Videoprædiken til 2. påskedag 2020
Posted By admin on 13. april 2020
Jesus og Maria Magdalene: Rør mig ikke!
Videoprædiken til 2. påskedag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Der er en del mennesker der lider af hudsult i disse uger. Hudsult er en tilstand hvor en person mangler fysisk berøring, og det er en meget reel lidelse. Der er nemlig et vigtigt hormon i hjernen, oxytocin, der netop udløses af fysisk berøring fra andre mennesker. Det er et hormon der blandt andet påvirker vores humør, vores appetit, vores stressniveau, og måske også kroppens modstandsdygtighed over for visse betændelsestilstande, i hvert fald efter hvad jeg har kunnet læse mig til på Wikipedia. Men de fleste af os behøver nok ikke Wikipedia til at fortælle os at vi savner at kunne udveksle kram og håndtryk med andre end vores allernærmeste – og mennesker der bor alene, er særligt hårdt ramt, fordi de slet ikke har nogen at røre ved.
Der er en særlig kategori af mennesker som de fleste har en særlig trang til at give et kram, og det er mennesker som vi har savnet eller har været bekymrede for – enten fordi vi har været adskilt fra dem i lang tid, eller fordi sygdom, ulykker eller andre omstændigheder har gjort os nervøse for om vi overhovedet ville få dem at se igen. Derfor må vi formode – også selvom det ikke direkte står i teksten – at det første Maria Magdalene gjorde da det gik op for hende at det var Jesus selv der stod lyslevende foran hende, var at give ham verdens største knus. Det ville i hvert fald forklare hvorfor Jesus var nødt til at bede hende om ikke at holde ham tilbage.
”Hold mig ikke tilbage”. I den græske grundtekst står der ”Me mou haptou”, og det kan også oversættes med ”hold ikke fast i mig” eller endda ”rør mig ikke”. I den latinske oversættelse der var mest brugt i renæssancen og senmiddelalderen, den såkaldte Vulgata, står der ”noli me tangere”, som netop betyder ”rør mig ikke”, og de tre ord har lagt navn til en perlerække af malerier af mødet mellem Jesus og Maria – blandt andre Fra Angelico, Martin Schongauer, Fra Bartolomeo, Tizian og Hans Holbein den Yngre har begået malerier med den titel. Grunden til at jeg ved det, selvom jeg ellers ikke specielt kunstkyndig, er først og fremmest at jeg engang læste en artikel hvor forkynderen og forfatteren Leif Andersen (som mange af jer der hører dette, sikkert kender) fortæller om sit forhold til det billede (så vidt jeg husker, var det det af Tizian han tog udgangspunkt i). Artiklen handlede om at Leif Andersen har meget let ved at identificere sig med Maria Magdalene der får at vide at hun ikke må røre ved Jesus. Vi der lever i dag, får jo heller ikke lov til at røre ved Jesus. Jo, nogle af os kan fortælle om erfaringer i forbindelse med bøn eller lovsang eller lignende, hvor vi nærmest fysisk har kunnet mærke Guds nærvær, men den slags har Leif Andersen aldrig oplevet, siger han – og selv for dem af os der har oplevet det, er det ikke ligefrem noget der sker hver dag eller endda hver uge; ikke for mig i hvert fald.
Som kristne siger vi jo ellers at Jesus er den vigtigste person i verden, vores allerbedste ven, som står os nærmere end selv vores nærmeste familie, og hvis vi virkelig mener dét, så kan det være ganske frustrerende at vi hverken kan se eller røre ham. Den frustration som vi alle sammen oplever i øjeblikket på det mellemmenneskelige plan (eller i hvert fald næsten alle sammen – jeg har hørt fra enkelte som er lykkelige for at de slipper for at blive krammet!), den er altså et livsvilkår for enhver kristen. Og jo mere vi søger at leve tæt sammen med Jesus, desto mere vil vi komme til at mærke den frustration.
Derfor kan det være fristende at vælge at skrue lidt ned for forholdet til Gud og stille os tilfreds med at vi kommer til at se ham engang – men jeg tror faktisk vi snyder os selv hvis vi vælger den løsning. Vi får måske nok et nemmere liv på den måde, men vi får også et fattigere liv. For selvom længsel kan være en smertelig følelse, så er det også en følelse der rummer kimen til stor glæde – for findes der nogen større lykke end at opnå det man har længtes efter? Vi kender det fra menneskelivet: Hvem har vi mest ondt af – den der savner sin elskede, eller den der ikke har en at savne? Og hvem er i størst fare for at udvikle en depression – den der har en masse forhindringer at overvinde for at nå sit mål, eller den der slet ikke har et mål at stræbe efter? I begge tilfælde er svaret naturligvis: den sidstnævnte! Længsel og håb hører nemlig sammen: Med længsel følger der altid et håb om at se længslen gå i opfyldelse, og med håb følger der altid en længsel efter at se håbet gå i opfyldelse. Og uden håb kan vi ikke leve.
Forfatteren C.S. Lewis, der især er kendt for at have skrevet bøgerne om det fortryllede land Narnia, fortæller i sin selvbiografi ”Overrasket af glæde” at han som barn ind imellem blev overvældet af et voldsomt, men kortvarigt, stik af længsel efter noget han ikke helt vidste hvad var; et vagt minde om fuldkommen lykke og skønhed. Det tog mange år og mange blindgyder før han fandt ud af hvad det dybest set var han længtes efter, men en meget interessant iagttagelse som han tidligt gjorde, var at i de øjeblikke hvor han længtes så stærkt og smerteligt efter den her ubestemmelige lykkefølelse, der var det som om han på en eller anden måde allerede havde del i den. I hvert fald var det sådan at han efterhånden begyndte at længes efter længslen når den ikke var der! I mangel af et bedre ord for denne længsel valgte han at benævne den med ordet ”joy”, som er et af de engelske ord for glæde; deraf bogens titel. (Interessant nok blev han mange år senere gift med en kvinde der netop hed Joy!).
Jeg røber næppe for meget ved at sige at det som C.S. Lewis til sidst konkluderede, var at hans ubestemmelige længsel dybest set var en længsel efter Paradiset, ja efter Gud selv; en længsel som Gud har lagt ned i alle mennesker, men som vi kun er alt for gode til at aflede os selv fra. Det var C.S. Lewis ikke den første der opdagede; allerede kirkefaderen Augustin, der levede for 1600 år siden, formulerede bønnen ”Du har skabt os til dig selv, og vores hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig”, og den store franske 1600-talstænker Blaise Pascal formulerede det på den måde at der er et Gudformet tomrum i ethvert menneskes hjerte som kun kan fyldes af Gud selv. Mange af jer der lytter til dette, kender sikkert godt i et eller andet omfang til den længsel, andre måske ikke.
Hvis du kender den, så skal min opfordring til dig i dag være at lade være med at flygte fra den, for jo mere du giver dig selv lov til at mærke den længsel som Gud har lagt i dit hjerte, desto bedre lærer du Gud at kende, og desto mere vil hans kærlighed kunne flyde igennem dig ud til andre mennesker. Dvæl gerne længe ved smerten over at du ikke kan se Jesus med dine fysiske øjne, og at verden ikke er som Gud havde tænkt at den skulle være – og lad din længsel blive til en bøn, et inderligt råb til Gud om at møde og stille din længsel.
Hvis du ikke kender til længslen efter Gud, så synes jeg du skal bede Gud om at give dig den! Det kan umiddelbart lyde som en mærkelig bøn at bede, netop fordi længsel er forbundet med smerte, men som sagt er jeg overbevist om at det er det værd, netop fordi længsel også er forbundet med håb! Og her i coronatiden hvor du sandsynligvis mærker længslen efter at hverdagen skal blive normal igen, har du alle tiders mulighed for at tage udgangspunkt i dén længsel og lade den føre dig på sporet af en dybere og rigere længsel som kan tilføre dit liv en helt ny dimension af – ja, lad os bare bruge C.S. Lewis’ ord og kalde det: glæde!
Grunden til at længslen kan kaldes glæde – også selvom Lewis slet ikke var klar over det dengang han som barn valgte at benytte det ord – er det der skete påskemorgen. Selvom vi – ligesom Maria Magdalene – må finde os i at vi ikke for nuværende kan holde fast i Jesus og allerede nu gøre en ende på den smertelige længsel, så er hans opstandelse vores garanti for at længslen en dag bliver stillet, og det for evigt. Og den længsel vi oplever nu, vil kun bidrage til at vores glæde bliver så meget større når vores håb går i opfyldelse.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.
Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.
Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.
Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.
Amen.
Comments