Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2021
Posted By admin on 14. september 2021
Markens liljer: Har du taget misteltenen i ed?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 15. søndag efter trinitatis 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg har altid syntes at mytologi var spændende. Da jeg var barn, var det mest fordi jeg syntes at beretningerne om Osiris, Perseus og Thor var nogle spændende eventyr, og jeg tænkte ikke så meget over at beretningerne ikke var ”født” som eventyr, men var blodig alvor for mennesker der levede for et par tusind år siden. I dag synes jeg først og fremmest at mytologiske beretninger er spændende fordi de fortæller en masse om hvad der til alle tider har optaget os mennesker, så som den magtesløshed man kan føle overfor en ond skæbne. Både i den græsk-romerske og den nordiske mytologi er Skæbnen nemlig så stærk en magt at selv guderne kæmper forgæves imod den.
En af de nordiske guder som ifølge sagnet kæmpede forgæves mod skæbnen, var Balder. I det islandske skrift der kaldes Den Yngre Edda, fortælles det at både Balder og hans mor, Frigg, samme nat drømte den samme drøm om at Balder ville dø. (I den gamle nordiske religion betragtede man nemlig ikke guderne som udødelige, og slet ikke som almægtige, men blot som nogle væsener der var stærkere end mennesker og levede i en anden dimension). Balder og Frigg tolkede deres drømme som varsler, og derfor fik Frigg alle ting i verden til at sværge på at de ikke ville skade Balder. Nu hvor Balder således var blevet usårlig morede guderne i Valhalla sig med at kaste alle mulige ting efter Balder, men den onde Loke fandt ud af at Frigg havde sprunget misteltenen over dengang hun tog alle ting i ed, fordi hun mente at den var ufarlig. Fordi Loke var jaloux på Balder, lavede han en magisk pil af mistelten, som han gav til Balders blinde bror Høder, der skød den afsted og dræbte Balder. Derfra har vi talemåden ”at tage misteltenen i ed”, som betyder at træffe alle tænkelige forholdsregler så man ikke kommer galt afsted.
Dengang myten blev til, tror jeg de fleste mennesker accepterede det som et livsvilkår at man ikke kan tage alle misteltene i ed. Der er så mange ubekendte faktorer i den verden vi lever i, og vi ved aldrig om vi får i morgen med. Vi kan ellers gøre meget mere for at sikre os i dag end vores forfædre kunne for et par århundreder siden: Vi har adgang til rent drikkevand, vaccinationer, gratis lægehjælp, sikkerhedsseler, socialt sikkerhedsnet og så videre og så videre, så vi der lever i Danmark i dag, er måske nogle af de mennesker i verdenshistorien der har haft allermindst grund til at bekymre os. Hvis der nogensinde har været et folk der kunne leve sorgløst og bekymringsløst, så må det være os, skulle man mene! Men gør vi det? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg griber i hvert fald alt for tit mig selv i at være bekymret over snart det ene, snart det andet, og jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er den eneste.
I prædiketeksten til i dag nævner Jesus nogle ting som vi ikke skal bekymre os om, og det er nogle helt grundlæggende ting, nemlig mad og drikke og tøj. Jeg tror ikke der har været noget tidspunkt i mit liv hvor jeg har været bange for at jeg ville komme til at mangle mad eller tøj, og på det punkt ligner jeg nok de fleste andre danskere i min generation (om end desværre ikke alle, for selv her i Danmark findes der mennesker der reelt er fattige, men det er en helt anden diskussion). Men der er jo mange andre ting man kan bekymre sig om, for vi mennesker har også andre behov end mad og tøj. Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow fremsatte i 1943 en teori der populært er blevet kendt som ”Maslows behovspyramide”, som går ud på at de forskellige menneskelige behov bygger oven på hinanden som en pyramide: Nederst er de rent fysiske behov for mad og tøj og den slags, og når de er opfyldt, går vi videre til at søge at få opfyldt behovet for tryghed og sikkerhed, dernæst behovet for kærlighed, venskab og tilhørsforhold, og så videre, helt op til de langt mere luksusprægede behov for selvrealisering og æstetiske oplevelser i toppen. Maslows model er med rette blevet kritiseret på en lang række punkter, men den rummede i det mindste den indsigt at så snart ét behov er blevet mødt, melder der sig et nyt; vi når aldrig til et punkt hvor vi er fuldt tilfredse og ikke ønsker os mere. Dertil kommer at jo mere vi har – ejendele, venner og familie, økonomisk sikkerhed, godt helbred og så videre – desto mere har vi som vi kan være bekymrede for at miste. Og så kan vi jo også være bekymrede på andres vegne – i særdeleshed kan vi der er forældre, være bekymrede for vores børn.
Men når det nu er sådan at vi aldrig kan tage alle misteltene i ed, hvorfor siger Jesus så at vi ikke skal bekymre os? Tja, lad os se på hvad der står i teksten! Hvis I igen slår op på side 1251 i salmebogen, så kan I se at det første Jesus siger, er at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, og derfor skal vi ikke være bekymrede for om vi får mad og tøj. Det lyder umiddelbart lidt hårdt at det ligefrem skulle være mammondyrkelse at bekymre sig om helt basale behov, ikke sandt? Jeg mener, man kunne forstå hvis Jesus ville skælde ud på folk der bekymrer sig over om de nu også får råd til at købe en tilstrækkeligt lækker bil eller til at tage på skiferie i år eller lignende luksusprægede ting, men de ting der er nødvendige for livets opretholdelse, må vi da have lov til at bekymre os om, skulle man synes?
”Men hvorfor?” tror jeg at Jesus ville svare. ”Hvorfor vil du så gerne have lov til at bekymre dig? Det er ikke nødvendigt, og det gavner heller ikke noget.” At det ikke er nødvendigt, viser Jesus ved at henvise til fuglene, som får føden selvom de ikke bekymrer sig, og i øvrigt hverken sår eller høster eller samler i lade. Dermed mener han naturligvis ikke at vi mennesker ikke skal så og høste – vi hørte jo i den første læsning at Gud sagde at ”Så længe jorden står, skal såtid og høsttid … ikke ophøre”. Det er jo heller ikke sådan at fuglene bare sidder med åbent gab og venter på at der skal flyve stegte – øh, regnorme ind i munden på dem; nej, de er konstant på færde fra tidlig morgen for at samle med til sig selv og deres unger. Fuglene er flittige, og det skal vi også være, for flid gør en forskel i forhold til om vi får mad og tøj. Men flid er ikke det samme som bekymring. Faktisk er det nok tværtimod sådan at den der går glad og ubekymret til arbejdet, udretter mere end den der spilder sin energi på at bekymre sig. Vi kan ikke lægge en dag til vores liv ved at bekymre os.
Det er alt sammen meget godt, tænker du måske, men hvis man nu rent faktisk er bekymret, så hjælper det jo ikke noget at få at vide at man ikke må bekymre sig, og at man er en værre mammondyrker hvis man gør det alligevel – det kan man da kun blive endnu mere bekymret af! Det kan der være noget om, men heldigvis fortsætter Jesus også med at fortælle os hvorfor vi ikke har nogen grund til at bekymre os, nemlig at vores himmelske far ved hvad vi trænger til, og når han klæder markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke os!
Men hvad så når han ikke gør? Det er jo ikke sådan at troende kristne aldrig lider sult, desværre. Faktisk behøver vi ikke at gå længere end til Det Nye Testamente selv for at opdage at det er sådan – hør for eksempel hvad Paulus skriver i Andet Korintherbrev kapitel 11: ”Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder” (2 Kor 11,27). Her siger Paulus at han ikke alene har fastet, altså frivilligt undværet mad, men også at han har lidt sult og tørst, altså ufrivilligt manglet mad. Men i Romerbrevet skriver samme Paulus sådan her (og jeg citerer fra den nudanske Bibelen2020 fordi den autoriserede oversættelse fra 1992 er lige lovlig knudret): ”Hvad kan skille os fra Kristus’ kærlighed? Modgang, angst, forfølgelse, sult, fattigdom, fare eller trusler om henrettelse? Nej, for som der står i Skrifterne: ’På grund af dig bliver vi slået ihjel hver eneste dag, vi er som får på vej til slagtning.’ Men uanset hvad der sker, har vi vundet den endelige sejr, fordi Gud elsker os og hjælper os. Jeg er nemlig sikker på, at ingenting kan skille os fra den kærlighed, Gud viser os gennem Jesus Kristus” (Rom 8,35-38/39). Paulus siger med andre ord at selv hvis vi kommer til at mangle så basale ting som mad eller tøj – ja, selv hvis vi mister livet! – så skal vi stadig ikke bekymre os, for vores evige forsørgelse i Guds rige er garanteret.
At det evige liv hos Gud er ”garanteret”, er naturligvis en trossag. For den der ikke tror på Jesus, er det meningsløst at tale sådan, og derfor konstaterer Jesus også om bekymringerne for mad og tøj at ”Alt dette søger hedningerne jo efter”. Det græske ord der i dansk bibeloversættelsestradition som regel er blevet gengivet med ”hedningerne”, betyder egentlig blot ”folkeslagene”, men Jesus virkede i en jødisk sammenhæng, og når jøder talte om ”folkeslagene”, var det underforstået at der var tale om de folkeslag der ikke var jøder, og som derfor ikke kendte Israels Gud og hørte til Guds folk. Vi kristne har heldigvis fået lov til at kende Israels Gud og være en del af Guds folk selvom vi ikke er jøder af fødsel, og derfor begyndte ordet ”folkeslagene” allerede mod slutningen af Det Nye Testamentes tid at blive brugt som betegnelse for dem der ikke kender den sande Gud, men dyrker andre guder (som for eksempel Odin og Frigg og Balder), og det er derfor man i sin tid valgte at oversætte det med ”hedningerne”. Så langt ugens sproglektion. ? Pointen er at det er troen på at Gud både vil os det bedste og har magt til at føre sin vilje igennem, der er modgiften mod bekymringerne. Hvis vi virkelig troede på at intet kan skille os fra Guds kærlighed, og at det derfor dybest set ikke gør noget om så alverdens alvorlige omstændigheder går os imod i denne verden, så ville vi ikke være bekymrede – og jeg tror det er derfor Jesus indleder sin tale om bekymringsløshed med at sige at vi ikke kan tjene både Gud og mammon. Og hvem ved, måske har han sagt det med et skælmsk smil?
Nå, jeg må til at slutte, og det vil jeg gøre ved at vende tilbage til hvor jeg begyndte (det er altid et godt retorisk kneb): Selvom vi lever langt mere trygt i vores tid og på vores sted end måske nogen andre i verdenshistorien, så er det ikke lykkedes os at eliminere alle bekymringer, og det kommer vi heller aldrig til – der er altid en ”mistelten” mere som kan ramme os, uanset hvor mange forholdsregler vi træffer. Men de gode nyheder er at det gør ingenting, for hvor de gamle græske, romerske og nordiske guder kæmpede forgæves mod skæbnen, så tror vi på en almægtig Gud som selv holder skæbnen i sin hånd.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments