Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2022

Posted By on 5. april 2022

Marias lovsang: Det umuliges kunst

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Mariæ bebudelses dag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Man siger at politik er det muliges kunst. De fleste der går ind i politik, gør det fordi de har en vision om hvordan de godt kunne tænke sig at samfundet så ud, og en idé til hvordan deres vision kan gøres til virkelighed, men det sker kun yderst sjældent at den vision de startede med, rent faktisk bliver til virkelighed. Der sidder jo nemlig en masse andre politikere som også har hver deres visioner og ideer, og derfor må man forhandle og indgå kompromiser – og hvis man er tilstrækkeligt dygtig til det, kan man være heldig at få mange af sine mærkesager igennem. Men det kræver i reglen at man er villig til at sluge en del kameler undervejs – insisterer man på at man vil have gennemført alt det man har ønsker om af forandringer i samfundet, vil man sandsynligvis ende med ingenting at få gennemført.

                      Jeg har altid været politisk interesseret, og da jeg gik i gymnasiet, overvejede jeg faktisk om jeg skulle gå ind i politik, men det der frem for noget afholdt mig fra at gøre det, var netop det at det er det muliges kunst. Jeg måtte nemlig se i øjnene at de ting som jeg drømmer om at se ske i verden, ikke falder ind under kategorien ”det mulige”: Jeg drømmer om en verden uden krig, en verden hvor de stærke ikke bruger deres magt til at undertrykke de svage, men tværtimod til at tjene andre, en verden hvor ingen snyder andre, men alle tværtimod søger hinandens bedste, en verden hvor familier ikke går i stykker, en verden hvor  ingen behøver at gå sultne i seng mens andre smider overskydende mad i skraldespanden, en verden hvor alle lever i frihed fra såvel ydre som indre slavepiskere, og hvor alle kan finde bedre steder at søge trøst og glæde end i spilafhængighed, usunde seksuelle relationer eller misbrug af alkohol eller stoffer, en verden hvor ingen fødte eller ufødte børn er uønskede, og hvor en mand aldrig kunne drømme om at presse eller tvinge en kvinde til seksuelt samvær, en verden hvor alle roligt kan stole på alle, og også gør det, en verden hvor kærligheden råder, og ingen lever uden håb. Og det er sådan set ikke fordi jeg tror nogen af Folketingets partier ville være imod sådan en verden; det er mere det at man ikke kan skabe sådan en verden ad politisk vej (og de der siger at man godt kan, vil jeg mene at man gør klogest i at holde sig langt væk fra!).

Derfor valgte jeg at blive præst i stedet for politiker, for Gud er nemlig ikke begrænset af hvad der menneskeligt set er muligt; tværtimod vrimler Bibelen med eksempler på at Gud trodser al menneskelig fornuft og får det umulige til at ske. Tag for eksempel Abraham og Sara, som vi hørte om i den første læsning: Gud havde adskillige år tidligere lovet dem at deres efterkommere ville blive så talrige som himlens stjerner, men de havde ingen børn fået, og nu var de blevet så gamle at det biologisk set var en umulighed, og da Gud bekendtgjorde at Sara et år senere ville have en søn, måtte hun le ved tanken. Men det gik som Gud havde sagt, for Gud er specialist i det umuliges kunst!

Jomfru Maria nævner også Abraham i den lovsang som er dagens evangelietekst. Teksten begynder med ”Da sagde Maria”. Det lille ord ”da” peger på at der er gået noget umiddelbart forud, som Marias lovsang på en eller anden måde er en reaktion på, og det giver mig anledning til at gentage noget som mange af jer har hørt mig sige før: Læs i Bibelen – gerne hver dag – og læs ikke kun brudstykker her og der, men læs en hel bog ad gangen, for eksempel Lukasevangeliet. På den måde får du sat både de kendte og de mindre kendte afsnit ind i deres rette sammenhæng. Parentes slut. Det der er gået forud, og som ordet ”da” refererer til, er at Maria er taget på familiebesøg i den anden ende af landet hos sin kusine Elisabeth, som hun var kommet i en slags skæbnefællesskab med fordi de begge var blevet uventet gravide under nogle højst usædvanlige omstændigheder. Elisabeth og hendes mand Zakarias var ”højt oppe i årene”, som Lukas udtrykker det (1,7), og trods ihærdige bønner gennem mange år havde de ingen børn fået. Men en dag havde englen Gabriel vist sig for Zakarias og havde fortalt ham at Elisabeth ville blive gravid og føde en søn, som ville blive en stor profet – ja, allerede mens han lå i sin mors mave ville barnet være fyldt med Helligånden.

Mens det der skete for Elizabeth og Zakarias altså havde visse ligheder med det der var sket for Sara og Abraham små 2000 år tidligere, så var sagen en anden med Maria. Ganske vist blev hun også meget overrasket da hun fik besøg af englen Gabriel, som fortalte hende at hun ville blive gravid og føde en søn, men det var ikke fordi hun var for gammel til at få børn; tværtimod var hun ganske ung. Men hun havde tilstrækkeligt meget styr på det med blomsterne og bierne til at hun vidste at det kræver medvirken fra en mand hvis en kvinde skal blive gravid, og sådan en havde hun ikke været i nærheden af, selvom hun stod overfor at skulle giftes med tømreren Josef. Men Gabriel forklarede hende – ja, han forklarede hende i virkeligheden ikke ret meget, og den dag i dag er det et kæmpe mysterium hvad der rent fysisk skete da barnet blev til i Marias moderliv, men hun fik da at vide at barnet ville være Guds søn, og at han skulle være konge over Guds folk til evig tid.

På den tid var det en meget alvorlig sag hvis en ugift ung pige blev gravid, fordi det jo logisk set kun kunne skyldes at hun havde været sin kommende ægtemand utro. Okay, det kunne selvfølgelig også skyldes at den kommende ægtemand selv havde taget forskud på de ægteskabelige glæder, men det var der ikke tale om i dette tilfælde, så meget vidste Josef, og derfor var det hans hensigt at bryde forlovelsen, men så fik også han besøg af en engel, der fortalte ham at Maria ikke havde været ham utro, med var blevet med barn ved Helligånden. Men mens alt det foregik, har det nok ikke været særlig sjovt at være i Marias sandaler, og det var nok derfor hun valgte at rejse væk og besøge sin aldrende, men ligeledes gravide, kusine.

Elisabeth var allerede i sjette måned da Maria fik besøg af englen (det er derfor vi fejrer fødslen af Elisabeths søn ved midsommer, et halvt år før vi fejrer fødslen af Marias søn – det er nemlig Elisabeths søn, Johannes Døber, der gemmer sig bag navnet ”Sankt Hans”). Da Maria kom på besøg havde den lille ufødte Johannes altså nået den alder hvor han lå og sparkede og sprællede, men da han hørte Marias stemme gennem livmodervæggen og sin mors maveskind, gjorde han mere end at sprælle: han sprang i Elisabeths liv, står der et par vers før vores evangelielæsning begynder. Da huskede Elisabeth at Gabriel havde sagt at hendes søn allerede før sin fødsel ville være fyldt med Helligånden, og hun forstod at fosterets glædesspring skyldtes at den unge kvinde der var kommet på besøg, bar på selve Guds søn, gennem hvem alle Guds løfter til sit folk ville blive opfyldt. Det fortalte Elisabeth naturligvis Maria – og det var dét der fik Maria til at bryde ud i den lovsang som vi læste.

Så langt, så godt. Lad os se på hvad det er Maria så synger. Som sagt nævner hun Abraham – ganske vist først i den allersidste linje, men hendes pointe er at det som Gud har gjort mod hende, Maria, er en opfyldelse af hvad Gud havde lovet Abraham! Hvad havde Gud da lovet Abraham? Jo, han havde sagt: ”Abraham skal … blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham” (1 Mos 18,18). At ”blive til et stort og mægtigt folk” betyder i denne sammenhæng at blive stamfar til et stort og mægtigt folk – og det havde Gud altså lovet Abraham på et tidspunkt hvor Abraham ingen børn havde og var ved at blive for gammel til at få nogen. Derfor var det at Sara alligevel blev gravid på et tidspunkt hvor hun ellers var blevet for gammel til det, enormt vigtigt, ikke kun for det aldrende ægtepar selv, men for hele jorden – for Guds løfter om at velsigne hele verden afhang af Abrahams og Saras efterkommere!

Tiden gik, og Abrahams og Saras efterkommere blev efterhånden til ikke bare ét, men flere folkeslag, deriblandt edomitterne og amalekitterne (og dertil kan man i øvrigt lægge en lang række folk der nedstammede fra Abraham, men ikke fra Sara), men Gud gjorde det klart at det folk som løftet var knyttet til, var israelitterne, som nedstammede fra Abraham og Saras barnebarn Jakob med tilnavnet Israel. Det meste af Det Gamle Testamente handler om hvordan det igen og igen slår grueligt fejl for Israel med at bære den velsignelse for hele verden som Gud havde sagt at de skulle være. Det skyldtes langt hen ad vejen at de var ulydige mod stort set alle Guds bud, men deres ulydighed ændrede ikke på at Gud havde givet Abraham et løfte, og det løfte var der ikke knyttet nogen betingelser til. Gud sagde ikke: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes, hvis dine efterkommere ellers tager sig sammen og kommer fejlfrit gennem livet”; nej, han sagde: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Punktum. Og Gud forbliver tro mod sine løfter, uanset hvor utro vi mennesker måtte være mod ham, så når Gud havde sagt at alle jordens folk skulle blive velsignet gennem Abraham, så stod det til troende! Og løftet gik i opfyldelse da Guds søn steg ned og blev et foster i Marias jomfruliv.

”Velsignet” er et dyrt og fint ord, som vi ikke bruger så meget i daglig tale, men som der til gengæld er rigeligt af i Bibelen og salmebogen og gudstjenesten. Jeg vil for en gangs skyld skåne jer for en længere sproglig redegørelse og springe direkte til konklusionen, nemlig at ”velsignelse” betyder at alt er som det skal være! Så når Gud lovede at alle folk ville blive velsignet, så lovede han altså i virkeligheden at den drøm som jeg for små 30 år siden opgav at arbejde for ad politisk vej fordi politik er det muliges kunst, den vil Gud gøre til virkelighed gennem sin søn fordi Gud mestrer det umuliges kunst! Gud lover os en verden hvor alt er som det skal være; hvor alt er godt. Den verden vil blive fuldt realiseret når Jesus vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde, men allerede da Jesus opstod fra graven, som vi snart skal fejre til påske, blev sejren vundet over alt det onde fordi Jesus havde taget det med sig i døden da han døde i vores sted. Derfor behøver vi ikke at lade os tynge eller begrænse af at det til tider virker umuligt at det gode kommer til at sejre i verden, for det gode har allerede sejret! Hvor mange slag vi end kommer til at tabe i livet, så har Jesus vundet krigen for os. Derfor har vi al mulig grund til – ligesom Maria – at bryde ud i lovsang.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til midfaste søndag 2022

Posted By on 28. marts 2022

Bespisningsunderets efterspil: Er du sådan meget kristen?

Prædiken i Sct. Klemens og Ols Kirker midfaste søndag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Er du, sådan, meget kristen?” Det spørgsmål har jeg ind imellem fået, især af konfirmander, men også af jævnaldrende da jeg selv var ung (altså endnu mere ung end jeg er nu). Og jeg forstår jo godt hvad der menes med spørgsmålet. Vi kender jo nok alle sammen et eller flere mennesker der har en hobby eller interesse som de går enormt meget op i, enten det er fodbold, modeljernbaner, botanik, renæssancekunst eller Star Wars. Og så er der alle os andre, der også har ting vi interesserer os for, men som holder det mere på det jævne – I ved, sådan, bare et enkelt rum fyldt med modeltog i stedet for hele huset fyldt. På samme måde er det med politik: De fleste danskere går hen og sætter deres kryds hver gang der er valg, og stemmer man på det samme parti hver gang, så vil man måske sige ”jeg er socialdemokrat” eller ”jeg er venstremand” eller hvilket parti man nu stemmer på. Men så er der jo også dem der engagerer sig i den lokale vælgerforening og måske endda lader sig vælge ind i bestyrelsen, er med til at udpege kandidater eller måske selv stiller op, skriver læserbreve hvor de underskriver sig ”kandidat for Enhedslisten” eller ”kandidat for Dansk Folkeparti”, og den slags.

                      Og hvordan med religion? Det er der vel også forskellige grader af? Der findes liberale jøder, ortodokse jøder og ultraortodokse jøder, man taler om moderate muslimer kontra radikale muslimer, og hvad kristendommen angår, er det vel nogenlunde på samme måde? Her i Danmark er for eksempel omkring 74% af befolkningen medlemmer af Den Danske Folkekirke, og dertil kommer små hundrede tusinde medlemmer af andre kirkesamfund, så alt i alt er der måske knap 76% kristne i Danmark. Men ifølge en meningsmåling fra 2020 mener kun 25% at Jesus er Guds søn, og kun 18% tror at han er verdens frelser. En international Gallup-undersøgelse fra 2015 fortæller at kun 19% af den danske befolkning giver udtryk for at religion er en vigtig del af deres liv, og det tal omfatter sandsynligvis mange muslimer – og kun omkring 3% af danskerne går regelmæssigt i kirke. Så det tyder unægtelig på at der er nogle der er ”meget kristne” og andre der bare er sådan ”almindeligt kristne”.

                      Men dybest set giver det ikke mening at tale om at være ”meget kristen” eller ”lidt mindre kristen”. Paulus skriver til korintherne: ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17). At være kristen vil altså sige at alt det man var før, er forbi, og noget helt nyt er kommet i stedet – det er et enten/eller! Et andet billede som Ny Testamente bruger om det at komme til tro på Jesus, er billedet af en fødsel.  I ulige årstal hører vi på Trinitatis søndag (altså søndagen efter pinse) om farisæeren Nikodemus der opsøgte Jesus midt om natten for at diskutere teologi, men øjeblikkeligt blev skubbet ud af sine vante tankebaner da Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Og jeg tror vi er enige om at enten er man født, eller også er man ikke født! Vi bliver jævnligt i forskellige sammenhænge spurgt hvornår vi er født, men det er endnu ikke sket at jeg, efter at have svaret: ”19. maj 1975”, har fået spørgsmålet: ”Er du, sådan, meget født?”

                      Men det at blive født, er jo kun begyndelsen. Sådan er det når det gælder vores fysiske liv, og sådan er det også når det gælder vores åndelige liv. En nyfødt baby kan ikke ret meget andet end at sove, græde, spise, gylpe, og så det der kommer ud i den anden ende af kroppen, men efterhånden som vi vokser til, lærer vi at tale, at gå, at bruge vores sanser, at omgås andre mennesker, og så videre. Hvis man i en alder af 10, 20 eller 50 år opfører sig som et spædbarn, så er der noget alvorligt galt! På samme måde er der også ting vi skal lære efter at vi kommer til tro på Jesus, sådan som Peter skriver i dagens anden læsning: ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.” Ligesom vi i den fysiske verden skal vokse og lære, skal vi det også i den åndelige verden. Og det skal vi alle sammen! Vi siger jo ikke: ”Nå, du er nok meget født, hvad?” når vi møder et menneske der kan gå, tale, vise empati og den slags – det forventer vi at alle mennesker kan, når først de er ude over de første barneår, hvis ikke de har handicap der forhindrer dem i det. Og på samme måde kan vi med rette forvente at der hos alle kristne der er nået ud over troens første barneår, findes ikke blot tro, men også dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed. Peter skriver ligefrem at ”den, som ikke har det, er så kortsynet, at han intet kan se, og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder.”

                      Det hører til de absolutte sjældenheder at et menneske rent fysisk forbliver på spædbarnsstadiet, men åndeligt set er det desværre ret almindeligt. Paulus klager i Første Korintherbrev over hvor åndeligt umodne korintherne var; han skriver: ”Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker?” (1 Kor 3,1-3). Det at der var splid og misundelse i korinthermenigheden, viste at de åndeligt set stadig var spædbørn som manglede dyd, erkendelse, selvbeherskelse, gudsfrygt, brodersind og kærlighed. Også i Hebræerbrevets 5. kapitel klager forfatteren over at hans læsere stadig er som spædbørn i troen, selvom de ”i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere” (Hebr 5,12).

                      At de mennesker vi møder i dagens evangelietekst, ikke var specielt modne i troen, er til gengæld ikke så mærkeligt, for de havde ikke levet ret længe sammen med Jesus. Faktisk havde nogle af dem måske kun mødt ham en enkelt gang, nemlig da de opsøgte ham på et øde sted ved østbredden af Genesaret Sø, hvor han opholdt sig fordi han havde brug for et par dages ferie eller retræte sammen med sine disciple. Den store folkeskare der opsøgte dem, kom altså til ulejlighed, men Jesus forbarmede sig over dem, fortalte dem om Gud, helbredte de syge – og da det blev spisetid, og der ikke var nogen steder i nærheden hvor man kunne købe mad, mættede han dem alle sammen med fem brød og to fisk (den beretning skal vi høre om et års tid). Det var efter at have oplevet dét under at skaren på ny opsøgte Jesus efter at han igen var rejst tværs over søen tilbage til Kapernaum, hvor han boede. Jesus var ikke mere naiv end at han godt kunne regne ud hvorfor de var så ivrige efter at følge i hælene på ham, nemlig fordi de håbede på at han hver eneste dag ville trylle mad frem til dem ud af den blå luft så de kunne slippe for at gå på arbejde og tjene til føden. Men den gik ikke – Jesus var ikke til sinds at fastholde dem på spædbarnsstadiet hverken fysisk eller åndeligt. Han lod dem forstå at de måtte arbejde for føden ligesom alle andre – men samtidig gjorde han dem opmærksomme på at der er en anden slags mad som det er langt vigtigere at arbejde for end den mad der opretholder det jordiske liv, nemlig den mad der opretholder det evige liv! ”Arbejd … for den mad, som består til evigt liv” betyder nok cirka det samme som det vi hørte i læsningen fra Andet Petersbrev: ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd” og så videre.

                      Det store spørgsmål er så: Hvordan gør man det? Vi er jo fra starten bagud på point, så at sige, fordi det at handle kærligt og uselvisk ikke falder os naturligt, eller i hvert fald kun til en vis grænse. Jeg tror mange af os kan nikke genkendende til det Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 7: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,18b-19). Derfor kan ordene fra Andet Petersbrev godt virke som noget af en pisk at have over nakken, og man kan spørge sig selv hvordan det harmonerer med skriftsteder som: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8-9). Hvad har vi ud af at vi er frelst ved tro alene, hvis vi bagefter skal til at ”arbejde med endnu større iver på at befæste vores kaldelse” for at døren til Guds rige skal stå på vid gab for os?

                      Jo, hør hvad Jesus svarer da han bliver spurgt: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Han svarer: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”! Der er altså ikke tale om at vi begynder med at tro på det Jesus har gjort på korset, men at vi så går videre med at skulle opfylde bestemte bud for ikke at blive smidt ud af Guds rige igen – nej, troen er nøglen hele vejen igennem. Jeg tror også det er derfor Peter skriver: ”at I til jeres tro føjer dyd” – troen er den jord som alt det andet vokser i. Den måde hvorpå vi føjer dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed til vores tro, er ved at

                      Men hvordan bærer vi os så ad med at sætte al vores iver ind på ikke at forblive åndelige spædbørn? Ja, de af jer der ofte har hørt mig prædike, kan sikkert gætte at jeg vil pege på ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin. Men i dag vil jeg gerne slå et særligt slag for sidstnævnte: nadveren. Som sagt var hele baggrunden for at skaren fulgte efter Jesus rundt om søen, at han havde mættet dem med brød, og da de ville have mere, opfordrede han dem til i stedet at arbejde for den mad der består til evigt liv. Og den mad, siger Jesus nu, den er – ham selv! Den åndelige vækst der følger efter at vi er blevet født på ny ind i Guds rige, det er en vækst til at ligne Jesus mere og mere, og det siger nærmest sig selv at jo mere vi fylder os med ham, jo mere kommer vi til at ligne ham. Nadveren er et fysisk, sakramentalt udtryk for dette: Kristus forener sig selv med det brød vi spiser og den vin vi drikker, og på den måde bliver vi forenet med ham. ”Du bliver hvad du spiser!” hed det i en oplysningskampagne fra Sundhedsstyrelsen tilbage i 1980’erne, og det gælder også åndeligt set: Den der i tro modtager Jesu legeme og blod i nadveren, bliver forvandlet til at ligne Jesus.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 3. søndag i fasten 2022

Posted By on 24. marts 2022

Løgnens fader: Kærligheden er sandheden

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i fasten 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Er der krig i Ukraine? Er der russiske soldater der er faldet i kamp mod ukrainske styrker? Er der civile mål i Ukraine, deriblandt et børnehospital, der er blevet angrebet af den russiske hær? Er der menige ukrainere der på eget initiativ har kastet sig ind i kampen mod den russiske invasionsstyrke?

                      ”Sikke da en masse dumme spørgsmål præsten begynder sin prædiken med i dag!” tænker du måske. ”Vi ved da alle sammen godt at svaret på alle spørgsmålene er ja!” Og ja, det ved vi, vi som er så privilegerede at have adgang til en fri presse. Men hvis du kun havde adgang til russisk stats-tv, så ville du sandsynligvis svare nej til alle spørgsmålene! Den historie som Putin tillader de russiske medier at fortælle (og med ”tillader” mener jeg at man risikerer op til 15 år i fængsel hvis man rapporterer noget andet!), er at Rusland har iværksat en ”særlig militær operation” med henblik på at befri Ukraine fra en illegitim regering af nazister og narkomaner, og der gik over 2 uger inden de russiske myndigheder indrømmede at der havde været tab blandt de russiske soldater. De videoer vi har set af civile ofre, bliver af Kreml beskyldt for at være iscenesatte med skuespillere, og det at flertallet af det ukrainske folk ser den russiske hær som besættere og ikke befriere, forties naturligvis også. Så hvordan skulle manden på gaden i Rusland vide hvem han kan stole på? Hvem mon vi selv ville stole på hvis Danmarks Radio og de øvrige danske medier fortalte en helt anden historie end de internationale medier?

                      Krigen i Ukraine er et meget grelt aktuelt eksempel, men også på en lang række andre områder kan det være svært at finde ud af hvem man skal tro på. De seneste to år har der for eksempel været beskyldninger fra forskellige sider om at de etablerede medier ikke fortalte sandheden om Covid-19 og vaccinerne, og i USA er store dele af mediebilledet efterhånden så polariseret at medier med sympati for henholdsvis det Republikanske og det Demokratiske parti efterhånden ikke kun er uenige om holdninger sådan som medierne i Danmark er det, men også om hvad der er fakta. Selv i situationer hvor ingen bliver beskyldt for at lyve med vilje, kan ærlige mennesker have vidt forskellige bud på hvad der er op og ned i et givet spørgsmål. Det gælder ikke mindst hvis man vil vide hvad man skal spise og ikke spise for at leve sundt. Jeg har selv for nylig fået konstateret forhøjet kolesterol, og jeg har måttet konstatere at selv de mest pålidelige eksperter ikke er enige om hvilke fødevarer jeg bør undgå, og hvilke jeg omvendt bør indtage meget mere af.

                      Allermest alvorligt bliver det naturligvis hvis det der er uenighed om, ikke kun har betydning for vores liv i denne verden, men for om vi skal tilbringe evigheden i paradiset eller i fortabelsen. Jeg har talt med en del overbeviste muslimer i tidens løb, og set fra deres synspunkt er der ingen tvivl om at jeg er på vej mod fortabelsen fordi jeg ikke anerkender Muhammed som Guds sidste og største profet, men tværtimod holder fast ved at Isa ibn Maryam (Jesus, Marias søn) er Guds ultimative åbenbaring af sig selv, og at hans død på korset soner al synd. (Som I måske ved, mener muslimerne at Jesus slet ikke blev korsfæstet, men at Gud i sidste øjeblik byttede om på ham og Judas fordi Gud ikke kunne tillade sin profet at dø en så nedværdigende død). Et eller andet sted kan jeg godt forstå de ateister der spørger: ”Hvorfor skulle jeg lige netop vælge at tro på din religion og ikke på en af de utallige andre?”

                      I dagens evangelietekst er Jesus i diskussion med en gruppe jøder. Vi kommer ind midt i diskussionen (første halvdel af diskussionen er i øvrigt prædiketekst til den 15. maj, så vi får det hele i lidt omvendt rækkefølge), og indtil nu er der sket det at Jesus har tilbudt sine tilhørere at de kan lære sandheden at kende, og at sandheden vil gøre dem frie. Det tilbud er imidlertid ikke faldet i særlig god jord, for tilhørerne mente nemlig at de allerede kendte sandheden og allerede var frie. Når de nu mente det, hvorfor skulle de så tro på denne opkomling af en prædikant fra provinsen når han hævdede noget andet? ”Vi har kun én fader, og det er Gud” lød deres frimodige erklæring i verset umiddelbart inden starten på dagens tekst, så det er det Jesus svarer på når han siger: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”.

                      De to andre tekster vi har hørt i dag handler også på hver sin måde om at kende forskel på sandt og falsk, på ægte og uægte, på sandhed og løgn. I den første læsning fra Første Mosebog befandt israelitterne sig langt ude i ørkenen ved bjerget Sinai, hvor deres leder Moses var klatret op for at tale med Gud og var forsvundet ind i en sky. 40 dage og nætter havde han efterhånden befundet sig oppe på bjerget, og de havde ikke hørt en lyd fra ham. Derfor besluttede de til sidst at tage sagen i egen hånd. Det de vidste, var at de og deres forfædre havde været slaver i Egypten i flere hundrede år indtil deres Gud havde forbarmet sig over dem og befriet dem fra slaveriet, blandt andet ved at sende en række plager over egypterne. Men hvem Gud egentlig var, og hvordan de skulle dyrke ham, det vidste de faktisk ikke rigtig noget om, og det var en af grundene til at de ikke havde taget den lige vej til det land Gud havde lovet at give dem (en tur der blot ville have taget et par uger), men i stedet var vandret langt ud i ørkenen. Og det var også det der var grunden til at Moses var klatret op på bjerget, nemlig at Gud ville give ham nøjagtige instrukser om hvordan de skulle gebærde sig både religiøst, etisk og samfundsmæssigt. Men nu havde han altså været væk i 40 dage, så var det ikke efterhånden rimeligt at antage at han var død? Altså måtte de selv prøve at finde ud af hvordan de skulle dyrke deres Gud – og hvor svært kunne det i øvrigt være at finde ud af det? De havde jo set egypterne dyrke deres guder, så de vidste udmærket hvordan man gjorde: Først og fremmest havde man brug for et gudebillede som man kunne rette sin tilbedelse imod, og så var det ellers noget med at ofre en masse dyr og i øvrigt holde et brag af en fest!

                      Men nej, det var ikke sådan Israels Gud ønskede at blive dyrket – overhovedet ikke, faktisk! Allerede inden Moses gik op på bjerget, havde han videregivet en befaling fra Gud til dem om at de under ingen omstændigheder måtte lave gudebilleder (2 Mos 20,3+23), og de sanseløse fester der kendetegnede de andre folks religiøse praksis, var heller ikke noget Gud brød sig om. Tanken var ikke bare at de skulle bruge et andet navn om deres gud end de andre folk gjorde, men i øvrigt opføre sig på præcis samme måde; nej, de skulle være anderledes end alle andre folk og på den måde være en levende prædiken om at den sande Gud er anderledes end alle de afguder vi mennesker kan finde på at lave i vores eget billede. Det havde Gud også allerede sagt til dem hele 13 kapitler før det med guldkalven, nemlig i Anden Mosebog kapitel 19, hvor der står: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.”

                      Det at Guds folk skal være radikalt anderledes end den omgivende verden, det havde menigheden i Efesos på Johannes’ Åbenbarings tid til gengæld forstået. Som dagens anden læsning hørte vi et budskab som Jesus havde til den menighed, hvor han blandt andet roser dem for at de ”hader nikolaitternes gerninger” (nikolaitterne var sandsynligvis en sekt som forsøgte at skabe en slags syntese eller kompromis mellem dyrkelsen af den sande Gud og den omgivende kulturs afgudsdyrkelse, omtrent som israelitterne gjorde da de lavede guldkalven). Efeserne kunne ”ikke døje de onde”, sagde Jesus til dem, og de lod sig heller ikke narre af falske apostle. Var der nogen der stod vagt om sandheden i Guds ord, så var det de kristne i Efesos! Men ak, i deres iver efter at forsvare den sande lære kom de efterhånden mere og mere til at ligne farisæerne, der var så optagede af at være tro mod hvert eneste bogstav at de glemte hvad bogen handlede om, nemlig Guds kærlighed. Man kan også sige at de gik så meget op i at hævde kirkens anderledeshed i forhold til verden, at de helt glemte selv at være anderledes! På den måde mindede de om en anekdote om Winston Churchill der er blevet delt flittigt på sociale medier. Anekdoten er desværre det pure opspind, vil jeg skynde mig at understrege, men det er alligevel vise ord, selvom Churchill altså aldrig har udtalt dem – hvis I forstår hvad jeg mener. Ifølge anekdoten var der nogle engelske parlamentsmedlemmer som under Anden Verdenskrig bebrejdede Winston Churchill at han ville sætte penge af på finansloven til kunst og kultur i en situation hvor landet var midt i en storkrig – hvortil Churchill angiveligt svarede: ”Hvad er det så vi kæmper for?”

                      Selvom det altså desværre kun er en legende, så er det et svar vi kan tage til os som kirke: Vi må aldrig få så travlt med at kæmpe for sandheden, at vi glemmer hvad det er for en sandhed vi kæmper for, nemlig at Gud i sin kærlighed sendte sin søn til verden for at lide og dø for vores skyld så vi kan blive befriet fra synden og døden og Djævelen og leve som Guds elskede børn. Ifølge det Jesus fortæller os i dagens tekst, er der to ting der kendetegner Djævelen, nemlig at han er en løgner og en morder. Som Guds børn er vi kaldet til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, og det betyder at alle former for tilløb til løgn og mord skal ligge os umådelig fjernt. I stedet skal vi til alle tider være kendetegnet af kærlighed og sandhed. Og kommer vi i tvivl om hvad sandheden er, så er svaret altid at det er kærligheden der er sandheden – vel at mærke ikke den egoistiske kærlighed der siger ”Jeg vil have!”, men den sande, uselviske kærlighed der siger ”Jeg vil give!”; den kærlighed der altid siger sandheden, men som siger den på en måde så den ikke slavebinder, men gør fri. Sådan er Guds kærlighed, som den er udtrykt i Bibelen og i Jesus Kristus: Jesus lægger ikke skjul på at sandheden om os mennesker er at vi er helt og aldeles fortabte uden Gud; at selvom vi er skabt i Guds billede, er vi blevet fordærvet så vi af natur er vredens børn som Paulus udtrykker det et sted (Ef 2,3). Vi er skabt til at være Guds børn, men vi lever som Djævelens børn. Men den sandhed fortæller Jesus os kun fordi han vil sætte os fri til rent faktisk at være Guds børn ved i tro at tage imod det nye liv han vandt til os ved sin død og opstandelse.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. søndag i fasten 2022

Posted By on 15. marts 2022

Drengen med den urene ånd: Det er tid til bøn!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag i fasten 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Dybt nede i Kronborgs kasematter sidder Holger Danske og sover. Ifølge sagnet vil han vågne når Danmark er i nød, og man kan derfor undre sig over at han stadig sidder og sover. Men selvom sagnet er gammelt, og H.C. Andersen allerede i 1846 skrev at Holger sidder i kælderen under Kronborg, så har den statue som nogle af os har set dernede, altså kun stået der siden 1907. Den var af gips, men blev i 1985 erstattet af en afstøbning i beton som bedre kunne holde til fugtigheden i kælderen. Gipsfiguren var i øvrigt blot et forstudie til en bronzestatue som var bestilt af Hotel Marienlyst, og som stod foran hotellet helt frem til 2013, hvor den blev solgt og flyttet til Mølletorvet i Skjern.

                      Der er nok ikke ret mange der for alvor forventer at en figur af gips, beton eller bronze nogensinde vågner til live, men til gengæld tror jeg at sagnet har noget sandt at fortælle om den danske folkesjæl. Vi danskere, som vi er flest, er et afslappet og tilbagelænet folkefærd. I modsætning til eksempelvis Frankrig, som har et stort antal folkelige opstande i sine historiebøger, har der aldrig været revolution her i Danmark, enten det så skyldes at det regner for meget, eller at der bare ikke er tilstrækkelig længe mellem kaffepauserne til at vi kan nå at vælte regeringen. Men når det for alvor gælder, så vågner de danske helte og springer op og spænder bælte (som det hedder i Grundtvigs gendigtning af Bjarkemålet). Det ser vi ikke mindst i disse uger oven på Vladimir Putins invasion af Ukraine, hvor der nærmest ingen grænser er for den danske hjælpsomhed over for krigens ofre. Alene her fra Bornholm har Signe Nielsen fra Gudhjem organiseret en konvoj der har bragt en gruppe flygtninge i sikkerhed, Ralf Marcoux Skovgaard (ligeledes fra Gudhjem) har taget initiativ til Facebook-gruppen ”Bornholm hjælper Ukraine”, Svaneke Nexø Bustrafik har kørt en busfuld nødhjælp til det sydlige Polen og taget en busfuld flygtninge med den modsatte vej, bryggeriet Small Batch har fremstillet en særlig øl med navnet Ale Aid, hvor indtjeningen går til Ukraine, og flyselskabet DAT har tilbudt at flyve uden beregning fra Polen til Danmark med så mange ukrainske flygtninge som der kan være i en maskine. Selv har jeg med skam at melde ikke foretaget mig noget endnu ud over at donere lidt penge, og det har jeg masser af enormt dårlige undskyldninger for, men jeg er også oprigtigt i vildrede med hvad der er den bedste måde at hjælpe på. Men jeg har det også umanérlig svært med bare at sidde med hænderne i skødet og ingenting foretage mig, så det ville faktisk være en lettelse hvis en person der er inde i sagerne, gav mig en opgave som jeg ville være i stand til at løse, som ville gøre en positiv forskel, og som der ikke er halvtreds andre der også står i kø for at udføre. Men det ville nok være for meget forlangt.

                      Jeg tror der er mindst to årsager til at jeg og mange andre har denne trang til at gøre noget ved situationen – en trang som førnævnte Signe Nielsen gav udtryk for overfor Bornholms Tidende med ordene: ”Det er min forbandede pligt at gøre et eller andet” (2. marts 2022, s. 10). Den ene årsag er at Gud har lagt det i os som et instinkt (nogle ville indvende at det er evolutionen, ikke Gud, der har lagt det instinkt i os, men selv hvis det skulle være sket ved hjælp af evolution, vil jeg stadig påstå at det i sidste instans er Gud der står bag) – et instinkt der forbyder os bare at lade mennesker lide hvis det står i vores magt at hjælpe dem. Det instinkt er i øvrigt også blevet forstærket af kristendommens årtusindlange indflydelse på vores kultur. Den anden grund er at der også for os selv er noget terapeutisk ved at foretage sig noget, så vi ikke bliver lammet af frygt og magtesløshed. For når det kommer til stykket, er vi jo magtesløse i forhold til problemets rod, nemlig Putins uprovokerede angreb på et fredeligt naboland. Og det samme gælder i forhold til de talrige andre humanitære katastrofer rundt om i verden, som vi blot har lettere ved at ignorere fordi de både geografisk og kulturelt befinder sig længere væk fra os end Ukraine gør – jeg nævner i flæng krigene og kriserne i Syrien, Yemen, Myanmar, Tigray og Mali. Der er så meget ondt i verden, og der er tilsyneladende så lidt vi kan gøre ved det.

                      I det lys synes jeg der er trøst at hente i dagens evangelietekst, hvor Jesu disciple også står magtesløse over for det onde, i skikkelse af en dæmonisk ånd der plager en ung dreng. Mens Jesus selv befandt sig oppe på et bjerg sammen med de tre nærmeste disciple, var resten af disciplene blevet opsøgt af drengens far, og da Jesus kommer ned, henvender den fortvivlede far sig direkte til ham. Han fortæller om den onde ånd og slutter af med de smertelige ord: ”Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.” Så fortvivlet er manden efterhånden blevet, at han heller ikke er sikker på at Jesus selv kan gøre noget, og derfor bruger han formuleringen: ”hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os”. Men det både kan og vil Jesus heldigvis, og det hele ender lykkeligt.

                      Men selvom det ender lykkeligt, er disciplene alligevel skuffede og forvirrede: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” spørger de Jesus, og det forstår jeg godt at de spørger om, for det har de tidligere kunnet! Dagens tekst står i Markusevangeliets 9. kapitel, men allerede i det 6. kapitel læser vi at Jesus sender disciplene ud to og to for at prædike og helbrede, og i den forbindelse står der: ”og de uddrev mange dæmoner” (Mark 6,13). Så hvorfor kunne de nu pludselig ikke stille noget op? Det giver Jesus et meget kort og klart svar på: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.” Men det svar rejser blot nye spørgsmål, for umiddelbart lader det jo ikke til at Jesus selv benyttede sig af bøn da han uddrev ånden; han befalede blot over den og sagde: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Men vi må gå ud fra at Jesus konstant var i bøn i sit hjerte, og vi ved i hvert fald fra evangelierne at han generelt brugte meget tid i bøn – til tider en hel nat ad gangen. Og i beretningen om dengang Jesus opvækkede sin ven Lazarus fra de døde (som der i øvrigt skal prædikes over den 2. oktober, så det kan I jo glæde jer til), foretager Jesus miraklet blot ved at råbe: ”Lazarus, kom herud!” Men umiddelbart før det læser vi at ”Jesus så op mod himlen og sagde: ’Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.’” Her står det altså helt klart at Jesus bad inden han åbnede munden og befalede over liv og død. Grunden til at disciplene ikke kunne drive den urene ånd ud af drengen i den beretning vi har hørt i dag, er altså sandsynligvis at de skred direkte til handling uden at bede først, som om det var deres handling det kom an på.

                      Jeg tror ikke jeg er den eneste i det her rum der kun alt for godt kan genkende mig selv i den fejltagelse. Vores liv består jo trods alt langt hen ad vejen af handlinger, og en meget stor del af det gode som Gud gør i verden, gør han gennem os mennesker og vores handlinger. Højst sandsynligt har Gud også gjort mange gode ting gennem både dig og mig. Gud har en evne til at tage det lidt vi har at bidrage med, og få en masse godt ud af det. Problemet er bare at vi så nemt begynder at tro (eller det gør jeg i hvert fald) at det er os selv der skaber det hele, ligesom i fablen om musen og elefanten der går over en bro, og musen siger: ”Sikke vi gungrer!” Fordi vi ikke umiddelbart kan se at der sker noget når vi beder, er det kun alt for let at tænke at det er det vi gør efterfølgende, og som lykkes, der gør hele forskellen, og ikke den forudgående bøn, og så begynder vi måske at betragte bønnen som overflødig. Det har jeg prøvet nogle gange – og har hurtigt erfaret hvor let min indsats kunne slå fejl!

                      Dertil kommer at der er en lang række ting som vi ganske enkelt ikke kan gøre noget ved. Jeg nævnte krigen i Ukraine, hvor vi kan stille vores tid, kræfter og penge til rådighed for Gud og på den måde være med til at afhjælpe nøden for krigens ofre, men at bringe krigen til ophør ligger langt uden for vores evner. Vladimir Putin er en mægtig mand, men selv hvis Vesten rådede over et supervåben der kunne få Putin til at falde død om uden at skade nogen andre mennesker, ville alt ikke blive godt af den grund, for selvom Putin for mig at se personligt udgør en stor del af problemet, så er hans angreb på Ukraine ikke opstået i et vakuum. Så længe der har været mennesker, har der været konflikter, fjendebilleder, mistillid og nag – lige præcis den jordbund som giver gode vækstvilkår for grusomme krigsherrer, og Putin er kun én i en alt for lang række af dém. Og hvis verden overlever denne krig, kommer der helt sikkert flere af slagsen.

                      Om godt og vel tre måneder er det sankthans, og så skal vi jo nok traditionen tro synge Holger Drachmanns Midsommervise (sikkert på Shu-bi-duas melodi, for den gamle melodi af Lange-Müller er jo notorisk svær). I det tredje vers af den sang synger vi: ”Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende, men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde.” Holger Drachmann vidste udmærket godt at der er fjender der ikke kan bekæmpes med sværdet i hånd, nemlig det som han kalder ”ufredens ånd”. Verset fortsætter med linjerne ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde”, og de linjer kan utrolig let misforstås som om Drachmann mente at det er bestemte ondsindede enkeltpersoner er står bag ”ufredens ånd”, men de hekse og trolde han taler om, skal forstås billedligt, som metaforer for det onde der findes i alle fællesskaber og enkeltpersoner.

                      Som mange af jer sikkert ved, var Holger Drachmann overbevist ateist, så jeg ved ikke hvad han forestillede sig at det skulle hjælpe at tænde bål på fædrenes gravhøje – måske mente han at hvis blot vi mennesker ville stå sammen om det gode, så ville freden sejre? Men vi der tror på en god og almægtig Gud, har en fordel frem for Drachmann, nemlig at vi kan råbe om hjælp til ham som er stærkere end alt det onde i verden. Kun han kan besejre ufredens ånd over mark, under strand.

                      Man kan bede på mange måder: Tavst inde i sig selv, med lyd på mens man sidder alene i sit kammer eller går i Guds natur, eller endda ved at skrive sin bøn. Men Bibelen knytter nogle særlige løfter til kristnes fælles bøn, så det vil jeg gerne afslutningsvis slå et slag for. Det kan foregå når man alligevel er samlet i anden anledning, for eksempel til en hyggelig middag eller kop kaffe i et privat hjem, men der er også arrangementer her i sognene der specifikt har fælles bøn som formål. Det gælder til en vis grad morgenandagterne i Sct. Klemens Kirke tirsdag til fredag klokken 8.30, og det gælder i særdeleshed fyraftensbøn, som er hver onsdag klokken 16.30 i konfirmandstuen, og Tid Til Gud, som er første mandag i hver måned klokken 19-21 i Rø Kirke. Fremmødet til de pågældende arrangementer plejer at være yderst beskedent, og det er jeg ked af, for jeg er overbevist om at det er i bøn – både vores individuelle bøn derhjemme og vores fælles bøn som menighed – at de vigtigste slag bliver slået og de vigtigste sejre vundet. Så lad os som Holger Danskes stolte landsmænd og -kvinder vågne af vores søvn og stå sammen i bøn! I Esajas’ Bog kapitel 62 vers 6-7 står der: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden.” Må de ord tjene til inspiration for os, så vi heller ikke under os selv eller Gud ro før hans kærlighed er blevet enerådende i verden hos os selv og hos alle andre.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til fastelavns søndag 2022

Posted By on 1. marts 2022

Den blinde ved Jeriko: Lader du Jesus gå forbi dig?

Prædiken i Rø Kirke fastelavns 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For nogle år siden kørte der en Lotto-reklame i fjernsynet hvor man ser en mand ligge på en bænk i en park med en avis over hovedet. En kvinde kommer forbi og kaster et blik på avisen. På forsiden er der et billede af den sovende mand, og det fremgår at han er eftersøgt, og at der er en kæmpe dusør for oplysninger der kan føre til at han bliver pågrebet. Kvinden kigger indgående på avisen, og så griber hun begejstret sin mobiltelefon og ringer op. Kort efter ankommer en politibil for fuld udrykning, ud løber en kvindelig politibetjent, og den kvinde der har ringet, viser hende avisen, peger på en annonce der står lige ved siden af billedet af den eftersøgte mand, og siger med en stemme der er ellevild af begejstring: ”Se, der er 50% rabat i SkoGiganten mellem 10 og 11!” Og så siger speakeren: ”Der er nogle der aldrig giver deres held en chance. Synd for dem, for på onsdag er der 7 millioner i puljen til Onsdags-Lotto.”

                      Sådan en type var den blinde mand ved Jeriko ikke! Da han hørte at Jesus kom forbi, var han straks klar over at det var hans livs chance for at få sit syn igen. Man kan undre sig over hvordan han vidste hvem Jesus var, men når man mangler en af sine sanser, bliver de andre sanser jo tit skærpet, og med sin plads ved vejen lige uden for Jerikos byport havde han sikkert hørt mange af de samtaler som de forbipasserende førte. Og rygterne om Jesus og alle de mennesker han havde helbredt, havde allerede cirkuleret vidt og bredt, så mon ikke vores blinde ven (Markusevangeliet fortæller os i øvrigt at han hed Bartimæus) – mon ikke han længe havde siddet og håbet at Jesus tilfældigvis ville komme den vej forbi en dag? Og da det endelig skete, så spildte han ikke tiden, og han lod sig heller ikke standse af at folk ligefrem truede ad ham for at få ham til at tie stille – muligheden for at få synet igen vejede tungere end alt andet i den situation. Han nægtede simpelt hen at lade Jesus gå forbi uden at høre hans bøn! Og det forstår man jo godt. Tænk hvis han ikke havde grebet chancen da den var der – det ville han have kunnet ærgre sig over resten af livet! Men hans anstrengelser lønnede sig: Jesus opfyldte hans bøn, forbarmede sig over ham og gav ham synet igen.

                      Bartimæus havde hørt rygter om Jesus. Det vil jeg gætte på at de fleste danskere også har. Jeg tror også der er mange der ville synes det var alle tiders hvis Jesus lagde sin vej forbi deres by – mon ikke vi alle sammen har en ting eller to vi godt kunne bruge hans hjælp med?

                      Prøv selv at lave tankeeksperimentet: Hvis nu kirkedøren pludselig gik op, og der kom en stormende ind og råbte: ”Jesus står lige uden for kirken!” – hvordan ville du så reagere? Mit gæt er at du straks ville rejse dig og løbe ud til ham, for at tale med Jesus selv må vel til enhver tid være at foretrække frem for at sidde og lytte til en præst der bare taler om Jesus! Eller måske ville du blive siddende, fordi du godt ved at der i Matthæusevangeliet kapitel 24 vers 23 og 24 står: ”Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” – men hvis vi ser bort fra det og antager at det rent faktisk var den virkelige Jesus der stod uden for kirken, og at du vidste det eller i det mindste var overbevist om det, hvad ville du så gøre? Er der noget han kan gøre for dig – noget der er så at du endda vil være villig til at gå glip af resten af min prædiken for at få chancen for at bede ham om det?

                      (kunstpause)

”Fint tankeeksperiment!” sidder du måske og tænker, ”men nu er det jo engang sådan at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Det er næsten 2000 år siden han blev korsfæstet, og selv hvis det er rigtigt hvad der står i Bibelen, at han opstod fra de døde på tredjedagen, så står der jo også at han fór til himmels 40 dage senere, så hvad kan vi egentlig bruge det til?”

                      Det skal jeg sige dig: Det at Jesus fór til himmels, det betyder ikke at han nu er fraværende; tværtimod betyder det at han er mere nærværende end nogensinde, og at han kan være nærværende alle steder på én gang. Som der står i Efeserbrevet (4,10): ”Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt.” Vi tror jo også at Gud er allestedsnærværende, så hvis Jesus sidder ved Guds højre hånd, må han også være allestedsnærværende.

                      Jesus er altså til stede, lige nu, lige her! Og det kan du roligt tro på trods advarslen fra Matthæusevangeliets 24. kapitel, for det er noget jeg har fra Bibelen selv. Men når Jesus er til stede lige nu, lige her, så må det jo betyde at du og jeg faktisk er lige så heldige som Bartimæus var! Spørgsmålet er bare om vi vil give vores held en chance – om vi ligesom Bartimæus vil blive ved med at råbe: ”Davids søn, forbarm dig over mig!”, eller om vi vil lade Jesus gå forbi os.

                      I dag er det fastelavn, som de fleste af jer sikkert er klar over. På onsdag begynder fastetiden, som traditionelt har været en tid hvor kristne har afholdt sig fra at spise kød, hvidt brød og anden festmad, dels for at vi i vores egen vandring gennem tiden frem mod påske kan mindes Jesu tunge vandring op mod Jerusalem for at blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel, men også for at øve os i ikke at stirre os så blinde på Guds gaver at vi glemmer ham der gav dem. For det sker nemt i et så rigt samfund som vores. Så længe hverken vi selv eller nogen af vores kære lider af nogen alvorlige sygdomme, klarer vi os for det meste udmærket uden Guds hjælp, og selv når sygdomme melder sig, er det ikke altid vi tænker på at søge Guds hjælp som det første, hvis overhovedet. Og det skyldes måske at vi inderst inde ikke forventer at Gud kan gøre ret meget ved situationen alligevel. Måske har du før prøvet at gøre som Bartimæus, at råbe til Gud og trygle ham om at hjælpe dig med et alvorligt problem du havde, men uden at der skete noget, og hvorfor så forsøge det igen?

                      Det med at det kan være vanskeligt at blive ved med at være udholdende i bønnen når vi oplever skuffelser, skal vi høre meget mere om den 14. august [9. søndag efter trinitatis – Luk 18,1-8], så det vil jeg ikke sige meget mere om nu. I stedet vil jeg vende tilbage til den pointe at Gud selv er vigtigere end nogen gave han kan give os. Det fandt Bartimæus nemlig også ud af. Ganske vist var der tilsyneladende kun én grund til at han råbte efter Jesus, nemlig at han ville have sit syn tilbage (som også var det han svarede da Jesus spurgte: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”), men læg mærke til hvad der skete efterfølgende, da han havde fået sin bøn opfyldt: ”Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud.” Det at han fik sit syn igen, var kun den næststørste forandring der skete i Bartimæus’ liv den dag; den største var at han begyndte at følge Jesus.

Hvorfor var det en større forandring end at få sit syn igen? Fordi den blinde Bartimæus, så hjælpeløs som han var på en lang række områder – i langt højere grad end synshandicappede mennesker er i dag – dog trods alt stadig var sin egen herre. Selvom han havde brug for nogen til at føre ham ved hånden hvor han gerne ville hen, så havde han grundlæggende den samme selvbestemmelse som alle andre mennesker i sin samtid. Men det første han gør, efter at han har fået synet igen, er at opgive den selvbestemmelse og i stedet begynde at følge efter Jesus. Hvorfor det? Fordi han føler at han skylder Jesus en gentjeneste? Det kunne man tænke, men spørgsmålet er hvor stor en tjeneste han reelt gjorde Jesus ved at blive en del af hans følge. Jesus var som sagt på vej mod sin lidelse og død, og det behøvede han ingen til at hjælpe sig med. Fra et rent pragmatisk synspunkt gjorde én discipel fra eller til næppe den store forskel for Jesus. Nej, når Bartimæus valgte at følge efter Jesus, var det nok snarere fordi han fornemmede at han selv havde noget at vinde ved det – at det at følge Jesus var vejen til et langt bedre liv end det han ville kunne få hvis han selv bestemte.

Nogle af jer sidder måske og tænker at jeg overdriver når jeg siger at han gav afkald på sin selvbestemmelse, for han kunne jo stadig til hver en tid frit vælge om han ville blive ved med at følge Jesus eller ej. At anerkende Jesus som vores Herre betyder ikke at vi bliver forvandlet til viljeløse robotter, og kort tid efter helbredelsen af Bartimæus oplevede Jesus da også at de fleste af hans disciple lod ham i stikken, og deres leder, Peter, endda nægtede at kendes ved Jesus da han blev spurgt. Men vi får kun gavn af det nye liv Jesus tilbyder os, i det omfang vi lader ham bestemme 100 procent over vores liv.

Det lyder måske ikke specielt attraktivt at give afkald på sin selvbestemmelse, og det er det som udgangspunkt heller ikke. Det der er attraktivt, er det vi får til gengæld, nemlig det liv Gud har skabt os til.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til søndag septuagesima 2022

Posted By on 16. februar 2022

De betroede talenter: Er Gud vild eller tam?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag septuagesima 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg holder meget af fortællingerne om det fortryllede land Narnia. I årene 1950 til 1956 udkom der i alt syv bind i serien, og af dem er det første bind med titlen Løven, heksen og garderobeskabet nok stadig det mest kendte. (Bøgernes rækkefølge er i øvrigt siden blevet revideret, sådan at det første bind der udkom, nu hedder ”bind 2”, men det er en helt anden diskussion). Løven, heksen og garderobeskabet foregår i England under 2. verdenskrig, hvor fire søskende fra London er blevet sendt ud på landet for at blive bragt i sikkerhed fra tyskernes bombardementer. De bliver indkvarteret i et stort, gammelt hus hvor der bor en lettere distræt gammel professor og hans strenge husholderske, og mens de er der, opdager de at et gammelt garderobeskab der står i et i øvrigt tomt værelse, rummer en port til en anden verden, der er befolket af eventyrvæsener og talende dyr. Det viser sig at en ond heks har taget magten i Narnia, som det fortryllede land hedder, og holder landet i et jerngreb. Men en talende bæver som de fire børn møder, er alligevel fortrøstningsfuld, for som han siger: ”Efter sigende er Aslan på vej – er måske allerede kommet.” Børnene aner ikke hvem Aslan er, men de fornemmer instinktivt at der gemmer sig en ganske særlig og vidunderlig person bag navnet. Da de senere sidder hjemme hos bæveren og hans kone (hvis hjem i øvrigt ligner et hjem hos den lavere middelklasse i England, bortset fra at det ligger på en dæmning i en flod), spørger børnene hvem Aslan er. Havde de kunnet tyrkisk, ville det muligvis have sat dem på sporet, eftersom ”aslan” er det tyrkiske ord for ”løve”, men lad os nu høre hvad hr. Bæver svarer på spørgsmålet:

 

”Aslan? sagde hr. Bæver, ”ved du ikke det? Det er kongen. Han er skovens herre, men han kommer her ikke så tit. Han har ikke været her i min tid eller i min fars tid. Men nu hedder det sig, at han er kommet tilbage. Han skulle befinde sig i Narnia i dette øjeblik.”

”Er … er han et menneske?” spurgte Lucy.

”Aslan – et menneske!” udbrød hr. Bæver. ”Bestemt ikke. Han er skovens konge og søn af den store kejser hinsides havet. Ved I ikke, hvem der er dyrenes konge? Aslan er en løve – den største af alle løver.”

”Nåh!” sagde Susan, ”jeg troede, han var et menneske. Kan man føle sig tryg ved ham? Jeg tror, jeg bliver meget nervøs, hvis jeg skal møde en løve.”

”Det bliver du i hvert fald, lille skat,” sagde fru Bæver. ”Hvis der er nogen, der kan træde frem foran Aslan uden at ryste over hele kroppen, er de enten taprere end de fleste eller også slet og ret dumme.”

”Så kan man altså ikke føle sig tryg ved ham?” sagde Lucy.

”Tryg?” sagde hr. Bæver. ”Hørte du ikke, hvad fru Bæver sagde? Hvem har sagt noget om, at man skulle kunne føle sig tryg ved ham? Naturligvis kan man ikke det. Men han er god. Han er jo vores konge.”

”Jeg længes efter at møde ham,” sagde Peter, ”selv om jeg skulle blive bange, når det kommer så vidt.”

”Sådan skal det være, menneskesøn,” sagde hr. Bæver, idet han hamrede sin pote ned i bordet med et brag, der fik alle kopperne og underkopperne til at klirre. ”Og I skal nok komme til at møde ham.”

 

Grunden til at jeg citerer alt det her, er at det ikke er nogen hemmelighed hvor forfatteren, C.S. Lewis, har hentet inspiration til figuren Aslan. Lewis var kristen, og han lagde ikke skjul på at løven Aslan var et forsøg på at beskrive Jesus Kristus, som han ville fremstå i en verden af eventyrvæsener og talende dyr. I hvor høj grad det er lykkedes, kan man altid diskutere – jeg kan i hvert fald pege på en lang række punkter hvor parallellen ikke holder i forhold til den klassiske kristne teologi som C.S. Lewis selv bekender sig til – men når det gælder beskrivelsen af Guds karakter, så synes jeg han rammer plet – og det en plet som vi i Vesten nok kunne have brug for at blive mindet om. For jeg tror vi nogle gange får gjort Gud lige lovlig tam – måske fordi vi, ligesom børnene i Narnia, ikke bryder os om tanken om at stå ansigt til ansigt med nogen eller noget der er meget stærkere end os, og som ikke er tam.

                      Men Bibelens Gud er ikke tam. Jesus beskrives ganske vist som et lam, men han beskrives også som en løve (et enkelt sted beskrives han endda som begge dele i to på hinanden følgende vers). Og i den læsning fra Jobs Bog som vi har hørt i dag, stod der jo om Gud: ”Han er vís, og han er stærk, hvem kan trodse ham og slippe godt fra det? Han flytter bjerge, før de ved af det, i sin vrede får han dem til at styrte sammen. Han ryster jorden fra dens fundament, og dens søjler skælver.” Og i Paulus’ prædiken på Areopagos i Athen, som var dagens anden læsning, prøver apostlen at forklare athenerne at den almægtige Gud, der har skabt verden, ikke minder om nogen af de gudebilleder af guld eller sølv eller sten som deres by ellers var fuld af. Gud er i det hele taget ikke en vi på nogen måde kan kontrollere; han gør hvad han vil, og det kan intet menneske forhindre ham i. Det er os der har brug for at han vil være os nådigt stemt og hjælpe os – ikke omvendt!

                      Men heldigvis er han god, som hr. Bæver også understregede da han fortalte børnene om Aslan. Vi kan ikke på nogen måde styre eller kontrollere hvad Gud vil gøre, men vi kan stole på at han til alle tider vil gøre det som i sidste ende tjener til vores og alles bedste. Nogle gange gør han det på måder som vi overhovedet ikke forstår – Job, som udtalte ordene fra den første læsning, oplevede for eksempel at blive ramt af alverdens ulykker. Det kan til tider kræve stor tro at fastholde overbevisningen om at Gud virkelig er helt og aldeles god.

                      Det var måske også derfor den tredje tjener i lignelsen om talenterne havde fået et helt forkert billede af hvordan hans herre var. ”Herre, jeg kender dig som en hård mand,” sagde han. Hvor havde han mon fået det indtryk fra? De to første tjenere mødte jo ikke en hård herre da de aflagde regnskab for de talenter han havde betroet dem; tværtimod roste han dem for at de havde forvaltet talenterne trofast. (Måske skulle jeg lige nævne, forresten, at en ”talent” var en vægtenhed svarende til et sted mellem 25 og 30 kilogram, og når ordet blev brugt uden angivelse af hvad det var man havde 25-30 kilo af, så var det underforstået at det var sølv. Det var altså nogle ganske store pengebeløb manden betroede sine tjenere. Den moderne betydning af ordet ”talent”, nemlig det at man har nogle medfødte evner eller anlæg for noget, er en betydning der er afledt af en tolkning af netop den lignelse vi lige har hørt. Parentes slut). Manden roste altså de to første tjenere for at de havde forvaltet hans penge trofast ved at handle med dem.

                      Jeg tror vi er rigtig mange der tit og ofte har savnet en fjerde tjener i lignelsen, nemlig en der handler med pengene ligesom de to første, men som ender med at tabe dem alle sammen og ikke have noget tilbage – hvad mon herren ville have sagt til ham? Dertil vil jeg svare at de to første tjenere som sagt netop blev rost for deres trofasthed og ikke noget som helst andet – de havde ganske enkelt gjort hvad herren havde bedt dem om. Derfor tror jeg at vores hypotetiske fjerde tjener som havde tabt alle pengene, ville have fået lige så stor ros. Men samtidig tror jeg også der er en pointe i at der ikke er sådan en fjerde tjener i lignelsen, nemlig at tjenernes herre er et billede på altings Herre, Gud, og at når blot vi trofast investerer det som Gud har betroet os i livet, så kan det slet ikke gå galt. Den der tjener Gud trofast, kan ganske enkelt ikke miste det Gud har betroet ham eller hende! Her i denne verden kan vi ganske vist nemt komme til at miste alt, sådan som det for eksempel skete for Job, men til gengæld har vi en skat i himlen hos Gud, som ingen kan tage fra os.

                      Hvilket indtryk har du af Gud? Ser du ham som en venlig, men harmløs bedstefartype, der måske nok holder af at byde sine børnebørn på en Werthers Echte så de føler at de er noget helt specielt (hvis nogen af jer husker den reklame), men som ikke kan stille ret meget op den dag det virkelig brænder på? Eller ser du ham måske tværtimod som en streng og uberegnelig tyran som det gælder om at holde god afstand til hvis man ikke vil risikere at komme til skade når han pludseligt og umotiveret slynger et vredeslyn ud? Selvom begge de to opfattelser af Gud måske nok er blevet prædiket af kristne forkyndere gennem tiderne, og selvom man måske nok kan finde bibelvers der isoleret set støtter det ene eller det andet, så vil jeg mene at det samlede bibelske vidnesbyrd, og i særdeleshed det vi finder i de fire evangelier, gør det klart at C.S. Lewis så rigtigt da han lod hr. og fru Bæver beskrive Aslan – og dermed Gud – på den måde de gjorde.

                      Kun på et enkelt punkt vil jeg erklære mig uenig i det som bæverne sagde, og det handler måske i virkeligheden mest af alt om det ord oversætteren har valgt da bogen blev oversat fra engelsk til dansk. Jeg tænker på ordet ”tryg”. At vi ikke skulle kunne være trygge ved Gud, vil jeg godt protestere imod. ”I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed”, skriver David i Salme 4 vers 9, og Salme 108 indleder han ligefrem med at juble: ”Mit hjerte er trygt, Gud”. Intet kan vel være mere trygt end at vide at vi er elsket af den mægtigste magt i universet, og at han udelukkende vil os det godt! Men som sagt tror jeg det handler om at det som hr. Bæver og C.S. Lewis egentlig ville sige, gik tabt i oversættelsen til dansk. Jeg har ofte underholdt jer med udfordringerne ved at oversætte fra oldgræsk (der jo er Det Nye Testamentes grundsprog), og i dag får I så en lille lektion i oversættelse fra engelsk. Det spørgsmål der i den danske udgave af Løven, heksen og garderobeskabet er oversat med ”Kan man føle sig tryg ved ham?” lyder i den engelske original: ”Is he safe?”, og selvom det er et såre simpelt spørgsmål, er det ikke helt simpelt at oversætte. Ordet ”safe” kan have en lag række bibetydninger, men i det her tilfælde er den bedste oversættelse nok: ”Er han ufarlig?” Og nej, Gud er bestemt ikke ufarlig! ”Han er ikke nogen tam løve!” som flere personer sidenhen i Narnia-serien siger om Aslan. Gud gør hvad han vil, ikke hvad vi vil, og det kan nemt komme til at gøre ondt på den der opholder sig i nærheden af ham – især på den del af os der gerne vil holde fast på vores selvbestemmelse og vores egne dagsordener. Men det er kun hos ham vi kan få det liv vi aldrig kan miste. Og fordi han er god, kan vi altid være trygge hos ham og ved ham – uanset hvor ondt det måtte komme til at gøre undervejs.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2022

Posted By on 8. februar 2022

Hvedekornet: Stjernestunder

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter Hellig Tre Konger 2022

Nikolaj Kjærby Johansen

 

En af mine venner, der ikke har dansk som modersmål, spurgte forleden i en sproggruppe på Facebook hvor længe en ”stund” varer. Det kom der flere interessante bud på, men de fleste mente at ordet som regel betegner et tidsrum på nogle få timer – selvom der naturligvis er undtagelser, som for eksempel i Grundtvigs salme ”Har hånd du lagt på Herrens plov”, hvor vi finder linjerne ”Det er jo kun en liden stund, så er vort løb til ende, og døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende”. Grundtvig skrev de linjer hele 36 år før sin død, men set i forhold til evigheden er 36 år jo kun ”en liden stund”.

Som de af jer der kan tysk, ved, så betyder det tyske ord ”Stunde” lige præcis en time. Hvis vi for argumentets skyld siger at en ”stund” også på dansk er cirka en time, så er der 8766 stunder på et år. Den gennemsnitlige levealder i Danmark er cirka 81 år, så et gennemsnitligt menneskeliv består altså af godt og vel 710.000 timer – ”stunder”, om I vil. Jeg har selv på nuværende tidspunkt af mit liv cirka 409.000 timer bag mig, og det er faktisk temmelig mange. Jeg indrømmer gerne at de ikke alle sammen har brændt sig ind i min hukommelse – de fleste af dem er bare gået. Men enkelte af dem lyser op i mængden som øjeblikke jeg ser tilbage på med stor glæde og taknemmelighed, og de fleste af jer har det sikkert på samme måde når I ser tilbage på jeres liv. ”Stjernestunder” plejer vi at kalde den slags øjeblikke, uanset om de varer flere timer eller blot nogle få sekunder. De kan være af privat karakter, som når ens børn kommer til verden, eller de kan være mere offentlige som når en sportsudøver vinder OL-guld.

I den bibeltekst vi lige har hørt, er Jesus ved at være nået frem til sin helt store stjernestund: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres,” siger han. Det har nok ikke overrasket nogen at høre ham sige sådan, for han var lige redet ind i Jerusalem mens en kæmpe folkeskare tiljublede ham og hyldede ham som en anden konge. På dette tidspunkt var Israel besat af romerne, og der var nok mange der ivrigt så frem til at folkehelten Jesus, der var kendt for at helbrede syge, opvække døde og fremtrylle mad af det bare ingenting, ville bruge sin magt til at smide besættelsesmagten på porten og genrejse Israels nationale stolthed. Stor må alles overraskelse have været da han pludselig gav sig til at snakke om landbrug!

                      Det er for så vidt logisk nok, det Jesus siger. Det her er et hvedekorn. (Det vil sige, i virkeligheden er det et solsikkefrø, men lad os bare lege at det er et hvedekorn). Jeg kan vælge at spise det – det smager sikkert meget godt. Men jeg kan også vælge at lægge det i jorden, og så kan det blive til måske 20 nye korn. Selvom det et eller andet sted er et mirakel, så er det velkendt for de fleste af os at det er sådan. Men hvorfor begynder Jesus at snakke om hvedekorn midt under påskefesten i Jerusalem?

                      Det gjorde han fordi han ville sammenligne sig selv med et hvedekorn! Hvedekornet har en stort potentiale i sig, nemlig at blive til mange korn, men det er nødt til at dø for at realisere det potentiale. På samme måde var Jesus nødt til at dø for at nå frem til den stjernestund som hele hans liv havde rettet sig imod.

                      Hele grunden til at Jesus overhovedet blev født her på jorden, var nemlig at han skulle frelse os mennesker fra vores synder ved at gå i døden for vores skyld. Jesu død på korset markerede ikke at hans mission var mislykkedes, men tværtimod at den var lykkedes. Det var også derfor han få øjeblikke før sin død udbrød: ”Det er fuldbragt!” Det er ikke ualmindeligt at mennesker siger nogle bevingede ord i forbindelse med deres stjernestunder – Neil Armstrong sagde for eksempel: ”Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden”, da han den 20. juli 1969 satte sin fod på Månen som det første menneske nogensinde. Men skal jeg være helt ærlig, så ville mit liv nok ikke have set så forfærdelig meget anderledes ud hvis der ikke havde været nogen mennesker på Månen (der er jo også dem der hævder at der slet ikke har været mennesker på Månen, men det er en helt anden diskussion), men det Jesus gjorde på korset, betyder at intet mere er som før. Før var vi mennesker nemlig dømt til evig fortabelse fordi vi ikke er gjort af det stof der skal til for at kunne leve evigt sammen med Gud. Selv de bedste af os kan ikke sige os fri for at vi har bidraget til at forøge ondskaben i verden ved at sige eller gøre dumme ting, om det så bare har skyldtes tankeløshed. Samtidig med at vi er skabt i Guds billede og derfor har noget godt i os, har vi nemlig også en iboende tilbøjelighed til at gøre oprør mod Gud og gå vores egne veje, og derfor kan Gud ikke uden videre lukke os ind i Paradiset, for så ville det ikke være noget paradis længere; så ville det hurtigt blive lige så fordærvet som den jord vi lever på nu.

                      Men Gud elsker os og ønsker ikke at vi skal gå fortabt. Det var derfor han sendte Jesus for at gøre en ende på vores synd. Jesus havde aldrig selv gjort noget forkert, men havde tværtimod levet hele sit liv i fuldkommen lydighed mod Gud Fader, så han havde som den eneste kvalificeret sig til at leve evigt i det fredsrige som vi hørte om i dagens første bibellæsning – der hvor spyd skal smedes om til vingårdsknive. Det er det rige som vi også kalder for Paradiset eller Himlen eller den nye jord. Men fordi Jesus gerne ville have os med, valgte han at gå i døden for os og dermed tage straffen for alt hvad vi havde gjort forkert. Vi har med andre ord mulighed for at få del i den herlighed som Jesus vandt ved sin død. Som Paulus udtrykker det med lidt højstemte ord i den anden læsning vi hørte: Kristus i os er herlighedens håb!

                      Når vi bliver døbt i Jesu navn, så drukner vi symbolsk vores gamle liv og tager hul på et nyt liv hvor vi er Guds børn fordi Kristus er i os. Man kan sige at ligesom hvedekornet frembringer mange nye hvedekorn ved at dø, sådan har Guds søn frembragt mange nye sønner og døtre af Gud ved at dø. De nye korn som vokser frem på hvedestråets aks, kommer til at ligne det korn der blev lagt i jorden. På samme måde er det også vores bestemmelse som døbte at komme til at ligne Jesus mere og mere sådan at man faktisk kan se Kristus i os sådan som Paulus taler om det.

Som døbte har vi hver dag et valg: Vil vi ignorere det faktum at vi er døbt til at tilhøre Jesus og til at ligne ham, og bare fortsætte med at leve vores liv som vi altid har gjort – eller vil vi leve i vores dåb, lade Jesus leve sit liv gennem os og komme til at ligne ham mere og mere? Eller sagt på en anden måde: Elsker vi vores liv i denne verden mere end vi elsker Jesus – eller hader vi vores liv i denne verden, altså det liv hvor vi selv bestemmer, og hvor Jesus ikke spiller nogen rolle? Jesus gør det helt klart hvad konsekvenserne af hvert af de to valg er: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Det kan lyde hårdt, men i grunden er det jo indlysende nok: Vores liv i denne verden kan være nok så behageligt, men det får en ende, for der kommer en dag hvor vi skal dø. Det liv Jesus har til os, er til gengæld et liv der fortsætter i al evighed, kun afbrudt af en kort søvn fra den dag vi dør til den dag vi opstår igen for at leve evigt i Paradiset. Derfor har vi råd til at give vores liv i denne verden i tjeneste for Jesus og vores medmennesker.

                      Gennem kirkens historie er der hundredtusinder, om ikke millioner af kristne der er blevet slået ihjel fordi de holdt fast ved troen på Jesus. I de første århundreder af kirkens historie var det faktisk mere reglen end undtagelsen at kristne blev forfulgt, og lederne inden for kirken endte meget ofte med at blive henrettet. En af dem var Ignatius, biskop i Antiokia i det nuværende Syrien, som blev kastet for løverne i året 107. Under sin lange fangetransport fra Antiokia til Rom skrev han breve til mange af sine venner, og i de breve skriver han blandt andet om hvor meget han glæder sig til at få lov at dø for sin tro. Ignatius så martyriet som den største ære der kunne overgå en kristen – og det måske ikke helt med urette? Når Jesus betegnede sin død på korset som en herliggørelse, så må det at dø for hans skyld, også være den fornemste måde Kristus kan komme til syne i os på. Historien viser i øvrigt at når kristne er blevet slået ihjel for deres tro, har det ikke betydet at der er blevet færre kristne – tværtimod har martyrernes tro på at Jesus ville tage sig af dem også gennem døden, ført til at flere har fået mod til at bekende sig som kristne. På den måde har også de fået lov til at blive lagt i jorden som hvedekorn.

                      Blodige kristenforfølgelser var ikke kun noget der hørte de første århundreder til. Den dag i dag kan en offentlig bekendelse til Jesus som Herre koste en livet hvis man bor i lande som Afghanistan, Nordkorea, Somalia, Libyen, Yemen med flere. Nogle steder ser myndighederne mere eller mindre passivt til mens overgrebene finder sted, andre steder deltager de aktivt i dem! Her i Danmark hersker der heldigvis anderledes fredelige forhold, men det betyder ikke at Jesu ord om hvedekornet er uden relevans for os. Det at vi som er døbt, ikke længere tilhører os selv, betyder ikke kun at vi skal være parate til at ”dø om så det gælder”, som vi synger i en berømt salme; det har i høj grad også konsekvenser for hvordan vi lever. Hver dag må vi give vores liv til Jesus og til vores medmennesker. I søndags fortalte jeg om James Hudson Taylor, der viede sit liv til at forkynde evangeliet i svært tilgængelige egne i Kina, men det er ikke sikkert at et liv hvor vi lader Jesus leve gennem os, vil føre osså langt væk (selvom det på den anden side ikke kan udelukkes). Det kan lige så vel tænkes at de mennesker som vi skal give vores liv for, befinder sig lige uden for vores gadedør herhjemme i Danmark. Det der er afgørende, er at vi husker at vi ikke tilhører os selv, men Jesus, og at vi er parate til at ofre os for vores medmennesker ligesom Jesus ofrede sig for os. Til gengæld kan vi stole trygt på at vi, netop ved at give afkald på os selv, realiserer os selv på den fornemst tænkelige måde og når frem til vores livs sande stjernestund!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gd, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2022

Posted By on 1. februar 2022

Vandringen på søen: Du kan gå på vandet!

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ruts Kirker 4. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den evigt uheldige Anders And blev engang sat til at gøre rent i sin onkel Joakims kunstkabinet. Under arbejdet kommer han til at vælte en uhyre kostbar antik ming-vase, der rammer ham i hovedet og slår ham ud. Da han kommer til sig selv, ser han at vasen er smadret i tusinde stykker, og han ved ikke sine levende råd, men så dukker der pludselig en fremmed op og åbner en portal til det gamle Kina, så Anders kan skaffe en ny vase til at erstatte den han har slået i stykker. Det viser sig imidlertid at være vanskeligere end som så, for selvom Anders ret hurtigt finder en vase magen til den onkel Joakim havde stående, må han indse at sådan en vase koster 1000 guldmønter, og dem har han ingen af. Han søger derfor arbejde i en rismark hvor lønnen er 1 guldmønt om dagen. Det er hårdt arbejde, og ovenikøbet generes han konstant af moskitoer. I sin kamp mod de blodsugende små uhyrer får han maltrakteret de få risaks det er lykkedes ham at plukke, i en grad så han slet ingen guldmønt får ved arbejdsdagens slutning. Det ligner i sandhed en umulig opgave at skaffe de 1000 guldmønter til at købe ming-vasen, og derfor må Anders ty til andre midler. Hvad de midler er, og hvordan det hele ender, vil jeg ikke komme nærmere ind på (ud over at det til slut viser sig at alt det med portalen til det gamle Kina bare var noget han drømte mens han var bevidstløs på grund af slaget fra vasen), for grunden til at jeg nævnte den her historie, var at jeg virkelig følte med Anders da jeg som barn læste historien for første gang – da opsynsmanden nægtede ham betaling for sliddet i rismarken, kunne jeg mærke håbløsheden helt ind i sjælen.

                      Vi skifter scene fra et udefinerbart tidspunkt i Andeby til anno 1849 i den engelske by Barnsley, hvor vi finder en teenagedreng ved navn James Hudson Taylor. Hudson Taylor havde ikke smadret nogen ming-vase, men det var alligevel magtpåliggende for ham at rejse til Kina. Han havde nemlig hørt at der i dette store land mod øst, som de fleste englændere kun kendte som det land hvor eksotiske handelsvarer kom fra, levede mange hundrede millioner mennesker som ikke kendte Jesus, og han satte sig for at de skulle høre om ham. Da han fire år senere, i en alder af 21 år, ankom til Shanghai efter sprogstudier og medicinske studier i London efterfulgt af seks måneders strabadserende og farlig sejlads fra Liverpool, fandt han ud af at de protestantiske missionærer der var der i forvejen, kun havde virket tæt på kysten, og at de katolske mest havde henvendt sig til eliten i det kinesiske samfund. Der var en opgivende stemning, og tilmed var Kina på det tidspunkt hærget af en ødelæggende borgerkrig, det såkaldte Taiping-oprør. Men selvom Hudson Taylor døjede med både fysisk sygdom og depression, besluttede han at sejle op ad Yangtze-floden for at prædike for den jævne kinesiske befolkning inde i landet. Hvis det lignede en umulig opgave for Anders And at skaffe 1000 guldmønter til at købe en ming-vase, så er det ingenting mod den opgave den unge James Hudson Taylor kastede sig ud i: At 400 millioner kinesere, svarende til en tredjedel af Jordens daværende befolkning, skulle høre budskabet om Jesus! Men Jesus havde jo givet sin kirke befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple, og det var hvad Hudson Taylor henholdt sig til: Hvis Gud havde befalet noget, måtte det være fordi han også ville give kraft til at udføre befalingen. Som han udtrykte det: ”Guds arbejde betyder ikke så meget menneskers arbejde for Gud som Guds arbejde gennem mennesker” (fra hans selvbiografi ”A Retrospect”).

                      Der har i kirkehistoriens løb været mange der ligesom Hudson Taylor har kastet sig ud i en tilsyneladende umulig opgave i tillid til at Gud ville lade det lykkes, og i evangelieteksten til i dag hører vi om den begivenhed som jeg tror har været forbilledet for rigtig mange af dem, nemlig dengang Peter gik på vandet. Umiddelbart tjente det ganske vist ikke noget formål at Peter gjorde det – der var ingen der blev frelst, ingen munde der blev mættet, ingen syge der helbredt som følge af det lille eventyr Peter begav sig ud på. Men til gengæld fik Peter – og alle vi andre – en uforglemmelig lektie i at intet er umuligt for Gud, og derfor er der heller ikke noget der er umuligt for den der gør det i Guds navn. Det at noget er umuligt, skal ikke afholde os fra at gøre det, hvis Gud befaler os at gøre det.

                      Den sidste tilføjelse er i øvrigt vigtig: hvis Gud befaler os at gøre det! Bemærk hvad det var Peter sagde til Jesus: ”Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.” Selvom det var vovemodigt nok at Peter at sige sådan, så var han trods alt ikke så vovemodig at han trådte ud af båden før Jesus havde befalet ham at gøre det – det ville nemlig ikke have været vovemod, men dumdristighed. Og hvis du her efter gudstjenesten går en tur ned til Præstemosen (/Østersøen) og forsøger at gøre Peter kunsten efter, så vil det sandsynligvis ikke lykkes dig, for Gud befaler os almindeligvis ikke at gå på vandet!

                      Derimod befaler Gud os en lang række andre ting, så som: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,39, jf. 3 Mos 19,18), ”Elsk jeres fjender” (Matt 5,44), ”slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39), ”Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold” (1 Thess 5,16-18), og som sagt ”gør alle folkeslag til mine disciple” (Matt 28,19) for blot at nævne nogle få. Og det kan godt virke som en umulig opgave at overholde de bud – så umulig, faktisk, at jeg ofte har hørt forkyndere sige at de befalinger Jesus giver i de kapitler i Matthæusevangeliet som vi plejer at kalde for Bjergprædikenen, ikke er befalinger som det er meningen at vi skal overholde, men kun har til formål at vise at vi har brug for Guds tilgivelse. Og vist har vi da det, men det har vi netop fordi det er meningen at vi skal overholde befalingerne; ellers var der jo ikke noget at tilgive! Og vist er vi ikke i stand til at leve 100 procent op til det ideal Jesus forkyndte for os, men det ændrer ikke på at det er meningen at vi skal gøre det, ligesom det var meningen at Peter skulle gå på vandet. (”Var det ligefrem meningen at Peter skulle gå på vandet?” tænker du måske. Ja, det var det – Jesus befalede ham jo at gøre det, og Jesus ville aldrig befale nogen at gøre noget som det ikke er meningen at de skal gøre!). Om noget er muligt eller umuligt, er altså et irrelevant spørgsmål hvis der er tale om noget som Gud har befalet os at gøre. Har Gud befalet det, skal vi gøre det, færdig.

                      Det lyder måske umiddelbart som dårlige nyheder at Gud forlanger af os at vi skal gøre det umulige – men det er det faktisk ikke. Det var noget andet hvis Gud havde forlangt at vi skulle gøre noget der var meget svært, men trods alt muligt; hvis det var tilfældet, ville de af os der ikke er i stand til at gøre svære ting, have et problem i forhold til dem der er stærkere og klogere og mere disciplinerede end vi er. Men fordi det Gud befaler os, ikke bare er svært, men direkte umuligt, er vi alle sammen i samme båd: Vores eneste chance for at gøre Guds vilje er at Gud selv gør det igennem os, og derfor ligger ansvaret slet ikke hos os, men hos Gud. Vi skal ikke kæmpe og slide og stræbe for at leve op til hvad Gud har befalet, men blot overgive os til ham i tillid og tro, og takke ham for at det vi ikke selv formår, det formår han.

                      Hudson Taylor var til at begynde med meget tynget af den uoverskuelige opgave han havde påtaget sig. Kina er et enormt land, og oven i de almindelige strabadser der var forbundet med at rejse rundt i et fremmed land døjede han også til stadighed med sygdomme, ildebrande og tyverier. Han havde, hvis I vil undskylde ordspillet, ikke en kinamands chance for at komme til at prædike for alle de 400 millioner mennesker, og der var ikke udsigt til at han ville få assistance hjemme fra England. I 1961, 7 år efter at han var rejst til Kina første gang, rejste han retur til England, dels fordi han var blevet alvorligt syg med hepatitis, dels for at forsøge han at hverve flere medarbejdere, men hans kompromisløse indstilling til missionen betød at han mange steder blev mødt med decideret latterliggørelse, mens andre mente at han var en farlig ekstremist. ”Det du ønsker, kan ikke lade sig gøre,” fik han at vide sted efter sted. Efter at der var gået flere år på den måde, var han til sidst på randen af et nervøst sammenbrud, og han var derfor yderst taknemmelig da en ven tilbød ham en ferie ved stranden i Brighton så han kunne hvile lidt ud. Hans tanker kredsede dog stadig om den umulige opgave i Kina og den engelske kristenheds tilsyneladende ligegyldighed overfor missionsbefalingen, og hans tro på at det kunne lade sig gøre at fuldføre opgaven, kunne efterhånden ligge på et meget lille sted. Men en dag hvor han gik langs stranden og klagede sin nød til Gud, slog det pludselig ned i ham at ansvaret jo slet ikke var hans, men Guds! Som han senere skrev om det der skete den dag: ”Herren besejrede min vantro, og jeg overgav mig til ham. Jeg sagde til ham at alt ansvaret for sagen og konsekvenserne måtte ligge hos ham; at mit ansvar som hans tjener kun var at adlyde og følge ham, og at det var hans ansvar at lede og sørge for mig og for dem der måtte arbejde sammen med mig. Behøver jeg sige at der straks flød fred ind i mit bebyrdede hjerte?” (citeret fra https://www.frontlinemissions.info/news/683).

                      Samme dag bad Hudson Taylor Gud om at kalde 24 missionærer der kunne rejse med ham tilbage til Kina: 2 til hver af de 11 kinesiske indlandsprovinser der var dengang, foruden 2 til Mongoliet. Der gik mindre end et år før de alle havde meldt sig, og i samme tidsrum var der blevet sat tilstrækkeligt med penge ind på en konto han havde åbnet til formålet, til at de kunne tage af sted. Så Taylor vendte tilbage til Kina og fortsatte sit arbejde i yderligere 40 år. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at han i løbet af de 40 år aldrig mere oplevede tvivl eller depression – faktisk var der tidspunkter hvor han var på selvmordets rand – men igen og igen vendte han tilbage til at ansvaret for den umulige opgave var Guds, ikke hans eget. Allerede i 1883, 18 år efter hans overgivelse i Brighton, var der 225 missionærer der arbejdede sammen med ham, og de havde startet 59 menigheder – og væksten fortsatte. Selvom den kommunistiske revolution i 1949 medførte at stort set alle udenlandske missionærer blev udvist, og selvom skiftende kinesiske regeringer siden da har bekæmpet Kristi kirke med alle til rådighed stående midler (den nuværende regering under Xi Jinping er desværre ingen undtagelse), er millioner af trofaste mænd og kvinder fortsat med at ”gå på vandet”, og man mener at Kina i dag er det land i verden hvor der er flest kristne rent antalsmæssigt (selvom de procentvis udgør et mindretal af den kinesiske befolkning).

                      Hudson Taylor ”gik på vandet” i overført betydning, ligesom alle de andre der har udrettet store ting i Guds rige. Som Taylor på et tidspunkt skrev: ”Alle Guds giganter har været svage mennesker, der gjorde store ting for Gud fordi de regnede med at han var med dem.” Altså kan du og jeg også gå på vandet! Alt hvad det kræver af os, er at vi er lydige mod hvad Gud befaler os at gøre – gennem sit ord i Bibelen, og gennem de ting han specifikt lægger os på hjerte at gøre. Resten er op til ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2022

Posted By on 1. februar 2022

Unyttige tjenere: Guds gulerod

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er nogle mennesker der elsker at løbe. På med træningstøjet og løbeskoene, måske en lille MP3-afspiller med musik, en lydbog eller en god prædiken, måske et puls-ur hvis man virkelig mener det seriøst, og så ellers afsted, uanset vejret, ah, findes der noget bedre? Sådan er der nogle der tænker, har jeg indtryk af, forstå det hvem der kan. Ganske vist siges det at hvis man løber langt, så kan man opnå en slags lykkerus der populært kaldes ”runner’s high”, men det har jeg nu aldrig selv oplevet – måske fordi jeg aldrig har løbet langt nok? For mig er det altid en overvindelse at komme afsted ud at løbe, og den eneste grund til at jeg overhovedet gør det, er at jeg frygter inaktivitetens skadelige effekt på helbredet endnu mere end jeg frygter løbeturen.

                      Det betyder dog ikke at jeg aldrig har nydt at løbe. Der findes for eksempel smukke sommermorgener hvor det bare er skønt at være udendørs uanset om man går eller løber eller cykler (eller står stille for den sags skyld), men de løbeture jeg har nydt mest, har været de gange hvor jeg har deltaget i DHL-stafetten, der finder sted i Fælledparken i København hvert år i august. I nogle år stillede Bispebjerg-Brønshøj Provsti, hvor jeg arbejdede før jeg kom til Bornholm, med et eller flere hold bestående af præster, kirketjenere, sognemedhjælpere, menighedsrådsmedlemmer og andet godtfolk, og det var et af årets højdepunkter for mig at være opleve stemningen og at løbe rundt på den 5 kilometer lange rute på kryds og tværs af Fælledparken sammen med tusinder af andre, mens andre tusinder af mennesker stod langs ruten og heppede – og så hænge ud og hygge med kollegerne bagefter. Der var bare lige det ved det at det kan være svært at løbe 5 kilometer uden pause hvis man er i alt for dårlig form, og derfor plejede jeg at løbetræne hen over foråret og sommeren, også fordi det er sjovere at overhale end at blive overhalet af på turen gennem Fælledparken. Også dengang var der morgener hvor jeg ikke havde spor lyst til at snøre løbeskoene, men så mindede jeg mig selv om belønningen der ventede i slutningen af august, og det gjorde underværker for min motivation. Man kan sige at jeg havde en ”gulerod”.

                      Brugen af ordet ”gulerod” i betydningen en forventet belønning der bruges som motivation, går vist tilbage til en tegning fra 1800-tallet af et væddeløb mellem to æselryttere. Den ene pisker sit stakkels æsel med en slåengren for at få det til at løbe hurtigere, mens den anden holder en stang i hånden hvorfra han lader en gulerod eller en turnip dingle foran æslet – og det er ham med guleroden der vinder væddeløbet, for ønsket om at nå frem til guleroden ansporer åbenbart et æsel mere end ønsket om at undslippe pisken. Det er naturligvis lidt snyd, for når æslet bevæger sig fremad, bevæger guleroden sig jo med, sådan at æslet aldrig når frem til guleroden, men jeg håber da at æslet til sidst fik lov til at spise guleroden, når først det kom i mål. Det er i hvert fald på den måde udtrykket bliver brugt i dag: som betegnelse for en belønning som man rent faktisk får hvis man opfylder bestemte betingelser.

                      Grunden til at gulerodsmetaforen er blevet så populær, er nok at vi mennesker – meget naturligt, kan man sige – generelt foretrækker det behagelige frem for det ubehagelige, så hvis vi skal give os i kast med noget der ikke umiddelbart er behageligt, kræver det at vi har en forventning om at der i det mindste kommer noget behageligt ud af det. Det kan være at man vågner en mørk vintermorgen og bare ikke har lyst til at tage på arbejde (hvis man nu ikke er så heldig at være præst), men vælger at gøre det alligevel fordi man får en belønning i form af – ja, løn; eller det kan være at man tager kontakt til en person som man skylder en undskyldning, selvom det er helt vildt ubehageligt at indrømme at man har opført sig som idiot, men forhåbentlig venter der en belønning i form af et genoprettet venskab.

                      Det at leve som kristen i verden er heller ikke altid behageligt. Nu til dags kan man ellers finde bøger og prædikanter der vil prøve at bilde mennesker ind at hvis bare du tager imod Jesus, så vil du aldrig mere have problemer med dit helbred, din økonomi, din karriere, dine relationer eller noget som helst andet, i hvert fald ikke hvis du for alvor lærer troens hemmeligheder at kende og indser hvilke rettigheder Gud har givet dig, eller noget i den stil. Men det er ikke en bibelsk forkyndelse. Ingen steder i Det Nye Testamente lover Jesus eller apostlene noget som helst om at den der tager imod deres budskab, får et let og behageligt liv i denne verden; tværtimod finder vi skriftsteder som ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige” (ApG 14,22), ”glæd jer, når I deler Kristi lidelser” (1 Pet 4,13) og ”vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham” (Rom 8,16-17). ”Guleroden” er naturligvis løftet om at vi vil blive rigeligt kompenseret i den kommende verden, og at vi allerede i denne verden vil opleve den velsignelse det er at leve som Guds frie børn under hans nåde, og uden den ”gulerod” ville det nok kun være de allermest uselviske helgener der ville kaste sig ud i at følge Jesus.

                      På den baggrund er det unægtelig nogle overraskende ord vi hører Jesus sige i dagens tekst: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” Altså, hvis det er sådan det er, hvad har vi så ud af at leve for Gud. Hvor blev guleroden af?

                      Jeg tror guleroden ligger gemt i det gode gamle evangelium om syndernes forladelse! Et af de steder hvor det udtrykkes allermest klart, er i Efeserbrevet kapitel 2 vers 8-10 hvor der står: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Det evige liv er altså ikke noget Gud giver os som belønning for noget vi har gjort, men som en gratis gave fordi han er barmhjertig. De gode gerninger som Gud vil have os til at gøre, er noget der kommer bagefter, og som hverken gør fra eller til i forhold til lønnen. Jeg tror også det er derfor at de der har udvalgt teksterne til Folkekirkens tekstrækker, har sammensat teksterne til i dag på den måde de har, for de to første tekster taler begge to om at Gud lønner mennesker, men i begge tilfælde er det tro der bliver belønnet, ikke gerninger. Abraham er en af de allervigtigste skikkelser i Bibelen (og i øvrigt også i Koranen), men Bibelen fortæller faktisk ikke noget om at han skulle have gjort specielt mange gode og selvopofrende gerninger, specielt ikke forud for at Gud udvalgte ham, men egentlig heller ikke bagefter. (I Koranen er det vist lidt anderledes). Nej, dén ene ting som Bibelen roser Abraham for, er hans tro – det at han tog Gud på ordet og rejste til et fremmed land i tillid til Guds løfte. Det Abraham blev belønnet for, var at han satte sit liv ind på at Gud var troværdig.

Det samme gælder Enok, der nævnes i læsningen fra Hebræerbrevet. Det Gamle Testamente fortæller os ikke ret meget om Enok; kun disse få sætninger (og for en ordens skyld må jeg hellere nævne at Enok levede før syndfloden, dengang de fleste opnåede nogle tårnhøje levealdre, i særdeleshed Enoks søn Metusalem, der blev hele 969 år gammel): ”Da Jered havde levet 162 år, fik han Enok. Efter at Jered havde fået Enok, levede han i 800 år og fik sønner og døtre. Jered levede i alt 962 år, så døde han. Da Enok havde levet 65 år, fik han Metusalem. Efter at Enok havde fået Metusalem, vandrede han i 300 år med Gud og fik sønner og døtre. Enok levede i alt 365 år. Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,18-24). Hvad det betød at Enok ”vandrede med Gud”, er ikke nemt at sige, men Hebræerbrevets forfatter lader os i hvert fald vide at det hang sammen med at han havde en tro på at Gud ”er til og lønner dem, som søger ham”. Den ”gulerod” som Gud har til os, får vi altså for vores tro, ikke for vores gode og selvopofrende gerninger.

                      Dertil kommer at vi slet ikke er i stand til at gøre nogen gerning som ville sætte Gud i gæld til os på nogen måde. Alt hvad vi har, har Gud givet os, inklusiv selve vores liv, så lige fra vi bliver født, står vi i en uendelig gæld til ham. Uanset hvor meget vi gør for Gud, kan han stadig med rette kræve mere af os; det er derfor Jesus siger at vores indstilling skal være: ”vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre”. Men de gode nyheder er altså at alt det som vi aldrig nogensinde ville kunne gøre os fortjent til, det giver Gud os helt gratis! Selvom vi kun er unyttige tjenere, kalder Gud os sine børn og lover os en umådeligt rig arv, nemlig den arv som tilkommer hans enbårne Søn, Jesus. Den arv vandt Jesus til os da han gik i døden for os for at vi skulle leve med ham, og hvis vi ligesom Abraham er villige til at sætte livet ind på at Gud holder sit ord, vil vores løn blive lige så stor som hans, selvom vi intet fortjener. Derfor kan vi også roligt møde alt hvad denne verden måtte byde på af trængsler og give os helhjertet hen til at tjene Gud og vores medmennesker. For ganske vist bliver vi ikke belønnet efter hvor meget vi udretter, men netop derfor er vores ”gulerod” sikret hinsides enhver tvivl. Så snør dine åndelige løbesko, og glæd dig til den belønning der venter når løbet er fuldført, uanset hvor mange gange du bliver overhalet undervejs!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2022

Posted By on 18. januar 2022

Den samaritanske kvinde: Ensvarm eller vekselvarm?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Et pattedyr er et varmblodet hvirveldyr der ånder ved lunger og føder levende unger som det giver die.” Sådan lyder en remse som min morfar lærte mig da jeg var omkring den alder som min søn er nu (måske lidt ældre), og nørdet som jeg var også dengang, skrev jeg mig den straks bag øret. Ganske vist vidste jeg ikke præcis hvad ordet ”varmblodet” betød, men på en eller anden måde gav det en vis intuitiv mening for mig at pattedyr og fugle har varmt blod mens krybdyr, padder og fisk har koldt blod. En fisk er jo anderledes kold at røre ved end eksempelvis en hund.

                      Senere fandt jeg ud af at man for længst er holdt op med at bruge ordet ”varmblodet” (undtagen som betegnelse for en hesterace) og i stedet taler om at pattedyr og fugle er ”ensvarme”, mens krybdyr, padder og fisk er ”vekselvarme”. De betegnelser udtrykker nemlig mere præcist hvad forskellen er: Pattedyr og fugle har en nogenlunde konstant kropstemperatur uafhængigt af omgivelsernes temperatur fordi vores celler selv kan producere varme, hvorimod de vekselvarme dyrs kropstemperatur falder når det bliver koldt omkring dem. Det er derfor de krybdyr og padder vi har på vores breddegrader typisk ligger i dvale om vinteren, for det er simpelt hen for koldt til at deres kroppe kan opnå en temperatur hvor de kan fungere. Og det er derfor man indimellem ser et firben eller en stålorm ligge og sole sig på en sten selvom de er et relativt let bytte for rovfugle når de ligger der: De har simpelt hen brug for solens stråler til at varme sig op så de kan foretage sig noget.

                      Vi mennesker er biologisk set pattedyr, og derfor er vores kroppe ensvarme – og det må vi takke Gud for, for det er unægtelig en stor fordel, selvom det også medfører et langt højere kalorieforbrug. Men selvom vores krop er ensvarm, er det ikke sikkert at vores ånd er det. Jeg kender i hvert fald fra mig selv at hvis jeg for eksempel har været på en kristen sommerlejr eller konference med masser af god forkyndelse, lovsang og godt fællesskab, så er min åndelige temperatur dejligt høj, og jeg nærmest strutter af tro og kærlighed og frimodighed (eller sådan føler jeg det i hvert fald selv), men efterhånden som hverdagen indfinder sig, tilpasser jeg mig mere og mere omgivelsernes åndelige temperatur, og det tomrum der bliver efterladt, forsøger jeg måske at fylde ud med alle mulige andre ting. Nogle af jer har måske gjort den samme erfaring. Men selvom det nok er uundgåeligt, så længe vi lever i denne verden, at vores begejstring og glæde og brand i troen svinger lidt (eller meget) op og ned (på samme måde som vores hænder og fødder kan blive kolde hvis vi befinder os et sted hvor det er koldt), så tror jeg det er enormt vigtigt at der inderst inde i vores ånd er en konstant temperatur. Og jeg tror også at Gud har givet os redskaberne til at det kan være sådan.

                      I teksten til i dag taler Jesus om ”levende vand”, som har den egenskab at hvis man drikker af det, så kommer man aldrig til at tørste igen, og det vækker naturligvis interessen hos den samaritanske kvinde, for hvem vil ikke gerne have en mindre besværlig hverdag? Hvis det var mig der var nødt til hver dag at gå ned til Klemensker Vandværk og hente en spand vand og bære den hele vejen tilbage til præstegården, så tror jeg i hvert fald jeg ville juble ved udsigten til at få sådan noget én-gang-for-alle-vand. Derfor skulle man også tro at hun ville blive skuffet når hun fandt ud af at Jesus ikke talte om fysisk vand som man drikker med sin fysiske mund hvorefter man aldrig mere bliver fysisk tørstig – men det bliver hun ikke! Dagens evangelietekst slutter ganske vist før vi får at vide hvordan kvinden reagerer da Jesus røber at han er Messias, men jeg har snydt og læst videre i Bibelen, og der står: ”Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: ’Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?’ De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham” (Joh 4,28-30), hvorefter kvindens bysbørn overtaler Jesus til at blive to dage i byen og tale til dem, og det ender med at de siger til kvinden: ”Nu tror vi ikke længere på grund af det du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser” (Joh 4,42). Det vand Jesus talte om, som ikke er fysisk vand, men derimod er et billede på Helligånden, skabte altså endnu større begejstring end det tryllevand som kvinden først troede at Jesus talte om – præcis som jeg har oplevet det når jeg har været på lejre eller stævner hvor Guds levende vand har flydt rigeligt.

                      Men bemærk at Jesus siger: ”Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Jesus lover altså at hvis vi drikker af hans levende vand, får vi selv en kilde inden i os. Jeg sagde før at den kilde er Helligånden, og det ved jeg fordi Jesus vendte tilbage til det samme billede ved en senere lejlighed, nemlig i forbindelse med løvhyttefesten i Jerusalem, som vi kan læse om tre kapitler længere fremme i Johannesevangeliet. Der står: ”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: ’Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’ Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh 7,37-39). Men nu er Jesus blev herliggjort. Det blev han gennem sin korsfæstelse, det blev bekræftet gennem hans opstandelse, og ved sin himmelfart indtog han sin plads på herlighedens trone ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd. Ti dage senere, på pinsedagen, kom Ånden til jorden og fyldte disciplene, og da folk efterfølgende stimlede sammen for at finde ud af hvad der foregik, sagde Peter: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,38-39). Jesus har altså lovet at enhver der omvender sig og lader sig døbe, vil få en indre kilde med levende vand så vi aldrig mere skal tørste, åndeligt set. Det er faktisk ret vildt.

                      Hvad de to betingelser angår, så vil jeg gætter på at de fleste af os uden problemer kan sætte flueben ved den ene, nemlig det med at lade sig døbe. (Skulle der være nogen af jer der ikke er døbt, så henvend jer endelig til mig så vi kan få det arrangeret. Der er ingen øvre aldersgrænse for at blive døbt – jeg har engang døbt en mand på 86!).  Det er straks vanskeligere med den anden: ”Omvend jer”. Hvad vil det sige? Ifølge Den Danske Ordbog betyder ”at omvende sig” at man skifter religiøs tro, og det er sikkert meget dækkende for hvordan ordet bruges i daglig tale (som det netop er Den Danske Ordbogs opgave at beskrive), men den bibelske betydning er en lidt anden. De mennesker Peter talte til på pinsedagen, var alle sammen jøder der troede på Israels Gud og de skrifter som vi kristne i dag kalder for Det Gamle Testamente, og det var overhovedet ikke Peters mening at de skulle holde op med det. Derimod betyder det ord som vi på dansk plejer at oversætte med ”omvende sig”, egentlig ”at ændre sin tankegang”, nemlig at ændre den så den kommer i overensstemmelse med hvad Guds ord siger. Helt konkret er vi nødt til at holde op med at tænke at vi kan få slukket vores åndelige tørst nogen som helst andre steder end hos Gud selv. Som den franske tænker Blaise Pascal (ham som den meteorologiske enhed hektopascal er opkaldt efter) udtrykte det i 1600-tallet: ”I ethvert menneskehjerte er der et Gud-formet tomrum som ikke kan udfyldes af nogen skabning, men kun af Skaberen selv.”

                      Noget tyder på at den kvinde Jesus mødte ved brønden, havde søgt at slukke sin åndelige tørst med mænd. Vi ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed; der kan være flere grunde til at hun har haft 5 mænd; men siden Jesus bringer emnet på bane, vil jeg gætte på at det er fordi det har relevans for samtalen. Og gennem tiderne har romantisk kærlighed i hvert fald været et af de vigtigste steder hvor mennesker har søgt efter det som det dybest set kun er Gud der kan give – gennem de seneste årtier hyppigt ansporet af romantiske komedier fra Hollywood, der typisk er enormt gode til at sælge den illusion at hvis man bare finder sammen med de rette partner, så er ens lykke gjort. Men selvom det i sandhed er en lykke at finde en god og gudfrygtig ægtefælle at dele glæder og sorger med – ”da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære”, som vi synger i en kendt bryllupssalme – så betyder det ikke at man aldrig vil tørste åndeligt igen. Selv ikke verdens mest perfekte mand eller kvinde kan give det som kun Gud kan give, og går man ind i et forhold med en forventning om at få opfyldt alle sine åndelige behov, så kommer forholdet til at gå i stykker af det hvis man ikke kommer på bedre tanker.

                      For den samaritanske kvinde lader det som sagt til at det har været romantisk kærlighed der har været det sted hun søgte at få slukket sin åndelige tørst, ligesom det har været for utallige andre mænd og kvinder siden. Men der er også mange andre upålidelige kildevæld der hyppigt bliver forsøgt, så som karriere, anerkendelse, titler, penge, porno, alkohol, spil eller ganske almindelig underholdning. Bortset fra porno er der ikke nogen af de ting der er onde i sig selv, så længe man ikke bliver afhængig af dem, men hvis vi forsøger at bruge dem til at forsøge at fylde det Gud-formede tomrum i sit hjerte.

                      Men den gode nyhed er altså at Gud har givet os det der skal til for at få opfyldt tomrummet i vores hjerte, nemlig Helligånden som han har ladet bo i vores indre. Gud er hele tiden hos os, uanset om vi føler og mærker det eller ej. At deltage i kristne lejre og stævner er en rigtig god ting og kan tjene til at styrke, modne og udfordre os i vores trosvandring, og de ugentlige gudstjenester og møder i det lokale kristne fællesskab må vi for alt i verden ikke forsømme. Men vi har ikke brug for noget udefra for at blive ”varmet op” så vi kan leve for Gud i hverdagen. Lever vi i Ånden som Jesus har givet os, behøver vi ikke åndeligt set at være som vekselvarme dyr der følger omgivelsernes temperatur; vi kan være ensvarme, varmblodede, og endda være med til at varme vores omgivelser op. Og det er måske en af grundene til at Jesus andetsteds i Johannesevangeliet kalder os sine får, ikke sine skildpadder.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.