Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag seksagesima 2020

Posted By on 18. februar 2020

Automatisk korn og sennepsfrø: Gud har styr på det!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker søndag seksagesima 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For 3 uger siden deltog jeg i en konference i København. Havet viste sig ikke fra sin mildeste side på sejlturen derover, så jeg tilbragte størstedelen af de 80 minutter med at ligge på gulvet og have ondt af mig selv, og på den efterfølgende bustur fra Ystad til København sad jeg bare og stirrede tomt frem for mig mens jeg langsomt kom til hægterne igen. (Jeg er glad for at jeg ikke var i egen bil så jeg havde været nødt til at sætte mig bag rattet og selv køre i land!). Da jeg efterfølgende fortalte min familie om oplevelsen, udbrød min 4-årige søn spontant: ”Gud var ikke sød ved dig!”

Jeg må tilstå at sådan var det ikke faldet mig selv ind at tænke om det. Bølgerne er jo en funktion af vinden, som igen er et produkt af trykforholdene i atmosfæren, og det ville jeg alt sammen have kunnet gøre langt mere detaljeret rede for hvis der havde været et ”me-” foran det fag jeg studerede på universitetet. Men hvor havde Jesus dog ret da han sagde at den der bliver som et barn, er den største i Himmeriget (Matt 18,4), for børnene har tit en langt mere umiddelbar forståelse af de ting der har med Gud at gøre, end vi voksne har! Vi voksne kan jo sagtens sige alle de rigtige ting, som at det er Gud der skaber alle ting, men vi kan ind imellem have svært ved at overføre alle de fromme ord på vores hverdag og huske at Gud faktisk har magt også over det der sker i vores liv fra mandag til lørdag.

Det problem havde Esajas ikke. Han levede i en tid hvor Israel var presset fra alle sider af mægtige riger med kæmpestore hære, og hvor det godt kunne være svært at bevare troen på at Israels Gud er den eneste sande Gud – for hvis han virkelig var det, hvorfor var det så ikke Israel der var stormagten? Var selve den storpolitiske situation i samtiden ikke nærmest et bevis på at Assyriens, Egyptens, Babylons og Persiens guder var mægtigere end Israels Gud?

Nej, ikke hvis man rent faktisk troede på de ting der står om Gud i Israels vigtigste helligskrift, Toraen, som vi i den kristne kirke kender som de fem Mosebøger. I Første Mosebog læser vi at den Gud der åbenbarede sig for israelitternes stamfædre Abraham, Isak og Jakob, var den Gud som har skabt både himlen og jorden, og i Anden Mosebog siger Gud et sted: ”hele jorden tilhører mig” (2 Mos 19,6). Et andet sted i Anden Mosebog siger Gud ligefrem følgende til Egyptens Farao: ”Jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt” – med andre ord: Israels Gud kunne med lethed have fjernet datidens mægtige konge. Hvis det er sandt at Gud var mægtigere end Farao på Moses’ tid, skulle Gud så ikke også være mægtigere end de store konger på Esajas’ tid? Jo, selvfølgelig!

Men hvis vi havde levet på Esajas’ tid, er jeg faktisk ikke spor sikker på at vi ville have troet på det han sagde. For hvis Israels Gud virkelig var den største og eneste gud, hvorfor var Israel så presset fra alle sider? Hvis Gud virkelig var mægtigere end de assyriske og babyloniske konger, hvorfor forhindrede han dem så ikke i at angribe Israel? På et tidspunkt blev israelitterne endda ført i eksil, bort fra deres land, og Guds tempel i Jerusalem blev ødelagt af babylonierne. Hvordan kan den slags på nogen måde forenes med en påstand om at Gud skulle være altings herre?

Jo, hør hvad Gud siger til de landflygtige israelitter i det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i starten af gudstjenesten: ”Jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette.” Med andre ord: Den ulykkelige situation som israelitterne befandt sig i, skyldtes ikke at Gud var svag og derfor ikke var i stand til at beskytte dem; tværtimod var deres ulykke skabt af Gud og dermed blot et bevis for hans almagt!

Problemet er bare at det umiddelbart ikke harmonerer særlig godt med det billede som Bibelen i øvrigt giver os af Gud. Gud er jo kærlighed, han er al godheds giver, han er den som kæmper imod det onde og engang vil besejre det totalt. Hvordan kan han så samtidig være en der ”skaber ulykke”?

Det kan han fordi det ondes nederlag opleves som en ulykke for dem der er på det ondes side. Og det havde israelitterne langt hen ad vejen været. De havde levet i luksus og været ligeglade med de fattige. De havde praktiseret hedenske ritualer som blandt andet omfattede børneofringer. De havde tilbedt afguder, og mange af de profeter der kom før Esajas, havde de dræbt. Og da de kom under angreb fra fremmede hære, satte de deres lid til uhellige alliancer i stedet for at stole på Guds frelse. Derfor prisgav Gud dem til sidst til deres fjender, for hvis han ikke havde gjort det, ville det paradoksalt nok have vist at han ikke er almægtig! For en gud der påstår at han er hellig og retfærdig og de svages beskytter, og som befaler sit folk at leve helligt og retfærdigt og beskytte de svage, men som finder sig i at hans folk lever uhelligt og uretfærdigt og undertrykker de svage, og alligevel beskytter dem som om intet var hændt, er vel dybest set en svag gud som er sit folks slave og ikke dets herre og Gud.

Men Gud er som sagt kærlighed, og han vil naturligvis ikke sit folks ulykke. Guds formål med at lade folket blive ført i eksil var at de skulle omvende sig fra deres ondskab og blive frelst – og Gud havde en plan klar for at frelse dem. Men planen var nok anderledes end israelitterne havde forestillet sig, for den gik ikke ud på at en af folkets egne ville fremstå som befrier sådan som Moses gjorde det dengang folket var slaver i Egypten. I stedet benyttede Gud sig af en hedensk konge, nemlig Kyros den Store af Persien. I året 540 før vor tidsregning erobrede Kyros Babylon og hele det neobabyloniske rige, og noget af det første han gjorde, var at give alle de folk som babylonierne havde ført i eksil, lov til at vende hjem og genopbygge deres helligdomme – deriblandt israelitterne, som på det tidspunkt havde været i landflygtighed i 47 år. Set udefra var det alt sammen blot storpolitik, men Gud brugte det til at føre sine gode planer igennem og frelse sit folk. I teksten fra Esajas siger Gud endda til Kyros: ”Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig”. Gud havde styr på situationen!

Har Gud også styr på situationen i dag? Er Gud også mægtigere end Donald Trump, Vladimir Putin, Xi Jinping, Recep Tayyip Erdogan og Kim Jong-un? Som kristne må vi svare et klart og rungende JA! De to førstnævnte – Trump og Putin – er stærkt omdiskuterede personer, der af nogle betragtes som fromme mænd der leder i Guds kraft, mens andre opfatter deres politikker som uforenelige med Jesu budskab. Men uanset hvordan man ser på det spørgsmål, så skriver Paulus i Romerbrevet (13,1) at ”der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.” Det betyder ikke at de verdslige myndigheder kan udtale sig på Guds vegne eller med Guds autoritet, eller at alt hvad de forskellige præsidenter foretager sig, har Guds velsignelse – bestemt ikke! – men det betyder at selv den mægtigste statsleder ikke har mere magt end Gud tillader ham eller hende at have, og at selv tyranner som Kinas Xi Jinping og Nordkoreas Kim Jong-un, der er svorne fjender af Gud og af evangeliet, må finde sig i at alt hvad de gør, i sidste ende tjener Guds gode formål.

Jesus illustrerer det ved at tale om et sennepsfrø: ”Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” Sådan er det også med Guds rige, siger han: For en umiddelbar betragtning kan det virke som om Gud ikke har styr på ret meget af alt det der sker i vores verden i disse år, og der er endda mennesker der mener at kristendommen er et fortidslevn, og som undrer sig over at der i vores ”oplyste tid” stadig er mennesker der tror på Gud. Folkekirkens medlemsprocent falder år for år, og det samme er tilfældet i flere af de gamle frikirker. En række nyere kirker og menigheder oplever ganske vist vækst, men ikke nok til at opveje tilbagegangen i de gamle kirkesamfund. Her på Bornholm er der mange flere aktive kristne end der for eksempel er i København, men også her går det tilbage. Der er for eksempel ikke nær så mange missionshuse som der har været, og vi må også kigge langt efter den tid hvor menigheden i Klemensker var nødt til at rykke sammen med armene over hovedet for at præsten kunne bane sig vej fra alteret til prædikestolen. (Det var ganske vist i den gamle kirke, men hvis den havde stået den dag i dag, ville det næppe have været nødvendigt at bygge en ny). Det kan undertiden være svært at bevare troen på at Gud stadig er almægtig, og at hans rige rent faktisk er i fremgang og vækst. Jo, i teorien tror vi måske på det – men det kan være svært rent faktisk at leve som om vi tror det. Meget af vores planlægning handler om hvordan vi kan holde på de medlemmer vi har tilbage, eller hvordan vi eventuelt kan overtale nogle flere mennesker til at deltage i vores arrangementer, i stedet for at handle om hvordan vi kan blive medarbejdere på Guds store planer for vores ø, og hvordan vi skal bære os ad med at få plads til alle de mennesker som Gud vil bringe ind. Tænk hvis vi kunne leve i tillid til at Gud vil gøre store ting, også her, også nu! Tænk hvis vi virkelig fik det ind på rygraden at Gud har fat i den lange ende, og at vi er på det vindende hold! Hvordan ville det påvirke den måde vi omgås mennesker på i vores hverdag? Hvordan ville det på virke vores prioriteringer hvis vi virkelig af hjertet troede på at Gud er den han siger han er?

Men hvordan skal vi bære os ad med igen at skabe vækkelse på Bornholm og i Danmark? Svaret er såre simpelt: Det skal vi ikke! De sidste to søndage har jeg talt om hvordan vi får mest ud af vores liv, og svaret var at vi slet ikke selv er i stand til at få noget ud af vores liv; det er kun Gud der kan det. Guds rige fungerer ligesom det korn vi sår på marken: Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset, alt imens vi sover og står op. Gud har al magt, og det er ham der suverænt vil føre sit rige igennem, ligesom han gjorde på Esajas’ tid. Så lad os stille os selv og vores liv til hans rådighed som frø som han kan så i jorden, i tillid til at han vil lade det bære frugt når tiden er inde. I mellemtiden skal vi blot være trofaste i vores forvaltning af de talenter han har givet os, alt imens vi finder næring i ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

Til slut: Hvorfor lod Gud færgen vippe så meget da jeg var på vej til konferencen i København? Jeg ved det ikke – men jeg må stole på at han er mægtig nok til at selv de generende bølger i sidste ende må fremme hans gode formål!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 


Comments

Comments are closed.