Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2021
Posted By admin on 22. juni 2021
Det forsvundne får og den tabte mønt: Gud leder efter dig!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter trinitatis 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Nordkorea er ikke noget rart land at leve i. Ikke alene er der stor fattigdom, men det er også et gennemført overvågningssamfund hvor staten opfordrer indbyggerne til at angive hinanden hvis de ikke er loyale nok overfor lederen og ideologien – omtrent som tilfældet var i det nu hedengangne DDR. Dertil kommer en personkult omkring lederen Kim Jong-Un og hans afdøde far og farfar, som næppe har noget sidestykke i hele den moderne verden. En FN-rapport fra 2014 anslår at der sidder et sted mellem 80.000 og 120.000 fanger i landets berygtede fængsler og fangelejre, mens andre vurderer at tallet snarere er op imod 200.000. I forhold til indbyggertallet er det 10 gange så mange som i Danmark, og det som de fleste af fangerne har gjort sig skyldige i, er ikke det som vi ville kalde kriminalitet, men blot i at undlade at tilbede Kim Jong-Un så næsegrus som man skal. Tortur er udbredt i de overfyldte fængsler, og de værste af fangelejrene kan nærmest sammenlignes med Auschwitz.
Men selv hvis man ikke er så uheldig at komme i fængsel, er det altså stadig et hårdt og trøstesløst liv, og derfor forsøger rigtig mange at flygte over grænsefloden til Kina. Ganske vist er Kina heller ikke ligefrem et frit og demokratisk land, men det er dog trods alt mere frit og åbent end Nordkorea, og så er der desuden langt større velstand. De fleste nordkoreanere der flygter til Kina, gør det dog i håb om at kunne komme videre til Sydkorea, men mange ender i stedet som slaver hos kinesiske familier, hvis de da ikke bliver arresteret og sendt tilbage til Nordkorea, hvor der venter dem fængsel og tortur.
I det seneste nummer af nyhedsbladet fra organisationen Open Doors, der arbejder for at støtte og hjælpe forfulgte kristne, er der en beretning om en mand, der allerede som 15-årig flygtede fra Nordkorea til Kina efter i flere år at have levet på gaden og ernæret sig som lommetyv. Blandt de mange nye indtryk i Kina var mødet med kristne mennesker, for i Nordkorea er enhver form for gudsdyrkelse strengt forbudt – den eneste man må tilbede, er diktator Kim. Yeong Woo, som den unge mand bliver kaldt i artiklen (hans virkelige navn holdes hemmeligt af sikkerhedsmæssige grunde), kom selv til tro på Jesus i Kina, men efter tre år blev han arresteret og sendt retur til Nordkorea. På grund af sin unge alder, og fordi han ikke tidligere havde været på kant med loven, slap han med nogle måneder i fængsel, og så snart han var blevet løsladt, flygtede han til Kina igen, hvor han endnu en gang deltog i bibelstudier. Han blev dog på ny arresteret og sendt retur, og denne gang blev han dømt til to år i genopdragelseslejr. Han fortæller: ”Jeg var kun 20 år og blev chokeret over at se, hvordan de andre fanger så ud. De havde ingen lighed med mennesker. Næsten ingen kunne stå oprejst på normal vis, fordi de var så svage som følge af underernæring.” Så galt gik det dog ikke i første omgang for ham selv, for han blev frigivet inden de to år var gået, og flygtede for tredje gang til Kina, men for tredje gang blev han arresteret, og denne gang blev han udsat for tortur da han kom tilbage til Nordkorea. Efter et fængselsophold blev han dømt til tre år og ni måneder i den samme genopdragelseslejr som han tidligere havde siddet i, men der gik et år før lejren accepterede ham, for han var så svækket af fængselsopholdet at han ikke klarede det fysiske tjek – lejren ville ikke tage imod ham før hans vægt var kommet op(!) på 30 kilo!
Indtil dette tidspunkt havde Yeong Woos tro holdt hans mod oppe, og Gud havde også givet ham opmuntrende drømme, men i fangelejren mistede han modet. Han fortæller: ”Jeg var kun 22 år, og jeg følte, at det hele var uretfærdigt og meningsløst. Hvad havde jeg gjort forkert? Hele min dag gik med at hugge brænde, og jeg så mindst 50 personer dø, mens jeg var der. Jeg bad til Gud, men fik bare rungende tavshed som svar. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at en af mine medfanger var kristen. Det var en svagelig og syg ældre mand, og jeg tiggede og bad Gud om at helbrede ham og på den måde give min tro på ham ny vitalitet. I stedet døde den gamle mand lige for øjnene af mig. Da var jeg færdig med Gud!”
Da Yeong Woo havde afsonet sin straf, flygtede han for fjerde gang til Kina, og denne gang fortsatte han videre til Sydkorea, hvor han hver nat havde mareridt om livet som gadedreng, fængslerne, torturen og fangelejren. Han dulmede sin smerte med alkohol, gambling og penge, og fra tid til anden gik han i kirke, men faldt som regel i søvn. Efter otte år i Sydkorea tog han dog et valg. Han fortæller: ”Jeg gik ind til en gudstjeneste, løftede mine hænder og bad højt sammen med de andre. Det var min første ægte bøn i Sydkorea. Jeg spurgte Gud: Hvad er der sket med mig? Når jeg sover, har jeg mareridt, og når jeg er vågen, overvælder mine traumer mig. Pludselig hørte jeg en stemme inden i mig: Yeong Woo – jeg har aldrig forladt dig. Ordene gennemborede mig, og hele min krop rystede. Gud, tilgiv mig, råbte jeg. Så hørte jeg stemmen igen: Nu er det tid. Gå! Jeg vidste hvad det betød. Jeg skulle på bibelskole og uddanne mig som præst.” I dag arbejder Yeong Woo som præst i Sydkorea – men er som sagt alligevel nødt til at optræde under dæknavn når han fortæller sin historie, for der er hemmelige nordkoreanske agenter også uden for Nordkorea.
I dag har vi hørt to forskellige lignelser som Jesus fortalte. Den første handlede om et får som var stukket af fra hyrden. Det var altså strengt taget fårets egen skyld at det var kommet i problemer, men hyrden søgte alligevel efter det indtil han fandt det. Den anden lignelse handler om en mønt der bliver tabt, og der er situationen en anden. I modsætning til får har mønter jo ikke selv nogen kontrol over hvor de bevæger sig hen, og det giver ingen som helst mening at sige at en mønt selv kan være blot den mindste smule skyld i at den er blevet væk.
Den situation som Yeong Woo befandt sig i da han sad i fangelejren, kan nok bedst sammenlignes med møntens, i hvert fald til at begynde med. Men fordi han følte sig svigtet af Gud, traf han også selv et aktivt valg om at stikke af fra hyrden – hyrden passede jo ikke på ham alligevel, følte han. Det var ikke et valg der var baseret på en rationel analyse af at hans liv nok ville blive bedre uden Gud, men snarere et udtryk for fortvivlelse. Hans liv blev da heller ikke spor bedre af at han prøvede at leve det uden Gud; tværtimod blev han ved med at sidde fast i fortvivlelsen, også efter at han – imod alle odds – var blevet løsladt og var undsluppet til Sydkorea, men altså stadig var martret af sin fortid. Problemet var bare at han ikke selv kunne finde vejen ud af fortvivlelsen, hverken med eller uden Gud. Ligesom det forsvundne får og den tabte mønt var han afhængig af at nogen fandt ham. Menneskeligt set virkede det meget lidt sandsynligt at dét nogensinde ville ske – men da han til sidst i sin desperation på ny vendte sig til Gud, fik han altså det utrolige svar: ”Yeong Woo – jeg har aldrig forladt dig.”
Havde Gud virkelig aldrig forladt Yeong Woo? Heller ikke dengang han sad hjælpeløs og forkommen i fangelejren, og den gamle mand døde i armene på ham trods hans anråbelser til Gud? Nej, det havde Gud ikke – ikke hvis man spørger Yeong Woo i dag, i hvert fald. Hvorfor Gud tillod ham at opleve alle de rædselsfulde ting, kan vi med rette undre os over, og det får vi næppe nogensinde noget svar på. En af de længste bøger i Bibelen, nemlig Jobs Bog i Det Gamle Testamente, er netop dedikeret til spørgsmålet om hvorfor Gud tillader at mennesker udsættes for uforskyldt lidelse, men selvom den er lang, giver den ikke noget svar. I stedet slutter den med at Job lærer at Gud er så stor, og vi mennesker er så små, at vi aldrig vil kunne komme til at forstå Gud. Men de gode nyheder er at det behøver vi heller ikke. Det som Gud beder os om, er ikke forståelse, men tro – tro på at Gud både vil os det godt og har magt til at føre sin vilje igennem, også selvom der måske lige i øjeblikket ikke er meget der tyder på det.
Den kristne tro er nogle gange en tro på trods; men den er dog trods alt ikke en tro i blinde. Uanset hvordan vores omstændigheder tager sig ud, så har vi fået to klippefaste tegn: et på Guds godhed og kærlighed, og et på hans magt og styrke. Tegnet på at Gud virkelig vil os det godt, fik vi på korset langfredag: Jesus havde ikke behøvet at hænge der på korset og lide; han sagde selv til disciplene da han blev arresteret, at han så let som ingenting ville have kunnet bede sin far, Gud, om at sende en kæmpe hær af engle og befri ham. Men han udholdt korset for vores skyld for at købe os fri fra syndens og dødens og djævelens magt. Når Gud Fader og Søn ydede stå stort et offer for os, har vi absolut ingen grund til at tvivle på hans gode intentioner for os, uanset hvordan vores omstændigheder ser ud. Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet, som han skrev på et tidspunkt hvor mange stræbte ham efter livet, og han godt var klar over at han nok ville ende med at blive slået ihjel for troens skyld: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,31b-32). Og at Gud også har magt til at sætte sin gode vilje igennem, det demonstrerede han tre dage senere da Jesus opstod fra de døde.
Den Jesus som gav sit liv for vores skyld, var den samme Jesus som fortalte historierne om fåret og mønten, der på hver sin måde bliver væk, men som begge bliver fundet. Vi har altså hans ord for at Gud aldrig forlader os, men tværtimod leder og søger efter os hvis vi kommer på afveje, og ikke helmer før han har fundet os. Og når han har fundet os, så bliver han om muligt endnu mere glad end vi selv gør, over at vi nu er i sikkerhed: Hyrden kalder venner og naboer sammen så de kan glæde sig med ham over at han har fundet det får han havde mistet, og kvinden på samme måde sine veninder og nabokoner så de sammen med hende kan glæde sig over den genfundne mønt. Som illustration af det vil jeg slutte med at genfortælle noget som sangeren Michael Falch i foråret fortalte i radioprogrammet Tal til mig på P1, hvor mennesker fortæller om afgørende vendepunkter i deres tro (og jeg skylder at nævne at jeg citerer fra sognepræst Peter Fischer-Nielsens prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad): Michael Falch fortæller i radioprogrammet ”at han på et tidligt tidspunkt i sin trosrejse havde et Jesus-syn under en meditation. Han så et rum, som han gik ind i – og der i rummet sad Jesus. Det, som Michael Falch først og fremmest lagde mærke til, var Jesu store taknemmelighed over at se ham. Vi kan tænke, at det er upassende, at det var sådan, Michael Falch oplevede Jesus. Var det ikke mere rigtigt, at han som det første var blevet ramt af Jesu renhed, retfærdighed, kærlighed eller sandhed, og at det havde bragt ham på knæ i ydmyghed og ærefrygt? Men det er faktisk den samme overraskende, ja nærmest provokerende reaktion på omvendelse, som vi møder i evangelieteksten i dag: Der bliver glæde i himlen! Der er ikke tale om en kølig tolerance og: ’lad os nu se, hvordan det går. før vi lader os rive med af en stemning!’ Det er uforbeholden jubel. Udfordringen ligger måske i at få den fortabte til at tro på, at omvendelsen virkelig kan afføde den reaktion” (Pr.Bl. 2021/22-23, s. 546).
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments