Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2020
Posted By admin on 22. januar 2020
Den samaritanske kvinde: Hvilken religion er den rigtige?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Ifølge diverse statistiske opgørelser er kristendommen verdens største religion. I mange hundrede år var det endda stort set den eneste religion vi kendte til her i Europa, så hvis man sagde ”religion” dengang, så mente man som regel ”kristendom”. Og ifølge den gængse definition af ”religion” er der da heller ikke nogen tvivl om at kristendom er en religion. Den Danske Ordbog definerer for eksempel religion som ”et samfunds eller en kulturs organiserede tilbedelse af en gud, guder eller overmenneskelige kræfter og den livsopfattelse og de ritualer der knytter sig hertil” samt ”personlig tro og livsførelse i overensstemmelse hermed”. Alligevel er der mange kristne der frejdigt påstår at kristendom ikke er religion, og så sent som i tirsdags afholdt Grundtvigsk Forum her på øen faktisk et arrangement hvor Johannes Aakjær Steenbuch fra Nylars holdt foredrag om emnet ”Er kristendommen en religion?” (hvilket jeg tilfældigvis så i avisen på et tidspunkt hvor jeg allerede havde valgt temaet for gudstjenesten i dag, så det må siges at være lidt af et sammentræf). ”Jeg har selv været på det hold der skrapt hævdede at kristendom ikke er en religion, men det er nok en påstand, der bør modificeres, hvis det skal give mening. For selvfølgelig er kristendom da også det”, skriver Johannes i en artikel som jeg fandt på nettet, og det kan jeg kun være enig med ham i. At sige at kristendom ikke er en religion, kan hurtigt gå hen at blive en lidt for nem måde at glide af på nyateisternes spørgsmål om hvorfor den ene religion skulle være bedre end den anden – og det er i øvrigt et ”trick” som vi kristne ikke er ene om at benytte os af, for jeg har også mødt muslimer der med samme frejdighed hævder at islam ikke er en religion, men derimod en livsstil. Paradoksalt nok har jeg også mødt en del kristne der vælger den omvendte strategi og hævder at kristendommen er en religion, men at islam ikke er en religion (men derimod en politisk ideologi), og på den måde kan vi blive ved med at tærske langhalm på meningsløse diskussioner om hvad der skal til for at noget er en religion, til trods for at både islam og kristendom helt indlysende er omfattet af Den Danske Ordbogs definition.
Når jeg siger alt det her, så er det fordi jeg i dag vil slå et slag for hvorfor det alligevel i en vis forstand giver mening at sige at kristendom ikke er religion. Det store spørgsmål der lurer i kulissen når vi lytter til den lange samtale mellem jøden Jesus og en samaritansk kvinde, er nemlig netop: ”Hvilken religion er den rigtige?” Og Jesus kommer med et overraskende svar (det er derfor jeg har skrevet på Facebook at mit svar på spørgsmålet måske ville overraske).
Jøderne og samaritanerne var ganske vist enige om rigtig mange ting – så mange at de næsten kunne betragtes som to varianter af samme religion ligesom shia-islam og sunni-islam. Begge religioner mente at Gud ved hjælp af Moses havde befriet patriarken Jakobs efterkommere, israelitterne, fra deres slaveri i Egypten og efterfølgende havde sluttet en pagt med dem ved Sinajbjerget. De var også stort set enige om pagtens ordlyd, nemlig de ti bud og en lang række andre bestemmelser, blandt andet om ofringer og religiøse fester. De var også enige om at Gud ved Sinaj havde indstiftet et præsteskab med Aron som ypperstepræst og havde bestemt at værdigheden som ypperstepræst skulle gå i arv til Arons efterkommere i lige linje, og at folket skulle have ét centralt helligsted, som skulle være det eneste sted hvor man måtte ofre til Gud. Der var faktisk kun to ting som jøderne og samaritanerne var uenige om, og det var for det første hvem af Arons efterkommere der var den legitime ypperstepræst, og for det andet hvor det centrale helligsted skulle ligge. Derfor var der på Jesu tid to konkurrerende ypperstepræster og to konkurrerende templer: jødernes i Jerusalem og samaritanernes på Garizim-bjerget. Men den uenighed havde også ret voldsomme konsekvenser, for den betød at samaritanerne aldrig havde anerkendt at David var udvalgt af Gud til at være konge over israelitterne, ligesom de heller ikke anerkendte nogen af de jødiske profeter efter Moses. Og det jødiske præsteskab på Jesu tid havde accepteret så mange kompromiser for at holde sig på god fod med romerne, at samaritanerne med en vis ret kunne hævde at Kajfas var en totalt illegitim ypperstepræst. Omvendt kunne jøderne pege på at lige siden samaritanerne nægtede at anerkende Davids barnebarn Rehabeam som Israels konge og i stedet lavede deres eget kongerige, havde deres historie været præget af frafald og afgudsdyrkelse med kongeparret Akab og Jezabel som et skræmmende lavpunkt. Og efter at det samaritanske kongerige blev erobret af Assyrien, havde assyrerne bosat hedenske folkeslag i Samaria, som havde blandet sig med befolkningen i en grad så samaritanerne ikke længere med rette kunne betragtes som israelitter.
Så der var bittert fjendskab mellem de to folk, og derfor vækker det også kvindens mistænksomhed at der er en jøde der henvender sig til hende. Og da denne jøde antyder at han har en forbindelse til Gud som hun ikke har, går hun straks i forsvarsposition og påpeger at hun altså er en vaskeægte efterkommer af patriarken Jakob, og at den brønd de sidder ved, er gået i arv gennem slægten lige fra Jakobs søn Josef og frem til hende og hendes bysbørn. Med andre ord: Jesus skal ikke komme og tro at han er en bedre israelit end hun er; tværtimod! Da Jesus så siger at han kan give hende vand som gør at man aldrig skal tørste igen, så svarer hun: ”Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hende vand”, og det er svært at vide hvilket tonefald hun siger det i, men jeg gætter på at hun siger det med vantro i stemmen, for hvor i alverden skulle Jesus dog overhovedet få vand fra, endsige vand som man får evigt liv af?
Men så hiver Jesus en trumf ud af ærmet. Først siger han at hun skal kalde på sin mand, og det er der i og for sig ikke noget overraskende i, for i datidens kultur var det ikke acceptabelt at en kvinde talte alene med en fremmed mand uden at hendes egen mand var til stede (eller hvis hun ikke var gift, da hendes far eller bror eller en anden mandlig slægtning). Men da hun svarer at hun ikke har nogen mand, så chokerer Jesus hende ved at demonstrere at han ligger inde med en overnaturlig viden om hende, som han kun kan have fået direkte fra Gud – og hun anerkender da også på stedet at det er en profet hun har foran sig. Men så kan hun heller ikke vente længere med at pege på ”elefanten i rummet”: Hvilken religion er den rigtige? ”Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Så er svesken lagt på disken, og spændingen stiger: Hvad vil profeten svare? Vil han levere det endegyldige bevis for at samaritanerne har taget fejl hele vejen igennem, at jødernes religion er den rigtige, og at samaritanerne bør konvertere, jo før, jo hellere? Det må man næsten gå ud fra at kvinden har regnet med.
Men hvis Jesus overraskede da han afslørede sin viden om kvindens private forhold, så overrasker han endnu mere nu, for han siger ikke: ”Det er naturligvis os jøder der har ret: Vil du kende Gud og tilbede ham rigtigt, så må du til Jerusalem!” I stedet svarer han: ”Hverken eller!” Han får ganske vist flettet ind i en bisætning at det er jøderne der så at sige har haft mest ret, men det er alt sammen lige meget nu, siger han, for fra nu af skal Gud hverken tilbedes i Jerusalem eller på Garizim, men ”i ånd og sandhed”. Jesus er ikke kommet for at bevise at jødernes religion er den rigtige; nej, han er i en vis forstand kommet for at gøre en ende på al religion! Fordi Jesus ofrede sig selv som det endegyldige, fuldkomne offer, går vejen til Gud nu ikke længere igennem ofre og præster og ritualer; den går gennem Jesus selv! Så mit svar på spørgsmålet ”Hvilken religion er den rigtige?” er ikke: ”Kristendommen!”, sådan som nogle af jer nok ville have gættet på hvis jeg ikke havde skrevet på Facebook at I ville blive overraskede. Nej, mit svar er: ”Jesus!”
Takket være Jesus kan vi nemlig møde Gud når som helst, hvor som helst! Gud bor jo ikke et bestemt sted på jorden – og det har han i øvrigt aldrig gjort. Når han havde bestemt at der i mere end 1000 år (nemlig fra Moses til Jesus) kun skulle være ét sted hvor man kunne møde ham, så var det for at beskytte os mennesker. Gud er nemlig frygtindgydende i sin hellighed. De af jer der var i kirke 2. søndag i advent, husker måske at vi hørte en læsning fra Malakias’ Bog, hvor der står: ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning.” Hvis det overrasker os at høre de ord brugt om Gud, så er det måske fordi vi har glemt at han er den som blot ved at tale et ord har skabt alt hvad der er til, og som kan tilintetgøre det hele igen med et åndepust. Vi skylder Gud ubetinget ærefrygt alene af den grund at han har skabt os og alt andet. Dertil kommer at Gud er det som vi kalder ”hellig”, dvs. han er uden fejl: fuldkommen kærlig og fuldkommen retfærdig. Vores egen kærlighed og retfærdighed er i bedste fald mangelfuld, og hvis vi kunne og turde se helt ind i dybet af vores egen sjæl, er jeg bange for at vi ikke ville kunne andet end fortvivlet at falde på vores ansigter i erkendelse af at vi ville være håbløst fortabte hvis ikke Gud forbarmede sig over os.
Men heldigvis har Gud forbarmet sig, for han er jo netop fuldkommen kærlig! Og fordi han også er fuldkommen retfærdig, består hans løsning ikke i at se igennem fingre med vores fejl (det ville nemlig ikke være særlig kærligt over for dem som vores fejl går ud over, og i sidste ende ville det heller ikke være kærligt over for os selv), men derimod i at rense os fra vores synd så vi kan møde Gud uden frygt. Den renselse kom i stand gennem Jesu død og opstandelse, og når vi bliver indviet til Jesus i dåben, bliver den vores. Det betyder at den kristne gudstjeneste ikke tager sigte på at opnå adgang til Gud, men tværtimod på at fejre og nyde den adgang til Gud som vi har – ikke kun når vi er i kirke, men altid!
”Jamen er det så slet ikke nødvendigt at gå i kirke?” Nej, det er egentlig slet ikke nødvendigt. Men som den ortodokse præst Alexander Schmemann udtrykte det: ”Hvad gør vi, når vi forbereder et måltid til én, vi elsker? Vi lægger en ren dug på bordet, stiller en buket blomster frem, tænder lys, dækker op med vores fineste porcelæn og smukkeste servietter; ikke fordi det er nødvendigt. Vi gør det af kærlighed! Og gudstjenesten er kærlighed, glæde, forventning – den er himlen på jorden!” (Peter Halldorf: ”Det hellige år”, s. 263). Eller for at sige det på en anden måde: Vi kristne udøver vores religion i frihed, kærlighed og taknemmelighed til den Gud der har sørget for at vi ikke behøver religion for at komme i kontakt med ham!
Lad os tage et øjeblik til i stilhed at mærke, smage og grunde over det under at Gud virkelig er til stede lige her, lige nu.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments