Prædiken i Rø Kirke 6. oktober 2019
Posted By admin on 8. oktober 2019
Enkens søn i Nain: Vi skal opstå som kornet
Prædiken til høstgudstjeneste i Rø Kirke 16. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Da jeg var lille, havde jeg en pingvin-sparebøsse af plastic fra Den Danske Bank. Den hed Pondus, opkaldt efter en kejserpingvin i Zoologisk Have som Den Danske Bank var sponsor for. Når min oldemor var på besøg, eller hvis jeg havde gået ud med skraldeposen eller ordnet et andet ærinde derhjemme, så fik jeg gerne en mønt eller to, som jeg puttede ind i ryggen på Pondus. Når Pondus var fuld, tog vi ham med hen i banken, hvor han blev skåret op, og pengene blev sat ind på min børneopsparing, og så fik jeg en ny Pondus med hjem som jeg kunne begynde at fylde penge i.
Til at begynde med forstod jeg ikke rigtig det der koncept med at sætte penge i banken. Det var jo mine penge som jeg selv havde fået af min mor eller min oldemor, så hvorfor skulle jeg aflevere dem til en dame henne i banken, som oven i købet ødelagde min kære Pondus? Så havde jeg jo ikke pengene mere? Men efterhånden lykkedes det heldigvis for mine forældre at forklare mig at når man sætter pengene i banken, så får man renter, og så ender man med at have mange flere penge end dem man satte ind. (Det var dengang man fik renter af de penge man havde i banken).
På samme måde som jeg havde svært ved at forstå det med at sætte penge i banken, kunne jeg også have svært ved at forstå det med at så frø i jorden – især hvis de frø der blev sået, var nogen man kunne spise. Det generede mig naturligvis ikke at så gulerodsfrø, for dem spiser vi jo ikke alligevel, og de ærter vi såede, var bejdsede, så de så ikke specielt appetitlige ud. Men hvis vi selv havde skullet tage nogle ærter fra årets høst fra, bejdse dem, og så lægge dem i jorden næste forår, så tror jeg nok jeg ville have rynket på næsen af det, fordi jeg ville have opfattet det som spild af gode ærter som vi i stedet kunne have spist.
Men hvis man vil have høst, er man nødt til at ofre noget. Man er nødt til at tage noget som man kunne have brugt nu og her, og give afkald på det for en tid for at kunne få et udbytte senere. Og det kan godt være lidt af et sats, for det er jo ikke altid det går så godt som det har gjort i år. Der er år hvor høsten bliver helt eller delvist ødelagt af uvejr, skadedyr eller andre tragiske omstændigheder. På en måde er det en troshandling at så et frø i jorden. Det er som om det frø dør og bliver begravet, og så kan vi kun håbe og tro at det opstår igen fra de døde.
At tro på Jesus er også lidt af et sats – eller det er faktisk et stort sats. Det han beder os om, er jo at vi giver vores liv til ham ligesom jeg som barn skulle give mønterne fra min Pondus til damen i banken, i tillid til at vi vil få det igen med renters rente. Ja, vi skal helt give afkald på selv at disponere over vores liv, på samme måde som vi må give afkald på at spise de ærter eller det korn som vi skal bruge som såsæd. Og når det gælder Jesus, har vi ikke engang et ”plejer” at holde os til. Der plejer at komme renter på vores bankkonti (eller det gjorde der i hvert fald i 80’erne), og kornet der dør i jorden, plejer at opstå som fyldte aks, men det evige liv som Jesus lover os, hører til i en fremtid hvor ingen af os har været endnu.
Og så alligevel ikke, for det Jesus prædikede da han gik på jorden, var ikke: ”Tro på mig, så kommer du i himlen når du dør!”, men: ”Guds rige er kommet nær!” Det som Jesus tilbød de mennesker han mødte, var kun en fremtidig gevinst, men også en nutidig. Da Simon Peter engang spurgte Jesus hvad han kunne forvente at få ud af at han havde forladt alt for at følge ham, svarede Jesus: ”Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller ørn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden.” Det evige liv som Jesus lover dem der tror på ham, er altså ikke kun noget vi kan se frem til måske at få engang i fremtiden, men noget der begynder allerede nu. Det er ganske vist først når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, at vi kommer til at opleve en tilværelse uden sygdom, smerte, sorg og død, men allerede nu kan vi opleve en tilværelse hvor Kristus ved troen bor i vores hjerter, som Paulus taler om i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten. Det som vi engang vil komme til at se og smage, kan vi allerede nu eje i troen.
Hvis du gerne vil have den tro, men ikke ved hvordan du får den, så har jeg et tip til dig: Begynd at leve dit liv som om du troede på Jesus! Indret dine prioriteter og dine moralske standarder som om der er en Gud der elsker både dig og dine medmennesker betingelsesløst, og sig hver dag tak til Gud for syndernes forladelse og det evige liv. Gør du det, så er mit tip at du lige pludselig en dag vil opdage at du rent faktisk har troen!
Jeg tror også at hvis du begynder at leve som om du tror, så vil du efterhånden begynde at se mange tegn på at Jesus lever og virker i dag – for det gør han! Ligesom der for 2000 år siden var en enke i Nain der fik sin søn tilbage fra de døde, er der også i dag mennesker der oplever at Gud giver dem nyt liv, enten i form af fysisk helbredelse eller en anden forandring i deres omstændigheder – eller også i form af at de får nåde til at se deres situation i et nyt lys. Deciderede dødeopvækkelser som den i Nain er ganske vist temmelig sjældne, men det var de også på Det Nye Testamentes tid – mig bekendt omtales der kun 5 af slagsen i evangelierne og Apostlenes Gerninger. For de første kristne var opstandelsen først og fremmest noget de så frem til at komme til at opleve ved tidernes ende når Gud genopretter alting og opretter sit rige på jorden, og de få tilfælde hvor et menneske her i denne verden bliver opvakt fra de døde, er først og fremmest et tegn på det der skal komme. Enkesønnen fra Nain og de fire andre døde der blev oprejst af Jesus, Paulus eller Peter, døde jo alle sammen igen, så det der skete for dem, var kun en udskydelse af det uundgåelige. Men den opstandelse som Gud har lovet os der sætter vores lid til hans søn, er en opstandelse ligesom Jesu egen, til et liv hvor vi aldrig mere skal dø. Ja, ”når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder, en evig sommer hos vor Gud i Paradis vi finder.” Når vi dør og bliver lagt i jorden, er det kun som når et frø bliver sået – og Gud vil sørge for at hverken uvejr eller skadedyr kan forhindre os i at opstå ligesom kornet.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments