Prædiken til skærtorsdag 2022
Posted By admin on 19. april 2022
Fodvaskningen: Den svære afsked
Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er dagen før dagen. Ja, det er endda aftenen før dagen, og Jesus ved udmærket godt hvad der skal ske i morgen, selvom disciplene tilsyneladende ikke helt har fattet det endnu. Jesus og hans disciple er samlet for at fejre det traditionelle jødiske påskemåltid, som jøder verden over stadig fejrer den dag i dag til minde om dengang Gud friede dem ud af slaveriet i Egypten, men det er ikke ”bare” en påskefest Jesus og disciplene fejrer; det er en afskedsfest.
Afskedsfester er mærkelige, eller det synes jeg i hvert fald. Der er sådan en mærkelig blandet stemning, for på den ene side har de jo til formål at have det så hyggeligt og rart som muligt sammen med de mennesker som man ikke kommer til at se igen i lang tid, ja måske aldrig mere, og derfor gælder det om at feste igennem! Men på den anden side ligger den ubehagelige sandhed hele tiden i baghovedet, at når festen slutter, er det ikke kun festen der er slut, men et helt kapitel i livet, og dagen derpå kan man forvente ikke alene at være dødtræt fordi man ikke havde lyst til at slutte festen før langt ud på de små timer, men også at føle en indre tomhed, en klump af sorgfuldt vemod i maven, måske endda lette depressionssymptomer. Særlig slemt er det hvis det kapitel af livet der er ved at slutte, har været et meget intenst kapitel som for eksempel et efterskoleophold.
Det kan selvfølgelig også være slemt hvis afskeden ikke skyldes at man er ved at sige farvel til noget ekstraordinært for at vende tilbage til hverdagen, men derimod at man er ved at sige farvel til hverdagen for at gå ombord i noget ekstraordinært, nemlig hvis det ekstraordinære der venter, er noget mere eller mindre ubehageligt. For Jesus var det i den grad noget ubehageligt: Han skulle lide og dø – og som om det ikke var slemt nok i sig selv at han kunne se frem til at få sin ryg flænset af en romersk pisk, få en krans af tornegrene presset ned over sit hoved og til slut få slået syvtommersøm gennem sine hænder og fødder og blive hængt op på et kors (ja, man kan næsten ikke forestille sig hvor intens en smerte der må have været tale om) – som om det ikke var slemt nok, så bar Jesus også vægten af al verdens synd på sine skuldre. Skyldfølelse kan næsten være værre end fysisk smerte, så prøv at forestille dig hvordan det må have været at bære den samlede vægt af al menneskehedens skyld. Jesus havde selvfølgelig ikke selv gjort noget forkert, så han havde ikke ”dårlig samvittighed” på den måde, men jeg tror han mærkede den objektive skyld, og at den var mindst lige så lidelsesfuld som piskene, tornekronen og naglerne. Alt det var hvad der ventede Jesus når dagen gryede, og det vidste han. Kun denne ene aften havde han tilbage sammen med sine disciple, og det havde han i sinde at nyde fuldt ud – Lukasevangeliet citerer ham for at sige følgende ved måltidets begyndelse: ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige” (Luk 22,15-16).
Hvad valgte Jesus så at bruge sin tid på, denne sidste aften han havde sammen med sine disciple? (pause) Han vaskede deres fødder. (pause) Ja, han gjorde selvfølgelig også andet end det: Han holdt en lang afskedstale hvor han gav dem en masse nyttige instrukser om hvordan de skulle forholde sig når han ikke længere var hos dem (en afskedstale hvorfra hele 7 af kirkeårets prædiketekster er hentet – 9 hvis man tæller den afsluttende bøn med), og ikke mindst gav han to af påskemåltidets elementer, nemlig brød og vin, en helt ny betydning som hans eget legeme og blod og befalede sine disciple at spise brødet og drikke vinen til minde om ham, hver gang de samledes; en skik som vi stadig følger, og som vi også skal praktisere ved denne gudstjeneste. Men allerførst vaskede han altså disciplenes fødder, så det må have været noget af det allervigtigste for ham. Men hvorfor han gjorde det, forstod disciplene ikke, for det at vaske andres fødder, blev i deres kultur betragtet som det allermest nedværdigende arbejde. Jesus forklarede imidlertid bagefter hvorfor han havde gjort det, nemlig for at give dem et eksempel til efterfølgelse: Når selv han, Herren, Mesteren, ikke havde holdt sig for fin til at påtage sig det mest ydmygende arbejde for at tjene andre, så kan ingen holde sig for fin til at ydmyge sig for andres skyld. Det er en lektie som vi nok har brug for at få gentaget igen og igen, for hvor kommer vi let til at tænke at der er visse opgaver som vi er hævet over i kraft af vores uddannelse, vores alder, vores køn, vores nationalitet, eller hvad det måtte være.
Men ordvekslingen mellem Jesus og Peter lader os forstå at der var et dybere lag i det Jesus gjorde. ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig,” sagde han. Se, hvis man ikke kunne have lod og del sammen med Jesus uden at han havde vasket ens fødder, så var vi mange der havde et problem, for jeg ved ganske vist ikke med jer, men jeg kan ikke erindre at Jesus sådan rent fysisk har vasket mine fødder. Men han har gjort noget andet og endnu mere forbløffende for at jeg kunne blive ren, nemlig at ofre sit liv for at købe dig og mig og alle fri af synden og døden. Og jeg tror først og fremmest det var det han sigtede til da han sagde til Peter: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.”
Det er ikke så svært at forstå hvorfor Peter protesterede mod at Jesus skulle vaske hans fødder, for vi voksne bryder os generelt ikke om at skulle have hjælp af andre, og det at selveste Mesteren, Jesus, skulle nedværdige sig til at vaske hans fødder, må have været helt enormt ydmygende for Peter. Det kan nemlig være mindst lige så ydmygende at lade sig tjene som selv at tjene – men skal vi have lod og del sammen med Jesus, så er der ingen vej uden om at lade ham tjene os. Uanset hvor fromt et liv vi synes vi har levet, uanset hvor mange gode og selvopofrende gerninger vi har på vores cv, og uanset hvor mange år vi har betalt kirkeskat, så er der ikke noget af det der giver os adgang til Guds rige. I kender sikkert alle sammen ordene fra beretningen om Jesus og de små børn, som bliver læst op hver gang der er dåb i Folkekirken: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Den eneste mulighed vi har for at blive frelst fra synden og døden og få del i det evige liv i Guds himmerige, er at tage imod det Jesus gjorde for os på korset, som en gratis gave – uanset hvor ydmygende en tanke det måtte være at både dit og mit synderegister er så stort at kun Guds egen søns blod var tilstrækkelig stærkt til at skaffe soning.
Det var netop for at skaffe soning – for at du og jeg kunne blive frelst og leve evigt sammen med Gud – at Jesus gav sit liv. For det gjorde han nemlig: Han gav sit liv. Uanset at ypperstepræsterne og de skriftkloge havde besluttet at slå ham ihjel, uanset at ingen ringere end Djævelen selv havde sat sig for at Judas skulle forråde sin Mester, uanset at Pilatus fejt dømte en uskyldig mand til døden fordi han var bange for at miste sit embede hvis han dømte retfærdigt – uanset alt det, så var der ingen der tog Jesu liv fra ham; han ofrede det ved sin egen frie viljesbeslutning! Det ved vi fra tidligere i Johannesevangeliet, nemlig kapitel 10 vers 17 og 18, hvor Jesus siger: ”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage.” Og det overskud Jesus viser ved på denne sidste aften, hvor han vidste at han snart skulle lide og dø, at rejse sig fra bordet, lægge sin kjortel, tage et klæde og binde det om sig, hælde vand op i et fad og give sig til at vaske disciplenes fødder – alt sammen på en meget bevidst, velovervejet og værdig måde, fornemmer man – det var et vidnesbyrd om at det også var bevidst, velovervejet, værdigt og med overskud at han gik ind til den lidelse der ventede ham – også selvom han på et tidspunkt et par timer senere blev overvældet af angst og måtte søge trøst i bøn til Faderen. Overskuddet kom fra hans viden om at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Han vidste at han ikke gik til korset for at erkende sit nederlag, men for at fuldende sin sejr.
Alt dette betyder selvfølgelig at når Jesus sagde til disciplene at han ved at vaske deres fødder havde givet dem et forbillede som de skulle efterleve, så består forbilledet i andet og mere end at vi rent bogstaveligt skal vaske hinandens fødder (især fordi det ikke er en specielt nyttig ting at gøre i et klima som vores). Nej, vi skal i princippet være villige til at gøre hvad som helst for vores medmennesker (så længe det er inden for rammerne af Guds bud og ikke kommer i konflikt med andre hellige pligter, naturligvis), og selv vores liv skal vi ikke have for kært til at ofre det for andre, sådan som Jesus gjorde. Men – og det er et meget vigtigt ’men’ – alt det kan vi gøre med samme velovervejethed og værdighed som Jesus selv. Det kan vi gøre fordi vi har lod og del sammen med Jesus fordi han har købt os med sit blod. Det betyder at alt det som Gud Fader har givet Jesus, det vil Jesus dele med os. Der er altså intet i denne verden som vi ikke har råd til miste, for vi ejer alt i himlen. Har vi kun vores egne begrænsede ressourcer at trække på, så vil et liv i tjeneste og selvopofrelse hurtigt føre til bitterhed og udbrændthed, men lever vi hver dag i fuldkommen afhængighed af Jesus, har vi et uudtømmeligt overskud at trække på.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments