Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 15. september 2019

Posted By on 17. september 2019

Den barmhjertige samaritaner: Hvem var samaritaneren?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 13. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Den barmhjertige samaritaner optræder i Paradise Papers”. Vidste I det? Det gjorde jeg heller ikke, men det stod altså som en overskrift i musikbladet Gaffa den 6. november 2017! Hvis nogen af jer sidder og tænker ”Hvad var det nu Paradise Papers var?”, så kan jeg oplyse at det er det populære navn på et stort antal fortrolige dokumenter fra advokatfirmaet Appleby som avisen Süddeutsche Zeitung kom i besiddelse af i 2017, og som afslørede navnene på en lang række virksomheder og privatpersoner som var involveret i det man kalder offshore-investeringer; en forretningmodel som kan benyttes til helt legitime formål, men også til skatteunddragelse og hvidvask. Et af de over 120.000 navne der stod i dokumenterne, var Paul Hewson, bedre kendt som Bono. Ud over at være forsanger i rockgruppen U2 er Bono kendt for sit politiske engagement i at tale fattige og undertryktes sag over for verdens ledere, og derfor vakte det naturligvis nogen forargelse at han havde investeret noget af sin formue i et firma med adresse på kanaløen Guernsey, hvor selskabsskatteprocenten er nul. Om det var uetisk af ham, vil jeg ikke blande mig i, men jeg synes det er interessant at Gaffa valgte at kalde Bono for ”den barmhjertige samaritaner” selvom han slet ikke er samaritaner, men irer. Samaritaneren er nemlig blevet synonym med barmhjertighed i en grad så de fleste har glemt at det oprindeligt var navnet på et folkeslag.

                      Faktisk er det stadig navnet på et folkeslag, selvom der er meget få tilbage af dem – 820 ifølge den seneste folketælling. De 820 personer bor dels i landsbyen Kiryat Luza på bjerget Garizim nær Nablus på Vestbredden, dels i byen Holon syd for Tel Aviv. Når der er så få samaritanere tilbage, er det især fordi et meget stort antal blev konverteret til islam under Osmannerriget og derefter blot blev regnet som Palæstina-arabere. Hvis man medregner alle de palæstinensiske muslimer i Nablus og omegn der er af samaritansk afstamning, så er antallet i dag væsentlig højere end 820.

                      På Jesu tid var der en hel del flere end 820 samaritanere, sandsynligvis omkring 1 million. Deres land omfattede hele den nordlige halvdel af det der i dag er bedst kendt som Vestbredden – et område som mange mennesker den dag i dag fortsat kalder Samaria for at understrege at det er land som på Bibelens tid var en integreret del af Israel. Faktisk var Samaria by i en periode hovedstad i det nordisraelitiske rige, og den var også bopæl for den berømte profet Elisa. På Jesu tid var Samaria imidlertid blevet et område som fromme jøder afholdt sig fra at betræde. Det var så grelt at når jøder fra Galilæa i nord havde et ærinde i Jerusalem mod syd, så foretrak de at rejse gennem det hedenske Dekapolis frem for at rejse gennem Samaria, og ordet ”samaritaner” var et af de værste skældsord jøderne kendte. (Det blev i øvrigt brugt mod Jesus på et tidspunkt af nogle af hans modstandere). Det siger noget om ordets magt at én eneste lignelse fra Jesu mund har formået at lave så drastisk om på samaritanernes omdømme at de i dag er blevet synonyme med barmhjertighed!

                      Når jøderne nærede så stor foragt for samaritanerne, så skyldes det at de to folk gensidigt betragtede hinanden som ærkekættere. Den jødiske og den samaritanske religion er enige om at Moses var Guds profet, og at de fem Mosebøger er Guds åbenbarede ord – men så hører enigheden også op! Samaritanerne anerkender nemlig ikke resten af den jødiske bibel, og i særdeleshed anerkender de ikke Jerusalem som Guds udvalgte by. Ifølge samaritanerne var det bjerget Garizim (der hvor de fleste af nutidens samaritanere bor) som var det sted Gud udvalgte til sin helligdom, og de var meget fortørnede over at jøderne i stedet havde bygget et tempel i Jerusalem. Samaritanerne betragtede altså sig selv som de oprindelige, ægte israelitter. Jøderne, derimod, mente omvendt at samaritanernes religion var blevet korrumperet af hedensk indflydelse. I år 720 før Kristi fødsel havde assyrerkongen Sargon II nemlig ført store dele af Samarias oprindelige israelitiske befolkning i eksil og i stedet tvangsbosat et stort antal ikke-israelitter i området.

Hvad årsagen end var, så kom det til en voldsom konflikt da jøderne (altså de israelitter der tilhørte Juda stamme) vendte hjem fra deres eksil i Babylon og begyndte at genopbygge Jerusalems mure. Som man kan læse i Nehemias’ Bog i Det Gamle Testamente, forsøgte samaritanerne med alle midler at hindre genopbygningen – en historie som naturligvis også lyder anderledes i samaritanernes version.

                      Alt det her siger jeg for at I skal forstå hvor forargelig den historie var som Jesus fortalte – så forargelig at den lovkyndige som Jesus fortalte lignelsen til, ikke engang kunne få sig selv til at sige ”samaritaneren” da Jesus spurgte hvem der var den overfaldne mands næste – han nøjedes med at svare: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Det at Jesus gjorde en samaritaner til helten i sin beretning, var lige så uhørt som hvis jeg havde fortalt en historie hvor helten var – ja, der findes vel knap nok nogen gruppe der er lige så foragtet i dagens Danmark som samaritanerne var det i datidens Israel! Romaerne måske? Eller Jehovas Vidner? Havde man fortalt historien under besættelsen, kunne det have været en tysker der var helten. Måske har du helt personligt en gruppe mennesker som du ikke har andet end foragt til overs for? Hvis for eksempel homoseksuelle eller punkere eller yuppier får det til at vende sig i dig, så prøv, når du læser Det Nye Testamente, og der står ”samaritaner”, at læse det som ”homoseksuel” eller ”punker” eller ”yuppie”, eller hvad det måtte være.medlem af dén gruppe, hver gang du støder på ordet ”samaritaner” i Det Nye Testamente!

                      Jesus slutter lignelsen af med opfordringen: ”Gå du hen og gør ligeså!”, og derfor er det mest oplagt at læse den som et eksempel til efterfølgelse; som en befaling om at vi skal vise barmhjertighed også mod de mennesker vi bryder os allermindst om. Men i dag kunne jeg godt tænke mig at fokusere lidt mere på hvem forbilledet dybest set er – hvem samaritaneren i lignelsen er et billede på, om I vil. Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over det, men når man tænker over det, er det i grunden ret oplagt: Han er et billede på Jesus selv!

Jesus var ganske vist jøde og ikke samaritaner, men det jødiske establishment foragtede ham (og ved en enkelt lejlighed var der som sagt nogle af dem der brugte ”samaritaner” som skældsord mod ham). Jesus solidariserede sig nemlig med de udstødte og foragtede uden hensyn til sit eget omdømme.

Og derudover har Jesus helt åbenlyst det til fælles med samaritaneren i lignelsen at han er barmhjertig. Helt fra oldkirkens dage er den mand der ligger forslået, forkommen, bestjålet og nøgen i vejkanten blevet læst som et rammende billede på den tilstand vi mennesker er i uden Gud: Vi er åndeligt hjælpeløse, ude af stand til at gøre det gode som Gud kalder os til. Vi har intet at rose os af over for Gud, men står tværtimod ynkeligt afklædte foran ham. Og det evige liv i fællesskab med Gud og hinanden som vi er skabt til at nyde, er slået halvdødt, hvis ikke ligefrem heldødt. Du tænker måske at det er en alt for dramatisk beskrivelse, for har vi mennesker da ikke gjort mange gode ting – også mennesker som ikke kender Gud? Jo, bestemt. Guds billede i os er ikke udraderet, selvom det er forvansket. Men hvis vi tænker at vi i virkeligheden klarer det fint, og at vi aldeles ikke er hjælpeløse, afklædte og halvdøde, så er det kun fordi vi ikke har gjort os klart hvor høje planer Gud har for os. Han kalder os jo sine børn! Vi er skabt og kaldet til at afspejle hans herlighed! Et menneske er et guddommeligt væsen, som har fået Guds egen ånd i sit indre! Det er dét høje stade vi er faldet fra, venner! Forstår I nu bedre hvordan kirkefædrene kunne sige at vi er halvdøde og afklædte? For slet ikke at tale om at vi som følge af vores fald er dømt til at dø og miste hvad vi har tilbage af herlighed. Vi ville være henvist til en evighed uden Gud, uden liv, uden kærlighed, uden glæde, hvis ikke Gud selv kom os til hjælp. Læg dertil at vi overhovedet ikke har fortjent Guds hjælp, for hver gang vi optræder ukærligt eller egoistisk, hver gang vi bliver hovmodige, hver gang vi tager Guds gode gaver for givet, så viser vi derved foragt for Gud. Men også på det punkt ligner Jesus samaritaneren fra lignelsen. Den forslåede mand i lignelsen var jo givetvis jøde, eftersom han var på vej mellem to jødiske byer, dvs. han tilhørte et folk som foragtede samaritanerne. De fleste samaritanere ville nok have tænkt: ”Nå, dér ligger en af dem der ikke vil have med os samaritanere at gøre – så skal han da også have lov til at blive fri!” Men Jesus gav sit liv også for alle os der ikke ærer ham som vi burde, ja, selv for dem der hånede ham og slog ham ihjel. Som Paulus skriver til romerne [5,10]: ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud ved at hans søn døde”.

Derfor er lignelsen om den barmhjertige samaritaner ikke bare en moralprædiken om næstekærlighed, i bedste fald til selvprøvelse, i værste fald til at slå vores politiske modstandere i hovedet med. Reducerer vi kristendommen til moral og baserer vores liv på hvad vi selv kan og skal gøre, så kan det kun ende i fortvivlelse – hvis vi da er ærlige nok til at erkende at vi ikke er i stand til at leve op til buddet. Nej, lignelsen er først og fremmest en forkyndelse af hvad Gud har gjort for os, hvordan han helt ufortjent har frelst os og skabt os om til det han har skabt os til at være. Jo mere vi tager til os hvor stor nåde Gud har vist os, hvor stor ære og værdighed vi har fået givet ved at blive gjort til hans børn – jo mere naturligt vil det også falde os at følge det forbillede som Jesus har givet os. Ikke for at gøre os fortjent til noget, for vi har allerede fået alt givet ufortjent. Og slet ikke for at kunne pudse vores glorie og føle os bedre end andre mennesker, for vi er ikke i stand til at gøre andet godt end det som Gud selv virker i os. Men fordi den kærlighed Gud har vist os, er så stor og fantastisk at den ikke kan andet end at flyde over fra vores liv til vores medmennesker.

                      Vil du gerne blive bedre til at leve i en stadig modtagelse og videregivelse af Guds kærlighed? Så kan jeg anbefale ”De 4 B’er”: Bibelen, Brødre- og søstrefællesskabet, Bordet med nadverens brød og vin, og Bønnen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.