Signe & Nikolaj

Posted By admin on 23. maj 2023

Vidnesbyrdets pris: Vidnebeskyttelse

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter påske 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De af jer der var i kirke (her) i Klemensker i torsdags, hørte mig sige at Jesus har befalet os at være hans vidner. Jeg sagde også at det er en meget enkel opgave, for det eneste der kræves af et vidne, er at vedkommende fortæller så sandfærdigt som muligt hvad han eller hun har set og hørt. Men desværre kan det ind imellem også være en farlig opgave, især hvis det er en sag om personfarlig kriminalitet man optræder som vidne i. Derfor findes der et særligt sæt regler for vidnebeskyttelse, fordi det ikke er i samfundets interesse at nogen afholder sig fra at vidne på grund af frygt for at den tiltalte eller vedkommendes venner vil hævne sig. Vidnebeskyttelsen kan for eksempel bestå i at man aflægger sit vidnesbyrd på video i stedet for at møde personligt op i retten, eller at tiltalte ikke er til stede i retslokalet, eller at man får lov til at vidne anonymt. I alleryderste konsekvens kan et vidne få tilbudt en ny tilværelse med en ny identitet et sted hvor han eller hun ikke er i fare for at blive opsporet af den eller de personer man har vidnet imod. Om nødvendigt kan den nye identitet omfatte kosmetisk kirurgi så man også får et anderledes udseende.

                      At være vidne for Jesus er heller ikke ufarligt, og hvis nogen vil bilde dig noget andet ind, skal du ikke tro på det. Allerede inden Jesus udsendte apostlene som sine vidner, advarede han dem om hvilke konsekvenser det ville få for dem: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.”

                      Det er næsten det værste, ikke – at de der kæmper imod Gud og imod sandheden, bilder sig ind at de kæmper for Gud og for sandheden? Men sådan vil det jo meget ofte være med os mennesker. Egoisme og udsigten til personlig vinding kan drive mange mennesker til at gå på kompromis med deres moral, men skal vi kaste os med liv og sjæl ind i en kamp for en sag, så kræver det at vi tror på – eller i hvert fald kan bilde os selv ind – at det er en retfærdig sag. Den eneste grund til at nazismen og kommunismen fik så stor indflydelse i det 20. århundrede, var at der var millioner af mennesker der var overbeviste om at Hitler og Stalin kæmpede for det gode. Det samme gælder alle dem der i dag støtter foretagender som Islamisk Stat. (Man kunne også nævne at millioner af russere er overbeviste om at Putins invasion af Ukraine er et retfærdigt og nødvendigt forsvar mod ugudelige nazister fra Vesten).

                      Modstanden mod Jesus og hans vidner kom i første omgang fra jøderne, altså selve det folk som himlens og jordens skaber havde udvalgt blandt alle jordens folk til at være sit eget ejendomsfolk og sine vidner. Den opgave var israelitterne mildt sagt ikke sluppet specielt godt fra; det havde snarere været reglen end undtagelsen at de havde ladet hånt om Guds lov og endda dyrket afguder, og som straf var de blevet ført i eksil i Babylon og var senere blevet undertrykt af de græsk-syriske og romerske storriger. Men den megen udlændighed og undertrykkelse havde affødt en national og religiøs vækkelse, så på det tidspunkt hvor Jesus blev født til jorden, var der et meget stort antal jøder der havde besluttet sig for at de for alt i verden ikke ville gentage deres forfædres fejl. Nu skulle Guds lov overholdes, og det til punkt og prikke! Nu ville de ikke længere lade sig påvirke af de hedenske nabofolk og deres ugudelige skikke, men i stedet være stolte af at netop de havde fået Guds ord betroet. Nu skulle det være slut med den åndelige slaphed – nidkærhed for Gud skulle der til! Mere end nogensinde brændte det jødiske folk for Gud og hans lov, og man skulle umiddelbart tro at den indstilling ville sikre at Guds Søn ville få den bedst mulige modtagelse. Men i stedet blev det netop farisæernes nidkærhed for Guds lov der drev dem til at slå Jesus ihjel! ”Gudsbespottelse”, sådan lød den anklage der fik Det jødiske Råd til at fælde dødsdommen over Jesus, og den dom fik han paradoksalt nok fordi han som den eneste adlød Gud helt og holdent. Og den slags uretfærdig behandling må Jesu vidner altså også være forberedt på at møde.

                      Hvordan kan det gå til at nidkærhed for Gud kan føre til at man kæmper imod Gud? Det giver Jesus også sine disciple og os svaret på: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.” Religiøs iver gør nemlig mere skade end gavn hvis man ikke kender Gud i sit hjerte. Det kunne Paulus tale med om, for før sin omvendelse var han selv en af de ihærdigste forfølgere af de kristne, og det var han efter eget udsagn netop fordi han var ”brændende af iver for Gud” (ApG 22,3). Derfor kunne han også skrive sådan her i Romerbrevet om sine jødiske landsmænd, efter at han selv var blevet genstand for sine tidligere ligesindedes forfølgelse: ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses. For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed” (Rom 10,1-3). Det var blandt andet det ønske der gjorde at Paulus tålmodigt fandt sig i den uretfærdige forfølgelse han blev udsat for. Og af samme grund er det vigtigt at du og jeg stiller os til rådighed som vidner for Jesus i dag.

                      Det var kun i kirkens allerførste tid at det var jøderne der var den væsentligste kilde til forfølgelse. Det jødiske establishment havde en vis magt over de jøder der kom til tro på Jesus, men de ikke-jødiske kristne (eller rettere: vi ikke-jødiske kristne, for jeg har jo ikke selv jødisk baggrund) blev efterhånden de fleste, og da romerne først lagde Jerusalem i ruiner i år 70 og siden smadrede Israel helt og holdent efter Bar Kokhba-oprøret i år 134, var jøderne ikke længere en magtfaktor. I dag er Israel som bekendt igen kommet på landkortet, men selvom både messianske jøder og palæstinensiske kristne i Israel og omegn ind imellem oplever chikane fra ekstreme jødiske grupper, er Israel alligevel det land i Mellemøsten hvor kristne kan leve mest trygt. I dag kommer den voldsomste forfølgelse af kristne nemlig fra en helt anden udgave af religiøs nidkærhed uden forstand, og det er islam.

Man kan ikke én til én sammenligne de muslimske ekstremister der i dag forfølger de kristne i lande som Afghanistan, Somalia og Syrien (men også mange andre steder) med de jødiske ekstremister der forfulgte Jesus og apostlene, for det kristne evangelium bygger jo på jødernes hellige skrifter, mens muslimerne har en anden hellig bog, Koranen, som vi som kristne må afvise. Men vore dages voldelige islamister har det til fælles med Paulus’ jødiske modstandere at de i deres religiøse iver (i hvert fald for en dels vedkommende) er drevet af en oprigtig længsel efter at tjene Gud. Blandt andet derfor må vi også inderligt ønske og bede om at muslimerne lærer Jesus at kende som deres frelser, og vi må være vidner om Jesus, også over for dem. Det kald er der heldigvis mange kristne der har taget på sig, også her i Danmark, hvor der efterhånden bor mere end en kvart million muslimer. For nylig havde jeg fornøjelsen af at møde Sebastian Olesen, der for ni år siden flyttet til Vollsmose med den udtrykkelige hensigt at dele Guds kærlighed med de mange muslimer i området, inklusiv de unge ballademagere man jævnlig hører om i nyhederne. Han har i løbet af de år oplevet trusler og chikane, men han har også oplevet mange åbne døre for evangeliet, og verden har helt sikkert på brug for flere som ham.

                      Vi skal være Jesu vidner over for både jøder, muslimer, hinduer, buddhister, asatroende, ateister, og for den sags skyld også over for hinanden som kristne, for vi har alle brug for at blive opmuntret og formanet i troen. De fleste mennesker er heldigvis søde og fredelige, men vi må som sagt være indstillede på at der overalt er mennesker der lever i den vildfarelse at de tjener Gud ved at bekæmpe evangeliet om hans Søn. Det gælder ikke kun ekstreme muslimer, men også ekstreme hinduer og buddhister, selvom de tror på mere end én gud, og det gælder de ekstremister hvis ”gud” er en nation eller en politisk ideologi. Det at det kan medføre forfølgelse at et vidne om Jesus, giver anledning til at spørge om Jesus så har sørget for en form for vidnebeskyttelse, ligesom den danske stat har? Og svaret på det spørgsmål er ja. Man kan for eksempel sagtens aflægge sit vidnesbyrd på video, og i områder hvor det er nødvendigt, kan man også vidne anonymt, selvom det alt andet lige er mindre effektivt. Jesus giver dog ingen garanti for at hans vidner ikke bliver slået ihjel i denne verden; det blev 11 af de 12 apostle for eksempel. Men til gengæld tilbyder Jesus den ultimative vidnebeskyttelse som betyder at selv døden ikke kan skade os, nemlig en ny tilværelse med en ny identitet et sted hvor ingen kan gøre os fortræd. Gennem dåben og troen på Jesus gør Helligånden os nemlig til Guds børn med hjemstedsret i Himlen, hvor Jesus sidder ved Guds højre hånd. Vi har, som apostlen Peter udtrykker det, ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene” (1 Pet 1,4), og den kan intet menneske, ja end ikke Fanden selv, tage fra os. Derfor må vi som vidner være frygtløse.

                      Og derfor må vi som kristne også om nogen tage os i agt for at blive grebet af en religiøs iver der ikke udspringer af hjertets dybe fællesskab med Gud. Alt for mange gange i kirkens historie er det sket at kristne i nidkærhed uden forstand har udsat anderledes troende for chikane eller direkte forfølgelse. Jeg nævnte før at den forfølgelse som de allerførste kristne blev udsat for, primært kom fra jøder, men det er et trist faktum at der i århundredernes løb er langt flere jøder der er blevet forfulgt af kristne, end omvendt. Også muslimer, hinduer og andre er blevet forfulgt og undertrykt i kristendommens navn, og den dag i dag er der kristne der er fortalere for at begrænse eksempelvis muslimers religionsfrihed. Men det er jo os der er Fredsfyrstens vidner og tjenere, og derfor må vi altid tale med ord fra Gud og som noget helt selvfølgeligt behandle tilhængere af andre religioner på samme måde som vi mener at de burde behandle os, også selvom de behandler os dårligt. Og frem for alt må vi naturligvis vise ydmyg og ubetinget kærlighed til vores medkristne, også når vi synes de er helt forkert på den. At vidne i ord og gerning om Guds kærlighed i Jesus Kristus er alt hvad vi kan og skal gøre, men det er også alt hvad vi behøver at gøre. Resten er op til Gud.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter påske 2023
Tags: Første Petersbrev 4.7b-11, Haggajs Bog 2.4b-9, Johannesevangeliet 15.26 - 16.4

Posted By admin on 23. maj 2023

Himmelfarten: Kroningsfest!

Prædiken i Tejn og Sct. Klemens Kirker Kristi himmelfarts dag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Forrige lørdag blev Charles den 3. kronet til ”konge af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og af hans øvrige riger og territorier, overhoved for Commonwealth, og troens beskytter”. Nogle af jer fulgte måske med i ceremonien på tv, for det er jo ikke hver dag at der er en konge der bliver kronet. Her i Danmark har vi helt afskaffet kroningsceremonien, og i England er det 70 år siden det skete sidst. Selv var jeg optaget af andre gøremål og fulgte derfor ikke med i den historiske begivenhed, men på den anden side gør det vel heller ikke den store forskel for mig hvem der sidder på tronen i London. Jeg er jo hverken indbygger i Det Forenede Kongerige eller i nogen af kong Charles’ øvrige riger eller territorier, og min tro har næppe heller nogen gavn af hans beskyttelse.

                      Når ordene ”troens beskytter” indgår i kong Charles’ formelle titel, skyldes det at han formelt set er den øverste leder for Church of England, på samme måde som dronning Margrethe er det for Den Danske Folkekirke. I praksis har den engelske konge kun meget begrænset magt, men hans formelle magt omfatter altså både det verdslige og det åndelige regimente. Derfor havde kroningsceremonien også karakter af en kristen gudstjeneste, der blev ledet af Ærkebiskoppen af Canterbury og endda omfattede fejring af nadverens sakramente. Kongen er dog ikke præst og har derfor ikke ret til selv at forrette sakramenterne i Church of England.

                      Anderledes er det med den konge hvis kroning vi er inviteret med til ved denne gudstjeneste: han er præst, og det endda for evigt! Forskerne er uenige om hvorvidt den Davidssalme, Salme 110, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, har været benyttet i det gamle Israel i forbindelse med kroningen af David selv og/eller en eller flere af hans efterkommere, men der er i hvert fald ingen tvivl om at den på Jesu tid først og fremmest blev betragtet som en profeti om Messias. Det ved vi blandt andet fordi Jesus citerede salmen da han på et tidspunkt skulle forklare farisæerne at Kristus er Davids herre (den tekst er i øvrigt prædiketekst den 8. oktober i år, så det kan I glæde jer til).

Ordet ”Kristus” er i øvrigt en oversættelse til græsk af det hebraiske ord messias (eller m’shiach, som det rettelig udtales), som betyder ”salvet”. Helt tilbage fra Det Gamle Testamentes tid har en særligt parfumeret olivenolie fundet anvendelse som symbol på Guds hellighed og kraft, og når hellig olie bliver hældt ud over et menneske, er det et tegn på at vedkommende er udvalgt og udrustet af Gud til en særlig opgave. Det var faktisk også et af elementerne i kong Charles’ kroningsceremoni at ærkebiskoppen salvede ham med hellig olie (selvom det, så vidt jeg har forstået, foregik bag en afskærmning fordi det betragtes som en så hellig handling at ingen andre end ærkebiskoppen og hans hjælper må se det).

Den første omtale i Bibelen af at en person bliver salvet til en særlig opgave, er i Anden Mosebog hvor Moses salver sin bror Aron til at være Israels første ypperstepræst. Efter Arons død blev hans søn Eleazar på samme måde salvet til ypperstepræst, og sådan fortsatte det hver gang en ny person indtrådte i embedet. Salvningen markerede ypperstepræsten som en højhellig person der både havde særlige rettigheder og særlige pligter, som ingen andre havde.

I Første Samuelsbog læser vi for første gang om at nogen bliver salvet til en anden opgave end tjenesten som ypperstepræst, nemlig til at være konge. (Indtil da havde Israel ikke haft nogen konge). Den første konge var Saul, og det at Saul var salvet af Gud, gjorde at David betragtede ham som fredhellig og ikke ville lægge hånd på ham, selv i en situation hvor Saul stræbte David efter livet (1 Sam 24,7), og selvom profeten Samuel uden Sauls vidende allerede havde salvet David til at blive Sauls efterfølger.

Konger og præster (i hvert fald ypperstepræster) havde altså det til fælles at de var særligt udvalgte og salvede, men der var aldrig personsammenfald mellem kongen og ypperstepræsten. Eller i hvert fald næsten aldrig, for Det Gamle Testamente nævner faktisk én person der var både præst og konge, nemlig Melkisedek. Melkisedek er en meget gådefuld skikkelse. Han optræder i Første Mosebog kapitel 14, men det er ikke meget vi får at vide om ham. Konteksten er at Abrahams nevø Lot var blevet bortført af en feltherre fra Elam (det nuværende Iran) som havde plyndret Sodoma, den by som Lot havde været så tåbelig at bosætte sig i. Abraham (eller Abram, som han blot hed på det tidspunkt) satte efter feltherren, besejrede hans hær og befriede Lot og de andre fanger samt alle de ejendele der var blevet røvet. Derefter begav han sig på vej tilbage mod Sodoma for at give dem deres ejendele tilbage, og undervejs kom han forbi byen Salem, der senere kom til at hedde Jerusalem. Og så står der: ”Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste. Han velsignede Abram og sagde: ’Velsignet være Abram af Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord. Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt,’ Og Abram gav ham tiende af det alt sammen.”

Mere fortæller Det Gamle Testamente os ikke om denne gådefulde præstekonge – altså bortset fra de ord som Gud siger til sin salvede konge i Salme 110, som vi hørte i dag: ”Du er præst for evigt på Melkisedeks vis”. Derimod står der en hel del om ham i Hebræerbrevet i Det Nye Testamente, hvor forfatteren ikke mindst hæfter sig ved at Abraham gav Melkisedek tiende, altså at Abraham betalte en afgift til Melkisedek, mens Melkisedek omvendt velsignede Abraham. Som Hebræerbrevets forfatter observerer: ”Men det kan ikke benægtes, at det er det ringere, som velsignes af det stærkere” (Hebr 7,7). De få vers i Første Mosebog kapitel 14 fortæller os altså at Melkisedek var større end Abraham, at han var en mand som Abraham anerkendte som sin overordnede – og så vidt jeg husker endda den eneste, bortset fra Gud selv, som Abraham anerkendte som sin overordnede. Det har naturligvis sat gang i mange spekulationer om hvem denne Melkisedek mon kan have været, og et interessant bud på dét spørgsmål er den rabbinske tradition der siger at Melkisedek var ingen anden end Noas søn Sem, som ifølge Første Mosebog kapitel 11 blev hele 600 år gammel og således kan have levet samtidig med sit tiptiptiptiptiptiptiptiptipoldebarn Abraham, såfremt levealdrene i stamtavlerne skal forstås bogstaveligt.

Nuvel, uanset hvem den historiske person Melkisedek var, så gled han i hvert fald ind i de israelitiske folkeminder som en der var større og fornemmere end Abraham, og dermed også større og fornemmere end alle Abrahams efterkommere inklusiv både ypperstepræsterne og kongerne (for både Aron og David var jo efterkommere af Abraham). Men alligevel taler dagens Davidssalme altså om at Gud indsætter en konge, der er ”præst for evigt på Melkisedeks vis”, altså en der besidder både kongemagten og præsteembedet, og som er større end alle de konger og præster der ellers har været i løbet af Israels historie. Oven i købet er hans trone ved selveste Guds højre hånd, og mens han sidder dér, vil Gud selv sørge for at lægge alle kongens fjender under hans fødder. Der er ikke noget at sige til at israelitterne glædede sig til at få sådan en mægtig m’shiach!

Derfor er det også et meget oplagt spørgsmål vi hører disciplene stille Jesus i læsningen fra Apostlenes Gerninger: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” Disciplene var jo nået til den overbevisning at det var Jesus der var Israels lovede messias, ham som Salme 110 var en forudsigelse af, og den overbevisning var naturligvis blevet styrket og bekræftet ved at Jesus var opstået fra de døde. Så hvornår ville han indtage sin retmæssige plads på tronen så Gud kunne gå i gang med at lægge alle hans fjender under hans fødder?

Jesus svarede undvigende på spørgsmålet. ”Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt,” sagde han. Men det svar afspejlede også at spørgsmålet i sig selv var udtryk for en misforståelse, nemlig at de fjender som Salme 110 omtaler, skulle forstås som politiske og militære fjender, og at den trone ved Guds højre hånd hvor Jesus skulle sidde mens Gud besejrede hans fjender, skulle stå i det jordiske Jerusalem. Bibelens sidste kapitler lover os at Guds trone engang vil komme til at stå på jorden (vel at mærke den nye jord), og det der lå i Jesu svar, var nok at det ikke er vores sag at vide hvornår det sker. Men havde disciplene blot spurgt: ”Herre, er det nu du vil sætte dig på tronen?”, så kunne Jesus faktisk have besvaret deres spørgsmål med et ”Ja!”. For det var jo netop derfor han fór til himmels: for at sætte sig på tronen ved Guds højre hånd, sådan som vi også hørte det i slutningen af Markusevangeliet. Men de fjender der skal lægges under hans fødder, er ikke politiske og militære, men åndelige fjender. Det er ikke mennesker der er Guds fjender; det er tværtimod de onde åndsmagter der hindrer os mennesker i at leve det liv som Gud har skabt os til at leve. Og det våben som Gud bruger til at besejre de fjender, er forkyndelsen af evangeliet. Derfor nøjedes Jesus ikke med at sige til disciplene at det ikke var deres sag at kende tidspunktet for den fulde oprettelse af Guds rige; han fortalte dem også hvordan de kunne medvirke til at fremskynde tidspunktet, nemlig ved at være hans vidner.

For at vende tilbage til Salme 110, så siger Gud som sagt at han vil lægge kongens fjender under hans fødder, men der står også: ”Dit folk møder villigt frem på din kampdag.” Så selvom det er Gud selv der vil besejre kongens fjender, så får kongens folk lov til at hjælpe til. Og kong Jesus’ folk, det er jo os! Vi får lov til at hjælpe til i kampen mod Jesus’ fjender – der som sagt ikke er mennesker, men, som Paulus skriver i Efeserbrevet: ”for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12). Det lyder meget voldsomt at vi skal kæmpe mod onde ånder, men før I begynder at se Dungeons and Dragons-agtige kampscener for jeres indre blik, så husk at den måde vi bekæmper det onde på, som sagt er ved at være Jesu vidner. Et vidne er jo blot en person der fortæller hvad vedkommende har set og hørt. Så hver gang du fortæller nogen hvad Jesus har gjort for dig, er du med til at stække det ondes magt i verden og bane vej for Guds evige kærlighedsrige.

Og så skal vi endda ikke engang selv finde ud af hvordan vi skal gribe det an, det der med at være Jesu vidner, for Gud vil jo selv lægge kongens fjender under hans fødder, og at det er Gud selv der vil gøre det, omfatter også den del af projektet som vi får lov til at være medarbejdere på. Derfor gav Jesus disciplene besked på at de skulle blive i Jerusalem indtil Helligånden gav dem kraft. Når dét var nødvendigt selv for de disciple der med egne ører havde hørt alt hvad Jesus havde sagt, og med egne øjne havde set at han var opstået fra de døde, hvor meget mere må det så ikke gælde os! Derfor må vi dagligt bede Gud om at udruste os til den opgave der er vores, ligesom han i gamle dage udrustede Israels konger, præster og profeter. Men det har han heldigvis også lovet os at gøre. Den konge hvis kroning vi fejrer i dag, gav nemlig sit liv for at købe os fri af mørkets magt, og han har gjort os til ”et kongeligt præsteskab”, som apostlen Peter skriver i sit første brev (1 Pet 2,9), og Paulus skriver til Timotheus at hvis vi holder ud, skal vi være konger sammen med Jesus (2 Tim 2,12). Derfor er Kristi Himmelfart for alvor gode nyheder for os, for det at Gud bekræftede sin søns kongeværdighed, betyder at også vores værdighed og lykke er sikret i al evighed, blot vi bliver i troen på ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2023
Tags: Apostlenes Gerninger 1.1-11, Markusevangeliet 16.14-20, Salme 110.1-4

Posted By admin on 11. maj 2023

Sandhedens ånd: Grønspættebibelen

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter påske 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da jeg var barn, holdt jeg meget af at læse Anders And. Jeg var især glad for Jumbobøgerne, for de indeholdt lange og eventyrlige historier, modsat de mere hverdagsagtige emner der var i fokus i bladet Anders And & Co. En typisk historie i en Jumbobog kunne begynde med at Onkel Joakim ringede til Anders And og gav ham og ungerne besked på at møde ham i lufthavnen om en time, fordi han havde hørt om en stor guldskat der lå begravet et sted i Timbuktu (af en eller anden grund var det næsten altid Timbuktu). De fem ænder rejste så til Timbuktu og gik på jagt efter skatten, men løb altid ind i vanskeligheder undervejs. Men uanset om vanskelighederne bestod i at et stenskred havde spærret dem inde i en klippehule, eller at de var omringet af en flok sultne løver, eller at de var faret vild i ørkenen uden adgang til vand, eller hvad det måtte være, så kunne Rip, Rap og Rup altid slå op i Grønspættebogen og finde en skræddersyet løsning på lige præcis det problem de var løbet ind i. Grønspættebogen syntes også at indeholde dybdegående beskrivelser af alverdens dyre-, plante- og svampearter og en parlør til ethvert tænkeligt sprog, og alligevel fyldte den ikke mere end en almindelig Mayland-kalender. Sådan en bog kunne jeg altså virkelig godt have tænkt mig at have!

                      Bibelen bliver undertiden markedsført som om det var en slags ”grønspættebog”, hvor vi kan finde svar på alle livets store og små spørgsmål, og det skorter ikke på selvhjælpsbøger der uddestillerer hvad Bibelen siger om parforhold, privatøkonomi, management, ernæring og diverse andre emner. Og vist har Bibelen da noget at lære os om mange forskellige emner, men hvis en person uden kendskab til Bibelen sætter sig til at læse den i den tro at den først og fremmest er en bog med praktiske råd om alt mellem himmel og jord, så vil jeg bare sige at der venter vedkommende noget af en overraskelse. For ganske vist rummer Bibelen praktiske råd som dem vi hørte i dagens anden læsning: ”Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede”, men den rummer også beretninger om patriarker, profeter og konger, den rummer poetiske bønner og sange, den rummer profetiske løfter og irettesættelser, den rummer slægtstavler og folketællinger, den rummer detaljerede forskrifter for indretningen af israelitternes telthelligdom, den rummer vidtløftige syner om verdens ende, og som det vigtigste rummer den heldigvis også budskabet om at Gud for Jesu skyld tilgiver vores synder og tager imod os som sine børn. Det mere ”grønspættebogsagtige” stof fylder nok højest en tiendedel af Bibelen sider, og der er masser af emner som Bibelen ikke giver nogen konkrete instrukser om. Dertil kommer at mange af de konkrete instrukser taler ind i konkrete historiske situationer som er anderledes end vores, og derfor ikke nødvendigvis kan overføres én til én til de situationer vi står i.

                      Derfor bliver jeg også lidt betænkelig hvis jeg hører mennesker hævde at de udelukkende lever efter Bibelens ord, især hvis de mener at det er entydigt helt ned i detaljen hvad dét vil sige. Jeg har for eksempel mødt flere kristne som har læst i Tredje Mosebog kapitel 19 vers 28 hvor der står ”I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere”, og som på den baggrund har konkluderet at man synder mod Gud hvis man lader sig tatovere. Det virker da også som den indlysende konklusion hvis man kun læser det ene vers. Men i det umiddelbart foregående vers, Tredje Mosebog kapitel 19 vers 27, står der: ”I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget”, og jeg har sjovt nok endnu ikke mødt nogen kristne der mener at jeg synder mod Gud ved at være korthåret og glatbarberet! ”Det bud er ikke eviggyldigt; det gjaldt kun for israelitterne på Det Gamle Testamentes tid,” vil de fleste derimod sige, og det er jeg helt enig i, som det fremgår af mit manglende skæg. Jeg mener også at forbuddet mod tatoveringer var tidsbestemt, og at det ikke har nogen gyldighed for os der lever under den nye pagt i Jesus Kristus. Men hvordan kan vi vide hvad der er hvad? Hvordan kan vi bruge Bibelen som rettesnor for hvad der er Guds gode vilje med os, når den indeholder så mange forskellige genrer og så meget der er tidsbestemt?

                      Som svar på det vil jeg først pege på at det er en selvmodsigelse at hævde at Bibelen er den eneste autoritet i forhold til hvad der er Guds vilje. Og grunden til at det er en selvmodsigelse, er at Bibelen selv siger noget andet. I Andet Petersbrev skriver apostlen for eksempel om dengang han og to andre apostle hørte Gud selv sige fra himlen at Jesus er hans elskede søn, og Peter fortsætter: ”Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,19-21). Det er altså ikke Bibelen alene, men Bibelen og Helligånden, der er vores autoritet.

                      I evangeliet til i dag siges det om muligt endnu tydeligere. Teksten er et uddrag af en lang tale som Jesus holdt til sine disciple aftenen før han blev korsfæstet, og som fylder hele kapitel 14, 15 og 16 i Johannesevangeliet, foruden kapitel 17 hvor Jesus beder for sine disciple. Der var meget som Jesus gerne ville nå at sige til disciplene inden han skulle skilles fra dem! – også mere end de kunne bære på én gang, og derfor sagde han ikke alt hvad han havde på hjerte. Og det gjorde han åbenbart heller ikke efter sin opstandelse, selvom der står i Apostlenes Gerninger at ”han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige” (ApG 1,3b) inden sin himmelfart. Der ventede jo et utal af situationer foran dem, og hvis Jesus skulle have givet disciplene instrukser om dem alle sammen, ville de ikke have haft en jordisk chance for at huske det hele. Allerede om de ting som Jesus rent faktisk sagde og gjorde mans han vandrede på jorden, skrev Johannes jo at ”hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (Joh 21,25). Derfor havde Jesus en anden og bedre løsning: Han gav dem ikke kun en guidebog, men en lyslevende guide, som ville kunne give dem præcise, konkrete instrukser i en hvilken som helst situation. Jesus bruger dog ikke ordet ’guide’, men i stedet ordet ’talsmand’. I den græske grundtekst står der ”parákletos”, som betyder en person der taler eller handler på vegne af en anden. Ordet kan også betyde en vejleder, og begge betydninger hører sikkert med: Helligånden vejleder os ved at tale til os på vegne af Jesus.

                      I Apostlenes Gerninger kan vi læse en masse om hvordan Helligånden vejledte disciplene efter Jesu himmelfart. Det foregik dels på det individuelle plan, som i kapitel 8 hvor diakonen Filip fik besked af ”Herrens engel” på at gå mod syd fra Jerusalem ad vejen mod Gaza. Da en bestemt vogn dukkede op på vejen, sagde Ånden til Filip: ”Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!” (ApG 8,29), eller i kapitel 13 hvor Helligånden sagde til menigheden i Antiokia at de skulle udsende Barnabas og Paulus som missionærer (ApG 13,2). Det siger sig selv at det ikke ville have givet mening for Jesus at give disciplene instrukser om alt det før himmelfarten! Men også i mere principielle spørgsmål gav Helligånden disciplene vejledning, som da Paulus og Barnabas vendte tilbage fra den førnævnte missionsrejse og berettede om at mange ikke-jøder var kommet til tro på Jesus, hvilket var et nybrud, fordi de første disciple alle sammen havde været jøder. Det nybrud rejste spørgsmålet om hvorvidt disse nye ikke-jødiske disciple skulle omskæres og overholde alle de øvrige bud i Det Gamle Testamente (så som forbuddet mod at lade sig tatovere eller at studse sit skæg), og udgangen på det blev at apostlene under Helligåndens vejledning besluttede at loven i Det Gamle Testamente ikke skulle gælde for ikke-jøder der kom til tro på Jesus! I det brev som apostlene skrev for at fortælle om afgørelsen, brugte de oven i købet formuleringen: ”Helligånden og vi har besluttet…” (ApG 15,28). Og op gennem kirkens historie har kristne igen og igen måttet træffe beslutninger i diverse spørgsmål under Helligåndens vejledning.

                      Det store spørgsmål er naturligvis hvordan vi kan skelne Helligåndens vejledning fra vores egen indbildning. Og det må siges at være et ekstremt vigtigt spørgsmål, for der har i tidens løb været alt, alt for mange tragiske eksempler på at mennesker er blevet vildledt af karismatiske personligheder der påstod at Helligånden havde givet dem besked på det ene eller det andet eller det syvende. Og derfor vil jeg gentage det jeg sagde før: Det er Bibelen og Helligånden der er vores autoritet. Siger vi: ”Vi har Bibelen, så vi har ikke brug for Helligånden,” så stivner vi i livløse dogmer og regler. Men siger vi: ”Vi har Helligånden, så vi har ikke brug for Bibelen,” går det om muligt endnu værre, for så kan vi let falde for alskens vrangforestillinger.

                      Det første og vigtigste princip når vi skal bedømme om en åbenbaring virkelig er fra Helligånden, er nemlig at Gud ikke modsiger sig selv. Som sagt kan der være forskrifter i Bibelen der er tids- eller stedsbestemte, men i så fald vil det oftest være sådan at det allerede i Bibelen selv antydes at der ikke er tale om en eviggyldig vejledning. I spørgsmålet om hvorvidt ikke-jødiske kristne skulle overholde den gammeltestamentlige lov, konstaterede Jesu bror Jakob for eksempel at deres afgørelse stemte overens med profeternes ord, idet han citerede nogle vers fra Amos’ Bog. Og for at tage et aktuelt eksempel: Når vi er mange der mener at Paulus’ forbud mod at en kvinde optræder som lærer i menigheden, var tidsbestemt og ikke eviggyldigt, hænger det blandt andet sammen med at vi allerede i Det Nye Testamente ser kvinder der indtager ledende roller i de kristne menigheder.

                      Et andet vigtigt princip er at der bag alle de forskellige tekster i Bibelen med alle deres forskellige genrer og forskellige historiske baggrunde løber en rød tråd. Når man læser alle de forskellige tekster med hele Bibelen som baggrund, vil man – i hvert fald med Helligåndens vejledning – kunne se at der bag de menneskelige forfatteres ord ligger et eviggyldigt budskab fra Gud. Paulus udtrykker det sådan at de forskellige skrifter er ”indblæst af Gud” (2 Tim 3,16), og det er også det vi mener når vi omtaler Bibelen som ”Guds ord”. Helligånden vejleder os ikke ud af det blå, men næsten altid gennem Bibelen, især når det gælder principielle spørgsmål.

                      En sidste pointe: Vi mennesker er ikke fuldkomne, heller ikke selvom vi har Helligånden. To mennesker der oprigtigt søger Helligåndens vejledning i en given sag, kan nå frem til to forskellige resultater. Logisk set må mindst en af dem tage fejl, men fordi vi alle sammen hører Åndens tale gennem vores menneskelige filter, kan ingen af os fælde en endegyldig dom om hvem der har ret, og hvem der tager fejl. Derfor må vi vise hinanden nåde, og samtidig med at vi hver især retter os efter det som vi af et ærligt hjerte mener at Helligånden vejleder os til, må vi ydmygt lytte til hinanden, for Kristus har ikke betroet sit evangelium til hver enkelt af os individuelt, men til hele kirken som hans legeme på jorden. Undertiden kan vi blive så uenige at vi er nødt til at gå hver sin vej, sådan som det på et tidspunkt skete for Paulus og Barnabas, men selv når det sker, må vi fortsætte med at velsigne hinanden og tale godt om hinanden. Selv når vi skønner at det der bliver forkyndt eller praktiseret, er så usundt og skadeligt at vi må tage offentligt afstand fra det, må vi gøre det med ydmyghed og uden at anfægte den andens tro eller gudsforhold. For én ting som Bibelen i hvert fald siger klokkeklart, er at Jesu disciples væsentligste kendetegn skal være at vi elsker hinanden som Jesus har elsket os (Joh 13,34-35).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter påske 2023
Tags: Ezekiels Bog 36.26-28, Jakobsbrevet 1.17-21, Johannesevangeliet 16.5-15

Posted By admin on 6. maj 2023

Johannes Døber i ørkenen: Den sidste bededag?

Prædiken i Rø Kirke bededag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Den automatiske trafikkontrol holdt tirsdag i to timer på Søndre Ringvej i en zone, hvor det er tilladt at køre 80 kilometer i timen. Tre bilister blev målt til at køre over det tilladte. Den højeste måling var på 99 kilometer i timen.” Sådan kunne man læse i Bornholms Tidende torsdag i sidste uge, og der går sjældent ret lang tid imellem at man kan læse lignende notitser. Og så er det endda ikke engang særlig slemt på Bornholm sammenlignet med mange andre steder i Danmark, har jeg indtryk af. Selvom antallet af trafikdræbte lykkeligvis er faldet meget i løbet af de seneste årtier, er det stadig for højt, og hvert fjerde dødsfald i trafikken skyldes for høj fart. Derfor lancerer Rådet for Sikker Trafik med jævne mellemrum kampagner der skal få os trafikanter til at overholde fartgrænserne. En af de seneste havde sloganet ”Sænk farten – bare lidt” (det har de fleste af jer sikkert set i reklamefilm eller på plakater i vejsiden – jeg kan selv huske at have set det blandt andet på Brogårdsvej). Og hvor meget jeg end bifalder hensigten, må jeg bare sige at det slogan har jeg undret mig over, hver gang jeg har set det. De fleste af os overholder jo trods alt hastighedsgrænserne (i hvert fald her på Bornholm), og det er vel ikke meningen at vi skal sænke farten? Hvis vi begynder at køre 45 i de zoner hvor man må køre 50, og 75 hvor man må køre 80, så bliver vi jo til gene for vores medtrafikanter. For ikke at tale om at hvis jeg kom kørende med 80 kilometer i timen på Brogårdsvej, fik øje på skiltet og besluttede at gøre som der stod og fremover kun køre 75 på Brogårdsvej, så ville skiltet jo stadig stå der når jeg kom forbi med 75 kilometer i timen dagen efter, og det ville jo så betyde at jeg skulle sætte hastigheden yderligere ned, og inden skiltet blev pillet ned igen, ville vi alle sammen holde stille på vejene. Men heldigvis forstår de fleste af os nok godt – den klodsede formulering til trods – at budskabet ikke er henvendt til os der kører som vi skal.

                      Jeg gad vide hvor mange af jer der tænker noget lignende når I hører budskabet fra Johannes Døber i dagens tekst: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”? At vende om betyder jo at man begynder at gå eller køre i den modsatte retning af hvad man hidtil har gjort, og hvis man gør det to gange, så ender man jo med at gå den samme vej som man gjorde til at begynde med, skulle man tro. Så det der ”Omvend jer!”, det er vel kun henvendt til dem der ikke allerede har omvendt sig, ligesom budskabet ”Sænk farten” kun var henvendt til dem der kører for hurtigt?

                      Det tror jeg faktisk ikke det er. Selvfølgelig vil der for de fleste mennesker være et tidspunkt hvor man for første gang omvender sig til Gud og tager imod frelsen i Jesus Kristus (hvis man altså nogensinde gør det), men det betyder ikke at man så er”omvendt” én gang for alle. Der er nemlig mere end to retninger man kan bevæge sig i her i livet, og i særdeleshed er der mere end én forkert retning, så selvom du skiftede retning på et tidspunkt i dit liv hvor du bevægede dig den forkerte vej, er det ingen garanti for at du bevæger dig i den helt rigtige retning nu (selvom du forhåbentlig er tættere på den rigtige retning nu, end du tidligere har været). Faktisk tør jeg godt udstede en garanti for at ingen af os der er her i dag, bevæger os helt og holdent den rigtige vej, for syndfrie bliver vi ikke på denne side af evigheden. Derfor sagde Martin Luther også at hele en kristens liv må leves i stadig omvendelse.

                      Jeg forstår imidlertid godt hvis nogle af jer synes det lyder frustrerende at skulle omvende sig hver eneste dag. Jeg kan huske da jeg som 22-årig første gang deltog i Dansk Oases sommerstævne, SommerOase. Det var tilbage i 1997, og hovedtaleren var en karismatisk anglikansk præst fra England ved navn Mark Stibbe. (Han var i øvrigt igen hovedtaler på SommerOase nogle år senere, hvor jeg havde fornøjelsen af at tolke ham til dansk). Et af hovedbudskaberne i de taler som Mark holdt i 1997, var et kald til omvendelse – ikke så meget til at omvende sig til Gud for første gang, for det regnede han nok med at de fleste af de tilstedeværende allerede havde gjort, men til at – ja, selvom jeg allerede dengang var helt på det rene med at en kristen bør leve i daglig omvendelse, så tog jeg ikke imod den daglige opfordring til at komme frem og modtage forbøn som tegn på at man ønskede at tage imod kaldet til omvendelse, for jeg syntes det var meget uklart hvad det var jeg helt konkret forventedes at omvende mig fra. Jeg var i hvert fald ikke opmærksom på nogen konkrete ”skødesynder” i mit liv, som Helligånden kaldte mig til at bryde med, så det hele forekom mig meget diffust og derfor også temmelig frustrerende.

Jeg ville måske have hørt prædikenerne med andre ører i dag – og Mark ville sandsynligvis også have formuleret sig anderledes i dag, for han er jo også blevet 26 år ældre, ligesom jeg er. I hvert fald vil jeg gerne understrege i dag, at ”daglig omvendelse” ikke nødvendigvis betyder at vi hver eneste dag skal angre mindst én ny konkret synd, endsige at vi hver dag skal holde op med at gøre noget vi hidtil har gjort, eller begynde at gøre noget vi aldrig før har gjort. Ganske vist vil jeg tro at de fleste af os synder hver eneste dag, og mange af os har sikkert også dårlige vaner nok til at vi ugevis kunne finde en ny vane at bryde med hver dag hvis det var det det handlede om, men – jeg tror ikke det er det det handler om, og det er der to grunde til: For det første ville det reducere evangeliet om Jesus til en moralprædiken og gøre det meget vanskeligt at finde hvile i troen på Kristi fuldbragte værk på korset, og for det andet ville det gøre at vores liv kom til at handle alt for meget om os selv i stedet for at handle om Gud og vores medmennesker. Men hvad betyder det så at leve i daglig omvendelse? På hvilken måde kan vi tage imod kaldet til omvendelse, hvis vi allerede én gang har omvendt os til Jesus?

Jeg tror det handler om at bruge det rigtige forholdsord! I fald I ikke alle sammen har jeres grammatikundervisning fra skolen helt præsent, så repeterer jeg lige at forholdsord – eller præpositioner, som de hedder på udenbysk – er ord der angiver hvor noget befinder sig i forhold til noget andet – ord som ”på”, ”i”, ”over”, ”under”, ”med”, ”fra”, ”til” og den slags. (Mange af jer kan sikkert remse adskillige af slagsen op på tysk: ”durch, für, gegen, ohne, wider, um”, ”an, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwischen” og så videre). Grunden til at jeg fandt Mark Stibbes prædikener så frustrerende tilbage i 1997, var som sagt at jeg syntes det var uklart hvad jeg skulle omvende mig fra, men i virkeligheden tror jeg slet ikke vi skal fokusere så meget på hvad vi skal omvende os fra, men i stedet på hvad vi skal omvende os til – eller rettere: hvem vi skal omvende os til, nemlig til Jesus. Det der er vigtigt, er ikke så meget hvad vi er på vej væk fra, men hvor vi er på vej hen. Den daglige omvendelse består altså i at vi hver dag og hele tiden sikrer os at vi har Jesus i fokus, og bestræber os på at leve tættere på ham og følge ham mere trofast end dagen i går. Det kan vi gøre hver dag, uden at det bliver frustrerende! ?

I dag er det som bekendt sidste gang vi fejrer Store Bededag. Dagen blev indført i 1686 under navnet ”Ekstraordinær almindelig faste-, bods- og bededag”, og dens formål var, som navnet siger, faste, bod og bøn. Faste betyder som bekendt at man ikke spiser, og bøn betyder at man beder, men hvad ”bod” betyder, er måske lidt mere uklart. Men mon ikke de fleste af jer har hørt om udtryk som ”at love bod og bedring” eller ”at råde bod på skaden”. ”Bod” betyder altså omtrent det samme som ”omvendelse”, altså at vi fortryder vores synder og bryder med dem. Det er også derfor Store Bededags liturgiske farve er violet. (Den ”liturgiske farve” er den farve der hører til en bestemt søndag eller helligdag, og som blandt andet er bestemmende for hvilken farve messehagel præsten har på under nadveren. Den violette farve symboliserer bod og alvor, og den bruges i adventstiden, i fastetiden og altså på Store Bededag).

Men som jeg sagde før, består den rette omvendelse i at vi vender os til Jesus, og netop derfor giver det god mening at det er den samme dag der er både bods- og bededag. For hvis bod og omvendelse handler om at have Jesus i fokus, så findes der vel næppe nogen bedre måde at nå målet på end netop gennem bøn. Bøn er nemlig ikke kun det at komme ti Gud med vores ønsker (selvom det bestemt også hører med, og det er noget som Det Nye Testamente opmuntrer os til at gøre). Nej, i sit væsen er bøn slet og ret det at kommunikere med Gud; at rette vores opmærksomhed mod Gud; at investere tid i det uforstyrrede samvær med Gud. Det er i grunden slet ikke så kompliceret, for det er jo nøjagtig det samme som vi gør når vi vil lære et andet menneske bedre at kende: vi kommunikerer med vedkommende, giver vedkommende vores opmærksomhed og investerer tid i uforstyrret samvær. Og det gode ved det er at det at bruge tid sammen med Gud ikke behøver at stå i modsætning til det at bruge tid sammen med de mennesker vi elsker, for min og mange andre kristnes erfaring er at det at bede sammen med andre er en fantastisk måde at styrke vores bånd både til Gud og til den eller dem vi beder sammen med, på én og samme tid. Derfor er det i særdeleshed vigtigt at bede sammen med vores allernærmeste: din ægtefælle eller kæreste hvis du har sådan en, din nærmeste familie, eller dine nærmeste venner. Men vi kan faktisk bede sammen med en hvilken som helst medkristen, fordi vi alle sammen er brødre og søstre i Kristus.

At vi i 337 år har haft en fast dag hvert år sat af til at søge Gud i omvendelse og bøn, og at vi endda har haft fri fra arbejde til det (i hvert fald nogle af os), har været et stort privilegium, og jeg vil helt klart mene at det var en fejl at afskaffe den. Men skaden er trods alt ikke større end at vi finder en vej. Vi kan jo for eksempel forestille os at det var Valentinsdag der i mange år havde været en fri- og helligdag med det formål at ægtepar og kærestepar skulle have kunne investere tid i deres parforhold, men at den nu var blevet afskaffet. Ville det betyde at man nu ikke længere kunne tilbringe kvalitetstid sammen med sin partner? Nej, naturligvis ikke. Det er jo ikke sådan at vi skal arbejde alle døgnets vågne timer de øvrige 364 dage på året, og selvom hverdagen kan være fortravlet, finder de fleste par heldigvis tid til at pleje parforholdet. (Hvis ikke, så sørg for at finde tiden! Skru om nødvendigt lidt ned for rengøringsstandarden derhjemme, eller drop en hobby, eller noget!). På samme måde behøver afskaffelsen af Store Bededag heldigvis ikke at betyde at vi ikke længere beder; det er også noget som det er vigtigt at vi prioriterer frem for så meget andet – også frem for så meget andet vigtigt – der kan fylde i vores hverdag. Selv oplever jeg at jeg har meget lettere ved at samle mig om bøn når jeg er i selskab med andre så vi kan støtte hinanden i koncentrationen om bønnen, især hvis vi har sat et fast tidsrum af til at bede, så vi ikke bliver forstyrret af tanken om at ”nå ja, der var jo også en masse andet vi skulle i dag”. Derfor holder jeg enormt meget af den daglige morgenandagt i Sct. Klemens Kirke (okay, ikke helt daglig, men hver tirsdag, onsdag, torsdag og fredag klokken 8.30), og fyraftensbøn som er hver onsdag klokken 16.30 til 17.30 i konfirmandstuen i Klemensker, og ”Tid Til Gud”, som er her i Rø Kirke den første mandag i hver måned klokken 19.00. Måske er det noget andet der fungerer for dig – det vigtigste er at vi hver dag vender os til Jesus; at vi så at sige ”justerer kursen” i erkendelse af at vi konstant driver ud af kurs på verdens hav (det var poetisk, ikke sandt?)

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til bededag 2023
Tags: Hebræerbrevet 8.10-12, Matthæusevangeliet 3.1-10, Salme 51.3-19

Posted By admin on 28. april 2023

Den gode hyrde: Jâ e lidinj horra

Prædiken i Ruts og Sct. Klemens Kirker 2. søndag efter påske 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I disse dage er det fire år siden jeg via e-mail fra Københavns Stift modtog et brev fra daværende kirkeminister Mette Bock om at jeg var ansat som sognepræst i Klemensker-Rø pastorat. (For at være helt nøjagtig var det den 25. april 2019). Det blev jeg naturligvis meget glad for, og jeg har aldrig så meget som et øjeblik fortrudt at jeg flyttede fra København til Bornholm.

                      Jeg vidste selvfølgelig en del om Bornholm i forvejen, ikke mindst fordi min hustru er født og opvokset i Allinge, og lige siden jeg mødte hende, har jeg været på øen (eller ”landet”, som jeg siden er blevet belært om at Bornholm rettelig skal kaldes; ”øen” er jo Christiansø) flere gange om året. Men det er alligevel noget andet at bo her, og det med at mange bornholmere ikke bryder sig om at man kalder deres ø for ”øen” (for slet ikke at tale om ”solskinsøen” eller ”klippeøen”), er kun en af mange ting jeg har lært. Hvis jeg for eksempel for 5 år siden var blevet bedt om at nævne en sang der er så nært forbundet med Bornholm at den nærmest kan kaldes Bornholms uofficielle nationalsang, så ville jeg have svaret – og nu må I love ikke at lynche mig efter gudstjenesten, for jeg vidste vitterligt ikke bedre! ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør,” som Jesus sagde da han hang på korset – jeg ville have nævnt ”Bornholmervalsen” fra filmen Far til Fire på Bornholm med tekst af Erik Leth og melodi af Sven Gyldmark. Og ja, jeg ved det godt, den sang er ikke engang på bornholmsk, og Erik Leth var ikke mere bornholmer end jeg (måske endda mindre, for jeg kan i det mindste prale af en enkelt bornholmsk oldefar, nemlig Hans Peter Kjærby Hansen, der blev født i Bodilsker i 1884).

Havde I derimod spurgt mig for 1 uge siden hvad der er Bornholms uofficielle nationalsang – ja, så ville jeg nok stadig have svaret forkert, for da jeg under min forberedelse til i dag satte mig for at undersøge sagen, fandt jeg ud af at det bedste bud på hæderen er ”Skudan hon vaggar” af J.C.S. Espersen, og den kendte jeg ikke, må jeg indrømme. Derfor ville jeg nok have peget på Hans Christian Mortensens ”Jâ va lidinj horra”, som mange af jer sikkert kender; den hjerteskærende beretning om den lille hyrdedreng hvis får løber deres vej da han vil drive dem hjem fra lyngen, hvor han har vogtet dem, om hvordan han fortvivlet og forgæves leder efter de bortløbne dyr, inden han slukøret må vende hjem til gården, hvor der vanker prygl fra bonden, men heldigvis også aftensmad fra gårdens madmor. Tilbage på værelset trøster karlen ham ved at lade ham ride ”poseryg”, hvilket giver et indtryk af hvor små børn man før i tiden brugte som hyrdedrenge. Ifølge sprogforskeren Alex Speed Kjeldsen, der nok er den største nulevende ekspert i det bornholmske sprog, kommer ordet ”horra” i øvrigt af samme rod som ordet ”hyrde”, så det at vogte får har tilsyneladende været det som små drenge primært foretog sig. Jeg priser mig lykkelig for at være født i en mildere tidsalder!

Jeg ved i øvrigt ikke selv ret meget om får, så da jeg skulle forberede denne prædiken, rådførte jeg mig med sagkundskaben i skikkelse af næstformanden for Klemensker-Rø menighedsråd, som selv holder får, og hun kunne bekræfte at får ganske rigtigt har en elendig retningssans og har det med at stikke af hvis de ikke bliver ledt i den rigtige retning – men også at de kan skelne det ene menneskes stemme fra det andet, som Jesus er inde på i starten af det kapitel som dagens prædiketekst er taget fra. Det er derfor fårehyrder gennem det meste af historien har haft en så vigtig rolle, fordi de har kunnet kalde fårene til sig, hvad der i særdeleshed var vigtigt dengang de fleste får gik og græssede på uindhegnede overdrev. Og til tider har det måske krævet en kraftigere og mere myndig stemme end en lidinj horra havde.

Jeg ved ikke om man i det gamle Israel lod små drenge være alene om at vogte får. Jeg tror det ikke, for dengang drejede det sig ikke kun om at forhindre at fårene stak af, men også at beskytte dem mod rovdyr som ulve, bjørne og løver, og det kunne man nok ikke forvente at en lille dreng ville være i stand til (medmindre han hed David). Og selv de voksne mænd som man hyrede til opgaven, var tilsyneladende ikke altid villige til at påtage sig den risiko at tage kampen op med en ulv, siden Jesus siger: ”Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter”.

Grunden til at Jesus sagde det, var naturligvis ikke at han søgte arbejde som fårehyrde og i den forbindelse ville fremhæve sin egen arbejdsmoral som værende bedre end konkurrenternes. Nej, de ”får” han talte om, var det israelitiske folk, og det var der næppe nogen af hans tilhørere der kunne være i tvivl om; i hvert fald ikke hvis de havde læst profeten Ezekiel, og det må man gå ud fra at i hvert fald farisæerne og de skriftkloge havde. Dagens første læsning var et uddrag af en længere tale som Ezekiel holdt på Guds vegne på et tidspunkt hvor Israel var blevet erobret af babylonierne, og folket var blevet spredt for alle vinde: nogle var blevet ført i eksil til Babylon og de omkringliggende lande, andre var flygtet til Egypten for at undgå det babyloniske overherredømme. Og grunden til at det var sket, lyder det fra Gud gennem Ezekiels mund, var at folkets ledere havde svigtet, som dårlige fårehyrder der var ligeglade med fårene. Men Gud trøster sit spredte folk og lover dem at han vil vende deres skæbne – og den måde han vil gøre det på, er ved selv at vogte fårene, så han ikke igen risikerer at blive snydt af dårlige hyrder. I den offentlige forvaltnings jargon kaldes den slags vist at hjemtage en opgave der har været sendt i udbud, som eksempelvis en kommune kan vælge at gøre hvis den mener at den selv kan løse en opgave bedre end hvis den betalte en privat virksomhed for at gøre det.

På Ezekiels tid havde Gud i adskillige hundrede år haft ”udliciteret” opgaven med at tage sig af hans folk. Det begyndte allerede et par måneder efter at folket var sluppet ud af deres fangenskab i Egypten. Under Moses’ ledelse var de nået frem til Sinajbjerget i ørkenen, og dér lod Gud sin herlighed manifestere sig, men folket blev så skrækslagne da de hørte Gud tale til dem, at de insisterede på at Moses skulle være mellemmand, fordi de ikke turde have direkte med Gud selv at gøre (5 Mos 5,23-27). Derfor dikterede Gud en masse love til Moses, som folket skulle overholde, og der blev oprettet et præsteskab som skulle viderebringe folkets taksigelser, bønner og syndsbekendelser til Gud. Efter Moses’ død blev Josva indsat som folkets leder, og med ham i spidsen erobrede de det land Gud havde lovet dem, men efter Josvas død var det, så vidt jeg har forstået Det Gamle Testamente, meningen at folket bare skulle rette sig efter de love Gud havde givet dem gennem Moses, og bringe de foreskrevne ofre til Gud gennem præsterne, og så ville Gud ordne resten. Men som vi kan læse i Dommerbogen, skete det gang på gang at folket vendte Gud ryggen og i stedet tilbad de omkringboede folks afguder Ba’al og Astarte, og så måtte Gud sende en midlertidig leder, en dommer, til at rage kastanjerne ud af ilden. Blandt de mest kendte dommere var Gideon, Jefta og Samson (ham med håret). Som følge af folkets vantro blev de hårdere og hårdere presset af deres fjender, men i stedet for at vende sig til Gud og stole på ham, gik de til profeten Samuel og krævede at få en konge. Samuel advarede dem om at det ville ende galt, og han fik ret, for under den første konge, Saul, blev problemerne kun endnu større. Men Gud udvalgte en anden og bedre konge, nemlig David, og takket være Davids helhjertede tro og lydighed mod Gud, fik Israel en guldalder under ham og hans søn Salomo. Men på sine gamle dage begyndte Salomo at dyrke afguder, og derefter gik det ned ad bakke. Efter Salomos død blev kongeriget delt i to: mod syd regerede Davids efterkommere i 400 år, men kun ganske få af dem havde den samme helhjertede tro som David havde haft, og mod nord var det endnu værre, for de forskellige dynastier der afløste hinanden dér, bød på lutter dårlige konger. Enden på det hele blev som sagt at folket blev spredt som en anden flok får hvis hyrde ikke havde passet ordentligt på dem. Men som også sagt talte Gud i den situation til folket gennem profeten Ezekiel og lovede at samle sine får igen og selv være deres hyrde.

Med alt det i baghovedet står det pludselig tindrende klart hvad det i grunden var Jesus sagde da han sagde: ”Jeg er den gode hyrde”, nemlig at det var i skikkelse af ham at Gud havde i sinde at frelse og genrejse sit folk. Men at han skulle gøre det ved at sætte livet til for fårene, det har nok overrasket dem der hørte det. De havde måske nok ventet at den gode hyrde skulle sætte livet på spil i sin kamp for ”fårene”, men ikke at han skulle sætte det til, altså dø, for hvis han døde, så ville han jo ikke længere være der til at passe på dem, skulle man tro. Opstandelsen havde de ikke lige inde på lystavlen som en mulighed. Og de havde nok heller ikke gennemtænkt at det de skulle frelses fra, ikke primært var de ydre fjender der havde spredt dem, men deres egen tilbøjelighed til at fare vild.

En anden ting der helt sikkert har overrasket – og forarget – dem der hørte Jesus tale om sig selv som den gode hyrde, var ordene: ”Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst”. Det der lå i Ezekiels profeti, var jo at Israel, som levede spredt blandt de andre folkeslag, ville blive skilt ud og samlet som et selvstændigt folk, men nu sagde Jesus altså at han også ville være hyrde for folk der ikke var israelitter. Det var faktisk også forudsagt i Det Gamle Testamente, blandet andet i Esajas’ Bog kapitel 49, hvor Gud siger til en i konteksten ikke nærmere defineret tjener: ”Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” (Es 49,6), men at vi mennesker har det med kun at høre det vi har lyst til at høre, er der desværre ikke noget nyt i.

Men hvor er det skønt at Jesus sagde som han gjorde! For det er jo ikke kun Israel der har lidt under dårlige hyrder; det har alle jordens folk. Selv de mest velmenende ledere er svage og syndige mennesker, og det er desværre langt fra alle ledere i historien eller i nutiden der overhovedet er eller har været velmenende. At Gud selv vil overtage styringen, er i sandhed en god nyhed. Vi må til stadighed bede ”komme dit rige” og trøste os med at den bøn har Gud allerede lovet at han vil opfylde. Og trøsten gælder endda ikke kun på det storpolitiske plan, men også i det helt små. Martin Luther skriver i sin forklaring til Fadervor sådan her om bønnen ”komme dit rige”: ”Guds rige kommer af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os” (fra Den Lille Katekismus). Den dybeste grund til at vi mennesker har det med at fare vild som får, er at vi tror vi kan være vores egne hyrder. Hvis vi følger vores naturlige tilbøjelighed, vil vi alle sammen hellere spise af Kundskabens Træ i håb om at vi så selv bliver guder, end vi vil stole på den sande Gud. Men den gode hyrde er død for os, for at vi kan leve for ham, og han er opstået igen og kalder på os og opfordrer os vildfarne får til at følge ham. For vi kan ikke vogte os selv ordentligt – vi må bede som i den gamle bornholmske sang: ”Jâ e lidinj horra, og God bevâra maj”.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter påske 2023
Tags: Ezekiels Bog 34.11-16, Første Petersbrev 2.20-25, Johannesevangeliet 10.11-16

Posted By admin on 19. april 2023

Den tvivlende Thomas: Ægthedens mærke

Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 1. søndag efter påske 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke hver uge jeg håndterer kontanter. I dag foregår de fleste betalinger enten med kort eller MobilePay, eller også har den forretning man handler hos, sin egen app som man kan betale med (det gælder for eksempel Coop og Uno-X, som er to af de steder hvor jeg lægger mange penge, af indlysende geografiske årsager). At det er blevet sådan, er resultatet af en lang udvikling, som både staten, pengeinstitutterne og detailhandelen selv har skubbet på for. Ud over at elektronisk betaling gør det sværere at begå skattesvig og hvidvaskning (i hvert fald i teorien), så hænger det blandt andet sammen med at man vil undgå falskmøntneri. Falskmøntnere er nemlig blevet dygtigere og dygtigere, og derfor har nationalbankerne kæmpet en konstant kamp for at gøre sedlerne stadig sværere at efterligne. Der findes jo stadig pengesedler, og i dag er der så mange kendetegn på en ægte seddel at jeg ikke kan gøre rede for dem alle. Det var lettere at huske da jeg var barn; da skulle der bare være et vandmærke ude i siden, og så skulle der vist være en sølvtråd, der ligesom vandmærket kunne ses når man holdt sedlen op mod lyset. Og jeg kan huske at når jeg ville sætte penge i banken eller veksle sedler til fremmed valuta, så holdt bankmedarbejderen sedlen op mod lyset for at kontrollere at den var ægte.

                   Gud og penge er på lange stræk modsætninger. Mange af jer kender sikkert Jesu ord fra Bjergprædikenen om at man ikke kan tjene både Gud og mammon. Men én ting har Gud og penge til fælles, nemlig at ligesom der er mange der forsøger at få folk til at tage imod falske penge, er der også mange der forsøger at få folk til at tage imod falske guder. Og der er om muligt endnu flere falske kristus’er; derfor fandt Jesus det på et tidspunkt kort før sin død nødvendigt at advare sine disciple med ordene: ”Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! Se dér! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild. Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer det hele forud” (Mark 13,21-23).

                   Derfor forventede Jesus nok heller ikke at disciplene umiddelbart skulle godtage at det virkelig var ham, da han pludselig stod foran dem på tredjedagen efter at han var blevet korsfæstet og begravet. Ganske vist havde Maria, Maria, Salome, Peter og Johannes ved selvsyn konstateret at graven var tom, og den ene Maria (hende med tilnavnet Magdalene) havde endda set den opstandne Jesus selv. Og som vi hørte i mandags, fortæller Lukasevangeliet os at der også var to disciple der uden først at vide det havde fulgtes med Jesus på en gåtur til Emmaus, ligesom det i en bisætning nævnes at Peter også havde set den opstandne. Men de fleste af de tilstedeværende denne søndag aften havde altså endnu ikke set Jesus i live efter at han var blevet slået ihjel og begravet, og tilmed sad de bag låste døre, så selv hvis Jesus virkelig var opstået, hvordan skulle han så bære sig ad med at komme ind til dem? Hvordan kunne de være sikre på at det virkelig var Jesus der stod foran dem, og ikke en indbrudstyv, eller en agent fra ypperstepræstens politikorps der havde sneget sig ind for at arrestere dem – eller endnu værre: en ond ånd i menneskeskikkelse der ville prøve at føre dem vild, sådan som Jesus havde advaret dem om?

                   Men de nåede tilsyneladende slet ikke at tænke så langt, for Jesus skyndte sig at vise dem det ”vandmærke” der viste at han var den ægte vare, nemlig sine hænder og sin side. Hvorfor lige hænderne og siden? Fordi det var der hans sår var. Han havde jo fået hamret store søm gennem sine hænder da han blev korsfæstet, og umiddelbart før han blev taget ned af korset havde soldaterne stukket ham i siden med et spyd for at sikre sig at han rent faktisk var død. Det var altså sine sår Jesus viste dem – de sår der var beviset på at det var den korsfæstede der stod lyslevende foran dem. Og så snart de så sårene, var de overbevist.

                   Derfor må vi heller ikke være for hårde ved Thomas. På grund af det han sagde til de andre disciple da de fortalte ham at de havde set Herren, er hans navn nærmest blevet synonymt med vantro. B.S. Ingemann lader for eksempel i sit skuespil Masaniello en person udtrykke skepsis over for et mirakel som hans bysbørn fortæller om, hvilket får de omkringstående til at sige: ”Du skal nok lære at troe, Farlil! du altid var en Thomas”. Men det er overhovedet ikke et fair eftermæle for den gode apostel at vi kun husker ham som tvivleren, for før Jesu død og opstandelse udmærkede Thomas sig ved at være den eneste der ikke protesterede mod Jesu planer om at rejse til Judæa, hvor folk tidligere havde forsøgt at slå ham ihjel (Joh 11,8.16), og efter Jesu himmelfart rejste Thomas til Indien og prædikede evangeliet, og et kirkesamfund i Sydindien bærer den dag i dag hans navn. Ja, selv i den episode som Thomas er mest herostratisk berømt for på vores længde- og breddegrader, nemlig den vi har hørt i dag, fortjener han højst en mild bebrejdelse for ikke at ville tro på de andre disciples ord om at de havde set Jesus. I modsætning til dem havde han jo ikke set ægthedsmærkerne. Man må gå ud fra at de andre fortalte ham at de havde set Jesu sår, men han var altså ikke tilfreds før han havde set dem med egne øjne og endda rørt ved dem med sine hænder for at sikre sig at de var fysisk til stede. At Thomas ikke bare troede på hvad som helst, taler faktisk til hans ros, synes jeg. Den eneste grund til at Jesus alligevel giver ham en mild bebrejdelse i form af ordene ”vær ikke vantro, men troende”, er, tror jeg, at han trods alt burde have stolet på det hans meddisciple sagde (især hvis de også nævnte at de havde set ham spise et stykke stegt fisk, som Lukasevangeliet fortæller os at han gjorde da han mødte dem påskedags aften).

                   Men Jesus kommer trods alt Thomas i møde ved at vise sig for hele discipelflokken, inklusiv Thomas, en uge senere. Hvorfor han ventede en hel uge, er ikke let at svare på, men det har uden tvivl været medvirkende til at det hurtigt blev en kristen skik at mødes til gudstjeneste på ugedagen for opstandelsen, altså hver søndag. Måske var den skik allerede så småt ved at komme i gang, siden disciplene var samlet den dag? I hvert fald kom Jesus igen og viste sig for dem bag lukkede døre, og han henvendte sig specifikt til Thomas og præsenterede ham for beviserne i form af sårene i sine hænder og sin side. Om Thomas rent faktisk stak sine fingre i naglemærkerne, eller om han alligevel var tilfreds med at se dem, får vi ikke at vide, men i hvert fald fordufter hans vantro som dug for forårssolen morgenrød, og han udbryder: ”Min Herre og min Gud!”

                   De ord som Jesus siger derefter, er interessante, og derfor vil jeg bruge resten af min prædiken i dag på at tale om dem: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Hvad mente Jesus med det? Hvordan kunne den samme Jesus som så indtrængende advarede sine disciple – og dermed os – mod at følge efter falske kristus’er, hvordan kunne han sige: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror”? Hvordan kan vi vide at det ikke er en falsk kristus vi tror på, hvis vi ikke har set? Det kan vi på samme måde som Thomas burde have kunnet vide det, nemlig ved at lytte til vidnesbyrdene fra dem der har set, og i særdeleshed deres vidnesbyrd om at de har set de naglemærkede hænder. Ægthedsmærket er nemlig det samme i dag som det altid har været.

                   I mandags i Rø Kirke hørte vi om hvordan vi let kan være blinde for de ting som Gud er i færd med at gøre i og gennem mennesker omkring os, fordi det ser anderledes ud end vi synes det burde. Vi kommer alt for let til at begrænse Gud til kun at kunne virke på de måder vi selv har oplevet ham virke på. Men hvis der foregår et eller andet åndeligt i eller uden for vores kirke eller en anden kirke, hvordan kan vi så vide om det virkelig er Guds ånd der virker, eller om det tværtimod er en falsk kristus der er på spil, og vores mistænksomhed derfor er berettiget? Det kan vi ved at spørge efter Jesu sårmærker! Er det den korsfæstedes ånd der hviler over det der foregår – ham der overvandt det onde med det gode, ham der vendte den anden kind til og bad for sine bødler, ham der demonstrerede sin magt gennem magtesløshed, ham der ofrede sig selv i selvhengivende kærlighed? Er det det, så vil det også bære de frugter som Paulus skriver om i Galaterbrevet: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, og så gør vi klogt i bare at sige med Thomas: ”Min Herre og min Gud!” – også selvom det der foregår, måske virker fremmedartet på os. Er der derimod tale om en åndelighed der forsøger at springe korset over og gå direkte til herligheden, en forkyndelse der bekræfter os i vores egoisme og giver os fripas til at ignorere vores medmenneskers lidelser, en religion der genrejser de skel og skranker som Kristus har nedbrudt ved sin død på korset, en etik der fordømmer splinterne i de andres øjne, men accepterer bjælkerne i vores egne, så er det sandsynligvis en falsk kristus.

                   Og så må jeg næsten lige slutte af med som så ofte før at pege på ”De 4 B’er”, for jo bedre du selv kender Jesus, desto bedre vil du kunne kende forskel på ham og en falsk kristus. Og de bedste måder at lære Jesus at kende på, er og bliver: Bibelen, Bønnen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

       Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

       Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

       Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

       Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

       Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter påske 2023
Tags: Første Johannesbrev 5.1-5, Johannesevangeliet 20.19-31, Salme 30

Posted By admin on 11. april 2023

Emmausvandrerne: Er det en åben fest?

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg kan godt lide at holde fester med mange deltagere, og hvis ikke det var fordi det enten kræver en masse arbejde eller koster en masse penge at bespise et stort antal gæster, så ville jeg nok gøre det noget hyppigere end jeg gør. Der er dog ét skridt i processen som jeg absolut ikke bryder mig om, og det er beslutningen om hvem der skal inviteres med. (Af samme grund foretrækker jeg i dag så vidt muligt at holde åbne fester hvor alle der har lyst, er velkomne til at deltage).

Nogle dage før jeg fejrede min 18-års fødselsdag spillede jeg noget hyggefodbold med nogle venner, og tilfældigvis var det sådan at der blandt de tilstedeværende var lige præcis én person der ikke stod på min gæsteliste, så da vi skiltes, og de andre sagde: ”Vi ses på lørdag!”, så sagde han: ”Hvad sker der på lørdag?” Det var pinligt, syntes jeg, for ganske vist skal man jo et eller andet sted trække linjen mellem de inviterede og de ikke-inviterede, men lige i den situation ønskede jeg godt nok at jeg havde valgt at trække den på den anden side af ham! (Jeg har i øvrigt også prøvet den omvendte situation, hvor det var mig der ikke var inviteret til en fest som de fleste af mine venner skulle til, og det var heller ikke spor sjovt!).

                      Mens jeg er i gang, vil jeg dele endnu et ungdomsminde med jer, nemlig fra min 21-års fødselsdag. Belært af fadæsen fra min 18-års fødselsdag havde jeg denne gang inviteret rigtig mange, og til gengæld havde jeg så skruet ned for den kulinariske standard, ligesom gæsterne måtte finde sig i at sidde på skødet af hinanden eller på gulvet eller hvor de nu kunne finde plads (også selvom jeg holdt festen hjemme hos mine forældre og ikke på mit lille kollegieværelse). Men der var altså stadig en gæsteliste, selvom den var lang. Nu skete der så det at på selve dagen, en times tid før festen skulle begynde, var der en af gæsterne der ringede på mine forældres fastnettelefon (det var i 1996) og sagde at han var i selskab med en perifer bekendt af mig, som han ville høre om han måtte tage med til festen. Hvad svarer man så? Vi kunne selvfølgelig sagtens have fundet plads til en mere ved festen, men vedkommende var som sagt kun en perifer bekendt der næppe ville have figureret på min gæsteliste om den så havde været dobbelt så lang, og derfor sagde jeg nej. Det forekom mig faktisk som den indlysende ting at gøre, selvom jeg, når jeg i dag tænker tilbage på situationen, bestemt ikke er sikker på at jeg gjorde det rigtige. Jeg viste mig i hvert fald som en anden slags vært end Gud ved at gøre det.

                      Netop spørgsmålet om hvem der stod på Guds gæsteliste, var et spørgsmål der optog de allerførste kristne meget, og derfor fylder det også meget i Det Nye Testamente, både i evangelierne, Apostlenes Gerninger og brevene. Det Gamle Testamente er jo hovedsageligt historien om Israel, som Gud udvalgte til at være sit folk, og derfor er der i Det Gamle Testamente stort set lighedstegn mellem Guds menighed og det israelitiske folk. Det viser sig blandt andet i Salmernes Bog, som for eksempel i den tekst der var dagens første læsning, hvor David opfordrer menigheden til at lovprise Gud, og det gør han med ordene: ”Lovpris Herren, I der frygter ham, vis ham ære, hele Jakobs slægt, frygt ham, hele Israels slægt!” Det var ganske vist muligt for personer fra andre folkeslag at blive en del af menigheden, men det krævede at de frasagde sig deres hidtidige nationalitet og blev en del af Israels folk. Et af de mest berømte eksempler på en person der traf det valg, er Ruth, som har lagt navn til Ruths Bog i Det Gamle Testamente; hun sagde til sin israelitiske svigermor No’omi: ”Dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud” (Ruth 1,16b). De to ting – Gud og folket – hørte uløseligt sammen; man kunne ikke få den ene uden det andet. Så Guds fest var måske nok i princippet åben, men der var knyttet visse betingelser til. Var man mand, skulle man for eksempel omskæres, og uanset om man var mand eller kvinde, skulle man overholde de israelitiske spise- og sabbatsregler. Og sit hidtidige folk, inklusiv ens nærmeste familie, skulle man fremover betragte som urene hedninger, som man ganske vist skulle behandle pænt, men som man ikke kunne besøge eller spise sammen med uden at blive uren. I vores ører i dag lyder det som noget der hører hjemme i en ekstrem sekt, men sådan var det altså i oldtidens Israel. (Til israelitternes forsvar skal det i øvrigt tilføjes at det nok var sådan i alle oldtidsfolk, og israelitternes syn på udlændinge var vist endda blandt de mere positive sammenlignet med hvad man fandt hos nabofolkene).

                      Jesus var israelit, og han levede stort set efter de normer og regler der var gældende i den israelitiske kultur, og især da dem der stammede direkte fra Det Gamle Testamente. Det er let for os at glemme, fordi vi er så glade for de beretninger der handler om de få områder hvor han afveg fra sine landsmænds kultur, som for eksempel dengang han forsvarede at hans disciple plukkede korn på sabbatsdagen, eller når han selv foretog helbredelser på sabbatten. Der er imidlertid ingen grund til at tro andet end at de beretninger er undtagelser der bekræfter den regel at Jesus i al almindelighed overholdt sabbatten, og de jødiske spiseregler er der absolut intet der tyder på at han ikke rettede sig efter. Vi hører heller ingen steder noget om at han spiste sammen med folk der ikke var jøder, selvom farisæerne ellers blev forargede nok over at Jesus spiste sammen med de jøder der i deres øjne ikke var fromme nok, så som værnemagere og prostituerede. Derfor er det egentlig forståeligt nok at det tog sin tid før disciplene forstod hvad det var Jesus mente da han kort før sin himmelfart sagde: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28,19). Det fremgår tydeligt af Apostlenes Gerninger at de første kristne – som alle selv var jøder – forstod det sådan at de folk fra andre folkeslag som skulle gøres til disciple, ikke kun skulle døbes, men også skulle omskæres og indordne sig under de jødiske spise- og sabbatsregler – kort sagt: at de skulle blive israelitter.

                      Vendepunktet i forhold til den opfattelse kom da apostlen Peter en dag blev opsøgt af nogle udsendinge fra en romersk officer ved navn Cornelius, der inviterede ham på besøg. Det kan vi læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 10. Under normale omstændigheder ville Peter have takket pænt ”nej tak” til sådan en invitation, for romere var jo urene hedninger, og Peter ville pådrage sig selv urenhed hvis han besøgte sådan en hedning! (Efter besøget måtte Peter i øvrigt stå skoleret for de andre apostle fordi han havde taget imod invitationen; det kan vi læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 11). Men umiddelbart før Cornelius’ udsendinge ankom, havde Peter haft et syn, hvor Gud tre gange havde sagt til ham at han ikke måtte betragte nogen mennesker som urene, og derfor gik han med hjem til Cornelius (hvilket i øvrigt var en spadseretur på godt og vel 60 kilometer). Da han nåede frem, fortalte Cornelius at han troede på Israels Gud, og at han en dag, mens han bad, havde haft et syn af en engel som havde givet ham besked om at sende bud efter Peter. Det var da Peter fik det at vide, at han holdt den tale som vi hørte som dagens anden læsning, om ”at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.”

                      Vi danskere har al mulig grund til at være glade for at det er sådan – at vi kan få lov til at være en del af Guds menighed uden at vi behøver at blive israelitter (altså jøder). Hvis Guds fest ikke havde været åben, var ingen af os kommet med! Men desværre blev det meget hurtigt sådan at den kristne kirke begyndte at kopiere mange af de ”unoder” der havde kendetegnet Israel og jøderne i både Det Gamle og Det Nye Testamente. En af de unoder som vi har været værst til at gentage, er at gøre Guds fest lukket ved at forlange at man skal ligne os for at høre med til Guds menighed, hvilket gennem årene er kommet til udtryk på forskellige måder.  I kolonitiden blev det således mange steder taget for givet at de afrikanere eller indere eller ”indianere” (som man dengang kaldte de oprindelige indbyggere i Nord- og Sydamerika) der kom til tro på Jesus, skulle tilegne sig den europæiske kultur før de kunne regnes for ”rigtige” kristne – hvilket er ret paradoksalt, når man tænker på at de oprindelige kristne ikke hørte til den europæiske kultur. I årtierne efter Anden Verdenskrig var det indre kulturkløfter i Europa og Nordamerika der skabte udfordringer, fordi mange, især unge, begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den konservative borgerlige kultur som i en del kredse nærmest var blevet synonym med kristendommen. På lange stræk blev ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne derfor også opfattet som et oprør mod kristendommen af såvel unge som gamle, og hos mange af kirkens folk blev der set med mistænksomhed på folk som Lonnie Frisbee og Larry Norman, der forkyndte evangeliet ind i hippiekulturen og ganske vist talte imod stofmisbrug og seksuelle udskejelser, men accepterede hippiernes tøjstil, musikstil og andre ydre udtryk. Min far, der er født i 1949, har fortalt mig at da han i starten af 1970’erne sagde farvel til Beatles-håret og anlagde en mere konservativ frisure, var der en ældre dame i kirken der roste ham med ordene: ”Hvor er det skønt at se en ung mand der vil gå hele vejen!” – underforstået: Så længe han var langhåret, havde hun ikke betragtet ham som fuldgyldig kristen! Og så sent som i slutningen af 1980’erne var der stadig kristne der mente at rockmusik var uforeneligt med kristen tro.

                      I dag er der ikke længere en entydigt bestemt konservativ kultur i samfundet, som vi risikerer at forveksle kristendommen med; tværtimod er dansk kultur anno 2023 et kludetæppe af delvist overlappende subkulturer, og det afspejler sig også i det kirkelige landskab. Bagsiden af det er imidlertid at når der er så mange forskellige menigheder at vælge imellem, så bliver den enkelte menighed let til et sammenrend af mennesker der ligner hinanden, og derfra er der måske ikke så langt til at vi, i hvert fald underbevidst, kommer til at tænke at for at være rigtig kristen, så skal man være ligesom os, også hvad angår musikstil, politisk overbevisning, humor og så videre. Og på det her tidspunkt behøver jeg vel næsten ikke at sige det, men: Lad være med at tænke sådan. Du må hellere end gerne være taknemmelig for den måde Jesus har mødt dig på, og den tjeneste i Guds rige som Helligånden har ledt dig ind i, men vær åben overfor at der kan være andre som Jesus har mødt – eller har planer om at møde – på en helt anden måde, og som Helligånden leder ind i en helt anden form for tjeneste. Gud er nemlig – heldigvis – langt større end vi nogensinde ville kunne forestille os.

                      Det er efterhånden blevet lidt af en dårlig vane at jeg først når til dagens evangelietekst hen mod slutningen af min prædiken, og jeg er klar over at det i dag er endnu værre end det plejer at være, men jeg har altså ikke helt glemt den! Vi møder i dag to disciple, som påskedags eftermiddag er på vej fra Jerusalem til en landsby der hedder Emmaus, hvor de (eller i hvert fald den ene af dem) tilsyneladende bor. Emmaus ligger ”tres stadier” fra Jerusalem, altså omkring 11 kilometer, så det var heldigvis en noget kortere gåtur end da Peter skulle på besøg hos Cornelius, men dog lang nok til at de kunne nå at få en god, land snak med den fremmede der havde slået følge med dem. Den ”fremmede” var Jesus, får vi læsere at vide, men de to disciple genkendte ham ikke! Hvor tit mon det sker for os at Jesus går lige ved siden af os, og måske endda virker i menneskers hjerter ved Helligånden, uden at vi genkender ham? Det var blandt andet det spørgsmål der førte til at sognepræst Peter Tingleff, jordemoder Nina Leinum Nørgaard og biskop Peter Fischer Møller for 12 år siden iværksatte projektet Kirke på vej, hvis missionsfilosofi er at det gælder om at finde ud af hvad Gud allerede er i færd med at foretage sig i lokalsamfundet, og arbejde sammen med ham om dét i stedet for at forsøge at presse ham ned i de kasser som vi selv har udtænkt. Hvis I har lyst til at høre mere om det, er det heldigvis sådan at vi i næste uge får besøg af Peter Tingleff og Nina Leinum Nørgaard i forbindelse med Distriktsforeningen af Menighedsråds forårsmøde, der finder sted på Klemensker Kro. Det koster 150 kroner at deltage, og tilmeldingsfristen er i dag – tag fat i mig efter gudstjenesten hvis du vil med!

                      Tilbage til evangelieteksten: Da de ankommer til Emmaus, og stadig ikke har genkendt Jesus selvom han har udlagt hele Det Gamle Testamente for dem og forklaret dem at både hans død og hans opstandelse var forudsagt af profeterne, inviterer de den fremmede (som de jo stadig tror han er) til at spise aftensmad sammen med dem. Og først da, da han bryder brødet, genkender de ham. Men aldrig så snart har de genkendt ham, før han bliver usynlig for dem. Øv da også! Men det at han blev usynlig for dem, tror jeg netop var en påmindelse om at hans rige er en åben fest: Han tilhørte ikke dem alene, men hele verden.

                      De to disciple iler straks de 11 kilometer tilbage til Jerusalem, hvor de møder de øvrige disciple og får at vide at Simon (ham vi også kender som Peter) også har set Jesus. Dér stopper dagens tekst, men hvis vi læser videre i Lukasevangeliet, ser vi at Jesus pludselig også dukker op i Jerusalem, spiser et stykke stegt fisk for at bevise at han ikke er et spøgelse, og giver besked om at de skal prædike omvendelse til syndernes forladelse i hans navn for alle folkeslag. For alle folkeslag. Alle er inviteret med til festen. Så hvis du tilfældigvis er i selskab med en person som du tænker højst kan være en perifer bekendt af Jesus, så kan du roligt tage ham eller hende med – Jesus er heldigvis mere gæstfri end jeg var til min 21-års fødselsdag!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. påskedag 2023
Tags: Apostlenes Gerninger 10.34-41, Lukasevangeliet 24.13-35, Salme 22.22b-32

Posted By admin on 11. april 2023

Opstandelsen: Hvem er du bange for?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det var en ret mærkelig måde den evangelietekst sluttede på, synes I ikke? ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Hvad er det for en slutning på alle tiders skønneste budskab, nemlig budskabet om Jesu opstandelse fra de døde? Skulle man ikke snarere have forventet at der ville stå: ”Og de blev så jublende glade at de ikke kunne lade være med at fortælle de vidunderlige nyheder til alle de mødte”? Hvad der er endnu mere mærkeligt, er at meget tyder på at ordene ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange” oprindelig var de sidste ord i Markusevangeliet overhovedet; de sidste 12 vers er sandsynligvis tilføjet senere som en slags efterskrift for at lade senere generationer af læsere vide hvad der skete siden hen. Men hvorfor lod Markus sit evangelium slutte så brat?

                      Inden vi svarer på det, skal vi naturligvis minde hinanden om at kvinderne selvfølgelig ikke blev ved med ikke at sige noget til nogen, for så ville vi jo ikke have siddet her i dag. Vi ved også fra de andre evangelier at de ret hurtigt fik taget sig sammen til at give besked til disciplene, sådan som englen havde bedt dem om. Men deres umiddelbare reaktion var altså frygt, og frygten forsvandt ikke, selv da glæden indfandt sig. I Matthæusevangeliets opstandelsesberetning, som er prædiketekst påskedag i lige år, står der for eksempel: ”Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.” Hvad var det de var bange for?

                      Jeg ved ikke med jer, men personligt kan jeg faktisk godt identificere mig med kvindernes frygt, for selvom budskabet om Jesu opstandelse er lige så skønt og glædeligt i dag som det var dengang, så kan jeg komme i tanker om mange situationer hvor jeg havde muligheden for at fortælle nogen om Jesus – altså situationer hvor jeg ikke stod på en prædikestol eller på anden måde havde min ”præstekasket” på – men jeg sagde ikke noget, for jeg var bange! Bange for hvad? Måske for at mine ord ikke ville blive vel modtaget, men at jeg måske ville blive set ned på, ikke blive taget seriøst, eller ligefrem blive gjort til grin. I virkeligheden er der jo ikke nogen af de ting der er specielt farlige, sammenlignet med hvad man mange andre steder i verden kan blive udsat for hvis man fortæller andre om Jesus, men det ændrer ikke på at det stadig er oplevelser som de fleste helst vil undgå, for det er jo ikke specielt rart at blive set ned på eller blive gjort til grin.

                      Læser vi i Lukasevangeliet om hvordan disciplene reagerede da kvinderne fortalte dem om den tomme grav og englen der havde sagt at Jesus var opstået fra de døde (Lukas fortæller endda at der var to engle; jeg ved ikke hvorfor Markus og Matthæus kun nævner en enkelt), så ser vi faktisk at disciplene ikke tog kvinderne seriøst – ”det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne”, læser vi (Luk 24,11). Var det mon derfor kvinderne var bange: fordi de frygtede at deres budskab ikke ville blive vel modtaget?

                      Nej, det var ikke derfor de var bange. Deres frygt skyldtes noget helt andet, og når vi forstår hvad der var grunden til at kvindernes ved Jesu grav var bange, kan det paradoksalt nok være med til at hjælpe os til ikke at være bange for at fortælle andre om Jesus. Og i samme ombæring får vi den sidegevinst at det kommer til at give mening at Markus lod sit evangelium slutte så brat. Lyder det spændende? Så lyt med!

                      Det første vi skal gøre os klart, er at frygt faktisk var en almindelig reaktion hos disciplene hver gang Jesus gjorde et usædvanligt mirakel – tag for eksempel Markusevangeliets 4. kapitel, hvor Jesus får en storm over Galilæas Sø til at lægge sig. Disciplenes reaktion: ”Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: ’Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?’” (v. 41). Og den reaktion er meget forståelig, synes jeg, for den slags overnaturlige hændelser vil jo uvægerligt udgøre en rystelse af vores verdensbillede. Og selvom kvinderne ved graven før havde oplevet overnaturlige ting på deres vandringer sammen med Jesus, inklusiv det opsigtsvækkende mirakel hvor Lazarus fra Bethania blev opvækket fra de døde, så var oplevelsen påskemorgen nok endnu mere skræmmende. Alt det andet overnaturlige de havde oplevet, var det jo Jesus der havde gjort, men nu var Jesus død, og hvem skulle så kunne opvække ham? Var der andre mirakelmagere i farvandet? Og når det var selveste Guds søn der var blevet slået ihjel, ville man så overhovedet kunne genopvække ham på samme måde som han selv havde genopvakt Lazarus?

                      Men de mødte ikke nogen mirakelmager – de mødte en grav der tilsyneladende var sprunget op helt af sig selv og nu var tom. Det vil sige, helt tom var den ikke, for der sad en ung mand i hvide klæder derinde – og allerede da de så ham, blev de ”forfærdede”, står der. Men altså, prøv at sætte dig i deres sted – jeg ville også være blevet pænt forskrækket i den situation, er jeg ret sikker på! Den hvidklædte unge mand var naturligvis en engel, og det bidrog nok også til forfærdelsen. Vi moderne mennesker har det med at opfatte engle som noget af det mest ufarlige der findes, og det skyldes nok dels den måde de er blevet afbildet på i kunsthistorien, dels den måde de indgår i vores hverdagssprog på (for eksempel når vi kalder artige børn eller dyr for ”englebasser”, hvis der da stadig er nogen der gør det). Men i Bibelen er engle altid frygtindgydende budbringere fra Gud den Almægtige, budbringere hvis magt langt overgår de mennesker de bringer bud til, og derfor er menneskers reaktion på englebesøg i Bibelen næsten altid frygt og rædsel. Men det er ikke kun fordi englene er stærke og frygtindgydende at mennesker fyldes med rædsel når de ser dem; det er i høj grad også fordi englene udstråler hellighed. Jeg ved ikke om du kender følelsen af at træde ind i et rum hvor alle de tilstedeværende er klædt i deres stiveste puds, mens du selv er iført hverdagstøj der bærer præg af at have været vasket rigtig mange gange, bare ikke for nylig? Når du ser de andres tøj, bliver du pludselig klar over hvor upræsentabelt dit eget tøj er, og du bliver måske pinligt berørt. Eller tænk på en solstråle der pludselig falder ind i et rum der hidtil kun har været dunkelt belyst, og afslører at der trænger rigtig meget til at blive gjort rent derinde. Det er omtrent den følelse som mennesker i Bibelen rammes af når de møder en engel eller på anden måde bliver stillet ansigt til ansigt med Guds hellighed: Erkendelsen af hvor alt andet end hellige de selv er. ”Syndigt øje blændes af al din herlighed”, som vi synger i en salme der ikke er på tapetet i dag.

                      Og jeg tror det er derfor Markus lod sit evangelium slutte så brat: Han ville understrege at Jesu opstandelse var den ultimative åbenbaring af Guds magt og hellighed, eller mere specifikt: at opstandelsen var Guds uimodsigelse bekræftelse af at Jesus var den ultimative åbenbaring af Hans magt og hellighed. Derfor er der dybest set kun én ting i denne verden der betyder noget, og det er hvilket forhold vi har til Jesus: Anerkender vi ham som Herre og frelser, eller kæmper vi imod hans hellighed og kærlighed – en kærlighed der fik sit ypperste udtryk da han gik frivilligt i døden for at købe os fri af den? Hvis vi vælger at give Gud ret, hvis vi erkender at Han er hellig, og at vi er syndere som intet har fortjent fra ham, men at Han tager imod os alligevel fordi Han er kærlighed, hvis vi lader Ham rense os og skabe os om så vi bliver Hans hellige børn – ja, så har vi absolut intet at frygte. Den der frygter Gud, behøver ikke at frygte noget menneske!

                      Så næste gang du står i en situation hvor du er bange for at fortælle et andet menneske om Jesus, fordi du frygter vedkommendes reaktion, så husk at det der skete påskemorgen, da de tre kvinder fandt Jesu grav tom, er langt, langt mere frygtindgydende end noget du ville kunne komme ud for i denne verden – og ved du at Gud er på din side fordi Han elsker dig og har købt dig fri fra synden og døden og Djævelen, selvom du intet godt fortjente fra ham, så er Jesu opstandelse frygtindgydende på den gode måde, for dig! Budskabet om at Jesus er Herre, får alle Helvedes magter til at skælve endnu mere end hyænerne i Løvernes Konge gør når de hører navnet Mufasa, og det betyder at du og jeg til gengæld ikke har noget at være bange for. Netop det at kvinderne til at begynde med ikke sagde noget til nogen fordi de var slået af den gode rædsel over åbenbaringen af Guds magt, betød at de og resten af disciplene senere kunne fortælle budskabet til alt og alle uden at være lammet af den dårlige frygt for menneskers reaktion.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2023
Tags: Første Korintherbrev 5.7-8, Markusevangeliet 16.1-8, Salme 118.19-29

Posted By admin on 11. april 2023

Nadverens indstiftelse: Hyrden blev et lam

Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da jeg gik i søndagsskole som barn, lærte jeg en børnesang med titlen ”Jesu lille lam jeg er”, og jeg bruger den stadig ind imellem til dåbsgudstjenester og børnegudstjenester. Den går på en meget kendt melodi, og teksten lyder sådan her (I må gerne synge med hvis I kender den):

                      Jesu lille lam jeg er, på sin skulder han mig bær’

                      over bjerge, gennem dale,

                      op til Himlens lyse sale.

                      Jesu lille lam jeg er, på sin skulder han mig bær’

Jeg var et storbybarn, og jeg havde knap nok set et lam andet end på billeder (og så måske i Børnezoo), så jeg forstod nok ikke tekstens implikationer fuldt ud, men jeg vidste da så meget, at det er trygt at blive båret på et par stærke skuldre der sidder på en person der elsker én, og det var nok det vigtigste for mig at forstå. Senere hen har jeg reflekteret en del over hvad det yderligere indebærer at sammenligne sig selv med et lam, som vi gør i den sang. Ikke at det er en fremmed tanke i vores kultur at man kan sammenligne sig selv med et dyr – i popmusikken har vi for eksempel hørt Katy Perry sammenligne sig selv med løver og tigre, og Elvis Presley udtrykke ønske om at være en teddybjørn – men et lam af alle dyr? Det er ikke ligefrem verdens klogeste dyr, og det er fuldstændig forsvarsløst over for de fleste trusler. Ved at synge ”Jesu lille lam jeg er” vedgår vi altså at forholdet mellem Jesus og os er at sammenligne med forholdet mellem et menneske og et husdyr – ja, ikke bare et husdyr, men et af de dummeste og mest forsvarsløse af slagsen. Og det er da heller ikke forkert – hvis det er noget, så er det snarere underdrevet, for mennesker og får har jo det til fælles at de rent biologisk er medlemmer af dyreriget, skabninger i kød og blod, som er svage, skrøbelige og ikke mindst dødelige, hvorimod Gud er alle tings skaber, ophøjet, hellig og salig, uforkrænkelig, uforgængelig og udødelig. At han alligevel vil have med os mennesker at gøre og endda kalder os sine elskede børn, det er så stor en nåde at det er vanskeligt at fatte.

                      Billedet med Gud som en hyrde og os mennesker som hans før og lam, er et billede der bruges flere steder i Bibelen. Mest kendt er nok Davids Salme 23, der begynder med linjen ”Herren er min hyrde” og fortsætter med at tale om grønne enge og om at være tryg selv i dødsskyggens dal, inden den til slut sprænger billedet, idet David synger at Gud ligefrem dækker bord for ham og lader ham bo i sit eget hus. Men billedet findes også flere andre steder, blandt andet i Ezekiels Bog, og Jesus tager det selv op i Johannesevangeliets 10. kapitel, hvor han siger: ”Jeg er den gode hyrde” – og igen sprænger billedet ved at fortsætte: ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene” (Joh 10,11).

                      Men som om alt det ikke var revolutionerende nok, så tager Jesus det yderligere et skridt videre (eller mange skridt videre, vil jeg endda sige) ved at sammenligne sig selv med et lam! Ganske vist siger han ikke på noget tidspunkt direkte at han er et lam, men Johannes Døber siger det om ham i begyndelsen af Johannesevangeliet (1,29.36), og i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, bliver Jesus gentagne gange omtalt som ”Lammet”. Og det er vel at mærke ikke et kælelam der bliver båret på skuldrene; det er et lam der bliver slagtet (Åb 5,6)! Hvordan det nærmere skal forstås, fremgår af teksterne til i dag, hvor Jesus ganske vist ikke direkte kalder sig selv for et lam, men ikke desto mindre sætter sig selv i et ganske bestemt lams sted.

                      I beretningen om påskeugens begivenheder er vi nået frem til aftenen før Jesu død, som samtidig var ”den første dag under de usyrede brøds fest”; den dag hvor israelitterne spiste deres påskemåltid (som jøderne i øvrigt stadig gør den dag i dag, selvom jeg på et tidspunkt er blevet belært om at jøder i Danmark ikke bruger ordet ”påske” fordi vi kristne har sat os så solidt på det. I stedet bruger de det hebraiske ord som det danske ord ”påske” er afledt af, nemlig pesach). Historien bag det jødiske påskemåltid hørte vi noget af som dagens første læsning: Det var i forbindelse med at Gud frelste israelitterne ud af deres fangenskab i Egypten, at han gav dem besked om at de skulle slagte et lam og stryge noget af dets blod på deres dørstolper, for så ville dødsenglen se blodet og gå forbi israelitternes huse når den bevægede sig igennem Egypten for at slå den førstefødte i hvert hus ihjel. Det var den sidste og værste af Egyptens ti plager og den der endelig fik gjort Farao mør så han lod israelitterne rejse. Man kan spørge sig selv hvorfor Gud ikke bare valgte at give englen besked om hvilke huse israelitterne boede i, så de ikke havde behøvet alt det besvær med at smøre blod på dørstolperne, men jeg tror egentlig ikke at det primært var for at vise englen vej at israelitterne skulle smøre blod på deres dørstolper; jeg tror det hovedsagelig handlede om at der var noget som Gud ville lære israelitterne selv – nemlig at det ikke var fordi de var frommere og bedre end egypterne at Gud hjalp dem, men fordi Gud viste dem ufortjent godhed. Den rituelle slagtning af påskelammet mindede nemlig til forveksling om et offermåltid.

                      Det at ofre dyr til Gud – eller til guderne – var en ret almindelig foreteelse i oldtidens Mellemøsten (og i øvrigt også mange andre steder i verden, tyder det på). Noa ofrede til Gud da han gik ud af arken (1 Mos 8,20), og patriarkerne Abraham, Isak og Jakob, der var israelitternes forfædre, bragte jævnligt ofre til Gud. Mest definerende var nok beretningen om dengang Gud gav Abraham befaling om at han skulle bringe sin elskede søn Isak som brændoffer. På vej til offerstedet spurgte Isak sin far hvor offerdyret var henne, og trods Guds befaling svarede Abraham optimistisk at Gud selv ville sørge for et offerdyr. Måske havde Abraham gennemskuet at der blot var tale om en test af hans tro, for det gik som han forudsagde: Guds engel greb ind og reddede Isaks liv ved i stedet at give Abraham en vædder at ofre. Man kan sige at vædderen døde i stedet for Isak. Det var også ideen i de syndofre som senere kom til at udgøre rygraden i israelitternes gudsdyrkelse, efter at de var sluppet ud af Egypten: Man kunne undgå straf for sin synd ved at lade et dyr dø i sit sted. Med det i tankerne bliver det klart at tanken med påskelammet var at det døde i israelitternes sted.

                      Et andet kendetegn ved dyreofringer var at offerdyrets blod rensede de personer eller genstande som det kom i berøring med. Det skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt, for alle der har prøvet at forsøge at vaske en blodplet af et stykke tøj, véd at det ikke er ret mange ting der kan gøre tøj så snavset som netop blod! Men i rituel forstand kunne personer og genstande altså blive renset af blod i oldtidens Mellemøstens tankegang. Ideen er at fordi Gud er ren og hellig, kan et syndigt menneske ikke overleve i hans nærhed, men det dyr der bliver ofret, fungerer som en slags ”lynafleder”, og som følge deraf får offerdyrets blod kraft til at beskytte mod det der ellers ville have været den visse død. På den måde opnår den ofrende en status af rituel renhed ved at bære offerdyrets blod på sig. Det er det samme vi ser i det israelitiske påskeritual: Lammets blod på dørstolperne fungerer som en slags ”lynafleder” for dødsenglen, og det giver det pågældende hus og dets beboere en status af rituel renhed trods beboernes syndighed, så dødsenglen ikke rammer dem.

                      Så spoler vi frem til prædiketeksten, hvor Jesus fejrer påskemåltid sammen med sine disciple. Det at smøre blod på dørstolperne var ganske vist en engangsforeteelse som ikke indgik i den årlige fejring, men den rituelle slagtning af påskelammet gjorde, og i israelitternes bevidsthed har det utvivlsomt fortsat været uløseligt forbundet med det at lammet døde i deres sted, og at dets blod beskyttede dem mod døden og gjorde dem rene. Det var altså i den setting, hvor de var i færd med at spise det lam hvis død havde reddet deres liv, og hvis blod havde gjort dem rene, at Jesus tog et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Kan I se sammenhængen? Det som Jesus gav udtryk for ved netop denne aften at sige disse ord, var at hans egen død tjente samme formål som påskelammets død, nemlig at redde disciplene fra døden og rense dem for deres syndeskyld. Og ikke nok med det: Ligesom begivenhederne i forbindelse med den første påskefejring i Egypten var det der banede vejen for at israelitterne kunne gå fra at være et slavefolk der tilhørte Farao, til at være et frit folk der tilhørte Gud, sådan banede Jesu død vejen for at ikke alene israelitterne, men mennesker fra alle folkeslag kan gå fra at være slavefolk der tilhører synden og døden og Djævelen, til at være frie folk der tilhører Gud.

                      En sidste observation: Det er ikke tilfældigt at israelitterne skulle spise det lam der blev slagtet for at redde dem fra døden. Det at lammets kød kom ind i deres kroppe, skabte en symbolsk samhørighed mellem dem og lammet som et stærkt tegn på at lammets død gjaldt for dem. Det at det skulle være et lydefrit dyr, altså et dyr uden skavanker, var samtidig et stærkt tegn på at de selv fik status af at være uden ”skavanker”, altså uden synd, i Guds øjne. Derfor: Når vi i nadveren symbolsk spiser Jesu kød i skikkelse af brødet, skaber det en samhørighed mellem Jesus og os som et umådeligt stærkt tegn på at vi i kraft af Jesu død og blod har samme status hos Gud som Jesus selv har. Så stor kraft er der i nadveren at Jesus ligefrem sagde: ”dette er mit legeme” og ”dette er mit blod”, da han gav brødet og vinen til disciplene. Selvom man ikke ville finde andet end hvedemel og vand hvis man udsatte en oblat fra nadveren for en videnskabelig analyse, så har Jesus altså knyttet sit nærvær til nadveren på en måde som kun troen kan forstå. Så deltag frimodigt efter næste salme, når hyrden dækker bord for sine lam for at give sig selv hen som påskens sande offerlam.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til skærtorsdag 2023
Tags: Anden Mosebog 12.1-11, Første Korintherbrev 10.15-17, Matthæusevangeliet 26.17-30

Posted By admin on 11. april 2023

Indtoget i Jerusalem: En hidtil uset magtdemonstration

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, som vi lige har hørt, er den eneste tekst der er prædiketekst til hele to af kirkeårets helligdage, nemlig første søndag i advent og så i dag, palmesøndag. Men vinklen er forskellig. Første søndag i advent handler det om at Herren kommer! Vi synger: ”Gør døren høj, gør porten vid! Den ærens konge kommer hid; han hersker over alle land og er al verdens frelsermand. Retfærdig kommer han herned og bringer liv og salighed” og så videre. Palmesøndag handler det derimod mere om hvor Jesus er på vej hen, nemlig til sin lidelse og død. Her synger vi: ”Se, hvor nu Jesus træder hen til den morderstad, enddog man ham bereder så grumt et blodebad.” Første søndag i advent er luften ladet med håb og glæde, palmesøndag med alvor og bod. Begge dele hører med når vi mindes den sælsomme dag hvor Jesus red ind i Jerusalem.

                      Men netop derfor må vi ikke skelne alt for skarpt mellem advent og palmesøndag, for det er trods alt præcis den samme begivenhed vi mindes. Jesus red ikke ind i Jerusalem to gange: én gang som den længe ventede konge med kurs mod tronen, og én gang som den lidende frelser med kurs mod korset. Nej, det var ét og samme indtog, hvor Jesus red ind som den længe ventede konge med kurs mod tronen, og som den lidende frelser med kurs mod korset. Profeten Zakarias udtrykker det smukt i det stykke der var dagens første læsning, også selvom det blev skrevet mere end 500 år før Jesu fødsel: ”Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel”. Han var sejrrig og sagtmodig på én og samme tid!

                      Når vi læser videre i Zakarias-teksten, møder vi nogle ord som mest af alt leder tankerne hen på klimakset i en actionfilm: ”Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres.” Man ser det for sig, ikke: En lille gruppe helte har længe kæmpet heroisk mod overmagten og er efterhånden presset til det yderste, men så dukker de længe ventede forstærkninger endelig op, og the good guys vinder en knusende sejr; skurkene bliver helt og aldeles udraderet. Forstærkningen kan for eksempel komme i skikkelse af kavaleriet i en gammel westernfilm, eller en hær af klonekrigere anført af Mester Yoda i Star Wars, eller en omvandrende skov i Ringenes Herre. De dukker som regel op hen mod filmens slutning og sørger for at den ender godt. Men det varer kun en tid; næste gang John Wayne, Obi-Wan Kenobi eller Viggo Mortensens Aragorn dukker op på det store lærred, er den gal igen. Anderledes er det med Zakarias’ løfte til israelitterne om den konge der vil komme til dem: Han vil tilintetgøre alle krigsvåben, så ingen nogensinde vil kunne udfordre hans herredømme. Med tanke på hvor umuligt det hidtil har vist sig – ikke kun på film, men i særdeleshed også i det virkelige liv – at tilføje det onde et så afgørende nederlag at det aldrig rejser sig igen, så skulle man mene at det måtte kræve en hidtil uset magtdemonstration. Men det er også præcis hvad Palmesøndag er: En hidtil uset magtdemonstration. Eller i hvert fald begyndelsen på den.

                      ”Eh, hvad for noget?” tænker du måske nu. En ubevæbnet mand på et æsel – det kan man da ikke kalde en ’magtdemonstration’, heller ikke selvom han bliver tiljublet af en menneskemængde der vifter med palmegrene? Hvad skulle han kunne stille op mod de romerske soldater som Jerusalem vrimlede med – ja, som hele middelhavsområdet vrimlede med? Pontius Pilatus var måske en smule bange for at der ville udbryde uroligheder i Jerusalem i anledning af den populære profets besøg, men det var næppe noget der skræmte ham så meget at han fandt det nødvendigt at underrette kejseren. Set med jordiske briller var Romerrigets eksistens ikke i nærheden af at være i fare. Og selv hvis det skulle lykkes en krigsherre at opbyde tilstrækkeligt med militær magt til at omstyrte romernes herredømme, så ville vedkommende krigsherre blot overtage de problemer som holdt den romerske krigsmaskine travlt beskæftiget, så som germanerne, skyterne og en lang række andre krigeriske folk. Skulle man overvinde de folk som romerne ikke kunne besejre, så ville det kræve langt mere militær magt end romerne rådede over.

I århundredernes løb er verdens væbnede styrker da også blevet stærkere og stærkere, men det har ikke ligefrem medført fred i verden, blandt andet fordi det som regel vil være sådan at hvis nogen opruster med henblik på at besejre nogle andre, så vil de andre også selv opruste. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945 var for eksempel en hidtil uset magtdemonstration (der i øvrigt kostede absurd mange sagesløse mennesker livet), men det varede ikke længe før Sovjetunionen også havde atomvåben.

                      Men Jesus valgte som sagt en helt anden strategi for sin magtdemonstration, nemlig at ride ubevæbnet ind i Jerusalem på et æsel. Og dermed demonstrerede han faktisk en magt der var stærkere end alverdens hære og alle deres mest grusomme våben i al fortid, nutid og fremtid, og som aldrig kan overvindes af nogen fjende, uanset hvor meget fjenden opruster, nemlig kærlighedens og selvhengivelsens magt.

                      I første omgang så det ellers ud som om det var nederlaget Jesus var på vej imod. Han havde endda flere gange forberedt sine disciple på at når de kom til Jerusalem, så ville han blive arresteret, hånet, spyttet på, pisket og til sidst slået ihjel. Men intet af det var i stand til at overvinde kærlighedens magt. Den måde Jesus havde i sinde at tilintetgøre vogne, heste og krigsbuer, ja alt det onde, på, var nemlig ved at lade det ramme ham selv.

                      Og det er faktisk den eneste måde at overvinde det onde på. Ondskab smitter nemlig, og det gør det som regel på den måde at hvis nogen gør noget ondt mod mig, så får jeg lyst til at tage hævn ved at gøre noget tilsvarende ondt mod den person der gjorde det. Det er det der er brændstoffet i alverdens uforsonlige fejder, enten det er mellem republikanere og unionister i Nordirland, mellem serbere og kroater på Balkan, mellem hutuer og tutsier i Rwanda – eller måske mellem dig og en af dine kollegaer, naboer eller familiemedlemmer? Had og uforsonlighed avler mere had og uforsonlighed, og så kan man nok så meget retfærdiggøre sig med at det er de andres skyld; det bliver der bare ikke mindre ondskab af. Derfor havde Martin Luther King så inderligt ret, da han i en af sine prædikener sagde: ”Mørke kan ikke uddrive mørke, det er kun lys der kan gøre det. Had kan ikke uddrive had, det er kun kærlighed der kan gøre det.”

                      Jesus red ind i Jerusalem, vel vidende at han ville blive udsat for hån, nedgørelse, tortur og korsfæstelse. Og da han få dage senere stod ansigt til ansigt med sine bødler, tog han imod al deres mishandling, såvel fysisk som verbal, uden at give noget igen. Selv da han hang på korset med store søm gennem sine hænder og fødder, mens næsten alle de mennesker han var kommet for at frelse fra det onde, enten stod og hånede ham, vendte deres ansigter bort i væmmelse, eller for vennernes vedkommende var flygtet for ikke selv at komme i fedtefadet – selv da bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Det tror jeg ikke at ret mange mennesker ville have været i stand til at gøre! At Jesus bad sådan, var en gigantisk magtdemonstration, fordi det viste at det onde ikke havde nogen magt over ham. Derfor kunne han også få timer senere, umiddelbart før sin død, udbryde: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Han havde overvundet det onde ved til det sidste kun at gengælde ondt med godt.

                      ”Okay,” tænker du måske, ”ja, jeg forstår godt at det var en hidtil uset magtdemonstration at Jesus gjorde sådan, og det er da også en smuk tanke, men hvad nytter det? Hvilken forskel gjorde det? Hvor mange krigsbuer blev tilintetgjort af at Jesus red ind i Jerusalem på et æsel for at lade sig piske og korsfæste?”

                      I første omgang ikke ret mange, det indrømmer jeg. Romerriget fortsatte med at bestå i omkring 350 år efter Jesu død, og selv dets undergang medførte ikke at der blev mindre krig og vold i verden, snarere tværtimod. Og selvom der i dag næppe er ret mange krigsbuer tilbage i verden, er det kun fordi de er blevet erstattet af kanoner, raketter, missiler, granater og bomber, og det er jo ikke ligefrem en forbedring. Men Gud opererer med et helt andet tidsperspektiv end vi mennesker plejer at gøre, og Jesu mission var ikke kun at tilintetgøre det onde, men at frelse os mennesker fra det onde. Det gjorde han blandt andet ved at vise os et stærkt eksempel til efterfølgelse: En af de vigtigste årsager til at kristendommen voksede så kraftigt i de første århundreder, var netop at de kristne nægtede at gengælde ondt med ondt, men hellere lod sig håne, piske og slå ihjel frem for at slå igen. De der fulgte Jesu eksempel, lod sig ikke overvinde af det onde, og på den måde udstillede de ondskabens største svaghed: Den kan ikke tvinge dem der insisterer på kærligheden lige til døden.

                      Men det ville stadig alt sammen have et skær af håbløshed over sig, hvis Jesus kun havde været et forbillede. Alle de der fulgte hans eksempel og foretrak at gå i døden frem for at give efter for det onde, ville for eftertiden have stået som imponerende symboler på samvittighedsstyrke og værdighed, men det ville have været en glædesløs værdighed. Men heldigvis sluttede historien om Jesus ikke langfredag; nej, der kom en påskedag hvor han stod lyslevende op af graven som sejrherre, ikke kun over fristelsen til at give efter for ondskaben, men over døden selv. Jesu opstandelse var det guddommelige bevis på at kærlighedens og selvhengivelsens magt er en reel magt, som er stærkere end alt andet, selv døden. Og derfor er selv nok så mange krigsbuer, kampvogne og klyngebomber magtesløse over for Guds fredsrige, for selv hvis de tager vores jordiske liv fra os, beholder vi det evige liv hos Gud, og han har magt til at oprejse os fra de døde ligesom han gjorde med Jesus. Ja, så stor er kærlighedens magt, at der vil komme en dag hvor ”hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til palmesøndag 2023
Tags: Filipperbrevet 2.5-11, Matthæusevangeliet 21.1-9, Zakarias' Bog 9.9-10