Prædiken til bededag 2023
Posted By admin on 6. maj 2023
Johannes Døber i ørkenen: Den sidste bededag?
Prædiken i Rø Kirke bededag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
”Den automatiske trafikkontrol holdt tirsdag i to timer på Søndre Ringvej i en zone, hvor det er tilladt at køre 80 kilometer i timen. Tre bilister blev målt til at køre over det tilladte. Den højeste måling var på 99 kilometer i timen.” Sådan kunne man læse i Bornholms Tidende torsdag i sidste uge, og der går sjældent ret lang tid imellem at man kan læse lignende notitser. Og så er det endda ikke engang særlig slemt på Bornholm sammenlignet med mange andre steder i Danmark, har jeg indtryk af. Selvom antallet af trafikdræbte lykkeligvis er faldet meget i løbet af de seneste årtier, er det stadig for højt, og hvert fjerde dødsfald i trafikken skyldes for høj fart. Derfor lancerer Rådet for Sikker Trafik med jævne mellemrum kampagner der skal få os trafikanter til at overholde fartgrænserne. En af de seneste havde sloganet ”Sænk farten – bare lidt” (det har de fleste af jer sikkert set i reklamefilm eller på plakater i vejsiden – jeg kan selv huske at have set det blandt andet på Brogårdsvej). Og hvor meget jeg end bifalder hensigten, må jeg bare sige at det slogan har jeg undret mig over, hver gang jeg har set det. De fleste af os overholder jo trods alt hastighedsgrænserne (i hvert fald her på Bornholm), og det er vel ikke meningen at vi skal sænke farten? Hvis vi begynder at køre 45 i de zoner hvor man må køre 50, og 75 hvor man må køre 80, så bliver vi jo til gene for vores medtrafikanter. For ikke at tale om at hvis jeg kom kørende med 80 kilometer i timen på Brogårdsvej, fik øje på skiltet og besluttede at gøre som der stod og fremover kun køre 75 på Brogårdsvej, så ville skiltet jo stadig stå der når jeg kom forbi med 75 kilometer i timen dagen efter, og det ville jo så betyde at jeg skulle sætte hastigheden yderligere ned, og inden skiltet blev pillet ned igen, ville vi alle sammen holde stille på vejene. Men heldigvis forstår de fleste af os nok godt – den klodsede formulering til trods – at budskabet ikke er henvendt til os der kører som vi skal.
Jeg gad vide hvor mange af jer der tænker noget lignende når I hører budskabet fra Johannes Døber i dagens tekst: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”? At vende om betyder jo at man begynder at gå eller køre i den modsatte retning af hvad man hidtil har gjort, og hvis man gør det to gange, så ender man jo med at gå den samme vej som man gjorde til at begynde med, skulle man tro. Så det der ”Omvend jer!”, det er vel kun henvendt til dem der ikke allerede har omvendt sig, ligesom budskabet ”Sænk farten” kun var henvendt til dem der kører for hurtigt?
Det tror jeg faktisk ikke det er. Selvfølgelig vil der for de fleste mennesker være et tidspunkt hvor man for første gang omvender sig til Gud og tager imod frelsen i Jesus Kristus (hvis man altså nogensinde gør det), men det betyder ikke at man så er”omvendt” én gang for alle. Der er nemlig mere end to retninger man kan bevæge sig i her i livet, og i særdeleshed er der mere end én forkert retning, så selvom du skiftede retning på et tidspunkt i dit liv hvor du bevægede dig den forkerte vej, er det ingen garanti for at du bevæger dig i den helt rigtige retning nu (selvom du forhåbentlig er tættere på den rigtige retning nu, end du tidligere har været). Faktisk tør jeg godt udstede en garanti for at ingen af os der er her i dag, bevæger os helt og holdent den rigtige vej, for syndfrie bliver vi ikke på denne side af evigheden. Derfor sagde Martin Luther også at hele en kristens liv må leves i stadig omvendelse.
Jeg forstår imidlertid godt hvis nogle af jer synes det lyder frustrerende at skulle omvende sig hver eneste dag. Jeg kan huske da jeg som 22-årig første gang deltog i Dansk Oases sommerstævne, SommerOase. Det var tilbage i 1997, og hovedtaleren var en karismatisk anglikansk præst fra England ved navn Mark Stibbe. (Han var i øvrigt igen hovedtaler på SommerOase nogle år senere, hvor jeg havde fornøjelsen af at tolke ham til dansk). Et af hovedbudskaberne i de taler som Mark holdt i 1997, var et kald til omvendelse – ikke så meget til at omvende sig til Gud for første gang, for det regnede han nok med at de fleste af de tilstedeværende allerede havde gjort, men til at – ja, selvom jeg allerede dengang var helt på det rene med at en kristen bør leve i daglig omvendelse, så tog jeg ikke imod den daglige opfordring til at komme frem og modtage forbøn som tegn på at man ønskede at tage imod kaldet til omvendelse, for jeg syntes det var meget uklart hvad det var jeg helt konkret forventedes at omvende mig fra. Jeg var i hvert fald ikke opmærksom på nogen konkrete ”skødesynder” i mit liv, som Helligånden kaldte mig til at bryde med, så det hele forekom mig meget diffust og derfor også temmelig frustrerende.
Jeg ville måske have hørt prædikenerne med andre ører i dag – og Mark ville sandsynligvis også have formuleret sig anderledes i dag, for han er jo også blevet 26 år ældre, ligesom jeg er. I hvert fald vil jeg gerne understrege i dag, at ”daglig omvendelse” ikke nødvendigvis betyder at vi hver eneste dag skal angre mindst én ny konkret synd, endsige at vi hver dag skal holde op med at gøre noget vi hidtil har gjort, eller begynde at gøre noget vi aldrig før har gjort. Ganske vist vil jeg tro at de fleste af os synder hver eneste dag, og mange af os har sikkert også dårlige vaner nok til at vi ugevis kunne finde en ny vane at bryde med hver dag hvis det var det det handlede om, men – jeg tror ikke det er det det handler om, og det er der to grunde til: For det første ville det reducere evangeliet om Jesus til en moralprædiken og gøre det meget vanskeligt at finde hvile i troen på Kristi fuldbragte værk på korset, og for det andet ville det gøre at vores liv kom til at handle alt for meget om os selv i stedet for at handle om Gud og vores medmennesker. Men hvad betyder det så at leve i daglig omvendelse? På hvilken måde kan vi tage imod kaldet til omvendelse, hvis vi allerede én gang har omvendt os til Jesus?
Jeg tror det handler om at bruge det rigtige forholdsord! I fald I ikke alle sammen har jeres grammatikundervisning fra skolen helt præsent, så repeterer jeg lige at forholdsord – eller præpositioner, som de hedder på udenbysk – er ord der angiver hvor noget befinder sig i forhold til noget andet – ord som ”på”, ”i”, ”over”, ”under”, ”med”, ”fra”, ”til” og den slags. (Mange af jer kan sikkert remse adskillige af slagsen op på tysk: ”durch, für, gegen, ohne, wider, um”, ”an, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwischen” og så videre). Grunden til at jeg fandt Mark Stibbes prædikener så frustrerende tilbage i 1997, var som sagt at jeg syntes det var uklart hvad jeg skulle omvende mig fra, men i virkeligheden tror jeg slet ikke vi skal fokusere så meget på hvad vi skal omvende os fra, men i stedet på hvad vi skal omvende os til – eller rettere: hvem vi skal omvende os til, nemlig til Jesus. Det der er vigtigt, er ikke så meget hvad vi er på vej væk fra, men hvor vi er på vej hen. Den daglige omvendelse består altså i at vi hver dag og hele tiden sikrer os at vi har Jesus i fokus, og bestræber os på at leve tættere på ham og følge ham mere trofast end dagen i går. Det kan vi gøre hver dag, uden at det bliver frustrerende! ?
I dag er det som bekendt sidste gang vi fejrer Store Bededag. Dagen blev indført i 1686 under navnet ”Ekstraordinær almindelig faste-, bods- og bededag”, og dens formål var, som navnet siger, faste, bod og bøn. Faste betyder som bekendt at man ikke spiser, og bøn betyder at man beder, men hvad ”bod” betyder, er måske lidt mere uklart. Men mon ikke de fleste af jer har hørt om udtryk som ”at love bod og bedring” eller ”at råde bod på skaden”. ”Bod” betyder altså omtrent det samme som ”omvendelse”, altså at vi fortryder vores synder og bryder med dem. Det er også derfor Store Bededags liturgiske farve er violet. (Den ”liturgiske farve” er den farve der hører til en bestemt søndag eller helligdag, og som blandt andet er bestemmende for hvilken farve messehagel præsten har på under nadveren. Den violette farve symboliserer bod og alvor, og den bruges i adventstiden, i fastetiden og altså på Store Bededag).
Men som jeg sagde før, består den rette omvendelse i at vi vender os til Jesus, og netop derfor giver det god mening at det er den samme dag der er både bods- og bededag. For hvis bod og omvendelse handler om at have Jesus i fokus, så findes der vel næppe nogen bedre måde at nå målet på end netop gennem bøn. Bøn er nemlig ikke kun det at komme ti Gud med vores ønsker (selvom det bestemt også hører med, og det er noget som Det Nye Testamente opmuntrer os til at gøre). Nej, i sit væsen er bøn slet og ret det at kommunikere med Gud; at rette vores opmærksomhed mod Gud; at investere tid i det uforstyrrede samvær med Gud. Det er i grunden slet ikke så kompliceret, for det er jo nøjagtig det samme som vi gør når vi vil lære et andet menneske bedre at kende: vi kommunikerer med vedkommende, giver vedkommende vores opmærksomhed og investerer tid i uforstyrret samvær. Og det gode ved det er at det at bruge tid sammen med Gud ikke behøver at stå i modsætning til det at bruge tid sammen med de mennesker vi elsker, for min og mange andre kristnes erfaring er at det at bede sammen med andre er en fantastisk måde at styrke vores bånd både til Gud og til den eller dem vi beder sammen med, på én og samme tid. Derfor er det i særdeleshed vigtigt at bede sammen med vores allernærmeste: din ægtefælle eller kæreste hvis du har sådan en, din nærmeste familie, eller dine nærmeste venner. Men vi kan faktisk bede sammen med en hvilken som helst medkristen, fordi vi alle sammen er brødre og søstre i Kristus.
At vi i 337 år har haft en fast dag hvert år sat af til at søge Gud i omvendelse og bøn, og at vi endda har haft fri fra arbejde til det (i hvert fald nogle af os), har været et stort privilegium, og jeg vil helt klart mene at det var en fejl at afskaffe den. Men skaden er trods alt ikke større end at vi finder en vej. Vi kan jo for eksempel forestille os at det var Valentinsdag der i mange år havde været en fri- og helligdag med det formål at ægtepar og kærestepar skulle have kunne investere tid i deres parforhold, men at den nu var blevet afskaffet. Ville det betyde at man nu ikke længere kunne tilbringe kvalitetstid sammen med sin partner? Nej, naturligvis ikke. Det er jo ikke sådan at vi skal arbejde alle døgnets vågne timer de øvrige 364 dage på året, og selvom hverdagen kan være fortravlet, finder de fleste par heldigvis tid til at pleje parforholdet. (Hvis ikke, så sørg for at finde tiden! Skru om nødvendigt lidt ned for rengøringsstandarden derhjemme, eller drop en hobby, eller noget!). På samme måde behøver afskaffelsen af Store Bededag heldigvis ikke at betyde at vi ikke længere beder; det er også noget som det er vigtigt at vi prioriterer frem for så meget andet – også frem for så meget andet vigtigt – der kan fylde i vores hverdag. Selv oplever jeg at jeg har meget lettere ved at samle mig om bøn når jeg er i selskab med andre så vi kan støtte hinanden i koncentrationen om bønnen, især hvis vi har sat et fast tidsrum af til at bede, så vi ikke bliver forstyrret af tanken om at ”nå ja, der var jo også en masse andet vi skulle i dag”. Derfor holder jeg enormt meget af den daglige morgenandagt i Sct. Klemens Kirke (okay, ikke helt daglig, men hver tirsdag, onsdag, torsdag og fredag klokken 8.30), og fyraftensbøn som er hver onsdag klokken 16.30 til 17.30 i konfirmandstuen i Klemensker, og ”Tid Til Gud”, som er her i Rø Kirke den første mandag i hver måned klokken 19.00. Måske er det noget andet der fungerer for dig – det vigtigste er at vi hver dag vender os til Jesus; at vi så at sige ”justerer kursen” i erkendelse af at vi konstant driver ud af kurs på verdens hav (det var poetisk, ikke sandt?)
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments