Prædiken til søndag septuagesima 2021

Posted By on 31. januar 2021

Arbejderne i vingården: De sidste skal blive de første – er det retfærdigt?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag septuagesima 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg kan virkelig godt forstå at de arbejdere der havde slidt hele dagen, følte sig uretfærdigt behandlet. Ganske vist fik de det de var blevet lovet, men alligevel: Når nu der var andre, der fik det samme uden at have slidt for det, så var deres slid jo i en eller anden forstand forgæves – de fik i hvert fald ikke noget som de ikke ville have fået alligevel, selv hvis de ikke havde båret dagens byrde og hede. Og det at yde en stor indsats under barske vilkår kan være hårdt nok i sig selv, men hvis det bagefter viser sig at man slet ikke havde behøvet det, så bliver der nærmest føjet spot til skade. Det ligger dybt i de fleste af os mennesker, tror jeg, at vi gerne vil anerkendes for vores indsats, og hvis der er nogen der har ydet en langt mindre indsats end man selv har, men som får samme belønning, så føler man sig ikke anerkendt. Sådan kan jeg i hvert fald godt have det.

                      Men Jesus vælger altså at lade helten i sin historie, nemlig vingårdsejeren, give dem der kun har arbejdet en time, samme belønning som dem der har arbejdet hele dagen. Og ikke nok med det: Han lader vingårdsejeren, der tydeligvis skal forestille Gud, påstå at det slet ikke var uretfærdigt, men at det tværtimod er dem der brokker sig, der har et ”ondt øje”, eller sagt på nudansk: er misundelige. Så hvem har ret? Eller sagt på en anden måde: Gud har selvfølgelig ret, men hvordan kan det være retfærdigt at de der kun har arbejdet en time, får samme løn som dem der har arbejdet hele dagen?

                      Det kan det fordi Gud har en anden målestok for retfærdighed end vi mennesker har. Vi mennesker betragter det som retfærdigt hvis vi får efter fortjeneste, ikke sandt? Hvis vi får lov til at nyde frugten af vores slid, og ingen får mere end de har krav på – for hvis nogen får noget de ikke har krav på, så bliver der jo mindre til os andre. Det er menneskelig logik, og på det menneskelige plan er den svær at modsige. Men hos Gud er det som sagt anderledes, og ved I hvad: Det skal vi være glade for, for hvis ikke det var sådan, så havde vi et kæmpe problem!

                      Sagen er nemlig den at vi ikke har krav på noget som helst hos Gud, så hvis ingen skulle have mere end de havde krav på, så ville vi ingenting få af Gud. Tænk på alt det du betragter som ”dit” – hvad er det der gør at det er dit? Jo, det kan være dit fordi du selv har lavet det, eller det kan være dit fordi du har købt det. Hvis du har købt det, så har du højst sandsynligt arbejdet for de penge du har brugt til at købe det, så under alle omstændigheder er det dit fordi du har ydet en indsats. Men hvad har du brugt til at yde den indsats? Først og fremmest dine hænder og din hjerne, vil jeg gætte på. Men Gud har skabt både dine hænder og din hjerne! Ret beset har du altså ikke mere krav på det du har arbejdet for, end en kaffemaskine har på den kaffe den brygger! Ikke over for Gud i hvert fald.

                      Men heldigvis er der en tredje måde noget kan blive dit på: Noget kan blive dit ved at du selv laver det, eller ved at du køber det, men det kan også blive dit ved at nogen forærer dig det. Og det er sådan Guds retfærdighed fungerer: han forærer os alle sammen noget som vi aldrig kunne gøre os fortjent til, og det gør han blot fordi han er god. Og så kan det godt være at der er nogle andre som vi synes har gjort sig endnu mindre fortjent til Guds gode gaver end vi selv har, men vi skal bare huske at hvis det skulle gå efter fortjeneste, så blev der altså heller ikke noget til os.

Det betyder selvfølgelig at det der sker i lignelsen, ikke kan overføres 1 til 1 til vores forhold til Gud, for de arbejdere der blev hyret om morgenen, havde jo unægtelig gjort sig fortjent til deres denar, så sandt som en arbejder er sin løn værd. Når Jesus alligevel valgte dette billede, så skyldes det nok at det at leve som kristen i denne verden faktisk godt kan føles som et slid en gang imellem. Der er adskillige steder i evangelierne hvor Jesus advarer sine disciple om at de må forvente modstand og endda forfølgelse fra menneskers side hvis de vælger at følge ham – og kirkehistorien viser at han fik ret i sin forudsigelse. Den frihed vi har til at udleve vores tro i Vesten i dag, er ikke noget vi kan tage for givet.

Men selvom vi har frihed til at praktisere vores tro, kan det alligevel godt føles som et slid ind imellem. Jesus har jo befalet os at elske vores næste som os selv, og det kan dårligt undgå at indebære visse afsavn. Og som en der får løn for at arbejde i kirken er jeg også vældig bevidst om at der er mange mennesker der lægger en stor arbejdsindsats enten her eller i andre almennyttige sammenhænge uden at få en krone for det. Hvis du er en af dem der gør det, så har du muligvis nogle gange fået at vide at du vil få din løn i himlen – og det tror jeg helt sikkert også at du får. Men det er altså ikke sikkert at den bliver større end den løn som din nabo, der ikke har arbejdet nær så hårdt, får. I sidste ende er det nemlig slet ikke vores egen indsats vi får løn for, men derimod en andens indsats, nemlig Jesus. Og det kan vi kun være glade for, for den indsats Jesus gjorde da han trådte frem foran Gud med alverdens synd på sine skuldre, er langt større end selv Moder Teresas selvopofrende indsats for de fattigste af de fattige.

Men hvorfor så overhovedet gøre en indsats i Guds rige, hvis vi ikke kan regne med at det vil stille os bedre i evigheden end dem der ikke har gjort en indsats? Dertil kan jeg kun sige: Spørg en af dem der bruger store dele af sin fritid på at besøge de ensomme, bede for de syge, stå i en genbrugsbutik eller holde børnekirke under prædikenen, hvorfor de gør det. Mit gæt er at de gør det fordi det at arbejde i Guds vingård er et privilegium i sig selv – også selvom det kan være hårdt at bære dagens byrde og hede – og så fordi de og vi allerede er sikret en belønning der langt overgår værdien af vores indsats, også selvom indsatsen er kæmpestor.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.