Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2021
Posted By admin on 17. juni 2021
Det store festmåltid: En anderledes fest
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter trinitatis 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Prøv at lukke øjnene og forestille dig himlen. Altså ikke det blå ”tag” som vi kan se over os hvis vi går udendørs på en skyfri dag, men Guds himmel, som vi lige har sunget om. Hvad ser du for dig? Hvide sandstrande med slanke palmetræer ved en azurblå bugt? En lysegrøn løvskov fuld af fuglefløjt? En dejlig have fuld af frugttræer og smukke blomster? Æteriske toner og kalejdoskopiske farvespil? Det er meget forståeligt hvis du tænker på en eller flere af de ting jeg lige har nævnt, og jeg tror ikke der er noget af det der er forkert – men det er værd at lægge mærke til at det billede som Bibelen hyppigst anvender om Guds rige, er en fest! – nærmere bestemt et festmåltid. Et festmåltid hvor der indtages marvfede retter og ædel, lagret vin, som vi hørte i læsningen fra Esajas’ Bog. Vi ser da også adskillige steder i Det Nye Testamente når folk taler om Guds rige, at det som de regner med at man foretager sig dér, er at sidde til bords. ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget” siger Jesus i Matthæusevangeliet 8,11, og den lignelse vi lige har lyttet til, den fortalte Jesus fordi der var en mand der havde sagt: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” (Luk 14,15). Samtalen fandt i øvrigt netop sted i forbindelse med et middagsselskab som Jesus var blevet inviteret med til.
Jeg gad for resten godt vide hvordan du har det med at tænke på himlen som et middagsselskab. Tænker du: ”Yes! Himlen er endnu federe end jeg troede!”, eller tænker du tværtimod: ”Gab, det lyder godt nok kedeligt!”? Det kommer måske an på hvilke erfaringer du har gjort med middagsselskaber, ikke mindst som barn. Hvis du har minder om at skulle sidde stille i dit stiveste puds og lytte til alenlange, dødkedelige taler, så forstår jeg godt hvis du ville foretrække den tropiske sandstrand! Men i Bibelen er et festmåltid altid et symbol på stor glæde. Det skal ses i sammenhæng med at den mad man spiste til hverdag, var simpel og ensformig, ligesom den var her i Danmark før i tiden. Der var ingen køleskabe, så kød der ikke var tørret eller saltet, fik man kun når man havde slagtet, og det gjorde man kun ved helt særlige lejligheder – i lignelsen om den fortabte søn, som mange af jer sikkert kender, vælger faderen for eksempel at slagte fedekalven i glæde over at hans søn kommer hjem. Den pointe vi skal tage med os, er altså at Guds rige er fyldt med glæde! Det er en fest – og vel at mærke ikke en kedelig en af slagsen, men den skønneste, gladeste, festligste fest du kan forestille dig! Og hvis du er den introverte type som slet ikke bryder dig om fester, så forestil dig noget som for dig er indbegrebet af den allerstørste glæde.
”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” var der som sagt lige en mand der havde sagt til Jesus ved det middagsselskab hvor dagens lignelse blev fortalt. Eller som det er gengivet i den nudanske Bibelen2020: ”Hvor er man heldig, når man får lov at sidde til bords hos Gud!” Ud over at festmåltider var forbundet med stor glæde, så var det også en stor ære at blive inviteret, især hvis det var en betydningsfuld person der holdt fest – og hvem er mere betydningsfuld end Gud?
Spørgsmålet var så bare hvem der ville få æren af at blive inviteret til Guds fest? Manden der fremsatte udsagnet, var tilsyneladende langt fra sikker på at han selv ville være blandt dem der kom i betragtning, og det skyldtes måske selskabet. Det middagsselskab som både han og Jesus var inviteret med, foregik nemlig hos en af de ledende farisæere, og farisæerne var den absolutte elite når det gjaldt fromhed. Ikke alene kunne de alle de 613 bud i Moseloven udenad og vidste hvilke af dem der havde forrang hvis to af dem kom i konflikt med hinanden, men de havde også styr på alle de rabbinske traditioner der i århundredernes løb var blevet føjet til, og som var yderst nyttige til at få overblik over hvem der virkelig gik op i religionen, og hvem der bare var hangarounds. Farisæerne var ikke i tvivl om at hvis nogen var selvskrevne til Guds gæsteliste, så var det dem! Og værten ved dagens middagsselskab var endda en af de ledende farisæere, så han var virkelig toppen af poppen! Så når en af gæsterne sagde: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!”, var det måske mest af alt ment som en kompliment til værten?
I lyset af det må den historie som Jesus valgte at fortælle, være kommet som noget af et chok, for den handlede jo om et festmåltid hvor gæstelisten endte med at se meget anderledes ud end nogen ville have regnet med. Værten ved gæstebuddet (som selvsagt er et billede på Gud; det kan ingen af de tilstedeværende have været i tvivl om) ender endda med at sige: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” Der er altså ikke nogen der er mere selvskrevne end at de kan risikere at ende med at gå glip af festen til sidst.
Men hvorfor endte de der oprindelig var indbudt, med at gå glip af festen? Var det fordi værten var utilregnelig og trak sine invitationer tilbage? Nej, det var såmænd fordi de ikke gad komme til festen da det kom til stykket! Alle sammen havde de noget der var vigtigere end at deltage i festen: ”Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den.” Som om marken løber nogen steder mens han er til fest! ”Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem.” Altså, hvis du ikke har prøvet dem inden du købte dem, så er der nok ikke så meget at gøre ved det alligevel, er der? ”Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.” Hvorfor ikke? Du kan da tage konen med! Alt sammen lamme undskyldninger, ikke sandt?
Men måske alligevel noget som vi godt kan relatere til. For ganske vist løber marken forhåbentlig ikke nogen steder, men det er dog forståeligt at nyanskaffelsen fylder meget i mandens bevidsthed. Dengang jeg havde en ungdomsklub i Husum Kirke, var der en dag en af de unge der skrev til mig at han desværre ikke kunne komme fordi han lige havde fået en knallert, og den var han bare nødt til at vise frem for sine kammerater. Jeg forsøgte mig med at han da var velkommen til at tage den med hen i kirken og vise den frem for de andre i Den Overnaturlige Klub (som vores klub i kirken hed), og han kunne jo bare vise den til de andre kammerater i morgen og så videre, men det overrasker næppe nogen af jer at jeg talte for døve øren (eller ”skrev for blinde øjne” må det vel hedde når det foregik skriftligt i en chat?). Udsigten til en aften i ”Den Overnaturlige Klub” kunne ganske enkelt ikke konkurrere med fascinationen af den nye knallert og glæden ved at vise den frem til de nærmeste kammerater.
Og på det punkt er en 16-årig dreng med en ny knallert nok ikke så forfærdelig meget anderledes end de fleste voksne. Vi har det også med at prioritere det der optager os lige netop nu, højere end det meste andet, og især da hvis vi ikke er overbeviste om at det vi vælger fra, overhovedet er værd at prioritere. I virkeligheden var det nok det der var på spil hos de mennesker i lignelsen, der meldte afbud til festen: De regnede ikke med at de gik glip af noget særligt!
Skal jeg være helt ærlig, så kan jeg egentlig godt forstå at den unge mand fra Husum foretrak knallerten og vennerne frem for klubben i kirken, for selvom jeg selvfølgelig gjorde hvad jeg kunne, for at det skulle være sjovt og hyggeligt og spændende at komme i DOK (som klubben blev kaldt i daglig tale), så måtte jeg gang på gang indse at mange af de unge syntes at der var federe fester andre steder i byen. Det samme er nok årsagen til at de danske kirkebygninger ikke er fyldt til sidste plads hver eneste søndag: De fleste synes ikke at en time i kirken kan konkurrere med en time hjemme under dynen eller foran fjerneren eller med avisen eller i familiens skød. Og en af årsagerne til at det er sådan, er måske at vi der rent faktisk kommer herhen hver søndag, og som måske endda er ansatte til at lede gudstjenesten, ikke i tilstrækkelig grad har forstået at det rige vi prædiker og synger om, er verdens fedeste fest!
Selvfølgelig kan vi ikke rende rundt med kæmpestore smil på og råbe højt halleluja hele tiden, eller jo, nogle få kan måske, men for de fleste af os ville det virke påtaget. Vi er jo ikke kommet hjem til Gud endnu, og i denne verden er der meget der ikke er som det burde være, eller som vi kunne ønske os. Men troen på at der venter os en fest med grænseløs glæde, kunne måske alligevel inspirere os til at lade glæden fylde mere i vores liv – og i vores gudstjeneste?
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments