Signe & Nikolaj

Posted By admin on 14. september 2021

Markens liljer: Har du taget misteltenen i ed?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 15. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har altid syntes at mytologi var spændende. Da jeg var barn, var det mest fordi jeg syntes at beretningerne om Osiris, Perseus og Thor var nogle spændende eventyr, og jeg tænkte ikke så meget over at beretningerne ikke var ”født” som eventyr, men var blodig alvor for mennesker der levede for et par tusind år siden. I dag synes jeg først og fremmest at mytologiske beretninger er spændende fordi de fortæller en masse om hvad der til alle tider har optaget os mennesker, så som den magtesløshed man kan føle overfor en ond skæbne. Både i den græsk-romerske og den nordiske mytologi er Skæbnen nemlig så stærk en magt at selv guderne kæmper forgæves imod den.

                      En af de nordiske guder som ifølge sagnet kæmpede forgæves mod skæbnen, var Balder. I det islandske skrift der kaldes Den Yngre Edda, fortælles det at både Balder og hans mor, Frigg, samme nat drømte den samme drøm om at Balder ville dø. (I den gamle nordiske religion betragtede man nemlig ikke guderne som udødelige, og slet ikke som almægtige, men blot som nogle væsener der var stærkere end mennesker og levede i en anden dimension). Balder og Frigg tolkede deres drømme som varsler, og derfor fik Frigg alle ting i verden til at sværge på at de ikke ville skade Balder. Nu hvor Balder således var blevet usårlig morede guderne i Valhalla sig med at kaste alle mulige ting efter Balder, men den onde Loke fandt ud af at Frigg havde sprunget misteltenen over dengang hun tog alle ting i ed, fordi hun mente at den var ufarlig. Fordi Loke var jaloux på Balder, lavede han en magisk pil af mistelten, som han gav til Balders blinde bror Høder, der skød den afsted og dræbte Balder. Derfra har vi talemåden ”at tage misteltenen i ed”, som betyder at træffe alle tænkelige forholdsregler så man ikke kommer galt afsted.

                      Dengang myten blev til, tror jeg de fleste mennesker accepterede det som et livsvilkår at man ikke kan tage alle misteltene i ed. Der er så mange ubekendte faktorer i den verden vi lever i, og vi ved aldrig om vi får i morgen med. Vi kan ellers gøre meget mere for at sikre os i dag end vores forfædre kunne for et par århundreder siden: Vi har adgang til rent drikkevand, vaccinationer, gratis lægehjælp, sikkerhedsseler, socialt sikkerhedsnet og så videre og så videre, så vi der lever i Danmark i dag, er måske nogle af de mennesker i verdenshistorien der har haft allermindst grund til at bekymre os. Hvis der nogensinde har været et folk der kunne leve sorgløst og bekymringsløst, så må det være os, skulle man mene! Men gør vi det? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg griber i hvert fald alt for tit mig selv i at være bekymret over snart det ene, snart det andet, og jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er den eneste.

                      I prædiketeksten til i dag nævner Jesus nogle ting som vi ikke skal bekymre os om, og det er nogle helt grundlæggende ting, nemlig mad og drikke og tøj. Jeg tror ikke der har været noget tidspunkt i mit liv hvor jeg har været bange for at jeg ville komme til at mangle mad eller tøj, og på det punkt ligner jeg nok de fleste andre danskere i min generation (om end desværre ikke alle, for selv her i Danmark findes der mennesker der reelt er fattige, men det er en helt anden diskussion). Men der er jo mange andre ting man kan bekymre sig om, for vi mennesker har også andre behov end mad og tøj. Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow fremsatte i 1943 en teori der populært er blevet kendt som ”Maslows behovspyramide”, som går ud på at de forskellige menneskelige behov bygger oven på hinanden som en pyramide: Nederst er de rent fysiske behov for mad og tøj og den slags, og når de er opfyldt, går vi videre til at søge at få opfyldt behovet for tryghed og sikkerhed, dernæst behovet for kærlighed, venskab og tilhørsforhold, og så videre, helt op til de langt mere luksusprægede behov for selvrealisering og æstetiske oplevelser i toppen. Maslows model er med rette blevet kritiseret på en lang række punkter, men den rummede i det mindste den indsigt at så snart ét behov er blevet mødt, melder der sig et nyt; vi når aldrig til et punkt hvor vi er fuldt tilfredse og ikke ønsker os mere. Dertil kommer at jo mere vi har – ejendele, venner og familie, økonomisk sikkerhed, godt helbred og så videre – desto mere har vi som vi kan være bekymrede for at miste. Og så kan vi jo også være bekymrede på andres vegne – i særdeleshed kan vi der er forældre, være bekymrede for vores børn.

                      Men når det nu er sådan at vi aldrig kan tage alle misteltene i ed, hvorfor siger Jesus så at vi ikke skal bekymre os? Tja, lad os se på hvad der står i teksten! Hvis I igen slår op på side 1251 i salmebogen, så kan I se at det første Jesus siger, er at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, og derfor skal vi ikke være bekymrede for om vi får mad og tøj. Det lyder umiddelbart lidt hårdt at det ligefrem skulle være mammondyrkelse at bekymre sig om helt basale behov, ikke sandt? Jeg mener, man kunne forstå hvis Jesus ville skælde ud på folk der bekymrer sig over om de nu også får råd til at købe en tilstrækkeligt lækker bil eller til at tage på skiferie i år eller lignende luksusprægede ting, men de ting der er nødvendige for livets opretholdelse, må vi da have lov til at bekymre os om, skulle man synes?

                      ”Men hvorfor?” tror jeg at Jesus ville svare. ”Hvorfor vil du så gerne have lov til at bekymre dig? Det er ikke nødvendigt, og det gavner heller ikke noget.” At det ikke er nødvendigt, viser Jesus ved at henvise til fuglene, som får føden selvom de ikke bekymrer sig, og i øvrigt hverken sår eller høster eller samler i lade. Dermed mener han naturligvis ikke at vi mennesker ikke skal så og høste – vi hørte jo i den første læsning at Gud sagde at ”Så længe jorden står, skal såtid og høsttid … ikke ophøre”. Det er jo heller ikke sådan at fuglene bare sidder med åbent gab og venter på at der skal flyve stegte – øh, regnorme ind i munden på dem; nej, de er konstant på færde fra tidlig morgen for at samle med til sig selv og deres unger. Fuglene er flittige, og det skal vi også være, for flid gør en forskel i forhold til om vi får mad og tøj. Men flid er ikke det samme som bekymring. Faktisk er det nok tværtimod sådan at den der går glad og ubekymret til arbejdet, udretter mere end den der spilder sin energi på at bekymre sig. Vi kan ikke lægge en dag til vores liv ved at bekymre os.

                      Det er alt sammen meget godt, tænker du måske, men hvis man nu rent faktisk er bekymret, så hjælper det jo ikke noget at få at vide at man ikke må bekymre sig, og at man er en værre mammondyrker hvis man gør det alligevel – det kan man da kun blive endnu mere bekymret af! Det kan der være noget om, men heldigvis fortsætter Jesus også med at fortælle os hvorfor vi ikke har nogen grund til at bekymre os, nemlig at vores himmelske far ved hvad vi trænger til, og når han klæder markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke os!

                      Men hvad så når han ikke gør? Det er jo ikke sådan at troende kristne aldrig lider sult, desværre. Faktisk behøver vi ikke at gå længere end til Det Nye Testamente selv for at opdage at det er sådan – hør for eksempel hvad Paulus skriver i Andet Korintherbrev kapitel 11: ”Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder” (2 Kor 11,27). Her siger Paulus at han ikke alene har fastet, altså frivilligt undværet mad, men også at han har lidt sult og tørst, altså ufrivilligt manglet mad. Men i Romerbrevet skriver samme Paulus sådan her (og jeg citerer fra den nudanske Bibelen2020 fordi den autoriserede oversættelse fra 1992 er lige lovlig knudret): ”Hvad kan skille os fra Kristus’ kærlighed? Modgang, angst, forfølgelse, sult, fattigdom, fare eller trusler om henrettelse? Nej, for som der står i Skrifterne: ’På grund af dig bliver vi slået ihjel hver eneste dag, vi er som får på vej til slagtning.’ Men uanset hvad der sker, har vi vundet den endelige sejr, fordi Gud elsker os og hjælper os. Jeg er nemlig sikker på, at ingenting kan skille os fra den kærlighed, Gud viser os gennem Jesus Kristus” (Rom 8,35-38/39). Paulus siger med andre ord at selv hvis vi kommer til at mangle så basale ting som mad eller tøj – ja, selv hvis vi mister livet! – så skal vi stadig ikke bekymre os, for vores evige forsørgelse i Guds rige er garanteret.

                      At det evige liv hos Gud er ”garanteret”, er naturligvis en trossag. For den der ikke tror på Jesus, er det meningsløst at tale sådan, og derfor konstaterer Jesus også om bekymringerne for mad og tøj at ”Alt dette søger hedningerne jo efter”. Det græske ord der i dansk bibeloversættelsestradition som regel er blevet gengivet med ”hedningerne”, betyder egentlig blot ”folkeslagene”, men Jesus virkede i en jødisk sammenhæng, og når jøder talte om ”folkeslagene”, var det underforstået at der var tale om de folkeslag der ikke var jøder, og som derfor ikke kendte Israels Gud og hørte til Guds folk. Vi kristne har heldigvis fået lov til at kende Israels Gud og være en del af Guds folk selvom vi ikke er jøder af fødsel, og derfor begyndte ordet ”folkeslagene” allerede mod slutningen af Det Nye Testamentes tid at blive brugt som betegnelse for dem der ikke kender den sande Gud, men dyrker andre guder (som for eksempel Odin og Frigg og Balder), og det er derfor man i sin tid valgte at oversætte det med ”hedningerne”. Så langt ugens sproglektion. ? Pointen er at det er troen på at Gud både vil os det bedste og har magt til at føre sin vilje igennem, der er modgiften mod bekymringerne. Hvis vi virkelig troede på at intet kan skille os fra Guds kærlighed, og at det derfor dybest set ikke gør noget om så alverdens alvorlige omstændigheder går os imod i denne verden, så ville vi ikke være bekymrede – og jeg tror det er derfor Jesus indleder sin tale om bekymringsløshed med at sige at vi ikke kan tjene både Gud og mammon. Og hvem ved, måske har han sagt det med et skælmsk smil?

                      Nå, jeg må til at slutte, og det vil jeg gøre ved at vende tilbage til hvor jeg begyndte (det er altid et godt retorisk kneb): Selvom vi lever langt mere trygt i vores tid og på vores sted end måske nogen andre i verdenshistorien, så er det ikke lykkedes os at eliminere alle bekymringer, og det kommer vi heller aldrig til – der er altid en ”mistelten” mere som kan ramme os, uanset hvor mange forholdsregler vi træffer. Men de gode nyheder er at det gør ingenting, for hvor de gamle græske, romerske og nordiske guder kæmpede forgæves mod skæbnen, så tror vi på en almægtig Gud som selv holder skæbnen i sin hånd.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Første Mosebog 8.20-22 + 9.12-16, Galaterbrevet 5.25 - 6.8, Matthæusevangeliet 6.24-34

Posted By admin on 18. august 2021

Farisæeren og tolderen: Mere end tomme ord

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Lagde I mærke til den første læsning i dag?

                      Nå, ikke? Okay, så får I den lige en gang til: ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han lader det regne på jorden, han sender vand over markerne. Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed. Han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk, ikke lykkes. Han fanger de vise i deres snedighed, og de listiges planlægning viser sig forhastet. Ved højlys dag løber de ind i mørke, ved middagstid famler de sig frem, som var det nat. Han redder den ødelagte fra deres mund, den fattige fra den stærkes hånd, så der bliver håb for den svage, og munden lukkes på uretfærdigheden.”

                      Det var da smukt, var det ikke? Virkelig smukke ord. Og smukke ord skal man ikke kimse ad; de kan være meget værdifulde, især hvis de er oprigtigt ment. Når jeg er ude at rejse uden min kone, tager jeg gerne nogle af de breve og kort med som hun har skrevet til mig i løbet af de år vi har kendt hinanden; det dulmer savnet af hende at læse hendes ord. Smukke ord som en fremmed har skrevet, kan også være til gavn og glæde; det vidner det store marked for digtsamlinger og det endnu større marked for popsange om. Som der står i et af Salomos ordsprog: ”Ord, der siges på det rette tidspunkt, er skønne som æbler af guld i skåle af sølv” (Ordsp 25,11, Bibelen2020).

                      Men smukke ord kan også være fuldstændig værdiløse, nemlig hvis de kun er overfladiske floskler, som der ikke ligger nogen ægte substans bagved. Og af en eller anden grund er det som regel ikke særlig svært at mærke forskellen på dybfølte hjertevarme ord og tomt ordgejl, i hvert fald når man står i situationen. Men læser man dem på skrift løsrevet fra deres sammenhæng, ja, så er det let at tage fejl.  Og det er dagens læsning fra Jobs Bog faktisk et klasseeksempel på, for læser man det skrift i sin sammenhæng, står det klart at der faktisk er tale om værdiløs øregas!

                      Jamen det kan da ikke være ”værdiløst øregas” når det står i Bibelen?! Skriver Paulus måske ikke i Andet Timotheusbrev om De Hellige Skrifter (det vil sige Det Gamle Testamente, for Det Nye Testamente var jo først ved at blive skrevet), at ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,16)? Og skriver Peter ikke om Skriften i sit andet brev at ”drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,21b)? Jo, men kontekst er uomgængeligt vigtigt! Lad mig illustrere det med et citat fra Salmernes Bog, nærmere bestemt Davids Salme 10, vers 4, hvor der står: ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Ja, sådan står der faktisk i Bibelen! ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Hvad siger I så!

                      Ved I hvad jeg siger? Jeg siger at vi hellere må læse sammenhængen med. Umiddelbart før de ord jeg citerede, står der nemlig: ”den ugudelige tænker i sit hovmod:”. Ordene om at Gud ikke er til, er altså et citat fra en person som salmisten klager over. Hvad angår ordene fra Jobs Bog, som udgjorde dagens første læsning, så er de også et citat; de stammer nemlig fra en tale som blev holdt af en mand ved navn Elifaz fra Teman, en af Jobs tre såkaldte venner, som bruger det meste af Jobs Bog på at forsøge at overbevise Job om at de ulykker der har ramt ham, er hans egen skyld fordi han er en slem synder, og at alt nok skal blive godt igen, hvis bare han indrømmer det han har gjort forkert, og beder Gud om tilgivelse for det. Men det er ikke sandt, og i slutningen af Jobs Bog siger Gud faktisk selv sådan her til Elifaz: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort” (Job 42,7).

                      Men er det da ikke sandt, det som Elifaz sagde? Er det ikke sandt at Gud gør store ting der ikke kan udforskes, sender vand over markerne, ophøjer de ydmyge og krydser de snediges planer? Jo, hvert ord er sandt! Men alligevel taler Elifaz ikke sandt, for han bruger de smukke, sande ord på en overfladisk måde, så han kun opnår at gnide salt i sin stakkels vens sår. ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham” – som om Job ikke allerede havde gjort det! Nej, Elifaz var en der havde det hele i munden. Han kunne måske nok sige en masse smukke og sande ting om Gud, men det var ren facade; der lå ikke noget ægte kendskab til Gud bag ved ordene. Og derfor talte han ikke sandt, selvom alle hans ord i sig selv var sande.

                      Elifaz minder på nogle punkter om farisæeren i den lignelse der er dagens prædiketekst (og det er måske derfor de to tekster er blevet sat på til den samme søndag dengang man udarbejdede alterbogen). Men der er også nogle forskelle på dem, for man kan vel ikke beskylde farisæeren for at have det hele i munden – i hvert fald ikke hvis det virkelig var sandt at han fastede to gange om ugen og gav tiende af hele sin indtægt? Så må man da sige at hans ord havde dækning i hans liv, eller hvad?

                      Ja, der var i hvert fald sammenhæng mellem det han sagde og det han gjorde, det må man give ham. Der var handling bag hans ord. Men ligesom der findes tomme ord, findes der også tomme handlinger, og fordi de handlinger der bakkede farisæerens ord op, var tomme handlinger, så var hans ord lige så tomme som Elifaz’. Han fastede to gange om ugen og gav tiende af sin indtægt, ja, men hvorfor gjorde han de ting? Fastede han med det formål at kunne hengive sig mere helhjertet til bøn så han kunne vokse ind i et dybere forhold til Gud og tjene sine åndeligt og legemligt nødlidende medmennesker med forbøn? Gav han tiende i ydmyg taknemmelighed over hvor godt Gud havde sørget for ham, og for at hjælpe dem der ikke var så privilegerede som han selv var? Nej, det tyder det desværre ikke på. Efter alt at dømme brugte han både sin faste og sin tiende som redskaber til at nå ét ganske bestemt mål, nemlig at kunne pudse sin egen glorie. Kærligheden til Gud og medmennesket var sørgeligt fraværende, i en grad så det eneste han så, når han så tolderen, var et negativt modbillede på hans egne indbildte fortræffeligheder. Og derfor var det tolderen – og kun tolderen! – der gik hjem som retfærdig. Farisæeren gik ikke hjem som retfærdig, trods alle sine på overfladen fromme og retfærdige gerninger, for de var kun ren facade, og nedenunder gemte der sig et ondt, egoistisk hjerte. Som Paulus skriver i en af de mest kendte tekster i Det Nye Testamente: ”Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13,3).

                      Hvordan undgår vi så at komme til at ligne Elifaz og hans medfarisæere? Det gør vi ved at lade være med at stille os an. Ved at være ægte. Ved at stræbe efter at sige og gøre det rigtige i stedet for det der lyder rigtigt eller ser rigtigt ud. Ved udelukkende at interessere os for hvad Gud mener, og ikke hvad mennesker mener, for ”mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet”, som Gud engang måtte minde profeten Samuel om (1 Sam 16,7). Jesus blev engang spurgt hvilket af de 613 bud i den jødiske lov der var det vigtigste, og han svarede at der er to bud der står langt over alle de andre, nemlig ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,36-39). Paulus siger noget lignende i Romerbrevet, hvor han skriver: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (Rom 13,8-10). Hvad er der i dit hjerte – det er dét der betyder noget. Er der ren og uforfalsket kærlighed til Gud og til dine medmennesker, eller er der skumle bagtanker, skjulte motiver, egoisme og hykleri?

                      (kunstpause)

Hvis dit svar på det spørgsmål er at der kun er ren og uforfalsket kærlighed i dit hjerte, så er jeg bange for at jeg må sige at det tror jeg simpelt hen ikke på! Det samstemmende vidnesbyrd fra alle kirkehistoriens største helgener har været at jo længere tid de har levet sammen med Gud, og jo større fremskridt de – set med andre menneskers øjne – har gjort i deres fromhed, desto mere bevidste er de kun blevet om hvor meget egoisme og ondskab der stadig var i deres hjerter. Men så meget desto større er deres taknemmelighed over Guds nåde også blevet – Guds kærlige sindelag, som gør at han tager imod os syndere og kalder os sine tjenere, sine venner, sine børn.

                      Og det er nok det allerbedste svar jeg kan give på hvordan vi undgår at begå samme fejl som Elifaz og farisæeren: Ved at leve vores liv i taknemmelighed over at Gud – helt uden at vi har gjort eller kan gøre noget for at fortjene det – har frelst os fra synden og døden og djævelen og givet os status som sine børn. Jo mere vi minder os selv om at Gud har vist os så stor kærlighed, jo mindre vil vi kunne andet end at elske han igen og elske vores medmennesker.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Første Korintherbrev 15.1-10a, Job 5.8-16, Lukasevangeliet 18.9-14

Posted By admin on 20. juli 2021

Zakæus; Et liv i gavmildhed og glæde

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 7. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I sidste uge hørte vi om at frelsen ikke bare består i at vi kommer det rigtige sted hen når vi dør (nå ja, bare og bare, det er selvfølgelig temmelig vigtigt!), men i at vi bliver skabt om, bliver født på ny, får et nyt liv, bliver gjort retfærdige. Og det er faktisk nok så vigtigt, for hvis Gud bare tog jordens nuværende befolkning og flyttede os til et paradisisk sted, så ville der næppe gå ret lang tid før de uoverensstemmelser der kendetegner livet i denne verden, også ville begynde at forpeste livet på den nye jord. Og selv hvis Gud indførte adgangsbegrænsning så det kun var nogle af menneskene på jorden der blev lukket ind i paradiset, så ville det ikke løse problemet; det har alle de fejlslagne forsøg på at skabe et paradis på jorden kun alt for tydeligt vist. Når Jesus i slutningen af Markusevangeliet siger: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Mark 16,16), er det altså ikke fordi han er smålig og derfor kun vil frelse dem der tror på ham; det er fordi det nye liv som Gud tilbyder os, og som vi kan tage imod i tro eller lade være, er selve frelsen. ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” er et udsagn på linje med ”Den, der spiser, skal blive mæt; men den, der ikke spiser, skal sulte.”

                      Frelsen er altså at få et nyt liv. Men hvad er fortabelsen så? Jo, så må fortabelsen jo være at beholde sit gamle liv. ”Det lyder da ikke så slemt!” tænker du måske, og det har du selvfølgelig lov til at tænke. Hvis du efter grundig overvejelse når frem til den konklusion at hvis dit nuværende liv er at være fortabt, så vil du egentlig helst være fortabt, så er det din ret at træffe det valg.

                      Det kan også være at du er oprigtigt nysgerrig efter at få at vide hvordan en ganske almindelig hæderlig gennemsnitsdanskers liv uden Jesus på nogen som helst meningsfuld måde kan kaldes ”fortabelse”. Og jeg må sige at jeg forstår godt hvis du undrer dig over dét, for vi har jo på rigtig mange måder gjort det godt her i Danmark: Få har for meget og færre for lidt, og bliver vi syge, står et af verdens bedste sundhedsvæsener klar til at tage sig af os. Der har stort set ikke været krig på dansk jord siden 1864, og langt de fleste af os har mad at spise og tag over hovedet. Men selv hvis man ser bort fra at ingen af os kender dagen i morgen, og at vi derfor ingen garanti har for at det ikke bliver dig eller mig der pludselig står midt i en social deroute, så har vores kødelige, jordiske liv det altoverskyggende problem at vi ”mangler herligheden fra Gud”, som Paulus udtrykker det i Romerbrevet (3,23). Gennem jeg ved ikke hvor mange tusind år har vi mennesker ikke formået at gøre jorden til et sted med fred og harmoni, kun at holde de værste trusler mod freden i skak (for det meste i hvert fald). Og de fleste af os kender også til konflikter og problemer i vores eget liv. Men sådan var det ikke Guds mening at det skulle være, og sådan er det ikke hans plan at det skal blive ved med at være! Frelsen er at vi får et nyt liv hvor der er fred og harmoni; fortabelsen er at gå glip af det nye liv. Og det liv som Gud har til os, er så fantastisk at når Paulus sammenligner det med vores gamle liv, kan han skrive, som vi hørte det i dagens anden læsning: ”Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv.”

                      Men læg mærke til at der er et fremtidsperspektiv i det Paulus skriver. For ganske vist er det nye, evige liv noget som Gud giver os allerede nu mens vi lever i denne verden, men indtil videre er det for det meste kun synligt med troens øjne. I den verden vi lever i, er godt og ondt, lys og mørke blandet sammen, og det er en af grundene til at det til tider kan være svært at se forskel på frelse og fortabelse. Først når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, vil lys og mørke blive adskilt, og såvel vores gamle, kødelige liv som det nye liv i Ånden vil vise sig som det de i virkeligheden er. Til den tid vil, som C.S. Lewis engang udtrykte det, de som er i helvede, indse at de i virkeligheden hele tiden har været der, og de som er i himlen, vil opdage at de i virkeligheden hele tiden har været dér.

                      Det kan altså til tider være svært at se forskel på frelse og fortabelse, så længe vi lever i denne verden, men det skulle ikke gerne være helt umuligt, og i dagens evangelietekst møder vi et konkret tilfælde hvor forskellen var meget tydelig. Men Zakæus var sandsynligvis også nået til et sted i sit liv hvor han rent faktisk følte sig fortabt. Materielt gik det ham ellers vældig godt: Inden for det romerske toldvæsen var han avanceret til at være overtolder, og han var rig. Det kan man vel kalde succes? Men succesen havde sin pris, for de fleste mennesker foragtede tolderne fordi de var værnemagere, og når man som Zakæus tilmed var blevet rig på sit samarbejde med besættelsesmagten, så var man virkelig upopulær. Oven i købet lader det til at han ikke havde ladet sig nøje med det salær han havde ret til, men havde presset yderligere penge af sine landsmænd. Hvordan han var havnet i den situation, er svært at sige. Måske var han på et tidspunkt som ung blevet fristet af muligheden for at tjene nogle hurtige penge, og så havde det ene ført det andet med sig? Hvorom alting var, sad han i fælden nu og var ikke i stand til at ændre den måde han levede sit liv på.

                      Men så kom frelsen til hans hus! Det begyndte med at han var nysgerrig efter at se hvem Jesus var; måske fordi han havde hørt at Jesus – modsat folk flest – var venligt stemt over for toldere og andre uglesete grupper. Til gengæld havde han måske også hørt at Jesus ofte havde hårde ord til de rige, og den gruppe hørte han jo også til. Blot 20 vers før Zakæus introduceres, citerer Lukas således Jesus for at sige: ”Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (Luk 18,25). Så var der mon håb for ham om at blive frelst og få et nyt liv? I første omgang gik Zakæus’ forehavende ikke så godt, for på grund af menneskemængden kunne han ikke engang komme til at få Jesus at se (og der var nok heller ikke nogen der var specielt ivrige efter at træde et skridt til siden så han kunne komme til!), men Zakæus havde ikke tænkt sig at lade den unikke chance glide ham af hænde, så han klatrede op i et træ for i det mindste at få et glimt af Jesus. Og så var det at frelsen kom: Jesus henvendte sig til manden i træet og inviterede sig selv til middag hos ham. Og pludselig var Zakæus ikke til at kende igen: Manden der plejede at snyde og udnytte sine landsmænd for at berige sig selv, forærede nu pludselig sin rigdom væk! Og det var ikke noget han gjorde under tvang eller med bøjet nakke; nej, Zakæus tog glad imod Jesus, får vi at vide, og vi har ingen grund til at tro andet end at det også først og fremmest var glæde der bevægede ham til at ændre livsstil. Det nye liv som Jesus giver, er nemlig både et liv i gavmildhed og et liv i glæde. Det var ikke sådan at Zakæus forærede sine ejendele væk for at gøre bod for sine tidligere synder så han allernådigst kunne få lov til at komme ind i Himmeriget; nej, frelsen kom først, og den åndelige rigdom som frelsen repræsenterede, satte Zakæus fri fra båndet til den jordiske rigdom han havde ophobet, så han i sin glæde ikke kunne andet end at bruge den til at hjælpe andre. Det er sådan et liv i gavmildhed og glæde Jesus tilbyder alle mennesker!

                      Måske sidder du og bliver en anelse misundelig på Zakæus fordi Jesus lige præcis valgte ham at henvende sig til og ikke en af alle de andre mennesker der omgav ham – eller for eksempel dig. Men grunden til at Jesus lige netop valgte Zakæus, den fortæller Jesus os i den sidste sætning i dagens tekst: ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” Frelsen kom lige netop til Zakæus’ hus, fordi det lige netop var Zakæus der var fortabt. For som jeg indledte med at sige, er det helt frivilligt om vi vil tage imod det nye liv som Jesus tilbyder os – og hvis vi ikke mener at vi er fortabte uden, så vil vi jo nok ikke være interesserede.

                      I virkeligheden tror jeg dog at vi alle sammen er fortabte – det er i hvert fald en af de bærende indsigter i meget af den kunst der er blevet produceret i den vestlige verden gennem de seneste 50-60 år, paradoksalt nok parallelt med at kristendommen er blevet afskrevet som overflødig (eller måske netop derfor – uden muligheden for frelse er vi jo først for alvor fortabte). Men netop derfor er vi også alle sammen omfattet af tilbuddet om frelse: Jesus er kommet for at opsøge og frelse dig og mig! Han tilbyder os et liv i gavmildhed og glæde, hvis blot vi vil tage imod det.

                      En sidste observation: Nogle af jer sidder måske og spekulerer på hvorfor Zakæus ventede til Jesus inviterede sig selv på besøg hos ham, inden han lagde sit liv om. For strengt taget var der vel ikke noget der forhindrede ham i allerede dagen før eller ugen før eller måneden før at give halvdelen af sin ejendom til de fattige og erstatte de penge han havde presset af folk? Jo, der var én ting der forhindrede ham, nemlig at han ikke havde tro. Det var først da Jesus kaldte ham ved navn, at den frelsende tro blev vakt til live i ham – nemlig troen på at der var et andet liv til ham, som han kunne begynde at leve hvis han ville. Grunden til at han ikke havde nogen tro på det, var naturligvis at han godt vidste at hvis det var ham selv det kom an på, så var der ikke noget andet liv. Det nye liv er jo en gave fra Gud som vi modtager i tro, ikke ved at gøre gode gerninger – derfor var det først da Jesus kaldte på ham, og han altså så kilden til det nye liv, at troen kom. Mon du kan høre at Jesus kalder på dig?

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Lukasevangeliet 19.1-10, Romerbrevet 6.19-23, Salme 126

Posted By admin on 13. juli 2021

”Vær fuldkomne”: Spred fred

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”I kristne kan jo bare gøre hvad der passer jer, fordi I mener at Jesus tager skraldet. Det bryder jeg mig ikke om. Det er jo ikke spor retfærdigt hvis Gud belønner de onde på samme måde som de gode.” Omtrent sådan sagde en muslim engang til mig. Jeg prøvede at forklare ham at det ikke ligefrem er dét kristendommen går ud på, men uden held, for har man først én gang besluttet sig for at kristne, eller muslimer for den sags skyld, eller socialdemokrater eller borgerlige eller veganere eller jægere eller Brøndbyfans eller Trump-vælgere eller hvilken gruppe det nu måtte være – har man først besluttet sig for at bedømme en gruppe mennesker ud fra en karikatur af det de tror på, så kan det være ualmindelig ubekvemt at få nuanceret sin opfattelse, ikke sandt?

                      Nå, men bortset fra det, så er jeg bange for at vi kristne selv bærer en stor del af skylden for den misforståelse af kristendommen som den unge muslim rendte rundt med. Vi har nemlig i så mange år haft så travlt med at bekæmpe den misforståelse at kristendommen består i et sæt regler, at vi så at sige har ladet den anden flanke stå åben. Det er virkelig en balancekunst at holde begge misforståelser fra døren!

                      For selvfølgelig skal vi blive ved med også at bekæmpe den misforståelse at vi bliver frelst ved at gøre bestemte ting og undlade at gøre andre bestemte ting. Netop den misforståelse har Paulus skrevet side op og side ned i Det Nye Testamente imod; tænk blot på skriftsteder som ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24) eller ”vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus” (Gal 2,16a) eller ”af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8-9). Det er altså ikke forkert at Jesus ”tager skraldet” når vi gør noget vi ikke skulle have gjort, eller undlader at gøre noget vi skulle have gjort. ”Herren lod al vor skyld ramme ham,” står der i en profeti om Messias i Esajas’ Bog (53,6). Der hvor den unge muslim tog fejl, var da han mente at det betyder at vi som kristne bare kan gøre hvad der passer os, for det er bestemt ikke tilfældet. Tværtimod har vi lige hørt at Jesus sagde: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

                      Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan Det Nye Testamente det ene øjeblik hævde at vi bliver frelst af nåde ved tro uden at gøre noget som helst, og det næste øjeblik at vi kun bliver frelst hvis vores retfærdighed overgår de frommeste elitejøder på Jesu tid? Det kan det fordi den retfærdighed der er tale om, er en retfærdighed som Gud giver os. Det var jo også det der stod i flere af de skriftsteder jeg citerede som argument mod den anden misforståelse: vi bliver gjort retfærdige ved troen på Jesus. Der står ikke bare at vi får lov til at komme i himlen når vi dør, hvis vi tror på Jesus; nej, der står faktisk at vi bliver gjort retfærdige. Gud skaber os simpelt hen om!

                      Det var også det som dagens nummer to læsning handlede om. Her talte Paulus om hvad der sker når vi bliver døbt, og det er faktisk ikke så lidt: ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.” Den kristne frelse består altså ikke i at vi får lov til at komme i himlen når vi dør, hvis vi overholder nogle bestemte regler (som den ene misforståelse går ud på), og den består heller ikke i at vi får lov til at komme i himlen når vi dør, hvis vi tror på nogle bestemte læresætninger, og/eller hvis vi tilfældigvis er døbt. Nej, den kristne frelse består i at vi allerede her og nu får et helt nyt liv, en helt ny identitet! Nærmere bestemt er det Jesu liv som vi får i stedet for vores eget. Det er dén indre forvandling som dåben er et ydre tegn på. Apostlen Peter sammenligner i sit første brev endda dåben med den store oversvømmelse på Noas tid (den som i tidligere bibeloversættelser blev kaldt ”syndfloden” på grund af en fejloversættelse fra tysk, men udtrykket har hængt ved); han skriver: ”Det vand [altså syndfloden] er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesus Kristi opstandelse” (1 Pet 3,21). Den måde vores retfærdighed kommer til at overgå farisæernes og de skriftkloges på, er altså ved at vi tager imod det nye liv som Gud rækker os, i stedet for at holde fast i det gamle. Og det er dér troen kommer ind i billedet, for vi kan ikke se det nye liv, og alt for tit må vi spejde meget langt efter den retfærdighed Jesus taler om, når vi betragter vores liv. Det som vi ved et Guds under er indeni, kan godt være meget længe om at sætte sig igennem i vores synlige liv udadtil; ja, faktisk er det en proces som først når sin fuldendelse når Jesus vender tilbage, og vi skal leve evigt sammen med ham i hans og vores fars, Guds, rige. Oven i købet vil det tit være sådan at de fremskridt som vi rent faktisk gør i vores livsførelse, vil være skjult for os selv, for at vi ikke skal blive hovmodige og tro at vi er bedre mennesker end andre, sådan som farisæerne gjorde.

                      Når vi i dåben bliver født på ny til at være Guds børn, bliver vi også en del af et nyt folk og en ny familie, nemlig Guds folk og Guds familie. Gud har haft et særligt folk lige siden han befriede israelitterne fra deres slaveri i Egypten og indgik en pagt med dem om at de skulle være hans folk, og han ville være deres Gud. Den pagt omfattede en mængde love og regler som israelitterne skulle overholde, først og fremmest De 10 Bud, men også en lang række andre. Formålet med de regler var at israelitterne igennem den måde de levede deres liv på, skulle være et levende vidnesbyrd om hvem Gud er. Det gik bare ikke særlig godt med det projekt, for israelitterne viste sig at være ude af stand til at overholde Guds lov. Men det kom ikke bag på Gud; faktisk var det lige fra starten hans plan at én mand, nemlig hans egen søn, skulle gøre det som folket ikke havde kunnet, og at hele folket derefter skulle blive lydige mod Gud igennem hans søn – ja, ikke kun Israel, men enhver fra et hvilket som helst folkeslag, som vil tage imod i tro. I dåben bliver vi nemlig knyttet sammen med Jesus og dermed også med hinanden gennem Jesus. Fordi vi har én Herre, én tro og én dåb, er vi også alle sammen ét legeme – Jesu Kristi legeme.

                      Guds folks opgave er stadig at være et levende vidnesbyrd om hvem Gud er, og det er vi først og fremmest gennem vores måde at være på over for hinanden. Det er i det lys vi skal se de eksempler som Jesus giver i dagens tekst, på hvordan det ser ud hvis vores retfærdighed overgår de skriftkloges og farisæernes. Og det viser sig – måske lidt overraskende – at det ikke drejer sig om at være fejlfri, men snarere om hvordan vi håndterer vores fejl og svagheder, og ikke mindst hvordan vi håndterer indbyrdes konflikter. Jesus giver os to principper, og dem vil jeg slutte min prædiken af med.

                      For det første: Vi skal afstå fra vold. Det lyder måske indlysende at vi ikke skal rende rundt og banke eller dolke eller skyde hinanden, men Jesus udvider princippet til også at omfatte verbal vold. Det siges at pennen er skarpere end sværdet, og tungen er om muligt endnu skarpere; i hvert fald står der i Jakobsbrevet at ”tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være” (Jak 3,8-10). Bruger vi vores ytringsfrihed til at angribe et andet menneske (i særdeleshed en medkristen), så har vi gjort os skyldige i at overtræde buddet om ikke at slå ihjel. Den standard som Jesus sætter her, kan virke meget ambitiøs og urealistisk, men det er heller ikke meningen at det skal være realistisk, for det er ikke noget vi selv skal præstere, men noget som Helligånden skaber i os som et overnaturligt tegn på at vi er Guds folk. Og der ville jo ikke være meget ”overnaturligt tegn” over det hvis standarderne ikke var højere end de standarder der er i verden omkring os. Nej, Guds kirke skal være kendetegnet af Guds kærlighed! I vores del af landet har vi i øvrigt et stykke anskuelsesundervisning i det princip i form af kirken på Christiansø, som er indrettet i en nedlagt våbensmedje. Det sted hvor der tidligere blev fremstillet sværd og knive til at anrette skade på andre mennesker, bliver fredens evangelium nu forkyndt, og Fredsfyrsten Jesus bliver tilbedt. Det kan tjene til at minde os om at en del af Guds kirkes mission er at forkynde fred. ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig”, som Esajas og Mika profeterede i Det Gamle Testamente (Es 2,4 og Mika 4,3).

                      For det andet: Når der opstår konflikter, så har det første prioritet at få dem løst. En konflikt i Kristi legeme er en så alvorlig sag at det at løse den er vigtigere end alt andet i vores Gudsforhold. Jesus taler om at ”bringe en gave til alteret”, og det er måske ikke helt indlysende hvad det betyder, for vi er jo ikke en del af den jødiske kultur som Jesus talte ind i, men det var sådan at en jøde på templets tid kunne aflægge et løfte til Gud om at bringe et offer, og at et sådant løfte var højhelligt og skulle overholdes, koste hvad det ville. Men Jesus siger altså at det at forsone sig med en medkristen som har noget imod én, er endnu vigtigere, sådan at man om nødvendigt skal lade offergave være offergave og få talt ud med den man er i konflikt med, først! Og det at forsone sig kan godt indebære at vi må sluge nogle kameler – som Paulus skriver til korinthermenigheden: ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?” (1 Kor 6,7). Jeg skal være den første til at indrømme at jeg synes det skriftsted er utrolig svært at efterleve, for jeg har en meget stærk retfærdighedssans og kan derfor have svært ved at give afkald på min ret for evangeliets skyld. Men det befaler Jesus os altså at gøre. (Dermed ikke sagt at vi skal give carte blanche til skrupelløse platugler der kun er ude på at udnytte andre – det gavner vi ikke evangeliets sag ved at gøre).

                      Til slut: Det eneste menneske i verden der nogensinde har levet op til den standard som vi kristne er kaldet til at leve efter, det er Jesus selv. Selvom Gud har givet os et nyt liv hvor Jesus ved Helligånden opfylder Guds krav i os, så må vi gang på gang erkende at vi igen kom til at lade os styre af vores gamle liv i stedet for af Helligånden. Derfor er det en stor trøst og opmuntring (og her citerer jeg freelance-teologen Andreas Østerlund Nielsen, som igen citerer missiologen Lesslie Newbigin) ”at Gud ikke inddrager os i sin mission på trods af vores synd, brudthed og mangler, men med og i kraft af vores synd, brudthed og mangler. Syndige og brudte kristne menneskers liv vidner om, at Gud elsker verden; ikke som Gud ville ønske verden var, eller som den engang skal blive, men som den er. Syndige og brudte kristne menneskers liv vidner om at ’den magt som har det sidste ord i menneskelige forhold er repræsenteret ved en mand, der hænger på et kors.’”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Femte Mosebog 30.11-14, Matthæusevangeliet 5.20-26, Romerbrevet 6.3-11

Posted By admin on 7. juli 2021

Peters fiskefangst: Har du hørt kaldet?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvad kan jeg sige – det er jo næsten profetisk at det lige præcis er denne her tekst vi skal være sammen om i dag. Simon forlod sit virke ved Genesaret Sø fordi Jesus havde noget andet til ham, og ja, efter gudstjenesten [i Klemensker i formiddags] markerer [markerede] vi at vores fantastiske kirke-/kulturmedarbejder Oddrun forlader sit virke i Klemensker og Rø. Det var nemlig ikke kun på Det Nye Testamentes tid at Gud kunne finde på at kalde et menneske til at forlade sit job for at kaste sig ud i et helt nyt eventyr – det kan han også i dag, som det blandt andet skete da Madeleine og Mathias Rønne oplevede et kald til at rejse ud og blive en del af besætningen på missionsskibet Logos Hope. (Der ligger i øvrigt et dugfrisk nyhedsbrev fra Madeleine og Mathias nede bagerst i kirken, som I er velkomne til at tage et eksemplar af). Som regel foregår det dog under noget mindre dramatiske omstændigheder end den mirakuløse fiskefangst vi hørte om i teksten i dag. Hos Madeleine og Mathias var der tale om en kombination af indre tilskyndelser og ydre opfordringer, og hvad Oddrun og Finn angår, er det først og fremmest omstændigheder som de ikke har haft indflydelse på, der har gjort det nødvendigt for dem at flytte til Jylland. Men i alle tilfældene har vi lov til at tro på at det dybest set er Gud der kalder, især hvis han lader os mærke en fred i hjertet i at det vi er i færd med at gøre, også er det han kalder os til.

                      Mon du er klar over hvad Gud kalder dig til? Måske sidder du lige nu og tænker: ”Ja, Gud kalder mig til lige præcis det jeg rent faktisk gør!”, og hvis det er tilfældet, så er det jo bare skønt at du er havnet på den helt rigtige hylde. Men det kan også være at du ikke har nogen som helst idé om hvad Gud kalder dig til, og at det måske endda aldrig er faldet dig ind at Gud overhovedet kunne finde på at kalde dig til noget. Ja, måske er du endda helst fri for at han gør det, for sæt nu det var noget ubehageligt!

                      Da jeg gik i søndagsskole som barn, blev der talt meget om ydre mission, og vi havde jævnligt besøg af missionærer der var på hjemmeophold, så jeg vidste lidt om livet som ydremissionær. Jeg vidste også at sådan en karriere er noget man bliver kaldet til af Gud, og det skræmte mig noget, for missionærlivet virkede bestemt ikke tiltrækkende på mig. Jeg havde ikke lyst til at leve uden de moderne bekvemmeligheder som på den tid var almindelige i Danmark, men sjældne i Afrika, og jeg havde heller ikke lyst til at rejse væk fra familie og venner. Dertil kom at det også kunne være farligt at være missionær, for der var jo både vilde dyr, tropiske orkaner og krigeriske kannibalstammer derude på missionsmarken. Så jeg gik meget op i at man altså godt kan være kristen og frelst og komme i himlen når man dør, uden at man behøver at gå så meget op i det at man ligefrem rejser ud som missionær!

                      Men ak og ve, minsandten om ikke min far gik hen og blev leder af den danske afdeling af et internationalt missionsselskab! Jeg fulgte for hyggens skyld tit med ham til diverse konferencer og lyttede til motiverende taler, og efterhånden gik det op for mig at det ikke var et spørgsmål om hvor lidt jeg kunne slippe afsted med at gå op i kristendommen og stadig selv komme i himlen når jeg dør, men om at der er mennesker der lever uden at kende Jesus, og at Jesus har givet sin kirke den opgave at fortælle alle om ham – og hvis vi ikke gør det, er der andre mennesker der risikerer at gå fortabt! Når det er sådan, hvordan skulle vi så kunne andet end at sige som Esajas i dagens første læsning: ”Her er jeg, send mig!” – også selvom vores egen frelse ikke afhænger af det, og også selvom det måtte indebære store personlige afkald? Altså nåede jeg i slutningen af mine teenageår frem til at bede bønnen: ”Gud, jeg vil gå hvorhen du sender mig. Bare sig mig hvor jeg skal tage hen!”

                      På det tidspunkt var jeg ikke færdig med gymnasiet endnu, og jeg fandt det temmelig frustrerende at jeg var nødt til at sidde og terpe integralregning, organisk kemi og modernistisk litteratur i stedet for at komme i gang med at tjene Gud. Endnu værre var det at jeg slet ikke vidste hvad Gud præcis ville have mig til at gøre, og hvor, for det at gøre alle folkeslag til Jesu disciple er jo temmelig uoverskueligt og uspecifikt. Efter min studentereksamen tog jeg derfor et halvt år på missionshøjskole i England i håb om at jeg under mit ophold dér ville få en meget klar kaldsoplevelse som ikke ville efterlade mig med nogen som helst tvivl om hvorvidt jeg skulle blive jungleprædikant i Congo, bibeloversætter i Ny Guinea, kirkeplanter i Albanien eller gadeevangelist på Vesterbro. Men det klare kald udeblev, og jeg blev stadig mere misundelig på dem der ikke var i tvivl om hvad Gud havde kaldet dem til. Var det dog bare mig der havde fået et syn af serafer med gloende kul, eller havde en Jesus i kød og blod der satte synlige fodspor som jeg kunne følge efter!

                      Nu er der måske mange af jer der er nysgerrige efter om jeg i dag, i en alder af 46 år, ved hvad Gud kalder mig til? Ja, det gør jeg, det tør jeg godt sige: Gud har kaldet mig til at være sognepræst i Klemensker og Rø! Hvordan kan jeg vide det? Det kan jeg vide fordi det er det jeg er, og Gud har ikke sagt til mig at jeg skal noget andet end det. Men Gud kalder mig også til andet og mere end det, ligesom han kalder dig til andet og mere end at være skolelærer, landmand, buschauffør, sygeplejerske eller pensionist, og ligesom han kalder Mathias og Madeleine til andet og mere end at arbejde ombord på Logos Hope. Det kald som Jesus først og fremmest har til hver eneste af os, er nemlig det samme som det kald han først og fremmest havde til Simon Peter: ”Følg mig!” De ord forekommer ganske vist ikke i den tekst vi har hørt i dag, men meningen er der, for Peter og de andre disciple lægger jo bådene til land og følger Jesus, og i Matthæusevangeliet og Markusevangeliet, der har en kortere version af beretningen, bliver Jesu ord til dem sammenfattet til: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere” (Matt 4,19 og Mark 1,17).

                      Hvad vil det så sige at følge Jesus? For Simon Peter og de andre disciple i det første århundrede var det spørgsmål ikke svært at svare på, for det ville blot sige at man var sammen med ham og lyttede til hans ord, men hvordan ser det ud for os som ikke har nogen fysiske fodspor vi kan følge i? Det ser sådan ud at vi heldigvis stadig kan være sammen med ham, for det er jo ikke en død herre vi tjener, men en der er opstået fra de døde, og som tilmed har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende. Og det er det han først og fremmest kalder os til: At bruge tid sammen med ham, at lære ham bedre at kende, at bade i hans kærlighed. Og det gør vi først og fremmest ved hjælp af ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

                      Men Jesus kalder os ikke kun til at kende ham, men også til at lade det kendskab smitte af på den måde vi lever på. Vi skal ikke kun se Guds og Jesu skønhed med vores indre øje, men lade os forvandle af det vi ser, så vi kommer til at ligne Jesus mere. Paulus udtrykker det fantastisk smukt i Andet Korintherbrev: ”’Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort’ – ’Herren’ er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,16-18). Sker det, så kommer vi også til at ”fange mennesker”, som Jesus kalder det med en metafor fra det erhverv Simon Peter kendte. (Metaforen klinger måske lidt grimt i moderne danske ører, fordi det nemt kommer til at lyde som om Jesus ville have Peter til at narre folk til at gå ind på noget under falske forudsætninger, men det er selvsagt ikke det Jesus taler om; tværtimod gør han det klart andre steder i evangelierne at man ikke skal kaste sig ud i at følge ham uden grundigt at have overvejet hvad det indebærer). Missionsbefalingen gælder nemlig ikke kun nogle særligt kaldede mennesker; det er hele kirken og dermed alle kristne der har fået den opgave at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Men den opgave løser vi først og fremmest ved at ligne Jesus i vores måde at leve på.

Det vigtigste er altså ikke hvor vi lever vores liv, men hvordan vi lever det. Det vigtigste er ikke hvilket arbejde vi har, men med hvilken indstilling vi udfører vores arbejde. Derfor havde jeg ikke behøvet som gymnasieelev at sidde og ærgre mig over at jeg skulle bruge tid på integralregning, litteratur og kemi i stedet for at ”tjene Gud”, for som min præst forsøgte at få mig til at forstå, var det at tjene Gud ikke noget jeg var nødt til at vente med til jeg var færdig med min studentereksamen, men noget som jeg også skulle gøre mens jeg arbejdede på min studentereksamen. Og det vel at mærke ikke kun ved at benytte enhver anledning til at tale om Jesus med mine kammerater, men også ved rent menneskeligt at være en god kammerat – og i øvrigt også ved at gøre mit bedste med integralregningen, den modernistiske litteratur og den organiske kemi! At vi tjener Gud ved at gøre fyldest i den plads i verden som nu engang er vores på et givet tidspunkt, var noget som Luther gjorde et stort nummer ud af for at imødegå den populære katolske opfattelse at præster, munke og nonner var en slags elite, og stort set alle andre var andenrangskristne som ikke kunne gøre sig forhåbninger om at spille nogen stor rolle i Guds rige. ”Enhver som er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave!” insisterede Luther, og han tilføjede at selv en bøddel tjener Gud ved at udføre sit job ordentligt og samvittighedsfuldt. (Om ordene ”bøddel” og ”samvittighedsfuld” rimer på hinanden, er så en helt anden diskussion).

Men her til slut vil jeg godt nuancere Luthers opfattelse lidt (eller i hvert fald karikaturen af den, for egentlig tror jeg ikke Luther ville være uenig i det jeg siger nu), for som jeg nævnte tidligere, er Guds kald til os andet og mere end at vi skal være gode og samvittighedsfulde præster, buschauffører, skolelærere, landmænd og sygeplejersker, eller for den sags skyld gode og samvittighedsfulde samfundsborgere. Alt det kan en muslim, en buddhist eller en ateist også sagtens være (måske ikke en god præst, det ved jeg ikke, men i hvert fald de andre ting). Ja, lad os bare se det i øjnene: Alt hvad du og jeg er i stand til at gøre, det er en der ikke er kristen, også i stand til! Nej, det som vi kristne gerne skulle være kendetegnet af, er at vi gør ting som vi ikke er i stand til, eller rettere: at Jesus ved Helligånden gør dem gennem os; at vi – midt i de omstændigheder der nu engang er blevet vores, uanset om de består i en ”kristen fuldtidstjeneste” eller et ”almindeligt arbejde” (begge dele i anførselstegn) står i en kristen fuldtidstjeneste med at række Guds kærlighed videre til mennesker omkring os. Og opskriften på det er som sagt at vi bruger tid sammen med Jesus og lader os forvandle af ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Esajas' Bog 6.1-8, Første Petersbrev 3.8-15a, Lukasevangeliet 5.1-11

Posted By admin on 1. juli 2021

Døm ikke: Må man formane andre?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg synes det er en skøn historie profeten Natan fortæller kong David i dagens første læsning. Eller – historien i sig selv er der selvfølgelig ikke noget skønt ved; det er tværtimod en rystende historie om en særdeles usympatisk, uempatisk og egoistisk person, og man forstår godt at kongen bliver så vred som han bliver. Men hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen da Natan satte trumf på med ordene: ”Du er manden!” Eller som det er oversat i Bibelen2020: ”Den rige mand er dig!” Det er en genial måde profeten får kongen til at indse og fordømme sin egen synd på – et mesterstykke udi formaningens kunst.

                      Formaning er ellers en overordentlig vanskelig kunst, og det er faktisk lidt et problem, for det er et begreb der fylder meget i Det Nye Testamente. Ikke færre end 38 gange forekommer ordene ”formane” og ”formaning” i Det Nye Testamentes tekst, og dertil kommer 9 steder hvor det indgår i en af de overskrifter som Bibelselskabet har anbragt over de forskellige afsnit for at lette læsningen. De fleste af de 47 steder er der tale om at Paulus eller en af de andre apostle formaner menigheden eller beder menighedens ledere om at formane de andre, men der er også nogle steder hvor der står at kristne skal formane hinanden. I Første Korintherbrev 14,31 står der for eksempel: ”I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes”, og i Hebræerbrevet 10,25 læser vi: ”og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” Men hvordan gør man nu lige det? Og ikke mindst: Hvornår gør man det? Og hvad formaner man til?

                      Jeg har indtryk af (og I må jo korrigere mig over kirkekaffen hvis jeg tager fejl) at de fleste moderne danskere opfatter ordet ”formane” som mere eller mere synonymt med ”irettesætte”. Opfatter vi det på den måde, så kommer vi nemt til at høre Bibelens formaninger om at vi skal formane, som opfordringer til at være en slags moralsk politi over for hinanden, omtrent som den karikerede figur Faster Anna i Matador. Men som de fleste nok kan regne ud (og som nogle måske endda har erfaret), er det forbundet med mange problemer at gøre sådan, også selvom man bærer sig mere elegant ad end faster Anna med sine passiv-aggressive stikpiller. For hvilken ret har du eller jeg egentlig til at blande os i andre menneskers liv? Selv hvis den person du vil formane, er kristen, og du tager Bibelen med og slår op på et af de vers hvor der står at kristne skal formane hinanden, vil der være en ret stor risiko for at du blot får besked på at blande dig udenom, og at jeres forhold til hinanden måske endda lider varig skade, og hvad har du så opnået? Du risikerer også at den anden går til modangreb og peger på et af dine egne ømme punkter, eventuelt med en formaning(!) om at du skal feje foran din egen dør før du fejer foran andres – eller måske endda med en henvisning til det Jesus siger i dagens tekst om ”bjælken i dit eget øje”. (Og så kan det nok så meget være at du synes at det snarere er dig der har en splint, og den anden der har en bjælke). Men nu står der jo altså i den gode bog at vi skal formane hinanden, så hvordan i alverden griber vi det an?

                      Jo, for det første er det vigtigt at vi gør os klart at ordet ”formane” har en lidt anden betydning når det står i Bibelen, end den betydning som de fleste moderne danskere tillægger det. (”Åh nej, skal vi nu til at have en lektion i oldgræsk igen?” Ja, I slipper ikke helt!). De steder hvor der står ”formane” i den autoriserede danske oversættelse af Bibelen, står der på græsk parakaleîn, som egentlig betyder ”at kalde på”. Det kan bruges om en person man kalder på fordi man ønsker vedkommendes hjælp, eller det kan bruges hvis man har noget vigtigt man gerne vil sige til personen i form af en opfordring, en appel, eller endda noget så positivt som en opmuntring eller en trøst. Mange af de steder hvor der står ”formane” i vores danske bibel, står der faktisk i flere engelske oversættelser ”encourage”, som betyder at opmuntre. Men selv hvis vi holder os til det danske ord ”formane”, så har det historisk set ikke drejet sig om moralprædikener eller at påpege andres fejl, men snarere om at opfordre eller vejlede. Det kan selvfølgelig undertiden indebære at man konfronterer nogen med noget de har gjort forkert (det gjorde det jo for eksempel da Natan sagde ”Du er manden!” til David), men det er altså ikke hovedbetydningen.

                      For det andet: ”Vær barmhjertige”, som Jesus siger i dagens tekst. Når vi vil formane, opfordre eller vejlede et andet menneske om noget, så skal vi altid gøre det med barmhjertighed. Vores eneste motiv må være det andet menneskes bedste – og det skal kunne ses og høres på os! Hvis den anden oplever det du siger, som et angreb, så har både du og den anden tabt på forhånd. Og dér er det at det er vigtigt at huske på de mange nuancer i det græske ord parakaleîn, som jo er det som Ny Testamente fortæller os at vi skal gøre: Lige så vel som vi skal formane, gælder det også at vi skal trøste og opmuntre. Og jeg vil vove at påstå at kun den der har husket at passe sit trøste- og opmuntringsembede, kan lægge billet ind på formaningsembedet. Forud for at Natan opsøgte David for at konfrontere ham med hans synd mod Batseba og Urias, havde han adskillige gange opsøgt ham for at give ham et skulderklap eller et godt råd. Derfor var David ikke i tvivl om at Natan ville ham det godt, og at selv irettesættelsen blev givet i kærlighed. Hver gang du hjælper, trøster eller opmuntrer et andet menneske, lægger du i overført betydning en mønt i den sparegris som udgør din ret til at tale ind i det menneskes liv, også når der er brug for at sige knap så rare ting. Og jo større empati og medfølelse vil du givetvis også kunne lægge for dagen når du siger det måske ubehagelige der skal siges, sådan at også det opleves som en hjælp og ikke som et angreb.

                      For det tredje: Vær ydmyg. Husk hvor mange splinter (og måske endda bjælker) du selv render rundt med, og lad det inspirere dig, ikke til at lade være med at formane andre, men til at gøre det med medfølelse. Som det tydeligt ses på mine overarme (i hvert fald når jeg ikke har præstekjole på), så er jeg ikke ligefrem bodybuilder, men jeg har hørt at folk der dyrker seriøs styrketræning, næsten altid har en træningsmakker – ikke kun for hyggens skyld, men også fordi man har brug for hinandens hjælp (og alle jer der pumper jern nede i KIF Fitness må korrigere mig hvis jeg tager fejl). Dels kan man have brug for en der rent fysisk står klar til at bære med på vægtstangen hvis man pludselig ikke kan holde den længere (det er vist det der kaldes en ”spotter”), men man kan også have rigtig god gavn af opmuntrende tilråb undervejs, og ikke mindst af at få at vide hvis der er noget man gør forkert. Der er tale om to mennesker som er i samme båd, som har samme mål, og som hjælper hinanden med at nå det. Sådan er det ideelt set også når kristne formaner hinanden: Vi har et fælles mål som vi gerne vil hjælpe hinanden med at nå, nemlig at leve efter Guds vilje. Når du formaner en medkristen, så gør det med en indstilling der siger: ”Kære ven, det er et ædelt mål du stræber imod. Lad mig hjælpe dig med at opnå det!”

                      Og endelig for det fjerde: Lad være med at ”lege Gud”. ”Døm ikke,” siger Jesus ganske tydeligt og klart, og selvom det er et udsagn der undertiden er blevet misforstået til at betyde at man slet ikke må mene at der er noget der er moralsk rigtigt, og andet der er moralsk forkert, så må vi ikke lade misforståelsen af ordene stå i vejen for at vi tager deres rette forståelse til os. Det er uendelig vigtigt at vi husker at til syvende og sidst skal vi alle sammen hver især stå til regnskab for Gud for vores eget liv – ikke for andres. Du kan fortælle dit medmenneske på en respektfuld måde hvad du mener de bør gøre, men om vedkommende følger dit råd, er deres egen sag. Og gør de det ikke, så er der ikke så meget mere du kan gøre (andet end at bede for dem selvfølgelig, ligesom Anna fra Matador bad for Kristen og Mads, og det gjorde hun ret i). Det kan være utrolig fristende at forsøge at ”trække i nogle tråde” for at få andre til at gøre det som vi – i bedste mening – mener at de burde gøre, men for det første er det respektløst, for det andet er det dømt til at mislykkes, og for det tredje er det også utrolig stressende for os selv, fordi vi derved tager et ansvar på os som slet ikke er tiltænkt os. Bibelen siger at vi skal formane, men ikke at vi skal gøre os til dommere over hvilke valg andre mennesker træffer. Paulus, som måske er den person Bibelen rummer flest formaninger fra, kendte godt sine formaningers begrænsning, og til sine ”problembørn” i korinthermenigheden skrev han og hans medarbejder Timotheus: ”Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde” (2 Kor 1,24). Ja, selv Jesus kunne ikke gøre noget da et stort antal af hans disciple på et tidspunkt valgte at forlade ham. Hvor meget mindre kan vi andre så forhindre at vores medmennesker sidder vores formaninger overhørige – for ikke at tale om vi i modsætning til Jesus er fejlbarlige, og at der derfor ikke er nogen guldrandet garanti for at vi overhovedet ser rigtigt med vores formaning. Og selv hvis vi gør, kan det være at vi må væbne os med tålmodighed i lang tid – måske adskillige år – før den anden indser at vi havde ret. I mellemtiden må vi omfatte dem med den samme kærlighed og tålmodighed som Gud viser os selv.

                      Til slut vil jeg minde om at det måske allervigtigste, når vi taler om formaninger, er at vi øver os i at tage imod en formaning. Hvis dit ønske er at leve på en måde som ærer Gud – og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er den ædleste og største ambition et menneske kan have for sit liv – så er enhver formaning fra et andet menneske en gylden chance for at gøre fremskridt på dén vej. Selv en formaning der ikke lever op til de principper jeg har talt om i dag, kan bruges til noget positivt, for uanset hvor ufølsomt og hovmodigt en formaning bliver givet, kan den give anledning til selvransagelse og måske en bøn til Gud om at gøre os mere ligesom Jesus på det pågældende punkt. ”Skal jeg virkelig gøre det selvom den anden var så respektløs og uretfærdig over for mig?” Ja, for det er jo ikke for hans skyld du gør det, men for din egen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Anden Samuelsbog 11.26 - 12.7a, Lukasevangeliet 6.36-42, Romerbrevet 8.18-23

Posted By admin on 22. juni 2021

Det forsvundne får og den tabte mønt: Gud leder efter dig!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Nordkorea er ikke noget rart land at leve i. Ikke alene er der stor fattigdom, men det er også et gennemført overvågningssamfund hvor staten opfordrer indbyggerne til at angive hinanden hvis de ikke er loyale nok overfor lederen og ideologien – omtrent som tilfældet var i det nu hedengangne DDR. Dertil kommer en personkult omkring lederen Kim Jong-Un og hans afdøde far og farfar, som næppe har noget sidestykke i hele den moderne verden. En FN-rapport fra 2014 anslår at der sidder et sted mellem 80.000 og 120.000 fanger i landets berygtede fængsler og fangelejre, mens andre vurderer at tallet snarere er op imod 200.000. I forhold til indbyggertallet er det 10 gange så mange som i Danmark, og det som de fleste af fangerne har gjort sig skyldige i, er ikke det som vi ville kalde kriminalitet, men blot i at undlade at tilbede Kim Jong-Un så næsegrus som man skal. Tortur er udbredt i de overfyldte fængsler, og de værste af fangelejrene kan nærmest sammenlignes med Auschwitz.

                      Men selv hvis man ikke er så uheldig at komme i fængsel, er det altså stadig et hårdt og trøstesløst liv, og derfor forsøger rigtig mange at flygte over grænsefloden til Kina. Ganske vist er Kina heller ikke ligefrem et frit og demokratisk land, men det er dog trods alt mere frit og åbent end Nordkorea, og så er der desuden langt større velstand. De fleste nordkoreanere der flygter til Kina, gør det dog i håb om at kunne komme videre til Sydkorea, men mange ender i stedet som slaver hos kinesiske familier, hvis de da ikke bliver arresteret og sendt tilbage til Nordkorea, hvor der venter dem fængsel og tortur.

                      I det seneste nummer af nyhedsbladet fra organisationen Open Doors, der arbejder for at støtte og hjælpe forfulgte kristne, er der en beretning om en mand, der allerede som 15-årig flygtede fra Nordkorea til Kina efter i flere år at have levet på gaden og ernæret sig som lommetyv. Blandt de mange nye indtryk i Kina var mødet med kristne mennesker, for i Nordkorea er enhver form for gudsdyrkelse strengt forbudt – den eneste man må tilbede, er diktator Kim. Yeong Woo, som den unge mand bliver kaldt i artiklen (hans virkelige navn holdes hemmeligt af sikkerhedsmæssige grunde), kom selv til tro på Jesus i Kina, men efter tre år blev han arresteret og sendt retur til Nordkorea. På grund af sin unge alder, og fordi han ikke tidligere havde været på kant med loven, slap han med nogle måneder i fængsel, og så snart han var blevet løsladt, flygtede han til Kina igen, hvor han endnu en gang deltog i bibelstudier. Han blev dog på ny arresteret og sendt retur, og denne gang blev han dømt til to år i genopdragelseslejr. Han fortæller: ”Jeg var kun 20 år og blev chokeret over at se, hvordan de andre fanger så ud. De havde ingen lighed med mennesker. Næsten ingen kunne stå oprejst på normal vis, fordi de var så svage som følge af underernæring.” Så galt gik det dog ikke i første omgang for ham selv, for han blev frigivet inden de to år var gået, og flygtede for tredje gang til Kina, men for tredje gang blev han arresteret, og denne gang blev han udsat for tortur da han kom tilbage til Nordkorea. Efter et fængselsophold blev han dømt til tre år og ni måneder i den samme genopdragelseslejr som han tidligere havde siddet i, men der gik et år før lejren accepterede ham, for han var så svækket af fængselsopholdet at han ikke klarede det fysiske tjek – lejren ville ikke tage imod ham før hans vægt var kommet op(!) på 30 kilo!

                      Indtil dette tidspunkt havde Yeong Woos tro holdt hans mod oppe, og Gud havde også givet ham opmuntrende drømme, men i fangelejren mistede han modet. Han fortæller: ”Jeg var kun 22 år, og jeg følte, at det hele var uretfærdigt og meningsløst. Hvad havde jeg gjort forkert? Hele min dag gik med at hugge brænde, og jeg så mindst 50 personer dø, mens jeg var der. Jeg bad til Gud, men fik bare rungende tavshed som svar. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at en af mine medfanger var kristen. Det var en svagelig og syg ældre mand, og jeg tiggede og bad Gud om at helbrede ham og på den måde give min tro på ham ny vitalitet. I stedet døde den gamle mand lige for øjnene af mig. Da var jeg færdig med Gud!”

Da Yeong Woo havde afsonet sin straf, flygtede han for fjerde gang til Kina, og denne gang fortsatte han videre til Sydkorea, hvor han hver nat havde mareridt om livet som gadedreng, fængslerne, torturen og fangelejren. Han dulmede sin smerte med alkohol, gambling og penge, og fra tid til anden gik han i kirke, men faldt som regel i søvn. Efter otte år i Sydkorea tog han dog et valg. Han fortæller: ”Jeg gik ind til en gudstjeneste, løftede mine hænder og bad højt sammen med de andre. Det var min første ægte bøn i Sydkorea. Jeg spurgte Gud: Hvad er der sket med mig? Når jeg sover, har jeg mareridt, og når jeg er vågen, overvælder mine traumer mig. Pludselig hørte jeg en stemme inden i mig: Yeong Woo – jeg har aldrig forladt dig. Ordene gennemborede mig, og hele min krop rystede. Gud, tilgiv mig, råbte jeg. Så hørte jeg stemmen igen: Nu er det tid. Gå! Jeg vidste hvad det betød. Jeg skulle på bibelskole og uddanne mig som præst.” I dag arbejder Yeong Woo som præst i Sydkorea – men er som sagt alligevel nødt til at optræde under dæknavn når han fortæller sin historie, for der er hemmelige nordkoreanske agenter også uden for Nordkorea.

 

I dag har vi hørt to forskellige lignelser som Jesus fortalte. Den første handlede om et får som var stukket af fra hyrden. Det var altså strengt taget fårets egen skyld at det var kommet i problemer, men hyrden søgte alligevel efter det indtil han fandt det. Den anden lignelse handler om en mønt der bliver tabt, og der er situationen en anden. I modsætning til får har mønter jo ikke selv nogen kontrol over hvor de bevæger sig hen, og det giver ingen som helst mening at sige at en mønt selv kan være blot den mindste smule skyld i at den er blevet væk.

                      Den situation som Yeong Woo befandt sig i da han sad i fangelejren, kan nok bedst sammenlignes med møntens, i hvert fald til at begynde med. Men fordi han følte sig svigtet af Gud, traf han også selv et aktivt valg om at stikke af fra hyrden – hyrden passede jo ikke på ham alligevel, følte han. Det var ikke et valg der var baseret på en rationel analyse af at hans liv nok ville blive bedre uden Gud, men snarere et udtryk for fortvivlelse. Hans liv blev da heller ikke spor bedre af at han prøvede at leve det uden Gud; tværtimod blev han ved med at sidde fast i fortvivlelsen, også efter at han – imod alle odds – var blevet løsladt og var undsluppet til Sydkorea, men altså stadig var martret af sin fortid. Problemet var bare at han ikke selv kunne finde vejen ud af fortvivlelsen, hverken med eller uden Gud. Ligesom det forsvundne får og den tabte mønt var han afhængig af at nogen fandt ham. Menneskeligt set virkede det meget lidt sandsynligt at dét nogensinde ville ske – men da han til sidst i sin desperation på ny vendte sig til Gud, fik han altså det utrolige svar: ”Yeong Woo – jeg har aldrig forladt dig.”

                      Havde Gud virkelig aldrig forladt Yeong Woo? Heller ikke dengang han sad hjælpeløs og forkommen i fangelejren, og den gamle mand døde i armene på ham trods hans anråbelser til Gud? Nej, det havde Gud ikke – ikke hvis man spørger Yeong Woo i dag, i hvert fald. Hvorfor Gud tillod ham at opleve alle de rædselsfulde ting, kan vi med rette undre os over, og det får vi næppe nogensinde noget svar på. En af de længste bøger i Bibelen, nemlig Jobs Bog i Det Gamle Testamente, er netop dedikeret til spørgsmålet om hvorfor Gud tillader at mennesker udsættes for uforskyldt lidelse, men selvom den er lang, giver den ikke noget svar. I stedet slutter den med at Job lærer at Gud er så stor, og vi mennesker er så små, at vi aldrig vil kunne komme til at forstå Gud. Men de gode nyheder er at det behøver vi heller ikke. Det som Gud beder os om, er ikke forståelse, men tro – tro på at Gud både vil os det godt og har magt til at føre sin vilje igennem, også selvom der måske lige i øjeblikket ikke er meget der tyder på det.

                      Den kristne tro er nogle gange en tro på trods; men den er dog trods alt ikke en tro i blinde. Uanset hvordan vores omstændigheder tager sig ud, så har vi fået to klippefaste tegn: et på Guds godhed og kærlighed, og et på hans magt og styrke. Tegnet på at Gud virkelig vil os det godt, fik vi på korset langfredag: Jesus havde ikke behøvet at hænge der på korset og lide; han sagde selv til disciplene da han blev arresteret, at han så let som ingenting ville have kunnet bede sin far, Gud, om at sende en kæmpe hær af engle og befri ham. Men han udholdt korset for vores skyld for at købe os fri fra syndens og dødens og djævelens magt. Når Gud Fader og Søn ydede stå stort et offer for os, har vi absolut ingen grund til at tvivle på hans gode intentioner for os, uanset hvordan vores omstændigheder ser ud. Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet, som han skrev på et tidspunkt hvor mange stræbte ham efter livet, og han godt var klar over at han nok ville ende med at blive slået ihjel for troens skyld: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,31b-32). Og at Gud også har magt til at sætte sin gode vilje igennem, det demonstrerede han tre dage senere da Jesus opstod fra de døde.

                      Den Jesus som gav sit liv for vores skyld, var den samme Jesus som fortalte historierne om fåret og mønten, der på hver sin måde bliver væk, men som begge bliver fundet. Vi har altså hans ord for at Gud aldrig forlader os, men tværtimod leder og søger efter os hvis vi kommer på afveje, og ikke helmer før han har fundet os. Og når han har fundet os, så bliver han om muligt endnu mere glad end vi selv gør, over at vi nu er i sikkerhed: Hyrden kalder venner og naboer sammen så de kan glæde sig med ham over at han har fundet det får han havde mistet, og kvinden på samme måde sine veninder og nabokoner så de sammen med hende kan glæde sig over den genfundne mønt. Som illustration af det vil jeg slutte med at genfortælle noget som sangeren Michael Falch i foråret fortalte i radioprogrammet Tal til mig på P1, hvor mennesker fortæller om afgørende vendepunkter i deres tro (og jeg skylder at nævne at jeg citerer fra sognepræst Peter Fischer-Nielsens prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad): Michael Falch fortæller i radioprogrammet ”at han på et tidligt tidspunkt i sin trosrejse havde et Jesus-syn under en meditation. Han så et rum, som han gik ind i – og der i rummet sad Jesus. Det, som Michael Falch først og fremmest lagde mærke til, var Jesu store taknemmelighed over at se ham. Vi kan tænke, at det er upassende, at det var sådan, Michael Falch oplevede Jesus. Var det ikke mere rigtigt, at han som det første var blevet ramt af Jesu renhed, retfærdighed, kærlighed eller sandhed, og at det havde bragt ham på knæ i ydmyghed og ærefrygt? Men det er faktisk den samme overraskende, ja nærmest provokerende reaktion på omvendelse, som vi møder i evangelieteksten i dag: Der bliver glæde i himlen! Der er ikke tale om en kølig tolerance og: ’lad os nu se, hvordan det går. før vi lader os rive med af en stemning!’ Det er uforbeholden jubel. Udfordringen ligger måske i at få den fortabte til at tro på, at omvendelsen virkelig kan afføde den reaktion” (Pr.Bl. 2021/22-23, s. 546).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Esajas' Bog 57.15-19, Første Peterbrev 5.6-11, Lukasevangeliet 15.1-10

Posted By admin on 17. juni 2021

Det store festmåltid: En anderledes fest

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Prøv at lukke øjnene og forestille dig himlen. Altså ikke det blå ”tag” som vi kan se over os hvis vi går udendørs på en skyfri dag, men Guds himmel, som vi lige har sunget om.  Hvad ser du for dig? Hvide sandstrande med slanke palmetræer ved en azurblå bugt? En lysegrøn løvskov fuld af fuglefløjt? En dejlig have fuld af frugttræer og smukke blomster? Æteriske toner og kalejdoskopiske farvespil? Det er meget forståeligt hvis du tænker på en eller flere af de ting jeg lige har nævnt, og jeg tror ikke der er noget af det der er forkert – men det er værd at lægge mærke til at det billede som Bibelen hyppigst anvender om Guds rige, er en fest! – nærmere bestemt et festmåltid. Et festmåltid hvor der indtages marvfede retter og ædel, lagret vin, som vi hørte i læsningen fra Esajas’ Bog. Vi ser da også adskillige steder i Det Nye Testamente når folk taler om Guds rige, at det som de regner med at man foretager sig dér, er at sidde til bords. ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget” siger Jesus i Matthæusevangeliet 8,11, og den lignelse vi lige har lyttet til, den fortalte Jesus fordi der var en mand der havde sagt: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” (Luk 14,15). Samtalen fandt i øvrigt netop sted i forbindelse med et middagsselskab som Jesus var blevet inviteret med til.

                      Jeg gad for resten godt vide hvordan du har det med at tænke på himlen som et middagsselskab. Tænker du: ”Yes! Himlen er endnu federe end jeg troede!”, eller tænker du tværtimod: ”Gab, det lyder godt nok kedeligt!”? Det kommer måske an på hvilke erfaringer du har gjort med middagsselskaber, ikke mindst som barn. Hvis du har minder om at skulle sidde stille i dit stiveste puds og lytte til alenlange, dødkedelige taler, så forstår jeg godt hvis du ville foretrække den tropiske sandstrand! Men i Bibelen er et festmåltid altid et symbol på stor glæde. Det skal ses i sammenhæng med at den mad man spiste til hverdag, var simpel og ensformig, ligesom den var her i Danmark før i tiden. Der var ingen køleskabe, så kød der ikke var tørret eller saltet, fik man kun når man havde slagtet, og det gjorde man kun ved helt særlige lejligheder – i lignelsen om den fortabte søn, som mange af jer sikkert kender, vælger faderen for eksempel at slagte fedekalven i glæde over at hans søn kommer hjem. Den pointe vi skal tage med os, er altså at Guds rige er fyldt med glæde! Det er en fest – og vel at mærke ikke en kedelig en af slagsen, men den skønneste, gladeste, festligste fest du kan forestille dig! Og hvis du er den introverte type som slet ikke bryder dig om fester, så forestil dig noget som for dig er indbegrebet af den allerstørste glæde.

                      ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” var der som sagt lige en mand der havde sagt til Jesus ved det middagsselskab hvor dagens lignelse blev fortalt. Eller som det er gengivet i den nudanske Bibelen2020: ”Hvor er man heldig, når man får lov at sidde til bords hos Gud!” Ud over at festmåltider var forbundet med stor glæde, så var det også en stor ære at blive inviteret, især hvis det var en betydningsfuld person der holdt fest – og hvem er mere betydningsfuld end Gud?

                      Spørgsmålet var så bare hvem der ville få æren af at blive inviteret til Guds fest? Manden der fremsatte udsagnet, var tilsyneladende langt fra sikker på at han selv ville være blandt dem der kom i betragtning, og det skyldtes måske selskabet. Det middagsselskab som både han og Jesus var inviteret med, foregik nemlig hos en af de ledende farisæere, og farisæerne var den absolutte elite når det gjaldt fromhed. Ikke alene kunne de alle de 613 bud i Moseloven udenad og vidste hvilke af dem der havde forrang hvis to af dem kom i konflikt med hinanden, men de havde også styr på alle de rabbinske traditioner der i århundredernes løb var blevet føjet til, og som var yderst nyttige til at få overblik over hvem der virkelig gik op i religionen, og hvem der bare var hangarounds. Farisæerne var ikke i tvivl om at hvis nogen var selvskrevne til Guds gæsteliste, så var det dem! Og værten ved dagens middagsselskab var endda en af de ledende farisæere, så han var virkelig toppen af poppen! Så når en af gæsterne sagde: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!”, var det måske mest af alt ment som en kompliment til værten?

                      I lyset af det må den historie som Jesus valgte at fortælle, være kommet som noget af et chok, for den handlede jo om et festmåltid hvor gæstelisten endte med at se meget anderledes ud end nogen ville have regnet med. Værten ved gæstebuddet (som selvsagt er et billede på Gud; det kan ingen af de tilstedeværende have været i tvivl om) ender endda med at sige: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” Der er altså ikke nogen der er mere selvskrevne end at de kan risikere at ende med at gå glip af festen til sidst.

                      Men hvorfor endte de der oprindelig var indbudt, med at gå glip af festen? Var det fordi værten var utilregnelig og trak sine invitationer tilbage? Nej, det var såmænd fordi de ikke gad komme til festen da det kom til stykket! Alle sammen havde de noget der var vigtigere end at deltage i festen: ”Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den.” Som om marken løber nogen steder mens han er til fest! ”Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem.” Altså, hvis du ikke har prøvet dem inden du købte dem, så er der nok ikke så meget at gøre ved det alligevel, er der? ”Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.” Hvorfor ikke? Du kan da tage konen med! Alt sammen lamme undskyldninger, ikke sandt?

Men måske alligevel noget som vi godt kan relatere til. For ganske vist løber marken forhåbentlig ikke nogen steder, men det er dog forståeligt at nyanskaffelsen fylder meget i mandens bevidsthed. Dengang jeg havde en ungdomsklub i Husum Kirke, var der en dag en af de unge der skrev til mig at han desværre ikke kunne komme fordi han lige havde fået en knallert, og den var han bare nødt til at vise frem for sine kammerater. Jeg forsøgte mig med at han da var velkommen til at tage den med hen i kirken og vise den frem for de andre i Den Overnaturlige Klub (som vores klub i kirken hed), og han kunne jo bare vise den til de andre kammerater i morgen og så videre, men det overrasker næppe nogen af jer at jeg talte for døve øren (eller ”skrev for blinde øjne” må det vel hedde når det foregik skriftligt i en chat?). Udsigten til en aften i ”Den Overnaturlige Klub” kunne ganske enkelt ikke konkurrere med fascinationen af den nye knallert og glæden ved at vise den frem til de nærmeste kammerater.

Og på det punkt er en 16-årig dreng med en ny knallert nok ikke så forfærdelig meget anderledes end de fleste voksne. Vi har det også med at prioritere det der optager os lige netop nu, højere end det meste andet, og især da hvis vi ikke er overbeviste om at det vi vælger fra, overhovedet er værd at prioritere. I virkeligheden var det nok det der var på spil hos de mennesker i lignelsen, der meldte afbud til festen: De regnede ikke med at de gik glip af noget særligt!

Skal jeg være helt ærlig, så kan jeg egentlig godt forstå at den unge mand fra Husum foretrak knallerten og vennerne frem for klubben i kirken, for selvom jeg selvfølgelig gjorde hvad jeg kunne, for at det skulle være sjovt og hyggeligt og spændende at komme i DOK (som klubben blev kaldt i daglig tale), så måtte jeg gang på gang indse at mange af de unge syntes at der var federe fester andre steder i byen. Det samme er nok årsagen til at de danske kirkebygninger ikke er fyldt til sidste plads hver eneste søndag: De fleste synes ikke at en time i kirken kan konkurrere med en time hjemme under dynen eller foran fjerneren eller med avisen eller i familiens skød. Og en af årsagerne til at det er sådan, er måske at vi der rent faktisk kommer herhen hver søndag, og som måske endda er ansatte til at lede gudstjenesten, ikke i tilstrækkelig grad har forstået at det rige vi prædiker og synger om, er verdens fedeste fest!

Selvfølgelig kan vi ikke rende rundt med kæmpestore smil på og råbe højt halleluja hele tiden, eller jo, nogle få kan måske, men for de fleste af os ville det virke påtaget. Vi er jo ikke kommet hjem til Gud endnu, og i denne verden er der meget der ikke er som det burde være, eller som vi kunne ønske os. Men troen på at der venter os en fest med grænseløs glæde, kunne måske alligevel inspirere os til at lade glæden fylde mere i vores liv – og i vores gudstjeneste?

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Esajas' Bog 25.6-9, Første Johannesbrev 3.13-18, Lukasevangeliet 14.16-24

Posted By admin on 8. juni 2021

Den rige mand og Lazarus: Er du fattig eller rig?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Karl var rig. Meget rig. Så tit han fik mulighed for det, red han lange ture rundt om sine marker og nød alt det han havde fået samlet i sit liv. En dag standsede han ved en pragtfuld eg. Op ad træets stamme sad Hans og pakkede sin madpakke ud. ”Om forladelse. Jeg så dig ikke,” sagde Hans da han efter noget tid så op på rytteren. ”Jeg sad bare her og takkede for den mad jeg skal til at spise.”

Karl så på den tørre brødhumpel og det lille stykke ost som udgjorde den gamle mands frokost. ”Hvis det var alt hvad jeg fik at spise, ville jeg ikke føle mig særlig taknemmelig,” grinede han.

”Det er såmænd godt nok til mig,” sagde Hans med et smil. ”Men ved du hvad? Det er mærkeligt at jeg skulle møde dig netop i dag. I nat havde jeg nemlig en mærkelig drøm. Igen og igen hørte jeg en stemme sige at i nat vil byens rigeste mand dø. Jeg ved ikke om det betyder noget, men jeg tænkte det var bedst at fortælle dig det.”

”Sikke noget pjat!” råbte Karl oprørt og galoperede væk. Men selvom Karl red en meget lang tur, kunne han ikke rigtig glemme det Karl havde fortalt. Så da han kom hjem, bestemte han sig for en sikkerheds skyld til at få fat i byens læge. Han forklarede ham hvad der var sket, og bad lægen undersøge ham. ”Det lyder som noget værre sludder,” sagde lægen. Men hvis du vil, skal jeg selvfølgelig nok undersøge dig.”

Efter at have undersøgt Karl fra top til tå, sagde lægen: ”Karl, du er friskere end nogensinde. Der er absolut ikke noget der tyder på at du skulle dø i nat.” Karl følte sig lidt bedre tilpas, men bad alligevel lægen om at holde ham med selskab i nattens løb. De spillede kort til den lyse morgen hvor de til sidst faldt i søvn.

Ved nitiden blev de vækket af en dreng som kom og bankede på. ”Jeg har en besked til lægen,” sagde drengen. ”Han skal straks tage hen til Hans’ hus, for Hans er død mens han sov i nat.”

 

Denne opbyggelige lille fortælling er skrevet af Christina Reftel og findes i hendes bog Der er altid en vej (og i øvrigt også i konfirmandmaterialet Con Dios, som Christina Reftel er medforfatter til). Jeg kom til at tænke på den fordi den på mange måder minder om den bibelske beretning vi har hørt i dag, og som vi plejer at kalde ”Lignelsen om den rige mand og Lazarus”. Selvfølgelig er der også nogle forskelle, for den fattige Hans i Christina Reftels historie havde trods alt et noget bedre liv end Lazarus fra Jesu historie, og Jesus siger da heller ikke noget om at Lazarus var taknemmelig; tværtimod ”ønskede [han] kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord”. Alligevel vil jeg vove den påstand at det dybest set var Lazarus der var den rigeste af de to mænd i lignelsen. Hvorfor? Fordi den mand der ”klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt”, ikke kunne tage noget af det med sig da han døde. Det var alt sammen kun til låns, og da han slog øjnene op i dødsriget, havde han intet tilbage. Lazarus, derimod, savnede ingenting efter sin død. Så hvem var den rige da det kom til stykket – ham der havde det hele, men mistede det for altid, eller ham der først ingenting havde, men fik en rigdom han aldrig kunne miste? Det giver vist sig selv.

                      Men hvorfor mistede den rige mand det han havde? Fordi han var fattig på de ting der virkelig betyder noget. Han var ”ikke rig hos Gud”, som Jesus siger om den rige bonde der er hovedperson i den lignelse der er prædiketekst til denne søndag i lige årstal (det bliver 19. juni 2022 næste gang). En talemåde lyder: ”Nogle mennesker er så fattige, at de ikke har andet end penge”, og noget tyder på at den velbeslåede mand i dagens lignelse hørte til den kategori. Fordi han ikke havde andet end penge, mistede han alt. Måske var det det Jesus mente da han i en anden sammenhæng sagde: ”For den, der har, til ham skal der gives; og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har” (Mark 4,25).

                      Umiddelbart kan det lyde som om lignelsens budskab er at når vi dør, bliver der vendt op og ned på alt, sådan at de der har været fattige i denne verden, bliver rige, mens de der har været rige i denne verden, bliver pint og straffet. Så enkelt tror jeg dog ikke det er – heldigvis, kan man sige, for jeg vil tro at en meget stor del af os der er i kirke i dag, hører til de rigeste 10 procent af verdens befolkning rent materielt. Jeg gør i hvert fald. Men selvom Jesus siger et sted at ”Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige”, så tilføjer han dog: ”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud” (Luk 18,25-27).

                      Det lyder måske umiddelbart ikke så opmuntrende endda at vi der i verdslig forstand er rige, har samme muligheder for at blive frelst som en kamel har for at passere igennem et nåleøje, men uden at gå i detaljer med udlægningen af de vers (de kommer nemlig som prædiketekst allerede om 5 uger), vil jeg minde om at intet menneske kan frelse sig selv. De der er fattige i verdslig forstand, er heller ikke garanteret en plads i Guds rige blot fordi de er fattige. Det som det til syvende og sidst kommer an på, er om vi er rige hos Gud.

                      Hvordan bliver man så rig hos Gud? Svaret er simpelt: Det gør man ved at tage imod i tro. Der er nemlig intet Gud hellere vil end at overøse os med sine rigdomme. Det kræver blot at vi erkender vores fattigdom og vores afhængighed af ham, så vi ikke afviser det som Gud vil give os. Og det er dér der nemt kan være en forskel på dem der er henholdsvis rige og fattige i verdslig forstand, for vi rige er tit dem der kan have sværest ved at erkende at vi i virkeligheden er ludfattige på de ting der har evighedsværdi.

                      Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, begynder med at Jesus dikterer nogle små breve som Johannes skal sende til syv forskellige menigheder i Lilleasien. Der har gennem tiderne været mange forskellige tolkninger af de syv breve, og vores egen ”nationalsalmedigter” Grundtvig har ikke holdt tilbage; han udfoldede sin noget specielle tolkning i maratondigtet Christenhedens Syvstjerne, som er på ikke færre end 833 strofer (og nej, jeg er desværre ikke nået til at læse det endnu). (En af frugterne af Grundtvigs syn blev i øvrigt oprettelsen af Dansk Santalmission, så noget godt kom der da ud af det). Nå, men det jeg ville sige, var at i det sidste og måske mest kendte af de syv breve, nemlig det til menigheden i Laodikea, siger Jesus sådan her: ”Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet; og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig” (Åb 3,17-20).

                      Vi behøver altså ikke at stå og hamre og banke på Guds dør for at få lov til at komme ind i hans rige; nej, Jesus står selv og banker på vores dør og trygler os om at omvende os og lukke ham ind i vores liv så han kan gøre os virkeligt rige. Og det vi skal omvende os fra, det er vores selvtilstrækkelighed, som forhindrer os i at indse hvor elendige og ynkelige og fattige og blinde vi er, åndeligt set.

                      Da den forhenværende rigmand pintes i dødsriget, lader det til at han endelig var i stand til at tænke på andre end sig selv, nemlig sine fem brødre, og han udtrykker håb om at de vil omvende sig så de ikke havner samme sted som han selv er havnet. Det må siges at være underforstået at det at omvende sig for deres vedkommende ikke mindst ville omfatte at de delte deres rigdom med de fattige, og jeg vil ikke lægge skjul på at det naturligvis er noget vi skal gøre. Det hørte vi jo også i dagens anden læsning fra Første Johannesbrev: ”Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.” Og jeg minder om, som jeg har sagt før, at det at elske i bibelsk forstand ikke handler om varme følelser, men om handlinger. Det ser vi også i Jakobsbrevet, hvor der blandt andet står: ”Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: ’Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,’ men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død” (Jak 2,15-17).

                      Det betyder ikke at vi kan gøre os fortjent til frelsen ved at gøre gode gerninger. Frelsen er en gratis gave fra Gud, og om vi så gav alt hvad vi ejede, til de fattige, ville vi ikke på den måde kunne købe os til at være rige hos Gud. Man bliver ikke rig hos Gud ved at dele sin verdslige rigdom ud, men den der er rig hos Gud, deler sin verdslige rigdom ud. Hvor mange penge vi skal give til dem der mangler, for at vi har givet ”nok”, tror jeg ikke at man kan sætte på formel; det er noget som den enkelte må gøre op med sin samvittighed og med Gud (selvom 10% nok er en glimrende tommelfingerregel). Det vigtigste er at vores grundindstilling i alle de valg vi træffer, både de økonomiske og alle andre valg, er gavmildhed – den gavmildhed som også kendetegner Gud.

                      Er du fattig eller rig? Er du, ligesom manden i purpur og fint linned, så fattig at du ikke har andet end penge – uanset om du har mange eller få af dem? Eller er du så rig at du har noget at give af til dem der trænger – uanset om det er penge, tid, praktisk hjælp, et lyttende øre, eller måske blot et opmuntrende smil? Hvis vi skal være hudløst ærlige, tror jeg at det er de færreste af os der kan sige os fri fra at have i det mindste en rem af huden fra den materielt rige mand der ikke havde øje for den fattige mand uden for sin dør. Men de gode nyheder er at hvis vi erkender vores åndelige fattigdom og kommer til Gud med den, så vil han gøre os rige.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Esajas' Bog 58.5-12, Første Johannesbrev 4.16b-21, Lukasevangeliet 16.19-31

Posted By admin on 1. juni 2021

Jesus og Nikodemus: Født af Ånden

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Trinitatis søndag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 19. maj 1975 var en stor dag i mit liv. En af de største, hvis jeg selv skal sige det. Den dag lavede jeg nemlig et fantastisk udbryderstunt. Jeg befandt mig i et meget lille rum hvor jeg oven i købet var omgivet af vand, og der var næsten helt mørkt, så jeg kunne ingenting se. Men det lykkedes mig ved en enorm kraftanstrengelse, som jeg havde planlagt gennem 9 måneder, at bryde ud i friheden.

                      Eller måske var det ikke helt sådan det foregik. Måske var det i virkeligheden min mor der gjorde det hårde arbejde, bistået af en jordemoder. Selv vidste jeg jo knap nok hvem jeg var dengang, og indtil jeg blev født, anede jeg slet ikke at der overhovedet var en verden uden for min mors mave. Hvis det havde kommet an på mig selv, var jeg aldrig nogensinde blevet født, for det at blive født er ikke noget som et menneske selv er i stand til. Derfor er det meget forståeligt at Nikodemus blev forvirret over det svar han fik da han opsøgte Jesus.

Nikodemus var ikke en hr. hvem som helst. Vi får blandt andet at vide at han var medlem af jødernes råd, eller ”Sanhedrin”, som det hed på hebraisk (et fremmedord som var dannet af det græske ord synédrion, som blot betyder ”forsamling”). Sanhedrin var en forsamling af 71 fremtrædende lærde, der blandt andet fungerede som en slags højesteret i jødernes interne anliggender – det var for eksempel Sanhedrin der besluttede at dødsdømme Jesus, selvom de havde brug for Pilatus til at afsige den formelle dom fordi det selvstyre jøderne havde under det romerske overherredømme, ikke omfattede magten til at afsige dødsdomme. (Jeg skylder i øvrigt at sige at Nikodemus talte Jesu sag overfor de andre medlemmer af Sanhedrin, men uden held (Joh 7,50-51)). Nikodemus var altså jurist, men han var også teolog, for i et samfund der var bygget på guddommelig lov, kom de to ting ud på ét.

Men ikke nok med at Nikodemus var et af de 71 medlemmer af Sanhedrin; der er noget der tyder på at han derudover havde en helt unik position. ”Du er lærer i Israel”, siger Jesus til ham, og det lyder måske ikke af noget særligt. Her i Danmark er der for eksempel i omegnen af 51.000 folkeskolelærere, og selvom skolesystemet i Israel på Jesu tid næppe var lige så udbygget som det i dagens Danmark, så har det at være lærer nok alligevel været mindre eksklusivt end at være medlem af Sanhedrin. Men den danske oversættelse snyder os lidt her, for det som Jesus siger til Nikodemus, betyder ordret: ”Du er Israels lærer” eller ”Du er læreren for Israel”. Og det lyder jo straks mere unikt! Mit bedste bud på hvad det betyder, er at Nikodemus har været noget i retning af universitetsrektor, og det vel at mærke et universitet der specialiserede sig i studiet af Israels hellige skrifter (de skrifter som vi kender som ”Det Gamle Testamente”). Han har altså nærmest været for jøderne i det første århundrede hvad Dumbledore er for troldmændene i Harry Potter-bøgerne. Hvis der var nogen i Israel som burde have forudsætningerne for at kunne forstå det når Jesus talte om Gud, så var det Nikodemus!

Når nu Nikodemus havde så mange ”stjerner på skuldrene”, så skulle man mene at det var en stor ære for en ung prædikant at blive opsøgt af ham og endda blive hilst med ordene: ”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud”. Nikodemus havde set nogle af de mirakler Jesus gjorde, får vi at vide, og de havde selvsagt gjort et stort indtryk på ham; og derudover må have hørt nogle af de ting Jesus sagde, og være blevet imponeret over den indsigt han havde. Når han opsøgte Jesus, var det sikkert med en forventning om at denne unge rabbi faktisk kunne lære ham noget om Gud – måske hvordan man gjorde mirakler?

Det er også muligt at Nikodemus ligefrem havde gennemskuet at Jesus var selveste Messias, altså den konge som jøderne ventede på, og som de forventede skulle genoprette det kongedømme som den store kong David havde stået i spidsen for 1000 år tidligere, i en ny og endnu bedre udgave hvor der skulle være fred, og alle ville gøre Guds vilje – og måske ville Nikodemus tilbyde Jesus sin hjælp til at virkeliggøre det projekt? Sådan et tilbud kunne Jesus da kun tage imod med kyshånd, skulle man mene, omtrent som hvis Kasper Schmeichel meldte sig frivilligt til at vogte målet hos en ambitiøs danmarksserieklub, eller hvis Eric Clapton tilbød sig som guitarist for et ungt garageband i en afkrog af England.

Men hvad svarer Jesus? ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”! Han er ikke spor imponeret over Nikodemus’ fornemme cv. Og hvorfor skulle han også være det, kan vi spørge, vi der sidder her 2000 år senere og ved hvem Jesus i virkeligheden var, og hvordan det hele endte. Men for Nikodemus må det have været noget af et chok.

”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt?” replicerer Nikodemus. ”Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Det er lidt uklart hvad der ligger i det spørgsmål. En mulighed er at Nikodemus misforstod Jesus og troede at han mente at man bogstaveligt talt skulle en tur ind i sin mors mave igen. En anden mulighed er at hans lidt naive spørgsmål blot var udtryk for at han ganske vist godt kunne regne ud at Jesus ikke mente det bogstaveligt, men at han ikke havde nogen idé om hvad han så mente. Men der er også den mulighed (og det er den mest sandsynlige, tror jeg) at han udmærket godt forstod hvad Jesus mente, men at han betragtede det som lige så umuligt som det ville være bogstavelig talt at komme ind i sin mors mave igen.

Hvad mente Jesus da? Ja, vi kan jo lade ham selv forklare det: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.” Jesus taler altså ikke om vores krop (den skal også nok blive genskabt på et tidspunkt), men om vores indre menneske, vores ånd, som altså har brug for en gennemgribende omkalfatring hvis vi skal kunne blive en del af Guds rige.

Eller faktisk mere end det, for en fødsel indebærer jo ikke kun at der sker en kropslig forandring med den person som bliver født (blandt andet at man går fra at få ilt via navlestrengen til i stedet at trække vejret), men også at man træder ind i en helt ny verden. Før man bliver født, lever man i en meget lille og begrænset verden, nemlig livmoderen, men ved fødslen træder man pludselig ind i en helt ny og langt, langt større verden der byder på både sociale, visuelle, musikalske og gastronomiske oplevelser. Det er ikke for ingenting at et af synonymerne for at blive født er at ”komme til verden”.

Grunden til at Nikodemus ikke kunne se Guds rige, var altså at han, åndeligt set, var ikke bare et spædbarn, men et ufødt barn: Hele den verden som har med Gud og hans rige at gøre, den havde Nikodemus slet ikke set endnu! Han havde sikkert læst om den, for rent intellektuelt var han jo en superstjerne, men han anede ikke hvordan der så ud i virkeligheden. Og det lader til at han ikke engang var klar over at han gik glip af noget, for det er jo de færreste ufødte børn der er klar over at der findes en verden uden for mors mave, må man gå ud fra!

Derfor må Jesus også skuffe Nikodemus med at der ikke er noget som helst han selv kan gøre, som kan give ham adgang til Guds rige, for man kan jo ikke føde sig selv. Hvis han ønsker at se Guds rige, så har han brug for at Ånden kommer ham til hjælp og føder ham. Sådan er vilkårene for alle mennesker, og selv den klogeste teolog er ingen undtagelse. ”Guds visdom kan verden nemlig ikke forstå, og det er heller ikke meningen”, som Første Korintherbrev 1,21 lyder i Bibelen2020. Det at kende Gud er ikke noget der foregår på det intellektuelle plan, men på et lang dybere plan som har med det inderste af vores væsen at gøre; det som Bibelen kalder for vores ”ånd”.

Det gode ved dét er at det betyder at vilkårene er ens for alle. Vi behøver altså ikke at være kloge som Nikodemus (eller for den sags skyld fromme som Mother Teresa) for at komme ind i Guds rige, for det at blive født kræver ikke nogen forudsætninger. Der er ikke noget menneske som Guds Ånd ikke kan føde på ny! ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, som der står i Johannesevangeliet 3,16 som vi hørte i prædiketeksten til i mandags (det skriftsted kommer i øvrigt umiddelbart efter prædiketeksten til i dag, som nemlig slutter med Johannesevangeliet 3,15). Det eneste det kræver, er at vi lader ham gøre det – at vi erkender vores tilstand og kommer til Gud i vores hjælpeløshed.

Så hvis du sidder i dag og tænker at du aldrig har forstået hvorfor der er nogle mennesker der er så pjattede med alt det med Gud og Jesus, så er det måske bare fordi du ikke er blevet født endnu! – åndeligt altså! Men hvad så – betyder det at det bare er ærgerligt for dig at Gud ikke har valgt at føde dig åndeligt? Nej, det betyder det heldigvis ikke. Umiddelbart efter at have sagt ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd”, sagde Jesus jo: ”Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.” Det ord der i den danske oversættelse er oversat med ”må”, er et ord som betegner pligt, nødvendighed, eller at noget er det rette at gøre. Og uanset hvilken af de tre nuancer af ordet der er tale om her, når vi til samme konklusion: Hvis noget er det rette at gøre, skulle Gud af alle (jeg havde nær sagt ”af alle mennesker”) så ikke gøre det? Og hvis det ligefrem er nødvendigt, så endnu mere! Og er det pligten vi har fat i, så ville Gud aldrig pålægge os en pligt uden at gøre det muligt for os at opfylde den. Derfor tør jeg sige med 100 procent sikkerhed at Helligånden genføder enhver som ønsker det!

”Jamen plejer I præster ikke at sige at vi bliver genfødt når vi bliver døbt?” Jo, det stemmer, så hvis du er døbt, så er du teknisk set allerede født af Ånden. I så fald har du blot brug for at opdage det – at ”pakke gaven op”, så at sige. Det kan Gud også hjælpe dig med hvis du beder ham. Og hvis du gerne vil have et andet menneske med som ”bisidder”, står præsten altid til rådighed – det er mere end noget andet det jeg er til for.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til trinitatis søndag 2021
Tags: Fjerde Mosebog 21.4-9, Johannesevangeliet 3.1-15, Romerbrevet 11.32-36