Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 13. oktober 2019
Posted By admin on 16. oktober 2019
Pladserne ved bordet: Hvilken plads skal man vælge?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 17. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
I mandags var det 25 år siden de danske biografer havde premiere på ”Forrest Gump”. Efter min mening er det en af de allerbedste film der blev lavet i 90’erne, og den vandt da også 6 Oscars, deriblandt ”Bedste film”. Hvor mange af jer har set den? Dem af jer der ikke har, må jeg desværre skuffe med at det er svært at give et kortfattet resumé af hvad den handler om, men det er heller ikke nødvendigt, for det er bare en enkelt scene fra filmens begyndelse jeg vil gribe fat i. (Det var i øvrigt først efter at jeg havde besluttet at bruge den scene som prædikenillustration, at det gik op for mig at filmen har dansk 25 års jubilæum i denne uge!). Ved filmens begyndelse er titelpersonen, Forrest Gump, seks år gammel og står sammen med sin mor og venter på skolebussen for at tage af sted til sin første skoledag. Han er bekymret for hvordan det skal gå, for dels er han mentalt handicappet, dels går han på grund af en skævhed i ryggen med nogle skinner på benene som får ham til at se meget anderledes ud end de andre børn. Da han kommer ind i bussen, viser det sig da også at alle de børn der har et ledigt sæde ved siden af sig, skynder sig at sige at pladsen ved siden af dem er optaget, og den stakkels Forrest står fortabt og kigger rundt i bussen – lige indtil han hører en stemme sige: ”Du må sidde her hvis du vil!” Stemmen tilhører en køn lille pige ved navn Jenny, som Forrest straks bliver dybt forelsket i – måske ikke mindst fordi, som den voksne Forrest siger med filmens fortællerstemme, hun var det eneste menneske ud over hans mor, der nogensinde havde været venlig mod ham. Hvad der videre sker med Forrest, får I at vide hvis I ser filmen, men jeg kan røbe at hans liv bliver mere eventyrligt, på godt og ondt, end de flestes!
Når jeg husker scenen fra skolebussen så tydeligt, er det nok fordi jeg selv er typen der hader at være i tvivl om hvor jeg skal sætte mig. Når jeg skal til fest eller på konference, håber jeg altid at der er lavet bordplan så jeg med god samvittighed kan gå hen og sætte mig på den plads som der står mit navn på. Og er der ingen bordplan, så spejder jeg altid efter om der mon er nogen til stede som jeg kender godt nok til at jeg kan sætte mig sammen med dem uden at de synes det virker akavet. Allerbedst er det hvis nogen vinker til mig og peger på en ledig plads ved deres bord.
Når jeg læser dagens evangelietekst, så kan jeg se at det ikke er alle der har haft den slags skrupler, men at nogle af gæsterne ved det selskab Jesus deltog i, tværtimod gik målrettet efter de fornemste pladser ved bordet, og det selvom der var risiko for at værten ville bede dem om at flytte sig et andet sted hen. På Jesu tid lavede man nemlig ikke bordkort når man inviterede til fest, men det betød ikke at alle bare kunne sætte sig hvor de ville, for hver eneste plads ved bordet svarede til et ganske bestemt nummer i den sociale rangorden. Det er en mærkelig tanke for os der lever i et mere lige samfund, men for 2000 år siden ville enhver der vidste hvordan de sociale spilleregler fungerede, blot behøve at kaste et enkelt blik på hvordan folk var placeret rundt om bordet ved en fest, for at kunne lave en præcis liste over hvem der var den fornemste ved selskabet, og den næstfornemste, og så fremdeles, helt ned til hvem der var tredjemindst fornem, næstmindst fornem og allermindst fornem (men altså dog fornem nok til at være inviteret). Og det forventedes altså at man som gæst havde styr på hvor i rangfølgen man selv hørte hjemme, så man kunne sætte sig på den korrekte plads. (Hvor er jeg dog glad for at jeg ikke levede dengang!)
Men hvad så hvis man fik sat sig på en forkert plads? Tja, i så fald var det jo op til værten om han ville gribe ind. De der udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, satsede nok på at værten ville have andet at bruge sin energi på end at rykke rundt på sine gæster. Hvis de havde ret i den antagelse, så ville de kunne forbedre deres status blot ved at sætte sig på en fornemmere plads end de egentlig var berettiget til. Hvis værten ikke kom og flyttede én, så ville de øvrige tilstedeværende jo antage at man rent faktisk var berettiget til den pågældende plads, og man ville på den måde komme til at nyde større anseelse i lokalsamfundet. Keine Hexerei, nur Behändigkeit!
Men som vi kan forstå af det Jesus siger, var det ikke alle værter der lod sig manipulere med på den måde. Satte man sig højere op end man burde, så tog man jo pladsen fra den der egentlig burde have siddet der, og det var vanærende for vedkommende. Det ville som regel være i værtens interesse at hans fornemme gæster ikke blev vanæret, og derfor kunne han finde på at bede en lidt for kæk lykkeridder om at rejse sig og overlade sin plads til en anden. I værste fald kunne man endda risikere at blive ”sat på plads” (bogstaveligt talt!) selvom man ikke bevidst havde valgt en for fornem plads, men blot havde fejlbedømt sin egen position i hierarkiet. Derfor anbefaler Jesus at man for en sikkerheds skyld sætter sig på den allermest ydmyge plads, sådan at man i stedet har chancen for at blive ophøjet i alle gæsternes påsyn.
Så langt det første århundredes svar på Emma Gad – men hvad skal vi egentlig bruge det til? Vi lever jo i en helt anden kultur hvor der som regel er lavet en bordplan når vi skal til fest – og hvis der ikke er, så betyder det at vi med god samvittighed kan sætte os hvor vi har lyst, uden at vi derved vanærer nogen. Så er dagens tekst overhovedet relevant for andre end historienørder som mig?
Ja, hvis ikke den var det, så tror jeg ikke at den var kommet med i Bibelen. Evangelierne blev skrevet for at udruste læserne til at leve som Guds børn i en ugudelig verden, ikke for at give gode råd til sociale stræbere. Læg også mærke til at Lukas kalder Jesu tale om hvor man skal placere sig ved et selskab, for en ”lignelse” – det er altså en billedtale som skal lære os noget om Guds rige. Og hvad det er den skal lære os, det siger Jesus faktisk selv i den sidste sætning: ”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Pladserne ved bordet er med andre ord et billede på livet i al almindelighed, og i særdeleshed på vores forhold til Gud. Vores egen status og anseelse skal overhovedet ikke være et tema når vi træffer vores valg i livet, men vi skal med glæde stille os tilfredse med den ringeste position. Gud skal nok sørge for at ophøje os når tiden er inde.
Men hvordan undgår vi at det der slet ikke skal være et tema, alligevel bliver det? Hvis vi vender tilbage til lignelsen, så er motivationen for at man skal sætte sig på den nederste plads, jo tilsyneladende den at man så kan blive hædret i alle gæsternes påsyn. Men hvis man sætter sig på den nederste plads for at blive flyttet højere op og dermed vinde prestige, så er man vel i grunden ikke et hak bedre end dem der fra starten sætter sig på den øverste plads for at vinde prestige? Man er muligvis smartere end dem, men man kan vel ikke med nogen ret siges at være mere ydmyg – man har blot en mere udspekuleret måde at mele sin egen kage på?
Sådan kan det umiddelbart virke, ja. Men vi skal huske at man jo ikke havde nogen garanti for at værten rent faktisk ville bede en om at sætte sig højere op – man løb en reel risiko for at man fik lov til at blive siddende på den ringeste plads under hele middagen og på den måde faktisk endte med at tabe anseelse. Hvis en af Jesu tilhørere valgte at følge hans råd og satte sig på den ringeste plads næste gang han blev inviteret til selskab, og han så blot fik lov til at blive siddende dér, så ville hans følelser i den anledning vise hvor dybt hans ydmyghed i virkeligheden stak – om han reelt var villig til at acceptere den ringeste plads, eller om han kun sad der fordi han regnede med at det var den hurtigste genvej til toppen.
Overført til vores liv med Gud og hinanden kunne man formulere spørgsmålet sådan her: Hvis du skal give afkald på enhver form for anseelse og prestige her i verden, hvad skal du så have for det? Hvis Gud beder dig om at tjene ham og dine medmennesker ved at yde en stor og selvopofrende, men usynlig indsats, som kun få, hvis overhovedet nogen, mennesker nogensinde vil rose eller anerkende dig for, hvor meget ære skal Gud så lønne dig med i himlen for at du vil synes at det har været det værd? Forestil dig at du gennem hele dit liv kommer til at stå i skyggen af en anden, som løber med al æren, ikke alene for sin egen indsats, men også for din, og forestil dig så at I begge dør og kommer hjem til Gud i himlen, hvor I begge to får præcis den samme belønning. Vil du så føle dig snydt? Vil du mene at Gud skylder dig en større belønning fordi du har ofret mere her på jorden? Hvis ja, så er jeg bange for at din tilsyneladende ydmyghed kun er et skalkeskjul, og at du inderst inde er lige så ærgerrig som alle andre. Og når jeg siger ”alle andre”, er jeg bange for at der ikke er ret mange undtagelser. Den ægte, sande ydmyghed er uhyre sjælden, og den har den paradoksale egenskab at hvis du mener om dig selv at du har den, så har du den sandsynligvis ikke, for hvis du havde den, ville du være for ydmyg til at være dig det bevidst.
Alligevel tror jeg at ydmyghed er noget vi skal stræbe efter, også selvom vi sandsynligvis ikke når helt derhen så længe vi lever i denne verden. Jesus siger jo at vi skal sætte os på den nederste plads, og vi har ingen undskyldning for ikke i det mindste at gøre en indsats for at adlyde hans ord. Men hvordan bærer vi os ad? Hvordan befrier vi os fra den tanke at vi fortjener at blive æret for de ofre vi bringer? Jeg vil pege på to veje.
For det første skader det aldrig med lidt perspektiv. Der er mange mennesker der har ofret langt mere end du nogensinde kommer til! Den dag i dag er der hundredevis, hvis ikke tusindvis, af kristne der sidder i fængsel, bliver tortureret, lever under jorden eller betaler andre høje priser for deres tjeneste for Gud og mennesker. Jeg tillader mig at tvivle på at du har en lidelseshistorie der kan matche deres.
Men det at andre har det værre end dig, er selvfølgelig en ringe trøst, og derfor vil jeg pege på en anden vej som er meget bedre, og det er at huske at ydmygelsen bærer ophøjelsen i sig selv! Hvad mener jeg med det? Jo, Jesus gik jo selv ydmygelsens vej, så når vi går den vej, så går vi i hans fodspor, og han går selv sammen med os. Vi er i godt selskab! Som Gud siger gennem profeten Esajas [57,15]: ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet”. Når Gud selv er hos os, hvilken betydning har det så hvad mennesker tænker eller siger om os? ”Lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær”, som vi skal synge om lidt.
”Jamen jeg kan ikke mærke at han er der!” tænker du måske – og det har du sikkert ret i. Men Gud er heldigvis ikke afhængig af hvad du kan mærke eller ikke kan mærke. En illustration: Hvor mange af jer kan mærke at rummet her er fyldt med radiobølger? Nej, vel? Men mange af jer har sikkert en mobiltelefon i lommen eller i tasken, og hvis I ikke har slukket mobilen, men kun sat den på lydløs, vil flere af jer sikkert opdage, når gudstjenesten er slut, at I undervejs har modtaget en sms eller en anden notifikation. Den mikrofon der sikrer at det jeg siger, kommer ud gennem højttalerne, benytter også radiobølger til at sende signalet fra den lille boks jeg har i lommen, og hen til forstærkeren. Radiobølgerne er der, uanset om vi kan mærke dem eller ej, og det har de fleste af os ikke svært ved at tro på. Så prøv at minde dig selv om at Gud også er der selvom du ikke kan mærke ham (og selvom hans nærvær heller ikke kan måles med videnskabeligt udstyr, sådan som radiobølgerne kan). Og benyt dig flittigt af ”De 4 B’er” som en hjælp til at styrke din tro – Bibelen, Bønnen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin.
Til slut: Gud vil kompensere dig for ethvert offer du bringer for hans skyld! Den belønning som Jesus har lovet enhver der følger ham – nemlig et evigt liv hvor vi skal se Gud selv ansigt til ansigt – den er så vidunderlig at uanset hvad du har måttet døje i denne verden, vil det være for intet at regne i sammenligning [jf. Rom 8,18]. Og hvis Gud i sin nåde vælger at give samme belønning til en anden der har ofret mindre end du har, hvad kommer det så dig ved? Du er jo også selv blevet frelst ved Guds nåde alene og har dybest set ikke fortjent noget som helst af det han giver dig. Alt hvad Gud giver os, giver han os af den ene simple grund at han elsker os – og det at han gør det, er faktisk en langt større gave i sig selv end alt hvad hans kærlighed i øvrigt bevæger ham til at give os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Comments