Videoprædiken til 3. søndag efter påske 2020
Posted By admin on 5. maj 2020
Vejen, sandheden og livet: Du kan se Gud!
Videoprædiken til 3. søndag efter påske 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Tænk hvis man kunne få lov til at se Gud! Så ville vi ikke være henvist til at leve i tro blandet med større eller mindre mængder af tvivl, men kunne være fuldstændig sikre på at det vi har valgt at satse på, også rent faktisk holder! Og jo mere man har satset, desto vigtigere er det naturligvis at få vished. Derfor forstår jeg så udmærket godt at Filip beder Jesus om at vise ham og de andre disciple Faderen, for de havde forladt alt for at følge Jesus, og nu ville Jesus til at forlade dem – og hvad havde de så tilbage? Jo, de havde selvfølgelig et løfte fra Jesus om at han ville gøre en plads klar til dem i Guds hus og så vende tilbage og hente dem, men det forstod de nok ikke ret meget af, for hvor ligger Guds hus henne? ”I kender vejen,” sagde Jesus, men den besked syntes de ikke de kunne bruge til noget. Thomas’ kommentar er indlysende logisk: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Som svar på det spørgsmål siger Jesus noget som er blevet et af de mest kendte bibelvers, og som jeg lærte udenad allerede i søndagsskolen: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Men uanset hvor smukke og stærke og trøsterige de ord kan være for os i dag, så tror jeg ikke at disciplene forstod ret meget af dem den skærtorsdag aften, så da Jesus trøstede dem med at de allerede kendte Faderen – ja, så tror jeg egentlig at jeg ville have sagt det samme som Filip: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.”
På en måde er vi langt heldigere stillet end disciplene var skærtorsdag aften, for vi ved jo hvordan det hele endte: Jesus blev ganske vist korsfæstet om fredagen, men søndag morgen opstod han fra de døde, og det blev klart at hans død var en del af planen – endda en ganske central del, for det var netop ved ydmygt og lydigt at gå i døden at han overvandt dødens og djævelens magt og banede vejen for os mennesker til Gud. Og det var jo lige præcis det han mente da han sagde: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Alligevel kan vi godt føle os misundelige på de første disciple, for de kunne jo se Jesus med deres fysiske øjne og tale med ham ansigt til ansigt. Hvis jeg havde skulle holde den her prædiken henne i kirken med salmesang og det hele, så skulle vi nok have sunget Grundtvigs salme ”Øjne, I var lykkelige, I, som så Guds søn på jord”, for det er vi ofte tilbøjelige til at tænke at de var. I hvert fald lyder det svar som Jesus giver Filip da han beder om at få lov til at se Faderen, ikke som noget vi i dag kan bruge til noget; han siger jo: ”Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?” Filip og de andre disciple havde altså set Gud, fordi de havde set Jesus, men hvor efterlader det os? Vi har jo ikke set Jesus!
For det første efterlader det os et sted hvor vi har mulighed for at blive salige i troen. Mange af jer har sikkert hørt beretningen fra Johannesevangeliet om at Thomas ikke var til stede første gang den opstandne Jesus viste sig for disciplene, og at han efterfølgende ikke ville tro på det de andre disciple fortalte ham. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”, sagde han (Joh 20,25). Men det fik han lov til en uge senere, og ved den lejlighed sagde Jesus til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20,29). Efter Jesu mening er man altså mere privilegeret hvis man tror uden at have set, end hvis tror fordi man har set – og Jesu mening må trods alt tillægges en vis vægt, ikke sandt? 😉
Men på den anden side er vi heller ikke efterladt helt uden mulighed for at se Jesus og Gud. I læsningen fra Apostlenes Gerninger hørte vi om hvordan Peter og Johannes blev afhørt af det jødiske Råd efter at de havde helbredt en lam mand, og da Rådet spurgte hvorfra de havde magten til at helbrede, svarede Peter ”at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham, som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer.” Selvom det her foregik efter at Jesus var vendt tilbage til himlen, påstod Peter altså at magten til at helbrede den lamme mand kom fra Jesus, altså at det egentlig var Jesus selv der havde helbredt ham! Så selvom den lamme mand og de omkringstående der havde bevidnet helbredelsen, ikke rent fysisk havde set Jesus, så havde de dog set Jesus handle.
Og Jesus handler stadig! Selvom der nok er mange af jer der lytter til dette, som ikke har bevidnet en overnaturlig helbredelse, så vil jeg dog tro at de fleste af jer har set Jesus handle på andre måder. Jesus har nemlig sendt sin ånd til sit folk så vi kan handle i hans navn og i hans kraft. Det at vi der tror på Jesus og er døbt til at tilhøre ham, alle sammen har fået den samme ånd, betyder at vi hører uløseligt sammen med hinanden, og det at det er Jesu egen ånd vi har fået, betyder at vi hører uløseligt sammen med ham. I Første Korintherbrev udtrykker Paulus det sådan her: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme” og lidt senere: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,13+27). Nogle af jer har sikkert hørt de vers før, men jeg ved ikke om I har overvejet hvad det egentlig er Paulus siger. Han siger ikke bare at medlemmerne af en menighed hører så tæt sammen at det kan sammenlignes med de forskellige lemmer på en krop; nej, han siger rent faktisk at vi der tror på Jesus, er Jesu legeme. Det kan kun betyde at Jesus er reelt til stede i skikkelse af os der tror på ham – ligesom han i øvrigt er reelt til stede i skikkelse af brødet og vinen i nadveren. Og hver gang en god gerning bliver gjort i Jesu navn, uanset om det er en mirakuløs helbredelse eller et opmuntrende ord, så er det dybest set Jesus selv der gør det.
Men hvis Jesus er reelt til stede i sit folk på jorden, så må det jo betyde at den der har set den kristne menighed, har set Jesus! Da Jesus sagde til Filip at den der har set ham, har set Faderen, begrundede han det med ordene ”jeg er i Faderen, og Faderen er i mig”, men blot ti vers senere, hvor han forudsiger Helligåndens komme, siger han: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.” Der består altså samme relation mellem os og Jesus, som der består mellem Jesus og Gud Fader! Så hvis du ville ønske at du kunne se Gud, så har jeg gode nyheder til dig: Den der har set Guds menighed, har set Gud!
”Ej, ser Gud virkelig så kedelig ud?” tænker du måske. Nej, det gør Gud selvfølgelig ikke! Men prøv at overveje hvordan Jesus så ud da han gik på jorden. Jeg kan røbe at han ikke gik rundt med en synlig glorie på hovedet, sådan som han ofte bliver afbildet i kirkekunsten. Faktisk har han nok set temmelig almindelig ud – så almindelig at folk blev dybt forundrede over at en ”almindelig” mand kunne sige og gøre så spektakulære ting som han gjorde. Men når han talte Guds ord, helbredte de syge og uddrev dæmoner, så demonstrerede han at Guds rige var kommet nær, og så kunne mennesker se Gud – ikke ved at se på Jesu fysiske fremtræden, men ved at se på den kraft der var virksom. På samme måde er det med menigheden: Den måde du kan se Gud på, er ikke ved at gå hen i kirken (når man engang må det igen) og studere de tilstedeværendes ansigtstræk eller påklædning; det er ved at se den måde Guds kraft kommer til udtryk på igennem menigheden og dens medlemmer. Og det behøver som sagt ikke at være gennem mirakuløse helbredelser eller andre spektakulære ting; det kan også blot være gennem et opmuntrende ord. Og i øvrigt behøver den person der siger det opmuntrende ord, ikke at være en der har sin faste plads i kirken hver søndag: Enhver der er døbt og tror på Jesus, er en del af Jesu legeme, og Jesus kan handle gennem hende eller ham. Ja, Jesus kan endda virke gennem mennesker der hverken er troende eller døbte! Men de nærmeste til at lægge mund og hænder til det som Jesus vil gøre i dag, er naturligvis os der aktivt bekender os til hans navn.
Og det leder naturligt til et spørgsmål til selvransagelse: I hvilket omfang ser mennesker Gud når de ser på dig og mig? For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om svaret, og det lyder: Alt for lidt! Og jeg har kun mødt ganske få kristne, hvis nogen overhovedet, der med rette kan give et andet svar end det. Hvordan kan det være? Hvis Helligånden virkelig bor i os (og det påstår Bibelen jo at den gør), hvorfor er det så ikke mere synligt? Det tror jeg der er mange årsager til, men jeg vil i dag blot nævne en enkelt, nemlig at vi ikke tænker høje nok tanker om menigheden. Hvis menigheden virkelig er det primære sted hvor Gud åbenbarer sig i dag, hvordan skal vi så forholde os til den? For at svare på det vil jeg her til sidst minde om den første bibeltekst vi hørte i dag, hvor Gud åbenbarer sig for Moses i en flammende ild fra en tornebusk. Der er ikke noget specielt flot eller ærefrygtindgydende over en tornebusk, men fordi Gud havde valgt at åbenbare sig gennem netop denne tornebusk, fik Moses besked på at tage sine sandaler af i respekt for stedets hellighed. Sådan bør vi også tænke om menigheden: Den er hellig! Vi der bekender troen på den treenige Gud, bør omgås hans menighed med ærefrygt! I nogle kirkelige traditioner kommer den ærefrygt til udtryk ved at man bukker og gør korsets tegn vendt mod alteret når man træder ind i et kirkerum, og i den danske folkekirke er det stadig en udbredt skik (selvom jeg fornemmer at den er på retur), at man tager sin hat eller hue af når man går ind i kirken (i hvert fald hvis man er mand). Men der er noget der er langt vigtigere end den respekt vi viser for bygningen, og det er om vi viser respekt for de mennesker som er kirken. Og det gælder vel at mærke ethvert medlem af menigheden, også dem som vi rent menneskeligt ikke er specielt imponerede over. Ja, i virkeligheden gælder det måske især dem som vi rent menneskeligt ikke er imponerede over, for Guds kraft viser sig stærkest i menneskelig magtesløshed. Så det skal være min afsluttende opfordring i dag: Hver gang du møder et af de andre medlemmer af Guds menighed, så husk at det dybest set er Gud selv du møder, og tag i overført betydning dine sko af fordi den jord som Gud betræder, er hellig.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.
Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.
Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.
Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.
Amen.
Comments