Signe & Nikolaj

Posted By admin on 12. september 2023

De ti spedalske: Forgæves godhed?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som 20-årig stod jeg engang på en togstation i Tyskland med en kuffert i den ene hånd og en sportstaske i den anden hånd og spekulerede på hvad jeg skulle gøre, for jeg skulle nemlig på toilettet, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af min bagage imens. Jeg endte med at stille taskerne i et diskret hjørne uden for toilettet og bede til at de stadig ville være der når jeg kom ud. Men det var de ikke! Jeg så mig panisk om, men så blev jeg råbt an af en ældre mand der sad på en stol i et hjørne af salen, og som efter sin påklædning at dømme var en form for opsynsmand. Jeg opdagede til min glæde at han havde mine kufferter – altså var de ikke blevet stjålet, som jeg frygtede. Da jeg kom hen for at tage taskerne, fik jeg skældud for hvor tåbeligt jeg havde handlet ved at efterlade min bagage uden opsyn (hvilket man selvfølgelig ikke skal gøre, det ved jeg godt i dag, men jeg var som sagt kun 20 år, og jeg kunne i situationen ikke se hvilke andre muligheder jeg havde). Jeg tog underdanigt imod irettesættelsen, hvorefter jeg tog mine kufferter og gik, men så (og nu kommer vi til fortællingens pointe) – så var der en anden ældre mand, som var i civil, men som havde stået og talt med opsynsmanden, der gik efter mig og vredt sagde: ”Har du ikke engang tænkt dig at give ham nogle penge? Så var det jo forgæves at han passede på din bagage for dig!” Og det er først og fremmest derfor at jeg i dag, 28 år senere, stadig husker episoden så levende, for de ord ætsede sig virkelig ind i min hukommelse. Jeg kan i dag ikke huske om jeg rent faktisk fandt nogle penge frem og gav ham (det vil jeg tro jeg gjorde, for jeg har nok ikke turdet andet), men jeg kan huske hvor rystet jeg blev over det han sagde. Her havde jeg naivt troet at opsynsmanden var et ejegodt menneske der faderligt både hjalp og irettesatte en naiv og forvirret ung turist, og så viste det sig at han i virkeligheden betragtede det hele som en forretningstransaktion! Særligt ordet ”forgæves” – umsonst, som han sagde på tysk – har jeg ikke kunnet glemme.

                      Når jeg i dag, betydelig ældre og forhåbentlig også en lille smule klogere, ser tilbage på episoden, så tænker jeg at der nok både var noget sprogforvirring og noget kultursammenstød på spil. For det første er jeg blevet opmærksom på at ordet umsonst ikke kun kan betyde ”forgæves”, men også ”gratis”, så måske var gammel mand nummer tos ord ikke ment så kynisk som jeg opfattede dem. For det andet er det i mange lande almindelig høflighed at man giver lidt småpenge til alt fra rengøringsfolk til billettører og kustoder, så for en tysker ville det nok have været indlysende at give et par mønter til opsynsmanden, hvorimod en opsynsmand i Danmark aldrig kunne drømme om at forvente betaling i en tilsvarende situation. Det er jo noget af det spændende ved at rejse, at man lærer at de ting vi tager for givet herhjemme, ikke nødvendigvis tages for givet andre steder. Men den vigtigste grund til at jeg fortæller den her historie i dag, er at stille spørgsmålet om hvorvidt det virkelig kan være ”forgæves” at hjælpe et andet menneske. Hvis du gør noget virkelig stort for et andet menneske, og vedkommende måske ikke engang gør sig den ulejlighed at sige tak, var det så til ingen nytte at du viste vedkommende godhed?

                      Man kan i hvert fald godt få den tanke at det var det Jesus tænkte, da kun én af de ti der var blevet helbredt for deres spedalskhed, vendte tilbage for at give Gud æren. Skuffelsen er i hvert fald tydelig at mærke i hans ord: ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?” Men syntes Jesus at det havde været forgæves at han havde helbredt de andre ni – at han så at sige havde ”spildt” en helbredelse på dem? Svaret på det spørgsmål må vel komme an på hvad der var grunden til at Jesus valgte at helbrede dem i første omgang.

                      Vi mennesker har jo som regel vores grunde til at handle som vi gør; noget vi håber at ”få ud af det”. De fleste kender Kim Larsens klassiker Om lidt bli’r her stille, der i dag er meget hyppigt brugt til begravelser, men som faktisk oprindelig blev skrevet som afslutningssang til en cirkusforestilling (det er derfor der indgår en reference til en cirkusprinsesse der danser rundt på sin line). ”Fik du set det, du ville?” spørger Kim Larsen – med andre ord: Var det tiden og pengene værd at overvære cirkusforestillingen, eller var det spildt? Sådan tænker vi jo som regel, gør vi ikke? Vi vil gerne have at der er et nogenlunde rimeligt forhold mellem ”input” og ”output” når vi beslutter hvad vi vil bruge vores sparsomme penge, tid og kræfter på. Og det kræver at vi på forhånd har gjort os klart hvad succeskriteriet er, eller sagt med andre ord: hvad vi vil betragte som et rimeligt ”output”. I en situation hvor to personer indgår en form for kontrakt, kan det derfor være en god idé at lave en forventningsafstemning. På FOF’s hjemmeside fandt jeg for eksempel følgende fornuftige ord i præsentationen af et aftenskolekursus i fransk: ”Hvorfor vil du gå til fransk? Hvad håber du at få ud af det? … Forventer du at kunne oversætte Karen Blixens novelle Sorg-Agre til fransk efter en enkelt sæson på aftenskolen? Ja, så bliver du med garanti slemt skuffet. For det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre! Håber du derimod på, at du efter den første sæson har lært nok fransk til at kunne købe ind på et marked eller bestille en god frokost – så er der stor sandsynlighed for at du når i mål. Og har mod på en sæson til.”[1]

                      Spørgsmålet er så hvad Jesus håbede at få ud af at helbrede de ti spedalske som han mødte på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Jeg ved ikke om I nogensinde har stillet jer selv det spørgsmål: Hvorfor helbredte Jesus mennesker? Dagens tekst giver os ikke noget svar, men det er der heldigvis andre helbredelsesberetninger der gør. Jeg vil citere et par stykker:

Markusevangeliet kapitel 1 vers 40-41: ”Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: ’Hvis du vil, kan du gøre mig ren.’ Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ’Jeg vil, bliv ren.’”

Matthæusevangeliet kapitel 20 vers 30-34: ”Og se, to blinde, der sad ved vejen, hørte, at Jesus kom forbi, og de råbte: ’Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!’ Skaren truede ad dem for at få dem til at tie stille; men de råbte bare endnu højere: ’Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!’ Og Jesus stod stille, kaldte på dem og sagde: ’Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?’ De svarede ham: ’Herre, at vore øjne må blive åbnet.’ Og Jesus fik medynk med dem og rørte ved deres øjne. Straks kunne de se, og de fulgte ham.”

Matthæusevangeliet kapitel 14 vers 14: ”Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.”

Med andre ord: Grunden til at Jesus helbredte mennesker, var medlidenhed. Når han så mennesker der led, fik han ondt af dem, og derfor hjalp han dem. Jesus’ ”succeskriterium” var med andre ord ganske enkelt at mennesker blev hjulpet. Det eneste han var interesseret i at ”få ud af det”, var at andre fik det bedre.

Men hvordan kan det så være at han blev skuffet over at det kun var én af de ti der havde været spedalske, der kom tilbage for at sige tak efter at være blevet helbredt? Syntes han alligevel at det krævede at de helbredte takkede ham, for at det virkelig havde været det værd? Nej, det syntes han ikke. Vi mennesker har ganske vist alle sammen et dybtliggende behov for bekræftelse, og eftersom vi kristne bekender at Jesus – ud over at være ”sand Gud af sand Gud”, som det hedder i den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse – også var helt og fuldt menneske, så må vi formode at han også kendte til dét almenmenneskelige behov. Kun på ét punkt var Jesus i udgangspunktet anderledes end alle andre mennesker, nemlig det at han var uden synd.  Der er blevet givet mange forskellige definitioner af ordet ”synd”, men jeg kan godt lide den definition at synd grundlæggende er at vi orienterer os mod os selv i stedet for mod Gud. Jesus, derimod, orienterede sig helt og holdent mod Gud, og derfor fik han også sit behov for bekræftelse opfyldt helt og holdent hos Gud. Allerede ved begyndelsen af sit offentlige virke hørte Jesus ved sin dåb en stemme fra himlen der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag” (Luk 3,22), og skærtorsdag aften, umiddelbart før Jesus gik til korset, læser vi følgende i Johannesevangeliet: ”Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud” (Joh 13,3). Og netop fordi Jesus således hentede al sin identitet og bekræftelse hos Gud, var han fri til at hjælpe mennesker uden at have behov for at få noget til gengæld.

Nej, grunden til at Jesus blev skuffet over at der kun var én af de ti der vendte tilbage, var at spedalskheden ikke var deres eneste problem, og ikke engang deres største problem. De ti spedalskes største problem var det samme som det der er dit og mit og alle andre menneskers største problem, nemlig vores synd – det at vi orienterer os mod os selv i stedet for mod Gud, og at vi derfor ikke er i stand til at modtage det evige liv som Gud gerne vil give os, fordi en evighed hvor vi er indkrogede i os selv, ville være selve definitionen på evig fortabelse. Den eneste grund til at Jesus helbredte mennesker, var at han gerne ville hjælpe dem, men den fysiske sygdom var ikke det eneste han ville hjælpe dem med. Ud over at være konkrete barmhjertighedsgerninger mod konkrete mennesker i konkrete situationer var helbredelserne nemlig også tegn på det som Jesus først og fremmest var kommet for at gøre, nemlig at frelse os fra vores synder så vi gennem troen på ham kunne komme til at kende Gud som hans elskede børn. Det er langt større og vigtigere end vores fysiske helbred – og det var derfor Jesus var skuffet og bedrøvet over at de ni ikke vendte tilbage. Hans skuffelse skyldtes præcis det samme som havde været årsagen til at han helbredte dem, nemlig at han havde medlidenhed med dem. For deres skyld var han bedrøvet over at det kun var til den ene at han fik anledning til at sige: ”Din tro har frelst dig.”

Den indstilling må vi også have til det at hjælpe vores medmennesker: Det at hjælpe andre må være det eneste der betyder noget for os. Vi behøver ikke selv at ”få noget ud af det”, for takket være Jesu død og opstandelse for vores skyld ejer vi allerede alt hjemme hos Gud, vores far i himlen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.fof.dk/da/kbh/inspirationsunivers/samfund-og-politik/at-gaa-til-fransk-kan-vaere-en-fest

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 14. søndag efter trinitatis
Tags: Galaterbrevet 5.22-25, Lukasevangeliet 17.11-19, Salme 103

Posted By admin on 5. september 2023

Den barmhjertige samaritaner: Mads Andersen-Samaritaner

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 13. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De fleste af jer kender sikkert tv-serien Matador, om ikke andet så af navn. Serien begynder med at den unge enkemand Mads Andersen-Skjern, som er rejsende i klædestof, ankommer til den søvnige lille købstad Korsbæk, hvor han henvender sig i den lokale tøjbutik ”Damernes Magasin”. Han oplever imidlertid at både han og butikkens kunder får en arrogant og nedladende behandling, og det provokerer ham til at slå sig ned i byen og selv starte en konkurrerende tøjbutik. Den lokale bankdirektør Hans Christian Varnæs er imidlertid nære venner med ejeren af ”Damernes Magasin”, ligesom deres fædre også var det, og han nægter derfor at give Mads et lån, men Mads finder andre lånemuligheder og starter sin forretning alligevel. Mads har en lille søn ved navn Daniel, som han ønsker at opdrage til at blive en entreprenant forretningsmand ligesom Mads selv er det, og derfor giver han ham arbejde som bybud. Bankdirektør Varnæs’ søn Ulrik, der er jævnaldrende med Daniel, hjælper også med vareudbringningen, og de deler de småpenge som kunderne giver dem. Kort efter indfinder en oprørt bankdirektør sig imidlertid i Mads Andersen-Skjerns butik og lægger en håndfuld mønter på disken. ”Er det for at bevise at man alligevel kan få penge ud af Dem?” joker Mads, men bankdirektøren er ikke oplagt til morskab, og han siger harmdirrende: ”Det er penge jeg har konfiskeret fra min søn, Ulrik. Han har tjent dem ved at gå byærinder for Deres virksomhed – jeg forstår sammen med Deres søn. Min søn går ikke bud for andre, det beder jeg Dem forstå fra nu af. I min familie behøver vi ikke at gå ærinder for at klare os.”

                      Man kan undre sig over hvorfor bankdirektør Varnæs dog havde så ondt af at hans søn havde tjent nogle lommepenge ved ærligt arbejde – og så alligevel ikke, for Lise Nørgaard, der var seriens skaber, får trods alt gjort det temmelig klart hvad det er der er på spil, nemlig at det ville være nedværdigende for ham som far hvis hans søn var bybud. Det var der ganske vist mange børn der var på den tid, men det var jo proletarernes børn, ikke det finere borgerskabs. Og de to grupper omgikkes ikke hinanden – de havde endda hver deres lokale på Jernbanerestauranten. Bankdirektør Varnæs ville nok ikke ligefrem sige at han ”foragtede” arbejderklassen, for han var jo nok trods alt godt klar over at han ville være ilde faren hvis de ikke var der, men hans egen inderlige modvilje mod at lade sin søn tjene lommepenge på samme måde som arbejderbørnene taler et tydeligere sprog end mange ord. Og i hvert fald foragtede han tydeligvis Mads Andersen-Skjern og ønskede ikke at tage imod noget som helst fra ham.

                      På Jesu tid var der også to grupper der ikke omgikkes hinanden, nemlig jøder og samaritanere. Der var et langvarigt og dybfølt fjendskab mellem de to folk, så når Jesus lader en samaritaner være helten i sin historie, er det altså ikke bare en udlænding i al almindelighed; det er en repræsentant for ærkefjenden. Samaritanerne var efterkommere af de nordlige israelitiske stammer der små tusind år tidligere havde gjort oprør mod kong Davids sønnesøn Rehabeam og i grov foragt for Guds bud havde lavet to gudebilleder i form af guldkalve, som i mere end 200 år var centrum for deres gudsdyrkelse (undtagen under kong Akab hvor de ligefrem tilbad den fønikiske frugtbarhedsgud Ba’al). Efter at de nordlige stammers kongerige var blevet erobret af assyrerne, blev guldkalvene ganske vist ødelagt af Davids efterkommer i 16. led, kong Josija, men splittelsen mellem de to dele af Israel bestod, ikke mindst fordi assyrerne bosatte nogle folk fra Mesopotamien i Samaria og omegn, som blandede sig med de lokale israelitter, således at samaritanerne på Jesu tid ikke kun nedstammede fra israelitter, men også fra ikke-israelitter.

Det der frem for noget havde grundlagt jødernes intense had til samaritanerne, var dog de begivenheder som vi kan læse om i Nehemias’ Bog i Det Gamle Testamente. Jøderne nedstammede selv fra de israelitter der var forblevet tro mod kong Davids efterkommere og mod tilbedelsen af Gud i templet i Jerusalem, indtil kong Nebukadnezar af Babylon indtog Jerusalem og ødelagde templet. Efter Nebukadnezars død blev hans rige imidlertid løbet over ende af perserne, og perserkongen Kyros gav jøderne lov til at vende hjem og genopbygge deres tempel. Det var imidlertid først da Kyros’ oldebarn, kong Artaxerxes, gav sin jødiske mundskænk Nehemias lov til at rejse til Jerusalem og genopbygge byens mure, at det jødiske folk for alvor blev genrejst efter eksilet. Vi kan imidlertid læse i Nehemias’ Bog at samaritanerne gjorde alt hvad de overhovedet kunne for at modarbejde genopbygningen af Jerusalem, lige fra at skrive klagebreve til perserkongen med falske beskyldninger mod Nehemias, til åbent at rette væbnede angreb mod jøderne. Og i løbet af de godt og vel 450 år der gik mellem Nehemias og Jesus, var forholdet mellem jøder og samaritanere ikke blevet bedre, snarere tværtimod: De jøder der havde bosat sig i Galilæa i det nordlige Israel, rejste uden om Samaria når de skulle til Jerusalem, og de fleste jøder nægtede at spise af en tallerken som en samaritaner havde rørt ved. Vi ser da også at da Jesus spørger den lovkyndige hvem af de tre personer i lignelsen der havde været en næste for ham der faldt i røvernes hænder, kan manden ikke få sig selv til at tage ”s-ordet” i sin mund, men nøjes med at sige: ”Han, som viste ham barmhjertighed.”

Anledningen til at Jesus overhovedet fortalte denne her historie, som måske er den allermest berømte af alle Jesu lignelser, var jo nemlig at den lovkyndige havde stillet spørgsmålet: ”Hvem er så min næste?” Det spørgsmål kunne Jesus have valgt at besvare kort og kontant ved for eksempel at sige: ”Det er enhver som du møder på din vej, uanset om det er en landsmand eller en fremmed, om det er en ven eller en fjende”, eller han kunne som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup have formuleret det sådan at vores næste er enhver der bliver berørt af vores handlinger eller mangel på samme (citeret efter hukommelsen). Men i stedet vælger Jesus altså at fortælle en historie, for det er en langt mere effektiv måde at kommunikere på (det var også derfor jeg indledte med at referere en scene fra Matador). Og konklusionen er altså at det er den barmhjertige samaritaner der er den overfaldnes næste, og Jesus runder af med ordene: ”Gå du hen og gør ligeså!”

Men vent lidt – hvem af personerne i lignelsen er det egentlig Jesus opfordrer den lovkyndige til at efterligne? ”Sikke da et dumt spørgsmål!” tænker du måske, ”det er da selvfølgelig den barmhjertige samaritaner der er et eksempel til efterfølgelse!” Jo, vist er han det – men har du tænkt over at den lovkyndiges spørgsmål lød: ”Hvem er så min næste?”, og konklusionen var at samaritaneren var den overfaldne mands næste? Tyder det ikke snarere på at det er den mand der blev overfaldet af røvere, vi skal identificere os med, snarere end at det er samaritaneren? Det var i hvert fald sådan mange af kirkefædrene udlagde lignelsen. Og det åbner jo pludselig for nogle ganske interessante perspektiver, synes jeg, for det betyder at vores næste ikke kun er en vi skal være villige til at hjælpe, men også en vi skal være villige til at lade os hjælpe af – og det kan måske til tider være mindst lige så svært, især hvis den pågældende person er en vi foragter. Tænk bare på bankdirektør Varnæs’ indædte modvilje mod at hans søn skulle tage imod penge fra Mads Andersen-Skjern! Men Jesus vil lære os at vi skal droppe vores stolthed og ikke bilde os ind at der er nogen mennesker der er så meget ringere end os at vi ikke kan have brug for deres hjælp.

Og hvad mere er: ”Hvem er så min næste?” var jo faktisk ikke den lovkyndiges første spørgsmål; det var derimod: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Kan I se hvor meget mere evangelisk lignelsen pludselig bliver hvis den lovkyndige – og vi – ikke først og fremmest skal identificere os med samaritaneren, men med ham der faldt i røvernes hænder? Så bliver svaret på spørgsmålet ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” nemlig ikke at vi skal vise barmhjertighed, men at vi skal tage imod barmhjertighed – at vi skal erkende at vi i forhold til at blive frelst er lige så hjælpeløse som en mand der ligger halvdød og forslået i vejsiden.

Men hvem er samaritaneren så et billede på? Det skal jeg sige jer: Han er et billede på Jesus! ”Men Jesus var da ikke sådan en som folk foragtede?” tænker du måske. Og nej, det var han måske ikke i udgangspunktet, men det blev han efterhånden, fordi han valgte at identificere sig med samfundets udstødte – toldere og syndere, ludere og lommetyve, ”hundehoveder og hængerøve, impotente grødbønder og” samaritanere! Faktisk kan vi læse i Johannesevangeliet at nogle af de jødiske ledere på et tidspunkt valgte at fornærme Jesus med ordene: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” (Joh 8,48). Dertil svarede Jesus: ”Jeg er ikke besat af en dæmon” (Joh 8,49), hvorimod han tilsyneladende ikke så nogen grund til at påpege at han ikke var en samaritaner!

Også i dag identificerer Jesus sig med de udstødte og foragtede, og derfor skal vi også i dag møde alle mennesker – inklusiv vores fjender – med næstekærlighed. Og det omfatter som sagt ikke kun at vi er villige til at hjælpe dem, men også til at lade os hjælpe af dem, for det er også en måde at vise kærlighed på. At få lov til at hjælpe andre er jo et privilegium, og det privilegium må vi også være villige til at lade andre få del i. Og uanset om vi giver eller modtager barmhjertighed, må vi tro på at Jesus mente det da han sagde: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).

Og når vi husker på det, så giver det også pludselig mening, det som vi sang i det sidste vers af dagens første salme: ”Øjne, I er lykkelige, I, som ser Guds søn på jord”. For ganske vist kan vi ikke se Jesus med vores fysiske øjne på samme måde som de første disciple kunne det, men han møder os i de fattige, svage, udstødte og foragtede.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 13. søndag efter trinitatis
Tags: Galaterbrevet 2.16-21, Lukasevangeliet 10.23-37, Tredje Mosebog 19.1-2+9-18

Posted By admin on 29. august 2023

Den døvstumme i Dekapolis: Hvor er Gud?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 12. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har en del venner der er ateister. Det har de fleste af jer sikkert også; ja, måske er der endda nogle af jer der hører den her prædiken enten i kirken eller på YouTube, der selv er ateister, eller måske er i tvivl om hvorvidt der er en Gud eller ej. Og selvom de fleste af jer er troende kristne, kan I måske alligevel godt forstå en indvending som jeg hyppigt møder fra mine ateistiske venner. Indvendingen lyder: ”Hvis der virkelig er en Gud, hvorfor viser han sig så ikke? Hvis Gud virkelig er almægtig, så ville det da være den letteste sag i verden for ham at bevise sin eksistens, og hvis det er sandt, som I kristne siger, at Gud elsker os og inderligt ønsker at vi skal tro på ham så han kan frelse os, hvad venter han så på?” Jeg kan i hvert fald sagtens følge tankegangen, og jeg må indrømme at jeg tit har spurgt både mig selv og Gud hvorfor han ikke åbenbarer sig for mine ateistiske venner så de opdager at han findes!

                      Som det fremgår af den første læsning vi hørte i dag, er det ikke nogen ny problemstilling; allerede dengang mødte israelitterne jævnligt spørgsmålet: ”Hvor er deres Gud?” når folk fra andre nationer omtalte dem. Dengang kom spørgsmålet dog ikke fra ateister, men derimod fra folk der tilbad gudebilleder. Hvis man spurgte en filister, en moabit eller en fønikier hvor deres gud var henne, ville de kunne pege på en statue af Dagon, Kemosh eller Ba’al; en statue der naturligvis hverken kunne tale, se, høre, lugte, føle eller gå (som salmisten sarkastisk påpeger), men som de pågældende folk alligevel betragtede som det sted hvor deres gud åbenbarede sig. At israelitterne ikke havde et gudebillede, men alligevel hævdede at de havde en Gud, det var mere end nabofolkene kunne forstå. Men israelitterne havde svar på rede hånd: ”vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil”. Eller sagt med andre ord: ”Vores Gud er alt for stor til at man kan lave en statue af ham!” Gud havde nemlig givet israelitterne et strengt forbud mod at tilbede et billede i form af noget som helst i himlen eller på jorden eller i vandet under jorden (2 Mos 20,4), og jeg tror det er fordi ethvert forsøg på at lave et billede af Himlens Gud ville gøre ham så meget mindre end han i virkeligheden er, at det nærmest ville have karakter af en forhånelse.

                      Et af de mest kendte eksempler på at israelitterne alligevel lavede en statue af Gud, var da de under ørkenvandringen støbte en tyrekalv af guld mens Moses befandt sig oppe på Sinajs bjerg hvor Gud talte til ham. I modsætning til hvad mange tror, var guldkalven ikke en ”anden gud”, som israelitterne tilbad i stedet for den sande Gud der havde ført dem ud af Egypten; den var derimod et forsøg på at lave en statue af netop den Gud der havde ført dem ud af Egypten (2 Mos 32,4), og de brugte endda Israels Guds navn, Jahve, om guldkalven (2 Mos 32,5). Problemet var at ved at afbilde Gud som en tyrekalv gav de udtryk for at Gud minder mere om en tyr end om en hest eller en elefant eller et tusindben eller et menneske, og det selvom Gud har skabt både heste og elefanter og tusindben, og har skabt os mennesker i sit billede. Og selv hvis de havde afbildet Gud i form af et menneske i stedet for en tyrekalv, ville det stadig have været et vrangbillede, for vi mennesker er jo forskellige. Tænk bare på hvor meget skade det har gjort at Michelangelo, da han i begyndelsen af 1500-tallet fik til opgave at dekorere Det Sixtinske Kapel i Rom, valgte af afbilde Gud som en mand med langt gråt hår og skæg der sidder på en sky (I har sikkert set billedet – det er det hvor Gud rækker hånden ud og berører Adams fingerspidser med sine). Selv her 500 år senere er der stadig mennesker der går rundt og tror at vi kristne tilbeder en langskægget mand der sidder på en sky!

                      Når Michelangelo valgte at male Gud siddende på en sky, er det naturligvis fordi vi plejer at sige at ”Gud er i himlen”, sådan som israelitterne jo også svarede på spørgsmålet ”Hvor er deres Gud?” Vi bruger jo også ordet ”himlen” om det fysiske himmelrum over os, og det kommer sig af at man på Det Gamle Testamentes tid havde et helt andet verdensbillede end vi har. Abraham og Moses og David og alle de andre mente, ligesom mennesker i de fleste andre kulturer på den tid, at jorden var flad, og at himlen hvælvede sig over jorden som en uigennemtrængelig fysisk barriere – en ”dome”, som vi vel ville kalde det her på Bornholm. Så når israelitterne sagde ”vores Gud er i himlen”, mente de altså at Gud befandt sig på den anden side af ”domen”, uden hvor intet menneske nogensinde kunne komme. Og et eller andet sted giver det vel sig selv at hvis Gud har været til før han skabte kosmos, så kan han ikke selv være en del af kosmos.

I dag har vi som bekendt et helt andet verdensbillede end de havde dengang, og takket være videnskaben ved vi at kosmos er afsindig mange gange større end det vi umiddelbart kan se når vi kigger opad, men vi mener stadig det samme når vi siger at ”Gud er i himlen”, nemlig at Gud ikke er en del af kosmos. Forskellen er blot at vi ikke længere tror at kosmos slutter oppe bag skyerne, og derfor kan de to forskellige betydninger af ordet ”himlen” nu give anledning til misforståelser. Et af de mest berømte eksempler på den misforståelse, kom i kølvandet på at russeren Jurij Gagarin i 1961 blev det første menneske i det vi kalder ”det ydre rum”, altså hinsides Jordens atmosfære. Nikita Khrusjtjov, som på det tidspunkt var leder af Sovjetunionen, havde det som en af sine vigtigste politiske mærkesager at gøre Sovjetunionen til et gennemført ateistisk samfund, og i den forbindelse gjorde han et stort nummer ud af at Gagarin ikke havde set nogen Gud på sin tur op til ”himlen”. Faktisk skrev Gagarin i sin selvbiografi, der udkom året efter hans rumrejse at han havde modtaget en strøm af breve fra kristne der angiveligt indrømmede at de takket være videnskabens fremskridt nu indså at der ikke er nogen Gud, men jeg gætter på at det var noget som Khrusjtjovs propagandamaskine havde digtet, for vi ved fra andre kilder at Gagarin havde ikoner i sit hjem, fejrede jul og påske og fik sine børn døbt[1], så han var tilsyneladende ikke selv med på statslederens antireligiøse vogn. Under alle omstændigheder har der, jævnfør det jeg sagde før, næppe været ret mange kristne der har regnet med at Gagarin ville få Gud at se på sin jordomflyvning i 327 kilometers højde!

Alt det svarer selvfølgelig ikke på min ateistvens spørgsmål om hvorfor Gud ikke bare viser sig for ham, men det giver os måske nogle skitser til et svar. For hvis nu Gud rent faktisk viste sig for ham, hvordan skulle han så vide at det rent faktisk var Gud han så? Hvordan ser Gud ud? Ja, vi har jo allerede fastslået at Gud ikke ligner noget som helst billede man ville kunne lave af ham, men hvordan skulle Gud kunne vise sig på anden måde end i form af et levende billede for vores øjne? Han ville selvfølgelig kunne vise os et eller andet mirakel, men hvis han gjorde det, ville det for det første ikke være Gud selv vi så, og for det andet vil jeg vove den påstand at ethvert mirakel vil kunne bortforklares – om ikke andet vil man kunne afskrive det som enten en hallucination eller blot en uforklarlig tilfældighed. Et eksempel: Den britisk-australske sanger og komiker Tim Minchin, der ikke lægger skjul på at han er ateist, og ofte gør grin med religion i sine shows, blev engang efter et show opsøgt af en mand som mente at der er god grund til at tro på Gud, for mandens mor var nemlig blevet mirakuløst helbredt for grå stær efter at der var blevet bedt for hende i deres kirke. Efter at have hørt det vidnesbyrd skrev Tim Minchin en sang med titlen Thank you God[2], hvor han giver udtryk for at han havde taget grueligt fejl ved ikke at tro på Gud, og det er jo fantastisk – hvis det altså ikke lige havde været for den detalje at sangen driver af sarkasme og i virkeligheden handler om hvorfor Minchin stadig er ateist. Ud over at påpege at der er masser af AIDS-syge i Afrika som det ville have været mere nødvendigt for Gud at helbrede end en australsk kvinde der bare kunne være blevet opereret, opremser han en lang række andre mulige forklaringer på kvindens helbredelse, herunder at hun var blevet fejldiagnosticeret, eller ”one of many cases of spontaneous remission”, altså at sygdommen bare var forsvundet af sig selv. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke at Tim Minchin ville kunne blive overbevist om at der rent faktisk er en Gud, uanset hvad han hørte eller så, for med ”sygdommen forsvandt sikkert bare af sig selv” kan man jo afskrive enhver helbredelse.

Derfor tror jeg ikke det nytter noget at bebrejde Gud at han ikke har ”vist sig” for dem der ikke tror på ham. Han har jo heller ikke ”vist sig” for os der tror på ham, forstået på den måde at en ateists fysiske øjne ser nøjagtig det samme som en kristens fysiske øjne ser. Eller vi ser i hvert fald på de samme ting, men måske ser vi noget forskelligt når vi ser de ting vi ser på? Jeg synes i hvert fald jeg ser Gud overalt: i alt hvad der er smukt, i alt hvad der er sandt, i alt hvad der er godt, ja i det blotte faktum at der overhovedet er noget som helst. Jeg synes i øvrigt også at Gud åbenbarer sin godhed hver gang et menneske bliver helbredt for en sygdom, uanset om det sker gennem lægekunsten, eller sygdommen bare ”forsvinder af sig selv”.

I dagens evangelietekst (I var sikkert begyndt at spekulere på om jeg overhovedet ville nå frem til den!) hører vi om at Jesus helbreder en mand der var døv og havde svært ved at tale. Jeg er ikke i tvivl om at den beretning i første række skal læses helt konkret og bogstaveligt (uanset hvilke alternative forklaringer Tim Minchin ville kunne give på helbredelsen), men derudover tror jeg også at helbredelsen var et tegn, sådan som vi i Johannesevangeliet får at vide at alle Jesu mirakler var. Det er nemlig ganske vist vigtigt at kunne høre med vores fysiske ører (og det var det i endnu højere grad for 2000 år siden, hvor døve ikke havde de hjælpemidler der heldigvis står til rådighed i dag), men langt vigtigere er det at vi kan høre hvad Gud vil sige til os, og Gud kan heldigvis tale til os på mange andre måder end gennem vores fysiske ører. Og jeg tror faktisk at Gud hele tiden taler til os gennem alle vores sanser. Spørgsmålet er om vi hører ham! Det tror jeg at vi meget ofte ikke gør – og det gælder ikke kun ateister, men også os der bekender troen på Gud. Derfor må vi alle bede Jesus om gennem Helligånden at lægge sin hånd på vores hjerter så vi kan høre hvad Gud vil fortælle os gennem alt hvad vi ser, hører, læser, mærker og føler, ja endda gennem mange af de indskydelser vi får i vores hoved, hver eneste dag.

For til sidst at besvare det spørgsmål som er gudstjenestens tema: ”Hvor er Gud?” Han er overalt, som vi også skal synge i den sidste salme. Fordi Gud ikke bor hinsides den skabte verdens rammer, kan han være lige nær overalt i den skabte verden på samme tid. Der er ikke noget sted du kan bevæge dig hen, hvor Gud ikke er dig nær. Lad os takke ham for det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://web.archive.org/web/20110415131007/http://www.interfax-religion.com/?act=news&div=8361

[2] https://www.youtube.com/watch?v=IZeWPScnolo

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Andet Korintherbrev 3.4-9, Markusevangeliet 7.31-37, Salme 115.1-9

Posted By admin on 22. august 2023

Tolderen og farisæeren: Korset flytter med

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke nogen helt ukendt tekst vi lige har hørt. Hvor mange af jer har hørt eller læst den før? Hvor mange af jer har hørt eller læst den mere end fem gange før?

                      Det er godt at vi læser meget i Bibelen og bliver fortrolige med dens tekster. Men vi skal passe på at vi ikke vænner os så meget til teksterne at vi holder op med at høre hvad det egentlig er der står. For eksempel har mange af os nok fået vænnet os så meget til at farisæerne var nogle skidte karle, at vi hører beretningen om farisæeren og tolderen helt anderledes end de oprindelige tilhørere ville have hørt den. Det dårlige ry som farisæerne har i vore dage, har de ene og alene fået fordi de gør en så negativ figur i Det Nye Testamente; indtil Jesus trådte frem på scenen, var farisæerne faktisk mest kendt for at være dem der tappert holdt stand mod på den ene side ypperstepræsternes og saddukæernes kompromiser med de hedenske romere og på den anden side den almindelige ligegyldighed i samfundet over for Guds bud i Skriften.

I Det Nye Testamente hører vi tit farisæerne og saddukæerne omtalt under ét, men de var faktisk hinandens modpoler, modsætninger og modstandere i samtidens teologiske debatter. Saddukæerne anerkendte ikke andre helligskrifter end de fem mosebøger, og selv dem tolkede de meget minimalistisk, sådan at deres gudsdyrkelse mest var koncentreret om at sikre at de foreskrevne ritualer kunne blive udført i templet – det med det personlige Gudsforhold tog de ikke så højtideligt, og så længe de kunne få lov til at bevare deres ceremonier, lod de gerne romerne få resten. Sådan var farisæerne ikke: De anerkendte alle profeterne og skrifterne fra Moses til Malakias, og de gik meget op i at den rette tilbedelse af Gud ikke kunne begrænses til det der foregik henne i templet, men måtte have konsekvenser i den enkeltes hverdagsliv. Man kan måske næsten sige at saddukæerne mest var ”kulturjøder”, mens farisæerne var ”personligt jøder” (for nu at bruge to udtryk der er relativt bekendte hvis man skifter ”jøder” ud med ”kristne”). Havde jeg levet dengang, ville jeg nok have haft væsentlig mere sympati for farisæerne end for saddukæerne, og i Apostlenes Gerninger viser det sig da også at der er en del farisæere der kommer til tro på Jesus efter hans opstandelse, og at farisæerne i Det Jødiske Råd redder Paulus fra ypperstepræsten Ananias’ forsøg på at få ham dømt ham til døden.

Nuvel, der optræder jo ikke nogen ypperstepræster eller saddukæere i dagens tekst; der er kun en farisæer og en tolder, så måske ville det give mere mening at prøve at sammenligne de to grupper. Tolderne omtales som regel positivt i Det Nye Testamente, så de af os der kender Det Nye Testamente rimeligt godt, er vant til at betragte tolderne som ”the good guys”, men det tror jeg faktisk ikke vi ville have gjort hvis vi havde levet dengang. Som mange af jer sikkert ved, så var tolderne i Israel på den tid ikke skikkelige tjenestemænd der havde til opgave at forhindre kriminelle bander i at smugle våben og narkotika ind i landet, men derimod personer der var ansat af den romerske besættelsesmagt til at opkræve afgifter af deres landsmænd. De var med andre ord det som vi her i landet ville kalde for værnemagere. Den slags folk ville ordentlige mennesker naturligvis ikke omgås, så derfor bestod deres omgangskreds som regel af dem som de andre heller ikke ville lege med, så som ludere og lommetyve og drukkenbolte og i det hele taget folk der ikke tog det så højtideligt med Guds bud. Såeh, hvis du stod over for henholdsvis en farisæer og en tolder, og du – uden at have hørt dagens evangelietekst – skulle bedømme hvem af dem der var i besiddelse af en frelsende tro på Gud, hvem af dem ville du så pege på? Eller hvis du mødte to tilsvarende mennesker på gaden i morgen – en der foragtes af det pænere borgerskab på grund af sin umoralske livsførelse, og en der læser i Bibelen og forsøger at indrette sit liv efter Guds bud – hvem af dem ville du mene at Jesus ville betragte som retfærdig?

”Lige et øjeblik!” indvender du måske. ”Glemmer du ikke at grunden til at tolderen gik retfærdig hjem, var at han omvendte sig fra sin umoralske livsførelse? Og at grunden til at farisæeren ikke gik retfærdig hjem, var at han var selvglad og selvretfærdig?” Nej, det glemmer jeg ikke – men du skal alligevel have tak fordi du påpegede det, for det er naturligvis en vigtig pointe at få med. Det er naturligvis ikke sådan at Gud undsiger sine egne bud ved at fordømme dem der forsøger at holde dem, og frikende dem der er ligeglade med dem; det ville jo være himmelråbende uretfærdigt, og som Abraham siger til Gud i forbindelse med sin forbøn for Sodoma i Første Mosebog (18,25): ”Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?”

Alligevel vil jeg gerne nuancere indvendingen lidt, for hvorvidt tolderen rent faktisk ændrer sin livsstil, siger teksten jo faktisk ingenting om. Der foreligger i hvert fald endnu ingen ændring på det tidspunkt hvor Jesus erklærer ham for retfærdig. Det er helt rigtigt at det er fordi han omvender sig, at Gud tager imod ham som retfærdig, men hans omvendelse består ene og alene i at han beder Gud om nåde. Man må antage at det betyder at han fortryder sit hidtidige liv, men om det rent faktisk lykkes ham at bryde helt og aldeles med sine uvaner fra det øjeblik at regne, får vi ikke at vide. Og det er faktisk heller ikke det der er det afgørende, for det at frelse os fra vores synder er Guds opgave, ikke vores, og den eneste forudsætning for at vi kan blive frelst, er at vi kommer til ham i vores hjælpeløshed, sådan som tolderen netop gjorde.

Hvad farisæeren angår, så er det sandt nok at han er selvretfærdig, men hans selvretfærdighed er måske ikke helt så åbenlys som det ved første øjekast kan se ud til, for han giver jo faktisk Gud æren for sin fromhed, det ved jeg ikke om I har tænkt over? ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker,” siger han jo, hvorefter han nævner de kategorier af mennesker som han takker Gud for at han ikke ligner: ”røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller … tolderen dér.” Hånden på hjertet: Har du aldrig – om det så bare har været i dit hjerte og uden at sætte ord på – takket Gud for at du ikke er som de mennesker der ikke lever efter Guds vilje?

Misforstå mig ikke: Jeg taler ikke om det at takke Gud fordi han i sin uransagelige nåde har ladet dig høre evangeliet og har taget imod dig som sit barn, for det bør vi naturligvis gøre. Jeg taler heller ikke om det at takke Gud fordi han har bevaret dig fra at stå med de problemer på halsen som det uvægerligt vil medføre at begå røveri eller bryde et ægteskab eller hvad det måtte være; sådan en taksigelse er for så vidt også på sin plads, så længe den bliver givet i en ydmyg erkendelse af at du kun har Guds nåde at takke for at det ikke er dig der står i den situation. Nej, det jeg taler om, er om du nogensinde – om det så bare har været som en strøtanke – har takket Gud for at du er from nok til at han vil tage imod dig? Eller måske har du ikke engang takket Gud for det, sådan som farisæeren i lignelsen trods alt gjorde, men blot trøstet din egen samvittighed med dine gode gerninger? I begge tilfælde må jeg bedrøve dig med at du er i dårligt selskab, for det var netop det farisæeren gjorde, og det var ikke ham der gik hjem som retfærdig.

Bemærk at det ikke er de gode gerninger i sig selv der er noget i vejen med, snarere tværtimod. Guds bud er gode, og et liv i overensstemmelse med Guds bud er bedre end noget andet liv man kan forestille sig. At faste to gange om ugen for at hellige sig Guds nærvær er en god og prisværdig ting (eller jeg vil i hvert fald tro at det er en god ting; jeg har aldrig selv praktiseret det), og det siger sig selv at det er godt at give en tiendedel af sin indtægt til velgørende formål. Omvendt vil jeg på ingen måde opfordre til at man efterligner tolderens livsstil; det kommer der ikke noget godt ud af. Farisæerens problem var altså ikke hans fromhed og gode gerninger; hans problem var at han stolede på sin fromhed og sine gode gerninger. Igen: Det er godt at gøre gode gerninger, men vi må gøre os klart at uanset hvor mange gode gerninger vi gør, vil vi stadig være milevidt fra at leve op til Guds standard. Bruger vi Guds egen retfærdighed som målestok, så svarer forskellen på tolderen og farisæeren til hvis der stod to små drenge på Rønne Havn, begge med den hensigt at rejse til Ystad, og den ene dreng så bad: ”Jeg takker dig, Gud, fordi jeg har gået til svømning! Det har ham den anden dreng dér ikke, og jeg tror faktisk slet ikke han kan svømme. Men jeg er faktisk blevet rigtig god til det. Jeg kan i hvert fald svømme 100 meter, måske endda 200!” – hvorefter han kaster sig ud i bølgerne og med raske svømmetag sætter kurs mod den svenske kyst. Det ville være en tåbelig og latterlig ting at gøre, ikke? At kunne svømme 200 meter, er fuldstændig ubrugeligt i forhold til at komme fra Rønne til Ystad; den der kan svømme 200 meter, er præcis lige så afhængig af en båd som den der slet ikke kan svømme.

På samme måde er du og jeg – uanset hvor mange gode gerninger vi måtte have på cv’et, uanset hvor meget vi går i kirke, hvor meget vi beder, eller hvor forbilledlig vores livsførelse måtte være – vi er nøjagtig lige så afhængige af Guds nåde som den værste synder i verden er. I forhold til frelsen kan vores bøn derfor aldrig blive en anden end: ”Gud, vær mig synder nådig!”

Det betyder ikke at der ikke både kan og bør ske en vækst i vores Gudsforhold. Både i Første Korintherbrev (3,1-2) og i Hebræerbrevet (5,12-14) tales der om en vækst mod større modenhed i troen og kristenlivet: Det er ikke meningen at vi skal blive stående på samme åndelige stade som da vi kom til tro. Men det betyder ikke at vi kan lægge korset og vores synders nådige forladelse bag os. Korset er ikke kun indgangen til livet som kristen; det er selve livet som kristen. Den der vil følge Jesus, må dagligt tage sit kors op, som Jesus siger et sted (Luk 9,23). Hvad Gud end måtte virke af helliggørelse i vores liv, kan han kun virke i det omfang vi lever vores liv med korset som fortegn. Hvor Gud end fører os hen, flytter korset med, for uanset hvor fromme vi måtte blive, er det kun i kraft af Jesu blod at Gud kan se os som retfærdige. Og derfor må vi aldrig forfalde til at tro at vi er så meget som en my mindre fortabte end nogen andre.

Omvendt betyder det også at hvis du ikke synes din egen fromhed er noget at råbe hurra for, så er du ikke så meget som en my mere fortabt end selv den største helgen. Guds nåde ved Jesu blod er nødvendig for alle – men den er også tilstrækkelig for alle!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2021
Tags: Første Korintherbrev 15.1-10a, Jobs Bog 5.8-16, Lukasevangeliet 18.9-14

Posted By admin on 10. august 2023

Den utro godsforvalter: Synd tappert

Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 9. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

9. søndag efter trinitatis efter første tekstrække siges at være den søndag hvor der er allerflest præster der vælger at holde fri. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men i år holder det i hvert fald stik her på Nordbornholm, hvor jeg i denne uge er den eneste præst i Allinge, Hasle, Klemensker, Nyker, Olsker, Rutsker og Rø sogne, der ikke enten har fri eller er på tjenesterejse. Eftersom jeg var til stede da vi fordelte sommerferien imellem os, kan jeg dog bevidne at det er ganske tilfældigt at det endte sådan (eller også narrede de mig bare; man ved aldrig).

                      Grunden til at netop denne søndag siges at være den hvor flest præster vælger at holde fri, er naturligvis at teksten virker temmelig problematisk, fordi vi tilsyneladende ser Jesus rose en bedrager. Jeg tror dog at de fleste præster har lært at leve med teksten og endda at få noget opbyggeligt ud af den – personligt har jeg det langt vanskeligere med sidste uges prædiketekst om falske profeter!

                      Hvis vi skal forstå hvorfor Jesus tilsyneladende roser en bedrager, så kan vi for det første notere os at det ikke er bedraget han roser, men derimod den snedighed som den uærlige forvalter lægger for dagen. Det er en meget vigtig skelnen, og det er i sig selv nok til at ”redde” teksten, om man så må sige. Dertil kommer at som jeg læser den græske grundtekst, så er det faktisk slet ikke Jesus der roser forvalteren, men derimod forvalterens chef. Sagen er den at i grundteksten er der ingen citationstegn, så de citationstegn der findes i danske bibeloversættelser, er udtryk for oversætternes tolkning af hvor den direkte tale begynder og slutter. Dertil kommer at i de ældste håndskrifter skelnes der heller ikke mellem små og store bogstaver, så når der i vores autoriserede danske bibeloversættelse står at ”Herren” med stort H roste den uærlige forvalter, så kan det lige så godt være at det er ”herren” med lille h der er tale om, altså forvalterens chef, som allerede flere gange tidligere i teksten er blevet kaldt hans ”herre”. Alt i alt synes jeg altså det giver bedst mening at læse teksten sådan at ordene ”Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør” hører med til det Jesus siger. Det giver også mere mening, synes jeg, at det er Jesus der udtaler sig om hvordan denne verdens børn handler over for deres egne, end at det er forfatteren, Lukas, der kommer med den kommentar.

                      Tilbage står imidlertid fortsat spørgsmålet om hvorfor herren (enten det nu er ham med lille h eller ham med stort H) roser forvalteren, men det er som sagt på grund af hans klogskab. For at forstå hvorfor hans handlemåde var klog, må vi først gøre os klart hvor desperat hans situation var. Når han spørger sig selv: ”Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig?”, så er det ikke bare et henkastet ”Nå, hvad skal jeg mon nu finde på at fordrive tiden med?”, men et fortvivlet: ”Hvad skal der dog blive af mig?” Datidens Israel var ikke noget velfærdssamfund, så hvis man ikke kunne forsørge sig selv, var man afhængig af velvilje fra dem der havde råd til at give almisser. Og hvis man ikke var så heldig at man havde nogle velstående slægtninge eller venner der ville tage ansvaret for at forsørge en, så var tiggerstaven den eneste udvej.

                      At blive tigger var imidlertid ikke nogen brugbar løsning for den snart forhenværende godsforvalter. Når han sagde: ”tigge skammer jeg mig ved”, handlede det nemlig ikke bare om at han led af forfængelighed, for det at tigge blev ikke i sig selv betragtet som skamfuldt i datidens samfund. Faktisk var det en hellig pligt for israelitterne at hjælpe de faderløse, de blinde, de lamme, og andre som uden egen skyld var havnet i ulykkelige omstændigheder. Men forvalteren hørte ikke til nogen af de kategorier – han var ikke”værdigt trængende”, om I vil. Alle der så ham tigge, ville vide hvordan han var havnet i den situation, nemlig fordi han blev fyret for underslæb. Og du kan jo overveje om du selv ville have lyst til at dele dine spareskillinger med en person der havde haft et job hvor han tjente meget mere end du gør, men mistede det fordi hans moral var anløben? Folk ville sandsynligvis ikke give ham så meget som en bøjet fem-agora[1], men snarere fnyse ad ham og sige: ”Skammer du dig ikke over at bede andre om penge?”

                      Forvalteren var med andre ord i en forfærdelig knibe, og hvad gør man så? Nogle ville i hans situation nok blot have resigneret og accepteret deres skæbne, måske være gået hjemmefra for at lide sultedøden et sted hvor der ikke var nogen til at bevidne deres vanære. Andre ville måske i det mindste have forsøgt sig med enten at grave eller at tigge, selvom de inderst inde godt vidste at det var håbløst, men udfaldet ville være blevet det samme. Men forvalteren gjorde ingen af delene; i stedet ræsonnerede han at eftersom han var på vej til at dø af sult, så havde han ikke noget at miste ved at iværksætte sin desperate plan, nemlig at købe sig velvilje hos byens folk ved at være gavmild for sin herres penge.

                      De skyldnere der fik nedskrevet deres gæld, vidste naturligvis godt at det ikke var sine egne penge forvalteren brugte, men de vidste også godt at godsforvaltere havde rigtig mange frihedsgrader i forhold til hvordan de anvendte de penge de var sat til at forvalte. Det var naturligvis frihed under ansvar, men det ændrede ikke på at når forvalteren satte sit navn under en kontrakt på sin herres vegne, så var herren som udgangspunkt bundet af den. Man kan så undre sig over at herren lod en forvalter som han ikke længere havde tillid til, beholde den fuldmagt mens han udarbejdede det afsluttende regnskab for sin forvaltning, men måske var det en forglemmelse – eller også skal vi læse det som et vidnesbyrd om at herren var en usædvanlig venlig og nådig mand. Og det var måske netop det karaktertræk hos herren som den fyrede forvalter valgte at sætte al sin lid til. Sagen var jo nemlig den at når herren fandt ud af at forvalteren havde været ovenud gavmild på hans vegne, så havde han to muligheder: Han kunne opsøge skyldnerne og forklare dem at forvalteren havde overskredet sine beføjelser, eller han kunne lade den uautoriserede nedskrivning af gælden stå ved magt. Hvis han valgte det sidste, var forvalteren reddet, for så ville skyldnerne, der jo godt vidste hvem der havde sørget for at deres gæld blev nedskrevet, skylde ham en gentjeneste. Valgte herren derimod at undsige forvalterens gældsnedskrivning, så ville forvalteren være i alvorlig knibe, men det var han jo i forvejen, så til syvende og sidst havde han ikke noget at tabe. At herren ville vise sig fra sin gavmilde side i forhold til sine skyldnere – og dermed også i forhold til den fyrede forvalter selv – var hans eneste håb om redning. Og at man i en håbløs situation satser alt på at forfølge sit eneste håb om redning, må unægtelig siges at være klogt!

                      ”Og hvad kan vi så bruge det til?” tænker du måske. Jo, på mange måder minder vores situation faktisk om den fyrede forvalters. Ligesom han befinder vi os i en håbløst fortabt situation, og ligesom han har vi udelukkende os selv at takke for det. Gud skabte os mennesker som kronen på sit skaberværk til at forvalte alt hvad han ejede, med visdom og kærlighed, men ligesom forvalteren i lignelsen har vi ødet Guds ejendom væk efter vores eget forgodtbefindende: ”Vi søgte kun vort eget vel; vor næste blev vor lykkes træl” (DDS 27,2). Men i virkeligheden var det os selv der blev trælle, som Jesus siger i Johannesevangeliet: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl” (Joh 8,34). Det lyder måske temmelig kategorisk, men mon ikke de fleste af os kan nikke genkendende til Paulus’ ord i Romerbrevet om at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19)? Og det værste er at vores misforvaltning af Guds skaberværk har afskåret os fra fællesskabet med Gud og det evige liv. Jeg ved ikke hvor tit du tænker over hvor håbløst fortabt vores situation er, hvis ikke Gud vil vise os en nåde som vi på ingen måde fortjener? Selv er jeg bange for at jeg kun alt for let forfalder til at tænke at jeg da er et relativt godt menneske sammenlignet med så mange andre, men problemet er at selv hvis jeg virkelig skulle have ret i den tanke, så hjælper det mig ikke ret meget, for selv den bedste og frommeste af os kan ikke erklære sig uskyldig i at have misbrugt det liv Gud har givet os. Hvis Gud på dommens dag skulle spørge os til hvorfor han skulle lukke dig og mig ind i Himmeriget, så ville vi ikke kunne nægte at vi ved utallige lejligheder har forbrudt os mod hans gode bud – og selv hvis du den dag i dag besluttede at du fra nu af vil leve et helligt og pletfrit liv, ville du ikke være i stand til at gennemføre det. Ligesom forvalteren i lignelsen ikke havde kræfter til at grave, har vi ikke de åndelige kræfter til at leve efter Guds vilje. Og ligesom han skammede sig ved at tigge, må vi erkende at også vores knibe er selvforskyldt, og at vi derfor ikke er ”værdigt trængende” til at Gud skulle vise os barmhjertighed.

                      Derfor består vores eneste chance i at satse på at Gud tager imod syndere og viser os uforskyldt barmhjertighed. Der er intet hos os selv der skulle give Gud nogen grund til at vise os nåde; hvis han alligevel gør det, er det ene og alene på grund af den han er. Derfor har vi intet at miste ved at satse på at Gud er grænseløst nådig og barmhjertig, for er han ikke det, så er vi under alle omstændigheder fortabte, uanset hvad vi gør.

                      Det har to konkrete konsekvenser: For det første er det spild af tid og energi hvis vi går rundt og bekymrer os om hvorvidt vi nu er gode og fromme nok til at Gud vil tage imod os, for det er vi ikke! Derfor skal vores stræben ikke rette sig imod at undgå at synde, men imod at leve i Guds nåde og kærlighed. Det vil ganske vist uundgåeligt få den frugt at vi bliver befriet fra at være syndens trælle, og i stedet kan tjene Guds retfærdighed, men det er virkningen af at Gud tager imod os, ikke årsagen til at han gør det. Og når vi gang på gang må konstatere at vi til stadighed synder, så må vi ikke fortvivle over det, men stole så meget desto mere på Guds nåde. Som Luther lidt provokerende udtrykte det i et brev til sin ven Philip Melanchthon: ”Vær en synder og synd tappert, men tro og glæd dig endnu mere tappert i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden.”[2]

                      For det andet må vi, ligesom godsforvalteren på sin herres vegne eftergav hans skyldnere deres gæld, også stole på Guds nåde mod vores medmennesker; ja, vi må stole endnu mere på hans nåde mod dem end mod os. Paulus beskriver i et af sine sidste breve sig selv som den største af alle syndere (1 Tim 1,15), og når den store apostel så sådan på sig selv, må vi andre vel endnu mere gøre det. Vi må tænke at hvis Guds nåde er så stor at han endda vil tage imod mig, ja, så er der ingen som han ikke vil tage imod.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] En agora er en hundrededel shekel.

[2] Citeret fra https://ricardtriis.wordpress.com/2016/10/01/synd-tappert/

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 9. søndag efter trinitatis
Tags: Første Johannesbrev 1.5 - 2.2, Lukasevangeliet 16.1-9, Ordsprogenes Bog 3.27-35

Posted By admin on 2. august 2023

Falske profeter: Hvem kommer ind i Himmeriget?

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Tejn Kirker 8. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er sommerferietid; det har I sikkert efterhånden opdaget. Det betyder at der de sidste 3 uger kun har været eftermiddagsgudstjenester her i Klemensker-Rø pastorat, men til gengæld har I haft lejlighed til at høre nogle andre præsters perspektiver på prædiketeksterne. Nu hvor jeg er tilbage fra ferie, er det så til gengæld mig der får lov til at være det friske pust udefra, idet jeg skal vikariere i Tejn i eftermiddag og i Hasle på søndag.

                      Da vi nordbornholmske præster havde fået fordelt sommerferien imellem os, var min hustru lidt ærgerlig over at jeg ikke havde sørget for at få ferie i uge 30 med så jeg kunne underholde vores søn, for det er nemlig først i morgen at Peterskolens SFO starter op igen efter sommerferien. Og da jeg kastede et blik på dagens prædiketekst, må jeg tilstå at jeg også selv ærgrede mig over at jeg ikke havde sørget for at have ferie denne uge med, for det er ikke ligefrem den sjoveste tekst at bokse med, med falske profeter og træer der hugges om, og mennesker der ikke får lov til at komme ind i Himmeriget!

                      Når man står med sådan en tekst hvor Jesus advarer mod falske profeter, er det fristende at benytte anledningen til at begynde at udpege nogle af nutidens falske profeter. Hovedbudskabet i teksten er jo trods alt netop at vi skal tage os i agt for falske profeter, og så er det jo unægtelig en fordel at vide hvem det helt præcis er vi skal tage os i agt for her i Danmark i 2023, ikke sandt? Men det ville ikke blive en særlig opbyggelig prædiken hvis jeg begyndte at remse op hvem jeg personligt tror man gør bedst i ikke at lytte til. For det første ville det næppe være særlig effektivt, for hvis nogen af jer skulle vise sig at være uenige med mig, ville I nok ikke bare klappe hælene i og gøre som jeg sagde (det håber jeg i hvert fald ikke) – og for det andet og alvorligste ville der ikke være ret meget Jesus i sådan en prædiken. Derfor vil jeg hellere prædike at det vigtigste er at vi holder os nær til Jesus, så vi ikke lader os narre af de falske profeter, og har vi alligevel brug for hjælp til at kende forskel, så skal vi se på hvilke frugter profeterne bærer. En ulv i fåreklæder kan nemlig ikke i længden skjule sine rovtænder, hvis man betragter frugterne af vedkommendes liv i stedet for at lade sig besnakke af smukke ord.

                      Men der er også en anden måde at gå til teksten på, for sæt nu de falske profeter ikke bare er nogen der er derude, og som vi skal tage os i agt for. Sæt nu vi selv er blandt de falske profeter, som engang vil blive nægtet adgang til Himmeriget, fordi vores liv ikke bærer gode frugter! Det ville jo være forfærdeligt – men kan vi vide os sikre på at det ikke er os han taler om? ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Gør du altid det? Gør jeg?

                      Det gør vi naturligvis ikke altid, og hvis vi tror noget andet, tager vi fejl. Som apostlen Johannes skriver i sit første brev: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os” (1 Joh 1,8). Det er jo derfor vi har brug for Jesus, han som efter sit eget udsagn ikke kom til verden for at kalde retfærdige, men syndere, og fordi han gjorde det, kunne Paulus skrive de skønne ord: ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24), som ifølge Martin Luther er de vigtigste ord i hele Bibelen. Det der afgør om vi bliver lukket ind i Himmeriget eller ej, er ikke vores egen retfærdighed, men det som Jesus har gjort for os. Punktum. Amen.

                      Men hvorfor kommer de falske profeter så alligevel ikke ind i Himmeriget? Jesus døde og opstod vel også for dem? Ja, naturligvis. Der er ikke nogen synd i verden, være sig i fortiden, nutiden eller fremtiden, som ikke blev sonet ved Jesu død. Der er ikke længere nogen udestående straf der mangler at blive eksekveret over menneskers ondskab, for Jesus udstod hele straffen da han døde på korset: ”han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder”, som der står i Første Johannesbrev (2,2). På dommens dag kommer der altså ikke til at være så meget som ét eneste menneske der bliver nægtet adgang til Himmeriget på grund af deres synder. Det problem som vores synd udgjorde, det har Gud taget sig af.

                      Men hvad er det så Jesus mener når han siger at kun de der gør Guds vilje, kommer ind i Himmeriget? Hvis der ikke længere er nogen synder vi kan blive straffet for, hvad er der så tilbage som skulle kunne forhindre os i at blive frelst til sidst?

                      Det der er tilbage, er spørgsmålet om hvorvidt vi overhovedet vil frelses! ”Jamen vil alle da ikke det?” tænker du måske. ”Er Himmeriget ikke et sted hvor alle gerne vil hen?” Jo, der er nok ingen tvivl om at langt de fleste uden betænkning ville takke ja til at tilbringe evigheden i paradis, hvis de selv kunne få lov til at bestemme hvordan paradiset skal være. I visse dele af islam prædiker man for eksempel at martyrernes belønning i paradis blandt andet består i at blive opvartet af et stort antal storbarmede sortøjede jomfruer, og det kan én og anden mand sikker nok synes lyder attraktivt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om de sortøjede jomfruer også ville opleve den konstellation som paradis? Det har jeg et eller andet sted svært ved at tro at de ville. Og sådan er det måske også med mange af de forestillinger som du og jeg kan gøre os om paradis: Vi forestiller os et sted hvor alle vores egne ønsker og behov bliver opfyldt af andre, eller sagt på en anden måde: et sted hvor vores egoisme får frit spil.

Men det er det stik modsatte af hvad Bibelen fortæller os. Slår vi op i Johannes’ Åbenbaring og læser beskrivelsen af Det Nye Jerusalem (som i øvrigt er en af læsningerne til alle helgens dag i lige årstal), så står der blandt andet: ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. … Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud” (Åb 21,3.7). Det paradis der venter dem der bliver frelst, består altså i uhindret fællesskab med Gud! Og det der frem for noget hindrer vores fællesskab med Gud, er netop vores egoisme. Frem for noget består frelsen altså i at vi bliver frelst fra vores egen egoisme.

Vi bliver naturligvis også frelst fra andres egoisme, og for en umiddelbar betragtning kan det måske virke som det vigtigste. Men det burde være indlysende at vores egen egoisme også må væk, for ellers ville det jo ikke være et paradis for alle de andre. Og i virkeligheden tror jeg faktisk at det at vi bliver frelst- fra vores egen egoisme, er den vigtigste del af frelsen – også for os selv! Egoismen – eller ”synden”, som vi plejer at kalde den på teologsprog – var nemlig ikke en del af Guds oprindelige, gode skabervilje; den er et fremmedelement der er kommet ind i verden, et fremmedelement der faktisk hindrer os i at leve op til vores fulde potentiale. Hvordan nu det? Jo, vores fulde potentiale – det som vi frem for noget blev skabt til da Gud skabte os i sit eget billede – er at kende Gud som hans elskede børn og ikke alene blive elsket, men også selv elske med den guddommelige kærlighed som er et så definerende kendetegn ved den Gud vi tror på, at Johannes i sit første brev (og det bliver så tredje gang i denne prædiken at jeg citerer Første Johannesbrev, men det er også et helt fantastisk brev, så kort som det er) – at Johannes simpelt hen kan skrive: ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8).

Det at blive helbredt for den egoisme der har inficeret vores ånd, sjæl og legeme, er den størst tænkelige lykke der på nogen måde ville kunne overgå os. Det er selve Himmeriget! Men det er ikke noget som Gud påtvinger os. Hvis vi ikke vil tage imod Guds gave, men hellere vil holde fast i vores egoisme, vores rethaveri, vores sårede stolthed, vores ærgerrighed, ja, så får vi lov til at få det som vi vil have det. Men det betyder så også at vi ikke kommer ind i Himmeriget – ikke fordi Gud vil straffe os, men fordi vi ikke kan tage vores egoisme med ind i det land hvor der ikke længere findes egoisme. Det er den eller frelsen – valget er op til os. Men vælger vi frelsen, får vi den kvit og frit – vi behøver ikke selv at forbedre os og anstrenge os for at bekæmpe synden i vores liv, og det kan vi i øvrigt heller ikke; det er kun Gud der kan gøre det i os. Vi må blot overgive os til ham og bekende vores fortabthed, så er vi allerede frelst!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 8. søndag efter trinitatis
Tags: Jeremias' Bog 23.16-24, Matthæusevangeliet 7.15-21, Romerbrevet 8.14.17

Posted By admin on 25. juli 2023

Døm ikke: Ingen adgang for perfekte

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De ord vi lige har lyttet til, er relativt velkendte – selv forfatteren Carsten Jensen, der så vidt jeg ved, er erklæret ateist, valgte at kalde sin debatbog fra 2021 for Bjælken i mit øje. Men som barn kunne jeg absolut ikke forstå det Jesus sagde om splinten og bjælken. Det forekom mig at det var i lodret modstrid med alt hvad Jesus i øvrigt siger om næstekærlighed og om at sætte andres behov over sine egne, at man nu lige pludselig skulle løse sine egne problemer først! Ganske vist med det formål bedre at kunne hjælpe andre bagefter, ligesom når man i sikkerhedsgennemgangen på et fly får at vide at man i tilfælde af trykfald i kabinen skal tage sin egen iltmaske på inden man giver sine børn deres iltmasker på – men alligevel!

                      Senere fandt jeg selvfølgelig ud af at splinten og bjælken ikke skal forstås bogstaveligt, men at det er en anden måde at sige at vi skal lade være med at dømme andre, fordi vi som regel ikke er meget bedre selv, hvis vi skal være helt ærlige. (Vi har i øvrigt et dansk ordsprog med tilsvarende betydning: ”Fej foran din egen dør før du fejer foran andres”). Og det giver jo god mening, især når man sammenholder det med det andet billede som Jesus bruger umiddelbart forinden, nemlig: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” Eller sagt på en anden måde: Hvis du har ambitioner om at være en der retleder andre, så skal du sikre dig at du selv har styr på hvad der er den rette vej at gå!

                      Og det giver jo god mening – men det kan også godt være temmelig anfægtende når man har sådan et job som jeg har, hvor jeg søndag efter søndag skal stå her på prædikestolen. Faktisk var det netop det der var min største anfægtelse da jeg som ung gik og overvejede om teologistudiet var den vej jeg skulle gå. Jeg var nemlig ikke spor i tvivl om at jeg havde lyst til at læse teologi, for det er et utrolig spændende studium, og det er jo et helt vildt privilegium først at kunne bruge sin studietid på at studere Bibelen og troen for derefter at få penge for at fortælle andre om Jesus! Derfor forstår jeg heller ikke hvordan vi er havnet i den situation vi står i nu, hvor der er mangel på mennesker der har lyst til at læse teologi og blive præster, især hvis man kan få lov til at bo i en kæmpe præstegård med en flot udsigt på Danmarks skønneste ø – men sådan er der så meget. Hvorom alting er, så bestod min væsentligste anfægtelse som ung i om jeg overhovedet kunne tillade mig at lægge billet ind på sådan en attraktiv levevej, for jeg havde jo så rigeligt med bjælker i mine egne øjne, så hvordan skulle jeg kunne stå her på prædikestolen og vejlede andre om deres splinter? Når jeg alligevel står her i dag, så skyldes det ikke at jeg nu ikke har nogen bjælker længere; det skyldes derimod en oplevelse jeg havde da jeg i sommeren 1996 lå i en hospitalsseng i den ungarske by Siófok, hvor jeg var havnet på grund af en akut blindtarmsbetændelse, der heldigvis blev opdaget i tide. Mens jeg lå der, læste jeg en bog af den amerikanske prædikant Chuck Swindoll med titlen The Grace Awakening, hvor forfatteren blandt andet gør opmærksom på noget som Paulus skriver i Første Korintherbrev kapitel 15 (og jeg undskylder hvis nogen har hørt mig tale om det skriftsted før; det skyldes at det er det skriftsted der fremfor noget andet er blevet definerende for mit liv). Som nogle af jer måske husker, havde den store apostel Paulus en mildt sagt blakket fortid, hvor han inden sin omvendelse forfulgte og dræbte de kristne, og på den baggrund skriver han: ”jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke” (1 Kor 15,9). Men så tilføjer han: ”Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig” (v. 10). Selv Paulus blev altså ikke kaldet fordi hans liv var noget at råbe hurra for, snarere tværtimod! Og det samme kan i øvrigt siges om alle de andre apostle. At der overhovedet er nogen mennesker der kan prædike, skyldes ene og alene Guds nåde, for prædikanter er ikke bedre eller frommere mennesker end alle andre.

                      Men hvad så med bjælken i øjet? Jesus siger jo at vi skal tage bjælken ud af vores eget øje, sådan at vi kan se klart nok til at tage splinten ud af andres? Betyder det ikke at det trods alt forventes at vi – og det gælder vel at mærke ikke kun prædikanter, men alle kristne – at det forventes at vi stræber efter at være frommere end andre, sådan at vi efterfølgende kan hjælpe dem op på vores niveau, så at sige?

                      Nej, det tror jeg ikke det betyder. Jo, selvfølgelig skal vi stræbe efter at ”leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden”, som Paulus skriver i Titusbrevets andet kapitel (vers 12), og i særdeleshed skal den der har et embede i menigheden, bestræbe sig på at foregå menigheden med et godt eksempel – ”vær selv et forbillede i gode gerninger”, skriver Paulus til Titus i det samme kapitel (v. 7). Men det skal alt sammen ske med Guds nåde som overskrift. For at blive i Titusbrevet, så står der faktisk sådan her i verset umiddelbart før det med at leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt: ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt” (Tit 2,11-12).

                      Hvad betyder det? Det betyder at du slet ikke kan fjerne bjælken fra dit eget øje; det er kun Gud der kan det! Men hvorfor siger Jesus så at vi skal fjerne bjælken, hvis vi slet ikke kan? Jeg tror det er et retorisk greb, ligesom når vi siger: ”Lad være med at dømme nogen før du har gået en mil i deres sko”. Det kan man jo heller ikke – altså opleve andres liv, sådan som de selv oplever det. Så jeg tror at det Jesus vil sige, er: ”Lad være med at dømme andre, for du vil aldrig nå dertil hvor du er berettiget til at dømme”, og det siger han ved at angive en betingelse for at kunne dømme, som det er umuligt for os at opfylde.

                      Men der er noget andet som vi godt kan gøre, selvom vi har øjnene fulde af bjælker, og det er at pege på ham der kan fjerne både splinter og bjælker, sådan som Paulus netop gør i de vers jeg læste da jeg lå i hospitalssengen i Siófok. Alle de formaninger som Paulus giver i sine breve, bygger på den præmis at det dybest set kun er Guds nåde der kan skabe forandring i et menneske, og at vi ikke når i mål med forandringen så længe vi lever i denne verden. Så ganske vist drister Paulus sig til i Filipperbrevets tredje kapitel at formane sine læsere med ordene: ”Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os” (v. 17), men det skal læses på baggrund af de foregående vers, hvor han skriver: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus” (v. 12-14). Udgangspunktet er altså at vi er grebet af Kristus – at han har fundet os, som vi talte om i søndags da vi hørte lignelsen om det forsvundne får – og det eksempel som Paulus sætter og formaner både filippermenigheden og alle andre til at følge, er at han lægger fortiden bag sig (en fortid der for Paulus’ vedkommende som nævnt var særdeles blakket) og stræber efter fremover at kende Jesus stadig bedre og følge ham, hvor han end måtte lede én hen. Og det projekt får vi aldrig så godt styr på at der bliver tid og kræfter i overskud til at pege fingre af andre – så længe vi lever i denne verden, vil vi have mere end rigeligt at se til med at hive bjælker ud af vores egne øjne.

                      Men alligevel kan vi godt hjælpe hinanden på vejen, sådan som Paulus for eksempel gør med de talrige formaninger i sine breve, og sådan som jeg og andre får penge for at gøre fra prædikestolen hver søndag og i samtaler i ugens løb. Og det smukke ved det er at den hjælp vi kan give hinanden, netop ikke har karakter af at det er den mere fromme der – måske lidt nedladende – hjælper den mindre fromme, men at alle kan hjælpe alle, så længe vi ikke gør det med en dømmende indstilling, men i oprigtig kærlighed og ikke mindst ydmyghed. Mener du derimod at du allerede har grebet det hele og er blevet fuldkommen, så bedes du tie stille i de helliges forsamling indtil du har indset at du tager grusomt fejl!

                      Guds menighed er nemlig ikke de perfektes klub; det er tværtimod klubben for alle der har sat deres lid til Jesus i stedet for til deres egen fromhed og godhed. Ingen kristen er andet eller mere end en tilgivet synder, og ingen af os fortjener at blive kaldt Guds barn; kun i kraft af Guds nåde er vi hvad vi er. Derfor må vi se nådigt på vores medkristne når de fejler, også hvis der er nogen der bliver ved med at falde i synd på et punkt hvor vi selv mener at have 100 procent styr på tingene. Vedkommende er undervejs, ligesom du selv er, og ingen af jer er blevet fuldkommen. Og tilsvarende må du også se nådigt på dig selv når du fejler, selv hvis du har handlet på en måde der overhovedet ikke harmonerer med hvad Jesus står for. I stedet for at slå dig selv oven i hovedet eller synke hen i mismod over hvor håbløst et tilfælde du er, må du minde dig selv om at det som du ikke selv kan, det kan Jesus, og selvom du fejlede nok så grusomt i dag, er der intet der hindrer ham i at lede dig ad rette veje i morgen, hans navn til ære. Bliv blot ved med at strække dig fremad mod det der ligger forude, og mind dig selv om at dit håb bygger 100 procent på Jesus og nul procent på dig selv.

                      Det samme gælder alle dine medkristne: Deres håb bygger heller ikke på deres egen fromhed, men alene på Jesus. Så når du konstaterer at din bror eller søster i Kristus ikke er fejlfri, ligesom du heller ikke selv er det, og hvis du tænker at du ville kunne hjælpe vedkommende til at få et tættere fællesskab med Jesus ved at pege på et punkt hvor de med fordel kunne ændre på deres vaner eller livsstil, så må du gøre det uden at sætte dig selv på en piedestal – måske ved forsigtigt at sige noget i stil med: ”Har du overvejet at det måske ikke er så god en idé at du…” – hvad det nu måtte være. Og vent med overhovedet at sige noget som helst, til den anden kender din egen vandring og dine egne kampe, anfægtelser og sår godt nok til at vedkommende tør lytte til dig uden at behøve at frygte for at blive dømt.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Anden Samuelsbog 11.26 - 12.7a, Lukasevangeliet 6.36-42, Romerbrevet 8.18-23

Posted By admin on 29. juni 2023

Det forsvundne får og den tabte mønt: At blive fundet

Prædiken i Allinge og Sct. Klemens Kirker 3. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er sket meget med børns leg siden jeg selv var barn. Der bliver hele tiden udviklet nye slags legetøj, og derudover er nutidens børn, selvom de bruger meget tid med skærme i hånden, heldigvis også kreative nok til at finde på nye sociale lege i det virkelige liv. Der er dog også visse klassiske lege der aldrig går af mode, og en af dem er gemmeleg (eller ”skjul”, som legen vist hed i gamle dage), som jeg vil tro er en leg som langt de fleste mennesker har prøvet at lege som børn. Jeg husker stadig spændingen ved at stå eller sidde eller ligge på det gemmested jeg havde fundet, og håbe at jeg ikke blev fundet alt for hurtigt. Men selvom jeg helst ikke ville findes alt for hurtigt, så ville jeg naturligvis gerne findes på ét eller andet tidspunkt. Uden at have noget videnskabeligt belæg for det, så vil jeg tro at en stor del af årsagen til at gemmeleg tilsyneladende aldrig går af mode, er at de fleste mennesker nyder den følelse at ”jeg betyder så meget for nogen at de gider bruge tid på at lede efter mig når jeg ikke er der”. Det ville ikke være nogen rar følelse hvis eftersøgningen blev opgivet, og det ville nærmest være et mareridtsscenarie hvis de andre deltagere i legen helt glemte at der var en mere der skulle findes, eller bare var ligeglade og gik videre med den næste leg mens du stadig sad i dit skjul og kukkelurede.

                      Når man leger gemmeleg, er det selvfølgelig ikke værre end at man når som helst selv kan forlade sit skjul, og derfor er der ingen fare forbundet med risikoen for slet ikke at blive fundet. Værre er det hvis man ufrivilligt er blevet væk og ikke selv kan finde hjem – så er man fuldstændig afhængig af at der kommer nogen og finder en.

                      I Astrid Lindgrens sidste (og efter min mening klart bedste) bog, Ronja Røverdatter, er der en uforglemmelig og dramatisk scene hvor Ronja, som på det tidspunkt er 10-11 år gammel, en vinterdag bevæger sig ud i skoven på et par ski som hendes far, røverhøvdingen Mattis, har foræret hende. Ronja holder umådelig meget af skoven, og i sommerhalvåret færdes hun hjemmevant overalt i den, men i sneen og kulden er der meget der er anderledes. På et tidspunkt falder hun og taber den ene ski med det resultat at hendes fod sætter sig fast i et hul i jorden så hun ikke kan komme fri. Hun er langt væk hjemmefra, og eftersom hendes forældre er vant til at hun først kommer hjem ved aftenstid, er der ikke udsigt til at nogen vil begynde at lede efter hende foreløbig. Med mesterlig indlevelse skildrer Astrid Lindgren de tanker der løber gennem hovedet på barnet, efterhånden som det går op for hende at inden hendes far finder hende, vil hun sandsynligvis være død af kulde, og måske endda begravet i sne, for der er nemlig en snestorm under opsejling: ”Store snefnug dalede ned mod hendes ansigt, hvor de smeltede og blandedes med hendes tårer. For nu græd hun. Hun tænkte på Mattis og på Lovis. Dem skulle hun aldrig mere se, og i Mattisborgen ville ingen nogen sinde være glad mere. Stakkels Mattis, han ville blive helt ude af sig selv af sorg. Og der ville ikke være nogen Ronja til at trøste ham, som hun plejede at gøre, når han var ked af det. Nej, nu fandtes der ingen trøst at give mere og ingen at få, ikke den mindste smule!” Da hun imod alle odds alligevel bliver fundet i sidste øjeblik, efter at hun havde opgivet ethvert håb om at bevare livet, er der ikke noget at sige til at hun kommer til at nære den dybeste hengivenhed for den person der redder hende. (Jeg kan i øvrigt nævne at netop dét bliver startskuddet til bogens centrale konflikt, for Ronjas redningsmand er nemlig drengen Birk, som er søn af røverhøvdingen Borka, der er Ronjas fars ærkerival, og de to børns nære venskab sætter forholdet mellem far og datter på en meget alvorlig prøve, der er så flot skildret at jeg kun kan anbefale enhver at læse bogen).

                      I dagens evangelietekst møder vi et får der er blevet væk. Hvordan det er sket, får vi ikke at vide; om fåret var stukket af fra flokken, eller om det blot var faret vild ved et hændeligt uheld. Men for hyrden har det vel heller ikke gjort den store forskel; det eneste der talte for ham, var at han havde mistet et får, og at han gerne ville have det tilbage. Hvordan det var havnet i den situation det befandt sig i, var ikke vigtigt, hvis blot det ville lade hyrden løfte det op og bære det hjem når han fandt det. Og det er der meget trøst i, synes jeg. Vi mennesker kan fare vild i tilværelsen på mange forskellige måder, og nogle gange er det ene og alene vores egen skyld, men uanset hvad, så har vi en god hyrde, Jesus, der er villig til at gå gennem ild og vand for at finde os. Ja, i Johannesevangeliet siger Jesus ligefrem om sig selv at han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene (Joh 10,11).

                      En anden detalje i evangelieteksten som der også er meget trøst i, er at det er hyrden, og hyrden alene, der redder fåret. Han forventer ikke at fåret møder ham på halvvejen, eller blot at det går nogle få skridt ud i det åbne, så han lettere kan få øje på det. Ja, han forventer ikke engang at det bræger så højt det kan, så han lettere han finde det. Nej, han leder og leder, indtil han har fundet det, om det så slet ingenting gør selv. Og sådan gør Jesus også, når vi er fortabte. ”Der bliver glæde i himlen over en synder der omvender sig,” siger Jesus i sin forklaring til lignelsen om fåret, men selve lignelsen gør det klart at det at ”omvende sig” ikke handler om en kraftanstrengelse fra vores side, men snarere består i at blive fundet af Jesus.

                      Men inden der er nogen der begynder at tænke: ”Fint, så kan jeg bare fortsætte med at leve mit liv som det passer mig, hvis det ikke er mig der skal omvende mig, men Jesus der skal finde mig!” – eller andre der måske tænker: ”Nu har jeg følt mig fortabt de sidste 15 år, så hvad bliver det til med at Jesus kommer og finder mig?”, så er der en vigtig nuance vi skal have med, og det er at Jesus allerede har fundet dig. På det punkt er vi meget heldigere stillet end Ronja, som måtte frygte for sit liv i den snedækkede skov fordi hendes familie derhjemme ikke havde nogen chance for at vide hvor i skoven de skulle lede efter hende, for Gud ser alt. ”Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”, som der står i en af de smukke Davidssalmer i Det Gamle Testamente (Sl 139,8-10). Jesus har hele tiden vidst hvor du var, og ikke nok med det: Han har hele tiden været lige ved siden af dig. Så ikke alene kan du trøste dig med at det er hyrden der gør det hele; du kan trøste dig ud over alle grænser med at han allerede har gjort alt hvad der skulle til, for at du kan blive frelst! Det eneste du selv skal gøre, er at lade ham løfte dig op og bære dig hjem.

Og hvordan gør man så det? Hvordan lader man sig løfte og bære? Det gør man såmænd blot ved at lade være med at stritte imod! Men det kan også være svært nok. For at vende tilbage til historien om Ronja Røverdatter, så den situation hvor hun har tabt sin ski og sidder fast ude i sneen, faktisk ikke første gang Birk har reddet hende. Nogle måneder tidligere havde hun været ude i tæt tåge, da hun pludselig hørte De Underjordiske synge deres lokkende sang. Hun blev helt hypnotiseret, og igen er Lindgrens skildring uforlignelig: ”Hun ville leve med deres sange, om hun så skulle bo nede i underverdenen resten af livet. ’Jeg kommer!’ råbte hun igen og ville gå. Men Birk var der straks og holdt fast i hende. ’Slip mig!’ skreg hun og slog vildt om sig. Men han holdt fast. ’Gør ikke dig selv ulykkelig,’ sagde han. Men hun hørte kun sangen, der var så stærk nu og fyldte hele skoven med sin brusen og hende selv med en længsel, der ikke var til at modstå. ’Jeg kommer,’ råbte hun igen og sloges med Birk for at slippe løs. Hun rev og sled og skreg og græd og bed ham hårdt i kinden. Men han holdt fast.”

Ronja Røverdatter er en fantasyroman, men al god fantasy handler jo om den virkelige verden, blot pakket ind i et andet sprog. Og mon ikke vi alle sammen har oplevet situationer hvor et barn – eller en voksen for den sags skyld – har kæmpet hårdnakket imod når nogen har forsøgt at hjælpe dem? Og sådan gør vi desværre også tit i forhold til Jesus når han har fundet os og prøver at løfte os fri med ordene: ”Gør ikke dig selv ulykkelig.”

Men måske kan du slet ikke genkende dig selv i det jeg lige har sagt. Måske har du det tværtimod sådan at der intet er som du hellere vil end at lade Jesus løfte dig ud af den håbløse situation du står i, men du synes bare ikke der sker noget! Og når jeg siger at Jesus allerede har fundet dig og bare venter på at du vil lade ham løfte og bære dig, så tænker du måske: ”Nå, har han det? Hvor er han så henne, om jeg må spørge? Jeg synes ikke jeg kan se ham nogen steder!” Hvis det er sådan du har det, så husk at et får der sidder fast i en klippespalte, har mange blinde vinkler, og det sted hvor hyrden skal stå for bedst at kunne løfte fåret fri, er ikke nødvendigvis et sted hvor fåret kan se ham. Det at du ikke kan se eller mærke at Jesus har fundet dig, betyder altså ikke at han ikke er der. Men måske har du stirret dig blind på en bestemt måde som du forestiller dig at han skal hjælpe dig på, i en grad så du ikke vil finde dig i at blive hjulpet på andre måder? Det kan godt være at du synes det er helt oplagt hvad Gud skal gøre for at redde dig – helbrede dig for en bestemt fysisk eller psykisk lidelse, sørge for at du får et bestemt job, sørge for at du finder en kæreste, eller hvad det måtte være – men måske er Guds plan en anden. I alle tilfælde må du turde tro på at det er sandt når Bibelen fortæller os at Gud elsker dig ubegrænset og ubetinget, og at han både ved hvad der tjener til evig gavn for dig og er i stand til at få det til at ske. Så overgiv dig trygt til ham, og stol på at hvad der end måtte ramme dig i denne verden, så er der intet der kan skille dig fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, og hvis blot du overgiver kontrollen til ham, så er du allerede reddet, så er du allerede frelst – uanset hvad du føler, eller hvordan dine omstændigheder ser ud.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Esajas' Bog 57.15-19, Første Peterbrev 5.6-11, Lukasevangeliet 15.1-10

Posted By admin on 29. juni 2023

Den rige mand og Lazarus: Del med de sultne

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For et par uger siden blev befolkningstallet i Kina officielt overhalet af det i Indien, således at Indien med sine anslået omkring 1,4 milliarder indbyggere nu er verdens folkerigeste nation. 1,4 milliarder mennesker, det er altså også temmelig mange. Det er 240 gange så mange som der bor i Danmark og mere end 3 gange så mange som i hele EU, eller flere end i EU, USA og Rusland tilsammen. Alligevel må jeg tilstå at min viden om Indien er temmelig beskeden, men noget lærte jeg da, da jeg for 14 år siden var i biografen og se filmen Slumdog Millionaire – også selvom det er en britisk film, som mange indiske debattører har kritiseret for at tegne et misvisende og stereotypt billede af deres land. Ikke desto mindre blev filmen en gigantisk succes i biografer verden over og modtog ikke færre end otte Oscars, deriblandt den for ”Bedste film”. Filmen handler – meget kort fortalt – om to forældreløse brødre fra et slumkvarter i Mumbai, der som børn flygter fra en bandeleder og i nogle år rejser rundt i landet som blinde passagerer på taget af forskellige tog, og ernærer sig som blandt andet lommetyve, opvaskere og falske turistguider ved Taj Mahal, inden de rejser tilbage til Mumbai for at redde deres barndomsveninde fra bandelederen, og dér sker der så en masse andre dramatiske ting, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg vil blot nævne en enkelt scene der gjorde stort indtryk på mig: De to drenge sidder på taget af et tog, og de er hundesultne, for de har ikke fået noget at spise i flere dage. En af dem bøjer sig ud over tagkanten og kigger gennem det halvåbne vindue ind i en kupé hvor en dreng på hans egen alder sidder sammen med sine forældre og er ved at spise sig igennem et bjerg af pandekager. Familien i kupeen ser ud til at være meget velhavende, og de lider i hvert fald ikke nogen sultenød, men alligevel under de ikke tiggerdrengen uden for vinduet en pandekage; tværtimod skynder de sig at smække vinduet i, så han er lige ved at falde af toget.

                      Scenen fyldte mig naturligvis med væmmelse, som jeg vil gætte på at den også gjorde for dem af jer der har set filmen. Tænk at en så velstående familie ikke kunne finde plads i deres hjerte til at dele en smule af deres overflod med et fattigt, sultent barn! På samme måde vækker den rige mands handlemåde i dagens tekst umiddelbart væmmelse, for hvordan kunne han leve hver dag i fest og pragt, samtidig med at han var fuldstændig ligeglad med den stakkels tigger uden for hans dør?

Det ville i sandhed være en tragisk historie hvis den bare sluttede med at begge mænd døde, men det gør den ikke. Tværtimod skriver den sig ind i den lange række af historier i Lukasevangeliet (også i de andre evangelier, men især Lukasevangeliet), hvor Jesus trøster de fattige og undertrykte med at han vil tage sig af deres sag. Faktisk ser vi allerede i Lukasevangeliets 4. kapitel, hvor Jesus indleder sit offentlige virke med en tale i synagogen i Nazaret, hvor han fremlægger hvad man vel kan kalde hans ”programerklæring”, at Jesus vælger at læse det stykke fra Esajas’ Bog hvor der står: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige” (Luk 4,18a, jf. Es 61,1a). Og i dag får de fattige altså det gode budskab at høre, at de vil blive trøstet, og deres undertrykkere vil få deres velfortjente straf, om ikke i denne verden, så i hvert fald i den kommende!

Men det mærkelige ved det er at selvom vi nok hurtigt kan blive enige om den rige mand i lignelsen bærer sig modbydeligt ad, så sker der alligevel det at lige så snart scenen skifter til dødsriget, hvor Lazarus bliver trøstet, mens den rige bliver pint, så skifter vores sympati fra Lazarus til den rige. Har jeg ret? Sådan har jeg i hvert fald oplevet det hos mig selv lige siden jeg første gang hørte teksten. For skal vi være ærlige, så minder vi jo nok mere om den rige mand end om Lazarus, i hvert fald hvad velstand angår. Måske går vi ikke ligefrem klædt i purpur og fint linned, men det er heller ikke ret mange af os der ligger fulde af sår i en port og satser på at leve af det som andre mennesker smider ud. I et globalt perspektiv hører stort set alle danskere til de rigeste 10 procent. Så er der nogen trøst til os i denne tekst?

Umiddelbart nej. For selvom der næppe er nogen af os der har handlet lige så indlysende ondt som den rige mand i lignelsen (eller den rige familie i toget i Slumdog Millionaire), så er spørgsmålet om vi er ret meget bedre end dem når det kommer til stykket. Måske er forskellen på os og dem blot at vi ikke ser fattigdommen og lidelsen lige foran os, men kun ser den på afstand? Måske ser vi den i form af den linde strøm af rudekuverter fra diverse nødhjælpsorganisationer, hvor vi (hvis vi overhovedet gider at åbne kuverten) kan læse hjerteskærende beretninger om børn der sulter – eller i form af samme organisationers phonere der ringer og forstyrrer os midt i det vi er i gang med, for at spørge om vi vil give et ekstra bidrag? Måske ser vi den i form af indslag i nyhederne om ofre for sultkatastrofer eller krigshandlinger? Men der er i hvert fald ikke nogen af os der kan påberåbe os uvidenhed om at der er mennesker der dør af sult og sygdom, og som vi ville kunne hjælpe ved blot at give en lille smule af den overflod som mange af os er velsignet med.

Problemet er selvfølgelig at der er så mange der lider, at det hurtigt bliver uoverskueligt. Jeg ved fra mennesker jeg har talt med, som har rejst i Indien, at der er så mange tiggere overalt, at det ikke er muligt at hjælpe dem alle, og at man i øvrigt risikerer at det man giver, blot går til et forbrydersyndikat som det brødrene i filmen var flygtet fra i Mumbai, i stedet for til det fattige barn man møder, og alt det betyder at man utrolig nemt kommer til at udvikle en kynisme i mødet med fattigdommen så man ikke længere lægger mærke til tiggeren på sin vej – og noget lignende kommer meget nemt til at ske for os. Mens jeg skrev disse ord i mit manuskript, faldt mit blik faktisk på en uåbnet rudekuvert fra Dansk Europamission, der lå ved siden af mig på skrivebordet, og da jeg åbnede den, kunne jeg se at brevet – der som ventet viste sig at handle om mennesker i nød der har brug for at jeg giver nogle penge til at hjælpe dem – var dateret den 25. april.

Hvad skal vi så gøre for at undgå at komme til at dele skæbne med den rige mand fra Jesu lignelse, som kom til et pinested efter sin død? Det får vi faktisk et svar på i selve lignelsen, hvor Abraham siger nej til den rige mands bøn om at lade Abraham opstå fra de døde for at advare hans brødre: ”De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Ordene ”Moses og profeterne” refererer til de fem Mosebøger og de otte profetbøger[1], som sammen med en række andre skrifter udgjorde den jødiske bibel på Jesu tid (den skriftsamling som vi kristne kalder for ”Det Gamle Testamente”), så det som Jesus lader Abraham sige i lignelsen, er altså at ingen der har læst Det Gamle Testamente, kan være i tvivl om at en af de helligste pligter som Gud kræver af sit folk, er at vi skal brødføde de fattige. Vi hørte et eksempel på det i dagens første læsning fra profeten Esajas’ bog, hvor Gud siger: ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.” Og inden nogen af jer begynder at ånde lettet op og tænke at ordene ”dine egne” betyder at vi kun behøver at hjælpe de fattige i vores eget folk, vil jeg tilføje at den måske væsentligste pointe i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner er at vi er forpligtede på ethvert menneske vi har mulighed for at hjælpe, uanset hvilket folk de tilhører. (Den lignelse er i øvrigt prædiketekst den 3. september, så sæt kryds i kalenderen ved den dato!). Det Nye Testamente slækker altså ikke på Det Gamle Testamentes krav om omsorg for de fattige – hvis vi endelig skal tale om en forskel, så bliver kravene snarere skærpet end slækket.

Nu kan jeg næsten høre en hel masse af jer tænke at det da er frygtelig uevangelisk, det jeg står og siger. Skriver Paulus ikke klart og tydeligt i Efeserbrevet at ”af … nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af (Ef 2,8-9)? Læser vi ikke i Romerbrevet at ”nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, … Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,21-24)? Er svaret på hvordan vi undgår at komme til at dele skæbne med den rige mand fra lignelsen så ikke blot: ”Det gør vi ved at tro på Jesus”?

Jo, det er naturligvis svaret. Men det er et svar som vi nemt kommer til at misforstå, for hvad vil det egentlig sige at ”tro på Jesus”? Hvad er det vi helt præcis skal tro på for at blive frelst og gjort retfærdige? Det korte svar er at vi skal tro på at Gud tilgiver vores synder for Jesu blods skyld, fordi han betalte det hele da han døde på korset. Men det betyder ikke at vi kan være ligeglade med Guds bud. Gud er ikke pludselig blevet ligeglad med om vi lever efter hans vilje eller ej – hvis han var det, så havde Jesus jo slet ikke behøvet at dø på korset! Nej, det at vi ufortjent bliver gjort retfærdige af Guds nåde ved troen på Jesus, betyder tværtimod at Guds krav er så svimlende høje at vi ikke har en jordisk chance for at leve op til dem, og derfor hænger vores eneste håb om frelse på at Jesus har levet op til det hele i vores sted. Vi har med andre ord ikke noget som helst at prale af over for Gud, men må i afgrundsdyb ydmyghed og taknemmelighed tage imod den overvældende gave som Gud rækker os selvom vi ikke fortjener noget som helst godt.

Og så må vi gøre os klart at Gud ikke har frelst os for at vi skulle blive ved med at synde, men for at vi skulle lade være med at synde. Den samme Paulus som jeg citerede før, skriver andetsteds i Romerbrevet (og jeg citerer fra den nudanske Bibelen 2020 for at lette forståelsen: ”Når vi ikke længere er underlagt loven, men har fået Guds tilgivelse, betyder det så, at vi bare kan blive ved med at leve vores selvoptagede liv, som om intet var hændt? Nej, selvfølgelig ikke. Hvis man stiller sig til rådighed som slave for nogen, så er man nødt til at adlyde ham som sin herre. Det må I gøre jer klart. Enten er I slaver af jeres selvoptagethed, og det fører til død, eller også retter I jer efter Gud, og så bliver I frelst” (Rom 6,15-16). Med sit blod har Jesus altså købt os fri af synden, for at vi skulle leve for Gud – og i kraft af Helligånden som vi har fået, kan vi rent faktisk gøre det! I hvert fald ideelt set. Men fordi vi stadig ind imellem (og for de fleste af os er ”ind imellem” nok adskillige gange om dagen) kommer til at leve det gamle liv som Jesus har frelst os fra, i stedet for det nye som han har frelst os til, har vi til stadighed brug for Guds nåde. Og den er heldigvis uudtømmelig. Så løft frimodigt dit hoved og tak Gud for at han har reddet dig op af syndens morads så du kan leve for ham – og at hver gang du falder i igen, redder han dig op igen, blot du beder ham om det. Og gå så frimodigt ud og tjen din næste!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] I den kristne bibeludgivelsestradition er nogle af de hebraiske skrifter delt op i flere bøger, så jødernes otte profetbøger udgør hele 21 bøger i den Bibel vi kender.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Esajas' Bog 58.5-12, Første Johannesbrev 4.16b-21, Lukasevangeliet 16.19-31

Posted By admin on 29. juni 2023

Helligåndens komme: Lille og rummelig

Prædiken i Præstemosen pinsedag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som barn var jeg på mange bilferier sammen med mine forældre og søskende. Foruden alt vores tøj, soveposer, toiletgrej, badebolde og bøger at læse i, medbragte vi altid et kæmpe skrummel af en køletaske til mælk og pålæg og andre letfordærvelige fødevarer. Desværre var der dog ret begrænset plads i køletasken, for kølemekanismen fyldte så meget at den reelle opbevaringsplads var, så vidt jeg husker, kun omkring halvdelen af taskens samlede rumfang. Siden dengang har teknologien heldigvis udviklet sig, så man i dag kan få køletasker der er omtrent lige så store indeni som udenpå. Det samme gælder i øvrigt biler: moderne biler har langt større kabine og bagagerum i forhold til bilens størrelse end biler havde for 50 år siden.

                   Men der er selvsagt grænser for hvor langt den teknologiske udvikling kan gå: nettorumfanget indeni en køletaske eller en bil kan aldrig blive større end bruttorumfanget udenpå, i hvert fald ikke i den virkelighed vi almindeligvis bevæger os rundt i. Men i fiktionens verden er man ikke underlagt den slags begrænsninger. I den britiske kultserie Doctor Who findes der for eksempel en indretning kaldet en TARDIS, en slags kombineret rumkapsel og tidsmaskine der udenpå er på størrelse med en telefonboks, men indeni rummer et kontrolrum på størrelse med en domkirke, foruden et køkken, et bibliotek, et antal soveværelser, en swimmingpool, en have, en regnskov og mindst syv squashbaner. I den lidt mere børnevenlige afdeling kunne man nævne pelikanen Pelle fra Rasmus Klump, som i sin næbpose bærer rundt på så meget værktøj og andre remedier at det danner en bunke der er større end ham selv, hvis han tager det alt sammen frem på én gang. Et tredje eksempel på noget der er langt større indeni end udenpå, er Hermiones håndtaske fra Harry Potter og dødsregalierne.

                   Som sagt kan den slags naturligvis ikke lade sig gøre i vores almindelige virkelighed, men kun i verdener hvor der er plads til magi (som hos Harry Potter), ekstremt avanceret teknologi (som hos Doctor Who) eller charmerende absurd komik (som hos Rasmus Klump). Men pinseunderet fortæller os om hvordan Gud brød ind i vores almindelige virkelighed og forvandlede en gruppe helt almindelige mennesker til små omvandrende TARDIS’er – eller i hvert fald sørgede for at de kunne indeholde noget langt større end dem selv – ja, faktisk noget uendelig meget større end dem selv, nemlig Helligånden.

                   Og hvad er Helligånden så for en størrelse? Det er faktisk ikke helt enkelt at svare på. Nu har jeg jo brugt en del år af mit liv på at studere teologi, så jeg kan selvfølgelig godt sige en hel masse teologisk, så som at Helligånden er Gud ligesom Faderen er Gud og Sønnen er Gud, eller at Helligånden er kærlighedsbåndet mellem Faderen og Sønnen, som samtidig selv er en person, lige i evighed og guddommelighed med Faderen og Sønnen, og som vi tilbeder og ærer tillige med Faderen og Sønnen – men jeg har en mistanke om at det ikke gør jer så forfærdelig meget klogere. Men heldigvis behøver vi heller ikke at kunne gøre teologisk eller filosofisk rede for den ontologiske relation mellem de tre hypostaser i Treenigheden, og vi behøver slet ikke at kunne kaste om os med overflødige fremmedord som jeg lige har gjort. Det eneste vi behøver at vide, er at Helligånden er Guds nærvær hos os. Vi har lige hørt at Jesus sagde til sine disciple: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Det er det som Helligånden er: Jesus og Gud Fader, der kommer til os og tager bolig hos os!

                   Beretningen om pinseunderet, hvor Helligånden kom og fyldte disciplene, står i kapitel 2 i det skrift der kaldes Apostlenes Gerninger, og som står umiddelbart efter de fire evangelier i Det Nye Testamente. I resten af det skrift kan vi læse om den forskel som Helligånden gjorde i disciplenes liv: Pludselig kunne de tale med autoritet, de kunne helbrede syge, opvække døde og uddrive onde ånder, og på mindre end 30 år fik de sat hele Middelhavsområdet på den anden ende. Eller rettere: Det var ikke dem der gjorde alt det, det var Gud, som virkede igennem dem. Overalt hvor de gik, bar de Guds kraft med sig. Og der hvor Peter, Johannes, Filip og de andre færdedes. Var der mange der blev forbløffede over hvor meget mægtigt værktøj de kunne hive op af deres små pelikannæb!

                   Alt det gjaldt i øvrigt ikke kun dem der var til stede på den første pinsedag, hvor vindstødet lød og ildtungerne fordelte sig og satte sig på de tilstedeværende, men også alle dem der senere kom til tro på Jesus. En af dem var Paulus, som til at begynde med var de kristnes fjende nummer et, men siden selv kom til tro og endte med at blive en af de mægtigste missionærer nogensinde. Men der var også flere tusind andre, deriblandt mange som vi ikke kender navnene på. I forlængelse af pinseunderet holdt Peter en prædiken for de mange mennesker der var stimlet sammen, hvor han sluttede af med at sige: ”Omvend jer, og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,38-39). Gud vil altså gøre os alle sammen til TARDIS’er med Pelle-næb og Hermione-håndtasker, hvis blot vi vil omvende os og lade os døbe i Jesu Kristi navn til vores synders forladelse.

                   Jeg vil gætte på at de fleste af jer der er her i dag, allerede er døbt i Jesu navn (hvis ikke, så kontakt mig, så finder vi ud af det!), og angående det med at omvende sig, så betyder det blot at vi overgiver vores liv til Gud. Det betyder at i det omfang du lægger dit liv i Guds hænder og stiller dig til hans rådighed, vil Gud sætte dig i stand til at udrette langt mere end du i dig selv er i stand til, sådan at du ikke længere er begrænset af den almindelige virkelighed, men i stedet kan trække på Guds virkelighed for dig selv og andre.

                   Og hvad er Guds virkelighed så? Jo, det er først og fremmest nådens virkelighed. I vores almindelige virkelighed er det sådan at når vi har dummet os, gjort noget vi ikke skulle have gjort, fejlet, svigtet, båret os rigtig modbydeligt ad – ”syndet”, om I vil – så falder hammeren, medmindre vi da kan overbevise os selv og andre om at det ikke var så slemt alligevel, eller måske finde en anden at skyde skylden på. Men i Guds virkelighed findes der noget der hedder tilgivelse. Tilgivelse betyder at vi kan indrømme og stå ved alt hvad vi har gjort, i al dets hæslighed – og være elskede alligevel! Gud elsker os på trods af alt hvad vi har gjort, og han elsker os endda så højt at han vil tage det forkerte vi har gjort, væk fra os! Det var derfor Jesus døde på korset: for at tage alle vores synder med sig i døden. Og ved Helligånden giver Gud os kraft til at leve et liv hvor vores synder ikke er herre over os – hverken dem vi begik for tredive år siden, dem vi begik i går, eller dem vi kommer til at begå i morgen.

                   Og Helligånden giver os kraft til også at tilgive andre, sådan at vi kan elske vores fjender og gengælde ondt med godt. Du tænker måske at så meget kærlighed og tilgivelse er du ikke i stand til at rumme i dit hjerte – men har du Helligånden, så kan Gud gøre dit hjerte større indeni end det er udenpå!

                   Har du aldrig erfaret Helligåndens fylde i dit liv, så vil jeg opfordre dig til, når der om et øjeblik bliver tid til eftertanke og stille bøn, at bede inde i dig selv: ”Helligånd, kom og fyld mig!” Og har du erfaret Helligåndens fylde i dit liv – ja, så vil jeg opfordre dig til nøjagtig det samme, for vi har behov for hele tiden at blive fyldt op på ny og på ny og på ny.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

       Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

       Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

       Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

       Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

       Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til pinsedag 2023
Tags: Apostlenes Gerninger 2.1-11, Johannesevangeliet 14.22-31