Prædiken til 2. påskedag 2023
Posted By admin on 11. april 2023
Emmausvandrerne: Er det en åben fest?
Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg kan godt lide at holde fester med mange deltagere, og hvis ikke det var fordi det enten kræver en masse arbejde eller koster en masse penge at bespise et stort antal gæster, så ville jeg nok gøre det noget hyppigere end jeg gør. Der er dog ét skridt i processen som jeg absolut ikke bryder mig om, og det er beslutningen om hvem der skal inviteres med. (Af samme grund foretrækker jeg i dag så vidt muligt at holde åbne fester hvor alle der har lyst, er velkomne til at deltage).
Nogle dage før jeg fejrede min 18-års fødselsdag spillede jeg noget hyggefodbold med nogle venner, og tilfældigvis var det sådan at der blandt de tilstedeværende var lige præcis én person der ikke stod på min gæsteliste, så da vi skiltes, og de andre sagde: ”Vi ses på lørdag!”, så sagde han: ”Hvad sker der på lørdag?” Det var pinligt, syntes jeg, for ganske vist skal man jo et eller andet sted trække linjen mellem de inviterede og de ikke-inviterede, men lige i den situation ønskede jeg godt nok at jeg havde valgt at trække den på den anden side af ham! (Jeg har i øvrigt også prøvet den omvendte situation, hvor det var mig der ikke var inviteret til en fest som de fleste af mine venner skulle til, og det var heller ikke spor sjovt!).
Mens jeg er i gang, vil jeg dele endnu et ungdomsminde med jer, nemlig fra min 21-års fødselsdag. Belært af fadæsen fra min 18-års fødselsdag havde jeg denne gang inviteret rigtig mange, og til gengæld havde jeg så skruet ned for den kulinariske standard, ligesom gæsterne måtte finde sig i at sidde på skødet af hinanden eller på gulvet eller hvor de nu kunne finde plads (også selvom jeg holdt festen hjemme hos mine forældre og ikke på mit lille kollegieværelse). Men der var altså stadig en gæsteliste, selvom den var lang. Nu skete der så det at på selve dagen, en times tid før festen skulle begynde, var der en af gæsterne der ringede på mine forældres fastnettelefon (det var i 1996) og sagde at han var i selskab med en perifer bekendt af mig, som han ville høre om han måtte tage med til festen. Hvad svarer man så? Vi kunne selvfølgelig sagtens have fundet plads til en mere ved festen, men vedkommende var som sagt kun en perifer bekendt der næppe ville have figureret på min gæsteliste om den så havde været dobbelt så lang, og derfor sagde jeg nej. Det forekom mig faktisk som den indlysende ting at gøre, selvom jeg, når jeg i dag tænker tilbage på situationen, bestemt ikke er sikker på at jeg gjorde det rigtige. Jeg viste mig i hvert fald som en anden slags vært end Gud ved at gøre det.
Netop spørgsmålet om hvem der stod på Guds gæsteliste, var et spørgsmål der optog de allerførste kristne meget, og derfor fylder det også meget i Det Nye Testamente, både i evangelierne, Apostlenes Gerninger og brevene. Det Gamle Testamente er jo hovedsageligt historien om Israel, som Gud udvalgte til at være sit folk, og derfor er der i Det Gamle Testamente stort set lighedstegn mellem Guds menighed og det israelitiske folk. Det viser sig blandt andet i Salmernes Bog, som for eksempel i den tekst der var dagens første læsning, hvor David opfordrer menigheden til at lovprise Gud, og det gør han med ordene: ”Lovpris Herren, I der frygter ham, vis ham ære, hele Jakobs slægt, frygt ham, hele Israels slægt!” Det var ganske vist muligt for personer fra andre folkeslag at blive en del af menigheden, men det krævede at de frasagde sig deres hidtidige nationalitet og blev en del af Israels folk. Et af de mest berømte eksempler på en person der traf det valg, er Ruth, som har lagt navn til Ruths Bog i Det Gamle Testamente; hun sagde til sin israelitiske svigermor No’omi: ”Dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud” (Ruth 1,16b). De to ting – Gud og folket – hørte uløseligt sammen; man kunne ikke få den ene uden det andet. Så Guds fest var måske nok i princippet åben, men der var knyttet visse betingelser til. Var man mand, skulle man for eksempel omskæres, og uanset om man var mand eller kvinde, skulle man overholde de israelitiske spise- og sabbatsregler. Og sit hidtidige folk, inklusiv ens nærmeste familie, skulle man fremover betragte som urene hedninger, som man ganske vist skulle behandle pænt, men som man ikke kunne besøge eller spise sammen med uden at blive uren. I vores ører i dag lyder det som noget der hører hjemme i en ekstrem sekt, men sådan var det altså i oldtidens Israel. (Til israelitternes forsvar skal det i øvrigt tilføjes at det nok var sådan i alle oldtidsfolk, og israelitternes syn på udlændinge var vist endda blandt de mere positive sammenlignet med hvad man fandt hos nabofolkene).
Jesus var israelit, og han levede stort set efter de normer og regler der var gældende i den israelitiske kultur, og især da dem der stammede direkte fra Det Gamle Testamente. Det er let for os at glemme, fordi vi er så glade for de beretninger der handler om de få områder hvor han afveg fra sine landsmænds kultur, som for eksempel dengang han forsvarede at hans disciple plukkede korn på sabbatsdagen, eller når han selv foretog helbredelser på sabbatten. Der er imidlertid ingen grund til at tro andet end at de beretninger er undtagelser der bekræfter den regel at Jesus i al almindelighed overholdt sabbatten, og de jødiske spiseregler er der absolut intet der tyder på at han ikke rettede sig efter. Vi hører heller ingen steder noget om at han spiste sammen med folk der ikke var jøder, selvom farisæerne ellers blev forargede nok over at Jesus spiste sammen med de jøder der i deres øjne ikke var fromme nok, så som værnemagere og prostituerede. Derfor er det egentlig forståeligt nok at det tog sin tid før disciplene forstod hvad det var Jesus mente da han kort før sin himmelfart sagde: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28,19). Det fremgår tydeligt af Apostlenes Gerninger at de første kristne – som alle selv var jøder – forstod det sådan at de folk fra andre folkeslag som skulle gøres til disciple, ikke kun skulle døbes, men også skulle omskæres og indordne sig under de jødiske spise- og sabbatsregler – kort sagt: at de skulle blive israelitter.
Vendepunktet i forhold til den opfattelse kom da apostlen Peter en dag blev opsøgt af nogle udsendinge fra en romersk officer ved navn Cornelius, der inviterede ham på besøg. Det kan vi læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 10. Under normale omstændigheder ville Peter have takket pænt ”nej tak” til sådan en invitation, for romere var jo urene hedninger, og Peter ville pådrage sig selv urenhed hvis han besøgte sådan en hedning! (Efter besøget måtte Peter i øvrigt stå skoleret for de andre apostle fordi han havde taget imod invitationen; det kan vi læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 11). Men umiddelbart før Cornelius’ udsendinge ankom, havde Peter haft et syn, hvor Gud tre gange havde sagt til ham at han ikke måtte betragte nogen mennesker som urene, og derfor gik han med hjem til Cornelius (hvilket i øvrigt var en spadseretur på godt og vel 60 kilometer). Da han nåede frem, fortalte Cornelius at han troede på Israels Gud, og at han en dag, mens han bad, havde haft et syn af en engel som havde givet ham besked om at sende bud efter Peter. Det var da Peter fik det at vide, at han holdt den tale som vi hørte som dagens anden læsning, om ”at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.”
Vi danskere har al mulig grund til at være glade for at det er sådan – at vi kan få lov til at være en del af Guds menighed uden at vi behøver at blive israelitter (altså jøder). Hvis Guds fest ikke havde været åben, var ingen af os kommet med! Men desværre blev det meget hurtigt sådan at den kristne kirke begyndte at kopiere mange af de ”unoder” der havde kendetegnet Israel og jøderne i både Det Gamle og Det Nye Testamente. En af de unoder som vi har været værst til at gentage, er at gøre Guds fest lukket ved at forlange at man skal ligne os for at høre med til Guds menighed, hvilket gennem årene er kommet til udtryk på forskellige måder. I kolonitiden blev det således mange steder taget for givet at de afrikanere eller indere eller ”indianere” (som man dengang kaldte de oprindelige indbyggere i Nord- og Sydamerika) der kom til tro på Jesus, skulle tilegne sig den europæiske kultur før de kunne regnes for ”rigtige” kristne – hvilket er ret paradoksalt, når man tænker på at de oprindelige kristne ikke hørte til den europæiske kultur. I årtierne efter Anden Verdenskrig var det indre kulturkløfter i Europa og Nordamerika der skabte udfordringer, fordi mange, især unge, begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den konservative borgerlige kultur som i en del kredse nærmest var blevet synonym med kristendommen. På lange stræk blev ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne derfor også opfattet som et oprør mod kristendommen af såvel unge som gamle, og hos mange af kirkens folk blev der set med mistænksomhed på folk som Lonnie Frisbee og Larry Norman, der forkyndte evangeliet ind i hippiekulturen og ganske vist talte imod stofmisbrug og seksuelle udskejelser, men accepterede hippiernes tøjstil, musikstil og andre ydre udtryk. Min far, der er født i 1949, har fortalt mig at da han i starten af 1970’erne sagde farvel til Beatles-håret og anlagde en mere konservativ frisure, var der en ældre dame i kirken der roste ham med ordene: ”Hvor er det skønt at se en ung mand der vil gå hele vejen!” – underforstået: Så længe han var langhåret, havde hun ikke betragtet ham som fuldgyldig kristen! Og så sent som i slutningen af 1980’erne var der stadig kristne der mente at rockmusik var uforeneligt med kristen tro.
I dag er der ikke længere en entydigt bestemt konservativ kultur i samfundet, som vi risikerer at forveksle kristendommen med; tværtimod er dansk kultur anno 2023 et kludetæppe af delvist overlappende subkulturer, og det afspejler sig også i det kirkelige landskab. Bagsiden af det er imidlertid at når der er så mange forskellige menigheder at vælge imellem, så bliver den enkelte menighed let til et sammenrend af mennesker der ligner hinanden, og derfra er der måske ikke så langt til at vi, i hvert fald underbevidst, kommer til at tænke at for at være rigtig kristen, så skal man være ligesom os, også hvad angår musikstil, politisk overbevisning, humor og så videre. Og på det her tidspunkt behøver jeg vel næsten ikke at sige det, men: Lad være med at tænke sådan. Du må hellere end gerne være taknemmelig for den måde Jesus har mødt dig på, og den tjeneste i Guds rige som Helligånden har ledt dig ind i, men vær åben overfor at der kan være andre som Jesus har mødt – eller har planer om at møde – på en helt anden måde, og som Helligånden leder ind i en helt anden form for tjeneste. Gud er nemlig – heldigvis – langt større end vi nogensinde ville kunne forestille os.
Det er efterhånden blevet lidt af en dårlig vane at jeg først når til dagens evangelietekst hen mod slutningen af min prædiken, og jeg er klar over at det i dag er endnu værre end det plejer at være, men jeg har altså ikke helt glemt den! Vi møder i dag to disciple, som påskedags eftermiddag er på vej fra Jerusalem til en landsby der hedder Emmaus, hvor de (eller i hvert fald den ene af dem) tilsyneladende bor. Emmaus ligger ”tres stadier” fra Jerusalem, altså omkring 11 kilometer, så det var heldigvis en noget kortere gåtur end da Peter skulle på besøg hos Cornelius, men dog lang nok til at de kunne nå at få en god, land snak med den fremmede der havde slået følge med dem. Den ”fremmede” var Jesus, får vi læsere at vide, men de to disciple genkendte ham ikke! Hvor tit mon det sker for os at Jesus går lige ved siden af os, og måske endda virker i menneskers hjerter ved Helligånden, uden at vi genkender ham? Det var blandt andet det spørgsmål der førte til at sognepræst Peter Tingleff, jordemoder Nina Leinum Nørgaard og biskop Peter Fischer Møller for 12 år siden iværksatte projektet Kirke på vej, hvis missionsfilosofi er at det gælder om at finde ud af hvad Gud allerede er i færd med at foretage sig i lokalsamfundet, og arbejde sammen med ham om dét i stedet for at forsøge at presse ham ned i de kasser som vi selv har udtænkt. Hvis I har lyst til at høre mere om det, er det heldigvis sådan at vi i næste uge får besøg af Peter Tingleff og Nina Leinum Nørgaard i forbindelse med Distriktsforeningen af Menighedsråds forårsmøde, der finder sted på Klemensker Kro. Det koster 150 kroner at deltage, og tilmeldingsfristen er i dag – tag fat i mig efter gudstjenesten hvis du vil med!
Tilbage til evangelieteksten: Da de ankommer til Emmaus, og stadig ikke har genkendt Jesus selvom han har udlagt hele Det Gamle Testamente for dem og forklaret dem at både hans død og hans opstandelse var forudsagt af profeterne, inviterer de den fremmede (som de jo stadig tror han er) til at spise aftensmad sammen med dem. Og først da, da han bryder brødet, genkender de ham. Men aldrig så snart har de genkendt ham, før han bliver usynlig for dem. Øv da også! Men det at han blev usynlig for dem, tror jeg netop var en påmindelse om at hans rige er en åben fest: Han tilhørte ikke dem alene, men hele verden.
De to disciple iler straks de 11 kilometer tilbage til Jerusalem, hvor de møder de øvrige disciple og får at vide at Simon (ham vi også kender som Peter) også har set Jesus. Dér stopper dagens tekst, men hvis vi læser videre i Lukasevangeliet, ser vi at Jesus pludselig også dukker op i Jerusalem, spiser et stykke stegt fisk for at bevise at han ikke er et spøgelse, og giver besked om at de skal prædike omvendelse til syndernes forladelse i hans navn for alle folkeslag. For alle folkeslag. Alle er inviteret med til festen. Så hvis du tilfældigvis er i selskab med en person som du tænker højst kan være en perifer bekendt af Jesus, så kan du roligt tage ham eller hende med – Jesus er heldigvis mere gæstfri end jeg var til min 21-års fødselsdag!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments