jeg gentager: ingen af os – der er så stærke at vi ikke kan få brug for andre menneskers hjælp til at komme på benene igen når vi er faldet, uanset om det er vores fysiske helbred, vores psykiske modstandskraft, vores økonomiske ressourcer, eller noget helt fjerde, der har givet efter for presset. Og det er ikke flovt at ”trykke på nødknappen” og tage imod hjælp når vi har brug for den. Selv hvis det skyldes vores egen dumhed at vi er havnet i en prekær situation (som det jo ind imellem gør), er det ingen skam at tage imod hjælp. Lad os for eksempel sige at du har forsømt at overholde de anbefalede sikkerhedsregler da du skød fyrværkeri af nytårsaften, og du er kommet til skade med dit øje. Så vil du måske nok med en vis ret kunne være flov over at du glemte at tage beskyttelsesbriller på, men det kan du jo ikke rigtig bruge til noget når først skaden er sket (ud over at huske det en anden gang). Det du har brug for i den situation, er ikke en moralprædiken, men akut lægehjælp. Og det er i hvert fald ikke flovt at tage imod den hjælp, snarere tværtimod – som der stod i noget materiale fra Sundhedsstyrelsen der, blev delt ud på den skole jeg gik på: ”Det er ingen skam at have lus, men det er en skam ikke at gøre noget ved dem!”

Det er slemt nok hvis det er en fyrværkeriaffyring eller et forretningseventyr eller et parforhold der går galt, men allerværst er det nok hvis man kommer til at stå i en situation hvor det opleves som om selve ens liv er gået i vasken. De fleste af os har jo nok nogle drømme og forventninger til vores liv, og noget af det værste vi kan forestille os, er nok at nå frem til afslutningen af vores liv og så måtte erkende at – det mislykkedes altså, det der liv. Vi fik ikke set det vi ville, vi fik ikke hørt vores melodi, og nu er det altså slut – vi får ikke flere chancer. Jeg vil vove den påstand at langt de fleste af de ting vi foretager os, har det overordnede mål at gøre alt hvad vi kan for at det ikke ender på den måde! Men det er et stort ansvar, og det er som om projektet bliver mere og mere uoverskueligt, jo mere kompleks vores verden bliver. Sæt nu jeg vælger den forkerte uddannelse, sæt nu jeg vælger den forkerte linje i gymnasiet, sæt nu jeg vælger den forkerte ungdomsuddannelse, sæt nu jeg vælger de forkerte valgfag i folkeskolen, sæt nu jeg ikke får gode nok karakterer, sæt nu jeg får børn for tidligt, sæt nu jeg ikke når at få børn før det er for sent, sæt nu jeg ikke får spist sundt nok eller dyrket motion nok – eller sæt der kommer påvirkninger udefra som spolerer mit liv, så som klimaforandringer, pandemier, krig, politiske omvæltninger, økonomiske kriser, eller hvad det måtte være. Det kunne egentlig være rart hvis livet havde en ”nødknap” man kunne trykke på og få hjælp, ikke? Tænk hvis vi kunne sige: ”Jeg magter ikke det her liv selv! Kom og red mig!”

Den rige unge mand som vi møder i dagens evangelietekst, havde nået et punkt i sit liv hvor han så sig nødsaget til at bede om hjælp til noget som var af altafgørende betydning for ham, nemlig hvordan han kunne få evigt liv. Og det må unægtelig siges at være et vigtigt spørgsmål! Det liv vi har i denne her verden, får jo under alle omstændigheder en ende på et tidspunkt, og det eneste vi kan gøre os forhåbninger om, er at den ende ikke kommer alt for tidligt, og så som sagt at vi ikke kommer til at stå ved livets afslutning og fortryde hvordan vi har brugt det. Men hvis vi kan komme til at leve evigt, så er det problem jo løst! Omvendt: hvis det virkelig er sandt at vi har en mulighed for at komme til at leve evigt, og vi så forspilder den mulighed, så får det enhver anden tænkelig fiasko til at blegne i sammenligning.

Det var med andre ord et yderst fornuftigt spørgsmål den unge mand stillede til Jesus, men alligevel roser Jesus ham ikke for spørgsmålet – snarere tværtimod, lader det til: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode”, svarer han. Men når vi nu lige er blevet enige om (eller jeg har i hvert fald sagt det – om I rent faktisk er enige, kan jeg jo ret beset ikke vide, men i hvert fald: hvis det nu er sådan) at det evige liv er det bedste og vigtigste man kan stræbe efter, hvorfor giver Jesus så mandens spørgsmål så kølig en modtagelse?

Jeg tror det er fordi manden i virkeligheden slet ikke havde trykket på nogen nødknap. Det anliggende han kom til Jesus med, var ikke: ”Jeg kan ikke finde ud af at få evigt liv – hjælp mig!”, men derimod: ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Manden var, billedligt talt, slet ikke klar til at opgive projektet med at overleve alene i vildmarken; han mente blot at han havde brug for et fif eller to, og så var han kørende igen! Og i første omgang lader Jesus faktisk som om han tager ham på ordet, og giver ham et standardsvar: ”Hold budene!” Det ville vel omtrent svare til at en deltager i Alene i vildmarken havde fået det råd at han blot skulle sørge for at holde sig varm, få nok at spise, undgå at komme til skade, og ikke lade sig gå på af ensomheden. Easy-peasy. Men det mærkelige er at manden replicerer: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?” Som om! Hvis han virkelig havde holdt alle Guds bud til punkt og prikke, inklusiv det med at elske Gud af hele sit hjerte og elske sin næste som sig selv, så ville han jo ikke have manglet noget, men hans spørgsmål: ”Hvad mangler jeg så?” afslører at han måske nok har haft en fornemmelse af at alt alligevel ikke var som det skulle være. Og Jesus giver ham ret: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Nogle har ment at hvis manden, i stedet for at gå bedrøvet bort, sporenstregs var gået hen og havde solgt at og givet det til de fattige, så ville Jesus have givet ham en opgave mere, og så fremdeles indtil han gav op. Om det er rigtigt, finder vi nok aldrig ud af så længe vi lever i denne verden, men hvorom alting er, kom det aldrig så vidt, for allerede ved beskeden om at han skulle give hele sin formue væk, måtte manden kaste håndklædet i ringen (ligesom de fleste af os andre sikkert ville have gjort, må vi nok erkende).

Nu sagde jeg ”kaste håndklædet i ringen”, men det gjorde han jo strengt taget ikke; han gik blot bedrøvet sin vej. Det var som om han stadig ikke var klar til at ydmyge sig og erkende at ”det her kan jeg simpelt hen ikke!” Men det var disciplene heldigvis: Da Jesus erklærede at ”det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige”, var deres respons nemlig ikke: ”Godt vi ikke er rige så!”, men derimod et forfærdet: ”Hvem kan så blive frelst?” Og vi gør klogt i at lægge godt mærke til hvad Jesus svarer: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Uanset hvor stærke eller kloge eller afbalancerede eller fromme vi er, må vi alle sammen før eller siden trykke på nødknappen hvis vi vil have adgang til Guds rige og det evige liv – det er vores eneste chance for at komme med. Det er som vi kender det fa dåbsritualet: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Det var også derfor Jesus besvarede den rige mands spørgsmål med ordene: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.”  Kun Gud er god, og det bedste vi andre kan gøre, er at trykke på nødknappen og kalde ham til hjælp – jo før, jo bedre!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Anden Mosebog 20.1-17, Matthæusevangeliet 19.16-26, Romerbrevet 3.23-28

Posted By admin on 7. juli 2024

Peters bekendelse: Hvem siger du at han er?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er mange meninger om Jesus. I betragtning af hvor mange år der er gået siden han vandrede rundt på de galilæiske landeveje, er det faktisk særdeles bemærkelsesværdigt hvor mange der har en mening om ham – ja, der er vel næppe noget andet menneske som der er så mange forskellige meninger om. Allerede da Jesus spurgte sine disciple hvem folk sagde at han var, kunne de remse et antal forskellige muligheder op, og i løbet af de små 2000 år der er gået siden, er der kommet mange flere til.

For det første er der dem der mener at Jesus slet ikke har levet (det var selvsagt ikke en mulighed når man spurgte folk i Galilæa i det 1. århundrede).

Dernæst er der dem der mener at han var et godt menneske à la Moder Teresa, som ikke havde haft til hensigt at hans disciple skulle guddommeliggøre ham efter hans død og skrive beretninger om at han udførte mirakler og opstod fra de døde. Problemet med dén tolkning er at disciplene ifølge alle historiske kilder selv troede så fuldt og fast på det de sagde om Jesus, at de var villige til at gå i døden for det, så hvis Jesus vitterligt havde sagt noget helt andet mens de fulgtes med ham, må det være noget af en massepsykose de var blevet ramt af.

En tredje mulighed der fra tid til anden har været populær, var at Jesus var en slags revolutionær socialist, men den kræver også at man afskriver den tidlige kristendom som en massepsykose.

Andre igen mener at Jesus var en selvudråbt jødisk profet som var overbevist om at verdens ende var nært forestående, og havde held til at overbevise sine disciple om det, hvorefter de fik overbevist adskillige tusind andre, og da det viste sig at Jesus havde taget fejl, havde kirken allerede fået så stor magt at de bare behøvede at ændre lidt på budskabet. Den udlægning er vanskeligere at tilbagevise end de andre jeg har nævnt, for det er ret tydeligt at de første kristne rent faktisk regnede med at Jesu genkomst og verdens ende ville indtræffe inden for ganske få årtier; Paulus taler for eksempel i Første Thessalonikerbrev om ”Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer” (1 Thess 4,15). Men som kristen i det 21. århundrede vil jeg sige at det eneste de havde taget fejl omkring, var tidspunktet, og at Jesus i øvrigt aldrig selv havde udtalt sig om tidspunktet for sin genkomst; tværtimod gav han endda på et tidspunkt udtryk for at han ikke engang selv kendte tidspunktet, det gjorde kun Faderen (Matt 24,36). (Jeg tror så at det kun var mens Jesus gik på jorden at han ikke kendte tidspunktet; nu hvor han er ophøjet til Faderens højre hånd, er jeg overbevist om at han ved alt om alt ligesom Faderen gør).

Så er der muslimerne, som mener at Jesus var en muslimsk profet! Det er selvfølgelig helt umuligt at forene med hvad Det Nye Testamente siger, og derfor er det da også islams påstand at Det Nye Testamente skrifter er blevet forfalsket på et eller andet tidspunkt mellem Jesu død og Muhammeds fødsel (en påstand som der i parentes bemærket ikke er skyggen af belæg for i nogen kilder der er ældre end Muhammed). Men interessant er det at Muhammed ikke blot kunne ignorere Jesus; han var nødt til at forholde sig til hvilken rolle han skulle have i islam.

Også de ”nyåndelige” bevægelser der ramte Vesten for 50-60 år siden og stadig lever i bedste velgående, har været nødt til at forholde sig til Jesus, og interessant nok har de stort set kun positivt at sige om ham. Den mest almindelige opfattelse er vist at Jesus var et menneske der havde opnået en høj grad af oplysning, og som nu befinder sig i en højere eksistenssfære som en ”opstegen mester” sammen med blandt andre Buddha, Konfutse, Paulus og sin mor Maria. Det stemmer naturligvis overhovedet heller ikke med hvad Det Nye Testamente fortæller os, men ikke desto mindre har det vist sig at være et glimrende udgangspunkt for at forkynde evangeliet for mennesker i det nyåndelige miljø, sådan som det blandt andet sker gennem fællesskabet I Mesterens Lys, som daværende sognepræst Ole Skjerbæk Madsen etablerede i 1995, og som den bornholmskfødte musiker og præst Torsten Borbye Nielsen nu står i spidsen for.

Som kristne kender vi naturligvis godt det rigtige svar på hvem Jesus er, nemlig ”Kristus, den levende Guds søn”. Men det er vi ikke ene om – ifølge en undersøgelse som Epinion lavede for Kristeligt Dagblad for nogle år siden, mener 49% af Danmarks befolkning at Jesus er Guds Søn![1] Men ifølge samme undersøgelse er det kun 36 procent der mener at Jesus opstod fra de døde, så det lader til at ikke alle er enige om hvad det der ”Guds søn” egentlig betyder. (Som et kuriosum kan jeg tilføje at muslimerne faktisk også tror på at Jesus var ”Messias”, men i muslimsk terminologi betyder det noget temmelig meget anderledes end det gør i kristendommen).

Ja, man kan skrive mange tykke afhandlinger om hvem folk siger at Jesus var og er, men der er et andet spørgsmål der faktisk er betydelig mere interessant og i hvert fald langt vigtigere, nemlig det andet spørgsmål Jesus stillede disciplene: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Og så er det pludselig kun Peter der tør svare. Men det er også meget nemmere at tale om ting man kan distancere sig fra, end det er at bringe sig selv i spil. Det fik verden en stærk illustration af da den daværende britiske tronfølger, prins Albert af Wales, i 1860 var på en rundrejse i Nordamerika, hvor vejen blandt andet gik forbi Niagara-vandfaldet. Niagara har altid været en stor turistattraktion, men netop den sommer var der ekstra mange turister fordi en fransk akrobat ved navn Jean François Gravelet, der i USA gik under kunsternavnet Charles Blondin, havde spændt et reb ud mellem den amerikanske og den canadiske side af vandfaldet, som han gik frem og tilbage over uden sikkerhedsnet. Efterhånden som han havde gjort det tilstrækkelig mange gange til at ingen længere var i tvivl om at han kunne klare det, begyndte han at tilføje diverse benspænd: han gik over rebet med bind for øjnene, han gik på stylter over, han kørte en trillebør over, han holdt en pause midt på rebet hvor han tilberedte og spiste en omelet, han bar sin manager Harry Colcord på ryggen mens han gik over, og så videre. Den dag hvor prins Albert var på besøg, lavede Blondin et par af sine sædvanlige numre, men da han nåede til trillebøren, spurgte han om den 20-årige prins mon havde lyst til at sidde i trillebøren mens den blev trillet hen ad rebet! Og nu tilspørger jeg dig som sidder her i kirken (eller som hører prædikenen på YouTube eller læser den på nettet): Hvad ville du have svaret hvis du havde været i prins Alberts sted? (pause) Den er svær, ikke? Jeg tror at de fleste af de mennesker der stod og så til, priste sig lykkelige for at det ikke var dem der var blevet spurgt! Én ting var jo at stå og tiljuble Blondin på afstand, noget helt andet hvis man skulle sætte sit liv ind på at han ikke snublede! (Ifølge en af de kilder jeg har læst, spurgte Blondin faktisk på et tidspunkt efter en frivillig der ville overtage Harry Colcords plads på hans ryg, men uden at nogen meldte sig).

I brænder sikkert efter at få at vide hvad det endte med, så jeg vil ikke holde jer på pinebænken: Prins Albert var fristet til at takke ja, men når man er kronprins, bestemmer man ikke selv den slags, og hans følge fik overbevist ham om at han af hensyn til England var nødt til at takke nej. Tre år senere blev Albert i øvrigt gift med Christian den 9.’s datter prinsesse Alexandra af Danmark, og da dronning Victoria døde i 1901, overtog Albert tronen som kong Edward den 7. Den nuværende engelske konge er hans tipoldebarn.

Nå, grunden til at jeg nævnte den gode prins (der senere blev konge), er at Jesu spørgsmål: ”Men I, hvem sige I, at jeg er?” på en måde satte hver enkelt af disciplene i samme situation som Blondin satte prinsen i. Ganske vist tog Peter i første omgang ”en for holdet” og svarede på alles vegne, men senere i deres liv blev alle disciplene nødt til at forholde sig til om de virkelig hver især mente at Jesus var Kristus, den levende Guds søn. Og som jeg nævnte tidligere, så endte de alle sammen (på nær Judas, naturligvis) med at sætte deres liv ind på at Jesus kunne føre dem frelst over en langt værre afgrund end Niagara, nemlig den dødsdom der svævede over deres hoveder.

Hvad svarer du? Hvad svarer jeg? Hvem siger vi, at Jesus er? Ja, vi siger jo nok at han er Kristus, Guds søn, men hvad mener vi i grunden med det? Tør vi betro ham vores liv, hvis det er det det kommer an på? Spørgsmålet virker muligvis temmelig hypotetisk, for her i landet plejer vi jo ikke at blive slået ihjel for at bekende troen på Jesus (og godt det samme!), men selvom der nok ikke er ret mange af os der kommer til at gå i døden for vores tro, så er det hævet over enhver tvivl at vi kommer til at gå i døden på én eller anden måde. Hvordan har vi det med det? Kan vi sige som Paulus at ”for mig er livet Kristus, og døden en vinding” (Fil 1,21)? Det er en ret radikal ting at sige egentlig. Men samtidig er det også en enormt frisættende ting at sige. Hvis døden ligefrem er en vinding, hvad har vi så at være bange for i dette liv? Men hvis Jesus virkelig er Kristus, den levende Guds søn, og hvis han virkelig har besejret døden, så må det jo være sådan det er. Så lad os da, ikke kun med vores ord, men med hele vores liv, sige: ”Jesus er Herre!” (1 Kor 12,3).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/jesus-p%C3%A5-udebane

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Første Petersbrev 2.4-10, Jeremias' Bog 1.4-9, Matthæusevangeliet 16.13-26

Posted By admin on 27. juni 2024

Elsk jeres fjender: En nævenyttig tekst

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende,” sang vi. Det er ord som de fleste af os kender på rygraden, men i løbet af de allerseneste år er det som om de har fået en helt ny relevans.  I mange år var ”udenvælts fjender” ikke noget vi behøvede at forholde os til, for der var fred og ingen fare i vores del af verden. Men siden den 24. februar 2022 står vi som bekendt i en helt ny situation, og derfor hører vi også helt andre toner fra vores politikere end vi har gjort de sidste mange år: Der skal investeres massivt i vores forsvar, og vi skal fremstille store mængder af krudt og kugler – dels til at udstyre de ukrainske styrker i deres kamp mod den russiske invasion, dels til at forsvare os selv, hvis Ukraine falder, og Putins soldater pludselig står i vores egen baghave. Og jeg har indtryk af at det er en prioritering som der er bred opbakning til i den danske befolkning. Ganske vist er vi et fredselskende folk, men hvis vores fred forstyrres af onde mennesker, har vi jo ikke andet valg end at forsvare os. Og i mellemtiden boykotter vi alt hvad der har med Rusland at skaffe – vi forsager fjenden og alle hans gerninger og alt hans væsen!

                      Men så kommer den her irriterende nævenyttige evangelietekst pludselig rendende og forstyrrer os! ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”, siger Jesus.

                      Heldigvis har vi bibeltro kristne en rigtig lang og god tradition for at overbevise os selv og hinanden om at de bud i Bibelen som vi ikke bryder os om, de skal ikke forstås alt for konkret. Når Jesus siger ”Elsk jeres fjender”, så skal det naturligvis forstås sådan ”på det åndelige plan”, ikke sandt? For han kan da vel ikke mene at vi sådan for alvor skal være flinke mod de mennesker der vil os til livs? Hvis nogen angriber mig, så har jeg vel både ret og pligt til at forsvare mig?

                      (lille pause)

Jeg er ked af at sige det, men – nej. Og hvis vi synes at Jesus ikke siger det tydeligt nok i den tekst vi har hørt i dag, så behøver vi blot at kigge fire vers højere oppe i teksten, for der siger han nemlig: ”Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39). Så nej, som kristne har vi faktisk hverken pligt eller ret til at forsvare os når vi bliver angrebet!

Nu er det naturligvis sådan at enhver tekst skal tolkes (ikke kun enhver bibeltekst, men enhver tekst i det hele taget). Faktisk er det slet ikke muligt at læse eller lytte til et budskab uden at tolke det. Nogle af jer husker måske det afsnit af tv-serien Matador, hvor Agnes’ lille søn Knud falder i branddammen og bliver bragt til hospitalet i huj og hast. Hans mor kommer til stede så hurtigt hun kan, og ved sin ankomst bliver hun mødt af oberst Hachels datter Vicki, der er kommet fordi hendes gamle far ligger for døden på en anden stue. Da doktor Hansen kommer ud i forrummet til de to kvinder og siger: ”Ja, så er han død,” bryder Agnes hulkende sammen, fordi hun fejlagtigt tror at det er hendes søn lægen taler om. Det var imidlertid Vicki lægens ord var henvendt til, og Agnes bliver ikke så lidt lettet da hun erfarer at hendes søn har det godt og formodentlig snart kan udskrives. I første omgang tolkede Agnes altså budskabet forkert.

Hvordan finder vi så ud af hvad der er den korrekte tolkning af en bibeltekst? Ja, ud over at man altid er velkommen til at spørge sin præst hvis man er i tvivl (det værste der kan ske ved det, er at han svarer: ”Det ved jeg heller ikke!”), så er det tit en god idé at se på hvilken tolkning de tidligste kristne anlagde. Et oplagt eksempel finder vi hvis vi går yderligere ti vers højere op i Matthæusevangeliet kapitel 5; dér siger Jesus nemlig: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede” (Matt 5,29-30). Tak for kaffe, siger jeg bare! Men heldigvis skal den tekst ikke tages bogstaveligt; det er blot en farverig måde at sige at det at vinde det evige liv er af så afgørende betydning at vi må være villige til at give afkald på hvad som helst der måtte føre os væk fra Gud.

Og hvordan kan jeg så vide det? Jo, det kan jeg dels fordi det at sige noget på en overdrevet måde var en almindeligt anvendt udtryksform i oldtidens Nærøsten – det kaldes ”hyperbolsk stil” og findes adskillige steder i Bibelen. Og derudover kan jeg se på kirkens historie at ordene aldrig på noget tidspunkt har været forstået bogstaveligt: Hverken i Det Nye Testamente eller hos nogen af kirkefædrene kan man læse om nogen der nogensinde helt bogstaveligt har revet deres eget øje ud eller hugget deres egen hånd af, fordi den bragte dem til fald!

Når det gælder det med ikke at sætte sig til modværge mod dem der vil os noget ondt, er sagen imidlertid en ganske anden. Det vers tog de kristne nemlig lige fra første færd aldeles bogstaveligt. I løbet af kirkens første tre århundreder iværksatte skiftende romerske kejsere med jævne mellemrum voldsomme kristenforfølgelser, der kostede tusindvis af mennesker livet, men ikke på noget tidspunkt satte de kristne sig til modværge. Aldrig var der en kristen der løftede et sværd eller en kniv eller så meget som en knytnæve mod sine forfølgere, for det havde Jesus jo udtrykkeligt forbudt! Ja, ikke nok med det: Jesus havde også selv vist vejen da han uden at gøre modstand lod sig føre til korset, og endda bad Gud om at tilgive hans bødler, ”for de ved ikke, hvad de gør”.

Det der gav de første kristne modet til at gå i døden uden at gøre modstand, var naturligvis håbet om opstandelsen og det evige liv. Ofte var det sådan at hvis en kristen blev arresteret af myndighederne, fik han eller hun valget mellem at afsværge sin tro eller blive slået ihjel, og for de fleste var det ikke noget svært valg at beslutte om de ville give afkald på livet i denne verden ved at bekende deres tro, eller give afkald på det evige liv ved at fornægte den! Ganske vist er det ikke sådan at man endegyldigt har mistet det evige liv hvis man bukker under for det psykologiske pres og i angstens fortvivlelse fornægter troen for at redde sit jordiske liv, for kristendommen er jo frem for noget budskabet om syndernes forladelse. Men vi kan ikke modtage Guds tilgivelse hvis vores anger ikke er oprigtig. Det var og er ikke en mulighed at fornægte troen på skrømt, så at sige, fordi man jo bare kan bede Gud om tilgivelse bagefter – den der måtte finde på at gøre sådan, har ikke kun brug for at omvende sig fra at have fornægtet troen, men i mindst lige så høj grad fra at have forsøgt at lege kispus med Gud. Det eneste sted hvor Gud kan møde os med sin grænseløse nåde, er på sandhedens, ærlighedens, oprigtighedens sted.

Nå, der hvor jeg ville hen med alt det, er at det at sætte sig til voldeligt modværge mod forfølgerne, det ville de første kristne faktisk også have opfattet som en måde at fornægte Jesus på, for det ville jo et eller andet sted være udtryk for en manglende tro på at budskabet om det evige liv virkelig holder! Og derfor var det heller ikke noget svært valg for de første kristne om de skulle gribe til våben eller ej, for det var valget mellem livet i denne verden eller det evige liv – og det var ikke en mulighed at vælge begge dele, sådan som vi vestlige kristne i det 21. århundrede alt for tit bilder os ind at vi kan.

Eftersom de første kristne betragtede det som udelukket at gøre væbnet modstand mod nogen der ville gøre dem ondt, gjorde de heller ikke militærtjeneste. Frankrigs nationalhelgen, Martin af Tours (ham som vi på dansk plejer at kalde Morten, og som vi fejrer ved at spise andesteg den 10. november), han var professionel soldat som ung, men efter at han kom til tro på Jesus, meddelte han sin officer at han fra nu af ikke længere ville bære våben, da han nu var soldat for Jesus og ikke for kejseren. Efter at kejser Theodosius i år 391 havde gjort kristendommen til statsreligion i Romerriget, fik piben imidlertid hurtigt en anden lyd. Den store teolog Augustin formulerede en teori om ”retfærdig krig”, og siden har de fleste teologer ment at man som kristen naturligvis kan tjene i sit lands væbnede styrker, på samme måde som man kan varetage ethvert andet job. Der er dog også stadig teologer der argumenterer for at kristne under ingen omstændigheder må slå andre mennesker ihjel, heller ikke som soldater; det gælder blandt andre Shane Claiborne, som er en af forfatterne til den andagtsbog vi bruger til morgenandagt her i kirken. Hans argument er såre enkelt: ”Da Jesus sagde at vi skal elske vores fjender, så tror jeg ikke han mente at vi skal slå dem ihjel.”

Uanset hvordan man stiller sig til dén diskussion, så er det dog under alle omstændigheder vigtigt at huske på at den kamp vi som kristne først og fremmest kæmper, ikke er mod kød og blod, men mod ”ondskabens åndemagter”, som Paulus udtrykker det i Efeserbrevet (6,12). Og Holger Drachmann siger faktisk noget lignende i Midsommervisen, hvor vi sang om ”ufredens ånd”. Det skal retfærdigvis siges at Holger Drachmann var ateist, så når han skrev ”ufredens ånd”, tænkte han næppe på en falden engel eller dæmon, men snarere på en stemning eller indstilling blandt mennesker. Men uanset om det er det ene eller det andet, gælder det under alle omstændigheder at ufredens ånd ikke kan overvindes med sværd eller bomber eller GPS-jamming eller nogen af denne verdens øvrige krigsvåben. Som Paulus skriver et andet sted: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud” (2 Kor 10,4). Og i det stykke fra Efeserbrevet hvor han taler om kampen mod ”ondskabens åndemagter”, uddyber han hvad det er for nogle våben, nemlig sandhed, retfærdighed, tro, Guds ord og fredens evangelium – de ting kalder Paulus tilsammen for ”Guds fulde rustning” (Ef 6,13).

Læg især mærke til det våben der hedder ”fredens evangelium”. Budskabet om Jesus Kristus er først og fremmest et budskab om fred. Gennem troen på Jesus har vi fred med Gud takket være Jesu død og opstandelse, og derfor må vi som kristne være fredens folk – ikke kun af navn, som når religiøse muslimer gentager som et andet mantra at ”islam er fredens religion”, men i gerning og sandhed. Når andre møder os med fjendskab, må vi ikke gengælde ondt med ondt, men i stedet møde dem med fred og venlighed. Og selv hvis vi mener at det ikke gælder i forholdet mellem nationer, så gælder det i hvert fald i det helt konkrete forhold mellem mennesker. Vi elsker vor Gud, og med freden i hånd skal hver ondskabsfuld fjende beredte os kende!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Femte Mosebog 24.17-22, Matthæusevangeliet 5.43-48, Romerbrevet 14.7-13

Posted By admin on 11. juni 2024

Den rige bonde: Langtidsplanlægning

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ols Kirker 1. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De fleste af jer kender sikkert H.C. Andersens sørgmuntre (for ikke at sige sørgelige) eventyr om grantræet, der aldrig rigtig fik nogen fornøjelse af sit liv, fordi det ikke var i stand til at glæde sig over nuet, men hele tiden havde sin opmærksomhed rettet mod den fremtid det drømte om, eller den fortid som det sørgede over at have tabt. Selv sit livs lykkeligste aften, hvor det stod i julefestsalen og strålede med al sin pynt, var det ikke i stand til at nyde, fordi det var bange for at de levende lys på dets grene ville antænde en brand hvis det kom til at skælve.

                      På overfladen er den rige bonde fra dagens lignelse det lille grantræs diametrale modsætning: Hans hensigt er fra nu af at leve helt og aldeles i nuet. Derfor skulle man tro at han ville blive fremhævet som en rollemodel, men det bliver han bestemt ikke; tværtimod kalder Gud ham for en tåbe. Betyder det at Jesus mente at det er forkert at leve i nuet? Ville han have været uenig i det budskab som H.C. Andersen ønskede at formidle i Grantræet?

                      Hvad Jesus ville have været enig eller uenig i, skal man altid passe på med at udtale sig alt for skråsikkert om, men jeg tror godt jeg tør sige at budskabet i lignelsen om den rige bonde ikke er at det er forkert at være opmærksomt og taknemmeligt til stede i nuet – tværtimod! Når vi ser lidt nærmere på teksten, ser vi da også at bonden faktisk minder mere om det lille grantræ end som så. Selvom han har i sinde fremover bare at leve i nuet og spise, drikke og være glad, så har det ”nu” han har i sinde at leve i, jo ikke indfundet sig endnu, kan man sige. Han mangler lige at rive sine lader ned og bygge nogle større, før han kan slå sig til ro og nyde livet. På det punkt er han vel i virkeligheden ikke så forskellig fra mange af os der lever i dag – selv jeg, der (når jeg selv skal sige det) har verdens bedste job, kan ind imellem i pressede perioder gribe mig selv i at glæde mig til den dag jeg kan trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet (hvilket er en smule skørt, for hvis ellers helbredet holder, så skulle jeg gerne stadig have flere præsteår foran mig end bag mig). Derfor kan jeg også glimrende forestille mig at en person der har et knap så spændende job, og som måske endda begynder at kunne se en ende på arbejdslivet, glæder sig til at kunne slå sig til ro. Og i modsætning til de fleste mennesker på Jesu tid, som ikke havde mulighed for at lægge ret meget til side hvis de ville have mad hver dag, så har de fleste af os i dag pensionsordninger i forbindelse med vores arbejde, og nogle har endda mulighed for at supplere med private pensionsopsparinger – ja, selv de der ikke er så privilegerede, har i det mindste folkepensionen (selvom den ikke rækker til ret meget mere end de mest nødvendige udgifter).

                      Man kan sige at mennesker der lever fra hånden og i munden (og på Jesu tid var det som sagt de fleste) ikke har ret meget andet valg end at leve i nuet, hvorimod vi der er mere privilegerede, har mulighed for at planlægge vores tilbagetrækning ligesom den rige bonde gjorde. Og det rejser jo unægtelig det spørgsmål, om det er forkert af os som kristne at spare op til pensionen – for var det ikke lige netop det den rige bonde gjorde, og som var årsag til at Gud kaldte ham en tåbe? Den slags spørgsmål tror jeg ikke vi skal gøre os alt for hurtigt færdige med, for det er kun alt for nemt at sætte lighedstegn mellem en sund, bibelsk kristen livsstil og så den livsstil der præger vores egen kultur, eller eventuelt vores kirkelige subkultur. Jeg tror at enhver kultur har sine blinde vinkler hvad synd angår, og i vores moderne vestlige kultur er materialisme nok en af de største af slagsen. Men når det er sagt, så tror jeg nu ikke at der er noget forkert i at spare op til sin alderdom i den udstrækning man har mulighed for det. Der er trods alt adskillige steder i Bibelen hvor vi bliver opfordret til at udvise rettidig omhu (om end med et lidt anderledes ordvalg); et af de mest farverige er Ordsprogenes Bog kapitel 6 vers 6-8, hvor der står: ”Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vís. Den har hverken anfører, overhoved eller hersker, men den skaffer sig føde om sommeren og samler forråd ved høsttid.”

                      Nej, det den rige bonde gjorde forkert, var ikke at han lagde for langsigtede planer; det var tværtimod at han lagde for kortsigtede planer! Hans planer rakte ikke længere end til hans død – eller rettere: så langt rakte de ikke engang. Det faktum at alle mennesker skal dø engang, så han fuldstændig bort fra i sin tåbelige forvisning om at der ventede ham mange år hvor han kunne spise, drikke og være glad. Eller måske havde han trods alt med i sine beregninger at han skulle dø engang; han var blot forvisset om at det først ville kom til at ske i en fjern fremtid når han havde nået en høj alder. Men det er der ikke nogen af os der har nogen garanti for at vi kommer til. Og det er den horisont vi må have for de planer vi lægger.

                      Det at vi ikke ved om vi får dagen i morgen med, betyder at hvis der er noget som det er meget vigtigt for os at vi når inden vi dør, så skal vi ikke udsætte det, men sørge for at få det gjort hurtigst muligt. Derfor må vi hver især alvorligt overveje: Hvad er det allervigtigste for mig i mit liv? Når jeg engang ligger på mit dødsleje (hvis jeg altså kommer til at ligge på sådan et), eller når jeg sidder i min ældrebolig og tænker tilbage på mit liv (hvis jeg lever længe nok til at det kommer til at ske), hvad vil det så være allervigtigst for mig at jeg fik nået? Eller hvis jeg kom ud for en dødelig ulykke, og mit liv passerede revy i de sidste sekunder (som jeg har hørt at det gør), hvad ville jeg så ærgre mig mest over at jeg aldrig fik gjort? Det kan du jo lige tage et øjeblik til at overveje. (Altså ikke hvad jeg ville ærgre mig over, men hvad du selv ville ærgre dig over at du ikke fik gjort).

                      (pause)

Et af de svar der gennem tiderne har været givet på det spørgsmål, er: ”Jeg ville ærgre mig over at jeg ikke nød livet tilstrækkeligt meget!” Og det er ikke noget dårligt svar – det var jo trods alt det der var det lille grantræs største ærgrelse i H.C. Andersens eventyr. Spørgsmålet er så bare hvad der skal til for at man nyder livet mest muligt. Ind imellem har jeg indtryk af at antagelsen i vores kultur er at jo mere man kan skrue op for sit materielle forbrug, desto bedre – meningen med livet er at have et stort, flot hus, en dyr bil, det sidste nye indenfor elektronik (være sig computer, telefon, fjernsyn, højttalere), og at tage på luksuriøse og eksotiske udlandsrejser, spise på dyre restauranter, og til en masse koncerter, teaterforestillinger og andre store oplevelser. Det gælder i hvert fald den generation jeg selv tilhører; blandt dem der er 25-30 år yngre, har jeg indtryk af at det snarere handler om at feste så uhæmmet som overhovedet muligt – måske i et forsøg på at glemme eller fortrænge at fremtidsudsigterne for vores verden ikke virker specielt lyse med klimaforandringer, politisk og religiøs ekstremisme, og det overforbrug som hæmningsløse udskejelser paradoksalt nok kun bidrager til at øge (selvom vi voksne nok trods alt, når ret skal være ret, tager en endnu langt større bid af klodens begrænsede ressourcer). (Og ja, jeg er godt klar over at der også er mange unge der laver helt anderledes ansvarligt og prøver at råbe os voksne op i håb om at vi begynder at følge deres eksempel).

                      Det at søge livets mening i forbrug er ikke et nyt fænomen; i Esajas’ Bog (22,12-13) kan vi læse hvordan folk i Jerusalem reagerede på en advarsel fra Gud om at byen ville blive ramt af Guds dom på grund af indbyggernes ondskab. Vi læser: ”Den dag kaldte Herren, Hærskarers Herre, til gråd og klage. Man skulle klippe sig skaldet og klæde sig i sæk. Men der var fryd og glæde, man dræbte okser og slagtede får, man spiste kød og drak vin; man åd og drak, ’for i morgen skal vi dø!’” Vi kender det også fra studentervisen Gaudeamus igitur, hvis tekst i oversættelse lyder: ”Lad os glæde os mens vi er unge, for efter den behagelige ungdom og den ubehagelige alderdom vil mulden eje os.” Og på sin vis er det da også en meget naturlig måde at tænke på hvis perspektivet kun rækker til døden; Paulus skriver i hvert fald et sted (med en hilsen til de vers fra Esajas som jeg læste lige før): ”Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø.” På Paulus’ tid var der dog også dem der mente at vejen til det lykkelige liv tværtimod gik gennem dyd og selvbeherskelse, og bølgerne kunne til tider gå højt mellem tilhængerne af de to forskellige filosofier. Da Paulus kom til Athen, mødte han repræsentanter for både det ene og det andet synspunkt, nemlig henholdsvis ”epikuræiske og stoiske filosoffer” (ApG 17,18), men sjovt nok var de, alle deres uenigheder til trods, rørende enige om at afskrive Paulus som et ”sludrehoved”. Paulus forkyndte nemlig de dødes opstandelse, og det lød alligevel et nummer for mærkeligt, syntes de.

                      Ja, mærkeligt lyder det, men ikke desto mindre er det netop budskabet om de dødes opstandelse som hele vores tro og håb bygger på. Og tror vi på at vi har en opstandelse i vente, så bliver kriterierne for hvad der er vigtigt i vores liv, pludselig nogle helt andre. Så gælder det ikke først og fremmest om at nyde livet nu og her, men om at sikre os at vi ikke kommer til at sidde i evigheden og ærgre os over den måde vi levede vores liv på. Og set i evighedens perspektiv er der kun én ting der har værdi, og det er kærlighed. Kærligheden fyldte absolut ingenting i den rige bondes overvejelser; det eneste ”du” der var i hans planer, var ham selv! Det faldt ham ikke ind at bruge de rigdomme han havde samlet sig, til at glæde andre eller lette deres nød.

                      Der er som bekendt ingen lommer i den sidste skjorte. Vi kan ikke tage nogen af vores ejendele med os der hvor vi skal hen når vi er døde. Det eneste vi kan tage med os ind i himlen, er andre mennesker. Derfor må vi bruge de anledninger vi får, til at dele det håb vi har i Jesus, med vores medmennesker, være sig familie og venner, eller personer vi måske kun møder en enkelt gang – på hvilken måde der nu passer til det introverte eller ekstroverte temperament som Gud har udstyret hver enkelt af os med. Vi må låne et lyttende øre til mennesker har brug for at ”læsse af” eller rase ud, og vi må tale oprigtigt opmuntrende ord til dem der er nedtrykte. Vi må være ærlige og ydmyge om vores egne fejl og mangler, sorger og kampe. Og vi må, så vidt det står til os, afhjælpe andres materielle nød. Hvis vi hjemme hos Gud møder et medmenneske som siger: ”Jeg takker Gud for at han lod mig møde dig mens jeg levede på jorden!”, så er vi lykkedes med vores liv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Første Timotheusbrev 6.6-12, Lukasevangeliet 12.13-21, Prædikerens Bog 5.9-19