Signe & Nikolaj

Posted By admin on 18. august 2020

Børnene på torvet: Tomorrow never comes

Prædiken i Sct. Klemens og Allinge kirker 10. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Et gammelt dansk folkeeventyr fortæller om tre brødre der havde nået den alder hvor deres fattige forældre ikke længere kunne forsørge dem, så de måtte ud og søge arbejde. Den ældste drog først afsted, og han mødte en trold som tilbød ham en spand fuld af sølvpenge for et halvt års arbejde. Betingelsen var naturligvis at han ville arbejde flittigt og lydigt, og det lige fra hanegal hver morgen. ”Og så er der én ting endnu,” sagde trolden. ”Jeg er selv glad og fornøjet og vil ikke se sure miner omkring mig. Derfor laver jeg den aftale med mine folk, at den af os, der først bliver vred, ham skal der skæres en rem af hans bug og en rem af hans bag, og der skal strøs peber og salt i, og er det mig, der bliver først vred, så får karlen straks sin løn og kan gå, hvor han vil; men er det min karl, der gør sig vred, så må han skrubbe af med, hvad han har fået.” Det gik den unge mand ind på. Næste morgen stod han op ved hanegal og gav sig til at tærske i loen, men han undrede sig da timerne gik, og han ikke blev kaldt ind til morgenmad. Til sidst gik han over i stuehuset hvor trolden og hans familie sad ved morgenbordet og så mætte ud, men maden var blevet ryddet væk. ”Er du sulten?” spurgte trolden, og karlen svarede selvfølgelig ja, men så pegede trolden på et skilt over døren hvor der stod: ”Ingen mad i dag, men i morgen.” Det var en streg i regningen for den unge mand, men han huskede på aftalen om ikke at blive vred og vendte slukøret tilbage til sit arbejde. Næste morgen skete der imidlertid det samme: Karlen blev ikke kaldt til morgenmad, og da han til sidst gik over i stuehuset for at forhøre sig, sad trolden og hans familie mætte og glade ved bordet. ”Er du sulten?” spurgte trolden. ”Ja, selvfølgelig er jeg det!” sagde karlen. ”Jeg arbejdede hele dagen i går uden at få noget at spise, og her til morgen har jeg allerede tærsket i to timer!” Men trolden pegede igen på skiltet over døren hvor der stod: ”Ingen mad i dag, men i morgen.” ”Ja, men nu er det jo i morgen!” råbte karlen forbitret. ”Du er da vel ikke vred?” spurgte trolden. ”Jo, det kan du bande på at jeg er!” råbte den unge mand, men aldrig så snart havde han sagt det før trolden tak sin kniv, skar en rem af både hans mave og hans ryg og strøede salt og peber i de blodige sår, hvorefter den ældste søn måtte vende tomhændet hjem til sine forældre og endda ligge syg i mange dage før han kom på benene.

Eventyret fortsætter med at den mellemste bror opsøger trolden, sikker på at han vil klare sig bedre, men ender med at lide samme skæbne som sin bror, hvorimod den yngste bror naturligvis har held til at narre trolden, og det godt og grundigt. Men grunden til at jeg fortalte starten af eventyret, er sætningen: ”Ja, men nu er det jo i morgen!” som den ældste bror forbitret råbte til trolden. Havde han ret i det? (vent på svar) Nej, det havde han ikke, for uanset hvilken dag det er, vil den dag altid være ”i dag”. Der kommer aldrig en dag hvor vi med rette vil kunne sige at ”nu er det i morgen”, for hver gang en ny dag begynder, har ”i morgen” rykket sig til dagen efter. Som et engelsk ordsprog lyder: ”Tomorrow never comes” – ”Det bliver aldrig i morgen”.

Pointen i ordsproget (og til dels også i eventyret) er at ”i morgen” kan være en farlig størrelse. Jeg husker engang i mine teenageår, hvor jeg var på en weekendlejr sammen med en masse andre unge fra kirken, deriblandt en pige som jeg var vild med – problemet var bare at jeg var alt for genert til at gøre noget ved det. Men jeg kan huske at jeg lå i min køje fredag aften og lovede mig selv at i morgen skulle det blive anderledes. I morgen ville jeg sørge for at charmere mig ind på hende. Der var ingen grænser for hvor kæk og frimodig jeg ville være i morgen. Således opmuntret lagde jeg mig til at sove, men da jeg vågnede næste morgen, var al min beslutsomhed fra aftenen før forsvundet som dug for solen – for nu var den dag hvor jeg skulle være kæk, jo pludselig ikke længere i morgen, men i dag. Og lige så let som det er at være beslutsom med henblik på i morgen, lige så svært er det at være beslutsom med henblik på i dag. Enden på det hele blev at der gik halvandet år før jeg fik taget mig sammen til at tale med hende – i øvrigt kun for at finde ud af at hun ikke på noget tidspunkt havde haft nogen følelser for mig. Ak ja, det har altid været svært at være teenager!

Men man behøver nu ikke at være teenager for at udsætte skræmmende eller ubehagelige ting til engang i fremtiden. Jeg må i hvert fald indrømme at jeg stadig kender fra min hverdag at den der telefonopringning som jeg egentlig ikke har lyst til at foretage, eller rengøringen af badeværelset, eller den forbedring af min tandhygiejne som tandlægen har anbefalet, eller den ekstra tid jeg havde planer om at sætte af til bøn og bibellæsning, er det kun alt for let at parkere med et ”ikke lige i dag” – og dagen efter behøver det så heller ikke at være ”lige i dag”, og så videre. Og før jeg ved af det, kan der være gået lang tid, uden at jeg har fået gjort noget ved sagen.

I nogle tilfælde kan vi endda risikere at forpasse vores chance for nogensinde at gøre det som vi udsætter. Hvor mange mennesker har ikke prøvet at stå ved en kiste og tænke at de ville give hvad som helst for at få en chance for at give den undskyldning, den opmuntring eller den bekendelse som de aldrig nåede at give? Eller ligget på deres eget dødsleje og fortrudt alt det som de aldrig fik gjort eller sagt?

I forhold til Gud kan det også blive for sent. Måske kender du til at Gud minder dig om at der er en person som du skal fortælle om Jesus, eller at der er en synd i dit liv som du skal gøre op med, men at du bliver ved med at udsætte det fordi du tænker at det vel ikke behøver at være lige nu? Eller måske ved du endda inderst inde at du aldrig nogensinde har omvendt dig til Gud – eller at du omvendte dig til ham engang, men siden har vendt dig væk igen? Hvis du bliver ved med at udsætte det, er det måske lige pludselig for sent – ikke fordi Guds tålmodighed nogensinde slipper op, for han elsker os grænseløst og ubetinget, men fordi vores liv her på jorden en dag er slut – og hvornår den dag kommer, ved vi ikke.

Men den gode nyhed er at selvom der kommer en dag hvor det vil være for sent, så er den ikke kommet endnu! Lige nu og her kan du give dit liv til Jesus og anerkende ham som din Herre i liv og død. Det kan risikere at føre til nogle drastiske omvæltninger i dit liv, for hvem ved hvad Jesus har af planer med dig? Men du kan stole på at han kun vil det bedste for dig, og at et liv med ham ved roret allerede her i denne verden vil være klasser bedre end et liv med dig selv ved roret – og at det vil vare evigt. Om et øjeblik vil vi være stille i et minuts tid hvor du kan overveje om det er nu du vil gøre op med dig selv at i morgen aldrig kommer, og overgive dig til Gud i dag. Derefter vil jeg lede i en bøn som du kan bede med på i dit hjerte hvis du vil.

 

(stilhed)

 

Herre Jesus, jeg takker dig fordi du gik i døden for at betale prisen for alle de gange jeg har svigtet Gud, mine medmennesker og mig selv. Jeg takker dig fordi du opstod fra de døde for at bryde dødens magt over alle som tror på dig. Tag mit liv og gør med det som du vil. Vær min herre, min frelser, min bror og min ven. Amen.

 

Hvis du bad med på den bøn, så vil jeg opfordre dig til at deltage når vi om lidt skal fejre nadver sammen. Det har du måske gjort mange gange før, men fra og med i dag kan det få en ny betydning. Eller måske har du aldrig gjort det før, men nu er der intet der kan forhindre dig i at modtage din frelsers legeme og blod.

                      Det kan også være at der er noget andet som Gud i dag har mindet dig om at du skal gøre – ikke i morgen, men i dag! Måske er der en du skal sige undskyld til, måske er der en du skal tage kontakt til, måske er der en løgn eller en fortielse som du skal gøre op med. Gør det i dag – for du får ikke lettere ved det i morgen!

                      Og husk så at Gud elsker dig i dag! Du er allerede nu Guds barn og har fuld adgang til alle de privilegier som det indebærer. Det betyder blandt andet at Guds kærlighed til dig vil stadig være den samme, også hvis du bliver såret, følelsesmæssigt eller måske endda fysisk, som følge af at du gør det som du har udsat at gøre fordi du er bange. Og det betyder at Gud vil holde dig i hånden og give dig styrke til at gøre hvad du må gøre, i dag.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 10. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Ezekiels Bog 33.23+30-33, Hebræerbrevet 3.12-14, Matthæusevangeliet 11.16-24

Posted By admin on 4. august 2020

Falske profeter: Kender Jesus dig?

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø kirker 8. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag er min anden arbejdsdag efter sommerferien. Siden det i 1973 blev besluttet at regne mandag som ugens første dag, har det ellers været det almindeligste at den første arbejdsdag efter sommerferien, også for præster, var mandag (eller tirsdag hvis man som jeg har fridag om mandagen), men ude i sommerlandet er det jo lørdag der er skiftedag, så jeg foretrækker tit at påbegynde min ferie en lørdag, også selvom det betyder at jeg skal gå direkte på prædikestolen når jeg kommer hjem. Lige indtil 1973 regnede vi jo også søndag for ugens første dag her i landet, ligesom man gjorde på Bibelens tid (selvom den ikke hed ”søndag” dengang). Og et eller andet sted synes jeg der ligger en fed symbolik i at Jesu opstandelse fandt sted tidligt om morgenen den første dag i ugen og dermed markerede at der startede noget helt nyt. Og der var også en værdi i at man i gamle dage kunne begynde sin uge med at gå i kirke og fejre opstandelsen, modtage syndernes forladelse, og få del i Jesu legeme og blod, og så møde resten af ugen med den ballast. Men det løb er nok kørt; der er ikke udsigt til at der vil blive lavet om på hvilken ugedag der skal regnes for den første. Det kan dog heldigvis ikke forhindre os i at tage søndagen med os som ballast til den uge der ligger forude!

                      Ulempen ved at starte på arbejde en lørdag eller søndag er naturligvis at jeg var nødt til at skrive prædikenen inden jeg tog på ferie uden at vide om der i løbet af de tre ferieuger ville indtræffe en eller anden begivenhed som ville vende alt på hovedet, og som jeg ville være nødt til at forholde mig til i prædikenen, men det er altså ikke sket (og nu ved I hvorfor jeg ikke nævner nogen af de ting der i øvrigt er sket de seneste tre uger!).

                      Når vi ser på dagens prædiketekst, så starter den omtrent lige så brat som jeg er startet efter ferien. (Okay, det var måske ikke den mest elegante overgang, men jeg prøvede da!). ”Mange vil på den dag sige til mig”, begynder Jesus, og det rejser jo med det samme spørgsmålet: På hvilken dag? Men det giver mig anledning til at hive en af mine kæpheste af stalden, nemlig at det er vigtigt at læse Bibelen i sammenhæng, enten selv eller sammen med andre i en bibelstudiegruppe, så man ikke skal nøjes med de brudstykker der bliver læst op i gudstjenesten, men får konteksten med. I dette tilfælde viser konteksten at den dag Jesus taler om, er dommedag. Det er altså en meget alvorlig tekst vi har at gøre med i dag; den fortæller os at Jesus på dommens dag kommer til at afvise mennesker. Og det vel at mærke ikke kun åbenlyst onde og gudløse mennesker, men endda mennesker der har bekendt sig som kristne! Ja, de har endda nærmest været ”elitekristne”, hvis man kan bruge det ord: De har både profeteret og uddrevet dæmoner og gjort ”mægtige gerninger”, dvs. mirakler. Det er egentlig ret skræmmende. Hvis selv mennesker der er så fulde af Helligånden at de kan profetere og gøre mirakler, hvis selv de kan risikere at gå fortabt, hvad skal der så ikke blive af os andre?

                      Hvis der er nogen af jer der tænker sådan, så vil jeg begynde med at sige at der ikke er nogen direkte sammenhæng imellem hvad man har af åndelige gaver, og hvor moden man er i troen. Der findes kristne der ikke kender til at virke i Helligåndens kraft, enten fordi de ikke er blevet undervist om det, eller fordi de har haft nogle oplevelser der har skræmt dem. Men selvom jeg er overbevist om at Gud vil at alle kristne skal kende og bruge Helligåndens kraft, så kan et menneske der ikke kender den, sagtens besidde en stor åndelig modenhed, en dyb kærlighed til Gud og sine medmennesker, og en klippefast tro på sine synders nådige forladelse. Omvendt kan man godt kende en masse til kraften uden at kende ham der giver den. Så selvom Helligåndens kraft er en enormt vigtig del af livet som kristen, er det ikke nogen lakmusprøve på hvor moden man er i troen. (Jeg vil i øvrigt nævne at der helt sikkert også findes kristne der virker i Helligåndens kraft uden at være klar over det! Helligånden virker nemlig på mange mirakuløse måder, og mange af de vigtigste af dem er alt andet end spektakulære).

                      Omvendt må vi selvfølgelig heller ikke tænke at når Jesus engang vil sige til nogle mennesker der har gjort mirakler i hans navn, at han aldrig har kendt dem, så betyder det at det er Jesus ikke kender nogen af dem der gør mirakler i hans navn! Det det betyder, er blot at hvad vi har gjort eller ikke gjort af mægtige gerninger i Jesu navn, hverken tæller fra eller til i forhold til frelsen.

                      Men hvad tæller så? Det siger Jesus heldigvis meget klart: Det der tæller, er om han kender os. Men det bliver vi ikke umiddelbart ret meget klogere af, for kender Jesus ikke alle mennesker? Han er jo alvidende, er han ikke? Jo, det er han. Men at vide er ikke det samme som at kende (selvom det er det samme ord på oldgræsk, ligesom det i øvrigt er på engelsk). Forskellen på de to ting bliver tydeligt illustreret i den fremragende tyske film De andres liv, der fik Oscar’en for bedste ikke-engelsksprogede film i 2006. Nogle af jer har måske set den (og andre hørte mig måske referere til den i min YouTube-prædiken skærtorsdag). Den foregår i 1980’ernes Østtyskland og handler om en Stasi-officer (Stasi var det populære navn på DDR’s hemmelige sikkerhedspoliti), der bliver sat til at udspionere en forfatter der er mistænkt for at være illoyal over for regimet. Efter at have udspioneret ham gennem lang tid ved Stasi-officeren til sidst stort set alt om forfatteren, men fordi overvågningen foregår i det skjulte, kender de to mænd ikke hinanden – der er ingen relation imellem dem. Det var naturligvis heller ikke Stasis hensigt at der skulle være nogen relation, kan man tilføje; det ligger ligesom i konceptet ”skjult overvågning” at den der bliver overvåget, helst ikke skal vide at der er nogen der holder øje med ham.

                      Men Jesus har en helt anden agenda. Selvom han ved endnu mere om os end Stasi-officeren vidste om den forfatter han udspionerede, så vil han mere end det. Han er ikke tilfreds med at vide alt om os; han ønsker at kende os, at have en personlig relation til os. Og i modsætning til Stasi-officeren, der gjorde hvad han kunne for at holde sig skjult for den forfatter han overvågede, gør Jesus hvad han kan for at vi skal komme til at kende ham. ”Gør han det?” spørger du måske og tænker at det synes du ellers ikke du har mærket meget til. Men ja, det gør han. For det første lod han, Guds søn, sig føde som et menneske og gik omkring på jorden i 33 år, kulminerende i at han gik i døden for vores skyld. Efter sin opstandelse sendte han sine disciple ud i verden for at alle skulle høre om ham, og han sendte Helligånden som gør os til ét med hinanden og med ham. Her i Danmark er der over 2000 folkekirker foruden en mængde frikirker, hvor man hver søndag kan komme og høre hvem Jesus er – så jo, han har gjort meget for at vi skal kende ham. Dertil kommer at han konstant kalder på hver enkelt af os i det inderste af vores sjæl, hvis blot vi vil være stille længe nok til at vi kan høre ham.

                      Men okay, hvad nu hvis jeg aldrig har hørt Jesus tale til mig, og der kommer en anden som påstår at det har han eller hun altså, kan jeg så gå ud fra at vedkommende rent faktisk kender Jesus? Nej, det kan du ikke, og det er faktisk hele humlen i det som Jesus siger i den tekst vi har hørt i dag. Og et eller andet sted er det faktisk en stor trøst – eller det synes jeg i hvert fald det er. Det er jo ikke fordi der er nogen mangel på mennesker som hævder at Gud har talt til dem, og at det giver dem en særlig autoritet over andre kristne, og her i internettets tidsalder støder man på dem i tide og utide (især hvis man er så aktiv på Facebook som jeg er). Men uanset hvor mange mirakler et menneske har udført, betyder det altså ikke nødvendigvis at vedkommende kender Jesus.

                      Men hvordan kan man så kende de mennesker der rent faktisk kender Jesus? Det fortæller Jesus os heldigvis også: Det der kendetegnede de mennesker som han ikke kendte, selvom de både profeterede og udførte mirakler, var at de begik lovbrud. Og ”lovbrud” betyder i denne sammenhæng ikke overtrædelser af landets love, for selvom vi kristne som hovedregel skal adlyde øvrigheden, så kan der forekomme situationer hvor vi må vælge at ty til civil ulydighed fordi vi skal adlyde Gud mere end mennesker. Nej, den lov som Jesus taler om, er Guds lov. Det der kendetegner de mennesker som Jesus kender, er altså at de gør Guds vilje. Det fremgår også af det næste som Jesus siger, nemlig at forskellen på en klog mand og en tåbe, er om vi handler efter det Jesus siger, eller om vi nøjes med at lade det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.

                      Vil du gerne være en af dem der kender Jesus? Så er opskriften faktisk ganske ligetil: Gør som han siger! Det er bare at gå i gang med at læse evangelierne (gerne sammen med andre mennesker, og eventuelt som lydbog). Jo mere du øver dig i at praktisere det Jesus har sagt, med det formål at kende ham bedre, jo bedre vil du lære ham at kende. Det handler om næstekærlighed (og fjendekærrlighed), om at vende den anden kind til, om at lade troen vinde over bekymringerne, om at tale sandfærdigt og holde dit ord, om at vise mildhed mod andre mennesker og ærefrygt for Gud, og om at fortælle andre hvad Gud har gjort for dig. Det kan virke som en stor mundfuld, men det er heldigvis ikke sådan at de ting er noget vi skal gøre for at blive frelst. Vi bliver frelst ved Guds nåde alene i kraft af Jesu død og opstandelse, hvor han betalte med sit liv og sit blod for at købe os fri fra synden og døden til at blive Guds elskede børn – og uanset om vi gør store fremskridt i lydigheden mod hans bud, eller vi føler det som om vi ikke er nået så meget som et skridt videre siden vi kom til tro for 59 år siden, så er Guds kærlighed til os den samme. Gud vil aldrig afvise noget menneske der kommer til ham. Troens lydighed er ikke en forudsætning for frelsen; tværtimod er frelsen en forudsætning for troens lydighed!

                      Men hvis Gud aldrig vil afvise et menneske der kommer til ham, hvorfor afviser Jesus så alligevel de mennesker der påpeger at de både har profeteret i hans navn og hvad ved jeg? Jo, det gør han netop fordi de ikke kommer til ham! De stoler ikke på Guds nåde i Jesus, men på deres egne gerninger, og det er ekstremt farligt! Vi skal gøre gode gerninger og holde Jesu bud, javist, men vi må aldrig stole på vores gerninger. Vi må altid gøre dem med bevidstheden om at uanset hvor meget vi gør, har vi aldrig gjort nok til at fortjene frelsen.

                      Det kan lyde som et trist og tungt liv hvor vi hele tiden handler ud fra et underskud, men sådan er det ikke tænkt fra Guds side. Tværtimod er det meningen at vi skal leve i frihed og glæde fordi vi ikke behøver fortjene frelsen, for Jesus har allerede fortjent den for os! Og fordi det er sådan, er vi frie til at tjene ham og vores medmennesker i kærlighed – på en måde hvor vores eneste motiv for at gøre Guds vilje, er at han elsker os, og vi elsker ham, og vi længes efter at lære ham bedre at kende.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Første Johannesbrev 4.1-6, Matthæusevangeliet 7.22-29, Mikas Bog 3.5-7

Posted By admin on 7. juli 2020

Elsk jeres fjender: Hvad ønsker du for din værste fjende?

Prædiken i Ruts, Sct. Klemens og Rø kirker 4. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende!” Sådan siger vi nogle gange hvis vi skal beskrive noget helt forfærdeligt vi har oplevet, for eksempel i forbindelse med sygdom eller smerte eller økonomisk uføre, eller hvad det måtte være. Og det er da smukt af os at vi omfatter selv vores værste fjender med så meget omsorg at der trods alt er ting vi synes de skal skånes for (hvis vi ellers mener hvad vi siger). Men hvad ønsker vi så for vores værste fjender? Hvad ville være en passende skæbne for dem?

                      Ja, i hvert fald en skæbne som er dårligere end vores egen. At se et menneske der har gjort os ondt, opleve lykke og fremgang, kan være smerteligt, især hvis de aldrig har sagt undskyld. Hvis der er tale om en person der har begået decideret kriminalitet imod os, og som ender med at gå ustraffet på grund af mangel på beviser eller af andre grunde, så kan det føles som en decideret hån; det er der mange voldtægtsofre overalt i verden der kan tale med om, men visse steder i verden som Indien og Pakistan er der også en kedelig tendens til at folk der overfalder kristne på grund af deres tro, ikke bliver dømt, fordi politiet eller domstolene holder hånden over overfaldsmændene. Den eneste trøst når det sker, er at den øverste dommer sidder i Himlen, og at han ved alt og dømmer retfærdigt. Som Paulus skriver et sted: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her livet, hvad enten det er godt eller ondt” (2 Kor 5,10).

Dén domstol var der mange af de retfærdige i Det Gamle Testamente der appellerede til når de blev mål for menneskers ondskab. Der var for eksempel en profet ved navn Zakarias; ikke ham som Zakarias’ Bog er opkaldt efter, men en anden profet af samme navn, som vi kan læse om i Anden Krønikebog kapitel 24. Zakarias var fætter til kongen, kong Joash, og det var faktisk Zakarias’ far, præsten Jojada, der i sin tid havde hjulpet Joash til magten ved at afsætte den onde dronning Atalja, som var en afgudsdyrker. Da Joash som syvårig kom til magten, havde han og Jojada gjort op med afgudsdyrkelsen, men efter Jojadas død begyndte den voksne Joash selv at dyrke afguder, og det var det der var anledningen til at Zakarias irettesatte ham. Men kongen ville ikke lytte til sin profetiske fætter; tværtimod befalede han at Zakarias skulle stenes, og i vers 22 kan vi læse at ”idet Zakarias døde, råbte han: ’Måtte Herren se det og kræve dig til regnskab!’”

         Men hvad nu hvis det ikke går sådan? Hvad nu hvis Gud ikke kræver vores fjender til regnskab, men i stedet vælger at vise nåde og barmhjertighed mod de mennesker der har gjort os ondt? Hvordan ville vi have det med det? Den svenske forfatter Bo Giertz kommer med et næsten komisk eksempel i sin fremragende roman Stengrunden (tip: hvis du bedre kan lide at læse romaner end opbyggelige bøger, så er Stengrunden en fremragende måde at få en masse opbyggelige pointer i romanform). En af bogens hovedpersoner, den unge præst Henrik Savonius, får en dag besøg af en af sine trofaste kirkegængere, Anders Skomager, som klager sin nød til præsten over sin drikfældige bror. Vi dykker ned midt i samtalen hvor Anders siger om sin bror: ”’Jeg har sagt ham at jeg ikke kan holde ud at se ham så længe han drikker, og at det er ret og rimeligt hvis han ender i Helvede, når han ikke vil forbedre sig.’ Savonius tav. Til sidst sagde han: ’Elsker du din bror, Anders?’ Skomageren så forbløffet op. ’Ja, jeg elsker ham nok.’ ’Nok? Og alligevel kan du synes, at det er ret og retfærdigt, hvis han bliver evigt fordømt?’ ’Men hvis han ikke gør bod?’ indvendte skomageren. ’Så bliver han usalig, det er vist og sandt,’ svarede præsten. ‘Men det kan vel ikke berede nogen af os to tilfredsstillelse.’ ’Men ellers har vi jo fejl, hr. pastor!’ vedblev Anders. ’Ville du ikke gerne have fejl hvis det kunne redde din bror fra Helvede?’ spurgte Henrik. ’Men hr. pastor, så er der jo ingen mening i alt det vi har forsaget.’ ’Er det ikke mening nok om du fik begyndt at leve med Gud ti år før din bror?’ ’Men så kunne jeg jo lige så godt leve i synd og gøre mig glade dage!’ svarede skomageren. ’Glade dage?’ udbrød præsten. ‘Synes du virkelig at det ville være glade dage? Gladere end du lever nu? Da er dit hjerte nok slet omvendt, Anders’” (s. 87 i 1942-udgaven). Det ender med at skomageren forlader præsten i vrede.

Men da Jesus hang på korset, anråbte han jo netop ikke Gud om at kræve Kajfas og Herodes og Pilatus til regnskab; tværtimod sagde han: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Og da den første kristne martyr efter Jesu opstandelse, Stefanus, blev stenet, valgte han også den modsatte bøn af Zakarias, idet hans sidste ord var: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” (ApG 7,60).

Jeg prøver at efterleve det eksempel som Jesus og Stefanus har sat, men det er svært. For nogle år siden havde jeg for eksempel en meget tankevækkende oplevelse med mig selv. Jeg havde igennem noget tid ført nogle samtaler med en muslimsk fundamentalist med tilknytning til salafistgruppen Kaldet til Islam, men det var i den grad op ad bakke. Han var meget grov i munden, og han forvred og manipulerede alt hvad jeg sagde, så jeg til sidst bare var på udkig efter en passende undskyldning for at afslutte vores samtaler. Jeg var ofte rygende vred når jeg havde talt med ham – men jeg trøstede mig dog i troen på at når Jesus kommer igen, så vil det blive klart hvem af os der havde ret! Det var ikke fordi jeg havde noget ønske om at se salafisten ende i helvede; tværtimod forestillede jeg mig i min fantasi at han på dommens dag ville sige: ”Åh, Nikolaj, det var jo dig der havde ret, og jeg gjorde dig uret med de ting jeg sagde! Vil du ikke gå i forbøn for mig?”, og det ville jeg selvfølgelig godt. Det var selvfølgelig en fuldstændig meningsløs fantasi, for der er ikke noget i Bibelen der tyder på at det er muligt at omvende sig efter døden, men under alle omstændigheder syntes jeg det var meget storsindet af mig at jeg ikke ønskede at se min modpart blive straffet. Jeg undte ham gerne den evige frelse, hvis blot han ville anerkende at det var mig der havde ret. Men så var det at Gud talte til mig! Ikke så jeg kunne høre det med mit fysiske øre, men med en tanke der ramte ned i mig som et lyn: ”Har du virkelig brug for at få ret? Er det ikke nok for dig hvis han bliver frelst?” Og pludselig kunne jeg se hvor milevidt min indstilling var fra den fjendekærlighed som Jesus taler om.

Kærlighed i bibelsk forstand er ganske enkelt det at ønske det bedste for et andet menneske, og at gøre hvad der står i min magt, for at det ønske går i opfyldelse. At det går det andet menneske godt, er kærlighedens eneste mål. Det øjeblik jeg også har et mål om at den anden skal føle på en bestemt måde i forhold til mig – taknemmelighed, genkærlighed, respekt, eller hvad det måtte være – det øjeblik er der ikke længere tale om ren kærlighed. Det er måske den vigtigste forskel på kærlighed og forelskelse, for er man forelsket, så ønsker man jo ikke bare at hun skal være lykkelig, men at hun skal være lykkelig sammen med mig. Også i forhold til vores forældre, vores børn, vores søskende og vores venner er vores kærlighed som regel blandet med selviske motiver om at de også skal gøre noget for os, og det er egentlig ganske naturligt, for det er jo sådan venskaber fungerer mellem mennesker. Men som Jesus siger: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.” (Som mange af jer sikkert ved, blev tolderne på Jesu tid betragtet som dårlige mennesker fordi de arbejdede for besættelsesmagten). Det Jesus siger, er altså at vi ikke må tro at Gud blot forventer at vi lever op til den laveste fællesnævner for almindelig menneskelig høflighed og anstændighed. Nej, som Guds børn skal vores standard ikke være hvad de fleste mennesker gør, men hvad Gud selv gør. Gud handler selv i ren, ubetinget kærlighed, han lader solen stå op over både onde og gode, taknemmelige og utaknemmelige, og derfor skal vi gøre det samme. Lade solen stå op kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan gøre godt mod mennesker uden at de har fortjent det, og uden at forvente at få noget til gengæld.

Eller, det kan vi faktisk heller ikke. Det er dybest set kun Gud der er i stand til at elske rent og ubetinget. Men fordi Gud har givet os sin Ånd, har vi ret til at forvente at vi efterhånden vokser til at ligne vores himmelske Far mere og mere, også i vores indstilling til vores medmennesker. Man kan sige at Guds kærlighed kan flyde igennem os i det omfang vi giver plads for Helligånden i vores liv. Når Jesus siger: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” så er det ikke noget vi kommer til at nå i mål med så længe vi lever i denne verden, men det er noget som vi med Guds hjælp kan øve os i, og som vi kan bede Gud om at hjælpe os med – for ikke at sige: bede Gud om selv at gøre i os og igennem os!

Og midt i det alt sammen kan vi glæde os over at Guds ubetingede kærlighed ikke kun gælder vores medmennesker, deriblandt dem der har gjort os ondt. Den gælder også os selv. Så når vi igen må bekende over for Gud at vi har fejlet i at elske vores fjender, ja at vi måske endda har fejlet i at elske vores venner og familie, så elsker Gud stadigvæk os. Og hans kærlighed må altid være det sted vi starter. Vi skal ikke vise andre mennesker kærlighed for at fortjene Guds kærlighed; vi skal gøre det fordi Gud allerede elsker os. Og jo mere vi tager det til vores hjerte at Gud virkelig elsker os uendeligt og ubetinget, jo lettere vil det blive for os at lade den kærlighed flyde videre til andre mennesker – inklusive de mennesker som vi måske betragter som vores fjender. Som apostlen Johannes skriver: ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Femte Mosebog 24.17-22, Matthæusevangeliet 5.43-48, Romerbrevet 14.7-13

Posted By admin on 16. juni 2020

Den rige bonde: Penge er ikke noget man taler om

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg voksede op i et større socialt boligområde i Herlev med et sindrigt net af stisystemer som sikrede at man kunne transportere sig gennem området til fods og på cykel uden at komme i kontakt med motoriseret trafik. Der var en del viadukter hvor stierne blev ført under bilvejene, og disse viadukters vægge var et sandt eldorado for graffitimalere. Graffitien var dog ikke værdsat af ret mange andre end graffitimalerne selv, og derfor søgte boligselskabet på et tidspunkt at komme hærværket til livs ved at få viaduktvæggene udsmykket, dels af nogle professionelle graffitikunstnere, dels af et par lokale skoleklasser. Det var i midten af 1980’erne, hvor miljøbeskyttelse så småt var begyndt at komme på dagsordenen også i den brede befolkning, og det bar skoleklassernes udsmykning meget præg af. En af klasserne havde tegnet et eller andet truet dyr (jeg husker ikke hvilket) og skrevet sætningen: ”Først når det sidste træ er fældet, og den sidste fisk er fanget, finder I ud af at man ikke kan æde penge.” Jeg gik eller cyklede under den viadukt næsten dagligt, så ordene ætsede sig ind på min nethinde. Og det er da også svært at være uenig i udsagnet, for selvfølgelig kan penge ikke spises, og hvis vi mennesker driver for meget rovdrift på naturen, så ender det med at gå ud over os selv; det kan der ikke være nogen tvivl om.

                      En af fordelene ved at være barn er at det er de voksnes skyld at verden ser ud som den gør. Børn har det privilegium at kunne pege fingre og sige ”Hvornår finder I ud af at penge ikke kan spises?” uden at der peger tre fingre retur i den modsatte retning. Så sent som da jeg var 16-17 år, kunne jeg stadig gå rundt i en T-shirt med teksten ”Save The Planet”, som jeg havde købt på Hard Rock Café i New York, uden at tænke over at mine forbrugsmønstre i almindelighed og rejsen til New York i særdeleshed ikke rigtig harmonerede med mit budskab. Det med at redde planeten fra forurening, det var de voksnes ansvar, først og fremmest politikernes og virksomhedsejernes.

                      Det privilegium har jeg ikke længere, og derfor må jeg indrømme at det er med blandede følelser at jeg står her og prædiker i dag. For på den ene side er det jo svært at være uenig i det der står i de tekster vi har hørt: ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge”, ”hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet?”, ”gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den”, ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”, ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”, og så videre, og så videre. Og vi kunne endda supplere med Kirkegaards ord om at hvis der er noget der helt sikkert ikke findes i himlen, så er det penge, eller med Charles Gandrups sang ”Lykken er ikke gods eller guld” (som jeg faktisk overvejede om vi skulle synge i dag. Problemet er bare at alle de fine ord, som intet barn kan være uenig i, dem er det som voksen svært at istemme uden at det klinger noget hult. For ja, vist kan man ikke spise penge, men den mad vi spiser, den køber vi ikke desto mindre for penge (for der er næppe ret mange i Danmark der er selvforsynende med alle fødevarer). Nej, mit liv afhænger givetvis ikke af mine penge, men på den anden side ved jeg ikke noget som helst om hvordan det er at mangle. (Jo, dengang jeg boede på kollegium og levede af SU, var penge da en mangelvare i min hverdag, men jeg havde mine forældre relativt tæt på, så selvom jeg måtte undvære mange af de ting som jeg i dag tager for givet, led jeg ikke decideret nød). At erklære at penge ikke betyder ret meget for mig, er ganske enkelt for nemt når jeg sidder i en vellønnet tjenestemandsstilling med en god pensionsordning – det bliver alt for nemt bare til en gentagelse af mundheldet ”Penge er ikke noget man taler om, det er noget man har”. Men hvis man nu ikke har, kan man så stadig lade være med at tale om dem? Hvis min økonomiske sikkerhed blev taget fra mig den dag i morgen, ville jeg så reelt have tillid til at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv? Eller ville jeg være nødt til at overgive mig til den kyniske konklusion som den britiske forfatter Gerald Brenan på et tidspunkt nåede til: ”Folk, der har deres på det tørre, mener, at kærligheden er det vigtigste i tilværelsen. De fattige ved, at det er penge”?

                      Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men vi der er rige (og det er langt de fleste danskere set i et globalt perspektiv hvor en tredjedel af verdens befolkning mangler adgang til rent drikkevand, og 3 milliarder lever for mindre end 15 kroner om dagen), er heldigvis ikke dømt til at ende som den rige mand i dagens lignelse; Bibelen giver os en lang række gode råd til hvordan vi kan undgå den skæbne. Jesu afsluttende bemærkning efter at han har fortalt den skræmmende historie om den rige bonde, er jo ikke: ”Sådan går det den, der har overflod”, men derimod: ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud” (min kursivering). Det der gælder om, er altså at være rig hos Gud.

                      Hvordan bliver man så rig hos Gud? Det svarer Jesus faktisk på senere i det kapitel som dagens tekst er hentet fra. (Jeg kan ikke understrege nok hvor vigtigt det er selv at læse i Bibelen (eventuelt som lydbog hvis man ikke er den boglige type); dels fordi læsningerne ved kirkeårests gudstjenester kun udgør en lille brøkdel af alt hvad der står i Bibelen, dels fordi det er vigtigt at læse teksterne i deres sammenhæng hvis man skal forstå dem korrekt). Straks efter at Jesus har sagt: ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”, fortsætter han nemlig, henvendt til sine disciple: ”Derfor” (bemærk ordet ”derfor”, som viser at det han siger nu, hænger tæt sammen med det han lige har sagt) ”siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen” (Luk 12,22). Den første nøgle til at være rig hos Gud er altså at være ubekymret. Det betyder ikke at vi skal være skødesløse, eller at vi ikke skal vise rettidig omhu; det betyder at vi skal gøre hvad vi kan, og lade Gud om resten, eller som Jesus selv udtrykker det: ”Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift” (Luk 12,31). I alle de valg vi træffer i livet, skal vi altså sætte Gud på førstepladsen og stole på at han så også vil sørge for vores behov. (Det sted i Matthæusevangeliet hvor Jesu ord om ikke at bekymre sig, også står nedskrevet, var i øvrigt prædiketekst den 29. september sidste år).

                      I de vers der følger derefter, bliver Jesus endnu mere konkret: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse”, siger han (Luk 12,33). Det er et af den slags vers der sørger for at vi teologer ikke bliver arbejdsløse lige med det første, for om ikke andet er der brug for nogen til at berolige os med at Jesus i virkeligheden mente noget andet end det han sagde! Men jeg må desværre skuffe jer: Der er ikke noget der tyder på at Jesus mente noget som helst andet end ”Sælg jeres ejendele og giv almisse!” (kunstpause) Men (puh, det var godt han sagde ”men”!) det kommer nu alligevel til at lyde helt anderledes hvis man tager det foregående vers med. Prøv at høre her: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse.” Der er altså ikke tale om at vi ved at give alt hvad vi ejer og har som almisser, kan ”købe” os til en skat i himlen, men derimod at vi så at sige har råd til at være ”tossegode” med vores ejendele fordi Gud allerede har besluttet at give os noget der er langt mere værd.

                      Men hvis Gud allerede har besluttet at give os himmelske rigdomme, hvordan kan det så gå til at der findes mennesker som ikke er rige hos Gud, sådan at Jesus ligefrem er nødt til at advare os imod at bringe os selv i den situation? Lad os prøve at læse videre i kapitlet, hvor vi efter ordene om at give almisse kan læse følgende: ”Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.” Til syvende og sidst handler det altså om hvor vores hjerte er.

                      Den rige bonde havde sit hjerte på jorden. Det der betød noget for ham, var at hans fremtid her på jorden var sikret. Det betyder nok også noget for de fleste af os, vil jeg gætte på. Men hvis vi ikke tænker længere end det, så er vi lige så tåbelige som bonden i lignelsen. Hvis vi derimod har vores hjerte i himlen, så viser det at det også er der vi har vores skat. Det er altså ikke sådan at vi først skal skaffe os en skat i himlen ved at gøre en eller anden indsats eller foretage et eller andet offer – skatten i himlen er en gratis gave fra Gud, som vi tager imod i tro, og den tro viser sig først og fremmest i vores prioriteter – altså hvor vi har vores hjerte, for at blive i tekstens sprog. Tror vi på at det er sandt at Gud har en skat til os i himlen, så vil det efterhånden gå op for os at vi ikke behøver at bekymre os om at Gud virkelig vil sørge for os, og at vi derfor er frie til at ”bruge verden som et lån til andres kår at lette”, som vi sang (DDS 692).

                      Som sagt betyder det ikke at vi ikke skal vise rettidig omhu. Der er ikke noget galt i for eksempel at have en pensionsopsparing. Men det er nok ingen skade til jævnligt at spørge os selv hvor meget luksus og komfort vi egentlig har brug for, og om vi måske kunne undvære lidt mere for at hjælpe dem der lider nød. Måske vil svaret være ja, måske vil det være nej – det vigtigste er at svaret udspringer af tro og kærlighed. Som Paulus skriver i Andet Korintherbrev som afslutning på en lang peptalk hvor han opfordrer de relativt velstående korinthere til at give en gavmild gave til de kristne i Jerusalem som sultede: ”Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre af folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2020
Tags: Første Timotheusbrev 6.6-12, Lukasevangeliet 12.13-21, Prædikerens Bog 5.9-19

Posted By admin on 9. juni 2020

Missionsbefalingen: Den svære 2’er

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker trinitatis søndag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I 1989 lavede Jacob Haugaard, Finn Nørbygaard og Finn Henriksen en film med titlen Jydekompagniet 3. Det var en efterfølger til filmen Jydekompagniet der kom året før, og derfor skulle man tro at den ville være kommet til at hedde Jydekompagniet 2, men fordi 2’ere angiveligt altid bliver fiaskoer, valgte den komiske trio altså at springe direkte til 3’eren. Det var naturligvis primært et marketingstunt for at skaffe filmen omtale, men når det virkede, var det jo fordi det er almindeligt kendt i filmbranchen at det er svært at lave en opfølger til en populær film. Det gælder naturligvis især hvis det oprindeligt kun havde været planen at lave én film, for de fleste film ender jo lykkeligt uden ”løse ender”, og hvis filmselskabet så pludselig efterspørger en 2’er fordi 1’eren blev en publikumssuces, så skal man pludselig til at opfinde nogle løse ender for at få gang i historien igen. Eller også skal man bare konstatere at ”de levede lykkeligt til deres dages ende” er en illusion så længe vi lever i denne faldne verden.

                      Jeg siger det her fordi vi i dag tager hul på anden halvdel af kirkeåret. Jul, påske, himmelfart og pinse ligger bag os, og det endte jo lykkeligt alt sammen: Jesus kom, så og sejrede, trådte synden og døden og Djævelen under fode, blev taget op til himlen og fik sin velfortjente plads ved Gud Faders højre hånd, og sendte Helligånden til jorden sådan at vi mennesker kan leve i den frihed som Jesus har købt os fri til. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

                      Men hvad handler anden halvdel af kirkeåret så om? Hvad skal vi egentlig med en 2’er? Hvad er pointen med det festløse halvår der nu ligger foran os? Første halvdel af kirkeåret byder på rig afveksling med fire adventssøndage, jul og nytår, helligtrekonger, fastelavn og fastetiden, påske, Kristi himmelfart og pinse, mens vi fra nu af kun kan se frem til en nærmest endeløs række af trinitatissøndage: 1. søndag efter trinitatis, 2. søndag efter trinitatis, 3. søndag efter trinitatis og så videre helt op til 23 inden vi igen rammer advent i slutningen af november.

                      Jeg kan ikke nægte at jeg synes det første halve kirkeår er sjovest, for det er jo der jeg får lov til at gå op den store klinge, så at sige, og prædike om de helt store frelseshistoriske begivenheder. Men et eller andet sted er jeg nu også glad for at vi har det festløse halvår, for sådan føles livet jo også ind imellem. Jeg kan i hvert fald godt af og til føle at jeg medvirker i en slags 2’er, som ikke rigtig kan finde sine ben oven på den episke 1’er hvor de store slag blev kæmpet og vundet. Skal jeg være hudløst ærlig, så vil jeg endda sige at det daglige liv som kristen ind imellem næsten kan føles som et antiklimaks med lidt for mange, lidt for grå hverdage, og jeg må spørge mig selv hvorfor Gud lader 2’eren trække sådan i langdrag. Vi kristne bekender jo troen på at Jesus vil vende tilbage fra himlen og gøre en ende på alt ondt, så hvorfor har han ikke gjort det for længst? Der er meget der tyder på at de første kristne forventede at det ville ske i deres egen levetid (i Første Thessalonikerbrev (4,17) taler Paulus endda om ”vi, der lever og endnu er her” når Jesus kommer igen), og der var nok i hvert fald ikke nogen dengang der havde forestillet sig at der ville gå 2000 år!

                      Men man behøver nu ikke at gå længere end til Det Nye Testamente selv for at finde ud af hvorfor Jesus ikke er vendt tilbage endnu. Den ”2’er” som vi alle sammen spiller med i, er nemlig ikke så planløs som men skulle tro; den har tværtimod en meget klar drejebog, og den drejebog forklarer Jesus med meget få ord i den tekst vi har hørt i dag. ”Missionsbefalingen” kalder vi den, men det ord er i virkeligheden dobbeltkonfekt, for det at få betroet en mission er jo omtrent det samme som at få en befaling om at gøre noget. Den mission som disciplene fik betroet, var at gøre alle folkeslag til disciple af Jesus, og den mission er som bekendt ikke tilendebragt endnu. Kort fortalt er det derfor Jesus ikke er vendt tilbage endnu.

                      Den mission blev faktisk allerede forudsagt i Det Gamle Testamente, blandt andet i den tekst fra Esajas’ Bog som vi hørte tidligere i gudstjenesten. I den tekst lægger profeten stemme til en helt særlig person, en tjener af Gud, som Gud giver nogle meget store løfter til. Et sted i teksten bliver denne tjener kaldt for ”Israel”, og derfor er der nogle der tolker det sådan at det ikke er en enkeltperson der er tale om, men hele det israelitiske folk. Men et par vers senere står der at tjeneren skal ”genrejse Jakobs stammer” og sørge for at ”Israel samles”, så der er nok snarere tale om at den person der er tale om, egenhændigt skal udføre den opgave som Gud ellers havde tiltænkt hele folket, nemlig at vise med sit liv hvem Gud er, og at vedkommende dermed vil kunne sige at ”være” Israel.

                      Som kristne opfatter vi naturligvis Esajasteksten som en profeti om Jesus, og det er ikke svært at se hvordan alt hvad der står, passer på Jesus. Det kan også med rette siges om Jesus at han bar hele Israel i sig – ikke kun gennem den måde han levede på, men i særdeleshed også gennem den måde han døde på. Jesus led stedfortrædende for at frelse folket Israel og genroprette dets status som Guds folk ved med sin død og sit blod at sone hele folkets synder. Og da han opstod påskemorgen, besejrede han døden på hele folkets vegne.

                      Men der er mere at sige end det! Guds løfte til sin udvalgte tjener er endnu mere omfattende – som vi hørte: ”Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende” [min kursivering, NHK]. Der står flere steder i Det Gamle Testamente at det var for alle folkeslagenes skyld at Gud udvalgte Israel, og derfor må den forløsning af Israel som Jesus sørgede for, også komme alle folkeslagene til gode. Det taler Paulus også om i den anden læsning vi hørte i dag. Paulus var selv israelit, men de kristne i Efesos som han skrev til, var for de flestes vedkommende medlemmer af andre folkeslag, og derfor omtaler Paulus jøderne som ”vi” og ikke-jøderne som ”I”. Hør hvad han skriver: ”I ham har vi [altså de jøder der tog imod Jesus] også fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, så at vi kan blive til lov og pris for hans herlighed, vi som allerede forud havde sat vort håb til Kristus. I ham blev også I [altså kristne fra andre folkeslag], da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed.” Guds store plan er altså at frelsen skal nå til alle folk på jorden! Den episke kamp mellem det gode og det onde fortsætter med uformindsket styrke, også her i 2’eren – og det gode vinder!

                      Derfor er trinitatistidens farve heller ikke grå, men grøn. Mange af jer har sikkert lagt mærke til at den kappe som jeg har på under nadveren (messehagelen, som den kaldes), ikke har samme farve hver gang, og de mest ”kirkenørdede” af jer (og det er positivt ment, tag ikke fejl!) ved måske endda hvorfor, nemlig fordi de forskellige perioder i kirkeåret har hver sin symbolske farve: Julen og påsken er hvide for at symbolisere det guddommelige lys der skinnede da Jesus blev født og da han opstod fra de døde, pinsen er rød for at symbolisere Helligåndens ild, adventstiden og fastetiden er violette som tegn på den bod og alvor vi bør udvise mens vi forbereder os åndeligt på at fejre henholdsvis jul og påske, og langfredags farve er sort fordi det var den dag mørket – tilsyneladende! – vandt. Men den festløse trinitatistid er altså grøn (bortset fra selve trinitatis søndag, som er hvid fordi det er en fest for treenigheden). Den grønne farve symboliserer liv og vækst og ”al himlens åndelige velsignelse”, som Paulus skriver at Gud har velsignet os med i Kristus.

                      Når vi ind imellem kan føle (eller det kan jeg i hvert fald) at der ikke er lige så meget action i 2’eren som i 1’eren, så hænger det altså muligvis sammen med at Gud langt hen ad vejen har ladet det være op til os selv hvor meget action der skal være. Han har givet os et helt nyt liv som sine børn hvor vores synder er tilgivet, og døden ikke længere er noget vi behøver at frygte for fordi vi har evigt liv på grund af Jesu død og opstandelse. Og han har betroet os den mission at sprede budskabet til alle mennesker i verden. At skulle overbringe et budskab er ikke altid rart – jeg har prøvet at skulle overbringe dårlige nyheder, og det er der sikkert også mange af jer der har – men i dette tilfælde er der tale om gode nyheder, og den slags er det jo som regel en fornøjelse at få lov til at overbringe! Dertil kommer at vi endda har fået ”kraften fra det høje”, som vi sang om i pinsen, nemlig Helligånden, som sætter os i stand til både at høre hvad Gud siger til os og at gøre overnaturlige gerninger. Jesus har endda lovet at: ”Den, der tror på mig, har skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem” (det står i Johannesevangeliet 14,12), så alt i alt skulle der altså være lagt i kakkelovnen til et brag af en 2’er!

                      Allerbedst bliver dog 3’eren, som vi endnu ikke kender premieredatoen på. Den kommer ikke til at indeholde nogen episke kampscener, men til gengæld kommer den til at byde på usete dimensioner af skønhed når Gud viser os stadig nye niveauer af sin herlighed – og den kommer til at vare evigt! Men alt i alt synes jeg nu godt vi kan være glade for at Gud – i modsætning til Jacob Haugaard, Finn Nørbygaard og Finn Henriksen – ikke valgte at springe 2’eren over.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Trinitatis søndag 2020
Tags: 1-6, Efeserbrevet 1.3-14, Esajas' Bog 49, Matthæusevangeliet 28.16-20

Posted By admin on 2. juni 2020

Alle skal være oplært af Gud: Et helt nyt liv

Prædiken i Rø Kirke 2. pinsedag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I går hørte vi om at fordi vi har fået Helligånden, kan vi høre Guds stemme. Når Gud gerne vil tale til os, er det naturligvis ikke bare for underholdningens skyld, men fordi han vil os noget. Og det han vil os, er – som vi hørte i dagens første læsning – at vi skal følge hans love og omhyggeligt holde hans bud.

                      Det lyder umiddelbart ikke specielt rart, og jeg kender mange mennesker der på baggrund af den oplysning ville konkludere at Gud er en magtsyg tyran som de i hvert fald ikke gider at have med at gøre, for hvorfor i alverden skulle vi danse efter hans pibe i stedet for at gøre som vi selv vil? Har Gud virkelig så stort et behov for at kontrollere os?

                      Nej, Gud har ikke noget behov for at kontrollere os. Faktisk har Gud ikke noget behov for noget som helst. Han er evig, hellig og salig og manglede ingenting i de endeløse æoner før skabelsen, ligesom han heller ikke manglede noget dengang der kun var himmel og jord, planter og dyr, men endnu ingen mennesker. Gud er fuldkommen og hviler i sig selv, og den eneste grund til at han alligevel valgte at skabe, var at han i sin gavmilde kærlighed gerne ville dele alt godt med os. Men det der skulle have været så godt, gik hurtigt galt fordi vi mennesker gik vores egne veje og valgte ulykken i stedet for lykken, konflikten i stedet for freden, grådigheden i stedet for taknemmeligheden – og dermed i sidste ende døden frem for livet. Gud kunne have valgt at sige: ”Fint, mennesker, så må I også selv om det – gør som I vil, og lev med konsekvenserne!”, men det forbød hans kærlighed ham at gøre. Derfor udvalgte han i første omgang ét af jordens folkeslag, som han gav et sæt love for at de skulle demonstrere hvordan Gud havde tænkt at livet skulle leves. Men det israelitiske folk evnede ikke at overholde Guds lov, og i lange perioder havde de ikke engang noget ønske om det. Problemet var, som Paulus beskriver det i Romerbrevet (og jeg citerer fra den nye nudanske Bibelen 2020, hvor de knudrede vers er en anelse lettere at forstå – også selvom der måske ryger et par nuancer i svinget når det ord vi plejer at oversætte ”synd” bliver kaldt ”selvoptagethed”): ”Loven er ganske vist åndelig, men jeg er et jordisk menneske af kød og blod, og derfor er jeg slave af min selvoptagethed. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg. Men netop fordi jeg ikke vil det, jeg gør, så bekræfter jeg, at loven i sig selv er god. … Det ser altså ud til at være et vilkår for mig, at jeg kun er i stand til at gøre det, der er ondt, selvom jeg helst vil gøre det, der er godt. … Jeg er fange af min selvoptagethed, og mit liv er bestemt af min uvilje mod Gud” (Rom 7,14-16.21.23b). Skal vi blive lykkelige, er det altså ikke nok at Gud fortæller os hvad vi skal gøre; han er nødt til også at sætte os i stand til at gøre det. Men på et tidspunkt hvor israelitternes manglende evne til at leve efter Guds vilje havde medført at deres land var blevet løbet over ende af fremmede magter, og de selv var blevet ført i eksil i et fremmed land, gav Gud dem det fantastiske løfte som vi hørte: ”Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver em et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” – eller som han lige så godt kunne have sagt: ”så de gør hvad der tjener til deres eget bedste, i stedet for at ødelægge det hele for sig selv og hinanden”. Og i Det Nye Testamente blev det løfte udvidet til ikke kun at gælde israelitterne, men alle folkeslag – ”Alle skal være oplært af Gud”, som vi hørte i evangelieteksten. For at gøre en lang historie kort: Det er ikke Gud der har et behov for at vi gør som han siger – det er os selv der har det behov, ellers dør vi!

                      Hvad er det så Gud vil have at vi skal gøre? Det svarer Jesus på umiddelbart efter at han har sagt at alle skal være oplært af Gud – som vi hørte: ”Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.” Det som Gud først og fremmest vil have os til at gøre, er altså at komme til Jesus, for det er kun hos ham vi kan få liv. Jesus er lige så uundværlig for vores åndelige liv som maden er for vores fysiske liv, og derfor siger Jesus om sig selv at han er et levende brød som er kommet ned fra himlen. (Det bliver vi i øvrigt mindet om hver gang vi i nadveren modtager Jesu legeme i form af netop brød).

                      Når vi kan få liv hos Jesus, er det fordi han som den eneste har formået det som intet andet menneske kunne, nemlig at leve et liv i fuldkommen lydighed mod Guds lov. Det er ellers ikke ualmindeligt at betragte Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente som modsætninger; tværtimod har jeg indtryk af at det er en udbredt opfattelse, også blandt kristne, at i Det Gamle Testamente finder vi alle de livsfjendske og snærende love og regler, men i Det Nye Testamente kommer Jesus og siger at så slemt var det heller ikke ment. Men det er en falsk modsætning, for Jesus var netop en legemliggørelse af alt det som Gud igennem hele Det Gamle Testamente forsøgte at lære sit folk om hvordan livet skal leves. Og Jesus siger da også om sig selv i Det Nye Testamente at han ikke er kommet for at nedbryde Guds lov, men for at opfylde den (Matt 5,17). Jesus levede altså på den måde som man skal leve hvis man vil have del i det evige liv – men fordi han alligevel gik i døden, kunne hans liv gælde som løsepenge for os andre, som med rette fortjente døden fordi vi ikke har levet som vi burde. Vi skal blot tage imod det evige livs gave i tillid til at det Jesus har gjort, er nok; det er derfor han siger: ”Den, der tror, har evigt liv.”

                      Men ”evigt liv” betyder ikke kun at vores liv kommer til at vare til evig tid, kun afbrudt af et kort intermezzo fra vi dør til Jesus vender tilbage fra himlen og opvækker os fra de døde. Nej, det evige liv handler også om kvaliteten af vores liv – som Jesus udtrykte det i den bøn som var prædiketekst for 15 dage siden: ”dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt” (Joh 17,3). Når vi er kommet til Jesus, som Gud vil lære os at gøre, er det meningen at vi skal blive hos ham! Det er meningen at vi skal følges med ham så hans liv kommer til udtryk i vores liv, og vores hjerte bliver forvandlet så vi rent faktisk begynder at leve på den måde som Gud havde tænkt – ikke fordi vi alligevel skal gøre os fortjent til det evige liv ”på afbetaling” så at sige, men fordi Gud ønsker for os at vi skal leve i lykke, fred og taknemmelighed i stedet for ulykke, konflikt og grådighed. Troens lydighed mod Gud i efterfølgelse af Jesus er ikke en pris vi må betale for at få det evige liv; den er ikke en ”bagside af medaljen” som vi må tage med, eller et offer vi foretager i håb om at blive belønnet senere. Nej, livet i lydighed mod Gud er det evige liv; det er den gave og belønning som Gud vil give dem der tror på ham! Det er nemlig det bedste liv der findes, og derfor tror jeg forfatteren C.S. Lewis så rigtigt da han skrev: ”Når vi engang kommer i himlen, vil vi opdage at vi i virkeligheden hele tiden har været der” (og omvendt: ”De der kommer i helvede, vil opdage at de hele tiden har været dér”) (citeret efter hukommelsen).

                      Når denne verden engang ender, og vi får Guds rige at se i al dets herlighed, så vil vi ikke længere kunne andet end at gøre Guds vilje – vi vil ikke længere være i stand til at synde. Men så længe vi lever i denne verden, er det kun gennem troen at vi besidder det evige liv, og derfor har vi brug for både Guds kraft og Guds vejledning. ”Faderens råd og den Helligånds dåd sammen i Frelseren falde”, som vi sang i går (DDS 291). Og det er først og fremmest derfor vi har brug for at lære at høre Guds stemme – for at vi kan vide hvad vi skal gøre for at gøre Guds vilje og følge det evige livs vej.

                      I dagens anden læsning fik vi et eksempel på hvordan livet efter Guds vilje under Helligåndens vejledning ser ud. Der er tale om afslutningen af Apostlenes Gerninger kapitel 2 – det kapitel der begynder med at disciplene modtager Helligånden pinsedag, som vi hørte i går. Som et resultat af den prædiken som Peter holdt i forlængelse af pinseunderet, var der ikke færre end 3000 mennesker der kom til tro og blev døbt og også fik Helligånden. Det var første gang nogensinde at Guds løfte gennem profeten Ezekiel om at give os mennesker en ny ånd i vores indre, gik i opfyldelse – og hvordan så det så ud i praksis? Jo, først og fremmest medførte det fællesskab. De troende var så vidt muligt sammen hver dag, og de delte alting med hinanden. Ja, de solgte endda deres ejendele og delte ud af provenuet så ingen manglede noget! Jeg siger ikke at vi i dag nødvendigvis skal sælge alt hvad vi ejer (det gav Paulus fx ikke folk i de menigheder han grundlagde, besked på), men på den anden side er det klart at hvis Guds kærlighed virkelig bor i os, så kan vi ikke se en medkristen lide nød uden at gøre noget ved det hvis det står i vores magt. Og glæden ved at være sammen med vores medkristne – vores brødre og søstre i Herren – den kunne vi nok også trænge til at genopdage. Netop glæde var nemlig et centralt kendetegn ved de første kristnes liv: ”jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. pinsedag 2020
Tags: Apostlenes Gerninger 2.42-47, Ezekiels Bog 11.19-20, Johannesevangeliet 6.44-51

Posted By admin on 2. juni 2020

Helligåndens komme: Du kan høre Guds stemme!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke pinsedag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der skete noget den pinsedag i Jerusalem! Noget der vakte opsigt. Folk stimlede sammen, hørte vi. Helligåndens komme var ikke noget der foregik i det skjulte.

                      Hvad var det der fik folk til at stimle sammen? Hvis du havde spurgt mig om det for en uge siden, så er jeg bange for at jeg ville have svaret: ”Det var fordi disciplene talte på fremmede sprog”, for ganske vist har jeg læst denne her tekst flere hundrede gange, men når man tror man ved hvad der står, er det ikke altid man læser hvad der rent faktisk står. Og det der står, er altså ikke at folk stimlede sammen fordi de hørte disciplene tale på forskellige sprog, men at de stimlede sammen ”da nu denne lyd hørtes”. Og så vidt jeg kan se på teksten, så sigter ordene ”denne lyd” til den ”lyd som af et kraftigt vindstød”, der fyldte det hus hvor disciplene var forsamlet. Det må have været en ret voldsom lyd! Og disciplene selv hørte ikke kun lyden; de så også noget der lignede tunger af ild, som satte sig på hver enkelt af dem. Der er lavet en del malerier af den begivenhed, og på de malerier ser man som regel flammer der sidder på issen af disciplene, men ret beset står der ingen steder i teksten at det lige var issen flammerne satte sig på. I betragtning af at der oven i købet ikke står ”flammer”, men ”tunger” af ild, forestiller jeg mig at det er mest sandsynligt at de satte sig på munden, som jo er det sted på kroppen hvor tungen sidder. Når det netop var tunger af ild og ikke alt muligt andet, så tror jeg også det hænger sammen med at en af de vigtigste forandringer som Helligåndens komme medførte i disciplenes liv, var at de pludselig var i stand til at tale med frimodighed – og det endda på alverdens forskellige fremmedsprog. I overført betydning fik de virkelig tunger af ild, som vi også synger i salmen. [”Du som går ud fra den levende Gud”, DDS 291]

                      Al den ydre ramasjang med vindstød og ildtunger og hvad ved jeg, var nemlig for intet at regne mod den indre forvandling der fandt sted i disciplene. Blot syv uger tidligere, da Jesus blev korsfæstet, havde disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for at de myndigheder der havde arresteret og dødsdømt Jesus, også ville komme efter dem. Og der er intet der tyder på at myndighederne i mellemtiden var blevet mildere stemt over for evangeliet om Jesus; tværtimod ser vi i de følgende kapitler af Apostlenes Gerninger at det ikke varede længe før apostlene selv blev arresteret, og en af dem endda blev henrettet. Men alligevel var deres frygt altså med ét blevet afløst af en sprudlende frimodighed som gjorde at de slet ikke kunne lade være med at tale om Jesus (jf. ApG 4,20). Deres indstilling til tilværelsen blev også forandret, sådan at de nu ikke længere betragtede noget af det de ejede, som deres eget – det skal vi høre meget mere om i Rø Kirke i morgen.

                      Det der gør det relevant for os i Klemensker anno 2020 at høre om hvad disciplene oplevede en pinsedag for næsten 2000 år siden, er naturligvis at Helligåndens komme ikke var en engangsbegivenhed, men at vi selv har mulighed for at erfare det samme. Allerede i Apostlenes Gerninger ser vi at det sker igen og igen at Helligånden kommer over nye grupper af mennesker; det sker for eksempel da Filip prædiker i Samaria i kapitel 8, da Peter prædiker i en romersk officers hus i kapitel 10, og da Paulus møder en gruppe disciple af Johannes Døber i Efesos i kapitel 19. Og vi ved fra Paulus’ breve at de kristne i Korinth (1 Kor 12) og Galatien (Gal 3,2-5) havde lignende erfaringer. Og da Peter prædikede for de mennesker der var stimlet sammen den første pinsedag, sagde han da også at løftet om Helligånden gælder enhver som omvender sig og lader sig døbe til sine synders forladelse. Det gælder altså også os!

                      Vindstødet og de synlige ildtunger lader til gengæld til at have været en engangsforeteelse, så det skal vi nok ikke regne med at komme til at opleve. Hverken da Helligånden kom over folk i Samaria eller i den romerske officers hus eller hos disciplene i Efesos, optrådte der vindstød og ildtunger; i hvert fald ikke så vidt vi kan læse i de bibelske beretninger. Derimod står der at folk i officerens hus ”talte i tunger”, og i Efesos blev der både talt i tunger og profeteret. Når Helligånden kommer over mennesker, har det altså tilsyneladende altid konsekvenser for den måde vi bruger vores talegaver på. I Første Korintherbrev opremser Paulus endda en hel liste af ting som Helligånden kan sætte os i stand til, hvoraf de fleste har med tale at gøre; han skriver: ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder, én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” (1 Kor 12,7-11).

                      Hvad tungetale er for noget, vil jeg ikke komme nærmere ind på i dag, andet end at nævne at på oldgræsk (som jo var det sprog Paulus skrev på) er ordet for ”tunge” det samme som ordet for ”sprog”, så det at ”tale i tunger” betyder altså blot at ”tale på sprog”, men det er så underforstået at der er tale om sprog (himmelske eller jordiske) som man ikke behersker. Der findes gode bøger om tungetale, og til november kommer der, om Gud vil, en aften nede i Indre Missions hus hvor jeg vil gå mere i dybden med emnet. Men i dag vil jeg koncentrere mig om det at tale profetisk.

                      Som jeg kort nævnte i søndags, så betyder det at profetere, at man siger noget videre som man har fået at vide af Gud. I daglig tale betyder ”profeti” at man forudsiger noget der kommer til at ske i fremtiden, men profeterne i Bibelen gør meget andet end at forudsige fremtiden (selvom det også er en del af det de gør); de giver også Guds perspektiv på nutiden. I en bog om profeti som jeg er i gang med at læse, udtrykker forfatteren, Cath Livesey, det endda på denne måde: ”Hvis vi tager et holistisk syn på det profetiske, kan vi sige at hver gang vi trofast repræsenterer Faderens væsen gennem vores ord og handlinger, er vi profetiske. Så hvis vi taler ord der repræsenterer Faderens utrolige godhed mod mennesker, og hvis nogen gennem de ord kommer til at se noget af Guds godhed, så er vi profetiske, selvom vi måske ikke vil kalde det ’profeti’ i ordets snævreste betydning” (Cath Livesey: My Sheep Have Ears, s. 115, min oversættelse).

                      Men hvis vi holder os til den mere snævre betydning, så er der altså tale om at Helligånden åbenbarer noget, som vi så siger videre. Det svarer jo meget godt til at Jesus i dagens evangelietekst omtaler Helligånden som en ”talsmand”. Mere præcist står der ”en anden talsmand”, altså en anden i stedet for Jesus. Og som nogle har hæftet sig ved, bruges der i den græske grundtekst et ord som betyder ”en anden af samme slags”. Helligånden taler altså Guds ord til os, præcis på samme måde som Jesus selv gjorde da han gik på jorden.

                      Men, men, men: Dengang Jesus gik på jorden, kunne han tale med helt almindelige menneskeord, og man kunne høre det han sagde, med sit almindelige, fysiske øre. Sådan er det ikke med Helligånden. Så hvordan bærer vi os ad med at høre det som Helligånden vil åbenbare for os?

                      I det stykke fra Joels Bog som vi hørte i søndags, bliver der nævnt to måder, nemlig syner og drømme. Og det er nok to af de vigtigste måder Gud taler til mennesker på, også i dag. De fleste af os drømmer hver eneste nat, selvom vi ikke altid kan huske hvad vi har drømt, når vi vågner næste morgen. Der findes forskellige psykologiske teorier for drømmetydning, og der er udmærkede til mange formål, men de steder i Bibelen hvor Gud taler til mennesker gennem drømme, er det ikke de teknikker drømmetyderen benytter sig af. En profetisk drøm er nemlig noget andet end en helt almindelig psykologisk drøm, og den vil ofte være kendetegnet ved at man husker den usædvanlig klart når man vågner, og ikke rigtig kan slippe den. I Roskilde Stift er der et projekt der hedder ”Kirke på Vej”, som går ud på at skabe nye former for gudstjeneste og kristent fællesskab, og det projekt blev faktisk født ud af en profetisk drøm som projektets leder Peter Tingleff, der dengang var sognepræst ved Karlslunde Strandkirke, havde en nat. Han kontaktede sin biskop og fortalte ham om drømmen, og fik lov til at starte projektet, i første omgang som et forsøg, men i dag er det blevet permanent, og Peter Tingleff er nu ansat af Roskilde Stift.

                      ”Syner” lyder umiddelbart mere eksotisk end drømme, men det er det sådan set ikke. Ligesom en drøm er et syn noget man ser for sit indre øje, blot med den forskel at man er vågen. Enkelte af de syner der beskrives i Bibelen, har karakter af ekstatiske, nærmest ”psykedeliske” oplevelser, som da profeterne Esajas og Ezekiel og apostlen Johannes hver især oplevede pludselig at befinde sig i Guds tronsal i Himlen. Men for det meste er det faktisk helt jordnært, som hvis jeg for eksempel siger: ”Tænk på et jordbær!” Hvor mange af jer kan se et jordbær for jeres indre blik når jeg siger det? (afvent respons) Sådan er et ”syn” fra Gud som regel, blot med den forskel at det ikke er noget vi selv frembringer, men noget der kommer spontant. Eller det vil sige: Det er min erfaring at det sjældent bare kommer ud af den blå luft, men oftest når vi retter vores opmærksomhed mod Gud og beder ham om at tale til os.

                      Det kan være meget vanskeligt at afgøre om et syn virkelig er fra Gud, eller om det bare er et produkt af vores egen fantasi, og derfor skal vi være meget forsigtige med at gå rundt og sige alt for skråsikkert at Gud har sagt det ene eller det andet til os. Et nyttigt og vigtigt princip er at de ting som Helligånden åbenbarer, åbenbarer han for menigheden – som der stod i de vers fra Første Korintherbrev som jeg citerede: ”Det som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.” Og et par kapitler længere fremme skriver Paulus følgende om brugen af profeti i gudstjenesten: ”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger.” Men vi kan også selv vokse i evnen til at skelne hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er, ved at lære Gud bedre at kende – præcis som vi kan blive bedre til at genkende et menneskes stemme eller udtryksmåde ved at lære vedkommende bedre at kende. Et eksempel: For et par år siden sendte jeg en gruppebesked ud til et antal mennesker via det sociale medie Messenger. Det var en ret usædvanlig besked, og derfor var der nogle af modtagerne der mente at det måtte være en hacker der var på spil, men min far, som var en af dem beskeden var sendt til, kunne berolige de andre med at beskeden var ægte, fordi han kender mig så godt at han kunne genkende min måde at formulere mig på. Og så godt tror jeg altså også vi kan komme til at kende Gud! Og som gode redskaber til at lære Gud bedre at kende vil jeg som så ofte før anbefale ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin.

                      Om et øjeblik vil jeg give lidt tid til at du kan bede Helligånden om at fylde dig og tale til dig. Og eftersom der alligevel ikke er kirkekaffe i disse tider, vil der også være mulighed for at man kan blive siddende på sin plads i nogle minutter efter gudstjenestens afslutning for at søge Guds nærvær.

                      Lad os være stille.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til pinsedag 2020
Tags: Apostlenes Gerninger 2.1-11, Jeremias' Bog 31.31-34, Johannesevangeliet 14.15-21

Posted By admin on 26. maj 2020

Den ypperstepræstelige bøn 2: Synlig usynlig herlighed

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 6. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Skærtorsdag aften, umiddelbart før Jesus blev arresteret, bad han en bøn som fylder hele kapitel 17 i Johannesevangeliet, og som undertiden kaldes for ”den ypperstepræstelige bøn”. Hvorfor den kaldes det, vil jeg ikke komme ind på i dag; det må I have til gode til vi rammer teksten igen om 2 år. Og det gør vi to gange, for den første tredjedel af bønnen er prædiketekst til 5. søndag efter påske i lige årstal (det var i søndags), og den sidste tredjedel kommer så søndagen efter, 6. søndag efter påske (og det er så i dag). Den midterste tredjedel indgår ikke i tekstrækkerne, men jeg citerede lidt af den i torsdags, nemlig Jesu ord om at hans disciple ikke er af verden selvom de er i verden.

                      I de første to tredjedele af bønnen beder Jesus for de mennesker som Faderen har givet ham fra verden. Det omfatter i bredeste forstand alle mennesker til alle tider som tror på Jesus (eller det håber jeg i hvert fald at det gør, for ellers falder pointerne fra mine to seneste prædikener lidt til jorden), men i første omgang gik det naturligvis på dem der blev Jesu disciple allerede inden hans død, opstandelse og himmelfart. Men heldigvis fortsætter han med det som vi har hørt i dag: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig”. Og dét omfatter i hvert fald helt sikkert os der tror på Jesus i dag, for det er jo gennem apostlenes ord i Det Nye Testamente at vi er kommet til tro! Derfor er der god grund til at spidse ekstra meget ører over for den her tekst, for det er dig og mig der bliver talt om!

                      Og hvad siger Jesus så om os? Jo, han siger at den herlighed som Gud har givet ham, den har han givet til os! Den herlighed som Gud har givet til Jesus – prøv lige at stoppe op og overveje det en gang! I torsdag var det Kristi Himmelfarts dag; dagen hvor vi fejrede at Jesus blev båret op til himlen for at sidde ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, og jeg ved ikke med jer, men jeg kan i hvert fald ikke forestille mig et mere ærefuldt sted at sidde! Men den herlighed Jesus har fået, består ikke kun i den plads han har fået, men også hvordan han ser ud. I den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, fortæller apostlen Johannes om hvordan Jesus nogle årtier efter sin himmelfart åbenbarede sig for ham mens han var i eksil på øen Patmos. Og vi skal lige huske at Johannes altså havde været en af Jesu allernærmeste venner mens han gik på jorden; måske endda den nærmeste. Ved den sidste nadver sad Johannes på den plads som var forbeholdt værtens bedste ven, og da Jesus hang døende på korset, var det Johannes han valgte at betro omsorgen for sin mor til. Hvis der var nogen der følte sig helt tryg ved sin best buddy Jesus, så var det Johannes! Men prøv engang at høre hvordan Johannes beskriver sin oplevelse af at se den herliggjorte Jesus, som han ser ud på denne side af himmelfarten:

… da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager, og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund stod et skarpt, tveægget sværd, og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke. Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.” (Åb 1,12b-18)

Hans herligheds stråleglans er altså så voldsom at selv hans bedste ven faldt til jorden i ærefrygt ved at se ham. Det er ret vildt ikke? Men den herlighed vil han altså give til os som tror på ham!

Eller nej, det var faktisk ikke det der stod. Det der rent faktisk står, er så utroligt at jeg helt uvilkårligt i første omgang kom til at skrive noget forkert i mit manuskript. Men der står altså ikke at Jesus vil give os den herlighed som Faderen har givet ham – havde det ”bare” været det der havde stået, så kunne vi måske endda nok fatte en lille smule af det, for vi har trods alt et håb om at der venter os stor herlighed hjemme i himlen engang. Men det som Jesus siger i dagens tekst, er altså at han allerede har givet os den herlighed som Faderen har givet ham! Hvad i alverden betyder det? Jeg mener, det er trods alt sjældent vi falder til jorden i ærefrygt ved at se på hinanden, ikke sandt?

Jo, det er sjældent – men det burde det måske dybest set ikke være? Måske burde vi rent faktisk – okay, måske ikke ligefrem falde til jorden, for det ville nok gøre hverdagen lidt for besværlig hvis vi konstant skulle ned og kysse fliserne, men rent mentalt burde vi måske –  bøje os i ærefrygt for hinanden. For selvom mine fysiske øjne ikke bliver blændet af at se på nogen af jer, så betyder det ikke at herligheden ikke er der; den er blot usynlig indtil Jesus vender tilbage fra himlen og gør det usynlige synligt – på samme måde som det meste andet der har med vores frelse at gøre, også er usynligt.

Præcis hvor usynlig vores herlighed er, beskriver Paulus meget levende i den tekst vi hørte fra Romerbrevet. Der gør han det klart at det at Jesus sidder ved Guds højre hånd, ikke forhindrer os i at møde nød eller angst, forfølgelse, sult eller nøgenhed, fare eller sværd – men det betyder at ingen af de ting kan skille os fra Guds kærlighed, og det er det vigtigste!

Men hvad er sådan en usynlig herlighed egentlig værd? Er det bare noget vi leger, ligesom når børn leger at de har en usynlig ven? Nej, det mener jeg bestemt ikke. Vi leger ikke bare at vi er Guds børn; vi er Guds børn! Og selvom Guds herlighed i os er usynlig, så kan andre mennesker alligevel komme til at se Gud igennem os når vi lever i kraft af ham, ligesom man kan kende et vandløb i ørkenen på de træer der vokser langs bredden og lever i kraft af vandløbet. Tænk på Jesus: Mens han gik på jorden, var hans herlighed også usynlig! Alligevel var hele hans liv én lang fremvisning af Guds herlighed; ja, mennesket Jesus af Nazaret var og er og bliver den ultimative forkyndelse af hvem Gud er ved den måde han talte, levede, døde og opstod på. Det skyldes naturligvis at mennesket Jesus af Nazaret samtidig var og er Guds evige, enbårne søn – men den ånd som var i Jesus, den har Gud også givet til os, og derfor kan vi åbenbare Gud på samme måde som Jesus kunne – så tæt hører vi sammen med Jesus! Gud har givet sin Helligånd til dig, og derfor kan mennesker komme til at se Guds herlighed ved at se på dig.

Og ja, jeg mener dig! Ikke den person der sidder to meter til højre eller venstre for dig eller to meter foran dig, men lige præcis dig. Løftet om Helligånden gælder alle mennesker uden undtagelse. ”Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker,” sagde Gud i den første tekst vi hørte i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl om at alle betyder alle, så fortsatte han med at gøre det klart at det gælder både mænd og kvinder, både unge og gamle, ja endda de allernederste i samfundshierarkiet: trælle og trælkvinder. Uanset hvordan du vender og drejer det, og hvilket billede du har af dig selv, så er det hævet over enhver tvivl at lige præcis du også er omfattet af det som både Joel og Jesus siger!

Hvordan kan mennesker så komme til at se Guds herlighed igennem dig og mig? Tja, hvordan så mennesker Guds herlighed gennem Jesus? Det gjorde de blandt andet i kraft af de mirakler han gjorde, især helbredelser, og jeg er overbevist om at Gud også ønsker at helbrede syge overnaturligt ved Helligåndens kraft gennem sin kirke den dag i dag! Til september bliver der en sogneaften hvor Torsten Borbye Nielsen vil undervise om den dimension af livet med Helligånden, for det ved han langt mere om end jeg gør. Men det var ikke kun gennem de overnaturlige tegn og undere at Jesus viste hvem Gud er; det var igennem alt hvad han sagde og gjorde. Og det er også den plan Gud har med dig og mig: at alt hvad vi siger og gør, skal vidne om ham!

Nu skal jeg betro dig noget: Hvis jeg for 20 år siden havde hørt en prædikant sige hvad jeg lige har sagt, så ville jeg have følt mig meget træt. Skal alt, hvad jeg siger og gør, vidne om Gud? Det er da et frygteligt ansvar, ja en frygtelig byrde! Og jeg som troede at kristendommen gik ud på at jeg kunne leve i frihed og glæde takket være mine synders nådige forladelse! – Hvor var det en skøn dag da det gik op for mig at det netop er når jeg lever i frihed og glæde takket være mine synders nådige forladelse, at alt hvad jeg siger og gør, vidner om Gud! Hver gang jeg siger eller gør noget som ikke vidner om Gud, er det fordi jeg har glemt at jeg intet godt kan udrette i egen kraft. Når jeg derimod husker det, så er der plads til Guds kraft. Og det gælder for dig, præcis på samme måde som det gælder for mig, for det er den samme Ånd, Gud har givet os begge to.

Tre af de ting som Joels profeti nævner at de der får Ånden, vil komme til at opleve, er at profetere, have drømme og se syner. At profetere vil sige at man siger noget videre som man har fået at vide af Gud, og syner og drømme er to af de måder som Gud taler til os på (der er også andre måder). Som Guds børn er det nemlig meningen at vi skal leve i så tæt fællesskab med vores himmelske far at vi kan høre hvad han siger til os, og så gøre det. Jesus udtrykte det selv sådan at han intet kunne gøre af sig selv, men kun det som han så Faderen gøre (Joh 5,19). Hvis du vil høre mere om hvordan Gud taler til os, så kom igen på søndag, pinsedag.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter påske 2020
Tags: 1-5, Joels Bog 3, Johannesevangeliet 17.20-26, Romerbrevet 8.31b-39

Posted By admin on 24. maj 2020

Jesu himmelfart: Du er en svane

Videoprædiken til Kristi himmelfarts dag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De fleste af jer kender sikkert eventyret om den grimme ælling, der kommer til verden i en andegård. Den bliver drillet og generet af de andre indtil den til sidst vælger at stikke af. Den finder imidlertid ingen venner der hvor den flygter hen (bortset fra to gæs, men de bliver med det samme skudt af en jæger), og det ender med at den stakkels ælling må hutle sig igennem vinteren mutters alene ved en tilfrossen sø. Da foråret bryder frem, lander der nogle smukke svaner på søen, og ællingen beslutter at svømme hen til dem, idet den tænker at den hellere vil hakkes ihjel af de smukke fugle, end den vil leve videre i ensomhed og elendighed. Men til dens store overraskelse tager svanerne imod den med åbne vinger, og da den ser sit eget spejlbillede i søens vand, går det op for den at den selv er blevet til en svane. Ja, de børn der løber og leger ved søen synes endda at den er den smukkeste af alle svanerne. For det gør ikke noget at være født i andegården, når blot man har ligget i et svaneæg!

                      Jeg nævner det her eventyr fordi det er en lignende transformation Gud stiller os i udsigt. Som vi talte om for to uger siden, så er sandheden om os mennesker ikke noget vi har nogen grund til at være stolte over, for i forhold til alt det onde i verden har vi i højere grad været en del af problemet end en del af løsningen. Men vi talte også om at den sandhed kun er overfladen; at der er en dybere og bedre sandhed, som er at Gud elsker os betingelsesløst og har købt os fri fra det ondes magt – ikke sådan at forstå at det onde ikke længere kan ramme os udefra, men sådan at det onde ikke længere kan kontrollere os indefra og definere hvem vi er. Gud har købt os for at vi skulle tilhøre ham og være en fortrop for det godes magt i verden, ligesom et vandløb på en tør steppe ligefrem kan få popler til at vokse frem mellem græsset. Det er vi ikke selv i stand til at gøre, men Gud vil gøre det igennem os ved at fylde os med sin ånd. Han vil forvandle os fra grimme ællinger til svaner!

                      Eventyret om den grimme ælling er anderledes end mange andre eventyr. Som regel skal helten i et eventyr bestå nogle prøver, overvinde nogle fristelser, besejre en trold eller en drage, før han eller hun kan leve lykkeligt til sine dages ende, men den grimme ælling foretager sig ikke noget som helst heltemodigt for at fortjene sin status som svane; det sker helt af sig selv fordi den jo i virkeligheden hele tiden har været en svane – det er det den er skabt til at være. Og på samme måde er vi skabt til at være Guds elskede børn; det er ikke noget vi skal – eller kan – gøre os fortjent til. ”Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige, han sætter ham blandt fyrster, blandt sit folks fyrster”, som det hed i Salme 113 fra Det Gamle Testamente som vi hørte tidligere i dag.

                      Men der er alligevel en vigtig forskel på den grimme ælling og os. Det var nemlig hele tiden givet at ællingen ville blive til en svane, også selvom den var blevet i andegården. Stadiet som ”grim ælling” er en helt naturlig fase i enhver svanes liv og ikke noget som den har brug for at nogen ”frelser” den fra; det sker helt af sig selv. Og derfor var det i grunden ligegyldigt at den var vokset op i andegården, for andegården var jo uden for den.

                      Sådan er det ikke med os. Vi har brug for en frelser fordi vi så at sige har fået andegården ind i os i en grad så vi ikke alene har glemt at vi i virkeligheden er svaner, men faktisk også har mistet forudsætningerne for rent faktisk at blive det. Da Jesus bad til sin far umiddelbart før sin tilfangetagelse (den bøn som vi undertiden kalder ”Jesu ypperstepræstelige bøn”, og som vi hørte et uddrag af i søndags og skal høre endnu et uddrag af på søndag), sagde han om sine disciple at ”de er i verden”, men lidt senere sagde han at ”de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden”. Frelsen består altså ikke i at vi bliver taget ud af verden, men at verden bliver taget ud af os, så vi kan blive de smukke ”svaner” vi er skabt til at være, til gavn for mennesker omkring os og verden som helhed. Og med ”verden bliver taget ud af os” mener jeg at vi begynder at stole på Gud og hans løfter i stedet for at lade os lamme af mistro, bekvemmelighed og forstillelse.

                      Men når vi ikke skal forlade verden, hvorfor gjorde Jesus det så? Det er jo Kristi himmelfarts dag i dag; dagen hvor vi fejrer at Jesus skiltes fra sine disciple og blev båret op til himlen. Hvorfor er det noget at fejre? Ville det ikke have været mere solidarisk af ham at blive her på jorden sammen med os? Hvorfor giver han os en opgave som han ikke selv har lyst til at løse?

                      Sådan kunne man godt tænke, men læg mærke til hvordan disciplene reagerede på himmelfarten: ”De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.” Hvorfor var de glade når Jesus havde forladt dem? Jo, grunden til at Jesus blev taget op til himlen, var for at blive kronet som konge. I sin første prædiken efter himmelfarten citerede apostlen Peter en salme fra Det Gamle Testamente (ikke den vi hørte i dag, men en anden) hvor der står: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder” (Sl 110,1 citeret i ApG 2,34-35). Takket være himmelfarten var apostlene ambassadører for selveste Himlens og jordens konge, sendt med et kongeligt mandat – og det er vi også. Himmelfarten gør os altså til langt mere fornemme ”svaner” end vi ellers ville have været.

Dertil kommer at Jesus i virkeligheden slet ikke havde forladt dem! Han blev taget op til himlen, men hvor er himlen henne? Jo, himlen er vel der hvor Gud er, men selvom Gud er ”ophøjet over alle folkene”, for igen at citere Salme 113, så ser han også dybere ned end nogen anden. Ja, Gud er kilden til alt liv, og da Paulus holdt den første kristne prædiken der nogensinde blev holdt i Athen, og som vi kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 17, så brugte han ligefrem ordene ”i ham lever vi, ånder vi og er vi” (ApG 17,28). Det er derfor vi plejer at sige at Gud er allestedsnærværende. Og det må jo betyde at når Jesus har sat sig ved Guds højre hånd, så er Jesus også allestedsnærværende nu. Derfor kan han være her hos os i Klemensker og Rø, samtidig med at han er hos vores trossøskende i Brasilien, Nigeria, Indien, Nordkorea og alle andre steder på jorden. På en særlig måde er han til stede når vi modtager hans legeme og blod i nadveren, men han er der også i vores hverdag, uanset hvad vi foretager os, sådan at vi kan arbejde videre på den opgave han gav disciplene: at være hans vidner og prædike omvendelse til syndernes forladelse.

”Omvendelse” er et lidt løjerligt ord, men det græske ord som det er en oversættelse af, metanoia, betyder egentlig ”at tænke på en anden måde”. Så når Jesus siger at der i hans navn skal prædikes omvendelse, så betyder det altså ikke at der skal prædikes moral, for vi er jo netop ikke i stand til at blive hvad Gud havde tænkt at vi skulle være, ved at tage os sammen rent moralsk. Nej, når Jesus siger at der skal prædikes omvendelse, så handler det altså om at ”andegården” skal ud af alle mennesker, og det kan vi få lov til at bidrage til ved selv at leve som de ”svaner” Gud har skabt os til at være. Ved selv at leve i den tro på Jesus som sætter os fri til at leve som Guds børn, kan vi bidrage til at andre også bliver sat fri – dels ved at vi beretter om hvordan Gud har taget imod os som sine børn helt uden at vi har gjort noget for at fortjene det, dels ved at vi giver Helligånden lov til gradvis at transformere vores livsstil og væremåde så andre mennesker møder Guds kærlighed gennem os.

Det lyder måske urealistisk at du og jeg skulle kunne gøre så stor en positiv forskel i andres liv. Og her i Danmark bliver den indre jantelov også enormt let aktiveret: ”Uha nej, jeg må endelig ikke tro at jeg skulle kunne bringe Guds kærlighed til andre mennesker!” Og nej, det må du ganske rigtigt ikke tro! Men det er heller ikke det jeg beder dig om at tro! Det jeg beder dig om at tro, er at Gud kan lade sin kærlighed flyde til andre mennesker igennem dig – at du er en svane fordi Gud har skabt dig til at være en svane! Og det er ikke at tænke for høje tanker om dig selv hvis du tror dét; tværtimod er det at tænke for lave tanker om Gud hvis du ikke tror det!

Hemmeligheden er Helligånden, som Gud har lovet til alle som tror på Jesus. Det løfte skal vi høre meget mere om på søndag, inden vi næste søndag fejrer Helligåndens komme til jorden pinsedag.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2020
Tags: Apostlenes Gerninger 1.1-11, Lukasevangeliet 24.46-53, Salme 110.1-4

Posted By admin on 20. maj 2020

Den ypperstepræstelige bøn 1: Du er en poppel!

Videoprædiken til 5. søndag efter påske 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I søndags talte vi om at den triste sandhed om os mennesker er at vi er ”syndens trælle”, altså at vi er slaver af noget ondt inden i os som forhindrer os i at gøre det gode som vi egentlig gerne ville. Men vi talte også om at der er en anden, bedre og dybere sandhed, nemlig at Jesus gav sit liv for at sætte os fri af det vi er slaver af, og give os et helt nyt liv. I dag skal det handle om det nye liv, om den nye og bedre sandhed om hvem vi er når vi tilhører Jesus.

                      For at forstå hvad Jesus har sat os fri til at være, må vi begynde med at se på hvad Gud oprindelig skabte os til at være. Derfor vil jeg citere fra skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel 1: ”Gud sagde: ’Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden’” (1 Mos 1,26). På moderne dansk har ordet ”herske” fået en negativ klang der lader tankerne hen på magtsyge og hensynsløse tyranner, men det siger sig selv at det ikke var det Gud mente da han sagde at vi mennesker skulle herske over resten af skaberværket. Vi skulle jo ligne Gud, og den måde han hersker over sit skaberværk på, er som en omsorgsfuld hyrde der har sine fårs bedste for øje. Det beskrives blandt andet i den fantastiske hymne, der står som Salme 104 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, hvor vi finder følgende vers:

Du lader kilder springe frem i dalene,

mellem bjergene baner de sig vej,

de giver vand til alle de vilde dyr,

vildæsler får slukket deres tørst.

Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,

på grenene sidder de og kvidrer.

Du vander bjergene fra din højsal,

jorden mættes med frugten af dit værk.

…

Løverne brøler efter bytte

og kræver deres føde fra Gud.

…

Alle har det håb til dig,

at du giver dem føde i rette tid;

du giver dem, og de samler op,

du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver.

(Sl 104,10-13.21.27-28).

Så når Gud skabte mennesket i sit billede til at herske over fisk, fugle og andre dyr, betyder det altså at vi som trofaste forvaltere skulle drage omsorg for skaberværket på skaberens vegne, og derfor kan jeg vældig godt lide den måde verset fra skabelsesberetningen er oversat på i den nye nudanske Bibelen 2020: ”Gud sagde til sig selv: ’Lad os nu forme mennesket. Det skal ligne os, så det kan tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og dyrene på jorden.’” Først og fremmest skulle vi naturligvis tage ansvar for hinanden og behandle andre mennesker med omsorg og respekt, men det har det som bekendt knebet omtrent lige så meget med, som det har med at drage omsorg for det øvrige skaberværk.

                      Men vi blev ikke kun skabt med en særlig opgave; det med ”Guds billede” har først og fremmest at gøre med vores relation til Gud. I studsede måske over at Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker” og ikke ”Lad mig skabe mennesker”? Der er utallige bud på hvilken mening den flertalsform kan have givet i tekstens oprindelige kontekst, men når man læser det med kristne briller, er det oplagt at se en reference til treenigheden. Vi bekender jo troen på en Gud som er tre evige personer der er fuldkommen ét i væsen, formål og kærlighed. Og det er interessant at netop menneskets skabelse er det første tidspunkt hvor Gud taler i flertal til sig selv; ved skabelsen af sol, måne og stjerner, planter og dyr befalede han blot de pågældende ting at blive til, fx: ”Jorden skal grønnes” (1 Mos 1,11) eller ”Der skal være lys på himmelhvælvingen” (1 Mos 1,14). Det kunne tyde på at vi mennesker var tiltænkt en helt særlig rolle også i forhold til graden af fællesskab med Gud. Det bekræftes også af at vi i beretningen om syndefaldet hører at Gud går rundt i Edens Have og kalder på Adam og Eva, og at Gud senere i Det Gamle Testamente kalder på folk som Noa, Abraham, Isak, Jakob, Moses, Gideon, Samuel, og ikke mindst David, hvis salmer vidner om et meget nært og fortroligt forhold til Gud.

                      Men vi ved også godt at noget gik galt. Syndefaldet ødelagde ikke kun det gode forhold mellem os mennesker indbyrdes og mellem os og naturen, men også og især mellem os og Gud. Den onde magt der forhindrer os i at gøre det gode som vi egentlig gerne vil, gør os også fjendtligt og frygtsomt stemt i forhold til Gud, fordi vi inderst inde godt ved at vores synd har gjort os til en del af problemet i stedet for en del af løsningen, og at vi ikke fortjener andet end vrede og straf fra Guds side. Men Guds hensigt og plan har hele tiden været at frelse og genoprette sit skaberværk. Det var faktisk det der var den primære grund til at han udvalgte et bestemt folk, nemlig Israel. De fleste af jer der hører dette, kender sikkert beretningen om hvordan israelitterne var slaver i Egypten, men Gud befriede dem fra slaveriet ved at sende ti plager over Farao og hans folk, hvorefter Moses førte israelitterne ud i ørkenen til bjerget Sinaj, hvor Gud steg ned og talte til dem. Han sagde blandt andet: ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,4-5). Israel blev altså ikke udvalgt for sin egen skyld, men for alle menneskers skyld, for at føre den fortabte skabning tilbage til Gud.

                      Det gik imidlertid ikke så godt med det. ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt,” sagde Gud, men det gjorde de for det meste ikke; tværtimod gik det alt for tit sådan at israelitterne tog ved lære af den ondskab der blev praktiseret hos deres nabofolk, også selvom Gud sendte den ene profet efter den anden for at advare dem mod deres frafald og kalde dem til omvendelse. Til sidst blev Jerusalem ødelagt, og folket blev ført i eksil i Babylon, men Gud havde hverken opgivet Israel eller menneskeheden som helhed, og derfor gav han israelitterne den opmuntring som vi hørte i den første læsning: ”Frygt ikke, min tjener Jakob, Jeshurun, som jeg har udvalgt! [Både Jakob og Jeshurun er navne for Israel]. For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb. Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd ’Tilhører Herren’ og bruger Israel som hædersnavn.” Og senere tilføjer han: ”I er mine vidner”. Gud lovede altså israelitterne at de ville komme til at udføre den opgave som han havde udvalgt dem til at udføre, til glæde for både sig selv og de andre folk.

                      Og den opgave blev udført, af en ganske særlig israelit, nemlig Jesus. Jesus demonstrerede med sit liv hvordan Gud er, og med sin død og opstandelse banede han vej for at vi kan blive sat fuldstændig fri fra vores synd, ikke ved vores egen indsats (som alligevel var dødsdømt på forhånd), men ved at overgive os til det Gud har gjort gennem Jesus og få hans liv i bytte for vores eget. Som evangelisten Johannes udtrykker det i indledningen til sit evangelium: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn” (Joh 1,12). Jesus tilbyder os altså et liv hvor vi ligner Gud så meget at vi kan kaldes, ikke bare hans folk, men hans børn! Men er vi Guds børn, er vi selvfølgelig også en del af hans folk, sådan at Guds folk nu ikke kun består af dem der rent fysisk, etnisk, biologisk er israelitter, men af mennesker fra alverdens folkeslag som tror på Jesus, og til os skriver apostlen Peter således i sit første brev: ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk” (1 Pet 2,9-10) – altså ord der minder rigtig meget om dem som Gud sagde til israelitterne ved Sinaj. Og derfor tror jeg at du der hører dette, og som tror på Jesus, kan tage det løfte fra Esajas’ Bog, som vi hørte, til dig, også selvom du ikke er jøde, for de åndelige løfter til Israel er blevet udvidet til at gælde enhver som tror på Jesus. Vi kan så at sige bruge Israel som hædersnavn! (Jeg siger med vilje ”de åndelige løfter”, for jeg tror at Gud stadig har planer med det fysiske Israel, og vi må i hvert fald ikke tro at det jødiske folk kollektivt er blevet forkastet af Gud!).

                      Alt det her siger jeg for at vi skal forstå hvor store planer Gud har med os, ja, for at du skal forstå hvor store planer Gud har med dig! Hvis du tror på Jesus, så er du en af dem som Jesus beder for i dagens evangelietekst (som du måske var begyndt at spørge dig selv om jeg overhovedet ville nå frem til i dag): ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.” Jeg er herliggjort i dem! Jesus er herliggjort i dig og mig! Hvad betyder det? Det betyder at det er meningen at man ved at se på dig og mig kan se hvem Jesus er, og dermed hvem Gud er! For at vende tilbage til billedet fra Det Gamle Testamente, så har Gud lovet at han i åndelig forstand vil sende vand til den tørstige jord – og det vand er et billede på Helligånden, som usynligt virker hvad Gud vil, helt ind i menneskers hjerter – som vi hørte i dagens nytestamentlige læsning: ”Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.” Vi, der har taget imod Jesus og har fået Ånden, er altså Guds fortrop i verden. Jeg synes det er sådan et smukt billede Esajas bruger: ”De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb.” Hvis du nogensinde har været et sted hvor en flod løber igennem et tørt landområde, så ved du at der ofte vokser træer ved flodens bred – og de træer er tit det der gør at man på stor afstand kan se hvordan floden befinder sig. På samme måde har Gud lovet at vil gøre os til ”popler”, som på stor afstand kan vise mennesker hvor Guds ånd og kraft er at finde. Er det ikke fantastisk?

                      Alt det skal vi høre mere om på torsdag og på søndag og til pinse, men her til slut vil jeg lige sige at hvis du ikke er sikker på om du har taget imod Jesus og modtaget Helligånden, så sørg for at blive det! Du kan gentage denne bøn efter mig: ”Kære Jesus. (pause) Jeg kan ikke selv leve et godt liv. (pause) Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. (pause) Jeg har brug for at du overtager mit liv. (pause) Tak fordi alt det jeg har gjort forkert, det tog du med dig i døden. (pause) Tag mit liv, og giv mig dit i stedet for. (pause) Fyld mig med din Ånd, så mennesker ser Guds kærlighed gennem mig. (pause) Amen.

                      Hvis du bad med på den bøn, eller hvis du i øvrigt har spørgsmål til det jeg har sagt, så er du velkommen til at ringe eller skrive til mig; jeg vil elske at hjælpe dig på vej i dit nye liv med Gud – eller dit gamle liv med Gud, hvis du har været kristen længe, men gerne vil træde ind i en dybere erfaring af hvem han er.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Videoprædiken til 5. søndag efter påske 2020
Tags: Johannesevangeliet 17.1-11