Signe & Nikolaj

Posted By admin on 26. november 2019

Verdensdommen: Se Jesus i dit medmenneske

Prædiken i Allinge og Sct. Klemens Kirker sidste søndag i kirkeåret 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Hvilken slags præst er du?” Det var det afsluttende spørgsmål jeg blev stillet af studievært Brian Christensen da jeg var gæst i programmet ”Mellem os” på TV2 Bornholm i anledning af min tiltrædelse som præst (her) i Klemensker og Rø. Det var det eneste af de spørgsmål han stillede mig, som jeg ikke havde fået tilsendt på forhånd, men jeg var nu alligevel ikke i tvivl om hvad jeg skulle svare, for der er ét budskab som det mere end noget andet ligger mig på sinde at prædike, og det er at Gud elsker hver eneste af os betingelsesløst. Jeg er overbevist om at en dyb erkendelse af Guds kærlighed er det eneste der kan forvandle et menneskes liv, det eneste der kan give håb, og faktisk også det eneste der kan lede os til omvendelse fra vores synder. Og jeg tror at rigtig mange problemer kan føres tilbage til det triste faktum at alt for mange mennesker går rundt med et forvrænget billede af Gud og derfor ikke tør overgive sig helt og fuldt til ham.

                      Men hvordan prædiker man budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed når prædiketeksten handler om mennesker der bliver bedt om at gå bort til evig straf og evig ild? Og hvordan forholder vi os i øvrigt til at Jesus i denne tekst tilsyneladende siger at det er vores gode gerninger eller mangel på samme der er afgørende for om vi bliver frelst eller går fortabt? Der står jo i et af de bibelvers som vi lutheranere sætter allermest pris på, nemlig Efeserbrevet kapitel 2 vers 8-9, at ”af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” Men hvad hjælper det at Paulus skriver sådan, hvis Jesus siger noget andet?

                      Tja, vi kan jo begynde med at konstatere at Paulus faktisk også mener at vi vil blive dømt efter vores gerninger. I Andet Korintherbrev kapitel 5 vers 10 står der for eksempel: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.” Til gengæld siger Jesus selv i Johannesevangeliet kapitel 12 vers 47: ”jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden.” Så kan de bestemme sig: Bliver vi dømt efter vores gerninger, ja eller nej?

                      Ja, I forventer jo sikkert at jeg kommer med svaret på det spørgsmål (eller i hvert fald med mit bedste bud på hvad svaret er), så det må jeg hellere gøre. Svaret er: Ja – og nej! Eller måske rettere: Nej – og ja.

                      For det første: Nej! Før Jesus kom, havde jøderne en lov (det vil sige, det har de faktisk stadig). Den lov kan man læse i Det Gamle Testamente, især de fem Mosebøger, også kaldet Toraen. Den mest kendte del af Toraen er De Ti Bud, men der er også mange andre bud – sammenlagt 613 forbud og 248 påbud, hvis man skal tro dem der har siddet og talt efter. Nogle af dem virker ret besynderlige for os der lever i Danmark i 2019, som for eksempel at man ikke må barbere håret i tindingerne, eller at man ikke må gå med tøj vævet af to forskellige slags garn. Andre er derimod af en art som gør at der stadig skeles til dem i moderne lovgivning, for eksempel reglerne om erstatning for ødelagt ejendom og om at arbejdere har ret til at holde fri ind imellem. Og på Jesu tid var der faktisk mange grækere og romere der valgte at konvertere til jødedommen fordi den jødiske lov var så fornuftig og retfærdig. Der står også i den jødiske lov at hvis man overholder buddene, skal man leve, og hvis ikke, skal man dø. Såre simpelt – så hvis Jesus ikke havde i sinde at lave om på det, så kunne han lige så godt have sparet sig alle de lidelser han gennemgik her på jorden.

                      Men Jesus kom til jorden og lod sig korsfæste for at frelse os mennesker fra vores synder – det står sort på hvidt adskillige steder i Det Nye Testamente. Derfor var Jesus også umådeligt populær blandt de mennesker som samtidens fromme jøder havde stemplet som ”syndere”, fordi han fortalte dem at de også kunne blive frelst, og det endda ikke ved at tage sig sammen og begynde at overholde Toraen, men ved helt ufortjent at blive taget imod som Guds børn. Så nej, vi bliver ikke dømt efter vores gerninger. Det betyder ikke at Gud pludselig er blevet ligeglad med hvad der er rigtigt og forkert, men det betyder at vi kan få tilgivelse for alt det forkerte vi har gjort, og alt det rigtige vi har undladt at gøre. Allerede i Det Gamle Testamente er Guds nåde og barmhjertighed et gennemgående tema, og blandt andre kong David henvender sig i flere af sine salmer til Gud med syndsbekendelse i tillid til at Gud både kan og vil rense hans synd væk. Men der er også en klar erkendelse i Det Gamle Testamente af at tilgivelsen har sin pris – ikke fordi Gud tager sig betalt for sin nåde (så ville det jo dybest set ikke være nåde), men fordi skaden på vores sjæl skal genoprettes.

Sagen er at hvis vi skal tro Bibelen (og det mener jeg at vi skal; det overrasker næppe nogen af jer!), så er der en ikke kun en god magt i universet (nemlig Gud), men også en ond magt, som vi plejer at kalde ”Satan” efter det hebraiske ord for ”modstander”, men som i Det Nye Testamente også tit bliver kaldt ”Diabolos” (”Djævelen”), som er det græske ord for ”anklageren”. De fleste bibelfortolkere er enige om at Satan engang var en af Guds mægtigste engle, men han blev misundelig fordi det ikke var ham selv der var Gud, og derfor gjorde han det til et mål at ødelægge alt hvad Gud har skabt, og især kronen på Guds skaberværk: mennesket. Hele resten af skaberværket kan Den Onde kun ødelægge udefra, men fordi vi mennesker er moralske væsener, kan vi også ødelægges indefra, og det er langt alvorligere. Fordi Gud har givet os en moralsk frihed som planterne og dyrene ikke har, kan vi selv vælge om vi vil tjene Gud eller Satan, og hver gang vi bruger den frihed som Gud har givet os, til at vælge det onde i stedet for det gode, vælger vi at lægge et stykke af vores liv ind under Satans magt i stedet for Guds. Nu er det sådan at den der vil ødelægge andre, ender med at ødelægge sig selv, og derfor er Djævelen dømt til evig pine (eller ”den evige ild”, som Jesus kalder det i dagens tekst). Hans eneste trøst er hvis han kan få nogle af os mennesker med i ødelæggelsen ved at friste os til at stole mere på ham end på Gud. Skal vi undgå den skæbne, så skal vi enten holde os 100% på dydens smalle sti uden et eneste fejltrin i tanke, ord eller gerning gennem et helt liv – eller også skal vores liv købes fri. På Det Gamle Testamentes tid skulle man ofre et lydefrit dyr for at opnå renselse fra sin synd, men om de dyreofringer står der i Det Nye Testamente at ”præsterne forgæves bærer gaver og ofre frem på folkets vegne, uden at nogen får ren samvittighed af den grund. … Det er alt sammen regler der kun har med det ydre at gøre, og de skulle kun gælde indtil en ny og bedre ordning trådte i kraft” (Hebr 9,9-10, Den Nye Aftale). Den ”nye og bedre ordning” er at Jesus betalte med sit eget liv og blod for at købe os fri af Satans magt. Fordi han er Guds fuldkomne Søn, er hans offer tilstrækkeligt til at købe alle mennesker fri af ethvert krav som synden og døden og Djævelen måtte have på os – hvis vi altså vil lade os frikøbe, for Gud tvinger ikke nogen. Så derfor: Nej, vi bliver ikke dømt efter vores gerninger!

For det andet: Ja, vi bliver dømt efter vores gerninger! Det hører vi jo helt klart i teksten til i dag, og som sagt står det også hos Paulus. Men hvordan hænger det sammen med det jeg lige har sagt? Det hænger sådan sammen at vi ikke både kan blæse og have mel i munden. Vi kan ikke tage imod det nye liv som Jesus har købt til os, og samtidig holde fast i det gamle – det er enten/eller! ”Ingen kan tjene to herrer”, som Jesus siger i Bjergprædikenen (Matt 6,24). De af jer der var i kirke for en uge siden, hørte en skræmmende lignelse om en konge der generøst eftergav en af sine tjenere en absurd stor gæld, men da tjeneren efterfølgende nægtede at eftergive et langt mindre beløb som han havde til gode hos en kollega, skiftede kongen mening og smed den utaknemmelige tjener i fængsel – ikke fordi de penge tjeneren skyldte, pludselig alligevel havde fået stor betydning for kongen, men fordi tjeneren ikke viste barmhjertighed.

Ser vi på teksten til i dag og på de mennesker der hører Jesus sige: ”Går bort fra mig, I forbandede”, så er det faktisk præcis det samme der er på spil der, nemlig at de ikke har vist barmhjertighed. Det de bliver dømt for, er ikke at de har gået med tøj der var vævet af to slags garn, eller at de har barberet deres tindinger, og ikke engang at de har bedrevet hor eller begået mord, men at den store barmhjertighed som Gud har vist os, er prellet fuldstændig af på dem og ikke har forandret deres indstilling til deres medmennesker. Hvis vi ikke ser Jesus i vores medmennesker, så viser det at vi ikke har fattet en bønne af hvad kristendommen går ud på. Den der viser en sådan foragt for Kristus, er tydeligvis stadig Djævelens barn.

Det var den teologiske udlægning. Men jeg kan naturligvis ikke sige amen nu, for hvis de der ikke viser barmhjertighed, går evigt fortabt, er der så overhovedet nogen der bliver frelst? Er der nogen af os der kan sige os fri for både tit og ofte at have overset et medmenneske i nød? Kan det overhovedet lade sig gøre at have frelsesvished hvis Gud stiller den slags krav?

Ikke hvis det stod til os selv, nej. At leve det liv som Jesus har købt os fri til, hvor vi møder andre mennesker med den samme barmhjertighed som Gud har mødt os med, er ikke alene svært, det er umuligt. Men som Jesus svarede da disciplene engang forfærdet spurgte ham hvem der overhovedet kan blive frelst: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” (Matt 19,26). Det vi skal gøre, er altså ikke at stramme os gevaldigt an for at vise den påkrævede barmhjertighed så vi ikke mister vores frelse – det ville jo være en eklatant modsigelse af evangeliet. Nej, det vi skal gøre, er at se hen til Jesus, for han er den eneste der kan opfylde Guds krav i os! Hvis vi erkender at vi er ude af stand til at vise den barmhjertighed mod andre som vi reelt set burde, så vil vores indstilling være: ”Gud, vær mig synder nådig!” Og et sønderbrudt, sønderknust hjerte afviser Gud aldrig. De der ender på den forkerte side på dommens dag, er ikke de bodfærdige, men de selvretfærdige; ikke de der ikke evner at vise andre den fornødne barmhjertighed, men de der bilder sig ind at de slet ikke behøver at gøre det. Og hvis du sidder her i dag og er bekymret for hvilken af grupperne du tilhører, så er selve det at det betyder noget for dig, et sikkert tegn på at du ikke hører til de forhærdede. Kom du frimodigt til Jesus, præcis som du er, for han som har begyndt sin gode gerning i dig, han vil også fuldføre den.

Så bliver vi dømt efter vores gerninger? Nej – og ja – … – og nej!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Herre Jesus, vi kommer til dig som vi er, for andet kan vi ikke gøre. Tag imod os, tilgiv os, og give os del i det nye og evige liv som du har vundet ved din død og opstandelse!

         Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Allinge Kirker sidste søndag i kirkeåret 2019
Tags: Matthæusevangeliet 25.31-46

Posted By admin on 19. november 2019

Den gældbundne tjener: Som også vi forlader vore skyldnere

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 22. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,” beder vi i Fadervor hver eneste søndag her i kirken, og måske også i det daglige derhjemme. Gud tilgiver os, og derfor skal vi også tilgive hinanden. Det er logik for perlehøns – men hvor går grænsen for hvor længe vi skal blive ved med at tilgive?

                      Forestil dig at du har en ven som bærer sig rigtig lumpent ad over for dig – forråder din tillid, bagtaler dig, stjæler fra dig, sviner dig til på de sociale medier, eller hvad det måtte være. Men da du konfronterer ham med hans forsyndelse, angrer han det og beder dig om tilgivelse. Som det storsindede menneske du er, rækker du hånden frem og siger: ”Godt, vi slår en streg over det!” og I skilles som venner. Men, men, men: Et par måneder senere gør han det samme én gang til! Skal du så én gang til tage imod hans undskyldning og slå en streg over det hele? Hvis ja, så vil du nok tænke at du er et usædvanlig storsindet menneske, grænsende til det tossegode. Og hvis det hele gentager sig for tredje gang, så tror jeg at de fleste menneskers grænse vil være nået. Men i jødernes Talmud, som er en samling af oldtidens mest respekterede rabbineres udsagn, står der faktisk at man også skal tilgive tredje gang; først fjerde gang er grænsen nået!

                      Med det i baghovedet får Peters spørgsmål til Jesus pludselig en anden klang end det måske ellers ville have haft. Peter havde nok en formodning om at Jesus var endnu mere radikal i sit syn på tilgivelse end de skriftkloge, men hvor meget mere? Rabbinerne sagde tre gange (hvilket som sagt allerede er mere end de fleste af os ville gøre), så hvad mon Jesus ville sige? Fire gange? Fem gange? For en sikkerheds skyld smurte Peter rigeligt på og gik helt op på det absurd høje antal syv gange. At tilgive nogen hele syv gange virker fuldstændig overdrevet, og mon ikke også Peter forventede at Jesus ville berolige ham med at han ikke behøvede at gå til den slags yderligheder? Men nej – Jesus svarer tværtimod at Peters yderligheder slet ikke er yderlige nok: Han skal ikke ”kun” tilgive op til syv gange, men op til 77 gange! Det tal er så svimlende stort at han lige så godt kunne have sagt at der slet ikke er nogen grænse, og jeg tror faktisk også at det var det han mente. For der er ingen grænse for hvor ofte Gud vil tilgive os – og heldigvis for det!

                      For at illustrere pointen fortæller Jesus en lignelse om to mænd der er tjenere hos en rig og mægtig konge. Jesus fortæller først om hvordan kongen eftergiver den ene tjener en enorm gæld, og derefter om hvordan den tjener nægter at eftergive en langt mindre gæld fra en medtjener. Mange af jer har sikkert hørt historien før. Selv har jeg hørt den lige fra barnsben i søndagsskolen, og jeg har taget del i den almindelige forargelse over den ualmindeligt smålige tjener der ikke ville eftergive sin kollega ”en tier fra i fjor”, som den alt for tidligt afdøde troubadour Jens Bendix udtrykker det i sin gendigtning af lignelsen på albummet Hvaler og orkaner fra 1996. Men ret skal være ret: Det var ikke kun en tier medtjeneren skyldte; det var ”hundrede denarer”. En denar var en dagløn for en løsarbejder, ved vi fra forskellige kilder, men disse kongelige tjenere var ikke løsarbejdere, de var højtstående embedsmænd, så deres løn har nok været temmelig meget højere. En romersk officer fik omkring 10 denarer om dagen, så hvis vi antager at tjenerne i Jesu lignelse tjente omtrent det samme, så svarer 100 denarer til 10 dages løn, det vil sige et sted på den anden side af 10.000 kroner hvis vi tager udgangspunkt i hvad en fuldmægtig i staten tjener i dagens Danmark. Er man smålig hvis man ikke vil slå en streg over en gæld på 10.000 kroner? Nej, vej? Det er jo et anseeligt beløb. Jeg ved ikke hvor mange af jer der nogensinde har eftergivet så stort et beløb – selv har jeg ikke. Og hvis nogen af jer har, så vil jeg gætte på at den person der fik det eftergivet, blev overstrømmende taknemmelig, og det med rette!

                      I Jesu historie om de to tjenere er der imidlertid en baggrundshistorie, og det er at den tjener der har de 10.000 kroner til gode hos sin kollega, selv lige har fået eftergivet en gæld på 10.000 talenter af kongen. Hvor meget er 10.000 talenter? Ja, en talent var egentlig en vægtenhed der svarede til omkring 36 kg, og når man brugte den som møntenhed, var det sølv man vejede. 10.000 talenter var altså 360 tons sølv. I onsdags, da jeg skrev disse linjer, blev et gram sølv handlet til 3 kroner og 69 øre, og hvis man ganger det op til 360 tons, så bliver det lige knap 133 milliarder, altså mere end 1000 gange så meget som de 111 millioner Britta Nielsen svindlede for! Når man tænker på hvor stor forargelse Britta Nielsen er blevet mødt med i boulevardpressen, så prøv at gange det med tusind! En anden måde at sige det på er at der gik 6.000 denarer på en talent, så ham der ikke ville eftergive sin medtjeners gæld, han havde altså selv fået eftergivet en gæld der var 600.000 gange så stor! En tredje måde at sige det på er at en talent var den største enhed man kendte til i oldtiden, og 10.000 var det højeste tal som på oldgræsk havde sit eget navn, nemlig myrias. (Ordet ”million” blev først opfundet i middelalderen). Ti tusind talenter var altså en symbolsk måde at udtrykke et absurd stort beløb på, så den bedste oversættelse til dansk er måske det gode gamle Anders And-ord ”fantasillion”.

                      Men hvorfor fortæller Jesus en historie om en mand der skylder et så grotesk højt beløb? Jo, pointen med historien var jo at forklare Peter – og os andre – hvorfor vi ikke kan ”nøjes” med at tilgive vores medmennesker 7 gange, nemlig fordi Gud har tilgivet os langt flere gange. Men netop dér er det nok at filmen knækker for mange af os, for helt ærligt: så slemme er vi da heller ikke? Altså, godt nok er vi syndere, og der er ikke nogen af os der har gjort os fortjent til det evige liv, men ligefrem milliarder og fantasillioner? Er det virkelig sandt at uanset hvad andre mennesker kan finde på af lumpenheder overfor os, så har vi selv forsyndet os 600.000 gange værre overfor Gud? Det lyder da en anelse overdrevet, gør det ikke? Jeg mener, i hvilken forstand er vi mennesker overhovedet i stand til at ”forsynde” os mod Gud? Gud er jo evig og salig og udødelig, så hvilken skade kan vi påføre ham, som ville tåle nogen sammenligning med den skade andre mennesker kan påføre os?

                      Vi mennesker kan naturligvis ikke påføre den evige Gud nogen skade, men det betyder ikke at vi ikke kan synde mod Gud, for vi kan nemlig anrette skade på hans skaberværk, og den der skader værket, forsynder sig mod skaberen. Men alligevel: Selvom jeg ikke kan sige mig fri for at have skadet Guds skaberværk på en række forskellige måder, så er det nok alligevel lidt overdrevet at det jeg har gjort, skulle være 60.000 gange så slemt som hvad andre har gjort mod mig. Og helt tosset bliver det hvis man vil hævde at et lille barn på Ninevesletten selv har forsyndet sig 60.000 gange så slemt som den IS-kriger hun bliver mishandlet af. Så hvad er det egentlig Jesus mener?

                      Jeg tror vi kan komme det lidt nærmere ved at se på det billede Jesus vælger at bruge, nemlig eftergivelse af gæld. Den der vælger at eftergive en gæld, taber jo de penge det drejer sig om, så hvis tjeneren fra lignelsen havde valgt at eftergive sin medtjeners gæld, ville det have kostet ham 10.000 kroner. Men det kostede altså kongen en fantasillion at eftergive tjenerens egen gæld! Og det er dét vi skal se på: Hvad det har kostet Gud at tilgive vores synd. Hvad har det da kostet ham? Det har kostet ham Jesu død på korset!

                      Det kan godt være svært at forstå hvorfor det var nødvendigt for Jesus at dø på korset. Hvorfor kunne Gud ikke bare vælge at tilgive os uden at nogen skulle lide og dø? Hvis du for eksempel spørger en muslim, så vil han sige at Gud er barmhjertig, og derfor tilgiver han den der angrer sin synd – der er ikke nogen anden der behøver at bære straffen. Vi kan så indvende at Gud ikke ville være retfærdig hvis han lod synd være ustraffet, men helt ærligt: Hvad retfærdigt er der i at straffe en uskyldig i stedet for en skyldig? I Johan Hermann Wessels tragikomiske digt ”Smeden og Bageren” er der en smed der har begået mord, men fordi der kun er én smed i byen, men to bagere, vælger dommeren at dømme en af bagerne til døden i stedet for smeden (det er dér udtrykket ”at rette bager for smed” stammer fra). Men er det retfærdigt? Nej, vel? Og det ville det heller ikke være selvom bageren frivilligt var gået med til ordningen.

                      Nej, grunden til at Jesu død på korset var nødvendig for at vi kunne blive frelst, er at vores synd har gjort ubodelig skade på os selv. Derfor består Guds tilgivelse heller ikke kun i at han undlader at straffe os, for det ville ikke være tilstrækkeligt til at vi blev frelst. Forestil jer nemlig at Gud bare sagde ”hokus pokus”, og så blev jorden forvandlet til et paradis, og alle mennesker der nogensinde har levet, fik lov til at leve evigt i det paradis. Hvor længe tror I det ville blive ved med at være et paradis? Ikke ret længe, vel? Vi ville nemlig stadig være mistroiske og selviske og alt det andet der har gjort at vores nuværende verden ikke er det paradis som Gud havde tænkt at den skulle være. Nej, hvis vi virkelig skal frelses fra det onde, så kræver det at der bliver taget hånd om det onde inde i os selv. Vi må genskabes som syndfrie hvis Paradiset skal blive en realitet. Vores gamle menneske, som kun i begrænset omfang kan finde ud af at gøre det gode, må erstattes af et nyt og fuldkomment menneske. Det lyder umiddelbart umuligt, men Jesus har gjort det muligt ved at ofre sit eget fuldkomne liv for vores skyld og derefter besejre døden ved sin opstandelse. Guds plan for vores frelse består så i at vi bliver knyttet sammen med Jesus i dåben, sådan at hans død på korset bliver vores død, og hans opstandelse bliver vores opstandelse. Det er ikke let at forstå – men det er til gengæld let at gribe om det i tro; så let at selv et lille barn kan gøre det: Gud har givet os en helt ny identitet hvor vi ikke længere er syndere, men Guds børn. Han vil frelse os, ikke alene fra straffen for synden, men fra synden selv, sådan at vores liv kan blive som han vil have det. Det er et evigt gode, som Jesus har betalt den ultimative pris for at købe til os.

                      Alt hvad andre mennesker kan gøre mod os, er derimod kun midlertidigt – som Jesus selv udtrykker det: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere” (Luk 12,4). Derfor skal vi tilgive vores medmennesker igen og igen, for Gud har givet os noget der er langt større end det vi giver vores medmennesker ved at tilgive dem, og det har han gjort helt uden at vi havde fortjent det. Lad os takke og prise ham for det!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 22. søndag efter trinitatis 2019
Tags: Matthæusevangeliet 18.21-35

Posted By admin on 12. november 2019

Den kongelige embedsmands søn: Troen sidder i fødderne

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 21. søndag efter Trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For en uge siden, da vi fejrede allehelgen, fortalte jeg her fra prædikestolen om radioværten Esben Kjær, der i 2012 oplevede den frygtelige tragedie at hans 7-årige søn Sebastian døde af kræft. Esben Kjær har skrevet flere bøger og holdt utallige foredrag om hvordan han selv og den øvrige familie oplevede forløbet omkring Sebastians død, og hvordan de håndterer det at han ikke er der mere, men på mange måder alligevel er der. Det budskab som Esben Kjær først og fremmest gerne vil ud med, er at vi skal give de døde plads i vores liv, men han har også mange andre interessante refleksioner. Blandt andet har han flere gange nævnt at han fortryder at han kæmpede så indædt imod det uundgåelige. Som han udtrykker det i sin bog ”Min usynlige søn” fra 2016: ”For mig stoppede kampen først på Rigshospitalet, få timer før Sebastian holdt op med at trække vejret. Men skulle jeg have givet op tidligere og i stedet have brugt den sidste tid på fredfyldt bare at være sammen med ham? Skulle jeg have brugt den sidste tid på at ligge i sengen hos min søn? Skulle jeg have brugt tiden på at holde om ham og fortælle ham igen og igen, hvor meget jeg elskede ham? … Endte min stædige insisteren til det sidste på, at virkeligheden skulle give efter for mit pres, med, at Sebastian døde ensom?”

                      For mig, der selv er far til en lille dreng, gør det ondt helt ind i hjertet at læse Esben Kjærs overvejelser om det spørgsmål. Men jeg må sige at jeg tror jeg ville have gjort det samme som han gjorde, for jeg ville have haft svært ved at leve med mig selv bagefter hvis jeg ikke havde gjort alt hvad jeg overhovedet kunne, for at kæmpe for min søns liv, så længe der var bare det mindste lille halmstrå af håb. Sådan vil en far rent instinktivt gøre, uanset om det er klogt eller ej. Og jeg tror det er Gud der har lagt det instinkt ned i os, fordi han derigennem vil lære os noget om hvordan han selv er. For når selv en syndig og ufuldkommen jordisk far vil gå igennem ild og vand for sit barn, hvor meget mere vil så ikke vores Far i himlen sætte himmel og jord i bevægelse for at redde sine elskede skabninger, så længe der overhovedet er mulighed for at vi kan reddes? Når det gør så ondt på os ukærlige mennesker at miste et barn, hvordan må Gud så ikke have det med tanken om at nogen af hans børn skulle gå fortabt? Men at det er sådan, kan vi ikke se; vi kan kun tro det.

                      I dagens evangelietekst møder vi en far hvis barn ligger for døden, og også han er villig til at forsøge hvad som helst for at redde sit barns liv. Som den måske sidste fortvivlede mulighed opsøger han Jesus i Kana. Hvor meget denne kongelige embedsmand vidste om Jesus, ved vi ikke, men han har utvivlsomt hørt om nogle af de mange mirakler Jesus har udført. Derfor spilder han ikke tiden da han hører at Jesus er vendt tilbage til Galilæa efter et ophold i den anden ende af Israel. Måske har embedsmanden gået hvileløst rundt i dagevis og ventet på at Jesus skulle komme hjem, så han kunne bede ham om at komme og lægge hænderne på hans syge søn? Jesus boede jo faktisk i Kapernaum, ved vi fra de andre evangelier, men den desperate far har ikke tid til at vente på at Jesus når hele vejen hjem. Da han hører at Jesus har gjort et ophold i Kana, 30 kilometer fra Kapernaum, tager han afsted for at hente ham dér.

                      Det må have været noget af en dukkert for ham at Jesus svarede som han gjorde. I stedet for at sige: ”Javist, jeg kommer med det samme!” svarer Jesus nemlig: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Og det er der sådan set ikke noget at sige til at Jesus sagde, for det var faktisk den indstilling de fleste i landet mødte ham med: De religiøse ledere udfordrede ham hånligt til at gøre et tegn der kunne bevise at han var sendt af Gud, selvom de allerede havde besluttet at de ikke ville tro på ham uanset hvad, og hvad lægfolket angik, fulgte de fleste kun efter ham fordi de håbede at få et bemærkelsesværdigt mirakel at se. Og selv når de så et, var de ikke tilfredse: Efter at Jesus for eksempel havde bespist 5000 mennesker med fem brød og to fisk, fulgte folk efter ham, og da de indhentede ham, sagde de: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig?” Det var en indstilling som mere var udtryk for sensationslyst end for tro. Men de havde nok heller ikke så meget i klemme – de mente at have deres på det tørre, så hvis ikke Jesus kunne bruges til at give dem noget underholdning, så var der ikke så meget de kunne bruge ham til.

                      Den kongelige embedsmand, derimod, havde udsigt til at stå med en vanvittig stor sorg hvis ikke Jesus hjalp ham, så han lod sig ikke slå ud af det der umiddelbart kunne lyde som et afslag, men blev ved med at trygle Jesus om at følge med ham hjem og helbrede hans søn. Men ligesom Elisa ikke helbredte Na’aman på præcis den måde han havde forestillet sig, fulgte Jesus heller ikke med embedsmanden tilbage til Kapernaum, men nøjedes med at give ham beskeden: ”Gå hjem, din søn lever.”

                      Jeg ved ikke om jeg selv ville have stillet mig tilfreds med dén besked. Det må trods alt have været noget af et antiklimaks når han nu havde sat næsen op efter at Jesus skulle komme med ham hjem og lægge hænderne på drengen og helbrede ham. Som det var nu, blev han nødt til at rejse hjem uden at vide om hans søn rent faktisk var blevet rask eller ej – ligesom Na’aman måtte tage hen og bade i Jordanfloden uden nogen garanti for at det rent faktisk ville hjælpe. Men Na’aman fik dog i det mindste noget han kunne foretage sig, hvorimod embedsmanden var henvist til bare at tro Jesus på hans ord.

Der hersker en hel del forvirring om hvad tro er for noget, og det er desværre langt hen ad vejen kirkens egen skyld. Alt for ofte har vi fået gjort troen til noget intellektuelt, noget med at gå ind for visse teologiske eller filosofiske læresætninger. Men tro i bibelsk forstand er først og fremmest det at have tillid til Guds løfter. Jeg kunne næsten have lyst til at læse Hebræerbrevet kapitel 11 højt for jer, hvor forfatteren udfolder og demonstrerer i lyset af Det Gamle Testamente hvad tro er for noget, men det ville nok tage for lang tid, så det må I selv læse når I er kommet hjem. Men jeg kan røbe at forfatteren i det kapitel omtaler en lang række skikkelser fra Det Gamle Testamente og fortæller at de i tro gjorde dette og hint. Tro er altså ikke bare noget der sidder i hovedet, men i høj grad noget der sidder i hænderne og fødderne. For den kongelige embedsmands vedkommende viste troen sig ved at han gik hjem til sin søn da Jesus bad ham om det, i den tro at når Jesus havde sagt at drengen var helbredt, så var det rigtigt. Og det viste sig at holde stik.

Men sæt nu han ikke havde troet på det Jesus sagde. Sæt han bare var blevet sur og gået fornærmet hjem. Ville hans søn så ikke være blevet helbredt? Jo, det er jeg helt overbevist om at han ville. Vi får jo at vide at drengen blev helbredt samtidig med at Jesus havde sagt ordene. Desuden havde Jesus ikke knyttet nogle betingelser til helbredelsen. Han havde ikke sagt: ”Hvis du tror og ikke tvivler, så vil din søn blive helbredt.” Han sagde slet og ret: ”Gå hjem, din søn lever!” Men lad os nu alligevel prøve det tankeeksperiment at embedsmanden ikke havde troet Jesus på hans ord, men havde hørt dem som flabet afvisning, sådan som Na’aman til at begynde med gjorde det med Elisas ord. Lad os forestille os at det ikke var med tro og fortrøstning, men med bitterhed og bedrøvelse at han havde påbegyndt hjemrejsen til Kapernaum. Han ville så stadig have mødt sine tjenestefolk på vejen, som ville have fortalt ham at hans dreng var i live. Det ville sandsynligvis have overbevist ham. Men lad os, bare for eksperimentets skyld, forestille os at han fremturede i sin vantro og sagde til tjenerne: ”Jeg tror ikke på det! Min søn er uhelbredeligt syg, og Jesus vil ikke komme med og helbrede ham. Der er ikke noget håb!” Ja, lad os bare køre tankeeksperimentet helt ud og forestille os at selv ikke synet af den helbredte dreng ved hjemkomsten formåede at overbevise manden om at det var sandt, men at han blev ved med fortvivlet at hævde at drengen var syg og insisterede på at behandle ham derefter, eller at han måske endda påstod at hans søn var død, og gik ud og begravede ham! Det lyder helt vanvittigt, omtrent som noget Alfred Hitchcock eller Steen Steensen Blicher kunne have fundet på at skrive, men hvorom alting er: Hvis manden havde handlet på den måde, ville hans søn ganske vist være blevet helbredt, men faderens vantro ville have forhindret ham i at få nogen gavn af det.

Og sådan er det faktisk også med Guds grænseløst store kærlighed til os, som drev ham til at ofre sin egen elskede søn – tænk engang! – for at vi kunne blive frelst fra synden og døden og Djævelen og leve evigt sammen med Ham. Men hvis vi ikke tror på at Gud er kærlighed, får vi ingen gavn af Jesu offerdød. Frelsen er nemlig en byttehandel: Vi giver afkald på det liv vi har, og får det evige liv hos Gud i stedet. Hvis vi tror at Gud er en lunefuld tyran, sådan som jeg desværre jævnligt ser ateistiske debattører hævde at han er, så vil vi ikke indgå den byttehandel, og dermed dømmer vi os selv til det helvede som livet uundgåeligt bliver når vi er overladt til os selv. Eftersom det er Gud der er kilden til alt godt, vil en evighed adskilt fra ham være ensbetydende med evig pine. Derfor opfordrer Gud os også inderligt til at komme til Jesus og få det evige liv som gave. Men kærligheden tvinger ikke nogen.

Men kan Gud da ikke bare sørge for at helvede slet ikke findes? Så vil der vel ikke være nogen der går fortabt, uanset om de vælger Jesus til eller fra? Det kunne man godt tænke. Men et sted hvor Gud er fraværende, er per definition et helvede. Og selv hvis Gud rent faktisk gjorde det sådan at vi ikke kunne vælge ham fra (og dermed per definition vælge helvede til), så ville vi stadig opleve paradiset som et helvede hvis vi holdt stædigt fast i ikke at ville tro på at Gud elsker os. I den sidste af Narnia-bøgerne, som har titlen Det sidste slag, illustrerer C.S. Lewis det med en gruppe dværge der sidder på en solbeskinnet blomstereng hvor fuglene synger, men som stædigt fastholder at de i virkeligheden sidder i en mørk og ildelugtende stald, og selv da løven Aslan (som er et billede på Jesus) sætter de lækreste retter og den ædleste vin foran dem, kan de ikke smage andet end hø, halvrådne roer og snavset vand. Og måske er det i virkeligheden det der er helvede: at vi er i paradis, men nægter at tro at vi er der?

Lad os ikke ende dér! Lad os vove at tro på at Gud elsker os højere end nogen jordisk far eller mor elsker sine børn, og lad os overgive vores liv til ham i tryg forvisning om at han vil passe bedre på det end vi selv kan! Lad os flokkes om Jesus og tilbede ham som vores frelser og Herre!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 21. søndag efter trinitatis 2019
Tags: Johannesevangeliet 4.46-53

Posted By admin on 5. november 2019

Saligprisningerne: Helgen her og helgen hisset

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker alle helgens dag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er alle helgens søndag, den dag hvor vi på en særlig måde mindes de døde – eller som vi plejer at sige i kirken: ”dem der er gået forud”.

                      ”Der er noget tvetydigt over evnen til at mindes”, skriver den svenske præst og retræteleder Peter Halldorf i sin bog ”Det hellige år”, og han fortsætter: ”Mindet er en kilde til den største glæde, men også til den dybeste sorg. Mindet giver ikke bare viden om fortiden. Når jeg mindes nogen, der stod mig nær, ser jeg den pågældende for mit indre blik. Jeg ser vedkommende for mig, levende i min erindring. Ikke bare som summen af alt det, jeg ved om den person, men som den intensivt, levende person, den pågældende var. Det er selve mindet, der gør oplevelsen af savn så håndgribelig og påtrængende … Det naturlige minde er det fraværendes nærvær. Jo mere levende en person træder frem i erindringen, jo mere smertelig er bevidstheden om, at hun ikke er her længere.” (s. 253f.)

Men hvordan skal vi så forholde os til de tvetydige minder? Skal vi prøve at lade være med at dyrke mindet alt for meget, for at smerten ikke skal blive for intens? Eller skal vi tværtimod give både mindet og smerten fuld skrue i respekt for den relation vi havde – og i en vis forstand stadig har – til den afdøde?

Journalist og radiovært Esben Kjær er ikke i tvivl om hvad der er det rigtige svar på det spørgsmål. I 2012 oplevede Esben Kjær det værste der kan overgå en far, nemlig at miste et barn. Jeg kender ikke Esben Kjær personligt og har aldrig mødt ham, men han har fortalt meget åbenhjertigt om sit tab i diverse medier og talrige foredrag i løbet af de seneste 7 år, senest i et radioprogram som jeg hørte for blot en måned siden, og derfor regner jeg med at det er i orden at jeg fortæller hans historie her fra prædikestolen. Esben Kjærs søn Sebastian var kun 7 år gammel da han døde af kræft, og det var naturligvis en helt ubeskriveligt stor sorg. Eller rettere: Det er en ubeskriveligt stor sorg! For som Esben Kjær udtalte til DR for to år siden: “sorg er ikke noget, der går over. Som nyere sorgforskning også har slået fast, er sorgen noget, man lever med resten af sit liv.” (fra https://www.dr.dk/levnu/hans-7-aarige-soen-doede-af-kraeft-vi-mangler-et-sprog-doeden). Men det har mange mennesker svært ved at acceptere, og derfor ”har Esben Kjær gjort det til sin mission at få samfundet til at gøre plads til de døde” (ibid.) Selv havde han nærmest en oplevelse af at miste sin søn to gange – som han siger i samme interview: ”Først dør en, man elsker. Derefter tier familie og venner den afdøde ihjel. Det var, som om Sebastian aldrig havde været her, for der var ingen, der nævnte ham. Og hvis han blev nævnt, blev folk utilpasse.” For som Peter Halldorf udtrykker det: ”Der er ikke noget, der så konkret [som minderne] afslører, hvor forgængeligt og skrøbeligt livet er; at der ikke er noget i denne verden, vi kan holde fast i. Minderne åbenbarer for os, at døden råder i verden.” (loc. cit.) Og det er ikke en åbenbaring vi bryder os om; derfor foretrækker vi at der ikke bliver talt om de døde – eller det er i hvert fald Esben Kjærs udlægning.

Selv har familien Kjær – Esben, hans kone Kirsten og deres to overlevende sønner – valgt en helt anden strategi, nemlig at holde mindet om Sebastian så levende og frisk som overhovedet muligt. Som far Esben sagde til Kristeligt Dagblad sidste år: ”Sebastian er ikke blot et aftryk i mit hjerte. Han bor derinde – ikke som et minde, men som en levende, skabende kraft. Han er en slags muse, jeg kan konsultere, være med, fortsat elske. Og utallige efterladte, jeg har mødt til mine foredrag, har vidst præcis, hvad jeg mener.” (fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/de-doede-lever-videre-men-ikke-ret-meget-i-kirken) I familiens hverdag kommer det blandt andet til udtryk ved at der står et ”alter”, som de kalder det, i deres entré: et bord hvorpå der står et billede af Sebastian, og hvor de for eksempel kan lægge gaver til ham. Og da Sebastians storebror skulle konfirmeres, havde de også dækket op til Sebastian ved bordet – selvom nogle af gæsterne fandt det ubehageligt.

Jeg er bestemt ikke overbevist om at det i alle tilfælde er klogt at gøre som familien Kjær har valgt at gøre, når man mister et familiemedlem. Det fungerer tydeligvis for dem at udtrykke deres fortsatte kærlighed til Sebastian på den måde og samtidig understrege at ”som man altid har vidst i alle kulturer til alle tider, går de døde på en eller anden mærkelig måde ikke rigtig væk” (fra DR-interviewet), som Esben udtrykker det, men for andre vil jeg tro at det at opstille et ”alter” for et afdødt familiemedlem ville opleves forkrampet. Vi må hver især finde en måde at ære vores døde på som opleves naturligt for os, og så må vi acceptere og rumme at andre har et behov for at udtrykke deres ”hjemløse kærlighed” på en anden måde end vi selv har. Det eneste vi ikke må, er at forlange af os selv eller andre at vi eller de skal ”komme videre”, for sorg er som sagt ikke noget der ”går over”.

Når det er sagt, så kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til Sebastians storebrors konfirmation, hvor der var dækket op til ham der ikke var der, men alligevel var der. For i virkeligheden er det vel noget af det samme vi gør i kirken hver søndag når vi fejrer nadver: Vi spiser og drikker sammen med Jesus, selvom han døde for snart 2000 år siden – og det gør vi fordi vi stædigt hævder at han slet ikke er død! Ikke at han ikke døde – det siger vi i trosbekendelsen at han gjorde – men at han besejrede døden og opstod på tredjedagen, så han nu lever i al evighed. Og ikke nok med det: 40 dage efter sin opstandelse ”fór han til himmels”, som vi siger, det vil sige han gik fra kun at kunne være ét sted ad gangen til at fylde alt. Derfor kan han på samme tid sidde til bords med os her i (Klemensker) (Rø) og med dem i (Nyker, Rutsker, Allinge, Nylars) (Hasle, Gudhjem, Ibsker), Rønne, København, Berlin, Milano og Cape Town! Hvis I vil tilgive at jeg citerer Peter Halldorf endnu en gang: ”Kristus har overvunder døden og dermed også den skrøbelighed, som tiden skaber. Han er altid nærværende, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn. Og hvor han er, dér er hele den himmelske verden, keruber og serafer, engle og ærkeengle, helgener og martyrer, ja, alle, der er tegnet med troens segl og er gået bort fra denne verden. Kirken fejrer gudstjenesten sammen med alle de hellige over hele jorden og til alle tider.” (loc. cit.)

Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over at det er det der sker når vi knæler ved alteret for at modtage nadveren – at vi ikke alene sidder til bords med Jesus og alle Guds engle, men også med alle dem der er gået forud? Når vi fejrer gudstjeneste – og i særdeleshed når vi fejrer nadver – træder vi for en stund ud af tiden og får et smugkig ind i Guds evighed hvor døden ikke findes mere. Dengang vi blev døbt, skete der nemlig det at vi indgik i et skæbnefællesskab med Jesus. Det Jesus siger til os i dåben, er groft sagt: ”Alt dit er mit, og alt mit er dit.” Vi får en ny identitet som Guds børn fordi vi nu hører uløseligt sammen med Guds Søn. Men når du hører uløseligt sammen med Jesus, og jeg hører uløseligt sammen med Jesus, så hører du og jeg også uløseligt sammen med hinanden. Som Guds folk har vi et skæbnefællesskab med hinanden fordi vi alle sammen er døbt til den samme Herre. Derfor spiser og drikker vi der er til gudstjeneste i (Klemensker) (Rø) i dag, ikke kun sammen med Jesus og med hinanden, men også med dem i (Nyker, Rutsker, Allinge, Nylars) (Hasle, Gudhjem, Ibsker), Rønne, København, Berlin, Milano og Cape Town!

Det at vi hører uløseligt sammen med Jesus, betyder også at når døden ikke længere har magt over Jesus fordi han opstod, så har den heller ikke magt over os, hvis vi holder os til ham. Ganske vist kommer der en dag hvor vores hjerte holder op med at slå, men det betyder ikke at vi er døde, for vores tilhørsforhold til Jesus kan selv døden ikke slå i stykker. Selv når vi ikke længere kan være i vores jordiske legeme, skal vi stadig være sammen med Jesus, han som ikke længere er underlagt tidens og rummets begrænsninger. Derfor spiser og drikker vi også sammen med alle dem der er døde i troen på Jesus. Helgen her og helgen hisset er i samme menighed, som vi sang!

Er vi i Kristus, har vi altså ret beset ikke mistet dem der ikke længere går rundt iblandt os; de er blot ikke synlige for vores fysiske øjne længere, ligesom Jesus heller ikke er det. Men der er også andet der ikke er synligt for vores fysiske øjne endnu, nemlig at vi selv er Guds børn og arvinger til Guds rige. Uanset hvilke omstændigheder vi lever under her i verden, ejer vi allerede al Himlens herlighed! Det er derfor Jesus siger de underlige ting som vi hørte i dagens evangelielæsning, og som ved første øjekast (eller ”ørekast” hedder det ved hvis det er noget man hører?) lyder selvmodsigende. ”Salige er de, som sørger” – det giver jo umiddelbart ikke nogen som helst mening! Man kan vel ikke både sørge og være salig på samme tid? Ikke rent menneskeligt set, nej, men hvis vi stoler på Jesu løfter og giver os selv lov til at se med troens øje at vi vil blive trøstet, så kan vi allerede nu tage forskud på den salighed der venter os – samtidig med at vi rent menneskeligt må sørge.

Noget tilsvarende gælder Jesu udsagn om at de fattige i ånden er salige. At være ”fattig i ånden” er et udtryk der ikke er helt let at forstå, men det græske ord som vores bibeloversættelse gengiver med ”fattig” betyder ordret ”en der ikke ejer noget som helst”. Og så er der ”ånden”, som er et ord vi på dansk ofte bruger i betydningen ”forstand” eller ”kultur”, men som i Bibelen betegner hele et menneskes indre væsen. At være ”fattig i ånden” betyder altså at man ikke har noget som helst at byde på, og når sammenhængen er et udsagn om Himmeriget, så betyder det i særdeleshed at man ikke har noget som helst at byde på over for Gud. Man skulle ellers tro at Himmeriget tilhører dem der har noget at byde på over for Gud, som i de klassiske vittigheder hvor en person dør og kommer op til Sankt Peter, der belønner eller straffer ham alt efter hvordan han har levet sit liv. På Jesu tid var der mange religiøse mennesker der mente at de havde meget at byde på og derfor var garanteret en god plads i Himlen, og spørgsmålet er om det er så meget anderledes i dag? Jeg vil i hvert fald gætte på at de fleste af os med lethed kan tænke på et eller flere mennesker som efter vores mening helt klart er dårligere mennesker end vi selv er. Men ligesom Jesus afslørede farisæerne i deres hykleri, vil han også pille vores illusioner fra hinanden hvis vi tror at vi har noget at lade nogen høre. Salige er vi kun hvis vi erkender at vi overhovedet ikke selv har noget at byde på i forhold til Gud, men er helt og aldeles afhængige af at få alting givet af ham. Men overgiver vi os til Gud og lægger vores liv og død i hans hænder, så vil vi erfare at Himmeriget allerede er vores.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker allehelgens søndag 2019
Tags: Matthæusevangeliet 5.1-12

Posted By admin on 22. oktober 2019

Davids søn er Davids herre: Præsidenternes konge og kongernes præsident

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 18. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

(Vis billede af Xi Jinping)

                      Hvor mange af jer kan kende ham her? (håndsoprækning)

                      Det er bemærkelsesværdigt at der er nogle af jer der ikke kender ham, for ifølge magasinet Forbes, der hvert år offentliggør en liste over verdens mest magtfulde mennesker, er han i øjeblikket verdens mægtigste mand. Nummer to på listen er Vladimir Putin, nummer tre er Donald Trump, nummer fire er Angela Merkel, og nummer fem er direktøren for Amazon, Jeff Bezos. Der er ingen danskere i top-75.

                      Tilbage til nummer 1 på listen, Xi Jinping. Han er Kinas præsident, generalsekretær for Kinas kommunistparti og formand for Kinas Centrale Militærkommission, hvilket gør ham til den ubestridte leder for de 1,4 milliarder mennesker der bor i Folkerepublikken Kina (det er næsten en femtedel [18%] af verdens befolkning og mere end 4 gange så mange som der bor i USA). Siden han kom til magten i slutningen af 2012, har han systematisk arbejdet på at centralisere den politiske magt i Kina ved at fjerne alle sine politiske modstandere, høj som lav, fra deres magtpositioner, officielt som led i en anti-korruptionskampagne, men uden at nogen af dem fik mulighed for at få deres sag prøvet ved en domstol. Under Xi er ytringsfriheden i Kina også blevet begrænset kraftigt i forhold til hvordan den var under hans forgænger, Hu Jintao, og internettet er censureret i en grad så det er umuligt at tilgå Wikipedia, Facebook og Google fra kinesiske IP-adresser. Menneskerettighederne i Kina har det i dag værre end de har haft det siden massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Den uhyrlige forfølgelse af de muslimske uighurer, hvoraf omkring en million mennesker er interneret i lejre, bliver jævnligt omtalt i medierne, men også de kristne i Kina har fået markant værre vilkår under Xi. Der står ganske vist i Kinas forfatning at der er religionsfrihed – det har der stået siden 1982 – men der er betingelser. Det er der i øvrigt også i den danske grundlov, hvor paragraf 67 lyder sådan her: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Der står noget lignende i Kinas grundlov, men det tolkes noget strammere end i Danmark. I Kina mener myndighederne for eksempel at det strider mod den offentlige orden at tale om Jesus i det offentlige rum, eller at holde gudstjeneste andre steder end i de registrerede kirkebygninger. Og kirkebygninger kan kun blive registreret hvis kirken er ”patriotisk”, hvilket blandt andet betyder at præsterne ikke må sige noget der er kritisk over for kommunistpartiet. Nogle steder i landet har politiet med magt fjernet de kors der sad uden på kirkebygningerne, eller de har ligefrem revet bygningerne ned. Det er ikke tilladt at tage børn og unge under 18 år med i kirke, og der er en række erhverv som kristne ikke har adgang til, deriblandt læge og skolelærer. For 10 år siden så det ellers ud til at det gik den rigtige vej for religionsfriheden i Kina, og Kristeligt Dagblad udgav endda en bog af journalist Kim Schou med titlen ”Kinas kristne revolution”. Men nu strammer myndighederne altså grebet – og den mand der står bag, er (hvis man skal tro Forbes Magazine) det mægtigste menneske på jorden. Så hvad er der at stille op?

                      For 2000 år siden var der ikke noget der hed Forbes Magazine, og eftersom de forskellige områder i verden levede uden den helt store kontakt med hinanden, ville det heller ikke have givet mening at spørge hvem der var verdens mægtigste mand. Men inden for den del af jordkloden som udgjorde de første kristnes verden, var der ingen tvivl om hvem der var den mægtigste, nemlig kejseren i Rom. Han rådede over en knusende overlegen militærmaskine som på få generationer havde undertvunget hele Middelhavsområdet og store dele af Vesteuropa, og de der havde forsøgt at udfordre hans magt over eksempelvis Israel, var der blevet gjort kort proces med, typisk i form af korsfæstelse. Men jøderne klyngede sig til Guds løfter gennem profeterne om at han ville sende dem en frelser som ville befri folket fra alle deres fjender. De omtalte ham med en titel som Det Gamle Testamente typisk bruger om Israels konger, fx Saul og David, nemlig ”den salvede” – bortset fra at de ikke talte dansk, så derfor sagde de ikke ”den salvede”, men hvis de talte hebraisk, så sagde de ”Messias”, og hvis de talte græsk, så sagde de ”Kristus”, for begge de to ord betyder ”salvet”. Alle de jødiske skriftlærde havde deres bestemte meninger om Messias, og derfor var det meget naturligt at Jesus – efter at have lukket munden på først saddukæerne og derefter farisæerne – udfordrede dem med spørgsmålet: ”Hvad mener I om Kristus?”

                      Farisæerne svarede uden tøven at Kristus er Davids søn. Og det var egentlig ikke noget dårligt svar. David spiller en meget stor rolle i Det Gamle Testamente, ikke kun i beretningerne om hans liv og i de salmer han har skrevet, men også i profeternes løfter om Israels kommende herlighed. Det begynder allerede i Davids egen levetid, hvor vi i Anden Samuelsbog kapitel 7 [vers 12-13] kan læse at profeten Natan giver David følgende løfte: ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid.” Det løfte bar David med sig resten af sit liv, og da han lå på sit dødsleje, regnede han nok med at løftet angik hans søn Salomo, der efterfulgte ham som konge. Men selvom Salomo rigtignok byggede et hus for Guds navn (nemlig det første tempel i Jerusalem), så blev hans kongetrone ikke grundfæstet til evig tid – på Jesu tid sad der for eksempel ikke en efterkommer af David og Salomo på tronen. Der var ganske vist en der kaldte sig konge af Israel, nemlig Herodes, men dels var han ikke af Davids slægt, dels var han kun en lydkonge, en lensmand under den romerske kejser. Folket ventede altså stadig på den efterkommer af David som ville genoprette sin forfaders kongedømme, denne gang for at det skulle bestå til evig tid.

                      Måske skal jeg lige sige lidt om ordet ”søn”. På den tid hvor Jesus gik på jorden, var der gået ikke mindre end 1000 år siden kong Davids tid, og alle hans sønner havde været døde i stort set lige så lang tid, på nær 40-50 år. Men i oldtiden betød ”søn” ikke nødvendigvis en efterkommer i første led; det kunne også betyde et barnebarn eller et oldebarn med et vilkårligt antal ”tip-” foran. Når man sagde om en person at han var ”søn af” sin farfar eller sin tiptiptiptipoldefar i stedet for bare at sige at han var søn af sin far, så kunne det være fordi farfaren eller tiptiptiptipoldefaren var en berømt person, men det kunne også være fordi den person man talte om, mindede meget om lige præcis dén forfader. Jesus kaldte for eksempel tolderen Zakæus for ”Abrahams søn” fordi han tog imod Guds ord i tro ligesom Abraham havde gjort. Så når de skriftkloge sagde at Messias var ”Davids søn”, mente de også at han ville minde om David i sin måde at agere på. Og David var jo en sejrrig konge som besejrede både filistrene, edomitterne, ammonitterne og aramæerne så hans rige kom til at omfatte hele det nuværende Jordan og dele af det nuværende Syrien, foruden naturligvis det nuværende Israel inklusiv Vestbredden og Gazastriben. Sådan en krigsherre kunne folket nok have brug for til at befri Guds folk fra det romerske overherredømme – han skulle nok bare være lidt stærkere end David havde været, for Romerriget var som sagt en militær stormagt i en helt anden liga end de fjender David havde kæmpet mod.

                      Men selvom farisæernes svar på Jesu spørgsmål er lige efter teologibogen, så korrigerer Jesus dem alligevel, for deres opfattelse af Messias er alt for begrænset. David var jo trods alt kun et menneske, og selvom han regerede 40 år, så kom der en dag hvor han gik i graven – og 40 år er trods alt ikke ret meget i et tusindårigt perspektiv! Oven i købet havde David et ikke ubetydeligt synderegister, der blandt andet omfattede at han forførte en af sine mest trofaste soldaters hustru og efterfølgende sørgede for at få ryddet hendes mand af vejen ved at bede hærføreren om at lade ham i stikken på en uriaspost. Ganske vist regnede farisæerne med at Messias skulle være en større og bedre udgave af David, men mennesker er og bliver mennesker, og magt korrumperer. Hvis Messias virkelig skulle kunne være en frelser, så skulle forskellen på ham og David ikke kun være en gradsforskel, men en artsforskel. Han var nødt til at være i en liga hvor David med rette kunne kalde ham ikke bare ”søn”, men ”herre”. Han var nødt til at være ikke bare Davids, men Guds søn.

                      Men heldigvis er vores Messias Guds søn! Og den måde han frelste folket på, var helt anderledes end nogen havde regnet med: I stedet for at samle en hær, besejre den romerske overmagt og oprette et nyt jordisk storrige med hovedsæde i Jerusalem lod han sig korsfæste af de selv samme romere for med sit blod at købe mennesker fra alle verdens folkeslag fri af syndens og dødens magt. Menneskeligt set var det det ultimative nederlag da Jesus døde på korset, men det som vi er samlet for at fejre i dag og alle andre søndage, er at han ikke blev i graven, men opstod på den tredje dag, hvorefter han blev taget op til himlen og satte sig ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Hans kongedømme kommer til at vare til evig tid, mens de såkaldt mægtige mænd her i verden kommer og går. Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius, Nero, og hvad de romerske kejsere ellers hed, var mægtige og frygtindgydende så længe de levede, men nu er de døde og borte, mens den kirke de prøvede at forfølge, lever i bedste velgående. De var mægtige konger, men Jesus er Kongernes Konge!

                      På samme måde vil det også gå med Xi Jinping og vore dages øvrige magthavere. De kan virke frygtindgydende mægtige, og det kan virke håbløst at sætte sig op imod dem. Men vores kristne brødre og søstre i Kina og de mange andre lande hvor kirken forfølges, har fat i den lange ende. Jesus er Præsidenternes Konge og Kongernes Præsident, og den dag Xi Jinping, Vladimir Putin, Donald Trump og de andre skal stå skoleret foran ham, vil de tage sig ud som små græshopper i sammenligning. Derfor skal vi ikke frygte nogen såkaldt magthaver på jorden – og omvendt skal vi heller ikke sætte vores lid til at nogen jordisk magthaver kan frelse os fra det onde. Uanset hvem der sidder ved roret i USA, Rusland, Kina og de øvrige stormagter, er det Jesus alene vi skal stole på, for han er stærkere end både de onde og de gode.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 20. oktober 2019
Tags: Matthæusevangeliet 22.34-46

Posted By admin on 16. oktober 2019

Pladserne ved bordet: Hvilken plads skal man vælge?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 17. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I mandags var det 25 år siden de danske biografer havde premiere på ”Forrest Gump”. Efter min mening er det en af de allerbedste film der blev lavet i 90’erne, og den vandt da også 6 Oscars, deriblandt ”Bedste film”. Hvor mange af jer har set den? Dem af jer der ikke har, må jeg desværre skuffe med at det er svært at give et kortfattet resumé af hvad den handler om, men det er heller ikke nødvendigt, for det er bare en enkelt scene fra filmens begyndelse jeg vil gribe fat i. (Det var i øvrigt først efter at jeg havde besluttet at bruge den scene som prædikenillustration, at det gik op for mig at filmen har dansk 25 års jubilæum i denne uge!). Ved filmens begyndelse er titelpersonen, Forrest Gump, seks år gammel og står sammen med sin mor og venter på skolebussen for at tage af sted til sin første skoledag. Han er bekymret for hvordan det skal gå, for dels er han mentalt handicappet, dels går han på grund af en skævhed i ryggen med nogle skinner på benene som får ham til at se meget anderledes ud end de andre børn. Da han kommer ind i bussen, viser det sig da også at alle de børn der har et ledigt sæde ved siden af sig, skynder sig at sige at pladsen ved siden af dem er optaget, og den stakkels Forrest står fortabt og kigger rundt i bussen – lige indtil han hører en stemme sige: ”Du må sidde her hvis du vil!” Stemmen tilhører en køn lille pige ved navn Jenny, som Forrest straks bliver dybt forelsket i – måske ikke mindst fordi, som den voksne Forrest siger med filmens fortællerstemme, hun var det eneste menneske ud over hans mor, der nogensinde havde været venlig mod ham. Hvad der videre sker med Forrest, får I at vide hvis I ser filmen, men jeg kan røbe at hans liv bliver mere eventyrligt, på godt og ondt, end de flestes!

                      Når jeg husker scenen fra skolebussen så tydeligt, er det nok fordi jeg selv er typen der hader at være i tvivl om hvor jeg skal sætte mig. Når jeg skal til fest eller på konference, håber jeg altid at der er lavet bordplan så jeg med god samvittighed kan gå hen og sætte mig på den plads som der står mit navn på. Og er der ingen bordplan, så spejder jeg altid efter om der mon er nogen til stede som jeg kender godt nok til at jeg kan sætte mig sammen med dem uden at de synes det virker akavet. Allerbedst er det hvis nogen vinker til mig og peger på en ledig plads ved deres bord.

                      Når jeg læser dagens evangelietekst, så kan jeg se at det ikke er alle der har haft den slags skrupler, men at nogle af gæsterne ved det selskab Jesus deltog i, tværtimod gik målrettet efter de fornemste pladser ved bordet, og det selvom der var risiko for at værten ville bede dem om at flytte sig et andet sted hen. På Jesu tid lavede man nemlig ikke bordkort når man inviterede til fest, men det betød ikke at alle bare kunne sætte sig hvor de ville, for hver eneste plads ved bordet svarede til et ganske bestemt nummer i den sociale rangorden. Det er en mærkelig tanke for os der lever i et mere lige samfund, men for 2000 år siden ville enhver der vidste hvordan de sociale spilleregler fungerede, blot behøve at kaste et enkelt blik på hvordan folk var placeret rundt om bordet ved en fest, for at kunne lave en præcis liste over hvem der var den fornemste ved selskabet, og den næstfornemste, og så fremdeles, helt ned til hvem der var tredjemindst fornem, næstmindst fornem og allermindst fornem (men altså dog fornem nok til at være inviteret). Og det forventedes altså at man som gæst havde styr på hvor i rangfølgen man selv hørte hjemme, så man kunne sætte sig på den korrekte plads. (Hvor er jeg dog glad for at jeg ikke levede dengang!)

                      Men hvad så hvis man fik sat sig på en forkert plads? Tja, i så fald var det jo op til værten om han ville gribe ind. De der udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, satsede nok på at værten ville have andet at bruge sin energi på end at rykke rundt på sine gæster. Hvis de havde ret i den antagelse, så ville de kunne forbedre deres status blot ved at sætte sig på en fornemmere plads end de egentlig var berettiget til. Hvis værten ikke kom og flyttede én, så ville de øvrige tilstedeværende jo antage at man rent faktisk var berettiget til den pågældende plads, og man ville på den måde komme til at nyde større anseelse i lokalsamfundet. Keine Hexerei, nur Behändigkeit!

                      Men som vi kan forstå af det Jesus siger, var det ikke alle værter der lod sig manipulere med på den måde. Satte man sig højere op end man burde, så tog man jo pladsen fra den der egentlig burde have siddet der, og det var vanærende for vedkommende. Det ville som regel være i værtens interesse at hans fornemme gæster ikke blev vanæret, og derfor kunne han finde på at bede en lidt for kæk lykkeridder om at rejse sig og overlade sin plads til en anden. I værste fald kunne man endda risikere at blive ”sat på plads” (bogstaveligt talt!) selvom man ikke bevidst havde valgt en for fornem plads, men blot havde fejlbedømt sin egen position i hierarkiet. Derfor anbefaler Jesus at man for en sikkerheds skyld sætter sig på den allermest ydmyge plads, sådan at man i stedet har chancen for at blive ophøjet i alle gæsternes påsyn.

                      Så langt det første århundredes svar på Emma Gad – men hvad skal vi egentlig bruge det til? Vi lever jo i en helt anden kultur hvor der som regel er lavet en bordplan når vi skal til fest – og hvis der ikke er, så betyder det at vi med god samvittighed kan sætte os hvor vi har lyst, uden at vi derved vanærer nogen. Så er dagens tekst overhovedet relevant for andre end historienørder som mig?

                      Ja, hvis ikke den var det, så tror jeg ikke at den var kommet med i Bibelen. Evangelierne blev skrevet for at udruste læserne til at leve som Guds børn i en ugudelig verden, ikke for at give gode råd til sociale stræbere. Læg også mærke til at Lukas kalder Jesu tale om hvor man skal placere sig ved et selskab, for en ”lignelse” – det er altså en billedtale som skal lære os noget om Guds rige. Og hvad det er den skal lære os, det siger Jesus faktisk selv i den sidste sætning: ”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Pladserne ved bordet er med andre ord et billede på livet i al almindelighed, og i særdeleshed på vores forhold til Gud. Vores egen status og anseelse skal overhovedet ikke være et tema når vi træffer vores valg i livet, men vi skal med glæde stille os tilfredse med den ringeste position. Gud skal nok sørge for at ophøje os når tiden er inde.

                      Men hvordan undgår vi at det der slet ikke skal være et tema, alligevel bliver det? Hvis vi vender tilbage til lignelsen, så er motivationen for at man skal sætte sig på den nederste plads, jo tilsyneladende den at man så kan blive hædret i alle gæsternes påsyn. Men hvis man sætter sig på den nederste plads for at blive flyttet højere op og dermed vinde prestige, så er man vel i grunden ikke et hak bedre end dem der fra starten sætter sig på den øverste plads for at vinde prestige? Man er muligvis smartere end dem, men man kan vel ikke med nogen ret siges at være mere ydmyg – man har blot en mere udspekuleret måde at mele sin egen kage på?

                      Sådan kan det umiddelbart virke, ja. Men vi skal huske at man jo ikke havde nogen garanti for at værten rent faktisk ville bede en om at sætte sig højere op – man løb en reel risiko for at man fik lov til at blive siddende på den ringeste plads under hele middagen og på den måde faktisk endte med at tabe anseelse. Hvis en af Jesu tilhørere valgte at følge hans råd og satte sig på den ringeste plads næste gang han blev inviteret til selskab, og han så blot fik lov til at blive siddende dér, så ville hans følelser i den anledning vise hvor dybt hans ydmyghed i virkeligheden stak – om han reelt var villig til at acceptere den ringeste plads, eller om han kun sad der fordi han regnede med at det var den hurtigste genvej til toppen.

                      Overført til vores liv med Gud og hinanden kunne man formulere spørgsmålet sådan her: Hvis du skal give afkald på enhver form for anseelse og prestige her i verden, hvad skal du så have for det? Hvis Gud beder dig om at tjene ham og dine medmennesker ved at yde en stor og selvopofrende, men usynlig indsats, som kun få, hvis overhovedet nogen, mennesker nogensinde vil rose eller anerkende dig for, hvor meget ære skal Gud så lønne dig med i himlen for at du vil synes at det har været det værd? Forestil dig at du gennem hele dit liv kommer til at stå i skyggen af en anden, som løber med al æren, ikke alene for sin egen indsats, men også for din, og forestil dig så at I begge dør og kommer hjem til Gud i himlen, hvor I begge to får præcis den samme belønning. Vil du så føle dig snydt? Vil du mene at Gud skylder dig en større belønning fordi du har ofret mere her på jorden? Hvis ja, så er jeg bange for at din tilsyneladende ydmyghed kun er et skalkeskjul, og at du inderst inde er lige så ærgerrig som alle andre. Og når jeg siger ”alle andre”, er jeg bange for at der ikke er ret mange undtagelser. Den ægte, sande ydmyghed er uhyre sjælden, og den har den paradoksale egenskab at hvis du mener om dig selv at du har den, så har du den sandsynligvis ikke, for hvis du havde den, ville du være for ydmyg til at være dig det bevidst.

                      Alligevel tror jeg at ydmyghed er noget vi skal stræbe efter, også selvom vi sandsynligvis ikke når helt derhen så længe vi lever i denne verden. Jesus siger jo at vi skal sætte os på den nederste plads, og vi har ingen undskyldning for ikke i det mindste at gøre en indsats for at adlyde hans ord. Men hvordan bærer vi os ad? Hvordan befrier vi os fra den tanke at vi fortjener at blive æret for de ofre vi bringer? Jeg vil pege på to veje.

                      For det første skader det aldrig med lidt perspektiv. Der er mange mennesker der har ofret langt mere end du nogensinde kommer til! Den dag i dag er der hundredevis, hvis ikke tusindvis, af kristne der sidder i fængsel, bliver tortureret, lever under jorden eller betaler andre høje priser for deres tjeneste for Gud og mennesker. Jeg tillader mig at tvivle på at du har en lidelseshistorie der kan matche deres.

                      Men det at andre har det værre end dig, er selvfølgelig en ringe trøst, og derfor vil jeg pege på en anden vej som er meget bedre, og det er at huske at ydmygelsen bærer ophøjelsen i sig selv! Hvad mener jeg med det? Jo, Jesus gik jo selv ydmygelsens vej, så når vi går den vej, så går vi i hans fodspor, og han går selv sammen med os. Vi er i godt selskab! Som Gud siger gennem profeten Esajas [57,15]: ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet”. Når Gud selv er hos os, hvilken betydning har det så hvad mennesker tænker eller siger om os? ”Lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær”, som vi skal synge om lidt.

”Jamen jeg kan ikke mærke at han er der!” tænker du måske – og det har du sikkert ret i. Men Gud er heldigvis ikke afhængig af hvad du kan mærke eller ikke kan mærke. En illustration: Hvor mange af jer kan mærke at rummet her er fyldt med radiobølger? Nej, vel? Men mange af jer har sikkert en mobiltelefon i lommen eller i tasken, og hvis I ikke har slukket mobilen, men kun sat den på lydløs, vil flere af jer sikkert opdage, når gudstjenesten er slut, at I undervejs har modtaget en sms eller en anden notifikation. Den mikrofon der sikrer at det jeg siger, kommer ud gennem højttalerne, benytter også radiobølger til at sende signalet fra den lille boks jeg har i lommen, og hen til forstærkeren. Radiobølgerne er der, uanset om vi kan mærke dem eller ej, og det har de fleste af os ikke svært ved at tro på. Så prøv at minde dig selv om at Gud også er der selvom du ikke kan mærke ham (og selvom hans nærvær heller ikke kan måles med videnskabeligt udstyr, sådan som radiobølgerne kan). Og benyt dig flittigt af ”De 4 B’er” som en hjælp til at styrke din tro – Bibelen, Bønnen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin.

Til slut: Gud vil kompensere dig for ethvert offer du bringer for hans skyld! Den belønning som Jesus har lovet enhver der følger ham – nemlig et evigt liv hvor vi skal se Gud selv ansigt til ansigt – den er så vidunderlig at uanset hvad du har måttet døje i denne verden, vil det være for intet at regne i sammenligning [jf. Rom 8,18]. Og hvis Gud i sin nåde vælger at give samme belønning til en anden der har ofret mindre end du har, hvad kommer det så dig ved? Du er jo også selv blevet frelst ved Guds nåde alene og har dybest set ikke fortjent noget som helst af det han giver dig. Alt hvad Gud giver os, giver han os af den ene simple grund at han elsker os – og det at han gør det, er faktisk en langt større gave i sig selv end alt hvad hans kærlighed i øvrigt bevæger ham til at give os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 13. oktober 2019
Tags: Lukasevangeliet 14.1-11

Posted By admin on 8. oktober 2019

Enkens søn i Nain: Vi skal opstå som kornet

Prædiken til høstgudstjeneste i Rø Kirke 16. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da jeg var lille, havde jeg en pingvin-sparebøsse af plastic fra Den Danske Bank. Den hed Pondus, opkaldt efter en kejserpingvin i Zoologisk Have som Den Danske Bank var sponsor for. Når min oldemor var på besøg, eller hvis jeg havde gået ud med skraldeposen eller ordnet et andet ærinde derhjemme, så fik jeg gerne en mønt eller to, som jeg puttede ind i ryggen på Pondus. Når Pondus var fuld, tog vi ham med hen i banken, hvor han blev skåret op, og pengene blev sat ind på min børneopsparing, og så fik jeg en ny Pondus med hjem som jeg kunne begynde at fylde penge i.

                      Til at begynde med forstod jeg ikke rigtig det der koncept med at sætte penge i banken. Det var jo mine penge som jeg selv havde fået af min mor eller min oldemor, så hvorfor skulle jeg aflevere dem til en dame henne i banken, som oven i købet ødelagde min kære Pondus? Så havde jeg jo ikke pengene mere? Men efterhånden lykkedes det heldigvis for mine forældre at forklare mig at når man sætter pengene i banken, så får man renter, og så ender man med at have mange flere penge end dem man satte ind. (Det var dengang man fik renter af de penge man havde i banken).

                      På samme måde som jeg havde svært ved at forstå det med at sætte penge i banken, kunne jeg også have svært ved at forstå det med at så frø i jorden – især hvis de frø der blev sået, var nogen man kunne spise. Det generede mig naturligvis ikke at så gulerodsfrø, for dem spiser vi jo ikke alligevel, og de ærter vi såede, var bejdsede, så de så ikke specielt appetitlige ud. Men hvis vi selv havde skullet tage nogle ærter fra årets høst fra, bejdse dem, og så lægge dem i jorden næste forår, så tror jeg nok jeg ville have rynket på næsen af det, fordi jeg ville have opfattet det som spild af gode ærter som vi i stedet kunne have spist.

                      Men hvis man vil have høst, er man nødt til at ofre noget. Man er nødt til at tage noget som man kunne have brugt nu og her, og give afkald på det for en tid for at kunne få et udbytte senere. Og det kan godt være lidt af et sats, for det er jo ikke altid det går så godt som det har gjort i år. Der er år hvor høsten bliver helt eller delvist ødelagt af uvejr, skadedyr eller andre tragiske omstændigheder. På en måde er det en troshandling at så et frø i jorden. Det er som om det frø dør og bliver begravet, og så kan vi kun håbe og tro at det opstår igen fra de døde.

                      At tro på Jesus er også lidt af et sats – eller det er faktisk et stort sats. Det han beder os om, er jo at vi giver vores liv til ham ligesom jeg som barn skulle give mønterne fra min Pondus til damen i banken, i tillid til at vi vil få det igen med renters rente. Ja, vi skal helt give afkald på selv at disponere over vores liv, på samme måde som vi må give afkald på at spise de ærter eller det korn som vi skal bruge som såsæd. Og når det gælder Jesus, har vi ikke engang et ”plejer” at holde os til. Der plejer at komme renter på vores bankkonti (eller det gjorde der i hvert fald i 80’erne), og kornet der dør i jorden, plejer at opstå som fyldte aks, men det evige liv som Jesus lover os, hører til i en fremtid hvor ingen af os har været endnu.

                      Og så alligevel ikke, for det Jesus prædikede da han gik på jorden, var ikke: ”Tro på mig, så kommer du i himlen når du dør!”, men: ”Guds rige er kommet nær!” Det som Jesus tilbød de mennesker han mødte, var kun en fremtidig gevinst, men også en nutidig. Da Simon Peter engang spurgte Jesus hvad han kunne forvente at få ud af at han havde forladt alt for at følge ham, svarede Jesus: ”Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller ørn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden.” Det evige liv som Jesus lover dem der tror på ham, er altså ikke kun noget vi kan se frem til måske at få engang i fremtiden, men noget der begynder allerede nu. Det er ganske vist først når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, at vi kommer til at opleve en tilværelse uden sygdom, smerte, sorg og død, men allerede nu kan vi opleve en tilværelse hvor Kristus ved troen bor i vores hjerter, som Paulus taler om i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten. Det som vi engang vil komme til at se og smage, kan vi allerede nu eje i troen.

Hvis du gerne vil have den tro, men ikke ved hvordan du får den, så har jeg et tip til dig: Begynd at leve dit liv som om du troede på Jesus! Indret dine prioriteter og dine moralske standarder som om der er en Gud der elsker både dig og dine medmennesker betingelsesløst, og sig hver dag tak til Gud for syndernes forladelse og det evige liv. Gør du det, så er mit tip at du lige pludselig en dag vil opdage at du rent faktisk har troen!

Jeg tror også at hvis du begynder at leve som om du tror, så vil du efterhånden begynde at se mange tegn på at Jesus lever og virker i dag – for det gør han! Ligesom der for 2000 år siden var en enke i Nain der fik sin søn tilbage fra de døde, er der også i dag mennesker der oplever at Gud giver dem nyt liv, enten i form af fysisk helbredelse eller en anden forandring i deres omstændigheder – eller også i form af at de får nåde til at se deres situation i et nyt lys. Deciderede dødeopvækkelser som den i Nain er ganske vist temmelig sjældne, men det var de også på Det Nye Testamentes tid – mig bekendt omtales der kun 5 af slagsen i evangelierne og Apostlenes Gerninger. For de første kristne var opstandelsen først og fremmest noget de så frem til at komme til at opleve ved tidernes ende når Gud genopretter alting og opretter sit rige på jorden, og de få tilfælde hvor et menneske her i denne verden bliver opvakt fra de døde, er først og fremmest et tegn på det der skal komme. Enkesønnen fra Nain og de fire andre døde der blev oprejst af Jesus, Paulus eller Peter, døde jo alle sammen igen, så det der skete for dem, var kun en udskydelse af det uundgåelige. Men den opstandelse som Gud har lovet os der sætter vores lid til hans søn, er en opstandelse ligesom Jesu egen, til et liv hvor vi aldrig mere skal dø. Ja, ”når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder, en evig sommer hos vor Gud i Paradis vi finder.” Når vi dør og bliver lagt i jorden, er det kun som når et frø bliver sået – og Gud vil sørge for at hverken uvejr eller skadedyr kan forhindre os i at opstå ligesom kornet.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Rø Kirke 6. oktober 2019
Tags: Lukasevangeliet 7.11-17

Posted By admin on 8. oktober 2019

Enkens søn i Nain: Det er aldrig for sent!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 16. søndag efter Trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 13. december 2015 blev jeg et andet menneske. Det var nemlig den dag min søn blev født. De af jer der har børn, kan skrive under på at der ikke er ret meget der kan sammenlignes med den omvæltning det er at blive mor eller far. Ikke alene bliver ens hverdag forandret til ukendelighed fordi der pludselig er et lille menneske hvis behov naturligt kommer i første række så man selv må tage til takke med den smule søvn og hvile man kan få, men ens perspektiv på tilværelsen bliver også et andet. Det at værne om det lille væsen bliver pludselig det vigtigste i hele verden, og for mig har det blandt andet medført at jeg har fået en helt ny forståelse for hvordan Gud ser på os mennesker. Det kunne jeg holde en hel prædiken om – men i dag er temaet et andet, for i dagens tekst møder vi en mor hvis søn er død.

Siden jeg blev far, har jeg næsten ikke kunnet klare synet af en gravsten hvor fødselsdatoen og dødsdatoen ligger alt for tæt på hinanden, eller beretninger om børn der dør af sult eller sygdom eller bliver ofre for trafikulykker eller terrorhandlinger. Selv fiktive fortællinger som eksempelvis H.C. Andersens Historien om en Moder rammer så dybt i hjertet at jeg næsten ikke kan holde ud at læse dem. Tanken om at det kunne være mit barn, er så ubærlig at jeg er nødt til at lade være med at tænke den til ende. Børn må bare ikke dø!

Den døde der blev båret ud ad Nains byport, var nok ikke ligefrem et barn, for Jesus tiltaler ham med ordene ”unge mand”, hvilket ifølge datidens målestok sandsynligvis betyder at han var i tyverne. Men jeg har ladet mig fortælle at ens børn altid vil være ens børn, uanset hvor gamle de bliver, og at smerten ved at miste et barn ikke nødvendigvis bliver mindre af at barnet er 20 eller 40 eller 60 år gammel når det sker. Og enken fra Nain havde ikke engang nogen familiemedlemmer at dele smerten med, for hun havde allerede mistet sin mand, og den unge mand var hendes eneste søn. Om hun har haft døtre, ved vi ikke, men i datidens kultur blev en gift kvinde regnet som en del af sin mands slægt og havde derfor ikke de store muligheder for at være der for sine forældre, især ikke hvis hun boede langt væk fra dem.

Og så har jeg endda ikke nævnt at den stakkels enke var endnu værre stillet end en person fra vores kultur der havde mistet alle familiemedlemmer, ville være. I oldtidens Mellemøsten var man nemlig først og fremmest noget i kraft af sine efterkommere, i en grad så vi for eksempel i Første Mosebog hører Abraham omtale al sin rigdom som meningsløs fordi han ikke har en søn der kan arve den. Som enke uden sønner skulle man ikke alene leve med sorgen over sit tab, men også med skammen over ikke at have en identitet i samfundets øjne. I en kultur hvor kvinder ikke havde de store muligheder for at være selvforsørgende, var det også et stort økonomisk problem for hende at hendes søn var død, for det var jo ham der skulle have forsørget hende! Fra nu af ville hun altså være henvist til at leve af almisser og nådsensbrød. Alt i alt må der have hvilet en umådeligt dyster og alvorstung stemning over det optog der fulgte båren med den døde ud af byen.

                      Uden for byporten blev de mødt af et andet optog som var præget af en radikalt anderledes stemning. Jesus gik rundt og forkyndte gode nyheder, helbredte syge, opmuntrede fattige og tilgav syndere, og hvor han gik frem, spredte der sig en smittende optimisme og begejstring. Derfor var der også så mange mennesker der fulgte efter ham, nu hvor han igen var på vej til en ny by, denne gang Nain.

                      Mødet mellem sorgen og håbløsheden på den ene side og glæden og optimismen på den anden side må have skabt en underlig stemning. Det må have været svært for dem der fulgtes med Jesus, at bevare det gode humør ved synet af begravelsesfølget, især da det blev klart for dem hvor stor en personlig tragedie der var tale om. Og synet af de glade mennesker må have været salt i den sørgende moders sår. Var det ikke ham helbrederen fra Nazaret? Hvad bildte han sig ind at dukke op netop i dag? Kunne han ikke være kommet i går – før hendes søn døde? Nu kunne det være lige meget. Nu var alt forbi.

                      Sådan kan vi godt tænke nogle gange – måske ikke nødvendigvis at alt er forbi, men i hvert fald at der er en situation der har udartet så meget at selv Gud ikke kan gøre noget ved den. Det kan være en menneskelig relation der er gået i hårdknude. Det kan være en dårlig vane eller et usundt mønster i dit liv der har sat sig så meget fast at du ikke ser nogen vej ud af det. Men uanset hvad det er, så skal du vide at det er aldrig for sent! Der findes ikke det liv, som er så forspildt eller så ødelagt, at Jesus ikke kan genoprette det!

”Ja, ja,” sidder du måske og tænker, ”det er meget godt, men du kender ikke den og den, for hans eller hendes liv er i hvert fald fuldstændig ødelagt! For dem er det for sent!” Måske sidder du endda og tænker: ”Du ved ikke hvad jeg har været ude for. For mig er det for sent!”

                      Nej, det er ikke! Det behøver det i hvert fald ikke at være. Lad mig fortælle en historie, en sand historie.

                      Jeg holder den kristne ugeavis Udfordringen, som jævnligt bringer fantastiske beretninger om mennesker, der ved Guds kraft er blevet helbredt for diverse lidelser. Jeg kunne have valgt at fortælle jer en af deres historier, men det vil jeg ikke gøre. I stedet vil jeg fortælle om Joni. Joni Eareckson var kun 17 år, da ulykken ramte hende i 1967. Hun var en smuk og aktiv pige med masser af mod på livet, men det blev alt sammen forandret fra det ene øjeblik til det andet, da hun i tankeløshed sprang på hovedet ud på for lavt vand. Hun ramte klipperne på bunden, og da hun vågnede på hospitalet, var hun lammet fra halsen og ned. Det blev hurtigt klart at der ikke var nogen mulighed for helbredelse; hendes nervesystem havde lidt ubodelig skade ved et brud på halshvirvlerne. Den nyhed betød et farvel til alle de drømme hun havde haft. Det var for altid slut med at dyrke sport, og hun ville ikke kunne tage den uddannelse hun havde drømt om, fordi hun ikke kunne bruge sine hænder til at skrive med eller til at holde på en bog. Fremover ville hun intet kunne foretage sig uden andres hjælp. Alt var forbi. Og hun kunne ikke engang gøre en ende på sit eget liv – hvordan skulle hun bære sig ad med det?

                      De følgende år blev en hård kamp for Joni, men efterhånden fandt hun ud af at Gud ikke havde forladt hende. Gennem bønnen fandt hun ind til en uforklarlig glæde, der efterhånden fortrængte håbløsheden. Hun fik mod til at leve videre og fandt livets mening, ikke i hvad hun kunne gøre, men i at være villet og elsket af Gud. Hun blev også gift og hedder nu Joni Eareckson Tada, og under det navn rejser hun nu verden rundt og fortæller om sine oplevelser med Gud. I 1994 besøgte hun Danmark, hvor hun talte i Christianskirken i København. Hun har skrevet (dvs. dikteret) over 40 bøger, og ved hjælp af sin mund har hun malet en lang række kunstværker.

                      Da Jesus opvækkede enkens søn i Nain, fik enken et meget håndgribeligt tegn på at Gud ikke havde glemt hende eller opgivet hende. Sådan et tegn fik Joni ikke, og det gør vi andre bestemt heller ikke altid. En anden der heller ikke gjorde, var Job. Den første læsning vi hørte i dag, var fra Jobs Bog, der handler om en from og god mand der pludselig fra den ene dag til den anden bliver ramt af et kaskade af ulykker og tragedier: Al hans ejendom går op i flammer eller bliver bytte for røvere, alle hans børn omkommer på én og samme dag, og selv bliver han ramt af ”ondartede bylder fra isse til fod” [Job 2,7]  Tre af hans venner kommer rejsende for at trøste ham, men det varer ikke længe før deres trøst slår over i anklager og bebrejdelser fordi de fejlagtigt antager at Jobs lidelser er en retfærdig straf fra Gud over et eller andet ondt som Job har gjort. Selv Jobs hustru bliver en del af problemet, idet hun håner ham fordi han holder fast i sin tro trods lidelserne. Hver eneste dag klager Job sin nød til Gud, men uden at Gud giver ham noget svar eller tegn. Alligevel er det som om Jobs tro snarere vokser end aftager, og midtvejs gennem bogen kommer han med den forbløffende stærke bekendelse som vi hørte: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud”. (De af jer der har hørt Händels Messias, genkender måske ordene fra den smukke sopran-arie i starten af tredje akt, ”I know that my Redeemer liveth”). Hvor Job fik den imponerende tro fra, ved jeg ikke – jeg har selv af og til været på fortvivlelsens rand skønt mine omstændigheder var langt bedre end hans!

                      Men selvom jeg ikke ved hvor Jobs tro kom fra, så ved jeg godt hvor vores tro skal komme fra. Paulus skriver nemlig: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” [Rom 10,17]  Når vi bliver fortvivlede, så har vi Guds løfter at holde os til. Vi har både Det Gamle og Det Nye Testamente, og frem for alt har vi evangeliet om Jesu død og opstandelse. Derfor er det heller ikke helt rigtigt når jeg sagde før at vi ikke altid får et tegn på at Gud ikke har glemt os, for Gud har givet os alle sammen det tegn at hans søn døde for vores skyld, og at han derefter overvandt døden og vendte tilbage til livet. Hvis I vil tilgive at jeg citerer Paulus endnu en gang: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” [Rom 8,31-32] En god medicin mod modløshed og fortvivlelse er altså at grunde over dels hvad Gud allerede har gjort for os, dels hvad han har lovet at gøre for os – og det gøres bedst med en åben bibel i hånden. Det kan også styrke vores tro at henvende os til Gud i bøn og klage vores nød direkte til ham – måske var det fordi Job gjorde dét, at hans tro voksede? Nadveren er også et håndgribeligt tegn som Gud har givet os på at han ikke har glemt os, især hvis vi gør os klart hvad det er der sker når vi knæler deroppe og modtager brødet og vinen, nemlig at Jesus rækker os sig selv – tænk at han gør det!

                      Det var tre af ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen og Bordet. Til slut vil jeg nævne ”det fjerde B”, nemlig Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden. Gud har givet os hinanden i menigheden, blandt andet for at vi kan styrke hinanden i troen. Og hvem ved – måske kan du i den uge der kommer, blive et håndgribeligt tegn for et medmenneske på at Gud ikke har glemt vedkommende, ved at række en hjælpende hånd, et lyttende øre, eller blot et medlidende og forstående blik. Det er aldrig for sent!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens Kirke 6. oktober 2019
Tags: Lukasevangeliet 7.11-17

Posted By admin on 24. september 2019

De ti spedalske: Lad dig ikke nøje med gaven

Prædiken til høstgudstjeneste i Sct. Klemens Kirke 14. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Når man skal køre langt i bil, så er det ikke lige meget hvad der er i højttalerne. Det kender de fleste af jer sikkert til, og I har nok også hver især jeres favorit-køretursmusik. Jeg har selv to favoritter, afhængig af om min kone er med i bilen eller ej. Kører jeg alene, så hører jeg gerne Carpark North, men Signe er ikke så meget til rockmusik, så når hun er med, står den tit på ABBA. Men ABBA er også virkelig gode, og så er de i øvrigt en af de få popgrupper der er nævnt i Bibelen – endda hele tre steder. (Hvis I ikke tror på mig, så kan I jo selv prøve at slå op i Markusevangeliet kapitel 14 vers 36, Romerbrevet kapitel 8 vers 15, og Galaterbrevet kapitel 4 vers 6). Grunden til at der står ”Abba” i de tre bibelvers, er i øvrigt at det er det aramæiske ord for ”far”, som de første kristne brugte når de henvendte sig til Gud i bøn. Da kristendommen spredte sig til de græsktalende områder, holdt man fast i det aramæiske ord ”Abba” i stedet for at oversætte det, ligesom man i øvrigt også gjorde med et andet aramæisk ord, nemlig ”Amen”. Ordet ”amen” bruges som bekendt stadig i uoversat form i kirker verden over, mens ”Abba” er knap så brugt, i hvert fald her i Danmark. Men det findes dog stadig 3 steder i Den Danske Salmebog. [”Kom, regn af det høje!”, ”Hvor der er tro på Gud” og ”Er Gud for mig, så træde”]

                      For at vende tilbage til den svenske popgruppe (hvis navn i øvrigt ikke har noget med aramæisk at gøre; det er blot forbogstaverne på gruppens fire medlemmer Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid), så kender de fleste af jer sikkert en lang række af deres hits, for eksempel sangen Money, money, money fra 1976. Den handler om en hårdtarbejdende kvinde der har svært ved at få sin sparsomme løn til at slå til, og derfor drømmer hun om at finde en rig mand så hun kan droppe det hårde arbejde og nyde livet for hans penge. (Ja, kønsrollerne var anderledes dengang!).

                      14 år senere gik drømmen i opfyldelse. Ja, altså ikke for hende fra ABBA’s sang, men for den kvindelige hovedperson i en romantisk komediefilm som folk valfartede til biograferne for at se. Der er lavet mange romantiske komedier, og de fleste af dem bliver hurtigt glemt igen, men der er også nogle enkelte der får klassikerstatus, og Garry Marshalls film Pretty Woman blev nærmest et kulturelt ikon. Til dato er det også dén romantiske komedie der har solgt flest biografbilletter, i hvert fald i USA. Den handler om den stenrige spekulant Edward, hvis kæreste lige har slået op, og derfor mangler han en ledsagerske til nogle vigtige forretningsmiddage i Los Angeles. Han møder tilfældigvis den prostituerede Vivian, og da han finder ud af at hun, trods sit erhverv, er charmerende og veltalende, betaler han hende et anseeligt beløb for at være hans ledsagerske i den næste uge (og køber også en masse nyt tøj til hende så han kan være bekendt at have hende med til fine selskaber). Nu er det som sagt en romantisk komedie, og derfor går det naturligvis hverken værre eller bedre end at de forelsker sig i hinanden, og for Vivian er det naturligvis en drøm der går i opfyldelse. Derfor bliver hun også dybt skuffet da Edward ved ugens afslutning tilbyder at give hende en lejlighed og en bil og et kreditkort som han hæfter for, så hun ikke behøver at arbejde som prostitueret mere – men selv vil han rejse hjem til New York. Hun får med andre ord tilbudt det liv som hende fra ABBA-sangen drømmer om – men alligevel takker hun skuffet nej. Hvorfor? Fordi alverdens gaver ikke kan erstatte kærlighed. Det er ikke Edwards penge hun vil have; det er ham selv! (Det får hun også til sidst, kan jeg røbe; det er som sagt en romantisk komedie, og de ender altid lykkeligt).

                      Jeg tror de fleste mennesker ville have gjort det samme som Vivian (i hvert fald her i Vesten hvor de fleste ikke kender til at lide sult). Eller ville vi nu også det?

                      I dag er vi samlet for at fejre høstgudstjeneste. At fejre høstgudstjeneste er en gammel tradition i kirken. Det er jo bestemt ikke nogen selvfølge at man får en god høst i hus, og derfor har det altid faldet naturligt at lade sin glæde og lettelse komme til udtryk i en særlig takkegudstjeneste. Og lige så naturligt har det været at vise sin taknemmelighed for høsten ved at dele ud til dem der mangler, for eksempel ved at give noget af høstudbyttet til præsten så han kunne give det videre til de fattige i sognet – det kaldte man et ”høstoffer”. Det er en rest af dén tradition når vi her i Klemensker giver mulighed for at man kan lægge nogle penge i en kuvert og skrive på kuverten hvilket godgørende formål man ønsker at give til – det kalder vi stadig for et høstoffer!

                      I år har vi særlig meget grund til at sige tak, for jeg har forstået at høsten nærmest har slået alle rekorder. Det er i sandhed en god og gavmild Gud vi har, og vi har meget at glæde os over! Spørgsmålet er nu om vi vil nøjes med at glæde os over Guds gaver, eller om vi vil have ham selv, ligesom Vivian ville have Edward.

                      I den evangelietekst vi hørte, er der ti mennesker der bliver kureret for en grim sygdom. Der var sandsynligvis ikke tale om den sygdom vi i dag kender som spedalskhed, men der var i hvert fald tale om en sygdom som var socialt invaliderende fordi de der led af den, ikke måtte opholde sig i byerne sammen med andre mennesker. De blev betragtet som urene og var derfor næsten en slags levende døde. At blive kureret for deres sygdom var nok deres højeste og eneste ønske. Hvad har mon været det første de gjorde da de opdagede at deres ønske var gået i opfyldelse? For de nis vedkommende ved vi det ikke; det eneste vi ved, er at kun én af dem vendte tilbage til Jesus – og det var endda en samaritaner, som der står, altså en der tilhørte et folk som de fromme jøder foragtede. Kun samaritaneren handlede som Vivian fra Pretty Woman; de ni andre lod sig nøje med at være hende fra Money, money, money.

                      Hvad mener jeg nu med det? Jo, jeg mener at de mirakler som Jesus gjorde – så vigtige som de var for de mennesker der fik glæde af dem – kun var et tegn på noget endnu større og bedre, nemlig at Gud elsker os mennesker og gerne vil have med os at gøre. Vi er skabt til at leve sammen med Gud, at kende ham som hans børn, at bade i hans kærlighed og række kærligheden videre til andre mennesker. Men ”kødets gerninger er velkendte”, som Paulus skriver i den tekst vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags”. De er vist også velkendte for os – om ikke dem alle sammen, så i hvert fald nogle af dem. Og det er jo ikke fordi nogen af os synes det er sjovt eller rart at ligge under for ting som hidsighed, selviskhed og fjendskaber, men af en eller anden grund kan vi undertiden have mere end svært ved at gøre det gode som vi egentlig gerne vil. Vi lider alle sammen af en sygdom der er langt mere alvorlig end spedalskhed, for det er nemlig ikke en fysisk sygdom, og heller ikke en psykisk sygdom. Det er en åndelig sygdom, og i den kristne tradition plejer man – med et ord som desværre er blevet misbrugt så meget igennem tiderne at det er svært at bruge det uden at blive misforstået – at kalde den sygdom for synd. Den består kort fortalt i at vi bliver ved med at gøre dumme ting, uanset hvor ofte vi beslutter os for at lade være, og som følge af den sygdom har ordsprogene for længst konkluderet at ”det er menneskeligt at fejle” – ja, vi kan endda undskylde os med, når vi gør noget vi ikke burde have gjort, eller undlader at gøre noget vi burde have gjort, at ”jeg er trods alt kun et menneske”.

                      Men den sygdom vil Jesus helbrede os alle sammen fra! Ikke sådan at forstå at han med et trylleslag vil forvandle os til nogen der aldrig nogensinde begår fejl – ikke endnu i hvert fald. Men han vil bryde den isolation som synden har sat os i. Det som Paulus kalder ”kødets gerninger”, påvirker jo vores forhold til vores medmennesker negativt – tænk bare på hvor mange venskaber og ægteskaber og andre forhold mellem mennesker der går i stykker. Og det isolerer os også fra Gud – det er det Paulus mener når han skriver at ”de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige”. Ikke fordi Gud er snerpet og ikke kan håndtere at vi mennesker er fejlbarlige, men fordi vi mennesker er sådan indrettet at synd lukker ned for vores evne til at have fællesskab med Gud, på samme måde som sukkersyge lukker ned for vores evne til at holde et stabilt blodsukker, hvis I vil undskylde den lidt ubehjælpsomme sammenligning.

                      Og her kommer så de gode nyheder: Jesus tilbyder os et nyt liv hvor vi kan have fællesskab med Gud præcis som hvis vi slet ikke havde noget synd i vores liv! Det kan han gøre fordi han gav sit eget liv for at købe os fri af synden. Det der sker i dåben, er faktisk at vi giver Jesus vores liv og får hans i stedet. Når du bliver døbt, bliver du knyttet så tæt sammen med Jesus at du og Jesus er at betragte som ét. Det er omtrent ligesom det der sker når to mennesker bliver gift (i hvert fald ideelt set), og Det Nye Testamente sammenligner da også flere steder forholdet mellem Jesus og den troende med forholdet mellem en brudgom og en brud.

                      Det spørgsmål vi må tage stilling til, er så om vi er interesserede i at kende Gud lige så godt som man kender sin ægtefælle, eller som forældre kender deres børn – eller om vi stiller os tilfredse med bare at få nogle gaver af ham. Det er faktisk en omvendt Pretty Woman, kan man sige, for Edward tilbød jo kun Vivian gaven, men hun insisterede på at hun ville have ham selv. Gud, derimod, tilbyder os fra starten det som Vivian ønskede sig af Edward, nemlig sig selv.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens Kirke 22. september 2019
Tags: Lukasevangeliet 17.11-19

Posted By admin on 17. september 2019

Den barmhjertige samaritaner: Hvem var samaritaneren?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 13. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Den barmhjertige samaritaner optræder i Paradise Papers”. Vidste I det? Det gjorde jeg heller ikke, men det stod altså som en overskrift i musikbladet Gaffa den 6. november 2017! Hvis nogen af jer sidder og tænker ”Hvad var det nu Paradise Papers var?”, så kan jeg oplyse at det er det populære navn på et stort antal fortrolige dokumenter fra advokatfirmaet Appleby som avisen Süddeutsche Zeitung kom i besiddelse af i 2017, og som afslørede navnene på en lang række virksomheder og privatpersoner som var involveret i det man kalder offshore-investeringer; en forretningmodel som kan benyttes til helt legitime formål, men også til skatteunddragelse og hvidvask. Et af de over 120.000 navne der stod i dokumenterne, var Paul Hewson, bedre kendt som Bono. Ud over at være forsanger i rockgruppen U2 er Bono kendt for sit politiske engagement i at tale fattige og undertryktes sag over for verdens ledere, og derfor vakte det naturligvis nogen forargelse at han havde investeret noget af sin formue i et firma med adresse på kanaløen Guernsey, hvor selskabsskatteprocenten er nul. Om det var uetisk af ham, vil jeg ikke blande mig i, men jeg synes det er interessant at Gaffa valgte at kalde Bono for ”den barmhjertige samaritaner” selvom han slet ikke er samaritaner, men irer. Samaritaneren er nemlig blevet synonym med barmhjertighed i en grad så de fleste har glemt at det oprindeligt var navnet på et folkeslag.

                      Faktisk er det stadig navnet på et folkeslag, selvom der er meget få tilbage af dem – 820 ifølge den seneste folketælling. De 820 personer bor dels i landsbyen Kiryat Luza på bjerget Garizim nær Nablus på Vestbredden, dels i byen Holon syd for Tel Aviv. Når der er så få samaritanere tilbage, er det især fordi et meget stort antal blev konverteret til islam under Osmannerriget og derefter blot blev regnet som Palæstina-arabere. Hvis man medregner alle de palæstinensiske muslimer i Nablus og omegn der er af samaritansk afstamning, så er antallet i dag væsentlig højere end 820.

                      På Jesu tid var der en hel del flere end 820 samaritanere, sandsynligvis omkring 1 million. Deres land omfattede hele den nordlige halvdel af det der i dag er bedst kendt som Vestbredden – et område som mange mennesker den dag i dag fortsat kalder Samaria for at understrege at det er land som på Bibelens tid var en integreret del af Israel. Faktisk var Samaria by i en periode hovedstad i det nordisraelitiske rige, og den var også bopæl for den berømte profet Elisa. På Jesu tid var Samaria imidlertid blevet et område som fromme jøder afholdt sig fra at betræde. Det var så grelt at når jøder fra Galilæa i nord havde et ærinde i Jerusalem mod syd, så foretrak de at rejse gennem det hedenske Dekapolis frem for at rejse gennem Samaria, og ordet ”samaritaner” var et af de værste skældsord jøderne kendte. (Det blev i øvrigt brugt mod Jesus på et tidspunkt af nogle af hans modstandere). Det siger noget om ordets magt at én eneste lignelse fra Jesu mund har formået at lave så drastisk om på samaritanernes omdømme at de i dag er blevet synonyme med barmhjertighed!

                      Når jøderne nærede så stor foragt for samaritanerne, så skyldes det at de to folk gensidigt betragtede hinanden som ærkekættere. Den jødiske og den samaritanske religion er enige om at Moses var Guds profet, og at de fem Mosebøger er Guds åbenbarede ord – men så hører enigheden også op! Samaritanerne anerkender nemlig ikke resten af den jødiske bibel, og i særdeleshed anerkender de ikke Jerusalem som Guds udvalgte by. Ifølge samaritanerne var det bjerget Garizim (der hvor de fleste af nutidens samaritanere bor) som var det sted Gud udvalgte til sin helligdom, og de var meget fortørnede over at jøderne i stedet havde bygget et tempel i Jerusalem. Samaritanerne betragtede altså sig selv som de oprindelige, ægte israelitter. Jøderne, derimod, mente omvendt at samaritanernes religion var blevet korrumperet af hedensk indflydelse. I år 720 før Kristi fødsel havde assyrerkongen Sargon II nemlig ført store dele af Samarias oprindelige israelitiske befolkning i eksil og i stedet tvangsbosat et stort antal ikke-israelitter i området.

Hvad årsagen end var, så kom det til en voldsom konflikt da jøderne (altså de israelitter der tilhørte Juda stamme) vendte hjem fra deres eksil i Babylon og begyndte at genopbygge Jerusalems mure. Som man kan læse i Nehemias’ Bog i Det Gamle Testamente, forsøgte samaritanerne med alle midler at hindre genopbygningen – en historie som naturligvis også lyder anderledes i samaritanernes version.

                      Alt det her siger jeg for at I skal forstå hvor forargelig den historie var som Jesus fortalte – så forargelig at den lovkyndige som Jesus fortalte lignelsen til, ikke engang kunne få sig selv til at sige ”samaritaneren” da Jesus spurgte hvem der var den overfaldne mands næste – han nøjedes med at svare: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Det at Jesus gjorde en samaritaner til helten i sin beretning, var lige så uhørt som hvis jeg havde fortalt en historie hvor helten var – ja, der findes vel knap nok nogen gruppe der er lige så foragtet i dagens Danmark som samaritanerne var det i datidens Israel! Romaerne måske? Eller Jehovas Vidner? Havde man fortalt historien under besættelsen, kunne det have været en tysker der var helten. Måske har du helt personligt en gruppe mennesker som du ikke har andet end foragt til overs for? Hvis for eksempel homoseksuelle eller punkere eller yuppier får det til at vende sig i dig, så prøv, når du læser Det Nye Testamente, og der står ”samaritaner”, at læse det som ”homoseksuel” eller ”punker” eller ”yuppie”, eller hvad det måtte være.medlem af dén gruppe, hver gang du støder på ordet ”samaritaner” i Det Nye Testamente!

                      Jesus slutter lignelsen af med opfordringen: ”Gå du hen og gør ligeså!”, og derfor er det mest oplagt at læse den som et eksempel til efterfølgelse; som en befaling om at vi skal vise barmhjertighed også mod de mennesker vi bryder os allermindst om. Men i dag kunne jeg godt tænke mig at fokusere lidt mere på hvem forbilledet dybest set er – hvem samaritaneren i lignelsen er et billede på, om I vil. Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over det, men når man tænker over det, er det i grunden ret oplagt: Han er et billede på Jesus selv!

Jesus var ganske vist jøde og ikke samaritaner, men det jødiske establishment foragtede ham (og ved en enkelt lejlighed var der som sagt nogle af dem der brugte ”samaritaner” som skældsord mod ham). Jesus solidariserede sig nemlig med de udstødte og foragtede uden hensyn til sit eget omdømme.

Og derudover har Jesus helt åbenlyst det til fælles med samaritaneren i lignelsen at han er barmhjertig. Helt fra oldkirkens dage er den mand der ligger forslået, forkommen, bestjålet og nøgen i vejkanten blevet læst som et rammende billede på den tilstand vi mennesker er i uden Gud: Vi er åndeligt hjælpeløse, ude af stand til at gøre det gode som Gud kalder os til. Vi har intet at rose os af over for Gud, men står tværtimod ynkeligt afklædte foran ham. Og det evige liv i fællesskab med Gud og hinanden som vi er skabt til at nyde, er slået halvdødt, hvis ikke ligefrem heldødt. Du tænker måske at det er en alt for dramatisk beskrivelse, for har vi mennesker da ikke gjort mange gode ting – også mennesker som ikke kender Gud? Jo, bestemt. Guds billede i os er ikke udraderet, selvom det er forvansket. Men hvis vi tænker at vi i virkeligheden klarer det fint, og at vi aldeles ikke er hjælpeløse, afklædte og halvdøde, så er det kun fordi vi ikke har gjort os klart hvor høje planer Gud har for os. Han kalder os jo sine børn! Vi er skabt og kaldet til at afspejle hans herlighed! Et menneske er et guddommeligt væsen, som har fået Guds egen ånd i sit indre! Det er dét høje stade vi er faldet fra, venner! Forstår I nu bedre hvordan kirkefædrene kunne sige at vi er halvdøde og afklædte? For slet ikke at tale om at vi som følge af vores fald er dømt til at dø og miste hvad vi har tilbage af herlighed. Vi ville være henvist til en evighed uden Gud, uden liv, uden kærlighed, uden glæde, hvis ikke Gud selv kom os til hjælp. Læg dertil at vi overhovedet ikke har fortjent Guds hjælp, for hver gang vi optræder ukærligt eller egoistisk, hver gang vi bliver hovmodige, hver gang vi tager Guds gode gaver for givet, så viser vi derved foragt for Gud. Men også på det punkt ligner Jesus samaritaneren fra lignelsen. Den forslåede mand i lignelsen var jo givetvis jøde, eftersom han var på vej mellem to jødiske byer, dvs. han tilhørte et folk som foragtede samaritanerne. De fleste samaritanere ville nok have tænkt: ”Nå, dér ligger en af dem der ikke vil have med os samaritanere at gøre – så skal han da også have lov til at blive fri!” Men Jesus gav sit liv også for alle os der ikke ærer ham som vi burde, ja, selv for dem der hånede ham og slog ham ihjel. Som Paulus skriver til romerne [5,10]: ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud ved at hans søn døde”.

Derfor er lignelsen om den barmhjertige samaritaner ikke bare en moralprædiken om næstekærlighed, i bedste fald til selvprøvelse, i værste fald til at slå vores politiske modstandere i hovedet med. Reducerer vi kristendommen til moral og baserer vores liv på hvad vi selv kan og skal gøre, så kan det kun ende i fortvivlelse – hvis vi da er ærlige nok til at erkende at vi ikke er i stand til at leve op til buddet. Nej, lignelsen er først og fremmest en forkyndelse af hvad Gud har gjort for os, hvordan han helt ufortjent har frelst os og skabt os om til det han har skabt os til at være. Jo mere vi tager til os hvor stor nåde Gud har vist os, hvor stor ære og værdighed vi har fået givet ved at blive gjort til hans børn – jo mere naturligt vil det også falde os at følge det forbillede som Jesus har givet os. Ikke for at gøre os fortjent til noget, for vi har allerede fået alt givet ufortjent. Og slet ikke for at kunne pudse vores glorie og føle os bedre end andre mennesker, for vi er ikke i stand til at gøre andet godt end det som Gud selv virker i os. Men fordi den kærlighed Gud har vist os, er så stor og fantastisk at den ikke kan andet end at flyde over fra vores liv til vores medmennesker.

                      Vil du gerne blive bedre til at leve i en stadig modtagelse og videregivelse af Guds kærlighed? Så kan jeg anbefale ”De 4 B’er”: Bibelen, Brødre- og søstrefællesskabet, Bordet med nadverens brød og vin, og Bønnen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 15. september 2019
Tags: Lukasevangeliet 10.23-37