Prædiken i Sct. Klemens Kirke 6. oktober 2019

Posted By on 8. oktober 2019

Enkens søn i Nain: Det er aldrig for sent!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 16. søndag efter Trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 13. december 2015 blev jeg et andet menneske. Det var nemlig den dag min søn blev født. De af jer der har børn, kan skrive under på at der ikke er ret meget der kan sammenlignes med den omvæltning det er at blive mor eller far. Ikke alene bliver ens hverdag forandret til ukendelighed fordi der pludselig er et lille menneske hvis behov naturligt kommer i første række så man selv må tage til takke med den smule søvn og hvile man kan få, men ens perspektiv på tilværelsen bliver også et andet. Det at værne om det lille væsen bliver pludselig det vigtigste i hele verden, og for mig har det blandt andet medført at jeg har fået en helt ny forståelse for hvordan Gud ser på os mennesker. Det kunne jeg holde en hel prædiken om – men i dag er temaet et andet, for i dagens tekst møder vi en mor hvis søn er død.

Siden jeg blev far, har jeg næsten ikke kunnet klare synet af en gravsten hvor fødselsdatoen og dødsdatoen ligger alt for tæt på hinanden, eller beretninger om børn der dør af sult eller sygdom eller bliver ofre for trafikulykker eller terrorhandlinger. Selv fiktive fortællinger som eksempelvis H.C. Andersens Historien om en Moder rammer så dybt i hjertet at jeg næsten ikke kan holde ud at læse dem. Tanken om at det kunne være mit barn, er så ubærlig at jeg er nødt til at lade være med at tænke den til ende. Børn må bare ikke dø!

Den døde der blev båret ud ad Nains byport, var nok ikke ligefrem et barn, for Jesus tiltaler ham med ordene ”unge mand”, hvilket ifølge datidens målestok sandsynligvis betyder at han var i tyverne. Men jeg har ladet mig fortælle at ens børn altid vil være ens børn, uanset hvor gamle de bliver, og at smerten ved at miste et barn ikke nødvendigvis bliver mindre af at barnet er 20 eller 40 eller 60 år gammel når det sker. Og enken fra Nain havde ikke engang nogen familiemedlemmer at dele smerten med, for hun havde allerede mistet sin mand, og den unge mand var hendes eneste søn. Om hun har haft døtre, ved vi ikke, men i datidens kultur blev en gift kvinde regnet som en del af sin mands slægt og havde derfor ikke de store muligheder for at være der for sine forældre, især ikke hvis hun boede langt væk fra dem.

Og så har jeg endda ikke nævnt at den stakkels enke var endnu værre stillet end en person fra vores kultur der havde mistet alle familiemedlemmer, ville være. I oldtidens Mellemøsten var man nemlig først og fremmest noget i kraft af sine efterkommere, i en grad så vi for eksempel i Første Mosebog hører Abraham omtale al sin rigdom som meningsløs fordi han ikke har en søn der kan arve den. Som enke uden sønner skulle man ikke alene leve med sorgen over sit tab, men også med skammen over ikke at have en identitet i samfundets øjne. I en kultur hvor kvinder ikke havde de store muligheder for at være selvforsørgende, var det også et stort økonomisk problem for hende at hendes søn var død, for det var jo ham der skulle have forsørget hende! Fra nu af ville hun altså være henvist til at leve af almisser og nådsensbrød. Alt i alt må der have hvilet en umådeligt dyster og alvorstung stemning over det optog der fulgte båren med den døde ud af byen.

                      Uden for byporten blev de mødt af et andet optog som var præget af en radikalt anderledes stemning. Jesus gik rundt og forkyndte gode nyheder, helbredte syge, opmuntrede fattige og tilgav syndere, og hvor han gik frem, spredte der sig en smittende optimisme og begejstring. Derfor var der også så mange mennesker der fulgte efter ham, nu hvor han igen var på vej til en ny by, denne gang Nain.

                      Mødet mellem sorgen og håbløsheden på den ene side og glæden og optimismen på den anden side må have skabt en underlig stemning. Det må have været svært for dem der fulgtes med Jesus, at bevare det gode humør ved synet af begravelsesfølget, især da det blev klart for dem hvor stor en personlig tragedie der var tale om. Og synet af de glade mennesker må have været salt i den sørgende moders sår. Var det ikke ham helbrederen fra Nazaret? Hvad bildte han sig ind at dukke op netop i dag? Kunne han ikke være kommet i går – før hendes søn døde? Nu kunne det være lige meget. Nu var alt forbi.

                      Sådan kan vi godt tænke nogle gange – måske ikke nødvendigvis at alt er forbi, men i hvert fald at der er en situation der har udartet så meget at selv Gud ikke kan gøre noget ved den. Det kan være en menneskelig relation der er gået i hårdknude. Det kan være en dårlig vane eller et usundt mønster i dit liv der har sat sig så meget fast at du ikke ser nogen vej ud af det. Men uanset hvad det er, så skal du vide at det er aldrig for sent! Der findes ikke det liv, som er så forspildt eller så ødelagt, at Jesus ikke kan genoprette det!

”Ja, ja,” sidder du måske og tænker, ”det er meget godt, men du kender ikke den og den, for hans eller hendes liv er i hvert fald fuldstændig ødelagt! For dem er det for sent!” Måske sidder du endda og tænker: ”Du ved ikke hvad jeg har været ude for. For mig er det for sent!”

                      Nej, det er ikke! Det behøver det i hvert fald ikke at være. Lad mig fortælle en historie, en sand historie.

                      Jeg holder den kristne ugeavis Udfordringen, som jævnligt bringer fantastiske beretninger om mennesker, der ved Guds kraft er blevet helbredt for diverse lidelser. Jeg kunne have valgt at fortælle jer en af deres historier, men det vil jeg ikke gøre. I stedet vil jeg fortælle om Joni. Joni Eareckson var kun 17 år, da ulykken ramte hende i 1967. Hun var en smuk og aktiv pige med masser af mod på livet, men det blev alt sammen forandret fra det ene øjeblik til det andet, da hun i tankeløshed sprang på hovedet ud på for lavt vand. Hun ramte klipperne på bunden, og da hun vågnede på hospitalet, var hun lammet fra halsen og ned. Det blev hurtigt klart at der ikke var nogen mulighed for helbredelse; hendes nervesystem havde lidt ubodelig skade ved et brud på halshvirvlerne. Den nyhed betød et farvel til alle de drømme hun havde haft. Det var for altid slut med at dyrke sport, og hun ville ikke kunne tage den uddannelse hun havde drømt om, fordi hun ikke kunne bruge sine hænder til at skrive med eller til at holde på en bog. Fremover ville hun intet kunne foretage sig uden andres hjælp. Alt var forbi. Og hun kunne ikke engang gøre en ende på sit eget liv – hvordan skulle hun bære sig ad med det?

                      De følgende år blev en hård kamp for Joni, men efterhånden fandt hun ud af at Gud ikke havde forladt hende. Gennem bønnen fandt hun ind til en uforklarlig glæde, der efterhånden fortrængte håbløsheden. Hun fik mod til at leve videre og fandt livets mening, ikke i hvad hun kunne gøre, men i at være villet og elsket af Gud. Hun blev også gift og hedder nu Joni Eareckson Tada, og under det navn rejser hun nu verden rundt og fortæller om sine oplevelser med Gud. I 1994 besøgte hun Danmark, hvor hun talte i Christianskirken i København. Hun har skrevet (dvs. dikteret) over 40 bøger, og ved hjælp af sin mund har hun malet en lang række kunstværker.

                      Da Jesus opvækkede enkens søn i Nain, fik enken et meget håndgribeligt tegn på at Gud ikke havde glemt hende eller opgivet hende. Sådan et tegn fik Joni ikke, og det gør vi andre bestemt heller ikke altid. En anden der heller ikke gjorde, var Job. Den første læsning vi hørte i dag, var fra Jobs Bog, der handler om en from og god mand der pludselig fra den ene dag til den anden bliver ramt af et kaskade af ulykker og tragedier: Al hans ejendom går op i flammer eller bliver bytte for røvere, alle hans børn omkommer på én og samme dag, og selv bliver han ramt af ”ondartede bylder fra isse til fod” [Job 2,7]  Tre af hans venner kommer rejsende for at trøste ham, men det varer ikke længe før deres trøst slår over i anklager og bebrejdelser fordi de fejlagtigt antager at Jobs lidelser er en retfærdig straf fra Gud over et eller andet ondt som Job har gjort. Selv Jobs hustru bliver en del af problemet, idet hun håner ham fordi han holder fast i sin tro trods lidelserne. Hver eneste dag klager Job sin nød til Gud, men uden at Gud giver ham noget svar eller tegn. Alligevel er det som om Jobs tro snarere vokser end aftager, og midtvejs gennem bogen kommer han med den forbløffende stærke bekendelse som vi hørte: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud”. (De af jer der har hørt Händels Messias, genkender måske ordene fra den smukke sopran-arie i starten af tredje akt, ”I know that my Redeemer liveth”). Hvor Job fik den imponerende tro fra, ved jeg ikke – jeg har selv af og til været på fortvivlelsens rand skønt mine omstændigheder var langt bedre end hans!

                      Men selvom jeg ikke ved hvor Jobs tro kom fra, så ved jeg godt hvor vores tro skal komme fra. Paulus skriver nemlig: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” [Rom 10,17]  Når vi bliver fortvivlede, så har vi Guds løfter at holde os til. Vi har både Det Gamle og Det Nye Testamente, og frem for alt har vi evangeliet om Jesu død og opstandelse. Derfor er det heller ikke helt rigtigt når jeg sagde før at vi ikke altid får et tegn på at Gud ikke har glemt os, for Gud har givet os alle sammen det tegn at hans søn døde for vores skyld, og at han derefter overvandt døden og vendte tilbage til livet. Hvis I vil tilgive at jeg citerer Paulus endnu en gang: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” [Rom 8,31-32] En god medicin mod modløshed og fortvivlelse er altså at grunde over dels hvad Gud allerede har gjort for os, dels hvad han har lovet at gøre for os – og det gøres bedst med en åben bibel i hånden. Det kan også styrke vores tro at henvende os til Gud i bøn og klage vores nød direkte til ham – måske var det fordi Job gjorde dét, at hans tro voksede? Nadveren er også et håndgribeligt tegn som Gud har givet os på at han ikke har glemt os, især hvis vi gør os klart hvad det er der sker når vi knæler deroppe og modtager brødet og vinen, nemlig at Jesus rækker os sig selv – tænk at han gør det!

                      Det var tre af ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen og Bordet. Til slut vil jeg nævne ”det fjerde B”, nemlig Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden. Gud har givet os hinanden i menigheden, blandt andet for at vi kan styrke hinanden i troen. Og hvem ved – måske kan du i den uge der kommer, blive et håndgribeligt tegn for et medmenneske på at Gud ikke har glemt vedkommende, ved at række en hjælpende hånd, et lyttende øre, eller blot et medlidende og forstående blik. Det er aldrig for sent!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.


Comments

Comments are closed.