Signe & Nikolaj

Posted By admin on 24. marts 2020

Bespisningsunderets efterspil: Mere fake news

Videoprædiken til midfaste søndag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den videoprædiken jeg holdt i sidste uge, var skrevet før Danmark blev lukket ned. Man må sige at det har været en speciel uge der er gået siden da! Stort set intet er som det plejer, og situationen udvikler sig nærmest fra time til time. Jeg må ærligt indrømme at jeg er blevet storforbruger af diverse nyhedstjenester på det seneste!

                      Der er mange der har rost vores statsminister for den måde hun har håndteret situationen på indtil videre – inklusiv mennesker der aldrig kunne drømme om at stemme socialdemokratisk, for i en krisesituation som denne er partipolitik lagt på hylden for en stund. Noget af det som Mette Frederiksen er blevet rost for, er at hun har udtrykt sig klart og kontant så ingen har været i tvivl om hvad man måtte og ikke måtte. I en situation hvor de af os der har et skrøbeligt helbred, potentielt er i livsfare, og vi andre er i fare for at udsætte andre for livsfare, har vi ikke brug for uklare og vævende meldinger; der skal tales rent ud af posen og med en klarhed som ingen kan misforstå!

                      Når det er sådan når det gælder vores fysiske liv og helbred, så siger det næsten sig selv at det er endnu vigtigere med klar tale når det gælder vores åndelige velbefindende. Jesus siger trods alt at der dybest set ikke er nogen grund til at være bange for dem der kun kan slå vores krop ihjel, for det er langt vigtigere hvad der skal blive af vores sjæl i evigheden. (Ja, faktisk også hvad der skal blive af vores krop i evigheden, for som kristne tror vi jo ikke kun på sjælens udødelighed, men på legemets opstandelse!).

                      I sidste uge talte jeg om nogle farlige fake news som det kun er alt for let for os at tro på, nemlig den løgn at vi i grunden er nogle gode mennesker som ikke har brug for at blive frelst. Men der er en anden og modsatrettet løgn som er mindst lige så farlig, og det er den jeg vil tale om i dag, nemlig den løgn at Gud slet ikke vil tage imod dig. Dét er fake news så det basker! Og det kommer samme sted fra som den løgn at vi ikke har brug for at blive frelst, nemlig fra løgnens fader, Satan selv. Som én engang har udtrykt det, så sender Satan som regel løgne ind i verden i form af to modsætninger der er lige forkerte, i håb om at hvis vi opdager at den ene er løgn, så flygter vi over til den anden.

                      Det er ikke så svært at forstå hvorfor vi så let bliver fristet til at tro at vi ikke har brug for at blive frelst, for det er jo bare vand på vores mølle hvis vi kan bilde os selv det ind. Det kan straks være vanskeligere at forstå hvordan nogen kan falde for fristelsen til at tro at Gud slet ikke vil tage imod os hvis vi kommer til ham for at blive frelst. Men som vi talte om i sidste uge, så har vi det med at foretrække at tro på de budskaber der bekræfter os i det vi allerede mener – og når det først går op for os at vi vitterligt er håbløst fortabte uden Jesus, så er det kun alt for let at stirre sig blind på hvor fortabte vi er. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for ret beset står det faktisk temmelig skidt til med os. Det er i hvert fald det enstemmige vidnesbyrd fra alle kirkens store helgener gennem tiderne at jo mere de har givet sig hen til bøn, bibellæsning og selvransagelse, jo bedre de har lært Gud at kende, og jo flere mirakler de har oplevet, desto mere og mere bevidste er de blevet om hvor små og svage og syndige de selv er. Vi ser et smukt eksempel på det hos Paulus, som i et af sine tidlige breve, nemlig Første Korintherbrev, beskriver sig selv som ”den ringeste af alle apostlene” (1 Kor 15,9). I Efeserbrevet, som sandsynligvis er skrevet nogle år senere, sætter han ikke blot de øvrige apostle, men også alle andre kristne foran sig selv, i det han kalder sig ”den ringeste af alle de hellige” (Ef 3,8). Og i Første Timotheusbrev, som er et af de sidste breve han skrev inden sin død, er han nået så langt i sin bedømmelse af sig selv at han ligefrem kalder sig den største af alle syndere (1 Tim 1,15).

                      Jeg tror faktisk det er et udtryk for Guds nåde at han ikke med det samme viser os hvor skidt det står til med os, for den viden tror jeg slet ikke vi ville kunne bære; jeg tror vi enten ville synke ned i dyb fortvivlelse, eller omvendt: forhærde os og tænke at hvis vi alligevel er fortabte, så kan vi lige så godt gøre som det passer os uden at tage hensyn til andre mennesker eller til hvad der er Guds vilje. Det vi har brug for, er at blive præcis så bevidste om vores fortabthed at vi vender os til Jesus og stoler på ham i stedet for at stole på os selv.

                      Men balancen er svær at holde, for vi mennesker har desværre umådelig svært ved at fatte hvad nåde er for noget. Vi tænker næsten uvilkårligt at enten vil Gud godt kendes ved os, fordi vi i virkeligheden ikke er så syndige at det gør noget, eller også er vi så syndige at det gør noget, og så vil Gud ikke kendes ved os. Men begge dele er fake news – sandheden er at vi er umådeligt syndige, og overladt til os selv ville vi være håbløst fortabte, men fordi Guds kærlighed er så grænsesprængende, tager han alligevel imod os hvis vi vender os til ham! Som apostlen Johannes udtrykker det: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9). Han tilgiver os, og han renser os, så vi helt ufortjent bliver det som vi aldrig i egen kraft kunne blive, nemlig så rene af hjertet at vi kan se Gud uden at dø af det.

                      ”Ufortjent” er et meget vigtigt nøgleord i den sammenhæng. Når alt kommer til alt, er det nemlig den eneste måde vi nogensinde ville kunne komme til Gud på. Selv det bedste og frommeste menneske ville aldrig kunne gøre sig fortjent til noget hos Gud, og godt det samme – tænk hvis Gud kom til at stå i taknemmelighedsgæld til et menneske; det ville da være forfærdeligt! Nej, som Paulus siger om vores frelse: ”Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,9). Der er intet vi skal opfylde for at gøre os ”fortjent” til at komme til Gud. ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”, som Jesus selv siger i dagens prædiketekst.

                      Men betyder det ikke at der alligevel er noget vi skal leve op til for at Gud vil tage imod os, nemlig at vi skal tro? Hvad hvis vi ikke kan det? Dertil vil jeg sige: Det kan du godt! Det at tro handler nemlig ikke om at du skal føle på en bestemt måde, og det handler ikke engang om at du skal være stensikker på at alt det der står i Bibelen eller i trosbekendelsen er sandt. Ja, du behøver ikke engang være sikker på at Gud overhovedet findes! Det eneste du behøver, er at komme til Jesus. Man kan sige at troen ikke findes i dine teoretiske overbevisninger, men i dine praktiske handlinger – og dem styrer du selv. Uanset hvor forvirret og fortvivlet og nedslået du er, kan du til hver en tid vælge at sige: ”Gud, hvis du er der, og hvis det virkelig er rigtigt at du elsker mig med alle mine fejl og mangler, og hvis du virkelig kan og vil give mig et nyt liv selvom jeg ikke fortjener det, vil du så ikke nok gøre det?” At sige sådan rummer al den tro du behøver for at blive frelst, for vi hørte jo selv at Jesus sagde: ”den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. I virkeligheden er troen nemlig ingenting i sig selv; den er blot det at tage imod syndernes forladelse og det evige liv som en gratis gave fra Gud.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dem, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til midfaste søndag
Tags: Johannesevangeliet 6.24-37

Posted By admin on 17. marts 2020

Løgnens fader: Fake news

Videoprædiken 3. søndag i fasten 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Kan I huske dengang man kunne stole på alt hvad der stod i aviserne, og alt hvad der blev sagt i radio og tv?

                      Det kan jeg heller ikke. Det har til alle tider været nødvendigt at forholde sig kritisk til nyhedsformidlerne, for der kan nemt indsnige sig utilsigtede fejl og misforståelser, ligesom enhver journalist og ethvert medie uundgåeligt vil formidle alt hvad der sker, i lyset af sin egen forforståelse. Endelig er propaganda ikke nogen ny opfindelse, og de bevingede ord ”I enhver krig er sandheden det første offer” er næsten 2500 år gamle. Men i vor tid, hvor vi (ikke mindst via internettet) konstant bliver bombarderet med nyhedshistorier fra en helt uoverskuelig underskov af mere eller mindre seriøse medier, er det naturligvis vigtigere end nogensinde før at kunne forholde sig kritisk til det man hører og læser. Og især er det måske vigtigt at kunne forholde sig kritisk til de nyheder der bekræfter ens egne holdninger, for de artikler der modsiger den måde vi ser tingene på, dem skal vi nok sørge for at faktatjekke – hvis vi da ikke bare umiddelbart afskriver dem som ”fake news”.

                      Problemet er at vi mennesker har en tendens til at foretrække at blive bekræftet i det vi allerede mener, for det kan have konsekvenser at skifte mening. Hvis et medlem af Jehovas Vidner går imod bevægelsens lære, vanker der jo for eksempel udstødelse, og hvis en muslim forlader islam, kan det mange steder være en beslutning der ligefrem koster livet. Forhåbentlig har vi i kirken en helt anden måde at agere på over for mennesker der af den ene eller anden grund falder fra troen!

                      Heldigvis er der ikke ret mange af os mere eller mindre almindelige danskere der risikerer liv eller lemmer hvis vi skifter mening om noget, men det kan ikke desto mindre være pinligt at være nødt til at indrømme at man har taget fejl, især hvis man har været meget skråsikker eller måske endda aggressiv eller nedladende over for dem man var uenig med. Og selvom det kan være galt nok at tage fejl i noget faktuelt, som hvis nogen for eksempel skulle finde på at påstå at Himmelbjerget er højere end Rytterknægten eller noget andet lignende sludder, er det langt værre endnu at blive nødt til at erkende at man har taget fejl på det moralske område. Vi kender det fra små børn der nærmest som en automatreaktion udbryder: ”Det var ikke mig!” hvis de bliver bebrejdet noget de har gjort, men også fra de verbale krumspring som politikerne laver for at slippe for at indrømme at de har begået en fejl. Og måske kender vi det også fra os selv?

 

                      Den tekst fra Johannesevangeliet som vi lige har lyttet til, begyndte med ordene: ”Jesus sagde til dem”, og det giver os jo problemer fra starten, fordi vi ikke får at vide hvem ”dem” er. Umiddelbart ville vi nok gætte på at det er farisæerne eller de skriftkloge Jesus diskuterer med, for det plejer det jo at være, men det er det faktisk ikke her. Hvis vi springer 11 vers bagud i teksten, ser vi nemlig at Jesus er i færd med at tale med ”de jøder, som var kommet til tro på ham”! (Indledningen til samtalen er i øvrigt prædiketekst til 4. søndag efter påske, så den vender vi tilbage til om 8 uger. Jeg må tilstå at jeg ikke helt har gennemskuet logikken i tekstrækkernes hoppen rundt i evangelierne).

                      Det er altså til mennesker som er kommet til tro på Jesus, at han siger: ”Hvis Gud var jeres fader, så ville I elske mig” og ”I har Djævelen til fader”. Hvad er nu det for noget snak? Har man ikke Gud til fader hvis man tror på Jesus?

                      Jo, alle der tror på Jesus, får syndernes forladelse givet kvit og frit; døren til at være børn i og af Guds hus står på vid gab for alle der vil gå ind ad den. Men der er én ting som ingen kan, og det er at være ude og inde på samme tid. Og det var tilsyneladende det disse jøder prøvede på: De ville gerne tro på at Jesus var befrieren, men de var overhovedet ikke interesserede i at han skulle befri dem; tværtimod kan vi læse i det afsnit som jeg skal prædike over den 10. maj, at de blev yderst fortørnede da Jesus gav dem det løfte at sandheden ville gøre dem frie. For at kunne tage imod syndernes forladelse er vi jo nødt til først at indrømme at vi har brug for den, og det kan være en bitter pille at sluge. Det var det dengang for 2000 år siden, og det er det i dag – prøv bare at gå hen til en tilfældig dansker og sige: ”Hey, den måde du lever dit liv på, er faktisk ikke i orden!” Jeg forudsiger at du bliver mødt med vrede, for der er som sagt ikke nogen mennesker der bryder sig om at skulle indrømme at de er på fejl kurs. Og derfor foretrækker vi at tro på dem der siger at den livsstil vi nu engang har valgt, i virkeligheden ikke er skadelig, hverken for klimaet, vores helbred eller vores medmennesker. Og måske i særdeleshed: At vores indstilling til livet ikke er skadelig for vores forhold til Gud.

 

                      Hvis du, ligesom jeg, har været kristen i mange år, så tænker du måske først og fremmest på mennesker der ikke er kristne, når jeg taler om at vores indstilling til livet kan være skadelig for vores forhold til Gud. Eller måske på kristne der ser anderledes på visse etiske spørgsmål end du gør. Men som Paulus skriver et sted, skal den der tror at han står, se til at han ikke falder (1 Kor 10,12). Dagens anden læsning var fra begyndelsen af Johannes’ Åbenbaring, hvor Jesus dikterer syv breve som Johannes skal sende til syv forskellige menigheder i Lilleasien. Det første af de syv breve er til menigheden i Efesos, og det er en menighed som Jesus roser for deres udholdenhed og deres kompromisløshed i forhold til falsk lære – deriblandt at de hader ”nikolaitternes gerninger”. (Mine forældre har forsikret mig om at det ikke var dét vers de skelede til da de valgte mit fornavn!). Men selvom Jesus har al den ros til de kristne i Efesos, har han også en alvorlig advarsel til dem, nemlig at de har svigtet deres første kærlighed! ”Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde”, siger han. Disse udholdende kristne med deres store omhu for den sande lære får altså at vide at de er faldet! Hvad mener I! Og de skal ”omvende sig”, siger Jesus. Omvende sig fra hvad? Det må da være ”fake news”!

                      Nej, det er ikke fake news. Hvad der derimod er fake news, er at vi ikke har brug for at omvende os. Livet som kristen er et liv i daglig omvendelse, som blandt andre Luther udtrykte det. Når vi kommer til Jesus, får vi en ny status og en ny identitet som Guds børn –  vi er ikke længere syndere, men hellige! Men den status og identitet har vi kun i kraft af Jesus. Vores egen menneskelige natur er totalt uforandret, og derfor findes der ikke noget menneske, uanset hvor fromme vi er, som ikke ville være håbløst fortabt uden Jesus. Hvis du begynder at tro at du har mindre brug for Jesus end mennesker der er (hvilket ord skal vi bruge) ”åbenlyse syndere”, så er du begyndt at ligne farisæerne i Det Nye Testamente. Så vil din kærlighed til Jesus og til dine medmennesker også hurtigt begynde at falme – og det er lige præcis det menigheden i Efesos bliver advaret imod. Fortsætter vi ad den vej hvor vi lytter til djævelens ”fake news”, risikerer vi nemlig at ende der hvor de jøder som Jesus taler med i dagens tekst, var havnet – nemlig der hvor vi ikke bliver frelst, fordi vi tror at vi slet ikke har brug for at blive frelst!

Det som vi dagligt skal omvende os fra, er altså først og fremmest hovmod og selvtilstrækkelighed. Jeg kender det kun alt for godt fra mig selv, at jeg glemmer at jeg dybest set er et ondt menneske, og at alle de ting der heldigvis peger i en anden retning i mit liv, ene og alene er Guds værk. Må Gud dagligt minde os alle om det, så vi forbliver i ydmyghed, taknemmelighed, og kærlighed til Gud og mennesker.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til 3. søndag i fasten 2020
Tags: Johannesevangeliet 8.42-51

Posted By admin on 11. marts 2020

Drengen med den urene ånd: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ny kirker 2. søndag i fasten 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg læste meget Anders And som barn. Især var jeg glad for Jumbobøgerne, hvor der var mange rigtig gode historier dengang. (De gange jeg har forvildet mig til at læse nogle af de nyere Jumbobøger, som der efterhånden er udkommet mere end 400 af, synes jeg ikke at niveauet har været nær det samme som i de første 50-60 stykker af slagsen, men det kan godt være at det bare er mig der er ved at blive gammel. Vi havde jo også altid hvid jul dengang jeg var barn, ikke sandt, og græsset var mere grønt og himlen mere blå og skyerne mere hvide). Nå, hvorom alting er: Jeg vil genfortælle en af de Anders And-historier jeg husker bedst. Den begynder med at Anders spilder kaffe på sin matrostrøje, og derfor er han nødt til at indlevere den til rens, så han pakker den ind og begiver sig afsted. Samtidig, et andet sted i Andeby, lander der en flyvende tallerken fyldt med rumvæsener på interstellart krydstogt. For at få maksimalt udbytte af deres ophold på Jorden får rumvæsenerne udleveret hver en trøje som gør dem i stand til at flyve, og tilfældet (eller rettere: forfatteren) vil det sådan at disse flyvetrøjer er nøjagtig magen til Anders Ands matrostrøje, og at rumvæsenerne får udleveret dem i indpakket stand – vel at mærke en indpakning der til forveksling ligner den måde Anders har pakket sin kaffeplettede trøje ind på. Og så har I jo sikkert gættet hvad der videre sker: På vej til renseriet støder Anders ind i et af rumvæsenerne, de taber begge to pakken med deres trøje, og i forvirringen bliver der byttet om på de to trøjer. Vel ankommet til renseriet opdager Anders at pletten på hans trøje på uforklarlig vis er forsvundet, og da han tager trøjen på, opdager han til sin forbløffelse at han pludselig kan flyve. Da onkel Joakim hører det, øjner han naturligvis en mulighed for at tjene penge, men inden han når at vise nevøens evner frem, har gæsten fra rummet opdaget hvad der er sket, og i al hemmelighed byttet om på trøjerne igen – med det resultat at Anders pludselig ikke længere kan flyve, og både han og onkel Joakim bliver til grin. Joakim skyder naturligvis al skylden på Anders, og da det efter adskillige fejlslagne forsøg ikke lykkes ham at flyve, siger onklen irriteret: ”Bliver du da ikke snart voksen?”

                      Noget lignende har de skriftkloge måske sagt til Jesu disciple da de ikke kunne uddrive den onde ånd som gav den stakkels dreng voldsomme epileptiske anfald og kastede ham i både ild og vand. Disciplene plejede nemlig godt at kunne klare den slags: I Markusevangeliets sjette kapitel læser vi at ”de uddrev mange dæmoner” (Mark 6,13). Men her i kapitel 9 kan de pludselig ikke længere, og det kan de ikke forstå. Men heldigvis kunne Jesus godt uddrive den, også selvom det så så voldsomt ud at alle troede at drengen var død. Jesus rejste ham dog op, og det hele endte lykkeligt.

                      Tilbage stod disciplene og kunne ikke forstå hvorfor de ikke havde kunnet uddrive den onde ånd. Og Jesu svar er faktisk ret mærkeligt, konteksten taget i betragtning. ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”, siger Jesus – men Jesus benyttede sig jo ikke selv af bøn da han drev ånden ud! Han gjorde præcis det samme som han havde gjort i alle de andre situationer hvor han havde drevet onde ånder ud, og som disciplene sikkert også havde gjort i de situationer hvor det rent faktisk var lykkedes dem at foretage en dæmonuddrivelse, nemlig at befale ånden at fare ud. Og Jesu svar til disciplene er det eneste sted i hele beretningen hvor bøn overhovedet omtales. Til gengæld er der et andet ord der spiller en stor rolle i beretningen, nemlig tro: Da Jesus erfarer at hans disciple ikke kunne drive dæmonen ud, klager han over deres vantro, og da drengens far udtrykker tvivl om hvorvidt Jesus kan gøre noget, svarer Jesus: ”Alt er muligt for den, der tror.” På den baggrund kunne man have forventet at svaret på disciplenes spørgsmål om hvorfor de ikke kunne drive bæstet ud, ville være: ”Fordi I mangler tro.” Men det gør han altså ikke; i stedet siger han at bøn er opskriften på at kunne uddrive ”den slags”. Pointen må altså være at bøn er vejen til at overvinde sin vantro og virke i troens kraft.

                      Men der er flere krøller på historien, for umiddelbart er der slet ikke noget der tyder på at disciplene manglede tro på at de ville være i stand til at drive dæmonen ud! Tværtimod virker de oprigtigt overraskede over at de ikke kunne; dvs. de må have regnet med at de kunne, ligesom Anders And naturligvis regnede med at han stadig kunne flyve selvom han havde taget noget andet tøj på. Og hvad kan vi så lære af det? Jo, vi kan lære at tro i bibelsk forstand ikke er det samme som at regne med at man kan. Det er ikke engang det samme som at være stensikker på at man kan. Nej, tro er tillid til Gud, eller sagt på en anden måde: Det er at regne med at Gud kan! Når disciplene tidligere havde været i stand til at udrette mirakler som at helbrede syge eller uddrive dæmoner, så var det ikke fordi de pludselig havde fået overnaturlige evner; nej, det var fordi Gud virkede igennem dem. Det var en kraft de fik udefra, ligesom trøjen gav Anders And evnen til at flyve. Den tro som Jesus efterlyste hos sine disciple, var altså det stik modsatte af en tillid til egne evner: Det var en erkendelse af egen mangel på evner – kombineret med en tillid til Gud.

                      Og det er dér bønnen kommer ind i billedet. Jeg sagde før at ”bøn er vejen til at overvinde sin vantro og virke i troens kraft”, og det sagde jeg fordi jeg mener det, men jeg vil gerne uddybe udsagnet lidt, for det kan nemt misforstås. Bøn er nemlig ikke sådan en slags åndelig ladestation hvor man kan tanke overnaturlig kraft som man så kan gå ud og bruge bagefter. Nej, bøn er samtale og samtale med den levende Gud, vores himmelske Far! Det er et barns tætte samvær med sin kærlige far, hvor vi finder tryghed, nærvær og kærlighed. Og netop i dét trygge, intime rum er der plads til at vi kan lade vores parader falde og være ærlige over for Gud og over for os selv, og lade Guds lys skinne ind over vores liv – også over de sider af vores liv som vi ikke er stolte af. Jo mere vi giver os selv lov til det, desto mere klart vil det komme til at stå for os hvor små og magtesløse vi er, og hvor milevidt vi er fra at leve op til Guds standarder for hvordan vores liv burde se ud. Ja, hvis vi er ærlige nok, så vil vi endda være nødt til at indrømme at vi ikke engang er i stand fuldt ud at erkende omfanget af vores egen magtesløshed, og at vi heller ikke kan mønstre den tillid til Guds kraft som han egentlig fortjener. Selv den tro som gør os i stand til at erkende vores egen svaghed og i stedet gå i Guds kraft, selv den er vi nødt til at få givet af Gud. Og derfor findes der dybest set ikke noget større udtryk for tro end drengens fars fortvivlede råb: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ny Kirker 2. søndag i fasten 2020
Tags: Markusevangeliet 9.14-29

Posted By admin on 3. marts 2020

Striden om at være den største: Bryd den onde cirkel!

Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag i fasten 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Verdens goder er ulige fordelt. Nogle mennesker er nærmest født med en sølvske i munden, mens andre må knokle for det daglige brød. Nogle vokser op med forældre der har tid til dem og omsorg for dem, mens andre aldrig har kendt deres forældre, og andre igen måske ville ønske at de aldrig havde kendt dem fordi de ikke bidrager med noget godt. Nogle har indfødsret i et land med fred og velstand, mens andre flygter fra bomber eller ønsker at de kunne flygte fra den hungersnød deres land er ramt af. Nogle er sunde og raske, mens andre døjer med smerter og sygdom.

                      Stort set alle danskere har adgang til rent drikkevand og gratis lægehjælp, og det i sig selv er nok til at selv de fattigste af os hører til den rigeste halvdel af verdens befolkning. Men vi ved også godt at hvis man synes man har trukket et nitte i livet, er det en ringe trøst at der er andre der har det endnu værre. Jeg tror mange af os har oplevet på et eller andet tidspunkt i vores liv at være kede af at mangle noget som andre mennesker har, og måske føle at tilværelsen har snydt os – eller at Gud har snydt os. I værste fald kan det blive noget der lammer os og suger glæden ud af vores liv.

                      Kain følte at han var blevet snydt, fordi Gud havde taget imod hans brors offergave, men ikke hans. Hvordan Kain vidste at Gud ikke havde taget imod hans offergave, får vi ikke at vide. Måske har der været en eller anden form for tegn, eller måske har han bare kunnet mærke i sit hjerte at noget var galt. Såvel ordvalget i Første Mosebog som den måde Ny Testamente omtaler hændelsen på (fx Hebr 11,4), antyder at Abel ofrede det bedste af det bedste til Gud, hvorimod Kain gav en mere tilfældig del af sin afgrøde som måske endda var noget som han alligevel ikke havde brug for. Og årsagen til det var måske at Kain allerede på forhånd var utilfreds med sit liv og syntes at han ikke rigtig skyldte Gud noget? Vi ved det ikke.

                      Hvad vi til gengæld ved, er at Kain blev vred eller nedtrykt (det hebraiske ord som grundteksten bruger, kan betyde begge dele), og det endte med at han slog sin bror ihjel, og at han som straf for det måtte flakke om som en fredløs flygtning. Gud forsøgte ellers at opmuntre ham til at vælge en anden og bedre vej ved at fortælle ham at han ville kunne se frit op hvis han gjorde det gode, men Kain var ikke modtagelig for opmuntringen.

                      Adskillige årtusinder senere kom Jesu tolv apostle op at toppes om hvem af dem der var den største. Alene det at være en af Jesu tolv mest betroede disciple var ellers en stor hædersbevisning i sig selv, skulle man mene, men hvorfor lade sig nøje med at være en af de tolv fornemste hvis man havde mulighed for at være den fornemste?

                      Vi får ikke at vide hvilke argumenter disciplene brugte i deres diskussion om hvem af dem der var den største. Måske sad de og remsede mirakler op: Hvem havde helbredt flest blinde, hvem havde uddrevet flest dæmoner, hvem havde opvakt flest døde? Eller måske konkurrerede de om hvem der havde hørt bedst efter når Jesus talte: Hvem af dem kunne flest lignelser udenad? Men Jesus bryder ind i samtalen og gør dem opmærksomme på at i hans rige er det helt andre kriterier storhed bliver målt på: ”den ældste blandt jer skal ære som den yngste, og lederen som den der tjener.” Den største er altså den der tjener mest – vel at mærke ikke i betydningen ”den der tjener flest penge”, men ”den der i højest grad er tjener for de andre”.

                      Det gode ved det er at det betyder at vi alle sammen til hver en tid har mulighed for at opnå storhed! Man behøver nemlig hverken være ung eller rig eller smuk for at tjene sine medmennesker. Faktisk behøver man ikke engang være sund og rask, for uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i, vil der være valg vi skal træffe, hvor vi kan vælge at være til glæde for vores omgivelser eller det modsatte. Selv hvis vores omstændigheder forhindrer os i overhovedet at have kontakt med andre mennesker, kan vi vælge at være til glæde for andre ved at bede for dem.

                      Dagens gode budskab er altså at hvis du synes at livet har givet dig et dårligt udgangspunkt i kraft af din afstamning, din sociale arv, dit udseende, dit helbred eller hvad det måtte være, så har du mulighed for at bryde den onde cirkel og blive en af de store, og Jesus har opskriften på hvordan du gør dét, nemlig ved ydmygt at tjene dine medmennesker.

                      ”Og hvad har jeg så ud af dét?” spørger du måske. ”Hvad kan jeg bruge det til at jeg ifølge en eller anden besynderlig definition er en af de store? Mit liv ser jo ikke spor anderledes ud af den grund. Jeg er jo stadig ikke lykkelig. Jeg er stadig syg, jeg er stadig fattig, jeg er stadig ensom, jeg er stadig overset” – hvad det nu måtte være der plager dig.

                      Jo, hvis denne verden var alt hvad der er, så ville det ganske rigtigt være temmelig ubrugeligt at få at vide at dit liv er ære værd, hvis den ære ikke udmønter sig i noget der gør dit liv bedre. Som Paulus skriver til korintherne: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” Men det kristne håb om det evige liv der venter os, sætter tingene i et helt andet lys, og på baggrund af det kan Jakob ligefrem skrive, som vi hørte: ”En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. … Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.” Med andre ord: Du kommer til at modtage al den ære du fortjener, og du kommer endda til at modtage den fra Gud selv. Prøv engang at forestille dig det: Du kommer til at stå foran Guds herligheds trone, og hele verden kommer til at høre ham rose dig, hvorefter du kan se frem til en evighed i uudsigelig lykke. Og når det først har stået på i et par årtusinder, så tror jeg at de lidelser du har måttet udstå her i denne verden, vil forekomme relativt ligegyldige. Som Paulus skriver et andet sted: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom 8,18).

                      Men hvis vi kun tjener vores medmennesker med den bagtanke at vi vil have ære i den kommende verden, så er der vel ikke tale om ægte ydmyghed? Er vi så ikke nogle beregnende små hyklere? Jo, måske. Men for det første får vores medmennesker jo den samme gavn af de ting vi gør for dem, uanset hvad vores motiver er. Og for det andet har Guds Ånd det med at overtage styringen, når først vi begynder at adlyde Gud. Så før vi ved af det, vil vi erfare at det at tjene vores næste bliver et mål i sig selv – ja, vi vil endda komme til at ønske at de mennesker som vi tjener, får samme belønning i det himmelske som vi selv får. Og da vil vi vide at den forandring i vores måde at tænke på, i sig selv er en del af Guds belønning til os, fordi det at leve med kærligheden som fortegn er det mest velsignede liv der gives!

                      Det betyder naturligvis ikke at vi altid vil have en følelse af lykke. Det betyder ikke at vi aldrig vil synes at livet er hårdt. Hvis I vil tilgive at jeg for tredje gang citerer Paulus, så beskriver han et sted sit liv og sine vilkår med ordene: ”Endnu i denne time både sulter og tørster vi, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, og vi arbejder hårdt med vore hænder, Skældes vi ud, velsigner vi; forfølges vi, finder vi os i det; tales der ilde om os, svarer vi med gode ord. Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu” (1 Kor 4,11-13), og et andet sted tilføjer han: ”Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang. har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?” (2 Kor 11,23-29). Sådan kan livet som kristen også være – vi har ikke fået noget løfte om at vi skal have det godt i denne verden! Men vi har fået et løfte om at Gud vil være med os gennem det alt sammen, og det løfte må vi tro på, uanset om vi kan mærke hans nærvær eller ej – der er trods alt en grund til at vi bekender den kristne tro og ikke den kristne erfaring. Men jeg har den tro at Gud også vil give os indblik i erfaringen hvis vi stoler på ham og adlyder hans ord. Og i mellemtiden kan vi søge styrke i ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i fasten 2020
Tags: Lukasevangeliet 22.24-32

Posted By admin on 28. februar 2020

Tredje lidelsesforudsigelse og den blinde ved Jeriko: Han gik med åbne øjne

Prædiken i Rø Kirke fastelavns søndag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er ingen grund til at sige det samme tre gange lige efter hinanden. En trefoldig gentagelse gør hverken udsagnet mere eller mindre sandt, og selvom man ændrer lidt på formuleringen, så nytter det ikke noget at gentage noget man allerede har sagt to gange.

                      Ja, de kvikkeste af jer bemærkede sikkert selvironien, for jeg gjorde jo selv lige præcis det som jeg sagde at man ikke skal gøre! Og i øvrigt mener jeg slet ikke det jeg sagde, for der er bestemt situationer hvor det giver rigtig god mening at sige det samme tre gange for at slå en pointe fast. Det benytter Lukas sig blandt andet af i den tekst vi lige har hørt, idet han skriver: ”Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.”

                      Det som disciplene ikke fattede, som var skjulte ord for dem, og som de ikke forstod, var at Jesus ville blive hånet, mishandlet og slået ihjel, men at han ville opstå på den tredje dag. Ganske vist havde han sagt det til dem flere gange før, og han havde også sagt at hvis man vil være hans discipel, skal man være klar til at bære sit kors og følge i hans spor. Men det var alligevel som om disciplenes forventninger gik i en helt anden retning. De havde jo hørt Jesus sige at Guds rige var ved at bryde frem, og at intet ville kunne forhindre Gud i at gennemføre sine gode planer. Og når de hørte ordene ”Guds rige”, så havde de nok det samme håb som de fleste andre jøder i deres samtid, nemlig at Gud ville genoprette kongedømmet i Israel. Cirka 1000 år tidligere havde den mægtige kong David siddet på tronen i Jerusalem, og Gud havde lovet David at der til evig tid ville komme til at sidde en af hans efterkommere på tronen. Det havde der imidlertid ikke gjort de seneste 600 år, men disciplene vidste at Jesus var en efterkommer af kong David, og han havde oven i købet betroet dem at han faktisk var Messias. Og Messias, som er et hebraisk ord med betydningen ”salvet”, var netop en titel som jøderne brugte om den konge de ventede på, som skulle genoprette Davids rige. Så hvor meget var der at misforstå? Det kunne vel ikke gå anderledes end at Jesus ville ride ind i Jerusalem i triumf, smide den romerske besættelsesmagt ud af landet, sætte sig på Davids trone og gøre Israel til en stormagt. Så hvorfor nu al den snak om at han ville blive slået ihjel? Var han selv holdt op med at tro på det han havde gået og sagt, eller hvad? Der var ikke noget at sige til at disciplene var forvirrede.

                      En der til gengæld ikke var forvirret, var den blinde tigger i vejkanten. Ligesom disciplene vidste han tilsyneladende at Jesus var en efterkommer af David – hvor han så end vidste det fra, men rygter har det jo undertiden med at løbe hurtigt. Men det interessante er at den blinde mand havde helt andre forventninger til ”Davids søn” end disciplene havde: Ikke noget med troner og romere og stormagter og al den slags; nej, han havde kun én ting på dagsordenen: ”Herre, at jeg må kunne se.”

                      ”De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille,” læser vi. Det lyder temmelig ufølsomt, og det var det da også, men i grunden er det vel ikke så meget anderledes end den måde ting foregår på i vore dage. Overalt hvor de kendte færdes, er der mennesker der rækker ud efter dem for at få en autograf eller en selfie, og de fleste stjerner inden for musik, sport og politik tager sig da også tid til at hilse på deres fans. Men de kendte har jo ikke flere timer i døgnet end vi andre har, og derfor er de undertiden nødt til at sige nej. Selv paven blev for nylig så stresset over at så mange gerne ville hilse på ham, at han i et øjebliks ubesindighed gav en kvinde et rap over fingrene. Mange store stjerner går med mørke briller i det offentlige rum for ikke at blive genkendt, og i forbindelse med koncerter, foredrag, fodboldkampe og lignende kan de endda være nødt til at alliere sig med bodyguards som kan holde de mest ivrige fans på afstand så stjernen kan komme til at synge eller spille eller tale, eller hvad han eller hun nu er kendt for at gøre. Og der var åbenbart nogle af Jesu disciple der havde påtaget sig rollen som bodyguards for Jesus, både da der blev båret nogle små børn hen til ham, og altså da en blind tigger råbte efter ham for at få hjælp.

                      Men igen handlede Jesus anderledes end disciplene forventede: Denne blinde tigger – en ud af adskillige tusinde sølle eksistenser som de fleste konger ikke ville spilde ret meget tid på at holde sig gode venner med – ham tog Jesus sig tid til! Hvorfor gjorde han det?

                      Det gjorde han fordi det netop var det Gud havde udvalgt ham til at gøre! Et par år før sit møde med den blinde mand havde Jesus holdt en ultrakort prædiken i synagogen i Nazaret, som var den by han var vokset op i. Beretningen om Jesu besøg i Nazaret var prædiketekst 1. søndag i advent, men selv de af jer der var i kirke den dag, husker næppe alle detaljerne her små 3 måneder senere, så jeg repeterer lige. Den ultrakorte prædiken som Jesus holdt, lød ganske enkelt: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Og det skriftord som han mente var gået i opfyldelse, det var nogle vers fra profeten Esajas, som han lige havde læst op, og de lyder sådan her: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

                      ”… fordi han har salvet mig”. Det hebraiske ord for ”salvet” er som sagt ”messias”, så allerede den dag sagde Jesus altså at han var Messias – men han sagde også hvad det var han var salvet til, og det var ikke at lede et oprør mod romerne! Det var de svage han var kaldet til at tage sig af, og deriblandt altså de blinde. Og det vidste den blinde tigger ved Jeriko åbenbart, selvom han næppe havde været til stede den dag i Nazaret. Men måske havde han bare hørt godt efter de gange hvor han havde hørt Esajas’ Bog blive læst op. I hvert fald havde han en langt bedre forståelse af hvad det var for et rige Messias skulle oprette, end Messias’ egne disciple havde. Så kan man jo spørge hvem der i virkeligheden var mest blind.

                      Men der er stadig noget der ikke helt stemmer, for hvordan skulle man kunne udråbe frigivelse for fanger uden at kæmpe imod dem der holder dem fanget? Hvordan skulle man bære sig ad med at sætte undertrykte i frihed uden at gøre oprør mod undertrykkerne? Og især: Hvordan kan man hjælpe nogen som helst ved at blive hånet, mishandlet og slået ihjel?

                      På en måde er det rigtigt nok at man ikke kan hjælpe de undertrykte uden at bekæmpe undertrykkerne. Men disciplene tog fejl når de troede at det var romerne der var undertrykkerne. Det var de naturligvis sådan rent politisk, men selvom politisk undertrykkelse kan være frygteligt at leve under (spørg bare dem der kan huske besættelsesårene i 1940’erne!), så findes der andre former for undertrykkelse der er endnu værre. Nogle mennesker oplever for eksempel undertrykkelse i deres familie eller ægteskab, og det kan være noget der griber ind i selv de mindste detaljer af ens hverdag og gør at man ikke har nogen steder hvor man kan være fri og sig selv. Men den allermest alvorlige undertrykkelse er den der kommer inde fra os selv. Paulus sætter ord på det i et berømt skriftsted i Romerbrevet hvor han skriver: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig” (Rom 7,19-20). Den erfaring har talrige mennesker gennem tiderne kunnet nikke genkendende til, og vi kender den også fra den måde vi omtaler de ting på, som vi skammer os over, når vi for eksempel siger: ”Jeg ved ikke hvad der gik af mig.” Det var dén besættelsesmagt, den som Paulus kalder ”synden, som bor i mig”, som Jesus kom for at befri os mennesker fra. Og det kunne han kun gøre ved selv at tage den på sig og tilintetgøre den ved at give sit liv.

                      Men hvad har det med ”Guds rige” at gøre? Jo, det har det med Guds rige at gøre at når vi ikke længere er under syndens herredømme, så kan vi i stedet komme ind under Guds herredømme – Guds rige, om I vil. Og så kan Gud komme til at gennemføre sine gode planer med os. Og fordi Jesus ikke kun blev hånet, mishandlet og slået ihjel, men opstod på den tredje dag, som vi skal høre om til påske, kunne han indtage sin plads som den salvede konge i Guds rige. Jesus har overvundet døden og skal aldrig dø mere, så han kommer til at være konge til evig tid. Og dermed er Guds løfte til David opfyldt: En af hans efterkommere sidder på tronen til evig tid.

                      Det er naturligvis noget helt andet end det disciplene forestillede sig. Noget helt andet og meget bedre, vil jeg uden tøven sige. Men måske også vanskeligere at forholde sig til, for vi kan jo ikke se Guds rige med vores fysiske øjne på samme måde som vi kan se de forskellige jordiske stormagter. Vi kan kun tro på at Gud har overvundet det ondes magt, og at han har sat os fri fra syndens herredømme over os. Det betyder at vi er frie, uanset hvor meget undertrykkelse vi måtte blive udsat for i det ydre. Men vi føler os ikke altid frie – spørg blot mennesker der lever under politisk undertrykkelse, eller måske i endnu højere grad mennesker der bliver undertrykt på det private plan. Og selv de af os der er så privilegerede ikke at have den slags problemer, kan ind imellem føle os bundet af alverdens ting. Men uanset hvad andre mennesker eller skæbnens uudgrundelige vildveje måtte udsætte os for, kan ingen berøve os den frihed i hjertet som Guds børn ejer. Som Paulus – der på sin egen krop havde mærket rigeligt med forfølgelse og trængsler – udtrykker det i Romerbrevet (8,35-39): ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: ’På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”

                      Når vi med troens overbevisning véd dét, så er vi frie til at møde hvad som helst der måtte møde os – ligesom Jesus selv var. Og så kan også vi gå med åbne øjne og række en hjælpende hånd til mennesker i nød, for vi har i virkeligheden ingen vigtigere opgave end det at række Guds kærlighed til dem der har brug for den.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar dronningen og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Rø Kirke fastelavns søndag 2020
Tags: Lukasevangeliet 18.31-43

Posted By admin on 18. februar 2020

Automatisk korn og sennepsfrø: Gud har styr på det!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker søndag seksagesima 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For 3 uger siden deltog jeg i en konference i København. Havet viste sig ikke fra sin mildeste side på sejlturen derover, så jeg tilbragte størstedelen af de 80 minutter med at ligge på gulvet og have ondt af mig selv, og på den efterfølgende bustur fra Ystad til København sad jeg bare og stirrede tomt frem for mig mens jeg langsomt kom til hægterne igen. (Jeg er glad for at jeg ikke var i egen bil så jeg havde været nødt til at sætte mig bag rattet og selv køre i land!). Da jeg efterfølgende fortalte min familie om oplevelsen, udbrød min 4-årige søn spontant: ”Gud var ikke sød ved dig!”

Jeg må tilstå at sådan var det ikke faldet mig selv ind at tænke om det. Bølgerne er jo en funktion af vinden, som igen er et produkt af trykforholdene i atmosfæren, og det ville jeg alt sammen have kunnet gøre langt mere detaljeret rede for hvis der havde været et ”me-” foran det fag jeg studerede på universitetet. Men hvor havde Jesus dog ret da han sagde at den der bliver som et barn, er den største i Himmeriget (Matt 18,4), for børnene har tit en langt mere umiddelbar forståelse af de ting der har med Gud at gøre, end vi voksne har! Vi voksne kan jo sagtens sige alle de rigtige ting, som at det er Gud der skaber alle ting, men vi kan ind imellem have svært ved at overføre alle de fromme ord på vores hverdag og huske at Gud faktisk har magt også over det der sker i vores liv fra mandag til lørdag.

Det problem havde Esajas ikke. Han levede i en tid hvor Israel var presset fra alle sider af mægtige riger med kæmpestore hære, og hvor det godt kunne være svært at bevare troen på at Israels Gud er den eneste sande Gud – for hvis han virkelig var det, hvorfor var det så ikke Israel der var stormagten? Var selve den storpolitiske situation i samtiden ikke nærmest et bevis på at Assyriens, Egyptens, Babylons og Persiens guder var mægtigere end Israels Gud?

Nej, ikke hvis man rent faktisk troede på de ting der står om Gud i Israels vigtigste helligskrift, Toraen, som vi i den kristne kirke kender som de fem Mosebøger. I Første Mosebog læser vi at den Gud der åbenbarede sig for israelitternes stamfædre Abraham, Isak og Jakob, var den Gud som har skabt både himlen og jorden, og i Anden Mosebog siger Gud et sted: ”hele jorden tilhører mig” (2 Mos 19,6). Et andet sted i Anden Mosebog siger Gud ligefrem følgende til Egyptens Farao: ”Jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt” – med andre ord: Israels Gud kunne med lethed have fjernet datidens mægtige konge. Hvis det er sandt at Gud var mægtigere end Farao på Moses’ tid, skulle Gud så ikke også være mægtigere end de store konger på Esajas’ tid? Jo, selvfølgelig!

Men hvis vi havde levet på Esajas’ tid, er jeg faktisk ikke spor sikker på at vi ville have troet på det han sagde. For hvis Israels Gud virkelig var den største og eneste gud, hvorfor var Israel så presset fra alle sider? Hvis Gud virkelig var mægtigere end de assyriske og babyloniske konger, hvorfor forhindrede han dem så ikke i at angribe Israel? På et tidspunkt blev israelitterne endda ført i eksil, bort fra deres land, og Guds tempel i Jerusalem blev ødelagt af babylonierne. Hvordan kan den slags på nogen måde forenes med en påstand om at Gud skulle være altings herre?

Jo, hør hvad Gud siger til de landflygtige israelitter i det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i starten af gudstjenesten: ”Jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette.” Med andre ord: Den ulykkelige situation som israelitterne befandt sig i, skyldtes ikke at Gud var svag og derfor ikke var i stand til at beskytte dem; tværtimod var deres ulykke skabt af Gud og dermed blot et bevis for hans almagt!

Problemet er bare at det umiddelbart ikke harmonerer særlig godt med det billede som Bibelen i øvrigt giver os af Gud. Gud er jo kærlighed, han er al godheds giver, han er den som kæmper imod det onde og engang vil besejre det totalt. Hvordan kan han så samtidig være en der ”skaber ulykke”?

Det kan han fordi det ondes nederlag opleves som en ulykke for dem der er på det ondes side. Og det havde israelitterne langt hen ad vejen været. De havde levet i luksus og været ligeglade med de fattige. De havde praktiseret hedenske ritualer som blandt andet omfattede børneofringer. De havde tilbedt afguder, og mange af de profeter der kom før Esajas, havde de dræbt. Og da de kom under angreb fra fremmede hære, satte de deres lid til uhellige alliancer i stedet for at stole på Guds frelse. Derfor prisgav Gud dem til sidst til deres fjender, for hvis han ikke havde gjort det, ville det paradoksalt nok have vist at han ikke er almægtig! For en gud der påstår at han er hellig og retfærdig og de svages beskytter, og som befaler sit folk at leve helligt og retfærdigt og beskytte de svage, men som finder sig i at hans folk lever uhelligt og uretfærdigt og undertrykker de svage, og alligevel beskytter dem som om intet var hændt, er vel dybest set en svag gud som er sit folks slave og ikke dets herre og Gud.

Men Gud er som sagt kærlighed, og han vil naturligvis ikke sit folks ulykke. Guds formål med at lade folket blive ført i eksil var at de skulle omvende sig fra deres ondskab og blive frelst – og Gud havde en plan klar for at frelse dem. Men planen var nok anderledes end israelitterne havde forestillet sig, for den gik ikke ud på at en af folkets egne ville fremstå som befrier sådan som Moses gjorde det dengang folket var slaver i Egypten. I stedet benyttede Gud sig af en hedensk konge, nemlig Kyros den Store af Persien. I året 540 før vor tidsregning erobrede Kyros Babylon og hele det neobabyloniske rige, og noget af det første han gjorde, var at give alle de folk som babylonierne havde ført i eksil, lov til at vende hjem og genopbygge deres helligdomme – deriblandt israelitterne, som på det tidspunkt havde været i landflygtighed i 47 år. Set udefra var det alt sammen blot storpolitik, men Gud brugte det til at føre sine gode planer igennem og frelse sit folk. I teksten fra Esajas siger Gud endda til Kyros: ”Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig”. Gud havde styr på situationen!

Har Gud også styr på situationen i dag? Er Gud også mægtigere end Donald Trump, Vladimir Putin, Xi Jinping, Recep Tayyip Erdogan og Kim Jong-un? Som kristne må vi svare et klart og rungende JA! De to førstnævnte – Trump og Putin – er stærkt omdiskuterede personer, der af nogle betragtes som fromme mænd der leder i Guds kraft, mens andre opfatter deres politikker som uforenelige med Jesu budskab. Men uanset hvordan man ser på det spørgsmål, så skriver Paulus i Romerbrevet (13,1) at ”der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.” Det betyder ikke at de verdslige myndigheder kan udtale sig på Guds vegne eller med Guds autoritet, eller at alt hvad de forskellige præsidenter foretager sig, har Guds velsignelse – bestemt ikke! – men det betyder at selv den mægtigste statsleder ikke har mere magt end Gud tillader ham eller hende at have, og at selv tyranner som Kinas Xi Jinping og Nordkoreas Kim Jong-un, der er svorne fjender af Gud og af evangeliet, må finde sig i at alt hvad de gør, i sidste ende tjener Guds gode formål.

Jesus illustrerer det ved at tale om et sennepsfrø: ”Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” Sådan er det også med Guds rige, siger han: For en umiddelbar betragtning kan det virke som om Gud ikke har styr på ret meget af alt det der sker i vores verden i disse år, og der er endda mennesker der mener at kristendommen er et fortidslevn, og som undrer sig over at der i vores ”oplyste tid” stadig er mennesker der tror på Gud. Folkekirkens medlemsprocent falder år for år, og det samme er tilfældet i flere af de gamle frikirker. En række nyere kirker og menigheder oplever ganske vist vækst, men ikke nok til at opveje tilbagegangen i de gamle kirkesamfund. Her på Bornholm er der mange flere aktive kristne end der for eksempel er i København, men også her går det tilbage. Der er for eksempel ikke nær så mange missionshuse som der har været, og vi må også kigge langt efter den tid hvor menigheden i Klemensker var nødt til at rykke sammen med armene over hovedet for at præsten kunne bane sig vej fra alteret til prædikestolen. (Det var ganske vist i den gamle kirke, men hvis den havde stået den dag i dag, ville det næppe have været nødvendigt at bygge en ny). Det kan undertiden være svært at bevare troen på at Gud stadig er almægtig, og at hans rige rent faktisk er i fremgang og vækst. Jo, i teorien tror vi måske på det – men det kan være svært rent faktisk at leve som om vi tror det. Meget af vores planlægning handler om hvordan vi kan holde på de medlemmer vi har tilbage, eller hvordan vi eventuelt kan overtale nogle flere mennesker til at deltage i vores arrangementer, i stedet for at handle om hvordan vi kan blive medarbejdere på Guds store planer for vores ø, og hvordan vi skal bære os ad med at få plads til alle de mennesker som Gud vil bringe ind. Tænk hvis vi kunne leve i tillid til at Gud vil gøre store ting, også her, også nu! Tænk hvis vi virkelig fik det ind på rygraden at Gud har fat i den lange ende, og at vi er på det vindende hold! Hvordan ville det påvirke den måde vi omgås mennesker på i vores hverdag? Hvordan ville det på virke vores prioriteringer hvis vi virkelig af hjertet troede på at Gud er den han siger han er?

Men hvordan skal vi bære os ad med igen at skabe vækkelse på Bornholm og i Danmark? Svaret er såre simpelt: Det skal vi ikke! De sidste to søndage har jeg talt om hvordan vi får mest ud af vores liv, og svaret var at vi slet ikke selv er i stand til at få noget ud af vores liv; det er kun Gud der kan det. Guds rige fungerer ligesom det korn vi sår på marken: Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset, alt imens vi sover og står op. Gud har al magt, og det er ham der suverænt vil føre sit rige igennem, ligesom han gjorde på Esajas’ tid. Så lad os stille os selv og vores liv til hans rådighed som frø som han kan så i jorden, i tillid til at han vil lade det bære frugt når tiden er inde. I mellemtiden skal vi blot være trofaste i vores forvaltning af de talenter han har givet os, alt imens vi finder næring i ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

Til slut: Hvorfor lod Gud færgen vippe så meget da jeg var på vej til konferencen i København? Jeg ved det ikke – men jeg må stole på at han er mægtig nok til at selv de generende bølger i sidste ende må fremme hans gode formål!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag seksagesima 2020
Tags: Markusevangeliet 4.26-32

Posted By admin on 11. februar 2020

De betroede talenter: Får jeg nok ud af mit liv?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker søndag septuagesima 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I søndags talte vi om hvordan man får mest ud af sit liv, og af hensyn til dem af jer der ikke var til gudstjeneste i Klemensker eller Rø den dag, vil jeg lige repetere det svar jeg gav: Det gør man ved at leve sit liv i opofrende og selvhengivende kærlighed! Det lyder meget enkelt, ikke sandt?

                      (kunstpause)

                      Nå, ikke? Nej, det er i virkeligheden alt andet end nemt, for det at vise uselvisk kærlighed, er ikke ligefrem noget der kommer naturligt til os mennesker. Selvom vi prøver, må vi ofte erkende at det kan være meget svært at leve op til. Og alt for tit må vi kigge meget langt efter resultaterne; de ”mange fold” som Jesus har lovet at der kan og vil komme ud af vores liv hvis blot vi vil følge efter ham og leve som han gjorde det.

                      Og så møder vi en lignelse som den i dag! En rigmand, der står over for en længere udlandsrejse, betror sin formue til tre af sine tjenere med en forventning om at de får pengene til at yngle mens han er væk. Det lykkes for to af dem, og de bliver rost, mens det mislykkes for den tredje, og han bliver straffet. Hvem af de tre tjenere ligner du? Hvem af dem ligner jeg? Er der nogen af os der med frimodighed kan stille sig frem og sige til Gud at det som han har betroet os, det har vi fået til at vokse til det dobbelte?

                      Jeg synes det er svært. Og jeg synes godt det kan være anfægtende. For i betragtning af at jeg har været præst i snart 14 år og dermed har brugt utallige arbejdstimer på at forkynde evangeliet, er der kun ganske få (som jeg ved om) der er kommet til tro som resultat af min forkyndelse. Forhåbentlig er der mange flere der på andre måder har haft glæde af min tjeneste, men jeg må sige at i de få tilfælde hvor jeg har oplevet at der er sket en reel forvandling i et menneskes liv, der har jeg ikke kunnet tage nogen ære for det; jeg har nærmest følt mig som tilskuer på første parket til Guds suveræne gerninger! Så hvor mange fold har mit liv båret indtil nu (for nu at benytte sprogbrugen fra sidste søndag)? I hvert fald ikke nok til at jeg kan rette ryggen i fuld fortrøstning til at jeg på regnskabets dag vil kunne lægge dobbelt så meget på bordet som det Gud oprindelig havde betroet mig! Og sammenlignet med mennesker som Afrika-missionæren Heidi Baker, der i løbet af 25 år har været medvirkende til at starte ikke færre end 5.000 nye kirker i Mozambique, må jeg stå beskæmmet tilbage.

                      Men inden vi alle sammen synker ned i fortvivlelse, er der nogle ting ved lignelsen som jeg gerne vil pege på. For det første: Herren sammenligner ikke tjenerne med hinanden. Han betror dem forskellige beløb alt efter enhvers evne, men han bebrejder ikke ham med de to talenter at han ikke har de samme evner som ham med de fem talenter. Ordene ”Jeg har tjent to talenter til” bliver besvaret på nøjagtig samme måde som ordene ”Jeg har tjent fem talenter til”. Derfor skal du og jeg heller ikke sammenligne os selv med Heidi Baker, eller hvem vi nu synes får meget mere ud af deres liv end vi selv gør; vi skal blot være trofaste med det som Gud nu har betroet os at forvalte.

                      For det andet: Vi skal ikke være bange for at der ikke kommer noget udbytte ud af vores liv! Det virker måske ved første øjekast som om lignelsen siger det stik modsatte af det, men når vi ser nærmere efter, ser det heldigvis lysere ud end som så. Det der gjorde at tjeneren med den ene talent ikke fik noget udbytte, var jo ikke at hans indsats slog fejl, men at han slet ikke gjorde nogen indsats. Han var doven, som hans herre påpeger. Sådan så han det ganske vist ikke selv; han sagde selv at det var frygt der fik ham til at grave pengene ned i stedet for at investere dem. Men måske er de to størrelser – dovenskab og frygt – nærmere beslægtet med hinanden end man umiddelbart skulle tro. Er man doven, så er det jo meget belejligt at kunne undskylde sig med at det jo også er alt for risikabelt, det som man inderst inde godt ved at man burde være i fuld gang med. Og omvendt: Er der noget som man er bange for at gøre, så føles det langt mere besværligt at skulle gøre det, og ens lyst til at påtage sig besværet falder.

                      Men hvis jeg læser lignelsen korrekt, så behøver vi slet ikke at være bange! For bemærk at der kun er to kategorier af tjenere: de to der bringer deres talenter i spil og får et afkast, og den ene der ikke bringer sin talent i spil. Der er ikke nogen tjener der handler med sin talent og mister den! Den mulighed er der jo ellers når man foretager en investering, og gennem tiderne har mange kristne ønsket at Jesus havde inkluderet en fjerde tjener i lignelsen, som foretog en fejlslagen investering. Men jeg tror det er meget bevidst at Jesus ikke har gjort det! Jeg tror nemlig slet ikke det kan gå anderledes end at der kommer et godt udbytte hvis vi bringer de ”talenter” i spil, som Gud har betroet os. Resultatet kommer nemlig slet ikke an på vores indsats, men på Gud. Hvis det er okay med jer at jeg foregriber begivenhedernes gang lidt, så vil jeg citere fra næste søndags prædiketekst hvor der står: ”Men Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.” Og Gud kan få meget ud af lidt; han ”høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt”. Den der stoler på Gud, kan altså ikke komme galt afsted! Når den tredje tjener i lignelsen kom galt afsted, var det jo netop fordi han ikke stolede på at hans herre ville anerkende hans indsats, og derfor gjorde han slet ikke nogen indsats.

                      Men dermed er vi jo blot tilbage ved udgangspunktet. For hvis der ikke kan undgå at komme et udbytte af vores liv, hvis blot vi lægger det i Guds hånd – hvorfor oplever jeg så at jeg ikke udretter noget som helst? Eller i hvert fald alt for lidt? Hvad skal jeg sige når Gud engang kræver mig til regnskab for mit liv?

Hvis du tænker sådan, så har jeg et spørgsmål: Hvordan ved du at du ikke udretter noget? Hvis du minder bare lidt om mig, så kan du sikkert remse en hel række eksempler op på at planer du har haft – planer som ville have været til gavn og glæde for mennesker – er slået fejl. Eller at ulykker som du forsøgte at forhindre, indtraf alligevel. Eller at dagene, ugerne, månederne og årene bare glad forbi dig uden at du havde overskud til at beskæftige dig med andet end den grå hverdag (den erfaring kender præster også til, tro det eller lad være!). Men hvis du skal sammenfatte det hele til en kort sætning, hvordan lyder den så? Inden I får et par øjeblikke til at overveje det, så vil jeg foreslå to forskellige måder den måske kunne lyde på. Forslag 1: ”Jeg har ikke bragt mine talenter i spil.” Forslag 2: ”Jeg har altid gjort alt hvad jeg kunne, men af en eller anden grund har det ikke virket.” (Dit svar kan godt være en kombination af de to; det er fint).

(pause)

Okay, hvis du har svaret at du ikke har bragt dine talenter i spil, så vil jeg bare sige: Hvad venter du på? Se dog at komme i gang! ”Men det kan jeg ikke,” vil du måske indvende. ”Jeg har jo mit job og min familie at tage mig af, og desuden er mine talenter ikke noget at råbe hurra for, så det ville bare være pinligt hvis jeg begyndte at udfolde dem mere.” Men hvis du tænker sådan, så tror jeg at du har en alt for snæver forståelse af hvad det er for nogle talenter Gud har betroet os. Når vi i dag taler om ”talenter”, tænker vi som regel på evner inden for kunst eller sport eller lignende, men den betydning af ”talent” er af nyere dato. På Jesu tid var ”talent” en betegnelse for en vægtenhed svarende til cirka 36 kg, og afledt af det var det også betegnelse for et pengebeløb svarede til 6.000 romerske denarer. Den moderne betydning af ordet er faktisk afledt af den lignelse vi har hørt i dag! – og det er den fordi eksempelvis kunstnerisk begavelse jo er en gave fra Gud. Men Gud har betroet os meget andet end det. Det som Jesus oprindeligt sigtede til med ”talenterne” i lignelse, var nok først og fremmest evangeliet om Guds kærlighed, som kirken og enhver kristen har fået betroet, men hvis vi mener det når vi bekender troen på at Gud er ”himlens og jordens skaber”, så er alt hvad vi har, jo noget som Gud har betroet os! Det omfatter ikke kun de mere eller mindre ”spektakulære” evner som vi måske besidder i større eller mindre grad, men også de mere dagligdags ting som vores arbejde, vores familie, vores sanser, vores helbred, vores hjem – alle den slags ting. Så spørgsmålet er: Bruger du de ting som Gud har betroet lige netop dig, i den livssituation som nu engang er din? Søger du at ære Gud gennem den måde du udfører dine pligter på i dit job, din familie og dine fritidsinteresser? ”Hvordan gør man det?” spørger du måske. Det gør du ved at leve af Guds nåde og lade den samme nåde komme dine medmennesker til gode fra din side. Det gør du ved at elske din næste, også når han eller hun ikke fortjener det. Det gør du ved trofast at bede for de mennesker du omgås og i det hele taget søge deres bedste. Lyder det svært? Det er det også. Faktisk er det ikke alene svært; det er umuligt. Men det der er umuligt for os mennesker, er muligt for Gud. Så bed Gud om at virke i dig og igennem dig, for det er reelt din eneste mulighed for at bringe dine talenter i spil!

Hvis dit svar derimod er at du vitterligt altid har gjort dit bedste, men at det bare ikke har virket, så må jeg jo bare sige at så er der jo ligesom ikke mere du kan gøre; så må du lade resultaterne være op til Gud. Og måske vil du først få resultaterne at se når du engang står hjemme i herligheden – ja, måske vil det være Gud der siger til dig: ”Jeg betroede dig fem talenter; se, du har tjent fem talenter til!”

Men der er selvfølgelig også den mulighed at de manglende resultater skyldes at du sætter din lid til din egen indsats. Som sagt har jeg selv gjort den erfaring at når jeg har set mennesker blive forvandlet, så har jeg ikke kunnet tage nogen som helst ære for det – og sådan tror jeg faktisk altid det vil være.  Hele formålet med vores liv er jo at ære Gud, ikke at ære os selv, og derfor skal Gud nok sørge for at vi ikke får anledning til selv at tage æren. Men hvis vi ikke kan tage nogen som helst ære når tingene går godt, så må det jo også være sådan at vi ikke kan bebrejde os selv når tingene ikke går så godt som vi havde håbet på. Det eneste vi måske kan overveje, er om vi i tilstrækkelig grad har ladet Gud tage styringen i det vi har forsøgt at gøre, i stedet for at komme med vores egne planer og bede Gud om at velsigne dem – men det må blive emnet for en anden prædiken, for vi er ved at være ved vejs ende med den her.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag septuagesima 2020
Tags: Matthæusevangeliet 25.14-30

Posted By admin on 4. februar 2020

Hvedekornet: Hvordan får jeg mest ud af mit liv?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I søndags hørte vi om et sennepsfrø – det mindste frø man kendte til i den kultur som Jesus vandrede i, men det rummer en stor spirekraft, og derfor er tro som et sennepsfrø tilstrækkeligt til at flytte både træer og bjerge. I dag er det så en anden slags frø der er i fokus, nemlig et hvedekorn, men hvedekornet har naturligvis samme spirekraft som sennepsfrøet. Det bærer mange fold, som man siger. Jeg ved ikke hvor stort udbytte man kan forvente når man dyrker hvede i Danmark anno 2020 (eller jo, jeg kan google mig til at det er noget med 7-8 ton pr. hektar, men jeg ved ikke hvor mange fold det svarer til). Til gengæld har jeg fundet frem til at i 1803 var det gennemsnitlige foldudbytte i Østdanmark 6 for rug, 7-8 for byg og 7 for havre, og jeg er ikke i tvivl om at det er meget bedre i dag.

                      Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt over hvor fantastisk det er at naturen kan give så stort et afkast. I mit tidligere embede havde jeg ikke tjenestebolig, så vi boede i eget hus. Det satte vi til salg da det stod klart at vi skulle flytte til Klemensker, og det lykkedes os heldigvis at få det solgt til en rimelig pris og komme ud af det med nogle penge i hånden – og det er jo rart, for så har vi noget til når vi engang om forhåbentlig rigtig mange år skal flytte fra præstegården. Men hvad stiller man op med de penge i mellemtiden? Jeg tog kontakt til min bank og spurgte hvad de kunne anbefale, og vi endte med at blive enige om en investeringsmodel som vil give et forventet nettoafkast på små 2% pro anno. Det er altså det afkast man kan forvente når man investerer sine penge: en halvtredsindstyvendedel fold om året ud over det man startede med. Derfra er der immervæk langt op til det udbytte som man får når man ”investerer” et såkorn! Men at Gud kan få mere ud af det vi betror ham, end en bankrådgiver kan, kan på den anden side ikke komme bag på nogen.

                      Heldigvis er penge ikke det vigtigste i livet, og det er hvede heller ikke (selvom begge dele kan være vigtige for livets opretholdelse). Det allervigtigste Gud har givet os at forvalte, er livet selv. Og hvordan får vi så mest ud af dét? Hvordan får vi vores liv til at ”bære mange fold”, hvis man kan bruge det udtryk? Handler det om at vælge den rigtige uddannelse og få foden indenfor i et godt studiejob? (I så fald er det vist for sent for de fleste af os). Eller er det tværtimod et spørgsmål om at opnå en dyb selvindsigt, at finde ud af præcis hvad vi rummer af potentiale? Det kan være meget hårdt arbejde, og det kan også kræve mere tid og flere penge end mange af os har mulighed for at bruge på det. Eller er det vigtigste at man sørger for at få det bedste ud af enhver situation og stiller sig tilfreds med det man har? Det er utvivlsomt en rigtig god leveregel, og følger man den, får man helt sikkert mere ud af sit liv end man ellers ville have gjort – men vi må nok også erkende at den ikke nødvendigvis er nogen garanti for noget specielt stort udbytte. Måske nok til at vi ved livets afslutning vil kunne sige at livet var livet værd, men det svarer jo på den anden side kun til ét fold, og mange af os drømmer nok om mere end det.

                      Men vi har også – alle sammen – mulighed for mere end det, hvis vi skal tro det som Jesus siger i dagens tekst (og det vil jeg mene at vi skal – den kristne kirke er trods alt bygget på den overbevisning at vi kan tro på hvad Jesus siger). Jesus siger kort fortalt at vi har mulighed for at bære lige så mange fold som et hvedekorn! Vores liv kan med andre ord komme til at give et udbytte der er mindst 7 gange så stort som det vi investerer!

                      Men hvad skal vi gøre for at få det udbytte? Ja, det er så den knap så sjove del af historien, vil nogle mene, for vi skal gøre det samme som hvedekornet: dø. Det lyder unægtelig meget voldsomt, og det er det også, men lad mig stille jer et spørgsmål: Hvor mange af jer regner med at I ikke skal dø? Det tænkte jeg nok. Så selvom det både lyder og er voldsomt at vi er nødt til at dø for at få det maksimale udbytte af vores liv, så er det altså ikke mere voldsomt end at det er noget som vi skulle alligevel.

                      Men når det nu er sådan at alle mennesker skal dø alligevel, betyder det så at alle mennesker er garanteret at få stort udbytte af deres liv? Nej, desværre ikke, for det er nemlig ikke ligegyldigt hvordan vi dør. Tænk på hvedekornet igen: Hvis jeg tager et hvedekorn og lægger det på en solbeskinnet klippe på en varm sommerdag, så dør det ganske vist, men det bærer ikke nogen fold. Det samme gælder hvis jeg bager det i ovnen eller kaster det ind i et bål. Hvis det skal bære frugt, så er det ikke nok at det dør – det skal dø i jorden.

                      Så hvad er den rigtige måde at dø på hvis vi gerne vil have vores liv til at give et stort udbytte? Det svarer Jesus heldigvis på i den tekst vi hørte; han siger nemlig: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.”

                      Det blev I måske ikke så meget klogere af? Det forstår jeg i hvert fald godt hvis I ikke blev, for det er en knudret sætning, som bærer præg af at den oprindelig var henvendt til mennesker i en kultur som var meget anderledes end vores. Men til en start må jeg hellere understrege at ordet ”hader” i denne sammenhæng ikke handler om negative følelser, men om prioritering. ”Den, der hader sit liv i denne verden” betyder altså ”den, der nedprioriterer sit liv i denne verden”, nemlig til fordel for det evige liv. Jesus siger altså ikke at vi ikke må elske livet, men blot at vi skal have mere langsigtede mål end at opnå størst mulig lykke i de relativt få år vi får i denne verden. Og hvis jeg forstår ham ret, så siger han endda at vores relativt få år i denne verden faktisk paradoksalt nok bliver lykkeligere hvis vi lever dem med evigheden for øje, end hvis vi kun tænker på at være lykkelige her og nu. Vi dør, uanset om vi lever med evigheden for øje eller kun med den nuværende verden for øje, men hvis vi lever med evigheden for øje, dør vi på den gode måde.

                      Og hvad er så den gode måde? Den gode måde er at følge Jesus. Den måde Jesus døde på – og i øvrigt også den måde han levede på – var at han gav sit liv i kærlighed. Han ofrede sit liv for at købe os fri af syndens og dødens magt. Ét liv blev ofret, milliarder af liv blev reddet. Vi er de fold som Jesus har båret ved at blive lagt i jorden og dø. Og hvis vi på samme måde er villige til hver eneste dag at bruge vores liv til andres gavn, kan vi på tilsvarende måde komme til at bære mange fold, for hvis mennesker ser Guds kærlighed gennem os, kan det føre til at de selv lærer Guds kærlighed at kende og får del i det evige liv som Gud længes efter at give til alle der vil tage imod det. Som Paulus udtrykker det i det uddrag af Kolossenserbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, så er Kristus i os herlighedens håb – ikke kun et håb om herlighed for os selv, men også for mennesker omkring os.

                      Med andre ord: Den måde hvorpå vi får mest ud af vores liv, er ved at leve det i opofrende, selvhengivende kærlighed. Men hvor skal vi få den kærlighed fra? Bliver det ikke et surt og glædesløst liv hvis vi aldrig skal tænke på at gøre noget godt for os selv? Det kunne man godt tro, men prøv engang at høre hvad der står i Hebræerbrevet: ”Jesus skal være vores forbillede, for han baner vejen for vores tro og fører os i mål. På trods af skammen holdt han ud og døde på korset fordi han vidste hvilken glæde der ventede ham bagefter. Nu har han taget plads på tronstolen til højre for Gud” (Hebr 12,2; Den Nye Aftale). Eller som den amerikanske forfatter og bibellærer A.W. Tozer udtrykte det: ”Vi har råd til at lide nu, for vi får en hel evighed at nyde livet i.”

                      Det burde i og for sig være motivation nok, skulle man mene, men der er faktisk endnu mere i det end det. Sagen er nemlig den (som de af jer der har forstand på botanik sikkert hele tiden har siddet og tænkt) at et hvedekorn der spirer, ikke dør i biologisk forstand. Det dør i den forstand at man vil lede forgæves efter det oprindelige korn hvis man kigger i jorden der hvor den nye plante er spiret op, men det er kun fordi såkornet lever videre i planten. På samme måde lever Jesus i os, og det endda i en grad så Paulus et sted kan skrive at vi er Kristi legeme og hver især hans lemmer (1 Kor 12,27). Og ligesom Kristus lever i os, sådan lever vi også i ham – og jo mere vi følger i hans fodspor i selvhengivende kærlighed til vores medmennesker, i jo højere grad vil vi også komme til at smage hans liv allerede her i denne verden. Som Grundtvig udtrykker det i en salme som jeg desværre ikke fik plads til blandt dem vi skal synge i dag: ”Smilende døje trængsel og møje, juble ved korset i Frelserens spor, det efterhånden lærer os Ånden, skænker os forsmag af Himlen på jord.”

 

Lad os være stille et øjeblik og give os tid til i eftertanke og bøn at smage på det liv som Jesus har vundet til os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2020
Tags: Johannesevangeliet 12.23-33

Posted By admin on 28. januar 2020

”Giv os en større tro”: Gid jeg havde mere tro!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det med tro er noget vanskeligt noget. ”Giv os en større tro!” siger apostlene til Jesus, og det kan jeg egentlig godt forstå. Er der nogen af jer der nogensinde har bedt en lignende bøn? (kunstpause) Det har jeg også! Og det er ikke fordi der ikke findes gode svar man kan give på det spørgsmål (de af jer der er hyppige kirkegængere her i Klemensker-Rø pastorat, ved for eksempel jeg ofte anbefaler ”De 4 B’er”), men Jesus svarer ikke med et godt råd. Faktisk er det nærmest et ikke-svar han giver dem: ”Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.” Et sennepsfrø er ikke ret stort, skulle jeg hilse og sige; faktisk var det det mindste frø man kendte i antikken. (Havde de kendt til valmuer, ville Jesus sikkert have sagt et valmuefrø, for de er jo endnu mindre). Med andre ord siger han faktisk til dem at problemet ikke er at deres tro er for lille, men snarere at den slet ikke er der. Og det siger han vel at mærke ikke til de vantro farisæere, og ikke engang til de nysgerrige, men skeptiske mennesker der fulgte ham på afstand; nej, han siger det til selveste de tolv apostle, inderkredsen af disciple, som havde forladt alt for at følge ham!

                      Men det er altså også svært, det med tro! Jeg hørte engang en anekdote om en kvinde som havde læst at tro ikke alene kan flytte morbærtræer, men ligefrem bjerge. I Matthæusevangeliet (17,20) siger Jesus nemlig til disciplene: ”Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Det blev kvinden meget glad for at læse, for der stod et bjerg øst for hendes hus. Det var ikke noget stort bjerg, men det var stort nok til at hun aldrig fik morgensolen at se fordi bjerget skyggede for den. Så en morgen besluttede hun at hun ville teste det som Jesus havde sagt. Hun knyttede hænderne og gentog: ”Jeg tror! Jeg tror! Jeg tror!” indtil hun nærmest kunne mærke troen boble inden i sig, og så gik hun ud foran sit hus og råbte: ”Bjerg, flyt dig om på nordsiden af mit hus!” Men der skete ingenting. Hvorpå kvinden irriteret udbrød: ”Ja, jeg tænkte det nok!” Mere tro havde hun altså ikke, end at hun inderst inde ikke havde regnet med at det ville virke. Og det er svært at sætte sig ud over det. Der skal i hvert fald virkelig meget selvhypnose til hvis man skal nå derhen hvor man ville blive oprigtigt overrasket over at se et bjerg blive stående selvom man havde befalet det at flytte sig, især hvis man aldrig før har set et bjerg flytte sig. Og der er ikke nogen vidnesbyrd, hverken i Bibelen eller i kirkehistorien, om at disciplene eller kirkefædrene eller nogen af de store helgener gav sig af med selvhypnose. I øvrigt er der heller ingen beretninger om at nogen af dem nogensinde har flyttet rundt på morbærtræer, endsige bjerge – så måske er det i virkeligheden noget andet Jesus vil sige til apostlene og os?

                      Et sennepsfrø var som sagt det mindste frø man kendte til i den kultur som Jesus og apostlene levede i, men det var ikke den mindste ting man kendte. Hvis Jesus bare havde villet tale om en tro der er meget lille, så kunne han have sagt ”tro som et sandkorn” eller ”tro som et støvgran”. Men han sagde altså ”som et sennepsfrø”, så måske var det ikke kun frøets ringe størrelse han tænkte på? Der er jo det ved frø at de rummer et potentiale! Som Jesus selv siger nogle kapitler før dagens tekst: Guds rige ”ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin have, og det voksede op og blev et helt træ, og himlens fugle byggede rede i dets grene” (Luk 13,19). (Den tekst skal jeg i øvrigt prædike over om 3 uger). Så måske vil Jesus lære os at tro ikke er en eller anden form for kraft som vi kan være i besiddelse af i større eller mindre omfang, men at det snarere er en indstilling, nemlig den indstilling at vi ikke stirrer os blinde på det der er nu, men har tillid til at Gud kan forandre det. Man behøver nemlig ikke at være specielt stærk eller from eller dygtig for at have tillid til en anden, for det der er afgørende for om man har tillid til en anden, er ikke hvor stærk man selv er, men hvor stærk den anden er! Som én engang har udtrykt det: Det kommer ikke an på hvor stor din tro er; det kommer an på hvor stor din Gud er! For Gud, som har skabt både træer og bjerge, kan naturligvis også flytte dem igen.

                      I den første læsning i dag mødte vi Abraham, og han havde et bjerg han ikke kunne flytte. Gud havde nemlig lovet ham at han ville blive en stor mand som ville komme til at gøre en stor forskel i mange menneskers liv – og Abraham havde da også haft masser af succes i livet. Hans forretning gik strålende, og han var respekteret og berømt i hele landet. Men der var én ting der plagede ham, og det var at han ikke havde en søn der kunne arve alt det han havde arbejdet for. Ufrivillig barnløshed er svært nok at håndtere her i det 21. århundrede, men på Abrahams tid var det endnu værre, fordi man dengang havde størstedelen af sin identitet i sine børn. Det var faktisk så slemt at Abraham ikke syntes han kunne bruge sin rigdom og succes til noget som helst når han ikke havde nogen søn til at føre slægtsnavnet videre! Og Gud havde endda lovet ham at han ville få mange efterkommere, men foreløbig var det altså ikke blevet til noget, og hverken han eller hans hustru blev ligefrem yngre. Men så bad Gud ham om at se op på himlen og forsøge at tælle stjernerne. Det ved jeg ikke om nogen af jer nogensinde har forsøgt – sådan en rigtig mørk, stjerneklar aften uden måneskin og uden alt det kunstige lys som vi mennesker så tit forstyrrer natten med. Jo længere tid man kigger op på himlen, jo flere stjerner får man øje på. Det er som om det aldrig stopper. I vores dage, hvor man har kraftige kikkerter der gør det muligt at se endnu længere ud i rummet, har vi endda fundet ud af at selv de utallige stjerner som vi kan se, kun udgør en forsvindende lille brøkdel af hvor mange stjerner der er i alt. Hvor mange der helt præcis er, er der ingen der ved, men man mener at der i hvert fald er så mange at hvis man havde et lille riskorn (eller i dagens anledning kunne vi jo sige: et sennepsfrø) for hver stjerne i universet, så ville der være sennepsfrø nok til at dække hele jordens overflade i et 10 meter tykt lag! Men Gud kender det præcise tal på hvor mange stjerner der er, for han har skabt dem alle sammen! Og det var nok til at overbevise Abraham om at så kunne Gud også godt give ham efterkommere – og det gjorde Gud også.

                      Men i den forbindelse er det vigtigt at huske at Gud ikke skylder os noget. Vi har ikke kra

v på at Gud flytter rundt på morbærtræer og bjerge eller i øvrigt opfylder alle vores ønsker. Tværtimod er det os der skylder ham hele vores eksistens, fordi han er Skaberen. Selv hvis vi gør en masse ting for Gud, har vi ikke krav på at han gør noget ”til gengæld”, lige så lidt som en arbejdsgiver står i taknemmelighedsgæld til en medarbejder der blot har opfyldt sin kontrakt. Der var engang en mand som døjede med forskellige sygdomme, som sagde følgende til mig: ”Jeg har endda været så sød at give mit liv til Vorherre, og så straffer han mig på den her måde!” Nej, kære ven, du har ikke ”været sød” at give dit liv til Vorherre; det er tværtimod Vorherre der har været sød at give dig et helt nyt liv, og havde han ikke gjort det, ville du have været fortabt i dine synder, ligesom jeg og alle andre ville!

                      Det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham, for selvom noget er sandt, betyder det ikke at det nødvendigvis er klogt at sige det på ethvert givet tidspunkt; der er noget der hedder empati og situationsfornemmelse. Jeg valgte i stedet at sige til ham at det ikke er Gud der har påført ham de sygdomme han døjer med, for jeg tror virkelig ikke at sygdom og hvad der ellers er af ondt i denne verden, er udtryk for Guds vilje, men derimod for at Guds modstander stadig har alt for meget magt i verden. Er Gud da ikke almægtig? Jo, men han har valgt at uddelegere noget af sin almagt ved at give os mennesker en høj grad af selvbestemmelse; en selvbestemmelse som vi desværre alt for ofte bruger til at give plads for det onde i stedet for det gode, til skade for både os selv og vores medmennesker. Og det gør vi som regel fordi vi ikke har tro som et sennepsfrø.

                      Men den tro er som sagt ikke en kvalitet ved os selv; den er en indstilling til tilværelsen som vi kan vælge at have, nemlig den indstilling at vi stoler på Gud og handler derefter.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, n sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2020
Tags: Lukasevangeliet 17.5-10

Posted By admin on 22. januar 2020

Den samaritanske kvinde: Hvilken religion er den rigtige?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ifølge diverse statistiske opgørelser er kristendommen verdens største religion. I mange hundrede år var det endda stort set den eneste religion vi kendte til her i Europa, så hvis man sagde ”religion” dengang, så mente man som regel ”kristendom”. Og ifølge den gængse definition af ”religion” er der da heller ikke nogen tvivl om at kristendom er en religion. Den Danske Ordbog definerer for eksempel religion som ”et samfunds eller en kulturs organiserede tilbedelse af en gud, guder eller overmenneskelige kræfter og den livsopfattelse og de ritualer der knytter sig hertil” samt ”personlig tro og livsførelse i overensstemmelse hermed”. Alligevel er der mange kristne der frejdigt påstår at kristendom ikke er religion, og så sent som i tirsdags afholdt Grundtvigsk Forum her på øen faktisk et arrangement hvor Johannes Aakjær Steenbuch fra Nylars holdt foredrag om emnet ”Er kristendommen en religion?” (hvilket jeg tilfældigvis så i avisen på et tidspunkt hvor jeg allerede havde valgt temaet for gudstjenesten i dag, så det må siges at være lidt af et sammentræf). ”Jeg har selv været på det hold der skrapt hævdede at kristendom ikke er en religion, men det er nok en påstand, der bør modificeres, hvis det skal give mening. For selvfølgelig er kristendom da også det”, skriver Johannes i en artikel som jeg fandt på nettet, og det kan jeg kun være enig med ham i. At sige at kristendom ikke er en religion, kan hurtigt gå hen at blive en lidt for nem måde at glide af på nyateisternes spørgsmål om hvorfor den ene religion skulle være bedre end den anden – og det er i øvrigt et ”trick” som vi kristne ikke er ene om at benytte os af, for jeg har også mødt muslimer der med samme frejdighed hævder at islam ikke er en religion, men derimod en livsstil. Paradoksalt nok har jeg også mødt en del kristne der vælger den omvendte strategi og hævder at kristendommen er en religion, men at islam ikke er en religion (men derimod en politisk ideologi), og på den måde kan vi blive ved med at tærske langhalm på meningsløse diskussioner om hvad der skal til for at noget er en religion, til trods for at både islam og kristendom helt indlysende er omfattet af Den Danske Ordbogs definition.

                      Når jeg siger alt det her, så er det fordi jeg i dag vil slå et slag for hvorfor det alligevel i en vis forstand giver mening at sige at kristendom ikke er religion. Det store spørgsmål der lurer i kulissen når vi lytter til den lange samtale mellem jøden Jesus og en samaritansk kvinde, er nemlig netop: ”Hvilken religion er den rigtige?” Og Jesus kommer med et overraskende svar (det er derfor jeg har skrevet på Facebook at mit svar på spørgsmålet måske ville overraske).

Jøderne og samaritanerne var ganske vist enige om rigtig mange ting – så mange at de næsten kunne betragtes som to varianter af samme religion ligesom shia-islam og sunni-islam. Begge religioner mente at Gud ved hjælp af Moses havde befriet patriarken Jakobs efterkommere, israelitterne, fra deres slaveri i Egypten og efterfølgende havde sluttet en pagt med dem ved Sinajbjerget. De var også stort set enige om pagtens ordlyd, nemlig de ti bud og en lang række andre bestemmelser, blandt andet om ofringer og religiøse fester. De var også enige om at Gud ved Sinaj havde indstiftet et præsteskab med Aron som ypperstepræst og havde bestemt at værdigheden som ypperstepræst skulle gå i arv til Arons efterkommere i lige linje, og at folket skulle have ét centralt helligsted, som skulle være det eneste sted hvor man måtte ofre til Gud. Der var faktisk kun to ting som jøderne og samaritanerne var uenige om, og det var for det første hvem af Arons efterkommere der var den legitime ypperstepræst, og for det andet hvor det centrale helligsted skulle ligge. Derfor var der på Jesu tid to konkurrerende ypperstepræster og to konkurrerende templer: jødernes i Jerusalem og samaritanernes på Garizim-bjerget. Men den uenighed havde også ret voldsomme konsekvenser, for den betød at samaritanerne aldrig havde anerkendt at David var udvalgt af Gud til at være konge over israelitterne, ligesom de heller ikke anerkendte nogen af de jødiske profeter efter Moses. Og det jødiske præsteskab på Jesu tid havde accepteret så mange kompromiser for at holde sig på god fod med romerne, at samaritanerne med en vis ret kunne hævde at Kajfas var en totalt illegitim ypperstepræst. Omvendt kunne jøderne pege på at lige siden samaritanerne nægtede at anerkende Davids barnebarn Rehabeam som Israels konge og i stedet lavede deres eget kongerige, havde deres historie været præget af frafald og afgudsdyrkelse med kongeparret Akab og Jezabel som et skræmmende lavpunkt. Og efter at det samaritanske kongerige blev erobret af Assyrien, havde assyrerne bosat hedenske folkeslag i Samaria, som havde blandet sig med befolkningen i en grad så samaritanerne ikke længere med rette kunne betragtes som israelitter.

Så der var bittert fjendskab mellem de to folk, og derfor vækker det også kvindens mistænksomhed at der er en jøde der henvender sig til hende. Og da denne jøde antyder at han har en forbindelse til Gud som hun ikke har, går hun straks i forsvarsposition og påpeger at hun altså er en vaskeægte efterkommer af patriarken Jakob, og at den brønd de sidder ved, er gået i arv gennem slægten lige fra Jakobs søn Josef og frem til hende og hendes bysbørn. Med andre ord: Jesus skal ikke komme og tro at han er en bedre israelit end hun er; tværtimod! Da Jesus så siger at han kan give hende vand som gør at man aldrig skal tørste igen, så svarer hun: ”Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hende vand”, og det er svært at vide hvilket tonefald hun siger det i, men jeg gætter på at hun siger det med vantro i stemmen, for hvor i alverden skulle Jesus dog overhovedet få vand fra, endsige vand som man får evigt liv af?

Men så hiver Jesus en trumf ud af ærmet. Først siger han at hun skal kalde på sin mand, og det er der i og for sig ikke noget overraskende i, for i datidens kultur var det ikke acceptabelt at en kvinde talte alene med en fremmed mand uden at hendes egen mand var til stede (eller hvis hun ikke var gift, da hendes far eller bror eller en anden mandlig slægtning). Men da hun svarer at hun ikke har nogen mand, så chokerer Jesus hende ved at demonstrere at han ligger inde med en overnaturlig viden om hende, som han kun kan have fået direkte fra Gud – og hun anerkender da også på stedet at det er en profet hun har foran sig. Men så kan hun heller ikke vente længere med at pege på ”elefanten i rummet”: Hvilken religion er den rigtige? ”Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Så er svesken lagt på disken, og spændingen stiger: Hvad vil profeten svare? Vil han levere det endegyldige bevis for at samaritanerne har taget fejl hele vejen igennem, at jødernes religion er den rigtige, og at samaritanerne bør konvertere, jo før, jo hellere? Det må man næsten gå ud fra at kvinden har regnet med.

Men hvis Jesus overraskede da han afslørede sin viden om kvindens private forhold, så overrasker han endnu mere nu, for han siger ikke: ”Det er naturligvis os jøder der har ret: Vil du kende Gud og tilbede ham rigtigt, så må du til Jerusalem!” I stedet svarer han: ”Hverken eller!” Han får ganske vist flettet ind i en bisætning at det er jøderne der så at sige har haft mest ret, men det er alt sammen lige meget nu, siger han, for fra nu af skal Gud hverken tilbedes i Jerusalem eller på Garizim, men ”i ånd og sandhed”. Jesus er ikke kommet for at bevise at jødernes religion er den rigtige; nej, han er i en vis forstand kommet for at gøre en ende på al religion! Fordi Jesus ofrede sig selv som det endegyldige, fuldkomne offer, går vejen til Gud nu ikke længere igennem ofre og præster og ritualer; den går gennem Jesus selv! Så mit svar på spørgsmålet ”Hvilken religion er den rigtige?” er ikke: ”Kristendommen!”, sådan som nogle af jer nok ville have gættet på hvis jeg ikke havde skrevet på Facebook at I ville blive overraskede. Nej, mit svar er: ”Jesus!”

Takket være Jesus kan vi nemlig møde Gud når som helst, hvor som helst! Gud bor jo ikke et bestemt sted på jorden – og det har han i øvrigt aldrig gjort. Når han havde bestemt at der i mere end 1000 år (nemlig fra Moses til Jesus) kun skulle være ét sted hvor man kunne møde ham, så var det for at beskytte os mennesker. Gud er nemlig frygtindgydende i sin hellighed. De af jer der var i kirke 2. søndag i advent, husker måske at vi hørte en læsning fra Malakias’ Bog, hvor der står: ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning.” Hvis det overrasker os at høre de ord brugt om Gud, så er det måske fordi vi har glemt at han er den som blot ved at tale et ord har skabt alt hvad der er til, og som kan tilintetgøre det hele igen med et åndepust. Vi skylder Gud ubetinget ærefrygt alene af den grund at han har skabt os og alt andet. Dertil kommer at Gud er det som vi kalder ”hellig”, dvs. han er uden fejl: fuldkommen kærlig og fuldkommen retfærdig. Vores egen kærlighed og retfærdighed er i bedste fald mangelfuld, og hvis vi kunne og turde se helt ind i dybet af vores egen sjæl, er jeg bange for at vi ikke ville kunne andet end fortvivlet at falde på vores ansigter i erkendelse af at vi ville være håbløst fortabte hvis ikke Gud forbarmede sig over os.

Men heldigvis har Gud forbarmet sig, for han er jo netop fuldkommen kærlig! Og fordi han også er fuldkommen retfærdig, består hans løsning ikke i at se igennem fingre med vores fejl (det ville nemlig ikke være særlig kærligt over for dem som vores fejl går ud over, og i sidste ende ville det heller ikke være kærligt over for os selv), men derimod i at rense os fra vores synd så vi kan møde Gud uden frygt. Den renselse kom i stand gennem Jesu død og opstandelse, og når vi bliver indviet til Jesus i dåben, bliver den vores. Det betyder at den kristne gudstjeneste ikke tager sigte på at opnå adgang til Gud, men tværtimod på at fejre og nyde den adgang til Gud som vi har – ikke kun når vi er i kirke, men altid!

”Jamen er det så slet ikke nødvendigt at gå i kirke?” Nej, det er egentlig slet ikke nødvendigt. Men som den ortodokse præst Alexander Schmemann udtrykte det: ”Hvad gør vi, når vi forbereder et måltid til én, vi elsker? Vi lægger en ren dug på bordet, stiller en buket blomster frem, tænder lys, dækker op med vores fineste porcelæn og smukkeste servietter; ikke fordi det er nødvendigt. Vi gør det af kærlighed! Og gudstjenesten er kærlighed, glæde, forventning – den er himlen på jorden!” (Peter Halldorf: ”Det hellige år”, s. 263). Eller for at sige det på en anden måde: Vi kristne udøver vores religion i frihed, kærlighed og taknemmelighed til den Gud der har sørget for at vi ikke behøver religion for at komme i kontakt med ham!

 

Lad os tage et øjeblik til i stilhed at mærke, smage og grunde over det under at Gud virkelig er til stede lige her, lige nu.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2020
Tags: Johannesevangeliet 4.5-26