Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 8. september 2019
Posted By admin on 10. september 2019
Den døvstumme i Dekapolis: Nu skal du høre!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 12. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
”Nok har de mund, men de kan ikke tale. Nok har de øjne, men de kan ikke se. Nok har de ører, men de kan ikke høre” – jeg gad vide, de af jer der har børn i teenagealderen, om nogen af jer syntes det lød bekendt? Omvendt ville en teenager måske synes at det var en passende beskrivelse af mor og far.
I virkeligheden er ordene fra Salme 115 en beskrivelse af gudebilleder. I oldtidens Mellemøsten havde ethvert folkeslag med respekt for sig selv en nationalgud som hjalp og beskyttede folket. Til gengæld ærede folket guden ved at bringe forskellige slags ofre i eller ved gudens tempel, hvor der var opstillet et billede af guden. Der var naturligvis ikke tale om at folk troede at billedet rent faktisk var en gud, for de vidste jo godt at billedet var skabt af et menneske, hvorimod de troede på at guderne havde været til før vi mennesker blev skabt. Men alligevel blev gudebilledet identificeret med guden i en grad så gudebillederne blev tilbedt som en slags jordisk manifestation af guderne. De blev vasket, klædt på, båret i procession, og man stillede endda mad frem til dem.
Men hos jøderne var det anderledes. I det jødiske tempel var der ikke noget gudebillede, og Gud havde på det strengeste forbudt sit folk nogensinde at fremstille et – som der står i De 10 Bud: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.” Gud er jo den evige, almægtige, som har skabt alle ting i himlen og på jorden og under jorden, så hvis man valgte et billede af én af de mange ting som Gud har skabt (for eksempel en tyrekalv, som israelitterne gjorde ved flere lejligheder) og påstod at det var et billede af Gud, så ville man jo gøre Gud utrolig meget mindre end han er.
Dertil kommer at der er en meget vigtig forskel på den levende Gud og en hvilken som helst figur, hvad den så end måtte forestille, nemlig at en figur er død. Og selvom Israels nabofolk som sagt ikke var så dumme at de troede at det menneskeskabte billede i sig selv var mægtigere end det menneske der havde skabt det, så var der alligevel noget ynkeligt over at de tilbad et gudebillede der var så hjælpeløst at dets tilbedere måtte vaske det, klæde det på og bære det rundt. Og selvom nabofolkene opfattede billedet som en repræsentation af et virkeligt åndsvæsen med stor magt, så hørte det også med til historien at de ikke opfattede deres gud som almægtig. Israel var det eneste monoteistiske folk i oldtidens Mellemøsten; alle de andre folkeslag forestillede sig at der var mange forskellige guder som havde magt over forskellige ressortområder eller forskellige geografiske områder, og som ind imellem kæmpede indbyrdes om magten – og for at kunne klare sig i dén kamp var de afhængige af menneskenes hjælp. Dels drog de forskellige folkeslag i krig for at kæmpe for hver deres gud, dels var guderne helt konkret afhængige af at menneskene ofrede mad og drikke til dem, for at de ikke skulle dø af sult! Israels Gud sagde derimod ved flere lejligheder til folket at han ville føre krig for dem [2 Mos 14,14. 5 Mos 1,30], og offergaverne gav Gud gentagne gange udtryk for at han overhovedet ikke havde brug for, og at han endda hellere var fri for at folket ofrede til ham hvis de alligevel ikke levede efter hans vilje. Når Gud overhovedet bad israelitterne om at ofre til ham, var det fordi han for deres egen skyld ville lære dem at leve i tro og tilbedelse. Kontrasten til afguderne kan næsten ikke blive større – og den kontrast ville meget let gå i glemmebogen hvis israelitterne begyndte at tilbede et gudebillede.
Når det er vigtigt at den kontrast ikke går i glemmebogen, er det naturligvis først og fremmest fordi det er vigtigt at tilbede den sande Gud i stedet for en afgud som ikke er virkelig og ikke kan hjælpe sine tilbedere. Men det er også vigtigt fordi der er en tendens til at vi mennesker bliver som det vi tilbeder. Tilbeder vi en Gud der er kærlighed, så bliver vi selv fyldt med kærlighed. Tilbeder vi en gud der er vred og uberegnelig, så bliver vi selv vrede og uberegnelige. Og tilbeder vi et gudebillede der hverken kan tale, se, høre, lugte, føle eller gå, så bliver vi selv lige sådan – i hvert fald hvis vi skal tro salmisten hvis ord vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten.
Det lyder måske lige lovlig kategorisk, for den dag i dag er der jo mennesker der tilbeder gudebilleder, for eksempel inden for hinduismen, og de fleste hinduer kan da alligevel godt både tale, høre og gå. Men dels ender vi jo alle sammen med at dø hvis vi ikke har en levende Gud der kan give os evigt liv – og de døde kan som bekendt hverken se, høre eller tale. Og dels tror jeg også at det skal forstås i overført betydning.
Jeg begyndte med at konstatere at teenagere og deres forældre af og til hver især kan synes at den anden hverken kan høre eller se, men i virkeligheden gælder det vel os alle sammen at vi af og til går blinde, døve og stumme rundt. Rent teknisk fungerer vores øjne måske nok som de skal, men ”dog ser man, som man ikke så, og går i andre tanker”, som vi sang [DDS 16,3]. På samme måde sker det tit at det vi hører, går ”ind ad det ene øre og ud ad det andet” – eller det gør det i hvert fald for mig. Og selvom vores taleorganer fungerer upåklageligt, har de tit svært ved at finde ud af at sige det som vi egentlig godt ved at vi burde sige i en given situation, for eksempel ”tak” eller ”undskyld” – for slet ikke at tale om alle de situationer hvor vi slet ikke kan finde ud af hvad der er det rigtige at sige.
Når det at se, høre og tale kan være svært i almindelige dagligdags situationer, er der ikke noget at sige til at det kan være særlig svært i vores forhold til Gud. Gud er jo usynlig, så selv det mest raske og veltrænede fysiske øje er ikke til nogen hjælp hvis vi gerne vil se ham. Og det at høre hvad Gud siger, kan være notorisk svært – jeg kan stadig huske da jeg gik i 3.g, hvordan jeg tryglede og bad Gud om at tale til mig om hvad jeg skulle give mig i kast med efter studentereksamen, men uden at jeg hørte ham sige noget. Og det at tale om Gud – ja, det kan også være svært, især hvis man taler med nogen som ikke selv tror, og som måske endda har en hånlig indstilling til Gud og kristendommen.
Men heldigvis tror vi på en Gud der kan få de blinde til at se, de døve til at høre og de stumme til at tale! Ganske vist møder vi ikke nogen i evangelierne der hverken kan se, høre eller tale, men ham vi hører om i dag, havde problemer med to af de tre ting: Han var døv, og han havde svært ved at tale. Og læser vi videre i Markusevangeliet, skal vi kun vente 22 vers før der kommer en helbredelse af en blind, som har det til fælles med den beretning vi har hørt i dag, at Jesus bruger spyt til at helbrede ham med.
Men kan man uden videre tolke en beretning der handler om helbredelsen af en mand der er fysisk døv og rent fysisk har svært ved at tale, på en måde så den kan bruges på os der kan være åndeligt døve, og som rent fysisk sagtens kan tale, men blot har svært ved at tale om Gud og troen? Det kan man måske ikke ”uden videre”, men vi skal huske at alle de mirakler Jesus udførte, var tegnhandlinger. Først og fremmest var helbredelserne naturligvis tegn på at Guds rige var ved at bryde igennem, og Guds vilje var begyndt at ske, som i himlen, således også på jorden. I det Gudsrige som vi venter på, er der jo ikke nogen der er syge eller handicappede, og deraf kan vi vide at det altid er Guds vilje at de syge skal helbredes – om ikke før, så ved Jesu genkomst. Hver gang der sker en guddommelig helbredelse, er det altså tegn på at den kommende tidsalder er ved at bryde igennem – at ”Guds rige er kommet nær”, som Jesus prædikede. Det er naturligvis endnu nærmere nu end det var for 2000 år siden, og derfor tror jeg også Gud ønsker at kirken i dag skal være præget af mirakuløse helbredelser!
Men derudover tror jeg også at de helbredelser som Markus og de andre evangelister har valgt at tage med i deres skrifter, hver især er et tegn på noget mere specifikt. Den beretning vi har hørt i dag, begynder for eksempel med en oplysning om at Jesus drog fra Tyrus over Sidon gennem Dekapolis. Tyrus og Sidon var fønikiske bystater som i oldtiden var centre for Ba’al-dyrkelsen, og Dekapolis var et forbund af ti græsksprogede bystater hvor man tilbad Zeus og de andre græske guder samt den nabatæiske guddom Dushara. Det var altså områder hvor man tilbad afgudsbilleder og dermed – med Salme 115 in mente – områder hvor man ville forvente at finde åndeligt døve, stumme og blinde mennesker. Og derfor tror jeg heller ikke det er tilfældigt at Markus – blandt de utallige helbredelser som Jesus utvivlsomt foretog også i de områder – netop har valgt at fortælle om helbredelsen af en døvstum og helbredelsen af en blind. Jeg tror det er fordi vi skal forstå helbredelserne som tegn på at Gud gennem Jesus vil gøre mennesker åndeligt seende, hørende og talende. Det må vi bede ham om at gøre, også ved os.
Jeg nævnte før at Israels nabofolk opfattede deres gudebilleder som jordiske repræsentationer af deres guder. Finder der også en jordisk repræsentation af Israels og vores Gud, himlens og jordens skaber? Ja, det gør der faktisk! Men i modsætning til de døve og stumme afgudsbilleder er den levende Guds billede et levende billede. Ved I hvad det er? Eller rettere: hvem det er – for det er en person, nemlig Jesus. I Kolossenserbrevet 1,14 står der om Jesus: ”Han er den usynlige Guds billede”, og i Hebræerbrevet 1,3: ”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede”.
Men er det ikke at gøre Gud mindre end han er, hvis vi opfatter et menneske som et billede af Gud? Det mener muslimerne at det er, og derfor synes de også det er blasfemi når vi kristne tilbeder Jesus som Guds søn og Guds billede – ja som Gud selv. Og jeg har jo også selv lige stået og sagt at Gud på det strengeste havde forbudt israelitterne at lave gudebilleder fordi ethvert billede ville gøre Gud mindre end han er. Men der er forskel på et menneskeskabt billede og et billede som Gud selv har skabt. Da Jesus blev født, valgte Gud selv at gøre sig mindre end han er, fordi det kun var på den måde han kunne vise os hvem han virkelig er! For selvom Jesus var et menneske af kød og blod der havde behov for at spise, drikke, sove og gå på toilettet, så var alt hvad han sagde og gjorde, en fuldkommen åbenbaring af hvem Gud er. Vil du vide hvordan Gud er – så se på Jesus!
Men det var ikke Guds mening at Jesus skulle være hans eneste billede. I skabelsesberetningen står der nemlig at ”Gud skabte mennesket i sit billede”. Vores fornemste opgave som mennesker er at vise med vores ord og handlinger hvordan Gud er! Men det er vi ikke i stand til, fordi vores synd har gjort os døve og stumme i åndelig forstand. Men heldigvis både kan og vil Jesus helbrede os og gøre os åndeligt levende, og det med blot et enkelt ord, der endda kan siges på udåndingen af et suk. Så Jesus, rør ved vores hjerter og sig: ”Effatá!”
Comments