Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 20. juli 2021

Zakæus; Et liv i gavmildhed og glæde

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 7. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I sidste uge hørte vi om at frelsen ikke bare består i at vi kommer det rigtige sted hen når vi dør (nå ja, bare og bare, det er selvfølgelig temmelig vigtigt!), men i at vi bliver skabt om, bliver født på ny, får et nyt liv, bliver gjort retfærdige. Og det er faktisk nok så vigtigt, for hvis Gud bare tog jordens nuværende befolkning og flyttede os til et paradisisk sted, så ville der næppe gå ret lang tid før de uoverensstemmelser der kendetegner livet i denne verden, også ville begynde at forpeste livet på den nye jord. Og selv hvis Gud indførte adgangsbegrænsning så det kun var nogle af menneskene på jorden der blev lukket ind i paradiset, så ville det ikke løse problemet; det har alle de fejlslagne forsøg på at skabe et paradis på jorden kun alt for tydeligt vist. Når Jesus i slutningen af Markusevangeliet siger: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Mark 16,16), er det altså ikke fordi han er smålig og derfor kun vil frelse dem der tror på ham; det er fordi det nye liv som Gud tilbyder os, og som vi kan tage imod i tro eller lade være, er selve frelsen. ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” er et udsagn på linje med ”Den, der spiser, skal blive mæt; men den, der ikke spiser, skal sulte.”

                      Frelsen er altså at få et nyt liv. Men hvad er fortabelsen så? Jo, så må fortabelsen jo være at beholde sit gamle liv. ”Det lyder da ikke så slemt!” tænker du måske, og det har du selvfølgelig lov til at tænke. Hvis du efter grundig overvejelse når frem til den konklusion at hvis dit nuværende liv er at være fortabt, så vil du egentlig helst være fortabt, så er det din ret at træffe det valg.

                      Det kan også være at du er oprigtigt nysgerrig efter at få at vide hvordan en ganske almindelig hæderlig gennemsnitsdanskers liv uden Jesus på nogen som helst meningsfuld måde kan kaldes ”fortabelse”. Og jeg må sige at jeg forstår godt hvis du undrer dig over dét, for vi har jo på rigtig mange måder gjort det godt her i Danmark: Få har for meget og færre for lidt, og bliver vi syge, står et af verdens bedste sundhedsvæsener klar til at tage sig af os. Der har stort set ikke været krig på dansk jord siden 1864, og langt de fleste af os har mad at spise og tag over hovedet. Men selv hvis man ser bort fra at ingen af os kender dagen i morgen, og at vi derfor ingen garanti har for at det ikke bliver dig eller mig der pludselig står midt i en social deroute, så har vores kødelige, jordiske liv det altoverskyggende problem at vi ”mangler herligheden fra Gud”, som Paulus udtrykker det i Romerbrevet (3,23). Gennem jeg ved ikke hvor mange tusind år har vi mennesker ikke formået at gøre jorden til et sted med fred og harmoni, kun at holde de værste trusler mod freden i skak (for det meste i hvert fald). Og de fleste af os kender også til konflikter og problemer i vores eget liv. Men sådan var det ikke Guds mening at det skulle være, og sådan er det ikke hans plan at det skal blive ved med at være! Frelsen er at vi får et nyt liv hvor der er fred og harmoni; fortabelsen er at gå glip af det nye liv. Og det liv som Gud har til os, er så fantastisk at når Paulus sammenligner det med vores gamle liv, kan han skrive, som vi hørte det i dagens anden læsning: ”Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv.”

                      Men læg mærke til at der er et fremtidsperspektiv i det Paulus skriver. For ganske vist er det nye, evige liv noget som Gud giver os allerede nu mens vi lever i denne verden, men indtil videre er det for det meste kun synligt med troens øjne. I den verden vi lever i, er godt og ondt, lys og mørke blandet sammen, og det er en af grundene til at det til tider kan være svært at se forskel på frelse og fortabelse. Først når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, vil lys og mørke blive adskilt, og såvel vores gamle, kødelige liv som det nye liv i Ånden vil vise sig som det de i virkeligheden er. Til den tid vil, som C.S. Lewis engang udtrykte det, de som er i helvede, indse at de i virkeligheden hele tiden har været der, og de som er i himlen, vil opdage at de i virkeligheden hele tiden har været dér.

                      Det kan altså til tider være svært at se forskel på frelse og fortabelse, så længe vi lever i denne verden, men det skulle ikke gerne være helt umuligt, og i dagens evangelietekst møder vi et konkret tilfælde hvor forskellen var meget tydelig. Men Zakæus var sandsynligvis også nået til et sted i sit liv hvor han rent faktisk følte sig fortabt. Materielt gik det ham ellers vældig godt: Inden for det romerske toldvæsen var han avanceret til at være overtolder, og han var rig. Det kan man vel kalde succes? Men succesen havde sin pris, for de fleste mennesker foragtede tolderne fordi de var værnemagere, og når man som Zakæus tilmed var blevet rig på sit samarbejde med besættelsesmagten, så var man virkelig upopulær. Oven i købet lader det til at han ikke havde ladet sig nøje med det salær han havde ret til, men havde presset yderligere penge af sine landsmænd. Hvordan han var havnet i den situation, er svært at sige. Måske var han på et tidspunkt som ung blevet fristet af muligheden for at tjene nogle hurtige penge, og så havde det ene ført det andet med sig? Hvorom alting var, sad han i fælden nu og var ikke i stand til at ændre den måde han levede sit liv på.

                      Men så kom frelsen til hans hus! Det begyndte med at han var nysgerrig efter at se hvem Jesus var; måske fordi han havde hørt at Jesus – modsat folk flest – var venligt stemt over for toldere og andre uglesete grupper. Til gengæld havde han måske også hørt at Jesus ofte havde hårde ord til de rige, og den gruppe hørte han jo også til. Blot 20 vers før Zakæus introduceres, citerer Lukas således Jesus for at sige: ”Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (Luk 18,25). Så var der mon håb for ham om at blive frelst og få et nyt liv? I første omgang gik Zakæus’ forehavende ikke så godt, for på grund af menneskemængden kunne han ikke engang komme til at få Jesus at se (og der var nok heller ikke nogen der var specielt ivrige efter at træde et skridt til siden så han kunne komme til!), men Zakæus havde ikke tænkt sig at lade den unikke chance glide ham af hænde, så han klatrede op i et træ for i det mindste at få et glimt af Jesus. Og så var det at frelsen kom: Jesus henvendte sig til manden i træet og inviterede sig selv til middag hos ham. Og pludselig var Zakæus ikke til at kende igen: Manden der plejede at snyde og udnytte sine landsmænd for at berige sig selv, forærede nu pludselig sin rigdom væk! Og det var ikke noget han gjorde under tvang eller med bøjet nakke; nej, Zakæus tog glad imod Jesus, får vi at vide, og vi har ingen grund til at tro andet end at det også først og fremmest var glæde der bevægede ham til at ændre livsstil. Det nye liv som Jesus giver, er nemlig både et liv i gavmildhed og et liv i glæde. Det var ikke sådan at Zakæus forærede sine ejendele væk for at gøre bod for sine tidligere synder så han allernådigst kunne få lov til at komme ind i Himmeriget; nej, frelsen kom først, og den åndelige rigdom som frelsen repræsenterede, satte Zakæus fri fra båndet til den jordiske rigdom han havde ophobet, så han i sin glæde ikke kunne andet end at bruge den til at hjælpe andre. Det er sådan et liv i gavmildhed og glæde Jesus tilbyder alle mennesker!

                      Måske sidder du og bliver en anelse misundelig på Zakæus fordi Jesus lige præcis valgte ham at henvende sig til og ikke en af alle de andre mennesker der omgav ham – eller for eksempel dig. Men grunden til at Jesus lige netop valgte Zakæus, den fortæller Jesus os i den sidste sætning i dagens tekst: ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” Frelsen kom lige netop til Zakæus’ hus, fordi det lige netop var Zakæus der var fortabt. For som jeg indledte med at sige, er det helt frivilligt om vi vil tage imod det nye liv som Jesus tilbyder os – og hvis vi ikke mener at vi er fortabte uden, så vil vi jo nok ikke være interesserede.

                      I virkeligheden tror jeg dog at vi alle sammen er fortabte – det er i hvert fald en af de bærende indsigter i meget af den kunst der er blevet produceret i den vestlige verden gennem de seneste 50-60 år, paradoksalt nok parallelt med at kristendommen er blevet afskrevet som overflødig (eller måske netop derfor – uden muligheden for frelse er vi jo først for alvor fortabte). Men netop derfor er vi også alle sammen omfattet af tilbuddet om frelse: Jesus er kommet for at opsøge og frelse dig og mig! Han tilbyder os et liv i gavmildhed og glæde, hvis blot vi vil tage imod det.

                      En sidste observation: Nogle af jer sidder måske og spekulerer på hvorfor Zakæus ventede til Jesus inviterede sig selv på besøg hos ham, inden han lagde sit liv om. For strengt taget var der vel ikke noget der forhindrede ham i allerede dagen før eller ugen før eller måneden før at give halvdelen af sin ejendom til de fattige og erstatte de penge han havde presset af folk? Jo, der var én ting der forhindrede ham, nemlig at han ikke havde tro. Det var først da Jesus kaldte ham ved navn, at den frelsende tro blev vakt til live i ham – nemlig troen på at der var et andet liv til ham, som han kunne begynde at leve hvis han ville. Grunden til at han ikke havde nogen tro på det, var naturligvis at han godt vidste at hvis det var ham selv det kom an på, så var der ikke noget andet liv. Det nye liv er jo en gave fra Gud som vi modtager i tro, ikke ved at gøre gode gerninger – derfor var det først da Jesus kaldte på ham, og han altså så kilden til det nye liv, at troen kom. Mon du kan høre at Jesus kalder på dig?

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.