Prædiken til 2. søndag efter påske 2023
Posted By admin on 28. april 2023
Den gode hyrde: Jâ e lidinj horra
Prædiken i Ruts og Sct. Klemens Kirker 2. søndag efter påske 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
I disse dage er det fire år siden jeg via e-mail fra Københavns Stift modtog et brev fra daværende kirkeminister Mette Bock om at jeg var ansat som sognepræst i Klemensker-Rø pastorat. (For at være helt nøjagtig var det den 25. april 2019). Det blev jeg naturligvis meget glad for, og jeg har aldrig så meget som et øjeblik fortrudt at jeg flyttede fra København til Bornholm.
Jeg vidste selvfølgelig en del om Bornholm i forvejen, ikke mindst fordi min hustru er født og opvokset i Allinge, og lige siden jeg mødte hende, har jeg været på øen (eller ”landet”, som jeg siden er blevet belært om at Bornholm rettelig skal kaldes; ”øen” er jo Christiansø) flere gange om året. Men det er alligevel noget andet at bo her, og det med at mange bornholmere ikke bryder sig om at man kalder deres ø for ”øen” (for slet ikke at tale om ”solskinsøen” eller ”klippeøen”), er kun en af mange ting jeg har lært. Hvis jeg for eksempel for 5 år siden var blevet bedt om at nævne en sang der er så nært forbundet med Bornholm at den nærmest kan kaldes Bornholms uofficielle nationalsang, så ville jeg have svaret – og nu må I love ikke at lynche mig efter gudstjenesten, for jeg vidste vitterligt ikke bedre! ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør,” som Jesus sagde da han hang på korset – jeg ville have nævnt ”Bornholmervalsen” fra filmen Far til Fire på Bornholm med tekst af Erik Leth og melodi af Sven Gyldmark. Og ja, jeg ved det godt, den sang er ikke engang på bornholmsk, og Erik Leth var ikke mere bornholmer end jeg (måske endda mindre, for jeg kan i det mindste prale af en enkelt bornholmsk oldefar, nemlig Hans Peter Kjærby Hansen, der blev født i Bodilsker i 1884).
Havde I derimod spurgt mig for 1 uge siden hvad der er Bornholms uofficielle nationalsang – ja, så ville jeg nok stadig have svaret forkert, for da jeg under min forberedelse til i dag satte mig for at undersøge sagen, fandt jeg ud af at det bedste bud på hæderen er ”Skudan hon vaggar” af J.C.S. Espersen, og den kendte jeg ikke, må jeg indrømme. Derfor ville jeg nok have peget på Hans Christian Mortensens ”Jâ va lidinj horra”, som mange af jer sikkert kender; den hjerteskærende beretning om den lille hyrdedreng hvis får løber deres vej da han vil drive dem hjem fra lyngen, hvor han har vogtet dem, om hvordan han fortvivlet og forgæves leder efter de bortløbne dyr, inden han slukøret må vende hjem til gården, hvor der vanker prygl fra bonden, men heldigvis også aftensmad fra gårdens madmor. Tilbage på værelset trøster karlen ham ved at lade ham ride ”poseryg”, hvilket giver et indtryk af hvor små børn man før i tiden brugte som hyrdedrenge. Ifølge sprogforskeren Alex Speed Kjeldsen, der nok er den største nulevende ekspert i det bornholmske sprog, kommer ordet ”horra” i øvrigt af samme rod som ordet ”hyrde”, så det at vogte får har tilsyneladende været det som små drenge primært foretog sig. Jeg priser mig lykkelig for at være født i en mildere tidsalder!
Jeg ved i øvrigt ikke selv ret meget om får, så da jeg skulle forberede denne prædiken, rådførte jeg mig med sagkundskaben i skikkelse af næstformanden for Klemensker-Rø menighedsråd, som selv holder får, og hun kunne bekræfte at får ganske rigtigt har en elendig retningssans og har det med at stikke af hvis de ikke bliver ledt i den rigtige retning – men også at de kan skelne det ene menneskes stemme fra det andet, som Jesus er inde på i starten af det kapitel som dagens prædiketekst er taget fra. Det er derfor fårehyrder gennem det meste af historien har haft en så vigtig rolle, fordi de har kunnet kalde fårene til sig, hvad der i særdeleshed var vigtigt dengang de fleste får gik og græssede på uindhegnede overdrev. Og til tider har det måske krævet en kraftigere og mere myndig stemme end en lidinj horra havde.
Jeg ved ikke om man i det gamle Israel lod små drenge være alene om at vogte får. Jeg tror det ikke, for dengang drejede det sig ikke kun om at forhindre at fårene stak af, men også at beskytte dem mod rovdyr som ulve, bjørne og løver, og det kunne man nok ikke forvente at en lille dreng ville være i stand til (medmindre han hed David). Og selv de voksne mænd som man hyrede til opgaven, var tilsyneladende ikke altid villige til at påtage sig den risiko at tage kampen op med en ulv, siden Jesus siger: ”Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter”.
Grunden til at Jesus sagde det, var naturligvis ikke at han søgte arbejde som fårehyrde og i den forbindelse ville fremhæve sin egen arbejdsmoral som værende bedre end konkurrenternes. Nej, de ”får” han talte om, var det israelitiske folk, og det var der næppe nogen af hans tilhørere der kunne være i tvivl om; i hvert fald ikke hvis de havde læst profeten Ezekiel, og det må man gå ud fra at i hvert fald farisæerne og de skriftkloge havde. Dagens første læsning var et uddrag af en længere tale som Ezekiel holdt på Guds vegne på et tidspunkt hvor Israel var blevet erobret af babylonierne, og folket var blevet spredt for alle vinde: nogle var blevet ført i eksil til Babylon og de omkringliggende lande, andre var flygtet til Egypten for at undgå det babyloniske overherredømme. Og grunden til at det var sket, lyder det fra Gud gennem Ezekiels mund, var at folkets ledere havde svigtet, som dårlige fårehyrder der var ligeglade med fårene. Men Gud trøster sit spredte folk og lover dem at han vil vende deres skæbne – og den måde han vil gøre det på, er ved selv at vogte fårene, så han ikke igen risikerer at blive snydt af dårlige hyrder. I den offentlige forvaltnings jargon kaldes den slags vist at hjemtage en opgave der har været sendt i udbud, som eksempelvis en kommune kan vælge at gøre hvis den mener at den selv kan løse en opgave bedre end hvis den betalte en privat virksomhed for at gøre det.
På Ezekiels tid havde Gud i adskillige hundrede år haft ”udliciteret” opgaven med at tage sig af hans folk. Det begyndte allerede et par måneder efter at folket var sluppet ud af deres fangenskab i Egypten. Under Moses’ ledelse var de nået frem til Sinajbjerget i ørkenen, og dér lod Gud sin herlighed manifestere sig, men folket blev så skrækslagne da de hørte Gud tale til dem, at de insisterede på at Moses skulle være mellemmand, fordi de ikke turde have direkte med Gud selv at gøre (5 Mos 5,23-27). Derfor dikterede Gud en masse love til Moses, som folket skulle overholde, og der blev oprettet et præsteskab som skulle viderebringe folkets taksigelser, bønner og syndsbekendelser til Gud. Efter Moses’ død blev Josva indsat som folkets leder, og med ham i spidsen erobrede de det land Gud havde lovet dem, men efter Josvas død var det, så vidt jeg har forstået Det Gamle Testamente, meningen at folket bare skulle rette sig efter de love Gud havde givet dem gennem Moses, og bringe de foreskrevne ofre til Gud gennem præsterne, og så ville Gud ordne resten. Men som vi kan læse i Dommerbogen, skete det gang på gang at folket vendte Gud ryggen og i stedet tilbad de omkringboede folks afguder Ba’al og Astarte, og så måtte Gud sende en midlertidig leder, en dommer, til at rage kastanjerne ud af ilden. Blandt de mest kendte dommere var Gideon, Jefta og Samson (ham med håret). Som følge af folkets vantro blev de hårdere og hårdere presset af deres fjender, men i stedet for at vende sig til Gud og stole på ham, gik de til profeten Samuel og krævede at få en konge. Samuel advarede dem om at det ville ende galt, og han fik ret, for under den første konge, Saul, blev problemerne kun endnu større. Men Gud udvalgte en anden og bedre konge, nemlig David, og takket være Davids helhjertede tro og lydighed mod Gud, fik Israel en guldalder under ham og hans søn Salomo. Men på sine gamle dage begyndte Salomo at dyrke afguder, og derefter gik det ned ad bakke. Efter Salomos død blev kongeriget delt i to: mod syd regerede Davids efterkommere i 400 år, men kun ganske få af dem havde den samme helhjertede tro som David havde haft, og mod nord var det endnu værre, for de forskellige dynastier der afløste hinanden dér, bød på lutter dårlige konger. Enden på det hele blev som sagt at folket blev spredt som en anden flok får hvis hyrde ikke havde passet ordentligt på dem. Men som også sagt talte Gud i den situation til folket gennem profeten Ezekiel og lovede at samle sine får igen og selv være deres hyrde.
Med alt det i baghovedet står det pludselig tindrende klart hvad det i grunden var Jesus sagde da han sagde: ”Jeg er den gode hyrde”, nemlig at det var i skikkelse af ham at Gud havde i sinde at frelse og genrejse sit folk. Men at han skulle gøre det ved at sætte livet til for fårene, det har nok overrasket dem der hørte det. De havde måske nok ventet at den gode hyrde skulle sætte livet på spil i sin kamp for ”fårene”, men ikke at han skulle sætte det til, altså dø, for hvis han døde, så ville han jo ikke længere være der til at passe på dem, skulle man tro. Opstandelsen havde de ikke lige inde på lystavlen som en mulighed. Og de havde nok heller ikke gennemtænkt at det de skulle frelses fra, ikke primært var de ydre fjender der havde spredt dem, men deres egen tilbøjelighed til at fare vild.
En anden ting der helt sikkert har overrasket – og forarget – dem der hørte Jesus tale om sig selv som den gode hyrde, var ordene: ”Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst”. Det der lå i Ezekiels profeti, var jo at Israel, som levede spredt blandt de andre folkeslag, ville blive skilt ud og samlet som et selvstændigt folk, men nu sagde Jesus altså at han også ville være hyrde for folk der ikke var israelitter. Det var faktisk også forudsagt i Det Gamle Testamente, blandet andet i Esajas’ Bog kapitel 49, hvor Gud siger til en i konteksten ikke nærmere defineret tjener: ”Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” (Es 49,6), men at vi mennesker har det med kun at høre det vi har lyst til at høre, er der desværre ikke noget nyt i.
Men hvor er det skønt at Jesus sagde som han gjorde! For det er jo ikke kun Israel der har lidt under dårlige hyrder; det har alle jordens folk. Selv de mest velmenende ledere er svage og syndige mennesker, og det er desværre langt fra alle ledere i historien eller i nutiden der overhovedet er eller har været velmenende. At Gud selv vil overtage styringen, er i sandhed en god nyhed. Vi må til stadighed bede ”komme dit rige” og trøste os med at den bøn har Gud allerede lovet at han vil opfylde. Og trøsten gælder endda ikke kun på det storpolitiske plan, men også i det helt små. Martin Luther skriver i sin forklaring til Fadervor sådan her om bønnen ”komme dit rige”: ”Guds rige kommer af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os” (fra Den Lille Katekismus). Den dybeste grund til at vi mennesker har det med at fare vild som får, er at vi tror vi kan være vores egne hyrder. Hvis vi følger vores naturlige tilbøjelighed, vil vi alle sammen hellere spise af Kundskabens Træ i håb om at vi så selv bliver guder, end vi vil stole på den sande Gud. Men den gode hyrde er død for os, for at vi kan leve for ham, og han er opstået igen og kalder på os og opfordrer os vildfarne får til at følge ham. For vi kan ikke vogte os selv ordentligt – vi må bede som i den gamle bornholmske sang: ”Jâ e lidinj horra, og God bevâra maj”.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments