Videoprædiken til 1. søndag efter påske 2020
Posted By admin on 22. april 2020
Peters genindsættelse: Jeg holder af hverdagen
Videoprædiken til 1. søndag efter påske 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
”Og de levede lykkeligt til deres dages ende.” Sådan slutter ethvert eventyr med respekt for sig selv, enten det er de gamle folkeeventyr eller moderne romantiske komedier fra Hollywood. Men de fleste af os ved jo godt at det er en floskel. Den følelse af at svæve på en lyserød sky som de heldigste af os har oplevet fra tid til anden, den varer ikke ved. Selv i det lykkeligste ægteskab eller i det skønneste drømmejob eller i livet som lottomillionær er der noget der hedder hverdag. Ikke at der er noget galt i det, for hverdagen har jo også sin charme, ja endda sin egen stille lykke, hvis vi ellers er sådan nogenlunde tilfredse med de vilkår vi har fået givet at leve under. Og når vi bliver frarøvet vores hverdag, som det er sket her den seneste måned, så er vi mange der savner den! Men hverdagen byder også på udfordringer, irritationsmomenter, til tider endda ensformighed, og det uanset hvor glamourøs den måtte tage sig ud udefra. Popgruppen ABBA’s store hit Super Trouper fra 1980 handler for eksempel om en feteret popstjerne der er led og ked af at turnere rundt og optræde for titusindvis af mennesker! Frasen ”lykkeligt til deres dages ende” betyder altså ikke at det er slut med hverdage, men snarere at hverdagen fra nu af kommer til at være anderledes og forhåbentlig meget bedre – men der er stadig tale om en hverdag som man skal vænne sig til at leve i.
Jesu opstandelse, som vi fejrede for en uge siden, kan godt virke lidt ”happy-ever-after”-agtig: Ham som vi troede var død, han er opstået fra de døde, synden og døden og djævelen er for evigt besejret, og intet kan længere skille os fra Guds kærlighed. Det er alt sammen så sandt som det er sagt, og det er virkelig verdens bedste nyheder, som giver os grund til grænseløs glæde hver eneste dag. Og jeg har virkelig ikke lyst til at sige ”men”, for det jeg vil sige lige om lidt, er ikke noget der på nogen måde tager noget fra påskeevangeliets herlighed. Men det er vigtigt at vi ikke misforstår budskabet og tror at det betyder at vi fra nu af skal svæve rundt på en lyserød sky sammen med Gud. For det kommer vi ikke til så længe vi lever i denne verden, og det er vigtigt at vi ikke lader os slå ud af det! Livet med den opstandne Jesus er en ny og radikalt anderledes hverdag, men det er altså stadig en hverdag, og det skal vi være indstillet på!
Netop derfor er jeg så glad for at Johannesevangeliet har et ekstra kapitel, så at sige. I de tre andre evangelier skal man slå op på det sidste kapitel for at læse om Jesu opstandelse: hos Matthæus er det i kapitel 28 ud af 28, hos Markus kapitel 16 ud af 16, hos Lukas kapitel 24 ud af 24 – men hos Johannes er det kapitel 20 ud af 21 der fortæller om opstandelsen og om hvordan den opstandne viser sig for disciplene. I kapitel 21 er det derimod blevet hverdag igen, og kapitlet begynder endda med at Simon Peter foreslår seks af de andre disciple at de skal tage ud at fiske! Det var det erhverv som i hvert fald nogle af dem havde været beskæftiget i før Jesus kaldte dem til at være disciple, så det var naturligt at vende tilbage til det. Man fornemmer en vis – og forståelig! – usikkerhed over for hvordan hverdagen nu kommer til at se ud, nu hvor Jesu død og opstandelse har vendt op og ned på alting.
Jeg kan personligt godt nikke genkendende til den følelse. Min tro er ikke kommet ud af det blå; ud over at jeg er vokset op i en kristen familie og har fået tro, bøn og kirkegang ind med modermælken, så at sige, så kan jeg se tilbage på en lang række vendepunkter hvor Gud har åbenbaret sig for mig, for nu at bruge et lidt højstemt udtryk (men jeg tror i og for sig ikke at det er for højstemt; intet menneske kommer til tro af sig selv, så hvis du tror på Jesus, så er det fordi Gud har åbenbaret sig for dig, også selvom det måske ikke falder dig naturligt at bruge de ord – måske fordi du forbinder dem med noget mere spektakulært end det du selv har oplevet). Nå, der har som sagt været nogle særlige øjeblikke i mit liv hvor det pludselig er kommet til at stå klart for mig på en ny (eller fornyet) måde hvem Gud egentlig er, hvor højt han elsker mig og alle mennesker, hvor meget jeg skylder ham, hvilke overnaturlige kræfter vi har adgang til gennem Helligånden, og i det hele taget hvor fantastisk et budskab det i grunden er Gud har betroet sin kirke. Andre gange har der været tale om en fornyet indsigt i hvor fortabt jeg er i mig selv, hvor milevidt jeg er fra at være et godt menneske målt med Guds fuldkomne standard, hvor inderligt afhængig jeg er af at Gud vil være mig arme synder nådig. De ”åbenbaringer” (for nu at bruge det ord) har jeg som regel fået på en sommerlejr eller en retræte eller lignende, og jeg har undertiden været helt euforisk og tænkt at fra nu af skulle mit liv komme til at se anderledes ud! Men samtidig har jeg som regel også mærket en del uro og usikkerhed i forhold til hvordan den nye indsigt helt konkret ville komme til at spille sammen med min hverdag – for erfaringen har efterhånden lært mig at euforien ebber ud, og at der ikke kommer noget godt ud af krampagtigt at forsøge at holde fast i den.
Disciplene er altså sandsynligvis usikre og forvirrede – midt i glæden over Jesu opstandelse – da de på Peters opfordring tager ud for at fiske. Tilmed bliver fisketuren ikke specielt vellykket: de fisker hele natten uden at fange noget. Men hvad sker der så? En mand dukker pludselig op inde på stranden og råber til dem at de skal kaste fiskenettet ud på højre side af båden, og da de gør det, bliver det pludselig fyldt med fisk! Det får dem til at indse at manden er ingen ringere end Jesus selv, og Peter springer straks i vandet og svømmer i land.
Men hov, der var et hængeparti. Da Peter kommer i land, ser han at Jesus har lavet et bål af trækul – og jeg er sikker på at det har mindet ham om sidst han så et bål af trækul. Det var i ypperstepræstens gård natten til langfredag, der hvor han tre gange blev spurgt om han var en af Jesu disciple, og han tre gange fejt løj og svarede nej- og det endda få timer efter at han med store armbevægelser havde proklameret at han aldrig ville fornægte Jesus, om han så skulle gå i døden sammen med ham. Derfor tror jeg heller ikke det overraskede ham at Jesus efter morgenmaden tog ham til side og gav ham en kærkommen mulighed for at gøre det godt igen. Tre gange havde Peter fornægtet Jesus, og derfor spørger Jesus ham også nu tre gange: ”Elsker du mig?” Og måske var det lige netop det spørgsmål Peter havde brug for, for at få rede på hvordan hans hverdag fra nu af skulle se ud.
Elskede Peter Jesus? Ja, det er jeg ikke et sekund i tvivl om at han gjorde – han elskede ham så højt at han sprang i vandet med alt sit tøj på at svømme ham i møde! Men han turde alligevel ikke at svare: ”Ja, jeg elsker dig!” Peter havde fået et møde med sin egen skyggeside den nat ved trækulsilden i ypperstepræstens gård, og derfor var det en anden og mere ydmyg Peter der nu reflekterede over sin egen kærlighed til Jesus eller mangel på samme. Og han nøjedes med det forsigtige svar: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” (”Du ved at jeg holder af dig,” ville vi måske sige på et mere nutidigt dansk). Og Jesus godtog svaret – ja, tredje gang han spurgte, gik han endda ned på Peters niveau og nøjedes med at spørge: ”Har du mig kær?” ”Holder du af mig?” Den hverdag som Jesus havde til Peter, var ikke en hverdag fuld af store ord og store gerninger, men derimod en hverdag med stille ydmyghed, trofasthed og udholdenhed. Og netop fordi Peter nu havde indset hvor svag han var, var han klar til at få en helt særlig opgave af Jesus: ”Vær hyrde for mine får” – enten det så betød at Jesus udnævnte Peter til at være apostlenes leder, eller det blot sigtede til apostelgerningen i al almindelighed.
Men Jesus kom også med en forudsigelse om hvordan det ville komme til at gå Peter, nemlig at han som gammel ville blive ført hen hvor han ikke ville – nemlig til korset. Og sådan er en kristens hverdag også: Det er en hverdag hvor vi må indse at vi til syvende og sidst ikke selv er herrer over vores liv, men at vi har en korsfæstet Herre, som vi må være parate til at følge i fodsporene på. Der er næppe ret mange af os der hører denne prædiken, som ender med bogstaveligt talt at blive korsfæstet (selvom der er enkelte steder i verden hvor korsfæstelse er i brug som henrettelsesmetode den dag i dag, blandt andet i Sudan, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater og hos visse islamiske terrorgrupper). Men som Paulus skriver i Galaterbrevet (2,20), skal vi betragte os selv som korsfæstede, forstået på den måde at vores liv ikke længere tilhører os selv, men Jesus. Det er også derfor enhver dåb indledes med ordene: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.
Så altså: Hverdagen for en kristen efter Jesu opstandelse er ikke en spektakulær hverdag, det er ikke en glamourøs hverdag, det er en hverdag som kan byde på modgang og skuffelser (både over os selv og over andre), det er en hverdag hvor vi kan forvente at vi kommer til at blive mindre og mindre imponerede over os selv, og mere og mere imponerede over Gud – men samtidig er det en hverdag hvor Jesus er hos os, også når vi ikke synes vi kan mærke at han er der, og det er en hverdag hvor vi kan forvente at han vil tage styringen og lede os gennem hvad det måtte være af trængsler, indtil vi når frem til den endegyldige frelse ved Jesu genkomst når alt ondt for altid bliver afskaffet. Til den tid tror jeg faktisk vi kan forvente at komme til at svæve på en lyserød sky i al evighed! Men allerede nu står vi der hvor vi med rette kan sige at vi lever lykkeligt til vores dages ende.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.
Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.
Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.
Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.
Amen.
Comments