Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ny Kirker 2. søndag i fasten 2020
Posted By admin on 11. marts 2020
Drengen med den urene ånd: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ny kirker 2. søndag i fasten 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg læste meget Anders And som barn. Især var jeg glad for Jumbobøgerne, hvor der var mange rigtig gode historier dengang. (De gange jeg har forvildet mig til at læse nogle af de nyere Jumbobøger, som der efterhånden er udkommet mere end 400 af, synes jeg ikke at niveauet har været nær det samme som i de første 50-60 stykker af slagsen, men det kan godt være at det bare er mig der er ved at blive gammel. Vi havde jo også altid hvid jul dengang jeg var barn, ikke sandt, og græsset var mere grønt og himlen mere blå og skyerne mere hvide). Nå, hvorom alting er: Jeg vil genfortælle en af de Anders And-historier jeg husker bedst. Den begynder med at Anders spilder kaffe på sin matrostrøje, og derfor er han nødt til at indlevere den til rens, så han pakker den ind og begiver sig afsted. Samtidig, et andet sted i Andeby, lander der en flyvende tallerken fyldt med rumvæsener på interstellart krydstogt. For at få maksimalt udbytte af deres ophold på Jorden får rumvæsenerne udleveret hver en trøje som gør dem i stand til at flyve, og tilfældet (eller rettere: forfatteren) vil det sådan at disse flyvetrøjer er nøjagtig magen til Anders Ands matrostrøje, og at rumvæsenerne får udleveret dem i indpakket stand – vel at mærke en indpakning der til forveksling ligner den måde Anders har pakket sin kaffeplettede trøje ind på. Og så har I jo sikkert gættet hvad der videre sker: På vej til renseriet støder Anders ind i et af rumvæsenerne, de taber begge to pakken med deres trøje, og i forvirringen bliver der byttet om på de to trøjer. Vel ankommet til renseriet opdager Anders at pletten på hans trøje på uforklarlig vis er forsvundet, og da han tager trøjen på, opdager han til sin forbløffelse at han pludselig kan flyve. Da onkel Joakim hører det, øjner han naturligvis en mulighed for at tjene penge, men inden han når at vise nevøens evner frem, har gæsten fra rummet opdaget hvad der er sket, og i al hemmelighed byttet om på trøjerne igen – med det resultat at Anders pludselig ikke længere kan flyve, og både han og onkel Joakim bliver til grin. Joakim skyder naturligvis al skylden på Anders, og da det efter adskillige fejlslagne forsøg ikke lykkes ham at flyve, siger onklen irriteret: ”Bliver du da ikke snart voksen?”
Noget lignende har de skriftkloge måske sagt til Jesu disciple da de ikke kunne uddrive den onde ånd som gav den stakkels dreng voldsomme epileptiske anfald og kastede ham i både ild og vand. Disciplene plejede nemlig godt at kunne klare den slags: I Markusevangeliets sjette kapitel læser vi at ”de uddrev mange dæmoner” (Mark 6,13). Men her i kapitel 9 kan de pludselig ikke længere, og det kan de ikke forstå. Men heldigvis kunne Jesus godt uddrive den, også selvom det så så voldsomt ud at alle troede at drengen var død. Jesus rejste ham dog op, og det hele endte lykkeligt.
Tilbage stod disciplene og kunne ikke forstå hvorfor de ikke havde kunnet uddrive den onde ånd. Og Jesu svar er faktisk ret mærkeligt, konteksten taget i betragtning. ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”, siger Jesus – men Jesus benyttede sig jo ikke selv af bøn da han drev ånden ud! Han gjorde præcis det samme som han havde gjort i alle de andre situationer hvor han havde drevet onde ånder ud, og som disciplene sikkert også havde gjort i de situationer hvor det rent faktisk var lykkedes dem at foretage en dæmonuddrivelse, nemlig at befale ånden at fare ud. Og Jesu svar til disciplene er det eneste sted i hele beretningen hvor bøn overhovedet omtales. Til gengæld er der et andet ord der spiller en stor rolle i beretningen, nemlig tro: Da Jesus erfarer at hans disciple ikke kunne drive dæmonen ud, klager han over deres vantro, og da drengens far udtrykker tvivl om hvorvidt Jesus kan gøre noget, svarer Jesus: ”Alt er muligt for den, der tror.” På den baggrund kunne man have forventet at svaret på disciplenes spørgsmål om hvorfor de ikke kunne drive bæstet ud, ville være: ”Fordi I mangler tro.” Men det gør han altså ikke; i stedet siger han at bøn er opskriften på at kunne uddrive ”den slags”. Pointen må altså være at bøn er vejen til at overvinde sin vantro og virke i troens kraft.
Men der er flere krøller på historien, for umiddelbart er der slet ikke noget der tyder på at disciplene manglede tro på at de ville være i stand til at drive dæmonen ud! Tværtimod virker de oprigtigt overraskede over at de ikke kunne; dvs. de må have regnet med at de kunne, ligesom Anders And naturligvis regnede med at han stadig kunne flyve selvom han havde taget noget andet tøj på. Og hvad kan vi så lære af det? Jo, vi kan lære at tro i bibelsk forstand ikke er det samme som at regne med at man kan. Det er ikke engang det samme som at være stensikker på at man kan. Nej, tro er tillid til Gud, eller sagt på en anden måde: Det er at regne med at Gud kan! Når disciplene tidligere havde været i stand til at udrette mirakler som at helbrede syge eller uddrive dæmoner, så var det ikke fordi de pludselig havde fået overnaturlige evner; nej, det var fordi Gud virkede igennem dem. Det var en kraft de fik udefra, ligesom trøjen gav Anders And evnen til at flyve. Den tro som Jesus efterlyste hos sine disciple, var altså det stik modsatte af en tillid til egne evner: Det var en erkendelse af egen mangel på evner – kombineret med en tillid til Gud.
Og det er dér bønnen kommer ind i billedet. Jeg sagde før at ”bøn er vejen til at overvinde sin vantro og virke i troens kraft”, og det sagde jeg fordi jeg mener det, men jeg vil gerne uddybe udsagnet lidt, for det kan nemt misforstås. Bøn er nemlig ikke sådan en slags åndelig ladestation hvor man kan tanke overnaturlig kraft som man så kan gå ud og bruge bagefter. Nej, bøn er samtale og samtale med den levende Gud, vores himmelske Far! Det er et barns tætte samvær med sin kærlige far, hvor vi finder tryghed, nærvær og kærlighed. Og netop i dét trygge, intime rum er der plads til at vi kan lade vores parader falde og være ærlige over for Gud og over for os selv, og lade Guds lys skinne ind over vores liv – også over de sider af vores liv som vi ikke er stolte af. Jo mere vi giver os selv lov til det, desto mere klart vil det komme til at stå for os hvor små og magtesløse vi er, og hvor milevidt vi er fra at leve op til Guds standarder for hvordan vores liv burde se ud. Ja, hvis vi er ærlige nok, så vil vi endda være nødt til at indrømme at vi ikke engang er i stand fuldt ud at erkende omfanget af vores egen magtesløshed, og at vi heller ikke kan mønstre den tillid til Guds kraft som han egentlig fortjener. Selv den tro som gør os i stand til at erkende vores egen svaghed og i stedet gå i Guds kraft, selv den er vi nødt til at få givet af Gud. Og derfor findes der dybest set ikke noget større udtryk for tro end drengens fars fortvivlede råb: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments