Signe & Nikolaj

Posted By admin on 11. november 2025

Saligprisningerne: Det evige lys

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En af de mange ting jeg nyder ved at bo her på Bornholm frem for i Storkøbenhavn hvor jeg boede de første 44 år af mit liv, er de stjerneklare aftener. I byen er der så meget kunstigt lys at man sjældent kan se stjernehimlen i al dens pragt, men her i Klemensker og Rø er der ”fuld plade” hvis det er skyfrit, og månen ikke er fremme. Der er noget umådeligt fredfyldt ved at betragte stjernehimlen, for uanset hvad der måtte være af uro og konflikt og stress og problemer her på jorden, forstyrrer det ikke stjernerne på deres rolige færd hen over himlen, og det kan være med til at minde os om at alle vores trængsler i denne verden, så hårde de end måtte være, trods alt kun varer en tid. Måske er det også derfor vi tit bruger den metafor at de kære som vi har mistet, nu er blevet til stjerner på himlen? Det er jo en måde at sige på at de ikke er forsvundet, men at de tværtimod er et sted hvor der er skønhed og fred.

                      I middelalderen mente man at stjernerne var evige og uforanderlige. I dag ved vi godt at det ikke er tilfældet: Gamle stjerner brænder ud, nye stjerner opstår, og stjernernes indbyrdes placering ændrer sig også; det sker bare så langsomt at vi ikke lægger mærke til det. Vi ved også at kommer man tæt på en stjerne, så er den alt andet end fredfyldt; tværtimod er det lys den udsender, skabt af kerneprocesser af samme slags som i en brintbombe – og så er hver af stjernerne i øvrigt flere tusind gange større end jorden.

Når vi slår op i Bibelen, kan vi i øvrigt læse at selv stjernerne engang skal forgå. Lidt tidligere i gudstjenesten hørte vi en læsning fra Johannes’ Åbenbaring kapitel 7 (det var det med den store hvide flok), men i det foregående kapitel, kapitel 6, står der sådan her: ”solen blev sort som en sæk, og hele månen blev som blod, og himlens stjerner faldt ned på jorden” (Åb 6,12b-13a). Det er naturligvis billedtale, for hver enkelt af stjernerne er som sagt mange gange større end jorden, og derfor er det en fysisk umulighed at stjernerne skulle kunne falde ned på jorden, men budskabet er klart nok: Selv det i universet der forekommer allermest bestandigt, har en udløbsdato. Og det er som sagt en god nyhed når vi tænker på alle vores sorger og problemer, men måske til gengæld lidt trist når vi tænker på alt det gode der jo også er i verden.

                      Men heldigvis er det ikke alt hvad der er at sige! Både Matthæus, Markus og Lukas citerer Jesus for at sige: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå” (Matt 24,35. Mark 13,31.[1] Luk 21,33). Der er altså noget der varer evigt, nemlig Guds ord. Og det er i grunden ikke så mærkeligt, for i skabelsesberetningen, helt omme i begyndelsen af Bibelen, kan vi læse at alle ting blev til ved at Gud talte, og i indledningen til Johannesevangeliet bliver det skåret ud i pap: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” (Joh 1,1-3). (Hvorfor der står ”han” og ikke ”det”, får I at vide om lidt).

Det er selvfølgelig begrænset hvor meget trøst det kan give os at Gud og hans ord ikke forgår, hvis alt andet, os selv inklusive, gør det, men heldigvis handler Bibelen ikke kun om at Gud er uendelig meget større end os; den handler om at den store og mægtige Gud elsker os mennesker så højt at han blev som os, for at vi skal blive som ham. Som I sikkert ikke har kunnet undgå at lægge mærke til i diverse butikker, så nærmer julen sig så småt, og i den kristne jul fejrer vi jo at et lille barn blev født og lagt i en krybbe mens englene sang om fred på jorden. Det gjorde de fordi det lille barn var selveste Guds Søn, Guds Lys, Guds Ord, som var med ved verdens skabelse, og som aldrig skal forgå. Det er derfor der står ”han” om Guds Ord i Johannesevangeliet – fordi Guds Ord blev en mand (eller i første omgang altså en spæd lille dreng) for at alle vi mænd og kvinder, drenge og piger skulle blive Guds børn og få del i hans evighed. Det sammenfattes alt sammen på fornem vis i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16, som af samme grund undertiden kaldes ”den lille bibel”: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Derfor har vi et håb der er bedre end at vores kære bliver til stjerner når de forlader os, nemlig at de kommer til det lys der i modsætning til stjernerne rent faktisk er evigt: Guds lys. Det var også det der stod i den første læsning vi hørte i dag: ”Solen er ikke længere dit lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys”. Og det er lige så fredfyldt som stjernerne umiddelbart forekommer at være når vi ser dem her fra jorden: ”Der høres ikke længere om vold i dit land, om undertrykkelse og ulykke inden for dine grænser.”

Men er det alle der kommer derhen? Det er et spørgsmål der bliver heftigt diskuteret blandt præster og teologer for tiden, for hvis Gud er kærlighed, sådan som vi hævder i kirken, så vil han vel ikke lade nogen gå fortabt? På den anden side har jeg også jævnligt hørt det argument at hvis selv en mand som Hitler er blevet lukket ind i himlen, så er der da ingen retfærdighed til! Hvad skal vi mene om det – det evige liv i lys og fred som der står om i Bibelen, er det noget der gælder alle? Mit bedste svar er: både ja og nej!

Dagens prædiketekst, som jeg læste op som det første efter at jeg gik herop på prædikestolen, består af en række korte udsagn fra Jesus, som tilsammen kaldes ”saligprisningerne”, fordi Jesus priser en række grupper salige. Og hvad betyder det så? Ja, hvis man ”priser” nogen lykkelig (enten sig selv eller en anden), så betyder det at man giver udtryk for at den pågældende person er lykkelig eller heldig eller privilegeret. Og ”salig” betyder egentlig ikke så meget andet end ”lykkelig”, ud over at det måske er et stærkere ord.[2] De steder hvor den græske filosof Platon, der levede 400 år tidligere end Jesus, bruger det samme græske ord, hentyder det til de rige og veluddannede,[3] men hos Jesus er det helt anderledes; han siger nemlig at det er de fattige i ånden, de der sørger, og de sagtmodige, der er salige! Og hvorfor er de så det? Jo, fordi ”Himmeriget er deres”, sammen med de barmhjertige, de rene af hjertet og dem der stifter fred. Det tyder altså på at der er nogle betingelser. Endnu tydeligere bliver det i Daniels Bog i Det Gamle Testamente, hvor der står sådan her om dommens dag: ”Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvævingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid” (Dan 12,2-3). Jeg vil tilføje at jeg talte på knapper om jeg skulle citere de vers netop i dag eller ej, for de kan jo nok give anledning til bekymring, både på vegne af de kære vi har mistet, og på vegne af os selv!

Men som sagt ville jeg ikke kun sige nej til at alle bliver frelst; jeg ville sige ”både ja og nej”. Og det vil jeg fordi den retfærdighed, barmhjertighed og renhjertethed der tilsyneladende er et adgangskrav til det evige liv, ikke er noget vi selv skal præstere, men noget som Gud giver os, hvis bare vi vil lade ham gøre det! Derfor var formuleringen i dagens første læsning også lidt anderledes end i saligprisningerne; hos Esajas stod der nemlig ikke: ”Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden”, men: ”Alle i dit folk er retfærdige, og evigt skal de eje landet – et skud, som Herren har plantet, hans hænders værk til hans ære.” Når der står at alle i folket er retfærdige, er det jo tydeligvis udtryk for at der er sket en forandring, for dengang Esajas skrev, var det bestemt ikke alle i folket der var retfærdige! Spørger man Paulus, var der tværtimod ingen i folket der var retfærdige, og da mindst af alle dem der gik rundt og bildte sig ind at de var frommere og bedre end alle andre. Det argumenterer han for i de første tre kapitler af Romerbrevet, og han slutter af med at konkludere at ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24). Gud er altså mere end villig til at gøre hvem som helst retfærdig, hvis blot vi vil lade ham forvandle os. Vi vil nemlig aldrig kunne leve i evigt lys og fred og salighed så længe der bor ondskab, selviskhed, mistillid og løgn i vores hjerte, men Gud elsker os så højt at han vil rense alle de ting ud fra vores hjerte så vi alle sammen kan komme til at ”stråle som stjernerne for evigt og altid” for nu at bruge Daniels udtryk. Så ja, frelsen og det evige liv gælder alle – alle der ydmygt vil tage imod Guds retfærdighed som Jesus har vundet til os ved selv at leve op til alle kriterierne i saligprisningerne. Svaret bliver kun nej hvis vi selv vælger at sige nej, for Gud vil aldrig sige nej til den der kommer til ham, uanset hvor meget lort vi har lavet i vores liv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Markus har dog ”ikke” i stedet for ”aldrig”.

[2] Ifølge Walter Bauers A Greek-English Lexicon of the New Testament betyder ???????? specifikt “privileged recipient of divine favor”, men oprindelig lå der ikke noget religiøst i ordet (ud over at de gamle grækere generelt så lykke som et resultat af guddommelig velvilje).

[3] Staten 335E og Menon 71A

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til alle helgens dag 2025
Tags: Esajas' Bog 60.18-22, Johannes' Åbenbaring 7.1-17, Matthæusevangeliet 5.1-12

Posted By admin on 11. november 2025

Helbredelsen af den lamme i Kapernaum: Det går ikke altid som præsten prædiker

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 19. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der var muligvis en eller to af jer der studsede en gang da I så at overskriften for dagens gudstjeneste er: ”Det går ikke altid som præsten prædiker”. Man skulle jo tro at jeg var interesseret i at overbevise jer om det modsatte, ikke? Men som vi hørte i dagens første læsning, så er der faktisk bibelsk belæg for at sige at det ikke altid går som præsten prædiker! Det lagde I måske ikke mærke til at der stod i Esajas-teksten? (pause) Okay, det stod der så heller ikke helt ordret, men der stod at Gud siger: ”Jeg kuldkaster orakelpræsters varsler”. Og så kan jeg heldigvis ånde lettet op igen, for jeg er jo præst ved en kirke, ikke ved et orakel.

                      Et orakel var en religiøs institution som folk hyppigt opsøgte i antikken for at få at vide hvad fremtiden havde at bringe, typisk med henblik på at finde ud af hvordan de skulle undslippe en truende ulykke. Bedst kendt er nok oraklet i Delfi, som gennem mere end tusind år havde ry for at være det mest troværdige orakel, og som derfor rutinemæssigt blev konsulteret af lederne fra en lang række græske bystater, og senere også af flere romerske kejsere. Desværre for ”kunderne” var oraklets svar imidlertid tit meget svære at tyde. Historikeren Herodot kan for eksempel fortælle at kong Krøsus af Lydien spurgte oraklet til råds da perserkongen Kyros gik i krig for at indlemme Lydien i sit rige. Oraklet svarede Krøsus at hvis han tog kampen op mod perserne, ville det føre til et stort riges undergang. Det tog Krøsus naturligvis som et positivt varsel, men udfaldet blev det modsatte: Perserne vandt en knusende sejr, og Lydien ophørte med at eksistere som et selvstændigt rige. Det fik imidlertid ikke nogen til at drage den konklusion at oraklet havde taget fejl, for oraklet havde jo ikke sagt hvilket rige der ville gå til grunde; Krøsus havde blot fejlagtigt antaget at det var Perserriget der var tale om, mens orakelpræsterne bagefter kunne hævde at det var Krøsus’ eget rige de havde ment.

                      At kuldkaste orakelpræsters varsler og gøre spåmænd til tåber var med andre ord ikke nogen let sag, men det siger Gud altså ikke desto mindre (gennem Esajas) at han vil gøre. Grunden til at oraklerne (der var nemlig mange andre end det i Delfi) som regel gav så tvetydige svar, var jo at orakelpræsterne ikke havde nogen reel indsigt i hvad der ville komme til at ske i fremtiden (eller i hvert fald ikke mere end vore dages fremtidsforskere og politiske analytikere); de kunne kun forholde sig til hvad der virkede mest sandsynligt, og så i øvrigt gardere sig bag forblommede formuleringer som gav dem mulighed for bagefter at påstå at de havde fået ret, uanset hvilket af de mulige udfald der gik i opfyldelse. Gud, derimod, har skabt himlen og jorden og endda tiden selv, så derfor ved han alt om både fortid, nutid og fremtid. Og derfor kunne Esajas med stor frimodighed forudsige at Jerusalem, derunder ikke mindst byens tempel, ville blive genopbygget, for det havde Gud selv fortalt ham.

                      Vi kan naturligvis undre os over hvordan Esajas kunne være så sikker på at Gud virkelig havde talt til ham, men uanset om han nu havde fået budskabet gennem en drøm eller et syn eller ”bare” en stærk indre overbevisning, så var det i hvert fald sket på en måde der ikke havde efterladt ham i tvivl, og man må også formode at han gennem sine mange års virke som profet efterhånden havde lært at skelne mellem Guds stemme og sin egen fantasi. Flere af de ting han forudsagde, vedrørte nemlig den nære fremtid, som for eksempel da han forgæves forsøgte at berolige kong Akaz med at den alliance der havde erklæret ham krig, ikke ville holde længe (Es 7), eller da han med større held overbeviste Akaz’ søn Hizkija om at assyrerkongen Sankerib ville blive tvunget til at opgive sin belejring af Jerusalem (Es 37). Begge forudsigelser virkede meget usandsynlige da Esajas fremsatte dem, men de gik altså i opfyldelse, og i situationen med Jerusalems belejring skete det endda blot få timer efter at Esajas havde forudsagt det. Og det er klart at den slags oplevelser er med til at gøre det lettere at forudsige noget med stor frimodighed.

                      Den profeti der var den første læsning i dag, virkede også meget usandsynlig da den blev fremsat. Jerusalem var blevet indtaget af babylonerkongen Nebukadnesar, som havde maltrakteret byen så eftertrykkeligt at den bogstaveligt talt lignede Jerusalems ødelæggelse, og det meste af befolkningen var blevet ført i eksil. At jøderne ville overleve som folk, og Jerusalem igen ville blive en blomstrende by, virkede mere end umuligt. Hvor umuligt det virkede, understreges af at de af Israels nabofolk der også kom under babylonisk herredømme – filistrene, edomitterne, moabitterne og ammonitterne – alle ophørte med at eksistere som folk. Men for jøderne gik det altså anderledes – præcis som Esajas havde forudsagt – hvorimod det mægtige babyloniske rige faldt (i øvrigt til den selv samme Kyros af Persien som førnævnte Krøsus forgæves søgte Delfi-oraklets hjælp imod). Det stred imod alt hvad de babyloniske orakelpræster og spåmænd havde forudsagt; de havde tværtimod spået at det babyloniske rige ville bestå i al evighed.

                      Og hvad kan vi så bruge det til i dag? vil I sikkert gerne vide. Tja, først og fremmest kan vi lære at vi heller ikke skal sætte vores lid til vore dages orakelpræster og spåmænd. Og hvem er så det? Ja, de mest oplagte eksempler er naturligvis astrologer, håndlæsere, medier og shamaner – det siger næsten sig selv at vi der har fået det ufattelige privilegium at kunne tale med universets skaber som børn taler med deres far, ikke skal søge råd hos dem der udøver den slags kunster. Men også i bredere forstand er det vigtigt at vi husker på at ligesom Gud imod alle odds kunne genrejse det jødiske folk efter det babyloniske fangenskab (og i øvrigt også bevare dem gennem de mange århundreder der er gået siden Jerusalem igen blev ødelagt, denne gang af romerne), kan han også i dag gøre ting som ingen forventer. Og det er først og fremmest derfor jeg har valgt at give dagens gudstjeneste overskriften ”Det går ikke altid som præsten prædiker”, for i daglig tale betyder den talemåde jo at tingene ikke altid udvikler sig sådan som man havde regnet med. I dag bruges udtrykket først og fremmest når noget er gået galt (i hvert fald hvis man skal tro kapitel 5 i Den Danske Begrebsordbog), men talemådens oprindelige ordlyd var faktisk: ”Det går ikke altid så galt som præsten prædiker”.[1] Grunden til at det har ændret sig, er måske at vi moderne præster prædiker et mere opmuntrende budskab end vores kollegaer i 1800-tallet gjorde? I dag vil jeg i hvert fald gerne prædike at når vi har Gud om bord, er hans hensigt altid at det skal gå bedre end vi forventer.

                      Det allerstærkeste eksempel på at det gik langt bedre end præsten prædikede, er budskabet om Jesus. At den dag skulle komme hvor universets skaber ikke længere lod sig nøje med at styre historiens gang på en måde så orakelpræsterne blev gjort til skamme, men gik så vidt som til selv at træde ind i historien ved at lade sig føde som et lille barn, var i hvert fald et mirakel og en nådesbevisning ud over alle grænser. Israels profeter havde forudsagt det, men mig bekendt er der ikke nogen anden religion i verden der rummer en tilsvarende påstand. Ganske vist vrimler det med guder i menneskeskikkelse i eksempelvis de græske myter, men de er netop kun i menneskeskikkelse, hvorimod Jesus rent faktisk blev et menneske der kunne blive træt, sulten og bange, og som endda kunne dø. Det er så radikalt at selv muslimerne, der ellers ikke betragter Jesus som guddommelig, men kun som en stor profet, har skrevet hans død på korset ud af ligningen ved at hævde at Gud i sidste øjeblik mirakuløst skiftede ham ud med forræderen Judas Iskariot.

                      Men netop Jesu død og opstandelse er det allermest centrale i kristendommen, og det er også netop de begivenheder der er belægget for at det ikke gik som præsten prædikede i dagens evangelietekst. Teksten siger ikke nogen om hvorfor den lamme mands fire venner havde båret ham hen til Jesus, og hvorfor de var så desperate at de ligefrem lavede hul i taget, men mon ikke det er et meget godt gæt at de håbede at Jesus ville helbrede deres ven? I det foregående kapitel af Markusevangeliet havde han nemlig helbredt en hel masse mennesker. Og vennen blev da også helbredt rent fysisk, men som det står, virker det næsten som om det var noget sekundært, noget som Jesus først og fremmest gjorde for at bevise at han havde magt til at tilgive synder på Guds vegne. Israelitterne havde da også før set profeter der kunne helbrede syge (først og fremmest den store duo Elias og Elisa), men at et menneske uden videre omsvøb erklærede et andet menneskes synder for tilgivet, det var uhørt! Og når man tænker over det, så er det at blive tilgive vel i virkeligheden også en endnu større gave end det at blive fysisk rask? At skulle leve resten af mit liv med en byrde af skyld som jeg ikke kunne slippe af med, forekommer mig i hvert fald at være endnu værre end hvis jeg skulle leve resten af mit liv uden at kunne gå på mine ben – for ikke at tale om at de fysiske skavanker jo forsvinder når vi dør; det gør skylden ikke.

                      Men de tilstedeværende præster (hvis de da var det, men skriftkloge var de i hvert fald) mente at der skulle prædikes på en anden måde; de mente ikke at Jesus havde myndighed til at tilgive synder. Og i et vist omfang kan jeg egentlig godt følge dem. Hvis der var nogen der havde syndet mod dig, for eksempel ved at bedrage dig økonomisk eller lyve for dig eller udsætte dig for fysisk eller psykisk vold, og en tilfældig mand på gaden så gik hen til den person der havde gjort det og erklærede vedkommende for tilgivet, så kunne jeg i hvert fald godt forestille mig at du ville synes at vedkommende gjorde regning uden vært, for det var jo dig og ikke ham det var gået ud over! Så hvad fik dog Jesus til at mene at han havde mandat til at tilgive ting der var blevet gjort mod andre end ham selv? (Vi skal jo huske på at de skriftkloge ikke havde Det Nye Testamente og 2000 års kirkehistorie i ryggen sådan som vi har; set med deres øjne var Jesus bare en radikal ung prædikant).

                      Lagde I for resten mærke til at de skriftkloge ikke tænkte: ”Hvem kan tilgive synder andre end den det gik ud over?”, men derimod: ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?”? Al synd mod Guds skabning er dybest set synd mod skaberen, og selvom det menneske du har syndet imod, kan vælge at det der er sket, fremover ikke skal være med til at definere forholdet mellem jer, så er det kun Gud der har magt til at beslutte at det ikke længere skal definere hvem du er. Og det er måske det største mirakel der findes: at vi kan blive sat fri af vores fortid og forholde os til Gud, vores omverden og os selv som rene og skyldfrie, uanset hvad vi har gjort. Dét kunne ingen spåmand eller orakelpræst have fundet på!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] T. Vogel-Jørgensen: Bevingede Ord (Gads Forlag 1990/2002), s. 506

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Efeserbrevet 4.22-28, Esajas' Bog 44.22-28, Markusevangeliet 2.1-12

Posted By admin on 11. november 2025

Manden med vand i kroppen og lignelsen om pladserne ved bordet: Vælg den nederste plads

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 17. søndag efter trinitatis 2025

(bearbejdelse af en prædiken fra Tingbjerg 2007, genbrugt i Husum 2017)

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jesus helbredte en mand med vand i kroppen. Menneskekroppen består af 65 procent vand, så i en vis forstand har vi alle sammen vand i kroppen. Men nogle mennesker oplever at der danner sig væskeansamlinger, også kaldet ødemer, forskellige steder i kroppen. Det græske ord som grundteksten bruger til at beskrive hvad manden fejlede, og som i den gamle danske oversættelse blev gengivet med ”vattersot”, sigter sandsynligvis til udbredte ødemer. Ødemer kan være særdeles ubehagelige, men i sig selv er de ikke farlige. De kan være symptom på noget alvorligt, fx svigtende hjertefunktion, men om det har været tilfældet med den mand vi møder i dagens tekst, siger teksten intet om. Det har man nok heller ikke kunnet afgøre dengang; man har blot vidst at ”vattersot” var en ubehagelig og til tider dødelig sygdom. Og hvad der var nok så vigtigt: De fleste jødiske skriftlærde mente at sygdom i almindelighed og vattersot i særdeleshed skyldtes synd hos den syge. Det var altså efter farisæernes opfattelse en syndig mand der på den hellige sabbatsdag havde vovet sig ind i de helliges forsamling, og det har sandsynligvis irriteret dem ikke så lidt. Alligevel smed de ham ikke ud, for den ubudne gæsts tilsynekomst gav dem alle tiders mulighed for at finde ud af hvor Jesus stod: Var han en god og from lærer som mange mennesker sagde, eller var han en der gjorde oprør mod Guds lov, som andre påstod?

                   Jesus valgte at helbrede manden og blev på den baggrund stemplet af farisæerne som en frafalden – men den konklusion fik de kun lov til at beholde et kort øjeblik før Jesus satte dem på plads ved at påpege at enhver af dem selv ville være parat til at bryde sabbatten for at hjælpe deres søn – eller endda blot for at hjælpe deres okse!

                   På den måde blev rollerne byttet om: Farisæerne havde siddet og betragtet Jesus for at bedømme ham, men pludselig var det dem selv der blev betragtet og bedømt. Og Jesus lod sig ikke nøje med at påpege deres dobbeltmoral i forhold til sabbatsbuddet; han brugte også deres måde at gebærde sig på ved bordet som et eksempel på hvordan man IKKE skal gøre.

                   Når vi holder fest i dagens Danmark, så laver vi gerne en bordplan eller fremstiller bordkort så ingen er i tvivl om hvor de hver især skal sidde, og det er som regel noget med at hædersgæsterne sidder til højbords, og de der står dem nærmest, sidder tættest på dem. Ved mere uformelle sammenkomster betyder det derimod mindre hvem der sidder hvor. Men sådan var det ikke på Jesu tid; dengang var et måltid i høj grad et udstillingsvindue for menneskers sociale status, ikke mindst fordi dørene ind til husene som regel stod åbne så enhver kunne kigge ind. Det gjaldt kort sagt om at blive set sammen med de rigtige mennesker. For værten gjaldt det om at have de rigtige mennesker som gæster, og for at højne sin egen sociale status valgte han altid at placere de fornemste gæster tættest på sig selv. Det betød at gæsternes indbyrdes status kunne aflæses af hvor tæt på værten de sad, og det var derfor meget almindeligt at gæster ved et måltid forsøgte at erobre pladserne tættest på værten. De farisæere som Jesus spiste sammen med ved denne specifikke lejlighed, var ingen undtagelse, men de bar sig tåbeligt ad, siger Jesus med en logik som det er svært at indvende noget imod. Hvis man er interesseret i at blive hædret, er det langt smartere at sætte sig på en ydmyg plads hvor man har chance for at blive forfremmet, end på en fornem plads hvor man risikerer at blive degraderet.

                   Men Jesu formaning til farisæerne er andet og mere end nogle gode råd vedrørende social etikette. Jesus indleder nemlig med at sige: ”Når du bliver indbudt til et bryllup…” Hvorfor begynder han pludselig at tale om bryllupper? Der fandtes jo så mange slags middagsselskaber hvor de her sociale spilleregler gjaldt, og det selskab de netop nu befandt sig til, var ikke et bryllup, men blot en sabbatsmiddag. Men netop brylluppet var en almindelig metafor for Guds rige. Og at i hvert fald én af Jesu tilhørere forstod at det var Guds rige han sigtede til, ser vi hvis vi læser 4 vers længere fremme end det sted hvor dagens læsning sluttede. Der er der nemlig en af gæsterne ved måltider der udbryder: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige.”

                   Farisæerne mente nok selv at de var selvskrevne til en plads ved den store fest i Guds rige, og de regnede sikkert også med at de ville komme til at sidde til højbords, hvorimod syndere som den mand Jesus havde helbredt for vand i kroppen, ville være henvist til de nederste pladser – hvis de da overhovedet kom med til festen! Men det er helt forkert at sammenligne sig selv med andre på den måde, siger Jesus. I særdeleshed skal man lade være med at gå rundt og tro at man er bedre end andre mennesker. For gør vi det, risikerer vi at Gud kommer og fortæller os at vi har sat os selv for højt op.

                   I USA vrimler det med tv-prædikanter der tordner imod andre menneskers umoralske livsførelse, men der er en påfaldende tendens til at de der prædiker sådan, på et eller andet tidspunkt selv bliver hovedperson i en skandale der handler om enten økonomisk svindel eller en udenomsægteskabelig affære. Jeg tror meget vel det kan tænkes at det er Guds måde at fortælle dem på at de har valgt en for høj plads ved bordet til sig selv. Så kan de forhåbentlig lære det, de skinhellige tv-prædikanter der tror de er så meget bedre end os andre! – tænker vi, og i samme øjeblik vi tænker det, bliver vi ramt af vores egen dom som af en boomerang, for ved at tænke sådan har vi gjort præcis det samme som dem, nemlig at tænke at vi selv er bedre! Som om vores egne liv var noget at prale af? Det kan godt være at der ikke er nogen af os der har været involveret i offentlige skandaler, men prøv engang at forestille dig at dine medmennesker fandt ud af hvad der i virkeligheden gemmer sig inden i dig. Forestil dig at der blev stillet en storskærm op på Store Torv i Rønne eller foran din gadedør eller her i kirken, og at der på den storskærm blev vist en videooptagelse af alle de tanker du har tænkt i den forløbne uge. Nej vel? For mit eget vedkommende må jeg i hvert fald indrømme at jeg hver eneste uge tænker tanker som ikke tåler dagens lys. Grundlæggende er jeg slet ikke noget godt menneske, og selvom jeg ofte kan forfalde til at tænke at jeg er bedre end den og den, så ændrer det ikke på at jeg intet godt har at byde på i forhold til Gud. Hvis jeg overhovedet skal få lov at komme med ind i hans rige, bliver det ene og alene i kraft af hans nåde og barmhjertighed. Jeg passer lige så dårligt ind i Gud Faders og Jesu selskab som manden med vand i kroppen passede ind hos farisæeren.

Men ligesom Jesus rørte ved den syge mand og frelste ham, sådan vil han også strække sin hånd ud til hver enkelt af os. Hvis vi holder op med at stole på vores egne indbildte fortræffeligheder og i stedet sætter alt vores håb til Jesu nåde, så vil han lade sin godhed flyde igennem os. Måske vil vi så en dag høre ham sige: ”Min ven, sæt dig højere op!” Men hvis ikke, så er selv den nederste plads i Guds rige en langt fornemmere plads end vi nogensinde kan gøre os fortjent til. Og det at vi kan få lov til at kalde universets skaber og hersker for vores far, som vi blandt andet skal gøre det i bønnen lige om lidt, det er så stor en ufortjent ære at vi bare må bøje os i ydmyg taknemmelighed.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

       Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

       Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

       Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

       Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

       Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 17. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Efeserbrevet 4.1-6, Lukasevangeliet 14.1-11, Salme 19.2-7

Posted By admin on 11. november 2025

Enkens søn i Nain: Hvor er den røde tråd?

Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ruts Kirker 16. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”I skolen lærte jeg at skrive ’De’ med stort. Men jeg ku’ aldrig bli’ til noget trods mit store ordforråd. Jeg stod i kø på livets vej, mens andre overhaled’ mig. Jeg voksed’ og koksed’ og fandt min plads i skyggen med ryggen op mod muren: Hvorfor blev jeg født?” Sådan spørger Shu-Bi-Dua i sangen ”Den røde tråd” fra 1978 – en sang hvis alvorlige tema i øvrigt er ret atypisk i forhold til hvad Shu-Bi-Dua almindeligvis beskæftigede sig med. Grunden til at jeg kom til at tænke på den sang, er naturligvis de fortvivlede spørgsmål som vi i den første læsning hørte den lidende Job stille: ”Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen … Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede”.

                      Job var en mand der havde oplevet mere modgang end de fleste: Han havde været en rig mand, men på én og samme dag mistede han alle sine husdyr, alle sine tjenestefolk og alle sine børn, og kort efter blev han syg ”med ondartede bylder fra isse til fod” (Job 2,7). Tre af hans venner kom rejsende til for at trøste ham, og da de så hvor store hans lidelser var, satte de sig i første omgang tavse ved siden af ham for at tage del i hans sorg. Men da Job så gav sig til at forbande den dag han blev født, sådan som vi hørte det, så kunne de tre venner ikke tie stille mere, og de gav sig til at irettesætte ham på en både ufølsom og selvretfærdig måde. Der er i øvrigt desværre en af vennernes ”taler” der har forvildet sig ind i vores alterbog; nogle af jer hørte den måske for 5 uger siden. Der er i alt 7 læsninger fra Jobs Bog der indgår i kirkeårets bibeltekster. I fem af de syv stykker (blandt andet de to vi har hørt i dag) er det Job selv der taler, og i en af dem er det Gud, men i den der er udvalgt som gammeltestamentlig læsning til at ledsage evangelieteksten om farisæeren og tolderen, er det altså en af Jobs farisæiske venner der taler, hvilket jeg plejer at deklarere inden jeg læser teksten op, for det fremgår ikke af alterbogen at det er en af ”skurkene” i historien der har ordet.

                      Nå, det var et sidespring. I dag har vi som sagt hørt Jobs egen stemme, og vi har hørt ham jamre over hvorfor han dog blev født når det livet havde at byde på for ham, var så frygtelige lidelser. Og jeg synes det er helt og aldeles forståeligt at han stiller det spørgsmål! Men også vi der ikke har fået helt lige så meget med tilværelsens grovfil som Job fik, kan måske til tider have lyst til at stille det spørgsmål som Shu-Bi-Dua stiller i slutningen af den sang jeg indledte med at citere: ”Hvor mon den er, den røde tråd?” Er der nogen overordnet mening i vores liv, eller er vi bare prisgivet en blind skæbne? Eller endnu værre: Er Gud i virkeligheden en slags sadistisk dukkefører der sidder oppe i himlen og kaster med terninger for at afgøre hvilket menneske der nu skal gøres ulykkelig? Sidstnævnte opfattelse er jeg jævnligt stødt på i form af udsagn som: ”Jeg hader Gud, for han tog min mor, min far, min mand, min kone, mit barn fra mig.” Og der er faktisk også nogle der opfatter Jobs Bog som et vidnesbyrd om at det netop er sådan det går for sig.

                      Sagen er den at de første to kapitler af Jobs Bog, før vi når frem til de mange kapitler hvor Job diskuterer med sine tre såkaldte venner, giver os et unikt blik ind i himlen hvor Gud holder hof. Pludselig dukker Satan op, og af en eller anden grund henleder Gud Satans opmærksomhed på Job med ordene: ”Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt” (Job 1,8). Satan indvender imidlertid at Jobs fromhed er en gratis omgang når han nu har det så godt, og han hævder at hvis bare han får lov til at ramme Job med ulykker, så vil piben få en helt anden lyd. Det ”væddemål” går Gud ind på, men alt det ved Job naturligvis ingenting om, og det gør hans ”venner” heller ikke; de er tværtimod overbeviste om at ulykkerne er Guds straf over en eller anden frygtelig synd som Job har begået i al hemmelighed. For os der kender hele historien, trænger spørgsmålet sig imidlertid på: Hvorfor sagde Gud ja til Satans udfordring? Var han ligeglad med at Job derved både blev udsat for frygtelige fysiske lidelser og for dybt uretfærdige anklager fra de venner der burde have trøstet ham? Hvor var den røde tråd i det alt sammen?

                      Jeg vil tillade mig at ”spoile” historien (som det hedder på nudansk) og fortælle jer hvad Jobs Bog ender med. Efterhånden som Job bliver mere og mere frustreret over ”vennernes” floskler, forlanger han med stigende insisteren at få lov til at tale med Gud selv så han kan spørge ham hvad i alverden han dog bilder sig ind at udsætte ham for de lidelser. Det spørgsmål er der nok mange mennesker gennem tiderne der har kunnet tænke sig at stille Gud, og det er måske en af grundene til at Jobs Bog har en så universel appel. Men modsat mange andre mennesker gennem tiderne får Job faktisk sit ønske opfyldt: I slutningen af bogen taler Gud faktisk selv til ham ”inde fra stormen” (Job 38,1). Men i stedet for at sige: ”Nu skal du nok få en rigtig god forklaring!”, så stiller Gud faktisk Job en hel masse spørgsmål: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? … Har du nogensinde beordret morgenen frem … Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? … Er det din indsigt, der får høgen til at svinge sig i vejret” og så videre (Job 38,4.12.31; 39,26). Alt det kan Job naturligvis ikke svare på, og da Gud slutter af med at spørge hvad det var Job ville gå i rette med ham for, står Job målløs tilbage og kan ikke sige meget andet end: ”Øh, ikke noget!”[1]

                      Man kunne tro at moralen er at Gud er den stærkeste og gør hvad der passer ham, og det må vi mennesker bare finde os i, men sådan tror jeg faktisk ikke det er. Snarere tror jeg at pointen i alle de spørgsmål Gud stiller Job, er at Gud er så meget større, stærkere og klogere end os at vi ikke har nogen chance for at forstå hans handlinger, og at det derfor heller ikke ville give nogen mening at give Job den forklaring han forlangte, for han ville alligevel ikke kunne forstå den (det kan selv vi der har været med på en lytter ved Guds hof i himlen, som sagt have svært ved). Vores opgave er ikke at forstå Gud; vores opgave er blot at tro på ham, det vil sige: at stole på at bag alt det uforståelige arbejder Gud konstant udelukkende til gavn for os. Man kan spørge hvorfor vi skulle stole på det, hvis det absolut ikke ser sådan ud, men rent bortset fra at det er det Bibelen fortæller os,[2] så tror jeg også at mange af os har en intuitiv fornemmelse af at universets skaber må være god, for hvor er alt det gode i verden ellers kommet fra?

                      Under alle omstændigheder hørte vi i dagens anden læsning at Job, selv midt i sine lidelser, ind imellem fandt et glimt af tro og håb. Personligt synes jeg det er vildt imponerende at en mand der var underlagt de vilkår som Job var, var i stand til at sige: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden”; den eneste mulige forklaring jeg kan komme på, er at han talte under direkte inspiration fra Helligånden.

                      Til allersidst i Jobs Bog bliver hans skæbne vendt på ny: Han genvinder sin rigdom og får nogle nye børn – og selvom det selvfølgelig ikke kunne udslette sorgen over de børn han havde mistet, så var det ikke desto mindre en stor trøst, foruden at det at have børn også udgjorde en slags livsforsikring på den tid. Det er imidlertid ikke alle der, som Job, oplever at se lykken vende her i denne verden; mange må dø uden at have set det de troede og håbede på, gå i opfyldelse. Og derfor er jeg glad for at Jobs håb, som vi hørte i den anden læsning, ikke først og fremmest rettede sig mod en oprejsning i denne verden, men at han sagde: ”Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud”. For det er først når denne verden ender, at vi vil kunne se den røde tråd, og alt vil give mening – eller alternativ: at vi vil være så lykkelige i Guds nærhed at vi slet ikke har brug for nogen forklaring.

                      Som sagt er jeg helt vildt imponeret over at Job, i den situation han var i, kunne finde troen på at han ville komme til, enten før eller efter døden, at opleve at Gud gjorde alt godt. På en måde er vi der lever i dag, i en langt mere privilegeret situation end han var, for efter at Job døde, og før vi andre blev født, skete der jo faktisk det at løseren stod frem på jorden! Da Guds søn lod sig føde som et lille barn under fattige kår og blev lagt i en krybbe, sådan som vi skal fejre det om et par måneder, blev den røde tråd knyttet mellem himmel og jord, og da han døde på korset og opstod igen, blev døden overvundet, sådan at vi kan komme til at se Gud, selv når vores ”kød er tæret bort”, som Job så malende udtrykte det. I de 33 år der gik fra Jesus blev født, til han døde og opstod, gik han rundt og talte om Guds rige. ”Guds rige er kommet nær”, sagde han (Mark 1,14 et al.), men han nøjedes ikke med at sige det; han demonstrerede det også i handling. En af de stærkeste demonstrationer var den vi hørte i dagens evangelietekst: Ligesom Job havde også enken i Nain mistet alle sine børn (nemlig den eneste søn hun havde), og hun var endda i forvejen enke, det vil sige: sin mand havde hun også mistet. Hun havde nok svært ved at se nogen mening, nogen ”rød tråd”, i det der havde ramt hende. Men så dukkede den løser som Job havde forudsagt, pludselig op og rakte hende en rød tråd fra himlen ved at vække hendes døde søn til live igen!

                      Der er ikke mange der som Job har oplevet at Gud selv talte til dem fra en storm, og der er nok om muligt endnu færre der som enken i Nain har oplevet at et kært familiemedlem som de havde mistet, blev oprejst fra de døde. Men både Job og enken kan alligevel give trøst til os andre – Job fordi han udholdt sine lidelser i tillid til at Gud ville lade retfærdighed og barmhjertighed triumfere til sidst, og enken fordi hun fik lov til at se et håndgribeligt tegn på at Gud har fat i den lange ende af alle de løse røde tråde. Opvækkelsen af enkens søn var nemlig – ligesom alle de andre mirakler Jesus udførte – først og fremmest et tegn på at Guds rige er i færd med at bryde frem i vores verden, og at den dag nærmer sig hvor vi vil blive rigeligt kompenseret for alt hvad vi har måttet døje i denne verden, og få fuldt tilstrækkelige svar på alt hvad vi måtte have af spørgsmål. Indtil da må vi bare klynge os til troen på at Gud virkelig er god – også selvom vi ikke forstår ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Parafrase af Job 40,1-5.

[2] Se fx Rom 8,28

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Jobs Bog 19.23-27a, Jobs Bog 3.11-22, Lukasevangeliet 7.11-17

Posted By admin on 3. oktober 2025

Markens liljer: Gud vil sørge for os

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 15. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?” Det er et meget kendt bibelvers, hvor blandt andre Søren Kierkegaard og H.C. Andersen har fundet inspiration til – på hver deres unikke måde – at prædike om at vi ikke skal bekymre os. Men der er en detalje i verset som modsiger det bekymringsløse liv lidt, synes jeg, nemlig det med at græsset kastes i ovnen i morgen. Hvis jeg fik at vide at jeg ikke har noget som helst at bekymre mig om, for Gud skal nok sørge for at jeg har noget pænt tøj at tage på indtil jeg dør lige om lidt, så ville jeg i hvert fald lige bede om at få gentaget sidste del af sætningen! Udsigten til at skulle dø lige om lidt er jo noget som jeg tror de fleste vil finde langt mere bekymrende end det ikke at have noget pænt tøj at tage på (eller endda det slet ikke at have noget tøj der kan holde kulden ude på en vinterdag).

                      Men måske er det netop det der er pointen i det Jesus siger – at det er tosset at vi render rundt og bekymrer os om ting der dybest set er de rene petitesser sammenlignet med livet selv? Vi kan jo alligevel ikke lægge en dag til vores liv ved at bekymre os. Og inden nogen af jer indvender at hvis man ikke bekymrer sig om mad og tøj, så kan man hurtigt ende med at trække temmelig mange dage fra sit liv, så vil jeg skynde mig at sige at det modsatte af bekymring ikke er ladhed og ligegyldighed. Markens liljer arbejder måske nok ikke, men det gør himlens fugle, som Jesus jo også gør til forbilleder, i høj grad. Se for eksempel på svalerne (hvis der eller er nogen af dem tilbage, som ikke er fløjet sydpå endnu; ellers kan du jo tænke på de svaler du har set i sommerens løb). Hvor tit ser man en svale der sidder stille uden at lave noget? Jeg vil ikke sige at det aldrig er sket (det er i øvrigt en af forskellene på svaler og mursejlere, for jeg har vitterligt aldrig set en mursejler der ikke var på vingerne!), men svaler er som regel i fuld sving med at flyve rundt og fange myg – først på sommeren gør de det for at skaffe mad til deres unger i reden, og sidst på sommeren for at samle energi til den lange flyvetur til Sydafrika de skal ud på. Det Jesus siger, er altså ikke at vi ikke skal gøre en indsats for at få mad og tøj, men han siger at vi skal gøre den indsats uden at bekymre os – ligesom fuglene gør.

                      Nu er vi selvfølgelig mennesker og ikke fugle, og spørgsmålet er om vores hang til bekymring ikke er en uundgåelig bivirkning af netop alt det der gør os til andet og mere end fugle og blomster og chimpanser, så som vores evne til at tænke rationelt og abstrakt og forholde os til vores egen eksistens? Siger Jesus at vi skal lade være med det? Nej, tværtimod; der er mange steder i evangelierne hvor han taler om vigtigheden af at være bevidst om hvad vi gør, og hvorfor. Vi behøver for eksempel blot at bladre et enkelt kapitel frem i Matthæusevangeliet for at høre ham sige: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. … Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand” (Matt 7,24.26), og i Lukasevangeliet (14,28-29a) siger han: ”Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at bygge det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det”. Nej, det Jesus vil sige til os, er at perspektivet for vores handlinger og prioriteringer ikke blot skal være dagen i morgen, men evigheden: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Eller som han lidt mere kryptisk udtrykker det i Johannesevangeliet (6,27a): ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv”. Altså: Fokusér på at kende og elske Gud, og lad så resten være op til ham!

                      Det er bare så nemt at sige for en gennemprivilegeret dansker som mig, der aldrig har behøvet at bekymre mig om hvor det næste måltid skulle komme fra – selv da jeg som ung studerende levede på et skrabet SU-budget, kendte jeg vejen hjem til mors kødgryder hvis kisten blev helt tom! Men rundt om i verden er der jo altså mennesker der rent faktisk mangler mad i en grad så deres liv er truet af det. Ifølge organisationen Oxfam døde der sidste år mere end 20.000 mennesker om dagen af sultrelaterede årsager,[1] og flere hundrede millioner mennesker, først og fremmest i Afrika, lever fortsat under akut hungersnød. Er det ikke nærmest at betragte som et slag i ansigtet på dem når vi citerer et vers som: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”?

                      Dertil vil jeg sige at hvis du eller jeg spiser en der sulter, af med sådan et vers uden at give dem noget at spise, så er det at slå dem i ansigtet. I Jakobsbrevet (2,15-16) står der: ”Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: ’Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,’ men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så?” Samme emne blev engang taget op i tegneserien Coffee with Jesus, som er en meget simpel nettegneserie hvis billedside består af tre felter hvor Jesus sidder med en kop kaffe i hånden og taler med en moderne klædt person der også har en kop kaffe i hånden. Samtalen består typisk i at den moderne person siger noget til Jesus, som Jesus giver et fyndigt eller uventet svar på. I en af striberne siger den moderne person: ”Jesus, hvordan kan du tillade at der er mennesker i verden der sulter?”, hvortil Jesus svarer: ”Det er sjovt du spørger, for jeg skulle faktisk lige til at stille dig det samme spørgsmål!” Som den norske digter Nordahl Grieg skrev i sit digt ”Til ungdommen” (der her i landet ikke mindst er berømt på grund af Kim Larsens indspilning af sangen): ”Ædelt er mennesket, jorden er rig! Findes her nød og sult, skyldes det svig.”

                      Svaret på hvad vi stiller op med de her vers om at Gud vil sørge for os, når der er mennesker i verden der sulter, er altså at vi selv skal blive en del af Guds svar på de nødlidendes bønner. Vi hverken kan eller må bruge Guds løfter som undskyldning for ikke at hjælpe hvor vi kan. Som så mange andre formaninger i Bibelen er også formaningen om ikke at bekymre sig primært beregnet på at vi selv skal tage den til os. Og det forhold at de fleste af os næppe løber nogen stor risiko for at komme til at mangle mad eller tøj inden for en overskuelig fremtid, burde vel blot gøre det så meget lettere at stole på at Gud vil sørge for os.

                      Ja, det burde det. Men bagsiden af medaljen er at vi let kommer til at finde vores tryghed alle mulige andre steder end hos Gud, nemlig i vores job, vores opsparing, vores velfærdssamfund, vores forsvar og militære alliancer, og så videre – eller blot i at Danmark hverken har oplevet krig eller fødevaremangel i snart adskillige årtier. Ja, så trygt lever vi i vores lille smørhul at vi til tider endda har det med at glemme at uanset hvordan man vender og drejer det, så skal vi dø engang. Og derfor er det så altafgørende at vi først og fremmest søger Guds rige, for når vores liv her på jorden er slut, kan vi hverken tage penge eller ejendele med os, og hverken forsikringsselskaber eller sociale sikkerhedsnet kan redde os fra døden. Men ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, som der står i et af de nok allermest kendte bibelvers, nemlig Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16. Det eneste der kan hjælpe os når alt her på jorden når sin udløbsdato, er altså at stole på Gud. Til gengæld er det som vi får, hvis ordene fra Jesus står til troende, så stort og rigt at det med længder og bredder overgår alt hvad vi går og bekymrer os om i denne verden.

                      Så hvad skal vi gøre hvis vi på et tidspunkt kommer i en situation hvor vi med rette kunne ”være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen?”? Vi skal tænke på hvad der er sværest: At give os mad og tøj i morgen, eller at redde os ud af døden og give os evigt liv? Det sidste, ikke? Så hvis vi stoler på at Gud kan gøre det sidste, hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det første?

                      Problemet er selvfølgelig at vores erfaring ofte kan give os anledning til at betvivle at Gud rent faktisk kan gøre det første, fordi der som sagt jo er mennesker – endda mange mennesker – der lider nød af forskellige ikke-selvforskyldte årsager. Men vi kan jo spørge hvad alternativet er! At bekymre os hjælper i hvert fald ingenting, hverken mod vores nød i denne verden eller mod døden. Så hvis der vitterligt ingen Gud er, så er vi på den! Men selv hvis der ingen Gud er, har vi stadig ingen gavn af at bekymre os; så må den mest rationelle livsfilosofi tværtimod, som Paulus skriver i Første Korintherbrev (15,32), være: ”lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!” Jeg vil dog tro at de fleste mennesker har en intuitiv længsel efter noget der er mere meningsfyldt end dét!

                      For at besvare en sidste indvending, som nogle af jer måske af og til hører: ”Du sagde, præst, at det eneste der kan hjælpe os når alt her på jorden når sin udløbsdato, er at stole på Gud. Men hvorfor skulle jeg lige vælge at stole på din gud og ikke på Odin eller Allah eller Buddha eller Brahma?” Og ja, rent bortset fra at ”Allah” blot er det arabiske ord for Gud, som bruges af både kristne og muslimer, og rent bortset fra at buddhisterne ikke tilbeder Buddha som gud, ja, så er det da en forståelig indvending! Men først og fremmest står det fast at du i hvert fald er nødt til at stole på en magt der er større end dig eller noget andet menneske, uanset om du så vælger at kalde den magt for ”Gud” eller for noget andet. Og ganske kort fortalt, så er mit væsentligste argument for netop at søge tilflugt i kristendommens budskab om Gud, at kristendommen er grundlagt på en fortælling om en mand der blev slået ihjel, men besejrede døden og nu sidder ved Guds højre hånd, og at alle de der påstod at have set ham i live efter at han ellers var blevet begravet, var så overbeviste om hvad de havde set, at de var villige til at gå i døden for det. Det var de villige til fordi de stolede på at Gud ville sørge for dem i liv og død, og min opfordring til dig i dag er at du også stoler på dét.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] https://www.oxfam.org/en/press-releases/21000-people-are-dying-each-day-conflict-fuelled-hunger-around-world

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Første Mosebog 8.20-22 + 9.12-16, Galaterbrevet 5.25 - 6.8, Matthæusevangeliet 6.24-34

Posted By admin on 3. oktober 2025

De ti spedalske: Husk at sige tak!

Prædiken til høstgudstjeneste i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Kornet vi mejed og bandt og det sanked i lade”. Ja, jeg gjorde ikke, og jeg tror også der er enkelte af jer der ikke har været ude med landbrugsmaskinerne. Men de der har, har jo så at sige været det på vegne af os alle sammen, for der er jo ikke ret mange moderne mennesker der ikke konsumerer landbrugsprodukter, og derfor giver det trods alt stadig mening at synge som vi lige har gjort.

                      Når vi i dag holder høstgudstjeneste, gør vi det på baggrund af en høst der, så vidt jeg har forstået, har været overordentlig god i år. Hvorfor har den det? Har de der pløjer og sår, gjort sig mere umage end de plejer? Nej, jeg vil da tro at de gør sig maksimalt umage hvert eneste år. Men der er mange faktorer der ligger uden for vores menneskelige kontrol, deriblandt ikke mindst vejret. Og det er blandt andet derfor vi holder høstgudstjeneste hvert år: fordi vi aldrig hverken må eller kan tage høsten for givet.

                      Og det gælder sådan set ikke kun høsten; det gælder også alt muligt andet i tilværelsen. Der er et gammelt ord der siger at man ikke ved hvad man har, før man mister det. Tag nu for eksempel de ti spedalske vi møder i dagens tekst. Spedalskhed er ikke en medfødt sygdom, så de har alle ti kunnet se tilbage på en tid hvor de ikke var spedalske. Mon de dengang huskede at være taknemmelige for at de var raske? Ja, jeg behøver ikke at se længere end til mig selv for at få en indikation af svaret, for jeg må indrømme at taknemmeligheden over at jeg ikke lider af nogen alvorligere kroniske sygdomme end pollenallergi og forhøjet kolesterol, ikke fylder det store i mine tanker til hverdag. Det gælder også for de mere akutte sygdomme at når jeg ligger med influenza, så ønsker jeg mig kun at blive rask hurtigst muligt, men når jeg så er blevet rask, varer det ikke ret mange dage før glæden over dét overskygges af alt det andet jeg kunne ønske mig anderledes i tilværelsen. Det er virkelig sandt hvad et andet gammelt ord siger, at ”den der er sund og rask, savner mange ting, den syge savner kun én ting”.

                      Men jeg kan trøste mig med at jeg er i godt selskab, for David havde det tilsyneladende også med at tage Guds gode gaver for givet og glemme at sige tak. I hvert fald er hele den salme fra hans hånd som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, én lang formaning til ham selv om ikke at gøre netop det. David kendte tilsyneladende sig selv godt nok til at vide at han var nødt til hele tiden at minde sig selv om alt det han havde at takke Gud for. Og man kan sige at høstgudstjenesten på samme måde udgør en årlig påmindelse til os om ikke at tage det for givet at vi har mad at spise og tøj at tage på kroppen, men at sige tak til Gud for det.

                      Ja, faktisk er hver eneste søndag en påmindelse til os om at huske at sige tak til Gud. Det at vi hver uge har en dag hvor vi tager en pause fra vores slid med at få brød (og andre forbrugsgoder) på bordet for i stedet at hvile i taknemmelighed over hvad vi har fået, går som bekendt helt tilbage til skabelsesberetningen, hvor der står: ”Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte” (1 Mos 2,3). Da De 10 Bud kom til efter Israels befrielse fra Egypten, blev hviledagen formaliseret, idet et af buddene kom til at lyde: ”Husk sabbatsdagen, og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer” (2 Mos 20,9-10). Desværre var den gode vane som det bud lagde op til, på Jesu tid mange steder blevet forvansket til en gang paragrafrytteri med strenge regler for hvor langt man måtte gå på sabbatten, og hvilke specifikke handlinger der i øvrigt talte som ”arbejde”, sådan at bestemmelsen om hviledagen langt hen ad vejen var blevet en byrde frem for at være den lettelse fra hverdagens byrder som var den oprindelige mening, og derfor finder vi også i evangelierne flere beretninger hvor Jesus gør op med farisæernes og de skriftkloges sabbatsforståelse og blandt andet siger de kendte ord: ”Sabbatten blev til for menneskers skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mark 2,27).

Da budskabet om Jesus nåede ud til mennesker der ikke var jøder, måtte apostlene og de øvrige ledere i den spæde kirke tage stilling til hvordan de skulle forholde sig til de love som Gud havde givet israelitterne gennem Moses ved Sinajbjerget, og deres konklusion blev at Sinajpagten er blevet erstattet af en ny og mere fuldkommen pagt,[1] og at ikke-jøder der kommer til tro på Jesus, derfor ikke er bundet af alle de forskellige regler om mad og tøj og den slags – og altså heller ikke af sabbatsbuddet, selvom det endda er en del af De 10 Bud.[2] Men det ændrer ikke på at der var en grund til at Gud gav jøderne sabbatsbuddet, nemlig at det er vigtigt at standse op og tage sig tid til at være taknemmelig.

Grækerne og romerne havde ikke en ugentlig hviledag, og derfor var det i praksis umuligt for mange af de første ikke-jødiske kristne, som levede i græske eller romerske samfund, at holde en arbejdsfri dag hver uge, i hvert fald hvis de var slaver eller lønmodtagere. Det var måske en af grundene til at den meget tidlige kirkefader Ignatius af Antiokia, som døde allerede i år 107, skrev i et af sine breve at man ikke behøver at undlade at arbejde for at holde sabbat, men at det vigtigste er at fokusere på Guds ord og takke ham for skaberværket,[3] og 100 år senere skrev biskop Tertullian af Karthago at kristne kan holde sabbat i hjertet alle ugens dage samtidig med at de passer deres arbejde.[4] Sabbatsdagen havde imidlertid en stor plads i hjertet hos i hvert fald nogle af den tids kristne, som derfor samledes til gudstjeneste på den syvende dag ligesom syvendedagsadventisterne stadig gør den dag i dag, hvorimod andre foretrak at samles på ugens første dag, søndag, fordi det var den dag Jesus opstod fra de døde. (I vores del af verden er der i øvrigt i mellemtiden sket det forvirrende at vi er begyndt at regne søndag som ugens sidste dag i stedet for den første).

I år 321 skete der så det at der udgik en befaling fra kejser Konstantin om at alle byfolk skulle holde fri om søndagen, mens folk på landet ikke behøvede det, eftersom deres arbejde må udføres når vejret er til det. Dermed var første skridt taget på vejen mod at betragte søndag som ”den kristne sabbat”. I 1200-tallet skrev Thomas Aquinas, der betragtes som middelalderens største kristne tænker, at alle de ti bud gælder for alle mennesker, og at man derfor skal lade være med at arbejde om søndagen, og i 1600-tallet gjorde de engelske og skotske puritanere det ligefrem til en del af deres trosgrundlag at kristne ikke bør beskæftige sig med noget som helst verdsligt om søndagen, være sig arbejde eller fornøjelser.[5] Den anskuelse bredte sig i mange vækkelseskredse, også her i Danmark, men jeg håber at min lille historietime her har gjort det klart at det er en om muligt endnu værre misforståelse end den måde de skriftkloge holdt sabbat på på Jesu tid, for de skriftkloge gjorde det i det mindste på den korrekte ugedag, nemlig lørdag.

                      Som sagt var hensigten med sabbatsbuddet først og fremmest at lære os ydmyghed og taknemmelighed, og jeg vil give Tertullian (som jeg citerede tidligere) ret i at vi bør udvise den ydmyghed og taknemmelighed hver eneste dag og ikke kun én af ugens syv dage. Men selvom vi under den nye pagt ikke er bundet af den gamle pagts bud, deriblandt sabbatsbuddet, så er det ikke desto mindre en god og sund vane ikke at arbejde hele tiden, men også at tage os tid til afslapning, til samvær med familie og venner, og til at sige tak til Gud. Ganske vist bør vi sige tak til Gud hver dag, men det at komme herhen i kirken en gang om ugen kan være med til at minde os om hvor meget vi har at takke Gud for.

Her i dag, hvor vi fejrer høstgudstjeneste, tænker vi som sagt især på hvor stor tak vi skylder Gud for at vi har mad på bordet, og dagens evangelietekst om de ti spedalske hvoraf kun én vendte tilbage for at sige tak, minder os om den tak vi skylder Gud for vores gode helbred. Men den allerstørste gave som Gud har givet os, den blev vi mindet om i den Davidssalme vi indledte med. Salmen er som sagt en formaning til salmisten selv (og dermed også til læseren) om at huske at sige tak til Gud for alle hans gode gaver, men jeg ved ikke om I bemærkede hvad der var den allerførste gave der blev nævnt? Ellers får I den lige igen: ”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld”. Syndernes forladelse er altså den allervigtigste gave, og den bliver vi heldigvis mindet om hver søndag, blandt andet i nadveren hvor vi hører Jesus sige: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Går vi et vers længere frem i davidssalmen, står der: ”Han udfrier dit liv fra graven”. Det evige liv er altså det næstvigtigste at huske at takke Gud for. Og ja, Grundtvig samler jo så fint det hele i det måske mest kendte vers i det der vel må kaldes høstsalmen over alle høstsalmer, som vi indledte gudstjenesten med. ”Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet” – altså dels høsten, men først og fremmest ordet om syndernes forladelse, og livet både nu og i evighed.

Men hvordan takker vi så Gud for alle has gode gaver her og hisset? Det gør vi kort sagt på to måder: Med vores ord og med vores handlinger. Ordene, det handler naturligvis om bøn og lovsang, og hvad handlingerne angår – ja, man plejer jo at sige at den ene tjeneste er den anden værd, og op til jul er der mange der aftaler indbyrdes om man nu er ”på gave med hinanden” i år, men i forhold til Gud er det anderledes, for vi har jo ikke noget vi kan give ham, som ikke allerede er hans. Til gengæld har det helt fra Det Gamle Testamentes tid været skik at man delte sit høstudbytte med de fattige,[6] og gavmildhed over for vores medmennesker er stadig en af de vigtigste måder vi kan vise Gud taknemmelighed på. I sin store tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet kapitel 25 siger Jesus endda: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Se Hebræerbrevet 8-10.

[2] Se Rom 14,5 og Kol 2,16.

[3] Brevet til Magnesierne.

[4] Adversus Judaeos 4,2.

[5] Westminster Confession 21,8.

[6] Se fx 5 Mos 14,28-29.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til høstgudstjeneste 14. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Lukasevangeliet 17.11-19, Romerbrevet 7.15-19, Salme 103

Posted By admin on 15. september 2025

Den døvstumme i Dekapolis: Kirken er ikke en klub

(bearbejdning af prædiken fra Husum Kirke i 2017)

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 12. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Hvorfor spørger folkene: ’Hvor er deres Gud?’ når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil? Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk.” Sådan lød det i den davidssalme vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, og salmisten fortsætter med at udmale hvor ubrugelige gudebilleder af sølv og guld er: ”Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se,” og så videre. Det havde israelitterne i begyndelsen af deres tid som folk selv lært på den hårde måde.

Mange af jer kender sikkert beretningen om hvordan Moses på Guds befaling havde ført israelitterne ud i ørkenen til Sinajbjerget efter at Gud havde befriet dem fra slaveriet i Egypten. Ved Sinaj talte Gud til folket og gav dem De 10 Bud, som lige siden har dannet grundlaget for jødisk og kristen etik, og langt hen ad vejen også for de værdier der karakteriserer kulturen i vores del af verden. Folket blev imidlertid så forskrækkede over at høre Gud tale, at de insisterede på at Moses skulle agere mellemmand, så Moses gik op på bjerget for at tale alene med Gud for derefter at give Guds befalinger videre til folket (2 Mos 20,18-21). Moses blev imidlertid meget længe oppe på bjerget – hele fyrre dage og fyrre nætter for at det ikke skal være løgn (2 Mos 24,18), og imens blev folket utålmodige. Til sidst afskrev de Moses som død og bad hans bror Aron om at lave en gud til dem. De støbte en statue af en tyrekalv, sådan som de kendte det fra Egypten hvor statuer af tyreguden Apis var almindelige. Men selvfølgelig kaldte de ikke tyren for Apis, for det var jo en af egypternes guder, og de var jo selv israelitter. Så de hævdede i stedet at tyrekalven var en afbildning af Jahve – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.

                      Problemet er bare at man ikke kan lave et billede af den almægtige Gud, himlens og jordens skaber! Det havde Gud i øvrigt allerede sagt til dem, idet De 10 Bud rummer et udtrykkeligt forbud mod at lave gudebilleder, og derudover burde de måske også have overvejet at alt det synliges og usynliges skaber ikke på nogen som helst meningsfuld måde kan repræsenteres af et billede. Det indebærer jo en helt utrolig begrænsning af hvad vi tror om Gud, hvis vi begynder at lave billeder af ham. (Ja, alene det at bruge ordet ”ham” om Gud er en begrænsning, som identificerer Gud mere med det ene køn end med det andet, men at sige ”hende” ville jo være lige så forkert, og endnu værre ville det være at sige ”den”, som jo antyder noget upersonligt. Vi har af forskellige årsager tradition for at sige ”han” og ”ham” om Gud i vore kulturkreds, så det vil jeg fortsætte med – I og jeg skal blot huske at det skal forstås på samme måde som når man siger ”han” om føreren af en bil der er så langt væk at man ikke kan se om føreren er en mand eller en kvinde, nemlig som et generelt ord der ikke angiver et bestemt køn). Hvor kom vi fra? Jo, det er en begrænsning af Gud at lave et billede af – ”ham”. Det hiver på en måde Gud ned på et niveau hvor vi har kontrol over ham; vi skaber Gud i vores billede i stedet for at give os ind under at vi er skabt i Guds billede.

                      Nå, guldkalven blev revet ned igen da Moses kom ned fra bjerget, og israelitterne nåede efterhånden frem til den overbevisning som vi hørte i den første læsning, nemlig at gudebilleder endda er decideret latterlige. Man aner næsten en form for hån af de andre folkeslag og deres gudebilleder i ordene: ”Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se,” osv. Omvendt ser det ud til at de andre folkeslag også har hånet israelitterne ved at spørge: ”Hvor er deres Gud?”, nemlig fordi israelitterne som det eneste folk i området ikke havde et gudebillede de kunne pege på som svar – til gengæld kunne de så svare: ”Vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil!”

                      I vore dage er der ikke ret mange der tilbeder gudebilleder, i hvert fald ikke i vores del af verden. – Eller gør vi? Vi laver naturligvis ikke gyldne statuer af kalve eller andre dyr, som vi i ramme alvor mener er et billede af Gud, og som vi derfor tilbeder, men jeg er ikke sikker på at vi kan sige os fri for at tilbede noget der hverken kan se, høre eller tale. Jeg hører i hvert fald undertiden mennesker sige noget i stil med: ”Jeg vil gerne tro på Gud, hvis han findes, men jeg vil ikke have at han blander sig i mit liv!” Og selv vi der er for fromme til at sige den slags, har måske af og til tænkt det, hvis nu vi skal være helt ærlige? Vi vil altså gerne have assistance fra en overnaturlig kraft, men det skal være på vores egne betingelser. Gud må hjertensgerne helbrede os når vi er syge, eller sørge for at vi vinder i Lotto, men han må ikke bestemme over os. Han må ikke forlange at vi gør noget vi ikke har lyst til, eller at vi lader være med at gøre noget vi har lyst til. Kort sagt: Han skal holde sig inden for det billede vi har skabt af ham. Hvis det er sådan vi tænker om Gud – ja, så er vi i virkeligheden afgudsdyrkere!

                      En anden udbredt form for afgudsdyrkelse er hvis vi mister evnen til at skelne mellem Guds rige og vores egne institutioner. Jeg læste engang en grundbog for frivillige ledere i kirkeligt arbejde, hvor forfatteren, James Lawrence, fortæller denne tankevækkende lignelse: ”Ved en farlig kyst ved havet, hvor der ofte fandt skibbrud sted, var der engang en simpel lille redningsstation. Bygningen var bare en hytte, og der var kun en båd, men de få hengivne medlemmer holdt konstant udkig over havet, og uden tanke for sig selv gik de ud dag og nat og søgte utrætteligt efter de skibbrudne. Nogle af dem, der var blevet reddet, og andre fra lokalområdet ønskede at blive knyttet til stationen og give tid, penge og deres indsats som støtte. Nye både blev købt, og nye besætninger blev oplært. Den lille redningsstation voksede. Nogle af medlemmerne af redningsstationen var kede af, at bygningen var så simpel og dårligt udrustet. De tænkte, at der skulle sørges for et mere bekvemt sted som den første tilflugt for dem, som blev reddet fra havet. De erstattede feltsenge med rigtige senge og sørgede for bedre møbler i den forstørrede bygning. Redningsstationen blev et populært samlingssted for medlemmerne, og de dekorerede den som en slags klub. Nu var der færre medlemmer, som var interesserede i at sejle ud på havet for at redde liv, så de lejede redningsbådsbesætninger til at gøre dette arbejde. Det livreddende motiv var stadig det fremherskende i klubbens dekoration, og der var en liturgisk redningsbåd i rummet, hvor klubbens optagelser blev afholdt. En dag led et stort skib skibbrud på kysten, og den lejede besætning bragte flere bådladninger ind med kolde, våde og halvt druknede mennesker. De var snavsede og syge, og nogle havde mørk hud, og nogle havde gul hud. Den smukke nye klub var i kaos, så ejendomskomiteen fik straks bygget et bruserum uden for klubben, hvor ofre for skibbrud kunne blive vasket, før de kom indenfor. Ved det næste klubmøde var der splittelse blandt medlemmerne. De fleste af medlemmerne ønskede at holde op med klubbens livreddende aktiviteter med det argument, at de var ubehagelige og en hindring for det normale sociale liv i klubben. De medlemmer, der insisterede på, at redningsstationens primære formål var at redde liv – deraf navnet – blev nedstemt og fik at vide, at de kunne lave deres redningsstation længere nede ad kysten og redde druknede efter skibbrud der. Det gjorde de så. Som årene gik, oplevede den nye station de samme ændringer, som havde fundet sted i den gamle. Den udviklede sig til en klub, og endnu en ny redningsstation blev grundlagt. Historien gentog sig, og hvis du besøger den kyst i dag, vil du finde et antal eksklusive klubber langs med kysten. Skibbrud er hyppige i dette farvand, men de fleste af folkene drukner.”[1]

                      James Lawrence sætter nok tingene lovlig meget på spidsen, men jeg tror det er en meget reel fare at vores fine kirker går hen og bliver til mål i sig selv i stedet for at være redskaber for Guds rige, eller at vi begynder at tro at kirken er til for vores egen skyld, og ikke for Guds og vores næstes skyld.

                      Men hvad skal vi så gøre? Hvad er det der er formålet med den ”klub” der går under navnet ”kirken”? Ja, hvis vi slår op i Bibelen, så er svaret: at bære vidnesbyrd om kirkens Herre, Jesus Kristus. I slutningen af Matthæusevangeliet sagde Jesus til disciplene: ”Gå derfor ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,19-20). Og umiddelbart før sin himmelfart sagde Jesus: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8). Det er det der er kirkens eksistensberettigelse. Det er det der er formålet med at det her hus overhovedet er blevet bygget!

                      Men det er ikke nemt. De fleste af de mennesker vi omgås, har jo ikke noget ønske om at blive ”gjort til disciple”, og det med at ”være vidner” kan også være en kompliceret affære hvis der ikke er nogen der har lyst til at høre på det vi har fået pålagt at fortælle dem. Ja, måske ved vi dårligt nok selv hvad det egentlig er vi skal sige! Vi kan nemt komme til at føle os lige så mundlamme som den mand vi hører om i dagens evangelietekst. Den følelse kender jeg i hvert fald selv, uagtet jeg har en universitetsgrad i teologi og får penge for at fortælle andre om Gud og Jesus!

             Men heldigvis handler teksten jo om at Jesus helbredte manden! Det var ganske vist en fysisk helbredelse af en fysisk lidelse, i hvert fald hvis man tager teksten for pålydende (hvilket jeg tror man skal), men det var også et tegn. I de kapitler der går forud for helbredelsen, er der en mængde beretninger hvor Jesus siger noget til disciplene, men de ikke forstår noget som helst. Ligesom afguderne fra Det Gamle Testamente har de ører, men kan ikke høre – og derfor kan de naturligvis heller ikke fortælle det videre som de har hørt. Mange teologer mener at den fysiske helbredelse af manden i Dekapolis var et tegn på den åndelige helbredelse som Jesus ville give sine disciple – og os. Så lad os bede ham om at sende os sin Helligånd så vi kan give evangeliet både tunge og krop, og tale de befriende ord som vores medmennesker har brug for at høre. Det kan godt være at konsekvensen ikke bliver at vore liv bliver mere bekvemt, eller at vores kirke bliver en hyggeligere klub – men det er heller ikke det vi er kaldet til. Vores Gud er i himlen, og han gør hvad han vil.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] James Lawrence: Ledere i vækst (Mediacellen 2009), s. 226ff.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Andet Korintherbrev 3.4-9, Markusevangeliet 7.31-37, Salme 115.1-9

Posted By admin on 15. september 2025

Farisæeren og tolderen: Er det retfærdigt?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Retfærdig” er et nøgleord i dagens tekst (selvom det kun optræder to gange). Den overraskende punchline i den lignelse Jesus fortæller til de mennesker der stolede på at de selv var retfærdige, er jo nemlig at det var tolderen og ikke farisæeren der gik retfærdig hjem.

Der er bare det problem at når man har hørt en historie tilstrækkeligt mange gange, så holder den op med at være overraskende. Jeg har undertiden hørt om landsbyer langt ude på savannen i Afrika hvor Jesus-filmen er blevet vist for mennesker der aldrig tidligere havde hørt evangeliet, og hvor reaktionerne har været sorg og chok når de så korsfæstelsen, afløst af naturligvis stor glæde, men også dyb forbløffelse når Jesus stod op fra de døde igen. For disse afrikanere har det nok været lettere at sætte sig ind i hvordan disciplene har haft det dengang begivenhederne fandt sted, end det er for os andre.

Også lignelsen om tolderen og farisæeren vil jeg tro at mange af jer har hørt mange gange før, og selv de af jer der måske ikke har, havde nok regnet ud hvilken drejning historien ville tage, så snart I hørte de første sætninger: ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.” Men de mennesker der hørte lignelsen da Jesus fortalte den første gang, har sikkert haft helt andre forventninger. Vi hørte jo som sagt at de ”stolede på, at de selv var retfærdige, og … foragtede alle andre”, og de ”alle andre” som de foragtede, må i særdeleshed have omfattet tolderne. Tolderne var nemlig genstand for almindelig foragt og had, også i den brede befolkning, og det skyldtes at de arbejdede for den romerske besættelsesmagt. De var altså værnemagere, som tog deres landsmænds penge og gav dem til fjenden. Romerne brugte ganske vist nogle af pengene på infrastrukturprojekter der også kom jøderne til gode, men de brugte dem også til at lønne deres embedsmænd og soldater. Og at nogle af tolderne – deriblandt Zakæus, som vi hørte om for en måneds tid siden – tilmed misbrugte deres position til at opkræve endnu flere penge end romerne forlangte, og stikke det overskydende i deres egen lomme, blev de ikke ligefrem mere populære af. Farisæerne, derimod, var velansete borgere som alle så op til, og som det var vanskeligt at sætte en moralsk finger på. Prøv nu at sætte dig i de første tilhøreres sted: Hvem af de to mænd ville du betegne som ”retfærdig”, farisæeren eller tolderen? Farisæeren, ikke?

Men historien slutter selvfølgelig ikke dér, for vi får jo lov til at være med på en lytter når de to mænd begge to beder i templet (om end nogle måske ville undre sig over hvad en så usympatisk person som tolderen dog havde at gøre dér). Og farisæerens bøn er ikke køn, det må man sige; den består hovedsageligt i at han roser sig selv. Men en jøde i det 1. århundrede ville ikke have reageret lige så negativt på sådan en bøn som de fleste af os nok instinktivt gør, for selvom det lyder som om han roser sig selv, så giver han jo faktisk Gud æren for sin fromhed: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker”. Han er altså godt klar over at han lige så nemt kunne være blevet en røver, en ægteskabsbryder eller en tolder hvis ikke Gud havde bevaret ham.

Og selv hvis vi insisterer på at farisæerens bøn alligevel gør ham mindre sympatisk end han ellers virkede, så hjælper det ikke tolderen ret meget, for hans bøn er sandt for dyden ikke noget at skrive hjem om: ”Gud, vær mig synder nådig!” Som gode lutheranere ved vi selvfølgelig godt at i er retfærdiggjorte af nåde ved tro, meen – der må dog skulle mere til end bare sådan en smule bøn? Det tror jeg i hvert fald at de fleste af os ville have ment hvis vi aldrig havde hørt lignelsen før.

Jeg nævnte før at tolderne var værnemagere, men det er jo efterhånden 80 år siden at den tyske besættelse af Danmark ophørte, så for de fleste af os moderne danskere, fraregnet de ældste af os, er ”værnemager” nok et meget teoretisk begreb som vi har svært ved at forbinde ret meget med. Så måske skulle vi prøve at finde en anden kategori af mennesker at sammenligne tolderen med; en kategori som vi stadig kender i dag. Hvem har vi i nutidens samfund som beriger sig på andres ulykke ved at presse penge af deres landsmænd og give dem til fjenden? Ja, Danmark er jo heldigvis hverken i krig eller besat for tiden, men det betyder ikke at der ikke er fjendtligtsindede væbnede grupper der opererer i vores land – bander, for eksempel. Vi kan altså forestille os en person der arbejder for Bandidos eller Loyal To Familia, og som er blevet rig på det. Det kunne eksempelvis være en narkopusher. Narkopushere presser selvfølgelig ikke penge af almindelige mennesker som dig og mig, men kun af dem der har været så uforsigtige at lade sig hverve ind i kriminelle miljøer, men jeg kan oplyse at de kriminelle bander er så skrupelløse at de ikke generer sig for at lokke børn helt ned til 12-årsalderen ved at love dem at de kan tjene hurtige penge, så selvom du måske tænker at du aldrig selv kunne komme i kløerne på en bande, så kunne dit barn eller barnebarn måske! Og ellers er der jo også andre skrupelløse personer man kunne tænke på, så som selskabstømmere, konkursryttere, eller dem der skaffer sig adgang til folks kreditkort og kontooplysninger ved at ringe og give sig ud for at være fra banken eller politiet. Forestil dig at en af dem – en pusher eller en svindler – går ind i en kirke, standser lige inden for døren, bøjer hovedet og fortvivlet mumler: ”Gud, vær mig synder nådig!” Hvad ville du tænke om det?

De fleste af os ville nok mene at det var positivt; at det var et rigtig godt første skridt på vej mod et nyt og bedre liv, men vi ville nok også mene at han stadig havde meget lang vej at gå før vi ligefrem ville kalde ham for ”retfærdig”. Altså, han har jo ikke gjort noget som helst retfærdigt endnu; han har kun sagt nogle ord som hvem som helst vel i princippet kunne sige. Hvordan kan vi vide at hans bøn var udtryk for en reel omvendelse og ikke at han bare lige blev grebet af øjeblikkets stemning? Men Jesus siger altså at han – ikke den anden – gik hjem som retfærdig. Hvad i alverden mener Jesus dog med det?

Ja, hvad betyder ordet ”retfærdig” overhovedet? Sådan som vi bruger ordet i daglig tale, betyder det som regel at alle får lige vilkår. Når et barn (eller en voksen for den sags skyld) klager over at noget er uretfærdigt, er det i hvert fald som regel fordi de enten er blevet nægtet et privilegium som andre har fået, eller er blevet straffet for noget som andre er sluppet afsted med. Men en mere oprindelig betydning af ordet ”retfærdig”, som også er den betydning vi finder i Bibelen, er at man i det hele taget handler på en moralsk forsvarlig måde. Moses siger for eksempel at hvis man har lånt en fattig mand penge mod et pant, så er det retfærdigt at give ham pantet tilbage inden solnedgang så han ikke lider nød, også selvom han ikke har betalt lånet tilbage endnu (5 Mos 24,12-13), og også i Jobs Bog forbindes begrebet ”retfærdighed” med det at gøre godt mod folk i nød (fx 29,14-16). I Ordsprogenes Bog (12,10) forbindes retfærdighed endda med at være god mod dyr. Sådan som Bibelen bruger ordet, betyder det at være ”retfærdig” altså at man handler i overensstemmelse med Guds karakter og sindelag. Derfor er det også noget sludder når man ind imellem hører det udsagn at ”Gud er kærlig, men han er også retfærdig”, som om de to ting var modsætninger, for målt med Guds alen kan en handling der er gjort uden kærlighed, per definition ikke være retfærdig! Selve Guds væsen er jo kærlighed, som blandt andre apostlen Johannes minder os om: ”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” Selvretfærdigt paragrafrytteri har altså ikke en snus med ægte retfærdighed at gøre, og derfor gik farisæeren ikke retfærdig hjem!

Så langt, så godt. Men den logiske konklusion af det ville vel blot være at hverken tolderen eller farisæeren var retfærdige? Mens farisæerens tilsyneladende retfærdige gerninger i virkeligheden kun var selvretfærdighed, så havde tolderen jo i det hele taget ingen retfærdige gerninger på sit cv, eller hvad? Vi hører i hvert fald ikke noget om at han gjorde en masse hemmelige gode gerninger eller noget; den eneste begrundelse Jesus angiver for at han gik hjem som retfærdig, var at han erkendte at han var en synder, og bad Gud om at være ham nådig. Hvad retfærdigt er der i det?

Først og fremmest det at det er sandt! Jesus sagde om sig selv at han er vejen og sandheden og livet (Joh 14,6), og han kalder Guds Ånd for ”sandhedens ånd” (Joh 14,17; 15,26; 16,13), så det at tale sandhed er altså i overensstemmelse med Guds væsen og dermed retfærdigt. Dernæst var det en ydmyg bøn. Jesus sagde engang: ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Matt 11,29), så den der er ydmyg af hjertet – vel at mærke ikke falsk ydmyg med henblik på at blive rost for sin ydmyghed, men oprigtigt ydmyg i visheden om at han intet kan præstere som kan gøre ham fortjent til noget som helst hos Gud – han handler retfærdigt! Men den ægte ydmyghed er meget skrøbelig, for vi kommer alt for let til at tænke: ”Ih, hvor er jeg ydmyg nu!” og klappe os selv på skulderen over at vi er langt mere ydmyge end den-og-den, og det øjeblik vi gør dét, er der ikke længere tale om ægte, men falsk ydmyghed. Og det bringer os videre til den tredje og vigtigste grund til at tolderen gik hjem som retfærdig, nemlig at han søgte sin retfærdighed det eneste sted den er at finde: hos Gud. Lige så lidt som vi kan fremtrylle den ægte ydmyghed hos os selv, lige så lidt kan vi nemlig stampe retfærdighedens øvrige facetter op af jorden. Vores eneste chance for at blive retfærdige, er at bede Gud om at gøre os retfærdige. Paulus, der længe satsede på ved egen kraft at blive retfærdig, udtrykker det så fint i Filipperbrevet at jeg vil give ham det sidste ord i denne prædiken: ”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre, På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Første Korintherbrev 15.1-10a, Jobs Bog 5.8-16, Lukasevangeliet 18.9-14

Posted By admin on 15. september 2025

Den uærlige godsforvalter: Lad os vandre i lyset

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 9. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Er lys noget godt eller noget dårligt?

                      De fleste af jer vil sikkert sige at det er et ualmindelig dumt spørgsmål, for selvfølgelig er lys noget godt! Uden lys ville vi jo ganske enkelt ikke kunne leve, for ikke alene ville vi mangle lys til at udføre vores arbejde og til at regulere vores humør og døgnrytme (sådan som mennesker der lider af total blindhed, jo gør), men der ville heller ikke være nogen fotosyntese, altså den proces hvor grønne planter bruger sollys til at omdanne CO₂ og vand til ilt og kulhydrat. Uden kulhydrat fra planter ville vi ikke have noget at spise, og uden ilt at indånde ville vi dø i løbet af få minutter. Så lys er ikke alene godt, det er en absolut livsnødvendighed!

                      Men alt med måde, som man siger. Hvis lyset bliver alt for skarpt, kan vi jo heller ikke se noget, og hvis vi kigger direkte på solen, kan vi endda risikere at ødelægge vores øjne. Vi ser altså bedst hvis lysintensiteten hverken er for høj eller for lav, men helst omkring 1000 lux (for nu at udtrykke det teknisk). Men det betyder ikke at verden ville være et bedre sted hvis der overalt var en belysningsstyrke på 1000 lux; det afhænger af hvad vi skal bruge belysningen til. Går vi for eksempel i biografen for at se en film, så skal der helst være en meget lav belysningsstyrke alle andre steder end på lærredet (og på nødudgangsskiltene). Og til en romantisk middag vil de fleste af os nok foretrække en mere dæmpet belysning end hvis vi skal læse avis eller tråde en nål.

                      Og så er der en helt særlig kategori af aktiviteter der bedst udføres hvis der ikke er alt for meget lys, nemlig aktiviteter der helst skal holdes hemmelige. I lande hvor det er forbudt at samles til gudstjeneste, vil de kristne for eksempel ofte foretrække at samles i ly af mørket, og i den mere fredelige afdeling vil æresporte til sølvbrudepar og overdimensionerede peberkværne til 30-års fødselarer som regel også blive stillet op i ly af mørket. Og så er der de ting der som regel bliver gjort i mørke fordi de, som vi meget passende plejer at sige, ”ikke tåler dagens lys”, med andre ord: Ting der i hvert fald er umoralske og i mange tilfælde også ulovlige. Hvis man ikke har samvittigheden i orden over for Gud og mennesker, vil man være tilbøjelig til at foretrække at færdes i mørke. Det konstaterer Det Nye Testamentes forfattere da også ved adskillige lejligheder, som for eksempel i Johannesevangeliet hvor det hedder at ”enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Joh 3,20), eller i Efeserbrevet hvor Paulus skriver: ”tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset” (Ef 5,11-13). Eller i det stykke fra Første Johannesbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns blod, renser os for al synd.”

                      Det siger sig selv at når Johannes skriver at vi skal ”vandre i lyset”, så betyder det ikke at det er forkert for en kristen at have natarbejde, for eksempel i sundhedssektoren eller transportsektoren. Det han taler om, er ”lyset” i overført betydning, altså at vi skal leve på en måde der ”tåler dagens lys”: at vi ikke skal gemme os bag en from facade hvor vi forsøger at få vores medmennesker til at tænke højere tanker om os end der er dækning for, men tværtimod skal leve på en så åben og gennemsigtig måde at hvis Ekstra-Bladet skulle finde på at grave i vores hemmeligheder, så ville vi ikke have noget at skjule!

                      Det lyder måske fuldstændig urealistisk, for der er jo ikke nogen af os der er fejlfri. Hvis en tabloidjournalist var ude på at sværte mig til, ville han eller hun utvivlsomt kunne finde rigtig meget at tage fat i, og jeg vil gætte på at det samme gør sig gældende for de fleste af jer. Men det det gælder om, er heller ikke at vi skal være fejlfrie; tværtimod fik vi jo at vide netop i dagens tekst fra Første Johannesbrev at hvis vi nogensinde når dertil hvor vi kan konstatere at nu er der ikke længere nogen synd i vores liv, så kan det kun skyldes én ting, nemlig at vi tager grusomt fejl: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” Nej, det der ligger i at ”vandre i lyset”, er at vi bekender vores synder; at vi ikke lever i hykleri og skinhellighed, men i åbenhed, også selvom det måtte betyde at der er nogle af vores medmennesker der bliver berøvet nogle af deres illusioner om hvor gode mennesker vi er. ”For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt”, som Jesus siger i Matthæusevangeliet (10,26). Derfor er det bedre at vi selv lægger alt åbent frem, end at andre gør det.

                      Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal fortælle alle mennesker alle vores hemmeligheder; hvis vi gjorde det, ville det ikke alene risikere at krænke vores egen blufærdighed, men også andres. Vi behøver ikke at være overdrevent specifikke når vi vedgår at vi så langt fra er fejlfrie; det vigtigste er at vi omgås vores medmennesker med ydmyghed og ikke svinger os op på en høj moralsk hest når nogen bliver afsløret i noget, men erkender at det lige så godt kunne have været os selv, hvis ikke Guds nåde havde bevaret os.

                      Og netop Guds nåde er et nøgleord i denne sammenhæng. Ud fra det jeg har sagt indtil nu, kunne man måske fristes til at tro at det lys vi skal vandre i, er et lys vi selv skal skabe ved at være åbne og ærlige, men sådan er det heldigvis ikke. Tværtimod er kristendommen bygget på budskabet om at Gud lod sit lys skinne frem i verdens mørke. Det er især i advents- og juletiden vi hører og synger om det, med ord som: ”Himlens lys kom i dig til jord, skinner til ny oplysning stor” (DDS 108,4) eller ”ved ham, Guds Søn, det lysne må udi vort hjertes mørke vrå” (DDS 84,5) eller ”Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge, det er det lys, der, aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt” (DDS 129,1). Men hvad betyder det at der ”tændtes lys i skyggers land” (DDS 94,7) da Jesus blev født? Hvad har hans fødsel at gøre med det at vi skal bekende vores synder?

                      Alt, faktisk. På grund af Jesus kan vi nemlig ikke se frem til straf og fordømmelse fra Guds side når vi bekender vores synder, men derimod til tilgivelse og frelse. Det hørte vi jo også i læsningen fra Første Johannesbrev: ”Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns blod, renser os for al synd.” Det er jo netop derfor vi kan vandre i lyset: fordi vi bliver befriet for den byrde af skyld og skam som ellers ville tynge os ned så vi ikke kom nogen steder. Uden tilgivelsen ville vi nærmest være tvunget til at flygte fra lyset, fordi en afsløring af det mørke der bor i os, ville medføre så dyb skam at vi ville have svært ved at leve videre med den. Du tænker måske at det lyder overdrevet, men det er kun fordi Gud i sin nåde skåner os for at få den fulde indsigt i hvor meget ondt vi indeholder. Det har vi jo alligevel ingen glæde af at vide, for som Paulus skriver i Andet Korintherbrev: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17).

                      Jeg har ikke sagt noget om dagens evangelietekst endnu, og nogle af jer tænker måske at det er fordi den er så svær at forstå at jeg forsøger at smyge mig udenom. Og I har ret i at den er svær at forstå, fordi Jesus tilsyneladende roser en svindler. Men med det jeg har sagt indtil nu, har jeg forhåbentlig fået slået fast at i forhold til Gud er vi alle sammen svindlere; spørgsmålet er kun om det er blevet afsløret, eller om vi stadig forsøger at skjule det. Godsforvalteren i den historie Jesus fortæller, er blevet afsløret som svindler, og det tvinger ham til at handle taktisk. Højst sandsynligt har hans chef ikke lagt skjul på årsagen til at han blev fyret, og med det skudsmål ville det blive noget nær umuligt for ham at finde andet arbejde inden for samme branche. Derfor forsøger han da heller ikke længere at skjule at han er en svindler, men går tværtimod ud i fuld åbenhed og nedskriver gælden hos sin chefs skyldnere. Han har jo allerede mistet både sin chefs tillid og sit job, så han har ikke mere at miste i dén henseende; til gengæld har han noget at vinde ved at lade det sidste svindel han kan nå at lave, komme andre mennesker til gode i stedet for bare ham selv. Og sådan skal vi også tænke. Vi skal selvfølgelig ikke svindle, det siger sig selv (det ville jo nærmest være det stik modsatte af at ”vandre i lyset”); det vi skal gøre, er at vi skal vedgå at vi er svindlere. Og så kan vi glæde os over at vi i modsætning til forvalteren fra lignelsen har en herre der eftergiver vores moralske gæld og giver os en helt ny start! Derfor er der heller ikke noget han hellere vil have end at vi på hans vegne også eftergiver alle andre deres gæld til ham.

                      Men som sagt bliver vi ikke kun tilgivet, vi bliver også renset. Det at Jesus døde i stedet for os, handler ikke om at Gud stillede sig tilfreds med at ”rette bager for smed”; det handler om at vores synd og skyld bliver slettet ud ved Jesu offer fordi han bar det med sig ind i døden. Det er med andre ord ikke kun straffen for vores synd Jesus har båret, det er synden selv. Han har givet os en helt ny identitet som Guds rene, skyldfrie børn – uden at vi selv har gjort det fjerneste for at gøre os fortjent til det! Vi kan heller ikke gøre noget efterfølgende for at fortjene det, men hvis vi vandrer i lyset og bekender vores synder, vil Gud til stadighed rense os og stadig mere forvandle os til også i den synlige virkelighed at være hans børn. Helt i mål med den proces kommer vi dog ikke før Guds rige kommer i herlighed ved Jesu genkomst – men til den tid vil Gud have renset os så gennemgribende at vi ikke behøver at frygte nogen som helst intensitet af lys, ikke engang den stråleglans der udgår fra Gud selv. Moses bad engang Gud om at få lov til at se hans herlighed, men Gud svarede: ”Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet” (2 Mos 33,20). Men mange år senere sagde Jesus: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5,8). Og de er netop det håb vi lever i: at der vil komme en dag, og det snart, hvor Gud vil gøre os så rene af hjertet at vi kan tåle at se hans rene og hellige lys.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 9. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Første Johannesbrev 1.5 - 2.2, Lukasevangeliet 16.1-9, Ordsprogenes Bog 3.27-35

Posted By admin on 15. september 2025

Peters fiskefangst: Vi gungrer med Gud

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter trinitatis 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En mus og en elefant gik over en træbro. For hvert skridt elefanten tog, rystede det naturligvis i hele broen, og det kunne musen selvfølgelig også mærke, så den sagde til elefanten: ”Ih, sikke dog vi gungrer!”

                      Den historie er sjov, ikke sandt? (Det synes jeg i hvert fald). Og grunden til at den er sjov, er at musens måde at udlægge situationen på er såre menneskelig. Prøv for eksempel at tænke på en fodboldlandskamp. Sidst det danske herrelandshold var i aktion, var i en testkamp mod Litauen tirsdag den 10. juni, som vi vandt 5-0. For sådan siger vi jo tit, ikke? ”Som vi vandt 5-0”. Men så vidt jeg ved, var der ingen af de her tilstedeværende der var på banen – jeg var i hvert fald ikke selv. Jeg var ikke engang blandt dem der sad ude på tilskuerpladserne og heppede og på den måde var med til at give spillerne noget moralsk opbakning. Den eneste lille aktie jeg muligvis har i sejren, er at jeg over skattebilletten er med til at støtte Team Danmark, der giver økonomisk støtte til talentudvikling inden for blandt andet fodbold, men det giver mig vel omtrent lige så lidt ret til at sige ”Vi vandt 5-0” som det giver mig til at sige ”Vi foretog en vellykket hjerteoperation” når et hold kirurger på Rigshospitalet har gjort dét, uanset at jeg også er med til at finansiere sidstnævnte over skattebilletten.

                      Man kunne også tænke på et lille barn der hjælper sin mor eller far, bedstemor eller bedstefar. Da jeg var 3-4 år, holdt jeg for eksempel meget af at hjælpe min morfar i hans have. Når han i april måned stod iklædt stråhat og træsko og tog det ene spadestik efter det andet for at gøre jorden i sin urtehave klar til tilsåning, så stod jeg ved siden af med en lille børnespade og tog mine egne små ubehjælpsomme spadestik. Og hvis nogen spurgte, så var jeg ikke i tvivl om hvad der foregik: Vi var i gang med at grave have, mig og morfar! Også selvom mit bidrag til projektet nok i praksis var ikke-eksisterende.

                      Der er selvfølgelig det at sige til det at jeg jo ikke blev ved med at være 4 år, og efterhånden som jeg blev ældre, blev jeg i stand til rent faktisk at yde en hjælp der kunne mærkes (og dengang kunne jeg endda gøre det uden at få tennisalbue af det). En af pointerne med at lade børn hjælpe til med praktiske opgaver, også mens de er så små at de ikke er til nogen reel hjælp, er jo – rent bortset fra hyggen ved at foretage sig noget sammen – at børnene lærer nogle færdigheder som de siden hen vil kunne bruge til rent faktisk at hjælpe til, og med tiden forhåbentlig på egen hånd at kunne udføre arbejdet lige så godt som den voksne. Derimod kommer jeg aldrig til at score mål for det danske fodboldlandshold, og musen fra den historie jeg indledte med, kommer aldrig til at få broen til at gungre som elefanten. Forskellen mellem en mus og en elefant er så stor at man aldrig kommer til at kunne mærke forskel på den gungren der kommer fra en elefant plus en mus, og den gungren der kommer fra en elefant uden en mus.

                      Forskellen på en elefant og en mus er dog for intet at regne mod forskellen på Gud og et menneske! Selvom en elefant vejer det samme som 200.000 mus, så er de dog begge to pattedyr som er afhængige af føde, vand og luft for at kunne leve, og evolutionsbiologer kan endda fortælle os at der for lidt over 100 millioner år siden fandtes et lille dyr som både nutidens mus og nutidens elefanter nedstammer fra. Helt anderledes er det med Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens skaber, og hans enbårne Søn, vor Herre, og Helligånden. Gud er den eneste der er evig, og tilhører derfor en kategori helt for sig selv; alt andet – engle og åndevæsener, nisser og tandfeer (hvis de findes), mus og elefanter, søer og floder, skove og sletter, du og jeg – tilhører en anden kategori, nemlig ”det skabte”. Derfor er det forståeligt at Esajas reagerede som han gjorde da han fik et syn af Gud selv, der sad på sin trone. Hvordan det som Esajas så, helt præcis har set ud, er umuligt at sige, og han gør da heller ingen forsøg på at beskrive hvordan Gud selv så ud, men Guds omgivelser var da også overvældende nok, med serafer og det hele. Nu er det nok ikke så tit du har set en seraf, så du bliver måske ikke så meget klogere af at få at vide at der var serafer, men kort fortalt så svarer det omtrent til det som du og jeg nok ville kalde for ildsprudende drager. Så det Esajas fortæller os, er altså at Gud var så frygtindgydende at se på, at han blev beroliget da en ildsprudende drage kom hen og rørte hans læber med et stykke gloende kul!

Men det er først derefter at det allermest chokerende sker: Gud efterlyser en frivillig til at gøre noget for ham! Altså seriøst: Vi taler om den magt der har skabt milliarder af galakser, og for hvem tusind år er som et øjeblik – hvilken forskel skulle det kunne gøre at et lille menneske rakte hånden op og sagde: ”Jeg vil da godt hjælpe til?” Skulle Gud plus Esajas kunne gungre mere på broen end Gud uden Esajas? Uanset hvor mange år Esajas øvede sig og blev bedre til det Gud nu ville have ham til at hjælpe med, ville han aldrig komme til at kunne føje noget som helst til det som den almægtige kan. Men Gud valgte altså alligevel at lade ham hjælpe, og endda at lade ham lægge navn til den tredjelængste bog i Bibelen.

                      Spoler vi frem til evangelieteksten, så møder vi en mand der oplever noget der kan sammenlignes med Esajas’ oplevelse af at se Gud siddende på sin trone, nemlig Simon Peter, som i det meste af teksten blot kaldes Simon. Simon var nemlig hans navn; Peter var et tilnavn som Jesus gav ham. Eller rettere: Peter er en fordanskning af den græske oversættelse af det tilnavn som Jesus gav ham, nemlig Kefas. Så hvis du rejste tilbage i tiden og mødte ham den dag hvor dagens evangelietekst foregår, og sagde: ”Hej, Peter!”, så ville han sandsynligvis ikke ane hvem ”Peter” var; det fandt han først ud af senere da han begyndte at færdes i græsktalende kredse.

                      Parentes slut. Peter, som i virkeligheden hed Simon indtil Jesus gav ham navnet Kefas, oplevede som sagt noget der kunne sammenlignes med det Esajas oplevede, og det selvom han hverken så troner eller serafer. Det eneste han så, var fisk, og sådan nogle havde han jo set så mange gange. Det var da heller ikke fiskene han blev fyldt af ærefrygt for, men derimod Jesus. Simon fornemmede nemlig at der var noget helt særligt på spil når han fik en så rekordstor fangst på et tidspunkt af døgnet hvor man normalt ingen fangst ville forvente, og så endda lige præcis på det tidspunkt hvor Jesus havde sagt at nu var det tid. (Jeg elsker i øvrigt den underspillede humor i Grundtvigs formulering af Jesu ord: ”Det er på tiden, om jeg ser ret” – som om Jesus var i tvivl om hvorvidt han så ret!).

”Hvor i alverden kom alle de fisk dog fra?” må Simon Peter utvivlsomt have spurgt sig selv. Ganske vist vidste han allerede at Jesus var noget ud over det sædvanlige (ellers ville han nok heller ikke have stillet sin båd til rådighed for ham som ad hoc-prædikestol). I det kapitel der går umiddelbart forud for dagens tekst i Lukasevangeliet, hører vi for eksempel om at Jesus helbreder Simons svigermor, der lå syg med høj feber, og det må unægtelig have gjort et vist indtryk! Men trods det var Simon altså alligevel en smule skeptisk da Jesus opfordrede ham til at sejle ud på dybet og kaste sine garn ud til fangst. Det var trods alt set før at der var fremstået et menneske med en særlig guddommelig udrustning til at helbrede syge, for eksempel profeten Elisa, der var så navnkundig at han ligefrem blev opsøgt af en spedalsk general fra nabolandet Aram (se 2 Kong 5). Elisa fik også på et tidspunkt en økse der var faldet i floden, til at flyde ovenpå (se 2 Kong 6,1-7), så han var en mand med mange talenter, om man så må sige. Men derfra og så til at få så mange fisk til at dukke op ud af den blå luft (eller rettere: det blå vand) at hele to fiskerbåde var på nippet til at synke, var der alligevel et stykke vej. Kort sagt fornemmede Simon at han stod ansigt til ansigt med selveste skaberkraften – den magt der er så unik at alt fra tandfeer over oceaner til mennesker tilhører samme kategori i sammenligning. Og så føler man sig selvsagt lille – ja, ikke alene lille, men også beskidt, for Gud er jo også den fuldkommen hellige og rene, og i selskab med ham træder det kun alt for tydeligt frem hvor syndige vi selv er, ligesom pletterne på dugen træder så meget tydeligere frem når solen falder ind gennem vinduet. Så tydeligt følte Simon sin egen uværdighed at han ikke så anden udvej end at trygle Jesus om at gå sin vej.

Men ligesom i beretningen om Esajas kommer der et chokerende twist: Frem for at bebrejde Simon alle hans åbenlyse fejl og mangler vælger Jesus at sige: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Det som universets almægtige skaber sagde til Simon, var altså at han gerne ville have ham til at hjælpe ham med at gungre!

Vi kan undre os over rationalet i at Gud har valgt at tage svage og syndige mennesker i sin tjeneste i stedet for selv at gøre det der skal gøres. Det ville vel alt andet lige have ført til en noget lavere fejlmargin, og når man tænker på hvad der gennem tiderne er blevet begået af dumheder og det der er værre, når Guds tjenere er faret frem med nidkærhed uden forstand, så er det lige før man må ønske at Gud havde ladet være med at udlicitere sin mission til sådan nogle fjolser som os. Men det vi skal huske på, er at Gud frem for noget er vores kærlige far. Grunden til at han tog Esajas og Simon Peter og dig og mig i sin tjeneste, er at han elsker os og gerne vil have os med i de ting han laver, også selvom han kunne gøre det meget hurtigere og bedre uden os. Og det må vi også huske på når vi måske ind imellem synes det er hårdt at stå i Guds tjeneste: Han er med os alle dage, og ansvaret for at det vi er i gang med, lykkes, er hans, ikke vores. Det vigtigste for vores himmelske Far er at vi er sammen med ham, og det at vi får lov til at gungre over broen hånd i hånd med ham, er først og fremmest et privilegium. Hvor lidt eller hvor meget det så gungrer, det afhænger ikke af vores indsats. Men at vi går dér på broen sammen, det er den største og dybeste glæde både for ham og for os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2025
Tags: Esajas' Bog 6.1-8, Første Petersbrev 3.8-9, Lukasevangeliet 5.1-11