Signe & Nikolaj

Posted By admin on 6. april 2021

Jesu opstandelse: Knust er slangen

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Der er en slange i ethvert paradis.” Sådan lyder et af de mange ordsprog der har deres rod i Bibelen. Ordsproget med slangen i paradiset stammer fra Bibelens allerførste kapitler hvor vi hører om hvordan Gud giver Adam og Eva den skønneste have at bo i. Haven hed Edens Have, men vi kalder den ofte for Paradis; et ord der egentlig blot betyder ”have”, men som efterhånden er kommet til at betegne et sted hvor alt er godt. Eller i hvert fald et sted hvor næsten alt er godt, eller hvor man tror at alt er godt, eller hvor alt burde være godt, for ordsproget minder os jo netop om at alt aldrig er helt godt – der er altid et eller andet i vejen. Og det var der jo altså også i det oprindelige paradis i Edens Have, hvor slangen forførte Adam og Eva til at vælge mistilliden og magtbegæret.

                      De slanger der kan være i vores paradiser i dag, kan groft sagt deles i to kategorier. For det første kan det være et menneske der optræder som slangen, så at sige. Tænk på de gamle Morten Korch-film for eksempel: Ib Mossin er forelsket i godsejerens datter og hun i ham, og det ser ud til at de vil leve lykkeligt til deres dages ende, men så dukker der pludselig en af godsejerens gamle kreditorer op med et gældsbrev som godsejeren ingen chance har for at betale, og så ser det ud til at godsejerens datter bliver nødt til at gifte sig med kreditorens søn for at redde sin fars ejendom, lige indtil Poul Reichhardt vinder et hestevæddeløb, eller Christian Arhoff kommer i tanker om at han forresten har en million stående i banken (noget i den stil, ikke?). I den virkelige verden er det sjældent at man kan dele mennesker op i helte og skurke på samme entydige måde som i Morten Korch-filmene, men at vores paradis bliver spoleret af et eller andet irriterende træk hos et andet menneske (eller måske hos os selv), tror jeg ikke er ukendt for ret mange af os. Med et teologisk udtryk kan vi kalde den type slanger for synd.

                      Men det sker også at vores lykke bliver spoleret af noget som ingen mennesker har nogen indflydelse på. Den kristne sanger Jeremy Camp, som især er kendt for sangen There Will Be A Day, var 20 år gammel da han mødte sit livs kærlighed, den ét år yngre Melissa Henning. Til at begynde med afviste hun, men da hun året efter blev diagnosticeret med kræft i æggestokkene, kom han og besøgte hende, og da blev de klar over at det skulle være dem. De blev forlovet, vel vidende at deres tid måske ville blive kort, men en måned før deres bryllup viste det sig at kræften var forsvundet! Den 21. oktober 2000 blev de gift, hvorefter de to på bryllupsrejse til Hawaii. Men midt i deres paradis vendte hendes cancer pludselig tilbage, og tre måneder senere døde hun. Intet jordisk paradis er slangefrit! Jeremy Camps sang I Still Believe beskriver i øvrigt den troskrise han gik igennem i forbindelse med Melissas sygdom og død, og deres historie er også beskrevet i en film med samme titel der havde premiere sidste år med KJ Apa [ahpa] og Britt Robertson i hovedrollerne. Denne anden type af slanger kan vi sammenfatte under betegnelsen død.

                      Men så forskellige som de slanger der lurer i paradiserne, end kan være, så vil jeg vove den påstand at de har i hvert fald to ting til fælles. Det ene er at de alle sammen kan spores tilbage til slangen i Edens Have. Både synden og døden er kommet ind i verden fordi vi mennesker har valgt at spise af Kundskabens Træ (i hvert fald hvis man skal sige det med et kort og fyndigt teologisk udsagn – mellemregningerne gemmer vi til en dag hvor gudstjenesten må vare mere end 30 minutter). Men det andet og vigtigere er at de alle sammen blev overvundet i en anden have, nemlig gravhaven da Jesus opstod påskemorgen!

                      Dengang Adam og Eva blev smidt ud af Edens Have, sagde Gud følgende til slangen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3,15). Det gør givetvis ondt at blive bidt i hælen (jeg har heldigvis ikke prøvet det), men får man knust sit hoved, så dør man! Gud sagde med andre ord at selvom slangen ville komme til at genere os mennesker, så ville den ende med selv at blive knust. Synden og døden ville ikke løbe af med den endelige sejr, det ville kvindens afkom! Og fordi Jesus vandt over døden da han opstod fra de døde påskemorgen, ved vi nu at slangerne ikke er udødelige, men det er vi mennesker til gengæld. Og så kan det godt være at vi stadig oplever at vores jordiske paradiser skuffer os fordi der altid er en slange af den ene eller den anden slags, men til gengæld har vi et evigt paradis i vente, hvor ingen slanger bider os i hælen.

                      Det kan være svært helt at fatte hvad det egentlig var der skete den påskemorgen i gravhaven. Dels kan vi have svært ved at forstå hvordan et dødt menneske kan blive levende igen – altså ikke bare genoplivet til en fortsættelse af sit jordiske liv med den ældning som er en del af livet her, men genoprejst til et udødeligt liv som får livet før døden til at blegne i sammenligning. Hvad det var for en slags krop Jesus fik ved sin opstandelse, som på den ene side kunne gå gennem lukkede døre som vi skal høre på søndag, og gøre sig ukendelig indtil han brød brødet, hvorefter han pludselig forsvandt, som vi skal høre i morgen, men som på den anden side også kunne tilbyde den tvivlende Thomas at han måtte stikke sine fingre i naglemærkerne som vi også skal høre på søndag, og som endda spiste et stykke stegt fisk foran sine disciple for at bevise at han ikke var et spøgelse, som det fremgår af en beretning i Lukasevangeliet der desværre ikke har fundet vej til Folkekirkens tekstrækker (Luk 24,41-43) – men det giver mig jo anledning til at gentage min kæphest om at det er vigtigt at læse i Bibelen selv og ikke lade sig nøje med de små tekster der bliver læst op i kirken – hvad det var for en slags krop, det overgår fuldstændig vores forstand. Men hvad der i endnu højere grad må få vores hoveder til at snurre rundt, er at det uforklarlige der skete den påskemorgen i Jerusalem, ikke kun havde betydning for Jesus og hans nærmeste venner og familie, men også har betydning for os der lever 2000 år senere 4000 kilometer derfra. Da Jesus døde på korset langfredag, betalte han med sit eget liv og blod for at købe os fri fra syndens og dødens magt for at vi skulle leve sammen med ham, og derfor gælder opstandelsen påskemorgen ikke kun for ham, men også for os! Den mærkelige krop som Jesus fik da han opstod, sådan en kan vi også se frem til at få (det skriver Paulus en masse om i Første Korintherbrev kapitel 15, som jeg ikke har tid til at citere her), og uanset hvad der måtte ske med os i denne verden, kan det ikke berøve os det evige paradis som Jesus har vundet til os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2021
Tags: Markusevangeliet 16.1-8

Posted By admin on 3. april 2021

Nadverens indstiftelse: Det sidste måltid

Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Den sidste nadver” plejer vi at kalde det måltid hvor Jesus befalede sine disciple at spise brød og drikke vin til minde om ham. Da jeg var barn, kunne jeg ikke forstå hvorfor det hed ”den sidste nadver”; jeg syntes at ”den første nadver” ville være et mere oplagt navn, for det måltid var jo ikke sidste, men første gang Jesu legeme og blod blev delt ud i skikkelse af brød og vin. Men ordet ”nadver” betyder egentlig bare ”aftensmåltid”, så når vi kalder det ”den sidste nadver”, er det fordi det var det sidste måltid Jesus spiste inden han blev korsfæstet.

                      Som om det at det var Jesu sidste måltid ikke var nok til at gøre det til noget helt specielt, så var der oven i købet i forvejen tale om det vigtigste af alle årets måltider for en jøde, nemlig det rituelle påskemåltid hvor jøderne mindedes deres befrielse fra slaveriet i Egypten på Moses’ tid, cirka 1300 år før Jesu fødsel. Derfor vidste disciplene godt at det var et ganske særligt måltid Jesus ville spise sammen med dem, også selvom de endnu ikke havde forstået at det ville blive hans sidste.

                      Tænk at have været blandt dem Jesus valgte at spise dét helt særlige måltid sammen med! Det må have været så stor en ære at det nærmest ikke er til at fatte. Blandt alle verdens millioner og atter millioner af mennesker var der tolv som Jesus valgte at tilbringe sin sidste aften sammen. Hvordan ville du mon have reageret hvis du var blevet vist så stor en ære som Jesus viste de tolv disciple?

                      Men ved du hvad? Den ære viser Jesus os faktisk! Jesus sagde på et tidspunkt: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18.20), og Paulus kalder ligefrem menigheden for ”Guds tempel” (1 Kor 3,17). Lige fra kirkens allerførste tid har det været en fast overbevisning at Jesus på en særlig måde var åndeligt til stede i gudstjenesten og især i nadverfejringen. Når vi modtager nadverens brød og vin, er vi gæster ved Jesu sidste måltid sammen med hans disciple dengang og til alle tider. Det er derfor Jesus og disciplene alle sammen sidder på den ene side af bordet i Leonardo da Vincis berømte maleri Den sidste nadver, for tanken er at vi andre sidder på den anden side af bordet sammen med dem. Og det er derfor alterskranken i de fleste kirker er formet som en halvcirkel – tanken er at de disciple der er gået forud for os, og som nu nyder den nye vin sammen med Jesus i Guds rige, danner den usynlige anden halvdel af cirklen.

                      Der har endnu ikke været fejret nadver i Klemensker-Rø pastorat her i 2021 på grund af coronarestriktionerne, som dikterer at en gudstjeneste højst må vare en halv time. Men man kan altså ikke fejre skærtorsdagsgudstjeneste uden at fejre nadver, og derfor vil jeg slutte min prædiken nu så der bliver tid til det.

                     

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til skærtorsdag 2021
Tags: Matthæusevangeliet 26.17-30

Posted By admin on 30. marts 2021

Indtoget i Jerusalem: Han red mod solnedgangen

Prædiken i Sct. Klemens Kirke palmesøndag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er ikke mere end 4 måneder siden vi sidst var samlet om denne tekst. Normalt møder vi ellers kun prædiketeksterne med to års mellemrum, men lige netop beretningen om Jesu indtog i Jerusalem på æselryg er på menuen både første søndag i advent og palmesøndag når vi følger første tekstrække (som vi jo gør i de kirkeår hvor hovedparten falder i et ulige årstal). Det kan man undre sig over, men jeg tror tanken er at det er meningen at vi skal fokusere på to forskellige aspekter af begivenheden. Til advent ligger hovedvægten på det at Jesus kommer til os, og spørgsmålet om hvorvidt vi er parate til at tage imod ham i vores hjerter. Her op til påske ligger vægten derimod på hvad det var der ventede Jesus da han red ind i byen. For ganske vist var det et triumftog hvor Jesus blev hyldet som en sejrrig konge, men jeg tror ikke jeg røber for meget ved at sige at fem dage senere hang han og blødte på et kors. Sådan kan lykken vende på meget kort tid, og det gør vi alle sammen klogt i at huske på. Uanset hvor populære og vellykkede vi er, kan nedturen lure lige om hjørnet, og derfor skal vi aldrig stole på vores egen succes, men kun på Gud. (Det betyder selvfølgelig ikke at vi ikke må glæde os over når det går godt – tværtimod kan vi glæde os endnu mere over den medgang vi får lov til at opleve, når vi ved at Gud er den samme også hvis medgangen skulle vende til modgang).

                      Det var nu ikke fordi det kom bag på Jesus at lykken vendte. Tværtimod havde han adskillige gange forberedt sine disciple på at når først de nåede frem til Jerusalem, så ville han blive arresteret, tortureret og henrettet. Han vidste altså, da han red ind i byen, at hans popularitet ikke ville vare ved, men at folkemængden der råbte ”Hosianna!” blot fem dage senere ville være afløst af en folkemængde der råbte ”Korsfæst ham! Korsfæst ham!” Jeg gad vide om man har kunnet se det på hans ansigt da han modtog skarens hyldestråb?

                      Men når han nu vidste at det ville gå galt, hvorfor holdt han sig så ikke bare væk fra byen? Fordi hans død var selve formålet med at han var kommet til jorden. Blot 7 vers før dagens tekst begynder hører vi ham faktisk sige at ”Menneskesønnen [en betegnelse som Jesus ofte brugte om sig selv] ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Jesu død var ikke udtryk for at hans plan var slået fejl, men derimod for at den var lykkedes.

                      Men selvom det var en del af planen at Jesus skulle dø, så betyder det ikke at det var behageligt. De lidelser der ventede Jesus (og som vi særligt skal fokusere på på fredag) var meget reelle. Ikke alene var korsfæstelse både den mest ydmygende og den mest smertefulde henrettelsesmetode man kendte til (spørg bare den danske stuntman Lasse Spang Olsen, der for nogle år siden afprøvede den bizarre filippinske skik med at lade sig korsfæste i 5 minutter for at mærke Jesu smerter – stuntmanden, der ellers ikke hører til de ømskindede, har fortalt at det er det mest smertefulde han nogensinde har prøvet, og at han i samfulde 5 minutter måtte bruge alle sine kræfter på ikke at besvime af smerte), men for Jesus var pinen endnu større fordi han bar hele verdens synd på sine skuldre. Prøv at tænke tilbage på engang hvor du havde virkelig dårlig samvittighed – og prøv så at gange den følelse med 20 milliarder, eller hvor mange mennesker der nu alt i alt har levet på jorden nogensinde.

                      Det lyder måske mærkeligt at man på den måde skulle kunne lide af skyldfølelse på andres vegne. Jesus havde jo ikke selv gjort noget forkert, så hvorfor skulle han have dårlig samvittighed blot fordi han tog straffen for alt det vi andre har gjort? Burde han ikke snarere have det godt med sig selv et eller andet sted mens han hang der, fordi han var ”the good guy” der var i færd med at gøre den største kærlighedsgerning i menneskehedens historie?

                      Måske. Men vi må huske at det ikke kun var straffen for vores synd Jesus bar – det var synden selv! På en måde som vi nok aldrig kommer til at forstå (i hvert fald ikke på denne side af Jesu genkomst) blev den skyld som var vores, flyttet over på Jesus. Han hang på korset som skyldig – ikke i noget han selv havde gjort, men i alt det som vi mennesker har gjort. Som Paulus udtrykker det et sted på en lidt kryptisk, men meget poetisk måde: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,21). Derfor vendte Gud sit ansigt bort, og Jesus måtte råbe: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Alt det skal vi høre om på fredag hvor vi skal lytte til uddrag af Jesu lidelseshistorie og lytte til den smukke gendigtning af Jesu syv korsord, Gak under Jesu kors at stå, hvori det blandt andet hedder: ”Al verdens synd bar det Guds Lam, Guds vredes ild fortæred ham” (DDS 191,11).

                      Det vi særligt skal fokusere på i dag, er at Jesus villigt ”red imod solnedgangen” palmesøndag. Selvom han vidste at det ville ende med at koste ham livet og store lidelser, tog han sin mission på sig – og resultatet blev evig frelse for hele menneskeslægten. Det må vi takke og prise ham for!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til palmesøndag 2021
Tags: Matthæusevangeliet 21.1-9

Posted By admin on 22. marts 2021

Bebudelsen: Helligånden skal komme over dig

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Mariæ bebudelses dag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Helligånden skal komme over dig,” sagde Gabriel til Maria. Jeg gad vide hvordan de ord lyder i dine ører. Hvis der dukkede en engel op og sagde sådan til dig, hvad ville din reaktion så være? Og her taler jeg altså ikke om hvordan du ville reagere hvis en engel kom og sagde at du skulle føde Guds søn (det ville den halvdel af os der slet ikke har en livmoder, nok blive endog særdeles overraskede over at få at vide!), men kun på selve sætningen ”Helligånden skal komme over dig”. Ville du opfatte det som noget godt? Som noget dårligt? Eller ville du overhovedet ikke vide hvad de ord mon skulle betyde?

                      For nogle år siden viste TV2 en julekalender der hed Ludvig og Julemanden, som handler om den 12-årige Ludvig der sammen med sin familie flytter ind på det historiske Børglum Kloster i Vendsyssel, kun for at opdage at klosteret hjemsøges af genfærd fra 1500-tallet, deriblandt den berygtede biskop Stygge Krumpen. Midt i det hele dukker en lidt kikset og akavet mand op og påstår at han er Julemanden, alt imens Ludvig og hans venner er på sporet af en skat der kan give udødelighed. Til sidst, da alt er ved at gå galt, træder Helligånden i egen høje person pludselig i karakter og redder det hele ved for en stund at bemægtige sig landsbyens krofatters krop og tale med hans mund. (Man må sige at julekalendergenren har udviklet sig siden Vinterbyøster!).

                      Jeg synes afslutningen på Ludvig og Julemanden er interessant fordi det er et af de meget sjældne tilfælde hvor Helligånden optræder i en ikke-kirkelig produktion. Samtidig er det et eksempel på hvor meget den populære opfattelse af Helligånden adskiller sig fra hvad vi finder i Bibelen. Hvis det eneste jeg vidste om Helligånden, var det man lærer ved at have set Ludvig og Julemanden, så tror jeg at jeg personligt ville synes at ”Helligånden skal komme over dig” var en temmelig skræmmende besked at få, for hvem har lyst til at få aktiveret en slags kosmisk TeamViewer-program så man pludselig ikke længere selv styrer hvad man siger og gør?

                      Heldigvis havde Maria ikke set Ludvig og Julemanden, for den julekalender blev først produceret mere end 2000 år efter at hun fik besøg af Gabriel. Til gengæld havde hun sandsynligvis læst Det Gamle Testamente, og derfor var Helligånden nok ikke en helt ukendt størrelse for hende. I Det Gamle Testamente sker det adskillige gange at Helligånden kommer over et menneske, og det indebærer som regel at vedkommende får kraft til at gøre noget som han (for det er som regel en mand) ellers ikke ville have kunnet. Det mest berømte eksempel er nok Samson, der fik overmenneskelig styrke så han kunne rive en voksen løve midt over med de bare næver, dræbe 3000 bevæbnede fjendtlige soldater med en æselkæbe, og få et stort tempel til at styrte sammen ved at skubbe til dets to bærende søjler med sine arme, men man kunne også nævne David som kunne spille overnaturligt smukt på harpe når Helligånden kom over ham, eller en mand ved navn Bezalel der kunne lave overnaturligt smukt kunsthåndværk. Og det lyder jo egentlig vældig tillokkende hvis man sådan kunne få superkræfter, for hvem vil ikke gerne være superhelt? (selvom vi hørte i søndags at det ikke er superhelte med superkræfter der redder dagen, men almindelige svage og skrøbelige mennesker der i tro adlyder Gud). Der er bare lige et ”catch”, som det hedder på nudansk (på lidt ældre dansk ville man nok have sagt at der er et ”aber dabei”), nemlig at der ikke er tale om superkræfter som vi kan bruge efter vores forgodtbefindende, men derimod kræfter der skal bruges til at tjene andre mennesker med, og at det godt kan indebære nogle omkostninger. Samsons styrke gav ham for eksempel visse problemer med at begå sig socialt, og hvad Maria angår, så førte hendes mirakuløse graviditet i første omgang til at hun kom under mistanke for at have været Josef utro, senere at hendes søn traf valg hun ikke kunne forstå, og at han til sidst døde en grusom en nedværdigende død. Det var alt sammen med i Guds plan, ja – men jeg tror ikke at det altid var lige sjovt at udfylde Marias plads i den plan!

                      Også for os i dag gælder det at hvis Gud vælger at lade Helligånden komme over os, så vil det ikke kun give os glæde, men også smerte. Og det bringer mig tilbage til det spørgsmål jeg indledte med: Hvis en engel gav dig beskeden ”Helligånden skal komme over dig”, ville du så blive glad og taknemmelig, eller ville du snarere sige: ”Nej, ellers tak!”? Jeg kan godt forstå hvis du synes det er et svært spørgsmål! Men jeg tror nu vi ville stå os klart bedst ved at sige ja, for hver gang mennesker har gjort det, har det bragt stor velsignelse til mange mennesker. Samson befriede for eksempel sit folk fra filistrenes besættelse, og hvad Maria angår, så blev hun medvirkende til at hendes søn vandt det evige liv til alle mennesker (inklusiv hende selv, ikke at forglemme).

Men hvad er overhovedet formålet med at beskæftige sig med sådan et hypotetisk spørgsmål? Der er vel næppe nogen af os der hører den her prædiken, som nogensinde kommer til at opleve at en engel pludselig viser sig for os og siger: ”Helligånden skal komme over dig”? Nej, måske ikke ligefrem en synlig, lysende engel der står foran os – men til gengæld har vi alle sammen adgang til Bibelen, og hvis vi slår op i den, så kan vi se at Jesus faktisk har lovet Helligånden til alle der er døbt og tror på ham! I sin berømte prædiken pinsedag, umiddelbart efter at Helligånden var kommet over disciplene, sagde Peter for eksempel: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave” (ApG 2,39), og da Paulus senere mødte en gruppe troende der ikke havde fået Helligånden, spurgte han forbløffet: ”Hvilken dåb blev I da døbt med?” (ApG 19,3). Da han erfarede at de ikke var døbt i Jesu navn, sørgede han for at få rettet op på den mangel, ”og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede” (ApG 19,5).

De ord der lød til Maria dengang, lyder altså også til os i dag: ”Helligånden skal komme over dig!” Spørgsmålet er blot hvordan vi vil reagere. Vil vi som Maria sige: ”Se, jeg er Herrens tjener” (med eller uden tilføjelsen ”-inde”), sådan som tusinder af andre kristne op igennem historien har gjort, og på den måde stille os til rådighed for at vores kortvarige afkald kan blive til evig velsignelse for både os selv og andre? Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn, hvor vi kan overveje det spørgsmål og eventuelt give Gud et svar.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Mariæ bebudelses dag
Tags: Lukasevangeliet 1.26-38

Posted By admin on 17. marts 2021

Bespisningen af de 5000: En dråbe i havet?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker midfaste søndag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Saruman tror at det kun er stærk magt der kan holde det onde stangen, men det er ikke min erfaring. Det er almindelige menneskers små hverdagshandlinger der holder mørket fra døren. Små handlinger i godhed og kærlighed.” Sådan siger troldmanden Gandalf i Peter Jacksons filmatisering af J.R.R. Tolkiens roman Hobbitten. (Saruman, som nævnes i citatet, er en anden troldmand, der viser sig at være langt mindre vís end Gandalf). Selvom citatet ikke står i nogen af Tolkiens bøger, men er opfundet til filmen, så stemmer det fint overens med Tolkiens kristne livssyn, som gennemsyrer hans bøger. I Bibelen er det nemlig heller ikke superhelte med superkræfter der redder dagen, men derimod helt almindelige svage og skrøbelige mennesker der i tro adlyder Gud. Tag for eksempel hyrdedrengen David der besejrede kæmpen Goliat uden andre våben end en slynge og en glat sten, Gideon der fordrev en enorm besættelseshær skønt han selv kun rådede over 300 mand bevæbnet med fakler og lerkrukker, eller Elias der udfordrede 850 afgudspræster til styrkeprøve i tillid til at Gud ville høre hans bøn. Eller tag den fattige enke i Sarepta der sørgede for Elias mens han var i landflygtighed – havde hun ikke gjort det, havde Elias slet ikke levet længe nok til at kunne udfordre afgudspræsterne! Der er mange spændende beretninger i Det Gamle Testamente!

                      I den tekst fra Det Nye Testamente som vi har lyttet til i dag, møder vi en endnu mere ydmyg helt, nemlig en lille dreng der stiller fem brød og to fisk til rådighed i en situation hvor fem tusind mænd (foruden et ukendt antal kvinder og børn [Matt 14,21]) manglede noget at spise. Det er virkelig en dråbe i havet, og havde det været en voksen mand der havde haft den madpakke med, ville han sikkert have syntes det var for pinligt overhovedet at henvende sig til Jesus og disciplene med så lille et bidrag. Men sådan tænkte drengen heldigvis ikke – og jeg tror vi skal øve os i at tænke mere ligesom ham!

                      Jeg ved ikke med jer, men når jeg ser på de massive problemer vi har at slås med i verden i dag – klimaforandringer, fødevaremangel, ensomhed, brudte familier, undertrykkelse og uretfærdighed, for ikke at tale om de mange mennesker der lever uden at kende Jesus som deres frelser – og når jeg sammenligner det med hvad jeg har at byde ind med, så føler jeg mig håbløst utilstrækkelig. Om jeg så gav mig selv 200 procent 24 timer i døgnet og sled og slæbte mig ihjel, så ville der næppe være ret mange der kunne se forskel på verden før og efter at jeg havde været der. (Det var jeg faktisk noget af det jeg frygtede allermest da jeg var ung: at måtte indse på mit dødsleje at jeg ikke havde gjort nogen nævneværdig forskel i verden).

                      Men så er det skønt at vide at vi tjener en Gud som er i stand til at mætte flere tusind mennesker med fem brød og to fisk! Det gør ikke noget at vi ikke kan udrette noget stort, for det kan han! Derfor behøver vi ikke at være kede af at den indsats vi gør i verden, tilsyneladende ikke bærer de store frugter, for når alt kommer til alt, er det ikke vores ansvar. Vi kan nemlig slet ikke overvinde det onde; det kan kun Gud. Det som vi kan gøre, er at komme med vores ”fem brød og to fisk” og stille dem til rådighed for ham uden at skamme os over hvor latterligt lidt det er. Hver gang der er sket noget stort i Guds rige, har det nemlig været fordi et menneske har gjort lige præcis det.

                      Tag for eksempel Moder Teresa, der i anden halvdel af det 20- århundrede opnåede verdensberømmelse for sit sociale kristne arbejde blandt de fattigste af de fattige i Calcutta. Mange ville nok nævne hende hvis de skulle pege på et menneske der virkelig gjorde en positiv forskel i verden. Men Moder Teresa gjorde ikke noget stort – i hvert fald ikke efter hendes eget udsagn. En af de ting hun er kendt for at have sagt, er: ”Vi kan ikke gøre store ting; vi kan kun gøre små ting med stor kærlighed.” Eller tag hende der undertiden bliver kaldt ”Afrikas Moder Teresa”, den amerikanske missionær Heidi Baker, hvis virke i Mozambique gennem de seneste 25 år efter sigende har ført til oprettelsen af ikke færre end 10.000 nye menigheder – et aldeles svimlende tal, som i perioder har givet mig mindreværdskomplekser over hvor lidt jeg selv har udrettet. Men når man ser på hvad det er Heidi Baker rent faktisk har lavet i løbet af de 25 år, så har rigtig meget af det netop bestået i at gøre små ting med stor kærlighed, ikke mindst på det børnehjem i byen Chihango hvor hun og hendes mand, Rolland, har deres daglige virke. Men fælles for alle disse almindelige mennesker som Gud har gjort til helte, er troen på at hvis vi er trofaste i det små, så vil Gud være trofast i det store.

                      Vi kan selvfølgelig ikke alle sammen rejse til Indien eller Mozambique, og det skal vi heller ikke. Nogle af os skal måske rejse til et nyt sted for at tjene Gud dér, sådan som eksempelvis Madeleine og Mathias Rønne har gjort (der ligger nogle eksemplarer af deres seneste nyhedsbrev på bordet bagerst i kirken), men Guds kald til at gøre små ting med stor kærlighed i tillid til at han kan mangfoldiggøre det lidt vi kommer med, det kan vi udleve uanset hvor vi befinder os, også selvom vi har en helt almindelig hverdag med et helt almindeligt job. For Gandalf havde ret i at det er almindelige menneskers små hverdagshandlinger der holder mørket fra døren.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til midfaste søndag 2021
Tags: Johannesevangeliet 6.1-15

Posted By admin on 9. marts 2021

Jesus og Beelzebul: Kan man slukke for mørket?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i fasten 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De fleste af jer har sikkert hørt om Chuck Norris. Nogle af jer har måske endda set en eller flere af de 30 film som den tidligere kampsportsmester har spillet med i, og som har givet ham et ry som en hypermaskulin hård negl; et ry som i 2005 inspirerede det til en ny type vittigheder, nemlig de såkaldte ”Chuck Norris facts”. Nogle af dem lyder: Chuck Norris har talt til uendelig to gange. Chuck Norris kan lave en snemand af regn. Chuck Norris kan stejle på en ethjulet cykel. Chuck Norris kan få løg til at græde. Chuck Norris lærer ikke af sine fejl; fejlene lærer af ham. Chuck Norris tænder ikke lyset, han slukker mørket. Chuck Norris døde for fire år siden, men manden med leen tør ikke hente ham, så han lever endnu. Og så videre. (Chuck Norris lever i øvrigt endnu; han er 80 år gammel og bor på sin ranch i Texas. Og hvad der er nok så interessant: Han er bekendende kristen, og selvom han synes at de såkaldte facts om ham er vældig sjove, så understreger han ved enhver given lejlighed at det er Gud og ikke Chuck Norris der kan alt).

                      Grunden til at jeg synes at Chuck Norris-vittighederne er sjove, er at de udfordrer vores logik. Der er jo for eksempel ikke noget der hedder at ”slukke mørket”; den eneste måde man kan fordrive mørke på, er netop ved at tænde lys. Lys og mørke er absolutte modsætninger: Jo mere lys der er, jo mindre mørke er der, og omvendt. Der findes steder hvor der er en blanding af lys og mørke, men der findes ingen steder hvor der hverken er lys eller mørke. Er der ikke lys, så er der pr. definition mørke, og omvendt. (Dertil kommer at mørke i virkeligheden slet ikke findes som en selvstændig størrelse, men kun som fravær af lys).

                      Sådan er det også med det gode og det onde, med Gud og Satan (eller ”Beelzebul”, som den onde kaldes i teksten til i dag). Hvor Gud er, der kan Satan ikke være – og hvor Gud ikke er, der er Satan. For lidt siden sagde vi sammen: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, og umiddelbart derefter sagde vi: ”Vi tror på Gud Fader den Almægtige”. Forsagelsen kan ikke stå alene uden bekendelsen – vi kan ikke forsage Djævelen uden at bekende Gud. Det ville vi moderne, uafhængige mennesker ellers helst, ikke sandt? Vi vil helst ikke have nogen til at bestemme over os – især ikke Djævelen, det er klart, men helst heller ikke Gud hvis det kan undgås. For frihed må vel være at der slet ingen er der bestemmer over mig? Og forresten: Hvorfor har Gud overhovedet et behov for at bestemme over mig? Hvis det virkelig er sandt at Gud kun er kærlighed, er det så ikke nok for ham at jeg er lykkelig? Hvad behøver han blande sig i mit liv for? Kan han ikke være ligeglad om jeg retter mig efter nogle regler i en gammel bog?

                      Hvis vi tænker sådan, så er det fordi det kan være enormt vanskeligt at forstå at Gud ikke er ligesom os mennesker. Mellem voksne mennesker gælder det jo, som det gamle ord siger, at hvis man elsker nogen, skal man sætte dem fri, ikke forsøge at bestemme over dem. Og ethvert forhold mellem mennesker er dømt til at gå galt hvis den ene vil bestemme over den anden. Magt og kærlighed rimer nemlig ikke på hinanden.

                      Men hos Gud er det anderledes. Guds kærlighed og Guds magt er ikke modsætninger, for Guds magt er kærlighedens magt. At bekende os til Gud er er at bekende os til kærligheden, sandheden, godheden og retfærdigheden. At underkaste os under Gud som vores Herre er at lade kærlighedens magt råde i vores liv. Og det er bestemt ikke uden omkostninger, skal jeg huske at sige, for det betyder at der ikke længere vil være plads til vores egoisme eller til mere eller mindre skjulte dagsordener i vores omgang med vores medmennesker, men kun til at stræbe efter det som er det bedste for dem. Og grunden til at Gud gerne vil have os til at leve på den måde, er naturligvis at Gud elsker vores medmennesker lige så højt som han elsker os. Det handler altså ikke om at Gud har et ”behov for at bestemme”.

                      Men ikke nok med at Gud elsker dine medmennesker lige så højt som han elsker dig; han elsker også dig lige så højt som han elsker dine medmennesker – og det er faktisk en lige så vigtig grund til at han gerne vil have dig til at leve ud fra kærlighedens magt! Guds kærlighed er nemlig lyset der fordriver mørket i dit liv. Og ligesom du ikke kan slukke mørket i et rum (medmindre du hedder Chuck Norris), men kun kan fordrive mørket ved at tænde lyset, sådan kan du heller ikke leve for det gode uden at leve for Gud.

                      Det betyder naturligvis ikke at mennesker der ikke tror på Gud, ikke kan gøre gode ting; selvfølgelig kan de det! Guds billede stråler i alle de mennesker han har skabt, uanset om de tror på ham eller ej, og til tider må vi der kalder os kristne, endda med skam erkende at mennesker der kalder sig ateister, kan være bedre mennesker end os. Det der sker når du lader Jesus være herre i dit liv, er nemlig ikke at du bliver et mindre syndigt menneske end du var før, eller at du får nogle flere redskaber til at kæmpe imod din egoisme. Det som Jesus tilbyder, er at du kan få et helt nyt liv hvor det slet ikke er din egen godhed og fromhed det kommer an på, men hvor du afleverer hele dit liv til Jesus og får hans liv i stedet. Så kan det godt være at din ikke-troende nabo er langt bedre end du er til at holde dæmonerne fra døren, men det er sådan set underordnet, for hverken en troende eller en ikke-troende kan besejre det onde i sin egen kraft. (Når selv Chuck Norris indrømmer det, så gælder det nok også os andre). Kun Jesus er stærkere end alt det onde, og derfor må selv den frommeste og mest beslutsomme før eller siden indse at det er et håbløst projekt at forsøge at være et gennemført godt menneske. Der er kun én vej til at leve det liv i kærlighed som Gud har skabt os til, og det er at lade Jesus leve det i os.

                      Og det er vel at mærke ikke noget vi kan gøre én gang for alle. Det kan godt være at du engang for 30 år siden bad Jesus om at komme ind i dit liv som din herre, men det er kun alt for let at glemme hvem vi tilhører. Når Guds ånd begynder at forvandle dit liv så du ligner Jesus mere, er det kun alt for let at begynde at tro at det er fordi du selv er blevet et bedre menneske – og det øjeblik du tror det, er dit liv blevet til et fejet og pyntet hus hvor hovmod og andre skødesynder hurtigt kan se sit snit til at rykke ind (det har jeg selv oplevet mange gange). Paulus kalder det ”kødets gerninger” når vi stoler på os selv i stedet for at overgive os til Guds ånd – og ligesom lys og mørke er modsætninger, er kødet og Ånden også modsætninger. Men de gode nyheder er at så snart lyset bliver tændt, forsvinder mørket af sig selv, uanset hvor længe lyset har været slukket. På samme måde kan du når som helst bede Jesus om igen (eller for første gang) at overtage kommandoen i dit liv. Han har allerede købt og betalt dig med sit blod og venter kun på et ”go” fra dig. Og om du så tyve gange om dagen kommer til at falde tilbage til at stole på dig selv i stedet for på ham, så gælder det bare om at du enogtyve gange om dagen overgiver dig til ham igen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i fasten 2021
Tags: Lukasevangeliet 11.14-28

Posted By admin on 3. marts 2021

Den kana’anæiske kvinde: Bid dig fast i bordet!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 2. søndag i fasten 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er en mærkelig beretning vi lige har lyttet til. Vi sidder uvægerligt tilbage med to brændende spørgsmål: Hvorfor siger Jesus i første omgang nej til den stakkels kvindes bøn? Og hvad er det der gør at han skifter mening? Umiddelbart ville vi jo tænke at ingen af delene ligner ham – hverken det at afvise en der beder ham om hjælp, eller det at ombestemme sig. Men Jesus svarer faktisk selv på begge hvorfor-spørgsmål.

                      For det første: Hvorfor afviser han hende? Jo, det gør han fordi han kun er sendt til Israel, siger han. Men det svar må vi også undre os over, for alene det at vi i dag er samlet til gudstjeneste et sted der ligger næsten 4000 kilometer fra Israel, viser vel at Jesus ikke kun var sendt til Israel? Hvis han kun var sendt til Israel, tyder det i hvert fald på at vi har misforstået et og andet! Men vi skal huske at den historie vi lige har hørt, fandt sted før Jesu død og opstandelse, altså på et tidspunkt hvor Jesus endnu ikke havde fuldført det der frem for noget var hans mission, nemlig at bære verdens synder så vi kan leve evigt sammen med Gud. Før det var sket, gav det ikke mening at prædike evangeliet i hele verden. I Matthæusevangeliet 10. kapitel, altså tre kapitler før det vi har at gøre med i dag, ser vi ganske vist at Jesus sender sine disciple ud for at prædike, men ved den lejlighed siger han faktisk netop til dem at de hverken skal opsøge samaritanerne eller de fremmede folkeslag, men udelukkende ”de fortabte får af Israels hus” – altså præcis samme udtryk som Jesus anvender i dagens tekst. Israel havde en meget central plads i Guds frelsesplan som det folk frelsen og Guds rige skulle udgå fra som opfyldelse af alle de løfter Gud havde givet folket gennem profeterne i Det Gamle Testamente, og derfor fokuserede Jesus og hans disciple på at prædike i Israel i tiden før Jesu korsfæstelse. Når vi i dagens tekst finder dem uden for Israel, er det fordi de ikke kunne gå i fred nogen steder inden for Israels grænser, så deres eneste chance for at få et par fridage, var at rejse udenlands. Derfor er der egentlig ikke noget at sige til at disciplene beder Jesus om at sende hende væk, for de har sikkert trængt virkelig meget til ferie på det her tidspunkt!

                      Men hvad gør man så når der alligevel dukker en op og beder om hjælp? I første omgang ingenting: ”Men han svarede hende ikke et ord”, står der. Som sagt er det en temmelig usædvanlig adfærd fra Jesu side i forhold til hvordan vi ellers møder ham i evangelierne, men til gengæld vil jeg gætte på at der er mange mennesker i dag som kan nikke genkendende til den erfaring at Gud tilsyneladende ikke reagerer på vores bønner. Og når det sker, så er denne kana’anæiske kvinde et godt forbillede for os, for Jesus gav jo efter til sidst og gav hende hvad hun bad om. Og grunden til at han gjorde det, var, som han siger, at hendes tro var så stor.

                      Der er mange misforståelser forbundet med hvad det vil sige at have en stor tro. Når jeg ser videooptagelser af prædikanter der identificerer sig med den såkaldte ”trosbevægelse”, så får jeg nogle gange indtryk af at de betragter tro som et spørgsmål om hvor højt man kan råbe. I Danmark er vi nok mere tilbøjelige til at opfatte ”stærk tro” som noget der har med overdrevet optimisme, dumdristighed eller urealistiske forventninger at gøre. Hvis jeg for eksempel begyndte at gå til boksning og bekendtgjorde at jeg regnede med om et par år at blive verdensmester i professionel sværvægtsboksning, så var der nok nogen der med en mængde ironi i stemmen ville sige: ”Tro på det!”

                      Når vi er kommet til at forbinde ordet tro med naiv jubeloptimisme, så er det måske fordi bibelsk tro ind imellem har set sådan ud, i hvert fald udefra, for hvis Gud har givet et menneske et klart kald til at gøre noget der virker umuligt, så er det jo tro at gå ud og gøre det. Og hvad den højlydte råben angår, så møder vi jo i dagens tekst en kvinde hvis tro kommer til udtryk i at hun råber. Men tro i bibelsk forstand er hverken mere eller mindre end det at have tillid til Gud – til at han vil os det godt og har magt til at gøre hvad han vil.  Det var derfor den kana’anæiske kvinde ikke tog et nej for et nej: Hun havde tillid til at Jesus repræsenterede en Gud der ville hende det godt. Så hun ”bed sig fast i bordet” indtil hun havde fået hjælp.

                      Men det er værd at lægge mærke til at hun gjorde det med en ydmyg indstilling. Hun tilhørte et folk der historisk set var Israels fjender og tilbad afguder, så hun vidste godt at hun aldeles ikke havde noget som helst krav på at Israels Gud eller arvingen til Israels store konge, David, skulle gøre noget for hende. At vi ikke har krav på noget hos Gud, er noget som vi moderne mennesker har det med at glemme – vi forfalder let til at tro at det er os selv der er universets centrum, og at Gud først må gøre sig fortjent til det hvis han vil have at vi skal tro på ham (og en lignende forkælet indstilling finder man sjovt nok i visse hyperkarismatiske miljøer hvor det prædikes at den der tror på Jesus, har ret til at kræve ting af Gud). Men ret beset har ingen af os gjort noget der skulle sætte Gud i gæld til os. Tværtimod er det os der skylder Gud alt, for han har først skabt os og siden løskøbt os. Vi var fortabte syndere, og den eneste grund til at vi nu er Guds elskede børn, er den ufortjente godhed som Gud har vist os. Vi er, som Luther udtrykte det, ikke andet end tiggere der kan vise andre tiggere hvor der er brød at få. Vi kan ikke kræve, kun tigge. Men det kan vi til gengæld gøre frimodigt, i tillid til at Gud virkelig vil os det godt, og at vi adskillige steder i Bibelen ligefrem opfordres til at komme til Gud med vores ønsker.

                      Vi skal dog huske på at det at Gud vil os det godt, ikke nødvendigvis betyder at vi får lige præcis det vi beder Gud om at give os. Det kan være at Gud kan se at der er noget andet der på længere sigt er bedre for os, eller det kan være at der er andre forhold der gør sig gældende, som vi ikke ved noget om og måske aldrig får noget at vide om. Derfor må vi altid sige tak for det Gud giver os, også selvom det måske er noget andet end det vi havde forestillet os. Men netop fordi vi ved at Gud kun giver os gode gaver, kan vi ikke desto mindre roligt bede om at få det bedste, for hvis det vi mener er det bedste, alligevel ikke er det bedste for os, skal Gud nok lade være med at give os det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag i fasten 2021
Tags: Matthæusevangeliet 15.21-28

Posted By admin on 16. februar 2021

Jesu dåb: Trange tider

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker fastelavns søndag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så fik vi sne! Temmelig meget i ugens løb endda. Aldrig så snart var de yngste skolebørn kommet tilbage i skole efter i fem uger at have været holdt hjemme på grund af coronanedlukningen, før de igen var nødt til at blive hjemme, denne gang fordi politiet frarådede al unødvendig udkørsel.

                      Det er efterhånden en sjældenhed at vi får så store mængder sne her i Danmark – så vidt jeg husker, er det næsten 3 år siden at der sidst var bare en smule problemer med farbarheden på de bornholmske veje. Derfor vækker sneen så meget desto større glæde nu, for det at kunne kælke, bygge snemænd og den slags er jo efterhånden en sjælden fornøjelse for børnene, og når man som jeg har tendenser til vinterdepression, lyser den hvide sne dejligt op i landskabet. Men jeg ved også at det ikke er alle der er begejstrede for det vejrlig vi har haft på det seneste. I en tid hvor mange af os i forvejen kun ser ganske få mennesker på grund af coronaen, er det salt i såret hvis man nu ikke engang kan komme ud på grund af sne.

                      Selvom det kan føles som om det har været vinterligt vejr længe, så er vi stadig meget langt fra isvintre som i 1996, eller snemasser som i 2010. Og selv dengang blev det jo forår til sidst. Også i år er foråret med usvigelig sikkerhed på vej. Dagens længde tiltager støt og roligt, og under sneen spirer vintergækkerne. Inden vi ser os om, er det påske, og vi kan igen fejre Jesu sejr over døden, som her på den nordlige halvkugle symbolsk falder omtrent sammen med forårets sejr over vinteren ved forårsjævndøgn.

                      På det tidspunkt hvor vi møder Jesus i dagens tekst, er der stadig længe til påske – i hvert fald til den påske hvor han opstod fra de døde. Opstandelsen kommer først i Matthæusevangeliets 28. og sidste kapitel, og i dag er vi kun i kapitel 3. Det første der sker efter at Jesus er blevet døbt, er at Djævelen udfordrer ham til duel ude i ørkenen på et tidspunkt hvor Jesus havde fastet i fyrre dage – det står der om i kapitel 4, og det skal vi høre om næste søndag. Derefter kommer der en masse kapitler hvor Jesus helbreder de syge og prædiker om Guds rige, og hvor han vinder mange tilhængere, men også får mange fjender og blandt andet oplever at selv hans egne brødre vender ham ryggen. Det absolutte nulpunkt kommer da en af hans tolv nærmeste og mest betroede disciple forråder ham, og de elleve andre tager flugten mens Jesus i ensomhed må lide tortur, ydmygelser, en unfair rettergang fra en arrogant ypperstepræst og en fej romersk guvernør, og til sidst korsfæstelse, som på én gang var den mest ydmygende og den mest smertefulde henrettelsesform man kendte til. Dertil kommer at vægten af al verdens synd, som han bar på sine skuldre, sandsynligvis var en endnu større lidelse end de fysiske smerter. Da Jesus blev døbt, lå alle de ting stadig mellem ham og hans opstandelse, så den due der dalede ned over ham da han steg op fra dåben, var altså ikke et tegn på at fra nu af ville alt være godt, men snarere på at nu skulle vanskelighederne til at begynde!

                      Og det var faktisk netop på grund af de vanskeligheder der ventede, at Guds ånd dalede ned over Jesus. Både duen og Guds stemme fra himlen som erklærede at Jesus var Guds elskede søn, havde til formål at styrke Jesus til de trængsler der ventede ham. Og fordi Gud var med ham, holdt Jesus ud gennem det alt sammen og endte med at vinde den herligste sejr der nogensinde er vundet. Nå ja, og så naturligvis også fordi han netop var Guds søn og derfor var i fuldkommen sync med Guds ånd, også selvom han for en tid havde lagt sin egen guddommelighed til side og var blevet helt og fuldt menneske som os.

                      Men vi der er døbt til at tilhøre Jesus (og hvis du der hører dette, ikke er døbt, men gerne vil døbes, så kontakt mig endelig – vi må gerne holde dåb selvom der er corona!), har adgang til alt hvad der er hans, og derfor kan vi også hente styrke i de ord Gud sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (eller ”Det er min elskede datter, i hende har jeg fundet velbehag!”) Det er sådan Gud ser på dig og mig – dels fordi han har skabt os, dels fordi han gennem dåben i kraft af Jesu død og opstandelse har genfødt os til at være det han skabte os til at være. Det er værd at huske på når noget går os imod i denne verden: Vi har en status som ingen og intet i denne verden kan tage fra os, nemlig som Guds elskede børn.

                      Ligesom Jesus har vi også fået Guds ånd. Når selv Jesus havde brug for Guds ånd for at fuldføre sin mission mens han levede som menneske på jorden, så har vi det langt mere, også selvom vi hver især har fået en mission der er noget mindre ambitiøs end at bære al verdens synd på vores skuldre. Men bare det at leve i denne faldne verden, hvor vi jævnligt rammes af ting der er langt værre end at sne inde, kan være hårdt nok.

                      I dag er det fastelavn. Ordet fastelavn kommer fra det plattyske vastel-avent, som betyder ”aftenen før fasten”, og det navn skyldes at den periode af kirkeåret som vi kalder fastetiden, begynder på onsdag, askeonsdag. Det er en tid som har til formål dels at forberede os åndeligt på at mindes Jesu lidelse og død langfredag og fejre hans opstandelse påskemorgen, men også at minde os om at vi ikke er i mål endnu. Selvom vi hvert forår kan se livet gøre sig fri af vinterens greb i naturen omkring os, så lever vi stadig i den verden hvor døden råder. Men vi lever her med et håb om at der venter os en bedre verden, og i troen på at Gud allerede har givet os en forsmag på den kommende verden ved at skænke os Helligånden med syndernes forladelse og en ny status som Guds børn. Det må vi holde fast i når livet er hårdt, og de trange tider skrider alt for langsomt.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2021
Tags: Matthæusevangeliet 3.13-17

Posted By admin on 9. februar 2021

Lignelsen om sædemanden: Har du ører at høre med?

Prædiken i Ny, Sct. Klemens og Rø Kirker søndag seksagesima 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Inden jeg begyndte at læse teologi, var jeg i halvandet år indskrevet på statistikstudiet ved Københavns Universitet. Min favoritunderviser på det studium hed Kjeld Bagger Laursen (og jeg håber det er i orden med ham at jeg nævner hans navn, når nu der er tale om en rosende omtale). I minutterne op til forelæsningen sad han med en kaffekop i hånden og bladrede i sine noter mens vi studerende indfandt os, inden han på slaget kvart over satte kaffekoppen fra sig, rejste sig og sagde: ”Okay, hør efter!” Og det gjorde vi selvfølgelig, for går du på universitetet, er det værst for dig selv hvis du ikke hører efter! Forelæsningerne er til for de studerendes skyld, som en hjælp til at forstå stoffet så man ikke dumper til eksamen.

                      Når jeg kom til at tænke 25 år tilbage i tiden til Kjelds glimrende forelæsninger i lineær algebra, er det naturligvis fordi Jesus indleder den lignelse der er dagens prædiketekst, med ordene ”Hør her!” Og ligesom det ikke er for underviserens skyld at de studerende ved en universitetsforelæsning skal høre efter, men for deres egen skyld, er det heller ikke for Jesu skyld at vi skal høre efter når han taler, men for vores egen skyld. Og her er det noget langt vigtigere end en eksamen der er på spil, nemlig selve livet.

                      Lineær algebra kan være vanskeligt at forstå, og det med Gud kan være endnu vanskeligere. Derfor sørger en god underviser naturligvis for at illustrere sin undervisning med billeder fra hverdagslivet, og Jesus er ikke nogen undtagelse. Selvom mange af hans tilhørere var fiskere eller håndværkere, så havde de nok tilstrækkelig meget viden om landbrug til at de kunne nikke genkendende til det Jesus sagde: Når man tilsår jorden, så afhænger udbyttet naturligvis af hvor god jorden er. Uanset hvor godt sædekorn der bliver anvendt, så kan det ikke spire de steder hvor jordbunden ikke er til det, eller hvor der er tidselfrø; det vidste alle.

                      Men desværre var det ikke alle der forstod hvad lignelsen skulle betyde. Selv disciplene forstod det ikke, til stor overraskelse for Jesus. Derfor måtte han forklare betydningen for dem – og det kommer så også os til gode, fordi Markus var så venlig at skrive forklaringen ned. Men hvorfor gav Jesus ikke bare den forklaring til alle dem han havde fortalt lignelsen til? Hvorfor var det kun disciplene der fik lov til at kende det som Jesus kalder ”Guds riges hemmelighed”?

                      Tja, når vi lytter til det Jesus sagde til disciplene da de spurgte ham om lignelserne, så lyder det unægtelig som om lignelserne ligefrem har til formål at folk ikke skal kunne forstå hvad Jesus siger, men det siger sig selv at det ikke er det Jesus mener. I Første Timotheusbrev står der at Gud ”vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4), så ordene om at ”de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte” skal nok snarere forstås sådan at lignelserne har til formål at gøre budskabet så klart som overhovedet muligt, sådan at de der ikke fatter det, ikke kan undskylde sig med at de ikke har hørt det. Det er nemlig ikke fordi man behøver en universitetsgrad i lineær algebra (eller i noget som helst andet for den sags skyld) for at forstå det Jesus siger; det eneste det kræver, er, som Jesus siger, at man har ører at høre med. Og dermed sigter Jesus ikke til vores fysiske ører, for mennesker der er døve på de fysiske ører, kan heldigvis sagtens være lydhøre overfor Guds ånd! Omvendt kan man desværre sagtens have en superfølsom fysisk hørelse, men være åndeligt døv. Og det er faktisk netop det lignelsen handler om!

                      ”Sædemanden sår ordet”, siger Jesus i sin forklaring, og med ”ordet” mener han budskabet om Guds frelse, som blev udtrykt i alt hvad Jesus sagde og gjorde, og som nogle tog imod, mens andre ikke gjorde. Den manglende modtagelse kan have flere forskellige årsager, hvoraf Jesus nævner tre: Det kan være at vi slet ikke opfatter budskabet, det kan være at vi ikke er villige til at tage den modstand med som det kan indebære at følge Jesus, eller det kan være at den grå hverdag får os til at tabe målet af syne, som vi talte om for to søndage siden.

                      Men Jesu pointe er at intet af det er sædemandens skyld. Han har strøet såkornet ud overalt, så det uens resultat skyldes den modtagelse som såkornet har fået. På samme måde er det med Jesu budskab: Han prædiker for alle mennesker, og han skærer endda sine pointer ud i pap ved at benytte lignelser. Når nogle afviser budskabet, ligger årsagen hos dem og ikke hos Jesus. Eller sagt meget skarpt: Når mennesker går fortabt, skyldes det ikke Guds manglende vilje til at frelse, men menneskers manglende vilje til at blive frelst.

                      Og hvad kan vi så bruge dét til? Jo, vi kan lære at Gud altid er nær med sit ord! Selvom du måske føler at Gud er fjernt fra dig, så er han det ikke. Fold blot ørerne ud, og hør ham sige at han elsker dig, at han vil at du skal leve, og at han har købt dig fri fra syndens og dødens og Djævelens magt! Guds ord kommer nemlig hele tiden til os, og selvom det måske indtil nu er faldet på vejen, på klippegrunden eller blandt tidslerne i dit liv, så er der intet der forhindrer at det fremover kan komme til at falde i god jord – det kræver blot at du er villig til at tage imod det! Dét er dagens gode nyhed!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag seksagesima 2021
Tags: Markusevangeliet 4.1-20

Posted By admin on 31. januar 2021

Arbejderne i vingården: De sidste skal blive de første – er det retfærdigt?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag septuagesima 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg kan virkelig godt forstå at de arbejdere der havde slidt hele dagen, følte sig uretfærdigt behandlet. Ganske vist fik de det de var blevet lovet, men alligevel: Når nu der var andre, der fik det samme uden at have slidt for det, så var deres slid jo i en eller anden forstand forgæves – de fik i hvert fald ikke noget som de ikke ville have fået alligevel, selv hvis de ikke havde båret dagens byrde og hede. Og det at yde en stor indsats under barske vilkår kan være hårdt nok i sig selv, men hvis det bagefter viser sig at man slet ikke havde behøvet det, så bliver der nærmest føjet spot til skade. Det ligger dybt i de fleste af os mennesker, tror jeg, at vi gerne vil anerkendes for vores indsats, og hvis der er nogen der har ydet en langt mindre indsats end man selv har, men som får samme belønning, så føler man sig ikke anerkendt. Sådan kan jeg i hvert fald godt have det.

                      Men Jesus vælger altså at lade helten i sin historie, nemlig vingårdsejeren, give dem der kun har arbejdet en time, samme belønning som dem der har arbejdet hele dagen. Og ikke nok med det: Han lader vingårdsejeren, der tydeligvis skal forestille Gud, påstå at det slet ikke var uretfærdigt, men at det tværtimod er dem der brokker sig, der har et ”ondt øje”, eller sagt på nudansk: er misundelige. Så hvem har ret? Eller sagt på en anden måde: Gud har selvfølgelig ret, men hvordan kan det være retfærdigt at de der kun har arbejdet en time, får samme løn som dem der har arbejdet hele dagen?

                      Det kan det fordi Gud har en anden målestok for retfærdighed end vi mennesker har. Vi mennesker betragter det som retfærdigt hvis vi får efter fortjeneste, ikke sandt? Hvis vi får lov til at nyde frugten af vores slid, og ingen får mere end de har krav på – for hvis nogen får noget de ikke har krav på, så bliver der jo mindre til os andre. Det er menneskelig logik, og på det menneskelige plan er den svær at modsige. Men hos Gud er det som sagt anderledes, og ved I hvad: Det skal vi være glade for, for hvis ikke det var sådan, så havde vi et kæmpe problem!

                      Sagen er nemlig den at vi ikke har krav på noget som helst hos Gud, så hvis ingen skulle have mere end de havde krav på, så ville vi ingenting få af Gud. Tænk på alt det du betragter som ”dit” – hvad er det der gør at det er dit? Jo, det kan være dit fordi du selv har lavet det, eller det kan være dit fordi du har købt det. Hvis du har købt det, så har du højst sandsynligt arbejdet for de penge du har brugt til at købe det, så under alle omstændigheder er det dit fordi du har ydet en indsats. Men hvad har du brugt til at yde den indsats? Først og fremmest dine hænder og din hjerne, vil jeg gætte på. Men Gud har skabt både dine hænder og din hjerne! Ret beset har du altså ikke mere krav på det du har arbejdet for, end en kaffemaskine har på den kaffe den brygger! Ikke over for Gud i hvert fald.

                      Men heldigvis er der en tredje måde noget kan blive dit på: Noget kan blive dit ved at du selv laver det, eller ved at du køber det, men det kan også blive dit ved at nogen forærer dig det. Og det er sådan Guds retfærdighed fungerer: han forærer os alle sammen noget som vi aldrig kunne gøre os fortjent til, og det gør han blot fordi han er god. Og så kan det godt være at der er nogle andre som vi synes har gjort sig endnu mindre fortjent til Guds gode gaver end vi selv har, men vi skal bare huske at hvis det skulle gå efter fortjeneste, så blev der altså heller ikke noget til os.

Det betyder selvfølgelig at det der sker i lignelsen, ikke kan overføres 1 til 1 til vores forhold til Gud, for de arbejdere der blev hyret om morgenen, havde jo unægtelig gjort sig fortjent til deres denar, så sandt som en arbejder er sin løn værd. Når Jesus alligevel valgte dette billede, så skyldes det nok at det at leve som kristen i denne verden faktisk godt kan føles som et slid en gang imellem. Der er adskillige steder i evangelierne hvor Jesus advarer sine disciple om at de må forvente modstand og endda forfølgelse fra menneskers side hvis de vælger at følge ham – og kirkehistorien viser at han fik ret i sin forudsigelse. Den frihed vi har til at udleve vores tro i Vesten i dag, er ikke noget vi kan tage for givet.

Men selvom vi har frihed til at praktisere vores tro, kan det alligevel godt føles som et slid ind imellem. Jesus har jo befalet os at elske vores næste som os selv, og det kan dårligt undgå at indebære visse afsavn. Og som en der får løn for at arbejde i kirken er jeg også vældig bevidst om at der er mange mennesker der lægger en stor arbejdsindsats enten her eller i andre almennyttige sammenhænge uden at få en krone for det. Hvis du er en af dem der gør det, så har du muligvis nogle gange fået at vide at du vil få din løn i himlen – og det tror jeg helt sikkert også at du får. Men det er altså ikke sikkert at den bliver større end den løn som din nabo, der ikke har arbejdet nær så hårdt, får. I sidste ende er det nemlig slet ikke vores egen indsats vi får løn for, men derimod en andens indsats, nemlig Jesus. Og det kan vi kun være glade for, for den indsats Jesus gjorde da han trådte frem foran Gud med alverdens synd på sine skuldre, er langt større end selv Moder Teresas selvopofrende indsats for de fattigste af de fattige.

Men hvorfor så overhovedet gøre en indsats i Guds rige, hvis vi ikke kan regne med at det vil stille os bedre i evigheden end dem der ikke har gjort en indsats? Dertil kan jeg kun sige: Spørg en af dem der bruger store dele af sin fritid på at besøge de ensomme, bede for de syge, stå i en genbrugsbutik eller holde børnekirke under prædikenen, hvorfor de gør det. Mit gæt er at de gør det fordi det at arbejde i Guds vingård er et privilegium i sig selv – også selvom det kan være hårdt at bære dagens byrde og hede – og så fordi de og vi allerede er sikret en belønning der langt overgår værdien af vores indsats, også selvom indsatsen er kæmpestor.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag septuagesima 2021
Tags: Matthæusevangeliet 20.1-16