Videoprædiken til 3. søndag i fasten 2020

Posted By on 17. marts 2020

Løgnens fader: Fake news

Videoprædiken 3. søndag i fasten 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Kan I huske dengang man kunne stole på alt hvad der stod i aviserne, og alt hvad der blev sagt i radio og tv?

                      Det kan jeg heller ikke. Det har til alle tider været nødvendigt at forholde sig kritisk til nyhedsformidlerne, for der kan nemt indsnige sig utilsigtede fejl og misforståelser, ligesom enhver journalist og ethvert medie uundgåeligt vil formidle alt hvad der sker, i lyset af sin egen forforståelse. Endelig er propaganda ikke nogen ny opfindelse, og de bevingede ord ”I enhver krig er sandheden det første offer” er næsten 2500 år gamle. Men i vor tid, hvor vi (ikke mindst via internettet) konstant bliver bombarderet med nyhedshistorier fra en helt uoverskuelig underskov af mere eller mindre seriøse medier, er det naturligvis vigtigere end nogensinde før at kunne forholde sig kritisk til det man hører og læser. Og især er det måske vigtigt at kunne forholde sig kritisk til de nyheder der bekræfter ens egne holdninger, for de artikler der modsiger den måde vi ser tingene på, dem skal vi nok sørge for at faktatjekke – hvis vi da ikke bare umiddelbart afskriver dem som ”fake news”.

                      Problemet er at vi mennesker har en tendens til at foretrække at blive bekræftet i det vi allerede mener, for det kan have konsekvenser at skifte mening. Hvis et medlem af Jehovas Vidner går imod bevægelsens lære, vanker der jo for eksempel udstødelse, og hvis en muslim forlader islam, kan det mange steder være en beslutning der ligefrem koster livet. Forhåbentlig har vi i kirken en helt anden måde at agere på over for mennesker der af den ene eller anden grund falder fra troen!

                      Heldigvis er der ikke ret mange af os mere eller mindre almindelige danskere der risikerer liv eller lemmer hvis vi skifter mening om noget, men det kan ikke desto mindre være pinligt at være nødt til at indrømme at man har taget fejl, især hvis man har været meget skråsikker eller måske endda aggressiv eller nedladende over for dem man var uenig med. Og selvom det kan være galt nok at tage fejl i noget faktuelt, som hvis nogen for eksempel skulle finde på at påstå at Himmelbjerget er højere end Rytterknægten eller noget andet lignende sludder, er det langt værre endnu at blive nødt til at erkende at man har taget fejl på det moralske område. Vi kender det fra små børn der nærmest som en automatreaktion udbryder: ”Det var ikke mig!” hvis de bliver bebrejdet noget de har gjort, men også fra de verbale krumspring som politikerne laver for at slippe for at indrømme at de har begået en fejl. Og måske kender vi det også fra os selv?

 

                      Den tekst fra Johannesevangeliet som vi lige har lyttet til, begyndte med ordene: ”Jesus sagde til dem”, og det giver os jo problemer fra starten, fordi vi ikke får at vide hvem ”dem” er. Umiddelbart ville vi nok gætte på at det er farisæerne eller de skriftkloge Jesus diskuterer med, for det plejer det jo at være, men det er det faktisk ikke her. Hvis vi springer 11 vers bagud i teksten, ser vi nemlig at Jesus er i færd med at tale med ”de jøder, som var kommet til tro på ham”! (Indledningen til samtalen er i øvrigt prædiketekst til 4. søndag efter påske, så den vender vi tilbage til om 8 uger. Jeg må tilstå at jeg ikke helt har gennemskuet logikken i tekstrækkernes hoppen rundt i evangelierne).

                      Det er altså til mennesker som er kommet til tro på Jesus, at han siger: ”Hvis Gud var jeres fader, så ville I elske mig” og ”I har Djævelen til fader”. Hvad er nu det for noget snak? Har man ikke Gud til fader hvis man tror på Jesus?

                      Jo, alle der tror på Jesus, får syndernes forladelse givet kvit og frit; døren til at være børn i og af Guds hus står på vid gab for alle der vil gå ind ad den. Men der er én ting som ingen kan, og det er at være ude og inde på samme tid. Og det var tilsyneladende det disse jøder prøvede på: De ville gerne tro på at Jesus var befrieren, men de var overhovedet ikke interesserede i at han skulle befri dem; tværtimod kan vi læse i det afsnit som jeg skal prædike over den 10. maj, at de blev yderst fortørnede da Jesus gav dem det løfte at sandheden ville gøre dem frie. For at kunne tage imod syndernes forladelse er vi jo nødt til først at indrømme at vi har brug for den, og det kan være en bitter pille at sluge. Det var det dengang for 2000 år siden, og det er det i dag – prøv bare at gå hen til en tilfældig dansker og sige: ”Hey, den måde du lever dit liv på, er faktisk ikke i orden!” Jeg forudsiger at du bliver mødt med vrede, for der er som sagt ikke nogen mennesker der bryder sig om at skulle indrømme at de er på fejl kurs. Og derfor foretrækker vi at tro på dem der siger at den livsstil vi nu engang har valgt, i virkeligheden ikke er skadelig, hverken for klimaet, vores helbred eller vores medmennesker. Og måske i særdeleshed: At vores indstilling til livet ikke er skadelig for vores forhold til Gud.

 

                      Hvis du, ligesom jeg, har været kristen i mange år, så tænker du måske først og fremmest på mennesker der ikke er kristne, når jeg taler om at vores indstilling til livet kan være skadelig for vores forhold til Gud. Eller måske på kristne der ser anderledes på visse etiske spørgsmål end du gør. Men som Paulus skriver et sted, skal den der tror at han står, se til at han ikke falder (1 Kor 10,12). Dagens anden læsning var fra begyndelsen af Johannes’ Åbenbaring, hvor Jesus dikterer syv breve som Johannes skal sende til syv forskellige menigheder i Lilleasien. Det første af de syv breve er til menigheden i Efesos, og det er en menighed som Jesus roser for deres udholdenhed og deres kompromisløshed i forhold til falsk lære – deriblandt at de hader ”nikolaitternes gerninger”. (Mine forældre har forsikret mig om at det ikke var dét vers de skelede til da de valgte mit fornavn!). Men selvom Jesus har al den ros til de kristne i Efesos, har han også en alvorlig advarsel til dem, nemlig at de har svigtet deres første kærlighed! ”Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde”, siger han. Disse udholdende kristne med deres store omhu for den sande lære får altså at vide at de er faldet! Hvad mener I! Og de skal ”omvende sig”, siger Jesus. Omvende sig fra hvad? Det må da være ”fake news”!

                      Nej, det er ikke fake news. Hvad der derimod er fake news, er at vi ikke har brug for at omvende os. Livet som kristen er et liv i daglig omvendelse, som blandt andre Luther udtrykte det. Når vi kommer til Jesus, får vi en ny status og en ny identitet som Guds børn –  vi er ikke længere syndere, men hellige! Men den status og identitet har vi kun i kraft af Jesus. Vores egen menneskelige natur er totalt uforandret, og derfor findes der ikke noget menneske, uanset hvor fromme vi er, som ikke ville være håbløst fortabt uden Jesus. Hvis du begynder at tro at du har mindre brug for Jesus end mennesker der er (hvilket ord skal vi bruge) ”åbenlyse syndere”, så er du begyndt at ligne farisæerne i Det Nye Testamente. Så vil din kærlighed til Jesus og til dine medmennesker også hurtigt begynde at falme – og det er lige præcis det menigheden i Efesos bliver advaret imod. Fortsætter vi ad den vej hvor vi lytter til djævelens ”fake news”, risikerer vi nemlig at ende der hvor de jøder som Jesus taler med i dagens tekst, var havnet – nemlig der hvor vi ikke bliver frelst, fordi vi tror at vi slet ikke har brug for at blive frelst!

Det som vi dagligt skal omvende os fra, er altså først og fremmest hovmod og selvtilstrækkelighed. Jeg kender det kun alt for godt fra mig selv, at jeg glemmer at jeg dybest set er et ondt menneske, og at alle de ting der heldigvis peger i en anden retning i mit liv, ene og alene er Guds værk. Må Gud dagligt minde os alle om det, så vi forbliver i ydmyghed, taknemmelighed, og kærlighed til Gud og mennesker.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.