Prædiken til trinitatis søndag 2021

Posted By on 1. juni 2021

Jesus og Nikodemus: Født af Ånden

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Trinitatis søndag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 19. maj 1975 var en stor dag i mit liv. En af de største, hvis jeg selv skal sige det. Den dag lavede jeg nemlig et fantastisk udbryderstunt. Jeg befandt mig i et meget lille rum hvor jeg oven i købet var omgivet af vand, og der var næsten helt mørkt, så jeg kunne ingenting se. Men det lykkedes mig ved en enorm kraftanstrengelse, som jeg havde planlagt gennem 9 måneder, at bryde ud i friheden.

                      Eller måske var det ikke helt sådan det foregik. Måske var det i virkeligheden min mor der gjorde det hårde arbejde, bistået af en jordemoder. Selv vidste jeg jo knap nok hvem jeg var dengang, og indtil jeg blev født, anede jeg slet ikke at der overhovedet var en verden uden for min mors mave. Hvis det havde kommet an på mig selv, var jeg aldrig nogensinde blevet født, for det at blive født er ikke noget som et menneske selv er i stand til. Derfor er det meget forståeligt at Nikodemus blev forvirret over det svar han fik da han opsøgte Jesus.

Nikodemus var ikke en hr. hvem som helst. Vi får blandt andet at vide at han var medlem af jødernes råd, eller ”Sanhedrin”, som det hed på hebraisk (et fremmedord som var dannet af det græske ord synédrion, som blot betyder ”forsamling”). Sanhedrin var en forsamling af 71 fremtrædende lærde, der blandt andet fungerede som en slags højesteret i jødernes interne anliggender – det var for eksempel Sanhedrin der besluttede at dødsdømme Jesus, selvom de havde brug for Pilatus til at afsige den formelle dom fordi det selvstyre jøderne havde under det romerske overherredømme, ikke omfattede magten til at afsige dødsdomme. (Jeg skylder i øvrigt at sige at Nikodemus talte Jesu sag overfor de andre medlemmer af Sanhedrin, men uden held (Joh 7,50-51)). Nikodemus var altså jurist, men han var også teolog, for i et samfund der var bygget på guddommelig lov, kom de to ting ud på ét.

Men ikke nok med at Nikodemus var et af de 71 medlemmer af Sanhedrin; der er noget der tyder på at han derudover havde en helt unik position. ”Du er lærer i Israel”, siger Jesus til ham, og det lyder måske ikke af noget særligt. Her i Danmark er der for eksempel i omegnen af 51.000 folkeskolelærere, og selvom skolesystemet i Israel på Jesu tid næppe var lige så udbygget som det i dagens Danmark, så har det at være lærer nok alligevel været mindre eksklusivt end at være medlem af Sanhedrin. Men den danske oversættelse snyder os lidt her, for det som Jesus siger til Nikodemus, betyder ordret: ”Du er Israels lærer” eller ”Du er læreren for Israel”. Og det lyder jo straks mere unikt! Mit bedste bud på hvad det betyder, er at Nikodemus har været noget i retning af universitetsrektor, og det vel at mærke et universitet der specialiserede sig i studiet af Israels hellige skrifter (de skrifter som vi kender som ”Det Gamle Testamente”). Han har altså nærmest været for jøderne i det første århundrede hvad Dumbledore er for troldmændene i Harry Potter-bøgerne. Hvis der var nogen i Israel som burde have forudsætningerne for at kunne forstå det når Jesus talte om Gud, så var det Nikodemus!

Når nu Nikodemus havde så mange ”stjerner på skuldrene”, så skulle man mene at det var en stor ære for en ung prædikant at blive opsøgt af ham og endda blive hilst med ordene: ”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud”. Nikodemus havde set nogle af de mirakler Jesus gjorde, får vi at vide, og de havde selvsagt gjort et stort indtryk på ham; og derudover må have hørt nogle af de ting Jesus sagde, og være blevet imponeret over den indsigt han havde. Når han opsøgte Jesus, var det sikkert med en forventning om at denne unge rabbi faktisk kunne lære ham noget om Gud – måske hvordan man gjorde mirakler?

Det er også muligt at Nikodemus ligefrem havde gennemskuet at Jesus var selveste Messias, altså den konge som jøderne ventede på, og som de forventede skulle genoprette det kongedømme som den store kong David havde stået i spidsen for 1000 år tidligere, i en ny og endnu bedre udgave hvor der skulle være fred, og alle ville gøre Guds vilje – og måske ville Nikodemus tilbyde Jesus sin hjælp til at virkeliggøre det projekt? Sådan et tilbud kunne Jesus da kun tage imod med kyshånd, skulle man mene, omtrent som hvis Kasper Schmeichel meldte sig frivilligt til at vogte målet hos en ambitiøs danmarksserieklub, eller hvis Eric Clapton tilbød sig som guitarist for et ungt garageband i en afkrog af England.

Men hvad svarer Jesus? ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”! Han er ikke spor imponeret over Nikodemus’ fornemme cv. Og hvorfor skulle han også være det, kan vi spørge, vi der sidder her 2000 år senere og ved hvem Jesus i virkeligheden var, og hvordan det hele endte. Men for Nikodemus må det have været noget af et chok.

”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt?” replicerer Nikodemus. ”Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Det er lidt uklart hvad der ligger i det spørgsmål. En mulighed er at Nikodemus misforstod Jesus og troede at han mente at man bogstaveligt talt skulle en tur ind i sin mors mave igen. En anden mulighed er at hans lidt naive spørgsmål blot var udtryk for at han ganske vist godt kunne regne ud at Jesus ikke mente det bogstaveligt, men at han ikke havde nogen idé om hvad han mente. Men der er også den mulighed (og det er den mest sandsynlige, tror jeg) at han udmærket godt forstod hvad Jesus mente, men at han betragtede det som lige så umuligt som det ville være bogstavelig talt at komme ind i sin mors mave igen.

Hvad mente Jesus da? Ja, vi kan jo lade ham selv forklare det: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.” Jesus taler altså ikke om vores krop (den skal også nok blive genskabt på et tidspunkt), men om vores indre menneske, vores ånd, som altså har brug for en gennemgribende omkalfatring hvis vi skal kunne blive en del af Guds rige.

Eller faktisk mere end det, for en fødsel indebærer jo ikke kun at der sker en kropslig forandring med den person som bliver født (blandt andet at man går fra at få ilt via navlestrengen til i stedet at trække vejret), men også at man træder ind i en helt ny verden. Før man bliver født, lever man i en meget lille og begrænset verden, nemlig livmoderen, men ved fødslen træder man pludselig ind i en helt ny og langt, langt større verden der byder på både sociale, visuelle, musikalske og gastronomiske oplevelser. Det er ikke for ingenting at et af synonymerne for at blive født er at ”komme til verden”.

Grunden til at Nikodemus ikke kunne se Guds rige, var altså at han, åndeligt set, var ikke bare et spædbarn, men et ufødt barn: Hele den verden som har med Gud og hans rige at gøre, den havde Nikodemus slet ikke set endnu! Han havde sikkert læst om den, for rent intellektuelt var han jo en superstjerne, men han anede ikke hvordan der så ud i virkeligheden. Og det lader til at han ikke engang var klar over at han gik glip af noget, for det er jo de færreste ufødte børn der er klar over at der findes en verden uden for mors mave, må man gå ud fra!

Derfor må Jesus også skuffe Nikodemus med at der ikke er noget som helst han selv kan gøre, som kan give ham adgang til Guds rige, for man kan jo ikke føde sig selv. Hvis han ønsker at se Guds rige, så har han brug for at Ånden kommer ham til hjælp og føder ham. Sådan er vilkårene for alle mennesker, og selv den klogeste teolog er ingen undtagelse. ”Guds visdom kan verden nemlig ikke forstå, og det er heller ikke meningen”, som Første Korintherbrev 1,21 lyder i Bibelen2020. Det at kende Gud er ikke noget der foregår på det intellektuelle plan, men på et lang dybere plan som har med det inderste af vores væsen at gøre; det som Bibelen kalder for vores ”ånd”.

Det gode ved dét er at det betyder at vilkårene er ens for alle. Vi behøver altså ikke at være kloge som Nikodemus (eller for den sags skyld fromme som Mother Teresa) for at komme ind i Guds rige, for det at blive født kræver ikke nogen forudsætninger. Der er ikke noget menneske som Guds Ånd ikke kan føde på ny! ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, som der står i Johannesevangeliet 3,16 som vi hørte i prædiketeksten til i mandags (det skriftsted kommer i øvrigt umiddelbart efter prædiketeksten til i dag, som nemlig slutter med Johannesevangeliet 3,15). Det eneste det kræver, er at vi lader ham gøre det – at vi erkender vores tilstand og kommer til Gud i vores hjælpeløshed.

Så hvis du sidder i dag og tænker at du aldrig har forstået hvorfor der er nogle mennesker der er så pjattede med alt det med Gud og Jesus, så er det måske bare fordi du ikke er blevet født endnu! – åndeligt altså! Men hvad så – betyder det at det bare er ærgerligt for dig at Gud ikke har valgt at føde dig åndeligt? Nej, det betyder det heldigvis ikke. Umiddelbart efter at have sagt ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd”, sagde Jesus jo: ”Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.” Det ord der i den danske oversættelse er oversat med ”må”, er et ord som betegner pligt, nødvendighed, eller at noget er det rette at gøre. Og uanset hvilken af de tre nuancer af ordet der er tale om her, når vi til samme konklusion: Hvis noget er det rette at gøre, skulle Gud af alle (jeg havde nær sagt ”af alle mennesker”) så ikke gøre det? Og hvis det ligefrem er nødvendigt, så endnu mere! Og er det pligten vi har fat i, så ville Gud aldrig pålægge os en pligt uden at gøre det muligt for os at opfylde den. Derfor tør jeg sige med 100 procent sikkerhed at Helligånden genføder enhver som ønsker det!

”Jamen plejer I præster ikke at sige at vi bliver genfødt når vi bliver døbt?” Jo, det stemmer, så hvis du er døbt, så er du teknisk set allerede født af Ånden. I så fald har du blot brug for at opdage det – at ”pakke gaven op”, så at sige. Det kan Gud også hjælpe dig med hvis du beder ham. Og hvis du gerne vil have et andet menneske med som ”bisidder”, står præsten altid til rådighed – det er mere end noget andet det jeg er til for.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 2. pinsedag 2021

Posted By on 25. maj 2021

Den lille bibel: Hvilken farve er Gud

Prædiken i Rø Kirke 2. pinsedag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvilken farve er Gud? Det lyder som et ret fjollet spørgsmål, ikke? Men ikke desto mindre udkom der i 1973 en bog med et svar på det spørgsmål. Og det var ikke en børnebog, men en moppedreng af en bog, som året efter fik Time Magazine til at udnævne forfatteren til at være en af samtidens vigtigste teologer (”one of the most important shapers and movers of the Christian faith”; https://web.archive.org/web/20080925082716/http://www.mnsu.edu/emuseum/history/mncultures/vinedeloriajr.htm). Forfatterens navn var Vine Deloria Jr., og bogens titel var: God is Red (”Gud er rød”). Jeg har ikke selv læst bogen, men den blev fyldigt omtalt i den lærebog i religion som vi brugte da jeg gik i gymnasiet.

                      Farven rød kan jo symbolisere mangt og meget (når jeg til nadveren i dag tager en rød messevest på fordi det er pinse, symboliserer farven Helligåndens ild), men for Deloria symboliserede den først og fremmest hans folk og hans afstamning, nemlig Sioux-folket i særdeleshed og indfødte amerikanere i almindelighed (altså de folkeslag som før i tiden forvirrende blev kaldt ”indianere”, og som selv foretrækker at blive kaldt ”First Nations”). Delorias farfar, Philip Joseph Deloria, også kaldet Tipi Sapa, som betyder ”Sorte Telt”, var det som vi danskere i min barndom ville have kaldt ”indianerhøvding”, men han var også anglikansk præst, og hans søn, Vine Deloria Sr., gik i hans fodspor og blev endda domprovst. Vine Jr. læste også teologi, men han kunne ikke forlige sig med den teologi han blev undervist i, fordi han syntes den manglede respekt for hans folk og dets traditioner. I bogen God is Red er han kritisk overfor den kristne kirkes manglende fornemmelse for naturen, dens overdrevne fokus på individet, dens frygt for døden, men først og fremmest for at den ignorerer geografiens betydning. For Deloria giver det ingen mening at have en religion der er adskilt fra den hverdag man har på det sted hvor man nu lever, og de traditioner der nu kendetegner ens folk. Derfor mener han at en religion kun kan have noget at sige indfødte amerikanere hvis den dropper talen om samhørighed på tværs af kulturelle og etniske skel, som i praksis tit blot har været et skalkeskjul for europæisk kulturimperialisme. Forskellige folkeslag har brug for forskellige religioner, mener han, og som han sloganagtigt siger: ”Her i landet er Gud rød!” For ham indebærer det blandt andet at man viser respekt for jorden og naturen og opgiver håbet om et individuelt liv efter døden for i stedet at acceptere at sjælen efter døden vender tilbage til stammen.

                      Uden at underkende eller forklejne den massive uret som først europæiske kolonisatorer og siden deres efterkommere i USA, Canada og Mexico har begået mod Nordamerikas oprindelige befolkning, og som har givet anledning til så dyb en modvilje mod alt hvad der er europæisk, ikke kun hos Vine Deloria, men også hos mange af hans folkefæller; og uden at påstå at kristne missionærer blandt de indfødte amerikanere altid har mødt dem med ydmyghed og respekt som de burde; og uden at nægte at det også kristeligt set er vigtigt at respektere både naturen og det nationale fællesskab – så vil jeg alligevel påstå at Vine Deloria går alt, alt, alt for langt i sin bog (eller ”gik”, burde jeg vel sige, for bogen er som sagt næsten 50 år gammel, og forfatteren døde i 2005). Som kristne vi simpelt hen fastholde at der kun er én Gud, og at han er den samme over hele jorden. Ganske vist vil der naturligt være forskel på hvordan en kristen gudstjeneste ser ud, alt efter om den bliver fejret af danskere, kinesere eller afrikanere, og i forskellige kulturer vil der også være forskellige spørgsmål som den kristne teologi skal tage stilling til, men der må også være visse grundlæggende sandheder som er uafhængige af om man befinder sig i Mellemøsten, Europa eller Nordamerika. Og ja, jeg forstår da godt at det kan være en bitter pille at sluge at Guds Søn blev menneske i en helt anden kultur end den man selv er en del af, men det problem har de indfødte amerikanere jo til fælles med alle andre ikke-jødiske folkeslag, inklusiv os danskere – i det omfang vi altså husker på at Jesus faktisk ikke var en rødblond nordeuropæer med blå øjne, som man ellers ofte ser ham afbildet her til lands.

                      Når alle de indlysende fejl og mangler ved bogen God is Red er påtalt, tror jeg nemlig faktisk at Vine Deloria har ret i én ting, nemlig at vi i den vestlige kultur (hvis man da ellers kan tillade sig at kalde europæisk kultur for ”vestlig” i sammenligning med de indfødte amerikaneres kultur) er slemme til at glemme at vi selv er rundet af nogle bestemte traditioner som vi har arvet fra vores forfædre. Fordi den kultur vi tilhører, har været så dominerende i så store dele af verden i så lang tid, kommer vi nemt til at tænke at den måde vi tænker på, bare er den almindeligt menneskelige måde at tænke på, og at alle andre kulturer er afarter af den. Men tænker vi os ordentligt om, kan vi nok alligevel godt sige os selv at det ikke er sandt – og hvis ikke, så kan jeg anbefale at man sætter sig ind i eksempelvis den kultur som Jesus levede i, for den var nemlig temmelig meget anderledes end vores!

                      Gud er hele jordens Gud. Hvis det overhovedet skal give mening at kalde ham Gud med stort G, så må han være Gud for alle mennesker. At hævde at Gud er rød i Nordamerika, er noget sludder – men det er altså lige så meget sludder at gå rundt med en underbevidst forestilling om at Gud er hvid i Europa!

                      Fællesnævneren mellem de tre bibeltekster vi har lyttet til i dag, er at Gud er for alle. ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, lyder det i det som måske er det mest kendte og elskede af alle bibelvers, og som ligefrem er blevet kaldt ”den lille bibel” fordi det rummer hele Bibelens anliggende i en nøddeskal (og det står naturligvis i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16). I Salme 104 fra Det Gamle Testamente hørte vi om hvordan alle skabninger på jorden (og i havet) er afhængige af at Gud giver dem – giver os – livsånde, for ellers ville vi slet ikke være her. Allerstærkest står pointen dog i læsningen fra Apostlenes Gerninger. Beretningen foregår i et hus som tilhørte en romersk officer ved navn Cornelius. Cornelius havde sendt bud efter apostlen Peter for at han skulle komme og fortælle om Jesus, men Peter havde i første omgang være skeptisk. Hvorfor? Fordi Cornelius ikke var jøde! Han var ikke en del af det folk som Gud havde udvalgt og ført ud af slaveriet i Egypten, så kunne man virkelig give ham adgang til Guds kirke på lige fod med dem der havde indfødsret i Det Hellige Land og var arvinger til Guds løfter til patriarkerne? Det krævede et profetisk syn før Peter overhovedet gik med til at aflægge Cornelius et besøg og fortælle ham og hans husstand om Jesus, men selvom han – som vi hørte – korrekt sagde: ”Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn”, så har der åbenbart stadig været et lille gran af skepsis tilbage hos ham. Derfor var Helligånden nødt til at tage affære! Almindeligvis er rækkefølgen sådan både i Det Nye Testamente og i den kristne kirkes praksis, at når et menneske kommer til tro på Jesus, så bliver vedkommende først døbt, hvorefter Helligånden formidles ved håndspålæggelse. Men i Cornelius’ hus var det altså nødvendigt at Helligånden kom over dem der hørte og kom til tro, allerede inden de blev døbt, for at Peter kunne blive overbevist om at det var okay at døbe dem!

                      Vi danskere, der bryster os af at vi er et kristent land, måske endda det eneste land der hvor man har fundet ud af at være kristne på den helt rigtige måde (for vi ved jo alle sammen at amerikansk kristendom er noget med popsmarte megakirker, og at afrikanske kristne råber og skriger, for slet ikke at tale om svenskerne, der bare er alt for … svenske!) (og til jer der ikke fangede det: det jeg lige sagde, var ironisk ment; en satire over dansk selvfedme) – vi danskere gør klogt i at huske at hvis romerne var hedninger, så var vi det endnu mere. I trosbekendelsen siger vi at vi tror på ”én hellig, almindelig kirke”, og ordet ”almindelig” er et vi let kan misforstå. Den ”almindelige” måde at være på, det er jo sådan som vi selv er, ikke sandt?

Nej, det er ikke sandt! Den oprindelige betydning af ordet ”almindelig” er ”fælles for alle mennesker” (på olddansk hed det ”almænneligh”, altså ”for alle mænd”, og dengang betød ordet ”mænd” slet og ret ”mennesker” uanset køn). Vi tror altså på en kirke der er for alle mennesker – og for alle slags mennesker, ikke kun dem der er ligesom os. Og det er faktisk noget af det pinsen handler om: Som vi hørte i går, begyndte disciplene at tale alverdens forskellige sprog da Helligånden kom over dem, som et synligt tegn på at Gud nu ville tale sit ord til folk i hele verden, på hver deres sprog.

Så hvilken farve er Gud? Jeg tror han er hele farvespektret på én gang. Intet specifikt udtryk for den kristne kirke kan alene rumme alt hvad Gud er – vi har brug for hinanden. Det var både tåbeligt og hovmodigt af Vine Deloria Jr. at mene at indfødte nordamerikanere kan have deres egen private ”røde” Gud. Lad os passe på at vi ikke kommer til at begå samme fejl, men tværtimod værdsætter og ærer Guds kirke i alle de varianter og traditioner som den udtrykker sig i over hele verden!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til pinsedag 2021

Posted By on 25. maj 2021

Helligåndens komme: Lad os gå herfra

Prædiken i Præstemosen pinsedag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvad laver en præst egentlig når han har fri? Hvilke tv-serier ser han for eksempel? Tja, hvis præsten har en 5-årig søn der hedder Josef Hartung Kjærby, så ser han først og fremmest PAW Patrol. Af hensyn til jer der ikke har børn i den alder i familien, kan jeg oplyse at PAW Patrol er en tegnefilmserie med foreløbig mere end 180 afsnit, som handler om et redningshold bestående af seks talende hundehvalpe og deres ejer, en tiårig dreng ved navn Ryder. Ryder har en specialbygget mobiltelefon, en såkaldt ”vovse-pad”, som han kan bruge til audiovisuel kommunikation med hvalpene gennem de elektroniske vovsetegn som de har hængende i deres halsbånd. Hver gang nogen ringer til ham med besked om en nødsituation der kræver PAW Patrols assistance (og det sker naturligvis mindst én gang pr. afsnit, med nogle ganske få undtagelser), så trækker han et særligt panel ud af vovse-pad’en, trykker på en knap og siger: ”PAW Patrol, så er det nu!”

                      De seks hvalpe elsker at lege, som hundehvalpe jo gør, og når Ryder tilkalder dem, kan de være i gang med alt fra at løbe om kap til at spille volleyball, men så snart deres vovsetegn blinker, og Ryders stemme lyder: ”PAW Patrol, så er det nu!”, så slipper de hvad de har i, øh, poterne, og siger i kor: ”Ryder kalder!” hvorefter de uden tøven begiver sig mod det udsigtstårn der er patruljens hovedkvarter. Jeg kunne af og til ønske mig at min søn reagerede lige så prompte når der blev kaldt! Og eh – måske kunne Gud også ønske sig at hans børn var lidt mere vakse når han kaldte!

                      De lærde strides om hvorfor Jesus siger: ”Rejs jer, lad os gå herfra!” i slutningen af dagens prædiketekst. Ligesom de seneste fire søndages prædiketekster er også dagens tekst uddrag af den lange afskedstale Jesus holdt til sine disciple aftenen før han blev korsfæstet – og det er faktisk ikke engang slutningen af talen vi hørte i dag, for vi er sprunget lidt frem og tilbage i den. Efter at Jesus havde sagt: ”Rejs jer, lad os gå herfra!” fortsatte han faktisk med at tale i yderligere to kapitler, så enten har han holdt noget af talen mens han og disciplene var undervejs til Getsemane Have (hvor Jesus senere blev arresteret), eller også har disciplene bare været lige så svære at få ud ad døren som små børn plejer at være, og så har Jesus bare fortsat med at tale til dem mens han gav dem flyverdragt på. (Okay, han gav dem nok ikke flyverdragt på!). Men jeg tror der er en dybere grund til at Johannes har valgt at tage sætningen ”Rejs jer, lad os gå herfra!” med i sit evangelium. Det fremgår i slutningen af Johannesevangeliet at evangelisten har været nødt til at prioritere benhårdt da han valgte hvilke af Jesu ord og gerninger der skulle med i hans skrift, så jeg tror ikke at der er et eneste ord som står der tilfældigt. Så når han har valgt at citere ordene: ”Rejs jer, lad os gå herfra!” så tror jeg det først og fremmest skal ses i sammenhæng med det der står umiddelbart før, nemlig: ”jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig.” Det som Faderen havde påbudt Jesus, var at give sit liv for at købe os mennesker fri fra syndens og dødens og djævelens herredømme, og den opgave gik han beslutsomt til, selvom den kostede ham utrolige lidelser.

                      Men dernæst tror jeg også at ordene skal ses i sammenhæng med disciplenes opgave. Det uddrag af Jesu tale som vi har hørt i dag, begynder med at en af disciplene spørger ham: ”Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?” Det svar Jesus giver, er måske ikke helt indlysende let at forstå (for nogle år siden brugte jeg en hel prædiken på at udlægge det svar), men i lyset af hvad der ellers står i Det Nye Testamente, tror jeg roligt vi kan slå fast at selvom Jesus ikke umiddelbart gav sig til kende for resten af verden, så var det i hvert fald meningen at disciplene skulle sørge for at Jesus blev kendt over hele verden. For halvanden uge siden hørte vi jo for eksempel i beretningen om Jesu himmelfart at han sagde: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8).

”Rejs jer, lad os gå herfra!” er altså Helligåndens budskab i en nøddeskal. Eller som det fyndigt er blevet udtrykt af George Verwer, grundlæggeren af den organisation der blandt andet driver skibet Logos Hope: ”The Holy Ghost brings a holy Go!” (Det betyder ”Helligånden kommer med et helligt ’Gå!’, men det lyder ikke lige så fyndigt på dansk).

                      I løbet af det seneste halvandet århundrede er Helligånden gradvist kommet til at fylde mere i den kristne kirke, og det kommer til udtryk på forskellige måder. Det er i og for sig ikke så mærkeligt at det gør det, for Helligåndens virke har mange facetter. Helligånden skaber for eksempel kærlighed til Jesus i vores hjerter, og det kan give sig udtryk i en aldeles vidunderlig følelse, nærmest som at være forelsket, bare endnu bedre. Men hvis den følelse ikke får nogen konsekvenser for den måde du lever dit liv på, er den af begrænset værdi. Helligånden skaber også en stærk indbyrdes kærlighed i menighedens fællesskab, og dén indbyrdes kærlighed er frem for noget det som Jesu disciple skal kendes på, sagde Jesus på et tidspunkt i starten af den lange tale som dagens tekst er et uddrag af (Joh 13,35). Men hvis fællesskabet lukker sig om sig selv, og kærligheden ikke rækker til dem der endnu ikke er med, så er det fordi vi endnu ikke har hørt efter når Helligånden siger: ”Rejs jer, lad os gå herfra!” Jeg kunne også nævne Helligåndens overnaturlige gaver, som stadig flere kristne verden over genopdager, og som Sprint Aagaard Korsholm holdt et glimrende seminar om i Sct. Klemens Kirke forrige weekend (det ligger på YouTube, hvis nogen gik glip af det), men selv de mest imponerende profetier og helbredelser er dybest set nytteløse hvis ikke de tjener det formål at gøre Jesus kendt for verden.

                      Når vi taler om Helligånden, er vi som regel nødt til at tale i billeder, fordi ånd er noget uhåndgribeligt. Et af de billeder der forbindes med Helligånden i Bibelen, er ild. Det er et billede med mange facetter, for vi forbinder jo mange forskellige ting med ild. På den ene side er ild noget farligt som kan ødelægge alt fra en hytte til en hel skov, på den anden side er vi mennesker utrolig afhængige af ild: Ilden hjælper os til at holde varmen, den holder rovdyr væk, den giver os mulighed for at tilberede vores mad, den får vores biler til at køre (medmindre der er tale om elbiler der kører på grøn strøm), og så videre. Men når det gælder Helligåndens ild, er det som om vi nogle gange har det bedst med at lade den være et hyggeligt lejrbål, eller blot et par stearinlys der kan sætte den rette stemning. Men det var ikke derfor Helligånden kom; det var for at give os kraft til at gøre Guds vilje.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 6. søndag efter påske 2021

Posted By on 18. maj 2021

Vidnesbyrdets pris: Jesus sælger ikke katten i sækken

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter påske 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Til efteråret er der kommunalvalg og regionsrådsvalg, så når sommerferien er overstået, venter der os en valgkamp. Den bliver næppe lige så intens som når der er valg til Folketinget, men jeg tror det gælder i de fleste valgkampe at kandidaterne kommer med løfter om hvad de vil gøre hvis de bliver valgt, og de løfter indebærer som regel at livet i kommunen, regionen eller landet bliver bedre, i det mindste for en eller flere afgrænsede grupper af mennesker. ”Valgflæsk” kalder man undertiden disse løfter, især hvis man ikke tror på at de vil blive opfyldt efter valget (og vittige hoveder har påpeget at det rette redskab til at spise valgflæsk med må være en – stemmegaffel?).

                      Men ind imellem sker det at en politiker ærligt står ved at den politik som han eller hun vil føre, vil medføre ubehag, i hvert fald for en tid. Poul Schlüter lagde for eksempel ikke skjul på at den økonomiske politik han førte da han var statsminister i 1980’erne, på kort sigt ville føre til en nedgang i velstand; uenigheden mellem ham og hans politiske modstandere gik udelukkende på om den velstandsnedgang var et nødvendigt onde, eller om man snarere burde føre en politik hvor man søgte at undgå den. (Der er vist stadig ikke fuld enighed om hvem der havde ret, fornemmer jeg når jeg ind imellem hører folk diskutere Schlüters eftermæle).

                      Den økonomiske smalhals som Schlüter lovede Danmarks befolkning, var dog det rene vand i forhold til hvad Winston Churchill lovede da han holdt sin tiltrædelsestale som Storbritanniens premierminister den 13. maj 1940. Situationen i landet – ja, i hele Europa – var yderst alvorlig på grund af nazisternes fremmarch i Anden Verdenskrig. Og hvordan lød Churchills program så? Lad mig citere et par brudstykker fra hans tale til parlamentet: ”I spørger: Hvad er vores politik? Jeg kan sige at det er at føre krig til vands, til lands og i luften … I spørger: Hvad er vores mål? Jeg kan svare med ét ord: Det er sejr, sejr for enhver pris, sejr trods alle rædsler, sejr uanset hvor lang og hård vejen måtte være … Jeg har ikke andet at tilbyde end blod, slid, tårer og sved.” Ja, Mette Frederiksens corona-pressemøder lyder jo helt hyggelige i sammenligning! Men eftertidens vurdering af Churchills tale er stort set ubetinget positiv. Det nytter jo ikke noget at binde folk et skønmaleri på ærmet hvis der ikke er grundlag for det; tværtimod har man bedre muligheder for at klare sig igennem problemerne hvis man er forberedt på dem. Og det endte da også med at Storbritannien og de øvrige allierede vandt krigen, og Europa blev befriet for nazismen.

 

Da Jesus stod over for at forlade sine disciple og vende tilbage til sin far i himlen, lagde han heller ikke skjul på at de havde ubehageligheder i vente hvis de stod fast på deres vidnesbyrd om ham: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” Og grunden til at Jesus sagde dette så rent ud, var den samme som Churchills, nemlig at det er lettere at klare sig igennem trængslerne hvis man er forberedt på dem.

                      For disciplene har det nok endda været endnu vigtigere at have den forudviden end det var for englænderne på Churchills tid, for umiddelbart skulle man jo tro at når først Jesus var opstået fra de døde, havde sat sig på tronen ved Guds højre hånd som vi hørte i torsdags, og havde sendt Helligånden som vi skal høre på søndag, så ville alt blive godt hvis blot disciplene gjorde som Jesus havde givet dem besked på. Og hvis de så alligevel løb ind i modstand og forfølgelse, så ville de let kunne komme til at tro at Jesus alligevel ikke var blevet givet al magt i himlen og på jorden, og det ville i sidste ende kunne føre til at de helt mistede troen. Det er derfor Jesus siger: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra.”

                      Alternativt kunne disciplene også få den tanke at hvis de mødte modstand, så måtte det være fordi de havde gjort noget forkert. Men Jesus har aldrig lovet at hvis bare vi gør alt rigtigt, så slipper vi for problemer. Faktisk er det tværtimod sådan, må man forstå på det Jesus siger til disciplene, at hvis de møder modstand, så er det netop fordi de har gjort det rigtige! Modstanden er nemlig dybest set modstand mod Jesus selv. Teksten til i dag er (ligesom teksterne til de seneste 3 søndage) uddrag af en lang tale som Jesus holdt til disciplene aftenen før han blev korsfæstet, og 8 vers før det sted hvor teksten til i dag begynder, siger Jesus sådan her (og jeg citerer fra den nudanske Bibelen2020): ”Når verden hader jer, så tænk på, at den har hadet mig før jer. Hvis I tilhørte verden, ville den elske jer. Men det gør I ikke, for jeg har udvalgt jer og skilt jer fra verden. Derfor hader verden jer” (Joh 15,18-19).

                      Som så mange andre skriftsteder kan disse ord af Jesus utrolig nemt misbruges. Jeg kan i hvert fald komme i tanker om alt for mange kristne som har været gode til at gøre sig upopulære, og som selv tolkede den modstand de mødte, som bevis på at de levede i større lydighed mod Jesus end de fleste andre kristne, selvom det var tydeligt for de fleste andre at den væsentligste grund til at de var upopulære, ganske enkelt var at de opførte sig tåbeligt eller uforskammet. Ingen nævnt, ingen glemt. Den slags er åbenbart ikke noget nyt fænomen, for allerede i Første Petersbrev i Det Nye Testamente finder vi formaningen: ”Det er ingen ros, at I tåler mishandling, hvis I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud” (1 Pet 2,20). Det er kun alt for let at forfalde til selvretfærdighed og selvmedlidenhed og glemme at sikre os at det rent faktisk er Jesus vi vidner om, og ikke os selv eller en eller anden fiks idé vi har fået.

                      Men når det er sagt, så er det som sagt sådan at selvom vi gør alt rigtigt, så kan vi stadig forvente at løbe ind i modstand her i verden, og endda sådan at jo mere vores liv vidner om Jesus, desto voldsommere modstand må vi forvente. Der er endda nogle der mener at hvis vi ikke oplever forfølgelse eller i det mindste modstand, så er der grund til bekymring (”Ve jer, når alle taler godt om jer,” som Jesus siger et sted i Lukasevangeliet (6,26)), for så er det fordi vi ikke udgør så stor en trussel mod det onde i verden at det onde gider angribe os. Nuvel, det har du muligvis heller ikke nogen ambitioner om at være – eller det ved jeg ikke: Hvor mange af jer drømmer om at Satan skal være bange for jer? (kunstpause) Nej, det tænkte jeg nok! Men hvis vi løfter blikket og betragter den kristne kirke som helhed, så er det faktisk det der er vores mission. Da Simon Peter som den første af Jesu disciple indså hvem Jesus var, sagde Jesus til ham: ”på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt 16,18). Mange af jer har sikkert hørt det vers før, men jeg ved ikke om I har tænkt over ordvalget. Jesus sagde ikke bare ”dødsriget skal ikke få magt over den”, og han sagde heller ikke ”dødsrigets pile” eller ”dødsrigets fangarme” eller noget andet der kunne signalere at dødsriget er den offensive part og kirken den defensive. Nej, han sagde ”dødsrigets porte”. Fjendens porte kommer man kun i kontakt med hvis man er den offensive part! Det er altså meningen at kirken aktivt og offensivt skal bekæmpe det onde ved hjælp af (for nu at citere Paulus) ”Åndens sværd, som er Guds ord” (Ef 6,17). Og gør vi det, så er der ikke noget at sige til at det onde bider fra sig!

                      Hvis vi oplever at blive modarbejdet, forfulgt, måske ligefrem hadet, fordi vi gør som Jesus har befalet os, så skal vi altså ikke blive bekymrede eller fortvivlede eller vrede eller harme eller bitre eller hævnlystne; tværtimod skal vi ”regne det for glæde”, som der står i Jakobsbrevet (1,2). Det er ikke nemt, det ved jeg godt (jeg kan selv blive noget så indigneret hvis tillægger mig skumle motiver som jeg ikke har), men vi må huske at vi i modsætning til englænderne på Churchills tid ved med sikkerhed at vi kommer til at gå af med sejren til sidst – det burde nok kunne give os noget trøst og hjælpe os til at udholde trængslerne (hvis man da kan bruge det ord om den smule modstand vi kristne møder her i Danmark).

                      Og så kan vi i øvrigt glæde os over at Jesus lover os andet og mere end blod, slid, tårer og sved, også mens vi lever i denne verden. I søndags hørte vi et andet uddrag af Jesu afskedstale, hvor han blandt andet sagde: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16,24), og et andet sted i talen siger han: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig” (Joh 16,33). Jesus lover os altså at uanset hvad vi måtte komme ud for af trængsler for hans skyld, så vil Helligånden være os nær med fred og glæde. Det er da også hvad jeg jævnligt læser i de beretninger fra forfulgte kristne verden over som blandt andet videreformidles af organisationen Open Doors (som vi i parentes bemærket samler ind til i dag). Vi må bare ikke tro at den fred og glæde som Jesus lover os, betyder at vores liv i denne verden bliver en dans på roser – tit og ofte vil det ikke være fred og glæde på grund af omstændighederne, men snarere på trods af omstændighederne. Derfor vil jeg slutte min prædiken af med et citat fra Brevet til Hebræerne, hvor forfatteren slutter en opremsning af trosheltene fra Det Gamle Testamente af med ordene: ”Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os. Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os [altså de gamle troshelte som nu er hjemme hos Gud], frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet2 (Hebr 11,39 – 12,3).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2021

Posted By on 15. maj 2021

Kristi himmelfart: Min ven kongen

Prædiken i Sct. Klemens Kirke Kristi himmelfarts dag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

“Da hr. Bilbo Sækker fra Sækkedyb forkyndte, at han om kort tid agtede at fejre sin et hundrede og ellevte fødselsdag med en særlig storslået fest, blev der en snakken og ophidselse i Hobbitrup.” Så fredsommeligt begynder det værk som mange nok vil give mig ret i er fantasyromanen over alle fantasyromaner, nemlig Tolkiens Ringenes Herre. Og selvom der ganske vist sker ting og sager ved den nævnte fødselsdagsfest, er historien alligevel et stykke tid om at komme rigtigt i gang; først på side 82 finder troldmanden Gandalf og Bilbo Sækkers nevø Frodo ud af at den magiske ring som Frodo har arvet fra sin onkel, kan andet og mere end at gøre én usynlig hvis man tager den på. Den er nemlig den mægtigste af alle De Mægtige Ringe, smedet af selveste mørkets fyrste, Sauron. Sauron har nu ad omveje fundet ud af at ringen befinder sig i Frodos varetægt, og han vil gøre alt for at få fat på den så han kan få uindskrænket magt. Derfor må Frodo skyndsomst flygte før Saurons spioner får fat på Ringen og ham, og Gandalf kan desværre ikke ledsage ham i første omgang. Sammen med tre af sine venner sætter Frodo derfor kursen mod elverriget Kløvedal (et navn som er meget kendt i Danmark fordi Troels og Ebbe og de øvrige beboere i et kunstnerkollektiv på et tidspunkt valgte at tage det som efternavn). Frodo og hans venner er imidlertid meget sårbare, for de er hobbitter, og hobbitter er kun halvt så høje som mennesker. Heldigvis får de hjælp af en omstrejfende kriger ved navn Traver, der er både viis, modig og stærk. Sammen med ham når hobbitterne i foreløbig sikkerhed i Kløvedal, hvor de finder ud af at Traver i virkeligheden hedder Aragorn og er den retmæssige arving til tronen i landet. Senere følger mange eventyr mens Aragorn, hobbitterne, Gandalf og en række andre tager kampen op mod Sauron, inden det til sidst lykkes at tilintetgøre Ringen ved at kaste den i den vulkan hvor den blev skabt, og Aragorn kan sætte sig på sin retmæssige trone og lade sig hylde af folket. Men for Frodo og de andre hobbitter er Aragorn ikke kun en mægtig konge; han er deres ven Traver, som de har rejst sammen med og trodset mange farer sammen med. Længe før de så ham som konge, havde de lært ham at kende som en trofast ven, og derfor var det naturligvis noget helt særligt for dem at se lige netop ham bestige tronen, for ikke alene vidste de at Gondor nu havde fået en viis, modig og retfærdig konge – det vidste alle i landet, og det var nok til at gøre dem jublende glade. Men hobbitterne vidste derudover at kongen var deres ven. De vidste at uanset hvad der måtte ske, så ville manden med magten modtage dem med åbne arme, lytte til hvad de havde at sige, og gøre hvad han kunne, for at hjælpe dem. Det må egentlig være ret fantastisk, ikke? Bare vi andre havde dét privilegium!

                      Men det havde Jesu disciple jo faktisk! Den mand som 40 dage efter sin opstandelse blev taget op til himlen og satte sig ved Guds højre hånd, var jo den selv samme som de gennem tre år havde fulgtes med på støvede veje, som havde været sammen med dem den sidste aften inden han blev slået ihjel, og som selv på det tidspunkt viste større omsorg for dem end han gjorde for sig selv og de lidelser der ventede ham. Som vi hørte i læsningen fra Apostlenes Gerninger, havde disciplene ganske vist hele tiden haft en forventning om at deres ven skulle blive konge over Israel, og sandsynligvis også at Israel under hans regering ville blive en stormagt, men nok ikke at han ville få fornem en plads som han faktisk endte med at få, nemlig ved Guds egen højre hånd som hele universets konge! Hvis hobbitterne i Ringenes Herre havde grund til at være lykkelige over den måde historien endte på, så havde Jesu disciple det altså endnu mere!

                      Men der er et men, for i modsætning til Frodo og hans venner, der blot behøvede at rejse til Gondors hovedstad, den strålende hvide by Minas Tirith, for at se deres ven Aragorn, så kunne disciplene ikke sådan uden videre rejse derhen hvor deres vens trone stod, for han var jo rejst et sted hen hvor de ikke umiddelbart kunne komme. Og det var nok derfor deres første reaktion på himmelfarten bare var at stå og stirre fortabt op mod himlen.

                      Men dér blev de ikke stående! Som vi hørte, dukkede der to mænd i hvidt tøj op og sagde til dem at Jesus ville vende tilbage på samme måde som han havde forladt dem. Det var der selvfølgelig nogen trøst i, men de fik ikke at vide hvor lang tid der ville gå, og det kunne jo godt gå hen at blive en meget lang venten (selvom de nok ikke havde fantasi til at forestille sig hvor mange år der ville gå – at verden ville komme til at se det Herrens år 2021, tror jeg de ville have forsvoret).

                      Men nu var det jo heller ikke meningen at de skulle sidde passivt og vente lige indtil Jesu tilsynekomst i skyerne. Ganske vist havde Jesus sagt til dem at de skulle vente, men kun indtil Helligånden var kommet over dem, og dén venten kom kun til at vare i 10 dage, nemlig indtil pinsedagen kom. Da Helligånden kom, var Jesus nemlig igen lige så nærværende som han havde været i de tre år hvor han gik på jorden – ja, han var faktisk endnu mere nærværende! Efter Helligåndens komme behøvede disciplene nemlig ikke engang at opsøge den by eller det hus hvor Jesus tilfældigvis opholdt sig, for at komme til at tale med deres ven kongen, men kunne henvende sig til ham hvor som helst, når som helst, igennem den trådløse forbindelse som Helligånden havde installeret direkte fra hver enkelt discipel til Guds højre hånd i himlen.

                      Og nu kommer det allerbedste: Det gjaldt ikke kun Peter og Andreas og Johannes og de andre der havde vandret rundt på de støvede veje sammen med Jesus tilbage i det første århundrede; det gælder også os! Du og jeg har også direkte adgang til vores ven kongen, når som helst og hvor som helst vi måtte ønske det! Er det ikke skønt?

                      Joeh, tænker du måske, men det er vel ikke helt det samme for os, er det? Vi der lever i dag, har jo netop ikke vandret rundt sammen med Jesus, så vi kan vel ikke prale af at manden med magten er vores gamle ven som vi har kendt allerede før han blev konge? Måske ikke – men vi skal ikke være blinde for hvad det var der skete da vi blev døbt! I dåben bliver vi knyttet så tæt sammen med Jesus at vi har alt fælles med ham. Det fællesskab der bliver knyttet mellem dig og Jesus når du bliver døbt, er endnu tættere end det fællesskab der knyttes mellem to mennesker der vandrer sammen i al slags vejr gennem tre år! Så hvis de gamle disciple med rette kunne sige at den mand der sidder ved Guds højre hånd og hersker over alle ting, er deres nære ven, så kan vi det endnu mere!

                      Og det er det der frem for noget er Kristi himmelfarts evangelium: At vores kære frelser og ven nu sidder ved Guds højre hånd. Vi har indflydelsesrige venner – eller vi har i hvert fald én, men han er til gengæld den mest indflydelsesrige i hele universet, og han sidder hele tiden og hvisker dit og mit navn i Gud Faders øre. Hvis ikke det kan give os frimodighed, så ved jeg ikke hvad der kan! Glædelig Kristi himmelfart!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 5. søndag efter påske 2021

Posted By on 11. maj 2021

Løftet om bønhørelse: Hvis side er Gud på?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Oh Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz”, sang Janis Joplin i 1970. Så vidt jeg ved, fik hun aldrig nogen Mercedes-Benz, og selv hvis Gud havde anbragt en flunkende ny Mercer foran hende så snart hun var færdig med at synge sangen, ville hun næppe være blevet mere lykkelig af den grund. Faktisk er sangen vist mere end noget andet en satire over netop den misforståelse at man kan blive lykkelig af at eje mange ting. At man ikke kan det, vidste Janis Joplin om nogen alt om fra sit eget liv, for hun havde penge nok til at hun kunne have købt adskillige luksusbiler hvis hun ville, men var alligevel nødt til at tage heroin for at holde tilværelsen ud, og blot tre dage efter at hun havde indspillet Mercedes Benz-sangen, døde hun af en overdosis, kun 27 år gammel.

Men det som Jesus siger i dagens tekst, er det ikke at hvis vi beder Gud om en Mercedes-Benz, så får vi den, uanset om det så vil gøre os lykkelige eller ej? ”Bed, og I skal få,” siger han jo? Det lyder jo utrolig enkelt og nemt, og umiddelbart skulle man tro at det betød at vi ikke behøver at arbejde eller at kæmpe for noget, for Gud giver os jo alt hvad vi peger på. Men jeg tror ikke jeg er den eneste i det her rum der har erfaret at virkeligheden tit ser ganske anderledes ud. Lad os bare være ærlige: Vi får ikke altid hvad vi beder om, og selv når vi gør, er det nogle gange først efter at vi har bedt for det gennem lang tid. Det at bede om noget kan godt ind imellem opleves som en kamp! Det lægger Det Nye Testamente da heller ikke skjul på – hør for eksempel hvad Paulus skriver mod slutningen af Kolossenserbrevet: ”Hilsen fra jeres Epafras, Kristi Jesu tjener, som altid kæmper for jer i sine bønner” (Kol 4,12). Og ved en anden lejlighed fortalte Jesus en lignelse hvor han sammenlignede det at bede med en enke som på det nærmeste stalker en dommer for at få ham til at foretage sig noget i en sag hvor hun er blevet bedraget (Luk 18,1-8); en tekst som vi i øvrigt møder hvert andet år på 9. søndag efter trinitatis, så næste gang bliver 14. august 2022 – sæt kryds i kalenderen!

Men altså, hvis det virkelig er rigtigt hvad vi lige har hørt Jesus sige i dag, at Gud Fader elsker os så højt at Jesus ikke engang behøver at lægge et godt ord ind for os for at vores bøn kan blive hørt, hvorfor giver han os så ikke altid hvad vi beder om? Ja, hvorfor er det undertiden ligefrem nødvendigt at kæmpe i bøn? Og hvorfor oplever vi det nogle gange nærmest som om Gud kæmper imod os, sådan som Jakob rent fysisk oplevede det da han krydsede Jabboks vadested? Hvorfor kan vi nogle gange ligefrem blive i tvivl om hvorvidt Gud overhovedet er på vores side, eller om han snarere er en del af problemet?

Jeg ved det ikke, det kan jeg lige så godt være ærlig og sige. Og hvis du møder nogen der kan give et enkelt og skråsikkert svar på spørgsmålet, så vil jeg råde dig til at slå din sunde kritiske sans til når du lytter til vedkommende. Der er særligt tre typer af lidt for nemme svar som jeg vil advare imod.

For det første er der dem der vil sige at hvis du ikke straks får hvad vi beder om, så er det fordi du har for lidt tro. For ganske vist sagde Jesus ved flere lejligheder at hvis blot vi har tro som et sennepsfrø, kan vi flytte bjerge (Matt 17,20; 21,21) eller befale et træ at plante sig i havet (Luk 17,6), og ved en anden lejlighed: ”Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det” (Mark 11,24), og jeg kunne nævne flere andre skriftsteder med lignende indhold (Joh 14,13-14; Jak 1,6-7), men det er vigtigt at huske på at den tro der tales om, er en overnaturlig nådegave som Gud giver, og som Paulus endda nævner i sit ”katalog” over Åndens gaver i Første Korintherbrev kapitel 12, side om side med profetisk tale og tolkning af tungetale. Og ganske vist formaner Paulus os til at stræbe efter åndsgaverne (1 Kor 14,1), men det er altså ikke sådan at vi kan fremmane den tro der kan flytte bjerge, gennem selvhypnose eller ved stædigt at insistere på at virkeligheden er anderledes end den er (jeg har set triste eksempler på begge dele). Nogle gange går vores bønner bare ikke i opfyldelse, heller ikke selvom vi har bedt med al den tro som Gud har givet os. Dertil kommer at man med en vis ret kan hævde at styrken af din tro ikke skal måles i hvor mange bønner du får besvaret, men tværtimod i hvor længe du kan holde ud selvom dine bønner ikke bliver besvaret! (jf. Luk 18,7-8)

For det andet er der dem der vil sige at hvis vi ikke får hvad vi beder om, så er det fordi det ikke er Guds vilje at vi skal have det. Igen er det et svar som rummer en vis portion sandhed, og som kan bakkes op med en række skriftsteder, for eksempel Første Johannesbrev 5,14: ”Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os”, eller Jakobsbrevet 4,3: ”I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.” Hvis du beder Gud om at give dig en Marcedes-Benz fordi du ikke vil stå tilbage for dine venner der kører Porsche, og Gud ikke giver dig Merceren, så er det givetvis fordi din bøn falder ind under den kategori! Men det sker altså også at bønner der helt tydeligt er efter Guds vilje, alligevel ikke går i opfyldelse! Gud ”vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden”, skriver Paulus til Timotheus (1 Tim 2,4), så hvis du beder til Gud om at et andet menneske må komme til tro, og det ikke sker, så er det ikke fordi bønnen ikke var efter Guds vilje! På samme måde må du endelig heller ikke tro at hvis du beder om at du selv eller et menneske du holder af, må blive helbredt for en alvorlig sygdom, og det ikke sker, at det så er fordi det er Guds vilje at du eller det andet menneske skal lide under sygdom! Det er et forenklet svar som ikke er i overensstemmelse med Bibelen, og som i øvrigt risikerer at give os et forkvaklet billede af hvordan Gud er. ”Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden”, beder vi i Fadervor, og når det er nødvendigt at bede sådan, er det fordi der sker mange ting her på jorden som ikke er efter Guds vilje, og vær vis på at det blandt andet omfatter sygdom og lidelse!

For det tredje er der svar som: ”Der er nok en mening med det hele, skal du se!” eller ”Det var sikkert bedst sådan!” De svar er klart mere sympatiske end de to andre kategorier jeg har nævnt, men for et menneske der kæmper med dyb sorg og fortvivlelse, kan de ikke desto mindre føles som et slag i ansigtet. Hvordan skulle der kunne være en mening med en tragisk ulykke der måske har kostet et lille barn livet? Eller med en forbrydelse der har efterladt et menneske forkrøblet? Nogle ting er der bare ikke nogen mening med, netop fordi der sker mange ting her i verden som ikke er Guds vilje!

Frem for at søge tilflugt i nogen af disse lidt for letkøbte svar, tror jeg vi gør klogt i at acceptere at der ikke altid er nogen svar, og netop derfor at klynge os så meget tættere til Gud. Den nu pensionerede hospitalspræst Preben Kok skriver i sin fremragende bog Skæld ud på Gud fra 2008 sådan her: ”min erfaring er, at når situationen er alvorlig nok, og vi skriger ærligt nok, så svarer Gud med et nærvær. Ikke som et svar på ’hvorfor?’, men som en kærlighedserklæring, der gør at spørgsmålet bliver overflødigt” (s. 12). Jakob fik aldrig nogensinde at vide hvorfor den mand der viste sig at være Gud, gav sig i kamp med ham da han var på vej over Jabboks vadested, men på den anden side spurgte han heller ikke om årsagen. Da manden sagde: ”Slip mig, det er ved at blive lyst”, kunne Jakob have valgt at sige: ”Jeg slipper dig ikke, før du fortæller mig hvad denne her kamp skulle gøre godt for!” Men det gjorde han ikke, for han fornemmede at der var noget andet der var meget vigtigere at få af Gud end en forklaring, nemlig en velsignelse. Og den fik han!

Jeg tror det er det vi også må gøre når det til tider måske ligefrem føles som om Gud kæmper imod os: Tro på at det der inderst inde ligger ham på hjerte, er at velsigne os, også selvom vi ikke ligefrem føler os velsignede i situationen – at de planer som han har lagt for os, er planer om lykke, ikke om ulykke, som vi hørte i dagens anden læsning. Det er et meget kendt og elsket vers, men der er ikke så mange der tænker på hvilken kontekst det står i, nemlig som del af et brev profeten Jeremias sendte til de israelitter der var blevet ført i eksil da babylonerkongen Nebukadnesar ødelagde Jerusalem i år 586 før Kristi fødsel. Og i verset umiddelbart før det med fremtid og håb som vi holder så meget af, står der faktisk: ”Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.” Gud har gode planer for os, og han vil gennemføre dem, men det kan godt være at vi kommer til at kæmpe længe inden det kommer til at ske – men så kan vi trøste os med at selv nok så mange år med trængsler i denne verden blegner til ingenting i sammenligning med den evighed af glæde som vi har i vente når Jesus kommer igen – eller som Paulus udtrykker det i Romerbrevet (8,18): ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til 4. søndag efter påske 2021

Posted By on 4. maj 2021

Talsmandens gerning: Guds GPS

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvor er det bare fantastisk at vi nu igen kan fejre højmesse efter det foreskrevne ritual i stedet for at nøjes med en forkortet udgave uden fællessang og altergang! Ja, det kunne vi jo allerede i sidste uge, men der havde jeg fri, så i dag er første gang i 2021 at jeg har kunnet stå foran alteret og synge med på salmerne sammen med menigheden!

                      Jeg må indrømme at den 11. marts sidste år – ja, I husker vel alle sammen hvor I var, og hvad I lavede da I fik nyheden om at Danmark blev lukket ned? Selv var jeg intetanende i gang med den 8. kursusaften i Alpha-kurset mens Mette Frederiksen holdt det famøse pressemøde, og først da kursisterne var gået hjem, og jeg lige tjekkede nyhederne på min smartphone, fandt jeg ud af hvad der var sket. Nå, men det jeg ville sige, var at jeg dengang ikke havde fantasi til at forestille mig at nedlukningen ville komme til at vare så lang tid! I første omgang gjaldt nedlukningen jo blot i 2 uger, og selv da den siden blev forlænget yderligere 2½ uge, var vi mange der naivt troede at når de uger var til ende, så ville pandemien være overstået – jeg kan huske at Øjvind Hesselager på lederplads i Bornholms Tidende gav udtryk for at når den 14. april oprandt, så ville han styrte ud på gaden og kramme hvem som helst han mødte. (Det var altså den 14. april 2020 han talte om!). Jeg kan også huske at jeg et par uger inde i nedlukningen læste en nyhedsartikel om en forsker der mente at vi nok måtte belave os på at skulle leve med restriktioner helt frem til slutningen af maj, og jeg tænkte: ”Åh nej, forhåbentlig ikke længe!” Og igen: Det var slutningen af maj 2020 han talte om!

                      Men faktisk er jeg taknemmelig for at jeg ikke vidste, dengang i marts sidste år, hvor lang tid vi ville komme til at slås med coronapandemien. Den viden ville jeg ikke have kunnet bære – det ville have slået mig helt ud, tror jeg. (Men jeg har selvfølgelig heller ikke haft noget økonomisk i klemme – de af jer der har det, ville nok have sat pris på at have vidst fra starten hvor længe der ville være restriktioner, det anerkender jeg). I det hele taget tror jeg vi skal prise os lykkelige for vores uvidenhed om fremtiden – der er rigtig meget vi ikke ville kunne bære at vide.

                      Alligevel er jeg ikke fri for at tænke at disciplene må have ærgret sig da Jesus sagde at han havde meget mere at sige dem, men at det ville de ikke kunne bære; for ét er at der er meget vi ikke får at vide, noget helt andet er at vide at der er noget man ikke har fået at vide. Sådan har jeg det i hvert fald: Hvis nogen sagde til mig at der var noget de havde at sige til mig, men at jeg ikke ville kunne bære at få det at vide endnu, så ville jeg ikke have et roligt øjeblik før jeg fik det at vide, for hvis jeg ikke kan bære at vide det nu, så må det jo være noget forfærdeligt – eller sådan kommer jeg i hvert fald nemt til at tænke.

                      Jeg tror nu ikke at grunden til at Jesus ikke mente at de ikke straks ville kunne bære alt hvad han egentlig gerne ville have sagt til dem, var at det var forfærdeligt eller skræmmende. Dagens evangelietekst er et uddrag af en længere tale som Jesus holdt til disciplene aftenen før han blev korsfæstet, og lidt tidligere i talen sagde han følgende: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” Dén viden kunne de altså godt bære, og det de ikke kunne bære, var næppe værre end dét. Snarere er der tale om at der er grænser for hvor meget information vi mennesker kan kapere på én gang.

                      Tag for eksempel det apparat som vi plejer at kalde en ”GPS” (selvom GPS egentlig er navnet på den teknologi der gør det muligt for apparatet at vide hvor du befinder dig, men lad nu det ligge). Forestil dig at GPS’en, straks efter at du havde indtastet den adresse hvor du skulle hen, gav dig hele ruten: ”Tag mod syd ad Bedegadevej. Efter 50 meter, drej til venstre ad Klemens Storegade. Efter 120 meter, drej til højre ad Brogade. Efter 450 meter, fortsæt ligeud ad Aarsballevej. Efter 5 kilometer, drej til venstre ad Aarsballe By. Efter 200 meter, drej til højre ad Bolsterbjergvej. Efter 4 kilometer, drej til venstre ad Segenvej” og så videre. En turist uden kendskab til det bornholmske vejnet ville næppe kunne finde vej fra Sankt Clemens Kirke til Dueodde ved hjælp af dén rutebeskrivelse, hvis ikke hvert enkelt punkt blev gentaget på det tidspunkt hvor man rent faktisk havde brug for oplysningen – præcis sådan som en GPS rent faktisk gør. Og jeg tror det er det Jesus mener: På denne bevægede aften hvor de lige havde fået at vide at Jesus lige om lidt ville forlade denne verden og vende tilbage til Faderen, ville disciplene overhovedet ikke have kunnet rumme at få at vide hvad de skulle gøre når de nåede frem til den næste ”korsvej” i deres liv.

                      Et enkelt eksempel: Efter at Helligånden kom til disciplene på pinsedagen, var der i løbet af kort tid adskillige tusind jøder der kom til tro på Jesus som Israels frelser og messias. At prædike for folk der ikke var jøder, faldt derimod ikke disciplene ind, selvom Jesus ellers havde sagt i det vi plejer at kalde ”missionsbefalingen”, at alle folkeslag skulle gøres til hans disciple. Først nogle år senere opstod der en menighed i den syriske storby Antiokia, hvor en signifikant andel af medlemmerne ikke var jøder, og med den som base rejste Paulus og Barnabas ud og forkyndte for mange andre ikke-jøder på Cypern og i Lilleasien, hvoraf et stort antal kom til tro og blev døbt. Det gav anledning til et vigtigt spørgsmål, nemlig om man skal være jøde for at kunne være kristen. Det spørgsmål kan være svært at forstå for os der lever i dag, hvor kristne med jødisk baggrund kun udgør en lille bitte minoritet i kirken på verdensplan, og hvor kristendom og jødedom generelt opfattes som to forskellige religioner. Men Jesus var altså jøde, og det var disciplene også, og når vi læser i Apostlenes Gerninger, kan vi se at de første kristne faktisk gik meget op i deres jødiske religion: De kom dagligt i det jødiske tempel, de bragte de foreskrevne brændofre, og de spiste efter kosher-reglerne. Og deres prædikener handlede om hvordan Jesus var opfyldelsen af alle Guds løfter til Israel. Derfor var der mange af de første kristne der mente at hvis en der ikke var jøde af fødsel, ville være en del af Guds folk, så var det ikke nok at han blev døbt og bekendte Jesus som sin herre; han måtte også omskæres og overholde alle buddene fra Det Gamle Testamente så som at lade være med at arbejde på sabbatten, at lade være med at spise svinekød og skaldyr, ikke at gå med tøj vævet af to slags garn og så videre. På den modsatte fløj stod først og fremmest Paulus, som stod kompromisløst fast på at der med Kristi død og opstandelse er indstiftet en ny pagt hvor omskærelsen og de andre gamle pagtstegn hverken gør fra eller til fordi det er troen på Kristus det kommer an på. For at løse konflikten indkaldte apostlene til et møde for at drøfte spørgsmålet med hinanden og med Helligånden, og mødet mundede ud i at de sendte et brev til menighederne i Syrien og Lilleasien med ordlyden: ”Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt” (ApG 15,29). Helligånden vejledte altså de kristne til at træffe den rette beslutning efter Guds vilje i et spørgsmål som disciplene ikke ville have haft en jordisk chance for overhovedet at kunne sætte sig ind i dengang de sad bænket om den sidste nadver.

                      Det var som sagt blot et enkelt eksempel, men det er sket talrige andre gange at Sandhedens Ånd, som Jesus lovede, har vejledt hans kirke i både små og store spørgsmål. Eksempler på små spørgsmål er da Paulus på sin anden missionsrejse blev vejledt af Helligånden om at rejse til Makedonien i stedet for til Bitynien (ApG 16,7-10). Et af de allerstørste spørgsmål var da der i 300-tallet opstod en stor uenighed om hvordan forholdet mellem Gud Fader og Guds Søn skulle forstås. Nogle mente at Sønnen kun var en engel eller en laverestående gud, mens andre mente at Faderen og Sønnen i virkeligheden er én og samme person. Som bekendt endte det med at et flertal oplevede at Helligånden vejledte dem til at fastslå det som biskopperne Theophilus [af Antiokia] og Tertullian allerede halvandet århundrede tidligere havde påpeget, nemlig at det eneste der giver mening i forhold til det bibelske vidnesbyrd er at stå fast på at Faderen, Sønnen og Helligånden er én Gud i tre personer.

                      Helligånden vejleder nemlig altid i overensstemmelse med Bibelen. Som Jesus siger i teksten til i dag: ”han skal ikke tale af sig selv, men … han skal tage af mit og forkynde det for jer.” Det er altså ikke sådan at kirkesamfund eller enkeltpersoner bare kan opfinde nye dogmer efter forgodtbefindende fordi man har fået en eller anden indskydelse som man tolker som en åbenbaring fra Helligånden. Inden apostlene nåede frem til at skrive ”Helligånden og vi har besluttet”, havde de haft fat i Skrifterne (altså Det Gamle Testamente; det nye var jo ikke skrevet endnu) for at se hvad der står der, og når selv apostlene var nødt til at konsultere Bibelen, hvor meget mere gælder det så ikke os andre!

                      Hvordan lærer vi så at lytte til ”Guds GPS” så vi ved hvad det er Jesus gennem Helligånden vil sige til lige netop os som enkeltpersoner, familier, menighed? Svaret er det samme som altid: Brug ”De 4 B’er”! Læs i Bibelen (det har vi allerede været inde på), Bed til Gud (tal til ham, og vær stille så han kan tale til dig), opsøg Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden fordi Helligånden næsten altid taler til os som fællesskab, og besøg hyppigt Bordet med nadverens brød og vin hvor Jesus giver sig selv til os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Prædiken til bededag

Posted By on 4. maj 2021

Johannes Døber i ørkenen: Omvendelsens frugt

Prædiken i Rø Kirke bededag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvis man har et budskab som man gerne vil have ud til så mange mennesker som muligt, hvad gør man så? Tja, har man penge nok, kan man købe sig til store annoncer på synlige steder i såvel det virtuelle som det fysiske rum, og hvis ikke, så må man finde andre måder at gøre opmærksom på sig selv og sit budskab på. I vore dage giver de sociale medier mulighed for at komme i kontakt med en masse mennesker, men ulempen er at man skal konkurrere om opmærksomheden med millioner af andre profiler. Man kan også lave et skilt og stille sig et sted hvor mange mennesker passerer forbi, for eksempel på Christiansborg Slotsplads (eller foran den svenske Riksdag, som Greta Thunberg gjorde). Derimod vil man nok ikke vælge at stille sig op et sted ude i ødemarken – men det var ikke desto mindre hvad han gjorde, denne mærkelige mand som vi hører om i dagens evangelietekst. Alligevel strømmede mennesker til for at høre hvad han havde at sige – og det selvom han prædikede med ord som ville have medført forargede overskrifter i Ekstra Bladet og folkekrav om fyring hvis en nutidig folkekirkepræst havde talt sådan til sine tilhørere. Hvorfor gjorde de det? Hvorfor tog folk turen ud i ødemarken og lod sig endda døbe?

                      Det har helt sikkert spillet en rolle at det var en meget højspændt tid han levede i. Israel var under romersk overherredømme, og mange har sikkert spurgt sig selv hvad der blev af opfyldelsen af Guds løfter om at kongen i Jerusalem skulle herske over hele Mellemøsten i et paradisisk fredsrige. Ja, måske har de ikke kun spurgt sig selv, men også måttet indrømme at de egentlig godt kendte svaret. De samme profeter der havde afgivet løfterne på Guds vegne, havde nemlig også gjort det klart at der ikke ville ske noget før israelitterne omvendte sig, dvs. holdt op med at tilbede afguder, undertrykke de fattige, snyde i handel og andre onde handlinger. Og jeg tror at rigtig mange af dem der drog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, følte sig truffet når de læste profeternes domsord over deres forfædre. Det at Johannes prædikede at nu var det altså nu; nu var det lige før Gud ville tage magten, belønne de gode og dømme de onde; det har nok motiveret dem til at gøre hvad der skulle til for at ende på den rigtige side. Og dåben – et ritual som ellers var forbeholdt ikke-jøder der ville omvende sig til jødedommen – var et stærkt symbol på at de fra nu af ville leve i overensstemmelse med Guds vilje. De kunne have sunget med på Kim Larsens svanesang, ”Den lige vej”: ”Jeg har syndet så det stod i stænger, men det vil jeg ikke længer.”

                      Men så var der farisæerne og saddukæerne, to religiøse retninger som var meget forskellige og bekæmpede hinanden indædt, men som havde det til fælles at de hver især betragtede sig selv som nogen der havde styr på det der med Gud. Skal vi nævne en sang som de kunne have sunget med på, skulle det være ”Tante Sofies Vrede Vise” fra Folk og røvere i Kardemomme By: ”Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst”. De kom også ud for at lytte til Johannes, og ville endda døbes. Hvorfor ville de det?

                      Det spørgsmål er ikke helt enkelt at besvare, men det tyder på at de anerkendte Johannes som en profet der var sendt af Gud for at kalde de mange syndere i folket til omvendelse. Dåben har de nok blot betragtet som et tegn på at man fra nu af ville leve i overensstemmelse med Guds vilje – og det har de tolket sådan at de bare skulle fortsætte med at leve som de hele tiden havde gjort, for de var jo dem der havde styr på det! Når Johannes talte om at man skulle omvende sig, så var det vel alle de andre han talte til?

                      De blev klogere, skulle jeg hilse og sige! I stedet for at byde farisæerne og saddukæerne velkomne som sine meningsfæller og våbenbrødre valgte Johannes at skælde dem ud: ”Øgleyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver”! Kaldet til omvendelse gjaldt altså også disse elitejøder som kunne alle Guds bud udenad og selv mente at de efterlevede dem til punkt og prikke – og kaldet indbefattede at de skulle lave om på den måde de levede på!

                      I vore dage tales der ikke ret meget om omvendelse, og det er der nok flere grunde til. For det første ligger det meget i vores tid at der i hvert fald ikke er nogen der skal fortælle os hvordan vi skal leve. For et par hundrede år siden var folk vant til at der var andre der bestemte over dem, og at det eneste de selv kunne bestemme, var om de ville følge reglerne eller tage straffen. Og selv efter at vi fik demokrati i 1849, var det så som så med de fleste menneskers muligheder i livet, fordi der var meget begrænset social mobilitet. Vi er givetvis endnu ikke i mål hvad social mobilitet angår, ikke engang i et velfærdssamfund som det danske, men der er dog sket enorme fremskridt i løbet af de seneste 150 år, således at et ungt menneske der eksempelvis drømmer om at blive rig, alt andet lige har væsentlig større chance for at blive det i dag.

Dertil kommer at lovgivningen på en lang række områder er blevet stadig mere liberal. For et par hundrede år siden var der for eksempel meget strenge regler for hvilken slags tøj man måtte bære i det offentlige rum, alt efter om man var bonde, håndværker, købmand, embedsmand eller noget helt femte. (Den dragt som vi i dag kender som præstekjolen, var i 1600-tallet den reglementerede påklædning når en akademiker ville færdes i det offentlige rum, og den erstattede de tidligere præstedragter fordi man mente at præster skulle gå klædt på samme måde som hvis de ikke havde været præster. Dét anliggende er historien i den grad løbet fra, kan man vist roligt sige, for i dag er vi præster jo de eneste der bærer den type dragt, hvorved den er endt med at signalere det modsatte af det der var hensigten, men sådan er der så meget). Nå, tilbage til emnet: Lovgivningen er blevet stadig mere liberal på en lang række områder lige fra lukkelov til navnelov, og i dag tager vi det nærmest for givet at vi har langt større råderet over vores liv end nogen af vores forfædre har haft. Det er i sig selv et klart gode, synes jeg, men det har altså også medført at vi er blevet mere negativt stemt over for den tanke at Gud skal bestemme over os.

                      Det var den ene årsag. En anden årsag er, tror jeg, at der har været perioder hvor kirken har talt for meget om omvendelse og for lidt om Guds nåde og kærlighed, så nogle ligefrem har fået det indtryk at kristendommens budskab er at hvis du opfører dig ordentligt, så kommer du i himlen når du dør – et budskab der paradoksalt nok minder mere om det farisæerne sagde, end om det Jesus sagde! Der var helt klart brug for et opgør med den måde at forkynde på, men det opgør har betydet at der i dag stort set kun prædikes om at Gud er god og kærlig og elsker os som vi er.

                      Er han da ikke det, og gør han da ikke det? Jo! Gud er grænseløst god og kærlig, og jo, Gud elsker os præcis som vi er. Vi skal ikke præstere noget for at gøre os fortjent til Guds kærlighed eller til det evige liv; ja, faktisk kan vi slet ikke gøre noget der kan få Gud til at elske os hverken mere eller mindre end han allerede gør. Det er grundlaget for alt andet i livet som kristen, og hvis noget af det jeg siger lige om lidt, får dig til at tænke at jeg alligevel mener at der er grænser eller betingelser for Guds kærlighed, så er det fordi du har misforstået det jeg siger lige om lidt. Der er ikke noget ”men”, for Gud elsker dig, punktum!

                      Det jeg vil sige i dag, er altså ikke at vi skal finde en balance hvor vi taler lidt om omvendelse og lidt om Guds kærlighed, men ikke for meget om nogen af delene, men derimod at der ikke er nogen som helst modsætning mellem udsagnet ”Vi må omvende os!” og udsagnet ”Gud elsker os uden betingelser, præcis som vi er!” Hvordan kan det gå til? Jo, det der er vigtigt at forstå (og jeg ved godt at jeg har sagt det før), er at det som Jesus vil frelse os fra, ikke kun er straffen for vores synder; nej, han vil frelse os fra vores synder i det hele taget! Frelsen består ikke i at vi kommer i himlen i stedet for helvede når vi dør, og så kan vi i øvrigt leve som det passer os både her og hisset; nej, frelsen består i at vi går fra at være borgere i denne verdens rige til at være borgere i Guds rige. Det er et identitetsskifte der er så radikalt at det flere steder i Det Nye Testamente omtales som en ”ny fødsel” (Joh 3,3; jf. Tit 3,5 og 1 Pet 1,23). Andre steder, fx i Romerbrevet kapitel 6, taler Paulus om at vi i dåben er døde og opstået sammen med Jesus: ”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden … Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,6+11). Fordi Jesus døde og opstod for os, og fordi vi i dåben blev knyttet sammen med ham, er vi døde med ham, og dermed er vi sat fri fra den magt som ulydigheden mod Guds bud havde over os, og er frie til at leve for Gud. Vi har fået et helt nyt liv! Og det som det nu gælder om for os, er at vi hver dag vælger at leve det nye liv som Gud i sin grænseløse kærlighed har givet os, i stedet for at leve vores gamle liv hvor det var os selv der var i centrum. Det er dét der ligger i begrebet ”omvendelse”.

                      Men hvordan harmonerer det med påstanden om at Gud elsker os, præcis som vi er? Hvis han virkelig gør det, hvorfor vil han så give os et andet liv end det vi har? Af samme grund som en mor eller far der elsker sit barn, vil give barnet et par tørre bukser på hvis barnet har tisset i bukserne. Vil forældrene elske barnet mindre hvis barnet insisterer på at beholde de våde bukser på? Nej, men barnet bliver ikke ”frelst” fra sine våde bukser hvis det insisterer på at beholde dem på!

                      ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” Sådan lød det når Jesus gik rundt i Galilæa og prædikede, får vi at vide af evangelisten Markus (1,15). Sådan lyder hans ord også til os i dag. Evangeliet som vi skal tro på, er at Gud elsker os som sine børn, og at han har købt os fri fra syndens og dødens magt. Og omvendelsen er at vi træder ind i det liv som han har købt os fri til. Det er et liv i hellighed, kærlighed og lydighed – og det er et liv i frihed og glæde. Helligheden, kærligheden og lydigheden – og glæden og friheden – er de ”frugter” som Johannes Døber formanede farisæerne og saddukæerne til at bære, men som alligevel var sørgeligt fraværende i deres liv fordi de nægtede at gøre det der skal til for at bære dem, nemlig at omvende sig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til 2. søndag efter påske

Posted By on 20. april 2021

Den gode hyrde: Kender du Jesus?

Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Hasle Kirker 2. søndag efter påske 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det nærmer sig efterhånden 2 år siden jeg flyttede fra København til Bornholm, og det har jeg ikke fortrudt; det er meget rarere at bo tæt på freden og roen i Guds frie natur end i den larmende storby. København er dog heldigvis ikke ren asfaltørken; der er mange grønne oaser, og i Husum havde jeg det privilegium at bo tæt på en af de største af slagsen, nemlig Utterslev Mose. Utterslev Mose dækker et areal på 200 hektar hvoraf de 97 hektar er vand, og den er hjemsted for en lang række fuglearter (foruden en hær af kondiløbere, for der bor mere end 100.000 mennesker inden for en afstand af 2 kilometer fra mosen).

                      Den klart mest markante fugleart i Utterslev Mose er grågåsen (Anser anser). De 200 hektar er hjemsted for omkring 1000 ynglende gåsepar, der går og græsser i så store flokke at man på en af de bilveje der går gennem området, har opsat en advarselstavle for at advare om gæs på kørebanen. (Den ligner de kendte tavler der advarer om hjorte; figuren af hjorten er blot skiftet ud med et par gæs). Når jeg ser på sådan en flok gæs, så ser de alle sammen nøjagtig ens ud, men det er de ikke, fandt jeg ud af en dag hvor jeg var ude at gå en tur i mosen. Der mødte jeg nemlig en mand der gik rundt med et franskbrød og håndfodrede gæssene, og for hver enkelt gås kunne han fortælle hvor gammel den var, og hvordan dens temperament var. Om han kendte alle de 2000 gæs så godt, ved jeg ikke, men han kunne i hvert fald se forskel på de fugle der flokkedes om ham. Dette foregik i begyndelsen af mine år i Husum. Jeg fandt senere ud af at mandens navn var John Pilgaard, og at han var kendt i hele lokalområdet for sit indgående kendskab til Utterslev Mose. Han havde endda en ugentlig klumme i Brønshøj-Husum Avis under overskriften ”Vor mand i mosen” indtil få år før sin død i 2015. Æret være hans minde.

                      I kan sikkert godt gætte hvorfor jeg har valgt at fortælle jer om ”manden i mosen” netop i dag, for John Pilgaards indgående kendskab til gæssene i Utterslev Mose minder jo om den gode hyrde, Jesus, og hans indgående kendskab til sine får, som jo er os. Det er stort at Guds søn kender hver enkelt af os så godt at han ligefrem har tal på hvor mange hår vi har på hovedet, som Jesus selv sagde på et tidspunkt (Matt 10,30 og Luk 12,7). Men der er faktisk noget andet i den tekst vi har hørt i dag, der om muligt er endnu mere fantastisk, og det er at kendskabet går begge veje: ”Jeg kender mine får, og mine får kender mig,” siger Jesus!

Jeg tror ikke at grågæssene i Utterslev Mose var klar over hvem John Pilgaard var, selvom han kendte dem hver især ved navn; de skelnede næppe mellem den ene og den anden hånd, så længe der var brød i hånden. Fårene i Mellemøsten for 2000 år siden kendte derimod godt deres hyrde, og de kunne genkende hans stemme blandt mange andre når han kaldte på dem. Så nært et kendskab er det også tanken at vi skal have til Jesus, så vi kan høre når han taler til os, og bedømme om de tilskyndelser vi mærker, er fra ham eller ej. Det er der mange kristne der oplever som vanskeligt, men Jesu tale om at han er den gode hyrde, og vi er hans får, fortæller os at det ikke er meningen at det skal være vanskeligt. Jesus har lovet at vi som hans får kan kende hans stemme, og derfor tror jeg også det er noget som vi relativt nemt kan lære, både som enkeltpersoner og i fællesskab. [Vi udforsker det blandt andet når vi har ”Tid til Gud” i Rø Kirke, og fredag den 7. maj klokken 19 vil Sprint Aagaard Korsholm undervise om emnet [her] i Sct. Klemens Kirke].

Men det stopper ikke engang dér: Den relation som vi er tiltænkt at have til Jesus, går langt dybere end forholdet mellem et får og dets hyrde. Hør nemlig hvordan Jesus fortsætter sit udsagn: ”Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen”! Hvor godt tror I Jesus kender Faderen? Temmelig godt, ikke sandt – nok bedre end noget menneske på jorden kender noget andet menneske på jorden, det tror jeg ikke er nogen overdrivelse. Men så godt har vi altså mulighed for at kende Jesus! Prøv engang at tænke tanken til ende: At kende Jesus lige så godt som Jesus selv kender Faderen – ville det ikke være vidunderligt?

Men hvordan? Hvordan bærer vi os ad med at lære Jesus bedre at kende? Det spørgsmål er faktisk ikke så vanskeligt som det lyder. Der er nemlig dybest set kun én måde at lære nogen at kende på, og det er ved at bruge tid sammen med dem. Er der et menneske som du har et brændende ønske om at lære bedre at kende, så sørger du for at bruge så meget tid sammen med vedkommende som overhovedet muligt – det sker nærmest af sig selv, ikke sandt? Så hvis du nærer et brændende ønske om at lære Jesus bedre at kende, så er opskriften simpel: Brug tid sammen med ham! Ja, det kan være vanskeligt at sætte tiden af hvis man har en travl hverdag, det kender jeg kun alt for godt fra mig selv. Men lidt har også ret – måske kan du finde bare 5 minutter mere hver dag, som du kan bruge på uforstyrret samvær med Jesus?

Som illustration af hvordan ”uforstyrret samvær med Jesus” kan se ud, vil jeg slutte af med en anekdote som den canadiske forfatter David G. Benner fortæller i sin bog At åbne sig for Gud (som i øvrigt er en guldgrube af inspiration til samværet med Gud): ”Hver dag når mørket var ved at falde på, gik Juan ind i en lille kirke på vej hjem fra arbejde – med sin sikkerhedshjelm i hånden, ofte snavset eller i hvert fald støvet, og selvfølgelig træt. Så sad han stille bagerst i kirken i fem-ti minutter, inden han rejste sig for at gå hjem. Kirkens præst så ham gøre dette dag efter dag, måned efter måned, og en dag gik han hen og sagde til ham, at han var glad for, at han brugte kirken på den måde. Juan takkede præsten for, at kirken altid var åben, så han kunne komme ind, og fortalte ham, at det var et meget vigtigt tidspunkt på dagen for ham. Præsten spurgte ham, på hvilken måde det var vigtigt. Juan svarede, at det var hans tid sammen med Jesus. Han fortsatte: ’Jeg kommer bare ind, sætter mig ned og siger: Jesus, det er Juan.’ ’Og hvad sker der så?’ spurgte præsten. ’Tja,’ svarede han, ’så siger Jesus: Juan, det er Jesus, og vi er lykkelige for bare at kunne tilbringe lidt tid sammen.’”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Prædiken til 1. søndag efter påske 2021

Posted By on 13. april 2021

Den tvivlende Thomas: Et møde med den opstandne

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter påske 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvem var apostlen Thomas? Nå jo, det var jo ham der tvivlede. Og det er stort set hvad han er kendt og husket for, i en grad så han ligefrem er blevet et mundheld. I en anmeldelse på internettet af bibelrecitatoren Klaus Laursen (som nogle af jer måske oplevede da vi havde besøg af ham i Sct. Klemens Kirke i efteråret), stødte jeg for eksempel på ordene: ”gå ind og opleve Klaus og Bibelen Live, hvis de kommer på jeres kanter – også denne verdens tvivlende Thomas‘er og godhjertede gudløse” (fra himmelskedage.dk). Men det er i virkeligheden ikke spor rimeligt at denne store apostel, der rejste længere end nogen af de andre apostle (nemlig helt til Indien hvor han grundlagde en kirke der stadig findes i dag), og som led martyrdøden for evangeliets skyld, skal have så negativt et eftermæle. De andre disciple troede jo heller ikke på at Jesus virkelig var opstået, før de fik ham at se med deres egne øjne, og han spiste et stykke stegt fisk for øjnene af dem for at bevise at han ikke var et spøgelse – af en eller anden grund havde Thomas blot ikke været til stede ved den lejlighed.

                      Ja, i virkeligheden er det vel endnu ikke sket at et menneske er kommet til tro uden at have haft et personligt møde med den opstandne! Ganske vist er der af gode grunde ikke nogen nulevende mennesker der var til stede da Jesus gennem fyrre dage efter sin opstandelse viste sig for disciplene med mange beviser på at han levede (jf. ApG 1,3), og ganske vist sagde Jesus til Thomas: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror”; men der er heldigvis andre måder at møde ham på, også her efter himmelfarten hvor vi ikke længere har mulighed for at se hans opstandelseslegeme vandre fysisk rundt på jorden, og slet ikke for at stikke vores fingre i naglegabene og vores hænder i såret i hans side. De fleste danskere har nok hørt om den på det tidspunkt ikke-troende journalist Charlotte Rørth, der pludselig så Jesus stå lyslevende foran sig mens hun sad på en bænk i et kapel i en sydspansk by, og som siden både har skrevet bøger og holdt foredrag om hvordan hun mødte Jesus, hvilket har inspireret mange andre med lignende oplevelser til at træde frem, opmuntret mange kristne i deres tro, og banet vej for at der er blevet talt om Jesus på steder hvor han ellers ikke har været noget hyppigt samtaleemne. Men det er trods alt de færreste kristne der kan fortælle om en oplevelse der ligner Charlotte Rørths; de fleste af os har mødt Jesus på mindre, hvad skal man sige, spektakulær måde (selvom det vel ret beset ikke kan være andet end spektakulært at møde Guds opstandne søn!).

                      Forleden hørte jeg en podcast (det er ellers sjældent jeg hører den slags fine ting, men jeg har hørt at det skulle være fremtiden). Det var en podcast hvor entertaineren Hans Jørn Østerby, som mange af jer sikkert kender, fortalte sin troshistorie til Mads Højvig Kring som led i serien ”Mads og jagten på troserfaringer”. Hans Jørn sagde blandt andet: ”Det er svært at overbevise mig om at Gud ikke findes, for jeg har jo snakket med ham, jeg har mødt ham, han har snakket til mig, jeg har mødt ham når jeg læser i min bibel. … Jeg kan tvivle på mig selv og min egen evne til at være som jeg gerne vil være, men Gud synes jeg ikke jeg tvivler på, og det er fordi jeg har den erfaring efterhånden: Han findes, og det tror jeg ikke der er nogen der kan overbevise mig om at han ikke gør. Der er heller ikke nogen der kan overbevise mig om at Silkeborg ikke findes, for jeg har været der flere gange. Jeg tror det bliver lige så svært at overbevise mig om at Gud ikke findes, for jeg har erfaret, at det gør han jo. … Det kan være når man sidder og ser en solnedgang, eller det kan være når livet er ved at vælte, at der alligevel er den hånd der holder mig oppe.” (https://www.oasemag.dk/jeg-har-jo-moedt-ham/)

                      Nu sidder du måske og føler dig som Thomas i dagens tekst og tænker: ”Bare det var mig der havde fået lov til at møde Jesus – sådan som apostlene gjorde, eller sådan som Charlotte Rørth gjorde, eller bare sådan som Hans Jørn Østerby gør!” Men fortvivl ikke; jeg har gode nyheder til dig: Du kan også komme til at møde Jesus! Og det er ikke så svært eller så mystisk som du måske tror. Det kræver faktisk bare at du besinder dig på at han er her! Vi bekender jo troen på at Gud er den almægtige skaber og opretholder af alle ting. Det betyder ikke at han på et tidspunkt for 6 tusind eller 13 milliarder år siden sagde ”hokus pokus filiverden”, og siden har universet så passet sig selv (den form for tro kalder man deisme, og det har ikke meget med kristendom at gøre), men derimod at han er konstant skabende; at han er den som i og gennem og bag (og nogle gange imod) naturens processer aktivt skaber hvert øjeblik vi får lov til at opleve, og kontinuerligt giver os liv. Gud er altså nær i alt hvad der sker, og når Jesus sidder ved Guds højre hånd (som vi sagde i trosbekendelsen), så betyder det at Jesus også er allestedsnærværende. De tre personer i treenigheden kan nemlig ikke skilles fra hinanden. Så Jesus er her, lige nu.

                      Havde det her nu været et karismatisk vækkelsesmøde (dem har jeg været til en del af, og jeg er vild med det, men hver ting til sin tid), så ville keyboardspilleren på nuværende tidspunkt være begyndt at spille noget stille musik for at gøre det lettere for os alle sammen at mærke at Jesus faktisk er her, men Jesu tilstedeværelse bliver naturligvis hverken mere eller mindre reel af at der bliver spillet musik. Så derfor vil vi nu blot tage et minut eller to til i stilhed at minde os selv om at Jesus er her. Hvis du er en troende kristen, så skulle det ikke være noget problem for dig at huske på hvad det egentlig er du tror på – og hvis du ikke tror, men gerne ville, så bare prøv at lade som om du tror; det er nogle gange den nærmeste genvej til rent faktisk at komme til tro. (Og hvis du slet ikke ønsker at tro, så bare tænk på hvad du har lyst til).

 

Lad os være stille.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.