Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2020
Posted By admin on 16. juni 2020
Den rige bonde: Penge er ikke noget man taler om
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag efter trinitatis 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg voksede op i et større socialt boligområde i Herlev med et sindrigt net af stisystemer som sikrede at man kunne transportere sig gennem området til fods og på cykel uden at komme i kontakt med motoriseret trafik. Der var en del viadukter hvor stierne blev ført under bilvejene, og disse viadukters vægge var et sandt eldorado for graffitimalere. Graffitien var dog ikke værdsat af ret mange andre end graffitimalerne selv, og derfor søgte boligselskabet på et tidspunkt at komme hærværket til livs ved at få viaduktvæggene udsmykket, dels af nogle professionelle graffitikunstnere, dels af et par lokale skoleklasser. Det var i midten af 1980’erne, hvor miljøbeskyttelse så småt var begyndt at komme på dagsordenen også i den brede befolkning, og det bar skoleklassernes udsmykning meget præg af. En af klasserne havde tegnet et eller andet truet dyr (jeg husker ikke hvilket) og skrevet sætningen: ”Først når det sidste træ er fældet, og den sidste fisk er fanget, finder I ud af at man ikke kan æde penge.” Jeg gik eller cyklede under den viadukt næsten dagligt, så ordene ætsede sig ind på min nethinde. Og det er da også svært at være uenig i udsagnet, for selvfølgelig kan penge ikke spises, og hvis vi mennesker driver for meget rovdrift på naturen, så ender det med at gå ud over os selv; det kan der ikke være nogen tvivl om.
En af fordelene ved at være barn er at det er de voksnes skyld at verden ser ud som den gør. Børn har det privilegium at kunne pege fingre og sige ”Hvornår finder I ud af at penge ikke kan spises?” uden at der peger tre fingre retur i den modsatte retning. Så sent som da jeg var 16-17 år, kunne jeg stadig gå rundt i en T-shirt med teksten ”Save The Planet”, som jeg havde købt på Hard Rock Café i New York, uden at tænke over at mine forbrugsmønstre i almindelighed og rejsen til New York i særdeleshed ikke rigtig harmonerede med mit budskab. Det med at redde planeten fra forurening, det var de voksnes ansvar, først og fremmest politikernes og virksomhedsejernes.
Det privilegium har jeg ikke længere, og derfor må jeg indrømme at det er med blandede følelser at jeg står her og prædiker i dag. For på den ene side er det jo svært at være uenig i det der står i de tekster vi har hørt: ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge”, ”hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet?”, ”gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den”, ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”, ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”, og så videre, og så videre. Og vi kunne endda supplere med Kirkegaards ord om at hvis der er noget der helt sikkert ikke findes i himlen, så er det penge, eller med Charles Gandrups sang ”Lykken er ikke gods eller guld” (som jeg faktisk overvejede om vi skulle synge i dag. Problemet er bare at alle de fine ord, som intet barn kan være uenig i, dem er det som voksen svært at istemme uden at det klinger noget hult. For ja, vist kan man ikke spise penge, men den mad vi spiser, den køber vi ikke desto mindre for penge (for der er næppe ret mange i Danmark der er selvforsynende med alle fødevarer). Nej, mit liv afhænger givetvis ikke af mine penge, men på den anden side ved jeg ikke noget som helst om hvordan det er at mangle. (Jo, dengang jeg boede på kollegium og levede af SU, var penge da en mangelvare i min hverdag, men jeg havde mine forældre relativt tæt på, så selvom jeg måtte undvære mange af de ting som jeg i dag tager for givet, led jeg ikke decideret nød). At erklære at penge ikke betyder ret meget for mig, er ganske enkelt for nemt når jeg sidder i en vellønnet tjenestemandsstilling med en god pensionsordning – det bliver alt for nemt bare til en gentagelse af mundheldet ”Penge er ikke noget man taler om, det er noget man har”. Men hvis man nu ikke har, kan man så stadig lade være med at tale om dem? Hvis min økonomiske sikkerhed blev taget fra mig den dag i morgen, ville jeg så reelt have tillid til at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv? Eller ville jeg være nødt til at overgive mig til den kyniske konklusion som den britiske forfatter Gerald Brenan på et tidspunkt nåede til: ”Folk, der har deres på det tørre, mener, at kærligheden er det vigtigste i tilværelsen. De fattige ved, at det er penge”?
Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men vi der er rige (og det er langt de fleste danskere set i et globalt perspektiv hvor en tredjedel af verdens befolkning mangler adgang til rent drikkevand, og 3 milliarder lever for mindre end 15 kroner om dagen), er heldigvis ikke dømt til at ende som den rige mand i dagens lignelse; Bibelen giver os en lang række gode råd til hvordan vi kan undgå den skæbne. Jesu afsluttende bemærkning efter at han har fortalt den skræmmende historie om den rige bonde, er jo ikke: ”Sådan går det den, der har overflod”, men derimod: ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud” (min kursivering). Det der gælder om, er altså at være rig hos Gud.
Hvordan bliver man så rig hos Gud? Det svarer Jesus faktisk på senere i det kapitel som dagens tekst er hentet fra. (Jeg kan ikke understrege nok hvor vigtigt det er selv at læse i Bibelen (eventuelt som lydbog hvis man ikke er den boglige type); dels fordi læsningerne ved kirkeårests gudstjenester kun udgør en lille brøkdel af alt hvad der står i Bibelen, dels fordi det er vigtigt at læse teksterne i deres sammenhæng hvis man skal forstå dem korrekt). Straks efter at Jesus har sagt: ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”, fortsætter han nemlig, henvendt til sine disciple: ”Derfor” (bemærk ordet ”derfor”, som viser at det han siger nu, hænger tæt sammen med det han lige har sagt) ”siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen” (Luk 12,22). Den første nøgle til at være rig hos Gud er altså at være ubekymret. Det betyder ikke at vi skal være skødesløse, eller at vi ikke skal vise rettidig omhu; det betyder at vi skal gøre hvad vi kan, og lade Gud om resten, eller som Jesus selv udtrykker det: ”Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift” (Luk 12,31). I alle de valg vi træffer i livet, skal vi altså sætte Gud på førstepladsen og stole på at han så også vil sørge for vores behov. (Det sted i Matthæusevangeliet hvor Jesu ord om ikke at bekymre sig, også står nedskrevet, var i øvrigt prædiketekst den 29. september sidste år).
I de vers der følger derefter, bliver Jesus endnu mere konkret: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse”, siger han (Luk 12,33). Det er et af den slags vers der sørger for at vi teologer ikke bliver arbejdsløse lige med det første, for om ikke andet er der brug for nogen til at berolige os med at Jesus i virkeligheden mente noget andet end det han sagde! Men jeg må desværre skuffe jer: Der er ikke noget der tyder på at Jesus mente noget som helst andet end ”Sælg jeres ejendele og giv almisse!” (kunstpause) Men (puh, det var godt han sagde ”men”!) det kommer nu alligevel til at lyde helt anderledes hvis man tager det foregående vers med. Prøv at høre her: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse.” Der er altså ikke tale om at vi ved at give alt hvad vi ejer og har som almisser, kan ”købe” os til en skat i himlen, men derimod at vi så at sige har råd til at være ”tossegode” med vores ejendele fordi Gud allerede har besluttet at give os noget der er langt mere værd.
Men hvis Gud allerede har besluttet at give os himmelske rigdomme, hvordan kan det så gå til at der findes mennesker som ikke er rige hos Gud, sådan at Jesus ligefrem er nødt til at advare os imod at bringe os selv i den situation? Lad os prøve at læse videre i kapitlet, hvor vi efter ordene om at give almisse kan læse følgende: ”Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.” Til syvende og sidst handler det altså om hvor vores hjerte er.
Den rige bonde havde sit hjerte på jorden. Det der betød noget for ham, var at hans fremtid her på jorden var sikret. Det betyder nok også noget for de fleste af os, vil jeg gætte på. Men hvis vi ikke tænker længere end det, så er vi lige så tåbelige som bonden i lignelsen. Hvis vi derimod har vores hjerte i himlen, så viser det at det også er der vi har vores skat. Det er altså ikke sådan at vi først skal skaffe os en skat i himlen ved at gøre en eller anden indsats eller foretage et eller andet offer – skatten i himlen er en gratis gave fra Gud, som vi tager imod i tro, og den tro viser sig først og fremmest i vores prioriteter – altså hvor vi har vores hjerte, for at blive i tekstens sprog. Tror vi på at det er sandt at Gud har en skat til os i himlen, så vil det efterhånden gå op for os at vi ikke behøver at bekymre os om at Gud virkelig vil sørge for os, og at vi derfor er frie til at ”bruge verden som et lån til andres kår at lette”, som vi sang (DDS 692).
Som sagt betyder det ikke at vi ikke skal vise rettidig omhu. Der er ikke noget galt i for eksempel at have en pensionsopsparing. Men det er nok ingen skade til jævnligt at spørge os selv hvor meget luksus og komfort vi egentlig har brug for, og om vi måske kunne undvære lidt mere for at hjælpe dem der lider nød. Måske vil svaret være ja, måske vil det være nej – det vigtigste er at svaret udspringer af tro og kærlighed. Som Paulus skriver i Andet Korintherbrev som afslutning på en lang peptalk hvor han opfordrer de relativt velstående korinthere til at give en gavmild gave til de kristne i Jerusalem som sultede: ”Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre af folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments