Signe & Nikolaj

Posted By admin on 11. april 2023

Indtoget i Jerusalem: En hidtil uset magtdemonstration

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, som vi lige har hørt, er den eneste tekst der er prædiketekst til hele to af kirkeårets helligdage, nemlig første søndag i advent og så i dag, palmesøndag. Men vinklen er forskellig. Første søndag i advent handler det om at Herren kommer! Vi synger: ”Gør døren høj, gør porten vid! Den ærens konge kommer hid; han hersker over alle land og er al verdens frelsermand. Retfærdig kommer han herned og bringer liv og salighed” og så videre. Palmesøndag handler det derimod mere om hvor Jesus er på vej hen, nemlig til sin lidelse og død. Her synger vi: ”Se, hvor nu Jesus træder hen til den morderstad, enddog man ham bereder så grumt et blodebad.” Første søndag i advent er luften ladet med håb og glæde, palmesøndag med alvor og bod. Begge dele hører med når vi mindes den sælsomme dag hvor Jesus red ind i Jerusalem.

                      Men netop derfor må vi ikke skelne alt for skarpt mellem advent og palmesøndag, for det er trods alt præcis den samme begivenhed vi mindes. Jesus red ikke ind i Jerusalem to gange: én gang som den længe ventede konge med kurs mod tronen, og én gang som den lidende frelser med kurs mod korset. Nej, det var ét og samme indtog, hvor Jesus red ind som den længe ventede konge med kurs mod tronen, og som den lidende frelser med kurs mod korset. Profeten Zakarias udtrykker det smukt i det stykke der var dagens første læsning, også selvom det blev skrevet mere end 500 år før Jesu fødsel: ”Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel”. Han var sejrrig og sagtmodig på én og samme tid!

                      Når vi læser videre i Zakarias-teksten, møder vi nogle ord som mest af alt leder tankerne hen på klimakset i en actionfilm: ”Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres.” Man ser det for sig, ikke: En lille gruppe helte har længe kæmpet heroisk mod overmagten og er efterhånden presset til det yderste, men så dukker de længe ventede forstærkninger endelig op, og the good guys vinder en knusende sejr; skurkene bliver helt og aldeles udraderet. Forstærkningen kan for eksempel komme i skikkelse af kavaleriet i en gammel westernfilm, eller en hær af klonekrigere anført af Mester Yoda i Star Wars, eller en omvandrende skov i Ringenes Herre. De dukker som regel op hen mod filmens slutning og sørger for at den ender godt. Men det varer kun en tid; næste gang John Wayne, Obi-Wan Kenobi eller Viggo Mortensens Aragorn dukker op på det store lærred, er den gal igen. Anderledes er det med Zakarias’ løfte til israelitterne om den konge der vil komme til dem: Han vil tilintetgøre alle krigsvåben, så ingen nogensinde vil kunne udfordre hans herredømme. Med tanke på hvor umuligt det hidtil har vist sig – ikke kun på film, men i særdeleshed også i det virkelige liv – at tilføje det onde et så afgørende nederlag at det aldrig rejser sig igen, så skulle man mene at det måtte kræve en hidtil uset magtdemonstration. Men det er også præcis hvad Palmesøndag er: En hidtil uset magtdemonstration. Eller i hvert fald begyndelsen på den.

                      ”Eh, hvad for noget?” tænker du måske nu. En ubevæbnet mand på et æsel – det kan man da ikke kalde en ’magtdemonstration’, heller ikke selvom han bliver tiljublet af en menneskemængde der vifter med palmegrene? Hvad skulle han kunne stille op mod de romerske soldater som Jerusalem vrimlede med – ja, som hele middelhavsområdet vrimlede med? Pontius Pilatus var måske en smule bange for at der ville udbryde uroligheder i Jerusalem i anledning af den populære profets besøg, men det var næppe noget der skræmte ham så meget at han fandt det nødvendigt at underrette kejseren. Set med jordiske briller var Romerrigets eksistens ikke i nærheden af at være i fare. Og selv hvis det skulle lykkes en krigsherre at opbyde tilstrækkeligt med militær magt til at omstyrte romernes herredømme, så ville vedkommende krigsherre blot overtage de problemer som holdt den romerske krigsmaskine travlt beskæftiget, så som germanerne, skyterne og en lang række andre krigeriske folk. Skulle man overvinde de folk som romerne ikke kunne besejre, så ville det kræve langt mere militær magt end romerne rådede over.

I århundredernes løb er verdens væbnede styrker da også blevet stærkere og stærkere, men det har ikke ligefrem medført fred i verden, blandt andet fordi det som regel vil være sådan at hvis nogen opruster med henblik på at besejre nogle andre, så vil de andre også selv opruste. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945 var for eksempel en hidtil uset magtdemonstration (der i øvrigt kostede absurd mange sagesløse mennesker livet), men det varede ikke længe før Sovjetunionen også havde atomvåben.

                      Men Jesus valgte som sagt en helt anden strategi for sin magtdemonstration, nemlig at ride ubevæbnet ind i Jerusalem på et æsel. Og dermed demonstrerede han faktisk en magt der var stærkere end alverdens hære og alle deres mest grusomme våben i al fortid, nutid og fremtid, og som aldrig kan overvindes af nogen fjende, uanset hvor meget fjenden opruster, nemlig kærlighedens og selvhengivelsens magt.

                      I første omgang så det ellers ud som om det var nederlaget Jesus var på vej imod. Han havde endda flere gange forberedt sine disciple på at når de kom til Jerusalem, så ville han blive arresteret, hånet, spyttet på, pisket og til sidst slået ihjel. Men intet af det var i stand til at overvinde kærlighedens magt. Den måde Jesus havde i sinde at tilintetgøre vogne, heste og krigsbuer, ja alt det onde, på, var nemlig ved at lade det ramme ham selv.

                      Og det er faktisk den eneste måde at overvinde det onde på. Ondskab smitter nemlig, og det gør det som regel på den måde at hvis nogen gør noget ondt mod mig, så får jeg lyst til at tage hævn ved at gøre noget tilsvarende ondt mod den person der gjorde det. Det er det der er brændstoffet i alverdens uforsonlige fejder, enten det er mellem republikanere og unionister i Nordirland, mellem serbere og kroater på Balkan, mellem hutuer og tutsier i Rwanda – eller måske mellem dig og en af dine kollegaer, naboer eller familiemedlemmer? Had og uforsonlighed avler mere had og uforsonlighed, og så kan man nok så meget retfærdiggøre sig med at det er de andres skyld; det bliver der bare ikke mindre ondskab af. Derfor havde Martin Luther King så inderligt ret, da han i en af sine prædikener sagde: ”Mørke kan ikke uddrive mørke, det er kun lys der kan gøre det. Had kan ikke uddrive had, det er kun kærlighed der kan gøre det.”

                      Jesus red ind i Jerusalem, vel vidende at han ville blive udsat for hån, nedgørelse, tortur og korsfæstelse. Og da han få dage senere stod ansigt til ansigt med sine bødler, tog han imod al deres mishandling, såvel fysisk som verbal, uden at give noget igen. Selv da han hang på korset med store søm gennem sine hænder og fødder, mens næsten alle de mennesker han var kommet for at frelse fra det onde, enten stod og hånede ham, vendte deres ansigter bort i væmmelse, eller for vennernes vedkommende var flygtet for ikke selv at komme i fedtefadet – selv da bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Det tror jeg ikke at ret mange mennesker ville have været i stand til at gøre! At Jesus bad sådan, var en gigantisk magtdemonstration, fordi det viste at det onde ikke havde nogen magt over ham. Derfor kunne han også få timer senere, umiddelbart før sin død, udbryde: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Han havde overvundet det onde ved til det sidste kun at gengælde ondt med godt.

                      ”Okay,” tænker du måske, ”ja, jeg forstår godt at det var en hidtil uset magtdemonstration at Jesus gjorde sådan, og det er da også en smuk tanke, men hvad nytter det? Hvilken forskel gjorde det? Hvor mange krigsbuer blev tilintetgjort af at Jesus red ind i Jerusalem på et æsel for at lade sig piske og korsfæste?”

                      I første omgang ikke ret mange, det indrømmer jeg. Romerriget fortsatte med at bestå i omkring 350 år efter Jesu død, og selv dets undergang medførte ikke at der blev mindre krig og vold i verden, snarere tværtimod. Og selvom der i dag næppe er ret mange krigsbuer tilbage i verden, er det kun fordi de er blevet erstattet af kanoner, raketter, missiler, granater og bomber, og det er jo ikke ligefrem en forbedring. Men Gud opererer med et helt andet tidsperspektiv end vi mennesker plejer at gøre, og Jesu mission var ikke kun at tilintetgøre det onde, men at frelse os mennesker fra det onde. Det gjorde han blandt andet ved at vise os et stærkt eksempel til efterfølgelse: En af de vigtigste årsager til at kristendommen voksede så kraftigt i de første århundreder, var netop at de kristne nægtede at gengælde ondt med ondt, men hellere lod sig håne, piske og slå ihjel frem for at slå igen. De der fulgte Jesu eksempel, lod sig ikke overvinde af det onde, og på den måde udstillede de ondskabens største svaghed: Den kan ikke tvinge dem der insisterer på kærligheden lige til døden.

                      Men det ville stadig alt sammen have et skær af håbløshed over sig, hvis Jesus kun havde været et forbillede. Alle de der fulgte hans eksempel og foretrak at gå i døden frem for at give efter for det onde, ville for eftertiden have stået som imponerende symboler på samvittighedsstyrke og værdighed, men det ville have været en glædesløs værdighed. Men heldigvis sluttede historien om Jesus ikke langfredag; nej, der kom en påskedag hvor han stod lyslevende op af graven som sejrherre, ikke kun over fristelsen til at give efter for ondskaben, men over døden selv. Jesu opstandelse var det guddommelige bevis på at kærlighedens og selvhengivelsens magt er en reel magt, som er stærkere end alt andet, selv døden. Og derfor er selv nok så mange krigsbuer, kampvogne og klyngebomber magtesløse over for Guds fredsrige, for selv hvis de tager vores jordiske liv fra os, beholder vi det evige liv hos Gud, og han har magt til at oprejse os fra de døde ligesom han gjorde med Jesus. Ja, så stor er kærlighedens magt, at der vil komme en dag hvor ”hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til palmesøndag 2023
Tags: Filipperbrevet 2.5-11, Matthæusevangeliet 21.1-9, Zakarias' Bog 9.9-10

Posted By admin on 31. marts 2023

Bebudelsen: Bed om et tegn!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke Mariæ bebudelses dag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg tror ikke på at der findes vingede heste. Jeg kan selvfølgelig ikke helt udelukke det, for det er noget nær umuligt at bevise at noget ikke findes; derfor nøjes jeg med at sige at jeg ikke ser nogen grund til at jeg skulle betragte det som sandsynligt at vingede heste findes. Jeg vil gætte på at de fleste af jer har det på samme måde.

                      Grunden til at jeg taler om min manglende tro på vingede heste, er at jeg har mødt mange mennesker der har det på samme måde med Gud: De vil ikke sige skråsikkert at Gud ikke findes, for det er som sagt meget svært at bevise, men de kan ikke se nogen grund til at de skulle betragte det som sandsynligt at han findes. Nogle siger endda at de med glæde ville tro på Gud, hvis bare han ville give dem et bevis på at han findes – og det burde vel være den letteste sag i verden for en almægtig Gud? Hvis du ligesom jeg er vokset op med at gå i kirke og søndagsskole og børneklub og på kristen friskole, så har du sikkert også svarene på rede hånd til mennesker der siger sådan, nemlig noget i retning af at vi skal tro, ikke vide, ”Salig er den, som ikke har set, og dog tror”, og hvis Gud kom med beviser, så ville troen jo være overflødig. Har jeg ret? Men hvis du ville sige sådan, så ville din ikke-troende ven med en vis ret kunne spørge dig hvorfor det lige netop er kristen du er, og ikke muslim eller hindu eller asatroende eller noget helt femte. Hvis det bare handler om at tro uden at have set, så er der jo så mange ting du kunne have valgt at tro på? ”Ja,” ville du måske svare, ”men jeg tror på kristendommen fordi det er sandheden.” ”Hvor ved du det fra?” ville din ven så spørge. Så kunne du vælge at sige: ”Fordi det står i Bibelen!”, men det ville bare føre til spørgsmålet om hvorfor du lige netop har valgt at tro på det der står i Bibelen, og ikke på det der står i Koranen eller Vedaerne eller Eddaen? Og forhåbentlig ville du på et eller andet tidspunkt nå frem til at du rent faktisk mener at der er gode grunde til at du betragter det som sandsynligt at kristendommen er sand, for eksempel den overvældende evidens der er for at Jesu opstandelse rent faktisk fandt sted. Men samtidig ville du nok også være nødt til at vedgå at uanset hvor mange gode argumenter du fremlægger (og jeg mener virkelig at der rent forstandsmæssigt er langt mere vægtige grunde til at tro på Gud end til ikke at gøre det!), så vil dine argumenter ikke kunne frembringe en levende tro hos den person du taler med, fordi det til syvende og sidst kun er Guds Ånd der kan vække troen i et menneskes hjerte. Men hvis forstanden har indvendinger, kan de risikere at stå i vejen så et menneske har sværere ved at høre Guds Ånds kald, og derfor mener jeg at det at præsentere rationelle argumenter for troen – det som man med et fint ord kalder apologetik – har en vigtig funktion i forhold til at rydde vejen for forkyndelsen af evangeliet.

                      Uanset de gode forstandsmæssige grunde til at tro på Gud og mere specifikt på kristendommen, så er der dog ikke noget der ville kunne erstatte det at få en direkte åbenbaring fra Gud, og det gælder i lige så høj grad os der allerede bekender os som kristne, som det gælder et menneske der ikke gør. Tænk hvis Gud selv viste sig for dig – ville det ikke være vidunderligt! Så ville du vide med sikkerhed, ikke alene at han fandtes, men også hvad han ville have dig til at gøre. Så var der meget der ville være meget nemmere!

                      Der er bare lige den lille hage ved det at du ikke nødvendigvis ville bryde dig om det han sagde til dig! Den amerikanske sanger Joan Osborne hittede i 1995 med sangen One of Us (i øvrigt hendes eneste hit overhovedet), hvor hun stiller et meget tankevækkende spørgsmål: ”If God had a face, what would it look like, and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe in things like heaven and in Jesus and the saints and all the prophets?” – “Hvis Gud havde et ansigt, hvordan ville det så se ud, og ville du have lyst til at se det, hvis det betød at du så ville være nødt til at tro på ting som himlen og på Jesus og helgenerne og alle profeterne?” Det er et rigtig godt spørgsmål, synes jeg. Jeg ved fra mig selv hvor angstprovokerende det kan være at forholde sig til den mulighed at man måske bliver nødt til at skifte mening om et vigtigt spørgsmål som man måske endda har haft stærke holdninger til. Det sker for eksempel relativt jævnligt at jeg på Facebook bliver konfronteret med videoer og artikler der hævder at indeholde beviser for alt muligt mellem himmel og jord, deriblandt flere varianter af ”Denne video beviser at kristendommen er usand”, uanset om det så er ateister, muslimer, jøder eller new age-folk der har lavet videoen. Og jeg kan da godt mærke, når jeg støder på sådan en video, at jeg får lidt nervøs hjertebanken, for sæt nu videoen rent faktisk indeholder fældende beviser som vil tvinge mig til at erkende at alt hvad jeg hidtil har troet på, er forkert? Ja, selv hvis det er knap så altafgørende ting videoen eller artiklen handler om, og det kun er mit syn på for eksempel EU eller coronavacciner eller homoseksualitet der bliver udfordret, så er nervøsiteten der stadig, for de ting vi tror på og mener at vide, udgør jo en vigtig del af det der gør os trygge i livet. Og derfor forstår jeg udmærket godt hvis mennesker der ikke er kristne, har det på lignende måde med udsigten til måske at blive præsenteret for noget der ville tvinge dem til at erkende at Jesus faktisk er Guds søn og alverdens frelser og Herre. (Jeg må i øvrigt hellere tilføje at ingen af de videoer jeg har set, der angiveligt beviser at kristendommen er usand, har indeholdt noget der har været i nærheden af at ryste min tro).

                      Men det med at vi måske ind imellem slet ikke har lyst til at blive overbevist, fordi det kunne risikere at indebære nogle ubekvemme forandringer i vores liv, det gælder ikke kun mennesker der ikke er kristne! Jeg ved ikke med jer, men jeg kender i hvert fald godt selv til en frygt for at Gud skal komme til at fylde alt for meget i mit liv, for den der pludselige indsigt i hvor tomt det verdslige liv er, og hvor uendeligt fjernt mit hjertes indstilling er fra den indstilling der kendetegnede Jesus, og som Det Nye Testamente opfordrer os til at efterligne, den indsigt er bare ikke særlig bekvem. De øjeblikke hvor det går op for mig at uanset hvor meget jeg ofrede for Gud, så ville jeg stadig skylde ham uendeligt meget mere, de er lidt skræmmende, for sæt nu Gud beder mig om at foretage et eller andet stort offer? Jeg kender kun alt for godt fristelsen til ikke at stræbe alt for helhjertet efter et tegn eller en åbenbaring fra Gud!

                      Med alt det in mente er det egentlig ikke så svært at forstå kong Akaz’ reaktion på Guds tilbud i dagens første læsning. ”Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje”, siger Gud, og dermed sætter han Akaz i en situation som mange mennesker nok umiddelbart ville misunde ham. Tænk hvis det var dig der fik lov til at bede Gud om et tegn efter eget valg – hvad ville du mon bede ham om? Men Akaz siger pænt nej tak, for han var en ond konge, og han vidste udmærket godt at Gud ville have ham til at gøre noget helt andet end det han havde gang i – og hvis Gud nu gav ham et tegn, så ville han ikke længere have nogen undskyldning! En lignende indstilling finder vi hos mange af de andre mennesker i Det Gamle Testamente som Gud henvender sig til, for eksempel Moses, som i 40 år havde ført en temmelig anonym tilværelse som fårehyrde på Sinajhalvøen da Gud pludselig viste sig for ham i en brændende tornebusk med et budskab om at han, Gud, havde hørt sit folks klageråb over deres tilværelse som undertrykte slaver i Egypten, og at han havde udvalgt ham, Moses, til at være deres befrier. Moses’ reaktion var ikke begejstring over at han var blevet udvalgt til både at få en åbenbaring og at udføre en vigtig mission, men derimod ordene: ”Herre, send dog en anden!” (2 Mos 4,13). Men Gud sendte ikke en anden; det blev Moses der måtte påtage sig opgaven. Og han skal nok være taknemmelig for at Gud insisterede, for det er altid bedre at være i Guds vilje end at undslå sig den, sådan som Akaz gjorde.

                      Jomfru Maria er, i modsætning til Moses og mange af de andre mænd i Det Gamle Testamente, et mønstereksempel på den rette måde at forholde sig til Guds kald på. (Måske har kvinder generelt en større grad af villighed til at lægge deres egne dagsordener til side end vi mænd har?) Selvom det var en frygtelig opgave Gud havde udvalgt hende til; en opgave der indebar at hun i en ganske ung alder blev gravid uden for ægteskabet, hvilket kunne have kostet hende livet i datidens samfund, og en opgave som senere indebar at hun i endnu højere grad end andre mødre måtte give slip på sin søn fordi han som frelser skulle være hele verdens; selvom hendes smerte da hun stod ved korsets fod og så sin søn lide, nok var omtrent lige så stor som den smerte Jesus selv følte, så sagde hun uden at betænke sig: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

                      Budskabet til dig og mig i dag er at vi skal have den samme indstilling som Maria. Ganske vist er der næppe nogen af os der bliver udvalgt til præcis den samme opgave som Maria blev udvalgt til, men uanset hvilken opgave Gud udvælger os til – stor eller lille, let eller svær, ærefuld eller skamfuld, synlig eller usynlig – så må vi tage imod den med samme lydighed og villighed som Maria tog imod sin. ”Det skal jeg nok gøre hvis jeg på et tidspunkt står foran en ærkeengel eller en brændende tornebusk!” tænker du måske, samtidig med at du lidt dybere nede i dine tanker antager at det næppe nogensinde kommer til at ske, eller måske endda at det forhåbentlig ikke kommer til at ske? Men så let slipper du ikke. Så let slipper vi ikke! ”Bed om et tegn!” sagde Gud til Akaz, og det siger han også til os. Bed Gud om at vise dig hvad han vil at du skal gøre – og bed ham om at gøre dig villig til rent faktisk at gøre det. Ja, måske bliver du endda nødt til at starte endnu et skridt længere tilbage og bede Gud om at give dig et ønske om at være villig til at gøre det han beder dig om (dér må jeg selv tit starte!). Og hvis tegnet udebliver, så husk at Gud faktisk allerede har givet os et tegn: Den unge kvinde blev med barn og fødte en søn, og hun gav ham navnet Immanuel (som betyder ”Gud med os”). Gud har allerede åbenbaret for os i Bibelen, og i særdeleshed i Jesus, vist os rigtig meget om hvad han vil at vi skal gøre, nemlig give os selv hen i kærlighed til Gud og vores næste. Gid vores svar altid må være: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde (eller tjener)! Lad det ske mig efter dit ord!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2023
Tags: Esajas' Bog 7.10-14, Første Johannesbrev 1.1-3, Lukasevangeliet 1.26-38

Posted By admin on 23. marts 2023

Bespisningen af de 5000: Manna og Maslow

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker midfaste søndag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi er nået til midfaste søndag. Det betyder at vi er sådan cirka midtvejs gennem fastetiden. Jeg ved ikke hvor mange af jer der praktiserer fasten i større eller mindre omfang – for mit eget vedkommende må jeg tilstå at det gør jeg ikke. Jeg trøster mig med at det ikke er direkte påbudt i Bibelen at man skal faste i 40 dage op til påske, om end det at faste i sig selv er noget som Jesus anbefaler (Matt 9,15; 17,21), og som allerede i Apostlenes Gerninger nævnes som en naturlig del af den kristne gudstjeneste (ApG 13,2-3).

                      Hvorom alting er, så er det interessant at lægge mærke til at vi som kristne ikke har noget krav hos Gud, så at sige, på altid at kunne spise os mætte, men at det tværtimod er godt og sundt for vores tro at opleve perioder hvor vi ikke kan få opfyldt alle vores behov. Efter at israelitterne var sluppet ud af Egypten, måtte de for eksempel vandre rundt i ørkenen i 40 år inden de fik lov til at komme ind i det land som Gud havde lovet at give dem. Det var ikke på grund af afstanden at det tog 40 år, for selv når man tager højde for at de skulle en tur forbi Sinajbjerget, var der ”kun” omkring 900 kilometer at gå, og det var da heller ikke meningen at de skulle have brugt mere end et par måneder på turen, men da de stod ved grænsen til det forjættede land, nægtede de at gå derind, fordi de ikke turde tro på at den samme Gud der havde reddet dem fra egypterne, også ville kunne hjælpe dem mod kana’anæerne. Derfor dømte Gud dem til 40 års ørkenvandring. Ved første øjekast var det en meget hård straf, men i det stykke fra Femte Mosebog som vi hørte som den første læsning i dag, giver Moses et andet perspektiv på det. Hele Femte Mosebog, som mange af kirkeårets gammeltestamentlige læsninger er hentet fra, er faktisk én lang tale (eller strengt taget er det flere taler, men de står i umiddelbar forlængelse af hinanden), som Moses holdt umiddelbart før sin død, da folket efter de 40 års ørkenvandring endelig stod på tærsklen til at indtage det lovede land. Og i det uddrag af talen som vi hørte i dag, siger Moses altså at formålet med ørkenvandringen var at israelitterne skulle lære ”at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” Og det er også det der er fastens formål i den kristne tradition.

                      Men hvorfor i alverden skal vi så netop i dag, hvor fastetiden ”peaker”, så at sige, høre om at Jesus mættede en stor folkeskare med brød? Peger det ikke lidt i den modsatte retning? Jo, det kunne man umiddelbart synes, men nøgleordet til at forstå sammenhængen er manna. I alle de år hvor israelitterne vandrede rundt i ørkenen, sultede de ikke, for hver morgen, når ”duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden” (2 Mos 16,14). Israelitterne ”kaldte det manna. Det lignede hvide korianderfrø, og det smagte som honningkage” (2 Mos 16,31). Det umiddelbare formål med at Gud sørgede for brød til israelitterne på den måde, var naturligvis at de ikke skulle dø af sult, men på et dybere plan var det altså netop deres afhængighed af dette himmelbrød der skulle lære dem at mennesket ikke lever af brød alene. Det lyder selvmodsigende, men bemærk ordet alene. Gud anerkender fuldt ud at han har skabt os mennesker på en måde så vi har brug for fysisk føde for at overleve, og derfor er al faste da også kun for en tid, hvorefter man igen begynder at spise normalt.

                      Der er altså ikke noget som helst galt i at vi søger at få opfyldt de behov som Gud har skabt os med, og i særdeleshed da de helt basale behov som det bogstaveligt talt er livet om at gøre at få opfyldt. Problemet er bare at vi aldrig når til vejs ende med vores behov. Den amerikanske psykolog Abraham Maslow fremsatte i 1943 en teori om at der er en rangorden mellem de forskellige behov vi mennesker har; en teori der siden som regel er blevet illustreret med et pyramidediagram – ”Maslows behovspyramide”. Ideen er at de allermest påtrængende behov, såsom behovet for mad, drikke, luft, varme og så videre, udgør pyramidens fundament, og først når de behov er opfyldt, er vi i stand til at rette vores opmærksomhed mod det næste lag i pyramiden, som er behovet for sikkerhed og tryghed. Ovenpå det bygger vi vores behov for kærlighed og tilhørsforhold, ovenpå det igen vores behov for påskønnelse og anerkendelse, og så videre. Ligesom de fleste andre psykologiske teorier har Maslows teori været genstand for en del kritik fra fagfæller, ikke mindst hvad angår rækkefølgen af ”lagene” i pyramiden, men selve den grundlæggende tanke at så snart ét behov er opfyldt, går vi videre til det næste, den er der vist nogenlunde enighed om. Og noget tyder på at vi kan blive ved med at bygge pyramiden højere ved konstant at skabe nye behov – med velvillig assistance fra dem der tjener penge på at opfylde de nye behov. Hvem ville for eksempel have drømt om for bare 30 år siden, at det at have en stabil og hurtig internetforbindelse ville blive opfattet som et helt indlysende behov i Danmark i år 2023? Hvem ville for 200 år siden have troet at det ville blive altafgørende at have strøm i stikkontakterne? Og så videre. Man må i den grad sige at vi er nået derhen hvor mennesket ikke lever af brød alene – der er mange flere behov der skal opfyldes, før vi er tilfredse!

                      Men det var selvfølgelig ikke det Moses mente med det. Snarere tænker jeg at vi i sætningen ”Mennesket lever ikke af brød alene” skal opfatte ordet ”brød” som et synonym for alle vores behov, sådan som Luther også gør i den Lille Katekismus, hvor han i forklaringen til den fjerde bøn i Fadervor, ”Giv os i dag vort daglige brød”, skriver at ”dagligt brød” er ”Alt, hvad der er brug for til liv og legeme, som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.” (Ja, vi behøver selvfølgelig ikke selv at have kvæg, men hvis man ikke er veganer, vil man nok give Luther ret i at det er ret vigtigt at der i det mindste er nogen i landet der har kvæg!). Men hvis alle de ting er inkluderet i begrebet ”det daglige brød”, så må meningen med udsagnet ”Mennesket lever ikke af brød alene” være at vi har brug for andet og mere i tilværelsen end at få dækket vores behov – hvilket vi jo alligevel aldrig når til ende med, jævnfør det vi talte om før med Maslows behovspyramide.

                      Men hvis vi ikke lever af brød alene, hvad lever vi så af? ”Alt, hvad der udgår af Herrens mund,” siger Moses. Eller som vi skal synge med Grundtvig til slut i gudstjenesten: ”Mennesket lever af Guds ord”. Ikke sådan at forstå at hvis bare vi går i kirke og læser i Bibelen, så behøver vi ikke at spise – men sådan at forstå at hvis vores liv kun går op i at få dækket vores behov, så lever vi ikke rigtig; vi overlever kun. ”Alle mennesker dør, men det er ikke alle mennesker der virkelig lever,” som den skotske frihedskæmper William Wallace siger i filmen Braveheart. Og hvis vi ønsker virkelig at leve, så er det nødvendigt at vi indser at livet har værdi i sig selv, uafhængigt af hvor mange af vores behov vi får opfyldt. Og det er dér fasten kommer ind i billedet: Ved for en tid ikke at kunne spise os helt mætte, lærer vi at livet stadig har værdi i sig selv, selvom vi er sultne. Og det gælder selvfølgelig i endnu højere grad de behov der er højere oppe i ”pyramiden”: Selvom vi mangler tøj, sko, kvæg(!), penge, ægtefælle, børn, gode venner eller godt vejr, er livet stadig livet værd.

                      Jeg er naturligvis godt klar over at det er enormt nemt at stå her og sige for mig, som ikke mangler nogen af de ting jeg har nævnt. (I forhold til så mange andre steder i verden, der plages af naturkatastrofer, kan jeg ikke engang sige at jeg mangler godt vejr). Dertil kan jeg kun sige at det sådan set heller ikke er mig der siger det, men Moses, eller i sidste ende vel faktisk Gud selv, eftersom det står i Den Hellige Skrift. Jesus citerede det i øvrigt med tilslutning da Djævelen forsøgte at friste ham til at forvandle ørkenens sten til brød, men Jesus afslog, selvom han ikke havde fået noget som helst at spise i samfulde 40 dage.

                      Men for os der rent faktisk får vores behov – eller i hvert fald de fleste af dem – opfyldt, er det også en vigtig lektie at det ikke er det vores liv afhænger af. De gode gaver som Gud giver os i denne verden, må vi tage imod med ydmyg taknemmelighed – ydmyg fordi det ikke er noget vi har nogen ret til. Gud har ikke pligt til at opfylde alle vores behov, og hvis han en dag ikke længere gør det, bør vi fortsætte med at takke ham med uformindsket styrke fordi han har givet os det allervigtigste, det som gør at vores liv har værdi, nemlig at vi får lov til at være hans børn, og at han lover os et evigt liv i det paradis hvor vi ikke længere vil have nogen behov der skal opfyldes, men kan koncentrere os helt og holdent om at kende og elske ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til midfaste søndag 2023
Tags: Andet Korintherbrev 9.6-11, Femte Mosebog 8.1-3, Johannesevangeliet 6.1-15

Posted By admin on 14. marts 2023

Jesus og Beelzebul: Doublespeak, eller hvordan vi kender forskel på Gud og Fanden

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 3. søndag i fasten 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ord kan være taknemmelige. Tag for eksempel krigen i Ukraine: Ifølge Putin og resten af det russiske propagandaapparat er det slet ikke en krig, men en ”militæroperation” (det samme sagde Vesten i øvrigt om NATO’s bombardement af Ruslands jugoslaviske allierede, der kostede 500 civile livet i forbindelse med Kosovokrigen i 1999, så vi skal nok ikke pudse glorien alt for skinnende). I har sikkert alle sammen hørt mange andre lignende eksempler på at politikere eller andre meningsdannere har forsvaret en upopulær handling ved at hævde at der ikke var tale om det de blev beskyldt for at have gjort, men derimod om – hvorefter der nævnes et ord der lyder meget pænere, men dybest set betyder præcis det samme. ”Doublespeak” kalder man det vist i sprogforskningen.

                      Man kunne godt tænke at Moses giver sig af med noget lignende i sine formaninger til israelitterne i den første læsning vi hørte i dag, hvor han strengt forbyder dem at beskæftige sig med spådomskunst, trolddom, varsler, magi, besværgelser, dødemanere, sandsigere og orakler. For hvad er det han siger at de i stedet skal gøre? ”Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.” De skulle altså holde sig langt væk fra spådomskunst, men lytte til en profet. Hmm. Jeg gad vide hvor mange af jer der kan gøre rede for hvad forskellen er på spådom og profeti? Den Danske Ordbog kan i hvert fald ikke; når man slår op i den under opslagsordet ”spådom”, nævnes der fire synonymer for ordet, nemlig ”forudsigelse”, ”forjættelse”, ”bebudelse” og – ”profeti!”

                      Når doublespeak anvendes til politisk eller militær propaganda, er forskellen på en ”krig” og en ”militæroperation”, eller på ”nedskæringer” og ”effektiviseringer”, eller på ”terrorister” og ”frihedskæmpere”, eller på ”tortur” og ”moderat fysisk pres”, eller på ”forstokket” og ”karakterfast”, eller på ”principløshed” og ”pragmatisme”, og så videre – forskellen er som regel at man bruger det pæne ord om sig selv og sine allierede, og det grimme ord om sine modstandere. Og til en vis grad er det måske også det der er på spil i det Moses siger. Spåmænd og spåkvinder, besværgere, sandsigere, orakler og profeter er jo alle sammen mennesker der formidler budskaber med en overnaturlig indsigt (selvom man i dag også bruger ordene i uegentlig betydning om mennesker der bruger almindelige jordiske metoder til at forudsige fremtiden, men det er en anden historie). Så hvad er forskellen på dem som Moses forbyder israelitterne at lytte til, og så den profet som han befaler dem at lytte til? Forskellen er hvor de har den overnaturlige indsigt fra. Profeten har sin indsigt fra Gud, de andre har den andre steder fra. Så på overfladen kunne det altså godt virke som om Guds tjener Moses blot siger: ”I skal holde jer til at lytte til de spåmænd og orakler der er på mit hold!”

Det er dog kun på overfladen, for der er også andre forskelle – faktisk temmelig mange. Spåmænd, sandsigere og orakler benytter mange forskellige teknikker for at finde frem til deres budskaber, lige fra at spise svampe over at studere stjernerne til at læse i kaffegrums, men der er i alle tilfælde tale om at finde en måde at aflure universets eller gudernes hemmeligheder. Profeten, derimod, er Guds tjener, som ikke søger at skaffe sig indsigt i noget der dybest set ikke kommer ham eller hende ved, men som stiller sig til rådighed til at sige det som Gud vil at der skal siges. Nogle af profeterne i Det Gamle Testamente havnede tilmed i profetrollen imod deres vilje, deriblandt ikke mindst Jeremias, som protesterede højlydt da Gud første gang bad ham om at profetere (Jer 1,6), og som flere gange senere i løbet af sin profetiske ”karriere” bad om at få lov til at slippe for hvervet, hvad Gud dog ikke gav ham lov til. En anden af Det Gamle Testamentes profeter, nemlig Amos, sagde ligefrem om sig selv: ”Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel; jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner. Men Herren tog mig bort fra hjorden og sagde til mig: ’Gå hen og profetér for mit folk Israel!’” (Am 7,14-15), og den befaling adlød han fordi han ikke følte at han kunne andet: ”Løven brøler, hvem frygter da ikke? Gud Herren taler, hvem profeterer da ikke?” (Am 3,8).

Sådan er det selvfølgelig ikke altid. Man kan sagtens selv ønske at blive profet, og det anbefaler Paulus ligefrem at man satser på: ”Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk”, skriver han i Første Korintherbrev (14,1). Omvendt vil jeg heller ikke lægge hovedet på blokken for at der ikke er nogen der oplever sig ledt af en uimodståelig ydre kraft til at kigge i krystalkugler, eller som måske endda oplever at en engel eller ånden fra en afdød opsøger dem, uden at de selv har gjort noget for det.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på det som Jesus fortæller folkeskaren – og os – i dagens evangelietekst. Teksten begynder med at Jesus uddrev en dæmon. Det gjorde han ofte, men for de fleste af os der lever i dagens Danmark, er det nok en knap så dagligdags begivenhed. Der er endda mange der mener at onde ånder slet ikke findes – og her tænker jeg ikke kun på ateister og naturalister, for de mener jo heller ikke at Gud og de gode engle findes, for det er sådan set logisk nok at de heller ikke mener at der findes onde ånder. Nej, det jeg mener, er at der er mange mennesker som tror fuldt og fast på både Gud og englene og alverdens gode kræfter, men som ikke tror på at der findes onde kræfter. Det kan virkelig godt undre mig hvordan man kan få sådan et verdensbillede til at hænge sammen i en verden hvor der dagligt er mænd, kvinder og børn i alt for ung en alder dør af sult eller sygdom eller bliver ofre for bomber. Nogle vil måske sige at de ting i virkeligheden ikke er onde, men at alt sker af en grund; men de fleste af dem der siger sådan, har sjældent selv oplevet af blive ramt af det onde i særlig høj grad.

Hvorom alting er, så er Bibelen i hvert fald ikke i tvivl om at der både findes godt og ondt, gode handlinger og onde handlinger, gode hændelser og onde hændelser, gode kræfter og onde kræfter, og at det gode og det onde er hinandens absolutte modsætninger. Derfor kan Jesus også blankt afvise anklagerne om at det skulle være med hjælp fra ”dæmonernes fyrste”, at han uddrev dæmoner, for det onde kan ikke uddrive det onde. Og det er dét der er den grundlæggende forskel på det som Moses forbød israelitterne at beskæftige sig med, og det som han omvendt befalede dem: Han forbød dem at beskæftige sig med onde åndskræfter, og befalede dem at lytte til Guds gode Ånd.

Men er det ikke også doublespeak? I enhver konflikt vil det jo typisk være sådan at begge sider mener at de selv er de gode, og de andre er de onde, ikke? Så – som en klog konfirmand engang spurgte mig om – hvordan kan vi vide at det er Gud der er den gode og Satan der er den onde?

Det kan vi fordi det ligger i selve begrebet. ”Gud” er per definition navnet på godhedens fyrste, så vi kan være lige så sikre på at det er Gud og ikke Satan der er den gode, som vi kan være på at det er en cirkel og ikke et kvadrat der er rund. En cirkel er defineret ved at være rund, Gud er defineret ved at være god. Alligevel synes jeg som sagt at min konfirmands spørgsmål var klogt, for ind imellem kan vi mennesker have svært ved at kende forskel på Gud og Satan. ”Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel”, som Paulus skriver til korintherne (2 Kor 11,14). Når vi mennesker vælger at handle ondt, er det meget ofte fordi vi bilder os ind at det vi gør, er godt. Andre gange er det selvfølgelig bare fordi vi er dovne og egoistiske, men det sker også hyppigt at mennesker i misforstået idealisme handler ondt i den tro at de gør det gode – det gælder ikke mindst politiske og religiøse ekstremister. Jesus sagde faktisk til sine disciple: ” der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud” (Joh 16,2). Ja, selv i Jesu eget navn er der desværre blevet begået meget ondskab. Men tag ikke fejl: Den der gør noget ondt, tjener i det øjeblik Satan, uanset om han påberåber sig Jesu navn. Og omvendt: Den der gør noget godt, tjener i det øjeblik den sande Gud, også selvom hun bekender sig som muslim, hindu, heks eller ateist.

Men hvordan finder vi så ud af hvad der er det gode? Hvordan kender vi forskel på profeti og spådom, på Jesus og Beelzebul, på Gud og Fanden? Jeg vil pege på tre måder:

For det første har Gud givet os vores samvittighed. Den er ganske vist ikke ufejlbarlig, men den er en god rettesnor. Holocaust var for eksempel kun muligt fordi folk som Adolf Eichmann valgte at slå sin samvittighed fra, og der er med garanti også ting i dag som vi ikke ville acceptere hvis vi gav os selv lov til at lytte til vores samvittighed. Hvis der er en konflikt mellem det som din samvittighed siger, og det som nogen siger er det rette – måske endda Guds vilje – så er det i hvert fald en overvejelse værd om ikke det skulle være din samvittighed der har ret!

For det andet har Gud givet os Bibelen. Navnlig Det Nye Testamente rummer en mængde etiske rettesnore, men De 10 Bud fra Det Gamle Testamente gør vi også klogt i at holde os for øje. Det er i hvert fald helt sikkert at hvis nogen siger det modsatte af det der står i Bibelen, så er det ikke Guds Ånd der taler (med forbehold, naturligvis, for at du kan have misforstået det der står i Bibelen, men det må du i så fald bede vedkommende om at sandsynliggøre, i hvert fald hvis det er en der hævder at tale i Jesu navn).

Endelig for det tredje peger Jesus gentagne gange på at vi skal se på frugterne af det der bliver sagt og gjort: Kommer der noget godt ud af det? ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” skriver Paulus i Galaterbrevet (5,22-23). Det er altså de ting vi skal se efter. En prædiken (uanset om den er religiøs eller politisk eller noget helt tredje) der skaber kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, er det Guds Ånd der står bag. Skaber den derimod det modsatte, så er det ikke en sand profeti fra Gud, men derimod ”spådomskunst, trolddom, varsler, magi, besværgelser, dødemanere, sandsigere og orakler”.

Til slut vil jeg minde om noget som vi gør klogt i at huske, nemlig at vi er syndige mennesker som lever i en syndig verden. Overladt til os selv er vi ikke i stand til hele tiden at gøre det gode, uanset om vi bekender os som kristne, muslimer, buddhister, ateister eller noget helt femte. Derfor lader det sig ikke gøre at blive frelst uden Jesus, for han er den eneste som har givet sit liv for at befri os fra det onde i os selv. Vi er hjælpeløst afhængige af ham, men ved hans blod bliver vi renset for al vores synd. Det er derfor vi hver søndag fejrer nadverens sakramente, hvor vi modtager Jesu legeme og blod i brødets og vinens form. Den eneste måde vi hver dag og hele tiden kan tjene Gud på, er ved at lade Jesus gøre det for os og i os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i fasten 2023
Tags: Efeserbrevet 5.1-9, Femte Mosebog 18.9-15, Lukasevangeliet 11.14-28

Posted By admin on 28. februar 2023

Jesu dåb: Tal blidt og bær et jernscepter

Prædiken i Rø Kirke fastelavns søndag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vidste du at hvert femte barn i Danmark bliver udsat for mobning? Det fremgår af Red Barnets hjemmeside. Det er egentlig lidt rystende at det er sådan, synes jeg, for der bliver jo virkelig gjort meget i dag for at bekæmpe mobning blandt børn (og i øvrigt også blandt voksne), så jeg ville have troet at det ucharmerende fænomen var ved at dø ud, men hvert femte barn – det er vist mindst lige så slemt som dengang jeg selv gik i skole!

                   Jeg vil gætte på at de fleste af jer enten har prøvet selv at blive mobbet eller været vidne til at andre blev det. Det er kun alt for nemt for sit indre blik at fremkalde en scene hvor et barn bliver frarøvet sin skoletaske eller sin jakke eller sine briller af en gruppe bøller der nyder at se deres offers magtesløshed. Heldigvis har det barn der bliver generet, dog et enkelt våben at ty til, nemlig sætningen: ”Jeg siger det til de voksne!” De voksne i børnehaven eller skolen eller idrætsforeningen er nemlig som regel langt stærkere end de børn der mobber, så dem skal man helst ikke blive uvenner med! Efterhånden finder mange børn dog ud af at der er nogle voksne som det er værre at blive uvenner med end andre, og det finder de voksne nogle gange også selv ud af; da jeg gik i 8. klasse, havde jeg for eksempel en lærer der havde for vane at true ulydige elever med skolelederen, som læreren for den dramatiske effekts skyld omtalte ved både for- og efternavn – og det plejede at hjælpe, for skolelederen havde de fleste af eleverne respekt for! Ikke fordi han var bøs og vredladen, tværtimod; der var bare en naturlig autoritet over hans fremtoning, selvom han i reglen talte dæmpet. Men som det hedder i et ordsprog der nok især er kendt på engelsk: Hvis du taler blidt og bærer en stor kæp, når du langt!

                   Selvom det var en frygtindgydende skoleleder vi havde, så var han dog alligevel for intet at regne mod den konge som salmisten beskrev i dagens første læsning. Der er tale om en konge som har fået fuldmagt af Gud til at knuse alverdens folkeslag med et jernscepter, som om de var skrøbeligt lertøj, og derfor giver salmisten følgende råd til Jordens øvrige konger og stormænd: ”Kys hans fødder i rædsel! Ellers bliver han vred, og I går til grunde; for hans vrede blusser hurtigt op.”

                   Vi spoler tiden cirka tusind år frem for at nå frem til prædiketeksten, og der møder vi Johannes Døber, som har stået ude i ørkenen og talt dunder mod de jødiske ledere og deres religiøse hykleri. I de vers der går umiddelbart forud for dagens prædiketekst møder vi for eksempel dette citat fra Døberen: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3,7b-12). Billedet med tærskepladsen og kasteskovlen er måske nok lidt fremmedartet for os moderne vesterlændinge, men meningen er vist tydelig nok: Hvad Johannes selv måtte have manglet i autoritet, det hentede han fra den ”skoleleder” som han kunne true med. Lige fra Johannes var spæd, havde det nemlig været profeteret at han skulle være en profet der skulle indvarsle Messias’ længe ventede komme. Og Messias var netop den konge salmisten havde skrevet om 1000 år tidligere, som ville ”rydde saloonen” med sit jernscepter.

                   Det er svært at sige hvorfra Johannes vidste at det lige var Jesus der var Messias, for som vi talte om for et par søndage siden, så så Jesus ud som et helt almindeligt menneske, og på det tidspunkt hvor han kom til Johannes for at blive døbt, havde han ikke engang gjort nogen mirakler endnu. Men på en eller anden måde – måske ved hjælp af en guddommelig åbenbaring – vidste Johannes altså, da Jesus kom, at han nu stod ansigt til ansigt med Messias. Nu ville der nok falde brænde ned! Nu kunne herolden træde til side og overlade scenen til kongen selv, og så ville ”øgleynglen” der ikke havde villet lytte til Johannes’ budskab, få kærligheden at føle! Nu ville skolelederen straffe bøllerne!

                   Men hov – lige et øjeblik! Hvad var det der skete? Jesus stillede sig ikke op skråt foran Johannes, han manede ikke til tavshed med en håndbevægelse og kaldte ild ned fra himlen over de vantro, hvorefter han udrustede de trofaste til en uovervindelig hær som kunne erobre hele verden og gøre en ende på al ondskab. I stedet gik han ud i vandet ligesom alle de andre der var kommet for at blive døbt, og gjorde mine til at Johannes skulle døbe ham også. ”Tal blidt, og bær et jernscepter” var måske hans motto? Jeg tror ikke at Johannes nogensinde har været så forvirret i hele sit liv! Der er ikke noget at sige til at han protesterede og sagde: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig”!

                   Men Jesus svarede ham: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Mærkeligt svar, ikke sandt? Jeg er sikker på at Johannes godt kunne komme på en lang række andre ting der i højere grad ville tjene til at al retfærdighed blev opfyldt, end det at Jesus blev døbt! Man kunne i flæng nævne tiltag som straf over dem der havde undertrykt og udnyttet andre, og oprejsning for deres ofre! Så hvad var det for en retfærdighed Jesus talte om?

                   For at forstå det skal vi først se på hvorfor Johannes døbte folk, og hvorfor der var så mange der kom for at blive døbt af ham. For os i Danmark i dag er det at blive døbt jo noget meget almindeligt, som i mange familier er den naturligste ting i verden når et barn er blevet født. Ganske vist er barnedåbsprocenten nærmest i frit fald med en nedgang på hele 20 procentpoint på bare 12 år, men den er dog stadig over 50 (så længe det varer), og derfor kan det være svært for os at sætte os ind i en kulturel ramme hvor det at blive døbt ikke var noget naturligt. For det var det bestemt ikke for en jøde for 2000 år siden! Jøderne på Jesu tid foretog ganske vist hyppigt rituelle afvaskninger af deres hænder og fødder, og hvis man havde pådraget sig rituel urenhed ved eksempelvis at røre ved et lig, så skulle hele kroppen nedsænkes i det rensende vand før man kunne genindtage sin plads i den jødiske menighed. Men det var altså en plads som man hele tiden havde haft, men blot var gledet væk fra for en kort bemærkning. Anderledes var det hvis en person der ikke tilhørte det israelitiske folk, ønskede at blive optaget i menigheden; så skulle han eller hun nedsænkes i vand som tegn på at det hidtidige liv så at sige blev vasket af, og et helt nyt liv kunne begynde. Og det var sandsynligvis dén praksis der var referencen når Johannes prædikede at folk skulle lade sig døbe. (Ordet ”døbe” betyder i øvrigt ”vaske” eller ”dyppe”, og det gælder både på dansk og på græsk). Det som Johannes sagde til sine tilhørere, var at deres hidtidige liv havde været helt uantageligt set med Guds øjne, og at der derfor var brug for en gennemgribende renselse og en helt frisk start. Det budskab var der mange der var modtagelige over for, og når Jesus senere omtalte Johannes Døber og hans budskab, roste han dem der havde ladet sig døbe, for det første skridt mod forandring består i at erkende at forandringen er nødvendig.

Og forandringen er nødvendig, for set med Guds øjne er alle menneskers liv faktisk uantageligt! Det lyder hårdt, men hvor mange mennesker kender du som du ikke kan finde på noget som helst negativt at sige om? Sikkert mange, men det er kun fordi du ikke kender dem godt nok. Der er sikkert også mange der ikke kan finde på noget negativt at sige om dig, men hånden på hjertet: Det kan du garanteret godt selv, ikke? Personligt priser jeg mig i hvert fald lykkelig for at de fleste af de mennesker jeg omgås, ikke kender mig nær så godt som jeg kender mig selv, for så er jeg ikke sikker på at ret mange af dem ville bryde sig om mig. Nogle af jer kender muligvis bøgerne og filmene om Skammerens datter, som kan se i folk øjne hvad de skammer sig over, og derfor undgår de fleste mennesker hende fordi næsten alle har noget de skammer sig over (bortset fra ærkeskurken, men det er kun fordi han ikke ejer skam i livet). Men Guds tanke med os var at vi skulle være hellige og fejlfrie ligesom han selv er det – og det første skridt på vejen mod at blive det, er at erkende at vi ikke allerede er det!

Problemet er jo så altså bare at vi har svært ved at nå længere end til det første skridt på vejen! Et af de mest ihærdige forsøg på rent faktisk at blive hellig og fejlfri blev gjort af Martin Luther, som i årevis stræbte efter at rydde alt syndigt og uhelligt ud af sit liv, men kun for at konstatere at selvom han i sine omgivelsers øjne tog sig ud som en elitemunk, så var han ude af stand til at fordrive lysten til synd fra sit sind. Det var det der til sidst ledte ham til den erkendelse at vi kun kan frelses af nåde ved tro, og at når Det Nye Testamente taler om ”Guds retfærdighed”, så er det en retfærdighed som Gud ikke kun kræver af os, men også giver os.

Og det var derfor Jesu dåb var nødvendig for at ”opfylde al retfærdighed”. Som Guds søn var Jesus nemlig den eneste der levede op til Guds standard, og dermed havde Johannes ret i at netop Jesus ikke havde nogen som helst grund til at lade sig døbe. Altså lige bortset fra den grund at han var kommet for at træde i stedet for os. Den retfærdighed som vi ikke selv kan præstere i vores liv, præsterede Jesus i sit, men han gjorde det for vores skyld. Ved at lade sig døbe som om han havde været en fortabt synder der havde brug for frelse, identificerede Jesus sig med os fortabte syndere som har brug for frelse. For de bøller som han skulle sætte på plads for at frelse sit folk, var nemlig ikke nogle ydre fjender, men det onde inde i hver enkelt af os. Og det besejrede han ved at gå i døden for vores skyld.

Det var altså ikke forkert når Johannes forventede en stærk konge der ville knuse ondskaben med et jernscepter. Men han gjorde det på en højst uventet måde, nemlig ved selv at tage det onde på sig og lade jernsceptret ramme ham selv. Det virkede måske umiddelbart som svaghed, men tag ikke fejl: Guds svaghed er stærkere end mennesker, som vi hørte i sidste uge, og netop ved at lide og dø tilføjede Jesus det onde dødsstødet – og frelste os. Og efter sin lidelse og død opstod han til livet igen og sidder nu ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde med retfærdighed. ”Lykkelig hver den, der søger tilflugt hos ham”!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

       Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

       Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

       Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

       Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

       Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2023
Tags: Første Petersbrev 3.18.22, Matthæusevangeliet 3.13-17, Salme 2

Posted By admin on 14. februar 2023

Lignelsen om sædemanden: Heldet følger de tossede

Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker søndag seksagesima 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Når man kører fra Ystad i retning mod Malmø og København, så har de fleste af jer sikkert bemærket at man knap midtvejs kan se en statue af en flyvende gås til højre for vejen. Nogle af jer har måske endda lagt mærke til at der sidder en lille person på ryggen af gåsen. Måske ved nogle af jer endda hvad den lille person hedder, nemlig Niels Holgersen (eller ”Nils Holgersson”, som svenskerne kalder ham). Han er hovedperson i to bøger (der senere blev samlet til én) som Selma Lagerlöf skrev i 1906 og 1907 med henblik på at de skulle bruges i geografiundervisningen i den svenske folkeskole, men fordi hun samtidig fik skabt en spændende og læseværdig roman, endte bogen med at blive oversat til adskillige sprog og blive filmatiseret på både russisk, japansk, tysk og fransk, og da den franske avis Le Monde i 1999 kårede de 100 vigtigste bøger i det 20. århundrede, var Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige den eneste svenske bog på listen. (Jeg kan tilføje at der ikke var en eneste dansk bog på listen).

                      Som mange af jer ved, er bogen om Niels Holgersen også oversat til dansk. Jeg kan huske at have fået læst den højt i skolen, og jeg husker også stadig enkelte af episoderne. Udgangspunktet for historien er at drengen Niels Holgersen er ond mod dyrene på sin fars gård, og som straf bliver han forhekset af gårdens nisse så han selv bliver en nisse, der på den ene side kan tale med dyrene, men til gengæld er bittelille. Nu hvor han er lille, vil dyrene tage hævn over ham, men da gåsen Morten i det samme beslutter at slutte sig til en flok vildgæs der flyver forbi, griber Niels fat i dens hals og rejser med gennem Sverige, hvor han oplever mangt og meget i de forskellige landsdele. I et af kapitlerne møder Niels Holgersen en stork, der tager ham med på en tur til en fremmed strand. Niels opdager at der ligger en lille irret kobbermønt på stranden, men den er så grim og så lidt værd at han ikke gider samle den op, men blot sparker foragteligt til den. Pludselig dukker der en smuk by op af havet, som Niels udforsker mens storken tager en lur. I byens handelsgade falbydes der dyrt tøj og kostbare juveler, og Niels Holgersen undrer sig over at alle de handlende henvender sig netop til ham – en fattig dreng som ikke har råd til den slags kostbarheder – men de lader ham med fagter forstå at for ham vil prisen blot være en lille kobberskilling. Da kommer han i tanker om den mønt han sparkede til på stranden, og han spæner tilbage for at hente den. Men ak, aldrig så snart har han samlet den op, før byen forsvinder ned i havet igen. I det samme vågner storken, og da Niels Holgersen fortæller den hvad han har oplevet, forklarer storken at byen Vineta for mange år siden blev sænket i havet som straf for indbyggernes griskhed og hovmod. Kun én gang hver hundrede år kommer byen op til overfladen igen i en enkelt time, og hvis der i løbet af den time er en person udefra der køber noget af en af byens handlende, får den lov til at blive oppe, ellers må den vente 100 år mere på en ny chance. Havde Niels Holgersen bare samlet den irrede kobbermønt op fra starten i stedet for at sparke den fra sig i foragt, kunne han ikke alene have skaffet sig selv et smukt sæt tøj eller et kostbart smykke; han kunne have reddet en hel by!

                      Den sunkne by Vineta er ikke noget Selma Lagerlöf selv har fundet på; den har været kendt i Østersøområdets folklore i mere end 1000 år, og den er undertiden blevet identificeret med den legendariske vikingeby Jomsborg. Det vil jeg imidlertid ikke holde noget langt foredrag om, hvor spændende det end kunne være; det vi skal koncentrere os om, er den chance som Niels Holgersen lod gå fra sig ved at ringeagte den kobbermønt der ellers kunne være blevet hans kvit og frit. Den så ganske vist ikke ud af ret meget, men alligevel kunne den både have gjort ham rig og have frelst Vineta med alle dens indbyggere. I den forbindelse havde det ikke noget at sige at han kun var en fattig dreng – i forhold til at redde Vineta kom det ikke an på styrke eller rigdom eller andre kvalifikationer; det kom kun an på én enkelt ting, nemlig at han ikke ringeagtede det han fik givet, selvom fordi det ikke så ud af ret meget.

                      At vinde vores egen frelse kræver heller ikke nogen særlige kvalifikationer. Kristendommen er ikke kun forbeholdt de kloge eller de rige eller de på andre måder ressourcestærke; tværtimod skriver Paulus til korintherne i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten, at budskabet om Kristus er ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”, eller som den nudanske oversættelse Bibelen2020 udtrykker det: Det at Jesus blev korsfæstet, ”forarger jøderne, og grækerne synes det er tåbeligt”. Hvorfor? Jo, jøderne synes det er blasfemi at hævde at Gud skulle have fornedret sig så dybt (og det synes muslimerne i endnu højere grad, kan jeg tilføje), og grækerne, ja, de kunne ikke se hvorfor de skulle stole på at de ville blive frelst af en mand der ikke engang kunne frelse sig selv fra døden. Så den jødiske teologi og den græske filosofi er snarere en ulempe end en fordel i forhold til at tage imod det simple budskab om frelsen i Jesus – vi kan hurtigt blive så kloge at vi afviser Guds frelsestilbud som noget lige så værdiløst som en irret kobbermønt.

                      Derfor: Hvis du nogensinde har tænkt at alt det der med Gud ikke er noget for dig fordi det går langt over din forstand, så er der gode nyheder til dig i dag! For ganske vist er det helt rigtigt at det med Gud går langt over din forstand – det går langt over alles forstand, for Gud er evig og almægtig, så hvordan skulle vi små, begrænsede mennesker nogensinde kunne fatte eller forstå ham? Men det er slet ikke vores forstand det kommer an på! Det at være kristen kræver som sagt ingen særlige kvalifikationer; det kræver blot at du ikke ringeagter det du får givet!

                      Lignelsen om sædemanden, som er dagens prædiketekst, understreger tydeligt at frelsen er noget vi får givet. ”Sædemanden sår ordet”, siger Jesus, og det kræver nok lidt forklaring, i hvert fald for dem af jer der ikke er flasket op med bibelsk lingo, for hvad betyder ”ordet”? Hvad er det for et ”ord” der bliver sået? På moderne dansk plejer ordet ”ord” som bekendt at betyde et enkelt ord, enten det så er et navneord, tillægsord, udsagnsord, stedord, biord, forholdsord eller noget helt syvende, men ordet ”ord” kan også betyde en ytring der består af flere ord (fik I den?). Vi kan for eksempel sige: ”Der er et gammelt ord der siger at heldet følger de tossede!” ”Heldet følger de tossede” er jo fire ord, men fordi de udgør et samlet budskab, kan man altså omtale dem som ”et ord”.

                      Det ”ord” som sædemanden i lignelsen sår, er også en ytring der består af flere ord, nemlig det at Gud tilbyder frelsen kvit og frit til alle. Der kræves ingen særlige forudsætninger i form af styrke, viden eller fromhed; det eneste der kræves, er at vi ikke ringeagter det der gives os. Det illustrerer Jesus i lignelsen ved at lade sædemanden strø kornet ud over hele sin jord. Det er det samme såkorn der strøs ud overalt i lige stor mængde, så det eneste der har betydning for om kornet spirer og bærer frugt, er den modtagelse det får i jordbunden. Med andre ord: Det det kommer an på, er vores indstilling: Foragter vi budskabet om Jesus fordi vi ikke kan indse hvad en mand der hænger på et kors, kan gøre for os? Eller vælger vi – selvom vi måske synes det lyder tosset – at gribe vi om den gave Gud har givet os, og holde fast i den, så hverken ”trængsler og forfølgelse” eller ”denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk” kan få os til at give slip? I så fald er Jesu påstand at vi vil komme til at erfare at heldet følger de tossede!

                      Vi har nemlig dybest set ikke noget at tabe ved at tage imod ”det ord, at Gud er mild og lod sig ved sin Søn forsone”. Måske synes du det er svært at tro på, måske synes du at det lader til at være lige så lidt i stand til at udrette noget mod synden og døden og Djævelen og verdens ondskab som en irret kobbermønt er i stand til at købe fornemt tøj og dyre smykker, men hvis vi ikke samler den mønt op, har vi slet ingenting. Og hvad der er nok så vigtigt: Det er Gud der rækker os den mønt. Måske virker det svagt, men Guds svaghed er stærkere end mennesker. Måske virker det dumt, men Guds dårskab er visere end mennesker. Måske virker det så lille og svagt som et frø, men selv det mindste frø kan gemme på en mægtig spirekraft. Måske virker det tosset, men heldet følger de tossede. Måske kommer det til at koste trængsler og forfølgelse i denne verden, men denne verden er under alle omstændigheder en troløs ven som ikke har nogen blivende skatte at byde på, men kun bekymringer og blændværk. Så hold du bare godt fast på din kobberskilling – og hvis du er en af dem der indtil nu bare har sparket til den i foragt, så bøj dig i stedet ned og saml den op ved at overgive dit liv til Jesus. Du har Guds ord på at netop den kobberskilling vil vise sig at være mere værd end alverdens rigdomme!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag seksagesima 2023
Tags: Esajas' Bog 55.6-11, Første Korintherbrev 1.18-25, Markusevangeliet 4.1-20

Posted By admin on 7. februar 2023

Arbejderne i vingården: The Winner Gives It All

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag septuagesima 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Bornholms Regionskommunes kommunalbestyrelse, som vi beder for hver søndag i kirkebønnen (og som jeg vil opfordre jer til også at bede for derhjemme), har 23 medlemmer. Forud for det seneste kommunalvalg, der som bekendt fandt sted i november 2021, spurgte Bornholms Tidende spidskandidaterne for hvert af de opstillede partier hvor mange af de 23 pladser de regnede med at deres parti ville få. Det var meget interessant læsning, for når man lagde de tal sammen, så gav det en hel del mere end 23! Det var altså givet på forhånd at i hvert fald nogle af partierne ville få færre mandater end de regnede med. Men politikere er jo også en slags mennesker, og det er i hvert fald såre menneskeligt at sætte sine forventninger urealistisk højt. Der findes endda en psykologisk fagterm for fænomenet, nemlig ”optimisme-bias”. Det er den bias, spil som Lotto lever af ved at få os til at forestille os hvor vidunderligt det ville være at vinde den store gevinst, så vi glemmer hvor ekstremt usandsynligt det er. Det er den bias der gør at der er et marked for selvhjælpsguruer der bilder os ind at de kan gøre os alle sammen til vindere. Og det er nok også den bias der driver alle de historier i medierne hvor skoler og hospitaler og kommuner og lande bliver sammenlignet med hinanden, og vi forfærdes over at der er nogle der ligger under gennemsnittet. Til tider tænker jeg at både medier, politikere og vi andre har glemt at uanset hvor gode de danske folkeskoler og hospitaler måtte gå hen og blive, vil der altid være nogle af dem der ligger under landsgennemsnittet!

                      Det samme gælder naturligvis i sportens verden. Kort før jul fortalte jeg i min prædiken om den store skuffelse i den spanske fodboldstorklub FC Barcelona over at man de seneste tre år har måttet se det nationale mesterskab havne i Madrid. Jeg behøver vel næppe at nævne at hvis det var gået lige omvendt, så ville der have været lige så stor skuffelse hos rivalerne! Der er nemlig mange storklubber hvor forventningen hos ledere, spillere og fans er at alt andet end førstepladsen er en skuffelse – ”The Winner Takes It All”, som ABBA sang i deres store hit fra 1980. Problemet er bare at antallet af fodboldklubber for hvem alt andet end et mesterskab er en skuffelse, er langt større end antallet af mesterskaber der er at spille om! Som Paulus så indlysende rigtigt skriver i det stykke fra Første Korintherbrev som vi lyttede til tidligere i gudstjenesten: ”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen?”

                      Nu hørte vi jo hele det pågældende stykke fra Første Korintherbrev, og derfor nytter det ikke noget at jeg spørger jer hvordan I vil gætte på at Paulus fortsætter (medmindre I allerede har glemt hvad I hørte, selvfølgelig), men jeg ved godt hvordan fortsættelsen havde lydt hvis der havde været tale om et faderligt råd fra mig til min søn. Så ville jeg nemlig have fortsat: ” – men det gør ikke noget, for det vigtigste er at du deltager, og at du gør dit bedste!” Det er jo det vi gerne vil lære vores børn, ikke sandt? Men det er ikke det Paulus skriver til sine ”åndelige børn” i Korinth; han skriver tværtimod: ”Løb sådan, at I vinder”! Hvad er det lige den mand ikke har forstået? tænker man uvilkårligt. Men vi skal selvfølgelig huske at Paulus bruger billedsprog – hvem der vandt løbene på stadion, har han nok været relativt ligeglad med (selvom hans talrige sportsmetaforer godt kunne tyde på at han interesserede sig for sport; det har jeg i hvert fald tit tænkt!). Derimod var det alt om at gøre for Paulus at de mennesker han havde hjulpet til tro, vandt ”den sejrskrans der ikke visner”, nemlig det evige liv hos Gud. Og når professionelle sportsfolk finder sig i at lide alle mulige afsavn for at øge deres muligheder for at vinde de mesterskaber de konkurrerer om, hvor meget mere skulle vi kristne så ikke være villige til at lide afsavn for at vinde det evige liv! Det er det Paulus vil sige med sit væddeløbsbillede.

                      Men billedet halter unægtelig (og det går forhåbentlig an, så længe løberen ikke gør det), for det er vel ikke sådan at der kun er én der kan vinde det evige liv? Det kan vi forhåbentlig alle sammen?

Se, for at svare på det spørgsmål skal vi prøve at se lidt på hvad ”konkurrencen” i det hele taget går ud på. Vi ved alle sammen hvordan man vinder i fodbold, nemlig ved at score flere mål end det andet hold, eller i cykelløb, nemlig ved at komme først over målstregen, men hvordan vinder man den sejrskrans der ikke visner? Tja, hvis man er i tvivl om hvordan man skal forstå noget der står i Bibelen, så er det tit en god idé at undersøge hvad der står andre steder i Bibelen om det samme emne. Til det formål kan man for eksempel bruge de fine krydshenvisninger der står som fodnoter i de fleste udgaver af Bibelen (peg på dem i Bibelen), og blandt de vers der bliver henvist til når man slår op på Første Korintherbrev kapitel 9 vers 24 og 25, er et vers fra det allersidste brev Paulus skrev, nemlig Andet Timotheusbrev. Da Paulus skrev dette sidste brev til sin unge ven og mentee Timotheus, var han blevet dømt til døden af de romerske myndigheder, der ikke fandt sig i at han hævdede at Jesus var større end kejseren, og han ventede nu kun på at blive henrettet. I den situation skrev han: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente” (2 Tim 4,7-8a). Det lader altså til at det eneste der skal til for at vinde, er at man gennemfører løbet. (Så er det alligevel ikke helt forkert, det jeg prøver at lære min søn!). Og så får vi også noget at vide om hvad ”løbet” består i, nemlig at bevare troen. Men hvad betyder det? Populært sagt: Hvor troende skal man være for at komme i betragtning til sejrskransen?

Det er et godt spørgsmål, ikke? Men nu skal I høre noget interessant: Når vi møder ordet ”tro” i Det Nye Testamente, så betyder det som regel andet og langt mere end det at regne med at noget forholder sig på en bestemt måde. At ”tro på Gud” betyder ikke bare at tro på at Gud findes; det er noget der har at gøre med den måde vi lever vores liv på. Jesu bror Jakob udtrykker det meget præcist i sit brev: ”Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro” (Jak 2,18b). Tro i bibelsk forstand er nemlig to ting: tillid og troskab – at have tillid til Gud, og at være tro mod Gud. Så når Paulus skriver at han har ”bevaret troen”, betyder det altså at han er blevet ved med at stole på Gud og at være trofast mod Gud.

Se, det kunne jo godt gøre en og anden noget bekymret, for har alle dine gerninger altid båret præg af tillid til Gud og trofasthed mod ham? Det har mine ikke, er jeg bange for. Så hvordan stiller det os?

For at svare på det vil jeg gerne vende tilbage til spørgsmålet: ”Det er vel ikke sådan at der kun er én der kan vinde det evige liv?”, for jo, der er faktisk kun én der har levet et helt liv i fuld tillid og troskab over for Gud, og det er Jesus. Om ham skriver Paulus andetsteds i Andet Timotheusbrev: ”er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke” (2 Tim 2,13). Og det var jo det det drejede sig om: at forblive tro. Jesus vandt altså løbet!

Men hvis Jesus er den eneste der har vundet sejrskransen, hvordan kunne Paulus så skrive at han selv havde retfærdighedens sejrskrans i vente? Jo, jeg drillede jer lidt da jeg citerede det vers, for jeg stoppede nemlig på halvvejen. Nu får I det hele med: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst” (2 Tim 4,7-8). Præmien for at vinde løbet er altså noget som han der har vundet den, giver os kvit og frit! Hos Jesus er det altså ikke ”The Winner Takes It All”, men ”The Winner Gives It All”! Det viser sig også i et af de andre vers som fodnoterne til Første Korintherbrev 9,24 henviser til, nemlig Filipperbrevet kapitel 3 vers 14, hvor Paulus skriver: ”jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus”. Ordene ”i Kristus Jesus” er altafgørende i den sammenhæng, for den eneste måde vi kan gøre os nogen forhåbninger om at vinde på, er ved at lade Jesus bære os. ”Løb sådan, at I vinder” betyder altså hverken mere eller mindre end at vi til enhver tid skal holde os tæt på Jesus.

Det at vi ikke selv kan vinde sejrsprisen, men kun kan få den forærende, betyder også at vi kan glemme alt om at skelne mellem hvem af os der ligger henholdsvis over og under gennemsnittet i Guds rige, for det er der slet ikke noget der hedder. Der er kun én belønning, og den er den samme, uanset om du er en ”elitekristen”, eller du kun har en spæd, usikker, famlende tro. De arbejdere der havde båret dagens byrde og hede siden den tidlige morgenstund, fik en denar, og de der var blevet hyret i den ellevte time, fik også en denar. De gode gerninger som Gud i sin nåde sætter os i stand til at gøre, er nemlig aldrig noget vi kan være stolte af – og dermed når vi også en tur omkring dagens første læsning, hvor Gud siger: ”Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig”. At den himmelske vingårdsejer, Gud, har hyret os som sine medarbejdere, kan vi kun være inderligt taknemmelige over, fordi han ikke belønner os ud fra hvad vi har fortjent, men ud fra at han er god. Og hvis du føler at du har mest til fælles med de arbejdere fra lignelsen som bar dagens byrde og hede, end med dem der kun arbejdede en time – og hvis du måske endda til tider kan synes at det er uretfærdigt at de får den samme løn som du har i vente – så vil jeg opfordre dig til bare at glæde dig over at du har fået lov til at leve flere år sammen med Jesus og gøre flere gerninger for ham end så mange andre, for større privilegium findes ikke i verden end at leve Gud nær.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag septuagesima 2023
Tags: Første Korintherbrev 9.24-27, Jeremias' Bog 9.22-23, Matthæusevangeliet 20.1-16

Posted By admin on 31. januar 2023

Forklarelsen på bjerget: Pause på toppen

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ruts Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Indtil videre er der sket følgende: Til jul hørte vi om Jesu fødsel, hvor englene fortalte hyrderne at der var født en frelser som var Kristus, Herren. Fordi juledag og nytårsdag faldt på søndage, blev vi snydt for både julesøndag og helligtrekongers søndag, men ellers ville vi på de to dage have hørt om henholdsvis en from gammel mand ved navn Simeon som ved synet af Jesusbarnet udbrød at nu havde Gud åbenbaret sin frelse, og nogle stjernetydere fra et fjernt land der kom rejsende for at tilbede barnet. Første søndag efter helligtrekonger var vi til gengæld tilbage på sporet, da vi hørte hvordan Jesus som tolvårig forbløffede Maria og Josef med sin intuitive viden om at han var i sit rette element i sin Fars hus, templet. Ugen efter forcerede vi endnu et stykke af den skrænt der fører op til besvarelsen af spørgsmålet om hvem Jesus i grunden er, da vi hørte hvordan han ”åbenbarede sin herlighed” ved at forvandle vand til vin, hvilket afstedkom at hans disciple troede på ham. Endnu større tro havde dog den romerske officer vi mødte i søndags, for han var overbevist om at Jesus kunne befale over sygdom og sundhed med samme selvfølgelighed som officeren selv gav ordrer til sine folk – og det viste sig at han havde ret, da Jesus helbredte hans tjener med et enkelt ord uden så meget som at gå ind i det hus hvor tjeneren befandt sig.

                      Og i dag når vi så op på toppen af bjerget, både i overført og bogstavelig betydning. Peter, Jakob og Johannes var de tre mest betroede af Jesu disciple, og ved flere lejligheder tog han de tre med i situationer hvor de ni andre udvalgte disciple måtte vente udenfor (eller i dette tilfælde: nedenfor), men det de oplevede den dag oppe på bjerget, var nok alligevel en af de mest mindeværdige oplevelser i deres liv, måske kun overgået af deres møde med den opstandne Jesus påskedag. I hvert fald er det netop den oplevelse apostlen Peter mange år senere vælger at appellere til for at overbevise læserne af det brev der senere blev navngivet ”Andet Petersbrev”, om at det han havde sagt til dem, ikke bare var en gang lommefilosofi, men noget han selv havde set og hørt.

                      Det var da også en helt unik oplevelse de tre disciple fik oppe på bjerget. Oplevelsen faldt i tre faser, den ene mere spektakulær end den anden. Det første der skete, var at Jesu udseende forandrede sig. Disciplene havde set et glimt af Jesu herlighed da han forvandlede vand til vin, og gennem de mange andre undere og mirakler han havde udrettet, men selvom alt det betød at de efterhånden nåede til den overbevisning at Jesus var selveste Guds søn, så var det stadig noget som de troede på på trods af at Jesus i det ydre lignede et helt almindeligt menneske. Jesus bliver ellers tit afbildet med skinnende hvidt tøj og en særlig stråleglans over sit ansigt, måske endda en glorie på hovedet, men sådan så han altså ikke ud i sin jordiske hverdag, heller ikke når han helbredte de syge, oprejste de døde eller befalede over en storm. At han der på bjerget pludselig begyndte at lyse både fra sit ansigt og sit tøj, var altså et aldeles uvant syn for disciplene, og selvom de efterhånden havde fået både en tro i hjertet og en overbevisning i sindet om hvem Jesus var, så må det alligevel have været noget helt andet at se herlighedens glans med deres egne øjne.

                      Det næste der skete, var at to forlængst afdøde personer pludselig stod lyslevende foran dem – og vel at mærke ikke to hr. hvemsomhelst’er, men to af de allerstørste skikkelser fra Det Gamle Testamente. Som vi hørte både for to uger siden og i den første læsning i dag, så tilbragte Moses hele 40 dage og nætter i Guds nærvær på toppen af et andet bjerg, nemlig Sinaj, og det endda uden at spise eller drikke noget som helst (så der var helt klart noget meget overnaturligt på spil, for normalt kan man jo kun overleve i få dage uden at indtage væske), og også derefter talte han jævnligt med Gud inde i en lysende sky, så hans eget ansigt kom til at stråle bagefter. Intet andet menneske i Det Gamle Testamente omgikkes Gud ansigt til ansigt på den måde. Elias kommer dog ind på en tæt andenplads (eller måske en tredjeplads efter Enok, men ham ved vi ikke ret meget om), og ligesom Enok udmærkede Elias sig ved at han ikke døde, men blev taget op til himlen i levende live (så det var faktisk ikke helt korrekt da jeg sagde før at der stod ”to forlængst afdøde personer”). Det var altså noget af et selskab Jesus blev placeret i! Der er ikke noget at sige til at Peter forsøgte at forlænge øjeblikket ved at tilbyde at bygge tre hytter til Jesus og hans to gæster!

                      Men der manglede stadig det tredje og stærkeste trin i raketten, og dét lukkede munden noget så eftertrykkeligt på såvel Peter som de to andre disciple, så de ikke kunne gøre andet end at falde rædselsslagne på deres ansigt. Nu kom nemlig den lysende sky – den selv samme lysende sky som havde sænket sig over Sinajbjerget dengang Moses tilbragte 40 dage og nætter deroppe, og som i øvrigt også havde gået foran israelitterne under deres ørkenvandring, som havde hvilet over den telthelligdom som israelitterne byggede efter de forskrifter som Gud gav Moses på bjerget, og som 400 år senere, da kong Salomo indviede det tempel han havde bygget i Jerusalem, havde fyldt templet med en sådan intensitet at præsterne ikke var i stand til at udføre deres arbejde i templet. Hvad den sky var for noget, er ikke helt let at forklare. At sige at den var ”Guds nærvær”, er ikke helt præcist, for vi tror jo på at Gud er allestedsnærværende, men der er alligevel tidspunkter og steder hvor Gud lader sit nærvær hvile på en særlig måde. Det helt særlige nærvær betegnes i Det Gamle Testamente med ordet kabod, som direkte oversat betyder ”stråleglans” eller ”ære” eller ”tyngde”, og som vi på dansk plejer at oversætte med ordet ”herlighed”, men jeg synes at bibetydningen ”tyngde” er vældig interessant – et nærvær så intenst at det vejer noget; eller som vi måske ville sige med et mere moderne dansk udtryk: Luften var så tyk af Guds nærvær at man næsten kunne skære i den! Og i hvert fald var det så intenst at disciplene måtte reagere på en måde der mindede om profeten Esajas’ reaktion da han i et syn så Gud sidde på den himmelske trone og udbrød: ”Ve mig, det er ude med mig!” (Es 6,5).

                      Men det var ikke kun for at overvælde disciplene at Gud lod sin kabod indtage det bjerg hvor Jesus og disciplene befandt sig; det var fordi Gud havde noget helt særlig at sige, nemlig: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Så kan det vist ikke siges tydeligere: Selveste himlens Gud, hvis ansigt intet menneske kan overleve at se, erklærer at Jesus er hans søn, og at man skal lytte til ham. Ingen forbehold! Alt hvad Jesus siger, det står Gud inde for. Er der noget menneske i verden som du ville turde at give en sådan fuldmagt: ”Alt hvad han eller hun måtte finde på at sige, det står jeg inde for!”? Men Jesus fik altså sådan en fuldmagt fra Gud selv, og det gjorde han netop fordi han selv var og er Gud, ét med Faderen ved Helligånden fra evighed til evighed, men for en tid klædt i forgængeligt og dødeligt kød og blod.

                      Alt det er naturligvis ikke nyt for nogen der er fortrolig med Bibelen og kristendommen – det er trods alt næsten 2000 år siden Jesus gik på jorden, og derefter gik der kun få århundreder inden et kirkemøde enedes om den formulering at Jesus er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud”, som vi bekendte tidligere i gudstjenesten. Alligevel tror jeg det er sundt for os at prøve at opleve det hele på ny gennem disciplenes øjne og huske at de ikke vidste alt det vi ved; de havde hverken oplevet påsken eller pinsen endnu.

                      I lyset af den uforglemmelige oplevelse på bjerget må korsfæstelsen i øvrigt have været et besynderligt antiklimaks, for hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at han der havde strålet som solen, han der havde talt med Moses og Elias, han som Gud havde kaldt sin elskede søn – hvordan kunne han dø i afmagt på et kors? Det må virkelig have været et kors for tanken (undskyld ordspillet), og man forstår kun alt for godt at disciplene var ikke alene sorgfulde og skuffede, men også meget forvirrede da Jesus var død. For ganske vist havde Jesus flere gange forudsagt både sin død og sin opstandelse, men de havde ikke kunnet fatte det – og det er da også en temmelig ufattelig tanke når man tænker over det. Måske havde Moses og Elias også svært ved at forstå det; i hvert fald fortæller Lukasevangeliet os at det som de talte med Jesus om, netop var hans forestående lidelse og død (Luk 9,31). Men det at Moses og Elias talte med ham om det, er kun endnu en bekræftelse af at Jesu død ikke betød at hans mission var slået fejl, men tværtimod at den var lykkedes. Det bekræftede Gud i øvrigt ved at oprejse Jesus fra de døde på tredjedagen, og i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, fortælles det hvordan Johannes mod slutningen af sit liv igen fik Jesus at se i hans herlighed, som det er underforstået at han nu har fået for at beholde den.

                      Men vejen dertil gik altså gennem korset. Som jeg sagde tidligere, så har vi i dag nået toppen af bjerget, og det betyder jo altså også at herfra går det nedad igen. På søndag begynder vi nedtællingen til Jesu lidelse og død, og det afspejler sig helt konkret i søndagens navn, nemlig ”Septuagesima”, som er latin og betyder ”den halvfjerdsindstyvende”, altså den halvfjerdsindstyvende dag før påske. Fra og med på søndag går vi fra at udforske hvem Jesus er i sin herlighed, til at fordybe os i det offer han bragte for at frelse os. Men netop gennem sit offer viste Jesus stærkere end nogensinde sin herlighed, nemlig herligheden i hans kærlighed. Så herlig er vores konge og frelser nemlig at han var villig til at give afkald på sin herlighed for at købe os fri af døden, sådan at vi til evig tid kan få del i herligheden sammen med ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2023
Tags: Anden Mosebog 34.27-35, Andet Petersbrev 1.16-18, Matthæusevangeliet 17.1-9

Posted By admin on 25. januar 2023

Officerens tjener: Haren og skildpadden

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Mange børn ved at verdens hurtigste landdyr er geparden. Jeg lærte som barn at en gepard kan løbe helt op til 110 kilometer i timen, og selvom nyere viden tyder på at det vist kun er omkring 100 kilometer i timen, er det nu også hurtigt nok.

                      Der lever som bekendt ikke geparder i Danmark (undtagen i Ree Park i Ebeltoft), men der er et andet dyr der også kan løbe meget hurtigt, og som vi har masser af også her på Bornholm, og det er haren.

                      I den helt anden ende af skalaen over firbenede dyr finder vi landskildpadderne. (De lever i øvrigt også på Bornholm, nemlig i sommerfugleparken i Nexø). De hurtigste landskildpadder har en marchhastighed på omkring 1 kilometer i timen, så det er noget af en kontrast. Og den kontrast har givet anledning til en opbyggelig fabel, nemlig den om Haren og skildpadden, som vi finder både hos gamle græske Æsop og hos knap så gamle franske La Fontaine, og i øvrigt også i en Disney-tegnefilm fra 1935. I fablen møder vi en hare der er meget stolt af sin hurtighed, og som konstant gør nar af den langsomme skildpadde. Det bliver skildpadden til sidst så træt af at den udfordrer haren til et kapløb med de andre dyr som tilskuere. Haren har svært ved at tage konkurrencen seriøst, og den sikrer sig da også hurtigt en stor føring, så den beslutter at lægge sig og tage en lur. Skildpadden fortsætter imidlertid stille og roligt fremad, og da den nærmer sig målstregen, begynder tilskuerne at juble og klappe så højt at haren vågner. For sent indser den at den har sovet så længe at den er blevet overhalet, og selvom den skynder sig på benene, når den kun at se skildpadden komme i mål foran sig. For selvom skildpadden var langsom, så kom den dog frem, og haren havde ingen gavn af sin hurtighed når den i sit overmod troede at løbet var vundet på forhånd.

                      Grunden til at fablen om haren og skildpadden er så populær, er naturligvis at vi mennesker let forfalder til overmod som haren, hvor vi i stedet burde tage ved lære af skildpaddens vedholdenhed. Det er et tema som vi også finder adskillige steder i Bibelen, for eksempel i Ordsprogenes Bog hvor der i kapitel 16 vers 18 står: ”Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald”, eller i Esajas’ Bog kapitel 9, hvor Israel er blevet angrebet af en fjende som har anrettet store skader på landet, og Guds profeter har sagt til folket at det er sket på grund af deres ugudelighed og opfordret dem til at omvende sig. Esajas skriver: ”Herren har sendt et ord mod Jakob, det har ramt Israel, hele folket har lært det at kende, Efraim og Samarias indbyggere. Men i hovmod og hjertets overmod sagde de: ’Teglstenene er faldet, men vi bygger med kvadersten; morbærtræerne blev fældet, men vi erstatter dem med cedre’” (Es 9,7-9). Det at Gud havde udvalgt Israel som sit eget folk, fik dem nemlig alt for tit til at tænke at så var den hellige grav velforvaret (hvis I vil undskylde anakronismen); at så behøvede de ikke at tage det så nøje med at holde Guds bud, men kunne roligt fortsætte med at undertrykke og udnytte de fattige og de fremmede – også selvom de kunne slå op i deres hellige bog, Toraen (som vi kristne kender som ”De 5 Mosebøger”) og læse blandt andet det vi hørte som den første læsning i dag om at Gud ”ikke er partisk … men (som) skaffer den faderløse og enken ret, og (som) elsker den fremmede”.

                      Begivenhederne i dagens prædiketekst finder sted næsten 750 år efter Esajas’ tid, men overmodet hos det israelitiske folk, eller i hvert fald hos dets religiøse elite, var ikke blevet mindre, selvom folket i mellemtiden havde været igennem et eksil i Babylon og senere været underlagt et undertrykkende græsk-syrisk herredømme, og nu var underlagt Romerriget. Farisæerne og de skriftkloge hvilede stadig som Æsops hare på de laurbær de ikke havde vundet endnu, og det havde de gjort så længe at der nu var en ”skildpadde” der var godt på vej til at overhale dem, nemlig dels de fattige og foragtede i deres eget folk – syndere og toldere og ustuderede tømrere og fiskere – og dels endda mennesker fra andre folkeslag. Jøderne plejede ellers at se ned på de andre folkeslag fordi det jo var dem selv, jøderne, der var Guds udvalgte folk, men i dagens prædiketekst møder vi altså en ikke-jøde – tilmed en repræsentant for den romerske besættelsesmagt! – som udviser en større tro end Jesus har fundet hos nogen i Israel. Det får Jesus til at fremsætte en meget alvorlig advarsel til israelitterne: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Beskrivelsen af Himmeriget som et sted hvor man sidder til bords med Abraham og Isak og Jakob er måske lidt fremmedartet for os (selvom den er meget almindeligt brugt i Bibelen), men meningen er klar nok: Et menneskes afstamning er ikke nogen adgangsbillet til Guds rige, så det nyttede ikke noget at den jødiske elite på Jesu tid påberåbte sig at de var ”Rigets egne børn”, når deres liv og tro ikke bar noget som helst præg af Guds rige. Derimod tog Gud med åbne arme imod den troende officer selvom han ikke havde nogen israelitisk stamtavle at prale med.

                      Ordene om at de skal komme fra øst og vest og sidde til bords i Guds rige, har til alle tider været et meget populært skriftsted blandt ikke-jødiske kristne (altså sådan nogle som de fleste af os der er i kirke her i dag), for det er jo os der bliver talt om – os der ikke stammer fra Israel, men fra et helt andet land langt mod – ja, i vores tilfælde er det jo så nord, men der er også kristne der stammer fra lande langt syd, øst eller vest for Israel. Jeg kunne sagtens have valgt at holde en prædiken om hvor stort det er at Gud har givet os det privilegium at sidde med som gæster ved hans bord, selvom vores afstamning egentlig tilsagde noget helt andet, og den prædiken vil jeg måske holde når vi om to år igen møder denne her prædiketekst, men i dag er det noget andet jeg vil lægge vægt på, nemlig faren for at vi ”skildpadder” selv begynder at opføre os som haren i fablen. For hvor nemt er det ikke at begynde at tænke, ligesom farisæerne gjorde, at vi i kraft af vores tilhørsforhold til en eller anden gruppe har mere ret over for Gud end andre mennesker har? ”Jeg er medlem af Folkekirken; det er vel det vigtigste,” kan man måske tænke. Eller det kan være en anden kristen gruppering i eller uden for Folkekirken – Indre Mission, Luthersk Mission, Dansk Oase, Grundtvigsk Forum, Pinsekirken, Baptistkirken, Women’s Aglow, Full Gospel Businessmen, eller hvad har vi. Som min ven Niels Peter Finne nede fra FGP-huset plejer at sige, så står der en stor papirkurv ved indgangen til himlen, hvor vi kan smide alle vores kirkelige medlemsbeviser, for de har alligevel ingen værdi hos Gud. Og det skulle ikke undre mig om der er masser af mennesker rundt om i verden, der ikke har noget formelt kirkeligt tilhørsforhold, men som alligevel søger Jesus med en oprigtighed der får ham til at udbryde: ”Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i” – indsæt selv navnet på den kirke du tilhører.

Eller det kunne også være ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark”, for vi danskere er jo nærmest verdensmestre i at bilde os ind at vi er verdensmestre i alt. I et af de oprindelige 12 vers til nationalsangen Der er et yndigt land – nutildags plejer vi jo kun at synge det første og anden halvdel af det sidste vers, eventuelt suppleret med vers 2 og 3 hvis det kommer højt, men resten af sangen emmer også så meget af selvfedme at det ikke er til at holde ud – i et af versene skriver Oehlenschläger sågar: ”Vort sprog er stærkt og blødt, vor tro er ren og lutret”. Ja, gid den var! Men den tro som Jesus ser efter, har ikke det fjerneste at gøre med om du er jøde eller græker eller dansker eller tysker eller russer eller amerikaner eller iraker eller afghaner eller kineser, for som apostlen Peter indså i Apostlenes Gerninger kapitel 10: ”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed” (ApG 10,34-35).

Alt det her kan måske lyde hårdt – betyder alle vores kvalifikationer og akkreditiver virkelig ingenting? Men selvom det kan lyde hårdt, så er det en god nyhed at det er sådan, for det betyder nemlig at det overhovedet ikke er os selv det kommer an på, men ene og alene Jesus. Selv den tro, som Jesus roste den romerske officer for, var ikke en from gerning som officeren præsterede; nej, den bestod ene og alene i at han i sin nød henvendte sig til Jesus i tillid til at Jesus kunne alt det som han ikke selv kunne. Eller som vi (sang / skal synge om lidt): ”At tro er at komme til ham, som på korset har sejret for os”.

Det betyder dog ikke at det er ligegyldigt hvad vi gør og ikke gør, for det vi gør, er som regel en afspejling af hvad vi inderst inde tror på. Det der var problemet for såvel farisæerne på Jesu tid som deres åndelige forfædre på Esajas’ tid, var jo netop at deres handlinger var en eklatant modsigelse af den tro på Gud som de påstod at de havde. Og det kan nok være et nyttigt spørgsmål til selvprøvelse også for os i dag: Hvilken tro (eller mangel på samme) vidner mine handlinger, mine holdninger, mine prioriteringer om? Blot må vi ikke tro at vi kan frelse os selv ved at have de rette handlinger, holdninger og prioriteringer. Frelsen er og bliver ved Guds nåde alene, og det skal vi være glade for, for det betyder at selv en ”skildpadde” kan vinde løbet. Ja, faktisk er det kun en skildpadde der kan vinde – eller oversat til teologisk sprog: Vi kan kun blive frelst hvis vi erkender at vi ikke kan frelse os selv. Modsat Æsops hare, der mente at løbet var vundet på forhånd, må vi indse at løbet er tabt på forhånd hvis det stod til os selv – men det står heldigvis ikke til os selv; det står til Jesus, og derfor må vi firmodigt løfte vores hoveder og lunte frejdigt derudad med 1 kilometer i timen!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2023
Tags: Femte Mosebog 10.17-21, Matthæusevangeliet 8.1-13, Romerbrevet 12.16b-21

Posted By admin on 19. januar 2023

Brylluppet i Kana: Hvornår får vi Gud at se?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som barn hørte og læste jeg et eventyr der hedder Østen for sol og vesten for måne. Det er et norsk folkeeventyr, men eventyr har det jo med at krydse mange landegrænser, og når jeg genfortæller det, vil I sikkert blive mindet om såvel myten om Amor og Psyche (hvis I kender den) som det kendte eventyr om Skønheden og udyret. Det norske eventyr begynder med at en fattig bonde får besøg af en hvid bjørn der tilbyder ham store rigdomme mod at blive gift med bondens datter. Efter en del overvejelser siger både pigen og hendes far ja til tilbuddet, og bjørnen bærer sin brud til et vidunderligt smukt fortryllet slot hvor hun har adgang til alt hvad hun kan ønske sig, bortset fra menneskeligt selskab. Hver nat kommer der imidlertid en mand og lægger sig hos hende, men hun får ham aldrig at se, for inden det bliver lyst om morgenen, er han væk igen. Sådan går der en rum tid indtil pigen begynder at føle sig ensom og savne sin familie derhjemme. Bjørnen giver hende lov til at tage hjem og besøge dem, men advarer hende om at hun ikke må tale med sin mor i enrum. Og så kan I jo sikkert godt regne ud hvad hun ender med at gøre! Moren planter tvivl i datterens sind ved at sige at det måske er en ond trold der kommer og sover hos hende om natten. Da pigen siger at hun ikke har nogen lampe i soveværelset som hun kan tænde, giver hendes mor hende et tællelys med besked om at tænde det midt om natten så hun kan se hvem det er der ligger ved hendes side. Som sagt, så gjort – og pigen opdager at hendes elsker er verdens smukkeste prins. Hun forelsker sig straks dybt og inderligt i ham og bøjer sig for at kysse ham, men idet hun gør det, spilder hun varm tælle på hans skjorte, og han vågner. Ude af sig selv fortæller han hende at han er blevet forhekset af sin onde stedmoder så han er en bjørn om dagen. Havde hun bare kunnet styre sin nysgerrighed i et år, ville han have været befriet for forhekselsen og have været ved hendes side som den smukke prins døgnet rundt, men nu bliver han i stedet nødt til at rejse til sin stedmoders slot, der ligger østen for solen og vesten for månen, og gifte sig med hendes hæslige datter – og væk er han. Resten af eventyret, som handler om pigens farefulde færd for at vinde sin elskede tilbage, må I selv læse, for det har ikke nogen relevans for det jeg vil sige i dag.

                      Moralen i eventyret er ikke helt indlysende, for selvom pigens mor fremstår som en frister der planter tvivl i sin datters sind, så tror jeg de fleste af os ville have gjort det samme hvis vi havde været i hendes sted – set med det 21. århundredes øjne er hun ikke tvivlens og fristelsens stemme, men fornuftens og besindighedens, for hvad er det for et besynderligt ægteskab hvor hustruen ikke må se sin mand, og hun ikke engang får at vide hvorfor hun ikke må se ham? Men folkeeventyr er jo en genre for sig hvor der gælder nogle helt andre regler og værdisæt end der gør i den virkelige verden, og eventyret handler selvsagt ikke om hvordan man helt konkret skal gebærde sig i et ægteskab, men nok snarere om det at håndtere at man ikke kan vide alt om hinanden, men på nogle områder er nødt til bare at have tillid til at den anden ikke er en ond trold. På et dybdepsykologisk plan kan man sikkert få meget mere ud af historien, men det vil jeg ikke gå ind i. Derimod vil jeg gerne dvæle ved hvad det er der får pigen til at følge sin mors råd, for det handler jo ikke kun om tvivl, men vel også om en uforløst længsel: Selv hvis hun havde kendt sandheden, ville der stadig være en sorg over at hun ikke fik sin elskede at se i hans sande skikkelse, men kun i bjørneform.

                      En lignende sorg havde Moses (hvis I vil undskylde den lidt uelegante overgang). På det tidspunkt hvor vi møder ham i dagens første læsning, har han tilbragt 40 dage indhyllet i en lysende sky på toppen af bjerget Sinaj, hvor Gud har talt til ham som det ene menneske taler med det andet, hvilket var et helt unikt privilegium for et menneske på Det Gamle Testamentes tid. Efter at han kom ned fra bjerget, havde han stadig adgang til at tale med Gud ved at gå et stykke uden for folkets lejr og slå et telt op, hvor Gud så kom og mødte ham i den lysende sky. Helt utroligt. I slutningen af Femte Mosebog beskrives Moses’ eftermæle med ordene: ”Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt” (5 Mos 34,10). Men selvom Moses altså talte med Gud ansigt til ansigt, så så han ikke Gud ansigt, fordi Gud som sagt mødte ham inde i en sky. Og selvom Moses fik adgang til et helt unikt privilegium som mange misundte ham, så forstår jeg ærlig talt godt at han ønskede sig mere – at han længtes efter at se herligheden fra det guddommelige ansigt som talte til ham.

                      Det at Moses fik lov til at tale med Gud som det ene menneske taler med det andet, var som sagt et helt unikt privilegium for et menneske på Det Gamle Testamentes tid. Men vi lever ikke på Det Gamle Testamentes tid; vi lever i en ny og langt bedre tid hvor, som vi hørte i søndags, ethvert menneske har direkte adgang til Guds trone gennem troen på Jesus, fordi Jesus har købt os med sit blod til at tilhøre Gud, og fordi han har sendt os Helligånden som er Guds nærvær direkte ind i vores indre menneske. Alligevel – ja, jeg ved ikke med dig, men jeg kan i hvert fald godt nikke genkendende til den længsel som Moses gav udtryk for! Det hører selvfølgelig med til historien at selv det som Moses oplevede – at tale ansigt til ansigt med Gud inde i en sky – ikke ligefrem er noget jeg oplever hver dag, for selvom Guds ånd bor i os, og vi har fri adgang til at tale med ham når som helst, så er det ikke altid det føles sådan. Meget ofte hænger det sammen med at vi bliver distraheret af alt muligt andet så vores åndelige sanser bliver sløvet og vi ikke er opmærksomme på Guds nærvær, selvom han er helt nær. Men selv de mennesker der har sat alt ind på at søge Gud i bøn og kontemplation, og som har kunnet bevidne for alle os andre at det virkelig kan lade sig gøre for enhver gennem Jesu navn at tale med Gud som det ene menneske taler med det andet – selv de mennesker taler stadig om en uopfyldt længsel, som endda tilmed er større end den længsel efter Gud som vi andre går rundt med. Tag for eksempel Paulus, som nok havde et mere inderligt bønsliv end de fleste, og som blandt andet fortæller i Andet Korintherbrev om en oplevelse han havde hvor han ”blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale” (2 Kor 12,4); han skriver tidligere i samme brev: ”vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren” (2 Kor 5,6-8), og i Romerbrevet skriver han: ”også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,23).

                      Selvom vi der er døbt til Jesu navn, nu er Guds børn, er det altså uundgåeligt at vi til en vis grad deler skæbne med pigen fra det gamle norske eventyr, så længe vi lever i denne verden. ”Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” Når vi ser os om i verden, er der ganske vist mange vidnesbyrd om Guds herlighed, ikke mindst i skaberværket, men også når kærlighed og barmhjertighed sætter sig igennem i menneskelige relationer; men sammenlignet med Guds konstatering ved slutningen af skabelsesberetningen i 1. Mosebog: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31) må man sige at det er gået noget ned ad bakke. Hvis vi husker på at vin i Det Gamle Testamente er et symbol på fred, velstand og glæde, så kan vi i overført betydning sige om vores verden at ”vinen” er sluppet op. Og den overførte betydning tror jeg Johannes spiller meget på i sin beretning om vinunderet i Kana, som vi lige har hørt – ikke sådan at forstå at beretningen kun skal forstås symbolsk (jeg synes det fremgår ret tydeligt af de mange detaljer i beskrivelsen at der helt konkret og bogstaveligt var seks kar med vand der blev forvandlet til god vin), men sådan at forstå at det konkrete mirakel pegede ud over sig selv på en langt større og dybere sandhed, og at det er derfor Johannes tillægger det så stor betydning.

                      Umiddelbart virker det ellers som et mirakel af noget mindre vigtighed end for eksempel helbredelser og dødeopvækkelser, for selvom det i datidens kultur var en stor social ydmygelse for en brudgom at der ikke var vin nok til hans bryllup, og det måske endda kunne føre til økonomiske erstatningskrav fra gæsternes side (hvor utroligt det end lyder), så var det trods alt ikke en tragedie på linje med for eksempel den unge mand vi skal høre om næste søndag, som var så syg at han lå lammet. Alligevel skriver Johannes altså at Jesus ved at forvandle vand til vin ”åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham”. Men det er netop fordi miraklet først og fremmest var en tegnhandling, der indebar et løfte om at Jesus også vil gøre noget ved manglen på Guds herlighed i verden. Og det at skafferen til sin undren fandt at den vin Jesus havde fremskaffet, var bedre end den vin der var sluppet op, er et tegn på at Gud gennem Jesus vil gøre verden endnu mere herlig end den var på skabelsens morgen.

Ganske vist sagde Jesus ”Min time er endnu ikke kommet” da Maria bad ham om at hjælpe brudeparret med deres vinproblem, og selv i dag, næsten 2000 år senere, er Guds rige endnu ikke brudt igennem i sin herlighed. Som Gud sagde til Moses da han bad om lov til at se Hans herlighed, kan intet menneske se Gud og beholde livet. ”Syndigt øje blændes af al din herlighed”, som vi sang i den første salme. Derfor kom Jesus til jorden for at sone vores synd ved sin død på korset så vi kan blive rene nok til at se Gud uden at dø af det. Men der er stadig flere milliarder mennesker i verden der slet ikke har hørt den gode nyhed om frelsen i Jesus, og blandt andet derfor må vi stadig leve i den uforløste længsel, ligesom pigen måtte i det norske eventyr. Og ligesom hende får vi ikke at vide hvor længe vi skal vente. Men i modsætning til hende får vi heldigvis fra tid til anden lov til at se et glimt af den herlighed der venter os: Ligesom Moses fik lov til at se Gud ”fra ryggen”, sådan får vi også lov til at se frugter af Guds herlighed allerede nu i denne verden, også selvom vi ikke får hans ansigt at se. Og ligesom vinunderet gjorde at Jesu disciple troede på ham, kan den herlighed vi trods alt får at se i form af skaberværkets skønhed, menneskelig godhed og konkrete bønnesvar, forhåbentlig også inspirere os til at stole på den brudgom som vi ikke kan se endnu.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2023
Tags: Anden Mosebog 33.18-23, Johannesevangeliet 2.1-11, Romerbrevet 12.9-16a