Prædiken til pinsedag 2020
Posted By admin on 2. juni 2020
Helligåndens komme: Du kan høre Guds stemme!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke pinsedag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Der skete noget den pinsedag i Jerusalem! Noget der vakte opsigt. Folk stimlede sammen, hørte vi. Helligåndens komme var ikke noget der foregik i det skjulte.
Hvad var det der fik folk til at stimle sammen? Hvis du havde spurgt mig om det for en uge siden, så er jeg bange for at jeg ville have svaret: ”Det var fordi disciplene talte på fremmede sprog”, for ganske vist har jeg læst denne her tekst flere hundrede gange, men når man tror man ved hvad der står, er det ikke altid man læser hvad der rent faktisk står. Og det der står, er altså ikke at folk stimlede sammen fordi de hørte disciplene tale på forskellige sprog, men at de stimlede sammen ”da nu denne lyd hørtes”. Og så vidt jeg kan se på teksten, så sigter ordene ”denne lyd” til den ”lyd som af et kraftigt vindstød”, der fyldte det hus hvor disciplene var forsamlet. Det må have været en ret voldsom lyd! Og disciplene selv hørte ikke kun lyden; de så også noget der lignede tunger af ild, som satte sig på hver enkelt af dem. Der er lavet en del malerier af den begivenhed, og på de malerier ser man som regel flammer der sidder på issen af disciplene, men ret beset står der ingen steder i teksten at det lige var issen flammerne satte sig på. I betragtning af at der oven i købet ikke står ”flammer”, men ”tunger” af ild, forestiller jeg mig at det er mest sandsynligt at de satte sig på munden, som jo er det sted på kroppen hvor tungen sidder. Når det netop var tunger af ild og ikke alt muligt andet, så tror jeg også det hænger sammen med at en af de vigtigste forandringer som Helligåndens komme medførte i disciplenes liv, var at de pludselig var i stand til at tale med frimodighed – og det endda på alverdens forskellige fremmedsprog. I overført betydning fik de virkelig tunger af ild, som vi også synger i salmen. [”Du som går ud fra den levende Gud”, DDS 291]
Al den ydre ramasjang med vindstød og ildtunger og hvad ved jeg, var nemlig for intet at regne mod den indre forvandling der fandt sted i disciplene. Blot syv uger tidligere, da Jesus blev korsfæstet, havde disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for at de myndigheder der havde arresteret og dødsdømt Jesus, også ville komme efter dem. Og der er intet der tyder på at myndighederne i mellemtiden var blevet mildere stemt over for evangeliet om Jesus; tværtimod ser vi i de følgende kapitler af Apostlenes Gerninger at det ikke varede længe før apostlene selv blev arresteret, og en af dem endda blev henrettet. Men alligevel var deres frygt altså med ét blevet afløst af en sprudlende frimodighed som gjorde at de slet ikke kunne lade være med at tale om Jesus (jf. ApG 4,20). Deres indstilling til tilværelsen blev også forandret, sådan at de nu ikke længere betragtede noget af det de ejede, som deres eget – det skal vi høre meget mere om i Rø Kirke i morgen.
Det der gør det relevant for os i Klemensker anno 2020 at høre om hvad disciplene oplevede en pinsedag for næsten 2000 år siden, er naturligvis at Helligåndens komme ikke var en engangsbegivenhed, men at vi selv har mulighed for at erfare det samme. Allerede i Apostlenes Gerninger ser vi at det sker igen og igen at Helligånden kommer over nye grupper af mennesker; det sker for eksempel da Filip prædiker i Samaria i kapitel 8, da Peter prædiker i en romersk officers hus i kapitel 10, og da Paulus møder en gruppe disciple af Johannes Døber i Efesos i kapitel 19. Og vi ved fra Paulus’ breve at de kristne i Korinth (1 Kor 12) og Galatien (Gal 3,2-5) havde lignende erfaringer. Og da Peter prædikede for de mennesker der var stimlet sammen den første pinsedag, sagde han da også at løftet om Helligånden gælder enhver som omvender sig og lader sig døbe til sine synders forladelse. Det gælder altså også os!
Vindstødet og de synlige ildtunger lader til gengæld til at have været en engangsforeteelse, så det skal vi nok ikke regne med at komme til at opleve. Hverken da Helligånden kom over folk i Samaria eller i den romerske officers hus eller hos disciplene i Efesos, optrådte der vindstød og ildtunger; i hvert fald ikke så vidt vi kan læse i de bibelske beretninger. Derimod står der at folk i officerens hus ”talte i tunger”, og i Efesos blev der både talt i tunger og profeteret. Når Helligånden kommer over mennesker, har det altså tilsyneladende altid konsekvenser for den måde vi bruger vores talegaver på. I Første Korintherbrev opremser Paulus endda en hel liste af ting som Helligånden kan sætte os i stand til, hvoraf de fleste har med tale at gøre; han skriver: ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder, én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” (1 Kor 12,7-11).
Hvad tungetale er for noget, vil jeg ikke komme nærmere ind på i dag, andet end at nævne at på oldgræsk (som jo var det sprog Paulus skrev på) er ordet for ”tunge” det samme som ordet for ”sprog”, så det at ”tale i tunger” betyder altså blot at ”tale på sprog”, men det er så underforstået at der er tale om sprog (himmelske eller jordiske) som man ikke behersker. Der findes gode bøger om tungetale, og til november kommer der, om Gud vil, en aften nede i Indre Missions hus hvor jeg vil gå mere i dybden med emnet. Men i dag vil jeg koncentrere mig om det at tale profetisk.
Som jeg kort nævnte i søndags, så betyder det at profetere, at man siger noget videre som man har fået at vide af Gud. I daglig tale betyder ”profeti” at man forudsiger noget der kommer til at ske i fremtiden, men profeterne i Bibelen gør meget andet end at forudsige fremtiden (selvom det også er en del af det de gør); de giver også Guds perspektiv på nutiden. I en bog om profeti som jeg er i gang med at læse, udtrykker forfatteren, Cath Livesey, det endda på denne måde: ”Hvis vi tager et holistisk syn på det profetiske, kan vi sige at hver gang vi trofast repræsenterer Faderens væsen gennem vores ord og handlinger, er vi profetiske. Så hvis vi taler ord der repræsenterer Faderens utrolige godhed mod mennesker, og hvis nogen gennem de ord kommer til at se noget af Guds godhed, så er vi profetiske, selvom vi måske ikke vil kalde det ’profeti’ i ordets snævreste betydning” (Cath Livesey: My Sheep Have Ears, s. 115, min oversættelse).
Men hvis vi holder os til den mere snævre betydning, så er der altså tale om at Helligånden åbenbarer noget, som vi så siger videre. Det svarer jo meget godt til at Jesus i dagens evangelietekst omtaler Helligånden som en ”talsmand”. Mere præcist står der ”en anden talsmand”, altså en anden i stedet for Jesus. Og som nogle har hæftet sig ved, bruges der i den græske grundtekst et ord som betyder ”en anden af samme slags”. Helligånden taler altså Guds ord til os, præcis på samme måde som Jesus selv gjorde da han gik på jorden.
Men, men, men: Dengang Jesus gik på jorden, kunne han tale med helt almindelige menneskeord, og man kunne høre det han sagde, med sit almindelige, fysiske øre. Sådan er det ikke med Helligånden. Så hvordan bærer vi os ad med at høre det som Helligånden vil åbenbare for os?
I det stykke fra Joels Bog som vi hørte i søndags, bliver der nævnt to måder, nemlig syner og drømme. Og det er nok to af de vigtigste måder Gud taler til mennesker på, også i dag. De fleste af os drømmer hver eneste nat, selvom vi ikke altid kan huske hvad vi har drømt, når vi vågner næste morgen. Der findes forskellige psykologiske teorier for drømmetydning, og der er udmærkede til mange formål, men de steder i Bibelen hvor Gud taler til mennesker gennem drømme, er det ikke de teknikker drømmetyderen benytter sig af. En profetisk drøm er nemlig noget andet end en helt almindelig psykologisk drøm, og den vil ofte være kendetegnet ved at man husker den usædvanlig klart når man vågner, og ikke rigtig kan slippe den. I Roskilde Stift er der et projekt der hedder ”Kirke på Vej”, som går ud på at skabe nye former for gudstjeneste og kristent fællesskab, og det projekt blev faktisk født ud af en profetisk drøm som projektets leder Peter Tingleff, der dengang var sognepræst ved Karlslunde Strandkirke, havde en nat. Han kontaktede sin biskop og fortalte ham om drømmen, og fik lov til at starte projektet, i første omgang som et forsøg, men i dag er det blevet permanent, og Peter Tingleff er nu ansat af Roskilde Stift.
”Syner” lyder umiddelbart mere eksotisk end drømme, men det er det sådan set ikke. Ligesom en drøm er et syn noget man ser for sit indre øje, blot med den forskel at man er vågen. Enkelte af de syner der beskrives i Bibelen, har karakter af ekstatiske, nærmest ”psykedeliske” oplevelser, som da profeterne Esajas og Ezekiel og apostlen Johannes hver især oplevede pludselig at befinde sig i Guds tronsal i Himlen. Men for det meste er det faktisk helt jordnært, som hvis jeg for eksempel siger: ”Tænk på et jordbær!” Hvor mange af jer kan se et jordbær for jeres indre blik når jeg siger det? (afvent respons) Sådan er et ”syn” fra Gud som regel, blot med den forskel at det ikke er noget vi selv frembringer, men noget der kommer spontant. Eller det vil sige: Det er min erfaring at det sjældent bare kommer ud af den blå luft, men oftest når vi retter vores opmærksomhed mod Gud og beder ham om at tale til os.
Det kan være meget vanskeligt at afgøre om et syn virkelig er fra Gud, eller om det bare er et produkt af vores egen fantasi, og derfor skal vi være meget forsigtige med at gå rundt og sige alt for skråsikkert at Gud har sagt det ene eller det andet til os. Et nyttigt og vigtigt princip er at de ting som Helligånden åbenbarer, åbenbarer han for menigheden – som der stod i de vers fra Første Korintherbrev som jeg citerede: ”Det som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.” Og et par kapitler længere fremme skriver Paulus følgende om brugen af profeti i gudstjenesten: ”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger.” Men vi kan også selv vokse i evnen til at skelne hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er, ved at lære Gud bedre at kende – præcis som vi kan blive bedre til at genkende et menneskes stemme eller udtryksmåde ved at lære vedkommende bedre at kende. Et eksempel: For et par år siden sendte jeg en gruppebesked ud til et antal mennesker via det sociale medie Messenger. Det var en ret usædvanlig besked, og derfor var der nogle af modtagerne der mente at det måtte være en hacker der var på spil, men min far, som var en af dem beskeden var sendt til, kunne berolige de andre med at beskeden var ægte, fordi han kender mig så godt at han kunne genkende min måde at formulere mig på. Og så godt tror jeg altså også vi kan komme til at kende Gud! Og som gode redskaber til at lære Gud bedre at kende vil jeg som så ofte før anbefale ”De 4 B’er”: Bibelen, Bønnen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin.
Om et øjeblik vil jeg give lidt tid til at du kan bede Helligånden om at fylde dig og tale til dig. Og eftersom der alligevel ikke er kirkekaffe i disse tider, vil der også være mulighed for at man kan blive siddende på sin plads i nogle minutter efter gudstjenestens afslutning for at søge Guds nærvær.
Lad os være stille.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments