Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2023

Posted By on 29. juni 2023

Den rige mand og Lazarus: Del med de sultne

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For et par uger siden blev befolkningstallet i Kina officielt overhalet af det i Indien, således at Indien med sine anslået omkring 1,4 milliarder indbyggere nu er verdens folkerigeste nation. 1,4 milliarder mennesker, det er altså også temmelig mange. Det er 240 gange så mange som der bor i Danmark og mere end 3 gange så mange som i hele EU, eller flere end i EU, USA og Rusland tilsammen. Alligevel må jeg tilstå at min viden om Indien er temmelig beskeden, men noget lærte jeg da, da jeg for 14 år siden var i biografen og se filmen Slumdog Millionaire – også selvom det er en britisk film, som mange indiske debattører har kritiseret for at tegne et misvisende og stereotypt billede af deres land. Ikke desto mindre blev filmen en gigantisk succes i biografer verden over og modtog ikke færre end otte Oscars, deriblandt den for ”Bedste film”. Filmen handler – meget kort fortalt – om to forældreløse brødre fra et slumkvarter i Mumbai, der som børn flygter fra en bandeleder og i nogle år rejser rundt i landet som blinde passagerer på taget af forskellige tog, og ernærer sig som blandt andet lommetyve, opvaskere og falske turistguider ved Taj Mahal, inden de rejser tilbage til Mumbai for at redde deres barndomsveninde fra bandelederen, og dér sker der så en masse andre dramatiske ting, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg vil blot nævne en enkelt scene der gjorde stort indtryk på mig: De to drenge sidder på taget af et tog, og de er hundesultne, for de har ikke fået noget at spise i flere dage. En af dem bøjer sig ud over tagkanten og kigger gennem det halvåbne vindue ind i en kupé hvor en dreng på hans egen alder sidder sammen med sine forældre og er ved at spise sig igennem et bjerg af pandekager. Familien i kupeen ser ud til at være meget velhavende, og de lider i hvert fald ikke nogen sultenød, men alligevel under de ikke tiggerdrengen uden for vinduet en pandekage; tværtimod skynder de sig at smække vinduet i, så han er lige ved at falde af toget.

                      Scenen fyldte mig naturligvis med væmmelse, som jeg vil gætte på at den også gjorde for dem af jer der har set filmen. Tænk at en så velstående familie ikke kunne finde plads i deres hjerte til at dele en smule af deres overflod med et fattigt, sultent barn! På samme måde vækker den rige mands handlemåde i dagens tekst umiddelbart væmmelse, for hvordan kunne han leve hver dag i fest og pragt, samtidig med at han var fuldstændig ligeglad med den stakkels tigger uden for hans dør?

Det ville i sandhed være en tragisk historie hvis den bare sluttede med at begge mænd døde, men det gør den ikke. Tværtimod skriver den sig ind i den lange række af historier i Lukasevangeliet (også i de andre evangelier, men især Lukasevangeliet), hvor Jesus trøster de fattige og undertrykte med at han vil tage sig af deres sag. Faktisk ser vi allerede i Lukasevangeliets 4. kapitel, hvor Jesus indleder sit offentlige virke med en tale i synagogen i Nazaret, hvor han fremlægger hvad man vel kan kalde hans ”programerklæring”, at Jesus vælger at læse det stykke fra Esajas’ Bog hvor der står: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige” (Luk 4,18a, jf. Es 61,1a). Og i dag får de fattige altså det gode budskab at høre, at de vil blive trøstet, og deres undertrykkere vil få deres velfortjente straf, om ikke i denne verden, så i hvert fald i den kommende!

Men det mærkelige ved det er at selvom vi nok hurtigt kan blive enige om den rige mand i lignelsen bærer sig modbydeligt ad, så sker der alligevel det at lige så snart scenen skifter til dødsriget, hvor Lazarus bliver trøstet, mens den rige bliver pint, så skifter vores sympati fra Lazarus til den rige. Har jeg ret? Sådan har jeg i hvert fald oplevet det hos mig selv lige siden jeg første gang hørte teksten. For skal vi være ærlige, så minder vi jo nok mere om den rige mand end om Lazarus, i hvert fald hvad velstand angår. Måske går vi ikke ligefrem klædt i purpur og fint linned, men det er heller ikke ret mange af os der ligger fulde af sår i en port og satser på at leve af det som andre mennesker smider ud. I et globalt perspektiv hører stort set alle danskere til de rigeste 10 procent. Så er der nogen trøst til os i denne tekst?

Umiddelbart nej. For selvom der næppe er nogen af os der har handlet lige så indlysende ondt som den rige mand i lignelsen (eller den rige familie i toget i Slumdog Millionaire), så er spørgsmålet om vi er ret meget bedre end dem når det kommer til stykket. Måske er forskellen på os og dem blot at vi ikke ser fattigdommen og lidelsen lige foran os, men kun ser den på afstand? Måske ser vi den i form af den linde strøm af rudekuverter fra diverse nødhjælpsorganisationer, hvor vi (hvis vi overhovedet gider at åbne kuverten) kan læse hjerteskærende beretninger om børn der sulter – eller i form af samme organisationers phonere der ringer og forstyrrer os midt i det vi er i gang med, for at spørge om vi vil give et ekstra bidrag? Måske ser vi den i form af indslag i nyhederne om ofre for sultkatastrofer eller krigshandlinger? Men der er i hvert fald ikke nogen af os der kan påberåbe os uvidenhed om at der er mennesker der dør af sult og sygdom, og som vi ville kunne hjælpe ved blot at give en lille smule af den overflod som mange af os er velsignet med.

Problemet er selvfølgelig at der er så mange der lider, at det hurtigt bliver uoverskueligt. Jeg ved fra mennesker jeg har talt med, som har rejst i Indien, at der er så mange tiggere overalt, at det ikke er muligt at hjælpe dem alle, og at man i øvrigt risikerer at det man giver, blot går til et forbrydersyndikat som det brødrene i filmen var flygtet fra i Mumbai, i stedet for til det fattige barn man møder, og alt det betyder at man utrolig nemt kommer til at udvikle en kynisme i mødet med fattigdommen så man ikke længere lægger mærke til tiggeren på sin vej – og noget lignende kommer meget nemt til at ske for os. Mens jeg skrev disse ord i mit manuskript, faldt mit blik faktisk på en uåbnet rudekuvert fra Dansk Europamission, der lå ved siden af mig på skrivebordet, og da jeg åbnede den, kunne jeg se at brevet – der som ventet viste sig at handle om mennesker i nød der har brug for at jeg giver nogle penge til at hjælpe dem – var dateret den 25. april.

Hvad skal vi så gøre for at undgå at komme til at dele skæbne med den rige mand fra Jesu lignelse, som kom til et pinested efter sin død? Det får vi faktisk et svar på i selve lignelsen, hvor Abraham siger nej til den rige mands bøn om at lade Abraham opstå fra de døde for at advare hans brødre: ”De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Ordene ”Moses og profeterne” refererer til de fem Mosebøger og de otte profetbøger[1], som sammen med en række andre skrifter udgjorde den jødiske bibel på Jesu tid (den skriftsamling som vi kristne kalder for ”Det Gamle Testamente”), så det som Jesus lader Abraham sige i lignelsen, er altså at ingen der har læst Det Gamle Testamente, kan være i tvivl om at en af de helligste pligter som Gud kræver af sit folk, er at vi skal brødføde de fattige. Vi hørte et eksempel på det i dagens første læsning fra profeten Esajas’ bog, hvor Gud siger: ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.” Og inden nogen af jer begynder at ånde lettet op og tænke at ordene ”dine egne” betyder at vi kun behøver at hjælpe de fattige i vores eget folk, vil jeg tilføje at den måske væsentligste pointe i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner er at vi er forpligtede på ethvert menneske vi har mulighed for at hjælpe, uanset hvilket folk de tilhører. (Den lignelse er i øvrigt prædiketekst den 3. september, så sæt kryds i kalenderen ved den dato!). Det Nye Testamente slækker altså ikke på Det Gamle Testamentes krav om omsorg for de fattige – hvis vi endelig skal tale om en forskel, så bliver kravene snarere skærpet end slækket.

Nu kan jeg næsten høre en hel masse af jer tænke at det da er frygtelig uevangelisk, det jeg står og siger. Skriver Paulus ikke klart og tydeligt i Efeserbrevet at ”af … nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af (Ef 2,8-9)? Læser vi ikke i Romerbrevet at ”nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, … Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,21-24)? Er svaret på hvordan vi undgår at komme til at dele skæbne med den rige mand fra lignelsen så ikke blot: ”Det gør vi ved at tro på Jesus”?

Jo, det er naturligvis svaret. Men det er et svar som vi nemt kommer til at misforstå, for hvad vil det egentlig sige at ”tro på Jesus”? Hvad er det vi helt præcis skal tro på for at blive frelst og gjort retfærdige? Det korte svar er at vi skal tro på at Gud tilgiver vores synder for Jesu blods skyld, fordi han betalte det hele da han døde på korset. Men det betyder ikke at vi kan være ligeglade med Guds bud. Gud er ikke pludselig blevet ligeglad med om vi lever efter hans vilje eller ej – hvis han var det, så havde Jesus jo slet ikke behøvet at dø på korset! Nej, det at vi ufortjent bliver gjort retfærdige af Guds nåde ved troen på Jesus, betyder tværtimod at Guds krav er så svimlende høje at vi ikke har en jordisk chance for at leve op til dem, og derfor hænger vores eneste håb om frelse på at Jesus har levet op til det hele i vores sted. Vi har med andre ord ikke noget som helst at prale af over for Gud, men må i afgrundsdyb ydmyghed og taknemmelighed tage imod den overvældende gave som Gud rækker os selvom vi ikke fortjener noget som helst godt.

Og så må vi gøre os klart at Gud ikke har frelst os for at vi skulle blive ved med at synde, men for at vi skulle lade være med at synde. Den samme Paulus som jeg citerede før, skriver andetsteds i Romerbrevet (og jeg citerer fra den nudanske Bibelen 2020 for at lette forståelsen: ”Når vi ikke længere er underlagt loven, men har fået Guds tilgivelse, betyder det så, at vi bare kan blive ved med at leve vores selvoptagede liv, som om intet var hændt? Nej, selvfølgelig ikke. Hvis man stiller sig til rådighed som slave for nogen, så er man nødt til at adlyde ham som sin herre. Det må I gøre jer klart. Enten er I slaver af jeres selvoptagethed, og det fører til død, eller også retter I jer efter Gud, og så bliver I frelst” (Rom 6,15-16). Med sit blod har Jesus altså købt os fri af synden, for at vi skulle leve for Gud – og i kraft af Helligånden som vi har fået, kan vi rent faktisk gøre det! I hvert fald ideelt set. Men fordi vi stadig ind imellem (og for de fleste af os er ”ind imellem” nok adskillige gange om dagen) kommer til at leve det gamle liv som Jesus har frelst os fra, i stedet for det nye som han har frelst os til, har vi til stadighed brug for Guds nåde. Og den er heldigvis uudtømmelig. Så løft frimodigt dit hoved og tak Gud for at han har reddet dig op af syndens morads så du kan leve for ham – og at hver gang du falder i igen, redder han dig op igen, blot du beder ham om det. Og gå så frimodigt ud og tjen din næste!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] I den kristne bibeludgivelsestradition er nogle af de hebraiske skrifter delt op i flere bøger, så jødernes otte profetbøger udgør hele 21 bøger i den Bibel vi kender.


Comments

Comments are closed.