Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 18. august 2021

Farisæeren og tolderen: Mere end tomme ord

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Lagde I mærke til den første læsning i dag?

                      Nå, ikke? Okay, så får I den lige en gang til: ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han lader det regne på jorden, han sender vand over markerne. Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed. Han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk, ikke lykkes. Han fanger de vise i deres snedighed, og de listiges planlægning viser sig forhastet. Ved højlys dag løber de ind i mørke, ved middagstid famler de sig frem, som var det nat. Han redder den ødelagte fra deres mund, den fattige fra den stærkes hånd, så der bliver håb for den svage, og munden lukkes på uretfærdigheden.”

                      Det var da smukt, var det ikke? Virkelig smukke ord. Og smukke ord skal man ikke kimse ad; de kan være meget værdifulde, især hvis de er oprigtigt ment. Når jeg er ude at rejse uden min kone, tager jeg gerne nogle af de breve og kort med som hun har skrevet til mig i løbet af de år vi har kendt hinanden; det dulmer savnet af hende at læse hendes ord. Smukke ord som en fremmed har skrevet, kan også være til gavn og glæde; det vidner det store marked for digtsamlinger og det endnu større marked for popsange om. Som der står i et af Salomos ordsprog: ”Ord, der siges på det rette tidspunkt, er skønne som æbler af guld i skåle af sølv” (Ordsp 25,11, Bibelen2020).

                      Men smukke ord kan også være fuldstændig værdiløse, nemlig hvis de kun er overfladiske floskler, som der ikke ligger nogen ægte substans bagved. Og af en eller anden grund er det som regel ikke særlig svært at mærke forskellen på dybfølte hjertevarme ord og tomt ordgejl, i hvert fald når man står i situationen. Men læser man dem på skrift løsrevet fra deres sammenhæng, ja, så er det let at tage fejl.  Og det er dagens læsning fra Jobs Bog faktisk et klasseeksempel på, for læser man det skrift i sin sammenhæng, står det klart at der faktisk er tale om værdiløs øregas!

                      Jamen det kan da ikke være ”værdiløst øregas” når det står i Bibelen?! Skriver Paulus måske ikke i Andet Timotheusbrev om De Hellige Skrifter (det vil sige Det Gamle Testamente, for Det Nye Testamente var jo først ved at blive skrevet), at ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,16)? Og skriver Peter ikke om Skriften i sit andet brev at ”drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,21b)? Jo, men kontekst er uomgængeligt vigtigt! Lad mig illustrere det med et citat fra Salmernes Bog, nærmere bestemt Davids Salme 10, vers 4, hvor der står: ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Ja, sådan står der faktisk i Bibelen! ”Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!” Hvad siger I så!

                      Ved I hvad jeg siger? Jeg siger at vi hellere må læse sammenhængen med. Umiddelbart før de ord jeg citerede, står der nemlig: ”den ugudelige tænker i sit hovmod:”. Ordene om at Gud ikke er til, er altså et citat fra en person som salmisten klager over. Hvad angår ordene fra Jobs Bog, som udgjorde dagens første læsning, så er de også et citat; de stammer nemlig fra en tale som blev holdt af en mand ved navn Elifaz fra Teman, en af Jobs tre såkaldte venner, som bruger det meste af Jobs Bog på at forsøge at overbevise Job om at de ulykker der har ramt ham, er hans egen skyld fordi han er en slem synder, og at alt nok skal blive godt igen, hvis bare han indrømmer det han har gjort forkert, og beder Gud om tilgivelse for det. Men det er ikke sandt, og i slutningen af Jobs Bog siger Gud faktisk selv sådan her til Elifaz: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort” (Job 42,7).

                      Men er det da ikke sandt, det som Elifaz sagde? Er det ikke sandt at Gud gør store ting der ikke kan udforskes, sender vand over markerne, ophøjer de ydmyge og krydser de snediges planer? Jo, hvert ord er sandt! Men alligevel taler Elifaz ikke sandt, for han bruger de smukke, sande ord på en overfladisk måde, så han kun opnår at gnide salt i sin stakkels vens sår. ”Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham” – som om Job ikke allerede havde gjort det! Nej, Elifaz var en der havde det hele i munden. Han kunne måske nok sige en masse smukke og sande ting om Gud, men det var ren facade; der lå ikke noget ægte kendskab til Gud bag ved ordene. Og derfor talte han ikke sandt, selvom alle hans ord i sig selv var sande.

                      Elifaz minder på nogle punkter om farisæeren i den lignelse der er dagens prædiketekst (og det er måske derfor de to tekster er blevet sat på til den samme søndag dengang man udarbejdede alterbogen). Men der er også nogle forskelle på dem, for man kan vel ikke beskylde farisæeren for at have det hele i munden – i hvert fald ikke hvis det virkelig var sandt at han fastede to gange om ugen og gav tiende af hele sin indtægt? Så må man da sige at hans ord havde dækning i hans liv, eller hvad?

                      Ja, der var i hvert fald sammenhæng mellem det han sagde og det han gjorde, det må man give ham. Der var handling bag hans ord. Men ligesom der findes tomme ord, findes der også tomme handlinger, og fordi de handlinger der bakkede farisæerens ord op, var tomme handlinger, så var hans ord lige så tomme som Elifaz’. Han fastede to gange om ugen og gav tiende af sin indtægt, ja, men hvorfor gjorde han de ting? Fastede han med det formål at kunne hengive sig mere helhjertet til bøn så han kunne vokse ind i et dybere forhold til Gud og tjene sine åndeligt og legemligt nødlidende medmennesker med forbøn? Gav han tiende i ydmyg taknemmelighed over hvor godt Gud havde sørget for ham, og for at hjælpe dem der ikke var så privilegerede som han selv var? Nej, det tyder det desværre ikke på. Efter alt at dømme brugte han både sin faste og sin tiende som redskaber til at nå ét ganske bestemt mål, nemlig at kunne pudse sin egen glorie. Kærligheden til Gud og medmennesket var sørgeligt fraværende, i en grad så det eneste han så, når han så tolderen, var et negativt modbillede på hans egne indbildte fortræffeligheder. Og derfor var det tolderen – og kun tolderen! – der gik hjem som retfærdig. Farisæeren gik ikke hjem som retfærdig, trods alle sine på overfladen fromme og retfærdige gerninger, for de var kun ren facade, og nedenunder gemte der sig et ondt, egoistisk hjerte. Som Paulus skriver i en af de mest kendte tekster i Det Nye Testamente: ”Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13,3).

                      Hvordan undgår vi så at komme til at ligne Elifaz og hans medfarisæere? Det gør vi ved at lade være med at stille os an. Ved at være ægte. Ved at stræbe efter at sige og gøre det rigtige i stedet for det der lyder rigtigt eller ser rigtigt ud. Ved udelukkende at interessere os for hvad Gud mener, og ikke hvad mennesker mener, for ”mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet”, som Gud engang måtte minde profeten Samuel om (1 Sam 16,7). Jesus blev engang spurgt hvilket af de 613 bud i den jødiske lov der var det vigtigste, og han svarede at der er to bud der står langt over alle de andre, nemlig ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,36-39). Paulus siger noget lignende i Romerbrevet, hvor han skriver: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde” (Rom 13,8-10). Hvad er der i dit hjerte – det er dét der betyder noget. Er der ren og uforfalsket kærlighed til Gud og til dine medmennesker, eller er der skumle bagtanker, skjulte motiver, egoisme og hykleri?

                      (kunstpause)

Hvis dit svar på det spørgsmål er at der kun er ren og uforfalsket kærlighed i dit hjerte, så er jeg bange for at jeg må sige at det tror jeg simpelt hen ikke på! Det samstemmende vidnesbyrd fra alle kirkehistoriens største helgener har været at jo længere tid de har levet sammen med Gud, og jo større fremskridt de – set med andre menneskers øjne – har gjort i deres fromhed, desto mere bevidste er de kun blevet om hvor meget egoisme og ondskab der stadig var i deres hjerter. Men så meget desto større er deres taknemmelighed over Guds nåde også blevet – Guds kærlige sindelag, som gør at han tager imod os syndere og kalder os sine tjenere, sine venner, sine børn.

                      Og det er nok det allerbedste svar jeg kan give på hvordan vi undgår at begå samme fejl som Elifaz og farisæeren: Ved at leve vores liv i taknemmelighed over at Gud – helt uden at vi har gjort eller kan gøre noget for at fortjene det – har frelst os fra synden og døden og djævelen og givet os status som sine børn. Jo mere vi minder os selv om at Gud har vist os så stor kærlighed, jo mindre vil vi kunne andet end at elske han igen og elske vores medmennesker.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.