Prædiken til 4. søndag efter påske 2023
Posted By admin on 11. maj 2023
Sandhedens ånd: Grønspættebibelen
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter påske 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Da jeg var barn, holdt jeg meget af at læse Anders And. Jeg var især glad for Jumbobøgerne, for de indeholdt lange og eventyrlige historier, modsat de mere hverdagsagtige emner der var i fokus i bladet Anders And & Co. En typisk historie i en Jumbobog kunne begynde med at Onkel Joakim ringede til Anders And og gav ham og ungerne besked på at møde ham i lufthavnen om en time, fordi han havde hørt om en stor guldskat der lå begravet et sted i Timbuktu (af en eller anden grund var det næsten altid Timbuktu). De fem ænder rejste så til Timbuktu og gik på jagt efter skatten, men løb altid ind i vanskeligheder undervejs. Men uanset om vanskelighederne bestod i at et stenskred havde spærret dem inde i en klippehule, eller at de var omringet af en flok sultne løver, eller at de var faret vild i ørkenen uden adgang til vand, eller hvad det måtte være, så kunne Rip, Rap og Rup altid slå op i Grønspættebogen og finde en skræddersyet løsning på lige præcis det problem de var løbet ind i. Grønspættebogen syntes også at indeholde dybdegående beskrivelser af alverdens dyre-, plante- og svampearter og en parlør til ethvert tænkeligt sprog, og alligevel fyldte den ikke mere end en almindelig Mayland-kalender. Sådan en bog kunne jeg altså virkelig godt have tænkt mig at have!
Bibelen bliver undertiden markedsført som om det var en slags ”grønspættebog”, hvor vi kan finde svar på alle livets store og små spørgsmål, og det skorter ikke på selvhjælpsbøger der uddestillerer hvad Bibelen siger om parforhold, privatøkonomi, management, ernæring og diverse andre emner. Og vist har Bibelen da noget at lære os om mange forskellige emner, men hvis en person uden kendskab til Bibelen sætter sig til at læse den i den tro at den først og fremmest er en bog med praktiske råd om alt mellem himmel og jord, så vil jeg bare sige at der venter vedkommende noget af en overraskelse. For ganske vist rummer Bibelen praktiske råd som dem vi hørte i dagens anden læsning: ”Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede”, men den rummer også beretninger om patriarker, profeter og konger, den rummer poetiske bønner og sange, den rummer profetiske løfter og irettesættelser, den rummer slægtstavler og folketællinger, den rummer detaljerede forskrifter for indretningen af israelitternes telthelligdom, den rummer vidtløftige syner om verdens ende, og som det vigtigste rummer den heldigvis også budskabet om at Gud for Jesu skyld tilgiver vores synder og tager imod os som sine børn. Det mere ”grønspættebogsagtige” stof fylder nok højest en tiendedel af Bibelen sider, og der er masser af emner som Bibelen ikke giver nogen konkrete instrukser om. Dertil kommer at mange af de konkrete instrukser taler ind i konkrete historiske situationer som er anderledes end vores, og derfor ikke nødvendigvis kan overføres én til én til de situationer vi står i.
Derfor bliver jeg også lidt betænkelig hvis jeg hører mennesker hævde at de udelukkende lever efter Bibelens ord, især hvis de mener at det er entydigt helt ned i detaljen hvad dét vil sige. Jeg har for eksempel mødt flere kristne som har læst i Tredje Mosebog kapitel 19 vers 28 hvor der står ”I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere”, og som på den baggrund har konkluderet at man synder mod Gud hvis man lader sig tatovere. Det virker da også som den indlysende konklusion hvis man kun læser det ene vers. Men i det umiddelbart foregående vers, Tredje Mosebog kapitel 19 vers 27, står der: ”I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget”, og jeg har sjovt nok endnu ikke mødt nogen kristne der mener at jeg synder mod Gud ved at være korthåret og glatbarberet! ”Det bud er ikke eviggyldigt; det gjaldt kun for israelitterne på Det Gamle Testamentes tid,” vil de fleste derimod sige, og det er jeg helt enig i, som det fremgår af mit manglende skæg. Jeg mener også at forbuddet mod tatoveringer var tidsbestemt, og at det ikke har nogen gyldighed for os der lever under den nye pagt i Jesus Kristus. Men hvordan kan vi vide hvad der er hvad? Hvordan kan vi bruge Bibelen som rettesnor for hvad der er Guds gode vilje med os, når den indeholder så mange forskellige genrer og så meget der er tidsbestemt?
Som svar på det vil jeg først pege på at det er en selvmodsigelse at hævde at Bibelen er den eneste autoritet i forhold til hvad der er Guds vilje. Og grunden til at det er en selvmodsigelse, er at Bibelen selv siger noget andet. I Andet Petersbrev skriver apostlen for eksempel om dengang han og to andre apostle hørte Gud selv sige fra himlen at Jesus er hans elskede søn, og Peter fortsætter: ”Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,19-21). Det er altså ikke Bibelen alene, men Bibelen og Helligånden, der er vores autoritet.
I evangeliet til i dag siges det om muligt endnu tydeligere. Teksten er et uddrag af en lang tale som Jesus holdt til sine disciple aftenen før han blev korsfæstet, og som fylder hele kapitel 14, 15 og 16 i Johannesevangeliet, foruden kapitel 17 hvor Jesus beder for sine disciple. Der var meget som Jesus gerne ville nå at sige til disciplene inden han skulle skilles fra dem! – også mere end de kunne bære på én gang, og derfor sagde han ikke alt hvad han havde på hjerte. Og det gjorde han åbenbart heller ikke efter sin opstandelse, selvom der står i Apostlenes Gerninger at ”han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige” (ApG 1,3b) inden sin himmelfart. Der ventede jo et utal af situationer foran dem, og hvis Jesus skulle have givet disciplene instrukser om dem alle sammen, ville de ikke have haft en jordisk chance for at huske det hele. Allerede om de ting som Jesus rent faktisk sagde og gjorde mans han vandrede på jorden, skrev Johannes jo at ”hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (Joh 21,25). Derfor havde Jesus en anden og bedre løsning: Han gav dem ikke kun en guidebog, men en lyslevende guide, som ville kunne give dem præcise, konkrete instrukser i en hvilken som helst situation. Jesus bruger dog ikke ordet ’guide’, men i stedet ordet ’talsmand’. I den græske grundtekst står der ”parákletos”, som betyder en person der taler eller handler på vegne af en anden. Ordet kan også betyde en vejleder, og begge betydninger hører sikkert med: Helligånden vejleder os ved at tale til os på vegne af Jesus.
I Apostlenes Gerninger kan vi læse en masse om hvordan Helligånden vejledte disciplene efter Jesu himmelfart. Det foregik dels på det individuelle plan, som i kapitel 8 hvor diakonen Filip fik besked af ”Herrens engel” på at gå mod syd fra Jerusalem ad vejen mod Gaza. Da en bestemt vogn dukkede op på vejen, sagde Ånden til Filip: ”Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!” (ApG 8,29), eller i kapitel 13 hvor Helligånden sagde til menigheden i Antiokia at de skulle udsende Barnabas og Paulus som missionærer (ApG 13,2). Det siger sig selv at det ikke ville have givet mening for Jesus at give disciplene instrukser om alt det før himmelfarten! Men også i mere principielle spørgsmål gav Helligånden disciplene vejledning, som da Paulus og Barnabas vendte tilbage fra den førnævnte missionsrejse og berettede om at mange ikke-jøder var kommet til tro på Jesus, hvilket var et nybrud, fordi de første disciple alle sammen havde været jøder. Det nybrud rejste spørgsmålet om hvorvidt disse nye ikke-jødiske disciple skulle omskæres og overholde alle de øvrige bud i Det Gamle Testamente (så som forbuddet mod at lade sig tatovere eller at studse sit skæg), og udgangen på det blev at apostlene under Helligåndens vejledning besluttede at loven i Det Gamle Testamente ikke skulle gælde for ikke-jøder der kom til tro på Jesus! I det brev som apostlene skrev for at fortælle om afgørelsen, brugte de oven i købet formuleringen: ”Helligånden og vi har besluttet…” (ApG 15,28). Og op gennem kirkens historie har kristne igen og igen måttet træffe beslutninger i diverse spørgsmål under Helligåndens vejledning.
Det store spørgsmål er naturligvis hvordan vi kan skelne Helligåndens vejledning fra vores egen indbildning. Og det må siges at være et ekstremt vigtigt spørgsmål, for der har i tidens løb været alt, alt for mange tragiske eksempler på at mennesker er blevet vildledt af karismatiske personligheder der påstod at Helligånden havde givet dem besked på det ene eller det andet eller det syvende. Og derfor vil jeg gentage det jeg sagde før: Det er Bibelen og Helligånden der er vores autoritet. Siger vi: ”Vi har Bibelen, så vi har ikke brug for Helligånden,” så stivner vi i livløse dogmer og regler. Men siger vi: ”Vi har Helligånden, så vi har ikke brug for Bibelen,” går det om muligt endnu værre, for så kan vi let falde for alskens vrangforestillinger.
Det første og vigtigste princip når vi skal bedømme om en åbenbaring virkelig er fra Helligånden, er nemlig at Gud ikke modsiger sig selv. Som sagt kan der være forskrifter i Bibelen der er tids- eller stedsbestemte, men i så fald vil det oftest være sådan at det allerede i Bibelen selv antydes at der ikke er tale om en eviggyldig vejledning. I spørgsmålet om hvorvidt ikke-jødiske kristne skulle overholde den gammeltestamentlige lov, konstaterede Jesu bror Jakob for eksempel at deres afgørelse stemte overens med profeternes ord, idet han citerede nogle vers fra Amos’ Bog. Og for at tage et aktuelt eksempel: Når vi er mange der mener at Paulus’ forbud mod at en kvinde optræder som lærer i menigheden, var tidsbestemt og ikke eviggyldigt, hænger det blandt andet sammen med at vi allerede i Det Nye Testamente ser kvinder der indtager ledende roller i de kristne menigheder.
Et andet vigtigt princip er at der bag alle de forskellige tekster i Bibelen med alle deres forskellige genrer og forskellige historiske baggrunde løber en rød tråd. Når man læser alle de forskellige tekster med hele Bibelen som baggrund, vil man – i hvert fald med Helligåndens vejledning – kunne se at der bag de menneskelige forfatteres ord ligger et eviggyldigt budskab fra Gud. Paulus udtrykker det sådan at de forskellige skrifter er ”indblæst af Gud” (2 Tim 3,16), og det er også det vi mener når vi omtaler Bibelen som ”Guds ord”. Helligånden vejleder os ikke ud af det blå, men næsten altid gennem Bibelen, især når det gælder principielle spørgsmål.
En sidste pointe: Vi mennesker er ikke fuldkomne, heller ikke selvom vi har Helligånden. To mennesker der oprigtigt søger Helligåndens vejledning i en given sag, kan nå frem til to forskellige resultater. Logisk set må mindst en af dem tage fejl, men fordi vi alle sammen hører Åndens tale gennem vores menneskelige filter, kan ingen af os fælde en endegyldig dom om hvem der har ret, og hvem der tager fejl. Derfor må vi vise hinanden nåde, og samtidig med at vi hver især retter os efter det som vi af et ærligt hjerte mener at Helligånden vejleder os til, må vi ydmygt lytte til hinanden, for Kristus har ikke betroet sit evangelium til hver enkelt af os individuelt, men til hele kirken som hans legeme på jorden. Undertiden kan vi blive så uenige at vi er nødt til at gå hver sin vej, sådan som det på et tidspunkt skete for Paulus og Barnabas, men selv når det sker, må vi fortsætte med at velsigne hinanden og tale godt om hinanden. Selv når vi skønner at det der bliver forkyndt eller praktiseret, er så usundt og skadeligt at vi må tage offentligt afstand fra det, må vi gøre det med ydmyghed og uden at anfægte den andens tro eller gudsforhold. For én ting som Bibelen i hvert fald siger klokkeklart, er at Jesu disciples væsentligste kendetegn skal være at vi elsker hinanden som Jesus har elsket os (Joh 13,34-35).
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments