Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2023
Posted By admin on 31. januar 2023
Forklarelsen på bjerget: Pause på toppen
Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ruts Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Indtil videre er der sket følgende: Til jul hørte vi om Jesu fødsel, hvor englene fortalte hyrderne at der var født en frelser som var Kristus, Herren. Fordi juledag og nytårsdag faldt på søndage, blev vi snydt for både julesøndag og helligtrekongers søndag, men ellers ville vi på de to dage have hørt om henholdsvis en from gammel mand ved navn Simeon som ved synet af Jesusbarnet udbrød at nu havde Gud åbenbaret sin frelse, og nogle stjernetydere fra et fjernt land der kom rejsende for at tilbede barnet. Første søndag efter helligtrekonger var vi til gengæld tilbage på sporet, da vi hørte hvordan Jesus som tolvårig forbløffede Maria og Josef med sin intuitive viden om at han var i sit rette element i sin Fars hus, templet. Ugen efter forcerede vi endnu et stykke af den skrænt der fører op til besvarelsen af spørgsmålet om hvem Jesus i grunden er, da vi hørte hvordan han ”åbenbarede sin herlighed” ved at forvandle vand til vin, hvilket afstedkom at hans disciple troede på ham. Endnu større tro havde dog den romerske officer vi mødte i søndags, for han var overbevist om at Jesus kunne befale over sygdom og sundhed med samme selvfølgelighed som officeren selv gav ordrer til sine folk – og det viste sig at han havde ret, da Jesus helbredte hans tjener med et enkelt ord uden så meget som at gå ind i det hus hvor tjeneren befandt sig.
Og i dag når vi så op på toppen af bjerget, både i overført og bogstavelig betydning. Peter, Jakob og Johannes var de tre mest betroede af Jesu disciple, og ved flere lejligheder tog han de tre med i situationer hvor de ni andre udvalgte disciple måtte vente udenfor (eller i dette tilfælde: nedenfor), men det de oplevede den dag oppe på bjerget, var nok alligevel en af de mest mindeværdige oplevelser i deres liv, måske kun overgået af deres møde med den opstandne Jesus påskedag. I hvert fald er det netop den oplevelse apostlen Peter mange år senere vælger at appellere til for at overbevise læserne af det brev der senere blev navngivet ”Andet Petersbrev”, om at det han havde sagt til dem, ikke bare var en gang lommefilosofi, men noget han selv havde set og hørt.
Det var da også en helt unik oplevelse de tre disciple fik oppe på bjerget. Oplevelsen faldt i tre faser, den ene mere spektakulær end den anden. Det første der skete, var at Jesu udseende forandrede sig. Disciplene havde set et glimt af Jesu herlighed da han forvandlede vand til vin, og gennem de mange andre undere og mirakler han havde udrettet, men selvom alt det betød at de efterhånden nåede til den overbevisning at Jesus var selveste Guds søn, så var det stadig noget som de troede på på trods af at Jesus i det ydre lignede et helt almindeligt menneske. Jesus bliver ellers tit afbildet med skinnende hvidt tøj og en særlig stråleglans over sit ansigt, måske endda en glorie på hovedet, men sådan så han altså ikke ud i sin jordiske hverdag, heller ikke når han helbredte de syge, oprejste de døde eller befalede over en storm. At han der på bjerget pludselig begyndte at lyse både fra sit ansigt og sit tøj, var altså et aldeles uvant syn for disciplene, og selvom de efterhånden havde fået både en tro i hjertet og en overbevisning i sindet om hvem Jesus var, så må det alligevel have været noget helt andet at se herlighedens glans med deres egne øjne.
Det næste der skete, var at to forlængst afdøde personer pludselig stod lyslevende foran dem – og vel at mærke ikke to hr. hvemsomhelst’er, men to af de allerstørste skikkelser fra Det Gamle Testamente. Som vi hørte både for to uger siden og i den første læsning i dag, så tilbragte Moses hele 40 dage og nætter i Guds nærvær på toppen af et andet bjerg, nemlig Sinaj, og det endda uden at spise eller drikke noget som helst (så der var helt klart noget meget overnaturligt på spil, for normalt kan man jo kun overleve i få dage uden at indtage væske), og også derefter talte han jævnligt med Gud inde i en lysende sky, så hans eget ansigt kom til at stråle bagefter. Intet andet menneske i Det Gamle Testamente omgikkes Gud ansigt til ansigt på den måde. Elias kommer dog ind på en tæt andenplads (eller måske en tredjeplads efter Enok, men ham ved vi ikke ret meget om), og ligesom Enok udmærkede Elias sig ved at han ikke døde, men blev taget op til himlen i levende live (så det var faktisk ikke helt korrekt da jeg sagde før at der stod ”to forlængst afdøde personer”). Det var altså noget af et selskab Jesus blev placeret i! Der er ikke noget at sige til at Peter forsøgte at forlænge øjeblikket ved at tilbyde at bygge tre hytter til Jesus og hans to gæster!
Men der manglede stadig det tredje og stærkeste trin i raketten, og dét lukkede munden noget så eftertrykkeligt på såvel Peter som de to andre disciple, så de ikke kunne gøre andet end at falde rædselsslagne på deres ansigt. Nu kom nemlig den lysende sky – den selv samme lysende sky som havde sænket sig over Sinajbjerget dengang Moses tilbragte 40 dage og nætter deroppe, og som i øvrigt også havde gået foran israelitterne under deres ørkenvandring, som havde hvilet over den telthelligdom som israelitterne byggede efter de forskrifter som Gud gav Moses på bjerget, og som 400 år senere, da kong Salomo indviede det tempel han havde bygget i Jerusalem, havde fyldt templet med en sådan intensitet at præsterne ikke var i stand til at udføre deres arbejde i templet. Hvad den sky var for noget, er ikke helt let at forklare. At sige at den var ”Guds nærvær”, er ikke helt præcist, for vi tror jo på at Gud er allestedsnærværende, men der er alligevel tidspunkter og steder hvor Gud lader sit nærvær hvile på en særlig måde. Det helt særlige nærvær betegnes i Det Gamle Testamente med ordet kabod, som direkte oversat betyder ”stråleglans” eller ”ære” eller ”tyngde”, og som vi på dansk plejer at oversætte med ordet ”herlighed”, men jeg synes at bibetydningen ”tyngde” er vældig interessant – et nærvær så intenst at det vejer noget; eller som vi måske ville sige med et mere moderne dansk udtryk: Luften var så tyk af Guds nærvær at man næsten kunne skære i den! Og i hvert fald var det så intenst at disciplene måtte reagere på en måde der mindede om profeten Esajas’ reaktion da han i et syn så Gud sidde på den himmelske trone og udbrød: ”Ve mig, det er ude med mig!” (Es 6,5).
Men det var ikke kun for at overvælde disciplene at Gud lod sin kabod indtage det bjerg hvor Jesus og disciplene befandt sig; det var fordi Gud havde noget helt særlig at sige, nemlig: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Så kan det vist ikke siges tydeligere: Selveste himlens Gud, hvis ansigt intet menneske kan overleve at se, erklærer at Jesus er hans søn, og at man skal lytte til ham. Ingen forbehold! Alt hvad Jesus siger, det står Gud inde for. Er der noget menneske i verden som du ville turde at give en sådan fuldmagt: ”Alt hvad han eller hun måtte finde på at sige, det står jeg inde for!”? Men Jesus fik altså sådan en fuldmagt fra Gud selv, og det gjorde han netop fordi han selv var og er Gud, ét med Faderen ved Helligånden fra evighed til evighed, men for en tid klædt i forgængeligt og dødeligt kød og blod.
Alt det er naturligvis ikke nyt for nogen der er fortrolig med Bibelen og kristendommen – det er trods alt næsten 2000 år siden Jesus gik på jorden, og derefter gik der kun få århundreder inden et kirkemøde enedes om den formulering at Jesus er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud”, som vi bekendte tidligere i gudstjenesten. Alligevel tror jeg det er sundt for os at prøve at opleve det hele på ny gennem disciplenes øjne og huske at de ikke vidste alt det vi ved; de havde hverken oplevet påsken eller pinsen endnu.
I lyset af den uforglemmelige oplevelse på bjerget må korsfæstelsen i øvrigt have været et besynderligt antiklimaks, for hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at han der havde strålet som solen, han der havde talt med Moses og Elias, han som Gud havde kaldt sin elskede søn – hvordan kunne han dø i afmagt på et kors? Det må virkelig have været et kors for tanken (undskyld ordspillet), og man forstår kun alt for godt at disciplene var ikke alene sorgfulde og skuffede, men også meget forvirrede da Jesus var død. For ganske vist havde Jesus flere gange forudsagt både sin død og sin opstandelse, men de havde ikke kunnet fatte det – og det er da også en temmelig ufattelig tanke når man tænker over det. Måske havde Moses og Elias også svært ved at forstå det; i hvert fald fortæller Lukasevangeliet os at det som de talte med Jesus om, netop var hans forestående lidelse og død (Luk 9,31). Men det at Moses og Elias talte med ham om det, er kun endnu en bekræftelse af at Jesu død ikke betød at hans mission var slået fejl, men tværtimod at den var lykkedes. Det bekræftede Gud i øvrigt ved at oprejse Jesus fra de døde på tredjedagen, og i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, fortælles det hvordan Johannes mod slutningen af sit liv igen fik Jesus at se i hans herlighed, som det er underforstået at han nu har fået for at beholde den.
Men vejen dertil gik altså gennem korset. Som jeg sagde tidligere, så har vi i dag nået toppen af bjerget, og det betyder jo altså også at herfra går det nedad igen. På søndag begynder vi nedtællingen til Jesu lidelse og død, og det afspejler sig helt konkret i søndagens navn, nemlig ”Septuagesima”, som er latin og betyder ”den halvfjerdsindstyvende”, altså den halvfjerdsindstyvende dag før påske. Fra og med på søndag går vi fra at udforske hvem Jesus er i sin herlighed, til at fordybe os i det offer han bragte for at frelse os. Men netop gennem sit offer viste Jesus stærkere end nogensinde sin herlighed, nemlig herligheden i hans kærlighed. Så herlig er vores konge og frelser nemlig at han var villig til at give afkald på sin herlighed for at købe os fri af døden, sådan at vi til evig tid kan få del i herligheden sammen med ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments