Videoprædiken til 4. søndag efter påske 2020
Posted By admin on 12. maj 2020
Sandheden skal gøre jer frie: Sandheden er ilde hørt
Videoprædiken til 4. søndag efter påske 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
”You lied when you said you loved me, And I had no cause to doubt you. But I’d rather go on hearing your lies, Than go on living without you.” Sådan sang Elvis Presley – eller rettere: sådan sagde Elvis Presley – i 1960. Det var han i øvrigt langt fra den første der gjorde, for sangen ”Are You Lonesome Tonight” blev skrevet helt tilbage i 1926, og før Elvis’ version kom, var den blevet indspillet af en lang række forskellige sangere, med Vaughn De Leath, Henry Burr og Jaye P. Morgan som de mest kendte. Men Elvis’ version fra 1960 er nok den version de fleste kender bedst – hvis det da ikke er den version som samme Elvis indspillede 9 år senere, hvor han griner halvdelen af tiden fordi han kom til at synge en fjollet omskrivning af en af sangens linjer.
Jeg ved at det ikke er alle der er lige gode til engelsk, så jeg vil lige oversætte de linjer som jeg citerede til indledning: ”Du løj da du sagde at du elskede mig, og jeg havde ingen grund til at tvivle på dig. Men jeg vil hellere fortsætte med at lytte til dine løgne end jeg vil fortsætte med at leve uden dig.” Og den sang er ikke den eneste der har det tema: I 1987 sang Fleetwood Mac ”Tell me lies, tell me sweet little lies”, i 1991 sang U2 ”Love is blindness, I don’t want to see”, og i 1996 sang The Cardigans ”Go on and fool me … Pretend that you love me”. Er man ulykkeligt forelsket, så kan sandheden være så ubarmhjertig at man foretrækker ikke at høre den.
Og det gælder forresten ikke kun hvis man er ulykkeligt forelsket. Der findes mange slags ubehagelige sandheder som de fleste af os helst er fri for at høre. Hvis man ved at man ikke har passet ordentligt på sine tænder, bliver man nemt mere tilbøjelig til at udsætte turen til tandlægen. Badevægten undgår man også gerne hvis man har en mistanke om at den vil vise lidt mere end den burde (eller lidt mindre end den burde, afhængig af hvilken type vægtproblem man har). I den allermest alvorlige afdeling har jeg også hørt om mennesker der har undladt at gå til lægen med et alvorligt problem fordi de var bange for at få at vide at de havde kræft. For hvordan håndterer man sådan en ubehagelig viden?
Men det er ikke kun fysiske undersøgelser der kan risikere at afsløre ting som vi helst ikke vil vide. Jeg har i løbet af mit liv modtaget en del psykologisk og åndelig rådgivning, blandt andet fordi jeg døjede en del med angst da jeg var i 20’erne, men også fordi det i det hele taget er nødvendigt at have arbejdet indgående med sig selv hvis man skal kunne rådgive andre, som præster jo ind imellem skal. Og jeg er ked af at sige det, men det var ikke noget poleret glansbillede der tonede frem da jeg sammen med kyndige mennesker dykkede ned i min sjæls krinkelkroge. Ikke at det overraskede mig; tværtimod havde jeg forudset det, og af samme grund var jeg meget tilbageholdende med overhovedet at kaste mig ud i øvelsen, for de grimme ting der eventuelt gemte sig derinde, var jeg egentlig helst fri for at blive konfronteret med.
Det siger sig selv at hvis man lider af en sygdom der bliver værre hvis der ikke bliver gjort noget ved den, uanset om det så er caries eller cancer, så gælder det for alt i verden om at få sandheden at vide, også selvom det er ubehageligt. Men er det i alle situationer bedst at kende sandheden? Er der ikke noget der hedder ”lykkelig uvidenhed”? Da jeg gik i gymnasiet, læste vi Henrik Ibsens tragiske skuespil Vildanden, der handler om en rigmand som efter at have gjort sin tjenestepige gravid betaler sin søns ven, Hjalmar, for at gifte sig med hende i en fart – og hun på sin side lader Hjalmar tro at barnet er hans. 14 år senere vender rigmandens søn, Gregers, hjem efter et mangeårigt udlandsophold, og da han finder ud af hvad hans far har gjort, beslutter han sig for at redde sin gamle ven, hvis familie er dysfunktionel på en række planer, ved at fortælle ham sandheden. Men resultatet bliver et helt andet end Gregers havde forestillet sig: I stedet for at Hjalmar og hans familie jubler over endelig at have fået sandheden at vide, og tager hul på et helt nyt og autentisk liv befriet for dysfunktionalitet, sker der det at Hjalmar i fortvivlelse og vrede forlader sin hustru og den datter som han nu ved ikke er hans egen, og at den nu 14-årige datter begår selvmord. Det får husvennen Doktor Relling, der hele tiden har kendt sandheden, men har holdt tæt med den, til at bemærke: ”Berøver du et menneske dets livsløgn, berøver du det lykken.”
Jeg tror Relling har en vigtig pointe, som vi ikke for hurtigt skal blive færdige med: Det at lære den barske sandhed at kende, løser ikke alle problemer; det kan tværtimod drive et menneske ud i fortvivlelse. Men hvorfor sagde Jesus så: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”? Hvad var det for en sandhed han talte om?
Det var i første omgang en meget ubehagelig sandhed: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl”. Det tror jeg ikke der er ret mange der har lyst til at få at vide, så jeg forstår egentlig godt at de mennesker Jesus talte med, blev sure. Hvis vi havde læst resten af kapitlet, ville vi endda have fundet ud af at de endte med at blive så sure at de samlede sten op for at stene Jesus. Dén reaktion beviste i og for sig bare at Jesus havde ret i at de ikke var så fromme mennesker som de gik og bildte sig selv ind, kan man sige, men bortset fra at de fleste moderne mennesker nok er for velopdragne til at vi kunne finde på at kaste sten på andre, så tror jeg egentlig ikke at de ting Jesus sagde, ville have fået en mere positiv modtagelse i dagens Danmark end de gjorde i datidens Israel. Hvad ville du for eksempel sige til at få at vide at du dybest set ikke er et frit menneske, men at du bliver holdt i slaveri af noget der får dig til at handle ondt? Men det er altså situationen for os mennesker ifølge Jesus!
Lad os antage at det er rigtigt: at vi, som Paulus udtrykker det, gang på gang må erkende at ”det gode, som vi vil, gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi” (jf. Rom 7,19). Det efterlader os stadig med det spørgsmål hvordan det på nogen måde kan gøre os frie at få det at vide. Er det ikke snarere en nødvendig livsløgn at vi trods alt er sådan nogenlunde ordentlige mennesker?
Jo, det ville det være hvis Jesus kun gav os diagnosen og ikke kuren. Men ligesom tandlægen fortæller dig at du har huller i tænderne, fordi han har planer om at reparere de huller, så fortæller Jesus os om vores manglende frihed fordi han har i sinde at gøre os frie.
Jesus kom nemlig ikke kun til jorden for at fortælle os mennesker den ubehagelige sandhed om os selv; nej, han kom for at vise vejen til en dybere og større og bedre sandhed; en sandhed der er endnu mere sand end alle de ubehagelige sandheder som vi er bange for at se i øjnene. Og hvad den sandhed er, det hørte vi i søndags hvor evangelieteksten rummede Jesu berømte udsagn: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6). Den allerstørste sandhed i universet, og den eneste sandhed som kan gøre os virkelig frie, er den sandhed som Jesus demonstrerede med sit liv, sin død og sin opstandelse, nemlig at Guds kærlighed er så stor at han valgte selv at gå ind i døden for at redde os ud af den. Jesus tilbyder at vi kan få et helt nyt liv i frihed, hvor vi ikke længere er defineret af vores manglende evne til at gøre det gode, men udelukkende af Guds kærlighed til os – og det er nok værd at opgive sin livsløgn for!
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.
Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.
Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dronningen og hendes familie, med regering og folketing og alle, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.
Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.
Amen.
Comments