Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2021
Posted By admin on 7. juli 2021
Peters fiskefangst: Har du hørt kaldet?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter trinitatis 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvad kan jeg sige – det er jo næsten profetisk at det lige præcis er denne her tekst vi skal være sammen om i dag. Simon forlod sit virke ved Genesaret Sø fordi Jesus havde noget andet til ham, og ja, efter gudstjenesten [i Klemensker i formiddags] markerer [markerede] vi at vores fantastiske kirke-/kulturmedarbejder Oddrun forlader sit virke i Klemensker og Rø. Det var nemlig ikke kun på Det Nye Testamentes tid at Gud kunne finde på at kalde et menneske til at forlade sit job for at kaste sig ud i et helt nyt eventyr – det kan han også i dag, som det blandt andet skete da Madeleine og Mathias Rønne oplevede et kald til at rejse ud og blive en del af besætningen på missionsskibet Logos Hope. (Der ligger i øvrigt et dugfrisk nyhedsbrev fra Madeleine og Mathias nede bagerst i kirken, som I er velkomne til at tage et eksemplar af). Som regel foregår det dog under noget mindre dramatiske omstændigheder end den mirakuløse fiskefangst vi hørte om i teksten i dag. Hos Madeleine og Mathias var der tale om en kombination af indre tilskyndelser og ydre opfordringer, og hvad Oddrun og Finn angår, er det først og fremmest omstændigheder som de ikke har haft indflydelse på, der har gjort det nødvendigt for dem at flytte til Jylland. Men i alle tilfældene har vi lov til at tro på at det dybest set er Gud der kalder, især hvis han lader os mærke en fred i hjertet i at det vi er i færd med at gøre, også er det han kalder os til.
Mon du er klar over hvad Gud kalder dig til? Måske sidder du lige nu og tænker: ”Ja, Gud kalder mig til lige præcis det jeg rent faktisk gør!”, og hvis det er tilfældet, så er det jo bare skønt at du er havnet på den helt rigtige hylde. Men det kan også være at du ikke har nogen som helst idé om hvad Gud kalder dig til, og at det måske endda aldrig er faldet dig ind at Gud overhovedet kunne finde på at kalde dig til noget. Ja, måske er du endda helst fri for at han gør det, for sæt nu det var noget ubehageligt!
Da jeg gik i søndagsskole som barn, blev der talt meget om ydre mission, og vi havde jævnligt besøg af missionærer der var på hjemmeophold, så jeg vidste lidt om livet som ydremissionær. Jeg vidste også at sådan en karriere er noget man bliver kaldet til af Gud, og det skræmte mig noget, for missionærlivet virkede bestemt ikke tiltrækkende på mig. Jeg havde ikke lyst til at leve uden de moderne bekvemmeligheder som på den tid var almindelige i Danmark, men sjældne i Afrika, og jeg havde heller ikke lyst til at rejse væk fra familie og venner. Dertil kom at det også kunne være farligt at være missionær, for der var jo både vilde dyr, tropiske orkaner og krigeriske kannibalstammer derude på missionsmarken. Så jeg gik meget op i at man altså godt kan være kristen og frelst og komme i himlen når man dør, uden at man behøver at gå så meget op i det at man ligefrem rejser ud som missionær!
Men ak og ve, minsandten om ikke min far gik hen og blev leder af den danske afdeling af et internationalt missionsselskab! Jeg fulgte for hyggens skyld tit med ham til diverse konferencer og lyttede til motiverende taler, og efterhånden gik det op for mig at det ikke var et spørgsmål om hvor lidt jeg kunne slippe afsted med at gå op i kristendommen og stadig selv komme i himlen når jeg dør, men om at der er mennesker der lever uden at kende Jesus, og at Jesus har givet sin kirke den opgave at fortælle alle om ham – og hvis vi ikke gør det, er der andre mennesker der risikerer at gå fortabt! Når det er sådan, hvordan skulle vi så kunne andet end at sige som Esajas i dagens første læsning: ”Her er jeg, send mig!” – også selvom vores egen frelse ikke afhænger af det, og også selvom det måtte indebære store personlige afkald? Altså nåede jeg i slutningen af mine teenageår frem til at bede bønnen: ”Gud, jeg vil gå hvorhen du sender mig. Bare sig mig hvor jeg skal tage hen!”
På det tidspunkt var jeg ikke færdig med gymnasiet endnu, og jeg fandt det temmelig frustrerende at jeg var nødt til at sidde og terpe integralregning, organisk kemi og modernistisk litteratur i stedet for at komme i gang med at tjene Gud. Endnu værre var det at jeg slet ikke vidste hvad Gud præcis ville have mig til at gøre, og hvor, for det at gøre alle folkeslag til Jesu disciple er jo temmelig uoverskueligt og uspecifikt. Efter min studentereksamen tog jeg derfor et halvt år på missionshøjskole i England i håb om at jeg under mit ophold dér ville få en meget klar kaldsoplevelse som ikke ville efterlade mig med nogen som helst tvivl om hvorvidt jeg skulle blive jungleprædikant i Congo, bibeloversætter i Ny Guinea, kirkeplanter i Albanien eller gadeevangelist på Vesterbro. Men det klare kald udeblev, og jeg blev stadig mere misundelig på dem der ikke var i tvivl om hvad Gud havde kaldet dem til. Var det dog bare mig der havde fået et syn af serafer med gloende kul, eller havde en Jesus i kød og blod der satte synlige fodspor som jeg kunne følge efter!
Nu er der måske mange af jer der er nysgerrige efter om jeg i dag, i en alder af 46 år, ved hvad Gud kalder mig til? Ja, det gør jeg, det tør jeg godt sige: Gud har kaldet mig til at være sognepræst i Klemensker og Rø! Hvordan kan jeg vide det? Det kan jeg vide fordi det er det jeg er, og Gud har ikke sagt til mig at jeg skal noget andet end det. Men Gud kalder mig også til andet og mere end det, ligesom han kalder dig til andet og mere end at være skolelærer, landmand, buschauffør, sygeplejerske eller pensionist, og ligesom han kalder Mathias og Madeleine til andet og mere end at arbejde ombord på Logos Hope. Det kald som Jesus først og fremmest har til hver eneste af os, er nemlig det samme som det kald han først og fremmest havde til Simon Peter: ”Følg mig!” De ord forekommer ganske vist ikke i den tekst vi har hørt i dag, men meningen er der, for Peter og de andre disciple lægger jo bådene til land og følger Jesus, og i Matthæusevangeliet og Markusevangeliet, der har en kortere version af beretningen, bliver Jesu ord til dem sammenfattet til: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere” (Matt 4,19 og Mark 1,17).
Hvad vil det så sige at følge Jesus? For Simon Peter og de andre disciple i det første århundrede var det spørgsmål ikke svært at svare på, for det ville blot sige at man var sammen med ham og lyttede til hans ord, men hvordan ser det ud for os som ikke har nogen fysiske fodspor vi kan følge i? Det ser sådan ud at vi heldigvis stadig kan være sammen med ham, for det er jo ikke en død herre vi tjener, men en der er opstået fra de døde, og som tilmed har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende. Og det er det han først og fremmest kalder os til: At bruge tid sammen med ham, at lære ham bedre at kende, at bade i hans kærlighed. Og det gør vi først og fremmest ved hjælp af ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.
Men Jesus kalder os ikke kun til at kende ham, men også til at lade det kendskab smitte af på den måde vi lever på. Vi skal ikke kun se Guds og Jesu skønhed med vores indre øje, men lade os forvandle af det vi ser, så vi kommer til at ligne Jesus mere. Paulus udtrykker det fantastisk smukt i Andet Korintherbrev: ”’Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort’ – ’Herren’ er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,16-18). Sker det, så kommer vi også til at ”fange mennesker”, som Jesus kalder det med en metafor fra det erhverv Simon Peter kendte. (Metaforen klinger måske lidt grimt i moderne danske ører, fordi det nemt kommer til at lyde som om Jesus ville have Peter til at narre folk til at gå ind på noget under falske forudsætninger, men det er selvsagt ikke det Jesus taler om; tværtimod gør han det klart andre steder i evangelierne at man ikke skal kaste sig ud i at følge ham uden grundigt at have overvejet hvad det indebærer). Missionsbefalingen gælder nemlig ikke kun nogle særligt kaldede mennesker; det er hele kirken og dermed alle kristne der har fået den opgave at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Men den opgave løser vi først og fremmest ved at ligne Jesus i vores måde at leve på.
Det vigtigste er altså ikke hvor vi lever vores liv, men hvordan vi lever det. Det vigtigste er ikke hvilket arbejde vi har, men med hvilken indstilling vi udfører vores arbejde. Derfor havde jeg ikke behøvet som gymnasieelev at sidde og ærgre mig over at jeg skulle bruge tid på integralregning, litteratur og kemi i stedet for at ”tjene Gud”, for som min præst forsøgte at få mig til at forstå, var det at tjene Gud ikke noget jeg var nødt til at vente med til jeg var færdig med min studentereksamen, men noget som jeg også skulle gøre mens jeg arbejdede på min studentereksamen. Og det vel at mærke ikke kun ved at benytte enhver anledning til at tale om Jesus med mine kammerater, men også ved rent menneskeligt at være en god kammerat – og i øvrigt også ved at gøre mit bedste med integralregningen, den modernistiske litteratur og den organiske kemi! At vi tjener Gud ved at gøre fyldest i den plads i verden som nu engang er vores på et givet tidspunkt, var noget som Luther gjorde et stort nummer ud af for at imødegå den populære katolske opfattelse at præster, munke og nonner var en slags elite, og stort set alle andre var andenrangskristne som ikke kunne gøre sig forhåbninger om at spille nogen stor rolle i Guds rige. ”Enhver som er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave!” insisterede Luther, og han tilføjede at selv en bøddel tjener Gud ved at udføre sit job ordentligt og samvittighedsfuldt. (Om ordene ”bøddel” og ”samvittighedsfuld” rimer på hinanden, er så en helt anden diskussion).
Men her til slut vil jeg godt nuancere Luthers opfattelse lidt (eller i hvert fald karikaturen af den, for egentlig tror jeg ikke Luther ville være uenig i det jeg siger nu), for som jeg nævnte tidligere, er Guds kald til os andet og mere end at vi skal være gode og samvittighedsfulde præster, buschauffører, skolelærere, landmænd og sygeplejersker, eller for den sags skyld gode og samvittighedsfulde samfundsborgere. Alt det kan en muslim, en buddhist eller en ateist også sagtens være (måske ikke en god præst, det ved jeg ikke, men i hvert fald de andre ting). Ja, lad os bare se det i øjnene: Alt hvad du og jeg er i stand til at gøre, det er en der ikke er kristen, også i stand til! Nej, det som vi kristne gerne skulle være kendetegnet af, er at vi gør ting som vi ikke er i stand til, eller rettere: at Jesus ved Helligånden gør dem gennem os; at vi – midt i de omstændigheder der nu engang er blevet vores, uanset om de består i en ”kristen fuldtidstjeneste” eller et ”almindeligt arbejde” (begge dele i anførselstegn) står i en kristen fuldtidstjeneste med at række Guds kærlighed videre til mennesker omkring os. Og opskriften på det er som sagt at vi bruger tid sammen med Jesus og lader os forvandle af ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments