Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 21. søndag efter trinitatis 2019
Posted By admin on 12. november 2019
Den kongelige embedsmands søn: Troen sidder i fødderne
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 21. søndag efter Trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
For en uge siden, da vi fejrede allehelgen, fortalte jeg her fra prædikestolen om radioværten Esben Kjær, der i 2012 oplevede den frygtelige tragedie at hans 7-årige søn Sebastian døde af kræft. Esben Kjær har skrevet flere bøger og holdt utallige foredrag om hvordan han selv og den øvrige familie oplevede forløbet omkring Sebastians død, og hvordan de håndterer det at han ikke er der mere, men på mange måder alligevel er der. Det budskab som Esben Kjær først og fremmest gerne vil ud med, er at vi skal give de døde plads i vores liv, men han har også mange andre interessante refleksioner. Blandt andet har han flere gange nævnt at han fortryder at han kæmpede så indædt imod det uundgåelige. Som han udtrykker det i sin bog ”Min usynlige søn” fra 2016: ”For mig stoppede kampen først på Rigshospitalet, få timer før Sebastian holdt op med at trække vejret. Men skulle jeg have givet op tidligere og i stedet have brugt den sidste tid på fredfyldt bare at være sammen med ham? Skulle jeg have brugt den sidste tid på at ligge i sengen hos min søn? Skulle jeg have brugt tiden på at holde om ham og fortælle ham igen og igen, hvor meget jeg elskede ham? … Endte min stædige insisteren til det sidste på, at virkeligheden skulle give efter for mit pres, med, at Sebastian døde ensom?”
For mig, der selv er far til en lille dreng, gør det ondt helt ind i hjertet at læse Esben Kjærs overvejelser om det spørgsmål. Men jeg må sige at jeg tror jeg ville have gjort det samme som han gjorde, for jeg ville have haft svært ved at leve med mig selv bagefter hvis jeg ikke havde gjort alt hvad jeg overhovedet kunne, for at kæmpe for min søns liv, så længe der var bare det mindste lille halmstrå af håb. Sådan vil en far rent instinktivt gøre, uanset om det er klogt eller ej. Og jeg tror det er Gud der har lagt det instinkt ned i os, fordi han derigennem vil lære os noget om hvordan han selv er. For når selv en syndig og ufuldkommen jordisk far vil gå igennem ild og vand for sit barn, hvor meget mere vil så ikke vores Far i himlen sætte himmel og jord i bevægelse for at redde sine elskede skabninger, så længe der overhovedet er mulighed for at vi kan reddes? Når det gør så ondt på os ukærlige mennesker at miste et barn, hvordan må Gud så ikke have det med tanken om at nogen af hans børn skulle gå fortabt? Men at det er sådan, kan vi ikke se; vi kan kun tro det.
I dagens evangelietekst møder vi en far hvis barn ligger for døden, og også han er villig til at forsøge hvad som helst for at redde sit barns liv. Som den måske sidste fortvivlede mulighed opsøger han Jesus i Kana. Hvor meget denne kongelige embedsmand vidste om Jesus, ved vi ikke, men han har utvivlsomt hørt om nogle af de mange mirakler Jesus har udført. Derfor spilder han ikke tiden da han hører at Jesus er vendt tilbage til Galilæa efter et ophold i den anden ende af Israel. Måske har embedsmanden gået hvileløst rundt i dagevis og ventet på at Jesus skulle komme hjem, så han kunne bede ham om at komme og lægge hænderne på hans syge søn? Jesus boede jo faktisk i Kapernaum, ved vi fra de andre evangelier, men den desperate far har ikke tid til at vente på at Jesus når hele vejen hjem. Da han hører at Jesus har gjort et ophold i Kana, 30 kilometer fra Kapernaum, tager han afsted for at hente ham dér.
Det må have været noget af en dukkert for ham at Jesus svarede som han gjorde. I stedet for at sige: ”Javist, jeg kommer med det samme!” svarer Jesus nemlig: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Og det er der sådan set ikke noget at sige til at Jesus sagde, for det var faktisk den indstilling de fleste i landet mødte ham med: De religiøse ledere udfordrede ham hånligt til at gøre et tegn der kunne bevise at han var sendt af Gud, selvom de allerede havde besluttet at de ikke ville tro på ham uanset hvad, og hvad lægfolket angik, fulgte de fleste kun efter ham fordi de håbede at få et bemærkelsesværdigt mirakel at se. Og selv når de så et, var de ikke tilfredse: Efter at Jesus for eksempel havde bespist 5000 mennesker med fem brød og to fisk, fulgte folk efter ham, og da de indhentede ham, sagde de: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig?” Det var en indstilling som mere var udtryk for sensationslyst end for tro. Men de havde nok heller ikke så meget i klemme – de mente at have deres på det tørre, så hvis ikke Jesus kunne bruges til at give dem noget underholdning, så var der ikke så meget de kunne bruge ham til.
Den kongelige embedsmand, derimod, havde udsigt til at stå med en vanvittig stor sorg hvis ikke Jesus hjalp ham, så han lod sig ikke slå ud af det der umiddelbart kunne lyde som et afslag, men blev ved med at trygle Jesus om at følge med ham hjem og helbrede hans søn. Men ligesom Elisa ikke helbredte Na’aman på præcis den måde han havde forestillet sig, fulgte Jesus heller ikke med embedsmanden tilbage til Kapernaum, men nøjedes med at give ham beskeden: ”Gå hjem, din søn lever.”
Jeg ved ikke om jeg selv ville have stillet mig tilfreds med dén besked. Det må trods alt have været noget af et antiklimaks når han nu havde sat næsen op efter at Jesus skulle komme med ham hjem og lægge hænderne på drengen og helbrede ham. Som det var nu, blev han nødt til at rejse hjem uden at vide om hans søn rent faktisk var blevet rask eller ej – ligesom Na’aman måtte tage hen og bade i Jordanfloden uden nogen garanti for at det rent faktisk ville hjælpe. Men Na’aman fik dog i det mindste noget han kunne foretage sig, hvorimod embedsmanden var henvist til bare at tro Jesus på hans ord.
Der hersker en hel del forvirring om hvad tro er for noget, og det er desværre langt hen ad vejen kirkens egen skyld. Alt for ofte har vi fået gjort troen til noget intellektuelt, noget med at gå ind for visse teologiske eller filosofiske læresætninger. Men tro i bibelsk forstand er først og fremmest det at have tillid til Guds løfter. Jeg kunne næsten have lyst til at læse Hebræerbrevet kapitel 11 højt for jer, hvor forfatteren udfolder og demonstrerer i lyset af Det Gamle Testamente hvad tro er for noget, men det ville nok tage for lang tid, så det må I selv læse når I er kommet hjem. Men jeg kan røbe at forfatteren i det kapitel omtaler en lang række skikkelser fra Det Gamle Testamente og fortæller at de i tro gjorde dette og hint. Tro er altså ikke bare noget der sidder i hovedet, men i høj grad noget der sidder i hænderne og fødderne. For den kongelige embedsmands vedkommende viste troen sig ved at han gik hjem til sin søn da Jesus bad ham om det, i den tro at når Jesus havde sagt at drengen var helbredt, så var det rigtigt. Og det viste sig at holde stik.
Men sæt nu han ikke havde troet på det Jesus sagde. Sæt han bare var blevet sur og gået fornærmet hjem. Ville hans søn så ikke være blevet helbredt? Jo, det er jeg helt overbevist om at han ville. Vi får jo at vide at drengen blev helbredt samtidig med at Jesus havde sagt ordene. Desuden havde Jesus ikke knyttet nogle betingelser til helbredelsen. Han havde ikke sagt: ”Hvis du tror og ikke tvivler, så vil din søn blive helbredt.” Han sagde slet og ret: ”Gå hjem, din søn lever!” Men lad os nu alligevel prøve det tankeeksperiment at embedsmanden ikke havde troet Jesus på hans ord, men havde hørt dem som flabet afvisning, sådan som Na’aman til at begynde med gjorde det med Elisas ord. Lad os forestille os at det ikke var med tro og fortrøstning, men med bitterhed og bedrøvelse at han havde påbegyndt hjemrejsen til Kapernaum. Han ville så stadig have mødt sine tjenestefolk på vejen, som ville have fortalt ham at hans dreng var i live. Det ville sandsynligvis have overbevist ham. Men lad os, bare for eksperimentets skyld, forestille os at han fremturede i sin vantro og sagde til tjenerne: ”Jeg tror ikke på det! Min søn er uhelbredeligt syg, og Jesus vil ikke komme med og helbrede ham. Der er ikke noget håb!” Ja, lad os bare køre tankeeksperimentet helt ud og forestille os at selv ikke synet af den helbredte dreng ved hjemkomsten formåede at overbevise manden om at det var sandt, men at han blev ved med fortvivlet at hævde at drengen var syg og insisterede på at behandle ham derefter, eller at han måske endda påstod at hans søn var død, og gik ud og begravede ham! Det lyder helt vanvittigt, omtrent som noget Alfred Hitchcock eller Steen Steensen Blicher kunne have fundet på at skrive, men hvorom alting er: Hvis manden havde handlet på den måde, ville hans søn ganske vist være blevet helbredt, men faderens vantro ville have forhindret ham i at få nogen gavn af det.
Og sådan er det faktisk også med Guds grænseløst store kærlighed til os, som drev ham til at ofre sin egen elskede søn – tænk engang! – for at vi kunne blive frelst fra synden og døden og Djævelen og leve evigt sammen med Ham. Men hvis vi ikke tror på at Gud er kærlighed, får vi ingen gavn af Jesu offerdød. Frelsen er nemlig en byttehandel: Vi giver afkald på det liv vi har, og får det evige liv hos Gud i stedet. Hvis vi tror at Gud er en lunefuld tyran, sådan som jeg desværre jævnligt ser ateistiske debattører hævde at han er, så vil vi ikke indgå den byttehandel, og dermed dømmer vi os selv til det helvede som livet uundgåeligt bliver når vi er overladt til os selv. Eftersom det er Gud der er kilden til alt godt, vil en evighed adskilt fra ham være ensbetydende med evig pine. Derfor opfordrer Gud os også inderligt til at komme til Jesus og få det evige liv som gave. Men kærligheden tvinger ikke nogen.
Men kan Gud da ikke bare sørge for at helvede slet ikke findes? Så vil der vel ikke være nogen der går fortabt, uanset om de vælger Jesus til eller fra? Det kunne man godt tænke. Men et sted hvor Gud er fraværende, er per definition et helvede. Og selv hvis Gud rent faktisk gjorde det sådan at vi ikke kunne vælge ham fra (og dermed per definition vælge helvede til), så ville vi stadig opleve paradiset som et helvede hvis vi holdt stædigt fast i ikke at ville tro på at Gud elsker os. I den sidste af Narnia-bøgerne, som har titlen Det sidste slag, illustrerer C.S. Lewis det med en gruppe dværge der sidder på en solbeskinnet blomstereng hvor fuglene synger, men som stædigt fastholder at de i virkeligheden sidder i en mørk og ildelugtende stald, og selv da løven Aslan (som er et billede på Jesus) sætter de lækreste retter og den ædleste vin foran dem, kan de ikke smage andet end hø, halvrådne roer og snavset vand. Og måske er det i virkeligheden det der er helvede: at vi er i paradis, men nægter at tro at vi er der?
Lad os ikke ende dér! Lad os vove at tro på at Gud elsker os højere end nogen jordisk far eller mor elsker sine børn, og lad os overgive vores liv til ham i tryg forvisning om at han vil passe bedre på det end vi selv kan! Lad os flokkes om Jesus og tilbede ham som vores frelser og Herre!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments